KAPITEL INTRODUKTION... 4

KAPITEL 1 ................................................................................................................................................... 4 INTRODUKTION........................................................................................................................................ 4 Det evige forårs land ............................................................................................................................ 4 I massakrernes kølvand......................................................................................................................... 5 I Stolls fodspor ...................................................................................................................................... 6 Motivation............................................................................................................................................. 8 Problemformulering.............................................................................................................................10 Opbygning............................................................................................................................................10 Erfaringsdannelse ................................................................................................................................11 Erfaring, struktur og aktør...................................................................................................................12 Erfaring og kontekst.............................................................................................................................14 Kildematerialet ....................................................................................................................................15 Oral History og andre tilgange............................................................................................................16 EN BLODIG KRIG OG DENS HISTORIOGRAFI ................................................................................................18 Fanget i krydsild eller et fejlslagent oprør ..........................................................................................18 Guds tid................................................................................................................................................21 På lynvisit til Ixil-området ...................................................................................................................22 Diskurser om krigen.............................................................................................................................25 Sprog eller klasse.................................................................................................................................27 Guerillaen, der blev væk ......................................................................................................................28 Fra Stoll til Stoll – antropologisk forskning i ixil-området..................................................................29 KAPITEL 2 ..................................................................................................................................................32 HISTORIEN OM ET LILLE FOLK I GUATEMALAS HØJESTE BJERGE.....................................32 Den spanske invasion af ixil-området ..................................................................................................33 Modstandens mangfoldighed ...............................................................................................................34 Demokrati og guerillakrig ...................................................................................................................37 Guerillaens vugge ................................................................................................................................38 1970ernes Nebaj ..................................................................................................................................39 De fattiges guerillahær ........................................................................................................................40 Massakrernes tid..................................................................................................................................42 Den brændte jord .................................................................................................................................44 Flugten .................................................................................................................................................45 De nye kolonialister .............................................................................................................................46 URNG ..................................................................................................................................................48 Ixil-mayaer dræber Ixil-mayaer...........................................................................................................49

1

Livet i junglen ......................................................................................................................................50 Freden kommer til Mellemamerika......................................................................................................51 KAPITEL 3 ..................................................................................................................................................53 ROSA OG VICTORIA ...............................................................................................................................53 INSPIRATIONEN FRA FRITZ SCHÜTZE .........................................................................................................54 ANALYSE AF LIVSHISTORISK INTERVIEW MED VICTORIA...........................................................................58 Præsentation af Victoria ......................................................................................................................58 Interviewsituationen.............................................................................................................................59 Portræt af Victoria...............................................................................................................................60 Erfaringssammenhænge og dominerende processtrukturer.................................................................63 1. Fattigdom, kønsdiskrimination og manglende skolegang ................................................................64 2. Børnearbejde, diskrimination og flugt .............................................................................................64 3. Studieliv ...........................................................................................................................................66 4. Pablo Ceto .......................................................................................................................................67 5. Guerillaen ........................................................................................................................................67 6. Freden..............................................................................................................................................69 Den samlede biografiske formning ......................................................................................................69 ANALYSE AF LIVSHISTORISK INTERVIEW MED ROSA .................................................................................71 Præsentation af Rosa ...........................................................................................................................71 Interviewsituationen.............................................................................................................................71 Interviewets kronologi .........................................................................................................................72 Erfaringssammenhænge og dominerende processtrukturer.................................................................82 1. Barndom...........................................................................................................................................82 2. Voksenliv før krigen .........................................................................................................................83 3. Evangelisterne, maya-religion og den katolske kirke ......................................................................84 4. Krigserfaringer og livet som enke....................................................................................................85 5. Guerillaen og hæren ........................................................................................................................86 6. Freden..............................................................................................................................................88 Den samlede biografiske formning ......................................................................................................89 TESER OM FORHOLDET MELLEM KRIGSHISTORIE OG IXIL-BIOGRAFIER ......................................................90 KAPITEL 4 ..................................................................................................................................................94 STOLLS FREMSTILLING OG MINE KONKLUSIONER...................................................................94 ENGLISH SUMMERY...............................................................................................................................98 LITTERATURLISTE.................................................................................................................................99

2

KILDER .....................................................................................................................................................104 Interviews (her kun medtaget dem, der medvirker direkte i specialet): .............................................104

3

Kapitel 1 Introduktion Det evige forårs land Guatemala, som er et af de mellemamerikanske lande, har en stor befolkningsandel, som er efterkommere af mayaerne. De udgør over halvdelen af befolkningen1. Den anden gruppe kaldes ladinoer og er efterkommere af spanierne og deres maya-elskerinder, koner og voldtægtsofre. Landet blev af en tysk rejsende engang i 1800-tallet kaldt det evige forårs land på grund af det fantastiske klima, der er i det bjerg- og vulkanrige land, hvor mange af byerne har en dagstemperatur på omkring 25 grader hele året. I 1987 udgav den amerikanske menneskerettighedsaktivist Jean Marie Simon en både smuk og uhyggelig fotobog med titlen Eternal Spring – Eternal Tyrany. Denne titel fanger kontrasten mellem det smukke land, med de farverige og venlige mennesker og den massive undertrykkelse af mayaer og fattige ladinoer, som har kendetegnet landet i hvert fald siden spaniernes ankomst. I slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne oplevede Mellemamerika en vellykket revolution i Nicaragua og fejlslagne revolutionsforsøg i El Salvador og Guatemala. Fra april 1981 til april 1982 blev op mod 100.000. mayaer og tusindvis af andre guatemaltekere dræbt at regeringshæren.

1

. Dette er der enighed om blandt forskere. Men der er stor diskussion om, hvem man skal regne med til

mayaer. Er man eksempelvis maya, hvis man ikke bærer nogen form for traditionel klædedragt og ej heller identificerer sig som maya? Denne diskussion er interessant i forbindelse med storbyer, hvor det at identificere sig selv som maya kan være problematisk eksempelvis i forhold til at få et arbejde. Men i et område som Ixil, hvor det store flertal er mayaer og stadig er bevidst om deres kulturelle rødder, giver det mere mening at tale om mayaer overfor ladinoer (mennesker af blandet herkomst).

4

Ixil-området ligger i den nordlige del af Guatemalas Quiché-provins. Området ligger i grænseområdet mellem Ixcáns junglelavland og det turistede sydlige Quiché med det berømte marked i Chichicastenango. I Ixil-området midt i landets højeste bjerge lever et lille folk på kun ca. 100.000 indbyggere, der taler deres eget sprog og har en kulturhistorie, der går mere end tusind år tilbage. Her blev, ifølge den FN-sponserede sandhedskommision, mellem 10.000 og 20.000 mennesker dræbt i begyndelsen af 1980erne.2 Mens krigen i El Salvador blev dækket næsten dagligt i de vestlige medier, havde hæren ro til at myrde løs i Guatemala3.

I massakrernes kølvand I august 1982 ankom en amerikansk journalist – David Stoll - til den idylliske lille by Nebaj. Det var få måneder efter det måske værste folkemord noget område i Latinamerika har oplevet siden den spanske invasion i 1492. Guerillabevægelsen EGP (Ejercito Guerillero de los Pobres) – de fattiges guerillahær - og op mod halvdelen af ixilmayaerne var på flugt op i bjergene og Guatemala havde i snart et halvt år været ledet af den energiske og effektive diktator – den evangelistiske prædikant og forhenværende general i landets hær – Rios Mont. I den første måned af sin regeringstid var det næsten lykkedes hæren at nedkæmpe den venstreorienterede guerillabevægelse, som havde udbredt støtte blandt højlandets mayaer og dermed afslutte det blodigste kapitel i landets historie siden de spanske kolonisters hærgen næsten 500 år tidligere. David Stoll var dog ikke den eneste amerikaner, som besøgte Nebaj i 1982. Den amerikanske fotograf og advokat Jean-Marie Simon tog et mindeværdigt billede af en amerikansk militærrådgiver, som ragede et hoved op over alle andre, mens han skuede ud over en tvangssammenkaldt menneskemængede af ixil-mayaer fra trappen op til Nebajs kirke. Men Stolls formål med at besøge Nebaj var ikke at undersøge, hvilken rolle hans landsmænd spillede i denne del af Guatemala, ej heller at undersøge militærets massakrer

2

Comisión de esclarimiento historico (CEH), 1999. Se også Perera, 1995

3

Dette fik Manz (1988) til at give sin bog om Guatemala efter massakrerne titlen Refugees of a Hidden

War.

5

på 10-20 % af et helt folk, men derimod at undersøge den pludselige omvending fra katolicisme til evangelisme som ixil-mayaer – i lighed med mange andre mayaer - havde gennemgået i kølvandet på hærens fremtrængen. 5 år senere udgav Stoll sin første længere artikel om evangeliseringen af ixil-mayaerne4. Det gjorde han i antologien Harvest of violence i 1988, hvor han giver et helt andet billede af borgerkrigen end andre antropologer. Det var denne artikel, som for alvor gjorde mig interesseret i området. Den beskriver, hvordan EGP (de fattiges guerillahær)5, manipulerede med befolkningen og fik dem til at tro på tomme løfter om beskyttelse og et bedre liv. Han sandsynliggør her, at befolkningen derfor indgik en strategisk alliance med hæren imod guerillaen.

I Stolls fodspor Artiklen stillede et meget væsentligt spørgsmål: Er der en indbygget modsætning i Latinamerika mellem det traditionelle venstres tale om klassekamp – rige mod fattige – og væbnet revolution med undertrykkerne og så de oprindelige folks kamp for kulturel og fysisk overlevelse? Stolls artikels svar var et utvetydigt – og tilsyneladende plausibelt – ja. Jeg forestillede mig dog alligevel, at Stolls forskning kunne tilføjes nogle nuancer. Der skulle dog ikke mere end få ugers ophold i ixil-området til før jeg blev klar over, at det var mere end nuanceforskelle i Stolls fremstilling af erfaringsdannelsen blandt ixilmayaer og de fortællinger jeg kom til at lytte til. Under mit ophold i Guatemala i 1998-99 var David Stoll endnu engang med til at sætte dagsordenen i debatten om krigen, guerillaens rolle, mayaernes situation og antropologens opgave i den forbindelse. Det skete med bogen der bar den ironiske titel Rigoberta Menchú and the Story of all Poor Guatemalans (1999).6 Han afslørede, at der var nogle urigtigheder i den historie om Quiché-mayakvinden Rigoberta Menchús liv 4

Evangelicals, Guerillas, and the Army: The Ixil Triangle Under Rios Montt i Harvest of violence, 1988

5

Intro til EGP

6

Titlen er en ironisk kommentar til Rigobertas præsentation af sin livshistorie: ”Men det vigtigste, og det

vil jeg gerne understrege, er at jeg ikke er den eneste, som har levet det liv, for sådan har mange mennesker levet. Det er alles liv, alle fattige guatemaltekeres liv. Min historie fortæller om et helt folks virkelighed.” (Burgos, 1992, p. 19)

6

som var blevet udgivet i kølvandet på hærens massakrer. Bogen kom på dansk til at hedde Jeg hedder Rigoberta – et liv og en stemme fra Guatemala 7 Således var Rigobertas ene bror ifølge Stoll ikke blevet brændt levende af hæren for øjnene af hundredvis af ixilmayaer fra landsbyen Chajul, men blot blevet skudt og smidt i en massegrav. Rigoberta Menchús levende og barske skildringer af dette fattige liv som maya på landet i Guatemala, organiseringen i bondebevægelsen CUC og de befrielsesteologiske bevægelser, tilslutningen til guerillaen og flugten fra hærens massakrer, havde stor indflydelse på den internationale opinions syn på Guatemala. Fra begyndelsen af 1990erne blev bogen også flittigt læst i selve Guatemala. Grunden til udgivelsen af Stolls afslørende bog, var da heller ikke Rigobertas person, eller forkerte oplysninger om familiemedlemmers måde at dø på, men det magtfulde budskab Rigobertas fortælling gav. Et budskab som på væsentlige områder stod i modsætning til Stolls egen fremstilling af krigen i Between two Armies. Hans nye bog overraskede mange forskere, som havde beskæftiget sig med Guatemala i årevis, og de planlagde et modsvar, som de mente kunne nuancere mange af Stolls teser8. Bogen kunne også ses som et indlæg i USAs interne ”Cultural Wars”, som havde præget den amerikanske antropologiske debat siden Reagans dage9. 7

Udkom først på fransk i 1983, derefter hurtigt på mange andre sprog. Den første danske udgave kom i

1985. 8

Den bog udkom endeligt i 2001 under titlen The Rigoberta Menchú controversy, redigeret af den

guatemaltekiske antropolog Arturo Arias. Han gav mig tilladelse til at læse de første udkast til artiklerne til denne antologi tilbage i 1999. 9

Studenteroprøret i USA betød som i Danmark og flere andre vestlige land, at en del af de unge ønskede et

opgør med traditionel forskning og undervisning. Kvinder og etniske minoriteter strømmede til universiteterne. Med dem kom krav om et andet indhold i undervisninger. Inden for fag som antropologi, litteratur og historie krævede studenterbevægelserne forandringer – og fik dem i mange tilfælde. Afskaffelse af pensum, nye kvalitative metodiske tilgange i opposition med den kvantitativt betonede (se f.eks. Colby 1969) og positivisme-inspirerede tilgang, som også var udbredt indenfor humanvidenskaberne var nogle af kendetegnene ved udviklingen. Flere af indlægene i Arias 2001 er netop kritik af, hvad de opfatter som Stolls rigide insisteren på et ”journalistisk sandhedsbegreb indenfor en antropologisk videnskab, der har forståelse som ideal (Pratt, Taracena – der citerer Carmack for forholdet mellem journalistisk sandhedsbegreb og antropologisk søgen efter forståelse – i Arias 2001). Positiv særbehandling

7

Motivation Min motivation for at ”gå i Stolls fodspor” var en stigende undren over forskellen mellem hvad Stoll – tilsyneladende - med held havde gjort til mainstream blandt mange Guatemala-forskere og så det billede jeg havde af landets blodige historie, mayaernes situation og deres forhold til guerillaen og hæren. Ixil-området ligger mere en 200 kilometer og mindst 8 timers busrejse fra min base i Guatemala - Antigua - den koloniale hovedstad og nuværende hjemsted for forskningscenteret CIRMA, med en unik bogsamling og arkiv til studier af mayaernes historie, levevilkår og identitet. Alligevel gjorde den virkning Stolls teser havde på min nysgerrighed og det at Ixil-området var centrum for nogle af latinamerikansk histories værste myrderier kun 20 år tilbage i tiden, at jeg valgte ixil-området – mere præcist den del af området som hører under den største by Nebaj – som det sted, hvor mit feltarbejde skulle foregå. Min nysgerrighed efter at besøge ixil-området blev vakt tilbage i 1992, hvor jeg første gang var i Guatemala. Dengang havde jeg læst om de forfærdelige massakrer, modellandsbyerne, hvor de overlevende blev tvunget til at bo og ikke mindst om de selvbevidste ixil-mayaer, som trods alt holdt fast i deres kulturelle rødder. Den plan blev dog forpurret kun halvanden times bustur fra Nebaj, da min kæreste blev syg og vi i stedet begav os mod mere civiliserede egne. Allerede under min første uge i Nebaj – i (affirmative action) og en enorm interesse for de undertrykte folk (the subalterns), som skyllede hen over landets fakulteter var andre kendetegn. Også det antropologiske fakultet på Stanford, hvor Stoll skrev sin Ph.d. En ny generation af forskere, der selv havde gjort erfaringerne med fra studenteroprøret trængte sig op igennem 1970erne på. Samtidig var det amerikanske højre på fremmarch igen efter Watergate-skandalen og Vietnamkrigen, der sluttede i 1975, gled i baggrunden til fordel for nye hændelser som gidseltagningen i Iran og ikke mindst revolutionen i samme land og i Nicaragua. Dette nye højre, som Ronald Reagan - the great communicator, som hans tilnavn hurtigt blev – var galionsfigur for, havde et andet uddannelsespolitisk program. Væk med affirmative action, væk med de undertryktes litteratur og tilbage med pensum og vestlige filosofiske klassikere. Pensumlisterne kom op i gennem 1980erne igen. Kampen på fakulteter, som Stanfords antropologiske, stod nu ikke længere om pensum eller ej – men om hvilket pensum. Rigoberta Menchú versus Goethe. Stanford var i disse år på mange måder et mikrocosmos på reaganismens offensiv og modreaktionen derpå. (Pratt 2001, i Arias)

8

januar 1999 – blev jeg overbevist om, at det var et velvalgt område for mit feltarbejde. Så småt begyndte jeg at få større og større kontaktflader inden for mange forskellige miljøer i Nebaj og med mit møde med flere og flere ixil-mayaer voksede min tvivl om Stolls teser også. Jeg vendte tilbage til Mellemamerika i 2002 – 2004, hvor jeg boede i Nicaragua. Det blev min base for tre opfølgningsbesøg til Ixil-området. Disse besøg gav mig en mulighed for at nuancere nogle af mine teser og dermed inspiration til en total omarbejdelse af kapitlet med analysen af de to livshistoriske interviews. Samtidig fik mulighed for at følge endnu et dramatisk kapitel i landets historie. Mit første genbesøg var i januar 2003, hvor mord på politiske ledere blandt mayaer igen begyndte at høre til dagens orden. Jordløse bønder var som i slutningen af 1970erne i konflikt med jordejere. Jordbesættelser fandt sted flere steder i landet – også i ixil-området. Jeg besøgte en stor gruppe jordbesættere i landsbyen Xonca, Nebaj. Rios Montts parti FRG var kommet til magten ved valget i 1999. Han var i begyndelsen af 1980erne den diktator, der var ansvarlig for nogle af de værste massakrer i latinamerikas historie. Men partiet og dets præsident Portillo var denne gang mere optaget af at skaffe rigdom end af at massakrere mayaer. Landet prægedes da også af noget nær normalitet i forhold til de tidligere regeringer siden midten af 1980erne – det vil sige korruption, militæret der trækker i trådene og en vis grad af pluralistisk demokrati. Mit andet besøg var i november 2003, hvor jeg havde lejlighed til at følge valghandlingen både i hovedstaden og i ixil-området. Selveste den gamle diktator Rios Montt stillede op som præsidentkandidat, men led et forsmædeligt nederlag til modkandidaterne Berger og Colom. Sidstnævnte stillede i 1999 stillede op som kandidat for en alliance, hvor også guerillaens paraplyorganisation URNG deltog. I Nebaj og Chajul, hvor jeg opholdt mig under valget, var der stor frygt for vold. Alt blev dog relativt fredeligt bortset fra i Chajul, hvor nogle mennesker blev trampet ihjel på grund af dårlig organisering af valghandlingen. Mens FRG på landsplan led nederlag, vandt de borgmesterposten i Nebaj 9

selvom de ikke udgjorde nogen majoritet. Men borgerlisten, som tidligere havde haft et stort flertal i Nebaj havde fået et blakket ry på grund af koruptionsanklager og nye lister var kommet til – ikke mindst Colums populistiske liste UNE, som på landsplan blev valgets nummer to. I maj 2004 havde jeg min kone og 5-årige datter med til Nebaj på ferie. Vi genså gamle venner fra 1999.

Problemformulering Jeg forsøger i dette speciale at undersøge ixil-mayaernes kollektive erfaringsdannelse i forbindelse med krigen gennem en kritisk rekonstruktion af eksisterende beretninger om krigens historie og gennem en kvalitativ, detaljeret analyse af to kvinders erfaringsdannelse før, under og efter krigen inspireret af den tyske socialvidenskabeligt orienterede biografiforsker Fritz Schütze. Efter et nærmere blik på forskningen i krigens og ixil-områdets historie er analysen inddelt i 2 dele: 1. En historisk fremstilling af samspillet mellem ixil-folkets og krigens historie, som bygger på egne interviews, arkivstudier og forskeres arbejder på området. 2. Analyse af to livshistoriske interviews med to kvinder og en kort perspektivering, hvor jeg inddrager andre af de interviews jeg foretog i 1999.

Opbygning Jeg har valgt en opbygning af specialet, som søger at gøre læsningen så problemløs som mulig, da jeg ikke antager, at læseren nødvendigvis har forkendskab til hverken Guatemala eller ixil-området. Derfor kommer det historiske afsnit før analysen af de biografiske, narrative interviews. Det muliggør, at de mange indforståede referencer til historiske begivenheder, der forekommer i analysen af de livshistoriske interviews, er kendte efter den historiske fremstilling.

10

Min egen teorigenerering har ellers ofte haft den modsatte retning af rækkefølgen i specialets kapitler. Min ide om hvilke historiske begivenheder og forhold, der er vigtige at have med i den historiske fremstilling og er ofte fremkommet ud fra analysen af interviewene. Dermed kommer min fremstilling til at adskille sig fra den ”grounded” måde min teorigenerering er forrekommet; fra kvalitative analyser af enkeltinterviews, arkivstudier og observationer til dannelse af ideer om det store billede. Mit formål med at kombinere detaljerede analyser af to kvinders narrativer om deres liv – den lille historie med analysen af den store histoirie om ixil-mayaerne og krigen er en dobbelt imødegåelse af Stolls teser. Stolls egen fremstilling har præg af den store historie – men uden mulighed for at få et indblik i, hvordan enkelte ixil-mayaer har fortalt og argumenteret. Jeg har følt det nødvendigt at gå et spadestik dybere end Stolls fremstilling af et folk, som taler med én stemme – uden at læseren får mulighed for at høre denne stemme tale i mere end korte slagordsagtige sætninger ala; ”vi var fanget mellem to hære”. Jeg har fundet det relevant med et forholdsvist grundigt kapitel omkring den eksisterende forskning i ixil-mayaer og krig på grund af specialets karakter af en revision af mange velkendte teser inden for forskning i Guatemalas mayaers historie. Specialet er opbygget som følger: Kapitel 1: Introduktionskapitel med en grundigt indføring i forskningen på området. Forskningen, some r beskrevet I dette historiografiske afsnit danner udgangspunkt for min undersøgelse og de spørgsmål jeg forsøger at svare på i dette speciale. Kapitel 2: Historiske fremstilling. Kapitel 3: Analyse af to livshistoriske interviews. Kapitel 4: Konklusion.

Erfaringsdannelse Erfaringsdannelse er noget, der foregår inde i hovedet på enkelte individer, men som har kollektive implikationer og udspringer af interaktion mellem individ og omverden. Den individuelle erfaringsdannelse foregår i kollektive rammer. På den måde finder jeg det meningsfuldt at tale om kollektiv erfaringsdannelse. Man kan analysere kollektiv 11

erfaringsdannelse ud fra to opfattelser af, hvad kollektiv erfaring vil sige. Man kan opfatte det som, at en gruppe mennesker, uafhængigt af hinanden, erfarer det samme. Denne form for kollektiv erfaringsdannelse resulterer sandsynligvis ikke i kollektiv handlen. Hvis 20 enker uafhængigt af hinanden oplever voldsom ensomhed, fordi deres mænd er blevet slået ihjel af hæren og ingen tør omgås dem af frygt for også at blive stemplet som guerillaer og slået ihjel, så fører det ikke nødvendigvis til handling – eller for den sags skyld til erkendelse af at være flere i samme situation. Hvis de 20 enker derimod mødes og oplever en følelse af at være en del af et ”vi” og bearbejder erfaringerne sammen, så er der måske grundlag for en handlen. Dette speciale forholder sig til begge disse former for kollektiv erfaringsdannelse – de 20 jeg-er og de 20 vi-er. I en kvalitativ analyse kan en person være udgangspunktet for en analyse kollektiv erfaringsdannelse. Her er det interessant også at se på interviewpersonens italesættelse af det (eller de) ”vi(er)” hun ser sig som en del af.

Erfaring, struktur og aktør Erfaringsbegrebet i dette speciale er inspireret af den amerikanske pædagog og filosof John Dewey og den tyske sociolog Oskar Negt.10 Begge ser erfaring som en dialektisk proces11 på to niveauer. For det første sker erfaringsdannelsen som ”en bearbejdelse af allerede udviklede psykiske strukturer” (Illeris, 2000, p. 119). For det andet sker den i samspillet mellem individet og omgivelserne. Men der er en grundlæggende forskel mellem Deweys erfaringsbegreb og det, som er blevet udviklet i lande som (Vest)tyskland og Danmark fra 1970erne og frem til i dag. Dewey mente, at erfaringsdannelsen foregik som en vekselvirkning mellem individernes indvirkning på omgivelserne og omgivelsernes indvirkning på individerne. Dette opfatter forskere som 10

Det er Knud Illeris (2000), som i sin bog Læring – aktuel læringsteori i spændingsfeltet mellem Piaget,

Freud og Marx, opstiller Dewey som erfaringsteoretisk par. Den følgende diskussion om erfaring mellem struktur og aktør er blandt andet inspireret af hans kapitel om erfaring (p.114-120). 11

I Offentlighet og erfaring (1974) citerer Negt og Kluge den tyske filosof Friedrich Hegel for, at erfaring

er: ”Denne dialektiske bevægelse, som bevidstheden udøver på sig selv såvel som på sin viden om sin genstant, i den grad den nye sande genstand udspringer for den af dette…” (Hegel, 1970, p. 62-63, citeret efter Illeris 2000, p.118)

12

tyskeren Peter Alheit (1995), Tomas W. Webb (1997), der er født i USA, men bor i Danmark og danskeren Henning Salling Olesen (1985) som for voluntaristisk. Webb mener ikke, at Dewey var tilstrækkeligt opmærksom på ”de kulturelle forhindringer for sociale forandringer”, Salling-Olesen mener, at enkeltindivider erfarer gennem en socialt konstrueret bevidsthed, mens Alheit taler for, at det er en illusion, når vi tror, at vi selv kan lave om på vores tilværelse. Han mener, at mange mennesker lider af en ”biografisk illusion”12, som gør at de ikke ser strukturernes dominans over deres liv: ”Som biografiske subjekter har vi i høj grad opfattelsen af at være dem, der organiserer vores eget liv. (Alheit, 1995, p. 22)

Underforstået, at det er vi ikke. Der er altså nogle samfundsmæssige strukturer, der gør, at mennesker ikke umiddelbart kan erfare – eller for den sags skyld forandre - deres egen situation. Denne tankegang slog igennem i 1970erne sideløbende med, at mange venstreorienterede forskere grundede over problemet: Hvordan ”menneskerne generobrer deres rolle som samfundsmæssigt subjekt” (Salling-Olesen, 1981, s.23, citeret efter Illeris, 2000, p.120). Dette var også spørgsmålet i hovedværket for 1970ernes erfaringsforskning, Negt og Kluges Offentlighet og erfaring (1974). Grundlæggende er jeg enig med dem, der hævder at erfaringsdannelse er underlagt nogle samfundsmæssige forhold, som er svære at erkende. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at fokus på, hvilke strukturelle forhold, der gør samfundsmæssig forandring eller blot det at forholde sig til samfundet svær, er bedre til at forklare kontinuitet end historiske perioder med revolutionære forandringer. Forandring af verden og de mennesker der lever i den foregår i nogle perioder af historien som voldsomme brud med bestående tænkemåder og samfundsformer. Andre perioder er præget af mere

12

Et udtryk hentet fra den nyligt afdøde franske sociolog og filosof Pierre Bordieu, som dog har en anden

pointe med at kalde sin artikel fra samme tidsskrift Den biografiske illusion. Han opfatter de biografiske, narrative interviews med stor skepsis blandt andet fordi interviewpersonen forsøger at skabe en årsag/virknings-fortælling (Bordieu, 1995)

13

kontinuitet. Mellemamerika var i årene omkring den nicaraguanske revolution i 1979 og revolutionsforsøgene i Guatemala og El Salvador et eksempel på en sådan opbrudstid. I forhold til oprindelige folk som mayaerne i Guatemala er spørgsmålet om, hvem der definerer om de er subjekter eller objekter – reflekterende aktører eller i strukturernes vold – meget vigtigt. Den inspiration jeg har fået fra Fritz Schütze arbejde – se kapitel 3 – har givet mig nogle redskaber til at søge at nuancere spørgsmålet om struktur-aktør. Et tidligere ledende medlem af EGP, historiker og nær ven af Rigoberta Menchú, Arturo Taracena13, formulerer forholdet på denne måde: ”…within Stolls system of logic, which has been a constant of US anthropology, indigenous peoples are infinitely manipulable, always under the influence of a modernity foreign to them.” (Interview med Arturo Taracena fra El Periódico af Luis Aceituno, citeret efter Arias, 2001, p.91)

Den forforståelse jeg mødte ixil-mayaerne med var, at de var aktører, som reflekteret handlede i forhold til deres omgivelser og konstant var med til at forandre disse. Samtidig valgte jeg fra begyndelsen at undlade at opstille et parameter for erfaringsdannelse. Groft sagt ønskede jeg ikke at fungere som dommer i forhold til om ixil-mayaernes erfaringer var udtryk for en erkendelse af deres situation, men derimod åbent søge at lytte og lære af dem – også selvom deres virkelighedsopfattelse skulle vise sig at stå i modsætning til min.

Erfaring og kontekst Denne kvalitative undersøgelse af kollektiv erfaringsdannelse går fra analysen af enkeltindividers erfaringsdannelse til at se på fællestræk i erfaringsdannelsen. Som nævnt foregår erfaringsdannelsen i en kollektiv, samfundsmæssig kontekst14. Men denne

13

Det var ham, der introducerede Rigoberta Menchú til Elisabeth Burgos, som står som forfatter til Jeg

Rigoberta (1985). Det var også ham, der koordinerede kampagnen for at give Rigoberta Menchú Nobels Fredspris i 1992. 14

se Weber mf.l. 2001 for en omfattende behandling af diskussion om erfaringsdannelsens

samfundsmæssige forankring

14

kontekst giver – ud fra mit kvalitative udgangspunkt – ikke sig selv. Man kan efter min mening ikke have en kvalitativ tilgang til den individuelle erfaringsdannelse og så tage udgangspunkt i samfundsmæssige strukturer en ukompliceret og på forhånd kendt størrelse.15 Derfor kræver en kvalitativ analyse af kollektiv erfaringsdannelse en analyse af den samfundsmæssige, historiske baggrund for erfaringsdannelsen og en analyse af individers erfaringsdannelse. Analysearbejdet kompliceres yderligere af, at det ikke er ligegyldigt, hvilken historisk kontekst der fremstilles. Man kunne sagtens forestille sig en historisk fremstilling af begivenheder, som i sig selv er i overensstemmelse med, hvad der faktisk hændte uden at nærme sig den sociale virkelighed som dannede baggrund for den kollektive erfaringsdannelse.16.

Kildematerialet Erfaring handler om noget vigtigt man har lært ud fra en refleksion over sit liv og sine oplevelser (erfaringer i daglig tale). Her er perspektivet den aktuelle livssituation. Historie har med noget, der er sket i fortiden - men har relevans for nutiden - at gøre. Kildematerialet i en historisk undersøgelse, der interesserer sig for erfaringsdannelse kan i nogle tilfælde være håndgribelige, skriftlige levnskilder.17 Det gælder hvis man eksempelvis beskæftiger sig med vestlige sociale eller faglige bevægelser, hvor skriftlighed spiller en stor rolle. Det samme ville kunne være tilfældet, hvis denne undersøgelse havde haft erfaringsdannelsen i Guatemalas guerillabevægelser som 15

Denne tilgang som Focualt (1976) kalder magtanalytisk og som Flyvbjerg (1991) anvendte på en dansk

kontekst har jeg sammen med 3 medstuderende grundigere redegjort for i forbindelse med et projekt på historie om lukningen af Sociologisk Universitet (Bollerup, Haslund, Christensen og Wiese, 1997). Foucaults magtanalytiske program som han formulerer det i Seksualitetens historie lyder således: ”Den analyse, der foretages ud fra magtbegreber bør ikke forudsætte oprindeligt givne størelser, som statens suverænitet, lovens former eller et herredømmes globale enhed; disse former er snarere blot magtens endepunkter” (Focualt, 1976) 16

Et eksempel på hvordan den traditionelle begivenhedshistorie16 omkring Guatemala, kan gå galt i byen,

er vægtningen af de politiske partier i mange historiske fremstillinger. Således nævnes de politiske partier aldrig i de livshistoriske interviews jeg har foretaget. 17

Se eksempelvis Vester, 1978

15

udgangspunkt. Men når man, som jeg, ønsker at beskæftige mig med et lille folk, hvor kun få kan læse og skrive og endnu færre gør det, må kildematerialet nødvendigvis have en anden karakter. Mens man i de ovennævnte eksempler kunne kombinere skriftlige kilder med interviews (hvor man sågar ville have mulighed for at sammenholde de skriftlige levnskilder med erindringer fortalt mange år senere, har man ikke samme mulighed i Ixil-området). Med mindre man som Colby (1969) vælger at beskæftige sig med en elitegruppe af ixil-mayaer.

Oral History og andre tilgange Dette speciales tilgang grænser op til mange andre historiske tilgange eksempelvis socialhistorie, mentalitetshistorie, bevidsthedshistorie, erindringshistorie, mikrohistorie, etnohistorie, subaltern history og oral history. Tilgangen står i klar modsætning til politisk historie, hvor de store personligheder og nationerne er i centrum. Mange af de ovenfornævnte tilgange interesserer sig som denne undersøgelse for samspillet mellem individ og samfund. Men ofte er der en vægtning af interessefeltet, som gør at fokus bliver på enten individ eller samfund. Mentalitetshistorien kan bruges som eksempel. I franskmanden Laduries (1986) Montalliou. En fransk by 1294-1324 præsenteres en sydfransk by, som var præget af katarer (kættere). Det rige kildemateriale – inkvisitionens forhørsprotokoller – giver historikeren lejlighed til at se hvor nuanceret billedet var i den sene middelalder. Folk fra samme familie er i tvivl om, hvad de skal tro, præsten i byen og hans elskerinde vejer biblens ord mod, hvad der virker bekvemt og mange af landsbyens individer viser en høj grad af refleksivitet. Alligevel opfatter Ladurie og andre historikere med ham, Montallious beboere som kollektiv-mennesker, der opfattede sig mere som en del af en husstand end som selvstændige personer. Med andre ord er nogle historiske tilgange så optagede af at finde strukturer – her kulturelle og mentalitetsmæssige – at de enkelte mennesker bliver væk. Et andet mentalitetshistorisk værk, italieneren Carlo Ginzburgs The cheese and the worms (1980), har en kvalitativt, mikrohistorisk tilgang som dette speciale. Ud fra en litterær og filosofisk møller – som ligeledes blev offer for inkvisitionen – forsøger Ginzburg at give et bud på, hvad man kunne møde hos et enkelt menneske i 1500-tallet, 16

hvilket kan give et fingerpeg om, hvad man skal se efter, når man vil beskrive de større samfundsmæssige strukturer. En moderne variant af denne tilgang er oral history, som desværre ikke er mulig i forbindelse med Europa i inkvisitionens tid, hvor man må tage til takke med – netop inkvisitionen og højere samfundslags fremstilling af historien. I oral history er en af bestræbelserne – som i socialhistorie, subaltern history og meget etnohistorie - at give stemme til de folk, der ikke normalt lyttes til og som ofte ikke ytrer sig på skrift. Kildematerialet i oral history er hovedsageligt mundtlige beretninger om personlige erfaringer. Men materialet kan give en ide om meget mere end de personlige erfaringer. Her bruges kilderne hovedsageligt til dette formål, men også til at give personlige beretninger i det historiske afsnit om hvordan de oplevede situationen på det tidspunkt. Et område, hvor det er vigtigt at finde skriftlige kilder fra den tid undersøgelsen omhandler (levn i historiesprogbrug) er når en kronologi skal fastslås. Men det er ikke altid et sådan materiale findes eller kan skaffes. Derfor kan mundtlige kilder være nødvendige som eneste materiale også her, hvilket kræver en detaljeret analyse af disse kilders oprindelse (interviewsituationen) og det narrativ, der er produkt af interviewsituationen.

17

En blodig krig og dens historiografi Jeg vil her give en kort introduktion til de tre forskere, der har beskæftiget sig med ixilmayaernes krigserfaringer. Den ene - David Stoll - blev en stor kanon i den ikkemarxistiske antropologi18, fordi hans forskning netop gjorde op med meget af, hvad han opfattede, at marxisterne og menneskerettighedsaktivisterne stod for i 1980erne. Den anden - Myrna Mack – var også antropolog og interviewede flygtninge fra hærens massakrer, mange af dem var ixil-mayaer. Hun blev myrdet på grund af dette arbejde. Den tredje er Veronika Melander, der ikke er citeret i nogen anden forskning, jeg har læst om krigen. Derefter vil jeg se på andre bud på krigserfaringen i Ixil-området Perera (1995) og Simon (1987). Efter behandlingen af disse værker vil jeg se på, hvilken antropologisk og geografisk forskning, der ellers har været i Ixil-området.

Fanget i krydsild eller et fejlslagent oprør Det eneste omfattende værk om ixil-området og krigserfaringen er Stolls Ph.D-afhandling Between two fires (1992) og den næsten enslydende bogudgave Between two armies 18

Se antropologerne Robert M. Carmack, Richard Adams og Pierre L. van den Berghs anmeldelser af

Between two Armies på bogens bagside. Van den Berghe, der selv har opholdt sig i Nebaj i 1960erne og 1970erne (se Colby, 1969) skriver således: ”Antropology at its best…a detailed account of an Mayan people caught between the murderous rampage of the Guatemalan government and the manipulative provocation of an external guerilla movement”

18

(1993). Jeg vil her kort gennemgå Stolls udlægning af erfaringsdannelsen og hans metodiske tilgang. Som titlerne antyder, er hans grundlæggende tese, at ixil-mayaer var fanget i en konflikt mellem to hære – en venstreorienteret guerillabevægelse, der manipulerede med befolkningen og provokerede hæren til at begå de frygtelige massakrer, der slog en stor del af befolkningen ihjel. Formålet med Ph.D-afhandlingen var at genfortolke Ixil-områdets nyere historie, på en måde, som var mere i overensstemmelse med den måde befolkningen talte om den. I samme åndedrag han opstiller denne målsætning, udgrænser han en meget væsentlig del af Ixil-befolkningen. For ud over de forbehold Ixil-mayaer kunne have ved at fortælle ham, hvad de virkeligt tænkte, var der jo mange grupper han slet ikke kunne komme til at tale med: ”…what about all the people with whom I could not talk? Those who had joined the revolutionary movement in the early 1980s and were now dead? The survivors who were still in the mountains, in exile, or silently biding their time?” (Stoll, 1993, p. xiii)

På samme tid som Stoll foretog sit feltarbejde blandt de Ixil-mayaer, der levede i de militært kontrollerede områder, rejste unge guatemaltegiske forskere som Myrna Mack til områder i bjergene hinsides militærets kontrol for at tale med folk, der levede i det de kaldte modstandssamfund – Comunidades del Populacion en Recistencea (CPR) – samfund, hvor befolkningen levede under guerillaens beskyttelse. Her interviewede de unge forskere mange af de folk, den amerikanske antropolog erklærede uden for rækkevidde. Myrna Mack blev myrdet på åben gade i Guatemala city den 11. september 1990 for sin dokumentation af flygtede ixil-mayaer og andre maya-folks forhold. Kollegaerne færdiggjorde det projekt hun havde ledet og resultatet blev en lille bog, læst af meget få og med en fremstilling meget langt fra David Stolls. (AVANSCO 1992) I bogen kan man læse om mange af de samme begivenheder og beskrevet på samme måde som de livshistorier jeg lyttede til i slutningen af 1990erne. Kontrasten til Stolls udlægning af såvel de historiske begivenheders betydning og af ixil-mayaernes kollektive

19

krigserfaring er slående. 19 De historiske grundfortællinger er meget forskellige. Mens Stolls fortælling handler om et lille folk, der blev fanget i krydsild mellem to hære – den ene (EGP), der narrede folk til at tro på guld og grønne skove og provokerede den anden (regeringshæren) til at begå massakrer på civilbefolkningen, der ellers helst ville have holdt sig neutral. Macks fortælling handler om et forarmet, men stolt og oprørsk lille folk, der har en lang historisk tradition for oprør mod overmagten. Efter at have læst denne bog sidder man tilbage med et indtryk af, at ixil-mayaernes støtte til guerillaen ikke bare skyldtes, at de var blevet truet og narret som i Stolls udlægning, men at de havde en reel grund til at håbe på grundlæggende sociale forandringer. I den lille bog kan man læse længere passager, hvor de overlevende fortæller om deres krigserfaringer. I sammenligning med Macks nuancerede fremstilling af ixil-mayaernes forskelligartede erfaringer får man hos Stoll nærmest indtryk af, at ixil-mayaerne talte til ham med en stemme. Her følger et par eksempler på hvad ”denne stemme” fortalte Stoll: ”…the Guerilla Army of the Poor (EGP) provoked the army’s arrival by implanting it self in the area and staging attacks: hence the sequence of EGP blows and army counterblows that Ixils describe as coercing them from both sides. The result appeared to be a popular revolutionary movement in the early 1980s, but only because of that I will call “dual violence”, a double-bind situation that Ixils describe as living between two fires.” . (Stoll, 1993, p.xiv, min understregning)

”Since the terrible massacres of the early 1980s, Nebaj had become a law and-order-town. It harbored deep resentments against the army but, insofar as the guerillas were concerned, was firmly on the army’s side.” (Stoll, 1993, p.17, min understregning)

Ixil-mayaerne var ifølge Stoll neutrale og søgte strategier til at beskytte sig mod de to hære. Omvendelsen til evangelismen og dens upolitiske sprogbrug om personlig frelse og fred hjalp folk til at undgå militærets forfølgelse og til at kunne leve sammen, mens

19

Stoll har tilsyneladende aldrig læst den (AVANSCO, 1992), da han ikke har nogen litteraturhenvisning

eller på noget andet sted forholder sig til dette vigtige arbejde. Det på trods af, at AVANSCO, det på det tidspunkt han skrev på sin Ph.d, var de eneste, der havde beskæftiget sig seriøst forskningsmæssigt med krigserfaringen i Ixil-området.

20

deltagelsen i civilpatruljerne blev brugt som en slags bufferzone mellem dem selv og de to hære, så guerillaen holdt sig væk og hæren holdt sig fra nye massakrer i troen, at folk støttede EGP.

Guds tid Den svenske religionsforsker Veronica Melanders afhandling (1999) The Hour of God? handler om politisk evangelisme, som er hendes betegnelse for de højreorienterede sekter af amerikansk oprindelse, som opererer mange steder i Latinamerika, men ingen steder med så stor succes som i Guatemala efter massakrerne i 1981-82. Hendes analyse af politisk evangelisme er på tre niveauer; USA, Guatemala som national stat og Ixilområdet som case. Hendes tese er – i modsætning til Stoll og på linje med opfattelsen i dette speciale – at konverteringen fra mayareligion og katolicisme foregik som tvang og var en nødvendighed for fysisk overlevelse. Hun argumenterer for en direkte sammenhæng mellem evangelismens fremmarch og hærens massakrer og hun ser evangelismen som en væsentlig del af hærens passiviseringskampagne i Ixil-området. Hun gør også opmærksom på, hvordan evangelismen var en del af den amerikanske regerings strategi i bekæmpelsen af befrielsesteologien. Befrielsesteologien udvikledes i Latinamerika fra slutningen af 1970erne, som en kobling mellem socialisme og kristendom. Selvom hun mange steder uimodsagt fremlægger Stolls teser, er hun uenig med ham i hans væsentligste pointer. Stolls tese om, at det var EGP, som provokerede hærens massakrer afviser hun med fremførelsen af en anden tese, nemlig at massakrernes voldsomhed skyldes Guatemalas militærs karakter. Stolls tese om, at ixil-mayaerne var neutrale i forholdet til ”de to hære” afviser hun også. Det gør hun med en dobbelt argumentation, som både forholder sig til ixil-mayaernes historiske kamp for jord og med en kritik af Stolls metodiske tilgang. Det at han tager ixil-mayaernes udsagn på det tidspunkt han foretog sit feltarbejde i 1990erne til indtægt for, hvad de tænkte omkring 1980 - hvor de ikke endnu havde gennemlevet erfaringerne med den fejlslagne revolution og massakrerne – mener hun er for overfladisk. Hun konkluderer, at ixil-mayaernes overgivelse til hæren ikke skete på grund af, at de kom til at opfatte evangelisterne og 21

hæren, som dem der havde ret. Og ej heller fordi de indså, at EGP havde uret - men netop fordi det var en nødvendighed for at overleve. Hun deler dog Stolls opfattelse på et område nemlig at EGP ikke repræsenterede ixilmayaernes ønsker for fremtiden. I modsætning til Stoll ser hun dog væsentlige interessesammenfald mellem EGP og ixil-mayaernes ønsker. EGP ønskede en alliance mellem alle fattige guatemaltekere – mayaer som ladinoer – og deres visioner om blandt andet jordreform var i ixil-mayaernes interesse. Men EGP var ifølge Melander optaget af en national revolution, mens ixil-mayaerne ønskede så stor frihed som muligt i forhold til nationalstaten. Melander ser forholdet mellem ixil-mayaerne og EGP før massakrernes tid som et forhold, hvor begge parter mente at de kunne bruge den anden til sit eget formål – og de to parter havde en del sammenfaldende interesser. Således opfattes ixil-mayaerne hos Melander ikke blot som manipulerbare ofre, men som bevidste aktører.

På lynvisit til Ixil-området Kun David Stoll, Myrna Macks og hendes forskerhold og måske Veronica Melander20 foretog længerevarende feltarbejde i Ixil-området under krigen. Judith Zur var tæt på at henligge sit feltarbejde om mayaernes krigserfaringer i området. På en kort køretur i området i midten af 1980erne oplevede hun dog så ekstreme ting, at hun besluttede at henlægge det til den mere fredelige sydlige del af Quiché. Kun journalisten Victor Perera, som er født i Guatemala, men bosat i USA og den amerikanske fotograf, advokat og konsulent for Amnesty International og Americas Watch Jean-Marie Simon har bidraget med noget, der har givet et indblik i hvad der skete i Ixil-området under krigen og hvordan folk oplevede det. Endvidere har den canadiske geograf George Lovell har foretaget nogle demografiske undersøgelser, hvis talmateriale giver en ide om massakrernes omfang.

20

Hun angiver at have været i Guatemala i 4 forløb af 3 måneder, men angiver ikke, hvordan vægtningen

var mellem ixil-området og andre steder.

22

Simon var i Nebaj under massakrernes kulmination i april 198221, kort efter Rios Montts kup, og tog nogle billeder, der fortæller mere end 1000 avisartikler. Hun fotograferede amerikanske militærrådgivere i Nebaj, militærets forhør af en ung mor og hendes baby, og soldater, som dirigerede ixil-befolkningen til at gå i optog ved særlige lejligheder. I Pereras bog Unfinised Conquest (1995) kan man læse en velskrevet udlægning af krigens historie og baggrund. Den historiske del bygger meget på Macks arbejde, mens hans interviews med borgmestre, middagsselskaber med den lokale militære kommandant og besøg i genopdragelseslejre for krigens forhutlede flygtninge, som hæren indfangede under kampagner i slutningen af 1980erne, giver et indblik i krigens rædselsvækkende realiteter. Formålet med hans tur til Ixil-området var blandt andet at finde ud af, hvor mange ixil-mayaer, der blev slået ihjel i begyndelsen af 1980erne. Hans bud er mellem 10 og 20 %. I modsætning til hos Stoll, er der intet i Pereras fremstilling der tyder på, at ixilmayaerne stod last og brast med hæren. Derimod bebrejder han – i lighed med mange andre forskere og i øvrigt også veteraner fra Guatemalas guerillabevægelser22 - at EGP 21

Hun redegør dog ingen steder for, at det var hende der tog billederne og hvornår hun helt præcis opholdt

sig i landet. Og på grund af den ekstreme grad af kildebeskyttelse, der var nødvendig i Guatemala i 1980erne, har hun valgt at anonymisere alle hun har talt med, som ikke er offentlige personer i forvejen. 22

I de interviews jeg har foretaget gav både Rodrigo Asturias (comandante Caspar Illom) stifter af

guerillabevægelsen ORPA og medstifteren af EGP Celso Morales (comandante Tomás) udtryk for, at strategien med folkelig opstand uden tilstrækkelig militær støtte til at bakke den op, var fejlagtig. Der var dog nuanceforskelle i Asturias og Morales vurderinger af, hvori fejlen hovedsageligt bestod. Asturias fandt, at den tætte tilknytning mellem bevægelser som bondeorganisationen CUC og guerillabevægelsen EGP gjorde civilbefolkningen til lette ofre for militærets repression. Morales derimod gav udtryk for, at ingen i guerillabevægelsen havde troet, at hæren ville fare frem med massakrer, der udslettede mange landsbyer og at, hvis de havde vist, hvad de vidste nu, ville bevægelsen aldrig have organiseret det væbnede oprør på den måde. (Interviews med Celso Morales og Rodrigo Asturias foretaget i 1999). Allerede i 1983, da den chilenske journalist Marta Harnecker interviewede nogle af de samme guerillaledere, som jeg interviewede 16 år senere kan man opleve den kritiske refleksion oven på folkemordet og guerillabevægelsernes militære tilbagetog (Harnecker, 1983). Hvad forskere angår skal man lede langt efter folk, der ikke eksplicit bebrejder guerillaen, at de indledte en krig mod en militær overmagt, fik organiseret op mod en halv million mayaer i højlandet og var ude af stand til at forsvare dem. Se f.eks. Carmack (1988), Stoll (1992,

23

inddrog mayaerne i krigen uden at være i stand til at forsvare dem mod militærets velsmurte krigsmaskine. I Simons Guatemala Eternal Spring – Eternal Tyrany (1987) står tekstsiden desværre ikke mål med billedsiden. Da hendes formål som menneskerettighedsaktivist er at dokumentere hærens og regeringens overtrædelse af menneskerettighederne og USA' s til tider direkte støtte, til tider stiltiende accept og med vildledningen af offentligheden som konstant faktor, spiller kronologi ikke en stor rolle i bogen. Bogen har dog en behandling af 1970ernes atmosfære og guerillaens organisering af befolkningen, som ikke findes andre steder. Det skyldes, at man i bogen kan læse en anonymiseret amerikansk antropologs iagttagelser. Denne antropolog boede i området i den sidste halvdel af 1970erne. Samtidig dokumenterer hun – i kontrast til Stoll – hvilke tvangsmekanismer, der gjorde det muligt at få mayaer fra højlandet til at gå ind i de såkaldte civile forsvarspatruljer og konvertere til evangelismen, der var en del af apparatet til at bekæmpe oprøret i Rios Montts tid som landets præsident. Frem for at bebrejde guerillabevægelserne deres rolle i krigen formidler hun forskellige personers oplevelser af guerillaen, både set fra amerikanske og guatemaltekiske antropologer og fra mayaer.

1993) Le Bott (1995)Perera (1995) og Moreno (1998). Dog kan man også møde det synspunkt, der hverken bebrejder guerillabevægelsen i Guatemalas, at de indledte en krig på trods af manglende militær styrke eller at de lokkede mayaerne med dette militære eventyr (som det fremstilles af de andre nævnte). Derimod hævder Wickham-Crowley (1991), at guerillabevægelserne i Guatemala havde en større militær styrke end dem, der sejrede i 1959 på Cuba og 20 år senere i Nicaragua. Samtidig argumenterer han for, at der var en social rodfæstet årsag til mayaernes deltagelse i det fejlslagne revolutionsforsøg. En afgørende forskel på både Cuba og Nicaragua i forhold til de revolutionsforsøgene i EL Salvador og Guatemala i begyndelsen af 1980erne var de førstnævnte landes despotiske eneherskere (mafiakratier, som han betegner dem) kombineret med en alliance på tværs af klasseskel, der i fællesskab støttede en omvæltning. Af mere perifer betydning finder Wickham-Crowley USA' s manglende lyst til at støtte diktatorerne i de to lande i den sidste tid op til revolutionerne. Borgerkrigene i El Salvador og Guatemala ser han som klassekrige, hvor landarbejdere og arbejdere (samt en mindre del af middelklassen) står overfor en forenet magtelite, der formår at stå sammen (og i øvrigt ikke svigtes af USA). Guatemala er dog på et område unikt i forbindelse med denne komparative undersøgelse, nemlig fordi krigen mellem klasserne samtidig havde et etnisk præg (ladinoer mod mayaer).

24

Den canadiske geograf George Lovell har ikke beskæftiget sig eksplicit med krigserfaringen i ixil-området. Men i forbindelse med sin demografiske undersøgelse af ixil-mayaerne fra den spanske invasion i 1500-tallet til 1980ernes blodige krig har han besøgt området i 1980erne (Lovell 1988, 1992). Han har desværre ikke publiceret noget i den forbindelse og i det interview jeg foretog med ham i 1999 havde han tilsyneladende ikke andet en anekdoter at bidrage med.23

Diskurser om krigen Stoll indleder Between two Armies med at proklamere et opgør med antagelserne om guerillakriges folkelige forankring og solidaritets- og menneskerettighedsbevægelsernes forståelse for almindelige menneskers problemer: ”On the level of scholarship, I would have to question the Vietnam-era assumption that guerilla movements are popular. On the level of the solidarity movement, that is, the international support network for the Guatemalan Left, I would have to question specific claims about the guerilla movement in the western highlands. And on the level of the closely related, but distinct human rights movement, I would have to question how it defines the problems of ordinary Guatemalans and seeks to address it.” (Stoll, 1993, p.xii)

Ifølge Stoll er forskellen på menneskerettigheds-tilgang og en solidaritets-tilgang, at menneskerettighedsbevægelser som Americas Watcs og Amnesty International holder stater ansvarlige for brud på menneskerettigheder, mens solidaritetsbevægelser støtter omvæltninger og de bevægelser der arbejder for at skabe dem. I situationer som den i 1980ernes Guatemala er overgangen flydende. (Stoll, 1993, p. 14-15). Som den mest fremtrædende repræsentant for en solidaritetsdiskurs nævner Stoll I, Rigoberta Menchú. Stoll finder, at hendes fremstilling af den massive maya-støtte til det væbnede oprør i 23

Han genfortalte en oplevelse fra et besøg i Nebaj, hvor han sammen med blandt andre Victor Perera

havde spist middag med en overordnet fra hæren. Denne middag er beskrevet i detaljer i Pereras Unfinised Conquest, 1995. Han bekræftede dog i interviewet, at hæren – som nævnt i forbindelse med Stolls feltarbejde – frekventerede Las tres hermannas. Samtidig kunne han ikke huske, at flygtningene han havde mødt i militærets ”indslusnings-lejre” havde sagt noget negativt om guerillaen. Det var i disse lejre Stoll havde foretaget en del af sine interviews. Genopdragelseslejrene var sidste stoppested før indslusningen i samfundet igen efter at man havde opholdt sig i guerillakontrolleret område.

25

virkeligheden kun giver et billede af, hvordan en lille minoritet af højlandets mayaer tænker. (Stoll, 1993, p.17) I modsætning til Rigobertas fortælling – som også deles af mange menneskerettighedsaktivister – står det store flertal af ixil-mayaer, ifølge Stoll. Overfor solidaritets- og menneskerettighedsfremstillingerne stiller han sig selv og en gruppe af hovedsageligt amerikanske antropologer, som dog ikke har nået helt det samme klarsyn som ham selv (selvom han dog i dette citat bruger vi-formen om forskningen indtil Between two Armies): ”I am far from alone in sensing that Mayan support for guerilla warfare was very localized, often forced, and generally fleeting. We have been slow to draw out the implications however. (Stoll, 1993, xi-xii)

Stoll mangler mange nuancer i fremstillingen af 1980ernes og begyndelsen af 1990ernes forskning i Guatemala under krigen. Det er korrekt, at mange af de udgivelser der kom i årene efter 1982 var præget af solidaritet med de folkelige massebevægelser og guerillabevægelserne (som han unuanceret betegner som Guatemalas venstre). Det er også korrekt, at de fokuserede på hærens forbrydelser og så en sammenhæng mellem den folkelige støtte til guerillaen og massakrerne. At overgangen mellem solidaritets- og menneskerettighedstilgangen var flydende, er der heller ingen tvivl om. (Se f.eks. Fried 1983, Berryman 1984, Simon 1987, Mainz 1988, Falla 1988 i Carmack, Falla 1992). Men som allerede nævnt i forbindelse med Simon, var disse værkers fremstillinger ofte mere nuancerede end man får indtryk af, når man læser Stoll. Berrymans og Fallas beskrivelser af situationen udspringer for eksempel af en kristen, befrielsesteologisk tilgang til Latinamerika. Et sted hvor Stoll giver et decideret ukorrekt billede af forskningen er når han tillægger sine unavngivne forskerkollegaer, at ”Mayan support for guerilla warfare was very localized, often forced, and generally fleeting”, som han gør i ovenstående citat. Nok gav eksempelvis Carmack (1988)24 udtryk for, at der kan have været tvangsmekanismer i forbindelsen med rekrutteringen i det sydlige Quiché, men samtidig beskriver han EGPs 24

Stoll biddrog selv til antologien Harvest of Violence fra 1988.

26

overvældende støtte i maya-befolkningen og nævner tallet 250.000, som aktivt støttede den. 1980ernes fremstilling af krigen og maya-befolkningens erfaringer i den forbindelse var langt fra Stolls beskrivelse af forholdet mellem maya-befolkningen og guerillaen25. Men Stolls udlægning har præget den forskningsmæssige debat om hvordan krigen skulle begribes siden udgivelsen i 1993. Eksempelvis Judith Zur tager i sin i øvrigt fremragende Violent Memories fra 1994 Stolls udlægning for gode varer i hendes kapitel om guerillaen, selvom hendes egen undersøgelse på mange måder står i modsætning til dennes. (Zur, 1994, specielt siderne 81-91). En anden, der bygger på Stolls beskrivelse af Ixil-området er franskmanden Yvon Le Bott. I sin La guerra en tierras mayas: Comunidad, violencia y modernidad in Guatemala (1970-1992) fra 1993 (oversat fra fransk til spansk i 1995) fortolker han guerillabevægelsernes nederlag som udtryk en manglende forståelse af mayabefolkningens verden og i lighed med Stoll beskriver han guerillaens mobilisering af mayaerne som kynisk beregning uden interesse for deres situation.

Sprog eller klasse Et andet træk ved 1980ernes og 1990ernes antropologisk og sprogvidenskabelig forskning er, at mange forskere helt eller delvis har ignoreret krigens betydning for deres felt. En gruppe amerikanske lingvister eksempelvis Fisher, Brown og Hendricson og deres maya kollegaer fra Guatemala Irma Otzoy og Demetrio Rodríquez Guaján (der alle optræder i Fisher 1996) har det til fælles, at deres sproglige og kulturelle perspektiv helt udgrænser såvel et klasseperspektiv som en analyse af krigens karakter eller årsager til mayaernes involvering i den.26 De amerikanske forskere var med til at give den intellektuelle mayabevægelse vind i sejlene. Denne bevægelse ser det som sit formål at fremme mayakultur og sprog, men taler ikke om at ændre sociale forhold i samfundet.

25

Hvis man læser Colby, 1983 kan man dog ane nogle fragmenter til teserne i Between two Armies. Colby

skriver, at ixil-mayaerne generelt er ignorantiske overfor politik, en tese som Stoll videreudviklede til tesen om ixil-mayaernes traditionelle neutralitet. Stoll skrev ligeledes i 1983, at der var mange ufrivillige deltagere i både PAC og guerillaen. 26

For en udførlig gennemgang og kritik af disse forskere se Elle 2000

27

I værket Guatemalan Indians and the State 1540-1988 går Carol Smith og bogens øvrige bidragydere – blandt andet et tidligere EGP-medlem Auturo Arias – ind i en nærmere analyse af mayaernes forhold til klassetilhørsforhold. Smith redegør for, hvordan mange mayaer uanset hvilken socialklasse de i traditionelle analyser ville tilhøre, opfatter sig som tilhørende en undertrykt klasse, ikke kun defineret ud fra sociale forhold men også etnicitet.

Guerillaen, der blev væk I betragtning af, hvor mange der har skrevet om guerillaens rolle i de sidste 35 år af Guatemalas historie, er det påfaldende, hvor få, der har interviewet menneskerne bag den. Det er der ifølge Rodrigo Asturias, som har været med i guerillaen siden 1960erne og er stifter af ORPA, kun to, der har. Den ene er Rita Harnecker i 1983 og den anden er forfatteren til dette speciale i 1999. Men det betyder ikke, at guerillaen – og specielt ikke EGP har været afskåret fra at bidrage til debatten om krigen i Guatemala. I 1981 interviewede en veteran fra 1960ernes og 70ernes revolutionære bevægelser, venezuelaneren Elisabeth Burgos en dynamisk ung mayakvinde, der var flygtet fra hærens massakrer efter mordet på hendes far og en stor del af hendes familie. Faren Vincenté Menchú var medlem af EGP27 og en af lederne af bondebevægelsen CUC. Datteren Rigoberta, der repræsenterede EGP fortalte sin livshistorie som hun miksede med maleriske beretninger hun havde hørt fra andre, så det der efter Burgos bearbejdning stod tilbage var en magtfuld fortælling om mayaernes deltagelse i guerillaens væbnede oprør som svar på undertrykkelsen.28 Denne fortælling stod - ifølge Stoll - fra midten af 1980erne, hvor den udkom på mange sprog, og til fredsaftalen i 1996, som det ultimative monument over mayaernes heroiske modstand og et holocaust begået af et illegitimt militærstyre.29 27

Interview med Celso Morales (comandante Tomas og en anden ledende EGPer og CUC-aktivist Paublo

Ceto 28

Stoll, 1998

29

Af andre virkningsfulde indlæg fra EGPs side kan nævnes Mario Payeras Los dias de la selva (1981) som

beskrev EGPs første år fra en lille håndfuld veteraner fra 1960ernes guerillaer krydsede grænsen fra

28

Et andet område, der har været ignoreret eller – som det var tilfældet i en del af 1980ernes forskning – været genstand for udokumenterede påstande, er USAs rolle. Takket være den FN-sponserede sandhedskommission (med titlen kommisionen til historisk afklaring, CEH på spansk) har jeg fået nogle oplysninger om CIAs tilstedeværelse i Ixil-området, der giver et par brikker mere til forståelse af USA' s engagement. (CEH, 1999)

Fra Stoll til Stoll – antropologisk forskning i ixil-området Ixil-området og dets farverige, særprægede rebelske og enerådige beboere har tiltrukket en del antropologer før David Stolls ankomst. Et århundrede før massakrerne besøgte en anden Stoll Nebaj. Det var den østriske etnograf Otto Stoll, som blev den første udenlandske etnograf i Nebaj. Han udgav sine rejseskildringer i 1886. Det var kun et par år før de første ladinoer (ikke mayaer) slog sig ned i område. Han oplevede den afvisning af fremmede og direkte fjendtlighed mange – både før og efter ham – har oplevet.30 Kun en lille håndfuld ixil-mayaer talte spansk på det tidspunkt, hvor ixil-området i praksis lå udenfor den nationale politiks rækkevidde. Selvom Stoll mødte berusede ixil-mayaer i 1880erne, havde alkoholen 30 år senere fået en mere central og tragisk plads i samfundet. Robert Burkit, der i 1913 besøgte Nebaj og store dele af maya-højlandet berettede sigende om, hvordan rekrutteringen af arbejdskraft og salget af stærk spiritus gik hånd i hånd (Burkit 1930). Det første egentlige etnografiske feltarbejde blev foretaget af Jackson Steward Lincoln ligeledes fra USA, som kom til Nebaj i 1939. Lincoln indsamlede oplysninger om Mexico til mobiliseringen af et stort antal ixil-mayaer allerede i 1976. Og så er der det nævnte bidrag fra Arias i Smith (1988), hvor han i øvrigt citerer andre EGPere som Gustavo Porras (der blev den højreorienterede præsident Arzu nærmeste rådgiver i de afsluttende forhandlinger med URNG i 1996) og Pablo Ceto uden af nævne deres tilknytning til guerillaen. 30

Lige fra spaniernes besættelse i 1530erne til familien Colbys ankomst 1960erne (se f.eks. Colby 1969,

xiv,41-42 )er der beretninger om denne fjendtlighed. Således oplevede Stoll det uhørte for en hvid rejsende at blive overfaldet af en fuld ixil-maya.

29

mayaernes historie, kultur og religion. Af stor vigtighed var hans indsamling af oplysninger om de første ladinoer, indførslen af stærk spiritus og den efterfølgende gældsætning mange ixil-mayaer oplevede. Han døde inden hans arbejde blev samlet og udgivet i 1945. Den væsentligste kilde til oplysninger om ixil-mayaernes historie er dog sammen med Between two armies to værker af endnu en amerikaner, Benjamin J. Colby. Det første, Ixil Country A Plural Society in Highland Guatemala (1969), skrev han sammen med Pierre L van den Berghe. Den anden, The Daykeeper The Life and Discourse of an Ixil Diviner (1981), skrev han sammen med sin kone Lore M. Colby (som også var med på en del af feltarbejdet i 1960erne). Mens Ixil Country var en traditionel antropologisk introduktion til kulturelle, historiske og religiøse forhold i et fler-etnisk (derfra plural) samfund, handlede The Daykeeper om en mands livshistoriske fortælling. Shas Ko`w opgave i livet var at passe mayakalenderen, fortolke ixil-folkehistorier og filosofere. Shas Ko`ws historie er interessant for dem, der ønsker at få et indblik i den religiøse elite i ixilområdets verdensbillede før krigen (han døde i 1976). Men måske fordi Colby og Colby havde så stor interesse for netop disse spørgsmål bliver denne lange fortælling en livshistorie i en ret snæver tematisk ramme. Benjamin C. Colby hævdede både i de to nævnte værker og i en artikel han skrev om krigen i 1983 (Colby 1983), at ixil-mayaerne: ”…were among the most unpoliticized Indians of Guatemala.” (Colby, 1981, p.35)

I stedet for at interessere sig for politiske forhold havde ixil-mayaerne ifølge Colby og Colby i lighed med Shas Ko`w deres tanker et andet sted – nemlig religionen: ”…for Ixil religion is a core institution that explains a major part of Ixil thought and activities.” (Colby, 1981, p.37)

Derfor er guerilla-aktiviteten i Colbys fremstilling også en udefrakommende indblanding i de religiøse, upolitiske ixil-mayaers verden (Colby, 1981, p-35-36). 30

Mens Colby, Colby og van den Berghe har en vis interesse for andet end det religiøse og kulturelle ignorerer tyskeren Horst Nachtigall (1978) nærmest alt hvad der nærmer sig sociale forhold og deres historiske baggrund. På mere end 400 sider får læseren noget at vide om ixil-mayaerne spisevaner, hvordan de laver sandaler, hvilke arkæologiske rester man kan finde i områder, mytologi, dameklæder og familiens organisering. Hvis man leder grundigt, kan man alligevel finde fragmenter af de sociale konflikter, organiseringen i kooperativer og jordstridigheder. Derfor er dette værk vigtigt som redskab, når man vil kigge efter forhold fra 1970ernes Nebaj, som ikke er beskrevet andetsteds af folk, der har været der. Efter denne omfatende redegørelse for linjerne i forskningen er det tid til at se, hvordan krigshistorien i ixil-området kan rekonstrueres på baggrund af mit feltarbejde og kritisk læsning af den eksisterende forskning. Den følgende historiske fortælling fokuserer ikke ensidigt på ixil og på tiden fra 1960erne til fredsslutningen i slutningen af 1990erne, men trækker både nogle linjer til forhistorien og ser på konteksten for, hvad der skete i et lille område af Guatemalas maya-højland.

31

Kapitel 2 Historien om et lille folk i Guatemalas højeste bjerge Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og selvom man befinder sig i mere end 2000 meters højde, er temperaturen som på en vellykket dansk sommerdag. På en blomstereng i den idylliske landsby Cocob blandt vilde blomster og små, navnløse trækors sidder tre på en gang ungdommelige og alt for tidligt ældede mænd og en lille pige. De er nogle af de få overlevende fra en af de blodigste massakrer i Latinamerikas historie. Massakren fandt sted en påskedag for næsten 25 år siden, hvor landsbyen var ved at gøre klar til en stor fest. Under os gemmer sig resterne af mere end 200 mennesker - de fleste kvinder og børn – som den dag i 1981 blev ofre for en af de 600 massakrer som Guatemalas hær begik på den indianske befolkning i begyndelsen af 1980erne. Et par måneder inden massakren i Cocob havde den republikanske præsident Ronald Reagan afløst en jordnøddefarmer ved navn Jimmy Carter, som havde talt meget om menneskerettigheder og sågar smækket pengekassen i for de mest åbenlyse former for militærhjælp til de Latinamerikanske militærdiktaturer. I lande som El Salvador og Guatemala bidrog amerikanske rådgivere med oplæringen af de lokale i, hvordan man massakrerer hele landsbyer for på denne måde at ”tage vandet fra fiskene” som det hedder i CIA-sprog. Menneskerettighedsdiskursen blev erstattet af en ny, hvor kodeordene var bekæmpelse af international terrorisme og udbredelsen af det sovjetiske ”ondskabens imperium”. 32

1970erne havde på mange fronter været et ydmygelsens årti for USA. OPEC-landene havde vist deres styrke ved at hæve oliepriserne i 1973 og 1979, der var Watergateskandalen i 1974, revolutioner i lande som Angola og Mozambique og ikke mindst Nicaragua, den islamiske revolution i Iran og som det for mange amerikanere alt dominerende traume – nederlaget i Vietnam i 1975. Med Reagan i stolen kunne diktatorer i Latinamerika ånde lettet op, lånene flød gavmildt fra de vestlige finansielle institutioner, våben kunne igen købes direkte fra USA, hvis de da ikke blev givet som gaver – som i tilfældet El Salvador.31 Hvad Guatemala angik kom hjælpen mere diskret, da regeringshæren – selv efter latinamerikanske forhold – havde så blodige hænder at administrationen måtte nøjes med at sende CIA-agenter, opretholde handelsforbindelser og fortie eller bortforklare de hundredvis af massakrer, der skyllede hen over landet i Reagans første år som USA' s præsident.32 Da massakren fandt sted i Cocob var CIAagenter på plads i Nebaj og kunne berette i hemmeligstemplede rapporter om begyndelsen på massemyrderierne, der fra den dag skulle tage et omfang man skal tilbage til spaniernes ankomst for at finde magen til.

Den spanske invasion af ixil-området Første gang ixil-mayaer oplevede, at en fremmed millitærstyrke besatte deres landsbyer var i 1530. Det år indtog de spanske kolonitropper med hjælp fra andre maya-folk Nebaj og nedbrændte byen. Ixil-området ligger godt beskyttet af Guatemalas højeste bjergkæde, Cuchumatan, langt fra hovedstaden Guatemala city og langt fra den daværende kolonihovedstad Antigua. Den dag i dag tager turen fra hovedstaden en lille dagsrejse og dengang i 1530 var rejsen nærmest uoverkommelig. Mens erobringen af Mexico havde været relativt overskuelig voldte erobringen af Guatemalas vestlige højland – der 450 år senere igen var skueplads for blodige massakrer – større problemer. Specielt ixil-mayaer og uspantekerne i Cuchumatan-bjergene ydede hård modstand. Spaniernes to første

31

Reagan-administrationen (1981-84) øgede den militære hjælp med 60 gange i forhold til Carter-

administrationen (1977-80) ifølge Booth 1995, p. 200 i Martz 1995. 32

Hobsbawn, 1997, p. 279, Pastor, 1995, p. 3 i Martz, 1995

33

erobringsforsøg af Chajul og Nebaj i ixil-området i 1520erne mislykkedes på grund af den hårde modstand fra tusindvis af krigere fra de to befolkninger. 33

Modstandens mangfoldighed I de næste 350 år var det kun folk med tilknytning til den katolske kirke og indtil 1821 – hvor Guatemala blev uafhængigt - koloniadministrationen, der følte sig fristet til at slå sig ned i det ugæstfri ixil-område. Alligevel førte den spanske erobring til en demografisk katastrofe. Den canadiske geograf George Lovell har lavet beregninger, der viser, at maya-befolkningen i Cuchumantan-højlandet faldt fra omkring 300.000 ved spaniernes invasion til ned til under 20.000 omkring 150 år senere, hvoraf mange døde af de importerede sygdomme som tyfus og kopper.34 Modstanden mod udefrakommende indblanding antog mange former. Den havde hovedsagelig en ikke–voldelig karakter, men udviklede sig flere gange til åbne opstande. Modstanderne skiftede fra kolonimyndigheder, til nationale myndigheder efter uafhængigheden og fra 1890erne til ikke-mayaer – ladinoer - der slog sig ned for at skabe sig en tilværelse i Guatemalas højeste bjerge. Allerede 6 år efter den spanske nedbrænding af Nebaj gjorde ixil-mayaer og uspantekere oprør mod kolonimyndighederne og dræbte flere spanske officerer. I 1799 var der igen en større opstand mod kolonimyndighederne og i 1936, da den liberale diktator Ubrico indførte en lov, som skulle tvinge mayaer, der ikke ejede jord til at arbejde 50 timer om måneden på farmene ved kysten, gjorde ixil-mayaerne endnu en gang opstand. En protestmarch i Nebaj endte med indsættelsen af hæren og henrettelsen af 7 ixil-ledere. Mange af de ixil-mayaer, som 50 år senere tilsluttede sig guerillabevægelsen – blandt andre den første nebajeno i EGP, med efternavnet Ceto – var efterkommere af denne opstands ledere.35 33

Perera, 1995, p. 62-63, Stoll, 1993, p. 29

34

Lovell, 1990, p. 10. Ifølge Lovell tog det mere end 400 år – fra 1520-1950 – at nå op på samme

befolkningstal som før spanierne. Da denne konsolidering så var opnået, tog det til gengæld kun 30 år for befolkningen af fordobles. 35

Perera, 1995, p. 66 samt eget interview med Pablo Ceto

34

1890erne blev det årti, hvor byer som Nebaj – der siden den spanske invasion i begyndelsen af 1500-tallet havde ligget i periferien af Guatemala – ikke længere kunne undslippe omverdens opmærksomhed. Det, som blev omtalt som den liberale revolution i 1871, betød at Guatemalas store jordejere, hovedsageligt kaffeproducenter, kunne tvangsrekruttere højlandets indianere til de store plantager. Ved århundredeskiftet var verdens kaffetørst så stor, at rekrutteringen af tvangsarbejdere nåede til Ixil-området. Den første Ladino36 i Nebaj , en skolelærerinde der blev kaldt Doña Juana B, måtte se sine byggematerialer brændt, hver gang hun havde samlet dem for at bygge sig et hus. Hun ankom i 1887, men lykkedes ikke med at komme i gang med undervisningen før et par år senere (Colby, 1969, p. 72). Den tyske antropolog Otto Stoll, der besøgte Nebaj i 1883 oplevede folks modstand mod alt fremmed, hvad enten det drejede sig om en tysk turist eller arbejde på plantagerne. Han blev selv overfaldet under sit besøg i byen (Stoll, 1886, p.383-397). I nabobyen San Juan Ixcoy massakrerede de lokale en gruppe contratistas – folk der rekrutterede mayaer til arbejde på kystens farme - og andre ladinoer (hvorefter en større gruppe indianere blev massakreret). Samtidig med liberaliseringen af Guatemala begyndte mayaer mange steder i landet at miste retten til den kollektive jord, som havde tilhørt landsbyerne siden før spaniernes invasion. En kamp, der havde stået på siden uafhængigheden fra Spanien i 1821, blev op til århundredeskiftet skærpet. Ofte var der voldelige konfrontationer som den i San Juan Ixcoy, men mere almindeligt var det en kamp om papirer – nemlig skøder, som gav eller ikke gav landets oprindelige beboer retten til deres forfædres jord. Landsbyerne hyrede advokater, samlede penge sammen til at købe jorden – som jo hele tiden havde været deres, men som staten krævede de skulle købe. Når landsbyer – som Nebaj gjorde det i 1902 – købte retten til jorden, var de ikke sikre på, at de kunne beholde den. I bogen Rural Guatemala 1760-1940 kan man læse følgende historie om Nebaj og jordrettigheder:

36

Efterkommer af bade spanierne og mayaerne

35

”…two years later (efter købet i 1902, mw) the state reversed it self, and claiming that ”community property is…inconvinient and anti-economic”, allowed individuals, including those from outside the community, to buy land witin the area recently titled by Nebaj.” (McCreery, 1994, p. 251)

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet var styrkeforholdet i ixil-området mellem ixilmayaer og udefrakommende markant forandret. Tilflytterne tjente blandt andet deres penge ved at hyre folk til arbejde på plantager (contractistas), som lånehajer og spruthandlere. Det var en cocktail, der effektivt fik lokket mange ixil-mayaer i gældsfangeskab resten af deres liv. Mange ladinoer svindlede sig til en del af, hvad der før var kollektivt ejet jord og en af de effektive metoder var et gammelt nordamerikansk trick – alkohol. En ny og stærkere variant af den lokale spiritus blev introduceret og de spruthungrende nebajeños lånte penge af de ladinoer, der var kommet til byen. Gælden steg og den bedste del af jorden måtte afgives. Dette kombineret med den svindel og korruption, der fandt sted i forbindelse med at købe titler på jord gjorde, at ixil-mayaerne, som andre af Guatemalas oprindelige folk, stod uden adgang til deres bedste jord. Selvom den, kvantitativt, største del af jorden forblev på ixil-hænder, betød overgangen til det 20.århundrede grundlæggelsen af den forarmelse mayaerne oplevede senere i dette blodige århundrede. (McCreery, 1994, p. 236-295, Colby, 1969, p. 73, Stoll, 1993, p. 33) 30 år efter Otto Stolls besøg i Nebaj kom en amerikaner ved navn Robert Burkit dertil. På de tre årtier havde ixil-mayaerne oplevet en udvikling fra næsten total uafhængighed til noget, der i mere end en betydning var afhængighed. Afhængighed af arbejde på plantagerne og afhængighed af stærk spiritus. Han beskriver Nebaj således: ”…an unceasing coming and going of labour contractors and plantation agents getting out gangs of Indians for the Pacific Coast…The place stinks of [rum]. The Indians are drunk from morning to night…In the days I was in Nebaj you could hardly see an Indian on the street after 9 o`clock in the morning who was not already dizzy. I used to think that Chichicastenango was the drunkest town in the country, but now I think it is Nebaj.” (Burkit, 1930, citeret efter Stoll, 1993, p. 32).

Men på det religiøse område lykkedes det ixil-mayaerne at holde fast i egne trosforestillinger. Forestillinger, der dog var påvirket af den kristendom, de spanske 36

conquistadorer medbragte i 1500-tallet. Historien om ixil-mayaernes møde først med spanierne og senere den guatemaltekiske nationalstat har et gennemgående element af modstand i sig. Når voldelig modstand mod besættelse, gældsslaveri og manglende ret til at udnytte den bedste jord i ixil-området kun resulterede i massakrer og tvangsarbejde antog modstanden andre former. Ixil-mayaernes omfortolkning af den kristendom den spanske besættelsesmagt bragte med sig er et eksempel på dette.

Demokrati og guerillakrig I oktober 1944 udbrød der i hovedstaden en væbnet opstand støttet af arbejdere og studerende. I 1934 indførte diktatoren Ubrico en lov, der tvang mayaer, der ejede mindre end to hektarer jord, til at arbejde 100 dage om året ved kaffe og sukkerplantagerne37. Det var dog ikke mayaerne, der fjernede Ubrico ved et ublodigt kup i 1944, men et sammenrend af yngre officerer, arbejdere og studerende og lærere fra universitetet i hovedstaden. I 1945 – ved det første frie valg i landets historie – blev den venstreorienterede kandidat Juan Jose Arevallo præsident efter en overvældende sejr med 85 % af stemmerne. En ny forfatning sikrede ytringsfrihed, kvinders ret til alfabetisering, universiteternes selvstyre og arbejderne ret til at organisere sig (Moreno, 1998, 23). I 1950 valgtes Jacobo Arbenz Guzman på et program for en kapitalisme med et menneskeligt ansigt – herunder jordreformer – og politisk uafhængighed af USA. Kommunistpartiet – PGT, der blev dannet i 1949 og legaliseret to år senere – fik indflydelse på regeringen. Jordreformen blev vedtaget i 1952 og året efter begyndte regeringen så småt at implementere den. Især den amerikanske gigant United Fruit Company følte sig truet af den begyndende ekspropriering. Med en model, der i 1980erne var mindre succesfuld i Nicaragua, opbyggede USA en kontrastyrke, der invaderede Guatemala fra Honduras i maj 1954. Hvad denne kontrastyrke ikke kunne udrette under ledelse af anti-kommunisten Castillo Armas, kunne de amerikanske bombefly og efter et par måneders kamp opgav den anden demokratisk valgte regering i Guatemalas historie

37

Perera, 1995, p. 9

37

kampen. Den af CIA døbte ”Operation Succes” var lykkes.38 Fra da af styrede Guatemala mod den væbnede konflikt, der for alvor begyndte ved et mislykket kupforsøg mod militærjuntaen i 1960. Allerede kort tid efter begyndte forskellige grupper at planlægge væbnet modstand mod det USA-indsatte styre. I kommunistpartiet var der højlydte diskussioner om, hvilken strategi man skulle vælge og en del – herunder folk der 20 år senere blev medlemmer i EGP – talte for dannelsen af en guerillabevægelse.39

Guerillaens vugge Den cubanske revolution i 1959 gav mange demokratiske, anti-amerikanske og venstreorienterede bevægelser tro på tilværelsen overalt i Latinamerika. I Guatemala forsøgte en tredjedel af hæren at tage magten for at indsætte en nationalistisk – antiamerikansk regering. Igen sendte USA sine bombefly – denne gang B-52ere fløjet af eksil-cubanere – og oprørerne måtte tage flugten til bjergene i grænseområdet omkring Honduras (Moreno, 1998, p. 30). Dette blev starten på en krig, der – med større eller mindre intensitet – hærgede landet indtil fredsslutningen i 1996. Guerillabevægelserne i 1960erne og begyndelsen af 1970erne blev nedkæmpet med støtte fra USA, der i disse år gjorde mange erfaringer med guerillabekæmpelse i såvel Latinamerika som Indokina. Disse årtiers guerillaer besad hverken den militære dygtighed, det tilstrækkelige antal, den brede folkelige støtte eller den teknologiske jævnbyrdighed med Guatemalas hær til at en succesrig revolution var mulig. Samtidig havde USA endnu ikke fået den militære berøringsangst over for involvering i nedkæmpelse af folkelige bevægelser, som prægede landet fra nederlaget i Vietnam i 1975 til Ronald Reagans tiltrædelse 6 år senere. 40 38

For en detalieret og fascinerede beskrivelse af kuppet i 1954 se Schlesinger, 1982

39

Jeg interviewede EGP-veteranen Pedro Ceto (”Tio Pedro”), der fortalte om den voldsomme diskussion,

der havde været i det nu illegale kommunistparti efter kuppet. PGT tilsluttede sig den væbnede kamp i 1960 (Moreno, 1998, p. 31) 40

Man kan diskutere hvor præcist man kan tidsfæste USA' s berøringsangst med direkte

militærintervention. Således var kuppet i Chile 11/9 1973 mere diskret end tidligere kup som det i Guatemala i 1954, og Reagan ventede trods alt et par år med den første direkte invasion af et andet land -

38

Det var denne nederlagserfaring der sad dybt i de overlevende fra 1960ernes guerillabevægelser, da de i begyndelsen af 1970erne begyndte at organisere to nye guerillabevægelser EGP og ORPA (det bevæbnede folks organisation), der begge – med forskellige strategier og ideologisk baggrund – begyndte at organisere højlandets mayaer. I Ixil-området var en bevæbnet gruppe mennesker, der kunne hjælpe folk af med jordejere og gæld og indsætte en autoritet i området som folk kunne stole på en kærkommen gave for mange.

1970ernes Nebaj Stoll beskriver 1970ernes Nebaj som et samfund præget af fremgang, hvor folk levede i fordragelighed indtil EGP kom og fremprovokerede hærens massakrer på de intetanende ixil-mayaer, som følte sig som et folk i to hæres krydsild: ”Through schools and reformed religion, Ixils were learning to hold their own with Ladinos in new ways. Although politics in Nebaj was shaped by ethnicity, it did not divide into opposing ladino and Ixil blocs…Instead of colliding in open conflict, Ixils and Ladinos constructed a shared moral universe…in the 1970s the local political system was able to respond to Ixil demands for more equitable treatment.” (Stoll, 1993, p. 58)

invasionen af den lille caribiske ø Granada - i 1983. Den næste invasion var ved afsættelsen af panamas Noriega i 1989, mens den første deciderede militæroperation af væsentlig størrelse var ved Golfkrigen i 1991, hvor USA trygt kunne stole på massiv international opbakning. Således havde Vietnamkrigen bidraget med nogle sår, der ifølge Hobsbawn, (1997) først heledes netop ved Golfkrigen i 1991. Man kan derfor argumentere for at de 6 års berøringsangst sagtens kunne være op mod 20 år. I disse 20 år havde USA til gengæld udviklet metoder for indirekte invasion, der var mindst lige så effektive. Støtten til contraerne i Nicaragua, bekæmpelsen af regeringerne, der grænsede op til Sydafrika (i alliance med apartheidstyret) og før nævnte kup i Chile (se for en grundigere diskussion af ovennævnte Hobsbawn, 1997 og Martz, 1995). Den nye strategi i den amerikanske administration er både kendetegnet af kontinuitet og brud i de tre administrationer der ledede USA fra 1973 til 1989; den republikanske Nixon/ -administration 1973-77, den demokratiske Carter-administration 1977-81 og den republikanske Reagan-administration 1981-89.

39

Mange af de ixil-mayaer jeg har interviewet husker 1970erne som en tid, hvor man troede på at livet kunne blive bedre. Tusinder af ixil-mayaer havde erfaringer fra strejkeaktioner ved kysten i slutningen af 1970erne, som var endt med sejr og store lønforhøjelser. Men den uhyggelige stemning der bredte sig i ixil-området fra midten af 1970erne - da hundredvis af religiøse aktivister og kooperativ ledere blev dræbt af hærens dødspatruljer – står også stærkt i folks erindring. To andre forskere, som på hver deres måde, har beskæftiget sig indgående med Ixilområdet, giver ligesom mine interviewpersoner et fingerpeg om, at 1970erne ikke var den blomstringstid Stoll synes at antyde. Geografen George Lovell beskriver følgerne af den befolkningseksplosion Ixil-området oplevede fra ca. 1950 og indtil massakrerne begyndte omkring 1980 – en periode, hvor befolkningen blev fordoblet – på følgende måde: ”Such dramatic surge in population as that which occurred during the 30 years from 1950 to 1980 would tax the resources and test the political resolve of any society. In a fundamentally divided society such as Guatemala, where most of the population growth took place among impoverished rural folk, many of them Maya Indians, the pressures exerted on land, food availability, job opportunities, health and education provisions, and other basic necessities reached crises levels. It was under these circumstances that, during the 1970s, the Guerilla Army of the Poor (EGP) began to infiltrate Maya communities in the Cuchumatan highlands, those of Ixil among them.” (Lovell, 1990, p. 10)

Benjamin C. Colby, der lavede antropologisk feltarbejde i Nebaj i 1960erne og 1970erne, beskriver den sociale situation som Lovell giver sin demografiske forklaring på således: ”During the 1970s living conditions deteriorated further. The population of al Guatemala increased…while adequate nutrition has declined. Multinational corporations, local businesses, and wealthy landowners, unfettered by the need to be socialy responsible because of a repressive government, fail to pay living wages or provide decent living conditions.” (Colby, 1981, p. 34-35)

De fattiges guerillahær Ixil-området i begyndelsen af 1970erne ulmede af utilfredshed og pionererne blandt EGPs ixil-medlemmer søgte i al hemmelighed at organisere befolkningen i guerillabevægelsen. En af de første Nebajeñoer der tilsluttede sig EGP – Pedro Ceto 40

beskrev under et interview om, hvor let det havde været at få folk med i bevægelsen. Medstifteren af EGP, den nu afdøde Mario Payeras41, beskriver i bogen Los dias de la selva – dagene i junglen - (1981) bevægelsens arbejde i Ixil-området i tiden før dens første militære aktioner: ”Guerillaens tilstedeværelse var en hemmelighed - delt af tusinder” (Payeras, 1981, p. 100, min oversættelse)

Omkring 1975 talte EGP ifølge Payeras kun 50 mand under våben, men der var tusinder der støttede dem og som var ivrige efter at se guerillaen i aktion. Ifølge både Payeras og en anden af EGPs stiftere, Comandante Tomas, hvis rigtige navn er Celso Morales, ønskede EGP ikke at provokere en uforholdsmæssig voldsom reaktion fra hæren, ved at gå for hurtigt frem. Payeras beskriver i sin poetiske stil, hvilke overvejelser den militært svage guerillabevægelse stod over for: ”…den militære aktivitet i et begrænset omfang, således at fjendens reaktion ikke var uforholdsmæssig i forhold til den folkelige forståelse og vores evne lokalt til at forsvare organisationen. Vinden måtte ikke blive så voldsom, at livets træ mistede sine blade.” (payeras, 1981, p. 100, min oversættelse)

Den første aktion i bevægelsens historie var mordet på en af områdets store kaffeproducenter, Luis Arenas, kendt som Ixcans tiger. Han var kendt for sin usle behandling af arbejderne, som for manges vedkommende var gældsslaver. Dette politiske mord gav EGP mange støtter blandt ixil-mayaerne og blev samtidig – ifølge Stoll – startskudet til, at volden kom til ixil-området. Og sandt var det, at kort efter mordet på Ixcans tiger begyndte hæren sine mord på mistænkte guerillasympatisører. I de følgende år frem til 1980 eskalerede den selektive vold, hvor politiske ledere, præster og folk fra kooperativerne blev dræbt i hundredvis. Fortællingen om, at mayaerne først begyndte at tilslutte sig guerillabevægelserne efter de voldsomme massakrer på hele landsbyer, som hæren indledte i 1981 og som kulminerede i den første halvdel af 1982, har mange

41

Payeras forlod EGP i 1984 på grund af uenighed i strategien efter massakrerne og den militære

svækkelse af bevægelsen

41

tilhængere blandt amerikanske antropologer. 42Stoll har rendyrket denne fortælling til fortællingen om, hvad han kalder ”dual violence”, hvor hærens massakrer er et svar på guerillaens provokerende aktioner, og mayabefolkningens støtte til guerillaen kun opstod på grund af hærens massakrer. Men hvor Stoll gør en del ud af at bagatellisere de sociale konflikter og mayaernes ønske om at forandre deres situation i 1970erne, fortæller mange af de ixil-mayaer jeg har en noget anden historie om støtten til guerillaen og dens sociale rødder.

Massakrernes tid Ixil-mayaer – der spillede en fremtrædende rolle ved de omfattende strejkeaktioner på kystens plantager i slutningen af 1970erne – var blandt andet organiseret i bondeorganisationen CUC (landarbejderenes enhedsorganisation), en organisation der oplevede stor indflydelse blandt både mayaer og ladinoer og vandt strejker, hvilket gav store lønforhøjelser til landarbejderene. Bag CUC stod EGP, der opererede med en strategi om folkelig organisering i masseorganisationer.43 I den FN-sponserede sandhedskommissions rapport beskriver en præst, hvordan ixil-mayaer deltog i de omfattende bondestrejker i 1980: ” [Der] deltog 7000 ixil-mayaer (…) de arbejdede hovedsageligt på plantagen Pantalèon, da ejerne opdagede at ixil-mayaerne var meget kampglade (combativos) og deltog aktivt i landarbejderenes kampe, så ønskede de ikke længere at ansætte dem (…) for plantageejerne var alle ixil-mayaer oprørere (insurgentes) (…)” (CEH, Vol 3, kap. 2, p. 284)

Det var ikke kun plantageejere og det guatemaltegiske militær, der havde øje for ixilmayaer som et oprørsk folk. CIA - der mindst havde en agent i ixil-området mens massakrerne fandt sted – forfattede flere dokumenter omkring 1981-1982, hvor de viste deres forståelse for hærens folkemord på ixil-mayaerne. I et dokument fra februar 1982,

42

Se f.eks. introkapitlet til Harvest of violence, Carmack (1988)

43

Interview med Pablo Ceto, en ixil, der var med i EGP fra slutningen af 1970erne, var med til at

organisere de store strejkeaktioner og ved valget i 2003 vice-præsidentkandidat for eks-guerillaens paraplyorganisation, URNG og med Comandante Tomas en af EGPs stiftere.

42

da massakrerne nåede deres historiske højdepunkt beskriver CIA deres forståelse for hærens fremgangsmåde med uhyggelig klarhed: ”Hærens veldokumenterede forestilling om, at ixil-befolkningen i sin helhed støttede EGP har skabt en situation, hvor man ikke kan forvente, at hæren vil efterlade overlevende hverken blandt guerillaer (combatientes) eller civile” (CEH, vol.3, kap.2, p.285)

På dette tidspunkt opretholdt USA stadig officielt deres militære embargo mod Guatemala, som Carter havde indført i 1977. Ronald Reagan havde forgæves forsøgt at få kongressen til at ophæve den, men måtte i stedet se sig nødsaget til at hjælpe militært pr stedfortræder. Israel, der modtog omfattende militær støtte fra USA, solgte våben som usi-maskinpistoler, Kabil-rifler og også flyvemaskiner til Guatemala og sendte samtidig militære eksperter til landet, der øste af deres erfaringer (Sheehan, 1989, p.272). Der var ellers et udbredt ønske i Reagan-administrationen om en mere direkte støtte til de diktatorer, der opfattedes som ”vennerne”. Befrielsesteologien og oprørsbevægelser skulle bekæmpes : ”U.S. foreign policy must begin to counter (not react against) liberation theology as it is used in Latin America by the “liberation theology” clergy…Marxist-Leninist forces have utilized the church as a political weapon against private property and productive capitalism…The United States should cease targeting its allies with its present inequitable applied human rights program…Argentina, Brazil, El Salvador, Chile, Guatemala, Somoza´s Nicaragua and Paraguay – all old time allies have, however, been harassed.” (Committee of Santa Fe, 1980, p. 20, 37, citeret efter Melander, 1999, p. 88-89).

Forfatterne til dette dokument, der blev forfattet i 1980 kort før Reagan blev valgt til præsident, blev senere fremtrædende medlemmer af Reagan-administrationen. Dokumentet havde karakter af et oplæg til det Republikanske partis Latinamerikapolitik, og varslede den politik USA forsøgte at implementere efter Reagans indsættelse. (Melander, 1999, p.87, se også blandt andre Lohmann, 1987) At CIA engagerede sig i krigen mod EGP, vidner det følgende citat fra et deklasificeret CIA-dokument dateret april 1981 om. Her omtales de mulige negative konsekvenser massakren på mange civile i Cocob kunne få: 43

”…soldaterne var forpligtede til at skyde på alt, hvad der bevægede sig. Kommentar: de guatemaltegiske myndigheder indrømmede, at mange blev myrdet i Cocob, mange af dem var uden tvivl civile. Resultaterne af denne hændelse kan blive negativ for hæren i hele området.” (CEH, vol.3, kap.2, s. 286, min oversættelse fra spansk)

Mens CIA fulgte begivenhederne på nært hold gjorde Reagan-administrationen alt for at dysse bekymringerne for ”menneskerettighedssituationen” ned. Kun enkelte rapporter fra organisationer som Amnesty International nåede offentlighedens kendskab med års forsinkelse og med forfærdende rapporter, der her 20 år efter viser sig at være vildt underdrevede.

Den brændte jord Overgangen mellem de målrettede mord på ixil-ledere og massakrerne på alle indbyggere og ødelæggelsen af hele landsbyer var flydende. I marts 1980 blev en gruppe på 12 kvinder - der protesterede mod, at deres mænd var blevet forsvundet - myrdet foran kirken i Nebaj. Få måneder senere blev den spanske præst, der havde været vidne til massakren ligeledes dræbt. Efter EGPs mislykkede angreb på militærforlægningen i Cotzal myrdede hæren den 28/7 1980 60 mænd (Berymann, 1984, p. 200-203). Et par måneder senere myrdede hæren 36 mennesker efter et guerilla-angreb i Chajul. Sandhedskommissionen registrede 4 massakrer som disse i 1980 og 11 i 1981. Bortset fra massakren i Cocob, der omfattede hele landsbyen, var det generelle mønster, at hæren brugte en meddeler, der udpegede, hvem der var guerillasympatisører og hvem der stadig havde ret til at leve. I 1982 var der ifølge CEH 15 massakrer, som gik under betegnelsen tierra arasada – den brændte jord. Under de fleste af disse massakrer blev alle – mænd, kvinder, børn og gamle - slået ihjel ud fra en logik om, at de alle var guerillaer. (CEH, vol.3, kap.2, p.290-294) Men ifølge sandhedskommissionen var massakrer på hele landsbyer ikke kulminationen på den militære plan for Ixil-området. En officer, i Cotzal husker en ordre han modtog direkte fra forsvarsministeren:

44

”En gang modtog jeg en ordre, der kom personligt fra forsvarsministeren, som lød på at jeg skulle udrydde hele befolkningen, og jeg sagde til den overordnede på militærforlægningen, se, jeg har fået ordrer til at få San Juan Cotzal til af forsvinde.” (CEH, vol.3, kap.2, p.282)

Og noget tyder på, at ordren var alvorligt ment og også til dels blev fulgt. Da en amerikansk journalist besøgte Cotzal i slutningen af 1980erne fortalte borgmesteren ham, at alene i en omkreds af 60 kvadratkilometer fra Cotzal var mere end 7000 ixil-mayaer blevet myrdet og deres huse brændt. (Sheehan, 1989, p274)

Flugten ”Da volden begyndte flygtede jeg. Jeg gik i 5 dage, dag og nat indtil jeg kom til Amachel…Jeg havde 4 børn med da jeg gik i bjergene. Der var ikke så mange mennesker i Amachel, meget få var der. Men mad var der heller ikke, der var ikke tortilla44, der var intet…En dag fløj en bombeflyver tæt over vores hoveder og ikke så langt fra os faldt bomberne. De bombede tit, men det lykkedes dem aldrig at ramme os. Vi ved, at der er en Gud der forsvarer os…Jeg, det jeg gør er at forsøge at glemme dette, fordi hvis ikke, så er det meget smertefuldt. Indtil jeg begynder at græde, når jeg husker alt dette, det var frygteligt, vores liv før i tiden.”45

Sådan fortæller en kvinde i midten af 30erne om de 7 år hun levede i bjergene. Hæren havde dræbt hendes mand, børnene kunne ikke få ordentlig mad, ingen uddannelse og truslen om at blive dræbt ved et af hærens mange bombeangreb var der hele tiden. Titusinder af ixil-mayaer tog flugten på samme måde som kvinden. Hæren dræbte alle dem de fandt i perioden efter de store massakrer. Der var kun to måder at overleve på. Enten måtte man befinde sig så langt fra hærens rækkevidde som muligt, eller også måtte man underkaste sig områdets nye conquistadores.46

44

Traditionelle majspandekager, der både udgør en væsentlig del af kosten og har stor kulturel betydning

45

Livshistorisk interview med tre generationer af en familie, maj 1999

46

Conquistadores er det spanske ord for erobrere og forbindes med de spanske erobrere, der kom til

Guatemala i begyndelsen af 1500-tallet

45

De nye kolonialister Da spanierne erobrede ixil-området i 1530 tvang de indbyggerne til at bo tæt sammen i større landsbyer, hvor de skulle underkaste sig den nye religion, kristendommen. Ixilmayaer blev, som andre oprindelige folk overalt i Latinamerika, brugt som tvangsarbejdere. Mange af 1980ernes conquistadores var som deres forgængere religiøse fanatikere, denne gang protestanter - inspirerede af højreorienterede nordamerikanske sekter som Gospel Outreach og Summer Institute of Linguistic. I Guatemala City havde der den 23. marts 1982 været et kup og en general ved navn Rios Montt, der var genfødt kristen, som det hed i de kredse, ledte kup-juntaen. Massakrerne, der det sidste halve år havde hærget maya-højlandet holdt i den forbindelse op til 8 dages pause inden hæren foretog en massakre i landsbyen Xalbal. Rios Montt havde ellers i en tale til nationen på selve kupdagen kritiseret sin forgænger Lucas Garcìa for ”disrespekt for menneskeliv” (Moreno, 1998, p.64-65). Den næste uges tid blev så brugt til at forklare, at det ikke var massakrerne mod mayaer, der sympatiserede med guerillabevægelserne, der skulle stoppes, men blot de mest horrible eksempler på dagens uorden, som kunne iagttages med det blotte øje fra hovedstaden. Guerillabevægelserne nåede aldrig at udgøre en militær trussel for styret i Guatemala og på den tid, hvor Rios Montt tog magten befandt de sig i bjergene nord for Nebaj, Chajul og Cotzal samt i jungleprovinsen El Peten. Hæren havde altså frie hænder til at foretage sig, hvad den ville - og den havde store planer. Rios Montt brugte Ixil-området som forsøgsværksted for evangeliseringen af Guatemalas mayaer. Her havde religionen igennem århundreder været en mayafortolkning af katolicismen. Efter det USA-støttede kup i 1954 mod den demokratisk valgte regering, inviterede den nye regering højreorienterede spanske missionærer til landet og disse missionærer havde succes med at omvende en del ixil-mayaer. Mens det lykkedes missionærerne at skaffe nye disciple til katolicismen, blev de også selv med årene omvendt. Mødet med fattigdommen, diskriminationen og et folk, der var meget svære at omvende samt den grøde der havde været i den katolske kirke siden slutningen af 1960erne gav disse spanske præster noget at tænke over. Befrielsesteologien var i 1970erne og 1980erne meget stærk i store dele af 46

Latinamerika og i Ixil-området gik nogle af de forhenværende Franco-disciple med i EGP. Selvom der var konflikter mellem den århundrede gamle Ixil-udgave af katolicismen og den mere vestligt prægede udgave af religionen, var mange ixil-mayaer uanset religiøst tilhørsforhold engagerede i de sociale bevægelser, der var aktive overalt i området. Ud over kooperativbevægelserne var der Accion Catolica, der netop begyndte som en bevægelse for den vestlige katolicisme, styret af de spanske præster. Allerede i 1980 blev flere af de spanske præster myrdet og den katolske kirke jaget på flugt. Da massakrerne på hele landsbyer begyndte i 1981 var der derfor ingen officiel kirkelig aktivitet og den katolske kirke i Nebaj blev omdannet til militært hovedkvarter (Simon, 1987, p. 115). Evangeliseringen af Ixil-området var på grund af den katolske kirkes forankring i de folkelige bevægelser, derfor også et projekt de mange katolikker, der stadig var i Guatemalas hær, kunne støtte eller i det mindste ikke bekæmpede. Flere af de folk jeg har interviewet bekræfter opfattelsen af, at de ixil-mayaer, der var under hærens kontrol fik valget mellem at omvende sig til evangelismen eller dø. Hæren havde nedbrændt samtlige landsbyer i hele Ixil-området – ifølge sandskommissionen 90 i alt47 . I de nye ”modellandsbyer”, som var bygget på ruinerne på nogle af de nedbrændte landsbyer levede folk fra forskellige landsbyer sammen og blev tvunget til at deltage i genopdragelsesmøder. I Acul tæt på Nebaj stod den første moddellandsby klar i slutningen af 1983 og hæren var tydeligt tilfreds med resultatet: ”…en ny landsby i alle ordets betydninger…med en komplet infrastruktur, gader, simple toiletter, elektricitet og rindende vand.” (Avansco, 1992, p127)

Sådan beskriver hærens officielle tidsskrift disse modellandsbyer, der var inspireret af Vietnamkrigens ”Strategic Vilages”, men som havde en lokal forløber i de spanske conquistadores koncentration af befolkning med henblik på skatteopkrævning og religiøs ”opdragelse”. I denne modellandsby levede der i midten af 1980erne 450 mennesker fra 17 forskellige landsbyer. Ifølge forskningsinstitutionen Avanscos beregninger tog hæren

47

CEH, vol. 3, kap.2, p. 299

47

mellem 1982 og 1984 sig af ca. 42.000 ixil-mayaer, der havde mistet deres hjem på grund af hærens brændte jords kampagne. (Avansco, 1990, p. 127)

URNG Hvor guerillabevægelserne i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne havde stor succes med at organisere landarbejderne, studenterne og i det hele taget mayabefolkningen vedblev den med at være en dårligt bevæbnet guerillabevægelse. FMLN i El Salvador havde under ”den endelige offensiv” i januar 1981 indtaget de fleste store byer i landet og de satsede på at tage magten før Reagans indsættelse samme måned. Men Carter-administrationen ydede i sidste øjeblik den militærhjælp, der skulle til for af trænge FMLN tilbage. FMLN var så militært veludrustet, at de ville kunnet have taget magten i El Salvador, hvis ikke den hjælp var kommet. I Guatemala var det aldrig lykkedes guerillaen at få fat i de nødvendige våben. Ifølge Celso Morales (Comandante Tomás) fra EGP havde EGP planer om et guerillakontrolleret – såkaldt befriet – område i det bjergrige område mellem den nordlige Quichè-provins og Huehuetenango. Cuba havde lovet dem våben, men disse våben kom aldrig – en ting der for Comandante Tomas stadig er en gåde48. Jorge G Castaneda (1995) konkluderer i sit omfattende værk om den Latinamerikanske venstrefløj og guerillabevægelserne – La utopìa desarmada (den afvæbnede utopi) - at URNG i Guatemala modtog langt mindre støtte end guerillabevægelserne i Colombia, Nicaragua og El Salvador. En forklaring på dette giver en gammel funktionær fra Cubas kommunistiske parti i et interview Castaneda lavede med ham i 1991: ”Hovedforskellen består i de forskellige heltedåde og militære resultater. FMLNs politiske tilstedeværelse i El Salvador har også været anderledes end URNGs i Guatemala. Det er klart, at man kan vende det om og sige, at URNG ikke opnåede militære resultater som dem i EL Salvador, fordi vi ikke gav dem så meget

48

Interview med EGP comandante Celso Morales (Comandante Tomas)

48

hjælp, men man skal ikke overvurdere den rolle vi spillede i Nicaragua for eksempel. (Castaneda, 1995, p. 112, Moreno, 1998, p. 72, min oversættelse)49

Så mens USA – i tilfældet Guatemala med blandt andre Israels mellemkomst – gjorde hvad de kunne for at forhindre nye revolutioner som den i juli 1979 i Nicaragua, svigtede lande som Cuba deres løfter om støtte til EGP. Fra midten af 1980erne begyndte USA selv af levere våben til Guatemalas regering igen. Men det var ikke kun til regeringen, at USA leverede våben. URNG fik via våbenhandlere i USA også andel i moderne våben. De måtte dog betale i dyre domme for våben, der var beregnet til blandt andet at skyde de kampfly og helikoptere ned50, som landet gavmildt havde modtaget fra USA. Flyene blev brugt til at smide bomber i hovedet på guerillaer og flygtninge. På den måde tjente amerikanske firmaer på begge sider i borgerkrigen. Den daværende leder af paraplyorganisationen URNG, Jorge Soto – kendt som Comandante Pablo Monsanto understregede i et interview i 1999, jeg lavede med ham, at ingen af de 4 bevægelser51 nogen sinde havde været i stand til at foranstalte et militært angreb med bare 300 bevæbnede guerillaer.

Ixil-mayaer dræber Ixil-mayaer Et par måneder inden militærkuppet i 1982, var hæren allerede i gang med at indrullere mayaer i såkaldte civile selvforsvarspatruljer - Patrulias de Autodefenca Civil – i det følgende kaldt civilpatruljer. Disse grupper blev i Ixil-området i begyndelsen organiseret i Nebaj, Cotzal og Chajul. Befolkningen havde fået et ultimatum, som lød på støtte til regeringen eller total udslettelse. Dem, der ikke flygtede, valgte at følge regeringens bud og samarbejde. Alle våbenføre mænd blev således indrulleret i civilpatruljerne og tvunget

49

Castaneda (1995, p. 21) nuancerer dog billedet lidt, da han mener at Cuba støttede FMLN og URNG med

omtrent lige store beløb fra december 1980-februar 1981 – 200.000$ - i forbindelse medl FMLNs offensiv, der blev indledt i januar 1981 50

Interview med Jorge Soto (Pablo Monsanto), der i 1999 var leder af URNG. Han var i 1960erne og

1970erne leder af guerillabevægelsen FAR. 51

URNG består foruden EGP af ORPA, FAR og PGT (det guatemaltegiske kommunistparti, der var med i

den sidste af de to demokratisk valgte regeringer i perioden 1944-54

49

til at gå forrest og deltage i massakrerne mod andre ixil-mayaer. Denne situation med Ixil-mayaer, der blev tvunget til at myrde tusindvis af andre ixil-mayaer truede med at skabe en borgerkrigssituation befolkningen imellem for første gang i historien siden spaniernes erobring 450 år tidligere. I landsbyen Chacaltè - hvor den lokale civilpatrulje havde deltaget i massakrer på civile i området og hjulpet hæren med at opspore og dræbe en del medlemmer af EGP - var det EGP, der i juni 1982 udførte en massakre på såvel ubevæbnede civile som medlemmer af PAC. Den gruppe EGPer, der angreb landsbyen var næsten udelukkende Ixil-mayaer ligesom Chacaltes beboere.52 Stoll nævner andre episoder, hvor EGP havde dræbt medlemmerne af civilpatruljerne, men ikke civile. Men disse begivenheder udviklede sig aldrig til en egentlig borgerkrig mellem ixilmayaer. Alle de ixil-mayaer jeg har talt med om deres deltagelse i civilpatruljerne og de EGPere jeg har interviewet – maya- og ladinomedlemmer af ledelsen omkring 1982 – har givet en næsten enslydende forklaring på dette fænomen. Både EGPerne, der opererede i Ixil-området og PACerne var ixil-mayaer. Langt de fleste medlemmer af civilpatruljerne ønskede ikke at slås med deres medborgere, der var med i guerillaen og omvendt.

Livet i junglen Mange tusinder ixil-mayaer levede i jungleområder i delstaten Ixcan - der grænser op til ixil-området – fra 1982 til fredsaftalen i 1996. Indtil 1987-88 levede der stadig tusindvis af flygtninge i selve Ixil-området. Amachel og Cabà, nordøst for Chajul, talte mange af disse ixil-mayaer, som var flygtet fra massakrerne. Efter nogle år med sult, men med relativ fred, brød helvede løs igen i september 1987. Mange af de ixil-mayaer, der levede i Amachel og andre steder uden for hærens kontrol, fortæller om denne periode på samme måde som de omtaler de store massakrers tid i 1981-82. Med 4500 soldater og splinternye våben fra USA - der ikke længere havde nogen form for embargo mod Guatemala - lykkedes det ifølge forsvarsminister og Guatemalas stærke mand under

52

Interviews med et medlem af EGP, som selv er Ixil og deltog i massakren i Chacalte og med ledende

medlemmer af EGP samt Stoll, 1993p. 133-134

50

præsident Arzus regering i slutningen af 1990erne Alejandro Gramojo at indfange 5000 flygtninge. (Avansco, 1990, p. 128) De tilbageværende flygtninge måtte søge til Ixcans junglelavland, hvor EGP – der nu var en relativ velbevæbnet og velorganiseret guerillabevægelse – kunne beskytte folk mod hæren. I disse områder, som blev kaldt Comunidades de Populaciònes en Resistencia (CPR), på dansk lokale modsstandssamfund, skabtes der – eller på mange måder videreførtes – sociale organisationsformer, former for folkelig deltagelse og en diskussionskultur, der ikke var mulig under hærens kontrol. Denne forskel oplevede mange ixil-mayaer som meget markant, da flygtningene begyndte at vende hjem. Denne udvikling var gradvis. Små bevægelser og lokale afdelinger af nationale bevægelser som CERG, der kæmpede mod den tvungne deltagelse i PAC og enkernes organisation CONAVIGUA begyndte langsomt at organisere folk igen. De hjemvendte – hvoraf mange var tvunget af hæren under offensiven i 1987-88 – spillede i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne en hovedrolle i denne organisering.

Freden kommer til Mellemamerika Selvom USA aktivt havde opfordret til og støttede genindførelsen af en form for parlamentarisk demokrati fra midten af 1980erne i Guatemala, truede denne udvikling hurtigt med at tage overhånd. Ledere fra de mellemamerikanske lande mødtes i august 1987 for at underskrive den mellemamerikanske fredsplan – planen for en stabil og varig fred i Mellemamerika – på trods af USAs modstand (Melander, 1999, p. 250-251) Planen indeholdt opfordringer til ikke indblanding i krigene i Guatemala, El Salvador og Nicaragua (sidstnævnte land var årsagen til USAs modstand mod fredsplanen, da det kunne give sandinisterne mulighed for at blive ved magten, hvis USA måtte droppe sin kontra-krig i landet). Fredsforhandlinger skulle indledes i de tre lande mellem konflikternes parter. Det blev begyndelsen på en proces, som for Guatemalas vedkommende blev langvarig, men i såvel El Salvador som i Nicaragua blev begyndelsen på store forandringer. Selvom den mellemamerikanske fredsproces begyndte i 1986 var det først i 1996, at en fredsløsning blev underskrevet i Guatemala.

51

Da Berlinmuren faldt i Europa og gamle etniske og sociale konflikter brød ud i lys lue begynte samtidig i Mellemamerika et årti med fredsløsninger og politisk sameksistens mellem konflikternes gamle fjender. I El Salvador indledte FMLN i 1989 en uventet militær offensiv og indtog næsten hovedstaden San Salvador. Kort tid efter denne offensiv kom der fart i fredsforhandlingerne og allerede i 1991 var FMLN et lovligt politisk parti, som fik en stor stemmeandel uden dog at få regeringsmagten. Regeringsmagten mistede sandinisterne i Nicaragua til gengæld, ved et valg i 1990, til den højreorienterede valgalliance – UNO - ledet af Violetta Chamoro. I Guatemala blev fredsforhandlingerne trukket i langdrag. Det faktum, at URNG gennem 1980erne og den første halvdel af 1990erne forblev militært svage, kan have været en vigtig faktor i regeringernes og især militærets manglende lyst til at give den ellers pragmatisk indstillede guerillabevægelse indrømmelser nok til at de ville nedlægge våbnene. Efter de første indledende kontakter mellem regeringen og URNG i 1987 iværksatte hæren sin ”sidst på året” offensiv, der som nævnt betød at tusinder af ixilmayaer kom under militærets kontrol. En anden og måske væsentligere forskel fra El Salvador var, at den guatemaltekiske borgerkrig ikke blot bar præg af, hvad WickhamCrowley kalder en klasse-krig, men samtidig en etnisk krig. Forhandlingerne om mayaernes rettigheder var med til at komplicere mulighederne for en hurtig fredsløsning. Spørgsmålet om jordreformer, som havde spillet en afgørende rolle under krigene omkring 1980, kom slet ikke på dagsordenen i nogen af de to lande – bortset fra nogle overvejelser om at skabe nogle fonde, som kunne opkøbe lidt jord.

52

Kapitel 3 Rosa og Victoria I dette kapitel går jeg fra en bred historisk analyse af krigen i Ixil til en kvalitativ analyse af to kvindelige ixil-mayaers krigserfaringer set i en bredere livshistorisk kontekst analyseret ud fra to meget forskellige narrative, livshistoriske interviews. Efter den foregående præsentation af eksisterende forskning - og mit eget bud på en nuancering af denne - ønsker jeg med den følgende analyse at zoome ind på ixil-historien set i mikroformat. Analysen munder ud i genereringen af nogle tematiserede teser, som jeg i konklusionen vil forholde til Stolls forskning. Disse tematiserede teser bygger på analysen af de to livshistoriske interviews og ikke omvendt. Jeg har valgt at lade fremstillingen af denne analyse være meget fyldig, da det netop har været mit mål at give et mere troværdigt helhedsbillede af ixil-mayaers liv end det har været muligt for mig at læse mig til i Stolls arbejde. Begge kvinder er opvokset i fattige familier, har arbejdet som hushjælp og var henholdsvis teenager og nygift da krigen begyndte. Den ene – Victoria - flygtede fra Nebaj, da massakrerne satte ind, den anden – Rosa - nåede det ikke og levede der under hele krigen. Victoria var med i guerillaen under krigen og analysen forholder sig til hendes uafbrudte fortælling om sit liv, mens den lader den følgende spørgerunde ude af analysen. Det sker dels fordi de uddybende spørgsmål ikke bibringer analysen noget afgørende nyt og dels fordi jeg på den begrænsede plads har valgt at fokusere på den narrative del af interviewet, som er den del, der er mindst påvirket af interviewernes dagsorden.

53

Rosa er enke efter at hæren i 1981 bortførte hendes mand fra deres hjem i Nebaj. Hun har i modsætning til Victoria ikke beskæftiget sig med – og tilsyneladende heller ikke talt så meget om – politik de seneste årtier. Interviewet med hende tog, måske af den grund, en anden drejning. Hun ønskede at min kone og jeg stillede spørgsmål under vejs. Begge analyser begynder med kort at præsentere interviewpersonen og interviewsituationen, for derefter at præsentere interviewets opbygning i en portrætform. Formålet med dette er dels at give et billede af interviewpersonens måde at fremstille sig selv på og dels at give et strukturelt billede af, hvordan denne fremstilling finder sted. Eksempelvis har jeg fundet det vigtigt at gøre opmærksom på, hvis for eksempel interviewpersonen har svært ved at nærme sig en vigtig livserfaring som i tilfældet med Victorias liv som guerilla. Dernæst analyserer jeg, hvad jeg kalder erfaringssammenhænge og dominerende processtrukturer. Med udgangspunkt i den tyske biografiforsker Fritz Schützes begreb ”suprasegmental compounds” – her blot suprasegmenter – ser jeg nærmere på, hvilke livserfaringer der kan fremanalyseres som signifikante i forhold til den samlede biografiske konstruktion. Analysen af suprasegmenterne som leder frem til en diskussion af interviewpersonens samlede biografiske konstruktion er så vidt muligt præsenteret kronologisk. Fritz Schütze definerer begrebet ”suprasegmental compounds”således i artiklen Pressure and Guilt (a og b, 1992), som har været en væsentlig inspirationskilde for følgende analyse: ”...a suprasegmental compound deals with an extended context of experience in life, such as living under harch external conditions during a war or undergoing a metamorphic development, such as becoming a painter.” (Schütze, 1992 a)

Inspirationen fra Fritz Schütze Både i forhold til Schützes analyse, af ikke ideologisk overbeviste mænd, som kæmpede for Nazi-Tyskland under 2. verdenskrig (Schütze, 1992 a + b), og i Stolls Between two Armies (1993) er det negative kollektive forløbskurver, der er i fokus om end på meget forskellig måde. Mens de unge tyskeres biografi fik karakter af forløbskurver på grund af

54

de forbrydelser de deltog i53, var ixil-mayaerne ofre for to hære, hvor de blev fanget i ”krydsilden”. Derfor finder jeg det interessant at bruge en del plads på diskussionen af processtrukturens negative forløbskurver – eller ”trajectorys” som Schütze kalder dem i artiklen Pressure and Guilt fra tidsskriftet Neye Praxis 1992 (a og b, 1992) - under hvert suprasegment. Analysen af de livshistoriske interviews - det Schütze betegner som autobiografiske spontanfortællinger54 - med Rosa og Victoria og den efterfølgende perspektivering til andre ixil-mayaers livshistorier er inspireret af Fritz Schützes teori- og metodeudvikling. Presure and Guilt behandler – dels i caseform og dels i form af en samlet tolkningsramme for en større gruppe mænd, der er født mellem 1915 og 1925 og som deltog i den tyske værnemagt under 2. Verdenskrig – samspillet mellem individ og socialhistoriske processer55. Nøglebegrebet i artiklen er kollektive forløbskurver – trajectorys – som betegner situationer, hvor kollektiver italesætter sig som underlagt socialstrukturelle betingelser 53

Schutze skriver i Pressure and guilt, 1992 (a) om mange individuelle tyske livshistorier, at:”...the

category of ”trajectory”became dominant soon after the informant entered the army.” (p.191) 54

Schütze skelner i autobiografiske spontanfortællinger mellem narrative passager og mere refleksive,

tilbageskuende passager. I de narrative passager er perspektivet ”naivt” og i overenstemmelse med det man oplevede dengang, mens de refleksive passager har en evaluerende og tilbageskuende karakter. Ifølge Schütze ligger der implicit i selve fortællerens accept af interview-relationen – en fortæller og en lytter – nogle underliggende mekanismer, der gør det muligt at tolke erfaringsdannelsen og det aktuelle erfaringsperspektiv hos fortælleren. Dette betegner Schütze som ”trækketvang”. Fortælleren ”tvinges” på samme tid til at detaljere sin beretning, sammenfatte det væstetlige og tage hensyn til et helhedsperspektiv i fortællingen. Trækketvangsmekanismerne betegnes i Schutzes terminologi; ”detaljeringstvang”, ”kondenseringstvang” og ”helhedstvang” (Andersen, 2001, p. 23.26) 55

Artiklen har også karakter af en imødegåelse af psykoanalytikerparet Alexander og Margarete

Mitscherlichs tese omkring tyskernes manglende evne til at føle skyld eller sorg over handlinger, som de var ansvarlige for under krigen. Det tyske folk skulle angiveligt have identificeret sig fuldstændigt med førerbilledet, så det var blevet en del af deres kollektive over-jeg. Schütze mener til gengæld at have bevist med sin forskning, at i det mindste ikke-ideologisk overbeviste tyskerne blev i stand til at sørge senere i livet, da de oplevede svære biografiske forandringer (Schütze, 1992 A).

55

som ikke er mulige at påvirke ud fra egne intentionelle handlinger. Det følgende er en kort beskrivelse af nogle af Schützes nøglebegreber – som dette speciales analyse er inspireret af - og deres sammenhæng med begrebet kollektive forløbskurver. Det følgende bygger i al væsentlighed på Anders Siig Andersen og Kirsten Larsens kompakte introduktion til Schützes teoretiske og metodologiske arbejde (specielt side 28 – 48). I artiklen Kognitive Figuren der autobiographischen Stegreiferzälung, 1984, opstiller Schütze 4 grundlæggende kognitive figurer: 1. Biografi- og hændelsesbærer samt deres gensidige relationer 2. Situationer, miljøer og sociale livsverdener som betingelses- og orienteringsrammer for sociale processer 3. Sammenkædning af hændelser og erfaringer 4. Livshistoriens samlede konstruktion Anders Siig Andersen og Kirsten Larsen peger i en fodnote på, at der i Schützes kognitive figurer kan ses en vis parallel til forskellige udgaver af litterær fortælleteori; 1. Personerne, 2. Tid og sted, 3. Forløb og ”plot”, 4. Budskab, morale (Andersen, 2001, p.30) I artiklen omtaler han disse kognitive figurer som: ”De mest elementære orienterings- og fremstillingsraster for det i verden, der fra den personlige oplevelsesvinkel optræder som hændelser og tilsvarende erfaringer” (Schütze, 1984, p. 80 i Andersen, 2001, p. 29)

Den første kognitive figur: Biografi- og hændelsesbærer samt deres gensidige relationer I autobiografiske spontanfortællinger introducerer fortælleren sig selv og fremstiller nogle grundliggende karakteristika ved sin personlighed. Det samme gør relationen mellem biografibæren – hovedpersonen – og andre vigtige personer. Ofte er det andre personer, organisationer eller andre kollektiver, der er handlingsbærere i fortællingen.

56

Den anden kognitive figur: Situationer, miljøer og sociale livsverdener som betingelsesog orienteringsrammer for sociale processer I autobiografiske spontanfortællinger angiver fortælleren også hvilke sociale rammer erfaringsdannelsen er blevet til i. Det kan ifølge Schütze både foregå i form af detaljerede beretninger om erfarede scener og systematiske beskrivelser af sociale rammer for erfaringsdannelsen. Den tredje kognitive figur Sammenkædning af hændelser og erfaringer I den autobiografiske spontanfortælling kan man ud fra de enkelte fortællesætninger fremanalysere de enkelte delfaser i livshistoriske procesforløb. Disse delfaser betegner Schütze som segmenter. Sammenknytningen af segmenter til overordnede fortællesammenhænge betegner Schütze som suprasegmenter (suprasegmental narrative compounds”56. Suprasegmenter er karakteriseret ved, at fortælleren antager grundlæggende holdninger eller attituder til hændelsesforløbet. Disse grundlæggende attituder kaldes i Schützes terminologi for processtrukturer. Schütze skelner mellem 4 processtrukturer: 1. Den biografiske processtruktur, som er karakteriseret ved, at biografibæreren handler intentionelt og har en stor grad af indflydelse på begivenhederne. 2. Institutionelle processtrukturer, hvor biografibærerens måde at fremstille sine handlinger handler om at agere i forhold til institutionelle, kulturelle forventninger. 3. Forløbeskurver er som omtalt ovenfor, når biografibæreren omtaler begivenhederne som udenfor sin intentionelle rækkefølge at ændre på, når man føler sig i skæbnens eller de samfundsmæssige forholds vold. Schütze anvender dog også begrebet forløbeskurver, når der sker noget uventet, positivt i ens eget liv udenfor ens egen handlingsmuligheder – positive forløbskurver. I krigssituationer eller hvis man er underlagt et totalitært regime kan grupper eller 56

”...a suprasegmental compound deals with an extended context of experience in life, such as living under

harch external conditionsduring a war or undergoing a metamorphic development, such as becoming a painter.” (Schütze, 1992 a)

57

kollektiver opleve på afgørende vis at miste handlingspotentialet. Der kan være tale om et sammenbrud af gruppesolidaritet og handlingsmuligheder, der rammer en hel generation som Shützes forskning i tyske soldater under 2. Verdenskrig eller i Ixil-området under borgerkrigen i 1980erne. Denne situation kalder Schütze for kollektive forløbskurver. 4. Forvandlingsprocesser eller biografisk metamorfose er når der sker en pludselig forandring i folks liv og de opdager nye sider ved sig selv. Det kan for eksempel være når man oplever en religiøs omvendelse eller oplever soldaterlivet som et spændende eventyr, der synliggør nye sider af ens personlighed (som Schütze peger på i forbindelse med amerikanske soldater og til en vis grad også tyske, se Schütze 1992 A) Schütze understreger, at autobiografiske spontanfortællinger ofte indeholder en blanding af eksempelvis biografiske processtrukturer og forløbskurver. Den fjerde kognitive figur: Livshistoriens samlede konstruktion Den samlede analyse af biografibærerens suprasegmentale ordning af fortællingen. Den samlede biografiske formning har dels et aspekt, som er fortællerens egen selvbiografiske tematisering, dels et aspekt, der er forskerens tolkning af den samlede biografiske formning herunder ting som fortælleren ikke er bevidst om.

Analyse af livshistorisk interview med Victoria Præsentation af Victoria Victoria er født og opvokset i Nebaj af Ixil-forældre og er i slutningen af 30erne57. Hun er gift med en ladino og sammen har de to børn. Hun lever i hovedstaden Guatemala City, hvor hun arbejder for en kvindeorganisation. Hendes barndom var præget af

57

På interviewtidspunktet, 1999

58

manglende mulighed for skolegang og hårdt arbejde i huset hos folk fra hun var 6 år. Hun oplevede diskrimination og blev voldtaget af sin chef, da hun arbejdede på en restaurant. Efter nogle år som børnearbejder fik hun mulighed for at studere hos nogle nonner i Chichicastenango og senere fortsætte i Nebaj. Men krigen betød, at hun måtte afbryde sine studier, da livet blev for farligt for studerende som hende. Hun tilsluttede sig guerillabevægelsen EGP i begyndelsen af 1980erne og var først i stand til at vende tilbage til Nebaj i slutningen af 1990erne. Da jeg var i Nebaj igen i forbindelse med valget i 2003 (præsident, parlaments og kommunalvalg i et) arbejdede hun for den daværende borgermester Raymundos borgerliste – Coton (opkaldt efter den traditionelle herrejakke i Nebaj – som hun mente videreførte mange af idealerne fra tiden i EGP).

Interviewsituationen Jeg mødte Victoria i en organisation for tidligere flygtninge i deres kontor i Guatemala City. Jeg fortalte hende om mit arbejde og vi aftalte at mødes i Nebaj næste gang hun skulle holde et kursus der. Her deltog jeg i kurset og interviewede hende kort om organisationens arbejde og hendes egen baggrund. Hun fortalte, at hun var flygtet på grund af krigen, men ikke nærmere om, hvad hun havde brugt de mellemliggende år til. Vi aftalte derefter at lave et livshistorisk interview, når hun var tilbage i Guatemala City – hun ville nemlig gerne opholde sig et sted, hvor hun kunne tale mere frit. Det følgende portræt af Victoria er en relativt detaljeret gennemgang af hendes uafbrudte narrativ som fylder 12 sider ( a´ 30 linjer). Samtidig med, at man på den måde kan få et detaljeret indtryk af, hvordan Victoria konstruerer sin egen biografi, danner dette kronologiske portræt udgangspunkt for den efterfølgende tolkning af dominerende processtrukturer i Victorias liv.

59

Portræt af Victoria Victoria begynder sit narrativ med at fortælle, at hun som lille pige ikke fik mulighed for at deltage i den spansksprogede skoleundervisning, fordi der ikke var råd til det. Hun gik dog i skole et halvt år, hvilket var en negativ erfaring. Læreren fortalte hendes mor, at hun var den mest ubegavede i klassen. Han var også meget voldelig. Victoria gemte sig, når hun skulle i skole. Da Victoria var omkring 7 år blev forældrene skilt og nu var der ingen mulighed for at Victoria kunne gå i skole. Moderen sagde, at kun hendes to brødre kunne gå i skole og så måtte Victoria og hendes to søstre arbejde. Som 6-årig begyndte Victoria derfor at arbejde for folk. Hun arbejdede i huset hos en kvinde, som ikke gav hende løn, men kun lidt tøj. Hun blev tvunget til at holde op med at gå i traje58 og fik håret klippet., hvilket var et meget stort overgreb: ”Fordi det er noget der er i mod vores, vores kultur, altså...”(p.1)

Efter et år hos kvinden arbejdede hun i en restaurant (comedor), hvor der kom mange soldater. Chefen var den militærtilforordnede (comisionado militar) i Nebaj. Der blev hun også behandlet dårligt og stak af fra jobbet, men måtte vende tilbage på grund af pengene. Da hun havde arbejdet der i 3 år voldtog chefen hende en dag og truede hende til ikke at fortælle det til nogen: ”...og så på det sted truede han mig, nu ikke, dette, dette har jeg næsten ikke fortalt til nogen, ikke fordi...(ler) men der voldtog han mig...manden og sagde til mig at hvis jeg talte ville jeg forsvinde (desaparaserse) og da jeg var lille kunne jeg ikke tale med min mor, med nogen som helst kunne jeg fortælle om hvad der skete...og indtil denne dag har jeg ikke sagt noget om det til min mor, fordi det er meget forfærdeligt...meget... meget hårdt...”(p.2)

Hun stoppede med at arbejde der og fandt et nyt sted. I løbet af sin ”barndom” havde Victoria mange af den slags jobs og hun sammenfatter erfaringen således:

58

Den traditionelle Ixil-dragt med vævet bluse og rød nederdel

60

”Diskriminationen manglede aldrig” (p.2) ”...hele min forhistorie...siden min barndom som hushjælp var en meget, meget dårlig erfaring...”(p.4)

Hun nåede dog at opleve en arbejdsplads, hvor diskriminationen ikke var årsagen til hendes problemer. Hun passede en baby for en ixil-mayafamilie. Men en dag kom hun til at give barnet en hel frugt og ikke mos som det skulle være. Barnet var tæt på at dø og barnets far blev rasende på hende. Men på mirakuløs vis blev denne fejltagelse til en mulighed for at studere. Hendes chefs bror – Pablo Ceto – (som senere skulle blive ledende medlem af EGP og vicepræsidentkandidat for URNG ved valget i 2003) spurgte hende om hun havde lyst til at studere. Han skaffede hende en plads hos nogle nonner i Chichicastenango i det sydlige Quiche, hvor hun studerede i 4 år. I Chichicastenango hørte hun rygterne om, hvordan repressionen i hendes hjemby Nebaj blev værre og værre. Tilbage i Nebaj nåede hun at afslutte 8 klasse inden situationen blev for farlig. Hvis man færdedes ude, for at høste majs for eksempel, blev man af militæret opfattet som guerilla (subversivo). En dag da hun var ude at samle brænde blev hun beskudt af hæren. Hun gik med i guerillaen– sammen med mange andre unge ixil-mayaer - med den dobbelte begrundelse, at det var for farligt at blive og fordi: ”...det var en nødvendighed at gøre noget fordi flertallet af dem der led - dem der døde - var mayaer (indigenas)”(p.8).

Victorias tilslutning til guerillaen er ikke noget hun er vant til at tale om, alene af den grund, at det kunne være en livsfarlig indrømmelse. En anden faktor, der kunne komplicere hendes fortælling af den del af historien er, at Victoria ved mit første møde med hende ikke havde omtalt sig selv som eks-guerilla, men derimod som flygtning. Derfor bliver hendes indledning til at fortælle om sit liv i guerillaen lang. Først elaborerer hun over repressionen i Nebaj i sammenligning med den mere rolige situation i det sydlige Quiche. Derefter teoretiserer hun over, hvorfor hendes liv fra hun var 6 til 19 år udviklede sig som det gjorde – herunder forældrenes skilsmisse. Victoria spørger efter en sides elaboreren, hvad det var jeg havde spurgt hende om nogle uger tidligere. Jeg gentog kort spørgsmålet om, hvorfor hun ikke var gået med i guerillaen. Efter endnu en sides 61

elaboreren over repressionen, og at hendes ven Pablo Ceto allerede på det tidspunkt var aktiv i undergrundsarbejdet (clandestino), når hun endelig frem til, at hun selv tilsluttede sig guerillaen. Det er hendes mor, der advarer hende om, at det nu er tid til at flygte. Tidspunktet er meget dårligt valgt for Victoria, der er færdig med 8 klasse og har et stipendium, så hun kan fortsætte sine studier. Men netop det, at hun er maya og ved at uddanne sig, bringer hendes liv i fare. Hun nævner, at hun spurgte en ven om, hvorfor det var nødvendigt at flygte. Vennen svarede ifølge Victoria: ”Hvorfor? Fordi nu kan du læse og skrive.”(p.7)

Hun fik kontakt til en gruppe af unge, der deltog i undergrundsarbejdet. Hun måtte gemme sig i Guatemala City sammen med en gruppe andre unge, der skulle sendes på træningsophold udenfor landet. Via det ligeledes borgerkrigshærgede naboland El Salvador og et tredjeland kom hun til Cuba, hvor hun mødte andre guerillaer fra andre latinamerikanske lande og hvor hun modtog teknisk træning blandt andet i radiokommunikation. Efter et par måneder på Cuba fulgte et kedeligt års ventetid i Nicaragua. Hun beskriver dette år som mere ventetid end læretid. Endelig vender hun tilbage til Guatemala for at slutte sig til EGP i Chajuls højland. Kun adskilt af ”et bjerg” – som hun udtrykker det - og alligevel langt fra familien var hun ansvarlig for radiokommunikationen. Efter at guerillaen måtte trække sig tilbage til Ixcans jungle i 1987 opholdt hun sig her de sidste år af krigen bort set fra et ophold i Mexico i forbindelse med hendes datters fødsel. Datteren var på interviewtidspunktet 7 år. I junglen oplevede hun hærens voldsomme bombardementer, som også ramte civilbefolkningen. Men folk var velorganiserede og der var ikke så mange der døde på trods af de store ødelæggelser af naturen som militæroffensiven medførte: ”...87 i junglen var det øjeblik både i højlandet og i junglen, men i sandhed var det...alt det som hæren gør, bomber, destruere afgrøder, larmen fra flyvemaskinerne, for meget mest af alt for befolkningen.”(p.9)

62

Victoria var til stede på den centrale plads i hovedstaden, hvor fredsaftalen mellem regeringen og URNG i 1996 blev underskrevet. Men freden betød ikke at livet blev afgørende lettere: ”...nå, men jeg uden hus, min mor var i Nebaj, men jeg kunne ikke tage til Nebaj, fordi man viste noget om, at jeg havde været i guerillaen, klar til at dræbe, jeg kunne ikke rejse...”(p.11)

Samtidig bar hun rundt på en smerte over alt det frygtelige hun havde gennemgået og alle dem, der var døde. Efter krigen blev hun ikke ”demobiliseret” med de rettigheder det gav59 og hun måtte begynde at sælge ting på gaden for at skaffe mad til sin datter . Hun fik – med Pablo Cetos hjælp - arbejde i først en organisation for enker og siden i den kvindeorganisation, hvor hun arbejdede i 1999. På det tidspunkt var situationen stabil, og nu kom hun ofte til Nebaj, hvor hun arrangerede workshops for kvinder. Hun var i samme periode igen blevet mor, hvilket hun ikke nævner i interviewet, men hendes baby sover på skødet af hende medens hun beretter om sit liv.

Erfaringssammenhænge og dominerende processtrukturer I det følgende vil jeg foretage en inddeling og analyse af Victorias ubrudte narrativ i suprasegmenter. Under hvert suprasegment vil jeg diskutere hvilke processtrukturer, der er i spil. Jeg forholder mig også løbende til spørgsmålene om, hvilke hændelsesbærere der er på spil og den sociale situation erfaringsdannelsen udspiller sig i60.

59

Fredsaftalen gav de demobiliserede guerillaer en form for understøttelse,

60

Med andre ord forholder jeg mig i dette afsnit til Shützes tre første kognitive figurer; (1) biografi-og

hændelsesbærer samt deres gensidige relationer, (2)situationer, miljøer og sociale livsverdener som betingelses- og orienteringsramme for sociale processer (Andersen, 2001, p. 28-43)

63

1. Fattigdom, kønsdiskrimination og manglende skolegang Fattigdom er den første livsbetingelse Victoria introducerer . Det sker allerede på første linje af narrativet. Det var årsagen til, hun ikke kunne gå i skole. Allerede i næste linje kommer der dog et andet forhold ind; den voldelige lærer. Han gjorde, at det halve år hun trods fattigdommen gik i skole blev en ubehagelig erfaring. Da faren forlader familien bliver fattigdommen endnu værre. Victoria beskriver diskriminationen af piger frem for drengene som et kulturelt problem. Som lille pige fik hun ikke mulighed for at deltage i den spansksprogede skoleundervisning bortset fra et halvt år. Forældrene havde ikke råd til at sende alle deres børn i skole. Da Victoria var 7 år blev forældrene skilt og nu var der ingen mulighed for at Victoria kunne gå i skole. I dette suprasegment er der tre processtrukturer i spil. Den negative forløbskurve fattigdom en som grundlæggende hindring for adgang til uddannelse - nævnes allerede i narrativets første linje. I narrativets tredje linje nævnes så den voldelige lærer, som gør at hun mister lysten til at gå i skole. Hun reagerer ved at stikke af fra skolen og ved at sige til sin mor, at hun ikke vil gå i skole mere. Her er den institutionelle processtruktur – forholdet lærer - elev og mor – datter i spil overfor den lille Victorias biografiske processtruktur, af Schütze også kaldet ”biographical action scheme” (Schütze, 1992 a, p.191). Victoria italesætter sig selv som handlende person både ved at stikke af fra undervisningen og ved at sige til sin mor, at hun ikke længere ville gå i skole. Men set på en anden måde taler hele scenariet for samme udgang; fattigdommen, den voldelige lærer og moderens kulturelt betingede opfattelse af, at drengene skulle studere og pigerne arbejde, som Victoria omtaler senere i narrativet.

2. Børnearbejde, diskrimination og flugt Livet som børnearbejder har på flere måder karakter af negative forløbskurver. Men det betyder ikke, at hun helt kan siges at passe på schützes beskrivelse af ”trajectorys”:

64

”...persons lose the capasity to act by intention, and instead have to react to overwhelming external forces...this style of storytelling is marked by a logic of conditional relevances (e.g)`forced by this I had to...`)” (Schütze, 1992 a, p.191)

Det påfaldende ved Victorias narrativ er, at hun ved flere lejligheder kommer i situationer, hvor hun – tvunget af overvældende magter er nødt til at acceptere noget hun ikke har lyst til. Hun vender eksempelvis tilbage til jobbet på restauranten som hun først havde forladt på grund af dårlig behandling og efter voldtægten må hun finde et nyt arbejde med risiko for nye overgreb og mere diskrimination. Hun må også finde sig i kulturelle overgreb som at lade sig klippe korthåret og holde op med at gå i den traditionelle ixil-traje. Hun mister alligevel ikke sin evne til at handle intentionelt, hvis man opfatter det som at handle for bevidst at ændre bestående forhold. Men det er ikke det samme som at kunne ændre de bestående forhold. Et eksempel: Hun arbejder for en lærerinde, som behandler hende godt. Efter nogle måneder begynder lærerindens far at genere hende. Hun konfronterer sin chef med det, og siger, at hvis hun ikke kan stoppe sin far, så rejser hun. Faderen bliver ved med at genere Victoria med det resultat, at hun rejser. Samme reaktionsmønster som ved voldtægten – hun flygter fra overgrebene. Denne gang lykkes det hende at få et job, hvor hun ikke bliver behandlet dårligt eller diskrimineres kulturelt. Og det job – hos et familiemedlem til Pablo Ceto – baner oven i købet mulighed for at hun senere får chancen for at studere. Victorias erfaringer som børnearbejder italesættes altså ikke udelukkende som en erfaring af ”forced by this I had to”, men mere som læreår i kampen mod uretfærdigheden. Victoria var endnu ikke stor nok til at ”ændre verden”, men hun konfronterede allerede på det tidspunkt uretfærdigheden som i eksemplet med faderen til lærerinden, eller hun flygtede fra den som i eksemplet med voldtægten. De dominerende processtrukturer er på den måde i spændingsfeltet mellem den institutionelle og den biografiske. Selvom hun konkluderer på sin fortælling om sit liv som børnearbejder, at det var en meget, meget forfærdelig erfaring, så er det ikke et knækket, viljesløst eller handlingslammet menneske, der ”grundlægges” i disse år og derfor kan man ikke 65

konkludere, at de negative forløbskurver er Victorias dominerende ”holdning” til sin erfaring som børnearbejder.

3. Studieliv Den biografiske betydning Victoria tillægger det at studere kan man ikke læse sig til kun ved at se på de fortællesegmenter, der handler om hendes studietid i Chichicastenango og Nebaj. Faktisk er hendes erfaringer fra Chichicastenango meget delte. På den ene side omtaler hun, at hun studerede ”med nonnernes hjælp” (p.4), men i samme sætning omtaler hun, at hendes penge fra stipendiet blev delt af nonnerne mellem alle eleverne. Og i næste linje opsumerer hun; ”og sådan var hele min forhistorie” (p.4). Studietiden i Nebaj efter de 4 år i Chichicastenango nævnes kun i forbindelse med dens bratte slutning, da hun må flygte. Og netop i forbindelse med moderens opfordring til at flygte fremstår betydningen af uddannelse meget klart. I en narrativ passage som gengiver diskussionen med hendes mor : ”Jeg forstod det ikke. Jeg studerer jo, sagde jeg til hende.” (p.7)

Uddannelsestemaet rejses – som nævnt – allerede i narrativets allerførste linje og berøres på en anden måde efter krigens afslutning. Hun omtaler situationen før hun fik et job: ”...hvad gør jeg? Jeg har ikke...fordi jeg ikke har nogen uddannelse (”carera” kan også betyde job og hun mener måske begge dele, MW) jeg kan vende tilbage til. (p.11)

Uddannelse har altså betydning for hende ud fra hendes nuværende erfaringshorisont, men de narrative passager om hendes overvejelser med at opgive studierne og gå med i guerillaen, indikerer også, at beslutningen om at forlade studielivet var svær. Så svær, at hun overvejede at løbe en meget reel risiko for at blive dræbt for at kunne fortsætte det liv, hun ønskede at leve. Victorias studieliv er domineret af den biografiske processtruktur, når man ser på intentionaliteten i forhold til det at studere. Hun gør det ikke på grund af andres

66

forventninger – måske ligefrem på trods, når man medtænker moderens beslutning om, at kun drengene skulle studere. Men i studietiden konfronteres hun også med noget, hun oplever som uretfærdigt – nonnernes uddeling af hendes stipendium. Det får hende dog ikke til at opgive skolegangen, måske fordi hun ikke sultede eller led anden overlast i årene i Chichicastenango.

4. Pablo Ceto Venskabet med det ledende medlem af EGP og URNG, Pablo Ceto, tillægges stor betydning i narrativet. Han nævnes i forbindelse med hele tre vigtige forandringer i Victorias liv. Ud over at formidle muligheden for at studere, bliver han også nævnt i forbindelse med, at hun gik under jorden og ind i guerillaen og som formidler af job, da hun efter krigens afslutning befinder sig i en svær økonomisk situation. Hun kommer ikke ind på, hvorvidt de har haft et kærlighedsforhold til hinanden, men han italesættes som en afgørende begivenhedsbærer i hendes biografi og som den eneste person, som fremstilles entydigt positivt. Ikke som en person hun måtte underordne sig – som eksempelvis hendes mor. På den måde er hendes omtale af deres venskab domineret af biografiske processtrukturer. Men venskabet kan også anskues som en positiv forløbskurve, hvis man gør det tankeeksperiment, hvad der ville være sket uden dette bekendtskab. Måske ville hun aldrig være kommet til at studere, måske ville hun ikke have fået job efter krigen og så videre.

5. Guerillaen Hun omtaler Pablo Ceto i forbindelse med tiden i Nebaj, hvor repressionen bliver mere og mere dominerende, og den sociale organisering foregår i det skjulte. Han var med i det illegale arbejde, men det vidste hun ikke på det tidspunkt. Hun nævner ikke, om hun først fandt ud af det mange år senere, eller om han rent faktisk spillede en rolle i forbindelse med hendes hvervning. Men hun færdedes i et miljø, hvor mange havde tilknytning til guerillaen, hun havde personlig kontakt til et medlem, Pablo Ceto og var studerende. Alt sammen faktorer, der muliggjorde, at hun havde et netværk af folk

67

indvolveret i guerillaen, men som samtidig nødvendiggjorde at hun flygtede fra Nebaj for ikke at blive slået ihjel. Hun italesætter sig selv som en person med stor social indignation, som har oplevet social uretfærdighed og kulturel diskrimination lige siden den tidlige barndom. Repressionen betød at mange mayaer døde og der var så meget uretfærdighed, at det var nødvendigt at gøre noget. Sådan er hendes politiske rationale bag nødvendigheden af at gå med i guerillaen. Men det var ikke nødvendigheden af at gøre noget, der var den eneste – og sandsynligvis heller ikke vigtigste – grund til at gå med i Guerillaen. Hendes liv har på det tidspunkt en meget positiv retning. Hun har et stipendium og fremtiden ligger tilsyneladende åben for hende. Men krigen kommer tættere på og det sidste år før hun forlader Nebaj, er der farlige situationer hele tiden. Bekendte til hende bliver myrdet af hæren og soldater skyder på folk, der færdes udenfor den centrale by. Diskussionen med moren og med en studiekammerat, hvor hun ønsker at fortsætte studierne og de begge fraråder hende det antyder, at hun gik med af nødvendighed og på et tidspunkt, hvor hun havde andre ønsker for sin fremtid. Man kan således se, at i dette suprasegment er den negative forløbskurve vigtig – når vi taler om selve tilslutningen til guerillaen. Men den biografiske processtruktur er ikke helt fraværende. Der er intet i narrativet indtil da, der tyder på, at hun er kommet ind i en gruppe hun føler afsky for (som nogle tyske soldater under 2. Verdenskrig gjorde det over at deltage i den tyske hær, Schütze, 1992 a). Det tyder snarere på, at Victoria var en ung person, som ikke levede et politisk liv som sådan, men reagerede på kombinationen af den farlige situation og det at hærens overgreb rykkede så tæt på hende, at hun også måtte reagere: ”...for vi var nødt til at tage op i bjergene (ringer på døren) fordi det var for meget det der foregik.” (p.7)

Hvor hendes italesættelse af indlemmelsen i guerillaen er præget af negative forløbskurver, er årene i guerillaen fremstillet som en anderledes positiv erfaring. Hun lærte at forsvare civilbefolkningen i junglen og hun deltog i en krig mod uretfærdigheden.

68

Hun gjorde en forskel som kommunikationsekspert både overfor hendes kammerater i guerillaen og civilbefolkningen under hærens bombetogter. Hun fremstiller en hovedsageligt biografisk processtruktur. Men det nuanceres af, at en guerillaorganisation er en militær organisation med hierarki og ordrer der skal følges: ”Nu tog jeg ikke længere ordrer fra min mor, men fra organisationen.” (p. 8)

En anden nuancering er, at hun plages af en stor smerte over hele krigssituationen og over alle dem, der er døde.

6. Freden Mens Victoria ikke havde kunnet studere videre på grund af krigen, havde hun gjort andre erfaringer, som gjorde hende velegnet til at arbejde i nogle af de organisationer, der organiserede mayakvinder efter krigen. Samtidigt var hun heldig at kende Pablo Ceto, som formidlede kontakten til organisationerne. Hendes held, hvad job angår spiller sandsynligvis også ind på hendes positive evaluering af livet i guerillaen.

Den samlede biografiske formning Victorias narrativ om sit liv er præget af erfaringerne fra guerillaen og dens politiske diskurs; mayaerne som underklasse og samtidig undertrykte på grund af deres etnicitet – og det retfærdige og nødvendige i at kæmpe for at forandre denne virkelighed. Samtidig har hendes aktuelle situation, hvor hun nyder godt af såvel de kontakter hun har fra årene i guerillaen som de kvalifikationer dette liv har givet hende helt givet været med til at forme hendes narrativ. Hendes dominerende fortællelinje modsvarer denne aktuelle erfaringshorisont, således at hendes fortælling har et præg af en eksemplarisk lidelses- og kamphistorie. ”Mit navn er

69

Victoria og sådan fødtes min bevidsthed”, kunne en passende titel på hendes organisering af narrativet være.61 Men der er en delvis konfliktende linje – som hun måske har fortrængt – nemlig at der måske ikke var den direkte relation mellem barndommens spirende bevidsthed i mødet med uretten og så voksenlivet i guerillaen og senere socialt engagerede kvindeorganisationer. Måske havde Victoria planlagt at fremstille hendes livshistorie uden at nævne sit medlemskab af guerillaen. Men de underliggende mekanismer, der træder i kraft gjorde det svært for hende at fortælle narrativt - i modsætning til kun argumentatorisk/teoretiserende om sine erfaringer – nærmest tvang hende ud i narrativet af den del af hendes liv. Jeg mener ikke, at det forholder sig som de udblændinger Schütze (1992 a og b) og Rosenthal (1993) omtaler. Med den tyske biografiforsker Gabrielle Rosentals ord: ”...his experiences were upsetting that he would rather not mention them.” (Rosenthal, 1993, p.84)

Tværtimod tyder alt i interviewet på at hun er meget stolt over den periode af sit liv. Så der må ligge noget andet bag. Og der er da også en meget åbenlys anden mulighed. Selvom URNG på interviewtidspunktet, i 1999, var et lovligt politisk parti, så var eksguerillamedlemmer ikke nogen man kunne finde bare ved at gå en tur i Nebajs gader. Der var stadig meget frygt for hævnmord og i Victorias tilfælde var hun først lige begyndt at komme i Nebaj. Her præsenterede hun sig ikke som eks-guerilla, men som hjemvendt flygtning. Men som jeg også oplevede med mange andre tidligere guerillaer – fra de øverste kommandanter til de menige ”fodfolk” – var der et enormt behov for at tale om krigen og forklare sig. Det er Victorias narrativ også et udtryk for. Da hun først kom i 61

Den spanske titel på Rigoberta Menchus erindringsbog er Me Llamo Rigoberta y Asi Me Nació La

Conciencia (Jeg hedder Rigoberta og sådan fødtes min bevidsthed). Der er nogle slående ligheder mellem de to tidligere EGP-guerillamedlemmer Rigoberta og Victorias måde at fortælle deres historie; oplevelse af uretfærdighed og hærens massakrer, kampen imod uretten og den spirende bevidsthed.

70

gang fyldte hendes narrativ 5 af hovedfortællingens 12 sider, og hun gør ikke noget for at skjule ellers velbevarede hemmeligheder i forhold til URNGs officielle måde at tale om krigen på; eksempelvis hendes træningsophold på Cuba og den organisatoriske enhed mellem flygtningene i junglen og guerillaen.

Analyse af livshistorisk interview med Rosa Præsentation af Rosa Rosa er en kvinde i 50erne, enke og mor til to børn, der i dag er i 20erne. Hun er også mormor til 5 børn og lever sammen med børn og børnebørn i Nebaj. Hun lever af at sælge kunsthåndværk – artesanias – og bliver også støttet økonomisk af hendes søn, som arbejder for en af de mange udenlandske organisationer i Nebaj. Rosa har aldrig lært at tale andet end et meget simpelt spansk. I 1981 blev hendes mand bortført af hæren og er aldrig blevet set siden. Efter interviewet har jeg holdt fast i kontakten med Rosa og hendes familie. Hendes søn har arbejdet som tolk for mig i forbindelse med interviews i landsbyen Salquil Grande og Nebaj tilbage i 1999 og jeg har besøgt deres hus flere gange i 2003 – 2004. Senest var det også sammen med min kone og datter. På de 5 år der er gået fra mit første til det seneste møde med Rosa og hendes familie er der sket en positiv udvikling i familiens sociale situation, da sønnen har fået arbejde. Huset er også blevet bygget til og de børnebørn, der er store nok, går i skole. Rosa og sønnen er i gang med, sammen med sønnen, at sætte eksport af hendes kunsthåndværk i system. Men krigens skygge er ikke væk. Med splittelsen af ikke-FRG-partier ved sidste kommunevalg er der blevet valgt en borgmester, som familien mener var dybt involveret i 1980ernes massakrer, så de imødeser fremtiden med en blanding af håb og bange anelser.

Interviewsituationen En dag, da jeg nød det smukke solskinsvejr på Hotel Ixil kom en hærget ixil-kvinde ind i patioen og spurgte om jeg ikke ville se på tipicas – tøj og kunsthåndværk fra Nebaj, Chajul og Cotzal. Det ville jeg gerne og hun spurgte på sit meget begrænsede spansk om, hvad jeg lavede her. Jeg fortalte om min interesse for borgerkrigen og ixil-mayaernes 71

erfaringer. Hun fortalte, at hun var enke og at hun havde en søn, der var meget interesseret i at tale om krigen. Jeg gik med hende hjem og aftalte, at lave et livshistorisk interview med hende sammen med min kone. Så da dagen for interviewet kom, vidste jeg allerede noget om hendes historie og hun kendte til de to forskellige problemstillinger for min kones og mit feltarbejde. Interviewet foregik på ixil med hendes 20-årige søn som oversætter. Det var første gang, at hendes 20-årige søn hørte de fleste af de ting hun fortalte. Så mange ting fortalte hun også for ham, og sønnen stillede også præciserende spørgsmål til sin mor, og var dermed også en aktiv part i interviewsituationen. Interviewet foregik i familiens hjem. Før krigen arbejdede Rosa som hushjælp ligesom Victoria. Men ellers er de meget forskellige. Hvor Victoria er trænet i at tale, er det ifølge Rosa selv første gang hun fortæller sin historie, og i det hele taget taler om mange af sine krigserfaringer. Måske spiller det ind på selve interviewsituationen. Hvad der fungerede fint i det andet interview blev mere problematisk i dette. Der skete nemlig noget vi ikke var forberedte på; Rosa ønskede eller kunne ikke give et længere narrativ om sit liv uden afbrydelser, men ønskede at få stillet spørgsmål løbende. Da interviewet blev en blanding af kronologisk orienteret narrativ og spørgsmål der ikke altid sigter på at fortælle en erfaringssammenhæng er det vigtigt for den nærmere analyse at klarlægge forholdet mellem spørgsmål og svar. Derfor følger dette portræt strengt interviewets kronologi (og ikke Rosas livshistoriske kronologi). Dermed udfolder portrættet sig først kronologisk i analysen af erfaringssammenhænge og dominerende processtrukturer.

Interviewets kronologi 1. Hvordan var det før – før krigen, under og efter? Håbet var at udlæse et længere narrativ, men i stedet blev det til en kort sammenlignende teoretiseren om de tre faser; før, under og efter krigen. Her følger hele det korte svar på første spørgsmål: ”Før krigen levede vi stille og roligt, uden at tænke på at gøre nogen fortræd (no pensamos en nada malo). Vi passede vores afgrøder, vores dyr, vi havde nogle grise og kyllinger. Vi havde bønner og majs og

72

manglede ikke noget at spise. Men da krigen kom havde vi intet, vi sultede. Nu havde vi ikke penge til at købe noget på markedet og der var da heller ikke noget at købe på markedet. Alle mennesker var ude af kontrol. Under krigen havde vi ikke kun ingen penge. Men vi var også nødt til at blive i huset, fordi vi var meget kontrollerede af hæren. Krigen lod os tilbage i en stor fattigdom, for nu havde vi ikke noget at spise, mændene kunne ikke hente brænde eller høste majs. Selv for de folk der havde penge var der ikke nogen steder, hvor de solgte tingene. Der var heller ikke busser og biler til at transportere folk. Som det er nu, sådan var det også før krigen – nu bare med mindet om folk.” (p.1)

Set i krigens lys var tiden før idyllisk. Hun og hendes familie manglede ikke noget. Krigen ændrede alt dette og medførte sult og en voldsom kontrol fra hærens side. Ingen ting fungerede og folk var ”ude af kontrol”. Freden sammenstiller hun med tiden før krigen med den vigtige forskel, at mange er døde – ”bare med mindet om folk”. 2. Hvordan levede De da de var barn og før krigen? Her kommer det frem, at alt ikke var idyl før krigen – når man da ikke ser det i krigens skær, som i følgende retrospektive passage: ”Der var ingen mord, man fandt aldrig en eller anden død på gaden.” (p.1)

Men sætningen fortsætter umiddelbart efter: ”Jeg fik aldrig nogen skolemæssig uddannelse. Jeg lærte aldrig at læse og skrive. Min mor kunne heller ikke tale spansk. Mit arbejde var at male kaffe med en sten. Vi havde ingen penge, vi arbejdede bare i vores hus for at få mad, men vi tænkte aldrig på at noget mere ved huset – eller i samfundet i det hele taget – som at anskaffe os mange ting. Du var vandt til at leve i fattigdom.” (p.1)

I samme åndedrag som Rosa holder krigens rædsler op overfor tiden før krigen kommer der også nogle vigtige nuancer frem i forhold til den indledende idylliseren. Hun problematiserer dels fattigdommen og dels den apati hun og hendes mor mødte den med. Hendes far døde og hun måtte sælge ting på markedet for at skaffe en smule penge. I løbet af den næste side kommer der 8 spørgsmål som ikke lægger op til nogen form for narrativt flow, men snarere til de korte svar Rosa giver. Situationen opstår i en 73

kombination af, at vi begge ønsker at holde Rosa i den tidlige fase af hendes liv og håber på, at hun for alvor kommer i gang med en narrativ strøm, og to interviewere med to forskellige problemformuleringer – Christina Elle med et fokus på kvinders forhold til mayakulturen og jeg med fokus på krigserfaringer. 3. Hvordan har livet ændret sig i Ixil-området? Hun svarer at kvinderne er friere og at børnene ikke længere har respekt for deres forældre. På det næste spørgsmål sker der en total misforståelse i spillet mellem de tre sprog dansk, spansk og ixil: 4. Er priserne steget meget eller lidt? Rosa svarer, at der var mange religiøse fester og der blev serveret rigeligt kød. 5. Fulgte du din mors råd og vejledning? Hun svarer, at hun fulgte moderens råd. Hun ønskede at arbejde som hushjælp, men moren sagde nej, fordi det ville skade respekten for familien. Så følger et spørgsmål om, hvad hun tænkte om ”las costumbres” – de religiøse fester – da hun var ung. Hun havde sagt til sin mor, at hun ville arbejde for nogle af mændene fra de religiøse broderskaber til deres fester sammen med en veninde. Hun blev straffet og fik at vide, at hun ikke kunne gøre hvad som helst uden sin mors tilladelse. 6. Hvilken betydning har ”los costumbres” - de religiøse ritualer og fester for mændene? Her nævner hun evangelisterne for første gang. Det sker i sammenhæng med, at hun forklarer den store betydning ”los costumbres” havde for at sikre orden i verden. Når det regnede forsøgte de at få guderne til at lade solen skinne og når der var for tørt lavede de ceremonier for at få det til at regne: ”Men en anden sag der hjalp med til at konservere dette (betydningen af ”los costumbres”, MW) var, at der ikke eksisterede evangelister. Men da evangelisterne dukkede op og det rygtedes, så gik vores bedsteforældre og forældre imod dette.” (p.3)

74

7. Var præsterne i den katolske kirke imod ”los costumbres”? Hun svarer at der aldrig var problemer med disse præster. Derimod hjalp de til med at stå for de religiøse fester. Evangelisterne forfulgte derimod den katolske kirke. 8. Hvad er ”espiritus” – ånder ? Rosa forklarer kort, at maya-præsten kan komme i kontakt med de døde ved hjælp af ånderne. Nu vender interviewet tilbage til en mere kronologisk ordnet fase, med et mere narrativt flow. 9. Kan De fortælle lidt om deres voksenliv? Hun fortæller, at hendes mor også døde og hun arbejdede en periode som hushjælp og på nogle store gårde (fincas) for at kunne få noget at spise, som hun udtrykker det. Da Rosa blev gift, blev hun husmor og kom med madpakke til sin mand, der hvor han arbejdede. Hun fortæller derefter, at hun kun havde en søster og at søsteren ”...også var meget fattig, sammen med sin mand.” (p.4) Og fortsætter: ”Men da hæren tog min mand med sig, blev jeg ladt tilbage uden noget. Jeg havde ikke nogen at betro mine to børn til, så det var ikke muligt at tage et arbejde fordi jeg skulle passe mine to børn. Så mit liv blev meget svært da jeg var ung”. (p.4)

Hun fortæller, at hun oparbejdede en stor gæld for at kunne forsørge børnene – en gæld hun skal betale af på den dag i dag. 10. Hvordan var det muligt at leve efter så forfærdelige begivenheder? Spørgsmålet var stillet i betydningen psykologisk overlevelse, men hun svarede i forhold til meget konkret fysisk overlevelse. Hun måtte tage til hovedstaden med sine to børn for at prøve at sælge noget, men blev der kun en dag, da hun mødte nogle tyve og i det hele taget følte sig utryg. Hun angiver hendes manglende læse- og skrivekundskaber som en vigtig del af denne følelse af usikkerhed. 11. Hvordan begyndte krigen og hvilke rygter var der før krigen for eksempel i 1970erne? Rosa fortæller, at der var nogle rygter om nogle tyve, der havde søgt tilflugt i

75

bjergene. Der døde nogle personer og rygtet sagde, at de var kommunister. I en tid holdt rygterne op, men så en dag hvor Rosa var på markedet skete der noget: ”Derefter hører vi ikke flere rygter om denne gruppe, men føler os sikre på, at de ikke kan trænge ind i byen som bevæbnede personer og provokere folk. Men en dag hvor jeg havde været på markedet og var på vej tilbage sammen med min veninde, med mine indkøb, stod der en gruppe bevæbnede personer, og også kvinder, med våben og rygsække ved det eneste ”supermarked” der eksisterede i Nebaj.” (p.4)

“De røvede alt hvad der var i butikken og delte det ud til..dem, der var fattige, som ikke ejede noget, som ikke kunne købe noget.” (p.5)

Hun fortæller, at samtidig var der en anden bevæbnet gruppe på pladsen. Vejen fra butikken og ned til hendes hus havde guerillaen spærret. I de følgende 30 linjer refererer hun guerillaernes synspunkter. Det er ikke klart om hun personligt overhører det hele eller om hun har fået det hele fortalt bagefter. Men fortællestilen er stemningsmættet, narrativ og virker selvoplevet. Det følgende er et uddrag af de 30 linjer: ”Så kom en af guerillaerne fra gruppen hen til os og sagde...at de arbejdede for os fattige, som hele livet havde arbejdet for de rige ladinoer...”hvis nogen af jer ønsker at slutte jer til os, så kom, så tager vi af sted sammen...vi vil ikke finde os i mere uretfærdighed og hvis I vil slutte jer til os kan i gøre det fra dette øjeblik. Ladinoerne – kun de spiser kød – os andre, indigenas (mayaer eller indianere, MW) spiser ikke andet end bønner. De spiser bedre og arbejder ikke og vi arbejder meget hårdt og spiser meget simpelt, meget skrabet...” Men da de tog ad sted var der nogen, der var meget triste. Fordi de sagde, da de drog af sted; ”godt, venner og brødre, nu tager vi af sted, vi arbejder for jer. Vi ved, at I lider som os og vi ses meget snart. Vær ikke bange, vi er ikke imod jer, vi er brødre”, sagde de. Men der var nogen, der var imod dem. De sagde, at de ikke gad at arbejde, at de var kommunister, der ikke gad arbejde for at tjene penge. Andre var meget triste over at de rejste. Der var meget tristhed over deres hurtige afgang, fordi folk ønskede fremskridt i kampen imod dem, der var under for meget indflydelse af regeringen.” (p.5)

Der er altså en stor kontrast mellem de rygter Rosa fortæller om og så den guerilla hun oplever indtage Nebaj. Rosa beskriver den blandede modtagelse guerillaen fik. Men den vægt hun lægger på guerillaens rationale, deres beroligende opførsel overfor almindelige mayaer og den følelse af tristhed mange rammes af da de drager af sted antyder hendes egne dybere sympatier. Noget som hun bestyrker senere i interviewet. 76

12. ”Da guerillaen kom første eller anden gang, hvad var deres formål? Ville de myrde nogen personer med stor magt i Nebaj?” Det er Rosas søn, der stiller dette uddybende spørgsmål. Rosa fortæller, at da de kom tilbage en måned eller halvanden måned senere, var det for at myrde en af de største arbejdsgivere herfra – Enrique Brol – som har en finca i Cotzal. Det næste spørgsmål, som igen er fra mig lyder: ”Hvad tænkte folk da hæren kom og guerillaen forsvandt, hvad mente folk om guerillaen og hæren?” Rosa begynder sit svar med ordene: ”Folk begyndte at blive meget bange, fordi de ikke kendte hæren og da de ankom var der mange lastbiler med et utal af soldater og de begyndte at patruljere i gaderne og skræmme folk. De marcherede i to rækker i gaderne og de ledte efter guerillaen, men ikke kun guerillaen; enhver person de mødte på gaden blev myrdet.” (p.6)

Hun fortæller derefter om en nabo, som havde arbejdet for kommunen, at der havde gået et rygte om, at han var guerilla, fordi: ”...han hjalp de fattige” (p.6).

Hæren myrdede ham. Hun fortæller derefter, at Brol-familien lånte hæren 8-10 af deres huse, så de bedre kunne etablere sig indenfor Nebajs centrum. Hun beskriver hadet både fra Brol-familien og fra hærens side. Hvis man vovede sig ud om natten blev man skudt. Hvis man var nødt til at vove sig ud for at ordne et eller andet om dagen, var det også forbundet med stor risiko: ”Heller ikke om dagen kunne vi vove os ud og kun af nødvendighed gik vi ud når vi skulle ordne noget og der mødte vi hæren. Vi hilste den ”god eftermiddag” eller ”rigtig god morgen” og de svarede os ikke, fordi de var meget, meget onde/uhøflige (”muy mal”)” (p.6)

13. ”Og hvad tænkte I om dem, om guerillaen, eksisterede den eller eksisterede den ikke længere?” Hun gentager, at nogle i Nebaj var meget glade for at hæren beskyttede dem mod guerillaerne, som ikke ville arbejde på gårdene. Andre sagde, at guerillaen var væk på grund af, at hæren var ”...meget, meget voldelig...” (p.7) 77

14. ”Hvorfor forsvandt præsterne fra den katolske kirke i 1980erne?” Af frygt for hæren, svarer hun og fortæller, at hun også gerne ville have flygtet men det var for sent at slippe væk: ”Men vi kunne ikke. Vi sad fast. Vi kunne kun vente på at blive myrdet, for nu var der ingen mulighed for at slippe væk mere.” (p.7)

Hun fortæller derefter om, hvor trist det var som katolik ikke at kunne gå til messe. Så fortæller hun i en længere narrativ passage om en mand, der var meget tæt på præsten, men som allierede sig med hæren og selv berigede sig med de ting, der var beregnet til nødhjælp til de fattige. 15. ”Hvad gjorde mayapræsterne og de mayaer, der organiserede de religiøse fester uden præsten?” Hun fortæller, at det ikke var muligt at organisere maya-religiøse fester og det var forbundet med livsfare, alligevel at prøve: ”(Hæren, MW) sagde at folk var guerillaer; inklusive børn ned til 6,7,8 år, sagde de var meget dårlige personer, guerillaer.” (p.8)

Hun fortæller, at en mor fra Chajul engang var vendt hjem fra en messe og da hun vendte tilbage ventede hendes morder på hende. Herefter kommer et spørgsmål om civilpatruljerne: ”Hvad skete der efter dannelsen af civilpatruljerne her i Nebaj?” Mændene blev tvunget ind i dem for at gå ud og lede efter guerillaer, dag og nat. Og det gjaldt mænd helt op til 75-80 år. Hun går over til at fortælle at hæren forsøgte at bruge hjemvendte flygtninge som informanter mod guerillaen. Også tidligere guerillaer blev ”forrædere” (p.9), som hun kalder dem. 16. ”Underskrivelsen af fredsaftalen, hvordan har det været i disse år?” Hun understreger, at hun bifalder underskrivelsen af fredsaftalen, men for hende har det ikke

78

betydet nogen forbedringer. Hun har hverken fået sin mand tilbage eller alt det hun har mistet materielt set. 17. ”I den aktuelle situation som enke er der så mere frihed, hvad angår arbejde og kommunikation inden for samfundslivet?” Rosa siger, at situationen nu er mere normal, man kan arbejde og rejse hvorhen man vil. Hun fortsætter med at sammenligne situationen for dem, der har deres ægtefælle med krigsenker som hende: ”Vi accepterer ikke denne situation. Vi ved stadig ikke, hvor de er blevet myrdet...Der er hvor alle blev myrdet, sager som hæren har ansvaret for. For eksempel i de små landsbyer (las aldeas) myrdede de næsten alle mennesker.” (p.9)

Hun fortæller derefter, at hæren også myrdede tilbageblevne familiemedlemmer til flygtninge – ”familier, hvor alle blev myrdet.” (p.9) 18. ”Til forskel fra før, hvor mændene slog deres koner – hvordan er situationen så i dag?” Hun svarer, at der i dag er mere lighed, men at folk der frivilligt har været i hæren også i dag tit slår deres koner. 19. ”Hvordan ser De i dag på klædedragten – bevarer man stadig kvindernes kultur som før krigen?” Hun fortæller, at en del er holdt op med at bruge den traditionelle klædedragt. 20. ”Hvad er kvindens rolle i ixil-maya-kulturen aktuelt set?” Hun fortæller, at kvinderne i dag har mere frihed til at deltage. 21. ”Hvad er kultur for dem?” Rosa svarer, at kultur for hende er vores attitude til de traditioner vi stadig bevarer fra vores forfædre. Og fortsætter: ”Men noget som ikke er en kultur, eller noget originalt fra Nebaj, er den evangelistiske kirke, som har splittet vores traditioner.” (p.10)

79

Hun fortæller om en ven af hendes mand, som blev evangelist. Han var med i guerillaen kort tid, men derefter arbejdede han for hæren: ”For mig, var han ikke nogen god person:” (p.11)

22. ”Hvordan fik evangelisterne sådan en stor gruppe tilhængere blandt ixil-mayaer, hvordan opstod de her og hvad var deres holdning til katolikker? ”Hun fortæller, at der fandtes evangelister i Nebaj før krigen, men de var meget få. Da den katolske kirke var flygtet, brugte de evangelistiske pastorer det, ifølge Rosa, til at vise folk, at katolicismen var en svag og magtesløs religion. Hun nævner en bekendt ved navn Pedro, som blev evangelistisk pastor og brugte den slags argumenter. 23. ”Den katolske kirke forsvandt fra billedet en del af krigen, men der var vel fire grupper af folk her, altså der var guerillaen, den evangelistiske kirke, den katolske kirke og hæren. Hvordan var det?” Hun svarer, at den evangelistiske kirke fik meget støtte af hæren, mens den katolske kirke blev opfattet som arnestedet for guerillaen: ”Derfor blev alle de mennesker, der deltog i de katolske messer eftersøgt og myrdet. Men for den evangelistiske kirkes vedkomne var der gudstjenester (cultos) og de havde hærens beskyttelse...” (p.11)

Hun nævner endnu engang personer i den katolske kirke, som stjal det der skulle have været hjælp til de fattige og selv konverterede til evangelismen; ”...det var meget dårlige mennesker.” (p.12). 24. ”Hvad tænkte i om Accion Catolica, for eksempel om Padre (præst) Javier, i 1980erne?” Hun fortæller, at de var meget triste, fordi han havde hjulpet dem på en fredelig og positiv måde. Han hjalp også til med afholdelse af maya-religiøse festligheder. 25. ”Bliver ixil-kvinden værdsat mere i dag end i 1960erne og før?” Rosa mener, at kvinders bedre adgang til uddannelse har øget ixil-kvindernes anseelse blandt ladinoerne. Og hun nævner, at mænd ikke længere slår deres koner. 80

26. ”Hvad synes i om livet før – vil i gerne vende tilbage til som det var før, og bevare disse livsformer, eller leve som man gør i dag?” Der er fordele og ulemper, mener hun. Fordelen er, at pigerne kommer i skole, kan lege og kan dyrke alle former for sport. Ulempen er, at pigerne – med den megen frigjorthed (libertinaje) kan gøre de samme dumme ting som mændene, for eksempel drikke sig fulde. 27. ”Da Deres mand forsvant (fue desaparasido), fik de så hjælp af nogen mennesker, et familiemedlem eller nogen meget tæt på Dem?” Hun fortæller, at hendes forældre jo var døde på det tidspunkt. Hendes mand havde en bror som ikke hjalp – tværtimod – han var meget glad for hans brors død, fordi det gav ham adgang til noget jord, som de begge havde gjort krav på. Den eneste, der hjalp hende var hendes søster og det var kun moralsk. For søsteren var også selv meget fattig. Det var ikke meget støtte hun fik: ”Da hæren hentede min mand, var den støtte jeg fik kun en gang imellem, fordi ingen kunne besøge mig i mit hus, fordi hæren stod og kontrollerede folk.” (p.13)

28. ”Er der andre kvinder, der har samme erfaring som Dem, som har lidt ligesom Dem, og som De har mødt under krigen, her i Nebaj?” ”Ja der var en del kvinder som var i den samme situation som mig” svarer hun. De begyndte at sælge traditionelt tøj og kunsthåndværk - cosas tipicas - ligesom hende. En dag havde hun næsten heldet med sig, med at sælge noget til en amerikansk turist – som hun havde fået med hjem for at vise sit lager af tipicas til ham, men det fik hæren forpurret. Han havde ikke nok penge med og da han forlod huset for at gå tilbage til sit hotel, ventede nogle soldater udenfor døren: ”Så fulgte hæren denne nordamerikaner til den centrale plads og han kom ikke tilbage, derfor var der ikke mange turister, der kunne komme her. Hæren var meget aggressiv i den tid, fordi den bevogtede døren til mit hus, de blandede sig og spurgte: Har de noget til guerillaen her? Er de i gang med at tilberede noget mad, en smule fødevarer til guerillaen? Og jeg begyndte at græde, fordi jeg var meget bange for dem. Og de begyndte at lede...” (p.13-14)

81

Hun fortæller derefter at en gruppe på 80 soldater ransagede hendes hus og udspurgte hendes to små børn om de havde set nogle guerillaer i huset. De hånede hende og sagde, at hendes mand havde forladt dem for at slutte sig til guerillaen. Rosa begyndte at græde, fordi hun jo selv havde oplevet, at hæren havde bortført ham. Hun fortæller, at hun på et tidspunkt søgte tilflugt hos en nabo med sine to børn. Derefter beretter hun om da hendes nabo blev myrdet. Det fremgår ikke om det var samme nabo. Hun fortæller, at da hæren havde myrdet hendes mandlige nabo ville hans kone konfrontere hæren, men hun fik hende beroliget.

Erfaringssammenhænge og dominerende processtrukturer Som i analysen af det narrative, livshistoriske interview med Victoria vil jeg diskutere processtrukturerne med særlig interesse for negative forløbskurver. I modsætning til det foregående interview er det først her i analysen, at det kronologiske portræt tager form.

1. Barndom I modsætning til Victoria kom Rosa aldrig i skole, fik aldrig lært at læse og skrive eller at tale andet end et meget begrænset spansk. Rosa italesætter fattigdommen som en afgørende hindring for hendes biografiske muligheder, men ikke den eneste. Fatalismen overfor fattigdommen ser hun også som en hindring for forandring både på familieniveau og på samfundsniveau: ”Du var vant til at leve i fattigdom”, konstaterer hun efter at have beskrevet familiens apatiske forholden sig til forholdene. Rosas mor blev alene, da faren døde, hvilket tidligt i livet gav hende mange opgaver. Men fattigdommen bliver ikke problematiseret før hun har sammenlignet tiden før krigen med krigens rædsler. På det første spørgsmål – ”Hvordan levede De før, under og efter krigen” - nævner hun slet ikke fattigdommen. Det kommer ind i billedet under spørgsmål 2 – "Hvordan levede De som pige før krigen?" – men igen ikke som det første. Først nævner hun, at det var roligt og man kunne gå på gaden. Så fortæller hun, at de var ignoranter, der kun tænkte på det daglige arbejde. Så taler hun om de primitive forhold

82

uden elektrisk lys, derefter vender hun tilbage til det sikre i livet før hærens myrderier, for endelig at nå frem til fattigdommen. Det, at hun umiddelbart ignorerer fattigdommen skyldes dels krigens dominerende biografiske betydning for vurderingen af det der kom før og efter, og dels de to spørgsmåls generelle karakter, der får hende til at opsummere, mere end elaborere over de tidlige erfaringer. For rent faktisk beskriver hun en periode af sit liv, som ikke var præget af dyb fattigdom – hendes ægteskab. Rosas italesættelse af denne grundlæggende situation for hendes liv – fattigdom, manglende skolegang og spanskkundskaber og nødvendigheden af hårdt arbejde – har karakter af en negativ forløbskurve. Da hun for eksempel efter at være blevet enke tager til hovedstaden for at sælge tillægger hun sine manglende spanskkundskaber afgørende betydning for, at det ikke lykkedes. Hun fremstiller også fattigdommen og manglende uddannelse som strukturelle forhold, som det er udenfor hendes rækkevidde at gøre noget ved på det tidspunkt, selvom hun fra sin nuværende erfaringshorisont problematiserer denne fatalisme.

2. Voksenliv før krigen Rosas voksenliv beskrives allerede i de første linjer af interviewet som et liv i fred og ro inden krigen, hvor der ikke manglede noget at spise. Men igen er det kun med krigen som spejl. Både hendes barndom – som vi har set – og en stor del af hendes voksenliv før krigen er også præget af fattigdom. Da moderen døde, måtte hun arbejde som hushjælp for at få noget at spise, fortæller hun på side 4. Først med det kortvarige ægteskab med hendes mand, der blev bortført af hæren, oplevede hun det at have mad nok. Rosa selv ønskede på et tidligt tidspunkt at gøre noget for at komme ud af den dybe fattigdom, dengang hendes mor levede. Men ønsket om at arbejde ved de religiøse fester blev afvist af hendes mor, som mente, at det ville bringe skam over familien. Hun tager en konflikt med moren, hvor hun insisterer på at arbejde ved festerne sammen med en veninde. Men det ender med, at hun bøjer af for morens pres.

83

I dette suprasegment, som har med Rosas erfaring som ung og voksen før krigen at gøre, er der to processtrukturer i spil. Rosa træder selv i eksistens som person, der kan påvirke sin egen situation. Konflikten med moren om at arbejde ved de religiøse fester er en instititutionel processtruktur, hvor Rosa ender med at bøje af efter først at have sat hårdt mod hårdt. Og selv fattigdommen er det muligt at gøre noget ved – hvis hun kan tage et arbejde. Altså er der her tale om antydningerne af en biografisk processtruktur. Den negative forløbskurve - fattigdommen som faktor, der ikke kan gøres noget ved – er her veget til en anden anskuelsesform – hvilket også kan hænge sammen med, at det er i den periode af sit liv, hun oplever størst materiel velstand. En anden grund til, at den negative processtruktur er trængt i baggrunden er, at det er i den periode af sit liv, hun mærker mindst til sine manglende kvalifikationer.

3. Evangelisterne, maya-religion og den katolske kirke Rosas biografiske erfaring i forhold til et samfund, hvor religiøsiteten er i opbrud, kan ikke ses isoleret fra krigserfaringen. Men rent analytisk giver det alligevel mening at behandle suprasegmentet ”Rosas religiøsitet” – som blev grundlagt længe inden krigen – først og derefter hendes krigserfaringer som enke (suprasegment 4). Rosas religiøsitet udspringer af ”la costumbra” - mayareligion blandet med katolicisme. Hun har en meget eksplicit længsel efter dengang, hvor mayapræsterne sikrede orden i universet og evangelismen endnu ikke havde splittet ixil-mayaerne. Den modsætning der var mellem Accion Catolicas ”rene katolicisme” fra 1950erne til begyndelsen af 1970erne og costumbristerne bliver ikke nævnt af Rosa. Hun italesætter sin religiøsitet i forhold til 1970ernes harmonisering mellem costumbre og ”ren katolicisme”. På spørgsmålet om præsterne var i mod ”los costumbres”, svarede hun, at de tværtimod hjalp dem. Krigen betød, at alt hvad der symboliserede orden, enhed og ”medmenneskelighed”, blev erstattet af kaos, splittelse og forræderi som udtryk for krigens umenneskeliggørelse af relationerne mellem ixil-mayaerne. En af hendes mands venner optræder som et eksempel på forræderi, som både har en politisk og en religiøs side. Vennen gik fra en 84

kort periode i guerillaen til at samarbejde med hæren og han blev evangelist. Et andet eksempel er det ledende medlem af den katolske kirke, som stjæler de fattiges nødhjælp og – ligeledes - bliver militærets mand. Ifølge Rosa betød krigen, at al anden religiøsitet end evangelismen blev drevet under jorden. Selv børn der deltog i maya-religiøse festligheder blev beskyldt for at være guerillaer. På side 11 opsumerer Rosa klart sine iagttagelser fra krigen i citatet om, at katolikker blev eftersøgt og myrdet, mens hæren beskyttede evangelisterne. Hun forstår derfor godt, at den katolske kirke flygtede og ville selv have gjort det samme, hvis der havde været mulighed for det. For Rosa symboliserer evangelismen alt, hvad der splitter kulturen og bliver nærmest synonymt med hærens massakrer. Rosas erfaring med religiøs undertrykkelse og manglende mulighed for at flygte har meget karakter af en negativ forløbskurve: Hun ville flygte, men havde ikke mulighed for det. Man kunne ikke samles som katolikker uden at blive myrdet og forræderiet, var hele tiden en nærværende mulighed.

4. Krigserfaringer og livet som enke Den erfaring som Rosa bruger som referenceramme for hele sit liv - det at være enke - er en meget vigtig del af hendes identitet. For første gang i sit liv oplevede Rosa en vis social tryghed med sit ægteskab. Denne tryghed blev fra den ene dag til den anden erstattet af en situation, der var ”meget svær” (p.4) som hun stilfærdigt udtrykker det. Fattigdom og sult kombineret med de manglende sprogkundskaber kendetegnede situationen for Rosa og hendes to små børn. Fanget tilbage i Nebaj, på et tidspunkt hvor det var umuligt at flygte op i bjergene, udviklede Rosa nogle overlevelsesstrategier for hende og familien som man implicit kan læse ud af interviewet. Økonomisk begynder hun – i lighed med andre enker – at sælge tipicas, men er også nødt til at låne penge. Vigtigst for ikke at blive slået ihjel af hæren var det at holde sig inden døre så meget som muligt og under ingen omstændigheder deltage i nogen form for katolsk aktivitet. Hun vælger dog ikke den mest åbenlyse overlevelsesstrategi – at konvertere til evangelismen og dermed kunne håbe på militærets beskyttelse (jvf. P. 11 om hærens beskyttelse af evangelisterne). Hendes hus, som er bevogtet af hæren, er mistænkt for at være et 85

guerillahus. Hun er nødt til at finde sig i hærens chikanerier af hende og børnene. Hun er også med til at trøste en anden enke, da hæren lige har slået hendes mand ihjel. Hendes strategi kan betegnes som en konformisme udad til, men indadtil er hun aldrig blevet overbevist om, at hæren var god eller evangelismen en overlegen religion. Hun bærer på en stor bitterhed, som skinner igennem hele interviewet over, at hun er blevet enke, over hærens massakrer, over forfølgelsen af katolikker – en bitterhed som hun ikke retter imod guerillaen, selv om hun jo selv nævner, hvordan krigen begyndte fordi guerillaen ønskede at ændre de sociale forhold. Med hærens bortførelse af hendes mand forvandler italesættelsen af hendes erfaringer sig til en utvetydig negativ forløbskurve. Fanget i Nebaj mens hun venter på, at hæren måske kommer og myrder hende og familien, uden nogen hun kan stole på og med problemer med at forsørge børnene.

5. Guerillaen og hæren Mens Rosas had til hæren som nævnt er åbenlyst - hærens massakrer af hele landsbyer, deres mord på alle der vover sig ud i Nebaj og hendes måde at understrege at soldaterne var ”muy mal”, meget onde - kræver hendes forhold til guerillaen en nærmere analyse. Det fremgår ikke klart af interviewet, hvor tæt hun og ikke mindst hendes mand har været på guerillaen. Det at manden blev myrdet af hæren indikerer ikke nødvendigvis noget tilhørsforhold til guerillaen. Sikkert er det dog, at Rosa og hendes mand færdedes i et miljø, der af hæren blev opfattet som arnestedet for guerillaen – den store katolske kirke på Nebajs centrale plads. Dette fremgår også af persongalleriet, som Rosa nævner eller viser kendskab til (Padre Javier og hans medhjælper, som ifølge hende blev forræder og stjal fra de fattige). Hendes måde at italesætte den politiske virkelighed – som for eksempel forholdet mellem rige og fattige, er ikke parallel med guerillaens. Men den er tættere på end det virker ved første øjekast. F.eks. hendes måde at introducere guerillaen på. På samme tid som hun oplever social tryghed med sin mand, der arbejder, hører hun rygterne om guerillaen, som nogen mente var tyve, der havde søgt tilflugt i bjergene. Hun omtaler også guerillaen på 86

en tilsyneladende negativ måde, når hun siger, at ingen havde ventet, at en gruppe bevæbnede personer ville komme og ”provokere folk” (p.4). Den næste oplevelse hun fortæller om er, at guerillaen indtager Nebaj. Men her beskrives selve mødet med guerillaen med mere sympati. Hun omtaler guerillaens røveri af byens supermarked med forståelse. Guerillaen delte varerne ud til ”...dem, der var fattige, som ikke ejede noget, som ikke kunne købe noget.” (p.5).

Hendes lange referat af guerillaens budskaber, som de blev præsenteret for Nebajs indbyggere den dag på den centrale plads er også præget af en empatisk stil. Hun nævner guerillaens modstilling mellem de rige – ladinoer - og de fattige , mayaerne og at guerillaen var på de fattiges side. Hun beskriver to reaktioner. Først nævner hun, at nogen var triste, da guerillaen tog af sted. Senere i citatet ekspliciterer hun hvilke grupper, der var glade for at slippe af med guerillaen og hvem, der var triste. Dem, der var under indflydelse af regeringen, var glade, mens andre var triste, da guerillaen forlod dem. Som hun udtrykker det: ”...fordi folk ønskede fremskridt i kampen imod dem, der var under for meget indflydelse af regeringen.” (p.5) Hun skelner også klart mellem guerillaens måde at berolige mayaerne på – at de ikke ville gøre noget dårligt imod dem – og så fincaejeren Enrique Brol som de skyder under deres indtrængen. Hun fremstiller hæren og de rige – symboliseret ved familien Brol – som allierede, der hadede de fattige. Guerillaens endagsbesættelse af Nebaj medførte straks at hæren for alvor rykkede ind i byen og repressionen blev værre. Her er det interessant, hvad Rosa ikke siger. Hun bebrejder ikke guerillaen, at den ikke vendte tilbage og forsvarede folk. I stedet modstiller hun endnu engang dem, der havde sympati for guerillaen med dem, der var imod. Dens modstandere var glade for hærens beskyttelse mod de dovne guerillaer, som ikke gad tage et lønnet arbejde, mens dem, der var mere sympatisk indstillet over for den forklarede dens forsvinden med hærens militære overlegenhed og skrupelløshed (den var”...meget, meget voldelig...”, p.7)

87

Rosas syn på guerillaen i forhold til hæren kommer også frem, da hun fortæller om civilpatruljerne og hærens informanter. Hun er meget negativt indstillet overfor både civilpatruljer og informanter. Mænd helt op til 75-80 år blev tvunget til at deltage i civilpatruljerne fortæller hun og tidligere guerillaer, som blev informanter kalder hun forrædere (p.9). Hendes positive opfattelse af guerillaen – både dengang i 1980erne og i dag – kan fremanalyseres ved at se på det positivt ladede sprog, når hun omtaler guerillaens diskurs og opførsel. Indirekte fremstiller hun sit eget værdisæt, som stemmer overens med guerillaen på væsentlige punkter. Det er punkter som rige ladinoer versus fattige mayaer og i det hele taget fattigdommens negative konsekvenser. Hæren derimod er det helt klart, hvordan hun forholder sig til. Såvel hendes personlige erfaringer som enke som hendes observationer af hærens undertrykkelsesmekanismer gør at hun italesætter sin egen identitet som maya og enke i modsætning til alt, hvad hæren står for. Eksempler på denne hendes italesættelse af denne modsætning er omtalen af massakrer, overvågning, hærens støtte til religiøs splittelse, dens undertrykkelse af nogle religiøse retninger, brug af civilpatruljer og stikkere. Guerillaens militære svaghed og militærets kombination af styrke og skruppelløshed komplementerer den negative forløbskurve, Rosa italesætter som enke. Hæren har frit spil i forhold til at myrde eller holde folk som Rosa nede.

6. Freden Freden bringer ikke nogen afgørende ændring i skæret af negativ forløbskurve, som Rosa beskriver sit personlige liv i. Men der er alligevel en væsentlig ændring; at fremtiden kan bringe forandring og at en kvinde som Rosa ikke er helt afskrækket fra at bidrage til denne forandring. Da hun bliver spurgt om en vurdering af den aktuelle situation, gør hun sig til talsmand for et vi-fællesskab – af enker eller måske alle de overlevende fra massakrerne. Hun giver her udtryk for et par årtiers indestængt vrede og implicit ved at sige ”vi accepterer ikke” lægger hun også op til handling. Og Rosa gør det klart, at fredsproces 88

for hende ikke kun er fraværet af krig. Hun ønsker, at freden også betyder, at de hårdest ramte af krigen – som Rosa selv – får hjælp. Rosa drømmer sig ikke kun tilbage til livet, hvor hendes mand stadig levede, hvor der ikke var kulturel splittelse og hvor hæren ikke havde massakreret en stor del af befolkningen. Hun ser samtidig positivt på nogle af de ændringer, der er sket i samfundet. Kvindernes situation er ændret, så piger går i skole, kan dyrke sport og ikke bliver udsat for så meget vold som tidligere. Der er mere frihed i samfundet i dag, mener Rosa. Men det er ikke kun positivt. Nu kan unge piger kopiere mændenes dårligdomme og drikke sig fulde.

Den samlede biografiske formning Interviewet med Rosa er præget af hendes krigserfaringer på en helt anden måde end Victorias. Mens Victoria tegnede et billede af en klassemæssig bevidstgørelsesproces, hvor barndomserfaringerne også spillede en vigtig rolle har Rosas biografi karakter af en lidelseshistorie. Hendes mands forsvinden og to årtiers liv som enke i hærens vold giver meget naturligt et lidelsesperspektiv på hendes egen biografi. Hvis titlen på Victorias fortælling var ”Mit navn er Victoria og sådan fødtes min bevidsthed”, kunne Rosas have været ”Mit navn er Rosa og sådan har jeg lidt på grund af hæren.” Lidelseshistoriens gru understreges af, at alt hvad Rosa holdt af blev erstattet af dets modsætning: Fra guerillaens respekt for de fattige til hærens samarbejde med de rige. Fra katolikkernes respekt for mayaernes religiøse fester til evangelisternes disrespekt for andre religiøse retninger. Fra social tryghed med manden, til livet som enke i total usikkerhed. Fra fred til krig og kaos. Alt sammen rigeligt til at forklare en idyllisering af tiden før krigen. Men både når man ser på hendes beskrivelse af barndommens og ungdommens fattigdom og hendes empatiske narrativ om guerillaens indtagelse af Nebaj og deres tale om de fattige mayaer, tegner der sig et mere nuanceret billede. Fattigdommen var forfærdelig før krigen, hvis man ser bort fra den korte periode Rosa levede sammen med manden, der arbejdede og 89

tjente nok til at forsørge hende og børnene. Og ikke kun personligt var Rosa vidne til fattigdom – hun beskriver eksempelvis også søsterens liv i fattigdom (selvom hun var gift).

Teser om forholdet mellem krigshistorie og ixilbiografier Disse teser er et forsøg på at slå nogle toner an til et fortsat studie af kollektiv erfaringsdannelse blandt ixil-mayaer i forbindelse med borgerkrigen. Samtidig er det et minimalistisk forsøg på at yde en smule retfærdighed til de øvrige livshistoriske interviews jeg foretog under mit feltarbejde i 1999. Endnu engang trækker jeg på inspirationen fra Schützes dobbeltartikel Presure and Guilt, 1992. I artiklen redegør Schütze for 14 basale tolkningsrammer i forhold til hans interviewpersoners biografiske erfaringer i forbindelse med 2. Verdenskrig. Han ser på samspillet mellem interviewpersonernes biografi og den historiske udvikling fra før krigen og op til nutiden. Det følgende er også ment som en kobling mellem det historiske kapitel og analysen af de to kvinders livshistorier. De to ixil-mayakvinder erfaringsdannelse er, som vi har set, afgørende betinget af krigen. Dette går igen i de øvrige 8 livshistoriske interviews jeg har foretaget med ixil-mayaer af begge køn og forskellige generationer. Det er derfor relevant at tale om et kollektivt biografisk skel mellem tiden før, tiden under og tiden efter borgerkrigen. 1. Stolls fremstilling af ixil-mayaernes opfattelse af tiden før krigen som præget af fremgang og fredelige relationer mellem mayaer og ladinoer synes ved et overfladisk blik på mine interveiwpersoners udsagn at kunne bekræftes. Dette gælder især, når man kun ser på nogle af de tilbageskuende, reflekterende passager af interviewene. Men i de narrative passager skinner et andet billede igennem. Billedet af ladinoers vold mod mayaer, riges vold mod fattige og en dyb fattigdom, der stod i skarp kontrast til den lille ladino-overklasses rigdom. Men 90

set i krigens grusomme lys med massakrer, bomber og nedbrændte landsbyer kan selv sådanne erfaringer få et idylliseret skær, når man ser tilbage på dem. 2. Kvindernes manglende adgang til uddannelse og dermed deltagelse i meget af samfundslivet træder ligeledes umiddelbart i baggrunden i de narrativer jeg har fået om krigen gennem mine interviews. Men både i Victoria, Rosa og andre kvinders historier jeg har hørt, spiller netop nægtelsen af adgang til uddannelse en stor rolle for deres forståelse af egen situation. Igen er det krigserfaringen, der gør, at spørgsmål som dette søges talt ind i et relativt uproblematisk skær. Dette tilsyneladende uproblematiske fremtræder dog på en helt anden måde, når man analyserer de livshistioriske interviews med Victoria og Rosa. Her italesættes barndommens erfaringer med diskriminationens kønsmæssige dimention i klare vendinger. Hårdt arbejde, nægtelse af mulighed for uddannelse og seksuelle overgreb er nogle af elementerne i denne erfaring. 3. Både evangelister og katolikker, tidligere guerillaer og soldater, mænd og kvinder blandt de ixil-mayaer, som jeg har interviewet, ser på trods af fattigdom og diskrimination tiden før krigen som en gylden tid af en anden grund. Før krigen eksisterede der ikke den form for religiøs splittelse, man ser i dag i Ixil-området. Evangelismen fik først for alvor stor udbredelse blandt ixil-mayaer i forbindelse med borgerkrigen. På trods af hårde stridigheder mellem forskellige udgaver af katolicismen – costumbristas og den katolicisme de spanske missionærer medbragte fra 1950erne – ser ixil-mayaerne tilbage på tiden før krigen som et tabt fællesskab. En forklaring på dette er den øgede tolerance mellem de forskellige retninger af katolicismen i 1970erne og det skæbnefællesskab - som ofre for massakrer i 1980erne - de ixil-mayaer, der ikke konverterede til evangelisme, oplevede. 4. Stoll fremstiller ixil-mayaernes forhold til guerillaen og hæren således, at de så sig selv som ofre for en krig, der ikke var deres og at de i den krig – på trods af hærens massakrer – var på dens side i kampen mod guerillaen. I de 10 livshistoriske interviews og mere end 30 andre interviews, jeg har foretaget, har jeg kun mødt ganske få personer, som fremstillede deres erfaringer således. Det generelle mønster er, at mine interviewpersoner beskriver hærens massakrer og de 91

forfærdelige lidelser, det har betydet. Guerillaen spiller en langt mere tilbagetrukket rolle i de spontanfortællinger, jeg har båndet. Men som vi har set i interviewene med Victoria og Rosa, så fremstilles guerillaen – direkte eller indirekte – som ”os” og hæren og dens samarbejdspartnere som ”dem” eller ”forrædere”. Selv blandt nogle af de folk, der er konverteret til evangelisme og hvis sønner har været i hæren, fremstilles guerillaen som dem, der oprindeligt hjalp dem med at flygte og hæren nævnes som dem, der slog deres elskede ihjel. 5. Hæren identificerede ixil-mayaerne som guerillastøtter, der skulle sættes en stopper for. Krigens overgang fra selektive, men meget omfattende mord i 1970erne på politiske ledere, kooperativfolk, præster og lærere til massakrer på hele landsbyer og en stor del af ixil-mayaernes flugt op i bjergene betød for et stort flertal en voldsom afbrydelse af deres biografiske handlemuligheder. Alle interviewede – uanset religion og andre tilhørsforhold – italesætter massakrernes tid som en kollektiv forløbskurve. Ixil-mayaerne som et folk oplevede sig i reel risiko for kollektiv udslettelse – hvad hæren også eksplicit truede med og til dels førte ud i livet. Op mod 20 % af et helt folk mistede livet. De efterladte havde alle det til fælles, at de måtte reagere på den nye situation – ikke agere. For flertallet af ixil-mayaer medførte krigserfaringen en grad af biografisk metamorfose; ændret religion eller fra guerillasympatisører til deltager i massakrer på flygtninge. 6. Da massakrerne startede i begyndelsen af 1980erne indledtes en periode på omkring 15 år, hvor der eksisterede to meget forskellige miljøer for erfaringsdannelse; de store dele af Ixil, som hæren kontrollerede og de mindre og mindre områder kontrolleret af guerillaen – herunder de såkaldte CPR – lokale modstandssamfund. Disse miljøer var ikke hermetisk lukkede. Hæren indfangede hele tiden flere flygtninge og slusede dem tilbage i samfundet via lejre. Flygtninge vendte også tilbage i håb om at de udstedte amnestier var oprigtigt ment eller simpelthen på grund af sult. Mens det flertal, der levede under militærets kontrol, for en stor dels vedkommende konverterede til evangelismen, forblev flygtningene i høj grad tro mod den religion, de havde før krigen. Og

92

mens mændene, der var under militærets kontrol blev tvunget til at deltage i civilpatruljer, var der i CPR-områderne ikke den samme tvang. 7. Den biografiske metamorfose har ikke karakter af et totalt skift i politisk og kulturel identitet for ixil-mayaer. Den fælles italesættelse af militærets massakrer, tabet af religiøst og kulturelt fællesskab, guerillaen som ”os” nærmere end ”dem” og fattigdommen som fælles erfaringsgrundlag peger i retning af, at der trods massakrer, nederlagserfaring og erfaringsdannelse i to forskellige miljøer er et fundament at bygge en fælles fremtid på. Disse teser har været et forsøg på positivt at samle resultaterne af min undersøgelse af den kollektive erfaringsdannelse i forbindelse med krigen ved at sammenkæde den historiske analyse med den kvalitative analyse af de to livshistorier samt en generalisering af de øvrige livshistoriske interviws, som jeg ikke har fundet plads til at gå mere i dybden med i dette speciale. Den følgende konklusion er et forsøg på at forholde mine resultater med Stolls teser, som jeg fremstillede indledningsvist i dette speciale.

93

Kapitel 4 Stolls fremstilling og mine konklusioner Kort opsummeret fremfører Stoll følgende påstande om ixil-mayaernes erfaringsdannelse i forbindelse med krigen: 1. Ixil-mayaerne var fanget mellem to hære og de støttede militæret i kampen mod EGP som havde forrådt dem og narret dem. Stoll kalder dette ”dual violence”. 2. Ixil-mayaerne var neutrale og brugte blandt andet evangelismen og civilpatruljerne som en slags bufferzone mellem dem selv og de to hære. 3. Ixil-mayaerne var ikke folk med revolutionære tanker og EGP repræsenterede ikke dette folks ønsker. I Between two Armies udgrænsede Stoll både flygtningene som stadig var udenfor hærens kontrol og ixil-mayaer, der var med i EGP. Disse grupper er med i denne undersøgelse. Men det er den gruppe af ixil-mayaer, som Stoll interviewede også; folk, der levede under militærets kontrol og mange af dem – men ikke alle – havde konverteret til evangelismen. Under krigen udviklede der sig to forskellige miljøer for kollektiv erfaringsdannelse. Det ene udviklede sig blandt flygtningene og guerillaerne udenfor hærens kontrol. Det andet udviklede sig i det militærkontrollerede område, som Nebaj var en del af. I ingen af de to miljøer for erfaringsdannelse svarer min analyse af den kollektive erfaringsdannelse til Stolls fremstilling. Der er til gengæld på afgørende områder overensstemmelse i mellem den kollektive erfaringsdannelse i de to miljøer. Der var da 94

heller ikke tale om to lukkede miljøer, men om en bevægelse især af flygtninge, som var flygtet i massakrernes tid og tvungent eller mere frivilligt vendte hjem til Nebaj eller andre steder i løbet af den lange krig. På mikroniveau illustrerer analysen af de livshistoriske interviews med Rosa og Victoria pointen om fællestræk i erfaringsdannnelse på trods af de forskellige miljøer for denne. På trods af stor forskel i opvækst, uddannelsesniveau og ikke mindst geografi under krigen, kan man som det fremgår af analysen finde mange lighedspunkter i erfaringsdannelse og tolkning af krigens årsag og betydning for ixil-mayaerne. Min analyse af den historiske udvikling i ixil-området peger i samme retning. Kun én af de ixil-mayaer jeg interviewede delte Stolls opfattelse af, at de var fanget mellem to hære. Hos alle de ca. 40 andre var der ikke antydningen af enighed om denne ”dual-violence” konstruktion. Militæret forsøgte at slå ixil-mayaerne ihjel og skelnede ikke mellem guerillaer og civilbefolkning. Ixil-mayaerne var ifølge mine interviewpersoner ikke neutrale i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne, når det gjaldt de sociale forhold. De ønskede forandring og for mange var EGP et redskab, som tilsyneladende kunne bruges til at skabe denne forandring. Tilslutningen til EGP skete i en kombination af sympati for guerillaens politik og som en reaktion på mordene på politisk aktive. Såvel civilpatruljerne som evangelismen blev dem påtvunget. Man blev slået ihjel, hvis man nægtede at konvertere til evangelismen. Det samme gjaldt dem, der nægtede at patruljere i civilpatruljerne. Det er i lige så høj grad folk, der konverterede til evangelismen og folk som patruljerede i civilpatruljerne, som guerillafolk, der giver udtryk for dette forhold. Men Stolls tese om civilpatruljer og evangelismen som bufferzone har også et gran af realitet over sig. Deltagelse i civilpatruljer var som nævnt nødvendig, hvis man som mand ville overleve i de militærkontrollerede områder. Hvad evangelismen angår er der flere nuancer. Selvom konverteringen for mange ixil-mayaer må betegnes som en overlevelsesstrategi i fysisk forstand, så blev evangelismen også en psykisk overlevelsesstrategi. Man kunne deltage i

95

et fællesskab uden at frygte for at blive dræbt af hæren og denne religion tilbød også en forståelsesramme, der kunne integreres i krigens realiteter. Mange ixil-mayaer, i begge miljøer for kollektiv erfaringsdannelse, havde - i modsætning til Stolls opfattelse - revolutionære ønsker for fremtiden. De ønskede at forandre grundlæggende forhold omkring retten til jorden og afskaffelse af undertrykkende klassestrukturer, som for dem var nært tilknyttet til de etniske relationer mellem mayaer og ladinoer. Folkemordet på ixil-mayaerne var netop en – kalkuleret reaktion fra den guatemaltekiske elite og militæret mod et lille folk, hvor mange tusinde ønskede revolutionære forandringer. Dette fremgår blandt andet af CIA-dokumenterne viser. At ixil-mayaerne ønskede forandringer havde de vist gennem social organisering i kooperativer, bevægelserne for de jordløse bønder og i EGP. Ligesom der eksisterer en gammel tradition for hårdhændet undertrykkelse, har opstande og mere passive modstandsformer ligeledes århundrede gammle rødder. Når mine konklusioner adskiller sig så afgørende fra Stolls er det nødvendigt at overveje om der simpelthen er sket et skift i det Charles Hale kalder den kollektive erindring. Tænker folk i dag anderledes på, hvad de for eksempel oplevede i massakrernes tid end de gjorde det i begyndelsen af 1990erne? Det kan jeg ikke vide med sikkerhed. Men den entydighed hvormed ixil-mayaernes narrativer kun omtaler hærens massakrer og enten omtaler guerillaen i positive vendinger eller slet ikke nævner den, gør at jeg finder det plausibelt at opfatte erfaringsdannelsen omkring hæren og guerillaen som præget af kontinuitet i hele perioden fra massakrernes tid til freden. Myrna Macks og AVANSCOs fremstilling af krigen og de interviewuddrag som er med i deres bog, gør mig mere sikker i min sag. Den kollektive erfaringsdannelse i forbindelse med krigen er fyldt med smerte og vrede. Men det er ikke kun indadvendte følelser ixil-mayaerne sidder tilbage med. Det er en smerte og en vrede som er rettet imod hæren og den fortsatte fattigdom. Selvom 96

krigshistorien er historien om religiøs splittelse og potentiel konflikt mellem ixil-mayaer indbyrdes er folk ikke blevet tavse. I begge de to rum for kollektiv erfaringsdannelse har folk fortsat med at tænke i forandring. Efter fredsaftalen er både mange af de folk, der var tvunget til at deltage i civilpatruljerne og dem, der var flygtninge eller med i guerillaen begyndt at arbejde i de bevægelser, som skyder op overalt i Ixil-området. Der har efter fredsaftalen været store folkelige demonstrationer og omfattende jordbesættelser i både Chajul og Nebaj og selvom folkemordserfaringen præger alle ixil-mayaer, tror jeg ikke, at det er sidste gang dette lille folk i Guatemalas højeste bjerge gør opmærksom på sig selv.

97

English summery Collective Experiences, Guerilla Warfare and the Ixil Mayans of Guatemala This dissertation for the Masters Degree in History is a qualitative, micro-historical analysis, which also has an impact on the macro-perspective, of a bloody chapter in the history of a small people in Guatemala. The focus is on their own experiences, based on my field work in the Ixil Area during 1998 and 1999 and three following up visits in 2003 an 2004 in the Ixil Area. I arrive at a very different conclusion of the impact of the War Experiences in relation to the Civil War in the 1980s than the US-American anthropologist David Stoll did in his Ph.D. “Between Two Fires” from 1992. I argue that his main assumptions are wrong; that the Ixils felt like “living between two armies and that they supported the Guatemalan State Army in their fight against the guerillas. Stroll also argues that there was no real support for the guerilla before the massacres of the 1980s started, but that the Ixils were fooled and forced into the guerilla with terrible consequences. My conclusion is that the Ixil’s had good reasons for their support for the guerillas before the massacres. I also conclude that they had even better reasons for a tactical change of sides during the war – their own survival as a people. My conclusions are based on more than 40 interviews with Ixil Mayas representing a broad range of different groups and also interviews with guerilla leaders. My research also included critical reading of existing research on the areas of Mayan history, Ixil Anthropology and the 35 years Civil War.

98

Litteraturliste •

Alheit, Peter, 1995, Det biografiske spørgsmål, Social Kritik nr. 36, april 1995

•

Andersen, Anders Siig og Larsen, Kirsten, 2001, Det narrative livshistoriske interview. Introduktion til Fritz Schützes teoretiske og metodologiske arbejde, Udvidet og revideret udgave af Småskrift nr. 11, Livshistorieprojektet, RUC

•

Arias, Auturo (editor), 2001, The Rigoberta Menchú Controversy, University of Minesota Press

•

AVANSCO, 1992, Donde esta el futuro? Procesos de reintegración en las comunidades de retornados, cuaderno no. 8

•

Berryman, Philip, 1984, The Religious Roots of Rebellion. Christians in Central American Revolutions, SCM Press ltd.

•

Bollerup, Christensen, Haslund og Wiese, 1997, Fyrtaarnenes tid. En magtanalytisk undersøgelse af forholdene omkring lukningen af Sociologisk Institut på Københavns Universitet, 2/3 semester projekt, Institut for Historie og Samfundsforhold, RUC

•

Bordieu, Pierre, 1995, Den biografiske illusion, Social Kritik nr. 36

•

Bryld, Claus, Warring Annette, 1997, Besættelsestiden som kollektiv erindring,

•

Bryld, Claus, 2001, Kampen om historien, Roskilde Universitetsforlag

•

Burgos, Elisabeth, 1992 (1985, førsteudgave på spansk 1983) Jeg hedder Rigoberta – et liv og en stemme fra Guatemala, Mellemfolkeligt Samvirke

•

Burkit, Robert, 1930, Explorations of the Highlands of Western Guatemala, Museum Journal, Philadelphia, University of Pensylvania, 21 (1), p. 41-72

•

Carmack, Robert M. (edited), 1992 (1988), Harvest of violence The Maya Indians and the Guatemalan Crisis, University of Oklahoma Press: Norman

•

Castañeda, Jorge G., 1995, (1993), La utopia desarmada, Ariel

99

•

Colby, Benjamin N., Colby, Lore M., 1981, The Daykeeper The life and discourse of an Ixil Diviner, Harvard University Press, Cambridge

•

Colby, Benjamin N., van den Berghe, Pierre L., 1969, California University Press, Berkely

•

Comision de Esclaricimiento Historico, Memoria del Silencio, informe 1999

•

The Committee of Santa Fe, 1989, Santa Fe 2: A strategy for Latin America in the Nineties, Bouchey m.fl.

•

Dewey, John, 1974 (1938), Erfaring og opdragelse, Christian Ejlers forlag

•

EGP, 1981, Sebastian Guzman, el principal de los principales, communiqué

•

Elle, Christina, 2000, Maya eller kvinde? Speciale, RUC, IU og pædagogik

•

Elsass, Peter, 1989, Jorden er vores mor Strategier for overlevelse, Gyldendal

•

Flyvbjerg, Bent, 1996 (1991), Rationalitet og magt Bind 1 Det konkretes videnskab, Akademisk forlag

•

Falla, Ricardo, 1988, Struggle for Survival i the Mountains: Hunger and Other Privations Inflicted on Internal Refugees from the Central Highlands i Carmack 1992 (1988)

•

Falla, Ricardo, Masacres de la selva: Ixcán, Guatemala (1975-1982), Guatemala, Edetorial Universitaria

•

Fried, Gettleman, Levenson, Peckenham, 1983, Guatemala in Rebellion, Grove Press, Inc. New York

•

Ginzburg, Carlo, 1980 (1976), The Cheese and the Worms. Cosmos of a sixteenth-century miller, Pinguin history

•

Hale, Charles, 1997, Consciousness, Violence, and the Politics of Memory in Guatemala, Current Antropology, vol. 38, Number 5

•

Harnacker, Marta, 1984, Pueblos en armas Guatemala Elsalvador Nicaragua Entrevistas de Marta Harnecker, Ediciones Era, Mexico

•

Hastrup, Kirsten og Ovesen, Jan, 1995 (1980), Etnografisk grundbog, Gyldendal

•

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich, 1970 (1807), Phanomenologie des Geistes, Frankfurt a.M, Ulstein

100

•

Horsdal, Marianne, 2000 (1999), Livets fortællinger – en bog om livshistorier og identiteter

•

Illeris, Knud, 2000 (1999), Læring – aktuel læringsteori i spændingsfeltet mellem Piaget, Freud og Marx, Roskilde Universitetsforlag

•

Knudsen, Frede, 1985, Erfaringsdannelse voksenpædagogiske forelæsninger 1979-1982, Voksenpædagogisk laboratorium

•

Kvale,Steinar, 1997 (1995), InterView En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, Hans Reitzels forlag

•

Lohmann, Jens, 1987, Latinamerika mellem frygt og håb, Mellemfolkeligt Samvirke

•

Lovell, George W., 1990, Maya Survival in Ixil Country, Guatemala. Cultural Survival Quarterly 14, no 4

•

Lovell, George W., 1992, Conquest and Survival in Colonial Guatemala: A Historical Geography of the Cuchumatán Highlands, 1500-1821, Revised, ed. Kingston, McGill-Queen´s University Press

•

Martz, John (edited), 1995, United States Policy in Latin America A Decade of Crisis and Challenge, University of Nebraska Press

•

Manz, Beatriz, 1988, Refugees of a Hidden War: The Aftermath of Counterinsurgency in Guatemala, Albany: State University of New York

•

McCreery, David, 1994, Rural Guatemala 1760-1940, Stanford University Press, Stanford, California

•

Melander, Veronica, 1999, The Hour of God? People in Guatemala Confronting Political Evangelism and Counterinsurgency (1976-1990), Printed edition of doctoral dissertation presented to the Faculty of Theology, Uppsala University, 1998

•

Moreno, Gonzalo Sichar, 1998, Guatemala: contrainsurgencia o contra el pueblo?

•

Nachtigall, Horst, 1978, Die Ixil maya-indianer in Guatemala, Dietricheimer verlagin Berlin

•

Negt, Oskar, 1974 (1972) Offentlighet og erfaring, København, Nordisk Sommeruniversitet

•

Payeras, Mario, 1989 (1981), Los dias de la selva, Joan Boldó i Clement, Editores 101

•

Perera, Victor, 1995 (1993), Unfinished Conquest the Guatemalan Tragedy, University of California Press

•

Revista Polémica, enero-febrero 1982, La toma de Nebaj

•

Rosentahl, Gabriele, 1997, The Narrative Study of Lives, 4: Reconstruction of Life Stories Principles of Selection in Generating Stories for Narrative Biographical Interviews

•

Schlesinger, Stephen, Kinzer, Stephen, 1982, Bitter Fruit The Untold Story of the American Coup in Guatemala, Doubleday & company, inc.

•

Schutze, Fritz, 1992, Pressure and guild: War experiences of a young German soldier and their biographical implications (part 1), International Sociology vol. 7, no.2

•

Schutze, Fritz, 1992, Pressure and guild: War experiences of a young German soldier and their biographical implications (part 1), International Sociology vol. 7, no.3

•

Schutze, Fritz, 1992, Pressure and guild: War experiences of a young German soldier and their biographical implications (part 2)

•

Scott, James C., 1976, The Moral Economy of the Peasant: Rebillion and Subsistence in Southeast Asia, New Haven: Yale University Press

•

Simon, Jean-Marie, 1987, Guatemala Eternal Spring – Eternal Tyranny, W.W. Norton & Company

•

Skocpol, Theda, 1994, Social revolutions in the modern world, Cambridge University Press

•

Stoll, David, 1988, Evangelicals, Guerillas, and the Army: The Ixil Triangle Under Rios Montt, in Carmack, 1992

•

Stoll, David, 1990, Guatemala Why they like Rios Montt, NACLA Report on the Americas, number 4

•

Stoll, David, 1992, Between two Fires, Ph.D

•

Stoll, David, 1993, Between two Armies in the Ixil Towns of Guatemala, Columbia University Press, New York

•

E.P. Thompson, 1968 (1963), The Making of the English Working Class, Pinguin, revideret udgave 102

•

Vester, Michael, 1978, Proletariatets opståen som læreproces Fremkomsten af antikapitalistisk teori og praksis i England 1792-1848, GMT, Historievidenskabs skriftrække no. 7

•

Weber, Kirsten (red.), 2001, Experience and discourse in profesions – a Life History Perspective, Adult Education Research Group, Roskilde University

•

Wickham-Crowley, Timothy P., 1992, Guerillas & Revolution in Latin America A comparative study of insurgents and regimes since 1956, Princeton University Press

103

Kilder Interviews (her kun medtaget dem, der medvirker direkte i specialet): Celso Morales: en af grundlæggerne af guerillabevægelsen EGP (comandante Tomas) foretaget I 1999 Paublo Ceto: guerillabevægelsen EGP og CUC-aktivist foretaget I 1999 Rodrigo Asturias: stifter af guerillabevægelsen ORPA, foretaget i 1999 George Lovell: Geograf og ekspert I Ixil-områdets demografiske udvikling, foretaget I 1998 Pedro Ceto (”Tio Pedro”), EGP-veteranen, foretaget I 1999 Juan, mand i 40erne, der som ixil-maya var med I EGP og deltog I massakren I Chacalte, foretaget I 1999 Tre generationer af en familie, livshistoriske interviews, foretaget i 1999 Jorge Soto (Pablo Monsanto), leder af URNG og ledende medlem af guerillabevægelsen FAR tilbage til 1960erne, foretaget i 1999 Victoria, livshistorisk interview, foretaget I 1999 med opfølgningsbesøg i 2003 Rosa, livshistorisk interview, foretaget i 1999 med opfølgningsbesøg i 2003 og 2004

104