Tidligere anbragte unges forberedelse til et selvstændigt voksenliv The preparation for an independent adult life of previously placed young people
En kvalitativ undersøgelse af tidligere anbragte unges forberedelse til en selvstændig voksentilværelse og hvordan man arbejder med helhedssynet for at forebygge social og økonomisk marginalisering af den unge, med udgangspunkt i empiri indhentet hos Børn & Unge i Lolland kommune, samt efterværnsprojektet Second Chance.
A qualitative study of the preparations for an adult existence of previous placed young people, and how to work with the general view on how to prevent social and economic marginalization of the young people, with point of reference in interviews gathered at Børn & Unge in Lolland and the project Second Chance.
Bachelorprojekt – 7. Semester - Socialrådgiveruddannelsen Udarbejdet af Joan Frederiksen – Hold of2010s Vejleder: Vera Winther University College Sjælland – Januar 2014 “Må gerne udlånes” Projektrapporten er udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved University College Sjælland som led i uddannelsesforløbet. Rapporten foreligger urettet og ukommenteret fra University College Sjællands side, og er således udtryk for den studerendes egne synspunkter. Denne rapport – eller dele heraf – må kun offentliggøres med forfatterens tilladelse.
Resume – Abstract Denne opgave er det afsluttende bachelorprojekt på socialrådgiveruddannelsens 7. semester. Projektet handler om tidligere anbragte unge og hvordan systemet forbereder dem til, at klare en voksentilværelse på egen hånd efter endt anbringelse. Undersøgelsen er afgrænset til Lolland kommune, da empiri fra interviews er indhentet hos Børn & Unge og Second Chance i Nakskov. Undersøgelsen bygger på en undren over, hvorfor man som system kræver, at tidligere anbragte unge så vidt muligt skal kunne klare sig selv den dag de fylder 18, når deres jævnaldrende i gennemsnit er 20, når de skal til at stå på egne ben. Opgaven tager udgangspunkt i det sociale arbejde, som kommunerne udfører og har derfor ikke fokus på, hvad de unge selv mener om tingene. Derudover er Second Chance inddraget som modspil til svarene fra ungerådgiverne. Pierre Bourdieus begreber om habitus, felter og kapital er inddraget i forhold til at skabe en forståelse for, hvad de unge har med i bagagen og hvordan man som kommune kan arbejde med den unges historik. Jens Guldagers model om helhedssyn er brugt for at skabe et overblik over, hvad det kræver i det sociale arbejde, at skabe et helhedsorienteret arbejde omkring den unge og til sidst er Axel Honneths anerkendelsesteori brugt, for at give et overblik over, hvad det kan få af betydning for den unges vej mod et selvstændigt voksenliv, hvis han eller hun ikke anerkendes for den person de er. This paper is the final bachelor project for the education as a social worker on the 7.th semester. The project is about previously placed young people and how the system prepares them to handle an adult life at own hand. The Study is bound to Lolland because the interviews is collected at Børn & Unge and Second Chance in Nakskov. The study is built upon a wonder about why the system demands that previously placed young people has to manage themselves on the day that they turn 18, when their peers in average is 20 years old, when they stand on their own two feet. The paper takes place in the social work that the local authorities carry out and therefore there is no focus on what the young people themselves think about their situations. In addition to that, Second Chance is involved as a response to the answers from the social workers. Pierre Bourdieus’ idea of habitus, areas and capital is involved in the conditions to create an understanding towards what the young people carry in their baggage and how you, as a local authority can work with the history the young people have. Jens Guldagers’ model about the overall impression is used to create a general view on what it takes in the social work, to create a general oriented work on the young. Final is Axel Honneths theory on acknowledgement used to give a general view on what it can give of meaning for the young people’s path to an independent adult life if he or she, is not accepted for the person that they are. 2
Indholdsfortegnelse Resume – Abstract .................................................................................................................................. 2 Kapitel 1 – Indledning ............................................................................................................................. 5 Emnets relevans for socialt arbejde og socialrådgiverjobbet .............................................................. 6 Problemformulering ............................................................................................................................ 8 Afgrænsning ........................................................................................................................................ 8 Definition af projektets centrale begreber ........................................................................................... 9 Kapitel 2 – Beskrivelse af fænomenet ..................................................................................................... 9 Forforståelse ...................................................................................................................................... 11 Kapitel 3 – Videnskabsteoretiske overvejelser...................................................................................... 12 Hermeneutik ...................................................................................................................................... 12 Kvalitativ metode .............................................................................................................................. 12 Kapitel 4 - Empirisk undersøgelsesmetode ........................................................................................... 13 Valg af informanter ........................................................................................................................... 13 Fordele og begrænsninger ved interviewene ..................................................................................... 13 Databearbejdning .............................................................................................................................. 14 Kapitel 5 – Opgavens teoretiske udgangspunkt .................................................................................... 14 Pierre Bourdieu ................................................................................................................................. 15 Jens Guldagers model om helhedssyn ............................................................................................... 16 Axel Honneth .................................................................................................................................... 17 Kapitel 6 – Analyse ............................................................................................................................... 18 Pierre Bourdieu ................................................................................................................................. 18 Guldagers model om helhedssyn ....................................................................................................... 24 Delkonklusion på Bourdieu og Guldager .......................................................................................... 26 Honneth ............................................................................................................................................. 26 Delkonklusion på Honneth ................................................................................................................ 29 Kapitel 7 – Metodediskussion ............................................................................................................... 30 Kapitel 8 – Konklusion.......................................................................................................................... 30 Kapitel 9 – Perspektivering ................................................................................................................... 32 Litteraturliste ......................................................................................................................................... 33 Bøger: ................................................................................................................................................ 33 Internet: ............................................................................................................................................. 33 Lovgivning: ....................................................................................................................................... 33 Andet: ................................................................................................................................................ 33 Bilag 1 – Statistikker og tal ................................................................................................................... 34 3
Bilag 2 – Interviewguide til projektkoordinator fra Second Chance ..................................................... 35 Bilag 3 – Interview med projektkoordinator fra Second Chance .......................................................... 36 Bilag 4 – Interviewguide til ungerådgiver A og B ................................................................................ 49 Bilag 5 – Interview med ungerådgiver A .............................................................................................. 51 Bilag 6 – Interview med ungerådgiver B .............................................................................................. 63
4
Kapitel 1 – Indledning Undersøgelser viser, at Danmark, sammenlignet med andre lande i Europa, er det land der har færrest hjemmeboende unge. Kun en tredjedel af unge mellem 18 og 24 år bor hjemme hos deres forældre, mens kun to procent af gruppen med unge mellem 25 og 34 år er hjemmeboende. (www.dst.dk). I 2012 flyttede 68.853 unge i alderen 18 til 23 år hjemmefra. For gruppen med de 18-årige var tallet kun på 10.888, hvilket svarer til en procentdel på 15,81% af den samlede gruppe af unge mellem 18 og 23 år. (www.statistikbanken.dk). (Se bilag 1)
I Danmark er tallet for anbringelser gennem de sidste par år faldet, alligevel var der i slutningen af 2012 anbragt 12.025 børn og unge uden for eget hjem. De fleste af anbringelserne omhandlede børn og unge i deres teenageår og udgjorde på daværende tidspunkt ca. 60 % af alle anbringelserne. (www.kl.dk). Børn og unge der har været anbragt uden for eget hjem, har ofte et særligt behov for støtte, da deres problematikker kan have karakter af både fysiske og psykiske behov, som kræver ekstra opmærksom hos denne gruppe, for at sikre dem et videregående selvstændigt voksenliv efter deres anbringelse.
§ 46. Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste (…) (Serviceloven § 46, stk. 1).
Udover at støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste, så er formålet også, at skabe denne udvikling gennem kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, hvor der kan opnås trygge relationer til voksne, samtidig med, at man sikre barnet eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer, for på denne måde at opnå mulighed for at indgå i sociale relationer. Skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse skal understøttes og sundhed og trivsel skal fremmes. Og til sidst skal formålet ende ud med at forberede barnet eller den unge på deres selvstændige voksenliv. (Serviceloven § 46, stk. 1 nr. 1-5).
5
I 2012 blev der truffet 524 afgørelser om behov for efterværn forud for det 18. år. Samtidig var 1972 unge i et efterværnstilbud. (www.ast.dk). (Se bilag 1). Disse unge er ifølge lovgivningen ekstra sårbare, da man har valgt at give dem en støtteforanstaltning i form af et efterværn efter deres fyldte 18. år og i forlængelse af deres anbringelse. Overgangen fra barn til voksen er for alle svær, men for udsatte unge, som har været anbragt uden for hjemmet kan det være vanskeligere end man lige går og tror. Der kan være udfordringer i form af ustabile boligforhold, mindre eller manglende netværk, dårlig fysisk sundhed, psykiske problemer, manglende skolegang med ringe chance for at gennemføre en uddannelse, misbrugsproblemer og ensomhed. Alt dette kan spærre ben for udsatte unges chancer, for at opnå den selvstændige voksentilværelse med brug af egne ressourcer og kompetencer, som det forventes af det samfund vi lever i. (Socialstyrelsen, 2012, s. 209).
Emnets relevans for socialt arbejde og socialrådgiverjobbet For tidligere anbragte unge, som i forvejen er udsatte med henblik på deres start på livet, kan det være meget svært at leve op til samfundets normer og værdier, når man ikke har en almindelig familietilværelse at læne sig op af. Andre jævnaldrende unge er gennem hele deres opvækst i større eller mindre grad blevet oplært i, hvad man forventer af dem som barn, ung og voksen, og langt de fleste burde være rustet til en verden på egen hånd, gennem familieværdier, samfundets normer og ikke mindst deres uddannelse. Men for udsatte unge handler tilværelsen ofte om overlevelse – hvordan man kommer igennem dagen og videre til den næste på bedste vis. De udsatte unges problematikker, manglende netværk og ingen uddannelse er med til at marginalisere dem fra vores samfund og hvis vi ikke tidligt forebygger dette med de nødvendige foranstaltninger, risikerer vi, at tabe de unge og som samfund selv være skyld i, at de ikke passer ind i vores ideelle verden. Hvis vi ikke tager hånd om tidligere anbragte unge og forbereder dem til en selvstændig voksentilværelse, vil vi for deres eget vedkommende risikere, at de som individer ikke vil kunne tage vare på sig selv. De vil ikke kunne passe på dem selv, både i fysisk og psykisk tilstand, hvilket vil påvirke deres socialisering på gruppeniveau og marginalisere dem fra et fællesskab, som unge uden netværk i høj grad har brug for, for at skabe deres tætte relationer til omverdenen. Til sidst, men ikke mindst, vil deres manglende uddannelse skabe store problemer for dem, i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet og dermed opnå selvforsørgelse. Hvis ikke denne selvforsørgelse kan opnås, vil de blive marginaliseret fra samfundet og hvis marginaliseringen
6
først bliver en realitet, kan det have store konsekvenser for resten af deres liv, da egne problematikker kan være næsten umulige at arbejde sig igennem, med henblik på den ønskelige selvstændige voksentilværelse. Derfor er det utrolig vigtigt for socialrådgiverens arbejde, at være opmærksom på de udsatte unge og deres vej ud i livet efter endt anbringelse.
Barnets Reform trådte i kraft d. 1. januar 2011 og er lavet for netop at undgå, at samfundet mister grebet om udsatte børn og unges liv. Reformen skal sikre, at det altid er barnets tarv der er i højsædet og at vi som fagpersoner omkring de børn og unge med særlige behov af den ene eller andet karakter, sørger for, at gøre det til vores vigtigste opgave, at sikre deres muligheder i livet på lige fod med deres jævnaldrende. Men selv om der er kommet ny lovgivning på børne- & familieområdet og fagpersonerne har fået nye redskaber at arbejde med i forhold til det helhedsorienteret sociale arbejde omkring de udsatte unge, så er der stadig mange unge, der står alene tilbage, når vi sender dem ud på egen hånd efter en anbringelse. (Socialstyrelsen, 2012, s. 4-5).
Second Chance ligger i Nakskov og er et frivilligbaseret projekt, hvis fornemmeste opgave er at hjælpe de tidligere anbragte unge, som nu står på egne ben. De støtter dem gennem rådgivning og praktisk hjælp i form af samtaler, der tager udgangspunkt i empowerment og den kognitive tænkning, for at støtte de unge i deres selvstændige tilværelse. Derudover kan de unge få hjælp til fx at søge kontanthjælp, finde en bolig, få styr på økonomien, få hjælp til at handle ind osv. Kommunen tager i nogle tilfælde kontakt til Second Chance i samarbejde med den unge, fordi de vurderer, at den unge vil kunne bruge hjælpen. Andre gange er det den unge, der har set et opslag eller hørt om projektet og på den måde opsøgt dem. Det kan også være en mentor eller en lærer, der har skabt kontakten mellem den unge og projektet, da de til dagligt har oplevet, at den unge har haft brug for ekstra støtte og rådgivning i deres hverdag. Igennem de 3 år Second Chance har ligget i Nakskov, har de haft omkring 27 unge igennem projektet. Både unge, som har været til en enkelt samtale og allerede der, har fundet en løsning på det problem de kom med, men også unge som har været tilknyttet i længere perioder, og som har haft ekstra stort behov for hjælp – både til det praktiske, men især også til de tanker de går rundt med, som de kan have behov for at tale ud om, med en anden person. På trods af, at det er 3 år siden, at Barnets reform trådte i kraft, viser det sig stadig, at vi ikke får skabt de ideelle muligheder for de unge, så de kan klare sig på egne ben. De sidder stadig 7
fast i en hverdag, hvor de fx må skabe en kontakt til et frivilligbaseret projekt som Second Chance, for at skabe ro og systematik i deres hverdag og på denne måde kunne arbejde med deres muligheder for det optimale selvstændige voksenliv.
Jeg undrer mig over, at unge med udgangspunkt i et godt familieliv med gode værdier og normer, viden om samfundets krav til dem og ikke mindst bevidstheden om deres egne krav til et voksenliv, i gennemsnit er 20 år, når de flytter hjemmefra. Vi kræver ikke af disse unge, at de skal flytte hjemmefra, før de er klar til det, og når de endelig flytter, så har de stadig støtte fra deres familierelationer og deres netværk. Vi kræver dog, at der to år før tidligere anbragte unge fylder 18 år, laves en handleplan for, hvad der skal ske med de unge, når de bliver myndige. (Socialstyrelsen, 2012, s. 134). Vi ved, at det er udsatte unge og at mange af dem har flere problematikker, de skal håndterer i deres hverdag, samt et lille eller ikkeeksisterende netværk at støtte sig op af. Alligevel har vi bestemt, at de som 18-årige skal være rustet, til at klare sig selv. Andre jævnaldrende unge har et andet udgangspunkt, og bedre muligheder for at opnå den bedst mulige voksentilværelse som passer ind i samfundet, mens de udsatte unge allerede er marginaliseret, inden de får en chance for at skabe deres selvstændige liv.
Problemformulering Hvordan kan man gennem helhedssynet bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge? Og hvordan forbereder man de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år.
Afgrænsning Jeg vælger, at afgrænse min opgave til de udsatte unge, som efter endt anbringelse har brug for et efterværn i deres bestræbelse på at opnå et ordentlig voksenliv. Derfor vælger jeg, at tage udgangspunkt i unge over 18 år, som i deres teenageår har været anbragt uden for eget hjem i en kortere eller længere periode. Jeg har valgt, at afgrænse mit område til Lolland kommune, da mine interviews er lavet i Nakskov hos Børn & Unge og Second Chance. Jeg har valgt at fokusere på den faglige del af det sociale arbejde, fremfor hvad borgerne selv mener om systemet, da jeg mener, at denne vinkel for mig, som kommende socialrådgiver, er mest interessant i forhold til, hvor jeg ligger mine egne refleksioner. Jeg har tidligere skrevet 8
en opgave om, hvad de unge mener om den måde, de har skullet igennem systemet på, og det er på baggrund af den opgave og deres svar, at jeg denne gang vælger at gå i dybden med det faglige arbejde og ser bort fra personlige oplevelser.
Definition af projektets centrale begreber Efterværn er et tilbud til unge, der indtil det 18. år har haft en fast kontaktperson, samt unge der har været anbragt uden for hjemmet med eller uden samtykke, umiddelbart inden det fyldte 18. år. Muligheden for efterværn ligger mellem den unges 18. og 23. år og forudsætningen for at få efterværn er, at støtten må anses for at være af væsentlig betydning for den unge, og at der samtidig er udsigt til en positiv udvikling af den unge i perioden med støtten. Der er tale om et tilbud til den unge, og derfor også en forudsætning for, at den unge er indforstået med støtten og således giver sit samtykke. (Socialstyrelsen, 2012, s. 213-214).
Kapitel 2 – Beskrivelse af fænomenet Der har gennem mange år været fokus på, at tidligere anbragte unge ikke opnår de samme muligheder som unge fra en almindelig opvækst, og at deres problematikker som udsat ung gør det svært at implementere dem i samfundet, på en sådan måde, at de kan klare sig selv uden offentlig forsørgelse og støtte fra samfundets side. Overgangen til voksenlivet er svær og undersøgelser viser, at vi ikke har gjort et godt nok arbejde, når det handler om at udsatte grupper skal gå fra at være barn, til at være ung og til sidst ende i de voksnes rækker. (www.sfi.dk – rapport – Efterværn for tidligere anbragte unge). I 2012 udsendte SFI rapporten ”Efterværn for tidligere anbragte unge – en videns- og erfaringsopsamling”, som bestod af en opsamling af den viden man gennem de sidste 10 år har samlet sammen, siden efterværnsparagraffen trådte i kraft. SFI kom her med et sammenfattende billede af, hvad vi på dette tidspunkt vidste om efterværn i Skandinavien, samt USA og Storbritannien. Rapporten viste, at Børns Vilkår, Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogernes Landsforbund var kritiske over for det faktum, at der ikke bliver taget godt nok hånd om de unge, der ved myndighedsalderen forlader en anbringelse og at det ikke er alle der har behov for et efterværn, som er sikret det gennem lovgivningen. Rapporten er den første af sin slags og hører ind under ”efterværnspakken”, som er en række initiativer finansieret af satspuljeaftalen 2011-2014 og igangsat af Socialstyrelsen.
9
I rapporten står det beskrevet, at Danmark – sammenlignet med Skandinavien, USA og Storbritannien er det land, der anbringer flest børn og unge uden for hjemmet sammenlignet med befolkningens størrelse. Samtidig viser statistikker, at unge er overrepræsenteret i anbringelserne i forhold til de yngre børn. Ca. 50 % af de unge, har været anbragt i mere end 3 år og ca. 25 %, har været anbragt i mere end 7 år. Rapporten giver også et billede af, at de yngre børn oftest bliver anbragt i familiepleje, mens de større børn og unge bliver anbragt i døgnophold, på socialpædagogiske opholdssteder og andre former for institutioner. (www.sfi.dk – Rapport – Efterværn for tidligere anbragte unge). En del af de unge der forlader en anbringelse modtager efterfølgende efterværn. Men i følge rapporten er det svært at give et nøjagtigt billede af, hvor stor en del af målgruppen tallet omhandler, da man kun har viden om antallet af de nye afgørelser om efterværn og ikke det samlede antal af unge i efterværn. Rapporten giver heller ikke svar på, hvor mange unge der fortsætter i efterværn efter endt anbringelse ved myndighedsalderen. Samtidig synes kommunerne at underrapportere deres afgørelser om efterværn. Der tegner sig dog et billede af, at døgnophold fortsat er den efterværnsforanstaltning der hyppigst bliver brugt, efterfuldt af kontaktpersonsordningen.
I Socialrådgiveren som bliver udgivet af Dansk Socialrådgiverforening er der jævnligt artikler om unge og efterværn og hvilke konsekvenser det vil få for de unge, hvis vi som socialrådgivere ikke gør vores arbejde godt nok. I Socialrådgiveren fra 03/13, kan man læse om, hvordan kommunerne bryder loven på efterværnsområdet for anbragte børn og unge. Mange unge får først sent af vide, hvad deres fremtid byder på og dette gør overgangen til voksenlivet svær og samtidig kan det have den konsekvens, at de unge vil halte endnu længere bag efter deres jævnaldrende. Artiklen sætter fokus på det faktum, at målet for de tidligere anbragte unge er, at de skal kunne klare sig selv uden støtte når de fylder 18 år, men at det langt fra er dem alle, der har de fornødne kompetencer på plads. I de tilfælde hvor de nødvendige kompetencer mangler, kan kommunen træffe afgørelse om efterværn, dette afhænger dog af en revideret handleplan, som skal laves senest 6 måneder før den unge fylder 18. Ifølge artiklen er det langt fra alle unge der har en handleplan og heller ikke alle får den reviderede plan til tiden. En rundspørge gennemført af Socialrådgiveren af 96 af Danmarks 98 kommuner viser, at ingen af de kommuner der meldte tilbage, har et overblik over deres efterværnssager eller hvor mange handleplaner der bliver lavet til tiden. (Socialrådgiveren, 03/13, s. 22).
10
I artiklen fortæller professor ved Aalborg Universitet, Inge Bryderup, at det er de anbragte børn og unge der bliver taberne i systemet.
De unge mangler et stabilt netværk, og hvis man sætter dem til at klare sig selv så tidligt, som når man er 18 år, er de i en vis forstand dobbelthandikappede. Konsekvensen kan blive, at de ender på sociale pensioner i en tidlig alder, og deres liv bliver dårligere, end hvis de fik støtte. (Socialrådgiveren, 03/13, s. 22, linje 26-31)
Først og fremmest er det de unge der bliver påvirket, hvis kommunerne ikke gør deres arbejde godt nok. Det er dem, der bliver de store tabere i systemet, men ud over de unge, er der også en række instanser, som fx plejefamilier, opholdssteder osv., som vil have svært ved at hjælpe de unge videre, hvis ikke retningslinjerne fra kommunerne er fastlagte, som fx i en handleplan. Sidst men ikke mindst, skal man også huske, at selvom børn og unge er anbragt uden for eget hjem, så har de stadig forældre, som trods deres manglende forældreevne stadig kan føle frustration, hvis ikke der bliver taget ordentlig hånd om deres barn.
Forforståelse Min indledning og beskrivelsen af fænomenet ligger op til min forforståelse af de unges situation og den måde man som system, vil lede dem ind i deres selvstændige voksentilværelse. Gennem min uddannelse, praktik og selvvalgte opgaver, har jeg fået en forståelse af, at selvom vi er opmærksomme på de tidligere anbragte unge og de problematikker de har med sig fra deres opvækst, så er der stadig mange af dem, der ikke klarer sig så godt, som deres jævnaldrende. Samtidig undrer jeg mig over, hvordan de unge kan falde igennem, når vi er opmærksomme på problematikkerne og de konsekvenser det kan få, for de unges liv. Gennem tidligere interview med projektkoordinatoren for Second Chance, har jeg samtidig fået en forståelse af, at der på Lolland er mange udsatte unge, som ikke kan klare en hverdag uden større eller mindre støtte til praktiske-, psykiske- og/eller sociale problemstillinger, på trods af, at de alle har været fulgt af systemet gennem mange år. Min besvarelse af min problemformulering er derfor også styret af den viden, jeg i forvejen har omkring unge og efterværn, den empiri jeg har indhentet gennem interview og min sekundære empiri i form af artikler, rapporter osv.
11
Kapitel 3 – Videnskabsteoretiske overvejelser Jeg vælger at besvare min opgave ud fra en hermeneutisk tilgang, samtidig med at jeg bruger en kvalitativ metode til indhentelsen af min empiri. Jeg bruger disse tilgange, for at skabe en rød tråd mellem min forforståelse, min empiri samt min teori, og på denne måde gøre det muligt at besvare min problemformulering ud fra en objektiv faglig vinkel.
Hermeneutik Hermeneutikken bygger på fortolkning og forståelse. Grundtanken er, at vi altid forstår noget på baggrund af vores forforståelse. Det er altså denne forudsætning, der definerer hvad vi forstår og ikke forstår. For at kunne forstå verdenen omkring os, er vi derfor nødt til at have en forforståelse – vi går aldrig noget i møde, uden at have en ide om, hvad mødet kan bringe. (Gilje & Grimen, 2002, s. 171). En handling kan altså forklares ud fra en forståelse af meningen bag handlingen, hvor forståelsen bygger på fortolkning, som igen er bygget på vores forforståelse. Det er den viden man allerede har, når man begynder sin fortolkning. Jeg vælger den hermeneutiske tilgang, da min forforståelse er en nødvendighed for besvarelsen af opgaven, da jeg forud for min analyse har en ide om, hvad problemstillingen er og derfor må erkende, at den kontekst min empiri er indsamlet i, er medvirkende til forståelsen. Dette vil også komme frem i sammenligningen mellem min interviewguide og mit interview, som starter struktureret, men nemt tager en anden drejning.
Kvalitativ metode Jeg vælger at bruge en kvalitativ metode i besvarelsen af min opgave. Dette ses på baggrunden af mine interviews, der er indsamlet som ikke-kvantitative data, også kaldet ”bløddata” (Harboe, 2009, s. 31). Den kvalitative metode er eksplosiv, hvilket vil sige, at den er undersøgende og udforskende. Metoden er derfor relevant for min besvarelse, da min analyse vil bygge på min forforståelse, da jeg til at starte med havde en ide om, hvad problemstillingen var og hvor den ville føre min opgave hen. Kendetegnet for denne metode er netop, at den er åben over for nye og overraskende informationer (Harboe, 2009, s. 32). Da jeg bevæger mig fra det konkrete – min empiri, til det abstrakte – teorien, bruger jeg samtidig den induktive tilgang i min opgave. Jeg har ikke på forhånd haft andre forudsætninger end den metode, der er brugt til at indsamle min empiri (Koester, 2009, s. 44).
12
Kapitel 4 - Empirisk undersøgelsesmetode For at kunne besvare min problemformulering, har jeg valgt at lave kvalitative interviews. Jeg vælger denne tilgang, for at få en beskrivelse af de interviewedes livsverden og for, at jeg på denne måde får mulighed for, at gå ind og tolke på betydningen af de fænomener jeg får beskrevet, samtidig med at jeg søger en forståelse af mine informanters livsverden. (Kruuse, 2007, s. 139).
Valg af informanter Jeg fik mulighed for at interviewe to ungerådgivere i Lolland Kommune og forud for disse interviews valgte jeg en semistruktureret interviewguide. Jeg gjorde bevidst brug af det semistrukturerede interview, da jeg ikke ønskede at være bundet af mine spørgsmål, men kunne tillade mig at følge op på de svar mine spørgsmål gav mig. (Kruuse, 2007, s. 139). Forud for interviewene havde jeg aftalt med mine informanter, at der var sat en time af til hvert interview og at spørgsmålene ville omhandle efterværn, men at jeg tillod mig at spørge ind til andre ting, hvis deres svar tog mig i en anden retning. Interviewene blev gennemført hos Børn & Unge i Nakskov, hvor de på tidspunktet for min bachelor havde 2 praktikanter. De fik begge lov, til at være til stede under interviewene, men har ikke deltaget som informanter. Ud over de to ungerådgivere, har jeg interviewet projektkoordinatoren fra Second Chance. Dette interview blev lavet over telefonen, men med samme fremgangsmåde som de to foregående interview. Inden interviewene gennemgik jeg feltarbejdsaftalerne med mine informanter og her aftalte vi blandt andet, at jeg måtte optage alle 3 interview og at de alle ville være anonyme i min opgave. Det var ikke et krav fra hverken ungerådgivernes eller projektkoordinatorens side af, at være anonyme, men jeg har taget denne beslutning, da det ikke har nogen betydning for min opgave, om deres navne bliver nævnt.
Fordele og begrænsninger ved interviewene Fordelene ved begge mine interviews med ungerådgiverne var, at vi havde ”ansigt til ansigt” interaktion, hvilket giver mulighed for at sikre sig, at informanterne forstår spørgsmålene. Mit interview over telefonen, havde den ulempe, at man ikke ser personen og derfor ikke på samme måde kan følge med i, hvornår informanten er færdig med at besvare spørgsmålet. Dette kan
13
give lidt irriterende afbrydelser fra interviewers side, da det bliver en vurdering, om informanten tænker eller har færdiggjort sit svar.
Databearbejdning Jeg vælger at lave en ufuldstændig transskription af begge mine interviews. Jeg har sorteret ”øhh” lydene fra, da de ikke har nogen relevans for besvarelsen af min problemformulering. Alle 3 informanter bruger på flere af spørgsmålene, lidt tid på at tænke over deres svar, hvilket gør, at de starter på flere forskellige måder, inden de vælger at fuldføre sætningen. Her har jeg valgt, at transskribere deres endelig svar og udelade resten. Under begge interview har jeg også valgt at undlade mine egne ”ja” og ”nej” svar, da disse kun er relevant under interviewet i forhold til, hvorvidt jeg er lyttende og observerende og derfor ikke har nogen betydning for opgaven. Jeg vælger at bruge farvekodning i mine transskriptioner, for på denne måde at skabe et overblik over min indsamlede empiri og forhåbentlig se et mønster i centrale og gennemgående fænomener i min undersøgelse. Farvekodningen skal fungere som hjælp til at inddele og kategorisere mine transskriptioner, så jeg på denne måde skaber struktur over mine informationer. (Harboe, 2009, s. 116) Farvekodningen er kun til egen hjælp, og vil derfor ikke fremgå i opgaven.
Kapitel 5 – Opgavens teoretiske udgangspunkt Som tidligere nævnt er børn og unge, der er opvokset uden for eget hjem i en kortere eller længere periode af deres liv, mere udsat end andre børn og unge, der er opvokset i egen familie. De har sværere ved at klare en selvstændig tilværelse, da deres problematikker kan være uoverskuelige og ligefrem umulige at ændre på. For at svare på min problemformulering - Hvordan man gennem helhedssynet i det sociale arbejde kan bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge? vælger jeg, at inddrage Pierre Bourdieus begreber om habitus, felter og kapital, samt Jens Guldagers model om helhedssyn. Gennem Bourdieu vil jeg forsøge, at skabe et overblik over hvilket socialt udgangspunkt de unge har, og hvilke konsekvenser det kan få for deres fremtidige liv. Jeg vil bruge Guldagers model som et udgangspunkt for systemets socialfaglige vinkel til de unges problematikker og gennem både begreberne og modellen analysere mig frem til første del af min problemformulering og dermed også få en ide om helhedssynets betydning for de unge.
14
For at svare på anden del af min problemformulering – Hvordan forbereder man de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år, vælger jeg at gøre brug af Honneths anerkendelsesteori. Jeg inddrager denne teori, fordi den kan give et overblik over, hvordan man forbereder de unge til deres selvstændige tilværelse både på det praktiske, men også på det mentale niveau.
Pierre Bourdieu Pierre Bourdieu (1931-2002) var en fransk sociolog og en af de mest betydningsfulde i det 20. århundrede. Ifølge ham selv, skal hans begreber om habitus, kapital, symbolsk vold, social ulighed, marginalisering osv., ikke forstås som en stor forkromet teori, men i stedet som et tænkeredskab, der tager form i forbindelse med empirisk forskning. På denne måde giver begreberne mulighed for at skabe en sammenhæng mellem teoriudvikling, empirisk analyse og begrebsreflektion. Begreber, der er udviklet i en sammenhæng, kan derfor sættes i spil i andre sammenhænge og nye facetter af begreberne kan udvikles. Dette gør begreberne refleksive og gør det muligt at analysere/diskutere problemformuleringen fra flere vinkler. (Wilken, 2006, s. 7-8).
Habitus Bourdieus begreb om habitus er ikke hans eget, men kan spores tilbage til Thomas Aquinas, og er en oversættelse af Aristoteles’ hexis-begreb. Bourdieus begreb om habitus kan fortolkes som et kulturbegreb, der understreger de dynamiske relationer mellem individet og det sociale. Det refererer både til individets mentale dispositioner, til erfaringernes kropslige forankring og til individernes sociale forankring. Habitusbegrebet er derfor ifølge Bourdieu stærkt generativt, da det er en slags transformerende maskine, som får os til at ”reproducere” de sociale forhold, vi selv har skabt, men på en relativ uforudsigelig måde, og som gør, at vi ikke bare kan bevæge os simpelt og mekanisk fra en viden om produktionsforholdene til en viden om selve produktet. (Wilken, 2006, s. 42-43). ”Habitusbegrebet forholder sig til det, folk gør med udgangspunkt i deres forståelse af den situation, de er i. Habitusbegrebet forholder sig også til, hvordan ”kultur” internaliseres i individer og naturliggør deres forståelser og handlinger”. (Wilken, 2006, s. 43, linje 6-9).
15
På denne måde retter begrebet opmærksomheden mod to samtidige og interagerende processer – 1) Individets tilegnelse af den viden, der gør det i stand til at handle meningsfuldt i verden (internalisering af de objektive strukturer) og 2) Individets omsætning af denne viden til praktisk handling (eksternaliseringen af internaliserede strukturer) (Wilken, 2006, s. 43). Ud fra habitusbegrebet kan der skabes et overblik over, hvilken social baggrund og forståelse de udsatte unge kæmper med, når de skal finde deres eget ståsted i livet og samtidig sørge for, at dette ståsted er et sikkert, selvstændigt og selvforsørgende udgangspunkt for deres voksenliv.
Felter og kapital Feltbegrebet beskriver de sociale arenaer som praksis udspiller sig indenfor. Bourdieu mente her, at individer deltager i en række sociale kampe om indflydelse og kapital, som udspiller sig inden for specifikke og relativt autonome områder, som hverken er baseret på de samme præmisser eller har det samme udbytte. Felter kan defineres både bredt og snævert, og kriteriet for dem er, at man kan påvise at der er noget på spil, som individet finder det værd at kæmpe om eller for. Felter kan derfor beskrives som arenaer, hvor der foregår sociale kampe, som konstitueres relationelt og hierarkisk inden for et større socialt system. (Wilken, 2006, s. 46). Der findes ifølge Bourdieu kulturel kapital, social kapital, økonomisk kapital og symbolsk kapital. Det kulturelle begreb er legitim viden, uddannelse og kompetencer, mens den sociale kapital omhandler familierelationer, netværker og forbindelser og den økonomiske kapital består af penge og materielle goder. Symbolsk kapital skiller sig lidt ud fra de andre, da dette begreb i højere grad refererer til evnen, til at udnytte de andre kapitalformer og til at omsætte dem til andre former for værdi, som fx moral. (Wilken, 2006, s. 46-47). Ved at se nærmere på Bourdieus begreber om felter og kapital kan vi få et overblik over, hvilke sammenhænge de udsatte unge skal agere i og hvordan deres opvækst i egen familie, uden for eget hjem og i systemet har indflydelse på deres muligheder, for at opnå kompetencer på lige fod med deres jævnaldrende.
Jens Guldagers model om helhedssyn Det sociale arbejde består af 4 hjørnesten – 1) Helhedssyn, 2) Etik, 3) Kommunikation og 4) Systematisk sagsarbejde. Ifølge Guldager er helhedssynet det mest centrale af de 4 fælleselementer, da det ikke hjælper noget, at socialrådgiveren kan arbejde systematisk med sit arbejde, kan kommunikere med sine omgivelser og ikke mindst centralisere sine etiske overvejelser,
16
hvis udgangspunktet er et snævert helhedssyn. Omvendt er helhedssynet heller ikke tilstrækkeligt, i og med at socialrådgiveren er praktiker – man skal altså være i stand til at omsætte sit helhedssyn. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 31). Guldagers model for helhedssyn bygger på 3 ideale fordringer. 1) At begribe og forstå baggrunde for og sammenhænge mellem menneskers sociale problemer, ressourcer og behov. 2) At kunne koble problem, ressource og behovsforståelsen sammen – med opgaven som hjælper, rådgiver, advokat eller igangsætter. Og 3) At kunne omsætte disse forståelser i handling og behandling over for klienter, det sociale system og det omgivende samfund. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 33-34). Ved at inddrage Guldagers model om helhedssyn, får jeg mulighed for at få en forståelse for, hvilke elementer den unge er underlagt fra systemets side af, i deres ageren mod en selvstændig voksentilværelse og samtidig giver det mig mulighed for, at svare på, hvordan man gennem helhedssynet kan bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge.
Axel Honneth Honneth betegner anerkendelseskampe, som kampe om anerkendelse af den værdi, individet tilskriver sig selv i forhold til familien, retsordenen og samfundet. Med betegnelsen ”kamp” menes der, at man skal kæmpe for den gensidige anerkendelse – den er altså ikke givet på forhånd. Udgangspunktet vil altid være ulighed, hvor den ene part undertrykker den anden. Centralt for teorien er den antagelse, at menneskers identitet først igennem anerkendelse bliver virkelig. Det er dermed også de fællesskaber, som mennesker indgår i, der afgører, hvad der kan anerkendes og hvad der dermed også bliver til virkelighed. (Højlund & Juul, 2005, s. 22). Honneth bygger sin teori op omkring moralsk motiverede kampe, hvor drivkraften er menneskers manglende sociale anerkendelse. Evnen til at fungere som et socialt vellykket individ, afhænger af anerkendelse som bekræftelse af autonomi og individualitet. (Højlund & Juul, 2005. s. 25). Ved at inddrage Honneths anerkendelsesteori, kan jeg skabe et overblik over, hvordan man som samfund/system kan give de unge både en negativ og positiv indvirkning på deres identitet og hvordan det kan påvirke forberedelsen af deres voksentilværelse.
17
Kapitel 6 – Analyse Jeg vælger at analysere mig frem til en besvarelse af min problemformulering i den rækkefølge den er stillet op, for på denne måde at få det bedste overblik over min analyse og samtidig skabe en god overgang til min konklusion. Undervejs inddrager jeg den relevante teori, som nævnt i mit foregående afsnit, for til sidst at lave en delkonklusion på både første og anden del af problemformuleringen. Min problemformulering lyder – Hvordan kan man gennem helhedssynet i det sociale arbejde bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge? Og hvordan forbereder man de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år?
Pierre Bourdieu Som jeg har nævnt i indledningen af min opgave, så er tidligere anbragte unge, socialt udsatte på mere end én måde. Deres start på livet kan have haft et tumult udgangspunkt, samtidig med, at der for manges vedkommende gælder det faktum, at deres netværk og relationer til andre er meget begrænset og de derfor ifølge Bourdieu mangler social kapital. Ud over, at de kan have svært ved at indfinde sig i samfundet, så skal de som 18-årige også så vidt muligt være klar, til at stå på egne ben og få en økonomisk kapital i form af selvforsørgelse. Dette kræver vi af dem, selvom tidligere undersøgelser viser, at overgangen til voksenlivet for disse unge, kan indeholde manglende økonomisk kapital i form af uholdbare boligforhold, dårlig sundhed, ingen uddannelse, i nogen tilfælde misbrug og psykiske vanskeligheder, samt ensomhed. Alt dette er igen medvirkende til, at de ingen social kapital har og dermed ikke den ønskede økonomiske kapital og derfor bliver tilværelsen for de unge hurtigt en negativ ring uden ende.
Ifølge Bourdieu retter habitusbegrebet opmærksomheden mod to samtidige og interagerende processer, nemlig individets tilegnelse af den viden, der gør det i stand til at handle meningsfuldt i verden og individets omsætning af denne viden til praktisk handling. (Wilken, 2006, s. 43) De unges muligheder for at lære, forstå og agere i det samfund de lever i, er derfor betonet af deres start på livet og den opvækst de efterfølgende har haft. Har deres opvækst været problemfyldt har det indvirkning på deres habitus og deres sociale kapital. Har deres opvækst været som alle andre jævnaldrende, så har det også en effekt på habitusen og den sociale kapital. Det sociale liv er ikke forudsigeligt og individer improviserer sig i høj grad gennem tilværelsen, 18
som den former sig. Her udstyrer habitusen dem med en måde for, hvordan de opfatter, forstår og handler i bestemte situationer. Vi er altså som individer udstyret med en generaliseret forforståelse for, hvordan vi skal handle. Dog er det vigtigt at huske, at habitus er foranderlig og ikke deterministisk, for selvom man har haft en dårlig opvækst, kan man godt lære at begå sig alligevel.
Habitus er et produkt af socialisering, og navnlig den tidlige socialisering er vigtig for dannelsen af de dispositioner, som individer vil handle i forhold til. I den tidlige barndom sker en overvejende ubevidst internalisering af objektive strukturer gennem erfaring snarere end gennem forklaring. Vi tilegner os en forståelse af, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert, muligt og umuligt uden at det er helt klart, at det er en læringsproces. (Wilken, 2006, s. 43, linje 25-29 og s. 44, linje 1-2)
Ifølge Bourdieu er socialisering og især den tidlige socialisering utrolig vigtig for dannelsen af vores forforståelse. Det vi ved, har vi erfaret gennem egne oplevelser, fremfor at få en forklaring og dermed også en forståelse af, hvorfor tingene er som de er. Den læringsproces, som vi er blevet en del af, er ubevidst tilegnet, da vi senere i livet fortrænger eller glemmer den. Dermed er habitus ikke en sindstilstand, men en kropstilstand, og det sociale bliver indlejret i kroppen og får betydning for både vores erindring såvel som vores praksis. (Wilken, 2006, s. 44). For de udsatte unge kommer dette til at betyde, at hvis deres tidlige socialisering har været mangelfuld og de samtidig oplever vanskeligheder i deres teenageår, får det konsekvenser i deres læringsproces i form af manglende uddannelse – kulturel kapital, manglende venner eller de forkerte venner – social kapital, som de ikke kan bruge senere hen i livet til at etablere et rigtig netværk, der fx kan hjælpe dem, med at få et arbejde – økonomiske kapital.
Ifølge projektkoordinatoren for Second Chance, er de unge hun møder i projektet, ikke forberedt på den tilværelse, der venter dem. De har brug for en hjælp, til ting som de ikke selv kan finde rundt i og hvor de mangler et netværk, der kan hjælpe dem – altså den sociale kapital. (Bilag 3, s. 38) Projektkoordinator: ”Jeg kan sige, at dem som jeg møder i Second Chance, det er unge som ikke har været klædt på til rigtig mange ting og særligt i forhold til det med at håndtere deres økonomi og i forhold til i det hele taget, at klare en voksentilværelse med de udfordringer det nu giver på forskellige måder”. (Bilag 3, s. 37, linje 17-20). 19
Bourdieus habitusbegreb kommer her i spil, da de unges læringsproces i forhold til at klare dem selv, er mangelfuld og ikke giver dem de tilstrækkelige kompetencer de skal bruge, for at kunne mestre deres egen hverdag, uden hjælp fra systemet. Da vi som individer samtidig får det sociale indlejret i kroppen helt fra barnsben af, er det utrolig vigtigt, at det sker med udgangspunkt i en tryg og omsorgsfuld socialisering. De unge har derfor ikke i deres opvækst, fået indlært igennem habitus, hvordan man skaber gode relationer og på denne måde kan skabe en stor social kapital. Projektkoordinator:”(…) Fordi der er jo noget helt fundamentalt hos de her børn som de slet ikke får med sig, og man kan jo aldrig erstatte en mor eller en far, og den kærlighed som man nu engang kan få med den vej. Man kan godt give de her børn og unge noget af al det med, som man almindeligvis får i en familie, men det kræver at det miljø man tilbyder dem som erstatning for familien, har den oprigtige bagtanke med at gå ind i det”. (Bilag 3, s. 38, linje 21-25).
Ifølge projektkoordinatoren er det i den individuelle og den samfundsmæssige habitus, at de helt store problematikker befinder sig. I servicelovens § 76, står der, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse, herunder at have fokus på at understøtte den unges kulturelle kapital i form af uddannelse, der skal omsættes til økonomisk kapital ved beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, som fx anskaffelse af selvstændig bolig. Og generelt hænger denne paragraf ikke særlig godt sammen med de unge, hun møder gennem Second Chance. Projektkoordinator: ”Det er måden man tolker det på i kommunerne i forhold til den her (paragraf), der vælger man jo nogle løsninger man har til rådighed, der er systemet jo ikke så fleksibelt, kan man sige, så man kan kigge voldsomt meget individuelt på den enkelte, tænker jeg”. (Bilag 3, s. 40, linje 16-18). Projektkoordinator: ”Jeg tænker at det ikke er så individuelt som det egentlig burde være. Det er måske det, der er problemet med den hjælp, som man tilbyder, i et forsøg på at overholde de her paragraffer”. (Bilag 3, s. 40, linje 28-30)
20
Projektkoordinatoren siger derudover, at hun ikke er overrasket over de problemer hun møder hos de unge, men derimod er overrasket over, at man som samfund ikke for længst har udviklet nogle redskaber, som gør at de unge kan blive hjulpet bedre på vej, da vi som samfund og system har været med til at opbygge de udfordringer, som er en realitet i rigtig mange af de unges tilfælde. (Bilag 3, s. 41). Dette bliver understøttet af interviewet med ungerådgiver A, som giver udtryk for den risiko der kan være, ved allerede at skulle tage stilling til, hvad der skal ske med den unge når han eller hun fylder 18 år. Ungerådgiver A:”(…) Jamen, jeg synes jo at der er en risiko for, at vi ikke får hjulpet dem godt nok eller på den rigtige måde, fordi man skal tage stilling på det her tidspunkt. (…) hvis man skal se det i det perspektiv, at vi skal gøre dem selvhjulpne osv. osv., så kan der ligge rigtig meget godt i, at vi også skubber dem forsigtigt og at der er den chance for, eller at der er den mulighed for, at der fra 18 til 22 er den mulighed for, at der kan vi dog følge dem lidt og sige at de kan flyve. (…) men dem der fx har været anbragt hele deres liv og så siger vi ”nu er det nu”, og ”nu skal I videre”, (…) ja… der har vi som system nok ikke altid været dygtige nok til at forberede dem på, at det her altså ville komme til at ske. Så der er i hvert fald nogen af dem, synes jeg, som man er kommet til at svigte”. (Bilag 5, s. 52, linje 18-28).
I mit andet interview med ungerådgiver B, gives der udtryk for, hvor svært det er, at skulle vurdere ud fra en lovgivning der ligger op til skøn, frem for egentlige regelsæt omkring det at tage stilling til behovet for efterværn hos den unge. Især, da efterværn er af kortere varighed og man skal ind og vurdere, om det kan give tilstrækkeligt udvikling, for at blive bevilget. (Bilag 6, s. 66). Ungerådgiver B: ”Det skal give mening og den unge skal være selvkørende. Og hvis ikke han eller hun er det den dag de fylder 18 år, det er der jo ikke ret mange af dem der er, så må vi jo finde en løsning, så de kan blive selvkørende”. (Bilag 6, s. 65, linje 14-16).
Systemet ser altså, at den unge gerne klarer sig selv, når de fylder 18, også selvom de ved, at der ikke er ret mange af dem, der er klar til dette. Ungerådgiver B fortæller også, at hvis de ikke er klar, så må man finde en løsning, for der er nogle basale ting, der skal være på plads, inden en ung kan komme ud for sig selv. 21
Ungerådgiver B: ”Der er jo nogle helt grundlæggende ting, der skal være på plads. Altså, sådan noget som at kunne styre sin økonomi og passe sin uddannelse eller arbejde eller hvad det nu er, det er sådan nogle helt grundlæggende ting, der skal være på plads. Og vedkommende skal også helst være ude af eventuelle misbrug og sådan nogle ting. Men det er rigtig svært at vurdere, synes jeg. (…)”. (Bilag 6, s. 65, linje 24-28).
Man forventer en vis kapital hos de unge, både af økonomisk, social og kulturel art, som man af erfaring ved, at det kan være svært for dem at opnå. Og for hver ung, er det en individuel vurdering, der afgører, om de er i stand til at opnå selvstændighed ud fra de kapitaler de har med sig. Ungerådgiver B siger, ”Der er så mange mærkelige ting, der kan komme ind fra højre, og vende det hele på hovedet”. (Bilag 6, s. 65). Dette er et udtryk for, at man aldrig ved, hvad man kan forvente af de unge og at selvom man har en ide om, hvor de ligger henne i systemet, så kan den ændre sig fra den ene dag til den anden. Interviewer: ”Har du nogen sinde været i tvivl om, hvorvidt en ung har opfyldt betingelserne til efterværn”? Ungerådgiver B: ”Ja. Jamen, det er jeg konstant. Jeg er konstant i tvivl om, om de hører til i efterværnsmålgruppen eller om de hører til og skal over i Social & Sundhed eller over i et andet regi”. Interviewer: ”Hvad er det, der gør at det er svært at finde ud af”? Ungerådgiver B: ”Det er en vurdering jeg skal tage ud fra ressourcer og forventede behov. Det synes jeg er skide svært”. (Bilag 6, s. 66, linje 14-19). Habitus betegner en socialiseret krop, en struktureret krop – altså en krop der har tillagt sig strukturerne i den verden, den lever i. (Prieur & Sestoft, 2006, s. 39). Hvis samfundet ikke er bevidst om den påvirkning den har på fx udsatte unge, og systemet samtidig ikke er dygtige nok til at omsætte samfundets værdier og normer til noget som den unge kan forholde sig til, så vil de unge få problemer med at opnå den ønskede selvstændige tilværelse, som samfundet forventer af dem. De unge vil opleve, at de i deres bestræbelser på at ”overleve” hverdagen, vil problematiseres af deres habitus både på det sociale, det kollektive og det samfundsmæssige plan, da de ydre strukturer er blevet til indre strukturer, der laver mentale skemaer for opfattelse og inddeling af verden. (Prieur & Sestoft, 2006, s. 39). Da systemet samtidig finder det svært at vurdere de unge, kan dette være medvirkende til, at man fra samfundets side påvirker deres 22
sociale og kulturelle kapital, som de dermed får svært ved at omsætte til økonomisk kapital og dermed bliver det svært at opnå denne ønskede selvstændighed hos de unge.
Verden erfares altid fra en bestemt position i et socialt rum, og den måde, man er mand eller kvinde på, i denne bestemte fraktion af en social klasse, i denne etniske gruppe, i denne historiske periode, på dette geografiske sted osv., vil sætte et dybt præg på disse personer, der vokser op under disse bestemte betingelser. (Prieur & Sestoft, 2006, s. 40, linje 1-5).
Bourdieus begreb om habitus bliver derfor vigtig at have i baghovedet i arbejdet med de udsatte unge, da deres historik er vigtig information i forhold til deres forudsætning for at klare sig bedst muligt i verden. Uanset hvilken historik de unge måtte have, er der tale om habitus, som støtter op om den sociale baggrund og forståelse de unge kæmper med, når de skal finde deres plads i samfundet.
Habitusbegrebet beskriver baggrunden for og rammerne om individernes praksis, hvor feltbegrebet kigger nærmere på de arenaer, som praksis udspiller sig inden for. Felter defineres i forhold til bestemte kapitalformer, som det gælder om at besidde og akkumulere og her bruger Bourdieu som tidligere nævnt også kulturel og social kapital. (Willen, 2006, s. 46). Ifølge Bourdieu, udkæmpes kampene om kapital i et bestemt felt og kan ikke reduceres til kampene i andre felter. Fx vil kampen om kapital i skolegården ikke være den samme som kampen om kapital på universitetet – de handler ikke om det samme og vil derfor heller ikke foregå på de samme præmisser. Dette vil også betyde, at kampen om kapital i det ene felt ikke bestemmer kampen i andre felter, selvom felterne er relateret til hinanden i en hierarkisk orden i forhold til værdien af den kapital der kæmpes om. (Wilken, 2006, s. 48). For de unge, vil det få betydning for den måde de agerer rundt i deres forskellige arenaer på. De er opvokset med en habitus om, at deres sociale baggrund giver dem en forståelse for, hvordan de skal forholde sig til verden. Samtidig er der et kapitalbegreb, der giver dem en viden om, at kampen om feltet skal være værd at kæmpe for. Det skal altså give mening for de unge, at høre til i en bestemt arena. Gør det ikke det, er der ikke noget at kæmpe for og de opnår derfor heller ingen kompetencer i forhold til deres selvstændige liv.
Man kan således slet ikke deltage i et felt, hvis man ikke accepterer de spil, der er i gang. Og man kan heller ikke deltage, hvis ens kapital ikke accepteres som gyldig af de andre 23
spillere. (…) Et hvilket som felt er defineret ved nogle helt grundlæggende regler, som spillere i feltet må acceptere. Bourdieu omtaler disse regler som feltets doxa. (Wilken, 2006, s. 50, linje 14-16 + 23-25).
Hvis vi som samfund er i tvivl om, hvordan vi vurderer de unge og deres ressourcer og behov, samtidig med, at vi er i tvivl om, hvad det kræver af de unge, før at de har et behov for støtte, så fastholder vi dem i bestemte arenaer, som vi derfor har lært dem at agere i, fremfor at de opnår denne erfaring på egen hånd.
Guldagers model om helhedssyn Hvis vi holder Bourdieus begreber om habitus og kapital op mod Guldagers model om helhedssyn, vil vi se en parallel mellem deres måder at tænke på. Guldagers model består af 6 kasser, som indeholder 1) Samfundsmæssigt pres, levevilkår og sociale forhold. 2) Risikogruppe. 3) Individuel modstandskraft. 4) Individets måde at forholde sig til egne oplevelser og følelser, egen erkendelse af oplevelser og følelser, reaktionsmøde og fremtidsplan. 5) Socialrådgiverens hjælp og 6) Samfundsmæssig tilpasning. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 34). Jeg vælger, at uddybe nogle af kasserne, for at skabe et overblik over helhedssynets betydning for den unges selvstændighed. Disse 6 kasser er lavet med hovedvægten på Guldagers første ideale fordring – ”At begribe og forstå baggrunde for og sammenhænge mellem menneskers sociale problemer, ressourcer og behov”, der således danner ramme om Guldagers syn på helheden omkring borgeren. Kasse 1 giver udtryk for en meget almen og enkel tankegang – nemlig at et af de væsentligste udgangspunkter for et menneskes sociale problemer, er afhængig af de livsvilkår vi har. Vores ressourcer, muligheder og belastninger er derfor opstået ud fra vores placering i samfundet. For de unge vil det betyde, at deres udsatte opvækst er medvirkende til, at de ikke nødvendigvis kan klare sig selv i deres voksentilværelse. De materielle, sociale og kulturelle forhold, får betydning for deres måde at overleve i systemet, samtidig med, at det samfundsmæssige pres og belastninger giver risiko for sociale problemer. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 35). Dette giver et stort pres på systemets arbejde med et helhedsorienteret udgangspunkt for den unge, da flere elementer spiller ind over de unges muligheder for den ønskede selvstændige tilværelse, hvor de på bedst mulige vis kan klare sig selv og være selvforsørgende. For at opnå dette helhedsaspekt kræver det derfor også et rigtig godt kendskab til den unge, både i forhold til, hvad den unge kommer fra, hvor den unge er på vej hen og ikke mindst, hvor er den unge lige her og nu.
24
Interviewer: ”Hvor godt et kendskab har du til de unge, hvor du skal træffe en afgørelse om efterværn”? Ungerådgiver A: ”Jamen, jeg synes egentlig at jeg har et relativt godt kendskab. Men ja ja, det er jo ikke mig der har dem ude i verden og ser dem hver dag. Og jeg ved også godt, at dem jeg ser, der kommer her, de er som regel forberedt og har måske også været i bad i dagens anledning eller hvad ved jeg. De kommer jo også, for at få noget, kan man sige. De ved godt, at der ligger noget på spil her”. (Bilag 5, s. 59, linje 7-12). Ungerådgiveren er bevidst om, at hun måske ikke møder det ”rigtige” billede af den unge, til deres samtaler. Selvom hun indhenter informationer om den unge fra fx plejefamilie, opholdssted, UU-vejleder og andre relevante relationer, så får hun stadigvæk et billede af den unge, som måske ikke 100 % lever op til de livsvilkår den unge kommer fra. Dette kan få betydning for helhedssynet omkring den unge, da systemet i lige så høj grad må vurdere ud fra hvad de ser, som ud fra hvad de har på skrift.
Guldagers 3. kasse omhandler en forståelse for, hvordan og hvorfor nogle mennesker klarer presset fra deres livsvilkår. Tankegangen er igen simpel og består af en ide om, at har du ressourcer og modstandskraft, så kan du modstå pres og belastninger uden at få sociale problemer. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 36). Blandt de vigtigste sociale ressourcer ligger tilknytning til andre mennesker, og som tidligere nævnt har de udsatte unge ofte intet eller meget begrænset netværk. Problematikken i denne kasse er, at for de unges vedkommende vil de ikke kun være udsat for belastninger og have modstandskraft i større eller mindre grad, men de vil samtidig forholde sig til pressene og deres egne ressourcer og handle i forhold til dem. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 3637). Dette kommer i forlængelse af deres habitus og den måde de agerer inden for forskellige felter, for at opnå de ønskede kapitaler. De vil forud for ethvert problem allerede have en ubevidst model for, hvordan de som udsat menneske skal forholde sig til situationen.
Man kan også sige, at mennesker vælger at handle og mestre deres livssituation på meget forskellig vis, og at disse valg er frie i den betydning, at der altid er forskellige valgmuligheder i den givne situation med de givne belastninger og muligheder. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 37, linje 6-8).
25
Selvom de unge er bundet af deres habitus og kapital, så er det stadigt muligt for dem, at bryde deres egne negative forventninger, til deres kommende voksenliv, på trods af deres udsatte opvækst. Til dette må systemet træde i karakter og sørge for, at alle elementerne i helhedsmodellen er tilstrækkeligt oplyst.
Selvom jeg ikke har beskrevet alle 6 kasser i Guldagers model, giver den os stadig et billede af, at mangler en af elementerne i helhedsbeskrivelsen, så vil man i arbejdet med de unge mangle en viden, der er nødvendig, for at kunne omsætte denne, til handling eller behandling. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 34). Ud over, at man som ansat i systemet er underlagt nogle udgangspunkter for et fælles helhedssyn, inddrager man også sit eget livssyn, ud fra overordnede menneske- og samfundssyn, der hviler på egne livserfaringer, egen teoretisk orientering og kundskaber, empirisk viden og erfaringsbaseret kundskaber, som man har erhvervet gennem tidligere arbejde, med fx udsatte unge. (Ejrnæs m.fl., 2004, s. 47). Helhedssynet bliver derfor skabt ud fra, hvad samfundet fortæller er normen for det helhedsorienterede arbejde, samtidig med at man som individ inddrager sine egne livserfaringer og laver en vurdering af problemer, ressourcer og behov hos de unge, med et udgangspunkt i samfundsmæssig, teoretisk og personlig baggrund.
Delkonklusion på Bourdieu og Guldager Alle er styret af habitus, felter og kapital og dette gælder også for de udsatte unge, der står over for et spørgsmål om, hvorvidt de har behov for efterværn eller ej. Dette har også indflydelse på arbejdet med helhedssyn omkring den unge, da rigtig mange elementer spiller ind over den unges liv, både på det personlige- og det samfundsmæssige plan og især i forhold til, hvordan systemet skal arbejde med den unge. Styringen af habitus, felter og kapital, kan derfor gøre det svært for systemet at opretholde et ordentligt helhedssyn i arbejdet og dermed også opnå, at den unge får den ønskede udvikling, man har sat som mål for en selvstændig og selvforsørgende tilværelse.
Honneth Kommunen bruger en række instanser i deres arbejde, med at forberede de unge til en selvstændig voksentilværelse. Og allerede fra de unge er 16 år, skal de lave en målgruppevurdering, for at få en ide om, hvilken gruppe de unge ligger i. De har halvårlige netværksmøder, hvor arbejdsmarkedscentret bliver involveret og også Social og Sundhed, hvis man vurderer, at de hører til hos dem. (Bilag 6, s. 64). 26
Ungerådgiver B: ”Målgruppe 1, det er dem hvor vi forventer, at de bare stryger lige igennem og klarer sig selv. Målgruppe 2, jamen det er dem, hvor man kunne forvente at de måske ville have brug for kontanthjælp, når de fylder 18 år. Og målgruppe 3, det er dem der skal over i Social & Sundhed. Men det er sådan lidt afhængig af, hvor vi vurderer at de kommer til at høre til. Men det er ved 16 år, at vi som udgangspunkt skal starte med at vurdere dem”. (Bilag 6, s. 64, linje 5-9).
Ungerådgiver B fortæller herefter, at det ikke er nemt at vurdere en ung allerede fra de 16 år. Det er for hende svært, at skulle lave en vurdering på, hvad det vil ende ud med for den unge. Ungerådgiver B: ”Det er en ret voldsom vurdering at skulle tage, selvom man kan lave den om. For det står trods alt, hvis jeg har vurderet en, til at være i målgruppe 3, og det så bare kommer til at gå fantastisk for vedkommende. Det står stadig i en sag, at jeg har vurderet og tænkt sådan om den unge”. (Bilag 6, s. 64, linje 10-13).
Honneth skelner mellem 3 former for gensidig anerkendelse, som er nødvendige for en vellykket identitetsdannelse og dermed også en del af forberedelsen til de unges voksenliv. Den første form for anerkendelse handler om de primære menneskelige relationer – altså relationer i forhold til familie og venskab. Det er en følelsesmæssig og kropsbaseret anerkendelse. Den anden form er den retslige, hvor ret kun er ret, hvis den anerkendes som ret. Hvis der i samfundet ikke er reel anerkendelse af det enkelte individs ret og værd, så nytter det ikke meget med formelle rettigheder. Og den tredje form for anerkendelse er social værdsættelse – et begreb der rummer et udviklingspotentiale, som har ført til øgede behov hos den enkelte for social værdsættelse og livsstil. (Højlund & Juul, 2005, s. 25-27). Som system skal vi dække alle 3 behov for anerkendelse, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om, at forberede de unge til deres nye tilværelse på egne ben. Ungerådgiver B fortæller, at det er svært at vurdere de unge, når de ikke er ældre og man samtidig allerede tidligt i deres liv, skal have en ide om deres udviklingspotentiale. Derfor bliver det ekstra vigtigt, at sørge for at de unge bliver anerkendt i deres hverdag, både gennem relationer til andre, igennem samfundets syn på dem – altså også gennem sagsbehandlerens øjne og sidst, men ikke mindst, sørge for at de opnå anerkendelse gennem social værdsættelse. Hun fortæller også, at hvis hun har unge, der er anbragt i plejefamilie, så bruger hun plejefamilien, som aktør i forberedelsen af de unge. Det samme gælder, hvis den unge er anbragt på opholdssted. 27
Ungerådgiver B: ”(…) vi har jo de her samtaler hvert halve år og så begynder vi at tage den med plejefamilien eller fx opholdsstedet eller hvad det nu kan være, at så er der jo nogle ting de skal begynde at forberede på, altså netop at have budgetkonto og alle de her ting. Og forberede dem på, at den dag du fylder 18, så vælter det ind i postkassen med breve du skal tage stilling til fra banken og kommunen og alle mulige ting”. (Bilag 6, s. 66, linje 29-32 + s. 67, linje 1).
Kommunen bruger de tætte relationer til at medvirke til den gode overgang til voksenlivet og opbygger samtidig social kapital, da de sætter ”kendte” relationer i de unges liv, til at hjælpe dem med at opbygge et grundlag for deres kommende selvstændighed. Denne relation bliver vigtigt for den unge, da han eller hun gennem en balance mellem selvstændighed og emotionel binding kan opnå et positivt selvforhold og dermed også muligheden for en udvikling af deres selvtillid, som igen vil gøre det muligt for dem, at kunne klare sig på egen hånd. (Højlund & Juul, 2005, s. 26). Selvtilliden vil derudover medvirke til, at den unge kan handle, kommunikere og tage del i nære fællesskaber på egen hånd.
Til de 3 former for anerkendelse, svarer der 3 former for disrespekt i Honneths anerkendelsesteori, som alle truer med at nedbryde den personlige identitet eller det positive selvforhold. Der knytter sig til hver af de 3 anerkendelsesformer en tilsvarende mulighed for forskellige former for krænkelser, som viser sig gennem negative moralske oplevelser hos borgeren. Honneth kalder de 3 former for 1) Kropslige krænkelser, 2) Nægtelse af rettigheder og 3) Nedværdigelse af livsformer. Den første form omhandler fysiske overgreb på individet – altså krænkelse rettet mod individets kropslige identitet. Her bliver der sat spørgsmålstegn ved kærlighedens kontinuitet og det er derfor ikke den legemlige smerte der udgør krænkelsen, men bevidstheden om at man ikke bliver anerkendt. Den anden form for disrespekt er kendetegnet ved at man bliver frakendt bestemte rettigheder i fx et bestemt gruppetilhørsforhold, som gør at man som individ mister sin status som en værdig og ligeberettiget person – dette nedbryder individets selvagtelse. Den tredje form består i, at visse livsformer og virkelighedsopfattelser nedværdiges og tilskrives en lavere social status, i stedet for at anerkendes og understøttes som mulige og acceptable livsveje. (Højlund & Juul, 2005, s. 27-28). For at anerkende de unge og undgå disrespekt kræver det, at systemet ser dem som individer og husker, at hver ung har en unik historik med sig, som gør at deres livsverden ser ud, som den gør. Det er altså ikke nok, at vi erkender at de har en unik historik med sig, vi er nødt til at 28
anerkende historikken, for på denne måde at undgå en usynliggørelse af den unge. Ud over at se den unge rent fysisk, skal vi tillægge ham eller hende en form for anseelse. Dette kan være svært, da vi som system er underlagt nogle regler, som skal overholdes samtidig med, at vi arbejder helhedsorienteret om den unge. Ungerådgiver A: ”Men der er sådan en fare for, at vi sådan er mest optaget af, om vi kan få dem ud mere en måske… eller som system i hvert fald er, at man – fokus er nok mest på, hvor mange vi kan sluse ud, i forhold til nok egentlig at holde fokus på, om vi skal beholde dem”. (Bilag 5, s. 53, linje 4-7).
Både i indledningen af min opgave, men også i mit interview med Ungerådgiver A, påpeger jeg, at ”almindelige” unge fra en ”almindelig” opvækst ikke skal sluses lige så hurtigt ud i den selvstændige tilværelse, som de tidligere anbragte unge skal. De tidligere anbragte unge er 18 år, når de helst skal kunne klare sig selv, mens jævnaldrende unge i gennemsnit er 20 år, når det bliver deres tur til at stå på egne ben. Dette strider mod den forberedelse, vi som system skal sørge for, at de udsatte unge har med sig i bagagen. Ungerådgiver A: ”Det er jeg meget enig i. og det har vi diskuteret rigtig meget her, at hvorfor er det at det er vigtigt, eller hvorfor at vi pludselig stiller så store krav til dem, velvidende at de har nogle vanskeligheder med dem og dem har vi været bevidst om fra de var 0 til de er 18. I det sekund de er over 18, så tænker vi ikke så meget over hvor mange problemer de har, for nu skal de fanden gale mig ud og klare sig selv”. (…) (Bilag 5, s. 53, linje 28-32).
Systemet kan medføre disrespekt af den unge og dermed manglende anerkendelse, når fokus ligger på at få den unge sluset ud hurtigst muligt, frem for en måde der passer den unge individuelt bedst. Igen vil den unge opleve at blive usynliggjort i forhold til problemer, ressourcer og behov.
Delkonklusion på Honneth Gennem Honneths anerkendelsesteori kan man opbygge et anerkendende grundlag, som den unge kan bruge som udgangspunkt, for en forberedelse til livet som selvstændig voksen. Anerkendelsen er vigtig for den unge, da anerkendelsen gennem gensidighed skal opbygge en god
29
identitetsdannelse hos de unge. Kan dette ikke lade sig gøre, har systemet ikke formået at opbygge de relevante relationer i de unges liv, da det er dem, der står for denne del af de unges forberedelse til voksentilværelsen. Formår systemet ikke at overføre anerkendelse til den unge, kan det føre til disrespekt, som ikke opbygger den fornødne identitet, de unge skal bruge i deres bestræbelse på at stå på egne ben.
Kapitel 7 – Metodediskussion Forud for min opgave, havde jeg en klar ide om, at jeg ville undersøge måden systemet arbejder med de tidligere anbragte unge og deres muligheder for at klare en selvstændig tilværelse. Jeg havde en plan om, at jeg ville gå i dybden med lovgivningen på området og derfor var det også en stor del af fokuspunkterne i min interviewguide til ungerådgiverne. Under interviewet med ungerådgiver B, fik jeg dog ikke helt den empiri jeg havde håbet på, da hun i sin sagsstamme ikke har så mange unge, der er nået til spørgsmålet om efterværn. Interviewet blev derfor ikke så langt og uddybende, som jeg havde ønsket. Til gengæld blev interviewet med ungerådgiver A meget omfattende og der kom mange spørgsmål ind over, som jeg ikke havde planlagt. Både under mine interviews med ungerådgiverne og i det efterfølgende arbejde med at gennemgå den indhentede empiri, kunne jeg se, at jeg ikke havde været skarp nok på, hvad jeg egentlig ville undersøge, på trods af, at jeg forud for interviewene var tilfreds med min interviewguide. Dette medvirkede til, at jeg sent måtte ændre problemformulering og fokus i opgaven. Derudover måtte jeg også lidt sent, finde en informant mere, som modstykke til empirien fra de første interview. Dette kunne heldigvis lade sig gøre og jeg fik mulighed for at interviewe projektkoordinatoren fra Second Chance. Først efter dette interview havde jeg nok materiale til opgaven, og fik derfor mulighed for at besvare min problemformulering. Jeg havde forud for de første interview kun tænkt i lovgivning og ikke i teori. Dette var en ulempe, da jeg efterfølgende skulle pejle mig ind på, hvordan opgaven skulle analyseres og hvor jeg egentlig ville hen med analysen. Jeg nåede dog at have mine valgte teorier med i min sidste interviewguide og dette gjorde det muligt at drage paralleller til ungerådgivernes svar.
Kapitel 8 – Konklusion Jeg indledte min opgave med en undren over, hvorfor vi som samfund kræver at tidligere anbragte unge, så vidt muligt skal kunne klare sig på egen hånd, når de fylder 18 år, når vi først senere kræver det samme af deres jævnaldrende.
30
Dette lagde op til min problemformulering – Hvordan kan man gennem helhedssynet i det sociale arbejde bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge? Og hvordan forbereder man de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år? Jeg valgte i min analyse, at dele problemformulering op. I første del brugte jeg Bourdieus begreber om habitus, felter og kapital, samt Guldagers model om helhedssyn. Til anden del brugte jeg Honneths anerkendelsesteori.
Systemet sætter nogle retningslinjer for, hvilke rammer man som socialrådgiver skal arbejde inden for, i ens arbejde med tidligere anbragte unge. Samtidig kommer hver socialrådgiver med sin egen livserfaring, som skal forbindes både med lovgivningen, samfundets krav og ens teoretiske viden. Der er derfor mange aspekter der spiller ind, når man skal arbejde helhedsorienteret med andre menneskers liv. Ungerådgiverne giver udtryk for, at det for dem er svært at skulle vurdere de unge allerede ved de 16 år, og samtidig gerne lave den rigtige vurdering fra start af – også selvom der er mulighed for at lave den om. Samtidig giver projektkoordinatoren fra Second Chance udtryk for, at lovgivningen stadigvæk ikke tilgodeser de unge godt nok, med det formål at de skal være selvforsørgende i deres voksentilværelse. Alt for mange unge har brug for et projekt som Second Chance, på trods af, at vi gennem systemet burde have lavet et forebyggende arbejde, der gør at de kan klare sig selv.
Jeg må derfor konkludere, at til spørgsmålet om hvordan man gennem helhedssynet i det sociale arbejde kan bidrage til en forebyggelse af social og økonomisk marginalisering af de tidligere anbragte unge, ikke har et klart og entydigt svar, men at man derimod må finde en balance mellem hvad systemet kræver, hvad samfundet mener og hvad man selv som socialrådgiver har med sig af både faglige og personlige redskaber. Hos langt de fleste tidligere anbragte unge, er der problematikker ind over deres hverdag, som gør det helhedsorienterede arbejde særligt vigtigt i bestræbelsen på at give dem de bedste muligheder for social og økonomisk selvstændighed. Forebyggelse af de unges marginalisering skal derfor også være individuel og med et bredt syn på deres udviklingspotentiale. Noget som ungerådgiverne giver udtryk for, er med i deres overvejelser omkring efterværn, men som også er utrolig svært at tage stilling til, når de unge ikke er ældre, end de er. Det helhedsorienterede sociale arbejde starter altså tidligt, men er underlagt et systems retningslinjer der gør det svært, at se den unge som individ og samtidig som en del af en større gruppe. 31
På spørgsmålet til, hvordan man forbereder de unge til en selvstændig voksentilværelse efter det fyldte 18. år, må jeg konkludere, at dette også er meget forskelligt og afhænger af den enkelte situation, den enkelte socialrådgiver og den enkelte unge – stærkt forbundet af systemets retningslinjer. Ud fra min analyse er der ikke noget endegyldigt svar på, hvordan man gør, men mere en ide om, hvilke redskaber/foranstaltninger og relationer man benytter sig af. Fx nævner den ene ungerådgiver meget arbejdet med plejefamilierne og hvordan man beder dem om, at forberede den unge, så de på denne måde lærer tingene gennem en tryg og kendt relation. Den anden rådgiver går meget op i at lytte til den unge og høre, hvordan han eller hun selv mener, at tingene ser ud. Det sociale arbejde er derfor meget præget af individuelle vurderinger, som påvirker måden man griber tingene an på og hvor man vælger at ligge fokus. Dertil er hele arbejdet omkring den unge også afhængig af den unge selv og hvad den unge har med sig af historik.
Kapitel 9 – Perspektivering Der er som tidligere nævnt stadig behov for projekter som Second Chance og man kan derfor gå ind og diskutere, om man ville opnå en bedre forberedelse af de unges vej mod et selvstændigt voksenliv, hvis man gjorde større brug af frivilligbaseret projekter, før de unges 18. år. Der er en del unge, som ikke er klar til at stå på egne ben, når de når myndighedsalderen og dette ville måske kunne forebygges, hvis man havde indført en frivillig relation i løbet af deres teenageår. Dette kræver dog, at man får opbygget en relation mellem den unge og et nyt menneske og samtidig sikrer, at denne relation vil vare ved, så den unge ikke skal frygte et svigt fra en tæt/kendt relation. Helhedssynet i det sociale arbejde ville også få en ny dimension i form af relationen mellem ung og frivillig, da man ville skabe et ekstra udgangspunkt for, at lære/se/forstå den unge og måske endda opnå en bedre forebyggelse af social og økonomisk marginalisering.
32
Litteraturliste Bøger: Gilje, Nils & Grimen, Harald (2002). Samfundsvidenskabernes forudsætninger. København. Hans Reitzels Forlag. Harboe, Thomas. (2009). Indføring i samfundsvidenskabelig metode. Frederiksberg. Forlaget Samfundslitteratur. Højlund, Peter & Juul, Søren (2005). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. København. Hans Reitzels Forlag. Koester, Thomas (2005). Introduktion til psykologi. København. Frydenlund. Kruuse, Emil (2007). Kvalitative forskningsmetoder i psykologi og beslægtede fag. København. Dansk Psykologisk Forlag. Priuer, Annick & Sestoft, Carsten (2007). Pierre Bourdieu. En introduktion. København. Hans Reitzels Forlag. Socialstyrelsen (2012). Håndbog om Barnets Reform. Odense. Socialstyrelsen. Wilken, Lisanne (2006). Pierre Bourdieu. Roskilde Universitetsforlag.
Internet: http://www.statistikbanken.dk/UNGFLYT1 d. 28/12-13 http://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2010/2010-10-29-unge-hjemmeboende.aspx d. 28/12-13 http://www.kl.dk/menu/Farre-born-og-unge-bliver-anbragt-id139911/ d. 28/12-13 http://ast.dk/tal-og-undersogelser/tal-fra-ankestyrelsen/tal-fra-ankestyrelsen d. 28/12-13 http://ast.dk/tal-og-undersogelser/tal-fra-ankestyrelsen/tal-fra-ankestyrelsen d. 28/12-13 http://www.sfi.dk/rapportoplysninger-4681.aspx?Action=1&Newsld=3368&PID=9267 d. 28/12-
13
Lovgivning: Serviceloven
Andet: Medlemsblad – Socialrådgiveren, 03/13 33
Bilag 1 – Statistikker og tal
34
Bilag 2 – Interviewguide til projektkoordinator fra Second Chance 1. Hvor mange unge får på nuværende tidspunkt hjælp gennem Second Chance? 2. Hvor mange unge har fået hjælp eller rådgivning siden Second Chance startede i Nakskov? 3. Hvad består hjælpen af? – Hvad har de unge behov for, når de kontakter jer? 4. Har I et samarbejde med kommunen? (Børn & Unge) Hvad består samarbejdet af? I hvor høj grad samarbejder I om de unge, der har behov for efterværn? 5. Mener du, at kommunen gør et godt nok arbejde med at forberede de unge på en selvstændig tilværelse efter det fyldte 18. år? Ja – Nej – På hvilken måde? 6. Er der noget kommunen burde gøre anderledes i deres arbejde med unge og efterværn? 7. Oplever du, at tidligere anbragte unge ikke er klar til en selvstændig tilværelse, når de fylder 18 år? Ja – Nej – Hvor ofte? På hvilken måde? 8. Mener du, at det er for tidligt, for kommunen at slippe de unge, når de fylder 18. år? 9. De fleste unge fra almindelige familietilværelser flytter først hjemmefra, når de er omkring de 20 år, og der har de som regel stadig støtte fra deres netværk. Mener du, at man bør rykke grænsen for efterværn til senere end de 18. år, for unge der er tidligere anbragte og som i mange tilfælde ikke har et netværk at støtte sig op af? 10. Ifølge loven kan tidligere anbragte unge, vende tilbage til kommunen og få efterværn indtil det 23. år, oplever du, at det sker for dine unge? 11. Oplever du, at de unge er nok oplyst, omkring deres mulighed for at vende tilbage til kommunen og få efterværn? 12. Mener du, at med den lovgivning vi har i dag omkring unge og efterværn, at vi får hjulpet de unge der har behov for støtte? Ja – Nej – På hvilken måde? 13. Mener du, at lovgivningen er sat sådan sammen, at den inkluderer alle de tidligere anbragte unge, der har behov for støtte, eller falder nogen fra? 14. Hvordan ser du samarbejdet mellem de unge og kommunen? Er der noget der kunne være bedre? Fra den unges side? Fra kommunens side?
15. Her til sidst, er der noget du tænker, at jeg skulle have spurgt dig om? 35
Bilag 3 – Interview med projektkoordinator fra Second Chance Hvor mange unge får på nuværende tidspunkt hjælp igennem Second Chance? Lige nu er der 6 aktive.
Hvor mange unge har fået hjælp eller rådgivning siden Second Chance startede i Nakskov? Der er vi omkring, jeg har ikke fået de sidste tal, 27 vil jeg tro vi er henne på nu.
Hvad består hjælpen af? Jamen det kan, det er meget varieret, fordi det kan være alt lige fra nogle samtaler man sådan bare har brug for, nogle ting man bare har brug for at få snakket om og lige få sat på plads i sit hoved måske. Men det kan også være samtaler over rigtig lang tid, hvor man har mange ting man har brug for at få snakket om, og så bliver det mere et coaching forløb kan man sige. Så er der også nogle som har brug for noget rent praktisk hjælp, det kan være til at finde en bolig, eller til at få styr på noget økonomi, få noget rådgivning i forhold til nogle møder eller andet man skal deltage i. Så det kan være meget varierende. Det er meget forskelligt hvad de unge egentlig har brug for. Det skulle også have været mit næste spørgsmål. Hvad har de unge behov for? Det er meget forskelligt, sådan meget individuelt hvad den enkelte har brug for, men man kan jo sige at der er nogle ting der går igen. Det er meget i forhold til det der med, at finde noget bolig man har råd til at bo i, og så er det også omkring noget økonomi. De to ting fylder rigtig meget i forhold til nogle af de praktiske ting vi bruger tid på. Og så generelt kan man sige, at dem som henvender sig til os, er for de flestes tilfælde nogle ensomme unge, så de har også brug for at snakke, og brug for at få vendt nogle af de tanker, de gør sig.
Har i et samarbejde med kommunen? Vi har samarbejde på den måde, at man kan sige at alle sagsbehandlere i kommunen, både i Børn & Unge og i Voksen Jobcenter kender til projektet og vi har været ude ved dem, og er der ude sådan jævnligt og informere om hvad der nu sker og at vi har plads osv. Vi sender nyhedsbreve ud og sådan noget og de sender så nogle unge løbende. Man kan sige, de sender jo dem på den måde, at de fortæller dem at projektet eksisterer og giver dem vores materiale og sådan noget, og så enkelte gange er vi så måske over hos sagsbehandleren til et møde med den unge først for ligesom at give informationerne der og møde dem første gang. Men ellers sådan generelt, så er det nogle sagsbehandlere der ringer og siger at jeg har en ung og sådan og sådan og sådan. Nogle gange er det os der skal ringe til dem og nogle gange er det bare lige et spørgsmål om de kan ringe til os og få kontakt til os. Så på 36
den måde har vi kontakt med dem og samarbejder med kommunen. Plus at vi jo så også, altså vi hjælper jo også de unge i forhold til ansøgninger om økonomi og sådan nogle forskellige ting. Så der har vi jo også et samarbejde med nogle af de sagsbehandlere der sidder, og så har vi kommunen repræsenteret i noget der hedder en følgegruppe, hvor der sidder en chef for Børn og Unge og en chef for jobcenteret, som følger projektet løbende hele tiden. Der har vi sådan to halvårlige møder.
Mener du, at kommunen gør et godt nok arbejde med at forberede de unge på en selvstændig tilværelse efter det fyldte 18. år? Og på hvilken måde? Det er sådan rigtig tricky. Altså man kan sige, at de unge jeg møder, de har jo ikke været forberedt, ellers ville de jo ikke komme til mig kan man sige, eller til os i vores projekt. De kommer jo fordi, de har nogle ting de ikke selv har styr på, ikke selv kan finde rundt i og de mangler simpelthen netværket til at kunne hjælpe dem, og der er vi jo det trin der gør, at så kan man måske få hjælpen alligevel. Så man kan sige på den måde, så er der jo helt klart nogle som ikke er forberedt. Så man kan sige, at der er helt klart unge som ikke er forberedt på det liv der nu venter, når man skal ud og klare sig selv, fordi der er noget viden som de ikke har fået med sig. Og jeg kan jo ikke sige, at det er generelt, for jeg møder ikke alle de her unge, som kommunen laver efterværn på eller har haft anbragt. Jeg møder ikke alle dem. Jeg kan sige, at dem som jeg møder i Second Chance, det er unge som ikke har været klædt på til rigtig mange ting og særligt i forhold til det med at håndtere deres økonomi og i forhold til i det hele taget at klare en voksentilværelse med de udfordringer det nu giver på forskellige måder. De fleste af de unge jeg møder, er unge som enten igennem lang tid eller i hvert fald for en lidt længere periode, har været på kontanthjælp eller er. De fleste er på kontanthjælp, når jeg møder dem. Hvad er grunden så til, at det er nogle unge som ikke har fået bevilliget efterværn hos kommunen? Ja det kan jeg jo ikke vide, kan man sige. Vi har jo ikke aktindsigt eller noget som helst, vi har jo ikke adgang til nogle systemer, så vi kan ikke gå ind og se hvad der er gjort eller hvad der ikke er gjort før. Vi har kun det de unge selv siger, kan man sige. Vi har kun de unges ord. På den måde går vi ikke ind i deres sager eller noget, medmindre der er nogle der har ville have det, det har jeg ikke haft nogle der ville, så på den måde, så ved jeg jo ikke hvorfor man ikke har bevilliget hjælpen efterfølgende. Det kan også være at man har bevilliget en form for hjælp, men det har bare ikke været den, de har haft brug for måske, fordi de unge jeg møder, siger selv at de ikke har fået bevilget efterværn., Er der noget kommunen burde gøre anderledes i deres arbejde med unge og efterværn? Man kan sige, når de først er blevet unge så er det næsten for sent. Jeg tror der ligger noget 37
sådan helt fundamentalt i, når man i det hele taget starter en indsats over for de her, ja de er jo børn i de fleste tilfælde. I de fleste tilfælde er de gudskelov ikke blevet alt for gamle før man gør det, men de børn som nu engang får hjælpen, jeg møder stadig også dem som måske har haft det sværest og ikke får den hjælp de måske havde brug for kan man sige. Men det jeg ser er i hvert fald hjælp, der har været givet hvor det første ikke været tilstrækkelig. Men det har den som oftest ikke været helt fra starten af. Det er ligesom om, at man har prøvet sig lidt frem, det lyder forkert når jeg siger det, jeg mener det ikke uprofessionelt, men at man har prøvet sig lidt frem, for at se hvor lidt behøver vi at gøre. Og man kan sige en anbringelse er jo ikke nødvendigvis en rigtig god løsning på, at der er nogle problemer derhjemme, men det kan den være i en rigtig lang periode, der kan den godt være en løsning. Der er jo ikke noget videnskabeligt belæg for at sige at en anbringelse det er den bedste måde på at få børnene videre i livet, tværtimod kan man sige at der er rigtig mange anbragte unge som ikke kommer særlig godt videre i livet, men kan sige sådan generelt, at så tror jeg måske man er lidt for forsigtig i den indsats man gør, det er ligesom om, at man ikke rigtig tager skridtene fuldt ud og siger at der er nogle børn som virkelig har brug for noget hjælp, og vi er nødt til at give dem hele pakken, vi kan ikke bare tage en lille bid af pakken og tro at man redder dem der. Jeg ved at man også i dag, ret nyligt, sætter man nogle initiativer i gang, man udføre nogle af de ting som hjemmet, som forældrene derhjemme ikke selv kan finde ud af, så bringer man barnet hen på en institution og så får barnet madpakken der, og får lavet lektierne der, og får et bad, og så køre man dem hjem til forældrene igen. Jeg tror ikke på at den holder i længden. Jeg tror ikke at det er den rigtige måde at hjælpe de her børn, fordi det er jo noget helt fundamentalt hos de her børn som de slet ikke får med sig, og man kan jo aldrig erstatte en mor eller en far, og den kærlighed som man nu engang kan få med den vej, men kan man godt erstatte, man kan godt give de her børn og unge noget af al det med som man almindeligvis får i en familie, men det kræver at det miljø man tilbyder dem som erstatning for familien, har den oprigtige bagtanke med at gå ind i det. Den familie eller den institution der vil de her unger, og der tror jeg det er blevet sådan lidt, over længere tid, jeg tror det alt sammen er blevet institutionaliseret, det er blevet for professionelt alt sammen. Det er også det jeg kan høre på mange at de unge jeg også møde. Så har der været en mega god pædagog på et eller andet opholdssted som de virkelig har betroet sig til og som de har følt sig rigtig trygge ved og så er der gået en periode og så finder de ud af at vedkommende fortæller jo alt videre til sine kollegaer, fordi de skal jo alle sammen vide hvad der foregår. Og der slipper den. Så føler de ikke den samhørighed mere, og de føler et kæmpe svigt når de oplever sådan nogle ting, fordi det er jo lige præcis er det, de her børn og unge higer efter. De higer efter et voksent menneske som bare vil dem, som ikke har bagtanker. Det er bare 38
nogle som gerne vil dem. Det er jo det som de har manglet i deres liv. Og det er også det de står og mangler når I får dem? Det er det eneste, de kommer her for. Jeg kan huske en af de allerførste jeg mødte, af unge mennesker i vores projekt, han var 22 på det tidspunkt eller sådan noget, 22-23 år, som kom ind af døren og man kunne se på ham at han var sådan ret anspændt og det var jo selvfølgelig også sådan, hvad var det her nu for noget, og bla bla bla bla. Han havde haft en kontaktperson som havde fortalt ham om det, og som var gået med ham herhen. Og så snakkede vi lidt om det og sådan noget, og så siger jeg til ham at her kan du jo komme når du har brug for det, der er ikke nogen der fortæller dig hvad du har brug for, det er dig der bestemmer hvad vi skal bruge tiden til, det er dig der ved, hvad du kan bruge det til. Det eneste jeg gør, er om jeg tror på, om jeg kan hjælpe dig med det. Det er det eneste jeg gør. Jeg tager ikke stilling til hvad du har brug for, det ved du, det ved jeg ikke. Og så er det her noget der bliver ved så længe du selv har lyst og det er også noget som, det er dig der bestemmer, det er dig der bestemmer tempoet og det er dig der bestemmer hvor længe. Om vi tager hul på et problem der tager et halvt år så gør vi det. Og så faldt hans skuldre og det eneste han sagde var, at nu har jeg har jeg hele mit liv levet i et liv hvor alting var 3 måneder ad gangen, nu skulle vi gøre noget for et eller andet, nu skulle jeg lære og gøre sådan og sådan, og nu skulle jeg lære det og det og det. Hvor det hele tiden var en plan for 3 måneder af gangen, så blev det taget op og er nået så langt og har vi fået løst det vi skulle, eller skulle vi prøve igen i 3 måneder. Bare det der du siger, der ikke er noget med tid, hans skuldre faldt helt ned. Og han tænkte det lyder som om at komme i himlen, fordi han havde levet hele sit liv på tid, hele sit liv, og han var totalt stresset op og været det hele sit liv og kunne slet ikke få tingene til at hænge sammen, fordi hver gang han sad til møde med, da han var yngre, en børnesagsbehandler og senere var det i jobcenteret, han fik hele tiden af vide at de næste 3 måneder, og han sagde at før de 3 måneder overhovedet var gået i gang, så var jeg henne ved de 3 måneders slut, og tænkte det når jeg ikke. Der er nogle ting i, nogle måder og nogle metoder man bruger i systemet, som bare ikke egner sig til de her unge, og denne her har sat sig virkelig fast i mig, hvor jeg tænker hold da kæft, det er da umenneskeligt, det er bare her og det er bare unge som har været anbragt. Det her gør vi jo generelt, det er det hele tiden, uanset hvordan vi så behandler mennesker, så har det hele tiden noget med tid, og der er ikke noget at sige til at der er rigtig mange som ikke når det de bliver sat i udsigt til at skulle nå, hvis de allerede stresser inden de overhovedet er kommet i gang. Men oplevede du, at der var overensstemmelse imellem hans beskrivelse af at han ikke havde styr på sit liv og oplevede du så at han rent objektivt at der ikke var styr på hans liv. Havde han et sted at bo og fik han ordnet det han skulle nå? Nej han boede på gaden, han boede sådan lidt på må og få hvor han nu kunne komme til. Han havde ikke, der var 39
koks i han økonomi, han havde et forfærdeligt forhold til sin familie, og jamen der var mange ting, for han kunne ikke holde aftaler, han kunne ikke overskue tingene, han blev så hurtigt stresset. Og kørte op og han opgav faktisk før han var kommet i gang. Og et eller andet sted kan man næsten forestille sig hvordan hans hoved ville se ud indvendigt, hvis han har gjort sådan siden har var 10-12 år og så har haft den oplevelse af, at alt skulle være klar før det næste var sat i gang. Nu ved jeg ikke om du er bekendt med servicelovens §76, men den lyder jo således at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til unge i alderen fra 18 til 22 år når det må anses for at være væsentligt betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse, herunder at have fokus på at understøtte den unges uddannelse, beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, fx anskaffelse af en selvstændig bolig. Hvordan hænger den sammen med den dreng du beskriver der? Det hænger ikke særligt godt sammen. Det gør det generelt ikke med de unge jeg møder. Men jeg har jo stadig kun de unges version af hvad der er sket og ikke sket, så jeg kan jo stadig ikke vide 100%, om man har gjort noget eller ikke gjort noget kan man sige. Det man kan sige der er i det, er jo hvad man vælger som kommuner at bruge som løsning til at opfylde de her kriterier og i rigtig mange. Det er måden man tolker det på i kommunerne i forhold til den her, der vælger man jo nogle løsninger man har til rådighed, der er systemet jo ikke så fleksibelt kan man sige, så man kan kigge voldsomt meget individuelt på den enkelte tænker jeg. Det er sådan, jeg ser det. Om det er rigtigt, det er jo så noget andet noget. Og jeg tænker at man bruger, man vælger jo nogle generelle løsninger ofte i kommunerne, så man har en eller anden række af løsninger man kan tilbyde de unge, hvis de har brug for noget hjælp. Og i Lolland kommune ved jeg, at man i lang tid har kørt med at man tilbyder noget bolig til de unge og så får man en kontaktperson som kommer på besøg eller som man kan lave nogle aftaler med sådan jævnligt ikke. Nogle har jo faste aftaler om at de kommer en gang om ugen og hjælper i hjemmet, det kan være alt muligt, at få styr på et hjem i det hele taget osv., det kan også være nogle der kommer og henter et eller andet, og så er der måske noget aftensmad to gange om ugen og så kommer der en eller anden og måske deltager i det og måske hygger sig med de andre. Jeg tænker at det ikke er så individuelt som det egentlig burde være. Det er måske det der er problemet med den hjælp, som man så tilbyder, i et forsøg på at overholde de her paragraffer. Men er de problemstillinger som i modtager ude hos jer egentlig større end hvad I kunne have ønsket jer I skulle være der for? Man kan sige, at det er jo klart at nogle af dem har jo nogle større problemer med end nogle vi bare kan løse, når først man skylder 300.000 det kan vi jo ikke, vi har jo ikke 300.000, vi kan jo ikke hjælpe en ung med at komme ud af Ribers og få afdraget en gæld på 300.000, den er jo kommet. Det har vi ikke økonomiske 40
midler til det og man kan sige, at der er jo ikke bare lige sådan nogle hurtige løsninger, så har vi lige løst, den kan man sige. Det er jo noget der vil tage rigtig lang tid, men vi kan forhåbentlig være med til at sætte nogle ting i gang og sætte noget system i det, så tingene løser sig hen af vejen, kan man sige. Og sådan er der jo også andre ting, hvor det er så massivt, så der er nogle gange vi er nødt til at sige til de unge, ved du hvad jeg tror vi skal gå en tur til din læge og så kan vi se om vi ikke kan få lægen til at henvise dig til noget psykolog eller altså hvad det nu end er. Der er jo mange andre, der ligger jo lag i meget af det her som vi ikke skal arbejde med, kan man sige. Men det er jo klart at det kræver en vurdering af om vi tror på at det er noget vi kan gå ind i, fordi vi skal jo tænke på at hos os er det frivillige kræfter som går ind og hjælper til. Det jeg sidder der for, det er jo for at vurdere, hvad jeg tror på vi kan være med til at løse for de unge. Og så tilbyder jeg det, som jeg nu også gør i forhold til de unge. Men det er klart, jeg vil sige jeg har ikke været overrasket over de problemer jeg har mødt, det tror jeg heller ikke vi på nogen måde har været overrasket over det. Det man kan sige, det er måske, at der hvor vi måske nok er lidt overrasket, det er at man som samfund, det har ikke noget med den enkelte kommune at gøre, at vi som samfund ikke for længst har udviklet nogle redskaber som gør at de her unge kunne blive hjulpet bedre på vej, og det er jo ikke fordi at man kan sige, de har haft nogle særlige forudsætninger for at nå der hen hvor de nu står i dag og sådan er der også mange andre kan man sige, er endt det samme sted, ikke af de samme årsager, men også er endt de samme sted. Men i rigtig mange af de her unges tilfælde, der har vi jo selv været med til at opbygge de udfordringer de unge står med, altså som samfund, som system kan man sige, fordi det jo ligesom er på nogle områder, er det systemet der har overtaget den funktion som forældrene skulle have haft. Og der kan man sige, der syntes jeg, der er nogle områder hvor vi nok er overraskede over, at vi stadig ikke har fundet nogle løsninger på, at hjælpe de unge bedre.
Har du oplevet, at nogle af de unge I har hjulpet har fået etableret noget hjælp fra kommunen efter, eller indtil det 23. år? Nej, der er ikke nogle der har fået igangsat noget efterværn eller noget på den måde, efter vi er gået ind i noget her. Det er der ikke. Der er lidt den udfordring stadigvæk i, at når man fylder 18 så går man fra Børn & Unge og over i, og så bliver man lige pludselig voksen og så hører man under voksenregi, medmindre man er en af de unge, der klarer sig selv. Men så ryger man over i jobcentret og jeg tror ikke at, eller det ved jeg, det system er ikke indrettet til at arbejde med de unge, i forhold til om det hedder efterværn eller hedder alt muligt andet. Når man træder ind over i jobcenteret så handler det om at komme hurtigst muligt ud igen, for så skal man ud et andet sted. Og de ting man har til rådighed i et 41
jobcenter i form af hjælp, jeg ved ikke helt om man kan sige, fordi det har jeg ikke, for det kan jeg ikke sige sådan generelt, men måske er man som sagsbehandler i et jobcenter heller ikke helt sådan klædt på i forhold til måske lige præcis denne her gruppe af unge, at der faktisk ligger nogle andre muligheder for at hjælpe dem, det er jeg ikke så sikker på, at man er så opmærksom på. Jeg tænker bare om man overhovedet, det kan jo så både være jobcenteret og børn om unge og den unge selv og alle dem der er omkring dem, om man er opmærksom på at der er jo den mulighed under samme §, §76 stk. 4, hvor der står at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at støtten efter stk. 2 og 3 kan tildeles eller genetableres indtil det 23 fyldte år, hvis fx og der tænker jeg at nr. 2 jo passer måske rimelig godt for de unge du har, den unges situation ændrer sig, så der senere opstår et behov for støtte. Den bliver måske glemt alle steder. Jeg tror faktisk ikke at den bliver brugt. Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke at den bliver brugt. Der kan være enkelte der siger, jeg kan jo sagtens. Jeg kan jo sagtens mangle at møde dem, hvor den bliver brugt. Det gør jeg højst sandsynligt, jeg har ikke mødt nogen hvor den bliver brugt. Det der er, det er heller ikke noget der kommer, det er slet ikke det man har fokus på, når man taler om de her unge. Det store fokus er nu, at uanset hvem fanden du er, undskyld sproget, så skal du bare i uddannelse og har du problemer, det er der ikke noget at gøre ved, nu skal du i uddannelse. Det er det, der er formålet og så må du have en mentor i røven eller et eller andet og så skal du nok klare dig. Der er ikke plads til, at man har brug for tid eller rum eller noget, nu skal man bare være færdig og det skal være inden man er 30. Nu kan man også sige at lige præcis den lovgivning på det her området med efterværn det er jo decideret beregnet til den gruppe unge som har været anbragt, så man kan sige det er jo ikke fordi det er alle unge der har den mulighed for at få den støtte. Men det er jo stadig noget der kunne fremme deres, både deres beskæftigelses og uddannelsesmål. Og især med ham den unge som ikke har nogen bolig. Nej nej, men det er ikke noget, jeg tror ikke på, at det er noget man overhovedet har fokus på. Altså man har ikke fokus på at det er nogle særlige unge. De bliver behandlet ligesom alle andre unge.
Mener du, at det er for tidligt for kommunen at slippe de unge, når de fylder 18 år? Det er jo meget forskelligt. Der vil være nogle, som sagtens kan klare sig, og der vil også være nogle som har haft rigtig godt gavn af den hjælp de har fået. Dem møder jeg jo ikke, kan man sige, og da jeg slet slet slet ikke møder alle, så går jeg ud fra at der er rigtig mange som klare sig fint med den hjælp de har fået. Og også at der er nogle, når de fylder 18 der klare sig, men jeg møder også nogle som ikke har kunne klare sig og typisk er der jo noget hjælp, der holder op når man bliver 18. Og det kan man sige, at det er alene det, at de bliver slæbt fra et system til et andet 42
system. Jeg ved at man er opmærksom på at der er problemer i systemet, selv er man opmærksom på det og man er også begyndt at have noget samarbejde, og samarbejder med de unge fra de bliver 17 og til det 18 år og allerede der har noget, begynder at få noget enkelt at give, så man kan samarbejde på en anden måde, men altså der er helt klart nogle som skulle have haft hjælp, og som ikke får det.
De fleste unge fra almindelige familietilværelser flytter først hjemmefra, når de er omkring de 20 år, og der har de som regel stadig støtte fra deres netværk. Mener du, at man bør rykke grænsen for efterværn til senere end de 18 år, for unge der er tidligere anbragte og som i mange tilfælde ikke har et netværk at støtte sig op af? Man kan sige, det er jo umuligt at sætte en alder, altså i systemet måske, det ved jeg ikke, det kan jeg ikke gennemskue. Men i mine øjne er det jo i det hele taget mærkeligt at vi sætter en aldersgrænse for hvornår en hjælp den stopper, det kan man jo ikke sætter en aldersgrænse på. Jeg har mødt unge der er 24, men som af alder måske er 12, altså i deres måde at tænke på og være på, og måden de gør tingene på og sådan noget, der er de jo kun børn endnu, og kan jeg møde nogle som er 16, men som man skulle tro var 28, altså det kan man ikke. Jeg syntes ikke, det er noget man kan sætte alder på, fordi for det første så kommer det an på hvad man i det hele taget slæber med sig og så kan man sige, så er det jo også hvor godt lykkedes de ting man sætter i gang for at hjælpe dem. Så jeg syntes det er meget svært at sætte en alder på. Og jeg ved ikke om det hjælper noget, at man rykker en aldersgrænse i loven, fordi det er jo stadig individuelt, altså så kan man stå, hvis man flytter den til 22 år, så kan der stå en på 24 som kunne have haft brug for hjælpen. Så jeg syntes, det er rigtig svært i det hele taget at sætte en alder på. Vi har fået lov her i vores projekt, at udvide til 30 år, og det er vi rigtig glade for, fordi jeg har nogle på 27 som vi har hjulpet, selvom de ikke hørte under projektet, og de havde brug for det. Nu kan de være der kvit og frit og uden at føle at de er lusket ind af en bagdør, og det syntes jeg er rigtig godt, for de er slet slet ikke klar til det der liv. Det er de ikke fordi de har ingen, der er ingen, de har sagt farvel til familie og alting, fordi de har oplevet noget forfærdeligt, og de vil aldrig nogensinde have kontakt til dem igen og så er deres netværk altså bare totalt begrænset. Så den her alderstænkning den er så meget systematiseret af helhedssynet eller hele det der billede af hvordan de unge egentlig fungere, det bliver jo sådan lidt sat til side til fordel for om de høre ind under nogle bestemte kategorier. Ja.
Oplever du, at de unge er nok oplyst, omkring deres mulighed for at vende tilbage til kommunen og få efterværn. Altså de unge jeg møder er ikke interesseret i at vende tilbage til 43
kommunen. Så om de er oplyst, det kunne måske være ligegyldigt, for de er ikke interesseret i det. De vil ikke tilbage? Nej. Men de kommer til os, fordi de ikke har lyst til at indgå et samarbejde med kommunen. Men du har aldrig hørt om nogle, der har været opmærksomme på, at de godt kunne få efterværn, selvom de er, altså indtil det 23. år. Jo jeg tro,r at der er nogle enkelte som godt har vidst det. Det tror jeg, men jeg tror bestemt ikke at det er alle, men jeg tror at nogle har vidst det, det er helt sikkert.
Mener du, at med den lovgivning vi har i dag omkring unge og efterværn, at vi får hjulpet de unge, der har behov for støtte? Nej det ligger næsten i det jeg har sagt, for så var der jo ikke brug for os.
Mener du, at lovgivningen er sat sådan sammen, at den inkluderer alle de tidligere anbragte unge, der har behov for støtte, eller falder nogen fra? Altså man kan jo sige, det er jo stadig det med alderen, det er måske det der er mest iøjnefaldende, at man kan sætte alder på hvornår man holder op med at have brug for hjælp. Det syntes jeg jo er lidt skræmmende, at vi er nødt til sætte sådan en begrænsning på hvem vi vil hjælpe, fordi man kan sige, at der jo er en del af de her unge, de problemer de har, det er jo problemskabte problemer, altså systemskabte problemer. Det er jo ikke noget, der er opstået ud af det blå eller noget de unge selv har raget til sig i nogle tilfælde. Der er også mange tilfælde, hvor det jo er fordi de ting man har haft sat i værk tidligere, ikke lykkedes godt nok. For hvis de var lykkedes, så stod de jo ikke med problemet.
Hvordan ser du samarbejdet mellem de unge og kommunen? Er der noget der kunne være bedre, både fra den unges, men også fra kommunens side? Altså man kan sige i forhold til de unge, så er der et stort arbejde i at arbejde med deres tiltro til systemet. Og den går jo selvfølgelig begge veje. Det handler jo også om at de unge, at de her unge har jo, rigtig mange af dem jeg møder, har jo ikke sådan den største tålmodighed sådan i forhold til at tingene skal lykkedes. Så går der alt for lang tid, så begynder de sådan at give op. Og det må jo hænge sammen med nogle oplevelser de har, kan man sige, så der kan være noget i forhold til de unge med det der med at have tålmodighed, og i det hele taget at kende systemet, hvordan er det skruet sammen. Der er jo rigtig mange unge der tror, at det her er bare min sagsbehandler der er ond ved mig, altså hun er bare en forbandet møgkælling, som kun har set sig ond på mig, og skal gøre det allerværst for mig i hele mit liv og bla bla bla, Hvor jeg må sige til dem, at det er ikke dine sagsbehandlere, hun kigger i nogle love, så kigger hun hvad hun har mulighed for at 44
gøre for dig, og sådan som hun ser ned i de der §’er hun har rundt omkring, så er det det her hun kan gøre eller det her hun får af vide af sin chef, at det er det her hun må gøre. Det er jo ikke nødvendigvis fordi hun har lyst til at gøre noget ondt ved dig eller ikke har lyst til at hjælpe dig eller noget andet, det kan simpelthen være fordi, at nogle gange er systemet skruet sådan sammen at hun kan gå så og så langt for at hjælpe dig, og det er sådan nogle gange, det kan i hvert fald nogle gange gøre, at de unge får et lidt andet syn på den der sagsbehandler der nu sidder og forvalter deres økonomi eller hvad det nu er. Fordi der er jo mange gange, at de ikke kan forstå hvorfor de ikke kan få den hjælp, hvorfor fanden kan jeg ikke få hjælp, jeg har ikke en rød reje, hvorfor kan jeg ikke få hjælp. Tingene hænger ikke sammen, jeg har ikke noget sted at bo, hvorfor får jeg ikke bevilget hjælp til en bolig. Og sådan kan der være mange ting. Det kan være fordi, du har måske fået hjælp til en bolig 7 gange før og der er det ikke har lykkedes, så måske er kommunen der, hvor de ikke kan hjælpe dig mere, nu har vi faktisk ikke mulighed for at hjælpe dig mere, nu har vi hjulpet dig rigtig mange gange. Måske er det der, den hænger sammen eller whatever. Og der kan være nogle ting der i forhold til at kontakten kan man sige, der er noget at arbejde med syntes jeg, i forhold til de her unge. Det hænger da sammen med nogle af de ting jeg sagde på et tidspunkt med den måde vi som professionelle arbejder med de unge, når de er anbragte uanset om det er i en plejefamilie eller om det er på en institution eller hvad. Jamen så sker der noget fundamentalt med den der tillid for de unge til alle omkring dem. Det er der, at alle skal vide alt om mig og alle har indsigt i, dem der går rundt, alle de voksne de ved det der jeg sagde til Poul Erik, det ved alle de voksne godt nu. Det er den der følelse de begynder at få på et tidspunkt, så skal de skrive noget ned om mig, og så tager den næste over, og så skal de jo vide hvad der er sket om formiddagen, og alt det der. Jeg tænker lidt, at det et eller andet sted ikke er så mærkeligt, at de mister tilliden. Tænk hvis det var os andre, hver gang vi gjorde noget som helst forkert, så vidste alle omkring os det, så vidste de det. Alle dem der gik ude på gaden og ned gennem gågaden, så vidste de det, om mig. Det jeg lige havde stået og sagt til en anden nede i den anden ende at gågaden, så kunne jeg gå op igennem gågaden, og så kiggede de alle på mig, fordi det vidste de godt. Det er den der følelse de unge, de har, og et eller andet sted så kommer den til at sidde ret dybt i kroppen på dem, den der med, at hvis jeg siger noget et sted, så ved alle det alle andre steder, så kan de se det på mig når jeg går på gaden og alt muligt andet. Det er jo ikke så mærkeligt, at de får det sådan. Men ser de det ikke som et led i en hjælp de har brug for, eller er det fordi at man kan sige det at tingene bliver sagt videre også er et udtryk for at, som du selv siger, det der med tillid, har de brug for den der nære relation eller den her oplevelse af at jeg bliver ikke bare sendt ud fra den ene sagsstamme til den anden, eller fra den ene enhed til den anden? De 45
føler sig som den der brik, og ikke som et menneske. Jeg tror lidt, det er den, den hænger sådan lidt hen på. De kan alle sammen nævne en eller anden pædagog eller et menneske som de har mødt i løbet af deres anbringelser, de har ofte har mere end én bag sig, som har betydet et eller andet og som de kan huske som noget særligt, og det de kan huske, kan man sige, er at det her handler om noget med noget nærvær, og så kan de huske alle de her andre, hvor det slet ikke havde noget som helst med nærvær at gøre, men som bare handlede om at få dagene til at gå og systemet til at virke og alt mulig andet, og opfylder de nu det vi engang har aftalt. Og jeg tror det lige, tænk hvis man kun skulle møde et menneske i sit liv som har betydet noget særligt, og de har ofte også nogle, som de ikke har kontakt til længere, for det havde de kun mens de var der på den institution eller på det sted.
Hvad tænker du at kommunen kan gøre bedre for netop, at etablere det her samarbejde med de unge, med de rammer og vilkår de har? Jamen, jeg tror det er rigtig svært, som system er det jo rigtig svært. Jeg tror, at der er nogle ting man sådan fundamentalt tænker anderledes, det er jo ikke kun med de her unge. Men i hvert fald med de her unge, der skal man jo tænke, man er jo nødt til virkelig at tænke meget mere individuelt, og så ved jeg godt at alt det andet, det der med, at så er der nogle drømmescenarier om at det kunne være den samme person der fulgte det unge menneske, uanset om den unge var 18 eller han var 27. Det havde jo været fantastisk hvis man kunne det. Så ville det jo også være fantastisk, hvis man havde den samme kontaktperson. Det der med at de skifter kontaktperson hvert andet, tredje eller fjerde år og nogle gange hvert halve år, det duer jo heller ikke for sådan nogle unge her. De bliver totalt utrygge lige så snart de skal skifte rundt. Er det kun kontaktperson eller er det også sagsbehandlere? Det er jo sagsbehandlerne. De skifter jo sagsbehandlere som de skifter underbukser, skulle jeg til at sige. Jamen det har systemet jo gjort i flere år, det er jo alle kommuner, hvor man rokere rundt og laver nyt, og det er de mega sårbare over for, der er ikke så meget at sige til det, det er de bare. Det er noget nogle, de tænker måske, man kunne måske godt ønske sig at den sagsbehandler der nu har haft dem mens de var børn på en eller anden måde kan være med og følge med uanset om man er 18 eller om man er blevet 23, så følger den sagsbehandler stadigvæk med, for de har trods alt et indblik i hvad man har gjort før, og måske har de nogle gode erfaringer for, hvad der rent faktisk kan virke, og det kunne måske give noget tryghed for den unge, at man ikke lige pludselig skal over i det ukendte jobcenter system, som jo håndterer de unge væsentlig anderledes, end hvad man gør på Børn- & Ungeområdet. Det er virkelig meget anderledes at komme ind i det system, og det tror jeg virkelig ikke, at de her unge er klar til. 46
Jeg har faktisk gennemgået alle Joans spørgsmål bortset fra det sidste hvor hun skriver her til sidst om der er noget du tænker jeg skulle have spurgt dig om. Nej for jeg kan snakke i månedsvis om det her, så det syntes jeg ikke. Så hun kunne have spurgt om mange ting, så nej det syntes jeg ikke. Det er en svær gruppe at arbejde med på mange måder, fordi på nogle af de ting som kunne være løsingen, det er jo i realiteten ikke ting som skal løses i et system, for det vil et system aldrig være i stand til, kan man sige. Det de her unge virkelig søger, det er noget nærvær og nogle mennesker de kan have tillid til og en form for noget erstatning for ting de ikke har oplevet og noget de ikke har fået. Det tror jeg ikke at, sådan et system tror jeg ikke man kan bygge op sådan rent kommunalt, det tror jeg ikke, og heller ikke med en lovgivning, men kan ikke bygge det op. Der er nogle dygtige kontaktpersoner rundt omkring, som er rigtig gode og dygtige selvfølgelig også kommunale, som er rigtig dygtige til at hjælpe de unge, og man kan kun håbe, at de bliver ved med at være der. Man kan sige, at de gør nok også tit noget som stikker ud for systemets rammer, for at det virker kan man sige, så på den måde så er der helt klart nogle ting som går godt, når man hjælper nogle af de her unge rundt omkring, men der vil bare altid være ting man ikke kan løse, og det er jo den evige diskussion om anbringelse er den rigtige måde, eller om man skal gøre tingene anderledes.
Noget jeg bliver nysgerrig på, det er hvilke tanker du gør dig omkring hvis der var den situation at Second Chance ikke var der, hvad havde der så sket med de unge du har? Jeg ved godt det er svært at opstille. Jamen de havde, altså man kan sige, de fleste af dem de havde jo været håndteret i systemet, for de ender der jo uanset hvad. Så ender de jo der på et tidspunkt. Og de fleste jeg har med at gøre, er jo en del af systemet, fordi de fleste af dem er på kontanthjælp. Og så havde man håndteret dem via det system. Man havde givet dem en masse aktiveringstilbud og de havde fået en mentor i rumpætten og måske havde man, måske lykkedes man så med nogle af tingene hen af vejen, det er jo ikke til at sige. Det der er svært for nogle af de her unge, de er jo netop kommet til Second Chance fordi de ikke har lyst til at søge hjælpen i kommunen, altså de har fået nok af systemet og har ikke rigtig tiltro til, at hjælpen sker den vej rundt. Så de er jo måske nok om noget tid, henover en periode havde de da måske nok fået hjælpen på en eller anden måde, men jeg tror bare, at det havde taget længere tid, og så er spørgsmålet om de ikke bare havde gået og gemt sig nogle af dem. Ja, for jeg tænker om den hjælp i tilbyder måske også er anderledes fra den hjælp man kan tilbyde igennem jobcenteret. Jamen den er jo anderledes, fordi den jo ikke er skemalagt. Det er jo ikke sådan så hver mandag kl et eller andet, så kommer den, og hver tirsdag kl det så kommer den. Det er jo efter behov, kan man sige, og det er jo det der er udfordringen for os at håndtere det. Men det kan vi 47
godt, fordi at vi ikke har 39 som kommer hele tiden, så kan det lade sig gøre. Vi kan godt være meget fleksible og så man kan sige, at så er der den fordel og den forskel at de frivillige som nu kommer og er sammen med vores unge, vi mødes og har nogle aktiviteter flere gange om året, og sådan noget og kører også noget cafe ind i mellem. De voksne som nu vælger at komme der, de frivillige og unge, og unge frivillige som også kommer og er der, de kommer der fordi de vil de her unge, og de har lyst til at være i deres selskab. Og det er egentlig det, det handler om, for mange af de her unge. Tænk sig at komme et sted, hvor der er nogle der bare har lyst til at være sammen med mig, de er ligeglade med min baggrund og gider de ikke høre om det, og de behøver ikke vide noget om det eller noget. Jeg kan bare komme og være den jeg er. Og det betyder rigtig meget for dem. Det har også betydet, at der er kommet venskaber den vej rundt og nogle har fået nogle kontakter, og begynder stille og roligt at bygge noget netværk op, og de savner hinanden lige så snart de ikke har hinanden. Der er en der er flyttet, her fornyeligt, er flyttet til Jylland, og de savner ham af helvede til, fordi han ikke er her og alt det han kunne bidrage med og sådan noget. De savner ham virkelig, og snakker om ham hele tiden, skriver til ham og sørger for at ringe til ham, og det betyder noget, at de på den måde også begynder at kunne hjælpe hinanden, og det er noget af det, jeg tror at det får man jo nødvendigvis ikke i et kommunalt projekt. Det får man nok ikke, i hvert fald på en anden måde, nu når det er så frit, som det er her og er så frivilligt som det er.
48
Bilag 4 – Interviewguide til ungerådgiver A og B 1. Hvorfor har du valgt at arbejde med unge? 2. I forhold til dit arbejde med unge og efterværn, hvordan vil du så beskrive din socialrådgiverolle? 3. Hvad skal en socialrådgiver være bevidst om i forhold til sin rolle? 4. Hvordan tolker du § 76 i serviceloven? -
Er loven, ifølge dig, klar eller uklar omkring foranstaltningen?
5. Ser du nogen problematikker i § 76?/Hvad er problematisk i § 76? 6. Er der noget i § 76 der, for dig, skaber usikkerhed i forhold til, hvordan den skal anvendes? 7. Hvad er din personlige og faglige holdning til at kunne vurdere ud fra et ”skøn”? 8. Oplever du, at der er meget ”skøn” i dine afgørelser omkring efterværn? 9. Hvad ligger du/I vægt på inden en afgørelse om efterværn? 10. Kan du forklare, hvornår en ung efter endt anbringelse er klar til et voksenliv uden efterværn? 11. Hvor ofte oplever du, at de unge har brug for efterværn? 12. Har du oplevet, at en ung ikke er blevet tilkendt efterværn, selvom du mente, at han/hun burde have det? – Hvorfor? 13. Har du været i tvivl, om hvorvidt en ung har opfyldt betingelserne til efterværn? -
Hvordan/Hvorfor?
14. Hvis de unge ikke bliver tilbudt efterværn, hvordan forbereder I dem så på voksenlivet? -
Hvordan opnår de unge stabilitet og kontinuitet i deres hverdag?
-
Hvor/hvem/hvad henvises de til?
-
Hvad får/giver I dem af rådgivning?
15. Hvilke undersøgelser eller foranstaltninger er der sat i gang forud for en afgørelse om efterværn? 16. Hvor godt et kendskab har du til de unge, hvor du skal træffe en afgørelse om efterværn? 17. Hvordan vil du definere din relation til de unge? 18. Hvordan påvirker det din faglige vurdering/afgørelse hvis du har et mangelfuldt kendskab til den unge? Jeg tænker, at der kan være flere årsager til dette… -
Hvad er årsagen til, at du har et manglende kendskab til den unge?
-
Arbejdspres/arbejdsmængden? Økonomi? Tilflytter? Om rokering af sager?
-
Hvad gør man så? 49
19. Kan I træffe en reel afgørelse om efterværn, hvis I ikke har et godt kendskab til den unge? 20. Hvilke overvejelser gør du dig vedr. samtaler om efterværn med den unge, inden den unge møder op til samtalen? 21. Hvad er vigtigt for dig i samtalen med den unge? 22. Hvor meget inddrager I de unge i forhold til en kommende afgørelse om efterværn? Hvordan inddrager I dem? 23. Hvordan sikrer man, at de unge har forstået, hvilken betydning efterværn har, hvis de vælger at takke nej til et tilbud om efterværn? 24. Har du oplevet, at du som socialrådgiver er kommet i konflikt med din egen faglige etik vedr. de unge og deres efterværnssager? – Hvordan? 25. Er der noget, som du tænker, at jeg har glemt at spørge dig om?
50
Bilag 5 – Interview med ungerådgiver A Hvorfor har du valgt at arbejde med unge? Uha, jamen altså man kan sige, at jeg har valgt at arbejde med børn og unge lige fra uddannelsen af, der valgte jeg allerede linje. Og så har man jo så senere begyndt at specialisere området børn og unge, og der – altså jeg ville ikke have noget at arbejde med det hele, men når nu der er en specialisering, så synes jeg, at de unge er mere interessante end børnene. Eller jeg – for mig – jeg tror, jeg synes, at med børnene er der mange udfordringer i forhold til samarbejde med forældrene. Hvor jeg synes, at det, der er det spændende med de unge er, at man kan koncentrere sig lidt mere om dem og også i … af deres alder få nogle bedre samtaler med dem, end man kan med børnene. Og så har jeg selv børn, så jeg tror også, at det kan blive lidt sårbart i forhold til at have små børn. Jeg kan bedre, kan jeg mærke, forholde mig til de unge. Og holde afstand på en eller anden måde? Ja.
I forhold til dit arbejde med unge og efterværn, hvordan vil du så beskrive din socialrådgiverrolle? Det var da et stort spørgsmål. Jeg synes jo den er sindssyg vigtig og afgørende lige præcis i forhold til, at sikre at de dels bliver oplyst, men også at de bliver hjulpet, altså lige på det tidspunkt, hvor der jo ligesom er et skel i lovgivningen – altså fra kasse til kasse, eller om man skal sluses ud. Så jeg synes det er en meget afgørende og vigtig rolle man har. Hvad skal du være bevidst om i forhold til den rolle? Uha, jeg synes der er mange ting i det. Fordi jeg synes jo også, at det ændrer sig hele tiden i forhold til vores samfund og hvad de – altså lovgivningen og sådan noget, men altså hvad det er vi skal og hvor vi skal hjælpe dem hen og hvad der ligger sådan helt oppe fra. Det er meget tydeligt lige nu, at alt handler om at gøre dem selvforsørgende og så… Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at tage det på mig, for det er jo det der er min opgave, men samtidig så sørge for at se den unges behov i det. Altså, det kan godt være rigtig svært. Så være bevidst om den unge og hvad der er omkring den unge? Ja.
I forhold til § 76, hvordan tolker du den paragraf? Ja, så skal jeg lige tænke mig om, jamen altså… hvordan tolker jeg den?... Jeg forstår… Jeg kan ikke huske lovteksten som sådan, men jeg tolker den som, at der skal tages stilling til, hvilke behov den unge har efter det fyldte 18. år og at der er en række muligheder for os som system i forhold til at kunne hjælpe dem. Men jeg tolker også, at der helt klart er et spørgsmål om, at man skal være skarp på, hvorvidt de hører under den målgruppe der er, eller de ikke gør. For det er helt klart – jeg ser ikke, at det er de samme unge, der ligger i §52 som i §76. Der er en skillelinje. Der er nogen der skal sorteres fra. 51
Mener du så, at loven den er klar eller uklar omkring denne her foranstaltning? Den må være uklar, fordi vi har rigtig mange diskussioner her tit om, hvad der ligger ind under og hvad der ikke gør. Så jeg tror dels, den er uklar eller det må den være, fordi alle kommuner i virkeligheden også bruger den forskelligt. Så det er den. Og jeg kan ikke definere det, ligesom jeg sidder her. Det er også helt fint. Jeg tænker også lidt i forhold til, at der er sat en masse undersøgelser igang om efterværn her de sidste par år og de næste par år frem. Er det lidt i forhold til det, at du tænker at det må være uklart, siden at man har behov for at undersøge? Det kunne godt være en del af det. Men jeg tror generelt, at man er optaget af hvad det er, hvordan vi kan gøre en forskel på hele det her område. For altså der er jo stadig ingen der ved, hvad det er der virker. Så det at man har sat et efterværn ind som en hjælp. Hvilken effekt har det? Og er det overhovedet ved 18 år der skal være en skillelinje? Og hvad betydning har det? Jeg synes det er meget relevant. Bestemt.
Ser du nogen problematikker i paragraffen? Ja! Jeg ser masser. Åh ha, jeg synes der er en del. Altså, på den måde som jeg sagde lidt før, at der er nogen der skal sorteres fra. Sådan som jeg ser det. Man skal i hvert fald være rigtig skarp på målgruppen. Altså, der er forskel på målgrupperne, synes jeg, i §52 og §76, sådan som jeg forstår det. Og hvad var det dit spørgsmål gik på? Hvilke problematikker du ser i paragraffen eller i loven? Nu har du snakket om at nogen skal sorteres fra og… Altså, jamen jeg synes jo der er en risiko for, at vi ikke får hjulpet dem godt nok eller på den rigtige måde, fordi man skal tage stilling på det her tidspunkt. På den anden side er der måske også nogen vi får til at… Hvad skal jeg sige – folde deres vinger ud nu og som godt kan det, så hvis man skal se det i det perspektiv, at vi skal gøre dem selvhjulpne osv. osv., så kan der ligge rigtig meget godt i, at vi også skubber dem forsigtigt og at der er den chance for, eller at der er den mulighed for, at der fra 18 til 22 er den mulighed for at, der kan vi dog følge dem lidt og sige at de kan flyve. Der er udviklingspotentialet kommet frem? Ja. Men dem der fx har været anbragt hele deres liv og så siger vi ”nu er det nu” og ”nu skal I videre”, ”nu skal I ikke være i den plejefamilie mere”, ja… der har vi som system nok ikke altid været dygtige nok til at forberede dem på, at det her altså ville komme til at ske. Så der er i hvert fald nogen af dem, synes jeg, som man er kommet til at svigte. Jeg tror vi er blevet dygtigere alle sammen til at blive tydeligere tidligere. (Anden ungerådgiver) Må jeg godt lige tilføje noget? Der tror jeg altså også, at det handler om, at vi ikke har været gode nok til at sige til plejefamilien, at prøv og hør, som udgangspunkt den dag de fylder 18 år, så er det ud af butikken. Fordi det kommer som et chok for nogen – for nogen af dem, der har været anbragt 52
altid. Det er også i forhold til det du snakkede om, at man er begyndt at inddrage plejefamilien mere i det – hvad skal man sige – i det forebyggende arbejde. Ja i forhold til at forberede på at nu her om lidt så skal vedkommende, som udgangspunkt igen, kunne passe et budget, lave noget mad, koge noget pasta og what ever ik. Men der er sådan en fare for, at vi sådan er mest optaget af, om vi kan få dem ud mere end måske… eller som system i hvert fald er, at man – fokus er nok mest på, hvor mange vi kan sluse ud, i forhold til nok egentlig at holde fokus på, om vi skal beholde dem. Jeg har haft en plejedreng, der har været anbragt i rigtig mange år og han måtte ikke få et efterværn i sin plejefamilie. Eller det blev der ikke indstillet til. Og den ankede de og han har fået lov til at blive boende i plejefamilien. Og hvor - altså der kan jeg jo ikke andet end at tænke fedt. Det var det eneste rigtige for ham. Han var overhovedet ikke parat til at komme ud i nogen som helst egen bolig eller noget selv. Men jeg synes faktisk, for lige at vende tilbage, det der med om den er uklar – ja, det er den på det der med om du er i målgruppen for efterværn, så er du vel i virkeligheden i målgruppen til det hele. Hvorfor kan vi så i virkeligheden sige, at du kan ikke blive boende i plejefamilien – du er i målgruppen, men du kan ikke blive boende der. Du skal have en kontaktperson, altså for mig passer det, jeg kan ikke forstå det. Hvordan kan jeg i virkeligheden, på den ene side sige, du er i reglerne for, men du kan kun få den her del. Du kan ikke få den der. Det tror jeg ikke helt, at jeg i mit hoved sådan forstår… Jeg tror også, at der er mange, der er i tvivl om, netop det der med, at når man er i målgruppen, at så må han ikke blive boende i sin plejefamilien, men hvorfor kan han ikke det? du har lige målgruppevurderet ham til, at han hører ind under – jamen det kan han ikke. Og hvor skiller det så? I forhold til denne her opgave jeg skal til at skrive, kan jeg jo ikke lade være med at tænke på, at jeg har haft det bedste udgangspunkt for at klare mig rigtig godt, når jeg fylder 18 og skal ud for mig selv, men jeg selv og de fleste af mine venner har jo lige trukket den et par år, for så har vi alligevel ikke været helt klar til at skulle ud og stå på egne ben. På trods af, at vi både har fysisk, psykisk og økonomisk støtte i netværket osv ik. Og det er jo lidt det jeg sammenligner ”almindelige unge”, med de her udsatte unge, og tænker hvorfor skal de så et eller andet sted hurtigere ud end vi andre nødvendigvis skal. Det er jeg meget enig i. Og det har vi diskuteret rigtig meget her, at hvorfor er det at det er vigtigt, eller hvorfor at vi pludselig stiller så store krav til dem, velvidende at de har nogle vanskeligheder med dem og dem har vi været bevidst om fra de var 0 til de er 18. I det sekund de er 18, så tænker vi ikke så meget over hvor mange problemer de har, for nu skal de fanden gale mig ud og klare sig selv, fordi hvad, altså…
53
Hvad er din personlige og faglige holdning til at vurdere ud fra et ”skøn”? Det er sgu da svært. Jeg tror ikke, at jeg kan skille det ad, hvis jeg skal være helt sådan ”skarp”. I forhold til et skøn, siger du det? Ja, §76 er jo lidt af en ”skøns” paragraf. Ja. Og så spørger du til om hvad? Hvad din holdning er til, at du både fagligt og personligt skal vurdere ud fra et skøn. Altså hvad min holdning er, til at jeg skal gøre det? Ja, hvad tænker du om, at du sidder med en paragraf, som faktisk er en skønsparagraf – der står ikke nogen steder, at du skal gøre sådan eller du skal gøre sådan, der står at du kan gøre sådan. Jamen, på den ene side bliver jeg jo udfordret der, fordi jeg jo skal overbevise nogle andre i systemet om, hvorfor den unge skal A eller B eksempelvis, så på den måde synes jeg, at det er rigtig fagligt udfordrende og spændende, når man står i de der ”kan” paragrafer og skøn. Og på den anden side, så ja, så bliver man selvfølgelig også udfordret på den kedelige måde. Altså at man oplever, at der er nogle ting, der ikke går den gang som man havde tænkt sig. Men jeg er da også meget bevidst om, tror jeg, at jeg jo drager nogle ting med ind i de der skøn – altså fra mig selv og ja jeg kan ikke sige andet end, at der ikke er to unge der er ens og derfor er – der er ikke to sager der er ens, nej og der er heller ikke to afgørelser der er ens og der er sjældent to sager jeg indstiller til det samme i.
Oplever du så, at der er meget skøn i dine afgørelser omkring efterværn? Ja, men måske mere på indholdet – altså jeg er nok meget – jeg er nok meget glad for efterværn. Og tilhænger af det. Men jeg tillader også mig selv lidt ved at sige, og udfordrer mig selv på at blive skarp på og holde rent juridisk – at jeg skal ind og vurdere det, og der skal være et grundlag for og jeg prøver også at sige, jamen hvorfor er det at de skal blive ved med at have og kunne jeg – kunne de også være bedre hjulpet ved at jeg siger farvel og tak, og gør dem klar til at de skal herfra når de er 18. Nej, men det er jo meget spændende, at man bliver udfordret på deres alder, at det er der. Det er ikke noget med deres udvikling eller noget andet, det er fandeme når de er 17 ½, at man skal overveje en masse ting i deres liv. Det synes jeg, er ret interessant. Men… det er… Mere ”skøn” på indholdet ind selve afgørelsen? Ja det tror jeg. Ja. Hvad ligger du vægt på inden en afgørelse om efterværn? Jamen, uha… det kommer til at lyde sådan meget smartass agtigt, men jeg tror på, at tænke sådan meget helhedsorienteret i forhold til den unge – altså i de der forhold i §50, familieforhold, skoleforhold osv. Jeg prøver – fra ICS-metoden? Ja, at have det hele med, altså er der nogle udækkede behov, hvad har de af netværk. Vi snakker her rigtig tit om ”stilladser”, altså hvad har de af stilladser omkring sig
54
- den unge. Hvad har de i netværket eller i skolen, der kan støtte op om ting, hvor der er udækkede behov. Jeg kan meget godt lide måden du siger med stilladser, med hvad er der bygget op omkring den unge. Det er en meget god måde at se tingene på. Ja. Jeg tror, at vi prøver at tænke, at det rigtig tit er unge som står meget alene. Altså, de har jo forældre, de har også gode forældre, men det er ikke altid forældre som formår at støtte dem lige i uddannelse måske eller… og der er rigtig meget fokus på uddannelse. Og det synes jeg også, at vi har en forpligtigelse til at følge med i, for det er vigtigt. Hvis man skal kunne klare sig i det her samfund, også fremadrettet, så er det bare rigtig rigtig vigtigt, at man har en uddannelse. Selvom man måske ikke har forældre der er rollemodeller, så tænker jeg, at det er der, vi er nødt til at have et fokus der hedder uddannelse. Og hjælper dem til at holde fast i det.
Kan du sætte ord på, hvornår en ung efter endt anbringelse er klar til et voksenliv uden efterværn. Jeg har et meget godt eksempel. Jeg har en ung der har været anbragt hele sit liv, fra han var 3 måneder og boede i en plejefamilie ude på landet og han er ved at tage en uddannelsen som smed. Han lever sådan ret isoleret, tror jeg, ude i den plejefamilie, ude på landet med nogle pleje – med nogle papbødre og de har hjulpet ham med at skaffe en læreplads og han fylder 18 nu her til april. Og jeg må bare sige, at jeg kunne godt pege på, at på den ene måde kunne han godt have brug for hjælp og støtte, for fremadrettet også at få en selvstændigt liv, for jeg kan måske stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt man har klargjort ham i denne her plejefamilie i alle de år og dage. På den anden side må jeg også bare sige, at hvis jeg vælger at vurdere, at vi lukker og slukker nu her når han fylder 18 til april, så ved jeg, at han bliver boende i denne her plejefamilie, sammen med den plejemor og plejefar og de her brødre, som har skaffet ham en læreplads og han skal nok få sig en uddannelse. Og der kan jeg godt tænke, jamen ved du hvad, der skal jeg ikke blande mig mere. Det kommer ikke til at gøre en forskel. Han er rigtig lykkelig der hvor han er. Han har et afklaret forhold til sin biologiske mor. Han har lige været oppe til en børnesamtale, og jeg kan jo høre, at det er det han rigtig gerne vil. Det er der, han har det godt. Men som system der kan jeg sgu godt tænke, kunne vi i virkeligheden have skubbet ham meget bedre i nogle andre retninger, ved på et langt tidligere tidspunkt, at have stillet nogle andre krav til denne her plejefamilie osv. osv. Men der tror jeg, at jeg tænker, jamen det løb er kørt. Og han får ikke et dårligt liv ved, at vi siger farvel og tak nu til april. Og han kan jo også til enhver tid vende tilbage på efterværnsregler og komme og banke på og sige, nu vil jer gerne have noget hjælp til at flytte ud i egen lejlighed eller et eller andet, men det er bare ikke der hvor han er nu. Men den har været drøftet lidt.
55
Hvor ofte oplever du, at de unge har brug for efterværn? Jamen inde hos mig har de tit brug for efterværn (griner). Det synes jeg, der er mange der har, men jeg har også haft rigtig mange anbringelsessager inde hos mig. Og ikke fordi de nødvendigvis i sig selv er efterværnssager, men man ved, at når man har været anbragt i mange år, så er man også i en eller anden særlig målgruppe eller har nogle særlige behov. Så på den måde synes jeg, at jeg har rigtig mange, der har efterværn – på den ene eller anden måde. Det kan være alt lige fra en time om ugen til fortsat anbringelse i plejefamilie. Det er meget forskelligt.
Har du oplevet at en ung har haft behov for efterværn, men ikke har fået det? Ja. Det har jeg. Det var ham der ankede, hvor man faktisk besluttede at han skulle flytte ud for sig selv og plejefamilien kunne få et par støttetimer. Og den ankede han og vandt sagen og er blevet i sin plejefamilie. Men er det en enkeltstående sag? Jamen, nej… Jeg synes, der er sket et skift efter Barnets Reform. Der er kommet… der synes jeg helt klart, at vi oplevede at de sager vi sendte i nævnet, at dem, tabte vi pludselig som kommune. Altså, der blev fokuseret anerledes eller lagt vægt på nogle andre ting pludselig. Og det var fordi lovgivningen og vejledningen osv. blev ændret til den unges fordel. Og det har man jo også her måtte justere, altså at vi har været for barske tidligere men, eller vi fulgte loven tidligere og nu er loven så lavet om, og så er det lidt anerledes. Men der er flere, der får efterværn her fra end tidligere. Det er min oplevelse. Du tænker, at det er en god oplevelse så? Ja, det synes jeg, det er. Jeg tror at min grundholdning er, at hvis man har sagt A, så må man også sige B. Altså, hvis vi vælger, at en ung har brug for hjælp, så giver det ikke mening for mig, at vi hjælper på grund af en alder og ikke på grund af et behov. Og det synes jeg, er det er det et efterværn hjælper til med, altså at man kigger mere på behovet en på alderen. Altså, hvornår de skal stoppe med hjælpen herfra.
Har du nogen sinde været i tvivl om, hvorvidt en unge har opfyldt betingelserne til efterværn? Ja, det har jeg været mange gange. Det har jeg. Og det er blandt andet fordi, at man ligger rigtig meget vægt på, hvorvidt der er udvikling. Og der er desværre nogle af vores unge, der lige i præcis i 17-18 års – eller det gælder de fleste unge, at det er der, der sker rigtig meget i livet med kærester og uddannelse og man skal prøve nogle forskellige ting af. Og der synes jeg, at jeg har haft nogle stykker, hvor der er gået misbrug i den eller hvor der i hvert fald er forbrug eller brug af rusmidler, som har sat – spændt ben for nogle andre ting i deres liv. Blandt andet uddannelse. Og det vil sige, at du kan måle på uddannelse, du kan måle på misbrug, men du kan ikke måle på psykisk tilstand eller på humør. Sådan er det jo også blevet rigtig meget. Vi vil gerne måle på tingene. Når man går ind og måler på, at de ikke passer deres skole og på 56
urinprøverne viser det, at der er misbrug og alt det du kan måle på, viser at det går i den forkerte retning. Så er der jo ikke den udvikling, der skal være. Og så er det, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om de bør have et efterværn. Og der synes jeg også, at det er svært at vurdere, hvordan hjælper vi den unge bedst. Fordi jeg synes, at det er det, det hele handler om. Det er jo ikke om det skal være hjælp herfra. Det handler om, hvor skal hjælpen komme fra når de er 18. Hvor er de bedst hjulpet fra? Er de her eller er det et voksensystem, hvor man har meget mere samarbejde med psykiatrien. Jeg synes, at det kan være svært at vurdere, hvad det er for en hjælp de har brug for, men også om de har brug for hjælp lige nu, fordi de i virkeligheden er et sted i deres liv, hvor det hele bare er kaos. Hvor en hjælp ikke ville rykke ved noget? Hvor vi i hvert fald i perioder har mødtes tit med kontaktpersoner og bare har måttet konstatere, at ”dammit”, det går simpelthen bare den forkerte vej. Og skal vi stop og slukke og lukke, og sige, ved du hvad, det her går bare ikke. Eller skal vi lige vente og se. Og så nogle gange er der jo kommet lidt udvikling igen, og så har vi fastholdt og fortsat og ja. Så det er svært. Det er dilemmaer hele tiden? Det synes jeg, at det er. I hvert fald hvis man skal være skarp på efterværnet. Det kræver på en eller anden måde mere, eller det synes jeg, ja det ved jeg ikke, men det gør vi i hvert fald, altså mere opmærksom på i efterværnsdelen, om de nu gør det, de skal. Mere end man måske gør under §52. Der er heller ikke helt det samme krav om i §52, at der skal være en udvikling. Det er som om, at man skal gøre sig lidt fortjent til at være i §76 ik. Og det gør jo, at man hele tiden skal ind og måle på og vurdere om de nu gør det, de skal.
Hvis nu de ikke kan få efterværn, hvordan forbereder i dem så på deres voksenliv, i forhold til, at de også skal have kontinuitet og stabilitet i deres liv? Altså, jeg har haft nogle hvor – jeg har fx haft en pige, som ikke ville have efterværn. Hun vurderede, at det havde hun ikke brug for. Og der lavede jeg et rigtig godt samarbejde med moren, for ligesom at sige, jamen hun skal heller ikke stå alene. Hun har også brug for stillads og hvem kan så lave det stillads. Og der var så en mor der kom mere og mere på banen, med sådan noget som at få oprettet en budgetkonto og viste hende hvor hun skulle gå hen og vaske. Ja gav hende sådan lidt i forhold til at skulle lave mad og alle sådan nogle praktiske ting, men det kiksede så desværre efter nogle måneder og hun ringede her helt desperat – pigen og sagde jeg har ikke noget at leve for og jeg får ikke nogen kontanthjælp og så har vi et tilbud her i Lolland, der hedder Second Chance. Ja, dem har jeg lavet opgave om før. Ja. Dem henvendte jeg mig til, og spurgte om de ikke – om de ikke kunne hjælpe mig og ringe til denne her pige og simpelthen være de opsøgende på hende. Fordi jeg vidste, at hun ikke havde fået sin kontanthjælp og at jeg kunne regne ud, at
57
hun ville være boligløs inden kort tid og fordi mor i mellemtiden var flyttet til en anden kommune og den unge sidder alene her. Og der har de taget over. Vidste pigen, at de ville kontakte hende? Ja. Jeg ringede og sagde til hende, prøv og hør, jeg har nogen der kan hjælpe dig og får taget dig i hånden og sørget for, at du kommer over og får søgt kontanthjælp. Men Second Chance er jo også et frivilligt baseret tilbud. Er det så fordi, I ikke kunne tilbyde noget andet, at I brugte dem? Hånden på hjertet, så kunne man jo have overvejet om man skulle have startet en efterværnssag op efterfølgende, og der må jeg bare sige, at det tror jeg ikke at der er så meget kutyme for. Men igen, hvis det giver mening at bruge frivilliggruppen, og det virker så… I hvert fald kan man sige, at hvis udgangspunktet er, at de skal blive selvhjulpne og skal kunne klare sig uden alle de her systemer, altså jeg ved godt, at hun skal over og søge kontanthjælp, men jeg tænker meget i det der med, at de ikke bliver afhængige af vores systemer. Jeg synes ikke, at det er en måde, at hjælpe dem på. Så i det her tilfælde syntes jeg, at det var bedre at det var de andre, der tog over. De er sådan en familie, der har kendt systemet altid og har en forventning om, at systemet gør alting. Og det har vi måske også gjort rigtig meget for dem, men hun har været klargjort på hele det her forløb. I virkeligheden tror jeg, at hun har opfattet det som en hjælp, at der er kommet nogle andre ind nu. Men, altså hun er jo i sin fulde ret til at banke på og sige, jeg har altså brug for noget herfra. Mit indtryk er bare, at hun ikke har brug for en kontaktperson. Det der er brug for lige nu, det er at hun får søgt den kontanthjælp og at der bliver lagt nogle uddannelsesplaner sammen med hende, mere end at der skal til at komme nogen hos hende. Så udover det er hun selvstændig nok? Fuldstændig. Gør I det tit, at henvise til Second Chance fx? Det gør jeg. Det har jeg gjort et par gange. Det er første gang, at jeg har decideret samarbejdet med dem, hvor jeg ringer dem op og siger, at jeg har denne her ung. Ellers har vi de her foldere, som jeg tit har givet den unge. Så den unge selv tager kontakt? Ja. Eller tit, det er noget vrøvl, for de fleste af dem jeg har, de har altså fået et efterværn. Men dem jeg har, der ikke har ønsket det, der har jeg givet den folder i hånden. Bruger I andre end Second Chance? Nej, ikke som frivillige på den måde, hvad jeg lige ved af. Men jeg tænker også, at rigtig meget af det her handler også om, med vores unge, synes jeg, med uddannelse og sådan noget. Der har vi jo et sindssyg tæt samarbejde med UU-Vejledningen og også med vores jobcenter og sådan noget. Men det er jo ikke frivillige på den måde, det er bare andre der kunne være omkring den unge. I forhold til en afgørelse om efterværn, hvilket undersøgelser er så sat i gang inden? Eller foranstaltninger? Det er jo meget forskelligt. Altså i forhold til, at kunne træffe afgørelse? Ja. Jamen det er lidt forskelligt synes jeg, afhængig af den enkelte unges situation, men jeg ville normalt indhente det, der kunne være – altså jeg har som udgangspunkt altid et tæt samarbejde 58
med UU, som tjekker op på hele uddannelsesdelen og hvordan det ser ud. Og hvis jeg kan få en udtalelse, så får jeg det. Men ellers så har UU været nede og haft en snak med klasselæreren eller skolelederen og tjekket op på, om der er fremmøde osv. osv. og hvis der så er kontaktperson eller plejefamilie, så får jeg i hvert fald en status derfra inden, til at kunne vurdere og så holder jeg som regel også altid et netværksmøde og har en samtale med den unge og så træffer afgørelse.
Hvor godt et kendskab har du til de unge, hvor du skal træffe en afgørelse om efterværn? Jamen, jeg synes egentlig at jeg har haft et relativt godt kendskab. Men, ja ja, det er jo ikke mig der har dem ude i verden og ser dem hver dag. Og jeg ved også godt, at dem jeg ser, der kommer her, de er som regel forberedt og har måske også været i bad i dagens anledning eller hvad ved jeg. De kommer jo også, for at få noget, kan man sige. De ved godt, at der ligger noget på spil her.
Hvordan vil du definere din relation til de unge? Jeg synes, jeg har en god relation til dem. Generelt set. Det tror jeg er noget af det, jeg vægter rigtig højt i mit arbejde med dem. Men jeg er også bevidst om relation og kontakt – hvor går grænsen, hvad er hvad. Der må også være nogen grænser? Det er der også, altså vi skal ikke være bong-kammerater. Og de skal heller ikke tro, at jeg er alt muligt, for så svigter jeg dem jo lige om lidt igen. Men jeg synes egentlig, at jeg prøver at gøre mig umage med, at fornemme hvem de er. Og hvad det er for et behov de har, og hvad det er de har omkring sig, der kan hjælpe dem. Fordi jeg meget tænker, at det skal vi ikke blive ved med. Hvordan kan jeg hjælpe den unge derhen, hvor de i virkeligheden kan finde det, de skal bruge fremadrettet. Altså, som ikke skal være systemet. Men jeg synes, at jeg har fået et godt kendskab, men jeg tror også, at jeg indkalder dem meget, sådan for at fornemme dem. Jeg er ikke altid så god til at læse bare papirer. Jeg synes ikke altid, at det giver – nogle gange gør det. Men det er det gode ved lovgivningen nu – altså flere og flere samtaler. Ja for så var der ikke så mange før. Ja præcis.
Hvad med i forhold til din faglige vurdering, hvis du har et mangelfuldt kendskab til de unge? Hvordan bliver den påvirket? Nå men fx har jeg en pige oppe i Næstved, som har været anbragt i en plejefamilie i mange mange år, og der kommer jeg selvfølgelig to gange om året. Og jeg synes også, at jeg har en fornemmelse af, hvem hun er, men jeg kender hende jo ikke. Og meget af det, har været på papir og lige præcis dem, der sidder langt væk herfra, hvor vi har anbragt i tidernes morgen, der er det bare sværere at fornemme dem. Det er også sværere 59
at få et samarbejde med UU-vejleder og skole, fordi det jo pludselig ligger langt væk herfra og der bliver det sværere at føle sig sikker i, hvad der er det rigtige. Dem jeg ser her, der kommer her, hvor man måske også har et tæt samarbejde med dem, der er omkring den unge, det er nemmere. Så nogle gange er det på et lidt tyndere grundlag, at man skal indstille. Men jeg synes ikke desto mindre, at det er lykkedes at ligge tingene op i udvalg og få belyst deres behov og få tilbudt dem det, jeg har vurderet der er behov for. Hvor mange sager har du i din sagsstamme? Jeg tror jeg har 45. Ud fra alle de sager, kan du så have et godt kendskab til alle dine unge? Nej, men det er heller ikke dem alle der står i lige det der svære. Jeg tror, jeg har været lidt heldigt inde hos mig. Da jeg kom til, var mange af dem 15 og det betyder at de er ved at blive 18 nu. Og nogle af dem var fyldt 18. Jeg har haft sindssygt mange, hvor der har skullet tages stilling til efterværn. Jeg tror måske, at jeg har haft 10-15 sager inden for et år. 10 har jeg i hvert fald haft, hvor jeg har skullet tage stilling til efterværn. Men der synes jeg jo, at der har været et kendskab gennem et par år, hvor jeg har kunnet bygge den relation op eller kontakt og prøve at sætte mig ind i dem. Så det har været okay. Men sådan vil det jo ikke være altid. Hvis det er en tilflytter kan du jo heller ikke have samme kendskab eller hvis I rokerer rundt i sagerne, så har du jo heller ikke samme kendskab. Der kan også være økonomi ind over, som kan bremse et kendskab. Præcis. At økonomien bremser? Ja, at man fx ikke kan indkalde til så mange samtaler. Altså så har de ikke råd til at komme? Nej, jeg tænker her fra kommunen af, om I er presset på økonomi. Det tror jeg, at vi er. Det tror jeg, at man er alle steder. Men påvirker det kendskabet til de unge? Nej jeg synes ikke, at det påvirker kendskabet. Men det ved jeg ikke. Jeg tænker, at hvis ikke du har tænkt over det, så er det ikke noget der har kunnet bremse dit kendskab til de unge. Nej. Og heller ikke arbejdspres eller noget på den måde? Nej. Jeg tror simpelthen, at min sagsstamme har været lidt speciel. Jeg har sindssygt mange anbringelser. 20 ud af 45 tror jeg. Det vil sige, at hvis man stillede mig en masse spørgsmål på forebyggelse, så ville jeg nok halte. Jeg har nok vægtet sindssygt meget mine anbringelsessager. Og mange af dem skulle også blive 18, så det har jeg vægtet meget meget højt og finde ud af, hvordan jeg kunne hjælpe dem videre. Jeg synes også, at der har været et stort fokus her i kommunen på, netop hvordan bringer vi den unge godt videre. Eller holder vi dem her og gør det godt. Jeg synes ikke lige på den måde, at økonomien har bremset.
Hvilke overvejelser gør du dig om efterværn, inden den unge møder op til samtalen? Altså, jeg havde ham den anden dag, med plejefamilien ude på landet, og man kunne godt… altså, for et halvt år siden snakkede jeg med ham om, hvordan det ville være at flytte ud og der kunne jeg 60
se på ham, at det satte nogle tanker i gang. Så har familieplejekonsulenten selvfølgelig været derude og har fået en fornemmelse af, at det var nok ikke lige der han var. Det var det lige efter at han havde været her. Men det siger igen noget om… uha nu siger jeg manipulation… men man kan eddermame også få sagt nogle ting, som drejer dem – bevidst eller ubevidst – kan man altså få oplyst dem nogle ting, hvor de siger, jamen hov, det vil jeg da gerne eller det lyder fedt og så får de pludselig nogle ideer om det. Jeg har i hvert fald fået sagt nogle ting højt til ham, for noget tid siden, som gjorde at han overvejede om han skulle flytte ud for sig selv. Så har han været i tænkeboks og det har jeg også selv herfra været i samarbejde med familieplejekonsulenten, og er nok noget frem til, at jeg tror han nok er bedst hjulpet, der hvor han er. Og da han så kom her, der har jeg da gjort mig tanker om, hvad jeg synes der ville være godt for ham. Det passede så meget godt i tråd med, hvad han selv sagde. Men der ligger også en fare i, er vi er med til at manipulere dem derhen, hvor vi vil. Det vil der i hvert fald være nogen der vil kunne sige til mig ik. Altså… om det er mig der har… skubbet i en retning, der måske ikke var så god? Ja, eller i hvert fald skubbet ham i en retning, og så vil nogen jo kunne sige, om det nu er den rigtige eller hvad det er. Men jeg synes, at jeg prøver at forberede mig meget inden de der møder eller de der samtaler. Men som sagt også gennem samarbejde med UU og sådan noget. Altså for at få en fornemmelse af, hvor er de henne uddannelsesmæssigt, inden de kommer her. Jeg har nok meget fokus på det der uddannelsesmæssige, men det er også det vi bliver skudt i skoene for. Men det er jo også meget fremme i lovgivningen og Barnets Reform osv. Præcis.
I selve samtalen med den unge, hvad er så vigtigt for dig? I efterværnssnakken eller hvad? Ja. Det er rigtig vigtigt for mig, at den unge bliver hørt. Altså bliver lyttet til. Hvad er det reelt den unge vil. Hvad er det for nogle ønsker, den unge måtte ha’. Så det er den ene del af det og for mig nok den vigtigste. Og så er der den anden del, som handler om, at jeg jo også har et budskab. Jeg synes det er rigtig vigtigt, at få oplyst om, hvad er det for en proces der går i gang nu eller hvad er det der kommer til at ske. Og hvad er det systemet kan tilbyde. Jeg plejer faktisk at dele det op i 3 kasser for dem. Og siger der er 3 muligheder – enten skal du blive her i Børn & Unge eller også skal du over i en ny kasse, der hedder voksenområdet og det kommer man ved at man har nogle andre vanskeligheder og lidt større vanskeligheder, og så er der den kasse der hedder, at nu skal du klare dig selv. Efterværn, voksenområdet eller ud og klar dig selv og stå på egne ben og slut herfra. Jeg oplever i hvert fald, at man skal være ekstremt konkret over for dem, for at de forstår det. Og ordet efterværn er et rædselsfuldt ord – synes jeg i hvert fald også, og der er rigtig mange af dem, de forstår det ikke, de ved simpelthen ikke hvad det betyder. 61
Og den efterværnsskrivelse de modtager, når de er 17½ kan man også sige, at den er svær at forstå, for den er meget juridisk. Så jeg synes, jeg gør meget ud af, at tale sådan et meget lavpraksis sprog, og prøver at forklare dem de der kasser og muligheder, og hvor de ser dem selv. Og der er faktisk sindssyg mange af dem rigtig gode til at sige, at de hører i hvert fald ikke til i den kasse eller de vil helst hen i den kasse. Og så får vi en snak om det. Men selvfølgelig er jeg også inden de kommer, forberedt på hvor vi er. Altså, der kan være nogen, hvor man kan være meget i tvivl i virkeligheden. Og hvor det er deres eget billede af dem selv, der kommer til at afgøre, om de er i målgruppen for efterværn. Men jeg synes, at man efterhånden har fået noget erfaring i, hvem det er der ville være godt tænkt ind her. Og som sagt er det fleste af mine tænkt rigtig godt ind i den her efterværnskasse. Så hvis de også ser sig selv der, så ja. Men jeg synes, at de der efterværnssamtaler både handler om, at få lyttet til dem og om at få fortalt dem, hvordan reglerne er. Så de er oplyst og om klagevejledning osv. osv. Så de får de oplysninger de skal have. I forhold til at inddrage dem? Præcis.
Har du oplevet at du som socialrådgiver er kommet i konflikt med din egen faglige etik vedr. de unge og deres efterværnssager? Jamen det er jeg, der hvor de har fået afslag. Hvor jeg har set, at det ville have været det eneste rigtige, og at de havde fået lov at blive, fx som den dreng i plejefamilien. Det synes jeg ikke var nemt, altså at jeg herfra ikke kunne… hvor vi nogle gange har haft den mistanke, at det var økonomi, der kom til at afgøre om hvorvidt man skulle have eller ikke have. Men det ligger altså før Barnets Reform, for jeg synes virkelig, at der er sket noget. Og det er ikke fordi jeg skal sidde og pudse glorie, men jeg synes, at der er sket en forandring. Man er blevet lidt mere rundhåndet, fordi loven er ændret. Og det synes jeg er rigtig rart og godt for den unge. Men der er nogle ting der er svære, altså netop tidspunktet – timingen for, at det lige netop er der, de skal sluses ud. Den kan jeg godt være lidt uenig i og synes er problematisk. Man skal være rigtig skarp på, hvad man ligger op, fordi det netop er et udvalg der beslutter alt – i hvert fald her hos os. Vi har jo ikke nogen egen kompetence i forhold til efterværn. Så det kræver, at man er helt skarp på, hvad det er man selv synes. Der synes jeg godt, at man kan stå i de der dilemmaer. Særligt når man så får et afslag.
62
Bilag 6 – Interview med ungerådgiver B Hvorfor har du valgt at arbejde med unge? Jamen, det er… altså, ved kommunesamelægningen blev vi delt op i børn og unge og der synes jeg, at det var mest interessant, umiddelbart, at arbejde med de unge, fordi jeg tænkte at jeg kunne have en anderledes dialog med dem end jeg kunne med børn. Og efter jeg selv har fået børn, er det helt bevidst, at jeg holder mig langt væk fra de helt små børn. Det kan jeg ikke rumme, når jeg selv har små børn. Så derfor har du valgt de unge? Ja, men jeg tænker også, at oppe i mit hoved gør det det nemmere – altså de kan selv give udtryk for, hvis der er problemer eller hvad problemerne er. Jeg forestiller mig, at det er nemmere end med helt små børn. Man kan i hvert fald have en dialog på en anden måde, end man kan med de helt små. Præcis.
I forhold til dit arbejde med de unge, hvordan ser du så din socialrådgiverrolle? Hvordan vil du beskrive den? Jamen, det er jo rådgivende i forhold til hvad der er af muligheder og der er tusind muligheder, synes jeg, for efterværn. Så det handler om at holde tungen lige i munden og finde ud af, hvem er for det første egentlig i målgruppen for efterværn. Og hvis de så er i målgruppen, hvad skal det så være og hvordan skal det strikkes sammen. Ja, rådgivende. Men jo selvfølgelig også i forhold til, at følge op og have det her store forkromede overblik og økonomidelen med indover også. Der er sådan mange funktioner i det, tænker jeg. Så du er en form for tovholder også? Ja, helt klart. Hvad skal du være bevidst om i forhold til din rolle – nu når du snakker om at være tovholder og rådgivende? Jeg skal have styr på mulighederne og jeg skal have styr på lovgivningen. Det, der er rigtig svært, det er at vurdere om der er behov for efterværn eller om der er behov for at sige, at den unge er så dårlig, så vedkommende har behov for støtte på langt sigt, så det i virkeligheden ikke er mit regi de hører til i, men skal over i Social & Sundhed. Det synes jeg, er rigtig svært at træffe den vurdering, nogen gange, fordi der er rigtig mange der er i den her gråzone, hvor det kunne være både og, og det kunne gå den ene eller den anden vej. Det synes jeg er svært. Og man har jo forsøgt, herfra, at gøre det gennemskueligt som muligt og man skal målgruppevurdere og gøre det tidligere og tidligere og selvfølgelig hele tiden have fokus på, jamen hvilken vej går udviklingen, for de unge. Men jeg synes stadig, at det er svært, fordi igen, den dag de fylder 18 år, jamen der kan det gå begge veje. Hvornår starter I med at vurdere? Det gør vi… uha… altså, i handicap – vi er jo også delt op i handicaprådgivning – og i handicap, der tror jeg, at de faktisk allerede gør det, når de er 12. Og vi skal begynde at 63
gøre det, når de er 16. Der skal vi lave den første målgruppevurdering og så skal vi jo, alt efter hvad vi vurderer om de hører til i målgruppe 1, 2 eller 3, så skal vi have halvårlige netværksmøder, hvor vi involverer Arbejdsmarkedscentret og måske Social & Sundhed, hvis vi vurderer at de hører til i målgruppe 3, som er de dårligste. Det er lidt ligesom matchgrupper? Ja, det tænker jeg at det er. Målgruppe 1, det er dem hvor vi forventer, at de bare stryger lige igennem og klarer sig selv. Målgruppe 2, jamen det er dem, hvor man kunne forvente at de måske ville have brug for kontanthjælp, når de fylder 18. Og målgruppe 3, det er dem der skal over i Social & Sundhed. Men det er sådan lidt afhængig af, hvor vi vurderer at de kommer til at høre til. Men det er ved 16 år, at vi som udgangspunkt skal starte med at vurdere dem. Jeg synes det er svært, at skulle sidde og vurdere, hvordan vil det ende ud for denne her unge. Det er en ret voldsom vurdering at skulle tage, selvom man kan lave den om. For det står der trods alt, hvis jeg har vurderet en, til at være i målgruppe 3, og det så bare kommer til at gå fantastisk for vedkommende. Det står stadig i en sag, at jeg har vurderet og tænkt sådan om den unge. Det hænger ved? Ja, det synes jeg, at det gør. Både på den ene måde, at enten så har jeg taget gevaldig meget fejl eller så vil det kunne følge den unge. Men det kan vel også vise sig, at de ting i har sat i gang, har været med til at flytte den unge? I skal vel også se på udviklingspotentialet ik? Jo, det skal vi.
Hvordan tolker du § 76 i Serviceloven? Jamen, altså i forhold til det her med, at man nu kan blive genanbragt – det er jo både godt og skidt, tænker jeg. At hvis, man er kommet for tidligt ud, at man så kan sige, prøv og hør, det var jeg ikke klar til alligevel. Men omvendt tænker jeg også, at det kan blive lidt af en sovepude for nogen, måske. Men det er lige, hvad jeg umiddelbart tænker om det. Men som udgangspunkt synes jeg, at det er rigtig fint, at man lige kan komme tilbage og få et ekstra… Men ifølge dig, synes du så, at paragraffen eller loven den er klar eller uklar? Jeg synes faktisk, at den er klar nok, sådan som jeg lige husker den. Ja, det tænker jeg egentlig at den er.
Du ser ikke nogen problematikker i den? Jo. Ikke i forhold til det med, om den er klar eller uklar, men i forhold til det med, at man kan blive genanbragt indtil man fylder 23 år. Det kan jeg altså godt, igen uden at jeg har nogle helt konkrete eksempler, men jeg kunne godt forestille mig, at der er nogen - fx en ung, som lige er blevet udsluset fra en plejefamilie og bor i egen lejlighed og lige pludselig ikke får betalt sine regninger. Uh, jeg har brug for, at blive genanbragt. Der skal vi jo gøre det. Selvom det i virkeligheden måske bare handler om økonomi og vedkommende ”bare” ikke har fået betalt sine regninger. Men jeg har ikke noget helt konkret 64
at hænge det op på, det er bare en tanke. Men det vil sige, at der er faktisk ikke noget i den paragraf, der gør dig usikker på, hvordan den skal anvendes? Nej, ikke lige umiddelbart. Det tænker jeg ikke.
Hvad med det med, at skulle vurdere ud fra et skøn? Hvad er din personlige og faglige holdning til det? Jamen, det synes jeg jo stadig er rigtig rigtig svært. Det synes jeg altså at det er. Og jeg synes, at det er svært at skulle tage stilling til om et efterværn, som jo er af kortere varighed, vil det kunne give tilstrækkelig udvikling til at vi kan bevilge efterværn eller er de så dårlige, at et efterværn ikke vil kunne batte nogen steder. Det synes jeg, er rigtig rigtig svært at vurdere. Er der forskel på din personlige og faglige holdning til det? Nej, det synes jeg ikke at der er. De ligger i forlængelse af hinanden? Ja, det tænker jeg. Jeg har ikke sådan nogle konkrete sager, jeg sådan lige kan hive frem. Jeg tænker umiddelbart at… at det hænger meget godt sammen? Ja, det tænker jeg.
Jeg ville egentlig spørge dig om, hvad du ligger vægt på inden en afgørelse om efterværn. Kan du svare på det? Det skal give mening og den unge skal være selvkørende. Og hvis ikke han eller hun er det den dag de fylder 18 år, det er der jo ikke ret mange af dem der er, så må vi jo finde en løsning, så de kan blive selvkørende. Og hvad var det nu lige du spurgte om? Hvad du ligger vægt på, inden en afgørelse? Den unge skal kunne være tryg og jeg skal kunne tro på, at det jeg sætter i værk, det batter i den sidste ende. Og tit, de gange jeg har lavet efterværn her, så har de været anbragt i plejefamilie og så har jeg ansat plejemor eller plejefar som kontaktperson, til lige at følge den unge til dørs. Så det er den samme person – en kendt relation der… Ja, en tryghed der går igen. Det synes jeg, giver god mening. Gør man det tit? Jeg har gjort det.
Kan du sætte ord på, hvornår en ung efter endt anbringelse er klar til et voksenliv uden efterværn? Der er jo nogle helt grundlæggende ting der skal være på plads. Altså, sådan noget som at kunne styre sin økonomi og passe sin uddannelse eller arbejde eller hvad det nu er, det er sådan nogle helt grundlæggende ting der skal være på plads. Og vedkommende skal også helst være ude af eventuelle misbrug og sådan nogle ting. Men det er rigtig rigtig svært at vurdere, synes jeg, for der kan være tusind forskellige ting ind i der gør, at… Så det er individuelle vurderinger? Ja. Det er det helt klart. For der er så mange mærkelige ting, der kan komme ind fra højre, og vende det hele på hovedet.
65
Nu ville jeg spørge, om hvor ofte du oplever, at de unge har brug for efterværn. Er det noget du kan sige noget om? Det ved jeg ikke… Jeg har en, der fylder 18 år til sommer og han har ikke brug for efterværn. Han er anbragt i en plejefamilie og han skal bare hjem til sin mor og bo. Han vil ikke have noget støtte. Men ellers så synes jeg da, at netop denne her glidende overgang, hvor man ansætter en plejemor eller plejefar som kontaktperson, til lige at få styr på, at nu skal du bo ude i denne her lejlighed og nu skal vi have lagt et nyt budget og lavet en budgetkonto og alle de her praktiske ting, og der stadig er denne her kontakt og man kan komme med hjem og spise og det synes jeg fungerer super godt. Og det vil de gerne, de fleste. Det kan jeg også godt følge dem i, for det er jo en tæt relation. Og det er jo sådan, at det vil være for almindelige unge, når de flytter hjemmefra. Så er det stadig mor og far der hjælper. Sådan er det også her. Og det synes jeg gerne at de vil. Nu den unge du snakker om, der ikke skal have efterværn når han fylder 18. Du sagde, at han ikke vil. Han er ikke blevet tilbudt det? Jo jo, han er blevet tilbudt det. Alle bliver tilbudt det, men han har sagt nej tak.
Har du nogen sinde været i tvivl om, hvorvidt en ung har opfyldt betingelserne til efterværn? Ja. Jamen, det er jeg konstant. Jeg er konstant i tvivl om, om de hører til i efterværnsmålgruppen eller om de hører til og skal over i Social & Sundhed eller over i et andet regi. Det synes jeg, er mega svært at finde ud af. Hvad er det, der gør at det er svært at finde ud af? Det er en vurdering jeg skal tage ud fra ressourcer og forventede behov. Det synes jeg er skide svært. Og at du helst skal ramme plet første gang? Ja. Det er svært og vi bruger enormt meget krudt på det. Og de kommer sådan i klaser, dem der er lige ved at blive 18 år. Så i perioder der fylder det rigtig meget på vores gruppemøder og hvor vi diskuterer og drøfter og kommer af sted og hvad nu og vis og hvordan. Jeg synes simpelthen, at det er pisse svært. Bruger du dine kollegaer, så på den måde, når du siger at I tager det op på gruppemøder? Ja. Så drøfter vi det og hiver på hinandens erfaringer og hvordan var det lige at du gjorde den gang. Og så finder vi på løsninger hvis nu det ikke skulle være en plejefamilie, der skulle ansættes som en kontaktperson, hvad kunne man så ellers gøre. Så der bruger vi hinanden meget.
Hvis nu der ikke bliver tilbudt efterværn eller de unge ikke vil have efterværn, hvordan forbereder I dem så på, at de skal opnå denne her kontinuitet og stabilitet i deres voksenliv? Det arbejder vi jo på, vi har jo de her samtaler hvert halve år og så begynder vi at tage den med plejefamilien eller fx opholdsstedet eller hvad det nu kan være, at så er der jo nogle ting de skal begynde at forberede på, altså netop at have budgetkonto og alle de her ting. Og forberede dem på, at den dag du fylder 18, så vælter det ind i postkassen med breve du skal tage 66
stilling til fra banken og kommunen og alle mulige ting. Så det skal de begynde at arbejde på. Og også måske indføre en ugentlig maddag, hvor den unge måske skal sørge for at handle ind og lave mad, så man i hvert fald lige kan koge noget pasta og sådan lidt forskelligt, så man kan klare sig selv. Så I gør hvad I kan for at skabe denne her… Ja, så de i hvert fald kan de mest basale ting, den dag de fylder 18. Så de ikke bliver helt forskrækkede? Ja. Nu du siger, at I bruger meget plejefamilien og opholdsstedet osv., er der andre I bruger? Andre samarbejdspartnere til at hjælpe den unge? Jeg tænker lidt, at nu kan jeg ikke huske om med kontaktpersoner, om man kan videreføre dem. Det kan jeg ikke huske. Dem jeg tænker på, det har været plejefamilie, hvor man har videreført eller man har lavet udslusningsordninger med opholdssteder. Men ellers så tænker jeg jo, at hvis det er andre unge der skal have støtte fremadrettet, så er det Social & Sundhed og så er det jo deres støtte/kontaktteam der tager over. Men i forhold til, at nu siger du, at I uddelegerer opgaverne, men bruger I selv tid på at rådgive den unge? Altså, kun i forbindelse med de samtaler vi alligevel har. Gør jeg i hvert fald. Jeg tager ud, de her et halvt års tid før, at vedkommende fylder 18 og har en snak og siger, lige om lidt er du 18 og sådan og sådan og hvad tænker du selv. Og selvfølgelig også får nogle statusser løbende fra familieplejekonsulenten eller opholdsstedet i forhold til, jamen hvor ligger funktionsniveauet og hvad kan vi og hvad kan vi ikke. Og så får lavet en plan for, hvad der skal ske, det næste halve år, så du i hvert fald er nogen lunde med ik. Men ellers så er det andre der står for opgaven? Andre der står for den helt konkrete og daglige træning, hvis det er det der skal til. Det bruger jeg ikke tid på.
Hvilke undersøgelser eller foranstaltninger er der sat i gang forud for en afgørelse om efterværn? Nu snakker du meget om støtte/kontaktpersoner. Er der sat andet i gang? Vi er begyndt at bruge de her arbejdspsykologiske tests, i forhold til at finde ud af, jamen hvad kan du. Er det realistisk at sende dig på en ungdomsuddannelse eller er det STU vi snakker om. Er det noget nyt man er begyndt på? Ja. Og det er igen med denne her oversigt vi har fået i forhold til at målgruppevurdere. Der har vi fået en rigtig fin køreplan – hvem gør hvad, i forhold til modellen og det her med at vurdere. Og der er lagt op til, at vi kan bruge denne her arbejdspsykologiske test noget mere og det er vist nok, så vidt jeg husker, os der skal betale. Har du prøvet at lave en? Nej, det har jeg ikke. Ved du, hvor godt et resultat de giver? Altså, jeg tænker – jeg tror, at X har prøvet at bruge dem nogle gange og hun er vist ret begejstret for dem, fordi de giver en pejling af – både kognitivt, hvad kan vedkommende. Altså, undgå at de unge bliver sendt ud i noget, som faktisk er – en falliterklæring, lige præcis. Så på den led tænker jeg, at det er rigtig fint. Så man opnår sejrene i stedet for nederlagene? Nå ja, men også fordi 67
nogle af dem vi har er rigtig dårligt beskrevet og så giver det i hvert fald lige en fin pejling på, jamen hvor er vi henne, på alle områder. Også hvis den nu skulle over i Social & Sundhed. Så har de i hvert fald et okay redskab at gå ud fra. Ved du hvor hurtigt det er at lave sådan en test? Nej. Og jeg ved heller ikke, hvem vi får til at lave dem.
Hvor godt et kendskab har du til de unge, hvor du skal træffe en afgørelse om efterværn? Altså de fleste, dem jeg har haft igennem mange år, dem har jeg jo et godt kendskab til. Men, der er også, altså, vi rokerer jo lidt indimellem, så der er der også nogle jeg er helt blanke på. Der er nogle indimellem, hvor der heller ikke er nogen beskrivelser eller noget. Hvor de har været anbragt siden de var 5 dage gamle og det har bare kørt og hvor der måske ikke rigtig er noget. Og dem er der også nogle af indimellem. Jeg tænker også, hvis det er en tilflytter, hvor du får nogle papirer med, hvor der ikke rigtig er nogen handleplan med eller noget i den stil. Det må jo også give nogle konflikter i forhold til det kendskab, du så mangler? Det gør det også. For så træffer jeg jo en afgørelse om efterværn eller ikke efterværn ud fra det kendskab jeg nu har til vedkommende og det er måske ikke altid rigtigt eller populært heller. Hvad tænker du selv om det, at skulle kunne det? Det er da svært. Altså, jeg synes jo i forvejen at det er rigtig svært, og så er det jo endnu mere svært med en som er dårlig beskrevet og som måske har haft en super god dag, den dag jeg var på besøg. Og det er jo tarveligt ik. Man har det vel også bedst med, at man selv har fulgt borgeren eller den unge hele vejen? Hvis du overtager en sag fra en kollega, jamen så har du stadigvæk kendskabet hos kollegaen. Men hvis du overtager fra en anden kommune, så giver det jo straks problemer. Ja.
Også i forhold til din relation til den unge? Helt klart, for det tager jo tid at opbygge sådan en. De ved i hvert fald hvem jeg er. De kan kende mit ansigt, når jeg kommer ud. Hvordan vil du beskrive din relation til de unge eller definere den? Det er meget forskelligt. For nogen er det totalt angstprovokerende – uh det er hende fra kommunen og fuck fuck fuck, hvad skal der nu ske. Og nu skal jeg sendes hjem eller nu skal jeg hjem til mor og far og bo eller et andet. Og andre det er meget hyggeligt. Ja. Det svinger rigtig meget. Altså, jeg synes ikke, at jeg har nogen jeg direkte ikke kan med. Det synes jeg ikke at jeg har. Men det betyder da meget. Hvis jeg skal danne mig et realistisk billede af, hvad vedkommende kan, så betyder det også meget, at det ikke er en der sidder og spiller skuespil og prøver at fremstå som en der kan det hele. Bruger du din myndighedsrolle meget, når du har samtaler med de unge? Nej, det kommer an på situationen, men som udgangspunkt, så tænker jeg nej. Men det kommer helt an på situationen og det kommer an på, ja også den unge. For der er også nogen, hvor det bliver lidt for 68
hyggeligt. At uh, vi er venner – nej det er vi ikke. Så der kan godt være nogen, hvor man lige skal sige, at det er mig der bestemmer. Men det er sjældent, det synes jeg, at det er. Men det er ikke noget der skinner igennem, at du kommer og er myndigheden over for borgeren? Altså igen, der er nogen der som sagt bliver smadder nervøse når jeg kommer og det er hende fra kommunen. Jeg synes ikke, at det er noget jeg tænker over. Jeg har en pige, som bliver meget meget nervøs, når jeg kommer. Også fordi hun helt klart har en frygt for, at jeg kommer og siger, at nu skal du ikke være her mere. Nu skal du hjem til din mor og bo. Og der tænker jeg, at hun ser helt klart mig som den fæle fra kommunen. Men ellers, så synes jeg faktisk ikke at det er slemt. Har det noget at gøre med, hvor de kommer fra? Det ved jeg ikke. Med hende her, der tænker jeg, at det også er hele hendes personlighed. Hun er en frygtsom pige.
Hvilke overvejelser gør du dig vedr. samtaler om efterværn inden den unge møder op til samtalen? Jeg har i hvert fald gjort mig det klart, hvor jeg tror at de ligger henne og hvad jeg tror der skal ske bagefter. Og så er det noget med lige, at have læst op på lovgivningen, så jeg kan svare på det meste der bliver spurgt om. Og så jeg er klar i spyttet på, hvad der skal tilbydes. Det ville jeg selv have det godt med, hvis jeg kom ind til en. Jeg skal vide hvad det er og hvad det handler om. Har de unge forberedt sig? Nej, tit så kommer de og har en forventning om, at jeg lige kan trylle en lejlighed frem og så er det mere på det plan. Men der er rigtig mange der ikke sådan, husker eller ved, at der er mulighed for at komme ud og prøve at stå på egne ben og hvis det går galt, jamen, så kan man komme tilbage igen.
Hvad er vigtigt for dig i samtalen med den unge? At jeg kan formidle klart og tydeligt, hvad der er af muligheder for den unge. Og at jeg har styr på, hvad det er jeg kan tilbyde dem.
Hvor meget inddrager I de unge i forhold til en kommende afgørelse om efterværn? De bliver jo inddraget på den måde, at vi jo har denne her snak et halvt år før, hvor jeg jo siger, prøv og hør, det er det her jeg tænker der skal ske med dig, når du fylder 18 og hvad tænker du. Og så må vi jo tage den derfra, velvidende at det jo stadig er mig der træffer afgørelsen. Men jeg synes da, at de bliver involveret så langt som det overhovedet er muligt og jeg synes da, at vi prøver og lytte til, hvad de gerne selv vil. Og også lytte på, hvem der kender dem ud over os. Hvad kan de og er det realistisk det jeg sidder og tænker. Hvad nu, hvis de er fuldstændig modsat af, hvad du tænker? Det ved jeg ikke. Så må de jo anke den. Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke lige komme på en, hvor jeg sådan har haft, hvor de har været fuldstændige uenige.
69
Men det tænker jeg, at så må det jo være sådan. altså, det er mig der vurderer og indstiller til denne her afgørelse og så må de anke den, hvis de er uenige.
Hvordan sikrer I, at de har forstået hvilken betydning efterværn har for dem? Jeg ved, at der er mange der takker nej, for så vil de ikke have mere med kommunen at gøre. Dem der er i plejefamilie, der beder jeg plejefamilien om at snakke med dem. For det kan godt være, at der er mange der har paraderne oppe, når de sidder heroppe. Og dem der er rigtig nervøse de får måske ikke hørt halvdelen af, hvad jeg har sagt. Og der tænker jeg, at det er en meget god måde at sige til plejefamilien, kunne I ikke lige følge op på det derhjemme. Og så kunne vi snakke sammen om 14 dage eller sådan noget. Og så får de det jo på skrift også og det beder jeg også nogle gange plejefamilien om lige at gennemgå. Men den bliver ligesom taget op et par gange? Det afhænger også af, hvem de nu er og hvad de kan.
Har du oplevet, at du som socialrådgiver er kommet i konflikt med din egen faglige etik vedr. de unge og deres efterværnssager? Nu har jeg jo ikke haft så mange her på det sidste, men det har jeg da sikkert. Jeg kan altså ikke lige komme på nogle eksempler nu.
70