Abstract This dissertation sets out to discover the impact of pro-ana (pro anorexia) and pro-mia (pro bulimia) social networking sites on users and former users, based upon seven qualitative interviews, along with the positions made available through these websites. The dissertation contains a background chapter, where in the concepts of social media, pro-ana/mia social networking sites and eating disorders are defined. The scientific method of the dissertation is within social constructionism. In order to enrichen the understanding of the dissertation's data, the theories of Sven Mørch, Erving Goffman, Axel Honneth, Dorte Marie Søndergaard along with Bronwyn Davies and Rom Harré are included. These theories are applied in the dissertation's analysis. Based upon the analysis of the dissertation, it is concluded that pro-ana/mia social networking sites provide the users with the opportunity of meeting other stigmatized and through this encounter they are able to recognize thoughts and ways of being. Furthermore, the sites offer a redefinition of what to acknowledge. Also, the use of the sites enable a position as succesful, along with the option of being positioned as living a lifestyle and not as having an illness.
Fordeling af afsnit 1.0 Indledning (FÆLLES) 1.1 Mediernes skyggesider (FÆLLES) 1.2 Pro-ana/mia (FÆLLES) 2.0 Problemformulering (FÆLLES) 3.0 Afgrænsning (FÆLLES) 4.0 Baggrund (MARIE-LOUISE) 4.1 Sociale netværkssider (MARIE-LOUISE) 4.2 Pro-ana/mia netværkssider (MARIE-LOUISE) 4.2.1 Instagram (MARIE-LOUISE) 4.2.2 Pro-ana/mia hjemmesider (MARIE-LOUISE) 4.3 Spiseforstyrrelser (MIE) 4.3.1 Diagnosticering (MIE) 4.3.2 Anoreksi (MIE) 4.3.3 Bulimi (MIE) 5.0 Videnskabsteoretisk ståsted – Socialkonstruktionisme (MARIELOUISE) 5.1 Ontologi og epistemologi (MIE) 5.2 Forforståelser (MIE) 5.2.1 Vores forforståelser (MIE) 5.3 Pro-ana/mia ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv (MARIELOUISE) 5.4 Videnskabsteoretisk placering af specialets teoretikere (MIE) 6.0 Valg af teoretikere og deres relevans (MIE) 6.1 Tre former for stigma (MARIE-LOUISE) 6.2 At ’passere’ (MARIE-LOUISE) 6.3 De egne og de kloge (MARIE-LOUISE) 6.4 Honneths anerkendelsesteori (MIE) 7.0 Metode (MIE) 7.1 Formål (MIE) 7.2 Interviewmetoder (MIE) 7.3 Informantkontakt (MIE) 7.4 Informantudvælgelse (MARIE-LOUISE) 7.5 Interviewguider og spørgeteknikker (MARIE-LOUISE) 7.5.1 Offline interview (MARIE-LOUISE)
7.5.2 Online interview (MARIE-LOUISE) 7.6 Præsentation af interviewsituationer (MIE) 7.6.1 Kate (MIE) 7.6.2 Sofie (MIE) 7.6.3 Pia (MIE) 7.6.4 Nanna (MARIE-LOUISE) 7.6.5 Josefine (MARIE-LOUISE) 7.6.6 Terese og Nadia (MARIE-LOUISE) 7.7 Transskribering (MIE) 7.8 Etiske overvejelser (MIE) 7.8.1 Informeret samtykke (MIE) 7.8.2 Fortrolighed (MARIE-LOUISE) 7.8.3 Konsekvenser (MARIE-LOUISE) 7.8.4 Forskerens rolle (MARIE-LOUISE) 7.9 Metodiske refleksioner (MIE) 7.9.1 Kontakt til og valg af informanter (MIE) 7.9.2 Refleksioner over de der sprang fra (MARIE-LOUISE) 7.9.3 Valg af interviewmetoder (MIE) 7.10 Analysestrategi (MARIE-LOUISE) 8.0 Præsentation af informanter (MARIE-LOUISE) 8.1 Kate (MARIE-LOUISE) 8.2 Sofie (MARIE-LOUISE) 8.3 Pia (MARIE-LOUISE) 8.4 Nanna (MIE) 8.5 Josefine (MIE) 8.6 Terese (MIE) 8.7 Nadia (MIE) 9.0 Analyse (MIE) 9.1 Analysedel 1(MARIE-LOUISE) 9.1.1 Hvad betyder ’pro’? 9.1.2 Personificering 9.1.3 Kendskab til pro-ana/mia 9.1.4 Bruger eller ikke-bruger 9.1.5 Opsummering 9.2 Analysedel 2 (MARIE-LOUISE) 9.2.1 At være ung
9.2.2 ”Jeg tager din kamp væk om at passe ind i ungdommen i dag” 9.2.3 Ana og Mia gør livet nemmere 9.2.4 At stå på egne ben 9.2.5 Opsummering 9.3 Analysedel 3 (MIE) 9.3.1 De forstår det ikke 9.3.2 ”Secret Society One Two Three” 9.3.3 Opsummering 9.4 Analysedel 4 (MIE) 9.4.1 Brugerne holder sammen 9.4.2 Online/offline 9.4.3 Forskelligheder blandt brugerne 9.4.4 Hierarki 9.4.5 Opsummering 10.0 Diskussion (MARIE-LOUISE) 10.1 Dødsspiral (MIE) 10.2 Det tynde ideal (MIE) 10.3 Anerkendelse (MARIE-LOUISE) 11.0 Konklusion (FÆLLES) 12.0 Perspektivering (MIE) 13.0 Litteraturliste 14.0 Bilag
Indholdsfortegnelse 1.0 INDLEDNING
4
1.1 MEDIERNES SKYGGESIDER 1.2 PRO-ANA/MIA
4 5
2.0 PROBLEMFORMULERING
7
3.0 AFGRÆNSNING
7
4.0 BAGGRUND
8
4.1 SOCIALE NETVÆRKSSIDER 4.2 PRO-ANA/MIA NETVÆRKSSIDER 4.2.1 INSTAGRAM 4.2.2 PRO-‐ANA/MIA HJEMMESIDER 4.3 SPISEFORSTYRRELSER 4.3.1 DIAGNOSTICERING 4.3.2 ANOREKSI 4.3.3 BULIMI
8 9 10 10 12 12 13 14
5.0 VIDENSKABSTEORETISK STÅSTED -‐ SOCIALKONSTRUKTIONISME
15
5.1 ONTOLOGI OG EPISTEMOLOGI 5.2 FORFORSTÅELSER 5.2.1 VORES FORFORSTÅELSER 5.3 PRO-ANA/MIA UD FRA ET SOCIALKONSTRUKTIONISTISK PERSPEKTIV 5.4 VIDENSKABSTEORETISK PLACERING AF SPECIALETS TEORETIKERE
16 17 18 19 20
6.0 VALG AF TEORETIKERE OG DERES RELEVANS
24
6.1 TRE FORMER FOR STIGMA 6.2 AT ’PASSERE’ 6.3 DE EGNE OG DE KLOGE 6.4 HONNETHS ANERKENDELSESTEORI
24 25 25 27
7.0 METODE
30
7.1 FORMÅL 7.2 INTERVIEWMETODER 7.3 INFORMANTKONTAKT 7.4 INFORMANTUDVÆLGELSE 7.5 INTERVIEWGUIDER OG SPØRGETEKNIKKER 7.5.1 OFFLINE INTERVIEW 7.5.2 ONLINE INTERVIEW 7.6 PRÆSENTATION AF INTERVIEWSITUATIONER 7.6.1 KATE (OFFLINE) 7.6.2 SOFIE (SKYPE-‐CHAT) 7.6.3 PIA (WORD) 7.6.4 NANNA (E-‐MAIL OG WORD) 7.6.5 JOSEFINE (WORD)
31 31 33 35 36 38 40 43 44 44 44 45 45
1
7.6.6 TERESE OG NADIA (OFFLINE) 7.7 TRANSSKRIBERING 7.8 ETISKE OVERVEJELSER 7.8.1 INFORMERET SAMTYKKE 7.8.2 FORTROLIGHED 7.8.3 KONSEKVENSER 7.8.4 FORSKERENS ROLLE 7.9 METODISKE REFLEKSIONER 7.9.1 KONTAKT TIL OG VALG AF INFORMANTER 7.9.2 REFLEKSIONER OVER DE DER SPRANG FRA 7.9.3 VALG AF INTERVIEWMETODER 7.10 ANALYSESTRATEGI
46 47 49 49 50 50 51 51 51 52 52 54
8.0 PRÆSENTATION AF INFORMANTER
56
8.1 KATE 8.2 SOFIE 8.3 PIA 8.4 NANNA 8.5 JOSEFINE 8.6 TERESE 8.7 NADIA
56 56 56 57 57 57 57
9.0 ANALYSE
59
9.1 ANALYSEDEL 1 9.1.1 HVAD BETYDER ’PRO’? 9.1.2 PERSONIFICERING 9.1.3 KENDSKAB TIL PRO-‐ANA/MIA 9.1.4 BRUGER ELLER IKKE-‐BRUGER 9.1.5 OPSUMMERING 9.2 ANALYSEDEL 2 9.2.1 AT VÆRE UNG 9.2.2 ”JEG TAGER DIN KAMP VÆK OM AT PASSE IND I UNGDOMMEN I DAG” 9.2.3 ANA OG MIA GØR LIVET NEMMERE 9.2.4 AT STÅ PÅ EGNE BEN 9.2.5 OPSUMMERING 9.3 ANALYSEDEL 3 9.3.1 DE FORSTÅR DET IKKE 9.3.2 “SECRET SOCIETY ONE TWO THREE” 9.3.3 OPSUMMERING 9.4 ANALYSEDEL 4 9.4.1 BRUGERNE HOLDER SAMMEN 9.4.2 ONLINE/OFFLINE 9.4.3 FORSKELLIGHEDER BLANDT BRUGERNE 9.4.4 HIERARKI 9.4.5 OPSUMMERING
59 59 60 61 64 66 67 67 68 71 73 74 74 74 80 82 83 83 84 86 90 91
10.0 DISKUSSION
92
10.1 DØDSSPIRAL 10.2 DET TYNDE IDEAL 10.3 ANERKENDELSE
92 93 94
2
11.0 KONKLUSION
95
12.0 PERSPEKTIVERING
97
13.0 LITTERATURLISTE
99
13.1 BØGER 13.2 TIDSSKRIFTER 13.3 ARTIKLER 13.4 TEMAHÆFTE 13.5 SPECIALER 13.6 LINKS 13.7 FORSIDE
99 103 103 103 104 104 109
14.0 BILAG
110
3
1.0 Indledning ”Der er i dag flere medier, flere muligheder, og vi bruger flere timer på medier end nogensinde før” (Hansen, 2011, s. 7). De sociale medier kan siges ikke længere at være noget, der vælges til, men derimod noget, der ikke kan vælges fra (Palludan & Schouboe, 2013, s. 15). Sagt på en anden måde: ”Vores liv fylder medierne, og medierne fylder vores liv” (Hansen, 2011, s. 7). Via de sociale medier kan vi dele videoer, billeder, tekst og tanker (Larsen & Glud, 2013, s. 68), samt ’netværke’ med andre med samme interesser (Palludan & Schouboe, 2013, s. 15), hvilket skaber mulighed for nye relationer. Således bliver der dagligt delt billeder af store såvel som små begivenheder, samt skrevet et hav af statusopdateringer. På den måde kan man konstant og hele tiden holde sig opdateret omkring, hvad ens sociale medie-venner foretager sig på et eller flere af de sociale medier (Link 1). Rasmus Palludan og Esben Schousboe, der har forsket i unge og medier, argumenterer for, at unge i dag kan siges at leve med to hoveder. Ét fysisk hoved og ét der flagrer på netværkssider via personlige profiler. I dag hænger de to hoveder urokkeligt sammen, hvorfor unges digitale selv kræver vedligeholdelse i lige så høj grad som deres fysiske. (Palludan & Schouboe, 2013, s. 17, 76). De indre og ydre dimensioner kan således siges at være brudt ned, og man kan forestille sig, at det kan være vanskeligt for unge, at ”[…] skelne mellem min verden og omverden, mellem mig og de andre.” (Mørch & Laursen, 1998, s. 34).
1.1 Mediernes skyggesider Grundet de sociale mediers mangeartede funktioner er der, både i diverse onlinesammenhæng og i medierne, kommet øget fokus på nogle af de skyggesider, der lurer bag anvendte sociale- og digitale netværkssider (Link 2). Således har flere rettet opmærksomheden mod de såkaldte proana/mia netværkssider, der i medierne beskrives som sider, der hylder bulimi og anoreksi (Link 3). Antallet af disse sider er uvist på trods af, at de i dag er et stadigt voksende fænomen, som har formået at gøre bulimi og anoreksi til noget efterstræbelsesværdigt (Link 4; Link 5). Den gængse forståelse af pro-ana/mia siderne er, at de er farlige og skadelige, hvilket blandt andet blev udtrykkes i artiklen ’Her giver unge sig selv grønt lys til at sulte’ hvori følgende fremgik: ”Rundt omkring i verden findes der skumle baggårde, hvor mange aldrig ville sætte deres ben. Og det gælder også på internettet. Det internationale netværk pro-ana/mia
4
lever blandt andre kontroversielle sider i nettets parallelverden, og her giver unge piger hinanden gode råd til, hvordan de kan blive så tynde, at de kan dø af det” (Link 6). Specielt fototjenesten Instagram, som med 130 millioner brugere, er et af de hurtigst voksende sociale medier (Link 7; Link 8), fremhæves som værende et af de sociale netværkssteder, hvor piger kan tilbede anoreksien i fred, med total anonymitet (Link 9). På Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades (LMS) hjemmeside fremgår det, at man her mener, at dyrkelsen på Instagram udgør en stor fare for, at mange vil udvikle anoreksi, da fototjenesten i høj grad er med til at påvirke piger, der både lider af en spiseforstyrrelse, men også tidligere spiseforstyrrede og dem der befinder sig i en risikogruppe for at udvikle en spiseforstyrrelse (Link 10). I Frankrig kan opfordringer til anoreksi eller bulimi på nettet medføre bøder på op til 225.000 kroner eller fængsel i op til to år, hvorimod der i Danmark ikke eksisterer en sådan lov. Steen Andersen, sekretariatschef i LMS giver dog i en artikel fra Information (2008) ligeledes udtryk for, at han gerne så, at disse sider ikke eksisterede i Danmark. Dog mener han ikke, at den ideelle løsning er et decideret forbud, da siderne så blot vil figurere andre steder (Link 11). Dette synspunkt kommer ligeledes til udtryk i artiklen ’Secretly Starving’, hvori det ydermere påpeges, at: “There is no evidence that pro-ana or pro-mia sites cause eating disorders; and certainly no suggestion that those who run them can be held accountable for the tragic consequences of the illness.” (Link 4). Der hersker således delte meninger om, hvorvidt pro-ana/mia netværkssider bør forbydes eller ej. Fælles er dog opfattelsen af dem som bekymrende og derfor som noget, der ideelt set ikke burde eksistere. Vi finder det dog interessant, om det kunne tænkes, at brugen af siderne handler om andet end blot dyrkelse af en spiseforstyrrelse?
1.2 Pro-ana/mia Det synes grundlæggende uforståeligt, hvorfor nogle unge vælger at engagere sig i praksisser, der er skadelige. Tal viser dog, at der de seneste år er kommet en markant stigning af unge med anoreksi (Link 12). At der eksisterer en sådan stigning synes, ifølge ungdomsforsker Sven Mørch, at hænge sammen med, at unge i dag står overfor en lang række nye udfordringer. Dette bunder i en samfundsmæssig udvikling, hvor man som ung i dag må være central agent i sit eget liv, samt leve op til et individualiseringskrav, der handler om at finde sig selv og blive til noget. (Mørch, 2010, s. 36, 39). Disse krav syntes ligeledes at handle om samfundsmæssige sundhedskrav og skønhedsmæssige idealer, der ustandseligt figurerer igennem diverse medier (Nordahl & Zlotnik,
5
2004, s. 19), hvorved det således er interessant at stille spørgsmålstegn ved, om der stilles krav til unge i dag, som synes næsten umulige at leve op til? Og om pro-ana/mia netværkssider da kan fungere som redskab til at leve op til disse krav? Bertill Nordahl og Gideon Zlotnik henviser til, at unge piger, i særdeleshed, i dag er vokset op i et spændingsfelt, hvor de på den ene side må leve op til den traditionelle pigerolle, men at de samtidig også forventes at skulle møde verden som dreng. Piger må således, i dag, leve op til forventninger, der tillægges både det feminine og maskuline, hvilket har vidtrækkende konsekvenser for dagens piger, da kravet synes umuligt at opfylde. (Nordahl & Zlotnik, 2004, s. 7-8). Men hvordan ser brugerne af disse pro-ana/mia netværkssider selv på disse omdiskuterede sociale netværkssider? Og kan der om muligt findes positive elementer ved unge pigers brug af pro-ana/mia netværkssiderne? Dette har vi sat os for at undersøge, hvilket har ledt os frem til følgende problemformulering;
6
2.0 Problemformulering Hvilken betydning har brugen af pro-ana/mia netværkssider for brugere og tidligere brugere? Og hvilke positioner stilles til rådighed gennem brugen af disse sider?
3.0 Afgrænsning Sigtet med nærværende speciale er ikke at forstå brugen af en bestemt internetside, altså at arbejde ud fra en site-baseret tilgang. Vi ønsker derimod at fokusere på brugerne for herigennem at opnå en forståelse for, hvilken betydning det har for dem at bruge pro-ana/mia netværkssider. (Larsen, 2012a, s. 240). Ud fra dette ønske har vi således valgt at foretage kvalitative interview med brugerne, hvorfor vi derfor har afgrænset os fra at foretage eliteinterview med læger eller andre eksperter. Derudover har vi afgrænset os fra at have fokus på brugernes livsverden samt deres baggrundshistorie, da vi i stedet er interesserede i de betydningsdannelser informanterne taler frem samt, hvordan de positionerer sig selv og andre brugere af pro-ana/mia netværkssider. Vi har valgt kort at skitsere indholdet på pro-ana/mia netværkssider, dog begrænser vi os til kun at beskæftige os med danske pro-ana/mia netværkssider, da alle specialets informanter er bosat i Danmark. Vi har dog læst og henvist til artikler i specialet, der har fokus på udenlandske proana/mia sider, men eftersom vi har fundet store ligheder mellem de danske og udenlandske sider, mener vi ikke, at dette har nogen væsentlig betydning. Derudover har vi kort redegjort for den historiske udvikling af netværkssider, samt baggrundsviden om spiseforstyrrelser. Fokus vil ligge på anoreksi og bulimi, der inden for de diagnostiske termer benævnes; Anorexia nervosa og Bulimia nervosa. Dette da specialets fokus er på sider som er proana/mia, samt fordi informanterne hovedsageligt henviser til disse. Vi afgrænser os således fra at beskrive andre spiseforstyrrelser, og vi beskæftiger os ligeledes heller ikke med grundene til at nogle bliver spiseforstyrret, herunder eventuelle forhold som; psykologiske, sociale, kulturelle, genetiske og biologiske forhold (Link 13). Vi er bevidste om, at pro-ana/mia netværkssider har en samfundspolitisk kontekst. Vi vil dog ikke komme nærmere ind på den samfundspolitiske situation og diskussion i forhold til emnet, da det er brugernes vinkel, vi er interesseret i. En uddybning af vores metodiske til- og fravalg kan findes i afsnit 7.4.
7
4.0 Baggrund Dette kapitel vil fungere som begrebsafklarende og rammesættende for læseren. Den viden som her bliver præsenteret, er viden hentet fra tidligere undersøgelser, viden fra litteratur indenfor området samt relevante internetsider. Vi har fundet det essentielt at søge denne baggrundsviden, da det giver en bedre forståelse af specialets genstandsfelt samt en bedre forståelse af informanterne.
4.1 Sociale netværkssider Dette afsnit har til hensigt at give læseren et kort indblik i de sociale mediers udvikling, og det indpas sociale netværkssider har haft på individet. Afsnittet tager udgangspunkt i Malene Charlotte Larsens1 (herefter benævnt Larsen) definition af sociale netværkssider, samt hendes beskrivelse af den historiske udvikling her indenfor. ”Sociale netværkssider er internetbaserede mødesteder, hvor brugere kan oprette personlige profiler og kommunikere og socialisere på tværs af tid og rum” (Larsen, 2012b, s. 15). Sociale medier og sociale netværkssider (herefter benævnt SNS)2, er en betegnelse, der bruges hyppigt og i flæng i det danske samfund i dag. Ifølge Larsen er betegnelsen blevet en form for paraply-betegnelse, der dækker over en lang række nye teknologier og praksisformer, der foregår på internettet. For at forstå sociale medier må man derfor ligeledes forstå udviklingen i teknologien. (Larsen, 2012b, s. 13-14). SNS blev introduceret i slutningen af 1990’erne og var, i udformningen, meget langt fra det, vi kender i dag. Siderne startede typisk med meget få tekniske muligheder og indenfor et særligt specifikt område, hvilket med tiden udviklede sig til SNS med personlige profiler og vennelister. (Larsen, 2012b, s. 19). I 2004 blev der introduceret nogle nye services, som senere blev kaldt web 2.0, som havde udgangspunkt i den nye brugerrolle som producent, snarere end som konsument. Denne ændring betød, at måden hvorpå internettet blev brugt, ændrede sig til, at det nu blev et sted, hvor brugerne kom i fokus og selv medvirkede til indholdet på internettet. (Larsen, 2012b s. 14). Der er således sket en ændring i den måde vi kommunikerer og dyrker sociale fællesskaber på internettet fra Web 1
Malene Chalotte Larsen er professor indenfor Medier og Kommunikation på Aalborg Universitet (Link 14). Larsen placeres i en socialkonstruktionistisk position, idet hun trækker på begreber som diskurser og konstruktioner (Larsen, 2012b, s. 235-236). Larsen vil yderligere blive inddraget i specialets metode. 2 Vi bruger begrebet sociale medier, når der henvises til en overordnet betegnelse, hvori telefoner og internettet som helhed indgår, hvortil vi jf. ovenstående definition på sociale netværkssider, mener at kunne anvende denne betegnelse, når vi henviser til bestemte sider, som for eksempel Instagram eller pro-ana/mia hjemmesider. Forkortelsen SNS er lånt fra Larsen 2012a.
8
1.0-æraen (Larsen, 2012b, s. 14,16) til Web 2.0, der også har fået betegnelsen ’det sociale web’ (Andersen, 2008, s. 5). Siden web 2.0 har der været en tendens til, at flere bruger internettet til sygdomsrelaterede emner, især sider som Netdoktor og Slankedoktoren bliver hyppigt brugt. Sider som disse bliver især brugt til information om sygdomme, der har tilbøjelighed til at være tabubelagt, hvor anonymiteten ved at bruge internettet kan give tryghed. Der ses ligeledes et større brug af forummer på internettet, hvor man kan finde ligesindede og nye relationer og herved opleve en form for inklusion (Link 15). Denne søgen efter inklusion, tryghed og nye relationer på internettet, kan relateres til brugen af, og den samfundsmæssig eksklusion af pro-ana/mia livsstilen, (Abelskov, 2008, s. 44)3 hvilket leder os videre til en beskrivelse af fænomenet ’Pro ana/mia netværkssider’.
4.2 Pro-ana/mia netværkssider Dette afsnit har til hensigt at give en kort beskrivelse af pro-ana/mia netværkssider. De elementer, der kendetegner flertallet af siderne, vil derfor blive inddraget og beskrevet her. Viden indenfor dette område er hovedsageligt hentet ud fra et bredt udvalg af pro-ana/mia netværkssider for at få et så troværdigt indblik i siderne som muligt. Dertil har vi valgt at inddrage anden relevant litteratur for at styrke validiteten af egen forskning. Da dette afsnit indeholder overordnet viden om disse sider, har vi valgt at bruge betegnelsen brugere, når vi refererer til brugerne af siderne, da vi både er stødt på kvindelige og mandlige brugere. Vi ønsker herved at gøre læseren opmærksom på, at siderne bruges af begge køn. Modsat mange websider der er ‘statiske’, har pro-ana/mia netværkssider, som hjemmesider, blogs, Instagram, Facebook og Twitter stor kommunikativ interaktion (Tong, Heinemann-Lafave, Jeon, Kolodziej-Smith & Warshay, 2013, s. 410). Her skriver brugerne til hinanden og ‘poster’ kommentarer til siderne, billeder og hinandens kommentarer. Ud fra disse sociale netværkssider har vi valgt at gå mere i dybden med Instagram og hjemmesider, da det er disse, der har været mest fremme i medierne, samt da det var gennem disse, vi fik adgang til specialets informanter. Følgende afsnit vil således indeholde en kort redegørelse for Instagram, da denne netværksside er et nyt socialt medie, som giver pro-ana/mia brugerne mulighed for at opsøge hinanden via bestemte 3
Vi har i dette afsnit valgt at inddrage Conny Abelskov, da hun har specialiseret viden indenfor pro-ana/mia hjemmesider (Link 16).
9
’hashtags’. Herefter følger en beskrivelse af pro-ana/mia hjemmesider, dette afsnit vil være længere eftersom disse sider indeholder større mængder skriftlig data4. 4.2.1 Instagram Instagram er en app, der blev lanceret af Kevin Systrom og Mike Krieger i 2010. App’en kan downloades via iphone eller smartphone, og er baseret på deling af billeder og videoer, enten via en åben profil, mellem venner på Instagram eller som deling til for eksempel Facebook. Instagram fungerer ved, at man søger efter andre brugere eller de førnævnte ’hashtags’, hvor et ’hashtag’ her skal ses som en emnekode, hvor andre Instagrambrugere kan finde billedet, hvis de søger på det emne. (Larsen, 2014, ¶ om Instagram; Madsen & Holm, 2013). 4.2.2 Pro-ana/mia hjemmesider På pro-ana/mia hjemmesider argumenteres der for, at ’Ana’ og ’Mia’ (kælenavne for anoreksi og bulimi) 5 er et valg man tager, og der skelnes således mellem anoreksi og bulimi som en livsstil og en psykisk lidelse: ”Dette er min verden og sådan jeg har valgt at leve. Anoreksi er for mig ikke en sygdom, men en livsstil jeg har valgt.” (Link 17). Kvaliteten, formål og indhold er forskelligt. Nogle beskriver, hvordan anoreksi er en livsstil med tips til, hvordan brugerne blandt andet kan skjule deres anoreksi, mens andre sider ikke i samme grad er pro-ana/mia. Vores studier viser dog, at disse sider typisk er lukkede.6 Kvaliteten på pro-ana/mia hjemmesider er ligeledes forskellig fra side til side, hvor nogle kan virke meget ’hurtig-lavet’, mens andre næsten virker professionelle, både i layout og indhold. Der er dog også mange ligheder. Typisk indeholder pro-ana/mia siderne en personlig fortælling om den/de personer, der har startet siden samt en dagbog, hvor læseren kan få indblik i personen bag og følge denne dag for dag. Der er ligeledes typisk en gæstebog, hvor brugerne kan kommentere og rose hinandens hjemmesider, gøre reklame for sin egen side, samt uddele råd om, hvordan man kan skjule sin spiseforstyrrelse, måder at tabe sig på samt anskaffelse af ulovlige slankemidler (Link 18; Link 19). Mange opgiver, i gæstebøgerne, ligeledes personlige oplysninger som telefonnumre og emails, for at få en ’veninde’, ofte refereret til som en pro-ana veninde eller en pro-mia veninde (Link 20), der kan støtte dem i deres spiseforstyrrelse. På én side skriver en bruger for eksempel: 4
Med ønske om at bevare citaternes oprigtighed har vi valgt ikke at rette disse for eventuelle stavefejl. Vi fandt det interessant, hvornår og hvordan denne henvisning til ana/mia er opstået samt, hvor langt pro-ana/mia kan spores tilbage i tiden. Vi søgte derfor hjælp, først på nettet og senere fra bibliotekarer, men denne søgning endte dog i en blindgyde. 6 Den ene informant Kate henviser til en sådan (bilag 1: linje 237-239; 251-254), men vi har ikke kunnet få adgang hertil, da det er lukkede grupper, hvorfor der ikke vil blive henvist yderligere til disse. 5
10
”Hej piger Jeg er 20 år gammel og jeg har virkelig problemer med min vægt - jeg har så svært ved at tabe mig! Jeg har brug for en veninde jeg kan støtte mig til, og som jeg kan skrive til når jeg får lyst til at spise og som kan hjælpe mig med at holde motivation. Har desperat brug for hjælp! tak! I kan skrive til mig på
[email protected] Knus” (Link 21). Derudover indeholder siderne typisk kalorietabeller og billeder af tynde piger og modeller, som kaldes thinspiration. Disse fungerer som rollemodeller for, hvordan pigerne ønsker at se ud. Ydermere kan man på siderne typisk finde et punkt kaldet religion og velkomstbreve fra Ana og Mia7 (Henholdsvis brevet fra Ana og Mia kan ses i bilag 28 og 29).8 På nogle hjemmesider kan man endvidere finde en Ana trosbekendelse med ti bud, der kaldes ’thin commandments’. Disse lyder for eksempel således: 1) Hvis du ikke er tynd, så prøv hårdere! 2) At spise er kun for at overleve! 3) Du må ikke spise uden at føle skyld! 4) "Hunger hurts, but starwing works" (Link 22). Derudover indeholder mange af siderne også personlige ’gode grunde til at være tynd’, også kaldet ’Hvorfor dog tvivle?!: ”5) Hvis du er tynd, skal du ikke tænke på, at du er ved at blive for tyk til at prøve rutschebanen 6) Hvis du er tynd, kan du sagtens tage en is i ny og næ, uden at du tager på med det samme.” (Link 23). Pro-ana/mia hjemmesiderne indeholder ydermere ofte en advarsel på forsiden henvendt til dem, der ikke selv er en del af fænomenet. Denne lyder i retning af: ”Hvis du ikke i forvejen er en del af dette fænomen (Anorektier eller Bulimiker Ortoretiker/Spiseforstyrrelser generelt) bedes du forlade siden omgående. Da jeg ikke er interesseret i at lede andre ind i fænomenet, anbefaler jeg at du forlader siden. Jeg har ingen intentioner om at skade andre ved denne hjemmeside. Hvis du er en del af fænomenet, så er det dig jeg henvender mig til, da jeg ved du ved, hvad det handler om.” (Link 24). 7 8
Vi er opmærksomme på, at der findes forskellige variationer af brevene, men budskabet synes dog at være det samme. Relevante passager fra brevene vil blive inddraget i analysen, og brevene er derfor ikke udfoldet her.
11
4.3 Spiseforstyrrelser På baggrund af sidernes fokus på spiseforstyrrelser vil nærværende afsnit indeholde en kort redegørelse herom, ligeledes da vi finder det relevant at give læser et indblik i dette felt, for senere at kunne forstå den diskurs som brugerne taler ud fra og/eller placeres i. Den valgte litteratur til dette afsnit er præget af en biomedicinsk diskurs, som vi er opmærksomme på, er i modstrid med specialets videnskabsteoretiske ståsted. Med dette in mente har vi valgt at inddrage litteratur, der trods et biomedicinsk afsæt, forholder sig kritisk til diagnosticering (Schousboe & Hecht, 2012, s. 10; Skårderud, 2001, s. 15). Betegnelsen ’spiseforstyrrelser’ er en bred betegnelse, hvorunder flere sygdomme indgår (Link 25). Ifølge Finn Skårderud9 er der tale om en spiseforstyrrelse: ”Når tanker og adfærd i forhold til mad og vægt begynder at begrænse livsudfoldelsen og forringe livskvaliteten.” (Skårderud, 2001, s. 14). Denne forståelse er ligeledes at finde hos Marianne Lau og Mette Waaddegaard
10
:
”Spiseforstyrrelser er psykiske sygdomme, hvor den centrale problematik er et forstyrret forhold til krop, mad og vægt” (Lau & Waaddegaard, 2006, s. 5). Hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS)11 anslås det, at der i Danmark er 75.000 mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse, heraf 5.000 der lider af anoreksi og 30.000 af bulimi (Link 26). Flere pointerer, at det i overvejende grad er kvinder og piger, der rammes af spiseforstyrrelser (Skårderud, 2001, s. 12, 75; Link 27). Det synes interessant,
at bulimi
forekommer langt hyppigere, men at det er anoreksi, der ofte er den tilstand, der traditionelt bliver skrevet og talt mest om, hvilket sandsynligvis må ses i forhold til dens fysiske synlighed (Skårderud, 2001, s. 74). 4.3.1 Diagnosticering Hensigten ved brugen af diagnoser er at beskrive forskellige symptomtilstande (Schousboe, 2012, s. 13), det synes dog interessant, hvordan flere og flere typer af spisemønstre bliver til diagnosticerbare lidelser. Ifølge psykolog Birgitte Hartvig Schousboe12 ville det dog som regel være: ”[…] mere hensigtsmæssigt at glemme de diagnostiske kriterier og koncentrere sig om det enkelte menneske og helheden. Mennesker skal ses i relation til deres livssituation og til andre 9
Finn Skårderud er norsk forfatter og professor med doktorgrad om spiseforstyrrelser (Link 28). Begge er overlæger og ansatte på Psykoterapeutisk Center Stolpegård (Lau & Waaddegaard, 2006, s. 31) 11 LMS blev stiftet i 2001 (Link 29). 12 Ansat på det Psykoterapeutiske Center Stoplegård på Ambulatorium for Spiseforstyrrelser (Schousboe, 2012, s. 13). 10
12
mennesker. Det samme symptom kan indebære noget forskelligt afhængigt af personlighed, forhistorier, situation og omgivelser. (Schousboe, 2012, s. 13). Dette på trods har man inden for lægevidenskaben fundet behov for at anvende diagnoser, da der ifølge Skårderud er: ”[…] behov for rene linjer” (Skårderud, 2001, s. 15). I det danske sundhedsvæsen anvendes verdenssundhedsorganisationen World Health Organisations (WHO) diagnosesystem ICD-1013 (International Classification of Diseases) som det officielle. I videnskabelige sammenhænge er det dog overvejende det amerikanske diagnosesystem DSM-514 (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) der anvendes (Arendt et al., 2013, s. 10). DSM-5 blev revideret i 2013, og der forligger således forskelle de to diagnosesystemer imellem. Inden for området omkring spiseforstyrrelser betyder dette, at kriterierne for at få stilles diagnosen anoreksi eller bulimi er blevet mindsket, samt at ’Binge Eating Disorder’ (tvangsoverspisning) nu anerkendes som en diagnose i DSM-5, men endnu ikke i ICD-10. (Arendt et al., 2013, s. 15). Ifølge Skråderud bevæger mange spiseforstyrrede sig mellem de forskellige grupper af diagnoser (Skårderud, 2001, s. 16, 46), hvorfor det ikke er usædvanligt, at en person bevæger sig mellem at have bulimiske og anorektiske perioder (Waaddegaard, Lau, & Schousboe, 2012, s. 25). En vigtig pointe er dog, ifølge Skårderud, at der ved spiseforstyrrelser ikke kan tales om, enten at være udelukkende syg eller fuldstændigt rask, da mange bevæger sig mellem det, der kan kaldes det sunde og det alvorligt syge (Skårderud, 2001, s. 15). Ydermere ses det, at der foruden den primære lidelse – i nærværende tilfælde en spiseforstyrrelse – også kan forekomme en eller flere andre lidelser (eksempelvis personlighedsforstyrrelser eller depression), hvilket betegnes komorbiditet eller samsygelighed (Link 30; Waaddegaard mfl., 2012, s. 28) 4.3.2 Anoreksi Diagnosen for anoreksi, kaldet Anorexia Nervosa, blev første gang stillet i 1872 i England (Skårderud, 2001, s. 153), en diagnose, der betyder ’tab af appetit’. Tidligere forbandt man kun
13
Dette diagnosesystem anvendes i Europa og blev sidst revideret i 1992. Næste udgave forventes at udkomme i 2015 (Arendt, Jónsson & Hougaard, 2013, s. 10). 14 DSM-5 blev revideret i 2013. De spiseforstyrrelser, som i ICD-10 ikke opfylder alle diagnostiske kriterier for henholdsvis bulimi og anoreksi, har fået betegnelsen atypisk bulimi og atypisk anoreksi (Waaddegaard et al., 2012, s. 21).
13
spiseforstyrrelser med anoreksi (Waaddegaard et al., 2012: 21-22), en sygdom som mange mente kun ramte overklassen (Skårderud, 2001, s. 77)15. Anoreksi er blandt andet kendetegnet ved frygten for at miste kontrollen over indtaget af mad, som kunne resultere i fedme, hvorfor mange anorektikere bestræber sig på at mindske deres indtag heraf. Dertil har den anoreksiramte et urealistisk ideal om, hvad han eller hun bør veje, samt et intenst ønske om at reducere sig vægt, ved eksempelvis overdreven træning. (Waaddegaard et al., 2012, s. 22; Lau & Waaddegaard, 2006, s. 5). 4.3.3 Bulimi Diagnosen bulimi, hvis kliniske betegnelse er Bulimia Nervosa, blev første gang defineret som en diagnose i 1979, og betyder ’oksehunger’ (Waaddegaard et al., 2012, s. 21, 25). Denne spiseforstyrrelse adskiller sig fra de anorektiske spiseforstyrrelser: ”[…] ved overspisningsanfald med kontroltab, efterfølgende forsøg på at komme af med maden igen, fx ved opkast, [samt] ved at den syge [er] normalvægtig” (Waaddegaard et al., 2012, s. 21). (De diagnostiske kriterier for anoreksi og bulimi kan ses i bilag 30.)
15
Ifølge Skårderud er der dog ingen nævneværdig skæv social fordeling af spiseforstyrrelser i dag (Skårderud, 2001, s. 77).
14
5.0 Videnskabsteoretisk ståsted - Socialkonstruktionisme16 Dette kapitel har til hensigt at redegøre for specialets videnskabsteoretiske ståsted og dets indvirkning på specialets fremgangsmåde og resultater. Vi antager, at den sandhed vi har om verden er perspektivistisk og konstrueret gennem social interaktion, hvorfor vores videnskabsteoretiske ståsted i specialet er socialkonstruktionistisk. Vores valg af socialkonstruktionismen må ses ud fra vores genstandsfelt og informanter, som vi her finder ligger op til en socialkonstruktionistisk forståelsesramme ud fra det perspektiv, at det fænomen vi beskæftiger os med er sprogligt formidlet. Vi finder ligeledes denne vinkel oplagt at anlægge på specialets genstandsfelt; pro–ana/mia netværkssider, da der særligt indenfor dette felt eksisterer en kategorisering om rigtigt og forkert; blandt andet i forhold til kropsforståelse samt i forhold til at være bruger af siderne. (Pedersen, 2012, s. 226). Ud fra dette videnskabsteoretiske ståsted kan vi således stille spørgsmålstegn ved det, der opfattes som selvfølgeligt, da det der opfattes som naturligt ikke tages for givet indenfor socialkonstruktionismen, men derimod udforskes (Wenneberg, 2002, s. 17). Ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv er det interessant at undersøge de bagvedliggende faktorer og antagelser, der er indenfor herskende strukturer, diskurser eller positioner, hvorfor vi finder det interessant at se på dette i forhold til pro-ana/mia netværkssider (Pedersen, 2012, s. 190), blandt andet den herskende diskurs om, at disse sider er skadelige eller farlige (jf. kapitel 1.0). Da socialkonstruktionismen i sit virke har et ønske om at forstå, hvordan mennesker konstruerer og producerer forståelser af sociale fænomener, er det særligt interessant at undersøge, hvordan strukturer, positioner og diskurser således er blevet produceret, modsat at undersøge strukturerne i sig selv. Ligeledes er det interessant at undersøge, hvorledes forståelser af sociale fænomener italesættes, samt de argumenter, magtforhold og interesser, der har betydning for disse strukturelle betingelser (Pedersen, 2012, s. 190, 220). I valget af socialkonstruktionismen som videnskabsteoretisk position tilskriver specialet sig en overordnet forståelse af, at vores ’virkelighed’ præges og formes af vores erkendelse heraf (Rasborg, 2004, s. 349). Vores viden om virkeligheden er dermed en virkelighedsopfattelse, der er konstrueret som sand gennem social interaktion. En konstruktion der sker både ud fra institutionaliserede normer og diskurser, men også en virkelighedsopfattelse, der konstrueres mere 16
Dette afsnit tager udgangspunkt i samfundsmæssige tekster, men grundet det, at specialet placerer sig indenfor psykologi, anvender vi betegnelsen socialkonstruktionisme (Mylov, 2010, s. 643).
15
direkte gennem for eksempel uddannelsessystemet eller opdragelse. (Pedersen, 2012, s. 188). Når disse konstruerede sandheder deles af de fleste i samfundet bliver de til herskende diskurser, hvorved der kan refereres til disse uden nogle særlige argumenter (Pedersen, 2012, s. 189). Socialkonstruktionismens syn på individet må ligeledes ses i dette perspektiv: ”At den sociale verden konstrueres socialt forudsætter, at dens karakter ikke er determineret eller givet i forvejen, og at folk ikke har indre ’essenser’.” (Jørgensen & Phillips, 2010, s. 112). Identiteter, holdninger samt oplevelsen af selv må derved anses som socialt foranderlige konstruktioner, hvor der argumenteres for at individet, ved at indgå i en diskurs, også indgår i en konstruktion (Mylov, 2010, s. 643).
5.1 Ontologi og epistemologi Socialkonstruktionismens ontologiske position beskæftiger sig med antagelsen om, at der ikke findes én ’sandhed’, men i stedet konstruerede sandheder, der får sin mening gennem bestemte perspektiver samt ud fra sociale og historiske kontekster. Hvad der er ’sandt’ eller ’sandhed’ kan herved siges at blive en kamp mellem aktører, hvorfor magt og viden således hænger uløseligt sammen indenfor socialkonstruktionismen. (Pedersen, 2012, s. 190-191). Det interessante indenfor socialkonstruktionismen er således ikke at fremføre sandheder, men i stedet at indbyde til dialog om den fælles verden og vores fælles liv ud fra at verden konstrueres ud fra forskellige blikke og ståsteder (Pedersen, 2012, s. 225). I denne sammenhæng er det dog essentielt at påpege, at sandhedsopfattelsen herved ikke bliver ligegyldig, da der skabes og reproduceres sandheder imellem mennesker, samt at der altid vil være:”[…] én sandhed, der er mere gyldig end andre opfattelser.” (Pedersen, 2012, s. 204). Den virkelighed som skabes, bliver således til en sandhed, hvorfra man fortolker og handler, for en periode, og vores forståelse af verden er således forhandlet og til forhandling (Pedersen, 2012, s. 190-191). Ud fra socialkonstruktionismen er de sandhedsopfattelser, der kan betegnes som almene i samfundet, for eksempel en forståelse af, at pro-ana/mia sider er sundhedsskadelige og farlige, samt at brugerne af disse har en spiseforstyrrelse, der skal behandles. Sådanne sandheder kan, ifølge socialkonstruktionismen, forhandles og dermed være anderledes i en anden social og diskursiv kontekst (Pedersen, 2012, s. 204). Dette kan blandt andet ses ud fra, at anoreksi og bulimi italesættes anderledes på siderne, hvorfor siderne således kan ses som et forhandlingsindspil i kampen om at definere, hvad pro-ana/mia er, og hvordan det skal forstås.
16
Socialkonstruktionismens epistemologiske position tager udgangspunkt i erkendelsen af, at objektiv viden aldrig kan opnås. Vores syn på sociale fænomener vil, ud fra socialkonstruktionismen, altid være påvirket af herskende diskurser om disse, der betyder, at vores viden således altid vil være ud fra et bestemt perspektiv. (Pedersen, 2012, s. 190). Da vores viden om virkeligheden altid vil være et produkt af tidligere dominerende sociale konstruktioner i samfundet, kan vores viden om virkeligheden, herved være medskabende til at danne fremtidige sociale konstruktioner. Vi erkender derved, at vi som forskere er med til at producere eller reproducere en social konstruktion på baggrund af vores tilstedeværelse i specialet, og at vi dermed er medproducenter af den sociale viden om virkeligheden. (Pedersen, 2012, s. 206-208). Dette er dog ikke ensbetydende med:”[…] at ’den samfundsskabte virkelighed’ ikke findes eller slet ikke er virkelig. Den er samfundsskabt og konstrueret, men virker og har reelle konsekvenser.” (Juul & Pedersen, 2012, s. 15). Ud fra dette syn på virkeligheden, betyder det, at når vi i specialet refererer til den virkelige verden, virkelighed og sandheder, vil det være ud fra en socialkonstruktionistisk forståelse af, at virkeligheden og sandheder, blot eksisterer i erkendelsen af dem, samt at definitionen af dem er diskursivt konstrueret (Rasborg, 2004, s. 349). Virkeligheden er, ud fra socialkonstruktionismen, bestemt ud fra sproglige kategorier, som mennesket opstiller for bedre at kunne begribe verden (Pedersen, 2012, s. 207). Sproget er således en forudsætning for vores tænkning og konstituerende for den virkelighed, vi befinder os i (Rasborg, 2004, s. 351). Sproget og dets begrebsliggørelse af forskellige objekter og koncepter er derfor i fokus, idet vi igennem sproget anskaffer os viden om og formidler verden. Da vores ontologiske forståelse anerkender virkeligheden, som skabt af sociale aktørers interaktion, er virkeligheden, som vi kender den, underlagt en konstant foranderlighed, hvorfor specialet ikke søger at finde en endegyldig sandhed, men derimod søger at belyse betydningsdannelserne i sproget. (Pedersen, 2012, s. 201).
5.2 Forforståelser Ud fra socialkonstruktionismen kan en forsker aldrig være neutral, da denne er medkonstruktør af de
opnåede
resultater,
igennem:
”[…]
problemidentifikation,
valg
af
metoder,
teori/iagttagelsesperspektiv mv.” (Pedersen, 2012, s. 228). Dette: ”[…] betyder, at overvejelser over, og redegørelser for, de forforståelser, der ligger bag analysen, bliver et nødvendigt led i arbejdet med at gøre analysens resultater gennemsigtige for andre.” (Pedersen, 2012, s. 228).
17
Forforståelser er, ud fra socialkonstruktivismens epistemologiske forståelse, skabt på baggrund af vores individuelle biografi, værdier og erfaringer, samt samfundsmæssige og historiske diskurser eller italesættelser af, hvordan verden skal forstås. Således har de forforståelser vi møder feltet med afgørende betydning for, hvordan vi ser og forstår verden, men også for, hvad vi antager som sandt. (Pedersen, 2012, s. 188, 201). Forskerens valg af teorier anses ligeledes som en del af de forforståelser denne medbringer i sin undersøgelse, og virkeligheden bliver således både skabt gennem teoretiske valg samt alle øvrige forforståelser (Pedersen, 2012, s. 188, 221). Forforståelser er således både de forforståelser, der ligger inden for det felt, man ønsker at undersøge samt ens egne (Pedersen, 2012, s. 218). Ifølge Pedersen er det dog aldrig muligt at redegøre fuldstændigt for sine forforståelser, da de fleste er blevet til naturligheder eller sandheder for os, hvorfor de dermed er ubevidste (Pedersen, 2012, s. 228). 5.2.1 Vores forforståelser På baggrund af ovenstående har vi valgt at nedfælde vores forforståelser, da de, som ovenfor skrevet, har betydning for, hvordan vi ser og forstår verden. Den forståelse vi har af pro-ana/mia netværkssiderne, og brugerne, er således betinget af vores forforståelser. Vi er begge kvinder på henholdsvis 28 og 25 år. Vi anser, at det kan have den betydning, at vi til en vis grad kan identificere os med interviewpersonerne. Qua vores alder har vi ligeledes været unge i samme tid som informanterne, og vi har derved også erfaring med at søge efter at være ’god nok’ i nutidens samfund og kultur, hvor der er en dominerende fiksering på kroppen (Mørch, 2010, 40). Dernæst er vi begge studerende, hvorfor vores forforståelser således også skal ses i forhold til de teorier vi har læst, samt i forhold til forhenværende empiriske studier. Vi har endvidere reflekteret over de forforståelser, vi havde, og har om emnet. Vi har en forforståelse om, at det hovedsageligt er piger, der bruger netværkssider, som er proana/mia, hvilket bygger på et statistisk faktum om, at det i særlig grad er piger/kvinder, der bliver diagnosticeret med spiseforstyrrelser. Ligeledes har vi en forforståelse om, at de som benytter sig af siderne, er spiseforstyrret. Vi har endvidere en forforståelse om, at brugen af pro-ana/mia sider er et udtryk for et anerkendelsesbehov, der især bygger på, at brugerne føler sig stigmatiseret, og derfor søger andre, som står i samme situation.
18
Ydermere har vi en forforståelse om, at der hersker en negativ diskurs om brugen af pro-ana/mia netværkssider, og ligeledes en negativ diskurs om dem, der opretter dem. Videre har vi en forforståelse om, at spiseforstyrrelser er et forsøg på at opnå kontrol over sit liv, et liv, der ud fra vores forforståelser, er kaotisk i forskellig grad. Mere specifikt har vi således en forforståelse om, at alle informanterne har været berørt af en kaotisk periode i deres liv, hvilket har ført dem til pro-ana/mia siderne. Derudover har vi en forforståelse om, at pigerne har et ønske om at være anonyme, da brugen af siderne er meget privat og ømtåligt for dem, samt fordi det er tabubelagt. Endeligt har vi en forforståelse om, at pigerne holder deres brug af siderne hemmeligt for deres nærmeste (familie, venner og kærester), da vished herom ville kunne resultere i, at de ville miste adgangen til siderne og dermed kontrollen over deres kroppe. Igennem analysen er nogle af disse forforståelser blevet udfordret, ligesom vi blev sat over for nye forforståelser, vi ikke var klar over, vi havde. Vi har derfor, igennem analysen, forholdt os til vores forforståelser, da disse ikke blot kan identificeres i starten af processen og sættes i parentes, da det er en kontinuerlig del af arbejdet.
5.3 Pro-ana/mia ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv Vores forståelse af fænomener og verden er indenfor socialkonstruktionismen baseret på forhandlinger. Tidsperioder for forhandlingerne har her en stor betydning for, hvad der i sidste ende besluttes som sandheden. Man vil derfor, indenfor socialkonstruktionismen, stille spørgsmålstegn ved de opstillede kategorier, der er udviklet indenfor; normalvægt, overvægt og undervægt: ”Kategorierne er blevet udviklet over tid, og der er konstant nye argumenter i debatten om, hvad idealvægten er. Kan vi være sikre på, at det er de rigtige kategorier, der er opstillet? Er der noget objektivt BMI? Og kan det samme BMI-ideal gælde for alle uanset alder, arbejdsfunktion, kropsbygning mv.?”. (Pedersen, 2012, s. 214-215). I et samfundsperspektiv er en sådan kategorisering og stillingstagen til fænomener dog nødvendige, hvis mennesker med spiseforstyrrelser for eksempel skal kunne tvangsindlægges for at redde deres liv. Vores handlinger og beslutninger afgøres således ud fra vores kategorisering af fænomener og/eller mennesker. Magtperspektivet er her afgørende, da det interessante er, hvem der kan siges at
19
have magten til at definere sandheden. (Pedersen, 2012, s. 204). I dette tilfælde magten til at definere, hvorledes vi skal forholde os til spiseforstyrrelser eller pro-ana/mia netværkssider, for eksempel om disse er et problem og farlige. Det interessante bliver hertil at undersøge de magtrelationer, der eksisterer bag tilsyneladende neutrale begreber. Dette da der altid vil være konsekvenser til følge, eftersom konstruktionerne vil indeholde en samfundsmæssig og/eller individuel legitimering af et bestemt syn på det konstruerede (Pedersen, 2012, s. 205). Konstruktionerne er altså dem der: ”[…] legitimerer vores syn på andre menneskers adfærd eller udseende og på, hvorledes vi individuelt og samfundsmæssigt reagerer eller sanktionerer i forhold til det, vi møder” (Pedersen, 2012, s. 205). Spiseforstyrrelser og pro-ana/mia netværkssider vil således, ud fra et socialkonstruktionistisk perspektiv, tage udgangspunkt i at stille spørgsmålstegn ved de gængse sandheder, der historisk, samfundsmæssigt og kontekstuelt omkranser feltet. Med dette argumenterer vi for, at herskende diskurser om den ’rigtige’ og ’sunde’ måde at leve på, i forhold til vægt og sygdomme, bygger på forhandlede sandheder i sin specifikke tid og kontekst. Ligeledes argumenterer vi for, at proana/mia netværkssider samt spiseforstyrrelser får betydning i individets afkodning og fortolkning heraf.
5.4 Videnskabsteoretisk placering af specialets teoretikere Dette afsnit indeholder en videnskabsteoretisk placering af specialets teoretikere, samt en redegørelse for, hvorledes deres videnskabsteoretiske ståsteder kan gå i spænd med specialets videnskabsteori, samt hvor de er modstridende. Alle teoretikerne vil, efter vi første gang har refereret til deres fulde navne, kun fremgå ved efternavn. Vi har valgt at inddrage den danske sociolog og ungdomsforsker Sven Mørch (f. 1944-) og værket ’At lære at være ung – Modernitetens pædagogik’17 (1998), samt artiklen ’Ungdomsforskningen som perspektiv og mulighed’ (2010). Mørch argumenterer i artiklen for, at ændringer i samfundet medfører en ændring af ungdomslivet, samt at denne ændring skal ses som medvirkende til de udfordringer som unge står over for (Mørch, 2010, s. 12). Vi finder det derfor interessant at inddrage Mørch, da han pointerer, at disse forandringer øger behovet for at have fokus på de unge, som er berørt af disse samfundsændringer. Han plæderer for, at unge må lære de samfundsmæssige 17
Vi er opmærksomme på, at Svend Laursen også er forfatter til værket ’At lære at være ung – Modernitetens pædagogik’.
20
spilleregler, og henviser til, at der i samfundet hersker nogle særlige opgaver, der er generelle for unge i vesten blandt andet, at de har en individualiseringsopgave. Mørch forudsætter, at de unge har nogle strukturer og arenaer, som de indgår i, og skal forholde sig til, og mener, modsat socialkonstruktionismen, at disse allerede er, hvorved de må gå forud for sproget. (Mørch, 2010, s. 14, 38). Dette på trods er Mørch relevant at inddrage i forhold til specialets videnskabsteoretiske ståsted socialkonstruktionismen, da Mørch, ud fra sit sociologiske perspektiv, kan give et blik på bagvedliggende faktorer og strukturer, der ligger til grund for ungdommens betingelser. Ydermere synes der at kunne argumenteres for, at Mørch trækker på socialkonstruktionistiske forståelser, idet han blandt andet trækker på begreber såsom diskurser, samt påpeger, at ungdomslivet er en social konstruktion. (Mørch, 2010, s. 24). Derudover har vi valgt at inddrage den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman (19221982) og hans værk ’Stigma. Om afvigerens sociale identitet’. Goffmans sociologi placerer sig mellem mikrosociologi, hverdagslivssociologi og socialpsykologi. Selv frabad Goffman sig en videnskabsteoretisk placering af sine værker, men dette på trods, er han blevet placeret inden for; strukturalisme, fænomenologi, mikrofunktionalisme, symbolsk interaktionisme, eksistentialisme og kritisk teori. (Jacobsen & Kristiansen, 2011, s. 49). Det er således svært at give en konkret placering af hans videnskabsteoretiske ståsted. Ifølge Rasborg er Goffman dog interesseret i, hvordan selvet og identiteten bevares i ansigt-til-ansigt-interaktionerne imellem mennesker, hvorved han kan placeres som symbolsk interaktionist (Rasborg, 2004, s. 365). Han synes dog, at foregribe en socialkonstruktivistisk opfattelse af identitet, idet menneskers identitet, ifølge Goffman, ikke er eviggyldig eller uforanderlig, men derimod noget der vedvarende ødelægges, skabes og opretholdes under de sociale kontakter (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 12-13). Hans afvigelsessociologiske perspektiv trækker ligeledes på en socialkonstruktivistisk tankegang, da han betragter dét, at definere noget som normalt, som værende en social konstruktion (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 17). Den tyske filosof, Axel Honneth er kritisk teoretiker fra Frankfurterskolen18. Han er efterfølger af Jürgen Habermas 19, og derved en del af tredje generations teoretikere inden for kritisk teori (Nørgaard, 2005, s. 63; Juul, 2012, s. 320). 18
Betegnelsen henviser blandt andet til de filosoffer, der samledes i Institut für Sozialforschung i Frankfurt (Køppe, 2010, s. 196). 19 Habermas er tysk filosof og sociolog (Elling, 2004, s. 207).
21
På det ontologiske plan adskiller kritisk teori og socialkonstruktionismen sig fra hinanden, idet der, inden for kritisk teori, opereres med en ontologi, hvori man mener, at der findes en social realitet, det vil sige nogle reelt eksisterende magt- og herredømmeformer, som undertrykker den eksisterende frigørelsesinteresse (Juul, 2012, s. 355). Videre skal forskningen, ifølge Honneth og den kritiske teori:”[…] tage udgangspunkt i et normativt ideal for, hvordan verden bør være indrettet […]” (Pedersen, 2012, s. 219), identificere de forhindringer, der er for anerkendelse i samfundet (Juul 2012: 338, 341), samt lede til bevidstgørelse om samfundsmæssigt undertrykkende strukturer og dermed skabe grundlag for krav om forandring, gennem afsløring af de bagvedliggende styrende magtinteresser i samfundet (Pedersen, 2012, s. 219). Honneth anlægger ydermere et centreret individ syn, idet han mener, at individets personlige identitet udvikles i samspil med anerkendelse heraf, hvorfor selvet dermed konstitueres gennem anerkendelse fra andre (Willig, 2003, s. 12; Jakobsen, 2011, s. 235). Socialkonstruktionismen har , modsat kritisk teori, ikke et normativt udgangspunkt, og mener derfor ikke, at man gennem forskning kan sige, hvordan verden bør være indrettet (Pedersen, 2012, s. 219). Men vi mener, at Honneths normative forståelse af at individet bør anerkendes er interessant, da det hos informanterne tales frem som en væsentlig faktor for deres brug af siderne. Der synes at være ligheder mellem Honneths teori om anerkendelse og socialkonstruktionismen, idet Honneth argumenterer for, at trods det, at anerkendelse altid må ses som betingelse for opnåelse af det gode liv, så er ideen om det gode liv historisk og kulturel foranderlig (Willig, 2006, s. 9). Videre argumenteres der, inden for begge videnskabsteoretiske retninger for, at produktion af viden ikke kan være objektiv eller neutral, da forskningen skal have et formål, hvorved de deler de epistemologiske antagelser (Pedersen, 2012, s. 219; Juul, 2012, s. 321). Vi har endvidere valgt at inddrage Dorte Marie Søndergaard20 og hendes værk ’Tegnet på kroppen. Køn: Koder og konstruktioner blandt voksne i akademia’. Søndergaard er her inspireret af den sociokulturelle tænkning, en tænkning der kan beskrives som et perspektiv, der har fokus på:”[…] relationen mellem menneske og omverden, mellem individ og kultur […]” (Søndergaard, 1996, s. 30). Ud fra denne tænkning menes det altså, at mennesket og samfundet gensidigt konstituerer hinanden (Søndergaard, 1996, s. 31). Derudover trækker hun også på socialkonstruktionismen og poststrukturalismen (Søndergaard, 1996, s. 30). Ifølge Søndergaard er der nogle fællestræk ved den socio-kulturelle tænkning og socialkonstruktionismen, da de begge opererer med en indre individ 20
Dorte Marie Søndergaard er ansat som professor i socialpsykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet (Link 31).
22
samfundsforståelse, samt forholder sig til vekselvirkningen imellem disse. Forskellen opstår da ved, at: ”[…] den socio-kulturelle tænkning i vid udstrækning er optaget af at bestemme almene væsenstræk ved den gensidige processering, dér stopper social konstruktionisterne op ved udpegningen af sproget som generelt medierende træk i processen […]”. (Søndergaard, 1996, s. 35). Det antages, at et ’problem’ således kan anskues forskelligt ud fra de to positioner, da socialkonstruktionismen da må argumentere for, at problemet vil fremkomme ved italesættelsen heraf, hvor der inden for den sociokulturelle tænkning vil blive argumenteret for, at problemet opstår ved samspillet mellem individ og samfund. Endeligt har vi valgt at inddrage teksten ’Positioning: The Discursive Production of Selves’ som er skrevet af forskeren Bronwyn Davies21 (f. 1945-) (Link 32), og den engelske filosof, psykolog og videnskabsteoretiker Rom Harré (f. 1927-) (Bjerg, 2010, s. 820). Disse kan placeres som socialkonstruktionister ud fra deres antagelser om, at det er gennem sproget og den sociale interaktion, at man skal forstå individets positioneringsmuligheder. Endvidere argumenterer de for, at individets identitet kontinuerligt skabes og forandres gennem diskursive praksisser. (Davies & Harré, 1990, s. 46).
21
Davies er særligt kendt for sit arbejde vedrørende køn og sine litterære værker vedrørende feminisme og poststrukturalistisk teori (Link 32)
23
6.0 Valg af teoretikere og deres relevans Dette kapitel indeholder et oprids af, hvorledes vi ser sammenhænge mellem de teorier, som vil udgøre analysens teoretiske fundament. Hensigten med teorierne er at berige vores forståelse af empirien. Disse vil således kort blive præsenteret, hvorefter de vil blive inddraget og udfoldet i analysen for her at fungere rammesættende for de udvalgte citater. Vi har valgt at inddrage Sven Mørchs teoretiske analyse af ungdomslivet, samt de udfordringer og udviklingskrav, der stilles til unge i den moderne tidsalder (Mørch & Laursen, 1998, s. 7). De to tekster som blev præsenteret ovenfor vil danne grundlag for vores analytiske forståelsesramme til at undersøge eventuelle bagvedliggende faktorer i betydningsdannelsen af pro-ana/mia netværkssider. Mørch beskriver, at samfundet har et individualiseringskrav til de unge, hvormed de unge er blevet ’deres egen lykkes smed’ (Mørch, 2010, s. 15), hvortil de der ikke formår at leve op til disse krav bliver set som ’problemunge’ (Mørch, 2010, s. 12). Hans udgivelser bærer ikke præg af teoretiske begreber, men som Mørch selv beskriver, så må man som forsker anskue: ”[…] ungdomslivet som grundlag for en ungdomsforståelse” (Mørch, 2010, s. 11). Mørch skal således bruges som rammesættende for den samfundsmæssige og historiske kontekst, som vores informanter indgår i. Med ønske om at begrebsliggøre de processer, der udspiller sig i mødet mellem brugere af proana/mia og deres omverden, har vi valgt at inddrage Goffman og værket ’Stigma. Om afvigerens sociale identitet’. Goffman giver i værket en beskrivelse af det, der udspiller sig i menneskets almindelige hverdag på mikroniveau (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 10, 12), hvorved han kan siges at være deskriptiv. Ved inddragelse af Goffman i specialets analyse har vi fundet følgende begreber relevante;
6.1 Tre former for stigma Ved det første møde med et andet menneske vil der være nogle forventninger til, hvilke egenskaber denne person besidder, samt hvilken kategori denne kan placeres i. Dette bliver af Goffman betegnet ’den sociale identitet’. De egenskaber den enkelte forventes at besidde udgør ’den tilsyneladende sociale identitet’, hvor imens ’den faktiske sociale identitet’ henviser til den kategori og de egenskaber, som den pågældende reelt besidder. Uoverensstemmelsen mellem disse resulterer i en stigmatisering af den pågældende. Begrebet ’stigma’ henviser til en egenskab, som er dybt miskrediterende og: ”[…] som en diskrepans mellem en persons tilsyneladende og faktiske sociale
24
identitet.” (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 20). Dette synes relevant til forståelsen af brugernes plads i samfundet. Goffman differentierer mellem tre forskellige former for stigma; ’kropslige vederstyggeligheder’, ’karaktermæssige fejl’ og de ’tribale’. Vi vil i specialet overvejende beskæftige os med stigmaet ’karaktermæssige fejl’, da informanterne kan siges at blive stigmatiseret grundet deres brug af proana/mia netværkssiderne, der kan betragtes som en ’unaturlig lidenskab’. (Goffman, 2010, s. 4446). Eftersom Goffman anlægger et bottom-up perspektiv, hvorved problematikken bliver betragtet ud fra de stigmatiseredes eget perspektiv (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 17), kan vi således analysere os frem til, hvordan informanterne forholder sig til denne stigmatisering.
6.2 At ’passere’ Personer, hvis stigma er kendt for omverdenen, betegnes miskrediterede, hvor imens de, hvis stigma ingen kender til, er potentielt miskrediterede (Goffman, 2010, s. 46). Ved ønske om at holde stigmaet hemmeligt kan den potentielt miskrediterede benytte sig af informationskontrol, der henviser til det at tilbageholde visse informationer om sig selv (Goffman, 2010, s. 132-133; Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 23). En sådan vellykket hemmeligholdelse betegnes ’at passere’, hvilket henviser til det tilfælde, hvor en person er bærer af et stigma, som andre enten ikke kan se, eller hvis det kun er den, der er bærer af stigmaet, som kender til det (Goffman, 2010, s. 113).
6.3 De egne og de kloge Med begrebet ’de egne’ henvises der til personer med samme stigma (Goffman, 2010, s. 61), hvorimod der med begrebet ’de kloge’ henvises til personer, der er ’normale’22, men som har kendskab til den stigmatiseredes stigma. Disse betragter den stigmatiserede, trods dennes afvigelse, som et helt almindeligt menneske, hvorfor den stigmatiserede derfor ikke behøver at føle skam i deres samvær (Goffman, 2010, s. 69-70). Disse begreber vil være særligt anvendelige, når informanterne differentierer mellem de som bruger de sociale pro-ana/mia netværkssider i forhold til de, der ikke gør. Vi har derudover valgt at inddrage to af Honneths værker, henholdsvis; ’Kamp om anerkendelse. Sociale konflikters moralske grammatik’, samt ’Behovet for anerkendelse. En tekstsamling’. I 1983 begyndte Honneth metodisk at udforske kampen for anerkendelse, inden for en ny kritisk teori, 22
Goffman henviser til de normale som: ”De af os, som ikke afviger negativt fra de specielle forventninger, der gælder ved en given lejlighed […]” (Goffman, 2010, s. 46).
25
hvilket blev en normativ teori om det gode liv (Willig, 2003, 9, 19), i forlængelse heraf pointeres det, at forståelsen af det gode liv er historisk og kulturelt foranderligt, hvorimod betingelserne for opnåelsen heraf er konstante (Willig, 2006, s. 9). Honneth og Goffman adskiller sig fra hinanden i forhold til det normative ’bør’ og det deskriptive ’er’. Derudover anlægger Goffman et mikroperspektiv, mens Honneth derimod argumenterer for, at manglende anerkendelse ikke blot har konsekvenser for individet, men at det også har samfundsmæssige konsekvenser (Willig, 2006, s. 13), hvorved han således anlægger et makroperspektiv. Ved at inddrage Goffman kan vi forklare informanternes udfordringer og behov for accept på mikroniveau. Videre kan vi via Goffmans teori undersøge interaktionelle problematikker mellem brugerne og omverdenen, samt deres behov for tilhørsforhold og derved få en forståelse for behovet og brugen af pro-ana/mia netværkssider. (Goffman, 2010, s. 64). Dette fokus på hverdagslivsniveauet er dog på en og samme tid både en fordel og en ulempe ved Goffmans teori, idet han ikke formår at løfte sig fra den deskriptive beskrivelse af et statisk stilbillede, og derved mister koblingen til samfundet. På den anden side påpeges det dog, at den stigmatiseredes bestræbelser på at fremstå normal blot er med til at opretholde og bekræfte samfundets normative strukturer, hvilket netop synes at indikere et samfundskritisk element. (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 18, 24-25). Honneths hensigt med hovedværket ’Kamp om anerkendelse’ er netop at kunne begrunde sin kritik af samfundet, da det i hans optik ikke er tilstrækkeligt blot at påpege kritisable sociale forhold (Willig, 2006, s. 7). Dette er ydermere interessant i forhold til Mørch, der som ovenfor beskrevet skitserer samfundsmæssige forholds betydning for unge, der i nogle henseender kan siges at være kritisable. Honneth argumenterer ligeledes for, at individerne i det moderne samfund bliver opfordret til selv at tage ansvaret for deres egen livsførelse og livsplanlægning, for deres egen fremtidsmuligheders skyld (Honneth, 2005, s. 49). Herved betragter individet dets identitet, som et potentiale eller et eksperiment, som det selv skal realisere og udvikle (Jakobsen, 2011, s. 220). Disse normative krav om individualisering er dog nødvendigvis ikke frigørende, men derimod patologiske (Jakobsen, 2011, s. 220), hvorved individet snarere synes at lide end at trives (Honneth, 2005, s. 56). Modsat Honneth anlægger Mørch et ungdomsperspektiv, hvorfor vi, som ovenfor skrevet, har valgt at inddrage Mørchs analyser af ungdomslivet. Honneth går dog skridtet videre, da han ikke kun forholder sig til kritikken og diagnosticeringen, men videre argumenterer for, at den
26
enkelte kan opnå en fri og vellykket selvrealisering i samværet med andre (Jakobsen, 2011, s. 223, 224), hvilket udgør grundlaget for hans teori om anerkendelse.
6.4 Honneths anerkendelsesteori Honneths anerkendelsesbegreb er inddelt i tre anerkendelsessfærer; privatsfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære (Willig23, 2003, s. 14; Honneth, 2006, s. 30)24. For at blive fuldt ud individueret må individet anerkendes inden for hver af de tre sfære, hvorfor hver anerkendelsessfære således udgør et ontogenetisk trin i individets udvikling (Willig, 2003, s. 14). Honneth argumenterer videre for, at der er tre lag i det praktiske selvforhold; selvtillid, selvagtelse/selvrespekt og selvværdsættelse (Honneth, 2003, s. 87-88; Honneth, 2006, s. 173). Disse knytter sig til hver af de tre anerkendelsessfære og indgår sammen i relationen om det gode liv (Willig, 2003, s. 15). Hvis individet ikke bliver anerkendt, eller hvis det bliver krænket eller ringeagtet, kan det miste dets positive selvforhold, som er grundlæggende for dets udvikling (Willig, 2006, s. 13). Med selvforhold henvises der til: ”[…] den selvbevidsthed eller selvfølelse, som en person har i forhold til de muligheder og rettigheder, som tilkommer ham.” (Honneth, 2003, s. 87). Til hver sfære knytter der sig forskellige former for krænkelser. Inden for privatsfæren kan krænkelser være; voldtægt, tortur og fysisk mishandling. Inden for den retslige sfære argumenteres der for, at diskrimination af hele grupper eller bedrageri kan opleves som krænkelser, hvor imens der inden for den sidste anerkendelsessfære, den solidariske sfære, tales om at krænkelser kan være alt fra ikke at blive hilst på til at blive stigmatiseret (Honneth, 2003, s. 88-89).25 Vi vil i analysen udelukkende beskæftige os med privatsfæren og den solidariske sfære, da det er disse sfærer, der kommer til udtryk gennem empirien. Vi er herved opmærksomme på, at vi dermed ikke kan vurdere, hvorvidt informanterne har et positivt eller negativt selvforhold. Vores sigte med Honneths anerkendelsesteori er derimod at analysere os frem til nogle af de forhindringer, der er for opnåelse af anerkendelse, hvormed informanternes brug af pro-ana/mia netværkssiderne bliver særligt interessant. Det synes dog her væsentligt at påpege, at Honneth, trods sit argument om at alle bør
23
Rasmus Willig (f. 1973) er sociolog og lektor på Roskilde Universitetscenter (RUC). Willig har skrevet bøger og artikler, samt flere indledninger til Honneths teori om anerkendelse. Videre har Willig, ifølge Honneth, været med til at udbrede hans overvejelser og tanker i Danmark (Honneth, 2006, s. 19). Vi mener således at kunne forsvare, at vi i nærværende afsnit vælger at supplere med Willigs udlægninger af Honneths teori. 24 Honneth udvikler da sine tre sfærer, med hver deres anerkendelsesformer med inspiration fra blandt andet Hegel, Meads og Winnicott (Honneth, 2006, s. 185, Jørgensen, 2010, s. 36; Juul, 2012, s. 340-341). 25 ”Der er tale om et felt, der kan udvides teoretisk og nuanceres analytisk og empirisk” (Willig, 2006, s. 14).
27
anerkendes, ikke forholder sig til, hvorledes modstridende anerkendelseskrav bør prioriteres (Juul, 2012, s. 347), hvilket synes at være en væsentlig kritik af Honneths anerkendelsesteori. I forlængelse af Honneth har vi valgt at inddrage Søndergaard og hendes begreb om ’genkendelse’. Søndergaard forklarer, at et individ, som afviger fra det ’normale’, ikke er genkendeligt, hvorfor det vil blive mødt med ekskluderende kræfter fra samfundet. Individet kan således kun opnå en forståelse eller følelse af at være en del af samfundet, såfremt det opnår kulturel genkendelighed. (Søndergaard, 1996, s. 33). Ydermere pointerer hun, at forudsætningen for at opleve sig selv som et værdigt individ i samfundet er, at man kan genkende sig selv i den pågældende kulturs udtryks-, værens- og tankeformer. Hun påpeger dog, at der i kulturen eksisterer flere delkulturer, hvorved et individ da kan være genkendeligt inden for én delkultur, men ikke i en anden. Oplever individet at det ikke genkendes, kan det dog forsøge at forhandle herom, men det påpeges dog, at individet ikke har frie forhandlingsmuligheder, da kulturen er en grænsesættende instans i forhold til, hvad der kan genkendes. (Søndergaard, 1996, s. 34). Vi finder det relevant at inddrage Søndergaard i forhold til Honneth, som mener, at man bør anerkende hinanden, da hun derimod kan give os en mulig forklaring på, hvorfor individet i nogle delkulturer kan opleve at blive anerkendt, hvorimod det ikke synes muligt i andre. Endeligt har vi valgt at inddrage Davies og Harré, der har formuleret begrebet ’positionering’ som en kritik af det gamle rollebegreb (Davies & Harré, 1990, s. 43). Davies og Harré henviser til betegnelsen ’diskursive praksisser’, og argumenterer for, at det er heri subjektet bliver positioneret, men tilføjer dog, at den enkelte kan indgå i flere modstridende diskursive praksisser (Davies & Harré, 1990, s. 43, 46). Inden for disse diskursive praksisser henviser de til eksistensen af diskurser, som: ”[…] a mulit-faceted public process through which meanings are progressively and dynamically achieved.” (Davies & Harré, 1990, s. 46). Disse diskurser kommer til udtryk gennem sproget, og kan både harmonere eller være modstridende. Inden for hver diskurs opstilles der nogle mulige subjektpositioner, hvori den enkelte kan positionere sig selv eller blive positioneret af andre, som ligeledes indgår i den pågældende diskurs (Davies & Harré, 1990, s. 45, 53). Davies og Harré ser ikke individet som værende et statisk produkt, men som konstrueret og rekonstrueret igennem de diskursive praksisser som individet indgår i. Spørgsmålet om hvem man er, bør således ses i forhold til de skiftende positioneringsmuligheder, der er tilgængelige ud fra sine egne og andres diskursive praksisser. For at eget og andres liv skal give mening for det enkelte
28
individ, må det, i interaktionen og på baggrund af den position det indtager eller gives, medbringe dets historie eller ’story lines’, for herved selv at opnå og kunne give andre en forståelse af, hvem det er. (Davies & Harré, 1990, s. 46). Vi har fundet dette teoretiske perspektiv interessant, da vi herved kan undersøge, hvordan informanterne positionerer sig selv og andre brugere igennem deres italesættelser. Videre finder vi det
relevant
at
inddrage
positioneringsteorien
i
forhold
til
at
undersøge,
hvilke
positioneringsmuligheder disse sider stiller til rådighed for brugerne. Derudover kan teorien give os nogle teoretiske begreber til at forstå, når informanterne refererer til, at de kan indtage forskellige positioner alt efter den diskursive praksis de indgår i, samt give os en forståelse af informanternes, til tider, modstridende subjektpositioner. På baggrund af ovenstående fremgår det, at de udvalgte teoretikere trækker på forskellige videnskabsteoretiske retninger, hvilket blandt andet kommer til udtryk i forhold til, hvorledes strukturer, sproget samt identitet anskues. Ifølge Honneth og Mørch eksisterer der nogle faste strukturer, der går forud for sproget, hvorimod Davies og Harré mener, at strukturerne opstår diskursivt, altså gennem sproget. Goffman synes her at være mere flydende, da han argumenterer for, at samfundet opstiller kategorier, hvori mennesker placeres, men henviser samtidig til, hvorledes mennesker kan være stigmatiseret i nogle sammenhænge og ikke i andre. Søndergaard synes ligeledes at være flydende i sin opfattelse heraf, da hun anskuer samfundet og individet som gensidigt påvirkende. Teoretikernes individsyn adskiller sig ydermere fra hinanden. Ud fra Mørch synes vi, at kunne udlede, at han ser individet som værende påvirket af strukturerne, hvorimod Davies og Harré kan argumenteres for, at have en socialkonstruktionistisk identitetsforståelse, som Goffman synes at foregribe. Honneth mener derimod, at individet har et indre, som det via anerkendelse kan lære at forholde sig til. På trods af disse forskellige videnskabsteoretiske perspektiver, har vi fundet det væsentligt at lade dem indgå i et samspil, da de grundet deres forskelligheder netop kan tilføje forskellige perspektiver på specialets empiri.
29
7.0 Metode Dette kapitel belyser, hvorledes vi har produceret den empiri, der udgør grundlaget for specialets analyse. Kapitlet indledes med formålet med specialet. Herefter følger en redegørelse for de valgte interviewmetoder, informantkontakt og informantudvælgelse. Dernæst følger en beskrivelse af spørgeteknikker og interviewguider, præsentation af interviewsituationerne og transskribering. Endeligt følger specialets etiske overvejelser, metodiske refleksioner og analysestrategi. Den valgte litteratur til dette kapitel er valgt på baggrund af, at den går godt i spænd med specialets videnskabsteoretiske retning, samt fordi vi mener, at de respektive tekster kan supplere hinanden. Hovedværket til dette kapitel er Steiner Kvale og Svend Brinkmanns bog ’Interview. Introduktion til et håndværk’ (2009)26. Bogen er relevant, da Kvale og Brinkmann her skitserer nogle af de utallige beslutninger, der skal træffes, før, under og efter en interviewundersøgelse, samt diskuterer nogle af de specifikke spørgeformer ved interview (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 32). Trods deres fænomenologiske fokus forholder de sig således også til andre mulige måder at udføre interview på, og de sigter ydermere ikke mod at afgøre spørgsmålene om epistemologiske og ontologiske forskelle mellem forskellige videnskabsteoretiske positioner i kvalitativ forskning, men anlægger i stedet en pragmatisk tilgang. (Kvale & Brinkmann 2009: 30-31). På baggrund heraf synes der således at kunne argumenteres for, at dette ikke er i modstrid med vores videnskabsteoretiske retning. I forlængelse af Kvale og Brinkmann har vi valgt at inddrage ’Kvalitative metoder. En grundbog’ af Svend Brinkmann og Lene Tanggaard (2010), da de tilfører den kvalitative interviewmetode et online aspekt, og dermed argumenterer for, at interview ikke nødvendigvis behøver at foregå ansigt til ansigt (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 30). Som begrundelse for at kunne kombinere ansigt til ansigt interview med interview foretaget over nettet, har vi valgt at inddrage teksten ’Når dataindsamlingen går online’ (2012) af Malene Charlotte Larsen. Dette da hun her anlægger et socialkonstruktionistisk perspektiv ved blandt andet at beskrive, hvordan man som forsker kan gå til det ’konstruerede’ genstandsfelt (Larsen, 2012b, s. 253).
26
Vi er opmærksomme på at Kvale & Brinkmann anvender betegnelsen ’interviewperson’, men vi har valgt at gøre brug af betegnelsen ’informant’.
30
Vi gør læseren opmærksom på at vi, qua vores forskningsområde, har måttet tage forskellige og alternative metoder i brug, hvilket har betydet, at vi ikke har kunnet finde litteratur herom, hvorfor vi således selv har måttet ’komme på banen’. Konsekvenser heraf vil blive uddybet i afsnit 7.9.3.
7.1 Formål Formålet med dette speciale er, jævnfør socialkonstruktionismen, ikke at finde en endelig objektiv sandhed (Pedersen, 2012, s. 199). Det vi kan og skal tilstræbe med vores forskning, er derimod at dekonstruere fremherskende diskurser eller sandheder (Juul & Pedersen, 2012, s. 13-14), det vil sige dekonstruere måden, hvorpå vi ser og forstår verden og tilføje nye perspektiver herpå (Pedersen, 2012, s. 222). Dermed er vores sigte ikke at få et indblik i interviewpersonernes følelser og indre oplevelser, men derimod på at få et indblik i, hvorledes pigerne konstruerer mening eller sandhedsforståelser i interaktionen med os, hvorfor vi derfor anvender kvalitative interview, som vores metode til at opnå dette (Pedersen, 2012, s. 222). Formålet med undersøgelsens metode er herved at producere empiri, der gennem analyse og tolkning, vil kunne producere ny viden (Mogensen, 2011, s. 141). Det er dog væsentligt at have in mente, at vi gennem vores undersøgelse kun producerer viden om virkeligheden, som den fremstår for os, og at vi således ikke producerer viden om virkeligheden, som den er (Pedersen, 2012, s. 210) eller med Pedersens ord: ”Socialkonstruktivismen mener hverken, at forskningen er i stand til at forstå eller beskrive ’den virkelige verden’, og kritiserer herudover antagelsen om, at der skulle være en iboende sandhed i sociale fænomener, som vi kan forske os frem til […]” (Pedersen, 2012, s. 222). Der kan således være sandsynlighed for, at andre ville komme frem til andre resultater, hvis de foretog den samme undersøgelse. Vi mener dog, at dette felt omhandler noget som vi selv og andre har brug for at få mere viden om, hvorfor vi har sat os for at undersøge det nærmere.
7.2 Interviewmetoder Vores valg af metode skal først og fremmest ses ud fra vores problemformulering (Juul & Pedersen, 2012, s. 13). På baggrund af denne har vi således fundet det oplagt at tale med piger, som benytter sig af pro-ana/mia netværkssider. Vores videnskabsteoretiske ståsted dikterer, ifølge Juul og Bransholm, ikke vores metodevalg på en sådan måde, at vi som socialkonstruktionister er fastlagt én bestemt metode. De henviser dog til, at videnskabsteorien har betydning for ens valg af metodestrategi (Juul & Bransholm, 2012, s. 13). Hertil tilføjer Bransholm: ”Metoder vælges i forhold til deres evne til at de- og rekonstruere det fænomen, der står til analyse” (Pedersen, 2012, s. 222). Med et ønske om at forholde os til de konstruerede sandheder som brugerne kunne
31
italesætte, valgte vi derfor at foretage kvalitative interview (Pedersen, 2012, s. 222). Mere specifikt er det samlede empiriske afsæt syv kvalitative interview; tre offline interview samt fire online interview27, over henholdsvis; Skype-chat, E-mail og Word28. Larsen beskriver, at nogle er af den opfattelse: […] at man nødvendigvis må interagere med sine informanter offline for overhovedet at kunne forstå det, der foregår online (Larsen, 2012b, s. 251), men tilføjer, at man dermed risikerer: ”[…] at antyde, at online-interaktioner ikke er lige så autentiske eller lige så meget værd som dem, der foregår offline.” (Larsen, 2012b, s. 251). Qua vanskeligheder med at fremskaffe informanter (se afsnit 7.3), samt ud fra et valg om at efterleve informanternes ønsker valgte vi at foretage henholdsvis offline og online interview. Jævnfør ovenstående citat mener Larsen således ikke, at interviewet nødvendigvis behøver at foregå ansigt til ansigt, en holdning der ligeledes deles af Brinkmann og Tanggaard, der blandt andet henviser til, at interview også kan foregå over E-mail eller chatrooms. (Larsen, 2012b, s. 251; Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 30, 36). Ifølge Skårderud, kan det ved interview med spiseforstyrrede være fordelagtigt at foretage interview over nettet, da de ved fysisk nærvær kan føle skam over deres kroppe (Holm, 2009, s. 18)29. Videre påpeges det, at onlineinterviewet giver respondenten mulighed for mere refleksion, samt mere frie svar (Larsen, 2012b, s. 251-252; Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 36). Fordelene ved ansigt til ansigt-interviewet er dog, at det giver mulighed for uddybende svar med det samme30, samt gør det lettere at aflæse, hvis et spørgsmål bliver for nærgående. Det synes dog muligt, at den interviewede ved denne interviewform føler sig mere ’presset’ til at svare end ved online interview. Med ovenstående in mente finder vi således fordele ved at have valgt at lade de to interviewformer supplere hinanden, da disse tilgange hver især har forskellige styrker og svagheder, men ved en kombination synes at komplementere hinanden (Larsen, 2012b, s. 251-252). Eksempelvis har kombinationen givet os mulighed for, at interviewe brugere, som vi ellers ikke ville have haft adgang til, hvis vi havde fravalgt de online interview (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 36). 27
Begrebet ’offline’ henviser til ansigt til ansigt-interview, hvor imens betegnelsen ’online’ refererer til interview, som er foregået over nettet samt over Word. 28 Betegnelsen ’Word’ dækker over skriftlige interview, som foregik ved, at vi sendte spørgsmål til informanten, som denne besvarede skriftligt. 29 Vi er opmærksomme på, at artiklen har fokus på terapi over nettet, men vi mener dog , at den kan inddrages i nærværende speciale. 30 Det fik vi også ved interview via Skype-chat og mail, men de uddybende svar lod vente på sig ved interviewet over Word.
32
7.3 Informantkontakt For at undersøge specialets problemformulering indledte vi specialet med en søgning efter respondenter; piger som bruger sociale netværkssider, som er pro-ana/mia. Vi søgte i første omgang efter respondenter via pro-ana/mia netværkssider fundet via Google. Vi søgte da at få kontakt til mulige respondenter ved at skrive i gæstebøgerne (Link 33; Link 34, Link 35). Dette resulterede i svar fra blot én informant (Bilag 14), hvorfor vi igen valgte at søge efter informanter via andre respektive pro-ana/mia sider. Vi opdagede her, at flere af brugerne havde opgivet deres mails (jf. afsnit 4.2.2). Vi forsøgte da at få kontakt til mulige respondenter via mails, indeholdende en fælles besked (bilag 16) (for mere herom se afsnit 7.6). Dette førte os til respondenten Kate, som har sin egen pro-ana/mia netværksside. Hun havde ligeledes opgivet sin mail, men tilføjet: ”du er velkommen til at skrive til mig, lav gerne en overskrift hvor der står "ana" så jeg ved det ikke er spam mail” (Link 36). Foruden mailen til Kate valgte vi at sende en fællesmail ud til andre mulige informanter, med overskriften ’Hej fra to specialestuderende’. Svarene lod dog vente på sig, og med et ønske om minimum tre informanter, fandt vi, at andre tilgange om muligt kunne hjælpe os med at få fremskaffet den tredje informant. Vi valgte derfor at gøre brug af snowball sampling31, da denne strategi anses som værende særligt effektiv til at: ”[…] overcome the problems associated with understanding and sampling concealed populations such as the deviant and the socially isolated.” (Link 37). Vi spurgte derved de to piger (Amalie og Kate) om de muligvis kendte nogen, der kunne være interesseret i at deltage. Amalie afviste dog prompte en sådan mulighed, hvor imens Kate valgte at kontakte veninder, som også brugte disse sider. Vi aftalte, at de kunne kontakte os pr. mail eller via sms, men dette resulterede desværre heller ikke i nogen henvendelser. Vi valgte derfor at kontakte Conny Abelskov, i håb om, at hun eventuelt ville kunne formidle en eller flere kontakter for os eller give os råd omkring, hvordan vi kunne få pigerne i tale, men da hun responderede, at hun desværre ikke kunne hjælpe (bilag 18), valgte vi at kontakte Stolpegården32. Dette da vi mente, at vores undersøgelsesområde efterlevede deres samarbejdskrav ud fra, hvad vi havde læst på deres hjemmeside (Link 39). De mente dog ikke, at de kunne hjælpe os (Bilag 19) og sendte os i stedet videre til LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade), som desværre heller ikke kunne hjælpe (Bilag 20). 31
Strategien snowball sampling kan placeres indenfor forskelligartede metoder til at få informantkontakter, ved at gøre brug af respondenters sociale netværk. Denne metode kan således hjælpe forskeren med at komme i kontakt med en bred vifte af kontakter. (Link 37). 32 Stolpegården er et psykoterapeutisk center, som varetager ambulant behandling af personer over 18 år med spiseforstyrrelser, angst- og tvangslidelser m.m. (Link 38)
33
Vanskelighederne ved at få fremskaffet informanter var for os en klar indikator for, at vi her havde at gøre med et meget vanskeligt og lukket undersøgelsesfelt. Dette forstærkede dog blot vores nysgerrighed, og var derudover yderligere et incitament for at få brugerne i tale. Vi besluttede os derfor endnu engang at få kontakt til informanterne via mail, men denne gang med en anden overskrift ’Pro-Ana’33. Denne ændring resulterede i svar fra tre respondenter; Sofie, Tilde & Josefine (bilag 9, 15 & 12). Vi havde da kontakt til fem informanter og valgte at få udført interviewene hurtigst muligt. Dette da flere havde været længe om at svare tilbage på vores mails, hvorfor vi derfor havde en formodning om, at det ville kunne tage noget tid, før datoen for interviewet ville komme i hus. Vi fik dog aftalt datoer for interviewene med fire af de fem informanter, og havde ikke gjort os særlige overvejelser omkring, at vi også her kunne støde på udfordringer. Interviewet med Kate fandt sted som aftalt, men Skype-chat interviewet med Sofie blev pludselig afbrudt og vi måtte derfor afslutte det et par dage efter (for mere herom se afsnit 7.6). Efter længerevarende mailkorrespondancer fik vi endnu to interviewaftaler i hus (Tilde og Amalie). Interviewet med Tilde endte dog med ikke at finde sted, da hun efter at have aflyst to fastlagte interviewaftaler sendte følgende mail: ”Hej sorry det har jeg helt glemt.. er ikke hjemme før senere i aftrn... Tror vi bliver nødtil at droppe alt om et interview” (Bilag 15). Forhåbningen om interview med Amalie blev desværre heller ikke realiseret, da vi ikke modtog feedback på vores sidste mail, og ikke hørte fra hende siden (Bilag 14). Den femte informant (Josefine) svarede af ukendte årsager ikke altid tilbage på vores mails og andre gange kom svarende først flere dage senere. Det var derfor uklart for os, hvorvidt hun egentligt havde lyst til at deltage. Hun bad os dog om at sende interviewspørgsmålene, men hendes svar lod igen vente på sig (for mere herom se afsnit 7.6). Med kun to interview i hus så vi os nødsaget til endnu engang at tage kontakt til mulige informanter via mail, men grundet de minimale henvendelser valgte vi at lave små sproglige ændringer i mailen (Bilag 17). Vi modtog her tre tilbagemeldinger (Pia, Nanna, Anja) (bilag 10, 11 & 21). Vi foretog interview med to af disse (se afsnit 7.6). Den sidste informant (Anja) bad os ligeledes om at sende vores interviewspørgsmål, men sendte aldrig sine svar retur.
33 En
overskrift vi via vores research på hjemmesiderne havde erfaret at brugerne selv brugte, når de skulle kontakte hinanden.
34
Med svar fra Josefine, samt interview med Kate, Sofie, Pia og Nanna var vi kommet op på fem informanter og fandt, at dette kunne forsvares i forhold til specialets ressourcer, rammer og varighed (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 32) (se afsnit 7.4). Helt uventet modtog vi, nogle dage efter, endnu en mail fra en informant (Terese) (Bilag 13), der fortalte, at hun og hendes veninde gerne ville deltage, og at de ydermere gerne ville mødes til to ansigt til ansigt interview. Dette valgte vi at takke ja til, da vi mente, at dette ville kunne tilføje flere interessante perspektiver på specialets problemstilling.
7.4 Informantudvælgelse Ønsket var i første omgang, at informanterne var aktive brugere af pro-ana/mia netværkssider. Men grundet vanskelighederne ved at få etableret kontakt til mulige informanter (jf. afsnit 7.3), samt det forhold, at flere af de fundne e-mails på netværkssiderne ikke længere var gyldige, og at flertallet ikke responderede, syntes vores kriterier derfor svære at få opfyldt. Disse blev således ændret til, at vi både havde fokus på tidligere brugere, og på de der bruger siderne nu, hvilket vi blev klar over blot kunne berige en besvarelse af specialets problemformulering. Det viste sig dog efterfølgende, at de der omtalte sig som tidligere brugere, dette på trods, stadig brugte pro-ana/mia netværkssiderne i støre eller mindre grad, hvorfor der derfor ikke forekommer en opdeling mellem disse. Betegnelsen tidligere bruger er dog som tidligere fremgået anvendt i specialets problemformulering af hensyn til informanterne. Antallet af informanter i indeværende speciale er således et antal for de, der valgte at besvare vores mail (se afsnit 7.3). Vi mener dog, at vi med dette antal kan få afdækket forskellige perspektiver, men samtidig også, at vi hermed har mulighed for at gå mere i dybden med disse, således at vores analyse bliver grundigere. Med for mange respondenter ville der dog kunne have været risiko for, at vi var ’druknet’ i mængden af data, og at vores analyse derfor var blevet for overfladisk (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 32). Der henvises hovedsagligt til, at det overvejende er kvinder og piger, der bruger pro-ana/mia netværkssider (Tong et al., 2013, s. 409). Derudover har medierne hovedsagligt haft fokus på pigernes brug af siderne, hvorfor vi på baggrund heraf fandt det relevant at give pigerne en stemme i debatten, hvorfor alle specialets informanter er piger. Vi har således afgrænset os fra at tale med drenge og mænd, samt afgrænset os fra at se på én bestemt aldersgruppe, da dette ikke var en mulighed (for mere herom se afsnit 7.9).
35
Foruden valg omkring køn har vi ikke haft nogen egentlig indflydelse på ligheder eller variation informanterne imellem. Dette ses blandt andet ved, at én er adopteret, nogen har en eller flere diagnoser, mens det med andre er uvist. Derudover har enkelte været i behandling. Disse variationer er blot en indikator for, at brugerne af disse sider ikke er en lille afgrænset gruppe, hvilket vi betragter som en fordel, da det er med til at give specialet bredde. Variationerne markerer ydermere, at vi her beskæftiger os med sider, der skiller sig ud fra andre sociale netværkssider der, ifølge Larsen, netop kendetegnes ud fra, at disse: ”[…] brugere ofte samles på bestemte sider ud fra demografiske variabler såsom nationalitet, alder og uddannelsesmæssig baggrund, også selvom siderne ikke er designet med en sådan målgruppespecifik hensigt.” (Larsen, 2012b, s. 255). Dette synes således ikke at gøre sig gældende for pro-ana/mia sider, hvilket om muligt kan skyldes sidernes marginaliserede status. Specialets informanter vil få betydning for, hvorledes efterfølgende analyse og konklusion kan bruges. Derudover medfører udvælgelsen, at vores konklusioner primært vil være oplysende for forhold omkring en lignende målgruppe. Det synes dog ikke usandsynligt, at personer, som står i lignende situationer, både med og uden kendskab til siderne, vil kunne relatere til specialets resultater.
7.5 Interviewguider og spørgeteknikker Dette afsnit indeholder en gennemgang af specialets interviewguider, samt en præsentation af de spørgeteknikker, der blev brugt ved de syv interview. Vi har ved alle interviewene ladet os inspirere af Kvale og Brinkmanns forskellige typer af interviewspørgsmål (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 155-157), men grundet interviewenes forskellige former har nogle interviewspørgsmål været mere anvendt ved den ene type af interview end den anden. Grundet vores valg af interviewmetoder har vi været nødsaget til at forholde os til de enkelte informanter samt de specifikke interviewsituationer og deres forskelligheder, hvilket går godt i tråd med Kvale og Brinkmanns pointering af, at interview er et håndværk, der skal læres gennem praksis, hvorfor det derfor ikke er nødvendigt at følge specifikke regler eller trin for udførelsen af sine interview (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 33). Således følger først en overordnet beskrivelse af ligheder mellem specialets interviewguider. Qua de tre forskellige interviewmetoder valgte vi dog at udarbejde tre interviewguider; én til ansigt til ansigt-interviewene (Bilag 22), én til de online
36
interview over Skype-chat og E-mail34 (Bilag 23), samt én til interviewene via Word (Bilag 24), hvorfor vi derefter vil give en kort præsentation af de tre offline interview, for herefter at gennemgå de fire online interview, samt eksemplificere de tilpasninger vi har måttet foretage ved disse interview. De tre interviewguider var inddelt i fem overordnede temaer35 (Bilag 22, 23 & 24). Dette for at sikre at interviewguiden bar præg af en overskuelig inddeling for interviewer, samt for at sikre at centrale fokusområder blev berørt. (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 40). Temaerne i de respektive interviewguider blev udformet på baggrund af den viden vi havde tilegnet os ved læsning af relevant litteratur på området, samt vores forforståelser (se afsnit 5.2.1). Interviewene havde til hensigt at give os en forståelse af de meninger og betydninger, som informanterne italesatte omkring brugen af pro-ana/mia netværkssider, for herefter at kunne foretage en teoretisk analyse. Hvert interview blev indledt med en briefing, hvor vi fortalte om formålet med interviewet; for eksempel at det ville blive optaget på vores telefoner, samt at informanten ville være fuldstændig anonym. Til slut i briefingen spurgte vi om den interviewede havde noget at tilføje eller nogle spørgsmål inden vi gik i gang (Kvale og Brinkmann, 2009, s. 149; Bilag 22, 23 & 24). Alle interviewene blev ligeledes indledt med et indledende spørgsmål, hvor vi spurgte informanterne om de ville fortælle lidt om sig selv, og hvad de laver til dagligt (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 155). Dette spørgsmål havde til hensigt at starte interviewet blødt op, samt at give os et billede af informanten, og derudover at skabe en tryg og afslappet stemning ved de interview, der foregik offline. Samtlige interview afsluttedes med en debriefing, hvor vi spurgte om informanten havde noget at tilføje inden vi afsluttede interviewet (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 149). Vi fandt dette særligt vigtigt, da informanterne her kunne komme med eventuelle tilføjelser. Ingen af informanterne ved de tre offline interview havde dog noget at tilføje, hvor imens både Pia og Josefine, som deltog i online interview, havde skrevet kommentarer, hvor de udtrykte holdninger. Pia tilføjede blandt andet: ”Husk nu at Pro Ana/Mia hjemmesiderne kun er en brøkdel af et helt univers, Pro Ana/Mia hjemmesiderne er kun et midlertidigt tilflugtssted, den egentlig kamp 34 35
Dele af dette interview endte dog også med at foregå over Word grundet tidsbegrænsning. Om dig (hverdag), Pro-ana/mia, Egne pro-ana/mia sider, Online/Offline verden, Formål med siderne.
37
fortsætter når computeren slukkes og den enkelte igen må tage sine egne kampe med maden alene, uden nogen at snakke med.” (Bilag 3: 290-293)36. Dette citat kunne, som beskrevet i afsnit 7.2, være en indikator for, at informanterne ved online interview havde mulighed for at reflektere mere over deres svar. 7.5.1 Offline interview Vores sigte for de tre offline interview var ikke at blive for styrende under interviewene, men derimod at få informanterne til at fortælle mest muligt selv, hvorfor vi valgte ikke at udarbejde en lang række specifikke interviewspørgsmål. Det er dog vigtigt at have in mente, at: ”Ingen forskningsinterviews er […] fuldstændig ustrukturerede, idet samtalen altid føres på baggrund af forskerens interesse for at opnå viden om noget.” (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 34). Vi havde således nogle spørgsmål og konkrete formuleringer klar i tilfælde af, at informanten gik i stå eller kom ud på et sidespor. Selvom præfabrikerede interviewspørgsmål er styrende, henviser Brinkmann og Tanggaard dog til, at det ikke er ensbetydende med, at intervieweren ikke kan afvige fra disse: ”Den konkrete interaktion med interviewpersonen kan netop kræve, at man forfølger den fortælling, som interviewpersonen er mest optaget af at fortælle. Ofte kan det faktisk vise sig, at man ved at lytte til interviewpersonen og skubbe sine egne præfabrikerede spørgsmål lidt i baggrunden alligevel kommer rundt om de temaer, man havde forberedt at komme ind på.” (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 38). Denne vekselvirkning mellem at få informanten til selv at fortælle og holde sig til præfabrikerede spørgsmål kom særligt til udtryk, ved interviewet med Kate, da hun ved første spørgsmål hurtigt kom ind på interviewguidens efterfølgende spørgsmål. Dette interviewet udartede sig derfor mere semistruktureret37, end det var tilfældet med Terese og Nadia, da de gav kortere svar, hvorfor intervieweren her valgte at holde sig mere til interviewguiden.
36
Ved henvisning til citater vil vi henvise til bilag nummer og linjetal. Det semistrukturerede interview er kendetegnet ved en interaktion mellem forskerens interviewspørgsmål og informantens svar, hvorved intervieweren her ikke blot forholder sig til egne interviewspørgsmål, men også kan vælge at følge informantens svar, og spørge nærmere ind til disse (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 36,38).
37
38
Derudover valgte vi at stille opfølgende spørgsmål, som er kendetegnet ved, at intervieweren blandt andet anlægger en kritisk og nysgerrig holdning, hvorfor denne type spørgsmål kan udvide informantens svar, ved for eksempel at spørge direkte her indtil (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 155): Nadia:
”Sådan prøver at komme væk fra det hele.
Interviewer:
Ja.
Nadia:
Det får en til lidt at glemme, lidt om de man fejler.
Interviewer:
Hvad er det, du gerne vil væk fra?” (Bilag 7: 32-35).
Videre brugte vi udtryk som eksempelvis ’Mm’, som opfølgende spørgsmål, når vi ønskede at informanten skulle gå videre med sin beskrivelse eller forklaring (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 155). Disse udtryk som eksempelvis ’Mm’ eller ’Ja’ fungerede ydermere som en form for anerkendende og interesseret holdning til det sagte. En anden type spørgsmål var det specificerede spørgsmål, som blev særligt anvendt, hvis informanternes svar var for generelle eller for ukonkrete, da vi herigennem kunne få mere præcise beskrivelser (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 156). Interviewer:
”Nej. Betyder det mere, at man får at vide, at man er, når du siger god nok i gåseøjne, inden på siderne, end hvis man får det at vide on, altså offline?” (Bilag 7: 108-110).
Under de offline interview blev det videre tydeligt for os, at der var store forskelle på informanternes svar. Kate havde været interviewet flere gange før (Bilag 8), blandt andet dagen forinden vores interview. Hun havde således en del erfaring hermed, hvilket betød, at hun ikke havde svært ved selv at holde samtalen i gang. Det betød dog, at vi til tider måtte afbryde hendes talestrøm og stille mere direkte spørgsmål, for både at holde samtalen inden for specialets undersøgelsesområde, samt for at holde interviewet indenfor en passende tidsramme. Vi har efterfølgende reflekteret over om det, at Kate har så meget erfaring med at blive interviewet, kan ses som en mulig fejlkilde, da hun herved nærmest fremstår som ’professionel ana/mia-pige’, hvorved der kan stilles spørgsmålstegn ved, om hendes svar var standardpræget.
39
Udover at stille direkte spørgsmål havde vi også strukturerende spørgsmål, der ligeledes skulle sikre, at vi holdte samtalen inden for specialets forskningsområde som, jævnfør Kvale & Brinkmann, er interviewerens ansvar. Videre er det interviewerens opgave at markere, når et emne er udtømt, hvilket eksempelvis kan gøres ved strukturerende spørgsmål. (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 156): Terese:
”Herude der er der ikke så mange, der kender til det, tror jeg.”
Interviewer:
Nej. Okay. Ja så kunne vi godt tænke os at høre om du sådan (rømmer sig) vil beskrive det at være pro-ana og pro-mia? Øhm.” (Bilag 6: 7072).
Modsat Kate og Terese var mange af Nadias svar meget kortfattet. Vi så os derfor flere gange nødsaget til at stille sonderende spørgsmål, hvor vi søgte mere detaljerede beskrivelser eller eksempler. Dette for at give os en dybere forståelse af det sagte: Interviewer:
Hvad kunne det være for eksempel?
Nadia:
Hvis man for eksempel havde det rigtig dårligt i familien eller hvis man nu har været oppe og skændes med nogle veninder, og hvad man kan gøre der.” (Bilag 7: 177-180).
Af hensyn til informanterne valgte vi, at den ene skulle stille spørgsmål, da det grundet interviewets fysiske udformning, kunne virke overvældende, hvis der sad to og stillede spørgsmål. Derudover kunne vi også undgå at komme til at tale i munden på hinanden. Den anden havde derimod til opgave at komme med supplerende spørgsmål, samt at skrive noter til det, der ikke kunne høres via optagelserne, for eksempel hvis informanten reagerede fysisk på spørgsmål, som at kigge ned eller sidde nervøst med hænderne. 7.5.2 Online interview Som beskrevet ved indledningen i dette afsnit var vi nødsaget til at foretage nogle ændringer ved specialets online interview, grundet det forhold, at det tager længere tid at skrive end at tale. Vi fandt det således vigtigt at få stillet de mest centrale spørgsmål først inden informanterne risikerede at blive trætte. Spørgsmålene blev endvidere formuleret, så de fik et mere skriftligt udtryk.
40
Vi har valgt at bruge fællesbetegnelsen ’onlineinterview’, men dette på trods vil det følgende også eksemplificere forskelle disse imellem. Denne forskel var blandt andet særlig tydelig idet, at vi ved interviewene over Word, valgte at sende alle vores interviewspørgsmål samlet, hvor informanterne herefter sendte deres svar retur, som vi nøje gennemlæste. Ved eventuelle uklarheder eller ved svar som potentielt set kunne blive overfortolket eller misforstået tilføjede vi opfølgende spørgsmål, som informanten da skulle besvare. Vi modtog dog aldrig opfølgende svar fra Nanna og Josefine (se afsnit 7.9). Den mere ’statiske’ form ved de to interview over Word 38 gjorde os ydermere opmærksomme på, at informanterne her ikke kunne stille os spørgsmål lige inden interviewet eller løbende i tilfælde af, at der skulle være noget de var usikre på, eller hvis der var ord, som de ikke forstod. Derudover var forskellene, interviewmetoderne imellem, særligt tydelige, da det ved Skype-chat interview og interview på E-mail var muligt at dele briefingen op i mindre dele, således at informanterne havde mulighed for at læse det igennem og tilføje eventuelle spørgsmål eller kommentarer inden vi fortsatte. Den afventende position var særlig vigtig ved disse to interview, da der eksempelvis kunne være forsinkelser. Derudover fandt vi det vigtigt ikke at afbryde den interviewede, da dette kunne ødelægge flowet og skabe forvirring, hvis der eksempelvis blev skrevet om to ting på samme tid. Interviewguiden til Sofie og Nanna, indeholdt dog foruden de fem overordnede temaer, også supplerende spørgsmål, som var nedskrevet til slut i interviewguiden. Dette var spørgsmål som indgik i interviewguiden til de offline interview, men som vi bevidst havde fravalgt for at begrænse interviewets varighed af hensyn til informanten. Disse kunne så inddrages, hvis relevant, hvorfor de fungerede som en form for afrunding. Disse spørgsmål blev bevidst ikke medtaget i interviewene med Pia og Josefine, da vi her søgte at begrænse antallet af interviewspørgsmål, så det ikke skulle virke uoverskueligt. Ved online interviewene valgte vi ligeledes at stille opfølgende spørgsmål. Interviewene med Pia, Josefine og Nanna39 var dog delt op i faser, hvorfor vi først kunne stille opfølgende spørgsmål i 38
Informanterne modtog vores interviewguide, besvarede vores spørgsmål, sendte deres svar retur som vi så læste grundigt igennem. Vi tilføjede da nye spørgsmål, hvis vi ønskede at få nogle af deres svar uddybet. Pia var dog den eneste der efterfølgende sendte sine uddybende svar retur. 39 Gælder kun sidste del af interviewet med Nanna.
41
tredje fase40 (Bilag 3, 4 & 5). Som beskrevet modtog vi aldrig opfølgende svar fra Nanna og Josefine, og vi har derfor efterfølgende gjort os overvejelser om, hvorvidt de ville have besvaret vores opfølgende spørgsmål, hvis dette var blevet gjort klart i briefingen, og ikke blot på E-mail efterfølgende. Denne refleksion understreger ydermere, at man ikke blot kan følge forudbestemte regler eller trin, som tidligere beskrevet. Ved interviewene over E-mail og Skype-chat fungerede de opfølgende spørgsmål ligeledes som uddybende spørgsmål, da vi herigennem kunne følge op på tidligere besvarelser, som ønskedes uddybet: Interviewer:
”Det i orden :) Du snakkede lidt om de her støttesider på Facebook sidst. Vi er interesserede i at høre, om du mener, de vil kunne erstatte pro-ana/mia sider?” (Bilag 2: 174-176).
Men grundet disse onlineinterviews skriftlige form, kunne udtryk som ’Mm’ eller ’ja’, ikke anvendes. Med dette in mente samt at spørgsmål virker anderledes på skrift end i tale, var vi særligt opmærksomme på, at formuleringer ikke måtte blive ’revolveragtige’ ved de online interview. Vi lagde derfor stor vægt på at begrunde og frame vores spørgsmål, ved for eksempel at skrive: Interviewer:
”Ok, vi er lidt nysgerrige på hvordan man som pro-ana/mia bruger er, når man er online som offline. Hvordan oplever/tror du, at andre ser dig offline og online?” (Bilag 2: 118-120).
For ligeledes at have en anerkendende holdning til det skrevne, var det ydermere vigtigt med overgange fra informantens svar til et nyt spørgsmål: Interviewer:
”Det er et meget fint svar - og vi er rigtig glade for dit meget uddybende svar :) Så har vi nogle opklarende spørgsmål, fordi pro-ana/mia verdenen er ny for os. Vi kunne godt tænke os at vide, hvordan du vil beskrive det at være pro-ana eller pro-mia?” (Bilag 4: 46-50).
40
Vi har valgt at inddele interviewene over Word i faser (for mere herom se afsnit 7.7)
42
Ved online interviewene fandt vi det ligeledes relevant at stille specificerende spørgsmål. Ved interviewene over Word kunne disse interviewspørgsmål, ligesom de opfølgende spørgsmål, dog først blive stillet i tredje led: Interviewer o:
”Du skriver, at man ikke kan sige alt, når man ikke er på nettet – hvad kunne være grunden?” (Bilag 3: 163-164).
Ved de tre offline interview og interviewene over Skype-chat og E-mail forsøgte vi så vidt muligt at tilpasse spørgsmålene efter vores fornemmelser under hvert interview. Vi var eksempelvis særligt opmærksomme på ikke at overskride informanternes grænser, hvilket vil blive uddybet i afsnit 7.8. Ydermere var vi opmærksomme på, at bestemte spørgsmål er med til at konstruere en bestemt form for svar fra informanterne (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 30), hvorfor interviewet ikke kan anskues som en samtale mellem ligestillede parter, da interviewsituationen kontrolleres, samt defineres af intervieweren (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 19).
7.6 Præsentation af interviewsituationer Dette afsnit indeholder en præsentation af de enkelte interviewsituationer, samt en redegørelse for de overvejelser vi gjorde os inden, under og efter hvert interview. For tre af informanterne gjaldt det (Kate, Sofie og Josefine), at vi ved kontakt med disse, endnu ikke havde udarbejdet vores interviewguide, hvorfor vi, for at holde dem ’til ilden’, valgte at sende dem en mail (Bilag 16) indeholdende en kort beskrivelse af specialets formål samt fremhæve, at de ville være fuldstændigt anonyme. Dette ud fra en forforståelse om, at pigerne ellers kunne finde på at springe fra. Endeligt bad vi dem om at sende en skriftlige tilbagemelding på deres alder, samt at bekræfte, at de selv indvilligede i at deltage i specialet. Vi håbede, at denne ’forhåndsgodkendelse’ kunne sikre deres deltagelse, men som beskrevet i afsnit 7.3 sprang to fra. Ved kontakt med de fire sidste informanter (Pia, Nanna Terese og Nadia41) fik vi hurtigt aftalt tidspunkterne for interviewene, hvorfor vi vurderede, at der ikke var behov for at sende ovenstående mail til dem (for mere herom se afsnit 7.8).
41
Vi mailede aldrig med Nadia. Aftalen omkring et interview med hende gik gennem Terese.
43
7.6.1 Kate (offline) Kate var den første informant, som vi foretog interview med. Dette valgte vi, fordi hun havde erfaring fra tidligere interview, hvorfor vi havde en antagelse om, at hun kunne åbne op for nogle temaer eller spørgsmål, som vi kunne bruge ved de andre interview. Interviewet fandt sted i Kates lejlighed, efter hendes ønske. Vi talte kort om det interview hun havde deltaget i dagen for inden. Hun sad med fronten mod os således, at vi begge havde øjenkontakt med hende. Hun virkede meget åben og gav meget uddybende svar. 7.6.2 Sofie (skype-chat) Vi fik fra start et indtryk af, at vi her havde at gøre med en meget usikker pige, idet at hun blandt andet brugte en del tid på sine svar, samt generelt virkede usikker på, hvad hun skulle svare. Dette oplevede vi ved, at hun adskillige gange spurgte ind til, hvad det var, vi mente med det stillede spørgsmål, og om det eksempelvis var okay, at hun ikke satte kommaer (Bilag 2: 194 & 64). Vi har dog efterfølgende gjort os overvejelser omkring vores formulering af spørgsmål, hvilket kan læses i afsnit 7.9. Foruden usikkerhed virkede hun til tider ligeledes ukoncentreret, da der ofte var lange pauser mellem hendes svar. Dette medførte blandt andet, at interviewet forløb over to gange, da vi pludselig ikke hørte fra hende en halv time. Vi valgte da, at skrive til hende, at hun gerne måtte sende os en mail, for at sikre os, at alt var i orden. Hun skrev kort efter og fortalte at hun var blevet distraheret, hvorfor vi aftalte at færdiggøre interviewet en anden dag. 7.6.3 Pia (Word) Pia besvarede vores mail samme dag, som hun havde modtaget den. Hun ville gerne deltage som respondent, men kun såfremt specialet havde et seriøst formål. Vi valgte derfor at sende endnu en mail, hvori vi lagde særlig megen vægt på, at vi tog dette meget seriøst, og at interviewet skulle bruges i vores speciale (Bilag 10). Vi aftalte efterfølgende at foretage interviewet samme dag over E-mail, men et pludseligt problem betød, at hun var nødt til at aflyse (Bilag 10), og vi aftalte i stedet, at vi kunne sende vores interviewspørgsmål (Bilag 24), som hun så ville besvare ved lejlighed. I en mail til os, skrev hun: ”Jeg må sige at det var nogle gode spørgsmål i har stillet, jeg har her vedhæftet samme dokument med svar. jeg håber at i kan bruge mine svar, men jeg vil også bede jeg om at læse dem godt og prøve at sætte jer ind i dem med en eks-anorektikers hjerne. hvis der
44
skulle være et eller flere spørgsmål som i vil have uddybet noget mere må i meget gerne kontakte mig igen (eller hvis i skulle havde fået nogle nye spørgsmål).” (Bilag 10). Vi fik her et indtryk af, at vi havde at gøre med en meget reflekterende og mere selvsikker pige, end vi ellers havde oplevet, da hun satte nogle krav til os. På baggrund af mailen valgte vi at gennemlæse hendes svar, samt at tilføje opfølgende spørgsmål, som hun så besvarede (Bilag 3.3). Hun skrev efterfølgende i en mail til os: ”(dette interview var faktisk også en god øvelse for mig selv, til at få sat nogle ord på mine tænker omkring det).” (Bilag 10). Vi fik her et indtryk af, at det havde haft værdi for Pia, at deltage i interviewet. 7.6.4 Nanna (E-mail og Word) Nanna svarede ligeledes tilbage samme dag, som hun havde modtaget vores mail. Hun ville gerne gå med til et interview, såfremt det kunne foregå på online. Vi aftalte, at vi kunne interviewe hende dagen efter over E-mail, men grundet en begrænset tidsramme for interviewets varighed var vi nødsaget til at sende de resterende interviewspørgsmål til hende i en samlet mail. Vi læste efterfølgende hendes svar igennem og tilføjede opfølgende spørgsmål. Det betød således, at vi ved dette interview var nødsaget til at gøre brug af to forskellige metoder, hvorfor første del af interviewet vil være præget af en korrespondance med uddybende spørgsmål og svar, hvorimod der ved sidste del af interviewet vil forekomme opfølgende spørgsmål, men af ukendte årsager ingen opfølgende svar42 (Bilag 11, Bilag 4). 7.6.5 Josefine (Word) Josefine var fra start længere tid om at besvare vores mails, hvorfor vi i begyndelsen var lidt usikre på, hvorvidt hun egentligt var interesseret i at deltage. Derudover forekom der en del misforståelser (Bilag 12), hvilket blandt andet resulterede i, at et potentielt interview over Skype-chat ikke kunne stables på benene. Efter igen ikke at have hørt fra hende i en periode, valgte vi at spørge om hun stadig havde interesse i at svare på vores spørgsmål. Hun bad os da om at sende vores interviewspørgsmål. Hendes svar var korte, og indikerede, at hun forholdte sig kritisk. Som afsluttende bemærkning skrev hun:”håber i kunne bruge min svar til bare lidt og undskyld det trak så langt ud men har måtte lave det lidt i smu som i ved er det ikke noget andere i min hver dag kender til ☺ mange håbe fulde hilsner ……. Sig endelig til hvis i skal bruge mere info” (Bilag 5: 42
Vi skrev gentagende gange og spurgte om hun ville besvare vores opfølgende spørgsmål, men vi modtog aldrig respons.
45
163-167). Efter gennemlæsning af Josefines svar valgte vi at sende opfølgende spørgsmål, men modtog dog ligeledes aldrig opfølgende svar (Bilag 5). 7.6.6 Terese og Nadia (Offline) Ved modtagelse af Tereses mail fik vi hurtigt aftalt at afholde interviewet dagen efter. I samråd med pigerne valgte vi at afholde interviewene på et lokalt bibliotek. På vej hen til biblioteket talte vi kort med pigerne om deres dag. Terese fortalte, at hun havde været i skole. Nadia havde været til tandlægen, og havde der fået konstateret syreskader, som tandlægerne ikke kunne gøre noget ved. Ved den korte samtale med pigerne fik vi hurtigt et indtryk af, at vi her havde at gøre med to vidt forskellige piger. Terese virkede meget åben, talte højt og tydeligt og grinte meget. Nadia derimod virkede meget sky og svarede ofte med ja og nej eller hviskede. Inde på biblioteket valgte vi at placere os i et lille hjørne afskærmet af bogreoler. Dette for at minimere eventuel støj eller forstyrrelser. Efter pigernes egne ønsker interviewede vi Terese først. Hun satte sig hurtigt inderst og forklarede det med, at hun så var gemt lidt væk. Ved interviewets begyndelse virkede hun meget nervøs og stillede en masse spørgsmål, eksempelvis hvor langt tid interviewet ville tage, og om hun nu var anonym. Vi valgte at bevare hendes spørgsmål med det samme i håb om, at det ville gøre hende mere tryg på trods af, at vi ville have berørt disse i interviewets briefing. Vi fornemmede dog, at hun efter det indledende spørgsmål virkede mere afslappet med interviewsituationen. Ligesom Terese valgte Nadia at sætte sig inderst. Hun virkede fortsat meget genert, sad med bøjet nakke og forstyrrede hænder. Hendes svar var meget korte, og vi fik indtryk af, at hun havde svært ved at svare mere uddybende. Grundet vores mailkorrespondance med Terese (Bilag 13), blev vi begge overraskede over den pige, der sad overfor os, da vi, jævnfør Tereses mail, havde regnet med, at hun ikke havde det store kendskab til pro-ana/mia netværkssider: “Jeg håber det er okay jeg bringer en af mine veninder med selvom hun ikke ejer en proana side? Hun kender også til fænomenet proana/mia, jeg er sikker på hun også vil kunne besvare mange af spørgsmålene!” (Bilag 13). Nadia viste sig dog, at være meget mere inde i ‘pro-ana/mia miljøet’ end først antaget, og vi endte med at være enormt bekymrede for hende, grundet hendes udtalelser under interviewet, samt hendes henvisninger til de fysiske mén, som hun havde fået grundet sin spiseforstyrrelse (Bilag 7: 242, 460, 431-434). Efter interviewet gjorde vi os mange overvejelser omkring, hvorvidt det var etisk forsvarligt at interviewe
46
Nadia, samt om det var forsvarligt at bruge interviewet i specialet. Vi valgte dog dette efter samråd med vores vejleder.
7.7 Transskribering Hvert af de tre offline interview blev optaget på to telefoner, så vi kunne koncentrere os om emner og dynamik (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 201), samt for at sikre os, at vi ikke mistede noget af interviewet i tilfælde af opkald eller andre uventede afbrydelser. Ved interviewet med Kate ringede den ene telefon, hvilket betød, at vi ikke havde hele interviewet på denne telefon, hvorfor det var en stor fordel, at vi optog på to telefoner. Videre var vi opmærksomme på, at valget om at optage kunne have betydning for den interviewede, og det sagte, da den interviewede kunne føle sig skræmt ved den akkurate citering. Set ud fra vores videnskabsteoretiske ståsted, er det dog ikke muligt at foretage et fuldstændigt neutralt interview, da der altid vil være flere forhold, som kan påvirke. Havde vi for eksempel valgt at citere informanterne i stedet, kunne der have været en risiko for, at vi havde måttet bede dem om at gentage det sagte eller, at vigtig information var gået tabt. Vi er opmærksomme på, at det talte henholdsvis det skrevne sprog, er to forskellige sproglige medier (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 43). Vi er ligeledes opmærksomme på, at en udskrift er: ”[…] en oversættelse fra én narrativ form – mundtlig diskurs – til en anden narrativ form – skriftlig diskurs” (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 200). Dette på trods valgte vi alligevel at transskribere de offline interview, også med det in mente, at en del information, såsom kropssprog, ironi og stemmeføring, går tabt, idet man transskriberer (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 43). Vi valgte derfor at bibeholde gentagelser, at medtage ord som ’øh’,’ mm’ og ’øhm’, samt at gengive grin, afbrydelser og pauser. Sidstnævnte er markeret ved at skrive ’pause’ i parentes, hvortil tre prikker er blevet brugt ved kortere tænkepauser. De tre interview blev således transskriberet i deres fulde længder. (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 203). Vi har yderligere været særligt opmærksomme på, at det ved mundtlig kommunikation ikke er givet, hvornår en sætning slutter og en ny begynder (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 43). Dette på trods har vi valgt at sætte kommaer og punktummer ud fra, hvad vi fandt naturligt i forhold til informantens talestrøm, samt ud fra et ønske om at gøre transskriberingen så læservenlig som mulig. Punktummer markerer således, at informanten starter på noget nyt, hvor imens kommaer hovedsagligt er blevet brugt ved mere opremsende sætninger eller efter brugen af eksempelvis ’øh’, for at markere en naturlig pause i informantens talestrøm.
47
Vi valgte at transskribere dagen efter vi havde foretaget interviewene, således at det sagte stadig var klart i vores hukommelse (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 43). For at sikre transskriberingernes reliabilitet blev det transskriberede først gennemlyttet to gange af den, som havde transskriberet det, og efterfølgende hørt igennem af den anden (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 206). Kvale og Brinkmann argumenterer dog for: ”[…] at ingen transskription er mere objektiv end den anden; der er snarere tale om forskellige skriftlige konstruktioner ud fra den samme mundtlige passage” (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 208). På baggrund heraf ville der således være mulighed for, at transskriptionerne kunne se anderledes ud, hvis andre havde foretaget transskriberingerne (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 209). Modsat de offline interview er de online-interview selv-transskriberende (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 36). Af hensyn til informanterne valgte vi efterfølgende at sløre navne eller andre personlige oplysninger, som kunne afsløre dem (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 209). Dette er markeret med sort.43 Dette kunne vi dog gøre direkte i transskriberingen af de offline interview. Derudover har vi ved de online interview valgt ikke at rette informanternes skriftlige svar for stavefejl, da vi ønskede at være mest mulig tro mod informanternes svar. For at give læseren et indblik i online-interviewenes tilblivelse, samt for at vise hvert led, har vi valgt at inddele dem i faser, henholdsvis fire faser for interviewet med Pia og tre for interview med Nanna og Josefine. Således indeholder første fase vores interviewspørgsmål og informantens svar. Anden fase indeholder vores interviewspørgsmål, informantens svar og vores uddybende spørgsmål. Tredje fase indeholder vores interviewspørgsmål, informantens svar, vores uddybende spørgsmål, samt informantens uddybende svar44. Det fjerde og sidste led indeholder de samme informationer som i bilaget fra tredje led (i Pias tilfælde) og de samme informationer som i andet led (i Nanna og Josefines tilfælde). De tre interview har fået hvert deres bilag nummer (Bilag 3, 4 & 5 samt 3.1-3.3, 4.1-4.2 og 5.1-5.2). Vi har valgt at opstille de online interview, som ved de tre offline interview for læsevenlighedens skyld. Vi er dog bevidste om, at dette kræver ekstra opmærksomhed fra læserens side, da der vil
43
Dette har vi ligeledes valgt for de tre ansigt til ansigt-interview, men eftersom vi selv transskriberede disse kunne vi erstatte deres rigtige navne med nye direkte under transskriberingen. 44 Denne fase har vi dog måtte undvære ved interviewet med Nanna og Josefine, eftersom de aldrig sendte deres opfølgende svar retur.
48
forekomme krydshenvisninger45 enkelte steder i dokumentet. Da vi selv er særligt opmærksomme herpå, mener vi ikke, at det vil få nogen betydning for vores kodning eller analyse. Alle interviewene er vedlagt specialet som bilag 1, 2, 3, 4, 5, 6 & 7, samt bilag 25, 26 & 27 (lydfil af interview med Kate, Terese & Nadia).
7.8 Etiske overvejelser Dette afsnit indeholder de etiske overvejelser vi gjorde os i forbindelse med specialet. Afsnittet tager udgangspunkt i Kvale og Brinkmanns fire områder inden for etiske retningslinjer; informeret samtykke, fortrolighed, konsekvenser, samt forskerens rolle (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 86-95). De beskriver, hvordan kvalitativ interviewforskning må ses som belastet: ”[…] af lige så mange komplekse etiske problemstillinger som andre former for forskning, der involverer mennesker som deltagere.” (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 95). Med dette in mente gjorde vi os således nogle konkrete etiske overvejelser i forhold til de syv interview. 7.8.1 Informeret samtykke Da fire af informanterne er under 18 år (15 og 17 år)46 gjorde vi os en del overvejelser i forhold til, hvem der burde give informeret samtykke. Eventuel samtykke fra forældre var dog, grundet pigernes hemmeligholdelse af deres brug af pro-ana/mia netværkssider, ikke en mulighed, hvis vi ønskede at få pigerne i tale. Vi valgte derfor at sende en mail til Kate og Sofie, hvori de skulle bekræfte, at de deltog frivilligt i interviewet (Bilag 8 & 9). Vi aftalte, at interviewet med Kate skulle foregå ansigt til ansigt, og fandt dette forsvarligt, da hun er 20 år. Interviewene med Josefine, Pia, Nanna og Sofie foregik online, hvorfor vi således aldrig mødtes med pigerne og kun kender deres navne og alder. Ved interviewet med Terese og Nadia (begge 15 år) aftalte vi ligeledes at mødes offline til et ansigt til ansigt-interview. Vi gjorde ved alle interviewene meget ud af, at informere informanterne omkring specialets formål og procedure ved en briefing og debriefing. Vi lagde her særlig vægt på, at de ville være fuldstændig anonyme i specialet. Videre informerede vi dem om, at lydfiler, interviewsamtaler, transskriptioner samt mail- og smskorrespondancer udelukkende ville blive anvendt i specialet, og at det kun ville være os, vejleder og censor, der ville få adgang til disse. (Bilag 31; Kvale & Brinkmann, 2009, s. 89-90). 45
Med dette menes der, at informanten kan henvise til noget hun har beskrevet tidligere. Ved interview med Pia bekskriver hun blandt andet et fællesskab i skolen: ”Tænk på det eksempel jeg nævnte med skole gruppen” (Bilag 3: Linje 55). Dette fællesskab får læseren dog først beskrevet på linje 212-230. Sådanne krydshenvisninger vil dog kun forekomme ved interviewet med Pia. 46 Tre er 15 år, en er 17, en på 18, en på 20 og en er 21.
49
7.8.2 Fortrolighed Vi har valgt at tildele alle informanterne nye navne. Ligeledes vil private data, som kan identificere deltagerne ikke blive afsløret grundet ansvaret om at holde sådanne informationer fortrolige (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 91). Vi har dog været opmærksomme på denne dobbelthed i forbindelse med deltagernes anonymitet, da det på den ene side beskytter dem, men på den anden side også kan fratage deltagerne deres stemme i forskningen, da de ikke kan modsige forskerens fortolkninger (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 91). Dette bliver der dog taget højde for i specialets analyse, da vi her efterstræber at være tro mod informanternes udtalelser i vores fortolkninger. Ved hvert citat, som inddrages i analysen, vil målet derfor være at opnå en fælles forståelse af det sagte for herved at undgå overfortolkning. Vi har været ekstra opmærksomme på dette ved interviewene med Josefine og Nanna, da vi mangler deres opfølgende svar. Ved kategorisering og kodning af de to interview var vi derfor her særligt opmærksomme på steder, som kunne være lidt uklare. I tilfælde af tvivl omkring, hvad pigerne mente med det skrevne, fravalgte vi at inddrage dette i analysen, da det kunne have medført eventuelle overfortolkninger. 7.8.3 Konsekvenser Grundet specialets fokusområde, og det forhold at flere af pigerne havde diagnoser, og gik eller havde gået i behandling, var vi opmærksomme på, at det ikke måtte blive et terapeutisk interview. Vi valgte derfor, i interviewenes briefing, at gøre det klart for informanterne, at vi ikke var interesserede i diagnoser (Bilag 22, 23 & 24). Vi var ydermere særligt opmærksomme på, at vi ikke fik sat noget i gang hos informanterne, som vi ikke kunne kontrollere. Med dette in mente afvejede vi derfor løbende stemningen og gjorde særligt meget ud af at informere dem om, at det var i orden, hvis der var spørgsmål som de ikke ønskede at svare på, og at de måtte sige til, hvis nogle af spørgsmålene gik over deres grænser. Vi var således opmærksomme på, at der kunne være store forskelle på, hvad de enkelte informanter ville svare på, samt forskelle på, hvor langt vi ville kunne gå med de enkelte spørgsmål. Dette blev vurderet undervejs ved hvert af de tre offline interview og interviewene over Skype-chat og e-mail. Ved de online interview over Word havde vi ikke på samme måde mulighed for at vurdere de enkelte spørgsmål, men informanterne havde her mulighed for at springe spørgsmål over, hvis de blev for nærgående. Vi har endvidere valgt, at informanterne ved de tre offline interview ikke skal have mulighed for at læse transskriberingerne igennem. Dette valg skyldes, at der er forskel på tale og skrift, hvorved informanterne dermed kunne blive chokeret over, hvor usammenhængende deres tale ville tage sig ud efter at være blevet transskriberet. (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 92). Den skriftlige form ved
50
online interviewene betød derimod, at informanterne selv kunne læse deres svar igennem, samt slette eventuelle informationer, som de alligevel ikke ønskede at dele med os. 7.8.4 Forskerens rolle Der vil altid være en asymmetrisk magtrelation mellem den interviewede og interviewer, da man som forsker: ”[…] som regel er positioneret som den relativt stærkeste part” (Kvale og Brinkmann, 2009, s. 95). Ud fra dette opstår der i interviewforskning spørgsmål om validitet og etik. Med vores egen position in mente, samt ud fra kravet om, at den viden vi fremlægger i vores speciale skal overholde kravet om etik, validitet og videnskabelig kvalitet (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 93), har vi bestræbt os på at gøre de procedurer, som skal danne grund for opsummeringerne, så gennemsigtige som muligt. Denne gennemsigtighed vil ydermere give læseren større mulighed for at se, hvorledes vi er kommet frem til de respektive opsummeringer.
7.9 Metodiske refleksioner Efter udførelsen af specialets interview har vi gjort os en del overvejelser, hvorfor dette afsnit indeholder refleksioner over vores metodiske til- og fravalg, samt fordele og ulemper herved. 7.9.1 Kontakt til og valg af informanter Efter at have bevæget os rundt på pro-ana/mia netværkssider, var vi blevet særligt bevidste om, at vi her havde at gøre med en særligt sårbar gruppe, hvorfor vi gjorde os overvejelser omkring, hvem vi kunne kontakte i forbindelse med vores rekruttering af informanter, samt hvordan vi kunne kontakte dem. Vi gjorde os blandt andet en del metodiske refleksioner i forhold til pigernes beskeder i gæstebøgerne på pro-ana/mia siderne, og om det var forsvarligt at maile til dem. Potentielle informanter blev således fravalgt, hvis vi fandt deres indlæg alarmerende eller bekymrende 47 og/eller mente, at et interview kunne skade mere end det ville gavne. Derudover har vi gjort os en del overvejelser omkring, hvilken betydning det har haft, at vi har skrevet til pigerne på siderne, da det kunne tænkes, at brugerne her har haft en oplevelse af, at vi overskred deres private grænse, hvilket kunne være en grund til at så få valgte at svare tilbage på vores henvendelse. 47
Følgende eksempel er taget fra en pro-ana/mia netværksside: ”Hej allesammen. Jeg er en pige på 17. Jeg er lige nu indlagt på psykiatrisk med depression og anoreksi. Jeg har brug for hjælp af jer. Herinde tager jeg på, de holder øje med om jeg spiser. Min plan er at når jeg kommer hjem så skal jeg tabe mig igen. Nogen der har nogle gode forslag til hvordan man kan snyde familien til at tro du stadig er ved behandling? Please hjælp mig, jeg kan ikke holde tanken ud om at skulle op i vægt og især ikke i længere tid!! Skriv en mail: …………..”. (Link 40). Dette er et eksempel på en informant som vi bevidst undlod at kontakte, da vi fandt hendes indlæg yderst bekymrende og derfor ikke mente at kunne forsvare et interview med hende.
51
Vi gjorde os videre en del overvejelser i forhold til informanten Kate, da hun havde erfaring med interview fra tidligere. Vi så dog fordele ved, at hun eventuelt ville kunne inspirere os til andre relevante spørgsmål. Under interviewet fik hun blandt andet sået tvivl omkring, hvad betegnelsen ’pro’ (for pro-ana/mia) stod for, hvorfor vi ved de efterfølgende interview bad informanterne om at forklare eller beskrive, hvad de mente pro stod for48. 7.9.2 Refleksioner over de der sprang fra Som tidligere beskrevet sprang to informanter fra. En mulig forklaring herpå kunne være, at de følte sig usikre over ikke at have modtaget spørgsmålene inden selve interviewet, og at uvisheden omkring vores spørgsmål blev for skræmmende. En anden forklaring kunne være, at de frygtede at blive opdaget af for eksempel deres forældre, samt det, at vi havde kunnet finde deres mails, ved blot at besøge siderne, hvilket kan have givet dem en indsigt i, at de ikke er så svære at finde, som de måske først havde antaget, samt at andre i deres omgangskreds herved potentielt set også kan finde dem. Derudover kunne de også have følt, at der var gået for lang tid mellem vores kontakt og udformningen af vores interviewguider, hvorfor de måske var blevet utålmodige. Dette har vi videre gjort os en del refleksioner omkring og har efterfølgende erfaret, at det ved denne gruppe ville være at foretrække, hvis interviewguiderne var udformet, så at man ville kunne foretage interview med det samme. Dette ligeledes da flere af dem var længe om at besvare vores mails, samt da vi derved ikke havde behøvet at korrespondere over længere perioder. På den anden side kan korrespondancerne over mail også have betydet, at informanterne herved har følt sig mere trygge ved at deltage, da man kan forestille sig, at de har fået et tydeligere billede af interviewerne på den anden side af computeren. 7.9.3 Valg af interviewmetoder Ved specialets start gjorde vi os flere overvejelser omkring valg af metode. I begyndelsen var sigtet at foretage et fokusgruppeinterview, for derefter at foretage enkeltmandsinterview med de samme informanter. Ønsket om et fokusgruppeinterview måtte dog fravælges, grundet vanskeligheder med at skaffe informanter, samt det forhold, at flere ikke ønskede at mødes med os. Vi valgte derfor at foretage enkeltmandsinterview, både online og offline, metoder der gjorde det muligt at få flere brugere i tale. Vi har efterfølgende gjort os overvejelser i forhold til muligheder og begrænsninger ved de valgte metoder. Med hensyn til online interview, var disse en udfordring, da vi ikke havde gjort os 48
Vi valgte dog ikke at tilføje dette som et ekstra spørgsmål til interviewguiden.
52
erfaringer med sådanne metoder tidligere. Derudover var det vanskeligt at fremskaffe litteratur herom, hvorfor vi selv har måttet tage mange metodiske beslutninger, som efterfølgende har haft både positive og negative konsekvenser. Fælles for de fire online interview var, at det gav informanterne længere tid at reflektere over deres svar, hvorfor det måske havde været bedre at bruge denne metode ved interviewet med Nadia, da hun i interviewet udtrykte, at det for hende er nemmere at skrive ting ned, end at tale med en person (Bilag 7: 230-231). På den anden side oplevede vi ved interviewet med Sofie, at hun var længe om at svare. Det kunne om muligt skyldes lang refleksionstid eller, at hun ikke følte noget behov for at svare prompte, da vi ikke sad fysisk over for hende, og ventede på svar, som ved de offline interview. Vi har endvidere fundet både fordele og ulemper ved vores beslutning om at sende vores spørgsmål samlet i et Word-dokument. Disse interview kunne, grundet deres udformning, minde om kvantitative spørgeskemaer, men vi mener dog at have undgået dette ved at tilføje opfølgende spørgsmål, samt ved at have givet informanterne mulighed for at tilføje opfølgende svar. Videre var det ved denne metode ikke muligt at tilpasse hvert spørgsmål til den enkelte informants baggrund og ordforråd, hvilket ellers påpeges som væsentligt, da det samme spørgsmål betyder noget forskelligt for forskellige mennesker. (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 155). Da det ikke var muligt kan der således have været en risiko for, at informanterne har misforstået vores spørgsmål, og ligeledes en grund til at nogle spørgsmål ikke blev besvaret49. Denne metode ville således ikke være at foretrække ved interviewet med Sofie, da vi flere gange oplevede, at hun ikke forstod vores ordvalg. Vi er bevidste om, at vores valg af metoder har haft betydning for den viden, vi har kunnet producere, samt at vores valg om at kombinere flere forskellige metoder har haft en betydning. Vi er ligeledes opmærksomme på, at det har haft nogle konsekvenser, at vi har måttet tage nye, mangeartede og alternative metoder i brug, men grundet ønsket om at give brugerne en stemme, mener vi, at dette kan forsvares. Vi er endvidere bevidste om, at interviewet, ligesom enhver anden forskningsmetode, har sine begrænsninger (Brinkmann & Tanggaard, 2010, s. 34). Men grundet projektets problemformulering vil vi dog plædere for, at vores valg om at foretage henholdsvis offline og online interview har været de mest givtige metoder for specialets genstandsfelt.
49 Ved
interviewet med Josefine fik vi blandt andet ikke hendes beskrivelse af det at være pro-ana/mia.
53
7.10 Analysestrategi Før at vi i næste kapitel påbegynder specialets analyse, vil vi i det følgende afsnit redegøre for den anvendte metodestrategi som vi benytter til at favne vores datamateriale. Vi har valgt at tage afsæt i værket ’Making sense of qualitative data: Complimentary research strategies’ (1996) af sociologerne Amanda Coffey og Paul Atkinson (Coffey & Atkinson, 1996, s. 206), og deres metode til organisering af kvalitative data via kodning. Eftersom de kun anvendes i dette afsnit, har vi valgt blot at introducere dem her. Specialets sigte på at undersøge, hvilken betydning brugen af pro-ana/mia netværkssider har for brugere og tidligere brugere, og hvilke positioner der stilles til rådighed gennem brugen af disse sider, indeholder en empirisk såvel som teoretisk del. Vi havde ved specialets start nogle teoretiske forforståelser i forhold til, hvad vi forventede der ville komme til udtryk i empirien, forforståelser der ligeledes prægede vores interviewguider. Via kodning som metode viste det sig dog, at empirien udfordrede vores forforståelser ved flere lejligheder, hvorfor vi løbende har været nødsaget til at modificere vores teoretiske fokus. Som start i vores analytiske proces, valgte vi at kode, både sætninger og større afsnit af vores indsamlede data, ved at læse vores interview igennem gentagende gange. Ved gennemlæsningerne fandt vi frem til gentagelser og dobbeltheder, hvilket udgjorde koderne; normal, hobby, ungdomsoprør, sammenligning, ana, mia, vil, kan, positiv, negativ, dem, os, sygdom og livstil. Vi sammenlignede herefter de gennemarbejdede transskriptioner, og de koder vi havde fundet, og vi fandt derudfra frem til de overordnede temaer, der udgør rammen for specialets analyse. På baggrund heraf inddelte vi det empiriske materiale i temaer, der kunne være væsentlige for belysningen af specialets problemstilling. (Coffey & Atkinson, 1996, s. 27, 28). Som sidste led i processen valgte vi at udvide de udvalgte koder ved at placere dem i en teoretisk ramme, hvorved vi således både har kunnet forholde os åbent over for det som informanterne selv italesatte, samt tilføre dette et teoretisk perspektiv. Ved koderne ’dem og os’ valgte vi for eksempel at inddrage Goffman, hvorved vi har kunnet hæfte begreber på som ’de egne’ og ’de kloge’. Ligeledes blev vi opmærksomme på, at et tema som ’at være ung i dag’ var særligt centralt, hvorfor vi fandt det relevant at inddrage Mørch, som vi ved specialets start blot havde en forventning om skulle fungere som rammesættende i specialets indledende sider. Koderne må således anskues som linket mellem vores råmateriale (transskriptionerne af interviews), vores teoretiske grundlag og som
54
en metode til at sammenholde vores indsamlede data med vores forforståelser (Coffey & Atkinson, 1996, s. 28-29). Grundet denne vekselvirkning mellem vores empiriske materiale og teori, kan det argumenteres for, at vi således har arbejdet abduktivt, hvorfor vores analytiske viden derfor både er empirisk baseret og teoretisk informeret (Halkier, 2001, s. 44). Denne
analytiske
proces
går
godt
i
tråd
med
vores
videnskabsteoretiske
ståsted,
socialkonstruktionismen, da henholdsvis processen og resultaterne, der analyseres frem, må ses som værende afhængig af forskerens subjektive tolkning samt forskerens forforståelser. Analysens resultater er derved konstrueret ud fra vores fortolkninger af både det empiriske materiale samt teori. Igennem bearbejdning af empirisk materiale er det essentielt at have in mente, at der her opstår nye relevante kodninger af materialet, hvorved et endeligt slutresultat ikke kan siges at findes. Slutresultatet må i stedet siges at ligge i forskerens fokus. De inddragede kodninger vi medtager fra det empiriske materiale, må derfor ses ud fra vores problemformulering, fortolkninger samt ud fra omstændigheder som, at vi har måttet begrænse os. (Coffey & Atkinson, 1996, s. 27, 30). Som supplement til vores egen empiri har vi valgt at inddrage relevante dele af brevene fra Ana og Mia, samt citater fra respektive pro-ana/mia netværkssider. Dette for at eksemplificere eller som en måde hvorpå vi kan få en forståelse for, hvad informanternes udtalelser er et udtryk for. Vi er opmærksomme på, at citaterne fra siderne er taget ud af en kontekst, og vi har derfor gjort os nøje overvejelser forinden brugen heraf.
55
8.0 Præsentation af informanter Dette afsnit indeholder en beskrivelse af specialets syv informanter. Dette med sigt på, at læseren kan danne sig et indtryk af pigerne inden specialets analyse. Informationerne er hentet ud fra de respektive interview, samt ud fra mailkorrespondancerne, som alle er vedlagt som bilag.
8.1 Kate Kate er 20 år, har færdiggjort en gymnasial uddannelse, og er i dag på kontanthjælp. Kate beskriver, at hun har været spiseforstyrret i fem et halvt år. Hun har primært lidt af bulimi, men betegner ikke sig selv som kun værende en ’mia-pige’. Hun fortæller, at hun foruden at lide af bulimi også lider af:”borderline, selvskade, selvmord, angst, OCD, hypokonderi, psykoser[…]” (Bilag 1: 856-857). Hun beskriver, at hun har haft to pro-ana/mia hjemmesider, men at den ene er lukket ned, og at hun næsten aldrig bruger den anden. I dag er det i stedet primært Instagram eller støttesider for spiseforstyrrede som hun benytter sig af, hvorfor hun mener, at hun i dag er kommet meget videre i forhold til sin spiseforstyrrelse.
8.2 Sofie Sofie går i 9. klasse og er 17 år. I sin fritid arbejder hun hos en bager, træner og ser sine veninder. Hun lever, som hun selv beskriver det, et: ”helt almindeligt ungdomsliv” (Bilag 2: 34). Sofie har været indlagt med anoreksi, og beskriver sig selv som en ’ana’ og ikke en ’mia’. Hun bruger i dag ikke siderne lige så meget som før, da hun føler, at hun har lagt anoreksien mere bag sig, men tilføjer dog, at hun for nogle måneder siden søgte en pro-ana veninde, fordi hun følte, at hun ikke længere kunne kontrollere sit madforbrug.
8.3 Pia Pia er 21 år og er på nuværende tidspunkt på grundforløbet som dyrepasser. Pia blev tvangsindlagt med anoreksi som 19-årig, men beskriver i dag sig selv som: ”gammel anorektiker” (Bilag 3: 146147). Pia har aldrig haft sin egen pro-ana hjemmeside, men har læst det, der har stået på de sider hun har brugt. Pia beskriver, at hun ikke bruger pro-ana/mia siderne længere, da hun: ”[…] ønsker at kommer videre med livet”. (Bilag 3: 92-93). Hun tilføjer dog, at der har været få undtagelser, og at hun blandt andet har kigget på thinspo50 i perioder, hvor hun har følt sig stresset eller deprimeret.
50
Thinspo henviser til thinspiration, som er beskrevet i afsnit 4.2.2.
56
8.4 Nanna Nanna er 15 år, går i 9. klasse og er spejder i sin fritid. Hun er adopteret, og beskriver, at hun tidligere har været elite springgymnast, men stoppede som 14-årig: ”[…] pga. at presset blev for stort, og fordi jeg fik diagnosen anorexia nervosa.” (Bilag 4: 96-97). Hun skriver efterfølgende, at hun har andre diagnoser foruden denne ene, men kommer ikke yderligere herind på.51 Nanna er på nuværende tidspunkt under recovery52, og fortæller, at hun stadig bruger pro-ana/mia siderne i dag til at se billeder, samt for at læse det de andre brugere skriver. Derudover har hun en Instragram profil, hvor hun blandt andet ligger billeder op af sin krop.
8.5 Josefine Josefine er 18 år og går i 2.g på HTX. Hun har tidligere boet hos en plejefamilie, men bor i dag alene i egen lejlighed. I sin fritid arbejder hun som svømmeinstruktør i en svømmehal. Josefine har fulgt mange pro-ana/mia sider, og var aktiv bruger i tre år. Hun beskriver, at hun ser sig selv som pro-ana bruger og ikke pro-mia bruger. Trods sit aktive brug af siderne har Josefine aldrig haft sin egen pro-ana/mia side, men har haft lyst til at lave en adskillige gange. I dag bruger hun ikke længere siderne, men kigger en gang imellem på dem for at se billeder eller for at hente inspiration til slankekure.
8.6 Terese Terese er 15 år og går i 9. klasse. Terese beskriver, at hun bruger pro-ana/mia siderne mere end fem gange om ugen. Hun benytter sig blandt andet af en engelsk side kaldet ’My Pro-Ana’, men hun har også sin egen side. Denne må i Tereses optik opfattes som en pro-ana side, idet den indeholder proana tips. Siden bliver dog overvejende brugt som en blog, hvor hun kan nedfælde sine følelser.
8.7 Nadia Nadia er 15 år, og går i 9. Klasse. Til daglig beskriver hun, at ”[…] der er jeg bare sammen med mine venner.” (Bilag 7: 29-30). Nadia var første gang på en pro-ana/mia side, da hun var omkring tolv år og fortæller, at hun oprettede en profil på en side som tretten årig, som hun siden har været inde på hver dag. Nadia mener, at det at være pro-ana og pro-mia stort set er det samme, og
51
Vi har dog efterfølgende fundet ud af, efter at have læst på en pro-ana/mia side, at hun også er cutter. Vi har dog valgt ikke at sætte link herpå af etiske hensyn til informantens privatliv. 52 Recovery er en måde, hvorpå personer med en sindslidelse kan lære at komme sig helt eller delvist. Målet er at kunne leve et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, trods de begrænsninger der end måtte være. (Link 41).
57
beskriver heller ikke sig selv som værende enten det ene eller det andet. Nadia beskriver ydermere, at hun i to år har haft en depression udover sin spiseforstyrrelse.
58
9.0 Analyse Vi vil i følgende kapitel præsentere vores analyse, som er inddelt i fire overordnede analysedele. Efter hver analysedel følger en kort opsummering med centrale hovedpointer. Hvis dele af citatet er udeladt eller, hvis der er indsat læsevenlige ord, er dette markeret med […] og [ord]. Som tidligere skrevet har vi valgt ikke at rette de online interview for stavefejl, enkelte steder er dette dog fundet nødvendigt af hensyn til en forståelse af det sagte, hvilket er markeret med [ord fodnote].
9.1 Analysedel 1 9.1.1 Hvad betyder ’pro’? Vi havde en forforståelse om, at der var én klar definition af begrebet ’pro’, og at dette henviste til, at man var ’for’53 noget, i dette tilfælde for brugen af pro-ana/mia sider. Under de respektive interview blev det dog klart for os, at informanterne talte ud fra en anden diskurs, da de havde andre forståelser af, hvad pro betød. I følgende citat argumenterer Kate blandt andet for, at der ikke er en klar definition: ”Øhm, der har sådan været meget diskussion om, hvad det der pro egentligt stod for. […]om det var når man var god til det i gåseøjne, altså når man var god til at sulte sig selv, god til at kaste op eller om det var, når man ligesom så det som en livsstil.” (Bilag 1: 559-563). Ifølge Kate kan begrebet pro således blandt andet henvise til det at være god til noget. Terese giver ligeledes udtryk for, at der ikke er en klar definition, idet hun udtrykker: ”Og jeg ved ikke, hvornår man kalder det pro, fordi altså, der er mange, der siger, at det er professionelle.” (Bilag 6: 139140). Både Kate og Terese er således inde på, at pro betyder eller henviser til, at det er noget, man er god til eller professionel til. Det kunne på baggrund heraf tolkes som, at der er noget præstige i at kunne kalde sig pro, da det indikerer, at denne person har noget som hun er god til. Det synes i forlængelse heraf interessant at stille spørgsmålstegn ved, om pigernes brug af siderne kan siges, at skyldes et behov for at finde noget håndgribeligt, som de er gode til? Nadia giver ligeledes sit bud på, hvad hun mener pro står for: ”Jeg tror lidt ligesom, at man er sikker på, at nu gør man det, og man ikke kan komme ud af det igen. Nu er det en permanent sygdom, som man ikke kan komme ud af. Medmindre man får hjælp fra hospitalet.” (Bilag 7: 539541). Det er interessant, at Nadia her kobler pro til det at have en permanent sygdom, da hun herved må udtrykke, at man i hendes optik kan blive syg af at være pro. Man kan dog undre sig over, hvorfor nogen, såfremt de har samme forståelse af begrebet som Nadia, ville vælge at gå ind i 53
(Link 42)
59
noget, som de på sigt kunne blive syge af? Samt stille spørgsmålstegn ved handlingen bag det at gå ind i noget, som de ikke selv kan komme ud af igen? Det kan synes meningsløst for den, der ikke benytter sig af siderne, hvorimod det ud fra Mørch kan anskues som et selvstændigt valg, der er truffet ud fra, at man som ung i dag ikke må være passiv, men i stedet være aktør i eget liv. De unge må derfor selv træffe valg og skabe mening for sig i verden, hvorfor han argumenterer for, at unge derfor er: ”[…] optaget af at klare deres liv, uanset om det er skadeligt eller heldigt for dem selv. Som sådan kan cutting og anoreksi ses som valg, unge tager, fordi det er vanskeligt at klare livet.” (Mørch, 2010, s. 39). Valget om at være pro, kan således tillægges betydning som noget meningsfuldt, da det på den ene side er et selvstændigt valg den unge tager, samt en måde hvorpå man som ung kan opnå succes ud fra de forudsætninger denne har til rådighed (Mørch, 2010, s. 37). 9.1.2 Personificering Efter at have søgt på sider, som var pro-ana/mia blev det klart for os, at flere af siderne havde en hel del tilfælles (jævnfør afsnit 4.2.2). Vi lagde blandt andet mærke til, at der på flere af siderne var to breve med overskrifterne ’Brev fra Ana’ (Bilag 28) og ’Brev fra Mia’ (Bilag 29). På baggrund af de respektive interview kan det udledes, at alle informanterne mener, at Ana er en betegnelse for anoreksi, mens Mia står for bulimi. Denne forståelse blev blandt andet italesat af Nanna og Terese (Bilag 4: 59-60; Bilag 6: 623, 625), samt af Kate: ”[…] Ana og Mia giver sig selv. Anoreksi og bulimi. (Bilag 1: 560-561). Denne måde at referere til de to spiseforstyrrelser på er ligeledes at finde i brevene fra Ana og Mia: ”Anorexia Nervosa er mit fulde navn, men kald mig bare Ana.” (Bilag 28: 1; Bilag 29: 49). Brevene viste sig da også at blive omtalt ved flere af interviewene. Sofie nævner dem blandt andet i forbindelse med sit brug af siderne (Bilag 2: 74-75), hvorimod Kate henviser til, at brevene også er at finde på YouTube, hvor Ana her tillægges menneskelige egenskaber: ”[…] men jeg fandt en af de der hjemmesider, hvor der var et klip fra YouTube, med hvor Ana taler til en.” (Bilag 1: 110-112). Denne personificering kommer ligeledes til udtryk i interviewet med Pia, da hun skriver, at hun ikke: ” […] ønskede at leve videre med Ana […]” (Bilag 3: 128) og videre: ”[…] men det betyder ikke at der ikke stadigvæk sidder en lille Ana inde i et mørkt hjørne og SKRIGER.” (Bilag 3: 188-189). Det synes her interessant at Pia skriver ’Ana’ med stort, da det henviser til et pigenavn. Dette synes at give associationer til Ana som en dominerende ’veninde’, hvorved vi finder det interessant, om denne personificering er med til at fastholde Pia og Kate i deres spiseforstyrrelse og deres brug af siderne?
60
9.1.3 Kendskab til pro-ana/mia Ved hvert af de syv interview valgte vi at bede informanterne om at beskrive, hvornår de første gang blev bekendt med pro-ana/mia netværkssiderne. Dette for at give os et billede af, hvilke mulige forhold der kan ligge til grund for at stifte bekendtskab med siderne. Josefine beskriver blandt andet: ”Jeg fik mit kendskab til siderne da jeg i 7 klasse skrev projekt opgave omkring proAna/ Pro-mia siderne sammen med en veninde. Derfra blev det bare mere fasinerne og tiltrækkende.” (Bilag 5: 51-53). Josefines udtalelse om, at hun blev tiltrukket og fascineret af siderne ved blot at få kendskab til dem kan dog anskues som problematisk, da det herved kunne tyde på, at siderne tiltrækker nye brugere blot ved deres eksistens på internettet. Terese husker ligeledes, at hun første gang blev bekendt med pro-ana/mia for over et halvt år siden, og at hun fik sit kendskab hertil via Instagram: ”Jeg kan huske. Det var nok via Instagram, at jeg så nogen, der havde postet et eller andet Ana-tips, og så tænkte jeg okay, hvad er det lige?[…] Det var det jeg tænkte til at starte med.” (Bilag 6: 268-270). Hun fortæller videre, at hun i første omgang tænkte, at det var noget underligt noget, fordi det var noget, hun ikke havde set før, hvorfor hun derfor ikke undersøgte det nærmere (Bilag 6: 273-279). Tabet af en veninde, samt det at hun var inde i en dårlig periode fik hende dog til at bruge siderne (Terese: 281-283; 293-295). Eller som hun selv beskriver det, så brugte hun siderne, fordi hun var nødt til det: ”Jeg tænkte, jeg er nødt til det her. Jeg bliver nødt til at tabe mig. Jeg bliver nødt til det her, fordi hun [en veninde] gjorde sådan og sådan, hun bliver nødt til at se, at jeg er ligeglad.” (Bilag 6: 289-291). Modsat Josefine handlede Tereses brug af siderne således ikke om en fascination eller, at de var tiltrækkende, men derimod om, at det var noget hun var nødt til. For Tereses vedkommende var det således ikke en mulighed at lade være. Det at hun bruger siderne handler pludselig ikke om et valg, og der kan argumenteres for, at hun på den måde får retfærdiggjort sit brug. Ligeledes gør hun her op med diskursen omkring, at brugerne kan siges selv at vælge at gå ind i pro-ana/mia eller blive presset ind i det blot ved sidernes eksistens. I stedet har det ud fra denne udtalelse at gøre med udfordringer i deres privatliv, der således medfører, at de ’bliver nødt til det’. Ved interviewet med Sofie kommer samtalen ligeledes ind på brugen af pro-ana/mia sider. Hun beskriver, at hun første gang brugte siderne efter, at hun var blevet udskrevet fra anoreksiafdelingen på Bispebjerg hospital (Bilag 2: 54-55). Om det også var der hun første gang fik kendskab til siderne, er dog uvist. Hun forklarer videre, hvad der fik hende til at søge efter siderne:
61
”Der var det fordi jeg havde hørt nogle af de andre piger på afdelingen tale om siderne. jeg manglede det fællesskab der var på afdelingen omkring at kunne dele tricks om motion, at snyde med maden og vægten. Derfor gik jeg ind og fandt mine informationer der og kunne på den måde fastholde mig selv i sygdommen […].” (Bilag 2: 55-58). I Sofies tilfælde var der tale om et valg, et valg truffet ud fra et ønske om at bibeholde det fællesskab, der var på afdelingen, og at blive fastholdt i anoreksien. Dette kan ses i forhold til Goffman og hans stigmabegreb, et begreb der er defineret ved: ”[…] en egenskab, der er dybt miskrediterende” (Goffman, 2010, s. 44). Ifølge Goffman kan den miskrediterede person have levet hele sit liv og følt, at hun er den eneste med dette stigma, og at hele verden er imod hende. Den stigmatiserede kan dog erfare, at der findes personer, som er positivt indstillet over for dem, og som kan sætte sig i deres situation, herunder ’de egne’ og ’de kloge’. Vi finder betegnelsen ’de egne’ særligt interessante i forhold til Sofies udtalelse, da dette er personer med selv samme stigma. Det er, ifølge Goffman, naturligt at disse slutter sig sammen, da de herved kan give hinanden accept, støtte og vejledning i, hvordan de kan leve med deres stigma. På baggrund heraf kan der argumenteres for, at Sofie, under sin indlæggelse, møder ’de egne’ eller ligestillede. (Goffman, 2010, s. 60-61). Der synes dog at være en dobbelthed herved, da det er positivt, at Sofie møder andre med samme stigma og derigennem bliver en del af et fællesskab. På den anden side kunne der, ud fra en herskende samfundsdiskurs, også argumenteres for, at det er dybt alarmerende, at de der indlægges med anoreksi, med sigte på at blive ’raske’, bliver udskrevet fra hospitalet med mere viden om, hvordan de kan fastholde dem selv i deres spiseforstyrrelse. Kate fik ligesom Sofie kendskab til pro-ana/mia siderne efter at have været indlagt, ikke med en spiseforstyrrelse, men med en psykose. Videre fortæller hun, at hun under indlæggelsen for første gang mødte nogen med anoreksi: ”Så det var der, det virkelig gik op for mig, at den verden den fandtes. Og jeg blev udskrevet efter fem dage, hvor det første jeg gjorde da jeg kom hjem, det var at gå ind og søge på, på anoreksi og. Jeg fandt så hurtigt ud af, at der var noget, der hed proana/mia.” (Bilag 1: 104-108).
62
Hvortil hun tilføjer, at hun efterfølgende så en film på YouTube og henviser til: ”[…] det var det der satte mit i gang. Jeg blev så hypnotiseret og jeg blev så hjernevasket. Og det ER hjernevask.” (Bilag 1: 115-116). Det er således ikke utænkeligt, at der, ligesom hos Josefine, har været noget, som har fascineret og tiltrukket Kate. Det er dog uvist om hun efterfølgende blev pro-ana/mia, fordi hun blev opmærksom på, hvor tynd hun kan blive (Bilag 1: 210-212), eller om det er fordi, hun er blevet ’hjernevasket’. Det synes dog ikke muligt at konkludere om hun er blevet hjernevasket eller om hendes udtalelse herom er en måde, hvorpå hun forsøger at retfærdiggøre, at hun undersøgte siderne nærmere. Grundet hendes udtalelser senere i interviewet synes oplevelsen af at være blevet hjernevasket dog at blive problematiseret, idet hun tidligere i interviewet fortalte, at hun altid har haft et forvrænget kropsbillede, og at hun ofte overspiste eller trøstespiste, og tilføjer: ”[…] og jeg troede, at hvis jeg ville være tynd, jamen så ville jeg blive glad, fordi det var lige som det jeg havde lært. At jeg skulle tabe mig, fordi så ville folk kunne lide mig.” (Bilag 1: 76-78). Behovet for at undersøge siderne nærmere kunne således også handle om hendes forståelse af, at hun ved at blive tynd ville blive elsket og holdt af, hvilket kunne tyde på, at der er en herskende diskurs om, at den tynde krop fører til det gode liv. Som beskrevet i afsnit 8.7 var Nadia omkring 12 år, da hun første gang blev bekendt med siderne (Bilag 7: 152-154), hvorefter hun, i en alder af 13 år, oprettede sin egen profil (Bilag 7: 160-162). Det er dog uvist, hvad der var grunden til, at hun fik kendskab til siderne. Det interessante er dog, at hun fortæller, at hun efter at have set siderne an vælger at oprette sin egen profil, hvorved man kan argumentere for, at hun har haft tid til at studere dem nærmere, og at hun her har kunnet læse sig frem til, hvad brugerne blandt andet kan opnå ved at være på siderne, hvilket hun udtrykker i følgende: ”[…] at få et sammenhold med nogle mennesker, der føler på samme måde som man selv gør.” (Bilag 7: 87-88) og tilføjer: ”Og blive støttet op i nogle ting, i forhold til andre steder.” (Bilag 7: 90). Det er dog uvist, hvad det er hun har søgt støtte i? Derudover kan man ligeledes stille sig undrende over for, om det blot var en tilfældighed, at det lige præcis var på pro-ana/mia sider, hvor hun fandt nogle hun kunne snakke med om sine følelser, eller om det lige så godt kunne have været et andet fællesskab? En anden mulig grund til at Nadia har søgt siderne kan ses ud fra hendes udtalelse om, at: ”[…] det er lidt nemmere at skrive ting ned end at tale til en person direkte.” (bilag 7: 230-231). Siderne giver hende således mulighed for at få sat ord på nogle følelser, som hun ellers ikke ville turde at sige højt af frygt for at blive dømt (Bilag 6: 239).
63
Pia husker ikke, hvornår hun første gang blev bekendt med siderne, men erindrer derimod hvorfor. Hun beskriver, at mødet med siderne opstår grundet en bestemt sindsstilstand, en tilstand hvor man bliver mere ensom og dropper al social kontakt, og at man grundet denne sindstilstand søger efter billeder af tynde mennesker og slankekurer, og at dette da fører én til pro-ana/mia (Bilag 3: 69-73). Hun giver efterfølgende en uddybende forklaring på, hvilken sindstilstand hun refererer til: ”[…] den fase hvor man begynder at droppe kontakten til de mennesker som er omkring en, for mig er det der hvor jeg begyndte at blive meget ensom, anoreksi er ikke noget der kommer fra dag 1 af, det bliver stille og roligt opbygget over nogle år indtil man til sidst er der ude hvor filmen knækker, det er der hvor man bliver desperat efter kontakt, man søger en form for accept og bekræftelse på at man gør det rigtige.” (Bilag 3: 8086). I Pias optik opsøger man således ikke siderne bevidst. Det handler derimod om at man, efter at have droppet al kontakt med de mennesker man normalt var i kontakt med, grundet sin sindstilstand, har behov for en ny kontakt, hvor man bliver accepteret og bekræftet. Det kunne således være en indikator for, at man i Pias optik har behov for anerkendelse. Dette kan ses i forhold til Honneth, der argumenterer for, at alle har behov for at blive anerkendt inden for de tre sfære for at kunne blive fuldt individueret (Willig, 2003, s. 14). Ligesom Pia erindrer Nanna heller ikke, hvornår hun første gang stiftede bekendtskab med siderne: ”Jeg ved ikke hvordan jeg fandt dem. Jeg tror bare jeg for nogle år siden fik søgt på hurtigt vægttab, og på den måde fik jeg kendskab til det.” (Bilag 4: 66-67). Fælles for Pia og Nanna er således deres argument omkring, at man via en søgen på slankekure eller vægttab kan blive ført til siderne. Søgen på slankekure må i første omgang kunne ses som et forsøg på at leve op til en eksisterende diskurs, hvor tyndhed ses som det ideelle, hvorfor der ydermere kan argumenteres for, at det at være pro-ana/mia kan ses som en måde, hvorpå pigerne kan forsøge at efterleve diskursen. 9.1.4 Bruger eller ikke-bruger I vores kodning af interviewene blev det efterhånden klart for os, at der herskede en dobbelthed i informanternes positionering af dem selv, som værende pro-ana/mia eller tidligere pro-ana/mia. Fælles for pigerne er, at de alle har kendskab til siderne, men ligesom variationerne i hvordan og hvorfor de fik kendskab til siderne, varierer det også om de definerer sig som brugere af siderne
64
eller som tidligere brugere. Terese og Nadia giver begge udtryk for, at de stadig bruger siderne aktivt. Terese fortæller, at hun: ”[…] i hvert fald bruger dem mere end fem gang om ugen” (Bilag 6: 323-324). Som ovenfor beskrevet har Nadia sin egen profil, som hun tillige bruger hver dag (Bilag 7: 161-162). Josefine skriver derimod, at hun ikke længere benytter sig af siderne: ”[…] efter som jeg ikke er inde i det mere. Sagt med andre ord jeg er blevet glad for mad og mig selv igen.” (Bilag 5: 55-56). Der kan med henvisning til Davies og Harrés begreb om ’interactive positioning’ (Davies & Harré, 1990, s. 48) argumenteres for, at Josefine ved at sige ” jeg er blevet glad for mad og mig selv igen”, herved positionerer pro-ana/mia brugere som havende lavt selvværd og problemer med mad. Josefines udtalelse er dog interessant i forhold til, at hun efterfølgende skriver: ”Men til tider er jeg da inde og kikke, for at få den der følse ind i kroppen igen. Finde inspiration til slanke kure eller kikke billeder.” (Bilag 5: 57-58). Senere giver hun ligeledes sin beskrivelse af, hvordan hun tror, at andre ser hende: ”Jeg føler mig stadig for tyk og ”grim” i den forstand at jeg ikke er god nok. [… ]. Jeg skammer mig virkelig over min krop og mit udsende.” (Bilag 5: 115-119). En mulig forklaring på denne dobbelthed kan ses ud fra Davies og Harré, der plæderer for, at personer kan indtage modstridende subjektpositioner samt skifte syn på dem selv, alt efter hvilken praksis eller storyline, der tales ud fra (Davies & Harré, 1990, s. 58). Man kan herved se Josefines divergerende storylines, som et udtryk for, at hun på den ene side forsøger at undgå positioneringen som pro-ana/mia bruger ved at bekræfte diskursen om, at proana/mia brugere har lavt selvværd og problemer med mad, hvilket hun undgår at blive positioneret som, grundet sin udtalelse. På den anden side kunne der også argumenteres for, at hun dog samtidig føler, at hun ikke kan efterleve de sociale og samfundsmæssige krav til udseende, der ifølge Mørch, blandt andet fremstilles i medierne (Mørch, 2010, s. 40), og derfor stadig ikke føler, at hun er god nok ud fra et diskursivt ideal. Denne dobbelthed i forhold til at være bruger eller ej, er ligeledes at finde hos Pia, som beskriver, at hun ser sig selv som tidligere anorektiker (Bilag 10) og ikke længere bruger siderne, da hun ønsker at komme videre med sit liv (Bilag 3: 92-93), for senere at tilføje: ”[…] jeg har dog en enkelt gang eller to kigget på thinspo, men der har været i de perioder hvor jeg evt. lige bliver stresset eller deprimeret, for i disse øje blikke har Ana nemmere ved at luske op til overfladen igen. Men så er det også mere Ana sange (eller thinspo) som jeg ser på YouTube.” (Bilag 3: 277-281).
65
Pias udtalelse er her særligt interessant i forhold til ’brevet fra Ana’ hvori følgende fremgår: ”jeg gør ting, der hjælper dig. Jeg gør det muligt for dig, ikke at tænke på [følelser54], som vil give dig stress.” (Bilag 28: 62-63). Pia kan da have erfaret, gennem sin tid som pro-ana/mia, at ’støtten’ fra Ana kan få hende igennem svære perioder, hvorfor Ana derfor stadig ’lusker op’ i sådanne perioder. På baggrund af ovenstående kan der dog stilles spørgsmålstegn ved om dobbeltheden omkring at definere sig selv som bruger eller tidligere bruger er et tegn på, at det at være eller ikke at være proana/mia ikke er en afklaret position? Og om betegnelsen bruger kun benyttes, hvis man bruger siderne dagligt? Eller er det et udtryk for, at begrebet bruger bliver koblet på det at have en spiseforstyrrelse, hvorfor Pia derfor ikke definerer sig selv som bruger længere, da hun ser sig selv som tidligere anorektiker? 9.1.5 Opsummering På baggrund af ovenstående kan det udledes, at der ikke eksisterer en klar definition på betegnelsen pro, dog er den overordnede forståelse heraf, at det henviser til det at være god til noget. Flere af informanterne refererer endvidere til anoreksi og bulimi ved at benytte sig af navnene Ana og Mia, hvilket bærer præg af en stærk personificering af de to spiseforstyrrelser. Ovenstående vidner ydermere om, at der kan være mange grunde eller muligheder for at få kendskab til siderne. Det er således ikke entydigt om kendskabet hertil udelukkende skyldes, et behov for at fastholde sig i en spiseforstyrrelse, da bestræbelserne på at opnå det tynde ideal, samt behovet for at få udtrykt følelser, der ikke kan udtrykkes uden for pro-ana/mia, ligeledes kan ses som grund hertil. Dette vidner således om, at man her ikke kan afgrænse sig til en bestemt type brugere. Ligeledes synes det ikke entydigt, hvornår man kan anvende betegnelsen brugere, da flere af informanterne giver udtryk for, at de i perioder benytter sig af siderne, men dette på trods ikke længere definerer sig som værende bruger.
54
Følelser har her erstattet følelse.
66
9.2 Analysedel 2 9.2.1 At være ung Igennem de syv interview stod det hurtigt klart for os, at flere af informanterne sammenligner og sidestiller det at være pro-ana/mia med ’almindelige’ ungdomsaktiviteter. I følgende citat udtaler Kate sig om sin pro-ana/mia profil på Instagram: ”Men det der trygheds-halløj, der er ved det og ligesom hobby, altså det er jo en hobby, som folk sidder og laver smykker, så uploader jeg billeder (griner) […]” (Bilag 1: 781-783). At være pro-ana/mia kan således, i Kates optik, sammenlignes med en uskyldig og harmløs ungdomshobby, en sammenligning der resulterer i, at pro-ana/mia får et barnligt udtryk, hvorved det bliver uskyldiggjort. Uskyldiggørelsen kan dog også hænge sammen med, at det i dag er blevet en naturlig ting at uploade billeder af eksempelvis sig selv og interesser, hvorfor Kate derfor ikke tillægger det større betydning. Forståelsen af pro-ana/mia som en hobby bliver yderligere ekspliciteret af Kate: ”Og jeg tror rigtig meget for mig, at det er en hobby, at det er tidsfordriv. Øh, blandt andet fordi at jeg jo ikke har lavet noget fra og gå, faktisk fra sommerferien, øhm til nu på grund af at jeg har været sengeliggende. Så lige så meget for mig er det en måde at få fyldt min hverdag ud på, med noget jeg kan finde ud af.” (Bilag l: 694-699). Ved at pro-ana/mia giver Kate mulighed for at få fyldt sin hverdag ud med noget hun kan finde ud af, fremstiller siderne som en ungdomsaktivitet, som kan give brugerne en følelse eller oplevelse af succes. Man kan her stille spørgsmålstegn ved om pro-ana/mia således er en måde at være ung på samt en måde, hvorpå man kan have noget at gå op i? Hvis man som ung55 for eksempel ikke oplever at have succes i skolen, indenfor sport eller er kreativ, kunne pro-ana/mia således være en måde, hvorpå den enkelte kunne finde sig selv i verden (Mørch, 2010, s. 35). Dette synes dog at kunne problematiseres, hvis det at være pro-ana/mia, på sigt, ikke er en mulig position i det omkringliggende samfund, da den enkelte herved må finde sig selv på ny. Josefine sammenligner ligeledes pro-ana/mia sider som værende: ”[…] noget helt særligt det er ens eget helt personlige side lidt lige som sit værelse. Det er [der] du ligger de mest private ting om dig selv ud. Så som billeder, kostplaner, vægt tab, trænings programmer […].” (Bilag 5: 95-97). Nadia 55
Når vi benytter betegnelsen ’unge’ trækker vi på Mørchs forståelse af, at det i dag er en periode, som strækker sig fra 10-års-alderen til 30’erne (Mørch, 2010, s. 30).
67
synes at dele dette synspunkt, idet hun sammenligner sin pro-ana/mia profil med en dagbog: ”Ligesom en form for dagbog, hvor man kan få alle sine følelser ud, eller alle de tanker man har. Og så se at man faktisk er god nok. Og de andre også har det på samme måde.” (Bilag 7: 225-228). Pro-ana/mia siderne er således en form for online dagbog, der giver brugerne noget at gå op i samtidig med, at det giver dem selvtillid og et frirum til at få deres følelser ud. Citatet synes videre, at indikere, at det for brugerne ikke er nok blot at nedfælde deres tanker i en dagbog, disse tanker skal også modtages og anerkendes af andre, som står i samme situation. Dette er interessant i forhold til Søndergaard, der beskriver, at det er væsentligt, at individet kan genkende sig selv inden for en kultur for, at det kan opnå en følelse af at være et værdigt individ (Søndergaard, 1996, s. 34), hvilket netop synes at kunne lade sig gøre på siderne, da brugerne igennem genkendelsen af egne tanker og følelser her oplever ”at man faktisk er god nok”. Hvorfor der således må kunne argumenteres for, at siderne udgør en delkultur (Søndergaard, 1996, s. 34). Det kan dog synes problematisk, hvis manglende genkendelse af tanke- og værensformer uden for denne delkultur, kan være med til at fastholde brugerne på siderne. 9.2.2 ”Jeg tager din kamp væk om at passe ind i ungdommen i dag” Ud fra pigernes sammenligninger af pro-ana/mia, med gængse ungdomsaktiviteter, ser vi en kobling mellem brugen af pro-ana/mia og det at være ung i dag. Pigerne taler alle om det at finde noget, som de er god til, som grundlag for deres brug af siderne, hvilket ligeledes udtrykkes af Terese: ”Det giver en lettelse, fordi man tænker, ej der er faktisk noget jeg er god til.” (Bilag 6: 850-851). Denne stræben efter noget man er god til, kan ses ud fra Mørch og Laursen, der argumenterer for, at unge i dag er præget af: ”[…] de mange forventninger om, hvor gode de skal være, og hvor godt de skal klare sig, [som] imidlertid [kan] føre til konkurrence og stress” (Mørch & Laursen, 1998, s. 4). Vi fandt det herved interessant om pigernes brug af pro-ana/mia netværkssiderne kunne hænge sammen med et samfundskrav til unge i dag om at blive succesfulde (Mørch, 2010, s. 38). Sofie kommer blandt andet ind på dette i sin beskrivelse af, hvad siderne kan tilbyde hende, siden de stadig trækker i hende: ”Jeg har desværre aldrig helt selv fundet ud af hvad der trækker i mig. Jeg kan også stadig ønske jeg var på afdelingen igen selvom jeg har et meget bedere liv nu. Måske det har noget at gøre med det sammenhold der er og den tryghed det giver at vide det eneste man skal gå op i er at være god til sygdommen og der er reglerne jo meget
68
tydelige for hvad der er okay og hvad der ikke er okay. Så det er helt enkelt.” (Bilag 2: 146-150). Det er her ikke tydeligt, hvorvidt Sofie taler om siderne eller om det at være indlagt. Det er dog interessant, at vi havde spurgt hende om, hvad det er ved siderne som trækker i hende, og at hun som svar herpå får nævnt sin tid på afdelingen. Dette kan dog ses i forhold til afsnit 9.1.3, hvor hun beskrev, at hun valgte at undersøge siderne ud fra et ønske om at bibeholde det fællesskab, som hun havde opnået ved at være indlagt, samt fordi hun herved kunne fastholde sig i anoreksien. Videre kan man ud fra Sofies udtalelse se en klar sammenhæng mellem brugen af siderne, det at være indlagt, samt at man som ung, i dag, står over for et utal af valg i sin hverdag. Modsat en hverdag med en lang række valg, synes siderne og det at være indlagt i stedet at give tryghed, da valgene her er minimeret, hvortil reglerne for at være ’god’ er synlige og håndgribelige. Det at være ’god til sygdommen’ må dog være forskelligt alt afhængigt af, om der er tale om at være god til at gå op i sygdommen på siderne eller under indlæggelse, eftersom det kunne formodes, at man ved indlæggelse skal være god til at erkende, at man har en spiseforstyrrelse og arbejde med den, hvorimod man på siderne skal være god til at følge reglerne for, hvordan man skal ’dyrke’ sin spiseforstyrrelse. Citatet er videre interessant i forhold til Mørch og Laursen, der henviser til at unge står overfor et krav om individualisering, og at der i den forbindelse er en lang række modsigende krav og forventninger, som de skal kende spillereglerne for, hvis de skal være i stand til at klare hverdagen (Mørch & Laursen, 1998, s. 15; Mørch, 2010, s. 27). Spillereglerne ved at følge spiseforstyrrelsen, og herved Ana og Mia, er derimod klare, hvilket brevet fra Ana indikerer: ”Jeg tager din kamp væk om at passe ind i ungdommen i dag - kampen om at tilfredsstille alle. Fordi nu er jeg din eneste ven, og jeg er den eneste du behøver at tilfredstille.” (Bilag 28: 65-66). Man skal altså, som pro-ana/mia, blot adlyde ordrer, hvilket står i modsætning til individualiseringens modsætningsfyldte udfordringer. Man kan dermed stille spørgsmålstegn ved om det således kan være ’nemmere’ at få at vide, hvad man skal gøre, end selv at skulle navigere og finde frem til det ’rigtige’ valg? I forlængelse heraf synes Sofies udtalelse om, hvordan hun forstår det at dyrke proana/mia, særligt interessant, idet hun beskriver dyrkelsen som at: ”Bruge meget af min tid på at finde informationer på de forskellige sider […]” (Bilag 2: 67-68), og tilføjer: ”Og gøre de ting der står.” (Bilag 2: 69). Det at dyrke pro-ana/mia må ud fra Sofies udtalelse således fordre, at de krav, der er opstillet på de respektive pro-ana/mia netværkssider efterleves. Hendes udtalelse henleder herved tankerne på pro-ana/mia som noget diktatorisk, hvorved der kan stilles spørgsmålstegn ved,
69
om brugerne reflekterer over det de skal gøre eller, om lettelsen ved ikke at skulle forholde sig til en masse valg overskygger behovet for refleksion? Koblingen mellem pro-ana/mia og unges position i samfundet italesættes ligeledes af Terese, da hun beskriver, at pro-ana/mia siderne kan give brugerne et formål med livet: ”Fordi så føler jeg, de måske, at de har et formål med livet.” (Bilag 6: 100). Det er her særligt interessant, at Terese starter med at sige ’jeg’, hvorved hun benytter sig af refleksiv positionering (Davies & Harré, 1990, s. 48). Hun ændrer dog efterfølgende ordvalg til i stedet at benytte sig af termen ’de’, hvorved hun undgår risikoen for at begrænse sit eget formål med livet. Den støtte brugerne modtager, og som derved giver dem et formål med livet betyder dog, ifølge Terese, at de bliver sygere og sygere, da støtten handler om at hjælpe hinanden med at tabe vægt (Bilag 6: 102-104). Formålet kan dog synes håndgribeligt i forhold til andre formål med livet, men dog foruroligende, at brugerne måske først oplever, at deres liv har et formål, når de er på siderne. Der kan i forlængelse heraf stilles spørgsmålstegn ved om det, at flere brugere har det samme formål, er en måde hvorpå formålet bliver retfærdiggjort og herigennem måske opleves mere legitimt for den enkelte? Formålet med at opnå tyndhed gennem støtte er videre interessant i forhold til brevet fra Ana, hvori følgende fremgår: ”Jeg har skabt dig, dit tynde, perfekte, succesfulde menneske!”(Bilag 28: 71). Der kan på baggrund heraf argumenteres for, at tyndhed, ifølge Ana, er lig med perfektion, succes og kærlighed, hvorfor det ydre således synes at være redskabet til et bedre liv. Dette syn italesættes ligeledes af informanterne, blandt andet af Nadia der beskriver, hvorledes perfektion er noget hun stræber efter, hvortil vi spørger, om det så er det ydre man kigger på, eller om man også kan være perfekt indeni som menneske. Hun udtaler til dette: ”Man kan være begge dele jo.” (Bilag 7: 492). Og fortsætter: ”Men det er nok den ydre, der er den vigtigste. Den indre kan man jo bare udstråle noget andet overfor andre personer og så noget andet, når man er derhjemme.” (Bilag 7: 494-496). Nadias udtalelse fandt vi interessant, da det indre her ikke tillægges værdi, dette da personer blot kan være falsk, hvorimod det ydre ikke lyver. Denne udtalelse ligger sig tæt op af brevet fra Ana, hvori der står: ”Meget snart vil jeg ikke kun fortælle dig, hvad du skal gøre med maden, men hvad du skal gøre HELE tiden. Smil og nik. Præsenter dig selv flot.” (Bilag 28: 28-29 ). Det kan herved tyde på, at man som pro-ana/mia må stille en facade op for omverdenen, som her, med henvisning til Goffman, synes at udgør en tilsyneladende social identitet, eftersom brugeren forsøger at bekræfte de forventninger, der er til denne (Goffman, 2010, s. 44). Vi spurgte videre ind til, hvornår hun så føler sig perfekt, hvortil hun udtaler: ”Man føler sig perfekt, når man ligesom er PÅ siderne, men så snart man går af, så er det som om, det hele er ødelagt.” (Bilag 7: 503). Siderne synes
70
således at give brugerne en følelse af perfektion, hvortil de offline oplever at stå alene. Ligesom Nadia finder Kate ligeledes det ydre vigtigt: ”Jeg vidste bare, at hvis jeg blev tynd, så ville jeg blive accepteret, jeg ville blive pæn, øh jeg ville blive populær, jeg ville blive glad, jeg ville få et godt liv. Jeg var sikker på, at når jeg tabte mig, så ville alt blive godt. Øhm, jeg ville føle, at jeg var ligesom en fra øh ’Sex and The City’ en eller anden highclass business woman, som havde total styr på sit liv agtigt. Det er sådan nærmest det jeg føler, at hvis jeg tabte mig, så blev jeg en af dem.” (Bilag 1: 338-343). Man kan her udlede, at Kate ønsker at leve op til individualiseringskravet, da hun ved at tage kontrollen over sin krop prøver at gøre noget godt for sig selv og få ’styr på sit liv’ (Mørch & Laursen, 1998, s. 3). Kate har således en idé om, at hun ved at ændre sit ydre, vil blive én af de succesfulde og derigennem blive accepteret og få et godt liv. Udtalelsen giver således et billede af, at der bliver opstillet eftertragtelige positioneringsmuligheder for én, på baggrund af udseendet, hvorved et perfekt udseende må udgøre det ’perfekte’ liv. Man kan herved stille spørgsmålstegn ved om denne higen efter det ’rigtige’ udseende er en ungdomstendens? I forhold til Mørch kan man argumentere for, at dette kan ses som værende en værdi og succesmulighed, som man kan tage og føle på, hvilket derfor virker tiltrækkende for unge, da kravene og reglerne er håndgribelige og klare. Ligeledes kan man, ud fra Kates henvisning til at blive én af dem fra ’Sex and The City’56, stille spørgsmålstegn ved om medierne giver et urealistisk billede af ’vejen til succes’? 9.2.3 Ana og Mia gør livet nemmere I brevet fra Ana henvises der til: […] Jeg vil elske dig, og gøre dit liv meget lettere!” (Bilag 28: 71). Dette synes interessant i forlængelse af, at Nadias beskriver det at være pro-ana/mia som, at: ”Det føles som at kunne kontrollere hele sit liv på en måde.” (Bilag 7: 55). Videre nævner hun: ”Det handler også om at have kontrol over sig selv. Og kunne ligesom sætte sig et mål og så sige, at man har nået det mål, og man kan være rigtig stolt af sig selv for engangsskyld.” (Bilag 7: 65-67). Ved at have kontrol kan man således, ifølge Nadia, opnå et mål, og endelig være stolt af sig selv. Kan dette være et udtryk for, at de mål Nadia tidligere har haft sat for sig selv har været for høje, og herved umulige for hende at realisere? Eller er det et udtryk for, at de samfundsmæssige krav til unge ikke kan indfries, fordi de ikke stemmer overens med unges muligheder for at efterleve dem? 56
Populær tv-serie om fire smukke og attraktive kvinder i New York, der diskuterer sex og romantik (Link 43).
71
Dette er interessant i forhold til Mørch og hans beskrivelser af ungdomsproblematikker ud fra ungdomsfænomener, blandt andet anoreksi. Mørch henviser her til, at disse skal ses i sammenhæng med: ”[…] de krav, der retter sig mod unges muligheder for at skabe mening for sig selv i den verden, de lever i.” (Mørch, 2010, s. 39). Ligeledes kan der med henvisning til Mørch, argumenteres for at pro-ana/mia kan virke tiltrækkende for unge, da det kan ses som en succes ud fra de forudsætninger de oplever at have til rådighed (Mørch, 2010, s. 37). Terese taler i følgende citat, ligeledes om at finde noget man kan gøre rigtigt: ”Og så føler jeg, hvis jeg ikke kan gøre det rigtigt så, hvis jeg ikke kan beholde mine venner, så bliver jeg nødt til at prøve noget andet. Eller ikke på den måde, men sådan, jeg, det mere det der med at have kontrol over noget, have noget at kunne styre, have noget at kunne finde ud af. Ej jeg kunne faktisk tabe mig sådan og sådan. Ej jeg kunne faktisk skjule det, og der er ikke nogen der ser det.” (Bilag 6: 837-842). De unge må, for at leve op til samfundets krav om selvansvar, ifølge Mørch: ”[…] udvikle kritiske alternativer […]” (Mørch, 2010, s. 42). Unges stræben efter succes må således ses i sammenhæng med de: ”[…] store krav om at blive til noget, at blive en succes, at vise, at man har talent […]” (Mørch, 2010, s. 38), hvilket Mørch henviser til, netop har betydning for, at unge vælger en ’karriere’, hvor succesmuligheden er mere direkte (Mørch, 2010, s. 38). Mørch påpeger dog, at det ligeledes er vigtigt at have in mente, at unge står i et skel mellem deres udfordringer og forudsætninger, der skal bringes sammen. Det handler således om, at den unge skal finde noget som denne er god til ud fra individuelle betingelser (Mørch, 2010, s. 38), hvorved der kan argumenteres for, at pigernes brug af siderne således er et udtryk for de forudsætninger, de mener, de har til rådighed for at blive god til noget, for herved at kunne opfylde samfundets krav. Videre kan der argumenteres for at pro-ana/mia kan siges at skabe nogle særlige positioneringsmuligheder for brugerne, da de på siderne kan positionere dem selv som en succes ud fra en samfundsdiskurs om at kunne tage selvstændige valg samt magte sin emotionalitet og krop (Mørch, 2010, s. 40). Flere af informanterne hentyder til, at de ved at være pro-ana/mia endelig har fundet noget de kan finde ud af, blandt andet at være god til det at have en spiseforstyrrelse, hvilket vi ligeledes kunne se var en afgørende faktor for, at pigerne havde svært ved at slippe pro-ana/mia, da deres position herved ændredes, hvilket her pointeres af Kate:
72
”Øh, mange, der er også rigtig mange der siger, hvad skal der blive af mig, når jeg ikke længere har den? Så ved jeg ikke hvem jeg er. Og sådan er det jo altid når man skal i behandling for psykiske sygdomme, at hvem er jeg så? Det er det man skal finde frem til, øh, og det er skræmmende. Øhm, og der er rigtig mange som ser deres spiseforstyrrelse, som den DE er...” (Bilag 1: 1245-1250) Kate giver her udtryk for, at spiseforstyrrelsen bliver en del af den man er. Dette pointeres ligeledes af Terese, der udtrykker, at spiseforstyrrelsen bliver en del af ens identitet (Bilag 6: 858). Mørch og Laursen pointerer, at man som ung står i en periode af sit liv, hvor ens personlighed og meninger er i udvikling, hvorfor de mange valg gør det svært at finde sin plads. (Mørch & Laursen, 1998, s. 2728). Det at have fundet noget man er god til, og som udgør en del af den man er, kan således være vanskeligt at give slip på, hvorved der kan stilles spørgsmålstegn ved om pigerne netop derfor vælger at opsøge eller fastholde deres brug af pro-ana/mia netværkssiderne, da de her, modsat når de er offline, kan fastholde deres identitet som spiseforstyrret? Dette kan dog synes problematisk, hvis man ønsker at komme ud af sin spiseforstyrrelse, da dette indebærer, at man ud fra tilgængelige positioner må finde en ny. 9.2.4 At stå på egne ben Foruden et herskende individualiseringskrav kan informanternes brug af siderne ligeledes hænge sammen med, at man som ung ønsker at løsrive sig fra sine forældre, hvorved brugen af proana/mia derved kan ses som udtryk for et ungdomsoprør. Dette kommer blandt andet til udtryk, da vi spørger Nadia om, hvad pro-ana/mia er for hende, hvilket hun beskriver som: ”[…] at styre sit eget liv, og gøre det man selv har lyst til i forhold til hvad andre folk synes.” (Bilag 7: 256-257), hvorefter hun tilføjer: ”Samtidig med det en form for oprør mod andre.” (Bilag 7: 261). For Nadia er det at være pro-ana/mia altså en måde, hvorpå brugerne kan gå imod andres meninger om, hvordan man skal leve sit liv. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, hvis forventninger og krav hun henviser til, og om oprøret er vendt mod omverdenen eller hendes forældre? Vi spørger derfor om hun vil uddybe, hvad hun mener med oprør, hvortil hun udtaler: ”[…] vi har, alle har jo en idé om, hvordan man skal se ud, og hvis man er meget tynd så, så er man ikke god nok eller, man har en eller anden sygdom lige meget hvad, hvor tynd man er. Det er også på en måde sådan at sige, at man kan stå på egne ben, når man godt ved man ikke kan.” (Bilag 7: 263-267)
73
Nadia beskriver således et dilemma om, at man på den ene side gerne vil bevise, at man kan selv, og kan siges at ville leve op til samfundets individualiseringskrav, men udtaler dog samtidig, at hun godt ved, at man ikke kan. Mørch & Laursen henviser her til, at samfundets ønske om at guide de unge til en individuel udvikling, bliver til en ulighed blandt unge, hvorved samfundet skaber en negation, hvor: ”Nogle kommer op, og nogle falder ned.” (Mørch & Laursen, 1998, s. 4). Det at ’vælge’ at være pro-ana/mia kan altså her anskues som en konsekvens af de eksisterende samfundskrav, og som et oprør mod alle de forventninger og krav der er i dag. 9.2.5 Opsummering På baggrund af ovenstående fremgår det, at flere af informanterne sidestiller det at være proana/mia med ’ungdomsaktiviteter’, for eksempel det at lave perler eller at skrive dagbog, hvorved pro-ana/mia bliver uskyldiggjort. Videre oplever pigerne at de, ved at være på siderne, kan genkende egne tanker og følelser, hvorved de opnår en følelse af at være et værdigt individ. De klare regler som Ana og Mia sætter synes ydermere at være et håndgribeligt alternativ til samfundets uhåndgribelige regler og forventninger til individualisering og succes. Pigernes brug af siderne kan dog også ses som et valg, de træffer ud fra et ønske om at efterleve disse samfundsmæssige forventninger og værdier og som en måde, hvorpå de kan benytte sig af de muligheder som de oplever at få stillet til rådighed. På den anden side fremstår brugen af proana/mia ligeledes som et oprør mod de forventninger og krav, der stilles af samfundet og forældre.
9.3 Analysedel 3 9.3.1 De forstår det ikke Ved interviewet med Nadia kom vi ind på, hvem det er, der benytter sig af pro-ana/mia siderne. Hun fortæller, at brugerne af siderne er piger med spiseforstyrrelser, men tilføjer, at siderne også bruges af piger:”[…] der skader sig selv eller har løbet væk hjemmefra, eller prøvet at begå selvmord flere gange og sådan noget.” (Bilag 7: 186-187). Nadias udtalelse er her interessant i forhold til følgende interviewsvar fra Pia, hvori hun italesætter det individuelle behov for at indgå i et fællesskab eller en gruppe: ”Mennesket er sociale flok individer, som har behov for at have en plads i en eller anden form for gruppe, den eneste gruppe vi Ana/Mia’er rigtigt passer ind i, er disse Pro Ana/Mia grupper […]” (Bilag 3: 57-59). Heraf fremgår det tydeligt, at behovet for at være en del af en gruppe, kan ligge til grund for at bruge siderne. Det er dog tankevækkende, at brugerne, ifølge Nadia, ikke kun er piger med spiseværing, men derimod en bred skare af unge piger med problemer. Disse synes, jævnfør informanternes udtalelser, ikke at kunne indgå i
74
samfundet, og søger derfor sammen inde på pro-ana/mia siderne, hvorved der må kunne argumenteres for, at de alle tilhører en marginaliseret gruppe i samfundet. Goffman beskriver, at: ”[…] medlemmerne af en bestemt stigmakategori har en tendens til at slutte sig sammen i små sociale grupper, hvis medlemmer udelukkende kan henføres til den samme kategori […]” (Goffman, 2010, s. 64). Der kan her argumenteres for, at brugerne af pro-ana/mia er bærere af det stigma57, som af Goffman betegnes ’karaktermæssige fejl’, hvorved der kan argumenteres for, at brugerne kan henføres til den samme ’stigmakategori’, hvilket ligeledes ses ved Pias brug af betegnelsen ”vi” som, ifølge Goffman, indikerer, at alle brugerne indgår i samme stigmakategori (Goffman, 2010, s. 46, 64). Ovenstående citat fra Pia er endvidere interessant i forhold til hendes nedenstående eksempel: ” […] hvis nu vi forestiller os at der er en gruppe på 5-6 skole elever der leger og hygger sig sammen i frikvarterene så har de et fantastisk fællesskab sammen indtil den dag hvor det ene individ fra gruppen pludselig havner i en spiseforstyrrelse, dermed vil anorektikeren så småt glide ud af sin gamle gruppe, disse afhoppere/anorektikere finder så sammen og danner deres egen lille virtueller gruppe for at udfylde det tomrum de har efter en forladt gruppe. Med dette kan man sige at Pro Ana/Mia sidernes fællesskab faktisk mere er en form for forgrening/afhopning fra skolens fællesskab, Ana/Mia fællesskabet er mere de udstødtes verden, det er der man kommer hen når man ikke længere befinder sig i det første fællesskab.” (Bilag 3: 209-219). Pias beskrivelse af pro-ana/mia som ”de udstødtes verden” synes særligt interessant, da siderne her fremstår som en subkultur eller et alternativt anerkendelsesfællesskab, et fællesskab som, ud fra Honneth, kan stille alternative anerkendelsesrelationer til rådighed, da de tilbyder en redefinering af, hvad der kan gives anerkendelse for (Willig, 2006, s. 16-17). Der peges på, at individet må opleve at blive anerkendt inden for hver af de tre anerkendelsessfære for at kunne blive fuldt individueret (Willig, 2003, s. 14), hvortil det ydermere fremhæves, at: ”Hver anerkendelsessfære skal gennemleves for at erhverve de tre grundlæggende former for forholden sig til sig selv.” (Willig, 2003, s. 15). På baggrund heraf må det således betragtes som værende positivt, at siderne her synes 57
Vi er opmærksomme på at der, ved anvendelsen af stigmabegrebet, kan opstå en divergens mellem vores analyser og informanternes oplevelser heraf, da vi ikke selv benytter os af pro-ana/mia netværkssider (Jacobsen & Kristiansen, 2009, s. 26).
75
at kompensere for manglende anerkendelse (Willig, 2006, s. 16). Det er derudover interessant at hæfte sig ved Pias brug af formuleringen ”de udstødtes verden”, eftersom det fremstår uvist om det er den spiseforstyrrede selv, der vælger at forlade sin gamle gruppe til fordel for pro-ana/mia siderne, eller om denne ’udstødes’ af de andre? Der kan ikke gives et entydigt svar herpå, men ifølge Terese, har mange af de, der har en spiseforstyrrelse en tendens til at isolere sig, fordi de ikke føler, at deres familie og venner forstår, hvorfor de gør, som de gør: ”De tænker måske, at det er sygt. Og måske at kan du ikke bare spise. Kan du ikke bare holde det nede. Og det er jo også bevis på, at de forstår det jo netop ikke.” (Bilag 6: 789-791). Der kan derved stilles spørgsmålstegn ved om brugerne således selv bevæger sig væk fra fællesskaberne i den offline verden? Det er videre væsentligt at bemærke, at Terese taler om, at spiseforstyrrede isolerer sig, hvor imens de, ifølge Pia søger sammen i grupper. De to udtalelser synes dog ikke nødvendigvis at være modstridende, da en mulig tolkning kunne være, at de kun isolerer sig over for de, der ikke står i samme situation, og opsøger de, der gør. Følelsen eller oplevelsen af ikke at blive forstået italesættes af flere af informanterne. Nanna giver blandt andet udtryk for, at hun ikke føler, at andre kan forstå hende, hvis de aldrig har stået i samme situation, og at hun oplever dette som modstand: ”De forstår ikke hvor hårdt eller svært det er [at have en spiseforstyrrelse], hvis de aldrig selv har oplevet det, så på den måde møder man modstand.” (Bilag 4: 77-79). Både Terese og Nanna synes at have gjort sig en masse negative tanker om, hvad omverdenen tænker om dem, hvorfor der herved kan stilles spørgsmålstegn ved, om disse negative tanker kan siges at være medvirkende til, at pigerne fastholder deres brug af siderne? Kate kommer ligeledes ind på oplevelsen af ikke at blive forstået. Hun giver i det følgende en beskrivelse af, hvordan hendes mor reagerede på at få at vide, at hendes datter benytter sig af proana/mia netværkssider: ” […] hun vidste det godt, fordi jeg prøvede ligesom at introducere hende for den her verden, fordi jeg har altid været meget tæt med min mor, hun har altid været min bedste veninde. Øh, men hun grinte bare af den, sådan fysisk grinte af den, sådan ok, jeg skulle ikke have vist dig den her verden, hun gjorde grin med den.” (Bilag 1: 847-851).
76
Det at Kate omtaler sin mor som værende sin bedste veninde kan ses i tråd med Mørch, der beskriver, at familien i dag er gået fra at være autoritær til at blive betegnet som ”venne-familie” (Mørch, 2010, s. 32). Kates valg om at introducere sin mor for ’pro-ana/mia verdenen’ kunne således være et udtryk for, at hun, ud fra sin betragtning af moderen som sin bedste veninde, forventede støtte (Mørch, 2010, s. 32). Grundet den manglende støtte synes der at kunne argumenteres for, at Kate her oplever ikke at blive anerkendt inden for privatsfæren, idet hendes indstillinger og værdier ikke bliver modtaget og anerkendt (Willig, 2006, s. 11; Willig, 2003, s. 15). Kate beskriver ydermere, at hun også oplever, at andre kan have svært ved at forstå hendes ønske om at blive tynd: ”Øh, og jeg prøvede sådan at åbne op her i mandags for min kontaktperson om de tanker, med at hvis, hvis øhm jeg blev tynd så blev alt godt, og at jeg ville ønske jeg blev så tynd, at jeg kom i sonde […]. Og så sagde hun: ”Sikke noget vrøvl.” (Bilag 1: 1289-1292). Hvortil hun fortsætter: ”Og der krakkede min verden jo bare […], det var derfor man ikke skulle åbne op altså fordi folk forstår det ikke.” (Bilag 1: 1294-1295). Med henvisning til Goffman kunne Kates mor og hendes kontaktperson i første omgang blive betragtet som ’de kloge’, men Goffman tilføjer: ”De kloge er mennesker […] over for hvem den stigmatiserede ikke behøver at føle nogen skam.” (Goffman, 2010, s. 69). På baggrund af citaterne synes der dog at kunne argumenteres for, at Kate netop følte skam og ærgrelse over at have fortalt dem om sit brug af siderne og ønsket om at blive tynd, hvorfor de derfor ikke kan betragtes som de kloge. Under interviewet med Terese valgte vi at spørge ind til om der var nogen, der vidste, at hun brugte pro-ana/mia netværkssiderne. Terese fortalte, at hendes far ikke vidste det, men at hendes venner og kæreste var bekendt hermed. Hun fortalte videre, at både hendes bedste veninde og hendes kæreste har haft en depression og en spiseforstyrrelse, og at hun derfor har valgt at fortælle dem om sit brug, fordi: ”[…] man føler ligesom, at […] så kan de sætte sig ind i det.” (Bilag 6: 553). Der kan her argumenteres for, at Terese oplever sin veninde og kæreste som de egne (Goffman, 2010, s. 61). Der synes således at være en klar opdeling mellem, hvem der kan sættes sig i brugernes sted, og hvem der ikke kan. En mulig forklaring herpå kan ses ud fra Søndergaards begreb om genkendelse. Ifølge Søndergaard vil et ’ikke genkendeligt individ’ blive mødt med ekskluderende kræfter fra omgivelserne (Søndergaard, 1996, s. 33). De forskellige reaktioner kan således forklares med, at det Kate foretager sig, og gør sig af tanker, ikke er genkendeligt for hendes mor og hendes kontaktperson, hvor det derimod er genkendeligt for Tereses kæreste og veninde. Der kan på baggrund heraf stilles spørgsmålstegn ved, om det da kun er de egne, der kan genkende pigernes brug af siderne? Flere af informanterne italesætter denne kritiske indstilling til deres brug af siderne
77
og til det at have en spiseforstyrrelse: ”Og der er jo også nogle der giver ekstremt meget udtryk for, at de er imod det, at man er dårlige mennesker, når man gør det og sådan noget. Og man burde skamme sig, og man burde få et liv […] man burde ikke leve og sådan noget.” (Bilag 1: 10651069). Kates udtalelse understøttes ligeledes af Terese: ”[…] der er selvfølgelig også folk, der dømmer meget siderne. […] som siger, at: ”Du, du er ulækker og det er klamt”[…]” (Bilag 6: 202203). Intervieweren spørger da ind til, hvem det er, der er dømmende, hvortil hun svarer: ”Det er nok folk udefra, fordi de, folk de ser det og så tænker de ad og så tænker de ikke over, hvad der er i det.” (Bilag 6: 206-207) og fortsætter: ”Fordi, det er jo så meget mere i det end bare.” (Bilag 6: 209). Ifølge informanterne kan brugerne af pro-ana/mia således opleve stærke reaktioner fra personer udefra, hvilket eksemplificeres ved følgende citat hentet fra en pro-ana/mia side: ”fuck hvor er i klamme at høre på alle sammen... tænk at i selv opsøger dette og gerne selv vil dø... der er bedre veje piger !!! hæng jer eller skyd jer selv det er meget nemmere ... hvis i var mine børn ville jeg tæve jer alle sammmen... please få nu hjælp i stedet for dette... jeg ber jer i er jo ikke raske !!!!! bekymret pige 29” (Link 44). Ovenstående citat synes således at vidne om, at de der ikke har en spiseforstyrrelse eller ikke er på siderne, ikke kan sætte sig i brugernes sted. Kate forklarer dette med, at man først forstår, hvorfor folk benytter sig af siderne, når man selv har været inde i det (Bilag 1: 1395-1396). Med henvisning til Søndergaard kan der argumenteres for, at personer, som ikke benytter sig af siderne, ikke kan genkende det de ser, og at det derfor ikke er muligt for dem at anerkende brugerne (Søndergaard, 1996, s. 33). Herved ser de heller ikke alt det som brugerne opnår ved at benytte sig af siderne, for som Terese udtrykte i ovenstående, så er der: ”[…] jo så meget mere i det end bare. (Bilag 6: 209). Pia kommer ligeledes med en forklaring på, hvorfor de der ikke benytter sig af siderne, ikke kan forstå dem, der gør: ”[…] en anorektiker har svært ved at sætte sig ind i en ”normal ” persons hjerne, lige så meget som en ”normal” person har [svært58] ved at sætte sig ind i Anas tankegang” (Bilag 3: 44-46). Det er her interessant, at Pia henviser til Anas tankegang, hvorfor det i forlængelse heraf synes interessant at stille spørgsmålstegn ved om personer med anoreksi, ifølge Pia, inkorporerer Anas tanker som deres ’egne’? Det er derudover interessant, at hun benytter sig af betegnelsen ’de normale’ som reference til de, der ikke benytter sig af siderne, da hun herved 58
Vi har her erstattet sværd med svært.
78
opstiller to modstående kategorier, som hver især inkluderer nogle og ekskluderer andre (Davies & Harré, 1990, s. 47). Betegnelsen normale viste sig dog at være en betegnelse som flere af informanterne synes at benytte sig af, blandt andet Kate: ”Og det er jo også det, helt normale mennesker, som vi kalder dem […]” (Bilag 1: 811; Bilag 4: 82). Betegnelsen de normale henviser, ifølge Goffman, til de som ikke afviger negativt fra de specielle forventninger i en given kontekst (Goffman, 2010, s. 46), hvorved det synes interessant at stille spørgsmålstegn ved om informanternes brug af betegnelsen de normale, da kan ses som et udtryk for, at de føler, at de afviger fra de forventninger og samfundsmæssige krav, som der, ifølge Mørch, pålægges de unge i dag? (jf. 9.2). Der kan videre stilles spørgsmålstegn ved om informanterne, ved en sådan betegnelse, ikke er med til at positionere dem selv som afvigende? Det er dog interessant, at betegnelsen normal ikke kun anvendes af brugerne selv, men også er at finde hos de, der ikke bruger siderne, som her, hvor en ung fyr vælger at skrive til brugerne inden på en pro-ana/mia netværksside: ”Hej jeg er en fyr på 22. […] Der er en grund til at det eneste sted I kan få skulderklap og positiv motivation til at fortsætte er steder som dette - I kan spørge alle normale mennesker på gaden […].” (Link 45). Det kunne tyde på, at både han og flere af informanterne taler ud fra en diskurs om, at det ikke er ’normal adfærd’ at dyrke det at have en spiseforstyrrelse. Med henvisning til Goffman kan pigerne siges at blive stigmatiseret ud fra deres karaktermæssige fejl, (Goffman, 2010, s. 46), da de afviger fra normative forventninger til acceptabel adfærd. Denne stigmatisering synes dog problematisk, idet pigernes øvrige egenskaber derved ikke bliver værdsat, hvorved den stigmatiserede person som helhed bliver uønsket (Goffman, 2010, s. 46). På den anden side kunne man, med henvisning til Davies og Harré og deres begreber om ’interactive positioning’ og ’reflexive positioning’ (Davies & Harré, 1990, s. 48), stille spørgsmålstegn ved hvem, der positioner hvem? Samt hvem der kan siges, at være ’skyld’ i, at brugerne stigmatiseres? Bliver brugerne positioneret og stigmatiseret på baggrund af det andre siger om dem eller positioner og stigmatiserer de dem selv ved at omtale, de der ikke bruger siderne, som de normale? Og synes brugerne netop ikke at have indtaget positionen som de unormale, når de selv anvender termen normale om de, der ikke er pro-ana/mia? Dette kan om muligt også skyldes, at positionen normal ikke er en mulig position som pro-ana/mia, da brugerne, jævnfør ovenstående citater, går imod diskursen for normal adfærd, hvorfor denne position derfor ikke stilles til rådighed for brugerne.
79
9.3.2 “Secret Society One Two Three59” I forlængelse af at der synes at være et skel mellem brugerne af pro-ana/mia og omverdenen, havde vi ved specialets start en forforståelse om, at mange af de som benytter sig af pro-ana/mia netværkssider holder det hemmeligt, hvorfor vi derfor valgte at spørge informanterne nærmere ind til dette. Josefine udtrykte blandt andet: ”Selvfølig er siderne hemmelige for ens pårørende.” (Bilag 5: 102). Ifølge Josefine er hemmeligholdelsen således en selvfølge, hvorfor det synes interessant at stille spørgsmålstegn ved, hvad der kan ligge til grund herfor? I brevet fra Ana fremgår det blandt andet, at den enkelte skal holde sin spiseforstyrrelse hemmelig: ”[…] vi må ikke sige det til nogen. Hvis du beslutter dig for at kæmpe imod, række ud efter nogen og fortælle dem om, hvordan jeg får dig til at leve, så vil helvede bryde løs. Ingen må nogensinde finde ud af dette […]” (Bilag 28: 6870). Konsekvenserne ved at afsløre sin hemmelighed er dog uvisse, hvorfor der kan stilles spørgsmålstegn ved om uvisheden ved en afsløring kan være medvirkende til, at brugerne holder deres brug af siderne og deres spiseforstyrrelser hemmelige? Flere af informanterne kommer dog med hver deres forklaring på, hvorfor siderne holdes hemmelige. Josefine beskriver eksempelvis, hvorfor de er hemmelige for ens pårørende: ”Man ved jo godt et eller andet sted det man laver er lidt forkeret og hvad vil ens forælder eller venner ikke tænke om en når man nu er på sådan en side. Derud over kunne der være en chance for at de vil [sætte60] en stopper for det. Det er der jo [ingen61] bruger som har lyst til.” (Bilag 5: 102-106). Ligesom Josefine kommer Nanna ligeledes ind på, at hun holder sit brug af siderne skjult for sine nærmeste ud fra den begrundelse, at hun godt ved, at det er forkert (Bilag 4: 117-122). Derudover pointerer hun: ”[…] det er jo ligesom en hemmelig side af dig selv, som man får accept for af dem der følger dig på nettet.” (Bilag 4: linje 117-122). Informanternes forklaringer er interessante i forhold til Mørch og Laursen, der henviser til, at unge i dag står i et spænd mellem enten at være umulig eller fremtidens håb. Ønsket om fortsat at blive anset som fremtidens håb, kan således ses som en mulig forklaring på, hvorfor de føler sig nødsaget til at holde deres brug af siderne hemmeligt. (Mørch & Laursen, 1998, s. 3). Videre kan bestræbelserne på at holde siderne hemmelige, ses som et eksempel på, at brugerne benytter sig af ’informationskontrol’, da de ved 59
(Bilag 1: 201) Sætte har her erstattet sidde 61 Ingen har her erstattet inden 60
80
hemmeliggørelsen tilbageholder informationer om dem selv (Goffman, 2010, s. 132-133; Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 23). En vellykket hemmeliggørelse betegnes at ’passere’, hvilket muliggøre en: ”[…] vellykket hemmeligholdelse af potentielt stigmatiserende egenskaber” (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 23), hvorved den pågældende kan bevare sin identitet som normal og herved fremstå som en værdig person til samfundets accept og respekt (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 23). Endvidere kan der argumenteres for, at bestræbelserne på at passere netop kan skyldes et ønske om at blive anerkendt (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 14), da mennesket, ifølge Honneth, kun kan opnå et intakt selvforhold ved at blive anerkendt på baggrund af værdien af særegne egenskaber (Honneth, 2003, s. 92). Denne kamp om anerkendelse kan dog synes problematisk, hvis det betyder, at det den enkelte ønsker anerkendelse for ikke kan anerkendes, hvis denne passerer. En anden grund til at pigerne føler et behov for at holde deres brug af siderne hemmeligt, italesættes af Pia, som frygten for at blive indlagt: ”Mennesker er hurtige til at dømme, og som anorektiker har man absolut ikke lyst til at folk skal have ens tanker at vide, for hvis folk først finder ud af hvad der foregår oppe i en spiseforstyrrelse hjerne så bliver man indlagt, og det har man ikke lyst til […]” (Bilag 3: 165-168). Dette kan ses i tråd med Nadia, der beskriver, at siderne holdes hemmelige, da en afsløring blot ville indebære, at brugeren ville blive trukket væk fra siderne og indlagt (Bilag 6: 296-298), hvilket hun pointerer, da ville betyde: ”Så ville man jo tage det hele på igen, og så kan man jo starte forfra.” (Bilag 7: 449). Begge informanter giver her udtryk, for at de er klar over, at de er underlagt en samfundsdiskurs, som anser det, at dyrke sin spiseforstyrrelse, som værende forkert og som noget man skal behandles for. Nadia synes dog at udfordre denne diskurs, da hun påpeger, at man efter indlæggelse, da bare må starte forfra igen. En forståelse der, om muligt, kan ses ud fra informanternes tidligere italesættelse af, at det at have en spiseforstyrrelse bliver en del af deres identitet, hvorved Nadias udtalelse kan ses i lyset heraf. I modsætning til de andre informanter, har Kate, som det fremgik af analyseafsnit 9.3.1, valgt at fortælle sin mor og sin kontaktperson om sit brug af pro-ana/mia og om ønsket om at blive tynd. Senere i interviewet fortæller hun dog, at: ”[…] der er ikke nogen, der ved hvor meget jeg dyrker det at have en spiseforstyrrelse. Der er ikke nogen, der ved hvor selvskadende jeg var den gang […].” (Bilag 1: 746-748). Hun fortæller efterfølgende, at hun altid har været åben omkring behandlingen
af
sine
andre
diagnoser
(Bilag
1:
758),
men
at:
”[…] denne her
spiseforstyrrelsesverdenen, er det jo langt fra alle der forstår. Altså, folk forstår jo… der er jo mange der slet ikke ved den eksisterer jo, øh. Så helt klart den verden har været noget, jeg har
81
skulle skjule for alt og alle […]” (Bilag 1: 764-767). Kates udtalelse om, at hun har måttet skjule ’spiseforstyrrelsesverdenen’ kan blandt andet ses i forhold til Goffman, der argumenterer for, at et stigma kan være af en sådan art, at det ville være upassende at afsløre eller blotlægge det for fremmede (Goffman, 2010, s. 115). Der kan herved argumenteres for, at individet, ved at handle i overensstemmelse med forventninger fra omgivelserne, kan opnå accept og anerkendelse (Søndergaard, 1996, s. 33). Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved om brugerne, ved selv at italesætte deres brug af siderne, på sigt, kan rykke grænsen for hvad der kan opnås anerkendelse om? Videre finder vi det interessant, at Kate ikke holder sine diagnoser hemmelige, men derimod sit brug af siderne, samt det at hun ’dyrker’ det at have en spiseforstyrrelse, hvorfor der derfor kan stilles spørgsmålstegn ved, om dette kan ses som et udtryk for, at det er blevet mere ’normalt’ at have en diagnose, og at det derfor ikke er nær så upassende at afsløre, modsat det at dyrke noget, der anses som en sygdom? Valget om at holde sin spiseforstyrrelse hemmelig, samt sit brug af siderne, synes dog at blive problematiseret af Kate, da hun i interviewet fortæller, at hendes pro-ana/mia Instagram profil en dag havde linket til hendes Facebook (Bilag 1: 733-737) og beskriver: ”Så lige pludselig var der så mange, der fandt mig, og jeg sad bare: ”’Fuck, det her det ødelægger mit liv.’ Øhm, så der blev jeg nødt til at gøre den hemmelig og så ikke bruge den et stykke tid.” (Bilag 1: 740-741). Der kan med henvisning til Goffman således argumenteres for, at hun har forsøgt sig på at holde sin Instagram hemmelig, hvilket kan ses som et forsøg på at passere. Kate oplever dog, i sit forsøg på at passere, at hun her bliver direkte afsløret (Goffman, 2010, s. 125). 9.3.3 Opsummering Af ovenstående analysedel kan det udledes, at brugerne af pro-ana/mia udgør en bred skare af unge, der som gruppe har stigmaet karaktermæssige fejl, og at de grundet dette stigma oplever at tilhøre de udstødtes verden. Endvidere fremgår det at pro-ana/mia positioneres som værende unormalt, samt at dette ikke kan genkendes og herved heller ikke anerkendes af de ’normale’, hvorfor brugerne derfor oplever at blive mødt med ekskluderende kræfter. Brugerne finder det herfor naturligt at holde deres brug af siderne hemmeligt for deres omgivelser af frygt for at blive dømt og indlagt.
82
9.4 Analysedel 4 9.4.1 Brugerne holder sammen Som beskrevet i ovenstående kan der argumenteres for, at informanterne kan føle sig stigmatiseret, når de omgås personer uden for siderne, hvilket blandt andet kom til udtryk ved deres brug af betegnelsen de normale. Dette er interessant i forhold til Pia, der blandt andet fortæller, at brugerne ikke dømmer hinanden inde på siderne (Bilag 3: 51-52), og at hun her ikke følte sig anderledes: ”Jeg blev [bekræftet62] i at jeg gjorde det rigtige, at der ikke var noget galt med mig. Jeg blev også bekræftiget i at jeg ikke var den eneste som havde det på denne måde, og at jeg dermed ikke var anderledes, men at der rent faktisk [var63] nogle som forstod hvad jeg gik igennem.”(Bilag 3: 120123). Pia synes her at give udtryk for, at hun har haft et behov for at få bekræftet sine tanker. Dette kan ses i forhold til Honneth og den solidariske sfære. Ifølge Honneth har mennesket, for at opnå et ubrudt selvforhold, ikke blot behov for følelsesmæssig opmærksomhed og retslig anerkendelse, men: ”[…] også behov for en social værdsættelse, hvor det får mulighed for at forholde sig positivt til sine konkrete egenskaber og muligheder.” (Honneth, 2006, s. 163), hvilket individet kan opnå i den solidariske sfære, hvor det kan opnå solidarisk anerkendelse i relationen til samfundet, gruppen eller fællesskabet (Willig, 2006, s. 16). Individet opnår her social værdsættelse for dets særegnede egenskaber. Det vil sige værdsættelse for egenskaber, der differentierer det fra andre mennesker (Honneth, 2006, s. 164, 168). Honneths antagelse om, at individet også har behov for solidarisk anerkendelse er dog interessant i forhold til artiklen ’Anerkendelse kan man ikke gøre krav på’, hvori han udtrykker følgende: ”Når det drejer sig om den sociale anerkendelse, er det vigtigt at understrege, at det er en anerkendelsesform, man aldrig automatisk kan gøre krav på, men kun kan forvente og håbe på. Håbet må derfor knytte sig til en efterfølgende læreproces, hvor majoritetskulturen vil værdsætte minoritetskulturen. ” (Link 46). Dette er særligt interessant i forhold til Josefine, der i det følgende beskriver, hvad hun kan opnå ved at være på siderne:
62 63
Bekræftet har her erstattet berkæftiget. Var har her erstattet kan.
83
”Tror det siderne er gode til er at give den anderkendelse du som anoretiker søger. For i din verden er du på ingen måde god nok og du ser i hvert fald alt andet end godt ud. Du er tyk, grim, uduelig og intet vær. Det jeg iled efter var anderkendelse, jeg var tydeligt for tyk til at få det.” (Bilag 5: 75-78). Josefines valg om at benytte sig af siderne kan, således om muligt, ses ud fra, at hun netop her kan opnå den anerkendelse, som hun oplever ikke at få uden for siderne, hvorfor det her bliver interessant at stille spørgsmålstegn ved, om behovet for anerkendelse kan være så enormt, at pigerne herved (bevidst eller ubevidst) opsøger, og efterfølgende fastholdes på siderne? Oplevelsen af ikke at føle sig anderledes, synes ligeledes at blive italesat af Nadia, da hun mener, at man ved brugen af siderne kan:”[…] få at vide, at man faktisk er god nok. Der er ikke noget galt med én.” (Bilag 7: 103). Noget som hun efterfølgende påpeger ikke at opleve at få at vide til dagligt (Bilag 7: 104-107). Der kan her, med henvisning til Goffman, argumenteres for, at personer sagtens kan føle sig stigmatiseret i én kontekst, men ikke i en anden, hvilket understøtter antagelsen om, at et stigma ikke er noget iboende (Jacobsen & Kristiansen, 2010, s. 25). Der synes ydermere, med afsæt i informanternes citater, at kunne argumenteres for, at brugerne her, omgås andre, der med henvisning til Goffman kan betegnes ’de egne’, da informanterne her ikke føler sig stigmatiseret eller anderledes. Dette kan forklares med, at de på siderne befinder sig sammen med personer med samme stigma, og hvor de bliver accepteret som værende lige så normale som alle andre (Goffman, 2010, s. 61). 9.4.2 Online/offline Ud fra ovenstående synes det interessant at stille spørgsmålstegn ved, om denne anerkendelse og accept, som informanterne beskriver, at de opnår på siderne, kan skyldes, at brugerne ikke kan se hinanden, og at de er anonyme. Til dette udtaler Terese blandt andet: ”[…] det der med, at de ikke ser hinanden inde på siderne, så dømmer de ikke hinanden på samme måde.” (Bilag 6: 182-184). Det at brugerne ikke kan se hinanden kan således ligge til grund for, at brugerne ikke oplever at blive dømt af hinanden, hvorved anerkendelse og accept synes at være afhængigt af en anonymitet brugerne imellem. Et sådant behov for anonymitet beskrives af Josefine: ”Jeg føler mig stadig for tyk og ”grim” […] men […] bag min pc kan [jeg] skjule mig for deres bebrejdende blikke. At jeg på en måde kan slippe lidt væk. Bag computeren kan de jo ikke se hvad min rigtig bmi er.” (Bilag 5: 115-119). Det interessante ved Josefines udtalelse er, at hun ved at være anonym på siderne kan
84
skjule sit rigtige BMI, hvorved der således kan argumenteres for, at siderne, grundet det, at det er en anden diskursiv praksis, skaber mulighed for, at hun kan indtage en anden position end den hun tilbydes, når hun er offline. Det synes dog her interessant at stille spørgsmålstegn ved, om anerkendelsen, der gives og modtages på siderne, da kan siges at være ’ægte’, hvis det forudsætter informationskontrol, da brugerne må skjule miskrediterende informationer om dem selv? (Goffman, 2010, s. 133). Det at siderne muliggør, at brugerne kan være anonyme synes da at være problematisk, hvis man forestiller sig, at brugernes behov for anerkendelse medfører, at de er nødsaget til at skjule forhold ved dem selv, som de er klar over, at de på siderne ikke kan modtage anerkendelse for. I forlængelse af dette fandt vi det interessant at spørge informanterne ind til om de havde en følelse af at de kunne være mere sig selv online eller offline. Til dette udtalte Sofie blandt andet: ”Da jeg havde det meget dårligere end jeg har det nu, var jeg helt klart mig selv på Pro Ana siderne og så satte jeg en facade op i den virkelige verden. Men nu når jeg har det meget bedere er det mig begge steder.” (Bilag 2: 133-135). Ud fra Sofies udtalelse kan man argumentere for, at der nu er en overensstemmelse mellem hendes tilsyneladende sociale identitet og hendes faktiske sociale identitet grundet, at hun nu ikke længere behøver at passere (Goffman, 2010, s. 44). Hun tilføjer dog: ”Så jeg er mig selv begge steder jeg viser mig bare fra to forskellige sider.” (Bilag 2: 138-139). Ved denne udtalelse kan man dog argumentere for, at Sofies positioneringsmuligheder er forskellige online og offline, alt afhængigt af de diskursive praksisser hun indgår i (Davies & Harré, 1990, s. 46). Til vores spørgsmål om pro-ana/mia brugere anser siderne som deres private sted, lægger Pia ligeledes vægt på vigtigheden ved anonymitet: ”Ja bestemt, det er der hvor man ikke behøver at lægge låg på hvem man er, man behøves ikke at lyve eller finde på undskyldninger. Og så foregår det jo også over nettet dvs. at man har mulighed for anonymitet.” (Bilag 3: 156-158). Muligheden for anonymiteten bliver af Pia således fremhævet som en forudsætning for, at man kan være ’sig selv’, da man ikke behøver at ”lyve eller finde på undskyldninger”, hvorved man ud fra Goffmans perspektiv, kan sige, at de således ikke behøver at passere. Dette fandt vi interessant, og spurgte derfor ind til om hun havde en oplevelse af at være den samme person online som offline, hvortil hun svarede: ”Ja, det ville jeg mene at jeg er, jeg skrev jo som sagt ikke noget selv.” (Bilag 3: 196197). Vi fandt denne udtalelse interessant, idet Pia her synes at give udtryk for, at man er én og samme person, hvis man ikke interagerer med de andre brugere, hvorimod ens identitet ikke er
85
fikseret, hvis man indgår i en social interaktion. Ved den sociale interaktion bliver identiteten derimod foranderlig afhængigt af den praksis, man indgår i (Davies & Harré, 1990, s. 46). 9.4.3 Forskelligheder blandt brugerne På baggrund af de respektive interview fandt vi det ydermere interessant, at brugerne viste sig at tale ud fra forskellige diskurser, med hensyn til forståelsen af, om det at være pro-ana/mia betragtes som en livsstil eller en sygdom, samt om de mente, at der var forskel på at være pro-ana og pro-mia eller om de mente, at det var det samme, da disse differentieringer viste sig at resultere i en opdeling mellem brugerne. Vi fandt ydermere deres forskellige forståelser særligt interessant, da vi her fik indtryk af, at pigerne positionerede dem selv og hinanden ud fra deres forståelser. Grundet en forforståelse om at det at være pro-ana/mia betragtes som en livsstil valgte vi ved kontakt med informanterne at benytte os af denne betegnelse fremfor betegnelsen sygdom (Bilag 11). Det viste sig dog, at brugerne ikke entydigt synes at tale ud fra denne diskurs, idet Nanna blandt andet udtrykte følgende: ”Vil i ikke være søde, at lade være med at kalde det en livsstil? For det er ikke en livsstil, jeg er under recovery nu, jeg er syg, det er en sindslidelse. Da jeg skrev på den proana side, ved jeg ikke hvad jeg tænkte på, men i hverfald, jeg lider af en sindslidelse og ikke efter en livsstil.” (Bilag 11). I interviewet udtrykker hun dog, at hun kun mener, at man er pro-ana, når man ser det som en livsstil og ikke som en sindslidelse (Bilag 4: 51-52). Denne forståelse synes særlig interessant i forhold til ovenstående citat, da det her fremgik, at hun lider af en sindslidelse, og derfor ikke mener, at man kan bruge betegnelsen ’livsstil’. Der kan på baggrund heraf stilles spørgsmålstegn ved, om hun ikke betragter sig som pro-ana længere, idet hun beskriver, at hun lider af en sindslidelse, men mener, at man kun er pro-ana, når man ser det som en livsstil? På baggrund heraf kan der argumenteres for, at Nanna i sin formulering benytter sig af refleksiv positionering og derigennem får positioneret sig selv som ’ikke-pro-ana’ (Davies & Harré, 1990, s. 48). Det kan dog diskuteres om denne positionering er intenderet, og om det i så fald kan ses som et udtryk for, at hun, grundet sin behandling, ikke længere ønsker at se eller at definere sig selv som pro-ana, og derfor laver denne differencering? Det synes på baggrund heraf interessant at stille sig spørgende over for, om brugerne, ved behandling, går fra at have positioneret dem selv som havende en livsstil, til at blive positioneret som syge? Kan dette være et udtryk for, at det ikke længere er en positioneringsmulighed at se det at have en spiseforstyrrelse som en livsstil? Eller er det snarere en indikator for, at: ”[…] who one is is always an open question with a shifting answer depending upon the positions made available within one’s own and other’s discursive practices […]” (Davies
86
& Harré, 1990, s. 46), hvorved positionen som patient, der ser det at være pro-ana som en livsstil ikke er en mulig position? Denne differencering mellem begreberne ’sygdom’ og ’livsstil’ er ligeledes fremtrædende hos de andre informanter. Vi havde blandt andet bedt informanten Pia fortælle os om hun har haft sin egen eller egne pro-ana/mia sider, hvortil hun svarede følgende: ”Nej selv om jeg ikke selv var i stand til at komme ud af sygdommen […]så ønskede jeg på ingen måde at påvirke andre i den retning […]” (Bilag 3: 127-129). Pia henviser her, ved brugen af begrebet ’sygdom’ til spiseforstyrrelsen, anoreksi (Bilag 3: 101-102). Senere skriver hun dog: ”[…] ønskede ikke denne livsstil for selv min værste fjende […].” (Bilag 3: 134-135). Det kunne heraf tolkes som, at Pia ser det at have en spiseforstyrrelse som en livsstil. Senere i interviewet udspecificere hun dog sin udtalelse: ”Jeg tror at dem der laver siderne gerne vil lære de ”nye ana/mia’er” at leve med denne livsstil.” (Bilag 3: 226-227). På baggrund heraf kunne det således tolkes som, at det at være på siderne, ifølge Pia, er en livsstil, hvorimod det at have anoreksi opfattes som en sygdom. Men kunne det på den anden side ikke også betyde, at man har en sygdom, hvis man har anoreksi, men at denne opfattelse ændres, når man bruger siderne, således at man ikke længere betragter spiseforstyrrelsen som en sygdom, men derimod som en livsstil? Ved interviewet med Nanna spurgte vi hende om hun mente, at der er forskel på at være pro-ana og pro-mia, et spørgsmål der byggede på, at vi selv havde en forforståelse om, at der var en forskel, hvorfor Nannas svar derfor udfordrede vores forforståelse: ”Nej det er jo det samme. Det er syge piger med hver deres sindslidelse som bakker andre op i deres spiseforstyrrelser […]” (Bilag 4: 5859). Ifølge Nanna er der således ikke nogen forskel på, om man er pro-ana eller pro-mia. Hun udtrykker dog, at brugerne, ifølge hende, alle sammen er piger. Denne forståelse synes ligeledes at blive delt af Nadia, jævnfør afsnittet 9.3.1, samt af Kate, der i følgende citat ligeledes udtrykker, at det hovedsagligt er piger, der benytter sig af siderne: ”Jeg har fundet et par drenge, også en dansk dreng.” (Bilag 1: 1121), for så at tilføje: ”Øh, men det er hovedsagligt piger, og det er jo også altså ni ud af ti spiseforstyrrede er jo piger.” (Bilag 1: 1123-1125). Det kan dog diskuteres, hvad denne diskurs er et udtryk for? Er der reelt set flere piger med spiseforstyrrelser, eller kan diskursen være en måde, hvorpå pigerne søger at legitimere deres brug af siderne?
87
Ligesom Nanna mener Terese heller ikke, at der er forskel på at være pro-ana og pro-mia: ”[…] de er begge to spiseforstyrrelser. Jeg ved godt, at der er forskel på spiseforstyrrelser, men jeg tror, at både pro-ana og pro-mia sider giver de samme tips.” (Bilag 6: 629-631). Terese beskriver ydermere det at være pro-ana/mia som værende en periode af ens liv, men pointerer dog: ”[…] altså eller ikke på den måde, ikke på samme måde som, nu kan jeg, ligesom folk der siger, at de har perioder, hvor de prøver at udforske deres seksualitet.” (Bilag 6: 76-78). Hun synes dog, at modificere sin udtalelse, da hun efterfølgende forklarer, at pro-mia piger godt kan bruge pro-ana tips, men at pro-ana piger kun kan bruge pro-mia tips, hvis de kan få dem selv til at kaste op. (Bilag 6: 633-637). Men markerer dette netop ikke en forskel på pro-ana og pro-mia? Denne dobbelthed kommer ligeledes til udtryk hos Pia, da hun giver udtryk for, at hun heller ikke mener, at der er den store forskel på de to for derefter at tilføje, at hun dog har mest erfaring med ana (Bilag 3: 29-31). Et citat fra en pro-ana/mia side indikerer yderligere, at der differentieres mellem betegnelserne proana og pro-mia: ”Du skriver at du har alle tegn [på at være] anoretiker? Bort set fra at du spiser for meget og vejer for meget? Undskyld men det er jo ligesom de to vigtiste tegn. [Vægten] er den [næst] vigtigste faktor.. du kan godt have ana hvis dit bmi er fx 20. men du kan ikke have ana hvis u spiser normalt/overspiser plus har et bmi over 20.. Sorry synes bare du skal sige tingene som de er istedet for at "pynte" [på dem] ved at give dig selv en sygdom som du tydeligvis IKKE har!”64 Personen bag citatet har således en klar forståelse af, hvornår man kan sige, at man har ana og i høj grad også, hvornår man ikke kan, samt at det ikke bare er en ’titel’ man kan brug i flæng. Denne pige synes at tale ud fra en herskende biomedicinske diskurs, hvor alt kan måles og vejes. Herudfra opstiller hun to kategorier, som hun mener skal opfyldes for at have ana, kategorier som Kate ikke opfylder, da hun ”spiser for meget og vejer for meget”. Man kan herudfra argumentere for, at Kate kan siges at få stillet en subjektposition til rådighed som mislykket anoretiker (Davies & Harré, 1990, s. 53). Det synes dog her interessant at stille spørgsmålstegn ved om informanternes udtalelser måske ikke så meget er et udtryk for, hvorvidt der er en forskel på pro-ana og pro-mia, men måske snarere et udtryk for, at der er en opdeling mellem brugerne? Følgende udtalelse fra Kate kan tolkes som et forsøg på at dekonstruere denne ’sandhed’: 64
Vi har her set os nødsaget til at indsætte [ ] for at gøre citatet læservenligt, da ’æ’, ’ø’ og ’å’ figurerede som tegn på hjemmesiden. Vi har ligeledes fravalgt at opgive dette link af hensyn til informantens anonymitet.
88
”Øhm, så det ikke sådan, at man deler det op på den måde. Man siger ikke: ”Du er kun pro-ana” eller ”du er kun pro-mia”. I meget få tilfælde, men ellers så er det bare en stor pærevælling med den spiseforstyrrelse man dyrker.” (Bilag 1: 579-582). Af citatet kan det udledes, at man, ifølge Kate, ikke kan lave en opdeling mellem om man er pro-ana eller pro-mia, kun ”i meget få tilfælde”, hvorfor det alligevel ikke er helt entydigt om hun mener, at de to kan adskilles. På baggrund af det samlede interview lader det dog overvejende til, at hun ikke mener, at de to kan adskilles, hvilket blandt andet eksemplificeres ved følgende: ”Altså alle de der, rigtig pro-ana/mia tanker […]” (Bilag 1: 214), men hvad kan denne holdning være et udtryk for? Kate havde tidligere i interviewet fortalt, at hun i en alder af 15-16 år udviklede bulimi: ”[…] fordi jeg tænkte, det er den eneste måde som jeg stadig kan spise og overspise på, men stadig komme ned i vægt. Fordi jeg kunne ikke finde ud af at sulte mig selv. Øhm, jeg prøvede og jeg prøver stadig til dags dato, og det virker ikke. Øh jeg, jeg plejer gerne at sige, at jeg er en god bulimiker, fordi jeg er god til det.” (Bilag 1: 229-233). Af citatet kan det udledes, at Kate har et ønske om at komme ned i vægt, og at det stadig er noget hun kæmper for at opnå i dag. Hun kan dog ikke sulte sig selv, og har derfor måttet udvikle bulimi. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved om hun påtager sig eller modsætter sig positionen som mislykket anorektiker, eftersom hun italesætter pro-ana/mia som noget, der ikke kan adskilles? (Davies & Harré, 1990, 50). Derudover benytter hun sig ligeledes af refleksiv positionering og får herved positioneret sig selv som værende god til noget (Davies & Harré, 1990, s. 48), hvorved der således kan argumenteres for, at hun i stedet vælger at: ”[…] pursue her own story line.” (Davies & Harré, 1990, s. 50).Videre kan hendes argument om, at man ikke kan lave en opdeling mellem proana og pro-mia tolkes som et forsøg på at undgå at blive positioneret som værende nederst i hierarkiet. Antagelsen om at der ved at opdele pro-ana og pro-mia netop opstår et hierarki fremgår tydeligt i brevet fra Mia: ”[…] jeg er Ana’s tvillingesøster. Det er mig der tager sig af dig når du ikke kan følge med Ana. Når du fejler, æder og skuffer Ana. Så skubber hun dig væk og så må jeg tage mig af dig […]” (Bilag 29: 2-4). Mia tager sig altså af de ’svageste’, de der ikke kan følge med Ana. Dette synes netop at placere pro-mia’er i en nedvurderet status, en status som svag. Dette kan om muligt være en begrundelse for, at Pia og Sofie netop ønsker at fremhæve dem selv som kun værende pro-ana, da de derved indtager positionen som øverst i hierarkiet, hvor imens Kate ønsker
89
at dekonstruere denne diskurs for netop ikke at fremstå som den laveste i hierarkiet. 9.4.4 Hierarki Antagelsen om at der, brugerne imellem, er en opdeling og et hierarki bliver italesat direkte af informanterne selv. Blandt andet af Terese, som beskriver to typer af brugere. Den ene som værende de, der har et: ”[…] forskruet billede af dem selv måske og det er også en del af det at have en spiseforstyrrelse. Mm, men der er også folk, der bruger siderne til at tabe sig. De tænker sikke en smart måde, nu kan jeg bare tabe mig.” (Bilag 6: 239-242). Dette hierarki bliver endvidere italesat af Kate, da hun udtaler følgende omkring følgere på Instagram: ”[…] den eneste form for hierarki der er, at jo tyndere du er, jo flere følgere har du.” (Bilag 1: 585-586). Der kan på baggrund af pigernes udtalelser argumenteres for, at der differenceres mellem de, der benytter sig af siderne, fordi de har en spiseforstyrrelse eller fordi de bare gerne vil tabe sig, og at der derudover er et hierarki, hvor den eller de tyndeste rangerer højest. Kates forståelse af, at brugerne rangeres efter tyndhed, synes dog at blive problematiseret, da hun efterfølgende siger: ”[…] jeg deler ikke billeder af mig selv. Jeg er ikke tynd nok til at inspirere nogen. Jeg deler kun selfies og så thinspro og citater. Og jeg har 7.600. [følgere]” (Bilag 1: 590-592). Kunne dette vidne om, at brugerne af proana/mia netværkssiderne kan opnå status for andet end blot det at være tynd? Kate udtaler efterfølgende, at hun på trods af ikke at være ”tynd nok” stadig er højt oppe i hierarkiet, og pointerer da, at følgere ikke blot opnås ved at være tynd, men også ved: ”[…] et pænt ansigt, […] god stil, er du tynd, øhm laver du gode updates og sådan noget. Og jo mere du gør det, jo flere følgere får du og jo længere op i hierarkiet kommer du.” (Bilag 1: 598-601). Tidligere i interviewet havde hun ligeledes udtrykt, at: ”[…] jeg skal have min egen hjemmeside. Også fordi, jeg kan jo se tilbage nu og se, at det var fordi jeg ville have bekræftelse. Endelig kunne jeg finde ud af noget. Og jeg fik også den førende hjemmeside eller hvad man skal sige, inden for pro-ana/mia miljøet.” (Bilag l: 118-122). Det er her interessant, hvordan hun positionerer sig selv som ekspert eller ud fra Goffmans betegnelse ’professionel’ (Goffman, 2010, s. 67), inden for pro-ana/mia miljøet ved at påpege, at hun fik den førende hjemmeside. Dette kunne tyde på, at der hersker en diskurs om, at det ikke er godt nok at finde noget at være god til, men at man også skal være den bedste. Dette kan ses i sammenhæng med Mørch, der argumenterer for, at høje krav og komplekse udfordringer til unge udgør en konkurrence, hvor det interessante er at finde ud af, hvem der klarer sig bedst i talentkampen (Mørch, 2010, s. 15). Citaterne kan dog ligeledes ses som et udtryk for, at der er flere måder at opnå anerkendelse på indenfor siderne, og at opnåelsen af høj status ikke kun forudsætter en tynd krop.
90
9.4.5 Opsummering Ovenstående synes at viden om, at brugerne holder sammen på baggrund af, at de tilhører samme stigmakategori, samt fordi de, modsat, når de er offline, ikke bliver dømt, men derimod føler sig accepteret. Pro-ana/mia fællesskaber synes da at tilbyde en redefinering af, hvad der kan gives anerkendelse for, hvorfor siderne her kan siges at fungere som kompensation for manglende anerkendelse offline. Det fremgik dog, at brugerne differentierede mellem at være pro-ana og promia, samt at se det at være pro-ana/mia som en sygdom eller livsstil, hvilket resulterer i en opdeling og hierarkisering af brugerne.
91
10.0 Diskussion Dette afsnit indeholder en diskussion af centrale temaer, som synes relevante at diskutere, hvorfor disse således først inddrages i nærværende kapitel.
10.1 Dødsspiral Informanten Pia henviser i interviewet til, at siderne er et råb om hjælp, og at: ”[…] det egentlige problem altså opstår FØR man havner på de sider.” (Bilag 3: 272-273). Det synes her interessant at stille spørgsmålstegn ved om brugen af siderne da kunne have været undgået, hvis brugerne havde fået hjælp, før de fik kendskab? Der synes dog at eksistere en dobbelthed ved brugen af siderne, da brugerne på den ene side udtrykker, at de gerne vil væk fra siderne, men at de på samme tid ikke kan. Det synes dog diskutabelt, hvad denne dobbelthed er et udtryk for? På den ene side kan brugerne opnå den anerkendelse de søger, men på samme tid udtrykkes der, at de også får det psykisk og fysisk værre. Nadia beskriver, at man søger siderne for at få selvtilliden tilbage (Bilag 7: 466), men tilføjer: ”Selvom man godt ved, at det gør man ikke. Fordi man […] får det værre og værre mentalt, og så føler man, men stadig bliver man nødt til at tabe sig mere, og man får det værre og værre.” (Bilag 7: 468-470). Det synes da problematisk, at brugerne på en og samme tid oplever at få det bedre samtidig med, at de får det værre. Man kan dog diskutere om det ikke er positivt, at brugerne finder et fællesskab, hvori de finder støtte og oplever, at der er noget de kan føle sig gode til, men at problematikken opstår ved, at den kontrol de oplever at få, tager over, hvorved de således synes at miste den, hvilket blandt andet udtrykkes af Nadia: ”[…] til sidst der kan man ikke styre det mere, så er det mere noget, man SKAL gøre, i stedet for noget man selv kan styre.” (Bilag 7: 272-273). Trods tabet af styringen, samt at siderne, ifølge Pia, er et råb om hjælp, så pointerer Pia dog, at det ikke er ensbetydende med, at man som pro-ana/mia ønsker at tage imod denne hjælp (Bilag 3: 168171), men kan dette skyldes, at brugerne har en anden forståelse af begrebet hjælp? Nadia udtrykker, at hjælp i hendes optik betyder at: ”[…] kunne styre en selv mere, komme længere ind i det.” (Bilag 7: 416). Hjælpen på siderne synes da at have en anden betydning, da man ikke kan få hjælp til at komme ud af det igen, men i stedet hjælp til at blive fastholdt (Bilag 7: 411). Men er brugerne da bevidste omkring mulige konsekvenser heraf? Nadia gør selv opmærksom på, at hun er klar over, at det kan være farligt, da hun pointerer: ”Fordi det er jo på en måde selvmord, bare meget langsomt.” (Bilag 7: 460). Det kan herved diskuteres om disse dobbeltheder er et udtryk for en dødsspiral, hvor brugerne går med en illusion om at blive grebet eller reddet for derefter at kunne
92
starte forfra? Eller lever de i nuet, som Nadia beskriver det (Bilag 7: 462-463), hvorved de glemmer at forholde sig til mulige følger af deres valg? Kate pointerer dog, at hun ligeledes er klar over, at man kan dø af at få anoreksi, men udtrykker: ”Altså, hellere dø tynd. Altså, hvis jeg kunne leve fem år og være tynd ville jeg hellere det, end at leve sådan her resten af mit liv. Fuldstændig, det ville jeg.” (Bilag 1: 411-413). Dette standpunkt synes ekstremt problematisk, hvorfor det synes interessant at diskutere om diskursen om det tynde ideal om muligt kan ligge til grund for, at Kate, og om muligt også andre brugere, hellere vil leve fem år som tynde end resten af livet med en vægt, de er utilfredse med?
10.2 Det tynde ideal I forhold til tidligere er der i dag ikke status i at være overvægtig, hvorimod begreber som sundhed, selvkontrol og skønhed synes at være forbundet med det at være slank (Pedersen, 2012, s. 213-214). Dette synes at vidne om en samfundsdiskurs, der værdsætter den tynde krop, hvorfor pro-ana/mia brugernes bestræbelser på at opnå idealet om den tynde krop ikke umiddelbart synes modstridende. Der synes dog at eksistere en diskurs om, at man samtidig heller ikke må være for tynd, da dette går imod sundhedsdiskursen. Som påpeget af Josefine figurerer der velansete slankekure, alt imens proana/mia tips ikke er legale: ”[…] der er lige så [mange65] som er på steen alder kure, agurke kur og 2-5 kure uden folk flipper skrot over det? Folk taber sig 10-20 killoer at disse kure som frit kan købes i bogformat i føtex men en internet side med samme formål er farligt og forkert?” (Bilag 5: 150-153). Det syntes diskutabelt om disse modsatrettede diskurser ikke kan forekomme svært for unge at navigere imellem? Samt om sidernes eksistens blot udgør en brøkdel af et større samfundsproblem? En central del af den senmoderne individualisering er, ifølge Mørch, blevet det fysiske udseende, da kropslighed i dag er blevet et selvansvar (Mørch, 2010, s. 40). Kan argumentet for og ønsket om at blive tynd, da vidne om, at den enkelte har taget eller ønsker at tage et selvansvar? Informanternes udtalelser synes dog at vidne om, at bestræbelserne på at opnå det tynde kropsideal, kan blive betragtet som så ’ekstremt’ afvigende, at dette ikke længere kan anses som værende normalt. Man kan herved diskutere, om de opstillede samfundsmæssige standarder for, hvordan man skal se ud, stigmatiserer pigerne? Men har samfundet ikke selv et ansvar eller kan man prædike uden at forholde sig til udfaldet heraf?
65
Mange har her erstattet mage.
93
10.3 Anerkendelse Vi finder det interessant, at pigerne oplever at blive anerkendt på nettet, og at denne anerkendelse synes at være en af grundene til, at de søger siderne og fastholdes i deres brug. Kate beskriver, at hun kan opnå anerkendelse ved at have sin Instagram profil: ”Altså, det er mere det der med, at jo flere likes, og jo flere følgere og jo flere der kommenterer, hver gang får du ligesom et plus point for, at du er god nok. Og så får du minuspoint, hvis du mister følgere eller et eller andet” (Bilag l: 621, 662-665). Man kan på baggrund heraf diskutere om dette kan siges at udfordre Honneths teori, da det synes at vidne om, at vi i dag står over for en anerkendelse, hvor der eksisterer plus- og minuspoint, på en skala, der afgører om du er ’god nok’? Internetpsykolog Anders ColdingJørgensen henviser til, at: “’Likes’ er anerkendelse fra andre – sat i system.” Og at det er blevet: “en valuta, som kan tælles. – Fem ’likes’ er fem gange så godt som ét ’like.’ Dermed er et like blevet en værdi i sig selv.” (Link 47). Men hvordan forholder man sig som bruger til, at man kan være god nok den ene dag, men ikke den næste? Til dette udtrykker Kate: ”Arh, det har været rigtig svært for mig med den Instagram […]. Der var på et tidspunkt, hvor jeg virkelig dunkede mig selv i hovedet, hver gang jeg mistede en følger. Altså, Kate du er verdens største fiasko, du kan ikke finde ud af noget, du kan lige så godt gå ud og skære dig egen pulsåre over […]. Øh, fordi det er sådan, hvis du mister nogen, er du ikke noget værd. Så jo flere du har, jo bedre er du. Men stadig nu, hvor jeg har forholdsvis mange er det ikke godt nok. Det bliver aldrig godt nok.” (Bilag 1: 607615). På den ene side synes der at kunne argumenteres for, at Instagram i dette tilfælde indeholder både en positiv side og negativ side. Pigerne kan her opnå anerkendelse, men som Kate beskriver, så bliver det aldrig godt nok. Det synes diskutabelt om oplevelsen eller følelsen af, at det aldrig bliver godt nok kan skyldes, at behovet for anerkendelse bliver selvforstærkende, hvilket må resultere i et stigende behov for anerkendelse. Derudover synes det også væsentligt at diskutere om likes på Instagram egentligt kun handler om at fastholde hinanden i spiseforstyrrelsen eller om mediernes fremstilling heraf kun udgør en brøkdel af, hvad Instagram eller andre pro-ana/mia netværkssider ellers bliver brugt til? Kate udtrykker blandt andet: ”[…] jeg føler at det er misforstået, og jeg føler ikke, at de får
94
hele sandheden med, for det er tit bare det der med – og så uddeler de fastetips – Altså nej, der er så meget mere til det end det.” (Bilag 1: 1098-1101). Er der tale om, at medierne mistænkeliggør og stereotypiserer pro-ana/mia, hvorved vilkårene for social værdsættelse bliver unfair eller skæve? (Jakobsen, 2011, s. 234). Kate pointerer hertil: ”[…] jeg kan godt forstå de reagerer voldsomt på det, og jeg kan godt forstå, at de bringer det frem som et stort problem, men jeg føler bare ikke de bringer hele sandheden frem. Også føler jeg ikke man burde bringe det frem, hvis man ikke kan bringe hele sandheden […]” (Bilag 1: 1109-1112). Der kan således stilles spørgsmålstegn ved om samfundet ikke har formået at skabe en værdihorisont, som er rummelig og almengyldig nok? (Nørgaard, 2005, s. 67). Samtidig kan der dog også stilles spørgsmålstegn ved, hvor rummeligt et samfund kan være? Er denne grænse flydende eller er der en naturlig grænse for, hvad der kan anerkendes?
11.0 Konklusion Følgende indeholder en besvarelse af specialets problemformulering: Hvilken betydning har brugen af pro-ana/mia netværkssider for brugere og tidligere brugere? Og hvilke positioner stilles til rådighed gennem brugen af disse sider? Brugen af pro-ana/mia netværkssider giver brugerne mulighed for at udleve en ellers hemmelig side af dem selv, som de i den offline verden ellers tilbageholder af frygt for at blive dømt. På siderne oplever de derimod at få bekræftet deres tanker af andre brugere, hvorved de her ikke føler sig stigmatiserede. Ved mødet med de egne på pro-ana/mia netværkssiderne får brugerne mulighed for at definere det at være pro-ana/mia som en livsstil, hvorved brugerne kan positioneres som levende efter en livsstil. Ydermere giver brugen af pro-ana/mia netværkssider ligeledes brugerne mulighed for en redefinering af begrebet pro, der af flere af informanterne bliver defineret som det at være god til noget. Gennem brugen af pro-ana/mia netværkssider kan brugerne få synlige og håndgribelige regler for hvornår de er ’gode’, modsat samfundets modstridende krav og forventninger til de unge. Det bliver med pro-ana/mia dermed nemmere at navigere som ung, da kravene for og forventningerne til at være pro-ana/mia derimod er fastsat på forhånd, samt da de valg brugerne skal tage er blevet minimeret, ved at valgene på forhånd er fastsat af Ana og Mia. Indenfor den diskursive praksis, proana/mia, tilbydes brugerne således en position som succesfuld, dette ud fra samfundsmæssige forventninger til unge om ansvar for eget liv.
95
Pro-ana/mia synes dog svært at genkende for personer uden for siderne, hvilket betyder, at det er svært for brugerne at opnå anerkendelse i privatsfæren og den solidariske sfære. Brugen har videre den betydning, at brugerne bliver dømt af udenforstående, da både de, og brugerne selv, anvender betegnelsen de normale, om de der ikke benytter sig af siderne, hvorved brugerne bliver positioneret som værende unormale. Positioneringen af brugerne som værende unormale får den betydning, at brugerne, ved ønsket om at blive anset eller betragtet som normale, må passere ved at hemmeliggøre deres brug af siderne, hvilket dog indebærer en risiko for at blive afsløret. Brugen af siderne giver dog samtidig brugerne mulighed for at indgå i en gruppe med de egne, som får betydning for, at de ikke oplever at være alene eller anderledes. Brugerne oplever her at blive accepteret og anerkendt, da siderne tilbyder en redefinering af, hvad der kan gives anerkendelse for. Foruden anerkendelse har brugen af siderne også den betydning, at brugerne her oplever at kunne genkende og at få genkendt deres tanker, hvilket betyder, at de derved opnår at betragte dem selv som værdige individer. Brugernes mulighed for anonymitet på siderne, samt det at de ikke er synlige for hinanden, tilbyder ydermere brugerne en online position, anderledes end den de oplever offline, ved at brugerne her finder det nemmere at få ord på deres tanker og følelser, ligesom de herved har mulighed for at tilbageholde information om dem selv. Brugerne oplever dog, at de på siderne kan få status og anerkendelse for andet end blot at være tynd, og ligeledes en oplevelse af at få succes ved at have den førende hjemmeside. Det ses dog, at de, der positionerer sig som tidligere brugere får positioneret aktive brugere som havende problemer med mad og lavt selvværd, samt at brugen af siderne ligeledes medfører en opdeling og hierarkisering mellem brugerne ud fra deres interne differencering mellem det at være pro-ana eller pro-mia. Fælles for brugerne er dog, at pro-ana/mia siderne er svære at slippe igen, når man først har været bruger, hvilket kommer særligt til udtryk for de der positionerer sig selv som tidligere brugere af siderne.
96
12.0 Perspektivering På baggrund af specialets genstandsfelt, pro-ana/mia netværkssider, kunne en anden interessant teoretisk vinkel have været at inddrage perspektiver fra psykolog og psyko-analytiker (Turkle, 2011, s. X), Sherry Turkle 66 og hendes værk ’Alone Together: Why We Expect More from Technology and Less from Each Other’. 67 Turkle synes interessant i forhold til specialets genstandsfelt, pro-ana/mia, da hun har fokus på brugen af sociale netværkssider, samt hvordan disse influerer på menneskers forhold til sig selv og andre. Turkle argumenterer for, at teknologien i dag har gjort mennesker sårbare på nye måder. Dette da vi i dag lægger personlige byrder og vores tanker op på internettet til bedømmelse af læsere, vi næsten ikke kender, eller i nogle tilfælde slet ikke kender, da der på internettet: ”[…] is no barrier to displacement, no barrier to rage” (Turkle, 2011, s. 237). Dette har dog gjort den enkelte sårbar, da: ”[…] if you share something intimate with a stranger, you invest in that person’s opinion.” (Turkle, 2011, s. 235). På internettet har mennesker således et håb, men ligeledes en forventning om, at de vil blive mødt med sympati. Dette kan ses i forhold til Nadias udtalelse om, ”[…] at det er nemmere at skrive ting ned end at tale til en person direkte” (Bilag 7: 230-231), hvilket hun begrunder med, at man herved kan undgå at blive dømt (Bilag 7: 239). Dette synes interessant da det således kunne tyde på at brugerne af pro-ana/mia netværkssider netop bruger disse sider, da det er nemmere at snakke med ’fremmede’ om deres følelser på internettet, da de her har en forventning om, at de vil blive mødt med sympati, modsat det de oplever offline. Et andet interessant perspektiv fra Turkle, er hendes syn på netværkssider som ’online verdener ’, der tilbyder ’identity workshops’ (Turkle, 2011, s. 12). Hun henviser til disse som værksteder, hvor den enkelte kan skabe sin egen virtuelle identitet. Denne virtuelle identitet kan både lægge sig tæt op af den identitet personen har i den ’rigtige’ verden, men ligeledes lægge sig langt fra den. Hvis man er ensom og/eller isoleret i den rigtige verden kan den enkelte online få en følelse af at være noget mere og bedre, hvorved den virtuelle verden kan fungere som kompensation for det den enkelte oplever at mangle i den rigtige verden. (Turkle, 2011, s. 12). Dette perspektiv synes interessant i forhold til Josefine, der beskriver, at hun på siderne kan skjule sit rigtige BMI (Bilag 5: 118-119), hvorved hun ikke behøver at skamme sig over sin virtuelle identitet, som hun ellers gør i den rigtige verden. Brugernes virtuelle identiteter synes således ikke nødvendigvis at stemme overens med deres ’reelle’ identitet, men muliggøre i stedet en bedre udgave, hvortil Turkle tilføjer: 66 67
Sherry Turkle er derudover også professor fra Massachusetts Institute of Technology (Link 48). Ved inddragelse af Sherry Turkle synes det væsentligt at tage højde for hendes videnskabsteoretiske ståsted.
97
“Not surprisingly, people report feeling let down when they move from the virtual to the real world” (Turkle, 2011, s. 12).
98
13.0 Litteraturliste 13.1 Bøger Andersen, K. K. (2008). Facebook, Youtube og andre gratis sites:- MySpace, Linkedln, Flickr, Last.fm, Wikipedia, del.icio.us, Digg. Albertslund: Forlaget Libris. Bjerg, J. (Red.) (2010). Gads psykologileksikon. (3. Udgave). Finland: Gads Forlag Coffey, A,. & Atkinson, P. (1996). Making Sense of Qualitative Data: Complimentary research strategies. United States of America: SAGE Publications, Inc. Elling, B. (2004). Kritisk teori I: Fuglsang, L. & Olsen, P., B. Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne: På tværs af fagkulturer og paradigmer (2. Udgave). Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag. Goffman, E. (2010). Stigma: Om afvigerens sociale identitet (2. Udgave). Frederiksberg C: Samfundslitteratur. Halkier, B. (2001). Kan pragmatisme være analytisk? Studiet af miljøhensyn i forbrug som eksempel I Pedersen, K. B. & Drewes, L., Kvalitativ metode – fra metateori til markarbejde. Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag. Hansen, S., S. (2011). Årgang 2012: – socialliv og samvær i en tid med nye medier. København: Informations Forlag. Hecht, L. K. (2012). Nye tendenser I Hecht, L. K. & Schousboe, B., H., Spiseforstyrrelser: – symptomer, årsager og behandling. København NV: Psykiatrifondens forlag. Honneth, A. (2003). Behovet for anerkendelse. København: Hans Reitzels Forlag. Honneth, A. (2005). Organiseret selvrealisering – Individualiseringens paradokser I Willig, R. & Østergaard, M., Sociale patologier, København: Hans Reitzels Forlag.
99
Honneth, A. (2006). Kamp om anerkendelse: Sociale konflikters moralske grammatik. København: Hans Reitzels Forlag. Jacobsen, M. H. & Kristiansen, S. (2010). De ødelagte identiteters sociologi I Goffman, E., Stigma: Om afvigerens sociale identitet. (2. Udgave) Frederiksberg: Samfundslitteratur Jacobsen, M. H. & Kristiansen, S. (2011). Erving Goffman: – det situationelle selv og selvets dramatiske effekter I Petersen, A., Selvet: Sociologiske perspektiver. København: Forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Jakobsen, J. (2011). Axel Honneth – Selvrealisering og samfundskritik I Petersen, A., Selvet. Sociologiske perspektiver. København: Forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Jørgensen, C. R. (2010). Anerkendelse I Bjerg, J., Gads psykologileksikon (3. Udgave). Finland: Gads Forlag Jørgensen, M. W. & Phillips, L. (2010). Diskursanalyse som teori og metode (7. Oplag). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur. Juul, S. (2012). Nyere kritisk teori I Juul, S. & Pedersen, K. B., Samfundsvidenskabernes videnskabsteori. En indføring. København: Forfatterne og Hans Reitzels Forlag Juul, S. & Pedersen, K. B. (2012). Hvorfor videnskabsteori? I Juul, S. & Pedersen, K. B., Samfundsvidenskabernes videnskabsteori. En indføring. København: Forfatterne og Hans Reitzels Forlag Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). Interview: Introduktion til et håndværk (2. udgave). København: Hans Reitzels Forlag. Køppe, S. (2010). Frankfurterskolen I Bjerg, J., Gads psykologileksikon (3. Udgave). Finland: Gads Forlag
100
Larsen, M. C. (2012a). Når dataindsamlingen går online: Udfordringer for den kvalitative internetforsker I Jacobsen, M. H., & Jensen, S. Q., Kvalitative udfordringer. København: Forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Larsen, M. C. (2012b). Børn, unge og sociale netværkssider: Hvad ved vi? I Brandt, E. Z., Kofoed, J., Larsen, M. C., Lund, K., Brahe-Orlandi, R., Stouby, H. (red), & Petersen, A., Sociale netværkssider som tekst og kontekst. Aarhus C: Forfatterne og ViaSystime. Mylov, P. (2010). Socialkonstruktionisme I Bjerg, J., Gads psykologileksikon (3. udgave). Finland: Gads Forlag Mørch, S. & Laursen, S. (1998). At lære at være ung: Modernitetens pædagogik.København: Meiers forlag, Ungdomsringen. Nordahl, B. & Zlotnik, G. (2004). De stakkels piger: Om livet i overhalingsbanen. Østerbro: Forlaget Nielsens. Palludan, R. & Schouboe, E. (2013). Med livet i lommen: Online-generationens udfordringer. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S. Pedersen, K. B. (2012). Socialkonstruktivisme I Juul, S. og Pedersen, K., B., Samfundsvidenskabernes videnskabsteori: En indføring. København: Forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Rasborg, K. (2004). Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi I Fuglsang, L. & Olsen, P. B., Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne: På tværs af fagkulturer og paradigmer (2. Udgave). Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag Schousboe, B., H., (2012). Spiseforstyrrelsessymptomer I Hecht, L. K. & Schousboe, B. H., Spiseforstyrrelser: symptomer, årsager og behandling. København NV: Psykiatrifondens forlag.
101
Schousboe, B., H. & Hecht, L. K. (2012). Indledning I Hecht, L. K. & Schousboe, B. H. (RED.) (2012). Spiseforstyrrelser: symptomer, årsager og behandling. København NV: Psykiatrifondens forlag. Skårderud, F. (2001). Stærk/Svag: En håndbog om spiseforstyrrelser. København: Hans Reitzels Forlag. Søndergaard, D., M. (1996). Tegnet på kroppen: Køn: Koder og konstruktioner blandt unge voksne i Akademia.København S: Museum Tusculanums Forlag Tanggaard, L. & Brinkmann, S. (2010). 1. Interviewet: Samtalen som forskningsmetode I Brinkmann, S. & Tanggaard, L., Kvalitative metoder: En grundbog. København: Forfatterne og Hans Reitzels Forlag. Turkle, S. (2011). Alone Together: Why We Expect More from Technology and Less from Each Other. New York: Basic Books. Turkle, S. (2011): Authors Notes I Turkle, S., Alone Together: Why We Expect More from Technology and Less from Each Other. New York: Basic Books. Waaddegaard, M., Lau, M., & Schousboe, B., H. (2012). Diagnoser I Hecht, L., K., & Schousboe, B., H., Spiseforstyrrelser:– symptomer, årsager og behandling. København NV: Psykiatrifondens forlag. Wenneberg, S., B. (2002). Socialkonstruktivisme – positioner, problemer og perspektiver. Samfundslitteratur. Willig, R. (2003). Indledning I Honneth, Axel Behovet for anerkendelse. København: Hans Reitzels Forlag. Willig, R. (2006). Indledning I Honneth, A., Kamp om anerkendelse: Sociale konflikters moralske grammatik. København: Hans Reitzels Forlag.
102
13.2 Tidsskrifter Arendt, Mikkel, Hjalti Jónsson, Esben Hougaard (2013). Diagnoseliste Psykolog Nyt, Nr. 15 Bronwyn, D. & Harré, R. (1990). Positioning. The Discursive Production of Selves, in: Journal for the Theory of Social Behaviour. Vol. (20), no. 1. Larsen, M. C. & Glud, L. N. (2013). Nye medier, nye metoder, nye etiske udfordringer. Metode & Forskningsdesign, Nr. 1, s. 67-94. Mørch, S. (2010). Ungdomsforskningen som perspektiv og mulighed. Psyke & Logos, 31, s. 11-44. Nørgaard, B. (2005). Axel Honneth og en teori om anerkendelse. Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 16.
13.3 Artikler Abelskov, C. (2008). Anoreksi – mellem sygdom og identitet, I Sygeplejersken Danish Journal of Nursing, nr. 18, 5. September Larsen, Trine Vinther (2014). Guide. Sådan bruger i Instagram. Børn & Unge, Nr.: 03 Madsen, K.S & Holm, E.S (2013). Web 2.0. iBureauet/Dagbladet Information Tong, S., T., Heinemann-Lafave, D., Jeon, J., Kolodziej-Smith, R. & Warshay, N. (2013). The Use of Pro-Ana Blogs for Online Social Support. Eating Disorders: The Journal of Treatment & Prevention. 21:408-422, Taylor & Francis Group, LLC
13.4 Temahæfte Lau, M. & Waaddegaard, M. (2006): Spiseforstyrrelser. Varde: PE offset A/S
103
13.5 Specialer Mogensen, Kevin Holger (2011). Body Punk. En afhandling om mandlige kropbyggere og kroppens betydninger i lyset af anti-doping kampagner. FILL/PAES/RUC
13.6 Links Vi skal gøre læseren opmærksom på, at der kan være risiko for, at nogle af de links, der refererer til pro-ana/mia netværkssider, ikke længere eksisterer grundet det forhold, at siderne lukkes ned. Link 1: Netkultur. (2013/20. august). De sociale mediers skyggeside. Lokaliseret den 12. februar 2014 på: http://netkultur.dk/de-sociale-mediers-skyggesider.html Link 2: Netkultur. (2013/20. august). De sociale mediers skyggeside. Lokaliseret den 11. februar 2014 på: http://netkultur.dk/de-sociale-mediers-skyggesider.html Link 3: Politikken. (2008/ 15. April). Hyldest af anoreksi skal koste fængsel. Lokaliseret den 12. februar 2014 på: http://politiken.dk/udland/ECE495666/hyldest-af-anoreksi-skal-koste-faengsel/ Link 4: The Telegraph. (2013). Secretly Starving. Lokaliseret den 16. juni, 2014 på: http://s.telegraph.co.uk/graphics/projects/inside-the-world-of-anorexia-blogging/ Link 5: Politikken (2009/24. januar). Unge danske kvinder er besat af at sulte sig. Lokaliseret den 18. juni, 2014 på: http://politiken.dk/indland/ECE636163/unge-danske-kvinder-er-besat-af-at-sultesig/ Link 6: Information (2008/23. maj). Her giver unge sig selv grønt til at sulte. Lokaliseret den 11. februar, 2014 på: http://www.information.dk/159661 Link 7: BT (2013/4. august). Unge anoreksi-piger deler sulteråd og billeder på Instagram. Lokaliseret den 12. februar 2014 på: http://www.bt.dk/danmark/unge-anoreksi-piger-delersulteraad-og-billeder-paa-instagram
104
Link 8: Ritzau (2013/ 3. august). Ekspert: Anorektikere bruger Instagram som legeplads. Lokaliseret den 12. februar, 2014 på: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-70555900:ekspertanorektikere-bruger-instagram-som-legeplads.html Link 9: BT (2013/4. august). Unge anoreksi-piger deler sulteråd og billeder på Instagram. Lokaliseret den 12. februar 2014 på: http://www.bt.dk/danmark/unge-anoreksi-piger-delersulteraad-og-billeder-paa-instagram Link 10: LMS (u.å). Dyrkelse af anoreksi på Instagram er farligt. Lokaliseret den 30. juni, 2014 på: http://www.lmsnyt.dk/nyhedsarkiv1/dyrkelse-af-anoreksi-paa-instagram-er-farligt/ Link 11: Information (2008/23. maj). Her giver unge sig selv grønt til at sulte. Lokaliseret den 12. februar, 2014 på: http://www.information.dk/159661 Link 12: Information (2008/25. april). Hvem bestemmer, hvornår en pige er tynd? Lokaliseret den 18. juni, 2014 på: http://www.information.dk/158335 Link 13: Sundhedsstyrelsen (u.å). Fakta om spiseforstyrrelser. Lokaliseret den 31. marts, 2014 på: http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/materialer/spiseforstyrrelser/fakta/fakta.html Link 14: Aalborg Universitet (u.å). AAU personal profile. Lokaliseret den 30. juni, 2014 på: http://personprofil.aau.dk/105984?lang=en Link 15: Center for digital pædagogik (2012/27.februar). Nutidens børn og unge søger hjælp og rådgivning digitalt. Lokaliseret den 30. juni, 2014 på: http://cfdp.dk/nutidens-born-og-unge-sogerhjaelp-og-radgivning-digital/ Link 16: Abelskov Terapi (u.å). Velkommen. Lokaliseret den 25. marts, 2014 på: http://www.abelskov.dk Link 17: pro-ana/mia netværksside (u.å). Anorexia Nervosa. Lokaliseret den 9. april, 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/anorexianervosa/forside.php
105
Link 18: pro-ana/mia netværksside (u.å). My Choise. Lokaliseret den 14. februar, 2014 på: http://gotmiana.webs.com/apps/guestbook/ Link 19: pro-ana/mia netværksside (u.å) ana-univers. Lokaliseret den 14. Februar, 2014 på: http://ana-univers.webs.com/apps/guestbook/ Link 20: pro-ana/mia netværksside (u.å). Thin. Lokaliseret den 1. april, 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/thin/G%C3%A6stebog.php Link 21: pro-ana/mia netværksside (u.å). Thin. Lokaliseret den 14. februar, 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/proanamia/G%C3%A6stebog.php Link 22: pro-ana/mia netværksside (u.å) My Ana. Lokaliseret den 14. Februar, 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/myana/Ana%27s+10+bud.php
Link 23: pro-ana/mia netværksside (u.å) My Ana. Lokaliseret den 14. Februar, 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/myana/Gode+grunde+til+at+v%C3%A6re+tynd.php
Link 24: pro-ana/mia netværksside (u.å) ana-univers. Lokaliseret den 14. Februar, 2014 på: http://ana-univers.webs.com Link 25: Sundhedsstyrelsen (u.å). Fakta om spiseforstyrrelser. Lokaliseret den 31. marts, 2014 på: http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/materialer/spiseforstyrrelser/fakta/fakta.html Link 26: LMS (u.å). Diagnoserne og omfang. Lokaliseret den 11. juni, 2014 på: http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/diagnoserne/ Link 27: Sundhedsstyrelsen (u.å). Fakta om spiseforstyrrelser. Lokaliseret den 28. marts, 2014 på: http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/materialer/spiseforstyrrelser/fakta/fakta.html
106
Link 28: Illustration (u.å). Terapi over nettet. Lokaliseret den 29. juni, 2014 på: http://pure.au.dk//portal/files/523/asterisk_48_s16-19.pdf Link 29: LMS (u.å) Om LMS. Lokaliseret den 30. juni, 2014 på: http://www.lmsnyt.dk/om-lms/ Link 30: Vioss (u.å). Komorbiditet. Lokaliseret den 28. marts, 2014 på: http://www.vioss.dk/spiseforstyrrelser/komorbiditet/ Link 31: Kvinfo (2013/18. Juni). Dorte Marie Søndergaard. Lokaliseret den 21. maj, 2014 på: http://www.kvinfo.dk/side/633/action/2/vis/1820/ Link 32: Professor Bronwyn Davies (2013/13. februar). About Bronwyn. Lokaliseret den 18. juni, 2014 på: http://bronwyndavies.com.au/about-bronwyn Link 33:Pro-ana/mia netværksside (u.å) anangel. Lokaliseret den 30. juni, 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/anangel/G%C3%A6stebog.php Link 34: Pro-ana/mia netværksside (u.å) My Choise. Lokaliseret den 30. Juni 2014 på: http://gotmiana.webs.com/apps/guestbook/ Link 35:pro-ana/mia netværksside (u.å) ana-univers. Lokaliseret 14. februar 2014. på: http://anaunivers.webs.com/apps/guestbook/ Link 36: pro-ana/mia netværksside (u.å) My secret friends. Lokaliseret 04. Marts 2014. på: http://mysecretfriends.webs.com/ommig.htm Link 37:SAGE, researchmethods (2004) Snowball Sampling. Lokaliseret 23. April 2014 på: http://srmo.sagepub.com/view/the-sage-encyclopedia-of-social-science-research-methods/n931.xml Link 38: Region Psykiatri (2014/ 4. Marts). Psykoterapeutisk Center Stolpegård. Lokaliseret 25. februar 2014 på:
107
http://www.psykiatriregionh.dk/menu/Centre/Psykiatriske+centre/Psykoterapeutisk+Center+Stolpe gard/Psykoterapeutisk+Center+Stolpegard.htm Link 39: Region Psykiatri (2013/15. oktober) Info til specialestuderende. Lokaliseret den 25. februar 2014 på: http://www.psykiatriregionh.dk/menu/Centre/Psykiatriske+centre/Psykoterapeutisk+Center+Stolpe gard/Forskning/Info+til+specialestuderende/ Link 40: pro-ana/mia netværksside (u.å) ana & mia. Lokaliseret den 18. Februar 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/proanamia/G%C3%A6stebog.php Link 41: Socialstyrelsen (u.å) Recovery – at komme sig. Lokaliseret den 24. maj 2014 på: http://www.socialstyrelsen.dk/handicap/socialpsykiatri/om-socialpsykiatri/recovery Link 42: Den danske ordbog (u.å) pro. Lokaliseret den 01. maj. 2014 på: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=pro&tab=for Link 43: imdb (u.å) Sex & the City. Lokaliseret den 25. Juni 2014 på: http://www.imdb.com/title/tt0159206/ Link 44: pro-ana/mia netværksside (u.å) Gæstebog. Lokaliseret 30. maj 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/thin/G%C3%A6stebog.php Link 45: pro-ana/mia netværksside (u.å) anangel. Lokaliseret den 30. maj 2014 på: http://www.freewebsite-service.com/anangel/G%C3%A6stebog.php Link 46: Kultur (2006/4. Marts) Anerkendelse kan man ikke gøre krav på. Lokaliseret den 02. juni 2014, på: http://www.b.dk/kultur/anerkendelse-kan-man-ikke-goere-krav-paa -
108
Link 47: Oestrogen (2013/11. November) Er du besat af facebook? Lokaliseret den 30. juni 2014 på: http://www.oestrogen.dk/Panel/Aktuelt/2013/November/besat-affacebook.aspx#.U4L_7l5uT_S. Link 48: sturkle (u.å) Sherry Turkle. Lokaliseret den 30. juni 2014 på: http://web.mit.edu/sturkle/www/
13.7 Forside Forsidebillede: http://fc07.deviantart.net/fs70/f/2011/144/4/b/4bf58c2bf04a9b04e5761ca29748291b-d3h38qd.jpg Citater: ”Uden mig er du intet” (Bilag 28) ”Dine venner forstår dig ikke, kun jeg fortæller sandheden” (Bilag 28) ”Jeg vil misundes af dem jeg selv misunder nu”: http://www.freewebsiteservice.com/anorexianervosa/Hvorfor%3F.php ”Jeg vil ære Ana. Være en af de få diciple hun kan være stolt af”:http://www.secretmirror.webbyen.dk/
109
14.0 Bilag Bilag 1: Interview med Kate Bilag 2: Interview med Sofie Bilag 3: Interview med Pia Bilag 3.1-3.3 Interview med Pia – Fase 1-3 Bilag 4: Interview med Nanna Bilag: 4.1-4.2 Interview med Nanna - Fase 1-2 Bilag 5: Interview med Josefine Bilag 5.1-5.2: Interview med Josefine – Fase 1-2 Bilag 6: Interview med Terese Bilag 7: Interview med Nadia Bilag 8: Sms- og mailkorrespondance med Kate Bilag 9: Mailkorrespondance med Sofie Bilag 10: Mailkorrespondance med Pia Bilag 11: Mailkorrespondance med Nanna Bilag 12: Mailkorrespondance med Josefine Bilag 13: Mailkorrespondance med Terese Bilag 14: Mailkorrespondance med Amalie Bilag 15: Mailkorrespondance med Tilde Bilag 16: Fællesmail Bilag 17: Nyeste fællesmail Bilag 18: Mailkorrespondance med Conny Abelskov Bilag 19: Mailkorrespondance med Stolpegården Bilag 20: Mailkorrespondance med Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) Bilag 21: Mailkorrespondance med Anja Bilag 22: Interviewguide til Kate, Terese og Nadia Bilag 23: Interviewguide til online interview med Sofie og Nanna Bilag 24: Interviewguide til interview med Pia, Josefine og Anja Bilag 25: Lydfil interview med Kate Bilag 26: Lydfil interview med Terese Bilag 27: Lydfil interview med Nadia Bilag 28: Brev fra Ana
110
Bilag 29: Brev fra Mia Bilag 30: Diagnosticering af anoreksi og bulimi Bilag 31: Datatilsynet
111
