74,7 normalsider

Specialets omfang: 179340 tegn / 74,7 normalsider

1

Indholdsfortegnelse Kapitel 1 - Indledning ............................................................................................................ 4 1.1

Motivation .............................................................................................................. 4

1.2

Problemfelt & Problemformulering ................................................................... 5

1.3 Metode........................................................................................................................... 6 1.4 Specialets opbygning ................................................................................................... 7 1.5 Fravalg ........................................................................................................................... 9 1.6 Ord – og navneforklaring ......................................................................................... 10 1.7 Forskningsoversigt..................................................................................................... 10 Kapitel 2 – Forord ............................................................................................................... 12 Kapitel 3 – Leonora Christinas syn på dronning Sophie Amalie .................................. 13 Kapitel 4 - Maleren Kristian Zahrtmanns syn på dronning Sophie Amalie ................ 23 4.1. Zahrtmanns arbejde med motiverne...................................................................... 31 4.2. Zahrtmanns betydning for Leonora Christina fortællingen ............................... 32 Kapitel 5 – Dronning Sophie Amalie som hun er fremstillet i faglitteraturen ............ 35 5.1 Ludvig Holberg (1684-1754) .................................................................................... 35 5.2 J. A. Fridericia (1849-1912) ...................................................................................... 39 5.3 C. O. Bøggild-Andersen (1898-1967) ..................................................................... 42 5.4 Jørgen Hein (f. 1951)................................................................................................. 44 5.5 Steffen Heiberg (f. 1945) .......................................................................................... 45 5.6 Diskussion og sammenfatning ................................................................................. 48 Kapitel 6 – Dronning Sophie Amalie belyst gennem skønlitteraturen ......................... 50 6.1. Carit Etlar................................................................................................................... 51 6.2. Karen Plesner ............................................................................................................ 54

2

6.3. Helle Stangerup ......................................................................................................... 58 6.4. Johannes Grønborg (1865-1945)............................................................................ 61 6.5. Rie Krarup ................................................................................................................. 63 6.6. Helle Kolding ............................................................................................................ 64 6.7. Peder Christoffersen (Pedro) .................................................................................. 65 6.8. Lisbeth Weitemeyer .................................................................................................. 66 6.9 Diskussion og sammenfatning ................................................................................. 67 Kapitel 7 - Diskussion ......................................................................................................... 69 Kapitel 8 - Konklusion ........................................................................................................ 77 Perspektivering ..................................................................................................................... 78 Abstract .................................................................................................................................. 81 Litteraturliste ......................................................................................................................... 82 Studieforløbsbeskrivelse ...................................................................................................... 85 Formidlingsopgave ............................................................................................................... 89 Bilag 1 – tidslinje til Formidlingsopgave

3

Kapitel 1 - Indledning 1.1

Motivation

Min barndoms første møde med dronning Sophie Amalie skete på biblioteket, som holdt Kristian Zahrtmann-udstilling. Jeg så et dødsbillede af hende, og hadede den blålige, pyntede dame med den opsvulmede tunge. Jeg anede ikke, hvem hun var, eller hvad hun havde gjort. Hun var bare grim, og maleriet var uhyggeligt. Et andet maleri i samme udstilling forestillede en smuk dame med en lille sort perlehat. Hende kunne jeg lide, og bibliotekaren var heller ikke sen til at smide en bog om hende, kongedatteren, efter mig. Dén blev læst, og adskillige bøger om Leonora Christina1 er siden føjet til. Mange år senere hjalp jeg med et bachelorprojekt om Leonora Christina; og blev derigennem opmærksom på, hvor entydigt et billede, der var af Sophie Amalie. Jeg læste i Forskolens Danmarkshistorie fra 1952 at: ”Hun [Leonora Christina] blev ført frem for Sofie Amalie, der rigtig glædede sig til dette møde. Efter at have sagt mange grimme ord til Leonora bød dronningen sine hofdamer rive smykkerne og tøjet af hende lige til skindet.” 2 Det fik mig til at undre mig over, hvordan historie bliver fortalt og hvad hvilken fremstilling der blev Sophie Amalie til del. Min egen opfattelse af dronningen dannedes i min barndom ud fra et maleri, og der var ikke blevet rokket væsentligt ved min forestilling siden dengang. Jeg fandt, at mange af de værker jeg havde tilgang til, næsten ensidigt fokuserede på Leonora Christina. Bøgernes negligering af dronningen gjorde mig opmærksom på, hvordan man tilsyneladende kan fortælle om Leonora Christina uden at berette om Sophie Amalie, hvorimod det omvendte ikke lader sig gøre. Dronning Sophie Amalies person blev, i de forskellige værker, primært omtalt i forbindelse med fængslingen af Leonora Christina, og det blev i stadig stigende grad interessant at se på, hvorfra de forskellige historier om Sophie Amalie havde deres

1 2

Leonora Christina (1621-1698). Datter af Christian IV og Kirsten Munk. Gift med Corfitz Ulfeldt. Hjuler, P. og Einar Schroll: Forskolens Danmarkshistorie, Horsens 1952, s. 90

4

oprindelse. Zahrtmanns malerier var så effektfulde, at en 8-årig fangede budskabet med det samme, og det samme gjorde sig gældende, da jeg i 2006 stod overfor maleriet igen. Jeg var ligeså fordomsfuld, men nu med en større forståelse for kunstnerens intention. Så mit speciale udspringer af et maleri set for længe siden, og et ønske om måske at få et bredere syn på den blå dronning med proptrækkerkrøller.

1.2

Problemfelt & Problemformulering

Der er måske ikke mange, der kender dronning Sophie Amalie. Nogle ved, at hun var dronning og gift med enevoldskongen Frederik III. Andre ved, at hun var vild med jagt, men langt de fleste kender hende nok bedst som dronningen, der lod kongedatteren Leonora Christina fængsle i henved 22 år. Der er ikke mange kilder om Sophie Amalie, men meningerne om hende er til gengæld talrige. Disse bliver blandt andet ytret i talrige bind om Danmarks historie, skrevet af forskellige historikere. Fortællingerne knytter sig blandt andet til dronningens betydning for enevældens indførelse i 1660-61, og som modsætning til Leonora Christina, med hvem Sophie Amalie havde en længerevarende strid3. Denne strid har været genstand for megen opmærksomhed, heriblandt fra forfattere indenfor såvel skøn- som faglitteratur. Mit sigte med nærværende speciale er at belyse, hvordan disse grupper videreformidler deres opfattelse af dronning Sophie Amalie. Interessen for at belyse netop dette ligger i den antagelse, at dronningens eftermæle er skabt af disse fremstillinger. For at behandle eftermælet synes det relevant at studere, hvorledes beskrivelserne tager form, og hvilke påstande forfatterne fremsætter i deres værker. Dette leder til følgende problemformulering: Hvordan har fremstillingerne af dronning Sophie Amalie ændret sig fra 1600tallet og op til i dag? - Hvilke psykologiske sider af hendes personlighed og hendes rolle, er der lagt vægt på i fremstillingerne, og hvorfor?

Efter Frederik III´s tronbestigelse opstod der en langvarig strid mellem Ulfeldterne og kongeparret. Dette gav udslag i mange gnidninger, og kulminerede med Corfitz Ulfeldts landsforvisning og Leonora Christinas fængsling. 3

5

1.3 Metode I det nedenstående vil jeg redegøre for den metodiske opbygning af specialet, samt give en beskrivelse af hvorledes hvert enkelt kapitel er opbygget, og hvilke kilder, der er anvendt. Mit speciale er problemstyret, idet kildeudvælgelsen sker på baggrund af, hvordan kilderne kan besvare min problemformulering. De forskellige værker er valgt ud fra, at de tilsammen danner en tidslinje, som giver et overblik over, hvordan fremstillingerne af Sophie Amalie har ændret sig fra 1600-tallet og op til i dag. De faghistoriske forfattere er udvalgt på baggrund af at de alle har markeret sig indenfor det faghistoriske område, og alle har væsentlige standpunkter i forhold til Sophie Amalie. De skønlitterære forfattere er valgt, da deres værker tilsammen danner et meget bredt billede af dronningen som hun er fremstillet udenfor faghistorien. Da en del af Sophie Amalies omdømme, som ovenfor nævnt, knytter sig til fejden med Leonora Christina, har det været nødvendigt at se på den omfattende litteratur, der findes om kongedatteren. Dette materiale er derfor blevet vurderet, og anvendes udelukkende i det omfang, det beskriver dronningen. Indenfor det skønlitterære kapitel, kapitel 6, opdeles fremstillingerne i to kategorier. Først gennemgås tre historiske romaner, og dernæst behandles andre værker, som har beskrevet dronningen. Dette synes at være en hensigtsmæssig opbygning, selvom den kronologiske linje dermed bliver brudt. Specialets tidslinje vil dog fremkomme i diskussionen i kapitel 7. Kildekritikken udøves efter hver enkelt kilde er blevet gennemgået. Dette er for at kilden først bliver gennemgået på den egne præmisser. Når kilden er blevet behandlet vil der forekomme en kildekritik af såvel tekst som forfatter. Der vil ligeledes være en introduktion af forfatteren, som kan danne baggrundsviden for, hvorfor teksten har den udformning som den har. Når den enkelte tekst er blevet gennemgået, vil det næste værk blive udsat for samme behandling. Der vil kort kobles til den foregående kilde for at skabe sammenhæng mellem de forskellige tekster. Når kapitlets ”diskussion og sammenfatning” nås, vil det opsummerede i hvert afsnit (altså hver enkelt gennemgang) blive fremhævet, således at der danner sig et billede af teksterne i sammenhæng og så den samlede fremstilling af dronningen, der gives bliver tydeligt. Den enkelte tekst-kilde bliver herved diskuteret i sin egen genre, så det kan ses, hvilke virkemidler, som der bliver gjort brug af.

6

1.4 Specialets opbygning Kapitel 2 – Forord Dette kapitel har til formål at introducere dronningen med biografiske data, for således at kunne placere hende i en historisk periode. Når disse nødvendige oplysninger er fremlagt, vil specialets egentlige formål have et fundament at bygge videre på. Kapitel 3 – Leonora Christinas syn på dronning Sophie Amalie Det ville være utænkeligt ikke at lade Leonora Christina få ordet, da det lader til at være hendes beretning, som i århundreder har defineret dronningens eftermæle. I kapitlet om Leonora Christina vil der først blive gennemgået hendes skrift Den franske selvbiografi4 og derefter hendes værk Jammers Minde5. I begge tekster vil citater, der knytter sig til dronning Sophie Amalie blive fremdraget, for at kunne se nærmere på, hvordan dronningen bliver beskrevet. Vagn Lundgaard Simonsens bearbejdede udgave af Jammers Minde, som udkom i 1964, vil blive inddraget, i det omfang, hvor den varierer i forhold til den anvendte version. Dette for at vise, hvad fortolkning fra udgiverens side kan gøre ved et værk. I slutningen af dette kapitel udøves kildekritik og en fokus på hvorfor kapitlets værker præger billedet af dronningen. Leonora Christinas værker tilhører memoire-genren6, og kan derfor hverken placeres under skøn- eller faglitteratur. Hendes placering sker på baggrund af den delte samtid med Sophie Amalie, og tager altså ikke hensyn til det langt senere udgivelsesår for Jammers Minde i 1869.

4

Ulfeldt, Leonora Christina: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Franske Levnedsskildring 1673, Trykt i faksimile v. C. O. Bøggild-Andersen, Forening for boghaandværk, København 1958

5

Ulfeldt, Leonora Christina: Leonora Christinas Jammers Minde, Diplomatarisk udgave ved Poul Lindegård Hjorth og Marita Akhøj Nielsen. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og C.A. Reitzels Forlag, Kbh. 1998 6

Erindringer

7

Kapitel 4 – Maleren Kristian Zahrtmanns syn på dronning Sophie Amalie Maleren Kristian Zahrtmann har malet to billeder af dronningen, som stiller hende i et ugunstigt lys. Et tredje maleri, forestillende Leonora Christina, er tænkt som pendant til de to førnævnte. I kapitlet om Zahrtmann gives en analyse af disse tre malerier, som har haft indflydelse på den fremstilling af dronning Sophie Amalie, som der kendes i dag. Malerierne vil blive analyseret og malerens virkemidler vil fremhæves. I kapitlets slutning vil der blive fokuseret på, hvilken betydning kunstneren har for Leonora Christina fortællingen og dermed fremstillingen Sophie Amalie. Maleren er relevant, idet der i renæssanceåret 2006 blev lavet en udstilling af hans værker, som hed ”Ære være Leonora”. Kapitel 5 – Dronning Sophie Amalie belyst gennem faglitteraturen Kapitlet skal danne et overblik over, hvordan faglitteraturen beskriver dronningen, og skal således føre frem til fortællingen om Sophie Amalie i dag. Først vil den enkelte historikeres behandling af Sophie Amalie blive refereret, hvorefter det vil blive tydeliggjort hvilke sider af dronningen der afdækkes. Herefter fokuseres på historikeren og der gives et bud på hvad der kan være baggrunden for at vedkommende skildrer Sophie Amalie på netop den valgte måde. De udvalgte faghistorikere strækker sig fra Ludvig Holberg og frem til den seneste forskning på området. De her anvendte værker har til formål at redegøre for opfattelsen af enevoldsdronningen fra et faghistorisk standpunkt. Kapitel 6 – Dronning Sophie Amalie belyst gennem skønlitteraturen Indsigten i skønlitterære kilder skal dels beskrive hvilke opfattelser, der eksisterer af dronningen, dels diskutere hvordan historieskrivning også kan foregå. Min påstand er, at fiktionsgenren når et bredere publikum end den faglige genre. I det lys bliver det vigtigt at se nærmere på, hvilket billede de fiktionsprægede værker giver. Der vil blive behandlet såvel historiske romaner, som andre skønlitterære skrifter. Forfatterens profession og genrens virkemidler vil der blive set nærmere på, for til fulde at belyse værkets fremstilling.

8

Kapitel 7 – Diskussion Denne diskussion vil omfatte de enkelte kapitlers delkonklusioner, og disse vil blive diskuteret op mod hinanden udfra problemformuleringens omdrejningspunkt. Det vil blive diskuteret, hvordan de forskellige fremstillinger af dronning har fået fodfæste; samt reflekteret over hvorfor den generelle opfattelse af dronningen har udviklet sig til, hvad den er i dag. Her vil også Peter Burkes teorier om mytologisering og erindringsprocesser blive anvendt. Grunden til at Burkes myteteorier er placeret i diskussionskapitlet er for, at de kan bringes direkte i anvendelse i forhold til konklusionerne fra de foregående kapitler. Desuden vil Pierre Noras teori om erindringssteder blive inddraget. Kapitel 8 – Konklusion Denne vil konkludere på diskussionen og besvare problemformuleringen. Herefter vil formalia, såsom perspektivering, formidlingsopgaven og litteraturlisten blive gennemgået i den rækkefølge som det er angivet i indholdsfortegnelsen.

1.5 Fravalg Jeg har valgt ikke at benytte mig af undervisningsmateriale. De danmarkshistorier jeg er stødt på, har brugt et noget følelsesbetonet sprog om dronningen, som kunne have været spændende at se nærmere på, blandt andet for at belyse den historiske prægning, der er sket af skolebørn. Dette kunne give indblik i den brede befolknings opfattelse af fejden med Leonora Christina og af dronningens person. Når det alligevel ikke er inkluderet, skyldes det materialets righoldige omfang. Det er dog et aspekt, som det kunne være interessant at gøre til genstand for en analyse på et senere tidspunkt. Et andet fravalg består i, at jeg ikke har kigget nærmere på de officielle malerier af Sophie Amalie. Disse kunne, givetvis, have kastet lys over dronningens fysiske fremtoning og iscenesættelse. Kunstværkerne, som de jo rettelig er, kunne have givet modvægt til Kristian Zahrtmanns malerier, som derved ikke ville komme til at stå alene. Disse er blevet fravalgt, idet mit ærinde ikke har været at se på de officielle billeder, da den intenderede mening med disse er at give en glorificeret fremstilling af

9

kongemagten. Desuden lader der også til mere at være fokus på dronningenrollen som embede, end dronningen som person. Samtidskilderne er , på nær en, også valgt fra. Dette er gjort på baggrund af mit ønske om ikke at beskrive et ”sandfærdigt” billede af dronningen. Samtidskilderne er blandt andet gesandtskildringerne og officielle kilder, hvis grunde til at beskrive dronningen kan tilskrives deres erhverv. Derudover drejer det sig om samtidskilder af personlig karakter, som dagbøger og levnedsskildringer. Der er således i specialet ikke tale om en søgen efter, hvordan Sophie Amalie i virkeligheden var, men nærmere et ønske om at se på, hvordan eftertiden har fremstillet hende. Når Leonora Christina som samtidig kilde alligevel er med, skyldes dette den position hendes værker har fået i eftertiden, og som derfor lader til at have præget det eftermæle, som vi kender til i dag.

1.6 Ord – og navneforklaring Da Sophie Amalie er specialets omdrejningspunkt, skelnes der ikke mellem anvendelsen af ordene ”dronning”, ”dronning Sophie Amalie” og ”Sophie Amalie”. Såfremt der henvises til andre dronninger, vil disse blive beskrevet med både titel og navn. For Leonora Christinas vedkommende bliver der ikke skelnet mellem betegnelsen ”kongedatter”, ”fange” og hendes dåbsnavn. Dronningens egennavn vil blive stavet Sophie Amalie, med mindre der citeres fra en kilde, som skriver det anderledes. Her vil forfatterens stavemåde blive respekteret. Leonora Christina er det navn, som jeg har besluttet mig for at benytte om kongedatteren, trods den omstændighed at hendes navn har mange varianter. Leonora Christinas biografiske værk, vil gennem specialet blive omtalt som Jammers Minde i to ord og ikke et, selvom jeg er opmærksom på, at begge dele kan forekomme. Generelt for citater gælder det, at forfatterens ordlyd og stavemåde overholdes.

1.7 Forskningsoversigt Dronning Sophie Amalie har ikke nydt den store opmærksomhed i den litterære verden. Hun er ofte blevet beskrevet i sammenhæng med enten sin mand, ene-

10

voldskongen Frederik III eller sin svigerinde, Leonora Christina. Udover dette er det primært de biografiske data om hende, som bliver beskrevet i bøgerne. Det er altså ikke før blevet undersøgt, hvordan fremstillingen af Sophie Amalie har udviklet sig. Det skal dog bemærkes at journalisten, Helle Kolding, har bedrevet en bog, hvor hun ser på skildringen af blandt andre dronning Sophie Amalies fremtoning op gennem tiden. Koldings bog tilbyder dog ingen kilder, og hendes værk er derfor ikke oplagt at benytte som saglig fremstilling.

11

Kapitel 2 – Forord Det er interessant at se nærmere på en person som dronning Sophie Amalie. Min lyst til at blive klogere på dronningen udsprang af min egen fordom. Mit fag giver mig mulighed for at udforske hvordan, og på hvilket grundlag, denne fortælling hænger sammen. Det kan være besværligt at forsøge at forholde sig objektivt til diverse kilder. Min største udfordring er og bliver kongedatteren med den fængslende fortælling, idet den meget gribende beretning appellerer til læserens sympati. Sophie Amalie blev dronning i en tid, hvor landet var fattigt efter en del fejlslagne krige. Det var ikke meningen at hun skulle være dronning, og hun havde brugt det meste af sit liv indtil da i Tyskland. Hun ankom til et Danmark, hvor den folkekære konge Christian IV var død, og hvor en magtfuld adelselite ikke havde tænkt sig at give slip på sine privilegier. Denne elite havde haft sine udfordringer med den tidligere konge og forsøgte, ved hjælp af en håndfæstning, at begrænse den nye konges magtområder. Alt dette havde indflydelse på Sophie Amalie, som i 1660 blev Danmarks første enevoldsdronning. Sophie Amalies liv kan kort opridses således: Hun var født i 1628 i Tyskland. I 1643 blev hun gift med Christian IVs næstældste søn, hertug Frederik, som på daværende tidspunkt var ærkebiskop over Verden og Bremen i Nordtyskland. Sophie Amalie fødte 8 børn, hvoraf 2 døde i barndommen. Hun blev kronet som Danmarks dronning i 1648 efter Christian IVs død. Hun oplevede Svenskekrigene i 1658 – 1660, enevældens indførelse i 1660, enevoldsarveregeringsakten i 1661, og Kongeloven i 1665. Dronning Sophie Amalie blev enke i 1670 og døde selv 15 år senere i 1685. Hermed er de biografiske data omkring dronning Sophie Amalie indsat i en historisk kontekst. I det efterfølgende bliver Leonora Christinas opfattelse og fremstilling af dronningen fremlagt, idet denne har betydning for den videre forståelse af det eftermæle, som Sophie Amalie er underlagt.

12

Kapitel 3 – Leonora Christinas syn på dronning Sophie Amalie Vi ved at Den franske selvbiografi7 fra 1673 skrevet af Leonora Christina, blev til som en bestillingsopgave. Den blev skrevet på opfordring af Otto Sperling d. yngre8, som forsøgte at få såvel sin far, Otto Sperling d. ældre som Leonora Christina frigivet. Vistnok skulle hendes bidrag have indgået i værket som Sperling d. yngre var ved at udgive om lærde kvinder, et fænomen som var meget oppe tiden at skrive om. Der gisnes om, hvorvidt Sperling havde et underliggende motiv i at få kongedatteren til at skrive sin beretning, nemlig den at overbevise et europæisk publikum om hendes uskyld. Dette havde til formål at lægge et pres på magthaverne i Danmark, som derefter ville være nødsaget til at løslade såvel Leonora Christina, som Sperling d. ældre. Den franske selvbiografi udkom kun i forkortede versioner i 1673, herefter lod den til at forsvinde. Den dukkede op igen i 1872, i en næsten korrekt afskrift af Leonora Christinas oprindelige manuskript. I 1958 blev den udgivet i facsimileudgave, og det er den der i nærværende speciale benyttes. Den franske selvbiografi er således skrevet med henblik på udgivelse, og forfatterinden skrev da også på fransk (jf. navnet), som på daværende tidspunkt var det sprog, der blev talt i de intellektuelle kredse. I udgivelsesåret 1673 havde Leonora Christina siddet i fængsel i henved 10 år, Frederik III var død i 1670 og på tronen sad hans søn, Christian V. Det var 13 år siden enevælden var blevet indført, og dronning Sophie Amalie levede i bedste velgående. Dette har betydning for skriftets udformning, idet kongedatteren blev nødt til at tage ovennævnte faktorer i betragtning under udformningen af sit skrift. Den franske selvbiografi synes at have til formål, at positionere Leonora Christina som den kongedatter hun er. Hun kalder sig selv ”Vor dame” og lægger vægt på, hvor meget Christian IV elskede hende. Hun fortæller om sin tilværelse og sit liv inden hun blev gift, og fremstiller sig selv som den retfærdige, mens alle andre synes

Leonora Christina Grevinde Ulfeldts franske levnedsskildring 1673, trykt i faksimile, af C.O Bøggild Andersen, Foreningen for Boghaandværk, København 1958 – herefter kaldt Den franske selvbiografi. 8 Søn af Otto Sperling d. ældre, som var læge og loyal ven af det Ulfeldtske hus. Otto Sperling d. ældre sad fængslet i Blåtårn samtidigt som Leonora Christina, som medsammensvoren. 7

13

at lide brister, som får dem til at handle uretfærdigt imod hende. ”Jeg bør ikke forglemme at berette for eder, at Birgitte Ulfeldt spottede vor dame denne dag. Hun havde sat sig i en postvogn for bedre at bese hende; hun stod op i vognen og lo af fuld hals.”9 Denne beretning er ligeledes med i det senere værk Jammers Minde10 og bliver en understregning af, hvor ondt kongedatteren har det. Leonora Christina beskriver i Den franske selvbiografi hvor simple folk, der omgiver hende, og skriver ”Jeg bør endnu ind i det alvorlige blande lidt at le af.”11 Det er hendes vogtere, og i særdeleshed slotsfogeden, der er det komiske indslag. Det lader til at situationen mest er skrevet for hendes læsere, idet den samme situation er gengivet i Jammers Minde, og dér efterlades ikke samme indtryk af, at der er tale om noget morsomt. Kongedatteren gør sig, med andre ord, lystig på de simple folks bekostning., til ære for sit publikum. Efter færdiggørelsen af Den franske selvbiografi påbegyndte Leonora Christina Jammers Minde. Dette skulle være en mere udførlig beretning om hendes fangenskab. Fortalen er dateret 11.juni 1674, men er senere rettet til den 19.maj 1685, altså hendes løsladelsesdag fra Blåtårn. Værket er delvist skrevet i Blåtårn og delvist i Maribo Kloster, hvor hun boede de sidste år af sit liv. Efter hendes død, overvejede hendes datter at tilintetgøre værket, men sendte det i stedet til sin bror i Wien. Det blev udgivet i Danmark i 1869, men selve manuskriptet forblev i udenlandsk eje indtil 1920, hvor det erhvervedes af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.12 I 1998 udkom den i nærværende speciale anvendte facsimile, der er en videnskabelig udgave af Jammers Minde, ”[…] hvor det er muligt at følge forfatterens arbejde med teksten.”13 Det omfattende redigeringsarbejde som Leonora Christina har foretaget på værket, kommer her til udtryk blandt andet ved, at hendes stavemåde af forskellige ord ændrer sig i takt med tiden, og dermed i takt med de omskrivninger, hun foretager. Som det fremgår, er de to værker altså ikke et sammenhængende erindringsværk i

Den franske selvbiografi s. 59 Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde, Diplomatarisk udgave ved Poul Lindegård Hjorth og Marita Akhøj Nielsen. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og C.A. Reitzels Forlag, Kbh. 1998 11 Den franske selvbiografi s. 70 12 Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde, udgivet med efterskrift af Vagn Lundgaard Simonsen, Gyldendal, København 1964, i efterskriftet s.257-258 13 Nielsen, Marita Akhøj, Jan Gorm Madsen og Trine Dissing Paulsen: Ære være Leonora – Kristian Zahrtmann og Leonora Christina, katalog fra Den Hirschsprungske Samling, København 2006, s. 17 9

10

14

to bind, men der er derimod tale om overlap og gentagelser af den samme episode. Et eksempel på dette skal nævnes her: Da Corfitz Ulfeldt, i sit fravær, henrettes in effigie14 lyder det i Den franske selvbiografi: ”[…] dronningen vilde, at dette træbillede skulde sættes op i kammerset uden for det, hvor vor dame var, og føres ud derfra, men at kongen ikke vilde det. Ydermere vilde dronningen, at vor dame skulde gaa ud for at se det, men hun kunde ikke faa det bevilget af kongen.”15 Sammesteds hedder det i Vagn Lundgaard Simonsens bearbejdning af Jammers Minde: ”Dronningen vilde, at det TræBillede skulde føres op udi mit yderste Kammer og stilles saaledes for Døren, at det kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør blev oplukket. Men Kongen vilde det ikke.”16 Disse to variationer giver vidt forskellige indtryk, og det er svært at sige, hvilken en der er værst. Værd er det at bemærke, at Vagn Lundgaard Simonsen tydeligvis har hentet sin beskrivelse fra Den franske selvbiografi, da omtalen af dronningen og kongen slet ikke forekommer i den diplomatariske udgave af Jammers Minde. Endvidere forekommer dronningens plan om at træbilledet skulle kunne falde ind i rummet til Leonora Christina ikke i Den franske selvbiografi, så hvor Lundgaard Simonsen har denne lille ekstra modbydelighed fra, lader sig ikke påvise. Til forskel fra Den franske selvbiografi indikerer fortalen i Jammers Minde, at dette værk ikke er ment til udgivelse. Det skal betragtes som et skrift til Leonora Christinas børn, for at videregive den sande historie, og for at hun kan rense sig selv for skyld i forhold til dem. Noget af det første Jammers Minde beskriver om dronning Sophie Amalie, er ikke dronningen selv, men de handlinger, som sker på hendes befaling. Leonora Christina bliver afklædt og gennemsøgt på hele sit legeme, endog også hvad der betegnes som ”[…] ett himlig sted[…]”17 efter gemte sager. Kongedatteren understreger, at kvinderne som gennemsøger hende siger: ”[…]Ded er henders Majts Dronningens Befaling, att wi [sic] skal Klæde eder aff eders Klæder[…]”18 og at ”[…]wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att giøre huad oss er befalet […]”19 Det er således ikke deres skyld, da de kun gør deres pligt. Det er dronningen, som ønsker undersøgelsen. Denne beretning er også med i Den franske

Latin for ”i afbildning” Den franske selvbiografi s. 71 16 Jammers Minde, 1964, s. 86 17 Jammers Minde, 1998, s. 20 18 Ibid. s. 18 19 Ibid. s. 20 14 15

15

selvbiografi, dog i en kortere version og uden eftersøgningen på det ”hemmelige” sted. Grunden til dette mener jeg kan være, at Leonora Christina huskede, at hun skrev til et publikum, og de derfor skulle være informerede om det hændte, men ikke på en måde, der kunne virke frastødende. Leonora Christina fik i sin tid som fange i Blåtårn forskellige fangevogtere, og hun giver læseren det indtryk, at de alle skal aflægge rapport til dronningen om hendes tilstand. En af Leonora Christinas vogtere giver denne beskrivelse af besøget hos Sophie Amalie: ”Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender for sig fordre, oc adspurt, huad ieg sagde? Oc huad ieg giorde? Oc att hun haffde suaret, Att ieg laa stille for mig hen, oc talte intet. Dronningen haffde spurt, om ieg Græd meget? Maren suarte, Io wist, hun Grædder for sig himmelig: thi (sagde Maren) haffde ieg sagt att i icke Græd, saa haffde Dron: tenckt, att i icke haffde endnu nock att Græde for.”20 Ifølge kongedatteren ligger det altså dronningen meget på sinde, hvordan hun trives, og har det i sit fangenskab. Af ovenstående citat kan det fornemmes, hvor meget dronningen gerne ser, at Leonora Christina er besværet af sit fangenskab. Her gives også forklaringen på, hvorfor Leonora Christinas vilkår i tårnet ikke forværres, hvilket tillægges vogtersken Maren, der foregiver overfor dronningen, at fangen lider tilstrækkeligt, og dermed indikerer, at dronningens mål allerede er nået. Slotsfogeden rapporterer angiveligt også til dronningen, eller er sendt ud i hendes ærinde. Han kommer ind til kongedatteren og småsnakker, da han begynder at tale om den gode konge og forsætter: ”Die lieber Køniginne, ess ist doch eine liebe Køniginne, Sie ist euch nicht bøβe, ich weiβ, wan Sie die Warheit von euch wüste, sie solte Selbst für euch bitten: Høret, wollet ihr an die Køniginne Schreiben, vnd Ihr die Sache auss dem grunde berichten, vnd nichts, nichts verschweigen, so will ich euch Dinten, Papir vnd Feder bringen[…]”21 Der er to grunde til, at jeg foranlediges til at tro at han er sendt af dronningen: dels taler han tysk, hvor det øvrige ellers skrives på dansk, og dels ønsket om, at hun skal sige sandheden og ikke fortie noget. Spørgsmålet er, hvad slotsfogeden har ud af, at kongedatteren gør det foreslåede, hvis det ikke netop er, for at kunne viderebringe dette til dronningen og dermed bringe lykke. Endvidere hedder det, da Leonora Christina lader som om hun sover, at slotsfogeden på et tidspunkt bliver hevet ud af hendes

20 21

Ibid. s. 29 Ibid. s. 43

16

kammer, og kongedatteren skriver: ”[…]saa hand gick vd, mig syntist att der war en som med hannem talte, oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en som spurte hannem om Papiret oc Bleck skulle opbringis, thi hand Suarte; Nein es ist nicht nøthig, Sie wil nicht[…]”22 Det lader ikke til at være slotsfogedens eget påfund, og der er flere, som er involverede, og kender til besøgets egentlige anliggende. Slotfogeden prøver flere gange at tale til hende om dronningen, og det lader til, at hans ærinde er at forsøge at bringe hende ud af fatning enten ved tale eller ved gerning.23 Situationen er også med i Den franske selvbiografi. Her hedder det ”[…] dronningen var ogsaa god, saafremt man vilde sige hende sandheden og forlade sig paa hende. Han sagde ydermere: ”Leonor, vil I skrive til dronningen og berette alt, hele sagen, som den er, bede om naade og bekende sandheden?”24 Den lille sætning ”bede om nåde” er med her, og den er vigtig. Hele denne biografi handler nemlig om, at hun enten bliver anmodet om at bede om nåde, eller selv siger til andre, at de skal gå til kongeparret og bede om den. Eksempelvis skriver hun, at: ”Hun bad ham anbefale hende til kongens og dronningens naade.”25 Det er så læseren kan mærke, hvor ydmyg kongedatteren er og samtidig en erklæring om, at når hun bliver anmodet om at spørge efter nåde, så gør hun det ikke. Dette er nok grundet hendes lyst til selv at kunne bestemme over situationen – hun vil ikke tvinges. Sagt med andre ord: Ingen skal tvinge eller presse hende til at bede om nåde – hun beder om nåde, når hun selv vil. Dette forekommer herved som en styrke. Hele situationen om at bekende alt til dronningen er meget kort beskrevet i Den franske selvbiografi. Således skrives der intet om papir, eller slotsfogedens samtaler med andre om situationen. Om dette skyldes, at Leonora Christina skriver manuskriptet i hast, eller om det er fordi læseren udelukkende skal kende resultatet, er svært at sige. Den fortættede situation og fortællestil kommer i hvert fald til at give indtrykket af, at slotsfogeden er værre end i den diplomatariske udgave af Jammers Minde. Af de to ovenstående eksempler ses det, hvorledes Leonora Christina bliver overvåget, og de fleste af hendes vogtere får hun fremstillet som simple folk med en sim-

Ibid. s. 43 - 44 Det skal nævnes, at slotfogeden angrer sin behandling af kongedatteren, lige inden han forlader sin post som gammel. Han beder hende sågar om forladelse, hvilken hun giver ham. Slutteligt ender det med, at han undlader at give dronningen de sidste underretninger om hende. 22 23

24 25

Den franske selvbiografi, s. 64-65 Ibid. s. 59

17

pel tankegang. Det er ikke noget problem for hende at styre dem, dog mest i en grad, hvor de ikke kommer igennem med deres hensigter. Hun passer dog meget på, at der ikke er noget, hendes vogtere kan berette til dronningen. Leonora Christina beskriver sin tid i Blåtårn som meget langtrukken, idet hun intet har at foretage sig. Hun har ingen adgang til underholdning, ej heller bøger. På trods af dette hedder det alligevel senere ”[…] førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken hwad nyt der paβerte; Maren Bloks sendte wed hannem oc Candiseret Sucker, laante mig en Bønnebog, oc ded himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf: effter Dronningens Befaling.”26 Hun beretter, at dronningens begrundelse for ikke at ville give hende knappe- og synåle er, hvis kongedatteren nu skulle myrde sig selv.27 Dog får kongedatteren senere stjålet nogle nåle fra en uopmærksom fangevogsterske, og syr så i et stykke stof. Dette stof bliver vist dronningen som: ”[...]haffde sagt, der Kongen haffde sagt, man møgte Ihr wol was zu thun geben;) [sic]das wære nicht nøtig, es ist ihr guth genung, sie hat es nicht beβer haben wollen.)[sic]”28 Dronningen er ikke til at hugge eller stikke i, fangen har det godt som hun har det. Dermed lader den debat til at være lukket. Desuden viser citatet, at Leonora Christina, trods fangenskabet, får skabt kontakter som kan bringe hende nyt fra omverdenen, og forsøde hendes tilværelse. Leonora Christina skriver selv, i en samtale med en af sine vogtersker: ”Ieg sagde til quinden en dag war icke Dronningen, som giør Kongen wred, da skulle ieg betale Slotf: for /hand lurte Doctor Sperling […]”29 Kongedatteren siger altså åbent her, at det er dronningen, der præger kongens sind, og dermed hans beslutninger. Interessant er det, at i Vagn Lundgaard Simonsens Jammers Minde udgivelse fra 1964, er der en afvigelse i dette citat. Her hedder samme sted: ”Jeg sagde til Qvinden en Dag: ”Var ikke Dronningen, som giør Kongen vred paa mig, da skulde jeg betale Slotsfogeden, for han luurte Doctor Sperling.”30 Altså her i ordlyden af, at det er dronningen som vender kongen imod Leonora Christina, en sætningsfortolkning, som ikke skal ligge kongedatteren til last.

Jammers Minde, 1998, s. 97 Ibid. s. 63 28 Ibid. s. 112 29 Ibid. s. 140 NB: Tilføjet i margin uden henvisning. 30 Jammers Minde, 1964, s. 136 26 27

18

Efter Kong Frederik III´s død, bestiger Christian V tronen med sin dronning Charlotte Amalie. Da de venter deres første barn lover kongen, ifølge Leonora Christina, at hvis det bliver en dreng skal hun frigives, Da, nu enkedronning, Sophie Amalie hører dette: ”[…]harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig; oc sagde hun wille hiem; wille icke biie intil Barnet bleff Christnet[…]”31. Da landgrevinden32, som har besøgt kongedatteren, og taget hende til sig svarer ”Kan ich nicht die Gefangne die Freyheit zu wege bringen, dan zum weinigsten, das Sie meiner Vorbitte halber an einem andern beβern geführet, mit etwas freyheit, es ist denn Kønige doch nicht reputürlig das sie da sitzet, Sie ist doch eines Kønigs Tochter, vnd ich weiss, das ihr vielen vnrecht geshicht. Encke dron: harmede sig offwer de Ord, oc sagde, Nu sol sie nicht auss Kommen, Da sol sie besitzen bleiben.”33 Leonora Christina har fået landgrevinden over på sin side og det i en grad, hvor denne forsvarer hende over for enkedronningen, som er hendes datters svigermor. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed, hvad Sophie Amalie tænker om den sag. Kongedatteren skal blive, hvor hun er. Som et af de mere kunstneriske greb i Jammers Minde kan det overraske, hvor Leonora Christina har forskellige ordvekslinger fra. F.eks. den ovennævnte mellem landgrevinden og enkedronning Sophie Amalie. Dette replikskifte er bemærkelsesværdigt. Ikke kun siger det noget om Leonora Christinas hukommelse – eller mangel på samme, men det er også en fantastisk forsvarstale, som landgrevinden holder til ære for den tilfangetagne. Landgrevinden er så bjergtaget af fangen, at hun simpelthen vil løslade hende. Hun understreger, at det ikke er til den regerendes konge ære, at hun sidder der, og så påpeger hun af en eller anden grund, at Leonora Christina er en konges datter. Hun sætter trumf på ved at sige, at hun ved at der bliver begået en stor uret mod Leonora Christina. Ved læsning i dag, kan det synes mærkeligt at landgrevinden på den måde belærer Sophie Amalie om såvel situationen, som Leonora Christinas status. Enkedronningen ved om nogen, hvem kongedatteren er.

Jammers Minde, 1998, s. 182 Dronning Charlotte Amalies mor - Anna Eleonore af Hessen-Darmstadt (1601-1659) 33 Jammersminde, 1998, s. 182-183 31 32

19

Sophie Amalie tillader, ifølge kongedatteren, ikke fangen nogen luksus, ej heller i åndelige spørgsmål. Om dette skriver Leonora Christina: ”Der tiiden war som ieg war want wed att lade mig Berætte, bad ieg Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten D. Hans Læt. Den forrige Hoff-Predicant D. Mathias Foβ haffde Skrifftet mig første gang i mit Fengsel. Slsf: bragte min Begiering an, bleff aff Kl. Majt: oc bewilliget, D. Hans Læt war alt nere i Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen (som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf: mig sige wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt ieg skulde bliffwe wed den Præst ieg war want wed; […]”34 Leonora Christina har således fået godkendelsen til at lade sig berette af hofprædikanten, af kong Christian V, men dette bliver omstødt af enkedronningen, som oven i købet får kongen til at ændre i sin egen beslutning. ”Mit offwer 20 Aars Fengsel kunde icke formilde EnckeDronningens Hiærte imod mig, (der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg aldrig weed att haffwer giffwen hender Aarsage til sin fattede u-Naade).”35 Det skal understrege kongedatterens uskyldighed og hendes gode sind, men det er bemærkelsesværdigt, fordi det netop går på tværs af det, vi ved skete mellem konge- og Ulfeldtparret. Leonora Christina kan selvfølgelig henvise til, at der ikke er blevet afholdt en retssag, og hun derfor ikke kender anklagerne imod sig til fulde. Hvis ikke dette er tilfældet, så forekommer det, at kongedatteren mangler en smule selvindsigt i, hvad hendes egen rolle i begivenhederne har været. Indtil nu har hun undgået omtale af, for hendes person, ufavorable hændelser, og derfor må det siges, at sætningerne er et brud på Leonora Christinas ellers konsekvente måde at fremstille sit eget liv på. Da Sophie Amalie en dag styrter ned fra sin hejsestol, er dette noget Leonora Christina ikke kan lade ligge: ”I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel, hun hitzis op med til Kongens Gemack; Stoelen løb paa Tritzerne for hastig need, saa hun falt Neeβkrus need, oc støtte sig paa Knæerne; Samme Aar tiltog henders Swaghed, men hun holte sig stærcker end som hun war, loed sig see til Taffels meget udsmøcket; oc imellem Maaltiiderne holte sig inne.”36 Leonora Christina oplever dette fra sit vindue, og noterer det ned i sin bog til sine børn. Derved kan det læses, at det betød nok for kongedatteren til, at det fik sin plads blandt erindringerne, og kan samtidig give et indtryk af, at det ikke blot

Jammers Minde, 1998., s. 174 – 175 Ibid. s. 223 36 Ibid. s. 234 34 35

20

var dronningen der holdt øje med kongedatteren, men også omvendt. Ydermere er det klart for læseren, at Sophie Amalie skranter, men forsøger at dække over det ved at vise sig i pragt til måltiderne og ellers ikke lade sig se. Om Sophie Amalies død skriver kongedatteren følgende: ”Den 20. Feb: Døde den Kongl: Fru Moder Dronning Sophia Amalia. Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender: men der hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist Døden icke wille lengre Lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn; men Døden wille icke biie Kongl Majts. Ankomst, att den Kl. Frue Moder kunde sige hannem et Ord; Liffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men Maaleløβ; oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.”37 Leonora Christina giver her en beskrivelse af dronningens død, og skildrer hvorledes hun dør siddende i en stol og har mistet talens brug. Der var tydeligvis noget hun godt ville have sagt til Christian V, men det når hun ikke. Hvor Leonora Christina har denne malende beskrivelse af dødsøjeblikket fra, må stå hen i det uvisse. Efter Sophie Amalies død beretter Leonora Christina, hvordan folk taler meget om hende, og om hvorvidt hun skal løslades eller ej. Der kan kun gisnes om, hvorvidt senere læsere af Jammers Minde har haft ret i deres læsning: de mener nemlig, at kongedatterens citat om enkedronningens død, mest tolkes som at dronningens sidste ønske går på aldrig at løslade Leonora Christina, men at hun altså brænder inde med dette på dødslejet. Umiddelbart fattes der håb om frigivelse, idet den sidste af modparten i fejden er død. Leonora Christina får da også sin frihed, knapt tre måneder senere. Det er vigtigt at pointere, at Jammers Minde ikke er skrevet som et sammenhængende værk. Det lader til, at en del er skrevet efter Leonora Christinas løsladelse fra Blåtårn, i Maribo Kloster, hvor hun opholdt sig den sidste del af sit liv. Således må der udover de erindringsforskydelser, som naturligt kan ske også tages højde for den redigering, som værket synes at have været igennem.38 Jammers Minde er, i sin egenskab af at være kommet med i den litterære kanon, et værk, der må formodes at blive mere udbredt, end det har været hidtil. Det kan dog undre, at en del historikere og andre, lader til at have svært ved at skelne mellem de informationer kongedatteren

Ibid. s. 239 Flere fagfolk, eksempelvis C. O. Bøggild-Andersen, har påvist, at Leonora Christina selv redigerede værket gentagne gange. 37 38

21

selv giver os, og de konkrete fakta vi har om hende. En lille, men ikke ubetydelig ting er, at Leonora Christina har haft held med at introducere sig som kongens yndlingsdatter. Dette beviser, hvor effektiv og dygtig en skribent hun var. Hendes eftermæle har hun i høj grad selv skrevet, hvilket må siges, kun er de færreste forundt. Jammes Minde og Den franske selvbiografi har skildringer, som historikere har studset over. Kongedatteren er fejlagtig i sine oplysninger, og nedtoner kraftigt sin rolle i svenskekrigene eller andet, som kan være ufordelagtigt at blive sat i forbindelse med. Desuden kommer begge værker uvægerligt til at lide den kritik, som falder i selvbiografiens lod, nemlig den at der er selekteret i den viden som forfatterinden giver om sig selv. Det er svært at skrive en sandfærdig historie om sig selv, især når man forsøger at skrive forsvarsskrifter. Om skildringen af Sophie Amalie i værkerne kan det overordnet siges, at Leonora Christina siger mere mellem linjerne, end hun reelt skriver. Tilbage står dog et billede af en meget dominerende dronning der, som en konstant bagvedliggende kraft, styrer alt hvad der sker med fangen i Blåtårn. Dette billede har unægtelig vist sig gangbart, og i mange år har det holdt sig netop som Leonora Christina skildrede det.

22

Kapitel 4 - Maleren Kristian Zahrtmanns syn på dronning Sophie Amalie I renæssanceåret 2006 åbnede Den Hirschsprungske Samling en udstilling under titlen ”Ære være Leonora”. Udstillingen rummede Kristian Zahrtmanns39 malerier af kongedatteren Leonora Christina, og var en del af festivalen Golden Days in Copenhagens tema om Christian IV’s København. Nærmest samtidig blev det offentligt kendt, at Leonora Christinas Jammers Minde var optaget i Kulturministeriets litterære kanon.40 Mellem de mange malerier, er der to, som skiller sig ud. De forestiller dronning Sophie Amalies dødsøjeblik. Zahrtmann malede disse som modsætning til sine malerier af kongedatteren, og de skal således vise den store forskel på de to kvinder. Hvor malerierne af Leonora Christina gengiver en mild men prøvet kvinde, er der intet forsonende i portrætterne af dronningen. Derfor er Kristian Zahrtmann relevant at have med, når der skal undersøges, hvordan det kan være, at dronning Sophie Amalie primært huskes for indespærringen af Leonora Christina. Han malede gennem sit liv et utal af skitser og malerier af kongedatteren, som han var meget betaget af. De fleste af hans værker blev baseret på Leonora Christinas egen fremstilling af sig selv, i hendes selvbiografi Jammers Minde, som udkom i året 1869. Zahrtmann anvendte som model til sine Leonora Christina-malerier sin mor, som han betragtede som den ideelle kvinde. Moderens sjælelige og fysiske styrke blev afspejlet i den portrætterede kongedatter, hos hvem Zahrtmann mente at kunne se samme kvaliteter.41

39

Peder Henrik Kristian Zahrtmann (1843 -1917). Uddannet fra Det Kongelige Academie for de Skjønne Kunster i 1868. Han blev senere en af initiativtagerne til Kunsternes Studieskole, som gjorde op med Kunstakademiets linje. Zahrtmann tilknyttedes som underviser på skolen, og satte dermed sit præg på mange af eftertidens store malere.

40 41

Ære være Leonora, 2006, s. 7 Honnens de Lichtenberg, Hanne: Zahrtmann og Leonora, Randers Kunstmuseum, 1984, s. 36

23

Maleriet Leonora Christina i Maribo Kloster42 er tænkt som den ene del af et modsætningspar.43 Motivet og kompositionen er meget enkelt og roligt i udtrykket. Der er ikke meget på maleriet, hvilket forstærker det, der er. Leonora Christina sidder og læser i en bibel. Rummet er enkelt med en seng, et krucifiks og den skammel eller stol, som kongedatteren sidder på. Hun er frodig, ansigtet er præget af rynker men med et roligt, afklaret skær over sig. Hendes hår er hvidt, let bølget og løsthængende. Hun er iført en hvid og enkel kjole, som leder tanken hen på en natkjole. Sengen er redt og placeret direkte under det føromtalte krucifiks, der er placeret således, at Frelseren selv bøjer hovedet ned mod kongedatteren. Det eneste som kan tilsnige sig at være en smule mere end simpelt, er et sengetæppe, som er placeret på et hjørne af

42 43

Ære være Leonora, 2006, fig. 46 Ære være Leonora, 2006, s. 64.

24

sengen og i øvrigt er det eneste, som har noget rosa farve på sig. Resten af maleriet er holdt i forskellige hvide og beige nuancer. Zahrtmann malede billeder af Leonora Christina, og i året 1880 begyndte Zahrtmann på et nyt maleri: ”Som en modsætning til den gamle Leonora, der sidder afklaret i Maribo kloster, optaget af læsning og bøn, ville han male hendes fjende, Sophie Amalies død, - en død i hæslighed og gudsforgåenhed.”44 Værkerne Leonora Christina i Maribo Kloster og Dronning Sofie Amalies død var fra begyndelsen tænkt som et par til efterårsudstillingen på Charlottenborg i 1883. Værkerne skulle placeres overfor hinanden, så belysningen ville blive forskellig, hvilket skulle understøtte motivet på lærredet, og dermed de to kvinders skæbner. Dronning Sofie Amalies død45 gengiver, som titlen angiver, dronningens dødsøjeblik. Zahrtmann støtter sig op ad Leonora Christinas ovenfor nævnte beskrivelse af dette i værket Jammers Minde. Maleren er begejstret for sit arbejde, og skriver 27.oktober 1880 til sin mor: ”[…][sic]Her har jeg sat mig igang med et historisk Billede, Chr. V der kysser sin døende Moders, Sophie Amalies Haand. Det er et Motiv jeg har spekuleret paa i mange Aar, men jeg har altid betænkt mig derpaa, da det dels fordrede en saa enorm Pragt, dels let vilde blive altfor uhyggeligt, men nu skal det gaa og lader ogsaa til at kunne gøre det. Leonora Christina skildrer sin uhyggelige Arvefjendes Død paa en saa historisk skaansom Maade, at det altid har begejstret mig, nu vil jeg se at gøre som hun. […]Det er noget uhyggeligt at se hvorledes hun ikke kan skilles fra Stadsen hernede, men skøndt mit Billede skal udtrykke hvorledes hun vil tale, men ikke mere kan, saa mildnes det derved at Lyset er samlet paa Kongen og at det funkler og glimter med Silke og Kostbarheder i det mildt oplyste Rum. […]Se det er nu Arbejde for nogle Maaneder. Det morer mig meget.”46 På maleriet er dronningen gengivet siddende i en stol, som er udsmykket med guldkrone. Hun er iført en lyserød og gul kjole, og er selv askegrå eller blålig i huden. Hendes pupiller synes ikke at være der, og giver dronningen et uhyggeligt sløret blik. Hendes søn, Christian V, ses lyttende og knælende foran moderen i mørkt tøj. Det er

44

Leonora Christina – Historien om en heltinde, Acta Jutlandica LVIII, Humanistisk serie 57, Århus 1983, s. 118 45 Ære være Leonora, 2006, fig. 42 46 Ære være Leonora, 2006, s. 29

25

åbenlyst, at dronningen har mistet talens brug, hvilket blandt andet ses på hendes tunge, som stikker ud af munden på hende. Dronningen har løsthængende hvidt hår med juveler i. Foran dronningens fødder, ved siden af Christian V, er en bibel og en vifte. Disse to ting er malet, som er de faldet ud af hænderne på dronningen. På et bord i baggrunden, står et væld af sølvkander, en dyrtudseende vase, nogle lys og et skrin med dronningens valgsprog ”Spes mea deus” (til Gud står mit håb). På et bord ved siden af dronningen står et glas vand, en sølvkande samt nogle flasker på et sølvfad. Under dette bord ligger et par silkehandsker henslængt. Gulvtæppet i dronningens værelse er relativt enkelt i mønstret, men dog farverigt.

26

Maleriet blev kritiseret af en af hans kunstnervenner, dels på grund af dronningens klædedragt og dels på grund af billedets komposition.47 Zahrtmann var heller ikke selv tilfreds. En af hans indvendinger var modellen han anvendte. Han malede derfor en anden version af dronningens død, og han fik en statelig 70årig dame som model, hvilket han synes passede bedre til fremstillingen af dronningen. Denne kvinde havde desuden plejet patienter som led af vattersot og apopleksi, og Zahrtmann kunne derfor trække på hendes oplevelser, for dermed at gengive dronningens død mere autentisk. Han nævner selv i sine erindringer, hvorledes han udspørger sin model om dødsøjeblikket: ””Hvorledes døde han?” (spørger maleren). ”Ja, han tog sig tilsidst således under hjertet lå bagover, og så er det snart forbi. Fødderne er tykke, og så bliver de blå i Ansigtet.””48 Resultatet af disse beskrivelser ses tydeligt i anden version af maleriet: den døende dronnings fod er tyk, og hun tager sig under hjertet. Hendes farve i ansigtet har fået en noget mere hvidblålig kulør, og det lader til, at også her har maleren modtaget nogle anvisninger, som gør farven mere effektfuld.

47

48

Ære være Leonora, 2006, s. 30 Leonora Christina – Historien om en heltinde, 1983, s. 119

27

På denne anden version af Dronning Sofie Amalies død49 ses udskiftningen af modellen tydeligt. Desuden har Zahrtmann fortaget ændringer i dronningens fremtoning. Fra det løsthængende hår med diadem/juveler i, har dronningen fået en tilbage-redt frisure med sørgeslør. Hendes kjole er blevet langt mere diskret, i sort og hvid med et mere luksuriøst præg over sig. Kjolens mønster kan dog godt give et indtryk af at forestille edderkopper eller andet kravl, som kan overmande den døende. De lange hvide handsker, som i første version af billedet lå smidt under et bord, er dronningen nu iført, hvilket giver hende et majestætisk præg. Hun har fået et miniatureportræt af Frederik III hæftet på brystet. Dronningens pupiller er tydeligere, og gengiver nu mere dødskamp end på det første billede. Tungen er blevet inde i munden, og lader

49

Ære være Leonora, 2006, fig, 43

28

til at være opsvulmet. Den blålige teint fra før er blevet lidt nedtonet, men er stadig til stede. Christian V knæler med siden til beskueren, og læner sig mere ind over dronningen end på det forrige maleri. Han giver dermed indtryk af at være mere indtrængende end før, hvilket kan understøttes af den hat, som er slængt hen ad gulvet. Dele af kompositionen er dog den samme som i første version. Således er dronningen stadig siddende i en stol udsmykket med en guldkrone, Christian V knæler foran hende i mørkt tøj, men det skrin som på forrige maleri stod på et bord til højre for dronningen, ligger nu for hendes fødder, og pengeindholdet er raslet ud. Det tæppe som på første maleri dækkede dronningens fødder, er sparket af og dronningens opsvulmede fod er kommet til syne. Hvor der før lå en bibel og en vifte, er Bibelen nu dækket af et klæde, nogle perler samt dronningens tøfler. Viften fra det forrige maleri har ændret form, fremstår mere prangende, og bærer dronningens monogram. En buste af Frederik III med laurbærkrans af guld er blevet stillet på det bord, hvor pengeskrinet tidligere stod, sammen med endnu flere sølvkander end på det forrige maleri. Den pude, som støtter dronningens overkrop er nu lyserød og har som motiv de to vildmænd fra Danmarks rigsvåben. Bordet ved siden af dronningen bærer hendes valgsprog og ovenpå er der placeret et sølvfad og en blå dåse samt den samme sølvkande som på det første maleri. Gulvtæppet har også ændret udseende, det fremstår mere luksuriøst og er farvekoordineret med resten af lokalet. Zahrtmann skriver til sin mor den 9.juni 1882: ””Maler Dronningen der sidder og døer og i disse Dage en magnifique Opstilling af Sølvtøj. Hendes Valgsprog: dieu mon espoir, staar i Alt, i Sølvtøjet, Dugen, Bogen, paa Stolesædet, i Viften, thi saa er det i Livet, at netop de Durkdrevneste giver sig den frommeste Mine. Ved at beskæftige mig med hende staar stadig Leonora Christinas Billede ved Siden af og Forskellen er enorm. Netop gennem at give os saadanne Sidestykker virker Historien. […]Der er en mageløs Ting at arbejde for fuld Kraft og uden nogen som helst Gêne.””50 Det lader dog til, at Zahrtmann har besluttet sig for at begrænse brugen af dronningens valgsprog, som i begge malerier kun bliver gengivet en enkelt gang. Valgsproget er ydermere skrevet på latin ”spes mea deus” i stedet for på fransk ”dieu

50

Ære være Leonora, 2006, s. 30

29

mon espoir” som angivet i brevet til moderen. Det kan argumenteres, at Leonora Christinas franske levnedsskildring, er grunden hertil, da hun jo netop skrev på fransk, og det derfor, ifølge Zahrtmann, var hendes sprog. Hvis malerierne af dronningen sammenholdes med maleriet af Leonora Christina, er der klare kunstneriske greb, der træder frem. Leonora Christina optræder, som tidligere nævnt, rolig, from og afdæmpet, ligesom farvebrugen her er holdt næsten i sort, hvid og beige, til forskel fra de larmende farver i dronningens dødsbilleder. Om hans brug af farvemæssige kunstgreb hedder det: ”Zahrtmanns egen kolorit spændte vidt, fra en behersket anvendelse af farven i fint afstemte gråtoner til rige farvesymfonier, der undertiden kunne slå over i kakofoni. Han udnyttede disse varierende muligheder til understregning af motivets indhold. En sådan ekspressionistisk anvendelse af farven blev særlig tydelig, da han satte billedet, Leonora Christina i Maribo Kloster, med en blid kolorit som kontrast til skildringen, Dronning Sofie Amalies død, med en voldsom farveudfoldelse.”51 Udover farvevalget i malerierne, er der også forskel i det rene enkle udtryk i det ene billede, og de mange detaljer i malerierne af dronningen. En lille, men vigtig, detalje er placeringen af Bibelen i de tre billeder. Leonora Christina læser i den, i den første version af dronningens død er biblen gledet ud af hånden på hende og i den anden version af Dronning Sofie Amalies død er Bibelen placeret på gulvet, under noget klæde, nogle perler og let dækket af en tøffel. Leonora Christina har både i kraft af krucifikset og biblen, den fromme tilgang til livet, hvorimod dronning Sophie Amalies gudstro er blevet henslængt og glemt, til fordel for det formodede ønske om ikke at løslade Leonora Christina. Hermed demonstrerer Zahrtmann sin loyalitet overfor kongedatterens beskrivelse af dronningens dødsøjeblik. Dette kan sammenholdes med dronning Sophie Amalie valgsprog, som er husket i begge malerier af hende. Det lader til at, for dronningen, kan valgsprog forblive valgsprog og Gud forblive Gud, for det vigtige bliver den stumme besked om ikke at løslade Leonora Christina i Blåtårn. Desuden kan valgsprogets brug i malerierne op-

51

Thelle, Mette (red.): Kristian Zahrtmann, Storstrøms Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum, Fyns Kunstmuseum, 1999, s. 18

30

fattes som en kommentar fra maleren om, at nok mener dronningen, at til Gud står hendes håb, for der er da sandelig ingen andre, som hun kan håbe på hjælp fra. Dette illustrerer endnu en gang Zahrtmanns loyalitet mod Leonora Christinas værk, og han stiller sig helt og holdent på hendes side.

4.1. Zahrtmanns arbejde med motiverne Som maler foretog Zahrtmann en omfattende undersøgelse, inden han påbegyndte et maleri. Således besøgte han museerne for derved at kunne studere malerierne fra den tid, indenfor hvilken han ønskede at arbejde. Dette gav ham et indblik i den ønskede tidsperiode, mode samt interiør. I forbindelse med sit arbejde med maleriet af dronning Sophie Amalie tog Zahrtmann på Rosenborg, og kunne ved synet af en af dronningens trøjer få et indblik i hendes højde og drøjde. Som kunstnerisk hjælpemiddel opstillede maleren er tableau over det ønskede motiv, som stod i hjørnet af hans atelier, mens han malede.52 Dette sammenholdt med det tidligere nævnte indblik i dødsforløbet indenfor vattersot, som Zahrtmann modtog af sin model, gav ham mulighed for en stor autenticitet i sit maleri. Det er derfor et solidt fundament, der er skabt under billedet, trods det faktum at maleriet først tager form 195 år efter at hændelsen indtraf. Dog hedder det: ”Trods de omhyggelige baggrundsstudier var han alligevel meget subjektiv i sin behandling af emnet. Når først han havde engageret sig i sin persons levned, tog han afstand fra de kilder, der modsagde det indtryk, han havde dannet sig af personen.”53 Dette kommer tydeligt til udtryk i de to malerier Dronning Sofie Amalies død, hvor han udelukkende baserer sin viden om dronningens endeligt på baggrund af skildringerne i Jammers Minde. Han lod sig dog også inspirere af andre maleres værker. Inspirationen til Dronning Sofie Amalies død hentede Zahrtmann hos den franske maler Delaroche, selvom han siges at have været meget afvisende overfor alt fransk. ”Trods disse forbehold er Dronning Sofie Amalies død næppe upårvirket af den franske maler Paul Delaroches gennembrudsbillede fra 1827 af dronning Elizabeths død (side 159). Zahrtmanns billede er begrænset til to figurer, dronningen og hendes søn, men som i Delaroches maleri er der også præg af ”vanitas” – af forfængelighedens forfængelighed – i

52

Ibid. s. 35

53

Ibid. s. 35

31

den iøjenspringende kontrast mellem det fornemme hofmiljø, de pragtfulde rober og den magtfulde og hadefulde dronnings uværdige død.”54 Zahrtmanns engagement i malerierne viser hans indlevelse i de valgte emner og deres historie. Derfor er der ikke tale om det klassiske historiemaleri, hvor et øjeblik er fastholdt og gengivet, uden forfatterens personlige holdning til motivet. I Zahrtmanns malerier underbygger omgivelserne, den der er afbilledet, så hele kompositionen bliver en personfortælling. Dermed bliver han skaber af en ny form for historieskildring. Den bliver refereret til som ”det historiske nøglehulsbillede”55 der binder maleriet til en tidsperiode, og går bagom historien for at vise det uanseelige øjeblik. De tre gennemgåede malerier har det til fælles, at vi som beskuere, føler, at vi betragter såvel Leonora Christina, som Sophie Amalie i smug. Vi er med i øjeblikke, hvor de malede ikke ænser os grundet deres optagethed af enten Bibelen eller døden. Zahrtmanns malerier er så ladede i deres symbolik og farver, at iagttageren slet ikke er i tvivl om, hvor maleren gerne ser sympatien lagt. Hvis der samtidig tages højde for tiden, malerierne bliver skabt i, så kommer den store sammenhæng mellem kunst og samtid til udtryk. Da Zahrtmann malede dronningen i 1880-82, var det ca. 16 år efter slaget ved Dybbøl og 11 år efter udgivelsen af Jammers Minde. Nationen higede efter stolte danske symboler, og historiemalerne, som fremstillede værker, hvor moralen og ånden sejrede trods fangenskab, havde kronede dage.56 Desuden skulle de heroiske motiver vise det stolte danske folk. Da dronning Sophie Amalie var tysker, blev fortællingen om den fangne danske kongedatter endnu mere attraktiv at fortælle.

4.2. Zahrtmanns betydning for Leonora Christina fortællingen Kristian Zahrtmanns malerier af både dronningen og kongedatteren er således med til at fortælle en lille bid Danmarkshistorie. De er malet med en holdning til det skete, og de opfordrer tilskueren til at tage stilling til billedet og til motivet. Om Zahrtmanns betydning for fremstillingen af Leonora Christina hedder det i udstillingskataloget fra Den Hirschsprungske samling: ”For hendes position i den almindelige

Hornung, Peter Michael: Ny dansk kunsthistorie, bd. 4, Forlaget Palle Fogtdal A/S, København, 1993, s. 159 55 Leonora Christina – Historien om en heltinde, 1983, s. 124. 56 Ære være Leonora, 2006, s. 25 og s. 26 54

32

bevidsthed har Kristian Zahrtmanns talrige skildringer spillet en uovertruffen rolle. Hans malerier af Leonora Christina visualiserer betydningsfulde situationer i hendes liv og forlener skildringerne i Jammers Minde med det setes autenticitet. Fra dem har vi alle indoptaget fangens vurderinger af livet og personerne i Blåtårn.”57 Zahrtmann levendegør fortællingen og han er med til at fastholde billedet af Sophie Amalie som den onde og Leonora Christina som den gode. Når der i 2006 åbnes for en udstilling, som ”Ære være Leonora” kan det i denne sammenhæng være givtigt at se på museets hensigtserklæring, som er gengivet i kataloget, der udkom i samme anledning: ”Intensionerne har været at give publikum en oplevelse af den store billedfortælling, som Zahrtmann skabte med sine mange forskellige Leonora Christinamotiver. Og i samklang hermed har det været målet med udstillingen såvel som med kataloget at formidle den spændende historiske baggrund og ikke mindst det litterære stof, som var hovedkilde til Zahrtmanns billeder.”58 I bestræbelserne på at formidle den historiske baggrund for Zahrtmanns billeder er det interessant at bemærke, at museet i sidste ende, loyalt mod kunstneren reproducerede hans opfattelse af såvel Leonora Christina som Sophie Amalie. Således hang de to malerier af dronningens dødsøjeblik alene midt i lokalet, omgivet af alle værkerne af Leonora Christina. Som lydkulisse i udstillingen blev Jammers Minde oplæst, og kom således til at stå ganske uimodsagt. Desuden er udstillingens titel ”Ære være Leonora” en henvisning til kunstnerens betagelse af sit objekt, Leonora Christina, og denne betagelse videreformidledes kritikløst af Den Hirschsprungske Samling i og med at denne titel anvendtes. Zahrtmanns modvilje mod dronning Sophie Amalie er værd at bemærke. Det kan indvendes at, hvis Sophie Amalie er skyld i, at Leonora Christina bliver indespærret i alle disse år, burde Zahrtmann takke hende. Det er jo netop i disse år Leonora Christina skriver det værk, som størstedelen af Zahrtmanns produktion baserer sig på. Takke hende gør han ikke, hans opfattelse af hende forbliver præget af Jammers Minde. Da Zahrtmann får en henvendelse fra en, som har brug for hans kompetence indenfor hans omfattende Leonora Christina viden, opstår der en omfattende brevveksling. I 1908 giver maleren denne karakteristik af dronningen, som han anser for at være: ”[…] en frisk, kæk og ikke smuk lille Dame, der muligt kunne have været elsket her, hvis

57 58

Ære være Leonora, 2006, s. 17 Ære være Leonora, 2006, s. 7

33

hendes Had mod Leonora Christina ikke havde været saa uforsonligt. Hun er yderst forfængelig og vel let af Sæder. Alle Enkedronninger i vort Land har altid baaret let Sorg, hvidt, graat, lilla. Sofie Amalie gik som Enke paa Maskerade og i Roskilde ligger hun i gul Brokade med Guldkniplinger. Balsameret. Hun har tabt Underkæben – den Kæft der henimod hendes Død lammedes, saa hun ikke fik den sidste Fordømmelse over Leonora Christina udtalt.”59 Det kan ikke undre, at både Zahrtmanns malerier og Jammers Mindes plads indenfor den litterære kanon puster til gløden af fortællingen om den onde dronning, der lader en uskyldig indespærre. Faghistorikerne kan dog rette lidt op på det sort hvide billede som såvel Zahrtmann som Leonora Christina gengiver.

59

Zahrtmann og Leonora, 1984, s. 44

34

Kapitel 5 – Dronning Sophie Amalie som hun er fremstillet i faglitteraturen Sophie Amalie er, uagtet at hendes liv og gerning sjældent er gjort til genstand for en omfattende behandling, en omdiskuteret person – også i faghistoriske kredse. Hendes liv er blevet skildret som udsvævende og ødselt, hendes væremåde som intrigant og hævngerrig. Ofte har spørgsmålet om hendes rolle i forbindelse med Leonora Christinas skæbne, og hendes indflydelse på enevældens indførelse, været gjort til genstand for faghistorikeres granskning, og i det følgende kapitel er det intentionen at skildre udvalget af faghistoriske syn på Sophie Amalie.

5.1 Ludvig Holberg (1684-1754) I vore dage kender vi primært Ludvig Holberg som forfatter til talrige skuespil, mens hans akademiske karriere som professor i historie og geografi ved Københavns Universitet ikke har samme bevågenhed. Han er værd at medtage her, da over halvdelen af hans samlede produktion er historiske værker, og han ligeledes har sat væsentlige spor i opfattelsen af Sophie Amalie. Ludvig Holbergs historiske hovedværk er trebindsværket Dannemarks Riges Historie60 som han udsendte i 1732-35.

For

Holberg var det vigtigt, at stoffet præsenteredes interessant og levende, i en form der gav folk lyst til at læse og lære. En af de måder han selv implementerede dette, var ved at skrive sine sammenlignende helte – og heltindehistorier – en form der hentede sin inspiration i Plutarchs Parallele Liv. Holberg kaldte sit værk fra 1745 Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier efter Plutarchii Maade61, og her stillede han to historiske skæbner op overfor hinanden. Holberg mente at det skulle være muligt at spejle sig i historien og på den måde lære nyt om sig selv, sit eget liv og det omgivende samfund62. I Holbergs heltindehistorier tager han fat på at sammenligne Leonora Christinas og Lady Jane Greys63 skæbner; og kommer i den forbindelse ind på dronning Sophie Amalies rolle i fortællingen om Leonora Christina. Holberg betoner flere steder So-

Holberg, Ludvig: Dannemarks Riges Historie, Tomus III, København 1856 Holberg, Ludvig: Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historier efter Plutarchii Maade i Samlede skrifter, Fjortende Bind, Gyldendal, København 1934. Herefter kaldt heltindehistorier 62 Jensen, Bernard Eric: Historie – livsverden og fag, Gyldendal, København, 2003, s. 113 63 Lady Jane Grey (1537 – 1554) de facto regent over England i lidt over en uge i 1553. 60 61

35

phie Amalies koldsindighed64 imod kongedatteren. Ifølge forfatteren har denne koldsindighed dog udmærkede årsager i Ulfeldtparrets opførsel i det interregnum, der opstod mellem Christian IV´s død og Frederik III´s tronbestigelse. Sophie Amalie var, som Holberg formulerer det ”[…]særdeeles irritered mod denne Dame i Henseende til hendes forrige Opførsel udi den Høysalige Konges Tiid, og blev hun derudi end meere bestyrket af de Vanskeligheder, som af det Uhlfeldske Huus bleve giorte ved Thronens Vacance[…]”65 Dernæst nævner Holberg beretningen om Leonora Christinas besøg hos guldsmeden, Kunst-Kasper, i forbindelse med det nye kongepars kroning. Her forlanger Leonora Christina, at se Sophie Amalies krone. Hun sætter den på sit eget hoved og taber den derefter på gulvet, så en stor sten går i stykker. Om det er med vilje eller om det er et uheld tør, Holberg ikke sige, men under alle omstændigheder bidrager det, ifølge ham, ikke til Sophie Amalies velvilje overfor Leonora Christina, eller som han selv formulerer det ”[…]dette kunde ikke andet end give Andledning til Mistanke.”66 Det er værd at bemærke, at denne hændelse ikke er beskrevet noget sted førend den kan læses hos Holberg. Hvor han har den fra er ikke til at vide, men ifølge ham selv er den en ”[…]hidindtil ubekiendt Historie, som mig er communicered.”67 Hvem der har ”kommunikeret” denne historie til Holberg, og om den overhovedet er sand, lader sig ikke afgøre med sikkerhed, men at den har fundet vej til flere efterfølgende behandlinger af forholdet mellem Leonora Christina og Sophie Amalie, berettiger den i høj grad til at blive medtaget her. At det er Sophie Amalies fortjeneste, at Leonora Christina forbliver i Blåtårn til efter enkedronningens død er Holberg ikke i tvivl om. Om dette skriver han ”[…]Men hendes Fængsel blev derfor ikke forlindred, kunde ey heller skee, saa længe som Dronning Sophia Amalia levede, efterdi Høyst-bemældte Dronning var meget irritered mod den Uhlfeldske Familie, og særdeeles mod denne Eleonora.”68 Holberg er overordnet set ganske forsigtig og diplomatisk i sine beretninger om de to kvinder og deres indbyrdes forhold. Som omtalt beskriver han Sophie Amalie som ”[…]særdeeles irritered[…]”, men han går ikke meget videre end det. Dronningens påståede irritation mod Leonora Christina

Holberg, Samlede skrifter, 1934, s. 576 Ibid. s. 576 66 Ibid. s. 576 67 Holberg: Dannemarks Riges Historie, 1856, s. 384 68 Holberg, Samlede skrifter, 1934, s. 579 64 65

36

ser Holberg som yderst velbegrundet i Leonora Christinas dårlige opførsel overfor dronningen både før og efter dennes kroning. Holberg tager også Sophie Amalies rolle i enevældens indførelse op til behandling. Dette sker i Dannemarks Riges Historie, og han tillægger dronningen en meget stor betydning i, at tingene formede sig som de gjorde. Frederik III beskrives som ”[…]gandske passivé, ladende allting komme an paa Guds Forsyn[…]”69, mens Sophie Amalie beskrives som den handlekraftige kvinde der var ”[…]udi fuld Bevægelse, og forsøgte at smidde medens Jærnet var varmt.”70 Hun var den, der overtalte kongen til ikke at lade denne enestående chance gå fra sig, og hun ”[…]anvendte all sin Veltalenhed for at bestride denne ugemeene Kaaldsindighed, foregivende, at Sagen allerede var saa vidt dreven, at man ikke kunde tvile om et lykkeligt Udfald, og bedende ham indstændigen, at han ikke vilde staae i sit eget Lys, og hindre hans egen og hans Families Lykke og Velstand. Men, som alt dette ingen synderlig Virkning kunde giøre hos denne moderate Herre, tog Dronningen sig paa at drive Verket alleene.”71 Holberg balancerer i sine beskrivelser på en knivsæg i forhold til, hvad han kunne tillade sig at sige om Sophie Amalie. Han giver klart et indtryk af hende som handlekraftig og ikke udpræget nem, hvilket er en skildring, der må siges at være modig for en toneangivende historiker, i sin tid. Alligevel synes der samtidig at kunne spores en vis tilbageholdenhed. Holbergs forsigtighed kan forklares med det faktum, at han tidsmæssigt befandt sig nærmere den tid begivenhederne udspillede sig i. Han blev født et år før dronning Sophie Amalie døde. Han fik sit første professorat, mens Sophie Amalies barnebarn Frederik IV sad på tronen; og skrev sine heltindehistorier under den strengt pietistiske og tungsindige Christian VI. Ydermere var Holberg en højt betroet embedsmand ved Københavns Universitet, og havde ovenikøbet i en periode været universitetets rektor. Det var givetvis ikke faldet i god jord, hvis han var fremkommet med en udtalt kritik af en tidligere dronning, hvis liv og levned på den tid stadig stod forholdsvis klart i folks erindring. Som nævnt i stykket der indleder dette afsnit om Holberg, så var hans primære mål at få sine læsere til at tage ved lære af historien. I sin Betænkning over Historier der ind-

Holberg: Dannemarks Riges Historie, 1856, s. 309 Ibid. s. 309 71 Ibid. s. 309 69 70

37

leder bind 3 af Dannemarks Rigers Historie, kommer han med sin programerklæring for sit virke som historiker. Her slår han til lyd for sin opfattelse af historien som et spejl. Holberg er altså først og fremmest historieskriver, hvis sigte det er at vække læserens interesse. Dette gøres, ifølge Holberg, ikke ved at bombardere læseren med årstal og historiske facts, men derimod ved at fortælle historier om personer og hændelser fra danmarkshistorien. Holberg gør således brug af et narrativt historiebegreb og tilhørte den historiefilosofiske skole, der stod i modsætning til den lærde og kildeorienterede skole som eksempelvis kollegaen Hans Gram tilhørte. I fortalen til heltindehistorier gives læseren en umisforståelig forklaring på Holbergs sigte med denne udgivelse, idet han skriver ”Denne Maade at moralisere paa kand holdes for den meest opbyggelige og mindst anstødelige. Den er meest opbyggelig, eftersom den grunder sig paa Historier, som ere Onders og Lasters ubedragelige Speyl. Den ere mindst anstødelig, saasom ingen fortørnes ved at see sine Feyl afmalede udi afdøde Personer. Enhver seer uden Fortrydelse, hvorledes Laster have vandheldet andre, item hvilke Sørgespill de have foraarsaget, og derved fatter Afskye til dem, og lærer at vandre varsom.”72 På Holbergs tid blev historiske fremstillinger ikke forsynet med det noteapparat, der i dag er obligatorisk for faghistoriske skrifter. Derfor er det svært at sige, hvilke kilder han har lagt til grund for sin fremstilling af Sophie Amalie i sine heltindehistorier eller i Dannemarks Riges Historie, men noget kan dog siges om hans kildemateriale. Det er i første omgang værd at bemærke, at Holberg skrev sine heltindehistorier om Leonora Christina over 100 år før hendes eget hovedværk Jammers Minde udkom. Dette værk, der mere end noget andet, har bidraget til dannelsen af Leonora Christinas eftermæle og dermed også Sophie Amalies. Som kilde til sine fremstillinger har han sandsynligvis haft adgang til en udgave af Den franske selvbiografi. Derudover er der en vis sandsynlighed for at han har haft lejlighed til at se Otto Sperlings d. ældres selvbiografi, der i en periode var i kollegaen Hans Grams eje. Hvad han, i sin egenskab af professor på universitetet, har haft mulighed for at studere af breve og gesandtoptegnelser, har han givetvis også brugt. Særligt skal her nævnes den engelske diplomat Robert Molesworth, der var gesandt ved det danske hof i perioden 16891692. To år efter sin hjemkomst til England udgav han det stærkt kritiske værk En

72

Holberg, Samlede skrifter, 1934, s. 408

38

beskrivelse af Danmark som det var i året 1692, hvor han giver den danske enevældige styreform barske ord med på vejen. Dette værk nævner Holberg som kilde til sin beskrivelse af enevældens indførelse.

Afslutningsvis skal det bemærkes at Holberg

havde en forgænger i beskrivelserne af heltinder, nemlig Leonora Christina der selv efterlod sig et værk betitlet Hæltinners Pryd, hvori hun beskrev historiske kvindeskæbner, som oftest med en parallel til hendes eget liv. Værket blev vidt udbredt i den nære eftertid, og Holberg har utvivlsomt også stiftet bekendtskab med det. Her foretages et spring på ca. 150 år, indtil opfattelsen af Sophie Amalie ændrer sig markant. Danmark har været i krig mod Preussen, og lidt nederlag ved Dybbøl i 1864. Denne historiske omstændighed får afgørende betydning for synet på Sophie Amalie, som det skal demonstreres i det nedenstående.

5.2 J. A. Fridericia (1849-1912) Historikeren J. A. Fridericia skrev bind 4 af Danmarks Riges Historie, der omhandler årene fra 1588 til 1699. Værket blev til i perioden 1896-1907, og her tages dronning Sophie Amalie under behandling. Hun træder ind på scenen på side 288 og får følgende skudsmål med allerede fra første færd ”[…]ved hans [Frederik III, red.] Side stod hans Hustru, som han havde ægtet 1. Oktober 1643, Sofie Amalie, Datteren af en af Trediveaarskrigens mest energiske og intrigante Skikkelser, Hertug Georg af Brunsvig-Lüneburg, selv ung og forlystelsessyg, ærgerrig, lidenskabelig, tragtende maaske mere end sin Ægtefælle, ikke alene efter Tronen, men ogsaa efter dens Besiddelse med langt større Magt end de hidtidige danske Kongers.”73. Ikke blot lader Fridericia læseren vide, at hun var ung og lidenskabelig, men også magtsyg og måske i virkeligheden den styrende kraft bag enevældens indførelse. Således er scenen sat for Fridericias videre behandling af Sophie Amalie, og efter denne indledende svada; kommer det næppe som nogen overraskelse, at denne historiker ikke hører til blandt dronningens største beundrere. Sophie Amalie skildres af J. A. Fridericia på følgende måde: ”Og som dette Hofs Midtpunkt stod Dronning Sophie Amalie. Uden at tage Hensyn til Rigets økonomiske Misligheder var hun fyldt af Tankerne om Fester, Glæder, om Balletter, Jagter og Slædefarter; selv optraadte hun i pragtfulde, fra Paris indforskrevne

73

Fridericia, J. A.: Danmarks Riges Historie bd. 4 (1588-1699), København 1896-1907 s. 288

39

Dragter, afvekslende som Bondepige, som Hyrdinde eller som Amazone, helst dog som Diana, Gudinden for hendes Yndlingstilbøjelighed. Hendes Indflydelse skyldtes sikkert ogsaa, at Kongen og Hoffet i over et Aar, fra April 1654 til Juni 1655, tog Ophold uden for Kongeriget, mest paa Flensborghus, og, fængslet af Fester paa Fester, ikke lod sig fordrive af Rigsraadernes Opfordringer. Ved hendes Ødselhed steg Udgifterne til Hoffet, men endnu vigtigere var det, at hun var en Hovedkraft til at drive sin Ægtefælle frem mod Planer om Enevælden, og efter samtidiges Opfattelse tillige mod Krigen.”74 Igen pointerer Fridericia dronningens rolle i enevældens indførelse, selvom han senere nedtoner rigtigheden af sit eget udsagn, da han selv stiller spørgsmålet om hvordan planerne om, enevælden modnedes i Frederik III. ”Des værre, Spørgsmaalet kan ikke besvares.”75 skriver Friedericia, men fremkommer dog, om end knapt så skråsikkert som tidligere, med en kommentar om, at han ”[…]bøjede sig for Paavirkning fra anden Side, og da navnlig fra Dronningen[…]”76 Den indflydelse som dronningen, ifølge Fridericia, skulle have på sin mand, stammer fra hendes ærgerrighed og magtsyge, som Fridericia ikke tøver med at fremhæve gentagne gange. Hendes hævntørst og ”[…]Mangel paa Storhed[…]”77 får alene skylden for ”[…]at have forpestet den unge Enevældes Hofluft med ondartet Forfølgelse og aldrig svækket Had[…]”78. Kongen bøjer sig for dronningen adskillige gange ”[…]for Husfredens Skyld[…]”79. Netop kongens frygt for Sophie Amalies vrede og insisteren, mener Fridericia, er årsagen til, at Frederik III holder offentliggørelsen af Kongeloven hemmelig for andre end ganske få indviede. Denne lov indskrænker nemlig dronningens indflydelse, idet loven stadfæster den ældste søns arveret til tronen, og forbigår dermed Prins Jørgen, den yngre søn, der angiveligt skulle være Sophie Amalies yndling. Desuden giver Kongeloven ikke automatisk enkedronningen en plads i formynderskabet, såfremt den unge konge skulle være umyndig ved faderens død. I loven står, at det er en mulighed, at enkedronningen får en plads i formynderskabet, men bestemt ikke et krav. Fridericia refererer følgende ordveksling mellem kongen og

Ibid. s. 367 Ibid. s. 452 76 Ibid. s. 452 77 Ibid. s. 462 78 Ibid. s. 462 79 Ibid. s. 462 74 75

40

Christoffer Gabel80: ”Da Gabel opfordrede Kongen til at kundgøre Loven, svarede han: Lad mig have Husfred med Dronningen.”81 Fridericias påstand om Sophie Amalies rolle i enevældens indførelse, ændrer sig igennem hans forfatterskab. Historikeren C. O. Bøggild-Andersen (1898-1967) skriver i en note til sin disputats fra 1936 ved navn Statsomvæltningen i 1660, følgende: ”Det maa dog nævnes, at Fridericias opfattelse i tiden 1887-94 undgaar en vis modifikation. 1887 sagde han: ”Efter hele Frederik III´s ovenfor skildrede Politik før 1660 kan man vistnok med en ikke ringe Grad af Sandsynlighed antage ham selv for Hovedophavsmanden til Planen” (Hist. Tidsskr. 1 c. 741). 1894 hedder det: ”Men spørger man bestemtere om, hos hvem særligt Tanken om Valgkongedømmets Ophør og Arveregeringens Indførelse kan antages at være undfangen eller” – her følger en bemærkelsesværdig tilføjelse – ”hos hvem denne Tanke i alt Fald har fundet den modtageligste Jordbund, da maa Svaret lyde: sandsynligvis hos Frederik III selv”. (Adelv. 503).”82. Hvad Bøggild-Andersen her påviser er, at Fridericia har bevæget sig fra at give Frederik III æren for selv at have fostret planerne om enevælde, til blot at sige, at Frederik III var lydhør overfor planerne, men ikke selv havde fostret dem. Hvem det så er, der i første omgang har udtænkt enevoldsplanerne kommer først endeligt til udtryk i Danmarks Riges Historie, nemlig, som ovenfor nævnt, Sophie Amalie. Samme påstand findes i Fridericias skildring af Sophie Amalie i Dansk Biografisk Leksikon, der blev til i 1887-1905. Her skriver Fridericia det biografiske afsnit om Sophie Amalie, og igennem hele denne biografi er der kun ét sted positive ord at finde om dronningen. Det er i dagene under Københavns belejring. ”Da kom under den anden krig de eneste virkelig store og stolte Dage i hendes Liv, de, i hvilke hun viste sandt Heltemod og Udholdenhed under Kjøbenhavns Belejring.”83 J. A. Fridericia var professor i historie på Københavns Universitet i perioden 18991912. Fridericia var, sammen med blandt andre den mere kendte kollega Kristian Erslev med i det kritiske gennembrud der skete i dansk historieforskning i de år. Uagtet at mange af hans teser senere er blevet modsagt af andre historikere, så formåede han at sætte et varigt præg på forskningen i 1600-tallets danske historie. Han gen-

Frederik III´s gehejmeskriver Christoffer Gabel (1617-1673) Fridericia, Danmarks Riges Historie, 1896-1907, s. 508 82 C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660. Kritiske Studier over Kilder og Tradition, Universitetsforlaget i Århus, Århus, 1936, s. 11 83 Bricka, C. F. (red.): Dansk biografisk Lexikon, XVI. Bind, København 1887-1905, s. 170 80 81

41

nemgik systematisk en, også set med nutidens øjne, bemærkelsesværdigt stor mængde af utrykte kilder, i sit arbejde med at formidle historien. Fridericias produktion var, som så mange andres, præget af den tid han selv levede i. I Den Store Danske Encyklopædi giver Jens Henrik Tiemroth følgende karakteristik af hans virke ”Dybt præget af sin samtids problemer anskuede Fridericia landets historie fra svenskekrigene i 1600-t. til nederlaget i 1864 udfra et kritisk syn på kongemagtens og adelens rolle i den historiske udvikling.”84 Den medfølgende modvilje mod alt tysk, som konsekvens af nederlaget i 1864, understreger hvorfor Sophie Amalie i Fridericias udlægning ikke skildres positivt. I det følgende skal det faghistoriske spor følges videre op imod vor tid, for at belyse om fremstillingerne har ændret sig.

5.3 C. O. Bøggild-Andersen (1898-1967) Professor C. O. Bøggild-Andersen viede sit liv til forskningen i Hannibal Sehesteds liv og levned. Sehested var en af Christian IV´s svigersønner; og spillede en vigtig rolle, først i svigerfaderens ”svigersønneparti” i rigsrådet, og senere i den unge enevælde og udformningen af denne. Bøggild-Andersens disputats Statsomvæltningen i 1660, der udkom i 1936, og som i første omgang var tænkt som et kapitel i hans tobinds biografi om Hannibal Sehested, er endnu en kilde, der kan hjælpe med at kaste lidt mere lys over den faghistoriske behandling af Sophie Amalie. Det skal i det følgende forsøges afdækket hvorvidt Bøggild-Andersen er enig i Fridericias påstand om hendes altafgørende rolle i enevældens indførelse. I første omgang er han i hvert fald tilbøjelig til at tilskrive hende en vis magt over Frederik III´s beslutningsproces. Om kongens personlighed skriver han ”Der kan næppe heller være tvivl om, at han tænkte og følte sig monarkisk og saa sit ideal i den kongelige enevælde, hvori han ved skæbnens tilskikkelser til sidst havnede, at denne tænke- og følemaade næredes af hans dronning Sophia Amalia af Braunschweig-Lüneburg, og at kongeparret og dets omgivelser greb enhver lejlighed, som frembød sig, til at styrke dynastiets magt.”85 Uden dog at omtale Sophie Amalie i så udpræget negative vendinger som dem Fridericia anvender, så fremgår det af hans forskning, at hendes lyst til at blande sig i statssager har været ganske stor. Om hendes venskab med Sehested hedder det ”Hun støttede i 1662 rigsskatmesterens [Sehesteds, red.] ønske om en større løn og hans krav om en hærreduktion, saa med sympati paa hans traktatforhandlinger i Frankrig,

84 85

Den Store Danske Encyklopædi bd. 7, Gyldendal, København 1997, s. 124 Bøggild-Andersen, Statsomvæltningen i 1660, 1936, s. 19

42

lod sin søn kronprinsen introducere ved det franske hof under hans auspicier, var vistnok velvillig stemt for ansættelsen af hans datter som førstehofdame og virkede, som det synes, efter premierministeren grev Rantzaus død i nov. 1663 og Sehesteds hjemkomst fra den franske ambassade for at skaffe ham stillingen som førsteminister[…]”86 Bøggild-Andersen tilslutter sig, som det fremgår af ovennævnte citat, opfattelsen af Sophie Amalie ikke som en dronning, der holdt sig til at være kransekagefigur, men som en vigtig faktor i det realpolitiske spil om magten i Danmark, og undlader ikke at fremhæve hendes ”[…]magtlyst og ærgerrighed[…]”87 som væsentlige karaktertræk. C. O Bøggild-Andersen blev professor ved Aarhus Universitet i 1939, og havde som sit hovedinteresseområde den danske og norske historie i 1600-tallet. Som ovenfor nævnt skulle Statsomvæltningen i 1660 oprindeligt havde været et kapitel i BøggildAndersens store biografi om Hannibal Sehested, og det fremgår tydeligt, hvorledes oprindelsessituationen afspejler sig i Bøggild-Andersens konklusion. Sehested tilskrives, ikke overraskende, en stor rolle i statsomvæltningen. Denne konklusion kan diskuteres, og er også blevet det, blandt andet i Historisk Tidsskrift, hvor Carl-Johan Bryld i forbindelse med genudgivelsen af bogen skriver ”Denne problemstilling synes grundet i den opfattelse, at en »forklaring« af enevældens indførelse, en løsning på »kausalitetsproblemet« er ensbetydende med en afklaring af de personelle forhold i forbindelse med stændermødet 1660, og dvs. at problemstillingen er forbundet med eller affødt af troen på individets bestemmende indflydelse i den historiske proces. Her spiller endvidere forfatterens betagelse af Hannibal Sehested en afgørende rolle, idet denne betagelse bringer forfatteren til yderlige fortolkninger af materialet og afstedkommer, hvad der vel må betegnes som proportionsforskydning i beskrivelsen af enevældens indførelse.”88 I dette citat afdækkes også Bøggild-Andersens historiesyn. Han mener, at det er den stærke personlighed, der former historiens gang. I dette tilfælde er denne stærke personlighed Hannibal Sehested, sekunderet af blandt andre Sophie Amalie, der med sin forkærlighed for magt og indflydelse gjorde sit til at begivenhederne formede sig som de gjorde. Sophie Amalie er, for Bøggild-Andersen, således en biperson i det store fortælling og ikke interessant i sig selv. Endvidere kan det siges om Bøggild-

Ibid. s. 401 Ibid. s. 401 88 Bryld, Carl-Johan ”Ved genudgivelsen af C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660” Historisk Tidsskrift, bind 13, række 2, København 1975, s. 109 86 87

43

Andersens værk at det kan bære præg af de store verdensomvæltninger der sker i hans samtid. Således er det interessant, at han skriver om magtfulde mænd og statsomvæltninger i 1930´erne, en tid hvor Europa oplever netop de samme tendenser som er at spore under enevældens indførelse. Det er ikke just positive karaktertræk Fridericia og Bøggild-Andersen tillægger dronning Sophie Amalie. Om de nutidige historikere ser med mildere øjne på hende, vil de nedenstående afsnit søge at give et svar på.

5.4 Jørgen Hein (f. 1951) I udstillingskataloget fra Rosenborgs udstilling ”Sophie Amalie – den onde dronning?” (1986) tager Jørgen Hein tidligere tiders historikeres dom op til overvejelse. ”Århundredskiftets hårde dom over Sophie Amalie kan undre, især hos en generation af videnskabeligt skolede historikere, der var børn af den hvide mands tro på fremskridtet, netop takket være hans evne til at skelne mellem fornuft og følelse. Generationen var imidlertid også barn af det liberale borgerskabs kamp for enevældens afskaffelse, og havde under sin opvækst oplevet grundlovens indførelse, næringsfrihedens vedtagelse og voldenes fald, det sidste fysiske udtryk for enevældens snærende ”Vi alene vide mentalitet”. Denne generation kunne nok føle sympati for Leonora Christinas aristokratiske forsvar for den veluddannedes ret til at melde fra for diktaturets despoti.”89. Som det fremgår, er der altså lagt op til et opgør med tidligere tiders historikeres hårde behandling af Sophie Amalie. Grunden er, ifølge Hein, i et spørgsmål om timing. I 1869 blev Leonora Christinas memoireværk Jammers Minde offentliggjort. Dette stærke skrift om en dansk kvinde der, ifølge hende selv, tog sit nederlag med oprejst pande, var noget der i allerhøjeste grad vandt genklang i en befolkning, der kun få år tidligere havde lidt et yderst demoraliserende nederlag ved Dybbøl. Leonora Christinas popularitet steg til hidtil uanede højder, og simultant dalede den tyskfødte og tysktalende Sophie Amalies stjerne. Hun blev skurken i fortællingen, og Leonora Christina blev heltinden. Derfor kan der i Heins beskrivelse af århundredskiftets videnskabeligt skolede historikere tilføjes, at de tilmed var børn af nederlaget i 1864, og dermed skrev i dette perspektiv.

Hein, Jørgen og Katia Johansen: Sophie Amalie – Den onde dronning?, Rosenborg, København 1986, indl. s. 3

89

44

I bogen Danske dronninger i tusind år90 der udkom i anledning af dronning Margrethe II´s 60-års fødselsdag i år 2000, tegner Jørgen Hein et billede af Sophie Amalie, der med sin bevidste selviscenesættelse ”[…]gik længere end den traditionelle hjemlige kvinderolle tillod.”91 Hein stiller de to kvinder, Leonora Christina og dronningen op overfor hinanden, og beskriver, hvordan Leonora Christina i Den franske selvbiografi skildrer sin rolle som tilbagetrukken hustru. Her overfor står så Sophie Amalie, der med sin bevidste sætten-sig-selv-i-centrum, gerne afbilledet som jagtens gudinde Diana med dertil hørende erotiske undertoner, naturligvis kan have virket provokerende både på samtiden og på eftertiden. Hein tager også fat i spørgsmålet om, hvorvidt der er hold i påstanden om Sophie Amalies utroskab med hendes betroede hofmand Jakob Petersen, anklager der oprindeligt udgik fra Kai Lykke, og som bevirkede at han blev dømt til at have forbrudt ære, liv og gods. Utroskab eller ej – Hein bruger en medalje og en ring, begge med erotiske motiver, til at påvise ”[…]at rygterne ikke var tom snak.”92 Jørgen Hein er historiker og museumsinspektør på Rosenborg Slot, hvor han har været ansat der siden 1978. I sin karriere på Rosenborg har han haft ansvaret for blandt andet gennemgangen af Sophie Amalies bo, og har i det hele taget markeret sig stærkt i forskningen om dronningen. Heins udstillingskatalog fra 1986 om Sophie Amalie, er den eneste samlede behandling der eksisterer om hende og hendes eftermæle. Jørgen Heins tilknytning til Rosenborg Slot får derfor emnet til at virke oplagt, idet han har ubegrænset adgang til materiale om dronning Sophie Amalie. Hein er ikke den eneste nutidige historiker der gør op med fortidens behandling af dronningen. Andre fagfæller har også set nærmere på om hendes liv og gerning med rette blev så kritiseret som tilfældet har været.

5.5 Steffen Heiberg (f. 1945) En af de historikere der i særdeleshed har beskæftiget sig med perioden omkring Sophie Amalie, er Steffen Heiberg. I bogen Danske dronninger i tusind år, behandler han dronningen og det som tidligere historikere har benævnt hendes ”magtsyge”. I virkeligheden, siger Heiberg, er der tale om en bevidst magtiscenesættelse. Der sker en

Danske dronninger i tusind år, red. Steffen Heiberg, København, 2000 Ibid. s . 227 92 Ibid. s. 227 90 91

45

feminisering i hofkulturen i hele Vesteuropa i de år. Den starter allerede tidligt i 1600-tallet, men når først Danmark med Sophie Amalies tronbestigelse i 1648. Efter Christian IV’s dronning Anna Cathrines død i 1612 havde landet lidt under manglen på en førstedame, da Christian IV´s senere livsledsagersker ikke havde den formelle status, der skulle til, for at blive anset for landets førstedame. Først med Sophie Amalie brød den moderne hofkultur igennem i Danmark, og Heiberg klandrer 1800- og 1900-tallets historikere for at have ”[…]moraliseret over hendes ”pragtglæde” og pengeforbrug og ironiseret over hendes personlige deltagelse i balletter og teaterstykker uden at forstå, at de var et led i en iscenesættelse af hoffet og monarkiet, en ideologisk øvelse, hvis mål var at styrke kongedømmets prestige.” 93 Heiberg giver altså Sophie Amalie æren for, at det danske hof følger med resten af Vesteuropa, i den hofkultur der blomstrer i de år, og som senere finder sin mest fremtrædende form ved Ludvig XIV´s hof i Frankrig. At Sophie Amalie har været overordentligt bevidst om sin personlige iscenesættelse, er Heiberg slet ikke i tvivl om. Som eksempel nævnes Abraham Wuchters loftsmaleri på Rosenborg. Maleriet forestiller Juno og Jupiter. Juno, der i denne udgave bærer Sophie Amalies ansigtstræk, er afbilledet nøgen og siddende med et scepter. Dette vidner, ifølge Heiberg, om at dronningen ikke var bleg for at lade sig skildre som den der førte scepteret, og dermed herredømmet. Heiberg undlader at tilskrive Sophie Amalie samme markante plads i det politiske spil som de tidligere historikere har gjort, men giver dog, i sin biografi om Corfitz Ulfeldt, et enkelt eksempel på, hvorledes hun kunne agere. Under kongemødet på Frederiksborg i forbindelse med fredsforhandlingerne i 1658, optrådte Sophie Amalie i en meget dominerende rolle, Heiberg kommer ikke nærmere ind på, hvori det dominerende bestod. Formålet med dette skulle angiveligt være at appellere til den svenske kong Karl X. Gustav, således at han afstod fra at give Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt deres gamle slot Hørsholm tilbage. Sophie Amalies plan lykkedes og hun undgik dermed at se ærkefjenden residere på det slot, som hun havde overtaget og nyindrettet efter Ulfeldternes flugt i 165194. Det lader til i denne skildring, at Heiberg er enig med de tidligere historikere om, at Sophie Amalie har næret et indædt had til Leonora Christina. Ovenstående episode skal være et klart bevis på fjendskabet, og det at Leonora Christina frigives

93 94

Ibid. s. 200 Steffen Heiberg: Enhjørningen, København, 2003, s. 165

46

kort efter dronningens død i 1685 ses af Steffen Heiberg som et bevis på, at der virkelig har været tale om reel hævngerrighed.95

Heiberg efterlader altså et indtryk af

Sophie Amalie som en dreven iscenesætter af enevoldsregeringens magt og pragt – noget der, ifølge Heiberg, var ganske nødvendigt, for at det danske hof skulle komme op i niveau med resten af Europas fyrstehoffer. Billedet af den hævngerrige og magtglade kvinde har dog endnu ikke helt fortaget sig, men opretholdes i fortællingen om Sophie Amalies og Leonora Christinas magtspil. Steffen Heiberg var indtil fornyelig ansat som forskningschef ved Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Heiberg har gennem sit historiske virke beskæftiget sig indgående med 1600-tallets danske historie; og skrevet flere værker om perioden. I kraft af sit mangeårige virke på Frederiksborg har han haft denne periode tæt inde på livet, og dette afspejler sig også i hans litterære produktion, der omfatter biografier om såvel Sophie Amalies svigerfar Christian IV som rivalinden Leonora Christinas ægtefælle Corfitz Ulfeldt. Ingen af de to ovenstående historikere, Steffen Heiberg og Jørgen Hein, behandler spørgsmålet om Sophie Amalies indflydelse på enevældens indførelse. For at belyse det nuværende syn på denne side af Sophie Amalie er det derfor nødvendigt at inddrage endnu en historiker, nemlig Sebastian Olden-Jørgensen, lektor på Københavns Universitet, der har forsket meget i den tidlige enevælde. I den netop udkomne Magt og Pragt – enevælde 1660-184896, kommer Olden-Jørgensen med en analyse af de dramatiske dage i oktober 1660, hvor enevælden indføres, og Frederik III hyldes som arvekonge. Olden-Jørgensen er ikke i tvivl. Det er Frederik III selv, der tager initiativ og i samarbejde med understænderne får vredet armen om på adelen. Sophie Amalie tilskrives dermed ikke nogen rolle i dette. Dog synes det klart for Olden-Jørgensen, at grunden til at så mange tidligere historikere har tilskrevet hende æren, er fordi kongen normalt ikke besad den handlekraft, som han udviste ved denne lejlighed. Olden-Jørgensen skriver: ”Kongen lagde altså øjeblikkeligt et solidt militært pres oven i det politiske, og hans ry for at tøve og tvivle taget i betragtning er det ikke un-

Ibid. s. 250 Lyngby, Thomas, Søren Mentz og Sebastian Olden-Jørgensen: Magt og Pragt – enevælde 1660-1848, Gads forlag 2010

95 96

47

derligt, at man siden har været tilbøjelig til at give hans omgivelser, frem for alt Sophie Amalie, æren – eller skylden, om man vil – for det skete.”97 Fælles for de nutidige historikere Heiberg, Hein og Olden-Jørgensen er, at de har tilgang til det væld af materiale, der har akkumuleret sig siden 1600-tallet. Dette gør, at de er i stand til at give personer og perioder en mere udtømmende behandling end de fagfæller, der er gået forud. Deres historiesyn er præget af den udvikling, historiefaget har gennemgået. Hvor det tidligere var de historiske personer og deres handlinger, der var centrale, virker det nu som om, at fokus i højere grad ligger på de bagvedliggende strukturer og mekanismer, der afgjorde de historiske personers handlen og ageren. Dette giver en større forståelse for historiens lange linjer samt en helhedsopfattelse af den portrætterede person og dennes samtid.

5.6 Diskussion og sammenfatning Det ses af ovenstående, at meningerne om Sophie Amalie er delte indenfor faglitteraturen. Alle her beskrevne historikere, undtagen Holberg, skriver efter 1849 og dermed ikke under kongemagtens indflydelse. Det er Holberg derimod, hvilket kan være årsag til, at han forekommer tilbageholdende med at komme med en udtalt kritik af dronningen. Dette kan måske tilskrives, at han levede tæt på den tid hvori begivenhederne udspillede sig, men det kan samtidig hænge sammen med at Jammers Minde endnu ikke var udkommet, og der dermed ikke var tilstrækkeligt belæg for at opfatte Sophie Amalie negativt. Det var der til gengæld omkring år 1900, hvor J. A. Fridericia skrev om hende. På dette tidspunkt var Danmark et land der stadig var mentalt præget af nederlaget i 1864, og da Jammers Minde udkom i 1869 passede det glimrende ind i billedet af den onde tysker, der behandlede den trofaste dansker dårligt. Fridericia sekunderes af C. O. Bøggild-Andersen, der modererer det negative billede af dronningen, men stadig fastholder hendes glæde ved magt og pragt, samt hendes indflydelse ved hoffet. Disse historikere var selvfølgelig børn af deres tid. Det var en tid, hvor fædrelandskærligheden var i højsædet, og hvor skolernes historieundervisning fokuserede på, at fremme netop denne glæde over det danske. Det var derfor naturligt for historikerne at fokuserere på dronningens tyske oprindelse, når der skulle søges efter grunde til rigets

97

Ibid. s. 45

48

økonomiske vanskeligheder. Sandheden var nok nærmere, at landets dårlige økonomi skyldtes Christian IV´s fejlslagne krige, men han var endnu en kær fædrelandsmyte, og der hverken kunne eller skulle rokkes ved myten om den tapre Kong Christian, der stod ved højen mast. Billedet af Sophie Amalies magtsyge og ødselhed gøres der op med i den nyere generation af historikere, anført af Steffen Heiberg og Jørgen Hein. De anskuer debatten fra et større perspektiv end de foregående historikere. Hvor Hein giver en forklaring på hvorfor disse historikere så Sophie Amalie som de gjorde, og forklarer det med den tid de skrev i, så giver Heiberg et kvalificeret bud på, hvorfor dronningen har fået prædikatet ”ødsel”. Dette har hun, ifølge Heiberg, i sit forsøg på at iscenesætte hoffet som en magtfaktor. Sebastian Olden-Jørgensen tilskriver, i modsætning til Fridericia og BøggildAndersen, ikke Sophie Amalie en rolle i enevældens indførelse, men mener at Frederik III selv orkestrerede denne omvæltning. Overordnet kan det siges, at hvor Holberg går i detaljer med enkelte hændelser, så giver århundredskiftets historikere et mere politisk baseret billede af dronningen. De nyere historikere ser derimod på de bagvedliggende strukturer, der skaber det billede vi i dag kender som billedet af Sophie Amalie. Som det fremgår, har det været nødvendigt, at inddrage hele tre nutidige historikere for at diskutere de tidligere historikeres pointer. Dette skyldes, at de tidligere historikere havde en større tendens til at komme rundt om hele personen, mens de moderne historikere ofte specialiserer sig indenfor bestemte emner, og dermed ikke i samme grad afdækker alle aspekter. En historiker som Ludvig Holberg var ikke bleg for at videregive historier eller måske snarere anekdoter, som han ikke umiddelbart havde belæg for. Flere af disse viste sig dog at være så levedygtige, at de fandt vej ind i de skønlitterære værker, der vil blive behandlet i det efterfølgende kapitel.

49

Kapitel 6 – Dronning Sophie Amalie belyst gennem skønlitteraturen Faghistorikernes fremstilling af Sophie Amalie har betydet den hel del for det eftermæle hun har fået. Kristian Zahrtmanns malerier har ligeledes bidraget afgørende, men endnu en fremstillingsform har, måske mere end noget andet, været medvirkende til at danne billedet af dronningen. Det er den skønlitterære genre, der, blandt andet med sine historiske romaner, er nået ud til et bredt publikum og har haft afgørende betydning for fremstillingen. Den historiske roman når som oftest ud til et langt større læserskare end en faglitterær bog gør, hvor velskrevet den end er. I dette kapitel vil der blive behandlet en mængde litteratur der har det til fælles, at det ikke er forfattet af faghistorikere, men derimod af en blandet skare af forfattere, som alle, af forskellige grunde, har haft lyst til at give deres bud på fremstillingen af Sophie Amalie. Kapitlet vil dels bestå af et afsnit med historiske romaner og dels et afsnit med anden skønlitteratur. De historiske romaner, der vil blive behandlet er kronologisk opstillet Gøngehøvdingen98 (1853) af Carit Etlar, Sophie Amalie99 (1959) af Karen Plesner og Spardame100 (1989) af Helle Stangerup. Efterfølgende vil samlingen af anden skønlitteratur om dronningen blive behandlet, ligeledes kronologisk opstillet. Skønlitterære forfattere er på mange måder friere stillet end faglitterære, idet de ikke behøver at være loyale mod noget, men kan dække sig ind under betegnelsen fiktion, og dermed blankt frikendes for anklager om mangel på kildegrundlag. Derfor kan skønlitterære forfattere også tillade sig at gå ind i hovedet på deres personer, og beskrive hvad de tænker og føler, i modsætning til eksempelvis historikerne, som baserer deres arbejde på de kilder, der allerede foreligger. Den historiske roman brød for alvor igennem i første halvdel af 1800-tallet med navne som Walter Scott, der skrev Ivanhoe og vores hjemlige B. S. Ingemann der, inspireret af Scott, skrev sine romaner om Valdemar Sejr og andre konger. I det følgende skal der fokuseres på hvilket syn de tre udvalgte historiske romaner har af Sophie Amalie, da det må have

98 Etlar, Carit: Gøngehøvdingen (uforkortet udgave), Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, Hernovs Forlag, København 1989. Oprindelig stavemåde ”Gjøngehøvdringen” herefter kaldet Gøngehøvdingen. 99 Plesner, Karen: Sophie Amalie, Det Schønbergske Forlag, København, 1959 100 Stangerup, Helle: Spardame, Gyldendal, København 1989

50

påvirket den generelle opfattelse af hende, idet disse værker må forventes at have nået vid udbredelse.

6.1. Carit Etlar Carit Etlar, der er et pseudonym for Carl Brosbøll (1816-1900), fik stor succes med sine historiske romaner Gøngehøvdingen der udkom i 1853, og et par år senere opfølgeren Dronningens Vagtmester fra 1855. Begge romaner beskriver årene 1657-59, og gengiver hvorledes gøngerne, under ledelse af Svend Poulsen, kaldet Gøngehøvdingen, førte guerillakrig mod Karl X Gustavs svenske tropper og hans tyske lejesoldater. Handlingen udspiller sig fortrinsvis på Sydsjælland, med enkelte afstikkere til København. I begge romaner optræder dronning Sophie Amalie i en mindre rolle, men mest udpræget skildres hun i Gøngehøvdingen, hvor Carit Etlar giver en længere karakteristik af hende. Han tegner et billede af en dronning, der besidder en vis en omskiftelighed i sin natur. Denne omskiftelighed gør at hun kan gå fra at virke indtagende og venlig til ubøjelig og uforsonlig. ”Hovedudtrykket i hendes ansigt var i øvrigt en sorgløs munterhed; dertil svarede hendes mørke, strålende øjne, og dog var det netop dette kongelige blik, der igen var i stand til at forandre hendes åsyns udtryk. Heftig og overdreven i alle sine følelser, i glæde som i sorg, i ømhed som i had; bragte det sidste hende til at sænke de stærkttegnede bryn, da antog hendes ansigt et præg af ubøjelig og uforsonlig hårdhed, hvis følger den ulykkelige Leonore Christine i toogtyve år sukkede under, og foruden hende endnu den indtagende kavaler, som denne eftermiddag red ved hendes side [...]”101 Den indtagende kavaler der omtales her, er adelsmanden Kaj Lykke, der senere faldt i unåde og dødsdømtes in absentia102. Videre skriver Etlar om Sophie Amalie ”Man har tillagt Sophie Amalie en høj grad af forfængelighed og troet, at hun især yndede maskerader, fordi de mange forskellige dragter, hun ved disse forlystelser viste sig i, blot var beregnet på at fremhæve hendes ansigts og figurs sjældne fuldkommenheder. Men dronningen var så ung, og de, der havde bedømt hende strengt, var så gamle; hendes tidligere liv havde været en uafbrudt række af glædesløse år, ensformige og kedelige, medens de blev gennemlevet og endnu mindre efterladende noget hvilepunkt for en venlig og lykkelig erindring. Derfor elskede dronningen i sin lykkes solskin maskeraden, som hun elskede enhver anden adspredelse.”103 Her anes et forsøg på, fra Etlars side, at gå i rette med andres beskrivelser af Sophie Amalie og hendes glæde ved fest

Etlar: Gøngehøvdingen, 1989, s. 22 Kaj Lykkes fald får Etlar senere flettet ind i handlingen, idet Svend Poulsens tro følgesvend Ib spiller en ikke ubetydelig rolle i dette drama. 103 Etlar: Gøngehøvdingen, 1989, s. 23 101 102

51

og fornøjelighed. Denne påståede overdrevne glæde ved maskerader beskriver Etlar som dronningens reaktion på en kedelig barndom og opvækst, nede i BraunschweigLüneburg. Etlar har ikke meget til overs for de personer, der tidligere har beskrevet hendes glæde ved fornøjelser. De beskrives som gamle, og det anes, at Etlar lader til at ville tilskrive dem en vis portion bitterhed og måske ligefrem misundelse. Det lader sig ikke opklare hvilke mænd Etlar her sigter til. Dermed ikke sagt, at Etlar er Sophie Amalies uforbeholdne fortaler. Det fremgår af det ovenstående, at hendes negative karaktertræk bliver betonet. Et andet aspekt som Etlar fremdrager, er Sophie Amalies store glæde ved det tyske fremfor det danske. ”Ved alle fester spillede dronningens yndlinge, den indvandrede tyske adel, hovedrollen. Øverst af alle disse stod igen Kørbitz, der fra en aldeles ubekendt person, på få år, ikke blot hævede sig til ridder og rigsmarchal, men hvad der vil sige endnu mere, til dronningens fortrolige og rådgiver.”104 Denne Kørbitz er Johan Christoph von Kørbitz (1612-82), der ganske rigtigt tilhørte den nye, overvejende tyske, kreds af hoffolk som Frederik III fik placeret i sin nærmeste kreds. Hvorvidt Kørbitz var særligt knyttet til Sophie Amalie er ikke påviseligt, og må mest af alt opfattes som en Etlar-opdigtning, men sandt er det, at han tilhørte inderkredsen omkring kongehuset. Den ridder Kørbitz, der optræder i Gøngehøvdingen, bliver dog også, trods fortroligheden med dronningen, offer for hendes omskiftelige sind. Etlar beskriver et sted hvorledes ”[...] hun vendte sig om og betragtede ridderen med et blik, der havde noget af kattens grusomhed ved sig.”105 Med hensyn til Sophie Amalies påståede forkærlighed for det tyske, er dette ikke noget der huer forfatteren. Et sted lader han dronningen udtale følgende: ”De danske heste er ligesom det danske folk, kun lidet bevendt, og holder ikke ud med vore hjemme i Brunsvig.”106 og det skal nedenfor vise sig, at dette udsagn skal ikke tages positivt, når det kommer fra Etlars pen. Carit Etlar var en af tidens mest populære forfattere. Gøngehøvdingen var 100 år efter sin udgivelse trykt i 238.000 eksemplarer. Dette oplagstal var kun overgået af den danske Bibeloversættelse.107 Han var ansat ved Det Kongelige Bibliotek i perioden

Ibid. s. 23 Ibid. s. 48 106 Ibid. s. 29 107 Jørgensen, Jens Anker og Knud Wentzel (red.) Hovedsporet – Dansk litteraturs historie, Gyldendal, København 2005, s. 396 104 105

52

1853-1885, men brugte meget af sin tid på at skrive sine romaner, der som oftest havde et historisk indhold. Etlar tilhørte, ligesom maleren Kristian Zahrtmann, den nationalromantiske bevægelse, der ved at betone fortidens historiske begivenheder søgte at vække en fædrelandskærlighed i befolkningen. Netop den jævne befolkning var som oftest hovedpersonerne i romanerne, og dette er også tilfældet i Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester, hvor det er almuens kamp mod svenskerne, der er i fokus. For at forstå på hvilken baggrund billedet af Sophie Amalie udvikles i romanerne, skal der her kort redegøres for Danmarks situation i årene lige før tilblivelsen af værkerne. Få år før udgivelsen af Gøngehøvdingen var Danmark i krig mod de tyske nationalliberale slesvig-holstenere, og deres støtter Preussen og Det Tyske Forbund, den såkaldte Treårskrig 1848-50. Etlar deltog som frivillig i denne krig, og på den baggrund forekommer det naturligt, at det tyske ikke ligefrem stod hans hjerte nær. Derimod var der venligere stemning imod de skandinaviske broderlande Norge og Sverige, der begge stillede sig på Danmarks side i Treårskrigen. Skandinavismen blomstrede, og det er i dette spændingsfelt mellem skurken Tyskland på den ene side og det skandinaviske broderskab på den anden side, at Etlar vælger at skrive om svenskekrigen 1658-59. I en sådan roman, om Danmarks krig mod Sverige, ville det forekomme naturligt, at svenskerne var de onde, men set i lyset af forkærligheden for det skandinaviske, lykkes det Etlar istedet at gøre portrættere tyskerne mindre flatterende. Dette kunstgreb kan udføres i og med at svenskerne havde tyske lejesoldater til deres hjælp, og dermed fokuserer Etlar på disse tyskeres grumhed, især repræsenteret ved den fiktive kaptajn Manheimer, mens svenskerne, eksempelvis den ligeledes fiktive kaptajn Kernbok, fremstilles som ædle og noble modstandere, der har æren i behold trods fjendskabet med danskerne. Den danske adel beskrives i romanerne som svag, dekadent og uden handlekraft. Etlar skriver et sted i Dronningens Vagtmester at ”Sophie Amalie greb denne lejlighed ligesom enhver anden, der tilbød sig for hende, til at ydmyge adelen.”108 Dette kan umiddelbart forekomme som et usympatisk karaktertræk hos dronningen. Set i lyset af Etlars eget syn på den danske adel i sin samtid, hvor tankerne om demokrati og udviskning af standsforskelle blomstrede, så forekommer Sophie Amalies

108 Etlar, Carit: Dronningens vagtmester (uforkortet udgave), Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, Hernovs Forlag, København 1989, s. 227

53

ydmygelse af adelen dog pludselig ikke længere så negativ. Det lader snarere til at Etlar sympatiserer med denne handling. Sophie Amalie forekommer i Etlars fremstilling at være placeret i en underlig gråzone, hvad angår spørgsmålet om, hvor læserens sympati skal lægges. Dels er hun dansk dronning, der i kraft af denne position fordrer respekt og god behandling fra en fædrelandskærlig forfatter som Etlar. På samme tid er hun dog tysk, med alt hvad det indebærer af negative karaktertræk. Det synes som som Etlar ikke rigtig ved hvad han skal stille op med hende, for mens han betoner hendes omskiftelige humør, hvilket må siges at være et negativt karaktertræk, er hun samtidig den person, der fatter sympati for den jævne mand Ib, og belønner ham med en titel som dronningens vagtmester. Det er denne sidstnævnte handling, der bliver kraftigt betonet netop i titlen på romanen Dronningens Vagtmester. Den gør også at læseren sidder tilbage med et billede af en dronning der, trods fejl og mangler i beherskelsen af sine følelser samt sit tyske sindelag, optræder som en nådig og mild dronning. Hun har meget tilovers for almuen, der jo er den Etlar ønsker, at læseren skal identificere sig med. Sophie Amalie kommer altså ud på den rigtige side. Det skal tilføjes at i Poul Steenstrups bearbejdede udgaver af romanerne, er billedet af Sophie Amalie yderligere forbedret, idet den store karakteristik af hende, der forekommer i den uforkortede version af Gøngehøvdingen, er skåret helt bort. Det kan skyldes at hvor Etlar skrev sine romaner som voksenlæsning, blev de gradvist degraderet til børnelitteratur. Steenstrup lod beskrivelserne af Sophie Amalies karaktertræk udgå, da han muligvis anså disse for irrelevante i forhold til et yngre publikum. Det er Steenstrups bearbejdede udgaver, der har vundet størst indpas, blandt andet ved at indgå som en del af den meget udbredte serie ”Gyldendals udødelige”. Det er derfor dette redigerede billede af Sophie Amalie, der står tilbage når børn i dag kaster sig over Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester. Der findes også andre bud på historiske romaner om Sophie Amalie, og én af disse er Karen Plesners roman der, som noget enestående har dronningen som omdrejningspunkt. Om denne roman giver et andet og mere uddybende billede af Sophie Amalie, skal her undersøges.

6.2. Karen Plesner Karen Plesner (f. 1923) har skrevet den eneste roman, der har Sophie Amalie som hovedperson, nemlig Sophie Amalie (1959) I denne roman følges Sophie Amalie fra

54

barndommen i den tyske by Celle til sin død i København i 1685. Plesner beskriver hendes første år, hvor hun ved faderens hof opdrages mere som en dreng end som en pige. Allerede her fremgår det tydeligt, at det er kønsrollerne, der er under behandling i denne bog. Sophie Amalies mor siger til sin datter at ”Du kan have en mands energi, hans mod, hans begavelse, men du vil altid være en kvinde, lille pige.”109 Dog føjer hun til at ”Du har alligevel større muligheder end de fleste; en klog pige behøver ikke at leve i skyggen af sin mand.”110 I forbindelse med vielsen til hertug Frederik (den senere Frederik III) får Sophie Amalie i vielsestalen at vide at ”[...] kvindens plads er ved hjemmets arne, og hun bør være sin husbond hørig og lydig i alle sine levedage...”111 og sådan fodres hun med holdninger til kvindens plads i ægteskabet, og i samfundet. Det unge par har det ikke nemt. Frederik behandles skidt af sin far kong Christian IV, mens Sophie Amalie må lide alskens forhånelser fra Leonora Christina, som der tidligt bliver grundlagt et dårligt forhold til. Frederik og Sophie Amalie bliver kongepar, og gennemgår yderligere forsmædelser fra Ulfeldt-parret, men hurtigt træder Sophie Amalie i karakter som den viljefaste dronning. I forbindelse med stændermødet i 1660 og de forhandlinger der ender med enevælde og arvehyldning er det Sophie Amalie, som presser på for at få den tøvende konge til at tage affære. ”I har vist overbærenhed længe nok, nu må de se, hvem der bestemmer” hun pressede hans skulder med sine stærke fingre; det var, som der udgik en særlig kraft fra dem; han rettede sig op.Hun vendte sig mod Gabel. ”I giver mig ret, Gabel; I er klog og har fulgt alt i mindste detailler. Det er nu hans Majestæt skal slå til. Nu, nu!” Hun ledsagede hvert ”nu” med et lille tryk på hans skulder. ”Dronningen har ret”, svarede Gabel fast. – Og det fordømte fruentimmer kan få ham til at kravle rundt på alle fire, hvis hun sætter sig det i hovedet – tænkte han.”112 Som det fremgår tegner Plesner et billede af en dronning, der forstår at sætte sin vilje igennem, men som i forsøget på dette skaber sig fjender, her repræsenteret ved rentemester Christoffer Gabel. Helt uden sværdslag med kongen går hendes planer ikke, og da Kongeloven er under udarbejdelse bliver det for meget for Frederik III. Sophie Amalie ønsker, at loven skal indeholde en paragraf om, at enkedronningen i tilfælde af tronfølgerens umyndighed skal indsættes som formynder, men dette falder

Plesner: Sophie Amalie, 1959, s. 7 Ibid. s. 8 111 Ibid. s. 8 112 Ibid. s. 188 109 110

55

ikke i kongens smag: ””Nej, ved Gud, om jeg vil diskutere det længere med dig. Kvinder er da også blottet for logisk sans,” kongen greb efter nogle papirer på bordet foran sig. ”En hustrus plads er ved mandens side; hendes indflydelse er nøjagtig så stor, som han ønsker, den skal være. Hvad angår den nye lov, så er end ikke det første ord skrevet endnu; det har ingen hast.” ”Kan selv du, der er så klog, ikke se, at der er noget ydmygende for et fruentimmer i, at al hendes indflydelse skal være afhængig af alkoven?”113 Igen er det kønsrolledebatten, der skinner igennem, og den går i det hele taget som et tema igennem romanen. Sophie Amalie kæmper for at bevise, at hun, som kvinde, er et selvstændigt individ, der sagtens kan varetage vigtige forpligtelser på linje med manden. I et skænderi med Frederik Ahlefeldt114 kommer det til følgende ordveksling: ””Det er småtterier, fruentimmerpjat, forfængelighed,” bruste Ahlefeldt op. ”I har ingen ret til at hade denne stakkels kvinde.” ”Jeg har ret til at hade, hvem jeg vil. Jeg er ingen blegsottig dukke uden følelser; jeg kan hade, og jeg kan elske, og det kan alle de, der er noget ved i denne verden,” råbte hun.”115 Dette beskriver at Sophie Amalie ved Plesners pen forsvarer sit køns ret til at være passioneret, og står op imod mandens, her repræsenteret ved Ahlefeldt, negligering af følelsernes berettigelse. Desuden viser citatet at ”denne stakkels kvinde” som Ahlefeldt her nævner, er Leonora Christina, og ingen skal gå i rette med dronningens følelser omkring kongedatteren, som behandler hende så dårligt. Ifølge Plesners fremstilling kan hun simpelthen ikke forstå, hvorfor hun ikke kan blande sig på linje med mændene ved hoffet. ”Hun indså ikke, at hendes lyst til at gøre sig gældende i det offentlige liv havde noget som helst at gøre med hendes position som privatmenneske. Hun forsømte ikke familien – selv ikke hendes værste fjende kunne bebrejde hende det – men hun havde tid og kræfter til overs til at blande sig i politik, så hvorfor skulle hun ikke gøre det? Kongen prøvede at forklare hende, hvorfor det ikke var passende, og hun følte det som en himmeråbende uretfærdighed.”116. Hvad angår dronningens påståede utroskab er der, ifølge Plesner, i dén grad noget om snakken. Hun har været utro med selveste Kaj Lykke og dette kaster kongeparret ud i en ægteskabelig krise, der dog bilægges efter et stykke tid.

Ibid. s. 201 Frederik Ahlefeldt (1623-1686) var et ledende medlem af Frederik III´s stab og i høj kurs hos Sophie Amalie. 115 Plesner: Sophie Amalie, 1959,. s. 207 116 Ibid. s. 236 113 114

56

Forlystelsessygen finder også plads i romanen, og skildrer dronningen som en ivrig iscenesætter af maskerader og teaterforestillinger. Det overordnede tema er dog ønsket om ligeberettigelse. Trangen til at gøre sin indflydelse gældende har hun sjældent held med i Frederik III´s regeringstid. Efter kongens død lysner det hele betragteligt hvad angår dette, idet den unge konge Christian V som en marionet styres af Griffenfeld117 og Sophie Amalie. Her lader Plesner hende udvise et stort register af magtudøvelse og manipulation. Hun er på kant med den unge dronning Charlotte Amalie, fordi hun ikke kan acceptere at være degraderet til nummer to. Da hendes søn, kongen, tilkendegiver at han har i sinde at løslade Leonora Christina, demonstrerer Sophie Amalie tydeligt sin flair for manipulation, og får truet sin søn til at stoppe sit forehavende. Efter Griffenfelds fald svækkes hendes indflydelse, og endelig når Plesner til hendes afsluttende overvejelser i forbindelse med sin død. På sit dødsleje får den gamle dronning lejlighed til at gøre status over sit liv og sine kampe. ”Hendes regnebræt var gjort op. Hvem turde nu nægte, at hun havde været sig selv værdig i alle livets forhold: trofast mod de mennesker, skæbnen havde givet i hendes varetægt – ægtefællen, børnene, vennerne og de undergivne. [...] Senere havde hun utrætteligt kæmpet for den politik, hun mente var den rigtige... måske ville fremtiden vise, at hun havde haft ret, selv om hun kun havde været en kvinde.”118 I forholdet til Leonora Christina var hun dog, set i forfatterens bagklogskabs lys, ret overbevist om at det ville være Leonora Christina, der ville ende som heltinden: ”Er det den himmelske retfærdighed, at hun, der var mere hovmodig og hævngerrig end jeg – hun, der løj sig gennem livet, der svigtede sit land og sin konge, der solgte sin sjæl og sin selvstændighed til en mand, der var ringere end den gemeneste tyv – at hun skal sejre og jeg skal dø?”119 Karen Plesners version af dronningen er, naturligt nok, meget omfattende, da hun har en hel roman at brede sig over, og dermed ikke blot skal presses ind som en stereotyp biperson på få linjer. Sophie Amalie beskrives som en kvinde, der har sine meningers mod, men som langt henad vejen møder modstand, både fra Leonora

Peder Schumacher (1635-1699). Adlet under navnet Griffenfeld. Dansk statsmand og fra 1673 rigskansler under Christian V. I 1676 faldt han i unåde og dødsdømtes. Dommen blev i sidste øjeblik ændret til livsvarigt fængsel. Han blev løsladt efter 22 år. 118 Plesner: Sophie Amalie, 1959, s. 273 119 Ibid. s. 273 117

57

Christina og sågar fra sin egen ægtemand, der ikke kan forstå hendes tanker og ønsket om at blive taget alvorligt og respekteret på linje med mændene. Hun beskrives med de træk vi har mødt adskillige gange før: hævngerrighed, magtglæde og forlystelsessyge, men disse egenskaber skildres på en klangbund af forståelse for dronningens situation. Hun beskrives som usikker, da hun ankommer til hoffet og derfor virker Leonora Christinas beskrevne hån og spot så voldsom. Ulfeldt-parrets forræderi mod landet og hende skildres så voldsomt, og de fremstilles så usympatiske, at Sophie Amalies ønske om hævn over Leonora Christina synes velbegrundet. Hun er præget af moderens ord om at kvinden ikke nødvendigvis skal underkaste sig sin mand, og derfor forekommer det frustrerende, at hun ikke kan finde forståelse hos ham. Hendes barndom og ungdom inden kroningen skildres som trist og kedsommelig, og derfor må hun naturligt have afløb for sin trang til fest og fornøjelser. Overordnet kan det derfor konstateres, at Plesner skildrer et af de mere sympatiske billeder vi endnu har set af dronning Sophie Amalie. Det kommer ikke som en overraskelse, idet romanforfattere som oftest nærer en vis sympati, for den person de vælger som omdrejningspunkt for en roman. Det er yderst sjældent at en romanhovedperson er gennemført usympatisk, da dette har en tendens til at trætte læseren. Plesners tilbagevendende leitmotif om Sophie Amalies stilling i forhold til den mandsdominerede verden, kan med en vis sandsynlighed forklares med den tid forfatterinden skriver i. I 1959, hvor Sophie Amalie udkommer, betragtes det stadig som en selvfølge at gifte kvinder går hjemme, passer hus og børn, og det er stadig nyt med kvinder i mandejobs.120 Det varer endnu nogle år før kvindebevægelsen virkelig tager fart i slutningen af 1960´erne, men der er allerede nu fuld gang i kampen for ligestilling. Det er denne virkelighed Karen Plesner skriver i, og det afspejler sig med stor tydelighed i Sophie Amalies kvindekamp, der i romanen er henlagt til 1600-tallets danske hof, men hvis argumenter ligeså godt kunne have lydt i 1959.

6.3. Helle Stangerup Helle Stangerup (f. 1939) skildrer i sin historiske roman Spardame (1989) fem kvindeskæbner i kredsen omkring Christian IV. Det drejer sig om kongens svigermor Ellen Marsvin, kongens hustru Kirsten Munk, kongens mangeårige elskerinde Vibeke

120 I 1946 blev Astrid Friis Danmarks første kvindelige professor (i historie), i 1948 blev de første kvindelige præster ordineret, og i 1950 konstitueredes de første kvindelige dommere

58

Kruse, kongens datter Leonora Christina og endelig kongens svigerdatter Sophie Amalie. Romanen fokuserer især på forholdet imellem Leonora Christina og Sophie Amalie, og fortæller hele den velkendte historie om deres liv med og mod hinanden. Stangerup skifter synsvinkel fra den ene til den anden hele vejen igennem, og belyser sågar samme episode set fra hver sin vinkel. Et godt eksempel på dette er følgende ordveksling imellem Leonora Christina og Sophie Amalie, netop da sidstnævnte har indfundet sig ved hoffet i forbindelse med Christian IV´s død: Først set fra Leonora Christinas vinkel: ”Hun ejede ingen elegance, noterede Leonora omgående og med tilfredshed. Men hvor skulle hun også få pengene fra? Og sprogkundskaberne lå det nok småt med. Underansigtet var lige lovlig skarptskårent. Køn var hun egentlig ikke, næppe heller særligt vidende. Der var dog en vis rejsning over hende, figuren var god og måske var hun heller ikke dum. Men da Leonora som værtinde høfligt tiltalte hende med et ”liebe Schwester”, fejede de kæmpestore øjne sidelæns væk, og den spidse, barnlige stemme sagde: - Ich bin aber eine geborene Prinzessin.”121 Dernæst ses dette fra Sophie Amalies synsvinkel: ”Sofie Amalie ventede videre, og lejligheden kom. ”Liebe Schwester”, sagde Leonora, og Sofie Amalie slog til: - ”Ich bin aber eine geborene Prinzessin”. Hun gjorde det. Hun sagde lige de ord, der fik Leonora til at gribe op til sin broche, som om dens høje salgsværdi kunne erstatte, hvad hun aldrig var og aldrig kunne blive. Kniven var gået i til skæftet. Så var det sagt. Grænsen var sat og krigen erklæret. Sofie Amalie måtte beherske sig for at skjule sin opstemte glæde.”122 I Stangerups fremstilling fremgår det her, at de to, hvad angår ondskabsfuldheder, er jævnbyrdige. De har god grund til at hade hinanden. Leonora Christina hader dronningen fordi hun ser hende som en opkomling, der kommer til at indtage den trone, der i et kort øjeblik er en spinkel chance for, at hun selv kunne komme til at beklæde. Sophie Amalie hader Leonora Christina for hendes modtagelse af hende ved hoffet og senere for hendes og hendes gemals forræderi mod Danmark. Oprejsningen finder dronningen blandt andet i teater og selskabelighed, hvor hun, ifølge Stangerup, var ganske klar over at: ”Når fyrstemagten fik glans, fik den også magt, for alle ønskede at være til stede, hvor der festedes med stil [...]”123 Dronningen besidder også her, ligesom hos Plesner, en trang til at vise verden, at kvinder godt kan klare sig i den mandsdominerede verden. Denne trang har hun haft

Stangerup: Spardame, 1989, s. 106 Ibid. s. 127 123 Ibid. s. 163 121 122

59

fra barndommen: ”Hun søgte tilbage til sin barndoms drøm om at være en Marie af Østrig, en Catarina af Medici, en Maria Stuart, der trak i rustning. Hun ville kæmpe for sin Frederik, for hans arv og ret.”124 Hun får chancen under Københavns belejring hvor Stangerup skildrer hendes indsats på volden, da hun efter pludselig indskydelse springer af hesten og hjælper til hvor det behøves. Befolkningen jubler. ”I refleks sprang Sofie Amalie af hesten, greb spanden og rakte den videre til næste hånd. Jubelbrøl slog op mod hende, og hun blev overrumplet. Hun stod nede på jorden, hun var i øjenhøjde med dem, i de sekunder en af deres. Den gamle kone var hjulpet væk, en anden kom til. Det var kun én spand, hun nåede at række, inden kæden igen var fuldtallig, men under løftede våben lød råbet ned langs volden: - Længe leve Dronningen!”125 Dette ansporer hende til at kæmpe videre, og målet er nu at få styret kongens tøvende og tvivlende sind i retning af planerne om enevælde og arvehyldning. ”[...] Sofie Amalie mærkede kræfterne gro frem. De kunne flytte vulkaner. Hun var parat, hun havde pistolen ladt, og kården var trukket. Alt skyts skulle rettes mod ét punkt, mod at holde Frederiks tanker fri fra denne fordærvende bølgende ubeslutsomhed.”126 Det lykkes som bekendt, men samtidig glider ægteparret længere fra hinanden. Her fremkommer Stangerup med en ikke før set teori: det er Sophie Amalies længsel efter Frederiks kærlighed der ansporer hende til at søge hævn over Leonora Christina, ved at holde hende indespærret. ”Når nætterne kom, og længselen efter Frederik ville være ved at tage magten fra Sofie Amalie, agtede hun at stå op, gå til et vindue og finde trøsten i, at derovre sad Leonora i så snævert et rum, bag så tykke mure og i selskab med rotter og skarn. Hver gang skulle der findes på nye ydmygelser. Nye veje til fornedrelse.”127 Det Sophie Amalie griber til, når hun rammes af mismod og ulykkelighed, er tanken om hævn – eller som Stangerup udtrykker det: ”Sofie Amalie bad himlen om styrke, men hun fandt den i sit had.”128 Dette had kommer også til udtryk i episoden om Kaj Lykke. Her fremstilles hun som ganske uforsonlig, nærmest blodtørstig. ”- Henret ham, kommanderede hun. Frederik så bare på hende. Selvfølgelig vidste hun at slynglen var flygtet til Skåne. Men hun gentog sit: - Henret ham. Og da højesterets-

Ibid. s. 128 Ibid. s. 204 126 Ibid. s. 227 127 Ibid. s. 255 128 Ibid. s. 135 124 125

60

dommen frakendte Kaj Lykke liv, ære og gods, gentog hun sit: - Henret ham. Kan I ikke fange ham, så lav ham efter i voks og træ. Hans hoved skal af.”129. Helle Stangerups roman Spardame udkom i 1989 kun et år efter den store fejring i anledning af 400-året for Christian IV´s tronbestigelse. I den anledning skete der en vis opblomstring af interessen for denne periode og dens personer. Der udkom adskillige store faglitterære værker om Christian IV,130 men også skønlitteraturen nød godt af denne interesse. Stangerups fremstilling af Sophie Amalie giver, i kraft af sine skiftende synsvinkler, en fin psykologisk indsigt i personernes handle – og væremåde. Stangerup er uddannet jurist, og påstår selv at denne baggrund har givet hende en sans for kildekritik og detaljerigdom, og Spardame afsluttes da også med en kildeliste. Det er dog vigtigt at fastholde at dette dog ikke kvalificerer romanen til andet eller mere end en historisk roman i og med at den skildrer personernes tanker, noget som et faghistorisk værk ikke har friheden til at gøre. Stangerup skildrer dronningens karakter udfra en forståelse for hendes situation, og dermed bliver dommen relativt mild. Samlet set kan det siges, at Stangerup giver læseren et billede af Sophie Amalie som en stærk og handlekraftig kvinde, hvis hævngerrighed skyldes en vis portion usikkerhed, og en følelse af at være uelsket. Hendes magtglæde kan tilskrives hendes faste tro på at kvinden sagtens kan gøre sig gældende også som en aktiv medspiller i at sikre landets ve og vel. Denne pointe lader til at være vigtig for Stangerup, ligesom den var det for Plesner. Da Stangerup modtog boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Christine131 tilbage i 1985 sagde hun i sin takketale, at hun ønskede at beskrive ”den magt og indflydelse, som kvinderne havde, inden de blev ofre for victorianismens moralsyn og ændrede samfundsforhold, som bevirkede, at de bedrestillede forfaldt til lediggang, parykker og pudder”132 Spardame lader til at have samme sigte. I det efterfølgende skal en samling af de øvrige skønlitterære fremstillinger behandles.

6.4. Johannes Grønborg (1865-1945) I bogen Leonore Kristine og Korfits Ulfeld fra 1941 skildrer Johannes Grønborg Sophie Amalie med følgende karakteristik: ”Hun var forfængelig, forlystelsessyg og tragtede ivrigt efter

Ibid. s. 248 Både Benito Scocozza (1987) og Steffen Heiberg (1988) skrev biografier om Christian IV. 131 Helle Stangerups roman Christine omhandler Christian II´ s datter Christines (1521-1590) liv. 132 www.kvinfo.dk: http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1614/origin/170/query/stangerup/ 129 130

61

at gøre sig gældende. Dronningen yndede Dans, Jagt og Rideture. Ved sin Ivrighed fik hun betydelig Indflydelse paa sin mere indesluttede Mand, og derved opnaaede hun ogsaa Indflydelse paa Danmarks Forhold i de følgende Aar.”133 Denne beskrivelse følges op af flere skildringer af hvorledes dronningen og Leonora Christina tirrer hinanden, indtil kongedatteren bliver sat i Blåtårn, hvorved dronningen får sin hævn. ”At Leonore Kristine var smukkere og klogere end Dronningen, øgede Misundelsen. Hadet mellem de to fornemme Damer voksede yderligere ved gensidige Drillerier.”134 Disse ”gensidige drillerier”, som Grønborg her beskriver, er dog i hans skildring temmelig ensidige, da det er de kendte episoder om tabet af kronen og nedtagningen af æresporten i forbindelse med Sophie Amalies kroning, der refereres til. At kongen ikke havde meget at skulle have sagt lader Grønborg til at være overbevist om. I Blåtårn broderer kongedatteren en klud som kongeparret får at se, og ”[... ]han [kongen] blev rørt over at se sin Søsters Haandgerning og vilde give hende noget at arbejde med, hvad Dronningen satte sig imod.”135 Denne episode er også gengivet af Leonora Christina i Jammers Minde.Grønborg siger direkte, at Leonora Christinas fængselsophold var påkrævet, men unødigt langvarigt: ”Det har været nødvendigt at uskadeliggøre Ulfeld og hans Hustru; men hendes Fængselsstraf var haardere og mere langvarig end nødvendig, dertil bidrog især Dronning Sofie Amalies hadefulde Sind mod Grevinden.”136 Det overordnede billede der, i Grønborgs skildring, tegnes af dronningen, er domineret af karakertrækkene magtsyge, forlystelsessyge og hævngerrighed. Dette er et billede, vi skal møde hos adskillige af de skønlitterære forfattere, i større eller mindre grad. Johannes Grønborg var friskolemand og pioner inden for biblioteksvæsenet. Hans beretning om Leonora Christina er skrevet for børn, og trykt i Dansk Børneblads Smaaskrifter i 1941, altså under besættelsen. Alligevel synes der ikke at forekomme et hverken mere eller mindre negativt billede af den grund. Derimod er det interessant at bemærke, at det billede Grønborg giver af dronningen, og som altså er skrevet til børn, ikke adskiller sig synderligt fra det billede som andre skønlitterære forfattere skriver til en voksen læserskare.

Grønborg, Johannes: Leonore Kristine og Korfits Ulfeld, Dansk Børneblads Smaaskrifter nr. 43, Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, Kolding, 1941, s. 9 134 Ibid. s. 10 135 Ibid. s. 54 136 Ibid. s. 61 133

62

6.5. Rie Krarup Journalisten Rie Krarup udgav i 1985 bogen Kvindelist og kongelast – Blide duer og stride fruer i Danmarkshistorien 137. Denne fængende titel dækker over en bog med biografiske fremstillinger af en række historiske kvinder, heriblandt Leonora Christina. I denne biografi får Sophie Amalie en hård medfart. Eksempelvis skriver hun: ”Leonora Christina havde let ved at brillere med sit flotte udseende og sit elegante vid over for den lavstammede, uskønne prinsesse fra provinsen [...]” 138 Sophie Amalie fremstilles efterfølgende med en bred vifte af negative træk. ”Men hun skulle snart afsløre den indædte magtbrynde, som gjorde hende til en hævngerrig og følelseskold modstander af svigerinden.”139 Her levnes ikke plads for tvivlen om hvorvidt hun nu også reelt var sådan som hun her fremstilles. Krarup lader til at have det formål at ville tegne fjendskabet imellem de to kvinder op i sort og hvid, hvilket bevirker at hun sår tvivl om selv den ene positive Sophie Amalie-episode, der er relativ konsensus omkring, nemlig hendes tilstedeværelse under belejringen og stormen på København i 1659. ”Frederik 3. ville dø i sin rede, og Sofie Amalie tog stik hjem ved uafladeligt at opholde sig ved sin gemals side, selv når han befandt sig på voldene midt i den svenske kugleregn.” 140 I formuleringen ”tog stik hjem” aner læseren Sophie Amalies beregnende motiv: at høste billige point på popularitetskontoen ved at opholde sig ved sin mands side i kampens hede. Dronningens hævntørst er tilsyneladende umættelig: ”Så havde Uldfeldts [sic] fjender omsider fået deres hævn, men heldigvis for Sofie Amalie levede Leonora Christina stadig og kunne forfølges.” 141 I den maleriske skildring af dronningens død videreformidler Krarup den velkendte formodning om, at det var Leonora Christinas fangenskab der lå dronningen på sinde i den sidste stund: ”Sofie Amalie var død. Dronningen mistede mælet umiddelbart før, det var forbi, og vidner kunne berette, at ”Vorherre havde slået hende på hendes tunge, netop som den hadske dronning var i færd med at aftvinge sin søn et løfte om ikke at slippe Leonora Christina ud”. Det sidste, man hørte hende sige ”med spot i stemmen” var ordene ”fangen i Blåtårn”.”142 Krarup levner, som nævnt, ikke

Krarup, Rie: Kvindelist og kongelast – Blide duer og stride fruer i Danmarkshistorien, Lademann, København 1985. Herefter kaldt Kvindelist og kongelast 138 Krarup: Kvindelist og kongelast, 1985, s. 40 139 Ibid. s. 40 140 Ibid. s. 46 141 Ibid. s. 52 142 Ibid. s. 53 137

63

Sophie Amalie mange chancer, og hendes skildring må betragtes som en af de mere nådesløse i samlingen af skønlitterære fremstillinger. At Rie Krarup er, som ovenfor nævnt, journalist og derfor vant til at fokusere på den gode historie, og en sprogbrug der nødigt må trætte læseren. Krarups bog præsenterer sig umiddelbart som et bredt værk om danske dronninger og maitresser, og kunne i sit udtryk sagtens fejltages for at være faghistorisk. Illusionen brydes dog hurtigt når de meget malende beskrivelser læses, og hendes afsluttende skildring af Sophie Amalies død er en romanforfatter værdig. Noget tyder på, at Krarup har betragtet Zahrtmanns dronninge-malerier, og derud fra skabt sin fortælling om dødsøjeblikket. Der er, såvidt jeg har kunnet spore, intet belæg for de døds-ord som Krarup lægger dronningen i munden, men der er ingen tvivl om, at det netop er budskabet om Leonora Christinas fortsatte fængsling, som Zahrtmann ønsker at vi skal tro, bliver siddende i dronningens hals. Krarup leverer her så at sige lydsporet til Zahrtmanns billede.

6.6. Helle Kolding Helle Kolding, journalist og vinder af tv-quizzen Kvit eller Dobbelt i 1984 (i emnet danske dronninger) skrev i 2000 bogen Beske Blommer143 om fem af de danske dronninger, der har fået et mindre pænt eftermæle. Her er Sophie Amalie repræsenteret. Kolding skildrer dronningen som den første danske dronning det rent faktisk er muligt at komme ind på livet af, rent psykologisk: ”Som den første af dem alle viser hun menneskelige følelser: Begejstring, lidenskab – og had!”144 Her fortættes fremstillingen i disse tre karaktertræk, med tryk på det sidste, nemlig hadet. Det skal dog retfærdigvis siges, at Kolding også, betoner dronningens trofasthed i venskaber og hendes venlighed overfor Frederik III´s uægte søn Ulrik Frederik Gyldenløve. Om dette skriver Kolding ”En ting er dog især kendetegnende for Sophie Amalie: Er hun stærk i sit had, er hun også trofast i sit venskab. Sine venner svigter hun aldrig. En anden smuk gestus viser hun, da Frederiks illegitime søn Ulrik Frederik Gyldenløve, fra affæren med Margrethe Pape længe før ægteskabet med Sophie Amalie, pludselig dukker op ved hoffet.[...]Her har hun ingen forbehold.”145 Kolding er meget bevidst om at dronningens eftermæle tegnes af hendes had til Leonora Chri-

Kolding, Helle: Beske Blommer, Wisby og Wilkens, 2000 Ibid. s. 77 145 Ibid. s. 81 143 144

64

stina: ”Uanset hvor mange gange Sophie Amalie har redet på voldene under svenskernes angreb, uanset hvor mange gange hun har hjulpet venner, bl.a. det unge kærestepar Frederik Ahlefeldt og Margrethe Rantzau, til ægteskab trods en gal far (Margrethes), så vil hun for altid være stemplet for sit had mod Leonora.”146 Kolding er relativt forsigtig med at komme med klare udtalelser, når det gælder spørgsmålet om Sophie Amalies indflydelse på Frederik III´s politik. I forbindelse med enevældens indførelse skriver hun dog at ”Hvor meget Sophie Amalie er med i alt dette ved vi ikke. Men hun har længe været en af fortalerne for enevælden som system, og hun kan næppe have været tavs ved kongens side, når de var alene.”147 Den overordnede beskrivelse af Sophie Amalie er i Koldings behandling temmelig nuanceret. Hun medtager de fleste kendte karaktertræk, men er varsom med at konkludere og udtale sig ligeså skråsikkert som eksempelvis Rie Krarup. Helle Kolding er, ligesom Rie Krarup, uddannet journalist, men hendes fremstilling bærer præg af at være mere underbygget. Kolding udmærker sig desuden ved at være den eneste, der bevæger sig ind på dette speciales emne, nemlig spørgsmålet om fremstillingerne af dronning Sophie Amalie. Hendes mangel på kilde - og litteraturhenvisninger gør dog at oplysningerne er svære at eftertjekke. Kolding skriver ”Utallige er de romanforfattere og historikere, der siden beskriver Sophie Amalie som en tysk furie, ondskabsfuld og hævngerrig. Carit Etlar er en undtagelse i sin ”Dronningens Vagtmester”, hvor han undlader nogen egentlig personkarakteristik, og nøjes med at give hende en, ikke uvæsentlig, rolle som livlig og jagtglad kransekagefigur.”148 Hvis Kolding istedet havde valgt at læse i den uforkortede udgave af Gøngehøvdingen, havde hun dog, som ovenfor nævnt, fundet hvad hun søgte, da der her forekommer en længere personkarakeristik. Denne karakteristik er imidlertid blevet bortredigeret af Steenstrup.

6.7. Peder Christoffersen (Pedro) Ekstrabladets navnkundige journalist Peder Christoffersen, kaldet Pedro, har også bidraget til buketten af Sophie Amalie-fremstillinger. I bogen Danmarkshistoriens

Værste Skurke (2005) har kapitlet om dronningen fået titlen ”Sexgal”. Sophie Amalie skildres indledende på følgende måde: ”Også Sophie Amalie var vild med enevælde, men derudover var hun kongens modsætning. Hun var livlig, uadvendt, arrangerede fester i en uendelig-

Ibid. s. 102 Ibid. s. 90 148 Ibid. s. 103 146 147

65

hed. Hun smed om sig med penge og gaver, mens Frederik passede på de penge, han og resten af Danmark kunne få tilovers, når Sophie Amalie havde moret sig.”149 Pedro lægger altså hårdt ud med at beskrive Sophie Amalies som forlystelsessyg og uden tanke for rigets økonomiske situation. Kapitlets titel skal naturligvis honoreres, så Pedro fremstiller dronningen som ”[...]rigitg [sic] glad for sex.”150 og fortæller videre at ”Det var almindelig kendt i alle indviede kredse, at dronningen havde affærer, når Frederik ikke var i hopla til en tur på lagenet.”151 Samlet set er beskrivelsen holdt i den bramfri og uformelle tone, hvilket tydeliggører, at den mere er beregnet som let underholdning, end egentlig historisk fremstilling. Pedros bog er med, for at skildre et billede der er beregnet for læsere, der måske normalt ikke er storforbrugere af danmarkshistoriske værker. Bogens sigte er, at skildre det Pedro selv beskriver som ”skurke”, og dermed er det tydeligt hvilket billede der er i vente, når bogen åbnes. Alligevel er den interessant i og med at denne fremstilling, grundet den meget lette tilgægelighed, må forventes at nå ud til et meget større publikum end eksempelvis en faghistorisk fremstilling. Den præger derfor, for sit publikum, billedet af Sophie Amalie i væsentlig grad, da bogens læserskare muligvis ikke supplerer den her erhvervede viden med andre fremstillinger. Dermed forbliver denne relativt forsimplede udgave fortællingen om Sophie Amalie.

6.8. Lisbeth Weitemeyer Fortælleren Lisbeth Weitemeyer, der rejser landet rundt bl.a. med sit foredrag ”Leonora Christina – fra kongedatter til jammer”, skrev i 2006 en bog baseret på netop dette fordrag. I bogen skriver hun naturligvis primært om Leonora Christina, men enkelte passager om Sophie Amalie har dog fundet vej til hendes skildring af kongedatteren. Den første gang dronningen nævnes er med en interessant lille oplysning, der giver dronningen et forsonende træk, trods fjendskabet mellem de to kvinder. Om Leonora Christinas broderier i Blåtårn hedder det nemlig: ”Hendes broderiteknikker var unikke og blev efterhånden så berømmede, at ingen ringere end dronningen, Leonoras svigerinde og værste fjende, Sophie Amalie, sendte bestillinger på kunststykkerne hos fangen i tår-

Christoffersen, Peder (Pedro): Danmarkshistoriens Værste Skurke, Gyldendal, København, 2005, s. 44 Ibid. s. 48 151 Ibid. s. 49 149 150

66

net.”152 Weitemeyer beretter, at kimen til fjendskabet imellem dronningen og kongedatteren grundlægges idet Leonora benytter enhver lejlighed til at udtrykke sin misbilligelse med Sophie Amalie. Videre skriver Weitemeyer: ”Men ingen kunne vel have forudset, hvilken ubarmhjertig hævn landets nye, unge dronning kom til at tage senere i livet, da hun lod Leonora sidde i sit mørke fængsel år efter år.”153 Igen betones hævngerrigheden, der lader til at være det gennemgående karaktertræk hos de fleste af de skønlitterære forfattere, der er behandlet i dette afsnit. Interessant er det at Weitemeyer i sin beskrivelse af dronningens interesse for Leonora Christinas broderier ganske simpelt har fejllæst sin kilde i alvorlig grad. Den dronning, der bestiller broderiarbejder i Blåtårn er ikke Sophie Amalie, men derimod Christian V´s dronning Charlotte Amalie, hvilket fremgår af følgende citat fra Jam-

mers Minde: ”Den 27. Iunii sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med begiæring, att sye hender et Blomster, som war ritzet paa Pergament;”154 Tidspunktet for ovenævnte optegnelse ligger efter Christians V´s tronbestigelse. Leonora Christina skifter efter Frederik III´s død til at beskrive Charlotte Amalie som ”Dronningen” og Sophie Amalie som ”Enkedronningen”.

6.9 Diskussion og sammenfatning Fra Etlar til Weitemeyer er der ca. 150 år, og i den tid har de skønlitterære fremstillinger af Sophie Amalie været talrige. De forekommer, til dels, præget af den samme faktor som en faghistoriske fremstillinger, nemlig tiden de er skrevet i. Etlar vægter dronningens tyske sind temmelig højt, hvilket kan forklares med hans deltagelse i Treårskrigen. Både Plesner og Stangerup er prægede af kampen for kvinders ligeret, og dette træder tydeligt frem især hos Plesner. For de øvrige forfatteres vedkommende er det karakteristisk, at de, overordnet set, fastholder det relativt negative billede af Sophie Amalie – uagtet at dette billede måske er på vej til at blive blødt en anelse op, som det fremgår af de nyere faghistoriske

152 153

154

Weitemeyer, Lisbeth: Leonora Christina – fra kongedatter til jammer, Siesta, Århus, 2006, s. 12 Ibid. s. 18 Jammers Minde, 1998, s. 220

67

værker. En forklaring på denne fastholdelse af det negative, kan findes i det faktum, at flere af forfatterne har en journalistisk baggrund, og dermed fokuserer på den spændende fortælling. Det spændende ligger, for disse forfattere, i myten om den onde dronning, og derfor kan deres noget sensationsprægede fortællestil tilskrives deres jobmæssige baggrund. En anden nok så karakteristisk ting er dog, at billedet af dronningen ofte bliver mere nuanceret hos de skønlitterære forfattere end hos deres faghistoriske kolleger. Det er åbenlyst at dette er tilfældet i og med at, især romanforfatterne Etlar, Plesner og Stangerup har plads til at brede sig over mange sider, og dermed skildre dronningens inderste tanker og følelser. At disse tanker og følelser er det pure opspind og ren fiktion, er i denne sammenhæng irrelevant, i det mit sigte er at belyse fremstillingerne af dronningen over en bred kam. Romanernes nuancerede, og måske ligefrem forsonende, billede af dronningen bidrager altså til at opbløde det rent negative billede der ellers trives, især i skønlitteraturen, og i de ældre faghistoriske værker. Samlet set er skønlitteraturens fremstillinger en blandet størrelse. Dels de meget negative sensationshistorier, og dels de nuancerede fortællinger der går i dybden. Dog skal det klargøres, at disse mangeartede syn på Sophie Amalie i høj grad har spillet, og stadig spiller, en rolle i opfattelsen af dronningen den dag i dag, da de når ud til en meget bred læserskare. De har blandt andet deres berettigelse, idet de giver en hurtig indgang til et emne, og det må antages at de vækker en vis interesse, i hvert fald hos en del af læserne, for at gå videre til andre og mere videnskabelige fremstillinger. Det er min overbevisning, at manges historiske interesse er blevet vakt med den historiske roman. Det er interessant at betragte hvorledes fremstillingerne af dronningen ikke har nået en konsensus, men derimod peger i flere forskellige retninger. Hos faghistorikerne lader det til, at nutidens historikere er realtivt enige om, at de tidligere fremstillere af dronningens historie har været for unuancerede. De skønlitterære forfattere er til gengæld splittede. Hvor nogle søger at opbløde billedet, forsøger andre at fastholde den én gang vedtagne opfattelse af dronningen, med de negative psykologiske karaktertræk det indebærer.

68

Kapitel 7 - Diskussion I de foregående kapitler har jeg behandlet fremstillinger af Sophie Amalie over et spand på lidt over 300 år og som det fremgår, har synet på dronningen varieret en del over tid. Hos faghistorikerne går udviklingen fra Holbergs relativt neutrale syn på hende, over de meget kritiske fremstillinger hos 1900-tallets tidlige historikere, til det mere nuancerede syn hos de nutidige historikere. De skønlitterære fremstillinger har ligeledes varieret gennem tiden, og her kan, ligesom hos faghistorikerne, ses en sammenhæng mellem tiden, værket er skrevet i og måden hvorpå Sophie Amalie bliver fremstillet. Billedet er med andre ord påvirkeligt af forfatterens samtid. De anvendte faghistoriske og skønlitterære fremstillinger skal ikke ses som to seperate spor, men er derimod bidragende til at skabe en samlet tidslinje, der afspejler den udvikling, der er sket i fremstillingen af dronningen. Derfor vil jeg i det følgende opridse de store linjer i dannelsen af Sophie Amalies eftermæle, da jeg mener at kunne påvise to væsentlige skred i opfattelsen af hende, der hvor det er muligt også at spore store omvæltninger i samfundet. Det første skred sker i 1869, da Jammers Minde udkommer. Det er blot 5 år efter nederlaget ved Dybbøl, og dronningen bliver, i kraft af de beskrivelser, der her findes, gjort til synonym med alt det dårlige, der opfattes at komme fra Tyskland. Hidtil har hun været skildret mindre fordelagtigt, hvilket både ses hos Holberg og Etlar, men det er intet imod de meget voldsomme og negative adjektiver, der hæftes på hende efter offentliggørelsen af Jammers Minde. Disse ses tydeligt hos faghistorikerne Fridericia og Bøggild-Andersen og den skønlitterære forfatter Grønborg. Det næste skred forekommer i sidste halvdel af 1900-tallet, hvor kvindebevægelsen for alvor får vind i sejlene, og der ses med nye øjne på de stærke kvinder Danmarkshistorien har produceret. Heriblandt altså Sophie Amalie, der, omend billedet aldrig bliver rosenrødt, må siges at have fået en vis oprejsning i kraft af det mere nuancerede syn på hende, som især de kvindelige skønlitterære forfattere, som Plesner og Stangerup, har viderebragt. Dette forsonende billede sekunderes af de nutidige faghistorikere, repræsenteret ved Hein og Heiberg, der pointerer hendes indsats for at styrke det danske monarkis omdømme i et europæisk perspektiv. Olden-Jørgensen

69

frikender hende, i sin fremstilling, for indflydelsen på enevældens indførelse – noget der ellers har påvirket billedet af hende op igennem historien. Som det fremgår er fremstillingerne talrige og varierede, og det er her relevant at se på, hvorledes et sådant eftermæle skabes, og hvilke mekanismer der gør sig gældende, i bestræbelserne på at fremstille historien om en person. Til dette formål har jeg valgt at gøre brug af den engelske historiker Peter Burkes (f. 1937) teorier om erindringsdannelse. Burke bygger på den franske filosof og sociolog Maurice Halbwachs (1877-1945) teori om kollektiv erindring. Halbwachs mente, at erindringer er konstrueret af sociale grupper, og det er disse sociale grupper der bestemmer, hvad der er værd at erindre, og på hvilken måde det skal erindres. Det enkelte individ identificerer sig dermed med de erindringer, der er relevante for den sociale gruppe det tilhører. Halbwachs sondrede skarpt mellem kollektiv erindring, som han så som en en social konstruktion, og historieskrivning, der var objektiv155. Burke er dog ikke enig i denne sondring, og mener, at nyere historieforskning har vist, at historieskrivning på samme måde er, og altid har været, et produkt af grupper såsom munke eller universitetsprofessorer. ”It is becoming commonplace to point out that in different places and times, historians have considered different aspects of the past to be memorable (battles, politics, religion, the economy and so on) and that they have presented the past in very different ways (concentrating on events or structures, on great men or ordinary people, according to their group´s point of view).”156 Burke stiller spørgsmålet hvem der styrer den kollektive erindring, på følgende måde: “It is important to ask the question, who wants whom to remember what, and why? Whose version of the past is recorded and preserved?”157 Denne opfattelse af historieskrivningen som produkt af en gruppe, og denne gruppes formål med at skrive som den gør, kan, efter min opfattelse, overføres på dannelsen af det eftermæle, som følger Sophie Amalie. I nærværende speciale fremkommer der, overordnet set, følgende tre grupper der alle, hver for sig, præger synet på Sophie Amalie: 1) forfatterne, der skriver i sidste halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet 2) de kvindelige forfattere i sidste halvdel af 1900-tallet 3) de

Burke, Peter: “History as social memory”, i Thomas Butler (red.) History, Culture and the Mind, Oxford, 1989, s. 98 156 Ibid. s. 99 157 Ibid. s. 107 155

70

nutidige faghistorikere. Alle tre grupper har, efter min vurdering, været præget af deres tid, og i kraft af dette vurderet og udvalgt, hvad de synes, Sophie Amalie skulle huskes for. Den første gruppe er alle præget af Danmarks kamp mod Tyskland. Etlar i kraft af sin deltagelse i treårskrigen samt Fridericia og Bøggild-Andersen i kraft af den påvirkning, der stadig lå i tiden efter 1864. Denne gruppe, og især de to sidstnævnte, valgte helt specifikt at fokusere på Sophie Amalies pengeforbrug og hendes indflydelse på kongens førte politik. I tråd med dette billede tillægges hun af denne gruppe motiver som magtsyge og ødselhed – altså karaktertræk der, sammen med billedet af den hævngerrige dronning, passer fint ind i samtidens negative syn på Tyskland. Svaret på Burkes spørgsmål om hvorfor gruppen skriver, som den gør, må altså være, at de skriver udfra et ønske om at påvirke befolkningen til fortsat at forholde sig kritisk til det, som kommer fra Tyskland. Måske ønsker gruppen ligeledes at bibeholde et vist forbehold overfor billedet af kvinden som en magtfaktor i det mandsdominerede samfund, der stadig eksisterede, da disse forfattere skrev deres fremstillinger. Gruppen med de kvindelige forfattere Plesner og Stangerup er, som ovenfor nævnt, påvirket af kvindebevægelsen og fremstiller dermed et billede af en handlekraftig og selvstændig kvinde. Deres formål synes relativt klart; nemlig at fremstille den stærke kvinde til inspiration for læserne. De plæderer for billedet af en kvinde der både besidder mandsmod og de bløde værdier. Gruppe 3, de nutidige historikere, vælger at positionere sig i modsætning til de tidligere historikere, og se på de større linjer. Dermed skaber de et andet og mere positivt billede af dronningen, og formålet må være at markere sig som bærere af den moderne historietradition, der fokuserer mere på bagvedliggende strukturer, end på de psykologiske karaktertræk en historisk person måtte besidde. Det skal dog siges, at for denne gruppe gør det sig gældende, at de søger at komme med forklaringer på hovedpersonens bevæggrunde, samt hændelsernes gang. Karakteristisk for denne gruppe er også, at den i sagens natur befinder sig på større afstand af den periode, den beskriver, og i kraft af dette bedre kan få øje på de lange linjer i historien. Hvis

71

jeg skulle placere nærværende speciale et sted , måtte det altså blive i tredje gruppe, da sigtet netop er at skildre fortællingen om Sophie Amalie set over en lang periode. Burke introducerer også begrebsparret ”levelling” og ”sharpening” med hvilke han mener, at en historisk person bliver udsat for en tilpasning, eller tilretning om man vil, der presser personen ind i en bestemt stereotype, der matcher gruppens kollektive erindring. Dermed begynder historierne at florere, og der dannes på denne måde et bestemt billede af vedkommende. Dette ses i nærværende speciale tydeligt hos eksempelvis Pedro, der beskriver Sophie Amalie som ”sexgal”. Dermed giver han den sociale gruppe, han tilhører, og som kunne repræsentere et mere sensationshungrende syn på dronningen, hvad de ønsker: et billede af dronningen som en vellysten og samtidig pengegrisk kvinde. Dette billede slår an hos en gruppe, der måske ikke ofte læser danmarkshistorie, men gerne vil have en god og saftig historie. I samme gruppe kan, efter min mening, Weitemeyer placeres, da hun som folkelig historiefortæller også henvender sig til gruppen af historieforbrugere, som ønsker en letfordøjelig fortælling, med klare helte og skurke. For at finde en klassisk stereotype om denne gruppes billede af Sophie Amalie, er det nærliggende at sætte hende i bås sammen med ”den onde dronning” fra eventyrene, da denne karakter som oftest beskrives som grisk, hævngerrig og magtsyg. Leonora Christina og maleren Zahrtmann tilhører en gruppe for sig selv. Det er Leonora Christina, der skaber denne gruppes kollektive erindring, i og med at hun i Jammers Minde skildrer dronningen som den bagvedliggende årsag til sit fængselsophold. Det er dog ikke mindst Zahrtmann, der understøtter hendes udlægning. Her er for alvor tale om ”den onde dronning” selvom Leonora Christina ikke siger dette direkte. Derimod lægger Zahrtmann, i sine to malerier af dronningens død, ikke skjul på sin holdning – især ikke hvis de betragtes side om side med modstykket af Leonora Christina, der sidder i Maribo Kloster. Dette billede har holdt sig særdeles godt op gennem historien, og der findes stadig reminiscenser af det, især i de populære fremstillinger som eksempelvis Pedros. Holberg kan også siges at tilhøre en gruppe, nemlig den der omfatter oplysningstidens historikere. Hans sigte med sin fremstilling, er derfor at skildre historien som en moralsk fortælling, som hans læsere kan tage ved lære af. Hos Holberg findes ikke det samme stereotype billede af dronningen som ovenfor nævnt, men dette kan, som

72

jeg var inde på i behandlingen af ham, skyldes den tid han skrev i. Dog må hans fremstilling også siges at have haft enorm betydning for det senere billede af Sophie Amalie, idet blandt andet hans beretning om episoden med den tabte krone hos Kunst-Kasper har fundet vej til flere af de senere beskrivelser. Det må derfor antages, at hans heltindehistorier har været en af hovedkilderne til fejden imellem Sophie Amalie og Leonora Christina, for mange af eftertidens forfattere. Det skal i det følgende forsøges belyst, hvilket billede vi er efterladt med, efter disse mange års fremstillinger af Sophie Amalie. Det kan påvises, at udviklingen er gået fra Holbergs relativt neutrale, over Fridericias udpræget negative, videre forbi noget der mest af alt kan minde om en kvindeforkæmper forud for sin tid, til det billede nutidens forfattere, skønlitterære som faglitterære, tegner. Der er imidlertid ikke overensstemmelse imellem de billeder disse to faggrupper tegner. Faghistorikerne fokuserer ikke særlig meget på personligheden, men mere på det sigte dronningens handlinger havde. De skønlitterære forfattere går derimod ind på dronningens karaktertræk, gode som onde. Det er der i og for sig ikke noget underligt i, da det jo netop er skønlitteraturens formål, at personkarakteristikken bliver så udbygget som muligt, for at gøre det interessant for læseren. Derfor anvender disse forfattere også den farverige pensel, og har friheden til at opfinde hændelser samt viderebringe personens inderste tanker, mens faghistorikerne er henvist til udelukkende at anvende kildemateriale. Alligevel forekommer de skønlitterære forfattere, med visse undtagelser, tilbageholdende med at tegne et gennemført negativt billede af dronning Sophie Amalie, hvilket kan undre, da disse netop har friheden til dette. Sammenholdt med en historiker som Fridericia skal man lede længe efter en skønlitterær fremstilling, der er fuldt ud så negativ som hans, og det til trods for at han er historiker, og derfor skulle befinde sig på et plan, der ikke tillader denne grad af noget, som kan opfattes som personlig stillingtagen. Forklaringen på Fridericias fremstilling har jeg i det ovenstående givet med holdningen i Fridericias samtid, men derfor kan dette alligevel godt mane til eftertanke. Det forholdsvis nådige skønlitterære syn på dronningen kan også skyldes, at forfatterne ønsker, at læseren skal være loyal overfor karaktererne, og det gøres nu engang bedst ved ikke at have en karakter, der udelukkende besidder negative træk. Dog skal

73

det retfærdigvis siges, at de negative karaktertræk hos Sophie Amalie skam er tilstede i skønlitteraturen. Hos blandt andre Grønborg, Krarup og Pedro træder de tydeligt frem, men suppleres altså tilsvarende af mere nuancerede skildringer, der giver os et billede, som med lidt god vilje kan betragtes som en hel person. Når faghistorikernes syn på dronningen føjes til, træder dronningen endnu tydeligere frem. Dermed ikke sagt at jeg, på baggrund af de anvendte fremstillinger, klart kan tegne et billede af Sophie Amalie, men derimod forsøge at skitsere det billede vi i dag er efterladt med. Det er et billede af en dronning, der besad såvel gode som mindre gode sider. Hun fremstår ikke uvidende, men derimod som en der navigerede sikkert i den verden, hun var sat i. Hun formåede at markere det danske hof som et moderne fyrstehus, med hvad der dertil hørte af pomp og pragt, og deltog selv aktivt i fornøjelserne. Hendes indflydelse på begge kongers – både mands og søns – førte politik kan der ikke siges noget sikkert om, ligesom hendes fejde med Leonora Christina ikke er afdækket fuldt. Til dette kan det dog konstateres, at det er et tankevækkende faktum, at Leonora Christina blev løsladt kun få måneder efter, at dronningen var død. Selvom Sophie Amalies eftermæle har undergået en vis forandring til det bedre, så er det svært at komme uden om den indflydelse Leonora Christina har haft på dette, og det er tankevækkende at se, hvorledes synet på dronningen til stadighed er præget af kongedatterens skæbne. Det har vist sig umuligt at beskrive Sophie Amalie uden at komme ind på hendes rolle i Leonora Christinas fængselsophold, og dette påvirker billedet af dronningen. Leonora Christinas eget eftermæle har også undergået en forvandling over de sidste 20 år. Kongedatteren fremstilles ikke længere så positivt, som da Jammers Minde udkom, med de følger det havde for billedet af hende, og, som ovenfor påvist, ikke mindst for billedet af Sophie Amalie. Det én gang vedtagne billede bliver dog ved at stikke hovedet frem, uagtet hvor meget forskning, der end er foregået i den seneste tid. Til belysning af dette kan der blot fremdrages et enkelt højaktuelt eksempel. BornholmerFærgen (indtil 1.oktober 2010 Bornholmstrafikken) er i skrivende stund ved at få bygget en ny hurtigfærge til besejling af ruten Rønne-Ystad. Denne færge kommer til at bære navnet Leonora Christina. Den 24. marts 2010 udsendte Bornholmstrafik-

74

ken (nu BornholmerFærgen) en pressemeddelelse med denne ordlyd: ”Den historiske Leonora Christina blev rehabiliteret efter store trængsler. Hun sad fængslet, først på Hammershus i 1660–62 og siden hen uden dom 20 år i Blåtårn. Efter hendes erindringer blev fundet i 1868 blev hun rehabiliteret, og store danske skikkelser som H.C. Andersen, Edvard Brandes og Johannes V. Jensen identificerede sig med hende og hendes for dem særligt danske karakter styrke, trofasthed og udholdenhed. - Netop disse dyder mener vi er afgørende elementer for Bornholmstrafikkens virke i dag, og vi forventer, at ”Leonora Christina” også som skib vil betjene bornholmerne og øens mange gæster med samme styrke, trofasthed og udholdenhed, som Leonora Christina udviste over for sit land og sin ægtemand gennem et langt livs hændelser, siger administrerende direktør Mads Kofod.”158 Denne beslutning er dog ikke gået upåtalt hen på klippeøen. Det lader til, at ikke alle er enige i BornholmerFærgens rehabiliteringsprojekt, og det kræver ikke megen søgning på internettet før talrige debatindlæg vidner om utilfredsheden. Præsten i Allinge foreslår sågar at færgen kaldes Sophie Amalie, ”[...] fordi hun sørgede for, at kongedatteren, Leonora Christina blev fængslet”.159 Det kan vække undren, hvorfor det ikke været muligt at rehabilitere Sophie Amalie i den folkelige bevidsthed. Dels tror jeg, at påvirkningen fra Leonora Christina og Zahrtmann er meget svær at komme uden om, og dels lader det til, at mulighederne for en bedring af synet på Sophie Amalie simpelthen ikke eksisterer længere eller måske aldrig har gjort det. Den franske historiker Pierre Nora (f. 1931) taler om legemliggørelsen af den kollektive erindring i form af det, han kalder ”les lieux de mémoire” – erindringssteder.160 Disse erindringssteder er steder, hvor den nationale kollektive erindring repræsenteres, såsom mindedage eller monumenter. I Sophie Amalies tilfælde kunne et sådant erindringssted, der repræsenterede dronningen i den kollektive erindring være hendes slot Sophie Amalienborg, der lå, hvor det nuværende Amalienborg ligger i dag. Slottet brændte imidlertid ikke længe efter hendes død, og dermed var dette mulige erindringssted borte. Navnet består dog, men det er de færreste der knytter dette til dronning Sophie Amalie. Bortset fra en enkelt voksfigur på Rosenborg eksisterer der heller ingen skulpturer eller andre mindesmærker over hende. De erindringssteder, der placerer dronningen i den kollektive erindring er

www.bornholmerfaergen.dk/nyheder/76we.aspx?newsId=1785 http://www.tv2bornholm.dk/moduler/nyheder/news.asp?id=49113 160 Warring, Anette: Kollektiv erindring – et brugbart begreb? i Bernard Eric Jensen m.fl. (red.) Erindringens og glemslens politik, Roskilde Universitetsforlag, 1996, s. 223 158 159

75

fortrinsvis skriftlige, og det er dem, der i dette speciale er blevet behandlet. At der ikke findes nogen skriftlige kilder fra dronningens hånd, skyldes at hun sørgede for at tilintetgøre langt størstedelen af sine private papirer før sin død. Det vil sige, at det der måske kunne givet dronningens egen version af begivenhederne, eksisterer, ligesom Sophie Amalienborg, ikke længere. Noget entydigt positivt billede af Sophie Amalie har aldrig vundet indpas, og kommer nok heller aldrig til det, da belægget for dette billede simpelthen ikke er tilstede. At dronningen er en interessant person, og hendes eftermæle i særdeleshed er spændende, hænger i min overbevisning sammen med, at størsteparten af hendes historie fortælles i forlængelse af eller sammen med Leonora Christinas. Det er påviseligt, at hun, ligesom hos Bornholmstrafikken, til stadighed bliver sat i fokus, med konsekvenser for billedet af Sophie Amalie. Det ses på Den Hirschsprungske Samlings udstilling betitlet ”Ære være Leonora”, på Jammers Mindes optagelse i den litterære kanon, og nu også på en færge til Bornholm. Det virker som om dronningen er evigt dømt til at blive forbundet med Leonora Christina, og at hver gang kongedatterens stjerne stiger, så falder dronningens tilsvarende. Dog er der tegn i tiden på, at billedet nuanceres mere og mere. Der spores en interesse for at tage det historiske arvegods op og se på det med nye øjne, som eksempel kan nævnes Tom Buk-Swientys indgående behandling af 1864. Det kan derfor godt være, at min påstand om det evige fællesskab mellem Leonora Christina og Sophie Amalie bliver gjort til skamme, men det kan kun tiden vise.

76

Kapitel 8 - Konklusion På baggrund af min gennemgang af fremstillingerne af dronning Sophie Amalie fremgår det, at der er sket et vist skred i billedet af dronningen. Den skildring Leonora Christina lægger for dagen i sine selvbiografiske arbejder, lader dog til stadig at repræsentere den mest fremherskende opfattelse af dronningen. Med Jammers Mindes optagelse i den litterære kanon, må det ydermere formodes at denne bliver reproduceret i årene fremover. Zahrtmanns billeder yder også deres til at fremhæve opfattelsen af Sophie Amalies negative karaktertræk i folks bevidsthed. Faghistorisk set er der sket en opblødning over tid, og det forsøges nu mere at forklare baggrunden for dronningens handlinger, end at fokusere på hendes personlige kvaliteter. De skønlitterære forfattere tegner et broget billede af dronningen. De, der har mest plads at skrive på, skildrer hende mest nuanceret, men det er stadig hendes rolle i fortællingen om Leonora Christina, der er i fokus. Fælles for både Zahrtmann og forfatterne er, at deres fremstillinger er produkter af deres tid. Dette ses tydeligst på de to markante skred der er sket i opfattelsen af dronningen. Først med prægningen fra den nationalromatiske bølge efter 1864, modviljen mod det tyske, og den konsekvens det havde for fremstillingen af de negative karaktertræk hos dronningen. Dernæst med det fokus der blev lagt på den stærke og selvstændige kvinde i sidste halvdel af 1900-tallet. Dette fokus gav Sophie Amalie en vis oprejsning. Det billede der står tilbage er dog stadig overvejende negativt. Sophie Amalie bliver højst sandsynligt ikke en af danmarkshistoriens heltinder, dertil er den negative prægning for stærk. Med de nutidige historikeres mere nuancerede syn på hendes rolle, og hele debatten om Leonora Christinas eftermæle, der senest er blusset op i forbindelse med BornholmerFærgen, synes der dog at kunne spores nye strøminger, der kunne gå hen og bløde billedet yderligere op. Det lader til at fremstillingerne af dronningen til alle tider har været præget af, hvilke idealer og ønsker der trives i forfatterens samtid. I det lys skal billedet af Sophie Amalie ses. Det vil dermed aldrig være muligt at kunne give et endeligt og retvisende billede af dronningen, hvilket heller ikke har været specialets ærinde. Derimod

77

håber jeg at det er lykkedes at skildre, hvorledes Sophie Amalies eftermæle har formet sig op gennem historien.

Perspektivering Specialets hovedformål har været at vurdere, hvordan en samling værker fremstiller en dronning fra 1600-tallet. Det som specialet er særligt anvendeligt til, er en analyse af den forandring, som det forekommer, at historie-formidlingen gennemgår i dag. Mange af fortidens hændelser og personer bliver taget op til revurdering. Dette lader til enten at ske på baggrund af tilgang til nye kilder, f.eks. ved åbninger af arkiver, eller i kraft af den tendens, der lader til at være fremherskende, nemlig ønsket om at se på historiske emner i et større perspektiv. En anden tendens der også ses blandt nutidens historiske fremstillinger, er ønsket om at inddrage materiale, der ikke traditionelt kan beskrives som histotisk kildemateriale, og gennem dette tegne et bredere billede med fokus på den psykologiske vinkel. Historikeren og journalisten Tom Buk-Swientys bøger Slagtebænk Dybbøl (2008) og Dommedag Als (2010) gør brug af den psykologiske fortællestil. Ved hjælp af dagbøger og breve gør han fortællingen om 1864-krigen levende. I bogen Dommedag Als benytter han breve fra blandt andre H.C. Andersen og Johanne Louise Heiberg til at fortælle om den urolighed, der optager dem, efter det er en kendsgerning at Danmark har tabt krigen. Han ser tilbage i tiden på det utal af forklaringer og bortforklaringer, der har præget fortællingen om krigen. Der spores altså en udpræget fornemmelse for at anvende flere forskellige typer kilder end tidligere, samt gøre brug af psykologiske redskaber, for at gøre historien og personerne i den mere levende og nærværende. Dermed ikke sagt at specialets skønlitterære kilder kan tillægges samme vægt som breve og dagbogsoptegnelser, da de jo ikke er fra Sophie Amalies egen hånd. Ej heller er det specialets ærinde at afdække Sophie Amalies inderste tanker og følelser. Alligevel kan specialet siges at skrive sig ind blandt de fremstillinger, der anvender et bredspektret kildemateriale, for dermed at give et større perspektiv. At Buk-Swienty har held med at male med den brede pensel ses tydeligt på anmeldelserne af de to bøger, eksempelvis denne fra www.historie-online.dk ””Slagtebænk Dybbøl” og ”Dom-

78

medag Als” udgør tilsammen noget nær den endelige historie om vores selvpåførte nederlag[…]”.161 Historikeren Michael Bregnsbos Til Venstre Hånd – Danske kongers elskerinder (2010) beskriver de kongelige maitresser, men kommer samtidig ind på dronningens rolle. Han leder efter meninger og betydninger indenfor emnet og finder dem. Bregnsbo sætter, ligesom dette speciale forsøger at gøre, tingene i den historiske kontekst og søger at forklare sammenhængen mellem handling, samtid og den enkelte person. Det materiale, der ligger til grund for dette speciale, afspejler i høj grad den tid, hvori det er produceret dette er derfor også materialets kritikpunkt. Specialets metode, at lave en tidslinje som tilføjer andre faggrene end den historiske, er en anderledes måde at skrive personalhistorie på. Dette kunne endvidere anspore til også at se på andre aspekter, i lyset af flere faggrene sat sammen. Specialet giver et indblik i, hvordan historie skrives, hvordan den enkelte forfatter præger de senere skribenter og ikke mindst hvordan et eftermæle skabes. Specialet udgør således en lille brik i det store puslespil, der har til formål at klarlægge mekanismerne i dannelsen af en fælles forståelse. Den danske dronning, Sophie Amalie, er relativt uudforsket område, når det kommer til værker som primært fokuserer på hendes person. Det er derfor ikke svært at finde delemner og aspekter, der endnu ikke er blevet tilstrækkeligt belyst. Eksempelvis kan det, med udgangspunkt i nærværende speciale, tydeligt ses hvordan der kunne arbejdes videres med dette emne. Der har undervejs vist sig mange retninger at gå, og det har været en udfordring at vælge fra. Der er en del projekter, som kunne påbegyndes eksempelvis ud fra mine fravalg. Det kunne være interessant at se på det undervisningsmateriale, hvori dronning Sophie Amalie indgår, for derved at lave en undersøgelse af, hvordan historieformidling foregår. Sophie Amalie er en fascinerende person, idet størsteparten af hendes historie bliver skrevet i takt med at hendes hovedfjende vinder terræn. Jo mere berømmelse Leonora Christina får, jo mere glider Sophie Amalie i baggrunden, som det også ses af dette speciale.

161

http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/gyldendal_dommedagals.htm

79

Specialets opbygning viser, hvordan flere kilder tilsammen kan skabe og konstruere et billede af en person. Denne tilgang, at anvende flere typer kildemateriale, kunne også benyttes i undersøgelsen af andre personer. (Sophie Amalie kan derved opfattes som et paradigme, som er brugbart i flere andre sammenhænge). Som ovenstående beskriver, er der flere anvendelsesmuligheder for nærværende speciale, og det ville være oplagt at arbejde videre med emnet. Specialets udformning bærer præg af den tid, hvori det er skrevet og indskriver sig således i tidens tendens til at benytte et alsidigt kildemateriale. Måske kunne denne form for historieskrivning være med til at skabe et mere nuanceret billede af dronningen, hvis eftermæle godt kunne trænge til at blive belyst på en anden måde.

80

Abstract This thesis focuses on the various projections of the Danish queen, Sophie Amalie, and their development through the years. One of the main stories about the queen is that she had Leonora Christina, daughter of King Christian IV, imprisoned for 22 years. While imprisoned Leonora Christina wrote her memoires which were published in 1869, 171 years after her death. Because of these memoires, and the failed war in 1864, the story of the cruel queen was told again and again. This thesis seeks to shed light on both the view on the queen and the main historical focus presented in the chosen literature. The developments in the portrayal of the queen, from her own time until today, are primarily due to the work of historians who seem to seek explanations for the queen’s actions. Danish fiction also describes the queen with emphasis on her personality traits. Many of the texts seem to modify the image of the queen as thoroughly mean or as the instigator of absolute monarchy.

81

Litteraturliste

Bryld, Carl-Johan: Ved genudgivelsen af C. O. Bøggild-Andersen: Statsomvæltningen i 1660” Historisk Tidsskrift, bind 13, række 2, København 1975 Burke, Peter “History as a Social Memory” i Butler, T.: Memory: history, culture, and the mind, Blackwell, Oxford, 1989 Bøggild-Andersen, C. O.: Statsomvæltningen i 1660. Kritiske Studier over Kilder og Tradition, Universitetsforlaget i Århus, Århus 1936 Christoffersen, Peder (Pedro): Danmarkshistoriens Værste Skurke, Gyldendal, København 2005 Dansk biografisk Lexikon, XVI. Bind, red.:3 C. F. Bricka, København 1887-1905 Den Store Danske Encyklopædi, Bind 17, Danmarks Nationalleksikon A/S 2000 Etlar, Carit: Gøngehøvdingen, 2. udg., 4. opl., Gyldendal, 1981 Etlar, Carit: Gøngehøvdingen (uforkortet udgave), Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, Hernovs Forlag, København 1989 Etlar, Carit: Dronningens vagtmester (uforkortet udgave), Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, Hernovs Forlag, København 1989 Etlar, Carit: Dronningens Vagtmester, 4. udg. 1. opl., Gyldendal, 1991 Fridericia, J. A.: Danmarks Riges Historie bd. 4 (1588-1699), Det Nordiske forlag, København 1896-1907 Grønborg, Johannes: Leonore Kristine og Korfits Ulfeld, Dansk Børneblads Smaaskrifter nr. 43, Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, Kolding 1941 Heiberg, Steffen: Enhjørningen, Gyldendal, København 2003

82

Heiberg, Steffen (red.): Danske dronninger i tusind år, Gyldendal, København 2004 Hein, Jørgen og Katia Johansen: Sophie Amalie – den onde dronning?, Rosenborg, København 1986 Hjuler, P og Einar Schroll: Forskolens Danmarkshistorie, Horsens 1952 Holberg, Ludvig: Dannemarks Riges Historie, ny udgave, København 1856 Holberg, Ludvig: Samlede Skrifter, Fjortende Bind, Gyldendal, København 1934 Honnens de Lichtenberg, Hanne: Zahrtmann og Leonora, Randers Kunstmuseum 1984 Hornung, Peter Michael: Ny dansk kunsthistorie, bd. 4, Forlaget Palle Fogtdal A/S, København, 1993 Jensen, Bernard Eric: Historie – livsverden og fag, Gyldendal, København, 2003 Jørgensen, Jens Anker og Knud Wentzel (red.) Hovedsporet – Dansk litteraturs historie, Gyldendal, København 2005 Kolding, Helle: Beske Blommer, Wisby og Wilkens 2000 Krarup, Rie: Kvindelist og kongelast – Blide duer og stride fruer i Danmarkshistorien, Lademann, København 1985 Kristian Zahrtmann, Smaa Kunstbøger nr. 5, G. E. C. Gads Forlag, København 1944 Leonora Christina -historien om en heltinde, Acta Jutlandica LVIII, Humanistisk serie 57, Århus 1983 Lyngby, Thomas, Søren Mentz og Sebastian Olden-Jørgensen: Magt og pragt – enevælde 1660-1848, Gads forlag, København 2010 Nielsen, Marita Akhøj, Jan Gorm Madsen og Trine Dissing Paulsen: Ære være Leonora – Kristian Zahrtmann og Leonora Christina, udstillingskatalog, Hirschsprung, København 2006 Olden-Jørgensen, Sebastian: Griffenfeld, Gads Forlag, København 2006 Plesner, Karen: Sophie Amalie, Det Schønbergske Forlag, København, 1959

83

Stangerup, Helle: Spardame, Gyldendal, København 1989 Thelle, Mette (red.): Kristian Zahrtmann, Storstrøms Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum, Fyns Kunstmuseum 1999 Ulfeldt, Leonora Christina: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Franske Levnedsskildring 1673, Trykt i faksimile v. C. O. Bøggild-Andersen, Forening for boghaandværk, København 1958 Ulfeldt, Leonora Christina: Jammers Minde, Gyldendal, København 1964 Ulfeldt, Leonora Christina: Leonora Christinas Jammers Minde, Diplomatarisk udgave ved Poul Lindegård Hjorth og Marita Akhøj Nielsen. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og C.A. Reitzels Forlag, Kbh. 1998 Warring, Anette: Kollektiv erindring – et brugbart begreb? i Bernard Eric Jensen m.fl. (red.) Erindringens og glemslens politik, Roskilde Universitetsforlag, 1996 Weitemeyer, Lisbeth: Leonora Christina – fra kongedatter til jammer, Siesta, Århus, 2006 Hjemmesider: http://www.bornholmerfaergen.dk/nyheder/76we.aspx?newsId=1785 http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/gyldendal_dommedagals.htm http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1614/ ( 2. december 2010) http://www.tv2bornholm.dk/moduler/nyheder/news.asp?id=49113

84

Studieforløbsbeskrivelse Anne Kristine Bolø, Modul 3. 2. kandidatmodul. Periode III I det nedenstående skal der iht. gældende regler, redegøres for mit studieforløb fra studiestart på RUC i 1999 og frem til min specialeaflevering i dag. Jeg startede på den Humanistiske basisuddannelse i 1999, og jeg har opfyldt basisuddannelsens bestemmelser, der kræver at man følger fire grundkurser. I historie blev jeg undervist af Charlotte Appel. Jeg har ligeledes opfyldt bestemmelserne på den humanistiske basisuddannelse vedrørende specialkurser, hvor jeg har fulgt to udover de fire påkrævede. Det drejer sig i alt om kurser i sociologi, dansk, logik og argumentationsteori, historie, philosophy og psychology (begge kurser på engelsk). Specialkurset i historie blev fulgt med Henrik Jensen som underviser. Kun et af mine basisprojekter opfyldte historiedimensionen og det hed Evolutionsteori, Menneskesyn og Frihed. I 2002 startede jeg på historie, og opfyldte kravet om de to kurser i henholdsvis Historisk teori og metode samt kurset Informations- og litteratursøgning, begge blev bestået. Modul 1. Bachelormodulet. Periode 1 Projektets titel: Hundredårskrigen & de franske riddere Gruppens Medlemmer: Jens Bergholt Lund (1. modul), Simon Karel Bering Papousek, 1. modul Mette Pedersen, 1. modul Anja Petersen, 1. modul Martin Jakob Schmidt, 1. modul Anne Kristine Bolø, 1. modul

85

Opfyldte breddekrav: Europa og Ældre tid (1300-1600) Gruppen valgte forskellige dybdeværker alt efter hvilken del af projektet, den enkelte havde beskæftiget sig med. Da jeg hovedsageligt havde skrevet om ridderstanden blev følgende dybdeværker valgt: Allmand, Christopher: The Hundred years war, Cambridge, Cambridge University Press, 1989. Esmark, Kim & Brian Patrick McGuire: Europa 1000-1300, Bd. 1, Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag, 1999. Keen, Maurice: Chivalry, New Haven and London, Yale University Press,1984. Orme, Nicholas: From Childhood to Chivalry, Cambridge, Cambridge University Press, 1984. De to breddeværker der blev udvalgt var: Lunden, Kåre: Aschehougs Verdenshistorie, Bd. 6, Europa i krise 1300-1500, Malmö, Aschehoug &Co.,Malmö Repro-Kopia AB, 1984. Arvidsson, Håkan & Tove Elisabeth Kruse: Europa 1300-1600, Bd. 2, Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag, 1999. Modul 2. 1. kandidatmodul. Periode II Projektets titel: Billedet af Amerika: Danske udvandringsvejledninger 1847-1914 Gruppens medlemmer: Anne Kristine Bolø, 2.modul Gitte Bergmann Hansen, 1. modul Lotte Riber Jarvad, 2.modul Opfyldte Breddekrav: Danmark/Norden og Moderne tid

86

Breddeværker: Bjørn, Claus: Fra Reaktion til grundlov, 1800 – 1850. Bind 10 i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, København 1990 Christiansen, Niels Finn: Klassesamfundet organiseres, 1900-1925. Bind 12 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, København 1990. Her drejer det sig om siderne 2633 som omhandler systemskiftet 1901, 211-214 vedrørende 2. junigrundloven, 275285 der behandler den nationale sag samt siderne 286-300 der beskæftiger sig med påskekrisen. Hvidt, Kristian: Det folkelige gennembrud og dets mænd, 1850-1900. Bind 11 i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, København 1990. Mørch, Søren: Den ny Danmarkshistorie1880-1960. Gyldendal 1998 Dybdeværker: Curti, Merle: “The Reputation of America Overseas, 1776-1860”. In: American Quarterly, Volume 1, Issue 1 (Spring 1949), p. 58-82. Curti, Merle og Kendall Birr: “The Immigrant and the American Image in Europe, 1860-1914”. In: The Mississippi Valley Historical Review, Volume 37, Issue 2 (Sep. 1950), p. 203-230. Dybdahl, Vagn: Det nye samfund på vej 1871-1913. Bind 5 i serien Dansk socialhistorie. Gyldendal, København 1982. Hvidt, Kristian, Flugten til Amerika eller Drivkræfterne i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914. Universitetsforlaget i Aarhus, Odense 1971. Pedersen, Erik Helmer, Drømmen om Amerika, Politikens forlag, København 1985. ---Herefter vendte jeg tilbage til mit andet fag, psykologi, og færdiggjorde dette studium. I 2006 fulgte jeg det udbudte specialeseminar på historie, med Kim Esmark som underviser. Her fik jeg skrevet og godkendt en specialesynopsis. Efter en længere pause fra RUC tilmeldte jeg mig igen aktiv indenfor specialeskrivningen. Jeg blev imidlertid

87

syg med en struma, som jeg skulle opereres for og fik derfor studieorlov i efterårssemesteret 2009. I foråret 2010 deltog jeg igen i specialeseminaret, hvor Karin Lützen, var den kursusansvarlige. Jeg genanvendte den allerede godkendte synopsis og aftalte frister med min vejleder Jørgen Vogelius. Jeg afleverer mit speciale efter aftale med Rektor. Modul 3. 2. kandidatmodul. Periode III Specialet titel: Dronning Sophie Amalie – en analyse af udvalgte fremstillinger af dronningen fra 1600-tallet og frem til i dag Efter at have indfriet studieordningens breddekrav, var jeg fritstillet i mit speciale og da jeg er på gammel studieordning (01.09.2001), valgte jeg at tematisere min breddeprøve. Det var således en selvvalgt bredde med tematiseringen ”Kongemagtens stilling fra 1536 – 1660”. Prøven blev aflagt og bestået d. 4.november 2010. Intern Evaluering blev holdt samme dag. Breddeværker: Olsen, Olaf (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 7: På Guds og Herskabs nåde 1500-1600 af Alex Wittendorff, Politikens Forlag 1989/2003 Olsen, Olaf (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 8: Ved afgrundens rand 1600-1700 af Benito Scocozza, Politikens Forlag A/S 1989/2003 Dybdeværker: Bisgaard, Lars m.fl.: Danmarks konger og dronninger, Gyldendal, København, 2004, s. 17-20 og s. 134-160 Jespersen, Knud J. V.: Historien om danskerne 1500-2000, Gyldendal, København 2007, kapitlerne 2, 3, 5 og 6 Specialets formidlingsaspekt er særskilt behandlet i Formidlingsopgaven – se denne.

88

Formidlingsopgave Da jeg til daglig arbejder i Trinitatis kirke og det sammenhængende Rundetaarn, synes dette sted oplagt til at bruge som ramme for fortællingen om dronning Sophie Amalie og hendes eftermæle. Bygningen er udtænkt af Christian IV men indviet med deltagelse af Sophie Amalies mand Frederik III og hendes søn Christian V. Kirkens krypter rummer nogle af de folk, som var i berøring med dronningen og som blev enevældens forsikring. En af dem er Joachim Gersdorff, hvis kiste står kirkens ene krypt. Han var med til fredsforhandlingerne ved Freden i Roskilde, hvor Danmark afstod landområder til det Sverige, hvor Ulfeldtparret have søgt tilflugt, og hvor parret kæmpede på svensk side. Grev Hans Schack sarkofag findes ligeledes i den ene af krypterne. Han afhørte Leonora Christina i Blåtårn. Kirken rummer altså den dag i dag personer, som havde direkte berøring med to af markante skikkelser i mit speciale, og bliver i denne optik det valgte formidlingssted. Det synes nærliggende at bruge kirkens sognehus til at formidle min nyerhvervede viden i, idet der i dette hus afholdes blandt andet eftermiddagsmøder. Til disse møder udvælges forskellige emner, som kunne have deltagernes interesse. Møderne har oftest deltagelse af ældre og førtidspensionister, og det er således et publikum, som kan tilskrives at have en bred viden, og stor interesse for danmarkshistoriske emner. Derfor vil et eftermiddagsmøde, hvor jeg holder foredrag med titlen ”Sophie Amalie – fra enevælde til eftermæle” være en god anledning til at delagtiggøre et større publikum i mit specialeemne. I det følgende skal jeg redegøre for de elementer der skal have til formål at fastholde tilhørernes interesse ved mit eftermiddagsmøde. Jeg vil tage de fremmødte med over i kirkens to krypter og her beskrive den del af danmarkshistorien, som jeg skal bruge for at belyse mit emne. Således skulle netop Gersdorff og Schack anvendes til at belyse Leonora Christina og dronning Sophie Amalies historie, og dermed indkranse den ramme der er sat for oplægget. Tilbage i kirkens sognehus vil jeg starte med at tale om, hvordan og hvorledes historie bliver skrevet, og ikke mindst af hvem. Der er et gammelt ordsprog der siger at det er vinderne som skriver historien, men kan det siges altid at være tilfældet?

89

Dette vil være en relevant, at tale om de forskellige fremstillinger af dronning Sophie Amalie. Jeg ville kunne følge strukturen fra specialet til at komme ind på de forskellige vinkler på hende. Samtidig vil Leonora Christina vil være et godt udgangspunkt at tale ud fra, da jeg har en vis formodning om at de fleste kender hendes hovedværk, og igennem dette har stiftet bekendtskab med Sophie Amalie. I foredraget skal Kristian Zahrtmanns malerier anskaffes som plakater, som kan vises samtidig, for netop at gøre sammenligningsfaktorerne åbenlyse. Mange af de kunstneriske greb, træder tydeligere frem ved det visuelle indtryk. I forbindelse med Zahrtmanns malerier vil Leonora Christinas citater også blive underbygget, hvilket jeg har en formodning om, vil give en større forståelse af hendes Jammers Minde. Jeg vil i gennemgangen af de historiske- og skønlitterære kilder benytte mig af den sammenhængende tidslinje og ved hjælp af en tegnet tabel (se Bilag 1) skifte mellem kilderne, der er anvendt i specialet. Jeg vil, for visualiseringens skyld, lave tegnede nøgleord for hver enkelt kilde, så tilhørerne kan få et overblik i takt med, at fortællingen skred frem. Således vil nøgleordene lægge sig til fremstillingen af Sophie Amalie. Eksempelvis kan kortet til Etlar hedde ”omskiftelighed” og for humorens skyld vise dronningen som en kat, et træk han beskriver hos hende. Således er det mit håb at kunne anskueliggøre de mange forskellige fremstillinger. Hensigten med udbredelse af dette emne er at kunne gøre opmærksom på, hvor mangesidet historiefortælling er, når det strækker sig fra selvbiografi, over malerier, videre til faglitteratur for at ende ved historiske romaner og fortællinger. Min overbevisning er, at de færreste er klar over, hvor lidt der skal til for at komme igennem med et budskab. Dette vil også være mit debatoplæg, og forhåbentlig give anledning til en god samtale.

90

91