Kapitel
4
Phohm Penn Uden de helt store armbevægelser fandt vi et rimeligt godt Guest House og kunne gå på opdagelse i hovedstaden Phnom Penh, som myldrer med knallerter overlæsset med kyllinger, sække og hele familier, som drøner ind og ud mellem busser og biler. Et inferno af larm og udstødning ligger som en meget varm dyne over byen. Nye bygninger skyder op langs vejkanten, hvor det myldrer med butikker og gadesælgere. Kontrasternes by Den fremadstormende trafik og økonomiske udvikling står i skærende kontrast til det klasseløse bondesamfund, som De Røde Khmerer med Pol Pot i spidsen gennemtvang den 17. april 1975. Her sprængte soldaterne Nationalbanken i luften og afskaffede pengesystemet til fordel for en ren naturalieøkonomi. De centrale dele af byen var i det store hele restaureret, men fremstod dog hist og pist noget ramponeret, men mindede om den franske kolonitid dog med ar fra krigen. De pompøse bygninger stod i skærende kontrast til de boliger, vi så i slumkvarterer. I flere af disse blev i september 2006 tusinder af indbyggere i slumkvarterer og andre fattige bykvarterer fordrevet af myndighederne for at give plads til luksusbyggeri – hoteller og indkøbscentre. Sulten meldte sig og vi vovede os ud i mylderet og blev noget overrasket over de mange tilbud – byens marked havde overdådige boder med alskens varer – cykler – scootere – fjernsyn men især frugt og grønt smukt stablet.
67
Denne tilsyneladende overflod passede ikke ind i billedet af de mange invalider og underernærede børn som tiggede. Vi forsøgte uden held at finde en kinesisk restaurant, fordi vor erfaring fra andre asiatiske lande var, at kvalitet og hygiejnen dér var god. Til sidst sluttede vi i en restaurant med prangende skilte. Maden var god og til en overkommelig pris. Personalet var venligt og efterhånden kom de med tilbud om narko og lagde ikke skjul på, at havde vi behov for sex, kunne de også løse det problem. Som årene er gået, har vi erfaret, at restauranter – diskoteker mm. var centre for narko – og sex af enhver art. Igennem en længere periode steder, hvor pædofile vestlændinge udnyttede børn. Derfor overraskede det os ikke, da vi omkr. år 2.000 kunne læse i avisen under KORT NYT i Indochia Digest: «100.000 stiknarkomaner vil være smittede med HIV inden år 2.000. De skønsmæssigt anslåede prostituerede udgør et skræmmende potentiale for at udbrede smitten. I Cambidia anslår officielle kilder, at mellem 5.000 til 7.000 er HIV-positive og 10 combidianere er døde af AIDS i år. Medicinske kredse anslår, at mellem 10 til 40 % af Cambodjas anslåede 30.000 prostitueree er HIV-smittede. WHO har bevilliget 83.000 US dollar til en kampagne og uddannelsesprogram.» Den gode vilje manglede ikke – eller var det korruption? «Statsminister Hun Sen dekreterede d. 20. november sidste år, at alle natklubber og diskoteker – og dem er der mange af – skulle lukkes inden 23. november kl. 18. Formålet er at stoppe plagen af stofproblemer, – prostitution og den hastige spredning af AIDS.» Dekretet mødte nogen kritik, da det kunne opfattes som et diktat helt i strid med moderne retsfølelse. Disse etablissementer var jo godkendt af myndighederne, de var underlagt regler for deres drift, og der var i forvejen redskaber til at give advarsler/lukke stederne, hvis reglerne ikke fulgtes. Frem for at effektivisere kontrollen, blandt andet ved at gøre noget aktivt ved embedsmands-korruptionen, fjernede regeringen med et pennestrøg tusindvis af arbejdspladser og gjorde store investeringer, der var gennemført i tillid til myndighedernes løfter, værdiløse. Spørgsmålet vil derfor være om der er nogen i fremtiden, som tør gennemføre investeringer på basis af løfter fra myndighederne?
68
Aids 9, 10, 68
Hun Sen 55, 58, 68
69
I Silver Pagoden er gulvet dækket med mere end 5.000 sølvfliser, hvor hver har en vægt på 1 kg.
Kongens palads og de omliggende pagoder vidner om rigdomme, som står i skærende kontrast til de vilkår folket har levet under og det kan være en del af forklaringen på de talrige voldelige konflikter, hvoraf flere kan betegnes som oprør eller revolutioner.
70
Figuren er fremstillet af Baccarat krystal og er dekoreret med 9.584 diamanter, hvor den største er af 25 karat.
På vor vej næste dag mødte vi dette syn, som vi opfattede som karakteristisk for mødet mellem fortid og nutid, men telefonboksen er vel i dag erstattet med en mobiltelefon.
71
Munke er alle steder en del af gadebilledet. Ved Mekong-flodens store åbne pladser hyggede folk sig, for smukt var her.
Slut med hyggen! Vi besøger torturanstalten Tuol Sleng
Tuol Sleng, det frygtede og berygtede torturfængsel
72
Ved indgangen til Tuol Sleng tilbød en ung mand at guide os igennem og orientere os om, hvad der var foregået. Vor interesse blev skærpet, da han fortalte, at hans far havde sat livet til der. Vi tog imod tilbuddet og undrede os noget, for udefra lignede den tidligere skolebygning en hvilken som helst anden bygning i Phom Phen, fredfyldt – nærmest hyggelig med store træer, der skyggede for en brændende sol. Vor guide fortalte: Fra 1979 har S-21 været et museum. Ved indgangen til S - 21 er en høj mur rundt om området, kronet af pigtråd. Over indgangen sad tidligere et skilt. På det stod der: «Styrk revolutionens sjæl! Vær på vagt over for fjendens strategier og taktik, så du kan forsvare landet, folket og organisationen.» Under de røde khmerer hed skolen kort og godt S - 21. Meget få kendte til dens eksistens. Øverste ansvarlige var forsvarsminister Son Sen og vicepremierminister Nuon Chea. Kang Kek Lu (Duch) – leder af torturfængslet Tuel Sleng. Blev anholdt i 1997 , for at blive stillet for en domstol. I dag benævnes torturanstalten, Tuol Sleng, og er forbundet med tortur og død i et omfang, der leder tankerne hen på KZ-lejren Auschwitz. Man regner med, at omkring 14.000 mennesker er blevet tortureret - «forhørt» for senere at blive henrettet.
73
Men Tuol Sleng var ikke det eneste sted hvor mennesker blev mishandlet til døde, i hver eneste landsby var der et stort antal fængsler, ofte indrettet i pagoder eller andre helligdomme. Her blev de mere betydningsløse modstandere tortureret og myrdet. De vigtigere fanger blev sendt til S - 21. Landets cirka 3.000 pagoder var blevet forvandlet til forhørslokaler og fængsler. Lokalsamfundets midtpunkt var ikke pagoden, som blev fælles spisesal. Religionen, måske den vigtigste institution i Cambodja eksisterede ikke længere. De mange tusind år gamle bånd var klippet over. At bede og ofre var ulovligt. Partiledelsen benægtede ikke alene S - 21 eksistens, men at der overhovedet var fængsler i Demokratiske Kampuchea. Der var ikke længere behov for fængsler, alle forbrydelser var ophørt med revolutionen. Man kan finde tydelige paralleller mellem den cambodjanske buddhisme og den cambodjanske kommunisme. Organisationen (partiet) trådte i flere henseender i Buddhas sted. I et dokument dateret d. 22. september 1975, konstateres det at «90-95 procent af munkene er forsvundet». De der er tilbage, kommer ikke til at udgøre noget problem, skriver referenten. Men i paragraf 20 i Demokratiske Kampucheas grundlov kan læses: «Borgere i Kampuchea sikres retten til at udøve deres religiøse tro eller sikres retten til ikke at bekende sig til nogen religiøs overbevisning.
DET ER BEDRE AT DRÆBE EN USKYLDIG VED EN FEJL END AT BEHOLDE EN FJENDE! Museets ledelse sidder i dag i det samme rum som nogle af de ansvarlige for S - 21. Huset pa den anden side af gaden var et forhørslokale, hvor fangerne blev tortureret. Nu er det et vandrehjem med en populær restaurant. I arkivet er der billeder af fanger der er blevet tortureret og henrettet. En ung mand bærer sedlen med sit fangenummer på den bare brystkasse. Nummer 17 den dag. Når man ser nærmere efter, kan man se, at sedlen er fastgjort med en sikkerhedsnål gennem huden. Et andet billede viser en dreng på omkring fem år. Han var en folkefjende. Klasseværelser blev brugt som celler til fangerne. I et af Tuol Sengs klasseværelser var på en sort tavle skrevet de regler, som blev brugt - under forhørene.
74
1. Du skal svare på mine spørgsmål. Forsøg ikke på at undvige dem. 2. Forsøg ikke på at skjule noget ved hjælp af bortforklaringer om det ene og det andet. Det er strengt forbudt at sætte spørgsmålstegn ved mig. 3. Spil ikke dum. Du har forsøgt at sabotere revolutionen. 4. Du skal svare umiddelbart på mine spørgsmål uden at spilde tiden på eftertanke. 5. Tal hverken om din umoralske livsførelse, eller hvad du anser for at være revolutionens virkelige indhold. 6. Du må overhovedet ikke skrige, når du bliver pisket eller får elektrochok. 7. Gør ingenting ud over at sidde stille og vente på mine ordrer. Hvis jeg ikke siger noget, så vær tavs. Når jeg beordrer dig til at gøre noget, skal du gøre det umiddelbart uden at protestere. 8. Forsøg ikke at bortforklare dit forræderi med bortforklaringer. 9. Hvis du ikke følger ovenstående regler, får du mange, mange slag med strømkablet. 10. Hvis du ikke adlyder mine ordrer, får du enten ti slag med pisk eller fem elektrochok.
Sengen forekommer ret uskyldig. Men den blev anvendt af bødlerne på måder vor fantasi har mere end svært ved at forestille sig. Lænket til denne seng blev flere ofre tortureret til døden.
75
«En dag kom De Røde Khmerer og tog hele min familie. Jeg så dem aldrig igen. Kun jeg og min lillesøster blev ladt tilbage,» fortalte en overlever.
Det var et terrorregime, som skabte en permanent frygt for vold, tortur og død blandt befolkningen. På mindre end fire år døde omkring to millioner ud af en befolkning på 7 millioner – i rismarkerne, i torturkamrene eller på henrettelsespladserne. Terroren ramte vilkårligt.
Fængslet er nu et museum, og de billeder, som De Røde Khmerer tog af deres fanger – både før og efter torturen – hænger på væggene i museets stille, tomme sale. Kvinder, mænd, børn med et frygtsomt og spørgende blik rettet direkte ind i kameralinsen.
76
Disse børn var også folkefjender tortureret og myrdet.
77
Billederne fulgte personens dokumenter som en slags identifikation. De er nu sat op langs væggene, række efter stirrer børn, unge kvinder og mænd ind i kameraet. Hvis tre angav en person, var det tilstrækkeligt til at arrestere vedkommende. Det var ikke svært at fa lister over «kontrarevolutionære». Under de umenneskelige pinsler var de villige til alt for at slippe for yderligere mishandling, derfor angav de alle i deres bekendtskabskreds. Sikkerhedspolitiet blev derfor tvunget til at ændre sine kriterier, eftersom antallet af angivne blev uhåndterligt Rene tilfældigheder kunne være afgørende for en fanges liv, eksempelvis blev personer med en vis dialekt ofte mistænkt. Landsdele ved Mekongfloden var tidligere en del af Cambodja, og har stadig et cambodjansk mindretal. Hvis fangens dialekt røbede, at han oprindeligt kom derfra, blev han anset for at være vietnamesisk agent. Vi vil aldrig kunne glemme de billeder – lige så lidt som nogen cambodjaner nogensinde glemmer de enorme lidelser, som Pol Pot og De Røde Khmerer påførte befolkningen, under det, der betragtes som en af århundredets største forbrydelser mod menneskeheden.
Dødslejren Auchwitz En af Det tyske riges 500 udryddelslejre
78
Ideologier som ender på isme bærer vel sin del af skylden for de begåede folkemord: Kommunisme – Nazisme – osv.. Næste dag skulle vi besøge The KILLING FIELDS!
Men jeg orkede det ikke – minderne som modstandsmand under besættelsestiden var igen dukket op – minderne fra en kammerat – angivet af en landsmand og som på tre uger blev tævet ihjel af de tyske bødler – minderne fra mine besøg i tyske koncentrationslejre, hvor kammerater var døde – hvor andre havde gennemgået lidelser, som er svære at forstå eller fatte – det var for meget.
For fortsætter vanviddet ikke?
Et vanvid, jeg troede var slut med 56 millioners død, et tal, som hvis Asien medregnes vel snarere er 70 millioner. Når jeg på mine besøg efter krigen i KZ-lejrene betragtede dyngerne af sko, af briller, af forlorne tænder, afklippet kvindehår krympede det sig dengang i mig over menneskers ondskab og nederdrægtigheder. Disse følelser blev yderligere bestyrket her i Cambodja. Besøget til The Killing Field, en henrettelsesplads, hvor kranier nu er stablet i mandshøje pyramider blev droppet. Jeg orkede det simpelthen ikke.
Derfor henvises du til andres beretning om deres besøg på The Killing Fields. her er en af dem «Næste dag fortsatte jeg min udforskning af dette rædselsfulde kapitel i Cambodja og menneskehedens historie med et besøg til Choueng Ek – Killing Fields 15 km fra byen. Det var her de indsatte i s-21 mødte deres dages ende, hvis de da ikke var døde af sygdom eller tortur i fængslet. Det værste var nok at se The Killing Tree»: man står og kigger på et ganske almindeligt udseende træ, og så kan stemmen i audioguiden berette, at her blev spædbørn henrettet ved at vagterne tog fat i deres ben og klaskede deres hoveder mod stammen, indtil deres kranier knustes; da man fandt træet var der stadig blod og hjernemasse på det.
79
De første, som kom udefra fandt, bunkevis af knogler i hele landskabet, levn fra næsten 20.000 ofre. Nazisterne skød deres ofre i starten og gik siden over til gas, men kugler var alt for dyrt i det fattige Cambodja, så i stedet blev ofrene banket til døde med bambuskæppe, grene og landbrugsredskaber, hvoraf nogle stadig er udstillet.
80
De forskellige kilders tal for Cambodja varierer og bør derfor indtages med et gran salt
81
Ved siden af træet var en massegrav med hundredvis af børneskeletter. Når en person blev dødsdømt blev hele familien dræbt, for som Pol Pot sagde: Det er bedre at dræbe en uskyldig end at lade en forræder leve. I dag er det idyllisk have med træer, blomster og en fredfyldt sø. Man får udleveret en audioguide og kan så ellers høre om alle de grusomheder, der foregik her. Kontrasten er slående. De store huller i græsplænerne er levn fra massegravene.
82
Minefeltet Cambodja
Hidtil har man registreret 30.000 ofre for landminer i Cambodja og 5.000 måske 6.000 i thailandske flygtningelejre. Alle har mistet lemmer pga. de mange miner. Disse tal øges dagligt i desperate forsøg på at skaffe mad ved dyrkning af markerne. Man frygter, at omfanget af invalider vil stige dramatisk, når ca. 500.000 flygtninge og internerede skal genbosættes.
Militærets og andre magthaveres strategi? 1. I en krig kalkulerer man med, at et offer for en landmine sætter fire kampsoldater ud af drift i og med de søger at yde førstehjælp.
2. Ofre for landminer behøver dobbelt så mange blodtransfusioner som mennesker såret af skud eller fragmenter. Antallet af de nødvendige blodenheder ved operationer i forbindelse med mineulykker er mellem 2 og 6 gange større end ved anden form for krigskirurgi.
Kirurgisk behandling og forsyning med kunstige lemmer koster omkring 3000 dollars pr. patient i udviklingslandene. Det betyder en samlet omkostning på 750 millioner dollars for de 250.000 amputations-patienter, der hidtil er registreret af FN. Af minekvæstede patienter kommer kun knap en fjerdedel til behandling inden for seks timer. En del flere inden for et døgn, men for mange kan det tage mere end 3 døgn at rejse til et behandlingssted.
3. Nedgravede landminer kan forblive aktive i over 50 år. Dermed skades
civilbefolkningen fysisk og psykologisk. Minerne truer forsyningen med fødevarer, eftersom tusinder af hektarer landbrugsjord ikke kan dyrkes. Levering og fordeling af nødhjælp bliver dertil forhindret eller stærkt forsinket. Det forværrer sulten blandt isolerede befolkninger.
4. Minerne lægges ofte rundt om en landsby, ved en vej, på broer, nær
enkeltstående træer eller langs flodbredder. Miner kan imidlertid også blive udlagt helt tilfældigt, og på grund af vejrforholdene kan de flytte sig i tidens løb. Mange miner er lette nok til at kunne flyde. Efter kraftig regn kan de derfor findes i helt anderledes og ofte uventede områder. Miner kan naturligvis også blive synlige, hvis sandet er blevet vasket væk fra dem. Men de kan lige så vel blive begravet dybere. Efter mange års konflikt kan man ikke være sikker på, hvilke områder i et krigsramt land, der er frie for miner. Miner fortsætter med at være farlige, selv om de har været i jorden i mange år og eventuelt har flyttet sig.
83
Som tiden går, kan de desuden blive endnu farligere og eksploderer lettere, eftersom de tæres eller ruster og bliver skrøbelige.
Minerydning De enkelte miner opdages hovedsageligt ved brug af stikstave, en metaldetektor = metalsporing eller specialtrænede hunde eller rotter, som kan spore lugt og dampe fra minernes eksplosive stoffer. Med maskine eller en metalpind kan en mine lokaliseres. Derefter fjernes den eller bliver sprængt på stedet. Brugen af metalpind er en langsommelig og tidskrævende teknik i forhold til maskiner, men er ofte mere sikker end en maskine. Samtidig er det ofte den eneste måde at gennemgå et minefelt på. I for eksempel et uvejsomt bjergområde er det eneste udvej, da maskiner ikke kan bruges her. Brug af stikstave er langsom, og farlig, især når minerne er udlagt i hård eller stenet jord, eller de er udstyret med tændsnore (snuble – lureminer), der reagerer på selv små rystelser. Metalsporing virker godt, når minerne er pakket ind i metal. Men metal er i Cambodja i de industrifremstillede miners hylstre i stigende grad blevet erstattet af plastic, i Cambodja dog også af hylstre af bambus med et indhold af sten. Brugen af varme anbefales ofte som et godt middel til at detonere en mine eller til simpelt hen at brænde komponenterne op. Forskellige varmekilder er blevet prøvet og andre er blevet foreslået uden endnu at være blevet afprøvet. I Cambodja er ild lejlighedsvis blevet brugt til at fjerne det tørre græs og andre vækster for at afsløre skjulte miner og måske sætte dem i brand. Desværre er nedgravede miner ofte upåvirkede af varmen, og andre former for minerydning må derfor tages i anvendelse bagefter. Ild kan dog fjerne den lave bevoksning, hvilket i reglen vil være en fordel.
84
Frivillige organisationers indsats NGO.er har bidraget med 70 mio. årligt siden 1979. November samme år ankommer en kæmpepram med livsvigtige fødevarer og såsæd til Phom Phens flodhavn. «Så er vi da ikke helt glemt» var bemærkningen blandt folk. Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Caritas og en lang række udenlandske organisationer deltager på forskellig vis med bistand. Internationalt Røde Kors arbejder også i Cambodja, der er et at de mest minerede lande i verden. 4-6 millioner af disse miner ligger gemt i Cambodjas jungle. Hver måned blev over 2000 mennesker i en periode dræbt eller lemlæstet ved mineeksplosioner. I forsøget på at give mineofre et nogenlunde normalt liv producerer Internationalt Røde Kors - ben- og håndproteser samt krykker og kørestole. Desuden uddanner Internationalt Røde Kors fysioterapeuter, som hjælper mineofrene til at blive mobile igen ved brug af proteserne.
Cambodjansk Røde Kors Røde Kors-selskabet i Cambodja blev samlet som et selskab igen i 1994 efter at have været opsplittet i fire dele mellem 1979 og 1994. Røde Korsselskabet er meget kendt og synligt i landet, blandt andet fordi de altid er til stede ved naturkatastrofer – som for eksempel oversvømmelser. Cambodjansk Røde Kors har 24 lokalafdelinger og dækker alle provinser. 5000 unge og 5000 voksne er frivillige i Cambodjansk Røde Kors, der derudover har 20.000 medlemmer. Selskabet samarbejder tæt med regeringens ministerier, specielt når det handler om sundhed, menneskehandel og katastrofeforebyggelse.
Finansiering I 2007 har Dansk Røde Kors med midler fra Danida støttet cambodjansk Røde Kors, blandt andet til udvikling af en fem - årig strategi for katastrofeforebyggelse. For Danida-midler vil der fra 2008 til 2011 blive støttet et tilsvarende projekt om katastrofeforebyggelse i 24 andre landsbyer.
Støtte fra EU Projekterne i Cambodja finansieres af flere forskellige donorer. En del af pengene kommer blandt andet fra EU. Europakommissionen støtter den del af sundhedsarbejdet, der har fokus på gravide kvinder og mindre børn
85
– samt uddannelse af sundhedspersonale i Cambodjansk Røde Kors og andre steder. EU finansierer desuden arbejdet med katastrofeforebyggelse. Arbejdet udføres af Røde Kors i henhold til organisationens principper og værdier.
En øjenvidneberetning Doch Sopat er 13 år. For et halvt år siden gik han ud i skoven med sine to ældre brødre for at samle brænde til ildstedet hjemme i landsbyen, tæt ved Siem Reap og Angkor Wat i det vestlige Cambodja. «Jeg trådte på en landmine, og min venstre fod blev sprængt af. Jeg væltede omkuld. Jeg græd og råbte på mine brødre. Så kom min ene storebror for at hjælpe. Men han trådte på en anden landmine. Den dræbte både ham og min anden storebror, og jeg blev ramt af en masse metalsplinter. De ødelagde mit ene øje,» fortæller Doch Sopat. Hans historie er hverdag i Cambodja, hvor landminerne stadig kræver mindst 5000 uskyldige ofre hvert år. Selv om Cambodjanerne gør en stor indsats for at rydde landet for landminer efter årtiers krig og borgerkrig, ligger der stadig skønsmæssigt mindst tre millioner livsfarlige landminer spredt i Cambodja. Det er især bønder og legende børn, der bliver ramt af ulykkerne.
86
Doch Sopat bor sammen med tre andre drenge på et særpræget hjem for lemlæstede børn, Landminemuseet i Siem Reap, der er startet og drives af den 28-årige Aki Ra, selv tidligere barnesoldat først hos De røde Khmerer, siden hos vietnameserne, og sidst i den cambodjanske hær.
Tre kammerater dræbt En af de fire drenge hos Aki Ra er hjemme hos forældrene på besøg. De to andre er Hoath Ack på 14, der mistede et ben ved at træde på en landmine i regnskoven for fire-fem år siden, og Sot Tol på 13, der for to et halvt år siden gik ud i en rismark med fire andre børn for at lede efter en ko. Sot Tol gik som nr. fire i kolonnen, da et af børnene foran ham trådte på en landmine. De tre foran Sot Tol blev dræbt, Sot Tol mistede et ben og en pige bag ham mistede en hånd. De fire landsbydrenge er blandt de heldige, der kommer i pleje og i skole hos Aki Ra, hvor to japanske piger for tiden arbejder som lærere for drengene. «Vi har haft mange flere børn, siden jeg flyttede hertil for fire-fem år siden. Flere er blevet gift og har nu selv børn, og mange har et arbejde,» siger Aki Ra. Han fortæller med varme om den skæbne, der er skyld i, at han i dag har sit private minemuseum, selv om det drives i skarp strid med de lokale myndigheder.
87
Hans voldsomme barndom og ungdom som soldat, hvor han, efter at De røde Khmerer slog hans forældre ihjel, har kæmpet i så godt som alle hære i Cambodja, er delvis beskrevet i et lille hefte, han sælger for to dollars på museet. Aki Ra mener, man skal huske, men han mener også, livet skal leves videre. Han fortæller blandt mange andre episoder om et hjerteligt møde for to år siden med sin farbror. Forrige gang, de mødtes, stod de foran hinanden med våben i hånd, farbroderen som soldat for De røde Khmerer, Aki Ra i vietnamesisk uniform: «Jeg skød hen over hovedet på min onkel. Han genkendte mig ikke. Det morede vi os meget over, da vi mødtes igen.» Efter De røde Khmerers sammenbrud og FN’s indrykning i Cambodja fik Aki Ra arbejde for FN som tolk, fordi han havde lært engelsk. Og han blev aktiv minerydder som FN-ansat. «Da FN rykkede ud, fortsatte jeg med at rydde miner. Jeg vidste jo, hvor mange af landminerne lå, fordi mine kammerater og jeg havde lagt miner for både den ene og den anden hær. Og jeg har fundet og uskadeliggjort omkring 20.000 landminer de seneste 10 år,» siger han. Han begyndte at samle miner og bomber for at lære andre om farerne ved dem, og det er i dag blevet det private museum på vejen mellem Siem Reap og Angkor Wat. »Jeg går stadig ud og leder efter miner, selv om det ikke længere er min fuldtidsbeskæftigelse. I sidste uge var jeg ude i en landsby her i nærheden, og jeg fandt fire miner på en time.» Da Aki Ra begyndte sin private minerydning omkring Siem Reap, kunne han på nogle dage finde og uskadeliggøre 30 miner i timen. I modsætning til de organiserede, statslige mineryddere, arbejder han med sin hjemmelavede stok med en lille haveske på spidsen og et par fladtænger - og helt uden beskyttelse. Han har ikke været ude for ulykker. Hans oplevelser og hans arbejde har ikke gjort ham til pacifist, selv om han arbejder fuldtids med at rydde op efter krigens rædsler.
Forfærdelige hære «De røde Khmerer var forfærdelige. Jeg kendte som barn ikke en anden verden, fordi de overtog min opdragelse, da jeg var fem år, og mine forældre var døde. Men den vietnamesiske hær, som jeg blev tvunget over i, da jeg var 13 år, opførte sig også forfærdeligt. Vinderne har det med at misbruge deres magt,» siger han filosofisk.
88
