TILKENDEGIVELSE af 27. oktober 2009 i Faglig voldgiftssag F.V. 2009.5:
HK/Privat som mandatar for A (advokat Karen-Margrethe Schebye)
mod
Dansk Funktionærforbund, Serviceforbundet (advokat Søren Bagger)
‐ 2 ‐
INDLEDNING
Sagen angår spørgsmålet, om A, der pr. 1. april 2005 blev ansat som receptionist i Dansk Funktionærforbund (DF), har krav på godtgørelse i henhold til § 16 i overenskomsten mellem DF og HK i anledning af, at hun den 23. maj 2008 blev opsagt fra sin stilling. Uoverensstemmelsen er af HK ved klageskrift af 27. oktober 2008 blevet indbragt for denne faglige voldgiftsret, der har bestået af faglig sekretær Liselotte Højer og faglig sekretær Anne Jette Bonde, udpeget af HK, servicechef Tonny Lauridsen og kasserer Peter Jørgensen, udpeget af DF, og – som opmand – højesteretsdommer Per Sørensen.
Sagen blev forhandlet den 28. september 2009. Der blev afgivet forklaring af A, faglig chef i HK Hovedstaden Steen Preisler, regnskabschef i DF Rasmus Østrup Møller, kasserer i DF Kaj Olsen, tillidsrepræsentant Janni Andersen og Sanne Seyfarth Loua, ligeledes fra DF.
Efter forhandlingen og voteringen var der enighed mellem parterne om, at opmandens afgørelse fremkommer i form af en tilkendegivelse uden fuldstændig sagsfremstilling og gengivelse af forklaringerne og parternes argumenter.
PÅSTANDE
Klager, HK/Privat som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at DF skal betale en godtgørelse udmålt efter voldgiftsrettens skøn, således at godtgørelsesbeløbet forrentes efter rentelovens bestemmelser fra den 27. oktober 2008.
Indklagede, DF, Serviceforbundet, har påstået frifindelse.
SAGSFREMSTILLING
Ansættelsen af A A blev som anført ansat som receptionist i DF med virkning fra den 1. april 2005. Gennem hele sin ansættelse var hun beskæftiget ved telefonomstillingen, der betjente i alt ca. 70 medarbejdere i både forbundet og A-kassen, idet der efter det oplyste i perioder blev modtaget op mod 500
‐ 3 ‐
opkald om dagen. Hun var den eneste medarbejder ved omstillingen, men blev efter behov – ved ferier, sygdom m.v. – afløst af nogle af kollegerne.
”B-sagen” Af oplysningerne i sagen, herunder forklaringerne, fremgår, at der i perioder var problemer med arbejdsmiljøet og arbejdsklimaet i forbundet. Dette skyldtes til dels, at der i en periode foregik en ombygning, der navnlig havde belastet medarbejderne i medlemsregistreringen. Desuden forekom der tilfælde af mobning mellem medarbejderne, som A var impliceret i.
I slutningen af 2006 fik en medarbejder – B – et psykisk sammenbrud, der førte til, at hun blev sygemeldt og fratrådte sin ansættelse i forbundet. Under anbringende af, at DF ikke havde formået at sikre et ordentligt arbejdsmiljø med en ordentlig omgangstone, krævede HK, at B blev tillagt en godtgørelse. Efter forhandlinger om spørgsmålet indgik DF den 30. marts 2007 på at betale en godtgørelse til B på 150.000 kr.
Efter B’s fratræden sendte Kaj Olsen og Rasmus Østrup Møller den 15. marts 2007 en mail til samtlige ansatte i forbundet, hvori det blandt andet hedder:
”Fra Til: Dato Emne:
Ruth Klavins Alle Forbundsansatte i Upsalagade 15-03-2007 12:27:13 B har opsagt sin stilling i DFF
Vi skal hermed informere jer alle om, at B har opsagt sin stilling i medlemsregistreringen. B har gennem længere tid haft det svært med at få privatliv og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed. Her har en afgørende faktor været den meget lange transporttid til arbejde. Desuden har B igennem længere tid haft fysiske skavanker, som også har tæret psykisk. Efter 3 måneders sygdom, hvorunder hun blandt andet gennemgik en operation, valgte B at vende tilbage til DFF. Men hun vurderede hurtigt, at det ikke var et optimalt valg for hende. Vi respekterer derfor B’s beslutning og ønsker hende al mulig held og lykke i fremtiden. Vi har desværre bemærket, at der er gået en række rygter om årsagen til B’s fratræden. Herunder, at hun er stoppet pga. mobberi. Det har vi fulgt grundigt op på og kan konstatere, at nok har der været uoverensstemmelser i afdelingen, men der har ingenlunde været tale om mobning. Vi skal anmode om, at man ikke viderebringer rygter af denne karakter, da det skaber et forkert billede af medlemsregistreringens tilbageværende medarbejdere.”
‐ 4 ‐
A har forklaret, at hun kunne have nogle kontroverser med B, men at disse ikke – heller ikke i forbindelse med B’s fratræden – gav anledning til nogen påtale fra ledelsens side.
Rasmus Østrup Møller har forklaret, at B havde en del kontroverser med A, og at han under flere samtaler med B forsøgte at finde frem til den nærmere forklaring herpå. B fortalte herunder, at hun havde sin egen måde at udføre sit arbejde på og klæde sig på, og at disse forhold havde afstedkommet mange bemærkninger af den ene eller den anden karakter fra A’s side. Han forsøgte derefter at få løst problemerne under et par møder, hvor både B og A var til stede. Samtalerne foregik på et uformelt plan, og i en periode derefter gik det udmærket, indtil B blev sygemeldt i slutningen af 2006. Hun kom tilbage i februar 2007, men der gik ikke lang tid, før B selv sagde op med den begrundelse, at hun ikke længere kunne klare omgangstonen i forbundet. Hun pegede i denne forbindelse på sit forhold til A, men også på, at hun havde haft konflikter med andre af sine kollegaer. Mailen af 15. marts 2007 til de ansatte i forbundet blev udsendt for at påpege, at det ikke var medarbejderne i medlemsregistreringen – hvor B havde været ansat – der havde udsat B for mobning. Lige efter B’s sygemelding talte han på mere uformelt plan med alle de ansatte om, hvordan tonen mellem dem kunne forbedres, idet han fremhævede, at de ansatte skulle have en anstændig omgangsform og -tone.
Den mundtlige advarsel I slutningen af januar 2008 blev A kaldt ind til en samtale med Rasmus Østrup Møller, der foreholdt hende, at hun skulle have forhindret et medlem af forbundet i at tale med A-kassen, og at hun skulle have nægtet at tage imod en besked fra det samme medlem. Rasmus Østrup Møller har om denne episode forklaret, at baggrunden for samtalen var en henvendelse fra et medlem, der ikke havde følt sig korrekt behandlet under en telefonisk henvendelse til forbundet, hvor hun talte med A. Medlemmet havde oplyst, at hun havde været nærmest panisk for at komme i kontakt med nogen i forbundet, fordi hun stod over for at miste sin ret til efterløn, hvis ikke hendes sag i forbundet faldt på plads. A havde blot afvisende oplyst, at A-kassen var lukket den pågældende dag. Under sin samtale med A fremhævede han, at en sådan sag krævede en ganske særlig opmærksomhed fra hendes side, og at det var meget vigtigt, at hun håndterede sagerne rigtigt og anvendte en korrekt tone over for medlemmerne. Da han samtidig var blevet orienteret om, at der havde været nogle episoder mellem A og C benyttede han anledningen til at bemærke, at A skulle afholde sig fra at kommentere påklædningen hos kolleger, og at hun skulle sikre sig, at hendes
‐ 5 ‐
udtalelser over for kollegerne ikke kunne misforstås. Det er rigtigt, at hans samtale med A kunne betragtes som en mundtlig advarsel.
A har forklaret, at hun ikke selv har nogen særlig erindring om telefonsamtalen med det pågældende medlem. Under samtalen gav Rasmus Østrup Møller udtryk for, at det pågældende medlem ikke var blevet betjent tilfredsstillende, og at hun måtte håndtere sådanne tilfælde bedre i fremtiden. Hun var naturligvis selv helt klar over vigtigheden af, at alle medlemmer blev betjent korrekt, men hun opfattede også selv samtalen som en form for mundtlig advarsel – en reprimande – og det påvirkede hende psykisk. Hun forstod ikke selv, at hun ikke havde kunnet tale sig til rette med Rasmus Østrup Møller om sagen. Under den samme samtale gav hun udtryk for, at der var betydelige problemer med omstillingen, og at systemet teknisk måtte forbedres.
”C-sagen” Fra den 28. januar 2008 holdt A ferie i 14 dage, og hun blev herunder afløst af C og andre af sine kollegaer. A har forklaret, at hun inden ferien satte C ind i arbejdet.
Da A den 12. februar 2008 vendte tilbage fra ferien, konstaterede hun ifølge sin egen forklaring, at der lå adskillige ting på hendes bord, som ikke var blevet lavet, mens hun havde været væk. Hun sagde derfor til C, at hun ikke kunne attestere en række bilag, som denne selv skulle have attesteret. Hun var derpå blevet opmærksom på en udprintet mailkorrespondance af 30. januar 2008 mellem C og en anden kollega, D. Korrespondancen lød således:
”Fra Til: Dato Emne:
Omstilling Omstilling D 30-01-2008 10:55:23 Svar: Er det tj.fravær du har i morgen?? Tak C
Det kan kun blive bedre. >>> D 30-01-2008 10:54 >>> Du har ret - men det havde telefonhelle åbenbart ikke fattet ?! Nå - vi håber på at det bliver bedre. >>> Omstilling Omstilling 01/30/08 10:52 >>> Velbekomme, det er jo sådan det skal være. kh C >>> D 30-01-2008 10:51 >>>
‐ 6 ‐
Tak - og tak for dine beskeder til mig - det er bare fedt !!! Kh. D >>> Omstilling Omstilling 01/30/08 10:50 >>> Okay. tak for det.God tur. kh C >>> D 30-01-2008 10:46 >>> Ja - hele dagen - er jeg på Bornholm og holde samtaler. Kh. D >>> Omstilling Omstilling 01/30/08 10:42 >>>” A har forklaret, at korrespondancen gjorde hende meget ked af det. Hun fandt, at den på en underforstået måde omtalte hende nedsættende, og hun blev af samme grund stærkt irriteret på C, hvad hun nok også fik ”klappet ud over for hende i en forkert tone”. A betegner selv denne tone som ”ikke pæn”. Hun har derimod ikke – som hævdet fra anden side – udtalt sig nedsættende om C’s påklædning, idet hun blot har givet udtryk for, at hun syntes, at C skulle lægge sine i øvrigt flotte benklæder op.
Janni Andersen, der er tillidsrepræsentant for de ansatte i forbundet, har forklaret, at C i løbet af efteråret 2007 over for hende nævnte, at der havde været nogle episoder, hvor hun havde følt sig mobbet og generet af A, herunder for sin påklædning. Hun orienterede Rasmus Østrup Møller herom, og hun var til stede under den samtale mellem A og Rasmus Møller, der mundede ud i den mundtlige advarsel. Herunder kom Rasmus Møller også ind på tonen i forhold til C.
Janni Andersen har endvidere forklaret, at C umiddelbart før A’s tilbagevenden fra ferie over for hende udtrykte bekymring for, at hun nu igen ville blive kritiseret af A. Hun overværede selv episoden, hvor A kritiserede C. Det skete i en tone, der bekræftede hende i, at C havde haft grund til sin bekymring. Efter ordvekslingen med A brød C helt sammen, og hun måtte straks gå hjem. Hun besluttede selv, at der straks måtte gøres noget, og kontaktede Rasmus Østrup Møller, der indkaldte A til en samtale den følgende dag. Hun havde ikke på det tidspunkt selv set mailkorrespondancen af 30. januar 2008 mellem C og D.
Under samtalen med Rasmus Møller den 13. februar 2008, hvor Sanne Seyfahrt Loua var til stede, fik A udleveret følgende skriftlige advarsel:
‐ 7 ‐
”Skriftlig advarsel På baggrund af hændelser på d. 12/2-2008 skal vi hermed meddele dig, at du gives en skriftlig advarsel. Advarslen gives fordi du overfor en kollega opførte dig på en måde, som er uacceptabel for en medarbejder i Dansk Funktionærforbund. Forbundets sikkerhedsudvalg har været samlet d. 12/2 -2008 og drøftet situationen. Vurderingen i udvalget er at der er tale om mobning af en kollega, fordi forholdende dels har stået på over en længere periode, og dels fordi at kollegaens personlige forhold er blevet kommenteret. Da der tidligere har været episoder i din ansættelse, hvor du har haft personlige konflikter af alvorlig karakter med en ansat, finder vi derfor at der er tale om gentagelsestilfælde, hvilket vi finder helt uacceptabelt. Vi skal understrege at tilsvarende opførsel over for samme kollega eller andre i huset, vil medføre øjeblikkelig bortvisning. Herværende advarsel gælder 1 år fra dags dato.” Den 28. februar 2008 indgik forbundet et forlig med HK i anledning af, at C ”på råd fra egen læge og psykolog pga. mobning fra en kollegas side” havde opsagt sin stilling med virkning fra den 29. februar 2008 til fratræden med udgangen af marts måned 2008. Ifølge forliget betalte DF C løn for marts måned 2008 og fritstillede hende i samme periode. Herudover betalte forbundet en godtgørelse til C svarende til en månedsløn inkl. arbejdsgiverens pensionsbidrag beskattet efter reglerne om særlig godtgørelse.
A har forklaret, at hun under mødet med Rasmus Østrup Møller viste ham mailkorrespondancen mellem C og D, hvortil Rasmus Møller sagde, at han syntes, at hun skulle rive papiret i stykker. Hun blev meget ked af, hvad hun selv opfattede som uretfærdige beskyldninger om, at hun skulle have mobbet C. Hun følte sig syg indvendig og gik med Rasmus Møllers indforståelse straks hjem, hvorefter hun den følgende dag sygemeldte sig.
Rasmus Østrup Møller har forklaret, at han efter episoden mellem C og A blev kontaktet af tillidsrepræsentanten Janni Andersen, der fortalte, at C havde det meget dårligt, fordi hun var blevet overfuset af A. Denne udlægning blev bekræftet af Janni Andersen, der selv havde overhørt ordvekslingen. C havde det så dårligt, at man straks anviste hende psykologbistand, og han og hans foresatte var herefter enige om, at der skulle meddeles A en skriftlig advarsel. Der var enig-
‐ 8 ‐
hed om, at Janni Andersen ikke burde være til stede under mødet med A, fordi hun havde overværet episoden, og derfor deltog Sanne Seyfarth Loua i mødet i stedet for Janni Andersen. På mødet bekræftede A, at der havde været uoverensstemmelser mellem hende og C, men det havde efter hendes opfattelse ikke været af den stærke karakter, som C havde givet udtryk for.
Rasmus Møller har endelig forklaret, at det er rigtigt, at der i den pågældende periode havde været nogle arbejdsmiljøproblemer, og at disse havde været drøftet gennem nogen tid. Der var dels tale om arbejdsklimaet mellem nogle af medarbejderne, dels om problemer pga. ombygning. Problemerne førte til, at der i sommeren 2008 blev gennemført en egentlig arbejdsmiljøundersøgelse, der afstedkom forskellige ændringer i huset. Hans vurdering af mailkorrespondancen af 30. januar 2008 mellem C og D var, at D havde overtrådt rammerne for god opførsel, men at dette ikke retfærdiggjorde A’s behandling af C. Over for A gav han da også udtryk for, at D’s adfærd havde været uanstændig, og efterfølgende gjorde han også dette klart over for D.
Sanne Seyfarth Loua har forklaret, at hun ikke var involveret i selve episoden den 12. februar 2008 og alene var blevet informeret om, at C var brudt sammen. Forud for mødet den 13. februar 2008 blev hun meget kort sat ind i situationen af Janni Andersen. Forbundets reaktion kom meget bag på A, der ikke selv mente, at hun havde gjort noget forkert. A blev derfor også vred. Hun viste mailkorrespondancen af 30. januar 2008 til Rasmus Møller, men vidnet opfattede dog ikke dette som et forsøg fra A’s side på at forklare, hvorfor hun havde reageret så kraftigt over for C.
Dagen efter advarslen til A afholdtes møde i forbundets Personaleudvalg. I referatet af mødet hedder det:
”Til stede var: Villy Nielsen, Kaj Olsen, Janni Andersen og Sanne Seyfarth Loua Der var indkaldt til mødet på baggrund af en verserende sag om mobning i Medlemsregistreringen. Ledelsen mente, at der var behov for at mødes og informere hinanden om, hvad der sker i huset i øjeblikket. A ved telefonomstillingen havde fået en skriftlig advarsel for sin opførsel overfor C, hvilket man havde drøftet på mødet i daglig ledelse samme dag. Og konklusionen på mødet var, at man overhovedet ikke vil acceptere et overgreb, som det der var på tale. En sådan mobbesituation gør det utrygt at arbejde i forbundet. Og i den aktuelle situation havde det bevirket, at C var gået psykisk ned. Der skal være plads til, at vi er forskellige og
‐ 9 ‐
det kan ikke være rigtigt, at man skal høre for, at man f.eks. klæder sig anderledes, eller arbejder i et andet tempo. Forbundets Falck-abbonnement dækker næsten alt, bare ikke mobning, men forbundet betaler i første omgang for fire timer hos en psykolog. C har behov for hjælp til at komme ovenpå igen, og det var vigtigt for ledelsen at præcisere, at man vil følge situationen nøje fremover og gribe hurtigt ind, hvis det fortsætter eller man hører om klikedannelser m.v. Håbede også, at medarbejdersiden ville være ekstra opmærksomme. Medarbejdersiden var enig og tilkendegav, at man også fra deres side ville følge situationen. De havde først fået kendskab til sagen et par dage før. De var enige i, at det er vigtigt at appellere til kollegerne om at give hurtig besked til tillidsrepræsentanten, hvis noget lignende opstår igen. Der var enighed om, at den slags situationer bør stoppes, inden det bliver nødvendigt med psykologhjælp.” Opsigelsen af A Den 20. februar 2008 anmodede forbundet A om at fremsende en lægeerklæring vedrørende sin sygdom, da denne havde varet længere end 3 dage. Forbundet modtog derpå en erklæring af 22. februar 2008 fra A’s sædvanlige læge, hvoraf fremgik, at A havde været i konsultation den 15. februar 2008, og at sygdommen forventedes at vare ca. 2 måneder. I erklæringen var der sat kryds ud for ”Arbejdsskade” som ”årsag til uarbejdsdygtigheden” ifølge ”Patientens egne oplysninger”.
Den 3. marts 2008 sendte HK et brev til DF, efter at A havde henvendt sig til HK ”i anledning af hendes ansættelsesforhold hos jer, herunder specielt de psykiske arbejdsforhold i Dansk Funktionærforbund”. Ifølge brevet havde A været udsat for krænkende adfærd i forbindelse med udførelsen af sit arbejde, og HK anmodede om, at den skriftlige advarsel blev trukket tilbage. Dette afslog DF.
Den 23. april 2008 anmodede DF A om inden 14 dage at fremsende en udvidet lægeerklæring. Da forbundet havde erfaret, at A havde anmeldt en psykisk betinget arbejdsskade, blev hun anmodet om at konsultere en speciallæge i psykiatri. Derefter fremsendtes en erklæring fra en speciallæge i psykiatri til DF, hvori det blandt andet hedder:
”Jeg kan oplyse, at pt. efter min vurdering lider af en sygdom, der er udløst af belastende og traumatiserende forhold på arbejdspladsen gennem det sidste 1½-2 år. Erfaringsmæssigt
‐ 10 ‐
tager det lang tid at restituere sig ovenpå et så langvarigt forløb og hun må forventes sygemeldt flere måneder endnu (2-4 måneder?).” Den 23. maj 2008 blev A opsagt ved en skrivelse, hvori det blandt andet hedder:
”Dansk Funktionærforbund Serviceforbundet skal hermed meddele dig, at du pr. d.d er opsagt fra din stilling, som receptionist i forbundet. Det medfører at du vil modtage løn herfra til og med september måned 2008. Ligeledes betyder det at du ikke behøver at møde på arbejde i opsigelsesperioden. Vi har d. 22/5-2008 modtaget lægeerklæring fra din psykiater, hvoraf det fremgår at dit sygdomsforløb må forventes at være længerevarende. Da din hidtidige sygdomsperiode desværre har været lang i forvejen, har det trukket store veksler på organisationen. Vi har derfor vurderet, at vi ikke længere kan magte, at fortsætte uden fast tilstedeværende personale i receptionen. Da receptionen har en vigtig rolle i samspillet med medlemmer og andre samarbejdspartnere, er vi nød til at sikre at stillingen kan genbesættes. Vi skal informere om, at vi for 14 dage siden kontaktede Steen Preisler i HK, for at drøfte situationen. Da vi ingen tilbagemelding har fået, ser vi derfor ingen anden mulighed end at opsige dig.” Rasmus Østrup Møller har forklaret, at forbundet efter at have måttet betale godtgørelse til både B og C, efter at de var fratrådt som følge af mobning, som A havde deltaget i, fandt det bizart, at HK nu mente, at advarslen til A var urimelig. Da forbundet modtog speciallægeerklæringen, vurderede man, at situationen var både alvorlig og højst usikker. Man kunne ikke i længden fortsætte med midlertidige løsninger i omstillingen i en situation, hvor forbundet kunne få store problemer pga. den pressede medlemssituation. Dertil var det meget usikkert, hvornår A kunne vende tilbage, idet man vurderede, at hendes sygdom også ville kunne komme til at vare længere end de 4 måneder, der var ansat i lægeerklæringen. Efter drøftelse i Personaleudvalget så forbundet sig derfor nødsaget til at afskedige A.
Janni Andersen har forklaret, at hun efter modtagelsen af speciallægeerklæringen af 23. maj 2008 var enig med forbundets ledelse i, at det forekom meget usikkert, hvornår A ville kunne vende tilbage efter sit sygefravær. Netop varetagelsen af de funktioner, A havde, var meget sårbar over for sygdomsfravær, og hun var derfor i det hele enig med ledelsen i, at det var nødvendigt nu at afskedige A.
OPMANDENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION
‐ 11 ‐
Efter forhandlingen og voteringen kunne der ikke blandt de af parterne udpegede medlemmer af voldgiftsretten opnås flertal for en afgørelse, der derfor skal træffes af opmanden. Som anført var parterne enige om, at afgørelsen træffes uden afsigelse af kendelse, og opmanden fremkommer herefter med følgende
T I L K E N D E G I V E L S E:
Både B og C fratrådte som følge af mobning fra kollegers side. Dansk Funktionærforbunds indvilligelse i – efter krav fra HK – at betale godtgørelse til både Bs og C må ses på baggrund af, at forbundet selv har ment at have et ansvar for, at arbejdsmiljøet ikke skabte grobund for sådanne tilfælde af ”mobning”. Det må imidlertid samtidig lægges til grund, at forbundets ledelse udfoldede bestræbelser på at få medarbejderne til at afholde sig fra at udvise en adfærd, der kunne opfattes som mobning af andre. Hertil kommer, at medarbejderne i meget høj grad selv har ansvar for deres egen adfærd.
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at A’s adfærd over for B bidrog væsentligt til, at denne fratrådte, og at hendes adfærd over for C var den helt afgørende grund til, at denne måtte fratræde efter et psykisk sammenbrud. Forbundets advarsel af 13. februar 2008 til A var derfor sagligt begrundet i hendes egne forhold.
Det er utvivlsomt, at A’s sygdom af psykisk karakter skyldtes, at hun følte sig uretfærdigt behandlet af forbundet, dels efter samtalen med Rasmus Østrup Møller den 24. januar 2008, dels og navnlig efter den sagligt begrundede advarsel den 13. februar 2008. Hun havde været ansat i forbundet i 3 år og 2 måneder, da hun efter en sygeperiode på 3 måneder blev opsagt til fratrædelse ved udgangen af september måned 2008. På opsigelsestidspunktet måtte det ifølge speciallægeerklæringen påregnes, at hun ville være sygemeldt i yderligere 2-4 måneder, og pga. sygdommens karakter og den usikkerhed med hensyn til sygefraværets varighed, erklæringen efterlod, var det en mulighed, at fraværet ville komme til at vare endnu længere.
I den opståede situation havde forbundet en berettiget interesse i at sikre sig, at arbejdssituationen i receptionen blev bragt ind i en sikker gænge. Hertil kommer, at der efter hele forløbet ikke er grundlag for at tilsidesætte forbundets vurdering, hvorefter det var lidet sandsynligt, at A’s ansættelsesforhold på sigt ville kunne udvikle sig til begge parters tilfredshed.
‐ 12 ‐
På den anførte baggrund må opsigelsen af A, som tillidsrepræsentanten var enig i, anses for rimeligt begrundet i både hendes og forbundets forhold. Forbundets frifindelsespåstand tages derfor til følge.
Hver part skal bære egne omkostninger og betale halvdelen af opmandens honorar og udgifter.
København den 27. oktober 2009.
Per Sørensen
