KINAKULTUR.DK tidsskriftartikel
artikler om kinesisk kultur samfund og historie.
26. marts 2013 - Artikel nr. 2.311
KINAS STAT OG REGERING
Konfucianismen grundpillen i den kinesiske statsideologi Konfucianismen er et etisk system baseret på læren fra ”Confucius”, der er en latinisering af den kinesiske filosof Konfutze også kendt som Kong Qiu, Kong Fuzi. Selve begrebet Konfucianisme blev udviklet efter Kong Fuzis død, hvor hans tanker blev nedskrevet af hans disciple i de klassiske konfucianske og kanoniske skrifter kaldt for ’de fire klassiker’. Konfucius (551-479 f.v.t.) var en af de første filosoffer til at tænke etik i relation til den politiske orden og derved kom konfucianismen til at påvirke samfundet, hvad angik det politiske og sociale liv i Kina fra ca. 100 f.v.t. indtil det tidlige 20. århundrede. Der er fem forhold som står centralt i konfucianismen: forholdet mellem magthaver og undersåt, far og søn, ældre og yngre bror, mand og kone samt forholdet mellem venner, ældre og yngre. Enhver havde sin plads i samfundet og sin opgave at udføre. Således skulle en kejser være en kejser og en undersåt en undersåt. Sidstnævnte måtte bøje sig for førstnævnte, som til gengæld havde et moralsk ansvar overfor sidstnævnte. Det konfucianske system er således baseret på en paternalistisk form for statslige og lydige borgere i modsætning til aspekter af et vestlig liberal demokrati, som er baseret på principperne om individuelle rettigheder og sociale kontrakter mellem regeringen og dens borgere. I 1911, da den sidste kejser af Kina blev væltet faldt Konfucianisme i unåde i Kina, og det seneste århundrede var hans tanker uønskede af myndighederne. Imidlertid opfordrede den kinesiske præsident Hu Jintao i 2006 embedsmænd til at vende tilbage til den konfucianske moralske etik, for at imødegå korruption og de voksende uligheder inden for det kinesiske samfund. Med fuld billigelse af kommunistpartiet, der kan bruge konfucianske dyder som høj arbejdsmoral og uddannelse i deres udvikling af det kinesiske samfund.
Kinas Statsform
ste partisekretæren, der ofte er ’han’ kineser. De etniske grupper der befolker Kina, består af 56 grupper hvor hankinesere tegner sig for 91,59 %, og udgør hovedparten af den samlede kinesiske befolkning og de andre 55 grupper udgør de resterende 8,41 % i henhold til den femte nationale folketælling fra år 2000. De etniske minoritetsgrupper tæller over 120 mio. mennesker og har traditionelt beboet ca. 60 % af det territorium, der i dag kontrolleres af den kinesiske stat, hvilket især skyldes den enorme udstrækning af Indre Mongoliet mod nord, Xinjiang mod nordvest og Tibet og Qinghai mod vest. Selv om de etniske minoritetsgrupper kun udgør en lille andel af den samlede kinesiske befolkning, er de i vid udstrækning fordelt i gennem alle regioner i Kina. De regioner, hvor de er mest koncentrerede er, det sydvestlige Kina, det nordvestlige Kina og det nordøstlige Kina.
Folkerepublikken Kina, er verdens folkerigeste stat, landet rummer ca. 1/5 af Jordens befolkning. Fra gammel tid er Kina inddelt i provinser, der i størrelse og betydning kan sammenlignes med nationer i andre dele af verden. På provinsniveauet er Kina inddelt i i fem administrative niveauer, bestående af: provinsniveau, præfekturniveau, amtsniveau, townshipniveau (en form for storbykommune) og landsbyniveau. På provinsniveauet er der en opdeling med 23 provinser (Kina medregner Taiwan som en endnu ikke ”befriet” provins), 5 autonome regioner, 4 bydistrikter og 2 speciel administrative zoner (Hong Kong og Macau), der alle er direkte under den centrale regering. På præfekturniveau (en slags regioner) er der 333 administrative enheder, opdelt i præfekturer, præfekturniveau byer samt autonome præfekturer. På amts niveau er der opdeling i 2858 administrative enheder og på townshipniveauet er der 40.859 administrative enheder. På det nederste niveau landsbyniveauet, er der utallige landsbyer, mindre byer og distrikter. Autonomi omfatter et begrænset selvstyre for kompakt beboede minoritetsområder. Autonomien gælder især det kulturelle område. Administrationen skal foregå på den største minoritets sprog, og guvernøren skal tilhøre samme minoritet, men det gælder ikke for før-
Han kineser
Navnet "Han" kommer fra Han-dynastiet som herskede over et forenet Kina fra 206 f.Kr. til 220 e.Kr. Hankinesere kan spore deres aner tilbage til Huaxia folk, der boede langs den Gule Flod i det nordlige Kina.. Gennem århundreder har Han kineserne opsuget mange af de etniske gruppers kultur og sprog. Han-kinesere er ikke en homogen gruppe, ogligner på ingen måde hinanden fra nord til syd, men fælles for dem er en kulturel binding, der 2
KINAKULTUR.DK
betyder, at de identificere sig med hinanden og kalder sig for Han. Han kineserne taler forskellige dialekter og endda forskellige sprog, som undertiden er indbyrdes uforståelige, men de deler en fælles skriftlig system baseret på Mandarin. Traditionel har Han samfundet haft tre grundlæggende klasser, som var Mandariner (bureaukrater og aristokrater), en klasse
af bønder, arbejdere og håndværkere, og "almindelige folk," dem, der var udstødte af samfundet. Lige siden grundlæggelsen af det kinesiske imperium, har Han-samfundet domineret Kina, med undtagelse til de to fremmede dynastier Yuan-dynastiet og Qing-dynastiet. Men selv i de perioder, hvor Han folket ikke var i direkte kontrol over Kina, havde de stadig stor indflydelse.
Kina består af 56 forskellige officielle nationaliteter: Han (91,96%) , zhuang (1,37%), manchu (0,87%), hui (0,76%), miao (0,65%), uighur (0,64%), yi (0,58%), tuchia (0,50%), mongoler (0,42%), tibetanere (0.41%), puyi (0,23%), dong (0,22%), yao (0,18%), koreanere (0,17%), Dai (0,14%), hani (0,11%), kazak (0,1%), tai (0,09%), li (0,09%), andre (0,51%). De autonome områder er beboet med etniske mindretal.
Kinas politiske system
Folkerepublikken Kina blev oprettet 1. oktober 1949, efter at kommunisterne stort set havde vundet den kinesiske borgerkrig. Nationalisterne (Kuomintang), som havde regeret Republikken Kina mellem 1911 og 1949, flyttede på det tidspunkt til Taiwan. I 1971 blev Folkerepublikken Kina af FN anerkendt som Kinas legitime regering. Indtil da havde republikken på Taiwan haft Kinas plads i FN og sikkerhedsrådet. Iflg. det danske udenrigsministerium, fører Danmark ligesom langt hovedparten af verdens lande, herunder EU-landene og USA, en ét-Kinapolitik. Det vil sige, at Danmark anerkender Kina og ikke Taiwan, og Danmark har derfor ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan. Samtidig er det dog dansk politik at udbygge de økonomiske og kulturelle forbindelser til Taiwan. 3
KINAKULTUR.DK
Kina er en socialistiske republik, og det politiske system i Kina er anlagt i en struktur, som formelt deler magten mellem tre centrale organer: Det Kommunistiske parti, staten og hæren. Partiet står over de to andre og er helt integreret i de to andre organer. Partiorganisationen har ansvaret for alle aspekter af ideologi og for koordinationen mellem staten og hæren. Kinas Kommunistiske Partis magt er forankret i Kinas forfatning. Det kommunistiske Parti nævnes ikke i selve forfatningens lovtekst, men i indledningen til forfatningen står der, at Folkerepublikken bygger på socialisme med kinesiske karakteristika, under ledelse af Kinas Kommunistiske Parti og vejledning. Formelt set i henhold til Kinas forfatning, administreres staten igennem Den Nationale Folkekongres (Kinas parlament) og de lokale folkekongresser. Staten og kommunistpartiet kan således reelt set ikke adskilles. Den udøvende magt lig-
ger formelt hos ministerpræsidenten og regeringen, det såkaldte statsråd, men som tidligere nævnt reelt hos Kommunistpartiets ledelse. I regeringen sidder statsministeren, statskommissionscheferne, generaladvokaten, Den Stående Komités generalsekretær og guvernøren for Kinas Nationalbank. Regeringen er ansvarlig over for og rapporterer til Kongressen eller til Den Stående Komité, når Kongressen ikke er i session. Der er andre politiske partier i Kina, der findes otte andre lovlige partier, det gælder bl.a. De kinesiske arbejderes og bønders demokratiske Parti, Kuomintangs revolutionære Komite og Ligaen for selvstyre på demokratisk Taiwan. Der eksisterer endvidere selvstændige partier i Macau og Hong Kong der er nævnt som demokratiske partier, og deltager i de nationale folkekongresser og det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference, men de er dog alle underlagt kommunistpartiets kontrol.
Magtstrukturen
Magten i Kina er baseret på kommunistpartiets pyramide struktur, der hviler på millioner af lokale partiorganisationer hele landet og når hele vejen op til de højeste beslutningstagende organer i partiet.
4
KINAKULTUR.DK
Kommunistparties opbygning
På partikongressen gøres der status for landets situation og politikken for de næste fem år fastlægges. De cirka 2300 kongresdelegerede, repræsenterer Kinas ca. 82 millioner medlemmer af kommunistpartiet.
De primære magtorganer i det kommunistiske parti
i det kommunistiske parti, som er beskrevet i partiet forfatning er: Centralkomitéen, politbureauet, politbureauet stående udvalg og generalsekretæren, der er den højest rangerende embedsmand inden for partiet, og som regel Kinas altoverskyggende de facto leder.
Kommunistpartiet har en pyramidelignende opbygning, hvor det øverste niveau er Den Nationale Partikongres, der holdes hvert femte år (den seneste partikongres var den 18. partikongres i 2012).
Teoretisk er partiets øverste organ den Nationale Parti Kongres, som mødes mindst en gang hvert femte år, men de primære magtorganer
5
KINAKULTUR.DK
Den centrale militærkommission for Folkerepublikken Kina
På partikongressen bliver det formelt besluttet, hvem der skal sidde i kommunistpartiets øverste top. I praksis er det dog et valg der tager udgangspunkt i en topstyret ledelse (top-down) som i modsætning til bottom-up, hvor valg sker fra de nederste niveauer.
Den centrale militærkommission (en parallel organisation af den statslige institution af samme navn), er det højeste militære organ med ansvaret for kommandoen af Kinas væbnede styrker, Folkets Befrielseshær og de paramilitære styrker Folkepolitiet. Militærkommissionen er anført af en formand og består yderligere af næstformænd og medlemmer. Kommissionen vælges for en periode på fem år og kan stå til genvalg.
Medlemmer af det øverste organ, Politbureauets Stående Udvalg (7 medlemmer 2012), kommer fra Politbureauet (25 medlemmer i 2012), hvis medlemmer kommer fra Centralkomiteen (300 medlemmer i 2012). De 7 medlemmer af det Stående Udvalg og medlemmer fra Den Centrale Militærkomite, udgør kommunistpartiets top, herunder præsidenten, vicepræsidenten og premierministeren fra Den Nationale Folkekongres.
Centralkomiteen
Kinas Nationale Partikongres er det højeste organ indenfor Det kinesiske kommunistparti, men i perioderne mellem partikongresserne er det Centralkomiteen, der har omkring 300 medlemmer. Selv om Centralkomiteen ikke udøver myndighed på samme måde som en lovgivende forsamling ville gøre det, er den et vigtigt organ, idet centralkomiteen omfatter kommunistpartiets, statens og de væbnede styrkers øverste lederskab. Til forskel fra partikongresserne, som altid har været ceremonielle, er møderne i Centralkomiteen af og til arenaer for reelle debatter og beslutninger om partiets politik.
Politbureauets 'Stående Udvalg'
De 7 medlemmer udgør kommunistpartiets top, herunder præsidenten, vicepræsidenten og premierministeren. Når Den Nationale Folkekongres ikke er i møde, besidder Den Stående Komite den højeste statsmagt. Ifølge den nuværende forfatning, besidder Den Nationale Folkekongres og Den stående komité i fællesskab den lovgivende magt. Når Den Nationale Folkekongres ikke er samlet, er det Politbureauets Stående Udvalg, der fortolker og overvåger de andre statsorganers arbejde og afgør udnævnelsen af embedsmænd. Det stående Udvalg, har magt til at ratificere traktater og aftaler samt til at erklære krig.
Den centrale kommission for Disciplin og Inspektion af Kinas Kommunistiske Parti
Den centrale kommission for Disciplin og Inspektion af Kinas Kommunistiske Parti Ofte forkortet til ”Kommissionen for disciplin” er en organisation der undersøger an-klager om korruption og embedsmisbrug blandt partiledere.
Politbureauet
Det kinesiske kommunistpartis politbureau, er en gruppe på 19 til 25 personer som fører tilsyn med Det kinesiske kommunistparti. Til forskel fra politbureauer i andre kommunistpartier er den politiske magt i politbureauet centraliseret i Politbureauets Stående Komité. Politbureauet udnævnes formelt af Centralkomiteen for det kinesiske kommunistparti, men i praksis er politbureauets medlemmer udpeget af det Stående Udvalg. Sekretariatet for Det Kommunistiske Parti Sekretariatet varetager arbejdet i politbureauet og dets stående udvalg, og ledes af en generalsekretær. Den vigtigste rolle i sekretariatet består i at yde bistand til beslutningsgrundlag i både partiet og staten. Sekretariatet har stor autoritet i det kommunistiske parti i Kina hvor det er politbureauet og dets stående udvalg der vælger eller udpege de ledende embedsmænd til sekretariatet. Generalsekretæren for Kinas Kommunistiske Parti den højeste embedsmandsstilling i Kinas Kommunistiske Parti og de facto ledere af Folkerepublikken Kina.
6
KINAKULTUR.DK
Den kinesiske stat
over 2.862 kommunale og amtslige regeringer og utallige townships.
Kinas parlament
Folkets Store Hal (Renmin Dàhuìtáng) er en bygning på den vestlige side af Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Den har et gulvareal på mere end 170.000 m² og har 300 rum. Der er møderum, der har navn efter Kinas forskellige provinser og møbleret efter områdets stil. Den Nationale Folkekongres (det kinesiske parlament) mødes årligt i det 10.000 sæder store auditorium, og Den Stående Komité mødes i et andet rum. Bygningen bruges til lovgivningsmæssige og ceremonielle aktiviteter for Den Nationale Folkekongres, der mødes hvert år i marts, samt for Kinas Nationale Partikongres der holdes hvert femte år. Desuden bruges den ved statsbesøg og andre større officielle begivenheder. Dog laves det daglige regeringsarbejde i komplekset Zhongnanhai, der ligger i et stort område vest for Den Forbudte By. Den øverste statslige administration for den udøvende magt i Kina, består af præsidenten, statsrådet (med premiereministeren som regeringsleder), statsrådet, sammen med Den Centrale Militærkommission, Folkets højesteret og Folkets anklagemyndighed.
Den Nationale Folkekongres
Den lovgivende forsamling i Kina er Den Nationale Folkekongres, der er Kinas højeste statslige myndighed. Folkekongressen består af omkring 3.000 delegerede, hvoraf 70% er medlemmer af Kinas kommunistparti, og 30% af de delegerede tilhører en af de otte godkendte "demokratiske partier”. De delegerede er valgt på de provinsielle folkekongresser, samt 265 suppleanter valgt af de væbnede styrker. Folkekongressen samles én gang om året i marts i to uger for at ratificere (godkende) bl.a. lovforslag, statsbudgettet og forfatningsændringer, efter direktiver der er udarbejdet af Politbureauet. Folkekongressens delegerede vælges for fem år ad gangen og kommer fra alle egne af Kina. De opstilles efter en række forskellige regler. De deputerede til den nationale folkekongres og medlemmerne af dets stående udvalg vælges for en periode på fem år og kan genvælges, dog kan formand og næstformand for det stående udvalg ikke sidde mere end to femårige perioder. Folkekongressen vælger, efter indstilling fra politbureauet, medlemmer til Det Stående Udvalg (ikke at forveksle med Politbureauets Stående Udvalg), der normalt mødes hver anden måned, og varetager de løbende opgaver, når folkekongressen ikke er samlet.
Niveauer af den statslige administration
Det højeste niveau af den statslige administration er præsidentembedet og den centrale regering. Det næste niveau ligger i de provinsielle regeringer. Under provinsniveauet, er der 7
KINAKULTUR.DK
Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference
tionale folkekongres for en periode på fem år, og kan højest sidde i to femårige perioder.
Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference, er et rådgivende organ. Det er et organ parallelt med folkekongressen. Den politiske rådgivende konference findes på hvert niveau af de lokale folkekongresser bortset fra kommunalt niveau og de særlige administrative regioner. Det kinesiske folks politiske rådgivende konference består af delegerede fra Kinas Kommunistiske Parti, andre politiske partier, organisationer samt uafhængige medlemmer, og repræsentanter fra de etniske grupper. Det rådgivende organ på nationalt plan mødes en gang om året, typisk lige før mødet mellem de nationale folkekongresser.
Den Centrale militærkommission
Den centrale militærkommission er identiske med partiets militærkommission, har 11 medlemmer, hvoraf de fleste er højtstående generaler, leder og kontrollerer Kinas væbnede styrker, Folkets Befrielseshær og de paramilitære styrker Folkepolitiet. I den daglige ledelse, er de underlagt forsvarsministeriet og ministeiret for offentlig sikkerhed. Formanden for den centrale militærkommission og andre magtfulde stillinger er forbeholdt top partimedlemmer. Formanden for militærkommissionen der er udpeget af partiet, er valgt af den nationale folkekongres, de øvrige medlemmer af kommissionen er udvalgt efter at være blevet foreslået af militærkommissionen. Hvert medlem af den centrale militærkommission er valgt for fem år og kan genvælges, men kan højest sidde i to femårige perioder.
Præsident
Præsidenten fungerer som landets statsoverhoved og vælges formelt af den nationale folkekongres for en periode på fem år, og en siddende præsident kan ikke tjene mere end to femårige perioder. Præsidenten besidder også posten som kommunistpartiets generalsekretær samt formand for militærkommissionen. Præsidentens vigtigste funktioner og beføjelser kan bl.a. nævnes: iværksætte lov-forslag vedtaget af den nationale folkekongres, udnævnelse og fjernelse af premierministeren samt centrale medlemmer af statsrådet, modtage akkreditiver fra udenlandske diplomatiske repræsentanter, uddele nationale medaljer og titler, samt erklære krig og proklamerer fredstilstand.
Folkets højesteret
Det kinesiske folks højesteret er det højeste rets myndighed, og fører tilsyn med retsplejen af de lokale folkedomstole og særdomstole der omfatter militære domstole, maritime domstole, og jernbanetransport domstole. Den kinesiske højesteret står til ansvar for den nationale folkekongres og dens stående udvalg. Præsidenten for den kinesiske højesteret vælges af Nationale Folkekongres for en periode på fem år og kan genvælges, men højesteretsformanden kan ikke sidde mere end to femårige perioder.
Statsrådet
Statsrådet er Kinas udøvende magt der ledes af premierministeren og har sit hoved-kvarter i Zhongnanhai , som den deler med det Kommunistiske Parti . Statsrådet har omkring 50 medlemmer Statsrådet er den højeste form for regerings administrationen og står til ansvar for den nationale folkekongres. Statsrådet består af premiereministeren, vicepremiermi-nister samt ministre med ansvar for de tunge ministerier og kommissioner og en rigsrevisor. Premierministeren har det overordnede ansvar for statsrådets og udførelse af de udøvende funktioner for staten, her kan nævnes: Vedtagelse af administrative foranstaltninger, vedtagelse af administrative regler og bestemmelser og udstedelse af beslutninger og forordninger i overensstemmelse med Kinas forfatning og udarbejder og implementerer de nationale økonomiske og sociale udviklingsplaner samt budgettet. Statsrådet har også de mange lokale administrative enheder – de lokale folkeregeringer – under sig. Premierministeren, vicepremierminister og de andre statsrådsmedlemmer er valgt af den na-
Folkets anklagemyndighed
Den offentlige anklagemyndighed har ansvaret for både retsforfølgning og efterforskning i Folkerepublikken Kina. Dens vigtigste opgaver er at udføre kontrol og tilsyn med de lokale folkeanklagemyndigheder på alle niveauer, for at sikre ensartethed og korrekt implementering af statens love.
8
KINAKULTUR.DK
