Virksomheders milj øinformationer

Virksomheders milj øinformationer Et projekt om virksomheders grønne regnskaber

RAPPORTSERIEN

NR. 52 SEPT. 1996

Institut for miljø, teknologi og samfund Department of Environment, Technology and Social Studies

Virksomheders miljøinformationer Specialet behandler muligheder for, at krav om miljøinformation, herunder grønne regnskaber, kan bidrage til en forbedret miljøadfærd i industrivirksomheder. I specialet rejses spørgsmål om, hvorvidt interessentkrav til virksomhedernes miljøinformationer kan påvirke virksomhederne til i højere grad selv at regulere deres egne miljøforhold. Loven om grønne regnskaber anskues som et eksempel på dokumentation af visse miljøforhold i virksomheder. Aflæggelsen af grønne regnskaber er med til at øge virksomhedens viden om sine miljøbelastninger, og kan dermed anvendes som et redskab for virksomhedens interessenter til at stille krav og udnytte markedskræfter til at påvirke virksomhederne til en forbedret miljøadfærd. Rapporten fremlægger og diskuterer en teoretisk baggrund for at betragte loven om grønne regnskaber som et led i en udvikling af en "refleksiv ret", d.v.s. en reguleringsform, der tilstræber at understøtte selvregulering inden for delsystemer ved at de selv udfylder lovgivningens rammer og selv reflekterer over lovgivningens normer. Rapportens giver en redegørelse for tilblivelsen af og indholdet i loven om grønne regnskaber set i forhold til andre former for krav om kommunikation af miljøforhold. Gennem en interessentanalyse undersøges muligheder for, at banker, forsikringsselskaber, pensionskasser, myndigheder m.fl. har interesse i og magt til at påvirke virksomhederne til en forbedret miljøadfærd. Gennem analyse af en enkelt virksomhed og dens udvikling i såvel miljøadfærd som miljøkommunikation og krav til miljødokumentation fra dens interessenter udvikles et konkret grundlag for at vurdere sammenhænge mellem miljøadfærd og krav til dokumentation og kommunikation af miljøforhold fra interessenter. Rapporten er på 175 sider og 7 sider bilag

TEK

- SAM

FORLAGET

6 Roskilde University

P.O.Box 260

ISBN 87-7753-084-5 DK-4000 Roskilde

Denmark

Phone (+45) 4G 75 77 11 • Fax (+45) 46 75 44 03 • e-mail [email protected] Telex 4315É rucbibl dk

Anmeldelse af specialet: "Virksomheders miljøinformationer - Et projekt om virksomheders grønne regnskaber". Udarbejdet af Katrine Milman og Henriette Post. Vejledt af Inger Stauning og Jesper Holm.

Anmeldelse af hans Chr. O. Jensen, miljøchef i Roskilde Kommune: Specialet er interessant og velskrevet og kan med fordel læses af alle med interesse i virksomheders miljøinformationer og grønne regnskaber. Et af specialets kvaliteter er en grundig redegørelse for tilblivelsen af og indholdet i loven om grønne regnskaber. Herudover er der gennemført en interessentanalyse af hvilke krav f.eks. banker, investorer o. lign. stiller til en virksomheds miljøforhold. Specialet diskuterer mange problemstillinger, der er i forbindelse med grønne regnskaber, og sætter disse i forbindelse med en selvreguleringsstrategi. Specialet er velunderbygget med praktiske erfaringer fra en virksomhed, der har udarbejdet et grønt regnskab, hvilket medfører at virksomhedens erfaringer kan inddrages i de problemstillinger, der diskuteres.

Anmeldelse af Trine Damgaard. Brdr. Hartmann A/S: Miljøaspektet er de seneste år blevet en del af mange virksomheders overordnede forretningsstrategi, Miljø er blevet en konkurrenceparameter, og for en del danske virksomheder har denne ændring været medvirkende til forbedringer af miljøforholdene, der i flere tilfælde, som følge af konkurrenceforholdene, overgår myndighedskrav. Kommunikation af miljøforhold er væsentlig og helt afgørende for, om virksomhederne kan opnå miljørelaterede konkurrencefordele. Et kommunikationsmiddel som det grønne regnskab bør derfor indeholde information, der udover krav fra myndighederne - også opfylder kunder og finansielle interessenters informationskrav. Først herved kan virksomhederne vende kravet om udarbejdelse af grønne regnskaber fra en omkostning til en potentiel indtjening. De grønne regnskaber er således første trin i retning af en integration mellem miljø og økonomi. Som Katrine Milman og Henriette Post skriver: "De grønne regnskaber kan kritiseres for at befinde sig et sted i "ingenmandsland", og roses for at forsøge at nedbryde grænserne mellem 2 traditionelt adskilte fløje"

Virksomheders miljøinformationer - et projekt om virksomheders grønne regnskaber

Udarbejdet af: Katrine Milman og Henriette Marott Post Vejledere: Inger Stauning og Jesper Holm Specialerapport, Maj 1996

Roskilde Universitetscenter Institut for Miljø, Teknologi og Samfund

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 Indledning og problemformulering 1.0 Indledning 1.1 Problemafgrænsning 1.2 Problemformulering 1.3 Metode 1.3.1 Teori 1.3.2 Empiri 1.3.3 Case 1.3.4 Interviews 1.3.5 Metodekritik

4 4 7 9 10 10 11 12 14 14

Kapitel 2 Refleksive tendenser i miljøreguleringen 2.0 Indledning 2.1 Baggrunden for refleksiv rets udvikling 2.2 Refleksiv ret ifølge Giinther Teubner 2.3 Miljøreguleringen set i systemteoretisk perspektiv 2.4 Teori kritik 2.5 Opsamling på teori 2.6 Den historiske udvikling inden for miljøretten 2.6.1 Miljøbeskyttelsesloven fra 1973 2.6.2 Ændring af Miljøbeskyttelsesloven i 1986 2.6.3 Vedtagelse af miljøbeskyttelsesloven 1991

16 16 17 21 25 27 29 30 30 33 37

Kapitel 3 Loven om grønne regnskaber 3.0 Indledning 3.1 Historisk redegørelse for lovens tilblivelse 3.2 Formel beskrivelse af loven om grønne regnskaber 3.2.1 Udsættelse af det grønne regnskab 3.2.2 Offentliggørelse af de grønne regnskaber 3.2.3 Frivillige grønne regnskaber 3.2.4 Indsigelser imod det grønne regnskab 3.3 Indholdet i grønne regnskaber 3.3.1 Diskussion af anvendelsen af begrebet væsentligt 3.3.2 Konkurrencefølsomme oplysninger 3.3.3 Arbejdsmiljø 3.3.4 Opstilling af grønne regnskaber 3.4 Kritik af de grønne regnskaber 3.4.1 EMAS-forordningen 3.4.2 Miljøgodkendelser 3.4.3 Finansielle årsregnskaber 3.5 Opsamling og diskussion af grønne regnskaber

42 42 42 45 47 48 53 54 55 56 58 58 59 60 60 63 65 69

Kapitel 4 Interessenter i grønne regnskaber

73

Indholdsfortegnelse 4.0 Indledning 4.1 Opstilling af virksomhedens interessenter 4.2 Interessenter med en økonomisk interesse i virksomheden 4.2.1 Investorer 4.2.2. Långivere 4.3 Interessenter fra produktionskæden 4.3.1 Forbrugere 4.3.2 Industrien 4.4 Reguleringsmæssige interessenter 4.4.1 Centrale myndigheder 4.4.2 Decentrale myndigheder 4.5 Interessenter med andre interesser i det grønne regnskab 4.5.1 Rådgivende ingeniører 4.5.2. Revisorer 4.5.3 Miljøorganisationer 4.5.4 Lokale borgere 4.5.5 Forsikringsselskaber 4.5.6 Medier 4.6 Opsamling på interessenters informationsbehov

73 73 78 79 83 86 86 88 92 93 94 96 97 98 101 102 104 105 107

Kapitel 5 Analyse af Brdr. Hartmann A/S 110 5.0 Indledning 110 5.1 Præsentation af Brdr. Hartmann i Tønder 112 5.1.1 Markedsforhold 113 5.2 Produktionsbeskrivelse 116 5.2.1 Råvarer 116 5.2.2 Pulptilberedning 117 5.2.3 Støbeformen 117 5.2.4 Tørreovne 118 5.2.5 Farvning og etikkering af æggebakkerne 119 5.2.6 Maskinfabrikken 121 5.3 Brdr. Hartmanns miljømæssige historie 121 5.3.1 Ansøgning om frivillig miljøgodkendelse 121 5.3.2 Opstart af ny produktionslinie 123 5.3.3 Bygning af EXCO-hallen 124 5.3.4 Undersøgelser og forespørgsler fra Sønderjyllands Amt 125 5.3.5 Central prioritering af miljøarbejdet 127 5.3.6 Ansøgning om rammegodkendelse og udarbejdelse af miljøregnskab 128 5.3.7 Renere teknologi projekter 134 5.4 Hartmanns miljøinformation 137 5.4.1 Miljøinformation i årsregnskaber 137 5.4.2 Brdr. Hartmanns miljøstrategi 138 5.4.3 Deltagelse i møder, konferencer o.lign 141

Indholdsfortegnelse 5.4.4 Miljønyhedsbreve 5.4.5 Miljøregnskab 5.5 Delopsamling 5.6 Brdr. Hartmanns interessenter 5.6.1 Reguleringsmæssige interessenter 5.6.2 Interessenter fra produktionskæden 5.6.3 Interessenter med økonomisk interesse i virksomheden 5.6.4 Andre interessenter 5.7 Delkonklussion på casen

142 142 145 147 148 150 155 157 158

Kapitel 6 Diskussion og konklusion 6.0 Indledning 6.1 Diskussion 6.2 Konklusion

162 162 162 168

Litteraturliste

170

Bilag 1 Bekendtgørelse om visse godkendelsespligtige virksomheders pligt til udarbejdelse af grønt regnskab

181

Bilag 2 Miljøbilag for Brdr. Hartmann

182

Bilag 3 Spørgeskema, Dansk Pool for miljøansvarsforsikring

183

Bilag 4 Tidslinie for Brdr. Hartmanns miljøudvikling

184

Bilag 5 Kemikalier fra EXCO-hallen

190

Indledning og problemformulering

Kapitel 1 Indledning og problemformulering 1.0 Indledning Dette projekt handler om virksomheders miljøinformationer, og hvordan disse kan bruges til at offentliggøre miljøforhold til omgivende interessenter. Inspirationen til projektet bunder i en grundlæggende interesse for regulering af industrivirksomheders miljøforhold, og hvilke tiltag der kan medvirke til at nedbringe miljøbelastningen. I Danmark er aflæggelse af grønne regnskaber vedtaget ved lov, der er trådt i kraft pr. 1. januar 1996. Loven giver ca. 2000 virksomheder pligt til at aflægge grønt regnskab, der offentliggøres sammen med det finansielle regnskab én gang årligt. De udvalgte virksomheder er ifølge miljøstyrelsen blandt de potentielt mest miljøbelastende i Danmark. Grønne regnskaber skal ifølge Miljøstyrelsen bruges til, dels at oplyse offentligheden om forureningsgraden for de forskellige virksomheder, og dels at påvirke virksomhedernes holdning til miljøforhold. Vi mener, at vedtagelsen af loven om grønne regnskaber skal ses som udtryk for et stigende behov for informationer om virksomheders miljøforhold. Miljøinformationer kan have forskellige udformninger som f.eks. miljørapporter, grønne regnskaber, i årsberetninger o.lign. Udviklingen, som vi ser den i dag, viser et stigende behov fra den almene befolkning om at få oplysninger om, hvorledes virksomheder agerer miljømæssigt, og efter hvilke generelle principper virksomhederne producerer deres produkter. Forbrugere har herved sammen med medierne fået en magt, der ikke kan negligéers. Det er derfor i højere grad blevet virksomhedernes egen opgave at formidle informationer om produktionen ud til omverdenen. Fra myndighedernes side har en stor del af miljøreguleringen i de seneste år haft en overordnet målsætning om at finde en reguleringsform, der kan igangsætte en mere fremadrettet og kontinuert proces i virksomhederne, hvor virksomhederne får indarbejdet nogle metoder, der systematisk kan identificere de miljøproblemer, der eksisterer i produktionen. Ligeledes er der blevet fokuseret på det overordnede formål at få identificeret, hvor man samfundsmæssigt får "mest miljø for pengene".

Indledning og problemformulering Resultatet af den hidtidige regulering har vist, at en stor del af initiativet skal komme fra virksomhederne selv, hvis der skal skabes en fortsat udvikling af virksomhedens arbejde med miljøforhold, og hvis det skal være medvirkende til at ændre deres holdning til miljø. En holdningsændring opstår ikke alene ved, at virksomhederne overlades hele initiativet selv. Det er derimod vigtigt, at virksomheden bliver påvirket til at overveje deres miljømæssige forhold. Denne påvirkning kan dels komme fra myndighederne, men kan også komme fra virksomhedens markedsmæssige interessenter - f.eks. kunder, underleverandører o.s.v. Vedtagelsen af loven om grønne regnskaber betyder en ændring af de decentrale myndigheders forvaltningsmæssige rolle. Til trods for, at loven er en tilføjelse til miljøbeskyttelsesloven, medfører det ikke, at de decentrale myndigheder skal forvalte loven. Man har fra centralt hold valgt at springe et led over og regulere virksomhederne direkte. Dette betyder, at den viden, der er opbygget i de decentrale forvaltninger, ikke bliver anvendt ved denne lov. Mange vil hævde, at de decentrale myndigheders rolle i forbindelse med de grønne regnskaber burde have en kontrollerende funktion. Det er dog ikke fra Miljøstyrelsens side hensigten, at de decentrale myndigheder skal kontrollere regnskaberne, men blot bruge dem som et tilbud til at kvalificere tilsynsarbejdet. Vi ser miljøinformationer som en af de metoder, der fremover vil blive arbejdet meget med, da de bl.a. vil kunne bruges til at vurdere og evt. sammenligne virksomheders forureningsforhold. Disse oplysninger kan være til gavn for mange forskellige interessegrupper - ikke mindst myndighederne. Samtidig kan fremtidige og nuværende investorer have dels et taktisk/strategisk ønske om imagepleje og dels en økonomisk interesse i, om der er risiko for store udgifter til oprensning og lignende, der vil have indvirkning på virksomhedens drift og udviklingsevne. Ligeledes kan der være tilfælde, hvor aftagere af virksomhedernes produkter kan have interesse i deres underleverandørers miljøbelastning. Dette mener vi er en tendens, der vil blive mere udbredt i takt med, at flere virksomheder også på internationalt plan tilslutter sig miljøstyringsprogrammer, hvor det skal dokumenteres, at det er den mindst miljøbelastende underleverandør, der er valgt. Frivillig offentliggørelse af miljøinformationer vinder mere og mere frem internationalt, og er for nogle virksomheder blevet en væsentlig del af deres imagepleje. En - omend lille del - af den danske industri har ligeledes valgt at offentliggøre udvalgte dele af deres miljøforhold. Det er typisk i årsberetningerne i det finansielle regnskab, mens enkelte

Indledning og problemformulering virksomheder har valgt at udgive separate miljøredegørelser. Særligt den kemiske industri i Europa og Nordamerika har gennem de seneste år arbejdet meget med miljøredegørelser. Virksomheder, der frivilligt udarbejder miljørapporter, henvender sig hovedsageligt til markedet, da det må forventes, at de søger en konkurrencefordel ved at offentliggøre miljøinformationerne. I det hele taget udviser aktører på markedet større interesse for miljøinformationer, end det har været tilfældet tidligere. Dette ses bl.a. af den øgede omtale virksomheder får i medierne ved forholdsvis simple ændringer i produktionen, der medfører besparelser på vand og energi. Ved at anvende ordet "regnskab" i miljømæssig sammenhæng, kan konsekvensen være, at accepten vil være større blandt virksomhederne, da det er et begreb de kender fra de finansielle regnskaber. Vi ser dette som et forsøg på at få virksomhederne til at forstå hensigten med de grønne regnskaber, og dermed få dem til at udføre opgaven. Hvis der skal opnås et forbedret miljø skal virksomhederne erkende, at spild og emissioner er en økonomisk udgift. På længere sigt vil det dog være problematisk udelukkende at fokusere på økonomiske besparelser, da virksomheden i sit miljøarbejde når til et "mætningspunkt" og derved ikke kan optimere det eksisterende produktionsapparat yderligere. Når virksomheden har gennemført alle de umiddelbare besparelser, er det væsentligt at arbejdet og de læreprocesser, virksomheden har gennemløbet, ikke går tabt. De grønne regnskabers udformning bliver derfor vigtig for, at virksomhederne bliver opmærksomme på forhold omkring deres produktion, som de ikke allerede har overvejet. Loven om grønne regnskaber betyder, at der bliver tilføjet endnu et reguleringsredskab fra myndighederne. Grønne regnskaber kan være et reguleringsinstrument, der supplerer den øvrige miljøreguleringen og i særlig grad understøtter de blødere reguleringsmidler. De blødere reguleringsmidler bygger på at informere virksomhederne om miljøproblemerne og deres mulige løsninger således, at virksomhederne selv søger en løsning på problemerne. Den forståelse for miljøforhold, der opstår i virksomhederne gennem brug af de bløde reguleringsmidler, kan lægge op til øget selvforvaltning i virksomheden. Vi vil i vores problemafgrænsning forsøge at skitsere det rum, vi mener omgiver virksomhederne i forhold til miljømæssige krav og målsætninger. Dette vil vi se i forhold til myndighedernes interesser og de markedsmæssige aktørers interesse.

Indledning og problemformulering 1.1 Problemafgrænsning Vi har valgt at tage udgangspunkt i loven om grønne regnskaber, som er et udtryk for virksomheders miljøinformationer. Vi mener, at denne lov indeholder nogle forventninger til virksomheders måde at handle på, der ikke er tilstrækkeligt undersøgt. Vi mener med andre ord, at succes for de grønne regnskaber forudsætter, at virksomhederne selv handler og gør en indsats på miljøområdet. Vi vil i dette projekt arbejde med de potentialer, som vi mener, der er i loven om grønne regnskaber. Det vil vi gøre dels ud fra en interesse i den generelle udvikling i miljøreguleringen og dels i en interesse i, om de grønne regnskaber på sigt kan anvendes som en form for selvregulering. Selvregulering er et forholdsvist nyt begreb inden for miljøområdet, og det har været diskuteret, hvor selvregulerende virksomhederne skal være. Spørgsmålet er, hvordan og på hvilke præmisser myndighederne skal indgå i virksomhedernes selvregulering. Myndighedernes rolle set i et selvreguleringsperspektiv er at stille krav til de overordnede rammer for reguleringen. Vi mener dermed ikke, at myndighedernes rolle skal minimeres, men derimod ændres. Ændringen kan bestå i, at der bliver stillet flere rammekrav til virksomhederne, hvor virksomheden selv skal udfylde rammerne. Endvidere mener vi, at myndighederne stadig skal have en kontrollerende rolle omend i en anderledes form end nu. Ved selvregulering mener vi således, at myndighederne skal sætte de overordnede krav/rammer til virksomheden samtidig med, at virksomhedens interessenter efterspørger de specifikke miljøinformationer. Selvregulering kommer ind i det øjeblik, hvor miljømæssige krav fra myndigheder og andre interessenter medfører, at virksomheden selv begynder at overveje sine miljøforhold og handler for at forbedre dem. Andre virksomheder i produktionskæden kan ved at stille miljømæssige krav presse virksomheden til at tage initiativer på miljøområdet. Markedskræfterne bliver således en vigtig del af miljøreguleringen. En sådan regulering kræver, at virksomheden er opmærksom på og kan tolke, hvilke krav omgivelserne stiller. Kravene fra myndigheder og interessenter betyder, at virksomheden må målrette sine informationer udadtil. Offentliggørelse af miljøinformationer og i særdeleshed tvungen aflæggelse af grønne regnskaber kan - som konkurrenceparameter - være både et potentiale og en barriere på markedet alt efter virksomhedens miljømæssige præstationer. Ud fra et miljømæssigt

Indledning og problemformulering synspunkt kan grønne regnskaber således i kraft af offentligheden have et væsentligt potentiale som en effektiv metode til at synliggøre en virksomheds miljøbelastninger. Ved at en virksomhed bliver bevidst om og offentliggører sine miljøbelastninger kan der fremkomme incitamenter til at nedbringe miljøbelastningen. Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at forudsige, om de grønne regnskaber i fremtiden vil have størst effekt i forholdet mellem virksomhed og myndighed eller blandt de markedsmæssige aktører. Der er dog tendenser i retning af, at man fra de centrale myndigheders side ønsker et instrument, der understøtter de markedsmæssige mekanismer. En del af vores undersøgelse omhandler således spørgsmålet, om markedet kan påvirke virksomhedens miljøadfærd, og dermed skabe reelle miljøforbedringer ved, at virksomhederne ændrer deres miljøadfærd. Med ændret miljøadfærd mener vi, at virksomheden internaliserer miljøspørgsmål i modsætning til at betragte miljøforhold som en udefra kommende parameter, der udelukkende er omkostningsfuldt og ressourcekrævende. Endvidere mener vi, at ændringen skal forårsage en reel ændring i emissionerne fra virksomheden. Det vil sige, at vi ser 2 niveauer i en ændret miljøadfærd. 1) Har virksomhedens holdning til miljøforhold ændret sig? og 2) har denne holdningsændring medført ændringer i de faktiske emissioner? Spørgsmålet er, om miljøinformationer kan være med til at igangsætte denne ændring. Det er de færreste interessenter, der betragter naturen som værdifuld i sig selv og mener, at den skal beskyttes fra menneskelig forurening. De fleste betragter naturen i forhold til brugsværdien for mennesker og emissioner som en omkostning, dels i form af spildte råvarer og dels som en udgift til rensning. Disse holdninger er skarpt ridset op, men repræsenterer de grundlæggende forskelle mellem økonomi og økologi. Her kan således identificeres et konfliktfelt, idet virksomhedens interessenter normalt har en økonomisk og ikke en direkte miljømæssig interesse i virksomhedens produktion. Dette kan vise sig at være et væsentligt dilemma for de grønne regnskaber, da aktørerne på markedet hovedsageligt fokuserer på de økonomiske faktorer, hvor den grundlæggende holdning bag miljølovgivningen er, at naturen skal beskyttes fra forurening i videst muligt omfang. Her kan det være et problem, at de decentrale myndigheders rolle er nedprioriteret, da de netop må forventes hovedsageligt at repræsentere miljølovgivningens inter-

Indledning og problemformulering esser, og samtidig er det traditionelt myndighederne, der har haft informationer og værktøj til rådgivning og kontrol af virksomhederne. I projektet lægger vi vægten på, hvilke interessenter der har særlig interesse i virksomhedernes grønne regnskaber. De kan have deltaget som debattører, som brugere af de grønne regnskaber, som deltager i udviklingsprojekter eller ved direkte samarbejde med myndighederne omkring bekendtgørelsen. Med så forskellige interessenter i de grønne regnskaber bliver det en problematisk opgave at udstikke på en gang udførlige og generelle retningslinier, der kan dække både interessenternes informationsbehov og virksomhedens eventuelle eget behov for at offentliggøre miljøoplysningerne. Man har fra Miljøstyrelsens side valgt at udarbejde en bekendtgørelse for de grønne regnskaber, hvor det krævede indhold er begrænset til et minimum. Det er interessant at undersøge, om der kan dannes et selvregulerende system af virksomheden og dens interessenter, hvor krav fra interessenterne ikke alene medfører en holdningsændring, men også ændret miljøadfærd fra virksomhedernes side. Et væsentligt problem for effekten af de grønne regnskaber er, hvis ingen stiller krav til indhold, og hvis regnskaberne får lov til at fremstå uimodsagt og uden målsætninger. Vi er således nået frem til følgende problemformulering:

1.2 Problemformulering Hvorledes påvirker interessentkrav til virksomhedernes miljøinformationer herunder grønne regnskaber - virksomhedernes miljøadfærd? Som det fremgår af det ovenstående ønsker vi i dette projekt at arbejde med 2 centrale problemstillinger, der begge udspringer af loven om grønne regnskaber. Vi vil beskæftige os med følgende forhold: • Interessentkrav til virksomhederne herunder også myndighedskrav. • Ændret miljøadfærd evt. ved hjælp af selvregulering.

Indledning og problemformulering Vi ser interessentkravene til de grønne regnskaber som en væsentlig faktor til, at virksomhederne finder det væsentligt at kommunikere deres miljømæssige forhold ud til deres omgivelser. Interessentkrav kan i dette projekts sammenhæng komme fra 2 sider, myndighederne og de markedsmæssige aktører. I det ovenstående afgrænser vi os dermed fra opstille retningslinier for indholdet i de grønne regnskaber, da vi ikke vil se på de enkelte parametre, men samlet vurdere grønne regnskabers metoder og styrke som reguleringsinstrument overfor industrivirksomheder. Dette vil vi undersøge dels ud fra en generel analyse og dels ud fra en analyse af en case.

1.3 Metode Vi vil i det følgende redegøre for, hvorledes vi vil besvare vores problemformulering. Besvarelsen er delt ind i 3 områder, der omhandler; teori, empiri og sidst har vi valgt at arbejde med en case.

1.3.1 Teori Et af formålene med projektet er at forstå grønne regnskaber i en bredere samfundsmæssig sammenhæng. Dette skaber udgangspunkt for at vurdere de grønne regnskabers relevans som styringsmiddel. Vores vurdering af grønne regnskaber er, udover den konkrete analyse, baseret på en generel forståelse af de overordnede samfundsmæssige udviklingstendenser, der har betinget de grønne regnskabers vedtagelse. I valget af teori har det været afgørende, at der indgik en beskrivelse af de selvreguleringsmekanismer vi skitserer i afgrænsningen. Teorien skal dermed sætte os i stand til at forstå de samfundsmæssige mekanismer, der danner udgangspunkt for selvregulering. Vi ønsker dermed at få en indsigt i, hvad selvregulering indeholder på et teoretisk plan. Dette skal sætte os i stand til at vurdere potentialer og barrierer ved de grønne regnskaber, når de skal anvendes i miljøreguleringen. Teorien om refleksiv ret, der tildels er udviklet af Giinther Teubner, giver nogle overordnede bud på, hvorfor der finder en deregulering sted i samfundet på nuværende tidspunkt. Samtidig forsøger teorien at forklare skiftet fra høj grad af offentlig styret regu10

Indledning og problemformulering lering (målorienteret) til en form, hvor der er større grad af deregulering, hvor selvregulering har en væsentlig plads (procedural regulering). Vi vil dels undersøge teoriens forklaringsværdi, og undersøge om teorien kan bruges til at identificere væsentlige udviklingstendenser på miljøområdet. Endvidere ser vi, at grønne regnskaber er en form for kommunikation mellem forskellige parter med forskellige rationaler. Vi mener, at teorien ligeledes kan anvendes til forstå, hvordan disse forskellige rationaler indvirker på muligheder og barrierer for kommunikationen mellem parterne. Refleksiv ret skal således ikke bruges til at opstille en løsningsmodel, der kan forklare specifikke sammenhænge på virksomhedsniveau, men derimod til at undersøge forekomsten og karakteren af de overordnede skift i den miljøretslige udvikling, og dermed den samfundsmæssig udvikling i retning af selvregulering. Da virksomheden er en del af denne udvikling vil vi undersøge, hvordan denne samfundsmæssige forståelse kan sætte sig igennem på virksomhedsniveau. Vi mener, at refleksiv ret kan danne baggrund for at vise, om der er tendenser til selvregulering i miljøreguleringen af industrivirksomheder. Teorien skal således forklare, dels de overordnede samfundsmæssige reguleringstendenser, og i sammenhæng hermed hvilken regulering dette fordrer på det virksomhedsspecifikke område. Vi vil efterfølgende se på udviklingen indenfor det miljøpolitiske område og forholde dette til teorien. Vi vil skitsere, hvilke påvirkninger miljøområdet har været underlagt og sidst diskutere, om der er refleksive tendenser i miljøreguleringen. Her vil vi således forsøge at forholde de teoretiske overvejelser til den politiske/historiske udvikling indenfor miljøområdet.

1.3.2 Empiri I vores empiri-indsamling har vi valgt dels at undersøge selve lovgrundlaget for de grønne regnskaber, dels at undersøge hvilke krav interessenterne kan og evt. vil stille til de grønne regnskaber. Sidst vil vi inddrage en virksomhed, der har udarbejdet et grønt regnskab.

11

Indledning og problemformulering Beskrivelsen af den miljøpolitiske udvikling gør det muligt for os at identificere eventuelle refleksive tendenser, vi mener eksisterer i forbindelse grønne regnskaber. Gennemgangen af loven om grønne regnskaber vil således sætte os i stand til at vurdere, hvorledes grønne regnskaber som reguleringsinstrument skal anvendes af virksomhederne, for at disse bliver mere selvregulerende. Vi vil ud fra allerede eksisterende miljøinformationer, (miljøgodkendelser, finansielle årsregnskaber og EMAS-miljøredegørelser) undersøge, hvordan krav til disse informationsinstrumenter spiller sammen med loven om grønne regnskaber. Derud fra vil vi vurdere anvendeligheden af grønne regnskaber i forhold til den nuværende regulering af industrivirksomheder. Ud fra de krav, vi får identificeret ved gennemgang af loven, vil vi se, hvilke krav de forskellige interessenter må forventes at stille til virksomhedernes miljøinformationer. I forlængelse af gennemgang af bekendtgørelsens indhold vil vi undersøge, hvordan interessenternes ønsker til miljøinformationer stemmer overens med de lovmæssige krav. Kriterierne for udvælgelse af interessenterne afhænger af, hvilke grupper der har været involverede i udarbejdelse af bekendtgørelsen til de grønne regnskaber samt de interessenter, der kan påvirke virksomhedernes handle muligheder. Kapitlet om virksomhedernes interessenter indledes således med en identifikation af, hvilke grupper der kan have interesse i virksomhedens miljøinformationer og derigennem mulighed for at påvirke virksomhederne. En undersøgelse af disse interessenters krav vil give et billede af, i hvor høj grad der vil ske en forandring af reguleringen, hvor de markedsmæssige krav i højere grad bliver styrende for, hvordan virksomhederne forholder sig til miljømæssige forhold. Vi mener her, at det er vigtigt at få en diskussion af, hvilke af interessenterne, der vil kunne påvirke virksomhedens miljøforhold. Her vil vi tage udgangspunkt i de grønne regnskaber, fordi vi mener, at indholdet i disse vil afhænge meget af de krav, der kommer fra interessenterne.

1.3.3 Case For at undersøge ovenstående forhold mere konkret har vi valgt at arbejde med en virksomhed som case. Virksomheden er valgt for at kunne indfange de specifikke krav, der opstår i forbindelse med produktionskæden, da vi ikke kan analysere dette ud fra den 12

Indledning og problemformulering generelle interessentanalyse. Endvidere vil vi se på, hvorledes dette stemmer overens med kravene til grønne regnskaber, der er opstillet fra centralt hold. Derudover vil vi undersøge, om virksomheden har ændret deres miljøadfærd og -information som reaktion på krav fra interessenterne. Casen bruges derfor i projektet til belysning af de problemer, en virksomhed kan løbe ind i, i forbindelse med udarbejdelse af et grønt regnskab, og hvilke krav de specifikke interessenter kan stille. Ud fra disse overvejelser har vi opstillet følgende kriterier, der ligger til grund for valg af case: • Virksomheden skal være omfattet af loven om grønne regnskaber. • Virksomheden skal være miljøpositiv, fordi de dermed har en holdning til miljømæssige forhold. • Virksomheden skal have foretaget en miljøteknisk gennemgang af produktionen. • Virksomheden skal være i gang med eller allerede have udarbejdet et grønt regnskab. Ovenstående kriterier betyder, at vi har et datagrundlag at arbejde og analysere ud fra. Samtidig vil virksomheden have en holdning til, hvilke parametre de anser for relevante at medtage i et grønt regnskab. Virksomheden skal være miljøpositiv, da vi ellers kan risikere, at de ikke har afklaret deres holdning til, hvordan de skal håndtere deres miljøforhold. En miljøpositiv virksomhed vil alt andet lige kunne forholde sig til spørgsmål omkring grønne regnskaber, da de har arbejdet med miljøspørgsmål før. Det kan være vanskeligt at vurdere, om en virksomhed er miljøpositiv eller ej, da de fleste virksomheder vil prøve at fremstå som miljørigtige/positive. Vi mener dog, at vi ud fra det materiale virksomheden har offentliggjort og kendskab til branchens generelle problemer kan vurdere, om der er tale om en miljøpositiv eller -negativ virksomhed. Ud fra de opstillede kriterier har vi valgt at arbejde med virksomheden Brdr. Hartmann, der producerer æggebakker i støbepap.

13

Indledning og problemformulering 1.3.4 Interviews En stor del af projektet vil bygge på interviews, da omfanget af relevant litteratur er begrænset. Interview-metoden har været semi-strukturerede interview, hvor vi har forberedt alle spørgsmål i overordnede emneområder. Ved denne form for interviewteknik kan vi undervejs tilføje spørgsmål i relation til interviewpersonens svar. Dette giver os mulighed for at få nogle "uventede" svar, hvilket kan være nyttigt i vores undersøgelse, da emneområdet er så nyt. Gennem interview får vi ligeledes frembragt nogle holdninger til grønne regnskaber, der endnu ikke er offentliggjorte. Faren ved at anvende interviews i den udstrækning er, at der kommer mange personlige holdninger til kende. Det er således vores opgave at skelne mellem interview-personens private holdninger og holdninger fra den institution, som personen repræsenterer. Vi mener dog, at idet vi har relativt mange forskelligartede interessenter repræsenteret, kan vi få en nuanceret opfattelse af emnet, og der ud fra drage vores egne konklusioner. En del af kildeangivelserne er anonymiserede, da interview personerne ikke ønskede deres holdning kom til kende i en åben publikation. Vi er naturligvis bekendt med alle kilder og tidspunkt for interview.

1.3.5 Metodekritik I dette afsnit vil vi diskutere de problemer, der er ved at anvende den metode, som vi har beskrevet i det foregående afsnit. Dette er et projekt om, hvordan interessenter vil påvirke virksomheders adfærd på miljøområdet. Mange af interessenterne kan dog ikke forventes at have et indgående kendskab til miljøinformationer og deres udbredelse. Der er dog udkommet nogle få miljøredegørelser fra danske virksomheder, der dermed kan danne baggrund for de vurderinger interessenterne har. Metodisk kan dette være et problem, da interessenter således vil forholde sig til de få redegørelser der er udarbejdet, og dermed vil bruge dem som skabelon for deres vurdering. Vi vil følge vores casevirksomheds arbejde med det grønne regnskab på så tæt hold som muligt, og der ud fra se, hvilke problemer og potentialer dette arbejde indeholder. Dette kan give os problemer med, at vi ikke kan få lov at komme tæt nok på til at konkludere 14

Indledning og problemformulering entydigt. Dette er et problem, der tit opleves, når man som studerende forsøger at få interne oplysninger om virksomheder. Et lignende problem kan opstå, når vi skal interviewe casevirksomhedens interessenter. Vi har søgt at imødegå dette problem ved at kunne anvende baggrundsviden fra vores generelle interessentanalyse i de tilfælde, hvor vi ikke kan få specifikke oplysninger fra interessenterne. Et andet problem kan være udvælgelsen af én enkelt casevirksomhed. Denne kan være fundamentalt forskellig fra andre, og dermed ikke have nogen forklaringsværdi på et generelt niveau. Vi har ved udvælgelsen været opmærksomme på dette problem, der imidlertid altid vil være nærværende ved casearbejde. Vi har i vores arbejde valgt en bred tilgang til emnet, hvilket medfører at projektet i indhold bliver omfangsrigt i forhold til emnet grønne regnskaber. Dette betyder, at vi går i dybden med nogle områder, mens andre områder bliver mindre grundigt behandlet. Vi mener imidlertid, at det er vigtigt at få så mange aspekter med som muligt i forhold til, at det er et nyt område vi arbejder med, og at det kan være med til at nuancere den senere debat. Ligeledes mener vi, at der ligger en udfordring i at arbejde med et fremtidsorienteret problemstilling i modsætning til at skulle evaluere en allerede foregået handling, da vi mener, at der mangler en sådan analyse før loven om grønne regnskaber blev udarbejdet og implementeret. Endvidere mener vi, at det er positivt, at vores projekt kan være med til at påpege nogle af de områder, hvor der kan opstå problemer i forbindelse med implementeringen af grønne regnskaber. Vi mener dog, at vi med inddragelse af vores casevirksomhed, der har udarbejdet et grønt regnskab, kan opfange nogle af disse erfaringer.

15

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Kapitel 2 Refleksive tendenser i miljøreguleringen 2.0 Indledning Den begrænsede effekt af den førte miljøregulering har de seneste år givet anledning til en diskussion af, hvordan den fremtidige regulering bør være for at nedbringe miljøbelastningen fra industrien mest muligt. Ligeledes har der været en diskussion af, hvordan miljøproblemerne omsættes til et sprog således, at virksomhederne forstår og kan handle ud fra hensigten bag miljølovgivningen. Det kan indimellem være svært for virksomhederne at håndtere miljøproblemer, når omfanget af f.eks. miljølove bliver større og mere indviklede. Viden omkring hvordan og i hvilken grad industrien påvirker og dermed belaster miljøet stiger, og derfor er det nødvendigt at regulere yderligere. Reguleringen har traditionelt foregået ved at man på centralt plan vedtager love, der efterfølgende skal efterleves af forskellige grupper i samfundet. Desto større et lovgrundlag er inden for et enkelt område, desto sværere er det for den enkelte at efterleve. Kompleksiteten i lovgivningens omfang betyder dermed, at det reguleringsmæssige grundlag ikke virker efter hensigten. Spørgsmålet er, hvordan den fremtidige miljøregulering skal udformes, således at samfundet dels får løst de miljømæssige problemer, og dels får virksomhederne til at tage aktivt del i denne regulering. Vi mener, at denne diskussion skal ses på baggrund af, hvordan den generelle samfundstruktur fungerer. Hermed bør udgangspunktet tages i, hvordan reguleringen virker, og hvilke forhold der evt. kunne forbedre den nuværende regulering. Konflikten er ikke ny, men løsningsmulighederne på ovenstående problem, mener vi ligger indenfor, at virksomheden i højere grad bliver selvregulerende. For at belyse dette yderligere har vi valgt at anvende en teoretisk retning, der tager dette udgangspunkt. Refleksiv ret er et bud på, hvordan et samfund kan løse de reguleringsproblemer, der er opstået ved at den enkelte reflektere over, hvordan tingene skal løses. Baggrunden for at anvende refleksiv ret i dette projekt er, at denne teori kan give en forståelse for, hvordan den retslige og reguleringsmæssige udvikling er foregået. Vi vil specielt se på den retlige regulering i forhold til regulering af industrivirksomheders 16

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

miljøforhold. Den retslige udvikling set i et samfundsmæssigt perspektiv er interessant at analysere, da udviklingen danner baggrund for de reguleringsmetoder der findes i dag. Med udgangspunkt i Giinther Teubners artikel "Refleksiv ret - Udviklingsmodeller for retten i sammenlignende perspektiv" fra 1982 vil vi skitsere, hvilket grundlag denne teori er dannet på, med udgangspunkt i systemteori og kritisk samfundsteori. Endvidere vil vi skitsere, hvilke muligheder virksomheden har for at reagere på de refleksive tendenser i miljøreguleringen. Vi anvender systemteorien til at se på, hvad der sker når nye, anderledes rationaler bliver etableret i et allerede eksisterende system. Vi mener, at grønne regnskaber er udtryk for, at reguleringen forsøger at indtænke et nyt rationale i virksomhedens system, der er overvejende økonomisk. Dernæst vil vi tage fat på, hvordan refleksiv ret bidrager til diskussion af en ændret regulering. Endvidere vil vi undersøge, om miljøreguleringen i samfundet har aktualiseret anvendelsen af refleksiv ret i dag. Kapitlet er inddelt i 3 dele, der omhandler: • Baggrunden for refleksiv rets opståen • Miljøreguleringens refleksive tendenser • Hvilke forhold aktualiserer refleksiv regulering indenfor det miljømæssige område

2.1 Baggrunden for refleksiv rets udvikling Begrebet refleksiv ret har bl.a. den tyske jurist og retssociolog Giinther Teubner beskæftiget sig med. Teubner beskriver, hvilken udvikling retten har gennemgået. Denne udvikling har medført, at der har fundet en overregulring sted i samfundet, som dermed er endt i en styringskrise. Teubners teori bygger på arbejder fra dels 2 amerikanske forskere ved navn Nonet og Selznick ("Responsive Law"1), dels ud fra Jiirgen Habermas og Niklas Luhmann. Teubner forsøger gennem sammenstilling af ovenstående teoretikere at besvare følgende spørgsmål: Hvordan skal retten reagere på den krise der i dag er opstået, fordi samfundet er inde i en styringskrise?

1

Teubner mener, at "responsive Law" skal ses som et overgangsfænomen - et trin imod refleksiv ret [Born, Asmund m.fl., 1988] 17

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Teubners teori om refleksiv ret er et forsøg på at samle Habermas (kritisk teori), Luhmanns (neofunktionalistisk systemteori) og Nonet/Selznicks tanker sammen til én forståelse for, hvordan retten har udviklet sig. Teubner ønsker derigennem at komme med et bud på en ny form for ret, der dermed kan ændre reguleringsmetoderne, således at samfundets styringskrise bliver løst. Vi vil senere vende tilbage til diskussionen, om der eksisterer en styringskrise i samfundet, men først vil vi redegøre for, hvilke teoretiske grundantagelser teorien om refleksiv ret bygger på. Nonet/Selznick præsenterer en retlig udviklingsmodel, hvor de tager udgangspunkt i den indre dynamik i retten som samfundsmæssig institution frembringer 3 på hinanden følgende stadier i retsudviklingen; repressiv - ren legitimering af politisk herredømme, autonom - kontrollen med magten og rettens integritet udgør fremherskende orienteringspunkter, responsiv - læredygtig institution, der reagere sensibelt på sociale krav og menneskelige forhåbninger. [Teubner, Giinther, 1982, & Dalberg-Larsen, Jørgen, 1986] Habermas' udgangspunkt er eksistensen af styringskrisen i det kapitalistisk samfund i de vesteuropæiske velfærdstater. Habermas mener, at det kapitalistiske samfunds voksende modsætninger har skabt et behov for udbygning af den statslige regulering. [DalbergLarsen, Jørgen, 1986] Habermas' begrebsverden er bl.a. bygget op omkring en skelnen mellem system og livsverden, hvilket hænger sammen med hans forsøg på at opstille en ny forståelse af den kritiske videnskab om det sociale liv. En strategisk handlen (og rationalitet) er forbundet med systemet, og kan opdeles i en instrumentel mål/middel relation og en strategisk, hvori der også indgår et socialt element. [Hansen, Jacob, 1994] Habermas introducerer også den kommunikative rationalitet i livsverdenen. Dette er den rationalitetsform, der ligger til grund for dannelsen af den fælles livsverden. Eksempelvis er pædagogiske, kunstneriske og sociale områder blevet underkastet en bureaukratisk regulering, der fortrænger de processer, som giver mening for individet. Resultatet for det enkelte individ er en følelse af fremmedgørelse. [Dalberg-Larsen, Jørgen, 1986] Krisen kan overvindes ved en institutionalisering af ny kommunikativ rationalitet i de samfundsmæssige styringsprocesser. Teubners fortolkning af Habermas' forslag til forandringen er eksempelvis dannelsen af interne demokratiseringsmekanismer og participatoriske mekanismer i forskellige samfundsmæssige organisationer. [Teubner, Giinther,

18

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

1988] Med andre ord skal det enkelte individ tage ansvaret for sine egne handlinger, hvilket vil sætte vedkommende i stand til at forstå, nødvendigheden af samfundets regler og love. Luhmann tager sit udgangspunkt på systemniveau. Luhmanns centrale tese er, at det eksisterende samfund differentieres i en række sociale delsystemer, der medfører stigende samfundsmæssig kompleksitet, og den centrale regulering er dermed blevet uoverskuelig. Den centrale regulering har medført, at delsystemerne er blevet mindre integrerede i hinanden, og derfor mener Luhmann, at samfundet er endt i en styringskrise. Løsningen hos Luhmann er derfor, at statsmagten skal begrænse sit ambitionsniveau både kvantitativt og kvalitativt og specielt undlade at bruge retlig regulering eller økonomiske virkemidler i sine styringsforsøg. Hvis man bruger økonomiske virkemidler bliver samfundet ustabilt, fordi man herved fjerner ressourcer fra nogle delsystemer, der således hindres i deres selvregulering. [Dalberg-Larsen, Jørgen, 1986] Detailstyringen bør samtidig indskrænkes, hvilket vil medføre en generel omlægning af reguleringen. Luhmann mener, at der i delsystemerne på sigt vil skabes nogle mekanismer, der medfører opretholdelse af samfundet (reguleringen) gennem selvregulering indenfor de enkelte delsystemer. [Born, Asmund mil. (red. af) 1988] I den forbindelse opererer Luhmann med begrebet autopoiesis. Begrebet henviser til, at systemerne på sigt vil udvikle elementære regler - en slags basisregler. Idet hvert system har sine egne regler, kan de skelne sig selv fra de andre - hvad enten det drejer sig om livsform, samvittighed eller kommunikation. [Luhmann, Niklas, 1986] Systemerne består dermed af kommunikationer, der i højere grad forsøger at reproducere mulighederne for at referere til sig selv, fremfor at referere til omverdenen [Harste, Gorm, 1992]. Luhmann ser løsningen som en generel deregulering i samfundet, da han mener, at de enkelte sociale delsystemer på sigt vil opretholde deres egen regulering inden for deres eget delsystem. Dette betyder, at reguleringen både skal begrænses på centralt niveau og på decentralt niveau. Luhmann opfatter systemerne som enheder, der kommunikativt er lukkede, men informativt er åbne [Luhmann, Niklas, 1986]. Med dette mener han, at idet systemer informere behøver de ikke at forstå hinanden, de oplyser hinanden om, hvordan verden ser ud, set ud fra deres synspunkt. Derimod fordrer kommunikation, at systemerne anvender samme sprog og koder, og derved skaber et grundlag for en fælles forståelse og evt. fælles løsning. Systemernes interne kommunikation har ikke indvirkning på andre systemer.

19

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Dette betyder, at i det øjeblik et system vil kommunikere er det nødsaget til at vælge en form, der kan forstås af andre systemer. Dette kan sætte læreprocesser i gang internt i systemet, grundet de tilpasnings evner et system er i besiddelse af. Derimod forholder det sig anderledes hvis der udelukkende vælges at informere. Her kræver det ikke, at de andre systemer skal forstå, og dermed vil det sjældent sætte interne læreprocesser igang i systemet. Nonet/Selznick udleder en udviklingslogik af retssystemers "interne" variabler og deres indbyrdes interaktion. De ser retten som en autonom samfundsinstitution, hvis udvikling er resultat af dynamiske processer indenfor retssystemet selv og ikke blot en refleks af den almene samfundsudvikling. Hvor både Habermas og Luhmann bygger deres retsudviklingsteorier på den indflydelse "eksterne" samfundsmæssige variable har på retssystemet. [Teubner, Giinther, 1988] Habermas og Luhmann er således et europæisk modstykke til ovenstående amerikanere. Teubner mener, at ved at blande Nonet/Selznick, Habermas og Luhmann skabes der mulighed for at bygge en omfattende model for samvariation mellem interne og eksterne variable således, at man kan vurdere udviklingsmulighederne dels ud fra retten som en autonom samfundsinstitution, dels ud fra den samfundsmæssige udvikling generelt. Hermed mener Teubner at kunne udvikle en hidtil uset retstype [Teubner, Giinther, 1988]. Nonet/Selznicks tilgang tager således ikke højde for de forhold, der gør sig gældende i samfundet, men koncentrerer sig om retten som selvstændigt område. Vi mener, at ved at tage dette udgangspunkt tilsidesætter man at inddrage, hvordan samfundet reagerer på de retlige modeller, der bliver udviklet. Rettens udvikling vil til enhver tid være afhængig af, hvad der sker i det øvrige samfund eller sagt på en anden måde, retten er en del af det samfundsmæssige grundlag. Teubner forsøger således at bestemme både de samfundsmæssige faktorers indvirkning på retten og hvordan rettens egendynamik har udviklet sig. Derved mener Teubner at kunne forklare styringskrisens opståen, og samtidig se hvordan rettens indre forhold kan bidrage med løsninger på den styringskrise samfundet står i i dag.

20

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

2.2 Refleksiv ret ifølge Gunther Teubner Giinther Teubner påpeger problemerne i samfundet i forbindelse med materialiseringen af retten. Idéen med refleksiv ret er at opstille et alternativ til en materialisering af retten. Den materielle ret kendetegnes ved målorientering, hvor samfundets normer via retlige midler søges implementeret i samfundet [Teubner, Gunther, 1988]. Teubner opstiller en trefaset udviklingsmodel for rettens udvikling fra forrige århundrede og frem til slutningen af 1980'erne. Nedenstående skema illustrerer rationalitetsformer og dimensioner i den moderne ret: Figur 2.1 Rationalitets- og retsformer. Formel ret

Materiel ret

Refleksiv ret

Intern rationalitet

Regelorientering: Præcis angivelse af retsfaktum og retsfølge. Dogmatisk systemdannelse.

Målorientering: Formålsnormer vage standarder generelklausuler. Åben (topisk) argumentation.

Procedure orien tering: Refleksiv normering. Organisations-, procedure- og kompetancenormer. Selvregulerende systemers logik.

Norm rationalitet

Proskriptiv: Afgrænser autonomisfæren for private aktører.

Præskriptiv: Regulerer sociale procesesser direkte og resultatorienteret.

Facilitativ: Regulerer indirekte og abstrakt, social selv-regulering

Systemrationalitet

Retlige strukturforudsætninger for mobilisering og allokering af ressourcer i et udviklet markedssamfund.

Retsinstrumentet for velfærdsstatens politiske intervention. Korrektion af markedets mangler og kompensatoriske sociale forholdsregler.

Integrative funktion: Retlige proces- og organisationspræmisser for refleksionsprocesser indenfor sociale subsystemer.

[Teubner,Gunther, 1988]

21

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Teubner ser udviklingen som et forløb fra formel ret (regelstyring) til materiel ret (velfærdsstatslig styreform) til refleksiv ret (selvregulering). Vi anvender i dag i højere grad den refleksive ret i lovgrundlaget. Det er her vigtigt at pointere, at det ikke skal opfattes som at den ene retsform overtager den næste men derimod, at de bygger videre på hinanden. Den formelle ret svarer stort set til Nonet & Selznick's autonome ret, der eksisterede i midten af forrige århundrede og bliver opfattet som hævet over tidens politiske og sociale modsætninger, der anvendes objektivt og tilbageholdende på samfundets problemer [Dalberg-Larsen, Jørgen, 1986]. Den materielle ret skal ses som formålsorienteret og anvendes af staten som instrument til løsning af en række problemer der dels skyldes, at markedet er ude af stand til at regulere visse områder. Ved velfærdssamfundets indførelse blev staten intervenerende og gav retningslinier for, hvordan folk skulle opføre sig ved at opstille resultater og mål for den samfundsmæssige udvikling. Materiel ret er dog ikke nærmere bestemmende for handlemåder, men hovedsageligt orienteret imod målet og resultatet. Det er således en direkte regulering, der ikke opstiller krav/ønsker til procedurer som refleksiv ret gør. Ved refleksiv ret er der tale om en procedural regulering, der skal etablere rammer for løsninger af retlige problemer. Det kan diskuteres, om den refleksive ret bliver anvendt i dag. Vi mener, at der er tendenser, der peger i den retning. Den refleksive ret opstiller procedurer for, hvordan f.eks. virksomhederne skal handle, for derved at lade det være op til dem selv, på hvilken måde de når målet, bare de når det. Sanktionsmulighederne indenfor refleksiv ret er at tage materiel eller formel ret i brug. Som eksempel fra miljøområdet kan nævnes brancheaftaler, hvor de virksomheder, der deltager i aftalen, selv skal forestå forhandling om, og reguleringen af de samlede udledninger. Det er således kendetegnende for den refleksiv ret, at den er opbygget af normer rettet mod organisation, procedurer og kompetencer mere end de er rettet mod en indholdsmæssig adfærdsstyring [Born, Asmund m.fl. (red. af), 1988]. Refleksiv retsrationalitet kræver helt andre institutionelle ordninger og andre virkelighedsmodeller end en materiel orientering. Målet med den refleksive ret er i højere grad at få reguleringen til at rette sig mod de enkelte sociale grupper i samfundet og acceptere deres forskellighed. Det er Teubners hensigt, at delsystemer i et vist omfang får tildelt beslutningskompetence og derved bliver selvstyrende. Der må dog etableres statslige

22

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

mekanismer, der sætter de overordnede rammer for delsystemerne. [Teubner, Gunther, 1988] Både Habermas og Luhmann forklarer årsager til styringskrisen med baggrund i en systemtilgang. Habermas ser dog mere krisens opståen som en konflikt mellem systemog livsverden, da systemverdenen i større omfang overtager styringen for det enkelte individ i livsverdenen. Dermed ser Habermas individet som et vigtigt element i reguleringen af samfundet. Dette står i modsætning til Luhmann, der ikke inddrager individer i sine systemer. Luhmann og Habermas' løsninger på styringskrisen bliver derfor forskellige. Luhmann vil have mindre statslig indblanden, hvor Habermas mener, at hvis styringskrisen skal løses kræver det statslig indblanden. På den anden side mener de begge, at krisen opstår på grund af den enkelte ikke tager del i sit samfundsmæssige ansvar. Problemet er, som vi ser det, at Luhmann ikke inddrager individer og dermed kan tillægge systemerne nogle idealer, der ikke findes i virkeligheden. Teubner forsøger at kombinere Habermas individorienterede systemtilgang og Luhmanns systemorienterede betragtninger. Teubners anvendelse af begge ovenstående teoretikere muliggør, at han både kan diskutere overordende systemer uden individindhold og delsystemer med deltagelse af individer. Man kan vælge at fortolke det på den måde, at der eksisterer nogle overordnede samfundsmæssige systemer (økonomisk, politisk, retsligt, moralsk etc), der etablerer en fælles forståelse for de delsystemer, der er indeholdt i disse. Det skal forstås på den måde, at overordnet set har f.eks. det økonomiske system nogle koder, der sætter sig igennem ned til delsystemerne. På denne måde kommer individerne med i forståelsen på delsystem niveau. Vi skal gøre opmærksom på, at det er vores fortolkning af det, og at der i litteraturen omkring ikke findes nogle entydige fortolkninger. Refleksiv ret kan derfor finde sted på 2 niveauer: 1) Offentlig (ekstern) regulering af delsystemerne via rammelovgivning samt fastsættelse og håndhævelse af nogle overordnede samfundsmæssige mål. 2) Delsystemernes selvregulering, der foregår ved at delsystemerne selv udfylder lovgivningens rammer og understøttes til en forståelse af sig selv og sit samfundsmæssige virke, funktion og ansvar (selvreflektion). [Lorentzen, Pedersen og Thomsen, 1994]

23

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Denne inddeling kan oversættes til et mere konkret eksempel ved at sige at 1) henviser til miljøbeskyttelsesloven, der opstiller rammerne for reguleringen af virksomheder i kommuner og amter. Hvorimod 2) henviser til, hvordan de enkelte delsystemer vælger at modtage og reflektere over rammeloven. Systemerne kan f.eks være det økonomiske, politiske eller retslige system. Mere konkret er virksomheder delsystemer i det økonomiske system, hvor kommuner og amter ideelt set er delsystemer i det politiske og retslige system. Teubner har stort set samme tilgang til systemerne som Luhmann. Teubner ser således systemerne som uafhængige af hinanden med hver deres egenforståelse. Dette skal forstås således, at hvert system har deres egen autonomi. Det kan som eksempel være en virksomhed ( delsystem i det økonomiske system), der mener, at miljømæssige spørgsmål (delsystem i de politiske/retslige systemer) ikke har væsentlig betydning for de økonomiske områder, og derfor vælger ikke at handle, fordi virksomheden ikke kan eller ikke vil forstå informationen. De to delsystemer taler i dette tilfælde ikke samme sprog. Hvis situationen bliver således, at de 2 forskellige delsystemer identificerer fælles problem og en fælles målsætning, kan kommunikation mellem delsystemerne om det specifikke problem foregå. Teubner ser altså retsudviklingen som en proces. Udviklingen sker med baggrund i den styringskrise, der eksisterer i samfundet i dag. Hvis man skal forstå denne krise, er det nødvendigt at forstå de samfundsmæssige strukturer. De samfundsmæssige strukturer består i.flg. Teubner af forskellige systemer, der fungerer som selvstændige autonome systemer. Teubner mener, at disse systemer har deres egen inerti. For at komme styringskrisen til livs må der findes alternative styrings/reguleringsmidler. Dermed mener han ligeledes, at samfundet er på vej henimod den selvregulerende/refleksive retsform, og at denne retsform kan løse den opståede krise i velfærdssystemet. Det kan diskuteres, om systemerne kan opfattes som autonome, da de, som tidligere skrevet, er i stand til gensidigt at påvirke hinanden, hvis de kan definere fælles problem og målsætninger. Dermed vil de enkelte systemer altid sætte nogle rammer for hinanden. Et mere konkret eksempel ville være, hvis et økonomiske delsystem (f.eks. en virksomhed) skulle kommunikerer om miljømæssige forhold. Dette ville de gøre ud fra et økonomisk rationale, men de er dog blevet påvirket til at informere om miljø. Dette viser, at systemerne kan være autonome i deres forståelse, men i det øjeblik delsystemerne skal

24

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

informere andre delsystemer, må de ophæve deres autonomi. Vi mener imidlertid, at et delsystem altid eksisterer i et rum, hvor der er andre delsystemer tilknyttet. De vil gensidigt påvirke hinanden og derfor have svært ved at opretholde deres autonomi.

2.3 Miljøreguleringen set i systemteoretisk perspektiv I dette afsnit vil vi diskutere systemernes og delsystemernes indhold og rationale. Vi vil dermed forsøge at indplacere, hvordan systemerne opfanger og forstår miljøforhold. Her vil vi lægge vægten på den systemteoretiske tilgang, hvor pointen er, at forskellige systemer skal kunne reflektere over egne regler og dermed være understøttende for den offentlige regulering. Vi mener, at det er en nyttig baggrundsforståelse at være i besiddelse af, for at kunne skelne mellem de for skellige systemers hensigter. Selve den refleksive ret skal i denne sammenhæng ses som en forståelse for de interne refleksioner, der foregår i systemerne og kan medføre øget grad af selvregulering. Med vores problemstilling mener vi således at kunne identificere 3 overordnede systemer; • Det retslige system - ret/uret, lovligt/ikke-lovligt • Det politiske system - magt/ikke-magt • Det økonomiske system - penge/ikke-penge Indeholdt i hvert af disse systemer eksisterer det miljømæssige område. Det er således en økonomisk-miljømæssig rationalitet, en politisk-miljømæssig rationalitet og en retsligtmiljømæssig rationalitet. I det retslige system indgår miljø som det, at man overholder eller bryder lovgivningen. Det vil sige, at miljøspørgsmål ikke drejer sig om selve miljøbelastningen, men om man holder sig inden for miljølovgivningens rammer. I det politiske system indgår miljø ved tilstedeværelsen afmagt, der kan påvirke prioriteringer indenfor miljøområdet. Dette kunne f.eks. være tilfældet i høringsrunder eller forhandlinger, hvor vidt forskellige aktørers interesser skal repræsenteres. Her kunne det dreje sig om, hvilken magtposition den enkelte aktør havde.

25

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

I det økonomiske system vil miljø blive opfattet som en risikoparameter, hvor en for stor miljøbelastning kan medføre tab af penge. Miljømæssige spørgsmål har tidligere været, og er tildels stadig præget af, at vi skal beskytte naturen for menneskenes skyld. Dette budskab har virksomhederne i alt for ringe grad opfattet, som noget de skulle bekymre sig om.Virksomheder vil hovedsageligt være interesseret i, at økonomisere med deres forhåndenværende ressourcer, hvis det betyder, at de samtidig kan beskytte miljøet, er det en fordel, ellers ikke. Ovenstående er naturligvis en grov forenkling af, hvordan virkeligheden ser ud i dag. Men pointen er, at virksomhederne eksisterer i det økonomiske system og vil som en følge deraf som regel informere ud fra dette synspunkt. De vil således som hovedregel opfatte miljømæssige spørgsmål som en økonomisk risiko eller - potentiale. Vi mener, at der i hvert overordnet system eksisterer et rationale og en tankemåde, der bliver anvendt til bl.a. at træffe beslutninger ud fra. Denne kodificering kan som oftest sætte sig igennem til delsystemerne. Hvis man forestiller sig, at delsystemernes rationaler påvirker hinanden gennem information, bliver den efterfølgende opgave at få delsystemerne til at kommunikere (i denne sammenhæng=forstå) sammen på en hensigtsmæssig måde, hvilket de grønne regnskaber kan blive et eksempel på. Interaktionen mellem systemerne bevæger sig væk fra informationer og over imod kommunikation, med vedtagelse af lov om grønne regnskaber. Da man ved vedtagelse af denne lov forsøger at påvirke virksomhederne til at inddrage miljø i deres i forvejen eksisterende økonomiske system. På denne måde vil systemerne identificere forskellige problemer, men kan godt finde samme løsninger. Man forsøger med andre ord at definere miljøproblemer ud fra økonomiske rationaler ved at sætte lighedstegn mellem ressourcespild og økonomisk tab. Teoretisk set må virksomheder, der er underlagt en sådan lov, finde frem til, hvilke informationer der vil være til gavn i henholdsvis det økonomiske, det retslige og det politiske system. Anvendelsen af virksomhedernes information vil afhænge af, hvilket system der læser informationen, hvilket yderligere vil presse virksomheden til at forfine informationsredskabet; det grønne regnskab.

26

Refleksive tendenser i miljøreguleringen Både hvad angår udarbejdelsen af selve loven, og når den træder i kraft, er under stor indflydelse af den statslige regulering. Men selve forvaltningen af loven er op til de enkelte kommuner og amter samt virksomhederne og dens interessenter. Det er her vi ser, at der kan dannes en form for selvregulerende system. Spørgsmålet er, hvordan den selvregulering, der bliver beskrevet gennem refleksiv ret, vil sætte sig igennem i virksomhederne, og hvilken reaktion det kræver fra virksomhederne.

2.4 Teori kritik Teubners teori om refleksiv ret indeholder efter vores mening mange interessante og inspirerende betragtninger om regulering. Men da det er et forsøg på at beskrive nogle generelle tendenser virker teorien ofte noget uklar. Nedenfor vil vi redegøre for de væsentlige svagheder teorien har. Der opstår modsætninger, når Teubner forsøger at forklare løsningen på styringskrisen i sit arbejde med den refleksive ret. Habermas' anskuelser af samfundet bygger på en individtilgang, hvorimod Luhmanns tilgang i højere grad bygger på systemtankegangen. Teubner forsøger at samle disse to meget forskellige tankegange til én. Hans bud på løsningen af styringskrisen, finder han i refleksiv ret, der på mange måder har flest paralleller til systemteorien. Men det lykkedes ikke for Teubner at forklare, hvordan et system, herunder det retlige, kan kommunikere og sende impulser i et "lukket" system. Derfor står det uklart, hvordan rettens overordnede mål og procedurelle regler kan oversættes til en kommunikationsform, som delsystemerne kan forstå. Teubners forklaring af eller definition på delsystemer forekommer også meget mangelfuld, da han overtager Luhmanns betragtninger på dette område. På intet tidspunkt forsøger Teubner at afgrænse delsystemerne, hvilket gør det videre arbejde med delsystemer svært anvendeligt. En stor del af Teubners teori omhandler delsystemer, men forekommer som en noget upræcis omgåelse med begreberne. Det bliver ikke på noget tidspunkt i Teubners arbejde konkretiseret, hvad der menes med system og delsystem. Vi mener, at et delsystem skal opfattes som delsystemer, hvor der er konstitueret et fælles rationale, der ligges til grund for en fælles forståelse og en fælles kommunika-

27

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

tion. Dette er en meget overordnet definition, hvilket er nødvendigt, når man diskuterer systemer. Vi har tidligere været inde på, at vi opfatter systemer som inddelt i overordnede systemer og delsystemer. Denne definition betyder, at vi inddrager individer i delsystemerne, og vi dermed omdøber systemerne til nogle aflukkede enheder, der indeholder ensrettede aktørers holdninger. Vi mener dog, at man ikke kan se bort fra individer i systemerne, da der handles og der kan ikke ske nogen handling uden individer. Ligeledes kan et system isoleret set heller ikke informere eller kommunikere med andre systemer uden, at det indeholder individer. Ligeledes er det uklart, hvordan Teubner forholder sig til anvendelse af magt internt i delsystemerne. Teubner analyserer ikke magt- og indflydelsesforhold i forbindelse med anvendelsen af refleksiv regulering. Dette kan medføre, at der sker en styrkelse af de stærke parters interesse, hvilket medføre at svage gruppers interesser ikke vil blive varetaget. I forbindelse med miljøregulering vil industrien ofte sidde meget stærkt i en forhandlingssituation, fordi de har en økonomisk styrke og en beskæftigelsesmæssig indflydelse. Som vi tidligere har været inde på er refleksiv ret et forsøg på at udvikle en retsform, der kan løse de problemer, der ligger i at samfundet er i en styringskrise. Teubner bygger sin teori på nogle antagelser, der er udviklet af Nonet & Selznick, Habermas og Luhmann. Da Habermas og Luhmann har forskellige udgangspunkter for selve årsagen til styringskrisen, giver dette nogle problemer i forhold til Teubners anvendelse af disse tilgange. Teubners opfattelse af styringskrisen kan derfor være svær at identificere fuldstændigt, da det ikke bliver præciseret, om det er differentieringen i samfundet eller den kapitalistiske samfundsstruktur, der skyldes styringskrisen. Velfærdskrisen opfattes af Teubner som et mere eller mindre isoleret fænomen indenfor den retlige regulering. På denne måde overser han de økonomiske samfundsmæssige konjunkturer, der er af væsentlig betydning for udvikling af nye reguleringsformer. Vi ser ligeledes et problem ved denne tilgang, idet samfundet bliver delt op i for mange små enheder. Med dette mener vi, at Luhmanns bygger på den grundantagelse, at delsystemerne i samfundet kan regulere sig selv, og derved kan markedsmekanismerne erstatte reguleringen. Vi mener, at det er nødvendigt med en central styring på nogle områder, da

28

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

verden idag bliver stadig mere kompleks. Endvidere medvirker den stigende internationalisering til at reguleringen bør foregå på tværs af større enheder end et delsystem. Ovenstående problemstilling retter sig mest mod miljøområdet, da det her er nødvendigt at have både nationale, men også internationale målsætninger for nedbringelse af milj øbelastningen.

2.5 Opsamling på teori Vi har ovenfor beskrevet, hvordan Habermas og Luhmann hver især forstår årsagerne til styringskrisens opståen. Inden for miljøområdet mener vi, at en af årsagerne til styringskrisen skal findes i den specialisering, der foregår i samfundet. Produktionen bliver mere og mere specialiseret og dette kræver, at reguleringen og dermed lovgivningen må udvikle nye love og regler, der skal afhjælpe de problemer, der opstår i kølvandet på specialiseringen. Omfanget af regler bliver derfor mere komplekst og uforståeligt for den enkelte. Dermed kan der identificeres en styringskrise, da de områder, der bliver reguleret ikke altid forstår hensigten med regler og love. Baggrunden for, at tendenserne gik i retning af deregulering, skyldes mange forhold. Der var i perioden 1980 - 1990 en udbredt tanke om, at det offentlige apparat var for stort, og at det ville resultere i for store offentlige udgifter. Hvis vi i første omgang tager udgangspunkt i den udvikling, der allerede er foregået, kan man konstatere, at der i midten af 1980'erne var politiske strømme, der gav anledning til fokusering på regelforenkling i samfundet generelt. Dette skete også på miljøområdet, hvor der i midten af 1980'erne foregik et arbejde med at forenkle de love, der eksisterede indenfor miljøbeskyttelsesområdet. Vi mener dermed at kunne sige, at der eksisterer en reguleringskrise i samfundet. Vi mener krisen giver sig til udtryk ved, at reguleringen er blevet uoverskuelig for mange, men også at politikerne generelt har legitimeringproblemer overfor den samlede befolkning. Refleksiv ret er et bud på en løsninger til en anderledes måde at regulere på. I det følgende vil vi skitsere udviklingen inden for den miljøretslige regulering, og derved undersøge om miljøreguleringen har aktualiseret anvendelsen af refleksiv ret i dag.

29

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

2.6 Den historiske udvikling inden for miljøretten I det følgende vil vi ud fra den udvikling, der er sket indenfor det miljøpolitiske område, forholde det ovenstående til denne udvikling. Vi vil skitsere, hvilke påvirkninger miljøområdet har været underlagt og tilsidst diskutere, om der er refleksive tendenser i miljøreguleringen i dag. Vi vil først kort skitsere den udvikling, der har dannet grundlag for den miljølov vi har i dag.

2.6.1 Miljøbeskyttelsesloven fra 1973 Der har lige siden det industrielle gennembrud i slutningen af 1950'erne været et behov for forureningsbekæmpelse, da dette gennembrud betød en ændring i forureningen fra produktionen. I Danmark begyndte debatten i folketinget i 1964, hvor der af SF blev stillet forslag om nedsættelse af en kommission, der skulle undersøge forgiftnings- og forureningssager [Nue, Claus, 1980]. Dette blev dog afvist med henvisning til, at Hygiejnekommissionen var blevet nedsat samme år, og derfor kunne undersøge sådanne forhold. Miljødebatten i offentligheden startede i slutningen af 1960'erne, da man på dette tidspunkt blev klar over at industriens produktionsgrundlag medførte, at der var uforholdsmæssige store forureninger, der både truede mennesker og natur. Den øgede offentlige interesse for forureningsproblemerne medførte, at de statslige organer begyndte at arbejde aktivt med løsningsmodeller for miljøbeskyttelse. Dengang hørte miljøspørgsmål under indenrigsministeriet, hvor Hygiejnekommissionen var blevet nedsat til varetage revision af sundhedsvedtægterne og deres lovhjemmel. Under Hygiejnekommissionen var der rundt omkring i landet lokale Sundhedskommissioner. Denne struktur skulle ifølge indenrigsministeriet videreføres, dog med en øget beføjelse til de lokale Sundhedskommissioner. De lokale Sundhedskommisioner kunne imidlertid ikke påtage sig konkrete miljøsager, da deres kompetence ikke lå indenfor dette felt. Sundhedskommissionen kan sammenlignes med det vi i dag kender som embedslægen. Områder der var af mere global karakter (CO2 o.s.v.) blev ikke reguleret på dette tidspunkt. Indenrigsministeriet nedsatte i 1969 et såkaldt Forureningsråd. Der skete dog det, at kompetencen i dette råd blev større end hidtil foreslået, således at Forureningsrådet skulle tage sig af alle overordnede områder. Derfor blev Hygiejnekommissionens kompetence tilsvarende mindre. [Nue, Claus, 1980]

30

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Selve lovgivningsarbejdet om at opbygge en miljøbeskyttelseslov startede i 1968, hvor Hygiejnekommissionen og Forureningsrådet hver især skulle fremkomme med en betænkning til en måde at regulere industriens miljøforhold på. I 1971 blev ministeriet for forureningsbekæmpelse oprettet i forbindelse med et regeringsskift. Lovforslaget til den nye miljøbeskyttelseslov blev første gang fremsat i 1972, hvor det blev drøftet principielt. Senere i 1973 blev det genfremsat, og vedtaget med ikrafttrædelse i 1974. Danmark havde dermed fået sin første miljøbeskyttelseslov. Under forhandlingerne om loven havde væsentlige dele af det danske erhvervsliv og landbrugets organisationer deltaget. Landbruget koncentrerede sig om enkeltformuleringer i miljøloven og opnåede, ved at følge Industrirådet i de store spørgsmål, at få de fleste af disse afgjort til deres fordel, samtidig med at sætte sig stærkt igennem i de konkrete detaljer [Nue, Claus, 1980]. Idet at industrien og landbruget havde rimelig stor indflydelse på miljøbeskyttelseslovens udformning afstedkom, det efter vores mening, at følgende afvejningsprincip blev indført som formålsparagraf i miljøbeskyttelsesloven;" at afveje miljøforringelser overfor hvad der er teknisk og økonomisk rimeligt at forlange af virksomheder". Det fremgår af formålsparagraffen, at det ikke kun var miljøbelastningen, der skulle nedsættes, men det tillige var virksomhedernes fortsatte beståen, der skulle sikres. Miljøbeskyttelsesloven blev udformet som en rammelov. En rammelovs vigtigste karakteristika er, at forskellige høringsparter inddrages i udarbejdelsen af både selve loven og de tilhørende bekendtgørelser. Dette medfører ofte, at der indgås mange kompromiser og at bekendtgørelser og vejledninger bliver til på et meget bredt grundlag. Derudover giver en rammelov ministeren bemyndigelse til at gribe ind i selve reguleringen som den øverste myndighed. Ligeledes indgår der i loven en formålsparagraf, der skitserer et afvejningsprincip, der skal anvendes af den decentrale myndighed til at prioritere indsatsen. Loven byggede allerede dengang på "forureneren-betaler-princippet". I den danske ret viser det sig først og fremmest ved, at hele miljøbeskyttelsesloven går ud på at stille miljøkrav til virksomhederne, som selv må betale for at opfylde disse love, men ikke hvordan miljøkravene nærmere skal fastsættes [Moe, Mogens, 1992]. Lovgivningen i 1970'erne var karakteriseret ved, at man indførte planlægning som et vigtigt instrument i forureningsbekæmpelsen, da det herved var muligt at løse miljøproblemerne og samtidig undgå de meget ressourcekrævende behandlinger af enkeltsager. Vedtagelsen af miljøbeskyttelsesloven indebar, at der skulle være et effektivt administrativt apparat til bl.a. opstillingen af miljøkrav. Det gav mulighed for at fastsætte

31

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

generelle regler såvel som vejledende retningslinier for tilladelige emissioner. Der blev dannet et system med forhåndsgodkendelse af forurenende virksomheder og oprettet Ministeriet for forureningsbekæmpelse med Miljøstyrelsen som central myndighed og udlægning af decentrale funktioner til amter og kommuner. [Nue, Claus, 1980] Perioden efter ikrafttrædelsen af miljøbeskyttelsesloven var kendetegnet ved, at kommuner og amter blev sikret en større indflydelse på selve forvaltningen af de miljøpolitiske målsætninger. Dog kan man sige at decentraliseringsprincippet ikke sætter sig så kraftigt igennem, da flere forhold virker bremsende på decentraliseringen. Afvej ningsprincippet i formålsbestemmelsen var hæmmende, fordi den ikke indeholdt klare målsætninger. Dette betød, at de decentrale miljømyndighederne prioriterede indsatsen meget forskelligt fra kommune til kommune. Adgangen til klageinstanser var besværliggjort af, at de befandt og befinder sig på et centralt plan. [Pedersen, Jesper, 1990] Med miljøbeskyttelsesloven fra 1973 var myndighederne og dermed virksomheder tilbøjelig til at se forurening alene som et problem med for store koncentrationer af forurenende stoffer i forhold til omgivelser. I denne periode koncentrerede man sig således om at nedbringe forureningsmængden ved at fortynde sig ud af problemet. Denne politik skal dog ikke ses som den eneste på denne tid, da der fra starten også blev stillet miljøkrav, der var baseret på rensning. Problemet ved denne form for politik er, at miljøproblemet kan blive flyttet fra f.eks. ydre miljø til arbejdsmiljø eller, at f.eks. spildevand bliver til en anden form for affald spildevandsslam. Endvidere lagde det ikke op til at virksomhederne skulle overveje hvilke forhold, der specifikt var problemet i deres produktion. Der var ligeledes i Danmark og de øvrige vestlige lande en opfattelse af, at krav til nye virksomheder skulle fastsættes ud fra, hvad der kan opnås med den bedste tilgængelige teknologi (BAT)2. Ovenstående viser en reguleringsstrategi, der dels indeholder nogle overordnede retningslinier, hvor reguleringen i princippet skal foregå, der hvor forureningen befinder sig. På mange måder identisk med det vi har i dag, dog med visse ændringer. Det er i denne

2

BAT defineres senere (1987) som den "den teknologi, som er teknisk gennemførlig og økonomisk opnåelig for den pågældende virksomhedstype" 32

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

sammenhæng interessant at finde frem til, hvordan ovenstående rammelov blev forvaltet. Perioden er kendetegnet ved, at det var starten på et nyt politisk ressort område. Staten havde på dette tidspunkt erkendt, at markedskræfterne ikke alene kunne styre virksomheders miljøforhold. Derfor intervenerer staten på det miljøpolitiske område. Baggrunden for at indføre en lovgivning på det miljøpolitiske område kan skyldes mange forhold. Dels havde den miljøpolitiske indsats ligget spredt ud på mange ministerier, og der var derfor ingen umiddelbar sammenhæng i måden at regulere på. Dels havde både politikerne og offentligheden erkendt, at der var behov for øget regulering af industriens produktionsforhold, hvis der skulle tages hensyn til miljømæssige forhold. Vi mener, at miljøbeskyttelsesloven fra 1973 byggede på både formel retslig- og materiel retslig regulering, da loven havde indbygget et formål om, at der skulle ske afvejning mellem miljø og virksomhedens økonomiske formåen. Dette afstedkom, at myndighederne blev tvunget til at regulere på enkeltstoffer ved f.eks. at fokusere på grænseværdier og rensning ved rensningsanlæg uden for virksomheden, og ikke på hele virksomhedens samlede forureningsforhold. Ligeledes blev der i denne periode udarbejdet mange nye love, der skulle regulere den stadig mere komplekse udvikling i samfundet.

2.6.2 Ændring af Miljøbeskyttelsesloven i 1986 Arbejdet bag den nye miljøbeskyttelseslov (1991) startede allerede omkring 1977. Forslaget kom fra Miljøstyrelsen, men bl.a. fordi industrirådet protesterede imod inddragelse af begrebet genanvendelse og udvidelse af miljøankenævnets indstillings- og klageberettigede organisationer blev revisionen udskydt 3 år [Pedersen, Jesper, 1990]. Først i 1985 bliver der nedsat en arbejdsgruppe til at starte en revision af den gamle miljøbeskyttelseslov. Arbejdsgruppen har 2 overordnede problemstillinger at arbejde ud fra: • Behovet for forenkling, idet der på dette tidspunkt er sket en stadig stigende opbygning af cirkulære, vejledninger m.m. Dette gjorde, at der var svært at opfølge de miljøpolitiske målsætninger. • Behovet for forbedring og videreudvikling af de miljøpolitiske styrings- og reguleringsmidler. [Pedersen, Jesper. 1990]

33

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Disse to problemstillinger karakteriserer netop udviklingen i starten af 1980'erne inden for miljøområdet. Her forsøges at forbedre det retslige grundlag for den miljøpolitiske indsats. Igangsættelse af det første Udviklingsprogrem for Renere teknologi (URT) i 1987, var det første ambitiøse forsøg på at udvikle en mere fremadrettet og præventiv miljøregulering. Her lægges der op til at begrænse forureningen ved kilden og adskilte sig derved klart fra den hidtidige miljøindsats, der overvejende havde været baseret på fortyndings- og filterløsninger. [Miljøministeriet, 1986] Perioden i starten af 1980'erne var karakteriseret ved, at bl.a. politikere og embedsmænd så småt begyndte at erkende, at miljøpolitiske forhold vejer tungere end tidligere. Miljøpolitiske forhold er ikke længere kun enkeltstående problemområder, men indgår som en parameter i mange beslutningsgrundlag inden for de øvrige politikområder. I 1985 bliver der således rejst en forespørgselsdebat i folketinget angående regeringens prioriteringer i miljøpolitikken. Senere i 1986 fremkom miljøministeriets redegørelse om en prioriteret handlingsplan på miljøområdet. Her nævnes, at prioriteringerne skulle foregå på en sådan måde, at sammenhængen mellem miljø og økonomi blev mere synlig. Et eksempel er Miljøstyrelsens udviklingsprogram for renere teknologi 1986-89. Afvejningsprincippet i miljøbeskyttelsesloven blev revideret, nu skulle der alene lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens påvirkning på disse. Det blev herved muligt at vægte de miljømæssige overvejelser ligeså højt som de industrielle interesser. Ændringen indebar, at virksomhedernes miljøgodkendelser kun dækkede en periode på 8 år, i modsætning til tidligere i 12 år. Yderligere fik myndighederne efter 1986 mulighed for at gå ind og revidere de fastsatte vilkår inden de 8 år var udløbet. Endelig medførte revisionen, at der blev åbnet mulighed for en vurdering af, hvordan den anvendte teknologi kunne indgå i virksomhedernes miljøgodkendelser. Det juridiske omfang af miljølovgivningen betyder, at det griber ind i andre politik områder, og dermed får en anden og ny betydning i reguleringen. Endvidere bliver miljøproblemerne defineret bredere og mere overordnede, hvilket kræver løsninger, der tager afsæt på nationalt eller internationalt plan. Sidst er der flere interessegrupper og -organisationer, der bliver indblandet i den miljøpolitiske debat. Indblanden fra mange forskelligartede aktører medfører, at lovgivningen må tage flere samtidige hensyn.

34

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

De decentrale myndigheder havde op igennem 1980'erne haft svært ved at leve op til deres tilsynspligt og dermed forvaltningen af miljøbeskyttelsesloven. Dette blev ændret mærkbart i forbindelse med vedtagelse af vandmiljøhandlingsplanens i 1987. Her vedtog man ikke alene handlingsplanen, men man vedtog også at miljøbeskyttelsesloven skulle overholdes [Moe, Mogens, 1992]. Dette fik både kommuner og amter til at indse at tilsynsopgaverne var blevet alvorligt forsømt. Både amter og kommuner udvidede i de følgende år deres personale i miljøafdelingerne væsentligt. Samtidig blev amterne i 1987 den eneste miljømyndighed for de større virksomheder og de kommunale anlæg. I slutningen af 1980'erne foregik der bl.a. på grundlag af debatoplægget "Enkelt og Effektivt" overvejelser om, hvordan miljøreguleringen kunne tilrettelægges på en mere hensigtsmæssig måde. I "Enkelt og Effektivt" blev stillet spørgsmålstegn ved effekten og legitimiteten af kontrol og regelregulering. En øget brug af selvregulering gennem ansvarliggørelse opfattedes som en del afløsningen på miljøreguleringens manglende effektivitet. [Miljøministeriet, 1988] Det var fra Miljøministeriets side meningen, at "Enkelt & Effektivt" (1988) skulle blive starten på en længere proces, hvis mål var udformning af et nyt retsligt grundlag for miljøpolitikken. Hovedpunkterne i "Enkelt & Effektivt" var: • En betydelig afregulering på miljøministeriets område. • Brugen af økonomiske reguleringsmidler skulle udbygges • Decentraliseringen både i planlægningen og i enkeltsagsbehandling skulle videreudvikles. [Miljøministeriet, 1988] En af grundene til, at ovenstående blev diskuteret i denne periode var, at udgifterne til miljøbeskyttelsen var steget kraftigt. Derfor skal redegørelsen ses som et signal på den samfundsøkonomiske ansvarlighed udtrykt gennem hensyn til den offentlige udgiftspolitik, hensynet til virksomhedernes konkurrenceevne og hensynet til betalingsbalancen [Pedersen, Jesper, 1990]. Udgifterne til miljøbeskyttelse steg grundet den kendsgerning, at området slet ikke havde været prioriteret i mange år, hvilket er lig med brug af mindre ressourcer på området. Da miljøområdet fik større betydning fra midten af 1970'erne medførte dette ligeledes en stigning i omkostningerne på miljøområdet. Derfor mener vi, at det fra regeringens side var et spørgsmål om at (ned)prioritere miljøområdet, ved at hævde at udgifterne var blevet for høje.

35

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Et eksempel på den foreslåede regelforenkling sås i 1989, hvor Miljøministeriet fremsatte 4 nye love; Lov om miljøbeskyttelse, Lov om naturbeskyttelse, Lov om planlægning og Lov om vandløb. Disse love skulle erstatte 23 eksisterende love. Fælles for disse love var, at de skulle være med til at forenkle myndighedsstrukturen således, at staten var ansvarlig for de overordnede spørgsmål, amtsrådet stod for det åbne land og kommunerne skulle bl.a. administrere by- og sommerhusområder. I 1991 blev Miljøbeskyttelsesloven, Loven om planlægning og senere Naturbeskyttelsesloven vedtaget. Vandløbsloven blev derimod opgivet, hvilket skal ses ud fra at Vandmiljøhandlingsplanen tidligere var blevet vedtaget i 1987. Resulatet af regelforenklingen indenfor miljøområdet var, at der blev færre love, men at lovene i langt højere grad lagde op til en decentral fortolkning. Regelforenklingen indenfor miljøområdet har fået et nyt mål ved, at fortolkningen ligger hos tilsynsmyndighederne og dermed bliver regelomfanget ikke nødvendigvis mindre, men kompetencen bliver blot flyttet. Således kunne man lade det være op til kommunerne og amterne at prioritere miljøindsatsen. Ydermere kunne man uddele ansvaret i mindre enheder, og derved få de decentrale myndigheder til føle større ansvarlighed. Udviklingen i retning af en regelforenkling foregik på andre områder end på miljøområdet. I 1988 fremkommer den daværende regering med en redegørelse, der generelt tager sigte på decentralisering, afbureaukratisering og privatisering inden for hele den offentlige sektor [Statsministeriet, 1988]. I perioden fra 1980 til 1990 fokuserede politikerne på, at der skulle ryddes op i det offentlige system, da det var for dyrt at have et offentligt apparat, der var for stort. Dette kan ses som et forsøg på regelforenkling på et overordnet plan. Men i princippet betød lovene, at der skulle udarbejdes bekendtgørelser og vejledninger, der skulle udstikke overordnede målsætninger. Derfor er det umiddelbart svært at indplacere perioden i vores tidligere definerede retsområder. Der er dog en overvejende tendens til, at lovgivningen fastsætter de overordnede retningslinier, og derved lader det være op til de decentrale myndigheder at prioritere og udfylde hvordan loven skal fortolkes. Vi mener dermed, at denne periode kan kategoriseres som værende et sted imellem materiel retsligt og procedural retslig regulering. Perioden er ligeledes karateriseret ved at selve reguleringsgrundlaget søges ændret idet at diskussionen omkring renere teknologi startes (URT). Denne prioritering i miljøpolitikken, ser vi som et forsøg på at lægge større beføjelser ud til virksomhederne og kan dermed ligeledes betragtes som en tendens i retning af procedural regulering. I URT blev virksomhedsøkonomiske hensyn tillagt en

36

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

sandsynlig barriere for anvendelse af renere teknologi. I årene efter URT's opstart opstod der gradvis en forventning om, at optimering af produktionsprocesserne i mange tilfælde kunne være en fordel både for miljøet og for virksomhedens økonomi [Miljøstyrelsen, 1995]. Slutningen på 1980'ernes miljøpolitik ser vi derfor som værende på vej mod nye reguleringsmetoder, hvor der tænkes mere helhedsorienteret, hvilket den nye miljøbeskyttelseslov (1991) er et tydeligt bevis på.

2.6.3 Vedtagelse af miljøbeskyttelsesloven 1991 Ved vedtagelse af miljøbeskyttelsesloven i 1991 blev en lang række forhold ændret i forhold til tidligere. Som de vigtigste ændringer kan nævnes, at renere teknologi blev nævnt i formålet med loven, forholdet mellem miljø og økonomi skulle vægtes anderledes og specifikke aftaler inden for brancher blev indarbejdet i loven. Med vedtagelse af miljøbeskyttelsesloven (1991) valgte man at inddrage mange af de tidligere målsætninger i handlingsplaner og lignende i selve loven. Et af lovens formål var "at fremme anvendelse af renere teknologi" og videre i § 3: "at man ved administration af loven skal lægge vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af mindst forurende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst mulige forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi" Idet loven i højere grad fokuserede på renere teknologi blev der således ændret strategi i forhold til tidligere regulering. Ændringen bestod i, at der blev lagt op til en blødere form for regulering på det miljøpolitiske område, hvor der bruges redskaber som dialog, samarbejde, aftaler o.s.v. Ligeledes får virksomhederne bedre mulighed for selv at gøre en indsats på miljøområdet ved, at de i samarbejde og dialog med myndighederne kan vurdere deres teknologiske muligheder. Ved anvendelsen af begrebet renere teknologi tages der udgangspunkt i, at den hidtidige regulering har slået fejl på nogle områder. Det bliver klart for myndighederne, at virksomhedernes forurening ikke bliver formindsket ved at bygge højere skorstene. Derimod bliver det nødvendigt at undersøge, hvorfra forureningen stammer og forebygge tættest muligt på kilden, hvilket er hovedprincippet i renere teknologi.

37

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

Anvendelsen af renere teknologi betyder dog ikke, at alle miljøproblemer bliver løst, men giver derimod en del af virksomhederne et andet syn på miljømæssige problemstillinger. Virksomhederne kan i højere grad forstå det budskab, der ligger i lovgivningen, da de ser nogle muligheder for at spare nogle penge ved at gennemgå produktionsudstyret. Myndighederne har ligeledes med renere teknologi fået et nyt redskab til at regulere ud fra. De kan dog ikke kræve anvendelse af en bestemt teknologi grundet den private ejendomsret, og det faktum, at myndighederne i givet fald ville være ansvarlige, hvis teknologien viser sig ikke at virke efter hensigten. For at fremme anvendelsen af renere teknologi og smidiggøre administrationen blev der med den nye lov indført en række styringsmidler såsom miljøaftaler, miljørevision og miijømærkeordning. Desuden blev det muligt at anvende adfærdsstyring ved at bruge økonomiske styringsmidler som f.eks. afgifter. Netop denne reguleringsform med at samarbejde er interessant, fordi den sætter nogle andre krav til både virksomheden og myndigheden. Samarbejde eller udbyggelse af samarbejdet er svært at implementere, da man skal ind og ændre de traditionelle kommandoveje. Det kræver nytænkning fra både virksomhed og myndighed, og kan nogle gange betyde, at myndigheden kommer i et dilemma mellem dels at være kontrollør dels at være servicepartner. I de seneste år har der i forlængelse af miljøbeskyttelsesloven foregået en udvikling, hvor industrien i højere grad fokuserer på miljøstyring med efterfølgende certificering. Miljøstyring er et anderledes redskab i reguleringen, da virksomhederne selv i højere grad sætter dagsordenen for, hvilke miljøtiltag de vil prioritere. Myndighedernes rolle bliver i denne forbindelse kvantitativt begrænset, da de i større udstrækning skal fungere som sparringspartnere i forhold til regulering af virksomheden. Med den udvikling, der hidtil har kunnet identificeres på det miljøpolitiske område, er der en tendens til, at myndighederne får en mere tilbagetrukket rolle, hvor de i højere grad skal opstille de overordnede retningslinier for virksomhederne, og virksomhederne selv skal forestå udviklingen af mindre miljøbelastende produktionsforhold. Hvis myndighederne skal have denne mere tilbagetrukkne rolle, stiller det krav til virksomhederne om, at de skal styre større dele af miljøarbejdet internt i virksomheden i kraft af de produktionmæssige tilhørsforhold til produktionskæden.

38

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

I 1995 blev miljøbeskyttelsesloven ændret ved, at der blev tilføjet en ekstra paragraf; udarbejdelse af grønt regnskab. Loven har fra centralt hold den primære hensigt at skulle informere den interesserede offentlighed, og som en følge heraf få virksomhederne til at ændre holdning til miljømæssige forhold. Holdningsændringen skal ske ved, at få virksomhederne til at overveje deres ressourceforbrug og emissioner og dermed selv arbejde på at nedbringe dem. Vedtagelsen af loven om grønne regnskaber betyder, at der fokuseres på områder, der vedrører de interne rutiner i virksomheden. Som tidligere beskrevet har myndighederne manglet viden om, hvad der foregår inde i virksomhederne. Med loven om grønne regnskaber kan det blive lettere for tilsynsmyndigheden at se udviklingen i ressourceforbrug og emissioner fra den enkelte virksomhed. Derudover giver loven om grønne regnskaber ikke nogle oplysninger, som myndighederne i forvejen ikke har adgang til. Denne form for regulering er i høj grad et forsøg på at få virksomhederne til at ændre adfærd og ikke som tidligere i 1970'erne og 1980'erne en direkte regulering af deres udledninger. Samtidig med, at myndighederne kan anvende denne information, er der andre interessenter omkring virksomheden, der kan vurdere, hvordan virksomheden agerer i forhold til deres miljøforhold, og derudfra stille krav til virksomhedens miljøforhold. Med denne reguleringstype mener vi, at der ønskes en større grad af refleksion internt i virksomhederne. Virksomheden skal kunne forholde sig til stadig flere interessenters krav, det være sig både miljømæssigt, økonomisk, etisk m.m. Det bliver nødvendigt for virksomheden at reflektere over, dels kommunikationen og dels informationen til omgivelserne. I Miljø- og Energiministeriets natur- og miljøpolitiske redegørelse fra 1995 lægges der bl.a. op til en ny strategi indenfor regulering af indstrivirksomheder. Her fremlægges en strategi, der tager udgangspunkt i produkternes miljøbelastning. Baggrunden for denne strategi er, at man fra de centrale myndigheders side ønsker at fokusere på en lang række af de uløste globale miljøproblemer. Ved at se på produktets miljøbelastning fremfor den enkeltes produktions miljøbelastning ændres fokus fra lokal miljøpolitik til regional/global miljøpolitik. Samtidig kommer der nogle andre aktører ind i forhold til reguleringen af virksomheders miljøforhold. Således bliver reguleringen ikke alene myndighedernes opgave, men også flere aktører på markedet, hvilket ifølge miljømini-

39

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

steriet vil sige industrien, arbejdstagere, de lokale myndigheder, finanssektoren, importører, detailhandlen og forbrugerne. Udarbejdelsen af produktorienteret strategi er dog kun i sin begyndelsesfase, og skal derfor kun tages som en tendens. Udviklingen i retning af at fokusere på produktets miljøbelastning kan ses som et eksempel på, hvilken retning miljøpolitikken bevæger sig samt, hvilke reguleringsinstrumenter der kan forventes fremover. Med produktorienteret miljøstrategi og grønne regnskaber mener vi, at der er skabt et ændret grundlag for reguleringen, da staten i begge tilfælde udstikker de overordnede retningslinier og den regulerede part skal forholde sig aktivt til disse retningslinier. Dette betyder at statens rolle bliver mere tydelig, men betyder samtidig også at reguleringen foregår mere direkte mellem central myndighed og den enkelte virksomhed. Dette betyder, at de decentrale myndigheder får en mere administrativ rolle i forhold til reguleringen. Disse nye instrumenter har således aktualiseret, at virksomhederne i højere grad bliver selvregulerende. Der opstilles nogle rammebetingelser for virksomhederne på miljøområdet, hvor de skal optage disse rammebetingelser i deres delsystem, og kunne fortolke dem til deres eget sprog og koder. Vi mener, at dette viser sig tydeligt i loven om grønne regnskaber, da man forsøger at få virksomhederne til at se loven som et vigtigt instrument ved at anvende sproglige paralleler til økonomiske regnskaber. Samme konklusion kan knyttes til udviklingen af den produktorienterede miljøstrategi. Her anvendes en traditionelt markedsøkonomisk betragtning - produktionskædens udbud og efterspørgselsmekanismer - til at anskueliggøre overfor virksomhederne, at der gælder de samme spilleregler indenfor miljøområdet. I fremtiden vil det således være interessant at se på hvordan disse virkemidler fungerer om virksomhederne er i stand til at tolke det miljømæssige budskab, der ligger implicit i disse reguleringsformer. Et andet og ikke uvæsentlig spørgsmål i denne forbindelse er, hvordan de øvrige aktører på markedet vil reagere og hvilke miljømæssige krav de i så fald vil stille til virksomhederne. Dette kan blive afgørende for den miljømæssige gevinst i fremtiden. Vi har med gennemgangen af den miljøpolitiske udvikling forsøgt at beskrive en udvikling, hvor den procedural retslige regulering er blevet en større del af den miljøregulering,

40

Refleksive tendenser i miljøreguleringen

der foregår i dag. Som vi tidligere har været inde på er udviklingen i retten ikke et spring fra det ene til det andet, men mere en proces, der viser de forskellige udviklingstrin. Der er således stadig materiel retslig regulering i den danske miljølovgivning. Vi mener ikke, at udviklingen er entydig, men der har under gennemgangen vist sig nogle tendenser, der anskueliggøre at denne udvikling er igang. Vi kan tydeligt identificere, at regelområdet på miljøområdet i midten af 1980'erne havde fået et så stort omfang, at der blev taget initiativ til en deregulering og decentralisering. Dette har ikke betydet, at selve omfanget af regelområdet er blevet mindre. Derimod har det betydet, at reguleringen i dag finder sted på et andet niveau end tidligere. Reguleringen foregår nu i højere grad på selve virksomheden, hvor de overordnede centrale rammer sætter retningslinierne. Dette kan betyde, at virksomhederne bedre forstår den tilsigtede hensigt med lovene, og dermed i større udstrækning retter sig efter dem. Vi vil i det følgende forsøge at uddybe dette synspunkt yderligere ved at sætte den miljøpolitiske udvikling i forhold til loven om grønne regnskaber.

41

Loven om grønne regnskaber

Kapitel 3 Loven om grønne regnskaber 3.0 Indledning Dette kapitel skal sætte os i stand til at vurdere loven om grønne regnskaber, og hvilke konsekvenser loven har for de involverede parter. Loven bliver gennemgået med det formål senere at kunne vurdere, hvilke krav der er til indholdet i de grønne regnskaber. Det vil vi anvende i kapitel 4, hvor virksomhedernes interessenter og deres krav til miljøinformationer vil blive gennemgået og analyseret. Der vil således være en gennemgang af de formelle betingelser ved de grønne regnskaber, men ligeledes kritik og diskussioner. Beskrivelsen af de grønne regnskaber er hovedsageligt baseret på "Bekendtgørelse om visse godkendelsespligtige virksomheders pligt til udarbejdelse af grønt regnskab"3 pr. 13. december 1995 - efterfølgende kaldt bekendtgørelsen - og interview med medarbejder i Miljøstyrelsens industrikontor Bent Serlev4. Desuden har interviews, deltagelse i møder afholdt af h.h.v. foreningen STAV, Ingeniørforeningen Danmark og deltagelse i konference afholdt af dagbladet Børsen bidraget med oplysninger. Det vil fremgå, hvad indholdet i regnskaberne skal være, samt særlige forhold der gør sig gældende i forbindelse med lovens ikrafttrædelse. Der vil samtidig være en historisk redegørelse for lovens tilblivelse. Vi mener, det er væsentligt at skildre den udvikling, der er foregået, da dette i høj grad har påvirket indholdet i bekendtgørelsen.

3.1 Historisk redegørelse for lovens tilblivelse Der har i de sidste par år været en voksende fokusering på miljø i Danmark og EU. Dette har medført, at der bliver lavet flere love end tidligere på miljøområdet. I 1991 fremsatte EU-Kommissionen et lovforslag om "Virksomheders frivillige deltagelse i miljøstyring og miljørevision" også kaldt EMAS-forordningen. Danske virksomheder kan frivilligt vælge at blive registreret under ordningen og dernæst gennemføre miljørevision og -styring, der

3

Bekendtgørelse findes i bilag 1

4

Bent Serlev var ansat i Miljøstyrelsen indtil 01.11.1995 og har arbejdet intenst med lovforslaget og bekendtgørelsen. 42

Loven om grønne regnskaber udmunder i udarbejdelse af en offentlig tilgængelig miljøredegørelse. Det mest anvendte anerkendte system til miljøstyring er dog BS-7750. Endvidere er der en gruppe ISOstandarder på vej - ISO 14000, der omhandler miljø. Figur 3.1 viser en skematisk opstilling af sammenhængen mellem indhold i EMAS, BS7750, ISO 14001 og grønne regnskaber. Figur 3.1

\AAAA

Miljørevision

Virksomhed

L

J ISO 14000-14002 BS-7750

EMAS

Grønt Regnskab Frivillige Miljørapporter

Som det ses af figuren er grønne regnskaber koncentreret om selve den redegørelse, der skal udformes over produktionen. Der er ikke indeholdt krav til en miljøteknisk gennemgang eller opstilling af systemer til styring af informationerne år efter år. Man har med loven om grønne regnskaber forsøgt at kombinere det traditionelt stof- og mængderelaterede naturvidenskabelige område med regnskabsområdet. Arbejdet med de grønne regnskaber er fra starten blevet præget af terminologien fra økonomiske regnskaber, hvor enkelte begreber stadig anvendes i bekendtgørelsen. Loven om grønne regnskaber skal ligeledes ses i forlængelse af den udvikling, der er i gang i hele den industrialiserede verden, hvor mange - særligt store internationale virksomheder - er begyndt frivilligt at udgive miljøredegørelser. De fleste af disse redegørelser er kvalitative i deres fremstilling og er stadig på begynderstadiet, men der er en åbenlys tendens til, dels flere rapporter, og dels mere kvantitativ rapportering [Deloitte 43

Loven om grønne regnskaber & Touche, 1993]. I Danmark har bl.a. virksomheder som Novo Nordisk A/S og Det Danske Stålvalseværk udgivet miljøredegørelser gennem de sidste par år. Rapporterne er meget forskellige både hvad angår form, fremstilling og indhold. Dette er med til at vise, at forskellige virksomheder har forskellige ønsker til, hvilke informationer de ønsker at udgive og, hvilken form informationerne skal præsenteres i. Miljø- og Energiminister Svend Auken fremlagde i starten af 1994 et lovforslag om at indføre grønne regnskaber for visse godkendelsespligtige virksomheder. Efter inspiration fra de øvrige skandinaviske lande, hvor der allerede er en form for grøn regnskabsaflæggelse - omend i en helt anden form - mente Ministeren, at grønne regnskaber ville være en udmærket værktøj for den stigende gruppe af miljøbevidste danskere. De vil således få mulighed for at se, hvilke miljøbelastning industrien forårsager. Hovedformålet ved fremsættelse af lovforslaget var fra politisk side at informere den interesserede del af befolkningen, der ikke nødvendigvis i forvejen har kendskab til miljø og forhold omkring produktion. [Serlev, Bent, Miljøstyrelsen d. 23.10.1995 og Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse af den 18.01.1995] Et andet lige så højt prioriteret formål, som kom frem under vores interviews, er at få virksomhederne til at fokusere på deres miljøforhold i forbindelse med produktionen. Den politiske situation omkring vedtagelsen af loven har haft forholdsvis stor indflydelse på den tilhørende bekendtgørelse. Regeringspartierne samt SF og Enhedslisten var alle for vedtagelse af loven. De Konservative var egentligt for lovforslaget, men ønsket om ikke at forøge afstanden til Venstre gjorde, at de stemte imod. Venstre og Fremskridtspartiet var imod tvungne aflæggelse af grønne regnskaber og mente, at ordningen burde være frivillig. [Folketingets 1. behandling af lov om grønne regnskaber januar 1995] I lovforslaget fremgik det, at alle godkendelsespligtige virksomheder skulle være omfattet af loven. Erhvervsministeren mente imidlertid, at antallet af virksomheder, der var omfattet af pligten, skulle bringes ned fra oprindeligt at have omfattet alle ca. 7000 listevirksomheder til 2-4000 [Serlev, Bent d. 23.10.1995]. Dette er bl.a. begrundet med, at det ville være en for stor belastning for mindre virksomheder at udarbejde et grønt regnskab, og man ønskede ikke at påføre erhvervslivet yderligere arbejdsbelastninger. Endelig mener vi, at de oprindelige 7000 virksomheder kan opfattes som et oplæg til forhandling, hvor Miljøministeren naturligvis starter med et højt antal som udgangspunkt. Forhandlingerne, der opstod i forlængelse af dette, medførte en væsentlig lempelse af kravene til indholdet i de grønne regnskaber, hvilket vi kommer ind på senere i kapitlet.

44

Loven om grønne regnskaber Lovforslaget blev sendt til høring den 13. oktober 1994, og blev fremsat som lovforslag i Folketinget den 18. januar 1995. Der var 1. behandling den 31. januar 1995 og 2. behandling den 16. maj 1995. Lovforslaget kom til 3. behandling og blev vedtaget den 19. maj med ikrafttrædelses dato den 1. januar 1996. Loven om grønne regnskaber er en tilføjelse til miljøbeskyttelseslovens kap. 5 og bliver dermed til § 35a, hvilket vil sige, at loven er en rammelov. Idet loven er en rammelov bliver den efterfulgt af en bekendtgørelse. Udarbejdelsen af bekendtgørelsen, der indeholder nærmere angivelser for indholdet i de grønne regnskaber, har ligesom loven været præget af forhandlinger mellem mange forskellige aktører. Da loven var til høring blandt høringsberettigede institutioner og interesseorganisationer kom der meget forskellige svar tilbage. Dette har medført, at der er indgået en del kompromiser under udarbejdelsen af bekendtgørelsen. En af de væsentligste kommentarer var omkring virksomhedernes frygt for afgivelse af fortrolige oplysninger. Samtidig var der frygt for, at udarbejdelsen af de grønne regnskaber ville være for stor en belastning for de mindre virksomheder. Begge kritikpunkter er blevet indarbejdet i bekendtgørelsen. Udarbejdelsen af bekendtgørelsen kom således i høj grad til at handle om hvilke hensyn, der skulle tages til virksomhederne. Dette kan naturligvis skyldes, at det oprindelige forslag til bekendtgørelse havde et ambitiøst udgangspunkt for at give et godt forhandlingsgrundlag for Miljøministeren. Et andet væsentligt spørgsmål var, hvilken rolle tilsynsmyndighederne skulle have i forbindelse med de grønne regnskaber, og om der skulle være en kontrol af regnskaberne. Man har i den endelige bekendtgørelse forsøgt at tage hensyn til dette, idet tilsynsmyndighederne har fået ret til at kommentere regnskaberne. Vi vil ikke gå yderligere ind i ovennævnte diskussioner på nuværende tidspunkt, da det kommer senere i kapitlet. Vi ønsker blot at understrege, at det er et område med mange modsatrettede interesser.

3.2 Formel beskrivelse af loven om grønne regnskaber Den første opgave i forbindelse med loven om grønne regnskaber var at beslutte, hvem der skulle udarbejde disse. Kriterierne, der har medvirket til at nedbringe antallet af virksomheder, der skal udarbejde grønt regnskab, fra ca. 7000 til det for Erhvervsministeren acceptable antal ca. 2000, har været følgende. Udarbejdelse af grønne regnskaber er pålagt udvalgte listevirksomheder, der ifølge Miljøministeren udgør de største og potentielt mest miljøbelastende. Virksomhederne er i de fleste tilfælde a-mærkede og er således 45

Loven om grønne regnskaber underlagt amterne som godkendelses- og tilsynsmyndighed. Samtidig er der indlagt et størrelseskriterie, således at langt de fleste virksomheder, der skal udarbejde grønne regnskaber, skal have over 20 ansatte. [Serlev, Bent d. 23.10.95] Den samlede liste over virksomheder, der er omfattet af loven om grønne regnskaber findes som bilag til bekendtgørelsen. En af de største og sværeste opgaver omkring udarbejdelsen af bekendtgørelsen har netop været denne udvælgelse af virksomheder. Idet ca. 2000 er et politisk bestemt antal, eksisterer der ingen entydige miljø- eller branchemæssige argumenter til at bidrage til reduktionen. Man kan derfor forestille sig, at der i fremtiden efter implementeringen af loven, må revideres i listen. Der er ingen, der på nuværende tidspunkt har fuldstændigt overblik over, hvor mange virksomheder der skal indsende grønt regnskab. Det nøjagtige antal findes først, når virksomhederne anmelder sig til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Dette skal ske for regnskabsåret 1996 med sidste frist d. 01.06.1996. Antallet af virksomheder kan endvidere krydstjekkes med opkrævninger for brugerbetaling fra amter og kommuner [Serlev, Bent d. 23.10.95]. Det er kun virksomheder, der allerede har en samlet miljøgodkendelse, der skal udarbejde grønt regnskab. Virksomheder, der eksisterede før 1974 og derfor endnu ikke har en samlet godkendelse, skal først indsende grønt regnskab året efter, de skal indsende ansøgning om miljøgodkendelse. For alle virksomheder er det hovedaktiviteten der begrunder, at de skal udarbejde grønt regnskab for hele virksomhedens samlede produktion, det vil sige både hoved- og evt. biaktivitet. De virksomheder, hvis biaktivitet er optaget på listen i godkendelses bekendtgørelsen, skal ikke udarbejde grønt regnskab. [Bekendtgørelse d. 13.12.95] Hovedaktivitet betegnes som den del af produktionen, der har den største andel af omsætningen, producerede mængder, antal beskæftigede m.v. i forhold til den samlede produktion. Dette har været årsag til tvivl gennem tiderne, men i forbindelse med grønne regnskaber benyttes den afgørelse, som er i virksomhedernes miljøgodkendelse. For virksomheder, der er omfattet af årsregnskabsloven, skal det grønne regnskab følge regnskabsåret og indleveres sammen med det økonomiske årsregnskab. Virksomheder, der ikke er omfattet af årsregnskabsloven, skal alene indsende deres grønne regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 6 måneder efter regnskabsårets udgang. De grønne regnskaber skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der foretager registrering og offentliggørelse, samt sender regnskabet videre til tilsynsmyndigheden. Modtagelse af de grønne regnskaber bekendtgøres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Proceduren for 46

Loven om grønne regnskaber indsendelse af de grønne regnskaber er meget lig den gældende procedure for de finansielle regnskaber. Alle berørte virksomheder skal således anmelde sig til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med opgivelse af de ansvarlige medarbejdere for de grønne regnskaber. [Bekendtgørelse d. 13.12.95]

3.2.1 Udsættelse af det grønne regnskab Udsættelse af pligten til at indsende grønne regnskaber er mulig, hvis virksomheden kan dokumentere, at de vil igangsætte eller allerede er i gang med miljøstyring. Virksomhederne kan få udsættelse i op til 3 år. Hvis man vil opnå udsættelse, skal virksomheden indgå aftale med Miljøstyrelsen, og der skal indsendes skriftlig dokumentation for virksomhedens anvendte miljøstyringssystem. Der skal for hvert år udsættelsen varer, redegøres for status i forløbet med indførelse af miljøstyringssystemet. Redegørelserne videresendes som information til tilsynsmyndigheden og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Der er ikke krav om, at det skal være et officielt anerkendt system, hvilket betyder at virksomhederne også kan få udsættelse ved indførelse af et miljøstyringssystem, som de selv sammensætter. Virksomhederne kan både ansøge enkeltvis eller i grupper, der kan være inden for en brancheforening eller f.eks. sammensat af virksomheder indenfor et lokalområde. [Serlev, Bent d. 23.10.95 og Bekendtgørelse d. 13.12.95] Deltagere i EMAS-forordningen er fritaget fra at skulle udarbejde grønne regnskaber. De skal i stedet indsende den miljøredegørelse, der skal udarbejdes hver 3. år. De mellemliggende år skal virksomheden indsende en mindre detaljere miljøredegørelse, som de udarbejder i henhold til forordningen. [Bekendtgørelse d. 13.12.95] Vi mener, at paragraffen omkring udsættelse af det grønne regnskab i forbindelse med miljøstyring, er kommet med i bekendtgørelsen af flere årsager. For det første ønsker man ikke yderligere at belaste virksomheder, der allerede er i gang med miljøstyring. Implementering af et miljøstyringssystem giver ligeledes virksomhederne mulighed for at opbygge et system til indsamling af data til det grønne regnskab. Virksomhederne får derudover et bedre kendskab til deres produktionsforhold, og vil derfor i højere grad blive opmærksom på, hvor der kan sættes ind på miljøområdet. Vi mener derfor, at det er ønskværdigt, at så mange virksomheder som muligt igangsætter et miljøstyringssystem. Som sidebemærkning kan det nævnes, at der ved indføring af miljøstyring som forarbejde til udarbejdese af grønt regnskab bliver opbygget et system, der ligner de forhold, der er gældende ved EMAS forordningen. 47

Loven om grønne regnskaber Da virksomheder med igangværende miljøstyring kan få udsættelse, betyder det, at der først vil blive indsendt grønne regnskaber fra alle de omfattede virksomheder i år 2000. Der er således en periode på 4 år til implementering af loven, hvor både virksomheder og myndigheder kan indsamle erfaringer. Myndighederne vil i denne periode forholde sig afventende med mindre, der er tale om grove fejlfortolkninger af bekendtgørelsen [Serlev, Bent d. 23.10.95]. Det vil sige, at der skal være tale om grønne regnskaber, der er meget mangelfulde eller fremstillet i en form, der umuliggør læsning for en ikkefaglig læser, før miljøstyrelsen vil gribe ind. Vi opfatter den afventende holdning fra Miljøstyrelsen som et tegn på, at de i de nærmeste år iagttager udviklingen for derigennem at se, hvilken form virksomhederne selv finder frem til med de grønne regnskaber.

3.2.2 Offentliggørelse af de grønne regnskaber Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der varetager registrering og offentliggørelse af de grønne regnskaber. Dette skyldes dels deres store erfaring med arbejdet med de finansielle årsregnskaber, dels at de allerede ved fremsætningen af lovforslaget arbejdede med et oplæg til, hvordan miljø kunne inddrages i de finansielle årsregnskaber [Madsen-Østerbye, Christian, Erhvervs- og Selsskabstyrelsen, d. 29.01.96]. Der hersker på nuværende tidspunkt bred enighed om, at visse miljørelaterede udgifter i forbindelse med f.eks. forurenede grunde eller snarligt kommende miljøafgifter kan være medvirkende til at ændre virksomhedens økonomiske situation, og de må derfor indgå som parameter i årsregnskabet for at give et retvisende billede. Der er således stadig et udviklingsarbejde i gang i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor man forsøger at inddrage miljørelaterede udgifter mere eksplicit i lovgivningen. [Madsen-Østerbye,Christian, d. 29.01.96] Udover ovenstående har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ingen særlige forudsætninger for at begå sig på miljøområdet. Deres opgave bliver at kontrollere, at virksomhederne har inddraget alle krævede parametre fra bekendtgørelsen i det grønne regnskab og de skal således ikke kontrollere kvaliteten af de indsendte oplysninger. Umiddelbart efter kontrol af indholdet sender Erhvervs- og Selskabsstyrelsen de grønne regnskaber til tilsynsmyndigheden. Tilsynsmyndigheden har herefter 4 uger til at gennemlæse regnskabet og komme med eventuelle kommentarer5. I tilfælde af, at tilsynsmyndighe-

5

Dette er en vigtig ændring i forhold til det forgående forslag til bekendtgørelse, hvor dette punkt ikke var med. 48

Loven om grønne regnskaber den har kommenteret regnskabet bliver disse kommentarer offentliggjort sammen med regnskabet. Hvis en virksomhed ikke afgiver oplysninger til alle krævede punkter i bekendtgørelsen og ikke har anført i en note, hvorfor det enkelte punkt ikke er medtaget, melder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen dette til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen vil derefter rette henvendelse til virksomheden og tilsynsmyndigheden. Hvis det grønne regnskab ikke bringes i orden kan den ansvarlige ledelse idømmes dagbøder efter samme praksis, som ved finansielle regnskaber. Er der tale om direkte forfalskede oplysninger i det grønne regnskab, er det hverken miljømyndighedernes eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen område, men der kan derimod rejses straffesag efter reglerne i straffelovens §162 eller §163 [Serlev, Bent d. 23.10.95]. I de tilfælde, hvor tilsynsmyndighederne opdager, at en virksomhed i et grønt regnskab oplyser større udledninger, end der er tilladt i deres miljøgodkendelse kan de, afhængig af situationen, melde virksomheden til politiet og anlægge retssag. Dette mener vi imidlertid er et så dramatisk skridt, at det næppe vil blive tilfældet, med mindre man opdager en sag, hvor virksomheden bevidst har overtrådt udledningstilladelserne. Tilsynsmyndigheden kan dog også vælge at lovliggøre udledningerne ved at ændre i miljøgodkendelsen [Hjortsø, Søren, Amtsrådsforeningen d. 23.01.96]. Begge muligheder er naturligvis afhængig af, hvilken virksomhed, der er tale om, samt omstændighederne ved overtrædelsen af grænserne i miljøgodkendelsen. Endvidere kan Ministeren pålægge, at regnskabet skal revideres, hvis det grønne regnskab ikke skønnes at indeholde de nødvendige oplysninger, som på en lødig måde dækker kravene i lovens §1. Det kan imidlertid være et problem at opdage urigtige oplysninger, idet ingen har til opgave direkte at kontrollere regnskabernes faktuelle indhold. Fejlagtige oplysninger bliver således kun opdaget, hvis tilsynsmyndighederne nærlæser regnskaberne eller interesserede borgere rekvirerer det grønne regnskab og opdager misforhold. Hvis borgerne skal opdage misforhold er det imidlertid nødvendigt, at de ligeledes rekvirerer virksomhedens miljøgodkendelse og sammenligner med kravværdierne der. Det er de færreste personer, der har baggrund til at kunne foretage en sådan vurdering, hvilket sætter en begrænsning på borgernes muligheder for at kritisere de grønne regnskaber. Tilsynsmyndighederne derimod har mulighed for at vurdere de oplysninger, der fremgår af de grønne regnskaber. I det myndighederne har fået mulighed for at kommentere regnskaberne mener vi dog, at de samtidig har fået en forpligtigelse. Et ukommenteret 49

Loven om grønne regnskaber regnskab kan let komme til at fremstå for offentligheden, som om det er blevet "godkendt" af myndighederne. Tilsynsmyndighederne er derfor nødsaget til at gennemgå de indsendte grønne regnskaber for at kontrollere, om der er sket overtrædelser af forholdene i virksomhedernes godkendelser. Fra Miljøstyrelsens side bliver borgerne tillagt stor betydning for succesen med de grønne regnskaber. Lars Goldschmidt, der er kontorchef i Miljøstyrelsen mener, at der er en stor styrke i det offentlige pres, hvilket fremgik under en diskussion på STAV møde d. 30.11.95. Vi mener dog, at det er urealistisk at forvente et stort engagement fra borgerne, da der med tidligere miljørapporter er udvist en ringe interesse. I tilfælde med akutte problemer vil der sikkert etableres lokale borgergrupper, men spørgsmålet er så igen, om de grønne regnskaber kan finde anvendelighed i sådanne sager, eller om målgruppen i virkeligheden er en ganske anden. Som eksempel kan nævnes Novo Nordisk A/S, der frivilligt har udarbejdet en miljøredegørelse. De måtte ligefrem invitere og betale personer til at kritisere redegørelsen, da der ikke kom henvendelser på trods af en opfordring hertil inde i selve redegørelsen. Man kan selvfølgelig forestille sig, at tilsynsmyndighederne vil tjekke regnskaberne i forbindelse med den almindelige sagsbehandling. Det er imidlertid et stort arbejde, hvis myndighederne hvert år skal nærlæse et antal regnskaber og krydstjekke med de pågældende miljøgodkendelser, uden at få tildelt flere ressourcer. Amterne og kommunerne udviser imidlertid stor interesse for de grønne regnskaber, og det kan derfor forventes, at en stor del af de grønne regnskaber vil blive grundigt gennemlæst. [Hjortsø, Søren d. 23.01.96] Der har dog været forskellige synspunkter fra kommuner og amter, og det har i den forbindelse undret os, at der ikke var flere kommentarer fra decentrale myndigheder i den offentlige debat før relativt sent i processen. Vi mener, at det kan skyldes, at loven fra starten blev fremlagt som en "nulløsning", hvilket vil sige loven ikke måtte påføre decentrale myndigheder ekstra udgifter. De decentrale myndigheder har derfor ikke haft en formel grund til at påklage loven, da det fremgik fra Miljøstyrelsen, at den ikke ville kræve flere ressourcer. Miljøstyrelsen mener, at kommuner og amters arbejde vil blive mere kvalificeret ved indførelse af de grønne regnskaber, da de således har en mulighed for at gå virksomhederne ekstra i sømmene, og dermed få rettet op på eventuelle misforhold. Hvis de grønne regnskaber ikke medvirker til at lette tilsynsarbejdet, mener Miljøstyrelsen, at 50

Loven om grønne regnskaber de decentrale myndigheders hidtidige tilsyn har været for dårligt [Serlev, Bent d. 23.10.95]. Det kan forekomme underligt, at der bliver lavet en lov, der ikke umiddelbart bliver kædet tæt sammen med den øvrige regulering. Vi mener dog, at det fra politisk side har været et ønske om ikke at forøge udgifterne til bloktilskud, og derfor har det ikke direkte været nævnt i bemærkninger til loven. Hvis vi betragter grønne regnskaber som et supplement til miljøstyringssystemerne, som mange virksomheder vælger at indføre, er der en tydelig sammenhæng fra virksomhedernes synspunkt. Man kan samtidig sige, at loven er forsøg på at få virksomhederne til selv at være ansvarlig for deres egen forurening, som er den vej miljøpolitikken bevæger sig. I sidste del af processen i udarbejdelsen af bekendtgørelsen blev Amtsrådsforeningen dog aktive i den politiske debat. De krævede, at myndighederne skulle have en høringsmulighed, hvor de kunne krydstjekke med virksomhedernes miljøgodkendelser. Nogle kommuner og amter mener, at de i forvejen er overbelastet, og at det ikke vil blive en kvalitetsgennemgang af det grønne regnskab, men derimod en hurtig gennemlæsning for at se om der er decideret urigtige oplysninger [Københavns Amt, d. 19.12.1995]. Diskussionen, om virksomheden vil udelade eller lige frem afgive urigtige oplysninger, er imidlertid dobbeltsidet. Det er nok de færreste virksomheder, der vil afgive urigtige oplysninger, da risikoen for afsløring i langt højere grad overstiger den formodede fordel. Yderligere vil det faktum, at myndighedernes kommentarer ligeledes offentliggøres, have en forebyggende effekt for evt. at indsende et sjusket regnskab. Det vi anser for at være det største problem er, at virksomhederne mere eller mindre selv vælger indholdet i det grønne regnskab. Det vil altid være svært at kontrollere noget, der er udeladt. I bekendtgørelsen forsøges der taget højde for dette, da virksomheden indledningsvis skal redegøre for, hvilke kriterier der ligger til grund for regnskabet. En del virksomheder ønsker desuden at øge troværdigheden i deres grønne regnskab ved at få det påtegnet af en revisor. Vi har i sagens natur ingen oplysninger om, hvor mange virksomheder, der ønsker at få en revision af deres grønne regnskab, men mange virksomheder og interessenter mener, at det vil styrke pålideligheden betragteligt. Vi tror derfor, at man kan forvente mange grønne regnskaber med en revisionspåtegning. Som eksempel har Det Danske Stålvalseværk og Novo Nordisk A/S benyttet denne fremgangsmåde. Desuden blev der i 1993 igangsat et udviklingsprojekt af Miljøstyrelsen, og Rådet for 51

Loven om grønne regnskaber renere teknologi og genanvendelse har ydet et samlet tilskud på 4,5 mill. kr. til div. udviklingsprojekter. Revisionsfirmaet Price Waterhouse6 har været koordinator på et projekt, der har som mål at opstille et forslag til en revidérbar miljøregnskabsmodel, samt en metode til opgørelse af miljøomkostninger ved investering i procesteknologi. Udover de medvirkende virksomheder, Miljøstyrelsen og Price Waterhouse har Danmarks Tekniske Universitet deltaget. Projektet bliver færdigrapporteret til sommeren/efteråret 1996. De virksomheder, der frivilligt har valgt at udarbejde grønne regnskaber eller deltager i projekter, er dog oftest miljøpositive virksomheder. Ved indførelse af loven bliver der ligeledes inddraget nogle miljønegative virksomheder, som ikke har samme ønsker om at ofre ressourcer på deres miljøarbejde. Det er derfor tvivlsomt, om disse virksomheder vil bruge penge på en revisor til deres grønne regnskab. Fra Miljøstyrelsens side forventer man dog, at en del mindre virksomheder vil benytte deres revisor ved udarbejdelse af det grønne regnskab. Dette begrundes med, at det ofte er de eneste eksterne rådgivere virksomhederne har, og samtidig er det de rådgivere, der i forvejen er bekendt med udarbejdelse og revision af regnskaber [Serlev, Bent d. 23.10.95]. Hos forskellige revisorer er der ligeledes forventninger om, at mange grønne regnskaber vil blive revideret i fremtiden for at sikre pålideligheden. [Bank Jørgensen, Helle, Price Waterhouse, d. 04.01.96] Det skal nævnes, at revisorerne kun kan kontrollere, at de afgivne oplysninger er korrekte i de situationer, hvor der findes bilag eller måleresultater. I tilfælde, hvor det er komplicerede virksomheder som f.eks en kemisk virksomhed, har revisorerne ikke det fornødne produktionstekniske og miljømæssige kendskab til at kontrollere oplysningerne. Her skal der inddrages yderligere eksperter fra den tekniske/naturvidenskabelige faggruppe, til at kontrollere regnskaberne. [Bank Jørgensen, Helle d. 04.01.96] Det skal hertil nævnes, at det er sjældent, der foreligger måleresultater på alle emissioner på en virksomhed, og at man ofte må estimere mange af værdierne. Det bliver derfor interessant at se, hvordan de forskellige revisorer vil kontrollere troværdigheden af sådanne værdier.

6

Virksomhederne, der deltager i dette projekt er Brdr. Hartmann, Coloplast og Dyrup. 52

Loven om grønne regnskaber 3.2.3 Frivillige grønne regnskaber Det er muligt for virksomheder frivilligt at udarbejde grønne regnskaber. Fra Miljøstyrelsens side bliver dette meddelt som et tilbud til virksomhederne. Selve tilbuddet består i, at virksomhederne kan få deres frivillige regnskaber offentliggjort på samme vis som de pligtige grønne regnskaber, dog bliver regnskaberne ikke tilsendt tilsynsmyndigheden for kommentarer. Eneste krav er, at regnskaberne skal opfylde kravene i bekendtgørelsen. Fra Miljøstyrelsens side forventer man mange frivillige regnskaber. [Serlev, Bent d. 23.10.95 og Bekendtgørelsen d. 13.12.96] Vi mener, at det kan igangsætte en proces, at visse virksomheder skal udarbejde grønne regnskaber, men der er imidlertid ikke noget, der hidtil har forhindret virksomheder i at udarbejde diverse miljøredegørelser, hvilket ikke er sket i omfattende grad. Virksomhederne ser måske nu muligheden for at udgive "statskontrolleret" reklamemateriale. Vi mener, at man ikke skal sætte forventningerne for højt, da de virksomheder, der ønsker at være på forkant med udviklingen, allerede har været i gang i flere år. At der kommer en lov, er ikke tilstrækkelig skub til virksomhederne til at udarbejde grønne regnskaber. Der er naturligvis en udvikling i gang blandt virksomhederne i Danmark om at være mere aktive på miljøområdet, men vi forventer, at det tager mange år, før loven er tilstrækkelig implementeret til, at mange virksomheder finder det naturligt at indsende frivilligt grønt regnskab. På den anden side er det et område, der er under udvikling og på længere sigt kan det tænkes, at der bliver igangsat en form for "kædereaktion" blandt virksomhederne. Idet mange virksomheder skal udarbejde grønt regnskab, kan det tænkes, at der opstår et krav til virksomhederne fra deres interessenter om, at de skal dokumentere deres miljøforhold. Dette kan få andre virksomheder til frivilligt at udarbejde grønne regnskaber. Grønne regnskaber kan samtidig bruges af mange virksomheder i markedsføringen og i visse tilfælde som konkurrence parameter. Det vil yderligere forstærke presset på virksomhederne om at udarbejde grønne regnskaber.

53

Loven om grønne regnskaber 3.2.4 Indsigelser imod det grønne regnskab Indsigelser imod det grønne regnskab kan kun ske i de tilfælde, hvor regnskabets samlede billede er groft misvisende7 eller der er udeladt oplysninger, som er foreskrevet i bekendtgørelsen. Det er således i de ekstreme tilfælde og ikke, hvis enkelte oplysninger er forkerte, at der kan gøres indsigelser. Både Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, tilsynsmyndigheden eller tredjemand kan fremsende et grønt regnskab til Miljøstyrelsen, der herefter afgør om regnskabet kan offentliggøres. Hvis der kommer indsigelser mod et grønt regnskab, der allerede er offentliggjort, vejleder Miljøstyrelsen virksomheden om, hvilke ændringer, der tilrådes i de fremtidige grønne regnskaber. Der er således ingen krav til at udarbejde et nyt og fyldestgørende grønt regnskab før det efterfølgende regnskabsår. Tilsynsmyndigheden kan påbyde virksomheden at indsende nærmere specificerede oplysninger om virksomhedens anvendelse af råvarer, hjælpestoffer og andre materialer, samt udledninger til vand, jord, luft og frembringelse af affald. Dette er oplysninger, som myndighederne burde være i besiddelse af, når virksomheden har en miljøgodkendelse, men råvarer mængder o.lign. kan naturligvis forandres. Tilsynsmyndigheden kan ikke kræve, at virksomheden skal offentliggøre mere detaljerede oplysninger end dem, der allerede fremgår af den offentlige tilgængelige del af miljøgodkendelsen. I miljøbeskyttelsesloven §72, stk. 2 kan tilsynsmyndigheden dog revidere vilkårene for en virksomheds godkendelse for at forbedre virksomhedens kontrol med egen forurening (egenkontrol). Denne hjemmel kan benyttes af tilsynsmyndigheden inden for den 8 årige retsbeskyttelse og håndhæves ved påbud. [Svar fra ministeren til Miljø- og Planlægningsudvalg, d. 21.03.95] En anden mulighed for at påvirke indholdet i de grønne regnskaber er, hvis myndighederne benytter de 4 uger, der er fra indsendelse af det grønne regnskab til offentliggørelse, til at formulere kommentarer til regnskabet. Dette kan ende med at blive en væsentlig faktor, da mange virksomheder - særligt de børsnoterede - er følsomme for negativ omtale i medier. Det er dog en grundlæggende forudsætning, at tilsynsmyndighederne har ressourcer til en grundig gennemlæsning af regnskaberne og ønsker at kommentere disse. Som vi har nævnt tidligere er der en risiko for, at offentligheden

7

Under udarbejdelsen af bekendtgørelsen kaldtes det et "retvisende billede", hvilket en del revisorer opponerede imod, fordi det også anvendes i de finansielle regnskaber. 54

Loven om grønne regnskaber forstår det som en "godkendelse" af det grønne regnskab, hvis tilsynsmyndighederne ikke kommenterer det.

3.3 Indholdet i grønne regnskaber Opstilling af et grønt regnskab skal udformes således, at det fremstår i enkelt og letforståeligt sprog. Regnskabet skal være beregnet til informering af en ikke faglig læser. Essensen i de grønne regnskaber er at opstille en massebalance for virksomhedens samlede produktion. Der skal opgives input i form af væsentligt forbrug af energi, vand og råvarer. Ved output er det ligeledes kun de væsentlige stoffer, der skal opgives. Det drejer sig om opgørelser af arten og mængden af forurenende stoffer, der indgår i produktionsprocesserne og som virksomheden udsender til luft, vand og jord eller som indgår i produkter og affald. I næste afsnit diskuterer vi anvendelsen af begrebet væsentligt. Vedrørende det nærmere beskrevet indhold i regnskaberne fremgår følgende af bekendtgørelsen. Regnskabet indledes med oplysninger om: • Virksomhedens navn og beliggenhed. • Miljøtilsynsmyndighed • Branchetilhørsforhold, hovedaktivitet og listepunkt i.flg. bilaget. • Væsentlige biaktiviteter. • Væsentligste miljøgodkendelser samt dato for samlet godkendelse. • Kvalitative oplysninger om væsentligste miljø- og ressourceproblemer ved hovedaktivitet og evt. væsentlige biaktiviteter, der giver et billede af, hvor virksomheden befinder sig miljømæssigt set.

55

Loven om grønne regnskaber Herefter følger ledelsens redegørelse. Denne skal indeholde følgende punkter: • Forklaringer af principperne for fremstilling af regnskaberne, f.eks væsentlighedskriterier. • Redegørelse for væsentlige afvigelser i forhold til det foregående grønne regnskab og baggrunden herfor. • Redegørelse for om medarbejderne har været inddraget i udarbejdelsen af regnskabet, og om dette indbefatter arbejdsmiljø. • Oplysninger om arbejdsmiljømæssige forhold i det omfang, der indgår forurenende stoffer m.v., som er til risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed. • Oplysninger om det grønne regnskab er internt eller eksternt revideret af særlig sagkyndig. Ovenstående redegørelse efterfølges af oplysninger om væsentlige forbrug: • Forbrug af energi, vand og råvarer i regnskabsperioden. • Væsentlige arter og mængder af forurenende stoffer, der: - indgår i produktionsprocesserne - udledes til luft, vand og jord - indgår i virksomhedens produkter - indgår i virksomhedens affald

3.3.1 Diskussion af anvendelsen af begrebet væsentligt Som det fremgår af det ovenstående er "væsentligt" et flittigt benyttet ord i bekendtgørelsen. Brugen af dette ord mener vi stammer fra de finansielle regnskaber, hvor der ligeledes skal formuleres et væsentlighedskriterie. Ved at anvende et ord som "væsentligt" opstår der uvilkårligt et spørgsmål om, hvilke stoffer og mængder, der falder ind under denne kategori. Væsentlig kan dels være 56

Loven om grønne regnskaber mængdemæssigt i forhold til de producerede produkter, men kan også være i forhold til deres sundhedsskadelige og miljøbelastende egenskaber. Vi mener, at der kan skabes stor tvivl om ordets egentlige betydning, da det er en subjektiv bedømmelse, om noget er væsentlig eller ej. Grundlæggende må vurderingen af, om et stof er væsentligt bygge på en vurdering af farlighed for ydre- og indre miljø samt mængden af stoffet. Da der ikke er en egentlig kontrol med regnskaberne kan det tænkes, at visse virksomheder undlader at opgive f.eks hjælpestoffer, der kan være miljøbelastende. Dette er forsøgt imødegået ved ledelsens redegørelse for væsentlighedskriterier i indledningen til regnskabet, men det er ikke sandsynligt, at det nævnes specifikt, hvad der er udeladt af regnskabet. På den anden side er det nødvendigt med et begrænsende element, hvis regnskaberne ikke skal være for omfattende og komplicerede, da de er henvendt til lægfolk. Virksomhederne er vant til at arbejde med begrebet i deres finansielle regnskaber, hvor det fungerer udmærket. I de finansielle årsregnskaber er begreberne indarbejdet, og der er skabt en forståelse for indholdet af de forskellige begreber. Væsentligt er således et velvalgt ord overfor virksomheder, der udarbejder regnskaberne efter bedste evne og god moral. Derimod kan væsentligt benyttes som en undvigelsesmanøvre for virksomheder, der ikke ønsker at oplyse om bestemte stoffer, som ikke kan placeres ind under fortrolighedskriteriet. Ved uenighed mellem f.eks. myndighed og virksomhed kan Miljøstyrelsen opstille operationelle retningslinier for, hvordan virksomheden skal fastlægge væsentligheden i tilfælde af, at der kommer indsigelser mod det grønne regnskab. Myndighederne kunne f.eks. give virksomheden retningslinier for, hvordan netop deres stoffers væsentlighed skal vurderes. Der kan opstå ueninghed i opfattelsen af, hvilke stoffer der er væsentlige, da myndighedernes indgangsvinkel til miljøoplysninger er relateret til farligheden af stofferne, mens virksomhedernes ofte fokuserer på miljøoplysninger, der kan have økonomisk betydning. Det er dog vigtigt at være bevidste om, at der med anvendelse af ordet væsentligt lægges op til, at virksomhederne selv er ansvarlige for lødigheden af regnskaberne. Vi mener dog ikke, at det er praktisk muligt eller ønskværdigt at opstille faste definitioner for, hvad der er væsentligt, da dette er meget virksomheds afhængigt og skal vurderes i sammenhæng med renseforanstaltninger og recipienter.

57

Loven om grønne regnskaber 3.3.2 Konkurrencefølsomme oplysninger Posterne i det grønne regnskab skal vise virksomhedens forbrug og emissioner igennem regnskabsperioden, der er på 1 år. Det fremgår af bekendtgørelsen, at ovenstående oplysninger kan opgives både i absolutte og i indekserede tal. Virksomhederne må også vælge at opgive mængderne i relative tal med udgangspunkt i basisåret, der kan være året før det første grønne regnskab eller samme år. Virksomhederne kan ligeledes vælge at samle mængdemæssige oplysninger om forbrug eller emission af stoffer i grupper, f.eks efter farlighed. Dette sker for at beskytte konkurrencefølsomme oplysninger. Alle virksomheder kan vælge at offentliggøre deres oplysninger på denne måde, og det er ikke nødvendigt for virksomhederne at argumentere for, hvorfor de ønsker at beskytte oplysningerne om deres råvareforbrug og emissioner. Hvis de grønne regnskaber bliver meget kortfattede og uden specifikke oplysninger, kan de risikere at blive uanvendelige for både virksomheden og for læseren. Læseren kan ikke uddrage væsentlige oplysninger fra regnskabet, og virksomheden gennemgår ikke den læreproces, det er at indsamle data. Beskyttelse af konkurrencefølsomme oplysninger kan dog ikke gå videre end, hvad offentlighedsloven alligevel kræver er offentligt tilgængeligt i forbindelse med miljøgodkendelser. I miljøgodkendelser er det oftest arten og mængden af råvarer og hjælpestoffer, der er fortroligt. Eventuelt kan beskrivelsen af teknologien også være undtaget fra aktindsigt. Det er dog oftest i etableringsfasen, at virksomhederne anser oplysningerne for at være fortrolige. Senere henvendelser til virksomhederne afslører ofte, at virksomhederne ikke længere anser oplysningerne for at være fortrolige, efter at produktionen er i gang [Pia Bro Christensen, STAV møde d. 30.11.95].

3.3.3 Arbejdsmiljø Arbejdsmiljøet kan inddrages i det omfang virksomheden ønsker det. I bekendtgørelsen kræves kun oplysning om medarbejderne har været inddraget eller ej. Hvis der forekommer sundhedsskadelige stoffer, skal det dog fremgå. Vi mener ikke, at det får virksomheden til kritisk at overveje, hvilke forhold der bør forbedres på det arbejdsmiljømæssige område. Under forespørgslen fra miljø- og planlægningsudvalget til Miljøministeren blev spørgsmålet vedr. uddannelse af medarbejdere i forbindelse med miljøstyring rejst. Besvarelsen lød, at uddannelse ikke vil indgå som en del af virksomhe58

Loven om grønne regnskaber dens forpligtigelse. Der vil dog blive arbejdet med at fremme dette uddannelsesarbejde, men det er på nuværende tidspunkt uden for de grønne regnskabers område. I den forbindelse kan det nævnes, at der blev givet en finanslovsbevilling, der giver mulighed for uddannelse af personer, der kan påtage sig opgaven i forbindelse med miljøstyring og -revision. [Svar fra ministeren til Miljø- og Planlægningsudvalget, d. 07.03.95]

3.3.4 Opstilling af grønne regnskaber Metoden til opstillingen af regnskaberne kan virksomhederne selv bestemme. Det har været til diskussion under arbejdet med bekendtgørelsen, om de grønne regnskaber skulle opstilles efter et nærmere fastlagt skema for derved at sikre en vis sammenlignelighed. Det er imidlertid frafaldet, da man fra Miljøstyrelsens side mener, at der derved ikke er mulighed for, at virksomhederne kan udarbejde regnskaberne i deres eget layout og have fordel af den medfølgende reklameeffekt. Det må umiddelbart også være forbundet med nogle praktiske problemer at udarbejde en standardformular til så mange forskellige virksomheder. Det medfører dog, at det bliver meget svært - særligt for ikke fagfolk - at sammenligne regnskaberne, da fremstillingen vil blive meget forskellig. Endelig vil indekseringen af forbrugte- og udledte mængder medføre, at den eneste sammenligning, der er mulig, er at iagttage en enkelt virksomheds udvikling gennem årene. Dette er et punkt, hvor de grønne regnskaber ikke ligner de økonomiske regnskaber, der netop er fremstillet efter fastlagte principper og i en overskuelig form, der sikrer sammenligneligheden dels mellem virksomheder og dels fra år til år. At der ikke er faste principper for de grønne regnskaber skyldes både, at finansielle regnskaber er udviklet gennem flere år samt, at de grønne regnskaber ikke skal betragtes som en "selvangivelse", men som en information til offentligheden om produktionens miljøforhold og et middel til at få større miljøbevidsthed i de enkelte virksomheder. Idet der ikke er specifikke krav til opstillingen af de grønne regnskaber åbnes der mulighed for, at virksomhederne kan overveje at rette deres grønne regnskab mod en bestemt målgruppe, som de selv definerer. Eneste krav er, at regnskaberne skal være i et let forståeligt sprog, hvilket ikke hindre et mere omfattende regnskab end bekendtgørelsen kræver.

59

Loven om grønne regnskaber 3.4 Kritik af de grønne regnskaber Følgende er en kritik af grønne regnskaber sat i forhold til andre miljøinformationsformer, der benyttes af virksomhederne i dag. Der er ikke en udførlig gennemgang af de øvrige miljøinformationer, men udelukkende en opridsning, der letter en diskussion. Afsnittet falder i 2 dele, der indeholder diskussioner i forhold til hhv. miljøregulering og markedsmæssige forhold. Inden for det miljøreguleringsmæssige område er der i de seneste år sket en udvikling, som vi mener har nogle interessante udviklingsmuligheder. Vi ser en udvikling, der går i retning af, at virksomheder i højere grad anvender forskellige systematiske metoder til at styre deres miljøforhold efter. En del af denne udvikling skyldes, at det nu er muligt at blive certificeret efter et miljøstyringssystem og på denne måde bruge miljø som parameter til at forbedre sin konkurrenceevne. Vi vil i det følgende gennemgå, hvilke miljøreguleringsmæssige tiltag, der kan understøtte grønne regnskaber. Vi vil se på forskelle og ligheder og dermed finde fordele og ulemper ved loven om grønne regnskaber.

3.4.1 EMAS-forordningen Som vi tidligere har beskrevet, er der visse paralleller mellem loven om grønne regnskaber og miljøredegørelsesdelen i EMAS-forordningen. EMAS-forordningen anvender et system, der er todelt - en miljøgennemgang og en revisionsdel efterfulgt at aflæggelse af en offentlig tilgængelig miljøredegørelse. EMAS-miljøredegørelse går kort fortalt ud på: En beskrivelse af virksomhedens aktiviteter på anlægsområdet, herunder: • En vurdering af alle væsentlige miljømæssige emner. • Resumé af kvantitative data om emissioner af forurenende stoffer, affaldsfrembringelse, forbrug af råmaterialer, energi, vand og støjforhold. Desuden i givet fald om andre miljømæssige forhold.

60

Loven om grønne regnskaber • Andre faktorer vedr. indsatsen på miljøområdet og miljømålsætninger. • Miljøpolitik og miljøstyringssystem. • Hvem den akkrediterede miljøverifikator er. • Væsentlige ændringer siden sidste redegørelse. Redegørelsen skal afleveres hvert 3. år, dog skal virksomhederne hvert år aflevere en mindre omfattende redegørelse. Ordningen er frivillig, men ønsker virksomheden at blive certificeret skal retningslinierne i EM AS følges. I loven om grønne regnskaber har man undladt den del, der omhandler miljøgennemgang og opstilling af miljømål. Miljøgennemgangen indebærer indsamling af relevante data i tilknytning til virksomhedens produktion. Vi mener dog også, at det ville være meget formynderisk at lovgive om, at 2000 virksomheder skulle indføre en nærmere bestemt form for miljøstyring. Vi mener, at miljøstyringen kun vil have effekt, hvis virksomhederne selv ønsker at benytte systemet. Det er så op til den øvrige miljølovgivning og evt. i samarbejde med tilsynsmyndighederne at påvirke virksomhederne, så de selv kan se fordelene i at anvende miljøstyring. Grønne regnskaber kan netop tolkes som et led i at overbevise virksomhederne om, at de skal indføre miljøstyring, da det er lettere at udarbejde de grønne regnskaber for virksomhederne, hvis de har et miljøstyringssystem. Vi er endvidere af den overbevisning, at de grønne regnskaber vil blive mest fyldestgørende, hvis virksomheden har lavet eller vil lave en miljøteknisk gennemgang til indsamling af data. Fremskaffelse af data via en miljøteknisk gennemgang af produktionen kræver et stort tidsforbrug, både fra medarbejdere og ledelse. Som nævnt får virksomheder, der er i gang med miljøstyring udsættelse. Dette er vedtaget, dels for at belønne virksomheder, der igangsætter miljøstyring og, dels for at give virksomhederne mulighed for at fremskaffe og opstille data systematisk. For at illustrere denne arbejdsgang har vi taget følgende figur med. Figuren viser, hvordan arbejdsgangen bag et grønt regnskab kan forme sig. Først registreres alle in- og output fra virksomheden. Disse data bliver systematiseret i en database, hvor de bliver grupperet efter deres funktion i produktionen. Det er disse data, der grundlæggende udgør det grønne regnskab. Databasen gør det yderligere muligt, at skitsere en udvik61

Loven om grønne regnskaber ling eller relatere de forkellige data til hinanden og derved se om virksomheden opfylder evt. miljømæssige målsætninger. Figur 3.2 Arbej'dsgang ved udarbej'delse af grønne regnskaber Luftemission Vand Produkter

Virksomhed

Råvare

Fast affald

Spildevand

Kemikalier

i

Datafangst

Database for konstanter

Database: Daglig registrering af f.eks. el, råvarer, spild mm.

Beregningsdel: matematisk/fysisk model af processen

Konti for in- & output

Datahåndtering

Konto A

Konto B

Konto C

Konto D

Produkt.

Spild

Genbrug

Vand

TT-TT

Rapportering til: ledelse, myndighed, investorer, medarbejdere, auktionærer, forbrugere mm.

[Egen bearbejdning af Ernst & Young, Notat af den 26.01.1995] Med hensyn til at opstille miljømæssige målsætninger, virker det påfaldende, at dette ikke er inddraget, da man med loven om grønne regnskaber primært ønsker at oplyse offentligheden. Vi tror, at opstilling af kvantitative målsætninger ville forbedre offentlighedens mulighed for at forholde sig til data i det grønne regnskab. 62

Loven om grønne regnskaber 3.4.2 Miljøgodkendelser Miljøgodkendelser er en meget vigtig parameter i miljøreguleringen af virksomheder. Vi har derfor valgt ganske kort at beskrive, hvilket indhold miljøgodkendelser skal have for lettere at kunne vurdere grønne regnskaber, i forhold til denne form for regulering. Ved ansøgning om miljøgodkendelse skal virksomhederne oplyse om nedenstående punkter. Indholdet er kortfattet beskrevet og retningslinierne kan variere imellem de enkelte kommuner og amter og afhænge af, hvilken virksomhed, der er tale om. Endvidere kan det afhænge af, om virksomheden ønsker en rammegodkendelse eller blot en samlet godkendelse til erstatning for flere del-godkendelser. De vigtigste punkter, der skal oplyses om i følge lovgivningen er: • Virksomhedens beliggenhed. • Installationer og produktionsprocesser. • Den teknologi, der aktuelt benyttes i virksomheden. • Teknologiske planer og anvendelse af renere teknologi • Anvendte råvarer og hjælpestoffer. • Miljøpåvirkninger i form af udledninger til luft, vand samt støj, mikroorganismer og transport. • Frembringelse og klassificering af affald. • Forureningsbekæmpende foranstaltninger. • Forslag til egenkontrol. • Evt. risikovurdering, hvis lovbefalet for den pågældende virksomhed. [Vejledning fra Miljøstyrelsen, nr.3, 1993]

63

Loven om grønne regnskaber Mange - fra vidt forskellige interessegrupper - har hævdet, at loven om grønne regnskaber ikke var nødvendig, da miljøgodkendelser allerede gav tilstrækkelige sanktionsmuligheder overfor industrien. Argumenterne for dette har været, at miljøgodkendelser i dag indeholder stort set det samme, som et grønt regnskab indeholder. En del af kritikken er berettiget, idet det kræves, at en del af de samme områder bliver beskrevet som i miljøgodkendelser. Vi mener imidlertid, at miljøgodkendelser og grønne regnskaber gerne skal supplere hinanden idet de grønne regnskaber er en årlig rapportering. Vi mener, at de grønne regnskaber vil være et hjælpemiddel for mange tilsynsmyndigheder i deres arbejde, da de årligt får oplysninger om virksomhederne. Disse oplysninger kan bl.a. bruges til en sammenligning med virksomhedens øvrige kommunikation med myndighederne. Dette kan dreje sig om anmeldelse af uheld, ændret råvareforbrug o.lign. Det grønne regnskab vil således fungere som et ekstra tjek af virksomheden. Som det ses ud fra de punkter en miljøgodkendelse skal indeholde, er det mere omfattende end indholdet i de grønne regnskaber. Blandt andet er der i miljøgodkendelserne lagt stor vægt på beskrivelse af den anvendte teknologi, og forbruget af rå- og hjælpestoffer skal nævnes specifikt. I de grønne regnskaber er vægten derimod lagt på en opgørelse af massebalancen. Her skal man dog gøre sig klart, at det er to forskellige værktøjer, der har hvert sit formål og derfor ikke bør indeholde det samme. Trods dette har det undret os, at virksomheden ikke skal beskrive ændring af produktionsteknologi f.eks. i form af renere teknologi. Det ville være en bedre opfølgning på den politik, der hidtil har været ført på det miljøpolitiske område, og virksomhederne kunne derved se paralleller til de overordnede retningslinier i miljølovgivningen. Den årlige afrapportering, som de grønne regnskaber kræver, ser vi som en fordel, da virksomheden skal forholde sig til deres miljømæssige forhold en gang årligt. Virksomheden bliver bevidst om, hvor i produktionen spildet forekommer, og kan dermed vælge at sætte ind hurtigere, hvilket kan have en positiv effekt på egenkontrollen. Her kan grønne regnskaber medvirke til at skabe en læreproces i virksomheden og evt. igangsætte en udvikling, hvor virksomheden bliver mere bevidst om deres spild og de medfølgende miljøeffekter. Dette er selve essensen i loven, men kræver, at virksomhederne arbejder aktivt med de grønne regnskaber og er indstillet på at bruge de ressourcer, der kræves for at udarbejde et ordentligt grønt regnskab. På denne måde kan virksomhederne - også på længere sigt - få fordele, idet de kan styre deres produktion bedre. Vi er

64

Loven om grønne regnskaber dog klar over, at det ikke er tilstrækkeligt, at virksomhederne bliver mere bevidste om deres miljøforhold, hvis det ikke efterfølges afhandling.

3.4.3 Finansielle årsregnskaber De markedsmæssige forhold danner grundlag for virksomhedens eksistens og overlevelse, og derfor mener vi, at det er vigtigt at få beskrevet de forhold, der kan gøre sig gældende på dette område. Vi vil i dette afsnit se på de markedsmæssige forhold, der kan påvirkes af loven om grønne regnskaber. Herunder medtager vi en kort opridsning af, hvordan det finansielle årsregnskab er bygget op. Finansielle regnskaber og grønne regnskaber indeholder grundlæggende forskellig information og har forskellige formål. Alligevel har det vist sig, at der er sammenfaldende interesser. Det grundlæggende syn på miljøbelastning er dog meget forskellig alt efter, om man betragter det fra et miljømæssigt eller økonomisk synspunkt. Ifølge årsregnskabsloven skal miljøoplysninger med i årsregnskaber, hvis de har væsentlig betydning for vurderingen af virksomhedens aktuelle økonomiske stilling. Der er altså ikke krav om oplysninger, medmindre virksomheden er i en situation, hvor de kan forvente store udgifter eller indtægter forårsaget af miljømæssige faktorer. Virksomhedernes årsregnskaber er omfattet af reglerne i årsregnskabsloven, med tilhørende bekendtgørelse og vejledninger. Kort skitseret består årsregnskabet af følgende punkter: • • • •

Ledelsens beretning. Resultatopgørelse. Balance. Noter.

I beretningen informerer ledelsen om, hvordan virksomheden generelt klarer sig. Beretningen er ikke en formel del af årsregnskabet og giver derved mulighed for at beskrive de forhold, der kræver en mere kvalitativ vurdering end de økonomiske tal kan vise. Kravene til beretningen er meget løse, og det er således i høj grad op til virksomheden selv at bestemme udformningen. Dette giver beretningen en styrke til brug for virksomheden, idet de herved kan signalere, hvilken type virksomhed læseren har at 65

Loven om grønne regnskaber gøre med. Beretningen er et oplagt sted at nævne miljømæssige forhold og tiltag, og det er da også her de fleste virksomheder vælger at placere deres miljøoplysninger. Hvis virksomheden har foretaget betydelige miljøinvesteringer, eller der verserer miljøretsager, er det ligeledes i beretningen dette fremgår. [Deloitte & Touche, 1995] Resultatopgørelsen bruges til at vise, hvorfra indtægterne kommer og, hvordan udgifterne er fordelt. Balancen opstiller aktiver og passiver og her fremgår bl.a. udgifter til råvarer, køb og salg af maskiner o.s.v. I balancen kan miljøoplysninger indgå i det omfang, at virksomheden har investeret i miljømæssige foranstaltninger. Det er endvidere muligt for visse virksomheder at anvende nogle af oplysningerne, der ligger til grund for balancen til opstilling af det grønne regnskab. Resultatopgørelsen og balancen viser virksomhedens resultat i regnskabsåret og indeholder tilsammen de centrale beløbsmæssige informationer. Noterne er med for at forklare, hvordan værdiansættelsen i regnskabet er foregået, og hvilken beregningsmetoder, der er benyttet. Dette afsnit kan til dels sidestilles med ledelsens redegørelse i de grønne regnskaber, hvor fastsættelse af væsentlighedskriterier o.lign fremgår.

66

Loven om grønne regnskaber Figur 3.3 Miljø omtalt i årsberetningen

[Deloitte & Touche, 1995] Ovenstående figur viser hvilke miljømæssige emner virksomhederne vælger at omtale i årsberetningen. Nedenstående paragraffer i årsregnskabsloven angiver punkter i årsregnskabet, der kan indeholde oplysninger, der direkte eller indirekte viser noget om virksomhedens miljøforhold:

67

Loven om grønne regnskaber §19 Forskning og udvikling - imaterielle anlægsaktiviteter. §20 Hensættelser til f.eks. forurenede grunde. §27 Værdiansættelse af anlægsaktiver, ved f.eks tilskud til renere teknologi. §29 Nedskrivning af anlægsaktiviteter, f.eks. maskiner og andet produktionsudstyr. §50 Årsberetningen skal være en pålidelig redegørelse. [IDA Møde om grønne regnskaber d. 04.01.95] Flere og flere virksomheder er gennem de sidste 4-5 år frivilligt begyndt at informere om deres miljøforhold. Dette sker oftest i forbindelse med de finansielle regnskaber, hvor bl.a. en analyse - udført af revisions firmaet Deloitte & Touche - viser, at knap halvdelen af de deltagende virksomheder havde miljøoplysninger med i deres årsregnskab. [Deloitte & Touche, 1995] Værdien af disse informationer var naturligvis meget varierende, men grundlæggende var informationerne ikke detaljerede nok til tredjepart kunne vurdere virksomhedens miljømæssige forhold. Som eksempel var så godt som alle oplysningerne af kvalitativ art, og der var således ingen oplysninger om emissioner o.s.v. Selvom det ikke giver et fyldestgørende billede af virksomhedens miljøforhold er informationerne placeret i årsregnskabet, da det er et velegnet kommunikationsmiddel, der bliver læst af mange interessenter. Økonomiske interessenter, der rekvirerer et årsregnskab, får derved en hurtig og letforståelig oversigt over, hvordan virksomheden betragter deres egne miljøforhold. En anden parallel, der kan drages mellem grønne og finansielle regnskaber, er spørgsmålet omkring revision. Debatten om de grønne regnskaber har i høj grad været præget af revisorer, der har udvist stort initiativ for at påvirke de grønne regnskaber i retning af at gøre dem revidérbare. Dette skyldes naturligvis, at de herved ser et nyt arbejdsområde. Der er ikke pligt til at lade de grønne regnskaber revidere. Dette er begrundet med, at det i forvejen er en stor opgave for virksomhederne at udarbejde de grønne regnskaber og denne ville blive forøget, hvis virksomhederne også skulle betale for revision. Samtidig er der endnu ikke udviklet en endelig metode til at revidere de grønne regnskaber. En revision af en miljømæssig redegørelse er meget vanskelig, hvis dette skal udføre grundigt, da det ikke kun drejer sig om kroner og øre. Alene enhederne er meget forskellige alt efter, hvilke stoffer det drejer sig om, og mængderne af indholdsstoffer i f.eks emissioner kan være meget svære at fastslå og må ofte baseres på skøn. 68

Loven om grønne regnskaber Det er dog vigtigt at være opmærksomme på, at revisorernes syn på grønne regnskaber bunder i at finde en bedre metode til at oplyse om økonomisk usikkerhed forårsaget af miljømæssige faktorer.

3.5 Opsamling og diskussion af grønne regnskaber Til sidst i dette kapitel vil vi lave en opsamling på de væsentligste kritikpunkter, der er til de grønne regnskaber. For det første mener vi, at der kan identificeres 2 formål med de grønne regnskaber afhængig af, hvem der skal anvende dem. Grønne regnskaber skal - gennem en holdningsændring hos virksomhederne - være medvirkende til forbedringer af miljøforholdene. Samtidig mener vi, at regnskaberne skal fungere som en forbedring af metoden til at informere om den økonomiske risiko ved virksomhedens nuværende miljøforhold. Dette begrunder vi med den store interesse, som den finansielle verden har udvist overfor de grønne regnskaber, og som de normalt ikke udviser i forbindelse med miljøtiltag. Det er et karakteristisk dilemma, der optræder mellem de miljømæssige- og de økonomiske interessenter. De grønne regnskaber kan derfor både kritiseres for at befinde sig et sted i "ingenmands land" og roses for at forsøge at nedbryde grænserne mellem 2 traditionelt adskilte fløje. Et andet dilemma er, at de grønne regnskaber både skal informere fagligt uddannede læsere med en professionel interesse og lægfolk. De grønne regnskaber skal udformes, så de er tilgængelige for en ikke-faglig læser, hvilket medfører at data skal forarbejdes og fortolkes. Det er godt for de interessenter, der ikke har interesse i de specifikke tal, men evt. ønsker at følge virksomhedens ledelse på miljøområdet. En stor del af de interessenter, der er i virksomheden og som har interesse i miljøpræstationerne ønsker dog de rå data, så de selv kan drage konklusionerne. Det drejer sig bl.a. om tilsynsmyndighederne. Hvis de skal anvende de grønne regnskaber i deres arbejde skal data være så uforarbejdede som overhovedet muligt. Tilsynsmyndighederne kan dog godt bruge de grønne regnskaber til at opretholde en dialog med virksomhederne selv om data er forarbejdede. [Københavns amt, d. 19.12.95] Rå data vil imidlertidig være utilgængelige for mange og derfor kun anvendelige for en lille gruppe - her i blandt virksomheden. Det største kritikpunkt vi har til de grønne regnskaber er den svagt formulerede bekendtgørelse, hvor virksomhederne i høj grad selv skal vælge, hvad de vil oplyse om 69

Loven om grønne regnskaber i regnskabet. De grønne regnskaber er ikke underlagt kontrol, og det er derfor læsernes opgave at påpege fejl. Det er ifølge Miljøstyrelsen offentligheden og tilsynsmyndighederne, der skal rekvirere regnskaberne og på den måde fungere som "kontrol" overfor virksomhederne. Vi mener, at der kan stilles et stort spørgsmålstegn ved, om der er en tilstrækkelig stor kritisk offentlighed til dette formål. Hvis man vil fange den brede offentligheds interesse, skal de grønne regnskaber nok være fokuseret mere mod produktet, således det grønne regnskab kan bruges som beslutningsgrundlag i en indkøbssituation. Idet de grønne regnskaber er fokuseret på den samlede virksomheds produktionsproces, er det vanskeligt at udlede oplysninger om et enkelt produkt. Dette mener vi er et vigtigt kritikpunkt i forhold til de markedsmæssige forhold. Vi ser en tendens til, at nogle virksomheder skal kunne dokumentere hele produktets livscyklus. Dette krav kommer ofte fra kunder, der vil vide, om de skal købe eksempelvis glas eller aluminium, pap eller plastik o.s.v. Et livcyklus perspektiv er brugbart til at få et overblik over det enkeltes produkts samlede miljøbelastning. Vi vil i kapitel 4 vende tilbage til diskussionen, hvor vi inddrager virksomhedens forskellige interessenter og deres krav til, hvad der skal fremgå af det grønne regnskab. Den enkelte virksomhed har ofte et ønske om at rette det grønne regnskab til en helt bestemt målgruppe. De fleste målgrupper agerer, efter vores mening, i det økonomiske system, hvorfor virksomheden må formodes at anvende både sprog og koder fra dette system. Det må formodes, at disse interessenter har et vist forhåndskendskab til virksomheden, hvilket yderligere vil komplicere det faktum, at det grønne regnskab primært er rettet mod den brede offentlighed. Et andet kritikpunkt er angående mængdeangivelsen af produktionens anvendte rå- og hjælpestoffer. Virksomhederne kan som nævnt vælge at anvende indekstal, hvor året før eller det første regnskabs år sættes til 100. Det giver læserne mulighed for at iagttage udviklingen i forbruget, men giver ingen oplysninger om det faktiske forbrug. Den lille mulighed, som der kunne være for at sammenligne virksomhederne, er derved næsten elimineret. Sammenligning af virksomheder, der producerer det samme, er også i forvejen vanskelige, da virksomhederne kan have forskellige produktionsmetoder, der kræver forskellig forbrug af råvarer, og dermed er afgørende for de fremkomne tal. Tilsynsmyndighederne vil i visse tilfælde kunne anvende oplysninger om emissioner fra en produktion til at

70

Loven om grønne regnskaber sammenligne med andre lignende produktioner. Det kræver imidlertid et stort arbejde, og de grønne regnskaber alene indeholder ikke tilstrækkelige informationer. For de interessenter, der ønsker at iagttage, om virksomheden bliver drevet således, at der løbende arbejdes med produktions- og miljøforholdene og spares på de forbrugte ressourcer er indekstal anvendelige. De økonomiske interessenter skal oftest anvende de grønne regnskaber til at vurdere, om der er en økonomisk risiko forbundet med virksomhedens miljøforhold. Deres interesse i sammenligneligheden af de grønne regnskaber er derfor knap så stor, og indekstal kan give et udmærket billede af den udvikling, der sker med virksomhedens emissioner. Derimod kan der være en betydelig mangel, at oplysninger om f.eks jordforurening ikke eksplicit skal fremgå af det grønne regnskab. Det kan være en betydelig økonomisk byrde for virksomheden at skulle oprense en forurenet grund, og kan derfor påvirke en kreditgivning. I yderste konsekvens vil det medføre nogle grønne regnskaber, der hverken kan anvendes af interessenterne eller af virksomheden selv til at igangsætte interne læreprocesser omkring forbrug og spild i produktionen. Revisionen af det grønne regnskab er et andet springende punkt. Vi har tidligere været inde på, hvilke fordele og ulemper det kan have for virksomheden at få revideret det grønne regnskab. Det kan diskuteres, hvilken effekt det har, at en revisor påtegner eller revidere det grønne regnskab. Effekten vil i første omgang være til størst gavn for de forretningsforbindelser virksomheden har, da de i forvejen har tillid til denne form for kontrol fra de finansielle regnskaber. Hvordan tilsynsmyndighederne vil bruge de grønne regnskaber kan være svært at forudsige på nuværende tidspunkt. Vi tror dog først og fremmest, at det grønne regnskab vil blive brugt som et redskab i dialogen med virksomhederne omkring deres miljøforhold og, hvordan de arbejder med disse forhold. Grønne regnskaber kan derved understøtte en udvikling, der allerede er igang på nuværende tidspunkt. Der foreligger endnu ikke erfaringer for grønne regnskaber, som de skal udformes i følge loven. Det projekt, der ligner mest, er udarbejdet af revisionsfirmaet Price Waterhouse, og er lavet med et lidt andet formål. Det kan diskuteres, hvorfor dette projekt blev sat i gang, og i hvor høj grad det har en sammenhæng til loven om grønne regnskaber. De erfaringer man får fra projektet er i høj grad styret af revisorer, og spørgsmålet er, om man vil mangle pilotprojekter til at understøtte implementeringen af 71

Loven om grønne regnskaber loven. Price Waterhouse projektet giver eksempelvis ikke svar på, hvordan virksomheden arbejder med miljømæssige forhold ved indsamling at data til det grønne regnskab. Dette kunne være interessant at se i forhold til, hvordan den fremtidige regulering skal udformes. Der er mange paralleller til det finansielle regnskab, og dette kan få betydning for, hvordan virksomhederne tager imod loven. Virksomhederne er vant til at arbejde med årsregnskaber, og det er en naturlig del af deres måde at styre de økonomiske forhold på. Ved at anvende nogle af de samme begreber overfører man nogle forståelser, der måske kan omsættes til miljø. Samtidig kan mange af de miljømæssige data findes blandt oplysningerne, der indgår i det finansielle regnskab. Det kan være f.eks. ved affaldsbortskaffelse, hvor regningerne herfra angiver affaldsmængderne. Vi kan konstatere, at det grønne regnskab er i begyndelsesstadiet, og derfor ikke er "forfinet" endnu. Et interessant aspekt er de mange forskellige interessenter, som vil komme til at benytte det grønne regnskab og sætte deres præg på udformningen. Dette vil vi arbejde med i følgende kapitel.

72

Interessenter i grønne regnskaber

Kapitel 4 Interessenter i grønne regnskaber 4.0 Indledning Kapitlet her skal være med til at afdække, hvilke interessenter der har interesse i miljøinformation om en virksomhed. Der er mange interessenter i virksomhedernes miljøinformationer og det er vigtigt, at virksomheden er i stand til at honorere interessenternes krav til informationerne. Samtidig er det vigtigt at virksomhederne gør sig klart hvem, der skal anvende miljøinformationerne samt, hvordan og i hvilken form disse informationer skal udarbejdes. Vi har ikke foretaget en tilbundsgående interessentanalyse, men udarbejdet en oversigt over de forskellige interessenter og deres ønsker til miljøinformationer. Loven om grønne regnskaber og den tilhørende bekendtgørelse stiller kun overordnede krav til indholdet i grønne regnskaber. Yderligere præcisering og prioritering af, hvilke emner der skal beskrives overlades derfor til den enkelte virksomhed. Det grønne regnskab bør dog være tilstrækkelig detaljeret til, at læseren kan vurdere virksomhedens miljøpræstation, hvilket stiller store krav til en grundig og præcis udvælgelse af data.

4.1 Opstilling af virksomhedens interessenter Som det er beskrevet i teorien antager vi, at virksomheden er et delsystem af det overordnede økonomiske system. Da vores udgangspunkt for projektet er, hvordan virksomheder kan ændre deres miljøadfærd ved, at der i højere grad bliver stillet krav til deres information eller kommunikation om miljøforhold, vil vi se på, hvilke elementer der påvirker en virksomheds rationelle handlen i forhold til at kunne blive mere selvregulerende. Systemteorien, der er en del af den refleksive ret kan, efter vores overbevisning, være med til at skitsere de overordnede samfundsmæssige rationaler. Rationalerne kan have betydning for, hvordan f.eks. en lov vil sætte sig igennem i delsystemerne. For at indfange, hvorledes virksomhedens handlen er påvirket af de samfundsmæssige rationaler, vil vi i dette kapitel tage udgangspunkt i teorien fra kapitel 2 til at analysere på et konkret plan - virksomhedsplanet.

73

Interessenter i grønne regnskaber De samfundsmæssige systemer har således en betydning, når loven om grønne regnskaber skal implementeres i virksomhederne. Det drejer sig om det retslige og politiske system i form af inddragelsen af myndighederne, og det økonomiske system, hvor de grønne regnskaber kan medvirke til at beskrive en virksomheds situation og muligheder for at klare sig på markedet. Aktørerne i det økonomiske system er således begyndt at vise interesse for, hvilken risiko miljø udgør for virksomhedens fortsatte produktion og eksistens. Det er i delsystemerne, at der foregår en refleksion over de overordnede systemers koder og sprog. Refleksionen i delsystemerne foregår ved, at systemet overvejer hvilke muligheder og begrænsninger, der eksisterer ud fra de givne rammer. Vi mener, at dette kan give virksomhederne nogle muligheder for at handle aktivt, hvilket vi i det følgende vælger at kalde deres strategiske råderum. En virksomheds strategi er et udtryk for prioriteringer fremover, og er et vigtigt redskab i forhold til, hvilken fremtidig rolle virksomheden satser på markedet. Hvordan de handler i forhold til den offentlige regulering, hvad de satser på dels af produkter dels af produktionsapparat, og hvordan de planlægger at handle miljømæssigt. De interne forhold i virksomheden er medbestemmende for, hvilke strategiske satsninger der er realistiske; hvordan er virksomhedens økonomi, teknologiske stade, medarbejder kvalifikationer, forskning og udvikling, styringsparametre i produktionen m.m. For at undersøge, hvilke faktorer, der er med til at bestemme en virksomheds valg af strategi, må vi se, hvilke påvirkninger en virksomhed er udsat for. De ydre faktorer, der kan påvirke en virksomheds strategiske råderum, har i vores sammenhæng karakter af forskellige interessenter. Interessenterne kan presse virksomheden og dermed påvirke virksomhedens handlemuligheder. Vi vil i det følgende opbygge en viden til at undersøge, hvilke mekanismer der medvirker til, at virksomhederne i højere grad kan blive selvregulerende. Vi forstår selvregulering som den situation, hvor virksomhederne selv er med til at regulerer sine miljøforhold og til dels gør dette ved at påvirke andre virksomheder forud og bagud i produktionskæden. Vi forstår endvidere selvregulering, som en strategi virksomheden kan vælge. Vi skal altså undersøge, hvilket pres virksomheden er udsat for og ønsker derved at undersøge, hvordan virksomhederne kan blive mere selvregulerende som følge af dette pres.

74

Interessenter i grønne regnskaber Vi har derfor valgt at tage udgangspunkt i, hvilke led en virksomheds produkt gennemlever fra vugge-til-grav. Dette indebærer nedenstående led, hvor virksomheden har muligFigur 4.1 Produktionskæde Udbud

Leverandør ic__ råvarer

Producent ,

Detailhandel

Forbruger

Bortskaffelse |

forarbejdning j

kunder

konsument

Samfund

1

Efterspørgsel

hed for at påvirke eller selv blive påvirket af de øvrige led i produktionskæden. Dette betyder, at selv et simpelt produkt gennemgår mindst 5 led: Pointen ved at betragte virksomheden ud fra en produktionskæde er, at reguleringen og pres udefra kan give reaktioner både forud og bagud i kæden. Som et eksempel kan de regulerende myndigheder f.eks. have indflydelse på, hvilke råvarer virksomheden må anvende, og virksomheden kan stille krav til deres leverandører om at levere et mere miljøvenligt produkt. Det er ikke muligt for reguleringen at styre alle led i produktionskæden og de progressive virksomheder på miljøområdet begynder da også i højere og højere grad at stille krav til miljøforholdene hos de virksomheder, der befinder sig bagud i kæden. Dette sker via efterspørgsel på markedet, som illustreret på figuren. Reguleringen af en virksomhed, har således indflydelse på, hvordan virksomheden vælger at tilrettelægge sin strategi. Den første gruppe interessenter vi kan identificere er således • Interessenter indenfor miljøreguleringen Mulighederne for valg af strategi afhænger endvidere af virksomhedens placering i produktionskæden, og hvordan styrkeforholdet er fordelt i kæden. Med styrkeforhold mener vi, hvilke led, der kan stille krav til de foregående/efterfølgende led i produktionskæden. Her spiller udbud og efterspørgelses situationen ind, da en virksomheds styrke i

75

Interessenter i grønne regnskaber produktionskæden er afhængig af, hvor stor/lille efterspørgsel, der er efter deres produkter. Under interessenter i produktionskæden opererer vi - udover de reguleringsmæssige - med interessenter, der har en økonomisk interesse i virksomheden, og som virksomheden har en interesse i at opretholde. Det drejer sig om kunder og forbrugere, der hyppigst stiller krav til pris, leveringssikkerhed, miljø, kvalitet m.m. Underleverandører har en interesse i at afsætte deres råvarer, og de er samtidig afhængig af, at virksomheden ikke skifter leverandør. Det kan betyde, at de til stadighed må følge med virksomhedens udvikling med hensyn til miljøforhold, pris etc. Disse kan ligesom reguleringen udøve et pres på virksomheden, og vi vælger at benævne dem: • Interessenter fra produktionskæden Samtidig er virksomhedens interne forhold med til at bestemme, hvordan virksomheden kan handle. Det kan være det teknologiske stade, økonomiske forhold, medarbejdernes uddannelse o.s.v., der alle medvirker til at begrænse eller styrke virksomhedens muligheder. Dette kan påvirkes af de investorer og långivere, der eksisterer i tilknytning til virksomheden. Hvis virksomhedens økonomiske eller miljømæssige forhold ikke er i orden, kan den økonomiske situation for virksomheden blive forringet yderligere, da det bliver vanskeligere at optage lån, og potentielle investorer vil holde sig tilbage. Aktionærer ønsker at undgå økonomisk risiko, da deres investerede penge gerne skulle give et afkast. Finansielle institutioner har ligesom aktionærer en interesse i, at der ikke i virksomhedens forretningsområde ligger skjulte risici for store økonomiske udgifter. For at dette skal hænge sammen med miljøforhold kan de stille krav til virksomheden om, at det skal fremgå af deres information, at de ikke anvender stoffer eller lign., der kan have en skadelig effekt på miljøet således, at de vil få en regning på længere sigt. Det viser, at der yderligere er interessenter, der kan rubriceres under kategorien: • Interessenter, der har en økonomisk interesse i virksomheden. De nævnte interessenter giver dog ikke et fuldstændigt billede af, hvilke påvirkninger virksomheden er udsat for. I forbindelse med grønne regnskaber er der yderligere nogle interessenter, der er i stand til at påvirke virksomheden. Det kan dels være interessenter, der primært har en interesse i selve udarbejdelsen af det grønne regnskab så som revisorer, ingeniører o.s.v, og det kan dels være interessenter, der har en interesse i det miljø, som de grønne regnskaber beskriver den enkelte virksomheds belastning af. De sidstnævnte er 76

Interessenter i grønne regnskaber f.eks. lokalbefolkningen, miljøorganisationer o.s.v. En helt tredje gruppe, der har indflydelse på virksomhedens udarbejdelse af de grønne regnskaber, er medierne. De lader sig dårligt rubricere, men er en væsentlig magtfaktor overfor virksomhederne, da de ved positiv eller negativ omtale af virksomheden kan påvirke de øvrige interessenter til at forstærke deres pres på virksomheden. De sidstnævnte interessenter har vi i mangel af bedre valgt at kalde: • Andre interessenter. Pres fra de mange forskellige interessenter medfører, at virksomheden må handle ud fra forskellige strategiske valgmuligheder. Muligheden for frit at vælge strategi er derfor begrænset. Strategi er i de senere år blevet en vigtigt område at forholde sig til som virksomhed. Det økonomiske system fungerer hovedsageligt på de markedsmæssige vilkår, hvilket betyder at det tildels er omgivelserne, der bestemmer virksomhedens strategiske råderum. Virksomhedens strategiske råderum består i at kunne agere i de systemer, der er beskrevet i teorien, og at kunne forholde sig de ydre pres der måtte komme fra interessenterne. Virksomhedens overordnede mål med valget af strategi er at indfri ønsket om, hvor de placerer sig på det fremtidige marked. Den mest forudseende miljøstrategi er, hvis det lykkedes for virksomheden at bringe sig i en position, hvor det er virksomheden selv, der tager initiativet til at definere succes- og fiaskokriterierne på miljøområdet. Virksomheden opstiller således selv retningslinierne og kan derved selv bestemme, hvordan de vil "måles" af de omgivende interessenterne. I nedenstående afsnit vil vi foretage en nærmere udpegning af de interessenter, der kan medvirke til at presse virksomheden og dermed påvirke virksomhedens muligheder for at vælge miljøstrategi. En stor del af kapitlet er bygget på interview, da det er sparsomt med skriftligt materiale på området. Under vores interviews har vi fået svar på, dels interessenternes mening om bekendtgørelsen, og dels om deres ønsker til de grønne regnskaber uafhængigt af bekendtgørelsen.

77

Interessenter i grønne regnskaber En anden vigtig kilde i kapitlet er en rapport udarbejdet af CIMIPP8. Rapporten omhandler en interessentanalyse vedrørende indholdet af de miljøredegørelser, der skal udarbejdes af virksomheder tilknyttet EM AS. Disse miljøredegørelser skal ligeledes offentliggøres, og har, som vist i kapitel 3, en del ligheder med grønne regnskaber. Analysen er rent praktisk udført ved afholdelse af rundbordssamtaler, hvor deltagerne diskuterede deres krav og ønsker til miljøredegørelserne. Vi mener derfor, at vi kan bruge analysen i denne sammenhæng, da de enkelte deltagers holdninger fremgår i resumeret form.

4.2 Interessenter med en økonomisk interesse i virksomheden Disse interessenter har første gennem de sidste 5-6 år udvist interesse for de miljømæssige forhold i virksomhederne. Man kan sige, at de altid har været interesseret i virksomhedens overlevelse og derfor altid har stillet krav til informationer om, hvordan virksomheden agerede - også på det miljømæssige område. Vores påstand er dog, at det er en ny tendens, når de markedsmæssige interessenter stiller miljømæssige krav ud fra tankegangen om, at det er en økonomisk risiko for dem, hvis ikke de gør det. Det har indtil i dag været sådan, at oplysninger om virksomhedens miljøperformance skulle findes i årsberetningen. Vores interviews med bl.a. Den Danske Bank og Kommunernes Pensionskasse viste, at det var et generelt problemet, at de fleste virksomheder kun har omtalt miljø i meget brede vendinger, og derfor var denne information reelt set ikke brugbar som beslutningsgrundlag for en eventuel investering. Desuden kan det være vanskeligt at udlede miljørelaterede udgifter og indtægter direkte fra årsregnskabet. En anden mulighed er at søge informationerne i virksomhedernes miljøgodkendelser, men det er endnu ikke alle virksomheder, der har en sådan, og informationerne kan være svære at forstå for en usagkyndig. Flere internationale industriorganisationer har selv udarbejdet krav til frivillige miljøinformationer. Bl.a. har en arbejdsgruppe i 1992 under ICAEW (The Institute of Chartered Accountant in England and Wales) udarbejdet nogle retningslinier for virksomheders miljøkommunikation og har defineret nedenstående målsætning:

8

Center for Integreret Miljøvurdering af Industriens Processer og Produkter, hvilket er et samarbejde mellem dk-Teknik og VKI. 78

Interessenter i grønne regnskaber "En virksomhed bør give passende informationer til de interessegrupper som - uanset virksomhedens kontakt med dem er direkte eller indirekte - er i en position, hvor de kan tage skridt, der direkte eller indirekte influerer på virksomhedens nuværende eller fremtidige position" [Revision & Regnskabsvæsen, 1993: Sørensen, Preben J.: Bæredygtig udvikling, s. 13] Denne udtalelse viser i høj grad, at der er sket et skift fra tidligere ved, at man tager miljø med som en parameter, der har betydning for virksomhedens overlevelse på længere sigt. Dette er en kontrast til årsregnskaber, der er et forholdsvis statisk instrument, hvor man vurderer en virksomheds økonomiske formåen set i forhold til de foregående år. Med miljøoplysninger er det anderledes, idet det i høj grad er et spørgsmål om, hvordan virksomheden vil klare sig i fremtiden.

4.2.1 Investorer Følgende er en opsummering af forskellige investorers opfattelse af, hvilke parametre virksomheders miljøredegørelser skal indeholde. Det er således Gudme Raaschou A/S, Juristernes- & Økonomernes Pensionskasse, Bikuben Børs A/S og Kommunernes Pensionskasse, der repræsenterer det nedenfor skrevne. Kommunernes Pensionskasse (KP) har vi interviewet den 16.01.1996 og Gudme Raaschou A/S er dels repræsenteret ved et indlæg på konference afholdt af dagbladet Børsen og dels ved et telefoninterview med Ole Dahl Hansen (ODH) den 10.04.96. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er forskel på langsigtede investeringer, der kan strække sig over 10-15 år og de kortsigtede investeringer, hvor formålet er et hurtigt afkast. De kortsigtede investeringer derfor er ikke nær så sårbare overfor miljøproblemer, der udvikler sig over flere år. De nævnte investorer i dette afsnit repræsenterer de langsigtede investeringer, da miljø oftest kan betragtes som en risikoparameter på længere sigt. Diskussionen hos investorer har hovedsageligt drejet sig om, hvorvidt virksomhedens miljømæssige forhold skulle inddrages i det finansielle årsregnskab. På denne måde vil aktionærer og andre kunne følge selskabets udvikling både på det økonomiske og det miljømæssige område. [Bikuben Børs i CIMIPP, 1994] Som investor ser man først og fremmest på bundlinien i det finansielle regnskab. Er indtjeningen fornuftig, og vil den blive ved med at være det fremover. Derfor bør virk79

Interessenter i grønne regnskaber somheden forholde sig til, hvordan de tror udviklingen vil være indenfor f.eks. lovgivning, miljøafgifter, råvarepriser, efterspørgslen efter "grønne" produkter m.m. Aktionærer har behov for at få ærlige redegørelser fra ledelsen om dennes overordnede mål, holdninger og strategier. [Juristernes- og Økonomernes Pensionskasse i CIMIPP, 1994] Det blev flere gange nævnt, at ærlige redegørelser var meget vigtige. Dette virker umiddelbart som et overflødigt krav, da alle uanset interesser har behov for ærlige redegørelser. Det kan dog afspejle en generel skepsis overfor virksomhedernes hidtidige meget overfladiske beskrivelser af miljøforholdene, som ikke giver et reelt billede men nærmere er blevet brugt som reklamemateriale. Det blev flere gange fremhævet under vores interviews, at det var positivt, hvis virksomhederne også skrev om deres problemer, da det afspejlede en ærlighed og en bevidsthed om miljøforholdene. Der er flere investeringsfirmaer, der i den seneste tid har beskæftiget sig med miljøoplysninger fra virksomheder. Et af dem er Gudme Raaschou A/S, der - ifølge en konference afholdt af dagbladet Børsen (1995) - siden 1991 har udarbejdet såkaldte miljøbilag på nogle udvalgte virksomheder, her iblandt Brdr. Hartmann.9 Miljøbilaget er udarbejdet med det mål at kunne blotlægge nogle miljøtrusler/muligheder, for bedre at kunne rådgive i investerings sammenhæng. I følge Ole Dahl Hansen, Gudme Raaschou A/S, er interessen for disse miljøbilag dog ikke så stor som i starten af 1990'erne, hvor debatten om investeringer i miljøvenlige virksomheder startede. På nuværende tidspunkt er det hovedsageligt pensionskasser, der stiller krav til virksomhedernes miljøforhold før de placerede deres investeringer. [ODH, Gudme Raaschou A/S, d. 10.04.96] På konference afholdt af Børsen fremgik det, at miljøoplysninger oftest kun bliver brugt af de investorer, der allerede har en kritisk holdning til miljøforhold og ønsker at "købe aflad". Investeringer på baggrund af en miljøvurdering sker ikke i særlig høj grad. [Gudme Raaschou A/S, Børsen konference, 1995] Vi er imidlertid af en anden holdning, da miljøforhold til stadighed bliver en mere og mere betydende økonomisk parameter. Samtidig er mange medlemmer i f.eks. pensionskasser begyndt at stille krav til, at deres penge bliver investeret i miljøbevidste virksomheder. Dette fremgik af vores interviews med Kommunernes Pensionskasse og CIMIPP undersøgelsen, hvor medlemmerne i DJØFs pensionskasse havde udtrykt ønske om miljøvenlige investeringer. Vi kan således ikke tilslutte os den holdning, som de 2 repræsentanter fra Gudme Raaschou A/S fremlægger. Man kan ligeledes spørge, hvorfor investeringsfirmaet Gudme Raaschou A/S har valgt at udarbejde miljøbilag på nogle

9

Miljøvurderingen af Brdr. Hartmann findes i bilag 2. 80

Interessenter i grønne regnskaber virksomheder og opdaterer disse hvert år, hvis virksomhedernes miljøforhold kun har en ringe betydning i investeringsrådgivningen. Hertil skal dog nævnes, at lovgivningen for pensionskasser kræver, at medlemmernes opsparinger sikres det størst mulige afkast med mindst mulig risiko. Magistrenes Pensionskasse har i den forbindelse lavet en undersøgelse, hvor pensionskassemedlemmerne blev spurgt om deres holdning til miljøinvesteringer. Undersøgelsen viste, at 70 % af medlemmerne ønsker, at pensionskassen investerede på miljøområdet, trods investeringerne måtte formode at give et lavere afkast. [Revision & Regnskabsvæsen, 1993] Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at der er forskellige holdninger blandt medlemmerne i de forskellige pensionskasser, og at det ofte kun er en lille procentdel af de samlede investeringer, der placeres i virksomheder med begrundelse i deres miljøforhold. Ved interview med afdelingsleder Niels Hougaard (NH), Kommunernes Pensionskasse fik vi oplyst, at kravene til miljøoplysninger havde ændret sig. Tidligere kontrollerede man blot, om virksomheden overholdt miljølovgivningen. Nu beskæftigede man sig tillige med den fremtidige strategi på miljøområdet. Endvidere undersøger pensionskassen, om virksomheden har en miljøforsikring, men det var ikke afgørende for, om de ville foretage en investering eller ej. Virksomhedens maskinpark bliver ligeledes undersøgt for at vurdere teknologianvendelsen, og hvor gammel maskinparken er. Derefter sker der en sammenligning mellem branchens generelle produktionsflow, teknologi o.s.v. KP har endnu ikke benyttet muligheden for at kontakte virksomhedens tilsynsmyndighed, men ser gerne på virksomhedens miljøgodkendelse, der rekvireres hos virksomheden selv. Som den eneste økonomiske interessent vi har interviewet mente KP, at de kunne tolke tekniske data uden problemer. [NH, Kommunernes Pensionskasse d. 16.01.1996] Denne ekspertise er opbygget gennem årene, da de ikke har ansat fagfolk til at foretage vurderingerne. Her skal det bemærkes, at investorer tilhører det økonomiske system, og derfor vil betragte miljøforhold, som værende en økonomisk risiko faktor, hvis forholdene ikke er i orden. Det medfører, at de tekniske data er mindre vigtige, medmindre der er en akut forurening, derimod er en vurdering af, hvad det vil betyde for virksomhedens økonomiske forhold på længere sigt af større relevans. Alle de nævnte investorer har forholdsvis enslydende krav til, hvilke oplysninger de ønsker. F.eks. skal det oplyses, hvad virksomheden producerer og hvordan. Miljøgodkendelser er ligeledes nævnt hos alle som en vigtig del, da man derved kan kontrollere, at 81

Interessenter i grønne regnskaber virksomheden overholder Miljøbeskyttelsesloven. Samtidig findes der som regel mange oplysninger i godkendelserne. Selve kontakten til miljømyndighederne omkring miljøoplysninger er ikke noget investorerne generelt benytter sig af, da de mener, at det vil svække tilliden mellem virksomheden og investor [NH, Kommunernes Pensionskasse, d. 16.02.96]. Dette er forståeligt ud fra det synspunkt, at der ofte skal opbygges et tillidsforhold, hvor begge parter er afhængige af hinanden. Gudme Raaschou A/S benyttede dog muligheden for aktindsigt ved udarbejdelsen af deres miljøbilag [ODH, Gudme Raaschou A/S, d. 10.04.96]. Alle investorerne mener dog, at det virker positivt, hvis virksomheden oplyser om sine problemer og, hvordan man har tænkt sig at løse dem. Samtidig er det vigtigt, at virksomhederne redegør for deres ledelsesfilosofi, da den kan afspejle, hvordan virksomheden administrerer deres ressourcer og håndterer de miljømæssige forhold. [CIMIPP, 1994] Vi vil i det følgende opsummere, hvilke væsentlige parametre en miljøredegørelse skal indeholde set ud fra en investors synspunkt. Listen skal tages med et vist forbehold, da det er en sammenskrivning af flere investorers holdning.

82

Interessenter i grønne regnskaber

forhold (emissioner og redegørelse for dette), samt virks&mhédeas økonomiske konsekvenser heraf, drv,s. oplysninger om milj •

E» angivelse af adgrftsførte mHjøforamtaitniager samt forventrimger til fremtidige tiltag

øpgfctt m&t m tiåtåomemt på ca. 3 år. •

Mil|øpallHlt og ledelsesfilosofi på raiIjøområdet.

«

Evt miljøproblemer (^ventualførpligti^slser t&&. tidbedrijrt| af skader i kr. ^ øte).

•

Virkso-tnl-jedas^ status i forhold til Miijabesky^isesJove«.

•

Milj^godlveadeiser (qvt, kontøkter tit $!i$ynef).

•

Hvordan kommunikerer virksomheden med myndighederae, ftrrtgivdser, bv?iraad«er«s', ejere: om miljøforhold? se af, om miljø er en konkurrenceparameter.

4.2.2. Långivere Dette afsnit omhandler, hvordan og i hvilken grad banker bruger miljøoplysninger, når de skal bevillige lån til en virksomhed. Vi har i den forbindelse interviewet Niels Holm, afdelingsdirektør i regnskabsanalysekontoret i Den Danske Bank, d. 09.01.1996, herefter NH, DDB. Regnskabsanalysekontoret er en central afdeling, hvor større virksomheders regnskaber bliver behandlet, hvor mindre behandles lokalt i de respektive filialer. Endvidere har vi haft et telefon interview med Jan Svarre fra Unibank, den 29.04.1996. Bankerne i Danmark er generelt tilbageholdende med at kræve miljøoplysninger, med mindre der er en åbenlys grund til at gøre det [Finans nr. 11, 1995]. Denne åbenlyse grund

83

Interessenter i grønne regnskaber kunne være, hvis banken i forbindelse med långivning til en virksomhed "spiller en aktiv rolle". Hvis banken har spillet en aktiv rolle i forbindelse med driftsbeslutninger, der forårsager forurening, kan banken iflg. lov (nr. 225/94) pådrage sig et erstatningsansvar for låntagerens forureningsskader [CIMIPP, 1994]. Hos DDB skal kunderne i første omgang blot godtgøre, at de overholder gældende miljølovgivning. Banken kræver normalt ikke yderligere dokumentation for virksomhedens miljømæssige forhold. Her går f.eks Jyske Bank et skridt videre og beder virksomhederne om at fremvise deres miljøgodkendelser [Finans, nr. 11, 1995]. Da de fleste virksomheder i Danmark overholder miljølovgivningen siger det f.eks. ikke noget om, hvordan virksomheden i fremtiden vil håndtere deres miljømæssige forhold. DDB får ofte ved virksomhedsbesøg lejlighed til at se bygninger og maskinpark i forbindelse med lånoptagelse. Gennemgangen af virksomhedernes teknologi foregår primært med henblik på at vurdere om, der er "orden i forholdene" på virksomheden, og miljøspørgsmål spiller ind i den samlede vurdering. [NH, DDB d. 09.01.96] Der er således forskel på, hvordan bankerne i Danmark overvejer virksomhedernes miljøforhold før långivning. Unibank har siden sommeren 1994 haft et samarbejde med Hedeselskabet på miljøområdet. Her får virksomheder, der er potentielle forurenere et tilbud om et besøg af en miljøkonsulent. [Finans, nr. 11, 1995] I praksis fungerer ordningen således, at virksomheder, hvor banken er i tvivl miljøtilstanden, skal have deres miljøforhold vurderet af tredje part. Unibank har derfor etableret et samarbejde med Hedeselskabet, men virksomhederne kan dog selv vælge en anden konsulent, hvis de ønsker det. Det er dog i yderst få tilfælde, at banken været i en situation, hvor de direkte har krævet en sådan vurdering. I de fleste tilfælde bliver der indgået en aftale med virksomheden. Det er sjældent, at Unibank har afvist en kunde med begrundelsen i deres miljøforhold. En grund til dette er, at virksomheder der har rod i deres miljøforhold også tit har en dårlig likviditet, der dermed begrunder afslaget fra banken. [Svarre, Jan, Unibank, d. 29.04.96] DDB anvender i høj grad årsregnskaberne til at vurdere, hvordan ledelsen styrer virksomheden, både på det økonomiske og det miljømæssige område. I årsberetningerne ses endvidere på, hvilke styringssystemer virksomhederne i øvrigt anvender. Her tænkes blandt andet på kvalitetsstyringssystemer, hvor NH mente, at miljøspørgsmål indgik som et delelement. Vi er dog af en lidt anden overbevisning, da kvalitetsstyringssystemer ikke 84

Interessenter i grønne regnskaber direkte har miljømæssige forhold med. Dog kan man argumentere for, at virksomheden generelt får mere styr på deres produktion ved kvalitetsstyring og dermed også på deres miljøforhold. DDB's holdning var, at en virksomhed, der havde kvalitet og/eller miljø med i deres styring, generelt var veldrevet på de fleste områder. Det mener vi er en interessant vinkel, da miljø således ikke kun figurerer som en økonomisk risikofaktor, men også bruges som billede på en virksomhed, der har kontrol over deres produktion generelt. Miljøledelse er så pludselig blevet en parameter, der er med til at kendetegne den "dygtige" virksomhed overfor banken. Det er dog sjældent, at banken har afvist kunder, da de miljømæssige problemer ofte er af en størrelsesorden, hvor der ikke kræves store ressourcer af virksomheden for at rette op på forholdene. Problemerne bliver dermed løst ved, at banken kræver en løsning på problemet, således at gældende miljølovgivning overholdes. [NH, DDB, d. 09.01.96] Det største problem for bankerne lige nu er, at de ikke har den nødvendige ekspertise til at tolke de miljøinformationer, der kommer i forbindelse med et grønt regnskab [NH, DDB, d. 09.01.96]. Banker tilhører i høj grad det økonomiske system, og de vil derfor også være vant til at forholde sig indenfor denne kontekst. Bankens ansatte vil i de fleste tilfælde have svært ved at forstå og fortolke de miljømæssige informationer. Det vigtigste for DDB er dog ikke i første omgang de specifikke tal men derimod, at der kan konstateres en udvikling over tid. DDB vil gerne se, om der er sket en positiv udvikling med virksomheden på områder såsom vand- og energiforbrug, affaldshåndtering og luftemissioner. Endvidere vil NH gerne se på selve produktets miljøbelastning herunder genanvendelsesprocent. Vi stiller os dog tvivlende overfor, om banken rent faktisk undersøger produktets miljøbelastning, da de i øvrigt kun ønsker information angående, om virksomheden overholder miljøloven. Endvidere sætter banken ikke direkte penge på spil, hvis produktet i forbrugsfasen forurener uhensigtsmæssigt meget. På den anden side kan denne holdning også være udtryk for en fremsynethed i de tilfælde, hvor et produkt forurener så meget, at det ikke kan sælges og virksomheden derved må lukke. Både Unibank og DDB mener, at en revision af det grønne regnskab vil øge troværdigheden og højne standarden af regnskabet. Med hensyn til opstillingen af data i det grønne regnskab mente NH, at de svagt formulerede retningslinier i bekendtgørelsen kunne betyde, at det blev sværere for banker at vurdere regnskaberne, da de får et meget individuelt præg.

85

Interessenter i grønne regnskaber Nedenstående er et sammendrag af de krav långivere stiller til virksomheders miljøinformationer. Sammendraget er baseret på vores interviews og udtalelser i CIMIPP.

«

Mulighed for at vtuttere risikoen for at tabe

•

VfefcK8&E«ctea$ overholdelse »f M i Ij« beskyttelses l=o ve»+

•

Oeeerel beskrivelse af virk$omhedcns miijøma?5$ige fg$æmi\>

•

Ledéii&era »rg&flJserinjj og led eliÆsprkcipper, ora virksomheden har miljøar se en $dvjkliag> s^ at del c? muhgt at

4.3 Interessenter fra produktionskæden I dette afsnit vil vi beskæftige os med de interessenter, der stammer fra virksomhedens produktionskæde. Interessenterne kan have meget forskellige styrker til at påvirke virksomheden på miljøområdet. Forholdet internt i kæden er således forskelligt alt efter, hvilket produkt der er tale om, og hvordan markedsforholdene er. Vi vil her give en generel beskrivelse og senere i kapitel 5 komme ind på de særlige forhold, der gør sig gældende for vores case virksomhed.

4.3.1 Forbrugere Forbrugerne stiller grundlæggende krav til kvalitet, pris og leveringssikkerhed, men er i de senere år også blevet politiske bevidste i deres valg af produkter, hvor miljø er blevet en vigtig parameter. Forbrugerne er derfor en stærk faktor, da de kan presse detailhandlen, og derved indirekte producenterne, gennem deres indkøb. Dette afsnit er baseret på telefonin86

Interessenter i grønne regnskaber terview d. 22.04.1996 med Søren Hyltoft (SH), der er miljøkoordinator i Forbrugerstyrelsen. Den almindelige forbruger har brug for hjælp i tilfælde, hvor de vælger produkter ud fra et miljømæssigt argument. Denne hjælp kan være i form afmærkninger, deklarationer o.s.v, hvilket også kan iagttages via de mange diskussioner, der er både på nationalt og europæisk plan om indførelse af diverse mærker. Der er for øjeblikket en diskussion i Danmark omkring tilslutning til det Nordiske miljømærke Svanen. Denne diskussion er opstået i forlængelse af, at miljømærket fra EU er meget længe om at blive forhandlet på plads. [SH, Forbrugerstyrelsen, d. 22.04.96] Diskussionerne omkring miljømærkning af produkter understreger yderligere, at forbrugerne har et ønske om at kunne vælge de mindst miljøbelastende produkter. Ved indførelse af miljømærker bliver det i højere grad industriens ansvar at kunne dokumentere produkternes miljøbelastning, da de skal opfylde nærmere specificerede krav for at opnå et bestemt miljømærke. Ved det Nordiske miljømærke Svanen er det ca. 35 punkter, som virksomhederne skal forholde sig til ved ansøgning om mærket [SH, Forbrugerstyrelsen, d. 22.04.96]. Vi mener således, at der er ved at ske en udvikling fra, at det var forbrugernes opgave at undersøge, hvilket produkt der var det mindst miljøbelastende til, at industrien selv skal dokumentere produkternes miljøbelastning. Denne anvarsfordeling er ikke slået igennem alle steder endnu, men viser en tendens, der gør sig særligt gældende for produkter, hvor miljømærker har været diskuteret længe Som eksempler kan nævnes hårde hvidevarer, rengøringsmidler, emballage o.s.v. Virksomheder, der producerer færdigvarer, kan således risikere at få pålagt krav fra detailhandlen/forbrugerne om at dokumentere deres produktionsforhold og produktets belastning før, under og efter forbrugsfasen. Dette inkluderer en stor del af den samlede produktionskæde og minder om en livscyklusvurdering, der - i en forenklet og formidlet præsentation - er anvendelig for forbrugeren til at vælge mellem forskellige produkter. [SH, Forbrugerstyrelsen, d. 22.04.96] Der er ikke krav til virksomhederne om at dokumentere produktets miljøbelastning i det grønne regnskab med mindre, der indgår forurenende stoffer i produktet. Dette skyldes, at det grønne regnskab netop er koncentreret om produktionsprocessen. Forbrugerne kan således ikke handle direkte ud fra det grønne regnskab, når de gør deres indkøb. SH mente, at de grønne regnskabers udgangspunkt var at informere borgere og myndigheder generelt om virksomhedernes miljøforhold, ikke at informere forbrugeren. Vi mener dog, 87

Interessenter i grønne regnskaber at forbrugernes valg af varer på sigt vil få en større betydning end i dag. Der er imidlertid en risiko for, at debatten og oplysningerne om produkterne vil være meget afhængige af, hvilke historier medierne koncentrerer sig om og formidler til offentligheden. Dette kan vi se et eksempel på med diskussionen af det danske forbud imod dåser, hvor medierne på skift præsenterer miljømæssige analyser med modsatrettede konklusioner.

,
•

Døfc«iae»iatk>ri af prod«ktcts miljøbelastning. af §jrodtiktiønens m iljøbelasf rtin&.

4.3.2 Industrien I de tilfælde, hvor virksomhederne helt selv kan bestemme, hvilke informationer de vil udgive i et grønt regnskab, er industrien generelt positivt indstillet overfor grønne regnskaber, da det kan have en stor reklameværdi. Vi mener således, at det bl.a. er derfor, at nogle enkelte større virksomheder herhjemme frivilligt har valgt at udarbejde et grønt regnskab/milj øredegørel ser. Kilder til dette afsnit er interview med Johnny Henriksen (JH) fra Novo Nordisk d. 25.08.1995 og interview med flere medarbejdere i vores case virksomhed Brdr. Hartmann10. Herudover har vi anvendt materiale fra en undersøgelse, der er udført af Deloitte & Touche. Undersøgelsen omhandler en vurdering miljøinformationerne i 92 forskellige årsregnskaber fra danske virksomheder. Desuden har vi anvendt CIMIPP-

10

Uddybning af, hvilke medarbejdere vi har interviewet hos Brdr. Hartmann fremgår litteraturlisten.

Interessenter i grønne regnskaber undersøgelsen, hvor Dansk Industri, SAS Danmark, Henkel Ecolab og Novo Nordisk deltog som repræsentanter for industrien. Dansk Industri, der er industriens interesseorganisation, er de mest skeptiske overfor loven om grønne regnskaber [CIMIPP, 1994]. Dette mener vi skyldes, at de skal varetage industriens krav som repræsentant for mindste fællesnævner, så ingen virksomheder kommer i klemme. Dansk Industri har en grundlæggende holdning om, at det skal være frivilligt at udarbejde grønne regnskaber. De påpeger ligeledes, at nogle virksomheder har særligt følsomme oplysninger, der skal holdes hemmelige grundet konkurrencemæssige forhold. [CIMIPP, 1994] Da Dansk Industri er imod krav til aflæggelse af grønne regnskaber, kommer de ikke med specifikke krav til, hvordan regnskaberne skal opstilles og hvilke parametre, der skal inddrages. De mener dog, at bekendtgørelsen skal være udformet med generelle retningslinier for indholdet, så det er op til den enkelte virksomhed selv at bestemme det specifikke indhold. Dansk Industri mener endvidere, at grønne regnskaber skal være udformet til lægfolk, da myndighederne allerede har oplysninger om virksomhedernes emissioner o.lign. [CIMIPP, 1994] Denne korte beskrivelse vidner om, at Dansk Industri er blevet hørt ved udarbejdelsen af bekendtgørelsen, da alle de ovenstående krav er blevet indarbejdet i bekendtgørelsen. De virksomheder, som vi har snakket med, er mindre skeptiske overfor offentliggørelse af miljøoplysninger end Dansk Industri. De vil gerne lave grønne regnskaber for at øge deres troværdighed, pleje deres image og være med til at præge udviklingen fremover ved at være på forkant med udviklingen af miljøinformationerne [JH, Novo Nordisk, d. 25.08.95]. Det er dog kendetegnende for de virksomheder, der deltog i CIMIPP undersøgelsen, at de alle arbejder fremadrettet med deres miljøforhold og derfor på forhånd er positivt indstillet. Vi mener derfor ikke, at man kan overføre disse virksomheders holdninger direkte til det samlede danske erhvervsliv. Der er stor forskel på, hvilke brancher der har deltaget aktivt i udformningen af de grønne regnskaber. Dette kan hænge sammen med, at miljøproblemer bliver vægtet forskelligt brancherne imellem, og at reklameværdien ved miljøinformationer er forskellig. Vi har kendskab til, at f.eks den kemiske industri både herhjemme og internationalt har udarbejdet deres egne retningslinier til miljøinformationer. Det kan på mange måder være en fordel for den enkelte branche at deltage i sådanne arbejder, da de således vil få en vis

89

Interessenter i grønne regnskaber indflydelse og være mere forberedte på, hvilke krav der stilles fra myndighedernes side fremover. Nedenstående figur 4.2 viser, hvilke brancher der oplyser om miljøforhold i deres årsregnskaber. Som det fremgår af figuren er særligt den kemiske industri, men også papirvare industrien flittige til at informere om miljø, jævnfør vores case virksomhed, der producerer støbepap. Vi har valgt at have figuren med, da den giver et udmærket billede af, hvilke virksomheder der finder det nødvendigt at informere om deres miljøforhold.

90

Interessenter i grønne regnskaber Figur 4.2 Antallet af årsregnskaber med miljøinformationer fordelt på brancher

Anden industri Tekstilindustri Råstofforarbejdende industri Papir- og papirvareindustri Næring- og nydelsesmiddeiindu Møbelindustri Maskinindustri Kemisk industri Jern- og metalvareindustri • Årsregnskaber hvor miljø nævnes

Plastvareindustri

• Årsregnskaber i alt Elektronik industri Bygge og anlæg Grafisk industri 10

15

20

[Deloitte & Touche, 1995] Som det ses af figuren har samtlige under søgte årsregnskaber fra den kemiske industri omtalt miljø i deres årsregnskab. European Chemical Industry Council (Det europæiske kemikalieindustriråd) har ligeledes udarbejdet retningslinier for den kemiske industri i 1993 [Price Waterhouse, 1995]. Disse retningslinier minder meget om den danske bekendtgørelse til grønne regnskaber, men er svagere i deres formuleringer. Udgivelsen af retningslinier skaber imidlertid et pres på de enkelte virksomheder indenfor samme branche. Hvis flertallet begynder at udgive miljøinformationer er det nødvendigt for de øvrige at følge trop, da de ellers kan risikere at miste markedsandele. 91

Interessenter i grønne regnskaber

*

At age trøv&fdigtøcfea ved at skabe positiv om lab om

#

Åt vsm KKHJ dl at præge udviklingen hvilket dog kun gæl
*

tContøanfsace følsomme oplysninger $kal fkke

4.4 Reguleringsmæssige interessenter Myndighedernes interesser bliver beskrevet dels ud fra Miljøstyrelsens synspunkt og dels ud fra amter og kommuners synspunkt. Grunden til denne opdeling er, at Miljøstyrelsen har en overordnet interesse af mere politisk karakter, mens tilsynsmyndighederne er mere interesserede i, om de kan anvende grønne regnskaber til at understøtte den nuværende regulering. Opbygningen i dette afsnit er følgende; først præsenteres Miljøstyrelsens begrundelser og interesser i forbindelse med grønne regnskaber. Dernæst præsenteres kommuner og amters forventninger til den fremtidige anvendelse af de grønne regnskaber, og sidst kommer en vurdering af, hvordan de stemmer overens. De centrale myndigheder er repræsenteret ved interview den 23.19.1995 med Bent Serlev fra Miljøstyrelsen og de decentrale myndigheder ved interview med medarbejdere fra Københavns Amt den 19.12.1995 og Amtsrådsforeningen den 23.01.1996. Derudover anvender vi udtalelser fra Fyns Amt og Miljøstyrelsen, der stammer fra CIMIPP undersøgelsen.

92

Interessenter i grønne regnskaber 4.4.1 Centrale myndigheder De centrale miljømyndigheders interesse er grundlæggende at få virksomhederne til at leve op til miljøbeskyttelseslovens formål, samt at prioritere, hvilke områder der skal lægges særlig vægt på i miljøbeskyttelsen. Det er samtidig Miljøstyrelsen, der har udarbejdet bekendtgørelsen til de grønne regnskaber. Dette er dog ikke ensbetydende med, at bekendtgørelsen udtrykker Miljøstyrelsens krav og ønsker til de grønne regnskaber, da bekendtgørelsen er resultatet af kompromiser indgået mellem flere ministerier, offentlige institutioner og private interesseorganisationer, hvilket eksemplerne i dette afsnit viser. De centrale myndigheder mener, ifølge CIMIPP undersøgelsen, at der helst skal præsenteres både absolutte og relative tal i de grønne regnskaber, så der kan dokumenteres overholdelse af de lovgivningen og evt. løbende forbedringer. [Miljøstyrelsen i CIMIPP, 1994] Dette er udeladt af bekendtgørelsen, og i stedet har alle virksomhederne mulighed for at anvende indekstal. Indeksering betyder, at der ikke kan udledes nogen konkrete mængder ud fra det grønne regnskab. Det nævnes ligeledes i CIMIPP-undersøgelsen, at Miljøstyrelsen mener det er væsentligt, at virksomheden oplyser om eventuelle renere teknologiændringer. Dette punkt er ikke med i bekendtgørelse, hvilket har undret os, da renere teknologi har været på dagsorden siden 1986, og virksomhederne i højere grad er begyndt at indarbejde renere teknologi i produktionerne. Det ville derfor være oplagt at forfølge den politik. Vi mener, at der bør der være en sammenhæng til tidligere initiativer i forhold til MBL for, at virksomheden skal have tillid til, at lovgivningen fungerer. Risikoen for, at virksomhederne anser nye love som endnu en arbejdsbelastning pålagt af myndighederne er nærliggende. Dette kan medføre, at intentionerne bag loven ikke bliver forstået. Miljøstyrelsen mener i øvrigt, at datagrundlaget i de grønne regnskaber kan medvirke til at understøtte miljøarbejdet i amter og kommuner. Ved interview med myndighederne (både centrale og decentrale) har vi spurgt, hvilket formål der er med de grønne regnskaber. Den generelle kommentar var, at de skal bruges til at højne miljøbevidstheden dels hos offentligheden og dels hos virksomhederne. Dette formål er, som det også fremgår af dette projekt, for begrænset, idet der er mange andre interessegrupper, som ønsker at bruge informationerne.

93

Interessenter i grønne regnskaber Under udarbejdelsen af CIMIPP undersøgelsen har Miljøstyrelsen imidlertid givet udtryk for, at der er et andet formål med miljøredegørelser og dermed også grønne regnskaber. I undersøgelsen bliver det påpeget, at de centrale myndigheder længe har forsøgt at få udvidet virksomhedernes egenkontrol, for at styrke lokale myndigheder i at formulere "skudsikre" egenkontrolvilkår [Miljøstyrelsen i CIMIPP, 1994]. Et af disse "skudsikre" egenkontrolvilkår mener vi kunne være en afrapporteringsform som grønne regnskaber.

4.4.2 Decentrale myndigheder De decentrale myndigheder har gennem de sidste par år arbejdet med, hvordan de som myndigheder i større udstrækning kan benytte blødere reguleringsmidler overfor virksomhederne. De decentrale myndigheder mener, at den største gevinst ved udarbejdelse af grønne regnskaber er, at de deltagende virksomheder selv deltager i et løbende arbejde med deres miljøforhold. [Fyns Amt i CIMIPP, 1994]. Ved interview i Amtsrådsforeningen den 23.01.1996 med Søren Hjortsø (SH) fremgik det, at loven om grønne regnskaber bl.a. skal anvendes til en kulturpåvirkning af virksomhederne. Amtsrådsforeningens kritik af selve bekendtgørelsen omhandler hovedsageligt, at kravene til indhold og form i de grønne regnskaber er meget svagt formulerede. SH mente, at det ideelle ville være, hvis amter og kommuner havde mulighed for at stille specifikke indholdsmæssige krav til de grønne regnskaber, baseret på en vurdering af den enkelte virksomhed. Det ville sikre, at det var de relevante parametre, der kom med i de grønne regnskaber ud fra lokale forhold. Dette ville medføre, at der ville blive stillet vidt forskellige krav til regnskaberne på landsplan. For at imødegå dette skulle der udformes en basisvejledning fra Miljøstyrelsen, der efterfølgende tillod de decentrale myndigheder at stille deres egne krav. Amtsrådsforeningen mente, at det var den bedste løsning, da det er de decentrale myndigheder, der har kendskab til virksomhedernes miljøforhold. [SH, Amtsrådsforeningen, d. 23.01.1996] Her skal man være opmærksom på, at ovenstående løsning ville kræve en meget større arbejdsindsats i amterne og kommunerne, end den nuværende bekendtgørelse lægger op til. En større arbejdsbelastning ville fordre en forhøjelse af bloktilskuddet. Vi mener, at det gennem hele arbejdet med loven om grønne regnskaber har været bestemt, at gennemførelsen af loven ikke måtte medføre forøget bloktilskud. Dette mener vi er en af årsagerne til, at tilsynsmyndighedernes rolle i forhold til grønne regnskaber først blev afklaret forholdsvis sent i processen. 94

Interessenter i grønne regnskaber Under interview med Københavns Amt har vi ikke kunne få entydigt svar på spørgsmålet, om de ville nærlæse alle de grønne regnskaber. Dette er naturligvis også et følsomt emne, da det betyder øget arbejdsbelastning for medarbejderne i amter og kommuner, hvis de grønne regnskaber ikke medvirker til at lette og kvalificere tilsynsarbejdet. Hertil skal det siges, at interviewet fandt sted før tilsynsmyndighedernes ret til kommentering af regnskaberne var indarbejdet i bekendtgørelsen. Vi er på nuværende tidspunkt af den overbevisning, at de decentrale myndigheder vil gennemlæse de grønne regnskaber, med særlig opmærksomhed rettet mod de virksomheder, hvor der kan være problemer. Dette begrunder vi med, at man, som tidligere nævnt, kan risikere, at offentligheden opfatter et ukommenteret regnskab som en "godkendelse" fra myndighederne. Samtidig er tilsynsmyndighederne interesserede i at se, om der sker en udvikling i miljøbelastningen på virksomhederne. Udover problematikken med arbejdsbelastningen ved gennemlæsningen af de grønne regnskaber er der også spørgsmålet om, hvordan data i de grønne regnskab skal præsenteres for at myndighederne kan anvende dem bedst muligt. Hvis de grønne regnskaber skal indgå direkte i selve kontrollen af virksomhederne ønsker de decentrale myndigheder, at data er så uforarbejdede som muligt [Københavns Amt, d. 19.12.95]. Myndighederne kan imidlertid godt bruge de grønne regnskaber i deres nuværende udformning til at se, om der i løbet af de kommende år sker en udvikling med virksomhedernes ressourceforbrug og emissioner. Vi mener dermed, at de grønne regnskaber kan bruges som et redskab i dialogen mellem myndighed og virksomhed. En løsning, der tilgodeser flere parter, kunne være et grønt regnskab, hvor de rå data fandtes i et bilag til regnskabet, og hvor indledningen bestod af en beskrivende redegørelse. Spørgsmålet er imidlertid, om det er en løsning, der kan gennemføres, da der stadig er et krav om fortrolighed fra virksomhederne, og der vil derfor sjældent fremgå helt rå data.

95

Interessenter i grønne regnskaber

krav: •

Aagivfeis&r af virksomhedens kvantitative målsætninger.

»

Maligbed tm at $e sn udvikl ing,

•

Større jsdåycfølse på form- og indholdskrav,

tii direkte kontrol. *

Aaghtetse af ftftvendte praduktioiuieku&logitjr. da tilsynet dermed fc&tt den resist mulige teknologi. Aaåvarcfordeiirig; en på virksomheden skal fremgå til de tilfælde, hv&r vJrksøfiaifc&dBn skal

4.5 Interessenter med andre interesser i det grønne regnskab Vi har i de foregående afsnit koncentreret os om de interessenter, der har en direkte indflydelse på virksomhedens forretningsområde. I det følgende vil vi fokuserer på de interessenter, der kan have en mere indirekte indflydelse på virksomhedens forretningsområde. Det har været vanskeligt at lave en stringent opdeling, men vi mener, at denne gruppe omfatter nedenstående interessenter: • Rådgivende ingeniører, da de kan komme til at fungere som rådgivere for virksomhederne ved udarbejdelse af de grønne regnskaber. • Revisorer, der har en interesse i at få nye arbejdsområder som verifikatorer, og som har deltaget meget aktivt i debatten om indholdet i de grønne regnskaber. • Miljøorganisationer, der er interesserede i, at naturen beskyttes bedst muligt. De kan anvende grønne regnskaber til at få informationer om virksomhederne. • Lokale borgere har en interesse i at kunne vurdere de lokale virksomheders forureningsforhold.

96

Interessenter i grønne regnskaber • Forsikringsselskaber skal bruge miljøinformationer når virksomhederne vil tegne en miljøansvarsforsikring. • Medierne skal formidle data til andre. De kan have stor betydning for virksomhedernes image ved offentlig omtale.

4.5.1 Rådgivende ingeniører Vi har i undersøgelsen af ingeniørernes rolle og interesser i det grønne regnskab valgt at interviewe Karl-Aage Hagelund (KAH) fra Ingeniørforeningen Danmark (IDA). Interviewet fandt sted den 17.01.1996. KAH arbejder med miljø og repræsenterede ingeniørerne ved forhandlingerne om bekendtgørelsen. Da Ingeniørforeningen Danmark er en medlemsorganisation repræsenterer KAH både de ingeniører, der er ansat ude på virksomhederne og de rådgivende ingeniører. Ingeniørernes interesser bunder i, at de skal være med til at forestå udarbejdelsen og en evt. revision af de grønne regnskaber. Vi har under arbejdet med dette speciale fundet det påfaldende, at ingeniørerne deltog meget lidt i den offentlige debat. Taget i betragtning, at ingeniørerne må siges at have den tekniske kompetence til at vurdere et grønt regnskab, er det i højeste grad den økonomiske verden, repræsenteret ved revisorerne og virksomhederne, der har præget debatten. Ingeniørforeningen Danmark har afgivet svar i forbindelse med de høringer, der har været i tilknytning til lovforslaget om grønne regnskaber. I den forbindelse forslog foreningen, at det ikke skulle benævnes grønt regnskab, men derimod miljødatablad. Grunden til dette var, at ordet "regnskab" gav associationer til de økonomiske regnskaber, hvor "miljødatablad'1 ville fortælle mere om, at det drejer sig om en opgørelse af miljørelaterede data. [Høringssvar fra den 21.12.1994] KAH mente, at bekendtgørelsen stiller meget svage krav, og at de grønne regnskaber ikke vil forårsage en generel fokusering på miljø i virksomhederne. De grønne regnskaber kan dog medvirke til, at virksomheden bliver opmærksom på visse områder. Grundlæggende mener KAH, at de grønne regnskaber er en god ide, men at det kræver, at virksomhederne selv ønsker at arbejde aktivt med deres miljøforhold, hvis de skal medføre miljømæssige forbedringer. [KAH, IDA, d. 17.01.96]

97

Interessenter i grønne regnskaber Ved spørgsmålet om revision af de grønne regnskaber mente KAH, at en revision ville forøge regnskabets troværdighed, hvis revisorerne var i stand til at vurdere, om det grønne regnskab gav et dækkende billede af virksomhedens miljøforhold. Hvis revisionen blot var en kontrol af, at tallene i massebalancen var lagt rigtigt sammen, ville en revision ikke bidrage positivt til troværdigheden. Denne holdning er i fuld overensstemmelse med vores syn på revision af de grønne regnskaber. Problemet er blot, at en revisors påtegning, uanset hvor lidt dybdegående den er, vil vække troværdighed hos de fleste læsere. I næste afsnit vil vi gennemgå revisorernes holdning til dette spørgsmål.

4.5.2. Revisorer Til underbyggelse af dette afsnit har vi foretaget et telefoninterview med Price Waterhouse ved Helle Bank Jørgensen (HBJ) den 04.01.1996. HBJ har arbejdet med projektet om miljø regnskaber, hvor bl.a. Brdr. Hartmann deltog. Derudover har vi udtalelser fra undersøgelsen udarbejdet af CIMIPP. Som vi har nævnt tidligere har revisorerne været meget aktive i debatten omkring de grønne regnskaber. Dette har hovedsageligt udmøntet sig i undersøgelser af virksomheders miljøinformationer i de økonomiske årsregnskaber, samt hvilken økonomisk betydning miljøinformationer kan have. Samtidig har der verseret en debat om miljøinformationer til brug for beslutninger om placering af investeringer. Denne debat er foregået siden starten af 1990'erne, hvilket har rustet en del af finansverden til at deltage i debatten om grønne regnskaber. En anden årsag til, at revisorerne har vist så stor interesse i grønne regnskaber er, at de på denne måde kan være med til at udvikle formen, da de har mange års erfaring med de økonomiske regnskaber. Derudover bunder interessen naturligvis i et ønske om at udvide forretningsområdet, da revisorerne ønsker en reviderbar model for de grønne regnskaber. Revisorernes primære interesseområde er naturligvis revision - altså en slags kontrol af virksomhedens regnskaber (finansielle såvel som grønne). Da det er der revisorernes ekspertise ligger, vil de gerne være i stand til at revidere ud fra de normer, der er udviklet i forhold til de økonomiske regnskaber. I forbindelse med grønne regnskaber er der dog det problem, at revisorerne ikke har den faglige baggrund til at vurdere de specifikke tekniske parametre, såsom emissioner. Problemet er, at der ofte sker kemiske reaktioner i forbindelse med emissioner, som er svære at forstå for ikke-fagfolk. Derfor bliver en revision et sammenspil

98

Interessenter i grønne regnskaber mellem revisorer og andre, der har kendskab til de kemiske forhold på den enkelte virksomhed [HBJ, Price Watherhouse, d. 04.01.96]. Det er tydeligt, at revisorerne tager udgangspunkt i de økonomiske regnskaber, når der skal opstilles kriterier for grønne regnskaber. Dette kan bl.a. ses i CIMIPP, 1994. Ved økonomiske regnskaber er der udviklet nogle begreber og retningslinier for, hvordan et regnskab skal være stillet op for at give et sandfærdigt og forståeligt billede af virksomhedens økonomiske situation. Idet disse begreber bliver overført på de grønne regnskaber, mener vi, at de økonomiske konsekvenser af virksomhedens miljøforhold vil komme i centrum i stedet for de miljømæssige konsekvenser. Dette er med til at forrykke billedet af de grønne regnskaber som et instrument, der skal medvirke til at højne miljøbevidstheden i offentligheden. Med hensyn til bekendtgørelsen om grønne regnskaber, påpegede HBJ flere problematiske punkter. Hvis en revisor skal revidere råvarer-, vand- og elforbrug vil det være fordelagtigt at samle de grønne regnskaber og de finansielle regnskaber for at få fuldstændigheden med i regnskabet. [HBJ, Price Watherhouse. d. 04.01.96] Denne kritik er til en vis grad imødegået, idet virksomheder, der både skal indsende finansielt regnskab og grønt regnskab, skal indsende disse samtidigt. Endvidere nævnte HBJ det som et problem, at det ikke er den samme fysiske enhed, der rapporteres om i de grønne- og de finansielle regnskaber. I de grønne regnskaber er det kun den godkendelsespligtige del af virksomheden, der er inddraget. Der kan således godt være et affaldsdepot under f.eks administrations bygningen, som ikke skal fremgå af det grønne regnskab. Her er det op til virksomhedernes moral, om de vil omtale det i regnskabet, og netop affaldsdepoter blev af flere interessenter nævnt som en betydningsfuld oplysning. Revisorerne nævnte i CIMIPP undersøgelsen, at det var ønskværdigt, hvis de grønne regnskaber kunne bruges til en sammenligning mellem virksomhederne. Det mener vi er meget svært, da alle virksomheder er forskellige, hvilket gør en sammenligning næsten umulig. Vi mener imidlertid, at et ønske om sammenlignelighed er et forsøg på at drage endnu en parallel til de økonomiske regnskaber - uden hensyntagen til, at der er mange forskellige enheder i grønne regnskaber ud over kroner og øre. De generelle krav, som vi har opstillet nedenfor stammer hovedsagelig fra CIMIPP undersøgelsen, da der medvirkede 2 revisorer, der blev bedt om at fremsætte deres ønsker 99

Interessenter i grønne regnskaber til de grønne regnskaber. Vores interview med Helle Bank Jørgensen omhandlede hovedsageligt revisionen af regnskaberne og i mindre grad selve indholdet i de grønne regnskaber.

. jfcc&v fra revisorer: *• Mormtisnen skal fremtræde fclaitog letforståeligt # Y-æ$enitig Mom&tfon skal fremstå som s é ^ • laformatlonen må kunne tages for pålydende, (retvisende MlÉeda) f ladhold og økonomiske realiteter må altid gå forud for form, atngef over en årrække og med andre vlrksoas&eder \nåm f&fbv&mhm skal temm

* Ée $mg vaigte prtecipper «g opførelses-metoder &é auv-ead^ U f&r Ir taed mindre væs^JtUge grunde taler for ændring. (kontiauSlct} • Iaforø&tioner skai vaare dokumømerede og såksdes veriftoerbare, •• laformatbner $kal vedrøre den periode og det t*dspun1cuapporte» vedrører« (periodissrmg) • Alle forhold, positive s>t>m negative, skal være anført for sig,

11

De ord, der er angivet i parenteserne, er sammenligninger med teminologien, der benyttes i retningslinierne for udarbejdelse af finansielle regnskaber. 100

Interessenter i grønne regnskaber 4.5.3 Miljøorganisationer Dette afsnit bygger på interview med Tarjei Haaland (TH) fra Greenpeace den 23.04.1996 og udtalelser fra Danmarks Naturfredningsforening i CIMIPP analysen. DNFF er generelt tilfredse med, at det bliver muligt at få en mere sammenhængende information om virksomheders forureningsforhold. DNFF repræsenterer den miljø- og naturinteresserede del af befolkningen, hvor de gennem deres medlemsblad tillige har en rolle, der dels skal informere medlemmerne og dels skal skabe debat i medierne. [CIMIPP, 1994] Greenpeace mener ligeledes, at indførelse af grøn regnskabspligt er positivt, men tror at det nemt kan blive en sovepude til ikke at gøre noget effektivt ved forureningen. Grønne regnskaber kan give en fornemmelse af en virksomheds miljøforhold, men der er mange faldgruber, hvor de grønne regnskaber kan give et falsk billede af den egentlige belastning af miljøet [TH, Greenpeace, d. 23.04.96]. TH fra Greenpeace mener, at organisationen vil bruge de grønne regnskaber til at orientere sig omkring en virksomhed og prioritere miljøproblemerne. Hvis regnskaberne skal bruges effektivt burde de indeholde både eksakte emissionsværdier og vise virksomhedens målsætninger på miljøområdet. Årsagen til, at Greenpeace ikke mener at kunne bruge regnskaberne til andet end en orientering er netop, at oplysningerne kan gøres fortrolige, og at grønne regnskaber ofte vil blive brugt i markedsførings sammenhæng af virksomhederne. [TH, Greenpeace, d. 23.04.96] DNFF mener det er vigtigt, at regnskaberne bliver kontrolleret af en ekstern verifikator som dokumentation for, at de offentliggjorte oplysninger er sande. [CIMIPP, 1994] Derimod tillagde Greenpeace ikke en revision den store værdi, da mange stoffer ikke kendes og alligevel skal estimeres, hvilket hverken revisorer eller andre umiddelbart er i stand til [TH, Greenpeace, d. 23.04.96]. Greenpeace mente, at der skulle være så mange kvantitative data som muligt, da de er i stand til at vurdere det tekniske indhold. DNFF mente derimod, at data i de grønne regnskaber skal kvantifieeres og være let tilgængelige. Samtidig mente DNFF, at virksomhederne skal give deres egen vurdering af forureningens konsekvenser i forhold til recipienternes sårbarhed. [CIMIPP, 1994] Disse ønsker til de grønne regnskaber er til dels

101

Interessenter i grønne regnskaber i overensstemmelse med Amtsrådsforeningens mening om, at de grønne regnskaber skal udarbejdes i forhold til de lokale miljøforhold. Både Greenpeace og DNFF's arbejde med de grønne regnskaber vil dog hovedsageligt være rettet imod de enkelte virksomheder og deres specifikke emissioner. Deres primære rolle i forbindelse med udarbejdelse af miljøredegørelser er at påpege fejl og mangler i specifikke sager. Ingen af de 2 organisationer har således været fremtrædende i debatten under udarbejdelsen af bekendtgørelsen, da det ikke er selve redskabet, der er det vigtige, men derimod hvordan miljøbelastningen kan mindskes. Nedenstående krav er en sammenskrivning af de 2 organisationers krav, hvilket medfører at der ikke er enighed om alle punkterne.

•• Let tilgængelige data » Kv&fttitative oplysninger. • Give i*mlighe<3 for at vise en udvikling over lid, t- Virksomheden miljøforhold bøf retø&røs t\ * Vigtigt at have en ekstern verifikator, <3er således km være an«svsr% fer

• Virksomhedens, belastning vurderes i forhold til

4.5.4 Lokale borgere Vi har ikke foretaget interviews til underbyggelse af dette afsnit, da denne gruppe omfatter mange meget forskellige personer. Lokale borgere som interessent-gruppe har derfor ikke entydige krav til indholdet og formen af de grønne regnskaber, da de repræsenteres af mange forskellige mennesker. Lokale borgere definerer vi som de mennesker, der bor i nærheden af en virksomhed. Årsagen til, at vi har taget dette afsnit med er for at vise de

102

Interessenter i grønne regnskaber meget forskellige krav og ønsker, der kan være blandt de lokale borgere til de grønne regnskaber. I tilfælde, hvor en virksomhed belaster et lokalområde med sin forurening, vil naboer ofte gøre indsigelse og prøve at få nedbragt denne forurening. Borgerne vil i denne situation kunne anvende det grønne regnskab til at konstatere, om der er tale om en forurening udover de tilladte udledningstilladelser. Vi mener, at de grønne regnskaber vil være et brugbart redskab for borgerne til at give et hurtigt billede at, hvilke stoffer der emitteres fra den pågældende virksomhed. Hvis borgerne derimod ønsker mere grundig information om virksomheden miljø, tror vi ikke, at der er informationer nok i de grønne regnskaber. I disse tilfælde må borgerne henvende sig til tilsynsmyndigheden. Samtidig udkommer et grønt regnskab kun en gang årligt og det er næppe sandsynligt, at en borgergruppe kan vente på, at det grønne regnskab udkommer, hvis de er i gang med en aktion. Borgerne har i en konflikt situation en rolle der til en vis grad kan sammenlignes med miljøorganisationernes, hvor de bliver miljøets forkæmpere i sager mod enkeltvirksomheder. Sådanne grupper skal indirekte være med til at sikre kvaliteten af regnskaberne. Dette skal ske ved at skabe debat omkring en virksomhed og derved deres grønne regnskab. Hvis det viser sig, at der er urigtige oplysninger i regnskabet vil det hurtigt blive en pinlig affære for virksomheden, med risiko for tab til følge. De lokale borgere fremhæves af Miljøstyrelsen som en vigtig sikring af de grønne regnskabers kvalitet [Lars Goldschmidt, STAV møde d. 30.11.1995]. I forbindelse med de lokale borgere, er der imidlertid en anden problematik. I lokalsamfund, hvor der kan være mange, der er ansat på virksomheden, vil oppositionen mod virksomheden være præget af dette forhold. Som lokalborger og medarbejder på en virksomhed, der forurener, kan pågældende person komme i et dilemma og måske være tilbøjelig til at tilbageholde sin kritik.

103

Interessenter i grønne regnskaber

p

|3ifobl«m.er i FmhoM fil

•• Ls* tilgængelig form.

4.5.5 Forsikringsselskaber Forsikringsselskaber kan udelukkende betragtes som en interessent, hvis virksomheden allerede har eller påtænker at tegne en miljøansvarsforsikring. Det er kun ganske få virksomheder (ca. 20), der har tegnet en miljøansvarsforsikring, hvilket viser, at danske virksomheder på nuværende tidspunkt er tilbageholdende. Dette kan skyldes, at der er store omkostninger til de undersøgelser, der skal ligge til grund for ansøgning om forsikring. Endvidere er det ikke altid muligt for virksomhederne at blive forsikrede, hvis risikoen for forurening vurderes til at være for stor. Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring12 (DPM) har udtalt, at det er i forsikringserhvervets interesse, at miljøredegørelserne vil indeholde data og vurderinger af forhold og risici på de pågældende virksomheder. Derudover mener forsikringsselskaberne, at oplysningerne ikke alene vil være relevante i forhold til tegning af miljøforsikringer, men også vil kunne anvendes i forhold til bygningsforsikringer og erhvervsansvarsforsikring. [Jens Ove Nielsen, TopDanmark i CIMIPP, 1994] Forsikringsselskabernes tilbud er opdelt i en fælles del, som "poolen" står for og en del, som det enkelte tegnende selskab står for. Poolen dækker skadebeløb over 500.000 kr., mens det tegnende selskab dækker alt herunder samt forhandler selvrisiko. DPM har udarbejdet en formular i spørgeskemaform. Spørgeskemaet er udformet med meget specifikke spørgsmål til de virksomheder, der ønsker at tegne en mirjøansvarsforsi-

12

Dansk Pool for Miljøansvarsforsikring er en "pool" dannet af nogle forsikringsselskaber. "Poolen" omfatter ca. 90 % af de danske forsikringsselskaber. 104

Interessenter i grønne regnskaber kring13. Vi mener, at spørgeskemaet angiver alle de miljømæssige informationer, som forsikringsselskaberne ønsker om virksomhederne. Sat over for de grønne regnskaber er der stor forskel. Vi mener derfor ikke at de grønne regnskaber kan bruges i en situation, hvor virksomheden ansøger om forsikring. Af miljømæssige områder er "poolen" interesseret i risici for store, dyre skader såsom jord- og grundvandsforurening. Hvor det enkelte forsikringsselskab også vil interessere sig for mindre skader som følge af "røg, støj og møg". Derudover kan de være interesserede i informationer om anlægsområdets historie, da den tidligere anvendelse kan have væsentlig betydning for forsikringsselskaberne, i forsøg på at undgå udgifter til f.eks oprensning af en forurenet grund. [CIMIPP, 1994]

4.5.6 Medier Dette afsnit bygger på interview med Jesper Tornbjerg (JT), den 19.04.1996, journalist på Politikens erhvervsredaktion samt CIMIPP-undersøgelsen ved Birgitte Erhardsen (Børsen) og Jørgen Steen Nielsen (Information). Mediernes rolle i forhold til grønne regnskaber er dobbelt. På den ene side har de ingen egentlig interesse i virksomhederne, men samtidig har de en meget væsentlig indirekte rolle med hensyn til at øge kvaliteten af regnskaberne. Idet medierne søger "gode" historier kan det være fatalt for en virksomhed, hvis den bliver afsløret i at udgive et forkert grønt regnskab og derved bliver negativt omtalt. En "god historie" i traditionel journalistisk forstand er, hvis man kan afsløre en virksomhed i at forurene meget eller i en stor overskridelse af kravværdierne i miljøgodkendelsen [JT, Politiken, d. 19.04.96]. Medierne kan ligeledes være kommunikationskanal for evt. borgergrupper og forbrugere, der aktionerer imod en virksomhed. Medierne kan derved medvirke til, at virksomhederne bestræber sig på at udarbejde lødig miljøinformation. Hvis journalisterne skal vurdere de grønne regnskaber er det vigtigt, at de kan få udførlige oplysninger men også, at informationerne er udformet således, at de kan overskues på forholdsvis kort tid. Dette stiller krav om, at regnskaberne skal være overskuelige og lette at forstå.

13

Spørgeskemaet findes i bilag 3. 105

Interessenter i grønne regnskaber Samtidig skal det være muligt at sammenligne virksomheder eller brancher. Sammenligneligheden kan sikres ved, at oplysningerne relateres til produktenheder, branchegennemsnit eller præstationsstandarder. [BE. Børsen i CIMIPP 1994] Her er JT fra Politiken uenig, idet han mener, at alle virksomheder er så forskellige, at en sammenligning vil være meget vanskelig. Han mente dog at en sammenligning indenfor en branche ville være mulig og brugbar, hvis den blev brugt i en situation, hvor man ville vurdere forskellene i den anvendte teknologi. Dette argument kan vi tilslutte os, da den anvendte teknologi på virksomheder, der i princippet producerer det samme kan være meget forskellig med meget forskellige miljøbelastninger til følge. En sådan oplysning mener vi også ville være interessant for tilsynsmyndighederne i deres arbejde med at fastsætte grænseværdier for virksomhederne. Samtidig kan der være forskel på, hvilke stoffer der overhovedet bliver målt for og som derved fremgår af det grønne regnskab. JT, Politiken mente endvidere, at det ville være interessant, hvis virksomhederne beskrev deres emissioner i forhold til grænseværdierne i milj øgodkendel sen. Alle 3 journalister mente, at hensigtserklæringer er uinteressante, men at det til gengæld er vigtigt, at det grønne regnskab beskriver en udvikling i virksomhedens miljøpræstationer. JT, Politiken mente, at det skal fremgå af de grønne regnskaber, om virksomheden har miljøstyring. Endvidere fremhævede JT, at de grønne regnskaber skal være udprægede ærlige og gerne må beskrive virksomhedens problemer, og hvad de evt. vil gøre for at løse dem. [JT, Politiken, d. 19.04.96] De økonomiske parametre er vigtige at have med, dels fordi oplysninger om, hvilke ressourcer der afsættes til miljøarbejdet er sigende, og dels fordi gevinster og besparelser kan motivere andre virksomheder til at gå samme vej. Trods at det kan være vanskeligt at skelne mellem hvad der er miljøinvesteringer og rationaliseringer/effektiviseringer. [BE, Børsen i CIMIPP 1994] Ovenstående viser, at mediernes/journalisternes krav til informationer i de grønne regnskaber giver et dilemma, da informationerne både skal være let overskuelige og tilbundsgående. Man kan derfor forestille sig, at de grønne regnskaber kommer til at fungere som en "appetitvækker" til en evt. mere tilbundsgående research, hvor journalisterne må tage andre informationskanaler i brug. En sådan informationskanal kunne være tilsynsmyndigheden [JT, Politiken, d. 19.04.96].

106

Interessenter i grønne regnskaber

#• Allé oplysninger, der er releva&te i en

n udvikling. *• Sammenlignelighed f.eks. inden foren branche. • Bat&sfc&l vacre opstillede i forhold til andre størrelse* £*&$ pr, j^rødaeereitefl eltef Jip. • øfcoaomisKe parametre, der skal fortælle om viråtsomhedem ressow-celbtbi^g på miUøotn* rådet • Evt be&kjriveise af anvendt teknologi.

4.6 Opsamling på interessenters informationsbehov Det er meget vanskeligt afgive en samlet vurdering af interessenternes informationsbehov, da det er meget forskellige grupper, der er tale om. Vi har således beskrevet interessenter lige fra ingeniører og miljømyndigheder, der er faglige eksperter på miljøområdet til borgere og finansverden, hvis faglige baggrund er milevidt fra emissioner og ressourceforbrug. Vi vil derfor ikke forsøge at finde en fællesnævner for alle interessenterne, men koncentrere os om forskellighederne i deres informationsbehov. De interessenter, der har en økonomisk interesse i virksomheden, er på nuværende tidspunkt ved at definere og udvikle deres ønsker til miljøinformationer. Disse interessenter kan således ikke give en endelig beskrivelse af, hvilke informationer de skal bruge og særligt, hvordan de vil bruge informationerne. Det skyldes, at de ikke har beskæftiget sig med virksomheders miljøforhold i særlig lang tid. Vores indtryk er dog, at miljø forholdsvis hurtigt vil få en stor betydning i vurdering af den økonomiske risiko i forbindelse med virksomhedernes drift og overlevelse på længere sigt.

107

Interessenter i grønne regnskaber Den nuværende interesse i miljøinformationerne er begrænset til en dokumentation af, at virksomhederne overholder miljølovgivningen. En del af de økonomisk funderede interessenter vil ligeledes have generelle oplysninger om, hvordan ledelsen på virksomheden arbejder med miljøforholdene. Det er således ikke de specifikke miljødata, der er interessante her men derimod, hvordan virksomheden bliver drevet. Miljøstyring bliver således et tegn på en fremsynet og veldrevet virksomhed, hvis der samtidig er orden i de økonomiske anliggender. Hvordan ledelsen inddrager miljø i det daglige arbejde på virksomheden skal ikke fremgå af det grønne regnskab, men det er nærliggende for virksomheder med miljøstyring at oplyse dette alligevel. De interessenter, der ikke har en faglig relevant baggrund, har som generel gruppe betragtet svært ved at tolke de miljøtekniske data i det grønne regnskab. Det medfører, at forarbejdsningsgraden af informationerne i de grønne regnskaber skal være høj, hvilket er i god overensstemmelse med bekendtgørelsen. I modsætning til dette vil interessenter, der har en faglig relevant baggrund så som miljøorganisationer og tilsynsmyndighederne helst have så uforarbejdede data som muligt, da deres vurderinger ofte bunder i de specifikke emissioner og indvirkningen på det omgivende miljø. Vi kan således identificere en forskel i ønskerne til forarbejdningsgraden af informationerne, men samtidig er der også forskel på, om de grønne regnskaber skal bruges til en vurdering af virksomhedens evne til at tjene penge eller til en vurdering af virksomhedens belastning af miljøet. Ved det første er det som nævnt ledelsesprincipper og imødegåelse af uforudsete udgifter forårsaget af miljøbelastninger, der er væsentlige. Ved en vurdering af virksomhedens miljøbelastning er det emissioner og ressourceforbrug, der lægges vægt på. Fælles for begge er, at det er bedst, hvis man kan iagttage en udvikling igennem regnskaberne. Et andet punkt, som ofte blev omtalt under vores interviewarbejde, er spørgsmålet omkring verifikation af de grønne regnskaber. Særligt de interessenter, der normalt bruger årsregnskaber til vurdering af virksomheder mener, at det er bedst med en påtegning fra tredjepart for at sikre pålideligheden af regnskaberne. Dette synspunkt er svært at anfægte, da en uafhængig kontrol af data i regnskaberne næppe vil forringe pålideligheden. En påtegning kan samtidig have en positiv effekt ved, at virksomhederne føler sig mere forpligtede til at udarbejde et korrekt grønt regnskab. Vi mener dog, at der er en risiko for, at en påtegning giver interessenterne en falsk tryghed for, at de miljømæssige forhold er i 108

Interessenter i grønne regnskaber orden. En påtegning kontrollerer udelukkende, om de offentliggjorte data stemmer overens med de faktiske data. Endvidere er det meget vanskeligt at foretage en egentlig revision, da der er mange forskellige enheder i et grønt regnskab i modsætning til finansielle regnskaber, hvor enheden er kroner og øre. En ting, der har undret os under dette arbejde er, at det kun er Miljøstyrelsen, der specifikt nævner renere teknologi som en vigtig parameter i de grønne regnskaber. En del af de interviewede interessenter bruger en gennemgang af virksomhedernes maskinpark som en del af den samlede vurdering af virksomheden. Det ville derfor være nærliggende, hvis der var en beskrivelse af anvendelsen af renere teknologi i det grønne regnskab. Fra tilsynsmyndighedernes side kunne det ligeledes være fremsat som et ønske til indholdet, dels fordi de grønne regnskaber skal ændre virksomhedernes holdninger og dels, fordi det er en politik, der er blevet ført gennem en årrække og som indgår i forbindelse med miljøgodkendelser. Alt i alt er der meget delte meninger fra de forskellige interessenter om, hvad regnskaberne burde indeholde, og hvad de kan anvendes til. Med grønne regnskaber er det op til virksomheden selv at vælge målgruppen, blot informationerne er let forståelige.

109

Analyse af Brdr. Hartmann A/S

Kapitel 5 Analyse af Brdr. Hartmann A/S 5.0 Indledning Brdr. Hartmann A/S er en international virksomhed, der producerer støbepapemballage. Hovedproduktionen foregår i Tønder, men der er ligeledes produktioner i Tyskland, Ungarn og måske en kommende produktion i Kroatien. Udover støbepap har Brdr. Hartmann produktion af papir, pap og karton i datterselskabet Skjern Papirfabrik samt fremstilling af maskiner til støbepap produktion. Da det er støbepap, der er hovedaktiviteten, er det fabrikken i Tønder som vi beskæftiger os med. Administrationen for hele koncernen er beliggende i Lyngby. Virksomheden vil gerne fremvise et image som en miljøbevidst virksomhed. Hartmann bruger derfor mange ressourcer på at forklare, at de udelukkende producerer med genbrugsmaterialer. Denne holdning går således igen i mange af deres publikationer. Virksomheden valgte i 1992, at ansætte miljøchef Anna-Lise Mortensen, hvor det var et ønske fra ledelsen side, at miljøområdet fik en mere fremtrædende plads i koncernen. Ansættelsen har bl.a. medvirket til, at virksomhedens miljøprofil er blevet mere tydelig for omgivelserne. Vi har under hele arbejdet stødt på en stor forsigtighed med at afgive oplysninger der omhandlede produktionen på fabrikken i Tønder. Dette har naturligvis besværliggjort vores arbejde med virksomheden, da vi på denne måde ikke har kunnet få understøttet alle vores hypoteser. Vi har valgt Brdr. Hartmann som case, fordi vi ser nogle interessante muligheder i at undersøge, hvordan en virksomhed, der offentligt fremtræder som miljøvenlig, faktisk agerer i forhold til deres miljøproblemer. Endvidere har Hartmann valgt at udgive et miljøregnskab, der giver os mulighed for aktivt at inddrage dette i projektet. Vi vil undersøge sammenhængen mellem de interne produktionsforhold, og de eksterne miljøinformationer virksomheden vælger at udgive. Miljøregnskabet har været længe undervejs, og det er endt med at udkomme samtidig med at vi afleverer dette speciale. I starten af maj har vi dog haft mulighed for at se et udkast til Brdr. Hartmanns miljøregnskab, men vi er ikke i besiddelse af dokumentet. Vi mener dog,

110

Analyse af Brdr. Hartmann A/S at gennemgangen af miljøregnskabet har givet os det nødvendige grundlag for at vurdere, hvilke områder virksomheden ønsker at fokusere på i forhold til deres miljøprofil. Vi skal endvidere anvende casen til at indfange de specifikke krav, der kan opstå i forbindelse med en given produktionskæde. Det lader sig ikke gøre at analysere generelt, hvordan miljøinformationer og krav til miljøforhold kan forplante sig i produktionskæden, og casen skal derfor bidrage til denne del. Ovenstående skal sætte os istand til at vurdere, hvordan Brdr. Hartmanns miljøadfærd er blevet påvirket af deres omgivende interessenter, heriblandt myndighederne. Dette vil vi undersøge gennem en analyse af Brdr. Hartmanns miljøgodkendelser og deres emissioner og ressourceforbrug gennem tiden og derved vurdere, om virksomheden har ændret sine miljøbelastninger af omgivelserne. Vi vil endvidere gennemgå Hartmanns metoder til at offentliggøre miljøinformationer og vurdere, hvilke påvirkninger interessenterne har haft på disse informationer. Som vi var inde på i kapitel 4, har virksomheden nogle muligheder og begrænsninger for at handle strategisk på det miljømæssige område og efterfølgende få en fordel af denne handling, ved f.eks. at konkurrenceevnen bliver bedre. Vi mener, at denne handling i høj grad er afhængig af, hvilke krav interessenter stiller til virksomheden på miljøområdet. Igennem en analyse af disse interessenter vil vi undersøge, hvilke interessenter, der har påvirket Hartmann til at handle som de gør. Her inddrager vi Hartmanns aktionærer, deres kunder og kommunale og amtslige myndigheder. Kilderne i kapitlet bygger, hvor intet andet er nævnt, på interview og materiale udgivet af Brdr. Hartmann samt aktindsigt i sager fra Sønderjyllands Amt. Vi har undervejs interviewet følgende medarbejder: • • • • •

Anna Lise Mortensen (ALM), miljøchef, Lyngby. Ansat siden 1992 Per Hornung Pedersen (PHP), økonomichef, Lyngby. Ansat siden 1990 Trine Damgård (TD), økonomi- og miljømedarbejder, Lyngby. Ansat siden 1994 Rolf Jensen (RP), energi- og miljømedarbejder, Tønder. Poul Hansen (PH), ansvarlig for kraftvarmeværk, Tønder.

Udover dette har vi anvendt årsregnskaber fra perioden 1985-1996 og et besøg på produktionsstedet i Tønder som kilder.

111

Analyse af Brdr. Hartmann A/S 5.1 Præsentation af Brdr. Hartmann i Tønder Brdr. Hartmann A/S blev oprindeligt grundlagt i 1917 af 3 brødre, der beskæftigede sig med produktion og salg af maskiner. I 1936 startede produktionen af støbepap emballage i Lyngby under navnet Skandinavisk Emballage A/S. I 1966 var virksomheden blevet så stor, at dele af produktionen måtte flytte til Tønder. Her startede virksomheden op med en enkelt produktionslinie. Produktionen i Lyngby stoppede i 1973 og i 1979 blev Brdr. Hartmann A/S dannet af Skandinavisk Emballage A/S. Virksomheden producerer emballage i støbepap og er mest kendt for deres produktion af æggebakker, hvor de er den største producent i Europa. Populært sagt er mere end hveranden støbepap æggebakke, der bliver solgt i Europa, produceret af Brdr. Hartmann. Æggebakker udgør ca. 95% af den samlede produktion på fabrikken. De øvrige emballageformer er bærbakker, hospitalsbakker og produkter beregnet til industrielt formål, hvor støbepap f.eks kan afløse polystyrénprodukter til modvirkning af skader ved transport af f.eks. elektroniske produkter. Dette er en ny produktion, der er under udvikling, og som virksomheden forventer sig meget af de kommende år, i takt med den øgede miljøbevidsthed hos deres kunder. Der er ingen producenter udover Brdr. Hartmann, der producerer støbepap i Danmark. Derfor har de ikke et egentligt tilhørsforhold til nogen branche. De kan karakteriseres som både papirproducent og emballageproducent. Deres miljøproblemer er relateret til papirbranchen, mens deres markedsforhold også er relateret til emballageindustrien. Den årlige produktion i 1995 var på ca. 43.000 tons færdigvarer, hvor mere end 90% blev eksporteret. I Danmark har Brdr. Hartmann ca. 1000 ansatte, heraf ca. 650 i Tønder. I tilknytning til fabrikken i Tønder er der en maskinfabrik, der producerer maskiner til fremstilling af æggebakker. Maskinfabrikken er ikke omfattet af loven om grønne regnskaber [Bekendtgørelse nr. 975 af 13. december 1996]. Fabrikken i Tønder har en ny rammegodkendelse, der trådte i kraft i november 1995. Tilsynsmyndigheden er Sønderjyllands Amt. Brdr. Hartmann er en velkonsolideret virksomhed, der har en stor egenkapital. Aktiemajoriteten indehaves af Brdr. Hartmann fonden, og man har derved sikret sig imod direkte indblanding i virksomhedens drift og mindsket afhængigheden af ekstern kapital. Endvi112

Analyse af Brdr. Hartmann A/S dere har følgende selskaber en aktiekapital på 5 % eller mere af aktiekapitalen i selskabet. Det drejer sig om: • • • • •

Arbejdsmarkedstillægspension (ATP) Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) Pensionskassen for hospitalslaboranter, økonomaer m.v. (PKA) Tryg Forsikring Den Danske Bank.

Alle ovenstående har B-aktier, hvilket betyder de ikke har stemmeret [Årsregnskab, 1994].

5.1.1 Markedsforhold Det europæiske marked for støbepap er domineret af 3 store udbydere, hvoraf den største er Brdr. Hartmann. De 2 andre er Omnipak, ejet af Packaching Coopereation of America og Van Leer, der opererer under navnet Kais og ligeledes er amerikansk ejet. På markedet eksisterer der enkelte små udbydere, der dog ikke har betydelige markedsandele. Det, at der er 3 dominerende udbydere, gør markedet til et oligopol. Når markedet er et oligopol bliver det sværere for nye udbydere at etablere sig på markedet, da der eksisterer store indtrængningsbarriere. Disse udgøres hovedsageligt af den forholdvis store startkapital, det kræver at opstarte produktion [Petersen, Per Hornung (PHP). d. 19.02.1996]. Da det er et forholdsvis simpelt produkt, er det nødvendigt at have de fordele, der er ved masseproduktion for at kunne tjene penge på støbepapprodukterne. Et andet forhold, der gør sig gældende er, at efterspørgslen på æggebakker er meget stabilt. Dette betyder, at desto flere udbydere der eksisterer på markedet, desto mindre sælger de hver især. Dette ses idet de producenter, der eksisterer på nuværende tidspunkt, begynder at producerer andre produkter end æggebakker, fordi de ønsker at forøge deres indtjening. Et eksempel på indtrængningsbanierer er virksomheden Sanovo Greenpack K/S, der forsøgte med opstart af en produktion af 30 stks. æggebakker, som er den mest simple form for æggebakkeproduktion. De havde tilstrækkelig kapital til at starte en fabrik, men manglede erfaringer indenfor branchen. Deres forsøg på at etablere sig mislykkedes efter 2 år, da de andre virksomheder havde været længe i branchen og stort set kunne styre markedet. Hvis man skal vinde kunder fra de allerede etablerede virksomheder, må det i særdeleshed være prisen, der skal konkurreres på, hvis man udelukkende forhandler et 113

Analyse af Brdr. Hartmann A/S uspecialiseret produkt. [PHP, d. 19.02.96] Etableringen af den nye virksomhed med prisfald til følge samt billige æggebakker fra Kroatien og Sydeuropa medførte dog, at der i slutningen af 1994 startede en priskrig. Under priskrigen var de etablerede producenter nødsaget til at sætte priserne stærkt ned, hvilket fik indflydelse på deres omsætning. En anden og ikke uvæsentlig konkurrent er plastic- og skumplastproducenterne. På det europæiske marked findes der adskillige plastic- og skumproducenter, men i relation til æggebakker vurderes støbepapproducenternes markedsandel til at være ca. 75% [PHP, d. 19.02.96]. Hvis Hartmann skal forøge sine markedsandele indenfor æggebakker skal dette ske på bekostning af plasticbakkerne, da forbruget af æg på årsbasis er meget konstant. Der er selvfølgelig nogle mindre dyk i forbruget af æg i forbindelse med f.eks. salmonella epidemier, men det er ikke tilstrækkeligt til at forårsage et mærkbart fald i afsætningen. [PHP, d. 19.02.96] Derimod er der indenfor emballage lil industriprodukter stadig størst markedsandele til plast- og skumplastproducenterne. Dette marked kan dog ændres, da de store industrikoncerner i højere grad er begyndt at bruge miljøargumenter i deres markedsføring. Hvis støbepapproducenterne løbende kan bevise, at deres produkters miljøbelastningen er mindre end plastic, er det sandsynligt, at markedsandele for støbepap vil stige. Plastic er imidlertid billigere at producereså markedsandelene kan hurtigt ændre sig, hvis der bliver sat tvivl ved det miljørigtige i at anvende støbepap. Indenfor papirbranchen er de svingende råvarepriser en betydelig usikkerhedsfaktor for produktionsomkostningerne. Et eksempel er således i 1994-95, hvor der var der et udsving i priserne på over 400%. Fra at have ligget stabilt på ca. 300 kr/ton i 1994 topper priserne i 1995 med ca. 1300 kr/ton. Fra den ene dag til den anden faldt priserne igen til 300 kr/ton. Den forklaring, som vi fik på disse svingende priser, var, at returpapirforhandlerne kunstigt havde styret markedet ved at tilbageholde noget af papiret. Vi mener dog, at det også kan skyldes andre ting. For det første har Dualsystemet i Tyskland forøget prisbevægelserne på grund af de ydede tilskud. For det andet er der indenfor papirindustrien tale om stadig større papirproducenter, der kan påvirke priserne i højere grad, end hvis der er mange små. F.eks. er der i Europa sket en stadig større koncentration i branchen, idet den svenske skovindustri har foretaget store opkøb i den europæiske papirindustri. Dette belyder, at der reelt kun er ganske få efterspørgere af returpapir. Derfor kan det næsten omgående ses på returpapirmarkedet, hvis en større

114

Analyse af Brdr. Hartmann A/S returpapirforbruger pludselig efterspørger eller undlader at efterspørge returpapir, hvilket således får priserne til enten at svinge op eller ned. [Hansen, Gert, 1995] Brdr. Hartmann aftager hovedsageligt returpapir fra Danmark og i sjældne tilfælde fra Nordtyskland. Priserne er styret af udbud og efterspørgsel og er meget politisk betonet. Den tilgængelige mængde returpapir er således afhængig af, dels hvordan det bliver politisk besluttet at organisere indsamlingerne, og dels de faktiske indsamlede mængder. Det er dermed meget vanskeligt for virksomhederne at fastlåse priserne og lave langsigtede aftaler. For at sikre sig forsyninger har Brdr. Hartmann aktier i selskaber, der handler med returpapir. Det siger sig selv, at et råvaremarked, der svinger så meget giver eftervirkninger i virksomhederne. Den ovennævnte priskrig og de meget dyre råvarer bevirkede, at den vækst som Hartmann havde oplevet frem til 1991 stoppede [PHP, d. 19.02.1996]. Nedenstående tabel 5.1 viser den økonomiske udvikling hos Brdr. Hartmanns i perioden fra 1990-1995. Tabel 5.1 Økonomisk udvikling i Brdr. Hartmann på koncernplan i 1000 kr. Nettoomsætning Index Resultat før skat (overskud) Index Antal ansatte Index Omsat pr. medarbejder Index

1990

1991

1992

1993

586.035

652.456

688.528

616.000

100

111

117

73.731

108.973

81.445

100

148

110

798

848

100

105

1994 638.747

1995 719.677

109

123

5.862

66.800

84

8

91

965

986

1006

1059

106

121

124

126

133

735

767

710

621

629

100

104

97

84

86

61.596

680 93

[Kilde: Årsregnskab 1990-1995] Ovenstående skema viser en generel fremgang i omsætningen i perioden 1990-1995 på koncernplan. Dette skal dog sættes i forhold til overskuddet, der i samme periode ikke har haft samme udvikling. De meget svingende råvarepriser har haft indvirkning på overskuddet i 1993 og 1994. Omsætningen pr. medarbejder har udviklet sig ustabilt i den forløbne 115

Analyse af Brdr. Hartmann A/S periode. I 1992, 1993 og 1994 er det gået tilbage, og den enkelte medarbejder har omsat for mindre end i udgangsåret 1990. Den store nedgang i overskuddet i 1994 skyldtes dog også et tab på finansielle investeringer på ca. 30 mio. kr. Underskuddet skyldes ligeledes den føromtalte priskrig på æggebakker og returpapirpriserne. I 1995 er omsætningen steget, overskuddet er ved at være på højde med 1990-niveau, antal ansatte er stigende, og omsætningen pr. medarbejder er sligende. Fordelingen i omsætningen mellem produktionsstederne var i 1995 som følge: • 75% af omsætningen emballageproduktionen i Tønder. • 17% af omsætningen papirprcduktion i Skjern • 8% af omsætningen fra maskindivisionen i Tønder

5.2 Produktionsbeskrivelse Følgende afsnit giver en beskrivelse af Brdr. Hartmanns støbepapproduktion. I afsnittet har vi primært anvendt materiale fra Sønderjyllands Amt samt besøg på virksomheden i Tønder. Af konkurrencehensyn har det ikke været muligt for os at få præcise oplysninger om alle dele af produktionen. I beskrivelsen indgår, hvilke processer der forårsager en miljømæssig belastning, samt en gennemgang af selve produktionsflowet. Den maksimale produktionskapacitet er på 140 ton •'døgn og der blev i 1994 produceret 122 ton/døgn [Rammegodkendelsen, 1995]. Der Nliver produceret i 3-holdsskift 355 dage pr. år.

5.2.1 Råvarer Råvarerne udgøres af returpapir, der leveres sorteret fra de forskellige indsamlingssteder, hovedsageligt i Danmark. Returpapiret er sorteret i forholdet 75% aviser og 25% ugeblade. Selve blandingsforholdet er vigligt, da råvarerne indeholder hjælpestoffer, der således ikke skal tilsættes senere i procesforløbet. Råvarerne bliver leveret til fabrikken i containere og opbevaret i råvarehallen, hvor store båse adskiller det allerede sorterede papir fra rene ugeblade og aviser. Det er derved muligt hele tiden at dosere i netop det blandingsforhold, der ønskes. Papiret bliver derefter samlet i baller og kørt til produktionshallen.

116

Analyse af Brdr. Hartmann A/S 5.2.2 Pulptilberedning I produktionshallen bliver papirballerne åbnet og råvarerne bliver opløst i et stort kar kaldet pulperen. Her bliver der tilsat vand til en opløsning på ca. 5% fibre og 95% vand. Materialerne sønderdeles ved hjælp af hurtigt roterende knive, så der opnås en homogen blanding. Efter 20-30 min. pumpes blandingen via en maskine (fiberizer), der frasorterer uopløste dele som f.eks plastic, til 1. pulpkar. I 1. pulpkar sker der en omrøring og derefter videretransporteres det til en tykstofrenser, der frasorterer fremmedlegemer som f.eks clips. Pulpen føres videre igennem en maskine, der findeler papirmassen således, at fibrene bliver adskilt. Blandingen pumpes til 2. pulpkar, hvor der sker en omrøring og tilsætning af kemikalier til løsning af tryksværte. Herefter sker der en videre transport til afsværtningsanlæg også kaldet deinkinganlægget. I deinkinganlægget bliver tryksværten fjernet ved hjælp af flotationsmetoden. Dette foregår ved, at blandingen bliver tilsat sæbe og kemikalier og gennemblæst af mange små luftbobler, hvorved tryksværten kan opsamles som skum på overfladen. Tryksværte skummet bliver herefter centrifugeret og sendt til kompostering for senere at spredes på lamdbrugsjorde. Pulpen pumpes videre til 3. pulpkar. Her tilsættes mere vand således, at blandingen nu består af 2% fibre og 98% vand. Der tilsættes desuden limstoffer, heriblandt paraffin, så papiret kan holde formen og samtidig opnå en vandafvisende overflade. Efter det 3. pulpkar pumpes pulpen op i en højdebeholder, der er placeret således, at pulpen med et konstant tryk kan løbe ned i støbemaskinen.

5.2.3 Støbeformen Umiddelbart før papirmassen løber ind i formmaskinens kar tilsættes der yderligere vand, således at blandingen nu udgøres af ca. 99% vand. [Brdr. Hartmann A/S, procesdiagram] Selve formningen af papiret foregår ved, at papirmassen formes på netforme ved hjælp af vakuum. Formeprocessen udgøres af to fortløbende trin. Først formes papiret ved, at det suges op på netforme, der er placeret på et stort formhjul. Derved suges vandet gennem formens net, mens fibrene lægger sig som et papirlag på nettet. Når sugeprocessen er slut 117

Analyse af Brdr. Hartmann A/S tilføres luft til formens bagside således, at papirlaget blæses af sugeformen og over på en presseform, der er placeret på et andet formhjul. De 2 hjul drejer, så det er en fortløbende proces. Hvis papiret skal farves sker det inden formningen idet der tilsættes farve til pulpen. [Brdr. Hartmann A/S, procesdiagram] Figur 5.2 Formemaskinen på Brdr. Hartmann

[Brdr. Hartmann] Efter formmaskinen indeholder bakkerne ca. 27% fiber og ca. 73% vand. Det vand, der suges ud af papirmassen ved formeprocessen, recirkuleres til starten af processen, hvor det tilsættes i opløsningskarret og i 3. pulpkar. Det recirkulerede vand kaldes også bagvand.

5.2.4 Tørreovne Efter presseformen bliver papiiiagel blæst af formen og transporteres ind i tørreovnen. Bakkerne bliver tørret i ca. 20 min ved en temperatur på 150 "C. I tørreprocessen bliver vandindholdet i papiret bragt ned pa ca. 7%. Der er ingen genindvinding af det fordampe118.

Analyse af Brdr. Hartmann A/S de vand fra tørreovnen, bl.a. fordi kondenseret vand indeholder for store mængder paraffin [Jensen, Rolf (RJ) d. 12.02.961. Herefter bliver bakkerne stablet og pakket. De bakker, der skal have påtrykt tekst eller påsat etiket, bliver transporteret til trykkeriet, hvorefter de bliver pakket. [Brdr. Hartmann. procesdiagram]

5.2.5 Farvning og etikkering af æggebakkerne Nogle af æggebakkerne skal udelukkende have farver på ydersiden. Dette foregår i den såkaldte EXCOl4-hal. Vi havde desværre ikke mulighed for at se hallen i funktion og en nærmere beskrivelse er derfor vanskelig. Grundprincippet er imidlertid, at bakkerne bliver farvet ved hjælp af påsprøjtning af et farvet kridtlag. Farverne der påføres i EXCO-hallen er pastelfarver, der hovedsageligt afsættes til de italienske og franske markeder. I øvrigt udgør denne produktionslinie en promille af den samlede produktion. Hvis æggebakkerne skal etikcies eller trykkes kommer de til trykkeriet. I trykkeriet er der 15 trykkelinier for æggebakker og 2 trykkelinier for bærbakker. Miljømæssige forhold i denne afdeling vil som oftest knytte sig til det arbejdsmiljømæssige, da der arbejdes med trykfarver. Størstedelen af trykfarvene er oliebaserede (vegetabilske) og resten er vandbaserede.

Nedenstående figur viser en skematisk fremstilling af Brdr. Hartmanns procesdiagram. Vi har ved de enkelte led angivet, hvilke væsentlige affaldsmængder der bliver dannet.

14

EXCO står for extra color 119

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Figur 5.3 Procesdiagram

Råvaremodtagelse —• Skrot affald

Jl

Vand

Pulper

JL -• Fast affald

Fibrizer ib

IL I •

1. Pulpkar

IL Tykstofrenser

•*- Fast affald

2. Pulpkar

Kemikalier Sæbe

1

II Slam

Vand Lim Paraffin

Dei king

p

3. Pulpkar

VandStøbning

Damp Paraffin

Tørreovn I Tryk, pakning

120

•Kemikalie affald

Analyse af Brdr. Hartmann A/S 5.2.6 Maskinfabrikken I forbindelse med støbepapproduktioneri er der en maskinfabrik, der fremstiller maskiner til Hartmanns egne produktionssteder og til lande udenfor Europa. Denne fabrik er en selvstændig del, men indgår i virksomhedens miljøgodkendelse. På maskinfabrikken fremstilles maskiner og forme til brug for fremstilling af støbepapemballage. Fremstillingen foregår hovedsagelig som montagearbejde af diverse dele, som fremstilles hos forskellige underleverandører. Materialerne er overvejende støbt i bronze, som fræses og bores. Forbrug afhjælpestoffer er fortrinsvis olier (hydraulik-, skære-, køle-, og smøreolier). I forbindelse med aktiviteterne på maskinfabrikken er der indrettet en sprøjtekabine, hvor de enkelte maskindele males. Der opbevares ingen malerprodukter på stedet, idet malerarbejdet udføres af en ekstern maler, der selv medbringer de nødvendige maleprodukter. [Rammegodkendelse, 1995]

5.3 Brdr. Hartmanns miljømæssige historie. I dette afsnit har vi valgt at se på virksomhedens miljømæssige udvikling tilbage fra 1980'erne. Afsnittet er en historisk redegørelse, hvor vi tager udgangspunkt i de produktionsændringer, der har været gennem tiden. Produktionsændringerne vil efterfølgende blive vurderet ud fra et miljømæssigt perspektiv. Vi mener dermed at kunne vise, hvordan og hvorfor Hartmanns miljøudvikling er sket som det er tilfældet15.

5.3.1 Ansøgning om frivillig miljøgodkendelse Vi vælger at begynde historien i 1980, hvor Brdr. Hartmann beslutter at ansøge om frivillig miljøgodkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 § 37. Sønderjyllands Amt fokuserede i godkendelsen på, at der ikke forelå dokumentation på rensningsanlæggets kapacitet og på støjforhold til omgivelserne. Problemer med støjforhold har forfulgt virksomheden gennem alle årene helt op til i dag. Desuden var udledning af paraffin til luften et forhold, der herskede usikkerhed omkring.

l5

Mere detaljeret "tidslinie" findes i bilag 4 121

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Begrundelsen for at ansøge om miljøgodkendelsen var ifølge miljøchefen Anna-Lise Mortensen, at virksomheden ikke ønskede at forurene miljøet og ville have orden i sagerne. Dette kan dog tolkes forskelligt. Dels kan det være en meget defensiv strategi, hvor enhver svarer sit, og man som virksomhed sikrer, at man ikke kan blive anklaget for ikke at overholde loven. Samtidig får virksomheden nogle lovmæssige rammer, som de kan handle indenfor i de næste 12 år, hvilket betyder at de tildels er "fredet" fra yderligere krav i den periode. Den frivillige ansøgning kan dog ligeledes tolkes som en progressiv strategi, da det var usædvanligt i 1980 frivilligt at henvende sig til miljømyndighederne med risiko for påbud til følge. Ligeledes kunne det være et ønske fra Hartmann om en tættere dialog med myndighederne. Vi mener, at virksomhedens ansøgning om miljøgodkendelse i 1980, skal ses som en proaktiv handling, da det ikke var almindeligt, at virksomheder ansøgte om frivillig godkendelse på dette tidpunkt. Amtet blev opmærksom på mange problemer, der knyttede sig til produktionen, og derved satte Hartmann sig selv i en situation, hvor de skulle investere i miljøforbedrende foranstaltninger. Ansøgningen om miljøgodkendelsen er ligeledes et signal til omverdenen om, at der her er tale om en virksomhed, der handler selv. Hartmann kunne derved uden de store investeringer relativt nemt komme til at fremstå som en virksomhed, der overvejede sine miljøforhold. Produktionskapaciteten var i 1980 på ca. 39.000 tons støbepap pr. år. Processpildevandet blev udledt via mekanisk og biologisk rensning på virksomhedens eget renseanlæg til kommunalt renseanlæg. Spildevand fra skyllevandet på virksomhedens vandværk blev ledt gennem et okkerfældningsbassin, hvorefter det ledtes til reciepienten, Slotsbjergkanalen. Yderligere spildevand fra virksomheden blev ligeledes ledt direkte til Slotsbjergkanalen. Det kommunale rensningsanlæg ledte ligeledes til Slotsbjergkanalen, der på dette tidspunkt (1980) bliver vurderet af Sønderjyllands Amt til at være "overordentligt stærkt forurenet". Dette skyldes, ifølge Amtet, dels udledninger fra det gamle Tønder renseanlæg, dels udledninger af papirfibre m.v. fra Brdr. Hartmann. Årsagen til, at Slotsbjergkanalen blev forurenet med papirfibre var, at både Brdr. Hartmanns eget rensningsanlæg og det kommunale rensningsanlæg havde for lille kapacitet til at klare spildevandsmængden fra virksomheden, hvis det indeholdt for store mængder papirfibre. [Lilleøre, Svend Erik, d. 08.05.96] Denne forurening blev ikke stoppet, men der blev istedet givet en midlertidig spildevandstilladelse til Brdr. Hartmann. Amtet ønskede at få mere dokumentation for

122

Analyse af Brdr. Hartmann A/S forskellige stoffers mængde i spildevandet. Tilladelsen skulle således revurderes inden den 01.01.1983. [Spildevandstilladelse, 1980] Spildevandets samlede mængde lå på ca. 225.000 m3/år. Heraf udgjorde processpildevandet ca. 115.000 m3/år. En stor andel af det øvrige spildevand kom fra skyllevandet fra vandværket (80.000 m3). Virksomhedens renseanlæg gav anledning til slamproduktion, dels fra den mekaniske del af anlægget (108 t/år), men også fra okkerfældningsbassinet (1050 m3/år). Slammet fra rensningsanlægget blev deponeret på særlig slamdeponeringsplads, der var godkendt af Sønderjyllands Amt16. Slam fra okkerudskilningsbassinet blev bortskaffet i henhold til den kommunale affaldsordning. De opstillede krav i miljøgodkendelsen medførte imidlertid, at virksomheden udbyggede rensningsanlægget. Fra produktionens deinking-anlæg blev der frasepareret tryksværte (275 t/år). Dette affald blev brændt på forbrændingsanlæg [Kap.5 godkendelse, 1980]. På grund af virksomhedens energiforbrug baseret på fuel olie var den væsentligste luftforureningskilde SO2-emission. I den forbindelse var der problemer med, at virksomhedens energiforbrug (20,6 MW/år) var stigende, og den installerede effekt kun kunne dække 30 MW/år. Amtet forventede, at virksomheden hurtigt ville udnytte hele effekten, og dette ville betyde en væsentlig SO2-forøgelse i området. [Kap.5-godkendelse, 1980] Amtet har derfor allerede i 1980 startet en dialog med virksomheden om andre løsninger på deres store energiforbrug og anvendelse af alternativ energikilde. Virksomheden blev derfor på daværende tidspunkt opmærksomme på, at der skulle arbejdes med alternative energiformer.

5.3.2 Opstart af ny produktionslinie Virksomheden ansøger i 1984 om tilladelse til at opstarte ny produktionslinie - det nye fælles pulpkar. Den nye produktionslinie kræver en ny miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5 § 35. Produktionslinien tilføjes til de øvrige produktionslinier.

16

Miljøgodkendelsen var endnu ikke færdigbehandlet på dette tidspunkt. 123

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Produktionskapaciteten forventes forøget fra ca. 39.000 tons til ca. 46.000 tons støbepap pr. år. Etableringen af den nye produktionslinie betød bl.a., at virksomheden fik mulighed for en kraftigere farvning af produkterne. Energiforbruget og energiformen blev ændret ved etablering af det nye pulpanlæg, da det blev forsynet med en tørreovn, der var fyret med gas. Reduktionen i forbruget bestod i, at der kom en bedre varmegenvinding fra afkastluften, og at røggassen blev indført direkte i tørreovnen, hvilket betød at varmetabet blev minimeret. Indtil årsskiftet 1984/85 var tørreovnen forsynet med F-gas (flaskegas). Herefter ville den overgå til naturgas. [Kap. 5godkendelse, 1984] Det nye produktionsanlæg betyder, at virksomheden kan genanvende en større del af vandet ved at tilbageføre det til tidligere pulpkar. Endvidere bliver et nyt sedimentationsanlæg bygget, hvilket betyder at papirfibre bliver tilbageholdt i processpildevandet, inden det via virksomhedens renseanlæg ledes til det kommunale rensningsanlæg. En stor del af spildavandet (80.000 m3) stammede fra skylle- og kedelvand. Siden 1981 blev dette vand renset og genbrugt. [Spildevandstilladelse, 1984] Virksomhedens ændrede vandforbrug mener vi er et udtryk for, at de begynder at fokusere på ressourcebesparende foranstaltninger. Dette ses ligeledes ved, at returskyllevandet nu renses og genbruges. Amtet opsatte endvidere krav om, at kanalen, der fungerede som sedimentationsbassin inden afløbet til Slotsbjergkanalen, jævnligt skulle renses for sedimenterede papirfibre m.m. Dette har undret os, da virksomheden havde etableret nyt sedimentationsanlæg, der netop skulle opsamle papirfibre. Dette må konstateres ikke at have virket tilfredsstillende. Forureningsundersøgelser af recipienten Slotsbjergkanalen viser dog, at forureningstilstanden på strækningen nedstrøms virksomhedens udløb er forbedret mærkbart i forhold til tidligere bedømmelser [Spildevandstilladelse, 1984]. Dette skyldes hovedsageligt at udledningen af skyllevand og kedelvand er ophørt.

5.3.3 Bygning af EXCO-hallen 11987 bliver EXCO-hallen taget i brug. I farveprocessen indgår der adskellige kemikalier, der har en toksisk effekt, hvilket betyder, at affaldet fra denne del af processen kan indeholde toksiske elementer, se bilag 5. Vi har ikke kunne få oplysninger om, hvor store mængder af de enkelte stoffer, der ender i affaldet efter endt brug i produktionen. 124

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Ved bygningen af EXCO-anlægget mente Sønderjyllands Amt ikke, at der var et problem for hverken Brdr. Hartmanns eget renseanlæg eller Tønder Kommunes rensningsanlæg. Vi mener, at amtet burde være mere opmærksomme på dette anlægs miljømæssige effekt, da de kemikalier, der anvendtes, ikke var undersøgt tilbunds ifølge de oplysninger, vi er i besiddelse af.

5.3.4 Undersøgelser og forespørgsler fra Sønderjyllands Amt Deinking-anlægget bliver i 1989 udvidet og virksomheden ansøger om godkendelse af denne udvidelse. Vi har ikke haft adgang til selve ansøgningen, hvorfra det må fremgå, hvilke mængder af forurenende stoffer den forøgede kapacitet ville medføre. Vi er imidlertid i besiddelse af svar-brevet fra amtet, hvor de mener, at det nye anlæg ikke medfører øget forurening i form af spildevand, luftforurening eller støj. Da det nye deinking-anlæg er et parallelt produktionsanlæg til de bestående maskiner, vil det ikke kræve godkendelse i henhold til miljøbeskyttelseslovens kap. 5. [Brev fra Miljø- og vandløbsvæsenet, Sønderjyllands Amtskommune, 27.04.1989] Sønderjyllands Amt blev i 1989 opmærksomme på, at spildevand og slam fra papirproduktion kunne indeholde chlorerede kulbrinter. Dette foranledigede amtet til at kræve, at Brdr. Hartmann skulle undersøge deres spildevand og slam for disse stoffer. Resultaterne af disse undersøgelser viste, at der forekom så små koncentrationer, at det svarede til det indhold, der er i almindeligt husspildevand. Chlorerede kulbrinter dannes ved behandling af cellulosemasse med chlorholdige produkter. I produktionsprocessen på virksomheden forekommer der ikke sådanne processer. En proces, der mindede om den var, at råvandet tilsattes en 15% natriumhypochloritopløsning, der skal modvirke bakterievækst. Sønderjyllands Amt anbefalede dengang at indstille de periodiske analyser så længe, der ikke forekommer procesændringer eller indførtes nye processer [Notat af den 18.08.1989, Sønderjyllands Amt]. I 1990 begynder producenten af den hvide coatingfarve at blande andre pigmenter i. Dette blandingsforhold bliver undersøgt for evt. rester af tungmetaller, der kan ende i spildevandet. Undersøgelsen viste, at der ikke var problemer i forhold til spildevandsudledningen. Pigmenterne indeholdte ikke tungmetaller, men derimod enkelte opløsningsmidler og andre flygtige bestanddele [Notat af den 27.03.1990, Det fælleskommunale hygiejnelaboratorium]. Vi kontaktede Sønderjyllands Amt i denne forbindelse, men de havde ikke foretaget sig yderligere i sagen med henvisning til, at det var Tønder kommune, der havde 125

Analyse af Brdr. Hartmann A/S ansvaret for spildevandsudledningerne. [Jørgensen, Christa (CJ), Sønderjyllands Amt d. 13.05.96] I 1992 blev dele af virksomhedens område registreret som affaldsdepot. Affaldsdepotet stammer fra en tidligere kommunal losseplads, hvor der har været deponeret husholdnings affald. Brdr. Hartmann vurderer ikke, at affaldsdepotet vil have en økonomisk eller miljømæssig betydning for virksomheden, da affaldsdepotet skyldes en tidligere losseplads anlagt af Tønder Kommune [Damgård, Trine (TD), d. 24.10.95]. Hvilken betydning dette affaldsdepot får for virksomheden kan først afgøres, når det nye lovforslag om jordforurening bliver vedtaget efter sommerferien. Amtet har ikke en høj prioritering af oprydning på affaldsdepotet, da forureningen ikke truer grundvandet [CJ, d. 13.05.96]. I 1994 forespørger amtet, efter et tilsynsbesøg på virksomheden, hvilke årsager der ligger til grund for, at der fra deinking-slammet fremkommer relativt høje koncentrationer af kobber. Følgende viser målingerne foretaget i en årrække fra 1992-1995: Tabel 5.4 Udviklingen af kobberindholdet i slammet fra de-inkinganlægget 1992

1993

1994(april)

1994(maj)

199517

440 mg/kg TS

520 mg/kg TS

440 mg/kg TS

420 mg/kg TS

620 mg/kg TS

[Kilde: Tilsynsrapport & internt notat fra Sønderjyllands Amt, 1994] Der findes en kravværdi på 1000 mg/kg TS både i Danmark og EU. Som eksempel kan nævnes, at grænseværdierne i Holland på daværende tidspunkt var på 250 mg/kg TS. Hartmann svarer tilbage, at tryksværten i råvarerne indeholder kobber i den blå farve. Hartmann svarer til amtet, at de ikke kan gøre noget for at mindske kobber indholdet, da ansvaret ligger hos ugeblads- og avistrykkerierne. Brdr. Hartmann måler slammet for indhold af tungmetaller før det bringes til Tønders Komposteringsanlæg. Her blandes slammet med haveaffald og spildevandsslam fra Tønder rensningsanlæg hvorefter det komposteres og bringes ud på landbrugsjorde. Blandingsforholdet i komposten er følgende: • Tryksværteslam 17% • Fiberslam 9%

17

Tallet fra 1995 stammer fra udkast til miljøregnskab. 126

Analyse af Brdr. Hartmann A/S • Kommunalt spildevandslam 29% • Haveaffald 35% [Lilleøre, Svend Erik, d. 08.05.96]

5.3.5 Central prioritering af miljøarbejdet Brdr. Hartmann har indtil slutningen af 1980'erne arbejdet med miljøtiltag ud fra en reaktiv handlingsmåde. Ansøgning om miljøgodkendelse allerede i 1980 anser vi dog som en undtagelse, og et forsøg på en proaktiv miljøadfærd, der evt. kan være initieret af problemer med spildevandet og forurening af Slotsbjergkanalen. Miljøarbejdet var op gennem 1980'erne fokuseret på at efterleve krav, der var fastsat af amtet. Dette resulterede i en spredt indsats og en manglende prioritering af indsatsområder på miljøområdet. Dette problem indså ledelsen i Brdr. Hartmann og valgte at ansætte en miljøchef i 1992. Ved ansættelsen af Anna-Lise Mortensen som miljøchef blev det samtidig besluttet at integrere miljøindsatsen mere i virksomheden ved at opsætte nogle overordnede målsætninger for miljø på koncernplan. Resultatet af dette blev en miljøstrategi, der sætter de overordnede rammer for hele koncernen. Den nærmere omtale af miljøstrategien fremgår af et senere afsnit. Som en del af miljøstrategien bliver der i 1992/93 taget initiativ til at udarbejde en livscyklusvurdering på produktet. Livscyklusvurderingen viser, at den største miljøbelastning ligger ved produktionen - altså hos Hartmann selv. Livscyklusvurderingen skulle i første omgang anvendes som et internt styringsredskab, men som vi senere vil komme ind på, blev analysen ligeledes et yderst anvendeligt værktøj overfor deres kunder. Livscyklusvurderingen viser, at miljøbelastningen fra energiforbruget er meget stort, og dette medvirkede også til den senere beslutning om at bygge kraftvarmeværket. I foråret 1994 opstartes, ligeledes i forbindelse med miljøstrategien, et miljøstyringsprojekt på produktionen i Tønder. Dette projekt skal synliggøre og dokumentere status for energiforbrug og miljøpåvirkninger i produktionsprocessen. Formålet er at udarbejde en miljøhåndbog, som skal indgå i kvalitetsstyringen. Arbejdet med miljørevision fortsætter, og virksomheden har søgt om certificering efter BS-7750. Virksomheden har siden 1980'erne arbejdet på at reducere deres energiforbrug, der i 1995 androg 51 MW. Som et led i modernisering af fabrikkens energiforsyning har virksomhe127

Analyse af Brdr. Hartmann A/S den bygget et kraftvarmeanlæg. Anlægget kører udelukkende på naturgas, hvilket har forbedret livscyklusvurderingen på produkterne væsentligt, idet det netop er energiforbruget i selve produktionsfasen, der udgør den største miljøbelastning med hensyn til SO2 og CO2 emissioner. Det miljømæssige resultat af investeringen er, at produktionen bidrager mindre til den samlede CO2 belastning, og at SO2 belastningen blev reduceret med 80%. Dette har betydning for Brdr. Hartmanns konkurrenceforhold, da Hartmann således, ved hjælp af deres livscyklusvurdering, kan dokumentere dette overfor deres kunder, og på dennne måde have mulighed for at differentiere sig fra deres konkurrenter ved en lavere miljøbelastning. Kraftvarmeanlægget skal udover at forsyne fabrikken med elektricitet, varme og damp, også levere fjernvarme til Tønder Kommune og elektricitet til det offentlige net. Fjernvarme produktionen dækker ca. 90% af Tønder bys behov18. Kraftvarmeanlægget er blevet bygget i samarbejde med Energistyrelsen, Tønder Kommune og Tønder fjernvarme. Selve planlægningen af kraftvarmeværket har taget 5-6 år. Den lange behandlingstid skyldes bl.a., at prisen på naturgassen skulle forhandles på plads mellem Naturgas Syd og Brdr. Hartmann. Bygningen af kraftvarmeværket er blevet støttet økonomisk af Energistyrelsen med ca. 12 mio. kr. Dette har betydet, at omkostninger for virksomheden blev mindsket. Man kan således sætte spørgsmålstegn ved, om Hartmann ville have bygget kraftvarmeværket, hvis de ikke havde fået et tilskud fra staten. Hartmanns har selv investeret 98,5 mio. kr. i værket og har en årlig omsætning på 60 mio. kr. med et årligt overskud på 15 mio. kr. Investeringen har således en tilbagebetalingstid på ca. 6 år [Årsregnskab, 1994], Dette er set i sammenhæng med øvrige investeringer en lang tilbagebetalingstid. Brdr. Hartmann betragter kraftvarme værket som en frivillig miljøinvestering, hvilket betyder at accepteres en længere tilbagebetalingstid end normalt på grund af miljøhensyn.

5.3.6 Ansøgning om rammegodkendelse og udarbejdelse af miljøregnskab I sommeren 1995 ansøger virksomheden om en frivillig rammegodkendelse. En rammegodkendelse giver virksomheden større handlefrihed overfor mindre ændringer i produktionen, idet der ikke skal søges om forudgående godkendelse, hvis ikke ændringerne medfører yderligere belastning af miljøet.

18

Tønder Kommunes befolkning er på ca. 13.000. 128

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Af rammegodkendelsen fremgår det, at virksomhedens produktion giver anledning til luftforurening via afkast fra tørreovne, EXCO-hal og kedlerne. Følgende tabel giver et overblik over, hvilke koncentrationsbidragsværdier, der er tale om. Ord i parantes angiver de primære kilder til emissionerne. Tabel 5.5 Brdr. Hartmanns udledninger til luften Parameter

Imissionskoncentrationsbidrag i ug/m3

Miljøstyrelsens vejledende B-værdi i ug/m3

Paraffin (tørreovne)

66

1000

NOX (tørreovne)

36

125

Total-støv (tørreovne)

40

80

SO2 (kedler)

98

250

[Rammegodkendelse, 1995] Ovenstående viser, at samtlige emissionsværdier ligger betydeligt under Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier. Støjbelastning fra virksomheden ligger stadig på grænsen af vejledende grænseværdier i natperioden. Grunden til støjbelastningen skyldes, at der ovenpå alle bygningerne er installeret skylights, der bruges til ventilation for at aflede den fugtige luft, der opstår ved papirproduktion. Problemet er delvist blevet "løst" ved, at Tønder Kommune har ændret lokalplanen. Boligområdet i nærheden af virksomheden er nu klassificeret som blandet bolig og erhverv. Der gælder således nogle mere lempelige støjkrav. Afstand til nærmeste bolig ved fabrikken er 200 m. Med hensyn til affald fra virksomheden bliver olie- og kemikalieaffald sendt til Kommunekemi. Tråd og jernskrot bliver afhentet af en skrothandler. Pap og papir bliver kørt til Skjern Papirfabrik og anvendes til produktion af papir. Farverester fra overfladebehandling af produkter bliver udfældet i sedimentationsanlæg og afvandet i kammerfilterpresse, for at blive genanvendt ved kompostering. Papirslam (O-fibre) bliver udfældet i sedimentationsanlægget og afvandet i kammerfilterpresse og genanvendes til kompostering sammen med tryksværteslam fra deinkinganlægget. Okkerslam fra skyllevandet blev, da rammegodkendelsen blev givet, ligeledes

129

Analyse af Brdr. Hartmann A/S komposteret. Sønderjyllands Amt har efter rammegodkendelsen givet virksomheden en ny tilladelse til, hvad slam må anvendes til. Okkerslam fra rensningsanlæg må ifølge aftalen ikke længere udspredes på landbrugsjord. [CJ, d. 13.05.96] Virksomhedens affaldsmængder er ifølge rammegodkendelsen som følge: Tabel 5.6 Brdr. Hartmanns affaldsmængder Affaldsmængder 1994

Affaldstype

Bortskaffelse

Olie- og kemikalieaffald

82 t

Kommunekemi

Tråd

1001

Afhentet af skrothandler

Jernskrot

70 t

Afhentet af skrothandler

Pap og papir

100 t

Skjern Papir

Ikke fiberholdigt materiale fra produktionen

600 t

Deponeres

Tryksværteslam Slam fra rensningsanlæg

2.6001

Komposteres

900 t

Komposteres

[Rammegodkendelse Bilag 6, 1995] Endvidere er der udover ovenstående affaldsmængder fast affald fra rensning af pulpen, der andrager 420 tons, der bortskaffes til kontrolleret losseplads [Udkast til miljøregnskab, 1995]. Dette affald består hovedsageligt at plastic og hæfteklammer, fra det indsamlede papir. I Hartmanns miljøregnskab bliver der opstillet målsætninger om at reducere den samlede affaldsmængde målt i kr. pr. produceret ton tørstof med 5% i 1996 i forhold til 1995. Vi finder det påfaldende at fastsætte en målsætning for reduktion af affaldsmængderne opgjort i kroner, da det ud fra et miljømæssigt synspunkt drejer sig om at reducere mængderne. En forudsætning for, at den reelle mængde affald bliver reduceret i følge målsætningerne er, at bortskaffelsesprisen holdes konstant eller stiger. Hvis bortskaffelsesprisen falder opfylder virksomhedens deres målsætning for at reducere deres udgifter til affaldet, uden der sker en reduktion i selve affaldsmængderne.

130

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Hartmann skal ifølge rammegodkendelsen fra 1995 føre egenkontrol over følgende områder: • • • • • • • •

oppumpet vand kommunevand naturgas fuelolie elforbrug råvarer hjælpestoffer produceret affaldsmængder

Spildevandet udledt til kommunens rensningsanlæg skal opgives i kg. pr. kg. støbepap, elforbruget skal opgives i kWh pr. kg støbepap. Da disse opgørelser er fortrolige kan vi desværre ikke oplyse de eksakte værdier. Virksomheden har ikke tidligere haft vilkår om egenkontrol i deres miljøgodkendelseer. Sønderjyllands Amt vurderede ved fastsættelse af krav til rammegodkendelsen, at Hartmann var i stand til at afgive disse oplysninger, da de allerede internt i virksomheden målte for ovenstående. [CJ, d. 13.05.96] Virksomheden skal derudover hvert år udarbejde en oversigt over forbrug af enkelte hjælpestoffer. Følgende er en samlet oversigt over forbruget afhjælpestoffer i de forskellige processer i produktionen: Tabel 5.7 Anvendte hjælpestoffer i 1995 Input Hjælpestoffer i produktionen

33801

Farver anvendt i processen

407 t

Smøremidler

63 t

Affald til Kommunekemi

Output

76 t lait

3.850 t

76 t

[Udkast til miljøregnskab, 1995] Ovenstående tabel viser, at ca. 2 % af alle hjælpestofferne ikke bliver i produktet. Disse 2% stammer hovedsageligt fra farverester fra trykkeri og olie- og smøremidler.

131

Analyse af Brdr. Hartmann A/S I miljøregnskabet har virksomheden inddelt hjælpestoffer i A-, B- og C-stoffer efter et forsigtighedsprincip. Dette betyder, at stoffer, hvis sammensætning eller miljøeffekt der er ukendt, bliver klassificeret under A. A-stoffer bør anvendes i mindst mulig udstrækning eller substitueres. Forbruget afhjælpestoffer pr. produktionsækvivalent19 i perioden 19911994 faldet med 31%, hvilket mest omfatter B- og C-stoffer. Anvendelsen af A-stoffer er steget fra 1991-93.1 perioden 1994-95 er forbruget afhjælpestoffer pr. produktionsækvivalent er faldet med 12%. Målet for 1996 er at reducere hjælpestofforbruget med 2% i forhold til 1995 niveauet [Udkast til miljøregnskabet, 1995]. Med ovenstående reduktionsmål mener vi, at det er kritisabelt, at der ikke bliver udarbejdet delmål for hver gruppe afhjælpestoffer, hvilket ville give et billede af virksomhedens indsats med at minimere brugen af de A mærkede stoffer. Forrige års reduktion viser store besparelser på hjælpestofferne, dog hovedsagelige de B og C mærkede. En målsætning på 2% reduktion virker meget lavt sat. Virksomhedens spildevandsudledning pr. ton støbepap er ikke reduceret nævneværdigt siden 1980. Hvis man sammenligner spildevandsafledningerne i 1980 med 1995, viser det en svag stigning. Udledningen i 1980 lå således på 225.000 m3 pr. år. Nedenstående tabel viser vandforbruget i 1995.

19

En produktionsækvivalent er en standard produkt enhed (funktionel enhed), der gør det muligt at opgøre ressourceforbrug og spild uanset at effektiviteten stiger eller falder. 132

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Tabel 5.8 Opgørelse over vandforbrug Input i tons Egen boring

301.000(målt)

Kommunalt vandværk

142.000(målt)

Vand i råvarer

Output i tons

4.520 (skønnet)

Sanitært spildevand

40.000 (målt)

Vand i færdige produkter

2.170 (skønnet)

Spildevand til eget rensningsanlæg

192.000 (målt)

Vand i reject

378 (skønnet)

Vand i afsværtningsslam

1.053 (beregnet)

Vand i fiberslam

451 (beregnet)

Fordampning i produktionen

166.000 (beregnet) lait

447.520

402.052

[Udkast til miljøregnskab, 1995] Som det fremgår af ovenstående er der en difference mellem input og output på ca. 45.000 tons. Virksomheden undersøger for øjeblikket hvad dette skyldes. Brdr. Hartmann har endvidere i 1992 og 1993 overtrådt den maksimale spildevandsudledning på 200.000 m3. Overskridelserne var på hhv. 36.000 m3 og 32.000 m3. Tønder Kommune gav dog virksomheden lov til denne overskridelse. Årsagen til dette store vandforbrug skyldtes vekslende driftforhold i produktionen samt forskellige uheld. Hartmann havde på dette tidspunkt en udvidelse af renseanlægget i gang, hvor de første to etaper blev taget i brug i januar 1994. [Korrespondance fra Brdr. Hartmann til Sønderjyllands Amt, d. 23.11.1993]. Som det fremgår af skemaet er virksomhedens spildevandsudledning på ca. 232.000 m3. Virksomheden har således stadig en overskridelse af den udledte spildevandsmængde, der er opgivet til 200.000 m3 i rammegodkendelsen. Udledningen af spildevand skal ses i sammenhæng med, hvad det afledte spildevand indeholder. Nedenstående tabel viser indholdet af organiskmateriale fra 1991 og 1995:

133

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Tabel 5.9 Indhold af organisk materiale i spildevandsafledning 1991

1995

COD

1901

135 t

BOD

55 t20

33 t

Total N

2,1 t

1,8 t

Total P

0,14 t

0,3 t

Suspenderet stof

109 t

63 t [Egen bearbejdning efter Miljøstyrelsen, Miljøprojekt nr. 257, 1994 & udkast til miljøregnskab, 1995] Ovenstående tabel viser et fald i indholdet af organisk materiale i spildevandet fra 199195. Vandforbruget udgjorde i 1995 443.000 m3. Vandforbruget er faldet fra 1994 til 1995 med 57.000 m3, hovedsageligt forårsaget af optimering af bagvandssystemet. Målet er at reducere vandforbruget med 5% pr. kg. TS i forhold til 1995.

5.3.7 Renere teknologi projekter Virksomheden har gennem årene løbende arbejdet med renere teknologi, hvilket også er indeholdt i virksomhedens miljøstrategi. Der foregår p.t. et undersøgelsesarbejde omkring erstatning af paraffin med et andet stof, der vil medføre en væsentlig reduktion af hjælpestoffet aluminiumsulfat. Aluminiumssulfat anvendes til at sænke pH-værdien således, at limen klæber bedre. I 1995 har Hartmann iværksat en miljøvurdering af råvarer og hjælpestoffer i produktionen, bl.a. for at supplere den eksisterende livscyklusvurdering med en økotoksikologisk vurdering. Rapporten vil ligeledes indeholde vurderinger af stoffernes omsætning og fordeling efter produktionsprocessen. Vurderingen forventes færdig i midten af 1996 og skal bl.a. bidrage til fabrikkens fremtidige prioritering af miljøarbejdet på hjælpestofområdet. [Udkast til miljøregnskab, 1995] Der har endvidere været et renere teknologi projekt i forbindelse med virksomhedens vandværk. Hartmann benytter kemisk oxidation ved rensning af vandet istedet for at

20

'BOD5, umod. 134

Analyse af Brdr. Hartmann A/S anvende jernsulfat, og har endvidere substitueret hypochlorit og chlor med brintoverilte. Dette har givet virksomheden en række økonomiske og miljømæssige fordele. [Udkast til miljøregnskab, 1995] Se endvidere tabel 5.10 Hartmann vil endvidere arbejde på et projekt omkring erstatning afgrundvand med regnvand fra tagene og befæstede arealer samt indvinding fra Vidåen. På denne måde kan de reducere mængden af oppumpet boringsvand. Der foregår en løbende optimering af det nye deinkinganlæg (1989), hvorved det forventes at være muligt at fjerne det gamle i 1996, hvilket skulle give en årlig besparelse på elforbruget på ca. 7 Mwh. [Rammegodkendelse, 1995] Virksomheden har recirkulering af bagvandet i et lukket system. Der skal dog tilsættes frisk vand ved formemaskinerne til opvejning af fordampet vand og for at undgå slimdannelse i rørsystemerne. En yderligere reduktion afvandforbruget er dermed begrænset, og da produkterne ofte skal farves forbruges vand til rengøring mellem hver produktion. Der har været forsøg med installation af varmevekslere på tørreovnene, men rørene i disse blev tilstoppede af den paraffin, der fordampede sammen med vandet [RJ, d. 12.02.96]. Fuldstændig recirkulering af procesvandet ved papirproduktion er teknologisk mulig, men kan medføre store problemer med bakteriedannelse, der har indvirkning på de arbejdsmiljømæssige forhold. Dette var f.eks tilfældet på papirfabrikken i Grenå, hvor den fuldstændige recirkulering for ca. 2 år siden gav arbejdsmiljømæssige problemer. Hartmann har et renere teknologi projekt i gang i samarbejde med Institut for Produktudvikling og Vandkvalitetsinstituttet21. Projektets formål er at udvikle og afprøve metoder, der kan øge cirkulation af bagvandet til forskellige procestrin. Virksomheden har op igennem 1990'erne investeret i forskellige renere teknologi løsninger for at optimere produktionsprocessen. Nedenstående tabel viser et udpluk af de investeringer virksomheden har foretaget, og hvilke besparelser de har givet anledning til.

21

Projektets titel er: "Øget genbrug i papirindustrien - udvikling af kemikaliefri metoder til kontrol af mikrobiel vækst". 135

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Tabel 5.10 Eksempler på besparelser initieret af miljø Investering i 1000 kr.

Besparelse/beskrivelse optimering

Besparelse i 1000 kr./år

Tilbagebetalingstid i måneder

El

1.700

4,1 mio. KW

1.150

18

VLT22

200

0,63 mio. KW

175

13

Kemikalier

200

100

Vand

Udskiftning/fjernelse

3.000

styring af dosering

4.000

Udskiftning/fjernelse 50 tons slam 50.000 kWh 100.000 m3 vand

500

14 dage

3

Kraftvarme

98.000

13 MW kraftvarme El til 25.000 familier Varme til 2000 familer Varme til produktion

15.000

79 (6,5 år)

Rationalisering (EGA)

32.000

Automatisering af manuelt arbejde

12.000 14.000

15

Investering i alt

132.200

Besparelse i alt

34.825

[Præsentationsmateriale fra Brdr. Hartmann] Ovenstående tabel viser et udsnit af de investeringer Brdr. Hartmann har foretaget, og er med til at give et billede af forholdet mellem investeringer og besparelser. Som det ses har alle investeringerne en tilbagebetalingstid på mindre end 2 år, med undtagelse af investeringen i kraftvarmeværket. Brdr. Hartmann opererer i deres miljøregnskab med tre former for investeringer: • Frivillige miljøinvesteringer; har en længere tilbagebetalingstid end normalt accepteret p.g.a. miljøhensyn.

22

VLT regulerer hertz og "doserer" derved anvendelsen af strømmen. VLT medvirker til at spare på strømmen og anvendes mange steder i produktionen. 136

Analyse af Brdr. Hartmann A/S • Tvungne miljøinvesteringer; er foretaget som følge af krav fra miljø- eller arbejdsmiljømyndigheder. • Miljørelaterede investeringer;er investeringer, der ikke er initieret af miljøhensyn, men har en positiv miljøeffekt. Hvis investeringen reducerer energi eller ressourceforbruget, forøger effektiviteten eller reducerer spild, defineres den som en miljørelateret investering. I perioden 1992 til 1995 er andelen af investeringer, der er miljørelaterede eller frivillige steget fra 38% til 72% af de samlede miljøinvesteringer [Udkast til miljøregnskab, 1995]. Denne stigning er dog ikke så bemærkelsesværdig, da kraftvarmeværket er indeholdt i denne opgørelse, og udgjorde ca. 98 mio. kr af en samlet investering på 110 mio.

5.4 Hartmanns miljøinformation Brdr. Hartmann bliver generelt omtalt som en miljøpositiv virksomhed med et højt informationsniveau, da virksomheden deltager i mange projekter, konferencer og lignende. Disse aktiviteter er med til at påvirke andre virksomheder, men giver i høj grad også Brdr. Hartmann reklame ved, at de kan fremvise deres miljøstrategi og metoder til at gribe miljøproblemerne an på. Sådanne aktiviteter giver virksomheden mulighed for med stor omhu at udvælge, hvilke informationer de vil offentliggøre. Virksomheden er således meget åben, hvad angår deres erfaringer og ledelsesfilosofier, men ønsker ikke at oplyse om eksakte data vedrørende produktionen. I det følgende vil vi gennemgå de væsentligste miljøinformationer, som virksomheden har offentliggjort. Vi vælger at definere miljøinformationer bredt som alt, der kommer fra virksomheden til offentligheden omhandlende miljø.

5.4.1 Miljøinformation i årsregnskaber Fra 1990 og de følgende år bliver miljø beskrevet under et selvstændigt punkt i årsberetningen. Dette mener vi markerer starten på en udvikling, hvor Brdr. Hartmann i højere grad end tidligere fokuserer på at oplyse omverden om udvalgte dele af deres miljøforhold. I årsberetningen bliver der lagt særlig vægt på at fortælle, at de producerer med genbrugspapir, men der er ingen informationer om selve produktionen. Årsregnskabet har

137

Analyse af Brdr. Hartmann A/S samtidig skiftet layout fra glitterpapir til "genbrugspapir-farvet" med håndtegninger, og der er tydeligvis lagt vægt på et miljørigtigt image. 11991 fremgår det, at der er et stigende behov for miljøinformation fra investorer, og Brdr. Hartmann bruger i forlængelse heraf mange sider på at beskrive produktionsgangen, og de miljømæssige tiltag, der er foretaget i virksomheden. Hele beretningen er præget af informationer om miljø- og produktudvikling. I 1992 får virksomheden udarbejdet en miljøstrategi, der bliver beskrevet i årsberetningen. De efterfølgende år bliver deltagelse i projekter og tiltag i produktionen, der medfører reduceret ressourceforbrug omtalt år.

5.4.2 Brdr. Hartmanns miljøstrategi Med ansættelsen af miljøchef Anna Lise Mortensen kom der en mere struktureret opbygning af miljøprioriteringerne, og virksomheden formulerede en miljøstrategi. Tidligere havde de forskellige miljøtiltag været adhoc prægede og ansvarskompetencerne var meget spredt i virksomheden. Man ønskede fra virksomhedens side, at arbejdet blev bedre koordineret og struktureret. Strategien er decentralt organiseret, således at det egentlige miljøarbejde foregår på de enkelte fabrikker. Argumenterne for dette er mange. Dels har medarbejder inddragelse vist sig i næsten alle tilfælde at bære frugt, idet miljøarbejdet bliver en integreret del og ikke et diktat fra administrationen "ovre i Lyngby". Samtidig er det i produktionen den specifikke viden findes. Miljøchefen hos Hartmann har således en koordinerende- og formidlende funktion overfor direktion og medarbejdere. En modsætning til dette er f.eks. den organisering, som Novo Nordisk har valgt, med en meget stor central miljøafdeling, der i høj grad selv udfører det egentlige miljøarbejde. Følgende punkter indgår i strategien:

138

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Figur 5.11 De seks elementer i miljøindsatsen

Miljørevision

Livscyklus analyse

Miljønetværk

Renere teknologi

Kommunikation/ efteruddannelse

Miljøpolitik og strategi

[Brdr. Hartmann årsregnskab 1993]

Miljønetværk Hartmann har valgt at etablere miljønetværk til varetagelse af miljøarbejdet på virksomheden. Der er udpeget miljøansvarlige på områderne; produktion (incl. distribution, indkøb/lager), salg, produktudvikling og administration. Miljørevision Der bliver gennemført miljørevision af produktionsstederne. Status for dette er, at fabrikken i Tønder netop nu er ved at blive certificeret efter BS 7750 og der er planer om senere certificering efter EMAS. Livscyklusvurdering Livscyklusvurderingen skal anvendes som et internt prioriteringsredskab, der skal identificere de steder, hvor miljøindsatsen er vigtigst. Arbejdet udføres i samarbejde

139

Analyse af Brdr. Hartmann A/S med Institut for Produktudvikling (IPU) på DTU og vurderingerne skal kontrolleres af 2 eksterne kontrollanter udpeget af den europæiske organisation SETAC. Miljøpolitik og -strategi På baggrund af livscyklusarbejdet, vil der blive udarbejdet en endelig miljøpolitik og handlingsplan. Denne er udarbejdet, og miljø har bl.a. været et væsentligt argument for den endelige beslutning om etablering af kraftvarmeværket. Livscyklusvurderingen viste nemlig, at det var energiforbruget i fremstillingsfasen, der var den mest miljøbelastende i hele produktets livscyklus. Overgangen til naturgas forbedrede livscyklusvurderingen betydeligt. Renere teknologi Miljøforbedringer skal ske ved hjælp af renere teknologi, hvilket i denne sammenhæng betyder forebyggende foranstaltninger snarere end opryddende. Dette er samtidig et betydeligt økonomisk incitament, da en ressourcebesparende foranstaltning både vil være en fordel for økonomien og miljøet. Således er der f.eks investeret 200.000 kr. i nyt system til dosering og substitution af kemikalier, hvilket vil medføre en besparelse på 3-4 millioner pr. år. Hartmann har ved teknologivalg tilstræbt følgende prioriteringsrækkefølge, som i øvrigt også anbefales af Miljøstyrelsen: 1. renere teknologi 2. genanvendelse 3. rensning 4. forbrænding 5. deponering Formidling og efteruddannelse For at kunne få det optimale udbytte af en miljøstrategi og -politik har Hartmann på miljøområdet øget kommunikation og efteruddannelse. Hartmann har i.flg. deres årsregnskab brugt betydelige ressourcer på uddannelse af deres medarbejdere, hvor det i 1994 netop drejede sig om miljø. Desuden blev der i 1992 igangsat et internt miljønyhedsbrev. Den beskrevne miljøstrategi kan kritiseres for at være præget af hensigtserklæringer og umålbare målsætninger, som det er tilfældet med miljøpolitikken i de fleste i danske 140

Analyse af Brdr. Hartmann A/S virksomheder. De kvantitative målsætninger findes i forbindelse med miljøstyringsprogrammet BS 7750. Vi har ikke kunne få adgang til BS7750, og det er derfor ikke muligt for os at vurdere de specifikke målsætninger. I miljøregnskabet fremgår der imidlertid målsætninger angivet i %. Vi kan derfor se en udvikling, men ikke de specifikke reduktioner. Målsætninger er dog temmelig beskedne, sat i forhold til deres tidligere besparelser.

5.4.3 Deltagelse i møder, konferencer o.lign. En stor del af Brdr. Hartmanns miljøinformationer består i, at miljøchefen og økonomichefen deltager i møder og konferencer, hvor de fortæller om virksomheden og deres arbejde med miljøforholdene. Disse foredrag kan både være møntet på virksomhedens økonomiske interessenter og på et bredere publikum. Foredragene/møderne kan bruges aktivt idet det er virksomheden selv, der udvælger de emner, der skal debatteres. Vi mener, at virksomheden på denne måde bruger deres miljøstrategi og miljøinformationer i reklame øjemed. Vi mener, at denne strategi er vellykket, idet vi i vores arbejde er stødt på et generelt indtryk af Brdr. Hartmann som en miljøpositiv virksomhed. Idet Brdr. Hartmann informerer og er mere aktive udadtil end de fleste andre virksomheder, har de bragt sig i en position, hvor de i høj grad selv kan bestemme, hvad deres miljøperformance skal måles på. I 1991 deltager Brdr. Hartmann i et miljøprojekt omkring produktion og miljøforhold i papirindustrien under af Miljøstyrelsen. Projektet bliver først udgivet et par år efter. De tal, der fremgår af rapporten er ikke følsomme for Hartmann at offentliggøre, idet data er samlet i grupper og oplyst på årsbasis. Kemikalier, affald og lignende er samlet i grupper, for at tilsløre de enkelte hjælpestoffers anvendelse i produktionen. Dette må være årsagen til, at Hartmann ikke betænker sig, da konkurrenterne ikke kan uddrage følsomme oplysninger fra tallene. En anden form for miljøinformation, der efter vores mening har betydning for, hvordan Hartmann skaber deres profil udadtil, er opstarten af og arbejdet i foreningen E.L.M23. Formålet med foreningen er at udveksle erfaringer inden for miljøområdet, og Brdr. Hartmann har formandsposten og sekretærfunktionen. Praktisk fungerer foreningen ved virksomhedsbesøg, hvor værtsvirksomheden fortæller om konkrete tiltag i produktionen.

23

Erhvervslivets Ledelsesforum for Miljøfremme. 141

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Der er ca. 80 virksomheder, som er medlemmer i foreningen. Vi mener, at virksomheden igennem et sådan forum både kan påvirke andre virksomheder, men også selv få ideer til nye metoder, der kan arbejdes med i fremtiden.

5.4.4 Miljønyhedsbreve Virksomheden begyndte i 1992 at udsende miljønyhedsbreve til alle medarbejdere og andre interesserede. Nyhedsbrevene bruges hovedsageligt til at informere medarbejderne og bærer præg af at være et internt blad. Miljønyhedsbrevet betyder, at virksomheden informerer internt om tiltag på deres fabrikker rundt om i verden. Eksternt er det svært at sige, hvilken betydning nyhedsbrevene har haft, men det har nok udelukkende været meget interesserede personer, der har rekvireret nyhedsbrevene. Miljønyhedsbrevet blev i 1995 en del af det oprindelige nyhedsbrev. Dette skal ikke tolkes som, at miljø har fået en mindre betydningsfuld rolle hos Brdr. Hartmann, men derimod at virksomhedens miljøprofil skal betragtes på højde med andre områder [TD, d. 24.10.95]. Dette kan også ses på indholdet i nyhedsbrevene, da ca. halvdelen af notaterne i brevene er miljøstof. De emner, der er blevet omtalt i miljønyhedsbrevene, har f.eks. været opstart af livscyklusvurderingen, at Hartmann er udpeget blandt de 10 mest miljøbevidste virksomheder i Danmark, grønne regnskaber, udarbejdelse af miljøstyring etc. Kort fortalt en generel og kortfattet information om, hvilke områder Brdr. Hartmann inddrager i miljøarbejdet.

5.4.5 Miljøregnskab I 1993 går Hartmann i gang med at lave et miljøregnskab. Virksomheden deltager i et projekt ledet og koordineret af revisionsfirmaet PriceWaterhouse og Miljøstyrelsen. Brdr. Hartmann har derved fået en del af udgifterne til deres miljøregnskab dækket via midler bevilliget af Miljøstyrelsen. Der er yderligere 2 virksomheder, der deltager. Arbejdet skal udmunde i en reviderbar bruttomodel for grønne regnskaber på baggrund af den opsamlede viden. På trods af den meget decentrale miljøstrategi er miljøarbejdet i forbindelse med miljøregnskabet centralt styret, og selve udarbejdelsen foregår gennem administrationen. Denne model er valgt på trods af, at det er på fabrikken, den største viden omkring de specifikke miljøforhold findes. Argumentet fra Hartmann er, at det finansielle årsregnskab 142

Analyse af Brdr. Hartmann A/S ligeledes bliver udarbejdet af koncernledelsen, og miljøregnskabet på længere sigt skal omfatte hele koncernen. Idet miljøregnskabet bliver udarbejdet i administrationen af medarbejdere fra økonomi- og miljøafdelingen mener vi, at der satses på, at miljøregnskabet skal kunne bruges som element i den samlede salgsstrategi, hvor dokumentation af miljøforhold er et vigtigt element. Dette skal ses i forhold til miljøstyringen, der foregår på fabrikken i Tønder, hvor der i højere grad satses på at nedbringe miljøbelastningen i produktionen. I Hartmanns tilfælde mener vi således ikke, at miljøregnskabet er et redskab til at reducere miljøbelastningen. Miljøregnskabet fra Brdr. Hartmann udkommer sidst i maj 1996. Man har fra ledelsens side valgt at udgive et regnskab, der er mere vidtrækkende, end der kræves i loven. Vi har set udkast til indholdsfortegnelse på et tidligt tidspunkt i udarbejdelsesfasen og har haft adgang til at se i det (næsten)færdige miljøregnskab. Det er på dette grundlag, vi vil vurdere indholdet. Desuden har vi interviewet 3 medarbejdere, der har været med til udarbejdelsen af miljøregnskabet. Af disse interview fremgik det, at der har været diskussioner om, hvilket omfang miljøregnskabet skulle have. Således startede miljøregnskabet med at have et indhold på ca. 50 sider, og er endt med et indhold på ca. 25 sider. Der er ikke skåret nogle emner fra, men derimod har man undladt at gå i dybden i behandlingen af emnerne. [TD, d. 10.05.96] Miljøregnskabets er opbygget således, at hvert afsnit indeholder: • • • • •

Opgørelsesmetoder Væsentlige in- og output for 1995 Udviklingen beskrevet fra 1991 til 1994 Eventuelle igangsatte projekter Miljømål, der skal arbejdes med det næste år, oftest fastsat som en procentvis forbedring

Miljøregnskabet indeholder ligeledes en livscyklusvurdering, der medtager alle faser i produktets cyklus fra udvinding af råvarer, produktionsfasen, transport, forbrug og bortskaffelse. De tungeste miljøbelastninger ligger i produktionsfasen og bortskaffelsesfasen. Belastningerne i produktionsfasen skyldes energi- og vandforbrug, hvor det i bortskaffelses fasen skyldes, at æggebakkerne deponeres i mange sydeuropæiske lande.

143

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Hartmann anvender begreber fra det finansielle regnskab i miljøregnskabet, således er troværdighed, sammenlignelighed og relevans nævnt i forordet som grundlag for regnskabets udarbejdelse. Disse begreber er nogle af de faktorer en revisor gennemgår ved en påtegning af regnskabet. Hartmann har valgt at have oversigter over opgørelsesmetoder med i regnskabet. Opgørelsesmetoderne er medtaget for at øge troværdigheden af regnskabet. Vi mener, at de giver en udmærket oversigt over, hvordan data er fremskaffet, men der er ikke oplysninger om, f.eks de specifikke målemetoder. Der er i arbejdet med miljøregnskabet brugt meget tid på at definere begreber. Mange af oplysningerne til regnskabet er ligeledes fundet blandt de traditionelle økonomiske parametre. Således har man benyttet bogføringer over indkøbte råvarer, priser for bortskaffelse af affald o.s.v. til at kortlægge de forskellige mængder. Målgruppen for regnskabet bliver virksomhedens kunder og økonomiske interessenter. Ud fra interview både med miljøchefen og økonomichefen har dette samarbejde om miljøregnskabet dog også skabt en del problemer. Problemerne og diskussionerne er opstået på baggrund af uenighed omkring, hvilke data der skal oplyses. Der er mange stoffer, der ikke kan oplyses af konkurrencemæssige hensyn, hvor det på miljøsiden ville tælle positivt at kunne angive præcise anvendte mængder. Så vidt vi har kunne forstå ud fra vores interview er kompromiset faldet ud til fordel for de konkurrencemæssige hensyn. Der har gennem arbejdet med miljøregnskabet været en del diskussioner om målgruppen. Målgruppen er vigtig at få defineret allerede tidligt i forløbet, da man således kan fokusere på denne målgruppes specifikke behov for information. Det er i denne sammenhæng ikke kun en bearbejdning af data, men også selve det grundlæggende indhold, der er vigtigt. Dette kan illustreres ved, at Hartmann tager deres livscyklusvurdering med i miljøregnskabet. Hvis målgruppen er økonomiske interessenter, er det selve konklusionen på livscyklusvurderingen, der er interessant. Hvis målgruppen derimod er miljøeksperter, skal de bagved liggende til- og fravalg, der er i en sådan analyse ligeledes beskrives for, at analysen har en værdi. Vi mener, at det er positivt, at miljøregnskabet er blevet udformet i et samarbejde mellem miljø- og økonomiafdelingerne, da der således bliver skabt en fælles referenceramme for, hvilke parametre der skal måles på. Det er dog samtidig vigtigt at være opmærksom på, at miljøregnskabet er udarbejdet ud fra et økonomisk rationale, da det er henvendt til deres kunder og aktionærer og derfor er et led i virksomhedens imagepleje.

144

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Livscyklusvurderingen bliver præsenteret i regnskabet, hvilket er usædvanligt i et miljøregnskab. Det er kun ganske få virksomheder, der har udarbejdet en livscyklusvurdering af deres produkter, hvilket skyldes, at det dels er et forholdsvist nyt redskab, dels at det er meget ressourcekrævende at udarbejde. Det er klart, at desto flere forskellige materialer med varierende forarbejdningsgrad, der indgår i et produkt, desto flere ressourcer skal der afsættes til at udføre arbejdet. Hartmann har den fordel, at støbepap er et forholdsvist enkelt produkt, og dermed er det lettere at udarbejde en livcyklusvurdering for støbepap i forhold til mere komplicerede produkter. Data, der angiver in- og output bliver angivet i eksakte tal, hvor beskrivelsen af udviklingen i forbrugte og udledte mængder blivet opgjort i produktionsækvivalenter. I miljøregnskabet er arbejdsmiljø omtalt ganske kort og omhandler antal arbejdsskader og målsætninger på det område. Hartmann indrømmer selv, at de ikke har fokuseret på arbejdsmiljøet, hvilket for Tønders vedkommende skyldes, at der har været arbejdet meget intenst med BS-7750, hvor de har valgt af fokusere på ydre miljø i første omgamg. Alt i alt mener vi, at Brdr. Hartmanns miljøregnskab er fyldstgørende i forhold til loven om grønne regnskaber. Samtidig er det, efter vores mening, et udemærket miljøregnskab set i forhold til de øvrige miljøregnskaber, der er udkommet i Danmark.

5.5 Delopsamling Virksomheden har gennem tiden ændret deres produktionsudstyr til fordel for besparelser på vandforbrug og deraf afledte spildevandsmængder. Da disse områder generelt er et problem for papirindustrien, har der været fokuseret meget på dette fra virksomhedens side. Besparelserne har ikke udelukkende betydet noget for det omgivende miljø, men har også haft en positiv effekt på virksomhedens økonomi. Vi mener, at en stor del af de produktionsmæssige ændringer der har fundet sted på fabrikken kan tilskrives kravene fra myndighederne. Virksomhedens produktionskapacitet er i den undersøgte periode steget fra ca. 39.000 t/støbepap pr. år til ca. 46.000 t/støbepap pr. år. Vi har observeret følgende udvikling i forbrug og affald i perioden 1980-95:

145

Analyse af Brdr. Hartmann A/S • Spildevandsafledningen er steget fra 225.000 m3 til 232.000 m3 fra 1980 til 1995. Dette svarer til, at vandforbruget pr. ton støbepap er faldet fra 5,7 m3 til 5 m3 pr. ton støbepap. • Slam er steget for O-fibre fra 130 t/år til 600 t/år, og tryksværteslam fra 275 t/år til 2046 t/år. Den store stigning i tryksværteslam skyldes, at virksomheden i 1980 hovedsageligt anvendte rotationspapir, og allerede afsværtet papir fra Assens papirfabrik. Der er i perioden genanvendt en stadig større del af affaldet fra slam til kompostering. • Hjælpestofforbruget er faldet generelt, men der er dog de seneste år sket en lille stigning i anvendelsen af A-stoffer. •

Energiforbruget er steget fra 21 MW til 51 MW. En del af energi forbruget i 1995 er brugt til opstart og indkøring af kraftvarmeanlægget.

Den anvendte teknologi er ikke blevet ændret markant. Der er blevet indført nye produktionslinier, der teknisk set fungerer på samme måde som de ældre. Virksomheden har "løst" deres slamproblem ved, at afsværtningsslam og fiberslam bliver omdannet til kompost og kørt på landbrugsjord. Det foregår ved, at virksomheden har en aftale med Tønder Kommune om at blande slammet med slam fra kommunalt rensningsanlæg og indsamlet haveaffald, før det bringes ud på jorden. Man kunne umiddelbart forestille sig, at tungmetaller fra trykfarver er et problem i forbindelse med udbringning på marker. Periodiske målinger af indholdet viser et tungmetal indhold, der holdes indenfor grænseværdierne, selv før tryksværteslammet blandes med det øvrige affald. Denne løsning er en klar fordel for Brdr. Hartmann. Dels slipper de for udgifter til deponering af slammet, og dels bliver deres miljømæssige image forbedret, da nogle af deres affaldsprodukter bliver genanvendt. Løsningen omkring slamproblemet er yderligere med til at understrege det samarbejde, der er mellem Tønder Kommune og virksomheden. Kommunen deltager således aktivt i 2 af de projekter, der har betydning for Brdr. Hartmanns miljøprofil. Fra undersøgelser foretaget i forbindelse med udbringning af slam fra Maglemølle papirfabrik har det vist sig, at der kan være problemer med at få tilladelse til at bringe slam fra papirproduktion ud på landbrugsjorde. Her er det ikke tungmetal indholdet, der hersker usikkerhed omkring, men derimod chlorholdige organiske forbindelser, hvor der 146

Analyse af Brdr. Hartmann A/S er usikkerhed om stoffernes effekt på afgrøderne, og i hvilken grad det kan påvirke grundvandet. Til sammenligning har Storstrøms Amt ikke givet tilladelse til, at Magiemølle Papirfabrik udbringer deres slam på marker. Undersøgelser af slammet fra Brdr. Hartmann viser dog, at indholdet af chlorerede organiske forbindelser er meget lille, og amtet vurderer at det ikke vil have en skadelig effekt ved anvendelse til jordbrugsformål. Vi har gennem interview med Sønderjyllands Amt og Tønder Kommune fået bekræftet denne holdning. Der er ofret meget tid og ressourcer på tiltag overfor medarbejderne - særligt uddannelse, men derimod er det ikke vores opfattelse, at det fysiske arbejdsmiljø endnu er et særligt prioriteret område. Hartmann har et specielt udviklet uddannelsesprogram, der løbende skal opkvalificere medarbejderne. Dette er ligeledes en del af deres miljøstrategi/politik. I virksomhedens arbejde med BS-7750 har de i første omgang udskudt et yderligere arbejde med arbejdsmiljøet, da de mente, at det ville blive for uoverskueligt at arbejde med både ydre og indre miljø. Miljøregnskabet har yderligere betydet, at Hartmann har måtte gennemgå deres ressourceforbrug og spild nøje. Dette har ført til, at der er fundet områder, hvor der der er forhold, der skal undersøges nærmere. Virksomheden har f.eks. opdaget, at der i massebalancen ved vand er en difference på 45.000 tons. Endelig er virksomheden blevet opmærksomme på, at der anvendes hjælpestoffer, hvor den præcise sammensætning af stofferne ikke kendes. Det drejer sig om i alt 6 stoffer. Løsningen på dette problem kræver et samarbejde med deres leverandører af kemikalier. Vi mener, at virksomheden igennem arbejdet med deres generelle miljøforhold har foretaget mange tiltag, der tilgodeser miljøet, og at der ved udarbejdelsen af miljøregnskabet er fundet områder der kræver en indsats. Dette er bemærkelsesværdigt, da virksomheden må siges at tilhøre de mere miljøpositive virksomheder, og da de allerede har gennemgået produktionen i forbindelse med miljøstyring.

5.6 Brdr. Hartmanns interessenter I det følgende vil vi gennemgå Brdr. Hartmanns interessenter og deres ønsker og krav til miljøinformationer. Opbygningen i det følgende er den samme som i forrige kapitel; • Reguleringsmæssige interessenter. 147

Analyse af Brdr. Hartmann A/S • Interessenter i forbindelse med produktionskæden. • Interessenter der udelukkende har økonomisk interesse i virksomheden. • Andre interessenter. Det er ikke alle interessenter, som optræder i kapitel 4, vi har oplysninger fra. Dette skyldes, at visse af interessenterne, som f.eks. rådgivende ingeniører ikke optræder i dette scenarie. Endvidere vil interview med f.eks. medier og miljøorganisationer give de samme generelle svar som i kapitel 4, da vi ikke har mulighed for at forevise dem det grønne regnskab og få kommentarer til det.

5.6.1 Reguleringsmæssige interessenter Brdr. Hartmann har siden starten af 1980'erne været påvirket af reguleringmæssige forhold. I de første år efter ansøgning om miljøgodkendelse i 1980 er det tydeligt, at det er miljømyndigheden, der fastsætter hvilke emner der skal undersøges eller bringes i orden. Virksomheden løser som regel problemerne ved at gå i dialog med myndighederne og efterkomme deres krav. Under gennemgang af sagsakterne har vi fået det indtryk, at virksomheden gør, hvad de bliver bedt om af tilsynsmyndigheden, hvilket vores interview understøttede. Der er tilsyn hos Brdr. Hartmann ca. 1 gange årligt, men amtet har ofte kontakt til virksomheden [CJ, d. 13.05.96]. Vi mener således, at myndighederne har haft en stor indflydelse på, hvordan Brdr. Hartmann fra begyndelsen af 1980'erne har valgt at håndtere miljøproblemerne og efterfølgende valgt at udarbejde en miljøstrategi. I starten var det blot et spørgsmål for virksomheden om at leve op til de stillede krav, hvor de senere bliver mere aktive og selv tager initiativ til at forbedre deres miljøforhold, bl.a. med at nedsætte deres ressourceforbrug. Christa Jørgensen mente imidlertid ikke, at Hartmann var på forkant med udviklingen i forhold til deres miljøtiltag på fabrikken i Tønder, men hun håbede, at deres miljøstyringsprogram ville sætte dem i stand til at foregribe problemer [CJ, d. 13.05.96]. Ledelsen i Sønderjyllands amt havde endnu ikke afklaret, hvordan de ville anvende de grønne regnskaber, men mente ikke, at regnskaberne umiddelbart ville kvalificere tilsynsarbejdet. Grundet ledelsens afventende holdning har miljøafdelingen i amtet endnu ikke arbejdet nærmere med, hvordan de skal håndtere de grønne regnskaber. Amtet har 148

Analyse af Brdr. Hartmann A/S således ikke arbejdet med, hvad regnskaberne burde indeholde for at kunne bruges i tilsynet. Hvis der opstår problemer med en virksomhed, vil de dog se det grønne regnskab igennem. [CJ, d. 13.05.96] Amtet har ikke været inddraget i Brdr. Hartmanns arbejde med miljøregnskabet, hvilket undrer os, da virksomheden over for os gang på gang har fremhævet det gode samarbejde med myndighederne. Christa Jørgensen havde endvidere bedt om at se livscyklusvurderingen af interesse for, hvordan den rent praktisk var udformet. Hun havde imidlertid ikke fået adgang til den. Dette kan evt. skyldes, at hun har kontakt til medarbejderne i Tønder, hvor livscyklusvurderingen bliver udarbejdet i Lyngby. Vi mener dog også, at det kan skyldes, at Hartmann ville vente med at offentliggøre den til miljøregnskabet udkom. Derved mister vurderingen ikke sin nyhedsværdi. Vores indtryk af virksomhedens samarbejde med myndighederne bliver dermed meget modsatrettet. Fra administrationens side er der forholdsvis stort samarbejde med Miljø- og Energistyrelsen i form af deltagelse i projekter og lignende, her i blandt i forbindelse med det miljøregnskabet og ved etablering af kraftvarmeværket. På fabrikken i Tønder fik vi ligeledes det indtryk, at der var et udmærket samarbejde med tilsynsmyndigheden, men dette samarbejde er tilsyneladende udelukkende rettet mod de specifikke produktionsforhold, og ikke mod de overordnede tiltag som udarbejdelse af miljøregnskabet. Idet amtet ikke har gjort sig det klart, hvilke informationer de ønsker skal fremgå af et grønt regnskab, er det umiddelbart svært at sige, om Hartmanns miljøregnskab kommer til at opfylde amtets eventuelle ønsker. Vores generelle kendskab til miljøtilsyn og gennemgang miljøregnskabet medfører dog, at vi alligevel kan drage nogle konklusioner. Som miljøregnskabet fremstår, viser det ressourceforbruget og emissionerne. Disse er imidlertid slørede, så det ikke er muligt at udregne følsomme oplysninger på tværs af de forskellige dele i regnskabet. Vi mener derfor ikke, at myndighederne vil få konkrete data, som de ikke allerede har via egenkontrollen. Regnskabet beskriver derimod en udvikling gennem de sidste 5 år, og der er opstillet kvantitative målsætninger i de fleste tilfælde. Hvis amtet ønskede at bruge regnskabet aktivt, ville det være muligt for dem at se, om virksomheden nedbragte deres miljøbelastning, og hvilke yderligere reduktioner virksomheden selv mener er mulige inden for et år. Disse målsætninger er et ekstra redskab, som vi mener, amtet kan benytte aktivt i deres tilsynsarbejde. Endvidere ville amtet få et bedre kendskab til Brdr. Hartmanns generelle miljøstrategi og deres livscyklusvurdering, som de tilsyneladende ikke er grundigt informeret om. Vi er af 149

Analyse af Brdr. Hartmann A/S den opfattelse, at amtet vil læse miljøregnskabet, fordi en livscyklusvurdering er et nyt redskab for dem. Den samfundsmæssige udvikling på miljøområdet har vist, at virksomheder og myndigheder i højere grad er begyndt at samarbejde og indarbejde en tættere dialog i reguleringen. Denne udvikling fordrer, at både virksomhed og tilsynsmyndighed er imødekommende, og at informationer er tilgængelige. Dette er ligeledes ofte en forudsætning for at tildele virksomheder en rammegodkendelse. Hvis vi sammenligner Brdr. Hartmanns rammegodkendelse med andre, som vi har et generelt kendskab til, er det påfaldende, at godkendelsen ikke er særligt dybdegående. Under vores arbejde med Brdr. Hartmanns rammegodkendelse og øvrige sagsakter, har vi fået et indtryk af Sønderjyllands Amt som meget tilbageholdende med at kræve udførlige oplysninger af virksomheden. Amtet har generelt set ikke haft miljøprojekter med deltagelse af udvalgte virksomheder, som det ses fra mange andre amter, der gennemfører f.eks. renere teknologi projekter. Sammenholdes dette med deres holdning til grønne regnskaber, giver det et indtryk af et amt, hvor den miljøforebyggende indsats virker meget "gammeldags" og ikke er særligt målrettet.

5.6.2 Interessenter fra produktionskæden Brdr. Hartmanns kunder er meget forskellige, hvilket medfører, at kravene til miljøregnskabet ligeledes er forskellige. Der er dels detailhandlen, dels industrielle kunder og dels den endelig forbruger, der køber æggene og derved kan kræve, at de skal være miljøvenligt emballeret. Overfor kunder er det væsentligt for virksomheden at kunne dokumentere deres miljøforhold, da kunder (detailhandlen) i bl.a. Schweiz har henvendt sig til virksomheden og udbedt sig dokumentation for produkternes miljøbelastning, da de ønskede at benytte det mindst miljøbelastende produkt. Til dokumentation for miljøbelastningen bruger Brdr. Hartmann deres livscyklusvurdering. Udarbejdelsen af livscyklusvurderingen viser, at styrkeforholdet i produktionskæden er knyttet til efterspørgelsen, hvor Hartmanns kunder har magt til at stille krav til deres 150

Analyse af Brdr. Hartmann A/S leverandører. Brdr. Hartmanns kunder kan ligeledes bruge en del af Hartmanns miljøarbejde i markedsføringen ved at fremhæve, at de emballerer deres produkter i det mindst miljøbelastende materiale. En af Hartmanns nyere kundegrupper er Philips-koncernen, der aftager stødabsorberende emballage. Philips har udarbejdet en miljøpolitik, der bygger på følgende fire grundprincipper: • • • •

Bæredygtig udvikling. Forebyggelse er bedre end helbredelse. Den samlede miljøbelastning skal vurderes. Der skal foregå en åben dialog med myndighederne.

Det er specielt de første 3 punkter, der har interesse for Hartmann, da det er her de har mulighed for at påvirke afsætningen af deres produkter til Philips. Da Philips sælger mange skrøbelige varer i papkasser, der skal kunne holde til transport, har de overvejet, hvordan forbruget af emballage kan nedsættes eller gøres så miljøvenligt så muligt. Philips har eksperimenteret med at anvende støbepap i stedet for plast. Denne form for emballering giver en mindre volumen pr. enhed, og vil derfor også være besparende på transportomkostningerne. [Emballage &Transport Håndbogen, 1996] Det, at en stor koncern som Philips udarbejder en miljøpolitik, kan have stor indflydelse på Brdr. Hartmanns markedsandele på længere sigt. Brdr. Hartmann er på nuværende tidspunkt blandt de få i Europa, der producerer stødabsoberende industri emballage i støbepap. Det vil sige, at hvis virksomheder af Philips størrelse vælger at anvende støbepapemballage, vil det betyde en stigning i Brdr. Hartmanns omsætning. Dette kan medføre en udvidelse af fabrikken og dermed øget produktionskapacitet, hvilket kan medføre en øget miljøbelastning. Dette et område, hvor børsanalytikere har store forventninger til Hartmanns fremtidige positionering på nye markeder [PHP, d. 19.02.96]. Philips er netop en af de potentielt store kunder hos Hartmann. Deres miljøpolitik har resulteret i, at de ønskede tilbundsgående information om, på hvilket grundlag livscyklusvurderingen var udarbejdet. Hartmann var af hensyn til deres fremtidige position på markedet nødt til at give disse meget følsomme informationer. Dette foregik ved, at Brdr. Hartmann inviterede medarbejdere fra Philips til Lyngby og gennemgik alle data. Mødet blev holdt under meget fortrolige former, således fik kunderne ikke lov til at tage noget materiale med hjem. [ALM, d. 15.02.96] 151

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Dette eksempel viser, at Brdr. Hartmann er tvunget til at være åbne overfor kunderne, hvis de fortsat vil sælge deres produkter. Dette viser ligeledes, at Brdr. Hartmanns store industrikunders krav til, hvad et miljøregnskab skal indeholde, kræver mere dybdegående analyser og en bedre indsigt, end der fremgår af deres miljøregnskab. Derimod er en del af de mindre kunder i detailhandlen tilfredse med de informationer, der er indeholdt i miljøregnskabet, hvilket ses af de krav supermarkedskæder tidligere har stillet, hvor de blot ønskede at se resultatet af livscyklusvurderingen. Nedenstående figur, er hentet fra en undersøgelse, der er lavet af økonomichefen. Undersøgelsen omhandler, hvilke forskellige kriterier detailkunderne lagde vægt på ved køb af Hartmanns æggebakker. Som det fremgår af figuren, bliver miljø prioriteret relativt højt, hvilket umiddelbart er en fordel for Hartmann. Det interessante er, at miljø rent faktisk er vægtet højere end, hvordan varen bliver leveret. Dette skal ses i forhold til, at Brdr. Hartmann, før undersøgelsen blev lavet, havde problemer med leveringen, hvilket umiddlebart kunne få kunderne til at fokusere på det.

U ISO certifikat Pris Sortiment M\ Lev. forhold Levering Miljø Kvalitet

[Pedersen, Per H., d. 19.02.1996]

152

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Samtidig blev kunderne spurgt om, hvor godt de syntes Brdr. Hartmann levede op til ovenstående kriterier i forhold til de 2 andre betydende producenter af støbepap. På en skala fra 1-3 blev følgende forhold noteret, hvor 3 er bedst: Tabel 5.13 Kundernes købskriterier Brdr. Hartmann

Konkurrent A

Konkurrent B

Kvalitet

2,5

2,0

1,5

Pris

2,0

2,0

2,0

Miljø

3,0

1,5

1,5

Sortiment

2,5

2,0

2,0

Leverance forhold

2,5

2,0

1,5

Levering

2,5

2,0

2,5

[Præsentationsmateriale fra Brdr. Hartmann, 1995] Ovenstående undersøgelse var, før den blev udført, stærk kontroversiel, og ledelsen i Brdr. Hartmann mente ikke, at man kunne undersøge, hvordan ens konkurrenters image var. Men da undersøgelsens resultat fremkom, var ledelsen ikke tilbageholdende med at fremvise den ved diverse lejligheder. Den sidste kundegruppe er forbrugerne, der ligeledes har mulighed for at stille krav til emballagens udformning. I en undersøgelse bestilt af Brdr. Hartmann kortlagde Gallup forbrugernes holdninger og indkøbsmønster vedrørende æg, og dels forbrugernes vurdering af 3 forskellige typer ægemballage; støbepap, klar plast og skumplast. Der blev udvalgt 201 forbrugere med egen husholdning i Århus og Københavnsområdet. Undersøgelsen konkluderer, at forbrugerne ville vælge æg i bakker fremstillet af støbepap, hvis den eneste forskel var emballagen. Dette blev primært begrundet i, at det skal være miljøvenlig emballage. Undersøgelsens konklusion mener vi dog ikke skal tillægges for stor vægt. For det første er ægemballage ikke traditionelt noget folk bruger tid på at tænke over, om det er miljøvenligt eller ej, da det er forholdsvis nødvendig emballage. For danskere er det endvidere naturligt, at æggebakker er lavet af støbepap. Dette kan tænkes at have påvirket folks udsagn, da alternativet plasticæggebakker ikke er så udbredt i Danmark. For det andet har man kun undersøgt storby borgeres holdning til emballagens miljøvenlighed. Undersøgelser omkring lignende forhold af f.eks. indkøbsvaner indenfor økologiske varer 153

Analyse af Brdr. Hartmann A/S har vist, at storbyborgere i højere grad køber økologisk. Det samme kan være gældende med hensyn til at overveje ægemballages miljøvenlighed. Et andet forhold, som vi mener har betydning i forbindelse med æggebakker, er, at forbrugerens valg ofte er baseret på de dyreetiske aspekter bag produktionen af æg, og ikke om æggene er emballeret i plastic eller støbepap. Som beskrevet i kapitel 4 er forbrugernes ønsker til miljøinformationer svære at give et præcist bud på, da det er en interessent gruppe, der består af mange forskellige personer. Et grundlæggende krav er imidlertidig, at informationerne skal være letforståelige for den almene offentlighed. Vi mener ikke, at Brdr. Hartmanns miljøregnskab lever op til dette krav. Derimod vil en borger, der har interesse indenfor miljøområdet, godt kunne anvende miljøregnskabet og få noget ud af at læse det. Forbrugerne vil kunne få et billede af ressourceforbrug og emissioner forholdsvist let, og særligt interesserede kan studere opgørelses metoderne eller rekvirere yderligere materiale. Miljøregnskabet er bortset fra livscyklusvurderingen fokuseret på produktionsprocessen fremfor for produktet. Forbrugeren vil være interesseret i at kunne vurdere forskellige produkter i en indkøbssituation. Vores tidligere interview med forbrugerstyrelsen viser, at de gerne ser, at der kom flere produkter med miljømærker på markedet således, at forbrugeren har en mulighed for at vælge det mindst miljøbelastende produkt. Funktionen med Hartmanns miljøregnskab er ikke at erstatte et miljømærke, men derimod at vise en udvikling i miljøbelastningen. Vi mener derfor ikke, at disse to redskaber kan sammenlignes, da deres udgangspunkt er forskelligt. Leverandører er afhængige af virksomhedens krav til råvarer og hjælpestoffer. De underleverandører, der leverer papir til Brdr. Hartmann, kommer både fra ind- og udland. Brdr. Hartmann er aktionærer i følgende virksomheder, der handler med genbrugspapir. Det drejer sig om Danfiber med en aktieandel på 50%, Uniscrap med en aktieandel på 42% og Recodan Papirsortering A/S med en aktieandel på 25%. Alle tre virksomheder er beliggende i Danmark. Da Brdr. Hartmann ligger mindre end 10 km fra den tyske grænse foregår en del af handlen med papir derfra. Leverandørernes styrke består i at kunne bestemme markedsprisen på papir, hvilket de store prisudsving har vist. Hartmann kan stille kvalitetskrav til underleverandørerne, vedrørende blandingsforholdet mellem aviser og ugeblade. Dette kan indirekte være af betydning for miljøet, da et korrekt blandingsforhold reducerer forbruget afhjælpestoffer. Ved interview med Trine Damgård fik vi fortalt, at Brdr. Hartmann har overvejet at afholde møde for de store danske avis- og ugebladsforlag for at informere dem om 154

Analyse af Brdr. Hartmann A/S miljøaspekterne ved den forbrugte trykfarve, når papiret genanvendes. Brdr. Hartmann håbede derved at kunne påvirke forbruget aftrykfarver. Dette ville medføre et formindsket indhold af tungmetaller i virksomhedens slam. Et sådan tiltag vil være i god overensstemmelse med livscyklusbetragtningen, hvor Brdr. Hartmann kan forbedre deres produkters miljøprofil ved at påvirke producenterne af deres råvarer. Dette skal ligeledes ses i forbindelse med amtets tidligere forespørgsel til virksomheden om den store koncentration af kobber i slammet. Vi er ikke bekendt med, at Brdr. Hartmanns leverandører stiller krav til deres miljøinformationer eller miljøforhold generelt. Men hvis mængden af indsamlet papir stiger, vil der opstå ændrede markedsmæssige forhold, der evt. kunne sætte returpapirleverandørerne i en anden position. I et sådan tilfælde er det muligt, at Hartmann kunne stille højere miljøkrav til deres leverandører og dermed påvirke dem til at foretage miljømæssige foranstaltninger.

5.6.3 Interessenter med økonomisk interesse i virksomheden Brdr. Hartmanns økonomiske interessenter skal findes blandt deres aktionærer. Nedenstående er de største aktionærer, som alle har været involverede i Brdr. Hartmann siden 1985. • Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) • Pensionskassen for hospitalslaboranter, økonomaer m.v. (PKA) • Tryg Forsikring • Den Danske Bank. • Arbejdsmarkedstillægspension (ATP) [Årsregnskab, 1994] Til at underbygge dette afsnit har vi interviewet personer fra 3 af de største investorer. Kilderne er anonymiserede, da enkelte af investorerne ikke ønskede at fremstå i en offentlig tilgængelig publikation. Endvidere har vi til kapitel 4 interviewet Niels Holm fra Den Danske Bank, da de ligeledes er aktionær i Brdr. Hartmann mener vi at kunne bruge denne information. Brdr. Hartmann informerer primært deres aktionærer om miljø ved at afholde såkaldte aktionærmøder. Ved disse møder bliver aktionærerne både informeret om den økonomiske 155

Analyse af Brdr. Hartmann A/S situation og om de miljømæssige forhold. Den generelle holdning blandt aktionærerne til disse møder var, at det havde givet en udmærket information om virksomhedens produkters miljøbelastning, og var med til at give en generel information om miljøforhold. Endvidere får aktionærerne tilsendt de forskellige pjecer, som Brdr. Hartmann udgiver. Miljøchef Anna-Lise Mortensen udtrykte ved interviewet, at flere af aktionærerne havde givet udtryk for, at de var blevet klogere på miljøområdet af sådanne møder. Det er også vores vores umiddelbare indtryk ved interviewene, at investorerne havde fået en bedre generel viden. Ingen af dem var i stand til at bedømme emissioner og andre tekniske data. Ingen af investorerne havde klart formulerede krav til, hvilke miljøinformationer de ønskede fra virksomhedens miljøregnskab. Den væsentligste information var at sikre sig, at virksomheden var fremtidssikret, hvilket indebærer, at de udover de markedsmæssige forhold også skal have kontrol over deres miljøbelastninger og være forberedte på evt. kommende lovkrav på miljøområdet [Investor, maj 1996]. Endvidere var oplysninger om affaldsdepoter en vigtig oplysning p.g.a. den ofte omkostningsfulde oprydningsproces [Investor, maj 1996]. Den miljømæssige information behøver ikke at være udgivet som et miljøregnskab, men kan også fremgå i det finansielle årsregnskab eller som kommunikation mellem virksomheden og investor [Investor maj 1996]. Dette var ligeledes en generel holdning blandt de interviewede aktionærer, hvor der var tvivl om informationsværdien i et teknisk anlagt miljøregnskab. Dette mener vi skyldes vanskelighed med at forstå effekten og betydningen af specifikke emissioner, og at det er svært at "oversætte" emissionerne til økonomisk risiko. En investerings medarbejder mente, at grønne regnskaber ville være en udmærket yderligere information, da Brdr. Hartmann ikke informerede så meget i forvejen. Denne kritik var dog ligeledes møntet på virksomhedens økonomiske informationer, som han mente burde laves mere udførligt. [Investor maj 1996] Blandt de aktionærer (2), der nævnte, at de havde besøgt fabrikken i Tønder, fremgik det, at de ikke havde fået det samme positive indtryk ved at se fabrikken, som de havde fået gennem virksomhedens miljøinformationer i øvrigt. Alle aktionærerne havde endvidere en vis skepsis overfor troværdigheden af miljøinformationer generelt. To investorer udtrykte, at Brdr. Hartmanns informationer var tilrettelagt, så de fremhævede de positive ting, der er ved at producerer produkter af genbrugs156

Analyse af Brdr. Hartmann A/S papir set ud fra en helhedsbetragtning. De mente, at det var væsentligt, at Hartmann også nævnte de områder, som de selv mente kunne være problematiske for at øge troværdigheden. Alle aktionærerne fremhævede, at de ikke ville investere i virksomheder, der havde store miljøproblemer eller ikke overholdt miljølovgivningen. Ingen kunne dog nævne specifikke sager, hvor de havde trukket deres investeringer tilbage p.g.a. miljøforhold, da der ligeledes ofte var uorden i andre af virksomhedens forhold. Ingen af aktionærerne benyttede muligheden for at kontakte tilsynsmyndighederne for at sikre sig, at den afgivne miljøinformation var korrekt. Dette handler i høj grad om, at der skal være et tillidsforhold mellem virksomheden og den enkelte aktionær. Vi kan således slå fast, at Hartmanns aktionærer vil anvende virksomhedens miljøinformationer og miljøregnskabet til at konstatere, om der skulle være nogle former for økonomisk risiko ved produktionen i fremtiden. I det miljøregnskab Hartmann fremviser, er der visse forhold, der ikke er fuldstændig kortlagt. Trods dette mener vi, at aktionærernes ønsker om oplysninger bliver rimeligt opfyldt med Brdr. Hartmanns miljøregnskab, da det er med til at vise, at virksomheden overvejer deres miljøforhold, og hvordan de skal nedbringe belastningen. De aktionærmøder Hartmann har afholdt har efter vores indtryk ikke bevirket, at aktionærerne har fået en større viden om konkrete miljøproblemer, men derimod et bedre generelt kendskab til Brdr. Hartmann miljøperformance og deres grundlæggende holdninger. Vi mener, at aktionærerne tydeligvis tilhører det økonomiske system, og de interesserer sig derfor for de områder, der kan være forbundet med økonomisk risiko ved investeringer. Vi mener dog, at modellen med at holde aktionærmøder på længere sigt vil give aktionærerne en bedre indsigt i miljømæssige forhold således, at de kan give en mere kvalificeret vurdering af både Brdr. Hartmann men ligeledes andre virksomheder. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det er Hartmann der sætter dagsorden for disse møder. De kan derved selv påvirke, hvilke miljømæssige parametre de bliver målt på.

5.6.4 Andre interessenter

157

Analyse af Brdr. Hartmann A/S Virksomheden har et tæt forhold til lokalsamfundet. Dette kommer bl.a. til udtryk i de forskellige samarbejdsprojekter med kommunen og amtet. Idet det er en meget stor arbejdsplads har virksomheden et indirekte ansvar for selv at holde deres miljøstandard høj, da det kan være svært for en lille kommune at gøre indsigelse imod en stor virksomhed, der beskæftiger mange. Omvendt bliver medarbejderskaren karakteriseret som meget stabil, og der eksisterer derfor et gensidigt afhængighedsforhold mellem virksomhed og lokalsamfund. Brdr. Hartmanns forhold til Tønder Kommune har været præget af et godt samarbejde dels med kraftvarmeværket, dels med kompostering af deres slamproduktion. Brdr. Hartmann og kommunen har på denne måde etableret et gensidigt afhængighedsforhold. Hartmann har forpligtiget sig til at levere en vis mængde fjernvarme og Tønder Kommune har godkendt og etableret samarbejdet omkring kompostering af Hartmanns slam. Lokalsamfundets krav til et grønt regnskab vil primært være, at det skal være let forståeligt og oplyse om, hvilke risici der er for forurening af nærmiljøet. Disse punkter er ikke prioriteret i Hartmanns miljøregnskab, og vi kan derved konkludere, at lokalsamfundet ikke er en del afmålgruppen for miljøregnskabet.

5.7 Delkonklussion på casen I dette afsnit vil vi konkludere ud fra den del af analysen, der vedrører produktionskædens- og de økonomiskeinteressenter. Vores analyse af virksomheden Brdr. Hartmann viser, at det er en virksomhed, der i deres indsats på miljøområdet, har udviklet sig fra at være reaktiv, til i starten af 1990 at igangsætte en mere proaktiv udvikling. Brdr. Hartmanns miljømæssige udvikling har op igennem 1980'erne været præget af, at virksomheden har fået og efterlevet fastsatte krav fra amtet i deres miljøgodkendelser. Senere, i 1990'erne, har krav fra bl.a. kunder medført enkelte ændringer i produktionen. Forandringerne har ikke ændret nævneværdigt ved virksomhedens miljømæssige belastning. Derimod er det tydeligt at se, at tiltagene har givet Brdr. Hartmann store økonomiske besparelser på baggrund af investeringer med korte tilbagebetalingstider. Virksomheden har arbejdet med renere teknologi for bl.a. at forsøge substitution af de mest miljøbelastende hjælpestoffer og få en bedre energiudnyttelse. En stor del af hjælpestofferne kommer fra råvaren, og dermed er det samarbejdet med producenterne af 158

Analyse af Brdr. Hartmann A/S aviser og ugeblade, der i fremtiden skal inddrages mere aktivt i denne forbindelse. Hartmann påtænker at forsøge et sådan samarbejde. Denne strategi vil være ny og proaktiv for Hartmann, da de ikke tidligere har stillet miljøkrav til deres underleverandører udover kvalitetskrav. Vi skal gøre opmærksom på, at idéen stammer fra arbejdet med miljøregnskabet og arbejdet med at indarbejde en økotoksisk vurdering i livscyklusvurderingen. Her blev virksomheden klar over, at de ikke var bekendt med præcist, hvilke stoffer der bliver i produkterne. Miljøindsatsen i 1980'erne hos Brdr. Hartmann har været præget af, at virksomheden valgte at efterleve myndighedernes krav. Dette skyldtes, at der ikke fandtes en samlet miljøstrategi samt en prioritering for virksomhedens miljøindsats. Derfor blev miljøindsatsen udfyldt med ad-hoc-løsninger. Virksomheden opfattede således miljøhensyn som en uafhængig faktor af andre forhold, der havde med virksomhedens interne styring afgøre. Virksomheden forsøgte end ikke at integrere miljøhensyn i deres økonomiske overvejelser. Deres beslutninger tog kun udgangspunkt i økonomiske rationaler. Dette bevirkede, at de også investerede i produktionsudstyr, der ikke havde en miljømæssig indflydelse på de samlede udledninger. Det, at virksomheden vælger at ansætte en miljøchef i 1992, betyder et skift i, hvordan Hartmann håndterer miljøproblemer. De får udarbejdet en strategi, der i højere grad får virksomheden til at fremstå som en virksomhed, der overvejer sine miljøforhold. Miljøstrategien er med til at sætte nogle overordnede mål på koncernplan, der integrerede miljøhensyn i hele virksomhedens forretningsgang. I denne periode kommer der ligeledes en udadvendt miljøinformation fra virksomheden. Vi mener, at prioriteringen med at udgive miljøinformation skal ses som et forsøg på, at virksomheden selv vil vælge indenfor, hvilke områder af deres miljøperformance, de vil bedømmes på. Målgruppen for den generelle miljøinformation er efter vores mening interessenter i produktionskæden, da informationer bærer præg af at være orienteret mod produktet og ikke i så høj grad selve produktionen. Dette afspejler f.eks. deres livscyklusvurdering. Brdr. Hartmann er i forbindelse med udarbejdelse af deres miljøregnskab blevet opmærksom på steder i produktionen, hvor der kunne fokuseres yderligere på miljømæssige besparelser eller forbedringer. Vi kan derfor konkludere, at miljøregnskabet har været et 159

Analyse af Brdr. Hartmann A/S brugbart redskab for Hartmann til at blive opmærksomme på nogle ellers oversete områder på det miljømæssige område. I den forbindelse har vi observeret et spring mellem de offentliggjorte miljøinformationer og den reelle indsats på produktionsstedet i Tønder. Produktionen har nedsat miljøbelastningen med hensyn til emissioner som følge af optimering af teknologien og den naturlige udvikling inden for miljøområdet. Men deres indsats gør dem ikke til en virksomhed, der er på forkant med den miljømæssige udvikling, da de ikke tager yderligere initiativer, end hvad loven kræver. Det er således i administrationen, at de udarbejder livscyklusvurderingen, miljøregnskabet og den overordnede miljøstrategi, men denne udvikling har endnu ikke sat sig igennem på produktionsniveauet. Vores case viser os, at det både er kunderne og miljømyndighederne, der har påvirket Hartmanns arbejde med miljøforholdene. Myndighederne har i kraft af deres reguleringsmæssige position kunne stille direkte krav, der skulle efterleves af virksomheden. Kundekrav har påvirket virksomheden til at fokusere på eksempelvis vurdering af produktets miljøbelastning. Dette krav har Hartmann efterlevet grundet deres ønske om at bevare deres markedsmæssige position og fortsat at kunne sælge deres produkter. Vi kan således ud fra vores case identificere 2 vigtige aktører med hensyn til påvirkning af en virksomheds miljøforhold. Den ene tilhører det traditionelle reguleringssystem, hvor den anden tilhører virksomhedens økonomiske system eller produktionskæden. Diskussionen bliver så hvilke af disse, der har påvirket Hartmanns miljøadfærd? Diskussionen afspejler den generelle miljømæssige udvikling i samfundet. Her har myndighederne op igennem 1980'erne stillet krav til virksomhederne, hvor interessenter i produktionskæden først i midten af 1990'erne er begyndt at blive opmærksom på det øgede krav til miljø, der ligger fra forbrugernes side. Derfor er interessenterne/kunderne nødt til at efterspørge dette hos deres leverandører. Endvidere viser vores case, at krav til virksomheden fra produktionskæden, forårsager en refleksion internt i virksomheden. I tilfældet med Hartmann var det en reaktion på et krav om miljømæssig dokumentation, der havde økonomiske konsekvenser for Hartmann, hvis de ikke efterlevede det.

160

Analyse af Brdr. Hartmann A/S i Tønder I Brdr. Hartmanns tilfælde er de økonomiske interessenter bredt interesseret i miljøoplysninger. Det er imidlertid Brdr. Hartmann, der sætter dagsorden og dermed bestemmer, hvordan deres miljøforhold skal vurderes af disse interessenter. Vi mener, at dette skyldes at de aktionærer, der optræder i forbindelse med Brdr. Hartmann, endnu har en ringe viden om miljø. Derfor har de ikke på nuværende tidspunkt mulighed for selv at opstille detaljerede krav til virksomhedens miljø, ej heller til miljøregnskabet. Hartmann har derved en mulighed for at påvirke sine aktionærer ved denne information, og derigennem påvirke aktionærernes holdning til, hvordan de skal stille krav. Dette er interessant, da Brdr. Hartmann således gennem deres miljøarbejde kan fortælle sine aktionærer, hvilke informationer de skal efterspørge dels hos Hartmann selv og dels hos andre virksomheder. Dette muliggør, at Hartmann kan blive sammenlignet med andre virksomheder ud fra nogle mål, de selv har opsat. Vi kan således konkludere, at virksomhedens valg af metode til at informere om miljø afhænger af, hvilke oplysninger, man som virksomhed gerne vil have udgivet som et generelt billede af virksomhedens miljøperformance. Vores delkonklusion på casen må derfor være, at de interessenter, der har størst magt, er de økonomiske interessenter fra produktionskæden samt myndighederne, der stiller specifikke krav til produktionen. Derudover kan vi se en tendens til, at aktionærer viser en interesse for oplysninger om miljøforhold, fordi det er med til at vise den økonomiske risiko, der er forbundet ved at investere i virksomheden. Med udgangspunkt i ovenstående delkonklusion vil vi i kapitel 6 med et generelt udgangspunkt diskutere virksomheders muligheder for at blive selvregulerende.

161

Diskussion og konklussion

Kapitel 6 Diskussion og konklusion 6.0 Indledning I det foregående kapitel har vi undersøgt, hvordan Brdr. Hartmanns miljøperformance er blevet ændret. I dette kapitel vil vi diskutere tendenserne til selvregulering på et generelt plan samt besvare vores problemformulering: Hvorledes påvirker interessentkrav til virksomhedernes miljøinformationer - herunder grønne regnskaber - virksomhedernes miljøadfærd?

6.1 Diskussion Vi har med udarbejdelsen af dette speciale set på, hvilke tendenser der er til selvregulering i industrivirksomheder. Vores teori opstiller dels nogle forklaringer på, hvordan samfundet er endt i en styringskrise, og dels hvordan denne krise skal løses. Vi har ikke i vores arbejde kunne identificere denne krise tydeligt, men har ud fra vores case kunne identificere, at miljølovgivningen ikke er tilstrækkelig til, at virksomhederne internaliserer miljøproblemerne i deres øvrige forretningsgang. Dette mener vi skyldes, at virksomhederne ikke kan opfange de hensigter, der er indeholdt i miljølovgivningen. Vi har forsøgt at se på, hvordan grønne regnskaber kan være et middel til, at virksomhederne opnår en bedre forståelse for miljøreguleringen. Vi vil i det følgende diskutere, hvilke forudsætninger dette kræver af myndigheder, virksomheder og deres omgivende interessenter. Da virksomhedens interessenter har en vigtig rolle i forhold til at påvirke virksomhedens udarbejdelse af de grønne regnskaber, mener vi, at grønne regnskaber er et eksempel på procedure regulering. Når loven kun opstiller en procedure for, hvordan de grønne regnskaber skal udarbejdes, er det nødvendigt, at der bliver stillet krav til indholdet, hvis regnskaberne skal medføre en mindsket miljøbelastning. Et spørgsmål, der er essentielt for de grønne regnskaber, er således, om der findes kritiske interessenter, og om disse er i stand til at forstå og vurdere indholdet i de grønne regnskaber. De grønne regnskaber kan i den nuværende form forventes at vække interesse blandt virksomhedens interessenter, men de vil efter vores mening ikke give informationer nok til dem, der er meget interesserede i specifikke data. Det er derfor nødvendigt, at virksomheden henvender det grønne regnskab til en nærmere defineret målgruppe. Idet bekendt162

Diskussion og konklussion gøreisen kun opstiller retningslinier for udarbejdelsen af de grønne regnskaber, har virksomheden netop mulighed for at udarbejde informationerne så de passer til nærmere definerede interessenter. Baggrunden for at indføre grønne regnskaber må være at få indført en regulering, der i højere grad bygger på markedsmekanismer, hvor virksomhederne skal regulere hinanden og sig selv. På spørgsmålet, om grønne regnskaber kan forventes at ville medføre en miljøforbedring eller holdningsændring hos virksomhederne, mener vi, at det er betinget af, hvilke krav de forskellige interessenter vil stille. Eftersom virksomhederne eksisterer i det økonomiske system, er det vigtigt, at interessenterne stiller krav, som virksomheden kan forstå. De interessenter, der benytter koder og rationaler fra det økonomiske system, når de stiller krav, vil derfor have mest styrke til at presse virksomhederne til at handle. Vores interessentanalyse og case viser, at de økonomiske interessenter i form af aktionærer og långivere har den fornødne magt til at kunne stille miljøkrav til virksomhederne, da virksomhederne er afhængige af deres investeringer. Samtidig udviser de en stigende interesse for miljøoplysninger, der kan gengive den økonomiske risiko, der evt. er ved virksomhedens miljøforhold. Vores generelle indtryk af de økonomiske interessenter er imidlertidig, at de stiller meget overordnede krav og ikke har den nødvendige ekspertise til at kunne fortolke de miljømæssige data. De krav de stiller er typisk, om virksomheden overholder miljøloven, og om virksomheden generelt er ansvarligt drevet på miljøområdet. Det er således de overordnede ledelsesmæssige tiltag, der har interesse, idet det også er med til at give et billede af, hvordan virksomheden i øvrigt bliver ledet. Det er ikke informationerne i de specifikke data, der har interesse for disse interessenter. Disse krav er ikke særlig svære at efterleve for de virksomheder, der har en miljøgodkendelse, da de som grundregel har de mest basale miljøforhold under kontrol. Dette skyldes bl.a., at der via lovgivningen er sat krav til virksomheders affaldsbehandling, spildevand etc. Hvordan kan disse interessenter så udøve et kraftigere pres overfor virksomhederne på miljøområdet, i stedet for blot af kontrollere, at virksomhederne overholder loven? Idet den væsentligste information, som investorer og långivere efterspørger er overholdelse af 163

Diskussion og konklussion loven mener vi, at lovgivningens krav til virksomhederne er blevet en del af de økonomiske interessenters redskab til at "miljøkreditvurdere" en virksomhed. Løsningen kunne derved være, at myndighederne skulle stille større krav til virksomhedernes miljøforhold krav der ville sætte sig igennem videre i systemet. Det kan sikkert være en udmærket idé, men i forbindelse med grønne regnskaber mener vi ikke, det er løsningen, da vi ser grønne regnskaber som et redskab, der skal skabe højere grad af selvreflektion over miljøforhold i virksomhederne. En selvreflektion der ikke ville opstå som følge af strengere miljøkrav, opstillet i samme form, som vi kender i dag. Spørgsmålet er så, om de krav de økonomiske interessenter stiller vil få virksomhederne til at ændre adfærd på miljøområdet. Hvis der bliver stillet krav, som virksomhederne sagtens kan efterleve, kan den adfærdsændrende effekt være begrænset, og der affødes ingen direkte miljømæssig effekt. Da de økonomiske interessenters krav som nævnt er meget knyttet til overholdelse af loven, er det typisk de miljønegative virksomheder og virksomheder, der direkte overtræder miljøloven, hvor interessenterne vil stille krav. Overfor disse virksomheder kan pengeinstitutterne eller investorerne stille nogle krav. Såremt disse krav ikke efterleves kan interessenterne vanskeliggøre virksomhedernes handlen ved f.eks. at opstille dårligere lånebetingelser, undlade at investere eller helt afbryde samarbejdet med virksomheden. Dette kan betyde, at virksomheden må lukke, eller gøre en stor indsats for at forbedre sig tilstrækkeligt miljømæssigt og imagemæssigt til, at de atter kan tiltrække investorer/opnå lån. Dette kan medføre en miljømæssig forbedring, da virksomheden derved må ændre deres miljøbelastning, hvis de vil sikre kapital til deres fortsatte eksistens. Omvendt kan man argumentere for, at en forespørgsel fra investor eller långiver om miljøforhold vil igangsætte nogle overvejelser i virksomheden. Her vil virksomheden sikre sig, at deres miljøforhold ikke bliver så dårlige, at de mister deres økonomiske grundlag. Kravene fra de økonomiske interessenter har dermed ikke en direkte miljøforbedrende effekt i dag, men kan gøre virksomhederne opmærksomme på, at miljø er en økonomisk risikoparameter. Som opsamling på dette mener vi imidlertid, at så længe miljø ikke er en meget betydende økonomisk risiko for de økonomiske interessenter, vil de ikke stille større krav til virksomhederne, end langt de fleste virksomheder kan leve op til. På nuværende tidspunkt vil det ikke være de økonomiske interessenter, der medvirker til, at virksomhederne nedsætter deres miljøbelastning. De kan derimod starte nogle overvejelser i virksomhederne, som på sigt medvirker til, at virksomhederne vil blive mere selvregulerende. 164

Diskussion og konklussion Udover de økonomiske interessenter har vi omtalt interessenter, der findes i forbindelse med produktionskæden. Disse interessenter vil som oftest stille krav bagud i produktionskæden. Dette kan have en meget direkte indflydelse på virksomhedens overlevelse. Her tænker vi på de økonomiske indvirkninger, som dårlig miljømæssig performance kan få for virksomheden, hvis den mister kunder på baggrund af miljøforhold. Argumenterne i denne diskussion er meget lig dem ovenfor, da det igen er i det økonomiske system, kommunikationen foregår. Miljøforhold bliver også i produktionskæden opfattet som en økonomisk risikoparameter i form af mistede kunder/penge. Der er imidlertid lidt andre forhold, der gør sig gældende ved produktionskæde betragtningen. Vores case viste, at kunderne efterspurgte oplysninger om produktets miljøbelastning, som virksomheden kunne dokumentere med en livscyklusvurdering. Kunden kunne derved sammenligne flere produkters samlede miljøbelastninger og der ud fra vælge det mindst miljøbelastende produkt. Som vi har nævnt er loven om grønne regnskab kun koncentreret om processen. Et grønt regnskab vil derfor ikke være et lige så stærkt redskab som en livscyklusvurdering. Her vender diskussionen igen tilbage til, at det i den sidste ende er forbrugeren, der stiller krav til producenterne, der igen stiller krav til leverandørerne o.s.v. Vi mener dermed, at der er nogle åbenlyse muligheder i at stille miljøkrav via produktionskæden, da der i forvejen er en dynamik i form af udbud og efterspørgsel. Hvis det bliver muligt at få miljø til at indgå i denne dynamik, er der umiddelbart store muligheder for at få virksomhederne til at ændre på miljøbelastningen af deres produktioner, da det i udpræget grad er det sprog og de koder, som virksomheden i forvejen anvender, der bruges som argumenter. Denne meget markedsmæssige regulering leder umiddelbart over i spørgsmålet om, hvilken rolle myndighederne har i denne sammenhæng. Som vi nævnte tidligere, mener vi ikke, at det i forbindelse med grønne regnskaber er ønskværdigt at gennemtvinge en miljømæssig effekt ved at stramme miljøkravene yderligere. Myndighederne presser imidlertid ikke virksomhederne på samme måde som de ovenstående interessenter, da de ikke kan udøve en direkte økonomisk pression. For at blive i terminologien tilhører myndighederne ikke det økonomiske system men det retslige og politiske system. Myndighederne har dermed lovgivningen som pressionsmiddel overfor virksomhederne. Myndighedernes rolle kan diskuteres ud fra forskellige udgangspunkter. Man kan dels mene, at myndighederne skal have en meget fremtrædende rolle, hvor de opstiller de 165

Diskussion og konklussion nærmere retningslinier for, hvilke informationer der skal fremgå af virksomhedernes grønne regnskaber. Dette ville sikre, at informationerne var korrekte og de miljøbelastninger, som myndighederne finder væsentlige, blev inddraget i miljørapporteringen. Denne løsningsmodel mener vi, imidlertid ikke vil igangsætte læreprocesser i virksomhederne på samme måde, som hvis de selv skal fortolke interessenters krav om miljøinformationer. Kravene fra myndighederne kunne derimod blive en sovepude for virksomhederne, til netop ikke at reflektere over miljøforholdene. Disse argumenter skal naturligvis ses i lyset af, at virksomhederne stadig er underlagt regulering og tilsyn. Man kan også mene, at myndighederne ikke bør spille nogen rolle, da de alligevel ikke kan bruge de grønne regnskaber direkte i reguleringen, og de under alle omstændigheder bliver informeret om virksomhederne via miljøgodkendelser og egenkontrol. Myndighedernes rolle er endt som et kompromis mellem de 2 yderpunkter, hvor tilsynsmyndighederne har fået en kommenteringsret til regnskaberne, da der har været stor diskussion om, hvorvidt regnskaberne skulle kontrolleres. Myndighederne er således involverede i de grønne regnskaber, men har ikke den samme fremtrædende rolle som i andre reguleringssituationer. Det kan diskuteres, om den rolle de har fået er ønskværdig. Et væsentligt problem ved denne rolle er, at regnskaber, der ikke bliver kommenteret, let kan fremstå som "godkendt" af myndighederne. Hvis et ukommenteret regnskab er resultatet af, at myndighederne slet ikke har læst dokumentet, kan det blive et problem, da særligt de økonomiske interessenter lagde vægt på en overholdelse af miljøloven og godkendelse af myndighederne. Regnskaberne kan derved give et misvisende billede. Aktualiteten af denne problemstilling er dog afhængig af, hvordan amterne og kommunerne vælger at prioritere arbejdet med de grønne regnskaber, hvilket vi ikke er i stand til at forudsige, da vi har fået meget forskelligartede svar under vores arbejde. Hvis tilsynsmyndighederne vælger at tage opgaven alvorligt, mener vi, at det er en udmærket løsning, at myndighederne har mulighed for at offentliggøre deres kommentarer ide virksomheders regnskaber, der ikke lever op til de miljømæssige krav. Vi mener, at det er en udmærket løsning, at myndighederne har mulighed for at kommenterer og offentliggøre deres kommentarer således, at det fremgår hvilke virksomheder, der ikke lever op til de miljømæssige krav. Dette kan både opkvalificere tilsynsarbejdet og kan give interessenter et billede af, hvordan virksomhedens miljøperformance er. Specielt i forhold til de økonomiske interessenter, da de netop fokuserede meget på, om virksom-

166

Diskussion og konklussion hederne overholdt loven. Samtidig med, at det stadig er op til virksomheden selv at udvælge og opstille informationerne. Som nævnt har en stor del af diskussionen omkring myndighedernes rolle været koncentreret omkring spørgsmålet om kontrol af oplysningerne i de grønne regnskaber. Argumentet for, at regnskaberne bør kontrolleres er hovedsageligt, at mange virksomheder vil bruge regnskaberne som reklamemateriale og derfor vil pynte på oplysningerne. Særligt de økonomiske interessenter har udtrykt stor skepsis overfor grønne regnskaber, der ikke var kontrolleret af tredjepart. De nævnte oftest revision af regnskaberne som en mulighed. Vi vil dog stille spørgsmålstegn til værdien af en revisors påtegning af et grønt regnskab. Revisorerne er vant til at revidere økonomiske regnskaber og har selvfølgelig en stor erfaring derfra. Vi mener, at miljøregnskaber er fundamentalt forskellige fra økonomiske regnskaber, hvorfor det kræver gennemgang af en teknisk/naturvidenskabelig fagkyndig for, at revisionen kan blive fyldestgørende. En fuldstændig revision er nærmest umulig, da mange emissioner ofte ikke kendes og derfor bliver estimeret. Idet regnskaberne ikke bliver underlagt en egentlig kontrol får medierne en væsentlig rolle som indirekte pression på virksomhederne til at indlevere et korrekt regnskab. Man kan fristes til at mene, at mediernes fortolkninger af de grønne regnskaber vil have meget større effekt end regnskaberne selv. Særligt de økonomiske interessenter er opmærksomme på negativ eller positiv omtale i medierne, da virksomheder - og især de børsnoterede er følsomme for sådanne oplysninger. Mediernes rolle kan dog også vise sig at være overordentlig vigtig i forbindelse med produktionskæden. I sidste ende er det forbrugeren, der afgør hvilke varer der bliver solgt, og forbrugernes valg kan sætte sig igennem i produktionskæden via udbud og efterspørgsel. Virksomheden som selvregulerende system kan således forklares ud fra produktionskæde betragtningen, hvor kunderne stiller krav, eller virksomheden stiller krav til underleverandørerne. De selvregulerende systemer har derfor forskellig sammensætning og styrkeforhold alt efter, hvilken produktionskæde der er tale om. Magtforholdene internt i de enkelte kæder er forskellige, og det er dermed forskelligt, hvilket led der er i position til at stille krav til resten af kæden. Hvordan selvreguleringen konkret udmønter sig er således afhængigt af de enkelte delsystemer.

167

Diskussion og konklussion Grundlæggende må vi antage, at virksomheder kun ændrer deres miljøadfærd fordi de mener at kunne tjene penge på det nu eller senere. De virksomheder vi diskuterer i forbindelse med selvregulering er dem, der går længere og styrer deres miljøforhold selv, i højere grad en blot at efterleve miljølovgivningen. Det kan så diskuteres, om virksomheden kan opbygge og deltage i et selvregulerende system, hvor deres forretningsstrategi sætter sig igennem som miljøkrav til andre i produktionskæden, fordi virksomheden kan tjene penge på at have et miljømæssigt image. Hvis virksomheder skal være selvregulerende og derved nedsætte miljøbelastningen, mener vi, at den bedste løsning, er, hvis virksomhederne er i stand til også at påvirke andre led i produktionskæden. Begrundelsen for dette er, at myndighederne kun kan regulere på den enkelte virksomhed, der er beliggende i lokalområdet, og kun kan regulere indenfor lovens rammer. Hvis den største forurening sker ved en virksomheds leverandør, har myndighederne ingen indflydelse på råvare forbruget, så længe råvaren ikke forårsager en miljøbelastning, der er højere en hvad loven kræver. Netop ved Brdr, Hartmann har kundekrav om livscyklusvurdering forårsaget, at virksomheden overvejer at samarbejde med de virksomheder, der har indflydelse på råvarernes indhold af tungmetaller for at forsøge at nedbringe denne forurening. Derved kan der opnås et selvforstærkende system, hvor miljøinformationer og kundekrav sætter sig igennem i flere led i produktionskæden.

6.2 Konklusion Der har været en tendens til at sætte spørgsmålstegn ved effekten af den omfattende detailregulering, hvilket løbende har stillet krav til ændring af formen af den statslige regulering. I denne sammenhæng er begreber som deregulering og selvregulering blevet introduceret. Deregulering skal ses som et forsøg på at reducere statens økonomiske byrder ved at mindske den direkte offentlige regulering. Derimod er selvregulering ikke udtryk for et ønske om at fjerne reguleringen, men derimod at uddelegere den offentlige regulering til mindre enheder. Reguleringen skal således foregå under andre former ved, at man f.eks. indenfor miljøreguleringen i højere grad overdrager ansvaret for miljøforbedrende tiltag til forureneren. Vi ser grønne regnskaber som et forsøg på delvist at overlade reguleringen til de enkelte virksomheder, og således som en del af en selvreguleringsstrategi. Arbejdet med vores case-virksomhed Brdr. Hartmann og vores generelle analyse har vist os, at virksomhedens miljøadfærd kan påvirkes, hvis der bliver stillet krav til virksomhe168

Diskussion og konklussion den fra interessenter, der har økonomisk eller lovgivningsmæssigt magt i forhold til virksomheden. Som vi har været inde på tidligere er der mange aspekter, der peger i retning af, at miljøinformationer bliver et nyt redskab internt såvel som eksternt i danske virksomheder. Vi mener, at alle potentielle interessenter, som vi har undersøgt, udviser en interesse for virksomhedernes milj øinformationer. Vi mener dermed, at miljøinformationer og grønne regnskaber med tiden kan udvikle større grad af selvregulering i virksomhederne. Virksomhedens selvregulering afhænger af, hvordan miljøkravene bliver stillet og af hvem. Hvis virksomheden er meget afhængig af de interessenter, der stiller krav, kan det have stor indflydelse på virksomhedens valg. Derfor mener vi, at det grønne regnskab/miljøinformationer kan anvendes til på sigt at skabe miljøforbedringer, idet virksomheden skal offentliggøre og dermed kommunikere deres miljøforhold til omgivelserne. Det er ligeledes derfor, vi mener, at de økonomiske interessenter bør være med til at definere fremadrettede målsætninger og krav, der vil forbedre virksomhedernes miljøadfærd. Vi mener, at den mest effektive form for selvregulering foregår i produktionskæden. Her er der et stort og nærværende økonomisk pres på virksomheden. Her vil det med andre ord være fatalt for virksomheden ikke at efterleve miljøkrav fra f.eks. kunder. Vi mener ligeledes, at grønne regnskaber kan medvirke til bedre miljøforhold i de tilfælde, hvor en opgørelse over emissioner og ressourceforbrug medvirker til at starte en læreproces internt i virksomheden. Dette er ligeledes den grundlæggende idé bag procedure regulering, som vi mener grønne regnskaber er et udtryk for. Blandt de økonomiske interessenter hersker der stor interesse for virksomhedernes miljøinformationer, og mange interessenter har defineret minimumskrav til, hvilke informationer og hvilken miljøadfærd de ønsker fra virksomhederne. Disse krav er imidlertid stadig på et meget umodent stade rent miljømæssigt. Vi mener dog at det er en udvikling, der er ved at ske, og at vurdering af miljøforhold vil få en stadig højere prioritet blandt interessenterne og derigennem hos virksomhederne.

169

Litteraturliste

Litteraturliste Andersen, Åkerstrøm Niels: Etisk regnskab og udviklingen af strategier af anden orden trykt i tidsskrift Økonomistyring og informatik 7. årgang nr. 4. Februar 1992 pp. 173-188. Andersen, Mikael Skou (1994): The use of economic instruments for environmental policy: a half-hearted affair. Centre for Social Science Research on the Environment (CESAM) Aarhus University. Bang, Knud Erik m.fl. (1990): Ekstern økonomi information. Systime ØKNOM. 2. udgave. BDO Scanrevision, Statsautoriserede revisorer(1996): Kundeinformation - viden om miljø. Bjørn, Vibeke og Mailand, Pernille (1995): Miljøregnskaber. HD 2. del studiet i Regnskabsvæsen og Økonomistyring. Handelshøjskolen i København 8. Semester 1995. Vejleder Klaus Hans Pedersen. Born, Asmund m.fl. (red. af) (1988): Refleksiv ret. Nyt fra samfundsvidenskaberne. Bromley, Daniel W. (1989): Forhandlingsekonomi och organisationer. Studentlitteratur. Buritt, Roger L. (1993): A survival path for environmental accounting. Supported by Anglo american Insurance Company limited. Templeton College, Management Research Papers. Christiansen, Peter Munk (1993): Det frie marked - den forhandlende økonomi. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Dalberg-Larsen, Jørgen (1986): På vej mod det gode samfund eller fuld fart tilbage. I retfærd nr. 32 s. 6-22. Dalberg-Larsen, Jørgen (1994): Artikel i Dansk Sociologi nr. 4/5 årg. - 1994. "Habermas om retten og den demokratiske retsstat" s.73-85.

170

Litteraturliste Deloitte & Touche (1993): Coming Clean - Corporate Environmental Reporting. Deloitte & Touche (1995): Miljørapportering i årsregnskaber. Deloitte & Touche (april, 1995): Miljørapportering i årsregnskaber - en undersøgelse af årsregnskabers indhold af miljøoplysninger. Det fælles Kommunale hygiejne laboratorie. Notat af den 27.03.90. Emballage & Transport Håndbogen (1996) Eriksson, Lars D. (1986): "Till teorien om den reflexiva ratten" i Anders Bratholm et al. (red.) Samfund, Rett, Rettfærdighed, TANO, s. 281-293. Fischer, Kurt and Schot, Johan (edited by) (1993): Environmental strategies for industry. International Perspectives on Research Needs and Policy Implications. The Greening of Industry Network. Islands Press. Washington D.C. Folketingets 1. behandling af lovforslag nr. L 135: Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Udarbejdelse af grønt regnskab), tirsdag den 31.01.1995. Folketingets 2. behandling af lovforslag nr. L 135: Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Udarbejdelse af grønne regnskaber), tirsdag den 16.05.1995. Goldschmidt, Lars & Asmund Born, (1994): "Retlig regulering og kommunikative koblinger". Retfærd nr. 64, 17. årgang 1994. Gray, Rob (1993): Accounting the environment. ACCA. Hansen, Gert (1995): "De danske returpapirpriser". I Ren Viden nr. 6, December 1995, 3. årgang. Hansen, Jacob (1994): Etik og rationalitet. Tek-Sam speciale. Harste, Gorm (1992): Niklas Luhmann konstruktion af samfund i Jens Christian Jacobsen, red: "Autopoiesis - en introduktion til Niklas Luhmanns verden af systemer". Forlaget Politisk Revy. 171

Litteraturliste Hausgaard, Thomas (1993): Etik set i et samfundsmæssigt perspektiv samt en diskussion af det etiske regnskab. Cand. Mere. Hovedopgave, Institut for Organisation og arbejdssociologi. Hildebrandt, Steen og Erik Johnsen (1994): Ledelse Nu - 10 danske professorers bud på aktuel ledelse. Holder, Jane m.fl. (1993): Perspective on the Environment. Avebury. Jacobsen, Jens Christian (1995) i bogen Autopoiese II, Niklas Luhmann: "Økologisk Kommunikation. Kan det moderne samfund indstille sig på økologiske farer?", s. 100-115 Kjær, Peter & Niels Åkerstrøm Andersen (1989): Den programmerede offentlighed. Aspekter ved teknologipolitik som forhandlingsøkonomi. COS Forskningsrapport 13/1989. Center for Offentlig Organisation og Styring, Handelshøjskolen i København. KMPG C. Jespersen (1994): Environmetal Reporting Survey. KPMG C. Jespersen (1993): International Survey of Environmental Reporting. Kuik, Onno & Harmen Verbruggen (1991): "The predictive meaning af sustainability indicators" artikel i "In Search of Indicators of Sustainable Development" s. 67. Ledgerwood, Grant & Street, Riki Therivel (1992): The environmental Audit and Business strategy. Lorenzen, Pedersen og Thomsen (1994): Brancheaftaler - et hensigtsmæssigt styringsmiddel i miljøregulering? - Erfaringer fra Holland og Danmark. Rapportserien nr. 35. Teksam forlaget, Roskilde Universitetscenter. Miljø- og energiministeriet (1995): Bekendtgørelse om visse godkendelsespligtige virksomheders pligt til udarbejdelse af grønt regnskab, nr. 975, den 13. december 1995. Miljøministerens forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (udarbejdelse af grønt regnskab). 13. oktober 1994.

172

Litteraturliste Miljøministeriet (1988): Enkelt & Effektivt - et debat oplæg om lovgivning og administration. Miljøstyrelsen (1994): Arbejdsrapport nr. 24, 1994 fra: Indførelse af miljøstyringssystem hos Casco Nobel A/S i Fredensborg - Fase 1 virksomhedsgennemgang. Miljøstyrelsen (1994): Miljøprojekt nr. 257, Produktion og miljøforhold i papirindustrien. Miljøstyrelsen (1994): Notat vedr. en miljøøkonomisk analyse af genanvendelse kontra forbrænding og deponering af papir og pap. Miljøstyrelsen (1993): Godkendelse af listevirksomheder. Vejledning nr. 3 Miljøstyrelsen: Høringssvar vedr. L 135: Lov om virksomheders aflæggelse af grønne regnskaber fra 1. høringrunde, den 27. januar 1995. Nielsen, Klaus & Pedersen, Kaj Ove (Redigeret af) (1989): Forhandlingsøkonomi i Norden. Jurist- og økonomforbundets Forlag. Nue, Claus (1988): Den danske miljøbeskyttelseslovs tilblivelse, i Retfærd nr. 15, 1988. Owen, Dave (1992): Green Reporting, Accountancy and the challenge of the nineties. University of Leeds. Pedersen, Ove Kaj m.fl. (1992): Privat politik - projekt forhandlingsøkonomi. Samfundslitteratur. Petersen, Anette (VKI) & Kirsten Schmidt (dK-TEKNIK)(1994): Interessentanalyse vedrørende indholdet af miljøredegørelser efter EU-forordningen om miljøstyring og miljørevision.Center for Integreret Miljøvurdering af Industriens Processer og Produkter (CIMIPP). Price Waterhouse (1995): Miljøregnskabet - opgørelse og rapportering af virksomhedens miljøpræstationer. Poysti, Elina & Bostrom, Taina (1992): Environmental strategy in the enterprise. Helsinki.

173

Litteraturliste Sand, Inger-Johanne (1995): "Fra materielrettslige til prosedurale lovgivningsformer". Retfærd nr. 69, 18. årgang 1995. Schack, Bent (1988): Regnskabsanalyse og virksomhedsbedømmelse. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Siggaard Jensen, Hans m.fl.(1990): Den etiske udfordring - om fælles værdier i et pluralistisk samfund. Sønderjyllands Amt (1980): Godkendelse af Brdr. Hartmann A/S Emballage A/S i henhold til lov om miljøbeskyttelse kap. 5, § 37. Sønderjyllands Amt (1980): Tilladelse til udledning af spildevand. Tilladelse til udledning af forøgede mængder af returskyllevand, kedelvand og overfladevand til Kanal 96, Slotsbjergkanalen. Sønderjyllands Amt (1984): Godkendelse i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 35 til på virksomheden Brdr. Hartmann A/S i Tønder at etablere en ny produktionslinie for støbepap og et fælles pulpanlæg samt at indføre F-gas midlertidigt og naturgas fra 1985. Sønderjyllands Amt (1984): Tilladelse til udledning af spildevand. Tilladelse til udledning af overfladevand fra virksomheden Brdr. Hartmann A/S i Tønder til Kanal 96, Slotsbjergkanalen. Sønderjyllands Amt (1994): Tilsynsrapport af den 12.12.1994. Sørensen, P.G. (1994): Årsregnskabet uafhængige aktie-, kommanditaktie- og anpartsselskaber. Jurist og Økonomforbundets Forlag.

174

Litteraturliste The European Federation of Financial Analysts' Societies (1994): Environmental Reporting & Disclosures. The Conference Board (1993): Understanding European Environmental Regulation. Åkerstrøm, Niels (1990): Virksomhed i forhandlingsøkonomi.

MATERIALE FRA BRDR. HARTMANN Brdr. Hartmann(1993): Korrespondance til Sønderjyllands Amt af den 23.11.1993. Brdr. Hartmann (1995): Udkast til miljøregnskab. Brdr. Hartmann: Miljønyhedsbreve frajanuar 1993 -januar 1995 (5 stk.) Brdr. Hartmann: Årsregnskaber fra 1985-1995 Brdr. Hartmann: Sagsakter fra 1980-1996. Brdr. Hartmann: Kundeundersøgelse (Forbruger) Brdr. Hartmann: Nyhedsbreve fra juni 1995 og marts 1996.

ARTIKLER Aktuelt Miljø (1996): Tema om Grønne regnskaber, Februar 1996 Business Strategy and the Environment, Volume 3, part 2, Summer 1994: Georg, Susse: Regulating the environment: Changing from constraint to gentle coercion. Business Strategy and the Environment, Volume 3, part 4, winter 1994/1995: Skidmore, David: Dynamics of Sustainable Business Practice: Setting quantitative Targets. 175

Litteraturliste Giles,Wyburd: Environmental Reporting: A Managers Guide. Eden, Sally: Business, Trust and Environmental Information: Perceptions from Consumers and Retailers. Daigre, Gerard (1995): "Involving the Community" in Environmental Strategies for Industry. Fatkin, Harry (1995): "Communicating Environmental Performance to stakeholders" in Environmental Strategies for Industry. Finans, Fagblad for finansforbundet nr. 11, august 1995. Griittner, Henrik m.fl (1995): "Erfaringer med udarbejdelse af miljøredegørelser" i Aktuelt Miljø House, Richard(1995): "Rating environmental risk" in Corporate Finance Knudsen, Bjarne (1994): "Miljøtilsyn i Europæisk perspektiv" i Stads- og havneingeniøren nr. 10/1994 Remmen,Arne(l995): "Udviklingen i renere teknologi-konceptet" i Aktuelt Miljø. Schrum, Roger P (1995): "Environmental Strategies for Industry" in Environmental Crisis Management. Stauning, Inger og Jesper Holm (1995): "Forebyggende miljøpolitik og udvikling af miljøstrategi på ABC-Coating" i Aktuelt Miljø. Sørensen, Preben J.(1993) : "Miljørapporter lige til at smide væk eller til at stole på". Kronik af, Statsautoriseret revisor.

AVISARTIKLER Berlingske Tidende 22.4.1995: "Årsregnskab med indbygget elastik". John Jakobsen.

176

Litteraturliste Berlingske Tidende 22.4.1995: "Back to business". Peter Gustafson. Berlingske Tidende 16.9.1993: "ISO-certificering er kejserens nye klæ'r" Dorte Skovgaard Wihre. Berlingske Tidende 13.9.1993: "Miljørevisionsfirma i pilotprojekt om miljøregnskab". Janni Andreassen. Berlingske Tidende 10.3.1995: "Marked for køb og salg af forurening". Richard Lapper & Laurie Morse, Financial Times. Berlingske Tidende 22.4.1995: "Ny teknologi kan skade industriens produktivitet". Niels Lunde. Berlingske Tidende 20.9.1993: "Britisk-fransk miljøkomplot". Bo Jeppesen. Berlingske Tidende 25.9.1993: "ISO-systemerne skal iklædes holdninger" Dorte Skovgaard Wihre Berlingske Tidende 11.7.1992: "Miljøoffensiv på tværs". Lars Kaptain Børsen 25.11.1994: "Frivillige miljøselvangivelser fra 30 virksomheder". Birgitte Erhardtsen. Børsen 08.09.1994: "Auken klar med krav om grønne regnskaber". Birgitte Erhardtsen. Børsen 12.10.1994: "Miljøgodkendelser til offentlig høring". Birgitte Erhardtsen. Børsen 12.09.1994: "OK til grønne regnskaber". Birgitte Erhardtsen. Børsen 18.11.1993: "Danske virksomheder bagud med miljøinformationer" Børsen 04.11.1991: "Miljøet som 90'ernes ledelsesudfordring". Aage s. Hillersborg DTI, Århus. Børsen 04.03.1992: "EF parat med det grønne stempel". Kronik af Jørgen Eriksen, Jan Frederiksen og Poul Eglund Pedersen. 177

Litteraturliste Børsen 22.11.1994: "Miljøkrav videre til leverandørerne". Birgitte Erhardtsen. Børsen 08.09.1993: "Konkurrence-neutrale miljøafgifter er en umulighed". Birgitte Erhardtsen Børsen 31.08.1993: " Miljøanalyser er ikke så dyre som man tror" Iver Drabaek DkTeknik. Børsen 30.04.1993: "Miljø på bundlinjen". Kronik af Henrik Kærgaard, COWIconsult. Børsen 02.09.1993: "Myter om miljø-management". Kronik af Sven Havelund Dansk Toksikologi Center. Børsen 30.09.1993: "Revisorer i dobbeltrolle". Nils Thorsen, Anette Petersen og Birgitte Refn Wenzel. Børsen 30.08.1993: "Jens Kampmanns miljørevisioner lider af iltmangel". Birgitte Erhardtsen. Børsen 08.09.1993: "Nye miljøafgifter rammer skævt" Birgitte Erhardtsen Børsen 23.09.1993: "Eco-audit kritiseres stærkt". Birgitte Erhardtsen Børsen 17.09.1993: "Krav om belønning til ECO-Audit virksomhederne" Birgitte Erhardtsen Information 22.8.1994: "Det svære valg" af Holger K. Nielsen. Ingeniøren nr. 18-5 maj 1995: "Økologisk appelsinjuice - sikke noget vrøvl". Jesper Tornbjerg. Ingeniøren nr. 31-5. august 1994: "Spraglede grønne regnskaber". Niels F. Gram. Ingeniøren nr. 21-26 maj 1995: "Miljøledelse sparer penge". Katrine Steen, KS Consult A/S. Jyllands Posten 13.7.1993: "Miljørevisor vil forøge indtjening". Poul Bjelke Laursen. 178

Litteraturliste Politiken 12.4.1991: "Virksomhederne får grønne regnskaber". Ellen 0. Andersen. Ugebrevet Mandag Morgen nr. 21 - 29 maj 1995: "Nu skal der satses på "øko-produktivitet"".

INTERVIEWS Damgård, Trine, økonomi- og miljømedarbejder, Brdr. Hartmann, den 24.10.1995 Investeringsmedarbejder, 13.05.1996 Hagelund, Karl-Aage, fuldmægtig, Ingeniørforeningen Danmark, den 17.01.1996 Hansen, Ole Dahl, Gudme Raaschou A/S, den 10.04.1996 Hansen, Poul, energimedarbejder, Brdr. Hartmann, den 12.02.1996 Henriksen, Johnny, miljømedarbejder, Novo Nordisk A/S, den 25.08.1995 Hjortsø, Søren, fuldmægtig, Amtsrådsforeningen, den 23.01.1996 Holm, Niels, afdelingsdirektør i regnskabsanalysekontoret, Den Danske Bank, den 09.01.1996 Hougaard Niels, afdelingsleder, Kommunernes Pensionskasse, den 16.01.1996 Hyltoft, Søren, miljøkoordinator, Forbrugerstyrelsen, den 22.04.1996 Haaland, Tarjei, Greenpeace, den 23.04.1996 Jensen, Rolf, miljø- og energimedarbejder, Brdr. Hartmann, den 12.02.1996 Jensen, Lene Thuren, Damm, Michael og Jessen, Jes, Københavns Amt den 19.12.1995. Jørgensen, Christa, fuldmægtig, Sønderjyllands Amt, 13.05.1996 179

Litteraturliste Jørgensen, Helle Bank, revisor, Price Waterhouse, den 04.01.1996 Madsen-Østerbye, Kristian, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, den 29.01.1996 Investeringsmedarbejder, den 15.05.1996 Mortensen, Anna-Lise, miljøchef, Brdr. Hartmann, den 15.02.1996 Investeringsmedarbejder, den 15.05.1996 Pedersen, Per Hornung, økonomichef, Brdr. Hartmann, den 19.02.1996 Rasmussen, Susanne, Industrikontoret, Miljøstyrelsen, den 20.03.1995 Serlev, Bent, Industrikontoret, Miljøstyrelsen, den 23.10.1995 Svarre, Jan, Unibank, den 29.04.1996 Tornbjerg, Jesper, journalist, Politiken, den 19.04.1996 Investeringsmedarbejder, den 14.05.1996

DELTAGELSE I KONFERENCER OG LIGNENDE Børsens Grønne regnskabskonference, uddeling af Børsens Grønne regnskabspris, den 3.10.1995. IDA-møde ang. grønne regnskaber, den 4.4.1995 STAV-møde den 30.11.1995: Miljørapportering - hvorfor?

180

Bilag

Bilag 1 Bekendtgørelse om visse godkendelsespligtige virksomheders pligt til udarbejdelse af grønt regnskab

181

Bilag

Bilag 2 Miljøbilag for Brdr. Hartmann

182

Bilag

Bilag 3 Spørgeskema, Dansk Pool for miljøansvarsforsikring

183

Bilag

Bilag 4 Tidslinie for Brdr. Hartmanns miljøudvikling 11976 bliver der produceret ca. 25.000 ton støbepap pr. år. Råvarerne udgøres af ca. 84% aviser og ugeblade og det er således nødvendigt at tilsætte nye fibre. Virksomheden planlægger en udvidelse til en produktionskapacitet på ca. 40.000 ton/år, hvilket er i størrelsesorden, hvad der produceres i dag, hvor produktionen ligger på ca. 43.000 ton/år. Tre år efter, nemlig i 1979 forventer virksomheden en yderligere udvidelse og søger derfor om en vandindvingstilladelse på op til 600.000 m3. De får tilladelsen, men udnytter den aldrig. Det kan derfor tyde på, at den påtænkte udvidelse aldrig er blevet til noget, hvilket udvidelsesplanerne fra 1976 også tyder på. I foråret 1980 ansøger Hartmann om frivillig miljøgodkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 § 37. De miljøproblemer, der bliver fokuseret på i den forbindelse er utilfredsstillende forhold omkring fabrikkens rensningsanlæg, da kapaciteten er ukendt. Samtidig er der for høje støjbelastninger til omgivelserne, som har forfulgt virksomheden gennem alle årene. Udledning af paraffin til luften er samtidigt et forhold, som der hersker usikkerhed omkring. Alle punkterne, der bliver nævnt som uproblematiske bliver dog beskrevet som usikre og begrundet i manglende dokumentation. Hartmann opnår ellers miljøgodkendelsen og en tilladelse til spildevandsudledning uden videre kommentarer. Miljøgodkendelsen medfører imidlertid, at virksomhedens rensningsanlæg bliver udbygget til den kapacitet, som det har i dag. Virksomheden arbejdede allerede på daværende tidspunkt på at indføre alternative energikilder til de 4 kedler, der alle brugte fuel olie. Det er ikke nærmere beskrevet, hvilke energikilder, der var under overvejelser, men det er højst sandsynligt naturgas, som virksomheden senere indførte i en periode. 11983 er produktionen steget til 37.600 ton/år. Fabrikken ansøger om en ny miljøgodkendelse i begyndelsen af 1984, efter MBL kap. 5 §35. Den primære årsag er, at der er planer om etablering af en ny produktionslinie, der forøger produktionskapaciteten til 46.000 ton/år. Samtidig er der planer om at etablere et anlæg, som muliggør en kraftigere farvning af produkterne. Råvarerne udgøres på daværende tidspunkt af 96,2% genbrugspapir.

184

Bilag 11984-85 blev der indføre naturgas på fabrikken og der blev samtidig gennemført mindre omlægninger, som medvirkede til en reduktion af energiforbruget. I følge årsberetningen for 1985 har det været et fremgangsrigt år, hvor virksomheden udvidet deres markedsandele i store dele af Europa. Miljø bliver ikke direkte omtalt, men der lægges i beretningen vægt på, at produkterne er fremstillet af genbrugspapir. 11985 bestod råvarerne af 90% genbrugspapir. Året efter - nemlig i foråret 1986 - blev virksomhedens driftstid sat op til 355 dage om året i 2/3 døgn. På nuværende tidspunkt produceres der ligeledes i 355 dage om året, men i døgndrift. De 10 dage, hvor fabrikken er lukket mellem jul og nytår, bruges til reparationer og vedligeholdelse. Årsberetningen for 1986 fortæller om stadig fremgang på trods affaldende salgspriser for ægbakkerne. Beretningen er meget kort og der fremgår intet om miljøforhold. 11987 modtager fabrikken den første henstilling fra amtet, da der er forsømmelser i egenkontrollen af spildevandet. Sagen bliver imidlertid klaret, og fabrikken beklager det hændte. Samme forår bliver der klaget over virksomheden til amtet. Det er så vidt vides den eneste klage, som fabrikken har modtaget fra beboere i lokalområdet. Klagens karakter viste dog, at der spillede andre faktorer ind end virksomhedens drift. Blandt andet blev der klaget over afbrænding af metal, gylle og hø på virksomheden, hvilket ikke har fundet sted i.fig. fabrikken selv. Fabrikken er generelt vellidt i lokalområdet. Dette er naturligvis begrundet i, at det er en stor arbejdsplads, der beskæftiger mange personer fra Tønder og omegn. 11987 er produktionen overgået til 100% returpapir og EXCO-hallen, der muliggør ekstra farvning af produkterne bliver taget i brug. I årsberetningen for 1987 fremgår det, at det igen har været et fremgangsår for Hartmann. Samtidig nævnes det, at emballage fremstillet af genbrugsmaterialer er blevet et væsentligt mere efterspurgt og, at genbrug er et salgsargument. Miljø er ikke omtalt, men det fremgår specifikt, hvad der er investeret i miljø rent beløbsmæssigt. Det fremgår ikke, hvilke installationer det drejer sig om.

185

Bilag Fremgangen fortsatte i 1988 med et bedre resultat end året før. Miljø indgår ikke i årsberetningen. Der argumenteres derimod for virksomhedens gavn for samfundsøkonomien ved at producere med genbrugsmaterialer og anvende dansk produceret naturgas. I årsregnskabet for 1989 bliver det beskrevet, at der er erobret markedsandele i Europa på bekostning af plasticprodukter. Argumentet for dette er i.fig. Hartmann miljømæssigt funderet. Efter et tilsyn i foråret 1990 får virksomheden endnu en henstilling om at stoppe papirflugt og udarbejde retningslinier for håndtering af kemikalier, da der har været et uheld. Det fremgår af korrespondancen, at der var overvejelser om at give virksomheden et påbud. Tidligere erfaringer med virksomheden medførte dog, at man mente det var tilstrækkeligt med en henstilling. I slutningen af 1990 blev der givet tilladelse til at anvende slammet til jordbrugsformål. Tilladelsen inkluderer både papir- og deinkingslammet. Betingelserne for godkendelsen er, at slammet før udbringning bliver komposteret. Egenkontrol kravene er prøvetagning på både den færdige kompost og direkte på slammet. Der skal måles for en bred vifte af tungmetaller, tørstof og glødetab. Deinkingslammet består hovedsageligt af trykfarve, limrester og papirfibre. Papirslammet består af papirfibre, krit, kaolin og okker. 11990 får Brdr. Hartmann gennem sit tyske datterselskab kontakt med den tyske organisation B AUM, som er en upolitisk erhvervsorganisation til fremme af forståelsen for miljøets betydning i virksomheden såvel internt som eksternt. Et internationalt BAUM bliver dannet, med Hartmann som medlem i bestyrelsen. Ideen bliver ligeledes taget op i Danmark. Dette sker i 1991 med dannelsen af E.L.M.24, hvor direktør for Hartmann Vagn Genter tager initiativet. Det er på nuværende tidspunkt Hartmann, der er primus motor i E.L.M. 1990 er samtidig året, hvor miljø omtales for første gang i et selvstændigt afsnit i årsberetningen, der samtidig har skiftet layout fra glitterpapir til et "genbrugspapir-farvet" med håndtegninger og vægt på et miljørigtigt image. Året er samtidig et godt år for virksomheden produktions- og indtjeningsmæssigt.

24

Erhvervslivets Ledelsesforum for Miljøfremme 186

Bilag 11991 udbeder investeringsfirmaet Gudme Raaschou sig aktindsigt i Hartmanns sag med begrundelsen, at der er et stigende ønske fra investorer om miljømæssige informationer om virksomhederne. I årsberetningen bruger Hartmann flere sider på, at med grøn skrift, at beskrive produktionsgangen og de miljømæssige tiltag. Her omtales endvidere muligheden for at benytte støbepap til emballering af elektroniske produkter som erstatning for polystyren. 11991 kulminerer mange års fremgang med et succes år. 11992 bliver der for første gang omtalt vanskelige markedsforhold og en afmatning i salget. Det er flere faktorer, der spiller ind på situationen idet der både er et fald i æg salget som følge af salmonella epidemier i Europa og samtidig indtrængning af billige produkter fra Syd Europa. Som nævnt tidligere starter dette en priskrig og Hartmanns indtjening falder flere år frem. Samme år bliver miljøchef Anna Lise Mortensen ansat og der bliver udarbejdet en miljøstrategi. Mange af Hartmann's miljøaktiviteter er indtil nu foregået ad hoc og med spredte ansvarsområder, som denne gennemgang også viser. I 1992 udformer Hartmann deres egen miljøstrategi, der er et stiliseret miljøtræ, der symbolisere de vigtigste elementer, der er indeholdt i miljøarbejdet. Hovedlinierne i strategien er at anlægge en helhedsbetragtning i miljøarbejdet, samt i højere grad at arbejde forebyggende. Miljøstrategien er gengivet i årsberetningen. 11992 overvejer virksomheden at gå tilbage til affyre med fuel olie i de 4 kedler. Det bliver gennemført, da man mener, at fuelolien nu er mindre miljøbelastende end før og da den er billigere. Samtidig er der overvejelser omkring at etabler et kraft- varmeværk. Disse overvejelser foregår i samarbejde med Energistyrelsen, Tønder kommune og Tønder fjernvarme. Samtidig med arbejdet med miljøstrategien og som følge af ansættelsen af miljøchefen bliver der i 1992 påbegyndt et arbejde omkring udarbejdelse af en livscyklusvurdering af støbepapprodukterne. Dette redskab får i de efterfølgende år stor betydning for disponeringerne på virksomheden, særligt i forbindelse med overvejelserne omkring energiforsyningen. 11993 bliver arbejdet med livscyklusvurderingen foreløbige afsluttet og der er igangsat miljørevision på fabrikken i Tønder i samarbejde med amtet. I årsberetningen fremgår det, 187

Bilag at det har været et utilfredsstillende år for virksomheden og forventningerne til 1994 er små. Udviklingen betegnes imidlertid stadig som gunstig. I årsberetningen er miljøstrategien atter gengivet dog i en mindre detaljeret form end året før. I årsberetningen for 1994 fremgår det, at det var et utilfredsstillende år. Priserne på returpapir har været stigende og salgspriserne for støbepap vigende. Der sker dog iflg. årsrapporten foretaget mange forbedringer i produktionen. Der bliver indført et computerstyret overvågningsprogram, et nyt system for råvaremodtagelse og virksomheden bliver ISO-9002 godkendt (kvalitetscertificering). Endvidere modtag Hartmann en miljøpris Color Gruppens sølvbarre for indsatsen i foreningen E.L.M. Foråret 1994 opstartes et miljøprojekt, der skal synliggøre og dokumentere status for energiforbrug og miljøpåvirkninger. Formålet er at udarbejde en miljøhåndbog, som skal indgå i kvalitetsstyringen. Arbejdet med miljørevision kører videre og det forventes færdig til certificering i 1996. Det bliver endvidere besluttet at opføre et kraftvarmeværk, der udover at forsyne virksomheden selv, skal levere fjernvarme til Tønder og elektricitet til nettet. I sommeren 1995 ansøger virksomheden om en frivillig rammegodkendelse. Det giver virksomheden større handlefrihed overfor mindre ændringer i produktionen idet der ikke skal søges om forudgående godkendelse, hvis ikke ændringerne medfører yderligere belastning af miljøet. 11995 bliver det besluttet at Hartmann skal lave et grønt regnskab for Tønder. Virksomheden deltager i et projekt koordineret af revisionsfirmaet PriceWaterhouse og miljøstyrelsen. Der er yderligere 2 virksomheder, der deltager. Arbejdet skal udmunde i en bruttomodel for grønne regnskaber på baggrund af den opsamlede viden. Arbejdet startede i december 1993. Arbejdsbelastningen i denne periode har for Hartmanns vedkommende beløbet sig til ca. 4000 arbejdstimer, hvoraf halvdelen er brugt på nuværende tidspunkt. Der er i arbejdet brugt meget tid på at få defineret begreber, da det har været et samarbejde mellem miljø og økonomi afdelingerne i virksomheden. [TD, d.24.10.95] Regnskabet forventes udgivet i foråret 1996. Miljønyhedsbrevet er nu (1995) blevet slået sammen med det almindelige nyhedsbrev. Dette skal ikke tolkes som at miljø har fået en mindre betydningsfuld rolle hos Hartmann, men derimod at det skal ses som en del af virksomhedens profil på højde med andre områder [TD, d.24.10.95]. Vi mener, at den udformning nyhedsbrevene har fået efter 188

Bilag viser, at miljøet ikke bliver specielt nedprioriteret. Tankegangen med at samle det fungerer vel alt andet lige også bedre, fordi det får en fælles prioritet. Endvidere vil det også være muligt at stille økonomiske og økologiske kalkuler op overfor hinanden, hvilket kan give Hartmann et bedre baggrund at vurdere forskellige tiltag på.

189

Bilag

Bilag 5 Kemikalier fra EXCO-hallen Kemikalie

Toksisk effekt

Kridt (73%)

ingen toksisk eller miljøskadelig effekt

Cerestar (4,2%)

består af modificeret majsstivelse tilsat vand og aske, derfor ingen toksisk effekt

Tinopal (0,5%)

toksisk effekt (LD50 (rotte) > 5 g/kg, LC-50 (fisk) > 1 g/l.

Multinol (0,24%)

ikke toksisk.

Glyoxal 40T (3,8%)

LD-50 (rotte)>2 g/kg, LC-50 (fisk) 750- 1550 mg/l. Stoffet indeholder ca. 500 ppm formaldehyd (formalin)

Natriumcarbonat (0,02%)

ingen økologiske eller toksikologiske effekter

Farvepigmenter

intet oplyst

Behandling efter brug i prod.

Listen over farlige stoffer

aim. losseplads

mærkningspligtigt

Produktet indeholder 40% vandig opløsning af ethandial og er mærket "lokalirriterende"

xn

intet oplyst

[Notat den. 15.1.1989, fra producenten til Sønderjyllands Amt]

190

intet oplyst