KAPITEL 1: INDLEDNING ........................................................................................... 3 PROBLEMFORMULERING .................................................................................................. 5 HVORDAN BESVARER VI PROBLEMFORMULERINGEN? ................................................... 5 IDENTIFIKATION AF EKSPERTGRUPPEN ........................................................................... 7 HVORNÅR ER MAN EKSPERT – EN DEFINITION AF BEGREBET ............................................. 7 HVEM ER EKSPERTERNE PÅ OMRÅDET? .............................................................................. 7 EKSPERTER I AVISER OG DAGBLADE ................................................................................... 8 HAR FORSKERE HOLDNINGER?.......................................................................................... 10 KODNING AF UDTALELSER ................................................................................................ 10 KAPITEL 2: TEORETISK RAMME........................................................................... 12 FELTET SOM MODEL FOR SOCIAL DIFFERENTIERING ................................................... 13 KAPITAL ........................................................................................................................... 14 SYMBOLSK KAPITAL ........................................................................................................ 15 HABITUS ........................................................................................................................... 15 KONSTRUKTION AF FELTET VED HJÆLP AF KORRESPONDANCEANALYSE .................. 16 SLÆGTSKABET MELLEM FELTTEORIEN OG KORRESPONDANCEANALYSEN ................ 16 HVORFOR BENYTTER VI KORRESPONDANCEANALYSEN? ................................................. 18 FAKTABOKS: DEN MULTIPLE KORRESPONDANCEANALYSE ......................................... 20 KORRESPONDANCEANALYSEN SOM ET INDUKTIVT OG EKSPLORATIVT VÆRKTØJ .... 20 OPSAMLING OG VIDERE OPERATIONALISERING ................................................................ 21 KAPITEL 3: RUMMET AF SAMFUNDSVIDENSKABELIGE POSITIONER OG STRATEGIER ................................................................................................................ 23 DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FELT ......................................................................... 23 FORSKERE I KOMMISSIONER OG RÅD............................................................................. 25 DET ØKONOMISKE RÅD .................................................................................................. 28 FORSKERE I MEDIERNE ................................................................................................... 30 DEN SYNLIGE FORSKER ..................................................................................................... 31 DET JOURNALISTISKE FELT SOM EKSTERNT MARKED .................................................. 32 OPERATIONALISERING – INDLEDENDE SKRIDT TIL EN GRAFISK KONSTRUKTION ...... 34 MODALITETER................................................................................................................... 34 AKADEMISK KAPITAL........................................................................................................ 35 SOCIAL KAPITAL ............................................................................................................... 36 INDIKATORER PÅ POLITISK INDFLYDELSE ......................................................................... 37 INDIKATORER PÅ SYNLIGHED I MEDIERNE ........................................................................ 37 AFGRÆNSNING AF VARIABLE ............................................................................................ 38 KAPITEL 4: ANALYSE ................................................................................................ 39 VURDERING AF VARIABLE OG MODALITETER – EN LØBENDE TOLKNINGSPROCES .... 39 INDLEDENDE SKRIDT I TOLKNINGEN .............................................................................. 40 FØRSTE AKSE – INSTITUTIONEL PRESTIGE ........................................................................ 41 HOMOLOGT RUM AF EPISTEMOLOGISK STIL...................................................................... 42 ANDEN AKSE – SYNLIGHED .............................................................................................. 44 BEGGE AKSER.................................................................................................................... 45 DE FORSKELLIGE RUM OG STRATEGIER ........................................................................ 45
1
RUMMET AF INSTITUTIONER .......................................................................................... 45 AKADEMISKE STRATEGIER................................................................................................ 47 INTERNATIONAL STRATEGI ............................................................................................... 48 BØGER OG ARTIKLER ........................................................................................................ 49 RUMMET AF AVISER ........................................................................................................ 50 RUMMET AF DISPOSITIONER ........................................................................................... 51 ET POLARISERET RUM ....................................................................................................... 51 JOURNALISTISK BRUG AF EKSPERTER ............................................................................... 54 KARAKTERISTIK AF DE FIRE KVADRANTER ...................................................................... 55 DISKUSSION.................................................................................................................. 58 KONKLUSION ............................................................................................................... 59 LITTERATURLISTEN ................................................................................................. 60
2
Kapitel 1: Indledning ”Forsker: Efterløn ryger før eller siden”. ”Forsker: Efterlønnere for nedslidte til at arbejde”. ”Forskere støtter ide om nyt dagpengesystem”. Sådan lyder nogle af de avisoverskrifter, som man har kunnet læse i forbindelse med mediernes dækning af to af de senere års væsentligste arbejdsmarkedsreformer, nemlig tilbagetrækningsreformen (bedre kendt som efterlønsreformen) fra 2011 og dagpengereformen fra 2010. Avisernes dækning af de to arbejdsmarkedsreformer har generelt set været karakteriseret ved en flittig brug af ”eksperter” fra landets universiteter. Der er som sådan ikke noget nyt i, at medierne anvender eksperter i stort omfang. Flere undersøgelser har tidligere peget på, at der inden for de seneste årtier er sket en markant stigning i mediernes brug af forskere (se fx Togeby el al 2004; Brink Lund 2002). Når det kommer til politiske spørgsmål, og herunder spørgsmål om reformer, har Togeby et al (2004) peget på, at den øgede brug af forskere som eksperter kan resultere i at spørgsmålene ”ekspertliggøres”, dvs. at de fremstår som om de ”kan afgøres på grundlag af særlig faglig indsigt” (Togeby et al 2004: 63). Fra flere sider er der peget på, at netop spørgsmål om reformpolitikken har været genstand for denne ”ekspertliggørelse” (se fx Jensen 2011; Dandanell 2012). Forskerne har, forstår man på kritikken, bidraget til, at der er tegnet et billede af, at reformer af dagpenge og efterløn er videnskabelige – snarere end politiske spørgsmål. Særligt økonomerne er blevet kritiseret for at fremstille bestemte forhold som værende objektivt nødvendige og i processen sløret for debatter om politiske prioriteringer (Jensen 2011, Jespersen 2011). Man kan med rimelighed argumentere for, at forskerne har præget den politiske debat om dagpenge- og tilbagetrækningsreformen i en videnskabelig retning. Nogle vil ligefrem mene, at debatten er kommet til at foregå på deres præmisser netop i kraft af, at aktiv stillingtagen til spørgsmålene langt hen af vejen fordrer en høj grad af faglig indsigt i komplicerede arbejdsmarkedsstrukturelle forhold. Udgangspunktet for denne opgave er, at de forskere, som udtaler sig som eksperter i medierne om disse spørgsmål, kan forstås som værende i stand til, på forskellige måder, at mobilisere akademiske ressourcer og herigennem gøre deres indflydelse gældende i den løbende politiske debat. Hvad betyder så det? Det skal ikke læses i en polemisk retning, som et postulat om, at forskere optræder politiserende og uden begreber om saglighed og objektivitet. Det skal heller ikke læses som, at samfundsforskere rundt om på landets universiteter aktivt spekulerer i at øge deres politi-
3
ske forståelse. Snarere skal det forstås således, at de, i kraft af deres position som forskere, og den status, der knytter sig hertil, på forskellige måder og i forskellige grader er i stand til aktivt at bidrage til at definere den politiske ”virkelighed”. Det er en vigtig pointe, at der ikke er én, men flere forskellige måder, hvorpå forskerne kan indgå. I denne opgave opererer vi med begrebet strategi til at betegne de forskellige veje af hvilke forskerne sættes i stand til at deltage i kampen om at definere den politiske virkelighed. Strategier refererer hos Pierre Bourdieu (1930-2002) netop til en proces, hvor sociale agenter (i dette tilfælde forskere) kan benytte personlige ressourcer fra et område (det akademiske) til at gøre sig gældende på et andet (det politiske) (Broady 1991: 179). Ud fra denne relativt brede definition kan der peges forskellige eksempler på strategier. Eksempler kan således være forskere, som ytrer synspunkter gennem deltagelse i kommissioner og råd, eller via udgivelser af bøger eller deltagelse i radio- og tv programmer. Når forskere så ytrer sig om politiske forhold har de ikke overraskende forskellige holdninger. Ser man på dækningen af tilbagetræknings- og dagpengereformen i landets aviser og dagblade, kan de forskellige synspunkter opsummeres som i tabel 1.
Tilbagetrækningsreform Positiv
Kritisk
Dagpengereform
Demografiske ændringer og øget pres på de offentlige finanser nødvendiggør reformen.
Reformen øger incitamentet til at søge arbejde.
Det er ikke rimeligt, at raske danskere går på efterløn. Det er tvivlsomt, om efterlønnere kommer i job.
Reformen er socialt skæv
Manglen på fremtidig arbejdskraft er overdrevet.
Der er ikke job til dem, der falder ud af dagpengesystemet.
Reformen truer flexicuritymodellen.
Tabel 1: Oversigt over ekspertholdninger til de to reformer
Forskerne er, som man kan se, splittede omkring reformspørgsmålene. Mens nogle roser tilbagetrækningsreformen på baggrund af demografiske og makroøkonomiske fremskrivninger, er andre mere optagede af aktuelle arbejdsløshedsproblemer. Og mens nogle hæfter sig ved, at dagpengereformen øger incitamentet til at søge job for de personer, der står til at ryge ud af dagpengesystemet, er atter andre bekymrede for virkningerne på flexicurity-modellen.
4
I denne opgave er vi interesserede i at se nærmere på den gruppe af forskere som har ytret sig om tilbagetræknings – og dagpengereformen i aviser og dagblade. Vi er interesserede i at undersøge, for det første, om der internt i gruppen af forskere kan spores forskellige strategier? Sagt på en anden måde, om der kan spores forskelle i måderne hvorpå forskerne benytter deres akademiske ressourcer til at deltage i den politiske (reform)debat? Målet for undersøgelsen er dernæst at analysere om der er en sammenhæng forskelle i strategier og de forskelle i holdninger, som er illustreret ovenfor.
Problemformulering Hvad er sammenhængen mellem forskernes strategier og deres vurderinger af tilbagetræknings- og dagpengereformen?
Hvordan besvarer vi problemformuleringen? Opgaven er bygget op i fire overordnede af afsnit. I Indledningen gennemgår vi, hvordan vi har identificeret den relevante gruppe af forskere. Der lægges vægt på, at vi gennem en grundig søgning på universiteternes hjemmeside har identificeret de forskere som ud fra bred betragtning forsker i arbejdsmarkedsforhold ud fra et politologisk-, sociologisk- eller økonomisk perspektiv. Desuden beskriver vi, hvordan vi derefter har fundet eksperternes synspunkter via søgninger i Infomedias artikeldatabase. I kapitel 2, ”En teoretisk ramme”, gennemgår vi, hvorfor Bourdieus begreber felt, kapital og habitus tilsammen udgør en teoretisk ramme, inden for hvilken vores spørgsmål kan undersøges. Styrken ved begreberne er, at de netop peger på, at der findes systematiske positionelle forskelle (i strategier) inden for sociale rum (af eksperter), som kan forstås i relation til dispositionelle forskelle (i synpunkter). I dette kapitel beskrives det også, hvordan vi afbilder forskellene i strategier og forskellene i synspunkter (samt sammenhængen i mellem dem) i et geometrisk kort ved hjælp af den multiple korrespondanceanalyse (MCA). Vi illustrerer endvidere den tætte sammenhæng, som findes mellem Bourdieus teoriapparat og MCA. Kapitel 3, ”Et rum af strategier og positioner” har to dele, som knytter sig tæt til hinanden. I første del skitserer vi de forskellige konkrete strategier, som forskere kan følge
5
for der i gennem at gøre sig gældende i en politisk debat om arbejdsmarkedspolitiske reformer. I anden del illustrerer vi, hvordan vi har undersøgt, hvilke strategier vores gruppe af forskere følger. Det gør vi ved at beskrive, hvilke konkrete karrieremæssige forhold der kan siges at udgøre enkeltdelene til forskellige strategi. Vi beskriver også, at disse karrieremæssige forhold (fx uddannelse, titel og lign.) udgør variablene i korrespondanceanalysen. De karrieremæssige forhold kalder vi desuden for positioner. I det sidste kapitel, Analyserer vi sammenhængen mellem forskernes strategier og deres vurderinger af tilbagetræknings- og dagpengereformen. På baggrund af MCA og de kort den producerer, starter vi med at vise, hvordan de enkelte positioner på kortet lægger sig tæt på hinanden grafisk og dermed kan tolkes som udgørende en strategi. Vi illustrerer herefter, hvordan de enkelte strategier placerer sig i forhold til de forskellige synspunkter. Analysen består derefter i at præsentere en række teoretiske bud på, hvorfor sammenhængen kommer til udtryk på de måder vi ser.
6
Identifikation af ekspertgruppen Når genstandsfeltet udgøres af en gruppe af forskere, er det i sagens natur helt centralt at præcisere, hvilke personer det omfatter. Hvem er med og hvem er ikke med? Og hvordan finder vi frem til lige netop de forskere, som i aviser og dagblade har ytret sig om dagpenge- og tilbagetrækningsreformen?
Hvornår er man ekspert – en definition af begrebet Det første man må gøre sig klart, når man undersøger eksperter i en reformdebat, er, at ekspertrollen ikke er reserveret forskere fra landets højere læreranstalter. Udover forskere citerer medierne en bred vifte af personer (herunder også forskere) fra bank- og finansverdenen, fagforeninger, interesseorganisationer mv. Når vi i denne opgave begrænser os til kun at se på forskere fra landets universiteter, lægger vi os op ad en klassisk og snæver ekspertdefinition, som falder i to dele (Togeby et al 2004: 63). For det første defineres eksperter ”som sagkyndige, hvis virke baserer sig på deres faglige viden og kunnen, og hvis referencepunkt er deres fags videnskabelige standarder (…)” (ibid.: 63). For det andet, og det er centralt, er eksperter defineret ved at ”virke under såkaldt institutionel uafhængighed” (ibid.). Hvor sagkyndige fra de ovennævnte institutioner (i de fleste tilfælde) opfylder kravet om faglig viden og kunnen, opfylder de ikke kravet om uafhængighed, da de som ansatte i de pågældende organisation kan ”pålægges at indtage bestemte synspunkter” (ibid.: 25). Ved kun at se på forskere fra universiteterne operationaliserer vi i denne opgave den snævre definition.1
Hvem er eksperterne på området? Hvordan går man så frem når, man skal spore sig ind på gruppen? Hvor og på hvilke universiteter finder man de relevante forskere? Første skridt i vores undersøgelse har været en afgrænsning af de fakulteter og institutter ved hvilke der forskes i forhold, der har med de to reformer at gøre. Næste spørgsmål presser sig hurtigt på. Hvilket fagområde er vi så inden for? Her har vi afgrænset os til samfundsvidenskaben og dermed de samfundsvidenskabelige fakulteter (institutter på CBS og RUC). Inden for de samfundsvidenskabelige fakulteter har vi afgrænset til fag, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedspolitiske problemstillinger i en dansk kontekst ud fra et sociologisk, politologisk eller økonomisk perspektiv. Det gav os liste med følgende institutter:
1 Når vi i den resterende del af opgaven taler om forskere refererer vi altså til forskere ansat ved landets universiteter.
7
Roskilde Universitet (RUC) Københavns Universitet (KU), Syddansk Universitet (SDU) og Aarhus Universitet (AU) Aalborg Universitet (AAU)
Institut for Samfund og Globalisering Institut for Statskundskab Institut for Økonomi Institut for Sociologi Institut for Sociologi og Socialt Arbejde Institut for Økonomi og Ledelse Institut for Statskundskab Institut for Ledelse, Politik og Filosofi Institut for Økonomi Institut for Finansiering Department of Business and Politics
Copenhagen Business School (CBS)
Tabel 2: Oversigt over relevante institutter Derefter har vi gennemgået listerne over videnskabeligt personale på de enkelte institutter med henblik på at identificere de personer, som beskæftiger sig med arbejdsmarkedet. Med henblik på ikke at overse forskere har vi opereret med en bred forståelse af arbejdsmarkedsforhold som videnskabeligt forskningsområde. Alt fra makroøkonomer til arbejdsmarkedssociologer blev således udtaget. På baggrund af denne (tidskrævende) gennemgang af institutterne fremkom en bruttoliste med knap 60 forskere fra CBS, RUC, AAU, KU, AU og SDU.
Eksperter i aviser og dagblade Ud af denne bruttoliste har næste skridt været at identificere de af forskerne, som har ytret sig om tilbagetræknings- og dagpengereformen i aviser og dagblade. Vi har fravalgt radio- og tv-omtale som følge af tids- og omfangsmæssige begrænsninger. Som redskab til at identificere forskerne har vi benyttet Infomedias artikeldatabase. Fordelen ved at benytte Infomedias database er, at dens kildeunivers rummer samtlige landsdækkende og regionale dagblade, lokale ugeaviser samt fagblade/magasiner. Igennem søgningen vil man således opfange alle udtalelser i populære medier. At gennemføre en søgning på synspunkter i forhold til reformer er ikke helt uproblematisk. Det første man må gøre sig bevidst er, at forskernes holdninger til de to reformer ikke kan forstås uafhængigt af de konjunkturmæssige og politiske forhold, som er gældende, da reformerne vedtages. Sagt på en anden måde, vil mange forskerne fx kunne være tilhængere af principperne bag dagpengereformen, mens færre vil være det under de omstændigheder, som gør sig gældende i Danmark i disse år. Som professor Svend E. Hougaard Jensen fra CBS for nylig skrev i Politiken: ”Finanspolitik handler om timing” (Hougaard Jensen 2012). Det lyder muligvis banalt, men har alligevel afgørende betydning for de søgekriterier, vi har anvendt. For at sikre os at forskerne forholder sig til re-
8
formerne under de givne forudsætninger, har vi på Infomedia ”filtreret” søgningen på de følgende måder: •
Søgning efter kommentarer til tilbagetrækningsreformen er blev afgrænset til perioden 1/1 2011 – 31/12 2011, mens
•
søgning efter kommentarer til dagpengereformen blev afgrænset til perioden 1/1 2010 – 31/12 2010.
Den nøjagtige længde af søgeperioden vil man kunne være mere eller mindre enig i, og nogle vil muligvis pege på, at perioden er for lang, og at konjunkturer og økonomiske udsigter ændrer sig så mange gange i løbet af et år, at en kortere periode vil være mere rimelig. Omvendt har vi også måttet tage hensyn til, at en tilstrækkelig stor populationsstørrelse er vigtig for den videre analyse. Vores søgning har givet os en gruppe på 33 forskere fra de seks forskellige universiteter. Det drejer sig om de følgende:
Universitet CBS
Forskere Jan Rose Skaksen Niels Blomgren Hansen Michael Møller Niels Christian Nielsen Svend E. Hougaard Jensen Hans Jørgen Whitta Jacobsen Peter Birch Sørensen Carl Johan Dalgaard Peter Nedergaard Peter Kurrild Klitgaard Claus Thustrup Kreiner Jesper Jespersen Bent Greve Christen Sørensen Jørn Henrik Petersen Nikolaj Malchow Møller Peter Sandholt Jensen Bengt-Åke Lundvall Flemming Ibsen Poul Thøis Madsen Henning Jørgensen Thomas Bredgaard Per Kongshøj Madsen Per H. Jensen Jørgen Goul Andersen Mads Peter Klindt Torben M. Andersen Nina Smith Michael Rosholm
KU
RUC SDU
AAU
AU
9
Peder J. Pedersen Michael Svarer Bo Sandemann Rasmussen
Tabel 3: Oversigt over eksperter i aviser og dagblade (kilde: Infomedia)
Har forskere holdninger? Oversigten over forskernes synspunkter, som fremgik af tabel 1, er vores kategorisering af de enkelte omtaler, som vi har kunnet læse os til via Infomedia. Det er derfor vigtigt at klarlægge med hvilke ”briller”, vi har læst udtalelserne. Kan man overhovedet tale om, at uafhængige forskere har en holdning? Her er det vigtigt at slå fast, at udgangspunktet for denne opgave er de synspunkter, som forskerne citeres for i aviser og dagblade, og ikke de vurderinger de måtte udtrykke i forskningsartikler og på videnskabelige konferencer. Er der så forskel på de to? Fejlciterer medierne forskerne, så de tages til indtægt for synspunkter de i virkeligheden ikke har? Nej, men i medierne bliver forskerne (til tider ufrivilligt) afkrævet personlige synspunkter. Som lektor Jørn Vestergaard fra KU udtrykker det: ”Journalister ringer uhæmmet rundt på må og få for at få en udtalelse fra en uafhængig ekspert (…), allerhelst med egne holdninger” (Togeby et al 2004: 10). Medierne, forstår man, politiserer i stigende grad forskernes udtalelser. Lignende problem peger professor Michael Svarer fra AU på: ”Det bliver meget skingert nu (..) hver gang man siger noget, vil det blive udlagt som support for den ene eller anden side” (politisk red.) (Fredericia Dagblad, 25/8 2011). Det bør således understreges, at de holdninger vi finder i nogle tilfælde vil være udtryk for journalistisk ”framing” og udeladelse af forbehold. Synspunkterne skal derfor ikke læses som rent forskningsmæssige betragtninger.
Kodning af udtalelser Når vi har kategoriseret synspunkterne i fire overordnede synspunkter på hhv. tilbagetrækningsreformen og dagpengereformen, er det på baggrund af en grundig gennemlæsning af de enkelte artikler, hvor i forskerne står citeret. Kodningsprocessen er forløbet således, at forskerens udtalelse først er blevet læst, hvorefter de vigtigste pointer og ”keywords” er skrevet ind i et regneark. Til slut af dette regneark blevet sorteret således, at felter med samme grundlæggende pointer og ”key words” er lagt sammen i en kategori, som derefter har fået en rammende betegnelse. I tabel 4 er processen eksemplificeret:
Udtalelse ”Et andet problem er, at der ikke er nogen dokumentation for, hvor mange, der skal på
10
førtidspension, dagpenge eller andre ydelser (…) det afhænger af beskæftigelsen”
Nøgleord ”Beskæftigelsen” , ”Andre ydelser”, ”Ikke nogen dokumentation”
Kategorisering Tvivlsomt om efterlønnere kommer i job Tabel 4: Illustration af kodningsproces
I gennem denne kodningsproces har vi som skrevet identificeret i alt otte overordnede holdninger til de to reformer. Her er det vigtigt at nævne, at kodningen i sin natur er overfladisk i den forstand, at vi ikke dykker længere ned i det konkrete synspunkt eller sammenstiller det med forskerens forskningspraksis. Ligeledes tages der heller ikke højde for om forskeren der er citeret for en holdning også vil kunne tilslutte sig andre af vores kategoriseringer, hvilket i flere tilfælde er plausibelt. Dette skyldes, at vi ikke (i denne sammenhæng) interesserer os for andet end de synspunkter forskerne citeres for i pressen. Ud fra ovenstående proces har vi identificeret gruppen af forskere, som har ytret sig om tilbagetræknings – og dagpengereform. Spørgsmålet er så, hvordan vi kan undersøge sammenhængen mellem disse forskeres synspunkter og deres positionelle karakteristika (stilling, fagområde, uddannelse osv.) Næste kapitel har til hensigt at opstille en teoretisk ramme, inden for hvilken det er muligt at undersøge netop denne type af spørgsmål.
11
Kapitel 2: Teoretisk ramme Når forskere, i aviser og dagblade ytrer sig om tilbagetræknings- og dagpengereformen, kan man argumentere for, at de træder ud af et snævert akademisk miljø og indskriver sig i en bredere offentlig debat om reformpolitikken i Danmark. Hvor der inden for den akademiske verden findes et bestemt sæt af konventioner og logikker, er ”spillereglerne” anderledes i den debat, som udspiller sig i aviser og dagblade. Når vi i denne opgave ser på forskere i medierne, bevæger vi os så at sige i mellem to forskellige felter. Ligeså vel som der er centrale og åbenlyse forskelle imellem academia og politik, er der dog også, og det står centralt i denne opgave, væsentlige overlap i mellem de to områder. Det kan illustreres ved to eksempler: For det første er samfundsvidenskaben, inden for hvilken forskerne opererer, forbundet til det politiske felt af den åbenlyse årsag, at samfundsforskerens genstandsfelt er forbundet med politiske interesser. Der er ikke nødvendigvis tale om politisk engagement hos den enkelte forsker, men blot det faktum, at samfundsvidenskaben er uløseligt forbundet med politiske interesser (Bourdieu 2005b: 39f; Bourdieu 2005a: 137ff). Når forskerne optræder i medierne er det netop denne faglige indsigt, der trækkes på (Togeby et al 2004: 9ff). For det andet har samfundsvidenskabernes historie fra 1950’erne været tæt knyttet til velfærdsstatens dannelse, idet samfundsvidenskaberne ikke kun har studeret den, men også har været medproducenter af den. Man kan tale om en institutionel afhængighed imellem samfundsvidenskaberne og staten, idet staten er en vigtig aftager af samfundsvidenskabelig ekspertise, hvilket bl.a. kommer til udtryk i at forskere ofte sidder med i politisk nedsatte råd og kommissioner (Kropp 2011a: 18; 58f). Forskerne besidder altså en samfundsfaglig indsigt, som potentielt set giver dem en ”privilegeret” status eller position i kampen om at definere og forme den politiske dagsorden. Det er så at sige tale om en faglig indsigt, der kan ”veksles” til politisk indflydelse. Dette forhold mellem på den ene side en række videnskabelige kendetegn og på den anden side bestemte holdninger til (reform)politiske spørgsmål er det centrale omdrejningspunkt for opgaven. Med det in mente læner vi os teoretisk op af Pierre Bourdieu og hans begreber felt, kapital og habitus. Disse begreber danner således en teoretisk ramme, inden for hvilken det er muligt at analysere sammenhængen mellem forskellene i forskernes holdninger og forskernes positioner. I det følgende skal vi forsøge at beskrive, hvordan Bourdieus begrebsapparat lægger op til at forstå de positionelle forskelle forskerne imel-
12
lem som udtryk for forskellige strategier til at bringe akademiske ressourcer i spil i en kamp om at definere den politiske virkelighed.
Feltet som model for social differentiering Bourdieus feltteoretiske paradigme er i vores øjne en god indgang til analysen af forholdet mellem på den ene side forskernes holdning til de to reformer og på den anden side deres prosopografiske karakteristika (se side 21). Det hænger sammen med, at en hovedidé i Bourdieus sociologi er forbindelsen mellem agenters positioner i det sociale rum og deres stillingtagen (Järvinen 2007: 353). Agenternes position og stillingtagen skal hos Bourdieu forstås i lyset af strukturerne i de sociale rum inden for hvilke de finder sted (Kropp 2011: 33) Disse sociale rum kaldes også felter og defineres som ”et netværk eller en konfiguration af objektive relationer mellem forskellige positioner.” (Bourdieu & Wacquant 1996: 84). Hvis det skal tydeliggøres, hvordan forestillingen om felter finder relevans i vores undersøgelse, bør begrebet i det følgende udfoldes yderligere. Et felt er et socialt rum, som ikke blot udgør en ramme om relationer, men også konstitueres af disse. Feltbegrebet antager ikke andet om forskningsobjektet end nogle overordnede sociale mekanismer, og derfor konstrueres feltet i forskningsprocessen igennem empirisk undersøgelse af relationer og ikke spontant igennem de kategorier, vi til hverdag bruger til at forstå den sociale verden (Arnholtz & Hammerslev 2009: 19f). Selvom feltet konstitueres af magtrelationer, forskel og konflikt, har det også en vis sammenhængskraft, som holder det sammen og adskiller det fra andre felter. Aktørerne i feltet har modsatrettede interesser og der foregår derfor en kamp. Samtidig har aktørerne en fælles interesse i at indgå i kampen. Det vil sige, at der er enighed – illusio – om, at kampen er meningsfuld (Kropp 2011a: 34). Det er altså relevant at spørge til på den ene side, hvad der kæmpes om og på den anden side, hvilke interesser aktørerne har til fælles. Det kan altså siges, at felter dermed er arenaer for en interessekamp mellem konkret handlende mennesker og institutioner, der i ulige grad er udstyret med specifik kapital (altså specifikke ressourcer eller adækvate våben til at erobre magten over det specifikke felt) Et andet fælles kendetegn ved felter er den kendsgerning, at disse kampe forudsætter en enighed om, hvad kampen drejer sig om (illusio), osv. (Bourdieu 2005: 106). Feltbegrebet kan således bruges til at beskrive de forskellige sociale sammenhænge, som forskerne kan siges at befinde sig i, når de ytrer sig om reformerne i aviser og dagblade.
13
Mens forskerne i deres daglige forskningspraksis befinder sig i et akademisk felt struktureret omkring striden ”om evnen til at udsige legitime videnskabelige udsagn” (Kropp 2011a: 34), deltager de i det politiske felt, når de deltager i den offentlige (reform)debat. Her handler striden (i dette tilfælde) om retten til at definere de arbejdsmarkedspolitiske problemstillinger og tilhørende løsninger. Når de udtaler sig til aviser og dagblade, navigerer forskerne samtidig også i et journalistisk felt, hvor deres synspunkter og holdninger indlejres i feltets logikker og praksisformer.
Bourdieus feltbegreb, som vi her udfolder, bør ikke forstås alene som en teori, men i højere grad som et metodisk værktøj. I en konkret undersøgelse af et socialt fænomen bruges Bourdieus begreber ikke til så meget til at forklare fænomenet, som til at stille relevante spørgsmål til fænomenet. I en sociologisk undersøgelse lægger feltbegrebet således op til at sætte fokus på de forhold og processer som skaber forskelle og ligheder inden for et socialt rum (ibid.: 32ff). I en konkret undersøgelse af gruppen af forskere må vi således spørge ind til, hvordan fagretninger, ansættelsesforhold, strategier osv. varierer internt i gruppen og endvidere, hvordan disse strategier er tæt og systematisk knyttet til varierende holdninger til tilbagetræknings- og dagpengereformen. Det centrale i feltbegrebet er altså forestillingen om det relationelle og forestillingen om felterne som værende strukturer af forskelle (ibid.: 35). For at få bedre greb om dem, kan ”disse forskelle (…) konceptualiseres med begrebet kapital” (ibid.). Kort fortalt kan kapital forstås som en slags ressource, som på forskellige måder kan bringes i anvendelse i et felt. Kapitalbegrebet er interessant i vores undersøgelse, da det giver os et værktøj til at begrebsliggøre de forskellige strategier i gruppen af forskere. Hvad ligger der så mere præcist begrebet? Det skal vi se nærmere på i det følgende.
Kapital Kapitalbegrebet bruges til at beskrive de objektive magtrelationer, som konstituerer feltet. Kapital dækker over specifikke egenskaber, som giver en aktør magt i et bestemt felt. Bourdieu opererer med fire primære former for kapital: økonomisk, social, kulturel og symbolsk. Den økonomiske kapital er primært penge, men også materielle ressourcer. Social kapital er det sociale netværk, som aktører kan trække på. Den kulturelle kapital er primært viden, som man har opbygget gennem uddannelse. Kulturel kapital er også udtrykt ved at kunne tolke kulturens referencesystem, det vil sige, at vide hvordan man skal agere i en bestemt situation. I dette projekt anvendes underkategorien akademisk kapital, som er en art kulturel kapital. (Järvinen 2007: 252f; 352)
14
Symbolsk kapital Den symbolske kapital adskiller sig i forhold til de tre førstenævnte kapitalformer. Denne fjerde kapitalform er en form for ry eller prestige, som man besidder afhængigt af den kontekst, man befinder sig i. De egenskaber, der giver magt, afhænger af, hvilket felt aktøren befinder sig i. Hvis det ikke var fordi feltet konstituerede egenskaberne som gyldige, ville de i princippet være meningsløse (Arnholtz & Hammerslev 2009: 21). På den måde kan man sige, at den symbolske kapital først får værdi, når den bliver alment kendt og anerkendt. Den symbolske kapital er altså afhængig af, at sociale agenter kender til, handler efter og anerkender kapitalformen i praksis (Bourdieu 1998b: 85). Bourdieu præciserer: ”Symbolic capital is capital with a cognitive base, which rests on cognition and recognition” (Bourdieu 1998b: 47; 85). Symbolsk kapital er altså den kapitalform, der inden for en given relation får værdi som den gældende, hvorfor det, når man konstruerer et felt, er afgørende at spørge, hvilke egenskaber der fungerer som kapital i netop det konstruerede felt. Den symbolske kapital kan tage form som hvilken som helst form for kapital (økonomisk, kulturel etc.), hvis den anskues som betydningsfuld i relation til et givent område (Järvinen 2007: 252f). På den måde kræver forandring inden for feltet, at ens kapital bliver anerkendt som symbolsk kapital. Til at beskrive sammenhængen mellem position og disposition, eller struktur og aktør, bruger Bourdieu begrebet habitus.
Habitus Begrebet habitus beskriver en persons kropsliggjorte erfaringer, som former personens perceptionskategorier og får disse til at fremstå som naturlige (Kropp 2011a: 36). Habitusbegrebet er Bourdieus forsøg på at overkomme dikotomien imellem aktør og struktur. Bourdieu tænker det sociale som to homologe rum: et rum af objektive sociale positioner (magtforhold) og rum af subjektive mentale dispositioner (forståelseskategorier, præferencer etc.).
”Forholdet mellem rummet af positioner og rummet af positioneringer er ikke resultat af en mekanisk spejling. Rummet af positioner indvirker kun indirekte på
15
aktørernes positioneringer i rummet. Processen foregår nemlig via habitus.” (Bourdieu 2005a: 100f)
Individuel handlen – positioneringer – sker således altid på baggrund af en habitus, som er resultat af individets sociale baggrund og position. På samme måde er positioner udtryk for realisering af en bestemt habitus. Relationen imellem de to strukturer er således dialektisk snarere end kausal (Kropp 2011a: 191). Rent metodisk lægger Bourdieus feltteoretiske paradigme altså op til konstruktionen af sociale rum. Når vi i denne opgave konstruerer et socialt rum af forskere i aviser, benytter vi os af den multiple korrespondance analyse (MCA). I det følgende skal vi se nærmere på, hvad denne teknik indebærer og hvordan den er beslægtet med begreberne felt, kapital og habitus.
Konstruktion af feltet ved hjælp af korrespondanceanalyse I vores analyse af datamaterialet om forskerne har vi benyttet os af den multiple korrespondance analyse (MCA). MCA er en geometrisk ”teknik der kan hjælpe med at (skabe) overblik over relationerne (…) i et stort datamateriale” (Schultz Larsen: 2009: 42). MCA giver dette overblik ved sammenfatte variationen i et datamateriale ”i en række akser, hvor første akse repræsenterer mest information, anden akse næstmest og så fremdeles” ( Kropp 2010: 187). Der gives altså en grafisk fremstilling af information fra krydstabeller (Schultz Larsen 2009: 44). Denne fremgangsmåde er på mange måder atypisk, og den stiller derfor krav om en nærmere gennemgang af metodens konkrete fremgangspunkt. Inden vi når så langt, skal vi dog beskrive, hvorfor vi mener at netop MCA udgør en fornuftig metode til at undersøge netop vores problemstilling.
Slægtskabet mellem feltteorien og korrespondanceanalysen Korrespondanceanalysen er uløseligt forbundet til Bourdieu og det feltanalytiske paradigme, som vi har forsøgt at skitsere i det foregående (Kropp 2011: 186). Siden midten af 1970’erne, og i værker som Distinction (1979), State Nobilty (1998) og Homo Academicus (1984), har Bourdieu anvendt forskellige varianter af korrespondanceanalysen i konstruktionen af sociale felter (Hammerslev et al., 2009: 30). Når Bourdieu anvender netop korrespondanceanalysen, skal det forstås i lyset af hans kritik af traditionel statistik. Her anvendes statistiske test, ifølge Bourdieu, ”til automatisk at verificere resultaternes validitet og (samtidig gøre) kritiske refleksioner overflødige (Bourdieu 1994 i Hammerslev et al. 2009: 30). Til forskel herfra ønskede Bourdieu statistiske modeller, som var i stand til at indfange de komplekse strukturelle relationer, som tilsammen udgør den egentlige
16
drivkræft bag de effekter, som kan opfanges i korrelationer (Le Roux & Rouanet 2010: 4, egen oversættelse). Om valget af korrespondance analysen frem for andre statistiske teknikker skriver Bourdieu selv:
”Når jeg ofte benytter mig af korrespondanceanalyse frem for f.eks. multivariat regression, er det, fordi korrespondanceanalysen er en relationel analyseteknik, hvis grundlæggede filosofi er fuldstændig i overensstemmelse med mit syn på den sociale verden. Det er en teknik, der tænker i relationer, ligesom jeg forsøger at gøre det med feltbegrebet” (Bourdieu & Wacquant i Hammerslev et al. 2009: 30). I et feltanalytisk perspektiv er korrespondanceanalysen altså først og fremmest et nyttigt redskab i kraft af, at den til forskel fra eksempelvis regressionsanalysen fokuserer på relationerne mellem mange variable og ikke på specifikke årsagssammenhænge mellem enkelte variable. Teknikken understøtter med andre ord Bourdieus understregning af, at ”det er relationerne, eller mere præcist afstandene mellem elementerne, der er centrale, og ikke elementerne i sig selv” (Schultz Larsen 2009: 43). Udover det relationelle fokus peger Hammerslev et al. (2009) på yderligere to væsentlige elementer i slægtskabet mellem feltog korrespondanceanalysen. For det første formår korrespondanceanalysen at inkorporere den i feltanalysen så centrale forestilling om kapitalkonfiguration. Ved at illustrere sammenhængen mellem variable på flere dimensioner, bliver det muligt at undersøge sammensætningen af kapitalformer inden for et socialt felt (ibid.). For det andet producerer teknikken en geometrisk afbildning af undersøgelsesfeltet. Udover at lette tolkningsarbejdet, viser en sådan helhedsafbildning, hvordan de enkelte agenter placerer sig i forhold til hinanden og tilsammen bidrager til den konfliktfyldte strukturering af rummet, som feltanalysen forsøger at indfange. Der findes forskellige varianter af korrespondanceanalysen, som dog alle er eksempler på det, der med en samlet betegnelse kaldes geometrisk dataanalyse (Kropp 2011: 187). Udover den multiple korrespondance analyse (MCA) og den nært beslægtede specifikke multiple korrespondance analyse (sMCA) findes også korrespondance analysen (CA), den sammensatte korrespondanceanalyse (JCA) samt den principale korrespondanceanalyse (PCA) (Høyen 2010: 46; Le Roux & Rouanet 2010: 2). I denne opgave benytter vi den multiple korrespondanceanalyse, og derfor undlader vi at komme nærmere ind på de øvrige varianter i resten af opgaven.
17
De spørgsmål som på nuværende tidspunkt begynder at presse sig på er selvfølgelig, hvorfor vi dog anvender netop denne teknik, og desuden hvad MCA mere præcist indebærer. Det skylder vi naturligvis svar på, og derfor starter vi med det første.
Hvorfor benytter vi korrespondanceanalysen? Udover de klare fordele, der er i at kunne præsentere komplekse data bestående af kategorivariable fra adskillige krydstabeller i et todimensionelt geometrisk plan, vil vi pege på to primære grunde til, at MCA finder anvendelse i vores undersøgelse af de danske arbejdsmarkedseksperter. For det første rummer MCA muligheden for at benytte såkaldt supplementære variable, hvilket giver mulighed for at foretage en strukturel dataanalyse (Kropp 2011: 187; Le Roux & Rouanet 2010: 68). Supplementære variable, som også betegnes illustrative variable, er variable, som kan indgå i korrespondanceanalysen, uden at de dog bidrager til beregningen af aksernes placering eller til kortets inerti (Høyen 2004: 137) (se faktaboks på side 18). Når de aktive variable har konstrueret rummet, kan disse variable altså projiceres ind, uden at bidrage til selve konstruktionen af rummet (Kropp 2011: 137; La Roux & Rouanet 2010: 58ff). Muligheden for at benytte supplementære variable har, i vores øjne, to klare analytiske fordele. For det første styrker det vores tolkning af sammenhængen mellem forskernes strategier og deres vurderinger af tilbagetræknings- og dagpengereformen. Hvis de to reformvariable benyttes som aktive variable, vil der være en risiko for at disse variable ”overskygger” positionsvariablene. Det kan illustreres ved formlen for de enkelte modaliteters absolutte bidragsværdi (ctr): Ctrk = (fk/Q (yk)2/ varians Af formlen fremgår det, at kategoriens vægt fk, altså antallet af respondenter, samt afstanden (yk) til barrycenteret, vil øge den absolutte bidragsværdi, og dermed kunne resultere i at akserne struktures af kategorien. Da vi opererer med kategorier af en betydelig vægt inden for ”reformvariablene”, vil konsekvensen kunne være at akserne er struktureret af forskellene i holdninger. Da vi i stedet har til hensigt at vise, hvordan forskernes holdninger placeres i forhold til feltets objektive positioner, er det en fordel teknisk at kunne kategorisere ”reformvariablene” som supplementære variable.
For det andet er brugen af supplementære variable en ”god ven” i det løbende arbejde med at styrke validiteten (i litteraturen betegnet som den interne stabilitet) af korrespon-
18
danceanalysens kort. Udgangspunktet for en (intern) stabil analyse er, at den ”samme grundlæggende struktur, faktorer og system af relationer optræder, selv om man fjerner visse variable, eventuelt redundante, eller lægger visse variable til” (Munk & Thomsen 2005: 3). I arbejdet med at beskrive de strukturerende forskelle inden for feltet af arbejdsmarkedseksperter er det vigtigt at sikre sig at identificerede forskelle mellem f.eks. bestemte institutioner eller uddannelsesretninger ikke blot er udtryk for ”outliers”.. Her er det værd at nævne, at den specifikke multiple korrespondance analyse (sMCA) rummer muligheden for at gøre enkelte variable passive (svarende til illustrativ), og at denne teknik af den grund har sine styrker i forhold til MCA. Af praktiske grunde har vi desværre ikke haft adgang til sMCA.
19
Faktaboks: Den multiple korrespondanceanalyse Korrespondanceanalysen som et induktivt og eksplorativt værktøj Det særlige kendetegn ved MCA er som sagt de pædagogiske kort, som den producerer, og som hjælper med at skabe overblik i strukturerne i et datamateriale. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan dette kort så produceres? Udgangspunktet for MCA er klassiske krydstabeller med kategoriske variable, som er gensidigt udelukkende (Høyen 2010: 13). MCA bygger på de samme principper, som ligger til grund for den simple korrespondanceanalyse (CA). Da metoden for CA kan præsenteres ved hjælp af en simpel krydstabel eksemplificerer vi her principperne bag MCA på baggrund af CA. Første skridt er at omregne de absolutte tal i tabellens kolonner til såkaldte kolonneprofiler og tallene i rækker til rækkeprofiler. Kolonne- og rækkeprofiler fås ved at omsætte tallene i de enkelte kolonner til andele af totalen (1) (Høyen 2004: 93). I praksis udregnes oftest kolonneprofiler. Profilerne er eksempler på matematiske vektorer, som ”svarer til en størrelse, som definerer et punkt i et (flerdimensionelt) rum” (ibid.: 95). En vektor, og dermed de enkelte rækker og profiler, er altså en slags koordinater. Vektorer danner tilsammen en sky af punkter rummet. Hver profil tildeles en vægt, som svarer til antallet af respondenter divideret med det samlede antal respondenter. Herved fås rækkemasserne (ibid.: 96). Rækkemasserne vægtes forskelligt i selve analyse med henblik på at sikre, at hver ”respondents svar bidrager lige meget til (…) profilpunktet” (ibid.:97). For at kunne tegne selve korrespondanceanalysekortet er det nødvendigt at kunne fastlægge, hvordan punkterne ligger i forhold til hinanden (ibid.: 97). Hertil beregnes de såkaldte chi2afstande. Uden at vi her skal gå i detaljer med beregningerne, skal det nævnes at beregningerne sørger for, at de kategorier, som optræder ofte bidrager mere til beregningerne af afstanden mellem punkterne end kategorier, som optræder sjældent (ibid.: 99). Et objekts inerti udtrykkes som en kombination af et ”objekts masse, og hvor tæt eller langt det fra denne masse ligger i forhold til midtpunktet: Jo længere en masse er fra centrum, desto højere inerti” (ibid.). Den samlede inerti udgøres af summen af inertibidrag fra alle rækkeprofiler tilsammen. Efter at have konstrueret punktskyen i det flerdimensionelle rum består næste trin i at reducere dimensionaliteten, indtil der nås et antal akser som kan afbildes og som samtidig repræsenterer en tilstrækkelig stor del af den samlede inerti i rummet. Det analytiske arbejde består her i at finde det plan ”som er det, der ligger tættest på alle punkterne” (ibid.: 108). Når dimensionaliteten på denne måde reduceres øges inertien. Hvor den totale inerti udgøres af summen af inertibidrag fra alle profiler skal hertil lægges den residuale inerti, som udgøres af den information, som nødvendigvis går tabt når man reducer dimensionaliteten. Den samlede inerti er altså den totale inerti + den residuale inerti (ibid.). Den multiple korrespondanceanalyse kan udføres en i lang række programmer her iblandt SAS, SPSS, R og XLSTAT. Vi har anvendt sidstnævnte.
20
Det centrale i denne opgave er, at vi illustrerer sammenhængen mellem forskernes strategier og deres holdninger grafisk ved hjælp af den multiple korrespondanceanalyse. Som vi beskriver nærmere senere i opgaven, handler teknikken kort fortalt om grafisk at illustrere sammenhænge i kategoriske datavariable fra krydstabeller. I de fleste analyser, hvor metoden anvendes, er der tale om meget store datamængder. Her er teknikken særdeles brugbar i kraft af dens evne til at opfange og illustrere systematiske strukturerende forhold. Til forskel fra disse analyser opererer vi med et meget mindre datamateriale. I den forbindelse er det vigtigt at nævne, at vi primært bruger teknikken til at illustrere mønstre, som vi så senere forsøger at give nogle sociologiske begrundelser for. Vi forsøger altså ikke at opstille en statistisk model, som beskriver kausale sammenhænge eller beregner sandsynligheder. Vi bruger derimod korrespondanceanalysen induktivt og eksplorativt og indskriver os således i højere grad i en kvalitativt orienteret tradition end i de gængse kvantitative.
Opsamling og videre operationalisering I det ovenstående har vi forsøgt at skitsere begreberne felt, kapital og habitus samt den multiple korrespondanceanalyse med det formål at tydeliggøre, hvordan de finder anvendelse i denne undersøgelse. Spørgsmålet er så, hvordan dette begrebslige apparat er strukturerende for den videre opgave? Feltbegrebet åbner for en forståelse af gruppen af forskere som værende placeret i et krydsfelt inden for hvilket det akademiske-, det politiske- og det journalistiske felts logikker på forskellige måder og i forskellige grader er gældende. Gruppen af forskere kan samtidig siges at befinde sig i et socialt rum, inden for hvilket de ved at trække på forskellige kapital eller ressourcer (det vi også har kaldt strategier) forsøger at gøre sig gældende i den politiske debat om tilbagetræknings- og dagpengereformen. Målet for den resterende del af opgaven er at sætte fokus på netop de forskellige strategier og deres sammenhæng med forskernes holdninger. Strategierne kan have forskellig karakter. Nogle forskere gør sig gældende i politiske kommissioner og råd, andre fokuserer på at være særligt synlige i medierne, mens andre har en helt tredje strategi. Som det udfoldes hos Bourdieu igennem begreberne felt, kapital og habitus, er det dog kun særlige strategier, som accepteres som legitime i specifikke felter. Hvordan afgør man så rent analytisk, hvilke strategier der er legitime? I det følgende kapitel skal vi forsøge at gøre dette ved at skitsere de måder, hvorpå vi rent konkret kan iagttage at forskere gør sig gældende i det politiske felt.
21
22
Kapitel 3: Rummet af samfundsvidenskabelige positioner og strategier I indeværende kapitel skal vi derfor forsøge at skitsere, hvordan (samfunds)forskere reelt set har gjort sig gældende og deltaget i det (arbejdsmarkeds)politiske felt. Vi skitserer, hvordan to strategier grundlæggende set gør sig gældende. Deltagelse i kommissioner og råd, samt deltagelse gennem markant synlighed i medier. Inden vi når så langt skal vi dog først dvæle en smule ved koblingen mellem samfundsvidenskaben og det politiske felt. For at forstå udgangspunktet for de forskellige strategier, som vi senere beskriver, er det nødvendigt at udfolde dette mere grundigt.
Det samfundsvidenskabelige felt Hos Bourdieu forstås videnskaben som et felt. Derfor forstås forskerne som en gruppe, der på den ene side har nogle ting til fælles, som holder dem sammen som gruppe og adskiller dem fra andre grupper, men samtidig er splittet i forskellige undergrupperinger af egne interesser, som kæmper om herredømme. Den fælles kultur, som oparbejdes hos den enkelte forsker igennem tilstedeværelse i feltet, er på én gang forskerens adgangsbillet til et fællesskab og dennes våben i kampen om dominans i feltet (Bourdieu 2005a: 81). På den ene side bryder feltbegrebet med en forståelse af videnskaben som ”ren”, hvor forskeren tilsidesætter personlige interesser i jagten på ”sandheden”. På den anden side bryder det med ideen om forskning som ren egennyttig handlen, hvor videnskabelige værktøjer blot bliver et middel i jagten på prestige (Bourdieu 2005a: 80f). Frem for at vælge et af de nævnte yderpunkter kan man sige, at det fælles ideal om sandhed strukturer den interessekamp, som er imellem forskellige forskere, forskningsgrupper etc. Idealet om uegennytte fungerer som feltets illusio – en spilleregel eller ramme, indenfor hvilken magtkampene udspiller sig, og som alle deltagere underkaster sig (Bourdieu 2005a: 89). Da idealets gyldighed er uanfægteligt kommer det til at kunne betale sig for den enkelte at tilstræbe det (Bourdieu 2005a: 91) og dikotomien mellem egennytte og uegennytte bliver meningsløs.
23
I det videnskabelige felt står kampen om at definere, hvad der skal gælde som gyldig viden (Kropp 2011a: 47) og således også om autoriteten til at udsige legitime videnskabelige udsagn (ibid: 34). Samfundsvidenskaberne er i særlig grad præget af, at deres genstandsområde er forbundet med politiske interesser (Bourdieu 2005a: 137ff). Samtidig har samfundsvidenskabernes historie fra 1950’erne været tæt knyttet til velfærdsstatens dannelse, idet samfundsvidenskaberne ikke kun har studeret den men også har været medproducenter af den. I kraft af at samfundsvidenskaberne også ”lever af” at uddanne og kvalificere folk til jobs i statsadministrationen, kan man tale om en institutionel afhængighed imellem samfundsvidenskaberne og staten. Forskellige dele af samfundsvidenskaben henvender sig til forskellige statslige institutioner. Valget af metoder præges således ikke kun af rent videnskabelige epistemologiske fejder om forskellige metoders gyldighed men også af hensynet til metodernes praktiske anvendelighed i de institutioner, man ønsker at få adgang til (Kropp 2011a: 18; 58f). Inden for samfundsvidenskaberne kan der tales om et rum af dispositioner, hvor der eksempelvis kan skelnes mellem positivistiske og konstruktivistiske forskningspraksisser og mellem teoretiske og empiristiske forskningspraksisser eller forskelle i valg af genstandsfelt (ibid: 194-204). Disse dispositioner hænger sammen med et rum af positioner idet de reproduceres igennem konkrete videnskabelige institutioner som fx institutter og videnskabelige discipliner (ibid: 205). Vi vender nu igen blikket mod strategierne. For at forstå samfundsforskernes måde at bruge deres akademiske ressourcer i den politiske debat benytter vi os (som nævnt indledningsvist) af Bourdieus begreb strategi, som beskrives godt af den svenske sociolog Donald Broady:
”Sociala stategier utgör ofta koverteringsstrategier (…) som avser möjligheterna att utnyttja en viss art av kapital för att skaffa sig en annan mer räntabel eller legitim art av kapital.” (Broady 1991: 179) Der er altså tale om at visse kapitaler – her akademiske – bliver vekslet til andre kapitalformer, med henblik på at få indflydelse i andre sammenhænge – her den politiske debat om reformer. En strategi vi nu skal forsøge at skitsere handler om forskerenes deltagelse i politisk nedsatte kommissioner og råd.
24
Forskere i kommissioner og råd Historisk set har forskere indgået som en fast del af kommissioner. Bourdieu nævner kommissionsarbejde som en position, der giver en indikation på, at en forsker besidder en politisk eller økonomisk magtkapital (Bourdieu 1988: 239). Seniorforsker, arkivar og ph.d. i jura, Karl Peder Pedersen, har gennemgået kommissionernes historie (Pedersen 2002). En definition på en kommission, kan hentes flere steder, og kan dermed ses som både:
”én eller flere personer, der i kraft af en særlig og udtrykkelig ordre, er blevet bemyndiget til at løse en stillet opgave på en nærmere angivet måde. Opgaven udføres på mandatgiverens vegne, og afgørelsen forlenes med dennes autoritet” (ibid.) eller ”en ministerielt nedsat gruppe, hvis medlemmer for flertallets vedkommende ikke er ministerielle embedsmænd. Gruppen kulegraver med udgangspunkt i et kommissorium fra regeringen en bestemt politik […]” (Grønnegaard Christensen et al 2009: 25). Der kan skelnes mellem to typer af kommissioner, hvoraf den ene er mere operativ end den anden. Mest operativt er et forhandlingsudvalg, som typisk nedsættes med det formål at komme med konkrete løsningsforslag til en på forhånd udpeget problemstilling (ibid.: 25f). I de tilfælde, hvor opgaven i stedet er at kulegrave og udrede et bestemt politisk område, nedsættes et såkaldt udredningsudvalg (ibid.). Ikke overraskende vil forskere, i den udstrækning de udpeges, typisk være at finde i udredningsudvalg. Fra omkring år 1750 har faglig ekspertise været en vigtig del af nedsatte kommissioner. En del af de nedsatte kommissioner arbejdede med forslag til ny lovgivning, hvilket forudsatte en hvis juridisk kapital. Det springende punkt ved kommissionsarbejdet var løsningen af arbejdsopgaven, hvorimod det var mindre vigtigt hvor lang tid det tog (Pedersen 2002). Som jurist Micahel Gøtze formulerer det er
”grundighed en klassisk juridisk dyd, og det er en velkendt refleks hos mange jurister, ikke mindst dommere, at de kan blive ekstra grundige og særligt juridisk detaljeorienteret, hvis de konfronteres med en politisk sag.” (Gøtze 2012).
25
Der var altså – ligesom i dag – tradition for at kommissionsarbejdet kunne strække sig over 10 år eller mere (Geist & Dahlin 2012). En anden lighed, datidens kommissioner har med de nutidige, er politikernes ønske om offentliggørelse af kommissionsarbejdet (Pedersen 2002). Antallet af kommissioner steg kraftigt som følge af, at en række problemer (fx fattigdom) overgik fra at blive opfattet som private til at blive opfattet som offentlige og derfor politiske. Ikke alle opgaverne kunne løses inden for bureaukratiet, men blev i stedet visiteret til at foregå som kommissionsarbejde. Antallet af kommissioner forsvandt med tiden fordi kommissionernes opgaver blev afløst af ”regulære kommunale forvaltningsinstanser” (Pedersen 2002). Politisk nedsatte kommissioner har spillet en afgørende rolle, i forhold til at definere arbejdsmarkedspolitiske udfordringer og løsninger. Det hænger sammen med, at de skiftende regeringer har været særligt flittige til at nedsætte kommissioner, når det er kommet til arbejdsmarkedspolitikken (Klitgaard & Nørgaard 2009: 91). Faktisk peger Klitgaard & Nørgaard (2009) på, at det snarere har været reglen end undtagelsen, at kommissioner er blevet nedsat, når store reformer skulle forberedes. Det kan der være forskellige grunde til, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Det samme billede tegner sig inden for i dag, hvor antallet af kommissioner ’boomer’ (Vangkilde & Iversen 2012). Der var således i sidste tredjedel af april 2012, nedsat 29 kommissioner, arbejdsgrupper og udvalg. De to mest centrale kommissioner inden for det arbejdsmarkedspolitiske område de senere år har begge været udredningsudvalg og har begge haft universitetsforskere med ved bordet. I Arbejdskommissionen (2007-2009) sad Michael Svarer og Peder J. Pedersen, som begge er professorer i nationaløkonomi ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet2. I Velfærdskommissionen (2003-2005) sad Nina Smith (Aarhus Universitet), Torben M. Andersen (Aarhus Universitet) og Jørn Henrik Petersen (Syddansk Universitet). Selvom samfundsforskere i kraft af deres politisk ladede genstandsfelt altid har en politisk rolle, kan man sige disse forskere med deres kommissionsarbejde indtager en mere eksplicit og bevidst politisk rolle. Hvorfor blev netop disse forskere udvalgt? Skyldes det, at netop de fem har en overlegen faglig indsigt og tilsammen repræsenterer det ypperste sagkundskaben har at byde på? Ikke nødvendigvis. Grønnegaard Christensen et al. (2009) peger på, at regeringen ”læg-
2 Jørgen Søndergaard (SFI) og Eskil Wadensjö (Stockholm Universitet) sad også i Arbejdsmarkedskommissionen.
26
ger (…) to overvejelser til grund, når den udpeger eksperter” (ibid.: 28). For det første skal de have en god forståelse for det politiske spil samtidig med at de skal vide at sagkundskaben ”ikke gør det alene” (ibid.) For det andet lægges der vægt på, at deres ”synspunkter, holdninger og særlige evner flugter med regeringens dagsorden” (ibid.). Til forskel fra, hvad man umiddelbart måtte tænke, udgør det man med en lidt vag formulering kan kalde den politiske ”fornemmelse”, et væsentligt adgangskriterie for forskerne. Man kan yderligere med Albæks citat ovenfor kommentere, at politikerne vil vælge eksperter, hvor de ”får noget for pengene” – det vil sige, har en antagelse om at de kan anvende resultaterne i praksis. Hvordan fordeler landets forskere sig så i de forskellige kommissioner? Er der en lige repræsentation fra de forskellige samfundsvidenskaber og de forskellige universiteter? Tabel 5 viser, hvor mange forskere fra de forskellige faggrupper og universiteter der har været medlem af de kommissioner, som de senere år har beskæftiget sig med forhold på arbejdsmarkedet i større eller mindre grad (Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen, Strukturkommissionen, Globaliseringsrådet, Kvalitetsgruppen og Produktivitetskommissionen).
KU
AU
SDU
AAU
CBS
RUC
Økonomi
3
7
2
1
1
0
Politologi
0
0
1
0
0
0
Sociologi
0
0
0
0
0
0
Jura
1
0
0
0
0
0
Andet
0 1 0 0 0 Tabel 5: Forskere i kommissioner fordelt på universiteter og fag.
0
Som tabellen viser, er der en overvægt af økonomer ligesom der er flere forskere fra de ”klassiske” universiteter (KU, AU og SDU) end fra CBS, RUC og AAU. Det kan der være mange grunde til, og en af dem er utvivlsomt, at det er nogle særdeles kompetente fagfolk, der har deres daglige gang i København, Aarhus og Odense. Samtidig, og det er bestemt ikke uinteressant, kan en forsigtig tolkning dog også være, at disse forskere i videre udstrækning besidder det ”praktiske håndelag” og den ”pragmatisme”, som ifølge Grønnegaard Christensen et al. (2009) udgør adgangsbilletten til de politiske kommissioner.
27
Opsummerende omkring kommissioner kan man sige, at kommissionsarbejdet altid har været en mulighed for samfundsforskere. Dette i særdeleshed fordi samfundsforskeres genstandsfelt som regel har med politik at gøre og vice versa. Det er et udtryk for en akademisk strategi at være en del af kommissionsarbejdet, fordi der er nogle særlige krav, der skal opfyldes, for at en forsker bliver valgt til at deltage i kommissionsarbejde. En forsker skal således give indtryk af, at denne har sans for den politiske pragmatisme der kræves.
Det Økonomiske Råd Når vi taler om kommissioner og råd som fora, igennem hvilke forskere kan gøre sig gældende inden for det arbejdsmarkedspolitiske område, er det nødvendigt at berøre Det Økonomiske Råd. Medlemskab af Det Økonomiske Råd kan i høj grad ses som en strategi til politisk indflydelse. Det Økonomiske Råd udtaler sig ofte sig om arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, og således også dagpenge- og tilbagetrækningsreformen. Men hvad er baggrunden for institutionen Det Økonomiske Råd? Det Økonomiske Råd har for nyligt fejret 50 års jubilæum, og har således eksisteret siden 1962. Rådets oprettelse skete ved ’Lov om økonomisk samordning’, hvor rådets opgave var var ”at følge landets økonomiske udvikling og at bidrage til at samordne de forskellige økonomiske interesser” (§ 1). Ifølge Det Økonomiske Råd har ”faglighed og uafhængighed været styrende for vismandsinstitutionens virke”, siden rådets fødsel i 1962 (Det Økonomiske Råd 2012). Formandskabet består af en overvismand og tre vismænd, og har som
”central opgave gennem fagøkonomiske analyser, der er troværdige, nyskabende og af høj faglig kvalitet, at berige den samfundsøkonomiske debat og forbedre beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik.” (Det Økonomiske Råd 2012). Vismændene bliver udnævnt for op til 6 år ad gangen, og må ikke være medlemmer af Folketinget (§ 2, stk. 2). Eftersom det er et krav, at vismændene skal være ”nationaløkonomisk kyndige personer” (§ 2), har der været, og er der stadig, en klar overvægt af professorer i vismandsstanden. Udover vismændene består Rådet af 21 medlemmer, der besidder en underordnet rolle til vismændenes, men stadig er del af Rådet – det vil sige deltager i møder og er med til at skrive en halvårlig rapport, der kommer med anbefalinger til og diagnoser af den økonomiske situation (Det Økonomiske Råd 2012). De 21 med-
28
lemmer har dog en særlig position, idet de ikke er uafhængige af interesser, men er repræsentanter for bl.a. interesseorganisationer. Det Økonomiske Råd, er også særligt interessant, fordi Rådets magt med tiden er vokset. Således argumenterer en artikel i Information (Dandanell 2012). Siden etableringen af Det Økonomiske Råd, har ”forestillingen om en objektiv vejledning” (ibid.) præget vismændenes arbejde. For med etableringen blev der på samme tid dannet en tro på, at økonomers arbejde udelukkende er struktureret omkring en virkelighed, der kan sættes to streger under (ibid.). Der har i hele Rådets levetid eksisteret en polemik vedrørende dets evne til at agere uafhængigt. Tidligere finansminister (1975-1979 og igen fra 1981-1982) Knud Heinesen fortæller i et interview:
”Problemet er jo, at der ikke findes nogen rigtig objektiv økonomisk politik. Økonomisk politik er politik. Men derfor kan man godt have glæde af økonomernes ræsonnementer og deres forudsigelser, som dog tit har været forkerte” (Knud Heinesen i Dandanell 2012) Ræsonnementerne er i høj grad bygget op omkring de økonomiske modeller, som Det Økonomiske Råd og i øvrigt også Finansministeriet bruger. Finansministeriets og Det Økonomiske Råds modeller har fået visse ligheder, hvorfor Rådets autoritet er blevet større med tiden (ibid.); en påstand, der underbygges af én, der har siddet i begge lejre, nemlig tidligere departementschef i Erhvervsministeriet 3 og tidligere ansat i Det Økonomiske Råd, Jørgen Rosted:
”I de senere år har man ikke kunnet skelne mellem vismændene og økonomerne fra Finansministeriet. Man kan ikke se forskel – det er i hvert fald sjældent. Og de er enige om, hvordan man skal bruge modellerne” (Jørgen Rosted i Dandanell 2012) Jørgen Rosted advarer imod en sådan ensretning af økonomerne, fordi det vil samle magten omkring disse. Han mener generelt, at økonomerne har sat sig mere på magten og også har fået større indflydelse (ibid.). Dette kan også udtrykkes ved, at den nuværende SRSF-regering, trods påstande om det modsatte, valgte at beholde de økonomiske model-
3 Erhvervsministeriet var den tidligere titel. Nu hedder det Erhvervs- og vækstministeriet.
29
lerne i deres regi. Dette faktum har imidlertid ikke overrasket tidligere overvismand Torben M. Andersen, der ikke mener at modellerne har nogen speciel bias, men i stedet ser modellerne som værktøjer, hvis resultater altid skal vurderes som sammenhængende eller ej (ibid.) Her kommer Andersen i clinch med tidligere Finansminister Mogens Lykketoft, der mener at Rådets anbefalinger er udtryk for et valg af forudsætninger (ibid.) Lykketoft taler her om de implicitte valg, der ligger i at anvende en model, hvis metodiske forudsætninger er udsat for kritik 4 . Lykketoft er derfor kritisk over for den ’overjordiske neutralitet’, han mener vismændene nyder godt af, og opponerer, at alle vismænd møder ”op med en overbevisning – ikke partipolitisk, men et livssyn” (ibid.). Hvor medlemskab af kommissioner og råd er én type af strategier for forskerne, er en anden strategi, at optræde synligt i mediebilledet.
Forskere i medierne Når forskere optræder i medierne, kan man argumentere for, at de påvirkes af det journalistiske felt. Det er derfor vigtigt at pointere, at forskernes rolle i medierne er betinget af særlige journalistiske praksisformer. Inden vi nærmere beskriver, hvordan og i hvilken grad synlighed i medierne kan forstås som en strategi, er det værd at skitsere konturerne af disse praksisser. Bourdieu lægger vægt på, at det journalistiske felt ikke udelukkende kan forstås udefra. Når en forsker udtaler sig i et medie, er man derfor nødt til at forstå det journalistiske felts virkning, for at forstå udtalelsen. Det betyder, at selvom vi beskæftiger os med forskeres tilstedeværelse i medierne, kan vi altså ikke forklare fænomenet udelukkende igennem det videnskabelige felt, da det samtidig er underlagt af et andet mikrokosmos, som også virker på det. Bourdieu forklarer at:
“Part of what is produced in the world of journalism cannot be understood unless one conceptualizes this microcosm as such and endeavours to understand the effects that the people engaged in this microcosm exert on one another.” (Bourdieu 2005b: 33)
4 En kritik der oftest er formuleret af venstrefløjen: Johanne Schmidt Nielsen (Information 2012) og Professor i økonomi ved Roskilde Universitet: Jesper Jespersen (Kronberg 2012)
30
Bourdieu mener, at det journalistiske felt har primært kendetegnes af to positioner: en sensationsposition og en intellektuel position. Sensationspositionen kendetegnes af ”kulørte nyheder”, som er afpolitiserede og anekdotiske og ikke kræver de store forudsætninger at forstå og den intellektuelle position kendetegnes af analyserende og kritisk formidling med et ideal om objektivitet. (Svith 2011: 91) Disse to forskellige dispositioner er forbundet til en strukturel
“modsætning mellem to poler: den ‘reneste’ mest uafhængige af statsmagt, politisk magt og økonomisk magt og de som er mest afhængige af disse magter og kommercielle magter” (Bourdieu 1998: 41 i Svith 2011: 91f). Man kan således tale om to forskellige kapitalformer idet såvel høje oplags-, læser og seertal som intellektuel anerkendelse kan udgøre en magtposition. (Svith 2011: 91) Ifølge Bourdieu foregår en fortsat kommercialisering af det journalistiske felt, som medfører den økonomiske kapitals herredømme over den faglige og underlægger den journalistiske praksis en økonomisk logik (Svith 2011: 91). Dette bevirker, at det journalistiske felt har en mindre grad af autonomi end det politiske og det samfundsvidenskabelige felt.
Den synlige forsker Forskerne kan i flere sammenhænge have interesse i at være synlige i medierne. Omkring politiske spørgsmål er det oplagt, at samfundsvidenskabelige forskere deltager i debatter, idet deres genstandsfelt som regel er relevant for politiske beslutninger (Togeby m.fl. 2004: 51). Journalister og forskere er dog også blevet kritiseret fra politisk side for at bruge hinanden for meget 5 (Politiken 2. august 2012), og det er klart at ekspertviden skal bruges med omhu, for selv om forskere kan berige den offentlige debat, er der en pointe i, at eksperternes indtog skal begrænses til ”de områder, hvor der vitterlig er brug for ekspertens viden” (Togeby m.fl. 2004: 63). Forskernes rolle i medierne, har ikke altid været som nu, hvor det er almindeligt at forstå forskerne, som nogle, der ”kan bidrage til samfundets øgede selvrefleksion” (ibid.: 57). Den danske politolog Poul Meyer beskæftigede sig i 1962 med forskerens rolle i samfundet. Han spurgte i en bog, om forskeren bør holde sig neutral og på afstand den politiske debat og udelukkende producere kausale sammenhænge, som politikerne kunne trække på, eller om det hørte med til forskerens rolle at
5 MEP Morten Messerschmidt har været bannerfører, for en stramning af medieansvarsloven som beskriver mediernes ansvar i forhold til offentligheden. Kritikken af eksperterne går på, at de udtaler sig som forskere af et bestemt emne, uden at have forsket i emnet.
31
kravle ned fra ’elfenbenstårnet’ og deltage i samfundsdebatten? Meyer hørte til den sidste del, og forsøgte dermed at gøre op med den traditionelle forståelse af forskerrollen som neutral (ibid.). Og selvom det virker banalt at lægge vægt på den øgede inddragelse af forskere, kan man se en tydelig fremgang af samfundsvidenskabelige forskere i medierne (Togeby m.fl. 2004: 29). Mere interessant er det imidlertid, at andelen af samfundsforskere i medierne er steget. Hvor naturvidenskabelig og sundhedsforskning tidligere har været dominerende, er samfundsvidenskab nu klart det mest repræsenterede område (Togeby m.fl. 2004: 37). Ligeledes er politologer gået fra at repræsentere 4 % af ekspertudtalelser i 1971 til nu at repræsentere en fjerdedel, og ligger nu på linje med jurister, økonomer og gruppen ’andre samfundsforskere’ (Togeby m.fl. 2004: 39).
Det journalistiske felt som eksternt marked Ifølge Bourdieu påvirker kommercialiseringen af det journalistiske felt samfundsvidenskaberne i kraft af den særlige relation imellem de to felter.
“This journalism, increasingly dominated by commercial values, is expanding its domination over other fields. In other words, journalism is tending to strengthen the most heteronomous zone in each of the fields – scientific, legal, philosophical etc. (…) By valorizing what has value in external markets, it affects the internal relations within the field.” (Bourdieu 2005b: 44) Det journalistiske felts kommercialisering styrker altså ifølge Bourdieu tilsvarende kommercielle dele indenfor videnskaben. Det journalistiske felt kan betragtes som et eksternt marked for samfundsvidenskaben på hvilket der gælder andre “prissætninger”. “Afsætningen” af samfundsvidenskabelig ekspertise foregår her under andre vilkår end i det videnskabelige felt – vilkår, som favoriserer det videnskabelige felts heteronome pol og derigennem også er med til at styrke denne pols position internt i det videnskabelige felt. Påvirkningen af de interne relationer i det videnskabelige felt kan skyldes, at “… mediefeltets øgede status (…) betyder, at en position indenfor dette felt, giver en kapital, der i sig selv giver autoritet nok til at kunne fungere som ekspertise.” (Arnoldi 2005: 52) Det kan således ses som en specifik form for social dominans indenfor det samfundsvidenskabelige felt, når en forsker mestrer at få adgang til medierne (Bourdieu 2005b: 30). Flemming Svith, som er lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har i sin afhandling om dansk nyhedsjournalistik forsøgt at tilpasse Bourdieus karakteristik af det
32
journalistiske felt i Frankrig til den danske kontekst. Han har I den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er så klar en sammenhæng mellem uafhængighed af økonomiske interesser og faglig anerkendelse – “at de økonomiske strukturer ikke determinerer en bestemt journalistik” – med henvisning til at flere kommercielle aviser i Danmark faktisk nyder stor faglig anerkendelse (Svith 2011: 95). Det er derfor også tvivlsomt om journalistikkens kommercielle tendenser har den nævnte påvirkning på det videnskabelige felt. Når en journalist tildeler en samfundsvidenskabelig ekspert en privilegeret plads i dispositionen af sin nyhedsformidling ved fx ved at lade eksperten få det sidste ord, er dette ikke blot et udtryk for relationen imellem de to personer – at eksperten har højere status end journalisten i kraft af sine personlige egenskaber. Det er et udtryk for det journalistiske felts strukturelle underordning (Bourdieu 1998: 53) i forhold til det samfundsvidenskabelige felt (Bourdieu 2005b: 30). Sociolog Jakob Arnoldi fra AU forklarer en journalists brug af en ekspert som en slags gensidig legitimering, hvor forskeren legitimerer journalstens historie mens journalistens legitimerer (reproducerer) ekspertens status som ekspert (Arnoldi 2005: 93f). Når journalister udvælger kilder går de efter titler, som giver dem autoritet (Arnoldi 2005: 52).
“Journalister bruger som eksperter de mennesker, hvis uddannelse, viden, stilling (og generelle renommé) tillægges en høj status, gyldighed og værdi, hvilket giver dem en høj grad af autoritet” (Arnoldi 2005: 92). Dette kan forklare den store overvægt af professorer I vores undersøgelse. Opsummerende om det journalistiske felt kan man altså sige, at der er en stigning af samfundsforskere i medierne. Bourdieu nævner i Homo Academicus, at indikatorer på mediestatus, eller medieberømmelse, kan undersøges ved at se på hvor mange gange en forsker figurerer i tv og skrevne medier (Bourdieu 1988: 238). Dette vil vi vende tilbage til i forbindelse med valg af variable. Ovenfor har vi forsøgt at skitsere, hvorledes medlemskaber af kommissioner og Det Økonomiske Råd er vigtige måder for forskere at indgå i det politiske felt. Desuden så vi, hvordan forskere kan bruge medierne til at indgå i politiske kampe. Vi vil i det følgende operationalisere disse erfaringer, så de kan bruges i vores konkrete korrespondanceanalyse.
33
Operationalisering – indledende skridt til en grafisk konstruktion Målet for denne opgave er, som skrevet, at undersøge sammenhængen mellem forskernes vurderinger af tilbagetræknings- og dagpengereformen på den ene side og deres strategier på den anden. I det foregående har vi forsøgt at skitsere de vigtigste strategier, som de historisk har udfoldet sig. Det er på baggrund af det foregående kapitel, at vi tager de indledende skridt i forhold til at undersøge, hvilke strategier gruppen af forskere har fulgt. Når vi udvælger og koder det prosopografiske data, der udgør positionerne i det sociale rum, som vi konstruerer igennem korrespondanceanalysen, er det langt hen af vejen med udgangspunkt i ovenstående. De oplysninger vi har søgt efter, er blevet vurderet som relevante fordi vi jf. foregående kapitel kan se, at de udtrykker forskellige strategier.
Når vi senere skal forsøge at konstruere et rum af strategier, gør vi dette igennem indsamling af biografiske oplysninger om forskerne. Her er vi særligt inspirerede af Ole Hammerslevs brug af den prosopografiske metode, hvor feltets strukturer undersøges igennem et fokus på personernes livsbaner (Hammerslev 2009: 81). Metoden gør det muligt, at undersøge hvordan og hvorfor ”personer bevæger sig ind i dominerende felter, hvad de bringer med af ressourcer og ekspertise, samt hvordan de orienterer sig i [deres] omgivelser […]” (Hammerslev 2009: 81f). Analysen er struktureret i to forskellige dele. Som nævnt ovenfor er det de aktive variable, der strukturerer rummet, mens de supplementære variable er det rum, der lægges oven på. Korrespondanceanalysen beskriver rummet af positioner udelukkende med aktive variable, der beskriver strategierne. Rummet af strategier består af de samme aktive variable hele vejen igennem, men de forskellige kort inddrager på skift forskellige rum, som lægges ovenpå rummet af strategier. Mere om det i selve analysen.
Modaliteter I analysen har vi inddelt de aktive variable eller kategorier i 22 modaliteter. De er de aktive variable der beskriver strategierne. Tabel 6 viser en oversigt over, hvordan modaliteterne fordeler sig på de forskellige temaer og kapitalformer.
34
Samlet antal modaliteter, fordelt på kapitalform Tema
Antal modaliteter
Akademiske kapital
11
Indikatorer på berømmelse
5
Indikatorer på politisk indflydelse
4
Social kapital (ikke akademisk)
2
I alt
22
Tabel 6: modaliteter fordelt på kapitalform.
Akademisk kapital Den akademiske kapital har, som skrevet ovenfor, en specifik type af kulturel kapital. De variable, vi har fundet relevante i kategorien akademisk kapital, kan aflæses i tabellen nedenfor.
Akademisk kapital Navn på variabel
Antal modaliteter
Medlemskab af en redaktion
2
Akademiske udmærkelser
2
Antal bøger skrevet
3
H-index
2
Forsket i udlandet
2
I alt
11
Tabel 7: variable kategoriseret under akademisk kapital. I operationaliseringen af akademisk kapital har vi udeladt to meget oplagte variable: ansættelse og uddannelsesgrad. Vi har udeladt ansættelse, da kun fire af vores personer ikke er ansat som professorer og det dermed ikke er med til at skabe nok spredning i rummet. Uddannelsesgrad er udeladt, da alle personer i undersøgelsen har en ph.d.-grad og det har vist sig svært at finde ud af, hvem der har en doktorgrad. Samtidig kan det argumenteres, at doktorgraden gradvist har mistet sin funktion som akademisk adelsmærke (McGuire 2000). I stedet for at se på institutionelle valg – det vil sige: ansættelsessted, universitet hvor ph.d.-grad er opnået og kandidattitel – hos forskerne, som også findes relevante som udtryk for en art kulturel kapital hos Bourdieu (1988: 230), har vi valgt at lade kategorierne
35
være udtryk for rum, som vi lægger ned over rummet af strategier (KAK 2). Hvad vi får ud af dette kan læses i selve analysen. Som udtryk for akademisk anerkendelse bruger vi h-index, som er et internationalt mål for, hvor mange peer-reviewed artikler en forsker er citeret for. Helt konkret vil et hindex på 5 betyde at man har udgivet 5 peer-reviewed artikler, hvor hver af dem er citeret 5 eller flere gange (Whitton 2012). Vi har ligeledes medtaget antallet af udgivet bøger, om personen har modtaget akademiske udmærkelser, om personen har forsket i udlandet, samt om personen er medlem af en redaktion på et akademisk tidsskrift. Vi har således bevidst prioriteret symbolsk kapital over institutionel kapital (Kropp 2011a: 228) for at fokusere på den forskningsmæssige frem for den administrative anerkendelse. Vi er opmærksomme på, at dette valg af variable ikke tillader os fuldt ud at rumme de mange forskelligartede strategier, som findes indenfor det akademiske felt, fordi det akademiske felt kan inddeles i yderligere underkategorier (Bourdieu 1988: 277ff). Vi opstiller derimod en mere enkel model for det akademiske felt, med henblik på at forklare homologien mellem strategierne og de andre rum vi konstruerer. Homologien kan siges at være sammenhængen mellem de rum der etableres ved hhv. de aktive og supplementære variable
Social kapital Social kapital ser på personernes tilknytninger udenfor det videnskabelige felt. Da vi startede med at indsamle data, fandt vi flere variable interessante heriblandt forbindelser til fagbevægelsen. Det er dog endt med vi i denne kategori, kun har medtaget spørgsmålet om hvorvidt eksperten har tidligere eller nuværende tilknytning til erhvervsliv og finanssektor. Tabel 8 viser de for medtagede kategorier der repræsenter sociale kapital.
Social kapital Navn på variabel
Antal modaliteter
Tilknytning til erhvervs-/finansiel sektor
2
I alt
2
Tabel 8: variable kategoriseret under social kapital
36
Denne variabel kunne også forstås sig som en indikator for økonomisk kapital, idet sådanne forbindelse kan formodes at være lukrative, men eftersom vi generelt ikke har fokus på forskernes økonomiske ressourcer har vi valgt at fokusere på forbindelsernes sociale karakter. Kategorier for forbindelser til hhv. erhvervsliv og finanssektor blev slået sammen til en enkelt kategori, da der var et stort sammenfald imellem de to og de ikke var statistisk signifikante hver for sig, og den positive modalitet i kategorien dækker således over at forskeren har forbindelser i erhvervsliv og/eller finanssektor. Den unøjagtighed, som sammenlægningen giver, er en af ulemperne ved det lille udvalg af personer. De variable vi ikke medtog, fx tilknytning til fagbevægelse, har ligeledes lidt under samme kvantitative mangel, nemlig for få forskere i vores datasæt, til at placeringen på korrespondanceanalysekortet ikke primært blev udtryk for statistisk støj.
Indikatorer på politisk indflydelse Til at illustrere personens politiske indflydelse har vi valgt at fokusere på to variable: medlemskab af Det Økonomiske Råds formandsskab samt medlemskab af politisk nedsatte kommissioner og råd i øvrigt. Dette skyldes, at vi (jf. ovenstående indføring i kommissioner, råd og Det økonomiske Råd) ser det som et udtryk for politisk anerkendelse og indflydelse at besidde disse positioner. Det Økonomiske Råd har fået sin egen variabel, da den har særlig vægt i den offentlige debat. De relevante variable for indikatorer på politisk indflydelse er derfor præsenteret i nedenstående tabel.
Indikatorer på politisk indflydelse Navn på variabel
Antal modaliteter
Medlem af DØRs formandsskab
2
Medlem af kommission/råd
2
I alt
4
Tabel 9: variable kategoriseret som indikator på politisk indflydelse
Indikatorer på synlighed i medierne Variablene, vi bruger til at beskrive indikatorer på synlighed, afspejler to dimensioner, som er inspireret af Bourdieus to differentieringsprincipper – kapitalvolumen og kapitaltype. Den ene dimension er personens grad af synlighed målt i antal omtaler indenfor de seneste to år i henholdsvis de tre største danske dagblade (Berlingske, Jylllands-Posten og Politiken) og i radio og TV og afspejler således en slags ”synlighedsvolumen”. Den an-
37
den dimension drejer sig om forskellen på forskellige medier eller om ”synlighedstypen”. Dette beskrives af to variable, hvor den ene er, hvilket landsdækkende dagblad personen oftest omtales i (mediets prioritering af personen) og den anden er, hvilken avis personen oftest har forfattet artikler til (personens prioritering af avisen) 6 .
Indikatorer på berømmelse Navn på variabel
Antal modaliteter
Avisomtale
3
Radio/TV
2
I alt
5
Tabel 10: variable kategoriseret som indikator på indikator på berømmelse
Afgrænsning af variable Der findes en lang række variable, som vi teoretisk har antaget ville have betydning for de fænomener vi undersøger, men som vi har udeladt, da de ikke skabte nok forskelle/spredning i vores specifikke MCA. Dette kan ligeså vel være udtryk for begrænsninger ved den lille undersøgelse som at disse rent faktisk ikke har betydning, så vi vil ikke komme nærmere ind på disse. Desuden findes der andre variable, som vi tror har betydning, men som vi ikke har været i stand til at finde oplysninger på igennem vores dataindsamling. Hvis man skulle arbejde videre med dette projekt, ville disse data med fordel kunne forsøges indsamlet ved hjælp af telefoninterviews eller en spørgeskemaundersøgelse.
6 begge indenfor de seneste to år, undtagen i enkelte tilfælde, hvor vi måtte gå længere tilbage i tiden for at finde en tendens.
38
Kapitel 4: Analyse Som vi har beskrevet, skal den multiple korrespondanceanalyse og de resulterende korrespondanceanalysekort (KAK) bidrage til, at vi kan vurdere sammenhængen mellem forskernes synspunkter og deres positionelle karakteristika. Analysen baserer sig som nævnt på prosopografisk data om gruppen af forskere. Inddeling af variable og svarkategorier og vurderingen af om dette er fornuftigt, er et resultat af den løbende tolkningsproces som MCA-analysen er (Høyen 2004: 160). I det følgende, og inden vi går videre til den egentlige tolkning, skal vi forsøge at beskrive, hvad der ligger i denne proces.
Vurdering af variable og modaliteter – en løbende tolkningsproces I analysen af vores data bør validiteten af og bidragene fra de enkelte variable og modaliteter vurderes undervejs. I en MCA må man løbende spørge sig selv om analysens variable udtrykker stabile forskelle eller ”tilfældige” afvigelser. Et typisk problem er, at punkter med en meget lille masse optræder på kortet med stor afstand til de øvrige (Høyen 2004: 137). Sådanne afvigelser er problematiske i kraft af, at de (på trods af deres lille masse) bidrager til at strukturere retningen af akserne7. Mange af sådanne punkter vil derfor kunne resultere i, at akserne (og dermed rummet) opfanger ekstreme afvigelser snarere end interessante mønstre. En tommelfingerregel er i den forbindelse, at ingen modaliteter bør være besvaret af mindre end fem respondenter. Ønsket om at minimere antallet af punkter med en meget lille vægt har influeret vores kategorisering af de enkelte variable. Inden for en række variable har vi slået svarkategorier sammen med henblik på undgå lavt vægtende punkter, der som nævnt vil trække uhensigtsmæssigt meget. Inden for variablen ”ansat ved” var kun to forskere ansat ved RUC, hvorfor RUC og AAU er slået sammen til en modalitet. Det er naturligvis ikke uproblematisk at sammenlægge kategorier, da det altid vil indebære et tab af information, og heller ikke alle modaliteter kan lægges sammen. Sammenlægningen må nødvendigvis begrundes ud fra faglige betragtninger. Findes der ikke saglige grunde til at lægge to kategorier sammen, må de beholdes hver for sig. Der er to grunde til, at vi har fundet det rimeligt at lægge RUC og
7 Det hænger sammen med at de enkelte svarkategoriers bidragsværdi (ctr) udregnes ved hjælp af formlen: Ctrk = (fk/Q (yk)2/ varians. Af formlen fremgår at en lille vægt, fk, vil kunne opvejes af en stor afstand, (yk), til den gennemsnitlige placering af de øvrige punkter i samme variabel (barrycentret) (
39
AAU sammen til en kategori. For det første er der tale om to universiteter med væsentlige institutionelle og videnskabelige fællestræk – begge er grundlagt i 1970’erne som universitetscentre og opbygget omkring et tværvidenskabeligt forskningsideal. For det andet har vi udført supplerende korrespondanceanalyser med AAU og RUC som særskilte kategorier, hvor det har vist sig, at de to kategorier var placeret tæt på hinanden i rummet af positioner. Variablerne ”redaktionsmedlem” og ”akademiske udmærkelser” er ligeledes blevet omkodet ud fra hensynet om at undgå meget små modaliteter. Indledningsvis var de skalavariable, som viste det antal af medlemskaber og udmærkelser en given forsker havde. En sådan simpel optælling gav dog nogle meget små grupper, hvorfor besvarelserne blev gjort til binære kategorivariable. Begrundelsen herfor leder os videre til et andet vigtigt element i den løbende vurdering af datamaterialet. Når dataanalysen gennemføres, viser det sig nemlig, at langtfra alle variable har en forklarende kraft (Høyen 2004: 161). I sådanne tilfælde er der fire valgmuligheder. Man kan vælge at fjerne variablen helt, man kan lægge modaliteter inden for variablen sammen, man kan lægge variablen sammen med andre variable, eller man kan vælge at lade den enkelte variabel stå som den er (sidste mulighed kan være aktuel i de tilfælde, hvor variablen har særlig analytisk interesse). I de nævnte tre kategorier benyttede vi den anden mulighed og ændrede kategorierne således, at variablen blev binær. Det var i vores øjne en rimelig kategorisering, da begge variable var besvaret således, at halvdelen havde ingen medlemskaber eller udmærkelser, mens den anden halvdel havde. I andre tilfælde har vi lagt sådanne ikke-strukturerende variable sammen, mens vi i andre tilfælde har fjernet variable helt. En minutiøs gennemgang af hele denne proces (som har forløbet over måneder) skal ikke udfoldes i opgaven. Ovenstående skal i stedet fungere som eksempler, der illustrerer, hvordan MCA fordrer løbende tilpasning af egne prækonstruktioner.
Indledende skridt i tolkningen Første skridt er at afgøre, hvor mange akser der skal tolkes på. Tommelfingerreglen er, at man skal medtage akser indtil 80 procent af den samlede inerti (spredning) er forklaret (Høyen 2004: 138). På baggrund af udregning af den modificerede rate (se bilag 3) ser vi at 1. aksen beskriver 69,3 procent af den samlede inerti, mens 2. aksen beskriver 23,8 procent. Tilsammen beskriver de to første akser altså 93,1 procent af inertien. Disse to
40
akser forklarer derfor dataene godt nok til, at vi ikke vil interessere os for de resterende akser. Som beskrevet tidligere i opgaven er en af styrkerne ved den multiple korrespondanceanalyse, at komplicerede datatabeller i krydstabeller præsenteres på et todimensionelt kort. Det muliggør en mere intuitiv geometrisk tolkning. Det er dog utilstrækkeligt alene at foretage en sådan tolkning, og i værste fald kan ren intuitiv tolkning være fejlagtig (Hjelbrekke 2010: 11). Vi mener her, at vi ved at lægge rummet af dispositioner ovenpå på rummet af strategier, forsøger at føre en mere stringent tolkning på baggrund af de strategier, vi empirisk kan se på kortene. Med henblik på at undgå fejlslutninger er det vigtigt forud for det tolkningsmæssige arbejde at fastlægge, hvilke variable der bidrager mest til struktureringen af rummet, da dette er afgørende for at kunne tolke, hvad aksen udtrykker. For at undersøge dette må man se nærmere på de variable, der har en absolut bidragsværdi større gennemsnittet (1/Q). De ”forklarende” punkter er listet i tabellen nedenfor. Følgende afsnit vil først beskrive, hvad der kan ses på de to akser, dernæst hvilke strategier, der kan aflæses på korrespondanceanalysekortene (KAK). Beskrivelsen af kortene vil blive struktureret efter, hvilke modaliteter, der beskriver over gennemsnittet – det vil sige den kritiske værdi.
Første akse – Institutionel prestige Beskrivelsen af første akse vil som nævnt tage udgangspunkt i, hvilke værdier der bidrager over gennemsnittet. Forklarende punkter for førsteaksen (kritisk værdi = 4,545) Rangeret efter variablens vægt Positive koordinater: Negative koordinater: Udmærkelser – Ja: 11,559 Udmærkelser – Nej: 5,420 Kommission – Ja: 7,301 Kommission – Nej: 9,404 Vismand – Ja: 10,571 Vismand – Nej: 4,973 Redaktion – Ja: 8,451 Redaktion – Nej: 4,596 Forsket i udland – Nej: 6,694 Bøger – 10+: 4,697 Tabel 11: forklarende punkter for førsteaksen.
Finans/erhverv – Ja: 7,582
Første akse forklarer 69,3 procent af spredningen i datamaterialet. Til at forklare første akse, vil vi trække på videnskabssociologisk afhandling af Kristoffer Kropp (2011a), som er lektor ved Sociologisk Institut på KU. Dette skyldes at en lang række af de faktorer, som definerer den første akse ligeledes ses i Kropps sMCA over feltet for samfundsvidenskabelig forskning i Danmark.
41
Homologt rum af epistemologisk stil Kropps analyse adskiller sig fra vores på to grundlæggende måder. For det første konstruerer han først et rum af dispositioner, som han derefter projicerer et rum af positioner ind i. Det er altså dispositions-variablerne, der er aktive, mens det i vores er positions- eller strategivariablerne. Han medgiver dog selv, at han både teoretisk og praktisk ville kunne ”have gået den anden vej” (ibid.: 194). En mere fundamental forskel er, hvilket rum af dispositioner, analyserne beskæftiger sig med. I begge undersøgelser er det det akademiske felts differentieringsprincipper, der dominerer positionssiden – akademiske institutioner og anerkendelsesformer – men hvor vores undersøgelser arbejder med et rum af dispositioner, som knytter sig til det politiske felt, beskæftiger Kropps undersøgelse sig med et rum, som knytter sig til feltet af samfundsvidenskab – rummet af epistemologiske stile. Det er således forskernes videnskabelige præferencer og praksis, som er strukturerende (ibid.: 190ff). Førsteaksen i Kropps kort struktureres af to epistemologiske poler: en nomotetisk pol på den venstre side og en idiografisk på den anden (ibid.). Eftersom vi ikke beskæftiger os med forskningsmæssig praksis, er det interessante ved denne akse imidlertid primært de organisatoriske sammenhænge, som aksen også beskriver.
Nomotetisk
Idiografisk
Kvantitativ metode
Kvalitativ metode
Neutral beskrivelse
Samfundskritik
Artikler
Bøger
Økonomi og Erhvervsøkonomi
Forvaltning, Sociologi og Antropologi
Disciplinorienteret
Tværfagligt orienteret
Universiteter
Klassiske universiteter
Tværfaglige universiteter
Anerkendelse
Høj institutionaliseret misk kapital
Forskningsstrategier
Disciplinorientring
akade- Lav institutionaliseret akademisk kapital
Tabel 12: Forskelle på første akse (Kropp 2011: 205-217, se især tabel 14)
42
Korrespondanceanalysekort 1: De strukturerende variable.
43
Tabel 12 viser sammenhængen mellem epistemologisk stil og forskellige institutionelle faktorer i Kropps analyse. Som det ses på KAK 1, kan de ovenstående tendenser genfindes på vores første akse. Hvad angår disciplinorientering, findes modaliteterne for økonomisk kandidatuddannelse fra tæt ved origo og mod højre imens modaliteten for andre samfundsvidenskabelige uddannelser (scient.pol., scient.adm., samfundsfag og sociologi) ligger langt til venstre. De to modaliteter, der knytter sig til de tværfaglige universiteter, AAU og RUC (”ansat ved-” og ”ph.d. fra-”), ligger begge langt til venstre, mens de tilsvarende modaliteter for de andre universiteter alle befinder sig på højre side, hvor de klassiske universiteter AU og KU ligger længst til højre. Tendensen til en højere grad af institutionaliseret akademisk kapital på højre side kommer i vores MCA til udtryk ved, at akademiske udmærkelser og vismandsstatus og medlemskab af kommissioner befinder sig til højre og deres modsætninger til venstre. Vi vil med henvisning til disse kategorier, referere til aksen som et udtryk for institutionel prestigekapital. Ifølge Kropp er sammenhængen langtfra tilfældig. Det skyldes derimod, at de dispositionelle
“forskelle, som vi genfinder, når vi som her spørger samfundsforskere om deres stillingtagen til en række epistemologiske spørgsmål, er produceret og habitualiseret i en række samfundsvidenskabelige institutioner”. (Kropp 2011a: 205)
Anden akse – Synlighed Kortets 2. akse indfanger 23,8 procent af den samlede spredning og således væsentligt mindre end første aksen. Som det ses i nedenstående tabel 13, er de primære strukturerende faktorer på aksen, de modaliteter, der beskriver eksponering i medierne.
Forklarende punkter for andenaksen (kritisk værdi = 4,545) Rangeret efter variablens vægt Negative koordinater: Positive koordinater: Radio/TV – Lav: 17,256 Radio/TV – Høj: 17,347 Avisomtale – Lav: 14,844 Avisomtale – Høj: 8,536 Redaktion – Ja: 7,871 Bøger – 10+: 5,386 Forsket i udland – Nej: 5,774 Tabel 13: forklarende punkter for andenaksen
44
I toppen af kortet finder vi modaliteterne for høj og middelhøj eksponering i radio og tv samt høj eksponering i de tre største danske aviser. I nederste halvdel finder vi derimod lav grad af eksponering på begge fronter. Derfor mener vi, at anden akse kan tolkes som et udtryk for graden af synlighed i mainstreammedierne med høj synlighed i toppen og lav i bunden.
Begge akser Der er desuden tre kategorier, som orienterer begge akser. Dette indikerer, at der findes en række diagonale strategiorienteringer i rummet. Dette gælder variablen for medlemskab af videnskabelig redaktion. Her ser vi, at den positive modalitet orienterer begge aksers positive pol. Vi kan altså tale om, at variablen er orienteret fra nederst venstre kvadrant mod øverste højre (som en linje imellem placeringerne af kategoriens negative og positive modalitet på kortet). Omvendt orienterer et højt antal bogudgivelser på førsteaksen i negativ retning og andenaksen i positiv retning og hvis man følger modaliteternes placering, ser man en linje fra nederste højre kvadrant mod øverste venstre.
De forskellige rum og strategier I dette afsnit vil vi se på de forskellige strategier, der kan aflæses på de strukturerende akser samt de variable, som strukturerer dem. Vi vil desuden lægge tre rum oven på de strukturerende variables rum for at analysere homologien mellem de strukturerende variable og de supplementære variable. De tre rum er hhv. rummet af institutioner, rummet af aviser og rummet af dispositioner eller holdninger til reformerne.
Rummet af institutioner Når vi lægger rummet af institutioner ovenpå rummet af akademiske strategier, ser vi først og fremmest, at modaliteterne for ph.d. og ansættelse for hver af universiteterne (med undtagelse af CBS og SDU, hvor ingen af de 33 forskere har taget en ph.d.) ligger i nærheden af hinanden. Dette indikerer (ikke overraskende) en tendens til at blive ansat samme sted, som man har taget sin ph.d. Denne tendens er især stærk ved KU. Derudover ser vi en tydelig polarisering langs førsteaksen, der placerer AU længste til højre efterfulgt af hhv. KU og CBS og AAU/RUC længst til venstre. SDU er placeret nær midten. På andenaksen skiller CBS og SDU sig ud fra de resterende ved at ligge sydligere. Dette udtrykker, at forskerne herfra har en lavere grad af synlighed i medierne.
45
Korrespondanceanalysekort 2: Rummet af institutioner
46
På venstre side findes de ikke-økonomiske kandidateksamener, og kortet viser, at de tre modaliteter for økonomiske kandidateksamener befinder sig på højre side, og vi genfinder således polariseringen imellem de samfundsvidenskabelige discipliner.
Akademiske strategier Når vi konstruerer et felt af akademiske strategier, kan vi se, at første akse struktureres af institutionel prestige, med høj prestige mod højre og lav mod venstre. Således struktureres førsteaksens positive pol, først og fremmest af modaliteterne for hhv. udmærkelser, medlemskab af kommissioner og vismandsstatus, mens den negative pol struktureres af manglen på samme. Således kan man mod højre tale om en akademisk strategi, som tilstræber status i form af medlemskab af kommissioner, akademiske udmærkelser og vismandsstatus. Tilstedeværelsen af modaliteterne for vismandsstatus og medlemskab af kommissioner på højre side kan også tolkes som udtryk for, at disse institutioner reproducerer en bestemt epistemologisk stil, som knytter sig til aksens højre side. Udvælgelsen af forskere til disse institutioner bygger på en forståelse af videnskab som noget, der kan beskrive samfundet neutralt uden at engagere sig i politiske kampe. Denne forståelse befinder sig mod den nomotetiske pol i rummet af epistemologiske stile og står i skarp kontrast til den idiografiske pol, der kendetegnes af forestillingen om videnskabens samfundskritiske og forandrende potentiale (Kropp 2011: 205ff). Især vismandsinstitutionen er kendetegnet af den nomotetiske epistemologiske stil. Først og fremmest reproducerer den en klassisk disciplinorienteret tilgang til videnskab igennem sin adskillelse af økonomi fra andre discipliner. Derudover betones forestillingen som uafhængig, upolitisk og neutral fagkyndighed i særlig høj grad, og konstituerer institutionens autoritet ved at hæve den over politik, interesser, holdninger, følelser etc. Den betoner desuden en både quasinaturvidenskabelig og rationalistisk epistemologi. Dette er blandt andet kommet til udtryk i den politiske debat om de kontroversielle antagelser, der ligger bag økonomiske modeller som DREAM. Eksempelvis har Jesper Jespersen været stærkt kritisk overfor modellens antagelse om, at en forøgelse af arbejdsudbud automatisk medfører jobskabelse, samt at denne logik dominerer den politiske debat. Han er blevet mødt med følgende svar fra overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
“Det er et synspunkt, der dominerer den offentlige debat, men det er også fordi, det er så ukontroversielt. Det dominerer jo også den offentlige debat, at vand fryser ved nul grader.” (Whitta-Jacobsen i Hebsgaard 2011)
47
Selvom udtalelsen er noget polemisk, illustrerer sammenligningen mellem økonomisk videnskab og naturlove den nomotetiske epistemologiske stil, som knytter sig til vismandsinstitutionen. Desuden orienterer tilknytning til finans- og erhvervsliv også denne pol. Det kan ligeledes aflæses, at tilknytning til vismandsinstitutionen ligger tæt på samme punkt på førsteaksen. Dette kan forklares ved at AU både har meget samarbejde med den private sektor, og at uddannelsen er kendt for at uddanne fremtrædende erhvervspersonligheder, fx administrerende direktør i A.P. Møller Mærsk, Anders Dam (Laursen 2011).
International strategi Det virker ganske plausibelt at tale om en international orientering mod kortets sydlige pol, eftersom modaliteterne for udenlandske kandidat- og ph.d.-titler befinder sig relativt tæt ved de internationale modaliteter i rummet af strategier (”forsket i udland” og højt hindex). En indramning af de internationale modaliteter fra både rummet af strategier og rummet af institutioner viser, at modaliteterne spreder sig langs første aksen med højt hindex langt til højre og udenlandsk ph.d. til venstre for midten. Der er således stor forskel på, hvilken grad af prestige disse internationale positioner er forbundet med, mens de alle er forbundet med en lav grad af synlighed – se KAK 3.
Korrespondanceanalysekort 3: International strategi
Eftersom vores udvælgelse af personer går igennem mainstreammedierne, bliver det naturligvis sværere at sige noget kvalificeret om de akademiske strategier, som ikke priorite-
48
rer synlighed i denne slags medier. Derfor er detaljeringsgraden ikke så stor i den nedre del af korrespondancekortet som i den øvre. Man ville derfor være nødt til at foretage en anden type udvælgelse for at få adgang til større viden om de strategiske orienteringer, der befinder sig i denne del af rummet. Den tendens til international orientering, som vores data trods alt viser, kunne i den forbindelse give anledning til et fokus på publikationer i internationale tidsskrifter eller aktivitet i tænketanke, sektorforskningsinstitutter eller eksternt finansierede forskningsprojekter. Forskning i udlandet er ikke den eneste strategiorientering, som bevæger sig fra øvre venstre til nedre højre. Det samme gør modaliteterne for h-index. Eftersom h-index er et udtryk for aktivitet i internationale tidsskrifter, kan man derfor overveje, om der er tale om en mere generel international orientering.
Bøger og artikler I vores undersøgelse finder vi, ligesom Kropp, frem til to forskellige tendenser omkring publicering. Vi finder modaliteterne for hhv. 3-9 bøger på venstre side og 10+ længst til venstre, mens modaliteten for 0-2 bøger findes på højre side. Der kan derfor ses en strategi til venstre om at publicere bøger, hvorimod vi på højre side finder indikationer på en strategi, som er mere orienteret mod publicering af videnskabelige artikler. Dette kommer til udtryk ved, at modaliteterne for medlemskab af redaktioner på videnskabelige tidsskifter samt modaliteten for højt h-index findes på højre side, og deres modsætninger på venstre side. Desuden ser vi, at modaliteten, der viser, at forskeren ikke har forsket i udlandet, orienterer i samme retning som bogudgivelser. Dennes positive modsætning findes i nederste højre kvadrant, og man kan således tegne en diagonal fra øverste venstre kvadrant mod nederste højre, der illustrerer forskellen på ”forsket i udlandet” og mangel på samme. Den diagonale strategiorientering (KAK 4), som beskriver udgivelsen af bøger, viser at denne strategi korresponderer med en høj grad af synlighed i medierne, men til gengæld med en lav institutionel prestige. Derimod korresponderer medlemskab af redaktioner i højere grad med både prestige og synlighed, mens forskning i udlandet i højere grad korresponderer med institutionel prestige.
49
Korrespondanceanalysekort 4: Diagonal strategiorientering
Rummet af aviser Da opgaven tager udgangspunkt i de danske landsdækkende avisers eksponering af bestemte eksperter, mener vi, at det er relevant kort at berøre forskellen på disse aviser.
Korrespondanceanalysekort 5: Rummet af aviser
50
Derfor har vi konstrueret et rum af større danske aviser (KAK 5), som vi lægger ind over rummet af strategier for at se, hvorvidt der er tale om homologi rummene imellem. Sammenlægningen af rummene viser først og fremmest, at de to modaliteter for hver avis overvejende placerer sig nær hinanden. Dette viser, at der er en sammenhæng imellem, hvor en bestemt forsker omtales, og hvor forskeren selv skriver artikler og indlæg til. Hvis vi ser bort fra modaliteten ”oftest indlæg i JP”, som kun er udtryk for en enkelt person, tegner der sig et tydeligt billede: Politiken placerer sig lige til venstre for origo, mens Information placerer sig længere til venstre langs førsteaksen. Berlingske og JP placerer sig langs højre side af førsteaksen. Disse placeringer ligner den måde, de fire aviser historisk er blevet tænkt ind på en højre-venstre-skala. Børsen spreder sig derimod henover midten, men til gengæld sydligere end de andre aviser på andenaksen. Dette kan dels tyde på, at Børsen reproducerer den internationale orientering i rummets sydlige del, som vi har set er homologt med især CBS og SDU, dels at Børsens brug af eksperter afviger fra mainstreammediernes, og at Børsen således ikke i samme grad som de andre aviser bruger de meget synlige forskere i bunden af kortet. Modaliteterne for Børsen repræsenterer dog kun to personer hver, og det er derfor problematisk for alvor at tolke på modaliteternes placering.
Rummet af dispositioner Rummet af arbejdsmarkedspolitiske dispositioner (se KAK 6) er tydeligt polariseret langs førsteaksen med de reformkritiske holdninger til venstre, og de reformvenlige holdninger til højre. De reformvenlige holdninger spreder sig stort set ikke langs andenaksen, men spreder sig langs førsteaksen med ”Demografiske ændringer” nærmest midten og ”Raske på efterløn” som den modalitet, der befinder sig længst til højre. Dette skyldes, at denne holdning, som problematiserer det at raske personer går på efterløn, kun er fundet hos Michael Svarer, Michael Rosholm, Peter Birch Sørensen og Nina Smith, som alle (og i særlig grad de to sidste) har en høj institutionel prestigekapital. De reformkritiske holdninger spreder sig derimod mest langs andenaksen, hvilket dog hovedsageligt er et udtryk for, at de to dagpenge-modaliteter kun dækker over meget få personer.
Et polariseret rum Når de forskellige variable for holdninger til reformerne primært kan fortolkes som to modpoler, skyldes det således til dels vores lille datamængde. Det er dog også et resultat
51
af vores metodevalg. Dels har vi ud af de mange arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål, som der findes holdninger til, valgt at spørge til to specifikke og konkrete reformer og derved givet anledning til holdninger ”for” eller ”imod”. En måde at få et mere nuanceret rum af arbejdsmarkedspolitiske holdninger ville være at gå åbent til forskernes debatindlæg, tematisere disse og opstille kategorier på denne baggrund. En sådan tilgang var imidlertid ikke realistisk med den givne tidshorisont. Polariseringen ser dog ikke ud til at være tilfældig, men tegner nærmere to klassiske positioner i dansk politik, hvor den socialdemokratiske position mod venstre, som med sin betoning af lighed og jobsikkerhed, står i stærk modsætning til den borgerligt liberale på højre, som betoner økonomiske incitamenter og er kritiske overfor universelle ydelser (Skov & Bundsgaard 2009: 97). På baggrund af Ove Kaj Pedersens (2011) bog ’Konkurrencestaten’ kan man dog betragte de to positioner i et historisk perspektiv. Pedersen taler om en historisk udvikling fra velfærdsstat til konkurrencestat, som har hver sine politiske dispositioner.
Velfærdsstat
Konkurrencestat
Teori/ideologi Målsætning
Keynesiansk Fuld beskæftigelse
Middel Problemopfattelse
Efterspørgselspolitik Makroøkonomisk balance
Tidshorisont
Kort tid
Neoliberal Fuld udnyttelse af produktive potentialer Udbudspolitik Mikroøkonomisk ressourceudnyttelse Lang tid
Figur 10: Velfærdsstat og konkurrencestat (Pedersen 2011: 26ff se især figur 1.1) Når vi sammenholder vores rum af dispositioner med Ove Kaj Pedersens kategorier, ser vi, at dispositionerne på kortets højre side er et svarer til konkurrencestatens neoliberale politik, idet man her ønsker at imødekomme langsigtede økonomiske udfordringer igennem reformer, som øger arbejdsudbuddet. På venstre siden ser vi derimod velfærdstatens keynesianske politik, hvor målet om fuld beskæftigelse på kort sigt leder til en kritik af de udbudspolitiske reformer pga. disses negative effekter for beskæftigelsen på kort sigt.
52
Korrespondanceanalysekort 6: Personer og holdninger
53
Ifølge Ove Kaj Pedersen er den økonomiske politik, der bliver ført i Danmark, udtryk for at den dominerende efterspørgselspolitik i stigende grad bliver kombineret med udbudspolitik. For at vende tilbage til homologien imellem rummene af hhv. dispositioner og positioner nævner Ove Kaj Pedersen, at Det Økonomiske Råd er en af de institutioner, som i Danmark har været med til at udvikle forestillingen om ”det lange sigte” i gennem sine økonomiske planer, der strækker sig flere årtier frem (Pedersen 2011: 26ff). Der er således en klar homologi imellem de reformvenlige holdningers placering i rummet af dispositioner og placeringen af vismandsstatus i rummet af positioner. Der kan imidlertid også være en anden grund til, at holdningerne er så polariserede. Det vil vi uddybe i det følgende afsnit.
Journalistisk brug af eksperter Det er vigtigt at huske på, at vores rum af holdninger er resultat af en udvælgelse, som er sket igennem læsning af artikler i de trykte medier og at dispositionerne, som de fremstår i vores data, således ikke kun er udtryk for forskernes uforbeholdne mening, men i høj grad også en journalistisk udvælgelse. På den måde præger journalistens praksis vores data på to måder. For det første påvirker den, hvilke forskere vi har udvalgt, eftersom vi ikke har forskere med, som ikke har udtalt sig i de trykte medier. For det andet, hvordan den enkelte disposition fremstår, idet journalisten bestemmer, hvad forskeren skal spørges om, og hvordan forskerens vurderinger skal formidles. Man kan argumentere for, at den journalistiske praksis bidrager til at konstruere et rum af polariserede holdninger.
“På nogle områder er ekspertviden entydig, og alle vil være enige om, hvordan tingene hænger sammen. På andre områder er der mere eller mindre uenighed, og en ekspert står måske for en udlægning, der er kontroversiel. I den situation kan man ofte ikke nøjes med én ekspert. Hvis man ikke selv ved, hvem det er relevant også at søge information hos, kan man spørge sin ekspert – han/hun er som regel parat til at udpege sin mest fremtrædende modstander.” (Schmidt 2012: 9)
Der er altså tale om en logik, hvor én ekspert ikke er nok til at behandle et kontroversielt politiske spørgsmål, men hvor to tilsyneladende er. En sådan journalistisk praksis kan således reproducere de politisk-økonomiske modsætninger, som vi har udfoldet i forrige afsnit.
54
Karakteristik af de fire kvadranter I det følgende vil vi kort opsummere, hvad der kendetegner kortets fire kvadranter på tværs af de fire rum (rummet af strategier, rummet af institutioner, rummet af aviser og rummet af dispositioner), der kan ses på KAK 7 på næste side. Nederste højre kvadrant er kendetegnet ved en høj institutionel prestige samt en international orientering. Vi finder her modaliteterne for kandidatuddannelserne cand.oecon. og M.Sc. in Economics og et antal internationale modaliteter. Kvadranten kendetegnes af en lav synlighed i medierne (især i radio og tv) og få eller ingen bogudgivelser. Når vi ser på de homologe rum af hhv. institutioner, dagblade og holdninger ser vi modaliteter for Børsen, CBS og reformvenlige holdninger. Øverste højre kvadrant kendetegnes ligeledes af høj institutionel prestigekapital, men også af høj synlighed i medierne (især i de tre store aviser). Det er her vi finder modaliteterne for medlemskab af kommissioner og redaktioner på tidsskrifter. Når vi ser på de homologe rum af hhv. universiteter, dagblade og holdninger ser vi modaliteter for Berlingske, KU og reformvenlige holdninger. Øverste venstre kvadrant er kendetegnet af lav institutionel prestige, men af høj synlighed i medierne (især i radio og tv) og højt antal bogudgivelser. Når vi ser på de homologe rum af hhv. universiteter, dagblade og holdninger, ser vi modaliteter for Politiken, Information, AAU/RUC og reformkritiske holdninger. Nederste venstre kvadrant kendetegnes af både lav institutionel prestige og synlighed. Kvadranten er derfor karakteriseret ved sit fravær af positive modaliteter i det strukturerende rum, hvor vi dog nærmest origo finder udgivelse af middelmange bøger. I de homologe rum finder vi modaliteter for Børsen og international orientering ligesom øvre højre og for RUC/AAU, Information og reformkritiske holdninger.
55
Korrespondanceanalysekort 7: De fire rum (Strategier, institutioner, aviser og dispositioner)
56
Langt mod højre i kvadranten finder vi desuden ph.d. fra udlandet og undersøgelsens eneste modalitet for SDU. I denne kvadrant findes desuden de fire forskere i undersøgelsen, som ikke er professorer. Det er karakteristisk for denne kvadrant, da professortitlen fungerer som adgangsbillet til de forskellige typer af anerkendelse (f.eks. vismandsstatus og ekspertstatus i medierne), som akserne udtrykker. Disse fire karakteristikker kendetegner dog kortet snarere end personerne, eftersom personerne ikke koncentrerer sig i fire sådanne grupper.
57
Diskussion Vores analyse har vist forskellige distinkte strategier orienteret mod forskellige typer af anerkendelse. Vi anser ikke nogle af disse for mere ”politiske” end andre idet samfundsforskeren i kraft af sit genstandsfelt altid manøvrerer i et politisk felt. Vi ser dem i stedet som forskellige måder at gøre sig gældende i det politiske, hvor nogle tilmed trækker på ideen om noget ”upolitisk”. Selvom vi først og fremmest betragter de forskellige strategier som udtryk for forskellige måder at få adgang til det politiske felt, og ikke vurderer, hvilken der er mest succesfuld, er det på sin plads at diskutere, hvorvidt der er forskel på de forskellige strategiers indflydelse og derved også de forskellige gruppers magt. En måske banal, men alligevel vigtig bemærkning i denne sammenhæng er, at de to reformer som forskerne har været engagerede i debatten om, begge er blevet gennemført trods den kritik, som bl.a. forskere i vores undersøgelse har ytret. Inden for en Bourdieusk forståelsesramme er dette udtryk for, at den reformvenlige holdning er knyttet til dominerende positioner i det politiske felt. Da den reformvenlige dagsorden, som vist i analysen, er homolog med den prestigeorienterede strategi, kan man altså tale om en homologi imellem den dominerende position i det politiske felt og den prestigeorienterede strategi, som vi har identificeret igennem analysen. Dette er ikke i sig selv overraskende, da det er mod denne pol vi finder medlemskab af kommissioner og Det Økonomiske Råd, som vi jf. kapitel 3 ser som indikationer på politisk indflydelse. Man må dog ikke glemme, at tilstedeværelse i medierne og dermed muligheden for at sætte en politisk dagsorden også udgør en magtposition i det politiske felt, og i den forbindelse kan det umiddelbart virke overraskende, at vi ikke har set en tendens til, at de forskere som kan skrive ”vismand” på cv’et dominerer mediebilledet. Tværtimod har vi i denne dimension set en ”balanceret” dækning, som jf. analysen kan forklares igennem den journalistiske praksis. Vi vil derfor holde fast i at tale om flere forskellige former for dominans og det er netop det, som gør MCAens multidimensionale rum og Bourdieus alsidige kapitalbegreb så brugbart. På baggrund af vores forståelse af videnskab, som vi har redegjort for i kapitel 3, mener vi dog, at det er nødvendigt at problematisere den magt, som Det Økonomiske Råd tilskrives i kraft af forestillingen om vismændenes neutralitet – en forestilling, som reproduceres igennem den særlige epistemologiske stil, som præger såvel vismændenes udsagn som Rådets institutionelle ramme – og som gør Det Økonomiske Råd til en større magtfaktor end et kritisk debatindlæg nogensinde kan blive.
58
Konklusion I projektet satte vi os for at besvare følgende problemformulering: Hvad er sammenhængen mellem forskernes strategier og deres vurderinger af dagpenge- og tilbagetrækningsreformen i dagspressen? Ved at bruge MCA er spørgsmålet blevet operationaliseret som en undersøgelse af relationen mellem forskellige geometriske rum, som har udtrykt forskelle imellem forskellige hhv. strategier, institutioner, holdninger til konkrete reformudspil og danske dagblade. I rummet af strategier har vi som den ene dimension synliggjort strategier, som sigter mod institutionel prestige med akademiske udmærkelser og medlemskab af Det Økonomiske Råds formandskab og diverse kommissioner som de primære orienterende faktorer. Vi har også set at denne prestigeorienterede strategi hos nogle forskere kombineres med et mere internationalt fokus, kendetegnet af eksempelvis international forskning og publicering, mens andre kombinerer den med et mere ”folkeligt” fokus på omtale i de danske mainstreammedier. Modsat den internationalt prestigeorientere strategi har vi identificeret en strategi, som i højere grad prioriterer udgivelse af bøger og synlighed i medierne og hvor der findes flere forskere med ikke-økonomiske kandidateksamener. Selvom det rum af holdninger til reformerne af flere årsager har vist sig at være begrænset til at kunne forstås som to poler, har vi påvist en klar homologi imellem på den ene side prestigeorienterede strategier (både de internationalt og folkeligt orienterede) og reformvenlige holdninger, mens vi på den anden side har set, at der er en homologi mellem et lavt niveau af institutionel prestigekapital og reformkritiske holdninger. Vi har desuden set, at den første af disse primært reproduceres på de klassiske universiteter og i aviserne Berlingske og JP. De internationale strategiorienteringer, som vi i kraft af vores fokus på danske dagblade kun har haft mulighed for at berøre ganske overfladisk, har vist sig at være homologe med CBS, SDU og Børsen. Disse kan ikke ligeså entydigt forbindes med en af de to holdningsmæssige poler, men hælder dog mere mod den reformvenlige pol.
59
Litteraturlisten Arnholtz Hansen, Jens & Hammerslev, Ole (2009): ”Indledning - Bourdieus refleksive sociologi i praksis” i Refleksiv sociologi i praksis af Ole Hammerslev, Jens Arnholtz Hansen & Ida Willig (red.), Hans Reitzels Forlag Arnoldi, Jakob (2005): ”Den offentlige ekspert”, Forlaget Samfundslitteratur Astrup, Søren og Cecilie Lund Kristiansen (2011): Lønnen stiger, når Aalborg-forskere udtaler sig i pressen. I: Politiken, 20.06.2011. Internetadresse: http://politiken.dk/indland/ECE1312566/loennen-stiger-naar-aalborg-forskere-udtaler-sigi-pressen/ Besøgt d. 08.12.12 (Artikel) Bourdieu, Pierre (1988): Homo Academicus. Polity Press, London Bourdieu, Pierre & Wacquant Loïc (1996): Refleksiv Sociologi – Mål og midler, Hans Reitzels Forlag, København Bourdieu, Pierre (1998). Om TV- og journalistikkens magt, København: Tiderne Skifter Bourdieu, Pierre (1998b): Practical Reason, On the theory of action. 1. Udgave, Stanford University Press. (Bog) Bourdieu, Pierre (2005a): Viden om viden og refleksivitet – Forelæsninger på Collége de France 2000-2001, 1. udgave , 1. oplag, Hans Reitzels Forlag Bourdieu, Pierre (2005b). “The Political Field, the Social Sciences Field, and the Journalistic Field”, pp. 29-48 i Rodney Benson & Erik Neveu (eds), Bourdieu and the Journalistic Field, Cambridge: Polity. Bourdieu, Pierre & Wacqaunt, Loïc (1996): Refleksiv Sociologi, Hans Reitzels Forlag Broady, Donald: Sociologi och epistemologi, Om Pierre Bourdieus författerskab och den historiske epistemologin. 1. udg. HLS Förlag, 1991. (Bog) Dall, Casper (2012): Akutjobpakke svigter de unge. I: Dagbladet Information, 24.10.2012, s.1. Internetadresse: http://www.information.dk/314945 Besøgt d. 12.11.2012 (Artikel) Dandanell, Naja: Rådet, hvis magt voksede med opgaven. I: Information, 8.12.2012, Sektion: Politik, s. 6 (Artikel) Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse (2010). Fakta om dagpengereform. Sidst opdateret: 27.05.2010. Internetadresse:http://www.dsa.dk/Nyheder%20og%20presse/NewsArchive/2010/Fakta%20om%20da gpengereform.aspx - Besøgt d. 09.12.2012 (Internet) Danskernes Akademi (2012): Politisk balance i nyhedsjournalistikken. Erik Albæk, 13.09.2012 Internetadresse:http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Samfund_Jura/Politisk_balance_i_nyheds journalistikken.htm
60
Det Økonomiske Råd (2012). De Økonomiske Råd - 50 års jubilæum. Internetadresse:http://www.dors.dk/sw9571.asp - Besøgt d. 07.12.2012 (Internet) Geist, Anton og Ulrik Dahlin (2012): Farum-kommissionen: Afhøringer skal effektiviseres for at lette arbejdet. I: Information, 12.04.2012, Sektion: Politik og international, s. . Internetadresse: http://www.information.dk/298245 Besøgt d. 11.12.2012 (Artikel) Svith, Flemming (2011): Nyhedsjournalistik – bedre end sit rygte? - Et sociologisk og diskursanalytisk studium af forklarende journalistik i danske aviser gennem 40 år, Ph.d.afhandling fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, Forlaget Politica Goul Andersen, Jørgen (1995): Hvordan skal arbejdsløsheden bekæmpes? Vælgernes syn på arbejdsmarkedspolitikken. Arbejdspapir nr. 5 fra det danske valgprojekt. http://www.epa.aau.dk/fileadmin/user_upload/ime/Election/arbejdspapirer/valgarbpapirnr 5.pdf Greve, Bent (2011). Sundhed og omsorg. I: Den offentlige sektors økonomi. side 71-92. Redigeret af: Bent Greve og Jesper Jespersen. 1. udg. Hanz Reitzels Forlag. (Afsnit i bog) Grønnegaard Christensen, Jørgen, Poul Erik Mouritzen og Asbjørn Sonne Nørgaard (2009): De store kommissioner – vise mænd, smagsdommere eller nyttige idioter, Syddansk Universitetsforlag Gøtze, Michael (2012): Kommissioner skal nedsættes med omtanke. I: Politiken, 24.05.2012, Sektion: Kronikken, s. 1-4. Internetadresse: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1634537/kommissioner-skal-nedsaettes-medomtanke/ Besøgt d. 11.12.2012 (Artikel) Hammerslev, Ole et al. (2006): Introduction: Pierre Bourdieu: From law to legal field. I: Retfærd 29. Årgang nr. 3/114, s. 1-7. (Artikel) Hammerslev, Ole: (2009) At afdække transnationale felter via interviews – Interviews med elitepersoner. Hammerslev, Ole m.fl.: I: Refleksiv sociologi i praksis. 1. udg. Hanz Reitzels Forlag, 2009. side 78-98. (Afsnit i bog) Hebsgaard, Thomas (2011): Overvismand: 'Det dominerer jo også debatten, at vand fryser ved nul grader' i Information 5. januar 2011. Internatadresse: http://www.information.dk/255568 Hjelbrekke, Johs (1999): Innføring i korrespondanceanalyse, Fagboklaget Vigmostad & Bjørke AS. 1999. Norge Holm, Claus (2006): Væk mig, når viden får politiske virkninger. I: Asterisk nr. 27, 2006, s. 24-26. Internetadresse: http://pure.au.dk/portal/files/34385465/asterisk_27_s24_26.pdf Besøgt d. 10.12.2012 (Artikel) Hougaard Jensen, Svend E. (2012): Fingerspitz: Finanspolitik handler om timing I: Politiken 2/11 2012 Houman Ellersgaard, Christoph & Grau Larsen, Anton (2010): Firmaets Mænd – De danske topdirektørers kollektive biografi, speciale ved Sociologisk institut, Købehavns Universitet 2010
61
Høyen, Marianne Universitetsforlag.
(2004):
Korrespondanceanalyse.
1.
Udgave.
Syddansk
Høyen, Marianne (2010): Introduktion til korrespondanceanalyse. 1. Udgave. Akademisk Forlag Järvinen, Margaretha (2007): Pierre Bourdieu. I: Klassisk og moderne samfundsteori. S. 345-366. Redigeret af: Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen. 4. Udgave, Hanz Reitzels Forlag. (Afsnit i bog) Jensen, Per H. (2011): Økonomernes tyranny I: Politiken, 8/1 2011 Jespersen, Jesper (2012): Euroen, - hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre? 1.udg. Forlaget DEO. (Bog) Jespersen, Jesper (2011): Vismænds fejltagelser: De syv topøkonomers virkelighed I: Politiken, 26/11 2011 Klitgaard, Michael Baggesen og Asbjørn Sonne Nørgaard (2009): Arbejdsmarkedsreformer med og uden kommissioner I: De store kommissioner – vise mænd, smagsdommere eller nyttige idioter, Syddansk Universitetsforlag Krarup, Troels Magelund (2012): Den bureaukratiske elite - karriereveje og topposter i centraladministrationen. I: Dansk Sociologi nr. 2, 07.2012, s. 41-63 (Artikel) Kronberg, Hans (2012): Krystalkugler eller kejserens nye klæder. I: Djøfbladet nr. 18, 07.11.2012, Sektion: Politik og samfund, s. 24-27 (Artikel) Kropp, Kristoffer (2011a): Sociologisk forskning i Danmark i historisk perspektiv - en feltanalytisk skitse af struktur og genese, Ph.d.-afhandling, Sociologisk Institut, Københavns Universitet Kropp, Kristoffer (2011b): The field of sociological research in Denmark. I: Praktiske Grunde – Nordisk tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab Nr. 2-3, 17-42 Laursen, Mia Balle (2011): 75 år med talentfulde cand.oecon.er. I: Aarhus Universitet, 24.10.2011, s. 1. Internetadresse: http://medarbejdere.au.dk/hovedomraader/bs/nyheder/nyhed/artikel/75-aar-medtalentfulde-candoeconer/ Besøgt d. 12.12.12 (Artikel) Le Roux, B. & Rouanet, H. (2010): Multiple correspondence analysis. Sage. McGuire, Brian Patrick (2000): Afskaf dr. phil.-graden. I: Information, 20.06.2000, Sektion: Opinion & kommentar. Internetadresse: http://www.information.dk/47527 Besøgt d. 12.12.12 (Artikel) Madsen, Mikael Rask (2011): Reflexivity and the Construction of the International Object: The Case of Human Rights, International Political Sociology 5, 259-275 Mathiesen, Anders & Henriette Højberg (2004): Sociologiske feltanalyser. Redigeret af Lars Fuglsang & Poul Bitsch Olsen: I: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. 2. Udgave, Roskilde Universitetsforlag, S. 233-274. (Afsnit i bog) Mathiesen, Anders (2005): Bourdieus videnskabsteori. I: Dansk Sociologi nr. 4, S. 127138 (Artikel)
62
Meyer, Poul (1962). Politisk videnskab, København: Berlingske Leksikon Bibliotek. Munk, Martin D. & Jens Peter Thomsen (2005): Korrespondanceanalyse. Internetadresse: http://pub.uvm.dk/2005/NKRresume/bilag.htm Besøgt d. 8.12.2012 Pedersen, Karl Peder (2002): I kommissionens kløer. I: Synopsis, 01.01.2002. Internetadresse: http://www.themis.dk/synopsis/docs/Artikler/I_kommissionens_kloer.html Besøgt d. 11.12.2012 (Artikel) Pedersen, Ove K. (2011): Konkurrencestaten, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag Politiken, 02.08.2012: DF vil lovgive om mediers brug af eksperter. Internetadresse: http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1706655/df-vil-lovgive-om-mediers-brug-afeksperter/ Besøgt d. 07.12.2012 (Artikel) Rasborg, Klaus (2004): Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi. Redigeret af Lars Fuglsang & Poul Bitsch Olsen: I: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. 2. Udgave, Roskilde Universitetsforlag. S. 349-387. (Afsnit i bog) Ross, Alf (1966). Om ret og retfærdighed, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Schmidt, Solveigh (2012): Journalistens kilder og brugen af dem, Internetadresse: peecee.dk/upload/download/291481 Schultz Larsen, Troels (2009): De forsømte – Skitse til en socialvidenskabelig analyse om relationerne mellem produktion af forsømte boligområder, de sociale kampe om det boligsociale integrationsarbejde og den boligsociale integration, Institut for Samfund og Globalisering, RUC Simonsen, Laurids B. (2011): Fakta: Her er tilbagetrækningsreformen. I: Politiken, 13.05.2011, Sektion: Politik. Internetadresse: http://politiken.dk/politik/ECE1281886/fakta-her-er-tilbagetraekningsreformen/ Besøgt d. 09.12.12 (Artikel) Skov, Oliver Boserup og Richard Bundsgaard (2009): B-bogen, Din grundbog om politik, økonomi og velfærd. Side 97. 1. udg. Columbus og forfatterne, 2009. (Bog) Styrelsen for Forskning og Innovation (2012). Videnpiloter - Styrelsen for Forskning og Innovation. Sidst opdateret: 09.11.2012. Internetadresse: http://www.fi.dk/tilskud/forsknings-og-innovationsprogrammer/hoejtuddannede-ivirksomheder/videnpilot. Besøgt d. 12.11.2012 (Internet) Toft, Søren Berggreen (2012): Danske medier bruger fortsat bankøkonomer som eksperter. I: Information, 26.08.2012, Sektion: Politik og international. Internetadresse: http://www.information.dk/309207 Besøgt d. 07.12.2012 (Artikel) Togeby, Lise m.fl. (2004): Eksperter i Medierne, Dagspressens brug af forskere 19612001. 1. udg. Magtudredningen. Internetadresse: http://da.unipress.dk/media/2909275/877934-839-4_eksperter_i_medierne.pdf - Besøgt d. 07.12.2012 (Bog) Vangkilde, Jesper og Kasper Iversen (2012): Antallet af kommissioner boomer. I: Politiken, 20.04.2012, Sektion: Politik. Internetadresse: http://politiken.dk/politik/ECE1602756/antallet-af-kommissioner-boomer/ Besøgt d. 11.12.2012 (Artikel)
63
Wamsler, Lasse (2011): Regnedrenge leder slaget i det skjulte. I: Information, 21.10.2011, Sektion: Moderne tider. Internetadresse: http://www.information.dk/282772 Besøgt d. 07.12.2012 (Artikel) Whitton, Michael: Finding your h-index (Hirsch index) in Google Scholar. I: Library Factsheet nr. 3, 2012, s. 1-2. Internetadresse: http://www.southampton.ac.uk/library/research/bibliometrics/factsheet03-hindex-gs.pdf Besøgt d. 14.12.2012 (Artikel)
64
