Den hemmelige remse Af Kenneth Bernholm (http://kennethbernholm.dk/) Udgivet under Creative Commons BY-NC-ND 3.0 (http://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/3.0/) ISBN 978-87-91845-15-4
Kapitel 1 Nu skal I bare høre. Her for ikke så længe siden var jeg oppe på loftet for at rydde op, og oppe på loftet fandt jeg en gammel bog. Den var så støvet og skrøbelig, at jeg troede, at den ville gå i stykker, men det gjorde den ikke, så jeg tog den med ned og begyndte at læse i den. Det viste sig at være en historie om to børn, Martin og Marie, der boede her i vores hus for hundrede år siden. Lige her i Lynge. Historien handler om, at vores hus faktisk er hjemsøgt og om, hvordan Martin og Marie jagede ånderne væk på Alle Helgeners Aften - ja, det hedder Halloween faktisk oprindeligt. Men der står også, at ånderne ville komme tilbage til Halloween hundrede år efter. Og det er i dag. Så I skal holde øje med loftlemmen, mens I hører historien.
Kapitel 2 Dengang for lidt mere end hundrede år siden lå der et lille, hvidt træhus her, hvor vores hus ligger i dag. Martin og Maries far ville købe det lille træhus og rive det ned, så han kunne bygge et nyt rødt murstenshus. Men alle folkene i Lynge sagde, at han skulle bygge sit hus et andet sted. Der boede nemlig ånder i det lille, hvide træhus, og de ville sikkert blive sure, hvis han rev deres hus ned. Men Martin og Maries far troede ikke på folkene, så han rev det lille,
hvide træhus ned og byggede sit røde murstenshus. Det er det hus, vi bor i i dag. Da det blev efterår, begyndte Martin og Marie at høre mærkelige lyde oppe fra loftet. Og da det blev Alle Helgeners Aften, bankede og hylede ånderne på loftlemmen. Martin og Marie var sikre på, at de ville komme ned og jage dem ud af deres nye hus, så derfor besluttede de sig for at gå over til byens gamle kone for at få hjælp. Nogle sagde, at hun var en heks. Martin og Marie vidste ikke, om det var rigtigt, men hun lignede i hvert fald en heks. Den gamle kone åbnede døren, da Martin og Marie bankede på hos hende. "Jeg har ventet på jer," sagde hun, da de trådte ind i hendes gamle, skæve hus. Der var fyldt med stearinlys og underlige krukker, og en fed, sort hankat som lå og stirrede på dem i en gyngestol. "Hvordan vidste du, at vi ville komme?" spurgte Martin, og den gamle kone svarede, at hun kunne høre ånderne i deres hus. "Er du en rigtig heks?" spurgte Marie så. "Det ved man aldrig," sagde den gamle kone. "Men mit navn er i hvert fald Hildegard. Og hvad hedder I så?" Martin og Marie præsenterede sig og spurgte så Hildegard, om hun kunne hjælpe dem med ånderne. "Det ved man aldrig," sagde Hildegard. "Er I rigtige åndejægere?" Martin og Marie kiggede på hinanden. De var jo bare børn, og de havde aldrig set en ånd. "Har I jeres åndefangeramuletter? Jeres åndefangermærker? Hvad er jeres åndefangernavne?" Martin og Marie sagde ingenting. "Kender I den hemmelige remse?"
Nej, Martin og Marie kendte ikke den hemmelige remse. De kendte heller ikke noget til de amuletter og mærker og navne, som Hildegard talte om. Hildegard sukkede. "Men hvordan vil I så jage ånderne væk fra jeres hus?" "Vi håbede jo, at du ville hjælpe os," sagde Martin. "I skal bruge den hemmelige remse for at jage ånderne væk fra jeres hus," sagde Hildegard. Martin og Marie spurgte straks, hvordan remsen lyd, men Hildegard havde desværre glemt den for længe siden. "I bliver nødt til at besøge kongen af Sibirien," sagde hun. "Kongen af Sibirien?" spurgte Martin og Marie. "Vi kan da ikke rejse til et fremmed land og besøge en konge." "Nej, nej," sagde Hildegard. "Sibirien ligger lidt nordvest for Kongskilde. Det er ikke så langt herfra. Og kongen er bare en gal mand, der kalder sig konge. Han er vist slet ikke rigtig konge. Men man ved jo aldrig." Martin og Marie undrede sig. "Kongen af Sibirien kender vist den hemmelige remse," fortsatte Hildegard "Og han kan i hvert fald give jer jeres åndefangernavne og jeres åndemærker. Men kun hvis I begge har har en åndefangeramulet og et stykke af det sorte skæbnespejl." Det sorte skæbnespejl? Ny syntes Martin og Marie altså, at det hele blev lidt mystisk.
Kapitel 3 Lidt senere cyklede Martin og Marie mod Tystrup Bavelse sø. Hildegard havde fortalt dem, hvad de skulle gøre, men Marie syntes stadig, at Hildegard var lidt mærkelig. "Hvad var det, vi skulle først?" spurgte hun Martin. "Skulle vi først hente vores åndefangeramuletter?"
"Ja," svarede Martin. "Hildegard sagde, at vi skulle hente dem i det sorte træ ved Tystrup Bavelse sø, hvor kæmpeedderkopperne bor." "Men hvad skulle vi bruger amuletterne til?" spurgte Marie. Martin tøvede lidt. Han skulle lige tænke efter. Så sagde han: "Jeg tror nok, at åndefangeramuletten viser, hvilken type ånd man er bedst til at kæmpe imod." "Jeg tror altså ikke, jeg er god til at kæmpe mod ånder," sagde Marie. Da Martin og Marie kom til søen, fandt de det sorte, gamle træ. Træet var hult, og der var et hul i det, som lige akkurat var stort nok til, at man kunne stikke sin arm ind. "Skal vi have en amulet hver?" spurgte Marie. "Det sagde Hildegard," svarede Martin. "Du må gerne være den første." "Næh nej," sagde Marie. "Du starter." Martin kiggede på det sorte hul. Han kunne ikke lide at stikke hånden ind til de kæmpeedderkopperne, men han ville jo gerne jage ånderne ud af sit hus. Til sidst tog han mod til sig og stak armen ind. Hildegard havde sagt, at edderkopperne sover om dagen, men han kunne mærke deres deres lange, stive ben og deres bløde pels. Pludselig mærkede han også noget rundt. Han greb fat i det og trak det ud. Det var en rød amulet med et billede af en mumie. Da Marie også havde taget en amulet fra hullet, gik de videre mod Dødemandsmosen i Sønderskov Syd. "Det var jo ikke så slemt," sagde Marie. Hun gik og kiggede på sin store, røde amulet, som havde et billede af en varulv. "Næh, men jeg var altså bange til at starte med," sagde
Martin. "Hvad nu hvis edderkopperne var vågnet?" "Tænk nu ikke mere på det," svarede Marie. "Nu skal vi til Dødemandsmosen og hente et stykke af det sorte skæbnespejl." Hildegard havde fortalt dem, at en bondekarl fra Vester Broby en vinternat havde været på vej hjem fra Sorø. Han var gående, og han besluttede sig til at skyde genvej gennem Sønderskov Syd. Men han forsvandt, og næste dag fandt man kun hans fodspor, der ledte direkte ud i mosen. Derfor hed den Dødemandsmosen i dag, og man havde hængt en sæk med nogle magiske stykker sortsvedet spejl ud i en sæk for at redde hans ånd eller hans sjæl. Sækken hang på en gren midt ude i mosen, og Martin og Marie skulle hente et stykke hver for at se deres egen sjæl, og hvilken styrke de havde i kampen mod ånderne. "Nu er vi der vist," sagde Martin. De stoppede begge og kiggede ud over mosen, hvor det grønne mosevand boblede og lugtede fælt. "Kan du se ham bondekarlens fodspor," spurgte han Marie. Det kunne hun ikke. "Hildegard sagde, at vi skulle balancere hen over mosen på et gammelt træ, der var væltet,« sagde Marie. »Det må være det, der ligger derhenne." Før Martin nåede at advare hende, sprang Marie op på træet og balancerede ud over den lumske mose. "Kom nu Martin," sagde hun og vendte sig om. Men det skulle hun ikke have gjort. Hendes ene fod gled og hun faldt. Heldigvis landede hun lige på enden, og det gamle træ knirkede, men det gik ikke i stykker. Marie rejste sig forsigtigt op igen. Hun havde fået mosevand i den ene sko, og nu gik hun meget forsigtigt fremad. Martin fulgte efter hende, og snart kom de til en gammel, brun sæk, der hang på en gren. Mens de holdt godt fast i grenen, tog de hver et stykke af det sorte skæbnespejl. Men de vovede ikke at kigge på det. De balancerede bare lige så
forsigtigt tilbage, til de var ud af Dødemandsmosen.
Kapitel 4 Turen til Sibirien gik ad Suserupvejen, og da de endelig nåede frem, var det sent på eftermiddagen. Det varede ikke længe, før solen ville gå ned, og ånderne kom ned gennem loftlemmen hjemme i huset. "Jeg troede, at Sibirien var fyldt med is og sne," sagde Martin. "Det har jeg da lært i skolen." "Jamen det her er jo ikke det rigtige Sibirien," sagde Marie. "Det er bare et naturområde, som man kalder for Sibirien." "Goddak goddak. Hvem er I?" var der pludselig en stemme, der spurgte bag dem. Martin og Marie hvirvlede rundt. Der stod en mand med et langt gråt skæg og sort kappe og kiggede på dem med snurrende øjne. "Er .. er du kongen af Sibirien?" stammede Martin forskrækket. "Jak jak. Det er mig. Jak. Men hvem er I?" spurgte manden igen. "Vi hedder Martin og Marie," svarede børnene. "Vi bor i Lynge, og vi har brug for hjælpe til at jage ånderne ud af vores hus." Kongen af Sibirien talte underligt. Han sagde tit ord, der rimede på »gak«, og han var vist også lidt gak i hovedet. Men han var også rar mod Martin og Marie, og han ville gerne give dem deres åndefangernavne og deres åndefangermærker. "Hak I jeres åndefangeramuletter," spurgte han, og Martin og Marie viste deres amuletter frem med mumien og varulven. "Jak. Det er fint. Tak. Gak. Og hvad med det sorte skæbnespejl. Hak I begge et stykke af det sorte
skæbnespejl?" Martin og Marie havde helt glemt spejlet, men nu hev de stykkerne frem. Når Martin kiggede på sit stykke af spejlet, var der et billede af et sværd. Marie så et øje i hendes stykke af spejlet. "Ahak," sagde kongen af Sibirien, da han kiggede på deres amuletter og i deres spejle. "Ahak," gentog han. "Pige. Dig først. Dit navn skal være Varulvefinder, for du er god til ak se varulve, også når de er usynlige for andre." Så stak han hånden i lommen og trak en lille dåse frem. I dåsen var der noget farve, som han tegnede Marie i ansigtet med. "Dette er mærket for varulvefindere. Jak." sagde han. Martin gav han navnet Mumieslager, for Martin ville være stærk, når der skulle kæmpes mod mumier. Og Martin fik tegnet et mumieslager-mærke i ansigtet. Men hvad med den hemmelige remse? Den måtte de ikke glemme. "Vi skal også vide den hemmelige remse," sagde Martin og Marie i munden på hinanden. "Uden den kan vi ikke jage ånderne ud af vores hus." "Ak. Ak. Den kak jeg desværre ikke huske. Ak. Ak," sagde kongen af Sibirien. "Ak. Ak." Martin og Marie var rystede. Uden den hemmelige remse havde de intet våben mod ånderne. Hvad skulle de gøre? Slukørede cyklede de hjemad. Det var ved at blive mørkt, og deres eneste håb var, at Hildegard måske var kommet i tanke om remsen, mens de havde været væk. Men de troede ikke rigtigt på det.
Kapitel 5 Da Martin og Marie kom tilbage til Hildegards hus, var det mørkt. De bankede på hendes dør, men der blev ikke åbnet.
"Hvad gør vi nu?" sukkede Martin. "Det eneste, vi kan gøre," sagde Marie. "Vi tager hjem." De to børn cyklede hjemad forbi møllen, der dengang stadig stod på taget og snurrede, og efterhånden som de nærmede sig deres hjem, kunne de høre åndernes hylen. Desuden blinkede noget underligt lys henne fra deres hus. "Hvorfor var I så lang tid om det?" råbte Hildegard, da de kom hen til deres havelåge. Hildegard stod inde i haven. Underlige gule og grønne lys blinkede gennem vinduerne i huset, og ånderne var i gang med at klemme sig ud gennem små huller i taget. Et blæsevejr, der kun kunne mærkes lige ved deres hus, fik Hildegards forklæde til at blafre voldsomt. "Skynd jer nu med remsen," kaldte Hildegard. "Det er sidste change." "Men vi har ikke remsen," råbte Marie tilbage. "Kongen af Sibirien kendte den ikke." Hildegard stirrede forfærdet på dem. Ånderne hylede og skreg. "Har I stadig jeres stykker af det sorte skæbnespejl?" spurgte Hildegard. Martin og Marie rodede i deres lommer og trak så begge et stykke spejl frem. "Hurtigt," kommanderede hun. "Hold dem sammen. Måske er det nok." "Nok til hvad," spurgte Martin. "Nok til at læse remsen." "Er remsen i spejlet," spurgte Marie? "Nogle gange," svarede Hildegard, mens hun stirrede ned i de to stykker sort spejl og gennemsigtige ånder i gustne farver fløj rundt om dem og hev dem i tøjet. "Hvis stykkerne er store nok, kan man nogle gange se remsen." "Se bare der," råbte hun og pegede ned i spejlet.
Martin og Marie kiggede. Først kunne de ikke se noget, men så dukkede der nogle ord frem. "Det er remsen," udbrød Martin. "Jeg kan se den. Den er lige der." "Jeg kan også se den," råbte Marie. "Hvad gør vi nu?" "Vi må sige den sammen," svarede Hildegard. En ånd hev hendes tørklæde af, og hendes lange grå hår flagrede ud i vinden, så hun så ud som om, hun blev dobbelt så stor. "Kom så," sagde Hildegard, og så råbte de alle tre den hemmelige remse, så højt de kunne. Det var ikke nemt at høre, for ånderne skreg og tudede og hvinede så frygteligt, men de håbede, at det var nok. "ALLE I SLEMME / BLIV NU DERHJEMME / VI FINDER JER OG BINDER JER / VI STOPPER JER OG PROPPER JER / I FÆNGSEL." Først så det ikke ud til, at remsen havde virket. Ånderne forsvandt ikke, og Martin og Marie var bange for, at de ikke havde råbte højt nok. Men pludselig opløstes nogle af ånderne i farvede skyer. Andre blev trukket af en usynlig hånd tilbage ind gennem de små huller i taget. Og nogle ånderne begyndte at snurre rundt hurtigere og hurtigere, indtil de begyndte at blinke og til sidst sank de ned i jorden. "Det virkede," jublede Martin og Marie, da alle ånderne var væk, og nattemørket igen var roligt. Der var ingen blinkende lys. Ingen skrigende ånder og blæsten havde lagt sig. "Godt klaret børn," sagde Hildegard. "Ånderne er væk, takket være jer." "Og dig, Hildegard," sagde de. "Vi gjorde det sammen alle tre. Nu er det slut med ånder." "Det ved man aldrig," svarede Hildegard. "De kommer sikkert igen om hundrede år. Når det bliver Alle Helgeners Aften igen."
