w w w.dyrlaegemagasinet.dk

www.dyrlaegemagasinet.dk Nr. 1 februar 2010

M AGAS INET

7. årgang ISSN Nr. 1603-8002

FOR PRAKTISERENDE DYRLÆGER

læs inde i bladet

Stigende forbrug af antibiotika af journalist (DJ) Charlotte Rafn

Mitokondriesygdomme hos husdyr af dyrlæge, ph.d. Aage Kristian Olsen Alstrup

Diarre hos hund og kat af Knud Dahlgaard

Centronukleär myopati hos danska labradorer Legitimerad Veterinär Jessica Astermark og Legitimerad Veterinär Malin Larsson

Hypertrofisk kardiomyopati af LOUISE LINKOV og CAMILLA KLOTH HAGEDORN

Denne side er reserveret CEVA Animal Health A/S se venligst www.ceva.dk

Ansvarshavende: John Vabø, cand. polit. Journalist: Charlotte Rafn [email protected]

INDHOLD 1/10

Ansvarshavende fagredaktør: Fagdyrlæge Finn Boserup Redaktionen: Dyrlæge Asger Wenck Dyrlæge Jens Møller Dyrlæge Susanne Schantz Laursen

4

Tv-dyrlægen af journalist (DJ) Charlotte Rafn

Artikler, pressemeddelelser, produktinformationer m.v. modtages på cd i wordPerfect eller på e-mail: [email protected], og skal være redaktionen i hænde senest 3 uger før udgivelsestidspunktet. Illustrationer, fotos mv. skal leveres som orginalmateriale eller elektronisk som PDF, JPG.Power Point filer kan ikke bruges. Citat tilladt med kildeangivelse.

6

Stigende forbrug af antibiotika af journalist (DJ) Charlotte Rafn

8

Resistente bakterier kortlagt af journalist (DJ) Charlotte Rafn

9

Mitokondriesygdomme hos husdyr af dyrlæge, ph.d. Aage Kristian Olsen Alstrup

Skriv til redaktionen: [email protected] Annoncer: Adriana Radaic [email protected] Abonnement: 6 udgaver (incl. moms): Kr. 360,Adresseændringer m.v. bedes mailet til Hanne Solberg på [email protected] Ved henvendelse bedes abonnementsnummer oplyst (otte cifre, påtrykt bag på magasinet). Redaktionens og udgivers adresse: Scanpublisher A/S Forlaget John Vabø A/S Emiliekildevej 35, 2930 Klampenborg Tlf.: 39 90 80 00 Fax: 39 90 82 80 www. scanpublisher.dk ISSN Nr. 1603-8002

14

Mavesår hos heste Af journalist, cand. scient. Birger Pedersen

Centronukleär myopati hos danska labradorer Legitimerad Veterinär Jessica Astermark og Legitimerad Veterinär Malin Larsson

19

Diarre hos hund og kat af Knud Dahlgaard

22

Hvalpesocialiseringskurser Af Dyrlæge Pernille Blok-Riisom

Boganmeldelse af Forsøgsdyrhåndbogen Af bioanalytiker Lykke Hagelskjær og dyrlæge, ph.d. Aage Kristian Olsen Alstrup

Ny giftfri beskyttelse af kæledyr AF CIVILINGENIØR PER TOPSØE-JENSEN

Hypertrofisk kardiomyopati af LOUISE LINKOV og CAMILLA KLOTH HAGEDORN

16

26 29 31

Administration: Katja Neergaard [email protected] Layout og tryk: Mediegrafiker Micala Hartmann Glumsø Bogtrykkeri A/S

dyrlæge magasinet 1

3

Tv-dyrlægen Dyrlæge Jacob Mølbak er en af tre dyre-eksperter, der i Aftenshowet på DR1 svarer på spørgsmål fra seerne

af journalist (DJ) Charlotte Rafn

Dyrlæge Jacob Mølbak (th.) synes, at det er dejligt, at han sammen med zoolog Bengt Holst (tv.) og adfærdskonlsuent Lise Lotte Christensen kan dele ud af sin viden om dyr og dyreliv til seerne. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR.

Midt i januar gik det populære tvprogram Aftenshowet i luften i nye omgivelser i Nyhavn og med nyt indhold. Blandt nyhederne var, at der hver tirsdag i Aftenshowets første del er afsat sendetid til, at eksperter svarer på spørgsmål fra seerne vedrørende deres kæledyr. Dyrlæge Jacob Mølbak er udpeget til primært at tage sig af spørgsmål om dyrenes sygdomme. – Jeg laver ikke større udredninger for åben skærm. I stedet fungerer det som en brevkasse, hvor jeg svarer på spørgsmål, som seerne på forhånd har sendt ind. Det vil blive nogle forholdsvis brede og generelle svar, da de gerne skal indeholde informationer, som andre end spørgeren kan bruge, forklarer Jacob Mølbak. Hver uge behandles et bestemt tema. Et af dem har været mulighederne for at træne dyrene, så det bliver lettere for dyrlæger og andre at undersøge dem. – Vi har f.eks. fulgt arbejdet i zoologisk have, hvor de arbejder med at komme tæt på de vilde dyr, så de kan behandles uden stress. Det er en problematik, som også er meget relevant, når det gælder dyrlægebesøg med vores kæledyr, og derfor giver vi nogle gode råd til, hvordan dyreejerne selv kan træne med deres dyr, siger Jacob Mølbak.

Giver viden videre Til daglig arbejder Jacob Mølbak som skadestuedyrlæge på Københavns Dyrehospital. Hospitalet er døgnåbent, og det er meget forskellige dyr og klienter, som Jacob Mølbak møder på sine vagter. Det nye tv-job har ikke fået ham til at overveje at droppe jobbet på skadestuen. – Det er en helt ny rolle som dyrlæge, og den giver mig chancen for at formidle noget af min store erfaring og viden om dyr og deres sygdomme videre til et bredt publikum, siger Jacob Mølbak.

Aftenshowet, der har kørt i tre år, har typisk omkring 500.000 seere. Redaktionen bag har undersøgt, hvad de kunne tænke sig at få mere af, og her var flere eksperter et af budene. – Der findes masser af programmer om dyr og natur i dansk tv, men de handler om vilde dyr i eksotiske lande. Der har manglet et program om vores egne kæle- og husdyr. Det er noget, vi går utrolig meget op i, og seerne har meldt tilbage, at det er et emne de gerne vil vide mere om, hvis det samtidig bliver behandlet på et højt fagligt niveau, siger Tine Bendix, redaktionsleder på Aftenshowet.

Fik set DR Byen Det var lidt af en tilfældighed, at Jacob Mølbak blev den ene af de tre eksperter. I efteråret var en af hans kollegaer blevet spurgt, om han ville møde op til casting på DR, og han foreslog Jacob Mølbak at tage med. – Jeg var selvfølgelig spændt på at se, hvad det hele handlede om, men jeg tog også med, fordi det gav mig chancen for at se den nye DR Byen. Det kom som en stor overraskelse for mig, at jeg blev valgt. Jeg har aldrig haft noget stort ønske om at være på, og jeg har ingen erfaring med tv-mediet overhovedet, siger Jacob Mølbak. De to andre eksperter er adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen og zoolog Bengt Holst. De tre er nu en fast del af mediebilledet hver tirsdag i den bedste sendetid, og dermed er det også slut med at være anonym. – Jeg har ikke gjort mig de store tanker om det at være et kendt ansigt. Jeg regner ikke med, at der kommer til at stå fans i min forhave, så jeg tager det, som det kommer, siger Jacob Mølbak.

Denne side er reserveret Merial se venligst www.merial.com

af journalist (DJ) Charlotte Rafn

Stigende forbrug af antibiotika Rapport har afsløret rutinemæssig brug af tetracykliner til fravænnede svin. Forbruget begrænser sig til nogle få besætninger. Fødevarestyrelsen arbejder på en plan, der skal få forbruget ned

504 stor f o rbru g e r e DANMAP-rapporten viser, at stigningen i forbruget af tetracykliner især skyldes et stort forbrug på 504 besætninger med fravænnede grise. De 504 besætninger udgør 11 procent af det samlede antal besætninger med fravænnede grise i Danmark. I 2008 fik de 504 besætninger medicinen 10 eller flere gange og deres forbrug var 150 procent højere end hos de øvrige besætninger. De 504 besætninger var ansvarlige for 73 procent af stigningen i forbruget af tetracykliner, og de stod for 21 procent af den nationale produktion af fravænnede grise. Af de 504 besætninger fik 254 medicinen lige så ofte i 2007. I 2006 var tallet 150 besætninger. Tal fra DTU Veterinærinstituttets database Vetstat, viser, at forbruget af tetracykliner til fravænnede svin er steget yderligere i første halvår af 2009.

DANMAP-rapporten 2008, der kom i efteråret 2009, er ubehagelig læsning for de danske landmænd, fødevaremyndigheder og andre med ansvar for dansk svineproduktion. Rapporten viser nemlig, at forbruget af antibiotika er stigende. Især er der problemer med tetracykliner. Til fravænnede svin (ca. 30 kg) er forbruget steget 118 procent fra 2003 til 2008. En del af stigningen kan forklares med ændringer i behandlingsvejledningen for ordination af anitbiotika i svinebesætninger i 2005. Det er dog langt fra hele forklaringen. Et nærmere kig på tallene afslører, at det er et meget lille antal besætninger, der står for det meste af forbruget. I 504 eller ca. hver tiende danske besætning fik dyrene tetracykliner ti eller flere gange om året. Her lå forbruget af tetracykliner ca. 150 procent højere end hos landets øvrige besætninger. Til de storforbrugende besætninger er der regelmæssigt udskrevet tetracykliner i forbindelse med det månedlige dyrlægebesøg og det ofte i nogenlunde i de samme mængder. Det tyder på et rutinemæssigt forbrug af medicinen. – Vi ved ikke, hvad der ligger til grund for den rutinemæssige brug af tetracykliner, men med et meget højere forbrug end landsgennemsnittet tyder det på, at en stor del af forbruget måske er unødvendig forebyggende behandling eller skyldes vedvarende sygdomsproblemer, der burde skrides ind over for med forebyggende tiltag, siger seniorforsker Vibeke Frøkjær Jensen, DTU Fødevareinstituttet, der bl.a. står bag rapporten.

Landmandens skøn Dyrlæge Lene Torup, der er formand for sektionen vedrørende svin i Den

Danske Dyrlægeforening, vil gerne have undersøgt nærmere, om der er tale om rutinemæssig og forebyggende behandling eller, om der kan være andre forklaringer på det regelmæssige forbrug i nogle besætninger. – Vi bliver nødt til at få overblik over, om der kan være andre muligheder. Der kommer jo hele tiden nye grise til i en besætning, og derfor er der også risiko for, at der altid vil være nye syge grise, som berettiger, at alle dyr i besætningen behandles med tetracykliner, siger Lene Thorup. Hun sætter ikke spørgsmålstegn ved rapportens konklusioner, men hun har svært ved at forestille sig, at nogle dyrlæger ”bare” ordinerer medicinen rutinemæssigt. – Jeg tror ikke, at dyrlægerne ordinerer medicinen forebyggende eller giver den ”for en sikkerheds skyld”. Jeg er overbevist om, at der ved de månedlige besøg er væsentlige årsager til, at dyrlægen udskriver medicinen. I forbindelse med besøget rådgiver han landmanden. Det kan f.eks. være om sygdomstegn, som der bør gribes ind over for med antibiotika. I de situationer er det i sidste ende landmandens skøn, om svinene skal have medicinen eller ej, siger Lene Thorup. Også Vibeke Frøkjær Jensen efterlyser mere viden om, hvordan tingene foregår i praksis. – Faktum er, at landmændene har ordineret nogenlunde den samme medicin hver måned – og for en stor del af disse besætninger i årevis. Det kan der være mange gode grunde til, men hvis der er tale om et rutinemæssigt forbrug, ville det være rart at kende henholdsvis dyrlægens og landmandens rolle. Fokus bør ændres til at finde andre løsninger

Tallene viser, at nogle besætninger klarer sig fint uden brug af tetracykliner, derfor må vi se på, om der også er alternativer til medicinering hos de besætninger, der har et stort forbrug, siger Jan Mousing, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen.

– Fokus bør ændres til at finde andre løsninger på problemerne end udskrivning af mere medicin, siger Vibeke Frøkjær Jensen,DTU Fødevareinstituttet.

på problemet end udskrivning af mere medicin, hvad enten det er landmanden eller dyrlægen, der er ansvarlig for utilstrækkelig forebyggende tiltag, siger Vibeke Frøkjær Jensen.

Besøg hos dyrlæger I Fødevarestyrelsen er man i gang med at undersøge, hvilke forklaringer der kan være på det store forbrug. Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold har i vinteren besøgt nogle af de dyrlæger, der har udskrevet tetracykliner til de mest forbrugende besætninger. – Vores opgaver har været at forsøge at afdække årsagerne til det stigende forbrug. Det har vi gjort ved at undersøge forholdene hos flere dyrlæger. Vi har ikke været i kontakt med besætningsejerne, siger leder af rejseholdet, Flemming Kure Marker. Med hensyn til resultaterne af besøgene holder han kortene tæt til kroppen og henviser til, at der kommer en udmelding i løbet af februar. Heller ikke veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Jan Mousing vil udtale sig om mulige årsager, forklaringer eller løsninger på nuværende tidspunkt. – Det er kommet bag på os, at forbruget er steget så voldsomt. Derfor er vi gået i dialog med erhvervet og dyrlægerne, og vi arbejder på et oplæg, som skal være med til at bremse den udvikling, siger Jan Mousing. Han efterlyser bl.a. bedre information fra praksisdyrlægerne om, hvordan det præcis foregår, når dyrlægen udskriver medicinen til landmændene. Desuden savner han bedre kommunikation mellem de involverede parter, så den nyeste viden om brug af antibiotika når ud til landmændene.

– Det er også muligt, at der vil komme mere håndgribelige tiltag enten overfor dyrlæger eller landmænd, men det afhænger bl.a. af, om der er politiske stemning for det, siger Jan Mousing. Mellem 2002 og 2004 skete der en stigning på 25 procent i forbruget af antibiotika til svin. I den forbindelse satte Veterinærrejseholdet de dyrlæger, der udskrev medicin til besætningerne med det største forbrug under skærpet tilsyn. Metoden virkede og fik bremset stigningen midlertidigt.

Risiko for resistens Også nu er det afgørende, at forbruget af tetracykliner kommer ned. Et stort forbrug øger risikoen for, at forekomsten af bakterier, der er resistente over for denne type antibiotika, stiger. – Stigende resistens giver risiko for

behandlingssvigt i svinebesætningerne, og hvis resistensen bliver overført til mennesker, kan det i sidste instans få betydning for behandling af mennesker. Det er derfor vigtigt at mindske brugen af antibiotika og i særdeleshed at undgå overforbrug, siger Vibeke Frøkjær Jensen. DANMAP-rapporten opgør hvert år forbruget af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker. Bag rapporten står DTU Fødevareinstituttet. DTU Veterinærinstituttet, Fødevarestyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut. Data på forbruget af antibiotika til dyr opgøres i overvågningsprogrammet Vetstat. Yderligere oplysninger på: www.danmap.org.

– Veterinærrejseholdet har undersøgt forholdene hos flere dyrlæger, siger Flemming Kure Marker, leder af rejseholdet. dyrlæge magasinet 1

7

Resistente bakterier kortlagt Danske forskere står bag oversigt over forekomsten af antibiotikaresistente bakterier hos dyr i Europa af journalist (DJ) Charlotte Rafn

Bakterier respekterer ikke landegrænser. Risikoen for, at antibiotikaresistente bakterier i f. eks. Frankrig på et tidspunkt også dukker op i Danmark, er stor. Derfor gælder det om at udveksle erfaringer mellem landene, da det kan være med til at bremse udviklingen af de resistente bakterier, ikke bare hos dyr, men også hos mennesker. Danske forskere har stået i spidsen for et projekt, der har skabt overblik over forekomsten af antibiotikaresistens blandt de mest almindelige sygdomsfremkaldende bakterier fra kvæg og svin i Europa. Oversigten er en del af EUprojektet Antibiotic Resistance in Bacteria of Animal Origin, ARBAO II. Formålet er at hjælpe europæiske dyrlæger til at målrette antibiotikabehandlingen. – Når en dyrlæge i Spanien skal behandle en ko for yverbetændelse, kan han gå ind i registeret og se, hvilken type antibiotika der lige præcis i hans område virker bedst mod den bakterie, der har fremkaldt sygdommen. Det kan godt være, at den spanske dyrlæge bør bruge en anden type antibiotika end en dansk dyrlæge, da der fra land til Ph.d. René Hendriksen, DTU Fødevareinstituttet har stået bag den danske del af projektet med at kortlægge antibiotikaresistente bakterier hos dyr.

land kan være forskel på, hvor udbredt resistens over for forskellige antibiotika er for forskellige bakteriearter, forklarer ph.d. René Hendriksen, DTU Fødevareinstituttet, der har stået bag den danske del af projektet.

Mest resistens i Sydeuropa Oplysningerne i registeret skal være med til at forhindre brug af antibiotika, som alligevel ikke har nogen effekt og målrette anvendelsen mod den medicin, der stadig virker. Registeret kan også hjælpe forskere og andre, der skal træffe beslutninger af betydning for forekomsten af resistente bakterier. Oversigten viser en mere udbredt forekomst af resistens i Sydeuropa. Det kunne tyde på, at dyrlægerne i Sydeuropa udskriver mere antibiotika end deres kollegaer i de nordiske lande. – Det større forbrug i Sydeuropa betyder, at det også er her, der er flest resistente bakterier. Det er en ond cirkel, for de resistente bakterier gør det nødvendigt at bruge endnu mere antibiotika. Hvis ikke det første valg virker, må dyrlægen prøve en anden type antibiotika, og så kan bakterierne også med tiden blive resistente over for den, siger René Hendriksen. Den negative udvikling forsøger man at bremse i Danmark. Et af tiltagende er Fødevarestyrelsens behandlingsvejledninger for produktionsdyr. Her kan dyrlægerne læse, hvilken antibiotika der bliver anbefalet som første prioritet til behandling af den konkrete sygdom, og hvilken der bør benyttes som anden prioritet. Restriktionerne i brug af f. eks. fluorokinoloner og tredje generations cephalosporiner, der er vigtige i forhold til behandling af mennesker, er et andet eksempel på, hvordan man i Danmark gennem lovgivning og vejledning forsøger at undgå udviklingen af antibiotikaresistente bakterier. – Ikke alle lande har tilsvarende pro-

grammer, og problemet er, resistens er ligeglad med landegrænser. Vi rejser alle sammen, og vi sender fødevarer og dyr på kryds og tværs mellem landene. Derfor vil resistente bakterier andre steder også nå os på et tidspunkt. Det er ikke et problem, som vi kan løse nationalt, siger René Hendriksen.

Bestemmelse harmoniseret Det europæiske register er et eksempel på et internationalt samarbejde om problemet. I et tidligere projekt, ARBAO I, var konklusionen, at det var meget vanskeligt at sammenligne data for forekomsten af resistente bakterier i Europa. Registreringen foregik nemlig vidt forskellige i de enkelte lande, ligesom der var forskel på, hvor meget der overhovedet blev testet for resistens. Endelig havde nogle landes laboratorier særligt fokus på enkelte bakterier, som netop udgjorde et særligt problem hos dem, mens andre ikke blev undersøgt. I første omgang gik DTU Fødevareinstituttet derfor i gang med at kvalitetsteste de enkelte landes bestemmelse af resistente bakterier. Otte bakterier af otte forskellige bakteriearter blev sendt til nationale referencelaboratorier i 18 europæiske lande. Resultaterne af de enkelte laboratoriers test blev herefter samlet og vurderet af Fødevareinstituttet. Laboratorier med upålidelige data fik hjælp fra instituttet til at forbedre arbejdet med antibiotikaresistensbestemmelserne. De andre involverede laboratoriers data blev indsamlet til oversigten. I løbet af projektet er det lykkedes at harmonisere resultaterne af bestemmelserne for resistens. Det er ikke nødvendigvis de samme metoder, der benyttes i alle landene, men resultaterne er så sikre at de umiddelbart kan sammenlignes med andre landes. Det betyder, at er i dag er overblik over bakteriers resistens mod antibiotika i europæiske dyr. Udtræk af databasen over antibiotikaresistente bakterier i europæiske dyr kan læses på denne hjemmeside: www.food.dtu.dk/ Default.aspx?ID=10301. Her er det muligt at læse mere om hele projektet ARBAO II.: www.food.dtu.dk/Default. aspx?ID=9753 De videnskabelige artikler kan downloades her: www.actavetscand.com/content/50/1/28 www.actavetscand.com/content/50/1/19

gur 1.  

Mitokondriesygdomme hos husdyr – Måske er de mere udbredte, end vi tror? af dyrlæge, ph.d. Aage Kristian Olsen Alstrup , PET-centret, Århus Universitetshospital

Defekte mitokondrier som sygdomsårsag Det er under 50 år siden, at man første gang beskrev, hvordan defekter i mitokondrierne kan give sygdomme. Det skete, da den svenske professor, Rolf Luft (1914-2007) i 1962 beskrev en mitokondriesygdom hos en kvinde med forhøjet stofskifte. Siden da er listen over lidelser med årsag i defekte mitokondrier vokset stødt. Selvom de fleste mitokondriesygdomme er fundet Fede syrer

Mitokondriernes funktion

Glukose

Mitokondrierne er cellernes primære energiproducenter. Hver celle indeholder fra flere hundrede til flere tusinde mitokondrier. Mitokondrierne indeholder enzymsystemer, som er involveret i cellernes produktion af energi. Såvel beta-oxidationssystemet som Krebs cyklus findes i mitokondrierne. Selve energiproduktionen foregår i respirationskæden, som er lokaliseret i den indre mitokondriemembran. Respirationskæden består af en række proteiner, hvoraf nogle enkelte er kodede af mitokondriernes eget DNA (mtDNA), mens hovedparten af proteinerne er kodede af DNA fra cellekernen (nDNA). MtDNA er små cirkelformede DNA-strenge, som er lokaliseret inde i mitokondrierne. Hver mitokondrie indeholder typisk 2 - 10 eksemplarer af mtDNA. En forenklet oversigt over mitokondriernes energiomsætning er vist i figur 1.

Pyruvat

ACYL‐CoA

ACETYL‐CoA Beta‐  Beta‐ Oxydation  Oxydation

Krebs Krebs  Cyklus 

VV

cyklus 

I I 

IV  IV 

IIII 

III  III H+  +

H+ 

hos mennesker, eksisterer der også mitokondriesygdomme hos vore husdyr, og flere nye sygdomme vil utvivlsomt dukke op i de kommende år. Mitokondriesygdomme er generelt vanskelige at diagnosticere, da symptomerne ikke er specifikke og varierer fra tilfælde til tilfælde. Sygdommene rammer ofte flere organer, er ofte ganske alvorlige, og der findes i dag ingen helbredende behandling for dem. Denne artikel vil i oversigtsform redegøre for mitokondriesygdomme hos husdyr og mennesker.

H

൐ 

Figur 1: Mitokondrierne er ansvarlige for cellernes energiproduktion gennem dannelse af ATP. Mitokondriesygdomme skyldes skader i de gener, der koder for proteinerne i de fem enzymkomplekser (I-V), der tilsammen udgør respirationskæden. Nogle af generne for disse proteiner er lokaliseret i mitokondrierne, mens andre er lokaliseret i cellekernen. I hver enkelt celle findes fra hundrede til flere tusinde mitokondrier. Der opstår først symptomer, når en vis andel af disse mitokondrier er beskadigede.

Symptomer på mitokondriesygdomme Defekter i mitokondrierne fører til metaboliske sygdomme. Disse sygdomme kan være særdeles vanskelige at diagnosticere. Der er dog visse symptomer, som bør vække mistanke (se tabel 1). dyrlæge magasinet 1

9

       

Normal mitokondrie 

Abnormal mitokondrie 

 

80 % abnorme mitokondrier fører til svær sygdom 

         

50 % abnorme mitokondrier fører til mild sygdom 

           

20 % abnorme mitokondrier fører til ingen sygdom 

Figur 2.   

Figur mitokondrier og muterede gener via æg  2: Ved maternel nedarvning af mitokondriesygdomme overføres de beskadigede   cellen til forstret. Derimod overføres sædcellens mitokondrier kun yderst sjældent til fostret. Hvorvidt en heteroplasmisk mor videregiver sygdommen til sit afkom, afhænger af forholdet mellem normale og defekte mitokondrier i den befrugtede ægcelle.

Således er det typisk de højt differentierede og energikrævende væv, der rammes. Det vil i praksis sige nervevæv, tværstribede muskler, myokardiet og de endokrine organer. Disse væv og organer er nemlig særlig afhængige af det oxidative stofskifte i mitokondrierne. Det er dog også karakteristisk for mitokondriesygdomme, at praktisk talt alle typer væv kan rammes. Mitokondriesygdomme kan blot omfatte et enkelt væv eller organ, men undertiden er flere væv eller organer involveret på samme tid. Sygdomsbilledet kan variere en del fra individ til individ. Hvis defekten skyldes et gen inde i cellekernen (nDNA) er sygdommen ofte mere ensartet, end hvis genet er lokaliseret i mitokondrierne (mtDNA). Mitokondriesygdomme kan opstå igennem hele livet - lige fra fødsel og til sen alderdom. Mitokondriesygdomme er årsag til mere end en procent af diabetes, epilepsi, apopleksi og hørenedsættelse hos mennesker. Hos husdyr er andelen langt lavere – i hvert fald baseret på de tilfælde, som bliver diagnosticeret.

Nedarvning af mitokondriesygdomme Mitokondriesygdomme kan være spontane (blandt andet forårsaget af virus, bestråling og pesticider), eller de kan

være arvelige. Da generne for respirationskædens proteiner både er lokaliseret i cellekernen og i mitokondrierne, afhænger arvegangen af mitokondriesygdomme af, hvilket protein, der er beskadiget. Hvis det defekte gen findes på mtDNA, nedarves lidelsen fra mor til afkom. Langt den største del af vore mitokondrier har vi nemlig arvet fra vores mor, da det er ægcellen - og ikke sædcellen - der overfører mitokondrierne til embryonet. Kun yderst sjældent er defekten nedarvet gennem faderens mitokondrier, omend såkaldt partenel arvegang har været beskrevet hos mennesker. Den befrugtede ægcelle vil normalt i løbet af få celledelinger have skilt sig af med alle sædcellernes mitokondrier. Hvis derimod mitokondriesygdommen skyldes et defekt gen i cellekernens DNA (nDNA), nedarves sygdommen på vanlig vis som autosomal/kønsbunden og dominant/vigende. Der kendes i dag autosomal - dominante, autosomal – vigende og x-bundet mitokondriesygdomme. Der bliver hos mennesker rapporteret om forholdsvis mange tilfælde af mitokondriesygdomme med defekter i mtDNA. Dette skyldes formentlig, at mtDNA-defekter er nemmere at påvise end nDNA-defekter. Der er også større tilbøjelighed til mutationer i mtDNA end i nDNA, da mitokondrierne mangler de mutations-beskyttende histoner, og at

de i større omfang udsættes for frie radikaler, som øger risikoen for mutationer.

Hetero- og homoplasmi I de fleste tilfælde af maternelle mitokondriesygdomme er der tale om heteroplasmi, hvilket vil sige, at cellerne indeholder såvel normale som defekte mitokondrier. Som det fremgår af figur 2 kan det samme moderdyr få afkom, som har arvet mitokondriesygdommen i forskellig grad. Det ser ud til, at fordelingen af defekte og normale mitokondrier sker tilfældigt under celledelingen. Men at der muligvis i den enkelte celle kan ske en selektion af defekte mitokondrier, som derved gradvist ophobes gennem Tabel 1: Mistanke om mitokondriesygdomme

Sygdomme i mitokondrierne kan være vanskelige at diagnosticere. Men der er visse symptomer, som bør lede tankerne i retning af disse sygdomme: • Muskelsvaghed og hjernesygdom. • Sygdomme i andre energikrævende væv (fx hjerte, endokrine organer, nyrer). • Sygdomme i flere organer på samme tid. • Forhøjet laktat og laktat / pyruvatforhold i blodet eller spinalvæske.

Mitokondrie sygdo mm e kende s fr a både dyr og m enne s ker. livet. En konsekvens af heteroplasmi er, at forskelligt væv kan indeholde forskellige mængder af muterede mitokondrier. Dette er baggrunden for, at symptomerne kan ramme vidt forskellige organsystemer, uden at de øvrige organer nødvendigvis er påvirkede. Tilsyneladende har cellerne en grænseværdi for, hvornår der er så mange defekte mitokondrier, at de ikke længere kan fungere. Ved homoplasmiske mutationer vil moderen give de defekte mitokondrier videre til alle sine afkom.

Undersøgelser for mitokondriesygdomme Ved mistanke om mitokondriesygdomme skal der udføres en række undersøgelser for at fastslå diagnosen. En hel del af disse undersøgelser bliver i Danmark kun udført på mennesker, mens andre godt kan foretages på dyr. Ofte er blodets og spinalvæskens indhold af laktat forhøjet, ligesom også forholdet mellem laktat og pyruvat kan være påvirket. Fra muskelbiopsier kan man måle aktiviteten af enzymerne i respirationskæden, og der kan undersøges for mutationer i de gener, der koder for enzymerne. Ved mikroskopi af muskelvævet kan oftest påvises forøget antal mitokondrier, og elektronmikroskopiske undersøgelser kan undertiden bruges til at påvise strukturelle forandringer i mitokondrierne. Muskelceller kan indeholde såkaldte ragged red fibres, som er ophobninger af defekte mitokondrier. Hos mennesker og hunde bliver CT- og MR-skanning brugt til at identificere visse mitokondriesygdomme i hjernen. Skanningerne bruges blandt andet til at påvise karakteristiske læsioner og atrofier i storhjernen, og ved MR-spektroskopi kan tillige påvises ophobning af laktat i hjernevævet. En endegyldig diagnose kræver dog påvisning af gendefekter. I praksis er det svært veterinært at stille en endegyldig diagnose, da kun et fåtal af disse undersøgelser er tilgængelige.

Behandling Der findes i dag ingen helbredende behandling af mitokondriesygdomme hos dyr og mennesker. Behandlingen er derfor blot symptomatisk. I en del tilfælde er aflivning af dyret nødvendigt, mens det i andre tilfælde er tilstrækkeligt ikke at belaste dyret med træning. Hos mennesker med muskelsygdomme og diabetes har der tilsyneladende været gavnlig effekt af at give koenzym Q10.

Eksempler på mitokondriesygdomme hos husdyr Mitokondriesygdomme diagnosticeres oftere hos mennesker end hos husdyr. Det er dog næppe fordi sygdommene er sjældnere hos dyr, men snarere, at de ikke bliver opdaget. I det følgende bliver der givet eksempler på nogle af de mitokondriesygdomme, som man har påvist i hunde, heste og grise. Mitokondriesygdomme er også beskrevet hos andre dyrearter, blandt andet hos drøvtyggere og katte. Det er sandsynligt, at mitokondriesygdomme findes hos alle husdyrene, men at man blot sjældent leder efter dem.

Myopati hos hunde I litteraturen er der flere gange beskrevet tilfælde af muskelsygdomme hos hunde, hvor årsagen er at finde i defekte mitokondrier. Mitokondriesygdomme er blandt andet beskrevet hos Engelsk og Tysk Fårehund, Jack Russell Terrier, Labrador Retriever, Sussex Spaniel og Springer Spaniel. Hundene kan typisk ikke udholde træning, men fremtræder i stedet svage. Hvis de forsøges trænet, udvikler de ofte hypertermi. Diagnosen er vanskelig at stille. I praksis beror diagnosen på anamnese, klinisk undersøgelse samt elektronmikroskopiske og immunohistokemiske undersøgelser af muskelbiopsier. En hjælp kan være at måle på laktat

Det er særligt de mest energikrævende væv, som rammes. Eksempelvis muskler, hjerte og endokrine organer. Men praktisk talt alle væv og organer kan rammes. Undertiden rammes flere organsystemer på en gang. Der findes i dag ingen helbredende behandling for mitokondriesygdomme. Arvegangen er kompliceret og afhænger af, hvilke gener, der er defekte.

og pyruvat i blodprøver. Laktat - og særligt forholdet mellem laktat og pyruvat - er oftest forhøjet hos hunde med mitokondriel myopati. Hundene kan eventuelt trænes eller fodres forud for undersøgelsen, da de biokemiske fund da er mere markante. En endegyldige diagnose baseres på molekylærbiologisk undersøgelse, som kan påvise betydende mutationer i proteinerne, som indgår i respirationskæden.

Myopati hos heste Hos heste er der flere gange påvist muskelsygdomme, som formodes at være mitokondriesygdomme, men i de fleste tilfælde er diagnosen aldrig blevet endelig bekræftet. I de få bekræftede tilfælde er der påvist defekter i respirationskæden. Eksempelvis blev der for nogle år siden påvist et defekt kompleks I i respirationskæden hos en 3-årig hest, der led af trænings-intolerance. Hestene har typisk mælkesyreophobning i muskulatur efter blot moderat træning.

Polioencephalomyelopati hos hunde Hos flere hunderacer er påvist en sjælden polioencephalomyelopati, der klinisk og patologisk nøje svarer til en mitokondriesygdom hos mennesker, nemlig Leighs sygdom. Sygdomdyrlæge magasinet 1

11

men, der er arvelig, giver bilaterale symmetriske spongiforme læsioner i centralnervesystemet svarende til en metabolisk lidelse. Foruden de patologiske forandringer i hjerne og rygmarv, der kan påvises med MR-skanninger og autopsi, kan der påvises opsvulmede og forøget antal mitokondrier i cellerne i nervevævet. I praksis stilles diagnosen ved at udelukke alle tænkelige differentialdiagnoser. Behandling er udsigtsløs og hunden bør aflives.

Tabel 2: Eksempler på manifestation af mitokondriesygdomme hos mennesker*. Det er sandsynligt, at tilsvarende sygdomme findes hos husdyrene, hvoraf i dag kun et fåtal er beskrevet:

Organ

Symptomer

Hjerte

kardiomyopati overledningsforstyrrelser

Muskler

muskelsvaghed trænings-træthed hypotoni

CNS

lammelse bevægeforstyrrelser epilepsi mental retardering

Nerver

neuropati

Øjne

opticus-atrofi ptose ekstern oftalmoplegi retinitis pigmentosa

Ører

døvhed

Bugspytkirtel diabetes Nyrer

nyresvigt

Lever

leversvigt

Tarm

diarre

Alment

hæmmet vækst dårlig trivsel

*Tabel modificeret efter Østergaard & Wibrand: Mitokondriesygdomme. En orientering for tandlæger. Tandlægebladet 2003, 107, 758-762.

Hypertrofisk kardiomyopati hos grise Hypertrofisk kardiomyopati er en hjertelidelse, der rammer både grise og mennesker. Hos både grise og mennesker kan der påvises skader i mitokondriernes funktion, der giver sig udslag i lave koncentrationer af en række proteiner i mitokondrierne.

Mitokondriesygdomme hos forsøgsdyr En hel del af menneskets mitokondriesygdomme er forsøgt kunstigt frembragt i forsøgsdyr, således at sygdommene har kunnet studeres. De fleste dyremodeller er udviklet i mus, da der eksisterer en række teknikker til at ændre i såvel mtDNA som nDNA hos denne dyreart. Disse mus har udviklet en lang række mitokondriesygdomme, der blandt andet omfatter diabetes, øjen-, muskel-, hjerte- og hjernesygdomme. Genetiske defekter hos dyr fører altså til de samme sygdomme hos dyrene, som de gør hos mennesker. Og det er sandsynligt, at i hvert fald en del af disse genetiske defekter ind imellem spontant vil optræde hos dyrene. Studierne af forsøgsdyrene har dermed indirekte vist, at spektret af mitokondriesygdomme hos dyr må være langt større, end hvad der hidtil er beskrevet. Det er derfor blot et spørgsmål om at lede grundig nok efter sygdommene. Tabel 2 viser nogle af de symptomer, som man bør være særlig opmærksom på.

Litteratur om mitokondrier – Scheffler: Mitochondria. 2nd edition. J. Wiley & Sons, Inc., Hoboken, New Jersey. 462 sider.

Litteratur om mitokondriesygdomme hos mennesker – Frederiksen et al.: Mitokondriel diabetes med fokus på maternally inherited diabetes and deafness. Ugeskrift for Læger 2004, 166, 2785-2788. – Østergaard et al.: Mitokondriesygdomme. Klinik, udredning og genetik. Ugeskrift for Læger 2003, 165, 663-668.

Litteratur om specifikke mitokondriesygdomme hos dyr – Cassart et al.: Morphological alterations in oxidative muscles and mitochondrial structure associated with equine atypical myopathy. Equine Veterinary Journal 2007, 39, 26-32. – Kent et al.; Clinicopathologic and magnetic resonance imaging characteristics associated with polioencephalomyelopathy in a Shih Tzu. Journal of American Veterinary Medical Association 2009, 235, 551-557. – Lin et al.: Structural and biochemical evidence of mitochondrial depletion in pigs with hypertrophic cardiomyopathy. Research in Veterinary Science 2003, 74, 219-226. – Olby et al.: Suspected mitochondrial myopathy in a Jack Russell terrier. Journal of Small Animal Practice 1997, 38, 213-216. – Sewell et al.: Klinik und Diagnostik angeborener Stoffwechselkrankheiten bei Hund und Katze. Kleintierpraxis 2007, 52, 209-215. – Tauro et al.: Suspected mitochondrial myopathy in a springer spaniel. The Veterinary Record 2008, 163, 396-397. – Valberg et al.: Skeletal muscle mitochondrial myopathy as a cause of exercise intolerance in a horse. Muscle and Nerve 1994, 17, 305-312. – Wallace: Mouise models for mitochondrial disease. American Journal of Medical Genetics 2001, 106, 71-93.

“

“

Pronutrin _Boehringer Ingelheimb180x262 mm Dyrlægemagasinet DK outline.indd 1

18-01-2010 11:06:26

Mavesår hos heste Af journalist, cand. scient. Birger Pedersen

Dyrlæge Nanna Lutherssons forskning viser, at fodringsrelaterede ting og fri adgang til vand har stor betydning for, om din hest får mavesår.

Lidt over 50 % af alle danske rideheste lider af mavesår. Det viser den forskning, som dyrlæge Nanna Luthersson fra Hestedoktoren I/S i Kr. Eskilstrup var hovedkvinden bag, da hun i vinteren 2005 og 2006 sammen med tre andre forskere undersøgte forekomsten af mavesår hos 201 ganske almindelige danske ride, avls og ”hygge”-heste i alderen 7 måneder til 27 år. Ud over at undersøge selve forekomsten forsøgte forskerne også at finde årsagerne til mavesårenes opståen, hvilke symptomer, der er hos heste med mavesår, og hvad man bedst kan gøre for at undgå, at ens hest får mavesår. Mavesår hos heste er sjældent en dødelig sygdom, men er selvfølgelig dybt ubehagelig og giver hesten en masse gener, som bl.a. giver sig udtryk i, at hesten har svært ved at præstere. Behandlingen foregår normalt medicinsk, hvor man blokerer for mavesyreproduktionen, men ofte oplever ejeren, at hesten får tilbagefald lige så snart man stopper behandlingen. Den generelle betegnelse for mavesår hos heste er med et fint ord EGUS (Equine Gastric Ulceration Syndrome), men mavesårene kan deles op i to kategorier afhængig af hvor i mavesækken de findes. De kan opstå i den øverste, hvide del eller den kirtelholdige, røde del af mavesækken. Mavesårene i den hvide del er oftest nemmere at håndtere og skyldes sandsynlige foderrelaterede faktorer, mens mavesårene i den røde del, som man mener er mere stressrelaterede, er vanskeligere at behandle.

Fire vigtige faktorer ”Vores undersøgelser viser ingen sammenhæng mellem mavesår og eksempelvis hestenes alder, køn eller race, men at fire faktorer har indflydelse på, om heste får mavesår eller ej,” fortæller Nanna Luthersson, som kunne konsta-

tere at 53 % af de 201 undersøgte heste havde mavesår. Hendes undersøgelser viser, at fodringen og dennes sammensætning har stor betydning for udvikling af mavesår ligesom fri adgang til vand i folden. Hvis f.eks. hestene kun får halm som eneste grovfoder, er risikoen for at hestene udvikler mavesår mere end fire gange så stor sammenlignet med heste som får tildelt tilstrækkelige mængder af fordøjeligt grovfoder i form af hø eller wrap. En anden vigtig faktor er den tid, der går mellem fodringer med grovfoder. Undersøgelserne viser nemlig, at hvis intervallet mellem måltiderne er større end seks timer, ja så øges risikoen for mavesår hele 3,9 gange. Dette betyder at hvis hesten hurtigt har spist sit grovfoder og står på en jordfold eller i en boks med spåner, med ingen adgang til supplerende grovfoder i mere end 4-5 timer ad gangen, så firedobles næsten risikoen for udvikling af mavesår i den hvide del af mavesækken.Mængden af stivelse (korn) pr. dag og pr. måltid i foderet er en anden meget vigtig faktor for udvikling af mavesår. Uanset om man måler stivelsesindtaget i gram pr. kilo kropsvægt pr. dag eller pr. måltid vil stivelsesindtag over en vis mængde øge risikoen for mavesår betydeligt. Hvis hesten spiser mere end 2 gram pr. kilo kropsvægt pr. dag fordobles risikoen for at udvikle mavesår og hvis hesten spiser mere end 1 gram pr. kilo kropsvægt pr. måltid øges risikoen med en faktor 2,6. Dette svarer til en hest på 500 kg der spiser mere end 2,5 kg havre pr dag eller mere end 1,25 kg havre pr. måltid, da havre indeholder ca. 40% stivelse. Adgang til vand i folden er en fjerde vigtig faktor. Såfremt hestene ikke har det, stiger risikoen for mavesårsudvikling til mere end det dobbelte. Derimod viser undersøgelserne af de 201 danske heste ingen sammenhæng mellem udvikling af mavesår og

den mængde eller type arbejde, som hestene udfører. Dette er i modsætning til tidligere undersøgelser af væddeløbsheste, hvor selve arbejdsmængden øger risikoen for udvikling af mavesår. Forklaringen på dette ligger nok i typen af arbejde. En væddeløbshest bliver trænet under helt andre former end en dressur- eller en springhest, både hvad angår træningsintensitet og træningsmængde.

Symptomer Og hvordan får man så øje på symptomerne på, at ens hest har fået mavesår? ”Ja, det er svært at komme med en fællesnævner på symptomerne, men ændret adfærd og ændret appetit, hvor hesten enten bliver kræsen, ikke spiser op eller at den f.eks. taber sig er vigtige symptomer. Man ser også nogle heste, som har appetitten i behold, men at de ændrer adfærd og ikke rigtig har lyst til at arbejde, og det kan også være et tegn på, at hesten har

mavesår,” oplyser Nanna Luthersson. Og hvad skal man så gøre for at undgå, at ens hest risikerer at få mavesår? ”Der kan jeg kun opfordre til, at man tager alle resultaterne af vores undersøgelser ad notam. Altså at man sikrer sig, at det grovfoder man giver hesten har en vis kvalitet, at grovfoderet bliver givet med regelmæssige intervaller og i tilstrækkelige mængder, at hesten ikke

får mere end 2 gram stivelse pr. kilo kropsvægt pr. dag og ikke mere end 1 gram stivelse pr. kilo kropsvægt pr. måltid samt at hesten har fri adgang til vand i folden. Med andre ord skal vi huske på at hesten ikke er udviklet til at spise store mængder korn, men i stedet har en mave-tarmkanal som trives bedst på fiberholdigt foder,” siger Nanna Luthersson.

Indretning af dyrehospital / klinik

Sugeskærm Punktsugearm

FLEXODUCT JRV er leverandør og producent af ventilationsmateriel. Punktudsugningsarme i mange udførelser. Kildefilter til at montere på sugehoved, som beskytter personalet, patienten og miljøet. Indblæsningsanlæg med varmegenindvinding. Sugeskærme med person- og produktsikkerhed. Installation af ventilation, samt rådgivning og service.

JRV A/S Nimbusvej 10-DK -2670 Greve Tel.43 950 950 - Fax.43 950 951 www.jrv.dk - e-mail. [email protected]

dyrlæge magasinet 1

15

Stud. med. vet. speciale

Centronukleär myopati hos danska labradorer Legitimerad Veterinär Legitimerad Jessica Astermark Veterinär Malin Larsson

Vi tog vår veterinärexamen, med små­ djursinriktning, i februari 2009 vid Den Biovidenskabeliga Fakultet, Köpenhamns Universitet. Vi arbetar nu bägge som små­ djursveterinärer i Sverige.

En sex månader gammal labradortik, född år 2005, remitterades år 2006 till Hospital for Mindre Husdyr i Köpenhamn och diagnostiserades med centronukleär myopati (CNM). CNM är en autosomalt recessiv myopati som är specifik för labradorer. Sjukdomen orsakas av en homozygot insertion av en short interspersed element (SINE) inom exon 2 i en gen som uttrycks i skelettmuskulatur. I sitt examensarbete på veterinärutbildningen använde författarna den ovan nämnda labradortiken som utgångspunkt för att undersöka allelfrekvensen av anlaget för CNM hos danska avelslabradorer med valpkullar födda år 2005.

Kliniska symptom I en studie på Ecole Nationale Vétérinarie d’Alfort i Frankrike utfördes år 2003 en experimentell parning mellan labradorer för att följa utvecklingen av CNM från födseln. Det sågs ingen skillnad mellan de afficierade valparna och deras friska kullsyskon vid födseln. Från två veckors ålder observerades en progressiv viktminskning hos de afficierade valparna. Vid en månads ålder noterades avsaknad av senreflexer, vilket användes som ett tidigt diagnostiskt symptom. Vid två till fem månaders ålder observerades klumpig gång, minskad motionstolerans och generell muskelsvaghet. Neurologisk undersökning av labradorerna Figur 1. En 34 månader gammal normal labrador (A) och en afficierad labrador i samma ålder (B). A. Den normala labradoren är muskulös. Huvudet är upplyft och benen är parallella. B. Den afficierade labradoren har minskad muskelmassa, ventroflexion av nacken och står med benen in under kroppen (Tiret et al. 2003).

visade vid samma ålder inget onormalt förutom fortsatt avsaknad av senreflexer. De kliniska symptomen stabiliserades vid ett års ålder. Atrofi av temporal-, cervikal- och benmuskulatur ledde till ventroflexion av nacken och onormal hållning och rörelse. Detta var det mest kännetecknande för sjukdomen i vuxen ålder. Figur 1 visar en normal och en afficieradlabrador (Tiret et al. 2003). CNM har beskrivits vid ett flertal tillfällen i olika länder (Kramer et al. 1981; Mckerrell & Braund 1986; Mckerrell & Braund 1987; Moore et al. 1987; Watson et al. 1988; Sharp et al. 1989; Gortel et al. 1996; Bley et al. 2002). I Storbritannien var sjukdomen år 1989 främst utspridd bland jaktlabradorer samtidigt som den i USA sågs i hela labradorpopulationen (Sharp et al. 1989). CNM afficierar båda könen (Bley et al. 2002).

Histopatologiska fynd De första beskrivna histopatologiska undersökningarna av ben- och ryggmuskulatur från labradorer afficierade av CNM visade dominering av muskelfibrer typ I och brist på typ II. Det sågs även variation i muskelfibrernas diameter och en tydlig ökning av endomysial och perimysial bindväv (Kramer et al. 1976). Figur 2 visar histologiska snitt från en homozygot normal och en homozygot afficierad labrador (Tiret et al. 2003).

Namngivning av sjukdomen Namnet centronukleär myopati grundar sig på den karakteristiska histologiska bilden med centralisering av kärnan i muskelfibrerna (Tiret et al. 2003; Pele et al. 2005). Tidigare har sjukdomen kallats Labrador Retriever Myopathy (LRM) (Watson et al. 1988; Sharp et al. 1989; Gortel et al. 1996; Bley et al. 2002), Hereditary Myopathy in Labrador Retrievers (HMLR) (Mckerrell & Braund

1986; Mckerrell & Braund 1987; Amann et al. 1988) och Type II Muscle Fiber Deficiency (MFD) (Kramer et al. 1976; Moore et al. 1987).

Diagnostik Den säkraste och minst invasiva metod till att diagnostisera CNM är att genomföra ett mutationstest med DNA antingen från kindskrap eller från blod (CNM Project - ENV Alfort 2008b). Mutationstestet kan utföras på olika laboratorier i världen (Laboklin 2008; VetGen 2008; CNM Project - ENV Alfort 2008b). Tidigare har CNM enbart kunnat diagnostiseras med hjälp av kliniska symptom, elektromyografi och histopatologiska undersökningar av muskelbiopsier (Kramer et al. 1976; Kramer et al. 1981; Mckerrell & Braund 1987; Watson et al. 1988; Gortel et al. 1996; Bley et al. 2002). Aktiviteten av kreatinkinas kan vara låg (Kramer et al. 1976), normal (Bley et al. 2002; Tiret et al. 2003) eller förhöjd (Mckerrell & Braund 1987; Watson et al. 1988; Gortel et al. 1996) hos labradorer afficierade av CNM och därför är hematologiska och biokemiska analyser till ringa hjälp när CNM ska diagnostiseras (Gortel et al. 1996). Det är viktigt att notera att symptomen kan vara otydliga i milda fall. Avsaknad eller minskning av tricepsoch patellareflexer är ett gemensamt tillstånd för labradorer afficierade av CNM, och är en av de mest värdefulla kliniska indikatorerna i milda fall. Den varierande åldern när sjukdomen debuterar kan också vara ett problem vid diagnostisering (Mckerrell & Braund 1987).

Behandling och prognos Det finns inga mediciner som kan hindra eller reversera processen som sker hos labradorer med CNM, eller som kan göra att de saknade muskelfibrerna repareras, återfår styrka eller ersätts. CNM är därför en livslång sjukdom. Ägare vars labrador diagnostiserats med CNM måste överväga om det finns tid och möjlighet att tillgodose dens extra behov (CNM Project - ENV Alfort 2008a). Överexaltering eller stress kan resultera i övergående förvärrning av symptom. Omhändertagande av afficierade labradorer bör därför inriktas på att reducera alla former av stress, och särskilt den stress som kyla och infektioner medför (Mckerrell & Braund 1987). Labradorer med CNM kan ha svårighet att svälja om musklerna i esophagus afficieras. Därför bör ett fo-

der av hög kvalitet rekommenderas för att maximera näringsintaget. Mat- och vattenskål bör placeras en bit ovanför golvet för att underlätta foderintaget och minska risken för aspirationspneumoni (CNM Project - ENV Alfort 2008a). Tillståndet som CNM medför är smärtfritt (Gortel et al. 1996) men kan vara förvirrande för labradoren eftersom den fortfarande har sina rastypiska instinkter och egenskaper kvar. Aktivitetsnivån måste anpassas efter den enskilda labradorens tillstånd (CNM Project ENV Alfort 2008a). Det finns inga bevis för att livslängden skulle vara förkortad (Mckerrell & Braund 1987), men många ägare väljer avlivning (CNM Project ENV Alfort 2008a).

Differential diagnoser Som differentialdiagnoser till CNM har bl.a. nämnts inflammatoriska muskelsjukdomar som Toxoplasma gondii (Sharp et al. 1989; Bergman et al. 2002) och Neospora caninum (Bergman et al. 2002) och icke-inflammatoriska muskelsjukdomar som myasthenia gravis (Sharp et al. 1989; Gortel et al. 1996), nemalin myopati (Bergman et al. 2002) och glykogenos (Sharp et al. 1989). Utöver dessa differentialdiagnoser har två myopatier liknande CNM beskrivits hos två olika labradorer, nämligen X-bunden muskeldystrofi hos hundar (Cosford et al. 2008) och ärftlig myopati identisk med den som ses hos grand danois (Bergman et al. 2002). Om ett mutationstest visar att en labrador med symptom på CNM inte är afficierad bör en muskelbiospi tas för att bekräfta eller avvisa dessa diagnoser.

Undersökning av allelfrekvensen av anlaget för CNM En observationell tvärsnittsstudie utformades för att undersöka utbredningen av anlaget för CNM och en förfrågan om deltagande sändes till ägare till 100 slumpmässigt utvalda danska avelslabradorer med valpkullar födda och registrerade i Dansk Kennel Klub år 2005. Ägarna uppsamlade själva DNA från sina labradorers kindslemhinnor och överförde det till ett så kallat FTA-kort som förenklar hantering och behandling av nukleinsyror. Korten innehåller kemikalier som lyserar celler, denaturerar proteiner och skyddar nukleinsyror från nukleaser, oxidation och UV-strålning. Nukleinsyrorna frigörs och fångas upp i kortets fibrer och är därefter stabila i rumstemperatur i flera år (Whatman 2007). Endast 44 utav de 100 utsända FTAkorten returnerades. Ett mutationstest genomfördes där DNA extraherades från FTA-korten och amplifierades med hjälp av polymerase chain reaction (PCR). Efter gelelektrofores kunde det avläsas om labradorerna var homozygot normala, heterozygoter eller homozygot afficierade. Mutationstestet visade en heterozygot och 43 homozygot normala labradorer, vilket gav en allelfrekvensen av anlaget för CNM på 2,2 % bland danska avelslabradorer med valpkullar födda och registrerade i Dansk Kennel Klub år 2005.

Diskussion Dansk Kennel Klub har infört avelsrestriktioner för höftledsdysplasi, arm-

Figur 2. Transversala snitt från en biopsi från biceps femoris hos en 34 månader gammal homozygot normal labrador (A, C) och en homozygot afficierad labrador i samma ålder (B, D). Snitten är färgade med hematoxylin och eosin (A, B) eller för myosin ATPas aktivitet vid pH 9,4 (C, D). A, C. I normala muskler är formen och storleken av muskelfibrerna regelbundna. Muskelfibrer typ I (I) och typ II (II) är jämnt fördelade, med kärnor som ligger i periferin av muskelfibrerna. B, D. I afficierade muskler inkluderar förändringarna hypertrofiska och atrofiska, eller små runda fibrer (pil). Mängden endomysial (e) och perimysial (p) bindväv är förökad och flera fibrer är ersatta med fett (asterisk). Rikligt med centralt placerade kärnor kan ses i myofibrerna (pilhuvud) (Tiret et al. 2003).

dyrlæge magasinet 1

17

bågsledsdysplasi, progressiv retinal atrofi och kryptorchism för labradorer för att förhindra spridning av ärftliga anlag inom rasen. För att förhindra att anlaget för CNM förs vidare i labradorpopulationen i Danmark skulle en avelsrestriktion för sjukdomen kunna införas. En avelsrestriktion mot att inkludera heterozygoter och homozygot afficierade i avel kan utrota anlaget för CNM. Detta skulle innebära att 95,6 % av labradorerna får användas i avel men i kombination med de andra avelsrestriktionerna sjunker denna andel ytterligare. Ett sätt att öka andelen är att istället införa en avelsrestriktion för CNM som tillåter att heterozygoter används i avel, men endast paras med homozygot normala labradorer. Detta kan utrota sjukdomen men inte anlaget. Införande av en avelsrestriktion kan även medföra att uppfödare, valpköpare och veterinärer uppmärksammas på att sjukdomen existerar. Nackdelar med en ny avelsrestriktion är att det kan uppfattas som besvärligt av uppfödare med de omkostnader som ytterligare en avelsrestriktion innebär. Detta kan medföra att uppfödare ignorerar alla avelsrestriktioner och börjar avla utanför de stamboksförande organisationerna, vilket i sin tur leder till minskade avelsbestånd och minskad genetisk variation inom de individuella organisationerna.

Referenser – Amann, J.F., M.H. Laughlin, & R.J. Korthuis (1988): Muscle Hemodynamics in Hereditary – Myopathy of Labrador Retrievers. American Journal of Veterinary Research. Vol. 49, no. 7, pp. 1127-1130.

– Bergman, R.L., K.D. Inzana, W.E. Monroe, L.G. Shell, L.A. Liu, E. Engvall, & G.D. Shelton (2002): Dystrophin-deficient muscular dystrophy in a labrador retriever. Journal of the American Animal Hospital Association. Vol. 38, no. 3, pp. 255-261. – Bley, T., C. Gaillard, T. Bilzer, K.G. Braund, D. Faissler, F. Steffen, S. Cizinauskas, J. – Neumann, T. Vogtli, R. Equey, & A. Jaggy (2002): Genetic aspects of labrador retriever myopathy. Research in VeterinarScience. Vol. 73, no. 3, pp. 231-236. – CNM Project - ENV Alfort (2008a): Clinical Information - Raising a CNM Lab, [online]. [Access Date: 2008-11-20a]. Last update: 2008a. Availability: http://www.labradorcnm.com/pages/site/0-frame_site. html. – CNM Project - ENV Alfort (2008b): For the Veterinarian - Diagnosing CNM, [online]. [Access Date: 2008-11-20b]. Last update: 2008b. Availability: http://www.labradorcnm.com/pages/site/0-frame_site. html. – Cosford, K.L., S.M. Taylor, L. Thompson, & G.D. Shelton (2008): A possible new inherited myopathy in a young Labrador retriever. Canadian Veterinary Journal-Revue Veterinaire Canadienne. Vol. 49, no. 4, pp. 393-397. – Gortel, K., D.M. Houston, T. Kuiken, C.L. Fries, & B. Boisvert (1996): Inherited myopathy in a litter of Labrador retrievers. Canadian Veterinary Journal-Revue Veterinaire Canadienne Vol. 37, no. 2, pp. 108-110. – Kramer, J.W., G.A. Hegreberg, G.M. Bryan, K. Meyers, & R.L. Ott (1976): Muscle Disorder of Labrador Retrievers Characterized by Deficiency of Type-2 Muscle-Fibers. Journal of the American Veterinary Medical Association. Vol. 169, no. 8, pp. 817-820.

Tag en værdig afsked med dit kæledyr! Læs mere på www.kaeledyrskrematoriet.dk Du kan aflevere dit kæledyr til kremering hos os via dyrlægen eller personligt. Ring på tlf. 9623 6680.

Kæledyrskrematoriet v/Modtagestation Vendsyssel I/S

– Kramer, J.W., G.A. Hegreberg, & M.J. Hamilton (1981): Inheritance of A Neuromuscular – Disorder of Labrador Retriever Dogs. Journal of the American Veterinary Medical Association. Vol. 179, no. 4, pp. 380-381. – Laboklin (2008): Genetic - Genetic Diseases - Hereditary myopathy - Genetic testing for Hereditary myopathy in Labrador Retrievers (HMLR), [online]. [Access Date: 2008-11-20]. Last update: 2008. Availability: http://www.laboklin.de/frame. php?lang=en. – Mckerrell, R.E. & K.G. Braund (1986): Hereditary Myopathy in Labrador Retrievers - A Morphological-Study. Veterinary Pathology. Vol. 23, no. 4, pp. 411-417. – Mckerrell, R.E. & K.G. Braund (1987): Hereditary Myopathy in Labrador Retrievers -Clinical Variations. Journal of Small Animal Practice. Vol. 28, no. 6, p. 479-&. – Moore, M.P., S.M. Reed, G.A. Hegreberg, J.W. Kramer, J.E. Alexander, K.M. Meyer, & G.M. Bryan (1987): Electromyographic Evaluation of Adult Labrador Retrievers with Type-Ii Muscle-Fiber Deficiency. American Journal of Veterinary Research. Vol. 48, no. 9, pp. 1332-1336. – Pele, M., L. Tiret, J.L. Kessler, S. Blot, & J.J. Panthier (2005): SINE exonic insertion in the PTPLA gene leads to multiple splicing defects and segregates with the autosomal recessive centronuclear myopathy in dog (vol 14, pg 1417, 2005). Human Molecular Genetics. Vol. 14, no. 13, pp. 1905-1906. – Sharp, N.J.H., J.N. Kornegay, & S.B. Lane (1989): The Muscular-Dystrophies. Seminars in Veterinary Medicine and SurgerySmall Animal. Vol. 4, no. 2, pp. 133-140. – Tiret, L., S. Blot, J.L. Kessler, H. Gaillot, M. Breen, & J.J. Panthier (2003): The cnm locus, a canine homologue of human autosomal forms of centronuclear myopathy, maps to chromosome 2. Human Genetics. Vol. 113, no. 4, pp. 297-306. – VetGen (2008): CNM - Centronuclear Myopathy, [online]. [Access Date: 200811-20]. Last update: 2008. Availability: http://www.vetgen.com/canine-centronuclear-myopathy.html. – Watson, A.D.J., B.R.H. Farrow, D.J. Middleton, & J.B.A. Smyth (1988): Myopathy in A Labrador Retriever. Australian Veterinary Journal. Vol. 65, no. 7, pp. 226-227. – Whatman (2007): FTA® Nucleic Acid Collection, Storage and Purification, [online]. [Access Date: 2008-09-29]. Last update: 2007. Availability: http://www.whatman. com/FTANucleicAcidCollectionStorageandPurification.aspx.

af Knud Dahlgaard

Den daglige væskeomsætning over tarmvæggene overstiger det extracellulære væskerum betydeligt. Kun en lille del af den indtagne og secernerede væskemængde udskilles med fæces. Fra: Ettinger, Textbook of Veterinary Internal Medicine, Second Edition, W.B. Saunders Company , 1983

Diarre hos hund og kat Diarre, defineret som øget defækationsfrekvens, mere vandig fæces konsistens eller øget volumen pr defækation, er en af de hyppigste sygdomme/symptomkomplekser vi præsenteres for i klinikken. Farve, konsistens og defækationshyppighed varierer meget mellem raske individer (af samme race), derfor er det absolut nødvendigt at sammenholde de kliniske observationer med normaltilstanden, når man skal vurdere karakteren og graden af diarre. Foderet er den faktor, der har størst betydning for udseende og konsistens af fæces. Dyr der spiser tørfoder afleverer større volumen fæces, som tillige er blødere og ”tungere” (større vægtfylde) end fæces fra dyr, der spiser dåsemad eller hjemmelavet foder. Det er vigtigt at understrege, at

diarre ikke nødvendigvis er indikation på primær gastrointestinal lidelse, men kan være en del af symptombilledet i forbindelse med fx hundesyge, hypertyreoidisme hos kat og Addisons disease. Det har bl.a. betydning for terapien, idet behandlingen som hovedregel skal rettes mod den underliggende sygdom.

Salt og væske balance Mave-tarmkanalen med de tilhørende organer lever og pancreas skal betragtes som et integreret system, der forsyner kroppen med væske, føde og ioner. Nedsat eller kompromitteret funktion af en del af systemet påvirker den øvrige del, og selv om funktionen kan forstyrres på mange forskellige måder, vil resultatet næsten altid være opkast eller diarre. Væskeomsætningen i mave-tarmkanalen er enorm. Selv om man kunne tro, at der slet og ret er tale om, at systemet præsenteres for en vis mængde drikkevand dagligt, hvoraf det meste absorberes og en lille del udskilles igen med fæces, så er det langt fra den fulde sandhed. Som det fremgår af fig. 1 passerer en større væskemængde ind i proximale ileum hver dag, en del stammer fra drikkevand og foder, men den største del kommer fra sekretion i spytkirtler, ventrikel, lever (i form af galde), pancreas og tyndtarmen. Den væskemængde, der dagligt tilføres tyndtarmen, overstiger faktisk kroppens extracellulære væskevolumen, og hvis denne væske ikke absorberes igen, er det naturligt, at dehydrering hurtigt opstår.

Klassifikation af diarre Diarre kan klassificeres på flere fordyrlæge magasinet 1

19

skellige måder bl.a. efter lokalisation tyndtarm/tyktarm, efter varighed akut/ kronisk, efter patofysiologiske kriterier – osmotisk, sekretorisk, exudativ og abnorm motilitet – og efter etiologi. Selv om det ikke er absolut nødvendigt med en præcis klassifikation for at behandle en patient med diarre, er det dog hensigtsmæssigt at have en ide om lokalisation tyndtarm/ tyktarm og om varighed akut/kronisk. Her er anamnesen en god hjælp, ud fra den kan man som regel afgøre, om diarreen er akut eller kronisk, og den giver endvidere en god indikation af lokalisationen. Diarre med udspring i tyndtarmen er som oftest karakteriseret ved øget defækationsfrekvens og afgang af store mængder (mere end normalt) blød til vandig fæces. Tenesmus (trængninger) og dyschezia (smerte ifm. defækering) er i højere grad typisk for tilstande i tyktarmen, mens akut defækationstrang, hvor patienten har svært ved at holde sig, typisk ses i forbindelse med alvorlig akut diarre. Se i øvrigt Skema 1.

Klinisk undersøgelse Sammen med anamnesen kan den kliniske undersøgelse give svar på, om der skal foretages yderlige undersøgelser, og hvor hurtigt der skal handles. Almentilstand, hydreringsgrad og eventuel bugværn er vigtige parametre.

Nedstemthed og dehydrering sammen med akut diarre tyder på, at der kan være tale om en infektiøs eller toksin relateret årsag. Vær opmærksom på symptomer på sepsis ( feber eller hypotermi, tachycardi, tachypnoe og shocksymptomer i form af blege slimhinder , kolde eksstremiteter og øget kapillærfyldnings tid). Opkneben bug og krum ryg tyder på abdominal smerte. Hvis patienten sætter sig for at defækere, noteres det, om defækering er smertefuldt og om der er trængninger. Abdomen palperes for hævelser i tarmgebetet som tegn på inflammation, tumor eller tarminvagination. Rectal eksploration foretages hos hunde for at undersøge for forsnævring/striktur, fremmedlegeme og tumor. Desuden kan der ved samme lejlighed fås en frisk fæcesprøve for at se farve, konsistens mv. af fæces og evt. foretage mikroskopisk undersøgelse af en smear (ganske lidt fæces i en dråbe saltvand).

hurtig beslutning om videre undersøgelser i form af bloprøver, røntgen eller scanning og om hurtig terapeutisk indsats. Ved kroniske eller intermitterende symptomer må man også (uden at det haster) overveje videre udredning blodprøver, fæces undersøgelser (bakteriologisk, parasittologisk), scanning, røntgen endoskopi mv. Lokalisationen af diarreen tyndtarm/ tyktarm spiller ligeledes en rolle for de videre overvejelser. I mange ukomplicerede tilfælde vil man fravælge videre undersøgelser og gå direkte over til konservativ/empirisk behandling – faste, diæt, stoppende medikamenter, probiotika etc. etc.

Diagnostisk plan På baggrund af anamnesen og den kliniske undersøgelse må man nu lægge en plan for eventuelle videre undersøgelser. Ved perakutte symptomer som hyppig opkastning, blodig diarre, dehydrering, abdominal smerte må der træffes

Parameter

Tyndtarm

Tyktarm

Fæces -voluemen -slim -melæna -blod -steatorre -ufordøjet foder -farve

væsentlig øget sjælden kan være tilstede ved akut hæmorrhagisk diarre ved maldigestion eller malabsorption kan være til stede v. maldigestion varierer - brun, gul, grøn, orange lerfarvet

normal eller let øget almindeligt forekommende ikke tilstede sjælden ikke tilstede ikke tilstede farveændring sjælden

Defækation -akut defækationstrang -trængninger -frekvens -smerte ved defækation

kun i akutte og meget alvorlige tilfælde ikke tilstede øget til 2-3 gange normal ikke tilstede

oftest tilstede men ikke altid ses ofte som regel mere end 4 gange normal ses ved lidelser i distale colon og rectum

sjælden ofte kan forekomme v. maldigestion og malabsorption ofte

sjælden sjælden ikke tilstede

Andre symptomer - vægttab - opkast - fatulens og borborrygmia (maverummel) - dårlig ånde (som ikke stammer fra mundhuleproblemer)

ikke tilstede

Differentiering af symptomer ved diarre udgående fra henholdsvis tyndtarm og tyktarm.

Fordøjelsesproblemer? Ny forbedret SPECIFIC™ Digestive Support - DEN RETTE VEJ Styrket immunsupport: Tilsætning af beta-1,3/1,6-glukaner, æggeimmunglobuliner samt MOS. Effektiv lugtgenekontrol: Yuccaekstrakt reducerer lugtgener fra afføring og tarmluft. Tarmbeskyttende sammensætning: Psylliumfrøskaller, zeolit, FOS og roetrævler giver en god beskyttelse af tarmkanalen og fremmer en sund tarm.

Kontakt din lokale Dechra salgskonsulent eller besøg www.dechra-eu.com, hvis du vil vide mere.

Hvalpesocialiseringskurser – en fordel for hvalpen, ejeren og klinikken!

Af Dyrlæge Pernille Blok-Riisom

Siden 2004 har Fasanvejens Dyreklinik tilbudt hvalpesocialiseringskurser til hvalpe mellem 8 og 16 uger samt deres ejere. Kurset kører kontinuerligt året rundt med to ugentlige hold. Der er mulighed for at deltage 8 gange, hvis hvalpen starter, når den er 8 uger gammel, ellers reduceres antallet af undervisningsgange afhængigt af hvalpens alder, da hvalpene stopper, når de er 16 uger gamle. Der afholdes desuden en teoriaften, uden hund hver anden måned med et fast program. Træningen er baseret på princippet positiv forstærkning, hvor al ønskværdig adfærd belønnes.

Formål med kurset Hensigten er at skabe en velafbalanceret og socialiseret hund, der fremover vil være nysgerrig og initiativrig og ikke utryg ved nye oplevelser eller ting, den møder. Hvalpene, der i denne fase af livet er mere modtagelige for nye input tilvænnes alle de oplevelser og dagligdagsting, som fremover skal være en na-

turlig del af deres hverdag. Hvalpene vil ligeledes blive miljøtrænet og lære lidt basal lydighed udover den væsentlige socialisering.

Indhold Undervisningen foregår både på klinikken i et dertil indrettet undervisningslokale samt ude i byen. Hvalpene og deres ejere præsenteres for følgende emner: Plejehjemsbesøg, hvor der er fokus på at få vænnet hvalpene til personer i en anden aldersgruppe, end dem de ser til daglig. Hvalpene får yderligere set en rollator, en kørestol og vi tager en tur med en gammel rumlende elevator. Beboerne får en positiv oplevelse og vi har vores faste besøgspersoner, som ser frem til vores jævnlige besøg. Tog og Metro tager vi også en tur med, så hvalpene kan tilvænnes denne transportform. Vi opfordrer ligeledes ejerne til at tage en tur med bussen, køre i bil og gerne en cykeltur med hvalpene fastspændt i en dertil indrettet cykelkurv eller anhænger. Håndtering er et emne, som både ejere og personalet på klinikken drager stor fordel af. Her vænner vi hvalpene til at få klippet kløer, tjekket ører, mund, børstet tænder, pelspleje og lignende. Desuden lærer ejer og hvalp øvelsen ”ro på”, som de kan anvende i mange forskellige situationer i hverdagen, da den virker afslappende. Børn sørger vi også for, at hvalpene får stiftet bekendtskab med, da det ikke er alle hvalpe, som havner i en børnefamilie. Vi har et fast tilknyttet børnepanel, som består af børn i flere forskellige aldersgrupper og af begge køn, der fungerer som hundeklappere. Leg er noget, der hver gang er mulighed for, så hvalpene kan lære at få en naturlig og hensigtsmæssig omgang med andre hunde. De lærer, hvordan de skal kommunikere med andre og får udbygget og styrket deres dæmpende

signaler. Derudover lærer de ”bidehæming”, så de fremover bider med en blød mund, der ikke vil forvolde skade på andre hunde eller mennesker. Lyde al alle karakterer skal hvalpene også vænnes til. Når alle hvalpe er trygge i undervisningslokalet sætter vi en cd på med enten lydene af fyrværkeri eller hverdagslyde, så dette ikke fremover bliver noget, de frygter. Racekendskab er et emne, der kræver lidt forberedelse fra ejerens side, så de kan blive bekendt med hvilken hund, de reelt har anskaffet sig. Vi snakker om hvilke racespecifikke egenskaber deres hvalpe har og dette kæder vi ofte sammen med emnet: Aktivering, hvor vi snakker om hvilke aktiviteter, der er anvendelige til at træne hvalpene mentalt. Der er grundet de forskellige racer forskel på hvilke aktiviteter, der er hensigtsmæssige til de forskellige hvalpe. Renlighed og alene hjemme tilvænning er to emner, der optager ejerne meget og desuden er det væsentligt at få sat fokus på disse områder fra starten af, så ejerne kan starte træningen langsomt og forsigtigt op, så der kan dannes et trygt og solidt fundament for en selvstændig hund, der er tryg ved at være alene og som har lært at være renlig.

Indkald og ”gå pænt i snor” er et par af de lydighedsøvelser, der trænes i på kurset. Vi mener, det er vigtigt at få lært hvalpen allerede fra starten af at komme, når deres ejere kalder, da dette giver dem større bevægelsesfrihed og dermed mulighed for at få deres nysgerrighed for at undersøge omgivelserne stillet. Vi udnytter tillige, at hvalpene i denne aldersgruppe er meget knyttet til deres ejere og dermed holder sig tættere til dem. At gå pænt i snor er oftest et stort problem for de fleste hunde og deres ejere, men hvis ejerne allerede fra starten af lærer deres hvalpe ikke at trække i snoren, så bliver det lettere senere i livet, end at de på sigt skal aflære de dårlige vaner! Teoriaften er en undervisningsaften, hvor ejerne får en beskrivelse af hvalpens udvikling, indtil den er 16 uger gammel. Der lægges vægt på at forklare, hvorfor socialiseringen er så vigtig og hvilken opgave, de som ejere af en hvalp imellem 8 og 16 uger er stillet overfor. Der vises film af hunde i forskellige situationer, så ejerne får kendskab til hundenes dæmpende signaler. Disse signaler/kropssprog fokuserer vi også på i den daglige undervisning. De generelle problemer, der opstår, når hunde og mennesker skal kommunikere bely-

ses og ejerne udstyres med viden omkring den praktiske indlæringspsykologi.

Effekten af kurset – for hvalpen De hvalpe, der har gået på hvalpekursus går glade og forventningsfulde ind i klinikken og er generelt meget nysgerrige efter at snakke med både andre hunde og mennesker i venteværelset. De hopper nemt på vægten og løber ind i undersøgelseslokalet, når de kaldes ind til konsultation. Hvorvidt hvalpe fra socialiseringskurset har færre adfærdsproblemer senere i livet end hvalpe, der ikke har gået på holdet er endnu uvist, men veterinærsygeplejerske Tina Mikkelsen er for tiden ved at lave en undersøgelse, der skal klarlægge dette aspekt.

– for ejeren På det tidspunkt, hvor ejerne netop har fået deres nye familiemedlem er de meget motiverede for at gøre en grundig indsats, så deres hvalp får den bedste start og de får lagt grundlaget for et godt samspil mellem dem og deres hvalp. I denne fase tilbydes de viden og håndteringsmæssige redskaber, så dyrlæge magasinet 1

23

opbygningen af relationen: hund/ejer forløber så ukompliceret som muligt. Ejere af hunde, der har gået på hvalpesocialiseringskurset beretter ofte, at deres hunde nærmest trækker dem af sted, når de nærmer sig klinikken, ikke for at komme væk, men for at komme ind af døren til det sted, som de forbinder med udelukkende positive oplevelser. Når hunden er glad, så er ejeren oftest også glad! Den største ros, jeg har modtaget i forbindelse med kurset var fra en mandlig kursusdeltager, der ved kursets afslutning kom op og sagde, at hans 8-årige datter havde sagt til ham, at han efter han startede på kurset var blevet en bedre far! Han havde opdaget, at han ubevist var begyndt at anvende de samme psykologiske indlæringsprincipper overfor børnene, som overfor hvalpen.

– for dyrlægen/klinikken Hunde, der har deltaget på hvalpesocialiseringskurset er lettere at undersøge, de er udadvendte og modtagelige for godbidder, hvilket letter undersøgelsesproceduren for dyrlægen. Kurset knytter klienterne stærkere til klinikken, da både ejer og hund er

positivt indstillet og allerede fra starten af deres nye liv sammen har fået et godt tilhørsforhold til stedet og personalet på klinikken. Den mundtlige omtale af kurset fra tidligere deltagere til nye klienter er uvurderlig reklame og der er mange af de nye hvalpeholdsdeltagere, der har fået kurset anbefalet af tidligere deltagere!

Den første konsultation Da Fasanvejens Dyreklinik generelt lægger stor vægt på at socialisere hvalpe, sørger vi for, at når hvalp og ejer kommer til vaccination, når hvalpen er 8-9 uger gammel afsættes en halv time, så der er mulighed for at give både hvalp og ejer en positiv oplevelse til det at være hos dyrlægen. Der tages først en rolig snak inden undersøgelsen af hvalpen, hvor ejeren præsenteres for muligheden for at deltage på hvalpesocialiseringskurset udover den generelle snak om vaccination, ormekur, chipmærkning, racemæssige udfordringer med mere. Ejerne har ligeledes mulighed for at få svar på alle de spørgsmål, som de måtte have til deres hvalp, både sundhedsmæssigt og adfærdsrelateret. Imens snuser hvalpen rundt på gulvet og får gjort sig bekendt med konsul-

tationslokalets faciliteter. Der er altid mange belønninger og en fyldt Kong gør underværker, når hvalpen skal vaccineres!

”Hvalpetimen” Det nyeste tiltag på klinikken er et tilbud til hvalpeejere, som ikke deltager på hvalpesocialiseringskurset eller hvalpeejere, der ønsker individuel og yderligere vejledning, end de får på kurset. Initiativet er taget af vores veterinærsygeplejerske Tina Mikkelsen, der tilbyder en times intensiv undervisning/spørgerunde ud fra ejerens ønsker til emner og specifikke problemer, de måtte have med deres hvalp. Socialisering og positiv forstærkning kan anvendes i mange af de opgaver, vi stilles overfor som personale på en dyreklinik. Ved at anvende disse principper knytter vi både patienter og deres ejere tættere til klinikken og hverdagens gøremål bliver mere udfordrende, sjovere og mere tilfredsstillende for alle involverede parter!

Fiskeolje 87,5x128,5:Layout 1

20-10-09

20:22

Side 1

Dr. Baddakys Fiskeolie Omega-3 af højeste kvalitet Et anbefalet kosttilskud til hund, kat og hest

Det enkle liv – fransk landidyl i smukke omgivelser

Se www.cotedor.dk

Nu også i Danmark

www.swevet.dk

dyrlæge magasinet 1

25

Boganmeldelse af Forsøgsdyrhåndbogen Lærebog for kategori B Af bioanalytiker Lykke Hagelskjær og dyrlæge, ph.d. Aage Kristian Olsen Alstrup, PET-centret, Århus Universitetshospital

Forsøgsdyrhåndbogen er skrevet som en lærebog i forsøgsdyrkundskab for bioanalytikere, dyreteknikkere og akademikere, der skal medvirke til dyreforsøg. Den er tilpasset undervisning på kategori B-kurset, der er obligatorisk for alle, der skal medvirke til praktisk at udføre dyreforsøg, men som ikke behøver søge sine egne tilladelser. Det er tredje udgave af Forsøgsdyrhåndbogen, og som for de tidligere udgaver er den redigeret af lektor, ph.d. Thomas C. Krohn fra KU LIFE. Den er skrevet af tidligere og nuværende medarbejdere på Forsøgsdyrenheden på KU LIFE.

Let-læselig lærebog Generelt fremtræder bogen som overskuelig med mange korte kapitler, hvilket fremmer læsningen. Samtidigt er der i mange kapitler givet eksempler, som på fin vis letter forståelsen af fagets teorier. Sproget er generelt let at læse og forstå, omend der undertiden er brugt veterinærfaglige udtryk, som med fordel kunne have været forklaret i teksten. Bogen er bagerst udstyret med en omfattende gloseliste, som er meget brugbar for tilegnelsen af stoffet. Teksten er desværre nogle steder skæmmet af trykfejl, som forfatterne burde have fjernet gennem en mere grundig korrekturlæsning. Trykfejlene er dog sjældent meningsforstyrrende, og de er derfor af mindre betydning for tilegnelsen af stoffet.

1. Dyreetik og velfærd Bogen indledes med to væsentlige spørgsmål: For det første om vi er etisk forpligtede overfor forsøgsdyrene, og for det andet, hvordan vi kan vide, om dyrevelfærden er i orden? Herefter følger en kort præsentation af etiske argumenter for og i mod dyreforsøg. Vi når langt omkring: lige fra Aristoteles til moderne rettighedsetik. Den begrænsede

plads gør det umuligt at yde de forskellige standpunkter fuld retfærdighed, men det er lykkedes at skrive kapitlet på en spændende måde, der giver læseren lyst til at vide mere om emnet. Og så har man jo nået meget med sådan et etikkapitel.

2. Dyreforsøgslovgivningen I det andet kapitel er såvel den danske som den internationale lovgivning for dyreforsøg beskrevet. Kapitlet giver et godt overblik over lovgivningen, men den giver kun få praktiske anvisninger på, hvordan forsøgsdyr skal behandles ifølge loven. Det er derfor fint, at flere af de danske love er trykt som bilag bagerst i bogen. Et andet positivt træk ved kapitlet er, at det indeholder et konkret eksempel på en tilladelse til dyreforsøg. Det illustrerer nemlig bedre end mange forklaringer, hvordan tilladelser typisk er udformet.

3. Planlægning og evaluering af dyreforsøg Dette ret korte og teoretiske kapitel omhandler dyremodeller, og hvordan man designer et dyreforsøg. Kapitlet indeholder mange gode eksempler, som er med til at gøre det ellers teori-tunge emne mere forståeligt.

4. Håndtering, hold og brug af forsøgsdyr Kapitlet er ret centralt for bogen, da det omhandler mange af de praktiske procedurer, som teknikere udfører på forsøgsdyrene. Den flittige brug af billeder, der illustrerer, hvordan man håndterer dyrene, tager blodprøver, injicerer teststoffer med mere, er et fint supplement til læsningen af teksten. Man kunne måske have ønsket sig, at nogle af billederne var lidt større, da man ellers skal koncentrere sig meget for at studere dem. Kapitlet afsluttes med en glim-

Fors ø gsdyrhå nd bogen Håndbog for kategori B kursus. 3. udgave. Institut for Veterinær Sygdomsbiologi. Det Biovidenskabelige Fakultet. Københavns Universitet. 98 sider. Trykt hos SL-grafik. ISBN 978-87-989057-3-8. Skrevet af: Kirsten Dahl, Axel Kornerup Hansen, Thomas C. Krohn (tillige redaktør), Dorte Bratbo Sørensen og Malene Muusfeldt Birck.

rende oversigt over, hvordan forsøgsdyr opstaldes.

5. Analgesi, anæstesi og eutanasi Dette kapitel, der ligesom det foregående kapitel er centralt i bogen, indledes med en teoretisk gennemgang af smertens biologi, og hvordan smertestillende lægemidler virker. Herefter følger en gennemgang af, hvordan forsøgsdyr bliver bedøvet. Afsnittet har fokus på gnavere, og der er desværre kun få oplysninger om grise, hunde, kaniner og andre forsøgsdyr. Kapitlet afsluttes med et kortere afsnit om aflivning af forsøgsdyr.

Forsøgsdyrhåndbogen Håndbog for kategori B kursus

· 3. udgave

Institut for Veterinær Sygdo Redigeret af Thomas C. msbiologi · Det Biovidenska Krohn belige Fakultet · Køben havns Universitet

akademikere, som bogen er målrettet mod.

9. Forsøgsdyrs adfærd

Kapitlet indledes med en introduktion til arvelighedslære. Herefter følger en gennemgang af begreberne indavl, udavl, og hvordan man frembringer genmodificerede forsøgsdyr. Kapitlet afsluttes med nomenklaturreglerne for forsøgsdyr. Det kan diskuteres, hvorvidt det er relevant for bogens målgruppe at kende disse regler, da de i praksis sjældent bliver brugt og endog kun kendes af få forskere.

Bioanalytikere og andre teknikerne er næst efter dyrepasserne dem, der ser mest til forsøgsdyrene. Derfor er det prisværdigt, at bogen indeholder et omfattende kapitel om forsøgsdyrenes adfærd og velfærd, som giver dem gode forudsætninger for at opdage, hvis forsøgsdyrene har det dårligt. Kapitlet gennemgår såvel den normale som den sygelige adfærd, og det diskuteres på fin vis, hvordan begreberne adfærd og velfærd hænger sammen. Det virker dog lidt rodet, at dyrevelfærd er omtalt i såvel bogens kapitel 1 som her. Al omtale af dyrevelfærd kunne med fordel være samlet i et enkelt selvstændigt kapitel i bogen.

7. Sundhedskontrol og sygdomme

10. Miljøfaktorers betydning for dyreforsøg

Efter en kort gennemgang af infektioner hos forsøgsdyr, gennemgås forskellige principper for sundhedskontrol og metoder til at undgå infektioner på. Kapitlet er fint illustreret og har et passende omfang i forhold til emnets vigtighed for læserne.

Kapitlet om miljøfaktorer giver læseren indblik i, hvorfor man skal være meget omhyggelig, når man designer og udfører dyreforsøg. Kapitlet er naturligvis ikke udtømmende, men det indeholder mange gode eksempler på, hvordan tilsyneladende små ændringer i et forsøgs design eller udførelse kan få stor betydning for resultaterne.

6. Avl af forsøgsdyr

8. Fodring og ernæring Kapitlet om fodring giver overblik over, hvordan forsøgsdyr sikres en god ernæring. Også den praktiske fodring bliver behandlet, omend denne del af arbejdet i praksis ikke udføres af de teknikere og

11. Arbejdsmiljø Op mod hver tredje medarbejder udvikler allergi mod forsøgsdyr, og hver tiende udvikler tillige astma. Det er

Bogen kan købes ved henvendelse til Axel Kornerup Hansen ([email protected]). Prisen er 300 kr. + moms. Ved 10 stk. 250 kr. pr. stk. + moms. Ved 25 stk. 200 kr. pr. stk. + moms. derfor godt, at bogen indeholder et velskrevet kapitel om arbejdsmiljø. Kapitlet beskriver også andre farer, som medarbejderne skal være opmærksom på, ligesom der også gives konkrete anvisninger på, hvordan farerne bedst kan undgås.

12. Alternativer og de tre R´er Bogens sidste kapitel omhandler alternativer til dyreforsøg, human endpoints og de 3 R´er. Omtalen af human endpoints er ret kortfattet, selvom emnet er meget vigtigt for alle dem, der i praksis udfører dyreforsøg, og som således må være i stand til at vurdere, hvornår et dyreforsøg skal stoppes. Omtalen af de 3 R´er kunne med fordel være flyttet om til etik-kapitlet.

Samlet vurdering Alt i alt er der tale om en glimrende og let-læst lærebog i dyreforsøg for dem, der medvirker til at udføre forsøgene. Forfatterne skal roses for at have skrevet en lærebog på dansk, hvilket er en stor fordel for tilegnelsen af stoffet. De tolv kapitler giver et godt samlet overblik over faget forsøgsdyrkundskab. Bogen kan således anbefales som grundbog på kategori-B-kurset. Men da emnerne i bogen kun er behandlet kortfattet, bør der i undervisningen lægges vægt på også at præsentere andre bøger og artikler, der på en mere grundig måde gennemgår vigtige aspekter af forsøgsdyrkundskab.

dyrlæge magasinet 1

27

produktinformation

Ny giftfri beskyttelse af kæledyr

Om teorien bag opdagelserne

AF CIVILINGENIØR PER TOPSØE-JENSEN

Om spanske opdagelser, patenter og godkendelser Professor Jose Rodriguez fra Madrids Veterinære Universitet forestod i juni 1998, en undersøgelse kaldet: ”Insekticid evaluering af Catan’dogs antiparasitære diskette mod Rhipicephalus sanguineus (hussflåten/den brune hundeflåt) under naturlige forhold.” Projektet varede i 2 måneder og omfattede målinger på grupper af hunde i et landligt område i Spanien, hvor den naturlige prevalence af flåter og lopper var den største i landet. Forsøget var simpelt, idet målingerne omfattede den effekt, som det måtte have på flåt infestationen efter at hundene begyndte at bære ”Catan ’dogs antiparasitære diskette.” 25 hunde, en blanding af blodhunde og pyrenæiske hyrdehunde, blev brugt til forsøget. 15 af hundene fik en antiparacitær diskette på og 10 blev brugt til kontrol. Ingen af hundene havde i det forgange år modtaget antiparasitær behandling. Undersøgelsen viste en stor reduktion i antallet af flåter efter dag 28 og ingen flåter efter 61 dage hos de hunde der bar disketten, hvorimod der ikke sås nogen ændringer i antallet af flået, hos de ubehandlede hunde efter dag 28 og 61. Ligeledes sås der også en reduktion i antallet af lopper - Pullex irritans - på den gruppe af hunde der bar disketten og ingen reduktion af lopper i kontrolgruppen. Flere detaljer kan ses på www.catandogs.net Siden disse undersøgelser i 1998,

traditionelle giftige flåtmidler, hvilket har medført en tendens hos dyreejerne til at bruge større doser og hyppigere administration af disse præparater. Dette har medført flere beklagelige forgiftninger, mange generelle bivirkninger endda dødsfald hos kæledyr. Disse forhold, samt med et mere generelt ønske om at undgå behandling af kæledyr med giftige præparater, har foranlediget at firmaet Vet Quality Products I/S i august 2009 blev importør af produktet. Læs mere på www.flåtstop.dk

og frem til i dag har den antiparacitære diskette beskyttet hundredtusinde hunde og katte over hele verden, og den antiparasitære diskette har udvist effekt overfor mange forskellige typer af flåter og lopper. Diskettens effekt aftager over to år til 70%, hvorefter den udskiftes. Hvor kommer effekten fra? Jo, når disketterne på dyrenes halsbånd bevæges i jordens magnetfelt, så genereres der strømme i disketten, som beskrevet af fysikeren LENZ i 1835. (LENZ lov). Det grundlæggende patent er spansk med nr 211.8000. For at tillade kommercielt salg er produktet i USA certificeret med EPA nummer 74920-ESP001 og i Europa for at tillade salg fra apoteker med PHARMA CENTRAL I.D. numre PZN 0547135 i Tyskland og PZN 2217270 i Østrig.

Den antiparacitære disk i Skandinavien I hele Skandinavien forårsager en voksende bestand af dyrevildt, at områderne med flåter udbredes og antallet af flåter øges. Derudover trives flåterne i det mere varme og fugtige vejr, som vi oplever i Norden i disse år, og grænsen for flåternes udbredelse rykker hele tiden længere mod nord. En nyligt foretaget dansk undersøgelse viser, at mere end 700.000 kæledyr og 64.000 kæledyrsejere forventes at ville blive ramt af flåtbid i 2009. Mange kæledyrsejere rapporterer, at lopperne og flåterne på deres kæledyr er blevet mere resistente over for de

Fra det syttende århundrede har menneskene lært de elektromagnetiske bølger at kende, først i forbindelse med jævnstrøm fra batterier, senere fra vekselstrøm fremkommet ved at dreje en spole rundt i et magnetfelt og derved lave strøm. Stor var overraskelsen i slutningen af det nittende århundrede, da man opdagede, at det kun var en særlig gruppe elektromagnetiske bølger, man kendte og beherskede, nemlig vektor (tvær) bølgerne. De skalare (længde) bølger så pludselig dagens lys ved fysikerens Nikola Tesla’s banebrydende arbejder og patenter. Det er to bølgetyper med væsens forskellig natur og væsentlig forskellige egenskaber, men begge er elektromagnetiske bølger. Ja, egenskaberne er så dramatisk anderledes mellem de to bølgetyper, at mange ikke kan tro på opdagelserne og egenskaberne første gang man hører om dem, hvilket ikke er svært at forstå. Man kan ikke måle de skalare bølger med almindelige måleinstrumenter. De skalare bølger er vedblivende, stående bølger. De skalare bølger kan transportere energi (uden ledninger). Det ”lufttomme” rum = vakuum er fyldt med energi i form af skalare bølger. Elektriske apparater er nu under konstruktion ”i et USA venligt land” for at: 1. udtrække energi fra vakuum 2. Udtrække mere end der forbruges af apparater med en apparatstørrelse 2,5 -10 kwh pr stk.; apparaterne er sammenkoblelige. 3. Apparatet kaldes en MEG, en forkortelse af Motionless Magnetic Genedyrlæge magasinet 1

29

rator, og selskabet hedder Magnetic Energy Limited. Arbejdet sker under US Patent 6.362.718 udstedt 26-032002. Bølgehastigheden af skalare bølger er 1,4-1,5 x lysets hastighed. Skalare bølger kan fæstnes til metal ved hjælp af en dipol, og herefter udsendes de i meget lang tid med konstant styrke. Feltstyrken kan varieres. Skalare bølger trænger igennem alt, også et Faraday’s bur, som kan holde de almindelig kendte elektromagnetiske bølger ude.

Nutidige og fremtidige muligheder Allerede ved Nikola Tesla’s udtagelse af patenter fra år 1900 åbnede der sig store muligheder i verden, den vigtigste måske nok udtagelse af mere energi fra vakuum end brugt til at gøre dette. Og i et apparatur uden bevægende dele!

Medens nogle var begejstrede, var andre straks betænkelige: Politikere og leverandører af el. Hvis hvert hus fik sin egen strømkilde ville kraftværkernes kapacitet skrumpe alvorligt ind og politikerne ville miste magt. Bevillingerne til Nikola Tesla blev standset og chikane satte ind i USA på mange andre fronter. Lærebøger, der i den første del af det tyvende århundrede beskrev de skalare bølgers teori, blev reviderede og afsnittene om teorien forsvandt. Et sted blev intet glemt: I militæret. Kraftige og meget frygtindgydende våben er blevet udviklet og besiddes nu af 5 lande. Heldigvis kan sandheden sjældent undertrykkes fuldstændigt blandt mennesker, og der er nu en stor indsats i gang for at bruge de skalare bølgers teknologi til gavn for mennesker og dyr. Consumer Health har en hjemmeside www.consumerhealth.org om brugen af denne nye teknologi, om hvilke syg-

domme og lidelser hos mennesker, der kan behandles og hvor. Et erfaringsmateriale ved behandling af mennesker er ved at blive skabt. De dristigste teknologer forudsiger, at alle ”dårligdomme” kan behandles, nogle endda fuldstændigt. I USA sælges allerede i dag håndholdte laserapparater med skalare bølger som supplement til laserbølgerne. Spanske og amerikanske forskere har hver for sig udviklet teknologier med forskellige feltstyrker af skalare bølger til behandling af dyr, og produkter er blevet solgt kommercielt i ca. 10 år til beskyttelse af kæledyr, i USA yderligere også til mennesker og heste. Der kan næppe være tvivl om, at de skalare bølger i fremtiden vil blive brugt mere og mere og til mere og mere, både til glæde og gavn for mennesker og dyr. Hvor modstanden er størst vil det naturligvis gå langsomst; det er tydeligt, at det fjerne Østen er langt fremme med brugen af denne ”nye” teknologi.

PRODUKTINFORMATION - Vetergesic® vet. buprenorphin. Beskrivelse: Buprenorphin er et potent, langtidsvirkende analgetikum, der virker på opioidreceptorer i centralnervesystemet. Buprenorphin kan potensere effekten af midler, som påvirker centralnervesystemet, men har kun begrænset sedativ effekt i sig selv. Indikationer: Postoperativ analgesi til hund og kat. Potensering af de sedative effekter af midler, som påvirker hundens centralnervesystem. Kontraindikationer: Må ikke administreres intratekalt eller periduralt og må ikke anvendes præoperativt ved kejsersnit. Særlige forsigtighedsregler vedrørende brugen: Særlige forsigtighedsregler for dyret: Buprenorphin kan forårsage respirationsdepression, og der skal som ved andre opioider udvises forsigtighed ved behandling af dyr med nedsat respirationsfunktion eller dyr, der får lægemidler, som kan forårsage respirationsdepression. Ved nedsat nyre-, lever- eller hjertefunktion eller chok kan der være en større risiko forbundet med brugen af produktet. Sikkerheden er ikke undersøgt fuldt ud for klinisk svækkede katte. Buprenorphin skal anvendes med forsigtighed til dyr med nedsat leverfunktion, særligt sygdomme i galdevejene, idet stoffet metaboliseres af leveren, og dets styrke og virkningstid kan påvirkes hos disse dyr. Sikkerheden ved brugen af buprenorphin er ikke påvist for dyr under 7 uger. Sikkerheden ved langvarig brug af buprenorphin til katte er ikke undersøgt ved mere end 5 fortløbende dages administration. Virkningen af et opioid ved hovedtraume afhænger af skadens type og sværhedsgrad samt af den anvendte respirationsunderstøttelse. Produktet skal anvendes i overensstemmelse med den behandlende dyrlæges vurdering af fordele og risiko. Særlige forsigtighedsregler for personer, der administrerer lægemidlet: I tilfælde af selvinjektion eller indtagelse af produktet skal der straks søges lægehjælp, og indlægssedlen eller etiketten skal vises til lægen. I tilfælde af øjen- eller hudkontakt skal øjet eller huden straks skylles grundigt med rindende koldt vand. Søg lægehjælp ved vedvarende irritation. Bivirkninger: Der kan forekomme salivation, bradykardi, hypotermi, agitation, dehydrering og miosis hos hunde og i sjældne tilfælde hypertension og takykardi. Mydriasis og tegn på eufori (overdreven spinden, rastløs gang frem og tilbage, gnubben med hovedet) forekommer ofte hos katte og forsvinder normalt inden for 24 timer. Buprenorphin kan forårsage respirationsdepression.Når produktet anvendes til analgesi, ses sedation sjældent, men kan forekomme ved højere doser end anbefalet. Drægtighed og diegivning: Drægtighed: Må kun anvendes efter dyrlægens vurdering af risk-benefit-forholdet. Må ikke anvendes præoperativt ved kejsersnit pga. risikoen for respirationsdepression hos afkommet og må kun anvendes postoperativt under udvisning af særlig forsigtighed. Diegivning: Må kun anvendes efter dyrlægens vurdering af fordele og risiko. Jf. produktresuméet for yderligere oplysninger. Interaktioner: Buprenorphin kan forårsage nogen døsighed, der kan forstærkes af midler, som påvirker centralnervesystemet, herunder beroligende midler, sedativa og hypnotika. Evidens hos mennesker indikerer, at terapeutiske doser buprenorphin ikke reducerer den analgetiske effekt af en opioidagonist i standarddoser, og at der ved standard terapeutiske doser af buprenorphin kan administreres opioidagonist i standarddoser uden at svække den analgetiske effekt. Det frarådes dog, at buprenorphin anvendes sammen med morfin eller andre opioidlignende analgetika, f.eks. etorfin, fentanyl, pethidin, metadon, papaveretum eller butorfanol. Buprenorphin er anvendt sammen med acepromazin, alfaxalon/alfadalon, atropin, dexmedetomidin, halothan, isofluran, ketamin, medetomidin, propofol, sevofluran, thiopental og xylazin. Når buprenorphin anvendes sammen med sedativa, kan de depressive effekter på hjertefrekvens og respiration forstærkes. Dosering: Gives i.m. eller i.v. Postoperativ analgesi - hund. 10-20 µg/kg (0,3-0,6 ml pr. 10 kg). Gentages om nødvendigt efter 3 - 4 timer med 10 µg/kg eller efter 5 - 6 timer med 20 µg/ kg. Postoperativ analgesi - kat. 10-20 µg/kg (0,3-0,6 ml pr. 10 kg). Gentages om nødvendigt én gang efter 1 - 2 timer. Potensering af sedation - hund. 10-20 µg/kg (0,3-0,6 ml pr. 10 kg). Mens den sedative effekt indtræder inden for 15 minutter efter administration, viser den analgetiske virkning sig efter ca. 30 minutter. Produktet skal administreres præoperativt som en del af præmedicineringen for at sikre tilstedeværelse af analgesi under operation og straks ved opvågning. Ved samtidig brug af andre midler, som påvirker centralnervesystemet, f.eks. acepromazin eller dexmedetomidin, kan mængden af disse præmedikamenter muligvis reduceres. Denne reduktion afhænger af den tilstræbte sederingsgrad, det enkelte dyr, typen af andre midler, der indgår i præmedicineringen, og hvordan anæstesien skal induceres og vedligeholdes. Mængden af inhalationsanæstetika kan muligvis også nedsættes. Dyr, der får administreret opioider med sedative og analgetiske egenskaber, kan udvise forskellige reaktioner. Derfor skal det enkelte dyrs reaktion overvåges, og efterfølgende doser skal justeres i overensstemmelse hermed. Gentagne doser kan i nogle tilfælde vise sig ikke at give yderligere analgesi. I disse tilfælde skal det overvejes at give en passende injicerbar NSAID. Der skal anvendes en sprøjte med en passende dosisinddeling for at opnå præcis dosering. Overdosering: Ved overdosering skal der iværksættes understøttende behandling og hvis det findes passende kan naloxon eller respiratoriske stimulantia kan anvendes. Når buprenorphin overdoseres til hunde, kan det forårsage apati. Der kan observeres bradykardi og miosis ved meget høje doser. Naloxon kan med fordel anvendes til at modvirke nedsat respirationsfrekvens og respiratoriske stimulantia, som f.eks. doxapram er også effektive i mennesker. På grund af buprenorphins længere virkningsvarighed sammenlignet med disse midler skal disse muligvis administreres gentagne gange eller ved kontinuerlig infusion. Forsøg med frivillige forsøgspersoner har indiceret, at opioid-antagonister muligvis ikke fuldt ud kan reversere effekten af buprenorphin. Pakning og pris (januar 2010): Hætteglas 10 ml: Erhvervspris ekskl. moms kr. 260,60. Udleveringsgruppe: A. Yderligere oplysninger findes i produktresuméet, der bl.a. kan findes på www.orionvet.dk. Markedsføringstilladelsen indehaves af Reckitt-Benckiser Healthcare.

Møllevej 9A • 2990 Nivå • Tlf. 49 12 67 65 • Fax 49 12 66 12 • [email protected] • www.orionvet.dk

annonce side 35

Bachelorprojekt

af LOUISE LINKOV

og CAMILLA KLOTH HAGEDORN

Hypertrofisk Kardiomyopati (HCM) er den mest almindelige hjertesygdom hos kat. HCM defineres som en primær hjertesygdom domineret af en koncentrisk hypertrofieret, nondilateret venstre ventrikel i fravær af systemiske eller medfødte sygdomme, der kan medføre hypertrofi af venstre ventrikel (1,2). Den feline form af HCM ligner den humane form af sygdommen, hvilket fører til muligheden for at anvende katten som model for mennesker i forskningsøjemed. Det er veterinært også muligt at skele til humane forskningsresultater, når studier om HCM igangsættes (2,3,6). Ætiologien for HCM er endnu ikke fuldt klarlagt (4), men det er med stor sandsynlighed en multifaktoriel sygdom(5). HCM opfattes stadig som en idiopatisk hjertesygdom, men der er klarlagt en dominant arvegang (6) med inkomplet penetrans(7) hos Maine Coon. Diagnosen HCM stilles, når venstre ventrikels frie væg og/eller det interventrikulære septum ved ekkokardiografisk

LOUISE LINKOV Jeg startede på studiet i 2005 og er nu godt i gang med smådyrsdifferentieringen på kandidatdelen. Jeg skal snart til at påbegynde mit speciale, der også kommer til at omhandle smådyr, da det er her min interesse ligger.

CAMILLA K LOT H HAGEDORN Jeg startede på veterinærstudiet i 2005 og er nu på V7 da jeg har holdt et års orlov. Min interesse ligger indenfor heste og smådyr.

Hypertrofisk kardiomyopati undersøgelse findes tykkere end 6 mm i diastole. Et støttekriterium i diagnosticeringen af HCM, er størrelsesforholdet mellem venstre atrium og aorta, som ikke må overskride 1,5 (2,3). Hypertrofi af venstre ventrikel medfører nedsat elasticitet og compliance i myokardiet. Ventriklens fortykkelse indad medfører en formindsket indre diameter. Som følge af dette ses en forringelse af den tidlige diastoliske fyldning. Ovennævnte faktorer fører til diastolisk dysfunktion, hvilket er karakteristisk for HCM (8). Den hyppigste sequelae til HCM er dynamisk obstruktion af venstre ventrikels udløbsdel, hvilket kan være forårsaget af systolisk anterior motion (SAM). Andre sequelae kan være; et forstørret venstre atrium, arteriel tromboembolisme, kongestivt hjertesvigt og pludselig død (1,2,9,10,11). HCM har et progressivt udviklingsforløb. Katte kan være klinisk asymptomatiske gennem længere tid efter at have udviklet sygdommen, hvilket gør det svært at stille diagnosen HCM (6,1,4). Somme tider kan diagnosen først stilles postmortem, da det første kliniske tegn kan være pludselig død (12).

Diagnosticering af Hypertrofisk Kardiomyopati Genetisk screening Genetisk screening er på nuværende tidspunkt tilgængelig for racerne Maine Coon og Ragdoll. Der er fundet to forskellige mutationer som årsag til HCM, en i Maine Coon og en i Ragdoll. Begge mutationerne findes i et gen, der koder for sarkomerproteiner (11,13). Katte der testes positive for mutationer, har større risiko for at udvikle HCM end de, der testes negative, men en negativ test er ikke en garanti for, at katten ikke vil udvikle sygdommen (14).

Klinisk undersøgelse Katte med HCM kan ved præsentation i klinikken fremstå enten symptomatiske eller asymptomatiske (15). Det hyppigste kliniske fund hos katte med HCM er en systolisk mislyd (4) Galoprytmer og andre auskultative fund kan også eksistere i den subkliniske fase (5,16). Yderligere kliniske symptomer kan være; dyspnø, fatigue, pulmonært ødem, takypnø, syncope, arteriel tromboembolisme, kongestivt hjertesvigt eller pludselig død (1,9,11, 17,18).

Ekkokardiografi Ekkokardiografi er guldstandard til diagnosticeringen af HCM(3). Ekkokardiografi kan noninvasivt anvendes til at vurdere hjertets pumpeevne og graden af hypertrofi (19). Ved ekkokardiografisk vurdering bør hjertet visualiseres fra flere forskellige vinkler på begge sider af dyret (20,21). Det skal påpeges, at sedation og racevariation kan have en indvirkning på resultaterne (4,6,22). 2D og M-mode ekkokardiografi giver et morfologisk billede af forandringerne ved HCM(16). 2D ekkokardiografi anvendes ofte til at guide transduceren til den rigtige placering ved optagelse af billeder i M-mode. Således kan 2D og M-mode anvendes integreret i undersøgelser af hjertet (2). En anden form for ekkokardiografi der finder stor anvendelse indenfor diagnosticeringen HCM hos kat er Doppler ekkokardiografi(3,16). Ændringer af blodets strømninger og trykgradienter forekommer ofte hos katte med HCM. Dette kan ske som følge af obstruktion af venstre ventrikels udløbsdele, SAM, utætte klapper mellem atrie og ventrikel, samt andre flow abnormaliteter(5). Med Doppler ekkokardiografi er det muligt at undersøge blodets strømninger og trykgradienter (3,16). dyrlæge magasinet 1

31

påsatte monitor kun EKG hvis arytmier opstår (28). Denne artikel er blevet til som et produkt af bacheloropgaven ”Diagnostic aspects of HCM in cats”. Bacheloropgaven blev skrevet under vejledning af associate professor ved Det Biovidenskabelige Fakultet Jørgen Koch DVM, PhD og medvejleder Sara Granström, DVM, PhD-studerende. Opgavens formål var at gøre rede for, hvilke diagnostiske metoder der i dag er tilgængelige i diagnosticeringen af hypertrofisk kardiomyopati hos kat og hvilke metoder, der kan muligvis vil forestilles at være tilgængelige i fremtiden.

Udfra målinger med doppler kan den diastoliske funktion således udregnes og evalueres (23). Vævsdoppler er en modificeret version af Doppler ekkokardiografi. Med vævsdoppler er det muligt at visualisere vævsmotilitet og vurdere vævets kinetik (24) . Dermed kan vævsdoppler anvendes til at differentiere mellem katte med og uden HCM manifestationer (7). To andre Doppler metoder er strain og strain rate. Strain ekkokardiografi er en metode til at påvise segmental vævsdeformering. Strain rate er en integration af strain ekkokardiografi over tid. Strain rate kan illustrere den procentvise ændring fra hjertets oprindelige dimensioner. Humane studier har påvist at strain og strain rate kan bruges til at opdage subkliniske dysfunktioner af myokardiet hos mennesker(25).

Elektrokardiografi og Holter monitorering Elektrokardiografi (EKG) er ikke en sensitiv metode til at diagnosticere kardiomyopatier alene (4). EKG kan dog med fordel anvendes som hjælpemiddel, når der foretages ekkokardiografiske undersøgelser (21). Hvis der ses udsving på EKG hos HCM afficerede katte, vil det typisk være; venstre anterior fascikulær blok mønster, præmature ventrikulære komplekser, brede P takker, forlængede QRS komplekser og forlænget QT interval (16, 26, 4). Holter monitorering foregår med en monitor påsat dyret. Monitoren optager EKG over 24-48 timer. Fordelen ved Holter monitorering er, at der ved denne type undersøgelse kan opdages arytmier, som forekommer sporadisk og derved eventuelt ikke ses ved EKG optagelse på klinikken (27). Ved anvendelse af Cardiac event recording, optager den

Røntgen Ved røntgen af thorax hos HCM afficerede katte, vil man i nogle tilfælde se kardiomegali(29). Andre røntgenfund hos katte med HCM er typiske tegn på kongestivt hjertesvigt som pulmonært ødem, pleural effusion og forstørrelser i det vaskulære system (18,30). Disse fund er dog først tilstede når sygdommen er fremskreden(31).

Cardiac Magnetic Resonance Imaging (CMRI) Humant anses CMRI i dag som guldstandard til måling af flere parametre hos patienter med HCM. Felint har det endnu ikke de store anvendelsesmuligheder, da de mål der kan optages i denne dyreart, fås lettere og billigere ved hjælp af ekkokardiografi (32, 33, 34).

Mulige fremtidige molekylære markører for HCM Hjertet fungerer som et endokrint organ og danner bl.a. ”Atrial natriuretic peptide” (ANP) og ”Brain natriuretic peptide” (BNP). Koncentrationen af BNP og dets precurser molekyle stiger som funktion af sværhedsgraden af en hjertesygdom (35,36). Disse molekyler er ikke effektive markører for tidlig diagnosticering af HCM, da de først kan anvendes, når der ses kliniske symptomer(10). Det er dog muligt, at BNP samt dennes precurser har en fremtid som molekylære markører for hjertesygdom hos kat (35). Cardiac troponin I niveauet stiger voldsomt efter skader på myocytter. Humant anvendes cardiac troponin I som en markør ved mistanke om skader på myokardiet (30, 37). Niveauet af renin kan være forøget hos patienter med HCM. Det er sandsynligt, at undersøgelser i forbindelse med renin-angiotensin systemet kan være en mulighed i den fremtidige diagnosticering af HCM (38). Væksthormon (GH) findes i et betydelig forhøjet niveau hos katte med HCM. Det er dog stadig usikkert, om dette øgede niveau af GH i serum er en årsag til eller effekt af HCM (39). Arteriel tromboembolisme ses ofte som sequelae til HCM. Hos katte der viser forøget koagulabilitet ved koagulationstest, er der forøget risiko for trombedannelse. Behandleren kan så overveje

at sætte katten i trombeforebyggende terapi(40). For alle nævnte molekyler gælder det, at yderligere studier er nødvendige, før det kan endeligt påvises, om de er effektive som markører for HCM (36,35,38,39,30).

Patologiske forandringer i det feline hjerte med HCM Patologisk makroskopisk undersøgelse af hjertet fra en HCM afficeret kat vil vise varierende grad af koncentrisk hypertrofi af venstre ventrikel(41). Hypertrofien kan være generel eller segmental, symmetrisk eller asymmetrisk og resulterer i en formindsket lumen(1,42). Papillarmusklerne vil ligeledes ofte være hypertrofierede, og hypertrofi af disse kan være det eneste tegn på HCM(41). Hjertets vægt vil også være forøget som følge af hypertrofien(43). Desorganisering af myofibre er guldstandard for den histopatologiske diagnostik af HCM. Andre typiske fund er fibrose og iskæmiske forandringer(1,6,17,30,37).

Differential-diagnoser Da HCM defineres som en primær hjertesygdom(1), er det vigtigt at udelukke sygdomme, der kan føre til sekundær hypertrofi af venstre ventrikel, før diagnosen HCM stilles. De vigtigste af disse sygdomme er; hyperthyroidisme, systemisk hypertension, aortastenose, akromegali og muligvis false tendons. Det skal også bemærkes, at dehydrering kan føre til forandringer, der ligner de der ses ved HCM i den ekkokardiografiske undersøgelse(31,44,45,46,47,48) .

Konklusion Konklusionen på dette litteraturstudie er, at på trods af alle de metoder, der eksisterer til at diagnosticere HCM hos kat, er det endnu ikke muligt at stille diagnosen HCM, før et eller flere symptomer har manifesteret sig hos katten. Ekkokardiografi er guldstandard i diagnosticeringen, men gode resultater fås kun ved korrekt transducerplacering, hvilket kræver en rutineret operatør af udstyret. Det er muligt genetisk at screene for en genmutation hos racerne Maine Coon og en hos Ragdoll. I fremtiden bliver flere metoder forhåbentlig tilgængelige til at lette diagnosticeringen af katte med subklinisk HCM.

Referencer 1: Fox, Philip R: Hypertrophic cardiomyo-

pathy Clinical and Pathological Correlates. Journal of Veterinary Cardiology 2003;5;39-45 2: Fox P H., Liu S.K., Maron B J.: Echocardiographic assessment of spontaniously occurring feline hypertrophic cardiomyopathy- An animal model of human disease. Circulation 1995;92;2645-2651 3: Andersen, P.C.A, Koch J., Leifsonn P.S: Hypertrofisk kardíomyopati hos Maine Coon kat i Danmark. Dansk Veterinær Tidsskrift 2005;88;28-31 4: Ferasin L, Sturgees C.P., Cannon M.J., Caney S. M. A, Gruffeyd-Jones, Wotton P. R.: Feline idiopathic cardiomyopathy: a retrospective study of 106 cats (19942001). Journal of Feline Medicine and Surgery. 2003;5;151-159 5: Kraus M.S. Calvert C. R., Jacobs G.J.: Hypertrophic Cardiomyopathy in a litter of Five Mixed-Breed Cats. J Am Anim Hosp Assoc 1999;35;293-296 6: Kittleson M.D., Meurs K.M., Munro M.J., Kittleson J.A., Liu S-K., Pion P.D., Towbin J.A.: Familial Hypertrophic Cardiomyopathy in Maine Coon Cats: an Animal Model of Human Disease. Circulation 1999;99;3172-3180 7: MacDonald K.R., Kittleson M.D., Kass P.H., Meurs K.M.: Tissue Doppler Imaging in Maine Coon Cats with a mutation of Myosin Binding Protein C with or Without Hypertrophy. J Vet Intern Med 2007;21;232-237 8: MacDonald K.R., Kittleson M.D., Garcia-Nolen T., Larson R.F., Wisner E.R.: Tissue Doppler Imaging and Gradient Echo Cardiac Magnetic Resonance Imaging in Normal Cats and Cats with Hypertrophic Cardiomyopathy. J Vet Intern Med 2006;20;627-634 9: Goodwin J_K, Lombard C W, Ginex D C. : Results of continous ambulatory electrocardiography in a cat with hypertrophic cardiomyopathy. JAVMA 1992;200;1352-1354 10: MacLean H.N:, Abbott J.A, Ward D.L, Huckle W.R, Sisson D.D, Pyle R.L. : N-Terminal Atrial Natriuretic Peptide Immunoreactivity in Plasma of Cats with Hypertrophic Cardiomyopathy J Vet Intern Med 2006;20:284–289 11: Meurs K.M., Sanchez X., David R.M., Bowles N.E., Towbin J.A., Reiser P.E., Kittleson J.R., Munro M.J., Dryburgh K., MacDonald K.A, Kittleson M.D: A cardiac myosin binding protein C mutation in the Maine Coon cat with familial hypertrophic cardiomyopathy. Hum Mol Genet. 2005;14;3587-3593 12: Abchee A.B., Roberts R.: Molecular genetics of familiar hypertrophic cardiomyopathy. Progress in Pediatric Cardiology 1996;6;63-70

13: Meurs K.M., Norgard M.N., Ederer M.M., Hendrix K.P., Kittleson M.D.: A substitution Mutation in myosin binding protein C gene in ragdoll hypertrophic cardiomyopathy. Genomics 2007;90;26264 14: Fries R., Heaney A.M, Meurs K.M.: Prevalence of the Myos in-Binding Protein C Mutat ion in MaineCoon Cats. J Vet Intern Med 2008; ;1–4 15: Atkins C E., Gallo A M., Kurzman I D., Cowen P: Risk factors and survival signs in cats with idiopathic hypertrophic cardiomyopathy: 74 cases (1985-1989). Am Coll Vet Intern Med 1992;201;613-618 16: Fuentes V.L.: Feline CardiomyopathyEstablishing a Diagnosis. Waltham/OSU Symposium, Small Animal Cardiology 2002. 17: Bright J.M., Golden L. Gompf R.E., Walker M.A., Toal R.L.: Evaluation of calcium channel blocker dilteazem and verapamil for treatment og feline hypertrophic cardiomyopathy. Journal of Veterinary Internal Medicine 1991;5;272-282 18: Rush J.E., Freeman L. M., Fenollose N. K., Brown D.J.: Population and survival characteristics of cats with hypertrophic cardiomyopathy: 260 cases. JAVMA 2002;220;202-207 19: Schille S., Skridzki M.,: M-Mode Echocardiographic Reference Values in cats in The First Three Months of Life. Veterinary Radiology and Ultrasound 1999;40;491-500 20: Thomas W.P., Gaber C.E., Jacobs G.J., Kaplan P.M., Lombard C.W., Moise N.S., Moses B.L. : Recommendations for Standards in Transthoraic Two-Dimensional Echocardiography in the Dog and Cat. Journal of Veterinary Internal Medicine 1993;7;247-252 21: Cotê E.: Echocardiography: Common Pitfalls and Practical Solutions. Clinical Techniques in Small Animal Practise 2005;20;156-163 22: Drourr L., Lefbom B.K., Rosenthal S.L., Tyrrell Jr W.D.: Measurements of MMode echocardiographic parameters in healthy adult Maine Coon cats. J Am Vet Med Assoc 2005;226;734-237 23: Chetboul V., Blot S., Sampedrano C.C., Thibaud J-L., Granger N., Rissier R., Bruneval P., Gouni V., Nicolle A. P., Pouchelon J-L..: Tissue Doppler Imaging for Detection of Radial and Longitudinal Myocardial Dysfunction in a Family of Cats Affected by Dystrophin-Deficient Hypertrophic Muscular Dystrophy. J Vet Intern Med 2006b;20;640-647 24: Gavaghan B.J., Kittleson M.D., Fisher K.J., Kass P.H., Gavaghan M.A.: Quantification og left ventricular diastolic wall

motion by Doppler tissue imaging in healthy cats ancats with cardiomyopathy. AJVR 1999;60;1478-1486 25: Pellerin D, Sharma R, Elliot P, Veyrat C: Tissue Doppler, and strain rate echocardiography for the assessment of left and right systolic ventricular function. Heart 2003;89;9-17 26: Barletta G., Franchi F., Lazzeri C., Del Bene R., Michelucci A.: Hypetrophic cardiomyopathy: electrical abnormalities detected by the extended-length ECG and their relationship to syncope. Internal Journal of Cardiology 2004;97;43-48 27: Petrie J-P: Practical Application of Holter Monitoring in Dogs and Cats. 28: Bright J.M., Golden L. Gompf R.E., Walker M.A., Toal R.L.: Evaluation of calcium channel blocker dilteazem and verapamil for treatment of feline hypertrophic cardiomyopathy. Journal of veterinary Internal Medicine 1991;5;272-282. 29: Moise N.S., Dietze A., Mezza L.E., Strickland D., Erb H. N., Edwards J: Echocardiography, electrocardiography, and radiography of cats with dilation cardiomyopathy, hypertrophic cardiomyopathy and hyperthyroidism. Am J Vet Res. 1986;47;1476-1485 30: Herndon W.E., Kittleson M.D., Sanderson K., Drobatz K.J., Clifford C.A., Gelzer A., Summerfield N.J., Linde A., Sleeper M.M.: Cardiac Troponin I in Feline Hypertrophic Cardiomyopathy. J Vet Intern Med 2002;16;558-564 31: Ware W.A.: Cardiovascular Disease in Small Animal Medicine, 2007 Mansonpublishing, London pp 300-310. 32: Lima J, Desai M: Cardiovascular Magnetic Resonance Imaging: Current and Emerging Applications. Journal of the American College of Cardiology 2004;44;1164-1171 33: MacDonald K.R., Wisner E.R., Larson R.F., Klose T., Kass P.H., Kittleson M.D.: Comparison of myocardial contrast enhancement via cardiac magnetic resonance imaging in healthy cats and cats with hypertrophic cardiomyopathy. AJVR 2005;66;1891-1894 34: MacDonald K.R., Kittleson M.D., Garcia-Nolen T., Larson R.F., Wisner E.R.: Tissue Doppler Imaging and Gradient Echo Cardiac Magnetic Resonance Imaging in Normal Cats and Cats with Hypertrophic Cardiomyopathy. J Vet Intern Med 2006;20;627-634 35: Connolly D.J., Soares Magalhaes R.J., Syme H.M., Fuentes V. L. , Chu L., Metcalf M.: Circulating Natriuretic Peptides in cats with heart disease. J Vet Intern Med 2008;22;96-105 36: Hunter I, Lundorff A, Koch J., Bjørnvad C., Smith J., Gøtze J.P.: Det endokrine dyrlæge magasinet 1

33

hjerte- og biokemisk diagnostik af hjertesygdom. Dansk Veterinær Tidsskrift 2008;91;8-12 37: Baty, Catherine J: Feline Hypertrophic cardiomyopathy: an update. Vet Clin Small Anim 2004;34;1227-1234 38: Taugner F. M.: Stimulation of the Reninangiotensin System in Cats with Hypertrophic Cardiomyopathy. J Comp Path 2001;125;122-129 39: Kittleson M. D., Pion P.D., Delellis L.A., Mekhamer Y., Dybdal N., Lothrop C.D.: Increased Serum Growth Hormone in Feline Hypertrophic Cardiomyopathy. J Vet Intern Med 1992;6;320-324 40: Bédard C, Lanevschi-Pietersma A., Dunn M.: Evaluation of coagulation markers in the plasma of healthy cats and cats with asymptomatic hypertrophic cardiomyopathy. Veterinary Clini-

cal Pathology 2007;36;167–172 41: Adian D.B., Diley-Poston L.: Papillary Muscle in Cats with Normal Echocardiograms and Cats with Concentric Left Ventricular Hypertrophy. J Vet Intern Med 2007;21;737-741 42: Petersen E.N, Moise S, Brown C.A., Erb H.N., Slater M.R.: Heterogenicity of Hypertrophy in Feline Hypertrophic Heart Disease. Journal of Veterinary Internal Medicine 1993;7;183-189 43: Liu S_K, Roberts W C, Maron B J.,: Comparison of morphologic findings in spontaniously occurring hypertrophic cardiomyopathy in humans, cats and dogs Am J Cardiol 1993;72;944-951 44: Sampedrano C.C., Chetboul V., Gouni V., Nicolle A.P., Pouchelon J-L., Tissier R.,: Systolic and Diastolic Dysfunction in Cats with Hypertrophic cardiomyopathy

or Systemic Hypertension. J Vet Intern Med 2006;20;1106-1115 45: Campbell F.E., Kittleson M.D.: The Effect of Hydration status on the Echocardiographic Measurements of Normal Cats. J Vet Intern Med 2007;21;1008-1015 46: Liu S.K, Fox P.R, Tilley L.P: Excessive moderator bands in the left ventricle of 21 cats. JAVMA, 1982;180: 1215-1219 47: Bussadori C, Amberger C, Le Bobinnec G, Lombard C W.: Guidelines for the echocardiographic studies of suspected subaortic and pulmonic stenosis. Journal of Veterinary Cardiology,2000;2;15-22. 48: Chetboul V, Lefebvre H.P, Pinhas C, Clerc B, Boussouf M, Pouchelon J-P: Spontaneous Feline Hypertension: Clinical and Echocardiographic Abnormalities, and Survival Rate. J Vet Intern Med 2003;17:89–95

PRESSEMEDELELSE

Ny tripelvaccine til svin forebygger også gaspustersyndrom Suiseng fra franske Ceva forebygger ikke alene colidiarré og tarmbrand hos smågrise. Vaccinen modvirker samtidig – som markedets eneste – det frygtede gaspustersyndrom, der forårsager pludselige dødsfald hos søer. Gaspustersyndrom, der fører til akutte dødsfald blandt voksne søer, er et velkendt problem i svinebesætninger. Hidtil har mulighederne for at forebygge og behandle sygdommen været stærkt begrænsede, men det vil den franske Cevakoncern nu lave om på. Med produktet Suiseng, der blev lanceret i Danmark i midten af november, har man udviklet den første vaccine med en forebyggende virkning på sygdommen. Ifølge marketingchef, fagdyrlæge Kjeld Lynge Madsen fra Cevas danske datterselskab er produktet en stor landvinding, fordi sygdommen giver store tab og hidtil er blevet betragtet som yderst vanskelig at forebygge. Der er dog stadig ikke fuld klarhed over alle dens afkroge. – Vi er sikre på, at Suiseng vil opnå udbredelse hos svinebrug i mange lande pga. vaccinens unikke egenskaber. Men videnskaben kan desværre stadig ikke sige med sikkerhed, hvorfor sygdommen opstår, siger han.

Voldsom hævelse i inficerede kadavere Gaspustersyndrom menes at være forårsaget af bakterien Clostridium novyi,

der findes i soens tarm. Herfra breder toksiner sig lynhurtigt til andre væv. Det ene øjeblik kan soens sundhedstilstand forekomme normal, hvorefter dyret i næste øjeblik kan dø, uden at forudgående symptomer viser sig. Syndromet har fået sit navn, fordi gasproduktion efter søernes død skaber en voldsom oppustning af kadaverne. Ingen medicinsk behandling har kunnet forebygge infektion med den smittebærende bakterie. – Bakterien findes normalt i tarmen og kan især blive et problem ved forkert ernæring eller lange fodringsintervaller. Hidtil har de eneste metoder til at forebygge angreb været at optimere hygiejne og fodringsprocedurer samt at benytte foder af høj kvalitet. Bl.a. er mange med fordel begyndt at fodre grisene hyppigere, men med mindre portioner, forklarer Kjeld Lynge Madsen.

Indsprøjtning direkte i muskel Marketingchefen fremhæver, at Suiseng er godkendt til indsprøjtning direkte i muskel i stedet for under huden, og at hver dosis består af 2 ml. – Det gør

det nemmere at injicere vaccinen, og samtidig undgår man, at en del af den utilsigtet rammer ind i kroppens fedtlag. Det asiatiskklingende navn skyldes, at produktets virkning er forstærket med ginseng, som er mindre lokalirriterende end fx mineralolie, fortæller Kjeld Lynge Madsen. – Det er svært for landmændene at stikke præcist under huden, når de skal vaccinere i deres besætninger. Det betyder, at vaccinen ofte ikke optages ordentligt, og effekten reduceres eller udebliver. Med Suiseng bliver vaccinationen nemmere og mere sikker, og samtidig kan man nøjes med en dosis på blot 2 ml, siger han.

Stort marked De fleste svineproducenter vaccinerer mod tarmbrand og colidiarré hos smågrisene, og marketingchefen oplyser, at der alene i Danmark omsættes vacciner mod de to sygdomme for mindst 50 mio. kr. årligt. Det marked forventer Ceva Animal Health A/S nu at kunne erobre en stor del af. – Suiseng forebygger på én gang både tarmbrand, colidiarré og gaspustersyndrom. I praksis betyder det, at vaccination med Suiseng på én gang beskytter mod tre udbredte sygdomme, som det har stor økonomisk betydning at forebygge. Den vejledende pris pr. dosis ligger stadig under 20 kr. ex. moms, og dermed kan landmanden spare tid og penge, samtidig med at han modvirker gaspustersyndrom hos søerne, slutter Kjeld Lynge Madsen. Læs mere på www.ceva.dk

Denne side er reserveret Orion Pharma se venligst www.orionvet.dk

Denne side er reserveret Intervet se venligst www.intervet.dk