Unge i udsatte positioner
http://3.bp.blogspot.com/-neoTT3nGHII/Tm3WotB03kI/AAAAAAAADKc/Y6aP9ca515g/s320/02-question.jpg
Forfatter: Jens Busk Studienummer: 22110261 Vejleder: Tine Dalgaard Censor: Ullrich Zeitler Bachelorperiode: Sommer 2013 Tegn: 72685 Uddannelses sted: Odense pædagog seminarium
Indhold Del 1 ........................................................................................................................................... 3 Indledning ................................................................................................................................... 3 Problemformulering ................................................................................................................... 4 Opbygning .................................................................................................................................. 4 Metodeafsnit ............................................................................................................................... 4 Målgruppe................................................................................................................................... 4 En forståelse af socialpædagogik ........................................................................................... 5 Del 2 ........................................................................................................................................... 5 Pierre Bourdieu – Habitus ...................................................................................................... 5 Bourdieu – kapitalistisk samfund ........................................................................................... 7 Pierre Bourdieu Doxa ............................................................................................................. 8 Socialisering ............................................................................................................................... 8 Socialisation ............................................................................................................................... 9 Samfundet i dag ........................................................................................................................ 11 Det normale liv ..................................................................................................................... 11 Thomas Ziehe ........................................................................................................................... 12 Giddens – pædagogik i sociologisk perspektiv ........................................................................ 13 Det moderne samfunds 3 dynamikker ...................................................................................... 14 Adskillelse af tid og rum ...................................................................................................... 14 Udlejring ............................................................................................................................... 14 Refleksivitet .......................................................................................................................... 15 Giddens – relationer.................................................................................................................. 16 Ekstensive og intensive relationer ........................................................................................ 17 Opsummering ........................................................................................................................... 20 Det moderne samfund ............................................................................................................... 21
1
3 del. ......................................................................................................................................... 23 Pædagogens Rolle .................................................................................................................... 23 Samfundets formelle, uformelle og symbolske forventninger ................................................. 23 De uformelle forventninger – interaktion ............................................................................. 24 De formelle forventninger – myndigheden .......................................................................... 24 De symbolske forventninger ................................................................................................. 24 KRAP ....................................................................................................................................... 26 At undersøge brugeren.......................................................................................................... 27 Et syn på ressourcer .............................................................................................................. 27 Den kognitive del af KRAP ...................................................................................................... 28 Registrering af processen...................................................................................................... 28 Konstruktivisme ................................................................................................................... 29 Den anerkendende og validerende del af KRAP ...................................................................... 29 Anerkendelse ........................................................................................................................ 29 Validering ............................................................................................................................. 31 Ressourcefokusering i KRAP ................................................................................................... 31 Praksis fortælling .................................................................................................................. 32 Konklusion ............................................................................................................................... 33 Perspektivering ......................................................................................................................... 34 Litteratur liste ........................................................................................................................... 35 Interview ............................................................................................................................... 35 Bilag 1 ...................................................................................................................................... 36 Bilag 2 ...................................................................................................................................... 46
2
Del 1 Indledning Vi lever i et samfund, hvor tidligere normer og værdier, ikke er de samme som de var for 50 år siden. Vores livsbetingelser og opvækst har ændret sig meget. Før i tiden, kunne ens fremtid være bestemt for en selv. Hvis ens far var landmand, var det typisk at man selv blev landmand. Vores samfund har ændret sig, så man nu selv kan vælge ens fremtid. Disse valg giver en, grænseløs frihed til at selv vælge hvem man vil være, hvad man vil lave og hvordan man vil gøre dette. Disse valg, kan for nogle mennesker være rigtig svært, ud fra de livsforudsætninger de nu har. Den moderne teknologi, har gjort at vi nu kan sidde hjemme i vores hjem og kigge ud på resten af verden og modtage en masse nye informationer, inputs fra andre unge og andre normer og regler. Vi spejler os i alt hvad vi ser og ser at verden er åben. Vi får en følelse af at alt kan lade sig gøre. Dette kan være svært i et samfund som det danske, hvor samfundet har en forventning til os borgere, at vi opfører os ordentligt, respektere samfundets regler og at vi bidrager til samfundet. Som ung i Danmark, skal man forholde sig til alle disse forventninger. Man skal finde sin rette plads på livets hylde. Desværre bliver denne forventning for stor for nogle og derved får vi nogle unge mennesker i udsatte positioner. Som kommende pædagog, ser jeg det, at kunne hjælpe unge mennesker, som har svært ved at agere i vores samfund, som en stor og vigtig opgave. De har måske nogle livsforudsætninger, som gør at de har svært ved at klare alle disse store valg. De har brug for nogle kompetente mennesker, som kan hjælpe, støtte og guide dem til at vælge, fra samfundets store hylde af muligheder. Jeg vil derfor i denne bachelor, skrive om unge i udsatte positioner, der har svært ved at agere i samfundet, hvordan jeg som pædagog, kan hjælpe dem med agere i samfundet, med de forventninger samfundet har til dem. Ud fra KRAP, vil jeg prøve at afdække mulige hjælpemidler, handlemuligheder og løsnings muligheder, for at kunne hjælpe disse unge mennesker. Jeg har valgt at skrive min opgave som en socialpædagogisk opgave/projekt.
3
Problemformulering Hvordan kan jeg som pædagog, støtte unge i udsatte positioner, med at håndtere samfundets forventninger?
Opbygning Opbygningen af opgaven, har jeg gjort således at jeg starter med at redegør for hvordan vi mennesker lærer at agerer i samfundet. Derudover kommer jeg ind på hvilket samfund vi lever i, i dag. Og hvilke problemstillinger der er i der moderne samfund. Og til sidst har jeg valgt at beskrive pædagogens rolle.
Metodeafsnit Til denne bachelor, har jeg fundet relevant faglig litteratur. Jeg har primært, ledt efter teoretiker der skriver noget om det samfund vi lever i, i dag. Derudover har jeg fundet, litteratur omhandlende pædagogens rolle og hvilke metoder vi kan bruge. Desuden har jeg besøgt nogle ungdomskonsulenter hos Vejle kommune og lavet et kvalitativt interview med en pædagog og en socialrådgiver. Til sidst i opgaven, har jeg et praksis eksempel fra min sidste praktik.
Målgruppe Jeg har valgt at min målgruppe skal være unge i det danske samfund, som på en eller anden måde, lever uden for de normer, værdier og regler vi har. Dette kan være unge med anden etniske baggrund end dansk, psykisk syge, kriminelle, misbrugere, unge med dårlig selvværd/selvtillid, unge der lider af over/undervægt m.v. Kort sagt alle de unge, som har svært ved at leve i Danmark. Jeg har valgt ikke at holde mig fast, ved en bestemt type af unge i udsatte positioner, da jeg som kommende pædagog, endnu ikke har fastlagt mig en bestemt type af pædagogisk arbejde. Jeg har bevidst ikke valgt at omtale min målgruppe som ”udsatte unge”, men ”unge i udsatte positioner”, da jeg mener at man ellers, hurtig vil kunne fordømme og/eller stigmatiseret de unge, til at de er udsatte. Hvis vi i stedet omtaler dem som unge i udsatte positioner, lyder det som om at der er en chance for at de kan komme til at leve det ”gode” liv. Det skal også siges at hvis de unge bliver betegnet som udsatte, er det deres personlighed der gør at de er udsatte, 4
fremfor hvis de er i en udsat position, så er det omstændighederne der gør, at de unge er udsatte.
En forståelse af socialpædagogik Hvorfor er der brug for socialpædagogik? Socialpædagogik retter sig mod sociale og pædagogiske nødsituationer, altså hvor der er tale om hjælp til grupper og enkelt stående individer, som ikke selv har kræfter eller ressourcer til at leve en selvhjulpen tilværelse. Socialpædagogik er ikke bare samvær, men en situation hvor en professionel pædagog vil noget bestemt med andre mennesker. Endvidere kan man fremhæve at socialpædagogik er en bestræbelse på at integrere truede mennesker til og i samfundet. Socialpædagogik er en integrationshandling over for mennesker, der af forskellige grunde står uden for samfundets fællesskab. Dette fællesskab kan være familie, venner, skole, arbejde, fritids aktiviteter, eller andre sociale arenaer. Det at integrere disse mennesker, vil sige at man hjælper dem ind i samfundets fællesskab og derved forhøjer deres livssituation. I det socialpædagogiske arbejde kan man enten arbejde defensivt, hvorved man sætter sine integrationsstrategier ind, når afvigelsen er registreret. Eller offensivt, når man prøver at forebygge mod afvigelse eller eksklusion. (Madsen, 2005 B)
Del 2 Hvorfor er det at nogle unge, har så svært ved at overskue livets store valg? Hvorfor ender de i udsatte positioner? Dette vil jeg forklare ved at kigge på Pierre Bourdieu.
Pierre Bourdieu – Habitus Bourdieu beskriver mennesket som et kropsligt og socialt forankret væsen, dette udspiller sig i menneskets habitus. Den kropslige habitus, er en måde hvorpå kroppen husker erfaringer, som mennesket udfører i forskellige former for praksis. Man kan sige at kroppen er det sociale livs hukommelse og menneskets historie som er indlejret i kroppen i form af følelser og reaktionsmønstre. Ud fra menneskets individuelle habitus, har man forskellige måder at handle, opfatte, kategorisere og bedømme på, i konkrete situationer. Man kan derfor sige at habitus, er den måde hvorpå
5
mennesket i sociale sammenhænge agerer, men på samme tid lader de situationsbestemte handlingskompetencer, stå åben for menneskets specifikke strategier. (Schou 2010) Fra det tidspunkt individet kommer ud af moderens mave, begynder mennesket at lære. Når det vokser op i givne arenaer, finder hvert individ ud af at hver handling har en konsekvens. Store som små handlinger, giver en respons fra omverdenen. Går man ind i et bord og slår hovedet, træder ens habitus over og husker, at næste gang, skal man gå udenom bordet. Græder barnet, kommer mor eller far og giver barnet trøst, mad eller tør ble. Slår barnet et andet barn i børnehaven, kommer pædagogen og irettesætter barnet. Osv. Alle de handlinger vi foretager os giver os derfor en kropslig og tankemæssig hukommelse, så vi ved hvordan vi skal agere i samfundet omkring os. Den sociale habitus, er en måde hvorpå mennesket lever i en historisk og foranderlig praksis, hvori der er sociale over og under forhold. Alle mennesker søger ankerkendelse fra deres medmennesker, både i sociale og personlige arenaer. Men på samme tid distancerer mennesker sig fra personer der lever et anderledes liv, end en selv. Habitus er et system af varige, men foranderlige dispositioner, hvor igennem mennesket opfatter, bedømmer og handler i verdenen. Habitus bliver derfor en praksis måde, hvorpå man agerer i forskellige arenaer. Lever man i Danmark, har ens habitus indordnet sig, på hvordan man lever og agerer i det danske samfund. Ens habitus er derfor forskellig, fra det menneske som bor på den anden side af jorden. (Schou 2010) Fra barnets fødsels og til man dør, søger alle mennesker anerkendelse. Hvis vi får anerkendelse fra vores omverden, via den primære og sekundære socialisation (mere om den primære og sekundære socialisation på side 10), har vi gode forudsætninger for at få en god selvfølelse. Dette giver os bedre muligheder for at opnå kompetencer til at kunne handle, opfatte og bedømme de ting der sker i verdenen omkring os. Den kropslige og sociale habitus, er alle de ting vi lærer bevidst og ubevidst. Man lærer ved at se, høre, gøre og opleve hvordan verdenen er omkring en. De ting man lærer eller ikke lærer har derfor en stor virkning på hvordan man lever resten af sit liv. Det barn der ikke har fået kærlighed, kan ikke elske. Det barn der bliver slået der hjemme, lærer at slå i stedet for at sige fra. Det barn der bliver mobbet, får dårlig selvtillid og selvværd, osv.
6
Ud fra Bourdieus forklaring om habitus, er det min overbevisning, at nogle af de unge i udsatte positioner vi ser i vores samfund i dag, på en eller anden måde har oplevet en form for svigt, enten der hjemme eller udenfor hjemmet, der har gjort at de er i en udsat position. Dog skal det siges, at jeg godt er klar over at der kan være andre faktorer der kan spille ind, så det ikke kun er socialisationen i hjemmet og udenfor hjemmet, der gør at de er i udsatte positioner.
Bourdieu – kapitalistisk samfund Ifølge Bourdieu lever vi stadig i et kapitalistisk klassesamfund, dog understreger han at der findes anden økonomisk kapital end penge. Kapital er det der er et anderkendt værdi, indenfor et givent område. Ifølge Bourdieu findes der 3 slags kapitaler: -
Økonomisk kapital, som er penge og materielle ressourcer
-
Kulturel kapital, som kan være dannelse og uddannelse, dette kan findes i ting som, bøger, musik, malerier m.v.
-
Social kapital, dette kan være de ressourcer et menneske har i relation eller medlemskab af en specifik gruppe.
Har man store mængder af alle disse kapitaler, får man stor symbolsk gennemslagskraft, som ifølge Bourdieu giver et symbolsk kapital. Dvs.: De tre overstående kapitaler, bliver transformeret om til et omdømme af symbolsk kapital, der arbejdes med, i specifikke miljøer og/eller arenaer. ( Dette kan være vuggestue, børnehave, arbejde osv.) Har man mangel af den ene kapital, kan dette betyde en eksklusion af en bruger. Pædagogerne i institutionerne, kan ubevidst ekskludere brugerne, da de muligvis har mangel på noget kapital. (Schou 2010) Dvs. børn der på en eller anden måde, ikke lever op til de forventninger pædagogerne har til dem, kan blive ekskluderet ubevidst fra pædagogerne. Pædagogerne ser dem allerede som ”ude” af samfundet, da de ikke leve op til de givne normer, værdier og regler. Bourdieu mener derfor det er vigtigt at alle børn har rigeligt af alle de tre kapitaler. Eksempel: Forældrene mangler økonomisk kapital, som gør at barnet kommer i slidt og beskidt tøj. Forældrene, har ikke uddannelse eller job, men lever på bistand og har derfor mangel på kulturel kapital, dette bevirker at barnet måske allerede er stigmatiseret til et kommende liv som, selv
7
bistandsmodtagere. Forældre eller barnet mangler social kapital, som gør at det har svært ved at danne relationer til de andre børn i børnehaven.
Pierre Bourdieu Doxa Doxa betyder på græsk – ”mening”, ”formodning” eller ”forventning”. Det kan også betyde ”ry”, ”rygte”, ”berømmelse” og ”anseelse”. Bourdieu snakker om at der i alle arenaer tilhører en doxa. Dvs. at der i alle sociale arenaer og sociale felter, findes en ”common sense-forestilling” om hvad der er rigtigt/forkert, ret/uret, normalt/unormalt, kvalificering og diskvalificering m.v. En doxa er derfor en forestilling om det selvfølgelige eller ”naturlige” som ofte tages for givet. En doxa bestemmer dog ikke fuldstændig menneskets handling. Når der socialiseres i en doxa, kommer der ofte nye mennesker til feltet eller arenaen, som ikke kender eller forstår de givne ”spille” regler. Her kan det være nødvendigt at de etablerede mennesker i doxa’ en, bryder tavsheden og fortæller om reglerne. (Schou 2010) Så når der kommer unge mennesker i udsatte positioner, til en given arena, og de netop har svært ved at forstå de regler, normer og værdier der er, har de brug for kompetente personer til at hjælpe, råde og guide dem. Som Bourdieu skrev i hans beskrivelse af habitus, kan unge i udsatte positioner, have nogle mangler, der gør at de har svært ved at forstå de ”spille” regler der findes i samfundet. Os pædagoger med en professionel baggrund, kan og skal netop være de personer der går ind og støtter de unge, i at forstå samfundets forventninger til dem.
Socialisering For at kunne indgå i et samfund, må hvert individ gå igennem en socialiserings proces. I store træk, er en socialisering proces, der hvor individet, går igennem en masse forskellige foranstaltninger der fører individet ind i et givet samfund, med henblik på at kunne agere som samfundsborger, med de normer, værdier, rettigheder og pligter der hører sig her til. Hvert individ må tilpasse sig, og ”overtage” samfundets kulturelle byrde. Dette kræver en hvis tilpasning. (Madsen, 2005 B) Som beskrevet senere i afsnittet med Thomas Ziehe, har vores samfund ændret sig fra at man havde et fast tilhørs forhold, til at man nu selv kan vælge ens fremtidige liv. Alle de valg ens liv består af, er ikke længere givne. Man skal selv vælge, uddannelse, arbejde, venner,
8
ægteskab, hvor man vil bo m.v. Det samfund man nu lever i, består af mange forskellige kulturelle normer og værdier. Vi lever i et samfund, som ikke længere kun har de gamle danske værdier og normer. Med integrationen fra andre lande og ophørelsen af tid og rum (se under Giddens på side 14), gør at man kan interagere med andre mennesker verden over. Dermed spejler man sig i de ting man ser ude i verden og bliver opmærksom på de normer og værdier der er der. Socialiseringsprocessen, formidles via forskellige faktorer, hvor familie, skole, medier, jævnaldrende venner og arbejde er nogle af de vigtigste. Men det at være samfundsborger i dag, stiller krav om andre former for viden, færdigheder og holdninger. Hvis man skal indgå i hverdagslivet, altså det sociale og kulturelle liv, skal socialisering processen, indeholde mere end blot at overtage nuværende normer og værdier, der kan bringe mening, betydning og identitet i individets liv. Det aktuelle samfund er et, splittet, modsætningsfyldt og uigennemskueligt samfund. Individet kan ikke længere se tilbage på de gamle traditioner og regne med de overleverede værdier der før skabte de gode og nødvendige handlinger. (Mere om dette under kulturel frisættelse og ambivalens, af Thomas Ziehe fra side 12.) Hvert individ skal igennem en socialisering, hvor det lærer at være medskaber af egne livsbetingelser og selv sætte sig mål for egen tilværelse. Socialisering er derfor ikke kun en proces, hvor hvert individ lærer at indgå i det fællesskab der er i samfundet. Men det er også en proces, hvor individet udvikler identitet og udskiller sig som person, fra det fælles samfund. Socialisering må derfor også tolkes som en egenskab af kvalificerings. Hvert individ må derfor være udstyret med nogle vigtige kompetencer, der bringer det i stand til at kunne mestre disse krævende livsvilkår. (Madsen, 2005 B)
Socialisation Når vi mennesker bliver socialiseret i samfundet, er det igennem processer og forhold, som på den ene eller anden måde er med til at påvirke vores personligheds og identitetsdannelse. Disse processer foregår igennem, familien, institutioner, uddannelsessteder, arbejde, fritidsaktiviteter og andre sociale arenaer i samfundet. Disse processer kan være, bevidste, ubevidste, tilrettelagt, tilfældige, og anses derfor også som en slags opdragelse processer, medmenneskelige forhold, pædagogiske og materielle vilkår m.v. Det er igennem
9
socialisationsprocessen at man prøver at påvirke, fremme eller hæmme, mennesket i en bestemt retning, så det passer ind i en given arena, situation eller ind i samfundet. Det er integrationsstrategierne, altså de kulturelle eller samfundsmæssige produktions og magtforhold, der bestemmer hvilke bestemte træk der skal påvirkes, fremmes eller hæmmes. Når man forsøger at påvirke disse træk, gør man det ud fra fortiden (gamle normer og værdier), nutiden (nuværende regler, normer og værdier i samfundet) og fremtiden (uddannelse, arbejde m.v.). De opdragelsesmæssige forestillinger og metoder, man brugte for 100 år siden, spiller stadig ind på måden, hvorpå vi opdrager i dag, uanset om man bevidst prøver at tage afstand fra ”gamle” forestillinger og metoder og prøver at opdrage til nutidens og fremtidens samfund. Når man socialiseres til samfundet, foregår det til dels i den primære socialisation, altså i familien og i den sekundære socialisation, som er institutioner, uddannelsessteder m.v. I vores nuværende samfund, foregår der en såkaldt dobbelt socialisation. Vores børn kommer i en tidlig alder i vuggestue, dagpleje, børnehave osv. Vi opdrager vores børn, på flere forskellige arenaer – i hjemmet og i det samfundsmæssige regi. Dog skal det siges, at det er den primære socialisation der er den vigtige, fordi følelserne - børn og forældrene imellem, netop spiller en meget stor rolle. Den sidste socialisation er den tertiære socialisation. Når Danmark modtager indvandrere og flygtninge, bliver de påvirket af vores lands kultur, sprog, vaner, normer, værdier, regler m.v. For at de kan leve i vores samfund, skal deres tidligere socialisation overlejres, så den passer ind i vores samfund. (Knudsen, 2004) Vi forsøger at opdrage vores børn derhjemme og udenfor hjemmet, til at kunne begå sig i samfundet. Vi giver dem skrevne og uskrevne ”spille” regler, til hvordan man agerer sig i de forskellige arenaer. Opdragelse bliver en vigtig forudsætning for at kunne begå sig. Har man på den ene eller anden måde, været ude for omsorgssvigt, kan dette have betydning for hvordan ens fremtidige liv leves. Har barnet oplevet omsorgssvigt fra de professionelle i institutioner som Bourdieu beskrev i det kapitalistiske samfund, på side 7, kan dette også spille en rolle i deres fremtidige liv. Også selvom forældrene har gjort deres ”opgave” derhjemme. Socialisation er en vigtig faktor i hjemmet og udenfor hjemmet. Hvis forældrene mangler at give deres børn nogle vigtige ”spille” regler, kan samfundet udefra, give børnene de manglende regler, holdninger, normer og værdier.
10
Individerne påvirkes af en lang række faktorer i samspil med omverden. Der er ikke tale om en passiv påvirkning eller modtagelses proces, men derimod en aktiv tilegnelse. Det er derfor meget individuelt hvordan man bliver socialiseret. Det er individet som modtager, opsøger, bearbejder og prøver at skabe mening, altså at tilegne sig de samfundsmæssige påvirkninger og muligheder, ligesom individet påvirker og forandrer dets omgivelser. Det er igennem alle de relationer og aktiviteter, som individet indgår i, at dette sker og igennem individets aktive bearbejdning. Socialiseringsprocesserne er ikke kun præget af bevidsthedens medvirken. Det er ligeså meget præget af før bevidste og ubevidste processer (mere om dette under Giddens side 13) strukturer, institutioner, normer, muligheder og begrænsninger. Alle disse omstændigheder har stor betydning for individets socialiseringsproces og af dets udvikling af personlighed og identitet. (Knudsen, 2004)
Samfundet i dag Det normale liv I løbet af 1970’erne prøvede man at integrere samfundets afvigere ind i det ”normale” samfund. Det normale liv bliver til et fælles mål, for samfundets afvigere. Spørgsmålet er bare, hvad er det normale liv? Hertil er svaret: ”Evnen til at forsørge sig selv, gennem salg af egen arbejdskraft”. ( Madsen 2005 B – side 14) Hvis denne evne ikke bliver efterlevet vil det moderne samfund, igennem statsmagten, forsøge at påvirke og omskole disse afvigere til at kunne forsøge sig selv og derved blive til en del af det normale samfund. I den moderne verden, har samfundet udviklet foranstaltninger og tiltag, der iværksætter sine borgere, der afviger fra samfundets normalitet. Dette er for at kunne sikre samfundets videre eksistens. Dette kan forklares ved at samfundet sikrer sig imod indre og ydre uorden og truslen fra de grupper der afviger fra de herskende normer og som derfor truer samfundets homogenitet. I det moderne samfund, prøver alle borgere at finde deres særlige plads i samfundet og omvendt prøver samfundet at hjælpe alle borgere med at finde en plads i fællesskabet. I det integrerede samfund er der en særlig relation imellem borger og samfund, som bygger på et sammenfald mellem samfundets og borgernes selvforståelse. (Madsen 2005 B)
11
Thomas Ziehe Den tyske sociolog Thomas Ziehe, har beskrevet hvordan vores samfund har udviklet sig i det 21 århundrede. Før i tiden, havde vi et fast tilhørsforhold. Vores liv var forudbestemt, fra vugge til krukke. Hvis ens far var landmand, købmand eller andet, lå det i kortene at man overtog faderens arbejde. Ens liv var forudbestemt. Ziehe, beskriver hvordan samfundsstrukturen har ændret sig, så vi i dag ikke efterlever de samme tilhørsforhold. Som udgangspunkt har alle mennesker i Danmark, frihed til selv at vælge deres uddannelse, job og fremtidige karriere. For nærmere at beskrive Ziehes samfundsudvikling, vil jeg komme ind på ungdomskulturen som Ziehe har skrevet omkring. Ziehe knytter to centrale begreber til ungdomskulturen, nemlig kulturel frisættelse og ambivalens. Da vi før i tiden, havde et fast tilhørsforhold, var disse faste rammer identitetsskabende. I dag kan man sige at strukturen i samfundet har udviklet sig, så vi i dag lever i et valgsamfund, hvor det enkelte individ, selv kan vælge uddannelse, job og karriere. Vi er derfor ikke længere bundet af tidligere generationers tilhørsforhold. Normer, værdier og roller er ikke længere på forhånd givne, så vi kan derfor selv vælge hvilken sti vi vil gå af. (Gytz, 2010) Så når man snakker om kulturel frisættelse, træder de unge ud af de gamle sociale sammenhænge og ind i en mere individuel verden, hvor jeg’ et spiller en større rolle end vi’ et. Efter kulturel frisættelse, beskriver Ziehe, ambivalens. I kølvandet på friheden til selv at vælge ens fremtid, som giver en én masse åbninger og muligheder, følger der omkostninger og trusler. Man har en masse nye døre der står åbne, en masse nye valg og beslutninger der skal bestemme ens fremtidig liv. Dette kan blive så uoverskueligt at man har svært ved at se hvordan man skal kunne træffe de rigtige valg. (Knudsen, 2004) Ifølge Ziehe, giver det de frisatte unge en række nye livsmuligheder, selvom deres liv, kan virke vanskelige og kaotisk. For at kunne orientere sig i livet, må de unge dog kunne magte en tilværelse hvor igennem virkeligheden kan virke påtrængende, eks. igennem tv-medier. De unge har færre muligheder for at opnå en direkte erfaring med virkeligeden. Igennem tv ser de unge, at alt er muligt i livet, alle deres fremtidsønsker kan blive opfyldt. De unge fastholdes i en ungdomsperiode, hvor de har et stort kendskab til voksenlivets problemer og stigende krav.
12
Ungdomsperioden bliver derfor ifølge Ziehe, en periode hvor de unge har forventninger til sig selv og deres omgivelser, som ikke altid er i overensstemmelse med virkelighedens realiteter. På den ene side står alle mulighederne åbne for den enkelte, og på den anden side er valgene så komplekse og vanskelige at det kan medføre en grad af selvfokusering og en større usikkerhed for de unge. (Hygum, 2009)
Giddens – pædagogik i sociologisk perspektiv Giddens teorier har ikke udgangspunkt i institutioner og strukturer, men de har udgangspunkt i socialt funderede handlinger. Ifølge Giddens, er det ikke samfundet der handler, men de individer eller agenter der findes i samfundet. Nærmere præcist: ”at være et menneske er at være en handlingsrettet agent, der har grunde til sine handlinger” (Gytz, 2010 - side 193) Individerne i samfundet handler som de gør, men Giddens mener også at de grundlæggende forstår og kan forklare hvorfor de handler som de gør. Individerne er bevidste og vidende omkring deres handlinger. Giddens mener at individerne i samfundet, ikke handler som et isoleret fænomen, men som en proces der hele tiden er i gang. Individerne handler hele tiden på betingelser, de ikke selv erkender og deres handlingerne får dermed også konsekvenser der ikke er ønskede. Den sociale praksis består derfor i at revidere og justere handlinger med baggrund i indhentede erfaringer. Altså en ganske almindelig aktivitet, der foregår på den daglige basis og som en rutineret hverdags ting. Denne refleksive handlingsregulering, betyder at man ikke sætter ord på sin adfærd eller teoretiser sin adfærd, men man justerer sine handlinger, uden at disse justeringer bliver til bevidst overvejelser. Man undgår altså at køre folk ned i trafikken, spytte på folk, kører ind i personen foran i køen, med sin kundevogn osv. Dvs. handlingsregulering drejer sig om at kunne angive årsager til sine handlinger. Årsager til sine handlinger som man nødvendigvis ikke havde tænkt på. (Gytz, 2010) Igennem den socialiserings proces vi mennesker konstant befinder os i, udfører vi handlinger, vi bevidst er klar over. Vi undgår at gøre skade på andre mennesker, bremser for rødt lys, åbner døren inden vi går ud, osv. Disse handlinger har vi lært i gennem en proces, hvor vi har lært af erfaring, hvad der er bevidst er klogest. Ved udførelse af disse handlinger, regulerer vi dem, hvis nødvendigt. Dette gør vi ubevidst, da vores erfaring siger os, at vi ikke vil skade
13
andre mennesker eller os selv. Som Bourdieu beskrev i den kropslige habitus, er de handlinger vi gør, noget vi har indlejret os i vores bevidsthed.
Det moderne samfunds 3 dynamikker Giddens bruger 3 dynamikker til at forklare det moderne samfunds hastige forandrende globalisering, nemlig adskillelse af tid og rum, udlejring og refleksivitet.
Adskillelse af tid og rum I det før moderne samfund, har tid og rum altid hængt sammen. Et ”hvor” har altid hørt sammen med et ”hvornår”. Et bestemt tidspunkt har altid - før uret kom frem, kunne referere til et sted eller en begivenhed. Med de verdensomspændte kalender systemer, bliver tiden således globaliseret og standardiseret. Nu er det muligt at kunne aftale et bestemt tid og klokkeslæt, for et møde, i mellem mennesker der bor i Kina og i Amerika. Standardiseringen af tiden, er ifølge Giddens en forudsætning for rummets adskillelse fra stedet. Den moderne fremvækst, fjerner i stigende grad rummet fra stedet, ved at fremme relationer imellem fraværende, der befinder sig fjernt fra selve situationen, ved ansigt til ansigt interaktion. Dette betyder, at vi med den moderne teknologi, kan befinde os i samme rum, uden at alle de interaktive befinder sig på samme sted. Dette betyder også at aktiviteter kan koordineres blandt mennesker, der befinder sig på hver sin side af kloden, da moderne teknologier kan sammenbinde handlingen. F.eks. kan der handles valuta på børsernes rundt om i verden og når vi bruger internettet til at interagerer. Konsekvensen af dette er at lokaliteter og steder, påvirkes og formes af begivenhederne, der rent geografisk er fjernt fra de involverede. Giddens mener at denne adskillelse af tid og rum, er en vigtig forudsætning for en anden af modernitetens dynamiske faktorer, nemlig udlejring af sociale relationer. (Gytz, 2010)
Udlejring I det før moderne samfund, var de sociale relationer primært bundet til en lokal sammenhæng med sammenfald af tid og rum og hvor interaktionen var kendetegnet ved at alle parter var til stede i situationen. I det moderne samfund, mener Giddens at de sociale relationer er løftet ud af de lokale interaktions sammenhænge og restruktureres på tværs af tid og rum. Derfor er det moderne samfund, karakteriseret ved at de sociale relationer udstrækkes i tid og rum, på tværs af fysiske grænser. Giddens omtaler 2 mekanismer der påvirker udviklingen af sociale institutioner i det moderne
14
samfund. Nemlig symbolske tegn og ekspertsystemer. Symbolske tegn, er medier der passerer mellem individer, grupper og institutioner. Penge er et godt eksempel herpå. Penge standardiserer og gør det muligt at udveksle varer, og penges upersonlige målestol gør dem i stand til at forbinde individer, der er adskilt i tid og rum. Det sammen lader sig gøre for ekspertsystemer. Ekspertsystemer er nemlig også med til at løfte sociale relationer ud af deres lokale kontekst og blive restruktureret på tværs af tid og rum. Ekspertsystemer er af teknisk art og organiserer store dele af vores materielle og sociale omgivelser og omgiver os mennesker 24 timer i døgnet. Alt hvad vi gør i vores dagligdag, er i ledetråd med et ekspertsystem. (Gytz, 2010) Når vi går i bad, er vi afhængige af vandet, fra det lokale vandværk. Når vi starter bilen og begiver os ud på den lokale vej, regner vi med at lysreguleringen fungere, som den skal. Når vi sætter os ind i et fly, har vi tillid til piloten, og mekanikeren at de har gjort deres job korrekt. Vi kan ikke på forhånd, kende og kontrollere ekspertsystemerne til bunds. Men vi stoler på at tingene fungere, og har tillid til at ekspertsystemet varetager deres ”opgave”.
Ligesom symbolske medier fungerer ekspertsystemer også som en mekanisme for udlejring af sociale relationer. Når vi sætter os ind i bilen, har vi muligheden for at have en interaktion med mennesker langt væk. Når vi bruger internettet kan vi kontakte og have en dialog med et andet menneske, der ikke fysisk er til stede. Vi kan via ekspertsystemer komme i interaktion med mennesker der er langt væk fra os selv. Med de nye ´smartphones´, kan vi via Facebook, twitter, sms, mms m.v. altid være i interaktion med venner, familie, kollegaer, studie kammerater og forretningsforbindelser, i et nært rum, uden at alle parter er fysisk tilstede. Så de mange sociale relationer, i det moderne samfund, er ikke knyttet til tilstedeværelse, men lige så meget til fravær. Vi kan nu nøjes, med at tale med vores familie, venner osv. et par gange om ugen og derefter holde kontakten ved at mødes nogle gange om året. Man kan derfor tale om at udlejringsmekanismer muliggør muligheden for genindlejring på moderne vilkår. Ved hjælp af ekspertsystemerne, bliver vi i stand til at etablere ansigt-til-ansigt relationer og tætte fysiske forbindelser lande imellem. (Gytz, 2010)
Refleksivitet Refleksivitet i det moderne samfund, består i at sociale praksisser konstant undersøges og omformes i lyset af de utallige indkommende informationer om de samme praksisser og at deres karakter ændres grundlæggende. (Gytz, 2010) Refleksivitet betyder at der stilles 15
spørgsmål til vaner, værdier, tro, moral m.v. Alt kan undersøges på ny, i form af nye informationer. Det er dog ikke kun kulturelle normer der revideres. De sociale praksisser og systemer ændres i lyset af nye forhold. Giddens mener at intet kan retfærdiggøres med hensyn til traditioner og ydre instanser. Ægteskab kan ikke henvises til traditioner, måltider ligeså og uddannelsesvalg kalder på selvstændige refleksioner, der ikke kan henvise til tidligere traditioner. Det moderne samfund, er et samfund hvor viden skaber usikkerhed og tvivl og ikke entydighed og bevis. Som Giddens selv siger det: ”Pointen er ikke, at der ikke eksisterer nogen stabil social verden at skabe viden om, men derimod at viden om denne verden bidrager til dens ustabile og foranderlige karakter.” (Gytz, 2010 - side 198) Dette er i overensstemmelse med hvad Thomas Ziehe siger. Samfundet har ændret sig, så vi ikke længere står ved de samme faste traditioner. Livet har ændret sig fra hvert individ, så de står med en masse valg, der skal præge resten af deres liv.
Giddens – relationer I det moderne samfund, skelner Giddens imellem to typer af relationer. Giddens betragter begge typer for at være byggende på tillid og forpligtelser. Den ene er ansigt til ansigtrelationer. Denne relation bygger på tillid mellem mennesker, i en tilstedeværelse, hvor menneskerne er forpligtet overfor hinanden. Her bliver der skabt social integration, da mennesket i hverdagens rutiner, møder og agere sammen. (Madsen, 2005) Det er her vi mennesker agere med hinanden. Her er der ikke nogen forpligtelse overfor samfundet, men blandt menneskerne i samfundet. Vi har en tillid og forpligtelse overfor hinanden, at vi opfører os ordentligt og ikke bryder de skrevne og uskrevne normer, værdier og regler i samfundet. Den anden er de ansigtsløse relationer. Det er her hvor borgerne i samfundet, møder de abstrakte systemer (økonomi, trafik, produktion, forbrug, institutioner, professioner m.v.) Abstrakte systemer kan som eksempel også være ekspertsystemer. Disse ekspertsystemer opretholdes af at borgerne i samfundet, da de enten er afhængige af deres hjælp, eller har brug for deres viden. Dette kan være læger, sygeplejerske, lærer, pædagoger, advokater, osv. Tilliden til systemet pålidelighed og sikkerhed, er her helt afgørende. Denne relations kaldes for ansigtsløs, da borgerne har en tillid til at systemet er pålideligt – altså at systemet giver sig
16
ud for at være den det er. Moderen afleverer sit barn i børnehaven, med tiltro til at børnehaven som system, passer på og sørger for barnet og at institutionen opfylder dens forpligtelser i form af lovgivningen. (Madsen, 2005) Dog er relationen til de abstrakte systemer, ikke helt ansigtsløs. Selve tilliden til systemet, bliver mødt i form af de repræsentanter der er i de forskellige systemer. Forældrene møder pædagogen og ikke daginstitutionssystemet, forældrene møder læreren og ikke skolesystemet, klienten møder sagsbehandleren og ikke det sociale service system osv. Adgangsporten til systemerne er altså i gennem systemernes repræsentanter. Tilliden til systemerne bliver derfor opbygget ved mødet af repræsentanterne. For at der bliver opbygget en vigtig tillid til systemet, er det vigtigt at borgerne møder repræsentanter, der har en stor ekspertise, der gør at deres handlinger er troværdige. Den professionelles optræden, ekspertise og troværdighed skal virke tillidsfuldt, for at professionernes viden opretholdes. Og for at borgerne har tillid til systemet. (Madsen, 2005) I et samfund, som det danske er vi alle afhængige af samfundet og dets servicer. Vi har en tillid til at samfundet gør sin del af arbejdet, for at oprette holde en ro og orden, der gør at samfundet kan leve videre. Vi har en tillid til at samfundet, er til for os og at det gør det bedste for os. Uden tilliden til samfundet, vil samfundet bryde sammen, da ingen ville betro og tro på samfundets service ydelser. Det er igennem systemets repræsentanter at tillid bliver opbygget. Repræsentanterne af systemet skal derfor være professionelle og opretholde en professionel optræden, ekspertise og troværdighed, for at borgerne i samfundet tror på samfundet og dets ydelser.
Ekstensive og intensive relationer Ifølge Giddens bliver vores samfund præget af at den moderne tidsalder har to særlige udviklingstræk. Han mener at menneskets relationer bliver mere og mere ekstensive og på den anden side mere og mere intensive. Samfundsmæssige relationer bliver mere udstrakte, sådan at de dækker mere end de lokale og nationale niveauer. (Knudsen, 2004) Og på den anden side bliver de personlige relationer mere rene, sådan at de næsten kun har det formål at give nærhed og intimitet. (Knudsen, 2004) Når man snakker om at de samfundsmæssige relationer bliver mere ekstensive, så er det fordi at de moderne kommunikations midler gør at vi mennesker kan interaktioner over større
17
afstand. Moderne transport midler, gør at vi kan rejse rundt i den store verden, på næsten ingen tid. Kommunikation over nettet og telefoner, gør at vi kan snakke med andre mennesker over alt i verden, følge med i begivenheder og få informationer med det samme. Man kan sige at sammenhængen mellem tid og rum er ophævet. (Knudsen, 2004) Når vi indsamler informationer, viden, oplysninger osv. fra hele verden, vil vi automatisk spejle os i de ting vi ser. Vi danner os et billede af hvad andre mennesker gør og derved forstår vi vores egen situation. Når alle mennesker er i stand til at foretage disse spejlinger, af hvad andre mennesker gør i relation til deres egen situation, bliver resultatet, spejling på spejling, handling på handling og aktivitet på aktivitet. Man kan sige at vi træffer et valg og handler der ud fra. Derved bliver der skabt en generativ proces – en stadig udvikling. Denne proces er en grundlæggende proces i det moderne samfundsmæssige relationer i mellem mennesker. (Knudsen, 2004) Fordelen ved den øgede interaktion, er at verden åbner sig. Den giver rig mulighed for oplevelser, udfordringer og materiel velstand. Ulempen er at interaktionen over store afstand, kræver flere og flere ressourcer og at udviklingen går så stærkt at vi har svært ved at følge med. Og det kan være svært at finde fælles normer, værdier og regler, for hvordan eventuelle konflikter, på det internationale niveau, kan løses. Så set fra de unge menneskers side, er der mange muligheder for en mere spændende og rig tilværelse, end tidligere generationer har haft mulighed for. Men samtidig er risikoen for problemer med ressourcer, miljøet og konflikter større, end de tidligere generationer. (Knudsen, 2004) Imens at de samfundsmæssige relationer mellem mennesker bliver mere og mere ekstensive, så bliver de personlige relationer mere og mere intensive. (Knudsen, 2004) I det moderne samfund, skaber det enkelte individ, selv sine personlige relationer. Det er derfor af afgørende betydning, at det moderne menneske kender sig selv og mestrer opbygningen af sin egen personlige tilværelse. Hvert individ må i den mangfoldighed der er, af mange forskellige mennesker, selv kunne vælge de mennesker, de vil knytte sig en tæt relation til. Relationer som ægteskab og venskab, bygger på frivillige valg og får derfor karakter af rene relationer. De har ikke afgørende karakter af social eller økonomisk art. De kan have af betydning, i form af fælles aktiviteter, uddannelse, arbejde m.v. Men er karakteriseret ved at have en værdi i sig selv. Værdien af rene relationer ligger mere i den
18
følelsesmæssige og nære kontakt. Det ligger i intensiteten, uden den, har relation ikke nogen værdi. (Knudsen, 2004) Som ung i en udsat position, har man som alle andre unge brug for venner. Men som beskrevet i rummelighedens dilemma, af Jørn Bjerre, så føler man sig loyal overfor andre ligestillede unge. (Bjerre, 2008) Der er altså en mulighed for de unge mennesker, at skabe sig en tilværelse på ens egne præmisser. De unge kan på længere sigt, selv bestemme, hvilke nære relationer de vil indgå i og på hvilke ideer og holdninger de vil udvikle dem. Dog indebærer denne mulighed, en midlertidig risiko, for at der udvikler sig flere forskellige ideer om hvordan de nære relationer skal være. Uden en fælles forståelse for fælles normer, værdier og regler (mere om dette på side 23), øges risikoen for modsætninger og konflikter. (Knudsen, 2004) I vores samfund, kan man interagere med mennesker over hele jorden. Via internettet og smartphones, som kan komme på internettet over alt, er vi hele tiden ”på”. Vi kan sidde i den svenske ødemark og stadig følge med i hvad der sker hjemme i nabolaget. Vi kan blive påvirket af kulturen i andre lande, via de gængse medier. Vi ser og følger med i store internationale begivenheder, som VM i fodbold, Superbowl i USA, MTV Awards, Oscar uddeling osv. Vi spejler os i de kendte mennesker, de ting vi ser og de mennesker vi møder, enten via medierne, eller via de rejser vi foretager os. Førhen, var det en dyr fornøjelse at rejse ud i verden og se verdens kultur. I dag, kan stort set alle mennesker, købe sig en rejse og komme ud i verden. Adskillelsen af tid og rum, har gjort at vi mennesker bliver mere og mere påvirket af ikke kun samfundet omkring os, men også af de samfund, der er i andre dele af verdenen. Alle de informationer vi får, er med til at påvirke vores opfattelse af værdier, normer og regler. Vi bliver påvirket og får en mening om de ting vi ser og hører. Den kultur vi har i Danmark, er ikke længere kun påvirket af de danske normer og værdier. Vores landegrænser, har flyttet sig så vi ikke længere kun bliver påvirket af individerne i Danmark, men til at grænserne bliver opløftet af medierne, til at vi nu spejler os i alt det vi ser ude i verden. Dette er med til at der ikke er et fastgivent sæt ”spilleregler” for hvordan man skal interagere i samfundet. Ved at man ser ud i verden og spejler sig i de ting man ser og oplever – vil man tage de normer, værdier og regler man oplever og ser, med hjem til ens nære arenaer.
19
Så de mange sociale relationer, i det moderne samfund, er ikke knyttet til tilstedeværelse, men lige så meget til fravær. Før internettet og de nye smartphones kom frem, var interaktion altid forbundet med tilstedeværelse i samme tid og rum. De unge, skulle mødes ude i den virkelige verden, for at interagere med hinanden. Det var her man fik nære og tætte venner. Man oplevede og levede med dem, på godt og ondt. Det er min overbevisning, at med internet, smartphones, Facebook m.v. er det blevet nemmere at få nye, men knap så tætte og nære venner som før. Venner kan skiftes ud, hvis de ikke efterlever individernes personlige spille regler. Et skænderi, kan hurtigt blive til et tabt venskab. Hvorimod ”gamle” dage, mødte man stadig vennen i nærmiljøet og man var derfor mere tvunget til at blive gode venner igen. Men de nære og tætte venner, som de unge har og som er ”fundet” uden for de sociale medier, giver de unge nærhed og intimitet. Ved at de kan snakke og diskutere nogle af livets store spørgsmål, får de en fælles følelse af sammenhold. I det nære og intime fællesskab, kan de unge søge efter en definition af egen tilværelse. De får skabt et grundlag af personlig udvikling og en mestring af egen dagligdag. (Knudsen, 2004) Som ung i en udsat position, kan det være svært at få nære og tætte venner. Ofte vil man forsøge at få anerkendelse fra ens nær miljø. Men hvis man ikke får denne, vil man forsøge at finde den andre steder. ( Metner, 2012) Man kan finde den hos andre unge i udsatte positioner og derved yderlige fastholde ens position i en udsat position. Som Jørn Bjerre skriver i rummelighedens dilemma, så forholder man sig loyal overfor andre unge som står i samme position som en selv.
Opsummering Nutidens unge i Danmark, befinder sig i et samfund, der er fyldt med muligheder og risici. Verden ligger åben for dem, men den kan også bryde sammen for dem. Når verden åbner sig for dem, kan de vælge at erobre den og tage den til sig. Men med denne åbning, følger der også en risiko for at verden virker for stor og de dermed ikke kan håndtere den. Det er det Thomas Ziehe også kommer frem til. Hvis de unge tager de nye instanser til sig, skal de kunne regulere dem, så de giver dem, nye former for adfærd. Den spejling der foregår, blandt de unge mennesker, deres beslutning, handlinger og resultater, stopper ikke ved lokalsamfundet eller de nationale grænser. Den rækker langt videre ud i verden. De unge mennesker skal kunne kende udviklingen i andre
20
lokalområder, nationer, og andre dele af verden. (Dette har Jørn Bjerre også beskrevet på side 22) De ændringer der sker i andre territorier, må føre til en erkendelse hos de unge, om at de selv må ændre sig. Hvis de andre unge er blevet ”stærkere”, må de unge være klar til selv at tage de fornødne beslutninger om selv at blive stærkere, for at kunne følge med i udviklingen. (Knudsen, 2004) Mange af de inputs der kommer fra resten af verdenen, ser, hører og oplever de unge, enten på egen hånd eller ved at møde dem igennem de mange medier. De spejler sig i de ting de ser og derved skal de kunne forholde sig til de ting. Men de normer og værdier der hærger i Danmark, er ikke nødvendigvis de samme som dem de ser ude i verden. De skal derfor kunne forholde sig til de regler, normer og værdier vi har herhjemme og på samme tid de regler, normer og værdier der er ude i verden. Dette kan være en stor opgave for de unge, som på samme tid skal finde ud af hvem de er og hvor de skal hen med deres liv.
Det moderne samfund Det samfund vi lever i, i dag, er ifølge sociologer et post moderne samfund. Vores samfund, er ikke et stort sammenhængende værdisystem, men et pluralistisk værdisamfund. Der er forskellige værdier der eksisterer sammen, uden at de nødvendigvis integrerer sig i hinanden. (Bjerre, 2008) Integrationen fra andre lande, er et eksempel herpå. Førhen, levede vi et samfund, hvor alt var ”dansk”. Danske værdier, normer og regler – som blev ført videre fra generation til generation. I forbindelse med at Danmark, modtager indvandrere fra hele verden, er vores samfund ikke bygget på de samme sten, som for 100 år siden. Vi skal hele tiden omstille os på at tilgodese, flere forskellige etniske kulturer, kulturelle traditioner, religioner, sociale baggrund, normer og værdier. (Bjerre, 2008) ”Derfor bør man diskutere hvilke værdier man har med at gøre, i nutidens kontekst da der er flere forskellige spørgsmål der rejses, når man forsøger at finde en overordnet værdimæssig struktur. Kan, skal eller bør alle aktører i samfundet, forholde sig til dette, eller burde der etableres en overordnet værdipluralistisk forståelse?” (Bjerre, 2008 - side 34) Ifølge Niklas Luhmann, er det moderne samfund kendetegnet ved at der ikke kun findes en udgave af samfundet, men derimod at samfundet besår af mange forskellige instanser, som operer uafhængigt af hinanden. De forskellige sociale systemer, der er perspektiver på samfundet – økonomien, religionen, politikken, pædagogikken, m.v. operer ud fra hvert deres
21
system. Der er derfor ikke noget højere niveau, som ifølge Luhmann, kan kaldes for samfundet. (Bjerre, 2008) Der udfoldes derfor ikke nogen bestemt form for rationalitet. Der er ikke nødvendigvis nogen bestemt sammenhæng mellem det samfund som pædagogikken forholder sig til og så det som politikken forholder sig til. Det pædagogiske system definerer samfundet ud fra sin kode, ligeså gør politikken. Derfor er et forsøg på at definere en overordnet rationalitetsforståelse og værdimæssig ramme, nærmest umuligt. (Bjerre, 2008) Så ud fra globaliseringsprocessens perspektiv, står hver enkelt nation ikke som et isoleret land, der varetager sine egne forhold. Pga. udbygningen af de internationale relationer og den globale kommunikation, skal hver nation se sig selv som forbundne til en overnational territorialitet. Globale miljø problemer, anerkender heller ikke de grænser vi mennesker har sat. Derfor skal vi også forholde os til de lokale konflikter ude i verden, da de kan blive til et nationalt anliggende. Den nuværende migration, som ikke kun er immigration af mennesker, men også af normer, værdier og regler, skal ses som en samfundsmæssig udvikling, som også bliver kaldt afterritorialisering. Dette betyder at forhold som kommunikations og masse medierne, de globale markeder og store globale begivenheder, på en måde ophæver territoriets naturlige grænser, og giver andre former for identifikationsmuligheder, end de lokale geografiske. Som ung, er der utallige muligheder for at møde, snakke, identificere sig med andre unge og stjerner ude i verden. Derfor er det afgørende at små lokale områder, deltager i globaliserings store processer. Fordi dette kan betyde en modsatrettet og fornyet opmærksomhed på og konstruktion af national identitet. (Bjerre, 2008) Hvad er så min forståelse af samfundet og måden vi agere på? Da vi ikke længere har et fast tilhørsforhold og derfor selv må danne vores kommende liv, har jeg fundet ud af, at det er via interaktionen, imellem menneskerne i samfundet, at vi lærer at leve og agere i samfundet og derved få en forståelse for de normer, værdier og regler der er. Via den primære og sekundære socialisation, fra barn af, lærer vi vigtige grundelementer, for at kunne agere i vores samfund. Når vi vokser op, får vi inputs fra hele verden, der er med til at danne os. Vi skal kunne finde rundt, i alle disse informationer der er og derved finde ud af hvem er jeg? Problemet, som jeg ser det, er at der er så mange utallige informationer, at det kan være svært at finde et fælles værdigrundlag. Vi må derfor hele tiden, revidere og reflektere over de informationer vi får og følge med i samfunds udviklingen. Normer, værdier
22
og regler, som var gældende i går, kan i dag være forældet. Vores samfund er præget af alle de ting der sker ude i verden.
3 del. Pædagogens Rolle Når mennesker med forskellige sociale, kulturelle, religiøse m.v. baggrunde mødes, er det ikke sikkert at der findes en enighed i hvilke normer, værdier og regler der kan, skal og bør styre sameksistensen. Det pædagogiske arbejde bliver derfor at finde et neutralt sted, hvor man kan møde de unge mennesker, som ligestillede og finde en fælles forståelse for hvilke normer, værdier og regler der skal styre eksistensen i samfundet. Spørgsmålet er om disse diskussioner, pædagogen har med de unge, er isolerede diskussioner, eller om pædagogen agerer i forlængelse med en overordnet fastlagt værdimæssig given ramme? (Bjerre, 2008) Når vi som pædagoger, skal forsøge at hjælpe unge i udsatte positioner, med at efterleve samfundets spille regler, findes der så en overordnet ramme af disse forventninger mellem samfund og individ? Er der en fastlagt ramme for hvordan man står i køen i supermarkedet? Skal man være stille på biblioteket? Drikker man sig fuld og opfører sig mærkeligt, på offentlige steder?
Samfundets formelle, uformelle og symbolske forventninger Det ”gamle” Danmark, var kendetegnet ved at der var en relativ gennemgribende kulturel indforståethed imellem samfundets formelle, uformelle og symbolske forventninger. Det er på trods af forskellige livsformer, dialekter, sociale klasser og værdi typer, der ofte var i konflikt med hinanden. I det ”nye” Danmark, hvor immigration af forskellige folkegrupper og opførelse af nye ungdomskulturer, har sat sit præg på globaliseringen, er der ikke længere enighed i hvilke indforståede forventninger der er imellem befolkningen og samfundet. (Bjerre, 2008) Jeg vil i det næste derfor kort beskrive de formelle, uformelle og symbolske forventninger.
23
De uformelle forventninger – interaktion Samfundets uformelle forventninger er et niveau, som omfatter alle de forventninger der er i det direkte møde mellem mennesker. Eks. Hilser jeg på en, forventer jeg at han hilser igen. Hvis han ikke hilser igen, vil jeg måske ikke hilse på ham en anden gang. Der er altså tale om en uformel regulering af vores interaktion. Interaktionsniveauet består af forventninger som har udgangspunkt i de kulturelle indforståede heder, forskellige religiøse, etniske, moralske indstillinger og typer af viden. Man baserer sin indforståethed på at man kan leve sig ind i andres behov i en bestemt sammenhæng, ved at man bruger den viden, man har om andre og kan betjene den kulturelle tolkning man har af denne viden. (Bjerre, 2008)
De formelle forventninger – myndigheden Her kan man snakke om at hvis de uformelle forventninger ikke virker i samfundet, altså hvis der bliver brudt en lov, så træder de formelle forventninger i kraft, i form af myndighederne. Hvis manden som jeg før hilste på, stjal min taske, ville jeg i stedet for at handle i den uformelle interaktion, kontakte politiet, som den relevante myndighed. Politiets myndighed ville blive anerkendt af mig og de ville som repræsentant af samfundet, lave en politi sag. Som myndighedsperson repræsenterer man dette niveau af forventninger, som baserer sig på juridiske regler og en formel strukturering af den samfundsmæssige praksis. Forventningerne imellem borgerne på interaktionsniveauet kan mere eller mindre hænge sammen med de forventninger der eksisterer på myndighedsniveauet. Individerne i samfundet, vil forsøge at tilpasse sig samfundets regler i frygt for at blive straffet. Men de borgere som føler sig ekskluderet af samfundet, vil heller ikke følge samfundets normer og regler, i samme grad som dem der føler sig inkluderet. (Bjerre, 2008)
De symbolske forventninger Interaktions og myndigheds niveauet, er de centrale forventningsstrukturer i samfundet. Dog beskriver de ikke, de abstrakte forventninger der ligger til grunde for at alle mennesker i Danmarks bør føle sig inkluderet og anerkendt. Hver enkelt borger i Danmark, bør kunne se sig selv, sin identitet, som en del af et inkluderet borgerskab i Danmark. Det der mangler på det symbolske niveau, er hvordan samfundshelheden repræsenterer sig selv for hvert individ. Samfundets interaktionsniveau bliver mere og mere pluralistisk; dvs. at der findes flere og flere forskellige syn på, hvordan man kan og skal leve som borger i det danske samfund, dette udfordrer ikke kun de enkelte borgere i Danmark, men også samfundets kulturelle niveau. De
24
professionelle myndighedspersoner, lovgivningen, politikken osv., deres legitimitet afhænger af samfundets fælles grundlag. Hvis der ikke foreligger en fælles forståelse af de kollektive fælles normer, værdier og regler, bliver myndighedspersonerne overladt til selv at afklare og diskutere samfundets interaktions og myndighedsforventninger. (Bjerre, 2008) Nu er spørgsmålet så om der er behov for et 3 niveau af samfundsmæssige forventninger? Man kan ud fra et postmoderne og værdipluralistisk position, hævde at det ville være mere demokratisk at lade forventningerne afstemme i det direkte møde menneskerne i mellem, på gaden. Men hvilke forventninger skal myndighedspersonerne så møde borgerne med? Myndighedspersoner har behov for at der bliver fastlagt nogle fælles forventninger, når de skal ud og arbejde i ”marken”. Disse fælles forventninger er en nødvendighed, der skal laves ved en offentlig debat, af borgere og professionelle, for at hver enkelt myndigheds person ikke står alene med spørgsmålene om de fælles forventninger til borgene i samfundet. (Bjerre, 2008) Jørn Bjerre, har lavet denne model, som viser hvordan forventningerne er i samfundet. Samfundet på niveau 3, har en forventning til Danmarks befolkning om at de opfylder de skrevne og uskrevne, regler og normer der er i Danmark. Myndigheden på niveau 2, hvor pædagogerne befinder sig, skal hjælpe og sørge for at borgerne i Danmark, opfylder samfundets forventninger. På 1 niveau, altså på interaktivniveauet, befinder borgerne sig. Det er her afstemningen af forventninger, normer, værdier og regler udspiller sig.
3. niveau: Det symbolske niveau Offentlighedens forventninger og den symbolske repræsentation af samfundshelheden
2. niveau: Myndighedsniveauet Den professionelles forventninger og den direkte udøvelse af myndigheden 25
1. niveau: Interaktivniveauet Afstemning
af
forventninger
igennem interaktionen
Kilde: Bjerre, 2010 - side 47
Jørn Bjerre er kommet frem til at der ikke foreligger en overordnet afstemning af forventninger til borgerne imellem, i vores samfund. Når der ikke foreligger et fast sæt af ”spille” regler, bliver det op til os pædagoger at finde disse regler i det pædagogiske felt. Vi må bruge vores sunde fornuft, til at kunne agere i vores arbejde. I mit interview med socialrådgiveren Anja, fra ungdomskonsulenterne sagde hun: ”… Det er mere den der sundefornuft.” (bilag 2) til spørgsmålet om, om de havde lavet en fælles værdi grundlag af samfundets normer, værdier og regler.
KRAP Når man som pædagog, møder de unge mennesker i udsatte positioner og skal hjælpe dem videre i tilværelsen, til et bedre liv, ser jeg KRAP som et godt pædagogisk arbejdsredskab. KRAP står for Kognitiv, Ressourcefokuseret, og Anerkende Pædagogik. Krap er udviklet af Lene Metner og Peter Storgård, som begge er psykologer og som driver psykologcenteret i Viborg. De har udviklet KRAP, ud fra ideer, principper, teorier og metoder, som de selv har oplevet virker i praksis. Med KRAP har de forsøgt at skabe en forening af teorier og erfaringer, der kan bruges som en platform for socialpædagogisk praksis. Det der kendetegner KRAP, er at det tager udgangspunkt i den anerkendende tilgang til andre mennesker, ved at have en systematisk inddragelse af de kognitive teorier og behandlingsformer, samt ved at lægge vægt på det positive, altså på det der virker. Udover dette har de en konstruktivistisk forståelse af mennesket i dets miljø. (Metner, 2012)
26
At undersøge brugeren Et af de ting der bliver vægtet højest i KRAP, er at man som pædagog ikke skal tro man ved hvad ens brugere tænker og føler og at man derfor ved hvad der er bedst for dem. Man skal via dialog, få en forståelse for brugerens tankegang og det han/hun forstår. Det er vigtigt at man får undersøgt den andens virkelighed, fremfor at man tror at man ved bedre. Ved at være imødekommende og åben over for brugerenes oplevelsesverden, giver det en lyst til at brugeren vil forandre. (Metner, 2012)
Et syn på ressourcer Anerkendelse og ressourcer er byggesten som KRAP er udviklet ud fra. Ved at tage udgangspunkt i det der virker og udvikle derudfra, bevarer brugerne lysten til forandring og udvikling. Hvis man derimod tager udgangspunkt i det der ikke virker, er det svært at kunne bevare brugernes lyst til udvikling og forandring. Ved at de hele tiden får at vide, hvad der er forkert ved dem og hvad de gør forkert, vil de ikke have en stor gejst til forandring. De er allerede blevet stemplet. Man kan sige at forandringsprocessen er død allerede inden den er gået i gang. Det betyder dog ikke at man i KRAP ikke, er bevidst om de uheldige mestringsstrategier, brugeren kan have. Men ved i stedet at vejlede, guide og give feed-forward, anser man dette som den mest hensigtsmæssige måde at hjælpe andre mennesker på. Ved at være retningsanvisende, fremfor fordømmende og kritiserende, kan man i samspil med brugeren, hjælpe dem med at udvikle sig. (Metner, 2012) Når man hænger sig i de problemer, uhensigtsmæssige mestringsstrategier, m.v. brugerne har, kan man komme til at blive irriteret over brugeren. Man skælder ud, over de ting brugeren gør forkert eller slet ikke gør. Og derved skælder endnu mere ud. Brugeren, som fortsat bliver skældt ud, får i mindre og mindre grad, lyst til at samarbejde. Den onde cirkel, kan udvikle sig til at brugeren er ”uden for pædagogisk rækkevide” og bliver dermed opgivet af samfundet. Ved at man ser på de ting der virker, fremfor dem der ikke gør, giver man ikke kun sig selv, men også brugeren lyst til at forandring og udvikling. Man hjælper hinanden, ved at finde frem til de ting, brugeren er god til og på det der virker på brugeren. (Metner, 2012)
27
Den kognitive del af KRAP Kognitiv kan oversættes til tænkning/erkendelse. I kognitiv behandling arbejder man ud fra de muligheder der kan belyses, tales om og hvordan man kan ”justere” det enkelte menneskes tankegang. Når man arbejder med menneskers kognitive tankegang, er det for at hjælpe brugerens psykiske måde, altså det de tænker i bestemte situationer, på. Dette kunne være i følelsesmæssige sammenhænge. (Metner, 2012) Står man med sin bruger på et punkt og kigger ud over horisonten, ser vi to forskellige horisonter. Brugeren ser landskabet, ud fra det der ligger i hans/hendes habitus. Jeg som pædagog, ser (måske) noget helt andet. Jeg kan ikke vide hvad min bruger ser, da jeg ikke kender brugerens habitus. Sammen skal vi finde ud af hvad vi ser, når vi kigger på livets landskab. Man arbejder med udgangspunkt i hvad brugeren oplever, føler, tænker og handler, i et samspil med et grundlæggende respekt for brugerens særlige måde at være menneske på og hvad brugerens har med i bagagen. Dvs. at alle mennesker tolker sine oplevelser og tænker videre ud fra disse fortolkninger. Disse tolkninger kan bestemme det enkelte menneskes følelser og adfærd og derved også menneskets trivsel. Så hvis man ønsker at møde og forstå ens bruger bedre, er den kognitive indfaldsvinkel væsentlig. (Metner, 2012) Når man arbejder kognitivt, retter man sig derhen hvor vores tanker og følelser fortæller os vi skal hen. Tanker og følelser er det der giver os retning på kompasset.
Registrering af processen For at finde ud af om ens pædagogiske overvejelser lykkes, bruger man i KRAP registrering. Man forsøger at registrere når noget lykkes for ens bruger, mestring af modgang, negative og positive følelser m.v. Hvis der ikke bliver registreret nogen positiv udvikling, må ens didaktik revideres og der må handles anderledes. Når man står sammen med sin bruger og ser ud over landskabet, kan man – som nævnt tidligere, ikke se hvad han/hun ser. Man kan stille sig ved siden af brugeren og forsøge at se tingene fra hans/hendes perspektiv. Men selvom man ikke kan se hvad der ligger bag træerne, er ikke ens betydning med at brugeren ikke ved hvad der er bagved træerne. Ved at pædagog/bruger har forskellige syn og perspektiver på tingene, skal pædagogen kunne rumme at have et dobbeltperspektiv. At kunne sætte sig ind i brugerens perspektiv, er en måde hvorpå 28
man kan indleve sig i brugeren og derved se, høre og føle hvordan det er at være brugeren med de livserfaringer brugeren nu har. (Metner, 2012)
Konstruktivisme I den kognitive del af KRAP, betegner man konstruktivisme som en grundidé, at vi mennesker ikke kun opfatter og erkender vores verden som den er, men at vi inde i os selv danner vores egne forestillinger, modeller og antagelser. Man kan sige at vi mennesker konstruerer vores egne versioner af den ydre virkelighed. Selv om vi mennesker danner vores egne fortolkninger af virkeligheden, er vi ofte enige med andre mennesker om nogle hovedtræk. Sproget er bl.a. noget vi er fælles om. Sproget hjælper os med at give nogle forståelsesrammer omkring den virkelighed vi snakker om. (Metner, 2012) Når man taler om hvordan man hver især, ser og fortolker verdenen, fra hvert vores perspektiv og de individuelle forudsætninger vi har til livet, kan man afstemme forventninger og en forståelse for den virkelighed man befinder sig i. Så når man taler om ens syn på virkeligheden, tilpasser vi os andre menneskers opfattelser og dermed kan vi leve i harmoni med hinanden, trods de forskellige forskelligheder. (Metner, 2012)
Den anerkendende og validerende del af KRAP Anerkendelse At blive anerkendt, har stor betydning for os mennesker. Uden anderkendelse kan man føle sig alene og ubrugelig for resten af samfundet. Ved at blive set, som den man er, af andre mennesker og blive taget alvorligt som menneske, og blive mødt som ligeværdig af andre mennesker og at opleve at man er ok som den man er, har stor betydning for ens oplevelse af at være til. Vi søger og ønsker anerkendelse fra alle de mennesker vi møder gennem hele livet. Men for at vi kan modtage den anerkendelse, skal der være flere kriterier der er opfyldt. Anerkendelsen skal være givet, uden bagtanker. Der må ikke følge krav i kølvandet på anerkendelse. Og den skal gives uden bagtanker. (Metner, 2012) Når man først har fået oprigtigt anerkendelse, er det noget der virkelig kan mærkes ved os mennesker. Anerkendelse giver os stor selvfølelse og giver os et godt fundament for at vi kan udvikle et stabilt selvværd. Det at blive anerkendt, er et af de mest basale behov, vi mennesker
29
har. Fordi vi har så stor behov for anerkendelse, vil vi mennesker gå så langt, at hvis vi ikke får den opfyldt i vores nære kredse, til at finde den i andre, mindre gode tilhørsforhold. (Som skrevet tidligere, har de unge et tilhørsforhold til den gruppe, de har sympati for, side 19) Kan vi ikke få anerkendelse i vores nære kredse, vil lede og lede indtil vi finder individer eller grupper som vil os. De individer eller grupper, har måske også oplevet den manglende anerkendelse, og man bliver derfor en gruppe – ”som de andre ikke vil lege med.” (Metner, 2012 – side 22) Anerkendelse er altså et vigtigt basis i hvert menneske. Man kan se anerkendelse som et livsvigtigt fundament, ligesom et fundament i et hus. Uden et solidt fundament, vil resten af huset være skrøbeligt og der skal ikke meget til for at det vil vælte.
Livskvalitet
Faglig og forandrings kompetence
Social kompetence
Selvfølelse
Anerkendelse
Kilde: Metner, 2012 - side 23
Hvis man ser på overstående model, er anerkendelse et vigtigt fundament, der giver individet selvfølelse og vigtige kompetencer til at kunne agere i samfundet og derved opnår livskvalitet.
30
Hvis man får anerkendelse fra starten af ens liv, kræver det ”kun” et livslangt vedligeholdelse, for at man har det godt. Men opnår man ikke anerkendelse fra starten af livet, kan det tage lang tid at reparere de skader der kommer i resten af huset. Det er aldrig for sent at opnå anerkendelse og derved få mere selvværd. Det tager lang tid, men det kan opnås! (Metner, 2012)
Validering Når man ønsker at hjælpe og skabe forandring for et andet menneske, skal dette ske i anerkendelse og validering. Som tidligere nævnt er anerkendelse et vigtigt fundamentalt behov i alle mennesker. Ved at man validerer en bruger der har behov for hjælp, accepterer man og tager udgangspunkt i det, som brugeren har af bagage i rygsækken og hvordan brugerens perspektiv er til verdenen. Man accepterer at man som udgangspunkt ikke kan ændre det, brugeren har med sig. Men man forsøger at fornemme hvordan det er at være brugeren med de livsomstændigheder brugeren har med sig. (Metner, 2012) I arbejdet med unge i udsatte positioner, kan man som professionel have en lyst til at skabe hurtig forandring. Men man skal passe på med ikke at vider give ens egne personlige erfaringer fra livet og fortælle brugeren hvad personen burde gøre i bestemte situationer. Brugeren kan få en følelse af ikke at være anerkendt og derved have svært ved at fortælle om ens problemstillinger. (Metner, 2012) Det er vigtigt at fortælle ens bruger at man forstår og accepterer deres livperspektiv. Forandring tager tid og skal gå i hånd og hånd med anerkendelse og validering.
Ressourcefokusering i KRAP Da man arbejder kognitivt i KRAP, er ressourcefokusering et vigtigt redskab heri. I stedet for at orientere sig mod nogle ressource som brugeren mangler, fokusere man på det der lykkes – det som brugeren allerede er god til. At kunne stjæle en bil, er en uheldig mestringsstrategi, men at være god til at åbne en bil uden en nøgle kan blive til et erhverv, som låsesmed. Så i stedet for at sige til en bruger at de ikke må stjæle, finder man de ting de er gode til og får dem brugt på en hensigtsmæssig måde så de er til gavn for brugeren og samfundet. (Metner, 2012)
31
Et af formålene med KRAP, er at kunne give brugerne forståelse for deres potentielle ressourcer. Dette er for at sikre sig at de bruger deres ressourcer hensigtsmæssigt, så de på længere sigt kan bruge disse konstruktivt og bruge deres ressourcer personligt og/eller erhvervsmæssigt. Det handler om at finde de ressourcer der er til stede ved brugeren og så bygge videre på disse, eller forandre disse til det bedre for brugeren. (Metner, 2012)
Praksis fortælling Under min sidste praktik periode, arbejdede jeg på et botilbud for psykisk syge. Da jeg startede på stedet, var der lige ankommet en ung pige. Igennem hele mit forløb, var der flere af de ansatte på stedet, der prøvede at få opbygget en relation til hende. Hun var meget afvisende og brød kontakten med os, med en meget negativ adfærd. Efter min 6 måneders praktik, var relationen til pigen ikke meget ændret. Hun havde sine gode dage, hvor hun gerne ville i kontakt med os og dårlige dage, hvor hun afbrød kontakten med bandeord. Den unge pige, havde mange dårlige mestringsstrategier. I stedet for at afbryde kontakten, med et ”ikke i dag tak”, råbte hun ”fuck jer” i stedet. Af de papirer der var kommet med piger fra kommunen, kunne vi læse at hun havde haft en barndom, hvor hun var blevet misbrugt fysisk og psykisk af hendes far. Han havde slået hende, bundet hende og spærret hende inde i små kolde rum. Hendes socialisering derhjemme, havde tydeligt lagt spor i hendes efterfølgende liv. Ved at validere hende, i kraft af at vi kendte til hendes opvækst, forstod vi hendes måde at opfører og agere sig på. Denne pige har jeg tænkt tit på i forbindelse med min uddannelse og har fundet ud af at KRAP, er en mulig måde at hjælpe denne pige ud i samfundet og til det gode liv. En relations opbygning er noget af det vigtigste i det pædagogiske arbejde: ”… vi starter med at opbygge en relation. Det kan tage 2 måneder, 3 måneder 5 måneder, 6 måneder, og så går vi i gang med at arbejde med det, der er svært.” (bilag 1) ”Udgangspunktet er relationen, der ligger et stort relations arbejde, for at kunne få nogle ordentlige samtaler. Det kunne være typisk at man startede med nogle gåture i skoven eller nogen tager i fitness centeret… Helt afhængig af hvad den unge gerne vil. Det er typisk svært
32
at lære andre at kende, ved at sidde overfor et bord og snakke. Man skal lave noget sammen for at finde ud af hvad er det for et menneske jeg skal arbejde sammen med.” (Bilag 2) Efter man har opbygget en relation til brugeren, ved anerkendelse og validering - kan ens pædagogiske og didaktiske overvejelser starte. Man kigger på de mestringsstrategier som virker og de som virker mindre hensigtsmæssigt. Pigen fra praksisfortællingen, havde en mestringsstrategi, som var ”fuck jer”, når vi kom for tæt på. Sådanne en adfærd i samfundet, vil højst sandsynlig bevirke at pigen ikke vil blive anerkendt og lukket ind i de sociale arenaer. Det pædagogiske arbejde, er så at få ændret denne adfærd, til at kunne sige fra på en ordentlig og mere succesfuld måde. Desværre nåede jeg at stoppe inden vi fik en god relation med hende og derved hjælpe med at få lært hende nye mestringsstrategier.
Konklusion Men hvad er det så for et samfund vi lever og lærer at agere i? Som Thomas Ziehe, beskriver det, så har vi ikke længere et fast tilhørs forhold. At være ung i dag, betyder at man nu selv skal træffe et valg, om hvem man vil være. Men med den kulturelle frisættelse, følger der en ambivalens. De unge, ser at hele verden er åben, de får en række nye livsmuligheder og skal derfor træffe nogle afgørende valg, selvom deres liv kan virke kaotisk og vanskelig. Mulighederne er åbne, men valgene kan være så vanskelige og komplekse, at det kan medfører en grad af selvfokusering, som giver en usikkerhed hos de unge. Vi lærer fra vi fødes og til vi forlader denne jord. Igennem hele livet socialiseres vi os, ved at vi begår os i samfundet. Det vi lærer, bliver lagret i vores habitus. Som Bourdieu beskriver det, så lærer vi fra barn af og bliver socialiseret via den primære og sekundære socialisation. Ved at begå os i forskellige arenaer, foreligger der en doxa, som er en ”common sense” forestilling om de forskellige normer, værdier og regler. Vi lærer altså disse forskellige ”spille” regler, ved at begå os i samfundet. Giddens’ teorier ligger sig meget op af Bourdieus teorier. Han mener at vi via de bevidst funderede handlinger, lærer at revidere og justere vores handlinger, på baggrund af indhentede erfaringer. Igennem de relationer vi har af, ansigt til ansigt relationer, er menneskerne forpligtet overfor hinanden. Der bliver skabt social integration, da individerne i
33
hverdagens rutiner, mødes og agere sammen. Giddens mener at det er i mødet, menneskerne i mellem, at rammerne omkring, normer, værdier og regler bliver fastlagt. Ved at vi er refleksive og stiller spørgsmål til tidligere normer, værdier og regler – igennem udlejring og opløsning af tid og rum, får vi konstant nye erfaringer. Men med udviklingen af medierne og offentlig transport midler - og derved udlejring af tid og rum, foreligger der ikke en fast givent værdimæssig ramme, af fælles normer, værdier og regler. Luhmann mener ikke at det moderne samfund, kan kendetegnes ved at der forligger kun en udgave af samfundet. Han mener derimod at samfundet, består af mange forskellige instanser, som operer uafhængigt af hinanden. Så et forsøg på at definere en overordnet rationalitets forståelse og værdimæssig ramme, er nærmest umuligt. Hvad er så pædagogens rolle? Vi må sammen med de unge, i interaktionen, danne et fælles grundlag af normer, værdier og regler. Vi kan via KRAP, finde ud af hvilke mestringsstrategier de bruger, mangler eller skal have forstærket – for at de kan agere i samfundet. Hvad der virker som en logisk måde at agere i samfundet for os pædagoger, er nødvendigvis ikke logisk for de unge. De kan igennem deres opvækst, have manglet nogle kompetencer, der gør at de har svært ved at agere i samfundet. Sammen, må og skal vi finde, et fælles sæt ”spille” regler, for at de igen kan agere i samfundet og derved opnå det ”gode” liv.
Perspektivering Efter at have skrevet denne Bachelor og hvor jeg er kommet frem til, at der ikke forelægger et fælles værdi grundlag til stede, for alle borgere i Danmark, er mit spørgsmål så, hvordan man i praksis arbejder ens? Hvis hver pædagog, har sine egne forståelse for normer, værdier og regler – og videregiver disse til deres brugere, vil der så ikke kunne opstå forskellige syn på regler, normer og værdier i samfundet? Hvis hver bruger, har sine forestillinger om normer, værdier og regler, vil de så ikke kunne komme op og skændes imellem hinanden og derved skabe en splitting imellem, bruger/bruger, bruger/pædagog og pædagog/pædagog?
34
Litteratur liste
Bjerre, Jørn (2008): Rummelighedens dilemma. Ungdomspædagogik i udvikling. Frederiksberg, samfundslitteratur.
Bruun, Birgit; Knudsen, Anne (2002): Moderne psykologi – temaer. 1 udg. 2 oplag. Værløse, Billesø & Baltzer forlagene.
Gytz Olesen, Søren; Møller Pedersen, Peter (2010): Pædagogik i sociologisk perspektiv. 2 udg. 1 oplag. Århus, Viasystime.
Hygum, Erik; Gytz Olesen, Søren (2009): Om pædagogik og pædagogisk arbejde. Århus, Viasystime.
Knudsen, Anne; Nejst Jensen Carsten (2004): Ungdomsliv og læreprocesser – i det moderne samfund. 2 udg. 3 oplag. Værløse, Billesø og Baltzer forlagene.
Madsen, Bent (2005) B: Socialpædagogik og samfundsforvandling. 1 udg. 13 oplag. København, Bent Madsen og Hans Reitzels Forlag.
Madsen, Bent (2005): Socialpædagogik – integration og inklusion i det moderne samfund. 1 udg. 4 oplag. København, Bent Madsen og Hans Reitzels Forlag.
Metner, Lene; Storgård, Peter (2012): KRAP – Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik. 1 udg. 10 oplag. Frederikshavn, Dafolo Forlag.
Schou, Carsten; Pedersen, Carsten (2010): Samfundet i pædagogisk arbejde. 2 udg. 5 oplag. København, Bidragyderne og Akademisk forlag.
Interview
Interview med Pædagogen Vinnie og Socialrådgiveren Anja, hos ungdomskonsulenterne Vejle Kommune, foretaget mandag den 3. juni 2013. Interviewet er vedlagt som bilag. Det forefindes også som lydoptagelse.
35
Bilag 1
Spørgeskema Med Pædagogen Vinnie.
Hvilke unge mennesker møder du i dit daglige arbejde? (Baggrund, opvækst, integration m.v.) Vinnie: De unge mennesker jeg møder i min hverdag, er meget meget blandet. Det kan lige være fra nogen der har det svært identitets mæssigt. Jeg møder rigtig mange med ADHD og autisme. Det er det jeg brænder for. Vi er tolv ansatte hernede. Så vi brænder for noget forskelligt. Men ADHD og autisme er det jeg brænder for, deres spil i deres øjne, deres energi. Det er noget jeg syntes er rigtig spændende. At de får en forståelse for deres handikap og hvordan kan de agere i deres handikap. Og hjælpe dem med at forstå hvorfor struktur er godt. Så møder jeg misbrugere. Unge til forældre der har misbrug. Kriminelle. Stort set alle lag af kommunens lag af unge. Vores de er fra 14 til 23 år. Fra 19 til 24 hedder det er efterværn. Så skal det være problematikker der er udover det almindelige teenager problemer. Så har vi ungdomssanktioner. Så når de har fået en dom i retten, kan de få en ungdomssanktion. Der er der tre hernede der er uddannet til at varetage de unge der får en 3 årig ungdomssanktions dom. Og så har vi tilsyn. Hvis de har begået et eller andet lettere, kan de komme i tilsyn hernede hos os. Og det er ikke frivilligt. Men at have en ungdomskonsulent, er frivilligt. Så de kan faktisk sige fra. Ikke at vi oplever det ret tit. Men de kan gøre det, når de syntes de ikke gider det mere. Og man skulle tro at når man kommer tæt på, at så ville de bakke ud af det. Men vi starter med at opbygge en relation. Det kan tage 2 måneder, 3 måneder 5 måneder, 6 måneder, og så går vi i gang med at arbejde med det, der er svært. Så vi møder alle mulige former for unge mennesker. Selvskadende piger, borderline. Jamen nævn det og det er i vores regi.
Hvad består jeres daglige arbejde af? Vinnie: Det er en meget meget spændende hverdag. Vi har, vi strukturere selv vores arbejdsuge, så vi ud fra de unge vi har, dem laver vi selv aftaler med. Så vi tilrettelægger selv vores arbejdsdag. Men der til skal siges, at når du har lavet et ugeskema, at så er det ikke sikkert, at sådan bliver det. Det kan nemt blive, at så kommer der er politi møde, eller en retssag. Et eller andet der kommer ind og pop ind. 36
En der er stukket af eller der lige pludselig har det svært. Ellers så følger vi dem i alt hvad der i forhold til forældre. Vi har også rigtig meget forældre samarbejde. Tit vil forældrene gerne have at det kun er de unge der har problemerne. Men tit og ofte kan det være kommunikationen derhjemme, den er helt galt med. Så tit har vi noget der hedder familie og unge konsulent. Dvs. at der er komplet en familie konsulent på forældrene og den unge, en ungdomskonsulent. Så arbejder vi sammen for at gå målrettet. Rigtig mange af os har også lært det splitting. Så det er at blive konfronteret med det du siger. Altså også det forældrene hører. Så har vi et tilbud ude på forårpgård. Det er en døgn institution, hvor der var rigtig mange unge der blev anbragt og der blev for 5 år siden lavet et projekt i Vejle kommune som hed ”alternativ til anbringelse”. Det hedder så nu det ”fleksible behandlingstilbud”. Hvor de går i dagskole i forårpgård, og så har de en ungdomskonsulent tilknyttet 6 timer om ugen. Og en familie konsulent ca. 4 timer. Og så sætter man intensivt ind, begge steder, skolemæssigt og får dem løftet. Ikke så meget kun det faglige, men også selvværd, selvtilliden og alt det der. Også skole mæssigt, fordi de fleste har mødt lærer, som faktisk ikke gider dem. Men det er svært at sige hvem man møder, for det er rigtig forskellige hvem man møder. Men der er ikke 2 dage der er ens. Der er ikke 2 uger der er ens. Men det er det relations arbejde, har jeg erfaret, at det virker. De finder en de kan tro på. Og når de så – nogen bliver sådan helt afhængig af det, og så arbejder vi så på det, så vi kan få dem udsluset til at klare sig selv. Så har vi hybler. Hvor nogen af de unge, der har det rigtig svært og ikke kan være hjemme. Så har vi nogle hybler de kan blive anbragt i. Hvor det så er lejligheder. Det er en lejlighed hvor de har et værelse hver og så er der fælles bad og køkken. Så er det med at få dem til at erkende kemi imellem hinanden. Det kan godt være at man ikke altid kan enes om alting, men og lærer at være sammen med andre mennesker på den måde. Og det fællesskab der er i med at vi spiser sammen med dem, i forhold til at være tro over mod de ting man aftaler, fordi de fælles arealer er man fælles om at holde. Det kan lyde simpelt, men det kan være rigtig rigtig svært. De unge vi har i dem nu, er rigtig glade for at bo der. I starten er det sådan med at de, de må jo ikke ryge i lejlighederne, det kan godt være du er ryger, men så skal du gå ud, det er vores lejligheder i bor i. Så der er nogle regler. Vi kan ikke bestemme hvornår de skal komme hjem. Vi er et dagtilbud, så vi er ikke på sent aften, eller weekend. Så det skal også være nogen der kan tage nogle okay valg
37
– selvstændige valg. Hvad har vi så mere? Så tilbyder vi kursus til forældre med unge der har ADHD og autisme. Det er så mig og en kollega som er familiekonsulent, som varetager denne her undervisningsdel. Som består af 18 timer, fordelt over en 6-8 uger. Så de får forståelsen for at deres unge mennesker er unikke, specielle og hvad det er de møder udefra. Prøve at sætte dem ind i hvordan det er at have en hjerne der tænker ADHD. Fordi de vil rigtig gerne. Udgangspunktet er at 70 % af tiden, vil de prøve at leve op til de forventninger der er. Men er du tydelig i de forventninger du giver? En god morgen. Hvad er en god morgen? Fortæl hvad en god morgen er! Så får du det. Så det er groft sagt de tilbud vi har her – som jeg møder i min hverdag. Og vi vokser! Som en af de få ting, så vokser vi hele tiden. I januar ansatte vi to. Der er ti (unge) på venteliste. Så det er ikke utænkeligt at vi ansætter snart igen. Hver gang vi ansætter en, bliver det i et års vikariat. Og så efter det år, hvis der stadig er lige så mange unge, så er der nogen gange man bliver forlænget. Man kan kun blive forlænget 2 gange. Og så bliver man fastansat. Så det er udbud og efterspørgsel. Og der har vores leder den kompetence, at så snart hun kan se at ventelisten er for lang, så ansætter hun. Det er et helt vildt spændende arbejde. Og det havde jeg ikke troet jeg skulle beskæftige mig med, da jeg blev færdig som pædagog her for snart 7 år siden. Der var det handikap området. Men jeg skal ikke væk herfra. Der er virkelig udvikling, på det her område. Det var lidt om hvad vi laver og hvad dagligdagen består af. Ellers er vi jo dagligdagstilbud, så et eller andet sted har vi åben 8-16, men ja så har vi unge aften en gang om måneden. Hvor man kan komme som unge, det holder vi her inde, så spiller vi lidt, vi har 2 gamercomputere, vi danser og gør ved, laver noget fælles aftensmad, for at hjælpe dem til at socialisere. Fordi det sociale nogen gange, kan være rigtig svært. Og det har vi faktisk stor succes med. Jens: Også kun selvom det kun er en gang om måneden? Vinnie: De unge, ville gerne at det var en gang om ugen. Men da vi startede op, tænkte vi at nu prøver vi. Vi skal heller ikke køre på med fuld knald. Så det er stor succes. Og vi regner også med at udvide det. Fordi de vil bare rigtig gerne. Så enten er vi her, eller også skal vi ud og grille, eller vi skal på stranden. Spille noget bold. Så vi kan lave alt fra og sidde ha samtaler ved bordet eller vi kan køre ud og skille nogle scooter ad og samle dem. Jeg har en der rigtig gerne vil gå tur ved stranden, eller finde dyrespor i skoven. Og så har vi bare snakken og samtalen der, om hvordan det går og
38
hvad man kunne gøre anderledes i den konflikt osv. Så det er sjældent at vi sidder overfor et bord. Det virker ikke. Som regel ikke. Så vi er ude i feltet sammen med dem. Så det er der hvor vi står og fisker i øs regnvejr i 4 timer, at det virker. Og får en snak, eller de bliver irriteret. Det fede er jo hvis man får lov til at opleve de, reaktioner de oplever på skolen. Det får vi bare sjældent. Fordi her er de valgt til. Hvor tit og ofte har de oplevet at blive valgt fra. Når vi kan se vi snart har tid til en mere, så går jeg ind og kigger på ventelisten, og ser hvad kan være et godt match til mig. Jens: Så du håndplukker dem lidt? Vinnie: Lidt. En lille smule. Men selvfølgelig hvis der er nogen akutte sager, men dem jeg håndplukker fortæller jeg også at de er håndplukket. ”jeg har virkelig valgt dig, fordi jeg godt kunne tænke mig og lære dig at kende”. Og det giver bare noget helt specielt.
Hvilke typiske udfordringer møder du normalt i løbet af en dag, uge, måned? Vinnie: Ja. Der er ikke så meget her der er typisk. Fordi det er hverdag for mig. Men hvad møder jeg mest af? Jeg har jo rigtig mange med ADHD, så for mig vil det nok være, at de har svært ved at aflæse andre. De kan ikke forstå at de bliver frastødt på den måde de gør. For de er jo bare ærlige. De er bare åbne og vil det rigtig rigtig gerne. Men de får nogle enorme afvigelser. Når de kommer hjem, tænker de ”gud hvad handlede det lige om”. Og så handler det om og give deres omgivelser en forståelse for hvordan de tænker. Fordi de har altså empati, det har de. Men det ligger måske et andet sted, også dem med autisme. Det er ikke fordi de ikke er kede af at du slår dig. Men sæt nu at du blødte på gulvet! Det er nogle helt abstrakte ting de tænker i stedet for. Det er rykket meget i forhold til 3 år siden. Der var det meget nogen der røg hash. Dem har vi rigtig mange af generelt. Personligt og jeg ved en del af mine kollegaer, der er det ikke det vi har fokus på. Vi prøver at finde ud af hvorfor det er at du ryger, fremfor at dukke dem oven i hovedet. ”Lad nu være med at ryge”. Spørger de mig, så siger jeg selvfølgelig at det er rigtig dumt og ryge. Kender man så til deres baggrund, så kan man egentlig godt forstå hvorfor de ryger. Så vi prøver så vidt muligt, og finde ud af hvorfor de er begyndt og ryge. Og starte der. Og så fodrer vi dem, med det vi gerne vil have mere af. Og det er det positive og den gode adfærd. Så lade være med at dunke dem, for det de gør forkert. Vi får en snak om det og så lader vi det ligge. Og så fodre med det, jeg vil have mere af. Vil jeg have mere af en god
39
adfærd, håndbold eller fodbold, så er det det vi dyrker. Typiske udfordringer er også forældre der ikke forstår deres unge. Siger de unge i hvert fald. Det er en typisk forståelse for at forstå hvordan det er at være ung i dag. Og skulle agere i alle de her valg. For der er faktisk tit og ofte alt for mange valg. Der er også mange der kommer og siger: ”kan du ikke godt vælge for mig?”. Hvor vi så tager en snak om det, at hvis jeg tager valget for dig, og det ikke går, så er det mig der får skylden for at det gik galt. Men det kan være rigtig svært for dem at tage alle de her valg der er, både med uddannelse og kammerater. De ved egentlig godt hvem der er de gode kammerater, men hvordan får man gymnasier kammerater, hvis man altid er i et miljø der siger hash og stoffer og alt det der. Hvordan får man sig så gelejdet stille og roligt over i det her miljø? Det kan være rigtig svært når man bliver i byen. Usikker unge. De kan virke rigtig seje. Men jeg syntes at rigtig mange af dem, er usikre. De tror i hvert fald ikke på sig selv. Jeg har en ung, som bliver ved med at sige: ”Åh, jeg er så smuk. Jeg er så SMUK.” Hun skal sige det rigtig mange gange. Og så efter 3 måneder, vi har jo snakket tit om det her, så siger hun sådan. ”Jeg har fundet ud af hvorfor jeg bliver ved med at sige at jeg er smuk. Fordi hver gang jeg ikke selv tror på det, så bliver jeg nød til at sige det højt.” Okay. Det var nogle ting man godt var klar over, at det kunne være. Men det at hun selv når frem til det. Det er jo et eller andet sted det der er fedt. Ikke også. Hun har simpelthen så lidt selvværd, så hun bliver nød til at kigge i spejlet eller et vindue når vi står og snakker, og fortælle sig selv at hun er smuk. Fordi hun selv syntes at hun både er grim og dum. Så når de kommer til den selverkendelse, så er det til at arbejde med.
Hvilke atypiske udfordringer møder du?
Hvad vil en typisk procedure være for et ungt menneske der har det svært? Vinnie: Dem vi har her er alle sammen indskrevet. Enten fra familie afdelingen, eller handikap afdelingen. Men hvis de har ADHA, LDL, LLD, alle de der diagnoser. Og det giver mening her, så tager vi dem selvfølgelig ind. De er alle sammen visiteret. De kan visiteres til en almindelig ungdomskonsulent 2,4 eller 6 timer om ugen. Og det er en til en tid vi har med de unge og så kommer alt det administrative, alt det kedelige, bagefter. Så har vi så den fleksible, den tæller 10 timer. Når de så er indskrevet starter vi med at holde et oplæg, jeg læser selvfølgelig de papirer der er. Det er ikke altid jeg læser alt, fordi nogen gange har jeg brug for at møde den unge, hvor de nu engang er.
40
Den unge har også lov til at udvikle sig. Så hvis jeg læser det, så prøver jeg vidt muligt at ligge det meste af det, bag mig. Og møder dem med nu øjne, fordi alle skal have en ny chance. Der kan være nogle ting der er rigtig vigtige for os og vide, i forhold til, hvis det nu er en pige der har et meget seksuelt adfærd, så sætter vi hende ikke sammen med en ung fyr. Altså så prøver vi at skåne alle parter. Så har vi opstartsmøde og det er altid sagsbehandler, forældre og en ungdomskonsulent og vi snakker gangske kort. Jeg udspørger ikke den unge, på nogen måde. Der ligger en handleplan klar, med hvad sagsbehandler syntes vi skal arbejde med. Og den tager vi selvfølgelig udgangspunkt i. For mig, eller for os hernede, er det vigtigt at den unge har været med til at lave den. Fordi hvis de ikke har ejerskab, eller syntes at det og det og det, skal der arbejdes med, så virker det ikke. Jeg prøver at holde de her møder kort, og så få en aftale i stand til ugen efter hvor vi mødes, hvor vi kan lære hinanden at kende. Og hvis du ikke gider efter de her 3 måneder, så kan du så sige fra. Det er godt nok aldrig nogen siden sket. Jeg havde en på et tidspunkt, en ung fyr, han havde været 17 på det tidpunkt, og han forestiller sig at han skal have en ungdomskonsulent. Og han hader pædagoger og mange af dem der har været på døgninstitutioner, de er ikke vilde med pædagoger. Så kommer jeg ind, jeg er både uddannet pædagog og jeg er kvinde og så ungdomskonsulent. Altså de (ungdomskonsulenterne) skal være unge. Så vi havde lige alle oddsene imod os. Og ham skulle jeg være sammen med 6 timer om ugen. Og jeg lovede ham, at hvis der var gået 3 måneder og han ikke havde lyst, så kunne han sige fra. Jeg brændte for den her unge og de problematikker han havde. Han var virkelig valgt til. Og vi snakkede meget sammen og han løste mere og mere op, han var virkelig kriminel, ude i rigtig meget misbrug, men han elskede at gå ude i dyrehaven. Så det hang ikke lige helt sammen med, alt det der stod beskrevet om ham. Og ham havde jeg faktisk i 2½ år. Indtil han flyttede til København. Så han sagde ikke fra på noget tidspunkt. Vi fik skilt rigtig mange scootere ad. Og fik kørt i skoven. Alle de her ting han brændte for.
Ser du nogen specielle udfordringer, i forhold til at hjælpe de unge, med at kunne efterleve de normer, værdier og regler der i det danske samfund? Vinnie: Jeg syntes at nogen af de her unge vi får ind, er blevet mere og mere tunge. Jeg syntes at de her ”lette” sager er der længere og længere imellem. Altså at de når for langt ud. Og det kan være forskellige årsager. Det kan være rådgivningen, men det
41
kan også være forældrene der ikke tør spørge om hjælp. Så de venter simpelthen i så lang tid, til hele korthuset vælter. Inden de spørger om hjælp, eller skolen indgiver at nu ligger der en underretning på dem. Eller politiet har været ind over. Så jeg syntes at nogen af dem er blevet rigtige massive. Så det er rigtig ærgerligt at vi ikke kan få indført, i forhold til det her med, at forebygge, få dem lidt tidligere. Det sker ind i mellem, men jeg syntes at de er nået rigtig langt ud nogen af dem. Og forældrene er simpelthen blevet så træt af dem. At der skal lang tid til at få det bygget op. ”jamen det er dit barn”. Og de her unge mennesker skal bo herhjemme, så i er nød til at finde ud af, hvordan.. Så det kan være at sætte regler for de unge, men også forældrene i hvordan kan i agere i det her. Og hvad er det for nogle regler og hvad er det for nogle krav i stiller til i hinanden. Og ellers lade hinanden være. Og så kommer det tit og ofte. Stille og roligt. Så der er mange forskellige udfordringer. Det er næsten umuligt at remse dem alle op. Jens: Er der nogle i forhold til samfundets forventninger? Vinnie: Det er der jo lidt. Fordi de ikke må ryge og de skal gøre det og det. De skal opføre sig ordentligt, de skal gå i skole. Samfundet siger at de skal gå i skole og at der er skolepligt. Men samtidig oplever vi at der er børn der har gået hjemme i 6-8 måneder uden at der er blevet gjort noget nogen steder fra. Det er jo noget med at man vil have det til at se godt ud, men hvordan er det så i den anden ende? Det er ikke sådan det virker, det er ikke sådan det fungerer. Efter inklusionen er kommet i folkeskolen, så er der faktisk rigtig mange – og det har der måske også været før, vi har bare fået fokus på det nu, som egentlig ikke passer deres skole. Og som faktisk har fået lov til at sidde derhjemme i 1 år, uden at der er nogen der har grebet ind. Og det er rigtig rigtig skræmmende. Men problemet er jo også at alle ikke passer ind i de her 4 kantede rammer. Vi har alle sammen vores personlighed og det er som om at den skal klippes til, så den passer ind i samfundet. Og det er ikke en mulighed med alle – og sådan er det bare. Og vores personlighed skulle helst heller ikke forsvinde fordi vi alle sammen, skal være firkantede. Der er nogen der er trekantede, skæve og ovale og det skal der blive ved med at være. Det er det der gør rummeligheden. Men jeg syntes det er svært at få rummeligheden til at passe. Vores speciale skoler bliver mere og mere nedlagt og de skal inkluderes på flere og flere folkeskoler. Og det er rigtig svært for dem. Og så har vi andre der bare skejer ud i 3, 4 år. Så når de er færdige med at skeje
42
ud, så tager vi lige hatten på og prøver igen. Og så lykkes det tit for dem. De har det svært og nogen gange er alting bare ”fuck dig”. Uanset hvad der bliver sagt. De hører slet ikke hvad der bliver sagt, det er bare ”fuck dig”. Og når de egentlig er færdige med ”fuck dig” perioden, så er de egentlig klar til at tage hatten på igen og komme frem ad. Hvem har ikke prøvet at have nej hatten på? Vi har jo alle sammen været unge. Er der så stor forskel? Nok ikke.
Tror du at der kommer flere tilfælde af unge i udsatte positioner? Og hvorfor? Vinnie: Jamen det er jo det vi oplever. Jamen da jeg startede for 5 år siden, der var vi 6 ungekonsulenter og vi er 12 nu. Vi er så også.. Der er 10 der kun arbejder med unge og 2 der arbejder med forældre – sammen med os ungekonsulenter. Så vi er blevet fordoblet, men på samme tid er der også blevet mere efterspørgsels. Og de har fået øjnene op for hvor vigtigt det er også at arbejde med familien. Så det er der slet ingen tvivl om og vi har igen 10 unge på ventelisten. Det er bare et spørgsmål om tid, hvis den ikke bliver rykket på, så bliver der ansat igen. Og hvorfor? Det tror jeg er fordi man ikke er god nok til at forebygge. Hvis vi starter helt nede i vuggestuen, så er der mindre og mindre personale, flere og flere børn. Er det i børnehave. Det er samme problematik. I SFO, der er simpelthen ikke hænder nok, til at tage vare på de her børn. Det kan godt være de kan få mad og alle de her fysiske behov dækket, men der er simpelthen ikke tid til dem. Forældrene arbejder mere og mere. Vil have mere og mere egen tid når de kommer fra arbejde. Og så får de lov til at passe sig selv. Større og større krav fra samfundet til familien. Og det er så i nogle familier det er de unge det går udover. De skal jo ha flotte biler og stor hus. Sådan er det jo. Det er også det man hører fra SSP. De har jo huse oven over os. Dem har vi et tæt samarbejde med. I forhold til de unge vi har, eller de har haft som bliver visiteret hertil. Og hvorfor, det kan jo selvfølgelig være svært. Det er jo min egen holdning til det ikke også. Det er det jeg ser i hvert fald. Og det vi oplever.
Tror du at det bliver nemmere eller svære at håndtere disse unge fremover? Er samfundet rustet godt nok? Vinnie. Altså det vil jo være 50/50 måske. Igen. Det kommer lidt an på hvor tidligt vi får dem. Bliver der sat mere ind forebyggende, rundt omkring. Hvis de bliver ved med at der skal være 28 i klasserne og de skal kunne håndtere alle eleverne 1 eller 2 lærere,
43
så bliver det svære. Slet ingen tvivl om det. Hvis man vil ind og kigge på den enkelte og skabe noget struktur, for det enkelte barn som har det svært, så vil det være nemmere. Så det er nok lidt hele vejen rundt, omkring hvordan det kommer til at være. Vi vil altid have dem, der ryger en hel del hash. Og de gør det af en årsag. Og det er som regel ikke for at demonstrere mod forældrene eller samfundet. Det er som regel fordi der er noget der er svært. Og samfundet rustet? Nej det tror jeg ikke og det tror jeg fordi vi skal passe ind i de her kasser. Og vi har bare rigtig mange som skejer ud og som slet ikke vil være i de her kasser. Og det skal der også være, det er det der gør at vi er forskellige. Og det er også det der gør at vi som ungdomskonsulenter, kan repræsentere fra nord til syd. Med vores forskellighed, vores kompetencer og vores interesse. Vi ved jo at når vi skal i gang med en opgave, som vi syntes er spændende så ligger vi for det første ikke mærke til hvor meget tid der er brugt, vi fordyber os i det her. Og sådan er det også for de unge. Altså jeg ved at de skal lære noget fagligt, men det kan man gøre på rigtig mange måder. Så jeg tror bestemt ikke at det bliver nemmere. Jeg håber ikke at det bliver sværere. Det er ikke for min skyld – det er for de unge. For jeg syntes at rigtig mange af dem har det svært i forvejen. Vi har rigtig mange selvmordstruet også. Ikke bare i vores regi, men generelt. Nogen der har det rigtig svært og hvorfor har de så ondt i sindet? Hvorfor når de så langt ud? Vi har for lidt plads på psykiatrien, vi har.. de bliver ikke hørt, de bliver ikke mødt. Og så tror jeg ikke at der er tid til og spørge ind. Af interesse. De spørger måske fordi de syntes at det er nødvendigt. Men hvis de bliver lyttet til det der bliver skreven eller sagt, så er man godt klar over at man skal gøre noget ved det. Så jeg tror tid, at der er for lidt tid. Generelt. Man bliver spurgt, ”har du det godt?” og så forventer man at der bliver svaret, ”ja det har jeg”. Så jeg tror der generelt er for lidt tid. Og jeg tror ikke samfundet bliver bedre rustet end det er nu. Vi må gøre det vi kan for dem vi har under vores vinger. Og nogen af dem har man lyst til at putte helt ind til sig og sige, ”hold kæft en opvækst ikke”. Og det er egentlig fantastisk at de har overlevet. Så generelt er børn og unge rigtig stærk og lige pludselig vælter læsset bare.
Har I, i jeres personale gruppe, lavet en fælles formulering, af samfundets forventninger til borgerne i Danmark, altså af normer, værdier, skrevne og uskrevne regler?
44
Vinnie: Nej, så skulle det være før min tid. Det er ikke noget jeg er bevidst om. Også igen, for den måde vi arbejder, vi arbejder alene – meget af tiden. Vi er ved at få mere og mere fælles. Hvis jeg har en ung, som godt kan lide at fiske og min kollega har en ung – så tager vi på fisketur sammen. Hvis vi mener at de to unge kan få noget ud af hinanden. Det skal ikke være fordi jeg har en god kollega, jeg gerne vil være sammen med. Det skal være udgangspunkt i de unge. De skal kunne få noget ud af det. Men uskrevne regler nej. Eller vores forståelse er i et fællesskab. For nogen af de her unge, så opfører de sig jo ordentligt i deres miljø. Men hvis de skulle ind til en familie fest hos mig, det ville bare slet ikke passe sammen. De uskrevne regler kan være rigtig svære. Og hvis man så tænker på at ADHD diagnosen bliver mere og mere givet nu og man tænker på hvordan deres hjerne indtager alle de her informationer, så kan man godt forstå at de ikke kan nogen uskrevne regler. Så de vil opføre sig underligt i vores samfund. Og vi kan ikke putte dem væk som vi gjorde for 30 år siden. Nu skal de leve i vores samfund. Og midt i det. Så vi er nød til at være tydelig i hvordan opfører man sig så.
45
Bilag 2
Spørgeskema Med socialrådgiveren Anja.
Hvilke unge mennesker møder du i dit daglige arbejde? (Baggrund, opvækst, integration m.v.) Anja: Jeg møder nogen meget udsatte unge, børn. Eller de er jo unge. Men nogle af dem er jo bare nogle små børn. Som alt for tidligt er blevet nød til at tage ansvar for nogle ting, som man ikke syntes er rimeligt når man er i deres alder. Så jeg syntes jeg møder nogle unge mennesker, som har det svært. Og som typisk er ud af nogle familier som også har det svært. Vores målgruppe er efter hånden så belastet, så det faktisk er familier. Man kan sige at de faktisk bare afspejler familiens problematikker. Om de så reagere på familiens misbrug eller om familien er så meget en del af systemet, så det også er det de er opvokset med. Eller om de selv har deres problematikker. Det afhænger også af hvor tidligt vi møder dem i det forløb. Om de afspiller familiens problematikker eller om de selv har rodet sig ud i noget kriminalitet, stofmisbrug, eller på anden måde dårlige bekendtskaber. Nogen ting som gør at de bare har svære ved og følge et normalt ungdomsliv. Jens: Er det kun danske unge i har, eller er det også unge af anden etnisk herkomst? Anja: Vi har flest danskere. Men vi har også nogle anden etniske unge. Det er dog flest piger vi har. Det er ikke de samme problematikker vi er oppe i mod der. Det har handlet om at de har været i klemme imellem et dansk og et andet etnisk kulturelt samfund. Noget med at man gerne vil være ung, men man er oppe imod nogle kulturelle normer i familien, som gør.. f.eks. tvangs ægteskab, en forventning om at man skal nogle ting. ”det kan godt være at du vil tage en uddannelse, men vi har en forventning om at du skal gå hjemme med 8 børn”. Så det er noget med at familien ud ad signalere, at selvfølgelig må i være danskere. Men pigerne ved godt at sådan bliver det ikke. De skal giftes med en fætter eller nogen familien kender til og så skal de sådan set leve det traditionelle liv. Det er meget den problematik vi ser. Men jeg ved også at nogen af de etniske drenge vi har, at det er typisk kriminalitet og noget misbrug de er oppe imod.
Hvad består jeres daglige arbejde af? 46
Anja: Meget samtaler. Det er faktisk største delen af det jeg gør. Men det kan også være behovet for at snakke. For nogen har bare brug for at få luft. Og få en at snakke med og få vendt nogle ting. At man giver dem noget at spejle sig i og møde dem på en ny vinkel. ”Kunne det være at det ikke var de andres skyld? Kunne du måske selv gøre noget? Kunne det være at kommunen ikke skal betale alting. Kunne du selv betale nogle ting?” Altså det handler om at gå ind og forstyrre dem og give dem nogle forstyrrelser i hvordan kan verdenen også se ud! Men det kan også være praktisk hjælp. Vi har nogen af dem der snart er tæt på 18, som gerne vil ud og have noget arbejde og uddannelse. Nogen skal have hjælp til at søge kontanthjælp, nogen til at søge bolig og flytte hjemmefra og sådanne noget – de praktiske ting der er i det. Men mest samtaler. Der er også en masse koordinering i at hjælpe de unge med at få fat i UU vejleder, tage med til møder, samtaler på psyke osv.
Hvilke typiske udfordringer møder du normalt i løbet af en dag, uge, måned? Anja: Jeg syntes nogen af de typiske udfordringer, ikke nødvendigvis behøver at være noget med de unge. Det kan også være i forhold til samarbejdes partnere. Og finde ud af det i hele det her system. Hvem gør hvad? Hvem betaler hvad? Og hvor kan man få hjælp til hvad? Det er den typiske udfordring. Selvfølgelig kan det også være de unge. Men jeg syntes at typisk, er det det med at vi er professionelle omkring de unge.
Hvilke atypiske udfordringer møder du? Anja: Vores arbejde er så individuelt betinget, af hvilken type ung vi får ind. Og nogen gange får vi nogle unge ind, hvor vi tænker, ”det er for skørt”. Fordi det er vores egen virkelighed der bliver forstyrret. Men de er så forskellige alle sammen. Jeg kan ikke lige komme i tanke om noget der kunne være atypisk.
Hvad vil en typisk procedure være for et ungt menneske der har det svært? Anja: Alle vores unge er gået igennem familie eller handikap afdeling. Men de er typisk kommet ind i systemet, fordi der er nogen der har været bekymret. Der kan være en pædagog, en lærer eller en klubmedarbejder der har sendt en underretning. Eller det kan være familien selv der har bedt om hjælp. Men det er typisk nogen der har sendt en underretning til familie afdeling, som så har lavet en undersøgelse der har peget på at det vil være godt for den unge at få en ungdomskonsulent. Så laver de en handleplan og så visiterer de dem her over til os. Så når vi starter en familie eller en ung op, så har vi en handleplan, hvor familierådgivningen har skitseret nogle behov og
47
hvad tænker familieafdelingen der skal afsættes af ressourcer til den her familie eller ung. Og så inden for 3 måneder starter vi op, så hurtigt vi kan, med et opstartsmøde hvor vi mødes med familien, familierådgiveren og ungdomskonsulenten. Og så gennemgår man handleplanen og ser hvad rådgiveren har anbefalet, typisk sammen med den unge, for at man kan se om det giver mening for den unge. ”kan du godt genkende at du skal ud af det her misbrug? Kan du godt genkende at du vil i arbejde?” Osv. Ellers bliver det bare op ad bakke. Så det er rigtigt rart at den handleplan bliver afstemt, med den unge, på det opstartsmøde. Så man har en ide, eller et fælles udgangspunkt. Nogen gange har man det og nogen gange er det sådan lidt med armen på ryggen at den unge har sagt ”ja ja, så gør et eller andet”. Så sætter man i gang og så har man lovgivningsmæssigt at hver 3 måned er der opfyldningsmøde og igen hvert ½ år. Og så arbejder man ud fra den handleplan – grundlæggende. Udgangspunktet er relationen, der ligger et stort relations arbejde, for at kunne få nogle ordentlige samtaler. Det kunne være typisk at man startede med nogle gåture i skoven eller nogen tager i fitness centeret, eller nogen sidder her og klipper klistrer. Helt afhængig af hvad den unge gerne vil. Det er typisk svært at lære andre at kende, ved at sidde overfor et bord og snakke. Man skal lave noget sammen for at finde ud af hvad er det for et menneske jeg skal arbejde sammen med. ”Kan jeg overhovedet bruge den her ungdomskonsulent, til noget som helst?” Og så kan man typisk sige at efter de 3 måneder man har i starten, så er man lidt skarpere på hvilke punkter man mere skal i gang med. Og så skulle det gerne begynde og give lidt, give lidt mening for den unge, men også at man kan begynde at se på at der sker nogle ting.
Ser du nogen specielle udfordringer, i forhold til at hjælpe de unge, med at kunne efterleve de normer, værdier og regler der i det danske samfund? Anja: Ja det gør jeg. Jeg ser en stor udfordring i at de unge vi har lige nu, at den målgruppe som jeg ser være en relativ tung målgruppe, der er det svært at efterlevet at alle unge skal i uddannelse. Alle de her forventninger – der er kæmpe forventninger til de unge mennesker i dag, i forhold til hvor meget man skal. Og det kan de unge mennesker ikke. Så jeg syntes en stor udfordring er i også nogen gange, at man kan arbejde hen i mod at få en god kontanthjælpsmodtager. Fordi det er ingen af os der ønsker, altså og samfundet og vi har alle en høj moral omkring at alle skal tage ansvar overfor eget liv og et eller andet sted, bliver man lidt ked af det over at sige ”18 år og
48
du har ikke udsigt til arbejde uddannelse. Og du følger bare familien i at kommunen må hjælpe mig”. Og det har vi bare nogle familier der er vant til, at kommunen tager ansvaret og sådan har det altid været og vil nok altid være. Det er bare svært at stå i det. At de falder igennem alle de muligheder som de fleste andre på deres alder har. De kan ikke magte at passe ind i et system, hvor det er så afhængigt af karakter, uddannelse. Og i gamle dage hvor man sagde at ”så kan du altid blive skraldemand”. Det kan man ikke engang vel. Der er bare ikke nogle jobs til de her unge, som ikke kan tage en uddannelse. Og det syntes jeg da godt kan være fortvivlende, men i virkeligheden kunne de måske nok magte. Og nogen gange kommer de jo også til at være i nogle mindre, måske skånejobs, men man kunne bare ønske for dem, at de kunne bliver mere normale. Så nej, jeg syntes ikke at samfundet ret godt kan rumme vores målgruppe. Selvfølgelig er der heldigvis solstråle historier, men desværre syntes jeg at der er relativt få, der kommer ud i det normale system.
Tror du at der kommer flere tilfælde af unge i udsatte positioner? Og hvorfor? Anja: Nej jeg tror faktisk ikke at der kommer flere. Det håber jeg ikke. Men jeg tror det faktisk heller ikke. Jeg syntes at alle bliver dygtigere og dygtigere til at spotte dem. Og forsøger at give dem den hjælp der er behov for. Og jeg oplever at det tit er mange af de samme familier vi har. Dermed ikke sagt at der ikke også kommer nye familier til, men jeg syntes at vi bliver dygtigere.. vi bliver dygtigere til at underret og man bliver dygtigere til at samarbejde.. loven er jo også lukket op for at man kan have noget sparring, en lille bitte smule sparring, uden at det behøves at være en sag. Jeg tror at alle disse her tiltag, er med til at lukke op for at man kan nå nogle ting, i opløbet. Men der er ingen tvivl om at vi stadig er vældig berørings angste, ude i.. altså man skal ikke komme her og dømme nogen, man skal heller ikke blande sig. Det er lige som man ser noget blive slået nede ved kassen i Føtex og så kigger man den anden vej. Vi blander os ikke. Selvfølgelig er der stadig noget af det, men jeg syntes vi bliver dygtigere til at hjælpe og reagere når folk ser noget som ikke er i orden. Så på den måde, håber og tror jeg at der ikke bliver flere udsatte unge. Men der er da ingen tvivl om, i forhold til systemet, at der er mere pres på de unge. Og på den måde er der nogen der risikere, om de har en god eller dårlig baggrund og ryge ud, fordi der er en masse pres på, hvad de skal leve op til. I høj grad også fra samfundets forventninger.
49
Jeg har flere unge som.. det er nok ikke dem der ser mest nyheder.. men som kan komme og give udtryk for at, ”altså regeringen siger at alle skal i uddannelse og hvis man ikke gør det, så sådan og sådan og sådan.. man skal gøre.. og jeg er nød til at finde ud hvad det er jeg vil.. og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre resten af mit liv, men jeg er nød til at tage stilling til det for ellers ryger jeg udenfor det hele..” Det der pres med, at man skal videre, at man skal gøre noget. Og det kan jo være sundt for nogen, men det kan også være voldsom belastende for nogen som faktisk bare har svært ved at gennemføre en 9 klasse og som ikke aner om de skal være frisør eller mekaniker eller om de skal læse videre. Så på den måde, kan man risikere at tabe nogen.
Tror du at det bliver nemmere eller svære at håndtere disse unge fremover? Er samfundet rustet godt nok? Anja: Nej. Jeg tror det bliver svære, lige nu syntes jeg det er svært at håndtere de her familier, som er så system vante. At man har en forventning om at systemet bare skal forsørge mig. Hvis jeg ikke gider arbejde, så regner jeg bare med at der er nogen andre der gider og gøre det. Og det er svært fordi det rent faktisk kan lade sig gøre. Som sagt, så har man nogle forpligtelser overfor de her unge mennesker. Så hvis man har nogen, som bare slet ikke vil og som syntes det er alt for uoverskueligt, så kan det jo lade sig gøre at man bare snylter sig igennem. Der er også nogen der ikke magter det, selvfølgelig er der det. Men der er også nogen, hvor det bare er en læring af, ”hvorfor skulle man arbejde, det kan jeg jo se der er så mange andre der ikke gør”. Og dem syntes jeg er svære at håndtere i forhold til, at det er enormt svært at gå ind og påvirke dem, til den glæde det er at tage ansvar overfor eget liv. Og de muligheder der er, fordi de ikke kender dem. Og det kan være svært at lære, når man er vant til noget andet. Så det syntes jeg er en udfordring. Og i forhold til de andre unge, dem der falder ud af uddannelse, dem tænker jeg også at de er svære at håndtere, for vi har nogle unge mennesker som.. vi har jo lidt de der X-faktor unge, som siger at de kan det hele, men i virkeligheden kan de ingen ting. ”Det er bare fordi jeg ikke lige ved hvilken jeg skal tage”. Men i virkeligheden er det fordi at de har 00 og 02 i karakter og kan faktisk ikke blive optaget. Men møder verdenen med at ”jeg kan sgu det hele”. Det er da svært og det er svært at håndtere dem, fordi de selv har et fuldstændigt skævt billede af hvad de kan. Og hvad der kan lykkes for dem.
50
Jens: Hvad gør man så for at vise dem de ikke kan? Bygger man dem ned for så at bygge dem op? Anja: Nej man viser dem ikke at de ingen ting kan. Men det man kan gøre er jo, snakke med dem om at ”prøv og kig på dit eksamensbevis. Prøv og kigge på de ting du gerne vil. Hvordan kommer du derhen? Er der nogle overensstemmelser med at du gerne vil være jurist, men du har et eksamensbevis der siger 02?” ”Nej det er der måske nok ikke.” ”Godt, hvordan kan du så komme der hen?” Ikke at fratage dem håbet, for det er der ingen mennesker der har godt af at blive banket i bund. Men og snakke med dem om ” er du helt sikker på at det er det du vil? Hvordan når du så derhen?” Det er jo det fantastiske ved vores samfund. Man kan jo næsten alt i dag. Det bliver aldrig for sent og indhente en HF eller andet. Det kan godt være at du fucker dit liv op som 18 årig, men du kan som 30 årig sætte dig på skolebænken og tage den uddannelse du gerne vil have. Så heldig er vi jo. Det handler om at holde dem op i mod deres drømme og den virkelighed de lever i. At sove til kl. 10 hver dag hænger nok ikke sammen med at være jurist. At få de unge til selv at erkende hvad deres drømme kontra deres virkelighed er. Hvad er drømme jobbet? Så jeg tænker mange gange at det handler om at få forventningerne til sidestillet med ambitionerne. Fordi hvem vil ikke gerne være læge og tjene kassen? Det er mange gange det der er målet. Mange unge mennesker snakker tit om at ”jamen jeg vil gerne have en fed Mercedes og jeg skal tjene masser af penge.” Okay, dem der kører i store Mercedes ér og tjener masser af penge, de har typisk også læst i mange år og har en uddannelse som gør at man har de her muligheder. Det handler om at afstemme forventninger. Og igen handler det om samtaler, hvem er du og hvad kan du og hvad vil du gerne? Og hvad er egentlig vigtigt? Så man får til sidestillet de ting.
Har I, i jeres personale gruppe, lavet en fælles formulering, af samfundets forventninger til borgerne i Danmark, altså af normer, værdier, skrevne og uskrevne regler? Anja: Altså vi har faktisk ikke noget nedskrevet, i forhold til hvad vi forventer. Men vi har snakket tit om det. For nogen gange bliver vores støtte betinget af.. min støtte bliver betinget af.. mine unge bliver betinget af hvad mine normer er. Og det kan være vældig problematisk. Omvendt kan det være vældig svært og lave relations arbejde, hvis du skal arbejde ud fra, hvad en gruppe syntes. Så selvfølgelig bliver det meget
51
individuelt præget, det er meget forskellige hvem du får som ungdomskonsulent, i forhold til relationen. Men som udgangspunkt, er vi jo alle ordentlige mennesker, men der vil helt sikkert være forskel på, om du er ude og spise med mig eller en kollega og hvad vi er opmærksomme på. Om man siger tak for mad, eller om man tørrer mund i dugen. Altså det ene kan være det irriterer mig og det andet irriterer min kollega. Men det er ikke nødvendigvis det samme. Så på den måde er vi ikke sådan strømlignet ens i vores tilgang og vores møde med de unge. Det vi ligger rigtig meget vægt på, det er jo og være ligeværdig. At selvfølgelig er vi professionelle og på den måde indtager en anden position, men som udgangspunkt møder vi de unge i øje højde. Det er typisk det vi bruger, at man bliver ikke dømt på det man nødvendigvis har gjort, men at her er et menneske som gerne vil forandre sit liv. Og så må vi på bedste vis hjælpe dem til, hvordan kan man så det. Og ja, nogen gange kan det være sådan at man er den lidt opdragende og man siger ”jeg syntes faktisk at det ville klæde dig, vis du lige ryddede af bordet”. Fordi man nogle gange kan se at det er det de har brug for. Men det er selvfølgelig forskelligt på, hvad er det vi har fokus på. Men ikke noget nedskrevet. Det er mere den der sundfornuft. Vi har talt meget om det. Vi har startet et hybel projekt op, hvor vi har nogle unge boende i en lejlighed og der har vi snakket meget om det der med standarder. Fordi det kan godt være at du syntes at der er rent og pænt på en måde. Og jeg syntes det er rent og pænt på en anden måde. Og hvad skal så være gældende for den unge? Så det ville være utopi at den unge, skal bo lige som mig. Hvorfor skulle de det? Det er jo den bagage vi har med os. Vi er en hel gruppe af mellem lange uddannelse, socialrådgivere, pædagoger og lærere og hvad vi nu ellers er og har typisk en ide om hvordan virkeligheden skal se ud. Og hvordan man syntes det er, når man syntes det er rent, pænt og ordentligt. Men det er nødvendigvis ikke den samme virkelighed som den unge har. Men derfor kan det jo godt være at det er rent og pænt hjemme hos dem – på deres måde. Så det er hele tiden, det der med at være nuanceret - de har jo faktisk gjort det som de kender, som det de vurdere værende godt. Så kan det godt være at jeg tænker, ahh. Det kan jeg så nogen gange forstyrre dem med og sige ” hvis du nu gjorde sådan og sådan, at det ville føles bedre.” Men min virkelighed er ikke nødvendigvis den rigtige. Så den der ydmyghed med at vi ser det forskelligt. Men ja det er svært. Man bliver jo også mere tolerant. De første par år jeg var ungdomskonsulent, nogen steder kunne man næsten ikke drikke en kop
52
kaffe, for der var så beskidt. Hvor man nu er blevet lidt mere large, med nogen ting. Fordi sådan er deres virkelighed og sådan kan det også være. Og måske er det ikke så usselt som det føles første gang. Så dermed er ens egen grænse, for hvor tolerant – flytter sig jo også. Men nej, vi er ikke ens i forhold til det.
53
