Fanget i fisken? En analyse af den politiske 0konomi pa Faeraerne i efterkrigstiden. Udarbejdet af: Jens Christian Svabo Justinussen

Fanget i fisken? En analyse af den politiske 0konomi pa Faeraerne i efterkrigstiden

Udarbejdet af: Jens Christian Svabo Justinussen Vejledere: Tyge Kjasr Ole. E. Hansen Tek-Sam 3.dobbeltmodul (speciale) 1997

Forord Det færøske samfund har i de seneste år været igennem er særdeles turbulent krisetid. Sjovinnubankins krak i 1992 udløste en kæde af begivenheder, der alle på en eller anden måde kunne føres tilbage til selve hjørnestenen i det færøske samfund: fiskesektoren. Fiskesektoren havde været i økonomiske vanskeligheder i adskillige år forinden, men først ved krakket i 1992 indtrådte det endelige sammenbrud. De tragiske konsekvenser af krisen har været, at ca. 10% befolkningen så sig nødsaget til at emigrere. På trods af den høje emigration så har arbejdsløsheden været helt oppe på 25%. Der hersker ingen tvivl om, at alle disse vanskeligheder opstod på grund af problemer i fiskesektoren. Men er det nu også ensbetydende med at løsningen på disse problemer ligger i fiskesektoren? Hvad nu hvis eksporten af fisk kun udgjorde, lad os sige 25% af eksporten? Ja så ville krisen i fiskesektoren ikke have fået så omfattende konsekvenser, som vi kender dem i dag. Vi ville stadig opleve en økonomisk tilbagegang, men næppe med et direkte økonomisk kollaps. Set i dette perspektiv er det ikke sikkert at løsningen på krisen er at finde i fiskesektoren, selv om problemerne er opstået der. Jeg har derfor fundet det væsentligt, at beskæftige mig med hvorfor Færøerne er blevet så afhængig af fiskeeksporten. Dette er det grundlæggende perspektiv der ligger bag specialet og som har motiveret mig til at skrive dette projekt. I løbet af skriveprocessen har jeg haft meget glæde af diskussioner med Såmal T.F. Johansen og Rani Nolsø, som har givet anledning til mange udviklende diskussioner. Tak til Såmal T.F. Johansen, som lige til det sidste har bidraget til megen konstruktiv kritik. Stor taktil mine vejledere Tyge Kjær og Ole Erik Hansen, der har ydet vejledning til projektet. Tak til Ole for kompetent vejledning, selv om han først sent i projektfasen blev tilknyttet projektet. Især vil jeg takke Tyge for hans tålmodighed og hans meget inspirerende vejledning igennem hele specialeskrivningsfasen. Jens Christian Svabo Justinussen

Indholdsfortegnelse Kapitel 1 Indledning 1 Hvorfor er Færøerne så afhængig af fisk 3 Uddybning af problemformuleringen 7 Kapitel 2 Metodiske overvejelser - Konstans og forandring i samfundsvidenskaberne 8 Videnskab som søgen efter konstanter 9 Immanuel Kant og videnskabelige konstanter 10 Den rene økonomi 11 Videnskab som søgen efter forståelse af det unikke 13 Videnskab som søgen efter integration af det konstante og unikke 16 Epistemeologisk forskel 16 Epistemeologisk syntese 17 Ontologisk syntese 18 Kontingens og nødvendighed 19 Sammenfatning 21 Kapitel 3 Teori 24 Reguleringsskolen 24 Kritik af Reguleringsskolen 26 Dobbelt kontingens 26 Luhmanns overraskende løsning 26 Konsekvenser for reguleringsbegrebet 27 Regulationens to sider 29 Akkumulationssiden 29 Den faktor-drevne akkumulationsstrategi 32 Den investerings-drevne akkumulationsstrategi 32 Den innovations-drevne akkumulationsstrategi 33 Opsummering af akkumulationssiden 34 Strategiens konsekvenser for eksportsektoren 35 Reguleringssiden 35 Statens strategiske selektivitet 35 Den politiske magts økonomiske grundlag 36 Den politiske magts sociale grundlag 37 Repræsentationsformer 38 Klientelistisk interesserepræsentation 38 Interventionsformer 41 Hegemoniske projekter 43 Sammenfatning og konklusion 44

Kapitel 4 Bestemmelse af den færøske stat 46 Dannelsen af dimensionerne i færøsk politik 46 Dimension 1: Løsrivelse-Samhørighed 46 Dimension 2: Højre-Venstre 48 Dimension 3: Center-Periferi 49 Anden verdenskrig og de politiske efterdønninger 51 Hjemmestyreloven 55 Hjemmestyrelovens konsekvenser for de tre dimensioner i politikken 56 Center-periferi dimensionens dominans i politikken 57 Klientelismens konsekvenser 59 Den klientelistiske stats reguleringsmuligheder 61 Devaluering 62 Pengepolitik 63 Funktionelle ækvivalenter 64 Økonomisk regulering i en åben økonomi 64 Sammenfatning og konklusion 66 Kapitel 5 Dannelsen af det hegemoniske projekt 'Bygdamenning' 68 Anden verdenskrigs afslutning 68 Nylonstrømpefabrik 69 Akkumulationsstrategien - fortsat ferskfiskeeksport 70 Paturssons forslag til kapitalakkumulation 74 Fiskesektoren i krise 76 Genopbygninen 79 Fornyelse af finanskapitalen 79 Fornyelse af fiskesektoren 80 Fiskerflåden 80 Fiskeindustrien 81 Den offentlige sektor 83 Social-, sundheds og skolevæsnet 83 Sammenfatning og konklusion 86 Kapitel 6 200 Sømilegrænsen 1977 - Hvilken vej ? 89 Den internationale udvikling 90 Industribetænkningen 92 Industribetænkninens hovedsynspunkter 93 Vurdering af Industribetænkningen 94 Fiskasølans Symposium 95 Symposiets hovedsynspunkter 95 Blåhvilling 96 Fiskeopdræt 96 Know-How til den 3 verden 96 Shipping 97 Vurdering af Sypmposiet 97 Sammenfatning og konklusion 97

Kapitel 7 Den vindende akkumulationsstrategi 99 Fiskasølans strategi 99 1) Filetindustrien 99 2) Blåhvilling 102 3) Opdræt af fisk 104 4) Eksport af know how - Faromarprojektet 106 5) Shipping 108 Investerings-dreven akkumulationsstrategi 109 Finanskapitalen 109 Fiskasølan som komandocentral 110 Den Investeringsdrevne akkumulationsstrategis "succes" 110 Opdrætserhvervet 111 Fiskeri 111 Filetindustri 112 Det Klientelistiske Suppy-side Reguleringsregime under pres 113 Råfiskefonden 114 Det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime i panik 116 Formelle og reelle egenkapitalkrav 117 Sammenfatning o konklusion 118 Kapitel 8 Den konkurrerende akkumulationsstrategi 121 Internationalisering af eksisterende virksomheder: Eksportcentret 121 Samspillet med det offentlige 125 Hvorfor blev Eksportcentret ikke realiseret? 128 Relationerne til fiskesektoren 128 Relationerne til de øvrige statsinstitutioner 130 Sammenfatning om vurdering 131 Industricentret å Sund 133 Projektets offentliggørelse 134 Kærnen 134 Center for forskning og produktudvikling 134 Salgsorganisation 135 Center for virksomhedsstyring og organisation 135 Center for teknologi 135 Center for uddannelse og skoling 136 Kærnen og virksomhederne 136 Industricentrets strategi 136 Samspillet med det offentlige 138 Indusricentret i Center-Periferi dimensionens kværn 140 Magtspillet i mellem Landsstyret og Torshavns kommune 141 Kærnefunktionstemaet bliver politisk 145 Sammenfatning og diskussion 145 Commercial Viking 147 Transformatorvirksomheden 147 Samspillet med det offentlige 148 Commercial Viking 149 Udviklingsselskabets funktionsmåde 150 Påtænkte produktioner 151

Samspillet med det offentlige 151 Sammenfatning og diskussion 155 Konklusion på kapitlet 156 Kapitel 9 Akkumulationsstrategiens sammenbrud - Hvilken vej? 160 Fiskesektorens vej til sammenbrud 160 Ændringer i reguleringssystemet 165 De primære institutionelle ændringer 166 Bankvæsnet - Finansieringsfonden 166 Fiskavirking 167 Fiskeindustrien og flåden 168 Omsættelige kvoter reduktion af flåden 168 De sekundære institutionelle ændringer 169 Modernisering af erhvervslovgivningen 170 Framtaksgrunnurin (erhvervsudviklingsfonen) 170 Bureaukratisering af staten (administrationen) 171 Kommunestrukturen - klientelismens fundament 173 Valgloven 173 Ændringer i akkumulationssiden 173 Sammenfatning og konklusion af kapitlet 174 Kapitel 10 Konklusion 177 Dannelsen af statens strategiske selektivitet 177 Dannnelsen af det hegemoniske projekt Bygdamenning 179 Eksportcentret 181 Industricentret 181 Commercial Viking 182 Akkumulationsstrategien og hegemoniets sammenbrud 184 Litteratur og kildeliste 187 Bøger, tidsskrifter og rapporter 187 Beænkninger 197 Love og lovforslag 198 Aftaler 199 Statistik 199 Radioudsendelser 200 Interwievs 200 Oplagsværker201 Aviser 201 Andet 201

Kapitel 1 Indledning "Skov kan plantes. For 40 år siden fandtes der ingen Harer, men saa indførte vi dem fra Island - Den friske Tang er meget efterstræbt - Den kan konserveres og eksporteres. Og der kan oprettes Klædefabrikker og Uldspinderier. Der findes ogsaa Kul - dog af mindre Betydning - men Vandet kan udnyttes som Drivkraft. Efter denne malende Skildring angreb hanpaa ny det danske Styre. Det var lagt anpaa at skabe et lille Danmark deroppe. 'Man ville have at vi skal - her dirrede Kirkjubøs svenske stemme af Harme - bare være et Fiskerifolk'!.".l Således udtrykte den færøske troubadour og eventyrer Siggert Patursson sig, under en forelæsning i Norge i begyndelsen af dette århundrede. Siggert var en usædvanlig mand. En globetrotter, forfatter, taler og idealist om en hals. Siggert havde rejst rundt i det meste af verden bl.a. i Sibirien, Rusland, Mongoliet, Europa og Ægypten, hvilket var særdeles atypisk for en føring ved århundredeskiftet. Siggert havde igennem disse rejser fået mange indtryk og set at samfundet kunne indrettes på utallige måder. Det er på denne baggrund, at Siggert får inspiration og ser mulighederne for, hvordan den færøske økonomi kan varieres. Men lige så usædvanligt som Siggert's liv og person var, lige så usædvanlige og 'underlige' har hans tanker om uldspinderier, eksport af tang etc., forekommet den almindelige befolkning. Avisartiklens overskrift, "Er manden rigtig klog ?", vidner om, at sådanne tanker for det meste blev opfattet som galemandstale. Siggert var imidlertid ikke den første, der havde formuleret tanker om at variere økonomien. Allerede i forrige århundrede havde Amtmand Pløjen arbejdet på at variere landets erhvervsliv. Et af Pløjens projekter var at påbegynde eksport af brosten til København (West 1972:91). Forslaget vandt dog ingen genklang og blev aldrig gennemført. Siden Pløjens og Siggerts dage, er der imidlertid sket en rivende udvikling af det færøske samfund. Fra at være et tilbagestående, fattigt bondesamfund, indledte sluppfiskeriet i forrige århundrede en helt ny æra af økonomisk vækst og velstand. Denne moderniseringsproces, som har varet i over 100 år, har medført en grundlæggende transformation fra subsistensøkonomi til en kapitalistisk markedsøkonomi. Dette er nu ikke noget enestående. Tværtimod kom Færøerne hermed til at ligne andre kapitalistiske lande, som vi kender dem i Vesteuropa. På et punkt har denne udvikling dog adskilt sig. Hvor kapitalismen i større lande, som USA og England, udviklede sig langsomt på basis af hjemmemarkedet, var det karakteristisk for den færøske kapitalisme, at den fra start var afhængig af eksporten. Fra begyndelsen af den kapitalistiske epoke har eksportsektoren således haft en central position for hele den færøske samfundsøkonomi.

'En dansker hørte Siggert tale i Stockholm i 1914 og blev vred over Siggerts angreb på Danmark og den danske regerings færøpolitik. Vedkommende tilhører skrev et indlæg i Nationaltidende og i den færøske avis Dimmalætting. Ovenstående citat stammer fra dette indlæg som gengives i Sigur5dardottir (1994:36). Dimmalætting gengav forskellige skandinaviske avisers anmeldelser af Siggert's foredrag, men valgte kun at gengive de negative anmeldelser, der blev skrevet om Siggert's foredrag og skrev intet om det ros Siggert havde fået i svenske aviser (Ibid).

1

Moderniseringsprocessen var således nøje afhængig af, hvad der kunne betale sig at eksportere. Da transportteknologien på dette tidspunkt endnu ikke var så udviklet som vi kender den i dag, var produktionsmulighederne derfor afhængige af, hvilke råvarer der var i landet. Den eneste ressource, der på dette tidspunkt syntes at være tilgængelig i tilstrækkelige mængder, var fisk. Der var derfor ikke så mange andre muligheder, end at producere fisk til eksport. Således var det fisken der koblede samfundet til verdensmarkedet. For hver eneste krone der blev importeret af varer, måtte der eksporteres for et tilsvarende antal kroner i fisk. Fiskeriet er derfor blevet selve nøglen til velstand. Fiskerne er derfor i over hundrede år blevet opfattet som nationale helte, der sikrede økonomisk velstand og fremgang i samfundet. Men det færøske samfund er blevet koblet til verdensmarkedet på en særdel ses skæv måde, da der importeres forskelligartede varer, hvorimod der kun eksporteres en vare, nemlig fisk. Denne skæve (asymmetriske) kobling til verdensmarkedet har skabt en uhyre stor afhængighed af fisk, idet folks levevilkår, ja samfundslivet i det hele taget, er underlagt betingelserne og konjunkturerne i kun én branche. Dertil kommer, at fiskeribranchen ud over de svingninger, som måtte skyldes skiftende markedspriser, også svinger på grund af naturens omskiftelige rytme. Der er gode årgange og der er dårlige årgange. I forhold til andre brancher er fiskesektoren altså en ekstra ustabil branche, idet den både er underlagt markedets og naturens svingninger. Risikoen herved er, at hvis fiskeriet svigter, vil det få fatale økonomiske konsekvenser for hele samfundet. Afhængigheden af denne ene og ustabile sektor udgør derfor en strukturel svaghed i den færøske samfundsøkonomi. De historiske erfaringer fra 1950'ernes økonomiske krise har også tydeligt demonstreret, hvor galt det kan gå. Efterkrigstidens investeringer i brugte gamle kul-trawlere fra England viste sig at være en alvorlig fejlinvestering. Problemet var, at stort set hele fiskesektoren havde satset på denne skibstype. Da det viste sig, at de ikke kunne drives rentabelt, begyndte fallitterne at rulle. Oveni kom faldende fiskepriser og øgede kulpriser. Resultatet var en omfattende samfundsøkonomisk krise. Massearbejdsløshed var på dette tidspunkt katastrofal, idet der ikke fandtes nogen form for sociale foranstaltninger eller arbejdsløshedskasse, der kunne afbøde fattigdommens værste følger. Samfundet blev således allerede på dette tidspunkt transformeret til en kapitalistisk markedsøkonomi. Den største del af befolkningens levevilkår var derfor afhængig af pengeindkomster, og den direkte og indirekte afhængighed af fiskesektoren var etableret. Således konkluderede en dansk undersøgelseskommision, der i 1951 skulle undersøge den økonomiske situation på Færøerne på baggrund af udviklingen efter 1945: "Det færøske samfunds struktur er ensidig bestemt af fiskerierhvervets kår, og andre næringsveje, som har kunnet afbøde ulemperne af variationerne i fiskeriets indtjeningsevne, mangler stort set. Den færøske industri er overvejende afhængig af fiskeriet og er derfor underkastet svingningerne i dette erhverv" (Statsministeriet 1951:151). Således blev den strukturelle svaghed i den færøske samfundsøkonomi allerede på et ganske tidligt tidspunkt påpeget. Risikoen ved at være så afhængig af fiskesektoren er derfor ikke ubekendt. Denne risiko bliver desuden større og større, jo mere moderniseringsprocessen skrider frem, da mere og mere står og falder med fiskesektoren. I slutningen af dette århundrede, er dette blevet tydeliggjort i forbindelse med det samfundsøkonomiske kollaps, der blev udløst af

bankkrakket (Sjovinnubankin) i 1992. Krisen, der viste sig som en bankkrise, hang nøje sammen med tilbagegangen i fiskeriet. Fiskefangsterne var nemlig faldet fra 120.000 tons i 1989 til godt 80.000 tons i 1993. Den største nedgang var desuden sket inden for de dyre fiskearter torsk og kuller (Jespersen 1995:132). Dette medførte yderligere, at landingerne til filetfabrikkerne på land svigtede. Nedgangen i fiskeriet medførte store tab for bankerne, og fallitterne begyndte at rulle. Konsekvenserne har vist sig på mange felter. En af de alvorligste konsekvenser på langt sigt er emigration. 11989, inden krisen for alvor slog igennem var befolkningstallet på 47.838 personer. I de følgende 4 år faldt befolkningen med 2.413 personer og kom ned på 45.425 i 1993. Bygna5arnevndin (Strukturudvalget) som fik til opgave at lave en udredning om strukturproblemer i den færøske samfundsøkonomi, skrev på denne baggrund: "Dette kan siges at være den største demografiske forandring siden 'sorte døden1 midt i 1300 tallet. Forskellen er bare den, at dengang var det en sygdom, som hærgede landet. Nu er det mere eller mindre selvskabte samfundsmæssige problemer, som får folk til at flygte ud af landet i tusindvis." (Bygnaåarnevndin 1993:4). Men det skulle gå endnu mere galt. Bunden var ikke nået. Fra 1993 til 1996 blev befolkningstallet yderligere reduceret med 2.082 personer2. Således er befolkningen på kun 7 år, blevet reduceret med knap 10 %, hvilket må siges at være usædvanligt højt for et land i fredstid. På trods af den omfattende emigration steg arbejdsløsheden helt op til 25 % ! Hvorfor er Færøerne så afhængig af fisk ? Når vi tænker på alle disse negative konsekvenser, som er opstået på grund af den ensidige eksportsektor, er det meget nærliggende at spørge: Hvorfor er Færøerne så afhængig af fisk? Hvorfor findes der ikke andre eksportsektorer i landet? En udbredt opfattelse er, at de strukturelle svagheder, som jeg her har påpeget, skyldes Færøernes geografiske placering og landets mangelfulde råvareudrustning. Det antages, at det er umuligt at importere råvarer til videre forarbejdning og eksport, hovedsagelig på grund af den lange transport til og fra Færøerne. Det generelle synspunkt er derfor, at den ensidige afhængighed af fiskesektoren er en uomgængelig og uforanderlig naturgiven nødvendighed som mennesket ikke kan gøre noget ved. I forlængelse heraf anskues den strukturelle svaghed, som en risiko færinger må lære at leve med. Dette er imidlertid et alt for statisk syn på økonomisk udvikling. Muligvis var denne antagelse rimelig i begyndelsen af dette århundrede. Men verden ænder sig! I efterkrigstiden er der sket en gradvis og stadig stærkere internationalisering af det økonomiske samkvem mellem nationerne. Denne internationalisering har mange aspekter. For at nævne nogle vigtige elementer kan vi nævne liberaliseringen af verdenshandelen, nedbrydning af toldmure og tekniske handelshindringer. Disse forhold har især ændret konkurrencebetingelserne. Derudover har især udviklingen i transport og kommunikationsteknologien ændret produktionsbetingelserne på en radikal måde. Hvor det i første halvdel i dette århundrede varede en hel uge at rejse fra Færøerne til Danmark med skib, kan det i dag gøres på 38 timer med skib og 2 timer med fly. I figur 1. er disse udviklingstendenser anskueliggjort grafisk. Vi ser hvordan udviklingen i transportteknologien har gjort verden "mindre".

2

(Hagstova Føroya 1995a:2.)

Verden er blevet mindre 1500-1840

Bernt average spaed of horse-drawn coaches and sailing ships was 10 m ph.

Steam locomotives averaged 65 m.p.h. Steam ship« averaged 30 m.p.h.

Propeller aircraft 300-400 m.p.h.

11960s Jet passenger aircraft 500-700 m.p.h.

Figur I. Verden er blevet mindre. Fra: Dicken 1992.

Dette betyder i realiteten, at den økonomiske udvikling er blevet løsrevet fra den enkelte nations råvareudrustning. Tilstedeværelsen af råvarer har således fået mindre betydning, idet de nu kan importeres. Internationaliseringsprocessen har derfor ændret produktionsbetingelserne fundamentalt - også på Færøerne. Dette har vist sig på flere områder. For det første har flere lande udviklet en differentieret eksportsektor, på trods af at de ikke har nogle råvarer og ligger afsides geografisk. Japan er fremragende eksempel på et

ressourcefattigt land, der i efterkrigstiden har formået at opbygge en eksportsektor baseret på importerede råvarer. Også Danmark er blevet mindre afhængig af nationale råvarer (landbruget). Således skriver Lotz at: "I de seneste 20 år er den danske økonomi blevet mere og mere åben, ikke fordi det private forbrug eller investeringer nu omfatter en større andel af importerede varer, men fordi den danske eksportindustri nu i højere grad er afhængig af importerede varer som råvarer og halvfabrikata" (Lotz 1995:32). For det andet har også selve produktionen ændret sig. Således består en bil, der "produceret i Tyskland" i realiteten af komponenter, der er produceret over hele verden. For det tredje så består en stor del af verdenshandelen af den såkaldte intraindustrielle handel, dvs. at lande sælger varer til hinanden, som er produceret på basis af stort set samme råvarer og materialer. F.eks. udgør vin en del af handelen imellem USA og Frankrig, hvor californisk vin bliver solgt til Frankrig og fransk vin soglt til USA. Et andet eksempel på intraindustriel handel er handelen indenfor bilbranchen, hvor Tyskland og Sverige sælger biler til hinanden. Alt dette vidner om, at nationernes eksport ikke længere er så afhængig af landets egne råvarer. Der er således vægtige grunde til at ændre antagelsen om, at Færøernes ensidige eksportsektor og dermed den strukturelle svaghed skyldes de naturgivne forhold og landets mangel på råvarer. Det endelige argument og bevis på, at det er muligt at producere varer til eksport ud af importerede råvarer, er at der allerede på nuværende tidspunkt rent faktisk findes virksomheder der eksporterer andet end fisk. Problemet er bare, at deres andel af den samlede eksportværdi er forsvindende lille, men den er der! Og det er tilstrækkeligt bevis for, at det kan lade sig gøre. I et af de mange udvalgsarbejder, der er blevet foretaget i forbindelse med den nuværende krise, blev dette forhold også bemærket: "Vi har ofte tendens til at stirre os blinde på fisk. Der er ingen tvivl om, at der er muligheder for at eksportere færøske industrivarer og tjenester. Allerede nu eksporterer vi sæbe og limtræ, og da færinger kan eksportere sådanne varer, som er fremstillede af importerede råvarer, så viser dette, at det også er muligt at fremstille andet end fisk til eksport" (Kristiansen et. al. 1994:39). Internationaliseringsprocessen har med andre ord for længst åbnet op for en udvikling af alternative eksporterhverv til fiskeriet på Færøerne. Placeringen midt ude i Atlanten, landets mangelfulde forekomster af råvarer, udelukker således ikke længere, at der etableres eksportvirksomheder som er baseret på andet end fisk. I forlængelse heraf kunne man forvente, at udvikling af alternative eksportsektorer var en højtprioriteret og klart formuleret erhvervspolitisk målsætning. Flere eksportsektorer ville jo sprede den økonomiske afhængighed af verdensmarkedet og kunne derfor være et vigtigt element i en økonomisk-politisk stabiliseringspolitik. Det ville populært sagt være det samme som at fa flere nøgler til døren, der leder ind til velstanden. Men af en eller anden årsag forholder det sig nærmest omvendt. Dette fremgår tydeligt, når vi ser på fordelingen af hjemmestyrets samlede erhvervsstøtte i perioden 1978-92. Her viser det sig, at fiskesektoren fik 93%, landbruget 6,7%, mens andre erhverv kun fik 0,3% af den samlede støtte (Se figur 2., side 6).

FORDELINGEN AF DEN SAMLEDE STØTTE 1974 - I99O

ANDRE ERHVERV 0 , 3

%

LANDBRUOSSEKTOREN6.7

Figur 2. Fordelingen af den samide støtte Kilde: A.Kristiansen, Menningargrunnurin, Hagstova Føroya, Føroya Jardarråd, Løgtingstidindi div. årg.

Hvordan kan det være, at der på trods af den velkendte sociale risiko som er forbundet med den ensidige afhængighed af fiskesektoren, alligevel satses med øget styrke på netop fiskesektoren ? Intet tyder på, at de tragiske følger af den nuværende krise har ført til en holdningsændring eller foranlediget til ændret politik på dette felt. Tværtimod! Snarere synes der blandt politikere at være behov for at markere, at sådan må det nu engang bare være. I den årlige nytårstale førte Lagmanden frem at: "Færøerne er og bliver i hovedtræk enfiskerination"3.En anden færøsk politiker udtalte i DR: "Ja jeg tror næsten, at den måske største nyskabelse i vores tænkning på Færøerne i løbet af de sidst tre fire år, er, at vi mere i dag accepterer, at vi, i hverfald i en årrække først og fremmest skal leve af fiskeriet. Altså at vi ikke fantaserer om den store udbygning af helt andre erhvervsgrene, som vi har troet påfør."4 Sammenfattende kan vi sige, at moderniseringen af samfundet har været afhængig af fisk. I hovedparten af denne periode, hvor moderniseringsprocessen har stået på, har fiskeri og fiskeindustri, været den eneste mulighed. Men de sidste 20 år, ja måske endda de sidste 50 år, har betingelserne gradvist ændret sig på grund af internationaliseringsprocessen og åbnet op for en mulig udvikling af alternative eksportsektorer. Når vi samtidig medtænker de indlysende fordele, der ville følge med en differentieret eksportsektor, bestående af flere brancher, nemlig en reduceret afhængighed af en branche og dermed en mere stabil samfundsøkonomi, burde man kunne forvente en udviklingstendens, der gik henimod en mere differentieret eksportsektor. Men det vi i realiteten ser, er den modsatte udviklingstendens. I stedet for at satse på alternative erhverv, satses med øget styrke netop

3

Fra lagmandens nytårstale gengivet i: Dimmalætting, Hosdagur 4. januar. 1996, side 4.

"Finnbogi Isaksen i radioudsendelsen "Torshavn kalder København" (Danmark Radio 1996). 6

på fiskesektoren, hvorved den strukturelle svaghed fastholdes. På baggrund af disse overvejelser, vil jeg i dette projekt undersøge følgende problemformulering: - HVILKE INTERNE DYNAMIKKER HAR MEDVIRKET TIL AT REPRODUCERE DEN ENSIDIGE EKSPORTSEKTOR OG DERVED DE STRUKTURELLE SVAGHEDER I DEN FÆRØSKE SAMFUNDSØKONOMI ? Uddybning af problemformuleringen Som det fremgår af det ovenstående, mener jeg, at en stor del af forklaringen på ensidigheden er at finde internt på Færøerne. Dette kan måske kræve en uddybning. Det er klart at økonomisk udvikling ikke kan anskues som et enten eller: Enten et internt færøsk anliggende eller et eksternt anliggende. Udviklingen foregår naturligvis i et samspil imellem de eksterne betingelser og den interne reaktion på disse forhold. Spørgsmålet er derfor, hvordan mulighederne som bydes af de ydre betingelser udnyttes. Det er derfor, at den interne reaktion er interessant. F.eks. i tilfælde af at oliepriserne stiger, hvordan reagerer fiskesektoren og hvordan indrettes erhvervspolitikken? Vil staten give olietilskud til flåden, for at opretholde profitabiliteten i erhvervet?, eller vil staten stimulere en omstilling og udvikling af energibesparende fiskerimetoder? Hvordan vil erhvervslivet reagere? Vælges den første løsning vil der ikke ske nogen ændring i erhvervsstrukturen. Vælges den anden løsning, kan det tænkes at helt nye erhvervsgrene vil opstå. Man kan forestille sig, at de lokale skibsværfter ville udvikle nye fiskeriteknologier. Dette er naturligvis umuligt at forudsige. Men pointen er, at den interne reaktion imod de ydre betingelser vil være afgørende for landets erhvervsstrukturelle udvikling. Man må altså se den økonomisk udvikling som et resultat af et dynamisk samspil imellem ydre forhold og den interne reaktion imod disse. Som jeg har skitseret i indledningen, så har de ydre betingelser ændret sig til fordel for en mulig udvikling af alternative erhverv. Men disse muligheder er ikke blevet udnyttede. Derfor har jeg valgt at afgrænse og koncentrere undersøgelsen om de interne forhold, der her spiller ind. Hvordan kan det være at man ikke har udnyttet disse muligheder? Her er det at de interne dynamikker spiller ind og det jeg i projektet vil koncentrere mig om, er de politisk-økonomiske dynamikker. I problemformuleringen stilles spørgsmålet hvad det er for nogle dynamikker, som reproducerer eksportsektorens ensidighed, når man nu kunne forvente at, der ville ske en ændring. Det metodiske spørgsmål som problemformuleringen giver anledning til, er derfor forholdet mellem kontinuitet og forandring i samfundet. Det viser sig, at dette også er et centralt problem i samfundsvidenskaberne. Det første som vi derfor skal undersøge er, hvordan man i en videnskabelig undersøgelse kan integrere konstans og forandring.

Kapitel 2 Metodiske overvejelser Konstans og forandring i samfundsvidenskaberne "/ det videnskabelige arbejder indgår der to hovedlinier. Efter den ene opfattelse beskæftiger videnskaben sig med ligheder, med generaliseringer, hvor idealet er, at resultaterne fremsættes som almengyldige lovmæssigheder. Når det sidstnævnte forsøges, så ender disse forsøg ofte med 'nogle særdeles simple bestemmelser, der bankes ud i flade tautologier'. Efter den anden hovedopfattelse drejer videnskaben sig ikke om ligheder eller om generaliseringer, men derimod om det specifikke og det forskeHige "(Kjær 1995). Ovenstående citat indfanger et problem som har givet talrige studerende grå hår på hovedet. Midt under fordybelsen i en eller anden undersøgelse, trænger det ubehagelige spørgsmål sig på: har dette noget med videnskab at gøre? Denne tvivl ramte mig, da jeg var allermest fordybet i en af de konkrete erhvervsprojekter, som er en del af dette projekt. Da fandt jeg til min store fortvivlelse ud af, at der var så mange specifikke og unikke forhold, der gjorde sig gældende, at der ikke kunne siges noget som helst generelt ud fra denne case. Dette stred umiddelbart imod forestillingen om, at videnskab på en eller anden måde må kunne fremstille gyldige udsagn, eller i det mindste nogle bud om virkelighedens beskaffenhed, der kunne indgå i overvejelserne om fremtidig handling. Videnskaben måtte kunne fremstille viden af mere konstant karakter ellers var det ikke videnskab. Men alle de forhold, som jeg havde fundet frem til var gældende i erhvervsprojektet, ville aldrig opstå igen. Det var alt for specielt. Den viden som case studiet gav, kunne således ikke anvendes andre steder og i andre sammenhænge. Og næste gang kunne jeg starte forfra. Helt fra bunden. Jeg kom her til at tænke på en ældre samfundsforsker jeg mødte, som han sagde til mig: "jo mere man forsker jo mere opdager man, at det bare er sådan !". På en måde var dette en paradoksal erfaring, at jeg i min søgen efter at forstå hvorfor eksporterhvervsstrukturen er så konstant og ikke forandrer sig, kun fandt en stribe helt specifikke og unikke fænomener. Senere har jeg erfaret, at netop dette paradoks har givet anledning til vidt forskellige videnskabsidealer og metoder. Nemlig dem der fastholder, at samfundsvidenskaberne kun kan beskæftige sig med specifikke og unikke fænomener og dem der mener at samfundsvidenskaberne kun kan beskæftige sig med generelle og konstante fænomener. Der var således et behov for en teori, der kunne skabe sammenhæng imellem fænomenerne. Spørgsålet er imidlertid om ikki en teori netop forudsætter, at fænomenerne gentager sig. Hvis det er hvad teorien fordrer, så havde de specifikke forhold i erhvervsprojektet højst lokalhistorisk interesse. Hvis vi skal komme ud over disse problemer, så må vi stille andre krav til teorien.

Formålet med dette kapitel er at finde ud af, hvilke krav vi skal stille til teorien. Disse krav har jeg allerede antydet. Vi må kunne sige noget mere generelt ud fra de specifikke fænomener. Ellers ender vi enten tilbage i fortvivlelsen over de unikke fænomener, sådan som jeg gjorde i begyndelsen, eller også ender vi med at afvise al den viden som "videnskabelig uinteressant", da den ikke er repræsentativ. Det metodiske problem i projektet består altså i at kunne integrere disse to sider: det generelle og det specifikke. For at finde frem til en metode der kan integrere dette, vil jeg først at se på de videnskabstraditioner, som fokuserer på konstanter (det generelle). Dernæst den tradition der insisterer på at fokusere på de unikke fænomener (det specifikke). I forlængelse heraf vil jeg diskutere en tredje retning, som forsøger at integrere og kombinere begge disse traditioner.

Videnskab som søgen efter konstanter De fleste videnskabsmænd ville nok indrømme, at de tilstræber sikker viden, viden der ikke kan sås tvivl om. I den forstand kan man sige, at videnskab pr. definition er en søgen efter konstanter. Men konstanter i denne sammenhænge, betyder her noget mere end sikker viden. Man kan have sikker viden om romerrigets fald og man kan have sikker viden om tyngdekraften. Forskellen i mellem disse former for viden er, at den første kun gælder for det konkrete eksempel, mens den anden gælder for alle legemer i universet, uafhængigt af det konkrete eksempel. Den er således konstant. Det mest rendyrkede eksempel på sådanne konstanter er matematiske konstanter som PI eller naturkonstanter som gravitation. Men disse angiver ikke altid en årsagssammenhæng. F.eks. angiver PI ikke en årsagssammenhæng, men fortæller os, at forholdet imellem en cirkels omkreds og dens diameter altid er 3,1416 (el. 22/7). Det gør lovmæssighederne derimod. Lovmæssigheder er velbeskrevne årsagssammenhænge, der gælder for definerede fænomener. Det der karakteriserer sådanne sammenhænge er, at de er nødvendige. Det vil sige den sammenhæng imellem årsag og virkning som lovmæssigheden beskriver MÅ ske. Årsagen determinerer en virkning. Men en årsagssammenhæng alene giver ikke en almengyldig lovmæssighed der er konstant. For at vi kan tale om almengyldige lovmæssigheder, må de beskrevne fænomener gentage sig. Det vil med andre ord sige, at de fænomener som lovmæssigheden beskriver, må være rekurrente fænomener. Videnskab der søger efter konstanter forudsætter således mindst to ting: 1) at de studerede fænomener gentager sig, således at man kan anvende rekurrenskriteriet på dem 2) at årsag-virkning loven kan anvendes på de iagttagne fænomener. (Witt Hansen 1985:18-19) En af fordelene ved videnskaben der søger efter konstanter er muligheden for kumulation af viden. For hver generation er det muligt at bygge videre på de videnskabelige konstanter, som forrige generation har opdaget og beskrevet. En sådan kumulation af viden har været mest tydelig inden for naturvidenskaben. Dette har igen banet vejen for de fleste teknologiske landvindinger, der har forbedret menneskets materielle levevilkår mærkbart. Således har denne kumulation vist sig særdeles succesfuld i praksis. Denne succes har bragt naturvidenskaben i rampelyset og fremstår for mange samfundsforskere, som det ultimative ideal for samfundsvidenskaben. En af de første samfundsforskere der forsøgte at indføre den naturvidenskabelige metode i samfundsvidenskaberne, var økonomen Walras. Walras havde selv en studiemæssig

baggrund som ingeniør1, og var herigennem blevet bekendt med fysikkens succesfulde metoder. Dette inspirerede ham til bruge samme metoder i den økonomiske videnskab. Således skriver Walras: "Ich fur mein Theil bin nunmehr seit einer Reihe von Jahren ebenfalls beschåftigt, die reine Volkswirtschaftslehre als eine physisch-mathematische Wissenschaft auszuarbeiten" (Walras 1873:3) Og han skriver videre: "So angesehen erscheint die Theorie der Preisbestimmung der wirtschaftlichen Giiter oder die reine Volkswirtschaftslehre deutlich mit dem Charakter einer eigentlichen und zwar physisch-mathematischen Wissenschaft" (Ibid) Der er to ting i ovenstående citat, som vi især skal hæfte os ved. For det første at Walras ville efterligne de matematiske og fysiske videnskaber. Dette betød at en af naturvidenskabens centrale ontologiske forudsætninger ureflekteret blev overtaget. Nemlig antagelsen om, at det studerede objekt, fænomenerne, er rekurrente. For det andet erklærer Walras, at han vil gøre økonomi til en ren videnskab. Walras uddyber dog ikke selv, hvad han mener med begrebet 'ren videnskab1. Men det fremgår dog, at han ønsker at udvikle en ren økonomisk teori i stil med matematik og fysik. Hvor det første punkt handlede om overtagelse af de ontolgoiske forudsætninger, så er der med erklæringen om at gøre økonomi til en 'ren økonomi' yderligere overtaget visse epistemeologiske forudsætninger. For at få en forståelse af, hvad det var for nogle epistemeologiske forudsætninger, der blev overtaget, må vi imidlertid en tur tilbage til filosoffen Immanuel Kant og hans opgør med empiristerne. Immanuel Kant og videnskabelige konstanter Naturvidenskabernes sikre fundament var alvorligt blevet udfordret af empiristerne. Empiristerne mente, at da mennesket kun kan have empirisk viden, a posteriori viden, så kan man ikke have sikker viden fordi sanserne kan snyde en. En sådan skepticisme var en alvorlig trussel imod dem der dyrkede videnskab som en søgen efter konstanter. Ikke mindst for Kant var dette en uholdbar situation. Kant var som person berygtet for sit "nærmest overdrevne regelbundne liv" (Hartnack 1988:10). Hverdagen var tilrettelagt på punkt og prikke, hvornår han skulle forelæse, spise, etc. Om den daglige spadseretur, der altid begyndte præcist kl. 19, siges det, "at kun en gang har han sprunget spadsereturen over, nemlig da han læste Rosseaus "Émile". Denne bog betog ham så meget, at han måtte læse den til ende uden afbrydelse" (Hartnak 1988:10). Kant har også selv udtrykt at: "Alle forandringer gør mig bange, selv når de stiller de største forbedringer i min stilling til udsigt" (Hartnack 1988:11). Denne angst for det foranderlige, afspejles også i Kants filosofiske virke, der i høj grad kan karakteriseres som en søgen efter konstanter. Der var dog en afgørende forskel imellem empristerne og Kant. Empiristerne gik ud fra, at mennesket kun har en erkendelseskilde nemlig, a posteriori. Kant mente derimod, at mennesket har to erkendelseskilder. En a posteriorisk erkendelseskilde som empiristerne mente og den blotte fornuft, som Kant kalder a priori erkendelse, der er uafhængig af sans'The New Palegrave: A Dictionary of Economics (Side 852). Macmillan, London 1987. 10

ningen. Dette kommer til udtryk allerede i først sætning i Kants hovedværk, "Kritikken af den rene fornuft". Her skriver han: "At al vor erkendelse begynder med erfaring kan ikke betvivles; thi hvorledes skulle erkendelse ellers opstå, hvis det ikke skete ved, at genstande påvirker vores sanseorganer, hvorved der fremkaldes sanseindtryk og vor forstandsvirksomhed sættes igang - en forstandsvirksomhed, der ved at sammenligne sanseindtrykkene og ved at forbinde og adskille dem, forarbejder det rå sansemateriale således, at det bliver til genstandserkendelse der kaldes erfaring? Tidsmæssigt er der således ingen erkendelse forud for erfaringen; det er med den, at al erkendelse begynder. Men selv om al erkendelse begynder med erfaringen, så udspringer den dog ikke helt og holdent af erfaringen. Thi det kan jo være at selve erfaringserkendelsen er sammensat." (Kant 1787:71) Kant lægger således ud med at erklære sig enig med empiristerne i det synspunkt, at sansningen er en forudsætning for erkendelse. Men til forskel fra empiristerne går Kant videre og siger, at selv om sansningen er central, så er der også en anden kilde til erkendelse, der ikke udspringer af sansningen. Denne kilde til viden kalder Kant for a priori: "Inden for den a prioriske erkendelse kaldes imidlertid den erkendelse ren, i hvilken der slet intet empirisk indgår" (Kant 1787:71). Her ser vi altså begrebet "ren viden" dukke op for første gang. Ren viden er altså viden der er erkendt a priori. Et eksempel på ren videnskab er matematikken. Det faktum, at 2+2=4 er ikke en erkendelse der er afhængig af sansningen. Hvis jeg lægger 2 æbler i en kurv og du lægger yderlige 2 æbler og derefter tæller hvor mange æbler der nu er i kurven og kommer til det resultat at der er 5 æbler, så vil jeg ikke tage det som et empirisk bevis for, at 2+2=5, men som et bevis på at du har talt forkert. Det er altså en erkendelse der er uafhængig af sansningen. Det er en ren erkendelse. Kant argumenterer også for, at naturvidenskaben har eksempler på a priori erkendelse og nævner eksempelvis at "ved alle forandringer i den materielle verden forbliver materiens kvantitet uforandret. Eller: Ved al bevægelsesoverføring må aktion og reaktion altid være lige store" (Kant 1787:81). Fordelen ved a priori erkendelse er, at den ikke lader sig snyde af sansernes bedrag. Derfor var denne form for erkendelse helt central for at kunne undgå empiristernes skepticisme. Kants 'projekt' var så at begrunde mulighedsbetingelserne for a priori erkendelsen. Denne erkendelsesteoretiske diskussion behøver vi dog ikke at komme ind på.2 Vi skal i stedet vende tilbage til samfundsvidenskaberne og i særdeleshed den økonomiske videnskab, hvor disse tanker om ren erkendelse vandt frem og fik afgørende metodologiske konsekvenser. Den rene økonomi Vi har nu fundet frem, at der med begrebet ren videnskab mentes en videnskab der især skulle støtte sig til en a priori erkendelseskilde. Viden der udsprang af denne erkendelseskilde, syntes langt mere sikker og derved konstant. Det var dette, som inspirerede Walras. Ved at tage udgangspunkt i a priori erkendelse, kunne han således undgå alle tidsbetingede 2

Der kan først og fremmest henvises til Kants hovedværk "Kritikken af den rene fornuft" (Kant 1787). Dernæst vil jeg henvise til K.E. Løgstrup 1970 (Anden udgave 1996): "Kants kritik af erkendelsen og refleksionen".

11

historiske forskelligheder. Walrases metode har i eftertiden dannet skole og med tiden er der opstået en tradition inden for den økonomiske videnskab at rendyrke a priori erkendelsesformen. Dette kommer til udtryk i den store betydning matematiken har fået for denne videnskab. Denne stræben på at sætte alt i formler har også ført til en modstand imod historie, idet historien kun vanskeligt lader sig sætte på en formel. Historien bliver derfor i denne tradition nærmest opfattet som et forstyrrende element. Afviger historien fra teorien, så er det ikke teorien der er noget galt med. Istedet afvises historien som 'imperfektioner1 eller 'perversiteter1. Generelt er tankegangen i denne tradition, at hvis økonomisk teori skal kunne betegnes teori, så må den ikke baseres på a posteriori erkendelse, men a priori erkendelse. Derfor må den økonomiske videnskab for alt i verden undgå historien. Således bemærker økonomen Arthur: "There is a theory of economic development. It is essentially "wordy1: History more than theory." (Anderson 1988:252). Med andre ord, hvis en teori ikke kan formuleres i matematikkens sprog, så kan den ikke gøre krav på hæderstitlen 'teori1. Ser man i økonomividenskablige tidsskrifter, så kan man få en fornemmelse af i hvor høj grad faget efterhånden er matematiseret. Der er intet galt med matematik. Jeg opfatter matematik som et særdeles kraftigt og præcist instrument. Men uafhængig af den empiriske virkelighed, er den ikke til megen nytte. Dens styrke er netop at den kan bruges i et samspille med empirien (a posteriori erfaringen). Og det kan den, fordi den ikke selv udspringer af empirien. Kants pointe var naturligvis ikke at lukke af for virkeligheden og isolere sig i et 'rent videnskabeligt' babelstårn. Tværtimod ville han vise, at vor viden altid bygger på begge former for erkendelse. Kant var dog ganske klar over at fristelsen til at dyrke den ene side, fornuften eller a priori erkendelsesformer, var/er stor. Kant udtrykte sig på dette punkt malerisk: "Under sin frie flugt kløver den lette due den luft hvis modstand den fornemmer; den kunne derved ledes til at forestille sig, at det ville lykkedes endnu bedre for den i lufttomt rum. På grund af de snævre grænser sansningen sætter for forstanden forlod Platon sansningens verden og vovede sig på ideernes vinger hinsides denne og ud til den rene forstands tomme rum. Han mærkede ikke, at han ved sine anstrengelser ingen vegne kom, thi han mødte ingen modstand hvorpå han som et slags underlag kunne støtte sig og hvorpå han kunne anvende sine kræfter for at bringe forstanden ud af stedet" (Kant 1787:76) Man kan kritisere en stor del af økonomiske videnskab for at have afskåret sig fra den empiriske virkelighed i den tro, at de hermed vil 'flyve' hurtigere og højere. Lige som Kants 'due' tror at den kan flyve højere og hurtigere i et lufttom rum, tror økonomerne at de kan udvikle bedre og mere præcise teorier, hvis de udvikler teorierne i et historie- og empirifrit rum. Dette kommer f.eks. til udtryk når de bygger økonometriske modeller. Selv om det gang på gang viser sig, at prognoserne ikke holder stik, fordi baggrundsvariablerne ikke er konstante, så fastholdes det strenge matematiske krav til modellerne og at prognoserne til stadighed levers med 3 decimaler. O.E. Hansen skriver: da modellerne altid levers med en masse forudsætninger, "modbeviser den parodiske modsætning mellem forudsigelser og virkelighed ikke, at der skam kan være tale om videnskab på et meget højt niveau, hvorfor den egentlige misere i dette perspektiv er, at man, selvom al erfaring viser, at baggrundsindikatorerne ikke er konstante, fortsat insisterer på at fremlægge prognoser med 3 decimaler" (Hansen 1993:39). 12

Som O.E Hansen påpeger, så holder forudsætningerne sjældent stik. Tingene ændrer sig. Dette fører os over i et helt fundamentalt problem med denne retning, som bedriver videnskab ved at søge efter konstanter. Problemet er, at fænomenerne som videnskaben forsøger at beskrive ikke altid er rekurrente. Derfor kan man ikke altid bruge rekurrenskriteriet på de studerede fænomener. Som vi har slået fast tidligere, så var dette netop en forudsætning for at kunne formulere lovmæssigheder. Rekurrenskriteriet har kun en begrænset gyldighed i samfundsvidenskaben, fordi mennesket har en fri vilje. Men dette har man inden for denne tradition løst ved at basere økonomien på begrebet "economic man". Med dette begreb reduceres menneskets frie vilje til nytte maximering. Hermed får man sikret sig, at de sociale fænomener gentager sig. En konsekvens af at fjerne den frie vilje er, at værdier og mål bliver irrelevante. Fordi når samfundet styres af lovmæssigheder og der ikke er en fri vilje, så er der heller ikke mulighed for, eller frihed til, at styre efter bestemte værdier og mål. Derfor synes denne videnskabstradition også at være objektiv. Opsummerende kan vi sige om videnskaben, der søger efter konstanter, at den bygger på den ontologiske forudsætning, at fænomenerne er rekurrente. Denne forudsætning blev ureflekteret overtaget fra naturvidenskaben, da man forsøgte at efterligne dennes metoder. Man glemte i denne overtagelse, at mennesket har en fri vilje. Den frie vilje medfører dog et metodisk problem, idet den frie vilje udfordrer rekurrenskriteriet. For når mennesket kan vælge, så er det ikke sikkert at fænomenerne gentager sig. Derved forsvinder muligheden for at formulere lovmæssigheder. Dette problem blev "løst", ved at indføre begrebet 'economic man'. Den epistemeologiske forudsætning for videnskaben, der søger efter konstanter er, at mennesket har to kilder til erkendelse: a priori og a posteriori. Da a priori erkendelse er mere sikker, har videnskaben der søger efter konstanter satset på denne erkendelseskilde. Dette har vist sig i den Walraske rene økonomi. I nyere tid afspejler dette sig i den ekstreme matematisering af den økonomiske videnskab. Men helt at isolere sig har de ikke kunnet. Selv den mest rendyrkede økonometriker må indsamle empiriske data om det de forsøger at opstille en model om.

Videnskab som søgen efter forståelse af det unikke Vi skal nu se på den anden videnskabstradition, der søger efter forståelsen af de unikke fænomener i samfundet. I denne tradition er synspunktet, at man ikke kan overføre den naturvidenskabelige metode, der søger efter konstanter (i form af lovmæssigheder som kan forklare rekurrente fænomener) over på samfundsvidenskaben, da sociale fænomener netop ikke er rekurrente fænomener, men unikke. Et sådant synspunkt forfægtes bl.a. af Lomborg, der skriver, at "the social sciences cannot and should not seek constant conjunction, since social life is itself characterized by unique and nonrecurrent events." (Lomborg 1992:1). Dette videnskabssyn er i de senere år blevet mere udbredt og populært efter Bent Flyvbjergs afhandling "Rationalitet og magt". I denne afhandling argumenterer Flyvbjerg netop for dette synspunkt og forsøger at drive det ud i dets yderste konsekvens. Flyvbjerg skriver: "Rationalitet, viden, sandhed og demokrati er begreber, som kan synes faste i det moderne samfund. I "Rationalitet og magt" sættes de i bevægelse. Det vises - både konkret og generelt - at det mest konstante ved disse begreber er, at der konstant står konflikt om dem, og at de konstant skal generobres"(Flyvbjerg 1991:forflappen). Flyvbjergs ærinde er kort sagt at dekonstruere teori i samfundsvidenskaben og argumentere 13

for det konkretes videnskab. Den teori, eller teoribegreb, som Flyvbjerg vil gøre op med, er stort set identisk med den "rene videnskab", som Walras proklamerede i forrige århundrede. Med ren videnskab mentes "fri for al empiri". Hos Flyvbjerg hedder det ikke ren videnskab, men epistemisk videnskab. Han skriver: "Episteme drejer sig med andre ord om universaler og om produktion af viden, som er invariabel i tid og rum, ved hjælp af generel analytisk rationalitet. Episteme svarer dermed til det moderne videnskabsideal, sådan som det f.eks. kommer til udtryk i før-kaos fysik" (Flyvbjerg 1991:71). Flyvbjergs teoribegreb har altså samme karakteristika, som den Walraske rene videnskab: den er kontekstuafhængig og ikke empirisk. Det er denne form for teori, som Flyvbjerg sætter sig for at dekonstruere. I den forstand er det et vigtigt projekt han har sat sig for og særdeles relevant for vores diskussion. Flyvbjerg begynder sin dekonstruktion ved at tage udgangspunkt i et studie af menneskets læreprocesser som Dreyfus & Dreyfixs har foretaget. Ved at studere læreprocesser kan man få en basal viden om mennesker og da samfund består af mennesker, så kan dette måske sige noget om mulighederne for at teoretisere om samfundet. Vi kan derfor sige, at Flyvbjerg forsøger at basere sin kritiske dekonstruktion på et ontologisk grundlag. Resultaterne fra Dreyfus & Dreyfus'es undersøgelser, som Flyvbjerg tager afsæt i, er opsummeret i den såkaldte Dreyfus-model. Modellen viser, hvordan mennesket i en læreproces udvikler sig fra nybegynder til ekspert. DREYFUS-MODELLEN TRIN

KARAKTERISTISKA

1. Nybegynder

Kontekstuafhængige elementer og regler som grundlag for handling.

2. Avanceret begynder

Erfaringsbaserede, kontekstafhængige elementer supplerer kontekstuafængige elementer og regler.

3. Kompetent udøver

Mål og plan vælges bevidst og nøje overvejet med henblik på at reducere kompleksitet. Valget er ikke-objektivt og nødvendigt. Udøveren er involveret i resultater med sin egen person.

4. Kyndig udøver

Intuitiv problemidentifikation og intuitivt valg afmål og plan ud fra erfaringsbaseret perspektiv. Intuitive valg vurderes analytisk.

5. Ekspert

Intuitiv, holistisk og synkron identifikation af problem, mål, plan, beslutning og handling. Flydende, utvungen præstation, som ikke afbrydes af analytiske overvejelser.

(Flyvbjerg 1991:35)

Det som Flyvbjerg hæfter sig ved er det kvalitative spring fra trin 1 til trin 5.1 første trin vil den lærende forsøge at orientere sig efter regler der er kontekstuafhængige. Efterhånden som personen bliver dygtigere, vil vedkommende have mindre og mindre brug for reglerne at støtte sig til. Når vedkommende er blevet ekspert er der ikke brug for reglerne mere. Det er dette skift der er afgørende for Flyvbjerg. Han skriver: "Argumentationen i de efterfølgende kapitler bygger således alene på en enkelt egenskab ved modellen, som er 14

overbevisende sandsynliggjort i modellens originale form, nemlig det kvalitative spring fra modellens tre første til to sidste trin, fra regelbaseret, kontekstuqfhængig til erfaringsbaseret, kontekstafhængig adfærd (Flyvbjerg 1991:36). Flyvbjergs konklusion af Dreyfuses undersøgelser af menneskets læreprocesser kan bedst opsummeres med hans egne ord: "Kernen i argumentet er, at menneskelig adfærd ikke er regelbaseret, og uden regler ingen teori" (Flyvbjerg 1991:64). Dette er i princippet kernen i Flyvebjergs "dekonstruktion" af samfundsvidenskabelig teori. Herfra går han videre til at konstruere en ny videnskab: det konkretes videnskab. I denne videnskab er kontekst og det konkrete i centrum. Den videnskabelige metode bliver i forlængelse heraf domineret af casestudiet, hvor man må studere de enkelte unikke fænomener i den sammenhæng, hvor de optræder. Men at generalisere denne viden ud over casen, det er ikke muligt, da mennesket jo ikke handler efter regler. En naturlig konsekvens af dette synspunkt er, at man må fokusere på empiri. Hos Flyvbjerg hedder det bare ikke empiri men 'kontekst' og casebaseret studie. Vi kan derfor sige, at Flyvbjerg er empirist. Epistemeologisk vil det sige, at han i overvejende grad må støtte sig til a posteriori erkendelseskilder. (Til forskel fra økonomerne der overvejende støtter sig til a priori erkendelseskilder). Reglernes fravær betyder, at mennesket kan handle anderledes, hvilket igen medfører, at samfundet er kontingent. Dette medfører for det første, at man må opgive den epistemiske videnskab. I stedet for bør samfundsvidenskaben, siger Flyvbjerg, bidrage til en afklaring af de mål og værdier, som samfundet styrer imod. Flyvbjerg taler således for et skift fra epistemisk til phronetisk samfundsvidenskab. I den phronetiske videnskab lægges der mere vægt på at analysere, hvordan samfundet bør indrettes om værdiernes hensigstmæssighed og ikke så meget hvordan virkeligheden er. Det indbefatter således et skift fra 'er' til 'bør'. Jeg er ikke uenig i, at en sådan videnskab har en vigtig funktion og bør reserveres en fornem plads i forskningsverden. Der er imidlertid en hel del problemer i Flyvbjergs argumentation imod den epistemiske og teoretiske videnskab. For det første mener jeg, at Flyvbjergs fortolkning af Dreyfus modellen er meget problematisk. Han hæfter sig ved, at eksperten ikke handler efter regler, men intuitivt. Flyvbjerg konkluderer på baggrund heraf, at reglerne forsvinder. Og dette er et springende punkt hos Flyvbjerg, fordi når mennesket ikke handler efter regler, så kan man ikke opstille en teori om samfundet. Men det at eksperten handler intuitivt, uden analytiske overvejelser, behøver det nødvendigvis at betyde, at reglerne forsvinder ? Hvis vi, helt i Flyvbjergs ånd, tager udgangspunkt i en case, nemlig dengang vi lærte vores første fremmedsprog, kan man overbevise sig selv om, at reglerne så absolut ikke forsvinder, når man er blevet ekspert og behersker sproget flydende. I starten terpes grammatik, bøjninger og andre sproglige regler i en uendelighed. Men på et eller andet tidspunkt, begyndte vi at benytte disse regler uden bevidst at tænke over det. Dette er helt i tråd med Dreyfiis's beskrivelse af læreprocessen. Så langt så godt. Men det betyder ikke at vi her holder op med at bruge de grammatiske regler. Vi er bare ikke bevist om at vi bruger dem. Der er ingen grund til at tvivle på, at de grammatiske regler er der. I hvert tilfælde vil jeg hurtigt blive gjort opmærksom på det, hvis jeg brød disse grammatiske regler. Og hvis jeg ignorerer grammatikken helt og aldeles, er der ingen der forstår mig. Summa sumarum: Reglerne forsvinder ikke, bare fordi jeg holder 15

op med at tænke over dem eller holder op med at være bevidst om dem. Vi må derfor afvise Flyvbjergs argumentation for, at mennesket ikke handler efter regler. For det andet bruger han en generalisering, idet han ud fra et enkelt casestudie om menneskets læreproces konkluderer, at mennesket ikke handler efter regler. Ud fra denne generelle regel argumenterer han for, at det er umuligt at opstille generelle teorier og regler for samfundet. Han bruger altså en generel regel til at afvise, at der skulle findes generelle regler. Flyvbjerg der forsøger at skyde med skarpt imod samfundvidenskablig teoridannelse, ender således med at skyde sig selv i foden. For det tredje kan Flyvbjerg ikke selv lade være med at generalisere på basis af hans eget casestudie. I første bind afviser han teori (forstået som generelle udsagn om samfundet). Men i andet bind, hvor han foretager sit egentlige casestudie af magt og rationalitet i Ålborgprojektet, ender han selv med at opstille 10 generelle retningslinier for studiet af magt og rationalitet.3 Regler der nu åbenbart gælder uden for den Ålborgske kontekst. Opsummerende kan vi sige, at det centrale argument, som denne videnskabstradition bygger på er, at mennesket ikke handler efter regler. Dette medfører, at rekurrenskriteriet ikke kan anvendes i samfundsvidenskaberne. Derfor er det heller ikke muligt at teoretisere over samfundet. Som en konsekvens af dette ontologiske synspunkt på samfundet vil denne tradition overvejende støtte sig til a posteriori erkendelseskilder. Det som vi imidlertid har fundet ud af er, at der ikke er belæg for den antagelse, at mennesket ikke skulle handle efter regler. Det afgørende argument, som videnskaben der søger efter forståelsen af det unikke hviler på, er derfor ikke holdbart. Og som vi har set, så undslipper heller ikke denne videnskabstraditions fortaler, Bent Flyvbjerg, at foretage generaliseringer og ender selv med at teoretisere.

Videnskab som integration af det konstante og unikke Vi har nu gennemgået to retninger. Dem der søger efter konstanter og dem der søger efter det unikke. Det som denne gennemgang bl.a. har vist er, at disse traditioner adskiller sig fra hinanden på to områder: det ontologiske og det epistemeologiske. Epistemeologisk forskel Epistemeologisk adskiller disse retninger sig fra hinanden idet de har satset på forskellige erkendelseskilder. Den første har forsøgt at tilvejebringe videnskabelige konstanter ved at satse på a priori erkendelseskilde.Den anden har forsøgt at tilvejebringe viden om den foranderlige og unikke verden ved at satse på den erkendelseskilde, der udspringer a posteriori. Skematisk kan vi opstille det sådan:

3

Se Flyvbjerg 1991 bind 2:331-373. 16

TO EPISTEMEOLOGISKE PERSPEKTIVER Videnskab som søgen efter konstanter

Videnskab som søgen efter det unikke

A priori erkendelse

A posteriori erkendelse

Teoretisk videnskab

Empirisk videnskab

Episteme

Phronessis

De to hovedstrømninger har forsøgt at rendyrke disse erkendelsesformer. Enten ved at efterligne matematikken eller at tage afstand fra universalier og fokusere på empiriske fænomener. I praksis er der ingen af disse traditioner, der er undsluppet den del de har demarkeret sig fra. Økonomerne der forfulgte det Walraske ideal, kunne ikke undgå at inddrage empiri. Flyvbjerg, som vi kan læse som en eksponent for rendyrket samfundsvidenskabelig empirisme, kunne heller ikke lade være med at generalisere og tilstræbe universalier i slutningen af sin afhandling. Der eksisterer således en 'metodologisk kløft1 imellem det de siger og det de gør. De prøver at rendyrke den ene side af menneskets erkendelsesregister, men hver gang der er indtaget en position i den ene yderlighed, sniger dens modsatte pol sig ind, nærmest bag ryggen af forskeren. Denne slingervals skyldes næppe, at forskerne er inkonsekvente. Det skyldes snarere, at erkendelsen er dual. Det vil sige, at mennesket i sin vidensproduktion bruger hele erkendelsesregisteret fra a priori til a posteriori. I stedet for at kun at satse på den ene side af erkendelsesregisteret, må vi satse på at integrere begge sider i vores metode. Denne integration foregår på to niveauer: først en epistemeologisk syntese og dernæst en ontologisk syntese. Epistemeologisk syntese De retninger vi har behandlet adskiller sig epistemeologisk ved, at den kun accepterer viden der udspringer a priori, mens den anden kun accepterer viden der udspringer a posteriori. Det epistemeologiske problem der opstår når vi skal integrere disse to sider er, hvordan vi kan acceptere, at man kan sige noget om virkeligheden a priori. Thi hvordan man sige noget om verden når denne viden ikke kommer fra verden? Løsningen af dette problem, kan vi imidlertid finde hos Kant. For Kant kunne 'regnestykket' ikke gå op, så længe han gik ud fra at det var fornuften der drejer rundt og retter sig efter verden. Sålænge man arbejder ud fra den antagelse, er man dømt til a priori erkendelse, idet man kun kan anerkende at det er den ydre verden der sætter at aftryk i bevidstheden. Nøglen til dette problem fandt Kant, da han gjorde det han selv kalder en 'kopernikansk vending'4.1 stedet for at antage, at det er erkendelsen der retter sig efter virkeligheden, så vendte Kant det hele på hovedet og antog, at det var virkeligheden der rettede sig efter vores erkendelse. Om 'tingen i sig selv1, sagde Kant, kan vi ikke vide noget om. Dette var i virkeligheden en meget banebrydende vending. Det har dog taget knapt to århundreder

4

Kant blev i sin tid inspireret af Kopernikus, der forsøge at regne planternes bevægelse ud. Kopernikus gik ud fra, at det var solen drejede rundt om jorden og at jorden var midtpunktet. Men så længe han arbejde ud fra dette perspektiv gik regnestykket ikke op. Men så vendte Kopernikus det hele på hovedet og anskuede solen som midtpunkt og at det i stedet var planeterne der drejede rundt om dem.

17

inden dette rigtigt er ved at trænge igennem samfundsvidenskabelig teoridannelse. Det betyder nemlig, at enhver observation er teoriafhængig. Prøv at observere nedenstående figur. Hvad ser du ?

Fra: (Knudsen 1991)

Efter den kopernikanske vending, var der banet vej for, at mennesket kan erkende noget a priori om verden. Hermed var det muligt at integrere begge aspekter i erkendelsesregisteret: fra a priori til a posteriori.5 Vi må huske på, at Kant var ude på at skabe et bolværk imod den skepticisme, som den radikale empirisme uvægerligt havde ført til. Flugten over i empirismen havde naturligvis sine gode historiske årsager. Empirismen opstod i middelalderen hvor heksebrænderi, overtro, inkvisitioner var almindelige. Den opstod altså i en peroide, hvor mennesket blev plaget og forfulgt, alene på baggrund af ideer og overtro, der var udsprunget af "metafysiske spekulationer", der ikke havde nogen som helt forbindelse med "virkeligheden". Vi kan sige, at empirismen opstod som modreaktion imod den metafysiske dominans, eller den "metafysiske angst". Det var således i realiteten en bevægelse fra den ene yderlighed til den anden. Den overdrevene tillid til sanserne førte til, at der ikke kunne skabes sikker viden, og førte med tiden til, at en ny angst opstod: den "cartesianske angst". Kants pointe var ikke, at alle videnskaber nu kun skulle benytte sig af a priori erkendelse. Derimod ville han skabe en syntese imellem rationalisme (metafysikken) og empirisme. Ontologisk syntese De to retninger som vi har behandlet adskiller sig ontologisk ved, at den første arbejder ud fra en implicit antagelse om, at der findes rekurrente fænomener i samfundet. Ellers kunne de ikke beskrive det økonomiske samkvem ud fra universelle matematiske formler. Den anden retning mener derimod, at der ikke findes rekurrente fænomener, men kun unikke fænomener. Spørgsmålet om der findes rekurrente fænomener eller ej er særdelse vigtigt, da det er en forudsætning for samfundsvidenskabelig teoridannelse. I den ontologiske syntese er dette derfor et centralt spørgsmål. Jeg mener afgjort at der findes rekurrente fænomener i samfundet. Der er i samfundet 'eksistenser1 der forudsætter rekurrens. En sådan eksistens er forsikringsselskaber. Det ville ganske enkelt ikke være muligt at bedrive forsikringsvirksomhed, hvis der ikke var en vis rekurrens i de samfundsmæssige fænomener

5

De mest konsekvente teorier der arbejder ud fra denne antagelse, at det er verden der retter sig efter vores erkendelse, er de såkaldte konstruktivistiske teorier, der går ud fra, at verden er noget vi konstruerer i vores hoveder.

18

og hændelser. Kun ved at kende et socialt fænomens hyppighed, som er det samme som rekurrens, og den bagvedliggende kausalitet, er det muligt at beregne forsikringspræmierne, således at selskabet på langt sigt giver overskud. Denne observation sammen med det vi tidligere fandt frem til, at mennesket også handler efter regler, selv om de ikke er bevidste om det, giver os tilstrækkelig god grund til at bruge rekurrenskriteriet i samfundsvidenskaberne. Derved er der også banet vej for teoridannelse. Den anden forudsætning for teoridannelse var, at fænomenerne havde en årsag, der gjorde dem nødvendige. Men hvad med menneskets frie vilje? Hvis en hændelse skyldes den frie vilje, så kunne den også være anderledes. Den er med andre ord kontingent, hvilket er den diametrale modsætning til nødvendig. Herved kommer vi i strid med den forudsætning, at alle fænomener har en årsag og derfor er nødvendige. Lad os se lidt nærmere på dette forhold imellem kontingens og nødvendighed. Kontingens og nødvendighed Forholdet i mellem den fri vilje (som fører til kontingens) og nødvendighed kan belyses ved følgende lille tankeeksperiment. Planeterne kan ikke vælge, om de vil følge de naturvidenskabelige lovmæssigheder og blive ved med at cirkle rundt i ellipser i al evighed. Men hvis mennesket var en planet, kunne det vælge hvor længe det ville blive ved med at cirkle rundt. En dag kunne mennesket sige til sig selv "nu gider jeg ikke blive ved med at cirkle rundt i det samme" og derefter beslutte sig for at ville videre. Hvis mennesket derimod valgte at blive ved med at cirkle rundt, så måtte det fortsat underlægge sig de naturvidenskabelige lovmæssigheder. Hvis det valgte en anden vej, så ville der helt sikker gælde andre lovmæssigheder. Thi selv om mennesket har en fri vilje så har det ikke frihed til ophæve årsag-virkning relationen, eller midlertidig sætte den ud af kraft. En sådan vilje kan kun tillægges højere magter. Mennesket kan derimod vælge hvilken årsag-virkning relation de vil igangsætte og hvilken de vil underlægge sig. Netop fordi der altid vil eksistere en årsag-virkning relation, er det muligt at tilstræbe og igangsætte bestemte årsager for på den måde at opnå bestemte virkninger. På den måde kan mennesket forme sin tilværelse og i fællesskab sit samfund. Så selv om mennesket har en fri vilje, så har det ikke frihed til at ophæve årsag-virkning relation som sådan. Det kan kun vælge hvilke nødvendige sammenhæng det vil indtræde i eller skabe. Derfor vil det også være muligt at teoretisere om mennesket og dets samfund, men med den begrænsning, at rekurrenskriteriet er underlagt den frie vilje. En lovmæssighed er derfor også kontingent, fordi den kan være anderledes. Så længe mennesket ikke ændrer forholdende, så længe vil samfundslivet blive reguleret og styret af disse 'lovmæssigheder1, det vil sige: indre nødvendige sammenhænge imellem årsag og virkning. Vælger mennesket ændre forholdende, opstår nye lovmæssigheder. Samfundsmæssige lovmæssigheder og teorier har derfor den paradoksale egenskab at de er kontingent nødvendige.6

6

Begrebet kontingent nødvendighed bruges også af Jessop (Se: Jessop 1990). Det skal dog bemærkes, at hos Jessop reflekterer dette begreb ikke forholdet imellem fri vilje og nødvendighed, men det forhold at der er mange strukturer og mekanismer på spil i sam&ndet. Da det er kontingent hvilke strukturer spiller sammen med hvem,

19

Dette medfører en yderligere bemærkelsesværdighed. Ofte tror vi, at når vi har identificeret en nødvendig sammenhæng, en lovmæssighed, så vil det føre til en opgivende holdning. Dette er en naturlig følge af, at lovmæssigheder jo er nødvendige. Den eksisterende samfundsmæssige virkelighed der studeres er jo nødvendig, finder man ud af. Men lovmæssighederne er jo ikke kun nødvendige de er også kontingente. Ved at påpege de lovmæssigheder og indre sammenhænge, der tvinger mennesket til at handle på en bestemt måde, og med tvingende nødvendighed fører til bestemte konsekvenser, giver samfundsvidenskaben samtidig mennesket et spark bagi: "hvor længe vil du blive ved med at lade dig trække rundt ved næsen"? Identificering af indre sammenhænge og formulering af lovmæssigheder og teorier har derfor et implicit samfundskritisk potentiale. En anden (metodisk) konsekvens af den kontingente nødvendighed er, at de teoretiske lovmæssigheder og deres gyldigheder kun lader sig bestemme empirisk. Vi har nu fundet ud af, at forudsætningerne for de to foregående videnskab straditioner ikke holder stik: Erkendelsen er dual, der findes rekurrente fænomener i samfundet og den frie vilje udelukker ikke nødvendighed. Det er derfor ikke bare muligt, men tvingende nødvendigt at integrere disse to retninger i samfundsvidenskaben. En af de første samfundsforskere der forsøgte at kombinere disse perspektiver var Karl Marx. Også Marx var stærkt inspireret af det naturvidenskabelige ideal. Som Witt Hansen gør opmærksom på, så refererede Marx gang på gang til det "det kopernikanske paradigme". Marx var overbevist om, "at det var muligt at formulere sådanne lovmæssigheder med naturvidenskabelig præcision...." (Witt Hansen 1985:26). Men til forskel fra andre økonomer, som også var fascinerede af "Den naturvidenskabelige præcision", så faldt han ikke for den ene pol, hvor der alene søges efter konstanterne. Hans løsning var derimod at inddrage begge sider. Først på et abstrakt-simpelt (a-historisk) plan at identificere nogle lovmæssigheder (varens dobbeltkarrakter, eller loven om profitratens tendens til fald). Derefter at inddrage flere og flere faktorer, og bevæge sig hen imod det konkrete, komplekse og specifikke historiske sammenhænge. Altså først de lovmæssige og tidløse konstanter der gælder under kapitalismen, derefter de historiske, tidsspecifikke faktorer og konkrete sammenhænge. Via bevægelsen fra det abstrakt/simple til det konkret/komplekse, holder han altså fast i de rekurrente (konstante) fænomener udtrykt i lovmæssigheder og tendenser, samt de "historiske kontekster" der altid er unikke. Derved integrerer Marx i sin metode både de variante og invariante fænomener. Muligvis har han endda været den første samfundsforsker der forsøgte at integrere begge sider. Når Marx bliver tolket som en "universalnøgle" der kan anvendes overalt, til alle tider, uanset historiske omstændigheder, så er det ikke Marx's skyld, men snare en fejlfortolkning. Marx bliver ofte opfattet som samfundskritikkens fader. Han kaldte jo også sin økonomiske teori for kritikken af den politiske økonomi. Man kan spørge sig selv om der ligger nogen kritisk nytte i at forudsige kapitalismens sammenbrud? Vil det ikke bare føre til en slags opgivende holdning?, kunne man spørge. For at forstå det kritiske potentiale hos f.eks. Marx, så må man have øje for samfundets og derved teoriernes kontingente nødvendighed. og generere nødvendige begivenhder, opstår den kontingente nødvendighed. Jessop bruger således begrebet kontingent nødvendighed til at forklare forholdet imellem strukturel kompleksitet og determinisme.

20

samfundsforskere blev inspireret af denne succes og forsøgte at kopiere deres metode og tilstræbte ligeledes, at formulere lovmæssighederne bag de sociale fænomener. Denne overtagelse medførte, at samfundsvidenskaben ureflekteret kom til at overtage nogle af naturvidenskabens ontologiske forudsætninger, nemlig antagelsen om fænomenernes rekurrens. Herved kunne også samfundsvidenskaben bruge rekurrenskritereiet, hvilket var/er en forudsætning for teoridannelse og formulering af lovmæssigheder. Hermed blev der også indført en determinisme i samfundsvidenskaben. Formulering af lovmæssigheder er per definition deterministisk, idet en lovmæssighed beskriver en nødvendig sammenhæng mellem årsag og virkning. Den ukritiske efterligning af naturvidenskaberne gjorde, at man ikke diskuterede det faktum, at mennesket har en fri vilje. Og dette er et grundlæggende ontologisk problem i denne videnskabstradition, fordi den frie vilje problematiserer rekurrenskriteriet. Når mennesket kan vælge, så kan det også vælge at gøre ting anderledes. I den økonomiske videnskab, hvor denne tradition er mest dominerende, sprang man let over dette problem ved at reducere den frie vilje til "The Economic Man". The Economic Man er altvidende og handler altid rationelt. Og alle økonomiske agenter, det vil sige alle mennesker, handler ud fra denne måde. De epistemeologiske forudsætninger for denne tradition er, at mennesket kun har en kilde til erkendelse, der kan føre til sikker og urokkelig viden, nemlig a priori erkendelse. Derfor spiller matematik en helt central rolle i denne tradition. Dette kan ses af økonomividenskabens bestræbelser på at sætte det økonomiske samkvem på formler. Reduktionen af den frie vilje har omfattende konsekvenser for denne tradition og dens 'stil1. Mulighederne for forandring er begrænsede, når der ikke er fri vilje til at gøre ting anderledes. Derfor er det heller ikke relevant at diskutere mål eller værdier, for hvorfor diskutere hvad man skal styre imod, når man ikke frit kan vælge hvad man skal styre imod? Videnskaben bliver derfor 'objektiv' i den forstand, at den ikke beskæftiger sig med værdier. Sammenfattende kan man sige, at nøgleordet for denne retning er nødvendighed. Videnskaben der søger efter forståelse af det unikke adskiller sig fra den forrige ved at den netop problematiserer anvendelsen af rekurrenskriteriet. Dens ontologiske ståsted er, at samfundet består af unikke fænomener. Og når fænomenerne er unikke, så kan de ikke samtidig være rekurrente. De mener derfor, at man ikke kan formulere lovmæssigheder og teorier i samfundsvidenskaben. Udfordringen af rekurrenskriteriet kommer dog ikke fra den frie vilje, som man kunne tro. Flyvbjerg, som kan regnes som eksponent for denne tradition, argumenterer for, at mennesket ikke handler efter regler og at det derfor ikke er muligt at formulere lovmæssigheder og teorier, da menneskets handlemåde er uforudsigelig. Den epistemeologiske konsekvens af dette er, at samfundsvidenskaben kun kan benytte sig af a posteriori erkendelseskilder. Derfor bliver metoden domineret af empiri, eller som Flyvbjerg kalder det: case studier. Da samfundsvidenskaben ikke kan beskæftige sig med teorier og lovmæssigheder, mener Flyvbjerg, at samfundsvidenskabens opgave i stedet for er, at afklare hvilke mål og værdier mennesket styrer efter. Sammenfattende kan vi sige, at nøgleordet for denne retning er kontingens. Den integrative metode derimod indeholder elementer fra begge disse traditioner. Dens ontologiske forudsætning er, at der i samfundet både findes rekurrente og unikke fænomener. At der findes rekurrente fænomener, må vi antage, idet der findes der ek22

sistenser i samfundet, der forudsætter rekurens, f.eks. forsikringsselskaber. Disse selskaber kunne umuligt eksistere hvis ikke sociale fænomener var rekurrente. Mange af disse fænomener er underlagt lovmæssigheder og kan derfor betragtes som nødvendige. Unikke fænomener derimod eksisterer i kraft af, at mennesket har en fri vilje. Dette medfører på den anden side, at mange sociale fænomener kunne være anderledes. Samfundets væsen må derfor betragtes som kontingent nødvendigt. Dette betyder, at rekurrenskriteriet kan anvendes, hvilket igen betyder, at det er muligt at teoretisere og opstille lovmæssigheder for samfundet. Dog med den begrænsning, at deres gyldighed er 'bestemt' af den frie vilje. Så længe mennesket ikke ændrer de forhold som teorien beskriver, så længe kan teorien være gyldig og relevant. Epistemeologisk betyder dette, at begge erkendelseskilder kan anvendes. Både a priori og a posteriori. Sagt på en anden måde, den integrative metode har brug for hele menneskets erkendelsesregister. De epistemeologiske forudsætninger for at integrere både a priroi og a posteriori blev tilvejebragt af Kant i 1787, da han foretog den kopernikanske vending. Denne vending indebar, at det ikke var muligt at vide noget om 'tingen i sig selv', men kun formidlet via begreber. Sansningen ansporer os til at danne begreber, men selve begrebsdannelsen og især anvendelsen af begreberne støtter sig ikke kun til den empirisk sansbare verden, men støtter sig også til fornuften som i sidste instans er a priori funderet. Når vi har konstrueret begreber, kan vi således i tanken 'spille med begreberne1 og opdage nye sammenhænge der overskrider erfaringen. På den måde produceres der viden om verden som sansningen ikke kunne fortælle os. Det var det som Marx gjorde, da han på baggrund af de begreber han havde udviklet i Kapitalen kom frem til loven om profitratens tendens til fald. Det var en erkendelse der strakte sig langt ud over det han selv kunne erfare. Sammenfattende kan vi sige, at nøgleordet for den integrative metode er kontingent nødvendighed. Et krav vi derfor må sætte til teorien er, at den må være åben for historien. Omvendt må en læsning af historien også afhænge af teorierne, da det ikke er muligt at læse historien forudsætningsløst og vide noget om 'historien i sig selv1. Den integrative metode fordrer derfor et samspil imellem teori og historie, da disse hænger nøje sammen. For det første er de lovmæssigheder der begrænser og styrer mennesket og det sociale liv historisk bestemt. For det andet så er disse lovmæssigheders gyldighed igen bestemt af menneskets valg. Så længe mennesket lader dem være i fred, så længe kan de fortsætte.

23

Kapitel 3 Teori Formålet med dette kapitel er at udvikle et teoretisk begrebsapparat der kan hjælpe os til at begribe hvilke determinansrelationer der er på spil i det erhvervspolitiske rum på Færøerne. Dette er vigtigt for at kunne forklare eksportsektorens ensidighed. I forrige kapitel fandt vi frem til hvilke krav vi må stille til en sådan teori. Vi fandt at teorien må være åben for historien, for at kunne reflektere samfundets kontingente nødvendighed. Dette er en forudsætning for at kunne begribe kontinuitet og forandring i samfundsudviklingen og dermed også økonomien. En teoriretning, der kan opfylde disse betingelser, er reguleringsskolen.

Reguleringsskolen Reguleringsskolen er en økonomiske teoriretning, der opstod i Frankrig i midten af 1970'erne. Det der optog reguleringsteoretikerne var, hvordan det kunne være at kapitalismen overlevede. Hvad var det for nogle mekanismer, der gjorde, at kapitalismen på trods af tilbagevendende kriser var i stand til at rejse sig og overleve som produktionsform? Det som reguleringsteoretikerne iagttog var, at økonomierne i løbet af de store kriser gennemgik en transformation. Men alligevel blev de grundlæggende kapitalistiske strukturer uændrede. Man kan sige, at reguleringsteoretikerne undrede sig over kapitalismens konstans og forandring. Aglietta understreger, at man må betragte økonomiske fakta som historiske fænomener. Økonomi handler om sociale relationer, siger Aglietta og påpeger, at hvis man tager udgangspunkt i den Walraske videnskabstradition og opererer med en a priori gældende rationalitet, så er det ikke muligt at begribe, hvordan forandring er mulig i samfundet, "these two notions of reproduction (konstans JCJ.) and rupture (forandring JCJ.) confront one another in sterile opposition, each simply excluding the other, as long as the system is defined in the manner of the various conceptions of equilibrium as a network of relations between economic agents and acctivities which display a priori types of specified rationality."(Aglietta 1979:12) (min understregning JCJ) Aglietta påpeger her, at så længe konstans og forandring (reproduktion og transformation) tænkes i den Walraske videnskabs tradition forbliver de uforenelige modsigelser. Derfor er det altafgørende at skabe et alternativ til ligevægtsteorierne der bygger på a priori antagelserne om "The Economic Man". Reguleringsskolen er derfor en teori, der "..in no way represents an axiomatic system poisited apriori." (Aglietta 1976:20). Reguleringsskolen er derfor helt på bølgelængde med den integrative metode, som vi formulerede i forrige kapitel. Et af reguleringsteoretikernes spørgsmål var som sagt, hvordan det kunne være, at kapitalismen overlevede på trods af dens indre modsætninger i kapitalforholdet (kapitalarbejde). Allerede i dette spørgsmål kan vi ane, at Reguleringsskolen lægger sig tæt op ad den analyse af kapitalismen som Marx gjorde i forrige århundrede. Det var Marx der påpegede, at modsætningen imellem kapital og arbejde på et eller andet tidspunkt ville føre til kapitalismens sammenbrud. Men ca. 150 år efter disse profetier eksisterede kapitalismen stadig produktionform og havde overlevet flere dybe økonomiske kriser. Det der nu optog 24

reguleringsteoretikerne var, hvordan kapitalismen kunne overleve på trods af dens indre modsætninger. Altså hvordan overlevede den over tid, hvad var det der sikrede dens kontinuitet, når man kunne forvente at den brød sammen? Man kan sige, at Marx's teoretiske arbejde ligger til grund for den undren, der sætter reguleringsteoretikerne i gang. Den udgør så at sige startskuddet. Men selve det spørgsmål de stiller sig, hvordan dens kontinuitet og stabilitet sikres over tid, ligner til forveksling et af sociologiens grundsspørgsmål, nemlig spørgsmålet om hvordan orden er mulig. Sociologerne har spurgt sig selv, hvad det er der får samfundet til at hænge sammen. Hvordan kan det være at det hele ikke falder fra hinanden i et samfund hvor menneskene grundlæggende er fjendtlige overfor hinanden? Svaret er: Normer, regler! Dette slægtskab taget i betragtning er det næppe heller tilfældigt,at reguleringsteoriens løsning og grundtanke ligger forbavsende tæt op ad den klassiske sociologis betragtningsmåde. Reguleringsteoriens grundtanke er nemlig, at hvis mennesker skal foretage sig noget som helst i fællesskab, så kræver det regler, der i en eller anden form afgrænser, hvad der muligt. Det er som med fænomenet "fodbold", hvis ikke der var regler for spillet, så ville der ikke være noget fodboldsspil. Man kan endda sige, at reglerne konstituerer det fænomen vi kalder "fodbold". Nu er det kapitalistiske samfund noget mere omfattende og komplekst end et fodboldspil, men samme princip gælder her, der er et sæt regler der konstituerer det spil vi kalder kapitalismen. Der er to sider i dette princip, reglerne og handlingen. Denne dikotomi, regler-handling, udgør selve grundtanken i reguleringsskolen. I reguleringsteorierne kommer dette til udtryk i begrebsparret: reguleringsmåde og akkumulationsmåde. Akkumulationsmåden er en bestemt form for produktion af værdi og realiseringen af denne værdi. Esser og Hirsh definerer akkumulationsmåden således: "By mode of accumulation we mean a form of surplus value production and realization, supported by particular types of production and managment technology. It includes the type and method of organizing production and labor and the national economic reproduction of labor power and capital. This includes investment and capital devaluation strategies, branch structures (in particular the relation between the producer goods sector and consumer goods sektor), wage condition, consumer models and class structures, the relations between capitalist and noncapitalist sectors of work and mode of integration into the international market" (Esser og Hirsh). Begrebet akkumulationsmåden er altså et bredt begreb, der referer til den produktive aktivitet i samfundet. Denne kan foregå på mange måder, men uanset hvilken måde der domininerer så vil den afhænge af reguleringsmåden. Reguleringsmåden omfatter organisationsformer, normer og institutioner der far selve akkumultionsmåden til at hænge sammen og kan defineres således: "Regulation describes the way in which the elements of this complex relationship between production and reproduction are related to each other socially, i.e. based on the behaviour of the social participants. It is the way in which the system as a whole functions, the conjunction of economic mechanisms associated with a given set of social relationships, of institutional forms and structures. It includes a multifaceted configuration of economic and sociopolitical institutions and norms, which gives a certain equilibrium and stability to the reproduction of the system as a whole og the totality of institutional forms, networks, explicit or implicit norms, which ensure the compatibiliy of types of behaviour within the framework of an accumulationregime.. " (Esser og Hirsch) 25

Betingelserne for succesfuld akkumulation i en periode er, at det lykkes at skabe et reguleringssystem, der matcher med akkumulationsmåden. Kritik af reguleringsskolen Reguleringsskolen giver dog ikke noget bud på hvordan normer, institutioner og dermed reguleringsmåden kan opstå. Dette er mener jeg er en svaghed, da det er et meget centralt punkt i teorien. I et handlingsperspektiv er dette også et vigtigt punkt, fordi hvis man ikke kan forklare hvordan reguleringsmåden opstår, så kan men heller ikke forklare hvordan den kan ændres; thi forandring indtræder når noget nyt opstår. Her er der imidlertid hjælp at hente blandt reguleringsskolens slægtninge, nemlig i sociologien. Et begreb der her bruges til at forklare hvordan regulation (sociale relationer og normer) er mulig, er begrebet dobbeltkontingens. Jeg vil her knytte an til den tyske sociolog Niklas Luhmanns fremstilling af denne problematik. Under en sådan manøvre, hvor man låner fra et andet teoretisk univers, må man naturligvis være opmærksom på, hvorvidt teorierne divergerer i deres forudsætninger. Der er uden tvivl store forskelle i mellem Luhmanns systemteori og Reguleringsskolen, men selve begrebet dobbeltkontingens bruges af Luhmann til at forklare hvordan systemer opstår. Det interessante er, at Luhmanns systembegreb simpelthen er en anden betegnelse for social relation: "Jeder soziale Kontakt wird als System begriffen bis hin zur Gesellschaft als Gesamtheit der Beriicksichtigung aller moglichen Kontakte" (Luhmann 1991:33). Vi kan derfor også bruge det til at uddybe, hvordan sociale relationer opstår. Dobbelt kontingens Et karakteristikum ved social handlen (social aktivitet) er, at den er afhængig af andres handlen. De andres handlen er på den anden side også afhængig af ens egen handlen. Hvis vi således tænker os to individer som stå overfor hinanden, vi kalder dem Ego og Alter, så er Ego er afhængig af hvad Alter gør, og Alter er afhængig af hvad Ego gør. Begge parter har desuden uendelig mange muligheder at gøre tingene på og har ligeledes uendelig mange muligheder hvorpå de kan reagere på modpartens handlinger. Ego's kontingente handling er baseret på Alter's kontingente handling og vica versa. På begge sider er der kontingens. Situationen er dobbeltkontingent. Spørgsmålet er så, når der på begge sider er uendelige mange måder at handle på og ligeledes uendelige mange måder at reagere på andres handlen på, hvordan er sammenhængende handlingskæder (f.eks produktion) overhovedet mulige 71 Luhmanns overraskende løsning Luhmann skriver om problemstillingen dobbeltkontingens, at: "Den artikulerer spørgsmålet: Hvorledes er social orden mulig? på en måde, som til at begynde med fremfører denne

Problemstillingen 'dobbelt kontingens' blev oprindeligt formuleret af Parsons. Luhmann adskiller sig fra Parsons, når det kommer til løsningen af problemet. Parsons mente, at det kun kunne løses, hvis der var forudsat en fælles værdikonsensus. Der måtte altså på forhånd findes "en overensstemmende normativ orientering, i et "shared symbolic system", i at vi har en "code" af normativ karakter." (Luhmann 1987:149,150/1). Ifølge Luhmann er dette en utilstrækkelig løsning. For det første fordi det flytter problemet om den nuværende orden til fortiden. For det andet så bliver spørgsmålet reduceret til et spørgsmål om socialisering til eksisterende værdikonsensus.

26

mulighed som usandsynlig. Hvis enhver handler kontingent, dvs. også altid kunne handle anderledes, og hvis enhver er vidende herom og tager hensyn hertil, er det til at begynde med usandsynligt, at egen handling finder tilknytningspunkter (og dermed mening) i de andres handlen; thi selvfastlæggelsen ville forudsætte, at andre fastlægger sig og omvendt. Men han har en overraskende løsning i ærmet: "Samtidig med den sociale ordens usandsynlighed forklarer dette koncept imidlertid også den sociale ordens normalitet, thi under den dobbelte kontingens1 betingelser vil enhver selvfastlæggelse, uanset hvor tilfældig eller kalkuleret den måtte være, vinde informationsog tilslutningsværdi for andres handlen" (Luhmann side 11). Det vil med andre ord sige, at det i den dobbeltkontingente situation, hvor begge parters handling er afhængig af modpartens handling, da virker helt usandsynligt at sammenhængende handling overhovedet er mulig. Men netop denne usandsynlighed som begge parter oplever, fordi de orienterer sig imod hinanden, og afventer den andens udspil, er også medvirkende til, at enhver handling også kan forstås som en mulighed at knytte an til. På den måde bliver usandsynligheden vendt om til mulighed for handling. Luhmann beskriver det sådan: "Alter bestemmer først forsøgsvis sin forholden sig i en endnu uklar situation. Han begynder med et venligt blik, en gestus, en gave, og afventer, om og hvorledes ego antager den foreslåede situationsdefinition. Ethvert følgende skridt er da i lyset af denne begyndelse en handling med kontingensreducerende, bestemmende effekt - det være sig positiv eller negativ" (Luhmann SS 1987:150/2). Samfundet bygger således på et paradox. Handlingens usandsynlighed skaber muligheden for handlingens sandsynlighed. Vi kan sige, at dobbeltkontingensen virker som en slags struktur generator! Under indtryk af dobbeltkontingensen bliver en handling til et forslag til hvordan kontingensen kan reduceres. Det der før var en umulighed bliver istedet en mulighed, og på den måde kommer der en handlingskæde igang. Den efterfølgende handling baseres på den foregående etc. På denne måde etableres der efterhånden gensidige adfærdsforventninger. De sociale relationers konstellation er derfor ikke baseret på andet end sig selv og sin egen historie! Der behøver således ikke at eksistere nogle på forhånd givne (a priori) værdier eller værdikonsensus. Der hvor der ingen værdikonsensus er, der vil man opfinde dem, som Luhmann udtrykker det (Luhmann 1987:151/2). Fordi netop verdens ubestemmelighed, kontingensen, tvinger mennesket til at vælge, og baner således selv vejen for social handlen. Når der på den anden side først er opstået en emergent social relation og den har fået sin form, så er enhver efterfølgende handling der foretages i denne kontekst, tvunget til indskrænke sig og koble sig til denne sociale relations historie. Historien bliver således en slags fængsel: "Vi gør sådan fordi sådan har vi altid gjort". Det betyder dog ikke at den sociale verden ikke kan forandres, fordi lige så let det var at opbygge, lige så let er det at nedbryde eksisterende sociale relationer. Så snart der ikke forekommer yderligere handlinger der "kobler sig på", vil de opløses. Konsekvenser for reguleringsbegrebet (regulation og kontingens) Ud fra disse betragtninger omkring den dobbelte kontingens kan vi nu sige, at enhver social relation er en indskrænkning og dermed også en afgrænsning fra noget andet. Det er denne 27

afgrænsning, der giver en social relation dens form, hvor formen skal forstås som grænselinien der adskiller den sociale relation fra resten af de muligheder der findes i verden. Kun via denne afgrænsning får det sin form. På samme måde som en træfigur får sin form, og dermed identitet, via alt det som er skåret bort, får en social relation sin identitet, via alt det den ikke er. Det er således via negationen at objektet konstitueres. Begrænsning og konstitution er med andre ord to sider af samme sag. Dette kan måske virke som overflødig spekulation. Det er det dog på ingen måde, fordi dette er vigtigt for bedre at kunne forstå sammenhængen mellem regulation og akkumulation. Da begrænsning og konstitution er to sider af samme sag, så må reguleringen (der jo afgrænser) samtidig konstituere sine "objekter". Derfor kan reguleringens objekt ikke eksistere inden reguleringen indtræder. Dette kaster samtidig lys over en problemstilling, der ellers let kan give anledning til forvirring og "teoretisk hovedpine", nemlig spørgsmålet om forholdet mellem politik og økonomi. Politik, der må ses som en del af reguleringsmåden, kan ud fra ovenstående betragtninger ikke tillægges første eller anden prioritet i forhold til økonomien. Thi akkumulation og regulering, økonomi og politik, konstituerer hinanden.2 Set ud fra dette perspektiv giver det mening at tale om den politiske økonomi. En anden konsekvens er, at vi må anlægge et relationelt perspektiv på sociale fænomener, idet reguleringen jo konstituerer "objekterne". Således kan f.eks. en handling eller en ting have forskellig identitet og betydning, alt efter hvilken social relation den indgår i. Tingen eller handlingen er "determineret" af den sociale relations form. F.eks. kan det at give en gave være en agtværdig handling. I en anden sammenhæng kan samme handling være identificeret som bestikkelse. Denne tanke om sociale fænomeners relationelle karakter, er naturligvis ikke ny. Således spørger Marx: "Hvad er en negerslave ? Et menneske fra den sorte race. En neger er en neger. Kun under bestemt forhold bliver han en slave. En bomuldsspindmaskine er en maskine der kan spinde bomuld. Kun under bestemte forhold bliver den til kapital. Revet ud af disse forhold er den lige så lidt kapital som guld "an sich" og "fur sich" er penge, eller sukker er sukkerpris."3 Man kunne tilføje et færøsk eksempel og sige: en fabrikstrawler er en fabrikstrawler, der kan producere fisk; Kun inden for bestemte sociale relationer bliver fabrikstrawleren en politisk stemmemagnet.

2

"Da objektet og reguleringsmåden er gensidigt relateret, ville det være dumt at forudsige hovedlinierne af en fremtidig post fordistisk reguleringsmåde. "Objects of regulation are not fully constituted prior to struggles over their regulation but are partially constituted in and through such struggles" Bob Jessop "Fordism and Post-fordism: a critical reformulation" In: "Pathways to industrialization and regional development." Edt. by Michael Storper and Allen J. Scott. 1992. Routledge. (Side 67) For en mere dybdegående reguleringsteoretisk diskussion af denne problemstilling kan der henvises til: Bob Jessop "Regulation theories in retrospect and prospect" In: Economy and Society Volume 19 Number 2 May 1990. (Side 185-186). Routledge. 3

Fra: K.Diehl U.P. Mombert (1923): "Ausgewåhlte Lesestucke zum studium der politischen Okonomie, Kapital und Kapitalismus." side 11.

28

Opsummerende kan vi nu sige, at: •

Regulation har en bredere betydning, end der normalt ligger i begreber som Keynesiansk makroøkonomisk regulering (uden dog at udelukke denne betydning).

•

Regulation lader sig vanskeligt lokalisere til noget bestemt sted, idet den er overalt hvor der er samfundsmæssig aktivitet.

•

Regulation er sandsynligvis en konfliktfyldt proces, idet afgrænsning indebærer, at noget bliver udelukket.

•

Regulation er sandsynligvis en kamp om at sætte dagsordenen.

•

Reguleringsmåden er kun begrundet i sig selv og derved kun begrundet i sin egen historie.

•

Reguleringsmådens kontinuitet og brud afhænger af om den gentages. Ophører gentagelsen, opløses det afsig selv, og danner grundlaget for en ny reguleringsmåde.

•

Regulation indebærer selektivitet.

Regulationens to sider Regulation er som sagt noget, der foregår overalt i samfundet. I den videre undersøgelse er det nødvendig, at konkretisere regulationen mere præcist. I forhold til akkumulationsmåden, kan vi skelne i mellem to aspekter af reguleringen: den statslige regulering og den ikkestatslige regulering. Den ikke-statslige regulering omfatter de relationer, der eksisterer mellem virksomhederne og internt i virksomhederne. Dette kan vise sig i forskellige organisations- og samarbejdsrelationer ordnet i hierarkier og netværksrelationer. En vigtig del af reguleringen mellem virksomhederne er omfattet af såkaldte "non-contractual relations in business"4. Det vil sige relationer, som ikke er regulerede af juridisk formulerede love, men af gensidige adfærdsforventninger, der er institutionaliserede i den lokale virksomhedskultur. Den statslige regulering omfatter alle regler, love og direktiver der vedvarende strømmer fra staten og influerer produktions- og markeds- relationerne. Dette aspekt af reguleringen kan være mere synligt end den ikke-statslige regulering, da denne er formuleret skriftligt. Det er vigtigt at understrege, at begge aspekter af regulationen er lige vigtige for, at hele akkumulationsprocessen kan forløbe og hænge sammen. I resten af projektet vil jeg dog hovedsageligt afgrænse mig til den statslige regulering. 4

Se: Stewart Macaulay "Non-contractual relations in business: a preliminary study". American Sociological Review 1963. Nr. 28 (side 55-67).

29

Vi skal nu videre i undersøgelsen. Det næste skridt bliver at konkretisere begreberne akkumulationsmåde og reguleringsmåde. Der er som sagt to sider: akkumulationssiden og reguleringssiden. Først skal vi se nærmere på akkumulationssiden.

Akkumulationssiden Vi har flere gange beskæftiget os med 'verdens kontingens1, at alt kan være anderledes. Det samme må naturligvis gælde for akkumulationssiden. Der må således være mange måder at akkumulere kapital på. Dog kan man forsøge at indkredse nogle typiske måder som dette kan foregå på. Generelt kan akkumulationsprocessen meget simpelt beskrives ved hjælp af Marx's fremstilling. Han beskrev dette som et kredsløb P - V (AK+PM) - V - P'. For nogle penge (P) køber en producent varer som her er arbejdskraft og produktionsmidler. Han producerer en vare og sælger den på et marked til en større værdi (P1) end den han havde købt varerne for. Der har med andre ord fundet en væridiøgning sted. Marx's pointe var, at værdien kun kunne opstå et sted og det var via arbejdsprocessen. I denne sammenhæng er dette mindre vigtigt hvor værdien opstår. Det der derimod er vigtigt er, at den producerede værdi ikke kan realiseres som kapital, medmindre hele processen gennemføres fra start til slut. I denne proces gennemgår kapitalen forskellige former. Den gennemgår en såkaldt metamorfose. De former der er tale om er finanskapital, produktivkapital og handelskapital. Alle disse tre former må integreres for at fuldende processen. Dette er imidlertid ikke så ligetil, fordi de har hver sin form og derved hver sin identitet og opererer ud fra hver sin rationalitet, ja har endda hver sin historie. Dette vanskeliggøres yderligere af, at der er utallige måder at gøre tingene på. Der er mange måder hvorpå processen kan forløbe og der er mange måder at producere profit på. Hver kapitalform ser tingene ud fra deres perspektiv og ser således forskellige muligheder, men for at gennemføre hele processen, må disse fastlægge sig på en fælles måde, en fælles strategi. Der må således herske en vis konsensus om, hvilken akkumulationsstrategi de skal forfølge. Strategien vil på den ene side afhænge af reguleringsmåden og på den anden side vil reguleringsmåden være afhængig af, hvilken strategi der satses på. Det er som vi har været inde på før, to sider af samme sag. Spørgsmålet er nu, om det ikke er muligt at indkredse nærmere, hvilke strategier der kan være tale om. En måde at indkredse de mange muligheder på, er ved at tage udgangspunkt i selve varen. Varen har nemlig to sider. En brugsværdi side og en bytte værdi side. Brugsværdien bliver målt efter hvorvidt om den opfylder de behov køberen/forbrugeren ønsker at fa dækket. Bytteværdien derimod udtrykkes i varens pris. Disse to sider repræsenterer således varens kvalitative side og varens kvantitative side. I forlængelse heraf kan der skelnes mellem to grundlæggende konkurrencestrategier som virksomhederne kan forfølge. De kan enten satse på at adskille sig fra konkurrenterne, ved at fokusere på varens brugsværdiside eller de kan fokusere på varens bytteværdiside (pris).5 Hvis de fokuserer på varens brugsværdiside, så vil virksomhedens konkurrencefordele afhænge af deres evne til at producere en vare som opfylder nogle helt specifikke behov hos 5

Denne fremstilling om de to grundlæggende konkurrencestrategier, er inspireret af den amerikanske økonom Michael E. Porter. Dette tema behandler han i sin bog "Competitive advantage - Creating and Sustaining Superior Performance" (side 11 -26).

30

køberen, som ingen andre virksomheder kan opfylde. Vi kan sige at varen differentierer sig kvalitativt fra alle andre varer på markedet. Hvis dette lykkes, vil virksomheden opnå monopolligende position på markedet og kan derfor kræve en højere pris for varen end den ellers kunne, hvis der var andre der kunne levere nøjagtigt den samme vare, med nøjagtigt de samme kvalitative egenskaber. Hvis virksomheden derimod fokuserer på varens bytteværdi side, så vil virksomhedens konkurrencefordele afhænge af om deres vare er billigere end konkurrenternes. Kunden vil her ikke vælge ud fra varens kvalitative dimension, men være mere optaget af varens pris. Virksomheden må altså vælge om den vil konkurrere på pris eller konkurrere på differentiering. En indvending imod denne opdeling kunne være, at kunden både ser på pris og kvalitet. Man kunne derfor spørge om ikke det var muligt at gå en mellemvej og forsøge både at satse på pris og kvalitet. Porters argument er her, at "When faced with capable competitors also striving for cost leadership, a firm will ultimately reach the point where further cost reduction requires a sacrifice in differentiation. It is at this point that the generic strategies become inconsistent and a firm must make a choice". (Porter 1985:18) I princippet er der ikke noget der udelukker en virksomhed i at have fordele på begge sider. I så fald, vil dens fortjeneste være ekstraordinær stor, idet differentieringen giver en højre pris, samtidig med at dens omkostninger er lave. En sådan virksomhed vil dog hurtigt blive konfronteret med andre konkurrenter, der også vil ind på dette lukrative marked. Og under indtryk af den konkurrence der her opstår, vil virksomheden før eller senere komme til et punkt, hvor den må vælge om den vil satse på pris eller differentiering. På baggrund af disse to konkurrencestrategier som virksomhederne kan vælge, kan vi nu gå videre og opstille tre forskellige typer af akkumulationsstrategier (Denne opdeling er også inspireret af Porter). Disse tre typer er • • •

Faktordreven akkumulationsstrategi Investeringsdreven akkumulationsstrategi Innovationsdreven akkumulationsstrategi.

Disse tre strategier forholder sig til de to grundlæggende konkurrencestrategier således, at den faktordrevne er den strategi, hvor der satses mest konsekvent på at være førende prismæssigt. Den investeringsdrevne er i midten og har elementer af begge yderpunkter. Dette kan være en farlig strategi at følge idet virksomhederne risikerer at være "stuck in the middle" (Porter 1985:16). Faren er, at virksomhederne under denne strategi hverken har konkurrencefordele på pris eller differentiering. Det vil sige, de er hverken gode til det ene eller det andet. Den innovationsdrevne er den strategi hvor der satses mest konsekvent på at differentiere. Vi kan illustrere dette således: PRIS Faktor dreven akkumulationsstrategi

DIFFERENTIERING Investerings dreven akkumulationsstrategi

31

Innovations dreven akkumulationsstrategi

Vi skal nu beskrive nærmere, hvad der karakteriserer disse tre forskellige akkumulationsstrategier. Den faktor-drevne akkumulationsstrategi. Den faktor-drevne akkumulationsstrategi er den strategi, hvor der mest konsekvent satses på at være førende prismæssigt. Det afgørende for virksomhedernes internationale konkurrence evne er derfor adgangen til billige produktionsfaktorer (kapital, arbejde og råvarer) i rigelige mængder. Under denne strategi vil omfanget af erhverv og segmenter som nationens virksomheder med succes kan konkurrere i primært afhænge af hvilke råstoffer der i landet. Da virksomhederne alene konkurrerer på prisen, vil produkterne ikke være særligt sofistikerede og produktionen vil være lavteknologisk. Teknologien vil desuden være noget, der enten er kopieret, eller købt billigt, eller være teknologi der er tilgængelig over alt. Teknologien er købt eller kopieret fra andre lande og ikke skabt i selve landet. Om virksomhederne under en sådan strategi skriver Porter: "Very few of a nation's firms at this stage have direct contact with end users. Foreign firms provide most of the access to foreign markets. Domestic demand for exported goods may be modest or even nonexistent"(Porter 1990:548). Da virksomhederne primært er afhængige af prisforholdene, vil hele økonomien være meget afhængig af internationale konjunktursvingninger og renteniveau, samt andre forhold der bestemmer efterspørgsel og prisniveau. De vil desuden være sårbare overfor tab af faktorfordele til andre lande. Den investerings-drevne akkumulationsstrategi. Som det fremgår af ovenstående figur, så vil virksomhederne under den investerings-drevne akkumulationsstrategi prøve at fastholde deres konkurrencefordele på pris og samtidig prøve at konkurrere på differentiering ved at udvikle produkterne. Virksomhederne vil her forsøge at fastholde de prismæssige konkurrencefordele ved at holde omkostningerne nede. Dette vil de primært gøre ved at øge produktiviteten i produktionen. De vil derfor begynde at investere i mere avancerede teknologier og "construct modern, efficient, and often largescale facilities equipped with the best technology available on global markets" (Porter 1990:548). Virksomhederne vil også forsøge at tilegne sig mere komplekse produkt og proces teknologier igennem licens og joint ventures, som tillader dem at konkurrere i mere sofistikerede industrier og industri segmenter. Muligheden for en nations erhverv, at optage og forbedre fremmed teknologi er her afgørende for gennemførelsen af en investeringsdreven akkumulationsstrategi. "Nations, their citizens, and firms all invest in an investmentdirven economy to upgrade factors from basic to more advanced and create a modern infrastruckture. Increasingly skilled workers and a growing pool of technical personell, still paid relatively low wages, opreate the sophisticated facilities and provide the internal capability to assimilate and improve technology"(Ibid).

32

En afgørende faktor for gennemsættelsen af en sådan strategi er virksomhedernes risikovillighed. Desuden må den kapital der er i landet kanaliseres over i produktionen i form af investeringer. Derfor vil den investerings-drevne akkumulationsstrategi forudsætte "a national consensus that favors investment and long-term growth over current consumption and income distribution" (Porter 1990:552). Den investeringsdrevne akkumulationsstrategi "is one where the ability and willingnes to invest is the principal advantage rather than the ability to offer unique products og produce with uniqe processes. At this stage, firms still compete in the relatively standardized, price-sensitive segments of the market, and product designs often reflect foreign markets needs." (Ibid). Produktionen er næsten kun baseret på fremmed teknologi, fremmed udstyr og fremmede komponenter. "The investment-driven route to competitive advantage is only possible in a certain class of industries: Those with significant scale economies and capital requirements but still a large labor cost component, standardized products, low service content, technology that is readily transferable, and where there are multiple sources of product and process technology" (Porter 1990:551). Der kan under denne strategi forekomme innovationer, men disse vil primært være proces innovationer. "Product designs are at least one generation behind the world's most advanced ones. Proces technologies are near the state of the art but do not advance it." (Porter 1990:549). Den innovative aktivitet der kan forekomme under denne strategi, vil derfor ikke ændre markant på virksomhedernes konkurrencestrategi. Den innovations-drevne akkumulationsstrategi Under den innovationsdrevne akkumulationsstrategi vil virksomhederne satse konsekvent på at diffentiere sine produkter fra konkurrenterne. Dette vil give dem en monopollignende profit og derved større fortjeneste. Produktionsbetingelser som under de to foregående strategier var afgørende for konkurrenceevnen har under denne strategi ikke samme afgørende betydning. Landets udrustning af produktionsfaktorer vil stadig have betydning, men ikke være afgørende for konkurrenceevnen, fordi det som mangler kan importeres. Det som under denne strategi bliver afgørende er virksomhedernes innovationsevne (Innovationsevne kan vi generelt definere som evnen til at skabe nye kombinationer). Innovationer kan, som vi har været inde på, også forekomme i de to andre strategier. Det der imidlertid adskiller den innovations-drevne strategi fra de andre er, at produktinnovation bliver central og udslagsgivende for konkurrenceevnen. Med dette skift begynder virksomhederne at konkurrere på differentiering i stedet for pris. Da virksomhedernes eksistens her ikke længere er afhængig af hvilke råvarer der er i landet, åbner det op for udvikling af flere nye brancher og virksomheder, som under den faktordrevne strategi ikke ville være mulige. Den erhvervsstrukturelle sammensætning af virksomheder og segmenter, hvor landets virksomheder kan konkurrere med succes, bliver bredere. Det betyder dog ikke, at alle produktioner eller virksomhedstyper har lige store 33

chancer for at overleve. De nationale produktionsbetingelser har stadig stor betydning for, hvilke produktioner er mulige. Men da virksomhedernes konkurrenceevne primært afhænger af deres innovationsevne, så vil de stille andre krav til produktionsbetingelserne. Nu vil tilstedeværelsen af råvarer ikke være afgørende. Det der under denne strategi får afgørende betydning er, om virksomhedernes 'sociale miljø' virker fremmende på den innovative aktivitet. Porter skriver om disse forhold, at: "A more advanced and dynamic economy is capable of widening (horizontally) the range of successful industries and of spawning entirely new clusters. Both depend on a healthy process of new business formation either by established firms or through start-ups. The process of upgrading national productivity benefits when a nation has market positions capable of expansion in a broad range of industries, instead of depending on exports from a few" (Ibid 555) (Min understregning JCJ). Denne spredning af kvalitativt forskellige brancher og virksomheder vil reducere afhængigheden af en enkelt sektor (Porter 1990:555). Samtidig vil dette øge det innovative potentiale i erhvervslivet og derved øge virksomhedernes konkurrenceevne. Fordi "Bredth creats more potential for spillovers and cross-fertilization among industries that are so essential to upgrading proces" (Porter 1990:555). Der vil med andre ord opstå flere kombinationsmuligheder under denne akkumulationsstrategi. Dette vil igen øge chancerne for at udvikle et produkt med en brugsværdi, som ingen anden leverer, hvorved de kan opnå en højere pris. Således vil de nye erhvervsgrene virke selvforstærkende på den innovationsdrevne akkumulationsstrategi. Om de samfundsøkonomiske konsekvenser af denne strategi skriver Porter: "The innovations-driven stage is most resistant to macroeconomic fluctuations an exogenous events, especially when the nation gains the capacity to widen clusters. Industries are less vulnerable to cost shocks and exchange rate movements because they compete on technology and differentiation" (Ibid). Opsummering af akkumulationssiden Sammenfattende kan vi sige om akkumulationssiden at konkurrencens to former: den brugsværdiorienterede strategi (differentiering) og den bytteværdiorienterede strategi (pris) udgør yderpunkterne i et binært spektrum. Inden for dette spektrum kan vi opstille tre akkumulationsstrategier, den faktor-drevne, den investerings-drevne og den innovationsdrevne akkumulationsstrategi. Hver strategi repræsenterer én måde at akkumulere kapital o

pa. Det vi ser er, at konkurrenceevne ikke er nogen absolut størrelse, men afhænger af hvilken akkumulationsstrategi, der er dominerende. Konkurrenceevnen er med andre ord strategirelativ. I den faktordrevne er det afgørende at der er billige produktionsfaktorer i rigelige mængder. I den investeringsdrevne er det afgørende, at der er risikovillig kapital. I den innovationsdrevene er det evnen til at innovere, der er afgørende.

34

Alt efter strategien vil virksomhederne således stille vidt forskellige krav til de lokale produktionsbetingelser. Dette kan illustreres med følgende skema:

Akkumulationsstrategi og produktionsbetingelser Faktordreven akkumulationsstrategi

Investeringsdreven akkumulationsstrategi

Innovationsdreven akkumulationsstrategi

Råvarer

Billige finansieringsmuligheder

Kombinationsevne

Infrastruktur

Risikovillig kapital

Forskning og uddannelse

Billig arbejdskraft

Villighed at investere

Arbejdskraftens kvalifikationer

Lønniveau Omko stningsniveau Med kombinationsevne menes virksomhedernes evne til at frembringe nye kombinationer og på den måde skabe nye produkter der differentier sig fra andre på markedet. Kombinationsevnen afhænger af et effektivt samspil mellem de mange faggrupper (håndværk, teknikere og akademikere, 'symbolic analysts'), virksomheder og forsknings- og uddannelsesinstitutionerne og kunderne. Jo flere elementer der er med, jo flere kombinationsmuligheder vil der være og desto større er sandsynligheden for, at man vil finde frem til en kombination, der ikke er set før. Hvis staten skal føre en erhvervsfremmende politik, må den også vælge hvilken strategi den vil fremme, for at kunne målrette politiktiltagene således, at de fremmer en udviklingen af de produktionsbetingelser som strategien kræver. Hvis man vil fremme den faktordrevne strategi, må staten forsøge at fremme de produktionsbetingelser der er vigtige her (f.eks. løn). Hvis den vil fremme den investeringsdrevne, så må staten forsøge at fremme investeringslysten. Hvis den vil fremme den innovationsdrevne, så må staten fremme virksomhedernes evne til at skabe nye kombinationer. Man kan også forestille sig, at erhvervspolitikken ikke føres på baggrund af nøjere overvejelser om strategi, men kun på baggrund af konkrete partikulære problemer, der skal løses "nu og her". Også dette vil være et valg af strategi - omend et indirekte valg - da de konkrete politiktiltag vil fremme en bestemt type produktionesbetingelser og dermed medvirke til at fremme en bestemt strategi. Strategiens konsekvenser for eksportsektoren Hvilken strategi der er dominerende, har stor betydning for eksportsektorens struktur. Under den faktordrevne akkumulationsstrategi, vil eksportsektorens sammensætning være afhængig af hvilke råvarer findes i landet. I lande der er fattige på råvarer og kun har en ensidig råvare "beholdning1 vil eksportsektoren derfor også være tilsvarende ensidig. Under den innovationsdrevne akkumulationsstrategi vil virksomhederne ikke være så afhængige af de lokale råvarer, men mere af mulighederne for konstant at udvikle nye produkter. Det vil derfor under denne strategi være muligt at udvikle en eksportsektor, der er sammensat af flere forskellige brancher, selvom landet er fattigt på råvarer.

35

Hvorvidt det bliver den ene eller den anden strategi, afhænger igen af hvorvidt det lykkes at udvikle en reguleringsmåde der passer til. For det første skal de tre kapitalformer, finans-, handels- og den produktive kapital arbejde i samme retning. Der må derfor i blandt disse kapitaler herske en vis konsensus om, hvilken strategi de vil satse på. For det andet vil gennemførelsen af den strategi de vælger yderligere afhænge af den statslige regulering. Med mindre strategien bakkes op politisk vil der ikke være mange chancer for en succesfuld gennemførelse af strategien. Lad os derfor se på den anden side af en vellykket akkumulationsproces, nemlig reguleringssiden.

Reguleringssiden I en situation med flere forskellige strategier må der på en eller anden måde foregå en udvælgelse sted. Spørgsmålet er imidlertid, hvilke dynamikker påvirker denne udvælgelse? Og har alle strategier lige stor chance for at slå an politisk? Disse spørgsmål er meget relevante, hvis vi skal nærme os en forståelse af, hvorfor netop en strategi vinder og ikke en anden. Denne problematik kan belyses nærmere ud fra begrebet statens strategiske selektivitet. Statens strategiske selektivitet Begrebet strategisk selektivitet er udviklet af den engelske reguleringsteoretiker, Bob Jessop, og udtrykker det forhold, at staten vil være mere modtagelig overfor nogle bestemte typer af strategier frem for andre. Begrebet strategisk selektivitet, er en konsekvens af Jessops statsbegreb. Jessop skriver, at staten må forstås som en formdetermineret soical relation (Jessop 1990:206). Her kan det være relevant at drage en parallel til vores diskussioner om sociale relationer og deres form tidligere i dette kapitel. Her kom vi frem til, at en social relation får sin form og identitet via dets negation, d.v.s. alt det der er 'selekteret' fra. Med udgangspunkt i denne statsopfattelse, så må staten have en strategisk selektivitet. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan denne strategiske selektivitet fungerer. Her må man se nærmere på selve statens form og dets struktur, for at forstå hvilke mekanismer, der er på spil her. Generelt kan vi sige, at statens strategiske selektivitet foregår på to niveauer, nemlig indenfor statsmagtens to søjler der består af den økonomiske base og den sociale base. Disse to sider af statsmagten afspejler det faktum, at uden økonomiske ressourcer kan staten ikke handle og uden et bredere socialt fundament, kan der ikke skabes folkelig opbakning bag statsmagten. Den strategiske selektivitet må derfor analyseres med udgangspunkt i statsmagtens duale karakter, som kommer til udtryk i de to felter: den politiske magts økonomiske grundlag og den politiske magts sociale grundlag. Den politiske magts økonomiske grundlag At staten har en særlig relation til den økonomiske sfære i samfundslivet, er ikke nogen hemmelighed. Men når nu staten opfattes som en social relation, der er afgrænset fra det øvrige samfund og derfor må have en vis operationel autonomi, hvordan forklarer vi den relation til akkumulationsprocessen? Den Tyske statsteoretiker Claus Offe har i denne sammenhæng et godt bud. Offe løser problemet ved at tage udgangspunkt i statens afgrænsning fra omverden. Dette gør han ved at undersøge statens form (formen er jo netop en grænse til omverden). Nøglebegrebet hos 36

Oflfe er her statens strukturelle selektivitet. Hermed mener Offe, at staten ikke kan anskues som et neutralt instrument, som er lige tilgængelig for alle sociale kræfter og lige anvendelig til alle formål. Den har en indbygget form-determineret partiskhed, der gør den mere åben for kapitalistisk indflydelse. Det vil sige, at statens "tilbøjelighed" til at favorisere kapitalens interesser, ikke skyldes kapitalismen som sådan, men ligger i selve statens adskillelse fra den økonomiske sfære. Det der kendetegner den kapitalistiske statsform er ifølge Offe, at den politiske magt er betinget af 4 elementer6: 1) Politisk magt er afskåret fra at organisere produktionen efter sine egne kriterier; ejendom er privat. 2) Politisk magt afhænger af den private akkumulations volumen og går igennem skattemekanismeme og kapitalmarkederne. Dette betyder, at den som har en magtposition i en kapitalistisk stat, faktisk er magtesløs, medmindre den akkumulerede kapitals volumen er så stor, at enkelte politiske aktører har mulighed for at bruge af de materielle ressourcer for at gennemføre et hvilket som helst politisk formål. 3) "Since the state depends on a process of accumulation which is beyond its power to organize, every occupant of state power is basically interested in promoting those conditions most conducive to accumulation. This interest does not result from alliance of a particular government with particular classes also interested in accumulation, nor does it result from any political power of the capitalist class which "puts pressure" on the incumbents of state power to pursue its class interest. Rather, it does result from an institutional self- interest of the state which is conditioned by the fact that the state is denied the power to control the flow of those resources which are indispensable for the use of state power. The agents of accumulation are not interested in "using" the power of the state, but the state must be interested for the sake of its own power- in guaranteeing and safeguarding "healthy" accumulation proces upon which it depends" (Ibid). 4) I demokratiske regimer kan politiske grupper eller partier kun vinde kontrol over statsmagten, hvis de formår at vinde den nødvendige folkelige opbakning ved et valg. Denne mekanisme er med til at skjule det faktum, at statens reelle magt, de materielle ressourcer bag statsmagten, og måden de anvendes på afhænger af det overskud, som kommer fra akkumulationsprocessen og ikke fra selve valg resultatet. I punkt 4 kommer Offe ind på vælgernes magt. Jeg mener dog, at Offe her undervurderer betydningen af vælgernes politiske magt. Det er her at Jessop adskiller sig fra Offe. Jessop lægger mere vægt på statsmagtens sociale grundlag og dermed vælgerne. Den politiske magts sociale grundlag Vi skal nu se på den politiske magts anden side, nemlig dens sociale grundlag. Som Offe nævnte så er statsmagten også baseret på vælgertilslutning. Da vi her har at gøre med den brede folkelige tilslutning bag staten, er der to sider der er afgørende: 6

Følgende 4 punkter er en hentet fra : Offe, Claus (1974)"Theses on the Theory of the State" (p. 165). i bogen: Schools of Thought in Politics 3. "The State and its Critics- Volume 2". Edt. Andrew Levine. An Elgar Reference Collection 1992.

37

1) Repræsentationsformer. Det vil sige måden hvorpå interesser i samfundet kan formidles ind i statsapparatet. Dette er vigtigt at undersøge fordi: "Politiske repræsentationsformer skaber de måder, hvorpå kapitalens interesser i en given akkumulationsstrategi bliver artikuleret og kan gennem den strukturelle selektivitet, som er indeholdt i sådanne former, privilegere nogle strategier frem for andre" (Jessop 1990b: 102). 2) Interventionsformer. Det vil sige måden hvorpå staten intervenerer i det øvrige samfund. Dette er vigtigt at undersøge fordi: "Forskellige interventionsformer har også forskellige implikationer for forfølgelsen afgivne akkumulationsstrategier. (Jessop 1990b: 102) Inden vi går i gang med at undersøge statsmagtens sociale grundlag, skal det påpeges, at vi her ser på statsmagtens sociale grundlag i et relationelt perspektiv. Det betyder, at der sættes fokus på relationen mellem staten og dens sociale grundlag. Vi kan beskrive denne relation som input i staten fra vælgerne og output fra staten til det øvrige samfund. Det kan måske forvirre læsningen, at der her ikke forekommer en beskrivelse af det grundlag der ligger "udenfor" staten, men denne del kan vi ikke bestemme teoretisk. Den del af statsmagtens sociale grundlag kommer vi til i den empiriske undersøgelse. I det følgende skal vi se på den ene side af relationen 'Stat - socialt grundlag1, ved se på statens forskellige repræsentationformer (input) og interventionsformer (output). Repræsentationsformer Jessop skelner mellem fem forskellige repræsentations former. 1) klientelisme 2) korporativisme 3) parlamentarisme 4) pluralisme 5) raison d'tat. 1) Klientelisme er karakteriseret som en form for repræsentation "based on the exchange of political support in return for the allocation of politically-mediated resources and involving a hierarchical relationship between dependent client(s) and superordinate patrons." 2) Korporativisme "involves political representation on the basis of function within the division of labor and is characterised by the formal equivalence of corporations whose members perform substantively different functions." 3) Parlamentarisme er karakteriseret ved borgernes indirekte politiske indflydelse, via stemmeafgivelsen ved valg. 4) Pluralisme betyder, at specifikke interessegrupper, uafhængigt af klassetilhørsforhold, opnår indflydelse via institutionaliserede kanaler. 5) Raison d'tat "is a limited case of intervention without formal channels of representation but it is not incompatible with informal channels of representation nor with attempts to legitimate such intervention in terms of national or public interest"(Ibid). Disse fem forskellige repræsentationsformer kan alle være tilstede samtidig, men ikke alle behøver at være lige dominerende. Stater kan således variere fra land til land, alt efter hvilke former er mest dominerende. Således adskiller det amerikanske politiske system sig fra det danske ved en udpræget klientelisme. En interesserepræsentationsform, der i Danmark næppe ville blive accepteret.

38

Om disse forskellige repræsentationsformer skriver Jessop: "These forms have definite (but not fully determinate) effects on the accessiblility of the state to different political forces and also influence the way in which political forces themselves are constituted" (Jessop 1982:231). Repræsentationsformerne har ikke alene betydning for formidling af interesser ind i staten, men vil også have konsekvenser for de efterfølgende politiske beslutninger og interventionsformer, dvs. den måde staten formidler disse interesser udi samfundet igen i form af love, direktiver eller andre indgreb. I det følgende skal jeg især uddybe den klientelistiske repræsentationsform, da det er denne repræsentationsform som især gør sig gældende på Færøerne. . Klientelistisk interesserepræsentation Klientelisme er betegnelsen for en relation mellem patron og et klientel. Denne form bliver også nævnt "patronage". Patron-klientel relationer er et asymmetrisk magtforhold, hvor patronen står over klientellet i et hierarkisk forhold. Dog er der tale om et afhængighedsforhold, hvor begge parter kun kan opnå de ressourcer som de har behov for via patronen/klientellet. Patronen har på den ene side brug for de ressourcer klientellet råder over. Klientellet har på den anden side brug for patronens ressourcer. Derfor er det et gensidigt afhængigheds forhold.7 Det er vigtigt at påpege, at patron-klient relationen er en nødvendig relation. Det betyder, at patronen ikke eksisterer uden et klientel og vica versa. De determinerer hinanden. Patron-klient relationer behøver ikke at være politiske, men i dette tilfælde taler vi om politisk klientelisme. Den danske sociolog Søndergaard (1992:57) beskriver politisk klientelisme således: "Politisk klientelisme er et middel for magtudøvelse, som materialiserer sig i politiske lederes uddeling af adgang til offentlig ressourcer, goder, rettigheder og begunstigelser til gengæld for politisk støtte, politiske stemmer og agitation til fordel for de samme politiske ledere, deres parti eller partifraktion. I politiske klientsystemer kan ledere belønne enkeltpersoner med jobs og forfremmelser alene på basis af politisk tilhørsforhold. Politisk klientelisme er altså på den ene side et middel til at opnå politisk magt og indflydelse via kontrollen over fordelingen af offentlige ressourcer; på den anden side, set fra klienterne, et middel til at sikre sig andel i de offentlige ressourcer, tryghed og beskyttelse." 8 (Søndergaard 1992:57). Da klientelisme handler om at udveksle ressourcer til en lille gruppe af personer og ikke alle i samfundet, kommer klientelisme til at stå i kontrast til det vi kan kalde bureaukratiske idealer, hvor alle står lige over for loven og politiske beslutninger gælder for hele samfundskollektivet. Den rationalitet som følger med klientelismen kan kun forstås, hvis man har øje for, hvad der er klientellets perspektiv, og ikke det overordnede samfundsmæssige

7

Specielt i forbindelse med bekæmpelsen af klientelismen er dette et vigtigt at huske på, idet man ikke kan bekæmpe den ved alene at fokusere på politiker-patronen. Det afhænger lige så meget af klientellet. 8

Peter Søndergaard "Politikkens privatisering - træk af den politiske klientelisme i Italien" in: Dansk sociologinr.2/3. arg. -juni 1992, (side 53-66)

39

perspektiv. Klientelistisk rationalitet kommer derfor til at stå i modsætning til den overordnede samfundsmæssige rationalitet. Dette får betydning for ressource-allokeringen. Fordi hvis politiske beslutninger om fordeling af offentlige midler bliver taget i en klientelistisk kontekst, så vil ressourcerne højst sandsynligt blive fordelt ud fra hensynet til dem der støtter politiker-patronen og ikke efter hvem i samfundet der har mest behov for dem. Den amerikanske politolog Clapham, beskriver dette forhold således: (Klientelismen) "relies on being able to make a school or clinic available to the village which supports you, rather than the one which most needs it" (Clapham 1982:15). Dette at ressourcen flyder derhen, hvor den politiske støtte er at finde, kan give associationer om korruption. Der er dog en afgørende forskel imellem klientelisme og korruption. Der er kun tale om korruption, når politikeren tildeler sig selv fordele, uafhængigt og uden hensyn til klientellet. Dette kan patronen, der er fanget i en patronklient relation, ikke gøre. Han må derimod hele tiden tænke på at betjene sit klientel. Patroner eksisterer jo kun, så længe de er i stand til at opfylde klientellets behov, mål og ønsker. Dette begrænser derfor patronens handlingsrum, "their activities are restricted, not by norms of honesty, but at least by the need to maintain a market"(Clapham 1982:15). Hvilke ressourcer? Hvilke ressourcer kan der være tale om at udveksle, og hvad er det som patronen og klientellet udveksler? Generelt kan vi sige om dette, at det der udveksles må have en sådan karakter, at alle ikke har adgang til det og at det er begrænset. Når klientellet ser sig nødsaget til at benytte en patron for at sikre sig disse ressourcer, er det fordi de ellers er afskåret fra dem. Den mest karakteristiske ressourceform som patronen vil benytte "takes the form of an allocation to the whole community secured by its patron's intervention with external authorities, for example a school, road, clinic or economic development project" (Clapham 1982:11). Til gengæld vil personerne i den bygd som har fået tildelt disse ressourcer tildele pågældende politiker-patron sin stemme ved næste valg.9 Når et klientel således søger en patron til at repræsentere deres interesser, så er det fordi gruppen har et problem, som skal løses. I tilfælde af politisk klientelisme vil det være problemer, der alene kan løses via politiske institutioner, da de er de eneste der er i stand til at tage kollektivt bindende beslutninger. Således vil klientelismen ofte hænge nøje sammen med andre strukturelle forhold i samfundet. Weingrod, som er en af pionererne indenfor forskning i klientelisme har påpeget, at netop samfundets strukturelle opdeling i niveauer, f.eks. land og by, medfører klientelisme. Han skriver: "It is this gap between levels or locales which leads "clients" to search for "patrons", and which places such power in the hands of mediators" (Weingrod 1967:383). Ifølge Weingrod kan klientelisme derfor ses som en slags "intervening mechanism between local community and the nation" (Weingrod 1967:398).

I denne sammenhæng behandler jeg kun kollektiv klientellisme. Der kan dog også forekomme individuel klientelisme, hvor patronen kan give fordele til en person, f.eks i form af stillinger i den offentlige sektor tilgengæld for politisk opbakning.

40

Weingrod har undersøgt klientelisme i Sardinia, og fandt at: "Through the use of patronage, the party leaders serve as a link between the villager and the complex administrative and governmental machinery" (Weingrod 1967:384). Vi har nu set at klientelisme ofte opstår i forbindelse med valgsystemerne. Der findes dog mange stater, hvor demokratisk valg ikke fører til klietnelisme. Man kan derfor spørge, hvorfor opstår klientelisme i nogle stater og ikke i andre? I denne sammenhæng har Clapham et meget interessant bud: "Those states in which electoral clientelism is most salient are overwhelmingly ones in which the state is a relatively recent creation, imposed on peoples without an antecedent tradition of common political action. In these circumstances, the most obvious and effective means of creating that public ethic which is necessary to inhibit clientelism - a sense of common nationality - is lacking" (Clapham 1982:23). Clapham griber her fat i, at et af klientelismens modsætninger er det overordnede samfundsmæssige perspektiv. Der, hvor sådanne 'fællesskaber' eller fælles 'forståelseshorisonter', ideen om at folket udgør en nation, endnu er ny og underudviklet, der vil der være særlig god grobund for klientelisme. I sådanne lande vil statsapparatet ikke være socialt funderet. Befolkningen er ikke integreret og vil som regel ikke opfatte sig selv som en enhed. Ideen om nation-staten som "os" eksisterer ikke, eller eksisterer kun i sin spæde form. Derimod består fællesskabet af bygder, stammer eller regioner. De lande Clapham har i tankerne er især de postkoloniale stater i Latinamerika, Afrika og Asien. På langt sigt kan sådanne stater "Seek to inculcate a sense of common nationality through the diffusion of a common language and education system, the manufacture of a common history.." (Clapham 1982:23). På kort sigt er der ikke mange andre muligheder end at inkorporere dem der allerede har en vis lokal autoritet i det politiske system, via de klientelistiske mekanismer: beskyttelse for politisk opbakning. "Representation is likely to become the instrument of obtaining such benefits, and representatives will be chosen, and expected to behave, so as to maximize the benefits to be obtained by their constituents" (Clapham:1982:23). Sammenfattende kan vi sige om den klientelistiske interesserepresentaion, at den typisk vil være en udveksling, hvor et klientel tildeler en patron sin stemme, hvorefter patronen til gengæld tildeler sit klientel (vælgere) ressourcer i form af veje, skoler, jobs etc., alt afhængigt af hvad klientellet 'efterspørger'. Denne "input-output" relation som den klientelistiske interesserepræsentationsform afstedkommer vil således også påvirke statens interventionsformer. Interventionsformer Interventionsformerne er dog ikke kun afhængige af, hvilken interesserepræsentationsform er dominerende. De afhænger også af, hvilke interventionsformer rent faktisk har effekt på akkumulationsprocessen.Vi kan i denne sammenhæng skelne imellem to grundlæggende typer af reguleringsområder, nemlig supply-side regulering og demand-side regulering.

41

Med udgangspunkt i Marx's beskrivelse af akkumulationsprocessen, kan vi illustrere disse to sider således. SUPPLY

iÉɧ

IH!

DEMAND

/w —

•

Supply-side regulering omfatter regulering af forhold der vedrører selve produktionen. Hvilke forhold der har betydning for produktionen, afhænger af hvilken akkumulationsstrategi der satses på. Generelt kan vi dog sige, at reguleringen af denne side vil omfatte produktionsbetingelser som arbejdskraftens kvalifikationer, F&U, teknologi, infrastruktur (havne, veje, el, vand, byggegrunde), kommunikation, licens, investeringsgarantier og investeringsstøtte. Demand-side regulering omfatter regulering af forhold, der har betydning for efterspørgselen af de varer der produceres. Den vigtigste faktor er her befolkningens købekraft. Demand-side regulering kan omfatte skattepolitik, pengepolitik og valutapolitik. Reguleringen af denne side, er mest kendt som keynesiansk regulering. Disse to sider hænger nøje sammen, og staten kan i princippet regulere begge sider. Dog må teorien reflektere den empiriske kendsgerning, at økonomien i efterkrigstiden er blevet mere og mere internationaliseret og det i en sådan grad, at vi med rette kan tale om en globaliseret økonomi10. Et aspekt af denne internationalisering er, at varer produceres i et land og efterspørges i et andet land. Fisk produceret på Færøerne købes ikke af færinger selv, men hovedsagelig af europæerne. Derfor vil der i en økonomi, som er fuldt integreret i verdensøkonomien ikke være mange muligheder for at påvirke akkumulationsprocessen via demandsiden; denne side bliver bestemt af køberlandene. I globaliseret økonomi kan demand-side regulering egentlig kun foretages via en verdensstat eller andre supranationale statsinstitutioner. Her skal jeg dog ikke gå mere i dybden med denne problemstilling omkring globalisering, men kun understrege, at skal en stat intervenere i akkumulationsprocessen med henblik på at fremme den nationale kapital akkumulation, så er den mest effektive reguleringsform staten kan bruge supply-side regulering. Dette påvirker igen statens interventionsformer, fordi supply-side regulering er mere partikulær og derfor ikke så let at kvantificere som demand-side regulering. Hvis vi f.eks. tænker os en stat der vil øge produktionen og i den sammenhæng vedtager et demand-side tiltag, som går ud på øge forbrugernes købekraft, så vil det ramme alle forbrugere. Det vil derfor være mere 'anonymt', idet tiltaget ikke rammer en lille udvalgt gruppe eller del af økonomien. Vi kan sige, at der er tale om en generel interventionsform.

10

Der findes en omfattendemængde af litteratur der beskæftiger sig med disse tendenser. En af disse er Peter Dicken "Global Shift - the Internationalization of Economic Activity". 1992.

42

Hvis samme stat derimod valgte en supply-side reguleringsform og fremskafFede billige grunde, forærede virksomhederne nogle bygninger e l , så vil initiativet ramme mere specifikt. Vi kan sige at der er tale om enpartikulær interventionsform. Opsummerende kan vi sige, at demand-side regulering overvejende vil tage form som makroøkonomisk regulering, mens supply-side regulering overvejende vil tage form som mikroøkonomisk regulering. Heri ligger også, at det pr. definition vil være lettere at vurdere de overordnede samfundsøkonomiske effekter af makroøkonomisk regulering, hvorimod det kan være langt sværere at vurdere effekterne af mikroøkonomisk regulering. Hvis statens dominerende interventionsform er mikroøkonomisk regulering, så vil der være en fare for, at staten ikke kender eller ser sammenhængen mellem de enkelte mikroøkonomiske initiativer og de makrøkonomiske effekter. Og uden denne 'feed back1 kan staten ikke føre en hensigtsmæssig regulering af akkumulationsprocessen. I forrige afsnit var vi inde på, at klientelistisk interesserepræsentation ville føre til, at de partikulære interesser blev dominerende. Hvis klientelistisk interesserepræsentation ovenikøbet kombineres med mikroøkonomisk statsintervention, så kan vi have en sprængfarlig cocktail. Der kan være flere ting der afgør hvordan de forskellige dynamikker spiller sammen. Endnu er vi dog ikki i stand til at begribe, hvordan det hele kan føjes sammen. Det skal jeg i nedenstående diskutere med udgangspunkt i begrebet hegemonisk projekt.

Hegemoniske projekter Vi har nu set, at der er en del 'elementer' der skal føjes sammen, hvis det skal lykkes at gennemføre en akkumulationsstrategi. I den økonomiske sfære må de tre kapitalformer (finans-, produkt- og handelskapital) integreres. I den politiske sfære må statsmagtens to fundamenter, det økonomiske og sociale fundament tilgodeses. Hvordan kan disse forskellige elementer føjes sammen ? Til dette skal vi inddrage endnu et centralt begreb, nemlig hegemoniske projekter. I reguleringsteoretiske termer kan vi sige, at et hegemonisk projekt formår at skabe en succesfuld sammenhæng mellem akkumulationsmaden og reguleringsmåden uden tvang eller dominans.11 Lidt mere konkret kan vi sige, at et hegemonisk projekt er kendetegnet ved en akkumulationsstrategi, der er udformet således, at den på én gang tilgodeser statsmagtens økonomiske og sociale grundlag. Vi kan også sige, at et hegemonisk projekt er en slags kompromis, som både staten og erhvervslivet kan have en egeninteresse i at fremme. Staten vil have en egeninteresse i et hegemonisk projekt, fordi det kan integrere statsmagtens to fundamenter og derved medvirke til at skabe sammenhæng i staten. Erhvervslivet vil have en interesse i et hegemonisk projekt, fordi dette kan sikre den politiske opbakning bag en specifik akkumulationsstrategi. Dette sammenfald mellem akkumulationsstrategi og hegemoniske projekter kan foranledige en til at forveksle disse, eller tro at de er identiske. Herom skriver Jessop:

11

Jessop har formuleret denne sammenhæng imellem akkumulation og regulering på en lidt anden måde. I følge Jessop er succesfulde hegemoniske projekter karakteriserede ved, at de "frembringer en betinget sammenhæng imellem økonomiske og ikke-økonomiske relationer og fremmer derved kapitalakkumulationen." (Jessop 1990b: 109) Her fremstår Jessops slægtskab med reguleringsskolen klart. Forskellen imellem Jessop og andre reguleringsteorteikere er, at hos Jessop omfatter de ikke-økonomiske forhold specielt staten.

43

"Det skal understreges, at hegemoniske projekter og akkumulationsstrategier ikke er identiske skønt de delvis kan overlappe og/eller gensidigt betinge hinanden. Mens akkumulationsstrategier direkte vedrører økonomisk ekspansion på nationalt eller internationalt niveau, kan hegemoniske projekter principielt vedrøre forskellige ikke økonomiske mål (selv hvis de er økonomisk betinget og relevante.) Dette sidste kan være militær succes, sociale reformer, politisk stabilitet eller moralsk genrejsning. Endvidere; mens akkumulationsstrategier primært retter sig mod produktionsforholdene og således til klassernes styrkeforhold, er hegemoniske projekter typisk rettet mod bredere emner, som ikke alene begrundes i økonomiske forhold, men også i det civile samfund og staten" (Jessop 1990b: 104). Akkumulationsstrategier og hegemoniske projekter er altså ikke identiske, selv om de kan overlappe hinanden. En forskel, som må fremhæves er, at et hegemoniske projekt forudsætter en bestemt akkumulationsstrategi, men en akkumulationsstrategi forudsætter ikke nødvendigvis et hegemonisk projekt. Jessop's pointe er imidlertid, at en akkumulationsstrategi bliver mere succesfuld, hvis den formår at appellere til det "nationalt populære" og blive integreret i et egentligt hegemonisk projekt. Dette vil legitimere strategien, sikre den politisk opbakning og få akkumulationsprocessen til at glide lettere. Et hegemonisk projekt behøver ikke nødvendigvis at være økonomisk orienteret, eller rette sig specielt imod økonomien og give den første prioritet. På den anden side kan økonomien ikke ignoreres, fordi det hegemoniske projekt's succes og gennemførelse "afhænger af strømmen af materielle indrømmelser til underordnedes sociale kræfter, og således af økonomiens produktivitet" (Jessop 1990b: 105). Derfor vil hegemoniske projekter, der er knyttet til en succesfuld akkumulationsstrategi, have størst chance for at overleve og lykkes. Sammenhængen imellem akkumulation og hegemoni vil derfor som regel betyde, at en akkumulationskrise også vil føre til en hegemonikrise, idet mulighederne for materielle indrømmelser, bliver reducerede. Sådan behøver det dog ikki altid at være, fordi det kommer an på, hvordan relationen mellem akkumulation og hegemoni konkret er formet. Dette kan vi ikke fastlægge teoretisk, men kun via en empirisk analyse.

Sammenfatning og konklusion Med udgangspunkt i reguleringsskolen har vi i dette kapitel påbegyndt undersøgelsen af, hvilke interne dynamikker der er på spil og medvirker til at determinerere eksportsektoren. Reguleringsskolen er dog langt fra en færdigudviklet teori. Derfor har det været nødvendigt at inddrage andre teoretikere, som kan harmonere med reguleringsskolen. Reguleringsskolen er derfor blevet brugt som et slags 'paradigme-springbræt1 som har givet et godt afsæt at arbejde videre ud fra. Ved hjælp af Porter har jeg indkredset tre måder, hvorpå en nation kan akkumulere kapital på. Disse måder er blevet formuleret i tre akkumulationsstrategier. Valget af strategi er afgørende for eksportsektorens sammensætning og derved af stor relevans for vores problemstilling. I den faktordrevne strategi vil eksportsektoren være afhængig af, hvilke råvarer landet besidder. Har landet få råvarer, så vil eksportsektoren være tilsvarende ensidig. I den innovationsdrevene strategi vil eksportsektoren ikke være så afhængig af, hvilke råvarer landet besidder. Derfor er der større mulighed for en mere varieret 44

eksportsektor, hvis denne akkumulationsstrategi er dominerende. Samtidig fandt jeg frem til, at i den faktordrevne akkumulationsstrategi vil det dominerende konkurrenceparameter være prisen. I den innovationsdrevene akkumulationsstrategi, vil den dominerende konkurrencestrategi være differentiering. Disse to strategier afspejler således de to grundlæggende konkurrencestrategier, der findes. I den investeringsdrevne strategi derimod, vil der være en fare for at være "stuck in the middle", d.v.s. hverken konkurrencedygtig på pris eller på differentiering. Det er dog ikke alle strategier, der har lige stor chance for at opnå politisk opbakning. Dette forhold er belyst med begrebet strategisk selektivitet. Den strategiske selektivitet kan kun forstås på baggrund at statsmagtens duale karakter, nemlig det økonomiske og det sociale grundlag for statsmagten. Hvordan det sociale grundlag vil påvirke statens strategiske selektivitet afhænger af, hvilke repræsentationsformer og hvilke interventionsformer der er dominerende. På samme måde som akkumulationssiden har brug for en strategi til at samle 'elementerne' så har staten også brug for en strategi til at integrere dens duale karakter, nemlig statsmagtens økonomiske og sociale fundament. I denne forbindelse har hegemoniske projekter en særlig funktion, idet de både kan integrere statens duale karakter og integrere de tre kapitalformer samtidigt. På denne måde kan hegemoniske projekter få akkumulation og stat til at gå op i en højere enhed, selv om disse elementer kan have vidt forskellig interesse i det hegemoniske projekt. Vi kan sige, at hegemoniske projekter kan få politik og økonomi til at korrespondere. Der er altså en hel del 'elementer' der bliver bundet sammen i et hegemonisk projekt. Da et sådant projekt vil stabilisere økonomien og det politiske landskab, vil det også have stor samfundsmæssig betydning. Når statens to fundamenter, samt finanskapitalen, handelskapitalen og den produktive kapital først er blevet bundet sammen til et hegemonisk projekt, er det højst sandsynligt, at staten vil gøre alt for at værne om denne stabilitet og gøre alt for at undgå at blive kastet ud i en hegemonikrise. En krise der ville destabilisere akkumulationsprocessen og udløse en politisk krise. Vi kan derfor antage, at hegemoniske projekter har en meget stærk indbygget inerti, der sikrer en akkumulationsstrategi dens langvarige kontinuitet. Hegemoniske projekter og deres konkrete sammensætning må derfor forventes også at have stor indflydelse på, hvilke muligheder der er for at ændre akkumulationsstrategien, f.eks. til en innovations-dreven strategi, der kan åbne op for en udvikling af alternative eksportsektorer. Vi kan dog ikke fastslå et hegemonisk projekts inerti og bremsende effekt på et strategiskift alene ved teoretisk refleksion. Vi må undersøge nærmere, hvordan det hegemoniske projekt og akkumulationsstrategien helt konkret er bundet sammen. Dette kan vi kun gøre ved en empirisk analyse. I næste kapitel vil jeg derfor begynde med en analyse af den færøske stat.

45

Kapitel 4 Bestemmelse af den færøske stat Formålet med dette kapitel er at konkretisere den færøske stats strategiske selektivitet. Det vil sige at finde ud af, hvilke mekanismer der er på spil indenfor færøsk politik og hvordan disse skaber statens 'tilbøjeligheder1. Da den strategiske selektivitet jo er afgørende for, hvilke økonomiske strategier har mulighed for at slå igennem politisk, er en konkretisering af den strategiske selektivitet meget vigtig, for at kunne forklare dannelsen af det hegemoniske projekt. Det vi vinder ved denne analyse er med andre ord, at vi bedre kan forstå den politiske sfæres forudsætninger for at indgå i en forbindelse med økonomien og resten af samfundet. En meget udbredt opfattelse er, at færøsk politik begyndte ved hjemmestyrelovens ikrafttræden i 1948. Dette var unægtelig en betydningsfuld begivenhed, der har påvirket udviklingen i hele efterkrigstiden op til i dag, men hvilken betydning skal vi tillægge denne ordning? Og hvilken betydning har den for den strategiske selektivitet? Dette kan vi ikke ikkesvare på, hvis vi kun ved studerer selve hjemmestyreloven. For at kunne svare på disse spørgsmål, må vi længere tilbage i historien. Den egentlige statsdannelsesproces startede nemlig ikke ved hjemmestyreloven i 1948, men blev derimod langsomt igangsat næsten 100 år før, nemlig med enevældets opløsning og den danske grundlovs ikrafttræden i 1849. Da blev Færøerne indlemmet i den danske grundlov, hvilket blev startskuddet til en egentlig politisk udvikling på Færøerne, der med tiden indebar dannelsen af politiske institutioner. Da hjemmestyreloven trådte i kraft i 1948, var der således allerede etableret politiske institutioner, partier og ikke mindst: en flerdimensionel politisk kultur. Hjemmestyrelovens store betydning ligger i måden den kom til at indvirke på disse strukturer. For at kunne forstå hjemmestyrets betydning for den strategiske selektivitet, må vi altså længere tilbage i tiden. I det følgende vil jeg derfor gå tilbage i historien og undersøge hvordan de politiske institutioner blev til. Det jeg her især vil lægge vægt på at beskrive er, hvordan dimensionerne i færøsk politik blev dannet.

Dannelsen af dimensionerne i færøsk politik I de fleste almindelige demokratier kan det politiske system beskrives ud fra én dimension, nemlig højre-venstre. Ud fra denne dimension struktureres partierne og det politiske liv. På Færøerne er der tre dimensioner: løsrivelse-samhørighed, højre-venstre og center-periferi. Disse tre dimensioner er med til at strukturere det politiske landskab og dermed statens strategiske selektivitet. I det følgende vil jeg beskrive, hvordan disse tre dimensioner opstod. Dimension 1: Løsrivelse-Samhørighed 11849 blev Færøerne indlemmet i den danske grundlov og blev her statsretligt set en del af det danske rige. Dette var et afgørende skridt. Den danske grundlov udgør den dag i dag et centralt retligt grundlag for færøsk politik og statsdannelsesprocess.

46

Men mest af alt så skabte dette i princippet betingelserne for den første politiske konfliktlinie i færøsk politik, nemlig spørgsmålet om løsrivelse eller fortsat samhørighed med det danske rige. Dette var imidlertid en længerevarende proces. I de første år blev alle politiske sager ordnet i rigsdagen, hvor Færøerne var repræsenteret med 2 mandater. Det viste sig imidlertid at være vanskeligt for de danske politikere og embedsmænd at smede love der passede til Færøerne. Dette skabte stor utilfredshed blandt færinger, og efterhånden opstod et stadig større ønske om at fa genetableret det gamle Lagting.1 Man kan sige at her opstod de spæde ønsker om øget selvstændighed. 11852 blev så lagtinget genåbnet, men ikke med den magt som færinger havde håbet på. Lagtingets magt var begrænset til at rådgive amtmanden, stille lovforslag, kommentere love samt udføre nogle administrationsopgaver. Egentlig beslutningskompetence fik Lagtinget ikke. Helt op til århundredeskiftet fungerede dette Lagting uden større konflikter, der kunne give anledning til partidannelse. "På denne tid var Lagtingets arbejde uden konflikter, og der var derfor på lokale sagers baggrund intet, der kunne sætte gang i partidannelser. De, der blev indvalgt i Lagtinget, var næsten altid de mest kendte folk i bygderne, og valgkredsene var små nok til, at en stemmeafgivning på grundlag af den opstillede kandidats personlighed var en reel mulighed. Skoleproblemet f.eks. blev løst i 1872 efter ikke partipolitiske linjer med indførelsen af en form for lokalt selvstyre" (West 1972:115). Så længe Lagtinget hovedsagelig behandlede lokalpolitiske sager, der ikke angik eller berørte hele den færøske befolkning, opstod ingen større konflikter, der gav anledning til partidannelse. Men i takt med slupfiskeriets udvikling og den gradvise overgang fra bondesamfund til fiskerisamfund ændredes også det politiske "behov". Udviklingen af fiskeriet indebar, at der måtte investeres stadig større summer i havne, veje og kommunikationslinier (telefon). Dette skabte et behov for en politisk institution med beføjelser til at tage kollektivt bindende beslutninger, men i den henseende var Færøerne politisk umyndiggjort. Derudover viste det sig, at Rigsdagen ikke var særlig villig til bevillige midler til en sådan udbygning. I forhold til en modernisering havde den tværtimod vist sig at være modvillig og lidet effektiv. Færøske politikere havde i årevis søgt Rigsdagen om bevillinger til udbygning af infrastrukturen, men havde gang på gang fået afslag. Danske politikere har sandsynligvis været mest interesseret i at bruge de økonomiske midler til at modernisere den sydlige del af det danske rige og været mindre interesse i de danske nordatlanterhavsøer, der var fjerne og uden politisk betydning for Danmark. Steining påpeger (1953:140), at en medvirkende årsag til denne modvillighed også kan skyldes, at udgifterne som Danmark havde på Færøerne var mere synlige på budgettet end de øvrige rigsdele, da alle færøske sager var samlet under et ministerium, hvorimod sager fra alle andre dele af riget var spredt ud over de forskellige ministerier efter sagsorden. Steining skriver således: "At de færøske forretninger lå samlet i eet ministerium, fremhævede vel Færøernes særstilling, men det medførte samtidig, at udgifterne, der for andre landsdeles vedkommende var spredt på forskellige styrelsers konti i finanslov og statsregnskab, for Færøerne kom 'Lagtinget er omkring 1000 år gammelt, men blev nedlagt i 1816.

47

til at stå som en samlet underskudssum, som let faldt i øjnene. At der blev peget på dette underskud, har ofte irriteret færingerne, men havde de ikke selv foretrukket særstillingen, ville deres repræsentanter med større vægt have kunnet stille krav om tilsvarende forbedringer, som gennemførtes i Danmark. I stedet hævdede man, med styrke, at øerne ikke kunne bære byrderne ved en fælles skattelov" (Steining 1953:140). I flere år havde de danske politikere udsat påkrævede udbygningsopgaver på Færøerne. I 1906 rejste den færøske repræsentant Joannes Patursson endnu engang kravet om bevillinger, men også denne gang fik man afslag. For de danske politikere var det imidlertid blevet mere og mere tydeligt, at man ikke kunne blive ved med at udsætte en modernisering. De kunne således se, at i den nærmeste fremtid var det ikke til at komme udenom, at der måtte bevilliges flere økonomiske ressourcer til Færøerne. På denne baggrund fik Patursson stillet det berømte 'tilbud' om øget selvstyre, men på den betingelse, at færinger selv skulle finansiere deres udgifter via skatteindkrævning. For Patursson, der var selvstyremand, var dette intet mindre end en 'historisk chance'. Patursson rejste hjem og gengav 'tilbudet' som om det var et tilbud om løsrivelse. Senere opstod der ballade om hvad 'tilbudet' egentlig gik ud på og hvor stort selvstyre det indebar. Hvorom alting er, så indebar 'tilbudet' mulighed for øget finansiel selvstændighed, da det gav Lagtinget retten til at indkræve skatter og samt dispositionsret over skatterne. Patursson havde nok forventet at blive hyldet som helt, men han blev skuffet. I stedet for skabte 'tilbudet' voldsomt røre og internt splid på Færøerne. Baggrunden for denne modstand var ikke kun, at 'tilbudet' ville ændre de rigsretlige relationer, men snarere at befolkningen, især bønder embedsmænd og handelsfolk, frygtede højere skatter2. Denne splid satte gang i dannelsen af de første politiske partier. Dem der var imod 'tilbudet' organiserede sig i Sambandsflokkurin (Samhørighedespartiet) og dem der gik ind for 'tilbudet' organiserede sig i Sjålvstyrisflokkurin (Selvstyrepartiet). Således opstod den første dimension i færøsk politik: samhørighed - løsrivelse. Dimension 2: Højre-Venstre Den næste politiske dimension der opstod var højre-venstre dimensionen. Denne dimension opstod som et direkte resultat af, at kapitalismen nu var ved at være så fremskreden, at der var dannet en egentlig klasse af lønarbejdere (fiskere og fiskeindustri) og en gruppe kapitalister bestående af redere og handelsmænd. Dette sammen med den øgede befolkningsvækst, gjorde at en større og større del af befolkningen, kun havde én mulighed for at overleve, nemlig ved at sælge deres arbejdskraft (primært som fiskere) til rederne og handelsmændene. Dette førte dog ikke umiddelbart til, at færinger selv tog initiativ til at danne politiske partier, der kunne repræsentere deres interesser. Impulsen til partidannelse kom istedet sydfra. I Danmark var socialdemokraterne kommet til magten i 1924, og for første gang i historien fik Danmark en socialdemokratisk regering med Stauning som statsminister. Året

2

Det hævdes til tider, at det kun var embedsmænd og foretningsfolk der var imod tilbudet. Steining påpeger derimod, at der var en brede folkelig modstand imod 'Tilbudet': "Stemme tallene i 1906 vidnede dog tydeligt om, at det ikke blot var foretningsverdenen, som var sluttet op om Sambandspartiet (1.129 imod 489 stemmer, stemmeprocent 57,4 %) (Steining 1953:145).

48

efter tog socialdemokratiet initiativ til at oprette et 'broderparti' på Færøerne. Hermed dannedes det første politiske parti, der primært var økonomisk orienteret, nemlig Javna5arflokkurin (West 1972:151). Hermed var den ene side af kapital-arbejde relationen blevet repræsenteret politisk. Syv år efter at Javna5arflokkurin var etableret, blev oppositionspartiet Vinnuflokkurin (Erhvervspartiet) oprettet. Initiativtagerne bestod af en gruppe foretningsfolk, som også havde medvirket til oprettelsen af den første rent færøske bank, nemlig Sjovinnubankin. Bankens direktør blev nu også valgt som politisk leder for det nye parti. Herved blev begge sider i kapitalismens grundlæggende modsætningsforhold mellem kapital og arbejde repræsenteret i politikken som en højre-venstre dimension. Dimension 3: Center-Periferi Den tredje politiske dimension der opstod, var Center-Periferi dimensionen. Denne dimension har sin baggrund i forskellen mellem Torshavn (center) og resten af Færøerne der er bosat i bygder og mindre byer (Periferi). Denne forskel har sandsynligvis eksisteret lige siden Færøerne blev befolket i tidernes morgen. Torshavn har adskilt sig fra den øvrige del af landet af flere årsager. For det første har indbyggerne i Torshavn ikke kunnet ernære sig af landbrug på samme måde som bosætterne ude i bygderne. For det andet har Torshavn været det sted hvor magteliten i samfundet har været koncentreret. Det var også her monopolhandelen var lokaliseret. Således har der langt tilbage i historien eksisteret et modsætningsforhold mellem center og periferi. Torshavn har repræsenteret magten og undertrykkelsen, mens bygderne har repræsenteret bønder og tyende. På den anden side har der også været et afhængighedsforhold, idet periferien var afhængig af monopolet, embedsmændene og de beslutninger, der her blev taget. Selv om denne forskel imellem Torshavn og bygderne har eksisteret i flere hundrede år, så er det dog først med den gradvise udvikling af fiskeriet og afvikling af bondesamfundet, at denne forskel blev institutionaliseret som en center - periferi dimension i politikken. Hvordan dette skete, hang nøje sammen med den måde de politiske institutioner opstod. Dannelsen af de politiske institutioner gik nemlig ikke nedefra og op, men oppefra og ned. Først blev Færøerne indlemmet i Rigsdagen, dernæst blev Lagtinget oprettet i 1852 og først 20 år efter blev der oprettet kommuner til at varetage de lokale interesser. Den politiske udvikling udgik altså ikke fra periferien, hvor størstedel af befolkningen boede, men fra centrum og 'ned' til bygderne. Denne rækkefølge gjorde, at periferien vænnede sig til, at bruge Lagtinget til at ordne lokale sager og har på den måde medvirket til at gøre centerperiferi dimensionen politisk. Den afgørende faktor bag center-periferi dimensionsens institutionalisering i politikken var dog den kommunale udvikling. 11872 blev der oprettet 8 kommuner. Torshavn som en kommune og de øvrige 7 kommuner blev opdelt efter de tidligere sognegrænser. Med denne struktur blev flere bygder integreret i en kommune. Det viste sig dog hurtigt, at da enkelte bygder ville bygge veje og havneanlæg, ville de andre bygder i kommunen ikke være med til, at finansiere nabobygdens projekter. Derfor begyndte flere og flere bygder at melde sig ud af kommunen og oprette deres egen kommune. Nu blev de gamle bygdegrænse, "hagamarki", brugt som vejledende grænse for etableringen af de nye kommnegrænser. Flere og flere bygder fulgte denne vej og antallet af kommuner steg fra 7 til 52 kommuner. Selvom intentionen med oprettelse af flere mindre kommuner var at få større lokal magt og indflydelse, var realiteten, at kommunernes økonomisk magt som følge af størrelsen, blev stærkt reduceret. Konsekvensen var, at deres reelle mulighed for at løse kommunale opgaver blev minimale. Selvom periferien med 49

kommunerne fik en politisk arena, hvor de kunne ordne lokalpolitiske sager, så blev denne arena så opsplittet, at den i realiteten mistede sin betydning. Vi kan sige, at kommunerne mistede deres 'politiske potentiale1 og Lagtinget forblev det sted hvor periferien søgte hen for at løse sine politiske sager. I stedet for, at periferien ordnede sine politiske sager ude i periferien og centret sine sager i centret (Torshavns kommune), så blev repræsentationen af periferiens interesser flyttet ind i Lagtinget. Og når den ene part blev draget herind så kom den anden også med! Således blev forskellen mellem center-periferi, som eksisterede i samfundet, interaaliseret i Lagtinget. Hermed var den tredje dimension i færøsk politik, center-periferi dimensionen, skabt. UDVIKLINGEN I ANTAL KOMMUNER FRA

ANTAL

I 872

TIL

1978

KOMMUNER

1872 I 878 1888 I 898 19O8 I O 18 IO2S I O38 I »48 I BBS IOS8 I 078

Kilde: (Haldrup & Hoydal 1994:290-291)

Til forskel fra de foregående dimensioner, så har denne dimension haft en lang konstitutionsfase, da den er blevet dannet over en længere årrække i takt med kommunernes opsplitning. I ovenstående figur ser vi udviklingen i antal kommuner fra 1872, da kommuneloven blev oprettet og frem til 1978 da kommuneloven blev lavet om3. Som det fremgår af figuren, så skete der et stort spring i kommuneopsplitningen i perioden 1918 til 1948.1 1948 eksisterede der således allerede 45 kommuner, hvilket svarer til, at 87 % af kommunerne blev oprettet før 1948. Vi kan derfor sige, at center-periferi dimensionen opstod som politisk dimension før 1948. Denne konfliktfyldte dimension havde/har desuden den egenskab, at den ikke blev mindre i de efterfølgende år. Tværtimod blev den forstærkedet i takt med kapitalismens udvikling og moderniseringen af landet. Slupfiskeriet og vejudbygning, elektrificering etc., var alt noget der krævede politiske løsninger, men den enkelte kommune havde ingen mulighed for at løse disse opgaver. Derfor blev periferiens afhængighed af centret og lagtinget kun større med tiden.

'Kommuneloven fra 1872 havde kun retningslinier for kommuneo/>s/>//Ywwg. I kommuneloven fra 1978 blev dette ændret, idet loven nu kun sagde noget om kommanesammenlægning.

50

Det er jo ud af denne egenskab, at det kritiske potentiale udspringer! Man kan således også læse Marx således: "den nuværende kurs fører til sammenbrud" - underforstået, at det er nødvendigt at skifte kurs. Spørgsmålet er så: hvilken kurs. Og her er det så, at politikken kommer ind i billedet. (Eller for den sags skyld Flyvbjergs phronesis, der går ud på at afklare værdier). En af vor tids samfundsforskere, der også kan siges at arbejde ud fra disse forudsætninger om samfundets kontingente nødvendighed, er den tyske sociolog Niklas Luhmann. Om det moderne samfund skriver Luhmann: "Alt kunne være anderledes, og næsten intet kan jeg ændre."7 Luhmann ville næppe være glad for at blive sat i bås med Marx, men ikke desto mindre mener jeg, at der i deres metode er et slægtskab. Dette er næppe tilfældigt. Begge er de opvokset og skolet i den en tysk filosofisk tradition og begge er de stærkt påvirkede af Kant. Luhmann har endda kaldt sin egen systemteori for en slags radikalisert Kantianisme8. Slægtskabet bliver mest tydeligt i Luhmanns synspunkter om den 'indbyggede' kritik. For Luhmann er der en mening i "at beskrive det samme med andre forskelle og fremstille det, der forekommer de indfødte nødvendigt og naturligt, som kontingent og kunstigt. Man kunne dermed samtidigt frembringe et overskudspotentiale af strukturvariationer, som kan give de iagttagne systemer impuls til udvalg".9 Luhmanns sprogbrug er kringlet, men pointen er, at videnskaben kan, ved at beskrive de bestående samfundsforhold, som for indbyggerne synes nødvendige og naturlige, på en anden måde, og som noget kunstigt og kontingent. Herved åbnes der op for forandring. Thi når noget ikke er nødvendigt, så må det kunne være anderledes. Provokatorisk kunne man sætte dette på spidsen og sige, at videnskaben kan være bevidsthedsudvidende.

Sammenfatning I dette kapitel har jeg forsøgt at afklare projektets metodiske hovedproblemstilling, der opstod på baggrund af spørgsmålet: hvordan kan jeg sige noget om det erhvervspolitiske rums konstante og foranderlige karakter? Det metodiske problem herved bestod i, hvordan man kan integrere de to tilsyneladende modsætningsætningsfyldte størrelser: konstanter og forandring. Dette er vigtigt at afklare fordi det blandt andet har betydning for hvilke krav vi skal stille til teorien. Dette har jeg gjort ved først at se på to videnskabelige retninger. Videnskab der søger efter konstanter og videnskab der søger efter det unikke. Og til sidst en tredje retning, der går ud på at integrere begge sider. Videnskaben der søger efter konstanter er mest udbredt inden for naturvidenskaben. Konstanterne viser sig ved formulering af lovmæssigheder og matematiske konstanter som PI og naturkonstanter som gravitation. Naturvidenskabens metode har været særdeles succesfuld. En afgrundene til dens succes har netop været muligheden for formulering af konstanter, som har muliggjort kumulation af viden i løbet af århundreder. Flere

7

Luhmann, Niklas (1971) "Politische Planung", Opladen : Westdeutscher Verlag." Side 44. Ovenstående citat er citeret fra (Mortensen 1991:42). 8

Denne formulering brugte Luhmann selv om sin teori på et seminar om "Risiko, System und Umwelt" i Odense den 22 juni 1994. 'N.Luhmann 1993, in: (Knudsen 1996:84).

21

Sammenfattende kan vi sige om de politiske dimensioner, at de blev dannet i perioden fra Færøernes indlemmelse i den danske grundlov i 1849 og frem til anden verdenskrig. Kronologien i dimensionernes opståen afspejler også dimensionernes politiske betydning. Således var løsrivelse-samhørighed den dimension, som opstod først og som gav anledning til de mest voldsomme konflikter. Dernæst fik vi højre-venstre dimension og til sidst centerperiferi dimensionen, som i forhold til de andre dimensioner ikke gav anledning til de store konflikter. Denne struktur hang nøje sammen med de rigsretlige relationer. Så længe disse relationer var uændrede, var denne struktur gældende. Da anden verdenskrig brød ud, skete der imidlertid nogle afgørende ændringer i de rigsretlige relationer.

Anden verdenskrig og de politiske efterdønninger Da Danmark under anden verdenskrig blev besat af tyskerne, blev Færøerne besat af briterne. Dette medførte, at Færøerne både økonomisk, politisk og administrativt blev afskåret fra Danmark. Sammen med amtmanden vedtog Lagtinget en ny styrelsesordning, der gav Lagtinget lovgivningskompetence på Færøerne. Under denne periode regerede færinger selv og havde derfor i realiteten selvstyre. Efter krigens afslutning havde færinger for det første fået erfaring i at regere selv, men ikke mindst havde krigen givet anledning til store fortjenester i fiskesektoren. Dette gav anledning til en del selvtillid og tro på at det var muligt at styre selv. Det 'midlertidige' hjemmestyre, var dog uforenelig med dansk statsret, og spørgsmålet var derfor, hvilken statsretlig stilling Færøerne skulle have i fremtiden? Det var utænkeligt at vende tilbage til den gamle kolonistatus eller amtsstatus som det hed. Færinger havde som sagt fået erfaringer i at regere selv, hvilket nærede ønsket om større selvbestemmelse end den der var under amtsstatusen. Dette var dog langt fra hele historien. I international politik var der sket et holdningsskred til spørgsmålet om kolonierne. Hvor det før krigen var mere accepteret at en 'modemation' udplyndrede en koloni, eller på anden måde tog sig af "uciviliserede" nationer, så var det i efterkrigstiden mere ilde set. Tysklands aggressive adfærd mod de vestlige lande havde fået de vestlige lande til at revurdere deres egen aggressive adfærd overfor sine kolonier. Dette kom bla. til udtryk i FN pagten, hvor de forenede nationer forpligtede sig: "at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse, og tage andre egnede forholdsregler til at styrke verdensfreden" (FN pagten artikel 1, § 2. In: FN 1993). Det ville derfor være utænkeligt i disse nye tider at vende tilbage til førkrigstidens kolonistatus - eller amtsstatus som det hed. Det ville uden tvivl stille Danmark i et dårligt lys, hvis Danmark, der selv lige var kommet af med det tyske overherredømme og på trods af den internationale konsensus, der lige var blev formuleret med FN pagten, igen skulle sætte sig som et overherredømme over Færøerne. Det ville kort sagt ikke være særligt fremmende for Danmarks omdømme i international politik. I starten var den danske Regering derfor villig til at give afkald på Færøerne, hvis færingerne ønskede løsrivelse. Blandt de færøske politikere herskede der imidlertid dyb uenighed om dette spørgsmål. De var derfor ikke stand til, at komme med noget slagkraftigt udspil om, hvad de ønskede. Det politiske landskab, der var struktureret af tre dimensioner, 51

løsrivelse-samhørighed, højre-venstre og center-periferi, gav her anledning en mangfoldighed af konflikter og førte til et særdeles kaotisk indbyrdes splid: "Sambandsflokkurin frygtede stadig den politiske magtcentrering i Torshavn og mulighederne for indgreb i de økonomiske magtstrukturer. De ville derfor fastholde statusen som amt. Folkaflokkurin og Javna6arflokkurin ønskede begge en udvidelse af Lagtingets politiske og økonomiske beføjelser, men med helt forskellige formål. Folkafiokkurin ville skabe politiske støtteordninger til det færøske fiskerierhverv og en færøsk valuta, mens JavnaSarflokkurin ville skabe sociale sikringsordninger for arbejderklassen - og Javnaåarflokkurin ønskede dette gennemført med dansk økonomisk støtte og en integration i den danske valuta. Sjålvstyrisflokkurin - som ikke selv var repræsenteret i forhandlingsdelegationen, men ivrigt deltog i debatten - ville først og fremmest formalisere den kulturelle anerkendelse af Færøerne, men ønskede samtidig færøsk forhandlingsret med andre lande om økonomisk samkvem" (Haldrup og Hoydal 1994:129). Da forhandlingerne om Færøernes fremtidige statsretlige stilling påbegyndtes kort efter anden verdenskrig, var det således en splittet delegation, der her mødte op. De danske forhandlere, der regnede med de nu skulle til at diskutere forholdet imellem Færøerne og Danmark, endte i den absurde situation, at sidde midt i en diskussion om interne forhold på Færøerne og "den danske Regering befandt sig således pludselig i en uforudset rolle som mægler mellem de stridende parter" (Haldrup og Hoydal 1994:130). Med denne splittelse kom forhandlingerne ingen vegne. Enden på denne misere var, at den danske Regering opstillede et kompromis. De centrale elementer i forslaget gik ud på at give Lagtinget lovgivende magt, samt ret til at udskrive skatter. Men den forfatningsmæssige forbindelse imellem Færøerne og Danmark skulle genetableres (West 1972:174). Dette forslag kunne de færøske politikere imidlertid heller blive enige om, og var ude af stand til at tage en beslutning. Den danske Regering satte færingerne kniven på struben, og afsluttede forhandlingerne med et ultimatum: enten vælges Regeringens forslag eller løsrivelse. Herefter blev der afholdt en folkeafstemning om spørgsmålet, og til alles store overraskelse var der flertal for løsrivelse (48,7 % for løsrivelse og 47,5 for Regeringsforslaget). Dette var dog et knebent flertal og diskussionerne kørte i den efterfølgende tid om, hvorvidt man nu kunne accepter et så knebent flertal i en så vigtig sag. Umiddelbart efter valget erklærede statsministeren dog, at: "Når der er et flertal for løsrivelse, så må vi skilles ad; det har vi jo lovet færingerne, og vi kan ikke omfortolke eller undlade at tage hensyn til en afstemning, hvis den ikke passer os" (Debes 1993:40). I Lagtinget havde Folkaflokkurin fået flertal, idet et mandat fra Javna6arflokkurin, skiftede side og gik over til Folkaflokkurin. Dette indebar at der nu var flertal for, at tage folkeafstemningen til efterretning. Lagtingsflertallet erklærede derfor, at 'folkets dom1 havde vist, at Regeringsmagten over Færøerne nu lå hos det færøske folk og at man derfor ville påbegynde de nødvendige forberedelser og begynde opbygningen af politiske institutioner til en suveræn færøsk stat. (Debes 1993:41)

52

I mellemtiden var polariseringen i mellem Øst og Vest (Sovjetunionen og Vestmagterne) blevet mere og mere tydelig. Den kolde krig var blevet en realitet og i denne konflikt udgjorde de nordatlantiske områder vigtige strategiske brikker i stormagternes spil. Disse områders strategiske betydning var desuden stadig voksende i takt med den millitærteknologiske udvikling. Især var det udviklingen af selvstyrende projektiler (missiler), der gjorde "det nødvendigt for USA at udbygge sit forsvarssystem i stor afstand fra det amerikanske kontingents økonomiske, politiske og kulturelle center, og at de arktiske regioner herved kommer i betragtning i første række"4 Allerede inden folkeafstemningen om Færøernes løsrivelse 1946 havde amerikanerne givet udtryk for, at de havde en strategisk interesse i de nordatlantiske baser - herunder Færøerne. Historikeren Bo Lidegaard skriver således: "..det blev dag for dag sværere at holde låg på diskussionen om de nordatlantiske baser, og i slutningen af april 1946 opstod på Island en omfattende offentlig debat om de amerikanske baseønsker dér. I maj - mens Kaufmann var i København - slap det ud, at USA officielt havde anmodet Danmark om tilladelse til at overtage en britisk militær navigationsstation, LORAN, på Færøerne, og ihvertfald indtil videre - fortsætte driften med uniformeret personel" (Lidegaard 1996:403). Færøerne, der før var en ubetydelig provins uden større økonomisk betydning, udgjorde nu pludselig en vigtig brik i stormagternes spil og fik dermed en stor værdi som et strategisk aktiv for den danske stat. Dette fik den danske Regering til at skifte kurs.5 Den imødekommende holdning som prægede den danske Regering til et begynde med, var nu ændret til en fast og ufravigelig beslutning om at bevare rigsfællesskabet. Da Lagtinget erklærede, at de nu ville følge 'folkets røst', blev færingerne beskyldt for statskup (West 1972:177). Den danske Regering dømte straks Lagtingets erklæring om, at Regeringsmagten nu lå hos det færøske folk, for at være ulovlig. Kort efter opløste kongen Lagtinget. For at understrege at dette var alvor, blev den danske korvet "Thetis" sendt til Torshavn, officielt for at den kunne stille sit radiokommunikationsudstyr til rådighed, så der bedre kunne kommunikeres imellem Torshavn og København. Der hersker dog ingen tvivl om, at dette også skulle være en advarsel til eventuelle oprørske sjæle (West 1972:177). Kort efter blev forhandlingerne igen taget op i København. Parterne var dog ikke blevet mindre uenige i mellemtiden og den færøske delegation var lige så splittet som før. Det lykkedes dog embedsmændene, at konstruere "et sindrigt kompromisforslag, som hverken 4

Instruks nr 2 fra Gustav Rasmussen til Henrik Kauffmann af 21 juli 1947. UM 8.U.60.a. in: "Grønland under den kolde krig - Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68" Bilag. Dansk Udenrigspolitisk Institut 1997. (Side 42) 'Kilderne som jeg har haft fat i oplyser ikke noget om, hvorvidt de færøske politikere tænkte i sikkerhedspolitiske baner. Jeg har dog ikke stødt på nogen kilde, der har tydet på et holdningsskift blandt færøske politikere. Dette kan undre en. Polariseringen imellem Øst og Vest, burde efter min mening tilføre selvstændighedsspørgsmålet en sikkerhedspolitisk dimension. Alt tyder på, at de færøske politikere kun tænkte på det økonomiske aspekt. Som en af de amerikanske aviser skrev om den færøske folkeafstemning: "Hvis de stemmer for uafhængighed, vil de ganske vist få den lykke at nyde deres få naturlige ressourcer - fåreavlen og fiskeriet - i fred. Men der er alt for hyppigt ført bevis for, at der skal mere til end juridisk suverænitet for at give et folk virkelig uafhængighed, når deres land ligger på rivaliserende verdensmagters vej" (New York Herald Tribune, gengivet i Debes 1993:52 fodnote 147). Mig bekendt, var det ikke sådanne overvej ser, der fyldte mest i færingernes debat for og imod løsrivelse. 53

krævede ændringer i den danske grundlov eller nogen særlige omvæltninger af de færøske institutioner" (Haldrup og Hoydal 1994:131). Forslaget blev vedtaget både i Rigsdagen og i Lagtinget. Hermed trådte loven om Færøernes hjemmestyre i kraft fra den 1 april 1948. Hvad var dette gyldne kompromis egentlig et kompromis i mellem ? Det bemærkelsesværdige var, at det ikke så meget var et kompromis mellem Danmark og Færøerne. Det var snarere et kompromis mellem færingernes egne indre stridigheder om løsrivelse kontra samhørighed og danskernes egne uforenelige ønsker om 'opføre sig pænt1 (så de ikke blev hængt ud som brutal kolonimagt) og at bevare herredømmet over det sikkerhedspolitiske aktiv som Færøerne var blevet. Kompromisets 'anatomi' som jeg her har beskrevet det, fik overordentlig stor betydning for Danmarks holdning over for Færøerne og har haft stor indflydelse på færingernes realpolitiske selvbestemmelse i det hele taget. Derved har den også indflydelse på erhvervspolitiske og økonomisk område, som jo er dette projekts genstandsfelt. Det betød kort sagt, at Færøerne kunne gøre stort set hvad de ville på alle andre områder end det sikkerhedspolitiske og militære område. Det betød også, at Danmark var villig til at betale en høj pris for 'fred' og gode relationer imellem Færøerne og Danmark. Dermed kunne Danmark fortsat fremstå som 'den gode' koloniherre og samtidig råde over et vigtigt strategisk aktiv.6 Sammenfattende kan vi sige, at de tre dimensioner i færøsk politik skabte så megen indbyrdes splid blandt færøske politikere, at de var ude afstand til at formulere et krav, som de kunne enes om. Politikerne var stort set handlingslammede. Dette trak forhandlingerne ud. I mellemtiden ændrede Danmark holdning. Først var de præget af befrielsens eufori om frihed og hvis færinger ønskede at være selvstændige så skulle de også få friheden. Snart efter krigen blev det dog mere klart, at verden blev polariseret i Øst og Vest og det såkaldte jerntæppe blev lagt over Østeuropa. Her måtte Danmark vælge og under disse forhold udgjorde de nordiske kolonier Grønland og Færøerne vigtige strategiske områder. Derfor skiftede Danmark holdning og udelukkede herefter ethvert forsøg på løsrivelse. Da embedsmændene konstruerede forslaget om hjemmestyreloven, der ikke krævede de store ændringer, hverken i rigsrelationerne eller i de politiske institutioner på Færøerne, faldt det i god jord hos begge parter, hos færingerne fordi forslaget ikke indebar nogle grundlæggende institutionelle ændringer: De handlingslammede politikere blev fri for at træffe en beslutning. Hos danskerne fordi det bevarede rigsfællesskabet hvorved Danmark undgik i international sammenhæng at blive hængt ud som brutal kolonimagt, og samtidig kunne bevare et sikkerhedspolitisk vigtigt strategisk aktiv. Dette var baggrunden for hjemmestyreloven.

6

Da den kolde krig var slut i 1989, udgjorde Færøerne ikke noget strategisk aktiv mere og situationen var en helt anden. Nu var og er i realiteten betingelserne for hjemmestyrets kompromis borte. Dette har også ført til en ændret kurs fra dansk side og Regeringen har siden da ført en helt anderledes og 'hård' færø politik. Da grundlaget for kompromiset er borte, er det nok kun et spørgsmål om tid inden Hjemmestyreloven skal genforhandles. Danmark er ikke længere så villig til at betale for færingers velfærd og holdningen er snarere, at Færøerne kan sejle sin egen sø.

54

Hj emmesty reloven I hjemmestyreloven defineres Færøerne som et "selvstyrende folkesamfund i det danske rige. I henhold hertil overtager det færøske folk ved sin folkevalgte repræsentation, Lagtinget, og en af dette oprettet forvaltning, Landsstyret, inden for rigsenheden ordningen og styrelsen af færøske særanliggende som angivet i denne lov" (Hjemmestyreloven §1). I hjemmestyrelovens bilag er de forskellige kompetenceområder opdelt i to områder A (S ær anliggende) og B (Fællesanliggende) (§ 2-3). Sagsområder der ikke nævnes i listen eller ikke er overtaget, varetages som rigsanliggender (§ 6). De sagsområder der var anført under liste A, kunne hjemmestyret umiddelbart overtage hvis de ønskede det og de kunne overtage det i den rækkefølge de syntes var bedst. Sagsområde B derimod kunne kun overtages efter forhandlinger mellem færøske og danske myndigheder. "Overtagelsen af et sagsområde kan ske på to måder. Enten ved, at hjemmestyret selv overtager såvel lovgivnings- og administrationskompetencen som ansvaret for finansieringen af det pågældende område. Eller ved, at hjemmestyret overtager administrationskompetencen, mens de danske myndigheder som udgangspunkt bibeholder lovgivningskompetencen og ansvaret for finansieringen." (Heinesen 1992:26) Angående den sidste form for overtagelse gav § 9 mulighed for, efter nærmere forhandlinger herom, at overtage administrationen af et sagsområde, som ellers var finansieret af den danske stat. Selvom Danmark i sådanne tilfælde også havde logivningskompetencen, så havde/har Lagtinget i praksis også mulighed for at påvirke dette, idet Lagtinget (Ifølge § 7) er bemyndiget til at udarbejde nærmere lovgivning herom, så lovene tilpasses færøske forhold. Denne tredeling af sagsområderne (sær-, fælles- og rigsanliggender) var altså også en slags niveau deling med faldende suverænitet. Således kunne sagerne i særanliggender umiddelbart overtages, hvor de i fællesanliggender måtte forhandles om det først og til sidst i rigsanliggender havde landsstyret kun mulighed for at påvirke loven ved at komme med betænkninger og tilpasse den færøske forhold. Kun et sagsområde blev expliciteret som suverænt dansk: nemlig rigets forhold til udlandet (Hjemmestyreloven § 5). Dog gav loven visse undtagelser på fiskeriområdet. Her kunne færinger, hvis det ellers ikke stred imod dansk politik, selv forhandle. Nogle gange med repræsentanter fra den danske udenrigstjeneste, men langt fra altid. Det betød dog heller ikke, at Færøerne automatisk blev underordnet/indordnet Danmarks udenrigspolitik. Således står Færøerne udenfor EF, på trods af Danmarks medlemskab. Det som den danske Regering ville sikre sig med denne explicitering, var den fulde suverænitet på det sikkerhedspolitiske og militære område. Alt andet kunne så at sige være lige meget. Sammenfattende kan vi sige om hjemmestyreloven, at den blev udformet som et 'a la carte menu kort', hvor færinger kunne overtage de sagsområder i liste A som de havde lyst til og dem i liste B i samråd med Danmark.

55

Den realpolitiske baggrund for hjemmestyreloven betød, at den danske Regering var villig til at give det færøske regime vidtgående beføjelser, og imødekomme færingers krav på alle områder, undtagen det sikkerhedspolitiske. Hjemmestyret "udøver således med få undtagelser de samme basisfunktioner, som ethvert andet land gør" (Heinesen 1992: 28). Disse 'selvstyre' beføjelser blev dog kun delvist taget i anvendelse. Færinger valgte nemlig kun at overtage de sagsområder, der angik selve erhvervsudbygningen og lod de mere økonomisk tunge reproduktionsopgaver såsom social-, sundheds- og skolevæsnet forblive under den danske stat og dansk finansiering. Der opstod således en art arbejdsdeling imellem den danske stat og hjemmestyret. "Denne arbejdsdeling indebar groft sagt, at de materielle produktionsbetingelser blev varetaget af hjemmestyret som særanliggender, mens ikke-materielle produktionsbetingelser (sundhedsvæsen, socialvæsen, undervisningsvæsen) skulle være fællesanliggender" (Nolsøe 1995:135). Hjemmestyrelovens konsekvenser for de tre dimensioner i politikken Denne arbejdsdeling mellem det færøske hjemmestyre og den danske stat skulle få langt større konsekvenser, end man umiddelbart skulle tro. Den kom nemlig til at gribe ind i de eksisterende politiske strukturer således, at styrken i de tre politiske dimensioner (løsrivelsesamhørighed, højre-venstre og center-periferi) blev radikalt ændret. Dette påvirkede igen dimensionernes indbyrdes balance i det politiske liv. Løsrivelse-amhørighed dimensionen blev nu reduceret til et spørgsmål om, hvilke sagsområder der skulle overtages. Spørgsmålet om egentlig løsrivelse var taget af den politiske dagsorden. Dermed var afstanden imellem yderpunkterne i denne dimension blevet mindre og konflikterne dermed også langt mindre. Hjemmestyreloven slog desuden fast, at Færøerne var et "selvstyrende folkesamfund i det danske rige". Hermed blev begge poler i løsrivelse-samhørighed dimensionen tilgodeset. Kompromiset virkede på den måde, at yderpolerne i denne dimension blev rykket tættere sammen. Loven kom derfor til at lægge en kraftig dæmper på denne dimension. Højre-Venstre dimensionen blev i den efterfølgende tid stærkt nedtonet. Dette kan ikke direkte henføres til hjemmestyreloven som sådan, men den efterfølgende realpolitik, som loven gav mulighed for. Færingerne valgte jo selv kun at overtage de dele af sagsområderne, der havde størst betydning for erhvervsudviklingen, og lod den danske stat varetage de opgaver som venstrepartier normalt går forrest i kampen om at gennemføre: social-, sundheds- og skole- området. I realiteten betød dette, at færøske partier varetog højrepartiernes funktion, mens den danske stat varetog venstrepartiernes funktion. Vi kan derfor sige, at alle færøske partier i realiteten var højrepartier. I hvert fald var det sådan, at så længe den danske stat betalte, havde de færøske højre- og venstre partier ikke så meget at skændes om. Vi kan sige, at arbejdsdelingen imellem den danske og færøske stat var således udformet, at danskerne stod for venstresiden og færinger højresiden. Derfor kan man sige, at højre-venstre dimensionen i færøsk politik simpelthen blev neutraliseret.7

TDe læsere, der oplevede de ekstreme, fanatiske, ja nærmest inkvisitatoriske skriverier i Dagbla3i i 80'erne, vil sikkert undre sig over de synspunkter, der her sættes frem. Skriverierne handlede her i høj grad om kampen imellem højre og venstre. Man kunne derfor spørge: Var dette ikke et udtryk for Højre-Venstre dimensionens dominans? Sagen er imidlertid, at dette egentlig ikke angik færøske forhold. Dette var en hysterisk reaktion på

56

Center-periferi dimensionen blev derimod ikke direkte påvirket af hjemmestyreloven og stod derfor usvækket tilbage. Desuden gælder det her, at afstanden imellem yderpunkterne i Center-Periferi dimensionen kun bliver større i takt med kapitalismens udvikling og den fortsatte moderniseringsproces. Da de to andre dimensioner samtidig blev nedtonet, blev denne dimension dominerende i det politiske liv. Sammenligner vi balanceforholdet mellem de politiske dimensioner før krigen og efter hjemmestyrets ikrafttræden i 1948, kan vi se følgende omrokering Før anden verdenskrig

Efter anden verdenskrig

Løsrivel se- S amhørighed

Center-Periferi

Højre-Venstre

Løsrivelse-Samhørighed

Center-Periferi

Højre-Venstre

Som vi ser i ovenstående skema blev center-periferi dimensionen den mest dominerende i politikken efter krigen, hvor den før krigen havde været den mindst dominerende dimension. Denne omrokering fik afgørende konsekvenser for den politiske kultur. I det følgende vil jeg belyse konsekvenserne af denne omrokering.

Center-periferi dimensionens dominans i politikken For at forstå betydningen af denne omrokering må vi have for øje, at enhver smerte, ethvert problem og enhver konflikt er relativ. Oplevelsen af en konflikts betydning afhænger derfor af, hvilke andre problemer og konflikter der eksisterer i samfundet. Det er f.eks. et velkendt trick, som mange statsledere har brugt, når deres politiske position er truet af indenrigspolitiske problemer, kan truslen afværges ved at skabe et endnu større udenrigspolitisk problem, f.eks. en krig, der kan aflede opmærksomheden fra det indenrigspolitiske problem. Samme princip gjorde sig gældende, da de politiske dimensioner blev omrokeret, men i omvendt rækkefølge, idet de store problemer som løsrivelse-samhørighed og højre-venstre nu stort set forsvandt. Dette betød, at selv mindre bagateller gav anledning til enorme politiske konflikter. Et eksempel, der kan illustrere den eksplosive karakter, som center-periferi dimensionen nu havde fået, er Klaksvigsstriden, der rasede i årene fra 1953 til 1955. Konflikten opstod, da centralmagten ville afsætte den lokale læge (Halvorsen). Halvorsen var meget afholdt af den lokale befolkning. Baggrunden for afsættelsen var, at Halvorsen havde udvist sympati mod nazisterne under krigen, og i efterkrigstidens opgør ville man så afsætte ham. "I den region hvor Klaksvig er hovedby - Noråoyggjar - opstod en stærk folkelig modstand imod afsættelsen af Halvorsen. Omkring 95 % af befolkningen i regionen underskrev en støtteerklæring til fordel for deres læge. Klagen blev sendt direkte til indenrigsministeriet. den vestlige hemisfæres polarisering i mellem kommunistiske og kapitalistiske lande. Her rasede en sikkerhedspolitisk debat men den var fuldstændig ligegyldig farfærøsk politik, fordi netop på dette område, havde færøske politikere absolut intet at skulle have sagt. Alt imens debatten mellem Højre-Venstre rasede i Dagbla5i, en debat der ofte mindede om kommunist forfølgelsen under Hoover i 50'ernes USA, fortsatte det politiske liv i centralmagten i Torshavn fuldstændig uberørt videre ud fra Center-periferi dimensionen.

57

Sygehusanliggender er i henhold til den før nævnte hjemmestyreordning et fælles danskfærøsk anliggende og hørte dengang under indenrigsministerens resortområde. Indenrigsministeriet afviste dog denne og senere anmodninger om at beholde Halvorsen" (Hovgard og Johansen 1994:8). Befolkningen blev rasende. Da den nykonstituerede læge ville tiltræde sit embede i Klaksvig, blev han simpelthen fysisk hindret af befolkningen i at betræde havneanlægget. Konflikten eskalerede, og den "færøske centralmagt så det som eneste udvej, at anmode den danske Regering om hjælp. Regeringen sendte straks et skib afsted, med en større politistyrke ombord. I Klaksvig - og nu med støtte omkring på Færøerne - forberedte man sig på åben krig. Der indsamledes geværer og ammunition, og indsejlingen til Klaksvig blev spærret med dynamit" (Hovgaard og Johansen 1994:8). Konflikten kulminerede med bombeattentater imod politistationen i Klaksvig og maskingeværsalver i mod lagmandsboligen på SuSuroy. Af mirakuløse årsager var der ingen døsfald (Ibid). Lægestriden, der i første omgang kun omfattede Klaksvig og Torshavn, blev nu udvidet således, at Klaksvig fik opbakning rundt omkring på Færøerne og centralmagten i Torshavn fik opbakning fra den dansk politistyrke. Da bølgerne havde lagt sig, begyndte retsforfølgelsen. Men retssagen endte i en ren farce, blandt andet fordi det ikke lykkedes at få nogle oplysninger fra lokalbefolkningen om hvem var med og ikke (Hovgaard og Johansen 1994:9). Klaksvigsstriden viser, at center-periferi dimensionen var og er en særdeles levende dimension i færøsk politik. En dimension, der hurtigt kan sætte sindene i kog og give anledning til voldsomme konflikter. Heldigvis ender ikke alle center-periferi konflikter i voldelige udbrud som Klaksvigsstriden. Dette skyldes, at dimensionen spiller sammen med andre institutioner i samfundet, som kan påvirke forholdet mellem center og periferi. I denne sammenhæng er der to institutioner, der spiller ind: valgsystemet og kommunestrukturen. Disse to love/institutioner fik nu altafgørende betydning, fordi de formidlede periferiens magt ind i centralmagten i Torshavn og kom derfor til være afgørende for den magtbalancen i mellem disse to yderpunkter. Begge politiske institutioner (kommunestrukturen og valgloven), blev grundlagt langt før hjemmestyrelovens ikrafttræden og de blev ikke ændret, selvom hjemmestyreloven gav mulighed for det. Kommunestrukturen med de 52 kommuner gjorde, at periferien i realiteten ikke var i stand til at løse sine problemer lokalt. Valgsystemet med de 7 valgdistriketer, sikrede på den anden side periferien en forholdsvis overrepræsentation (i forhold til indbyggere i kredsen) i Lagtinget. Da periferien ikke kunne løse sine kollektive problemer lokalt, var Lagtinget i virkeligheden det eneste politiske forum de kunne benytte. Lagtingsmanden fik derfor en overordentlig vigtig rolle som bygdens patron (beskytter). Der opstod derfor en patron-klientel relation imellem Lagtingsmanden med sæde i centrum og vælgerne i periferien. Denne relation skabte en bestemt politisk kultur som jeg vil kalde klientelisme. Klientelismen blev yderligere forstærket af, at Lagtinget havde muligheder for at administrere igennem lagtingsudvalgene og især finansudvalget. Dette stred naturligvis fuldstændig imod Montesquieus grundprincipper om tredeling af den lovgivende, udøvende 58

og dømmende magt. Ikke desto mindre har dette været sådan lige op til 1995. (Mere herom i senere kapitler). Denne praksis var et levn fra det gamle Lagting inden hjemmestyret i 1948. Dengang var Lagtinget rådgivende, administrerende og lovforslagsstillende, altså alt andet end lovgivende. Denne praksis fortsatte delvist under hjemmestyret. Noget som også har medvirket til at give patronerne magt, var Landsstyrets kollektive styreform. Denne medvirkede til, at det praktisk talt var umuligt at placere et ansvar. Alt i alt medvirkede denne styringspraksis til at give Lagtings-patronerne mange manipulationsmuligheder og forholdsvis stor magt. Klientelismens konsekvenser Under klientelismen forventede vælgerne ude i periferien, at Lagtingsmanden først og fremmest agerede som deres bygds patron (beskytter). Vælgerne, som vi kan kalde patronernes klientel, forventede desuden, at politikeren i hans virke inde i centralmagten i Torshavn benyttede alle de muligheder han havde, for at fremme deres bygds interesser i Lagtinget. Under disse betingelser blev Lagtinget i realiteten mere et kommunalpolitisk forum end et landspolitiske forum.8 For vælgerne ude i periferien var det jo ikke et spørgsmål om, hvordan politikerne skulle prioritere mellem f.eks., hvor meget der skulle bruges til erhvervsstøtte og hvor meget til sociale ydelser. Politiske spørgsmål af denne type var jo allerede afgjort! Lagtingspatronerne blev simpelthen valgt ind for at fremme et bestemt projekt med relevans for den valgkreds, hvor han/hun var opstillet. "Eksempelvis fik de første tunneler, der blev boret i 60'erne henholdsvis på Suåuroy og i Noråoyar, tilnavnet "Løgmansbergholini" ("Lagmandstunnelerne"). Grunden var at deres projektering blev vedtaget i to regeringsperioder, hvor lagmandensposten var beklædt med henholdsvis Javna5arflokkurins formand, der var valgt i Su6uroyar valgkreds, og Folkaflokkurins formand, der var valgt i Noråoya valgkreds" (Haldrup og Hoydal 1994:149, fodnote 67). På det skolepolitiske område drejede det sig ligeledes primært om, hvor skolen skulle placeres, og ikke om, hvordan skolen skulle indrettes. På det sundhedspolitiske område drejede det sig stort set om, hvor hospitalet skulle være og at få så mange faciliteter som muligt.9

8

Hvis man vil lave Lagtinget om til landspolitisk forum, som det var tiltænkt, er løsningen at gennemføre en kommunalsammenlægning således, at kommunerne får reel økonomisk styrke, og derved reel politisk magt. Derved vil Lagtinget blive 'aflastet1 for de kommunale og lokalpolitiske sager. Det nytter ikke noget at lægge valgdistrikteme sammen til et valgdistrikt, sådan som det har været fremme i debatten. Det vil kun fjerne periferiens muligheder for indflydelse. Derved risikerer vi bare, at center-periferi konflikten blusser op - tænk på klaksvigsstriden !. Det gælder om at skabe et politisk forum for periferien. Som det er nu, har periferien kun Lagtinget. Det er problemet. 'For en grundig belysning af færøsk sygehuspolitik og hvordan den hænger sammen med Center-Periferi dimensionen, vil jeg anbefale specialerapporten "Samfundskonflikter eller sygehuskonflikter ? - Om konflikt og magt i den færøske selvforvaltning" Gestur Hovgaard & Rogvi F. Johansen, Speciale i Forvaltning (Modul 6) Institut for Samfundsøkonomo og Forvaltning. Roskilde Universitetscenter. November 1993. 59

Disse tendenser i færøsk politik blev allerede i 1962 observeret af Lemberg, der var på Færøerne som embedsmand. Han skrev således: "Der er en almindelig tendens til at ville 'forhindre småbygdernes affolkning1 og til at ville 'skabe en ligelig og retfærdig balance mellem bygderne1, jfr. devisen 'hver bygd sin trawler1.1 praksis betyder dette - ikke ukendt fra tilsvarende danske problemstillinger! - at mange færøske politikere er tilbøjelige til at støtte vaklende rederier m.v. i mindre bygder, fordele f.eks. havne- og vejinvesteringer ud over flest mulige øer og distrikter, sikre elforsyning for alle bygder o.s.v" (Lemberg 1962).10 Klientelismen påvirker således balancen imellem forskellige hensyn, der skal tages i betragtning, inden en beslutning træffes. Således vil de specifikke hensyn komme først: Hvad har bygden brug for, hvem skal have hvad og hvor. Hvor imod mere generelle hensyn og overordnede perspektiver står i skyggen og nærmest udebliver. Under klientelismen bliver beslutningsprocessen derfor primært domineret af specifikke lokale hensyn. Samfundets lille størrelse gør, at den lokalpolitiske karakter som landspolitikken hermed fik, har fået det til at se ud som om færøsk politik mere handler om enkeltpersoner og familiære forhold, end politiske synspunkter og ideologier. Det er således en udbredt opfattelse, at i færøsk politik er personlige forhold og personen vigtigere end sagen. Her kan begrebet klientelisme (patron-klient) imidlertid kaste nyt lys over disse 'mytologiske' sandheder. Det viser sig nemlig, at klientelismen faktisk medfører det stik modsatte, nemlig en begrænsning af de personlige og familiære relationers indflydelse på politikken. Dette skyldes, at patronklient relationen lægger et tilpas kontrollerende bånd på politikeren, hvorved hans personlige egenskaber faktisk får mindre betydning. Det afgørende er, om han er i stand til at kæmpe for bygdens sag inde i centralmagten. Politikerens andre personlige sider er stort set irrelevante. En måde man kan se dette på, er ved at sammenligne færøsk politik med tendenserne i nyere Vesteuropæisk politik. Her er kan man iagttage, at politikernes personlige 'karakter' får større og større betydning. Denne 'amerikanisering' af politikken betyder, at politikerens personlighed, hans privatliv, hans laster og tilbøjeligheder får større og større opmærksomhed i pressen og bliver et stadigt vigtigere tema i den politiske debat og især i valgkampe. Amerikanisering' står her i stærk modsætning til debatter, der udelukkende drejer sig om politiske synspunkter eller ideologier. Ved amerikanisering er det således ikke kun politikerens synspunkter der tæller, men i stadig højere grad også personen. Ser vi derimod på færøsk politik, kan vi ikke spore disse tendenser. En færøsk politikers sidespring, alkoholproblemer eller andre løjerligheder er temaer, der faktisk ikke forekommer i en valgkamp og er heller ikke noget der forekommer som temaer i dagspressen. Det er ikke fordi politikerne er mere hæderlige på Færøerne end i andre lande, ej heller skyldes det befolkningen ikke kender til deres laster, tværtimod er det et yndet samtaleemne blandt folk (og her spiller samfundets størrelse ind: alle ved alt om alle).

'"Lemberg, Kai "Landsplanlægning på Færøerne" In: Byplan- vore byer og deres planlægning 1962.

60

Når disse forhold alligevel ikke får betydning i politikken, hænger det sammen med, at det rent faktisk ikke betyder noget, fordi patron-klient relationen lægger tilpas kontrollerende bånd på hans politiske afgørelser.11 I tilfælde af, at patron-klient relationen ophæves, og hvis det politiske system styrkes, kan politikernes personlige karakter få en større betydning. En politiker med en svag karakter vil have lettere ved falde for fristelsen og misbruge den magt han har fået lagt i hænderne af befolkningen, end en politiker med en stærk personlig karakter. Jo stærkere statsapparatet er, desto større er magten og desto større vil 'fristelsen' for magtmisbrug være. Dette medfører, at jo stærkere staten er desto større vægt vil vælgerne lægge i politikernes personlige karakter. Set i dette perspektiv er det ikke tilfældigt, at det netop er i USA, verdens mægtigste demokrati, at vi ser tendenserne til personliggørelse af politikken mest tydeligt. "Amerikanisering" af politikken behøver således ikke være udtryk for politikkens forfald, men derimod et udtryk for, at det politiske system bliver mere og mere magtfuldt. Hvilket medfører, at omverden får færre muligheder for at kontrollere det. Vælgernes eneste mulighed for at kontrollere dette stadig omsiggribende apparat, kan derfor være, at se mere nøje på politikerens personlige karakteregenskaber. Men i det færøske tilfælde er politikeren så stærkt bundet af patron-klient relationen, at de personlige aspekter ikke har den store betydning.

Den klientelistiske stats reguleringsmuligheder Vi har nu set på, hvordan indførelsen af hjemmestyret førte til en omrokering af de politiske dimensioner og derved ændrede hele det politiske landskab, således at center-periferi dimensionen blev den dominerende. Vi har fundet frem til at den strategiske selektivitet herefter kan konkretiseres som klientelisme. Klientelismen er dog stadig en begrebsliggørelse af politikken generelt. Den økonomiske regulering vil derfor også være præget af klientelisme. Vi skal nu undersøge, om vi ikke kan præcisere den strategiske selektivitet endnu mere præcist, ved at se på den klientelistiske stats reguleringmuligheder. I hjemmestyreloven blev de forskellige sagsområder delt op i sær-, fælles- og rigsanliggender. Denne opdeling af sagsområderne var samtidig en niveaudeling af suveræniteten, således at hjemmestyret i særområder havde fuld suverænitet, idet det til enhver tid kunne overtage disse områder. I fællesområder kunne hjemmestyret overtage det efter nærmere forhandlinger med Danmark. I rigsanliggender kunne hjemmestyret påvirke lovgivningen og komme med betænkninger. Dog kan ingen lov træde i kraft uden landsstyrets samtykke. Således er der mange danske love der indledes med den berømte sætning: "denne lov gælder ikke for Færøerne". Kun et område blev expliciteret som dansk, og det var udenrigspolitik12. "Samme problemstilling om hvorvidt familiære forhold er afgørende, diskuterer Joensen i bogen "Færøske Sluppfiskere" (Joensen 1975:41-50), men her i en anden kontekst. Han diskuterer skipperens måde, at hyre folk til sin slup i forrige århundrede. Spørgsmålet er her: valgte skipperen sit mandskab efter kvalifikationer eller familie og venne forhold ? Joensen tilbageviser den 'myte' at skipperens valg var bestemt af familiære bånd og folk han kendte i sin bygd. Joensen brager ikke termerne Patron-Klient, men jeg tror at disse begreber ville være særdeles frugtbare også i denne sammenhæng. 12

Se Lov nr. 137 - 23 Marts 1948 om Færøernes Hjemmestyre § 5.

61

Dette var naturligvis for at sikre Danmarks fulde suverænitet på det sikkerhedspolitiske område. Vi kan illustrere denne nivaeudeling af suveræniteten således. HJEMMESTYRETS BEGRÆNSEDE SUVERÆNITET

SUVER/ENI

SÆRANLIOOENDER

F«u-i»ANLIOOENDER

RIOSANLIOOENDER

MILITÆRANLOIOOENDER

Som vi ser i ovenstående figur, så havde hjemmestyret en begrænset suverænitet. Denne begrænsning angik dog først og fremmest det sikkerhedspolitiske område og dernæst udenrigspolitik, der indgik under Rigsanliggender. Hvorimod resortområderne der angik erhvervsudvikling og den brede samfundsmæssige udvikling internt på Færøerne kom under særanliggender, og dér havde hjemmestyret fuld suverænitet. De konstitutionelle betingelser skabte således gode muligheder for erhvervspolitisk regulering. Kun på ét område adskilte hjemmestyret sigfraandre fuldt suveræne stater. På grund af valutaunionen med Danmark, kunne/kan der ikke føres valutapolitik. Det betød, at Færøerne ikke kunne devaluere og føre traditionel pengepolitik. Det er dog et spørgsmål, hvor stor betydning man skal lægge denne begrænsning. Hvor vigtig er devaluering for erhvervsudvikling og i særdeleshed for erhvervsstrukturel omstilling? Devaluering At devaluere er det samme som at nedskrive værdien på landets valuta. I samhandlen med andre lande medfører det, at eksportpriserne stiger. I en situation, hvor eksportsektoren er i økonomisk krise, kan en devaluering umiddelbart forbedre rentabiliteten i eksportsektoren, idet eksportpriserne vil stige. Det er dog vigtigt at understrege, at en devaluering også vil fa importpriserne til at sigte. Devaluering er således et tveægget sværd. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt dette har begrænset mulighederne for at fremme udviklingen af alternative eksportsektorer. Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvor stor en del af eksportvaren er baseret på importerede rå- og hjælpestoffer. Sagt på en anden måde afhænger fordelene ved en devaluering af eksportens importindhold. Jo mindre importindhold, jo større fordelene man kunne opnå ved en devaluering. Da færøsk eksport som bekendt stort set kun omfatter fisk, som er en national ressource, har Færøernes eksport et lavt importindhold. En devaluering ville derfor give fiskesektoren en rentabilitetsfordel. Hvis man på den anden side ville satse på at fremme en udvikling af alternative eksporterhverv, så ville eksportsektorens importindhold uværgeligt komme til at stige. I det tilfælde ville en devaluering være en ulempe idet omkostningerne ville stige. Det vil altså sige, at en devaluering ville virke negativt på eventuelle alternative eksportsektorer. Hvorimod den ville medvirke til at fastholde en produktion baseret på nationale råvarer. I forhold til udvikling af alternative eksporterhverv, har det således været 62

en fordel, at Færøerne ikke har haft mulighed for at devaluere. Økonomen JJespersen (1994:128) påpeger, at selv om Færøerne ikke har mulighed for at devaluere i traditionel forstand, så kunne man foretage en "intern devaluering". Med intern devaluering menes en reduktion af omkostningsniveauet i samfundet (F.eks. med parallel løn og skatte reduktion). En intern devaluering er på den anden side næppe en realitisk mulighed. For det første er det svært at forestille sig, at fagforeningerne uden videre ville accseptere, at staten med lov nedsatte lønniveauet. Intern devaluering ville uden tvivl medføre omfattende strejker og store samfundsmæssige konflikter. I et militær dikaturstat ville det måske være en reel mulighed, men næppe i et demokrati. For det andet ville en intern devaluering medføre, at statens skatteindtægter ville blive mindre. Der ville således være færre skattekroner til at finansiere fiskerierhvervets støtteordninger og projekter der er til fordel for fiskerierhvervet, så som havne, veje, infrastruktur, søfartsskoler, fiskeriskoler etc... En intern devaluering ville således i sidste ende uvægerligt ramme fiskesektoren selv. Opsummerende kan vi sige om devalueringsinstrumentet, at hvis det havde været muligt at devaluere, så havde det kun medvirket til at fastholde Færøernes ensidige eksportsektor og afhængighed af fiskesektoren og forværret mulighederne for udvikling af alternative erhverv. Intern devaluering ville være en teoretisk mulighed, men er næppe realitisk. I praksis ville en intern devaluering dog også forværre fiskesektorens udviklingsmuligheder, da der ville værre færre offentlige midler til at finansiere udbygningen af fiskesektorens produktionsbetingelser. Pengepolitik Pengepolitiske instrumenter anvendes til at regulere det økonomiske aktivitetsnivau i samfundet, ved at regulere renteniveauet og pengemængden i samfundet. Pengepolitik styres ikke af politikerne, men af nationalbanken. Da de færøske banker må låne fra Nationalbanken, er Færøerne i princippet underlagt dansk pengepolitik. Dog må vi tage i betragtning, at sagsforholdene så komplekse, at der i praksis er mange veje at gå. Der er ikke et "ét til ét" forhold imellem mål og middel. Som J.Jespersen har påpeget, så har Færøerne siden 1950' erne, via skattepolitikken, i praksis haft pengepolitisk autonomi: "Beskatningen af renter var indtil 1991 indrettet således, at renteindtægter stammende fra indeståender i færøske pengeinstitutter var skattefri (der betaltes en finansiel formueskat på -pct.), mens renteudgifter (uanset oprindelse) var fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst. Dette skabte grobund for en betydelig rentearbitrage der i praksis indebar 1 en pengepolitisk uafhængighed af Danmark" * (min fremhævelse JCJ.) Skattepolitikken medførte betydelig låneoptagelse i udlandet, og førte til en øget pengemængde i omløb i den færøske økonomi. Dette kan tænkes igen at have påvirket renten i landet. Under alle omstændingheder påvirkede dette lånemulighederne og investeringslysten. Pengemængden kunne desuden reguleres ved at begrænse kreditforeningernes aktivitet. Da sagsområdet kreditforeninger er et særanliggende, havde hjemmestyret således fuld suverænitet på dette område. I en undersøgelse af de færøske 13

J Jespersen (1994) "Økonomisk genopretning af Færøerne? - et politisk sprøgsmål" Side 128.

63

kapitalmarkeds og likviditetsforhold bemærkes det at: "Realkreditområdet overgik som særanliggende i 1948. Lagtinget har ikke lovgivet på området. Landsstyret har traditionelt reguleret kreditformidlingen fra (danske) realkreditinstitutter ved at fastlægge betingelser for, hvilke typer virksomheder/projekter der skulle have adgang til realkreditfmansiering, og har givet tilladelse til udlån til erhvervsejendomme, men ikke til boliger. Herudover har Landsstyret i hvert enkelt tilfælde taget stilling til, om låneansøgninger skulle have tilladelse til at optage realkreditlån."14 Funktionelle ækvivalenter Som vi ser, havde hjemmestyret på de områder, hvor suveræniteten var begrænset andre muligheder for at påvirke økonomien. Dette hænger sammen med at økonomisk og erhvervsstrukturel udvikling er en meget kompleks affære. Der er derfor mange veje at gå, og forholdet mellem mål og middel er ikke "ét til ét". Det er muligt at nå samme mål med andre instrumenter. Vi kan sige, at hjemmestyret havde flere funktionelt ækvivalente reguleringsinstrumenter, der kunne kompensere for den begrænsning, der fulgte med valutaunionen. Jeg mener derfor at kunne konkludere, at hjemmestyret i realiteten fik fuld suverænitet på det økonomiske og erhvervspolitiske område. Dette betyder dog ikke, at hjemmestyret var uden begrænsninger, men at det ikke var de konstitutionelle betingelser der begrænsede reguleringsmulighederne. Vi skal nu se på, hvad det så var.

Økonomisk regulering i en åben økonomi Det der har haft afgørende betydning for reguleringsmulighederne, er den færøske økonomis tætte integration i verdensøkonomien. Dette viser sig ved økonomiens grad af åbenhed. I den efterfølgende tabel kan vi sammenligne den færøske økonomis åbenhed (målt som eksport i % af BNP) i forhold til andre lande. ØKONOMIERNES ÅBENHED; EKSPORT I % AF BNP 1983 Meget åbne økonomier Mindre åbne økonomier Åbne økonomier 34,4 Norge England 22,6 Belgien 64,9 30,5 Italien 21,9 56,9 Irland Island 19,0 30,3 54,8 Frankrig Sverige Holland 15,0 29,5 46.7 Danmark Tyrkiet Færøerne 29,3 Spanien 14,7 Schweiz 29,3 14,6 Australien Tyskland 29,3 Portugal Grækkenland 13,9 Østrig 26,1 Japan 13,3 USA 5.4 New Zealand 25,4 25,2 Canada Finland 25,1 Kilde: Ivar Jonsson "Hegemonic Politics and Accumulation Strategies in Iceland 19441990." (Side 84)

"Færøske kapitalmarkeds- og likviditetsforhold" Rapport fra et færøsk-dansk udvalg. Juli 1994. (Side 27). 64

Som det fremgår af skemaet har Færøernes en eksportandel på 46,7 % af BNP. Hvorimod den mindst åbne økonomi er USA med en eksportandel på 5,4 % af den samlede BNP. Dette fortæller os, at ca. halvdelen af den samlede produktion på Færøerne går til eksport og ikke til nationalt forbrug. Forbindelsen mellem produktion og forbrug går således via de internationale markeder. Dette betyder at kapitalakkumulationskredsløbet p-v-p' kun kan gennemføres via verdensøkonomien. Dette har betydet, at man ikke har haft mulighed for at føre en demand-side reguleringspolitik, hvor man forsøger at 'skrue' på forbruget, for at påvirke produktionen. En øget efterspørgsel ville ikke nødvendigvis stimulere færøsk produktion, men derimod produktionen i de lande Færøerne importerer fra. Derfor var/er supply-side regulering (hvor man forsøger regulere direkte på produktionen eller produktionsbetingelserne) den eneste mulighed for at påvirke erhvervsudviklingen. En konsekvens af dette har været, at den økonomiske regulering nødvendigvis måtte blive meget partikulær. Fordi når man er tvunget til supply-side regulering er man også nødt til at fokusere på selve virksomhederne, skibene etc. I praksis har der været tale om to typer af supply-side regulering. Den første type har været mest partikulær og rettet direkte imod fiskesektoren og konkrete virksomheder. Denne type regulering omfatter virksomhedsstøtte som investeringsgarantier, lån, lånegarantier, skibstilladelser. Den anden type af supply-side regulering har været noget mere almen, idet den ikke var rettet direkte imod enkeltpersoner og virksomheder og har omfattet haven, veje, søfartsskoler, fiskeriskoler, skibsværfter og fiskristøtteordninger. Vi må dog understrege at supply- og demand-side regulering hænger nøje sammen. Således kan konsekvenserne af statens supplys-side regulering også påvirke den samlede efterspørgsel i landet. Dette har også været tilfældet i den færøske økonomi. De mange havne og vej projekter som er blevet igangsat af det offentlige, eller de mange skibsbygningsprojekter som kun hvar været mulige på grund af statens investeringsgarantier, har også øget efterspørgselen i landet, på grund af den øgede beskæftigelse. Det ville dog være misvisende, at kalde dette en demand-side regulering, da den politiske målsætning ikke var at øge efterspørgselen, men at øge produktionen i eksportsektoren. Den øgede efterspørgsel var her en utilsiget effekt, der først og fremmest kom udenlandske virksomheder tilgode, da forbrugsvarerne bliver importeret. Et andet spørgsmål vi må stille er, hvorvidt supply-side reguleringen, som dominerende reguleringsform, har eksisteret i hele efterkrigstidsperioden. En mulighed kunne være, at økonomien i takt med udviklingen af kapitalismen ville bevæge sig hen mod en mindre åbenhed og dermed øge mulighederne for demand-side regulering. Vi kan dog ikke undersøge åbenheden for hele perioden, da man ikke begyndte at udregne BNP før end i 1964. Ser vi på udviklingen efter 1964 og frem, så kan det på den anden side give os et sikkert fingerpeg om hvorvidt dette har ændret sig, da det især er i løbet af sidste halvdel af 1960'erne og frem til slutningen af 1980'erne, at Færøerne oplevede de største strukturelle ændringer. I nedenstående figur ser vi udviklingen i den færøske økonomis åbenhed fra 1964 til 1990.

65

DEN FÆRØSKE ØKONOMIS ÅBENHED (EKSPORT I % AF BNP) I O64-9O

Kilde: Rigsombudsmanden på Færøerne

Som det fremgår af grafen, har eksportens procentvise andel af BNP, svinget omkring 40 % i hele perioden fra 1964 til 1990. Det er også i denne periode, Færøerne oplevede den største økonomiske vækst og gennemgik de største strukturelle ænderinger. Disse ændringer influerede dog ikke på økonomiens åbenhed. Vi kan derfor antage, at supply-side reguleringen, har været eneste reguleringsmulighed for den klientelistiske stat. Opsummerende kan vi sige, at reguleringsmulighederne ikke blev begrænset af de konstitutionelle forhold som hjemmestyreloven udgjorde, men derimod af de grundlæggende strukturelle forhold i økonomien, nemlig hjemmemarkedets lille størrelse og økonomiens åbenhed. Dette gjorde at kapitalakkumulationsprocessen kun kunne gennemføres via internationale markeder. Derfor var kun supply-side regulering mulig.

Sammenfatning og konklusion I dette kapitel har vi undersøgt, hvordan den færøske stat opstod, og vi har indkredset dens strategiske selektivitet. Dette har vi gjort ved at analysere hvilke dimensioner der strukturerer det politiske landskab. Vi har fundet frem til, at færøsk politik er karakteriseret ved at have tre dimensioner løsrivelse-samhørighed, højre-venstre og center-periferi. Disse dimensioner opstod i perioden fra 1849 og op til midten af 1920'erne. Da hjemmestyret blev indført i 1948 skete der imidlertid en ændring af styrkeforholdet imellem disse tre dimensioner således, at center-periferi dimensionen blev den dominerende. Spørgsmålet om egentlig løsrivelse blev taget af den realpolitiske dagsorden og konflikter i mellem højre og venstre blev reduceret til det minimale, da den danske stat varetog finansieringen af social-, sundhed- og skoleområdet. Hermed blev to storpolitiske sager reduceret til et minimum. Denne reduktion medførte, at det der før havde været opfattet som mindre betydelige uoverensstemmelser, nemlig forholdet imellem center og periferi, nu kom til at fremstå som storpolitik i den politiske arena. Forholdet mellem center og periferi var ellers ikke et ligeligt forhold. Kommunestrukturen med de 52 kommuner gjorde, at periferien i realiteten kun havde ét polititisk forum, hvor den kunne løse deres politiske problemer, og det var Lagtinget. I denne forbindelse gav valgloven gode muligheder for at formidle periferiens interesser ind i Lagtinget. I forholdet til centerregionen var periferien overrepræsenteret i Lagtinget. Således kan vi sige, at balanceforholdet i mellem center og periferi var til fordel for periferien. Tilsammen medførte 66

dette, at Lagtingsmedlemmet fik en rolle som bygdens patron (periferiens beskytter). Forholdet imellem politiker og vælger blev et patron-klient relation, og politikken blev domineret af klientelisme. De konstitutionelle betingelser under den klientelistiske stat, hjemmestyreloven, medførte at suveræniteten blev begrænset, men kun på det udenrigspolitiske område. På det indenrigspolitiske område og herunder den økonomisk regulering havde færinger kompetence til at styre selv. Derimod blev de økonomiske reguleringsmuligheder begrænset af den færøske økonomis åbenhed. Dette har medført, at det kun er muligt at føre effektiv økonomisk regulering via supply-side regulering. Den færøske stat kan derfor defineres som et Klientelistisk Supply-side Reguleringsregime. Klientelismen vil medføre, at de politiske indgreb bliver meget partikulære, da politik i en klientelistisk kontekst ikke drejer sig om samfundet som sådan, men om forholdet mellem patron og klientel. Denne tendens bliver yderligere forstærket af, at den eneste form for erhvervspolitisk regulering der virker efter hensigt er supply-side regulering. Denne form for regulering er også kendetegnet ved at være partikulær (til forskel fra demand-side regulering som er mere generel). Når klientelisme og supply-side regulering kombineres, vil de forstærke hinanden. Det klientelistiske supply-side reguleringsregime vil derfor i extrem grad være præget af snævre, partikulære hensyn. Konsekvensen af dette er, at der ikke vil være plads til overordnede generelle samfundsmæssige hensyn. Hvilke muligheder er der for at danne et hegemonisk projekt under et klitentelistiske supply-side reguleringsregime ? Her må vi igen se på den betydning, som omrokeringen af de politiske dimensioner har haft for staten. Omrokeringen betød, at indholdet i den politiske magts økonomiske og sociale base blev ændret. Især kom den til at ændre indholdet i den politiske magts sociale base, idet social-, sundhed- og skoleområdet i omfattende grad blev finansieret af den danske stat. Tilbage var nemlig kun fordelingen mellem center og periferi. Et hegemonisk projekt er netop kendetegnet ved, at det formår at forbinde den politiske magts økonomiske og sociale base og på den måde medvirke til at fremme statens enhed. Vi har nu fundet frem til, at det der skal forbindes er produktion og periferi. Dannelsen af et hegemonisk projekt, med det klientelistiske supply-side reguleringsregime som central medaktør, må derfor dreje sig om følgende områder: produktion og periferi. I næste kapitel vil jeg belyse, hvordan dette udformede sig til et hegemonisk projekt.

67

Kapitel 5 Dannelsen af det hegemoniske projekt 'Bygdamenning* Formålet med dette kapitel er at beskrive, hvordan det hegemoniske projekt Bygdamennning opstod. Et hegmonisk projekt er kendetegnet ved, at det samler politik og økonomi og sikrer en bred opbakning blandt befolkningen. I forrige kapitel fik jeg klarlagt det politiske landskab og defineret staten som et Klientelistisk Supply-side Reguleringsregieme. I dette kapitel vil jeg koncentrere mig om den økonomiske side af hegemoniet, og sætte fokus på udviklingen af eksportsektoren. Ofte anskues eksportsektorens struktur for at være noget, der ikke kunne være anderledes og dermed heller ikke noget der er værd at diskutere. Det perspektiv, der her skal lægges over den historiske udvikling af eksportsektoren er, at den bestemt ikke er nogen selvfølge, ikke er givet og uforanderlig, men at den sagtens kunne have været anderledes. Dette synspunkt forudsætter imidlertid, at der har været noget at vælge imellem. Der må således have været formuleret flere alternativer i løbet af historiens gang. Ellers kunne vi jo ikke tale om valg. For at kunne forstå eksportsektorens kontingens, vil jeg derfor i den efterfølgende gennemgang også diskutere nogle strategier, der ikke blev realiserede. Herefter vil jeg vise, hvordan det politiske og det økonomiske, sammen dannede det hegemoniske projekt bygdamenning. Det vi her især skal finde frem til er hegemoniets konkrete struktur og karakteristika. På denne baggrund vil jeg afslutningsvis diskutere, hvilken betydning hegemoniets struktur har for forholdet mellem politik og økonomi, samt dets konsekvenser for udviklingen af alternative erhverv. Men først handler det om eksportsektorens dannelse. I denne sammenhæng er det relevant at begynde undersøgelsen med tiden omkring anden verdenskrigs afslutning.

Anden verdenskrigs afslutning Under krigen havde færøske fiskere forsynet det britiske marked med fisk. Tyskerne forsøgte at afspærre den britiske ø for forsyninger, ved at skyde ethvert skib i sænk, der forsøgte at transportere varer ind til England. De færøske redere valgte alligevel at sejle til England og efterhånden var færinger de eneste, der sejlede fisk til dette marked. Dette medførte, at de efterhånden nærmest fik monopolstatus, hvilket fik fiskepriserne til at stige betydeligt. Anden Verdenskrig, var derfor også en periode med store fortjenester for den færøske fiskesektor. Selv om både fiskere og redere tjente godt, så havde de ikke mulighed for at bruge pengene, hverken til forbrug eller til investeringer (Færøerne var ligeledes afskåret fra forsyninger). Dette viste sig ved, at bankerne havde et større indlån end udlån. Ved krigens afslutning bugnede bankerne så at sige af penge. Desuden havde redere og fiskere oparbejdet et tilgodehavende på ca. 50 mio kr. i England (Dette svarer til ca. 1 milliard 1994 kr)1. 'Det er selvfølgelig behæftet med en del usikkerhed at vurdere hvad et det ville svare til i dagens kroner. For at få en fornemmelse af, hvor mange penge det drejer sig om kan det være nyttigt at vurdere. Vi ved at lønningerne fra 1960 til 1994 steg med faktor 17. Ganger vi 50 mio. kr med 17, får vi 850 mio.kr. Dette tal er dog for lidt, 68

Efter Anden Verdenskrig åbnedes der igen op for handelen, hvorved mulighederne for bruge og investere den opsparede kapital opstod. I økonomisk henseende, var der nu gode muligheder for erhvervsmæssig fornyelse. Spørgsmålet var imidlertid, hvordan og i hvad skulle der investeres? Hvilken erhvervsudvikling ønskede politikerne? Hvor skulle Færøerne udvikle sig hen? Dette var ikke tomme spørgsmål, men reelle spørgsmål, da man jo havde de økonomisk midler til at investere i nyt produktionsapparat. Aldrig før i historien havde færinger været så rige. Spørgsmålet var, hvordan skulle situationen udnyttes bedst muligt? I perioden 1945-48 blev der derfor formuleret flere ansatser til forskellige udviklingsveje. Både hvad angik udbygningen af fiskesektoren og alternative erhverv. For fiskesektorens vedkommende, nedsatte Lagtinget i 1945 en nationaløkonom der skulle foretage 'statistiske' undersøgelser, af mulighederne for erhvervsudvikling på Færøerne.2 Resultaterne af denne undersøgelse forelå Lagtinget i 1947 (Patursson 1948), og indeholdt en omfattende analyse af udviklingsmulighederne inden for fiskesektoren. (Dette forslag vil jeg vende mere udførligt tilbage til senere i dette afsnit). Angående udbygning af alternative eksportsektorer, blev der også i denne periode formuleret konkrete projekter. Således kom et forslag fra en dansk investor, der ønskede at bygge en nylonstrømpefabrik på Færøerne. Dette projekt blev dog ikke gennemført, men eksemplet viser, at der i denne periode ikke kun blev formulerede fiskeriprojekter, men også andre muligheder. Lad os se nærmere på dette projekt. Nylonstrømpefabrik I 1948 modtog Landsstyret en forespørgsel fra firmaet Axel Duckert fabrik for dameHerre-, Pige- og drengekonfektion, med følgende spørgsmål: "Paa given Foranledning skal vi herved tillade os at forespørge om det ærede Lagting mener at der er Muligheder for Oprettelse af en nylonstrømpefabrik paa Færøerne, og om man i paakommende Tilfælde kan forvente at faa Myndighedernes Støtte i Forbindelse med Udførelsen af en saadan Plan."3 Virksomheden skulle både forsyne hjemmemarkedet og eksportere, de skrev således: "For en orden skyld skal vi gøre opmærksom paa, at virksomheden ikke alene vil blive lagt an med Export for Øje, men ogaa med Henblik paa Forsyning af Hjemmemarkedet" (Ibid). I brevet spørges det: "om man i paakommende Tilfælde kan forvente at faa Myndighedernes Støtte i forbindelse med Udførelsen af en saadan Plan." Der opstod i Landsstyret en tvivl om hvad der mentes med "støtte". I Landsstyrets svar til Axel Duckert spørges der, hvad der mentes hermed. Landsstyret har højst sandsynligt opfattet dette som en henvendelse om økonomisk støtte. Det er dog tvivlsomt om det var det Axel Duckert mente, da de samme brev til Landsstyret gjorde klart, at: "Det er ligeledes en Selvfølge, at vi disponerer over den nødvendige Kapital til Oprettelsen af en saadan Fabrik, men vi undlader dog ikke at gøre opmærksom paa, at vi intet vilde have imod, at der kom færøsk

da vi ikke har taget i betragtning, hvor meget de steg fra 1950 til 1960. Vi kan derfor anslå det til ca. 1 milliard 1994 kroner. 2

Løgtingsmål nr 31. "HagfrøSingur løgtingsins". Løgtingstidindi 1947, side 288. Se også Patursson 1981, Bind 3, side 9. 'Brev dateret 15.5.1948. Til Lagtinget fra Axel Duckert Fabrik for Dame-, Herre, Pige- og Drengekonfektion. Føroya Landsskjalasavn F.L.J. nr. XII-266: Nylonsokkavirki. 69

Kapital med i Virksomheden". Man må her tage i betragtning, at brevet var skrevet lige efter at striden om hjemmestyret var over. Kun få måneder inden ansøgningen til Landsstyret, havde der raset en del politiske kampe, hvor der blev brugt store ord for og imod Danmark. Det er derfor mere sandsynligt, at Axel Duckert var ude efter at vide, om der kunne forventes politisk opbakning bag en sådan dansk finansiering på Færøerne. Svaret fra Landsstyret kom prompte: "der ikke er noget, der hindrer Oprettelsen af den omtalte Fabrik, men at Færøerne mangler fremmed Valuta til Indkøb af Raastoffer, saaledes at De ikke kan regne med, at faa fremmed Valuta til saadant Køb" "Dette var i realiteten det samme som et klart nej, hvorved der ikke kom mere ud af den sag. Der var valutaknaphed på dette tidspunkt, og Landsstyret havde rationeret fremmed valuta.5 Det færøske erhvervsliv (især fiskeriet), var dog undtaget denne regel. Det var derfor en klar forskelsbehandling Landsstyret her gjorde da de nægtede Axel Duckert valuta til indførsel af råvarer. For at forstå Landsstyrets forskelsbehandling i denne sag, må vi se på den vækststrategi der var konsensus om at satse på og understøtte politisk. Lad os se på denne strategi. Akkumulationsstrategien - fortsat ferskfiskeeksport Som sagt, havde færøske redere, handelsmænd og fiskere tjent godt på transport af fisk til England under krigen. Efter krigen var de opsatte på at fortsætte med isfiskeeksporten. Den eneste forskel fra krigstidens strategi var, at de nu ikke kun ville transportere fisken, men også fiske. Imidlertid havde den lukerative isfiske eksport til England under krigen, også haft sine omkostninger. Flere skibe var skudt i sænk af tyske undervandsbåde, der forsøgte af afskærme den britiske ø for forsyninger. Dette havde for det første medført store tab af menneskeliv, men det havde også medført, at flåden var reduceret med ca 1/3. For at kunne beholde de markeder de under krigen havde oparbejdet, var det derfor altafgørende at få flere fiskeskibe med det samme, så de fortsat kunne forsyne disse kunder. Ellers ville kunderne finde andre leverandører, og den færøske fiskesektor ville miste markedsandele til konkurrenterne, der ved krigens afslutning igen var begyndt at fiske. På grund af krigens ødelæggelser, var det imidlertid vanskeligt at få fat i materialer og leveringstiderne for nybygninger var alt for lang. Derfor valgte færinger at investere i brugte gamle kultrawlere fra England. Muligvis har man vurderet disse trawlere som særligt velegnede, da disse trawlere blev brugt til det samme i forvejen. I den efterfølgende tre årige periode blev der derfor investeret massivt i brugte kultrawlere fra England.6 Og i 1948 havde Færøerne Nordens største trawlerflåde: 37 trawlere på en samlet bruttotonnage på 12.769 BRT. (West 1972:191).

"Brev dateret 10 juni 1948. Fra Landsstyret til Firma Axel Duckert. Føroya Landsskj alasavn. FLL. nr. XII-266: Nylonsokkavirki. 'Dette blev gjort via Valutami5stødini. Importerede varer kom på den såkaldte 'bunden liste1, hvilket betød, at de kun kunne indføres hvis ValutamiostøQin gav tilladelse til det. 6

Se også Betænkning 106 (1954:16) angående oprettelse af Realkredit..., hvor der bla. nævnes: "Man mente efter krigen, at investering i trawlere var det mest rentable, idet markedspriserne for fersk fisk i Storbritannien var gunstige. Da en udbygning af fiskerflåden hastede, og man ikke på anden måde kunne skaffe fartøjer, købte man brugte,...."

70

Et vigtigt karakteristika ved denne massive udbygning af fiskeriflåden var, at dens geografiske tilhørsforhold også blev ændret. Før var flåden koncentreret om nogle få tilhørssteder, men nu var hele Færøerne med i investeringsræset, således at stort set alle bygder havde en eller flere fiskeskibe anskrevet som hørende hjemme i bygden. "Der var en hel 'grunder-periode', hvor det for mange bygder ligefrem blev en prestigesag, at bygden fik sin egen trawler" (Beretning 1953:13). Dette var muligt da mange fiskere havde oparbejdet en stor opsparing under krigen, som de nu investerede i kultrawlere. Nedenstående tabel illustrerer denne ændring. Bygder med fiskeskibe 1930-77 1930

1949

1967

1977

24 38 39 41 Antal bygder med fiskeskibe Kilde: Almenakki diverse årgange, Patursson 1979, Bind 1:210-212) Tabellen viser hvor mange bygder havde en eller flere fiskeskibe i perioden 1930-77. Den fortæller altså ikke noget om, hvor mange skibe der er tale om, eller hvor store de er. Det der i denne sammenhæng er interessant er det faktum, at 38 bygder i 1949 er integrerede i fiskesektoren. Dette har nemlig stor erhvervspolitisk betydning. Bygderne udgør jo lagtingspatronernes klientel og da dette klientel nu blev involveret i fiskeriet7, vil det naturligvis også påvirke deres krav til lagtingspatronerne. Klientellet vil naturligvis først og fremmest stille krav om at fremme fiskerierhvervet - og i særdeleshed fiskerierhvervet i deres lokalområde. Meget tyder dog på, at de færøske købere har været alt for ivrige og til tider på grænsen til det naive. Ofte købte de trawlerne uden at undersøge skibets tekniske tilstand ordentligt først! (West 1972:191). På den anden side, er det sandsynligt, at disse redere og fiskere har tænkt, at briterne var deres venner, idet de jo havde forsynet dem med fisk under krigen. De har derfor sikkert stolet på dem, og ikke regnet med, at de nu umiddelbart efter krigens afslutning ville snyde og bedrage dem, ved at sælge dem noget skrot. Men "business is business" og færingernes ivrighed efter at anskaffe sig fartøjer, fik efterspørgselen til at stige og dermed også priserne at stige. Ofte overbød færinger sig selv. Således kommenterede Lagman P.M.Dam at: "det er bare så ærgerligt, at en alt for stor konkurrence og agentsmartnes skulle komme til at fordyre skibene, ofte op i den dobbelt pris, de ellers med en landsstyresordning, kunne fås for."8 Derudover måtte mange af skibene igennem en større ombygning inden de overhovedet kunne tages i brug. Desuden medførte skibenes dårlige tekniske tilstand (på grund af alder), at hyppige reparationer var påkrævede.

'Bygden er integreret dels fordi en stor del fiskerne, som regel også har tegnet aktiekapital i fiskeskibene. Den er også involveret fordi skibetstilhørsforholdtil bygden, er med til at sikre den mandlige del af bygdebefolkningen arbejdspladser. ^øgtingsmål nr 53. LøgtingstiSindi 1949 side 214.

71

Nordens største trawlerflåde, som færinger var så stolte af, var for det første købt til en overpris, for det andet måtte den repareres inden den overhovedet kunne tages i brug, og til sidst måtte den hyppigt repareres for at holde den i drift. Dette fordyrede både anskaffelsen af trawlerne og driften.9 Konsekvensen af dette var, at kostprisen på ferskfisk steg. Når så briterne kort efter indførte 10 % told på indførsel af fisk, og priserne samtidig faldt, begyndte den før så lukerative produktion, at give underskud. Flere og flere rederier begyndte derfor at skifte over til salt- og klipfiskeri. Nu trådte det politiske system ind på arenaen og forsøgte at fastholde fiskesektoren i den strategi som den var begyndt på. Således vedtog Lagtinget, at "Alle færøske Fiskeskibes Fangst med Undtagelse af Snørefiskeskibenes maa indtil videre kun afhændes til Storbritannien"10 Problemet for fiskesektoren var, at isfiskeriet gav underskud, men nu blev de altså tvunget til at fortsætte denne underskudsgivende produktion. Når flåden ikke kunne omstille sig til mere profitable produktioner, var der kun en mulighed for at opretholde profitabiliteten, og det var at reducere løningerne, som udgjorde ca. 33 % u af kostprisen. Hermed var der lagt op til kommende arbejdskonflikter. Rederne forsøgte derfor i 1948 at forhandle sig frem til en nedsættelse af fiskernes lønninger. I første omgang forsøgte de kun at reducere skipperens andel fra 10% til 7 %. Det ville skipperne ikke uden videre gå med til. Skipperne ville kun gå ned i løn, hvis hele mandskabet gik tilsvarende ned i løn (Arge 1995:205-207). Dette kunne parterne imidlertid ikke blive enige om, og lønforholdet forblev uændret. I den efterfølgende tid, blev der holdt mange lønforhandlinger mellem rederene på den ene side og skippere, navigatører og maskinmestre på den anden side, men uden resultat. I forlængelse af disse forhandlinger blev der nedsat en uafhængig undersøgelseskommision, der skulle undersøge trawlerflådens driftsresultater. Undersøgelserne viste: "at hvis hyrerne blev reduceret med 20 %, så ville flåden bære sig" (Arge 1995:211). Med disse 'facts' i hånden forsøgte rederne endnu engang at blive enige om lønreduktion, men heller ikke denne gang lykkedes det. Rederne skrev derfor til Landsstyret og bad dem om at lave det nødvendige forberedelsesarbejde således at "Lagtinget vedtager en lov om tvungen overenskomst, for at få en ende på denne strid".12 Rederene truede indirekte med lock out og skrev til Landsstyret: "Organisationen har hidtil holdt sig tilbage med at stoppe trawlersejladsen, men hvis det offentlige ikke handler hurtigt, forventer organisationerne, at de enkelte rederiere vil lægge deres trawlere, da de kommer tilbage fra saltfiskeriet, ..." (Ibid). Landsstyret ville dog ikke lægge sig ud i arbejdskonflikten. Fiskerne ville heller ikke give sig og konflikteten tilspidsedes. Ved

9

Se nærmere om disse forhold i: Beretning 1953:13, hvor det bemærkes, at disse investeringer førte til "uforholdsmæssigt høje reparations- og vedligeholdelsesudgifter på forældede og tildels udslidte fartøjer og stærkt forøgede driftsudgifter " 10

Løgtingsmål nr 28, 1948. Løgtingstioindi 1948 side 90.

"Denne vurdering aflønningernes del af kostprisen, er bygget på en undersøgelse som af 33 færøske trawler's driftsresultater i 1947. Denne undersøgelse blev foretaget af en kommission nedsat af Lagtinget, og refereres i: LøgtingstiSindi 1948:59 "Løgtingsmål nr. 18". 12

Løgtingsti5indi 1948:58 "Løgtingsmål nr 18". Se også (Arge 1995:211) der behandler denne strid.

72

slutningen af 1948 meddelte rederne, at fra årsskiftet 1948/49, ville de iværksætte lock out, med mindre fiskerne kunne godtage de lønvilkår, som rederne satte. Nu var der ikke kun tale om 20 %, men hele 50 % lønreduktion (Arge 1995:218). Organisationerne svarede prompte, at "det kan vi overhovedet ikke diskutere" (Ibid). Udsigterne til en lock out, fik dog kort efter politikerne til at gribe ind. Dog ikke på redernes side, men på fiskernes side, idet der blev vedtaget en lov der sagde, at alle overenskomst aftaler fra 1948, skulle overholdes. For ferskfiskeriets vedkommende, som jo også var det der havde givet anledning til konflikterne, blev der dog gjort undtagelser.13 Derudover slog loven fast, "at det foreløbig var ulovligt, at lade trawlerflåden ligge" (Arge 1995:219). Således tog Landsstyret/Lagtinget klart fiskernes parti i denne konflikt. Da der på den anden side heller ikke blev taget initiativer, der kunne forbedre trawlerflådens driftsresultater, forblev fiskesektoren i en miserabel tilstand. For at afhjælpe fiskesektorens driftsproblemer, vedtog Lagtinget i 1950 en lov om finansiel hjælp til fiskeriet, hvor det stod, at "Landsstyret bemyndiges til at bevillige ejere af fiskefartøjer finansiel hjælp, enten som direkte lån fra landskassen eller ved garanti for lån".14 Alle disse stridigheder var opstået på grund af den forværrede kapitalakkumulation i fiskesektoren. Dette betød, at der var mindre i løn til fiskerne og mindre profit til rederne. De tiltag der blev iværksat, øgede på ingen måde den samlede kapitalakkumulation, men gik alle ud på, at omfordele kapitalen. Dels ved at reducere lønningerne og dels ved Lagtingets lov om tvunget lån til Vinnulånsgrunnin. Denne lov indebar, at alle der havde en årsindtægt på 15.000 kr. skulle låne et vist beløb til fonden15. Ordningen sikrede likvid kapital til fiskesektoren. Kapital der dels skulle finansiere driften i den stærkt underskudsgivende flåde. Landsstyret spillede således et slags dobbeltspil. Først tog de parti med fiskerne og udgik herved politisk krise. Dernæst tog de parti med rederne ved at tvinge alle lønmodtagere til at yde lån til Vinnulånsgrunnurin, som så kunne yde støtte til fiskesektoren. Alle disse iværksatte initiativer havde et formål at sikre profitabiliteten i fiskesektoren ved at tage fra lønandelen. Dels direkte ved at reducere lønningerne og dels indirekte ved at tvunget lån til Vinnulånsgrunnurin. Man kan sige, at det der egentlig blev forsøgt, var en intern devaluering. I praksis viste det sig næsten umuligt at gennemføre, på grund af arbejdskonflikter. Ikke alle løsningsforslag var af sådan karakter. Nationaløkonomen Erlendur Patursson, som Lagtinget havde ansat til at undersøge mulighederne for erhvervsmæssig udvikling, havde allerede i 1947 påpeget helt andre udviklingsmuligheder. Patursson mente, at målet burde være at øge den samlede kapitalakkumulation, så både fiskere og redere fik mere. På den måde kom Paturssons forslag til at stå i opposition til den praktiserede strategi, der gik ud på at opretholde profitabilitet alene ved at omfordele kapitalen. Paturssons indlæg er efter min mening meget interessant, da han her viste en bemærkelsesværdig fremsynethed og visionær tankegang.

l3

Desuden blev der vedtaget en lov, der sikrede fiskerne (Fiskere, fyrbødere og kokke) deres mindsteløn. (Arge 1995:219)

!4

Løgtingsti6indi 1949:209. "Løgtingsmålnr 53, 1950".

""Bestemmelser for Færøerne om tvungent laan til 'Vinnulånsgrunnur Føroya Løgtings'".In: Lagtingstidende 1945:53. 73

Paturssons forslag til øget kapitalakkumulation Patursson indledte sin artikel med, at slå fast, at fiskerierhvervet ikke alene konkurrerede med andre fiskerinationer, men med hele levnedsmiddelbranchen som sådan. Da fødevareproduktionen nærmest havde stået stille i Europa på grund af krigen, mente Patursson med sikkerhed, at fødevare produktionen ville stige de kommende år og at dette ville "trykke fiskepriserne ned" som han skrev (Patursson 1948:81). Spørgsmålet var så, hvordan den færøske fiskesektor kunne tilpasse sig disse ændringer på markedet. Patursson mente, at man altid kunne "fa fiskerierhvervet til at 'bære sig', men perfektionerer vi ikke teknikken, bliver dette kun gjort ved, at holde fiskerens lønninger nede - og det kan ikke være noget mål at styre imod" (Patursson 1948:85). Med henvisning til den praktiserede strategi skrev han: "Vi må konkurrere med god teknik og gode lønninger og ikke dårlig teknik og dårlige lønninger" (Patursson 1948:85). Videre skrev han: "Det som andre fiskerinationer gør er, at perfektionere teknikken således at de kan sælge sine varer til en konkurrencedygtig pris og samtidig yde fiskerne en god indtægt. Gør vi ikke dette sejler vi agterud" (Patursson 1948:85). At 'perfektionere teknikken', var hjørnestenen i Paturssons forslag. Forslaget kom derfor til at stå i skærende kontrast til den herskende investeringspraksis, hvor der blev investeret i gamle udslidte og forældede kultrawlere, som den engelske fiskesektor skiftede ud med nye diesldrevne trawlere. "Forbedret teknik er først det, at vi får bedre produktionsudstyr. Det betyder også at arbejdet i virksomheden - skibe og fabrikker - bliver bedre organiseret. Sidst men ikke mindst, kræver perfekt teknisk fagkundskab, mænd med fagkundskab og særlig kultur (Patursson 1947 in: Samfelagsrit 1948:85). Det centrale i oplægget var som sagt at perfektionere teknikken. Udover at forbedre og perfektionere eksisterende produktioner (Saltfisk, klipfisk og isfisk) "bør vi påbegynde andre produktioner med fuldkommen teknik. Ud af fisken som vores skibe og både fanger ved Færøerne og andre områder - kan vi f.eks. producere: 1 Saltfisk, 2 Klipfisk, 3 Fersk fisk (Iset) 4 Frossen fisk 5 Tørfisk 6 Røgede fiskevarer 7 Konserves 8 Fiskeolieprodukter 9 Produkter fra fiskeaffald og ben

74

10 Saltsild 11 Krydsild 12 Konserveret sild 13 Sildeolie 14 Sildemel" (Kilde: Patursson 1948:85,86) Den strategi der blev lagt op til var altså at differentiere produktionen. "En sådan varieret produktion, er ikke kun en vej til at sælge så meget som muligt, men snarere at sælge til en så høj pris som muligt, d.v.s., at få bedst mulig pris for vores fiskeproduktion" (Patursson 1948:83). Et andet vigtigt element i Paturssons strategioplæg var bemærkningerne om stordrift: "Fuldkommen teknik kræver ofte stordrift, hvilket også gør sig gældende i dette tilfælde. Vi skal derfor hellere have få store fabrikker, end mange og små. Det er også klart, at driftsomkostningerne på denne måde bliver mindre. Bliver fabrikkerne få og store, behøves heller ikke så mange specialister til at stå for driften" (Patursson 1948:88). I sin beretning til Lagtinget skriver han intet om, hvor en sådan industri skal placeres. I et andet brev til Lagtinget, foreslår han derimod, at der oprettes fiskeproduktionscentraler 1-2 i hver syssel.16 Dette kunne tyde på at Patursson her har den politiske dynamik i tankerne. Hver syssel var/er nemlig nærmest identisk med valgkredsene. På denne måde kunne der muligvis fås politisk opbakning bag en sådan erhvervsmæssig udbygning. Paturssons strategioplægs videre forløb Den strategi der i realiten blev satset på, stod i skærende kontrast til Paturssons forslag. I stedet for at perfektionere teknikken blev der investeret brugte kultrawlere fra England. Lagtinget satsede på at fastholde krigstidens erhvervsudvikling: fersk fisk til England. Dette betød, at fisken ikke skulle bringes på land til forarbejdning. Paturssons forslag derimod, indebar netop, at fisken skulle landes på Færøerne, hvorefter den skulle forarbejdes til færdige produkter. Derfor kom Paturssons forslag/indlæg til at stå direkte imod den herskende investeringspraksis. Desuden har forslaget om at centralisere fiskeindustrien, heller ikke givet anledning til Lagtingspatronernes begejstring. De var måtte jo først og fremmest tænke på, hvordan de kunne tilvejebringe deres vælgere ude i periferien de nødvendige arbejdspladser. Således havde Patursson på to afgørende punkter sat sig selv i opposition. 1) Ved at udfordre isfiske strategien 2) Ved at foreslå centralisering af en eventuel fiskeindustri. Konsekvensen var også, at stillingen blev nedlagt, umiddelbart efter at Patursson havde indleveret sin rapport. Der opstod endda vrøvl med udbetaling af hans løn for de sidste tre måneder. I Lagtingstidende kan vi læse, at "Erlendur Patursson under disse underlige omstændigheder er holdt op i Lagtingets tjeneste uden opsigelse fra tinget og uden selv at have sagt op".17 (Senere bevilligede Lagtinget dog løn for disse tre måneder).

l6

Løgtingstidindi 1946:304 "Løgtingsmål nr. 34. Bræv fra hagfrødinginum".

"Løgtingstiftindi 1947:289. "Løgtingsmål 31. Hagfrøoingur Løgtingsis".

75

Dette var i virkeligheden udtryk for, at redere og politikere ikke ønskede, at ændre den økonomiske vækst strategi, der var udviklet under krigen, men frem for alt fortsætte med den tidligere så lukurative eksport af fersk fisk til England. Fiskesektoren i krise En af hovedårsagerne til de driftsmæssige problemer i fiskesektoren, var som vi har været inde på, at driftsomkostningerne blev for store på grund af trawlernes dårlige tekniske tilstand og alt for høje pris. Dette medførte at kostprisen steg, hvorved der var mindre til profit. Da så også priserne begyndte at falde, gav produktionen direkte underskud. Denne økonomiske situation forværredes yderligere, da briterne i 1949 devaluerede pundet i forhold til dollaren. Endnu værre blev det i 1950, da koreakrigen brød ud, hvorved kulpriserne steg drastisk. Hvilket ramte den kuldrevne trawlerflåde hårdt (West 1972:192, Nolsøe 1995:105). I 1951 kulminerede denne udvikling da Sjovinnubankin krakkede. Sjovinnubankin havde i særdeleshed deltaget i finansieringen af flåden.18 Politikerne havde forsøgt at undgå det store krak, men løsningsforslagene, var alle præget af, at de ikke løste flådens egentlige rentabilitetsproblemer, men kun afbød konsekvenserne af krisen i fiskesektoren. Dette hang sammen med flådens geografiske spredning. I stort set alle bygder, var der registreret fiskeskibe. Derved blev lagtingspatronerne, om de ville det eller ej, pålagt en afgørende rolle som 'reddere' af deres klientels arbejdspladser. Det var således ikke fiskesektorens problemer som sådan der var på dagsorden, men det enkelte skib og det enkele rederi, der havde hjemstavn i vælgerkredsens bygder. Dette fremgår af "Beretning angående Sjovinnubanken" hvor det bemærkes: "I adskillige tilfælde har pengeinstitutter, Vinnulånsgrunnurin eller Lagtinget indrømmet nødlidende selskaber og erhvervsdrivende lettelser eller midlertidig hjælp under vidtgående beføjelser for at undgå fallitter, selv hvor disse gennem ejerskift og kapitalnedskrivninger kunne have banet vej for en egentlig sanering" (Beretning 1953:18). Ikke alene havde Lagting og Vinnulånsgrunnurin været særdeles rundhåndede og eftergivende, men også Banken havde i mange tilfælde handlet på samme måde.19 En af forklaringerne på, at en privat virksomhed som Sjovinnubanin valgte at handle på samme måde som de offentlige institutioner, var at bankens direktør samt bestyrelsesformand, var aktive politikere: "Trods påvisning fra banktilsynets side af, at dette eller hint selskabs aktiekapital er tabt, at selskabet er insolvent, eller at der blandt aktiverne findes værdiløse poster, bliver engagementet stående eller endog forøget. Helt uden betydning for resultatet har det næppe været, at bankens direktør og bestyrelsesformand indtog en politisk fremskudt stilling, og at 18

Sj6vinnubanken havde ført en særdeles ensidig udlånapolitik. Dette var også blevet kritiseret af banktilsynet i 1949, hvor de påpegede risikoen ved bankens ensidige tilknytning til fiskeriet (Beretning 1953:26). 19

Dette viste sig bl. a. ved 'rod' i regnskaberne: "Revisor Kirkhol har i samtlige sine revisionsberetninger påpeget, at mange af bankens store engagementer ikke blot var uden sikkerhed, men også uden dokumentation i form af gældsbrev eller lignende, ligesom han har gjort opmærksom på store restancer på renter og afdrag og på, at der manglede regnskaber fra kunderne" (Beretning 1953:42).

76

banken såvel som Sperm og Uvak og finansieringen af trawlerflåden for deres politiske meningsfæller måtte stå som udtryk for deres indsats og formåen. En beslutning om opgivelse af et eller flere af de store engagementer eller om standsning af kreditten til trawlerne kunne derfor være dobbelt vanskelig at tage for dem, fordi den tillige ville ramme dem i deres politiske position" (Beretning 1953:48). Hvad vi her ser er, at den klientelistiske dynamik, nu også havde spredt sig ud over de politiske institutioner og ind i banksektoren. Bankdirektøren, Th. Petersen, blev i den efterfølgende tid hængt ud som den store skurk (Blev bla. dømt for mandat svig - og senere frikendt!) Dette kostede også ham hans politiske karriere. Det ville imidlertid være en meget forkert fortolkning at opfatte ham som korrupt eller som forbryder. I virkeligheden, var han ikke andet end en meget ihærdig patron, der forsøgte at udnytte sin position til fordel for sit klientel. Eksempelvis, lånte han i 1949 350.000 kr til sig selv uden sikkerhed, men disse penge blev umiddelbart sat ind på en anden konto, nemlig til virksomheden p/f Sperm (Beretning 1953:9). Sammenbruddet i den færøske økonomi, som bankkrakket var et udtryk for, fik alvorlige sociale konsekvenser for befolkningen. Før krigen havde det været muligt, at leve af landbruget og småbådefiskeri. I mellemtiden havde samfundet ændret sig afgørende. Befolkningen var vokset, og en stor del var nu afhængig af jævne pengeindkomster for overhovedet at overleve, samtidig med, at der på dette tidspunkt, ikke fandtes nogen form for arbejdsløshedsunderstøttelse. Krisen og den arbejdsløshed der fulgte med, førte derfor direkte til fattigdom og nød. De føromtalte arbejdskonflikter, som det hidtil var lykkedes at holde nede ved forhandlinger, brød nu for alvor ud og i løbet af 5o'erne var arbejdsmarkedet præget af strejker af usædvanlig voldsomhed. Flere gange kom det til direkte fysiske konflikter. Noget der hidtil stort set havde været fraværende i kapitalismens historie på Færøerne. Sammenbruddet var derfor i høj grad blevet et politisk problem og påkaldte politiske løsninger. Det var således ved at gå op for politikerne, at krigskonjunkturen var slut og at der måtte satses på andet end ferskfiskeri. Dette gav sig i første omgang til udtryk ved, at Lagtinget i 1950, afskaffede den føromtalte lov, om tvungen eksport til England, der havde til hensigt at fastholde flåden til ferskfiskeriet (Mitens 1969:87). I to år havde man altså forsøgt at tvinge fiskesektoren til at fastholde ferskfiskestrategien. Erkendelsen af at strategien var mislykkedes, gav anledning til nye strategiovervejelser. Disse diskussioner handlede imidlertid stort set udelukkende om strategier, der på den ene eller anden måde var baseret på fisk som råvare. Ved siden af de store diskussioner om fiskesektorens reorganisering var der enkelte aktører, der stort set upåagtet af offentligheden, var gået i gang med at undersøge mulighederne for at udnytte tang til industrielle formål. Landsstyret havde fået henvendelser både af færinger og af danskere som havde vist stor interesse i udnyttelse af tang til fremstilling af alginat. Gert Holm, som kaldte sig konsulent, havde sendt Landsstyret en (populærvidenskabelig) redegørelse om mulighederne for at benytte tang til industrielle formål. G.Holm påpegede her, at videnskaben har påvist, "at nogle af de mest livsvigtige ingredienser baade for mennesker og dyr kan udvindes i de fornødne mængder gennem havet og havets bestand

77

af planter og fisk"20. Artiklen slutter med en direkte opfordring til Landsstyret, om sammen at undersøge disse muligheder nærme: "Lad os derfor slaa vore vinduer op til en større verden udenfor os selv og undersøge og forstaa, om der ikke ligger uanede muligheder for produktion af præparater udvundet af havplanter i det færøske søterritorium, som disse jodfattige lande sukker efter - uden maaske selv at vide det. Lad os studere de upåagtede rigdomme, der flyder i vor egen "baggaard" til ingen nytte; men som kan skaffe værdifuld valuta i klingende mønt" (Ibid). Landsstyret bad K.Hoydal fra fiskeriindustrikontoret om at kommentere artiklen. Hoydal kritiserede artiklen for at være svævende og særdeles usaglig og henviste i stedet til fiskeriindustrikontorets egne undersøgelser af samme emne. Desuden kunne Hoydal berette, at de faktisk arbejdede på at undersøge mulighederne for at etablere en industri baseret på tang som råstof. Konkret gik disse planer ud på, at bruge hvalstationen ved Å8ir, som forsøgsstation om vinteren da der ikke var nogle hvaler. Denne hvalstation havde nemlig nogle af de redskaber der skulle til, for at udvinde alginat. Civilingeniør J.Veyhe var en af hovedaktørerne bag disse planer og skrev til Landsstyret: "Jeg har i det små gjort indledende forsøg på at producere disse stoffer, og disse forsøg synes at bevise, at muligheder er for at producere Alginsyre og Alginater på Færøerne på samme måde som det gøres i vores nabolande"21 Civilingeniør Veyhe, var meget bevidst om den økonomiske krise og forventede næppe at der kom gang i en udbygning med det samme. Han skrev således i samme brev, at: "..selv om tiderne ikke er egnede til at etablere nye virksomheder, så burde man gøre forberedelsesarbejdet, for en ny og moderne tangindustri på Færøerne" (Ibid) Tankerne om en tangindustri vækkede dog ikke den store genklang hos politikere. Dog blev der bevilliget midler til enkelte studierejser. Mere blev der ikke af disse planer. I virkeligheden var det klientelistiske supply-side reguleringsregime blevet endnu mere fikseret på fisk. Selvom der var tale om var en økonomisk krise der ramte den politiske magts økonomiske base og man derfor burde kunne forvente, at man var interesseret i en hvilken som helt form for produktion, bare den gav overskud, så havde spredning af fiskerflåden ud på bygderne gjort, at der lå et stort pres på politikerne at fa fiskesektoren til at give overskud. Dette påvirkede igen den politiske formulering af problemerne. Det bliver tydeligt hvis man sammenligner problemidentifikationen efter krigen og nu i 1950'ernes økonomiske krise. Hvor det efter krigen blev taget initiativ til en undersøge mulighederne for erhvervsudvikling generelt, så blev der nu nedsat en kommission med den helt specifikke opgave, at undersøge hvilke skibstyper egnede sig bedst for færøsk fiskeri. De mere generelle overvejelser udeblev helt og kom slet ikke på dagsordenen. Denne indskrænkning af den politiske problemidentifikation afspejler også, at der i denne periode var sket en indskrænkning af mulighederne for alternative erhverv. Dette kom selvfølgelig også til at påvirke den efterfølgende genopbygning af den færøske samfundsøkonomi.

20

"Er der muligheder for at paabegynde en ny storindustri paa Færøerne baseret paa tang- og algevegetation! af Konsuletn Gert Hold. Dateret 1950. In: F.L.J. XII2662. 21

Brev fra Jacob Veyhe til Færøernes Landsstyre. Torshavn den 26/3-1952. Føroya Landsskjalasavn XII 266.

78

Genopbygningen Genopbygningen bestod af tre centrale elementer, som faktisk har præget samfundsøkonomien, helt op til i dag. Disse tre elementer var 1) Fornyelse af finanskapitalen 2) Fornyelse af fiskesektoren 3) Offentlige investeringer. Fornyelse af finanskapitalen Sjovinnubankin blev kort efter den var gået konkurs rekonstrueret. Det viste sig dog, at tabene og bankens engagementer var af så miserabel tilstand, at den første tilførsel af kapital langt fra var tilstrækkelig. Kort efter rekonstruktionen, gik den derfor igen konkurs. For anden gang blev den rekonstrueret, men nu også med kapital fra Føroya Fiskasøla og Tryggingarsamband Føroya (TSF). Som forsikringsselskab, var TSF en vigtig finansiel institution. Selskabet var i forvejen indirekte involveret i fiskesektoren, da den ikke betalte almindelig selskabsskat, men en afgift til Vinnulånsgrunninn (som kun lånte til fiskeriprojekter). På denne måde skete der en sammenvævning af Sjovinnubankin, Føroya Fiskasøla og Tryggingarsamband Føroya. Det blev imidlertid hurtigt klart, at hvis der skulle komme gang i fornyelsen af fiskerflåden, så var det altafgørende, at forbedre finansieringsmulighederne yderligere. I 1955 blev Færøernes Realkreditinstitut derfor oprettet. Dette institut blev oprettet ved hjælp af midler (10 mio.kr) fra den Amerikanske Marshalhjælp, samt 2 mio.kr fra Nationalbanken (West 1972:196). Instutionen blev oprettet med det formål, at opbygge reale værdier på Færøerne. Dog blev institutionens virksomhed foreløbig (gælder stadig) afgrænset til lån, imod garanti, til færøske fiskeskibe (Hagstova Føroya 1996:256). Realkreditinstituttet blev i eftertiden, og bliver det stadig, udelukkende regnet som fiskeriets finansieringsinstitut. Da instituttet blev oprettet, blev det dog lagt op til, at dens aktivitetsområde senere skulle udvides til andre områder. Således skrev udvalget i "Betænkning angående oprettelse af Realkredit institut på Færøerne" at: "Instituttets opgave indskrænkes efter forslaget indtil videre til alene at yde lån imod pant i fiskefartøjer, men man understreger dog det ønskelige i, at instituttets lånevirksomhed senere ved lov udvides til at omfatte andre områder" (Betænkning 1953 :VI). Dette var der i instituttets formålsparagraf også banet vej for, men det krævede/kræver imidlertid en politisk beslutning. Denne beslutning er den dag i dag ikke taget. Således er instituttet forblevet fiskeriets finansieringsinstitut. Helt op til 1993, har den danske stat stillet garanti for Realkredit Instituttets udlån, som hovedsagelig har bestået af 10 årige lån (Hagstova Føroya 1996:257). Da instituttet kunne yde lån helt op til 50 % af nye skibes anskaffelsessum (Hovgaard & Johansen 1993:78), blev den en central institution i fiskerflådens fornyelse. Udover Realkreditinstituttet blev der banet vej for flere andre danske finansieringsmuligheder. Således blev Kongeriget Danmarks Fiskeribank's område i 1959 udvidet til også at omfatte Færøerne (Hagstova Føroya 1996:257). I 1964, begyndte også Danmarks Skibskreditfond at yde lån til færøske skibsprojekter (Ibid s.258). Disse havde udelukkende til formål at finansiere investeringer i fiskeskibe. For andre investeringsprojekter (industri og service) blev det også muligt, at optage lån igennem egnsudviklingsfonden, hvis aktivitetsområde i 1961 blev udvidet til også at omfatte Færøerne. (Ibid)

79

Den danske stat spillede således en afgørende rolle i udvidelsen af finansieringsmulighederne og dermed i den efterfølgende genopbygning af det færøske erhvervsliv. Den form som finanskapitalen her fik betød imidlertid, at stort set hele finanskapitalen på Færøerne nu blevet involveret og direkte knyttet til fiskesektoren. Dette skabte også gode finansieringsmuligheder for fiskeriprojekter, hvilket var en betingelse for genopbygning af fiskesektoren. Samtidig skabte dette forskellige udviklingsbetingelser for henholdsvis fiskeri og alternative erhvervsinvesteringer. Sat på spidsen kan vi sige, at det medførte gode finansieringsmuligheder for fiskeriprojekter og dårlige finansieringsmuligheder for alternative erhverv. Med dette som udgangspunkt, kom den efterfølgende økonomiske udvikling til at være ensbetydende med udvikling i fiskesektoren. Fornyelse af fiskesektoren Genopbygningen af fiskesektoren, var baseret på to områder: fornyelse af flåden og udbygning af fiskeindustrien på land. Vi kan karakterisere selve vækststrategien som en faktordreven strategi, da det altafgørende element for profitabiliteten, var den frie adgang til fiskeresourcerne i hele det Nordatlantiske ocean. Fiskerflåden Kommissionen som Lagtinget havde nedsat i 1951, samme år som Sjovinnubankin var gået fallit, forelagde i 1953 sine resultater for Lagtinget. Konklusionen var klar: den bedste skibstype ville være stållineskibe. I de efterfølgende skibsinvesteringer, blev kommissionens anbefalinger nøje fulgt, og fik derved stor betydning for den efterfølgende modernisering af flåden. Nu er det langt fra altid, at rådgivning baseret på videnskabelig rationalitet, bliver fulgt. Snarere synes det modsatte at gælde. Når kommissionen i dette tilfælde blev fulgt, skyldtes det bl.a. ændringer finansieringsmønstret efter finanskapitalens reorganisering og især Færøernes Realkreditinstituttets centrale rolle i skibsinvesteringerne. Dette kan vi tydeliggøre ved at sammenligne finansieringsmønstret efter bankkrakket med finansieringsmønstret i genopbygningsperioden lige efter anden verdenskrig. Hvor investeringerne efter krigens afslutning hovedsagelig blev finansieret af privat kapital, blev investeringerne efter krakket i 1951 hovedsagelig finansieret via offentlige og halvoffentlige institutioner. Dette betød, at de afgørende og udslagsgivende investeringsbeslutninger (angående fiskeskibe og større landanlæg) nu blev taget i offentligt regi og disse institutioner fulgte kommissionens anbefalinger. Dette førte til afgørende ændringer i flådens sammensætning.

80

Fiskerflådens sammensætning (Antal) 1955

1964

Damptrawlere

18

8

Motortrawlere

11

6

Stålkuttere

58

Trækuttere1

43

Trækuttere2

14

Skonnerter

12

9

Slupper

142

37

Vodkuttere Kilde: (West 1972:197) 1) Langline, 20-70 BRT 2) Langline, over 70 BRT.

3

Som det fremgår af tabellen, så var der flest slupper i 1955. I 1964 var flådens sammensætning ændret, således at der nu var flest stållineskibe. Stållineskibene var således blevet den dominerende skibstype i fiskesektoren. Fiskeindustrien Fra i midten af 50'enre påbegyndtes en opbygning af de første filetfabrikker, som producerede frosne fiskefileter. Denne udbygning, påvirkede også fiskeriet. Hvor fjernfiskeriet før havde været det alta afgørende, blev det nu vigtigere, at få stabile råvareleverancer. Fiskeriet omkring Færøerne fik derfor større og større betydning. Da fiskerizonen blev udvidet til 12 sømil i 1964 øgedes leverancerne af fersk fisk til filetfabrikkerne samtidig med at de blev mere stabile (Toftum 1994:4-5). Dette forbedrede mulighederne forfiskeindustrienbetydeligt, og i perioden 1965-75 blev der således etableret 16 landanlæg (Ibid). Ferskfiskesektoren blev derfor med tiden mere og mere betydningsfuld. Dets betydning for hegemoniet, hang dog nøje sammen med den geografiske spredning af industrien. Bygderne som i forvejen havde fiskeskibe tilknyttet, var naturligvis interesserede i, at udnytte denne fangstkapacitet til en eventuel fiskeindustri i deres bygd. Samtidig ville fiskeskibene helst lande fisken der hvor skibet hørte hjemme. Derfor opstod der tidligt en tendens til, en spredning af fiskeindustrien på mange små enheder. Herved anedes allerede tidligt, et indre modsætningsforhold i industrien: masseproduktion i små enheder. Fordelen ved industriel produktion, er jo netop, at den på grund af stordriftsfordele er billigere. Nu blev industrien imidlertid spredt ud på små enheder, hvorved man gik glip at stordriftsfordelene. Alt andet lige, så indebar dette øgde produktionsomkostninger, et forhold der fra embedsmandsside, også blev advaret imod. Allerede i 1947 påpegede Patursson, at hvis man skulle udnytte stordriftsfordelene ved industriel produktion, så var det nødvendigt at centralisere industrien på nogle få områder. 81

Dette var i en tid hvor filetindustrien endnu ikke eksisterede22. Nu hvor udbygningen af fiskeindustrien tog fat, blev dette igen et højaktuelt tema. Dette kom bl.a til udtryk i en undersøgelse foretaget af "Nevndin til kannan av øktum virkismøguleikum", (Udvalget til undersøgelse af mulighederne for øget beskæftigelse), der blev nedsat i 1961 af Landsstyret. I udvalgets rapport advares der igen og igen imod disse tendenser: "Den tendens, der har været til at anlægge virksomheder til fremstilling af færdigfrossne varer ude på småbygder, må betragtes som uheldig" (Side 14). Og videre: "Den planløshed, der har været rådende ved anlæggelsen af fryserier, hindrer desværre en rationel udbygning af en del af disse". (Side 12) "Man bør derfor i fremtiden søge at koncentrere fryseindustrien til nogle få pladser med gode anløbshavne og placere virksomhederne i umiddelbar nærhed af kajanlæg. Både med hensyn til modtagelse af rårvare og afskibning af færdigvare vil en sådan placering indebære indlysende fordele" (Side 4) Der synes at være en meget klar opfattelse af de politiske dynamikker der påvirker erhvervsudbygningen. Således skriver udvalget at: "Hvis en større del af fangsten end hidtil skal ilandbringes på Færøerne, vil lokale interesser uden tvivl gøre sig gældende, således at bådene fortrinsvis søger at bringe fisken til de bygder og øer, hvor de hører hjemme. " side 12) Og videre: "Forudsat gode kaj- og havneforhold ville det være meget ønskeligt, at sikkerheden for en god og rationel udnyttelse af fangsten i større udstrækning blev afgørende for, hvordan den skulle afsættes, end selve stedets beliggenhed" (Side 12) Alle disse advarsler fik dog på ingen måde Lagtings patronerne til at gribe ind over for denne udviklingstendens. Tværtimod, så var de som patroner overfor deres klientel ude på bygderne forpligtede til at understøtte denne udvikling. Generelt kan vi sige om udbygningen i fiskesektoren, i perioden 1952-77, at der skete en diversificering af produktionen. Hvor Færøernes eksport før hovedsagelig bestod af saltfisk, klipfisk og ferskfisk, påbegyndtes i denne periode en eksport af flere nye produkter (fiskefileter, sild, sildeolie). Udviklingen af fiskeindustrien på land, medførte også at nærfiskeriet fik større samfundsøkonomisk betydning. Dog var fjernfi skeriet (Ved Island, Grønland, New Foundland, Barentshavet og Nordsøen), i hele denne periode op til midten af 1970'erne "det vigtigste inntektsgrunnlaget for færøysk fiskerinæring" (Toftum 1995:250). Men strukturændringerne i fiskesektoren var i gang og disse ændringer forudsatte, at der parallelt med investeringerne i fiskefabrikker og nye produktioner, også skete en udbygning af infrastrukturen.

22

Se i øvrigt også Paturssons bog 1981 "Fiskivinna og fiskivinnumål 1940-1970" Bind 3. side 20. Her kommenterer han også disse udviklingstendenser.

82

Derfor var denne periode også kendetegnet ved en markant stigning i de offentlige investeringer. Det offentlig fik således støre og større betydning for erhvervsudviklingen. Den offentlige sektor Infrastrukturinvesteringer Med den struktur fiskesektoren havde før Sjovinnubankin krakkede, var de infrastrukturelle behov ikke så store. Skibene behøvede ikke nødvendigvis, at ligge i havn i den bygd skibet hørte til. Skibet kunne ligge andre steder og mandskabet kunne rejse til hjembygen mens skibet lå i havn. Men med udbygningen affiskeindustrien,og i særdeleshed dens geografiske spredning, øgeds behovet for offentlige investeringer i infrastruktur markant. Først og fremmest havne- og moleanlæg, veje, elektrificering og kommunikation. I nedenstående figur ser vi hvordan de offentlige investeringer og investeringerne i fiskesektoren gradvist øgedes i omtrent samme takt i perioden 1964-77. INVESTERINGER 400

Mlokr

1 ©64-77 Offentlige

360

FIskMekloran 300 250 200 ISO 100

50

_

_

_

•

Ar

0

»5 e4

«» I 71 I 73 75 ' 77 ' «7 et 70 72 74 78 es

Kilde: Rigsombudsmanden på Færøerne.

En vigtig institution i forbindelse med de offentlige infrastrukturinvesteringer, var Investeringsfonden23, som blev oprettet i 1964 med formål, at finansiere offentlige investeringer, der var nødvendige for at sikre den erhvervsmæssige udvikling (Hagstova Føroya 1996:256). Fonden, der havde en grundkapital på 60 mio. kr, fik stor betydning i de infrastrukturinvesteringer, der er blevet foretaget i den efterfølgende tid. Ud over rollen om investor i infrastruktur, fik den offentlige sektor også andre roller, der havde stor betydning for dannelsen af det hegemoniske projekt. Denne udvikling var ikke så meget initieret af ændringerne i fiskesektoren og dens akkumulationsstrategi, men derimod samfundsmæssige ændringer i den sydlige del af rigsfællesskabet, nemlig Danmark. Social-, sundheds-, og skolevæsnet I løbet af 60'erne blev den danske velfærdsstat opbygget. Dette indebar at social-, skole- og sundhedsvæsnet i Danmark blev betydeligt udbygget. På grund af de tætte forbindelse "Fonden kaldes også '60 mio. grunnurin', da den havde en kapital på 60 mio.kr.

83

imellem Færøerne og Danmark, skabte dette forventninger om det samme på Færøerne. I hvertfald skabte det en politisk mulighed for færøske politikere, at formulere krav over for den danske Regering om det samme. Især Javna5arflokkurin (Socialdemokraternes søsterparti) førte frem "at Færøerne som en del af det danske rige måtte komme op på det samme materielle og sociale niveau, som de øvrige dele af riget" (Haldrup & Hoydal 1994:147). På denne baggrund, skete der således i den efterfølgende tid store udbygninger på sundheds, social og skole området. 11958 blev den danske folkepensionslov udvidet til også at gælde for Færøerne. I denne forbindelse havde der været diskussioner, om dette ikke ville medføre for store indskrænkninger i selvstændigheden og føre til afhængighed af Danmark. Folkepensions sagen var i sær Javna5arflokkurins mærkesag. Selv om Javna6arflokkurin var i opposition, så lykkedes det at få "den danske folkepensionsordning til også at gælde for Færøerne, hvilket gav dem en valgsejr i 1958" (Haldrup & Hoydal 1994:139). Selv Sambandsflokkurin havde været betænkelig med at indføre denne ordning, men kunne støtte forslaget under den forudsætning, at pengene kom fra Danmark (Haldrup & Hoydal 1994:145). Der kom dog først rigtigt gang i udbygningen af disse områder i 70'erne. Da gik man nemlig over at benytte § 9 i hjemmestyreloven, der sagde, at hjemmestyret kunne overtage administrationen af visse sagsområder og vente med at overtage finansieringen. Hidtil havde den almindelige praksis været, at beslutning og ansvar fulgtes ad. Nu blev der altså banet vej for overtagelse og selvstyre på dette vigtige område, uden at skulle betale. 11975 blev således administrationen af socialvæsnet overtaget, i 1977 sygehusvæsnet og i 1979 blev skoleområdet overtaget (Betænkning 1979:8, se også: Hovgaard & Johansen 1993:81). En ting der har spillet ind på udbygningen af den offentlige sektor, har uden tvivl været, at finansieringen er sket over de såkaldte refusionsordninger. Denne ordning medførte, at betalingen forefaldt uanset hvad forbruget lød på. De færøske politikere kunne således nærmest frit udbygge social-, sundheds-, og skoleområdet, uden at skulle overveje om Færøerne havde råd til det: regningen blev sendt til statsministeriet. Væksten i de offentlige investeringer og udbygningen af social, sundhed og skoleområdet medførte, at det færøske samfund begyndte af ændre sig markant. Haldrup og Hoydal beskriver ændringerne således: "Udviklingen af infrastrukturen tog fart med anlæggelsen af veje, havne og færgeforbindelser mellem bygderne og øerne samt udbygning af elektricitets, telefonnet, vandforsyning o.s.v. til alle dele af landet; den offentlig sektor blev drastisk udvidet med nye hospitaler, skoler, alderdomshjem; og samtidig etableredes flere offentlig myndigheder til varetagelse af velfærdssamfundets funktioner. Flere fik mulighed for at uddanne sig i Danmark og antallet af embedsmænd, læger, sygeplejersker og andre offentligt ansatte voksede, tilsammen med advokater, revisorer, ingeniører, bankfolk o.s.v. og de blev særligt koncentreret i Torshavnsområdet" (Haldrup & Hoydal 1994:146). Ændringerne i det færøske samfund fra 50'erne til midten af 70'erne, var således præget af to tendenser. På den ene side skete der en udbygning af fiskeindustrien ude i periferien, hvilket forbedrede beskæftigelsesmulighederne der. På den anden side skete der en udbygning af den offentlige sektor. Beskæftigelsesmæssigt kom denne udbygning dog hovedsagelig at gavne centerregionen, da de nye institutioner især blev lokaliseret i Torshavn. Disse ændringer medførte, at forskellen imellem Torshavn og bygderne, center 84

og periferi, blev større og større. Mens Torshavn kunne byde på langt flere varierede og ofte bedre jobmuligheder, kunne bygderne beskæftigelsesmæssigt kun byde på jobs i fiskesektoren. Desuden krævede mange af de nye jobs der blev skabt i den offentlige sektor uddannet arbejdskraft, mens fiskesektoren hovedsagelig beskæftigede ufaglært arbejdskraft. Således koncentreredes den uddannede del af befolkningen i Torshavn og de ikke uddannede i periferien. Alt i alt skete der en gradvis urbanisering af samfundet. En urbanisering, hvor den største variation af tilbud, muligheder findes i byområdet, mens arbejdslivet i bygderne var mere begrænset og ensformigt. Ud over denne kvalitative forskel i mellem center og periferi, der i denne periode blev mere tydelig, så havde centerregionen en større økonomisk vækst end periferien. Dette fremgår af nedenstående figur, der viser udviklingen i BFI (bruttofaktorindkomsten) for perioden 1964 til 1979. Grafen til venstre viser den totale vækst i BFI samt væksten i fiskesektoren. Her ser vi, at væksten i den totale BFI er relativt større en væksten i fiskesektoren. I grafen til venstre fremtræder dette helt tydeligt. Her ser vi, at fiskesektorens procentvise andel af den totale vækst i BFI, faldt fra 32 % i 1964 til 20 % i 1979. UDVIKLINGEN I BFI

I 964

-

79

36-1 %

3000

34

2600 32 30 28

•\

A,

\

\/

\ i

26 24

1000

22 20 Hskesektoran

Fltkucktorcn* «nd«l af umltd« BFI I %

18 77 'I 77 79 ' 79 68 '67 * 68 ' 71 ' 73 I 75 65 I 87 ' 69 I 71 I 73 75 '77 '7B Ar 64 66 68 70 72 74 76 78 I 66 68 70 72 74 78 78

Kilde: Årbog for Færøerne (1967-84). Rigsombudsmanden på Færøerne. I virkeligheden er dette udtryk for, at væksten i den offentlige sektor og service erhverv, (Revisorer, advokater, banker etc....) var relativt større end væksten end fiskesektoren. Ovenstående figur kan derfor også læses således: Venstre figur viser væksten i centerregionen og højre figur illustrerer det relative fald i den periferien. Således blev forskellen i mellem Torshavn og bygderne, i mellem center og periferi, mere og mere tydelig. Disse tendenser medførte, at befolkningen ude i periferien følte sig mere og mere truet og forbigået af den økonomiske fremgang som Færøerne i denne tid oplevede. Konsekvenserne for det politiske liv var, at center-periferi dimensionen blev radikaliseret. 170'erne kom dette til udtryk ved, at et helt nyt begreb opstod i færøsk politik. Periferien der følte sig tilsidesat og truet af udviklingen i centerregionen, formulerede nu for første gang deres modtræk til urbaniseringen, nemlig det berømte begreb Bygdamenning, der oversat til dansk betyder bygdeudvikling.

85

Hvad der mere præcist menes med Bygdamenning er imidlertid meget diffust. Det er der næsten lige så mange opfattelser af som der er politikere. Måske er det netop det der skal til for at kvalificere begrebet som et slag fokuseringspunkt for det hegemoniske projekt. Det er så diffust og uklart, at alle kan være enige om det. Bygdamenning står for noget ingen kan være uenig i. Ingen kan mene at bygdamenning er dårligt og da ingen ved hvad det helt præcist dækker over, er der heller ikke noget af være uenig i. I virkeligheden bibragte begrebet Bygdamenning ikke noget nyt i erhvervspolitikken. Som vi i dette kapitel har været ind på, så blev bygderne meget tidligt involveret i fiskesektoren. Med begrebet bygdamenning blev disse tendenser sat på begreb. Begrebet bygdamenning indgik i den politiske retorik og blev et begreb der kunne henvises til, når der var brug for at legitimere tildeling af ressourcer til en bygd. Som regel i form af infrastrukturinvesteringer eller skibstilladelser, støtte eller lån. Som regel ressourcer der var nødvendige for at fremme udviklingen i fiskerierhvervet. Da fiskesektorens spredning ud på bygderne var afgørende for den folkelige og politiske opbakning bag akkumulationsstrategien, vil jeg kalde det hegemoniske projekt for Bygdamenning.

Sammenfatning og konklusion Lad os nu se prøve at sammenfatte hvad der karakteriserede det hegemoniske projekt og diskutere hvilken betydning det havde for erhvervspolitikken og mulighederne for fremme af alternative eksportsektorer. Efter Anden Verdenskrigen, havde Færøerne en reel chance for at påvirke udviklingen i eksportsektoren. Der var politisk frihed og der var oparbejdet et stort overskud, der skulle investeres. Denne situation blev udnyttet til udelukkende at udbygge fiskerflåden. Opbygning af alternative eksportsektorer, som f.eks. nylonstrømpefabrikk, blev valgt fra af politiske motiver. Ikke alene blev der satset ensidigt på fiskesketoren men også indenfor fiskesektoren blev der satset ensidig. Strategien gik på at fortsætte ferskfiskeeksporten til England. Dette mislykkedes og de fleste gik over til klipfisk og saltfisk igen. De brugte gamle trawlere viste sig imidlertid at være købt for overpris og driftsudgifterne blev alt for store på grund af de hyppige reparationer der var påkrævet for holde skibene i gang. Dette sammen med ydre faktorer som prisfald, øgede kulpriser og øget told i England, førte til at fiskesektoren kom i økonomisk krise, der kulminerede med at Sjovinnubankin krakede i 1951. Da det var fiskesektoren der var i krise, havde de efterfølgende kriseløsninger også kun til hensigt, at løse fiskesektorens problemer. En af de vigtigste institutionelle ændringer der blev foretaget i den forbindelse, var reorganiseringen af finanskapitalen. De ændringer der her blev foretaget gjorde, at finanskapitalen fik en form, der sikrede kapitalflowet til fiskesektoren. Dette medførte en ulige konkurrence imellem sektorerne om den risikovillige kapital til erhvervsinvesteringerne. Således fik fiskesektoren langt flere muligheder for at finansiere investeringerne end andre sektorer. Dette medførte også, at den efterfølgende udvikling af eksportsektoren udelukkende kom til at handle om udvikling af fiskesektoren. Fiskerflåden blev fornyet og der påbegyndtes en udbygning af fiskeindustri på land. Udbygningen af fiskeindustrien indebar også stigende offentlige investeringer i infrastruktur, der var nødvendig for fiskesektoren.

86

Et karakteristika ved udbygningen af fiskesektoren/eksportsektoren var, at selve produktionsenhederne blev spredt over hele landet. Dette var imidlertid en forudsætning for at få den folkelige og politiske opbakning fra periferien. Sideløbende med en erhvervsmæssige udbygning, skete der en udbygning af statens/det offentliges velfærdsydelser: skole, sundhed og sociale forsorg. De mange nye institutioner der blev oprettet i denne forbindelse, blev lokaliseret i Torshavnsregionen. Herved var grundelementerne i det hegemoniske projekt skabt. Den politisk dominerende dimension, Center-periferi dimensionen blev i det hegemoniske projekt koblet sammen på følgende måde. I centerregionen blev der udviklet en offentlig sektor, som alle kunne nye godt af, men ikke betale til, da den danske stat betalte hovedparten af udgifterne. I periferien udvikledes fiskesektoren og skabte et indtægtsgrundlag for befolkningen der. På den måde blev der etableret en vis stabilitet i mellem center og periferi. Dog var der en tendens til, at væksten i centret var større end i periferien. Dette førte til et øget pres fra periferien om øget vækst, som igen førte til kravet om Bygdamenning. Da man allerede var engageret i fiskesektoren, udmøntede kravet om øget vækst sig i øget vækst i fiskesektoren. For periferiens opbakning bag hegemoniet, var fiskesektorens spredning altafgørende. Dette sikrede den folkelige og politiske opbakning bag akkumulationsstrategien i fiskesektoren. Det hegemoniske projekt havde altså to sider center-perieri og fiskesketoren-offentlige sektor. Der var derfor tilsvarende to områder der kan påvirke hegemoniets stabilitet. 1) Akkumulationskrise i fiskesektoren og 2) Overførselsindkomsterne fra Danmark. Da de rigsretlige relationer til Danmark har været stabile i hele koldkrigsperioden, har der ikke været fare for hegemonikrise på grund af reduktion i overførselsindkomsterne. Tilbage har vi fiskesektoren. Den er tilgengæld af natur meget ustabil og kan hurtigt true hegemoniets stabilitet. Det vi ser er, at sådan som det hegemoniske projekt er skruet sammen, kan en akkumulationskrise i fiskesektoren umiddelbart føre til en hegemonikrise. Det særegne ved denne form, kan måske træde tydeligere frem, hvis vi sammenligner med et andet hegemoniske projekt, som f.eks. den danske velfærdsstat. Her kan man forestille sig, at der skete radikale ændringer i akkumulationsstrategien uden, at velfærdsstaten blev truet. Så længe der akkumuleres kapital som kan beskattes og finansiere velfærdsstaten, så er hegemoniet sikret. Dette kan ikke forekomme i det hegemoniske projekt Bygdamenning, her vil en ændring i akkumulationsstrategien, umiddelbart føre til at hegemoniet trues. Dette hænger sammen med, den sociale opbakning ikke sikres af omveje via statens velfærdsydelser, men direkte via produktionsstrukturen spredning ud til de områder hvor befolkningen bor. Her er det ikke tilstrækkelig, at der akkumuleres kapital. Det er lige så vigtigt for hegemoniet hvor produktionen er placeret. Denne særlige form som fiskesektoren havde fået i efterkrigstiden op til 70'erne, fik afgørende konsekvenser for den politiske dynamik. Politisk betød dette, at selve produktionsstrukturen udgjorde den politiske magts økonomiske og sociale base samtidig. I den danske velfærdsstat er den politiske magts økonomiske og sociale base adskilt på den måde, at den økonomiske base er sikret via produktionen og de beskatningsmuligheder den giver, mens den sociale base er sikret via velfærdsydelserne. Her er det muligt at ændre den økonomiske base, uden at ændre den 87

sociale base. I det færøske tilfælde vil en ændring i den økonomiske base umiddelbart føre til en ændring i den sociale base. Det betyder med andre ord, at i det øjeblik der er akkumulationskrise i fiskesektoren, er det hegemoniske projekt også i krise. Det hegemoniske projekt kom også til at påvirke de politiske dimensioner. Højre-venstre dimensionen, der ellers kun kom i anden række, blev også påvirket. Normalt vil man kunne sige, at denne dimension viser sig ved spørgsmålet om den offentlig sektors størrelse og hvor stor del af statens indkomster, skal bruges til sundhed, skole og sociale ydelser. Disse spørgsmål blev for det første nedtonet da den danske stat finansierede en stor del af disse udgifter. Derudover blev den offentlige sektor hovedsagelig blev lokaliseret i Torshavn, hvilket medførte at denne (velfærds)udbygning i virkeligheden kom til at forstærke center-periferi dimensionen. Vi kan sige, at det der var tilbage af højre-venstre dimensionen blev forvandlet til center-periferi dimension. Dette kan anskueliggøres således. CENTER

PERIFERI

Urbanisering

Bygdamenning

Offentlig sektor

Fiskesektor

VENSTRE

HØJRE

Øverst i skemaet har vi Center-Periferi dimensionen. Nederst i skemaet har vi VenstreHøjre dimensionen. I midten har vi det politiske indhold som disse dimensioner fik i denne periode. Figuren skal læses oppefra og ned. Så ser vi at de temaer der udgør center-periferi dimensionen, er de samme som venstre-højre. Dette gælder ikke i den anden retning, nede fra og op, da den offentlige sektor hovedsagelig er dansk finansieret. Det skift i dimensionernes rækkefølge som indførelsen af hjemmestyret førte til, blev nu yderlige forstærket. Dette betød også, at en krise i fiskesektoren vil skærpe konflikten imellem center og periferi, og ikke som man måske kunne forvente, mellem højre og venstre. Dette viste sig også at være tilfældet, da udroerflåden kom i krise i 1974. Da belejrede fiskerne simpelthen Torshavn, idet alle veje ind til byen blev blokeret! Kampen imellem kapital og arbejde, højre og venstre, var blevet til en kamp imellem center og periferi. Selvom man kunne forvente, at den danske kapital ville stabilisere hegemoniet, så virkede de kun stabiliserende så længe det gik godt i fiskesektoren. I det øjeblik fiskesektoren kom i krise, ville de virke politisk destabiliserende. Derfor kan vi sige, at hegemoniets stabilitet afhang ene og alene af fiskesektoren. Så længe de rigsretlige relationer var stabile og så længe det Nordatlantiske ocean var frit tilgængeligt for den færøske fiskerflåde og muliggjorde en ekspansiv vækststrategi, var der ikke noget der kunne rokke ved det hegemoniske projekt Bygdamenning. Men netop adgangen til havets rigdomme, var efterhånden ved at blive et særdeles kontroversielt emne. De andre fiskerinationer praktiserede på samme måde som Færøerne, en ekspansiv vækststrategi. 11977 kulminerede dette ved, at alle lande fik indført 200 sømile grænse. Det stabile hegemoni var for første gang for alvor truet. Hvad dette kom til at betyde for det hegemoniske projekt, er temaet for næste kapitel.

88

Kapitel 6 200 Sømilegrænsen 1977 Hvilken vej ? I dette kapitel skal vi se nærmere på den udvikling, der førte frem til den internationale gennemsættelse af 200 sømilegrænsen. Vi skal også undersøge, hvilke konsekvenser dette fik for den færøske fiskesektor og dermed det hegemoniske projekt Bygdamenning. Hvordan blev der reageret overfor denne institutionelle udvikling ? Den ekspansionsstrategi som den færøske fiskerisektor havde satset på i hele efterkrigsperioden, var på ingen måde enestående for Færøerne. Tværtimod var det mere en strategi alle fiskerinationer fulgte.Med tiden førte dette til øget udnyttelse af havets rigdomme. I perioden siden Anden Verdenskrig op til sidst i tresserne øgedes fangsterne på verdensbasis jævnt med ca 7 % om året (hvilket giver en fordobling hvert 10 år) (Agger 1973:15). Dette førte uomgængeligt til en skærpet kamp om fiskeressourcerne. Omkring Færøerne kom kampen om havets ressourcer til udtryk i gentagne fysiske konflikter imellem britiske og færøske fiskere. Briterne som havde fisket omkring Færøerne i snart 100 år følte uden tvivl, at de havde en selvgiven historisk ret til ressourcerne, mens færinger på den anden side, følte at deres nationale rettigheder blev krænkede af briterne. 11957 herskede nærmest en koldkrig's agtig stemning imellem færøske og britiske fiskere. Der er ikke skrevet meget i historiebøgerne om disse stridigheder, men noget tyder på, at situationen har været temmelig tilspidset. I Scottish Daily Expres den 8 april 1957 kan vi læse, at briterne sendte krigsskibe op til Færøerne for at hævde de britiske trawleres fiskerirettigheder. Avisen skrev: "The third week of the war of nerves with the Vikings started with the arrival here at midnight of the Lennox, an ex-minesweaper, with one fourinch gun and four 40 mm bofors".1 Færøske fiskere forsøgte at fortrænge de britiske trawlere, ved at lægge deres liner på tværs af de britiske trawleres fangstbane. De prøvede også direkte at omringe de britiske trawlere: The Lady Stanley and the Grimsby trawler Tokyo were surrounded by trouble-seekers yesterday at Enniberg point 33 miles from here" (Ibid). De britiske fiskeres organisation har sandsynligvis, ærgret sig over, at miltærmagten ikke kunne løse problemet. De skrev i samme avis: "We have renounced the use of force. Our country is in the position of a schoolmaster who dares not punish his pupils". (Ibid) Og "The last great freedom - the freedom of the seas - is being attacked" (Ibid). Lignende konflikter udfoldede sig ikke kun ved Færøerne, men de fleste steder hvor ressourceknapheden viste sig som et problem.

'FøroyaLandsskjalasavn. J. 1957 nr. XI-2205 89

Den internationale udvikling Således førte fiskerinationernes ekspansions strategi til skærpede konflikter. I begyndelsen af 70'erne fik denne strid en ny dimension. Før havde striden kun handlet om adgang til fiskeressourcerne, nu begyndte et andet problem at melde sig, nemlig rentabilitetsproblemer på grund af overfiskeri. Den øgede fangstindsats var ved at nå et punkt, hvor fangstkapaciteten var langt større end nødvendigt. Således blev det vurderet af The joint ICNAF-ICES Committee on the Cod Stocks in the North Atlantic: "at den nu enormt mobile og effektive flåde besidder et 'overkill' på 40 %. Hvilket vil sige, at flåden er 40 % større end hvad der er nødvendigt for at få den maksimale fangst ud af fiskeriet" (Agger, Hoydal 1973:10). Denne overkapacitet medførte, at fiskeriets driftsomkostninger blev større end nødvendig. Overkapaciteten og det derafledte overfiskeri truede således erhvervets rentabilitet. Derfor blev spørgsmålet om fiskeriregulering i den efterfølgende tid et meget centralt tema. Da havet stadig var 'fælles eje1 blev der igennem de internationale organisationer ICNAF og NEAFC forsøgt at regulere fiskeriindsatsen, men alle bestræbelser i denne retning mislykkedes. De enkelte nationer så derfor ingen anden udvej, end selv at overtage denne opgave. Således blev fiskeriregulering et nationalt anliggende. Med tiden proklamerede flere og flere kyststater, at de havde rettighederne over ressourcerne der fandtes inden for 200 sømile zonen. Nationaliseringen af verdenshavene var for alvor begyndt. I midten af 70'erne havde hovedparten af alle kyststater tilkendt sig selv denne ret (FAO 1992:3). På internationalt plan var denne rettighed endnu ikke grundet i nogle juridiske aftaler, men ene og alene i staternes selverklærede ret og suverænitet. Denne nationaliserings proces var dog ikke forløbet uden 'sværdslag'. Det kendteste slag her i Norden er den såkaldte torskekrig, der brød ud, da Island i ensidigt 1975 erklærede deres 200 sømile zone. Denne suverænitetserklæring kunne briterne, som havde fisket under Island i årtier, under ingen omstændigheder acceptere, og fortsatte deres fiskeri indenfor 200 sømil. Dette førte til voldsomme konflikter mellem britiske trawlere og islandske inspektionsskibe. Briterne sendte (på samme måde som under Færøerne i 50'erne) krigsskibe op til Island for at 'beskytte' de britiske trawlere i deres forehavende. Konflikten førte til flere direkte sammenstød. Heldigvis krævede torskekrigen ingen menneskeliv, men kun materielle tab.2 11977 blev det endelige punktum sat for striden om nationaliseringen af verdenshavene, da retten til 200 sømil endelig blev stadfæstet ved den internationale domstol i Haag. Færøerne fulgte op efter denne internationale fiskeripolitiske udvikling og udvidede samme år den færøske fiskerizone til 200 sømil. Det er symptomatisk for denne udvikling at færinger selv, på intet tidspunkt gjorde nogen bestræbelser på at opnå samme rettigheder. Nok var dette et rigsanliggende, og det færøske Lagting havde i realiteten heller ingen ret til på egen hånd at erklære suverænitet over ressourcerne inden for 200 sømil, men man fremsatte heller ikke nogen ønsker herom over for den danske Regering. Dette havde dog sine årsager: fjernfiskeriet var nemlig stadig det grundig gennemgang af denne konflikt henvises til Jon Th. Thor (1995): "British trawlers and Iceland 1919-1976". (Side 204-226). Fiskeri- og Søfartsmuseets Studieserie, 6. Publications of the Department of Economic History of the University of Goteborg, 69.

90

vigtigste indtægtsgrundlag for fiskesektoren. Zoneudvidelsen var derfor som et tveægget sværd for den færøske fiskesektor: på den ene side skabte den gode muligheder for nærfiskeriet, på den anden side blev fjernfiskerflådens fangstmuligheder stærkt begrænset.

NÆRFISKERFLÅDENS PERSPEKTIV

FJERNFISKERFkAjJENS PERSPEKTIV

Fra: (Haldrup& Hoydal 1994:158-159) For den økonomiske udvikling på langt sigt markererede indførelsen af 200 sømilegrænsen i bogstavelig forstand en 'grænse for vækst' i fiskerisektoren, og dermed også en grænse for vækst for den herskende akkumulationsstrategi. For fremtiden var det ressourcegrundlag fiskesektoren kunne regne med, den mængde der svømmede inden for zonen. Fiskerisektoren var i realiteten blevet spærret inde i sit eget akvarium. I et land med en markant befolkningsvækst og stigende velfærdskrav stod det hermed klart, at noget måtte erstatte den hidtidige vækststrategi, der var baseret på inddragelse af stadig flere og større fangstområder. Færinger blev således tvunget til at spørge sig selv, 'hvad skal vi leve af i fremtiden.?' Hermed var der lagt op til en strid om, hvilken vækststrategi man skulle satse på.

91

Der var i princippet to muligheder. Enten måtte man finde helt nye produktionsmuligheder, der ikke krævede fisk som råvare. Eller man måtte finde andre fiskearter, andre fiskeprodukter og andre fangstmuligheder. Både fra politisk side og ifiskerikredse,var man tidligt i 70'erne klar over, hvor udviklingen bar hen. Alligevel reagerede man først i 1977, det år hvor 200 sømile zonen endeligt blev stadfæstet i Haag. Nu begyndte overvejelserne for alvor. I det følgende vil jeg fremhæve og belyse to begivenheder der afspejler hver sin side i denne valgsituation: Industribetænkningen der påpegede alternative produktioner og Fiskasølans Symposium, der påpegede alternative fiskeprodukter og fiskearter.

Industribetænkningen Sommeren 1977 nedsatte landsstyret en kommission, hvis hovedformål var at undersøge industriens udviklingsmuligheder og komme med forslag til, hvordan man kunne fremme en udvikling af alternative erhverv til fiskeriet. "Sagen var mere påtrængende end før, idet det nu stod klart, atfiskerierhvervetville blive begrænset på visse fangstområder, og det var svært præcist at vurdere, hvilken påvirkning denne nedskæring vil have for det færøske samfund" (Idna5aråliti5 1978:2). Udvalgets kommissorium var bredt formuleret og gav vide rammer for undersøgelsen. Opgaven blev formuleret således: 1 )Registrering/virksomhedstælling 2)Landsomfattende oversigt over industri/erhvervsudbygningen og anbefalinger om forbedringer af eventuelle skævheder i udbygningen 3)Behandling af de vilkår som industrien har at arbejde under i dag og forslag til forbedringer 4)Behandling af industriens financieringsvilkår og forslag til eventuelle forbedringer og koordinering af finansieringen, hvor der også skal lægges vægt på en vurdering af behovet for støtte til udbygning. Udover disse punkter havde udvalget mulighed for at inddrage andre problemområder i analysen, hvis den fandt det nødvendigt. Udvalget skønnede, at det var nødvendigt/nyttigt at belyse nogle konkrete udviklingsveje, hvor produktionsbetingelerne på Færøerne var specielt gunstige. Det blev endvidere klart bemærket, at undersøgelsen ikke skulle omfatte almindelige fiskevirksomheder og skibsfinanciering, men kun omfatte alternative erhverv. Et forhold der gør Industribetænkningen yderligere interessant er, at den ikke kun udtrykker nogle få enkeltpersoners synspunkter og ideer, men havde sit udspring i en bredere kreds. Udover selve kommissionsmedlemmerne3 blev der nemlig også udpeget et ombudsudvalg med repræsentanter fra handels- og tekniske skoler, fagforeninger, og arbejds-

3

Der bestod af: Tormoour Dahl (industrrirådgiver), Guttorm Djurhuus (ingeniør), Trygvi Johannesen (fuldmægtig), Arne K. Olsen (statsautoriseret revisor), Olaf Olsen (direktør).

92

giverforeninger4, der skulle medvirke i undersøgelsen. Dette betyder, at Industribetænkningens hovedsynspunkter må læses som et udtryk for en bredere konsensus og fælles problemforståelse, der herskede blandt beslutningstagere inden for erhvervslivet, arbejdsgiverforeninger, fagforeninger, skolemiljøer og embedsmænd. Industribetænkningens hovedsynspunkter. Industribetænkningen, der blev forelagt Landsstyret i 1978, er et omfattende dokument, som indeholder analyser af en række forhold der har betydning for industriudviklingen5. Rapportens hovedkonklusioner kan sammenfattes i tre temaer, som jeg her skal trække frem. Det første tema handlede om baggrunden for den økonomiske vækst, som Færøerne i de sidste år havde oplevet. Der blev påpeget, at denne økonomiske fremgang skyldtes: -At fiskerierhvervet indtil for nylig kunne udnytte stadig større havområder. -At bytteforholdet imellem fisk og andre varer havde været til fordel for fisk -At der var en politisk vilje til at øge de offentlige tjenester og få disse financieret udefra (Den danske stat - JC) (idnaSarålitiS 1978:10). Derudover blev der påvist, at den førte erhvervspolitik først og fremmest havde til formål at fremme fiskerierhvervet: "den erhvervsfremme politik, der hidtil har været praktiseret på Færøerne, har hovedsagelig sigtet imod at stimulere fiskerierhvervet og især at udbygge fiskerflåden. De senere år er også fiskeindustrien på land blevet støttet. Politikken har således ikke sigtet imod neutralitet imellem erhvervsgrenene, men har forsøgt at påvirke erhvervssammensætningen til fordel for bestemte erhverv. "(Ibid s 15) Det andet tema handlede om konsekvenserne af den ensidige satsning på fiskerierhvervet. Her blev det understreget, at hele den færøske økonomi er blevet så specialiseret, at hele samfundet hænger i en line. "Eksport specialiseringen gør hele den færøske økonomi meget sårbar. Bytteforholdet imellem fisk og andre varer har fået afgørende betydning. Så længe som dette er godt, dvs. at fiskepriserne ligger højt sammenlignet med andre priser, er der ingen fare, men så snart der er tilbagegang, vakler hele samfundsøkonomien. Vi har ingen garanti for, at bytteforholdet i fremtiden vil være til fordel for fisk" (Ibid s 11). Udover de rent økonomiske konsekvenser, målt i kvantitative termer, blev også den kvalitative side af problemet diskuteret. Det blev fremhævet, at et så ensidigt erhvervsliv medfører "et utroligt ensidigt udvalg af arbejdspladser" og at dette kunne få negative følger for trivselen. "For trivselen på Færøerne er det ikke kun antallet af arbejdspladser, der har

"Føroya Handisskiili, Føroya Arbei5arafelag, Havnar ArbeiQsmanna- og kvinnufelag, Tekniski skiilin i Térshavn, Tekniski skulin i Klaksvik, Béndafelagio, Føroya Idnadarfelag, Føroya Handverksmeistarafelag, Føroya Handverkarafelag og Klaksvikar ArbeiSsmmannafelag. 'Disse omfattede: financieringsmuligheder, skatte og told betingelser, en registrering af alle virksomheder og beskæftigede, (løvrigt den første af sin slags), egenkapitalforhold, sagsbehandlingsprocessen for projekter, rådgivningsbehov, salg og markedsføring, uddannelsesforhold, og mulige udviklingsveje (Konkrete erhvervsgrene, som udvalget mente ville være mulige at satse på)

93

betydning, men også om udvalget af stillinger er stort nok" (Ibid 11). Det tredje tema handlede om behovet for ny vækststrategi. Der blev påpeget, at da de fleste fiskeriområder var underlagt den internationalt accepterede og gennemførte 200 sømile zone, kunne det færøske fiskerierhverv ikke ekspandere, ved at inddrage nye råvarekilder. Det blev her slået fast, at den faktordrevne vækststrategi, ikke længere var mulig: "Nu da de fleste fiskeribanker er lagt ind under fiskerigrænsen, er det ikke længere muligt for det færøske fiskeerierhverv at vokse ved at lægge nye råvarekilder ind under sig" (Ibid s i l ) . Kommissionen advarede, at hvis ikke der blev gjort en alvorlig indsats for at få gang i andre erhvervsgrene, så ville dette i længden føre til et reduceret befolkningstal. Det er derfor: "idag behov for, at andre erhverv får bedre vilkår. Dette kan delvist gøres ved at lade erhvervsfremmende (støttende) politik omfatte alle erhverv på samme niveau. At fiskerisektoren er komme godt på vej og har begrænsede vækstmuligheder, taler for at reducere dens særlige fordele og hellere give særlige fordele til de erhvervsgrene, som hidtil ikke rigtigt er 'kommet sig', f.eks. anden industri udover filetfabrikker." (Ibid s. 15) På denne baggrund konkluderedes i betænkningen: "Alt taler derfor for, at det er nødvendigt at omallokere kapital og arbejdskraft fra fiskeriet til industri" (Ibid). Vurdering af industribetænkningen. Industribetænkningen var usædvanlig, idet den allerede på dette tidlige tidspunkt påpegede stort set alle de strukturelle svagheder, der var/er betinget af den ensidige eksportsektor. Industribetænkningens konklusioner var i virkeligheden dybt kontroversielle, idet de udfordrede alle gældende paradigmer, der lå og stadig ligger til grund for den økonomiske vækst, nemlig forestillingen om, at det kun er igennem fisk, at økonomisk vækst kan opnås. Det der i rapporten blev lagt op til, var intet mindre end en konkurrerende akkumulationsstrategi, der ville true detfiskeindustrielleakkumulationsstrategi's livsnerve, nemlig tilførsel af kapital. Industribetænkningens konklusion, "at alt taler for, at omallokere kapital og arbejdskraft fra fiskeri til industri" lagde ligeledes op til at ændre selve finanskapitalens form. Finanskapitalen var i 50'erne netop blevet rekonstrueret med det henblik, at sikre kapitalflowet over i fiskesektoren. Rapporten ramte derfor selve kernen af den problematik der er forbundet med at udvikle alternative eksportsektorer, omallokeringen af kapital og arbejdskraft. Man kunne måske forvente, at en sådan 'opsang' ville føre til en heftig erhverspolitisk debat. I stedet for en debat om Færøernes fremtidige erhvervspolitik blev rapporten simpelthen gemt væk. Idnaåarstovan, som havde medvirket i processen, skrev i 1982: "Industribetænkningen kom aldrig længere end til vores tingmænds arkivmappe".6 Politikerene undlod simpelthen at diskutere kommissionens rapport og konklusioner. Begrebet non-decision, er her yderst relevant. Begrebet antyder, at man også kan tage beslutning, ved ikke at tage en beslutning. I vores tilfælde kan vi påvise, at politikerne ved at ignorere rapporten og undlade at tage stilling til den, ja lade som om den ikke eksisterede, i realiteten tog en beslutning om, at der ikke skulle arbejdes videre på at løse de problemstillinger, som Industribetænkningen havde kortlagt.

1

"Figging av rakstri, endurskipan, logarbroyting". Føroya Idnadarstova. T6rshavn nov. 1982. (Side 12.)

94

Tre år senere bemærker udvalgsmedlem T.Dahl, med ironisk undertone: "måske var materialet for omfattende (240 sider), der findes i hvertfald ingen anden god grund til, at vores folkevalgte nu i snart 3 år fuldstændig har tiet denne erhvervslivets røst ihjel."7 Det er dog bemærkelsesværdigt, at der ikke tages stilling til en betænkning som landsstyret selv havde bestilt. Endnu mere bemærkelsesværdigt synes det, når man medtænker de omstændigheder, der udgjorde den egentlige baggrund for, at udvalget blev nedsat, nemlig den struktur krise der opstod efter udvidelsen til 200 sømil og som genererede behovet for en omstilling i eksportsektoren.:

Fiskasølans symposium Fiskasølans symposium blev afholdt i 1981, 4 år efter zoneudvidelsen. Også her var formålet at diskutere konsekvenserne af zoneudvidelsen og hvilke veje man nu skulle gå. I forbindelse med hvilke udviklingsveje man skulle satse på, havde Fiskasølan nogle forslag 'i posen1 som de mente kunne løse problemerne. Symposiet som blev afholdt i Torshavn var offentligt. Emnet havde stor folkelig interesse, og blev afholdt for fuldt hus af tilhørere og med deltagelse af alle centrale beslutningstagere inden for fiskerisektoren samt politikere. Hele mødet blev desuden direkte transmitteret via radioen og blev nøje dækket af dagspressen. Det der gør symposiet særligt interessant i denne sammenhæng er, at selvom Fiskasølan var initiativtager, blev problematikken ikke lagt frem som et privat virksomhedsspecifikt omstillingsproblem, men et samfundsøkonomisk problem med formuleringer som "hensynet til efterkommere". Dette antyder Fiskasølan/fiskesektorens hegemoniske position og dets bestræbelser på, at opretholde hegemoniet. Symposiets hovedsynspunkter8 Symposiet blev indledt med en opridsning af baggrunden for den hidtige økonomiske vækst. Der blev påpeget, at helt op til slutningen af tresserne, var ca. 90 % af eksportværdien baseret på fiskeri ved fjern og midterområderne. På denne baggrund blev hele den færøske økonomi opbygget. Således bemærkede Fiskasølans direktør, Birgir Danielsen i sin indledningstale: "Vi har erhvervet os viden, skabt traditioner, opbygget en flåde med den mest effektive teknik, uddannet vort folk og opbygget et marked på den forudsætning, at vi kunne bevæge os frit og fiske frit i hele det nordatlantiske hav (Birgir Danielsen in: Føroya Fiskasøla 1981:12). Denne forudsætning er med den internationale gennemsættelse af 200 sømile zonen, ikke tilstede længere, proklamerede Danielsen. Formuleringer som "at vi bliver smidt ud (utihystir) af vores traditionelle fiskeriområder" (Birgir Danielsen in Føroya Fiskasøla 1981: 12-9) vidner om at Fiskasølan primært anskuede zoneudvidelsen fra fjernfiskerperspektiv.

7

"Føroya Idnaoarfelag 25 år - VarSar og Vånir". Torshavn 1981. Side 17.

8

Efter indlæggene hvor hovedsynspunkterne blev præsenteret, var der fri debat hvor tilhørerne i salen havde mulighed for at stille spørgsmål. Denne diskussion bragte mange emner på banen. I stikordsform skal jeg her angive de fremtrædende emner: Fiskerireguleringens nødvendighed, kvalitetssikring af fiskeprodukter, fleksibilitet, Fiskasølans politik og strategier, om det var forsvarligt at bygge så mange filetfabrikker, om begrænsning af flåden, om det ikke var muligt at have samme produktion på Færøerne som Fiskasølans datterselskab har i England, om at politikerne ikke lytter til fiskeribiologerne, om fiskeriaftaler, fiskeripolitik, handelspolitik.

95

På grund af fundamentale ændringer i fiskesektorens rammebetinglser, måtte fiskerierhvervet i fremtiden, baseres på fiskebestandene ved Færøerne. Om dette sagde B.Danielsen: "Det ressourcegrundlag vi har for hånden i dag er næppe tilstrækkeligt for vores efterkommere. Det grundlag vi har tabt - uden egen skyld - må vi finde andre udveje for, både her hjemme hos os selv og borte i andre lande, i samarbejde med andre der er os venligt sindede" (Birgir Danielsen in: Føroya Fiskasøla 1981:17). Der blev efter Danielsens indledning, understreget, at det på grund af disse ændringer, vil være altafgørende, at finde nye alternativer til de tabte ressourcemuligheder. "Vi har folk, både herhjemme og udenfor Færøerne, som har evner og vilje til at gå nye veje og bygge noget op" (Birgir Danielsen in: Føroya Fiskasøla 1981:16). De alternativer der blev nævnt var: Blåhvilling, fiskeopdræt, eksport af know how til den 3. verden og Shipping. Blåhvilling Hidtil var blåhvillingebestanden først og fremmest blevet benyttet til at bytte sig frem til kvoter i andre lande. Der var på dette tidspunkt gjort enkelte forsøgsfiskerier efter denne ressource. Disse forsøg havde givet store forhåbninger til, at netop denne ressource kunne kompensere for de tabte ressourcer i andre farvande. En af deltagerne i dette forsøgsprojekt sagde: "at hvis vi man kunne fiske 300.000 tons blåhvilling om året (TAC vurderet til 1.000.000) så ville det skabe ca 600-1000 flere arbejdspladser inden for fiskesektoren. (Mørkøre in Føroya Fiskasøla 1981:71). Fiskeopdræt Fiskeopdræt var sådan set ikke noget nyt på Færøerne. Det nye var, at man begyndte at opfatte fiskeopræt som en kompensation for de tabte muligheder på fjern og miterområderne. Der blev redegjort for de opdrætsmetoder man havde forsøgt på Færøerne. Disse omfattede: 1) Ocean ranching hvor man slipper lakseyngel ud i en å, hvorefter den selv svømmer ud i havet og efter dens vandring i tre år i Nordatlanten vender tilbage til samme å, fuldvoksen og klar til slagtning. 2) Traditionel opdræt hvor fisken opbevares i kar eller i net hele vækstperioden. Da denne metode var den mest rentable, blev den også opfattet som den kommercielt mest interessante. Priserne var på dette tidspunkt særdeles høje, men man var klar over, at de højst sandsynligt ville falde når der kom større mængder af opdrætsfisk på markedet. Man forventede dog at en rentabel drift kunne opretholdes, hvis der blev lagt vægt på effektivisering og rationalisering. Know-how til den 3. verden Et helt nyt område som blev diskuteret, var eksport af know-kow inden for fiskerierhvervet til den 3. verden. Et marked der var blevet udvidet, efter at regelen om 200 sømil var blevet internationalt gældende: "I den 3. verden er flere lande, som nu har faet en vid fiskerigrænse, men endnu mangler mulighederne at gøre nytte af disse. Her burde der være muligheder for os, men jeg tror, at der er behov for en koordination af de virksomheder, institutioner og enkeltpersoner, som kan tænkes at have interesse i et sådant tiltag - spredte 96

kan vi intet gøre. Der foreligger desuden et udkast til en fond eller en virksomhed, som kunne tænkes at være det samlende (integrerende) led i sådanne aktiviteter" (Olaf Olsen in Føroya Fiskasøla 1981:27). Shipping Et andet nyt område der blev påpeget som nye 'udviklingsveje1, var shipping. "Det som hidtil har været nævnt, har alt mere eller mindre haft noget med fisk at gøre, men vi må ikke fortabe os i, at vi ikke kan andet. Vi kan i allerhelst meget andet. Et som ligger nær at tænke på er shipping og det ser ud for mig, som at det ikke sker helt intet på dette område, og jeg håber, at vi kan opbygge en handelsflåde, som virkelig tæller med....Hvis vi vil så kan vi!" (Olaf Olsen in: Føroya Fiskasøla 1981:28). Der var således en hel del forhåbningsfiilde talere. Vurdering af symposiet Symposiet havde stor offentlig interesse, og stort set alle beslutningstagere indenfor erhvervslivet var tilstede. Baggrunden for symposiet var at fiskesektoren stadig havde problemer med at omstille sig til de nye vilkår. Udover at påpege nye fiskearter og opdræt, er det interessant at Fiskasølan, som jo beskæftigede sig med at sælge fisk, nu også begyndte at arbejde med tanker om alternative erhverv som eksport af fiskeriteknologi og shipping. Alle de alternativer, som blev lagt frem på symposiet, var løsninger, som der blev arbejdet på i praksis, dog kun på et forsøgsstadium. Man kan derfor sige, at symposiets vigtigste funktion, var at legitimere de produktionsstrategier som endnu kun var "på bedding". Der åbenbart behov for at skaffe den nødvendige opbakning bag en yderligere allokering af kapital til fiskesektoren, så de kunne føre de planlagte produktionsstrategier ud i livet.

Sammenfatning og konklusion Vi har indtil videre fundet ud af, at det hegemoniske projekt Bygdamenning, afhang af fiskesektorens stabilitet. Dette betød, at den politiske, økonomiske og sociale stabilitet i samfundet afhang af fiskesektorens økonomiske succes. Da fiskesektoren i 1977 blev indespærret til 200 mile zonen, var hegemoniet derfor i alvorlig fare. En bredere samfundsøkonomisk og politisk krise lurede lige under overfladen. Det eneste der kunne afværge denne krise var, om det lykkedes at reproducere fiskesektoren ude i periferien. Samtidig var både embedsmænd og politikere klar over, at ressourcegrundlaget næppe var stort nok til at sikre hegemoniet. Derfor blev Industribetænkningen nedsat. De løsninger der blev foreslået i betænkningen forudsatte imidlertid, at der blev allokeret kapital fra fiskerierhvervet over til andre erhverv. Industribetænkningen blev derfor opfattet som en trussel, hvorefter betænkningen blev gemt væk. På den ene side var man altså klar over, at sømilezonen havde sat en grænse for vækst, på den anden side var det ikke politisk muligt at gøre noget ved det. Erhvervspolitisk set var man således fanget i et dilemma. Hvis man på den ene side valgte at se virkeligheden i øjnene, og udvikle alternative eksportsektorer, ville der være risiko for ændringer i hegemoniet og dermed risiko for omfattende samfundsmæssige konflikter. Især imellem center og periferi. En forsmag herpå, havde man faet, med udroerkrisen som huserede i 70erne. Fiskerikrisen førte til, at udroermændene vendte deres aggression og aktioner imod Torshavn. Hvis man på den anden side kunne omstille fiskesektoren og fortsætte væksten ude i periferien, så kunne hegemoniet måske 97

bevares og konflikter undgås. Til gengæld var det tvivlsomt, om ressourcegrundlaget var tilstrækkeligt og om det var muligt at opretholde økonomisk vækst og rentabilitet på langt sig. Mørklæggelsen og fortielsen af Industribetænkningen tydeliggør, at politikere aldeles ikke var indstillet på at tage "tyren ved hornene" og imødegå den konflikt som en eventuel hegemonikrise ville medføre. Da Fiskasølan nogen tid efter tog initiativet og lancerede flere udviklingsveje, der primært satsede på produktioner baseret på fisk, kom dette nærmest som sendt fra himlen til det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime. Fiskasølans strategiforslag viste vejen som kunne redde det hegemoniske projekt Bygdamenning.

98

Kapitel 7 Den vindende akkumulationsstrategi I forrige kapitel fandt vi frem til, at de forslag som Fiskasølan var kommet frem med på symposiet, kunne medvirke til at reproducere det hegemoniske projekt Bygdamenning. Disse initiativer vandt derfor hurtig politisk opbakning. Formålet med dette kapitel er at se nærmere på selve realiseringen af den strategi som Fiskasølan havde lanceret. I den forbindelse skal vi også se på den sideløbende politiske udvikling.

Fiskasølans strategi Det afgørende skift i fiskesektorens strategi kan karakteriseres med de Dalgas's berømte ord: "Hvad udad tabes må indad vindes". De fiskeressourcer man havde tabt, skulle nu primært vindes indenfor de 200 sømil. Denne akkumulationsstrategi var som nævnt i forrige kapitel, baseret på 5 forskellige produktioner 1) Filetindustrien (isfisk), 2) Blåhvilling, 3) Opdræt, 4) Eksport af know hov og 5) Shipping. Vi skal nu se nærmer på disse produktionsgrene. 1) Filetindustrien På samme måde som zoneudvidelsen havde ramt den færøske fiskesektor, ramte den også andre lande, der var afhængige af fiskeri i fjerne farvande. Især den europæiske fiskeindustri blev ramt hårdt, da Nordatlanten udgjorde deres vigtigste fangstområde. Deres skibe blev nu, på samme måde som færøske fiskere blev det i andre lande, smidt ud af deres traditionelle fangstområder. De stod derfor med et stort råvarebehov, som deres flåde ikke havde mulighed for at dække. Således medførte ændringerne i fiskesektorens produktionsbetingelser, altså også ændringer i konkurrencebetingelserne. Et nyt marked åbnede sig så at sige. Det var dette fiskeindustrielle marked, den færøske fiskesektor rettede sig imod. Det de havde behov for, var råvarer så de kunne fortsætte deres produktion. Man begyndte derfor at producere frosne fileter presset sammen i blokke. 'Blokken', som den hedder i folkemunde, blev så videreforarbejdet af den europæiske fiskeindustri til færdigretter. Fra midten af 1970'erne påbegyndtes en modernisering af den færøske filetindustri. Samtidig steg antallet af filetfabrikker betydeligt. Ved begyndelsen af perioden eksisterede der 16 landanlæg. I denne periode blev der yderligere bygget 4 fabrikker, således at antallet i 1989 kom op på 20 filetfabrikker. Under dannelsen af det hegemonoiske projekt Bygdamenning opstod tendensen til at sprede produktionsenhederne ud på bygderne. I denne periode fortsatte tendensen og spredningen var nøje afstemt efter politikerpatronernes klientel. Dette fremgår tydeligt, hvis vi ser filetindustriens spredning på de 7 valgkredse. I nedenstående figur er dette grafisk illustreret.

99

Filetfabrikkernes spredning ud på de 7 valgdistriketer

Filetindustriens strategi der, som sagt gik ud på at sælge til det europæiske fiskeindustrielle marked, forudsatte naturligvis, at filetfabrikkerne fik jævne forsyninger af råfisk. Parallelt med udbygningen affiletindustrienpå land, skete der derfor en udbygning af isfisketrawlere på søsiden. Kystfiskerne, som var den eneste gruppe i den færøske fiskesektor, der havde glædet sig over zoneudvidelsen, havde nok forventet, at de ville blive en central del af en kommende fiskeindustri. Fangsten med line gav jo en bedre fisk og man kunne derfor levere råvarer af topkvalitet til fiskeindustrien. I stedet blev det altså trawlerteknologien der vandt. Dette hang sammen med, at det ikke var topkvalitet eller mærkevarer, som fiskesektoren satsede på, men derimod at levere 'blok' til et industrielt marked. Det vigtigste var derfor, at få fisk i så store mængder som muligt, samt at få så stabile råvareforsyninger som muligt. I denne sammenhæng var trawlerteknologien afgjort den bedste. Antallet af isfisketrawlere steg således drastisk i den efterfølgende periode. I nedenstående figur ser vi, hvordan antallet af isfisketrawlere steg i perioden 1976 til 1992.

100

ANTAL ISFISKETRAWLERE Antal 100

I 976-92

80 80 70 •"•-„._

eo 50 40 30 20 10-

I Ar 197S

1978

1880 1S82

1984

1988

1988

1990

1992

Kilde:Thomasen 1994

En del af disse skibe var gamle skibe, som blev ombygget til isfiskeri, men der var også en del nyinvesteringer. I forbindelse med nyinvesteringerne havde Landsstyret en central rolle. De besluttede for det første, hvem der kunne få skibstilladelse, hvilket var den første forudsætning for at kunne investere i et skib. Dernæst afgjorde Landsstyret, hvem der kunne få landskassegarantier, lån og støtte og hvem der ikke kunne få. Dette gav naturligvis anledning til store politiske slagsmål, for efter hvilke kriterier blev disse midler fordelt? I et lovforslag, som blev lagt frem i Lagtinget, blev der spurgt efter hvilke grundregler, der lå bag Landsstyrets skibsinvesterings politik. Hvorfor fik nogle selskaber og personer tilladelse og: "hvilke grunde er der for, at nogle selskaber og nogle enkeltpersoner aldrig får svar på deres ansøgninger?".11 bemærkningerne kritiseredes Landsstyret for: "at hovedparten af de investeringer der er foretaget, er såkaldte venne- og bekendte- investeringer, eller en konsekvens af venne- og bekendte investeringer, da misforholdet ville blive for tydeligt, hvis ikke også et enkelt selskab fik lov til at foretage samme slags investeringer som vennerne og de bekendte"2. Lovforslagsstilleren kaldte denne form for politik for 'alibipolitik' og påpegede at med en sådan alibipolitik ville det være umuligt, at styre udviklingen. At et sådant emne blev taget op i Lagtinget vidner om, at man var bevidst om de fordelingspolitiske konsekvenser af klientelismen. For den vrede lovforslagsstiller så det ud som om at det primært var venne- og bekendtsabs relationer der afgjode fordelingen og lovforslagsstilleren brugte endda ord som 'politisk korruption1. Men som vi påpegede i kapitel 4, så medfører klientelismen først og fremmest en stærk binding mellem politikerpatron og klientel. Inden for dette klientel kan der dog sagtens være tale om en forfordeling til venner og bekendte. Fra en senere undersøgelse foretaget af Lagtingsrevisorerne bliver synspunktet om klientelismens dominans yderligere underbygget. Lagtingsrevisorerne som har haft adgang til alle Landsstyrets og finansudvalgets notater og referater, skrev om Landsstyrets

'Løtingstidindi 1983:519,. Bind A. " Løgtingsmål 104. Uppskot til samtyktar um skipailøgupolitikk Landsstyrisins." 2

Ibid side 521.

101

behandling af 16 nye skibe, at "ansøgningerne blev behandlet ud fra en geografisk fordeling og råvarebehov hos enkelte filetfabrikker.."(Løgtingsgrannsko5ararnir 1993:25). Konsekvenserne af denne geografiske spredning af filetindustiren var, at filetindustrien ikke kunne udnytte de stordriftsfordele fuldt ud, som masseproduktionskonceptet ellers gav mulighed for. Dette betød, at produktionsomkostningerne blev større end de ellers ville have været, hvis man havde haft færre og større fabrikker, der bedre kunne udnytte stordriftsfordelene. Dette var naturligvis også gældende i 50-60'erne, men her havde priserne være støt stigende og havde derfor ikke spillet den store rolle. Siden oliekrisen var udgiftsniveauet imidlertid steget, hvorimod fiskepriserne ikke steg tilsvarende. For at opretholde profitabiliteten valgte filetfabrikkerne at give fiskerne en lavere pris. Dette var fiskerne naturligvis utilfredse med. På et offentligt møde arrangeret af Me6ginfelag Utroårarmanna i 1980, gav fiskerne udtryk for deres utilfredshed med fiskepriserne. S.Thulesen, som var direktør i en af filetfabrikkerne svarede fiskerne: "Jeg har sagt det før, ja det må snart være mere end 10 år siden, nøjagtigt på samme plads hvor jeg står i dag , at skal vi have den højeste pris, så skulle der kun være 2-3 filetfabrikker på Færøerne"3 Direktørens argument overfor fiskerne var, at hvis man ville have alle disse filetfabrikker, så måtte man gøre sig klart, at det også havde sin pris. Han var dog ikke i tvivl om at det i et samfunsmæssigt perspektiv var bedst at have disse fabrikker. Direktøren tilføjede: "Det synes alligevel at være bedre for vores samfund som helhed at have det sådan. Og det er jo således, at råfiskeprisen giver lidt mindre til båd og mandskab, men det kommer alligevel flere gange tilbage til bygderne som løn til dem der arbejder der. Det er måske fiskerens kone eller hans børn, og derved bliver hele bygdesamfundet rigere, og man behøver ikke at flygte til andre større bygder. Jeg har faet fortalt, jeg har ikke undersøgt det selv, at i sådanne pladser betyder fisk fra hver fisker arbejde til 2-3 andre folk. Det må derfor være det rigtige, at det er sådan som det er i dag, at vi både har nogle store virksomheder og samtidig har mulighed for at skabe arbejdspladser ved så mange andre pladser som muligt. Men vi må endnu engang gøre os klart, at det koster, og det koster på fiskeprisen" (Ibid). Det som her bliver udtrykt, er egentlig fiskesektorens kompromis. Den giver afkald på en højere pris for tilgengæld at få en bredere folkelig og politisk opbakning. Det som fiskerne og direktøren diskuterede var, hvem der skulle betale: fiskerne eller industrien. I denne situation var det altså industrien, der stod stærkest og 'prisen' for hegemoniet blev skubbet over på fiskerne. 2) Blåhvilling Indtil midten af 70'erne var blåhvilling stort set ukendt som kommerciel ressource, "men sideløbende med den kraftige nedgang og regulering af andre bestande i selve Nordsøen øgedes interessen for bestanden af blåhvilling" (Guttesen 1979:73 ). Det der især gjorde blåhvillinge bestanden interessant på dette tidspunkt var, at der tilsyneladende var rigeligt 3

Utvarp Føroya (1980a) "Middepulin" 12.02.1980. Båndnr. 12924

102

af den. Enkelte anslog bestanden i Nordatlanten til ca. 3,5 mio. tons, mens andre mente den lå omkring 10-20 mio. tons (Guttesen 1979:73). Ud fra disse vurderinger blev totalbestanden vurderet til at være den største i hele dette havområde (Bornhøft 1981). På denne baggrund indledt de nordisk lande et fælles udviklingsprojekt Nordfisk, som gik ud på at udvikle ny produktionsmetoder således, at denne fiskeart kunne anvendes til konsum (Nordforsk 1981). Resultaterne fra forskningsprojektet var positive, men den videre udvikling af dette fiskeri, måtte foregå i praksis. De centrale tekniske problemer som der stadig ikke var fundet nogen løsning på, var at få bearbejdet fisken så hurtigt så muligt efter at den var fisket. I de hidtidige forsøg havde man arbejdet ud fra, at fisken skulle bearbejdes på land, men dette havde ikke vist sig være særligt effektivt. 'Gennembrudet' kom først da færinger investerede i en gigantisk fabrikstrawlere Giljanes, der kunne bearbejde fisken ombord. Disse forsøg viste, at man kunne opnå en pris på blahvillinge fileter på ca. 70% af torskeprisen (torsk er blandt de dyre fisk). På baggrund af disse vellykkede forsøg, så det ud til at kunne blive en god erstatning for de tabte ressourcer. I de efterfølgende år blev der investeret i 7 store fabrikstrawlere. Disse skibe var særdeles dyre og kostede omkring 100 mio. kr. stykket (Haldrup & Hoydal 1994:173). Også disse investeringer var nøje afhængige af lagtingspatronernes villighed til at yde garantier, lån og støtte. Ser vi på den geografiske spredning af skibene, kan vi se hvordan den klientelitiske dynamik også her gjorde sig gældende og påvirkede fordelingen af skibene. I nedenstående figur ser vi, hvordan blahvillinge skibene blev fordelt på valgområderne. Det fremgår, at alle valgområder undtagen Sandoy, fik del i blahvillinge branchen. På denne måde var flertallet af lagtingspatronerne tilfredse og deres klientel ligeledes.

Blåhvillingetrawlernes spredning ud på de 7 valgdistrikter

Kilde: Egen fremstilling på baggrund af (Thomasen 1996) 103

3) Opdræt af fisk En meget nærliggende måde at kompensere for de tabte fiskersourcer, var at opdrætte fisken selv. Dette skulle vise sig, at blive en betydelig erstatning. Inden færinger blev 'spærret' inde i 200 sømile zonen, var der gjort enkelte forsøg på at opdrætte fisk. Dette havde dog aldrig udviklet sig til egentlig kommerciel drift. Der var kun tale om opdræt på forsøgsbasis. Den centrale institution i denne sammenhæng var Fiskaaling, en forsøgsstation, der skulle undersøge mulighederne for kommercielt udnyttelse fiskeopdræt (Brozek et.al. 1993:1). I løbet af 70'erne var Fiskaaling således den eneste opdrætsvirksomhed på Færøerne og havde en central rolle i den erfaringsopbygning, som opdrætserhvervet i de efterfølgende år blev baseret på. Via oplæring, demonstrationer og praktiske undersøgelser, skabte Fiskaaling grundlaget for udviklingen af opdrætserhvervet på Færøerne.4 Selvom man i en længere årrække havde arbejdet på, at udvikle opdrætserhvervet, så var dog først i 80'erne, at der kom gang i udbygningen af opdrætserhvervet. Den overordnede styring af denne udbygning lå i Landsstyret, idet "al eventuel opdrætsvirksomhed skulle koncessioneres med landsstyret som besluttende myndighed (Nolsøe et al.RUC side 8-9). I nedenstående figur ser vi udviklingen i de af Landsstyret givne opdrætstilladelser. ANTAL OPDRÆTSTILLADELSER 2O-

I 98O-9 I

ie i« 14-

I 2IO a

Jiu

Kilde: Årbok fyri Føroyar 1992. Hagstova Føroya. Som det fremgår af figuren, skete der fra 1982 et stort boom i udstedelsen koncessioner. Hvor der i 1980 kun var udstedt 2 koncessioner, blev der i 1982 givet yderligere 4 og i 1982 hele 14 opdræststilladelser. Baggrunden for denne vækst skyldtes først og fremmest at priserne i begyndelsen af 80'erne var særdeles gunstige. Dette er dog ikke hele forklaringen. At der kommer fart på udbygningen præcist på dette tidspunkt, må dog også ses i sammenhæng med Fiskasølan's opfordring til at satse på dette erhverv. Tidsmæssigt skete dette lige efter Fiskasølans symposium. Ovenstående graf kan derfor også læses som et udtryk for Fiskasølans indflydelse på politikere, erhvervsfolk og finanskapitalen.

4

Akvakulturforskning på Færøerne", 9. mars 1987, NKVF's Institutt for akvakultur (akvaforsk). Her citeret fra: Nolsøe et.al. 1989:12.

104

De overordnede politiske målsætninger og retningslinier for, hvordan udbygningen af erhvervet skulle foregå, var dog mindre klare. Den eneste klare linie der var enighed om, syntes at være selve koncessionspolitikken. Politisk ville man satse på mange små enheder, således at flest bygder kunne være med. Desuden var en betingelse for at fa koncession, at opdrætteren havde et personlig tilhørsforhold til bygden. Ud fra disse målsætninger blev også opdrætserhvervet spredt ud over landet, nogenlunde jævnt fordelt på de 7 valgdistrikter. På denne måde blev det vigtigste politiske spørgsmål løst: hvordan lagtingspatronerne kunne sikre sit klientel del af denne nye erhvervsgren. Nedenstående figur illustrerer denne geografiske spredning af opdrætsstationerne.

Opdrætserhvervets spredning på de 7 valgdistrikter

Kilde: Egen fremstilling på baggrund af (Levinsen 1992) Politikernes ensidige fokuseren på den geografiske spredning af erhvervet gjorde, at der ikke blev taget stilling til andre centrale spørgsmål. Spørgsmål som på langt sigt havde stor betydning for opdrætserhvervets økonomiske situation. Et af disse centrale spørgsmål var, hvor stor belastning fjordene kunne tåle inden det gav kontraproduktive effekter på erhvervet.5 Sådanne hensyn blev der imidlertid ikke taget. Fra politisk side fokuserede man på, at alle skulle have del i dette erhverv, hvilket gjorde det svært at begrænse antallet og

'Eksempelvis risikerede man at hvis der kom for mange opdrætsstationer, så ville det føre til en så stor forurening af organisk materiale, at de aerobe bakterier ikke kunne nedbryde materialet, hvorefter de anaerobe bakterier ville påbegynde nedbrydningen. Netop de anaerobe bakterier producerer et giftstof som umiddelbart vil føre til fiskedød, hvilket ville medføre store økonomiske tab for opdrætteren.

105

denned belastningen på fjordene. Resultatet var alt for mange stationer i forhold til naturbetingelserne. Dette medførte en høj koncentration af fisk (laksedensiteten) pr. vand mængde. Dette sammenholdt med manglende vandstrømning, førte til at man flere gange fik problemer med fiskedød. Desuden svækkede dette fiskens immunitet og medførte mange sygdommesproblemer, hvilket kostede opdrætserhvervet dyrt (Føroya Havbuna6arfelag 1994:9). På trods af disse vanskeligheder, blev opdrætserhvervet en betydende del af den færøske eksportsektor. I nedenstående figur ser vi udviklingen i opdrætserhvervets procentvise andel af den samlede eksport. OPDRÆTSERHVERVETS EKSPORTANDEL AF SAMLEDE EKSPORT VÆRDI I & 9 O 9 3

IBBO

I SB I

IB02

ISS3

Kilde: Føroya Havbunaåarfelag 1994. Som det fremgår af ovenstående graf, udgjorde eksporten af opdrættede fisk, da den var på sit højeste, hele 24% af den samlede eksport. Hermed havde denne nye erhvervsgren fået en central plads i samfundsøkonomien. 4) Eksport afKnow-How - Faromarprojetet Eksport afKnow-How indenfor fiskerierhvervet og dertil relaterede erhverv, var en af de ting man begyndte at satse alvorligt på. Det meste seriøse projekt af denne type, var Faromar projektet. Faromar var den færøske del af det dansk-færøsk joint venture selskab kaldet "Senegal Seafood". Det danske selskab var J.Lauritsen. Den færøske del, Faromar, var sammensat alle de centrale aktører i den færøske fiskesektor nemlig Fiskasølan, Føroya Fiskiidna6ur, Føroya Banki, Sjovinnubankin og Landstyriå. Man kan nærmest sige at det var selve magtblokken, der gik ind i Faromar. I det konkrete projekt, der blev realiseret, fiskede selskabet pelagisk fisk (især sardin- og makrelarter) ud for den Senegalske kyst. Fisken blev landet i Dakar, hvor den blev renset, sorteret efter størrelse og siden helfrossen. Fisken blev solgt på især to markeder: Elfenbenskysten og Cameron. Forventningerne til projektet var store. Dels på grund af det omfattende fiskeri i områderne udenfor Marokko, Mauritanien og Senegal. I disse områder blev der omkring 1.000.000 tons om året. Heraf fiskede de afrikanske lande kun 25 % selv. Netop 200 sømile grænsen, havde givet disse lande suverænitet over disse ressourcer. Det Senegalske styre besluttede derfor atfiskeen større del af disse fiskeressourcer selv, således at det kunne komme deres egen befolkning til gode. Det var i denne forbindelse, at Faromar kom ind i billedet. De skulle medvirke til 106

at opbygge fiskesektoren i Senegal sammen med Senegaleserne. Lederen i Faromar udtrykte det således: "I Senegal er ikke det eneste skib tilbage som har tilladelse til at fiske i Senegal. Fordi politikken går ud på, at de vil have fisken op på land. Der kommer så at sige et vakuum i fiskerimæssigt. Og det ligger, så at sige, kun og venter på hvem der melder sig med et kvalificeret projekt."6 Fra politisk side forventede man at dette kunne give anledning til andre joint-venture projekter. I bemærkningerne til en sag om garantier til Faromar kan vi læse: "Projektet har givet anledning til stor opmærksomhed og har fået positiv anerkendelse fra IFC (International Corp., World Bank) og IFU (den danske Industrialiseringsfond for udviklingslandene). Der er muligheder for, at disse institutioner i de kommende år vil anvende færinger som partnere i andre joint.ventures".7 Det primære var imidlertid ikke eksport af viden. Dette blev snarere opfattet som en indgang til de enorme fiskeressoucer uden for den afrikanske kyst. Ved at komme ind på dette område som leverandør af Know-How, håbede man på, at man her kunne finde plads til den færøske fjernfiskerflåde, der ellers var blevet trængt ud i deres traditionelle fangst områder i Nordatlanten. Direktøren i Faromar udtrykte det sådan: "vi mister hvert eneste år (Fiskepladser i Nordatlanten JCJ) derfor mener vi, at det er på tide at se sig om efter nye områder og jeg kan sige det, at hvis du kigger på kortet over det Atlantiske ocean, så er Vestafrika det nærmeste område, det næste område, efter Nordatlanten."8 I fiskerikredse var man tydeligt irriteret over at blive "smidt" ud af traditionelle fiskeriområder. Det var derfor en helt klar målsætning med Faromar projektet, at det skulle erstatte dette tab. Faromars direktør forklarede: "Og så er der en målsætning til i det her projekt, set fra færøsk side, og det er, at vi mener ikke vi mere skal finde os fiskeriområder, hvor vi far lov til at fiske for andre, får en tilladelse til af fiske, og så blive smidt ud igen inden du ved af, sådan som vi er blevet det i hvert eneste område, hvor færinger har fisket. Vi har tænkt os at bide os fast dernede. Ikke kun fiske for dem, men vi har tænkt os at fiske sammen med dem for begge parter. Være med i fiskeriet, produktionen på land, transporten til markedet og selve salget. Altså blive en del af apparatet dernede. Så vi kan blive værende dernede ! "9 Der var således ingen tvivl om den egentlige motivation fra færøsk side. Man ville skaffe nye fangstområder til den færøske fjernfiskerflåde. Projektet blev imidlertid aldrig den erstatning for fjernfiskerflåden, som de havde håbet på. Det kan være flere ting der har spillet ind her og jeg har ikke tilbundsgående informationer om disse forhold. Vi ved dog, 6

Andresa Lava Olsen i radioudsendelsen "Dagsisns Mål" den 2/9-82. Utvarp Føroya 1982 - bånd nr. 50791.

7

. Løgtingstidindi 1983:348. "Løgtingsmål nr 55. VeShald fyri låni til P/f Faromar".

8

Ibid

9

Ibid 107

at det nødvendige "apparat" på landsiden aldrig kom til at fungere efter hensigten. Selve fiskeriet gik godt og lå om ca. 200 tons om dagen. Det viste sig, at transporten fra skib til fabrik gik for langsomt og virksomhederne arbejde for ineffektivt. Disse flaskehalsproblemer betød at fisken blev liggende for lang tid i havneområdet, hvorefter den ikke kunne anvendes til konsum. En stor del gik derfor til fiskemel, hvilket gav en meget lavere pris. Derudover havde de vanskeligheder med at få leveret tilstrækkeligt med is hurtigt nok, så de hurtigt kunne komme ud og fiske igen, når der var megen fisk at få. 10 En medvirkende faktor til problemerne på land, har sandsynligvis været, at projektet ikke havde tilstrækkelig folkelig og politisk opbakning. Dette kan måske forklare, hvorfor det ikke lykkedes at løse flaskehalsproblemerne. Dette kan igen hænge sammen med, at den egentlige motivation bag projektet ikke var "eksport af know-how", men at få lov til at fiske og benytte de fiskeskibe færinger havde investeret i. Netop spørgsmålet om den lokale opbakning, havde været berørt i projektets udviklingsfase. G.Djurhus, som var involveret i den indledende fase, som konsulent, havde advaret imod at satse på fiskearter, som de lokale fiskere fiskede, fordi man så kunne risikere at komme i konflikt med de lokale fiskere. Han mente derfor, at man måtte satse på demersale fiskearter i stedet for. Disse synspunkter var Fiskasølan, som havde ledelsen i projektet, aldeles ikke enig i. De ville helst satse på det de kendte: makrel. Dette var enkelt af producere og let at sælge. G.Djurhus blev dog ikke opsagt, men Fiskasølan holdt ganske enkelt op med at invitere ham til møder, hvor planerne blev diskuteret. Det endte med, at man netop satsede på pelagiske fiskearter. Dette har muligvis været medvirkende til de samarbejdsproblemer der senere opstod i Senegal. Faromar er nu gået over i historien og bliver af mange opfattet som et bevis på, at "det ikke kan lade sig gøre at eksportere Know-How". 5) Shipping 180'erne blev et helt nyt politisk begreb lanceret, nemlig begrebet "skibspakker". Den første skibspakke blev vedtaget var regeringskoalitionen i 1980-84. Denne pakke indeholdt 28 moderne transport skibe. Heraf 9 kemikalie- og gastankskibe. Satsningen på gas- og kemikalietransport, var en helt en helt ny erhvervsgren, der ikke var prøvet før. Dette forekom at være en naturlig udvikling for en fiskerination, som havde en del skippere, navigatører etc. Dette kunne i virkeligheden have været et skridt i retning af en mere differentieret eksportsektor, men det var en kort fornøjelse. I slutningen af 80'erne, var alle disse skibe gået fallit og ude af flåden igen. En medvirkende årsag til denne fiasko var, at skibene blev købt til en overpris. Dette hang sammen med, at ejerne i realiteten ikke havde den nødvendige egenkapital på 10 % af købesummen, som de skulle havde for at få Landskasse garantier, lån og støtte. For at gennemføre projekterne på trods af at de ikke besad den nødvendige egenkapital, lånte ejerne egenkapitalen fra skibsværfterne, som så tilgengæld skruede prisen på skibene op (Jeg skal senere i dette kapitel vende tilbage til denne problematik omkring egenkapitalen). De nystartede rederier, havde derfor relativt store anlægsomkostninger og ingen kapital at stå imod konjunkturudsvingninger. Selskaberne blev derfor hurtigt udkonkurreret. Landskassen og derved det færøske folk, som havde stået som garant for investeringerne, stod tilbage med en kæmpe gæld og blev den egentlige taber i dette forsøg på at finde nye veje. 10

Fiskenen bevæger sig i stimer. I perioder er der ingen fisk at få, og i andre perioder er der megen fisk. Derfor gælder det om hurtigst muligt at komme ud igen når der er megen fisk.

108

Investerings-dreven akkumulationsstrategi? Som vi har set blev der forsøgt forskellige veje for at kompensere for de tabte fiskeområder. Et af forsøgene gik på at finde andre fangstområder i håbet om at man kunne fortsætte med den faktordrevne strategi, men også dette mislykkedes. Kort sagt betød dette, at fiskesektoren ikke kunne ekspandere, men kun intensivere. Da man ikke konkurrerede på kvalitet (Differentiering), men på pris, var den eneste måde, hvorpå fiskesektoren kunne øge/fastholde sin konkurrenceevne, at øge produktiviteten i produktionen. Derfor blev investeringerne i den nyeste trawlerteknologi, søgeudstyr og elektroniske styrestystemer i filetfabrikkerne etc. etc.. af afgørende betydning for rentabiliteten. Den udslagsgivende faktor for fiskesektorens fortsatte kapitalakkumulation, blev derfor villigheden til, og muligheden for at investere. I nedenstående figur ser vi udviklingen i færøernes samlede investeringer i % af BNP i perioden 1964 til 1993. INVESTERINGER I PROCENT AF

BNP

I 964-O3

64 SS SS 70 72 74 76 76 BO 82 64 66 66 90 92

Kilde: International Financial Statistics Yearbook 1994, International Monetary Fund (IMF) Vol.XLVII, 1994 Washington. Rigsombudmanden på Færøerne. Hagstova Føroya 1991.

Figuren viser, at Færøerne generelt har haft et langt højre investeringsniveau end andre lande. Dette kan skyldes, at fiskeri er et meget kapitalintensivt erhverv. At det har været muligt bruge helt op til 49 % af BNP til investeringer, således som tilfældet var i 1984 skyldes, at Danmark har finansieret hovedparten af udgifterne til skole-, sundheds- og socialvæsnet. Det høje investeringsniveau hænger således nøje sammen med de rigsretlige relationer. Det vi især skal lægge mærke til i figueren er, at der i begyndelsen af 1970'erne skete et skift i investeringsniveauet. Hvor investeringsniveauet før 1974 generelt lå under 35 % af BNP, lå investeringsniveauet efter 1974 generelt over 35 % af BNP. Dette skift indikerer, at Færøerne nu var gået over til en investerings-dreven akkumulationsstrategi.

Finanskapitalen De nye erhvervsudviklingsprojekter, der i denne periode blev satset på, var særdeles kapitalintensive. Især udbygningen af trawlerflåden og transportskibe, krævede massive investeringer. Finanskapitialen var derfor altafgørende for realiseringen af strategien. Finanskapitalens form blev, som vi var inde på i kapitel 5, allerede modelleret og rettet imod fiskesektoren i 50-60'erne. Man kan derfor sige, at de institutionelle betingelser i finanssektoren, var allerede på plads, da denne periode begyndte. 109

En enkel ændring skete der dog, som yderligere forstærkede finanskapitalens orientering imod fiskesektoren. Tryggingarsamband Føroya, (Færøernes forsikringsselskab), var og er en af de største finansielle institutioner på Færøerne. Dette selskab havde ikke betalt almindelig skat siden 1945, men derimod betalt en afgift til Vinnulånsgrunnin. En afgift svarende til det selskabet ellers skulle betale i skat. Vinnulånsgrunnurin ydede som bekendt ikke støtte til andet end fiskeriprojekter, selv om den i formålsparagraffen havde mulighed for at gøre det. 11987 blev denne ordning ændret således, at Tryggingarsamband Føroya nu skulle betale afgift til "Grunnin til endurnyggjan af fiskeskipaflotanum" (fonden til fiskerflådens fornyelse) (Debes 1991:226). Således blev den praksis der havde udviklet sig i efterkrigstiden, her i anden halvdel af 80'erne formaliseret. Vi kan sige, at finanskapitalen blev yderlige vævet ind i fiskesektoren.

Fiskasølan som komandocentral Fiskasølan, som blev oprettet med formål at sælge salt og klipfisk i efterkrigstiden, fik med tiden større og større magt. Denne magt var grundet i flere ting. For det første havde Fiskasølans stor indflydelse på finanskapitalen. Den var en af hovedaktionærerne bag Sjovinnubankin. Fiskasølans direktør også var bestyrelsesformand i Sjovinnubankin og almindelig bestyrelsesmedlem i den færøske bank "Føroyabanki". For det andet havde Fiskasølan betydelig faglig indflydelse, da den havde oparbejdet en del statistisk materiale. Og da Landsstyrets eget statistiske kontor var underbemandet og ikke altid kunne yde tilstrækkeligt opdaterede informationer, blev Fiskasølans statistikker ofte brugt som datamateriale i formulering i politikforslag. For det andet blev Fiskasølans aktivitetsområde udvidet, da man for alvor begyndte at satse på eksport af'blok'. Nu blev dens rolle udvidet med mange opgaver: kontrol, logistik og kredit. Fiskasølan havde således stor indflydelse på a) finanskapitalen og derved finansieringsmulighederne for de forskellige erhvervsinvesteringer, b) på politikere og derved erhvervspolitikken, og c) indflydelse på hvad medlemmerne skulle producere og hvad der kunne sælges. Når man tager i betragtning alle de nye opgaver og funktioner der fulgte med strategiændringerne, dens indflydelse på politikerne og finanskapitalen samt dens erobring af hegemoniet, så ser det ud til, at salgsfunktionen, der var Fiskasølans oprindelige opgave, nærmest blev en bibeskæftigelse. Under disse nye betingelser var Fiskasølan i realiteten blevet fiskesektorens komandocentral.

Den investeringsdrevne akkumulationsstrategis "Succes" Vi skal nu se nærmere på den økonomiske side af denne vækststrategi. Hovedparten af de nye projekter man havde forsøgt, slog fejl. Blåhvillinge fangsten holdt helt op i slutningen af 80'erne. Eksport af know how blev en fiasko og shipping eventyret ligeledes en fiasko. Tilbage stod opdrætserhvervet, fiskeriet og filetfabrikkerne. Disse tre udgjorde nu det bærende økonomiske fundament bag det hegemoniske projekt bygdamenning. I det følgende afsnit vil jeg undersøge, hvordan den økonomiske udvikling udartede sig for disse erhverv. I denne sammenhæng vil jeg ikke komme nærmere ind på hvorfor det gik som det gik for disse erhverv. Dette vil jeg vende tilbage til i kapitel 9. Her skal vi koncentrere os om selve konjunkturudviklingen. Et indblik i konjunkturudviklingen er afgørende for at kunne diskutere statens reaktioner som vi skal se nærmere på efter denne fremstilling. Nu til selve konjunkturudviklingen.

110

Opdrætserhvervet Opdrætserhvervet blev som sagt, en betydende del af den færøske fiskeeksport. Enkelte år udgjorde eksporten af opdrætsfisk helt op til 20 % af den samlede eksport. Men også denne sektor, sloges med betydelige økonomiske problemer. E K S P O R T A F LAKS O G Ø R R E D E R

Tons og pris fra 1986-93 Pms PR/KO

isooc isooc I4OOC I20OC IOCXX

eooc sooc AOOO

zooc

io«7 i loao i i se i i i< i8o i ose i eoo i eoe

I O«7 > 1 9 6 9 '

leas

lass

ie»l

iseo

I

IOO3

less

Kilde: Føroya HavbunaSarfelag 1994. Som det fremgår af ovenstående graf, så skete der en kraftig vækst i den producerede mængde laks og ørred. Parallelt med denne kvantitative vækst, skete der et lige så kraftigt prisfald. Dette prisfald sammen med mange sygdomsproblemer der kostede erhvervet dyrt, medførte, at opdrætserhververvet havde svært ved at klare sine økonomiske forpligtelser (Føroya havbunaåarfelag 1994:10). Det der i begyndelsen havde set ud til at være en guldgrube, var nu for mange blevet forvandlet til et økonomisk mareridt. Fiskeri I nedenstående skema ser vi en oversigt over fiskeflådens driftsresultater for årende 198289, efter renter og afdrag og driftsstøtte. Hjemmefiskeflådens driftsresultater efter renter og afdrag samt driftsstøtte 1982-89 1982

1983

1984

1985

1986

1987

1988

1989

Trawlere

-27

12

-11

-80

-47

-76

-78

-141

Stållineskibe

-1

-1

5

1

-13

-5

-11

-13

Kystflåden

-3

-3

4

14

0

-5

2

-2

8

-2

-65

-60

-90

-87

-156

Tilsammen -31 FiskivinnuråSi 1989.

Som vi kan læse ud af ovenstående tabel, havde hovedparten af flåden negativt driftsresultat i perioden 1982-89. Vi kan også se, at trawlerflåden, som i realiteten skulle være det bærende element i den nye strategi, og være hovedleverandøren af fisk til filetfabrikkerne, havde langt det største underskud. I hele perioden fra 1982-89 havde trawlerflåden kun et 111

enkelt år med overskud. Filetindustri Ser vi på filetindustrien så var situationen ikke bedre. I nedenståde figur ser vi prisudviklingen for frosne fileter for perioden 1977-94. PRISUDVIKLING FOR FROSNE FILETTER 13" Mi/kg

I 8 7 7 - 9 4 (rASTE PRISER)

12 11

1

,

,

1

1

1

Ar

1878 I 1980 ' 1882 ' 1884 I 1888 *I 18 1888 1880 ' 1882 ' 1884 1877 1878 1881 1863 1888 1887 1888

Kilde: Rigsombudsmanden på Færøerne og Hagstova Føroya. I ovenstående figur ser vi, at eksportpriserne (deflateret) på frosne filetter for hele perioden faldt. Alt andet lige betød dette, at filetindustriens profit gradvis blev mindre. Under disse betingelser, var der kun en måde hvorpå filetfabrikkerne kunne opretholde profitabiliteten og det var ved at øge produktiviteten. Netop på dette punkt, stod filetindustrien særdeles svagt. Dette fremgår af en sammenlignende undersøgelse af produktiviteten i færøske og danske filetfabrikker for året 1990. Denne undersøgelse viste, at færøske fabrikker var langt bagud i bestræbelserne på at forbedre produktiviteten end de danske. Undersøgelsen viste, at timeforbruget på en færøsk filetfabrik var 79 % højere end på en tilsvarende dansk filetfabrik. Såselv om det danske lønniveau var 16 % højere end det færøske, så var lønudgifterne til at producere den samme vare, 54 % højere på Færøerne.11 Rentabilitetsproblemerne havde også vist sig tidligere. 11984 viste en undersøgelse, at flere filetfabrikker var i alvorlig økonomisk krise. I undersøgelsen blev det desuden påpeget, at virksomhederne havde en meget lav egenkapital. Dette blev vurderet som et særdeles dårligt tegn da: "Det der kendetegner dette erhverv i dag er, at den i nuværende form er fuldt udbygget, og derfor også burde være under konsolidering"12 En anden undersøgelse udarbejdet af et revisionsfirma på Lansstyrets foranledning viste, at i 1988, havde kun to ud af 14 filetfabrikker overskud, resten havde alle negativt driftsresultat - før afdrag. Tæller vi afdragene med, havde alle filetfabrikker virksomheder underskud. Derudover havde industrien oparbejdet en gæld på ialt 658 mio. kr. (i gennemsnit havde virksomhederne 47 mio. kr. i underskud. Den værst stillede virksomhed

"KBN Consult 1990 "Færøsk lønniveau. Løn - produktivitet - konkurrenceevne". Side 7. 12

Gudj6nsson et. Al. (1984): "Heildarlysing av Føroysku Flakavirkjunum - vi5 serligum dente å kreppuårid 1984." Side 28.

112

havde en gæld på knapt 80 mio. kr.)13 Sammenfattende kan vi nu sige, at den nye akkumulationsstrategi havde alvorlige problemer. Fiskeriet havde, undtagen enkelte år, negativt driftsresultat. Filetindustrien kørte også med dundrende underskud. Opdrætserhvervet var ligeledes plaget affaldende priser og mange sygdomsproblemer. Det, der her var tale om, var ikke midlertidige konjunkturudsving, hvor det ene år giver underskud, hvorefter der i de andre år går godt. Det var derimod tale om en kronisk tilstand. Og dette er bemærkelsesværdigt. Hvordan kan et lands hovederhverv, selve eksportsektoren, eksistere i en kronisk krise? Hvordan kan det være, at de underskudsgivende produktioner ikke gik konkurs og udløste en altomfattende hegemonikrise ? For at forstå dette er det nødvendigt, at se nærmere på statens rolle.

Det klientelistiske supply-side reguleringsregime under pres Statens rolle i det hegemoniske projekt ændrede sig også i takt med fiskesektorens ændrede problemer og behov. Efter skiftet fra den faktor-drevne akkumulationsstrategi over til den investerings-drevne akkmulationsstrategi ændredes også fiskesektorens behov. Den udslagsgivende faktor var nu villigheden at investere i det nyeste og mest moderne fiskeriteknologi. Disse teknologier var imidlertid særdeles kostbare og krævede store kapitalsummer. Det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime, gik derfor ind som aktiv partner i stort set alle større investeringer i fiskesektoren. Dette blev gjort ved, at yde lån, støtte, garantier i forbindelse med investeringer i fiskerierhvervet. Da det viste sig vanskeligt at opretholde driften i fiskesektoren, begyndte staten også at yde forskellige former for driftsstøtte. På denne måde kom det klientelistiske supply-side reguleringsregime, til at spille en meget central rolle i opretholdelsen af både investeringsniveauet og rentabiliteten i fiskesektoren. Der opstod således en hel myriade af forskellige støtteordninger, der alle havde til formål at understøtte den investeringsdrevne akkumulationsstrategi og at sikre dens rentabilitet. I det følgende gives en oversigt over tilskudsordningerne for fiskesektoren.

Tilskudsordinger for fiskesektoren 1. Mindsteløn for skibsfiskerflåden. Udbetales til mandskabet i tilfælde af, at dette ikke opnår en givet minimumsindkomst for et givet antal fiskedage. 2. Mindsteløn for udroerflåden. Udbetales til mandskabet i tilfælde af, at dette ikke opnår en givet minimumsindkomst for et givet antal fiskedage. 3. Pristilskud til saltfisk. Tilskud til saltfisketrawlere på langfart. 5. Losingetilskud. Mandskabstilskud til skibsfiskeflåden. Forskellige satser for fiskeri med henholdsvis line, trawl og garn. Afregnes pr. kg. fisk. 6. Filettilskud. Udbetales til en enkelt filettrawler på langfart. 7. Sildehaj- og hellefisktilskud. Udbetales til linefartøjer på langfart, primært på fiskeri i Canadisk farvand. 8. Industrifiskeritilskud. Udbetales pr. kg. industrifisk, men aftrappes når prisen stiger, i modsætning til de fleste andre ordninger, der opereres med fast sats pr. kg. Forskellige

13

Weihe (1989) "Flakavirki 1988". 18 april 1989.

113

satser for forskellige fiskearter. 9. Olietilskud. De ordinære olietilskud beregnes pr. liter olie, mens ekstraolietilskudene beregnes pr. kg. fanget fisk. De ordinære olietilskud udbetales til hele flåden, men ekstraolietilskudene kun udbetales til ferskfiskeflåden. 10. Driftstilskud. De ordinære driftstilskud udbetales til alle fiskearter og alle former for fiskeri i ferskfiskeflåden, men varierer for de forskellige grupper fartøjer og fangstmetoder. Ekstratilskudene udbetales kun til trawlerflåden og kun til udvalgte fiskearter. 11. Agntilskud. Udbetales pr. kg. agn. Da det kun er lineflåden, der bruger agn, modtager denne hele beløbet. 12. Ekstratilskud 40 øre/kg., visse steder kaldt pristilskud. Udbetales kun til trawlerflåden. 13. Ferieløn. Ferieløn af tidligere udbetalt mindsteløn og mindsteindtægt. 14. Tilskud fra Rafiskefonden (Behandles i nedenstående afsnit JCJ) Kilde: Kari Petersen "Tilskudsordninger for den færøske fiskerisektor: motiver, virkninger, alternativer". Specialerapport fra Københavns universitets økonomiske institut februar 1986. Side 18-19.

De ovenstående tilskudsordninger udgjorde "kun" de mest omfattende ordninger. Udover disse, blev der ydet kammuslinge-, transport-, blåhvillinge-, produktions- og konsumsildtilskud samt "andre" tilskud (Petersen 1986:20). Kun et erhverv i fiskesektoren blev ikke omfattet af støtteordningerne og det var opdrætserhvervet. Dette kan give anledning til undren, fordi opdrætserhvervet var jo også spredt over hele landet, og var derfor også omfattet af den klientelistiske dynamik. Denne afvigelse viser os imidlertid, at det ikke kun var den klientelistiske dynamik, der var den drivende faktor bag støttejunglen. Forklaringen ligger i, at de enkelte produktionsenheder, ikke var så store, hvilket igen havde indflydelse påfinansieringsmønstretog det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregimes engagement i dette erhverv. Anlæggene var som reglen finansieret ved ejernes egenkapital, kassekreditter i banken samt kreditter fra Fiskasølan. Disse to forhold, de små enheder og at landskassens begrænsede økonomiske engagement gjorde, at hvis et anlæg gik konkurs, så ville det ikke gå ud over så mange personer i politikernes klientel. Ej heller skulle Landskassen indfri nogle garantier. Sagt med andre ord, hegemoniet ville ikke bryde sammen, hvis en enkelt opdrætter gik konkurs. Anderledes forholdt det sig med fiskerflåden og filetfabrikkerne. Hvis flåden ikke bar sig, f.eks. på grund af overfiskeri, så var der en risiko for, at konkurser ville rive hele flåden og filetindustren med i faldet. Det ville have langt større konsekvenser for alle Lagtingspatroner og landskassen ville oven i købet stå foran et massivt økonomisk tab, da de jo stod som garanter for en stor del af finansieringen. Lad os nu se nærmere på den mest indflydelsesrige institution i støtte junglen, nemlig Rafiskefonden. Rafiskefonden Den mest centrale statslige institution i forbindelse med den kunstige opretholdelse af hegemoniet, var Rafiskefonden. Fonden blev oprettet i 1974, som en umiddelbar reaktion på lavkonjunkturen, der herskede og udroerflådens strejke blokader. Fonden opstod i kølevandet af stor samfundsmæssig tumult, hvor udroermændnene blandt andet blokerede alle veje til Torshavn. Fiskerikrisen og de konflikter der opstod, udmøntede sig således direkte i angreb på centerregionen. Fondens oprettelse må dog også ses i sammenhæng med overgangen til den investerings-drevne akkumulationsstrategi og satsningen på en færøsk filetindustri. I denne forbindelse var det altafgørende at sikre stabile landinger til industrien. 114

I fondens formålserklæring hed det, at den skulle: "sikre den del af den færøske flåde, der indhandler fersk fisk tilfiletfabrikkernepå Færøerne en stabil indhandlingspris for et længere tidsrum" (Petersen 1986:27). Det var ikke planen at fonden skulle være en offentligt finansieret subsidieringsinstitution. Derimod skulle den være en selvfinansieret konjunkturudligningsmekanisme, der kunne udjævne de store udsving i fiskepriserne. I gode tider med høje fiskepriser, skulle fonden have nettoindtægter og i dårlige tider med lave fiskepriser, skulle fonden have nettoudgifter. Over en længere årrække skulle Råfiskefonden således være selvfinansierende.Med tiden fik fonden dog overdraget flere og flere opgaver og skulle nu også tage sig af styringen af fangstindsats, indkomstfordeling og ansvar for fiskebestandenes bevarelse og størrelse (Petersen 1986:27). Man ville altså have råfiskefonden til at regulere fiskeriet således, at man ikke kom til at overfiske bestandene eller at overfiske en enkelt fiskeart (f.eks. de dyreste arter). Med alle disse nye opgaver, var det ikke længere muligt at drive den som en selvfinansierende fond. Råfiskefonden blev derfor en stor udgiftspost for Landskassen. For de enkelte Lagtingspatroner, blev fonden et afgørende instrument til at overføre ressourcer til deres klientel. Da alle politikere havde et klientel, der var berørt af fiskeri, begynde de også at bruge fonden som politisk valgflæsk for at tiltrække vælgere. Således viste det sig, at hver gang et Lagtingsvalg nærmede sig, steg subsidieringen målt i % af landskassens indtægter. 30 _ 25 —

o

: 20

O

o

0

o

°n

r^i

~

1*

-

1 *

15 — —J

: 10 7

m%

o

o

o

«

o

;A.

o

\F :"•"

5 O

—

O

•

i

: . . . . : o ' . . .• • . . .•

-

o « Ordinært valgår o (November) ' - - V i a Ri(lske-fond "•—Subsidier totalt

78^79 BOei 82"B3 84^85 86 87 B8 89 90* 79/80 e i ' 8 2 83^84 85 91*

Kilde: Jogvan Mørkøre "Et korporativ forvaltningsregimes sammenbrud - erfaringer fra det færøske fiskeri i nationalt farvand" In: "Fiskerireguleringer Projekt- og seminarrapport" Nordiske Seminar- og arbejdsrapporter 1991:516 (Side 67).

I ovenstående figur ser vi udviklingen i fiskeristøtten målt som procent af landskassens indtægter. Den øverste linie udtrykker den samlede støtte mens den nederste linie (den stiplede linie) viser støtten fra råfiskefonden. Vi ser her, at da subsidieringen var på sit højeste, blev der brugt på næsten 30 % af landskassens indtægter til fiskeri støtte. På trods af denne massive subsidiering, så forblev fiskerierhvervet i økonomiske vanskeligheder i hele denne periode og truslen om en hegemonikrise, hang konstant i det politiske klima. Dette fik det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime, til at handle på en måde der bedst kan kaldes panisk. 115

Det Klientelistiske Supply-side reguleringsregime i panik I forsøget på at opretholde hegemoniet uddelte politikerne økonomiske ressourcer til sit klientel. Angående året 1988 skriver Lagtingsrevisoreme, at landstyremænd har trukket på kontoen "til Landsstyret at råde over", uden at ansøgning var kommet ind, "ligeledes som antallet af sociale ydelser fra landskassen mere gik efter geografiske end sociale behov" (Løgtingsgrannsko6arnir 1991:8). Dette var dog kun en af de mindre forseelser. Værre var det, at alle siddende Landsstyre havde brudt styrelsesloven. I styrelseslovens §21 er det fastlagt, at ingen udgifter må betales, som ikke har hjemmel i en finanslov. Dette havde det klientelistiske supply-side reguleringsregime svært ved at overholde. Der blev forsøgt med alle midler, at opretholde hegemoniet. I 1991 fremsatte Lagtingsrevisoreme følgende alvorlige kritik af Landsstyret: "Det påtales, at alle siddende Landsstyre siden finansåret 1982/83 ikke har overholdt §21 i styrelsesloven, og at der ikke er taget initiativ til at få disse forhold i orden, på trods af mange påtalelser og henvendelser. Også skal det påtales, at Landsstyret i mange tilfælde slet ikke svarer forespørgsler eller tager af bemærkninger og henvendelser fra regnskabsrevisionen og fra Lagtingsrevisoreme og derved fra Lagtinget"(Ibid:9). Et meget centralt område, hvor der blev set igennem fingrene med de bureaukratiske spilleregler, var kontrollen med de af Landskassen stillede garantier. Her påpegede revisorerne, at Gjaldstovans (som administrerede Landskassen) garantioversigt ikke var pålidelig, idet der ofte gik flere år fra, at Landsstyret gav tilsagn om garanti, til Landsstyret underskrev påtegnelse om Landskassgaranti. Kort sagt garantioversigten var ikke pålidelig fordi det ofte tog flere år inden Landsstyret fik orden i papirsageme vedrørende gamatiudstedelsen. Ikke nok med det: "i flere tilfælde fik Gjaldstovan besked om ikke at registrere garantiydelserne i garantioversigten" (Løgtingsgrannskoåarnir 1993:4). Der blev således fra politisk side direkte forsøgt at dække over de økonomiske realiteter. Et andet tiltag som blev gennemført for at opretholde fiskeriet og undgå hegemonikrise, var loven om "særlån", der gav Landsstyret (sammen med finansudvalget), hjemmel til at udbetale driftslån til skibe i økonomiske vanskeligheder. I perioden 1988-91 fik ikke mindre end 67 skibe udbetalt i alt 125 mio. kr. Formålet med denne lov var at give økonomisk trængte skibe et 'pusterum' således, at de kunne nå at rette op på økonomien. En af betingelserne for at få lån var, at der forelå nøje oplysninger om, hvordan driften i fremtiden kunne sikres. I denne forbindelse påtalte revisorerne, at disse oplysninger kun fandtes i ca. halvdelen af ansøgningerne. Desuden blev det påpeget, at mange af de opstillede kalkuler, var helt urealistiske, f.eks. at salget lige pludselig kunne fordobles, enda tredobles; eller at udgifterne ville blive mindre, selvom der i samme budget var planlagt at øge fangstaktiviteten. Der var også eksempler på, at der blev ydet lån på trods af, at Buskaparrååi havde anbefalet ikke at yde lån, idet der rådet mente, at der ikke var nogen som helst mulighed for at få skibet til at bære sig økonomisk. Det mest graverende udtryk for det Klientelistiske Supplyside Reguleringsregimes paniske forsøg på at opretholde hegemoniet er følgende bemærkning fra lagtingsrevisoreme: "nogle skibe har fået udbetalt særlån på trods af, at særlånsudvalget påpegede, at intet håb er for fortsat drift" (Ibid: 10).

116

De forskellige lån og kreditter som Landsstyret ydede, skulle efter planen indkræves igen. Også dette var/er Landsstyrets ansvarsområde, men også her gik det galt: "I mange tilfælde gav Landsstyret slet ikke besked om en 'effektiv' indkrævning, og i flere tilfælde blev der givet besked på at stoppe indkrævninger og tvangsauktioner, som der ellers var taget initiativ til" (Ibid: 22). Det bureaukratiske sløseri som herskede i denne periode, og som er dokumenteret af Lagtingsrevisorerne, var ikke kun en midlertidig tilstand af sløseri eller fejl. Der var derimod tale om en mere permanent tilstand, der gjorde sig gældende i hele denne periode. En anden metode til at opretholde hegemoniet var, bevidst at skelne imellem formelle og reelle krav til egenkapital. Formelle og reelle egenkapitalkrav Et af de formelle krav, der blev stillet fra politisk side for at få garantier og støttelån til investeringer i skibe var, at ejerne selv havde 10 % i egenkapital. Baggrunden for dette krav var, at man fra politisk side ville sikre sig, at også ejerne påtog sig en økonomisk risiko, og ikke kun Landsstyret. Dette var altså en vigtig ordning, der havde indflydelse på fordelingen af den økonomiske risiko i forbindelse med erhvervsinvesteringer og netop op den reelle risiko, der er behæftet ved enhver investering, er medvirkende til at styre investeringerne. Derfor var dette minimumskrav om 10 % i egenkapital, særdeles vigtigt for investeringsmønstret i samfundet. Da fiskeskektoren gik over til den investeringsdrevne vækststrategi, blev behovet for investeringer langt større. Trawlerne, der blev investeret i kom ofte op imod 100 mio. kr. stykket. Ejerne skulle således selv skaffe 10 mio. kr., men det var der imidlertid ikke mange der kunne. Der opstod derfor problemer med at fremskaffe disse midler. Derfor opfandt flere redere nye 'kreative' metoder til at dokumentere for denne egenkapital. En af de mest benyttede metoder var, at låne kapital fra skibsværftet der skulle bygge skibet, sætte det ind på en konto i en af de færøske banker og bede om en kontoudskrift. Denne kontoudskrift blev accepteret af Landsstyret som tilstrækkelig dokumentation for egenkapitalen. Dagen efter, blev beløbet flyttet tilbage til skibsværftet. På denne måde blev Landsstyret direkte snydt. Landsstyret og politikere var imidlertid fuldt ud vidende om denne praksis, og lod sig snyde. I juridisk forstand kan man derfor ikke sige, at Landsstyret blev snydt, fordi en der ved at han bliver snydt, kan ikke snydes. At Landsstyret vitterligt var vidende om disse forhold fremgår blandt andet af, at Landsstyret i 1986 nedsatte det såkaldte egenkapitaludvalg. Udvalget fandt, at "Nuværende praksis, ikke giver mulighed for at afgøre, hvorvidt egenkapitalen i virkeligheden repræsenterer tabsrisiko og ansvar for investoren, idet det ikke bliver oplyst hvor denne egenkapital kommer fra, og hvordan den er fremkommet" (Egenkapitaludvalget 1986:3). Udvalget påpegede endvidere: "Resultatet er, at man får et umådeligt stort investeringspres, som er svært at styre. For Landskassen medfører dette bl.a., at den kommer til at deltage i flere investeringer, end de ellers ville have gjort, hvis investorerne havde påtaget sig en større del af tabsrisikoen" (Ibid side 3). Udvalget anbefalede derfor at revidere denne praksis og stramme reglerne og procedurerne op således, at Landsstyret sikrede sig, at også investorerne påtog sig en reel risiko. Også på dette punkt valgte Landsstyret at se bort fra problemet og lod som ingenting. Baggrunden herfor var naturligvis, at hvis de havde 117

strammet reglerne, så havde det ført til færre investeringer, hvilket kunne true hegemoniet, der nu var baseret på en investerings dreven vækst. Det var ikke kun i Landsstyret, at der var opmærksomhed omkring dette problem. Også Lagtinget var vidende herom. I forbindelse med de såkaldte "skibspakker", der omfattede skibsinvesteringer for omkring 1,5 milliard kr, spurgte en af medlemmerne i finansudvalget, om disse skibe skulle finansieres uden egenkapital, idet der "i nogle af sagerne var det oplyst, at finansieringen fra Realkreditinstituttet, garanti, lån fra Norge og Fiskeribanken, tilsammen udgjorde 100 % af prisen" (Løgtingsgrannsko5ararnir 1993:25). Senere da krisen endelig brød igennem, opstod der tumult netop omkring disse emner om egenkapitalforholdet. Enkelte redere blev anklaget og retsforfulgt for at have snydt Landsstyret, men netop det faktum, at Landsstyret og politikerne vidste, at de blev snydt, gjorde at de anklagede blev frikendt. I sagen om "Heygardrang" konkluderede dommeren i sin endelig dom: "at der ikke kan ses bort fra, at der i den periode, tiltalen vedrører, i de kredse af det færøske samfund, der beskæftigede sig med byggeri af fiskeskibe, med nogen føje kan havde dannet sig den opfattelse, at Landsstyret, efterhånden som skibsbygningsprojekterne blev stadig mere kostbare og egenkapitalkravet vanskeligere at opfylde, havde valgt i et vist, ikke tilkendegivet omfang at fravige de formelt opstillede egenkapitalkrav for derved at fastholde den erhvervsmæssige udvikling i samfundet. "14 For at opretholde investeringsniveauet fraveg Landsstyret altså de formelle egenkapitalkrav. Dommeren mente derfor, at de tiltalte ikke kunne dømmes for bedrageri fordi en der ved at han bliver snydt kan ikke snydes. Det vi i denne sammenhæng skal hæfte os ved, er dog ikke det juridiske spørgsmål om bedrageri eller ej, men den kendsgerning, at Landsstyret bevidst fraveg de formelle lovmæssige krav, for at opretholde investeringerne i fiskerierhvervet. Sammenfattende kan vi nu sige om statens rolle, at den prøvede at indrette lovene og hele erhvervspolitikken til fordel for fiskesektoren. Der, hvor dette ikke var tilstrækkeligt var politikerne villige til at overtræde deres egne spilleregler således, at ressourcerne kunne flyde frit over i fiskesektoren og på den måde for enhver pris bevare hegemoniet.

Sammenfatning og konklusion I dette kapitel har vi set, hvordan det hegemoniske projekt bygdamenning blev reproduceret på basis af nationale råvarer. Den grænse som 200 sømilegrænsen satte for den faktordrevne akkumulationsstrategi blev forsøgt overvundet ved at gå over til en investeringsdreven akkumulationsstrategi. Overgangen til den investeringsdrevne akkumulationsstrategi indebar, at de tre kapitlaformer finans-, handels- og den produktive kapital, blev yderligere "indskrænket" og orienteret imod fiskesektoren i denne periode. Også staten, det Klientelistiske Supply-side

""'Hegardrangsdomurin". Gengivet i Socialurin nr. 191,8 oktober 1993. Side 8-9)

118

Regulerinsregime, blev mere orienteret imod fiskesektorens problemer. Disse fire institutionelle former og deres indbyrdes sammenhæng, kan vi nu beskrive med følgende model: propellen bag det hegemoniske projekt Bygdamenning.

Propellen bag det hegemoniske projekt 'Bygdamenning1 Handels kapital

Produktive kapital

Finansielle kapital Fiskesektoren Det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime

I modellen ser vi, at det der binder de fire elementer sammen og skaber sammenhæng i akkumulationsprocessen, er fiskesektoren og dens geografiske spredning ud på bygderne i de 7 valgdistrikter. I modellen er dette symboliseret med midtpunktet i propellen, som er sort. Det er omkring dette centrum, at de andre kan dreje rundt. Vi ser også, at de fire elementer er bundet direkte sammen, uden andre formidlende led. Dette illustrerer det hegemoniske projekts særlige karakter, nemlig det direkte sammenfald i mellem akkumulationsstrategi og det hegemoniske projekt. I praksis betyder det, at (fundamentale) ændringer i fiskesektorens strategi kan true selve strukturen i fiskesektoren og derved propellen bag det hegemoniske projekt Bygdamenning og således skabe en hegemonikrise. Da det hurtigt viste sig, at den nye vækststrategi ikke var rentabel, blev denne konstruktion for alvor truet. For at undgå den store hegemonikrise, gjorde det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime, alt for at opretholde fiskerierhvervet med subsidier. Da subsidieringen var på sit højeste, kom den op på hele 30 % af landskassens indtægtsgrundlag. Ikke nok med det, panikken for det store sammenbrud viste sig også i, at der i det politiske system udvikledes en praksis, hvor man bevidst overtradte landets love, og lod sig snyde uden at gribe ind. Alt sammen for at sikre kapitalflowet over i fiskesektoren. Panikken for at undgå fallitter var så stor, at man endda gav lån til skibe, hvor embedsmænd havde påpeget, at der intet håb var for økonomisk rentabilitet i fremtiden. I den politiske retorik kom det Klientelistiske Suply-side Reguleringsregimes massive engagement i fiskesektoren, til udtryk i endnu et politisk begreb, nemlig "skibspakker". Skiftende regeringskoalitioner beviste sin handlekraftighed overfor vælgerne, ved uddele "skibspakker", hvis indhold hovedsagelig var fiskeskibe. Disse "pakker" var dyre. Den dyreste kostede omkring 1,5 milliard kr.

119

I takt med fiskesektorens 'de route1 skete der således en indsnævring af det erhvervspolitiske handlingsfelt. Denne indsnævring blev stærkere og stærkere jo værre det gik i fiskesektoren. På denne måde forsøgte det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime at undgå en altomfattende hegemonikrise. Det vi således ser er, at i en periode, hvor det for alvor ville være relevant, ja nødvendigt at satse på alternative eksporterhverv til fisk, da indskrænkes de politiske muligheder, fordi alle ressourcer skulle bruges til, at opretholde det underskudsgivende fiskerierhverv. Det er således en selvforstærkende mekanisme; jo værre det går i fiskesektoren, jo mere må "propellen" strammes op og jo sværere bliver det at realisere alternative projekter. "Propellen bag det hegemoniske projekt" illustrerer således også et slags hegemonisk felt, hvor alle udefrakommende aktører og deres projekter, ses som trusler. De vil derfor møde en massiv modstand, medmindre de inkorporeres og formuleres indenfor det hegemoniske felt. Undersøgelsen af de realiserede projekter har også vist, at det heller ikke er umuligt at realisere alternative strategier. Både shipping og Faromar projektet kunne hvis de var lykkedes, bane vejen for en udvikling af alternative eksportsektorer. Disse eksempler viser på den anden side også, at dette kun var muligt fordi Fiskasølan bakkede projekterne op. Først da blev hele magtblokken mobiliseret og først da blev hele finanskapitalen sat i gang. Uden for dette hegemoniske felt, stod der i denne periode flere aktører, og forsøgte at komme ind på banen med andre projekter. Fra denne side blev der formuleret mere og mere dristige alternative projekter, men disse mødte kraftigere og kraftigere modstand, fordi fiskesektoren netop på grund af dens krise, krævede større og større kapitalindsprøjtninger. Hvordan denne modstand helt konkret kom til udtryk, vil jeg vise i næste kapitel.

120

Kapitel 8 Den konkurrerende akkumulationsstrategi I forrige kapitel fandt vi, at der i takt med fiskesektorens 'deroute' opstod et større og større behov for at sikre kapitalflowet over i fiskesektoren. Dette medførte på den anden side en kraftigere og kraftigere modstand imod alternative erhvervsudviklings projekter. Formålet med dette kapitel er at undersøge og vise, hvordan denne modstand helt konkret kom til udtryk. Dette vil jeg gøre ved en detaljeret analyse af tre alternative erhvervsudviklingsprojekter, der historisk set ligger i forlængelse af hinanden, nemlig Eksportcentret, Industricentret og Commercial Viking. Disse tre projekter repræsenterer samtidig tre måder at udvikle alternative eksportsektorer på: l)internationalisere de eksisterende virksomheder, 2) oprette nye virksomheder og 3) tilflytning af virksomheder.

TRE ERHVERVSUDVIKLINGSSTRATEGIER

4 1873-

1989-

1984-

INTERNATIONALISERINO

OPRETTELSE AF

AF EKSISTERENDE VIRKSOMHEDER

VIRKSOMHEDER

1882-

TlLFLYTNINO AF VIRKSOMHEDER

Disse tre projekter viser, at der i hele den undersøgte periode fra midten af 1970'erne og op til 1992, har været kræfter der har arbejdet seriøst på at gennemføre erhvervsudviklingsprojekter, der hvis de var blevet gennemført, kunne have banet vejen for en udvikling af en mere differentieret eksportsektor. Men under implementeringen af disse projekter, stødte de ind i en eller anden form for barriere der gjorde, at de ikke kunne gennemføres. Hvad var det for nogle barrierer der forhindrede aktørerne i at fuldføre deres planer? Hvorfor blev de ikke gennemført? Den følgende undersøgelse af disse projekter har to omdrejningspunkter. Første omdrejningspunkt er selve projektideen. Andet omdrejningspunkt er samspillet med det offentlige under forsøget på at implemenetere projekterne.

Internationalisering af eksisterende virksomheder: Eksportcentret Fra ca. midten af 70' erne blev der arbejdet på at oprette et Eksportcenter, der skulle varetage salg og marketing af færøske industrivarer (ikke fisk) i udlandet. Projektet 121

involverede 26 bestående produktionsvirksomheder, der i forvejen leverede til det færøske hjemmemarked. Der var ikke tale om nye produkter eller nye virksomheder, men alene om en markedsmæssig ekspansion. Der var således ikke tale om pludselige radikale ændringer, men om en gradvis udvidelse. Dette har sandsynligvis givet initiativtagerne forventninger om at kunne realisere planerne indenfor de eksisterende institutioner og rammer. Projektmagerne, de drivende kræfter i projektet, forsøgte derfor at involvere forskellige personer, virksomheder, samt offentlige- og private institutioner, der i forvejen var integrerede i det hegemoniske projekt Bygdamenning. Planerne om Eksportcentret kan derfor læses som et forsøg på at blive en del af'propellen' bag hegemoniet. Dette skabte selvfølgelig problemer fordi Eksportcentret samtidig satsede på en anden konkurrencestrategi og afveg fra den bestående praksis. I løbet af 1950 og 1960'erne var der efterhånden var opstået flere industrivirksomheder, der leverede forskellige produkter til det færøske hjemmemarked. Hjemmemarkedets begrænsede omfang satte imidlertid hurtigt en grænse for den videre ekspansion. Problemet for virksomhederne var, at de alle sammen var så små, at de hver for sig ikke havde ressourcer til at oprette en salgsorganisation og i endnu mindre grad at bære de markedsføringsomkostninger som en internationaliseringsstrategi ellers ville indebære. På denne baggrund var det nærliggende, at virksomhederne gik sammen om at oprette en fælles salgsorganisation, et Eksportcenter, der skulle varetage markedsføringen af deres produkter. Hvornår ideen om at oprette et sådan center for første gang er opstået er ikke til at vide. Det tyder dog på, at det er en gammel tanke, som formodentlig har været formuleret første gang i 50-60' erne.1 Planerne om at oprette et sådant eksportcenter, blev dog først for alvor diskuteret og forsøgt gennemført i første halvdel af 1970'erne. Disse planer opstod i miljøet omkring Idna5arstovan (Landsstyrets industrikontor) og Idnaåarfelagiå (Industriens fællesorganisation - svarer til DA i Danmark). Idnaåarstovan var en korporativ (d.v.s. halv offentlig og halvt privat) institution og blev delvist finansieret af landskassen og delvist af idna5arfelgi5. IdnaQarstovan var på dette tidspunkt meget aktiv og arrangerede kurser, møder og seminarer. Industrirådgiverens 'stil' var udadvendt og udfarende, hvilket var utraditionelt. Planerne om eksportcentret var et resultat af de diskussioner og den tænkning der udsprang af de møder, undersøgelser og kurser som en bredere kreds af erhvervsfolk var engagerede i og hvor Idna5arstovan og Idna6arfelagi6 var centrale aktører. Et brev fra Landsstyrets Handels Markedsrådgiver til Landsstyret2 giver et billede af dette miljø og den tænkning der gjorde sig gældende her. I det følgende gives et længere citat fra dette brev: 'I "trtflutningsmiftstød Idnaoarins" (S. 1) Føroya IdnaQarfelag/tdnaéarstova 1974, fremgår det, at det er en gammel tanke. Der oplyses ikke hvornår, men det fremgår at de ihvertfald har været fremme før 1973. 27).

"Handils og marknaførrågevara Føroya til Føroya Landstyri". Torshavn den 4 december 1973. (F.L.j.nr. 320-4-

122

"I november 1973 afholdt Idnadarfelagid et seminar i Torshavn, hvor mulighederne for at markedsføre færøske varer var hovedtemaet, som skulle behandles. Som specialister indenfor markedsføring deltog Leif Holbek Hansen, professor vedBergens Handelshøjskole, og P.O. Nuhma, radgiverfor den Svenske regering i U-lands anliggender. Disse havde tidligere, om foråret, afholdt et kursusfor industrifolk. Seminaret var at opfatte som et "follow-up" ogfærdiggørelse af det forrige. Herudover deltog ombudsmænd for de fleste industrivirksomheder, salgsorganisationer og for Landsstyret. Oplægget til mødet var i hovedtræk: 1). Naturressourcegrundlaget taget i betragtning, må målsætningen være, at producere varer af høj kvalitet og med forskellige særkende. Masseproduktion af standardvarer, som skal konkurrere med tilsvarende varer fra større lande der på alle måder er bedre udrustede til sådan produktion, kan næppe komme på tale. 2. Da forholdene er så små (befolkningstallet på Færøerne svarer stort set til antallet af folk, som arbejder på de største virksomheder i de andre skandinaviske lande) bør alt være gjort for, at fremme en koordination i salgsledet, til fordel for helheden. 3) Produktionen bør være så meget forarbejdet som muligt fordi a) det er først og fremmest dette som skaber velstand i et samfund b) på denne måde er det lettere at give færøske varer et særkende. 4. En forudsætning for alt dette er en så stor samhandel med omverden som muligt. 5. For at sikre, at den færøske vare kan leve op til sit omdømme jvf. foranstående som værende førsteklasses varer, er det nødvendigt at alle varer bliver kvalitetsundersøgt inden de eksporteres til udlandet. 6. En markedsføringsstrategi som franchising ville uden tvivl egne sig særdeles godt for den færøske produktionsstruktur. Dette indebærer b.la. at markedsføringen bliver styret af færøske eksportører og ikke som hidtil af forskellige udenlandske grossister. Salg af forskellige varer bliver herefter, under bestemte forudsætninger, overladt til et bestemt antal af virksomheder, (helst detailhandler) i forskellige lande" (Ibid). Det som vi især skal lægge mærke til i ovenstående citat er den vægt man tillagde i begreber som kvalitet, kvalitetssikring, forarbejdning og ikke mindst 'varernes særkende'. Hermed argumenteres der for en anderledes konkurrencestrategi end den der ellers var dominerende. Det der bliver sagt i dette 'statement' er, at Færøerne bør satse på en konkurrencestrategi, hvor man konkurrerer på differentiering og ikke på pris. Efter dette indlæg om generel konkurrencestrategi blev der lagt op til en diskussion om, hvordan man kunne konkretisere og kortlægge, hvilke produktionsmuligheder der var, samt hvordan man kunne organisere en kvalitetssikring af kommende eksportvarer.

123

På den ene side forsøgte man at få fiskesektoren med, på den anden side var man også på konfrontationskurs med fiskesektoren. For det først havde man taget afstand fra priskonkurrencestrategien, hvilket var en indirekte kritik af fiskerisektoren, da det var den strategi som fiskerisektoren satsede på. For det andet blev der direkte erklæret, at "den nuværende højkonjunktur burde bruges til en industriudbygning, som blev alt mere nødvendig efterhånden som fiskeressourcerne reduceredes" (Ibid). Uanset hvilke kontroverser, der sandsynligvis har huseret på mødet, så blev mødedeltagerne enige om, at man herefter burde gå i gang med at undersøge mulighederne mere konkret og udvikle de synspunkter der var kommet frem. Der blev i denne forbindelse vedtaget, at nogle udvalgte personer, som repræsenterede bestemte grupper i samfundet, skulle udarbejde et memorandum, der skulle sendes til Idna6arstovan til videre undersøgelse og koordination. Den vigtigste gruppe var her fiskesektoren, som blev repræsenteret af Fiskasølans direktør Birgir Danielsen. Til sidst og ikke mindst, blev der på dette møde besluttet: "med det samme at gå i gang med at forberede de nødvendige tiltag, således at et eksportcenter kunne gøres til virkelighed allerede i vinter" (Ibid). Der var således to ting, der blev besluttet på mødet: 1) videre undersøgelser og 2) realisering af Eksportcentret. Landsstyrets markedsrådgiver blev sat på opgaven, at udarbejde et det første oplæg til Eksportcentret. Hermed blev der taget et skridt nærmere en implementering af eksportcentret. Mødet har åbenbart været særdeles opmuntrende og indgydet virksomhederne håb. Markedsrådgiveren skriver til Landsstyret, at: "Efter mødet blev jeg kontaktet af Olavur Gregersen, Tøtingarvirki6s direktør og Oddmar Olsen, Snældens direktør (de to største spinderier på Færøerne JCJ), hvor de rejste spørgsmålet om koordination af trøjeeksporten ud fra de retningslinier, som der var snakket om på mødet. Dette spørgsmål har været fremme flere gange før..." (Ibid). Kort efter mødet iværksatte pågældende trøjeproducenter en markedsundersøgelse af eksportmulighederne for Færø-trøjer. Et dansk markedsanalyseinstitut3 blev hyret til opgaven og i 1974 kunne der konkluderes følgende: "Undersøgelsen viser, at der ikke er udbredt kendskab til Færø-trøjer, hvilket skyldes, både at det for forhandlerne er besværligt at finde frem til produkterne og derpå, at forsyningen fra grossist til forhandler ikke er særlig effektiv, og at produkterne ikke genkendes af forbrugerne som værende færøske. På den anden side opfattes Færø-trøjerne ikke som værende produkter, der i pris og kvalitet adskiller sig fra andre stortrøjer. (...)En forudsætning for et større salg er, at distributionssystemet ændres. Det nuværende system, hvor salget sker gennem små grossister, som forhandlerne selv skal opsøge, og hvor de selv skal udvælge sortimentet uden at have noget overblik over trøjernes størrelser, farver og mønstre, vil på længere sigt ikke kunne opretholdes. Forhandlerne har behov for

3

Der blev leveret to rapporter: 1) "Standard-markedsbeskrivelse Danmark, stortrøjer M.V. og 2) "Informelle interviews med forhandlere af færøtrøjer". Thulstrup, Jørn, media- og marketingskonsulenter. København Januar 1974.

124

informationer om trøjernes størrelse, mønstre og farvekombinationer samt sikkerhed for, at produktet kan leveres rimeligt hurtigt. Et distributionssystem, der tager hensyn til disse faktorer, eventuelt i form af en fælles grossist for færø-trøjer, vil være af afgørende betydning for salget. Man bør også overveje at optage nye og mere modeprægede produkter i sortimentet. I de senere år er der sket en kraftig stigning i salget af de modeprægede strikvarer, eksempelvis islandske som før omtalt" (Thulstrup 1974: Side 7-8). På baggrund af disse markedsundersøgelser kom man altså frem til de samme konklusioner som Idnaéarstovan havde lagt frem i oplægget til stormødet i Torshavn, hvor det blev besluttet at man måtte ændre distributionssystemet og oprette Eksportcentret. Trøjeproducentrernes interesse og forsøg på at fremme eksporten af færøske trøjer har uden tvivl været medvirkende til at gøre sagen om Eksportcentret mere aktuel. Metaforisk formuleret kan vi sige at dette var vand på Idna5arstovans mølle. Det blev som sagt besluttet, at Landsstyrets handels og markeds rådgiver, Trygve Johannesen, skulle udarbejde et forslag til, hvordan man kunne komme videre. Beslutningen blev fulgt op, og en måned senere forelå første konkrete udkast til et sådant eksportcenter, med budgetterede årlige driftsomkostninger på 565.000,- kr. Forslaget gik i første omgang ud på, at oprette en afdeling på Færøerne og en i København.

Samspillet med det offentlige Herefter blev der den 18. jan. 1974, afholdt et møde med Landsstyret, hvor man drøftede mulighederne for støtte til driften af centret.4 Landsstyret mente ikke at sagen var tilstrækkeligt belyst til, at de kunne tage beslutning herom og gav udtryk for, at de ønskede nærmere oplysninger om eksportørernes reelle interesse bag projektet, inden der blev taget stilling til sagen. Man var altså usikker på, hvor mange der egentlig ville være med i et sådant projekt. Var det kun tale om en enkelt virksomhed eller hvor mange var der tale om? idna6arfelagi6/Idna6arstovan indkaldte derfor den 18. maj 74 igen til møde for at klarlægge disse spørgsmål. Der mødte ikke mindre end 26 potentielle eksportører op og tilkendegav deres interesse i et Eksportcenter. Der blev på dette møde enstemmigt vedtaget, at IdnadarfelagiS hurtigst muligt skulle tage sagen op med Landsstyret og Idna6arstovan. Der var således fuld opbakning fra industrien. For at belyse sagen endnu bedre og forbedre projektets vidensgrundlag, sådan som Landsstyret havde ønsket, arrangerede Idnaåarstovn samme år en undersøgelsesrejse til Island, for at se hvordan Eksportcentrene var organiserede og virkede der. Med på denne tur var repræsentanter for Landsstyret, IdnafiarfelagiQ og Idnaåarstovan. De så her, at det islandske Eksportcenter ikke beskæftigede sig direkte med salg og markedsføring. Derimod var deres hovedopgave at foretage markedsundersøgelser og komme med forslag til nye produkter og arrangere udstillinger etc. Altså mere en funktion som Eksportrådene har i de andre Nordiske lande. Idnaåarstovan skrev om studieturen: "Ifølge direktør Ulfur Sigmundsson var det største handicap ved centret, at de ikke selv havde noget med salg at

*På dette made var der fra Landsstyret: Atli Dam (lagmand), Jacob Lindenskov (landsstyremedlem), Eli Nolsøe (landstyremedlem), Trygve Johanesen (markedsrådgiver) og Jalgrim Hilduberg (fuldmægtig). Og for IdnadarfelagiS og Idnadarstovan: Olavur Gregersen (formand), og Tormodur Dahl (industrirådgiver). Føroya Idnaoarfelag/Idnaoarstovan "Utflutningsmiostøo Idnaoarins" Side 2. Torshavn 1974.

125

gøre, idet det ofte var svært at repræsentere islandske varer i udlandet, uden at have fuldmagt til at forhandle om pris."5 Om turen konkluderer rejseholdet: "Når vi siger at rejsen til Island gav mange positive impulser, så må det tilføjes, at det vi måske lærte mest af var, hvordan vi på mange områder ikke skal organisere vores eksportcenter".6 Der blev herefter udarbejdet et konkret lovforslag til et kommende Eksportcenter på Færøerne. Initiativtagerne kom på dette tidspunkt temmelig langt med forberedelserne og havde gjort sig overvejelser om ledelsesforhold, organisering og strategi. Man havde således konkrete forestillinger om, hvordan centret skulle fungere i praksis. Tilbage stod spørgsmålet om finansiering. I det seneste forslag, som blev tilsendt landsstyret, havde initiativtagerne tænkt sig centret finansieret således: Indtægter fra eksportørerne Støtte fra Menningargrunninum Støtte via finansloven

60.000,200.000,300.000,-

Det drejede sig altså om i alt 560.000,- kr i støtte fra det offentlige, hvoraf Landsstyret skulle tage stilling til de 300.000.- kr i årlig driftsstøtte. Tanken var, at dette beløb skulle reduceres i takt med konsolideringen af centret, men af en eller anden årsag svarede Landsstyret aldrig ansøgningen.7 Et år efter at ansøgningen var indleveret, var der stadig ikke kommet noget svar fra Landsstyret. IdnaSarfelagi skrev derfor I. marts 75 en rykker til Landsstyret: "Som det fremgår af betænkningen (Om Eksportcenteret 26.9.74. JCJ.) kommer vi ikke videre i denne betydningsfulde sag, uden at Landsstyrets stillingtagen til denne sag foreligger, og vil vi således tillade os at opfordrejer til, at sagen bliver taget til behandling så hurtigt som muligt. Det er ikke kun fiskerierhvervet, som bliver ramt af den nuværende krisesituation. Fremstillingsvirksomhederne på land er mindst lige så hårdt ramt...."8 og videre: "Skal vi overvinde den stagnationsproces, som nu mere og mere breder sig, er det efter vores mening af største betydning at vi i endnu større grad end hidtil udnytter mulighederne for eksport af færøske industrivarer. Centralt i denne sag er Eksportcentret og noget

5

"Utflutningsmi5stø5 idnaoarins" Føroya idnaQarfelag 1974. (Side 2).

6

Ibid

7

Jeg har undersøgt dette nærmere, ved at forhøre mig på F.L. arkiv hvor al ind-ud gående post arkiveres. Adskillige sagsmapper blev fundet frem, men ingen steder hvor sagen med "eksportcenter" figurerede, fandtes noget svar på ansøgningen. Føroya Landsstyre om "UtflutningsmistøSin", fra Føroya Idnadarfelag. Dateret 17.3.75.

126

il 9 virkeligt skridt fremad kommer vi ikke førend den er etableret og kan begynde at virke".

Det kan være slemt nok at få afslag på bevilling, men værre er det næsten slet ikke at få svar. Så har man intet at forholde sig til i det videre arbejde. Som det fremgår af citatet, så har Idnaåarfelagifi åbenbart set sig nødsaget til at påpege, at det ikke kun var fiskesektoren der var ramt af økonomiske vanskeligheder, men at de andre virksomheder på land sandelig også var hårdt ramt. Dette tyder på, at industrien på land følte sig tilsidesat i forhold til fiskesektoren. Dette afspejler det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime's rolle i det hegemoniske projekt Bygdamenning. Dette gjorde nemlig, at andre erhvervspolitiske problemstillinger ikke skabte nogen genklang i systemet, hvilket har fået Idna5arfelagi6 til at føle det som at 'slå i en dyne'. Det er derfor ikke overraskende, at der på trods af denne 'rykker1 ikke kom nogen reaktion fra Landsstyret. Sagen blev taget op ca 4-5 gange efter at den første blev taget op af Idna6arstovuni5 og idna5arfelai6 i november 1973. På trods af stor tilslutning lykkedes det dog aldrig at fremme projektet på grund af manglende finansiering. Det er dog bemærkelsesværdigt at Landsstyret slet ikke svarer ansøgningen, især når man tager i betragtning at repræsentanter fra Landsstyret var med på studietur på Island. Det tætte samarbejde og kommunikationen imellem Idnaåarstovan og Landsstyret taget i betragtning, kan det manglende svar ikke altså ikke tillægges en eller anden bureaukratisk fejl, der har gjort, at brevet er blevet væk. Den eneste forklaring er, at der her blev foretaget en såkaldt "non-decision". Ved at lade være med at tage stilling til sagen blev det besluttet ikke at bevillige midler til centret. Noget tyder dog på, at Landsstyrets holdning til sagen var kendt af initiativtagerne bag projektet. 11984, 10 år efter at ansøgningen var sendt til Landsstyret, skrev Idna6arstovan i et brev til de virksomheder der ville være med i Eksportcentret: "Myndighederne har i alle disse år, haft den opfattelse, at et sådant center, må hvile i sig selv, på samme måde som f.eks. Fiskasølan. Da nu vores årlige eksport af industrivarer (fiskeprodukter undtaget) i alle disse år aldrig har været større end nogle helt få millioner kr. (de kan tælles på en hånd), så siger det sig selv, at med den sædvanlige salgsafgift på 23 % , bliver intet eksportcenter oprettet. På den anden side synes det desværre at være få, der stiller sig selv det spørgsmål: er årsagen til dette dårlige eksport resultat måske netop den, at vi intet eksportcenter har?".10 Der var altså gået 10 år siden man for første gang var begyndt at arbejde seriøst på et eksportcenter. Landsstyret mente åbenbart at et sådant center burde være selvfinansierende 'på samme måde som Fiskasølan1. At Fiskasølan økonomisk hvilede i sig selv, var en sandhed med modifikationer. Den fik rigtigt nok ingen direkte støtte, indirekte blev Fiskasølan dog støttet, da støtten til fiskesektoren blev givet i produkuktionsledet.

9

Ibid

l0

Brev fra Føroya IdnaQarstova "UtflutningsmidstøS Føroya" til 'Interesserede virksomheder'. 1984. (Side 1)

127

Når sagen i 1984 igen blev bragt på bane, skyldes det, at flere fiskeeksportører var blevet utilfredse med deres salgsorganisation Fiskasølan og den pris Fiskasølan formåede at sælge til. Der var således flere tilfælde, hvor Fiskasølan's medlemmer forsøgte at sælge udenom Fiskasølan. Fiskasølan hævdede til gengæld, at så længe de var medlemmer, "ejede" de fisken og adskillige gange havnede sagerne i retten. Utilfredsheden resulterede i, at enkelte fiskeproducenter trak sig ud af Fiskasølan. Disse producenter overvejede nu at organisere sit salgsarbejde og enkelte var endda rede til at inddrage ikke fiskeproducenter med i en sådan eksportorganisation. Interessenterne (aktørerne) bag eksportcenteret så her en mulighed for, at danne en alliance med fiskeproducenterne. Fiskeproducenternes eksport var tilstrækkelig stor til at den kunne finansiere udgifterne af et sådant center. På denne måde kunne de realisere den gamle ide om et eksportcenter uden at være afhængige af Landsstyrets bevilling. De skrev således: "Nu synes der dog at være kommet en positiv drejning i sagen, idet bestemte fiskevirksomheder/selskaber, som ikke er medlemmer i Fiskasølan, er rede til at koordinere deres salg. Flere af disse virksomheder har samtidig det synspunkt, at det kan være en fordel, at også andre industrivirksomheder af bliver knyttet til samme salgscenter".11 Man forestillede sig, at virksomhederne inden for fiskerierhvervet i starten skulle betale hovedparten af markedsføringen. Deres sælgere skulle, når de var udenlands, også have brochurer og eventuelle prøver fra andre virksomheder med. Fiskeproducenternes fordel var på den anden side, at antallet af virksomheder der ikke havde nogen tilknytning til fiskerierhvervet, var langt større (ca 30-40). Da hvert medlem skulle betale en medlemsafgift på 50.000,- kr, ville denne gruppe stå for langt den største del af "medlemsfonden" (Jeg formoder at denne fond skulle udgøre selskabets egenkapital). Dette var det sidste forsøg på at gennemføre Eksportcentret, men heller ikke denne gang lykkedes det. Af en eller anden grund bakkede fiskeindustrien ud af projektet, hvormed det økonomiske grundlag under projektet forsvandt. Hermed endte historien om Eksportcentret, som nu blev endeligt skrinlagt i landsarkivets støvede hylder. Tilbage står flere ubesvarede spørgsmål. Hvorfor bakkede Landsstyret ikke projektet op? Hvorfor kunne aktørerne ikke i stedet for skaffe finansiering ad andre veje, eller eventuelt selv afholde udgifterne? I det følgende vil jeg diskutere nogle af spørgsmål.

Hvorfor blev Eksportcentret ikke realiseret ? For at forstå, hvorfor Eksportcentret stoppede, må vi se nærmere på relationerne til fiskesektoren og relationerne mellem Idnaåarstovan og Landsstyret/Lagtinget. Det er i relationerne til disse institutioner, at magtspillet udfolder sig og at projektet's videre skæbne bliver afgjordt. Relationerne til fiskesektoren Som vi var inde på tidligere, så var Fiskasølan med i planerne i projektets idefase og deltog på stormødet i Torshavn. Ifølge G.Djurhus var Fiskasølan imidlertid ikke særligt interesseret

"Ibid, s.2

128

i projektets realisering og forsøgte senere endda at modarbejde planerne, omend ikke direkte, så indirekte. Fordi selvom virksomhederne havde meldt sig ud af Fiskasølan, så kontrollerede Fiskasølan de afgørende områder, som virksomhederne var afhængige af, hvad enten de var medlemmer af Fiskasølan eller ej. For det første var Fiskasølan en vigtig finansieringskilde som fiskeindustrien benyttede sig af. For det andet havde Fiskasølan afgørende indflydelse på de to største banker: Sjovinnubankin og Føroyabanki. For det tredje havde Fiskasølan stor politisk indflydelse. På disse tre områder kan vi med sikkerhed sige, at den havde et afgørende ord at skulle have sagt. Derudover kan vi formode at den havde en vis indflydelse på transportselskaberne der transporterede varer til og fra Færøerne. Af alle disse indlydelsessfærer var finanskapitalen dog den vigtigste. Fiskasølan var sammen med Tryggingarfelag Føroya hovedaktionær i banken. Derudover var Fiskasølans direktør var bestyrelsesformand i banken. Uden finanskapitalens opbakning er der ingen mulighed for drive virksomhed. Og her var der ingen tvivl om Fiskasølans magt. Ud fra det foreliggende materiale jeg har haft mulighed for at studere, er det ikke muligt direkte at påvise Fiskasølans magtudøvelse i forbindelse med denne sag. På den anden side foreligger der mange oplysninger, der helt klart peger i retning af, at Fiskasølan i denne sag har 'banket' de ulydige fiskeproducenter på plads. Dette fremtræder mere tydeligt, hvis vi opstiller det vi faktisk ved i en overskuelig form således: - Vi ved, - Vi ved, - Vi ved, - Vi ved, - Vi ved, - Vi ved,

at nogle fiskevirksomheder ville ud af Fiskasølan at de ville med i Eksportcentret at hvis de havde gjort alvor af planerne, så havde de skadet Fiskasølan at Fiskasølan kontrollerede finanskapitalen at ingen virksomhed kan overleve uden finanskapitalens opbakning at fiskeporducenterne senere 'ombestemte1 sig

Når man ser hændelsesforløbet i denne rækkefølge, er det svært konkludere andet end, at Fiskasølan har benyttet sin magtposition til at presse fiskeproducenterne til at holde sig ude af et kommende Eksportcenter. Den tidligere formand i Idna6arfelagi6 G.Djurhus udtrykte også: "En fejl var nok, at man tog fiskeindustrien med, fordi de ikke var tilstrækkeligt interesserede, de havde jo en organiseret salgsorganisation i forvejen. Men selvom dem der stod udenfor kom med, så var de ikke særligt frie idet de jo var bundne af finansieringsinstitutionerne, som igen var bundne af Fiskasølan. Fiskasølan arbejde imod at et sådant eksportcenter blev oprettet" (G.Djurhus 1996). Problemet for projektmagerne var, at de ikke kunne skaffe finansiering til projektet. Landsstyret svarede aldrig ansøgningen og virksomhederne havde ikke råd til selv at finansiere projektet. Ideen var så at få fiskesktoren med, fordi disse virksomheder var økonomisk langt stærkere end de andre virksomheder. Dette medførte på den anden side, at de kom på kollisionskurs med Fiskasølan. Og Fiskasølan havde en særlig magtposition, da den kontrollerede finanskapitalen. Det, der i første omgang syntes at åbne op for finansiering af projektet viste sig derfor hurtigt at give bagslag og blev projektets endeligt. Dette er dog kun en del af forklaringen på, hvorfor projektet strandende. Hvorfor støttede Landsstyret ikke projektet?

129

Relationerne til de øvrige statsinstitutioner For at forstå hvorfor Landsstyret aldrig svarede på ansøgningen, må vi se nærmere på relationerne imellem idnaåarstovan på den ene side og Landsstyret, Lagtinget og Finansudvalget på den anden side. Noget tyder på, at der herskede et særdeles 'anstrengt' forhold imellem disse institutioner. Et notat fra 1982, som er skrevet af idnaåarstovan (Industrirådgiveren) og sendt til Finansudvalget (Attesteret til Ivan Johannesen og Asbjørn Joensen og Atli Dam) dokumenterer, at idnaåarstovan har været i stærk modvind og at der var politiske kræfter, der direkte modarbejdede selve idnaåarstovan. idnaåarstovan var alene i kraft af, at den kun beskæftigede sig med erhverv udenfor fiskeriet, en meget udsat institution. Det gjorde det ikke bedre, at selve industrirådgiveren var en kontroversiel personlighed, der ikke holdt sig tilbage i de offentlige debatter. I det ovenfor nævnte notat fremgår det, at finansudvalget på et tidspunkt, truede med at stoppe bevillingerne til idnaåarstovan, hvis ikke industrirådgiveren kunne garantere, at han ville stoppe med at udtale sig i pressen. Formanden i idnaåarfelagiå (G.Djurhus) blev indkaldt til et møde med Finansudvalgets formand Ivan Johannesen. Finansudvalgsformanden fortalte på dette møde, at flertallet i finansudvalget var utilfreds med Idnaåarstovans arbejde: "Og specielt var man utilfreds med industrirådgiverens skriverier i dagspressen. På trods af at det var pænt indpakket, så var formandens mening ikke til at misforstå: finansudvalget ville ikke yde støtte til idnaåarstovan, hvis ikke bestyrelsen i idnadarfelagi6 kunne garantere, at fra nu af skulle industrirådgiveren ikke udtale sig i dagspressen (uden så måske, at udtalelserne på forhånd var censurerede) med andre ord: industrirådgiveren skulle have mundkurv på" (idnaåarstovan, Notat 1982:1). Finansudvalget sad på 'pengekassen' så dette var alvorlige trusler. Industrirådgiveren gik derfor videre til Lagmanden med sagen. "Lagmanden (ADam) oplyste, at han var klar over, at der var bestemte personer i finansudvalget, der havde disse synspunkter, men sagde, at han var tilfreds med det arbejde idnaåarstovan fik fra hånden og havde forlangt, at de der var utilfredse, skriftligt skulle redegøre for, hvad de var utilfredse med. Ingen sådan skriftlig redegørelse er indtil dags dato kommet, hverken til Lagmanden eller idnaåarstovan" (idnaåarstovan, Notat 1982:1) Bemærkningerne i Notatet, vidner om, at industrirådigveren har følt sin position truet og har været nødt til at legitimere sin stilling og i det hele taget legitimere idnaåarstovan's eksistens. Dette fik industrirådgiveren til at opremse en stribe af tiltag og sager som idnaåarstovan havde medvirket i: "Da idnaåarstovan blev oprettet efteråret 1972, var ca. 250 industri- og håndværksvirksomheder og tjenestevirksomheder på Færøerne. I dag (1981) er antallet 650. Det skal her være sagt, at af disse 400 nye virksomheder skal det være mig let at dokumentere, at Idnaåarstovan på enhver måde har ydet bistand og/eller rådgivningshjælp til mindst 300. Og da siger jeg heller ikke for meget... Teknikken kan købes mere eller mindre dyrt, men kender du personligt "nøglepersonlighederne" ude i verden inden for de forskellige aktuelle erhvervsområder, så koster "teknikken" så at sige intet. Jeg tør sige, at lige her har idnaåarstovan et know-how og viden om hvem har forstand på hvad, og hvordan du skal sno dig, som ingen anden på Færøerne. Det er dog således, at det som idnaåarstovan 130

beskæftiger sig med i dag, som oftest ikke bliver synligt før end om ca. 2-3 eller 5 år. Og hvem kan "måle" og vurdere betydningen af de tilsammen hundreder af offentlige og halv offentlige debatmøder med erhvervsfolk, arbejdsgrupper, organisationer, institutioner, skoler, og enkeltpersoner om udvikling af vores erhvervsliv? I øjeblikket arbejder Idna6arstovan med 5 af de største og måske mest betydningsfulde projekter i vores erhvervshistorie. Helst og forhåbentlig bliver alle disse projekter til realitet indenfor en 4-5 årig periode og 2-3 af disse måske allerede næste år. Trådene i disse projekter er knyttet sammen og enderne er hos Idnaåarstovan" (Idna5arstovan, Notat 1982:2). Herefter blev skytset rettet imod finansudvalget: "Måske overvurderer jeg situationen, men jeg er mere og mere overbevist om, at finansudvalget eller alle de finansudvalg, som har eksisteret, siden idnaåarstovan blev oprettet, overhovedet ikke ved hvad afdelingen foretager sig og hvad værre er, de har aldrig gjort noget for at få det at vide." (idnaåarstovan Notat 1982:2) Jeg tror, at industrirådgiveren her undervurderer finansudvalgenes videbegærlighed. Jeg mener, at modstanden imod idnaåarstovan næppe kan skyldes uvidenhed og manglende interesse, men snarere dets synlighed i offentligheden og de strategier Idnaåarstovan arbejdede for. De synspunkter som idnaåarstovan stod for, stødte ind i den herskende praksis, som var knyttet til den akkumulationsstrategi som Landsstyret bakkede op omkring. Alt dette illustrerer også på glimrende vis, hvordan Lagtingsmedlemmerne via finansudvalget direkte har blandet sig i administrationen. I notatets slutbemærkning fremstår det dog helt klart, at det her drejer sig om en konflikt i mellem fiskeriinteresser og alle andre erhverv: "1/3 af de beskæftigede, arbejder i dag direkte \ fremstillingserhvervene på land. Det er vores (Bestyrelsen i idnaårafelagiå) pligt at gøre finansudvalget opmærksomt på dette" (side 4) Sammenfatning og vurdering. Vi har nu gennemgået planerne om Eksportcentret. Eksportcentret skulle varetage salg og markedsføring for ca. 26 forskellige industrivirksomheder. Disse virksomheder leverede til det færøske hjemmemarked og ønskede at ekspandere, hvilket kun kunne gøres ved eksport. Virksomhederne var imidlertid så små, at de ikke var i stand til alene at finansiere et sådant eksportcenter selv. De søgte derfor Landsstyret om penge. Ideen var, at centret senere skulle blive selvfinansierende. Landsstyret svarede imidlertid aldrig ansøgningen. Heller ikke efter at Idnaåarstovan, ét år efter at de havde sent ansøgningen, igen skrev til Landsstyret og opfordrede dem til at behandle sagen. Hvorfor svarede Landsstyret ikke? Hvorfor var Landsstyret så passivt? Dette kan kun forstås, hvis man ser Eksportcentret i relation til det hegemoniske projekt "Bygdamenning". Den politiske dagsorden skabes nemlig indenfor rammerne af det hegemoniske projekt. Eksportcentret blev imidlertid ikke formuleret indenfor rammerne af hegemoniet og kom derfor slet ikke på den politiske dagsorden. De behøvede derfor ikke engang tage stilling til projektet, fordi i relation til hegemoniet, var Eksportcentret uden betydning. At Eksportcentret kunne have fået stor betydning for færøsk økonomi, det er så en helt anden sag.

131

Efter at sagen havde ligget hen i ca. 10 år opstod der en chance for at fa nogle fiskevirksomheder med i projektet. Baggrunden var, at flere virksomheder i fiskesektoren var utilfredse med deres salgsorganisation Fiskasølan. Det var større virksomheder og havde derfor et større økonomisk grundlag at arbejde ud fra. Dette gav projektmagerne håb om, at Eksportcentret kunne blive selvfinansierende, hvis disse kom med, men ved at integrere disse fiskevirksomheder i projektet kom Eksportcentret i direkte kollisionskurs med Fiskasølan. Hvor projektet før stod udenfor hegemoniet og derfor ikke havde nogen politisk betydning, så kom de nu ind i hegemoniet, men blev på samme tid en potentiel økonomisk trussel i mod Fiskasølan. Fiskasølan effektuerede sin magt og fik via finanskapitalen 'banket' de ulydige fiskevirksomheder på plads, hvorefter fiskevirksomhederne trak sig tilbage fra projektet, hvilket blev Eksportcentret's endeligt. Sammenfattende kan vi sige at, udenfor hegemoniet havde Eksportcentret ikke en chance fordi det i denne position ikke kunne skabe politisk genklang, men indenfor hegemoniet havde projektet heller ikke en chance, fordi her kom det i konflikt med Fiskasølan.

132

Idnadardepilin (Industricentret) å Sundi 11984 fremlagde Hans Mortensen, som var en lokal forretningsmand i Torshavn, en plan om at oprette et stort Industricenter, der skulle placeres å Sund som ligger i udkanten af Torshavn's kommune. Industricentret å Sundi var et storstilet og ambitiøst projekt, der skulle give omkring 1500 nye arbejdspladser, hvor ca. 90 % af produkterne skulle gå til eksport. Planen gik ud på, at oprette en såkaldt "videns kærne" med 5 separate institutioner 1) Forskning og Produktudvikling 2) Professionel salgsorganisation 3) Professionel virksomhedsstyring 4) Højteknologi 5 ) Uddannelse og skoling. Omkring denne "kærne" skulle der oprettes en række højteknologiske og innovative virksomheder. For de fleste færinger, kom dette nærmest som et chok og blev modtaget med en blanding af frygt og beundring. 1500 arbejdspladser i Torshavns regionen ? Forskning og udvikling, højteknologi og innovation. Projektet var i færøsk sammenhæng, så absolut nytænkning. Også måden projektet blev offentliggjort på, var usædvanlig. Alle husstande på Streymoy, havde faet tildelt en pjece (udarbejdet af professionelle reklamefolk), hvor selve projektet var beskrevet, og hvor det blev annonceret, "at en ansøgning er blevet sendt til Torshavns kommune om leje eller køb af et areal på ca. 130.000 m2". Ingen havde hørt om disse planer inden. På trods af samfundets lille størrelse, hvor alle ved alt om alle, var det lykkedes H.Mortensen at holde sit forehavende hemmeligt, og med et slag offentliggøre en gennemtænkt og bearbejdet idé. For de fleste fremstod idén som unik og at der var alvor bag ideen var der ikke tvivl om. HMortensen havde indtil videre investeret en halv million kr. på feasibility studier og foreløbige arkitekt udkast12. Men selvom projektet i færøsk sammenhæng virkelig var unikt, så var konceptetet inspireret af de såkaldte forskerparker og havde flere lighedspunkter med disse. Forskerparker kan bedst betegnes som en agglomeration af virksomheder og forskningsinstitutioner. Fænomenet opstod først i USA i 1950'erne, hvor industrien flyttede tæt på universiteterne, for bedre at kunne udnytte den viden som forskningsuniversiteterne sad inde med. I slutningen af I960' erne opstod de første forskerparker i Europa. Det var dog først i 1980' erne, at udviklingen af forskerparker rigtig tog fat, "a second wave of science parks arrived" og "then most recently during the latter part of 1985, a third wave of parks began to come into operation giving a total of 31 parks"13. Forskellen var, at mens industrien i USA henvendte sig til forskningsinstitutionerne, var det i Europa forskningsinstitutionerne der henvendte sig til industrien14. På Færøerne eksisterede der imidlertid ingen forskningsinstitutioner der besad viden der var relevant for industrien og industrien var heller ikke særligt interesseret i forskning. Så her var udgangspunktet et helt andet. Det hele skulle skabes fra bunden og det var det H.Mortensen havde i sinde at gøre, tilpasset færøske forhold og behov. Selve konceptet: agglomeration af forsknings institution og virksomheder, var det samme.

12

Sosialurin nr. 62,26 maj 1984, side 17

"Brian Worral (edt.) "Science Parks Directory", side 1. United Kingdom Science park Association 1987. 14 Henrik Toft Jensen og Peter Skriver: "Foreløbig rapport om forskerparker, deres udvikling i Europa og USA og hvordan vi kan bruge ideen i Roskilde". Publikationer fra Institut for Geografi, Samfundsanalyse og Datalogi, arbejdspapir nr. 62,1987.

133

Forskerparker blev i begyndelsen af 1980'erne en integreret del af flere vesteuropæiske landes industripolitik, som mere og mere gik i retning af at fremme en innovations-dreven akkumulationsstrategi. Det er sandsynligvis disse nye tendenser, der inspirerer HMortensen, der så udvikler dem videre og tilpasser dem færøske forhold. I hvert fald er det et ejendomligt sammenfald, at Sunds-planen opstår omtrent på samme tidspunkt (april 1984) som disse nye "Waves" i Europa. Projektets offentliggørelse Torsdag den 12. april 1984 blev projektet afsløret på Hotel Føroyar for flere hundrede inviterede gæster. Stort set alle beslutningstagere i samfundet var repræsenteret: private organisationer15, offentlige institutioner, politiske partier, byrådet, Landsstyret, erhvervslivet16, fonde, skoler samt de tre medier radio, aviser og fjernsyn. Det var således en begivenhed ingen kunne undgå at være informeret om, og endnu vigtigere, ikke kunne undgå at skulle tage stilling til og have en mening om. Under sin fremlæggelse sagde HMortensen, at han i flere år havde arbejdet med nogle ideer til industrielle projekter, men han havde fundet ud: "af færøsk industri kan ikke byde nye virksomheder gode arbejdsbetingelser. Bl.a. derfor begyndte jeg at arbejde på at løse de mest grundlæggende fravær"17 De grundlæggende funktioner som H.Mortensen mente manglede, var forskning, produktudvikling, salg, marketing og markedsundersøgelser. Nu havde der imidlertid eksisteret fiskeindustri i flere årtier, hvordan kunne H.M. så påstå at betingelserne ikke var tilstede? Det kunne han kun fordi der var tale om en ganske anden vækststrategi, en innovationsdreven vækststrategi, der ville stille nye krav til de lokale produktionsbetingelser. H.Mortensen skrev: "forudsætningen er, at vi formår at skabe et solidt fundament, hvor forskning, produktudvikling og professionel ledelse inden for alle områder gøres til lige så naturlige emner som energi og rentenivau"1* (min fremhævelse JCJ). Det centrale i H.Mortensens industricenter var derfor 'kærnen' som skulle være centrum for de vidensinstitutioner, der skulle være omdrejningspunktet for de innovative virksomheder å Sundi. Kærnen Kærnen skulle bestå af fem afdelinger, der skulle specialisere sig i hver sin opgave. 1) Center for forskning og produktudvikling 2) Salgsorganisation 3) Center for virksomhedsstyring og organisation 4) Center for teknologi 5) Center for uddannelse og skoling.

"FNU (Føroya Natur og Umhvørvisverndarfelagsskapur), IdnaSarfelagiS 16

Af avislæsningen fremgår, at for Fiskasølan var Birgir Danielsen, Føroya Banki Hans Jørgen Lauridsen.

17

"idna3ardepilin å Sundi fyri hålva milliard - størsta verkatlan i føroyskari søgu". Sosialurin 14.04.1984. (Side 12.)

18

Sosialurin nr. 46, Leyardagur 14 april 1984, side 13.

134

Center for forskning og produktudvikling I denne afdeling skulle der oprettes laboratorium, forsøgshal, værksted, forsøgstanke, aquakulturanlæg m.m. Afdelingen skulle beskæftige sig med forskning og udvikling af nye produkter inden for fiskeri, havbrug, samt redskaber og udstyr dertil. Man ville især prioritere udviklingsopgaver med relation til alternative erhverv til fiskeriet: "centret for forskning og produktudvikling vil lægge særlig vægt på disse muligheder" (Hans Mortensen 1984:2). Man forventede, at dette center ville beskæftige ca. 20-30 personer. Salgsorganisation Denne organisationen skulle virke som salgsorganisation for alle virksomhederne å Sundi, samt alle andre virksomheder rundt omkring på Færøerne og skulle påtage sig salg af alle industrivarer "fra krabber til vindmøller" (Ibid:2) Der skulle oprettes en tegnestue, tekst-, design- og filmafdeling m.m. Afdelingen skulle være ansvarlig for udstillinger i udlandet. På selve centret skulle der være en permanent udstilling med færøske industrivarer. Som et led i salgsorganisationens arbejde, skulle der oprettes en luksusrestaurant, med "Alt godt fra havet" på menuen. I salgsorganisationen skulle der kun være plads til specialuddannede folk19, der skulle udføre opsøgende salgsarbejde, hovedsageligt på udenlandske markeder. Disse skulle fungere som "sporhunde" og være med til at finde nye markeder og nye produkter. Man forestillede sig et nøje samarbejde imellem salgsorganisationen og centret for forskning og produktudvikling. Det blev forventet, at ca. 90 % af markedet ville være udenlandske markeder. Center for virksomhedsstyring og organisation Denne afdeling skulle fortrinsvis beskæftige specialister inden for fagområdet økonomi og organisation. De skulle have ansvaret for, at alle virksomheder, der blev etableret å Sundi, havde de organisatoriske, ledelsesmæssige og økonomiske forudsætninger i orden. Afdelingen skulle derudover yde løbende rådgivning og hjælp til virksomhederne "så faren for krisestiuationer bliver mindst mulig" (Ibid:9). Det faglige kompetenceniveau i denne afdeling skulle være på et så højt niveau, "at myndighederne og låneinstitutionerne vil anerkende dens arbejde som grundlag for deres stillingtagen" (Ibid:9). Afdelingen skulle således også være til rådighed for alle andre virksomheder og offentlige institutioner på Færøerne. "Med afdelingen for virksomhedsstyring og organisation vil projektet å Sundi medvirke til at løse en opgave, der alt for længe har været forsømt. Til stor skade for færøsk industri, (s.9) Center for teknologi Centrets ansvarsområde skulle være, at der inden for alle områder af Industricentret, blev benyttet den nyeste teknologi. Især blev der lagt vægt på afdelingen skulle rådgive i forbindelse med implementering af informationsteknologi: "I dag finder databehandling udbredt anvendelse, men de tekniske muligheder har langt større rækkevidde end dem, vi anvender i dag, og udviklingen på dette område er så stor, at man her bliver nødt til at passe

"I pjecen står, at der vil blive "gjort meget for at skabe en velfungerende salgsorganisation, hvor der kun vil blive plads til specialuddannede folk". Jeg undrede mig meget over, at pjecen fremhævede "kun vil blive plads til specialuddannede folk", og ikke regnede det som en selvfølgelighed. Mit bud er, at man her hentyder og distancerer sig fra Fiskasølan, der havde en tradition for at ansætte tidligere sømænd, især skippere og styremænd, i sin sælger stab.

135

særligt på"(Ibid: 12). Man forestillede sig at afdelingen ville bestå af nogle få medarbejdere, men at centret skulle søge professionel assistance, alt efter opgavens karakter. "Højteknologi er også nødvendig, hvis vi skal kunne konkurrere. Ikke fordi vi ligefrem skal tilstræbe at producere varer, andre producerer. Men fordi vi altid bør følge den hovedregel, at en vare skal fremstilles så billigt som muligt, også selv om den er ene på markedet af sin slags" (Ibid: 12). Center for uddannelse og skoling. Denne afdeling, skulle virke som en gennemgangsafdeling for alle centrets medarbejdere. Derudover skulle afdelingen også tilbyde uddannelses muligheder for hele den færøske industri i samarbejde med de eksisterende skoler. Personalet på centret skulle få alle faciliteter stillet til rådighed, der var påkrævet. Uddannelse blev betragtet som en central faktor i planerne om Industricentret: "Det skulle være unødvendigt at påpege, at når vi sætter et projekt i gang, der vil medføre en grundlæggende forandring i det færøske industrimønster, så er uddannelse og skoling nødvendig" (Ibid: 12). Kærnen og virksomhederne Iværksættere og etablerede virksomheder skulle kunne leje eller købe sig ind i lokaler omkring denne kærne, hvis ekspertise de så kunne benytte sig af. Også andre virksomheder, som var lokaliserede andre steder i landet, eller i udlandet, kunne benytte sig af denne "kærne" mod betaling. Angående oprettelse af nye virksomheder, opereredes der med to modeller, som man regnede med ville blive regelen. 1) "En person kommer med en forespørgsel om etablering af en virksomhed, baseret på en produktide. Idéen bliver undersøgt af kærnens afdelinger, og enes man i kærnen om, at den vil skabe et godt grundlag for en virksomhed, kan man lave en kontrakt, hvis den nødvendige finansiering kan tilvejebringes" (Ibid:24). 2) "Forskningsafdelingen har fundet frem til et produkt - helst i samarbejde med salgsafdelingen - som man i kærnen mener kan blive til en god produktion. Nu er opgaven at få sat en produktion i gang. Først og fremmest må man undersøge, om der findes nogen person eller konsortium, der kan påtage sig at sætte denne i gang. Hvis ikke, skal man i kærnen forsøge at få produktet i produktion på en anden måde, f.eks. ved at kærnen selv står for den. Kærnen vil i begge tilfælde være behjælpelig med at tilrettelægge organisation og finansiering" (Ibid:25). Kærnen ville i begge tilfælde være den centrale instans, som alle projekter skulle gå igennem. I den henseende ville der være en vis lighed med den herskende praksis, idet alle erhvervsprojekter, gik igennem landsstyret eller en af dets administrative organer. Kærnen ville dog i kraft af sin status som privat institution, ikke være bundet af politiske hensyn, og derfor have friere hænder til at vælge projekterne ud fra rent driftsmæssige hensyn. "Kærnens" styrke ville således for det første være dens høje faglige kompetenceniveau, men ikke mindst, at den ville have friheden til at bruge den. Et interessant forhold ved selve pjecen om Industricentret er, at den er skrevet på to sprog, færøsk og dansk. Dette kunne tyde på at HMortensen ikke alene henvendte sig til færinger, men også til danskere - især især danske investorer. Dette falder godt i tråd med det 136

generelle finansieringsmønster. Danske kreditforeninger var i denne periode involverede i de fleste større investeringsprojekter. Industricentrets strategi Man kan undre sig over, hvad det var, der fik H.Mortensen i fuld alvor at tage initiativet til et så omfattende og stort projekt som Industricentret. Hvorfor både engagere arkitekter, reklamefolk, iværksættere, ofre egne penge tid og ressourcer til studierejser, studium af 20 forskningsinstitutioner og sætte sin karriere som succesfuld forretningsmand på højkant,20 for at realisere et projekt som Sunds planen? Endda (delvis) inden for et foretningsområde, hvor der forvejen var ikke mindre 21 filetfabrikker? Dette hang sammen med, at der efter H.Mortensens opfattelse og vurdering, faktisk var store uudnyttede indtjeningsmuligheder netop indenfor fiskesektoren. Filetindustrien producerede stort set kun blok (Fiskefileter der er frosne sammen til store blokke) til den Europæiske fiskeindustri, hvor fisken blev forarbejdet videre. Blokstrategien var baseret på kvantitet og ikke så meget selve kvaliteten. Fisk af god og dårlig kvalitet blev blandet sammen til en halvdårlig (halvgod kvalitet). Dette mente H.Mortensen var spild af ressourcer og skrev i sin pjece, at: "Lilleput landet Færøerne er blevet masseproducent og har derved indtaget en rolle, der ikke blot er skæv, men også forhindrer os i at udnytte havets råvarer fuldt ud" (Hans Mortensen 1984:2). Centret skulle derfor satse på værdiøgning af fisk og udvikling af følgeindustrier til fiskeriet. H.M skrev: "Jo, der er store muligheder både inden for fisk og havbrug. Men i tilknytning til disse erhverv findes der desuden for os som moderne fiskerination også indbydende og fortrinlige industrimuligheder inden for redskaber, apparatur, udrustning og skibe. Heri ligger der for os store fremtidsmuligheder for at skabe store eksportværdier og stabile arbejdspladser. Men også her er forudsætningen, at vi er i stand til at skabe et sundt og trygt grundlag for fremvækst gennem udvikling og forskning. En forudsætning for al industri, men som man desværre må indrømme, vi ikke opfylder i dag"(Ibid:2). Industricentrets strategi var altså en dobbeltstrategi der skulle satse på to vækstområder: 1) forædling (værdiøgning) af fisk, 2) følgeindustrier til fiskeriet, først og fremmest fiskeri teknologi. Det er vigtigt at fremhæve, at prioriteringen af følgeindustrierne var lige så højt prioriteret som selve forædling af fisk. Denne dobbeltstrategi er ikke tilfældig, men afspejler at der er en tæt sammenhæng i mellem den primære sektor og følgeerhvervene i den sekundære og tertiære sektor. Hvis fiskesektoren ændrer strategi til mere forædlede produkter, kvalitet, så stiller det samtidig krav til fiskesektorens underleverandører (af både råverer, men også maskiner og udstyr, reklame etc.). Eksempelvis er fisk der fiskes med trawl, af en dårligere kvalitet end fisk, der er fisket med line. Linefiskeriet var imidlertid mere arbejdskraftsintensivt end trawlerfiskeriet. Om20

Sosialurin nr. 62,26. maj 1984. Side 17. 137

kostningerne ved denne type fangst var derfor høje. En af forudsætningerne for Industricentrets strategi var derfor at udvikle teknologier, der kunne automatisere og rationalisere linefangsten. Dette udmøntedes i et delprojekt, som indebar udviklingen af en maskine der automatisk kunne sætte madding på krogene samt en ny type linebåd. Dette projekt havde i længere tid været et "kælderprojekt", hvor opfinderen havde udviklet et funktionsdygtigt koncept. Produktionen af disse maskiner var et af de konkrete projekter, der skulle lokaliseres på industricentret. Dette betyder, at en udvikling af alternative eksportsektorer, kan ske som en utilsigtet konsekvens af en ændret strategi i fiskesektoren. Industricentrets dobbeltstrategi, afspejler således en associativ udviklingsstrategi henimod en mere diversificeret eksportsektor.21 Sammenfattende kan vi sige, at Industricentrets strategi ville føre til en diversificering af eksportsektoren på to måder: 1) diversificering af fiskesektoren, der i forvejen hovedsagelig eksporterede blok til den europæiske fiskeindustri og 2) udvikling af alternative eksportsektorer. H.Mortensen havde i flere år arbejdet på at forberede selve projektet og var nu kommet så langt, at han var klar til at begynde på at implementere projektet. H.Mortensen afslutter sin pjece således: "Sort har flyttet, hvidt har næste træk. Politikerne og derved du, har næste træk. Skal projektet industricentret å Sundi - med 1500 arbejdspladser gøres til virkelighed? Og fornyelse af færøsk industri gøres til virkelighed? Eller skal det lægges i en stor skuffe? Beslutningen er din". Samspillet med det offentlige Den 13. april 1984 fik Torshavns kommune en ansøgning fra Hans Mortensen om at leje eller købe et område å Sundi. Hermed begyndte et længere politisk magtspil for og imod projektet. Planerne om Industricentret havde ført til en heftig debat i medierne. Denne debat kom også til at påvirke selve beslutningsprocessen, som sagen om industricentret nu var blevet hvirvlet ind i. To temaer var i denne sammenhæng afgørende22. 1) Spørgsmålet om Bygdamenning (Bygdeudvikling) og 2) Kærnefunktionernes aktualitet. Første tema som også var det mest dominerende tema, var spørgsmålet om centralisering og decentralisering. Mange frygtede, at Industricentret ville føre til en øget koncentration af al økonomisk aktivitet i Torshavns regionen og folkevandring fra bygd ind i by. (urbanisering). Det var således en helt klar politisk debat som projektet blev flettet ind i. For

2l

Et eksempel på en associativ udvikling vej kan vi finde på Island. Her udviklede en virksomhed en vægt, der var i stand til, at veje et legemes tyngde meget præcist på et skib, der var i konstant bevægelse på grund af bølgerne. Det viste sig at denne vægt kunne anvendes inden for flere andre brancher. Dette blev en eksportvare. På denne måde udvikledes alternative eksportvarer på basis af den lokale fiskesektor. Såmal T.F. Johansen har i (Johansen 1995) udviklet en model, der illustrer, hvordan sådanne relationer kan udvikles på Færøerne. 22

Denne vurdering af den offentlige debat bygger på en gennemgang af alle Socialurin's udgivelser i perioden efter offentliggørelsen i april 1984 til januar 1985, samt en søgning i radiohusets bånd arkiv, efter udsendelser om centret. Af radioudsendelser fandt jeg kun en enkelt udsendelse, der specielt drejede sig om Industricentret. Udover disse kilder er vurderingerne baseret på egne oplevelser af debatten, da jeg på dette tidspunkt var bosat på Færøerne.

138

politikerne der var fanget i hver sin patron-klient relation, udgjorde industricentret en direkte trussel. Således skrev Landspolitikeren (Vilhelm Johannesen): "Skal et projekt i centralområdet have 800 mill kr.23 i løbet af tre år, så vil dette begrænse investeringerne andre steder i landet i betydeligt omfang. Resultatet bliver folkevandring fra bygderne til Torshavn og centralområdet".24 Disse synspunkter dominerede i Lagtinget og Landsstyret, men fra Torshavns synspunkt var det derimod en redning. Byrådsformanden i Torshavn (Poul Mikkelsen) udtrykte således: "Ja til industricenter å Sund den kan løse problemerne som Torshavn kommer til at få."25 Vi ser således, at Industricentret blev hvirvlet ind i den dominerende politiske dimension: Center-Periferi. Fra centerregionens side var man for projektet. Fra periferiregionens side var man imod projektet. Andet tema handlede om "Kærne" funktionerne. De fleste debattører syntes at være enige om, at det var nødvendigt at opbygge institutioner med de funktioner der var tiltænkt "kærnen" i Industricentret. Der herskede således ikke uenighed om selve ideerne i projektet, men derimod selve placeringen og det at samle så megen aktivitet på et område. Tankerne om at oprette lignende institutioner, der skulle understøtte virksomhederne i deres vidensbehov, var formulerede i Industribetænkningen, der blev fremlagt i 1977. Da Industricentret blev fremstillet som noget helt nyt og unikt, opponerede flere debattører og fremhævede, at alle de ideer som planen om Industricentret å Sundi var bygget på (forskning, produktudvikling, salgsorganisation, center for professionel ledelse, teknologi center, uddannelse) var gamle tanker som var behandlet i industribetænkningen helt tilbage i 1978. Et slagord i debatten blev derfor, at ideen med 'kærnefunktionerne1, var "gammel vin på nye flasker". Direktøren for Menningargrunnin (Martin Djurhus), som havde haft tæt kontakt med Idnaåarstovan og de kræfter der havde arbejdet på at realisere Eksportcentret og skrevet IdnaåarålitiS, skrev: "Kærne" tanken er aldeles ikke ny. Vi har liggende en industribetænkning fra 1978, hvor bl.a. dette spørgsmål bliver behandlet. Det er en gammel tanke. Den betænkning omfattede også et eksportcenter, en teknologisk institution o.a.".26 idnaåarstovan og industrirådgiveren var selvfølgelig meget interesseret i dette projekt og har sikkert læst projekt planerne mere nøje end nogen anden. I nedenstående citat anes også en snært af misundelse over den store politiske opmærksomhed som Industricentret havde fået. De havde jo selv arbejdet på lignende planer, men Landsstyret havde ikke engang svaret deres ansøgning og medieopmærksomhed havde de så slet ikke fået. Industrirådgiveren skrev således: "Vi har også selv lagt forslag frem om disse spørgsmål, en mini teknologisk institution, et salgscenter, inkøbscenter, kontrol og kvalitets center, osv.. Alt dette er lagt frem for politikerne, men de har bare syltet det, gang på gang. Betænkningen

"Han regner således: budgeteret 480 mill. kr. på tre år plus "det uventede" = 800 mill. kr. 24

Sosialurin nr. 46, 14. april 1984, s. 19

"Sosialurin nr. 58 -17. maj 1984, side 3-4 2S

Sosialurin 5. maj 1984, side 10-11

139

fra 1978 var på ca. 500 sider og drejede sig om alle disse spørgsmål. n27 Fra politisk side begyndte man således at trække de gamle ideer frem. Idna6arålitiS, som ovenstående citerede industrirådgiver havde været med til at skrive, men som var blevet mørkelagt i 1977, blev nu pludselig trukket frem i offentlighedens lys af Landstyremedlem Vilhelm Johannesen. Han skrev: "Jeg vil påpege, at IdnaåarålitiS i sin tid tilrådede at oprette et offentlig industriudviklingskontor. Denne institution skulle fremme forskning, produktudvikling, markedsundersøgelser, både hvad angår eksport og import. Institutionen skulle være rådgivende for de politiske myndigheder, rådgivende for de bevilligende myndigheder, dvs. Menningargrunnin, Idnaåargrunnin m.m.. Ikke mindst skulle institutionen være rådgivende for dem som har planer om at påbegynde nye produktioner".28 Opsummerende kan vi sige, at der var udbredt enighed om kærnefunktionernes relevans. Samtidig kom det nu frem i den offentlige debat, at dette havde andre arbejdet med før. Der blev endda henvist til Idna5aråliti5 og Eksportcentret. Projekter som var udsprunget fra industrikontorets aktiviteter og industrirådgiverens arbejde. Selv om disse projekter var formuleret i helt andre sammenhænge og i andre former end Industricentret, så indeholdt de flere af de samme funktioner. De havde dog aldrig været fremme i dagens lys, men var blevet 'syltet' som industrirådgiveren udtrykte det. Industricentret fik derfor også bragt opmærksomhed om disse gamle ideer. Industricentret i center-periferi dimensionens kværn I første omgang var sagen kun et kommunalt anliggende, og Landsstyret havde ikke noget med sagen at gøre. Så selvom der var kraftige protester imod at bygge et industricenter å Sundi, så havde disse protester ikke den store effekt til at begynde med, fordi der i byrådet var et flertal for at gennemføre projektet og give H.Mortensen mulighed for at leje et grundstykke å Sund. Primært fordi det ville "løse de problemer kommunen ellers ville få", som byrådsformanden udtrykte det. Men der var også en anden grund til kommunens positive indstilling. Kommunen havde nemlig i en længere årrække, fra midten af 70'erne, haft planer om at inddrage området å Sund til havne- og industriområde. De eksisterende havne- om industriområder var fyldt op. For den videre udvikling af Torshavns havn og industri havde Torshavnar kommune overvejet at inddrage ny områder og den eneste retning man kunne udvide var ud imod Sund. "Så det lå ligesom i luften, at man skulle bruge dette område til et havneområde og 'noget andet1" (Gunnar Hoydal 1996). Hvad dette 'noget andet' skulle være, vidste kommunen ikke. Da H.Mortensen kom med sit projekt om at bruge området til et industricenter, faldt det meget godt i spænd med kommunens planer. Der var imidlertid en juridisk detalje der skulle fås på plads, inden kommunen kunne give H.Mortensen den endelige byggetilladelse. Området var et landbrugsområde og måtte derfor købes af kommunen og udstykkes til industriområde. Omtrent et år efter at byrådet havde modtaget ansøgningen fra

"Sosialurin nr. 48, 18. april 1984, side 8-9 28

Sosialurin nr. 46, 14. april 1984, s. 19

140

HMortensen, vedtog byrådet at lægge området ud til havne, og erhvervsområde.29 Derefter gik sagen videre til bygge- og byplansudvalget, som skulle udarbejde en detaljeret byggevedtagelse.30 Byplanen blev endelig vedtaget at byrådet i august 1985.31 Indtil videre var sagen kun et kommunalt anliggende. Hverken Landsstyret, Menningargrunnurin, Idna6argrunnurin eller andre af centralmagtens institutioner var indblandt i projektet. Dette var meget usædvanligt for et investeringsprojekt i denne størrelsesorden, der normalt ellers kun ville være muligt at gennemføre med landskassens garantier, lån og støtte (f.eks. de mange skibsprojekter i 100 mio. klassen). Men H.Mortensen havde fundet andre måder at finansiere projektet, fortrinsvis via danske kreditforeninger. Dette var et særdeles genialt taktisk træk af H.Mortensen, idet han derved samtidig begrænsede Landsstyrets (centralmagtens) sanktionsmuligheder til det minimale. Det første Landsstyret forsøgte, var at forhindre kommunen i at optage lån i den størrelsesorden, som de havde budgetteret med (alle lån som kommunerne foretager skal jo godkendes af Landsstyret). Byrådet havde søgt om tilladelse til at låne 30 mio. kr., men fik kun tilladelse til at låne 20 mio. kr. Det vil sige 2/3 af det de havde brug for, for at gennemføre de projekter som byrådet havde planlagt og som var vedtaget med finansplanen. Landsstyret legitimerede dette ved, at udenlandsgælden var for stor!.32 Dette havde dog ikke yderligere effekt og fik ikke byrådet til at opgive sine planer om et industri- og havneområde å Sund. Men så øjnede Landsstyret en lovtekisk detalje: byggevedtagelsen skulle godkendes af Landsstyret! Denne detalje blev nu afgørende for det efterfølgende politiske magtspil om Industricentret. I det følgende vil jeg vise, hvordan Landsstyret kunne afvise sagen om Industricentret uden egentlig at tage stilling til selve projektet. Magtspillet i mellem Landsstyret og Torshavns kommune Godkendelse af byggevedtægter blev af kommunen betragtet som en ubetydelig formalitet. I forbindelse med inddragelse af nye områder havde praksis nemlig været, at når kommunen havde indgået aftaler om køb af jord, så var resten en formalitet der blev betragtet som en selvfølge. F.eks. byggede kommunen en skole i Hoyvik hvor de formelle tilladelser først kom på plads 10 år efter33. Dette siger selvfølgelig også en hel del om den bureaukratiske slendrian der herskede! Det der imidlertid er vigtigt at holde fast i er, at den administrative praksis var sådan. I lyset af denne administrative praksis var det for byrådet heller ikke ^'Byggevedtagelse for Sund: På byrådsmødet den 21 juni 1984, blev det vedtaget at området under landsvejen fra stenbrudet og 300 meter ud om Sundå med det samme bliver lagt ud til erhvervs- og havneområde, og at en offentlig byggevedtagelse bliver gjort ud fra denne." Udskrift af Torshavns byråds dagbog. Jurnal nr. 3921984 30

Ibid. Dette er en detaljeret plan over hvordan området kan bruges, der står en hel del om hvor høje husene må være etc. 31

Ibid

32

Løgtingsti8indi 1985, Bind A, Løgtingsmål nr 100-3. "Fyrispurningur til Niels Paula Danielsen, landsstyrismann, viSvikjandi låntøku hjå Torshavnar kommunu." Føroya Løgting Torshavn 1989. "Byrådsformanden (Poul Michelsen) i radioudsendelsen "Sundsdepilin" den 08.10.86. Utvarp Føroya 1986.

141

noget mærkeligt i, at Landsstyret slet ikke svarede kommunens ansøgning. Efter at byrådet havde godkendt byggevedtægterne for Sund, gik kommunen derfor i gang med at forberede havnebyggeriet. Entreprenørfirmaet Pihl & Søn begyndte det indledende forberedelsesarbejde. Det fik imidlertid Landsstyret til at reagere. I et brev til byrådet skriver Landsstyret til kommunen, at bonden å Sund har klaget over: "at Torshavnar byråd å Sund begynder med fysisk aktivitet med henblik på Industricentret å Sund, på trods af at området endnu ikke er forandret til industriområde efter byggevedtagelsen, men er lagt ud til landbrugsområde." Landsstyret påpegede i samme brev, at Torshavnar byråd "ikke har hjemmel til at påbegynde nogen fysisk aktivitet af nogen slags med henblik på Industricentret, før end byggevedtagelsen er godtaget af Landsstyret.."34 Byrådet svarede Landsstyret, at de naturligvis "ingen planer havde om at bryde gældende love"35 og tilbød Landsstyret et møde, hvor de kunne forklare og redegøre for de aftaler der var indgået med bonden. Byrådet havde dog ingen intentioner om at stoppe aktiviteterne og byggeriet fortsatte. Dette fik Landsstyret til at skærpe tonen: "Landsstyret er blevet gjort opmærksom på, at byrådet har ladet E.Pihl & Søn A/S gå i gang med forskelligt forberedelsesarbejde til arbejdsvejen, som skal gå ind til det planlagte arbejdsområde å Sundi, og har af Steen Balle i telefonsamtale 8. okt. 1986 fået dette bekræftet. Landsstyret kan under ingen omstændigheder godtage, at byrådet lader dette arbejde gå i gang og pålægger byrådet straks at stoppe dette arbejde." Ellers kunne: "Landsstyret pålægge de enkelte byrådsmedlemmer tvangsbøder. Landsstyret kan også om nødvendigt gøre personligt ansvar gældende imod de enkelte bygderåds (læs: byråds) medlemmer"36 Desuden truede Landsstyret med, at de om nødvendigt kunne lægge retssag imod hvert enkelt byrådsmedlem, der ikke gjorde sit til, at arbejdet å Sund blev stoppet omgående.37 Konflikten blev således betydeligt optrappet. Byrådet skrev derefter tilbage til Landsstyret, at: "Det er glædeligt, at Færøernes Landsstyre nu er begyndt at vise interesse for, at kommunerne overholder landets love. (...) Men når Landsstyret i nævnte brev lægger ud med at true med § 42 i kommuneloven .... så kan dette brev kun opfattes som hysteri.

34

BrevfraFøroyaLandstyriden27.juni 1986, til Torshavns byråd. (F.L.j.nr. 802-14-1)

"Brev til Landsstyremedlem Niels Pauli Danielsen fra Torshavns byråd den 1. okt. 1986. (Byrådets jurnal nr. 39/2. 1984). 3S

Landsstyret henviser i brevet til § 42 i kommuneloven stykke 1,2 og 3.

37

Brev fra Føroya Landstyriden9. oktober 1986 tilbyrådet. (F.L.j.nr. 802-4-18-2)

142

Byrådet har forstået, at Landsstyrets byplansudvalg har anbefalet forandringerne og i flere år har Landsstyret været vidende om, at byrådet havde planer om, at lægge området å Sund ud til havne- og erhvervsområde, og har henad vejen godtaget disse planer. Byrådet kan derfor ikke andet end at opfatte Landsstyrets godkendelse af (byrådets) ændring af den almene byggevedtægt som andet end en formalitet. Lige siden 1975 har Landsstyret været vidende om, at det kun var et spørgsmål om tid, indtil området å Sund blev taget ud af 4 område og lagt ind under 3 grundområde. Dette har byrådet og Føroya Jar6arrå5 også været enige om, og byrådet har siden 1976 fra Jaråarrå og bonden haft tilsagn om dette område. Intet har tydet på, at Landsstyret har været imod denne overtagelse, tværtimod".38 Byrådet påpegede, at Landsstyret i mange år havde været vidende om, at byrådet ville anvende området til havne- og erhvervsområde. I fald at Landsstyret var imod det, så burde de have klaget for mange år siden. Der opstod herefter en strid om hvorvidt Landsstyret overhovedet havde ret til at blande sig i hvilken slags industri området skulle bruges til. Byrådet satte en advokat på sagen, som kom til følgende konklusion, at: "Byplanloven ikke nævner noget om økonomisk planlægning, men kun tekniske spørgsmål, nemlig udnyttelse af området, veje, kloakering, byggemåder, og sådan noget".39 Desuden var det klart, at Landsstyret kun kunne godtage eller afvise sagen. Det vil sige Landsstyret havde ingen ret til at gøre ændringer i byggevedtægten. Det indebar, at hvis Landsstyret mente, at ændringerne i byggevedtægten å Sund kunne have negative eller uønskede strukturelle konsekvenser, så skulle Landsstyret sende sagen tilbage til byrådet til behandling.40 Indtil videre var dette primært en strid imellem Landsstyret og Byrådet. En strid, der nærmest var blevet til et personligt opgør imellem borgmesteren Poul Michelsen og Landsstyremanden Niels Pauli Danielsen. Borgmesteren mente, at godkendelse af byplaner altid havde været en formalitet og at Landsstyret i denne sag brød med denne praksis. Landsstyremanden mente på den anden side, at byrådets fremfærd var brud på landets love og: "Hvor der foregår noget ulovligt, og Landsstyret eller den kommunale kontrol bliver gjort opmærksom på dette, da er det vores tunge pligt at stoppe det og passe på. Også hvis Poul Michelsen går i gang med noget å Sund11.41 Det interessante med dette er, at dette foregår knap 2 måneder efter, at egenkapitaludvalget var færdigt med sin kritiske rapport om snyderiet med egenkapitalkravet (se forrige kapitel). Egenkapitaludvalget påpegede nemlig den 22. august 1986, at i forbindelse med udstedelse af landskassegarantier til køb af trawlere var den dokumentation som Landsstyret krævede af investorerne (kontoudskrift fra banken) ikke tilstrækkelig til at dokumentere, at investoren virkelig ejede de nødvendige 10 % i egenkapital, som loven foreskrev42. Vi ser

38

Brev fra Byrådet til Landsstyret den 10. oktober 1986 (Byrådetes journal nr. 39/2-1984)

"Brevet er fra Advokat Kari D. Petersen, til Byrådet. Dateret 6. januar 1987. (J.nr. 1357/86 KDP/id) 40

Ibid

41

"Sundsdepilin" radioudsendelse den 08.10.86. Utvarp Føroya 1986.

42

Egenkapitaludvalget 22. august 1986. Se også "Heygardrangsdomurin" gengivet i Socialurin nr 191 - 8. okt 1993, side 8. 143

således en klar forskelsbehandling. Når det handlede om sikre investeringerne i fiskesektoren, valgte Landsstyret at se bort fra de formelle juridiske krav. Men når det drejede sig om alternative erhverv, så opfattede Landsstyret det som sin "tunge pligt" at opretholde lov og orden. I dette konkrete tilfælde var det endda den samme Landsstyremand, der sad med begge sager! I over to år havde Landsstyret trukket sagen ud, men nu begyndte også flere lagtingsmedlemmer at blive utålmodige og begyndte at blande sig i sagen. Desuden var Poul Michelsen også Lagtingsmedlem. Så han har uden tvivl også medvirket til at rejse sagen her. I februar 1987 vedtog Lagtinget at rejse en forespørgsel til Landsstyret om, hvornår Landsstyret havde tænkt sig at give byrådet den endelige tilladelse. Spørgsmålet lød sådan: "Hvornår har Færøernes Landsstyre tænkt sig at give endelig tilladelse til erhvervs- og havneområdet å Sund ?"43 Men forespørgselen blev aldrig svaret!.44 Senere blev der fremsat endnu et forslag, der skulle få gang i Sunds planerne. Det lød sådan: "Landsstyret pålægges at give Torshavnar kommune de nødvendige tilladelser (min fremhævelse JCJ) til at fremme den af kommunen planlagte udbygning å Sund".45 Lagtinget kunne ikke godtage formuleringen 'tilladelser' og sendte sagen til industriudvalget. Industriudvalget ændrede formuleringen således, at loven ikke nødvendigvis tvang Landsstyret til at give Byrådet tilladelse, men i det mindste at behandle sagen. Denne formulering lød sådan: "Landsstyret pålægges at behandle ansøgningen fra Torshavnar kommune om ændring af byplan å Sundi efter gældende lov".46 Men heller ikke dette kunne Lagtinget godtage hvorefter lovforslaget faldt. Dette vidner om, at Landsstyret i denne sag også havde et flertallet i Lagtinget bag sig. I februar 1987 kom der dog endelig et svar fra Landsstyret. Der var nu gået to år, siden kommunen havde søgt Landsstyret, godkendelse af byggevedtagelsen. Landsstyret skrev, at de: "godkender den del, der angår havneudbygning, mens Landsstyret angående industrivirksomhed og bygning ikke tager stilling før end mere udspecificerede oplysninger foreligger." 47 Det vil altså sige, at Landsstyret her godtog, at byrådet kan påbegynde havneudbygningen, men de tog ikke stilling til hvad det omkringliggende område måtte bruges til. Herefter blev havneanlægget bygget, men uden garanti for at den kunne bruges til det kommunen havde planlagt at bruge den til. Slaget om Industricentret var dog ikke afgjort endnu. Et andet tema begyndte at vinde frem og det var spørgsmålet om 'kærnen1.

43

Løgtingsti3indi 1987, Bind A. Løgtingsmål nr. 100-11 "Fyrispurningur til Niels Paula Danielsen, landsstyrismann. Viovikjandi vinnu- og havnaøkjinum å Sundi". Torshavn 1990.

44

Ibid

45

Løgitingstioindi 1986, Bind A. Løgtingsmål nr. 80 "Um loyvi til Torshavnar kommunu til litbygging å Sundi". Torshavn 1990.

46

Ibid

47

Brev fra Færøernes Landsstyre til Torshavns byråd den 19.februar 1987. (F.L.j.nr. 802-18-1)

144

Kærnefunktions temaet bliver politisk Hidtil var den politiske strid stort set kun drevet af center-periferi dimensionen og havde derfor mest handlet om det første tema, nemlig "bygdamennings-" temaet. Det andet tema i debatten, der omhandlede 'kærnefunktionerne1, havde dog afsløret, at der var utvetydig enighed om, at H.Mortensen havde fat i noget rigtigt med sine tanker om at oprette en vidensinstitution, en 'kærne1, der skulle rådgive virksomhederne i økonomiske, ledelsesmæssige, tekniske o.a. spørgsmål. Fra Landsstyrets synspunkt var det derfor en risiko for, at H.Mortensen kunne vinde befolkningens sympati og opbakning på baggrund af denne sagsdimension. Og striden om Industricentret var ikke helt afgjort endnu. Faktisk forsøgte H.Mortensen at imødekomme "bygdamennings-" problematikken ved at introducere en 'plan' for hele Færøerne. I denne plan skitserede han en fremtidig produktionsstruktur, hvor fordelingen af fiskeindustri og forædlingsindustri, følgeindustri var spredt over hele landet. For at forhindre at H.Mortensen vandt yderligere opbakning, valgte Landsstyret at gøre noget for at imødegå det andet tema i debatten, nemlig det der handlede om behovet for en vidensinstitution, en 'kærne', som skulle understøtte virksomhederne i deres vidensbehov. Derfor blev Idna6aråliti5, der ellers havde været mørkelagt de sidste 10 år, trukket frem i lyset. På baggrund af denne betænkning blev der endda udarbejdet et lovforslag om oprettelse af Menningarstovan, der skulle være en rådgivende instans, et udviklingskontor for virksomhederne.481 bemærkningerne til lovforslaget klages der over, at sagen skulle "presses igennem dagen efter"49 og at det derfor ikke havde fået nogen egentlig behandling. Hvorom alting er, så blev forslaget vedtaget og Menningarstovan blev oprettet. Industricentret er derfor ikke gået i historien uden virkning! Tidsmæssigt var vi kommet til slutningen af 80'erne. Højkonjunkturen der prægede Færøerne da H.Mortensen fremsatte sin plan var ved at dampe af. Dette kunne mærkes på H.Mortensens foretningsområder og satte derved en 'naturlig' stopper for projektet. Landsstyrets forhalingstaktik viste sig at virke - og havneanlægget står den dag i dag fuldstændig ubenyttet hen. Sammenfatning og diskussion Planerne om Industricentret var inspirerede af forskerparkerne, som var blevet en del af flere vestlige industrilandes industripolitik. Ideen gik ud på at oprette en vidensinstitution, en 'kærne'. Omkring denne kærne skulle der lokaliseres flere forskellige virksomheder. Fordelen med dette skulle være, at virksomhederne på denne måde lettere kunne komme i et tæt samspil med den faglige ekspertise. Industricentret var baseret på en dobbeltstrategi. Dels skulle der satses på produktion af højtforædlede fiskeprodukter og dels skulle der satses på alternative erhverv. Nøgleordene i projektet var kvalitet, viden, produktudvikling, professionalisme. Industricentret er derfor det mest rendyrkede eksempel på en innovations-dreven akkumulationsstrategi, der nogensinde er blevet formuleret på

48

138 Uppskot til Løgtingslåg um Menningarstovu. Løgtingsti5indi 1986. Bind A F.L. Torshavn 1990, side 721-725. 49

Ibid side 725

145

Færøerne. I første omgang involverede projektet kun Torshavns kommune. H.Mortensen havde undgået at involvere Landsstyret og Lagtinget, da han ikke havde søgt dem om investeringsgarantier, lån eller støtte. Og den færøske finanskapital var H.Mortensen også lykkedes at gøre sig uafhængig af, da han havde skaffet finansiering via udenlandske finansieringsinstitutioner. Dette var i sig selv helt enestående for et erhvervsprojekt i denne størrelsesorden. Alle større investeringer der hidtil var blevet foretaget, f.eks. i trawlere, var afhængige af Landsstyrets garantier, lån og støtte. Hvorvidt det har været tilsigtet eller ej, så var dette et genialt taktisk træk af H.Mortensen, for herved blev både politikerne og finanskapitalen afskåret fra at sanktionere projektet. Da Torshavns kommune sagde ja til projektet, så det derfor ud til at, Industricentret kunne blive en realitet. Projektet blev taget meget alvorligt af politikerne, som i Industricentret klart så en trussel imod periferien. I første omgang havde de ikke så mange sanktionsmuligheder, men så fik Landsstyret en chance: området skulle lægges ud til industriområde først, og dette skulle godtages af Landsstyret. Med denne lovtekniske detalje blev Industricentret hvirvlet ind i en politisk magtkamp mellem center og periferi. Landsstyret tog projektet meget alvorligt og forsøgte at trække tiden ud. Således gik der to år, inden de svarede kommunens ansøgning om godkendelse af industriområdet. Da svaret endelig kom, havde de ikke taget stilling til hvad området kunne bruges til. Således blev kommunen holdt hen. På denne måde kunne Landsstyret afvise Industricentret uden at tage stilling til selve projektideen. At projektet blev taget så alvorligt af politikerne, er en vigtig pointe i sig selv, fordi det viser, at de troede på, at det kunne lade sig gøre at realisere projektet. Det er ellers et meget udbredt synspunkt i debatten om udvikling af alternative eksporterhverv, at det ikke er muligt at eksportere andet end fisk og at det derfor ikke betaler sig at investere i andre projekter end fiskeriprojekter. Denne sag viser imidlertid, at der var en udbredt frygt for projektets succes, hvilket viser at man troede på at det kunne lade sig gøre at eksportere andet end fisk. Kort sagt kan det siges, at implementeringen af projektet mislykkedes fordi det kom i konfrontation med det hegemoniske projekt Bygdamenning. Selv om H.Mortensen forsøgte at manøvre sig udenom hegemoniets institutioner ved at undgå finanskapitalen og Landsstyret, så blev det alligevel p.g.a. af en lovteknisk detalje hvirvlet ind i center-periferi dimensionen, hvilket blev projektets endeligt.

146

Commercial Viking Vi skal nu se på det tredje og sidste alternative erhvervsudviklingsprojekt, nemlig Commercial Viking. Commercial Viking var et erhvervsudviklingsprojekt, der gik ud på at producere elektromekaniske komponenter til eksport. Hvor de forrige cases handlede om oprettelse af nye virksomheder, så var det i dette tilfælde tale om at flytte eksisterende virksomheder fra Danmark til Færøerne. Der var således ikke tale om nyoprettelse, men flytning af virksomheder. Projektet kom derfor til at stå udenfor det hegemoniske projekt "Bygdamenning". At der var tale om tilflytning betød desuden, at virksomheden allerede havde markeder, kunder, produkt, maskiner, viden etc. Alene af denne grund var dette et særdeles spændende projekt. Et andet forhold, der gør denne sag særlig interessant er, at projektet faktisk blev til noget bare ikke på Færøerne som planlagt. I stedet for blev virksomheden lokaliseret i Odense og er i dag en velfungerende virksomhed med en årlig omsætning på ca. 40 mio. kr. og ca 85 ansatte. Flere af de ansatte er færinger som blev involverede i forberedelserne til Commercial Viking projektet. Da projektet ikke kunne realiseres på Færøerne, flyttede disse personer med virksomheden til Odense. Et tredje forhold, der karakteriserede sagen var, at selve projektideen ændrede sig i takt med bestræbelserne på at implementere projektet. Det startede med en enkel ide om at flytte en tranformatorvirksomhed til Mi&vågur og endte med et udviklingsselskab, Commercial Viking, som skulle bestå af en gruppe virksomheder: tranformator (tilflytning), kommutator (tilflytning), plastsprøjte støbning (ny), samt en værktøjs virksomhed (ny). Transformator virksomheden, som var den oprindelige plan, skulle nu være en del af en større helhed. Vi kan derfor dele denne sag op i to dele: Transformatorvirksomheden og Commercial Viking. Transformatorvirksomheden Det hele startede med, at J.Thomasen50 ville flytte en transformatorvirksomhed til Færøerne. Trasformatorvirksomheden ejede J.Thomasen sammen med sin svoger og nogle andre (hvilke er uoplyst). Virksomheden, som på dette tidspunkt var i drift, producerede transformatorer, der blev anvendt som komponenter i alle former for svagstrømsapparaturer. Motivationen for at flytte virksomheden til Færøerne var udsprunget af en grundlæggende tro på, at virksomheden ville gavne levevilkårene i J.Thomasens hjembygd Mi6vågur. Som de fleste havde/har han også en stærk tilknytning til sin hjemstavn ønskede at gøre noget godt for denne. Som alle andre bygder på Færøerne, var/er også Mi6vågur en fiskeriafhængig bygd. Nedgangen i fiskeriet havde derfor også sat sine spor i her - stigende arbejdsløshed og afvandring. J.Thomasen skrev derfor: "Ser man lidt tilbage i tiden, dengang der var mange fiskere ombord på fiskefartøjerne, og de kom hjem med store fangster, da så alt meget lysere ud end det gør i dag.... Det eneste der vides med sikkerhed er, at der er for mange om for lidt" (CVF 1992:1-2).

'''J.Thomasen var født og opvokset i Miévågur, men havde boet det meste af sit voksne liv i Danmark. Her har han uddannet sig til radiomekanimer (pjecen) og arbejdet som produktionsleder i en længere årrække. Desuden havde han suppleret sin håndværkeruddannelse med en teoretisk uddannelse indenfor svagstrøm ved Århus Teknikum, efteruddannelse indenfor regnskab, produktion og maskinteknik, ISO 9000 og psykologi.

147

J. Thomasen hentyder her til, at fiskeressourcerne er begrænsede og at der ikke er tilstrækkelig fisk til alle dem der vil leve af fiskeriet. Jobskabelse kunne derfor ikke baseres på øget fiskeri. Thomasen skrev om sin motivation for projektet: "Tanken er spiret ene og alene ud fra noget, som vi har opfattet som et ønske fra befolkningen om at få forbedret deres livskvalitet og arbejdssituation, der efterhånden har udviklet sig til et samfund med adskillige tusinde potentielle flygtninge" (CVF 1992:1) Selve placeringen af virksomheden i Mi5vågur, var således i høj grad motiveret af J.Thomasen's tilknytning til denne lokalitet. Set fra et transportmæssigt synspunkt var det desuden den bedste placering, idet flyvepladsen ligger på samme ø. Produkterne skulle transporteres via fly til udlandet (eksportmarkederne). Transportforbindelserne til resten af Færøerne var/er veludbyggede. Desuden var en undersøisk tunnel i mellem Vågoy og Streymoy under konstruktion, så i fremtiden ville forbindelserne blive endnu bedre51. Hvad arbejdskraften angår, var denne placering heller ikke forbundet med nogle problemer, idet der primært var brug for ufaglært arbejdskraft. Og netop blandt denne gruppe var arbejdsløsheden stor. Samspillet med det offentlige 11988 søgte J.Thomasen om lån fra Menningargrunnurin på 15-20 mio. kr. til projektet. Projektet var dog ifølge Menningargrunnurin, ikke tilstrækkeligt udviklet og blev derfor sendt videre til Menningarstovan. Fra Menningarstovan så man det som sin primære opgave at undersøge og sikre, at ideen var tilstrækkeligt udviklet, således at den havde en chance for at blive ført ud i livet. Desuden var dette projekt det første erhvervsudviklingsprojekt på Færøerne, som var baseret på produktion af elektromekaniske komponenter. Fra Menningarstovan's synspunkt var det derfor vigtigt, at sandsynligheden for succes var stor, fordi: "Vi har ikke brug for et bevis på, at den slags virksomhed ikke er mulig på Færøerne" (Menningarstovan 1994). De første undersøgelser gik derfor ud på at afklare, hvilke muligheder der var i dette projekt. Menningarstovan berettede: "Vi var i den periode efterhånden blevet trætte af iværksættere, der først og fremmest fokuserede på, hvad de kunne få ud af denne eller hin fond. Det er jo ikke det der er afgørende for, om en virksomhed klarer sig eller ikke. Det kommer an på, om ideen er god nok eller ikke" (Menningarstovan 1994). Menningarstovan kom dog tidligt til den konklusion, at der ikke var noget der talte imod, at placere virksomheden på Færøerne. Transportomkostningerne var ikke store og produktionen var ikke specielt enerigiintensiv. Den afgørende faktor for succes var mere, om virksomheden havde de nødvendige kvalifikationer. "Og der var J.Thomasen med i projektet, han havde alt med produktionsstyring, der er han helt sikker helt eminent" (Menningarstovan 1994). Virksomhedens lokalisering i Mi5vågur havde Menningarstovan forståelse for. At J.Thomasen "ville gøre noget godt for Færøerne og specielt for sin hjembygd Miåvågur, 51

Tunnelen blev dog aldrig bygget færdig, idet byggeriet blev stoppet i 1993 som en konsekvens af det økonomiske kollaps i 1992.

148

det er så i orden. Vi kan ikke have noget imod, at det er en grund til at folk vil starte en virksomhed her på Færøerne" (Menningarstovan 1992). Menningarstovan's konklusion var, at alt tydede på, at transformatorvirksomheden kunne blive en succes. Når jeg fremhæver Menningarstovan's konklusion, så er det fordi de har haft indsigt i detaljer om projektet, som jeg ikke har haft adgang til. Der var dog et problem de ikke kunne få løst og det var finansieringen. Hermed var man tilbage ved det problem, som fra begyndelsen var årsagen til at J.Thomasen var kommet i kontakt med Menningarstovan. Selv om alt pegede imod, at virksomheden kunne bære sig, så ville Menningarstovan ikke anbefale Menningargrunnin at støtte projektet, så længe hovedparten af finansieringen skulle stamme fra de offentlige kasser. Der skete derfor ikke mere med sagen og i lang tid hørte Menningarstovan ikke fra J.Thomasen og projektet så ud til at være skrinlagt. Et par år senere dukkede transformatorvirksomheden imidlertid op igen, men nu som en del af en større sammenhæng, nemlig Commercial Viking. Commercial Viking Under bestræbelserne på at implementere projektet med transformatorvirksomheden ,var der imidlertid også en anden side af sagen, der blev mere og mere tydelig for iværksætteren. Det var nemlig ikke så ligetil at placere en enkelt transformatorvirksomhed ind i et erhvervsmiljø, der ellers ikke havde nogen tradition for produktion af elektroniske komponenter. Dette fik J.Thomasen til at ændre sin opfattelse af det første projekts succesmuligheder. Han skrev: "Oprindeligt startede projektet med ønsket om at starte en virksomhed med alternativ industri og eksport for øje. Vi blev tidligt klar over, at projektet nok kunne lade sig realisere, men at overlevelesgraden ville ligge på et minimum." (CVF 1992:1) Påbaggrund af de nye erkendelser arbejdede J.Thomasen videre med sine ideer og kom til det resultat, at projektet måtte indbefatte flere brancher og produkter. Parallelt med disse overvejelser, var der opstået nye muligheder. En af J.Thomasens bekendte, K. Hareskov, havde overtaget S&B Commutators, som producerer kommutatorer til elektromotorer. J.Thomasen foreslog K.Hareskov, at de slog sig sammen for at etablere et udviklingsselskab på Færøerne, nemlig Commercial Viking. Det var K.Hareskov umiddelbart med på. De aftalte desuden at J.Thomasen skulle have ansvaret for det produktionstekniske (hvilket var J.Thomasens fagområde) og K.Hareskov skulle have ansvaret for salg og marketing. K.Hareskov skulle desuden være administrerende direktør for Commercial Viking, mens J.Thomasen skulle være fast bestyrelsesformand for Commercial Viking foundation (fonden der skulle eje Commercial Viking.) Udviklingsselskabet skulle ikke alene være en producerende virksomhed, men også et videnscenter for nyopstartede virksomheder. I dette videnscenter skulle der være placeret specialister indenfor områder, der var relevante for virksomhederne: teknologi, ledelse, økonomistyring etc. Formålet med denne vidensbank var: "at al den viden og know-how der er nødvendig for at sikre et sundt og rentabelt erhvervsliv på Færøerne, skal findes på Færøerne og være tilgængelig for enhver til lavest mulig pris. Det skal ikke være nødvendig at investere i den samme viden som findes i forvejen" (CVF 1992:8). Medlemmerne af Commercial Viking skulle alle have lige mulighed for at benytte denne ekspertise. Desuden skulle vidensbanken også være tilgængelig for udenforstående virksomheder mod et mindre 149

honorar (CVF 1992:8). Udvklingsselskabet skulle efter hensigten virke som et system, en ramme omkring de nystartede virksomheder, der skulle sikre, at disse virksomheder kunne få al den faglige støtte der skulle til for at komme godt igennem. Projektet var med denne konstruktion begyndt at ligne særdeles meget Industricentret som H.Mortensen havde haft planer om at bygge udenfor Torshavn. Industricentret var som nævnt i forrige case, stærkt inspireret af forskerparktrenden, der opstod i USA. J.Thomasen havde imidlertid ikke kendskab til disse koncepter og arbejde udelukkende ud fra de problemer han havde rendt sig ind i på Færøerne. J.Thomasen berettede, at mens han en dag sad og arbejdede på at videreudvikle sin projektidé, sagde hans kone til ham, at nogen snakkede om hans projekt i radioen. "Så opdagede jeg, at den dybe tallerken jeg var ved at opfinde var opfundet i USA for over 50 år siden" (Thomasen 1996). Manden i radioen var Dalsgård, som havde arbejdet indenfor dette system i USA en længere årrække. J.Thomasen kontaktede derfor Dalsgård og inviterede ham med til Færøerne for at fortælle og formidle selve idekonceptet. Dalsgård blev altså kun inddraget som "formidler". Udviklingsselskabets funktionsmåde Tanken var så, at fonden skulle investere i "nøje udvalgte" brancher og virksomheder. "Der vil være flere alternative måder for opbygning og ejerforhold. Primært vil fondet i de virksomheder vi selv opstarter have aktiemajoriteten og dermed den totale overordnede styring. Firmaerne skulle konstitueres som ganske normale firmaer med bestyrelse, direktion, ledelse og registreres som aktieselskab. Der vil dog være visse regler i disse firmaers vedtægter, der skal være ufravigelige og bestemt af fondets vedtægter. For at nævne nogle enkelte så vil et ganske bestemt mønster for kvalitetsstyring, eksempelvis ISO 9000 eller andre brancherelevante normer, skulle følges. Endvidere bliver der regler om opkvalificering af personale, produktionsstyringsregler og bogføringsregler m.m., der bliver ufravigelige." (CVF 1992:7) Ejerforholdene i nye virksomheder kunne dannes på forskellige måder: 1) "En eksisterende virksomhed der eventuelt har et produkt, der er egnet til eksport kan få en samarbejdsaftale med fondet, og mod vederlag kunne knyttes fondets marketingsafdeling og ligeledes kunne få assistance på alle områder. Kravene med hensyn til kvalitet og andre områder vil ligeledes gælde for disse virksomheder" 2) En eksisterende virksomhed kan også købe sig ind i fondet og blive fuldt nydende medlem på lige fod med de andre datterselskaber. Betingelsen er at følge de regler, der er opstillet af fondet. 3) Fondet kan købe sig ind i en eksisterende virksomhed som mindretals-aktionær. Dog skal denne virksomheds regler, vedrørende kvalitet og andre ting være opfyldt, hvorefter fondet indgår kontraktaftale med firmaet på lige fod med de andre datterselskaber" (CMV 1992:7-8). Der er især et kriterium, der springer i øjnene, når man læser ovenstående citater fra pjecen: der fokuseres meget på regler og kvalitet og de normer som fondet står for. Dette kan forstås som et forsøg på "professionalisering".

150

Påtænkte produktioner Til at begynde med skulle der opstartes fire virksomheder: transformatorproduktion, kommutatorproduktion, plastsprøjtestøbning og verktøjsfremstilling. Transformatorer og kommutatrer skulle eksporters, mens de to andre skulle være underleverandører hertil. Der var flere overvejelser og hensyn, der lå bag valget af denne konstruktion. En af overvejelserne angik markedssituationen. Både for transformatorer og kommutatorer gælder, at markedet er præget af få kunder, der til gengæld er meget store. Den enkelte virksomhed er derfor meget følsom overfor den enkelte kundes præferencer, hvilket indebærer en stor risiko for producenten. Ved at lægge begge virksomheder sammen, kunne de stå stærkere, idet risikoen var mere spredt. Både i transformatorproduktion og kommutatorproduktion indgår komponenter af plast der skal sprøjtestøbes. F.eks. sprøjtestøbes spoleforme til transformatorer og isolation til kommutatorer (CVF 1992:4). For at kunne sprøjtestøbe er man afhængig af specialfremstillede værktøjer. I projektudviklingsfasen havde J.Thomasen undersøgt mulighederne for at få eksisterende virksomheder på Færøerne til at levere disse produkter. De potentielle virksomheder var J&K Joensen i MiSvågur (maskinværksted) og Tor Plast (plastproduktion) i Vestmanna. Det ville imidlertid kræve, at disse skulle foretage yderligere investeringer. Det blev dog vurderet, at fordelene ville være størst, hvis de have fuldstændig kontrol over disse underleverancer, især da virksomheden også skulle være en ordreproducerende virksomhed, hvilket stillede store krav til leveringstid. "Derfor vil det være afgørende vigtigt at opstarte denne følgeindustri, som et serviceorgan for de to førnævnte brancher, hvilket vil give en enorm forbedring af konkurrenceevnen i forhold til konkurrenter, der må ud på markedet for at fremskaffe disse værktøjer. Ved værktøj sfremstilling er det vigtigt, at disse bliver fremstillet i nærheden af det sted, de skal bruges. Dette skyldes, at indkøringsfasen tit kan være omstændelig og tidskrævende p.g.a. små ændringer, korrektioner og finpudsning af værktøjerne, inden de kan accepteres" (CVF 1992:5). Opsummerende kan vi sige om Commercial Viking, at det var et lovende projekt, hvor alt tydede på succes. J.Thomasen som havde et førstehåndskendskab til branchen, havde stået for et grundigt forberdelsesarbejde, der fik Landsstyremanden i industrisager til at betegne projektet "som det mest grundigt belyste projekt han havde set" og Menningarstovan, som havde haft indsigt i projektplanernes detaljer vurderede, at der var muligheder for, at virksomheden kunne drives rentabelt. Alt tydede således på, at projektet kunne realiseres, og i slutningen af 1990 søgte J.Thomasen Mi5vågur kommune om en byggegrund til Commercial Viking projektet. I det følgende afsnit vil jeg beskrive det videre forløb og hvordan samspillet med de politiske institutioner udartede sig. Samspillet med det offentlige Miåvågur kommune, som i forvejen havde et område, der var udstykket til industriformål, svarede Thomasen's ansøgning og tilbød ham følgende favorable tilbud52:

"Brev dateret 12. februar 91

151

- At leje området for 1 kr. pr. kvadratmeter om året.53 - At købe området for 25 kr. pr. kvadratmeter.54 Efter at kommunen havde givet tilbudet, gik der imidlertid lang tid hvor de ikke hørte noget fra iværksætterne. Af en eller anden årsag trak sagen i langdrag. Det viste sig, at sagen var havnet ude i Landsstyret, hvor den ikke kom videre. Iværksætterne henvendte sig derfor til kommunen og bad indirekte kommunen om at lægge pres på Landsstyret, idet de skrev, at hvis ikke de fik positivt svar fra Landsstyret snart, var der fare for at projektet måtte skrinlægges, da de havde forhåndsaftaler med køberne af de varer som skulle produceres. Køberne var ved at blive utålmodige.55 Mi5vågur kommune, der var interesseret i at få gang i projektet så hurtigt som muligt, henvendte sig derfor til Landsstyret og opfordrede dem til at behandle sagen snarest muligt. De skrev således i et brev til Landsstyret: "Vi vil derfor opfordre Landsstyret til at behandle denne sag nu, helst i denne måned, eller så hurtigt som muligt. Hvis dette projekt kommer op at stå, vil det have overordentlig stor betydning for kommunen og hele landet. I disse dage tales og skrives meget om arbejdsløshed, og det har vi ret meget af i vores kommune. Om denne arbejdsplads bliver virkelighed, vil det give arbejde til de arbejdsgrupper, der er hårdest ramt af arbejdsløshed". 56(smede, maskinmestre og ufaglærte kvinder. JCJ). Det er uafklaret, hvorfor sagen var endt ude i Landsstyret. Det er dog bemærkelsesværdigt, at de afgørende beslutninger om sagens videre forløb skulle tages af Landsstyret, når det ellers var et kommunalt projekt. Det hænger dog sandsynligvis sammen med det tilbagevendende problem at skaffe finansiering til projektet. Finansieringsproblemet var jo hovedårsagen til at J.Thomasen i første omgang havde kontaktet Menningargrunnin og på den måde var kommet i kontakt med det offentlige. Senere fik J.Thomasen mundtligt tilsagn fra Menningarstovan og Menningargrunnurin om, at hvis han kunne rejse 6-8 mio. kr., så kunne regne med en finansiering på ca. 25-30 mio. kr hvoraf en del skulle komme fra Menningargrurin og en del via landskassegarantier (J.Thomasen 1996). Det hele afhang dog av, om han kunne skaffe de første 6-8 mio. kr. Hvis han kunne skaffe disse midler, så kunne han få resten andre steder fra. For at løse finansieringsproblemet henvendte J.Thomasen sig til Vågø og forhørte sig, om der var nogen, som ville sætte penge i projektet. Det viste sig, at alle kommuner i Vågø ville sætte penge i projektet. Nu var det altså blevet et fælleskommunalt projekt. Dette kunne have en vis politisk betydning, da hele øen var repræsenteret i Lagtinget med to Lagtingsmedlemmer. Ved at gøre sagen til et fælleskommunalt projekt, var potentialerne tilstede til at 'aktivere' den klientelistiske dynamik. Projektet omfattede jo hele politi53

De yderliger betingelser var: "I betaler for det område som i bruger. Lejekontrakten gælder for 25 til 30 år, efter de betingelser som er gældende i sådanne tilfælde." (Brev dateret 12. februar 1991) ^De yderligere betingelser var: "Der skal bygges inden 5 år. Ellers tilfalder området tilbage til kommunen for samme beløb som i har betalt." (Ibid) 55

Brev dateret den 6. december 1991, fra Midvågs kommune til Føroya Landstyri, adresseret til Thomas Arabo.

56

Brev dateret den 6 december 1991, fra Midvågs kommune til Føroya Landstyri, addresseret til Thomas Arabo.

152

kerpatronernes klientel, men indtil videre var det kun en kommunalpolitisk sag, så derfor blev den ikke aktiveret. På den måde blev kommunens engagement i projektet udvidet til også at omfatte finansieringen af projektet. Spørgsmålet var nu, om de andre institutioner, der skulle medvirke i finansieringen af projektet, ville acceptere at de første 6-8 mio. kr. var kommunale penge. Ville det forrige "tilbud" i så tilfælde stadig gælde? På et senere tidspunkt blev denne tvivl banet af vejen, da iværksætterne fik et mundtligt tilsagn fra Lagmanden om at det var i orden (J.Thomasen 1996). Kommunernes problem var, at deres økonomi var særdeles dårlig. De havde efterhånden oparbejdet en betydelig gæld. Commercial Viking projektet kunne måske fa skatte indtægterne til at stige, men først skulle der findes penge til at sætte i projektet og hvor skulle disse midler komme fra? Kommunen havde imidlertid fået bevilliget midler til havne udbygninger. Kommunerne påtænkte derfor, at anvende disse bevillinger til Commercial Viking i stedet for. Dette indebar at både Landsstyret og Lagtinget måtte inddrages, da der ikke fandtes nogen lov hjemmel til at benytte bevillinger til 'alternative' formål. Den 26. feb. 1992 ca. et år efter at kommunen havde givet initativtagerne byggetilladelse, arrangerede kommunerne et møde med Landsstyret, hvor de informerede Landstyremedlemmerne om planerne om den kommende industriudbygning og især problemerne ved at få udbetalt bevillingerne. Lagmanden lovede at "Forslag om hjemmel til dette ville blive lagt for tinget ved Olaj" og "at arbejde hurtigt med sagen". Desuden blev der afholdt møde med Lagmanden og J.Thomasen hvor sidstnævnte gav uddybende forklaringer om projektplanerne.57 Det eneste der kom ud af dette møde var, at Landsstyret bevilligede penge til forundersøgelser. Dette er bemærkelsesværdigt, da det centrale problem på dette tidspunkt ikke var manglende forarbejde. Faktisk udtrykte Thomas Arabo som var Landsstyre mand i 1992, at dette var det bedst belyste projektet han som politiker havde set (Arabo 1992). Det kan derfor bedst ses som en slags narresut. Planerne om at anvende de eksisterende havnebevillinger til andre formål gik i vasken. Kommunerne var imidlertid blevet meget interesserede i projektet og besluttede at optage et lån på 6 mio. kr. til at sætte i Commercial Viking. Dette kunne dog ikke gøres uden Landsstyrets godkendelse. Den 28. september 1992 skrev fælleskommunen (det er Sandavågur-, Midvågur-, Sørvågur- og Bø- kommune) derfor til Landsstyret: "Med henvisning til møde med J. Sundstein Landstyremand 25. sept. 1992, angående om planerne om at etablere industrivirksomheden Commercial Viking i Midvågur, til produktion af kommutatorer med mere. Bygderådene i Miåvågur, Sandavågur, Sørvågur og Bøur, søger hermed om tilladelse til at optage lån op til 6 mill. kr. at sætte i selskabet. Det ville være ønskeligt, at en del af den nuværende bevilling til haveneinvesteringer kunne 5T

Fundarfråsøgn 26. februar 1992. Mødet blev afhold i Landsstyret den 26. februar 1992. Udover Lagmanden Jogvan Sundstein var også Regin Poulsen, Hervør Guttessen, Jogvan S. Hansen, Johan Mogensen og Søren Pram Sørensen fuldmægtig.

153

blive brugt til dette alternative industrifremmende formål. Planen er at sætte penge i selskabet i forhold til skatteindtægterne året 1991."58 Allerede inden to uger, svarede Landsstyret kommunernes ansøgning: "at som de økonomiske forhold er, er Landsstyret ikke sindet at give kommunerne tilladelse til at optage lån. Sagt skal være fra, at Landsstyret har behandlet sagen som en lånetilladelses ansøgning, hvor hver kommune tager lån i forhold til kommunernes skatteindtægter. Der er set på kommunernes økonomiske situation, især lånebyrden i forhold til skatteindtægterne. Landsstyret har ikke behandlet Commercial Viking projektet. Landsstyret er rede til at behandle ansøgningen om lånetilladelse påny, hvis: 1) Finansieringen af projektet hos Commercial Viking ellers kan fås på plads. 2) Driftsresultaterne i følge opstillede planer viser, at planen er rentabel, og fremskaffer et bestemt antal af arbejdspladser. 3) At det er klart, at de private initiativtagere bag Commercial Viking påtager sig et passende finansielt ansvar i forhold til deres indflydelse. Landsstyret vil senere tage op (behandle) om de nuværende bevillinger til havne og landingspladser, kan benyttes alternativt, under bestemte betingelser.59 (Min fremhævelse JCJ). Som vi ser af ovenstående så behandlede Landsstyret slet ikke selve sagen Commercial Viking! Selve projektet blev der slet ikke taget stilling til. I stedet for blev der kun fokuseret på kommunernes økonomiske situation. En 'økonomisk situation1 har altid to sider: en indtægtsside og en udgiftsside. Da Landsstyret kun ville behandle sagen som en låneansøgning, blev kun udgiftssiden taget i betragtning, hvorimod der blev sprunget let og elegant over indtægtssiden (Commercial Viking projektet). Det siger næsten sig selv, at når Landsstyret kun tog udgiftssiden i betragtning, så måtte svaret blive et nej, fordi set fra dette perspektiv, ville et lån øge gælden og forværre den 'økonomiske situation1. Fravalg af 'sagsaspekter' kan således være et effektivt instrument for magtudøvelse. Fordelen er, at magtudøvelsen kan fremstå som en rationel beslutning. Således kunne Landsstyret afvise Commercial Viking, uden at tage stilling til projektet - og endda begrunde beslutningen som økonomisk rationel. Den mest umiddelbare forklaring på Landsstyrets stillingtagen i denne sag er, at Landsstyret på dette tidspunkt, var under stort pres, da Sjovinnubankin var gået i betalingsstandsning to dage inden. For at redde banken måtte Landsstyret rejse til Christansborg og bede om et lån på 500 mio. kr. som Landsstyret ville skyde ind i banken. Forhandlingerne med den danske regering indebar, at der blev sat en umiddelbar stopper for yderligere låntagning. Herunder kommunernes. På den anden side er dette ikki forklaringen på hvorfor Commercial Viking projektet strandede. Sagen var nemlig ikke slut her. Et år efter huserede sagen igen, men nu i Idna6arnevndin. Dette betød også, at Lagtingspatronerne havde faet mulighed for at øve indflydelse på sagen - endda en af Vågur's egne Lagtingspatroner,

58

Brev til Landsstyret dateret 28 sept. 1992. Mi5vågs kommunekontor.

59

Brev dateret 17-11-92 fra Føroya Landstyri til Midvågs kommunu. Jumal nr. 816/5290

154

nemlig Jørgen Thomsen. I Industriudvalget havde Vågøs Lagtingspatron i realiteten mulighed for at påvirke udviklingen i Commercial Vikning sagen, men af en eller anden årsag, så bakkede han heller ikke sagen op.60 På mit besøg på kommunekontoret i Mi6vågur 1995 blev der tydeligt givet udtryk for stor skuffelse over øens Lagtingsmedlemmer, som ikke ville kæmpe for Commercial Viking projektet inde i centralmagten. Som en af de tilstedeværende på kommunekontoret sagde: "Hvad har vi ellers valgt dem ind til, end at varetage øens interesser?". Tiden var nu ved at løbe ud for iværksætterne. Under indtryk af den samfundsøkonomiske krise og ikke mindst krisen i banksektoren, var der ikke gode udsigter til at de kunne finde andre til at finansiere projektet. Her stoppede sagen så. Transformatorvirksomheden blev solgt og er nu lokaliseret i nærheden af B&O som de har et tæt samarbejde med (J.Thomasen 1992). Kommutatorvirksomheden blev flyttet til Odense i stedet for og er i dag en virksomhed med 85 ansatte og en omsætning på 40 mio. kr61. Flere af de personer der blev inddraget i forberedelserne af Commercial Viking i MiQvågur, flyttede i stedet til Odense for at arbejde i kommutatorvirksomheden. Det drejer sig specielt om maskinsmede, der var ansat i de lokale maskinværksteder. De er alle beskæftigede med vedligeholdelse og videreudvikling af S&B Kommutators maskinpark. Disse har stået for en rationalisering af produktionen med ca. 150 %. (J.Thomasen 1996). Sammenfatning og diskussion Commercial Viking projektet startede med, at en iværksætter/initiativtager, ville flytte en transformatorvirksomhed til Færøerne. Virksomheden var en 'going concern' det vil sige alt kørte i virksomheden. De havde således produkt, kunder, leverandører, maskiner etc. Denne virksomhed ville de flytte til Færøerne. Denne enkelte forretningside udviklede sig imidlertid til et mere omfattende og komplekst erhvervsudviklingsprojekt: Commercial Viking. Commercial Viking skulle nu bestå af flere virksomheder inden for den elektromekaniske branche (tranformatorer og kommuntatorer) og tilhørende følgeindustrier. Dette udviklingsforløb afspejler, at når man flytter nye produktioner ind i en erhvervsstruktur, så stiller det nye krav til de lokale produktionsbetingelser. Virksomhederne på Færøerne kunne kun i begrænset omfang blive underleverandører til de påtænkte produktioner. I starten blev dette ikke vurderet som noget problem. Gradvist blev denne problemstilling mere og mere påtrængende, hvorefter projektet blev udviklet videre til nu også at omfatte de strategisk vigtigste underleverandører: plastsprøjtestøbning og værktøj sfremstilling og 'vidensproduktion'. Efter grundige forundersøgelser forsøgte iværksætterne at implementere projektet. Alt tydede på, at projektet kunne lade sig gøre. Et problem blev dog ved med at være ubesvaret og det var hvordan man skulle finansiere projektet. Efter flere forskellige finansieringsmodeller, fik iværksætterne et mundtligt tilsagn om, at hvis de selv kunne skaffe 6-8 mio. kr., så ville 'systemet' (Menningargrunnurin og Landsstyret via garantier) finansiere projektet. Nu var problemet at skaffe de 6-8 mio. kr. Det viste sig at kommunerne var villige til at

60

Dette fremgår af "Ålit f Løgtingsmåli nr. 33/1992: Låntøkuloyvi til kommunurnar i Vågum". In: Føroya Løgting 1992. 61

Kompass 1995/96 Bind Firmaer. Side 1119.

155

sætte disse midler i projektet. Finansieringsproblemet syntes nu at være på plads. Blot skulle kommunerne optage et lån for at kunne sætte penge i projektet. Dette lån skulle Landsstyret godtage, men da kommunen søgte om tilladelse til lånet, fik de afslag. Landsstyret havde nu behandlet ansøgningen som en låneansøgning og havde slet ikke behandlet selve projektet Commercial Viking. Den officielle begrundelse var hensynet til kommunernes økonomi. Men det var jo netop det, som Commerical Viking projektet skulle rette op på! Uofficielt - 'off the record1 som man siger - handlede det om, at der ikke var privat egenkapital i projektet. Risikofordelingen mellem det offentlige og det private var derfor skæv, hvilket mange politikere var betænkelige ved. Det er også efter min mening en god grund til at være betænkelig. Men igen må vi se dette i relation til mønstret i fiskesektoren. Her var mønstret præcist det samme, idet egenkapitalen i forbindelse med trawlerinvesteringerne var fiktiv og det vidste alle politikere. Vi ser således igen en klar forskelsbehandling mellem alternative erhverv og fiskesektoren. Selv om virksomheden skulle lokaliseres ude i periferien, i Miåvåg, så var dette ikke tilstrækkeligt til, at det vandt politisk opbakning bland Lagtingspatronerne. Heller ikke øens egne Lagtingspatroner bakkede projektet op. Dette viser os, at det hegemoniske projekt Bygdamenning ikke kun handlede om bygdamenning og ikke kun involverede de politiske center-periferi dimension, men også handlede om fisk. Kort sagt så kan vi sige, at Commercial Viking projektet drejede sig om tilflytning af en virksomhed til Færøerne. I forhold til hegemoniet betød dette, at de ikke kom i direkte konflikt med det hegemoniske projekt Bygdamenning. Derfor blev projektet ikke mødt med nogen direkte modstand. På den anden side betød dette også, at projektet heller ikke fik nogen politisk opbakning, da det som et projekt udenfor hegemoniet ikke havde politisk betydning.

Konklusion på kapitlet I forrige kapitel var vi inde på, at det siden 1977 var blevet mere og mere påtrængende at kanalisere kapital over i fiskesektoren. Med overgangen til den investeringsdrevne akkumulationsstrategi var fiskesektoren blevet særdeles kapitalintensiv. Dette medførte, at konkurrencen i mellem sektorerne om kapital blev skærpet. For at opretholde det hegemoniske projekt Bygdamenning, blev det derfor mere og mere påtrængende ad politisk vej at kanalisere kapital over i fiskesektoren. Dette viste sig bl.a. ved, at der opstod en større og større modstand mod alternative erhvervsudviklingsstrategier, da disse jo ville beslaglægge kapital. I dette kapitel har jeg påvistvist, hvordan denne modstand konkret har vist sig. Dette magtspil om bevarelse af det hegemoniske projekt udfoldede sig omkring to centrale dynamikken en politisk og en økonomisk. Den politiske dynamik opstod som vi tidligere har været inde på, ud fra center-periferi dimensionen. Den økonomiske dynamik derimod opstod ud fra konkurrencen om kapital mellem alternative sektorer og fiskesektoren. Vi kan illustrere dette grafisk på følgende måde:

156

COMMERCIAL VIKING

PERIFER

1

/ Der HeotMOKiSKft \

[

Pfojskt

)

EKSPORTCENTER

o

EKSPORTCENTER EKSPORTCENTER

EKSPORTCENTER

Industricentret

INDUSTRICENTRET

Q_ CENTEF

ALTERNATIV ERHVERV

"ØKONOMI

ERHVERV

Som vi ser i figuren, så havde det hegemoniske projekt Bygdamenning den egenskab, at det kombinerede bygd og fisk. Eksportcentret gik ud på at oprette et center, der skulle varetage salg og markedsføring for færøske industrivirksomheder i udlandet. Dette kunne medvirke til at øge eksporten af andre varer end fisk. I første omgang var der ingen fiskevirksomheder med. Projektet stod derfor udenfor hegemoniet. I denne position fik det ingen politisk opbakning, og Landsstyret gad ikke engang at svare initiativtagernes ansøgning om bevilling. Senere forsøgte initiativtagerne at gøre Eksportcentret til en del af hegemoniet, idet flere fiskevirksomheder ville være med i Eksportcentret. På denne måde kom de imidlertid i konflikt med Fiskasølan, som benyttede sin magtposition til spænde ben for Eksportcentret. Udenfor hegemoniet gav det ingen genklang, men indenfor kom det i kollisionskurs med Fiskasølan og havde derfor heller ingen chance. Industricentret gik ud på at opbygge en forskerpark i udkanten af Torshavn. Centret bestod af en 'kærne' med flere vidensinstitutioner der skulle tage sig af forskning, produktudvikling, ledelse, økonomi og uddannelse. Rundt om denne kærne skulle så placeres flere virksomheder, som kunne benytte sig af kærnen. Fordelen med denne konstruktion skulle være den tætte kontakt imellem praktikere og videnskabsfolk. Industricentret er det mest rendyrkede eksempel på en innovationsdrevne-akkumulationsstrategi som nogensinde er blevet formuleret på Færøerne. Centret skulle både producere fisk og andre industrivarer til eksport. Da centret skulle placeres i centerregionen, kom det straks i kollisionskurs med det hegemoniske projekt Bygdamenning. H.Mortensen havde dog formået at manøvre sig uden om de centrale institutioner i det hegemoniske projektet nemlig Landsstyret/Lagtinget og den færøske finanskapital. Han havde kun søgt Torshavns kommune om et grundareal ogfinansieringenhavde han fået i udlandet, primært i Danmark. Landsstyret og den færøske finanskapital var slet ikke involveret og havde derfor ingen sanktionsmuligheder. Da kommunen sagde ja til at udleje H.Mortensen et grundareal å Sund, så det ud til at implementeringen af Industricentret ville lykkes og Phil & Søn begyndte at bygge veje ind 157

i området. Men så opstod en 'juridisk' komplikation. Området var et landbrugsområde og planloven sagde, at når det skulle ændres til et industriområde, så skulle det godkendes af Landsstyret. Hermed blev Industsricentret hvirvlet ind en politisk strid i mellem center-periferi, der helt konkret udmøntede sig som en strid imellem Torshavns byrådsformand og Landsstyremanden i industrisager. Landsstyret trak sagen ud i flere år og først i 1987, 3 år efter at H.Mortensen havde lanceret sine planer, fik kommunen tilladelse til at bygge et havneanlæg. Det var dog stadig uafklaret, om kommunen måtte bruge arealet til et Industricenter, da Landsstyret ikke havde taget stilling til, hvad området måtte bruges til. I slutningen af 80'erne var højkonjunkturen ved at dampe af og satte en 'naturlig' stopper for projektet. Landsstyrets forhalingstaktik virkede! Commercial Viking projektet gik ud på at producere transformatorer og kommutatorer til eksport. I starten var det kun meningen at flytte transformatorvirksomheden til Færøerne, men man rendte sig ind i problemer med at få tilstrækkeligt pålidelige underleverandører. Derfor blev den oprindelige projektplan udviklet videre til Commercial Viking projektet. Dette bestod nu af transformatorvirksomheden, kommutatorvirksomhed, plastsprøjtestøbning og værktøj sfremstilling. Derudover skulle der oprettes en vidensinstitution, der skulle besidde faglig ekspertise. Vidensinstitutionerne skulle både servicere deres egne virksomheder og andre virksomheder rundt omkring på Færøerne. Således lignede Commercial Viking en hel del Industricentret. Dette var heller ikke tilfældigt, men afspejlede det forhold, at et skift fra den investeringsdrevne akkumulationsstrategi til en innovationsdreven akkumulationsstrategi ville kræve omfattende ændringer i selve produktionsbetingelserne. Der var blandt embedsmændene uenighed om selve ideen, at oprette en vidensinstitution. Men de bærende elementer i projektet, produktionen af transformatorer og kommutatorer, blev opfattet som noget, der kunne lade sig gøre. Spørgsmålet var, hvordan dette projekt kunne finansieres. Planen var, at kommunen skulle sætte 6-8 mio. kr. i projektet og resten af kapitalen skulle tilvejebringes via Menningagrunnurin og landskassegarantier. Dette afhang imidlertid af de første 6-8 mio. kr. Da kommunen skulle optage lån til at sætte i projektet skulle det godtages af Landsstyret, men her satte landsstyret en stopper for sagen, og afviste kommunens ansøgning om lånetilladelse. Officielt blev det begrundet med hensynet til kommunens økonomiske situation. Uofficielt mente man, at et sådant projekt ikke skulle igangsættes uden privat risikovillig kapital. Det vi kan iagttage i sagerne om Eksportcentret, Industricentret og Commercial Viking er, at Landsstyret brugte to forskellige paradigmer eller rationaliteter, en for fisk og en for alternative erhverv. I Eksportcentret mente Landsstyret at eksportcentret skulle være selvfinansierende. Man havde her en liberalistisk filosofi, at det offentlige ikke skulle blande sig. Man sagde endda at det skulle være selvfinansierende på samme måde som Fiskasølan - upåagtet at Fiskasølan kun var selvfinansierende, fordi fiskesektoren blev støttet i produktionsledet og ikke salgsledet. I Industricentret hæftede Landsstyret sig ved en lovteknisk detalje - som de havde al ret til at gøre - men som ellers ikke var praksis. To måneder tidligere var samme landsstyremand, 158

blevet gjort opmærksom på, at de 10% i egenkapitalen som Landsstyret krævede for at give landskassegaranti i forbindelse med trawlerinvesteringer, var fiktiv. De fik med andre ord at vide at Landsstyret blev snydt, men da det drejede sig om investeringer i fiskeskibe, lod Landsstyret som ingenting. I Commercial Viking sagen mente man, at der skulle være en vis privat egenkapital, således at det ikke kun var det offentlige der bar risikoen. Et synspunkt vi kun kan give Landsstyret ret i. Men igen må vi se det i relation til fiskesektoren, hvor investeringerne blev foretaget uden den nødvendige egenkapital. På denne baggrund kan vi sige, at når det drejede sig om fiskesektoren, så man igennem fingrene med at loven blev brudt og Landsstyret lod sig snyde, men når det drejede sig om alternative erhverv, blev Landsstyret pludselig forvandlet til en paragrafrytter. Vi kan derfor ikke komme udenom, at der skete en klar diskriminering af alternative erhverv i forhold til fiseksektoren. På denne måde medvirkede Landsstyret til at forvride konkurrencen mellem sektorerne om kapital.

159

Kapitel 9 Akkumulationsstrategiens sammenbrud Hvilken vej ? Vi har nu i de to foregående kapitler belyst henholdsvis den vindende og den konkurrerende akkumulationsstrategi. I dette kapitel skal vi se nærmere på baggrunden for den vindende akkumulationsstrategis sammenbrud og de efterfølgende kriseløsninger. Satses der stadig på fisk? eller har den gamle akkumulationsstrategi's sammenbrud givet anledning til, at satse på en anden strategi? I forhold til udvikling af alternative eksportsektorer, kan kriser være særligt interessante, fordi økonomiske kriser er kendetegnet ved, at gammelt brydes ned og nyt bygges op. Det er derfor højst tænkeligt, at krakket har givet anledning til nye strategiovervejelser og en satsning på alternative erhverv. Formålet med dette kapitel er således at undersøge baggrunden for sammenbruddet, samt hvilke konsekvenser kriseløsningsstrategierne har haft på akkumulationsstrategien og reguleringssytemet. På denne baggrund vil jeg afslutningsvis i dette kapitel, vurdere mulighederne for udvikling af alternative eksporterhverv under disse nye og ændrede betingelser. Først skal vi se på fiskesektorens vej til sammenbrud.

Fiskesektorens vej til sammenbrud I kapitel 7 var vi inde på, at fiskesektoren i hele perioden fra 1977 og op til 1992-94, var plaget af jævnt faldende fiskepriser. Vi skal nu tage tråden op igen og undersøge baggrunden for dette prisfald. Dette er imidlertid en kompliceret sag idet priserne påvirkes af mange faktorer. I et overordnet perspektiv, som vi her skal fastholde, er der dog en faktor, som har haft særlig stor betydning i denne sammenhæng og det er internationaliseringsprocessen. Internationaliseringsprocessen har betydet en gradvis nedbrydning af handelshindringer. Dette sammen med udviklingen i transportteknologien og udviklingen af fryse-, køle- og konserveringsteknikken, har gjort at konkurrencen ikke længere afgrænses af nationale, regionale og lokale grænser, men gradvist er blevet mere og mere international. Internationaliseringsprocessen har medført, at konkurrencebetingelserne er blevet udlignet. Således kan vi i dag finde frosne torskefiletter fra Grønland, sej fra Færøerne, kylling fra Danmark, lam fra New Zeland, kalkun fra Sydafrika, okse fra USA, ligge side om side i kølediskene i supermarkederne. Dette har medført, at fiskeproducenterne ikke længere kun konkurrerer med andre fiskeproducenter, men også med landbrugssektoren og fødevareindustrien i andre lande. Konsekvensen af denne udvikling har været, at prisforskellene imellem fisk og andre kødprodukter gradvist er blev udlignet (World Bank 1993). Ser vi på udviklingen i importpriserne i OECD landene, som er de lande Færøerne eksporterer til, ser vi at priserne steg fra 60'erne og op til ca. midten af 70'erne. Fra 1978 toppede denne udvikling imidlertid, hvorefter at priserne faldt støt, lige indtil 1985 hvor de igen begyndte at stig. Dog aldrig over det niveau de havde været på i slutningen af 70'erne. Vi kan sige, at det samlede billede var, at priserne steg op til slutningen af 1970'erne, hvorefter prisniveauet faldt og stagnerede. Denne udvikling er grafisk illustreret i følgende figur.

160

PRISUDVIKLING PA FISK IMPORTPRISER I OECD "HIGH-INCOME" LANDE

Ar 65

70

75

80

81

82

83

84

85

86

87

88

Kilde: World Bank 1993.

FAO som er FN's afdeling for fiskeri og landbrug, kommer i deres undersøgelse af fiskeprisernes udvikling til samme resultat. De forklarer dette således: "To a large extent, the rapid increase in real fish prices in the 1970s and previous years reflectet the fact that fish prices were extremly low relative to prices for other sources of animal protein. However, the gap in relative prices is closing and continued increases, particulari for the higher fish speces, may be restrained. For eksample, increases in the prices of tuna are constrained because of competition in the marketplace with chicken meat" (FAO 1992:27). Den høje vækst den færøske samfundsøkonomi havde siden 60'erne, hang nøje sammen med den prisudvikling som er skitseret i ovenstående figur. Prisfaldet og stagnationen der indtrådte i 70-80'erne ramte også den færøske fiskesektor hårdt. Fiskivinnurå5i, som var en rådgivende instans under Landsstyret skrev at: "Indtægterne som flåden får, da støtten ikke er medregnet, har de sidste par år været stadig faldende, samtidigt med at udgifterne er steget" (Fiskivinnurå6i 1989:10). I realiteten var den færøske fiskesektor kommet i den samme situation som landbruget havde været i årtier. Landbrugspriserne havde nemlig været faldende. Landbruget havde dog imødegået dette pris fald ved at øge produktiviteten. Dels ved hjælp af mere effektiv teknologi og dels øgede stordriftsfordele. Således fandtes der 67 slagterier i Danmark året 1964, men i 1990 var antallet reduceret til 6. Til gengæld var disse 6 slagterier mere produktive end alle 67 slagterier i 1964 tilsammen. Således slagtede de 67 slagterier i 1964

161

i alt 923 tusind kreaturer. I 1990 slagtede de 6 slagterier 1,6 mio. kreaturer.1 Denne produktivitetsstigning skyldes ikke kun sammenlægningen af slagterierne, men var også et udtryk for, at der i denne periode skete en kraftig teknologisk udvikling. Derfor var landbruget og slagterierne i stand til at opretholde en profitabel produktion på trods af faldende priser. Da fiskepriser og andre kødpriser havde nærmet sig hinanden, begyndte det nedadgående pristryk som landbruget og fødevareindustrien havde levet under i årtier, også at virke på fiskepriserne. Da fiskesektoren blev ramt af prisfaldet i 70-80 erne, kunne man forvente, at fiskesektoren på samme måde som landbruget og slagterierne, ville imødegå dette ved at øge produktiviteten. Den teknologiske udvikling havde jo forbedret effektiviteten i begge erhverv, hvilket muliggjorde formidable rationaliseringer. Der var dog afgørende institutionelle forskelle mellem landbrug og fiskeri, der gjorde, at disse to sektorer i fødevarebranchen ikke i lige høj grad var i stand til at få produktivitetsfordele ud af den teknologiske udvikling. Forskellen var, at i landbruget havde man privat ejendomsret til jorden, mens man i fiskeriet havde fælles ejendomsret til havets ressourcer. Dette medførte, at selv om der i takt med internationaliseringsprocessen skete en udligning af konkurrencebetingelserne, så forblev produktionsbetingelserne forskellige. Denne forskel var, som ovenfor antydet, af institutionel karakter og har ført til vidt forskellige dynamikker i disse to sektorer. Den private ejendomsret begrænser for det første adgangen til jorden. For det andet animerer det ejeren af jorden til at udnytte den på den mest økonomisk optimale måde. Derfor vil ejeren undgå udpining af jorden. Det betyder også at ejeren kan sælge sin rettighed, hvilket giver mulighed for sammenlægning og stordriftsfordele. Den private ejendomsret er simpelthen en institutionel forudsætning for markedskræfternes frie spil. Fællesretten til havets ressourcer gør derimod at ingen enkelt aktør føler ansvar over for fiskeressourcerne og ikke overfisker. Tværtimod vil alle forsøge at få så meget som muligt, hvilket vil føre til overfiskeri. Dette er hvad fiskeribiologer kalder for "The tragedy of the common". Fællesretten til havets ressourcer betyder, at ansvaret for at værne om ressourcen er placeret hos den instans der kan tage fælles beslutninger, den politiske. Vi må her huske, at det ikke drejer sig om at værne om fisken. Det er ikke dyrebeskyttelse vi taler om. Fiskeri har aldrig ført til udryddelse af en fiskeart. Det drejer sig derimod kun om, at sikre rentabiliteten i fiskeriet. Altså statens egen interesse i at sikre det økonomiske grundlag under den politiske magt. Den teknologiske udvikling muliggjorde en høj produktivitetsstigning. Forudsætningen for at få produktivitetsfordele ud af investeringerne i de nyeste og mest effektive fangstteknologier, var imidlertid, at det samlede fangsttryk ikke blev for stort. Derfor var/er det afgørende, at have en lige så effektiv fiskeriregulering, som man har effektiv teknologi. Ellers får man den modsatte effekt: det samlede fangsttryk stiger, hvilket reducerer fiskebestandene og giver færre fisk til det enkelte skib og produktiviteten falder. '(Fjeldvinget.al. 1992:15,17,31,33)

162

Fiskeriregulering, der begrænsede det samlede fangstkapacitet, viste sig imidlertid at være særdeles vanskelig, for ikke at sige umulig at gennemføre for det Klientelistiske Supply-Side Reguleringsregime. Hver politikerpatron var jo indfanget i en klient-patron relation hvilket begrænsede hans muligheder for at gennemføre politiktiltag, der gik ud over hans klientel. I dette tilfælde fungerede klientelismen således: En filetfabrik får ikke tilført fisk nok til at drive produktionsanlæget rentabelt. Den vælger derfor at investere i et fiskeskib, for at sikre sig råvareleverancer. Herved øges det samlede fangsttryk i flåden. Der blev derfor mindre fisk til hvert skib. Dette forværrede råvare mangelen. For den enkelte fabrik og reder, var der kun en udvej: at få et mere effektivt skib. Dette øgede klientellets pres på patronerne om at få flere fiskerilicenser, garantier, lån etc.. For at sikre bygdevirksomhedens overlevelse blev den politiker valgt ind i Lagtinget som garanterede at netop han ville kunne sørge for, at netop deres bygd fik skibstilladelse, fiskerilicens og de nødvendige garantier og lån. Således blev fiskesektoren udbygget og effektiviseret, men uden kontrol eller styring af den samlede kapacitet. Derved blev fiskesektorens produktivitet forværret, hvilket igen øgede behovet for at investere i endnu mere effektiv teknologi. Konsekvensen var, at både fangst og forarbejdnings kapaciteten øgedes betragteligt. Samtidig øgedes antallet af fiskedage. Tilsammen har dette øget fiskeriintensiteten. Dette medførte også øgede totalfangster i 80 erne, men ser vi på fangsten pr. indsatsenhed, viser der sig et andet billede.

1982

1983

1984

1985

1986

1987

1989

1989

Fiskedage

100

123

126

130

127

137

139

142

Fangst pr. dag

100

120

116

111

107

100

93

93

(Fiskivinnurååi 1989) I ovenstående tabel ser vi udviklingen i antal fiskedage sammenholdt med fangst pr. dag. Selv om indsatsen (målt i fiskedage) steg med over 40 %, faldt den gennemsnitlige fangst pr. dag. De driftsøkonomiske konsekvenser af dette var, at den enkelte produktionsenheds rentabilitet umiddelbart forværredes. Som vi var inde på i kapitel 7, førte dette til, at fiskerflåden i hele perioden fra 1982 til 89, med undtagelse af et enkelt år, havde negativt driftsresultat. Overgangen til den investeringsdrevne akkumulationsstrategi havde således ikke ført til øget produktivitet, som ellers var hensigten med investeringerne, men i stedet ført til overkapacitet og deraffølgende faldende produktivitet. Politisk var det dog umuligt at gribe til problemets rod og begrænse fiskerflådens samlede kapacitet. Det ville jo indebære, at Lagtingspatroner skulle fjerne skibe eller nægte sit klientel nye skibe. Reduktion af overkapaciteten ville således gå ud over lagtingspatronernes klientel. I stedet for valgte politikere at øge støtten til fiskerierhvervet, for på denne måde at opretholde rentabiliteten i erhvervet. 163

I nedenstående figur ser vi udviklingen i støtten til fiskesektoren.

STØTTEN TIL FISKESEKTOREN «00

PERIODEN I 978

- I

992

500

400-

200

100-

1879 1978

' 1881 ' 1883 ' 1986 ' 1987 ' 1989 ' 1991 ' 1980 1982 1984 1988 1988 1990 1992

Kilde: Frågreiding fra Bygnadamevndini 1993:16

Det Klientelistiske Supply-Side Reguleringsregime var ikke i stand til at tøjle den samlede fangstkapacitet, hvilket var en forudsætning for at få produktivitetsfordele ud af den øgede effektivitet. Resultatet var, at kapitalapparatet øgedes og udgifterne steg, mens indtægterne faldt. Fanget i dette krydspres, var det derfor kun et spørgsmål om tid inden krisen brød ud. Støtteordningerne kunne kun udsætte den økonomiske katastrofe. I 1989 var støtten imidlertid blevet så stor, at den udgjorde over 50 % af fiskesektorens samlede omsætning (Frågreiåing fra Bygnaåarnevndini 1993:16). Støtteordningernes havde hermed fået et så overdimensioneret omfang, at det var svært at legitimere dette system. Det blev besluttet at skære ned på støtten og nedlægge Råfiskefonden (Største del af støtten blev givet i form af prisstøtte igennem Råfiskefonden). Dette udløste straks en stribe af konkurser i fiskesektoren hvilket medført store tab for bankerne. 11992 havde Sjovinnubankin tabt så meget af egenkapitalen, at den gik i betalingsstandsning. Faren var ikke så meget at miste en bank. Der var flere banker i den færøske banksektor. Den store fare var, at hvis Sjovinnubankin gik fallit ville den rive det meste affiskesektorenmed sig i faldet. Og det ville jo gå ud over alle lagtingspatronernes klientel. Derfor måtte banken reddes. Som vi har været inde på, så skyldes den manglende produktivitet ikke ineffektiv teknologi, snarere tværtimod! - Fiskesketoren var blevet alt for effektiv. Så effektiv, at ressourcerne blev nedfiskede i ekspresfart. Fiskesektorens dilemma var/er, at de måtte effektivisere for at få økonomien til at hænge sammen, men det indebar på den anden side, at nogle skibe måtte lægges og fabrikker måtte lukke for at de resterende kunne få det til at hænge sammen. Men hvem lukker af sig selv sin forretning? Fiskesektoren var sandelig blevet effektiv. På det punkt var strategien i hvertfald en succes. Men det reguleringssystem der skulle begrænse den samlede kapacitet, var ikke tilsvarende effektivt. Der var således tale om en reguleringskrise. Det var derfor ikke nogen overraskelse at kriseløsningsstrategierne 164

først og fremmest blev rettet imod reguleringssystemet.

Ændringer i reguleringssystemet Problemet var, at reguleringssystemt ikke sådan uden videre var i stand til at ændre sig selv. Hvordan skulle politiker-patronerne ændre de magtstrukturer, der udgjorde grundlaget for deres magt ? Hvordan skulle patronerne gå imod deres klientel, eller for den sags skyld klientellet imod patronerne ? Krisen havde imidlertid bragt det færøske Landsstyre i en akut pengenød. Hvis banken ikke blev reddet med en kapitalindsprøjtning med det samme, kunne bankkrakket udløse en kædereaktion, der kunne true med at lægge hele samfundet totalt brak. Det var altså under indtryk af et reelt samfundsøkonomisk kollaps i ordets bogstavelige forstand, at Landsstyret rejste til Christiansborg for at bede om et lån, der kunne redde den færøske banksektor. Den danske Regering ville ikke uden videre låne færinger de 500 mio.kr. Der var visse krav fra dansk side. I den forhandlingssituation som færinger stod i, kunne den danske Regering stort set stille de krav de ville og selv bestemme lånevilkårene. Uanset kravene fra dansk side, kunne de af de færøske politikere kun opfattes som et tilbud de ikke kunne sige nej til. Det var således en unik politisk chance for den danske Regering. Ud over denne forhandlingsmæssige asymmetri, var der en afgørende forskel mellem det færøske Landsstyres og den danske Regerings udgangspunkt. Færøske politikere var primært bundet af den politiske magts sociale base. Dette kan virke paradoksalt, når man tænker på, at der var tale om en trussel om økonomisk kollaps. Truslen var den kædereaktion som bankkrakket kunne udløse. Hvis Sjovinnubankin gik fallit, ville Fiskasølan gå fallit (da var en af de store aktieejere i banken), hvis Fiskasølan gik fallit ville filetfabrikkerne gå fallit og hvisfiletfabrikkemegik fallit ville fiskerflåden også gå fallit. Det var ikke banken, som politikerne bekymrede sig om. Nej det var derimod fiskesektoren og de arbejdspladser den havde tilvejebragt til patronernes klientel ude på bygderne, der bekymrede politikerne. Det var således klientellets interesser der stod på spil, det var det der bekymrede patronerne.2 Det var derfor primært den politiske magts sociale dimension, der her var på spil, sådan som det hele tiden havde været for det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime. Heller ikke i den desperate situation, hvor man stod overfor et samfundsøkonomisk kollaps, var det muligt at reducere nettokapaciteten i fiskesektoren. Selv i dag tales der for alvor om hvordan man kan åbne flere fiske fabrikker. Derfor kan vi med sikkerhed sige, at det var ikke den politiske magts økonomiske base, men den sociale base der var dominerende drivkraft. Den danske Regering derimod, var i denne sag kun bundet af deres egen politiske magts økonomiske base. De militærpolitiske aspekter, som før havde haft indflydelse på Danmarks holdning overfor Færøerne, havde siden Sovjetunionens fald mistet sin betydning. Faktisk havde/har Færøerne ingen betydning overhovedet, for den danske stat. Kun et aspekt gjorde sig gældende: det økonomiske. De økonomiske interesser der stod på spil, var de danske

*Det var også derfor at de færøske politikere ikke kunne vælge den for Færøerne måske billigere løsning, at lade banken gå fallit. Det ville udløse det indskydergaranti, Nationalbanken var garant for. I et andet og senere tilfælde brugte landsstyret denne løsning, nemlig da Fossbankin gik fallit. Fossbankin havde heller ikke lånt til fiskesektoren og havde få erhvervsinvesteringer. 165

kreditforeningers og den Danske banks3. Opgaven for den danske regering var således, at sørge for, at en så stor del som muligt af den kapital det danske finansvæsen havde ude at svømme på Færøerne, blev tilbagebetalt. (Og dette kunne kun gøres hvis fiskesektoren igen fik gang i profitproduktionen. Dette bringer os tilbage til problemet med produktiviteten der forsvandt. For at øge produktiviteten måtte der som sagt skabes nogle institutionelle rammer der kunne begrænse kapaciteten). På grund af det ydre pres der opstod under disse vilkår, var det muligt at gennemføre radikale ændringer i det institutionelle system. Der var to typer ændringer: 1) de primære institutionelle ændringer var rettede direkte imod bankvæsnet og fiskesektoren. Disse omfattede Omsættelige kvoter, Finansieringsfonden og Fiskavirking. 2) De sekundære institutionelle ændringer der havde et mere bredere samfundsmæssigt sigte og var således ikke kun var rettede imod bankvæsnet og fiskesektoren. Disse omfattede bureaukratisering af staten, kvalificeret flertal, ministerstyre, modernisering af erhvervslovgivning og Framtaksgrunnin. De primære institutionelle ændringer Formålet med de primære institutionelle ændringer, var at gøre fiskesektoren profitabel. Dette indebar som før antydet en reduktion af fiskesektorens netto kapacitet. Der måtte her sættes ind på tre felter, der alle hænger nøje sammen: Bankvæsnet, filetindustrien og flåden. Vi skal nu se på, hvordan de primære institutionelle ændringer på disse områder blev gennemført. Bankvæsnet - Finansiseringsfonden En af de vigtigste institutionelle konstruktioner, var oprettelsen af Finansieringsfonden. Under forhandlingerne om lånet på de 300 mio.kr, der skulle skydes ind i Sjovinnubanken, "opnåedes der hurtigt enighed om, at det ikke var hensigtsmæssigt, at det offentlig skulle stå som direkte aktiejer". Derfor blev der oprettet et "upolitisk og professionelt mellemled mellem de offentlige instanser og bankerne" (Finansieringsfondens årsberetning 1993, side 41). Dette skal naturligvis ses i lyset af, det meget politiserede fiskerierhverv. Oprettelsen af Finansieringsfonden, skal derfor også ses som en måde at afpolitisere fiskerierhvervet, således, at der fremover kun skal tages et "upolitisk og professionelt" økonomisk hensyn. Herved undgik man også, at patron-klient relationerne kunne få indflydelse på fondens dispositioner. Fonden skulle nemlig ikke bare være ejer af banken men også "tage initiativ til eller medvirke ved strukturtilpasninger af det færøske erhvervsliv" (Finansieringsfonden årsberetning 1993, side 41). Det var altså en central institution der her blev grundlagt. Den institution, der i realiteten bestemte principperne for erhvervspolitikken. Selvom Landsstyret var den formelle ejer af denne fond, så var den underlagt dansk dominans. Af fondens 5 bestyrelsesmedlemmer, skulle den danske regering udpege 3 (formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer) mens Landsstyret skulle udpege 2 (næstformand og 1 bestyrelsesmedlem).4

'På langt sigt måske også Danmarks kreditværdighed i udlandet. Det ville ikke se godt ud, hvis en del af Regisfællesskabet, ikke kunne leve op til sine udenlandske forpligtelser. Derfor var der heller ikke de store problemer med at refinansiere de lån, som skulle betales tilbage. Vedtægter for Finansieringsfonden af 1992, kapitel 2 §4. Finansieringsfonden af 1992. Årsberetning 1993, side 71.

166

Denne danske dominans vil gælde indtil lånet er tilbagebetalt. På denne måde blev det Klientelistiske Supplyside Regulerings Regime med et slag sat ud på sidebænken. Under senere forhandlinger har færinger fremsat ønske om at styrke det færøske element i bestyrelsen. Dette ønske er blevet imødegået på den måde, at Landsstyret fik ret til at udpege to "tilforordnede medlemmer" - men uden stemmeret. Selv om fonden ikke direkte står for de daglige dispositioner, så har "..Fonden haft jævnlig kontakt med bankledelserne om overordnede principper og om bankernes indsats i strukturtilpasningen af det færøske erhvervsliv." (Finansieringsfonden af 1992, årsberetning, side 41). Det at bestemme bankernes "overordnede principper" betyder i realiteten indirekte kontrol over kommunernes økonomi, boligmarkedet, fiskesektoren og det øvrige erhvervsliv. Det er ganske enkelt en indirekte kontrol over den færøske økonomi. I begyndelsen havde Finansieringsfonden dog en begrænset magt, da den kun havde aktiemajoritet i Sjovinnubanken. På dette tidspunkt kunne fonden ikke egenhændigt bestemme erhvervspolitikken. Landsstyret måtte stadig tages med i betragtning. De skrev derfor til Landsstyret (10.december 1992), hvor de gav udtryk for, hvilke initiativer de mente var nødvendige på det fiskeripolitiske område. Finansieringsfonden understregede over for landsstyret, at "at der var behov for en tilpasning af kutter- og trawlerflåden til den eksisterende fangstmængde og som middel hertil pegedes der på en kvoteordning...Det blev endvidere nævnt, at der tiltrængtes en tilbundsgående rationalisering af fiskeindustrien på land bl.a. med sigte på en væsentlig reduktion af de 22 filetfabrikker på Færøerne" (Finanseringsfonden 1992, årsberetning 1993, side 57). Dette var umuligt for de færøske politikere, at gøre noget ved. Derfor skete der ikke mere på dette område fra politisk side. Finansieringsfonden skrev således i sin årsberetning, "at politikerne ikke havde megen tiltro til kvoteordninger og for den sags skyld heller ikke til Finansieringsfondens kyndighed i fiskerispørgsmål" (Ibid 57). Men så kom Føroya Banki også i økonomiske vanskeligheder, hvorefter Landsstyret foretog et aktiebytte. Herved blev Finansieringsfonden majoritetsaktionær i begge banker. Med denne magtforøgelse, var det ikke nødvendigt, at gå igennem Landsstyret. De kunne bare gå i gang med at gennemføre nogle af de initiativer de havde nævnt for Landsstyret. Og det blev der gjort. Som en af de første store tiltag, blev der herefter taget initiativ til et møde med alle kreditorerne i fiskesektoren. Mødet blev holdt i København, "med danske realkreditinstitutter og bankerne m.fl. med henblik på en gældssanering af filetfabrikkerne og samtidig strukturtilpasning på området" (Poid 58). Kreditorerne fandt frem til en gældssaneringsordning for filetindustrien. Men for at være med i denne ordning, skulle virksomhederne lægges sammen til et selskab: Fiskavirking. Til gengæld ville de lån som virksomhederne hidtil havde haft, blive overtaget af Fiskavirking og bankerne ville sørge for den nødvendige driftskredit. For de fleste virksomheder, var situationen så alvorlig, at ikke havde noget reelt valg. De kunne vælge imellem at lukke fabrikken eller overdrage den til Fiskavirking hvorved arbejdspladserne muligvis blev bevaret. Fiskavirking Af de 22 filetfabrikker der eksisterede, gik 19 med i ordningen (Ibid side 58). Således blev de fleste virksomheder samlet under en hat. Ideen med at samle virksomhederne var, at få 167

fiildstændig kontrol over filetindustrien. Herefter kunne man gennemføre den nødvendige reduktion i kapaciteten, hvilket var en forudsætning for at øge produktiviteten i filetindustrien. Således skriver Finansieringsfonden at: "ordningen tilsigtede at gøre det muligt for fiskeindustrien at opnå en tiltrængt specialisering og effektivisering, der sammen med bedre planlægning af produktion, salg og likviditet ville give grundlag for en betydelig konkurrenceevne forbedring. (..) Af de fabrikker, der gik med, ville de bedste og mest rationelle blive videreført. De resterende ville indtil videre blive lagt stille og vedligeholdt af selskabet" (Ibid s.58). Af de i alt 19 fabrikker som Fiskavirkjing overtog, blev 13 virksomheder lukket, mens de resterende 6 kører videre (Toftum 1995:271). Dette betød at den samlede årlige produktionskapacitet blev reduceret fra 175.000 ton. til 71.000 ton.5, hvilket svarer til en reduktion på ca. 60 %! Så man kan sige, at Finansieringsfondens planer lykkedes. Ved at oprette en institution, der havde mulighed for at handle udenom patron-klient relationerne i færøsk politik, lykkedes det således, at gennemføre en drastisk reduktion af kapaciteten. Fiskeindustrien og flåden Kreditorernes saneringsordning omfattede kun fiskefabrikkerne. Fiskeskibene og Fiskasølan blev holdt udenfor. Dette medføre endnu en afgørende institutionel ændring. Før var hele fisksektoren underlagt Fiskasølans hegemoni: Fiskasølan styrede bankerne, bankerne og Fiskasølan styrede fiskefabrikkerne, fiskefabrikkerne kontrollerede skibene. Landsstyret havde meget lidt at sige, andet end at bakke de strategier op som Fiskasølan udstak. Nu blev rækkefølgen vendt om på hovedet og Landsstyret er erstattet med Danske interesser. Således er det i dag den danske regering der styrer Finansieringsfonden, Finansieringsfonden styrer bankerne, bankerne styrer flåden og filetindustrien (Fiskavirking), Fiskavirking styrer Fiskasølan. Ud over denne 'omvendelse' er flåden blevet adskilt fra industrien og Fiskasølan adskilt fra industrien. Hvor skibene før havde tilhørt fabrikkerne, blev de nu selvstændige produktionsenheder. Fiskasølan som før havde styret filetindustrien blev omstillet fra at være et andelsselskab til et aktieselskab. Flåden kan således i dag lande sin fisk til den der byder højest. Før blev der kun landet til den fabrik der ejede skibet. Filetindustrien er ikke nødsaget til at sælge igennem Fiskasølan. Før blev filetindustrien6 nødt til at sælge igennem Fiskasølan selv om de kunne få en højere pris andre steder. Således er der faktisk sket en institutionel differentiering i fiskesektoren. Det er derfor ikke korrekt at betegne omstruktureringerne som centralisering, sådan som det så ofte gøres i debatten. Omsættelige kvoter - reduktion af flåden (Problemet med den tidligere fiskeriregulering var, at selv om den i et vist omfang begrænsede fangsttrykket, så begrænsede den ikke den samlede fangstkapacitet og dermed heller ikke flådens samlede omkostninger. De såkaldte tekniske reguleringer, var derfor utilstrækkelige. Fiskerireguleringen måtte også reducere de samlede udgifter)

'Produktionskapaciteten er baseret på 8 timers drift, 5 dage om ugen. (Toftum 1995:271) 6

Eller mere korrekt: de virksomheder der var medlemmer af Fiskasølan. Men det var også hovedparten af industrien.

168

Som en forudsætning for at fa lån, måtte landsstyret gøre flere indrømmelser over for den danske regering. I det juridiske aftale vokabular, er dette formuleret som landsstyrets 'konstateringer1 og 'tilkendegivelser'.7 Således konstaterer landsstyret, at "der på Færøerne er gennemført stop for nye fiskelicencer og støtte til anskaffelse af fiskefartøjer" (Ibid). Dernæst tilkendegiver Landsstyret over for den danske regering at "Landsstyret nedsætter et strukturudvalg, der inden 1 juli 1993 skal fremkomme med forslag til en nettoreduktion af kapaciteten med henblik på at gøre fiskerierhvervet til et selvbærende erhverv hvilende bl.a. på det biologisk optimale fangsnivau i farvandet omkring Færøerne og på markedsøkonomiske vilkår. Hjemmestyret er indstillet på at revidere sin lovgivning i overensstemmelse med udvalgets rådgivning"(Ibid). Strukturudvalgets konklusioner var ved første øjekast overraskende: "Udvalget anbefaler ikke nedskæringer i fiskerflåden ned under det den var 1 juli 1993" (Bygna5arnevndin 1993:4). Men for at sikre at fiskebestandene blev udnyttet så rationelt som muligt, anbefalede udvalget at indføre omsættelige kvoter. Strukturudvalget der var bemandet med nogle af de samme embedsmænd, som i årtier havde advaret imod overfiskeri og argumenteret for, at flåden nærmest kunne halveres, mente nu at den var som den skulle være. Hvordan kunne de nu vende 180 grader, og sige at flåde størrelsen var passende? Alt dette var imidlertid spil for galleriet, et taktisk træk fra embedsmandsudvalget. Det stod klart, at hvis der blev indført omsættelige kvoter, som er en måde at indføre privatejendoms ret til havets ressourcer, så ville det med sikkerhed føre til en reduktion af flåden. Flåden kørte med dundrende underskud. Dette vidste embedsmændene. De vidste imidlertid også ud fra 10-20 års erfaring, at hvis de direkte anbefalede en reduktion af flåden, ville det være umuligt at få forslaget vedtaget i Lagtinget. Og Lagtinget skulle, trods alt, godkende forslaget. Nu drejede sagen sig om, hvordan man skulle regulere fiskeriet; om omsættelige kvoter, og ikke reduktion af flåden. Ved først at sige, at flådens størrelse er passende, og samtidig foreslå indførelse af omsættelige kvoter, kunne de berolige lagtingspatronerne mens de vedtog loven der skulle undergrave deres eget klientel.8 Med denne trojanske hest, blev det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime presset og lirket til at indføre ændringer, det selv ikke havde været i stand til at gennemføre, selv om det var åbenlyst og flere gange blev påpeget af færøske embedsmænd (Fiskiransoknarstovuni og Fiskivinnurååi) at kapaciteten måtte reduceres, hvis der skulle rentabilitet i driften. Opsummerende kan vi sige om de primære institutionelle ændringer, at de gik ud på at skabe nogle institutionelle rammer, der kunne begrænse og tøjle fiskesektorens samlede produktionskapacitet. Dette var det klientelistiske supply-side reguleringsregime ikke selv

7

I "Tillæsaftale til aftale af 6 oktober 1992 mellem den danske regering og det færøske landsstyre med senere ændringer" punkt 7 står, at "aftalen har som forudsætning en række konstateringer og tilkendegivelser fra det færøske landsstyre samt en fælleserklæring fra den danske regering og det færøske landsstyre". Det er disse konstateringer og tilkendegivelser jeg her referer til. 'Denne fortolkning af sagsforløbet og den bemærkelsesværdige konklusion som BygnaSarnevndin indledte sin rapport med, understøttes også af det Kjartan Hoydal udtalte på konferencen i Torshavn "Nordiske fiskersamfund i fremtiden" 1994.

169

i stand til at gøre, men blev presset til det af den danske regering. De sekundære institutionelle ændringer Vi skal nu se nærmere på de sekundære institutionelle ændringer. Disse havde et bredere samfundsmæssigt sigte og var således ikke kun rettede imod bankvæsnet og fiskesektoren. Disse omfattede modernisering af erhvervslovgivningen, Framtaksgrunnurin og bureaukratisering af staten Modernisering af erhvervslovgivningen Moderniseringen af erhvervslovgivningen, er en af de ændringer, der trådte i kraft som en konsekvens af låneaftalerne. I den første aftale fra 13 oktober 1992 i mellem det færøske Landsstyre og den danske regering, forpligtede Landsstyret sig til at modernisere den færøske erhvervslovgivning. Dette indebar i realiteten en harmonisering af den færøske erhvervslovgivning med den danske, idet ændringerne gik ud på, at danske love ved kgl. anordning blev sat i kraft på Færøerne9. Dette indebar bla., at virksomhedernes årsberetning blev offentligt tilgængelige. Før var det op til virksomhederne selv, om de ønskede deres årsberetning offentligt tilgængelig. Disse ændringer medførte så at sige en færøsk "Glasnost". Den måske mere fremadrettede ændring var udvidelsen af de danske erhvervsfremmeordninger til også at gælde for Færøerne. I "Fælleserklæring fra møde den 17 november 1994 mellem regeringen og Færøernes landsstyre", erklærer den danske regering, at den er "indforstået med at tage skridt til at sætte følgende ordninger i kraft på Færøerne": - Internationale Licitationer - Eksportnetværk - Eksportstipendiater - Iværksætterprogrammet - FØTEK 2 - det fødevareteknologiske Forsknings- og udviklings program - Isbryderprojeketet - Viden og kvalitet - MUP 2 - Det materialeteknologiske udviklingsprogram. Med hensyn til udvikling alternative erhvervsprojekter, kan dette måske vise sig, at være en af de vigtigste ændringer. Mig bekendt er disse muligheder ikke blevet udnyttet af færøske virksomheder. Det er desuden mit indtryk, at fa virksomheder er bekendt med ordningerne.

Framtaksgrunnurin (Erhvervsudviklingsinsfonden) Udover Finansieringsfonden, blev der oprettet endnu en fond, nemlig Framtaksgrunnurin. Fondens kapitalgrundlag var på 200 mio. kr., hvor Landsstyret indskød 100 mio. kr. og den

'Disse omfattede 1) Aktiselsabsloven 2) Anpartsselskabsloven 3) Årsregnskabsloven 4) Erhvervsfondsloven 5) Bank og sparekasseloven på Færøerne 6) Lov om visse kreditinstitutter, in: "Tillægsaftale til aftale af den 6 oktober 1992 mellem den danske regering og det færøske landsstyre med senere ændringer", bilag 2: "Fælleserklæring fra den danske regering og det færøske landsstyre". Statsministeriet 1 februar 1993.

170

danske Regering 100 mio. kr. Formålet med denne fond var, at den skulle virke som en "katalysator for en vækstproces".10 Det interessante ved fonden var, at den ikke udelukkende var tænkt som en 'fiskesektorens fond', men slet og ret et erhvervsudviklingsinstitut. Det vil sige, at fonden principielt både kunne/kan støtte fiskeri projekter og alternative erhvervsudviklingsprojeketer. Den eneste forudsætning var, at "de pågældende projekter kan forventes at resultere i et positivt dækningsbidrag på markedsøkonomiske vilkår" (Ibid s.6). Det var derfor med stor spænding at jeg at fulgte fondens udvikling. Hvordan ville den udvikle sig? Ville der endelig komme gang i udvikling af alternative erhverv? Det varede imidlertid ikke længe efter at fondens oprettelse, at Fiskasølan kom i økonomiske vanskeligheder og var lige ved at gå konkurs. Framtaksgrunnurin greb ind placerede 25% af fondskapitalen i Fiskasølan og reddede selskabet. Dette fik naturligvis få konsekvenser for de efterfølgende investeringer. Hvis vi forstiller os, at fonden kunne vælge i mellem flere investeringsprojketer, nogle fiskeriprojekter og nogle alternative erhvervsudviklingsprojekter, så vil det ud fra rentabilitetshensyn11, være mest rationelt at støtte projekter, der kunne give positivt bidrag til de investeringer der allerede var gjort, nemlig i Fiskasølan. Fondens efterfølgende investeringer bekræfter disse overvejelser. Således blev der investeret i et fryseri, der er sprængt ind i bjerget.12 Dette er en stor fordel for fiskeindustrien, da det øger lagerkapaciteten hos fiskesektoren. Derved kan de bedre ruste sig imod en svingende efterspørgsel. I maj 1996 erklærede formanden i Framtaksfonden, at "Det næste er investeringer i skibe"13 (Fiskeskibe JCJ). I maj kom det frem, at fonden havde investeret i en trawler. Hvor meget var ikke oplyst. Selvom formålet med fonden blev formuleret mere bredt, så der i dag ingen tvivl om, at Framtaksgrunnurin i realiteten er blevet en fiskesektorens fond. Bureaukratisering af staten (Administrationen) Alle de ændringer som jeg i det ovenstående har beskrevet, er ændringer der direkte kan føres tilbage til låneaftalerne med den danske regering. Der er desuden gennemført en række andre ændringer, som ikke direkte kan føres tilbage til låneaftalerne, men som er et resultat af en intern færøsk kritik af det Klienteli stiske Supply-side Reguleringsregime. Diskussionerne og kritikken af staten, har stået på i mange år, men først efter krakket, er der reelt sket ændringer. På den måde hænger disse ændringer nøje sammen med akkumulationsstrategiens sammenbrud og bestræbelserne på at tilpasse reguleringssystemet. Før var landsstyret et kollektivt styre, hvor alle medlemmerne var ansvarlige for de beslutninger, der blev taget. Denne styreform havde flere ulemper: a) Det var svært at placere ansvar, da alle (og dermed igen enkeltperson) havde ansvaret b) Det var ineffektivt,

'"Fælleserklæring fra møde den 17 november 1994 mellem regeringen og Færøernes landsstyre side 6. "Det var netop et funktionskrav, at fonden kun skulle tage økonomiske rentabilitetshensyn. "Selskabet hedder p/f Bergfrost og er placeret i Fuglafjø5ur. Framtaksgrunnurin investerede 700.000 kr i projketet. Dimmalætting nr. 8, 119 arg. Tysdagur 16 januar 1996, side 9. 13

Sosialurin nr. 37. Februar 1996, side 4.

171

da alle landsstyremedlemmer skulle beslutte alt. c) Det medførte en tendens til, at sager som ikke havde noget med hinanden at gøre blev knyttet sammen i regulære hestehandler; 'hvis jeg får denne sag gennemført, så går jeg med til dit forslag1. Disse mekanismer, har været en af hjørnestenene under politikerpatronernes manipulationsmuligheder og har derfor været vigtig del af den klienteli stiske dynamik. Et led i kampen imod klientelismen har derfor været at afskaffe den kollektive styreform og indføre ministerstyre i stedet. Dette har medført, at hver landsstyremand nu både har beslutningskompetance og ansvar for sit område. Et andet skridt i forsøget på at bekæmpe klientelismen, har været, at opstramme grænserne imellem den lovgivende og udøvende magt. Således er lagtingsudvalgene blevet afskaffet. Før bestod lagtingsudvalgenes opgave faktisk også i at administrere. Man kan sige, at der med disse institutionelle ændringer, er sket en intern differentiering af staten. Grænserne mellem de forskellige afdelinger og mellem udøvende og lovgivende magt, er blevet skarpere. Den interne differentiering kunne dog ikke stå alene, den måtte følges op af ændringer der sikrede statens integration. Dette blev gjort af ændringer i selve administrationen. Der blev her indført et nyt "lag" af afdelingschefer i administrationen. Man kan sige, at ændringerne gik ud på, at skabe større afstand mellem politikere og administration, for derved at styrke bureaukratiet. Et andet forhold, der før var medvirkende til at give lagtingspatronerne stor magt, var regelen om absolut flertal i lagtinget. Dette medførte den såkaldte "17 mandseffekt". Da koalitionen som regel kun havde et knebet flertal (17 ud af 32 lagtingsmedlemmer), førte reglen om absolut flertal med sig, at det enkelte koalitionsmedlem fik 'vetoret1. Dette var medvirkende til at styrke den enkeltes magt. Denne mekanisme, '17 mands effekten1, har også været en grundtappen i de fleste hestehandler. F.eks. kunne et medlem af koalitionen sige, at han kun ville stemme for en udbygning i den ene ende af landet, hvis der blev bevilliget et skib til hans klientel. Denne regel er nu blevet afskaffet og erstattet af almindeligt flertal. Afskaffelsen af absolut flertal, kollektivt styre og lagtingsudvalgene, gør det langt vanskeligere, at knytte sager sammen som, set fra et sagligt synspunkt, ikke har noget med hinanden at gøre. Et sådant tænkt eksempel kunne være, udbygning af vejnet i nord bliver knyttet til trawlertilladelse i syd. Disse ting har sagligt set, ikke noget med hinanden at gøre. De kan derimod hænge sammen i en fordelingspolitisk sammenhæng. Alt i alt har ændringerne i statsapparatet medført, at de enkelte politikerpatroners magt er blevet svækket, idet deres spillerum er blevet begrænset. Det er blevet sværere for patronerne at manipulere deres klientels ønsker igennem. Det betyder dog ikke at statsmagten som sådan er blevet svækket - tværtimod. Denne differentiering kan også karakteriseres som en specialisering af statensmagtens arbejdsfunktioner. Lovgivningsmagten skal lovgive, udøvende myndighed udøve, embedsmænd rådgive osv.. Denne interne differentiering er også medvirkende til, at grænserne til omverden skærpes. F.eks. vil den politikerpatron, der får en position et sted i staten, ikke have mulighed for at manipulere sit klientels interesser igennem via andre instanser. På denne måde vil ændringerne i statens interne relationer, også påvirke statens eksterne relationer, således at 172

staten bliver mere adskilt fra resten af samfundet. Grænserne imellem stat og samfund skærpes og netop denne adskillelse er en forudsætning for udvikling af statens autonomi. Det kan imidlertid tage lang tid, inden vi med sikkerhed kan vurdere effekterne af disse institutionelle ændringer. Det tager tid at implementere og politikerne skal vænne sig til nye traditioner, nye procedurer og nye rutiner. I denne ændringsproces er det ikke til at vide hvilke nye rutiner og processer vil opstå. Et andet grundlæggende forhold, der tvinger klientellet til at bruge Lagtinget som deres lokalpolitiske forum er den opsplittede kommunestruktur. Kommunestrukturen - klientelismens fundament Som vi har været inde på tidligere, så findes der i dag 50 kommuner. Disse har i realiteten ingen politisk magt, idet deres skattegrundlag er så lille, at de ikke har økonomiske ressourcer til at varetage fælles opgaver for bygden. Der kan dog forventes, at en kommunesammenlægning er nært forestående. Det viser sig nemlig, at Finasieringsfonden har fået en klemme på kommunerne, idet de står i stor gæld til bankerne og danske kreditforeninger. De gældstyngede kommuner har givet udtryk for at de ønsker en gældssanering eller omlægning af gælden. I den forbindelse er Finansieringsfonden ikke til at komme uden om. I Finansieringsfondens årsberetning blev det antydet, at en kommunesammenlægning vil være en betingelse for at få en gældssanering. Finansieringsfonden skrev: "Også kommunestrukturen blev drøftet. Der er på Færøerne 50 kommuner, hvoraf ikke få har mindre end 100 indbyggere. Der vil derfor formentlig som led i gældssaneringen kunne opnås ikke uvæsentlige rationaliseringsgevinster ved en sammenlægning af kommuner" (Finansieringsfonden 1992, Årsberetning 1993:61). Endnu er der dog ikke ændret på kommunestrukturen, men når vi tager kommunernes økonomiske situation i betragtning og Finansieringsfondens udtalelse, så er det efter min mening kun et spørgsmål om tid. Med Finansieringsfonden er der således opstået et ydre pres for at gennemføre en sådan sammenlægning. En sammenlægning, der ellers ville være politisk umulig. Valgloven Der har været forslag fremme om at ændre valgloven således, at hele Færøerne bliver et valgområde og i stedet for de nuværende opdeling i 7 valgområder. Forslaget er dog ikke vedtaget endnu. At dette forslag er at komme lokalpolitikken (klientelismen) til livs, fremgik af lovens bemærkninger: "vi får bygdepolitik med det nuværende system. I denne forbindelse henvises til udbygningen i infrastrukturen, fiskerflåden, fiskeindustrien, sygehus og skolevæsen. Hvis dette er kongstanken i forslaget, at stoppe udbygningen af udkantsområderne, så kommer dette forslag, heldigvis, flere år for sent...."14 Opsummerende kan vi sige om de sekundære institutionelle ændringer, at der er sket en større åbenhed omkring erhvervsmæssige forhold, der er sket en harmonisering af erhvervslovgivning med den danske. Derudover er der sket forskellige forsøg på, at svække klientelismen.

14

Ålit i Løgtingsmåli nr. 27/1995: Føroyar eitt valdømi, side 3.

173

Ændringer i akkumulationssiden Som vi har set, er der tale om ret omfattende ændringer der er foregået i reguleringssystemet. Vi skal nu se på hvilke ændringer der er sket i akkumulationsstrategien. Dette punkt er imidlertid noget hurtigere at komme igennem, fordi der ganske enkelt kun er tale om nuancering af den eksisterende strategi. Denne nuancering handler om en ting: i stedet for kun at basere fiskeproduktionen på færøske ressourcer så blev der nu satset på at importere fisk. I den forbindelse gøres der bestræbelser på at gøre Færøerne til et ressourcecenter. Disse bestræbelser gå ud på at gøre Færøerne et så attraktivt landingssted for fremmede fiskeskibe som muligt, for på den måde at tiltrække så mange landinger som muligt.15 Dette har imidlertid vist sig at være særdeles vanskeligt at tiltrække landinger i det hele taget. Både færøske og udenlandske. Indtil videre findes ressourcecenter strategien kun på skrivebordet. Problemet er, at den centrale 'tiltrækningsfaktor' er og bliver den pris den færøske fiskesektor kan give de fiskerne. Så længe filetfabrikkerne ikke er konkurrencedygtige og ikke øger deres produktivitet, så vil de ikke kunne give en højere pris. I stedet for at tiltrække landinger, viser det sig, at flere og flere færøske fiskere vælger at lande deres fisk i England, da de her får en højere pris.

Sammenfatning og konklusion af kapitlet Problemet for den færøske samfundsøkonomi var, at fiskesektoren var fanget i et krydspres. Faldende/stagnerede priser og stigende udgifter. Den eneste måde at opretholde en profitabel produktion under disse betingelser, var at øge produktiviteten. Det vil sige, enten øge produktionsværdien med samme indsats, eller samme produktionsværdi med mindre indsats. Dette blev forsøgt ved investeringer i højteknologiske trawlere og søgeudstyr. Men pågrund af reguleringssystemts ineffektivitet, steg nettokapaciteten i fiskesektoren. Dette medførte, at fiskesektoren ikke fik de forventede produktivitetsfordele ud af deres investeringer. Tværtimod faldt produktiviteten og forværrede således økonomien i sektoren. De værste konsekvenser, af disse forhold blev undgået ved at Landsstyret støttede fiskesektoren økonomisk. Således steg støtten jævnt år for år i takt med at rentabiliteten i fiskesektoren forværredes. 11989 var støtten imidlertid kommet på et så højt niveau, at den udgjorde knap 30% af lagtingets finanslov. Støtteordningernes omfang kunne ikke længere opretholdes, hvorefter der blev skåret ned på støtten. Dette førte straks til flere konkurser i fiskesektoren, hvilket medførte at bankerne tabte stort. 11992 havde Sjovinnubankin tabt så meget, at den ville gå i betalingsstandsning med det samme, hvis den ikke fik en kapitalindsprøjtning. Krisen var en realitet. Baggrunden for krisen, var kort sagt, at reguleringssystem ikke var i stand til at tøjle fiskesektorens netto kapacitet. Godt nok havde der været fiskeriregulering, men det der kendetegnede de tekniske reguleringer var, at de kun begrænsede fangstindsatsen, ikke den samlede kapacitet i sektoren. Fiskerireguleringen havde derfor kun effekt på selve fangsttrykket men ikke på fangstudgifterne. Problemet var altså, at reguleringssystemet ikke passede til akkumulationsmåden. Det var således et skoleeksempel på det man i reguleringsskolen kalder en reguleringskrise.

15

Karin Toftegaard "Føroyar - eitt ressourcecenter. 1 .stig. Marts 1993

174

Sjovinnubankin's betalingsstandsning, satte Landsstyret i en akut pengenød. Den eneste mulighed var at rejse til Christiansborg og bede den danske regering om et lån - her og nu. Det ville den danske regering ikke uden videre, men satte en række krav. De interesser der stod bag disse krav, var primært det danske finansvæsens. De sikkerhedspolitiske spørgsmål, som før havde haft vigtig indflydelse på den danske færø-politik, var nu taget af dagsordenen. Efter Sovjetunionens fald i 1989, havde Færøerne mistet sin strategiske betydning og derved også sin værdi som et strategisk aktiv for den danske stat. På denne baggrund, skiftede regeringen fra en blød til en hård færø-politik, og behøvede kun at tage hensyn til de danske kreditforeningers interesser. I den sammenhæng var problemet hvordan man kunne få de investeringer, som det danske finansvæsen havde været med til at finansiere, til at blive rentable, således at de kunne få så meget af deres lån tilbagebetalt som muligt - med rente. Krisen førte således ikke til overvejelser om hvilken akkumulationsstrategi Færøerne nu skulle satse på, men om hvordan man kunne få den gamle akkumulationsstrategi til at fungere. I den sammenhæng var krisen en klar reguleringskrise. De efterfølgende kriseløsninger gik derfor ud på, at reparere reguleringssystemet. Ændringerne i reguleringssystemet har særdeles omfattende: Finansieringsfonden, Framtaksfonden, privatisering af havets ressourcer (omsættelige kvoter), Fiskavirking, harmonisering af erhvervslovgivningen med den danske, åbning af erhvervsfremmestyrelsens programmer for færøske virksomheder. Ud over disse ændringer, som direkte var en konsekvens af låneaftalerne, blev der på grund af en stigende kritik af selve den færøske stat også gennemført afgørende ændringer i statsformen. Disse omfattede: afskaffelse af kollektivt landsstyre og indførelse af ministerstyre, afskaffelse af absolut flertal og indførelse af almindeligt flertal, modernisering af administrationen, afskaffelse af lagtingsudvalg. Der er således sket omfattende ændringer i det færøske reguleringssystem og især den færøske statsform. Spørgsmålet er om disse har ændret på det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime? Der er tre strukturer der har determineret klientelismen 1) Center-Periferi dimensionens dominans 2) Kommunestrukturen 3) Valgloven. Dernæst har den kollektive styreform og lagtingsudvalgene virket forstærkende på klientelismen, idet de gav lagtingspatronerene øgede manipulationsmuligheder. Center-periferi dimensionens dominans var en utilsigtet konsekvens af hjemmestyreloven. Især var det et resultat af den danske regerings bløde færøpolitik, som den førte i perioden 1948 til 1989. Efter den kolde krigs ophør udgjorde Færøerne ikke noget strategisk aktiv, hvilket førte til et skift fra i den danske regerings færøpolitik over i en mere hård linie. På baggrund af dette skift, gennemtrumfede regeringen omfattende omstruktureringer i den færøske stat (som nævnt ovenstående). Med dette skift, er betingelserne for Center-Periferi dimensionens dominans i politikken også borte og vi kan forvente at de andre politiske dimensioner (Højre-Venstre og Løsrivelse-Samhørighed) langsomt vil begynde at dominere i det politiske landskab, således som de gjorde inden 1948. Skiftet i Danmarks færøpolitik fra en blød til en hård linie, betyder således i realiteten, at epoken med Center-Periferi dimensionens dominans er under afvikling. Dermed er den første determinant under klientelismen ved at forsvinde. Dertil kommer at det kun er et spørgsmål om tid indtil vi ser en kommunesammenlængning, hvilket vil give periferien et 175

realpolitisk forum. Valgloven er det dog ikke lykkedes at ændre. Med Center-Perifer dimensionens 'nedrykning' og en kommende kommunesammenlægning, kan vi sige, at det Klientelistiske Supply-Side Reguleringsregime er under en forvandling. Det er dog for tidligt at sige hvad det vil forvandle sig til. Dette behøver dog ikke at være ensbetydende med, at mulighederne for udvikling af alternative erhverv er forbedrede. Det kommer nemlig an på hvad er kommer i stedet. I øjeblikket kan vi iagttage, at i stedet for Center-Periferi dimensionens dominans, har vi fået de danske kreditforeningers dominans, bakket op at den danske Regering. Dette har gjort at kriseløsningerne og finansieringsinstitutioner, som er blevet oprettet, først og fremmest er indrettede på at betjene fiskesektoren. Hvor de økonomiske ressourcer før 1992 dirigeret over i fiskesektoren for at redde det hegemoniske projekt Bygdamenning, bliver al kapital efter 1992 dirigeret over i fiskesektoren for at redde de danske kreditorers udlæg i fiskesektoren. Derfor har omstruktureringerne på ingen måde forbedret mulighederne for udvikling af alternative erhverv. Tværtimod må vi konstatere, at den ensidige eksportsektor og dermed Færøerne strukturelle svaghed, fortsat reproduceres. Dog må vi holde fast i, for ikke at synke hen i den sorteste pessimisme, at der inden for det politiske system på Færøerne er der sket en åbning, idet den politiske magts sociale base under nuværende forhold ikke er tilgodeset. Det er så op til aktørerne, de kommende projektmagere og iværksættere at udnytte disse muligheder.

176

Kapitel 10 Konklusion Vi er nu kommet til sidste kapitel hvor jeg skal sammenfatte og konkludere på de undersøgelser som er blevet foretaget i dette projekt. Besvarelsen af problemformuleringen har været struktureret efter tre centrale begreber. Det første begreb er akkumulationsstrategier, hvormed menes bestemte måder hvorpå der akkumuleres kapital på. Dette kan gøres på forskellige måder. Vi indkredsede tre mulige akkumulationsstrategier, den faktordrevne, investeringsdrevne og den innovationsdrevne akkumulationsstrategi. I den faktordrevne strategi vil den dominerende konkurrencestrategi være baseret på priskonkurrence og produktionen vil være meget afhængig af adgangen til billige råvarer i store mængder. I den investeringsdrevne strategi vil den dominerende konkurrencestrategi også være på pris, men produktionen vil være meget afhængig af risikovillig kapital og muligheden for at investere i den nyeste teknologi, for at forbedre produktiviteten. I den innovationsdrevne strategi vil virksomhederne ikke konkurrere på pris, men på differentiering. Valget af strategi har afgørende betydning for et lands erhvervsstrutur. Da den faktordrevne strategi er afhængig af billige råvarer, vil produktionen i overvejende grad være baseret på nationale råvarer. Hvis et ressourcefattigt land som Færøerne satser på en sådan strategi, må eksportsektoren også blive meget ensidig. I den innovationsdrevne strategi er produktionen ikke så afhængig af adgangen til billige råvarer da den ikke konkurrerer på pris, men på kvalitet. Vælges en sådan strategi er sandsynligheden for, at eksportsektoren bliver mere varieret, meget større. På baggrund af overvejelserne om de forskellige akkumulationsstrategier, kan problemstillingen om Færøernes ensidige eksportsektor forstås som et sprøgsmål om valg af akkumulationsstrategi. Valget af akkumulationsstrategi er imidlertid ikke så enkelt. En forudsætning for gennemførelsen af en strategi er, at strategien bakkes op politisk. Dette leder os over i det andet centrale begreb. Det andet begreb er statens strategiske selektivitet. Dette begreb indfanger det forhold, at ikke alle strategier har lige stor chance for at slå an politisk. Staten vil have en indbygget strategisk selektivitet. Hvordan den strategiske selektivitet udforme sig, vil afhænge af hvilke interventionsformer og repræsentationsformer er dominerende. Det tredje begreb er hegemoniske projekter som har den egenskab, at de kan sikre en akkumulationsstrategi dens brede folkelige og politiske opbakning. Hegemoniske projekter har således den særlige egenskab, at de kan få stat og økonomi til at gå op i en højere enhed. I analysen startede vi med statens strategiske selektivitet. Dannelsen af statens strategiske selektivitets Den færøske statsdannelsesproces strækker sig helt tilbage til det forrige århundrede og hænger uløseligt sammen med udviklingen i Danmark og dansk politik. Især fik indlemmelsen under den danske grundlov i 1849 stor betydning. Dette skabte baggrunden for dannelsen af den første politiske dimension på Færøerne nemlig LøsrivelseSamhørigheds dimensionen. Senere opstod den økonomiske dimension Højre-Venstre og 177

dernæst Center-Periferi dimensionen som afspejlede forskellen i mellem Torshavn og bygderne. Kronologien i dimensionernes oprettelse var også et udtryk for deres indbyrdes styrkeforhold. Således var Løsrivelse-Samhørigheds dimensionen stærkest og dernæst Højre-Venstre og til sidst Center-Periferi. Da hjemmestyreloven trådte i kraft i 1948 skete der imidlertid en omrokering af disse dimensioner. En omrokeringer der vendte om på denne rækkefølge, således at Center-Periferi dimensionen nu kom først, dernæst HøjreVenstre og til sidst Løsrivelse-Samhørighed. Hjemmestyreloven var et kompromis. Det særegne ved dette kompromis var, at det ikke så meget var et kompromis mellem Færøerne og Danmark, men snarere et kompromis imellem stridende kræfter internt på Færøerne og et kompromis mellem den danske regerings egne uforenelige interesser i at beholde Færøerne (på trods af at færinger havde givet udtryk for løsrivelse) og samtidig undgå at blive hængt ud som brutal kolonimagt. Den danske regering var blevet fast besluttet på at beholde Færøerne, da den kolde krig mellem Øst- og Vestmagterne blev mere og mere tydelig. For Vestmagterne og især USA, havde Nordatlanten særdeles stor strategisk betydning. De nordlige dele af Danmarks rige (Grønland og Færøerne), som ellers blev opfattet som en møllesten om det danske folks hals, fik under disse ændrede storpolitiske forhold pludselig stor værdi som to militærstrategiske aktiver. Disse realpolitiske forhold bag den danske regerings uforenelige ønsker om at bevare Færøerne og samtidig at undgå dårligt ry i international politik gjorde, at den danske regering førte en blød færøpolitik. Dette benyttede færinger sig af, og overtog kun de områder der vedrørte den erhvervsmæssige udbygning af landet, mens man lod de økonomisk tunge reproduktionsopgaver som skole-, social- og sundhedsområdet forblive under dansk administration og finansiering. Det er på denne realpolitiske baggrund, at vi skal forstå omrokeringen af de politiske dimensioner. Løsrivelse-Samhørighed dimensionen blev taget af dagsordenen og Højre-Venstre dimensionen var 'bedøvet' at danske overførselsindkomster. Tilbage stod Center-Periferi dimensionen, som tilgengæld kom til at dominere i den politiske arena på Færøerne. I kampen mellem center og periferi var det især to institutioner, der fik betydning nemlig kommunestrukturen og valgloven. Da kommuneloven trådte i kraft i 1872, var der oprindelig kun 7 kommuner. Men på grund af bygdernes interne stridigheder og manglende solidaritet over for nabobygderne, blev kommunerne opsplittet. Denne opsplitning fortsatte til der var 52 kommuner. Allerede inden krigen var hovedparten af kommunerne oprettede. Dette gjorde at kommunerne mistede sin reelle magt fordi de ikke havde nogle økonomiske ressoucerer at arbejde med. Dette gjorde at hvis lokalområdet skulle gennemføre større opgaver eller projekter, var der kun et reellt politisk forum de kunne benyttet og det var lagtinget. Og her spiller valgloven ind. De 7 valgdistrikter gør, at der ikke skal mange vælgere til at vælge et mandat ind i Lagtinget. En bygd kan derfor satse på et lantingsmedlem imod, at denne lover at gennemføre deres lokalpolitiske interesser. På denne måde opstod et patron-klient forhold mellem lagtingspolitikeren og bygdebefolkningen. Lagtingsmedlemmet blev deres beskytter. Derfor blev færøsk politik efter 1948 præget af klientelisme. For den økonomiske regulering betød hjemmestyreloven mindre, idet loven gav fuld suverænitet i indenrigspolitiske forhold. Udenrigspolitikken var formelt underlagt den danske regering, men når det drejede sig om handelsaftaler, fiskerirettigheder og forhold 178

af betydning for den færøske økonomi, havde færinger betydelig indflydelse. Det eneste område hvor færinger ingen indflydelse fik, var på det sikkerhedspolitiske område. Derimod havde landets lille størrelse og den færøske økonomis åbenhed afgørende betydning for reguleringsmulighederne. Dette betød nemlig, at hjemmestyret kun kunne opnå ønskede effekter på økonomien, ved at regulere på supply-siden. Der er således to centrale forhold ved den færøske stat. Den er klientelistisk og den må regulere på suply-siden. Vi kan derfor definere den færøske stat som et Klientelistisk Supply-side Reguleringsregime. Dannelsen af det hegemoniske projekt Bygdamenning Efter anden verdenskrigs afslutning, var en af de store erhvervspolitiske spørgsmål, hvordan man bedst kunne udbygge fiskesektoren. Under krigen havde redere og fiskere oparbejdet store tilgodehavender i England, som de havde forsynet med fisk under krigen. Denne kapital skulle nu investeres. En stor del af flåden var skudt i sænk af tyske ubåde. Det var derfor afgørende at fa nye skibe - og dette skulle ske hurtigt, for ikke at tabe de markedsandele rederierne havde oparbejdet under krigen. Dette kombineret med den nære efterkrigstids forsyningsvanskeligheder gjorde, at færinger investerede massivt i brugte engelske kultrawlere. I løbet af fa år, havde færinger nordens største trawlerflåde. Det der karakteriserede denne udbygning var, at mange bygder som før ikke havde haft fiskeskibe, nu blev involverede i fiskesektoren. Således havde 24 bygder skibe før krigen og i 1949 havde 41bygder skibe. Investeringerne i kultrawlerne viste sig imidlertid hurtigt at være en katastrofal fejlinvestering. Skibenes tekniske tilstand var så dårlig, at ofte krævede de reparationer, der langt oversteg købsprisen. Dernæst var hyppige reparationer nødvendige for at holde skibene i gang. Sidst men ikke mindst, havde man brug for en flåde med en lang aktionsradius, mens kultrawlerne havde en kort aktionsradius. Dette resulterede i at driftsudgifterne oversteg indtægterne. Efterkrigstidens konjunkturopsving var derfor en kort fornøjelse. 11952 manifesterede krisen sig ved at Sjovinnubankin gik fallit. Der lå nu et stort pres på lagtingspolitikerne, som jo primært blev opfattet som bygdernes beskyttere, om at fa fiskesektoren til at fungere igen. Den efterfølgende krisehåndtering gik derfor kun ud på at rette op på fiskesektoren. Der blev her nedsat en kommission der skulle finde ud af hvilken skibstype var den bedste at investere i. Samtidig blev der gjort omfattende institutionelle ændringer af finanskapitalen. Den vigtigste ændring var her oprettelsen af Realkreditinstituttet som skulle finansiere investeringer i fiskeskibe. Det var dog ikke meningen, at Realkreditinstituttet for altid kun skulle finansiere fiskeskibe. Meningen var, at instituttets aktivitetsområde senere skulle udvides til også at omfatte andre erhverv. Dette krævede imidlertid en politisk beslutning og denne beslutning er indtil dags dato ikke taget. Realkreditinstituttet er derfor forblevet fiskeriets låneinstitut. Udover oprettelsen af realkreditinstituttet, blev der banet vej for andre låneinstitutioner. Disse omfattede Kongerigets Fiskeribank, Danmarks skibskreditfond samt Egnsudviklingsfonen. Egnsudviklingsfonden var den eneste der også var åben for andre projekter end fiskeriprojekter. I realiteten blev den dog mest benyttet til udbygning af fiskeindustrien. Med reorganiseringen af finanskapitalen påbegyndtes genopbygningen af fiskesektoren. Denne bestod især af investeringer i stållineskibe og fiskeindustri på land. Bygderne der i forvejen havde skibe ønskede nu at opbygge en fiskeindustri i deres hjembygd, således at 179

de kunne lande fisken der. Fiskeindustrien blev derfor spredt ud på periferien. Samtidig påbegyndtes en udbygning af den offentlige sektor. Denne udbygning foregik derimod for det meste i Torshavn. Det vil med andre ord sige, at den offentlige sektor primært blev lokaliseret i centerregionen og fiskesektoren primært blev lokaliseret ude i periferien. Væksten var imidlertid en del større i den offentlige sektor i centerregionen end i fiskesektoren. Dette blev af periferien opfattet som en trussel og de følte sig forbigået af den økonomiske vækst som centerregionen oplevede. På denne baggrund formulerede periferien sit modtræk: Bygdamenning (bygdeudvikling). Da bygderne var blevet involverede i fiskesektoren og afhængige af fiskeriet, udgjorde fiskesektorens fortsatte drift og udvikling en central del tå Bygdamenning. Centerregionens opbakning var sikret via danske indkomstoverførsler. Periferiens opbakning var sikret via fiskesektorens spredning. Det afgørende for den folkelige og politiske opbakning bag selve akkumulationsstrategien, var således fiskesektorens spredning ud på periferien. Derfor kan vi betegne det hegemoniske projekt for Bygdamenning. Hegemoniet havde to grundsøjler som det var baseret på 1) den danske regerings bløde færøpolitik 2) fiskesektorens spredning ud på periferien. Sålænge relationerne imellem østog vestmagterne forblev 'kolde', og sålænge fiskerflåden kunne fiske frit i det nordatlantiske ocean, var der intet der kunne underminere dette hegemoni. Men i 1977 blev hegemoniet for alvor sat på prøve. Den internationale domstol i Haag ratificerede kyststaternes ret til fiskerigrænse på 200 sømile. Dette betød at Færøerne fik rettighederne til ressoucerne inden for 200 sømile zonen, men det medførte samtidig, at Færøerne mistede adgang til fiskeriområder som flåden ellers var afhængig af. Hermed var den ene af hegemoniets grundsøjler truet. Da fiskesektoren ikke kunne ekspandere mere, var det nødvendigt at satse på en anden strategi. Man begyndte derfor, at satse på filetproduktion i 'blok' til den europæiske fiskeindustri. For at sikre råvareleverancerne til de europæiske fiskefabrikker blev en stor del af fiskerflåden omlagt til isfiskeri i færøsk farvand. Da væksten ikke kunne ikke komme fra øgede mængder, måtte den i stedet komme ved at intensivere fiskeriet og fiskeproduktonen. I den efterfølgende tid, var det derfor afgørende at øge produktiviteten. Den udslagsgivende succesfaktor blev derfor villigheden til og muligheden for at investere i den mest effektive og produktive teknologi. Vi kan sige, at Færøerne her gik over til en investerings-dreven akkumulationsstrategi. Dette afspejledes også i investeringsniveauet. Hvor investeringerne før 1974 generelt lå under 35% af BNP, så lå investeringerne herefter generelt over 35% af BNP. Enkelt år helt op til 49% af BNP. For det Klientelistiske Supply-side Reguleringsregime, var det afgørende at sikre flowet af kapital således, at det kom fiskesektoren til gode. De vigtigste politiske midler var her investeringsgarantier, lån og støtte. En anden, mere indirekte måde at gøre dette på, var at forhindre gennemførelsen af alternative erhvervsudviklingsprojekter, der ellers ville beslaglægge kapital. Den investeringsdrevne akkumulationsstrategi blev dog ingen succes. Dels på grund af faldende fiskepriser og dels fordi det aldrig lykkedes at få produktivitetsfordele ud af investeringerne i den nyeste fiskeriteknologi. Disse ting tilsammen gjorde, at hele fiskesektoren sloges med negativt driftsresultat. Dette gjorde kun behovet for at investere endnu større. Fiskesektoren kom således ind i en 'investerings-skrue' uden ende. I takt med fiskesektorens 'deroute' blev fiskesektorens kapitalbehov således kun større og 180

større. På denne baggrund opstod derfor en større og større modstand imod alternative projekter, der ikke kom ind under det hegemoniske projekt bygdamenning og dets investeringsdrevne akkumulationsstrategi. Denne modstand kom til udtryk da aktører/iværksættere forsøgte at gennemføre alternative erhvervsudviklingsprojekter. Projekter der ellers kunne have banet vejen for en udvikling af alternative eksportsektorer og dermed også formindskelse(reduktion) af Færøernes strukturelle svaghed. Disse projekter var Eksportcentret, Industricentret og Commercial Viking. Eksportcentret. I midten af 1970'erne blev der taget inititativ til at oprette et eksportcenter, der skulle markedsføre og sælge færøske industrivarer i udlandet. Planerne blev udearbejdet og projektet blev styret af Føroya Idna5arstova/Idna5arfelag, som var en halvoffentlig institution under Landsstyret. Det var dog ikke et enkeltmandsprojekt. Bag projektet stod 26 virksomheder, der havde tilkendegivet deres interesse i projektet og ville være medlemmer i et sådant center. Problemet for de enkelte virksomheder var, at de hver for sig, var så små at de ikke havde mulighed for at påbegynde eksport alene. Salg og markedsføring er ressourcekrævende aktiviteter. Derfor kunne eksportcentret muligvis medvirke til at fremme eksport af andre varer end fisk. Det afgørende problem var imidlertid at finansiere projektet. Da virksomhederne ikke selv havde råd til at afholde udgifterne for Eksportcentret, søgte de i 1974 Landsstyret om støtte til et driften af centret. Meningen var, at Landsstyret skulle støtte centret i de først år, hvorefter det i takt med den øgede eksport ville være økonomisk grundlag for, at virksomhederne selv finansierede centret. Landstyret svarede imidlertid aldrig ansøgningen. Selvom de var bekendte med planerne og havde deltaget i studietur i Island, for at se hvordan eksportcenter fungerede der, blev der aldrig taget nogen beslutning om eventuel støtte centret eller ikke. Med denne ubeslutsomhed blev der taget en non-decision om ikke at finansiere/realisere centret, hvorved planerne om eksportcentret foreløbig blev skrinlagt. Omtrent 10 år senere (11984) blev projektet igen vagt til live. Det viste sig at flere fiskevirksomheder, ville melde sig ud af Fiskasølan. Disse virksomheder havde vist interesse for Eksportcentret og ville være med i en sådan organisation hvis den blev oprettet. Inititativtagerene så her en mulighed for at realisere projektet, da det med disse fiskevirksomheder som medlemmer, kunne blive selvfinansierende. Man kan også sige, at hvis disse fiskevirksomheder kom med, så blev centret indirekte støttet via fiskeristøtten. Men mest af alt ville det betyde, at Eksportcentret blev en integreret del af det hegemoniske projekt Bygdamenning. Det viste sig imidlertid, at Eksportcentret med denne integration i hegemoniet kom i kollisionskurs med Fiskasølan. Fiskasølan, som var den dominerende magtfaktor i det færøske samfund, eksekverede sin magt og bankede de ulydige fiskeproducenter på plads, hvorefter de trak sig tilbage fra Eksportcentret og forblev medlemmer i Fiskasølan. Det viste sig således, at udenfor hegemoniet, fik eksportcentert ingen politisk opbakning. Men indenfor hegemoniet kom det i konflikt med de bestående institutioner og havde derfor heller ikke nogen chance. Industricentret I 1984 blev der lanceret et storstilet erhvervsudviklingsprojekt, der gik ud på at bygge et industricenter å Sund der ligger i udkanten af Torshavns kommune. Her skulle der opbygges en vidensinstitution, en 'kærne1, med afdelinger for produktudvikling, salg, teknologi, uddannelse og ledelse. Omkring denne kærne skulle der placeres en række 181

industrivirksomheder, der så kunne benytte sig af kærnen. Andre virksomheder på Færøerne og i udlandet havde også mulighed for at benytte sig af vidensinstitutionen mod betaling. Centret var i sin opbygning inspireret af forskerparkerne, som i begyndelsen af 80'erne havde vundet stor udbredelse i Vesteuropa. Det centrale i industricentret, og det nye i færøsk sammenhæng, var den betydning som vidensinstitutionerne blev tillagt for virksomhederne. Der skulle satses på kvalitet, produktudvikling og varernes 'særlige' egenskaber, for på den måde at differentiere produkterne var konkurrenternes. Industricentret var/er den mest rendyrkede eksempel på en innovationsdreven akkumulationsstrategi, der er blevet formuleret og kan opfattes som et formuleret alternativ til den investeringsdrevne akkumulationsstrategi der ellers var dominerede. Blandt politikere, embedsmænd og personer der ellers deltog i debatten om indusctricentret var der udbredt enighed om, at der var behov for en sådan vidnensinstitution som 'kærnen' var tillagt i projektet. Da projektet skulle placeres i center regionen Torshavn, kom det dog hurtigt i kollisioneskurs med det hegemongiske projekt Bygdamenning. I første omgang var der ikke mange muligheder for at stoppe projektet, da initiativtageren (Hans Mortensen) havde formået at manøvre sig udenom hegemoniets centrale institutioner, Landsstyret og den færøske finanskapital. Dette blev gjort ved at skaffe finansiering primært gennem udenlandske inansieringsinstitutioner, samt (kun) at søge Torshavns kommune om leje eller køb af byggegrund. Da kommunen sagde ja til projektet, så alt ud til at falde i hak og implementeringen af projektet blev påbegyndt. Entreprenørfirmaet Phil & Søn begyndte på det indledende forberedelsesarbejde og en vej blev bygget ind til området. Men så opstod en 'juridisk' komplikation mellem Landsstyret og Torshavns kommune. Området som kummunen havde udlejet til H.Mortensen var et landbrugsområde. For at benytte dette til industriområde, skulle området først udstykkes til industriområde og dette skulle godkendes af Landsstyret. Hermed blev planerne om Industricentret hvirvlet ind i den politiske CenterPeriferi dimensionen. I den efterfølgende tid udfoldede der sig en magtkamp mellem Torshavns kommune og Landsstyret. Landsstyret udøvede en 'forhalings-taktik' der gjorde, at Torshavns kommune først i 1987 fik tilladelse til at bygge en havn å Sund. Det lykkedes således Landsstyret at trække sagen ud i 3 år. Da svaret endelig kom, havde Landsstyret ikke taget stilling til om havneområdet måtte bruges i forbindelse med industriudbygning som det var planen. Tidsmæssigt skete dette samtidig med at 80'ernes højkonjunktur var ved at dampe af og H.Mortensen trak sine planer tilbage. Forhalingstaktikken havde vist sig at virke. Commercial Viking 11992 blev endnu et erhvervsudviklingsprojekt bragt på banen, nemlig Commercial Viking. Projektet havde været undervejs i en længere periode og var i løbet af denne tid udviklet sig fra kun at dreje sig om tilflytning af virksomhed fra Danmark til Færøerne til et langt mere omfattende erhvervsudviklingsprojekt. Fra kun at dreje sig om tilflytning af en transformatorvirksomhed, lignede den endelige konstruktion af Commercial Viking meget Industricentret, der var formuleret i 80'erne. Den drivende mand bag projektet var J.Thomasen. Han valgte at flytte virksomhed til Færøerne, fordi han ville gøre noget godt for sin hjembygd. Vi må dog også formode, at Færøerne har set ud til at være økonomisk attraktivt lokaliseringssted, da det tilsyneladende var let at få investeringsgarnatier, lån, og støtte fra den klientelistiske stat. Det var imidlertid ikke så nemt at få støtte til Commercial Viking projektet, som initiativtagerne tilsyneladende havde regnet med. 182

Kommunerne i Vågø var alle enige om at støtte projektet, og ville optage lån til at sætte i projektet. Men dette lån skulle Landsstyret godtage. Da Landsstyret behandlede sagen, valgte de kun at betragte det som en låneansøgning og tog ikke i betragtning hvad pengene skulle bruges til. De tog med andre ord ikke stilling til selve Commercial Viking projektet. Dette var det samme som kun at behandle kommunernes udgiftsside og ikke den forventede indkomstside, som projektet kunne give. I dette lys gav Landsstyret kommunerne afslag på deres ansøgning. En central faktor for Landsstyrets afgørelse har uden tvivl været, at dette foregik kort efter at Sjovinnubankin var gået i betalingsstandsning. Landsstyret var i denne periode under stort pres, især fra den danske Regering, om omgående at stoppe al yderligere gældsætning. Dette kan dog ikke have været afgørende for at projektet aldrig blev implementeret, fordi sagen stoppede ikke her. Knapt et år efter, hvor al den politiske uro som bankkrakket havde hvirvlet op var faldet mere til ro, var Commercial Viking sagen oppe at vende i industriudvalget. I industriudvalget var der dog heller ingen opbakning bag Commercial Viking projektet, hvilket blev sagens endelig. Især denne sidste afvisning, blev Vågø folk bitre over. Øens Lagtingspatroner sad nemlig i industriudvalget, men ville ikke arbejde for deres sag. De følte derfor, at Lagtingspatronerne ikke varetog øen's interesser; Som det blev udtrykt på kommunekontoret "hvad har vi ellers lagtingmændende til?". Betragter vi de tre erhvervsudviklingsprojekter i et komparativt perspektiv så kan vi se, at der er nogle gennemgående fællestræk i måden hvorpå projekterne blev stoppet. I sagen med Eksportcentret, så vi at de slet ikke fik noget svar. I sagen med Industricentret så vi hvordan en juridisk petitesse kom til at forvride hele sagen, således at den kun kom til at handle om bureaukratiske procedurer i forbindelse med udstykning af jord til industriområde. Selve Industricentret blev ikke diskuteret. I sagen med Commercial Viking så vi, at Landsstyret ikke behandlede projektet, men kun kommunernes 'gældssituation1. Vi ser således, at ingen af projekterne blev direkte afvist, men hvergang indirekte. Det vil med andre ord sige, at i den politiske behandling, vurderede man ikke på selve erhvervsudviklingsprojekternes eventuelle rationalitet. Dette fællestræk er ikke tilfældigt, men afspejler ganske enkelt, at modstanden imod projekterne svært lod sig rationelt begrunde. Det viser således også et dilemma: På den ene side var politikere vidende om at der var behov for sådanne projekter. Men hvis de blev gennemført, så ville de beslaglægge kapital og på den måde færværre investeringsmulighederne i fiskesektoren. På den anden side havde de svært ved at finde gode argumenter og på et rationelt sagligt grundlag afvise projekterne. Derfor måtte de bruge andre midler som forhaling, udsættelse, lade være med at svare ansøgningerne og undgå at diskutere selve projekterne. Bagefter kan samme politikere sige, at det ellers var et interessant projekt. Betragter vi erhvervsudviklingsprojekterne i et udviklingshistorisk perspektiv ser vi, at jo værre det gik i fiskesektoren, desto længere bort fra hegemoniet blev erhvervsudviklingsprojekterne formuleret. Eksportcentret blev forsøgt integreret i hegemoniet. Industricentret ville delvist blive en del af hegemoniet, da halvdelen af produktionen skulle være baseret på fisk. Commercial Viking faldt helt uden for hegemoniet. Vi ser altså, at jo værre det gik i fiskesektoren, desto mere påkrævende blev det at kanalisere kapitalen til fordel for fiskesektoren. Dette medførte igen, at modstanden imod alternative projekter blev større og større. Denne 'kanalisering' af kapital var ikke begrundet i en økonomisk rationalitet, men derimod i klientelismens egen rationalitet. Således viste det sig, at det 183

Klientelistiske supplys-side reguleringsregime i flere tilfælde gav støttelån til skibe, hvor BuskaparråSi (det økonomiske råd) havde vurderet, at der "intet håb" var for at opnå rentabilitet i skibet. Vi kan derfor konkludere, at udenfor hegemoniet var det ikke muligt at igangsætte en udvikling af alternative eksportsektorer. Indenfor hegemoniet var der helle ikke nogen chancer for at udvikle alternative eksportsektorer, da de her kom i konflikt med bestående institutioner. Akkumulationsstrategiens og hegemoniets sammenbrud En af årsagerne til, at den investeringsdrevne strategi brød sammen var, at det aldrig lykkedes at få produktivitetsfordele ud af investeringerne i den nyeste teknologi. Øget produktivitet var jo selve kærnen, selve ideen med den investeringsdrevne strategi. Grunden til produktiviteten forsvandt, var at den Klientelitiske stat ikke kunne tøjle den samlede fangstkapaciatet i fiskesektoren, men kun fangstindsatsen. Det der havde størst økonomisk betydning, var at tøjle den samlede fangstkapacitet. Hvad enten fiskesektoren udnyttede sin kapacitet eller ej, så skulle kapitaludlæggene forrentes. Ved at begrænse fongstindsatsen og ikke fangstkapaciteten, forhindrede Den Klientelistiske stat i virkeligheden fiskesektoren i at benytte sit kapitalapparat fuldt ud. Resultatet var at der i den investerings drevne strategi skete et fald i produktiviteten i stedet for en stigning i produktiviteten. 11992 brød krisen for alvor ud, da Sjovinnubankin gik i betalingsstandsning. Dette truede for alvor hegemoniet. Hvis Sjovinnubankin gik konkurs, ville banken rive det meste af fiskesektoren med sig i faldet. Landsstyret forsøgte at redde banken og det Hegemoniske projekt Bygdamenning, ved at bede den danske Regering om lån, således at Landsstyret kunne redde banken fra at gå fallit. Politikerne som var vant til den danske regerings bløde færøpolitik, havde ikke forventet at et sådant lån ville give anledning til større problemer. Men de blev overraskede. Der var nemlig sket et i skift i den danske færøpolitik fra en blød til en hård færøpolitik. Baggrunden for dette skift var Sovjetunionens fald og den deraf følgende opblødning af øst- vestforholdet. Dette havde medført, at Færøerne mistede sin sikkerhedspolitiske betydning og dermed sin status som strategisk aktiv for den danske stat. Hermed forsvandt også en af hjemmestyrelovens grundlæggende realpolitiske forudsætninger. Den danske regering havde derfor ikke længere nogen afgørende interesse i at beholde Færøerne inden for det danske rige. Holdningen tenderer snarere imod det modsatte; Hvis færinger agter at løsrive sig, kan de bare gøre det. De eneste interesser den danske regering stadig havde, var at varetage de danske kreditforeningers økonomiske interesser. Kreditforeningerne havde medvirket til at finansiere en stor del af udbygningen og investeringerne under den investeringsdrevne strategi og stod foran store tab, hvis ikke banken blev reddet. Under forhandlingerne om lånebetingelserne, satte den danske regering nu for første gang siden 1948, for alvor tommelskruerne på de færøske politikere og krævede omfattende ændringer i reguleringssystemet, som en betingelse for at få lån de bad om. De færøske politikere kunne ikke se, at de havde noget valg og gik med på at gennemføre de ændringer og politiktiltag, som den danske regering krævede. På grundlag af aftalerne mellem Regeringen og Landsstyret blev der i den efterfølgende tid, gennemført omfattende ændringer i reguleringssystemet. Ændringer som under den Klientelistiske stat ellers havde været umulige at gennemføre. Disse ændringer omfattede 184

to typer af ændringer 1) De primære institutionelle ændringer var rettet direkte mod bankvæsnet og fiskesektoren og havde til formål at få fiskesektoren til at fungere. 2) De sekundære institutionelle ændringer havde et mere bredere samfundsmæssigt sigte og havde til formål at rationalisere staten. Disse typer ændringer omfattede følgende: Primære institutionelle ændringer

Sekundære institutionelle ændringer

Frit omsættelige kvoter

Buereaukratisering af staten

Fiskavirking

Indførelse af almindeligt flertal i Lagtinget

Finansieringsfonden

Ministerstyre

Bankvæsnet

Modernisering af erhvervslovgivningen. Framtaksgrunnurin

Gennemførelsen af de primære institutionelle ændringer medførte, at havets ressoucer blev privatiserede. Oprettelsen af Fiskavirking medførte, at filetindustriens kapacitet blev reduceret med knap 60%! Finansieringsfonden betød at Danske interesser, Regering og kreditforeninger, fik afgørende indflydelse på omstruktureringen. Framtaksgrunnurin blev i første omgang formuleret som en fond der skulle finansiere erhvervsudvikling projekter generelt og ikke kun fiskesektoren. Senere blev Framtaksgrunnurin dog også forvandlet til fiskesektorens fond, da fonden valgte af placere 1/4 af kapitalen i Fiskasølan. Gennemførelsen af de sekundære institutionelle ændringer medførte at klientelismen kom under pres, idet patronernes manipulationsmuligheder blev indskrænkede. Indførelsen af minister styre betød, at ansvaret blev mere klart, det er nu ikke muligt at knytte sager sammen som sagligt set ikke har noget med hinanden at gøre. Ansvaret ligger hos det enkelte Landsstyremedlem og ikke hos det kollektive Landsstyre. Indførelsen af almindeligt flertal gør, at den enkelte koalitionmedlem's "vetoret" forsvinder. Det betyder, at det ikke i samme grad bliver nødvendigt at indgå i hestehandler som før: hvis du får en tunel der så får jeg en havn der etc.. Det enkelte Lagtingsmedlem, får ikke samme mulighed for at gennemtrumfe sine lokale sager igennem. Mere generelt betyder disse ændringer også at staten internt bliver mere opsplittet. Der er kommet tættere skodder imellem statsmagtens forskellige organer og afdelinger. Det betyder, at den enkeltes politikerpatron's indflydelse bliver reduceret. Alle disse ændringer som er sket i reguleringssystemet er et udtryk for skiftet i Danmarks ændrede færøpolitik. Internt på Færøerne har dette ført til, at Løsrivelse-Samhørigheds dimensionen nærmest har fået en renæssance og fylder mere og mere i den offentlige debat. Dette afspejler sig i pressens behandling af krisen. Her handler diskussionen ofte om Danmarks 'skyld1 hvorved diskussionen om færingernes egen skyld i miseren/krakket bliver er undertonet og i stedet handler om rigsrelationerne. Center-Periferi dimensionens nedrykning, viser sig mest tydeligt ved, at begrebet Bygdamenning der før var et legitimeringsbgreb i forbindelse med fordeling af økonomiske ressourcer, i dag generelt opfattes som et negativt ladet begreb.

185

Det vi således kan se er, at der sker en omrokering af de tre politiske dimesioner således, at Løsrivelse-Samhørigheds dimensionen igen er på førstepladsen, Højre-Venstre dimensionen på anden plads og Center-Periferi dimensionen er ved at rykke tilbage i tredjerække, der hvor den var før 1948. Vi kan anskueliggøre denne udvikling således: Før 1948

Efter 1948

Efter 1989

Løsrivelse-Samhørighed

Center-Periferi

Løsrivelse- S amhørighed

Højre-Venstre

Løsrivelse-Samhørighed

Højre-Venstre

Center-Periferi

Højre-Venstre

Center-Periferi

Epoken med Center-Periferi dimensionens dominans er ved at være forbi og er allerede under afvikling. Dette betyder også at den Klientelistiske stat er under afvikling. Spørgsmålet er så hvad træder i stedet. Det er i dag for tidligt at udtale sig om, hvilken form den færøske stat vil tage, da vi står midt i denne overgangstid. Vi kan derfor ikke støtte os til en statsanalyse og dennes strategiske selektivitet når vi skal vurdere mulighederne for udvikling af alternative eksportsektorer. Tager vi derimod udgangspunkt i de nuværende magtforhold, så kan vi iagttage, at Center-Periferi dimensionens dominans er erstattet af de danske kreditforeningers dominans, bakket op af den danske Regering. Dette betyder, at det først og fremmest er de erhverv hvor kreditforeningerne har udlæg, der bliver prioriteret. Disse erhverv omfatter hovedsagelig fiskesektoren. Fisksektoren har således stadig en dominerende position i forhold til alternative erhverv, men dens hegemoniske status er forsvundet. Politisk betyder dette, at den politiske magts økonomiske base fortsat forsøges sikret via fiskesektoren, hvorimod den politiske magts sociale base ikke er tilgodeset. Under disse magtforhold, bliver alt sat ind på at reproducere fiskesektoren. Færøerne synes derfor fortsat at være fanget i fisken.

186

Litteratur og kildeliste Bøger, tidsskrifter og rapporter Adorno, Theodor W. (19??): "Om kategorierne statikk og dynamikk i sociologien". In: Theodor W. Adorno "Essays i utvalg". Norge, Oslo 1976. Agger, Peder & Hoydal, Kjartan (1973): "Fiskeriressourcer og fiskeriregulering". In: Rohweder, Anne (Red.) "Fisk, Fiskeri, Fiskerigrænser". Demos. Aglietta, Michel (1979): "A Theory of Capitalist Regulation". NLB. London. Alford, Robert R. and Friedland, Roger (1985): "Powers of Theory - Capitalism, the State, and Democracy". Cambridge University Press. Andersen, Ulla (Red.)(1990): "Stat, strategi og hegemoni-en antologi om politisk videnskab og samfundsmæssig udvikling". Ruc/Tek-sam. 1990. Anderson, Kym & Tyers (1991): "Global Effects of Liberalizing Trade in Farm Products". Thames Essay No. 55. Harvester Wheatsheaf. Trade policy research centre. London. Anderson, Philip W. et. al. (1988): "The Economy as an Evovning Complex System". Addisin- Wesley Publishing Company. Arge, Jogvan (1995): "Neyåugt er at sigla". Føroya skipara og navigatørfelag. Torshavn. Bachrach, Peter and Baratz, Morton S. (1970): "Power & Poverty - Theory & practice". Oxford Univerity Press. Bartelson, Jens (1993): "A Genealogy of Souvereignty". University of Stockholm, Department of Political Science. Becker, Uwe (1989): "Akkumulation, Regulation und Hegemoni. Logische korrespondenz oder historische Konstellation?". In: Politische vierteljahresschrift, 30. jg. (1989), Heft 2, 230-253. Westdeutscher Verlag. Bell, Daniel and Kristol, Irving (Edt.) (1981): "The Crisis in Economic Therory " Basic Books, Inc., Publishers. New York. Bertramsen, Rene Bugge, m.fl. (1991): "State, Economy and Society", Unwin Hyman. London 1991. Bornhøft, Erik (1981): "Blåhvilling fiskeriet - ny konsum industri". In: Jyllandsposten 1981 - 0 6 - 0 3 . Boyer, Robert (1990): "The Regulation School: a critical introduction". Columbia University Press. 187

Boyer, Robert (1988): "Technical change and the theory of "Regulation1". In: Dosi, Giovani et.al. (1988) "Thechnical Change and Economic Theory". Brenner, Robert & Glick, Mark (1991): "The Regulation Approach: Theory and History". In: New left review nr. 188/1991. Brozek, Morten etal. (1993): "Samspillet mellem forurening fra havbrug og geografiske forhold i færøske tærskelfjorde". 2. modulprojekt. Geografi. RUC. Bygnadarnevndin (1993): "Frågrei5ing fra Bygna5arnevndini - sambært avtalu millum Føroya Landsstyrt og Stjorn Danmarkar fra 1. februar 1993". Torshavn. Clapham, Christopher (1982): "Clientelism and the state" In: Clapham, Christopher (Edt.) "Private Patronage and Public Power - Political Clientelism in the Modern State" Frances Pinter (Publishers). London. Clegg, Stewart R. (1989): "Frameworks of Power". Sage Publications. London. CMV (1992): "Commercial Viking Foundation - Fremtidens industricenter". Torshavn. Dahlkvist Mats (1982): "Staten som problem - logiskt och historiskt i statsanalysen" Arkiv studiehaften 13. Malmø. Debes, Hana Jacob (1993): "Omkring formationen af en nation - Færøerne som unikt og komparabelt eksempel. Et forsøg". In: Froåskaparrit 41. Bok. Annales Societatis Scientiarum Færoensis. Føroya Frodskaparfelag, Torshavn. Debes, Hans Jacob (1982): "Nu er tarm stundin... - Tjoåskaparrørsla og sjålvstyrispolitikkur til 1906. Vi6 søguligum baksyni". Føroya Skiilabokagrunnur. Torshavn. Debes, Hans Jacob (1991): "Trygging i Føroyum - Tryggingarsambandiå Føroyar 50 år". Tryggingarsambandid Føroyar. Torshavn. Det rådgivende udvalg vedrørende Færøerne (1994): "Oversigt over den færøske økonomi". Statsministeriet. Det rådgivende udvalg vedrørende Færøerne (1993): "Beretning om den økonomiske udvikling på Færøerne i 1992". Statsministeriet. Dicken, Peter (1992): "Global Shift - the Internationalization of Economic Activity". Diel, K & Mombert, U.P. (1923): "Ausgevalte Lesestucke zum studium der Politischen Okonomie kapital und Kapitalismus". Due-Nielsen, Carsten etal. (1991): "Danmark, Norden og NATO 1948-1962". Jurist- og Økonomforbundets forlag.

188

DUPI (1997): "Grønland under den kolde krig - Danmark og amerikans sikkerhedspolitik 1945-68" BILAG. Dansk Udenrigspolitisk Institut. Edelman Bernard et al (1986): "Politisk strategi i firserne". Forlaget aurora. Eliasen, Jonhard (1991): "Beskæftigelsesudvikling på Færøerne og det færøske finansielle system". Ålborg Universitetscenter. Enurreisningarnevnd Landstyrinsisn (1995): "Frågreiåing um bygnaSartrupulleikar i føroyskabuskapinum". Torshavn. Esser, Josef & Hirsh Joachim (19??): "The crisis of fordism and the dimensions of a 'postfordist' regional and urban structure". FAO (1992): "Marine fisheries and the law of the sea: A decade of change". FAO Fisheries Circular No. 853. FID/C853. Rome. FAREC (1992): "Innfluttur fiskur til virkingar i Føroyum". Torshavn. Feldtving, Helle etal. ((1992): "Slagteriskolen i Roskilde - En opstilling afløsningsforslag til nedbringelse af organisk materiale i spildevand". Institut for miljø, teknologi og samfund. RUC. Ferguson, Yale H. og Mansbach, Richard w. (1989): "The State, conceptual chaos, and the future of international relations theory". University of Denever. Finansieringsfonden fra 1992 (1993): "Årsberetning 1993". Finansieringsfonden 1992 (1994): "Årsberetning 1994". Fiskivinnurådi (1989): "Notat til Landsstyret" (Notatet har ingen overskrift, men er en beretning om fiskerflådens resultater 1980-89. JCJ). Torshavn. Flybjerg, Bent (1991): "Rationalitet og Magt". Akademisk forlag. FN (1993): "De forenede nationers pagt og statut for den mellemfolkelige domstol". De forende Nationers informationskontor for de nordiske lande. (DPI/511). København. Francis, Arthur (1989): "The concept of competitiveness". In: Francis, Arthur & Tharakan, P.K.M. (Edt.) "The competitiveness of European industry". Routledge, London. Føroya Idnadarstova (1984): "Utflutningsmi8stø5 Føroya (North Atlantic Export)". IkkePubliceret brev til 'interesserede virksomheder'. Torshavn. Føroya Fiskasøla (1981): "SYMPOSIUM - Stø5an hjå fiskivinnuni". Torshavn.

189

Føroya Idnadarfelag/Édnadarstovan (1975): "Utflutningsmi6stø5 Idnaåarins". Ikkepubliceret. Torshavn. Føroya idnadarfelag (1981): "Føroya Idna6arfelag 25 år - Vardar og vånir". Torshavn. Føroya idnadarfelag (1991): "Fyrilestrar um kappingarføri". Torshavn. Føroya Landsstyri (1993): "Memoranum om økonomisk politik". Føroya Havbunadarfelag (1994): "Alivinnan - nuti5 og framtiå - hvønn tydning hevur alivinnan, og skullu vit framhaldandi hava eina alivinnu i Føroyum". Torshavn. Føroya Idnadarstova (1982): "NOTAT Idna5arstovan/Idna5arrågevin/Figgjarnevndin/Ivan Johannesen/Asbjørn Joensen/Atli Dam". Ikke-publiceret internt notat. Torshavn. Gerstenberger, Heide (1990): "Die subjektlose Gewalt - Theorie der Entstehung burgerlicher Staatsgewalt" Westfal. Dampboot. Gudjénsson Sjurdur, Poulsen Joan Pauli, Olsen Arne K (1984): "Heildarlysing af føroysku flakavirkjunum - Vi6 serligum denti å kreppuåri6 1984". Gørtz, Erik etal. (1994): "Krisen i den færøske økonomi - herunder bankerne. Baggrund, foranstaltninger og konsekvenser - aktuelt og fremover". Rapport fra det af Landsstyre og regering nedsatte uafhængige udvalg og økonomisk sagkyndige. Sydjysk Universitetsforlag. Haldrup & Hoydal (1994): "Håb i krise - Om muligheden af et menneskeligt fremskridt på Færøerne". Publikationer fra institut for geografi og internationale udviklingsstudier. Forskningsrapport nr. 99. RUC. Hansen, Ole Erik (1993): "Internationalisering & regulering i et teoretisk perspektiv" TekSam-forlaget, Institut for miljø, teknologi og samfund, Roskilde Universitetscenter. Hareskov, Knud (1992): "Strategisk markedsplan for Kirkwood Industries Inc., USA, samt indtrængen på det europæiske marked med S&B-Kirkwood A/S, Danmark som strategisk platform". (Lukket opgave). Institut for udenrigshandel. Odense. Harhoff, Fredrik (1993): "Rigsfællesskabet" Klim. Hartnack, Justus (1992): "Indførelse i Filosofien - en grundbog". C.A. Reitzel. Heinesen, Eydflnn (1992): "En komparativ analyse af Færøernes og Grønlands centraladministrations opbygning og beslutningsproces". Et projekt i regi af Vestnordensamarbejdet. Heinesen, Signar et.al. (1994): "Føroya export match". Torshavn. Held, David et al (Edt.) (1993): "States and Societies". Blackwell. 190

Hilpert Ulrich (1991): "Neue Weltmarkte und der Staat - Staatliche Politik, technischer Fortschritt und internationale Arbeitsteilung". Westdeutscher Verlag. Hirsch, Joachim (1990): "Kapitalismus ohne Alternative". VSA-Verlag, Hamburg. Holm, Erik (1991): "Money and international Politics". Academic press Copenhagen. Holm, Elsebeth Rygner (1989): "Artikelsamling i pengepolitik og pengeteori". Institut for finansiering Handelshøjskolen i Københanv. Hoppe, Søren (1982): "Danmark-Færøerne 1840 - 1940". In: Kritiske Historikere nr. 1. Hovgaard, Gestur og Johansen, Rogvi F. (1993): "Samfundskonflikter eller sygehuskonflikter ? - om konflikt og magt i den færøske selvforvaltning". Speciale i forvaltning (modul 6) Institut for samfundsøkonomi og Forvaltning Roskilde Universitetscenter. Hoydal, Karsten (1963): "Fryse- og filétindustriens muligheder på Færøerne". Bilag til: (Nevndin til kannan av øktum virkismøguleikum (1963)). F.L.j.nr. 1216-350. Torshavn. Hubner, Kurt (1989): "Theori der Regulation - Eine kritische Rekonstruktion eines neuen Ansatzes der Politischen Okonomie". Edition sigma. Berlin. Jensen, Henrik Toft & Skriver, Peter (1987): "Foreløbig rapport om forskerparker, deres udvikling i Europa og USA og hvordan vi kan bruge ideen i Roskilde". Publikationer fra institut for geografi, samfundsanalyse og datalogi. Arbejdspapir nr. 62. RUC. Jensen, Henrik S. (1991):" StrukturVaktørproblemet og hovedtraditioner i politisk teori" In: Politica 23 årg. nr. 1. Jespersen, Jesper (1995): "Økonomisk genopretning af Færøerne? - Et politisk spørgsmål". In: Johansen, Såmal T.F. (Red.) (1995): "Nordiske fiskersamfund i fremtiden vol 2: Små samfund under europæisk integration". Tema Nord 1995:585. Nordisk Ministerråd. København. Jessop, Bob (1990a): "Regulation theories in retrospect and prospect". I Economy and Society, Volume 19, number 2. side 153-216. Routledge. Jessop, Bob (1990): "State Theory - Putting the Capitalist State in its Place", Polity Press, Cambridge. Jessop, Bob (1992): "The Economy, The State, and The Law: Theories of relative autonomy and autopoietic closure" In: Teubner Gunther (1992): "State, law, and economy as autopoietic systems" European Yearbook in the sociology of law. Milan. Jessop Bob ( 1985): "Nichos Poulantzas - Marxist theory and plitical strategy". Macmillan.

191

Jessop, Bob (1982): "The Capitalit State - Marxist Theories and Methods". Martin Robertson, Oxford. Jessop, Bob (1989): Staten og den samfundsmæssige regulering", in: Grus nr. 29, 10 årgang 1989. Joensen, Johan Pauli (1975): "Færøske sluppfiskere". Johannesen, Kurt (1980): "Færøsk fiskeri- og markedspolitik i 70'erne". Specialeopgave. Institut for statskundskab. Johansen, Såmal T.F. et.al. (Red.) (1993): "Krisen på Færøerne - Problemstillinger og perspektiver". NORS-skrifter nr. 26, Publikationer fra Institut for Geografi, Samfundsanalyse og Datalogi, Roskilde Universitetscenter. Johansen, Såmal T.F. (1995): "Fra monokultur til diversificeret produktion via netværkssamarbejde". In: Johansen, Såmal T.F. (Red.) (1995): "Nordiske fiskersamfund i fremtiden - vol 1: Fiskeri og fiskersamfund". Tema Nord 1995:585. Nordisk Ministerråd. København. Jonsson, Ivar (1991): "Hegemonic Politics and Accumulation Strategies in Iceland 19441990. Long waves in the World Economy, Regimes of Accumulation and Uneven Development. Small States, Microstates and Problems of World Market adjustment". D.Phill. Dissertatio. Social Implication og Technical Change. University of Sussex. Jonsson, Ivar (1993): "Regimes of Acccumulation, Microeconomics and Hegemonic Politics". In: Capital & Class nr. 50. Summmer 1993. Kant, Immanuel (1787): "Kritik af den rene fornuft". In: Hartnak, Justus 1988: "Kant De store tænkere". Forlaget Lina. Kant, Immanuel (1787): "Kritik der reinen Vernunft". Suhrkamp. KBN Consult (1990): "Færøsk lønniveau. Løn - produktivitet - konkurrenceevne". Esbjerg. Kiss, Gabor (1990): "Grundzuge und Entwicklung der Luhmannschen Systemtheorie" 2., neu bearbeitete Auflage. Ferdinand Enke Verlag Stuttgart. Kjær, Tyge (1995): "Genstandsspecifik planlægning". Oplæg til GKIII (februar). Institut for Miljø, Teknologi & Samfund. Knudsen, Christian (1991): "Økonomisk metodologi - Om videnskabsidealer, forklaringstyper og forskningstraditioner" Jurist- og økonomforbundets forlag. Knudsen Morten (1996): "Rotter i labyrinten" In: Grus nr. 49.

192

Kommunubélkurin (1992): "Fyribils ålit frå kommunubolkinum". Torshavn. Kristiansen, Kjartan et.al. (1994): "Karmar fyri føroyskari vinnu". Torshavn. Kristiansen, Andras (1991): "Skilag66 stovnsrøkt og skilagoå styring af fiskivei5uni gagnligur fiskvinnupolitikkur". Torshavn. Krogh, Emil (1945): "Færøerne, Danmark og Norden - Den færøske haardknude". København. Kærgaard, Anders (1989): "Mænd af ære - Klientelisme og mafia på Vestsicilien 18611988". Århus Universitetsforlag. Landsverkfrødingurin (1988): "Molebygning på Færøerne". Torshavn. Lemberg, Kaj (1962): "Landsplanlægning på Færøerne" In: Byplan vore byerog dres planlægning 1962. Nr. 80. Levine, Andrew (Edt.) (1992): "The State and its Chritics Volume 2" Schools of Thought in politics. An Elgar Reference Collection. Levinsen, Anders (1989): "Laks, laks og laks - det er hele mit liv". Geografi modul 2. RUC. Levinsen, Anders (1992): "Færøerne 1990 - et geografisk essay". Speciale i geografi. RUC. Lidegaard, Bo (1996): "I Kongens Navn - Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919 1958". Samleren. Lipietz, Alain (1992): "Towards a New Economic Order. Postfordism, Ecology and Democracy". Polity Press. Lipietz, Alain (1984): "Ackumulering och kriser. Några metodologiska reflektioner angående begreppet 'regulering'". In: Nordisk tidsskrift for politisk økonomi nr. 17. Lomborg, Bjørn (1992): "Social Science Prize Fight: Uniqness and Understanding vs. Explanation and prdiction". Univerity of Copenhagen, Institute of Political Science. Ikke publiceret. Lotz, Peter (1995): "International samhandel - Drivkræfter og tendenser". Samfundslitteratur. Low, N.P. (1991): "Planning, Politics and the state - Political foundations of planning thought". Unwin Hyman. London.

193

Luhmann, Niklas (1975): "Legitimation durch Verfahren". Soziologische Texte 66. Luchterhand. Luhmann Niklas (1984): "Soziale Systeme - Grundriss einer allgemeinen Theorie". Suhrkamp. Frankfurt am Main. Løgstrup, K.E. (1970,1996): " Kants kritik af erkendelsen og refleksionen". Gyldendal. Macaulay, Stewart (1963): "Non-contractual relations in buisness: a preliminary study". In: American Sociological Rewiew, nr. 28: 55-67. Martinussen, John (1992): "Development theory and the role of the state in third world countries" Occasional paper no. 2. International development studies. Roskilde Universitetscenter. Maskell, Peter (1992): Nyetableringer i industrien - og industristrukturens udvikling, Handelshøjskolens forlag nyt nordisk forlag Arnold Busck, København. Menningarstovan (1992): "Frågrei6ing fra kanning av tørvi, møguleikum og avlei5ingum af fiskavirking i Føroym ur innfluttari råvøru". (Sak. nr. 92628.013 KK/-.). Torshavn. Mitens, Edward (1969): "Eg minnist 3 - skrivstovustjori Løgtingsins". Torshavn. Mortensen, Niels (1991): "Modsætninger og forsoninger mellem strukturer og aktører". In: Politica 23 årg. nr. 1. Mortensen, Hans (1984): "Hvør er leiåin". Torshavn. Mørkøre, Jégvan (1991): "Et korporativt forvaltningsregimes sammebrud - erfaringer fra det færøske fiskeri i nationalt farvand". In: "Fiskerireguleringer". Nordiske Seminar- og Arbejdsrapporter 1991:516. Nordisk Ministerråd, København. Nevndin til kannan av øktum virkismøguleikum (1963): "Frågrei5ing fråNevndini til kannanaføktumvirkismøguleikumfyri 1961 - 1962.". F.L.j.nr. 1213-349. Torshavn. Noel, Alain (1987): "Accumulation, regulation, and social change: an essay on French political economy". In International Organization. Volume 41, Number 2. Nolsøe, Rani etal (1989): "Havbrug på Færøerne". Tek-Sam Rue. Nordforsk (1981): "NORDFISK - Fra industrifisk til konsum". Nylund, Katarina (Red.) (1989): "Samhallsplanerare skildrar Faroerna". Nordisk institut for samhallsplanering. Rapport 1989:1. Stockholm. O'Sullivan, Patrick (1987): "Economic methodology and freedom to choose". Allen & Unwin. London. 194

OECD (1994): "Regulatory co-operation for an Interdependent World". Public managment studies. Paris. Olsen, Gorm Rye m.fl. (1984): "Stat, statskundskab, statsteori". Forlaget Politica. Patursson, Joannes (1903): "Færøsk politik - nogle uddrag og betragtninger". Alexander Brandts forlag. København. Patursson, Erlandur (1948): "Greinargerå um fiskivinnumål". In: Samfelagsrit. 3 År. Torshavn. Patursson, Erlandur (1979): "Fiskivinna og fiskivinnumål 1940-1970". Bind 1, 2 og 3. Føroya Fiskimannafelag. Torshavn. Patursson, Joannes (1934): "Rådageråin millum føroyingar og danir summariå 1934 nøkur orå åårenn fari5 veråur". Serprent ur Tingakrossi. Torshavn. Pedersen Kaare (1992): "Diskurser er ikke bare snak - et par korrektioner i.f.t. TekSam'sk diskurssnak" In: Tek-Sam'eren. RUC. Petersen, Thorstein (1945): "Søgubrot og Føroya lands stø6a i dag". Torshavn. Petersen, Kari (1986): "Tilskudsordninger for den færøske fiskerisektor: motiver, virkninger, alternativer". Afhandling ved det statsvidenskablige kandidatstudium. Københavns Universitets økonomiske institut. Pizzorno, Alessandro & Porta, Donatella, della (1993): " 'Geschaftspolitiker' in Italien Uberlegungen im anschluss an eine studie uber politische korruption". In: Kloner Zeitschrift fur Soziologi und Sozialpsycologie (Side 464-483). 45 Jahrgang 1993. Nr. 3. lY8147f. September. Westdeutcher Verlag. Porter, Michael E. (1990): "The competitive advantage of nations" The macmillan press LTD. London and Basingstoke. Porter, Michael E. (1990): "Competitive advantage - Creating and Sustaining Superior Performance". Rich D.C. og Linge G.J.R. (edt.) (1991): "The state and the spatial managment of industrial change". Routledge. London ogNew York. Sayer, Andrew (1992): "Method in Social Science - A realist approach". Routledge, London. Scott, James C. (1972): "Comparative Political Corruption" Prentice-Hall, Inc., Enlewood Cliffs, New Jersy. Sigurdardottur, Turid (1994): "Siggert". UnguFøroyar. Torshavn. 195

Statsministeriet (1951): "Den økonomiske situation på Færøerne på baggrund af udviklingen efter 1945.). Steining, Jørgen (1953): "Rigsdagen og Færøerne". In: "Den danske rigsdag 1849 1949". Udgivet af statsministeriet og rigsdagens præsidium, Bind VI. J.H. Schultz forlag. København. Storper, Michael & Scott, Allen J. (1992): "Pathways to industrialization and regional development". Routledge. London and New York. Sørensen, Curt (1991): "Den historiske materialisme i lyset af nyere diskussion om social handlen og social objektivitet". In: Politica 23 årg. nr. 1. Sørensen, Per Busk (1992): "Vælgeradfærd på Færøerne". Special ved institut for statskundskab. Århus Universitet. Teubner Gunther (1992): "State, law, and economy as autopoietic systems" European Yearbook in the sociology of law. Milan. Thomassen, Ronnie (1994): "Arbejdsfile angående fiskeriflådens udvikling 1964-1993". Ikke publiceret. Thor, Jon Th. (1995): "British Trawlers and Iceland 1991 - 1976". Fiskeri- og Søfartsmuseets Studieserie, 6. Publications of the Department of Economic History of the University of Gøteborg, 69. Thorsteinsson, Jåkup (1990): "Et Færø som Færø" SNAI. Århus. Toftegaard, Karen (1993): "Føroyar eitt ressourcecenter. 1. stig". Samstarv Almennir stovnar/Vinnuliv. Torshavn. Toftum, Jens Helgi (1995): "Omstruktureringer i den færøske fiskesektor - problemer og potentialer". In: Johansen, Såmal T.F. (Red.) (1995): "Nordiske fiskersamfund i fremtiden vol 1: Fiskeri og fiskersamfund". Tema Nord 1995:585. Nordisk Ministerråd. København. Toftum, Jens Helgi (1994): "Omstruktureringer i færøysk fiskeindustri". Søgu- og samfelagsdeildin. Froåskaparsetur Føroya. Torshavn. Torfing, Jacob (1990): "Gramsci og neogramscianerne: Mod en teori om politikkens primat" In: Politica 22 årg. nr. 2. 1990. Torfing Jacob (1992): "Mod et brud med objektivismen indenfor samfundsvidenskaberne" In: Grus nr. 37. Udvalget vedr. kapitalmarkeds- og likviditetsforhold på Færøerne (1994): "Færøske kapitalmarkeds- og likviditetsforhold". Rapport fra et færøsk-dansk udvlag.

196

United Seafood (1994): "Årsroknskapur 1994". Tårshavn. Walras, Leon (1873): "Prinzip einer matematischen theorie des Tausches". Denskschrift von 1873. In: Matematische theori der preisbestimmung, dt. ubersetzung von v. Winterfeld, L. Wang Zakarias (1988): "Stj6rnmålafrø6i". ForlagiQ Futura. Hoyvik. Warburton Nigel (1992): "Filosofi: lille filosofikum". Det lille forlag. Weihe, Carl Vilhelm (1989): "Flakavirki 1988". Torshavn. Weingrod, Alex (1967): "Patrons, Patronage, and political parties" In: Comparative studies in Society an History. An International Quarterly. Volume X number 1 - October 1967. Mouton - The Hauge/Paris. West, John F. (1972): "Færøerne - En nation og dens historie". Gyldendal. Witt Hansen, Johannes (1985): "Filosofi - Videnskabernes historie i det 20 århundrede". Gyldendal. Worrall, Brian (edt.) (1987): "Tentans directory". United Kingdom science park association. Worrall, Brian (edt.) (1987): "Science park directory". 3rd Edition. United Kingdom science park association. Østergård, Uffe (1990): "Klientelisme som en postpolitisk tendens ?" In: Politica 22 årg. nr. 2. 1990.

Betænkninger Beretning (1953): "Beretning angående Sjovinnubankin". Afgivet af det ved statsministeriets skrivelse af 29. maj 1952 nedsatte udvalg. Statsministeriet. Betænkning nr. 106 (1954): "Betænkning angående oprettelse af et realkreditinstitut på Færøerne". Afgivet af det af statsminisereiet den 21. august 1953 nedsatte udvalg. Statsministeriet. Betænkning nr. 881 (1979): "Betænkning om ændring af tilskudssystemtet for Færøerne". Afgivet af det af statsministeriet den 24. oktober 1977 nedsatte udvalg vedrørende ændring af tilskudssystemet for Færøerne. Statsministeriet. Egenkapitaludvalget (1986): "Nevndin til kanning av eginpeningi i sambandi vi5 skipakeypi". 22. august 1986. Tårshavn. Idnadaråliti (1978): "ÅlittilLandsstyriS"'. Idna5arnevndin dec. 1978. Torshavn. 197

Løgtingsgrannskodarnir (1991): "Ålit i løgtingsmåli nr. 103/7: Grannsko6an av almennum roknskapum". Torshavn. Løgtingsgrannskodarnir (1993): "Ålit i løgtingsmåli nr. 47/14: Grannsko6an av almennum roknskapum". Torshavn. Rasmussen, Sjudrur et.al. (1994): "Ålit um styrisskipanarviåurskifti Føroya". Føroya Landsstyri. Torshavn 1994.

Love og lovforslag Folketinget (1948): "Lov nr. 137 - 23 Marts 1948 om Færøernes Hjemmestyre". København. Føroya Løgting (1992): "Løgtingsmål nr. 33: Låntøkuloyvi til kommunurnar i Vågum". Torshavn. Føroya Løgting (1995): "Løgtingsmål nr. 27: Føroyar eitt valdømi". Torshavn. Løgtingstidindi (1944): "Løgtingsmål nr. VI: Fiskivinnumål o.t". Føroya Løgting. Torshavn Løgtingstidindi (1945): "Løgtingsmål nr. 8: Bo6 til Bretlands". Føroya Løgting. Torshavn. Løgtingstidindi (1945a): "Løgtingsmål nr. VI Fiskivinna o.a.". Føroya Løgting. Torshavn. Løgtingstidindi (1946): "Løgtingsmål nr. 34: Bræv frå hagfrøåinginum". Føroya Løgting. Torshavn. Løgtingstidindi (1947): "Løgtingsmål nr. 31: Hagfrøåingur Løgtingsins". Føroya Løgting. Torshavn. Løgtingstidindi (1948): "Løgtingsmål nr. 18: Feskfiskaveiåan". Føroya Løgting. Torshavn. Løgtingstidindi (1948a): "Løgtingsmål nr. 28: Kunngero um utfluttning af fiski". Føroya Løgting. Torshavn. Løgtingstidindi (1949): "Løgtingsmål nr. 52: Tryggjan av vinning fiskimanna". Føroya Løgting. Torshavn 1950. Løgtingstidindi (1949a): "Løgtingsmål nr. 53: Figgjarhjålp til til fiskivinnuna". Føroya Løgting. Torshavn 1950. Løgtingstidindi (1981): "Løgtingsmål nr. 126: Partapeningur i P/f Faromar, Torshavn". Føroya Løgting. Torshavn 1983. Løgtingstidindi (1983): "Løgtingsmål nr. 55: Veåhald fyri låni til P/f Faromar, Torshavn". Føroya Løgting. Torshavn 1986. 198

Løgtingstidindi (1983a): "Løgtingsmål nr. 104: Uppskot til samtyktar um skipailøgupolitik Landsstyrisins". Bind A. Føroya Løgting. Torshavn 1986. Løgtingstidindi (1985): "Løgtingsmål nr. 100-3: Fyrispurningur til Niels Paula Danielsen, landsstyrismann, viåvikjandi låntøku hjå Torshavnar kommunu". Bind A. Føroya Løgting. Torshavn 1989. Løgtingstidindi (1986): "Løgtinsmål nr. 80: Um loyvi til Torshavnar kommunu utbygging å Sundi". Bind A. Føroya Løgting. Torshavn 1990. Løgtingstidindi (1986a): "Løgtingsmål nr. 138: Uppskot til løgtinslog um Menningarstovu". Bind A. Føroya Løgting. Torshavn 1990. Løgtingstidindi (1987): "Løgtingsmål nr. 100-11: Fyrispurningur til Niels Paula Danielsen, landsstyrismann. ViSvikjandi vinnu- og havnarøkinum å sundi". Bind A. Føroya Løgting. Torshavn 1990.

Aftaler: Den danske regering/Landsstyret (1993): "Fælleserklæring fra den danske regering og det færøske landsstyre". 1. februar 1993. Den danske regering/Landsstyret (1994): "Fællesekrlæring fra møde den 17 november mellem regeringen og Færøernes landsstyre". Føroya Landsstyrt (1993): "Erklæring fra Færøernes Landsstyre". 1. februar 1993. Statsministeriet (1992): "Aftale mellem den danske regering og det færøske Landsstyre af 6. oktober 1992 med senere ændringer". Den 13 oktober 1992. Statsministeriet (1993): "Tillægsaftale til aftale af 6. oktober 1992 mellem den danske regering og det færøske Landsstyre med senere ændringer". Den 1. februar 1993.

Statistisk Hagstova Føroya (1992): "Årbok fyri Føroyar -1991". Torshavn. Hagstova Føroya (1994): "Nyggjårshagtøl fyri åri5 1994". Torshavn. Hagstova Føroya (1995): "Hagtiåindi". Nr. 3. Des. Torshavn. Hagstova Føroya (1995): "Årbok fyri Føroyar - 1995". Torshavn. Hagstova Føroya (1996): "Årbok fyri Føroyar - 1996". Torshavn. IMF (International Monetary Fund) (1994): "International Financial Statistics Yearbook 1994. Vol. XL VII". Washington.

199

Rigsombudsmanden for Færøerne (Div. årgang): "Årbog for Færøerne. Torshavn. World Bank (1993): "Commodity Trade and Price trendes, 1989-91 Edition". The Johns Hopkins University Press. Baltimore and London.

Radioudsendelser Danmark Radio (1996): "Torshavn kalder København". Radioudsendelse. Opfølgning af Tvudsendelsen: Føroyar... DR PI, 12.01.96. Utvarp Føroya (1979): "Miåvikan". Om IdnaSaråliti&. Bånd nr. 12360. Torshavn. Utvarp Føroya (1980): "Målini fyri 80'ini". Samtale med Vilhelm Johannesen (Landsstyremedlem), Dånjal Pauli Danielsen (Landsstyremand), Hergir Nielsen (Landsstyrmedlem), Bjarni Joensen (Formand i Idna5arfelagnum), Svend Thulesen (Direktør i Kosini), Birgir Danielsen (Direktør i Fiskasølan). Den 1 januar 1980. Bånd nr. 12147. Torshavn. Utvarp Føroya (1980): "Mi5depulin". Samtale med Guttorm Djurhus om Guienea Bissau. Svend Thulesen og Tnigva Johannesen fra offentligt møde i Meginfelag Utroåramanna. Den 12 Februar 1980. Bånd nr. 12924. Torshavn. Utvarp Føroya (1981): "Føroysk fiskivinna - Alternativir møguleikar". 30 april 1981. Bånd nr. 12104. Torshavn. Utvarp Føroya (1982): "Dagsins mål". Samtale med Andreas Lava Olsen, direktør i FRAROMAR, om Senegal projektet. Bånd nr. 50791. Torshavn. Utvarp Føroya (1983): "Vitan eisini ein søluvøråa". Forelæsning af Guttorm Djurhus. Den 9 juli 1983. Bånd nr. 50553. Torshavn. Utvarp Føroya (1986): "Sundsdepilin". Telefon samtale med Poul Michelsen (Byrådsformand i Torshavn) og Niels Pauli Danielsen (Landsstyremedlem). Den 8. Oktober 1986. Båndnr. 11599. Torshavn.

Interwievs. Arne Poulsen (1994) Formand for IdnaSarfelaga Føroya. Bjarti Mohr (1992) (Daværende) Direktør for Fiskasølan. Gunnar Hoydal (1996) Byplanlægger i Torshavn. Guttorm Djurhus (1996) Tidligere formand for Idna5arfelag Føroya. Jørleif Thomasen (1996) (Telefoninterwiev) Iværksætter. Idemand bag Commercial Viking. Kjartan Kristiansen (1994) Leder af Menningarstovan.

200

Kristian å Neystabø (1994) Selvstændig fiskeopdrætter. Oli Jacobsen (1992) Formand for Fiskimannafelag Føroya. Thomas Arabo (1992) Landsstyremand. Tormodur Dahl (1993) Tidligere leder af IdnaSarstova Føroya. Nuværende selvstændig rådgivende ingeniør. Ulla Wang Svarrer (1995) Fuldmægtig i Landsstyret.

Opslagsværker Arestis, Philip & Sawyer Malcolm (Edt.) (19??): The Elgar Companion to Radical Political Economy". Edward Elgar. Eatwell, John & Milgate, Murray & Newman, Peter (Edt.) (1987): "The new Palgrave - a dictionary of economics". The Macmillan Press Limited. Kompass (1995/96): "Bind 2 - Firmaer". Outhwaite, William & Bottomore, Tom (Edt.) (19??): "The Blackwelle dictionary of twentieth-century social thought". Blackwelle Reference.

Aviser Dimmalætting Diverse årgange. Sosialurin Diverse årgange

Andet Føroya Landsskjalasavn (breve) Føroya Landsstyrid, Journal (breve) Torshavnar kommune (breve) Midvågs kommune (breve)

201

Fanget i fisken? En analyse af den politiske økonomi på Færøerne i efterkrigstiden

SPECIALE AF:

Jens Christian Svabo Justinussen

RAPPORTSERIEN

NR. 77 MARTS 1999

Institut for miljø, teknologi og samfund Department of Environment, Technology and Social Studies

RESUME Det færøske samfund er i dag på mange måder ved at komme sig over det økonomiske kollaps i 1992. Med fiskens tilbagevenden er mange af problemerne løst og nettotilflytningen er igen opadgående. Men den grundlæggende årsag bag krisen, afhængigheden af fiskesektoren, er på ingen måde blevet mindre. Det er derfor kun et spørgsmål om tid, inden der igen vil indtræffe en omfattende samfundsøkonomisk krise. I en langsigtet løsning er det ikke til at komme uden om, at en diversificering af eksportsektoren er den eneste farbare vej. Det viser sig imidlertid, at der allerede i perioden 1970 til 1992 har været adskillige alternative erhvervsudviklingsprojekter på banen, der kunne have banet vejen for en mere divers eksportsektor. Af en eller anden årsag, blev disse projekter i implementeringsfasen. Nogle fik ikke opbakning, mens andre blev direkte blokkerede. I denne specialerapport, indleveret i 1997, undersøges hvilke interne dynamikker der er på spil i det færøske samfund og hvordan disse har medvirket til at reproducere en ensidig eksportsektor.

T E K - S A M FORLAGET

ISBN 87-7753-142-6

Roskilde University P.O. Box 260 DK - 4000 Roskilde Denmark Phone (+45) 46 74 20 00 + lok. 2513 • Fax (+45) 46 75 44 03 • E-mail [email protected]