Fladjerns Nyt Nr.5
Juni 2013
Fladjerns Nyt Fladjerns Nyt er et blad for dem, som kan lide at komme ud at køre Nimbus. Bladet bliver sendt på e-mail. Så kan man selv printe bladet ud. Vi vil meget gerne have stof til bladet om ture, løb, træf og Nimbus-historie.
[email protected] Redaktion: Arnth Mørk (reklamer) & Ole K. Sommer (redaktør)
Indhold
Forsidebillede
3 København-Skagen-København 9 tre på stribe 10 Hvor svært kan det være? 11 Gøngetræf 14 Befordring af godt øl 16 Fladjernstræf 2013 i billede 17 Fladjernsbrød
Fra Fladjernstræffets fællestur, som startede ved hytten i Pedersborg. Foto: Katja Christiansen
På den anden side ... Så er det tid igen. Bladet er vokset fra 16 til 20 sider. Det glæder mig, at der er flere, som har lyst til at skrive i bladet. Denne gang har jeg skrevet om Skagensløbet, som blev kørt fra København til Skagen som et stempelløb, tilbage igen til København som et orienteringsløb (3). Derefter skriver Jesper Thorsen om, at han fik besøg af tre Nimbusser (9). En turberetning fra det første Gøngetræf i det skånske af Carsten Sommer (11). Igen i år havde vi et godt Fladjernstræf, Katja Christiansen og jeg, har sat lidt billeder i fra træffet (16). Og så den efterspurgte opskrift på Fladjernsbrød (17). Nu vil jeg opfordre jer til at deltage i Sol Rally, som er et stempelløb, der køres på vejen til DNT’s årstræf. Det blev kørt sidste år første gang, som Skagen Sol Rally. I år hedder det Holbæk Sol Rally, for bynavnet følger det sted, hvor DNT’s træf er. Og det er med garanti varmere end til Skagen Sne Rally. I skal jo til træf, så kør nu med. (Se mere i Nimbus Tidende).
Så er datoen kommet for næste års Fladjernstræf. Den 25-27april 2014. Ole K. Sommer Redaktør 2
København – Skagen – København 1913 – 100 år – 2013 Foto Carsten Sommer
Tekst & foto Ole K. Sommer
Så var det tid for at køre det historiske løb, som så mange personligheder og motorcykler har kørt gennem tiden. Denne gang kunne man køre begge veje. Den ene vej fra København til Skagen blev kørt som et stempelløb, Den anden vej fra Skagen til København blev kørt som et orienteringsløb. Vi startede i København ved Zoologisk Have, hvor vi fik et stempel af Hans Hansen fra GF-Veteranforsikring, som havde fået lavet et særligt stempel i anledning af 100-årsløbet.
Vi var 4 rør og en 34’er, som kørte sammen. Vi holdt pitstop nede hos Henning Petersen (rør 1923) i Køge. De øvrige var Mogens Hansen (rør 1924), Steen Jørgensen (rør 1926), Allan B. Sørensen (humlebi 1934) og mig selv (rør1923). Desuden var ”Skagen-Steens” far, Edward Jørgensen med (følgevogn).s Vi blev enige om at prøve at få stempler fra politistationer hele vejen. Det første sted var i Ringsted. Vi kom ind på politistationen og gik hen til skranken. Der sidder en kontormand. Han spørger, hvad vores ærinde er. Vi forklarer om det løb, vi kører, og at vi til det har brug for at få stemplet vores kontrolkort. Hans første kommentar var, at man ikke bare kan bruge politiets stempel. En sød dame, som stod ved siden af os, sagde, at det var ikke hvad som helst, men at det var 100 år siden, det første Skagensløb blev afholdt, og at hun 3
kendte en, som skulle stå post om lørdagen, hvor vi skulle køre anden del. Så tog kontormanden kontrolkortet med i hånden ind på kontoret, hvor der sad politifolk. Lidt efter kom han med vores kort med stempler i.
Derefter var det ligetil at få stempler hos politiet. Mandag aften var der nogle, som overnattede i Hedensted, og andre boede i Silkeborg hos Jesper Thorsen. Næste formiddag mødtes vi igen og samlede politistempler undervejs. Vi landede i Skagen tirsdag eftermiddag, hvor Frits Bruun Pedersen (rørkører i Skagen) tog imod. Efter vi var landet, kørte vi ned på et lokalt spisested, hvor der kommer folk i arbejdstøj, og spiste. Vi fik en stor tallerkenfuld mad, jeg tror ikke alle fik spist op. Så foreslog ”Skagen Steen” en lille strandtur i en volvo firehjulstrækker.
4
I sin egenskab af strandfoged skulle han besigtige stranden. Vi kom ned i garagen og fandt en bil, der kunne køre. Den kørte flot i sand og små sten. Ude på stranden kiggede vi efter ting, som var skyllet i land. Vi så også solen gå ned meget flot. Da vi kom tilbage fra stranden til Scavenius-klubhuset, var Kai Petersen (rør 1926), Frank Hansen (rør 1923), Jan Riber Jakobsen (rør 1924) og Carsten Sommer (følgevogn) kommet. Der var nogle, som holdt længe ud. Onsdag regnede det. Det var godt, der var et værksted, så dem, der skulle have lavet noget, fik det gjort. Mogens havde knækket et beslag til sin sidetaske. Jeg fik fat i Frits og spurgte, om han kunne hjælpe. Det kunne han. Frits foreslog at vi kunne komme ud til en rundvisning på sildefabrikken.
Det ville vi meget gerne. Det var ligesom at være på virksomhedsbesøg i folkeskolen igen. Da vi kom, fik vi hvide kitler på og blå hatte. Sildefabrikken lå stille, fordi de skulle ændre noget på nogle maskiner. Fisken bliver suget igennem et stort rør fra fiskebåden ind på fabrikken. Der bliver silden sorteret i fire forskellige størrelser. Derefter kommer silden ud til den maskine, som fileterer 350 sild i minuttet. Der er 24 maskiner, som kører fra ca. kl. 5.00 til 22.00, så der kommer en del igennem på en arbejdsdag. Hjem til Scavenius, hvor vi fik en bid frokost. Der kom stadig en del vand fra oven, og vi skulle ind til maskinkontrol. Så sagde jeg, at det ville være fedt, hvis maskinkontrollen kunne komme her. Henning ringede til Poul Jørss for at spørge, om han havde lyst til en kop kaffe, og når han så var der alligevel, kunne han lige ordne maskinkontrollen. Poul ville da gerne have en kop kaffe, og vi fik ordnet maskinkontrollen med det samme. 5
Lidt senere kom Frits, og vi var nogle stykker, som kørte ind til Skagens rådhusplads. Det var holdt op med at regne. Der var kommet en hel del, blandt andet Erik Kristoffersen (på politiets rør fra 1927). Skjold fra Køge kom hen og spurgte, om vi havde en kæde på vores ledsagervogn. Jeg sagde pænt til Skjold, at et rør kører med kadang. Nå ja, det ved jeg da godt, sagde Skjold. Lidt senere fortæller jeg Frits historien med Skjold. Frits vidste måske et sted, som nok havde en kæde. Der var heldigvis en kæde. Så var der nogle, der blev glade. Frits fik meget sorte fingre, da han var behjælpelig med at skifte kæde på harleyen, men den blev ikke helt færdig og kom ud til Scavenius, så den kunne blive lavet færdig senere, for tiden var knap.
Vi skulle nå briefingen ovre på Søfartsskolen. På Søfartsskolen gav de lidt at drikke, der blev briefet og holdt taler. Derefter fremviste de deres skibssimulator. Selvom vi stod på et fladt gulv, følte vi det, som om vi sejlede.
Da vi kom tilbage til Scavenius var der nogle som gik i gang med Haleyen, de fik samlet den, og der blev ringet til Skjold. Skjold og Sara (Skjolds datter) kommer, 6
de får gang i cyklen, og det virker som det skal, Sara var meget glad for det er hendes cykel som havde smit kæden. Så kom vi til Kristi Himmelfartsdag hvor vi skulle køre orienteringsløbet, som startede på Skagens Rådhusplads. Vi var blevet delt i tre rørhold. De første, der blev sendt af sted, var Kai, Frank og Mogens. De næste var Henning, Egon Nielsen (rør 1923) og Egons søn, Nikolaj Bagge (BMW 1929), og lidt senere kørte sidste hold, Jan, Steen, Erik, Allan og mig.
Vi kom godt dernedad. Alle Nimbusser kørte bare så godt, og vejret var da ok. Det gik helt fint med at finde vej. Steen var på hjemmebane. På et tidspunkt så skyerne sorte ud og gav en smule vand. Vi havde lige standset ved en klippetang. Der var stemning for at tage regntøj på. Der holdt også en ung mand på en Indian Scout, som vi hjalp med et par skub, men forgæves. Den ville ikke starte, så han måtte vente på ”fejebladet”. Vi fortsatte mod Aarhus, hvor der var mål sidst på dagen. Et hurtigt bad, ned at spise og så en god nattesøvn.
7
Fredag kom vi godt af sted fra Aarhus, igen en flot dag, hvad angår vejret. Vi brugte lidt tid på at finde den første klippetang, men så kørte det ellers godt. Lige før frokost begyndte Eriks rør at tabe fart op ad bakke. Da vi kom frem til frokost, rensede Erik sine tændrør. Da jeg kom ud fra frokost, sagde jeg til Erik, at det kunne også være ventilerne, som havde for lidt spillerum. Erik havde selv tænkt det samme. Det viste sig at være det, der var galt, og røret kom til at køre godt igen, sådan at politiets rør igen kunne køre med udrykning. Resten af dagen gik det ellers fint. Vi nåede godt frem til Hotel Nyborg Strand. Op på værelset til et velfortjent bad, og så ned i den store spisesal med udsigt ud over Storebælt og den store bro.
Så blev det den sidste løbsdag med meget godt vejr. Det gik godt hen over Storebæltsbroen. Efter broen kørte vi sydover mod Næstved, inden vi skulle mod nord igen. I år var målet ved Brøndby Stadion. Der var en masse kendte ansigter til at tage imod os.
Nu var det ellers hjem og få et bad og rent tøj på, før Jan og Inge kom forbi og hentede mig i bil. Så kørte vi til festmiddag ude i Brøndby. Der blev holdt taler, og vi fik god mad. Til sidst blev resultatlisterne hængt op. Derefter var det hjem og flade ud efter en god tur. 8
Tre på stribe Af Jesper Thorsen En af de første forårsdage i maj, helt nøjagtigt mandag den 6. maj, havde jeg travlt med at komme hjem fra arbejde og forberede aftensmaden. Årsagen var, at tre rørkørere havde spurgt, om det var muligt at få logi til tirsdag morgen, og kosten skulle de selvfølgelig også have. Anledningen var jo, det traditionsrige Skagensløb skulle køres, som det blev for 100 år siden bare over nogle flere dage, så Henning, Ole og Mogens havde valgt at gøre stop i Silkeborg på deres vej til Skagen fra København. Vi havde travlt med mad, borddækning m.m. Løbende havde Ole sms'et til mig, hvor de var, og hvornår de cirka var hjemme hos os. Så da klokken var ved at være 19.00, spejdede jeg flere gange ud over gårdspladsen for at se, om de var på trapperne. Maden var klar, vi var selv ved at være sultne. Pludselig var lyden der af Nimbus model A-B. Frem kom tre flotte Nimbusser. Der var åbnet ind til laden, og de ægte tæpper var rullet ud, så ind med rørene og så ud at hilse på, og snakken gik lystig om det, de havde oplevet på turen hertil. Maden kom på bordet, så det var bare med at tage fra. Der blev snakket en masse om dagen ikke mindst om Nimbus, rigtig hyggeligt. Kaffe og lidt hjemmebag og så en godnat bajer. Alle inklusiv os selv var ved at være trætte, så en efter en tørnede vi ind.
9
Tidligt op og lufte hunden, ind og lave morgenmad til de øvrige. Jeg blev nødt til at tage på arbejde, men de kunne sagtens selv tage fra, når det var stillet frem. Men nu er vi faktisk nået til det, som jeg gerne vil skrive nogle få ord om. Jeg havde sagt til min kone, at hun godt måtte tage et godt billede af dem, når de kørte videre mod Skagen. Jeg synes, at billedet taler for sig selv. Tre flotte Nimbusser, to model A 1923 og en model B 1924, 90 år eller meget tæt på, for en Nimbus mand en fryd for øjet. Jeg ved godt, at der er Nimbusfolk, som kan lave og vedligeholde disse rør, som da de var nye. Lad os håbe, at det er muligt at se kørende Nimbusser i mange, mange år endnu, det fortjener de.
Hvor svært kan det være? Af Arnth Mørk Bag denne overskrift gemmer beretningen om hvilke kvaler man som ung, under 25 år, (nimbus) motorcykel kører, forsikrings mæssigt kan komme ud for. Det er jo kendt at unge mennesker og motorcykler, har en større tendens til at komme ud for ulykker, desværre, forsikringsselskaberne tager sig derfor også pænt betalt for at forsikre disse unge mennesker og deres fart maskiner; men når nu en ung, under 25 gerne vil køre Nimbus, det vil sige at yngste maskine er fra 1959 altså 54 år gammel, hvor meget ræs og fart giver det ? Med en maskine i den alder og ældre, ja så kører man jo ikke hver dag, så hvilke muligheder ligger der i en veteran forsikring, en telefonisk forespørgelse var ikke opløftende, for kravet var at man nærmest pr. definition var en fart djævel når man var under 25 år, det uanset motorcyklens alder !! En opringning til DNT, gav et tip, der dog ikke holdt alligevel, ærgerligt at DNT ikke ser, at hvis man havde en aftale med et forsikringsselskab, så havde man måske også chancen for at hjælpe med et generationsskifte, så vi også fik gang i de unge, der gerne skulle overtage og blive næste generation. Står du også i samme situation med en ung under 25 år, så kan vi anbefale at du/I kontakter RUNA forsikring, som løste vores problem. Til forsikrings verden, når man som ung motorcykel kører og ejer af en så gammel maskine, så er det jo nok ikke med den maskine man vil ud og køre råddent, så tænk på om I ikke kunne lave et forsikrings koncept, der også kunne rumme de unge, der gerne vil køre gammelt, måske med en lidt hører præmie, da de jo fair nok ikke har den rutine en ældre køre har.
10
Göngetræf Af Carsten Sommer En indbydelse til Göngetræf i pinsen. Tre dage i det skånske med fællestur ud i den smukke svenske natur og undervejs indslag med lokalhistorie, som jo også er vores danske historie. Det lød spændende. Et nyt tiltag fra Nimbusentusiaster i det gamle danske land. Træffet var arrangeret af Lasse Wallin og Ole Artved i Gundrastorp ved Vittsjö og blev afholdt i pinsen. Hanne og Ole Artved lagde hus og have til. Jeg drog af sted på Nimbussen lørdag midt på formiddagen, medbringende en madpakke. Vejret var godt, ca. 160 km. lå foran mig til træffet i Vittsjö. Det kunne jeg vel gøre på fire timer, først motorvej over broen og om på den anden side af Malmø af, derfra videre ad landeveje og det, der var mindre, gennem den ny udsprungne skånske bøgeskov. Midt på eftermiddagen ankom jeg til træfpladsen, en villahave ude midt i en naturpark. Der var endnu ikke kommet ret mange. Jeg blev budt velkommen af arrangørerne, som anviste et sted at slå teltet op, kun med den begrænsning, at det skulle være inden for hegnet også for min egen skyld, da der kunne være løsgående vildsvin. Sidst på eftermiddagen, da de fleste var kommet og havde etableret sig, blev der afholdt en konkurrence med spørgsmål af varierende sværhedsgrad. Ingen havde alle rigtige, men suveræn vinder blev Ole Jørgensen fra Hillerød, som sammen med alle, der havde mere end seks rigtige, blev belønnet med fine præmier fra diverse sponsorer.
11
Grillen var varmet op, og så blev der serveret burgere og pølser, hvorefter snakken fortsatte for mit vedkommende til hen ad midnat. Søndag morgen blev vejret mere og mere gråt, og efter morgenmaden begyndte luftfugtigheden også at stige. Kl. ni var der opstilling til fællesturen, som var et meget ambitiøst projekt på 120 km. Afgang til den nærmeste tankstation, så alle kunne få fyldt op, da tankstationerne ikke ligger tæt på de små svenske veje. På vej til tanken tiltog regnen og blev ret heftig, så alle gav sig god tid til tankningen. Efter nogen tid overgik regnen til en mere almindelig sommerregn, og vi fortsatte vores køretur og turen gennem vores fælles historie.
Første stop Gumlösa kirke, som biskop Absalon indviede, og som har en vis lighed med kirker, der ligger som en stribe kirker mellem Ringsted og Sorø (Fjenneslev, Bjernede m.fl.), som også har tilknytning til Absalon. Videre til en stor helleristning med mange solhjul, vogne og et enkelt skib. Det er derudover usædvanligt ved at være beliggende langt fra kysten. Som et kuriosum om helleristningerne blev de afsløret af en ko, som gled på stenen og derved skrabede det tynde lag mos af stenen og af blotlagde dem. Videre ad meget små veje, hvoraf mange var grusveje, der som dagen skred frem, og regnen i perioder faldt tungt, blev mere og mere udfordrende, eller, om man vil, spændende at køre på. 12
Frokostpausen blev holdt på frilandsmuseet i Broby, hvor vi fik et par stykker smørebrød og en forfriskning serveret Nogle af os gik en tur rundt mellem de gamle huse og gårde, som lå i en skov. Naboen var en kedelig grå industribygning i beton. Det var måske det, som gjorde det lidt mere idyllisk og meget mere svensk, selv om alt var meget vådt.
Herfra fortsatte vi turen forbi den gård, hvor man tror, at Svend Poulsen (Gøngehøvdingen) er født. Vi er i Gönge Herred i det nordlige Skåne, heraf navnet. Herefter skiltes vore veje. På grund af vejret blev der tilbudt direkte hjemkørsel for dem, som var interesserede, eller den noget længere planlagte rute, som jeg valgte, forbi en borg, som muligvis er blevet opført af Absalon som tilholdssted, når han skulle inddrive skatter fra de skånske bønder, noget som de var ret uvante med på den tid. Gåturen ud til borgen gik ad en meget sumpet sti, men pyt, skoene var alligevel for længst gennemblødt. Herefter fortsatte vi turen tilbage mod træfpladsen, hvor vi undervejs gjorde et stop hos Lars Henrik og blev belønnet med en kop kaffe. Det gjorde godt. Vi var tilbage på pladsen ved femtiden, så jeg kunne få noget tørt tøj på inden aftensmaden. En meget flot og spændende tur guidet af Lasse, det var mere end den meget regn kunne ødelægge. Mandag morgen startede meget tidligt med endnu en regnbyge, men derfra blev vejret bare bedre og bedre. Så da det havde regnet af, var det ud af posen og få pakket sammen så vi efter morgenkaffen kunne komme af sted hjemad i god tid, så der var tid til a nyde hjemturen. Jeg fulgtes med tre skåninger og to ”bussemænd”. De to første skåningerne dryssede af efterhånden, som det passede med deres videre hjemtur, resten kørte forbi Harlösa og fik en forfriskning hos Lasse, inden vi fortsatte til broen og nåede lige igennem betalingsanlægget, før Bjarnes batteri var kaput. Vi gjorde nogle forsøg på at hjælpe ham, men forgæves, hvorefter vi sagde farvel og på gensyn til næste år. 13
Befordring af godt øl Af Arnth Mørk Anledningen var, at Herløv kro (læs Herlev, 2730) havde 150 års jubilæum. Hvad har det med nimbus at gøre? Jo, en del. Legenden fortæller, at tidligere var Herløv kro et yndet udflugtsmål for bl.a. motorcykler, og traditionen med fælles tur til åbning af Bakken er startet fra Herløv kro, men køres i dag som bekendt fra Nørrebro. Herløvs krogård have kunne i 30’erne tiltrække op mod 2000 gæster, og der blev såmænd også annonceret flittigt i datidens motorcykel blade, hvor jeg har fundet annoncer. Men det var dengang. Nu var det 150 års jubilæum, og Herløv kro havde bestilt jubilæumsøl fra bryggeriet Skovlyst, beliggende i Hareskoven ved Værløse. Opgaven bestod i at fragte det nytappede øl fra Skovlyst til Herlev, en tur på blot 9 km. Herløv kro havde spurgt i københavnske nimbuskredse, og via et opslag hos JC. Nimbus i Viborggade blev jeg bekendt med muligheden for en anderledes tur og et par stykker smørrebrød og en smagsprøve på bryggen. Og nå ja, Herløv kro og Skovlyst er nærmest i min baghave, når jeg bor i Skovlunde.
Fredag d. 12. april kl. 17.00 var vi så 9 maskiner, der blev samlet ved Bryggeriet Skovlyst, og efter hilsen og lidt hyggesnak blev øllet kørt frem og læsset. I samlet trop gik turen via Ballerup og Frederikssundvej rute 211 mod Herlev. Det var jo tidligt på sæsonen, så der blev da kigget en del efter os, det er altid sjovt. 14
Herløv kro, har i dag ingen gårdhave, og byudviklingen har gjort, at kroens facade ligger midt på en gågade, hvor kørsel efter kl. 10 ikke er tilladt; men kroen havde skaffet tilladelse, så efter vi havde drejet ind på Herlev Bygade, så var det bare at dreje til højre ned ad gågaden. Jo, der kom lidt ekstra håndgas. Foran kroen blev vi modtaget af de ventende gæster til kroens jubilæums menu og den lokale verdens presse. Maskinerne blev behørigt parkeret vinkelret på facaden, hvilket tog sig rigtigt godt ud.
Alle fik tilbudt en lille smagsprøve på den dejlige bryg, samt fortalt lidt om Nimbus til de nysgerrige. Det blev nu ikke til noget med de par stykker smørrebrød. Til gengæld blev vi beværtet med hele jubilæums menuen som bestod af: lakse souffle med champignon, røget svinekam m. aspargessovs, nye franske kartofler (ikke chips) og broccoli souffle+ blomkål og gulerødder. Hjemmelavet citronfromage til dessert. Vi fandt ud af, hvem der havde en svag side for citronfromage . Der var frit valg i forhold til drikke, men vi skulle jo alle, på nær dem i sidevogn, køre lige hjem, så alt med måde. Vi sluttede dagen af med en god kop kaffe, og under indtagelsen af den kom museums lederen fra Herlev museum ” Hannes minde ” forbi og spurgte, om vi havde lyst til at komme forbi muset på Klausdalsbrovej søndag d. 23. juni mellem kl. 13 og 16, da det var sidste dag med udstillingen om Herløv Kro. Så hvis du har tid og lyst, så gør det. Så ses vi måske til en kop kaffe?
15
Fladjernstræf 2013 i billeder Foto Katja Christiansen og Ole K. Sommer
16
Fladjernsbrød Af Katja Christiansen 25 g gær 1 l vand 1 kg mel (Amo eller Gluten) 1,5 spsk. salt. evt. rosmarin eller andre krydderier til topping. ca. 1 dl god olivenolie til bradepanden. Rør gær og vand sammen til gæren er helt opløst. Tilsæt derefter salt og mel til det bliver en ensartet mudder-dej. Lad dejen hæve (tildækket med vita wrap) i køleskab i ca. 12 t., eller hvis du har travlt, så 2 timer et lunt sted. Efter hævning kommes bagepapir i en bradepande, hvor 1 dl olie fordeles jævnt. Dejen må gerne "svømme" lidt i olie, så mængden af olie varierer alt afhængig af størrelsen på bradepanden. Drys med flagesalt og rosmarin på toppen, og bag brødet ved 220 grader i ca. 1 time, eller til skorpen er blevet hård og sprød. Bon appetit. 17
18
JC Nimbus ApS
Værksted og butik som ligger på Østerbro i København. Alle kunder får en udsøgt høflig betjening. Butikken har stumper til Nimbus model C (Humlebi). Der kan også hjælpes med nogle stumper til Nimbus model A/B. (Kakkelovnsrøret). Postordrer sendes til Danmark og til hele verden - dog ikke med postnimbus. Værkstedet restaurerer hele cykler, motorer og sidevogne og forsikringsskader samt almindelig service. Der tilbydes stelopretning, motortilkøring i motorbænk samt cylinderboring. JC Nimbus ApS Viborggade 46 2100 København Ø Tlf.:+45 3542 8313 Hjemmeside: www.jcnimbus.dk E-mail:
[email protected] Åben mandag-torsdag kl.9.00-17.00. fredag kl. 9.00-16.00.
19