Pressemeddelelse Ultimo Januar 2007
Rollelisten er klar! til udendørsmusicalen ”FORELSKET I KØBENHAVN” •
De to unge stortalenter Pernille Bornudd (26) og Kenneth Müller Christensen (23) spiller hovedrollerne.
•
Prøverne går i gang d. 1. februar 2007.
•
Billetsalget er åbnet! Billetterne kan købes på posthuset, BILLETnet og Politikenbillet.dk. Enhedsprisen er 150 kr. plus billetgebyr.
•
Forestillingen opføres udendørs på en flydende scene i havneløbet ud for Søren Kierkegaard Plads v/ Den Sorte Diamant.
•
De populære evergreens kendt fra filmudgaven vil være en del af forestillingen – dog tilført en perlerække af Bent Fabricius-Bjerres øvrige hits.
Premiere: Fredag d. 3. august 2007 kl. 19.00.
Prøverne begynder Fredag den 3. august 2007 har Københavns Havneteater urpremiere på sin første forestilling musicalen FORELSKET I KØBENHAVN, som opføres på en flydende scene i Københavns Havn ud for Sørens Kierkegaards Plads v/ Den Sorte Diamant. Den 1. februar begynder prøverne. Og her godt tre måneder efter de første indledende optagelsesprøver i oktober er rollebesætningen nu på plads. FORELSKET I KØBENHAVN opføres i professionelle rammer med amatørskuespillere, sangere og dansere i alle roller. Instruktør Per Sohl, kor- og vokalcoach Janne Wind og koreograf Anja Gaardbo har screenet over 300 unge talenter og kan nu offentliggøre den færdige rolleliste. De kommende stjerner FORELSKET I KØBENHAVN er baseret på filmklassikeren af samme navn fra 1960 med Henning Moritzen og svenske Siw Malmkvist i hovedrollerne. I musicaludgaven bliver det den 26-årige herboende halvsvenske sangfugl; Pernille Bornudd som skal spille rollen som den svenske pige Maj, mens rollen som Jan, der forelsker sig hovedkulds i Maj, spilles af den blot 23-årige unge dansker Kenneth Müller Christensen. Pernille Bornudd er født i Sydsverige, men har boet i Danmark siden 1988. Hun er endnu et forholdsvist ubeskrevet blad og fik først sin musicaldebut i KULTURHAVNS opsætning af Den Lille Havfrue i sommeren 2005. Inden da havde hun medvirket i Stjerne for en aften på DR1 (2001). I sensommeren medvirkede hun i Mastodonternes store opsætning af Les Misérables, hvor hun også her spillede sammen med Kenneth Müller Christensen. Trods sin beskedne alder er Kenneth Müller Christensen en relativt erfaren herre på de skrå brædder og han har allerede flere store musical- og operaopsætninger på samvittigheden. Her i blandt musicalen Victor Victoria i Tivolis Glassal (2004), hovedrollen i To herrer fra Verona på Das Beckværk (2004), hovedrollen i Atlantis (2005), en birolle i Proces Kafka i Operaen og statistroller i Ragnarok i Operaen og Fyrværkerimesterens Datter (2006) på Gl. Scene, Det Kgl. Teater. I forestillingen medvirker desuden Peter Bugge, Signe Illum Honoré, Nicholaj Siltan, Kristian Østergaard, David Pepke, Tobias Fensløv, Rolf Bregninge og Bettina Laursen, i de bærende roller. Sammenlagt medvirker 65 skuespillere, sangere og dansere på scenen, og endvidere er over 100 frivillige hjælpere deltagende bag scenen. Efterfølgeren til Den lille Havfrue
Københavns Havneteater er etableret af sekretariatet bag havnefestivalen KULTURHAVN i et samarbejde med Københavns Kommune. Det var også Kulturhavn og Københavns Kommune, der stod bag kæmpesuccesen Den lille Havfrue i sommeren 2005 - en forestilling, som ligeledes blev opført som amatørforestilling på en stor flydende scene ud for Den Sorte Diamant. Dengang blev samtlige godt 22.000 billetter solgt allerede inden premieren, og forestillingen vakte endvidere stor international opmærksomhed. Kulturborgmester Martin Geertsen (V) glæder sig til premieren fredag den 3. august og udtaler således: - Da Kulturhavn skabte Den lille Havfrue forrige sommer blev forestillingen i den grad godt modtaget af københavnerne. Hele byen var begejstret, og det glæder mig derfor, at det nystiftede Københavns Havneteater er i gang med forberedelserne til en ny, festlig sommermusical, som jeg håber, kan blive en årligt tilbagevendende københavnerbegivenhed. Det bliver en fornøjelse igen at se området omkring Christians Brygge og Søren Kierkegaard Plads ved Den Sorte Diamant boble af begejstring, liv og energi. Baseret på en filmklassiker FORELSKET I KØBENHAVN er baseret på filmklassikeren af samme navn fra 1960 skrevet af Henning Bahs og Finn Henriksen. Forestillingen bliver en nyiscenesat tempofyldt musical, der forholder sig trofast til historiens oprindelige tid og miljø, dog ekstra krydret med Bent Fabricius-Bjerre og Sejr Volmer-Sørensens sange fra filmen i et nyt musikalsk arrangement arrangeret af Rasmus Hansen. FORELSKET I KØBENHAVN er instrueret af Per Sohl, der også stod bag Den Lille Havfrue. Den rumænske scenograf Doina Spiteru Florian forvandler den flydende scene til København anno 1960 og ikke mindst vil koreograf Anja Gaardbo skabe en serie hæsblæsende show- og dansenumre til forestillingen. Finn Henriksen, der var instruktør på filmudgaven, er kreativ konsulent på forestillingen. Billetsalget er i gang Billetsalget er startet og billetter kan reserveres på BILLETnet tlf. 70 15 65 65 eller www.billetnet.dk samt www.politikenbillet.dk. 7.000 billetter er sammenlagt til salg, fordelt på syv forestillinger. Grundet sidste års forrygende billetsalg anbefaler Københavns Havneteater, at interesserede sikrer sig billetter hurtigst muligt. FORELSKET I KØBENHAVN bliver til i samarbejde med Københavns Kommune, Københavns Havn, Politiken, Havnescenen, Det Kongelige Bibliotek og DGI-byen.
Læs mere på www.kbhhavneteater.dk •
Fakta på FORELSKET I KØBENHAVN
•
Hovedrolleliste
•
Handlingen
•
Profiler
Med venlig hilsen Have PR & Kommunikation Tlf. 33 25 21 07 Projektkoordination: Michael Feder Mobil: 22 43 49 42 E-mail:
[email protected] Anne Riber Mobil: 24 86 01 77 E-mail:
[email protected] Fakta på FORELSKET I KØBENHAVN: •
Instruktør: Per Sohl
•
Komponist: Bent Fabricius-Bjerre
•
Sangtekster: Sejr Volmer-Sørensen
•
Scenograf: Doina Spiteru Florian
•
Koreograf: Anja Gaardbo
•
Vokalcoach: Janne Wind
•
Producent: Nanna Sørensen
•
Spilleperiode: Fredag d. 3. – søndag d. 5. august 2007 (generalprøve – onsdag d. 1. aug. kl. 19, forpremiere – torsdag d. 2. aug. kl. 19.00) premiere - fredag d. 3. august kl. 19.00 fredag d. 3. august – søndag d. 5. august kl. 15.00 og 19.00
•
Spillested: Søren Kierkegaards Plads v/ Den Sorte Diamant
•
Billetpriser: 150 kr. pr. billet plus billetgebyr (generalprøvebilletter: 75 kr. plus billetgebyr, forpremierebilletter: 100 kr. plus billetgebyr)
•
Billetbestilling: BILLETnet tlf. 70 15 65 65 eller www.billetnet.dk samt www.politikenbillet.dk.
Hovedrolleliste: •
Kenneth Müller Christensen (Frederiksberg)
Jan
•
Pernille Bornudd (Østerbro)
Maj
•
Peter Bugge (Frederiksberg)
Kobolski
•
Signe Illum Honoré (Nørrebro)
Malene
•
David Pepke (Frederiksberg)
Corney
•
Tobias Fensløv (Amager)
Bandmedlem 1
•
Nicholaj Siltan (Høje Taastrup)
Bandmedlem 2
•
Bettina Lausen (Vesterbro)
Moster
•
Kristian Østergaard (Nørrebro)
Steinert
•
Rolf Bregninge: (Brønshøj)
Vicevært
Handlingen: Handlingen i FORELSKET I KØBENHAVN udspiller sig i København, hvor den følger den unge musiker Jan og hans band og deres kamp for at tjene lidt håndører til dagen og vejen. Jans onkel er musikprofessor og er på studieophold i Japan. I mellemtiden tager vores unge venner ophold i onklens lejlighed i Nyhavn. De kæmper for at få engagement på danserestauranten Seven Seas – en mission som ser ud til at fejle. Naboen Kobolski er en skør kunstmaler og naboerne er ved at blive vanvittige af larmen i ejendommen. En dag ringer det på døren og udenfor står den smukke svenske pige Maj, som fejlagtigt tror, at Jan er professoren. Grundet ren befippelse spiller han med på idéen om, at han er professoren og han tager derfor den unge pige ind som elev. Så ruller lavinen. Amoriner er pludselig i luften og forelskelsen tager fat. Den ene hvide løgn tager den anden og spænder nettet ud om vores uheldige helt. Profiler: Kenneth Müller Christensen – Jan 23-årige Kenneth Müller Christensen er oprindeligt fra Ejby, men har boet i København siden han var 10 år. Sideløbende med studierne på Copenhagen Business School, er Kenneth trods sin beskedne alder, en relativt erfaren herre på de skrå brædder og har allerede flere store
musical- og operaopsætninger på samvittigheden. Her ses bl.a. musicalen Victor Victoria i Tivolis Glassal (2004), hovedrollen i To herrer fra Verona på Das Beckværk (2004), hovedrollen i Atlantis (2005), en birolle i Proces Kafka i Operaen og statistroller i Ragnarok i Operaen og Fyrværkerimesterens Datter på Gl. Scene, Det Kgl. Teater. Pernille Bornudd – Maj Pernille Bornudd på 26 år er oprindeligt fra Sydsverige, men har boet i Danmark siden 1988. Hun læser til pædagog på Gentofte Socialpædagogiske Seminarium og er endnu et forholdsvist ubeskrevet blad i offentligheden. Men hvis Pernille Bornudd alligevel virker bekendt, så skyldes det bl.a. hendes medvirken i Stjerne for en aften på DR1 (2001). Sang og musik har altid været en stor del af hendes liv, men hendes debut i en teaterforestilling af professionel karakter kom først i 2005, hvor hun spillede én af luftens døtre i KULTURHAVNS opsætning af Den lille Havfrue. I efteråret medvirkede hun desuden i Mastodonternes opsætning af Les Misérables. Komponist Bent Fabricius-Bjerre Bent Fabricius-Bjerre er uddannet som pianist ved Det Kgl. Musikkonservatorium i 1946 og han oprettede i 1950 grammofonselskabet Metronome som han efterfølgende solgte i 1996. Kun få har været så produktive som Bent Fabricius-Bjerre - både hvad angår mængde og kvalitet. Han har skrevet musikken til tv-serien Matador og filmserien Olsen Banden. Han fik sit internationale gennembrud i 1960 med ”Alley Cat”. Fabricius-Bjerre har endvidere komponeret filmmusik til bl.a. Poeten og Lillemor, Forelsket i København, Støvsugerbanden, Jeg er sgu min egen samt temaet til underholdningsprogrammet Jeopardy. Ligeledes er også adskillige musicals præget af Bent Fabricius Bjerres musik – her skal blandt andre nævnes: Ja mor, nej mor, Prinsen og korpigen, Ester, Harry og kammertjeneren, Hofskandalen, Kulturhavnens opsætning af Den Lille Havfrue i sommeren 2005 i Københavns Havn og den kommende musicaludgave af Matador i Operaen til sommer. Instruktør Per Sohl Peter Sohl har gennemført flere store og krævende iscenesættelser. I de seneste produktioner har han markeret sig som en teaterinstruktør med en instinktiv fornemmelse for opsætninger med et stort antal skuespillere. Per Sohl har bl.a. iscenesat forestillinger på Det Ny Teater, Glassalen og Cirkusbygningen. Han har mange års erfaring som teaterinstruktør og han stod sidste sommer bag iscenesættelsen af Den Lille Havfrue i Københavns Havn. Scenograf Doina Spiteru Florian
Doina Spiteru Florian er uddannet scenograf fra Kunstakademiet i Bukarest 1974 og med et mangeårigt professionelt virke som scenograf og kostumedesigner, har Doina Spiteru Florian lavet scenografi og kostumer til langt over 65 forestillinger i blandt andet; Rumænien, Danmark, Norge og Storbritannien. Doina Spiteru Florian har bevæget sig i alt fra græske tragedier til musicals og eksperimenterende teater. Hendes seneste iscenesættelser tæller blandt andre Orestien og En Skærsommenatsdrøm på Det Norske Teater i Oslo, Et VinterEventyr på Den Nationale Scene i Bergen og Parcifal på Scottish Opera i Skotland og Wales. Koreograf Anja Gaardbo Den 38-årige koreograf, danser og lærer; Anja Gaardbo er stifter og ejer af Gaardbodans. Hun er uddannet dansepædagog i 1990 ved Bjarnovs Danseinstitut. I årene fra 1983-85 var Anja Gaardbo danser i Dr. Dante, ledet af Nikolaj Cederholm. I 1997 starter hun Gaardbodans, som i dag er en kreativ skole med mange forskellige stilarter. Hun spænder vidt indenfor sit felt og har bl.a. i 2002 koreograferet Lillerød på Aveny T samt forestillingerne Simon og Casino Moonlight på Østre Gasværk Teater og Alle Mennesker er Dødelige på Det Kongelige Teater. Anja Gaardbo var desuden fast koreograf på bl.a. tv-showet Showtime på DR. Musikalsk arrangør Rasmus Hansen Rasmus Hansen er uddannet rytmisk komponist & arrangør, med diplomeksamen i filmkomposition fra Vestjysk Musikkonservatorium. Har komponeret og arrangeret for en række solister og orkestre til film, teater, koncerter og cd-indspilninger. Produktioner der spænder lige fra Symfoniorkestre, kor, big bands, militærorkestre til rock og popbands. Rasmus Hansen udgør den ene tredjedel af arrangørgruppen orchestrators.com, der blandt andet har orkestreret den svenske film ”Frostbite” for komponisten Anthony Lledo., der i oktober måned vandt en pris for årets bedste score i 2006 på Scream Fest Horror Film Festival i Los Angeles. Vokalcoach Janne Wind Janne Wind er uddannet solist, sanger og korleder fra det Rytmiske Musikkonservatorium i København, samt bachelor i Musikvidenskab og Engelsk fra Københavns Universitet. Janne Wind er en erfaren korleder og sangunderviser, der blandt andet havde det musikalske ansvar for de 600 medvirkende solister og korsangere ved Kulturhavnens opsætning af Den Lille Havfrue i 2005. Siden 1998 har hun været dirigent for det firsmands store kor Sound of Gospel, der med optrædener på tv, pladeindspilninger og soundtracks er et af landets mest afholdte og brugte gospelkor. Derudover bruges Janne Wind som underviser, korleder og
coach for en lang række kor og vokalgrupper og hun ses yderligere som en fast underviser på gospellandslejren Sommergospel. Janne Wind fungerer selv som solist og sanger i vokalgruppen Praizes. Projektleder Nanna Sørensen: Nanna Sørensen er projekt- og sekretariatsleder på kulturhavnen og tidligere Head of Events på Europæisk Melodi Grandprix 2001 i Parken. Nanna Sørensen gennemførte i sommers sin femte KULTURHAVN-festival i Københavns Havn og med sommerens overvældende succes, hvor KULTURHAVN trak mere end 100.000 gæster, har hun konsolideret festivalen som Danmarks største havne- og kulturfestival.