Juni 2007 BRAGT I Social Politik, nr. 3, 2007: 13-20
Private syge- og sundhedsforsikringer: Løsning eller problem? Kjeld Møller Pedersen Professor, sundhedsøkonomi Syddansk Universitet
At dømme efter den offentlige debat er der næsten udelukkende problemer forbundet med frivillige syge-og sundhedsforsikringer: det skaber A og B-hold, det bryder med lighedsprincippet, det er begyndelsen til enden for den solidariske finansiering af sundhedsvæsenet osv. En stor del af debatten foregår imidlertid mere på det ideologiske plan end som egentlig analyse baseret på håndgribelige fakta. Der skelnes således ikke mellem forskellige forsikringsordninger. Der er især en tendens til at fokusere på de virksomhedsbetalte ordninger. Hvorfor de er ’værre’, end den individuelt betalte forsikring i det medlemsejede non-profit ’danmark’ står på ingen måder klart og hvori består forskellen? Formålet med denne artikel er dels at præsentere en række faktuelle forhold, som ofte overses og derfor ikke indgår i den dagsaktuelle debat, dels at diskutere en række mere principielle spørgsmål. Forsikringstyper Det er nyttigt at skelne mellem tre forsikringstyper, hvoraf kun de to første er af interesse i nærværende sammenhæng: brugerbetalingsforsikringer, behandlingsforsikring og kritisk sygdomsforsikring. Ordningerne er forskellige på en række afgørende punkter. Brugerbetalings-forsikringer drejer sig om forsikringer, der primært afdækker dele af brugerbetaling for eksempelvis medicin og voksentandpleje, men også operationer på privathospitaler- og klinikker. Denne type af forsikring udbydes i realiteten alene af ’danmark’. Der er 4 hovedgrupper af forsikringer (gruppe 1, 2, 5 og 8). De adskiller sig ved, hvad og hvor meget de dækker med gruppe 1 og 2 som de mest omfattende og gruppe 8 som en adgangsbillet, dvs. man køber sig ret til senere at kunne rykke op i én af de tre andre grupper, men har ingen umiddelbare medlemsfordele udover, at man kan blive medlem til en lav præmie, medens man endnu ikke har fået en kronisk sygdom. Forsikringspræmien betales af den forsikrede selv og er ikke fradragsberettiget på selvangivelsen, dvs. ikke skattesubsidieret som behandlingsforsikringerne er det. I 2007 er årspræmien for henholdsvis et gruppe 1, gruppe 5 og gruppe 8 medlem: kr. 2390, kr. 1104 og kr. 380. Gruppe 5medlemmer kan tilkøbe sig operationsdækning for en ekstra årlig præmie på kr. 300. Præmien er hverken afhængig af alder, anciennitet i forsikringsgruppen eller sundhedstilstand, dvs. en ’flad’ præmie. Forsikringerne henvender til befolkningen i almindelighed forudsat, at optagelsesbetingelsen om fravær af kronisk sygdom og ikke fyldt 60 år på optagelsestidspunktet er opfyldt. Især er det vigtigt
1
at notere, at man også kan være forsikret, når man bliver alderspensionist. Princippet svarer til den filosofi, der prægede sygekasserne, som ’danmark’ er vokset ud af, at én gang medlem så medlem så længe man selv ønsker det (og betaler præmie) og solidaritet inden for gruppen, dvs. samme præmie uanset alder og sundhedstilstand. Behandlings-eller hospitalsforsikringer (elle ’sundhedsforsikringer’) udbydes af kommercielle forsikringsselskaber med Danica og Codan som de to største. Forsikringen er ofte sammenknyttet med fx en pensionsforsikring, jfr. at Danica Pension er størst på markedet, ligesom PFA også fylder meget, men der findes også selskaber som alene har behandlingsforsikringer som forretningsområde illustreret ved Mølholm Forsikring, som blev startet af privathospitalet af samme navn. Forsikringen dækker typisk én eller anden form for planlagt kirurgi men også bl.a. fysioterapi, behandling hos speciallæge eller periodisk sundhedscheck. Ventetiderne på behandling på offentlige sygehuse var og er fortsat et salgsargument, om end forsikringens ydelser i de senere år er udvidet til meget andet end planlagt kirurgi. Forsikringspræmien betales som hovedregel af den virksomhed, hvor den forsikrede er ansat. Forsikringen er med andre ord gratis for den forsikrede, idet frynsegodet ikke er skattepligtigt. For virksomheden er præmien en almindelig driftsudgift og er således skattesubsidieret, idet det skattepligtige overskud reelt set reduceres med præmiebeløbet. Ifølge Skatteministeriet udgjorde dette skattesubsidie i 2006 ca. 405 mio. kroner, jfr. tabel 1 og 3 i 2006-personalegoderedegørelsen, [1]. Normalt er man ikke forsikret, når man bliver pensionist, fordi forsikringen følger ansættelsesforholdet. I princippet, men sjældent i praksis, kan man godt tegne en behandlingsforsikring, som privatperson, men så er det baseret på almindelige aktuariske principper, figur 1, der viser den aldersgraduerede præmie for privatpersoner, der ønsker at tegne forsikring hos Topdanmark og betegnende nok stopper ved 64 år. På hjemmesiden hedder det, at ” Du kan købe forsikringen indtil du bliver 60 år, og den gælder til, du fylder 65 år.” Præmien for kollektive virksomhedsordninger er betydeligt lavere, men publiceres ikke, og er afhængig af forhandling og utvivlsomt ’bundling’ med andre forsikringsprodukter og er forfatteren bekendt ikke aldersgradueret, ligesom der normalt ikke er individuelle helbredsbetingelser. Ifølge Skatteministeriet var gennemsnitspræmien per forsikret kr. 1.600 i 2006, [1]. Forsikringen er normalt bundet til ansættelsesforholdet. Hvis virksomheden skal kunne trække forsikringspræmien fra som driftsudgift og forsikringen være skattefri for den forsikrede, skal alle virksomhedens ansatte være dækket. Dette betyder for praktiske formål, at det ikke kun er ’direktionsgangen’, der har behandlingsforsikringer. Der er sandsynligvis en forskel mellem hvilke virksomhedstyper, der har behandlingsforsikring som frynsegode, fx næppe mange industrivirksomheder sammenlignet med fx IT-virksomheder. I det omfang, der indgår sundhedsordninger/behandlingsforsikringer i overenskomster på især LO-området, kan det være med til at skabe mere balance. Nogle fagforbund, fx 3F Transportgruppe, svarende til 50 tusinder personer, har en sundhedsordning som en del af pensionsordningen (PensionDanmark). Det er en meget begrænset ordning, der udelukkende omfatter bevægeapparat-problemer, og hvor der ydes i Falck Health Care centre (bl.a. fysioterapi, massage, kiropraktik, zoneterapi), og hvor Falck Health Care på én og samme gang er et slags forsikringsselskab og leverandør af behandlingsydelserne. Et funktionærforbund som Finansforbundet, der omfatter de ansatte i den finansielle sektor, har en behandlingsforsikring, som en del af overenskomsten.
2
Alder og præmie, Topdanmark, 2007 7.000 6.000
kroner
5.000 4.000 3.000 2.000 1.000
år
år
63
år
60
år
57
år
54
år
51
år
48
år
45
år
39
42
år
år
36
år
33
år
30
år
27
år
24
21
18
år
0
Kilde: http://www.topdanmark.dk/content/index.php?ID=14 Kritisk sygdom er i realiteten en ’ulykkesforsikring’, hvor ulykken er, at man kommer til at lide af én af en række nærmere definerede sygdomme, fx en ondartet kræftform, blodprop i hjertet, hjerneblødning/blodprop i hjernen eller blindhed. Når skadesbegivenheden er indtruffet, udbetales der et éngangsbeløb, der kan bruges frit, dvs. behøver ikke at blive brugt til behandling. Det udbetalte beløb er skattefrit. Det er som hovedregel arbejdsgiveren, der betaler forsikringspræmien. En lang række overenskomster har indbygget kritisk sygdom i overenskomsten, og det er den altdominerende måde at få denne forsikring på. Individuel forsikringstegning forekommer også, bl.a. i ’danmark’, som i 2006 dækkede knap 15.000 medlemmer, [2]. Et kvalificeret gæt er, at det især drejer sig om selvstændigt erhvervsdrivende. I alt omkring 2 mio. erhvervsaktive har en sådan forsikring, [3]. Dette skal sammenholdes med, at der er omkring 2,8 mio. erhvervsaktive, hvoraf ca. 200.000 er selvstændige. Forsikringen ophører, når man bliver pensioneret, og erstatningsbeløbet nedtrappes ofte fra omkring 58-årsalderen og frem til pensioneringstidspunktet. I det følgende ses der bort fra denne forsikringstype, fordi den grundlæggende er forskellig fra de andre. Hvor mange frivilligt forsikrede er der? Et sted mellem 2 og 2,5 millioner danskere har én eller anden form for brugerbetalings- eller behandlingsforsikring. Det store interval skyldes usikkerhed vedr. dobbeltdækning, fx både i ’danmark’ og en virksomhedsbetalt ordning. Med så stort et antal forsikrede er det næppe holdbart at hævde, at det er forbeholdt en elite. Således afspejler medlemssammensætningen i ’danmark’ stort set den almindelige befolkning. Omkring 2 mio. har en brugerbetalings-forsikring i ’danmark’, jfr. figur 2, heraf 430.000 tusinder som gruppe 1 og 2 medlemmer med operationsdækning, dvs. hvis man får udført en operation på et privathospital dækker ’danmark’ udgifterne med i gennemsnit 85%, dog med et loft. Hertil kommer ca. 100.0000, der som gruppe 5-medlemmer har tegnet en tillægsforsikring (operationsdækning) således, at over 500.000 af ’danmarks’ medlemmer har operationsdækning. Da ’danmark’ blev stiftet oven på resterne af fortsættelsessygekasserne i 1973, da sygekasserne blev nedlagt, var der 218.000 medlemmer. I den forstand er der tale om en imponerende vækst, der for en stor dels vedkommende alene er båret frem af brugerbetaling.
3
Medlemstallet i ’danmark’ er steget med godt 3,5% om året siden 1990. Med etableringen af det første danske kommercielle privathospital i 1989/1990 udvidede ’danmark’ dækningen til også at omfatte operationer, dog ikke 100% af prisen for operationen. Allerede i 1990 var der 2.000, der benyttede ordningen, [4]. Denne udvidelse førte dog ikke til en markant større vækst i medlemstilgangen i de efterfølgende år.
00 6
Total
.2
00 2
00 4 .2
.2
.1
Gruppe 8
.2
00 0
Gruppe 5
99 8
Gruppe 2
99 6
99 4 .1
99 2 .1
.1
Gruppe 1
.1
2.200.000 2.000.000 1.800.000 1.600.000 1.400.000 1.200.000 1.000.000 800.000 600.000 400.000 200.000 0 99 0
Medlemmer
Medlemstallet i 'danmark', incl. børn, 1990-2006
Kilde: Data i [4]
Medlemmerne af ’danmark’ afviger lidt fra gennemsnitsbefolkningen. Lidt færre unge og ældre er medlemmer, medens de midaldrende er overrepræsenteret. Det er dog sådan, at for de 70+-årige er alderfordelingen blandt forsikrede og ikke-forsikrede næsten ens. Der er tendens til, at flere funktionærer end faglærte/ufaglærte er forsikrede. Overraskende nok er der ikke stor forskel med hensyn til sundhedsstatus [5]. Omkring 500.000 erhvervsaktive havde en behandlingsforsikring i 2006, excl. den ovenfor omtalte Falck Care-ordning. Før 2001 var antal forsikrede beskedent, men med VK-regeringens tiltræden i efteråret 2001 og ændret lovgivning på området i 2002 er tilgangen til disse forsikringstyper nærmest eksploderet. Kort fortalt medførte 2002-ændringerne, at så længe alle ansatte i en virksomhed er dækket af behandlingsforsikringer dette personalegode skattefrit for den ansatte, og virksomheden kan betragte præmien som en almindelig driftsudgift med deraf følgende indirekte skattesubsidiering svarende til 400 mio. kr, jfr. ovenfor. Grundtænkningen bag denne ændring indfanges med efterfølgende citat fra forelæggelsen i Folketinget: ”Formålet med lovforslaget er at gøre sundhedsbehandlinger, som arbejdsgiveren betaler for sine medarbejdere, skattefri. Herved vil der ske en forbedring af den generelle velfærd, og det gøres mere attraktivt for virksomhederne at påtage sig et socialt ansvar.
4
Forslaget om skattefrihed skal omfatte behandling af medarbejderen ved sygdom og ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en autoriseret psykolog eller en psykiater, samt sygdomsforebyggende behandlinger. Skattefriheden er for alle de nævnte behandlinger betinget af, at behandlingen er lægefagligt begrundet, hvilket nærmere indebærer, at der skal foreligge en lægehenvisning til behandling. Rent kosmetiske behandlinger og behandling for barnløshed vil derimod ikke være omfattet af skattefriheden.” (www.ft.dk/Samling/20012/lovforslag_fremsaettelse/L97.htm)
Udviklingen i behandlingsforsikringer 450000 400000
antal forsikrede
350000 300000 250000 200000 150000 100000 50000 0 2001
2002
2003
2004
2005
2005*
Kilde: oplysninger på www.forsikringenshus.dk
Med den store udbredelse ’danmark’ har og den stigende udbredelse af behandlingsforsikringer, er det uundgåeligt, at der er dobbeltdækning. I den eneste offentligt tilgængelige undersøgelse heraf gælder det for ca. 15% [5]. Fem udvalgte problemstillinger Et selvindlysende spørgsmål lyder: hvorfor har vi i det hele taget sygeforsikringer i et sundhedsvæsen med fri og lige adgang? Svarene er relativt selvindlysende. Først og fremmest, fordi der er brugerbetaling, svarende til omkring 20 % af de samlede sundhedsudgifter [6]. Det forklarer også, hvorfor vi har haft denne forsikringsform siden 1973. Sygeforsikring er ikke et nyt fænomen, og det er brugerbetaling heller ikke. Dernæst fordi der er ventetid til behandling på offentlige sygehuse (behandlingsforsikringerne og operationsdækning i ’danmark’). Det betyder, at med disse to forklaringer i baghovedet, kan man i betydelig grad sige, at (lands)politikerne i høj grad selv kan påvirke omfanget af sygeforsikring. Men med faldende ventetid i almindelighed og indførelsen af det udvidede frie sygehusvalg (’2 månedersreglen’), der per 1. oktober reduceres til 1 måned, må man imidlertid undre sig over væksten i behandlingsforsikringerne. Man kan således ’gratis’ komme til behandling indenfor én måned enten på et offentligt sygehus eller på et privathospital (betalt af det offentlige). Hvorfor så i det hele taget have en forsikring, fordi der let går mindst 2-3 uger, før man kan få en tid på et privathospital? Hvis en person med en behandlingsforsikring selv skulle betale, sådan som man gør ved brugerbetalingsforsikringer, ville de fleste utvivlsomt heller ikke tegne forsikringen: dels fordi de behandlingsmæssige fordele ikke længere er selvindlysende, dels fordi en almindelig sandsynlighedsovervejelse ville få mange til at
5
tvivle på fordelene. Dels er sandsynligheden for at komme til at lide af én af de typiske ventelistelidelser, fx behov for at udskifte en hofte eller en grå stær operation, ret ringe for erhvervsaktive – det er især ’pensionistsygdomme’, fx er hoftepatienter i gennemsnit en del over 70 år, dels er man ikke forsikret, når man bliver pensionist og har mest brug for en forsikring. Den rationelle kalkule ville ud fra dette snarere pege i retning af medlemskab af ’danmark’, hvor man kan fortsætte ind i pensionistalderen, som for de fleste vil være af stor betydning. MEN den enkelte betaler ikke selv, og hvem siger nej til et gratis gode? Man kan så spørge: hvorfor tilbyder virksomhederne disse forsikringer til deres ansatte. Der er to hovedforklaringer. Forsikringerne er blevet et almindeligt personalegode, der tegner billedet af en god arbejdsplads og dermed bliver en del af rekrutterings- og fastholdelsesgrundlaget for nye medarbejdere. Hertil kommer, at det ikke kan udelukkes, at man kan finde (få) enkelttilfælde, hvor en medarbejder kan komme hurtigere i behandling med en forsikring, men billedet af, at medarbejdere, der står på venteliste til behandling samtidig er sygemeldte er i almindelighed misvisende. Endelig må man ikke overse betydningen af ’wellness’-bølgen, dvs. det drejer sig mere om velvære end egentlig behandling – massage, en del fysioterapi og rigtig meget af krisehjælpen som eksempler. Her ser man utvivlsomt en glidning og en almindelig forbrugergørelse af området. Hvis sundhedsforsikringerne også bruges til wellness, er det i øvrigt tvivlsomt, om virksomhederne falder ind under de gældende skatteregler, som kræver en klar lægelig begrundelse for et (behandlings)tilbud. Det hører også med til billedet, at en behandlingsforsikring er ’billig’ for virksomhederne fordi skattevæsenet – og dermed alle danskere - i realiteten betaler omkring en 1/3 af præmiesummen, hvortil kommer, at præmieniveauet i en række tilfælde er lavt, bl.a. fordi det er ’pakket’ sammen med mere lukrative forsikringer, typisk pension. Er en yderligere udbredelse af sygeforsikring et alternativ til et skattefinansieret sundhedsvæsen – er det begyndelsen til et privatiseret sundhedsvæsen? Svaret er nej. For det første skal man erindre, at de nuværende ordninger er frivillige og et supplement til den solidariske skattefinansiering. Skulle de derfor være et reelt alternativ, skulle forsikringstegning være obligatorisk, og så ville man øjeblikkeligt blive konfronteret med spørgsmålet om, hvad der er forskellen mellem skattefinansiering og forsikringsfinansiering. For det andet skal man sætte præmiebetalingen for de nuværende forsikringer i forhold til de samlede sundhedsudgifter. Præmieindtægterne udgør tilsammen omkring 2,8 mia. – hvoraf kun omkring 2,2 udbetales som erstatning. Resten går til administration – med de kommercielle forsikringer som de dyreste – og overskud/hensættelser. Dette skal sammenholdes med samlede sundhedsudgifter på omkring 100 mia. kr. - ’danmark’ har en præmieindtægt på omkring 2 mia. – hvoraf godt 90% udbetales som erstatninger [2]. Præmieindtægten fra behandlingsforsikringerne må være i omegnen af 800 mio. kroner og en erstatningsprocent på maximalt 60 % (ifølge statistik fra brancheorganisationen angives dog kun præmieindtægter på 369 mio. kr. i 2005, [3]). Hvordan er samspillet mellem sygeforsikring og private behandlingsinstitutioner? Behandlingsforsikringer og ’danmarks’ operationsdækning har som forudsætning, at der findes private behandlingstilbud, dvs. bl.a. privathospitaler. Hvis ikke, har forsikringen ingen reel værdi, når man samtidig har lovgivning, der for praktiske formål forhindrer offentlige sygehuse i at tage imod betalingspatienter. I den forstand kan man sige, at sygeforsikring er med til at skabe et (vist) fundament for en privat behandlingssektor – og nogle af privathospitalerne har eller har haft
6
forsikringsselskaber som aktionærer for at selskaberne ad denne vej kunne sikre et privat behandlingstilbud, [7]. På den anden side skal man også bemærke, at frem til omkring 2002/2003 var det samlede økonomiske nettoresultat for privathospitaler enten minus eller måske lige i balance. Privathospitalernes forbedrede situation skyldes især indførelsen af 2-måneders-garantien og den dermed følgende offentlige finansiering og i mindre grad de hastigt voksende behandlingsforsikringer. Et fjerde spørgsmål går på, om sygeforsikringerne ikke skaber et A og et B hold, dvs. skaber (mere) ulighed? Den populære udlægning er, at A-holdet er dem med forsikring og B-holdet dem uden. Det er utvivlsomt er meget forenklet problemstilling, der trænger til et kritisk gennemsyn, se bl.a. kapitel 9 i [8]. Grundproblemet er næppe, at nogen har forsikring og andre ikke. Hvis det var tilfældet, skulle man ændre meget i samfundet, fx pensions- og ulykkesforsikringer. Kernen er snarere, om dem med forsikring stilles behandlingsmæssigt bedre end dem uden, og om det i givet fald er problematisk ud fra en lighedsbetragtning. Forsikringsindehavere har næsten per definition lettere adgang til behandling, nemlig i den private sektor, og forsikringsselskaberne benytter i stigende grad ’mellemmænd’, der hurtigt kan skaffe de forsikrede behandling (og til en for forsikringsselskabet fordelagtig pris). Lige fra privathospitaler til praktiserende speciallæger. På den anden side skal man huske på, at de så ikke alternativt belaster det offentlige sundhedsvæsen – og dermed gør det lettere for ikke-forsikrede at komme til. Om det går lige op, kan i sagens natur ikke afgøres, men det er næppe sandsynligt, fordi en del af behandlingen i privatsektoren næppe ville være blevet givet i det offentlige sundhedsvæsen, dvs. forsikringerne medfører måske et indikationsskred og indførelse af en bredere ydelsespalette, men om det skal opfattes, som (yderligere) ulighedsskabende er et åbent spørgsmål. Det sidste og femte spørgsmål går på, om ’forsikrings-bølgen’ er udtryk for tidsåndens individualisering og selvcentrering og således udtryk for en underminering af den bredere samfundsmæssige solidaritet? Overfladisk kunne man tro det, men det behøver langt fra at være tilfældet. Som ved de øvrige spørgsmål, men med særlig vægt her, kan emnet kun berøres meget overfladisk. I et velfærdssamfund kan man godt på én og samme gang være solidarisk og ’egoist’, dvs. betale sin skat (med mere eller mindre glæde) og samtidig have økonomisk overskud til at erhverve andre ønskede goder, fx en sygeforsikring. Populært sagt være en solidarisk individualist. Det er især en relevant problemstilling, hvis man oplever, at den ’politiske betalingsvilje’ er mindre end den individuelle. Via forsikringer kan man både blæse og have mel i munden: betale til og støtte et offentligt sundhedsvæsen og samtidig skabe sig muligheden for at købe sig til bedre service, fx enestue, adgang til internet under indlæggelse osv., ved at få udført ikke-akut behandling på et privathospital. Man skal være meget renlivet idealist for at finde dette forkert. Det ville vel svare til, at varme fortalere kollektiv trafik ikke skulle have bil eller motorcykel. Afsluttende bemærkninger I overskriften lød spørgsmålet: løsning eller problem? Sygeforsikringer ikke løsningen på overordnede problemer i sundhedsvæsenet. De er fx ikke et reelt alternativ til skattefinansiering, om end de mildner virkningen af brugerbetaling for medicin og voksentandpleje for mange mennesker. Da tilskuddet fra ’danmark’ reelt nedsætter prisen for fx tandpleje, ville man ud fra den
7
almindelige efterspørgselsteori forvente, at forsikrede efterspørger mere tandpleje end ikkeforsikrede. Analyser bekræfter dette [5]. Hvis behandlingsforsikringer skal kunne bruges forudsætter det eksistens af private behandlingstilbud. Derfor ser man også forsikringsselskaber som aktionærer i nogle privathospitaler. Eksistensen af de ca. 500.000 behandlingsforsikringer og de 500.000 af ’danmarks’ medlemmer med operationsdækning skaber et vist omsætningsgrundlag for privathospitalerne, men endnu vigtigere for dem er den offentlige finansiering af de behandlinger, der er en følge af 2-måneders ventetidsgarantien (og den kommende nedsættelse til én måned). Det ses også af det forhold, at der i 2005 blev opereret 3,5 personer per 1.000 indbyggere på privathospitaler mm., og 2,7 per 1.000 var offentligt finansierede [6]. Størstedelen af erstatningerne fra ’danmark’ vedrører almindelig brugerbetaling og på ingen måde operationer på privathospitaler. Taget under ét bidrager behandlingsforsikringer og operationsdækning fra ’danmark’ næppe mere end 300 millioner af omsætningen på de egentlige privathospitaler, dvs. med senge og ikke bare klinikker inden for et bestemt speciale.
8
Litteratur [1] Skatteministeriet. Statusrapport til Folketinget personalegoder/naturalieydelser. 2006. [2] Sygeforsikringen danmark. Årsrapport 2006. København: 2007. [3] Forsikring og Pension.Videnscenter for helbred og Forsikring. Forsikring ved Kritisk Sygdom 2005. Brancheudgave. København: 2007. [4] Sygeforsikringen. Sygeforsikringen danmark - kort fortalt (internt materiale). København: 2007. [5] Pedersen K. Voluntary Supplementary Health Insurance in Denmark. Public Finance and Management 2005; 5(4):544-566. [6] Indenrigs-og sundhedsministeriet. Sundhedssektoren i tal (september 2006). København: 2006. [7] Pedersen K. Sygdom og markedsøkonomi. København: FADLs Forlag, 1994. [8] Pedersen K. Sundhedspolitik. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2005.
9
