www.VisdomsNettet.dk
O V E V O N S PA E T H
DenForsvundne Tronarving ATTENTATET PÅ MOSES 3 / Moses' Skjulte Krig før og under Exodus Genopdaget
O
ldtidens tekster afspejler, at Moses som en udstødt egyptisk prins suverænt udnyttede Mellemøstens historiske spændingsfelt i vedholdende forsøg på at genvinde sin adkomst til faraotronen...
www.VisdomsNettet.dk
Ove von Spaeth: "Den Forsvundne Tronarving: Attentatet på Moses, 3 Moses’ Skjulte Krig før og under for Exodus Genopdaget". Sats: Tommar Grafisk, København Trykkeri: Olesen Offset, Viborg Diagrammer, landkort, redaktion, design: cypyright Ove von Spaeth Mekanisk, fotografisk, elektronisk, fonografisk og enhver anden, også fremtidig, form for gengivelse, indlagring og udnyttelse af denne bog, eller dele deraf, til offentlig eller privat brug, såvel som udlejning og anden cirkulation, eller handel i andet omslag end udgiverens, og uden at nærværende klausuler er opfyldt, er - iflg. lov nr. 158 af 31. maj 1962 og overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan samt iflg. internationale regler for ophavsret (Bern-konventionen etc.) - ulovlig uden forfatterens skriftlige forhåndstilladelse (henv. via forlaget). Uddrag som citater til brug for artikler er tilladt, når kilden angives. Retten til udnyttelse af bogens konklusioner og komposition, egne oversættelser, astronomiske og tekniske beregninger, tidstabeller og genealogiske diagrammer etc. - til brug for fiction, romaner, film, teater, radio, tv, cd-rom, internet eller andre medier, og til andre former for drama såvel som dokumentarfremstilling og anden udnyttelse af bogens indhold - er alt tilsvarende beskyttet og forbeholdt forfatteren. Copyright (c) 1985 & (c) 2001 by: Ove von Spaeth ISBN 87- ????? C.A. Reitzels Forlag: 2001 (Nørregade 20, DK-1165 København K)
Omlsagets ill.: Farao stående i sin stridsvogn stod i spidsen for hæren var en tradition under egyptiske felttog - og genkendes i Bibelens omtale af opgøret ved Moses’ og israelitternes udvandring.
Af forfatteren til denne serie er i alt følgende, selvstændige bind udkommet eller under forberedelse - de kan alle læses uafhængigt af hinanden - se individuel omtale sidst i bogen. Supplerende information om serien, anmeldelser, debat og arkiv på web-site: www.Moses-Egypt.net DE FORTRÆNGTE OPTEGNELSER - Attentatet på Moses; 1 GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Attentatet på Moses; 2 DEN FORSVUNDNE TRONARVING - Attentatet på Moses; 3 DEN HEMMELIGE RELIGION - Attentatet på Moses; 4 PROFETEN SOM UKENDT GENI - Attentatet på Moses; 5
Indhold 1. DEL
1: MOSES - EN TRONARVING I EKSIL 13 Kuppet og forbandelsen mod Moses
2: Udmattelsesstrategien - og den mystiske koordinator 19 Mærkelig tvang bag faraos felttog. - Pendul-taktik. - Tuthmosis III’s skjulte fjende
3: Spillet ingen vandt 28 Faraos propaganda ledte forskning på vildspor. - Moses ramt af egne metoder
4: Den onde bror - og forbundsfællernes flugt 32 Kontroversielle overleveringer fra Indien om Moses. - Moses’ venner i græske sagn
5: Danaernes gaver - efter Tuthmosis III’s strid i 19 år 47 Udenlandske baser for Moses forbundsfæller. - Egyptisk kultritual medbragt på flugt 2. DEL
6: DET ENDELIGE OPRØR - HEBRÆERNES STORE CHANCE 59 De nye muligheder for at genvinde tronen. - Den hårde farao
7: Kanaanæiske konger skulle støtte Moses’ oprør 63 Moses’ oprør og den nye religion. - Kanaanæisk alliance med Moses
8: Forårsofferet 69 De lange knives nat i den første påske. - Blod på dørstolper til magisk beskyttelse
9: Den nye farao på tronen næste morgen 76 Historisk bevis for at faraos død var samtidig med udvandringen?
10: Skysøjlen om dagen, ildsøjlen om natten 86 Moses’ mislykkede comeback. - Moses’ strategiske evner i anvendelse
11: Israelitternes gådefulde antal og opholdssteder 100 Moses’ etablering af skjulte, strategiske baser
12: Magiske midler brugt i striden mellem farao og Moses 105 Egyptens ti plager og faraos magikere. - Magien med navnene
13: Nationalklenodie til magisk beskyttelse 113 Josefs mumie på afveje?
14: Guldkalven - en eksport fra egyptisk kult? 117 Egyptiske kultritualer medbragt på flugten. - Danaernes guldkalv
15: Til hvem var det forjættede land lovet? 121 Det store dilemma. - Uden land nogetsteds
16: Moses’ egyptiske specialkorps 128 De gådefulde levitter. - Var alle israelitiske stammer hebræiske?
17: Nederlaget 137 Moses trængt afgørende bort. - Anti-egyptisk opstand opløses, Moses står alene 3. DEL
18: TOG BYENS MUR SKAL FALDE SAMMEN 151 Slaget om Jeriko endelig bestemt. - Astronomi og arkæologi viser Moses’ tidsalder
19: Den dag da Solen stod stille 104 Kode i Bibelen løser astronomisk gåde. - Sjældent himmelfænomen dateres præcist
20: Moses’ historiske eksistens genetableret 172 Moses’ isolerede position fremmede hans nye religion. - Forbandelsen ophævet APPENDIKS: Alfabetet og Moses’ allierede 183 - Historisk krydspunkt 194
FORORD: Denne revurdering af Moses’ baggrund og tidsalder er funderet i tværvidenskabelig kulturhistorisk forskning, sammenfattende arkæologiske fund, tekstforskning og astronomisk datering sat i relation til Bibelen, rabbinerskrifter og oldtidsforfattere. Mange overleveringer og fund er for første gang sat i større sammenhæng og må bedømmes ud fra helheden, da bogen ikke er baseret på enkeltstående kilder eller afgørelser, men på fremlæggelse af en lang række indicier; disse kan betragtes som "tilbud" - til videre udforskning. Bogen læses uden videnskabelige forudsætninger, og er ikke forsøg på "levnedsskildring" af Moses, "documentary fiction" eller modebetonet historiefremstilling. Et noteapparat er udeladt til fordel for sammenhæng og læseforløb. I stedet er notemateriale indarbejdet som læsestof i den fortløbende fremstilling; kildereferencer nævnes direkte på stedet og kan, ligesom ved resuméer, Tillæg og Appendiks, efter behag forbigås eller udnyttes i videre dokumentation. Dertil er fremlagt en omfattende bibliografi med bogens oplysninger yderligere dokumenteret og med vidtgående specificering i emneområder, så verifikation lettes. Den britiske egyptolog Alan H. Gardiners transskription af egyptiske navne er foretrukket. Astronomiske oplysninger findes bag i bogen. En række forskere og fagfolk har fra deres videnskabsområder imødekommende bidraget med vejledning, kritik, modargumenter og opmuntring. Disse eksperter har naturligvis intet ansvar for anvendelsen af deres oplysninger. En særlig tak rettes til: Historisk astronomi: dr.scient. Kristian Peder Moesgaard, Institut for de Eksakte Videnskabers Historie, Aarhus Universitet, - direktør for Steno Museet, Danmarks Videnskabsmuseum. Egyptologi: dr.phil. h.c. Erik Iversen, tidl. Ægyptologisk Institut, Kbh. Univ.; mag.art. Eva Richter Ærøe, tidl. Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet. Hebraisk filologi, hebraiske/græske bibeltekster og Talmud-skrifter: fagreferent Egon K. Keck og rab. S. Heimann, begge tidl. Judaistisk Afd., Det Kgl. Bibliotek, København; relgionshistoriker og semitisk filolog Jens-André P. Herbener, Det Kgl. Bibl. København. Josefus-forskning: dr.theol. Per Bilde, Religionsstudiet, Aarhus Universitet. Bibelforskning: tidl. overrabbiner Bent Melchior, København; fagreferent cand.theol. Jakob H. Grønbæk, tidl. Det Kgl. Bibliotek, København. Græsk filologi og mytologi: univ.lekt. Leo Hjortsø, Inst.f. Græsk og Latin, Kbhs.Univ. Historie: cand.mag. Jens Jørgensen, historiecensor v. Kbhs., Aarh. og Odense Univ. Militærstrategihistorie: oberst, cand.phil. Michael H.Clemmesen, tidl. Forsvarsakademiet. Glaciokronologi: Claus Hammer, Geofysisk Afd., Niels Bohr Instituttet, København. Jødiske/mosaiske kalenderprincipper: overrabbiner Bent Lexner, København. Astronomiske beregninger: univ.lekt. Leif Kahl Kristensen, Fysisk Institut, Aarhus Universitet; magister K.A.Thernøe, tidl. Fysisk Institut, Danmarks Lærerhøjskole, Kbh.; univ.lekt. Kyril Fabrin, Aalborg Universitet; astronom H. Quade Rasmusen, Kalundborg; astronom F. Richard Stephenson, University of Durham, England; astronom David Dunham, US Naval Observatory, Washington DC, USA. Også tak til: forskningsbibliotekar Eva Bjørnbøl, Cairo; Marianne Illum; Bodil Eeg Neumann; idéhistoriker, red. Rune Engelbreth Larsen; cand.jur. Jannie Fursund; Asmus Koefoed; journalist Karine Smidth; Evan Bogan; Det Kgl. Bibliotek og Universitetsbibliotekets 2. afd.; for edb-specialprogram fra Laurids Pedersen, Nysted; og for astronomiske computerberegninger af Jarl Hansen, KironGlobal Ltd., Coín, Spanien. O.v.S.
Introduktion
1. En utrolig herlig oplevelse hvert eneste minut i selskab med denne bog om Moses og datidens omvæltende politiske spil i Mellemøsten - et banebrydende værk med revolutionerende resultater, og hele tiden udviklet på et seriøst og sobert forskningsarbejde. Ove von Spaeth’s værk er resultatet af en arbejdsindsats med et kvalitetsgrundlag, der i alle sammenhænge må aftvinge respekt. Et velkomponeret og velafbalanceret projekt, der bygger på en årelang - national som international - forskning. Uvurderlig vigtig forskning ville stadig ligge gemt i støvede arkiver, hvis ikke Ove von Spaeth havde gravet de rette steder og med den særlige fornemmelse for tingene præsteret en fremlæggelse af afgørende, men hidtil mindre kendt, historisk materiale. Stringent og logisk opbygget, med fornem underbyggelse på velvalgte kilder prioriteret så der ikke forfaldes til så mange ekstra detaljer, at overblikket svækkes. Fremstillingen er i tekst og ordvalg fortrinlig. Samtidig spændende som en bedre kriminalroman. Også indblikkene i de tidlige forbindelser mellem Egypten og førklassisk græsk kultur er givende og fornyende. De forskellige afsnit, som bygger på rent historisk materiale, rummer alle de bestanddele, der gør forfatterens analyser og arbejdsteorier videnskabeligt veldokumenterede og velfunderede. Jens Jørgensen Historiker, cand.mag., tidl. historiecensor ved Københavns, Aarhus og Odense Universitet
2. Dette tredje bind af forskeren Ove von Spaeths voluminøse værk om Moses handler om den centrale periode af Moses’ liv, hvori han som 40årig flygter fra Egypten, til han som den store, profetiske lederskikkelse for det israelitiske folk dør i en alder af cirka 120 år ved indgangen til Kanaan. For blot nogle få århundreder tilbage herskede der almindeligvis ingen tvivl om, at denne beretning, sådan som de fleste kendte den fra Bibelen, var historisk korrekt fra ende til anden. Men med oplysningstiden
blev der efterhånden sået større og større tvivl om dette billede i takt med, at den historisk-kritiske videnskab langsomt, men uafvendeligt greb om sig. Bl.a. afviste flere og flere forskere, at israelitternes indvandring i Kanaan lod sig tidsfæste i overensstemmelse med Bibelens egen kronologi, dvs. i slutningen af 1400-tallet f.v.t. Derimod anså man af forskelligartede årsager tiden under den egyptiske farao Ramses II henimod slutningen af 1200-tallet f.v.t. for et mere sandsynligt dateringsmæssigt fikspunkt. Men snart skulle det imidlertid blive klart, at man heller ikke i denne tidsepoke kunne finde belæg for, at der her skulle have foregået en omfattende udvandring fra Egypten og senere hen en massiv erobring af Kanaan - i hvert fald ikke uden at underkaste det voksende arkæologiske og epigrafiske materiale og ikke mindst den bibelske fortælling et veritabelt prokrustesarbejde. Bl.a. dette forhold har i indflydelsesrige dele af den moderne teologiske bibelforskning nu ført til, at Moses opfattes som en mytisk eventyrskikkelse, der aldrig har eksisteret, men som ud fra specifikke religionspolitiske overvejelser blev opfundet nogle få hundrede år før vor tidsregnings begyndelse. I den nyeste forskning er denne skæbne ikke blot overgået Moses, men også hovedsubstansen i israelitternes historie, således som den fremstilles i Bibelen. Den overordnede konklusion på denne opfattelse af Moses er, at den titaniske impuls, der dannede grundlag for fremkomsten af tre verdensreligioner, jødedommen, kristendommen og islam, i sidste ende baserer sig på en omhyggeligt iscenesat fantasifigur. Med en komets kataklysmiske kraft sprænger Ove von Spaeths bog en gabende revne i denne forskningskonstruktion. Med et fordomsfrit skarpsyn - med noget i vore dage så usædvanligt kættersk som evnen til selv at tænke - dokumenterer forfatteren således talrige spektakulære sammenfald mellem bl.a. astronomihistoriske dateringer, oldegyptiske inskriptioner, forskelligartede antikke skrifter, bibelske og oldgræske "myters" fortællinger såvel som arkæologiske udgravninger fra det gamle Palæstina; overensstemmelser, der efter al historisk sandsynlighed ikke kan være ganske tilfældige. På grundlag heraf sammenfatter han et billede af Moses’ centrale rolle i israelitternes tidlige historie, der i detalje- og tankerigdom, plausibilitet og originalitet måske ikke tidligere er set.
Derfor repræsenterer Ove von Spaeths afhandling potentielt set også en af de mest eksplosive teser i Den Hebraiske Bibels forskningshistorie. Netop af denne årsag er der næppe tvivl om, at forfatteren - når han ikke længere kan ignoreres - vil blive overfaldet af en hærskare af akademikere, der vil føre den universitære selvlegitimations bitre krig imod denne uortokse outsider. Som al erfaring viser, synes et reaktionsmønster af denne karakter imidlertid at være enhver ægte foregangsmands lod - og uomtvistelige kendemærke. Afslutningsvis skal læseren dog advares. Denne bog er et Columbus’ æg og kan som sådan næppe læses, uden at man tvinges til at ændre sit syn på de bibelske skrifter. Jens-André P. Herbener Cand.mag. i religionsstudier og semitiske sprog, Projektleder ved ny, videnskabelig oversættelse af Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente) til dansk
"...Moses afviste, da han var kommet i moden alder, at blive kaldt Søn af Faraos Datter...". Hebræerbrevet, 11,24
1. DEL
Flere af Moses’ forbundsfæller flygtede til søs fra Egypten samtidig med Moses’ flugt - ifølge oldtidsforfatteres gengivelser fra ældre egyptiske kilder.
1. KAPITEL
Moses - en tronarving i eksil
n højspændt dramatisk episode blev vendepunktet i Moses’ liv ved Egyptens hof for 3.500 år siden. Hændelsen er ikke omtalt i den endelige version af Bibelen. Men i overleverede optegnelser, der bevaredes hos rabbinerne og oldtidens forfattere samt i egyptiske kilder, kan der stadig findes afslørende oplysninger. Heri afdækkes, at der ved en skjult paladsrevolution blev opbygget en intrige med en mordanklage imod Moses. Efter en symbolsk henrettelse af ham, hvor hans status og prinselige titler blev destrueret, måtte han flygte til et fjernt eksil. Dele af selve forløbet er gengivet i de to forudgående bind, men der er særlige tilføjelser: Moses blev ved denne skinhenrettelse udsat for en rituel forbandelse - også for at afskrække andre fra at hjælpe ham. Det var et led i en større aktion, der sammen med opløsningen af hans navn skulle reducere hans politiske chancer for nogen sinde at overtage faraotronen. Således blev hans navn og status udslettet, så det i selve Egypten siden hen skulle blive svært at genfinde sporene af Moses’ eksistens. Denne omvæltende intrige med skinhenrettelse og landsfordrivelse blev nu selve vendepunktet i Moses’ liv. Fra dette øjeblik, længe før åbenbaringen ved "den brændende tornebusk", påbegyndtes en kurs, der senere medførte, at forhold i selve verdenshistorien tog en anden retning. Dermed sluttede Moses’ liv i Egypten som faraoprins og tronkandidat - ifølge overleveringerne hos oldtidens forfattere og i de oldtidstekster, der blev til de ældste dele af de såkaldte rabbinerskrifter. Ud over at Bibelen ikke nævner episoden med skinhenrettelsen, omtaler den stort set heller ikke de mange år mellem Moses’ fødsel og hans flugt til udlandet.
E
På sporet af Moses’ skæbne - og exodus Opsporingen af "den glemte fejde", hvis elementer nu er tilgængelige, leder frem til Moses’ vedholdende og ekstreme opgør med to af Egyptens stærkeste faraoner og afdækkes i sit eventyrlige og dramatiske forløb. Disse hidtil ubelyste handlinger foregik i den kun sparsomt beskrevne periode af Moses’ liv, nemlig også de fleste af årene efter hans flugt fra Egypten og senere igen efter israelitternes udvandring fra dette land. Idet et grundlag i gamle israelitisk-jødiske overleveringer om Moses - fra samme tid som den ældste kerne i Bibelens Mosebøger - således
13
blev bevaret i de jødiske rabbineres skrifter i senere tider, træder flere nye opsigtsvækkende træk frem, og Bibelen og oldtidsforfatternes beretninger viser en bestyrkende sammenhæng hermed. Det sjældne materiale sættes i direkte relation til arkæologien og til den mere præcise datering fra analyse af kontrollerbare astronomiske oplysninger i de gamle tekster samt til de egyptiske data. Dvs. at forløbet kan vurderes netop på baggrund af et langt mere vidtspændende historisk kildeniveau end Bibelens alene. Under sit eksil var Moses på flugt i næsten 40 år - det fortæller rabbinerskrifterne og det Nye Testamente. Sidstnævnte tekster tilføjer, at da han til sidst ankom til Jethro på Sinai, tog folk i disse egne tilmed afstand fra Jethro "...som om han var bandlyst...", hvilket kan antyde datidens opfattelse af rækkevidden af den stærkt magiske bandlysning af Moses. Undersøgelsen af Moses’ egentlige virke i Egypten i disse "skjulte" år, har allerede i seriens forudgående bind - ved sammenføring af ikke tidligere anvendte data - åbnet for indblik i nye sider af hans skæbne. Herved er fremkommet flere brikker, der kunne bidrage konkret til en udvidelse, i realiteten en reform, af efterverdenens billede af Moses.
Hvad siger Bibelen om Moses i Egypten? Først kan det være hensigtsmæssigt med en koncentreret oversigt over Bibelens kendte begivenheder om Moses’ liv i rækkefølge: 1. Tre måneder efter sin fødsel i Egypten blev Moses sat ud i en papyrusflettet ark/kiste på Nilen og derefter taget op af kongens datter, der opdrog ham som sin søn. Men næsten 40 år gammel måtte Moses flygte fra faraos hof til udlandet efter en episode, der fremstår som "uagtsomt manddrab" (hvorefter ovennævnte skinhenrettelse af ham blev iværksat). Under sit mangeårige eksil opholdt Moses sig til sidst på Sinaihalvøen hos præsten Jethro og giftede sig med en af dennes døtre. Her på Sinai fik Moses en åbenbaringsoplevelse; den blev optakt til hans religionsreform, hvor - for første gang hos et helt folk - læren om én (skaber)gud skulle afløse dyrkelsen af mange guder. 2. Herefter gjorde han sig i selve Egypten til leder af en stor hebræisk folkegruppe, der - ifølge flere slægtsregistre i Bibelen - havde boet i dette land i fire generationer. Under de påfølgende forhandlinger afviste Egyptens konge, omtalt med titlen farao, hårdt Moses’ krav om fri udvandring for hebræerne og deres tilhængere, nu under ét benævnt israelitter. For at lægge pres på den pågældende farao advarede Moses om en række katastrofer; og da disse plager ramte Egypten, gav farao efter, så israelitterne kunne drage bort. Ved afrejsen indstiftedes den stadig eksisterende påskefest. Da farao snart fortrød sit tilsagn, fik Moses
14
og israelitterne kun kort forspring, men undslap over Røde Havet til Sinai. 3. Hermed var exodus, udvandringen, i gang - og blev den siden hen så berømte ørkenvandring, der kom til at vare op imod 40 år. I det første af disse år, under et ophold ved et bjerg, igen på Sinai, fremsatte Moses for folket sin religionsreform kombineret med en lovgivning, heriblandt "de ti bud". Derefter fortsattes ørkenvandringen. Efter de mange år i ørkenen - og til sidst Moses’ død - invaderede israelitterne Kanaan, dvs. Palæstina/Israel-området. De blev anført af den af Moses udpegede efterfølger Joshua, og bosatte sig herefter i landet.
Tidspunktet afgørende for Moses’ virke Men har den fantastiske og skelsættende udvandring, exodus, overhovedet fundet sted? Her vil blive afdækket en række overraskende og hidtil upåagtede forhold i forbindelse med Moses’ skæbne ved exodus, nemlig: a) Moses’ konkrete støtte i en fælles front med de egyptiske nabostaters oprør imod Tuthmosis III; b) opsporing af disse Moses’ forbundsfæller blandt flere østlige Middelhavsfolk; samt c) et fortsat oprør efter exodus. Den kendte Moses-beretning suppleres af de gamle ikke-bibelske kilder med mange afgørende informationer. Samlet i en helhed, aftegner der sig et logisk sammenhængende hændelsesforløb, der passer med data fra nutidens videnskabelige landvindinger inden for oldtidsforskningen. Men først og sidst må tidsbestemmelsen fastslås over for det eksisterende virvar, nemlig forskningens problem angående en tidlig- eller sen-datering (high- eller lowdatering). Sandheden er, at man aldrig har kunnet bevise nogen præcis datering af faraoner i 1400-tallet f.Kr. og af israelitternes udvandring fra Egypten (se mere i Appendiks 3). I bogen er der - tilsvarende i forudgående bind - brugt den omdiskuterede, tidlige (high-)tidsramme. Denne datering er bl.a. baseret på egyptiske optegnelser om "kalender-stjernen" Sirius. Den egyptologiske autoritet Alan H. Gardiner gik ind for en sådan tidlig datering, hvilken ligger nær denne bogs placering af tiden; det samme gælder f.eks. hos mange franske egyptologer. Men den tidsramme modstrides af forskere, der fastholder lowdateringer, hvor man som forslag ofte har valgt 1479 f.Kr. til året for Tuthmosis III’s tronbestigelse. Flere har tilmed valgt en sen tid, nu i 1200-tallet, under Ramses II, til at være perioden med israelitternes udvandring under Moses’ ledelse. Dette naturligvis forudsat, at Moses stadig regnes for en historisk skikkelse og ikke en mytefigur, som det ses i visse nyere hypoteser.
15
Dog, i sidstnævnte tilfælde har man derfor ikke kunnet vise Moses’ historiske eksistens - fordi han er dateret for sent i tidsregningen. Manglen på "fysiske" indicier om Moses, og exodus, fra disse sene ukonkrete perioder har bevirket, at han er blevet betegnet som en urealistisk opfindelse: altså et cirkelbevis, et faktum der ikke bliver konfronteret. Derimod er den tidlige tidsramme, som bogen bruger, bl.a. baseret på præcis astronomisk datering (se især kap. 18), hvilket, sammen med det øvrige materiale, udviser stor sikkerhed og bestyrkelse. Dertil bygges der ikke alene på nyeste forskning, for også flere ældre oversete data kan nu revurderes i den større sammenhæng, der her er blevet blotlagt. * RESUMÉ AF BIND 1 OG 2:
Kuppet og forbandelsen
Opsummering fra BIND 1: 1. fase: I de gamle optegnelser kunne afdækkes, at Moses var søn af Faraos Datter, Hatshepsut. Han var både født, uddannet og pro forma kronet tidligt til engang at skulle overtage tronen. Da Hatshepsuts halvbror og gemal, Tuthmosis II, døde cirka 1509 f.Kr., har ledende grupper i det magtfulde og voldsomt voksende Amonpræsteskab grebet ind i tronfølgepolitikken og modsat sig, at Moses kom på tronen. Et forsøg på at underløbe deres hensigt sandsynliggøres som en af årsagerne til, at Hatshepsut fortsatte som enkedronning-regent i syv år for derefter (cirka 1502 f.Kr.), tilsyneladende i en overrumplingsmanøvre, at tage det usædvanlige skridt at lade sig krone som - kvindelig - farao. 2. fase: Rabbinerskrifterne omtaler Faraos Datters indsats for at støtte Moses’ status som tronkandidat, især i hans drengeår. Men sagen var svært gennemførlig, så hun måtte diskret gemme hans tronkandidatur ved at give ham de mest indflydelsesrige embeder, mens de ventede på bedre tider. 3. fase: For at føre stærkere modspil mod Hatshepsut havde en del af præsteskabet udset sig en ny tronfølger: En yderst tyndblodet kongeætling, nemlig en yngre, stadig umyndig søn (den senere Tuthmosis III) som Tuthmosis II havde fået med sin haremskvinde Iset. Og i den konflikt ser vi baggrunden for den skjulte paladsrevolution, en udspekuleret intrige, der udløste attentatet på Moses - hvilket skulle forhindre ham for altid i at opnå Egyptens trone. Opsummering fra BIND 2: I 2. bind blev Moses yderligere identificeret, nemlig som Egyptens mægtigste mand efter farao, Senmut, der bl.a. var indehaver af just de embeder, som kronprinser normalt havde. (Dog kan seriens øvrige bøger læses uafhængigt af denne bestyrkede konstatering og uden at antage Moses som værende Senmut). 4. fase: Det er et historisk faktum, at tidlige spor af "monoteisme" (egentlig monolatri) med læren om én udvalgt (skaber)gud fremfor de øvrige guder kendtes i Egypten bl.a. netop i 1400-tallet f.Kr. Dvs. på Moses’ tid. Han ville - ifølge oldtidsforfatterne - opstille sine egne ideer om reformering i den egyptiske
16
religion. Præsteskabet har da haft indlysende gode grunde til at beskytte sig. 5. fase: Hatshepsut fulgte i 1493 f.Kr. de egyptiske kongers tradition for en såkaldt Sed-festival, et fornyelsesjubilæum. Her kulminerede præsteskabets modstand. Den nu nær 40-årige Moses anklagedes for drab. En beskåret udgave af intrigen omtales i Bibelens "2. Mosebog" (2,11-14). Men rabbinerskrifterne viser en fuldt forberedt situation, et regulært frame up, hvor to hebræiske mænd lokkede Moses i en fælde og vidnede imod ham. 6. fase: Dog, Moses’ forholdsregler mod at blive dræbt medførte, at han i stedet underkastedes en symbolsk henrettelse. Her fortabte han sine høje poster og blev "bandlyst" for at hindre forsøg på at genoptage tronkandidaturet. Han måtte straks flygte fra Egypten som fredløs; og hans officielle identitet som prins, Faraos Datters søn og tronkandidat blev destrueret som følge af skinhenrettelsen og den tilknyttede magiske forbandelse. Dertil skulle alle spor af ham slettes. Hatshepsuts magt blev delvis overtaget af den unge Tuthmosis III, der var Moses’ "halvbror". Denne nye farao tog - ved et historisk kendt kup - i 1488/1487 f.Kr. den totale magt fra sin på én gang faster, svigermor og proforma stedmor, Hatshepsut. Hun døde få måneder senere, under mærkelige og stadig ikke klarlagte omstændigheder. 7. fase: Da Moses flygtede, tog han ikke straks til Sinai, men undslap først til Etiopien/Nubien. Herved undgik han Tuthmosis III’s forfølgelsestogt på Sinai.
*
Genopdagelsen af Moses’ tronfølgerstrid Mere end et årtusinde efter Moses’ tid blev det inden for jødisk tradition mindre bemærket, at Moses oprindelig var en egyptisk tronkandidat. Og i selve Bibelens Moses-beretning udelukkedes overleveringen om Moses’ skinhenrettelse, der havde medført, at han selv lige akkurat overlevede, mens hans officielle identitet i Egypten blev udslettet. Den omtalte fjernelse af Moses’ spor i Egypten har især bidraget til, at der i senere tider opstod vidtløftige teorier om ham. Derimod kunne en større erkendelse af "den egyptiske faktor"s markante tilstedeværelse bag hans liv og hele virke have givet Moses-opfattelsen bedre helhedslinjer at følge. Men dette er stadig stærkt underbelyst i nutidig forskning. Fremdrages hændelserne fra Moses’ skjulte år, åbner sig et medrivende forløb. Undervejs stiftes bekendtskab med: 1) hans politiske alliancer, som han fra sit eksil styrer for at angribe Tuthmosis III; 2) Moses’ militært set yderst professionelle afledningsmanøvrer til under udvandringen at vildlede de forfølgende egyptiske tropper; 3)-4) hans hemmelige baser og vidtspændende kommunikationssystem; 5) hans fortvivlede situation i ørkenen, og undertiden problematiske forhold til israelitterne. Allerede ved datidens indstilling synes der til den magiske forbandelse, som skulle "opløse" Moses og fordømme hans virke, at være op-
17
stået den kendte selvopfyldende effekt, så forbandelsen blev som en virkelighed for de, der fæstnede lid til den. Dette har givetvis selv hos modstandere af Egyptens nye hersker (Tuthmosis III) kunnet påvirke disse til at undgå engagement i, eller direkte støtte til, Moses’ aspirationer. Således forgæves fortsatte Moses i årevis fra eksilet sit oprør imod Tuthmosis III og dennes efterfølger Amenhotep II. Heri afsløres en ny side i oldtidshistorien - men hvor til sidst, trods Moses’ imponerende dygtighed, det overraskende resultat af alle de udmarvende anstrengelser og kampe blev meget mere anderledes, end nogen ville have forventet...
2. KAPITEL
Udmattelsesstrategien - og den mystiske koordinator Den nye farao manifesterer sin styrke I det følgende fremdrages Moses’ rolle i hans hidtil glemte krig - i to faser. Først bekrigedes Tuthmosis III af Moses - og siden bekrigedes den efterfølgende farao Amenhotep II i forbindelse med exodus. At Moses i første del af sit eksil boede i Etiopien, er optegnet i mangfoldige rabbinerskrifter. De fortæller i detaljer om hans ophold, men ikke meget om hans beskæftigelse med egyptiske forhold. Dog er overleveringer herom gengivet af oldtidsforfattere, især i Alexandria. Her viser det sig ud fra bestemte begivenheder, at Moses i de første eksil-år må have søgt at holde sig nøje underrettet om den interne ændring af magtforholdene i Egypten og de udenrigspolitiske konsekvenser. Lige før Tuthmosis III’s "stille" kup i 1487 f.Kr. (6 år efter Moses’ flugt), hvor denne nye farao afgørende fjernede Hatshepsut fra magten, var den i lang tid mindre benyttede egyptiske hær pludselig gjort kampklar. Tuthmosis III-gruppens velforberedte magtovertagelse anes bag dette. Magtovertagelsen blev gennemført ved en reorganisering af hæren med støtte fra præsteskabet - og samtidig var nye betroede mænd blevet indsat på vigtige poster. Hæren var således gjort klar til at blive benyttet i langt større omfang end i det forudgående næsten halve århundrede! Derfor må de ledende i præsteskabet bag magtændringerne have haft grund til at formode, at der snart ville blive brug for hæren. Selv om Hatshepsut stort set fastholdt fred under sit 22 år lange regime, forventedes der åbenbart nu uroligheder. Denne risiko var overhængende ved et faraoskifte, fordi et sådant skifte, set ude fra, kunne antages at indebære en svækkelse af landets ledelse. Med andre ord, hos kupmagere blandt præsteskabet og højtstående personer omkring den nye faraokandidat (Tuthmosis III) forventedes der et faraoskifte; og disse grupper var velforberedte. Men det var fjenderne i grænselandene også. Den "snigende" magtændring i Egypten intensiveredes gennem seks år efter den tronkandidat, vi kender som Moses, var blevet fortrængt, og situationen var ikke mere nogen hemmelighed i disse lande. Dette især fordi Hatshepsut i den tid undermineredes af Tuthmosis
19
III, hvorved fredspolitikken fik mindre styring. Bl.a. begyndte Syrien at løsne sig, endda allerede før Hatshepsuts død nogen tid efter kuppet. For gennem disse år efter Moses’ flugt i 1493 f.Kr. har nyheder om sære tilstande ved faraos hof, hvor Hatshepsut isoleredes mere og mere, nået ud til nabolandene, og dermed til Moses, ad forskellige kanaler; f.eks. via Hatshepsut-tro personer, der frygtede det nye, snigende regime. Ved sit kup i 1487 f.Kr. reagerede den nye farao Tuthmosis III snarrådigt på den truende fare for oprør og iværksatte lynhurtigt hærens afmarch for at komme angribere fra nord i forkøbet. Hans inskriptioner fortæller om forløbet af dette første felttog, at han tog af sted "...i år 22...". Det vides med sikkerhed, at års-angivelsen var Hatshepsuts år 22. Således udelod han her (sit) kongenavn i forbindelse med årstallet, hvilket ikke var unormalt i faraoners inskriptioner om mindre sager, men var højst usædvanligt i en betydningsfuld officiel beretning som denne. Som netop kendt fra talrige tilfælde under og især lige efter hans afgørende magtovertagelse ved Hatshepsuts år 22 - havde han fået dette år til at fremtræde, som om det var hans eget regeringsår nr. 22. At selve kongen stod i spidsen for hæren, var tradition. (Sveriges Karl XII, i 1700-tallet, var den sidste historiske konge, der optrådte således). Og Tuthmosis III førte sin hær op forbi den egyptiske grænsefæstning Sile og ankom ti dage efter til Gaza, på den fjerde dag i den egyptiske måned pakhons (april-maj), hvor han den dags aften deltog i en fest for sin tronbestigelse. Han havde da så travlt, at han ved sin ankomst til Gaza om aftenen ikke lod sig opholde af ceremonien, men allerede tidligt næste morgen var på vej med hæren til Nordpalæstina. På den 11. dag nåedes Jehem (Kahón) ved Karmelbjergryggens fod. Videre, og fortsat med denne hast, ønskede han at marchere den mest direkte rute - den smalleste og dermed farligste vej - mod en af oprørsalliancens stærke fæstninger Megiddo (egyptisk m-k-tj eller makida, nuværende Tell el-Mutesellim) med de høje, tykke mure. Den tids stærke befæstninger var svære at indtage, før udvikling af belejringsteknik. Dens beliggenhed - et højdedrag 30 km sydøst for Haifa ved højsletten ud for Karmelbjergryggen - var overordentlig vigtig, for herfra kontrolleredes to hovedveje: Gaza-Damaskus og Akko-Sikhem-Jerusalem. Dog er det nogle langt senere voldsomme israelitiske slag på slagmarken ved Megiddo-fæstningen, der hentydes til i bibeludtrykket "(H)armagedon-slag" (hebraisk har-Megiddôn’, ‘Megiddo-bjerget’). Korsriddere, og senere Napoleon, har kæmpet her - samt briternes general Allenby, der mod tyrkerne i 1918 brugte Tuthmosis’ overrumplingstaktik (se nedenfor). Megiddo skulle først overvindes, før Tuthmosis III kunne give sig i kast med den nordligere byfæstning Kadesh, kaldet Kinzu ved Orontes-
20
floden i sydvestlige Syrien/Libanon (ikke at forveksle med byen Kadesh-Barnea ved Negev-ørkenen; begge steder var Kadesh, ‘hellig’, også navnet på en kanaanæisk gud). Kadesh var den stærkeste fæstning overhovedet i hele det asiatiske vestkystområde mellem Egypten og det nuværende Tyrkiet. Oprørsalliancens grupper rekrutteredes fra hele dette områdes lande og bystater, især Renzu som var egyptisk for Palæstina/Kanaan; og i Naharain, egyptisk for Syrien med staten Mitanni i nuværende kurdisk-syrisk område; samt i Fenshu-landene, dvs. Libanon-området (som grækerne senere kaldte Phoinike, Fønikien). I Palæstina foregik rekrutteringen i bl.a. Sakmi, dvs. Sikhem; desuden i Jursa, dvs. Palæstina-vestkysten syd for Joppa (Jaffa), hvor filistrene boede i hvert fald allerede i 1400-tallet f.Kr. Men det var i Megiddos fæstning, at oprørsalliancens 330 konger og fyrster havde samlet sig i revolten mod Egypten. Ifølge Tuthmosis III’s indskrift var generalerne imod hans erobringsplan for Megiddo, idet hæren i bjergterrænet måtte bevæge sig i gåsegang ved den smalle Wadi ‘Ara fra byen Aruna (‘Ara) - en afgjort svækkelse. Ifølge den amerikanske egyptolog J.H. Breasted’s "Ancient Records, II" (1906) indvendte generalerne: "...Vil ikke hest gå bag hest, og soldaterne på samme måde? Skal vor fortrop være i kamp, mens bagtroppen stadig er i Aruna?...". Tuthmosis III svor da en ed på at ville gå mod fjenden ad Aruna-vejen. Skønt egypterne på denne farlige vej alligevel mødte modstand, indtil bagtroppen fra Aruna kom til hjælp, lukkede byens forskrækkede forsvarere straks byportene i og måtte da hejse deres ydre hærs soldater over muren. Da Megiddo derpå blev overvundet, vandt Tuthmosis sin første og store sejr og fik rigt bytte, bl.a. 920 stridsvogne, hvilket antyder oprørshærens efter den tids forhold betydelige størrelse. De omliggende områders oprørske fyrster blev alle taget til fange i Megiddo-fæstningen. Kun den stærke konge af Kadesh undslap - det blev siden hen et alvorligt problem - men hans familie blev taget som gidsler.
Den mærkelige tvang bag de mange felttog Dette første felttog måtte Tuthmosis III allerede efter nogle måneder afslutte i Megiddo for at haste hjem til Egypten. Hans store aktion blev faktisk afbrudt i utide, for han fik ikke ryddet op i området. Men en bestemt grund til hans ekstraordinære travlhed på dette togt havde fået ham til at spille højt spil ved at lade hæren gå mindre beskyttet den kortere vej til Megiddo: Han måtte hurtigst få afsluttet togtet for at tage hjem og kontrollere hjemmefronten, hvor der var gryende modstand og oprør. Hans inskriptioner prøver at lade det fremstå, som om
21
han måtte hjem på inspektionsrejse - altså næppe sandsynligt midt under et afgørende felttog - og som vi skal se, gemte det på et alvorligt problem. Ved Tuthmosis III’s første togt havde kongen af Kadesh under sin deltagelse i forsvaret af Megiddo mesterligt benyttet sig af nogle ukonventionelle strategier for at udmanøvrere den egyptiske hær. Først efter yderligere fem felttog i de følgende otte år kunne Tuthmosis III i "år 30" (1479 f.Kr., dvs. år 8 efter sin egentlige magtovertagelse i Egypten) og på sit nu 6. felttog besejre også den stærke Kadesh-fæstning. Tuthmosis III, der herefter kunne blive tvunget til at nedkæmpe oprør "til evig tid", indså det nødvendige i at gå andre veje. Derfor, for at få de pågældende lande til at få bedre relationer til det egyptiske styre igen (som under Hatshepsut), lod han de nordsyriske kongers og fyrsters sønner føre som gidsler til Egypten. De blev sendt til opdragelse/uddannelse i Theben for at få et godt forhold til hans nye egyptiske regime - en metode også kendt i nyere tid hos de europæiske kolonimagter. Det gav først resultat, da de unge var blevet voksne 10-15 år efter; men var uden mærkbar effekt aktuelt, hvor de utallige oprør fortsatte. For selv efter indtagelsen af Kadesh var denne fæstning ikke ude af billedet, men vedblev at fungere som samlingssted for alliancen mellem de mange fyrster til deres gentagne oprør. Selv det 17. og sidste af Tuthmosis III’s felttog måtte rettes mod Kadesh og dets "stædige" forbund. Tuthmosis III blev således tvunget til at drage ud på hele 17 store felttog gennem de første 19 år efter Hatshepsuts død: Stort set hvert eneste efterår måtte han efter højst seks måneders felttog afbryde og vende tilbage til Egypten på "inspektion" både for at kontrollere lokale administrationscentre - idet hele situationen og dens baggrund indikerer interne skjulte oprør - og for at drage til rigets sydgrænse for at sætte direkte ind mod nubiernes oprør. At han hele tiden selv måtte tage affære, er sjældent kendetegnende for en dygtig administrator. For ingen anden farao var det så tvingende nødvendigt at rejse tværs gennem Egypten hvert halve år. Han har næppe haft én rolig dag - så snart en af de hyppige og aldrig ordentligt nedkæmpede opstande rejste sig nordpå, og han tog af sted og bekæmpede denne, så skete der uheldsvarslende ting enten på hjemmefronten eller ved sydgrænsen mod Nubien, hvorfor han måtte skynde sig tilbage og genvinde kontrollen. Men her fik han næppe heller ordentligt ryddet op, før han igen måtte af sted til en ny opstand i nord etc., etc. (Derimod var f.eks. hans byggeri i selve Egypten under hans fravær styret af en glimrende organiseret administration efterladt af Senmut). Ydermere, når han nedkæmpede oprør inde i de syriske områder, blev hans forsyninger afskåret i syriske havne ved oprør i kyststaterne. Derfor måtte Tuthmosis III først opbygge en flåde. Og han måtte endda
22
gå så vidt ikke at lade skibsværfterne anlægge ved Egyptens Middelhavskyst, men langt inde i landet, hvor Nilen passerer Memphis, for at opnå beskyttelse mod kanaanæiske fyrsters raids. Først da hans voksende flåde vandt mere kontrol over den østlige del af Middelhavet, blev de kyststater, der støttede Kadesh, efterhånden holdt i ave. Det hele handlede desperat om kontrol, kontrol og atter kontrol; til forskel fra regimet under Hatshepsut, hvor forholdene havde fungeret stort set ved et fremragende diplomati - med gensidig tillid og respekt mellem Egypten, dets erobringer og deres omgivende stater. Den større viden om Tuthmosis III’s politik sætter rabbinerskrifters og oldtidsforfatteres oplysninger i nyt perspektiv, og kan i det følgende indkredse, på hvilken gennemtænkt måde Moses udnyttede situationen.
Pendul-strategien Hvorfor drog Tuthmosis III ud på felttog så overvældende mange gange - hvad ingen anden farao før ham fandt nødvendigt? Der havde endda hidtil under Hatshepsuts dygtige ledelse, først som dronning-regent og siden som farao - og med undtagelse af to-tre mindre grænsestridigheder i Nubien - været fred og frugtbart naboskab gennem mere end 35 år. Under nabolandenes opstande mod Egyptens overherredømme var kongen af Kadesh en hovedperson. De fleste af Palæstinas, Libanons og Syriens småkonger deltog; og hele aktionen støttedes af kongerne i nord i det stærke Mitanni-rige, idet de ønskede at få Kadesh-området på deres side som bufferzone mod egypterne. Både i det systematisk gentagne mønster hos oprørerne og i Tuthmosis III’s pendulagtige togter skimtes konturen af en overordnet plan: Bl.a. den nævnte besynderlige regelmæssighed, hvormed Tuthmosis III næsten hvert eneste år gennem 19 år, dvs. i hele totredjedele af sine 32 års regeringstid efter Hatshepsut, uafladeligt var tvunget til igen og igen at tage ud på nye store felttog i nord eller syd for at holde sammen på riget. Opstandene var med et urværks præcision overordentlig fint koordineret i et djævelsk hårdt spil imod denne farao, der uden ophør forceredes af sted på ekstremt lange og udmattende marcher til oprørsbrændpunkter, som ustandselig flyttedes fra den ene ende af riget til den anden - dvs. en mere end 3.200 km’s rejse. Dette kunne næsten umuligt have stået på så vedholdende gennem de 19 år, uden at der fandtes en genial koordinator, som kunne forene alle de forskelligartede nabolandes kræfter, men som også selv havde meget at vinde derved! Med andre ord, bag en sådan samordning af oprørskrige fra Mitanni til Negev i nord og i Nubien i syd, stædigt holdt i gang af ellers ofte indbyrdes ufredelige folkeslag, krævedes et mesterligt håndelag hos en diplomat og taktiker. Ud fra de kombinerede informationer (kildeoplysninger følger) tegner der sig denne situation:
23
1. Den pludselige - og samlede - kanaanæiske opstand, den første i næsten et halvt århundrede, og hvor Tuthmosis III allerede inden for få uger efter Hatshepsuts død måtte prøve at komme en kanaanæisk invasion i forkøbet, viser: At kanaanæerne var blevet godt underrettet om Tuthmosis III’s snigende tronkup. De var indstillet på at udnytte, at han som ny farao opfattedes at stå svagt. Alene eller hver for sig ville de kanaanæiske fyrster næppe have vovet direkte at angribe giganten Egypten, men kun hvis det var et led i en større plan. 2. At der har været en overordnet konspiration til at skabe en aldrig før set samling af opstand blandt ellers sjældent enige fyrster, fremgår bl.a. af en begivenhed i det sydlige Palæstina, hvor et af områderne ikke ville deltage. I modsat fald ville dette distrikt have båret en større risiko end de øvrige, fordi det lå tættest ved Egypten. Ifølge de egyptiske inskriptioner blev denne "uvillighed" til at gå imod Egypten ændret på grund af koalitionens infiltrering i distriktet, hvilket befordrede, at en borgerkrig brød ud. Hvorpå koalitionen hurtigt sendte tropper til at støtte oprøret, for at dette sydlige område under ny ledelse nu kunne deltage i alliancen mod Egypten. 3. Oprørslandene fortsatte utrætteligt og på en så speciel måde med de hidtil usete koordinerede angreb, at de tvang en stor del af Tuthmosis III’s hær på en 3.200 km’s pendulfart næsten hvert år i 19 år. Alt dette peger således på, at der har eksisteret en samlende konspirator, der planlagde Tuthmosis III’s styres udmattelse og opløsning ved, at de forskellige lande efter tur blev ved med at revoltere. Allerede Egyptens erobrerfolk fra nord, hyksosfolket i 1600-tallet f.Kr., havde alliancer med nubiske konger i syd. Men den mere komplicerede politik nu her i 1400-tallet kunne ikke etableres og fungere uden en styrende, indsigtsfuld autoritet: Vi skal se, hvorfor Moses kunne stå bag. Fra sit eksil kunne han rådgive sine forbundsfæller om at slå til ved Hatshepsuts død. Moses har på dette overensstemmende tidspunkt kunnet planlægge at vende tilbage ved denne gunstige lejlighed (faraoskiftet) seks år efter sin flugt, mens han dog stadig aldersmæssigt uproblematisk kunne fungere. Troværdigheden og logikken i at netop Moses - under sine forsøg på igen at blive tronkandidat - fra sit eksil fik trukket i trådene via sine mange gode relationer i de omgivende lande, vil blive nærmere omtalt ud fra en længere række indicier.
Tuthmosis III’s skjulte fjende Mens der således i Bibelen er tavshed om Moses aktiviteter i de fleste af de cirka 40 år, han var i eksil uden for Egypten, har forskere endnu ikke bemærket den overordnede struktur i strategierne mod Tuthmosis III. Men materialet viser det. At Moses på et tidspunkt virkelig har haft en så-
24
dan koordinerende rolle omtales af den egyptiske historiker Manetho, da denne cirka 280 f.Kr. med sin adgang til tempelarkiverne beskrev Moses’ opstand, der resulterede i israelitternes udvandring fra Egypten. Manetho fortæller om, hvordan Moses på dette tidspunkt aftalte med de kanaanæiske konger, at han skulle lede deres hære, når de brød ind i Egypten. Desuden beretter Manetho her specielt om Moses’ alliance(!) med kongen af Salem, dvs. Jerusalem. I Egyptens nabolande, om hvilke Moses som prins havde erhvervet sig et indgående kendskab - ifølge rabbinerskrifterne og Philo - blev det nu yderst anvendeligt, at han i forvejen ligeledes var særlig erfaren inden for egyptisk militær, administration, efterretningsvæsen og politik. Fra sine af eksilet beskyttede positioner, bl.a. i Etiopien og på Sinai, har Moses gennem mange år kunnet holde modstanden ved lige og foretage hemmelige missioner - enten personligt eller via betroede kurerer til de pågældende landes overhoveder samt til agenter i selve Egypten. Til koalitionens meddelelser til landene nord og syd for Egypten har der bl.a. kunnet benyttes en hurtig søgående trafik, f.eks. med fiskerbåde ud for Egyptens og Arabiens kyster. Opstandene mod Egypten i nord og syd er endnu ikke blevet set i helhed eller analyseret af historikere og egyptologer, hvorfor den gennemgribende koordinering hidtil ikke er blevet opdaget. Men to detaljer er dog blevet bemærket. Den ene fremdrages af den engelske egyptolog R.O. Faulkner i sin afhandling "The Euphrates Campaign of Tuthmosis III", i The Journal of Egyptian Archaeology (vol. 31, 1945, s. 39ff). På dette felt gik han på forhånd imod kollegaen Allan H. Gardiners tidligere skrevne, men senere endeligt udgivne "Ancient Egyptian Onomastica" (vol. 1-3, Oxford 1947). Det tydeligt koordinerede oprør fremgår bl.a. af Tuthmosis III’s ottende felttog, 11 år efter sin magtovertagelse og i sit officielle år 33. Fra dette togt refererer R.O. Faulkner følgende forløb: "...Tuthmosis III var da beskæftiget med at kæmpe mod Nordsyrien og Mitanni, da der udbrød en simultan(!) opstand ved Negeb i det sydlige Palæstina...". Den store koalition af oprørslande må således have satset på enten at få egypternes hær "trukket rundt i manegen" igen, dvs. trukket tilbage nær Egypten, eller på at Tuthmosis III måtte splitte hæren i flere dele. Men i stedet for at risikere nogen af disse former for svækkelse sendte Tuthmosis III en mindre styrke, et corps d’élite anført af general Amenemheb fra sin personlige bodyguard-gruppe, til at slå ned på dette samtidige angreb nær Egyptens grænsedistrikt, hvad der - ifølge samme Amenemhebs egne optegnelser - lykkedes til fulde. Den anden vigtige detalje blev bemærket af den tyske forsker Eduard Meyer, en af de yderst få egyptologer, der også er historiker. Idet han
25
desuden var ekspert i egyptisk kronologi og kalenderberegning, sammenligner han i sin "Geschichte des Altertums" (Band 2, kap. 3, Stuttgart/Berlin 1928) tiden for Tuthmosis III’s togter med, hvad der samtidig foregik hos kongerne i det øvrige Mellemøsten. (Dette dokumenterede sammentræf bestyrker highdateringen og er aldrig modbevist). Før Meyers rapport publiceredes, var inskriptioner af Tuthmosis III og dennes general Amenemheb for længst oversat og omtalt af førnævnte egyptolog James Henry Breasted i sin "Ancient Records of Egypt", (vol. 2, Chicago 1906) og sin "A History of Egypt" (New York 1919). Herefter påviser Meyer, hvordan rækkefølgen ved enkelte Tuthmosis III-togter er lidt anderledes, end hvad der fremgår hos Breasted og hos dennes tyske kollega Kurt Sethe i sidstnævntes store tekstsamling "Urkunden der 18. Dynastie" (Band 1-4, Leipzig 1906-1909). Megiddo var kendt som center for den første opstand og Kadesh for mange af de efterfølgende. Men Eduard Meyer påviser yderligere to oprørscentre, der var vigtige for samordningen, nemlig i Mitanni-riget og i Tunip, nuværende Qa’at al Hisu, et kystland i Syrien vest for Kadesh. Og han fremhæver, at flere af disse områders konger var fuldt "...medvirkende organisatorer..." under de fortsatte oprør. Men da nu opstandene ifølge inskriptionerne netop viser sig at være koordinerede, må disse ofte for hinanden sprogligt fremmede konger og folk nødvendigvis have arbejdet sammen. Derfor må kongen af Kadesh og kongen af Tunip, samt Saushshattar som var konge af Mitanni, være blandt de nøglepersoner, der skulle blive bragt til samarbejde i en i dette verdenshjørne hidtil politisk "naturstridig" koalition. Flere af disse steder var her ved starten af Tuthmosis III’s karriere ikke blevet presset af Egypten, og derved ikke tvunget til at revoltere. At deres konger nu deltog i oprøret, peger igen på en samordnende hånd Moses hånd - den eneste, der samtidig kunne skabe forbindelse endda til opstande både i Nubien 3.200 km fra Mitanni og inde i selve Egypten. At en sådan større velorganiseret og vedholdende koalition virkelig har eksisteret, er også demonstreret ved, at Tuthmosis III måtte danne en nødvendig modkoalition, hvor det lykkedes ham at presse og derefter understøtte nogle småstater i Syrien. Det ses herunder at have været et led i disse Tuthmosis III’s modkoalitionsplaner, da hititterkongen Dudkhalia II (vest for Mitanni i det nuværende øst-Tyrkiet) nu på samme tid også - om end forgæves - forsøgte at trænge ind i Mitanni. Til trods for alle de stramt dirigerede og systematiske opstande imod Tuthmosis III’s regime, var det altsammen alligevel forgæves. Tuthmosis III, der viste sig at have gode evner og blev en dygtig farao, styrkedes snarere ved dem. Men ikke engang svage faraoner var nogensinde ude for så uophørlige oprør. Og som nævnt, ingen anden farao hverken før eller siden har som Tuthmosis III mødt en sådan overvældende og ud-
26
holdende modstand fra naboer og underlagte lande. Årsagen angives ikke af Tuthmosis III - egyptiske kongers inskriptioner omtaler aldrig prestigetab og nederlag. Og ydermere måtte Moses efter den magiske bandlysning aldrig nævnes. RESUMÉ
· Der viser sig et særligt mønster bag Tuthmosis III’s 17 felttog: han var offer for en pendul-stategi, der konstant tvang hans hære afsted, hvilket er hidtil ukendt pga. et manglende samlet billede af hans aktiviteter. · En så velorganiseret og forbløffende timet modstand mod Tuthmosis III - fra Syrien/Kanaan i nord til Nubien i syd - synes at være sat i værk af en koordinator hos hans fjender: den politisk eksilerede Moses.
Tuthmosis III hæver sin magiske kølle (helt øverst) over besejrede fjender; relief, Karnak. Nederst tv.: Tuthmosis III’s belønning til general Djehuti: Et guldfad (nu i Louvre). Th.: Tapperhedsmedaljen ”De Tre Fluer”, som bl.a. generalen Amenemheb tildeltes.
3. KAPITEL
Spillet ingen vandt
Lige dele politik og religion bag Moses’ oprør En særlig side forbundet med Moses’ oprør var dets religions politiske aspekt, hvilket også findes omtalt hos Manetho. Moses har mødt modstand fra præsteskabets side, når han udviklede sine reformideer til religionen. Desuden må Hatshepsut, og dermed også han selv som tronkandidat, have ønsket at dæmme op for det alvorlige problem: Præsteskabets stærkt ekspanderende magt. Ved indsættelse af Tuthmosis III til at lede landet, fjernedes nu en af de sidste hindringer for præsteskabets voldsomme ekspansion både i Egypten og dets underlagte lande. Herved beredtes vejen til det magtfulde Amonpræsteskabs afgørende opnåelse af den egentlige politiske magt og nær fuldkomne herredømme over Stor-Egypten. "Den religiøse sektor" i Egypten omfattede en stor del af landets befolkning - f.eks. som langt senere kendt i Tibet. Tuthmosis III har siddet temmelig fastlåst, afhængig af denne præsteorganisations nåde, altid omgivet og kontrolleret af præster - alene ved hoffet var næsten samtlige hoffolk og administrationsfolk præster. Præsteskabet var som nutidens "præstestat" Vatikanet en af verdens største kapitalmagter. Og præsteskabets satsning på Tuthmosis III viste sig bl.a. ved, at der omgående blev lukket op for denne enorme institutions pengetanke (med værdier især ved at eje store dele af Egyptens korndepoter og landbrugsjord), da han som ny farao få uger efter Hatshepsuts død pludselig måtte drage af sted på sit første felttog. Følgelig sad Tuthmosis III i en klemme, når præsteskabet via økonomi influerede på hæren og dermed magten - og tog sig det godt betalt. Bl.a. måtte han overlade tre af sine generobrede byer i PalæstinaLibanon samt omfattende landområder i selve Egypten som indtægtskilder til Amonpræsteskabet. I hans inskriptioner blev det omformuleret til, at: "...han tilbagebetalte sin gæld til den store Amon for at have favoriseret ham med de mange sejre...".
Ramt af egne metoder Både rabbinerskrifter og oldtidsforfattere hylder Moses’ store begavelse, bl.a. som lærer, og især hans taktiske talent som strateg, der allerede kunne ses, da han ligesom en kronprins ved det egyptiske hof gjorde (obli-
28
gatorisk) tjeneste som general. Senere, i antikken, berømmedes Moses som en af de første store generaler (jf. bogseriens bind 5, kap. 4-5). Moses har haft noget at byde på som lærer på det felt. Og den yngre prins, Tuthmosis (III), havde da ved sit kup i Hatshepsuts regeringsår 16 overtaget en særdeles veltrænet stab. Således, efter Moses’ oplæring af den yngre prins, har Moses måttet konfrontere, at dét, han havde delt ud af egen stor viden og kundskab, siden hen blev brugt imod ham selv. Men både som prins og farao viste Tuthmosis III et stort talent for regulært at kopiere (jf. bind 2, kap. 19) og udnytte tilegnede lærdomme, bl.a. om strategi. Desuden havde han overtaget ekstremt velorganiserede folk til sit nye styre. Men det taler for Tuthmosis III’s egen dygtighed, at det ved Hatshepsuts død lykkedes ham med en stor hær at komme oprørerne i forkøbet ved Megiddo; og at han her vandt en overbevisende sejr - allerede ved starten vel det største slag i hans karriere. Dette medvirkede straks til at sætte hans navn i respekt. Af rabbinerskrifterne fremgår, at Moses som yngre, længe før sit eksil, var på togt som egyptisk general i Etiopien og her benyttede nogle siden hen berømmede utraditionelle strategier. Denne form genoptog han senere, da han en tid igen var i Etiopien, nu i eksil, hvor han improviserede ved at opfinde en særlig overrumplingstaktik, bl.a. med brug af indfangede vilde storke (jf. bind 5’s kap. 4). Skønt afstanden er stor til nutidens krigsførelsesmetoder, er der ingen grund til at betegne beretningerne som gamle skrøner og folkeeventyr. For det er bemærkelsesværdigt, at sådanne metoder just fulgte datidens praksis og dermed var ældre end f.eks. folkeeventyrenes versioner. I nutiden er det ukendskab til krigsførelse i oldtiden, når det f.eks. uden baggrundsviden kaldes "en myte", at der (af Odysseus) blev konstrueret "den trojanske hest" til indsmugling af tropper ved invasionen af Troja. Ligeledes ved brug af utraditionelle metoder lod den tidligere omtalte konge af Kadesh ved et af de senere afgørende slag egypterne indvikle sig i kamphandlinger foran Kadesh, hvorunder han sendte en brunstig hoppe ind mellem de egyptiske stridsvogne for at gøre hingstene ustyrlige. Det skabte et sådant kaos, at den ene af Tuthmosis III’s øverste generaler, den snart velkendte Amenemheb, måtte handle hurtigt og steg ned fra sin stridsvogn og til fods forfulgte denne hoppe, som han egenhændigt gjorde ende på ved at sprætte den op med sit sværd. General Amenemheb udmærkede sig flere gange for tapperhed - og var den første, der ved erobringen af Kadesh blev sendt over og ind gennem en breche i bymuren. Bagefter blev han foran hæren dekoreret med flere ordner - "Guldløven" og "De Tre (guld)Fluer" - dvs. fuldstændig som det kunne være foregået i nutiden. Og også på andre af Tuthmosis III’s felttog blev utraditionelle metoder anvendt. Da en af hans generaler, Thutiy (Djhouti) skulle indtage by-
29
fæstningen Joppa (Jaffa), uden at Tuthmosis III kunne være til stede, medtog Thutiy denne faraos krigskølle. Den var indviet som magisk kølle og herunder navngivet som "Tiutnefert" og skulle - efter egyptisk skik - nu hos Thutiy repræsentere kongens kraft. I rapporten står der: "...og han bragte kong Menkheperre’s (Tuthmosis III’s) store kølle og skjulte den under sin kappe..." - ifølge den engelske egyptolog T. Eric Peet’s oversættelse fra "Papyrus Harris" 500, i Journal of Egyptian Archaeology (vol. 11, 1925, s. 225ff). Thutiy slog den udsendte forhandler, fyrsten af Joppa, ned med den magiske kølle og lod herefter et stort antal våben gemme i kurve eller sække og anbragte øverst elitesoldater forklædte som fanger i håndlænker. Disse "fanger" blev slæbt af sted af en gruppe, der forklædt optrådte som "forbundsfæller" til Joppas fyrste. Derved lykkedes det, at: "...Joppas forsvarsværker blev åbnet for dem, og de gik ind i byen. De løste deres ledsagere (i kurvene)..." - og den samlede styrke greb efter våbnene og overvandt byens forsvar indefra. Dele af disse historiske optegnelser genkendes langt senere i "Tusind og én Nat"s fortælling om "Ali Baba og de 40 Røvere". De nordsyriske og mitanniske tropper trak sig gang på gang i sikkerhed i øst ovre på den anden side af Eufratfloden, når Tuthmosis III drog mod dem for at slå deres oprør ned. Men på sit ottende felttog indførte han en nyskabelse: På Middelhavskysten ved Byblos lod han, af tømmer fra Libanons skove, bygge store både i sektioner. Bådenes dele blev bragt på oksetrukne vogne over land til Karkemish og monteredes sammen for at transportere faraos hær over Eufrat. Det kan illustreres af en nutidig historisk parallel: Da field marshal Montgomery under Arnhem-slaget, september 1944, krydsede Rhinen for at forfølge den tyske hær, skete det i landgangsbåde, der ligeledes som samlesæt var bragt på vogne over land helt ude fra Kanalkysten. Amenemhebs biografiske inskription i sit gravanlæg om det pågældende Tuthmosis III-felttog er den ældste kendte egyptiske beretning om transport med brug af vogne (bortset fra stridsvogne) - hvilket var så nyt, at egypterne ikke havde noget specielt ord for disse oksekærrer, men kaldte dem ‘stridsvogne’ (wrryt). Det er den tidligste beretning i historien om både til transport af en invaderende hær over en flod.
Tuthmosis III’s propaganda misledte forskningen Om sine felttog lod Tuthmosis III bekendtgøre, at han "...udvidede grænserne...", hvilket er afgjort forkert; for han genetablerede blot de grænseskel i det nordlige og østlige Syrien til det imperium, hans farfar Tuthmosis I (cirka 1537-1523 f.Kr.) havde etableret, men som efter Tuthmosis III’s magtovertagelse i Egypten var begyndt at svækkes. I realiteten var Hatshepsuts far, Tuthmosis I, den virkelige store felt-
30
herre og erobrer! Denne farao formåede efter den store indsats fra sine forgængere Kamose, Ahmosis I og Amenhotep I at få drevet de allersidste restgrupper fra hyksosfolkets 180-årige besættelsesregime endeligt ud af dets sidste befæstede byer i Nedre Egypten. På få år udvidede Tuthmosis I sit rige både i Asien og Afrika med sikkerhedsskabende erobringer, længere uden for landets grænser end nogen anden farao. Nemlig fra Gebel Barkal ved Nilens 4. katarakt (vandfald) i Nubien og til Naharein (Syrien) ved Eufratfloden, som han endda overskred med sin hær og lod stedet markere med sine inskriptioner. Ved Tuthmosis I’s død cirka 1523 f.Kr. omfattede det samlede egyptiske område mere end det dobbelte af det Egypten, han overtog. Derimod befæstede hans barnebarn, Tuthmosis III, gennem næsten 30 år (efter Hatshepsut) aldrig besiddelserne længere ud end ved de fastlagte grænser - hans egne inskriptioner viser dette - nemlig kun til de grænsesten, Tuthmosis I havde opstillet et halvt århundrede tidligere. Tuthmosis III’s mange felttog til udlandet har imponeret i nutiden, hvor tidlige forskere synes at have taget hans selvforherligende propaganda noget bogstaveligt. Imponeret af hans mange slag er han, med en inhabil kliché, igen og igen kaldt "oldtidens Napoleon" - uden nærmere at analysere, at de ekstremt mange felttog skyldtes: At han var ude af stand til effektivt at nedkæmpe de mange oprør gennem hele 19 år. Mens hans efterfølger og søn Amenhotep II, en dygtigere kriger i det hele taget, gjorde det på bare ni år og netop bevarede landets grænser. Egyptologisk og historisk videnskab med hver deres fags metodik har følgelig ofte forskellig fokus. Hos Tuthmosis III viser hverken hans eller stabens inskriptioner vedrørende togterne nogen ny erobring og udvidelse af landet. Han lagde ikke en fingerbredde til Egyptens territorium. Det han i virkeligheden gjorde, var uafladeligt at prøve at holde sammen på Tuthmosis I’s for længst skabte Stor-Egypten med underlagte nabostater, som Hatshepsut dygtigt, især ved diplomatisk udenrigspolitik, havde bevaret intakt. Med de mange angreb udefra gennem de mange år har Tuthmosis III som nævnt næppe haft en stille stund. Men det var dygtigt gjort, at han virkelig evnede at stå imod. Her findes, som allerede fremlagt, mange konkrete forhold der kan antyde, at der bl.a. var anvendt metoder lært af Moses, som nu brugtes imod Moses selv. På den baggrund kunne en heraf udlignende balance vanskeligt resultere i nogen reel sejrherre. Således var resultatet af alle de voldsomme anstrengelser kun, at forholdene efter Tuthmosis III’s første 32 år ved magten efter Hatshepsuts død stadig forblev som ved udgangspunktet: - nemlig at Moses ikke fik sit krav på faraokronen opfyldt, og at Tuthmosis III ikke nogensinde fik udvidet grænserne eller blot skabt en virkelig stabil fred.
31
4. KAPITEL
Den onde bror - og forbundsfællernes flugt Moses og anti-egyptiske grupper til lands og til vands Inden for forskningen findes der skoler, som i mindre eller større udstrækning afviser, at Bibelens beretning om Moses har reel historisk basis. Mens andre teologer og historikere med opfattelsen af, at der dog er et vist hold i traditionen om Moses’ og israelitternes udvandring fra Egypten, hyppigt har opereret med et scenario, hvori Moses og hans israelitterflok i politisk og operationsmæssig henseende så at sige stod alene i verden. Dette er næppe realistisk. Det var nødvendigt for en sådan omfattende udvandrergruppe at have forbundsfæller af andre klaner og folkeslag for at kunne overleve, især gennem de "40 år i ørkenen". Der eksisterer en række overleveringer om Moses - bevaret "uden for" Bibelen - hos egyptere, grækere, romere m.fl. Men almindeligvis forskes der, som om Moses kun kendes i Bibelens udgave, skønt flere oldtidsberetninger om ham har en kerne af samme alder som i Bibelens ældste dele. I nutiden vides der en hel del om stammegrupperinger og folkeslag på Moses’ tid i Nærorienten og det østlige Middelhavsområde. Også flere af deres forbund kendes. Netop her er et nyt og afgørende perspektiv. Gennem to vigtige perioder viser kilderne, at Egyptens naboer aktivt gik sammen imod Egypten. Nogle af disse koalitioner kan følges både til lands og til vands. Her var "søforbundene" frygtede sømagter, om hvem et udvidet historisk kendskab for ikke længe siden var i et limbo. Det er inden for disse forbindelser, at nogle overleveringer rummer bestemte træk, der indicerer, at Moses havde allierede blandt de udenlandske grupper. I dette materiale er det påfaldende, at en række veludforskede emner kan ses i en helhed, der kan tolkes som en reel sammenhæng. Dette er så nyt, at flere vigtige forhold først må tages i betragtning: - Her opereres med fire hovedtyper af kilder: a) samtidens inskriptioner og arkæologiske artifacts; b) bibeltekster og rabbinerskrifter; c) græsk tradition og tilhørende overleveringer; d) ældre overleveringer fra egyptiske tempelarkiver, især gengivelser via forfattere i Alexandriatiden. Her er der mindst 1200 år fra ældste til yngste kilde. Og i nutiden findes
32
yderligere e) en række forskningsresultater herom på enkeltområder. Skønt især de tidsmæssigt "mellemste" kilder undertiden må behandles som problematiske - ved de ofte vekslende grader af sandsynlighed - bl.a. det såkaldte mytestof, viser de sig på flere måder alligevel med mange, også upåagtede, fakta og indicier at kunne bidrage i sammenhængen inden for den særlige epoke i de østlige Middelhavssamfunds historie, som også berøres af elementer i Moses-beretningerne. Lad det være sagt straks, at til et samlet billede, der heraf danner sig, kan der være forskellige forklaringer, og bogens fremstilling af en sammenhæng er blot et enkelt bud på en sådan forklaring. Men der er tale om et materiale, der ikke er set før i en større helhed, og som i sig selv fortjener at blive fremlagt til brug for videre overblik og udforskning. Så til de nævnte to perioder vil oplysninger om Moses demonstreres også ud fra mindre kendte relationer til egyptiske og græske historiske data. 1. periode: I denne fase flygtede flere af de senere gruppers ledere fra Egypten samtidig med, at Moses flygtede til et eksil; men koalitionen til lands og til søs sluttede sin modstand temmelig brat efter 19 år præcis som i Tuthmosis III’s optegnelser! (mere herom i kap. 5). 2. periode: Dernæst efter en pause på 12-13 år i aktionerne mod Egypten kan disse grupper igen følges: Nu var det på den tid, da Moses iværksatte exodus med israelitternes udvandring. Her ses således de samme koalitioner tydeligt gentage sig under farao Amenhotep II, men nu kun i 9 år med opstande mod Egypten (omtales i senere kap.). Under disse veldokumenterede faraoner synes der at fremstå spor af Moses’ mere ukendte rolle som katalysator for koordinerede opstande mod Egypten - fra de asiatiske områder i nord til de nubiske distrikter i syd med de flere tusinde km’s afstand herimellem. Metoden var som nævnt ikke ny - et papyrus-dokument, "Ipuwers formaninger", nævner et tidligt samarbejde her. I det følgende præsenteres også nogle af de frygtede sømagters ledende skikkelser, især Kadmos og Danaos. Deres navne kan, efter datidig skik, desuden vise hen til deres tilhørsforhold, deres folkegruppe/klan. Angående disse forbindelser foreligger der en række udsagn fra autoriteter inden for de pågældende historiske felter. Der er tale om forskere som bl.a. egyptologerne Allan H. Gardiner, G.A. Wainwright og f.eks. den israelske arkæolog og general Yigal Yadin samt John J. Bimson, Robert Drews - jf. referencer ved de relevante tekster (også i kap. 5). Ifølge disse forskere viser flere enkeltdele sig i bestemte ældre, såkaldte myter at gemme på reelle historiske data. Resultaterne fra de sidste 50 års udforskning af oldtidskulturer i det østlige Middelhavsområde, samt de bedre udviklede dateringsnøgler for
33
perioden 1600-1400 f.Kr. vil medføre: At enhver bred oldtidsforskning om Moses og exodus, foretaget uden at de mange historisk betydningsfulde klaner på land og til søs tages i betragtning, kan få store problemer!
Historiske tekster om Moses - også fundet i Indien Også meget langt østpå kendes beretningen om Moses både i sin rolle som egyptisk faraoprins og som den af de to brødre, der blev fortrængt som tronkandidat og måtte gå i landflygtighed. - Buddhistisk krønike: En udgave af oldtidens beretninger, opbevaret i tibetanske og indiske klosterbiblioteker, handler om Moses’ liv og også om en mindre kendt periode af Jesu liv. En sådan tekst blev fundet i 1887 af en russisk opdagelsesrejsende, Nicolas Notowitch, i Hemisklosteret ved byen Leh i Kashmir-provinsen Ladak. Den blev her optegnet via en tolk; jf. Nicolas Notowitch’s "La Vie Inconnue de JésusChrist" (Oldendorf 1894), engelsk udgave "The Unknown Life of Jesus Christ - Issa, The Prophet of Nazareth" (New York 1894, London 1895). Teksten blev i 1922 genfundet i klostret af Swami Abhedananda, der oversatte den til bengali, og atter i 1925 af forskeren Nicholas Roerich. Skønt endnu ikke analyseret af filologer fremgår det dog, at Mossa (Moses) som prins i Egypten blev fortrængt af sin stedbror, og at episoden med Tuthmosis III er genkendelig i denne gamle buddhistiske krønike: Konkret omtales to faraosønner og brødre, og at den ene prins, Moses, var meget afholdt og blev oplært i store kundskaber også af fremmede lærere og eksperter, bl.a. af lærde hebræere/israelitter. - Philo af Alexandria: Ifølge denne jødisk-egyptiske filosofs værk "Vita Mosis" skrevet for 2.000 år siden var Moses - og tilsvarende ifølge rabbinerskrifterne - netop både velanset og afholdt "over hele Egyptens land": Uhyre vigtigt for opretholdelsen af hans senere netværk i Egypten. - Den buddhistiske krønike: Videre beskrives (ligesom hos den egyptiske historiker Manetho), at Moses på et tidspunkt under en katastrofeagtig byldepestepidemi - sandsynligt afspejlet i Bibelen som en af Egyptens ti plager ved israelitternes udvandring - samlede disse israelitter i Egypten; og at han, med den skrækslagne og fjendske faraos nødtvungne accept, ledte dem til "en afsides by", og derefter førte dem helt ud af landet. At denne buddhistiske krønike omtaler israelitterne i fæstningsbyer i Nedre Egypten, genkendes i Bibelen (byerne Pi’tom og Ra’amessum). - Manethos egyptiske optegnelser: Herom siger netop lokale kilder, at Moses under sit oprør, umiddelbart inden han førte israelitterne ud af landet, besatte nogle forladte fæstningsbyer. Byerne kendes under de senere navne Avaris og Pelusium i Egyptens nordøstlige grænseland (se i kap. 7), ikke i vid afstand fra faraos daværende residens i Memphis.
34
- Den buddhistiske krønike: Efter krønikens udgivelse i vesterlandene for mere end hundrede år siden samledes interessen om dens hovedindhold om Issa (Jesus), der - 1.400 år efter Moses’ tid - tilbragte flere mindre kendte læreår i Indien. Herved blev opmærksomheden ikke rettet mod at sætte krønikens oplysninger om Moses i relation til Bibelens og oldtidsforfatteres samstemmende beretninger. I teologisk, historisk og filologisk forskning blev krøniken ignoreret. - Flere relaterede opdagelser i Ladak: I den nordindiske egn i Kashmir, krønikens findested, er der andre overraskende overleveringer. Bl.a. findes der langt over hundrede hebraiske ord i Kashmir-sproget og lige så mange gamle hebraiske sted- og bynavne; her findes mange gamle, ikke-indiske gravpladser i oldtidens hebræiske stil vendt mod vest, mens de langt senere islamiske grave er anlagt i retningen nord-syd. Indbyggernes klædedragt er for dette land usædvanlig, men har mange lighedspunkter med ældre jødisk tradition i Orienten - endda specifikt hvad angår hovedtøj, bælter og kjortler; og der bruges jødisk badeskik. Også madtraditioner: aldrig stegning i fedt eller smør som hos de islamiske folk. Der bruges kun olie som endnu hos jøderne. Selv slagteknivene er halvmåneformede som oprindelig israelitisk skik. - Den lokale tradition: I Ladak hævdes det, at to lokale grave rummer Moses og Jesus, der begge opfattedes at være forsvundet så mystisk fra Israel-området ved deres mytebetonede død. "5. Mosebog" omtaler Moses’ begravelsesplads i dalen, hvor israelitterne i deres rejses sidste år havde lejret sig over for Beth-peor, ved bjerget Nebu. Og i Ladak, over for et sted næsten enslydende kaldet Bandi-pore, ved bjerget Nebu Ball, bliver den såkaldte Moses’ grav passet af en (nu muslimsk) familie, der i talløse generationer har været denne gravs vogtere. De to grave i Ladak er ikke blevet undersøgt; og heller ikke oplysningernes valør, der støttes i arabiske og persiske overleveringer; f.eks. i Mohammad Yasin’s "Mysteries of Kashmir" (Kesar Publications, Shrinagar 1972) og Holger Kersten’s "Jesus lebte in Indien" (Knaur, 1984). Cirka 54 km fra Kashmirs hovedstad Shrinagar ligger Ladak i et for tiden politisk overophedet grænsedistrikt, og her har tv’s world-news fra CNN i juli 1997 ligeledes præsenteret denne udgave af Moses’ grav. Alene dette, at ældgamle lokale jødiske skikke findes i et land så fjernt fra jødernes hjemland - og især at den dér bevarede tekst rummer de nævnte traditioner om Moses - er bemærkelsesværdigt. I kølvandet på Alexander d. Stores erobringer strømmede især grækere ind i Indien, her kendt som yonis, dvs. den græske folkestamme ‘joniere’. Krønikens paralleller til egyptiske overleveringer, der kendtes i Alexandria for 2.300 år siden, kunne være medbragt til Kashmir senest af udvandrende jøder, der fulgte grækerne på de allerede dengang ældgamle karavaneruter.
35
Til belysning af Moses’ skæbne ved hans eksil mere end 1000 år før Alexandriatiden, kan det netop være af betydning, at krønikens isolerede og uafhængige tekst har bevaret de omhandlede detaljer om Moses i forbindelse med specielt Egyptens historie. Det vil være uheldigt helt at undlade at vurdere et sådant dokument for reelle kildeværdier.
Græske beretninger om Moses’ venners flugt Ud over at Manetho nævner Moses’ allierede til lands (jf. senere kap.) eksisterer der en række potentielle forbindelsesled, der ses at forbinde Moses med prominente egyptiske emigranter: - Hekataios af Abdera: Denne græske historiker og filosof, 320 f.Kr., gengiver, at både Kadmos og Danaos hørte til en gruppe, der undslap fra Egypten i forbindelse med Moses’ opposition og udvandring. - Diodorus Siculus: Denne romerske historiker, 20 f.Kr., nævner (40,3,2) Kadmos’ og Danaos’ emigration fra Egypten til de græske områder. - Rabbinerskrifterne: Ifølge disse skrifter (f.eks. hos Baring-Gould, II, s. 80) havde den unge Moses ved hoffet i Egypten også fungeret som faraos udenrigsminister. I så fald har han under sit eksil lettere kunnet søge at udnytte relationerne til sine gamle forbindelser i udlandet. Sammenfattende, ud fra egyptiske optegnelser (også Manetho) og græsk tradition, viser det sig, at flere af de pgl. personer, Kadmos og Danaos samt Kekrops, Ialysos, Europa og Minos m.fl. - alle oprindelig egyptiske navne(!) - synes at have været involveret som Moses’ forbundsfæller eller "agenter". Dette kunne belyse, hvorfor disse personer blev skarpt forfulgt til søs og til lands af egypternes nye konge. Her er det stærkt påfaldende, at de netop flygtede og ankom til de græske områder præcis på den tid, hvor Moses’ flugt fandt sted. Dette kombineres med kendskabet til, at der fandtes en opposition imod Tuthmosis’ magtovertagelse. - Eusebius af Caesarea: I sit værk "Evangelica Praeparatio" (X,9,484) hævder denne oldtidskirkehistoriker om den pgl. periodes kronologi: "...Det er beviseligt, at Moses... befandt sig i sit livs første halvdel på Kekrops’ tid...". Hermed gengiver denne "kirkefader" en forbindelse, der i datidens optegnelser knytter Moses til hændelser i græsk tradition. Optegnelser hos flere oldtidsforfattere bestyrker tilmed, at de ovennævnte begivenheder skete: "...300 år før krigen mod Troja...". - Etableret kronologi: Allerede "Hayden’s Dictionary of Dates" og et omfattende værk af Adam Rutherford "Hebrew Chronology" (London 1939) og Henry Fynes Clinton’s klassiker: "Fasti Hellenici" - erkender
36
alle, at Trojakrigen påbegyndtes inden for 1195-1190 f.Kr. Denne krig er et af den østlige Middelhavshistories centrale daterings-referencer! - Eratosthenes: Ifølge denne historiker (240 f.Kr.) og inskriptionen i "Paros-marmortavlerne" (sidste del fundet 1897) begyndte Trojakrigen 1193/1192 f.Kr.; jf. Oscar Borneers stadig aktuelle afhandling "Athens in the Late Bronze Age", Antiquity (vol.30, 1956, s.16). Den pgl. tid passer med netop krigens specifikke data i breve, f.eks. med Ilion’s prins Paris’ navn(!), fra arkiver hos Trojas naboer: hittitterne (nu i Berlins Museum). Således fremstår en overensstemmelse med det tidspunkt, hvor Kadmos og andre af "Moses’ agenter" forlod Egypten, nemlig de nævnte 300 år før den pågældende Trojakrig cirka 1193 f.Kr. Dvs. præcis da den 40-årige Moses flygtede i eksil. Også dette stemmer med (se bind 2), at Moses’ flugt skete i Hatshepsuts regeringsår nr. 16, der var året 1493 f.Kr. - Græsk tradition: Her angiver overleveringerne, at i de græske områder, hvortil flygtningene fra Egypten ankom, grundlagde Kadmos det græske Theben; og Danaos grundlagde Argos; mens Kekrops grundlagde Athen. Hermed var kolonier eller baser oprettet i indbyrdes nær kontakt. Sammenfattet fremgår det, at alle de nævnte personer var forfulgt til søs af egypterkongen, der angives at være en bror til Danaos; samt at Danaos, ligesom Kadmos, kom fra Theben i Egypten: Moses’ hjemsted. Via overleveringer - og en tusinde år senere omskrivning til drama af den græske forfatter Aischylos (527-456 f.Kr.) - synes de (af Moses) plantede falske nordlige flugtspor til Danaos’ skib, netop ifølge hensigten at have skabt forveksling mellem Danaos og den der stod bag projektet, nemlig Moses selv, den virkelige (halv)bror til egypterkongen. - Josefus: I sin "Contra Apionem" (1,98-102) lader han Manethos version af overleveringen tale, og også her vises tydelig sammensmeltning af Danaos med Moses. For Manetho lader forstå, at "Danaos" var Harmais , egypterkongens bror. Også i Manethos tekst er Harmais vesir over Egypten - det græske epitrophon betyder endda ‘vicekonge’ og var udstyret med alle kongelige regeringsbeføjelser, men det blev ham forbudt at bære kongekrone. Disse detaljer genkendes præcis som ved Moses’ position i Egypten som "Faraos Datters søn" (jf. bind 2, kap.17). Danaos blev i de græske gengivelser også omtalt som egypterkongens bror Harmais, skønt det var Moses, der, som den oprindelige tronfølger, har haft denne obligatoriske tronfølgertitel Harmais (Her mesis, ‘Horusbarn’), og endda yderligere var (halv)bror til den nye farao. Endvidere berettes, at Harmais tog den kongelige hovedudsmykning på, og at han sammen med venner rejste en revolte mod sin bror (den nye
37
farao), der blev underrettet herom af vogteren over de egyptiske templer, dvs. ypperstepræsten! (vi genkender ypperstepræsten Hapuseneb’s rolle). Broderen, den egyptiske farao, kaldtes her Aigyptos , ‘Egypten’, idet det dengang ikke var ualmindeligt at omtale en konge ved sit lands eller folks navn (eksempelvis omtales i Bibelen amalekitternes konge som Amalek). Stadig, og oprindelig, ifølge Manetho førte denne farao krige helt oppe nordpå i Syrien og Medien; altså præcis på samme måde som især Tuthmosis III, efter sin officielle tiltræden som farao, gjorde det under den lange række af oprør mod Egyptens herredømme.
Danaos’ døtre som sømænd? Bag den oprindelige hændelse var der således tale om flere højstående personer blandt Moses’ forbundsfæller. Blandt disse fandtes Kadmos og hans "søster" Europa, samt Danaos og hans såkaldte "døtre", foruden Kekrops m.fl., som alle var flygtet til søs. Der kan peges på to mulige, og kombinerede, forklaringer hertil: At komme i sikkerhed fra det nye styre, og at oprette støttepunkter som Moses’ forbindelser i udlandet. Idet Moses ved sin flugt havde lagt falske spor ud (jf. bind 2), skulle det give indtryk af, at han flygtede nordpå - til sine forbundsfællers skibe. Disse Kadmos’ og Danaos’ skibe afsejlede fra havnen ved en af de nordegyptiske fæstningsbyer, ved det senere Pelusium nær det kanaanæisk/palæstinske grænsedistrikt. Da "Egypterkongen" var blevet ledt til den overbevisning, at Moses måtte være med om bord, sendte han et skib af sted for at opsnappe det pågældende (Danaos’) flugtskib. Det er dette arrangement, der i senere overleveringer ses videreført efter den bevidst arrangerede forveksling mellem Danaos og Moses. - Rejseruterne: Ifølge græske overleveringer sejlede Danaos via Rhodos til det græske fastland. Også Kekrops sejlede dertil, men for ham foregik det via det med Egypten venskabeligt forbundne Kreta. Kadmos og Europa derimod sejlede til de græske områder via den fønikiske havneby Tyros i det egyptisk dominerede Libanon-distrikt. Herfra sejlede Europa yderligere via Kreta til det græske fastland, mens Kadmos sejlede nordligere og bl.a. passerede øen Thera (Santorini). Men Danaos sejlede til det græske (mykæiske) distrikt ved Argos, hvor han slog sig ned. Herefter gengives det kryptisk i den græske myteform: At "Danaos’ 50 døtre" - senere omtalt som "danaider" - ved list overmandede og dræbte besætningen fra egypterkongens forfølgende fartøj. - Afmytologisering: Normen for en havgående skibsbesætnings antal var dengang ofte 50. Det har været relativt let at gennemskue Danaos-mytens mærkelige beretning om, at Danaos ankom til Argos i den græske lokalitet Argolis i et skib med "50 døtre": Selve udtalen af et græsk ord for ‘roer’, ‘rorkarl’, zygites, lå nær (også med z for th) ordet
39
for ‘datter’, thygater. (se også Appendiks 1); dvs. i tråd med netop egyptisk udbredt tradition for ordspil. Dette vil betyde, at Danaos - og Kadmos - havde 50 marinere med, der således var både rorkarle og soldater. Også de egyptiske havgående skibe havde ikke unormalt 50 årer ligesom senere græske samaina-skibe. Ved udrejsen oplyses, at et sted (det senere Pelusium?) nær Nil-deltaet havde disse marinere bevæbnet sig. Og i Argos - i en overrumplingskamp én mod én - dræbte de alle krigerne fra egypterkongens (Tuthmosis III’s) forfølgende skib, undtagen en vis Lynkeos, der overgav sig. Bortset fra denne forsoning, var det åbenbart blevet forpurret, at egypterkongens folk skulle alliere sig med Danaos’ folk og sætte dem op mod deres leder. Derimod allierede Lynkeos sig netop med Danaos selv og blev senere hans efterfølger i Argos. Hvad Kadmos angår, måtte også han, efter sin ankomst til det græske fastland, nedkæmpe 50 krigere, der ifølge myten pludselig "voksede frem af marken". Kadmos synes her være forfulgt af en anden af Tuthmosis III’s 50 mands skibsbesætninger, til søs og til lands, hvor mandskabet da har lagt sig i baghold i terrænet ved Kadmos’ opholdssted. Idet Kadmos med sit medbragte skib senere blev et forbillede, blev han siden hen i græsk tradition kaldt for "opfinderen" af 50-årers skibene. · Oldtidens historikere og rabbinerskrifterne samt overleveringer i Nærorienten beretter entydigt om intrigen ved det egyptiske hof, der tvang Moses bort fra Egyptens trone til eksil forskellige steder i udlandet. · Egyptiske, græske, jødiske og romerske oldtidsforfattere omtaler betydende egyptere: Kadmos, Danaos, Kekrops m.fl., som måtte tage flugten samtidig med Moses. Rejseruterne kan stadig identificeres.
RESUMÉ (1)
*
Udenlandske baser for Moses’ forbundsfæller? Et overblik: Tuthmosis III har måttet søge at hindre etablering af baser i udlandet for den flygtende tronkandidat Moses’ forbundsfæller. Dette fordi Tuthmosis III’s magtovertagelse, foruden Moses’ flugt, tydeligvis havde resulteret i en for landet uheldig faneflugt fra det nye regime. Blandt de Moses-tilhængere, som hermed flygtede, var der - nøjagtigt som kendt fra tilsvarende situationer helt frem til nutidens historie prominente personer og repræsentanter for landets intelligentsia: - Her har der ud over Kadmos, Danaos, Kekrops og Europa m.fl. været mange betydningsfulde udsendinge/flygtninge, når det nødvendigvis ekstensive og således imponerende netværk bag de præcist koordinerede opstande igennem de 19 år mod Tuthmosis III tages i betragtning. Koalitionen synes at have forsøgt at etablere et brohoved på Cypern.
40
Men kontrollen over denne ø såvel som de vestsemitiske kyststater - dvs. i syriske, fønikiske og kanaanæiske områder - blev efterhånden generobret af Tuthmosis III. Da har koalitionens aktiviteter i den korte tid næppe efterladt spor her i myter eller på anden vis; dvs. modsat hvad der skete i græske områder uden for Egyptens direkte indflydelsessfære. Kadmos’ ærinde i Tyros i Fønikien kan netop have været en strategi, der også kunne styrke Moses’ sag ved at søge at rejse oprør i dette meget uafhængighedsstræbende distrikt over for egypterkongens overherredømme. I så tilfælde må planen være forfejlet. For Tuthmosis III fik, ifølge sine inskriptioner, en større havgående flåde etableret for bedre at kunne undertrykke fønikiske og syriske kyststaters oprør. Og Kadmos’ og Europas afrejse fra Tyros fremstår som at have karakter af flugt! Her ser det ud til, at nogle af de egyptiske udvandrere i flere tilfælde har måttet anvende fønikiske skibe til deres flugt. Fønikierne, med deres "internationale handels- og transportkartel", var blandt de mest vidtstrakt stedkendte i Middelhavet. Deres skibe kunne chartres til transport - med ringe risiko for, at de skulle være loyale mod farao Tuthmosis III. - Herodot: Den græske "historiens fader" gengiver (IV,147) i 400tallet f.Kr., at da Kadmos undervejs nåede den tidligere nævnte græske ø Thera, der dengang hed Kalliste og også Strongyle - nu Santorini efterlod han her nogle fønikiere, hvoraf den ene hed Membliaros. Sidstnævnte betegnelse menes at være fønikiernes navn for øen, nemlig det vestsemitiske udtryk mem-bil-’ar, ‘vandene uden lys’, der forekom i de semitiske skabelsesberetninger som baggrund for skabelsens store lys eller lyn. Dette omtales i Michael C. Astour’s afhandling "Greek Names in the Semitic World and Semitic Names in the Greek World", i Journal of Near Eastern Studies (vol. 23, 1964, s. 193-201). En nøjagtig parallel til den betydning af "mørket", dvs. uden lys, omtales i Apollonius Rhodius’ værk "Argonautika" (IV,1694-98) i forbindelse med netop Anaphe, som er naboøen til Kalliste/Thera/Strongyle (Santorini). Det kan sandsynliggøre, at der i hele øhavet fandtes et fortsat stærkt levende minde om, da størstedelen af selve Kalliste/Thera forsvandt ved et vulkanudbrud af næsten kosmiske dimensioner. - Dokumenteret datering: Denne naturkatastrofe er dateret af glaciologer ud fra en præcis optælling af tusindårige lag i Grønlands indlandsis, der indeholder en del af det over hele verden vidtspredte nedfald fra vulkanens udbrud. Også dette er et anerkendt tidsreferencepunkt! Jf. tillæg til kap. 10 vedr. Claus U. Hammer’s "The Minoan Eruption of Santorini in Greece Dated to 1645 BC?", i Nature (vol. 328, 1987, s. 1-3). Hvis Kadmos og hans skibsbesætning ved mødet med disse øer, skønt det foregik cirka 150 år senere, alligevel har forbundet øerne med et sådant Götterdämmerung-billede, var det ikke uden årsag i lokal tradition.
41
* ORIENTERING: KADMOS OG BIBELENS BERETNING
Hekataios: Kadmos havde en egyptisk baggrund At Kadmos kendtes hos egypterne, er dokumenteret i hieroglyfindskrifter: - Egyptiske spor: Kadmos’ navn blev fundet i 1870erne, af den franske egyptolog Gaston Maspero, i en nu 2.300 år gammel inskription - dvs. 1000 år senere end Moses-tiden. Skønt egyptisk kendskab til Kad-mos desuden kunne tænkes at være påvirket af grækerne, er det et faktum, at egypterne selv, på tidspunktet for denne skriftlige gengivelse (men også senere i hellenismen), havde adgang til et væld af optegnelser om Egyptens ældre historie. - Hekataios af Abdera: Ifølge denne historikers egyptiske og græske kilder i Alexandria, var Kadmos oprindelig fra Egypten, hvor Theben var hans fødeby. Endda ud fra selve Kadmos’ afstamning (ligesom hos Danaos, jf. kap. 5) kunne det eventuelt forsøges at spore eventuelle forbindelser til Moses’ forbundsfæller. Materialet er mindre fuldstændigt, men det synes at indeholde nogle "statistisk" mindre tilfældige sammentræf. Derfor bør de inkluderes i billedet, men som betinget supplement, der på et tidspunkt skulle undersøges nærmere. Med disse naturlige forbehold tydes der i materialet nedenfor konturer af opståede fælles træk i græske optegnelser og Bibelens Mosebøger, vedrørende Kadmos’ afstamning: - Græsk tradition: I enkelte græske overleveringer var Kadmos en søn af den fønikiske konge Agenor, idet "grækerne" kaldte visse grupper af folk i Middelhavets østkystområde - især også kanaanæere og hebræere - for fønikiere. Da sidste stavelse ‘mos’ i Kad-mos ikke er semitisk, men udpræget en "græsk" tilføjelse, og da det ikke mindst på baggrund af det følgende ikke kan udelukkes, at Kad kunne være en græsk udgave af Gad, kan det pege på evt. forbindelse til Gad’s klan, endda dens ledende slægt: - Bibelen: Gad-slægten kaldtes f.eks. ifølge "4. Mosebog" (26,15) haggitterne med familieoverhovedet ("høvdingen/kongen") Hag’gi som stamfader. Med ‘H’ oftest stumt i de græske skriftsprog, og med denne leders navn plus græsk endelse vil ovennævnte navn (H)agenor fremstå. - Egypten: Ud fra Hekateios’ udsagn om Kadmos’ egyptiske hjemsted kan Kadmos som udgangspunkt betragtes som egypter. (Om han også havde ikkeegyptiske aner, f.eks. hyksos, er hertil mindre væsentligt). Bag Gad/Kad synes det egyptiske ord ga-t genkendeligt (jf. nedenfor). - Bibelen: I "1. Mosebog" (29,1) er ‘østens sønners land’ i den hebraiske tekst kaldt Kedmah og i flere andre bibeltekster Kedem; selve udtrykket ‘østens sønner’ benà kedmah eller benà kedem findes desuden i "1. Mosebog" (15,19) i formen kadmoni. Siden hen overtog Gads stamme ("sønner") det østligste territorium, nemlig ved Jordans østbred (hvilket også kunne være med til at pege på Gad som en udgave af Kad).
42
Allerede i den egyptiske hofmand Sinuhes såkaldte selvbiografi - hvori handlingen oprindelig foregik i 2100 f.Kr. - nævnes "østens sønner", en stamme i et landområde, som de selv kaldte kdm (kadm, kedem). Det omtalte iøjnefaldende forhold mellem Kad/Gad i Egypten og landet i øst skimtes i Bibelens "1. Kongebog" (5,30), hvor ‘østens sønners visdom’ sammenstilles med ‘Egyptens visdom’. At Kadmos forbindes med "øst" må ses i relation til at hans søsters navn Europa betyder ‘vest’, ‘vestlandet’ (jf. Appendiks 1) - et ikke utypisk "spil" i senere myters symbolsprog. Vi ved fra Mosebøgerne, at ved israelitternes senere store udvandring fra Egypten under Moses’ ledelse bestod deres ikke ubetydelige skare ikke blot af hebræere, men også af mennesker fra andre folkegrupper i Egypten. De pågældende er i græsk bibeloversættelse kaldt "proselytter". Uundgåeligt var der blandt dem naturligvis også en gruppe egentlige egyptere. Gad/Kad-mos synes altså allerede ved Moses’ flugt selv at måtte flygte i hast. Hvorefter dele af hans efterladte familie og øvrige slægtninge, ligesom andre proselytter, kan have deltaget talrigt (og endda også i ledelsen) i den exodusgruppe, der senere blev kendt som Gad-stammen. - Bibelen: Således omtales Gad-stammens anfører, i "4. Mosebog" (2,14), at være en søn af Reuel. Dette navn er andre steder i Bibelen også et navn for Jethro, der ifølge rabbinerskrifterne netop var egypter og tidligere medlem af faraos hof, hvor han havde stærke relationer til Moses. Alt dette må forbindes med Bibelens information: At både Gads og Dans mødre ikke var Jakobs rigtige hustruer, men "tjenestepiger" og friller. Disse tjenestepiger/friller tilhørte netop ikke Jakobs og Abrahams hebræiske slægt (men var evt. egyptiske, ligesom tidligere tjenestepigen Hagar, Abrahams konkubine). Senere har Kadmos-gruppen i det græske Theben ikke let kunnet vedholde søforbindelsen med den i så fald ikke-søfarende Gad-klan øst for Jordanfloden. Dvs. næsten parallelt med at den ligeledes med Israel forbundne Dan-stamme på et tidspunkt opgav skibsfart og flyttede bort fra kysten til Kanaans indre.
*
Også emigranternes kongebørn i en ark på floden Emigranterne medbragte egyptiske kultiske ritualer (jf. appendiks 1). Den tredje betydelige emigrant Kekrops blev Athens første konge - og lod sin spæde søn Erectonios (også oprindelig et egyptisk navn) lægge i en hellig cista, en ark, der blev sat ud på vandet. Og på samme måde som hos Moses (der af kongens datter blev taget op fra arken på vandet ligesom guden Horus, "den nye konge") anvendtes nu her præcis tilsvarende ritual: Athen-kongen Kekrops’ datter, hvis (kultiske?) navn var "Forårsvandet", åbnede ligeledes den sivflettede ark/cista og modtog kongebarnet Erectonios (Erectheus). Således for at følge traditionen modtog net-
43
op en kongedatter den nye kongesøn, mens hun i dette tilfælde ikke var hans mor, men hans store søster. Igen, i f.eks. Moses-episoden er der også tilknyttet en "søster". Rituellet i sig selv er også kendt fra afbildninger i antikken, nu bl.a. i British Museum (jf. bind 1’s kap. 2-3 og dens Appendiks 1). At Kadmos kom fra Egypten kan tilmed reflektere en kultisk baggrund for hans navn Gad/Kad(mos), jf. egyptisk ga-t, dvs. ‘kiste’, ‘skrin’, ‘vugge’. Dette emne genkendes på det græske fastland, hvor den af Kadmos grundlagte by fik navnet Thebai (Theben), også kaldet Theba; her ses blot anvendt et andet egyptisk ord debat eller tep(et) (t-apet), der betød ‘ark’, ‘kiste’, og ‘helligdom’, ‘tempelkompleks’. (Hvorimod den egyptiske bys navn Theben stammer fra grækerne, mens egypterne selv kaldte denne hovedby for No eller No-Amon). Ordet indgik siden i de græske sprog: thebe (thaibe, thibis) af samme betydning, ‘kiste’, tilsvarende som det også indførtes, ligesom mange andre egyptiske ord, til hebraisk: i formen theba som er brugt i Bibelen senere om arken på Nilen med Mosesbarnet og om Noahs ark. Og det indgik i kanaanæisk, som d-b-r, og menes senere at være "lånt tilbage" derfra til egyptisk. Græsk tradition omtaler desuden, at kong Ogygios i Kadmos’ græske distrikt overvandt floden ved at sejle i en kiste, der landede hvor Theben blev bygget. I navnet Ogygios ses elementer af Kadmos’ familienavn ‘Agenor. Den nævnte vandstrøm, det græske Thebens slangebugtende flod Ismenos, havde et ekstra navn, Ledon, dvs. samme navn som kæmpeslangen eller dragen, som Kadmos overvandt (sådan kan en begivenhed blive myte). Ritualet med slangen havde egyptisk (Apopis-)model. Men ifølge hvad hans (til)navn på egyptisk Ga-t, ‘ark/kiste’, antyder, blev Kad-mos sat ud og "overvandt" den slangebugtende flodstrøm og her, i voksen alder, rituelt manifesteret sig som konge af græsk Theben. Også Kadmos’ (konge)datter Semele hentede sin spæde søn Dionysos (med "guden" som far, dvs. undfanget ved hieros gamos, ‘helligt samleje’), fra et lille fartøj på vandet ved et sådant konge(barns)ritual: - Datering dokumenteres: Igen bestyrkes dateringen, idet "græske" (mykæiske) inskriptioner - på de såkaldte "linear-B"-tavler - beviser, at navnet Dionysos i alle tilfælde kendtes i 1400-tallet f.Kr. (dvs. på Moses’ tid). Men uanset om Dionysos’ sejlads var en realitet eller ej, ses den siden hen som mytestof. Ritualet med arken var overalt forbundet med visse solkultiske træk, ligesom det tydes i forbindelse med Moses’ sivflettede ark på Nilen. Ikke mindst danaerne/danitterne var også kendt for solkultiske træk i deres religiøse forhold, dette gælder f.eks. deres "solhelte" såsom Perseus og Mopsus (se kap. 5). Denne danaeiske Mopsus - søn af solguden og en præstinde - anvendte tilmed et kultisk gåde-sprog ligesom hos de bibel-
44
ske danitternes solhelt Samson (roden i hans navn betyder ‘sol’). En del af indvandrernes kultiske ceremoniel synes naturligt influeret af en egyptisk indflydelse. Med tiden kom der hos grækerne desuden en semitisk kulturel og sproglig indflydelse fra fønikiske handelspladser og kolonister. Men det var det egyptiske riges kongekult, der - langt mere end f.eks. en delvis helliggørelse af lokale fønikiske bykonger - havde den tradition, at konger ansås for guddomme eller halvguder. Jf. på græsk jord en ophøjelse af de egyptiske kolonisters første konger, der genkendes i senere græske myter som netop guddommelige helte og halvguder.
Forskning og antisemitisme Grækerne ærede siden hen de ankomne egyptiske hovedpersoner, der havde slået sig ned hos dem: - Græsk tradition: Da spartanerne syd for Korinth påstod, at Kadmos - der nord herfor grundlagde det græske Theben - var deres stamfader, må der senere i disse egne naturligt være sket en del omflytninger. F.eks. nævner Sofokles (496-406 f.Kr.), at kong Atreus’ efterkommere i Mykene, nær Korinth, ligeledes tilhørte kong Kadmos’ slægtslinje i Theben. Også i Athen stammede mange kendte slægter fra Peloponnes (hvor også Sparta-området ligger); ligesom den store Nestor fra Messenien, der i Iliaden omtales at være forbundet med spartanerne, havde efterkommere i Athen. Konkret havde man her slægtsregistre med hold på historien bagud - og herved demonstreres igen, at græske "myter" ofte i højere grad end antaget synes at have konkret historisk baggrund. Kadmos-gruppen dokumenteret: Kadmos-bosættelsen fremgår tilmed af indholdet på en frise fra Kadmeion-paladset bygget af det nyetablerede dynasti cirka 1490 f.Kr. i græsk Theben - jf. H. Rausch: "Die zeichnerische Rekonstruktion des Frauenfrises im böotischen Theben" (Berlin 1956). - I nyere tid: Fra 1890erne opstod reaktion mod en sen omtale af, at Kadmos, Danaos, Europa etc. var fønikiere eller i det hele taget semitter. Den tyske historiker Karl Julius Beloch, der på det kraftigste afviste at disse figurer havde noget tilfælles med Fønikien, dannede skole. Men det midteuropæiske klima under arriverende udslag af antisemitisme kunne gøre det tvivlsomt, om behandlingen af disse græske mytefigurers oprindelse herefter foregik med rette videnskabelig objektivitet; i så tilfælde kan forskningspolitik være udøvet på bekostning af forskning. Den franske skole, ligeledes fra 1890erne og anført af bl.a. den franske forsker Victor Bérard, gik den modsatte vej og fokuserede på de også mange uafviseligt semitiske spor i de græske områder. Denne opfattelse fik i 1930rne støtte fra den engelske forsker Rhys
45
Carpenter og fik efterhånden stor fremgang, ikke mindst efter 2. verdenskrig ved modreaktionen mod antisemitismen, og også ofte her med politiske motiver og usikker objektivitet i forskningen. Denne fortsatte modreaktion satte sig fast i faglitteratur og opslagsværker, hvorfor de omtalte "udvandrere" (Kadmos etc.) ofte, fejlagtigt, kaldes fønikiere. Herved blev "den egyptiske faktor" atter grundigt overset - eller opfattet at være for kontroversiel; ligesom det skete for de steder i de gamle kilder, der viser Kadmos’ og Danaos’ spor tilbage til Egypten. Under alle omstændigheder kan den pgl. forskning ikke gøre Kadmos og Danaos til fønikiere som et faktum og så samtidig afvise beretningerne som myter, når de gamle tekster omtaler, at Moses også var inddraget. Men de mange nautiske udtryk fra Egypten i oldgræske sprog - foruden samtidens græske afbildninger af Nil-papyrusbåde - dokumenterer præcist de tidlige præg fra egyptiske emigrationer. Tilmed den tyske egyptolog Jan Assmann refererer i sin bog "Moses the Egyptian" (Harvard U.P., 1997) neutralt de mangfoldige oldtidsforfatteres udsagn om Moses, netop uden at han dømmer Danaos’ og Kadmos’ færd - samtidig med Moses - til at være myter. · Flere kendte personer, der flygtede fra Egypten på Moses’ tid, fremtræder i traditionen som Moses’ forbundsfæller. De pågældende opererede siden hen fra egyptiske nybyggeres kolonier i især græske områder. · Beretninger herom blev senere betragtet som myter. Men nyere viden kan åbne for deres indhold af konkrete historiske data. Idet arkæologien her kan afmytologisere Moses-beretningen (ligesom de hettittiske fund med prins Paris’ navn kan rehabilitere Homer), fremkaldes et bedre oversigtsbillede af situationen i det østlige Middelhav 1500-1400 f.Kr.
RESUMÉ (2)
Fjerprydede filister-krigere, her tilfangetagne - deltog ofte i hav-folkenes koalition.
5. KAPITEL
Danaernes gaver - efter Tuthmosis III's strid i 19 år Herodot: Danaos havde en egyptisk baggrund Angående de cirka 40 "skjulte år", hvor den landflygtige Moses er uomtalt i Bibelen, kender alternative tekster således til stor aktivitet i forbindelse med ham. Så hvor Bibelen er tavs, kan oldtidens lærde gengive andre kilder, bl.a. fordi kong Ptolemæus lod Egyptens tempelarkiver åbne. Oversigt: Historikere som Hekataios omtaler Moses samtidig med Kadmos og Danaos. Eusebius omtaler Moses desuden sammen med Kekrops. De nævnte emigranter omtales alle at komme fra Egypten - og nævnes også af Diodorus. Andre historikere som Herodot omtaler Kadmos' rejserute; og Manetho omtaler at Moses (også) havde allierede til lands. Kadmos' og Danaos' navne findes i egyptiske inskriptioner. Og der er arkæologiske levn om Kadmos-klanen i græsk Theben. Også Bibelen synes at vise spor af folk beslægtet med Kad(mos)-klanen og især Dan(aos)-klanen. - Babyloniske spor af danaerne: I babyloniernes lertavlebreve ses danaerne som màtu danuna, skrevet med kileskrift i korrespondancen i faraos arkiver i Akhenatons ny hovedstad Tell el-Amarna; tavlerne er nu i British Museum (No. BM 88-10-13,56); jf. ligeledes Alan H. Gardiner's "Ancient Egyptian Onomastica" (Oxford U.P. 1947, s. 124 og 196). - Egyptiske spor af Danaos: Her kendes danaerne allerede i Tuthmosis III's inskriptioner cirka 1465 f.Kr. som tanaja og daànàuna; de ses tilsvarende i dødetemplet for hans oldebarn Amenhotep III. Under 19. dynastis faraoner Merneptah og Ramses III var Nedre Egypten ofte angrebet af koalitioner af søkrigere, bl.a. meshwesh- og labu-folk. Den seneste gang af hele fem folk: peleset (filistre), deneyen (danaere) og de ikke bibelsk kendte tjeker, shekelesh og (ek)washosh; alle havde ved voldsom færd først lagt mange asiatiske byer øde for altid. Egypterne kendte også teresh- og shardani-søkrigerne. Grupper fra alle, hver i deres type dragter, ses senere som lejetropper for egypterne. Dan(aos)' navns sidste del "os" er græsk (ligesom i Kad-mos), og i traditionen er han søn af Belos (kendt som Baal). Det kan pege på relationer til Dan-stammen, idet Bibelen "tilsvarende" angiver, at klanens stammoder hed Bilha: Også heri indgår navnet på guden Baal. Denne gud indførtes af hyksosfolket i Egypten og blev her forbundet med guden Seth.
47
- Rabbinerskrifterne: Tilsvarende synes Dan-stammen - med dens mange søfarere - heller ikke oprindelig at tilhøre Jakob-stammernes nomadefolk i Egypten. Ifølge rabbinernes optegnelser var f.eks. Dan ikke mellem de såkaldte Jakob-sønner, som af Josef blev præsenteret for farao. Dette kunne indicere, at Dan-stammen muligvis ikke indvandrede i Egypten - eller ikke gjorde det i fuldt omfang - og måske kun delvis var deltager i det senere, såkaldte 12-stammeforbund: - Ny Testamente: Så sent som i "Johannes' Åbenbaring" (7,4-8) er Dan-stammen udeladt blandt Israels 12 stammer til fordel for en ikke tidligere omtalt - her særlig benævnt - "Josef-stamme". - Bibelen: Lignende fremgår allerede hundrede år efter israelitternes indvandring i Kanaan: I sit digt i "Dommernes Bog" (5,17) bebrejder profetinden Deborah nogle af stammerne, at de ikke deltog i landets forsvar, nemlig Dan og netop Gad (også kaldet Gilead) i denne stammes distrikt "uden for" (øst for) Israels Jordan-linje, i det sydlige Gilead: "...(Gad) Gilead ...forblev i sin bolig på den anden side af Jordan; og Dan, hvorfor holdt han til på skibe?...". Dette indicerer, at der efter indvandringen i Kanaan var flere stammer, der fungerede mere uafhængigt inden for israelitternes i Bibelen omtalte 12-stammeforbund. Blandt de delvis uafhængige findes de klaner, der i forskningen pga. stammødrenes baggrund (jf. kap. 4) kaldes "tjenestepige-stammer" (: i alt fire stammer inklusive Asher og Naftali). Også navnet på Dans søn angives i Bibelen: Hushim eller Shuham. Begge navne betyder 'mørk' og, ikke-usandsynligt, også 'egypter' analogt med egyptiske ord for 'mørk' just havde sådanne dobbelttydninger. Netop Dans genealogi er yderst mangelfuld i Bibelen - foruden undladelsen af omtale af byer erobrede til Dan. I Bibelens "Dommerbogen" (18,1) angives, at Dan-stammen ikke havde fået udleveret nogen arvelod blandt Israels stammer. Her synes netop Dan i forvejen at have haft (kyst)byer i Kanaan, hvor denne folkegruppe tidligt var Moses' allierede og derefter blot har fortsat som direkte deltager i Joshuas forbund. - Græsk tradition: Alle de nævnte: Kadmon, Danaos, Europa, Kekrops m.fl. genkendes også som egyptere ifølge deres navne - samt ifølge deres oprindelsesby, der i de fleste tilfælde var det egyptiske Theben. I det græske område, hvor Kadmos slog sig ned, opstod også en by kaldet Khemmis, der betyder 'egypterbyen'. I denne by blev der anlagt en helligdom for kongedatteren og gudinden Danaë (Dana) og hendes danaeiske søn, prinsen med navnet Perseus, 'knuseren' - således igen en voldsom danaer. - Herodot: Ifølge hans tekst dyrkedes Danaë især af netop danaerne, der oprindelig "stammede fra egyptiske Theben ligesom Danaos og Lynkeos", som alle var "khemmitter" (jf. hamitter), dvs. 'egyptere'.
48
Dan(anos) må ved den ikke ualmindelige praksis have fået navn efter sin gruppe eller klan. I græsk tradition kendes Danaos' børnebørn; i den generation har de rent græske (konge)navne: Aktaeon og Pentheus.
Frygten for danaerne - med deres gaver Middelhavets frygtede og voldsomme søkrigere danaoi omfattede især Danaos' udvandrede efterkommere i Argolis på Peloponnes, kendt blandt grækerne endnu helt frem til 700-tallet f.Kr. - Bibelen: Heri omtales tilsvarende den voldsomme Samson fra Dan-stammen, fra dennes oprindelige kystområde ved Joppe (Jaffa). - Rabbinerskrifterne: Den græske opfattelse af denne stamme er i disse tekster udtrykt med tilsvarende træk i omtalen af, at "Dan ikke var til stede ved introduktionen af Jakob-sønnerne i Egypten", idet: "...det skyldtes, at Dan var for voldsom...". At også Dans naboer ved Palæstina-kysten, filistrene, frygtede disse danitter/danaere, gav genlyd endnu i langt senere tider - f.eks. hos: - Vergil: På baggrund af dette ry omtaler denne romerske digter danaerne i sit værk "Aeneiden" (2,49-50). Gavegivning og -udveksling var i hele oldtiden et højt udviklet internationalt kulturfænomen, og idet danaerne - cirka 300 år efter ankomsten til Argolis og dermed Argos - deltog blandt de samlede græske styrkers belejring af Troja, lader Vergil trojanernes præst Laokoon fremsætte denne senere klassiske bemærkning: "...timeo danaos et dona ferentes...", dvs. 'jeg frygter danaerne, selv når de giver gaver'. - Tilholdssteder: Mens egyptiske inskriptioner mange gange nævner disse danaer, som også kaldtes denyen, omtales bl.a. nogle øer som et af deres mange tilholdssteder. Den engelske egyptolog G.A. Wainwright har i sin afhandling "Some Sea-Peoples", i Journal of Egyptian Archaeology (vol. 47, 1961, s. 71-90), lokaliseret sådanne "denyenske" øer ved det nuværende Tyrkiets sydøstkyst ud for Kilikien. Den israelske arkæolog og general Yigal Yadin har i sin afhandling "And Dan, Why Did He Remain in Ships?" (Amsterdam 1973) identificeret Dan-gruppen/stammen i Bibelen som en del af denen-folkene til søs. Danaerne sejlede vidt omkring og har uundgåeligt nået de samme kyster, tilmed i Sortehavet (hvilke fønikiere og grækere senere også nåede til). Dette kunne give en baggrund for visse tidlige formodninger om, at flere store floder, der udmunder i Sortehavet blev opkaldt efter danaerne, nemlig Donau (også i formerne Danube, Daneava, Dunaj) og Don. Moses' forbindelse med - og støtte fra - sådanne "præ-israelitiske" grupper, her op til 30 år før den samlede hebræiske/israelitiske udvandring, var dermed af tidlig dato. Hvad enten de pågældende egyptere var
49
"rene" egyptere eller blandet med hebræerne, må de have bevaret en homogenitet i nogen grad, skønt Kadmos og Danaos og deres følge ved deres tidlige flugt havde måttet adskilles fra mange af deres fæller således allerede et åremål forinden udvandringen, exodus, fra Egypten.
Dan/danaere som naboer til filistre/pelasgere Da Danaos ankom til det græske fastland ved Argos, blev han godt modtaget af en lokal konge, Pelasgos: Navnet angiver ham præcist som pelasgernes konge. Grupper af pelasgere, fra bl.a. disse (før)græske områder, udvandrede allerede før 1600-tallet f.Kr. - og senere i flere bølger til Kanaans kyst. Her bosatte de sig og kaldtes siden hen filistre, fordi egypterne oprindelig udtalte 'pelasgere' som pelest. I israelitternes hebraiske sprog blev det til peleshet og pelishtim - hvilket senere smittede af på græsk navngivning af hele landet: Palæstina. Lawrence E. Stager, jf. Biblical Archaeology Review (May 1991), udgravede i 1990 en danitisk støbt guldkalv i Ashqelon (se kap. 13). Ifølge denne amerikanske arkæolog kom også filistrene i babylonisk fangenskab med jøderne 587 f.Kr.; herefter ophørte filistrene som et folk. - Egyptiske kilder: Pelasgeres/filistres angrebsbølger er optegnet i 1200/1100-tallet f.Kr., hvor de i store skarer angreb egypterne ved Nildeltaet. Men det betyder ikke, at de endnu tidligere var ukendte hos egypterne! At de er registreret her på det tidspunkt, er i nutiden ofte set som om det overhovedet var deres første ankomst, evt. helt fra de græske områder. Dette har medført, at bibeltekster, hvor filistrene optræder historisk tidligt, er afvist af en del forskere som uægte og endda at være direkte fabrikationer. (Tidligere blev på lignende vis påstået, at bibelteksternes ellers ukendte hittitter var en opfindelse, indtil dette folks hovedstad blev udgravet i nuværende Tyrkiet i 1905). - Bibelen: I "1. Mosebog" (21,22-32 og 26,26) ses filisterkongen Abimeleks general stadig at bære et pelasgisk navn: Pi'kol (mens Abimelek er semitisk, evt.: 'min (for)fader er konge'). Her har dele af forskningen tilsidesat et dokumenteret tidligt kendskab i oldtiden til filistre/pelasger. Ligeledes i Bibelen ses en anden filisterkonges navn A'kisj i "1. Samuelsbog" og "1. Kongebog" (2,39-40). Dette pelasgiske navn kendes flere steder på de græske og asiatiske kyster, hvor pelasgerne holdt til. - Egyptiske kilder: Egypterne har optegnet dette navn A'kisj, cirka 1500 f.Kr. eller tidligere, i maskulin og feminin version, på et skrivebrædt fra Theben med flere navne på fremmede fra "græske" områder (Kreta). At dette pelasgiske navn kendtes så tidligt, blev opdaget i 1894 af
50
egyptologen Max Müller, som gengav det i "Zeitschrift får Assyriologie" (Band 9, s. 394f). Det dokumenteres også siden hen adskillige gange, bl.a. i ovennævnte Wainwrights afhandling "Some Sea-Peoples". - Bibelen: Heri omtales øen Kreta som Kaphtor - også kaldet Kaptara og på egyptisk evt. Keftiu - som et af filistrenes græske hjemsteder ifølge "Amos" 9,7 og "Jeremias" 47,4. I "5. Mosebog" 2,23 omtales konkret disse folk, kaftorim, 'fra Kreta', der bosatte sig på Kanaans kyst. På Kanaans kyst blev pelasgere naboer til Dan-stammen, lige såvel som Danaos' gruppe, der udvandrede den modsatte vej, blev naboer til lokale græske pelasgere ved Argos. Disse sammenhænge er stort set hidtil ubemærkede i forbindelse med de mange komplicerede folkevandringer i dette østlige Middelhavsområde i 1400-tallet f.Kr., hvor der udviklede sig megen trafik mellem begge disse søfarende folks hjemsteder. - Græsk tradition: Den nævnte vekselvirkning på disse bosteder afspejles også i den græske myte om Danaæs søn, den danaiske helt Perseus, med sin ekspedition på havet ud for Joppa (Jaffa). Her skulle han giftes med denne bys kongedatter hos et beslægtet folk: - altså netop på Dan-stammens Palæstinakyst. Her har grækerne bevaret en viden om slægtskabet. Filistrene i Palæstina: Ifølge arkæologerne (bl.a. Bimson) findes samme keramik og mønstre her som i deres oprindelige hjemlande Kreta og Mykene/Argos. Jf. Frank Stubbins' "The Rise of Mycenaean Civilization", i Cambridge Ancient History (II,I, 1973 p. 627-658); og Jan Best's "The Arrival of the Greeks" (Amsterdam 1973), der er koblet til Yadins førnævnte afhandling. Herudfra synes der at åbne sig flere spor til Moses. Mens danaer eller danitter samarbejdede i en større koalition vendt mod Ramses III's Egypten i 1100-tallet f.Kr., var f.eks. Palæstinakystens filistre ikke altid gode venner med de lokale danitter. Dette forhold fremgår allerede 300 år tidligere ved Bibelens omtale af starten på exodus, hvor Moses undlod at føre udmarchen forbi filistrenes område, der på den tid betragtedes som fjendtligt, skønt han samtidig var allieret med danitterne.
Moses-forbindelse i egyptisk og græsk Danaos-tradition Hekataios af Abdera tilhørte den første generation af hellenere i det i 330 f.Kr. nyligt grundlagte Alexandria. På hans tid fandtes der stadig egyptiske optegnelser om Moses. Ifølge Yigal Yadin ("And Dan...", s. 73) er Hekataios' referat om, at Danaos og Kadmos forlod Egypten samtidig med Moses, i virkeligheden det ældste kendte konkrete græske led, der forbinder Biblens Moses-beretning med egyptisk historisk materiale. Hekataios nævner, ligesom senere Manetho, en hudsygdoms-epide-
51
mi samtidig med Moses' ledelse af oprøret i Egypten, og at lidelsen også ramte mange af opstandens deltagere. Inspireret af Josefus' gengivelse heraf har enkelte forskere overreageret og kaldt det et udslag af tidlig anti-semitisme, når israelitterne nævnes som bærere af hudsygdommene ifølge denne tekst, der især er overleveret via det egyptisk-græske Alexandria. I stedet måtte det være hensigtsmæssigt at se på de historisk bestyrkende forhold heri. Dette fordi samtidigheden af sådanne, om end mindre sjældent forekommende, epidemier i Egypten også ses demonstreret ved, at netop den pågældende periodes faraoner, Tuthmosis III og Amenhotep II, på deres mumier stadig kan vise markante spor fra angreb af hudsygdomme. Blandt søkrigsfolk i det østlige Middelhav på disse faraoners tid fandtes også tjeker- eller tjekel-folk, som ikke omtales i Bibelen, skønt de også boede på den kanaanæiske kyst. På kystens sydlige del, "Gazastriben", boede filistre (pelasger) og nord herfor danitter ved Jaffa også ifølge Josefus ("Antiquitates" V,87); og nord for de sidstnævnte boede tjeker, hvis naboer igen mod nord var fønikier i Libanon-området ved Tyros. Men tjekerfolk er dokumenteret af egypterne, bl.a. ifølge James B. Pritchard's berømmelige "Ancient Near Eastern Texts in Relation to the Old Testament" (Princeton U.P. 1973, s. 25f). Heri gengives egyptiske optegnelser fra cirka 1200-tallet f.Kr. om at præsten Wen-Amon fra Amontemplet i Karnak (Theben) sejlede til Byblos nord for Tyros; og på grund af et uheld undervejs sendte Beder, tjeker-kongen i Dor, elleve skibe med bevæbnet mandskab ud for at pågribe ham. Allerede 1400 f.Kr. kender Bibelen denne by Dor for dens modstand imod Joshua; den er en kystby (13 km nord for det senere Cæsarea) i Asher-området. Den egyptiske tekst kan illustrere, at det ikke er uhørt, når traditionen modsvarende omtaler, at egypterkongen sendte bevæbnede skibe for at pågribe Danaos og Kadmos, Moses' forbundsfæller. Hvad angår Danaos, er der for længst analyseret materiale, der indicerer identitet mellem egyptiske optegnelsers danuna (daànuàna) og græsk danai fra Argolis - ifølge ovenstående Pritchard's "Ancient Near Eastern Texts" (s. 499f): Bl.a. et fund i 1946 i ruinerne af en oldtidsflodhavneby i Karatepe i nuværende sydøstlige Tyrkiet. Her opdagedes en to-sproget - hittitisk og fønikisk - inskription for en danaer-konge Azitawadda. Denne danaerkonges navn Azitawada betyder 'dyrker af Wandash', solguden. Inskriptionen erklærer ham som en efterkommer af mpsh, dvs. 'Mopsus' (jf. Barnett, nedenfor), dvs. den i kap. 4 nævnte danaiske solhelt i græsk tradition. - Strabo: Ifølge en oldtidskilde, Athenaeus (Strabo XIV,4,3), ero-
52
brede Mopsus byen Ashqelon på Palæstinakysten (ved Trojakrigens ophør) - enten i intern stammekrig eller ved angreb på filistrene. Ashqelon var i perioder inkluderet i Dan-stammens hjemdistrikt og andre gange erobret af filistre. Ved præcis denne kyst havde danaeren Perseus tidligere slået sig ned. Dette kan indkredse en fælles identitet for danaere i egyptisk+græsk overlevering og Dan-stammen i Bibelen. Forskeren R.D. Barnett angiver i Journal of Hellenic Studies (73, 1953, s.142, n.1) følgende: "...Formen daniuna gengivet på egyptiske monumenter kommer af daniya-wana. Endelsen wana(s) er det normale etniske suffiks i det hittitiske hieroglyfiske sprog...". Dertil kommer, at Alan H. Gardiner, igen i sin "Ancient Egyptian Onomastica" (nu s. 124f), har fastlagt: Ved den egyptiske staveform for danuna-folket dene eller dne - bl.a. i Ramses III-inskriptionen i Medinet Habu - er dne den originale form! Men denne hieroglyfiske transskription dne er kendt netop som ækvivalent med Dan, Dan-stammens bibelske navn, der desuden gengives i rabbinerskrifterne samt hos Philo og Josefus.
Ekstremistisk kildekritik Især i slutningen af 1900-tallet har flere teologiske og historiske skoler prøvet ud fra en mere enerådende og ekstrem kildekritisk indfaldsvinkel at reducere græske overleverede fortællinger, mange generelt betegnet som myter, til at være illusionære, fiktive eller rent opdigtede til brug for "underholdningen" i antikken. Herved blev det især undladt at se på konkret historisk materiale i dette såkaldte mytestof. Men de mange logiske sammenhænge, der findes bag materialet, "opfindes" ikke. Mens altså såkaldt mytestof ofte ses undgået i Moses-forskningen, evt. med undtagelse af enkelte fragmenter, sker dette på trods af, at der for de nævnte folkeslag er tale om flere allerede konkret udforskede forhold, som ikke blot kan ignoreres i en seriøs forskning relateret til teologi og historie. Følgelig må det nu være rimeligt, at beretninger om de pågældende folkeslags optræden i et bibelhistorisk scenario ikke uanalytisk reduceres til myter. Alt dette har i sig selv uundgåeligt fremdraget et forskningsmæssigt problemkompleks af paradokser hos bibelforskningen, især: a) I forbindelse med filistrene ses bibelforskningen ofte at operere fra en "illusionær virkelighed": Når filistrene omtales af Ramses III i 1100tallet f.Kr., overses, at de også eksisterede tidligere! På den baggrund ses omtalen af filistrene allerede i "1. Mosebog" at blive betegnet af visse teologiske skoler som en redigeringsmæssig "fejlplacering" i Bibelen. b) Fra betydelige dele af forskningen fremgår, at man her undlader
53
at afprøve eller se nogen sammenhæng i materialet om den også søfarende Dan-stamme og danaer-søkrigerne, der alle optræder ved de samme kyster. Det har medført en afskæring fra kendskab til Moses' relationer til flere oldtidsfolkegrupper uden for den bibelske redigering. At velorganiserede koalitioner reelt eksisterede blandt vidt forskellige søkrigsfolk indbyrdes, viser netop det konkrete historiske vidnesbyrd om angrebene på Nedre Egypten i Ramses III's tid. Men tidligere spor negligeres alligevel. Men i de tidlige tilfælde må det ekstraordinære træk ved Moses' mellemkomst nu kunne tages i betragtning. I den første fase har Moses kunnet bidrage med sine forbindelser internt i Egypten samt eksternt med især koordineringen af angreb fra naboer i nord og syd. Og i den anden og seneste fase, exodus: Her skulle Moses ved hjælp af israelitterne levere en regulær borgerkrig til støtte for et invaderende kanaanæisk forbund. Ud over at babyloniske og indiske optegnelser kan supplere, vil der - til at belyse "trepunktproblemet" og konkretisere forbindelsen mellem Moses' forbundsfæller i egyptiske og i græske kilder og igen i bibelske kildeoplysninger om Moses - kunne fremlægges følgende evidens: 1) Der eksisterer arkæologiske og epigrafiske indicier for relationer mellem egyptiske og græske optegnelser vedrørende Danaos og Kadmos og tilhørende gruppers historiske tilstedeværelse. 2) Der findes overleverede henvisninger til forbindelser mellem Moses og netop disse personer og deres omtalte aktioner. 3) En række konkrete indicier bestyrker, at f.eks. de spredte dan(aer)grupper er af fælles identitet. Dette synes tilmed reflekteret i Bibelen. Helhedsbilledet viser et fremherskende, logisk mønster, der ikke er kendetegnende for myter. De fremlagte forhold fremstår - med de i kap. 4 givne kildeforbehold - som sporene af en mærkbar politisk faktor i datidens Mellemøsten: Med en sandsynlig indvirkning på optakten til exodus, og næppe uden bidrag til gennemførelsen.
Hvorfor standsedes 19 års oprør imod Tuthmosis? Først tilbage til Moses' tidlige eksil-situation længe før exodus. Bl.a. ud fra egyptiske inskriptioner, samt egyptiske afbildninger af græske udsendinge, påviser den tyske egyptolog Wolfgang Helck - i sin afhandling "Die Beziehungen Ägyptens und Vorderasiens zur Ägäis bis in 7. Jarh.v.Chr." (Darmstadt 1979, s. 52f) - følgende vigtige kendsgerning: At danaerne overrakte gaver(!) til Tuthmosis III i hans 42. regeringsår. Det kan have forbindelse til samtidige mykæiske gruppers velkendte ekspansion fra Peloponnes til Kreta; herunder fik Egypten en indgribende rolle: Således må danaerne - der her allerede så tidligt optræder med den
54
problematiske "danaiske gavegivning" (se nedenfor) på grund af uroligheder blandt forskellige græske og førgræske folk - have forliget sig med Tuthmosis III. Dette var gennemførligt nu, måske også fordi den nævnte forhenværende faraoudsending Lynkeos var blevet deres leder. Ekspanderende befolkninger og hungersnød i de østlige Middelhavsområder er dokumenterede faktorer bag perioder med emigrationer midt i 1400-tallet f.Kr. Således invaderede "tidlige grækere" det minoiske Kreta, især ved Knossos, cirka 1450 f.Kr., ifølge bl.a. Robert Drews' "The Coming of the Greeks" (Princeton U.P. 1989, s. 193). Under de nævnte forhold har Kekrops, ligesom danaerne, nu måttet holde fred med Egypten. Nøgterne overleveringer, der indeholdes i græsk tradition, omtaler en hungersnød i de græske områder - en velkendt baggrund for tidens uroligheder og evt. også for den tids doriske emigation - samt at Kekrops derfor sendte skibe til Egypten og lod hente korn derfra. Den kanaanæisk-syriske oprørsalliance imod Egypten har nu ikke længere kunnet få hjælp fra søsiden til at afskære Tuthmosis III's forsyninger. Samtidig fik alliancen voksende forhindringer, fordi Egyptens havgående flåde var blevet forøget. Disse brud i den i forvejen efterhånden trætte alliance må have standset dennes stridigheder med Egypten. Det er et faktum, at Tuthmosis III som ved et trylleslag ikke mere behøvede at fortsætte sine krigshandlinger efter 19 års uafbrudt bekæmpelse af oprør. Som vi skal se, kan tilmed situationen i sig selv indikere, at en af faraos hovedmodstandere, den skjulte fjende, dvs. Moses, ikke længere har kunnet få støtte hos den smuldrende alliance. Netop da Tuthmosis standsede sine "pendultogter", synes der på baggrund af en række anerkendte fakta at kunne peges på en iøjnefaldende overensstemmelse: Præcis på den tid, da danaerne kommer med (freds)gaver til Tuthmosis III, efter hans 19 års krige - dvs. i sit ovennævnte 42. officielle regeringsår (der indregner Hatshepsuts 22 år) - ses denne farao nu pludselig ikke at have flere af disse oprør at bekæmpe! Også resterne af en hjemlig opposition i Egypten har herved mistet sin støtte. For nøjagtig på den tid sad Tuthmosis mest sikkert i sadlen: Han tog da i en ny udraderingsbølge fat på, efter disse 19 år, at fjerne yderligere af Hatshepsuts spor i navneinskriptioner og afbildninger. Ved udløbet af de 19 år var det 25-27 år siden, at Moses' flugt til et eksil i Etiopien begyndte, i cirka 1493 f.Kr. Og nu arbejdede tiden imod Moses: Han havde mistet tilhængere i en stor del af sit udenlandske netværk, der i forvejen befandt sig i problematisk distance fra hans opholdssted, foruden at parterne ikke længere havde stærke fælles interesser. Ydermere, ifølge flere rabbinerskrifter, måtte Moses af interne politiske årsager i Etiopien forlade dette land - efter hen imod 30 års ophold her siden sin ankomst cirka 1493 f.Kr. Oprørskrigene imod Egypten var
55
indledt i 1486 f.Kr., dvs. på tidspunktet for Hatshepsuts død. Det er påfaldende, at rabbinernes og oldtidsforfatternes data synes at vise overensstemmelse med egyptiske optegnelser for krigenes afslutning just 19 år senere - og netop passe ind i det større mønster. En ny chance for gennembrud for Moses' oprør opstod først 12-13 år senere, ved Tuthmosis III's død. Det blev til selve starten på exodus. RESUMÉ
· Moses omtales i Bibelen og rabbinerskrifterne i forbindelse med filistrene, som kendes i egyptiske kilder mere tidligt end formodet. Ved 151400-tallets store omvandringer blandt østlige Middelhavsfolk ses pelasgere/filistre flere steder som naboer til danaere/danitter, både ved græske kyster på Kreta og i Argos såvel som på kanaanæiske kyster. · Blandt tidens søkrigerfolk var netop danaerne/danitterne i flere tilfælde medregnet i det israelitiske såkaldte 12-stammeforbund. Trods tidligt kendskab til dem hos egyptere og babyloniere (100-årig arkæologisk viden herom findes bl.a. i British Museum) ses sådanne fakta negligeret. · Egyptiske kilder om danaernes fred med Tuthmosis III i hans 42. år, visr sig at koordinere med, at Moses og hans allierede blandt også disse folk måtte indstille deres oprør mod denne farao præcis på dét tidspunkt. Øverst: Gudinden Tanit med barnet og stjernebestrøet klædning - samt skrevet som tegn. Hendes navn og kult relateres oprindeligt til danaernes gudinde Danaë. Nederst: Havgående egyptisk skib med op til 50 årer. Tuthmosis III’s skibe er af lignende, men senere udgave.
2. DEL
”Den hårde farao” Amenhotep II var personligt en yderst veltrænet kriger og viser her sin styrke - fra stridsvogn at skyde 5 pile gennem en tyk kobberplade. (Se side 61).
6. KAPITEL
Det endelige opgør - hebræernes store chance Ny mulighed for genvindelse af status som tronkanidat Status efter 1. del: Efter Moses' fordrivelse fra faraos hof indledtes hans eksil med et mangeårigt ophold i Etiopien; senere fortsatte det på Sinai. Fra især disse to steder kunne han udsende kurerer og også selv rejse rundt i hemmelighed og forhandle med kanaanæiske, fønikiske, syriske og mitanniske konger. Moses fremstår her som den mystiske koordinator bag de forbavsende velplanlagte opstande, der med et urværks præcision - og yderligere med hjælp fra hans ligeledes landflygtige forbundsfæller - rejste sig i nord og i syd imod Tuthmosis III. Som det fremgik, sigtede Moses' aktiviteter i udlandet direkte på at fremkalde en svækkelse af denne farao. Men Moses' forventede hjemkomst trak ud; især fordi Tuthmosis III simpelthen viste sig at være temmelig dygtig til både at holde sin position og endda styrke den kraftigt under de mange år med oprør imod hans herredømme over de omliggende lande. Under disse forhold gik der efterhånden lang tid efter, at Moses havde måttet flygte fra Egypten. I flere rabbinerskrifter er eksilets varighed angivet til cirka 40 år. Den sidste del af sit eksil - og det er denne del der nævnes i Bibelen - tilbragte Moses hos Jethro i Midian på Sinai. Skønt Moses nu var en ældre mand, var han atter engang rede til at overtage magten i Egypten. Herefter ville det mest gunstige tidspunkt for Moses at vende tilbage til Egypten være i en periode, hvor Tuthmosis III kunne tænkes at være mest sårbar. Moses var således fuldt ud parat, da følgende skete: - Tuthmosis III var kommet i en situation, hvor han måtte tage en temmelig ung søn Amenhotep (II) til tronfølger og gøre ham til formel administrator af Nedre Egypten - og herunder bl.a. til leder af de tidligere omtalte nye vigtige skibsværfter for orlogsflåden, i Memphis. Og nu måtte Tuthmosis III også gøre ham til medregent. Da Tuthmosis III også havde andre (ældre) sønner, om end de fleste ikke havde en kongelig mor, kan en baggrund for denne så pludselige udnævnelse - nemlig at han har været i en truet situation og måtte sikre tronen ekstra - være tydet af hans fjender som en svaghedsperiode. Hermed den situation, som Moses så åbenbart havde ventet på. Moses vurderede, om han kunne få støtte fra gamle forbundsfæller eller modstand fra gamle fjender ("2. Mosebog" 4,18 og 4,19):
59
"...Jeg ønsker at rejse... tilbage til mine brødre, der er i Egypten, så jeg kan se, om de stadig er i live...". - Et svar til ham lød: "...Rejs, ...alle de mænd, der efterstræbte din sjæl, er døde...". Ifølge Bibelens omtale af tiden efter opholdet hos Jethro befandt Moses sig derefter i Egypten og viste sig her i så stærk en position, at han åbenbart med frit lejde - endte med at sidde i Egypten i forhandlinger med farao. I den forbindelse angiver "2. Mosebog" (11,3), at: "...manden Moses var mægtig i anseelse i Egyptens land, i faraos tjeneres øjne og i folkets øjne...". Med andre ord, ifølge denne tekst nød Moses stadig stor respekt hos faraos embedsmænd og hos folket. Der har gået frasagn om ham hos befolkningen, og denne episode viser tillige, at hans anseelse var så stor, at den pågældende farao også ifølge denne bibelberetning forhandlede med Moses på lige fod; dvs. behandlede Moses som en kongelig person. Som det vil blive demonstreret, har det i praksis været medregenten, farao Amenhotep II, og ikke den gamle farao Tuthmosis III selv, som Moses forhandlede med. På dette fremskredne tidspunkt har Moses' oprindelige venner, tilhængere og forbundsfæller i selve Egypten enten været gamle eller døde og under alle omstændigheder næppe så talrige mere. Til trods for Moses' anseelse, var mange i landet måske ikke mere så interesseret i, at Moses skulle være farao, efter at Tuthmosis III havde regeret så usædvanligt længe; og man kunne endda anse det for en betydelig risiko, hvis Moses stadig bar på den store forbandelse.
Den hårde nye farao - historiske detaljer genkendes Moses' nye chance lå derfor i at skabe mistillid til Tuthmosis III's medregent og efterfølger, sønnen Amenhotep II. Denne unge farao tiltrådte som medregent i 1458/1457 f.Kr. Det skete 2-3 år før Tuthmosis III's død ifølge de gamle egyptiske optegnelser, publiceret i Kurt Sethe's "Urkunden der 18. Dynastie" (IV, 1279,10, Leipzig 1906-1909). Amenhotep var da kun 18-19 år og følgelig født omkring 1475 f.Kr. og var således en meget ung og uprøvet farao: Det er just denne farao, Bibelen omtaler som "den hårdhjertede farao", der søgte at forhindre israelitternes udvandring fra Egypten - sandsynligvis forstærket af pres fra faderen Tuthmosis III bag kulisserne. At sådanne forhandlinger førtes af netop Amenhotep II fremgår af Manethos Egyptens-historie. Det gengives også i overleveringer (med senere kommentarer) af den arabiske historiker Tabari i 800-tallet e.Kr. Således beskrives det, at Moses for at få adgang til at forhandle måtte vente i en bestemt periode: forløbet svarer konkret til de to-tre år, hvor Amenhotep II var medhersker indtil Tuthmosis III's død. Dette viser net-
60
op, at tiden nu var moden - hvor det dermed var rigtigt valgt af Moses at gribe ind. Angående dette punkt siger Tabari om ventetiden: "...i to år har der ved indgangen til paladset været to fremmede (Moses og Ahron) der har benægtet din guddommelighed...". Rabbinerskrifterne oplyser, ifølge Ginzberg's "Legends of the Jews" (vol. 2, 1910, s. 297-298), årsagen, at den gamle farao udpegede sin ene søn til efterfølger, da han selv blev meget syg - og videre: "...inden slutningen af det tredje år døde den gamle konge...". Til dette giver rabbinerskrifterne endnu flere konkrete informationer, nemlig at denne gamle konge havde tre sønner og nogle døtre, og at han ikke valgte sin ældste søn til konge, men en yngre søn. I disse skrifter synes sønnen Amenhoteps tilnavn Heq-anu transformeret til Adikham. Dette valg af sønnen ses i nøjagtig overensstemmelse med fakta. Ved "Amenhotep II" i Eberhard & Helck's "Lexicon der Ägyptologie" (vol. 1, Wiesbaden 1976) nævnes, at Tuthmosis III ikke valgte sin førstefødte søn, men den langt yngre Amenhotep til sin efterfølger og medregent: Endda, som netop anført i rabbinerskrifterne, inden for totre år før sin død. Yderligere omtaler førnævnte tekster i rabbinerskrifterne - som det igen fremgår hos Ginzberg (vol. 2, s. 298) - at: "...den nye farao var 20 år gammel, da han besteg tronen efter sin far...". Også denne nøjagtighed i informationen er imponerende. Det kan verificeres, at nævnte alder for den unge farao helt og holdent tilsvarer, hvad egyptologiske autoriteter som Kurt Sethe, Richard A. Parker m.fl. i forskningen af Amenhotep II og tidsfaktorerne præcis er nået frem til. I Bibelen gengives hele spillet med forhandlingerne mellem Moses og en farao, der fra starten optrådte som hård. Dette træk kunne enten skyldes herskerens unge alder med mangel på erfaring - tydeligt demonstreret hver gang han gav efter, og snart igen tog sit ord tilbage - eller det har været et dække over en udspekuleret forhalingstaktik hos faraos garvede præstelige rådgivere bag kulisserne. Denne nye, især militært uddannede Amenhotep var altså fra starten hård ifølge Bibelen og rabbinerskrifterne: Forskere har dokumenteret, at han hurtigt indførte en hårdere og mere brutal stil i Egypten - en mærkbar forskel fra tonen under foregående generationer i dette 18. dynasti. Amenhotep II lod ved sit kapel nær den store Sfinx ved Giza opstille en stele, der beskriver hans muskulære styrke som ekstraordinær: At han på hesteryg og under fuld fart kunne skyde en pil gennem en målskive lavet af en kobberplade så tyk som en hånd. (Episoden blev berømt - og hundrede år senere kopierede farao Ay dette træk). Amenhotep II pralede af, at ingen anden kunne spænde hans bue. Senere, ved hans gravsættelse, blev hans kraftige bue lagt ved mumiet. Han omtales som
61
en dygtig hestetæmmer, veltrænet og utrolig udholdende rytter, og en stærk roer. Han blev kendt for at indføre fremmede asiatiske (semitiske) guder, deriblandt krigsguder, i den egyptiske gudekreds. Det er fantastisk, at disse karakteristiske egenskaber for netop denne farao, Amenhotep II, har overlevet i senere kommentarer fra arabisk tradition, hvor førnævnte arabiske historiker Tabari (I,469) beskrev den farao, der herskede ved Moses' og israelitternes udvandring: "...farao lod sig tilbede som en gud - og byggede et tårn og skød en pil op mod himlen. Pilen vendte tilbage og var blodig, og farao pralede af, at han havde dræbt Gud...". Citatet er fra "Musa, der biblische Prophet Moses" i Enzyklopaedie des Islam (Band 3, Leiden und Leipzig 1936, col. 797-798).
Hjælp fra - eller til? - hebræerne Netop Amenhotep II's hårde facon og indstilling var en mærkbar ændring, som kunne udnyttes af Moses til at bane vej for at skabe utilfredshed mod regimet. Men længe inden situationen tilspidsedes under de naturkatastrofelignende hændelser, der i Bibelen benævnes som "Egyptens ti plager", måtte Moses for at fremme sin sag prøve at forny eller udbygge bekendtskabet med personer eller grupper, der kunne forventes at være mindre loyale over for farao. Det er især her, de hebræiske fremmedarbejdere kom ind i billedet. Men Moses synes ikke, i hvert fald ikke som hovedformål, at være interesseret i særskilt at blive disse menneskers egentlige leder. Dette fremgår også af Bibelens beretning om Moses ved "den brændende tornebusk" på Sinai, at han undslog sig flere gange. Men ud fra en kombination af udsagnene fra oldtidsforfatterne og rabbinerskrifterne synes hans samtidige sigte stadig at have været at få sin tronkadidatur tilbage ved at benytte sig af landets mulige svaghed ved det kommende faraoskifte, hvor den nye farao blev enehersker. Og det ville være næsten umuligt andet, for en person med Moses' baggrund, end at være opfyldt af en stadig stræben efter at indtage den stilling, som han var født, opdraget og fra starten uddannet til, og hvad hans kronprinselignende embede gennem meget lang tid ofte som faraos medregerende stedfortræder, samt guvernør, general etc. havde formet ham og givet ham erfaringer til. Han var så at sige grundlæggende ikke sporet ind på meget andet end at skulle fuldbyrde dette. Følgelig søgte Moses igen at realisere sit mål - at generobre sin tronkandidatur. Det planlagdes, at hebræerne, der ikke forventedes stærkt farao-loyale, skulle hjælpe ham til det. Men noget uforudset skete, idet forholdet efter nogle hurtigt opståede dramatiske omstændigheder ændrede sig til det omvendte - til at han skulle hjælpe dem...
62
7. KAPITEL
Kanaanæiske konger skulle støtte Moses' oprør Moses' oprør og egyptisk religion Da det senere ikke længere var realistisk for Moses at vinde Egypten, søgte han i stedet at nå andre mål - for ham og israelitterne. Men først ifølge Manetho inden kanaanæernes ikke uventede krigsmæssige udbrud - henvendte Moses sig som anfører for det israelitiske folk til farao og førte hårde forhandlinger. Dette stemmer med rabbinerskrifternes billede af Moses, der også med sin erfaring som diplomat viste sig dygtig til at få gevinst med fredelige midler først. Da Moses ifølge Bibelen forhandlede med farao ved skiftevis at bønfalde og true ham, brugte han det påskud, at israelitterne skulle drage ud i ørkenen for at dyrke deres gud. Det stemmer yderligere med, at det var her i denne del af det nordegyptiske område med fæstningsbyerne nær ødemarken og grænsen til Sinai og Palæstina, at Moses ifølge Manetho indstiftede sin "nye gudekult". Manethos referat viser reelt den tidligste direkte omtale af den lære, der snart efter på Sinai fremkom i form af den nye religion. Således har Moses allerede på dette tidspunkt været i gang med at forberede sin nye religion. Manetho beretter, at Moses under sit oprør lod sine folk sværge ham troskab i alt og, som det første, udfærdigede en række love, der var i modstrid med ikke mindst visse egyptiske skikke. Bl.a. måtte folket ikke dyrke guder eller dyr, der var hellige i Egypten. Den indstilling svarer til dele af grundlaget for de love, heriblandt flere af "de ti bud", som Moses senere fremsatte på Sinai. Videre forlød det hos Manetho, at på grund af Moses' oprør måtte farao Amenhotep (II) - hvis navn i den beretning blev skrevet i en velkendt græsk version, nemlig Amenophis - drage sydpå til Etiopien. Også her er Manetho i fuld overensstemmelse med det, der kendes eller historisk kan udledes af både de egyptiske inskriptioner om denne faraos felttog til Etiopien (i nuværende Sudan) og de ikke-bibelske overleveringer om Moses. Af sidstnævnte kategori fremgår desuden, at denne farao måtte nedkæmpe oprør ved Egyptens sydgrænse. Manetho beretter endvidere, at kong Amenhotep ønskede at tilbede guderne, "...sådan som en af hans forgængere, Or (Horus), havde gjort...". - Denne oplysning må sættes i relation til, at netop denne Amenhotep II udvidede det egyptiske panteon ved at indføre kanaanæiske gu-
63
der; bl.a. gudinden Anat, der kunne ses afbildet nøgen til hest som en anden lady Godiva. Stadig ifølge Manetho forlød det: - Farao Amenhoteps ønske vedrørende gudetilbedelsen fremsattes også over for en hellig og vís mand, der havde selvsamme navn Amenhotep, søn af Pa'ar, og som havde vidt berømmede evner som guddomsorakel. Denne clairvoyante mand svarede, at hans navnebror, kongen, ville være i stand til at "se" guderne, hvis han rensede hele landet for spedalske og andre besmittede personer. Kongen samlede da 80.000 af disse og sendte dem i stenbruddene øst for Nilen for at lade dem arbejde adskilt fra alle øvrige egyptere. Men denne seer, den vise Amenhotep, fyldtes nu af frygt for gudernes vrede, hvis det blev opdaget, at der også var højt indviede præster blandt de udstødte og isolerede spedalske, der var sat på tvangsarbejde i stenbruddene. Han fremsatte da et varsel, hvor han forudså, at bestemte grupper af allierede ville slå sig sammen med disse besmittede og derefter hjemsøge Egypten i 13 år. Dette varsel vovede han ikke at give direkte til farao, men afleverede det skriftligt - og tog derefter sit liv. Manethos tekst bestyrkes, fordi denne faraos rådgiver Amenhotep reelt optræder i Egyptens historie. Han er verificeret af Breasted, Hall og andre egyptologer - som en person i besiddelse af ekstraordinær visdom, født under Tuthmosis III og rådgiver for Amenhotep II, og blev hævet til de største æresbevisninger ved hoffet. At rådgiveren overlevede omtalte episode hos Amenhotep II, synes at betyde, at han kun døde symbolsk; som en afbigt der kunne udføres ved et rensende, genfødende ritual, sådan som det blev foretaget af kultisk indviede personer - ikke usædvanligt blandt samfundets spidser. At have nået til dette stade kunne passe med, at denne rådgiver skiltede med også at være "søn af Hapu", flodguden, dvs. med en styrket "højere" forbindelse. Disse forhold, der mangfoldigt bekræftes af andre kilder, tilføjer Manetho en ejendommelig fremstilling: Nemlig at da farao Amenhotep II var tronfølger, befandt han sig i eksil i 13 år i Etiopien, hvis konge var glad for hans tjenester og derfor ville hjælpe ham med at få magten tilbage. Præcis dette forløb synes tydeligt influeret af faraoprinsen Moses' bedrifter, men i altså nogle tilfælde forvekslet i senere afskriftskopier af Manethos kilder og oplysninger. For indholdet af denne Etiopien-episode er stort set nøjagtigt, hvad rabbinerskrifterne såvel som Philo og Josefus angiver om Moses' eksil i Etiopien. Desuden kendes der ikke historisk set til nogen farao Amenhotep (Amenophis) i en eksilsituation. Derimod var Amenhotep II flere gange tvunget til at tage til Egyptens grænse ved Etiopien og bekæmpe oprør - i næsten 13 år, et mønster også genkendeligt ved den tidligere farao. Igen en sådan udmattelsesstrategi som Moses kunne have bidraget til.
64
Styrken ved gudernes svækkelse Farao Amenhotep II var yderst bekymret over varslet. For krigen blev også ført på "den magiske front", hvorfor han forsøgte at beskytte og skjule de "magtfulde" gudebilleder i templerne. Men Moses lod disse guder afbrænde, hvilket efter oldtidens opfattelse også var et udtryk for at berøve guderne deres kraft. Det fremgår også af Manethos beskrivelse, at Moses ikke fremstår som nogen almindelig oprører, men en stærk lederskikkelse, der seriøst fremsatte en konstitution med religionsregler og lovgivning for de folkegrupper, der fulgte ham; helt som i Moses' senere så velkendte rolle. Spedalskhed var dengang en udbredt lidelse, hvor de spedalskes lejre almindeligvis isoleredes strengt for at begrænse smittens udbredelse. Men Manetho nævner, at 80.000 mennesker (tallet "1000" kan som så ofte blot betyde 'en stor gruppe', jf. kap. 11), mange af høj stand, som kongen lod internere, har i realiteten været mistænkt for at stå i ledtog med Moses. Herefter synes de at være erklæret for spedalske for at "legitimere" arrestationen af dem. Magthavere kunne reagere hårdt på at blive trodset - ligesom det er kendt fra Ordsprogenes (16,14) sentens "en konges forbitrelse er dødens sendebud". Denne episode hos Manetho verificeres af en anden oldtidshistoriker i Egypten, Chaeramon af Alexandria, som Josefus refererer i sit skrift "Contra Apionem". Chaeramon var en højt respekteret lærd. Foruden historiker var han hieroglyflærd og stoisk filosof af Sokrates-skolen; han blev i 49 e.Kr. kaldt til Rom som lærer for kejser Nero. Foruden sin Egyptens-historie skrev Chaeramon afhandlinger bl.a. om kometer og om egyptisk astrologi, og han var især kendt som leder af Alexandrias bibliotek, det største i oldtiden. Her kunne han få adgang til mange nu forsvundne dokumenter og kilder om Egyptens forhistorie. Da astronomer og astrologer dengang jævnligt var eksperter i historiens kronologi - ligesom f.eks. Manetho og senere hen flere arabiske astronomer - har Chaeramon haft yderligere basis for at kunne vurdere, og i dette tilfælde dokumentere, de bevarede beretninger. Chaeramon beretter i forbindelse med den nævnte episode under Moses' oprør og afbrænding af egyptiske gudebilleder, at "gudinden Isis viste sig for farao i en drøm om natten og udtrykte sin vrede over, at hendes tempel var brændt" under disse krigstilstande. Dette må ses i forbindelse med Moses' kraftige modstand mod de egyptiske guders "magt", reelt for at svække præsteskabets magt. Og han provokerede under oprøret med sine religionsideer - fortæller oldtidsforfatterne - ved bl.a. at slagteofre egypternes hellige tyre. Hvad flere af Manethos beskrivelser af episoder med Moses og israelitterne i Egypten angår, var Josefus utilfreds med udformningen, men
65
han udviser i den forbindelse ofte manglende videre kendskab til de egyptiske traditioner både bag farao Amenhotep II's og Moses' handlemåder. Josefus refererer Manetho loyalt, men søger i sine kommentarer at forsvare sin egen indstilling ved at påstå, at denne farao Amenophis (Amenhotep II) kunne være Manethos egen opfindelse. Men det var de egyptisk-græske Manetho og Chaeremon, og ikke den jødisk-græske Josefus, der havde haft adgang til gamle egyptiske kilder. Dertil har nutidens egyptologer eftertrykkeligt bekræftet Amenhotep II's eksistens ud fra de egyptiske kongelister, og hans gravanlæg, hans mumie, statuer m.v. samt hans egne og embedsmændenes inskriptioner, der er fundet mange steder i Egypten.
Moses' alliance med de kanaanæiske konger I begyndelsen af "2. Mosebog" omtales, at hebræere/israelitter blev sat til at bygge byer som forrådssteder for farao, bl.a. Pi'tom og Ra'meses. Sådanne forrådsbyer var befæstede; de lå i Nedre Egypten nær grænsen og indeholdt lagre - til rådighed når egypternes hære skulle marchere hurtigt nordpå. Flere af disse befæstede byer havde tidligere været annekteret af hyksosfolket under dets besættelse af Egypten. Udgravninger viser, at uanset hvilke forskellige ruiner arkæologer skiftevis har valgt at udpege til at have været byen Ra'meses, så har ingen heddet dette navn oprindeligt. Ramses II har, ikke usædvanligt for ham især, blot omdøbt en eksisterende depot- og fæstningsby han istandsatte, flyttede og udvidede. Også Pi'toms navn er tilkommet senere. Ifølge rabbinerskrifterne og især oldtidsforfatterne havde Moses og hans israelitiske oprørere nu overtaget enkelte af disse, ofte af hyksos forladte, byer. Nogle af dem kan meget vel være blandt de nævnte egyptiske befæstede depotbyer Pi'tom og Ra'meses. Disse kendtes i forvejen af israelitterne, nemlig fra et tidligere (tvangs)arbejde ved byggeriet. Manetho lader Moses også omtale - på sen-egyptisk - under navnet Osarsif (Osarsyph). Dette har været en, præsteligt indviet, kongelig titel, der henviser til ham som værende 'Osiris søn', dvs. Horus, som en egyptisk prins, der var tronarving, altid identificeredes med. Manetho angiver som nævnt, at denne højtstående person allierede sig med de kanaanæiske konger under opstanden og herunder antog sit navn Moses; samt, i sin oprørsskare, også indlemmede et stort antal egyptere, der var blevet udstødt for at være spedalske. Flere gange i "Mosebøgerne" omtales denne brogede flok noget kontant som værende et større "sammenrend" af forskellige grupper. Manetho beretter videre fra sin tids optegnelser fra Egyptens 18. dynasti, at de mennesker, farao Amenophis (Amenhotep II) havde ladet isolere i stenbruddene, tiggede og pressede denne konge til i stedet at overgive dem den gamle forladte hyksos-fæstningsby Avaris (Auaris).
66
Moses rykkede ind og brugte disse mange til rådighed stående mennesker til at forstærke bymurene og gøre klar til krig mod Amenhotep. Og ifølge oldtidsforfatterne begyndte Moses allerede her at udstede love. Avaris skulle fungere som base for Moses' indenlandske operationer. Andre kilder, også refereret af Josefus, angiver, at der var tale om Pelusium eller eventuelt endnu en anden by her i grænsedistriktet. Pelusium var en gammel fæstningsby - senere anvendt og forladt af hyksosfolket - cirka 1,5 km fra en havneplads ved Middelhavskysten, og beliggende nær selve grænsen til Egypten cirka 30 km vest for nuværende Port Said ved Suezkanalens munding. Bibelens hebraiske navn for byen er Sin direkte fra dens egyptiske navn sin, 'mudder', der på græsk hedder pelos - heraf navnet Pelusium. Dens nuværende arabiske navn El Faramâ er fra egypternes religiøse navn for byen, overleveret via koptisk Peremûn. Pelusium var samtidig den by, som hos oldtidsforfatterne var udskibningssted for Kadmos og Danaos m.fl. under faraos forfølgelse. Hvad angår den omtalte spedalskhed, der i beretningen blev forbundet med oprørerne - og undertiden med Moses selv - skimtes der også forbindelse til, at han, ifølge Bibelen og rabbinerskrifterne, som tegn på sine evner udførte et "trick"; nemlig at få sin arm til skiftevis at se ud som spedalsk og derefter rask igen. Bibelen angiver, at israelitterne ved opbruddet og udvandringen fra Egypten bl.a. drog af sted fra Ra'meses og Suk'kot - hvilket samstemmer med, at disse byer, der ligeledes var fæstningsbyer, ligger temmelig nær nævnte Auaris og Pelusium. Der vil således endda være tale om, at de mange oprørere satte sig på flere af byerne - heraf altså nogle af de nævnte forladte hyksosfæstningsbyer i det tidligere hyksosbesatte område i Nil-deltaet og ørkendistriktet ved Egyptens østgrænse. Denne besættelse synes foretaget uden større problemer, fordi der i forvejen i disse områder boede mange fremmede folkeslag, som formentlig lettere kunne formås til ikke at støtte egypterne. Med hebræerne/israelitterne som fremmedelement i landet var der for længst blevet givet advarsler om, at deres tilstedeværelse senere under en oprørssituation kunne udvikle sig således, som det netop skete. Også forud for Moses fødsel blev det - ifølge "2. Mosebog" (1,10) hos den daværende farao påpeget om dette fremmede folk i Egypten: "...det skal vise sig, i tilfælde af vi kommer i krig, at de slutter sig til dem, der hader os, og vil kæmpe imod os...". Manetho angiver direkte, at under den spændte situation ønskede Moses og hans folk at få støtte til oprøret; først her i mellemtiden havde de indesluttet sig i nordegyptiske fæstningsbyer. Og herfra anmodede Moses i sin nød hyksosfolkets efterkommere i Kanaan-Palæstina om: "...helhjertet at forene sig i angreb mod Egypten, idet han
67
(Moses) tilbød at lede deres angreb i deres tidligere besatte områder i Nedre Egypten - samt tilbød at kæmpe på deres vegne nårsomhelst, det fandtes nødvendigt...". Her har Manetho endda tydeligt dokumenteret, at Moses optrådte som den store koordinator for de omgivende folkeslags opstande. At samarbejdet mellem Egyptens oprørske nabofolk og Moses ikke var nogen tom påstand, bestyrkes desuden af, at Manetho gengiver overleverede oplysninger om, at Moses allierede sig med kongen af Salem (daværende Jerusalem) mod egypterne. Yderligere et forhold kan støtte troværdigheden af denne særlige alliance mellem salemitterne og Moses med israelittergruppen, skønt alliancen ikke omtales i Bibelen. I "1. Mosebog" (14,18-24) omtales en lignende forbindelse ved en tidligere lejlighed, hvor Abraham mødte (Jeru)Salems præstekonge Melki-zedek og blev ven med ham; det har i så fald betydet tradition for venskab mellem deres folk indbyrdes. Denne oprindelige pagt eller relation må i så fald være holdt i hævd hos generationer af efterkommere, som det var sædvane blandt oldtidens stammefolk. Disse oplysninger om Moses' og israelitternes "fornyede" forbund kan bidrage til at se, hvorfor israelitterne, ifølge Bibelen, allerede ved planlægning af fordelingen af landet til deres stammer forud for invasionen undlod at medregne (Jeru)Salem-området: - Da israelitterne efter det lange ophold i ørkenen erobrede KanaanPalæstina, blev deres allieredes Jerusalem-område ikke erobret. Jerusalem med opland forblev en selvstændig enklave, der dyrkede den særlige jebusitiske religion indtil indlemmelsen i Israel under kong David, dvs. først næsten 400 år efter israelitternes invasion i Kanaan. Tilbage til selve udvandringen af hebræernes/israelitternes skare: Betegnelsen "hebræer" var kendt i hele Mellemøsten som udtryk for omstrejfere og flygtige fremmede, hvilket også under udvandringen har kunnet passe med opfattelsen hos både egyptere og omkringboende folkeslag. I Egypten brugtes udtrykket apru ('prw), 'hebræer', også for håndværkere, arbejdere, mandskab på skibe, dvs. hvor der ofte brugtes udenlandske folk og krigsfanger. Efter den hebræiske/israelitiske indvandring i Kanaan tog egypterne hebræiske krigsfanger til slaver. Idet Egypten ved exodus på én gang pludselig blev drænet for en større gruppe af den arbejdende befolkning (jf. senere, kap. 10-11), har udvandringens effekt ramt mærkbart. Rabbinerskrifterne fortæller om denne "katastrofale" aktion, som netop kunne svække Egypten. At udvandringen således fjernede en ikke ubetydelig del af arbejdsstyrken - samt foregik præcis, da Amenhotep II blev farao - bestyrkes af den pludselige og skærende kontrast til tiden under Tuthmosis III; for Amenhotep II og hans søn Tuthmosis IV ses under deres i alt 36 års regeringstid ikke i stand til at have udøvet nogen videre byggeaktivitet.
68
8. KAPITEL
Forårsofferet
De lange knives nat Forberedelserne til israelitternes opbrud i Egypten fremgår især af "2. Mosebog"s kapitler 3, 6 og 12. Disse tekster angiver nøje Moses' meddelelser og instruktioner for, hvordan folket skulle holde sig parat. Selve starten på denne aktion, udvandringen, der først senere skulle blive kendt som "exodus", blev da samtidig indledningen til den første påske. Påsken indstiftedes netop i forbindelse med denne store udvandring - og indeholdt rester af en gammel forårsfestival med et samtidigt nytårsceremoniel. Denne ritus' tilhørende forårsoffer eller nytårsoffer skulle finde sted tættest ved forårsjævndøgnet. Disse ofringer ansås for at kunne fjerne eller ophæve "negative kræfter", der nu "blev taget med ud af livet" sammen med det gamle års ophør ved jævndøgnet. Ved udvandringens start indgik det store "forårs-offer" også i oprørets strategi, idet Moses havde truet med at udløse den sidste af "Egyptens ti plager" - en massakre på alle førstefødte i egyptiske familier og husdyrflokke, såfremt farao ikke tillod israelitterne at drage ud. For at få folk i egne rækker til at acceptere massakren blev den gennemført som forbundet med et særligt ritual: Alt, hvad der var førstefødt, betragtedes som tilhørende Gud. Den førstefødte var derfor "et værdigt offer". Dette er forudsat i forklaringen i "2. Mosebog" (12,27) om drabet på egypternes førstefødte. Uanset færre fjendedrab ligner det krigsforbrydelse: - I praksis var disse offerdrab på "alle" førstefødte minimerede ved kun at være udført hos et antal udvalgte egyptiske familier, dvs. hvor det ville få størst effekt: hos embedsmænd, præster og officerer. At tage de "førstefødte" var i sig selv udvælgelse, og i hebraiske skrifter herom synes der at være impliceret ordspil mellem bachor 'udvalgt' og bekhor 'førstefødt'. Drabene var beregnet på at dæmpe egypternes indgriben ved udvandringsgruppernes afmarch fra byer og bosteder - og havde samtidig til formål at forårsage stort kaos hos egypterne. Arrangementet var planlagt med en så nøje timing, at egypterne blev bundet af at være optaget af plagen, så de herved ikke effektivt kunne gribe ind ved israelitternes afrejsestund. Hele udførelsen tillod israelitterne at undslippe med deres kæmpemæssige og følgelig sårbare folkegruppe. Henimod midnat i afrejsedøgnet gik der nogen fra hus til hus og dræbte iblandt egypterne. Det har været omhyggeligt planlagt og blev
69
udført af israelitiske specialgrupper, hvis våben var skjult under deres forklædning. Bl.a. - som det nævnes i rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 97) - har de, når dørene var stængt, kravlet op på hustagene for at bryde ind ad denne vej eller komme ned ovenfra til vinduerne. I nutiden kan et veldokumenteret, men yderligere grufuldt eksempel belyse effekten af en sådan taktik. Ved etnisk strid mellem de største folkegrupper på Sri Lanka gik der i natten mellem 6. og 7. oktober 1987 bevæbnede tamilske terroristgrupper i en nøje koordineret aktion fra hus til hus og i tog og busser, hvor de i et uhæmmet massemyrderi dræbte tusindvis af landets ikke-tamilske indbyggere, også børn. Dette udløste, som forudberegnet, at landet lammedes. Landet måtte have hjælp af en indisk hær, der i virkeligheden var ankommet for at beskytte tamilerne. Også optakten før israelitternes udvandring var i høj grad terrorisme, som helt normalt i datidens krigsførelse. Men der var en vigtig forskel: Her var det en stramt disciplineret aktion med nøje planlagt begrænsning af drab til kun at ramme en enkelt udvalgt i de pgl. familier. Denne form, at sigte målrettet efter lederne/overhovederne, fremkaldte den ønskede præcise effekt: Israelitterne kom ikke på krigsfod med folket. I forbindelse med Moses' således velplanlagte, men barske massakre mod de egyptere det gik ud over, foregik der - ifølge rabbinerskrifterne også udplyndring. Her blev egypternes guld og sølv forlangt udleveret, hvilket kan være efterkommet uden videre modstand fra de chokerede ejere. "2. Mosebog" (3,22) lader udtrykkeligt omtalen af disse værdigenstande være forbundet med det direkte påbud: "...I skal tage bytte fra egypterne...". Det var ikke kun et "lån" - som bibelteksten lige forinden antyder diplomatisk - i situationen var plyndring en regulær krigshandling. Drabene på Egyptens førstefødte viser sig desuden som et led i udførelsen af et allerede dengang gammelt semitisk ritual. Rabbinerskrifterne sætter drabene på egypternes førstefødte i direkte relation til de tidligere drab af hebræernes (og egypternes drengebørn) ved Moses fødsel, hvilket netop var decideret ritualdrab (jf. binds 1's kap. 12). Ved denne første påske var propagandaen en storstilet ofring i forbindelse med forårsjævndøgnets fuldmåne. Da Månegudens navn hos egypterne var Jah, Iah(w), kunne dette som nævnt, samt ifølge Erman & Grapow's "Wörterbuch d. Aegypt. Sprache" (s. 42), have relation til navnet Jahweh hos israelitterne - og til at dette navn åbenbaredes for Moses på bjerget Sinai, semitternes 'Månegudens-bjerg'. På Sinai dyrkedes netop Måneguden (foruden Hathor i semitisk udgave, nemlig Belith) I den første påske med denne store aktion indgik derfor et astro-magisk ritual, der var tidsmæssigt bestemt efter bl.a. Solens og Månens stilling på himlen, nemlig påske-fuldmånen. Således fremkaldtes der, ved nøje koordinering af oprørsaktionerne, den forudberegnede momentane
70
lammelse af Egypten. For selv om disse drab var frygtelige nok i sig selv, må især dette, at det var et offer til en mægtig gud, have fremkaldt stærk psykologisk effekt hos egypterne. De kunne påvirkes af frygten for oprørernes "magi", et udtryk der netop bruges herom i rabbinerskrifternes tilføjelser til de pgl. bibeltekster. Efter at "forårsofferet" havde tjent sit formål og hjulpet ved israelitternes udvandring, lod Moses i sin lovgivning på Sinai forbyde menneskeofring. Således, her i 1455 f.Kr. etableredes den første påske - idet denne fandt sted samtidig med årets "vendepunkt" ved forårsjævndøgn der samtidig også blev det store vendepunkt i dette folks skæbne.
Solens og Månens astronomi ved den første påske Hos mange af den gamle verdens folk var året inddelt således, at nytåret markeredes ved forårsjævndøgn - svarende til cirka 21. marts i den nuværende kalender. Moses-tidens regel for påsken i den hebræiske kalender (og delvis gældende i den kristne kirkes kalender) lyder stadig, at påsken skal begynde ved første fuldmåne i årets dengang første måned ("2. Mosebog" 12,1), dvs. i marts-april: "...Denne måned skal være begyndelsesmåneden for jer; den skal være den første af årets måneder for jer...". Påsken var i sig selv en rituel festival for det nye år og blev ifølge bibelteksten fastsat af Moses til at begynde ved første fuldmåne i det nye år: Det betyder, bl.a. ud fra denne bibeltekst, den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Moses havde forordnet, at på denne årets første måneds 14. dag - på hvilken det altid var fuldmåne i de gamle kalenderes månemåneder - skulle påskelammet slagtes og frisk rejseproviant tilberedes, hvorefter "Egyptens tiende plage", det store "forårsoffer" med drabet på de førstefødte hos egypterne, blev iværksat. Moses bekendtgjorde, ifølge Bibelen, at i døgnet for selve starten på udvandringen, dvs. påskens første døgn, måtte israelitterne først hen imod morgenen gå ud af deres huse. Dette samstemmer med, at påskefuldmånen først på dette tidspunkt inden for det pågældende døgn ved udvandringens start (ca. 21. marts l455 f.Kr.) nåede sin eksakte kulmination. Dette har haft rituel betydning. Baggrunden er følgende: 1) I egyptisk kalenderberegning var det skik at beregne tidspunktet for selve denne kulmination af fuldmånen. Både dette og at bestemme tidspunktet for forårsjævndøgn krævede foruden himmelobservationer også en udviklet tradition for beregningsastronomi. Her havde egypterne tusind års erfaring og teknik. Men denne udviklede form for astronomi ville kun være mulig at praktisere med stort besvær af israelitterne ude i ørkenen, når tidsintervallet - længden af en månemåned - fra en altid først usynlig nymånes himmelposition til den følgende nymånes skal fastsættes ved direkte observation på himlen.
71
2) Følgelig anvendtes den af Moses opstillede "hebræiske" kalender. Og eftersom Månen én gang hver måned er usynlig i næsten tre døgn - "astronomisk nymåne" - blev det nu den tidligste tilsynekomst af nymånen, der for fremtiden skulle markere en måne-måneds start. M.a.o. den hebræiske kalenders månefaser markeres 1-2 dage senere end i egyptisk kalender. 3) Ligeledes, i stedet for selve kulminationen af fuldmånen, som falder på andendagen under de normale tre fuldmånedage, valgtes den såkaldte tredjedagsfuldmåne, hvor fuldmånen var på vej til igen at blive aftagende. Og dette kunne netop bestemmes ud fra direkte observation, der så blev sat i relation til det tidspunkt, hvor nymånens første tilsynekomst var blevet observeret cirka 14 dage tidligere. Denne praksis ses senere også hos grækere og arabere. Den hebræiske kalender, indført af Moses, er forordnet i Bibelen og kom i brug hos israelitterne fra og med udvandringen i forbindelse med den første påske. Endnu et egyptisk træk genkendes i Bibelens optakt til den første påske, nemlig benyttelsen (en sidste gang) af tidspunktet for fuldmånens kulmination (i stedet for tredjedagsfuldmånen). Dette fremgår af mindst fem rabbinerskrifter - bl.a. ifølge Rabbi Zvi Mond: "Exodus, I" (Toronto 1978, s. 98) - der præcist angiver, at Moses havde varslet Egyptens tiende plage til at begynde omkring midnat og ikke præcis midnat: ...fordi Moses tænkte, at faraos og Egyptens astrologer kunne tage fejl i deres beregninger og derefter sige, at Moses' udsagn ikke var sande...". Astronomisk set (ud fra de bedst mulige moderne beregningsmetoder) var tidspunktet for forårsjævndøgnspunktet ved 21. marts 1455 f.Kr. næsten to timer før midnat; mens fuldmånen først kulminerede nogle få timer senere, hen på morgenen. Der var kun relativt få timer mellem tidspunktet for forårsjævndøgnets "kulmination" i det pågældende år (se f.eks. også Appendiks 2, samt særlig omtale i bind 5's kap. 10) og fuldmånens kulminationstidspunkt hen på morgenen. I denne sidste fase udfoldedes en fortættet aktivitet med israelitternes forberedelser: Inden for disse timer lige omkring midnat - netop som indikeret af Moses - udløstes "Egyptens tiende plage": Så da fuldmånens kulmination indtraf hen på morgenen, var israelitternes nytår afgørende manifesteret ved drabet på de førstefødte.
Blodet på dørstolperne - magisk beskyttelse Ikke alle israelitter boede i "arbejdslejre", og ved deres huse havde de ofte egyptere som naboer. Derfor blev israelitterne beordret til at male et tegn på husindgangenes dørstolper og overligger. Det skulle ske med en kost af en hellig isopplante dyppet i dam, 'blod', fra det slagtede påskevædder-offer. (Jf. i senere tider: vin, dam, på en isopstængel rakt op til
72
Jesus på korset i påsken). Derpå ville israelitternes huse blive passerede, uden at beboerne skadedes. At sætte beskyttende symboler og ting ved døren, f.eks. jern eller mistelten på overliggeren, eller en død slange under dørtærsklen, er kendt i mange kulturer. Blod på dørstolper skulle oprindelig beskytte forårets nyfødte børn og dyr mod dæmoner, men ifølge bibelteksten skulle der desuden udføres magiske tegn med det påskeslagtede offerdyrs blod. Det var tydeligt en magisk besværgelse. I de gamle kulturer ansås blod i det hele taget for at have "magiske kræfter" og anvendtes derfor i oldtidens ritualer - og her bl.a. i forbindelse med forårsjævndøgn. Egyptisk nytår var placeret hen på sommeren - ved Sirius-stjernens genopdukken efter ikke at have været synlig på himlen i cirka 70 dage. Men Moses' afstandtagen fra flere områder i egyptisk religionspraksis gjorde sig også gældende i forholdet til den egyptiske kalender. Egyptisk nytår om sommeren var således ikke i brug fra og med indsættelsen af Moses' nye kalenderordning ved påsken i foråret 1455 f.Kr. Hermed skiftede israelitterne over til en udbredt semitisk tradition med nytår om foråret. Men også hos Moses' semitiske allierede opfattedes forårsoffer-ritus nær jævndøgnet at fremkalde støtte fra højere magter. At holde nytår ved et af årets fire vendepunkter, forårsjævndøgnet, anvendtes af sumerere samt af grækere, romere og efterfølgende i Europa. Her holdt denne kalenderstil sig længe (i Danmark til 1701, i England til 1752 og i Sverige til 1753) - førend nytåret blev ændret til at være 1. januar (en romersk administrationsdato fra 157 f.Kr., senere anvendt i katolske lande). Indtil da var nytår i marts en tradition, der holdt i mindst 5.000 år. Hos flere andre folk fejres nytår stadig på dette tidspunkt, f.eks. kopternes, kurdernes og persernes naw ruz (nytårsfest). I Kanaan, hvortil israelitterne indvandrede og slog sig ned blandt kanaanæerne, anvendtes en landbrugskalender med nytår om efteråret i forbindelse med de kanaanæiske høstfester ved efterårsjævndøgn. Dette blev senere videreført som et "borgerligt nytår" i jødisk kalender. I den kalender starter alle dagene om aftenen - "parallelt med" at den første skabelsesdag starter med mørket! Siden indgik dette princip som en årscyklus "parallelt" med døgn-cyklen: Nemlig årets start ved netop den mørkeste årstids ("årets nat") frembrud, nær efterårsjævndøgn. Bag denne døgncyklus i den første påske afspejles den "egyptiske faktor", idet det var almindeligt i Egypten, at ceremonier forbundet med, visse religiøse fester begyndte om aftenen og varede til solopgang. Fra og med denne religiøse start på udvandringen var israelitternes kalender i funktion, hvilken Moses ifølge Bibelen gav instruktion til. Starten blev i praksis første dag for brugen af den jødiske religiøse kalender.
73
At 'passere forbi' skillelinjen Efterhånden gik den egyptiske baggrund og den viden tabt, at den første påske kan dateres til præcis, da fuldmånen passerede forårsjævndøgns tærskel mellem det gamle og det nye år. Da israelitternes nytår senere flyttedes til efteråret, kom det i nogen grad ud af fokus, at påsken i det hele taget havde været tilknyttet et regulært nytår om foråret. Efter at israelitterne/jøderne ved denne kalenderomlægning fraveg Moses' forordning om, at "årets første måned" placeres ved påsken, dvs. om foråret, havde det slet ingen mening længere at bruge ordet påske, der på hebraisk hedder pesach, 'passere', nemlig i denne sammenhæng at "passere nytårets tærskel", "passere årets grænse eller skillelinje". At alt dette som nævnt blev fraveget eller fortrængt, må være baggrund for, at betydningen af ordet "påske" tidligt omtolkedes ved at bruge et ordspil i "2. Mosebog" (12,27). Ordspillet skulle nu få udtrykket "påske" (pesach ) til at være opstået af, at Jahweh "passerede" forbi israelitternes blodmarkerede huse uden at skade nogen israelit indenfor. Dette til trods for at ordet påske absolut ikke er forklaret således på dette sted i Bibelen, hvor der i stedet angives direkte, at påsken som "hellig handling" betyder 'påskeofferet', nemlig: "... påskeofferet til Jahweh, han som gik forbi israelitternes huse...". Men hermed viser det stadig ikke ordet "påske"s betydning. Derimod hævder teksten, at "påsken" skal opfattes "som et minde". Alligevel anvendes den citerede tekst som officiel forklaring på ordet pesach til trods for disse væsentlige unøjagtigheder, der yderligere omfatter, at det i teksten slet ikke var Jahweh, men "dødens engel", der huserede. Men "den egyptiske faktor" er glemt, for pesach er oprindelig et egyptisk ord, der simpelthen betyder 'skillelinie' - her brugt bl.a. for jævndøgn som skel, og er fra egyptisk pss (pesesh), 'skille', 'dele' - hvilket synes optaget i hebraisk netop som "noget, der passeres henover". Men uanset nytårets flytning til efteråret i den senere jødiske kalender fejres den jødiske påskefest stadig, som den forårsfest den var - og den er fortsat markeret af fuldmånen. Dette uanset om fuldmånen fra år til år oftest indfinder sig på andre tidspunkter end ved selve forårsjævndøgnet. Det afstedkommer en difference, hvorved fuldmånen - og jødisk påske - kan optræde helt op til 29,5 dage efter jævndøgnet. Ved udvandringen var fuldmånen kulmineret i de tidlige morgentimer: netop ved afmarchens start. I mange distrikter kunne koordinering af aktionerne dengang foregå via hemmeligt fremsendte breve, hvor seglet først måtte brydes på et bestemt tidspunkt, så intet slap ud i utide; evt. brugtes der også brevduer, en praksis egypterne tidligt havde udviklet. Gruppe efter gruppe af bevæbnede israelitiske mænd samt kvinder,
74
børn og kvæg startede på forskudt tid for at undgå trængsel, ifølge rabbinerne. Og Bibelen understreger den også militærisk set højt velorganiserede start således: - folket "...drog ud i formationer udrustede til kamp...". RESUMÉ
· Den af Moses, ifølge traditionen, indstiftede kalender tages i brug ved udvandringens start. · Rabbinerskrifterne uddyber oplysninger om det præcise tidspunkt. · Der blev foretaget magisk beskyttelse, når man skulle overskride årscyklussens skillelinie til det nye år, som i den nye kalender startede ved forårsjævndøgnets første fuldmåne, dvs. ved påske - ordet synes også forbundet med ’skillelinie’. · I bibelberetningen om udmarchen findes militæriske udtryk for måen, den var organiseret på.
Tidlig oversættelse fra den tyske egyptolog Georg Ebers (også kendt for sine stadig optrykte romaner om Egypten), der i 1872 fandt denne inskription om Tuthmosis III’s levealder. Af vigtig betydning for at datere starten på exodus.
9. KAPITEL
Den nye farao på tronen næste morgen Historisk bevis for at farao døde ved udvandringen? Da den tyske egyptolog Georg Ebers i 1872-1873 forskede i Thebens oldtidsgrave bag Nilens vestbred, opdagede han et gravanlæg, som skulle vise sig at indeholde nogle yderst værdifulde oplysninger. Gravanlægget var udhugget til brug for Tuthmosis III's berømmelige general Amenemheb, og da Georg Ebers havde fået fjernet kalkstøv og flagermusaffald, der dækkede væggene, afsløredes Amenemhebs biografiske inskriptioner. I disse gives der derfor også en række informationer om Tuthmosis III. Her kan bl.a. læses, at: "...i sit (regerings)år 54 på den tredje måneds sidste dag i årstiden peret døde kong Menkheperre (Tuthmosis III)...". Den amerikanske egyptolog James Henry Breasted og den tyske Egyptens-historiker Eduard Meyer fandt - i begyndelsen af 1900-tallet, ud fra den tids mindre avancerede beregningsmetoder - at den pågældende egyptiske dato er identisk med den 17. marts i "juliansk" kalenderstil, som historikere ofte foretrækker at bruge. Den i øvrigt kompetente Eduard Meyer antog, desværre med færre oplysninger til rådighed, dødsåret som 1447 f.Kr. fremfor det aktuelt reviderede 1455 f.Kr. Og efter yderligere forfinelse af omregningsmetoden (især vedr. den langsomme forskydning år for år af månedernes placering på grund af egypternes anderledes skuddage) - og omregning til nutidig (gregoriansk) kalenderstil - bliver selve datoen 20.-21. marts. Inskriptionen fortæller videre om faraos søn og efterfølger, Amenhotep II, at allerede: "...da morgenen lysnede, Solen steg op, og himlen strålede, var kong Akhaperure, søn af Re, Amenhotep (II) blevet etableret på tronen...". Her må påpeges en bemærkelsesværdig sammenhæng mellem Bibelen og dette overleverede historiske materiale. Den nævnte dødsdato ved 21. marts var i året 1455 f.Kr., ifølge astronomisk beregning, dvs. forårsjævndøgnet i det pågældende år. Foruden at det blev den første påske, nemlig selve indstiftelsen ved israelitternes udvandring. Herefter bliver det klart, at det var inden for selv samme døgn med "Tuthmosis III's død og den nye farao allerede næste morgen på tronen", at Moses havde beordret "Egyptens tiende plage" iværksat. Nemlig dra-
76
bene på førstefødte hos egypterne. Dette var den udløsende effekt, der skulle medvirke til at bane vejen for israelitternes afmarch. Med andre ord, Tuthmosis III døde lige ved datoen for israelitternes udvandring, i den første påske 1455 f.Kr. Men det var også inden for nøjagtigt disse for en ny farao så kritiske og farlige dage lige efter tronovertagelsen, at kanaanæiske og syriske hære nordfra slog til. Agenter har sendt ilbud til dem om den gamle faraos død, og at det nu var tid at rykke øjeblikkeligt ind i Egypten og udnytte situationen, inden denne faraos søn og hidtidige medregent, Amenhotep II havde fundet fodfæste som den nye farao. Der må også have foreligget en plan om dette, siden de kanaanæiske tropper både stod parate og vitterlig også slog til i samme øjeblik, som farao var død. Der viser sig nu igen et perfekt planlagt og velfungerende samspil og dermed alle tegn på eksistensen af en koordinator - dvs. Moses - nøjagtigt som i de tidligere tilfælde under de mangeårige oprør mod Tuthmosis III. Moses havde åbenbart medsammensvorne og spioner ved hoffet, men har også selv kunnet foretage observation, idet forhandlingerne med farao ifølge rabbinerskrifterne foregik i Memphis. Det passer præcist med, at Tuthmosis III længe brugte denne by til hovedstad fremfor Theben. Forhandlingerne har da været ført mellem Moses og Tuthmosis III's temmelig unge søn og medregent, Amenhotep II. Også Manetho bekræfter, at den pågældende farao hed Amenhotep (Amenophis). Ud fra dateringen står det klart, at forhandlingerne i forbindelse med "Egyptens ti plager" fandt sted, mens Tuthmosis III endnu var i live, skønt denne farao antagelig ikke har villet se den stadig bandlyste og for ham "ikke-eksisterende" Moses for sine øjne. Dette kan forklare, hvorfor Moses, selv om han var scenevant ved det egyptiske hof, delvis måtte lade sine forhandlinger med farao (også ifølge Bibelen) foregå gennem Ahron, hvilket hidtil har været en gåde! Det samme dårlige forhold, som Moses havde til Tuthmosis III, opstod også til Amenhotep II, idet det berettes i "2. Mosebog" (10,28), at efter de barske forhandlinger med Moses, samt de hårde plagers påvirkning af Egypten, sagde (den nye) farao til ham: "...Gå væk fra mig, vogt dig for at se mit ansigt igen. For den dag du ser mit ansigt, skal du dø...". Hertil svarede Moses, at han ikke selv havde i sinde at se ham igen. Episoden vil desuden have den betydning, at det var slut med frit lejde og dermed flere forhandlinger. Men i den lange tid havde Moses også ved selvsyn kunnet få informationer om bevogtningen omkring farao. Det er ikke usandsynligt, at Moses' efterfølgende iværksættelse af "Egyptens tiende plage" med ombringelse af "den førstefødte i hvert egyptisk hus" også har sigtet på at ombringe sin personlige modstander
77
Tuthmosis III, der var den førstefødte i det førende egyptiske hus. Tuthmosis III havde denne status, eftersom han med tilbagevirkende kraft havde udnævnt sin mor, haremskvinden Iset til at have været faderens, Tuthmosis II's dronning. Han var dermed hendes førstefødte, mens hans to ældre halvsøstre var døtre af Hatshepsut. Hende havde han senere udelukket af kongerækken. Efter denne dronning-rokade har han kunnet forsøge at degradere sin "halvbror" Moses til en slags bastard; og tilmed var Moses ifølge den nye politik officielt erklæret for ikke-eksisterende. På hebraisk angives i "2. Mosebog" (12,29) ordret: "...den førstefødte af farao, den (eller han) som er siddende på sin trone..." - blev dræbt ved den lejlighed. Hvordan? (Jf. Tutankhamons mumie viser ifølge nogle forskere, at denne senere farao var dræbt af et skjult slag i baghovedet. Det har krævet hjælpere i paladset). Som plausibel metode kendtes også giftmord som effektivt; den "magi" brugtes sandsynligt i Tuthmosis III's 32 år tidligere sammensværgelse, der til sidst skaffede Hatshepsut af vejen (jf. bind 2's kap. 18). Metoden ville ikke efterlade iøjnefaldende tegn på mord. Om aktuelle mystiske dødsfald citerer rabbinerskrifterne egypterkongen: "...Moses har - ved magi - dræbt vores førstefødte...". Igen er det bemærkelsesværdigt, at farao i det nu afdækkede forløb døde den selv samme dag, som Moses, ifølge "2. Mosebog", havde forudsagt præcist som værende dagen både for massakren og det store opbrud. Videre i "2. Mosebog" (12,30) oplyses, at i faraos hus efter drabet på den førstefødte, dvs. farao som tronindehaveren, foregik det således: "...farao stod op om natten, han og alle hans tjenere...". Dette synes præcis at verificere general Amenemhebs førnævnte inskription om Tuthmosis III's død og farao Amenhotep, der, allerede "da morgenen lysnede, havde etableret sig på tronen". Hvad angår den tilsvarende episode i Bibelen, har denne voldt en del besvær for bibelfortolkerne - for hvordan kunne den samme farao både dræbes og snart efter stå op igen og beordre israelitterne ud af landet? Undertiden er oversættelsen af den pågældende tekst i "2. Mosebog" (12,29) ændret (f.eks. i Det Danske Bibelselskabs officielle oversættelse fra 1931), så det giver en anden mening: "...faraos førstefødte, der skulle arve hans trone...". Sætningens hebraiske udtryk ha-josheb betyder grundlæggende 'den som er siddende' (på sin trone etc...), men det kan også oversættes med en fremtidsform, hvis den øvrige sammenhæng peger på dette (i traditionel forstand). I teksten er der dog intet, der retfærdiggør fremtidsformen "skulle arve hans trone" eller "skulle sidde på hans trone" (: i King James' Bible, mens dansk 1992-Bibel har "...som sidder på tronen..."). Desuden kan det hebraiske udtryk mi-bekhor par'o tidligere i sam-
78
me sætning kun betyde 'den førstefødte ud af (eller fra) farao' - og det efterfølgende kis'o betyder både 'sin trone' og 'hans trone'. Derfor vil en ordret oversættelse ved drabenes omfang lyde sådan: "...faraos førstefødte, han/den der sidder på sin trone...". Med andre ord, den førstefødte, der blev dræbt i faraos hus, var farao selv, nemlig den farao som sad på sin trone. Til at klare dette problem - at den førstefødte hos farao døde, og at farao dernæst alligevel kunne fortsætte forfølgelsen - gives der i senere opfattelser det indtryk, at det drejer sig om drab på førstefødte børn! Men det drejede sig mest om voksne som familiernes førstefødte overhoveder, og børn er overhovedet ikke nævnt her.
Udbredt misforståelse at 'førstefødte' alene var børn I oversættelser ses kun mindre kendskab til visse gamle traditioner de pgl. steder i Orienten. Offerdrab på førstefødte var især semitisk tradition og synes ikke at have været brugt i videre udstrækning hos egypterne. I de såkaldte "Pyramide-tekster", der gengiver fra det gamle Egyptens ældste mytologiske tradition, læses ("Pyr I", par. 399a-b) bl.a.: "...det er kongen, der vil give en dom med 'Han-hvis-navn-erskjult' (Amon) på dagen for drabet på den førstefødte..." - hvor førstefødte i denne sammenhæng, f.eks. i tekster på mumiernes kistelåg, kunne identificeres med guderne, som i overført betydning kunne dræbes og opsluges af den tilbedende: Dette ifølge filologen Mordecai Gilula's "The Smiting of the First-Born - an Egyptian Myth?", i det arkæologiske tidsskrift Tel Aviv (vol. 4, 1977, s. 94f). I begrebet "førstefødt" udtrykkes her, at guderne var de ældste - de først fødte. Herfra synes der opstået en efterlignende effekt, hvor førstefødte i det hele taget kunne opfattes som noget særligt, og næsten "hellige". Dette træk findes også stadig hos jøderne, hvor den førstefødte traditionelt er familieoverhovedet. Roden i hebraisk bekor, 'førstefødt', nemlig bakar, indgår f.eks. i begrebet 'den første eller tidligste modne frugt', og her er det netop en moden "udvokset" frugt. Der er altid tale om førstefødte uanset alder! (Her var det ofte førstefødte af hankøn, men kvinder kunne også optræde som slægtens ældste; f.eks. beretter rabbinerskrifterne, at Isaks ældre søster ledede et offerritual). Heller ikke i mange af nutidens rabbinerskoler generelt opfattes påskedrabet på førstefødte i Egypten som barnedrab. Misforståelsen synes opstået, allerede da rabbinerskrifterne i senere kommentarer til bibelteksten om denne barske handling fra Moses' og israelitternes side prøver at "undskylde" det med, at det var en slags "udlignende hævn" for dengang egypterne dræbte hebræernes drengebørn ved Moses' fødsel. Også medvirkende til misforståelsen er datidens udbredte semitiske tradition for ofring af børn. Men de rette forhold vil af-
79
sløre sig ved at læse den pågældende bibeltekst omhyggeligt, idet den også angiver, at den førstefødte blev dræbt både i faraos hus og: "...hos fangen, som var i fangehullet..." - hvilket atter indebærer, at der ikke er tale om børn; det var mindre karakteristisk, at fanger havde deres småbørn i fangehullet. Det kan udelukkes, at det kun var ment som en talemåde, der skulle illustrere, at drabet skete både hos "høj og lav"; for ved en sådan generalitet var det usikkert, om drabet overhovedet var sket hos farao, men i rabbinerskrifterne lægges der netop vægt på et tab i faraos hus. Anslaget kunne heller ikke have været rettet mod næste generations Amenhotep II, for han var ikke den førstefødte, men en langt yngre, antagelig den yngste, af Tuthmosis III's sønner. Hele episoden giver først virkelig mening, når det står klart, at "den førstefødte" ikke nødvendigvis er et barn. Således var ganske rigtigt en farao blevet dræbt ved udmarchen - som det fremgår af enkelte rabbinerskrifters udlægninger - men det var i påskenatten optakt dertil og ikke to dage senere i denne påske sammen med egyptiske soldaters mulige druknedød i det Røde Hav. Med andre ord: - det var Tuthmosis III, der døde, og Amenhotep II, der stod frem næste morgen. Historisk set er oplysningen i Bibelen - sat i relation til general Amenemhebs inskription - et væsentligt bidrag til datering af Moses!
Faraos fødselsdag - og 'det egyptiske mørke' Bibelen meddeler, at Egyptens konge døde, efter at Moses havde søgt tilflugt hos Jethro. Dertil angiver bibelteksten i "2. Mosebog" (2,23), at et stort tidrum var passeret efter starten på Moses' Sinai-eksil: "...det skete lang tid derefter, at nu døde kongen af Egypten...". Ude omkring i landet og i udlandet (også på Sinai) langt borte fra begivenhederne kan opfattelsen have været, at Tuthmosis III var død, siden der nu kendtes en ny hersker. Men som påvist var det blot hans søn og senere efterfølger Amenhotep II, der her aflastede sin far, og havde status som medhersker. Under sit co-regentskab med sin far, der blev syg, fungerede han, skønt kun i 17 års alderen, i praksis to år som farao. Amenhotep II's stele - ved hans lille kapel ved den Store Sfinx - angiver, at han blev konge efter sit 18. år. Om det var som medregent eller enehersker (de to år efter) fremgår ikke. Dog i begge tilfælde usædvanlig ung af en personligt krigsførende landshersker at være. En årsag til hans tidlige kroning synes netop at være det svækkede helbred hos Tuthmosis III, idet ingen inskription viser nogen aktivitet foretaget af denne Tuthmosis inden for disse hans sidste to-tre år. Det er således i slutningen på "2. Mosebog"s indskudte lange beretning om samtidige udrejseforberedelser hos israelitterne, at samme tekst (fremme ved 12,29) tager tråden op igen og bl.a. fortæller om den før-
80
stefødte i faraos hus, som blev dræbt under selve påskenatten. Både den tyske egyptolog Kurt Sethe's tekstsamling "Urkunden" - og senere den amerikanske ekspert i egyptisk kronologi, Richard A. Parker, i dennes "Once Again the Coregency of Thutmose III and Amenhotep II", i Studies in Ancient Oriental Civilization (vol. 35, Chicago 1969) har fastslået, at Amenhotep II's medregentskab med sin far Tuthmosis III var 2-3 år; senest fastslået som 2 år og 4 mdr. Ligeledes er der her en vigtig tidsangivelse, idet den viser sig at samstemme med rabbinerskrifterne i relation til Bibelens beretning om Moses' første demonstration eller "plage", for farao. Rabbinerskrifterne angiver netop, at Moses pressede på i netop to år for at forhandle: Dvs. fra Amenhotep II blev medhersker og frem til Tuthmosis III's død. I en inskription fra Amenhotep II's regeringsår 23 lader denne farao oplyse, at hans kroningsdag ("festivaldag") var: "...1. dag i årstiden akhet's 4. måned...". Den pågældende 4. måned hedder choiak, og dennes 1. dag vil her svare til cirka 25. december efter nutidig kalenderstil. Også dette peger på, at hans kroning som medregent-farao foregik i hast for at undgå at vente til et halvt år senere, hvor den egyptiske nytårsdag cirka 20. juli ellers i den epoke oftest var den foretrukne dag for kroningsfest. I slutningen af to-års perioden fik Moses endelig lejlighed til en demonstration, der skulle imponere med, hvad han - ud over en spektakulær opvisning med "staven og slangerne" - kunne sætte bag sine krav. Sidstnævnte demonstration var optakten til "Egyptens ti plager", der nu fulgte efter tur. Disse plager udløstes, som det vil blive klart, inden for højst to-tre måneder i alt, afsluttende med den tiende plage: drabet af førstefødte om natten ved jævndøgn op til fuldmåne ved 21. marts. Dette vil stemme direkte med, at omtalte første demonstration eller plage skete på en bestemt dag - ifølge rabbinerne i Baring-Gould's "Legends of Old Testament Characters" (vol. 2, s. 94) - nemlig: "...på den udpegede dag - det var faraos fødselsdag - var indbyggere fra Memphis samlet på en stor slette uden for byen... for at overvære prøven (mellem faraos troldmænd og Moses)...". Dette passer med, at Tuthmosis III ofte var bosat i Memphis i sine senere år. I Egypten og Mellemøsten og senere hos grækerne var "kongens fødselsdag" - egyptisk hb nsw h'y og irt h'y nsw - et almindeligt udtryk for hans tronbestigelsesdag (eller for kroningsdagen, der ofte var på en anden dag end tronbestigelsen). I Josef-beretningen i "1. Mosebog" (40,20) nævnes en faraos "fødselsdag", hvor faraos fængslede bager blev henrettet (ofret?). Angående hebræiske kongefødselsdage, ses de bl.a. nævnt i Bibelens "kronings"salmer 2,7 og 110,3. Det rituelle princip kendes så sent som hos jødernes kong Herodes Antipas (4 f.Kr. til 39 e.Kr.), hvor det Nye Tes-
81
tamente angiver, at Salome dansede, mens Johannes Døberen blev henrettet på denne konges fødselsdag. Også her en årsdag for kongens tronbestigelse, idet forgængeren, Herodes d. Store døde på den tilsvarende dato i påsken i året (nu kaldet) 4 f.Kr., ifølge Josefus' optegnelser. I nutiden forekommer stadig, at "kongens fødselsdag" ikke er en fødselsdag. F.eks. holder Englands dronning Elizabeth II sin officielle herskerfødselsdag, nemlig tronbestigelsen, om sommeren, mens hendes personlige fødselsdag er om foråret. Inden for den nævnte to-tre måneders periode fra kongens fødselsdag frem til starten på udvandringen cirka 21. marts gives der desuden mulighed for at identificere "Egyptens niende plage" og bestemme dens tidspunkt. Den niende plage var et tæt mørke - og det kan beregnes, at en solformørkelse den 5. februar (1455 f.Kr.) ikke usandsynligt også passerede over Nedre Egypten og dets Memphis-område, hos farao. I så fald samstemmende med "2. Mosebog" (10,23), der angiver: "...hos alle Israels sønner var der lys, hvor de boede..." - dvs. i Goshen ved Nil-deltadistriktet nordøst for Memphis. Her, ved de fleste israelitters bosteder, har formørkelsen netop ikke været total. Mørket omtales at have varet i tre dage. En solformørkelse i total tilstand kan højst vare otte minutter. Ved den forstærkede meteorologiske effekt i dagene omkring nymåne og fuldmåne (solformørkelse kan kun ske ved nymåne), kan forøget vindstyrke opstå. Her kan ofte i Mellemøstens tørre områder - og dermed var det vandrige Goshen friholdt - ophvirvles kæmpemæssige støv- og sandstorme, der kan opsluge dagslyset og i dagevis gøre det umuligt at se Solen - især i den pågældende årstid. · Amenhotep II blev farao allerede inden for samme døgn ved faraos (Tuthmosis III') død. Også her tilsvarer Bibelens ord om faraoskiftet direkte general Amenemhebs beskrivelse af faraoskiftet! · Egypterne skelnede mellem kroningsdag og tronbestigelsesdag. Da menhotep II's kroning skete ved indledningen til hans co-regentskab cirka to år før Tuthmosis III's død, bliver det begribeligt, at selv om Tuthmosis III døde den omtalte nat, kunne hans søn, Amenhotep II stå op om natten/morgenen og i princippet direkte fortsætte på tronen som farao, fordi han allerede var kronet de to år tidligere.
RESUMÉ (1)
Da hebræerne ankom til Egypten, kunne de se sådan ud. (Fra egyptisk. fyrstegrav.).
'Månens blod' på solportens dørstolper En solformørkelse er altid efterfulgt af en måneformørkelse ved den følgende fuldmåne 14 dage efter. Og i dette tilfælde kan det beregnes, at der forekom en måneformørkelse 20. februar. Ved et sådant fænomen er det typisk, at Månen farves mørkerød. Ifølge traditionel opfattelse var det sådan, at hvis der indtraf en måneformørkelse inden for måneden op til forårsjævndøgn, førtes dens "virkning" med ind over "tærskelen" (til det nye år). Idet forårsjævndøgnet som et af årets fire vendepunkter også kaldtes den første af "årets fire Sol-porte", ses dette fænomen omtalt symbolsk: som dette at der kom "blod på port/dørstolperne". Da der kan peges på flere spor af kanaanæisk Måne-kult i forbindelse med påsken og ritualet med ofring af "påskevæddere", er det dobbelt symbolsk, at disse vædderes blod smurtes på dørstolperne til magisk beskyttelse i forårsjævndøgnets nat med den samtidige fuldmånekulmination. Overleveringer om oldtidens opfattelse af dette astronomiske "blod"fænomen er bevaret i stjernelæren hos mandæerne, de sandsynlige efterkommerne af medlemmer i Johannes Døberens gnostiske sekt. De boede oprindelig i Libanon, men bor nu i Iraks sumpe - jf. f.eks. Ethel Stefana S. Drower's værk "Sfar Malwasia: The Book of the Zodiac of the Mandaeans" (London 1936). Tuthmosis III's død i sit officelle år 54 (1455 f.Kr.) - rimeligt overensstemmende med hans alder ud fra røntgenundersøgelser af hans mumie - betyder, at han højst har været cirka et år gammel ved faderen Tuthmosis II's død i 1509 f.Kr. Hans tilsyneladende lange regeringstid skyldes, at han som nævnt inddrog sin forgænger Hatshepsuts 22 regeringsår, hvilke hermed blev tilføjet hans egne 32 reelle regeringsår. Ved således at indlemme alle Hatshepsuts regeringsår i sin egen regeringsperiode opnåede han på den måde, historisk accepteret, Egyptens længste regeringstid, med undtagelse af Ramses II's 67 år lange periode samt Pepi II's mere end 80 år i 6. dynasti. Tuthmosis III har selv ladet angive i mindst tre inskriptioner, at hans tronbestigelsesdag (der ikke er det samme som kroningsdag) var: "...den 4. dag af den 1. måned i årstiden shemu...", Dog, han har aldrig holdt nogen kroningsfest. Og den citerede dato, der er uden årsangivelse, hentyder enten til hans kup under det ceremoniel i templet, hvorunder han fratog Hatshepsut tronen, eller til Hatshepsuts tronbestigelse ved gemalens, Tuthmosis II's død. Den citerede 4. dag var i måneden pachons -tilsvarer cirka 6. maj i nutidig kalender-stil; og dengang den ceremonielle dag hvor Solen passerede Verdens-aksen på himlen. Det kunne tyde på, at datoen henfører til hans kendte tronkup. Hvad angår tiden for Tuthmosis III's død ved påskens episode med
83
drabet på de førstefødte, omtales tidspunktet for (den nye) faraos fremkomst som "natten" i Bibelen, men som "tidlig morgen" i Amenemhebs inskription. Episoden må derfor have udspillet sig så sent om natten, at tiden også kunne forstås som meget tidligt på morgenen, beroende på forskelle mellem hebraisk og egyptisk kalenderpraksis, men vil i begge tilfælde betyde "(tidligt) næste morgen". Rabbinerskrifterne - jf. BaringGould (vol. 2, s. 101) - oplyser, at "farao mærkede uroen og mønstrede tropperne", og samme tekst fortsætter: "...Da Solen stod op på den tredie dag, marcherede farao ud af Memphis og foretog forfølgelse (af israelitterne) en halv dag med forceret march...". Egyptisk kalender havde 10-dages uger, mens israelitternes netop påbegyndte kalender havde 7-dages uger, hvori dagene ikke havde navne, men blev nummereret på egyptisk vis: Søndag den første dag, mandag anden dag etc. Med andre ord: farao satte efter israelitterne på den tredje dag, dvs. tirsdag. Og netop 21. marts 1455 f.Kr. var en tirsdag! (med moderne astronomisk dagnummerkode kan ugedage beregnes bagud i tiden). Israelitisk kalender har her et udgangspunkt ved nymåne omkring 5. marts 1455 f.Kr. ved solnedgangen, hvilken hos dem er døgnets skillelinje - og er derfor det punkt, hvor 1. nisan startede. Denne kalender trådte iflg. Bibelen først i kraft op til udvandringens start den 14. nisan. Specifikke oplysninger i rabbinerskrifternes ældste dele stemmer således med egyptologiens viden om Amenhotep II's tronbestigelse, og fortjener værdsættelse som historisk materiale. Og den jødisk-romerske historiker Josefus' oplysninger burde ligeledes opvurderes, idet de for allerede 100 år siden blev opdaget at være i fin overenstemmelse med de gamle samaritanske tekster og, senere, også med Qumranteksterne. Som allerede anført i bogens indledning er der i dens undersøgelse af faraoners årstal i Egyptens 18. dynasti anvendt en såkaldt highdatering. En sådan meget tidlig datering accepteres af nogle egyptologer, mens andre er imod. Men highdateringen bestyrkes af det foreliggende materiale. Dertil er den datering den eneste overhovedet, der også giver en meningsfyldt og logisk løsning: Regnestykket går op, i alle detaljer. Og ud af alt dette kunne det hermed endelig være lykkedes at finde det af forskningen længe søgte dateringsmæssige "krydspunkt" mellem Moses-beretningen i Bibelen og den egyptiske kongerække. · Rabbi Abrabanels overleverede oplysning om Moses' fødsel, der "skete tre år efter den store planetkonjunktion i Fiskenes stjerner", kan beregnes astronomisk som det 3. år efter 1537 f.Kr. Det bekræfter, ved Josefus' oplysning: "...Moses var i sit 80. år...", dvs. 79 år gammel i udvandringsåret, som er 1455 f.Kr. og viser sig identisk med året for Thutmosis III's død: Et konkret krydspunkt mellem Bibelen og historien er opnået!
RESUMÉ (2)
84
Tidspunktet for Tuthmosis III’s død, og fuldmånen lige på jævndøgnet, bidrager til at datere israelitternes udvandring korrekt. T.v.: I en kronologi (trykt i 1842 og 1853) om de egyptiske faraoner sidestillede egyptologen Rich. Lepsius tidsmæssigt Ramses II med Moses i 1500-tallet f.Kr. Da Ramses II’s tid senere blev flyttet til 1200-tallet, kom Moses automatisk med. En fortsat fejlagtig datering. Nederst: Ramses II som den hårde farao - er ren spekulation. Fx i denne publikation fra 1886.
10. KAPITEL
Skysøjlen om dagen, ildsøjlen om natten Moses' forsøg på et comeback Manethos oplysninger fra det egyptiske præsteskabs tekster og/eller Alexandria-bibliotekets arkiver bekræfter opstandene og de kanaanæiske kongers forsøg på indtog i Nedre Egypten i forbund med Moses. Moses' status under hele denne situation siger også noget om hans baggrund. De kanaanæiske konger og fyrster ville ikke have støttet en tilfældig landsforvist hofmand eller en religiøs desperado. I det gamle Egypten ville kun en person, der - som netop i Moses' tilfælde - selv var af kongeæt eller var gift med en kongedatter, have de bedste chancer for at anerkendes som regent. Uden at disse grundlæggende betingelser var opfyldt, kunne en ny på tronen ikke altid i starten regne med at blive adlydt eller respekteret. Kanaanæiske fyrster kunne støtte Moses' opstand, bl.a. fordi Tuthmosis III aldrig havde været tronarving, men blot en præsteuddanet outsiderprins, der havde kuppet sig til Hatshepsuts trone - det tvivlsomme i hans adkomst til den blev siden behændigt skjult. Han kan derfor, men fejlagtigt, være opfattet som at sidde på et delvis usikkert grundlag, hvorfor et vellykket resultat af en aktion for at vælte ham ikke ville være urealistisk. Det kunne i så fald give stort udbytte til kanaanæerne ved politiske indrømmelser eller alternativt give mulighed for plyndring af Nedre Egypten. En kilde ved siden af Manetho er rabbinerskrifterne, der ligeledes bekræfter koalitionen og det tætte samarbejde blandt kanaanæiske konger imod den pågældende farao. Det stemmer overens med, hvad egyptologer har afdækket om de specielle forhold for Amenhotep II og starten af hans regeringstid. I disse skrifter, som f.eks. gengivet i Louis Ginzberg's "The Legends of the Jews" (vol. 3, s. 12), gives i et supplement til "2. Mosebog"s 14. kapitel denne oplysning: "...At udvandringen sattes i værk var katastrofalt for egypterne. Foruden at miste dominansen over israelitterne måtte egypterne tage sig af oprør, der brød ud mellem mange tributpligtige lande, for hidtil havde farao regeret over hele verden. Kongen greb til smiger og løfter for at formå disse folkeslag til at bekrige israelitterne, idet han lokkede: 'Ofte marcherer en hær frem forrest, og kongen følger i sikkerhed, men jeg vil gå foran jer. I reglen har kongen førsteret til byttet, så meget deraf han ønsker, men jeg vil ikke tage mere end nogen
86
af jer. Når jeg vender hjem fra krigen, vil jeg fordele mine skatte mellem jer'. - I sin iver ventede farao ikke på, at hans stridsvogn skulle blive klar, men han ordnede den egenhændigt, og hans stormænd fulgte hans eksempel. Samael lovede støtte, idet han stillede stridsvogne bemandet med sine egne folk til faraos disposition...". Det er en forbløffende præcis beskrivelse af de historiske forhold. At den egyptiske konge omtales som den, der hidtil havde regeret over "hele verden", skyldtes Egyptens og dets underlagte landes store udstrækning, den hidtil største, etableret af Tuthmosis I og derefter vedligeholdt. Den nævnte Samael var en kanaanæisk leder - disse var tidligt bedre forsynede med heste end egypterne. Han var blandt de få, der var på faraos side (næsten på tilsvarende vis som rabbinerskrifterne omtaler amalekitterkongen Amalek's position, der også nævnes i Bibelen). Traditionen for at kongen skulle anføre hæren, var praktiseret hos egyptiske konger især på den tid, og passer under alle omstændigheder ethundrede procent på den krigsglade Amenhotep II. Også dette, at farao i hast selv spændte heste for sin stridsvogn, var netop typisk for denne nye farao, Tuthmosis III's meget unge søn Amenhotep II: Han er den farao i Egyptens historie, der er mest kendt som personligt netop en særdeles våbenduelig (især bueskytte), stærk og aktionsivrig kriger, rytter og stridsvognskører. Ved Amenhotep II's fremrykning mod nord blev Moses og israelitterne til sidst så trængt, at de måtte forlade de nordegyptiske befæstede byer Avaris, Pelusium, Ra'meses, Suk'kot m.fl., som de havde holdt besat, og drage bort i hast. Med sin voldsomme hastighed under fremmarchen indhentede denne farao, ifølge rabbinerne, på kun én dag israelitternes tre dages forspring. - Flere af de af oprørsfolkenes hastigt forladte byer nævnes i "4. Mosebog" (33,3-5): "...De brød altså op fra Ra'meses i den første måned på den femtende dag... for øjnene af alle egypterne...". "...Så Israels sønner brød op fra Ra'meses og slog lejr i Suk'kot. Derpå brød de op fra Suk'kot og slog lejr i Etam, der ligger ved randen af ørkenen...", etc. De drog mod øst og undslap faraos hær i et område, der fremstår som en midlertidig tørlagt del af det Røde Hav. De trak sig herefter i sikkerhed (belyses i senere kap.) ude på den delvis øde Sinai-halvø under denne indledende periode af deres ørkenfærd, exodus, i foråret i 1455 f.Kr.
Den nye faraos lynmanøvrer Ligesom hos Tuthmosis III har koordination af så mange opstande geografisk langt fra hinanden ikke kunnet arrangeres af tilfældige kanaanæiske småkonger. Det krævede stadigvæk en stærk, speciel personlig-
87
hed, der styrede med overordnet ledelse - som sagt: den eksilerede Moses. Og som vi også herefter skal se, beherskede Moses til fulde krigsførelsens tre niveauer - taktisk, operativt og strategisk - og ligeledes de efterretningsmæssige niveauer, foruden en beundringsværdig logistik. Det væbnede opbrud fra Egypten og overgangen over Røde Havet kendes ikke i teologisk eller historisk forskning at være analyseret fra direkte militærhistorisk vinkel. En første introduktion ud fra netop den basis vil bidrage i denne bogs belysning af exodus! Et kort overblik, - ud fra Amenhotep II's inskriptioner: Næppe var Tuthmosis III død, førend oprør var i fuld gang inde i Kanaan-Syrien samt i dette områdes kystbystater. Disse opstande blev støttet af Mitanni-kongerne i nord-Syrien. Næsten samtlige stater og byer i alle disse områder havde allieret sig og samlet en stor hær. Og opstandene var koordineret så præcist, at de startede mange forskellige steder samtidigt, ved farao Tuthmosis III's død - uden tvivl i det ofte praktiserede forsøg på at udnytte en ny faraos altid forventede svaghedsperiode ved sin regeringsovertagelse. En særlig svaghed var, at landet var lammet, da næsten alt arbejde normalt lå stille i de 70 dage, hvor en afdød farao blev balsameret til mumie. Men Amenhotep II drog lynhurtigt ud fra Egypten med en stor hær og nåede frem til de kanaanæiske tropper, inden deres oprør havde funderet sig solidt i deres kanaanæiske hjemdistrikter eller trængt videre frem og ind i Egypten. Under slagene tog denne militært veltrænede farao personligt 18 fanger og 16 heste. Efter nu at have slået kanaanæerne tilbage nordpå, måtte han få måneder senere haste i den modsatte retning til Egyptens sydligste grænse, hvor der var opstand i Nubien. Amenhotep II har fuldt ud vidst, hvad det gjaldt, hvis der ikke fra starten handledes hurtigt. Derfor har han ikke givet sig tid til visse af de officielle formaliteter ved sin pludselige overtagelse af hele regeringsmagten ved Tuthmosis III's død: - Han overtog sin fars vesir, Rekhmire, der befandt sig i Theben. Og af inskriptioner i dennes gravkammer fremgår, at Rekhmire først kunne blive modtaget af Amenhotep II - og kun i al hast ude på denne nye faraos skib på Nilen ved Theben - fire-fem måneder efter den oprindelige udmarch mod Palæstina og Syrien. For netop nu var Amenhotep II med stærk fart undervejs i den omtalte modsatte retning for at gå i aktion ved grænsen i Øvre Egypten, hvor der ligeledes skulle nedkæmpes oprør. Det synes derfor tydeligt, at også disse opstande har været koordineret til at finde sted ved tidspunktet for denne faraos magtovertagelse. Efter så at have nedkæmpet oprør i Nubien lod Amenhotep II her i det sydligste Egypten - ni måneder efter hjemkomsten fra sit første asiatiske felttog - opstille to steler med inskriptioner derom.
88
Men skønt nye felttog til Palæstina og Syrien endnu ikke havde fundet sted, kaldte han dette felttog nordpå for "det første felttog", hvorved han måtte være vidende om, at der forestod yderligere en række opstande, der krævede flere felttog. Amenhotep II har kunnet mærke - efter Tuthmosis III's sidste 13 år med relativ ro efter sejren over Kadesh-fæstningen som det vigtigste kanaanæiske samlingssted - at en samlende kraft nu igen var på færde ved denne "indbydende" politiske situation ved hans fars, den gamle faraos, død: En særlig magt som dirigerede de udmarvende opstande i både nord og syd. På denne enorme strækning mellem det nuværende Tyrkiets sydøstgrænse og til cirka en tredjedel nede i det nuværende Sudan - en afstand i lige linje på 2.000 km, men som rejserute næsten 3.000 km til fods, til hest og i flodbåde - var tidligere Tuthmosis III blevet tvunget til regulært at pendulere med en stor del af sin hær på de fleste af sine 17 togter gennem 19 år. Det fremgik, at historikerne hidtil ikke har bemærket den enestående systematik og samordning mellem oprørenes udbrud mod Tuthmosis III. Ofte berømmes hans mange felttog inhabilt med netop hans egne rosende ord: Herved er det således lykkedes denne farao med sine helteinskriptioner om sig selv at få denne ros gentaget ukritisk også af forskerne 3.400 år senere, som om den var en sandhed. Men hos Amenhotep II - der ikke synes at have haft tilsvarende problem som Tuthmosis III (der ikke havde en fortid som kronprins) med at skulle lægge vægt på at manifestere sit ry som farao - ses de overleverede oplysninger om tid og sted for opstandene og hærens bevægelser heller ikke i samme grad at være overskygget af egen propaganda. Så først hos Amenhotep II begyndte nogle få egyptologer (bl.a. Breasted) at undre sig over den forbavsende koordination og kombination, der her ses blandt opstandene mod Egypten. Dog har de pågældende forskere mest fokuseret på hans felttog i Kanaan og Syrien; og de forestillede sig derfor, at oprørernes usædvanlige aktionsform kun blev foretaget mod denne farao og kun udsprang fra egyptiske stødpudestater i nord; skønt helhedsmønsteret for oprør og modaktioner tydeligt også omfatter felttogene til Nubien - ligesom ved hans fars felttog. Jf. at Amenhotep II's inskriptioner viste (kap. 9), at hans første felttog startede på et tidspunkt, der i egyptisk kalender synes at svare til en dato sidst i marts eller først i april (1455 f.Kr.): - Dette tidspunkt var således relativt få dage efter Moses' udvandring med israelitterne på den 21. marts samme år. Tilmed viser inskriptionerne, at Amenhotep II's tropper i de bestemte dage hverken befandt sig i Syrien, Nubien eller midtvejs - men de var lige præcis her, nær grænsen i Nedre Egypten: Nemlig hvor Moses og israelitterne ligeledes befandt sig inden for nøjagtig samme tidsrum.
89
Moses' strategiske evner og brug af pyroteknik I Bibelens Moses-beretning omtales et særligt fænomen, der viste sig på himlen i øst de tre første dage under Moses' og israelitternes udvandring fra Egypten - og fungerede som vejviser på denne første strækning på cirka 140 km gennem øde ørkenagtige landskaber frem til det Røde Hav. Den militære uddannelse, som Moses havde modtaget allerede som ung, kom ham endnu engang til gode. Og det afspejles i den beundringsværdige taktik og opfindsomhed, der anvendtes under udvandringen. I den hebraiske Bibels "2. Mosebog" (13,21-22 samt 14,19-20) angives, at der var: "...om dagen en skysøjle for at føre dem ad vejen og om natten en ildsøjle for at give dem lys, så de kunne gå om dagen og natten. Skysøjlen flyttede sig ikke foran folket om dagen og ej heller ildsøjlen om natten..." "...skysøjlen brød op fra pladsen foran dem (israelitterne) og stillede sig bag dem. Således kom den ind mellem egypternes lejr og Israels lejr. Til den ene side viste den sig som en sky sammen med mørke. Til den anden side fortsatte den med at oplyse natten. Så den ene gruppe kom ikke den anden nær hele natten...". Der synes her tale om ganske velkendte kneb fra den tids krigsførelse: Signaler med røg og bål var almindelig anvendt til at dirigere store hærenheder. Egypten havde mange signalstationer ved grænserne (i forter) - og især ved Nilen, hvor signalerne brugtes indtil for blot 100 år siden. Muligvis kunne der på et tidspunkt være opstået endnu en betydning - i hvert fald for den senere bibelredigering - idet ildfænomenet også ville kunne forstås som bekræftende gentagelse af et tegn, der engang viste sig i forbindelse med Jahwehs profeti angående Abrahams efterkommeres ophold i Egypten og den senere udvandring derfra, hvorunder de gennem Moses modtog pagten på Sinai: For umiddelbart før en tidligere indgåelse af en pagt mellem Jahweh og Abraham - beskrevet i "1. Mosebog" (15,17) - viste der sig for Abraham: "...en rygende ovn og et brændende ildblus passerede imellem...". I Bibelen er specielle hændelser hos israelitterne under udvandringen fremstillet som fremkaldt af "Jahwehs indgriben". Men forud for alle vigtige gøremål overalt i oldtiden - hvadenten en mægtig konge eller en arbejdsleder af lav rang gik i gang med et projekt - har sådanne aktioner obligatorisk været iværksat i forbindelse med, at en eller flere guder ved kultisk ceremoniel besværgedes for at yde støtte dertil. Uundgåeligt må også Moses have foretaget ofringer til eller anråbelse af guddommelige magter Jahweh eller Elohim, og her - ligesom det stadig hos nutidige naturfolk er praksis ved kultisk magi - ansås det nød-
90
vendigt for et godt resultat at give disse magter (en del af) æren. Moses har som ved sin beherskelse af ilden, "pyroteknikken", også kunnet styre røgen. Begge har som signalformer samtidig haft den uønskede bivirkning at markere flugtvejen for de forfølgende egyptere. Teksten viser, at en således nødvendig omflytning af røgsignalet ikke alene har været anvendt til at vildlede den egyptiske hær, så den ikke tog retning mod israelitternes position; men også at røgfrembringelse ved forskellige midler har været dirigeret til at indhylle som en mur af røg, ligesom kunstig tåge i nutidens krigsførelse (jf. Bibelens "Salme" 105,39). I ly af det mørke røgslør kunne der i egypternes lejr foretages en reel sabotage mod deres stridsvogne, hvis sammenbrud har medvirket til, at israelitterne undslap til Sinai, ifølge "2. Mosebog" (14,24-25): "...han så ud mod egypternes lejr inde fra ild- og skysøjlen og skabte forvirring i egypternes lejr. Og han fik hjulene til at falde af deres stridsvogne, så de havde svært ved at køre...". Flere af disse militærtaktisk set egentlig banale tekniske drillerier mod fjenden blev i senere tider på grund af mangelfuldt historisk kendskab opfattet som noget ophøjet og mirakuløst: - Mange hændelser i Bibelen blev senere af jødiske mystikere og af gnostikere også anvendt til symbolske betydninger - og blev siden hen udnyttet af kirken i dennes religiøse symbolik. Fra 400-tallet e.Kr. kaldes nydøbte inden for kristendommen: illuminati, 'de oplyste', hvis betydning - idet ildsøjlen viste sig ved udmarchen fra Egypten i påskedagene - var integreret i en sætning i påskelovsangen; heri omtales, at Helligåndens virke lå i columnae illuminatione, 'ved ildsøjlens lysskær'. Med sin såkaldte alkymistiske viden, som Moses bl.a. havde demonstreret i forbindelse med et par af af "Egyptens ti plager", har han ligeledes kunnet få et bål til at flamme som en søjle mod himlen. Et lignende eksempel på dette engang velkendte fænomen er optegnet fra Alexander d. Stores erobring af Babylon, 1.100 år senere, hvor byens forsvarere søgte at skræmme med, overalt i gaderne, at brænde nafta - udvundet af asfalt-olieforekomster. Ligeledes er der optegnelser om et offer til Alexanders ære på alteret i Jerusalems tempel, hvor ilden synes specielt styret - med kemikalier, vinsprit og babylonisk nafta - til at danne en imponerende ildsølje op mod himlen (velkendte effekter og midler ifølge bl.a. Robert Eislers forskning). En åbenbar videreførelse af oldtidsviden om pyroteknik, der var en militærhemmelighed som grækerne havde monopol på, var den frygtede "græske ild", som var kendt for at "kunne sætte vand i brand". Den ældst kendte omtale af dette middel er om forsvaret af Delphi mod kelterne i 279 f.Kr. Og sidste gang så sent som 1453 e.Kr. under det forgæves forsvar af Byzans mod den islamiske hær. Ved drabet på byens forsvarere, der sad inde med de tekniske hemmeligheder, gik denne viden tabt.
91
Undervejs østpå fra Nilens delta og ud til det Røde Hav i det flade land, hvor kun Jordens krumning bag horisonten afgrænser udsynet, ville et signalbål under disse optimale forhold dog højst kunne ses på 1015 kilometers afstand. Dette er med til at pege på, at israelitternes antal ikke var så enormt stort (se næste kap.), hvis folk fra flere af grupperne på samme tid skulle have mulighed for at se denne vejviser.
Historisk genkendelig ild-anvendelse Under israelitternes udvandring har der ikke blot været tale om signaler med ild og røg, men som nævnt også forsvarsmanøvrer hjulpet af ilden og røgen. Ved sidstnævnte taktikform har ilden sandsynligvis været antændt i de tørre ørkenvækster, der er mest rigeligt af netop så tidligt på foråret. Der har her været antændt ildspærring mod de forfølgende egyptere, som nu var rykket frem til en tæt distance fra israelitterne. Også dette forhold nævnes af rabbinerskrifterne - f.eks. i Ginzberg's "Legends of the Jews" (vol. 3, s. 20 og vol. 6, s. 6) - at: "...de forreste egyptiske troppers pile og kastevåben så ud som at blive opfanget i ilden og røgen...", hvilket "...umuliggjorde sigtet...". Herom uddyber disse skrifter, at israelitterne havde etableret en "ildmur". Teksterne synes at give et nøjagtigt overleveret referat af, hvad der reelt hændte: Farao har bevidst holdt afstand til israelitterne. En distance der af strategiske årsager synes nøje afpasset til 160-175 m. Det svarer til et bueskuds afstand, men vel at mærke fra egypternes langtskydende, såkaldte kompositbuer. Det passer nøjagtigt med det historiske faktum, at denne nyere opfindelse af de laminerede buer, sammensat af lag af horn og forskellige træsorter - en krigsteknisk arv (ligesom stridsvogne) fra de fordrevne hyksos-besættere - var indført i den effektiviserede egyptiske hær her i 18. dynastis første halvdel. Det kan næppe forventes, at israelitternes folkehær var udrustet med disse kostbare, moderne og sofistikerede våben. Israelitterne har med mere almindelige våben af kortere rækkevidde ikke effektivt kunnet besvare beskydningen. Egypterne har haft fordelen ved at holde den afmålte distance, at de alene har kunnet ramme deres fjender. Dertil kommer, at egyptisk militær havde et fast velorganiseret angrebsmønster, hvor netop først pileregn og derefter spydkast skulle bryde fjendens rækker op, hvori der så blev indsendt soldater med dragne stikvåben. Baseret på sådanne veludforskede forhold giver det netop mening historisk set, når det således rapporteres, at israelitterne iværksatte en ildmur imod egypternes pile og kasteskyts. Vigtige og præcise detaljer i dette forløb udelukker helt afgørende nutidens hypoteser om, at rabbinerskrifternes informationer om exodus var skrevet af jødiske præster og lærde i 300-tallet f.Kr. eller senere: For, uden endnu tidligere optegnelser, hvordan skulle rabbinerne kunne ken-
92
de specifikke detaljer i egyptisk kampteknik mere end 1000 år forud for deres egen tids græsk- og derefter romersk styrede Egypten? I Alexandria havde også Philo adgang til gamle tempelarkiver såvel som til verdens største bibliotek. Han omtaler i sin Moses-biografi fra cirka 10 e.Kr. - helt i tråd med rabbinerskrifterne - ikke, at det var Jahwehs direkte indgriben, men "en engel", der forestod iværksættelsen af ildfænomenerne. Gang på gang, hvor "en engel" optræder i rabbineskrifternes beretninger om egyptiske forhold på Moses' tid, er der aldrig tale om "engle" som de senere kendes senere i europæisk-kristen tradition. Ud fra konteksterne er der tale rituelle indslag, hvor de optrædende var udklædt til at skulle forestille guder, der optrådte i de pågældende handlinger. Aktuelt har det således vakt opsigt, at nogle af Moses' betroede folk i spidsen for denne forvirringsaktion har, med netop ikke unormal praksis, været udklædt på rituel måde og optrådt foran hæren for at besværge fjenden. Dertil har andre aktionsfolk til håndtering af ilden været iført det fra bl.a. oldtidens metalstøbning så velkendte ildbeskyttende læder- og uld"panser". At rabbinerskrifterne leder ind på også sådanne fænomener er bestyrkende ved netop at være i tråd med den tids historiske forhold.
Overgangen over det Røde Hav I rabbinerskrifterne og hos oldtidsforfatterne er Moses kendt som en af oldtidens største stjernekyndige, både som astronom og astrolog, der bl.a. gav israelitterne deres første kalender. Han må have vidst - og har følgelig beregnet tiden for udmarchen i overensstemmelse hermed - at der kunne opstå ekstreme forhold i det Røde Hav på dette tidspunkt. Der er stærkere forskelle på ebbe og flod i dagene omkring nymåne og fuldmåne, hvilket yderligere forstærkedes ved tiden omkring årets fire vendepunkter. Altså netop som her: omkring påskens forårsjævndøgn. I dette tilfælde, hvor også fuldmånen optådte samtidig, var vandenes ebbe- og flodbevægelser særlig store; alt tilmed i kombination med, at den normale - men på denne årstid forstærkede nordenvind det meste af tiden pressede det Røde Havs vand mod syd. Bibelen beretter om utålmodigheden hos israelitterne ved bredden af det Røde Hav inden overgangen. For de har netop måttet vente til det rette tidspunkt, nemlig ebbe - der ligesom flod forekommer to gange i døgnet. De kunne derfor ikke straks gå direkte ud. Ligeledes angiver oldtidsforfatteren Artapanus, at det netop var ebbe ved overgangen. Efter den i dette tilfælde - med jævndøgn plus fuldmåne - særligt kraftige ebbevirkning, har en specielt kraftig flod sat ind. Den ramte forfølgerne. Moses har kendt til sådanne fænomener ved det Røde Hav, fra da han boede i eksil på Sinai, og har med sin astronomiske viden præcis kunnet forudberegne det optimale tidspunkt for at gennemføre en tør-
93
skoet overgang. Et udbredt egyptisk sagn om en kongelig magiker-præst, der ligeledes, og så forbavsende, delte et stort vand (jf. bind 5, kap. 8), har kunnet tilføje Moses' operation endnu mere religiøs prestige. Israelitterne har afkortet vejen til Sinai og er gået over midlertidigt tørlagte banker inderst i Røde Havet. Dette hav hed på egyptisk "det Grønne Hav", dvs. opfattet som "søgrønt", men var på hebraisk Jam suf, 'Sivhavet', opkaldt ud fra det Røde Havs inderste nordlige kyster. I dette udtryk vil "siv" - dvs. ikke ferskvandsplanten papyrus, der mest vokser i syd, mens siv var identificeret med Nedre Egypten - tyde på ringe vanddybde og eventuelt brakvand. Der kom ferskvand fra en dengang eksisterende kanal fra Nilen til det Røde Hav, der (sammen med Aqaba-bugten) i al tradition har heddet Jam suf. Dette havs nordligste del blev senere til sumpede brakvandssøer. Netop her er der fundet spor af ældgamle vadesteder tværs over mellem vest og øst. Men dertil forekommer endnu en forstærkning af ebbe og flod (og som i øvrigt også kan udløse jordskælvsudbrud), når disse naturkræfter ebbe, flod etc. kommer i udbrud ved et af døgnets fire "vendepunkter": solopgang og -nedgang samt middag og midnat. Ifølge Bibelen skete det netop om morgenen tidligt, og (ud fra datering) nær forårsjævndøgn. Desuden nævnes her en (tværgående) østenvind, der (ved ebbe) giver tør bund. Netop beskaffenheden af den udtørrede havbund kunne have været et problem. Foruden at rabbinerskrifterne omtaler (jf. BaringGould's "Characters...", II, s. 102) et slags storstribet mønster dannet i den tørlagte bund med (tværgående) bræmmer eller banker med små kanaler eller vandskel imellem sig - således kunne bræmmerne yderligere udtørre - og dertil omtaler skrifterne virkning fra en allerede bagende sol. Ved overgangen på disse bræmmer fordelte israelitterne sig, mest i grupper eller klaner. Sådan ville f.eks. en større hærenhed også i dag netop passere - for at formindske tidsforløbet, mens man er udækket over et åbent sted (vandløb eller vej) i grupper side om side, i stedet for i række efter hinanden (deltagernes antal analyseres i kap. 12). Bræmmerne kunne netop være de førnævnte, ofte vandoverdækkede, vadesteds"stier". Efter at vandene således skiltes og gav plads for overgang, beretter "2. Mosebog" (14,27): "...og ved morgenens frembrud vendte havet tilbage til sit normale leje...". I det Røde Havs inderste vig i nord et par kilometer ude er der kun 9 m i dybden; og en færdselslinje tværs over vil på dette sted ved lavvande kun være få kilometer lang. Afrika og Asien driver/drejes langsomt bort fra hinanden mod øst og nord, hvorved den mellemliggende kløft på langs af bunden i det Røde Hav uddybes mere og mere. For 3.400 år siden var der lavere til havbunden end i dag; og afstanden tværs over var kortere.
94
Disse eksisterende forhold stemmer overens med, at rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 102) beskriver angående overgangen til fods, at israelitterne sammen med: "...Moses passerede over havet på to timer...". Det passer med det faktum, at en karavanes langsomste deltagere såsom en okse (evt. med kærre) kan nå en fart på højst 4 km/timen.
Påskefuldmånen, tidevandet - og faraos stalde De stridsvogne, som farao sendte imod israelitterne udgjorde ifølge "2. Mosebog" (14,7) et antal af 600 enheder. Dertil (14,28) oplyses: "...Og vandene vendte tilbage og dækkede til sidst stridsvognene og rytteriet, som hørte til alle faraos styrker, der var fulgt efter dem (israelitterne) ud i havet. Ikke så meget som én af dem var tilbage...". Antallet 600 svarer historisk præcist til en sådan egyptisk "eskadrille"s antal af enheder. Tallet verificeres ved det nøjagtigt tilsvarende antal af hærens stalde og vognparkeringer, fundet i en typisk fæstnings- eller garnisonsby som f.eks. Avaris. Denne by var etableret længe inden at Rameses II flyttede den og gen-byggede den i Tanis pga. Avaris-flodhavnens udtørring. Den lå i Nildeltaet nær det egyptiske grænsedistrikt. Amenhotep II har efter haste-mobilisering af en sådan kampvognsgruppe af standard-størrelse fra en af fæstningsbyerne fortsat sit angreb på Kanaan. Og har, som det var hærens politik, haft rigelige reserver. Den nævnte stridsvogns-kaserne i Avaris, et sted nu kaldet Quantir cirka 50 km fra Tanis, er udgravet i 1980-90'erne af tyske og østrigske arkæologer. Derfor kan bibelske informationer om hæren ikke bortfortolkes som værende opfundet til brug for jødisk teologi mindst 800-900 år efter, at byen helt ophørte med at eksistere. De pågældende jødiske præster og skrivere kan ikke selv have kendt til de omtalte forhold, der således må stamme fra konkrete overleveringer fra Moses' samtid. Ifølge bibelteksten synes alle egypterne fjernet af vandmasserne. Men der foreligger netop intet om, at egyptere derefter lå dræbte i vandet, og heller ikke, at disse i så fald omfattede samtlige soldater. Rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 103) angiver, at farao undslap på grund af sin kvikke hest. Han og andre forlod derefter stedet. At det senere er blevet fortolket som at samtlige var døde, er en helt anden sag. Under alle omstændigheder, når en farao ikke selv var tilstede, kunne han have højtbetroede og ofte indviede personer som stedfortrædere. De kunne ved visse tempelpligter fungere i stedet for ypperstepræsten, i sig selv et embede der oprindelig oprettet som faraos repræsentant. En stedfortræder kunne også supplere, når farao skulle følge skikken at stå i spidsen for hæren og på samme tid skulle lede en anden af sine hære. Til episoden ved det Røde Hav ville man nøgternt strategisk have vurderet, at israelitterne var den mindst vigtige fjende; på et tidspunkt
95
kan farao have overladt kommandoen her til sin stedfortræder for at frigøre sig til med en hovedtrop at lede slaget mod den invaderende kanaanæiske koalition. Imens kunne den fornemt klædte farao-stedfortræder effektivt være vildledende for fjenden. Men hvis en sådan stedfortræder vandt en sejr, ville det almindeligvis blive optegnet som faraos sejr. Der er i øvrigt intet mærkeligt ved aktionens timing fra Moses' side. F.eks. Julius Cæsar, der var hærfører 1.400 år efter Moses, var også kendt for sin stjernekundskab, hvilket bl.a. fremgik af hans værk "De Coeli", 'om himlen'. Således ses i hans mest kendte værk, "Gallerkrigene", at han ærgrede sig over, at han glemte at tage i betragtning, at det blev fuldmåne, da han med landgangsskibe i den Britiske Kanal forsøgte at erobre England. I fuldmånetiden havde tidevandet presset ekstra kraftigt ved højvande, hvorved skibene kæntrede ved kysten, så hele aktionen mislykkedes. At en hærleder tog højde for eller ligefrem kunne udnytte viden om Månens indvirkning på - og samspil med - tidevandet, var blot standard fremgangsmåde. Dog blev denne viden om Månens og tidevandets samspil senere glemt og først for alvor både påpeget og bevist af astronomen Johannes Kepler i 1600-tallet. Igen i nutiden blev fænomenet brugt strategisk i 2. verdenskrig til de allierede vestmagters invasion på Normandiets kyst. Og ligeledes ved amerikanernes operation "Desertstorm" til befrielse af Quwait for irakisk besættelse, da USA's hærledelse i november 1990 forudberegnede de bedste tider for eventuel landgang i Irak fra Persiske Bugt; (dokumenteret fra materiale publiceret fra navnkundige Washington-institutioner som US Naval Observatory, og National Oceanic and Atmospheric Administration, samt National Ocean Service). Amerikanernes beregninger angav desuden nætter uden Måne, f.eks. til brug ved angrebet over land 17. januar 1991; og angav, for en evt. anvendelse af landgangsfartøjer, de mest favorable tider for udnyttelse af tidevandet. Her ønskedes højvande, hvilket afgiver den smalleste strandbred. Skønt der sluttelig valgtes landoperation, stod den amerikanske hærledelse således parat til i princippet at udnytte en planlægningsmetode og taktik, som allerede Moses' styrker (på samme breddegrad) benyttede.
Fremmede arbejdere i Egypten fremstiller lersten - et slid mange israelitter flygtede fra.
* ORIENTERING: - ILDSØJLENS DATO
Komet eller vulkan som vejviser? Fra tid til anden har der været fremsat forsøg på at forklare sky- og ildsøjlen foruden Bibelens omtale af ild og røg på Sinai-bjergtoppen, da Moses senere besteg dette bjerg - som værende bestemte naturfænomener. I nogle af disse formodninger hævdes, at røg- og ildsøjlen udsprang vulkanisk fra Sinai-bjerget, og at dette "hellige bjerg" var i udbrud med røg om dagen og ild om natten. Men på Sinai-halvøen og i det omliggende område i nuværende Arabien har der ikke været vulkansk aktivitet i de sidste 20-30.000 år eller mere. Selve Sinai-bjerget har aldrig været en vulkan! Derimod er det stadig et klimatisk karakteristisk fænomen, at disse "vestarabiske" bjerge har hyppige elektriske uvejr på toppen. Den tyske egyptolog Hans Goedicke hævder i sin artikel "The Canaanite Illness", i Studien zur Altägyptische Kultur (Band 11, Hamburg 1984), at israelitternes udvandring skete i 1495 f.Kr., da vulkanen (se nærværende bogs kap. 5) på den græske ø Santorini (Thera) havde et voldsomt udbrud, så øen delvis forsvandt. Forstøvede stoffer derfra er fundet i Egypten og påstås i den hypotese at have fremkaldt nogle af "Egyptens ti plager". Selve udbruddet vil have dannet en umådelig, 30-50 km høj sky- og ildsøjle, men den kunne pga. Jordens krumning ikke ses i Nedre Egypten. Stoffer fra udbruddet spredtes via stratosfæren over hele kloden; bl.a. til Grønlands indlandsis, hvor danske glaciologer fandt spor fra Santorini i lag fra cirka 1645 f.Kr. (jf. "Nature", vol. 328, 1987, s. 1-3). Det passer til kulstof 14-målinger på øen, mens dendrokronologi hævdes at vise året 1628 f.Kr. - begge årstal viser en meget forbedret præcisering, der fastlægger udbruddet cirka 150 år bagud fra Goedikes tal (jf. også Appendiks 3). Bortset fra, at ingen af disse årstal stemmer med udvandrings-året 1455 f.Kr., så kan Goedikes hypotese med et vulkanudbrud så langt nord for Egypten, 800 km borte (hvor som nævnt alene Jordens krumning ville forhindre synet), ikke forklare, hvordan fænomenet kunne være synligt både foran og bag israelitterne - hvilket Bibelen angiver - dvs. synligt både på deres vej mod ørkenen i øst foran dem og i vest bag dem. Hvis der er tale om et mere kendt fænomen (og ikke f.eks. noget ekstraordinært som Velikovskys teori om planetkollision) er det således blevet foreslået, at det kunne være en stærkt lysende komethale. Der kendes mange eksempler på kometer, der var så stærktlysende, at de kunne ses også om dagen endda nær Solen - ligesom der kendes en række eksempler på, at kometer kan være så langhalede, at de kan strække sig f.eks. fra nathimlen i vest og langt ind på daghimlen i øst. Under disse omstændigheder ville en sådan komet kunne "vise vej", ved at
97
fremtræde lysende eller røg-agtig ved henholdsvis nat og dag og herved opleves som skiftende placering fra foranstillet til også at stille sig bag israelitterne. Men det forudsætter en komet med en retrograd bane, dvs. modsat omløbsretningen af Månen og planeterne. Halvdelen af alle store kometer følger en sådan retrograd bevægelse. Ved en såkaldt periodisk komet, dvs. en komet der er observeret at have genkomster, kan genkomsterne beregnes; således også om kometen har vist sig i udvandrings-året 1455 f.Kr., nærmere bestemt omkring forårsjævdøgn (påsken). Af periodiske kometer, tilstrækkeligt store og lysende til at fremkalde det omtalte fænomen, vil de eneste der kendes være Halleys komet foruden 1811kometen og Aristoteles' komet. (Denne delte sig til to kometer, som nu 2.300 år efter Aristoteles' observation stadig kan identificeres ud fra deres baner - og nu mest kendt som hhv. 1843- og 1888II-kometen). Men ingen af disse periodiske kometers opdukken passer med tidspunktet for udvandringen 1455 f.Kr., og altså heller ikke Halleys komet - skønt den havde en meget betydelig lysstyrke for mere end 3.000 år siden, foruden at dens bevægelse er retrograd. Men Halley viste sig cirka 1500 f.Kr. og igen cirka 1424 f.Kr., og da var det på helt andre årstider end udvandringens start i påsken. Desuden er omkring halvdelen af alle kometer ikke-periodiske, idet de kun dukker op én eneste gang. Men det er ikke sandsynligt, at der blandt de normalt 4-5 ikke-periodiske kometer, som viser sig i hvert århundrede, men yderligere sjældent er synlige for det blotte øje, skulle være nogen, der svarer til Bibelens beskrivelse af fænomenet: - Således viser kinesiske kometoptegnelser, der indeholder de ældste kendte observationer, at den eneste komet (her: ikke-periodisk), der var i samme århundrede som udvandrings-året, observeredes i 1495 f.Kr., dvs. 40 år før udvandringen. Af nævnte årsager vil de pågældende forsøg på, ved hjælp af en komet, at få forklaring og datering af fænomenet kunne udelukkes.
* At iværksætte den vanskelige start på udvandringen var i sig selv imponerende. Derfor er det rent overflødigt, at de omtalte fænomener i senere tider er blevet tillagt noget mirakuløst; hvilket i nutiden ofte har ført til at afvise beretningen som overtro. Men ud fra teksterne om Moses' dygtige styring af de bevæbnede udvandrere, hvor intet var overladt til tilfældigheder, synes det uden for al tvivl, at sky/røg- og ildsøjlen samt ildmuren som velkendte midler var taget i brug i datidens militære taktik. Militærteknologisk er der intet mytepræg heri. RESUMÈ
· Amenhotep II, kendt som den personligt mest krigsduelige blandt faraonerne, udmanøvrerede i en lynaktion koalitionens angreb på Nedre Egypten. Hermed fik Moses og hans israelitiske folkeoprørshær ikke den planlagte støtte og måtte trække sig bort fra deres midlertidige forskansninger (også omtalt af Manetho) i nordegyptiske byer.
98
· Hypoteser om, at ild- og røgsøjlen stammede fra vulkanudbrud, har vist sig urealistiske og både tidsmæssigt og geografisk ude af fokus. · Gennem hele oldtidens militærhistiorie var ild- og røgsøjler kendte som perfekte midler til at dirigere store grupper og var effektive som falske signaler til at vildlede fjenden; foruden at røg anvendtes til sløring. · Overgangen over det Røde Hav viser sig præcist timet til at passe med et specielt (og beregneligt) tilfælde af ekstremt lavvande.
En farao i stridsvogn erobrer en asiatisk fæstning- præcis som på Moses’ tid.
Tidlig model af et egyptisk kompagni tropper på march.
11. KAPITEL
Israelitternes gådefulde antal og opholdsteder Hvormange var israelitterne egentlig? I Bibelen angives antallet af de udvandrende israelitter til cirka 600.000 mand plus kvinder og børn. Måske i alt mere end to millioner plus deres kvæg. Så mange mennesker levede næppe i hele Egypten dengang. Denne formidable mængde kunne umuligt have en samlet stor lejrplads, som Bibelen ellers beskriver det, noget sted i Mellemøsten. Det hebraiske udtryk, der her anvendes i Bibelen for "1.000" som eksakt tal, er elef i ental og alafim i flertal (1.000'er). Men elef kan også betyde 'slægt', og ordets rod alaf betyder 'at forbinde', egentlig 'forbund'. Af samme rod udtrykkes samme ide i det beslægtede assyrisk med udtrykket li'mu eller limu, som både betyder 'tusind' og 'folk'. På hebraisk bruges også ordet rebaboth for: 'tusinde som ubestemt antal' f.eks. 'stor gruppe' - roden er rbb, der betyder 'at være mange'. Semitologen G. E. Mendelhall påpeger, at israelitternes tal henfører til militære lister, hvor 'tusinde' blot står for en mindre militær enhed. Jf. også at nordegyptiske fæstningsbyer, hvor Moses’ folk først forskansede sig, var til 6.000 mand. Således har de israelitiske mænds antal af cirka 600.000 reelt haft betydningen 600 "storgrupper", enten "kampgrupper" eller snarere 'familieklaner' endda forstået som "telte", dvs. omfattende våbenføre mænd og deres husstande; men er senere opfattet bogstaveligt som eksakte tal. Dog er den oprindelige betydning klar - jf. Bibelens "Dommernes Bog" (6,15), "1. Samuel" (10,19) og "Mika" (5,2). I alt har der været nogle hundrede i hver stamme underdelt i hver sit antal "telte" (husstande). Og ved exodus hævder den nye farao, at "israelitternes antal er ringe" (Targum I, s. 475). Større mobile hær-grupper kunne dengang være på 5-10.000 mand. Senere brugte romerne netop 5-6.000 mand i en pluton, en selvstyrende hærenhed. Enheder på over 40.000 anses for mindre almindeligt dengang. F.eks. ville de enorme grupper få en ringe logistik, dvs. transport- og kommunikationsforhold. Især kunne foder til trækdyr være et problem: de kræver megen føde og store mængder vand - en okse kan bære vægten af sin egen føde til cirka en uge. I det gamle Egypten findes eksempler på kæmpemæssige entreprenørarbejder med arbejdergrupper plus fourageringsmandskab på i alt 10-, 15- eller 20.000 mand, men netop sjældent større antal end disse. Her måtte fourageringen løses med et anseeligt formidlingssystem - men som var svært for en hær på march.
100
Først med 30-årskrigen i Europa i 1600-tallet blev det almindeligt, at selvstændige hærgrupper kom igen op på en størrelse over 40.000 mand - især senere i 1700-tallet og videre frem til Napoleon. Han havde op til 600.000 mand på togt inde i Rusland, dog opdelt i selvstændige grupper på netop 5-6.000 mand og en del på op til 40.000. Ændringen skyldtes oplysningstidens bedre udbyggede vejnet og kartografi, og især bedre muligheder for at opbevare (konservere) og transportere større mængder føde, bl.a. den nye føde kartoflen; (amerikansk plante - først udbredt i Europa efter Columbus' tid - blev et vigtigt, holdbar fødeemne). Hvis antallet opfattes ud fra senere oversættelser som "tusinder" (de 600.000) i stedet for "grupper" - vil deres mængde fylde så meget, at når de første fra israelitternes store skare var kommet via Sinai ind i Kanaan, ville de sidste endnu ikke have forladt Egypten. Israelitterne har ikke kunnet bevæge sig med større hastighed end deres medbragte kvæg! At israelitterne reelt kun omfattede få tusinde personer, der foretog overgang over en midlertidigt tørlagt arm af det Røde Hav, sandsynliggøres af, at deres passage foregik inden for de nævnte (kap. 10) cirka to timer - i bredden fordelt på flere "stier". Faraos forfølgende tropper har næppe heller oversteget føromtalte realistiske antal på sandsynligvis 5.000 (højst 10.000 mand). Det øde Sinai kan give plads til kun cirka 6.000 beduiners livsopretholdelse. Der var mulighed for lidt flere dengang, da der med mere regnmængde tidligere fandtes større frugtbarhed på Sinai såvel som i Egypten/Nordafrika; men ikke nok til yderligere at føde en så stor omvandrende gruppe, og da slet ikke til det mistolkede antal på over en halv million. Selv i nutiden med moderne hjælpemidler ville en samlet folkevandringsgruppe på en halv million mennesker være en umulighed - og yderligere utænkelig som selvforsynende. Det reelle antal israelitter, altså højst 6.000 mand - plus kvinder og børn (samt kvæget) - kan ses i relation til, at Bibelens senere tekst Deborahs Sang ("Dommernes Bog" 5,8) omtaler 40.000 (våbenføre) mænd i hele Israel: dvs. med datidens generelt lave folketal en ikke urealistisk flerdobling i århundrederne efter deres invasion i Kanaan.
Isarelitternes beskyttede baser ved Sinai og Nebo De udvandrende israelitter tog kurs mod øst og nåede til det hellige bjerg, der i Bibelen kaldes Horeb eller Sinai og menes at være to bjergtoppe ved samme dal. Ofte var bjerge hellige og opkaldtes efter en gud. Sinai var underlagt Egypten, og bjerget Horeb (Horev), samt bjerget Hor, kunne oprindelig være opkaldt efter den egyptiske gud Horus (Her eller Heru), der også var forbundet med Månen - jf. at Horebs udløber, Sinaibjerget, var af semitiske folk forbundet med måneguden Sin. Der har senere været tvivl om bjergets geografiske beliggenhed, idet
101
det ikke hidtil har kunnet bevises, at det bjerg, hvor Moses fremlagde Loven, netop findes i det område, der nu kaldes Sinai-halvøen. Af andre foreslåede lokaliteter er der flere på den Arabiske Halvø. Efter "junikrigen" 1967 lod staten Israel selve Sinai udforske intensivt, hvorefter forskere kan pege på 20 bjergtoppe, der eventuelt kunne være bjerget Sinai/Horeb. Men ifølge den gamle og stadig eksisterende tradition findes dette bjerg med det senere arabiske navn Djebel Musa, 'Moses-bjerget' (2.205 m), på Sinai-halvøens sydlige del. Israelitternes store Sinai-lejr, der var egnet til et længere ophold, var virkelig professionelt placeret et beskyttet sted, nemlig ved foden af dette Sinai-bjerg. Med militære erfaringer kombineret med sit allerede under eksilet erhvervede lokalkendskab til Sinai har Moses i så fald udvalgt den 3 km lange slette foran Sinai-bjerget som lejrplads for de mange israelitter, et af de strategisk bedst egnede steder overhovedet på hele Sinai: - skjult for indblik udefra, omgivet af bjerge, og forsynet med vand og græsning til kvæget (flere oplysninger i bind 5's kap. 5). Lige så strategisk godt valgt var placeringen af deres sidste lejr før invasionen af Kanaan - og herfra planlagdes den og herfra udgik den, 17 km øst for Jordanfloden ved bjerget Nebo. Fra Nebobjergets øverste del, Pisgah (802 m), er der uhindret et enormt view ind over Jeriko i Jordandalen og videre til bjergene Ebal, Gerizim, Tabor langt inde i vestlandet, og Hermon 60 km borte. I Nebobjergets fod og omgivelserne findes rester af gravhuler med bl.a. sten- og bronzealdergravpladser. Bibelen lader forstå, at Moses kunne være begravet i området. Med hans baggrund i egyptisk skik var det simpelthen utænkeligt ikke at placere her (og evt. også i israelitternes to andre hovedbaser) de egyptiske skatte og værdifulde dokumenter, han ifølge Manetho havde beslaglagt i Egyptens templer. Ved at Moses som bekendt afstod fra almindelig gravkultdyrkelse for stormænd og skjulte sit gravanlæg (ligesom visse egyptiske forlæg), har han her kunnet lade det bevare beskyttet til eftertiden, utilgængelig for uindviede. Selve placeringen af denne sidste lejr havde givet israelitterne et fint strategisk udgangspunkt: et ideelt sted for en beskyttet kommandobase, og med en direkte observationspost under invasionsforberedelserne.
Et kontroversielt spor: Moses boede i Petra Af Bibelens Moses-beretning fremgår, at Moses og israelitterne allerede i det første år under udvandringen også nåede til førnævnte bjerg Hor, 1.336 m højt, på arabisk kaldet Djebel Harun, 'Ahrons bjerg'. Videre oplyses, at Ahron senere døde og begravedes her: "...ved grænsen til landet Edom..." - dvs. det land som edomitternes konge nægtede israelitterne at drage igennem - ad "Kongevejen". Josefus angiver i "Antiquitates" (4,82-83),
102
at bjerget Hor er beliggende i kun kort afstand, dvs. her cirka 5 km, fra den skjulte (dal med den senere) bjergby Petra, hvor grænsen til Edom var. I perioder har edomitternes område også omfattet Petra. En tidlig tradition - der stadig er stærk hos lokale arabere - forbinder Moses med Petra. Tæt ved dette egnede opholdssted løber en ørkenbæk eller regnflod, en wadi, der er opkaldt efter ham, Wadi Musa. Det var almindeligt før nogen turistindustri i antikken, at når et sted var opkaldt efter en person, ansås denne engang reelt at have haft tilknytning hertil. Der var rigelig plads til Moses og hans folk: I selve byen i dalens ene ende boede senere 25.000 borgere (jf. bind 5's kap. 5). Således må det antages, at Moses med israelitterne tog ophold i Petra, der er perfekt til formålet ved at være uindtagelig: - placeret i en helt lukket klippedal. Stedet har kun adgang gennem en cirka to kilometer lang kløft, som er let at forsvare, idet den er ekstrem smal, ikke over 1,5 m, og med høje lodrette bjergvægge. Inde i Petras flere kilometer lange dal er der vand til kvæget i to småfloder: Hermed opfyldtes vand og fouragering som altafgørende krav for at kunne lejre en større hær. Længe efter forskansede edomitterne sig her. Derefter havde nabatæerne Petra som base for deres røvervirksomhed. Senere brugte korsfarerriddere stedet som uindtageligt fort (og har med stor sandsynlighed ud fra deres ideologi også søgt efter mulige gemte informationer fra Moses' ophold). Senest i Europa blev byen opfattet som en sagnby - men hvor denne skjulte by lå, vidste ingen. Dens eksistens ansås derefter i 700 år for gådefuld og tvivlsom, indtil Burchhardt, en schweizisk opdagelsesrejsende forklædt som araber, fandt den i 1812. Et ophold i Petra, denne komplet skjulte og isolerede plads, kunne medvirke til at forklare, hvorfor Bibelen intet fortæller om Moses' og israelitternes færden i cirka 38 af exodus' 40 år. Petra er det af naturen skabte mest perfekte fort, ideelt som base til israelitternes halvmilitære folkegruppe; og uindtagelig for faraos tropper - eller for edomitterne, der så nær Egyptens grænser og dominans må have fundet det opportunt at være israelitternes fjender. Fjendskabet omtales i "2. Mosebog". Dog kan et sådant sted ikke tjene til ophold i længere tid for en større gruppe mennesker, der lever af gede- og fårehold, da mange af disse altædende dyr kan destruere væksten for altid, hvis de ikke efter nogen tid flyttes til andre egne. Derfor kan israelitterne have splittet sig, f.eks. i to hovedgrupper, på omvandring i over 30 år i østligere egne som Irak og Persien og eventuelt ved Indiens grænseland Kashmir, der har tradition for Moses' gravlæggelse. Sådanne overleveringer dukker igen frem senere, i middelalderens legender, hvori Moses' togt også førte til Indien. Nogle forskere taler om invasionen i Kanaan i bølger; evt. invaderede Moses' efterfølger Joshua kun med krigerne alene som første bølge. Moses' og israelitternes ophold i Petra som en hovedbase, valgt ud fra
103
samme strategiske mønster som både Sinai-dalen og senest Nebo-basen, var etableret i længere perioder inden for de 38 år. "5. Mosebog" omtaler (2,1-14) kun 18 lejrpladser til alle disse år, samt at de gang på gang - og indtil de alle drog til den ny base på Nebo, lige før invasionen - boede i Kadesh-barnea, hvis lokalitet aldrig er fundet eller bevist! Bibelen omtaler Israel udstrakt netop til Kadesh-barnea, dvs. et markant sted - ligesom Petra. Bibeloversætteren Hieronimus (347-420 e.Kr.) nævner, at stadig på hans tid ved Petra forevistes Moses' "søster" Miriams grav, der ifølge Bibelen ligger i Kadesh-barnea. Også Josefus omtalte Kadesh-barnea i ørkendistriktet ved Petra. Petra synes identisk med Kadesh-barnea, hvor Moses bad om frit lejde på "Kongevejen" fra syd til nord, den ældgamle vej der passerer Petra. Moses' og israelitternes langvarige ophold her er med til at sandsynliggøre, at der i dette velegnede klippeskjul deponeredes dele af deres føromtalte egyptiske arkiver og gods. En flertusindårig arabisk tradition taler her om Moses' skat. Israelitterne var "40 år i ørkenen" - og Petra findes netop i ørkenen. Ifølge "5. Mosebog (1,46) opholdt de sig mest i Kadesh-barnea: "...Så blev I (israelitterne) boende i Kadesh i mange dage ("tider"), al den tid (de mange dage/år) I var der...". Det egyptiske petr betyder bl.a. 'helligt eller ophøjet sted', præcis som lokalitetsnavnet Kadesh gør! Den egyptiske benævnelse kan senere være overtaget til den i klippedalen senere anlagte og delvis græskprægede by Petra, der på græsk betyder 'klippen' ligesom byens hebraiske navn Sila (Ha-Sela). Fra gammel tid har Petra-dalen netop været helligsted bl.a. med praktisering af månekult og blodige ofre - og siden hos edomitterne også menneskeofre, ofte udvalgte unge piger der hermed viedes til måneguden. At Moses også benyttede dette ældgamle helligsted, men til sin nye religion, kan bestyrkes af, at der i Petras klipper er udhugget et alter til den blodige del af ofringerne samt en blod-rende og ypperstepræstens vaskested: Alt som forskriften i "2. Mosebog" og hermed mage til indretningen efter præcis samme forskrift senere i Jerusalems tempel. Ifølge den engelske arkæolog Iain Browning's forskning 1970-1990 af Petra er desuden alteret til ikke-blodig ofring (af skuebrød) udhugget eksakt tilsvarende målene for israelitternes skuebrødsalter: "...to alen langt og en alen bredt og halvanden alen højt...", ligesom Moses angiver i "2. Mosebog" (25,23) med nøjagtigt disse mål. RESUMÉ
· Den traditionelle angivelse af et stor antal israelitter synes at bero på senere ukorrekt valgt fortolkning af de gamle talord. Det "umulige" antal på 600.000 israelitter fremstår som i praksis at være 600 storgrupper. · Moses valgte de strategisk bedst beskyttede baser, ofte godt skjulte, der styrkede israelitterne i 40 år. Flere baser er svære at finde i dag.
104
12. KAPITEL
Magiske midler brugt i striden mellem farao og Moses Egyptens ti plager som magisk ritual? I Øvre Egypten, ved Semnah, findes en bemærkelsesværdig inskription, som Amenhotep II lod udføre i sit regeringsår nr. 23. Teksten gengiver, at han under et drikkelag gav frit udtryk for sin foragt for fjenderne i nord i de syriske områder, heriblandt: "...den gamle kælling fra Arpakh (: takhsyfolket i Mossul-distriktet), dette folk fra Takhsy er intet værd...". Men anderledes ved Egyptens sydgrænse, hvor Amenhotep II beordrede sin guvernør i Nubien, at: "...tage sig stærkt i agt for nubiske fjender og deres magikere..." - refereret i egyptologen W. Helck's "Urkunden der 18. Dynastie" (4, 1961, Hft.17-22). Dette er blot et af de mange vidnesbyrd om, at i den gamle krigsførelse anvendtes ofte magi, en speciel strategi, der undertiden kan have været opfattet som mere frygtet end en fjendes hærstyrker. På Tutmosis III's tid fandtes der i Nubien egyptere, der supplerede forsvaret med magiske midler mod nubierne: f.eks. ved at skrive nubiske lederes navne på skåle og figurer og derpå ved et ritual smadre dem. Også Moses' strid med Tuthmosis III og Amenhotep II førtes desuden på den magiske front med varsler og magiske ritualer, magi"præparerede" lig, inskriptioner med skjulte forbandelser, samt gudebilleder der gemtes bort for at "hæmme deres virkning". Moses og hans tilhængere afbrændte gudebilleder, ifølge Manetho. Og de stjal egypternes hellige genstande ved udvandringen, fortæller den romerske forfatter Trogus Pompeius. Alt dette skulle udtrykke destruktion af de egyptiske guders magiske kraft. Derfor var det så vigtigt for farao at skaffe det stjålne tilbage, samt beskytte Egyptens hellige tyre ligeledes mod at blive bortført ud af landet. Bibelens Moses-beretning omtaler også "stave, der blev til slanger". Og en momentan fremkaldelse af et spedalsk udseende. Lignende færdigheder er stadig velkendte hos arabiske markedsgøglere; f.eks. med huden indsmurt i et præparat opslemmet med særlige jordarter, så det i sollys kan krakelere og give et spedalsk udseende. Moses fik i oldtiden et ry som en af de største magikere overhovedet, selv med sådanne finesser udført på lige fod med mindre forklarlige og mirakellignende fænomener.
105
Ligeledes den magiske markering med blodet på dørstolperne, samt de mystiske ofringer af førstefødte som påskeoffer ved forårets første fuldmåne - ofringer som rabbinerskrifterne direkte kalder magiske. Dette indgik i den række af magiske pressionsmanøvrer imod farao under optakten til udvandringen, hvor Moses og hans kollega Ahron dystede med faraos magikere, især Balaam og hans to sønner, om at vise hvilken guds kraft, der var mest overlegen i styrke. Herunder lod Moses "Egyptens ti plager" nedkalde over landet. De er udførligt beskrevet i "2. Mosebog"s kapitler 7-12. De fleste var en række naturfænomen-lignende ødelæggelser, der med lidt forkundskab kunne varsles på opsigtsvækkende måde. At holde magiker"konkurrence" kendes også senere, hvor profeten Elias kæmpede mod Baal-præsterne. Bibelen omtaler, at faraos magikere kunne eftergøre de første to af de omtalte plager, nemlig totalforureningen af flodvand, kanaler og damme samt plagen med frøer alle vegne (se omtale i bind 5's kap. 8-9). De store mængder myg, den 3. plage, kunne faraos magikere ikke eftergøre, men anerkendte det som "Guds finger" - et direkte egyptisk udtryk. Og den 6. plage beskrives som en spredning af infektion stammende fra sod fra en ovn; sandsynligvis efter en afbrænding af særlige, "magiske" kemikalier. Denne forurening med inficeret støv var åbenbart frembragt ved en slags kemisk forbrændingsproces, og den fremkaldte bylder. Dette kunne faraos magere end ikke prøve at eftergøre, da de selv var blevet angrebet af denne lidelse. Ved resten af de ti plager nævnes disse magikere ikke mere og kan fra da af være sat grundigt ud af spillet. Farao gav efter for Moses' krav ved den 2., 4., 7., 8. og 9. plage (i en anden rækkefølge i visse tekster), men trak hver gang sit tilsagn tilbage, så snart der indtraf en lettelse. Det har dengang været tillagt stor betydning, at faraos troldmænd kunne eftergøre de to første plager. Den mest præcise eftergørelse var efter de gamle magikeres praksis ensbetydende med at svække eller "opløse" virkningen ("lige mod lige") af den magi, der blev efterlignet. Bibelen beskriver nøjagtigt, at Moses efter igangsættelsen af hver plage brat standsede denne. Dette er en overset, men en ret afgørende detalje i datidens traditionelle praksis. Bibelteksten viser her reelt en fremhæven af Moses' kunnen, for det var betragtet som stor magisk kunst at kunne standse dét igen, der var sat i gang (modsat "troldmandens lærling"); det var sand "power" at besidde den fulde kontrol. Bibelteksten om forløbet af "de ti plager" blev endda gjort til noget magisk i sig selv gennem formuleringen: I den Hebraiske Bibel er der i teksterne, der omhandler plagerne enkeltvis, gentaget bestemte ord et bestemt antal gange. De forskellige tal havde deres egen betydning for-
106
bundet med "hellige tal" og talmagi (jf. bind 4's kap. 17). Dette er på linje med egyptisk og babylonisk praksis, hvor der i hellige tekster kunne indbygges skjulte betydninger, kun forståelige for indviede. Rabbinerskrifterne nævner den opfattelse, at en magisk forbandelse, som en usynlig linje ved Egyptens grænse mod Sinai forhindrede hebræiske (tvangs)arbejdere i at flygte; det antydes, at ved udvandringen blev forbandelsen brudt af udstråling fra hellige ædelstene, som israelitterne stjal fra egypterne. Også her viser handlingen at være foregået før 1300 f.Kr., hvor farao Seti I lod anlægge en kæde af grænseforter.
Den nye faraos magiske riter Arkæologer har fundet beskrivelser af, at babyloniske hære på togterne medbragte en eller flere barum, 'varselstydere'. Den egyptiske hærs magikere kaldtes kher heb. De tog varsler for hæren og slagenes udfald samt kastede uheldsvanger magi over fjendehærene. Ligesådan hos de kanaanæiske tropper. Hos Tuthmosis III kendes den hidtil ældste omtale af gudebilleder sat i spidsen for hæren - ved siden af farao selv, der selv ansås for en guddom. (Jf. at i nutiden bar russiske hære Maria-ikoner foran deres tropper). Kort tid efter udvandringen dannedes en moabitisk-midianitisk koalition imod israelitterne (ikke usandsynligt iværksat af egypterne) ifølge Bibelen. Magikeren Balaam blev regulært lejet af moabitternes konge Ba'lak til at møde israelitterne og kaste en forbandelse med et ondt varsel over dem. Balaams optræden med sin udslyngede forbandelse - der fik et uventet forløb - tillagdes så stor betydning, at "4. Mosebog" anvender mere end fire kapitler (især kap. 22-25 og 31) herom. Balaam omkom til sidst i slaget mellem israelitterne og disses tidligere allierede, midianitterne. Flere forhold understøtter Balaams autenticitet, bl.a. den arkaisk hebraiske sprogform - fra Moses' og Balaams tid i 1400-tallet f.Kr. - der er brugt i bibelteksterne om Balaam. Et brev arkæologisk dateret ligeledes til 1400-tallet f.Kr. og dermed i udvandrings-tiden - nemlig en lertavle med babylonisk kileskrift fundet i Gezer i Israel, tydet i 1943 - omtaler syv okser til brug for ofring for at hjælpe en militær ekspedition. Konceptet er velkendt i Bibelens omtale af Balaams ofring af syv okser og syv væddere til at fremkalde effektiv magi imod Israel. I Bibelens "Joshuas Bog" (5,13-6,5) opfordrer et orakel Moses' efterfølger Joshua til at tage byen Jeriko med magi, ved at israelitterne skulle gå syv gange omkring den og blæse i syv vædderhorn. Joshua forbandede også med magi gennem et kastespyd, som han manende pegede på byen Ai med. Allerede kort efter udmarchen fra Egypten var israelitterne ved at tabe i en kamp mod lokale Sinai-folk. Moses fik hver gang vendt slagets
107
gang, når han rakte armene mod himlen for at få hjælp fra Jahweh: Den form er velkendt i egyptisk tradition, hvor bl.a. Ramses II senere på samme måde anråbte sin højeste gud og vendte slaget ved Kadesh til sejr. Moses og israelitterne mødte amalekitterne - disse fremmedes land lå, hvor Negev-ørkenen grænser til Egypten. Dette folks konge, Amalek, var ikke gået med i de øvrige kanaanæiske kongers oprør imod Egypten, ifølge rabbinerskrifterne, der nævner, at på mystisk vis fik farao besked om Moses' planer for oprørets forløb, fordi, foruden Amalek, gav også faraos magikere underretning til farao om, at israelitterne havde besluttet ikke at vende tilbage til Egypten. Rabbinerskrifterne (Ginzberg ed.) omtaler endda faraos udøvelse af egne magiske og psykiske færdigheder: "...Farao, der selv var udlært i magi, fremkaldte en "forud-vision", der viste: At i ørkenen ville israelitterne blive ramt af tung ulykke, og at de ville miste Moses dér, og at alle fra den generation, der her havde forladt Egypten, ville finde deres grav derude. Farao troede, men tog alvorligt fejl, at disse visioner refererede til en umiddelbar fremtid...". Dette har stærk lighed med det faktum, at netop denne farao Amenhotep II lod sine drømmevarsler og magiske riter omtale - i langt højere grad end forgængeren Tuthmosis III, der dog efterlod langt flere inskriptioner. Tilmed bestyrkes Manethos beretning om Amenhotep (II)'s rådgiver, også med navnet Amenhotep, som gav drømmevarsler for denne konge. Rabbinerskrifternes beskrivelse af denne faraos personlige interesse for magi bestyrkes - i Amenhotep II's egne inskriptioner både om en uhyggelig episode ved hans særlige behandling af fjendekongernes lig (omtale følger) - og om et magisk offer på et togt i Syrien. På en stele med en inskription om et af Amenhotep II's senere felttog i Kanaan og Syrien berettes, at farao natten før et slag - ved Sharon - fik et varsel gennem en drøm, hvor guden Amon(-Re) viste sig for kongen og gav ham styrke, og lovede ham beskyttelse under slaget, og sejr. Hvilket han herefter også fik i virkeligheden. I Syrien lod han ikke, som det ellers var skik, krigsfangerne henrette uden særlige omstændigheder. I stedet lod han grave en ring og inden for denne opstille et betydeligt antal af disse fanger, hvorpå denne farao - kendt for at indføre kultus med fremmede guder i Egypten - således med en kanaanæisk ritus praktiserede charem, en dedikation til guden. Hvorpå han lod dem brænde op ved en regulær holocaust i dette ords oprindelige (græske) betydning 'brændoffer'. Sandsynligvis som tak for sejren, der blev lovet i drømmen, var ceremoniellet en bekræftelse på fuldførelsen af denne pagt med guden. Imens stod Amenhotep II helt for sig selv på en høj og vågede over dette magiske "offer".
108
Magi-krigsførelse mod koalitionen i nord og syd Allerede under Amenhotep II's tidligste asiatiske felttog - samtidig med at udvandringen startede - forcerede denne nye farao Nedre Egypten og tilbagetrængte hurtigt de kanaanæiske styrker; og der skete en række besynderlige hændelser. Ifølge Amenhotep II's optegnelser på sine sejrssteler tog egypterne bl.a. syv konger til fange i områderne øst og syd for Orontes-floden (nuværende Asi-flod) ved fæstningsbyen Kadesh i Syrien - hvorefter Amenhotep ved en rituel magtdemonstration personligt henrettede dem med sin kølle. Denne barske farao måtte hastigt vende tilbage til Egypten, og under Nil-sejladsen lod han - foran på boven af det kongelige skib - disse slagne fyrsters lig ophænge med hovedet nedad. Undervejs lod han "ligene indvie" til Amon i Theben og ophængte derefter de seks af dem uden på byens mure. Dette var ikke normal procedure i Amon-kulten, men var bl.a. udtryk for, at ligene skulle "præpareres med magi" mod fjenden, en skik som stadig er kendt hos visse naturfolk. Amenhotep II medførte liget af den sidste af disse syriske konger til sydgrænsens fæstningsby Napata (ved Nilens 4. katarakt), hvor det blev hængt op "for at afskrække fjenderne" i Nubien og Etiopien. Naturligvis ville ingen krigere lade sig afskrække blot af at nogle lig ophængt på en mur. Hvis der kun var tale om magtdemonstration, var det mere nærliggende at anvende "præparerede" lig af nubiske ledere. Så hvorfor blev denne sag givet så megen opmærksomhed, at Amenhotep II - skønt han havde overordentlig travlt med at rejse sydpå - alligevel lod disse lig slæbe med sig hele vejen de 3.000 km til sydgrænsen? Hvilken særlig virkning forventedes disse fremmede lig at have på de sydlige naboer? Hvordan skulle dette, at Amenhotep II havde slået sine fjender på flugt i Palæstina og Syrien i nord, overhovedet kunne tjene som nogen advarsel for nubierne i syd? Amenhotep II's handling er uforståelig, medmindre oprørene imod ham netop ses som en koordineret aktion ikke blot i nord, men også inkluderende det samtidige oprør ved sydgrænsen! De to steler med Amenhotep II's inskriptioner om dette første af hans asiatiske felttog blev da heller ikke opstillet i de nordlige områder, hvilket ville have være naturligt til advarsel for disse naboer. I stedet blev de begge placeret i syd, i Øvre Egypten, med den hensigt, som deres tekster udtrykkeligt angiver: "...for at advare de fremmede lande i Nhsy (områderne i Nubien)...". Hos nubierne og etiopierne kan kongerne fra Syrien derfor ikke have været opfattet som totalt fremmede, uvedkommende personer. Med de pågældende kongers lig havde Amenhotep II - for at få standset og taget
109
kraften ud af de sydlige oprør - givet denne advarsel, som i virkeligheden indeholdt det budskab, at der ikke længere var nogen forbundsfæller nordpå. De var blevet udslettet, hvorfor disse sydlige naboer gjorde klogt i at opgive overfald på Egypten. Inskriptionen er en tydelig demonstration af - hidtil ikke erkendt - eksistens af organiseret koordination mellem Egyptens fjender i nord og syd. Endnu en besynderlig handling fra Amenhotep II's side viser sig af særlig betydning i forbindelse med Moses. Derfor skal først resumeres nogle allerede nævnte forhold ved Amenhotep II's første felttog: Som påpeget ud fra datoerne var denne farao på dette sit første felttog på vej ud af Nedre Egypten til Syrien præcis på den tid, hvor oprørere, Moses og hans israelitter, var på vej bort fra Nedre Egypten. Som påvist kom Moses, med sine grupper, med få dages forspring faraos hærs uventet hurtige opmarch i forkøbet, ved i al hast at drage ud af de nederegyptiske fæstningsbyer i nord, Suk'kot, Avaris m.fl., hvor israelitterne havde samlet sig. Herefter havde Amenhotep II uden væsentlige hindringer løbet disse nu ubesatte nederegyptiske fæstningsbyer over ende. Og uden at foranstalte nogen mere konsekvent forfølgelse af den udvandrende israelittergruppe - der tog kurs mod øst - end blot at være i hælene på israelitterne frem til det Røde Hav, koncentrerede denne farao sig først og fremmest om hurtigt at slå og tilbagedrive de indtrængende kanaanæiske oprørere, der var kommet fra Palæstina og Syrien i nord. Derefter forfulgte Amenhotep II - ifølge Manetho - en del af disse fjender helt op til den syriske grænse. Amenhotep II lod på de ovenfor omtalte to steler beskrive, at dette felttog fandt sted i hans 3. regeringsår. Som ikke unormalt hos medregenter var hans to-treårige co-regentskab inkluderet i forgængerens, her faderens, sidste to-tre år; og Amenhotep II's felttog var netop påbegyndt ved det tidspunkt, hvor Tuthmosis III døde. Særlig mærkværdigt er det, at disse to steler med Amenhotep II's inskriptioner om det pgl. fettog ikke indeholder optegnelser om konkrete slag i de nordlige områder. Ej heller findes de sædvanlige, efter faraonernes skik, uhyre lister med udførlige optegnelser af det erobrede bytte. Der er heller ingen beretning om sejre ved grænsen til det nubiske område. Det ser derfor ud, som om Amenhotep II har ignoreret den vanlige fremgangsmåde ved sådanne farao-krigsberetninger. For han havde dårligt nok været i krig med noget konkret land eller bestemt by, men må først og fremmest have haft travlt med at forsøge at få uskadeliggjort Moses som oprørets egentlige bagmand, hvis bandlyste navn og eksistens stadig ikke måtte nævnes. Dette for Amenhotep II så politisk fordelagtige middel - "at lade som om modstanderen ikke eksisterede" - har endda udartet så vidt: at han herefter for resten af sit liv konsekvent lod hele dette felttog totalt ude af
110
eksistens. For i senere inskriptioner omtalte han sine senere felttog i henholdsvis det 7. år som "det første" og det derpå følgende felttog i det 9. år som "det andet". En så mærkelig handling kendes ikke hos nogen anden farao.
Magien med navnene Der var tidligt blevet fremsat adskillige varsler på godt og mindre godt om Moses (jf. bind 1), ifølge rabbinerskrifter og oldtidsforfattere: 1. Vand skulle blive årsag til Moses' skæbne, hvilket blev udlagt som: han blev anerkendt som "gudens-barn" og dermed som kommende farao ved at have gennemgået ritualet på Nilen. 2. Under en ceremoni tabte den unge Moses kronen, hvilket blev udlagt som: - han skulle miste kronen og ikke blive farao. 3. Ved uheldet ramte kronen Moses' fod, og dette blev udlagt som: - han ville blive en modstander og træde faraomagten ned. 4. Faraos varseldrøm, hvor et barn ved tronen vejede tungere på vægten end alle Egyptens fyrster og stormænd, blev udlagt som: - en omvæltning eller ubalance ("ulykke") forårsaget af dette "barn" skulle ramme farao, hans mænd og hele Egypten. Fortællemåden, dramaet, ordvalget, ordspil og fortolkningen er typiske for den tid, ikke mindst i Egypten. Det har dengang haft en mægtig konsekvens for personens prestige, at profetier, hvor hændelserne indtraf siden hen, naturligt ansås for at være gået i opfyldelse. Det var ikke ualmindeligt, at magthavere til deres propaganda prøvede at "skubbe på", så et varsel kunne bringes til at gå i opfyldelse - idet en "selvopfyldende profeti" kunne anses for at være ligeså anvendelig. Et af de berømteste senere eksempler herpå (kendt fra Plutarchs Alexander-biografi) var, da Alexander d. Store gennede præstinden, der fungerede som orakel i Delphi, ud af hendes hjem for at få hende hen til templet og profetere for ham. Overrumplet af hans insisteren opgav hun at modsætte sig, men udbrød: "Du er uovervindelig". Her standsede han al videre aktion og takkede hende, for nu havde han fået, hvad han kom for, nemlig et regulært "udsagn om Alexander" fremsat af selveste oraklet i Delphi, hvilket derfor af alle måtte ses som varsel for ham. Orakeludsagnet, at Alexander er "uovervindelig", har - selvforstærkende - kunnet fungere, fordi denne propaganda blev godtaget overalt, idet udsagnet fremfor tilvejebringelsen var sagen. Lignende træk genkendes i rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 68) ved førnævnte varsel fremlagt i Moses' barndom for den gamle farao, nemlig at "et barn foran tronen skulle true Egypten og farao". Dette har Moses kunnet anvende propagandamæssigt til støtte for sit oprør. Og, ifølge Manetho, antog han netop først ved oprøret navnet Moses. At Moses kunne fremstilles at opfylde denne profeti i den aktuelle
111
situation, havde den pointe, at 'Moses' på egyptisk (meses) betød 'barn', så at profetien betød, at "Moses skulle true Egypten og farao". Det egyptiske navn "Moses" har tilhørt hans kongelige navne. De øvrige sådanne navne skulle han tage i brug, når han blev farao; han havde ikke hidtil opereret under dem. Anvendelsen af det pgl. navn som sit nom de guerre har desuden skullet forlene Moses med en særlig prestige, fordi det demonstrerede, at han var af kongelig herkomst og tronkandidat. Navnesymbolik ses, på lignende spidsfindig måde, også ved magikeren Ahron, der fungerede som Moses' vesir, dvs. hans stedfortræder og næstkommanderende. Stadigvæk kalder araberne ypperstepræsten Ahron for wazir (hvilket blev til ordet vesir), 'stedfortræderen'. På hebraisk udtales navnet A(h)aron, og her er et ordspil på aron, 'arken'; og dette oprindeligt egyptiske navn Ahron, egentlig 'aa ren, betød på dette sprog 'mægtigt er navnet (for guden eller Amon)'. På den tid, hvor massemedier ikke fandtes, havde alt dette en stærk forøget virkning - både mundtligt og skriftligt - til at give en person prestige, når i så fald hans navn havde så meget "power", at det kunne udtrykke flere betydningsfulde begreber på én gang. I det i kap. 7 citerede varsel for Amenhotep II, fremsat af en præst, Amenhotep-søn-af-Hapu, altså af samme (for)navn som faraonen, har den navnelighed kunnet opfattes at gøre varslet stærkere, næsten som om det var kongen selv, der i drømme havde modtaget dette varsel med betydning for hele landet. Præsten ville herefter tage sit liv, hvilket nok ikke alene var for at komme en sikker henrettelse i forkøbet, men også pga. navnet og varslet - som når et stedfortrædende kongeoffer skulle mildne truende farer. I hvert fald har han måttet "udrense sig for skadelig virkning" efter at have fremsat det onde varsel. Han kan således være blevet symbolsk henrettet som syndebuk - en total renselse, med tavlen vasket ren - og herefter ved en kultisk proces ladet sig "genføde" for, som historisk kendt, at fortsætte som faraorådgiver. Dette varsel, der angav, at "oprøret skulle hjemsøge Egypten i 13 år", har været anset for at være gået i opfyldelse: I det mindste stemmer det overens med de historisk kendte oplysninger om, at Amenhotep II nedkæmpede store oprør lige fra sin tronovertagelse og frem til sit 9. regeringsår med det endelige og afgørende slag mod modstanderne. Præcis efter dette år 9 ebbede de store samordnede opstande snart ud. Inklusive de næsten tre år før forgængerens død varede det op mod 13 år; men de gentog sig ikke mere i resten af hans 26-årige regeringstid. Denne tidlige afslutning på Amenhotep II's fåtallige togter står i stærk kontrast til den uendelige række oprør og opstande, der fandt sted i hovedparten af hans forgænger Tuthmosis III's regeringsperiode.
112
13. KAPITEL
Nationalklenodie til magisk beskyttelse Josefs mumie - på afveje? Hebræeren Josef ankom til Egypten tre-fire generationer forud for Moses ifølge Bibelens tekster. Josef opnåede at blive faraos vesir - og fik arrangeret sin meget store families indvandring i Egypten. Da hans far Jakob senere døde her, rejste Josef til Kanaan med et kæmpefølge for at begrave ham på den gamle familiegravplads Makpe'lah i Hebron. Men ved Josefs egen død blev han ifølge rabbinerskrifterne (se nedenfor) først gravsat på en lille ø, hvor Nilen passerer Memphis. Da dele af øen blev regelmæssigt oversvømmet, var Josefs gravkammer sikret ved, at adgangen dertil var helt eller delvis under vand, så uvedkommende hindredes i at få fat i hans mumificerede lig og dets såkaldte magiske kræfter. Ved sin svært tilgængelige placering var Josefs gravanlæg så godt skjult, at den forblev en hemmelighed. Efter nogle generationer vidste ingen tilsyneladende noget om disse forhold, indtil Moses fik kontakt med en af de få, der havde bevaret hemmeligheden. Rabbinerskrifterne oplyser, at det var en gammel egyptisk kvinde ved navn Miriam - refereret i S. Baring-Gould's "Legends of Old Testament Characters, from The Talmud" (vol. 2, s. 98). Miriam var blevet tilhænger af Moses' nye religionstanke og bad ham hjælpe med til, at hun kom med ud af Egypten ved udvandringen. Således i disse ældre dele af rabbinerskrifterne gøres der opmærksom på denne person med det i virkeligheden egyptiske navn Miriam - kunne det være den skikkelse, der senere blev påstået at være Moses' "søster"? At adgangen til Josefs grav var spærret bag vand, var selv efter egyptiske forhold mindre sædvanligt, men ikke nødvendigvis en ukorrekt oplysning: f.eks. til særlige helligdomme for Osiris' gravkult blev der til denne guddom etableret gravanlæg med interne vandstrømme omkring ("Paradis' kilder") og udvist utrolig opfindsomhed ved udarbejdelsen af placeringen. Som alle de gamle egyptiske gravanlæg for højtstående indviede personer var der også i Josefs gravkammer installeret magisk beskyttelse. Til "2. Mosebog" (13,19) om "Josefs knogler" oplyser rabbinerskriftet "Midrash Schemot Rabba", at: "...egypterne havde ved magi opstillet to gyldne hunde som, hvis nogen gik derind (i Josefs gravkammer), ville gø så frygteligt, at det kunne høres 40 dage borte...".
113
Den egyptiske gud Anubis var forbundet med døden og afbildedes som en hundelignende sjakal, der bevogtede de afdøde. Han optrådte også forbundet med gudinden Isis og hendes stjerne Sirius. Allerede tidligt i flere mellemøstlige lande ses benævnelsen Store Hund og Hundestjernen ofte anvendt for Sirius; og denne himlens stærkest lysende stjerne var i Egypten kendt for hvert år at forsvinde og derefter genopdukke altid efter en fast periode, cirka 70 dage. Sirius-perioden anvendtes i egyptisk kalender til forud at fastsætte tiden for Nilens oversvømmelse; det må her ses i relation til, at Josefs gravanlæg var gjort nærmest utilgængeligt, når det flere gange årligt oversvømmedes af Nilens vand. Oversvømmelsesperioderne er i april og mellem juni og september - hvorimod vandstanden er lavest i maj. Ved udvandringen var det tiden for optakten til april-perioden, idet vandstigningen allerede var begyndt netop ved udvandringens start. Stjernen Procyon, 'Lille Hund', ordret 'Hunden foran ', er kendt som forvarsel for Store Hund og kommer altid på nattehimlen en række dage inden, at Sirius dukker op. De "40 dage" i citatet er: fra Solen passerer Sirius og til Procyon ses. De påfølgende 30 dage efter Sirius'/Hundestjernens opdukken kaldtes derfor ofte, med et senere udtryk, for "hundedagene". Den største årlige Nil-oversvømmelse varsles af "Sirius'/Hundens glammen". Josefs gravs indretning synes at samstemme også her. Videre i samme himmelområde nær Sirius kendes også en tredje stjerne med et hundenavn. Denne stjerne er igen svagere end Procyon, der for sin del er svagere end himlens stærkest lysende stjerne Sirius. En viden om disse forhold levede senere videre i folkeeventyrene udbyggede fra oprindelige astromytologiske lærestykker, der blev anvendt i oldtidens mysteriekulter - og reminiscenser kendes fortsat i nutidens mysterieloger. Lignende arketypiske indhold genkendes i H.C. Andersens eventyr "Fyrtøjet". Heri omtales tre skatte, den ene stærkere strålende end den anden, repræsenteret i alkymistisk rækkefølge som kobber, sølv og guld, bevogtet af tre hunde, den ene større end den anden, under roden af et træ. Træets hule stamme er en passage ned til underverdenen - genkendeligt som Verdenstræet (Verdens-aksen med stjernen Sirius over roden), der voksede oven på en guldskat, en ægte vidensskat. "Den egyptiske faktor" bag citatet fra rabbinerskriftet gør sig således også gældende i udtrykket "gyldne hunde", idet det på egyptisk indeholder ordspil på nub, dvs. 'guld' (den nævnte guldskat ved den vogtende hund), men kan bl.a. betyde 'gyldent strålende' og derved netop som Hundestjernen Sirius. Denne har, ifølge talrige observationer fra kendte personer i oldtiden, været gylden/rødlig af udstråling - til forskel fra Sirius' senere ændring til sit nu næsten blålige stærke lys. Egyptens ældste kendte stjernekort findes i Senmuts gravanlæg under Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahari fra omkring år 1495 f.Kr. - dvs.
114
på Moses tid - med en afbildning af Verdens-aksen og en særlig opstilling af planeterne netop omkring Sirius. Denne grafiske opstillingsform dannede tradition som magisk beskyttelse i senere faraoners gravanlæg. Den egentlige betydning i teksten om Josefs gravanlæg var da, at Moses - ofte omtalt som en af oldtidens største magikere - her med (stjerne)magi lod hundene "passificere", så de "ikke gøede" ad israelitterne ved disses indtrængen i graven: dvs. ikke udløste forbandelse over dem. Som i talrige andre tilfælde viser rabbinerskrifterne sig også her - når indholdet undersøges nærmere ud fra "den egyptiske faktor" - ikke at være fantasifulde påfund, men må respekteres for et ofte forbløffende historisk nøjagtigt indhold. Videre i "1. Mosebog" (50,26) blev: "...han (Josef) balsameret og lagt i en kiste i Egypten...". Efter fjernelsen af forhindringerne for indtrængen i gravanlægget fik Moses arrangeret, at Josefs "knogler" blev taget frem og ført med ud af Egypten; nemlig for senere at skulle gravsættes, ikke i Hebron, men på et af Jakob opkøbt jordstykke i Sikem midt i Kanaan.
Et magisk nationalklenodie? Men hvorfor gjorde Moses alt dette, når Josefs lig var anbragt i et netop utilgængeligt gravanlæg, hvis placering tydeligt var baseret på at skulle forblive i uforstyrrethed? Den egyptiserede Josef havde med sin høje position haft både al magt og lejlighed til - ligesom ved Jakobs død - at arrangere sin begravelse i Kanaan, om han havde ønsket dette, i stedet for at lade sin grav gemme så omhyggeligt og utilgængeligt i Egypten. I dette findes der ikke tegn på nogen hensigt om engang at få hans lig/mumie flyttet. Men egyptiske forhold har været misforstået i Ezras stramninger i bibelteksterne i 400-tallet f.Kr. Josef-beretningen menes at indeholde udtryk fra Egypten under senere persisk styre 525-404 f.Kr. Derimod havde Josef, ifølge "1. Mosebog" (50,25), ladet de i Egypten indvandrede hebræere sværge på, at hans knogler engang af hebræerne skulle føres bort til det land, der var blevet lovet Abraham (i så fald jf. i nutiden, at f.eks. afdøde fjerdegenerations udenlandskinesere får deres lig transporteret tilbage til begravelse i Kina, forfædrenes jord). Men på Josefs tid, da hebræerne i starten var tilfredse med at besidde store dele af Egyptens bedste jord, synes der absolut ingen grund til, at der skulle have eksisteret definitive planer for udrejse i fremtiden. Stadig ifølge samme bibeltekst havde Josef udtalt, at hebræerne ville påkalde sig Guds opmærksomhed og herefter føre hans (Josefs) knogler bort. Men dette udsagn synes i virkeligheden at have haft en anden særlig betydning efter egyptisk praksis, nemlig gudens forbandelse over gravskændere. - "1. Mosebog" (41,45) oplyser, at farao betegnede Josef med det egyptiske udtryk tsafenat pa'ankh, hvilket bl.a. ifølge den engelske egyptolog T. Eric Peete betyder 'den, der giver livets føde'; hvilket
115
ligeledes ses i hans norske kollega Liblein's "Dictionaire des noms hieroglyphique". Både en indvielseskultisk titel og en særlig guvernørtittel. Og netop en højtstående embedsmand som Josef har, som det var obligatorisk, været kultisk indviet; ydermere understreget af at han var gift med A'senat, datter af solgudpræsten Potife'ra, 'han, som Ra har givet'. Som navn er Putifar kendt fra en stele fundet 1935 (nu i Cairo Museum). En højtstående indviet persons krop kunne efter særlige forberedelser ved dødstidspunktet blive magisk præpareret - princip som Amenhotep II's tidligere nævnte magiudnyttelse af de syriske kongers lig. Josefus citerer i sit værk "Contra Apionem" (I) den egyptiske præst og stoiske filosof Chaeremon af Alexandria, der - ligesom overleveringen gennem Manetho - oplyser fra Egyptens historie, hvordan Moses ved oprørernes udvandring optrådte i forbindelse med Josef: "...En stor gruppe af udstødte og pestbefængte i Egypten havde tilsluttet sig oprørerne, der havde nogle "hellige skriftlærde" som deres ledere, disse var Moses og - Josef...". Ifølge rabbinerskrifterne blev Josefs knogler transporteret i en ark. Moses' medhjælpende leder var Ah(a)ron, og da dette oprindeligt egyptiske navn som nævnt kan have ordspil på hebraisk aron, (Pagtens) 'ark', ville det give forvekslelige sammenfald vedrørende lederne af udvandringen. Chaeremon af Alexandria kaldte også Moses ved et egyptisk navn, Tisithen. Denne græsksprogede stavemåde kan have to tydninger: Den ene er en gengivelse af egyptisk Tehuti (Djehuti): 'Thoth' skrivekunstens gud - et tilnavn oldtidsforfattere hæftede på Moses og synes forbundet med ham som "hellig skriftlærd" og i traditionen også som alfabetets opfinder. Den anden version, djesheret, "den røde kongekrone": udtryk for Nedre Egyptens hersker, passer med: At mens Moses var faraokandidat - ifølge rabbinerskrifterne - var han administrator af Nedre Egypten. Som bekendt var embedet traditionelt givet til egyptiske kronprinser. Chaeremons oplysninger kan vise, som i tilfældet med Josef(s lig), at der i endnu i Alexandria-tidens arkiver og templer fandtes yderligere overleveringer uden for Ezras redigerede bibelversion fra 400-tallet f.Kr. Moses har haft både taktiske og politiske grunde til at lade israelitterne medbringe Josefs mumificerede, indviede lig med dets påståede magiske kræfter. Ifølge rabbinerskrifterne opbevarede Moses undervejs Josefs kiste omhyggeligt i sit telt. Josef-skikkelsen kunne hos det nationalt tomhændede folk bruges som et "stærkt" nationalklenodie, placeret midt i Kanaan - hvorfra landet, ifølge Bibelen, oprindelig skulle regeres: til styrkelse af sammenhold når udvandrergruppen blev bofast. I Nablus i landets midte vogtes stadig en (uægte) sarkofag med "Josefs knogler."
14. KAPITEL
Guldkalven - eksport fra egyptisk kult? Dan(aos), tyrekulten - og Guldkalven Ifølge myterne var danaerne (ud over deres solkultiske observans) dyrkere af tyrekulten - og i Bibelen var Dan-stammen "tilsvarende" kendt for dette. Yderligere beretter græsk tradition, at Danaos bevogtede den hellige ko, der identificeredes med gudinden Io. Som for de øvrige navne kendes også dette navn fra Egypten, nemlig den egyptiske Måne(gud), Jaah eller Ia(w)h, der ifølge bl.a. Erman & Grapow's "Wörterbuch der Aegyptischen Sprache" (Band 1, 1925, s. 42) synes at have forbindelse til det for Moses åbenbarede gudsnavn Jahweh på Sinai-bjerget; hvilket er semitisk for 'Måneguden(s bjerg)'. Månen spillede en vigtig rolle i disse kulter. Desuden kan navnet genfindes den dag i dag hos det nu milliontallige dinka-folk, der lever langs Nilens bredder i Sudan. Deres forfædre gennem flere tusinde år var ofte underlagt deres nordlige naboer, egypterne, og i dinkaernes sprog er 'hvid okse' stadig det genuint egyptiske ord Jaah. I det følgende springer vi fremad i tid for at opnå et bedre helhedsbillede af denne situation. Fra Harvard University's udgravninger i Israel, ledet af en tidligere nævnt arkæolog Lawrence E. Stager, blev der d. 27. juli 1990 offentliggjort et indtil da hemmeligholdt fund af en Guldkalv. Den var fundet af Stager's medarbejder Rachel Starck i juni 1990 under byporten i oldtidshavnebyen Ashqelon (19 km nord for Gaza). Guldkalven er 12,5 cm lang og støbt i gylden bronze og sølv ifølge "Time Magazine" (6. august 1990). Dens findested Ashqelon er netop beliggende i Dan-stammens gamle Palæstina-kystområde, der gennem skiftende tider desuden har tilhørt filistrene og senere Juda-stammen. Fundet er dateret til cirka 1500 f.Kr., dvs. inden for perioden der omfatter Moses og den omtalte tidlige udvandringsbølge af egyptere ("Moses’ venner"). Dette er samstemmende med Bibelens beretning om Guldkalven, idet israelitterne senere ved deres flugt fra Egypten kendte til dyrkelsen af den hellige tyr. At den omtales som Guldkalven - på hebraisk er det et hankønsord, egel, en 'tyrekalv', der er af guld eller forgyldt - vil stamme fra, at den var lille af størrelse; men men det kunne tillige være influeret af, at det var skik i Egypten, at den til Amon udvalgte Apis-tyr altid blev valgt til helliggørelse allerede som kalv. Mere end et halvt årtusinde efter Moses, da israelitternes land var
117
splittet op i to riger, Israel i nord og Juda i syd, dyrkedes Guldkalven i nordriget, tilmed nævnes hele to Guldkalve. Her blev det i Bibelen påstået om disse, at guderne i form af Guldkalve(n) havde ført israelitterne ud af Egypten. Og "1. Kongebog" (12,28) omtaler Jeroboam (700-tallet f.Kr.), der var konge over nordriget Israel og hermed det senere Samaria, at det netop var Guldkalven i form af: "...guder, der bragte folket ud af Egypten...". Jøderne bevarede således i deres Bibel disse optegnelser herom, der kunne demonstrere, hvor forkert - efter deres opfattelse - at folket i Samaria og det øvrige Nordisrael havde båret sig ad. Desuden, som et led i jødernes tempelreform i Jerusalem i 622 f.Kr. fjernedes Moses' kobberslange, der var opbevaret som helligt inventar, idet det nu blev hævdet, at den blev misbrugt til tilbedelse i Jerusalem-templet. Men alt dette kan også antyde sporene af en glemt tradition, der i forbindelse med en udløber af tyrekulten kan have overlevet hos samaritanerne, og som det også synes mulig at fortolke således, at Moses ikke helt umodificeret tog afstand fra Guldkalven. Moses forbød billeddyrkelse og afguderi, men Guldkalven kan have haft en anden særlig funktion i indvielseskultisk henseende, som kan være blevet misforstået eller misbrugt. Jf. at en indvielseskultisk tradition med tyre synes at have overlevet langt senere som element i Mellemøstens Mithras-kulte, der fik udbredelse i hele Romerriget. Selve støbningen af Guldkalven - som Moses' medarbejder Ahron forestod - opfattedes i oldtiden som forbundet med magi (med alkymistiske undertoner). Dette vil også have en parallelitet til Moses' anden forbundsfælle Kadmos, der ud over sin tyrekult omtales, bl.a. af oldtidsforfatteren Plinius d. Ældre (i "Liber VII"), for at have opfundet (en særlig metode til) udsmeltning af guld. Desuden ses en lignende parallelitet til forbundsfællen Danaos i beretningen om "guldet i danaidernes kar"; samt til at kongedatteren fra Argos, Danaë, identificeret med gudinden Dana, befrugtedes af guden Zeus med "en regn af guld".
En efterkommer af Moses tilhørte Guldkalv-kulten Flere oldtidsforfattere hævder, at Moses allerede i Egypten havde indstiftet en kultreform ved den hidtidige dyrkelse af hellige tyre. Under alle omstændigheder kunne dette føre frem til: Når Moses ved sin høje stilling og pligter ved det egyptiske hof også fik relation til dyrkelse af tyren/oksen, kan det ses som yderligere bekræftelse af, at han var af kongeæt. For efter egyptisk skik (om end ikke altid fulgt konsekvent) havde kun en indviet kongelig person "power" til, foran præsteskabet, at åbne det årlige ceremoniel for den hellige Apis-tyr. Dyrkelsen var visse steder vildt eskaleret, og Moses kan have forsøgt at modificere dette. Bl.a. fortæller den romerske historiker Tacitus, omkring år 100, om
118
Moses' reformering af to kulter i Egypten. Den ene kult, der tog overhånd, var for ibisfuglen, guden Thoths symbol, og reflekteres i overleveringer, hvor Moses i eftertiden sammenlignedes i visdom med Thoth (guden er bl.a. "skriftens opfinder", se Appendiks 1). Angående den anden kult angiver de samme oldtidsforfattere, at Moses også udviklede eller indførte ny praksis i tyrekulten i Egypten. Hvad det egentlig var, han gjorde, står hen i det uvisse, men i lyset af hans kendte senere religionsforordninger, kunne det tyde på, at den tyredyrkelse, der i Egypten bl.a. gav sig udslag i mumificering og kostbare begravelser af udvalgte tyre, har han villet modificere, så de hellige tyre oprindelig blot betragtet som en forbindelse til guderne - ikke mere skulle dyrkes næsten på niveau med guderne. Sandsynligvis var det holdninger af denne art, der blev bragt med ud af Egypten. For ifølge hans senere love for israelitterne skulle disse dyr kun betragtes som helligt offer. (Særligt om Guldkalve, se Bibliografien gruppe 8,II,2). Tilbage står der nogle fælles træk, idet både Moses' udsendinge eller forbundsfæller i de græske områder og hans vesir Ahron på Sinai havde oprettet kulter for tyren eller for Guld(tyre)kalven. Bibelen oplyser i "Dommernes Bog" (18,11-31), at Dan-stammen, der som omtalt dyrkede Guldkalven vedblivende indtil 700-tallet f.Kr., havde ladet denne tradition fortsætte gennem en præst, der var en af Moses' direkte efterkommere (blandt de tre eneste af hans slægt, der efter invasionen nævnes i Bibelen). En større gruppe af Dan-stammen, og dennes præst Jonathan, brød op fra Jaffa-området ude ved kysten - under presset fra stammens nabofolk, filistrene - og flyttede herefter nordpå til Libanons indre, byen Leshem (Laish). De indtog denne by og omdøbte den til Dan - og medbragte deres tyre- eller Guldkalv-kult. Der er forskellige steder i Israel udgravet små figurer af tyrekalve eller unge tyre, støbt i bronze. Disse guldkalve dateres til 1400-1200 f.Kr. En af disse - nu placeret i Israels Museum i Jerusalem - er fundet i Samaria nær den ældgamle vej mellem Dothan og Tirzah på en kultplads, hvor den kultiske udøvelse foregik under åben himmel - ligesom det skete ved Guldkalven på Sinai. (Guldkalven og Moses, se bind 4, kap. 8). En anden guldkalvfigur er fundet i det nordligste Israel ved et tempelanlæg i Hazor, 25 km syd for byen Dan. Begge Guldkalvene omtales i Amihai Mazar's artikel "Bronze Bull Found in Israelite 'High Place'", i Biblical Archaeology Review (vol. 9, no. 5, 1983, s. 34-40).
Danaernes guldkalv - og druzernes guldkalv i nutiden Det er rent ud fantastisk, at den dag i dag findes Guldkalv-kulten stadig og netop med centrum i dette Sydlibanon-område hos druzerne (men der har så vidt vides ikke været opmærksomhed på nogen sammenhæng). Druzer-sektens særlige gren af shia-muslimsk religion indeholder
119
andre traditioner og også elementer fra de gamle mysteriekulter samt gnosticisme, neo-platonisme, buddhisme, manikæisme og reinkarnationslære. Druzerne, der hævder at være af ikke-arabisk oprindelse, har i Israel og Libanon bevaret traditioner i forbindelse med Guldkalven. Disse indgår i sektens hemmelige ritualer, der forvaltes af druzernes religiøse og verdslige leder, overhovedet for den førende familie, den magtfulde Jomblat-klan; således ifølge Philip K. Hitti's informative afhandling "The Origins of the Druze People and Their Religion", i Columbia University Oriental Studies (vol. 28, New York 1928). Druzernes Guldkalvfigur tages frem fra en sølvboks en gang om året til et særligt kultceremoniel, skriver den amerikanske antropolog William B. Seebrook i sin rapport "The Golden Calf of the Druzes", i 'Asia' (New York, March 1926, s. 220-227, 250-253). Figuren er udført som en lille statue af en gylden okse og er af størrelse mindre end en lille kat; dvs. nær samme størrelse som de nævnte Guldkalvfigurer, fundet nær Ashqelon og ved Dan i Libanon, som omtalt, netop især steder, som var beboet af Dan-stammen, der fortsat havde Guldkalv-kult. Når oldtidsforfattere beretter, at Moses allerede i Egypten forsøgte en reorganisering af tyrekulten, kan dette yderligere ses i relation til, at Hatshepsuts tempel blev bygget ved Theben på Moses' tid. Templet var i en ny stil med store uderum til kultudøvelse under åben himmel - og var, foruden Amon, tilknyttet kulten for himmelko-gudinden Hathor. Ideen med tempelsøjler med gudinder kendes oprindelig fra dette tempel, hvori mange søjler blev specielt udformet som Hathor. Også sådanne ideer har de egyptiske udvandrere medbragt til de græske områder. Inden for nyere græsk forskning er det opdaget, at de senere Korer eller Karyatider (dvs. "fra byen Karyes" i Arkadien med gudinden Artemis' helligdom) - som er de kvindestatue-søjler, der bærer fronten af Athens tempel - i virkeligheden er gudinder. Ligeledes omtales i "Cambridge Ancient History" (II, Part 2, 1973, s. 256) flere spor hos grækernes gudinde Hera genkendelige fra den egyptiske gudinde Isis i rollen som himmelko-gudinden Hathor; i øvrigt betyder det navn 'huset for Hr' (himlen som Horus' hjem). Således, i tiden da Moses var på flugt, satte netop den egyptiske emigration til græske lande nogle stærke præg, hvilke forblev særligt iøjnefaldende i de mest traditionsbevarende områder. Nemlig inden for toponymer og mytologi - nærmere betegnet i form af lokale stednavne samt navne forbundet med kult og religion.
Copy: W. Holck)
Blev israelitterne raid’et? Amenhotep II opregner, at han fangede 3600 hebræere i selve Kanaan (jf. kap.14 og 19).
15. KAPITEL
Til hvem var det forjættede land lovet? Det store dilemma Efter at Josef - fire generationer forud for udvandringen - var ankommet til Egypten som flygtning og slave, men siden opnåede at få embedet som faraos vesir, fik han arrangeret en større "familiesammenføring" med sine mange slægtninge. Nu rejste de samlet ind i Egypten og slog sig ned. Mange efterkommere assimilerede sig ikke; det skabte utilfredshed og frygt hos egypterne, at hebræerne nærmest som en stat i staten efterhånden - ifølge rabbinerskrifterne (Baring-Gould, vol. 2, s. 77) - besad: "...den bedste jord af dette land (Egypten)...". Disse gode arealer især i Nedre Egyptens deltaområde har uvægerligt omfattet områder, som først og fremmest præsteskabet, der var Egyptens største jordbesidder, men også farao selv, har ønsket at overtage. Det sidste kan have været medvirkende - for da mange hebræere i Egypten fik gradvis forringede levevilkår, ifølge rabbinerskrifterne, blev de også frataget anerkendelse af jordbesiddelser. Herefter blev de gjort til en art bundne arbejdere som de fleste af Egyptens øvrige bønder, der - som det flere gange er sket i Egyptens historie - uden for dyrkningssæsonen nu i nogen udstrækning kunne udskrives til offentlige arbejder. Da en faraos krigstogter ofte blev financieret med tilskud fra præsteskabets enorme kapitalophobninger - og hermed var også Amenhotep II på denne måde afhængig af præsteskabet - bliver det yderligere forståeligt, at farao til eget brug søgte at fratage dette mindre integrerede folk dets egyptiske jordbesiddelser. Men da han af andre grunde - bl.a. ved tabet af arbejdskraft og fordi israelitternes "lånte gods" ifølge Trogus Pompeius ("Justin" 36;2,13) omfattede hellige genstande stjålet fra egypterne - ikke ønskede deres udvandring, opstod der dette dilemma: Enten at fordrive dem fra håndværk og jordbesiddelser eller at hindre dem i at flygte fra Egypten! Dette træder også tydeligt frem, da farao og hans hær til sidst var direkte i hælene på de udmarcherende israelitter og alligevel ikke gjorde mere for at rykke ind og standse dem, men i nogen tid blot holdt en konstant tæt afstand til deres bagtrop. Moses' aktioner var ved starten af udvandringen netop som en militær operation - dvs. mere end blot en folkeudvandring. De i Bibelen an-
121
vendte ord, f.eks. i "2. Mosebog" (13,18-20 og 14,2-9 og 14,19-20) og i rabbinerskrifterne - er udtryk som: "udrustet (hebraisk chamushim) til kamp" og "de drog ud i kampformationer"; israelitterne, der udvandrede, kaldes under ét zaba, 'en hær'. De ord ville være meningsløse at bruge, hvis ikke der forelå en krigssituation eller kamphandlinger. Ligeledes: "de slog lejr (vajachanu)" og selve deres "lejr (machaneh)". Det er alle udtryk, der sædvanligvis indgår i just militære sammenhænge. I alt dette mærkes igen Moses som den erfarne organisator og hærfører der, som nævnt, allerede tidligt under sin uddannelse ved det egyptiske hof lærte - ifølge rabbinerskrifterne - at anføre tropper, der nedkæmpede opstande i Egyptens etiopiske (nubiske) distrikter. Moses' oprørsgruppe havde brug for alt det mandskab, der kunne opdrives, hvilket samtidig mindskede arbejdskraftsmængden hos fjenden, egypterne. Men der var ingen vej tilbage for dem, der ville fortryde. Det er forståeligt, at nogle af de "udvandrende flygtninge" siden hen tabte begejstringen ude i ørkenen. Netop sådan lader Bibelen det fremgå af beretningen om de utilfredse israelitter, der klagede over at være draget bort fra "Egyptens kødgryder". Perspektivet bag disse klager bliver yderligere forståeligt ved kendskab til nyere historisk dokumentation for en lignende trængt situation: I beretningerne fra Napoleons tropper - der i maj-juni 1799 forcerede Sinais ørkener for hurtigst muligt at nå frem og udmanøvrere tyrkernes angrebsplaner - fremlægges de franske troppers utrolige lidelser, tørst, sult og den stærkeste hede. Således kan man genkende Bibelens beretning om israelitternes trængte situation i det samme Suez-områdes ørkener og kyster langs Egypten og Sinai som værende netop yderst realistiske både militært, politisk og geografisk. Hvor mange der i Moses' israelittergrupper døde af udmattelse, tørst og hedeslag, oplyses dog ikke - overhovedet intet berettes, skønt det må have eksisteret som et virkeligt problem. Senere var der da også flere gange oprør i israelitterlejren. Bl.a. ved episoden med Guldkalven, hvortil Bibelen beretter, at et stort antal Moses-modstandere i lejren blev hugget ned af Moses' loyale korps, levitterne. Sidstnævnte gruppe må - som påpeget i næste kapitel - overvejende have bestået af egyptere og "egyptiserede" israelitter. Mange af de hebræere/israelitter, der ikke havde indgiftet sig med egypterne, synes at have boet som en etnisk gruppe i Egypten - ligesom f.eks. libyerne inden for landets vestgrænse og "egyptiske" nubiere inden for sydgrænsen. Iflg. rabbinerskrifterne havde hebræerne i begyndelsen af deres fire generationer lange ophold i Egypten kunnet bevæge sig frem og tilbage over grænserne, når de havde ønsket det. Det var først blandt de seneste generationer hos dette folk, at forholdene blev hårdere. Ud fra bibelteksterne synes der senere hen opstået det indtryk, at ide-
122
en om en udvandring havde eksisteret som et forventningsfuldt ønske under israelitternes hele langvarige ophold i Egypten. Ligeledes gives der indtryk af, at der mest var tale om udvandring - mens det ifølge de egyptiske gengivelser hos Manetho snarere foregik som en blanding af uddrivelse og masseflugt! Fra tiden før dette sattes i værk, beretter "2. Mosebog" (11,1): "...når han (farao) sender jer bort, vil han endog drive jer alle bort herfra...". "Uddrivelse" er den mest oversete side af begivenheden, men viser israelitterne på dette tidspunkt som problematiske og uønskede rebeller, til trods for at de også udgjorde en del af Egyptens arbejdsstyrke.
Uden land nogetsteds Manetho uddyber, at Moses for at få støtte fra de kanaanæiske hære tilbød, at disse folk fra Kanaan/Palæstina kunne slå sig ned i "deres forfædres land og byer" - dvs. i Nedre Egypten. For blandt disse folk var der også efterkommere af Egyptens tidligere besættere, hyksos. På den anden side oplyser Bibelen, at Moses havde lovet, at israelitterne skulle overtage hele Kanaans land. Dette til trods for at israelitterne kun havde en yderst spinkel forbindelse til Kanaan/Palæstina i form af et arealmæssigt ubetydeligt område. "1. Mosebog" (12,7) omtaler, at Jahweh åbenbarede sig for Abraham, der var på vej gennem Si'kem midt i Kanaan, og sagde til ham: "...jeg vil give dine efterkommere dette land...". Det blev i praksis ikke til mere end en lille træbevokset mark med en klippehule - og det hele endda placeret et andet sted, nemlig i Makpe'lah nær 30 km syd for (Jeru)Salem. Dette minimale areal købte "stamfaderen" Abraham, cirka 1850 f.Kr., af "Hets sønner", nærmere betegnet hittitten E'fron ("1. Mosebog" 23,17-20): "...og Abraham vejede så det beløb af i sølv til E'fron, som han havde omtalt i påhør af Hets sønner (dvs. hittitterne), fire hundrede sekel sølv, gangbare hos købmændene. Således overgik E'frons mark - som lå i Makpe'lah og er foran Mam're, med marken og hulen der var på den, og alle træerne som er på marken, alt inden for dens omgivende grænser - til Abraham som hans ejendom og stadfæstedes for øjnene (dvs. bevidnet) af Hets sønner..." etc. Ved siden af sit nomadeliv havde Abraham ønsket dette sted som fast ejendom til anlæggelse af en familiegravplads. Siden hen købte også hans sønnesøn Jakob et stykke land - nu i Si'kem midt i Kanaan. Af mangel på et specifikt geografisk tilhørsforhold for israelitterne, hvis forfædre, hebræerne, havde levet som nomader i Mellemøsten, kunne ejerskabet over denne plet jord i Kanaan i forbindelse med udvandringen måske have været medvirkende til ideen om at gøre Kanaans
123
land som helhed til mål. I "1. Mosebog" (15,18) om hebræernes fortid er indføjet en udvidelse af løftet fra Jahweh: "...Jeg giver dine (Abrahams) efterkommere dette land: fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden...". Her indregnes 10 folkeslag, alle - bl.a. kanaanæerne - i kystlandet helt til Eufrats løb i Syrien. Dvs. at via den gendigtede forhistorie lovede Moses israelitterne præcis hele det (Palæstina)område, som egypterne havde erobret og underlagt sig til handelskolonier og sikkerhedszone! Det rejser spørgsmålet, om Moses under situationsændringen lovede begge parter - kanaanæere og israelitter - land i "hinandens områder"? Næsten som "historien-gentager-sig", da England under 1. verdenskrig til en vis grad lovede både jøder og arabere det samme land. Som modydelse for støtte til Moses' forsøg på "generobring" af faraotronen må der yderligere være lovet israelitterne, at de igen som under tidligere faraoner måtte få stillet områder i Nedre Egypten til egen disposition i stedet for at arbejde for andre eller i arbejdslejre. Det var landområder, som deres forfædre fire generationer tidligere havde fået i brugsmæssig besiddelse af en farao, som Josef dengang blev vesir hos. Hos en del israelitter syntes der at være meget lidt interesse for at drage bort. Og efter at forhandlingerne med farao om deres udrejse var blevet fastlåst, blev folket fordrevet lige såvel som mange selv flygtede. Dette var uundgåeligt, idet - vi kan repetere at - den samlede egyptiske hær allerede var på hastig march op mod nord for at komme kanaanæerne i forkøbet og måtte derfor undervejs fortrænge israelitterne, der havde forskanset sig i grænsebyerne. Disse byer skulle ellers have tjent som brohoved for den kanaanæiske koalitions invasion. Det er ud fra disse forhold indlysende, at det ikke var muligt for Moses herefter at indtage land i Kanaan (undtagen evt. i sydligste område se nedenfor), hvor så mange af hans allierede befandt sig. Måske en af de vigtigste årsager til de 40 års ophold i ørkenen. I stedet for at gå mod nord direkte fra Egypten ind i Kanaans land, drog Moses østover. Dette må ses i relation til, at imens mange kanaanæiske småstater ved tiden for Amenhotep II's overtagelse af tronen havde allieret sig i oprør og forsøgt at gøre indtog i Egypten, havde den sydligste stat i Palæstina/Kanaan ikke tilsluttet sig oprøret. Egyptologen James H. Breasted var den første, der gjorde opmærksom på dette - i sin "A History of Egypt" (New York 1910). Ifølge Amenhotep II's inskriptioner turde den sydlige stat så tæt ved Egyptens grænse ikke deltage i koalitionen; ligesom dette distrikt også tidligere havde holdt sig tilbage under flere af de mange oprør imod Tuthmosis III's Egypten.
124
Samme land lovet til to folk? Det er slående, hvor overordentlig præcist disse historiske egyptiske oplysninger synes at samstemme med Bibelen og oldtidsforfatterne. Bl.a. fremgår det af følgende bibeltekst, at israelitterne må have fulgt en rute sydligere end den langs Middelhavskysten, idet denne sidstnævnte vej ville have ført israelitterne direkte ind i filistrenes område i nord. Foruden at de kort tid efter ville blive forfulgt af faraos tropper, der skulle samme vej, og således ville de blive presset fra begge sider. I "2. Mosebog" (13,17-18) berettes herom - i en form, med Elohims tale, der godtager, at det indbyggede udsagn er et krigsorakel: "...da farao sendte folket bort, førte Elohim (guderne, 'Gud') det ikke ad vejen til filistrenes land, skønt denne var nærmest, for Elohim sagde: 'Det kan være, at folket vil fortryde det, hvis det ser krig, og så vil vende tilbage til Egypten'. Da lod Elohim folket gå ad en omvej gennem ørkenen ved Sivhavet (det Røde Hav). Og i kampformation drog Israels sønner op fra Egyptens land...". Ligesom Abraham tidligere havde sluttet pagt med kongen af (Jeru)Salem, fremgår det af Bibelen og rabbinerskrifterne, at Abraham desuden havde en pagt med filistrene. Pagten synes fornyet af Abrahams søn Isak, idet "1. Mosebog" (26,1 og 26,28) omtaler, at Abimelek, filisterkongen, anerkendte en pagt imellem dem. Filistrenes første bølger af indvandring i Palæstina er foregået tidligt. Men der er ikke hidtil fundet afgørende spor, der viser, hvornår dette fandt sted, skønt det var længe forud for deres angreb på Egypten i 1200tallet. Allerede i 1400-tallet f.Kr. findes som tidlige omtalt i Theben optegnelser et filister/pelasger-navn A'kisj. Filistrene i Kanaan boede ved Middelhavskysten omkring Gaza efter at være udvandret fra de nuværende græsk-tyrkiske kyster. Det vides, at filistrene ved Gaza ikke oprindelig var semitisk sprogede, men var et indo-europæisk folk - om end det siden han overtog lokale semitiske sprog (jf. tidligere, i kap. 4) Filistrene førte deres egen isolerede politik og havde sjældent noget fællesskab med de kanaanæiske kongers opstande. Og ligesom det var tilfældet med jebusitternes område, Jerusalem med sit opland - der ikke blev indlemmet ved israelitternes invasion i Kanaan - så skete en sådan indlemmelse heller ikke i filistrenes tilfælde, sandsynligvis også delvis på grund af disse pagter. Men ifølge senere bibeltekster opstod der alligevel efter den israelitiske indvandring ofte stridigheder mellem filistrene og israelitiske stammer, bl.a. med Dan-stammen; f.eks. på den tid da Samson var høvding eller dommer for denne stamme. En af årsagerne kunne være, at pagten - og dermed freden - alligevel
125
blev brudt allerede før israelitternes invasion: Rabbinerskrifterne beretter, at en gruppe efraimitter, Josefs efterkommere, ved udvandringens start gik fra Moses' samlede gruppe og tog direkte nordpå, men uden forsyninger, da de anså deres manøvre for en hurtig mission. Den lille gruppe har uden tvivl været en rekognoscerende fortrop, der - forinden bestemmelsen om at folket skulle gå mod øst - først havde prøvet at slå sig igennem ad denne vej. Dette kunne have det dobbelte formål også at være en vildledningsmanøvre, der gav faraos hærstyrker det indtryk, at israelitterne gik mod nord. Men det blev en fejlslagen ekspedition - de kom i kamp med de dengang egyptervenlige filistre, ifølge rabbinerskrifterne, og kun ti af dem undslap med livet i behold. Fra egyptiske kilder gengives 100 f.Kr. af den egyptisk-jødiske forfatter Artapanos - refereret i Ginzberg's "Legends of the Jews" (vol. 5, s. 412) - hensigten bag planerne: "...Jethro ønskede at oprejse krig mod Egypten og sætte sin svigersøn (Moses) på tronen; men Moses' fædrelandsloyalitet ville ikke tillade ham (Moses) at gå i krig mod sit fædreland. I stedet fremlagde han planer om at invadere Arabien. Jethro misbilligede imidlertid dette forehavende...". Dette udsagn giver også sammen med Amenhotep II's inskriptioner en god forståelse af baggrunden for, at folket blev ført ud i ørkenen lige fra starten. 'Arabien' var tidligere betegnelse alene for det østlige del af Negev-ørkenen ved Sinais nordgrænse samt det senere Edom syd og øst for det Døde Hav. Og det var just sidstnævnte område, som Bibelen beskriver, at israelitterne trængte igennem, da de igen forlod Sinai. Jethros modstand mod, at israelitternes rute fra starten førte gennem Sinai, var ikke urimelig i betragtning af, at han i sit domicil på Sinai kom i farezonen, når egypterne forfulgte israelitterne. Hermed må det være tilstrækkeligt demonstreret, at Moses' gruppe ikke kunne regne med at gå uantastet ind i det kanaanæiske område sydfra og endnu mindre være i sikkerhed dér på længere sigt. Og på kortere sigt var det også et problem, at den rute, som de i så fald havde måttet følge, ville gøre det lettere for deres egyptiske forfølgere; for ruten var fra gammel tid en af hovedvejene for faraos hære, når de skulle angribe kanaanæiske tropper i Palæstina. Meget peger altså på, at Kanaans land var blevet lovet - om end på mindre gennemskuelig måde - til begge parter: Til kanaanæerne i frihed fra egyptisk pres og til israelitterne som nyt hjemland. Løfterne om forbedret status for de fremmede i Egyptens grænseland ville kun blive opfyldt, hvis Moses opnåede faraotronen eller fik indflydelse i Egypten. Da dette ikke lykkedes, opstod det skæbnesvangre dilemma - som det også i nutiden trænger sig på i dette område - med to folk til ét land.
126
Guldkalve, oprindelig efter sandsynlig egyptisk model (tv.). - Øverst: Guldkalv, fundet 1981 i Samaria i det centrale Israel, fra 1200-tallet f.Kr. - Th.: Guldkalv, 1400-tallet f.Kr., fundet 1990 i Ashqelon i Dan-stammens gamle kystområde.
16. KAPITEL
Moses' egyptiske specialkorps
De gådefulde levitter I Bibelens beretning om israelitternes udvandring fra Egypten optræder flere mærkværdige forhold i forbindelse med den ene af de såkaldte 12 israelitiske stammer, levitterne, der omtales som værende efterkommerne af Jakob-sønnen Levi. Men ved at sammenholde Bibelens forskellige oplysninger om dem, vil det fremgå, at denne folkegruppe udskiller sig bemærkelsesværdigt fra de 11 øvrige israelitiske stammer. For det første: - Levitterne blev udnævnt til at være en særlig præstekaste, mens ingen fra de øvrige grupper kunne blive præster. Alle præster skulle være levitter, men alle levitter skulle ikke være præster. Præsteskab var noget helt nyt hos israelitterne - en egyptisk skik indført af Moses ud fra hans egyptiske baggrund. Indtil da var det hos hebræerne/israelitterne familieoverhovedet, nemlig den førstefødte, der udførte en præsts funktioner såsom ofring, indvielse m.v. Derfor kan det undre, at det ikke var sandsynlige efterkommere af familieoverhovedet Josef, der skulle overtage funktionen som professionelle præster. Men det får sin forklaring. For det andet: - Da "det forjættede land" Kanaan efter ørkenvandringen skulle opdeles til de 12 stammer, der hovedsagelig omfattede efterkommere af Jakobs 12 sønner, fik levitterne i modsætning til de øvrige stammer ingen landsdel tildelt. Da landsdelenes samlede antal var fastsat til at være 12 provinser, måtte problemet løses ved en temmelig kunstig fremgangsmåde. Det foregik ved ikke at betragte Josef-stammen som én stamme, men i stedet tage næste generation: Her deltes denne stamme i to selvstændige stammer, der omfattede efterkommerne af Josefs to sønner Efraim og Manasseh. Men da Manasseh-stammen havde pladsmangel, fordeltes arealerne således, at den både fik en provins midt i selve Kanaan og - uden sammenhæng med denne - yderligere en provins øst for Jordan. Det var på denne måde et temmelig kompliceret arrangement, især også for levitterne, som, i stedet for jordtildeling, udelukkende måtte besidde bestemte byer, i alt 48, spredt over landet. Senere rabbineres kommentarer giver den forklaring, at levitterne som præster: "...ikke skulle have så meget andet at bekymre sig om..." - en højst usædvanlig praksis, der ikke kendtes noget andet sted i oldti-
128
dens kulturområder. Her var præster ofte rige jordbesiddere. Men da levitterne alligevel havde deres koner og børn, huse og byer at tage vare på, hvad var så denne påståede aflastning? For det tredie: - Ved folketællingen i ørkenen, omtalt i "4. Mosebog", befales det udtrykkeligt, at Levi-stammen ikke måtte optælles sammen med de øvrige stammer - og heller ikke optælles på samme måde som disse. Bl.a. måtte kun de levitiske mænd mellem 30 og 50 år optælles. Hvorfor oplyses ikke. Hvis der var tale om en art tjenestealder, så var disse præster næppe udslidte i 50-årsalderen. Selve det optalte antal for denne delgruppe tilbageholdes også. Hvad angår optællingen af resten af levitterne, forlangtes det yderligere, at alle levitter af mandkøn, blot de var over en måned gammel, blev optalt; mens alle de andre stammer kun optalte dem, der var over 20 år (våbenfør alder). Forskellens årsag angives ikke. I folketællingerne i det følgende betyder hebraisk elef 'tusind' såvel som 'en meget stor gruppe', som omtalt i kap. 11, hvorved de mange urealistisk høje antal i de fleste oversættelser skal reduceres til en hundrededel deraf; det berører ikke deres indbyrdes størrelsesforhold. Dette bekræftes ved at analysere disse store tal i bibelteksterne: - Her ses det gådefulde ved denne folketælling i "4. Mosebog" (3,28) med levitternes særskilte optælling og deres specielle aldersgrupper at blive endnu større. Bibelen angiver det totale antal af levitter af hankøn i alle aldre - undtagen børn på under en måned - til 22.000; men en sammenlægning af de antal, der tilhørte grene af levitternes mest kendte familie, Ahron-gruppen/klanen, viser, at det i bibelteksten angivne resultat på 8600 skal være 8300. Dvs. at antallet er forkert med 300. Dette misforhold har været diskuteret i tidens løb. F.eks. omtales det i en yngre tekst af rabbinerskrifterne, "Bekhoroth" (1,1) i den Babyloniske Talmud, hvor det hævdes, at disse 300 var levitternes førstefødte. Og da førstefødte skulle betragtes som mere "ophøjede" end øvrige familiemedlemmer og følgelig fungere som familieoverhoveder, skulle de derfor ikke deltage i præstetjeneste for det øvrige folk. Men det skulle som nævnt mændene under30 år og over50 år heller ikke, så denne senere rabbinerforklaring er ufyldestgørende. Ved (ud fra de 8600) at analysere denne "regnefejl" på 300 mænd/ førstefødte, kan følgende opstilles: Ud fra de omtalte 300 førstefødte, der jo tilhørte hver sin levitfamilie, skulle de pågældende 300 familier gennemsnitligt omfatte hver cirka 29 sønner/mænd og i visse tilfælde familiefaderens ugifte brødre (og døtre er slet ikke medregnet): Dette er naturligvis et urealistisk højt antal børn for hver familiefar. Det er bemærkelsesværdigt, at antallet af mænd hos de øvrige stammer ikke viser sådanne skævheder - det er kun hos levitterne. De manglende oplysninger om antal (våbenføre mænd) var i sig selv
129
ikke noget usædvanligt, nemlig militærhemmeligheder. Så netop Moses indførte forbud mod folketælling - også skønt en tælling nødvendigvis alligevel blev gennemført (jf. "4. Mosebog") under hans ledelse. For det fjerde: - Israelitterne bar i mange henseender præg af Egypten efter fire generationers ophold i landet. Josefs sønner Efraim og Manasseh havde en egyptisk mor, og Ka'lebs "brors" navn Jera'me'el (dvs. tilføjet semitisk el) er egyptisk. Det er et faktum - påpeget af den amerikanske semitolog W.F. Albright - at hyppighed af egyptiske personnavne og "hebræiserede" egypternavne er påfaldende især hos levitterne i kontrast til de øvrige stammer.
Var ikke alle israelitiske stammer hebræiske? De gådefulde forhold hos levitterne synes især at udspringe af denne baggrund: Med deres egyptiske navne og deres monopol på præsteembedet hos israelitterne fremtræder levitterne, som om de fleste var egyptere, og som om den oprindelige Levis slægt - hvis der overhovedet har eksisteret nogen - ikke var ekspanderet i antal, men stagneret eller endda skrumpet mærkbart ind. Bl.a. derfor synes de fleste egyptiske medløbere og tilhængere at være blevet grupperet som levitter. Hermed har levitterne også omfattet de omtalte egyptere, der af farao var blevet interneret som "spedalske", hvoraf mange var højtstående, hvad faraos rådgivere fandt mindre heldigt. De fleste har reelt været politiske fanger, hvoraf sandsynligvis en del var Moses' tilhængere. Bibelen nævner kun, at andre fremmede folk (samlet benævnt som "proselytter") - der ville følge Moses og hebræerne - fik lov at deltage i udvandringen fra Egypten. Hverken Bibelen eller rabbinerskrifterne omtaler specielt egyptiske medløbere, hverken som gruppe eller enkeltpersoner (bortset fra den gamle egyptiske kvinde Miriam). Og i rabbinerskrifterne synes det i senere kommentarer "uønsket" at nævne dem, da Egypten symboliserede "slaveriet". Det er derfor urimeligt, at "den egyptiske faktor" ikke fuldt er taget i betragtning i forskningens mange historiske og teologiske skrifter om Bibelen. Der er ikke taget hensyn til, at der uundgåeligt også må have været et antal egyptere med, især de der var modstandere af den hårde faraos politik egypterne har ikke stået som et enigt folk imod alle fremmede eller alle der fortsat favoriserede den tidligere stormand og faraoprins, Moses. Desuden er de 22.000 levitters antal ejendommelig lavt i kontrast til de øvrige stammers mænd, f.eks. Juda-stammens over 74.000 mænd - eller set i forhold til hele folkegruppens cirka 600.000, hvorved gennemsnittet for hver af de 12 stammer ville være 50.000 mænd. Dette kunne forklare, at hos levitterne blev alle af mandkøn over én måned optalt, i modsætning til optællingen af mænd over 20 år hos de andre stammer - fordi levitterne var iøjnefaldende få: Ved denne ændre-
130
de optællingsmåde har der kunnet bødes på deres betænkelige position som ikke-hebræisk mindretal. (Som nævnt er alle antal forstørrede). Hvad angår det egyptiske præg hos levitterne, fremgår det af Bibelen og rabbinerskrifterne, at de i Egypten har levet og boet som egypterne ved hovedstaden, f.eks. var Ahrons mor fungerende jordemor og amme i samme distrikt, hvor faraos palads var beliggende, dvs. dengang ved Theben, og ikke ved de øvrige stammers bosted og arbejdsplads i Nil-deltaet langt nordpå. Heller ikke Ahron selv synes at have arbejdet nordpå. Disse forhold bestyrkes i rabbinerskrifterne: "...levitterne var de eneste israelitter, der ikke havde udført trællearbejde i Egypten...". Flere rabbinerskrifter omtaler, at Ko'rah fra Levi-stammen hjalp med guldsmeltningen til Guldkalven, og at han havde været en af faraos skatmestre. Det passer fuldt med det faktum, at faraos skatmestre i 18. og 19. dynasti også stod for forgyldning og guldsmeltning.
Levitter - egyptisk præg eller egyptisk afstamning? Egyptiske levit-navnes betydning: Moses ('barn'), Miriam ('elsket af Amon'), Ahron ('mægtigt er navnet'), hans søn El-eazer ('Osiris-guddom'), Ahrons efterfølger og sønnesøn Phinehas ('neger, etiopier'); Merari ('højtelsket'), Hopni ('Nil-gud'), samt Pashur, og med semitisk el: Puti-el. Selve betegnelsen "levitter" er ret gådefuld, men kan være en nøgle til, hvem de virkelig var. 'Egypten' kaldes på hebraisk Mitsrajim, en direkte oversættelse af egypternes eget navn for 'Egypten', taui (t;'wj), dvs. 'de to lande'. Landet kaldtes også Khem (keme) - ofte stavet som Noahs søn Kam (egypternes forfader i Bibelen), dvs. egyptisk og koptisk for 'mørk', 'sort', f.eks. som i nrm nkeme, 'den sorte (Nil-)jords mennesker'. Herved fik et senere udbredt udtryk for en af Egyptens ti plager, nemlig "et egyptisk mørke", bogstavelig dobbelt vægt - idet sådanne ordspil i oldtiden overalt blev tillagt at have særlig styrke. (Eks.: Alexander d. Store ødelagde Perserrigets hovedstad, der på græsk hed 'perserbyen', Persepolis, hvilket samtidig betyder 'den ødelagte by'). Og ifølge en datidig opfattelse var egypterne - folket i landet Khem - delvis mørke. Dertil har det haft betydning, at Egyptens sydlige naboer, der var landets oprindelige indbyggere og i flere perioder havde magten i Egypten og tidligt indgik i kongeslægterne, var etiopiere, det senere græske ord for 'mørk', 'sort'; også flere egyptiske guder tilkyttet dødsriget ses afbildet som mørke. Så sent som i 300-tallet e.Kr., da en afdød kristen romersk general blev kåret til helgen (og endda fik en schweizisk bjergtop opkaldt efter sig), var helgennavnet ikke hans eget navn, men Sankt Maurits, dvs. 'den sorte', blot fordi han var fra Egypten. Trods disse betegnelser havde det folk, der fra 3000 f.Kr. og frem
131
regnedes for egyptere, en lysere hudfarve i forhold til sydligere folk - en skelnen der også fremgår af egypternes egne optegnelser. At levitterne som egyptergruppe også kunne omfatte Jakob-sønnen eller -grenen Levis efterkommere, der var integrerede blandt egypterne, må ses i relation til, at navnet Levi er en afledning på hebraisk, betydende 'lys', 'hvid'; dvs. ikke som det bibelske, anstrengte ordspil med "folkeetymologi", hvor Levi skulle komme af lavah, dvs. 'ledsage', 'holde sig til'. Stamfaderen Abraham kom fra den sumerisk-babyloniske by Ur, og flere af hans sønnesøn Jakobs koner stammede ligeledes fra dette folk, hvoraf den del, der udgjordes af den ikke-semitiske urbefolkning, sumererne, var af mørkere fremtoning - babyloniernes betegnelse for dem var 'sorthoved'. Fra disse specielle forhold kan "de lyse" egypteres sandsynlige overtal hos levitterne indikere en baggrund for deres betegnelse. Levi-slægter i Europa og USA kendes for at være en del lyse, ofte blonde med blå øjne. En videnskabelig analyse omtalt i "Nature" (385, 2nd Jan. 1997, s. 32) påviser genetisk forskel mellem levitiske og øvrige jødiske/israelitiske efterkommere overalt i verden. Men yderligere kan det i den forbindelse især have haft betydning, at levitterne - der ved udvandringen blev gjort til præsteklan og siden hen fortsat var de eneste, der måtte være israelitternes præster - efter egyptisk skik ofte var klædt i hvide gevandter. Både levitternes sandsynlige egyptiske herkomst og deres manglende eller blot spinkle hebræiske linjer bagud - foruden deres i forhold så ringe antal - må altsammen have bevirket, at de ikke blev tilstået rettigheder på lige fod med de øvrige stammer ved erhvervelsen af det til Jakobs sønner "lovede" land eller jord (disse to udtryk er samme ord eretz på hebraisk). Derimod blev andre grupper af ikke-hebræiske medløbere, som ikke udgjorde nogen klan - bortset fra, at en mindre gruppe qainitter (kenitter) vides at være særskilte frem til Davids tid - spredt og assimileret i Jakobs øvrige stammer; hvorfor de ved jorddelingen ikke udgjorde noget særstillingsproblem. Yderligere har der været erfaringerne fra det egyptiske præsteskab og dets - som landets største jordbesidder - overtagelse af den reelle magt i Egypten. Dette må have influeret så stærkt, at når leviterpræsteskabet skulle være uden besiddelse af jordejendom, må det have været bestemt som en bevidst begrænsning af en fremtidig ekspansion af præstemagten. Hele denne "sideordnede" status beholdt levitterne gennem tiderne. Og deres i særlig grad egyptiske oprindelse blev fortrængt; men mange Levi-slægters navne er bevaret og kan stadig genkendes 3.500 år efter hos efterkommerne, f.eks. Levi's (navnet på de kendte cowboybukser). Eller Cohn - fra hebraisk kohen, 'præst' (f.eks. den canadiske sanger og komponist Leonard Cohen), der oprindelig udspringer af Ahrons slægtsgruppe, der var de eneste, der måtte udføre offertjeneste.
132
Problem at indlemme levitterne som 'Israels børn' At levitterne hovedsagelig var en egyptisk gruppe vil forklare, at det var mest naturligt at få "indlemmet" Moses med hans herkomst, opdragelse og baggrund som egyptisk prins i denne gruppe. Det er forståeligt, at præsten Ezra tusinde år efter Moses-tiden havde problemer med sine omredigeringer og ændringer af de pågældende bibeltekster. Bl.a. i slægtsregistrene er ikke alle detaljer rettet samstemmende, hvorved der kom uorden i antallet af levitter, hvilket giver indtryk af forsøg på at få ikke alene Moses og Ahron, men også hele den øvrige levitgruppe til at fremtræde som med hebræisk oprindelse, hvorved de egyptiske spor blev fortrængte. Hebræerne havde ikke tidligere i deres religionsudøvelse og historie som "halvnomader" i Mellemøsten og gennem fire generationer fastboende i Egypten haft præster. Derfor har levitternes egyptiske "fremmedelement" - dvs. hele deres egyptiske baggrund, uddannelse og indgående kendskab til egyptisk religionspraksis - netop været en bedre forudsætning for, at de kunne fungere som kombineret præste- og embedsgruppe; ligesom i det egyptiske system. Dette underbygges bl.a. gennem en oplysning i rabbinerskrifterne, hvoraf det i forbindelse med "2. Mosebog" fremgår, at: "...levitterne var de eneste blandt israelitterne, der i Egypten havde fået foretaget omskæring...". Omskæring var ifølge Herodot oprindelig en egyptisk skik. Dette blev sjældent foretaget hos de lavere klasser i Egypten, f.eks. trællearbejdere, men ofte på højtstående og på indviede kultmedlemmer. Det kan vise, at mange levitter kom fra højtstående egyptere blandt de "spedalske" - men altså i virkeligheden politiske - fanger, der tilsluttede sig oprøret. Mange levitter har således været specielt velegnede til hurtigt at blive organiserede og indsat som israelitternes nyskabte præstekaste. Det mærkelige er de oplysninger, som Bibelen giver om, hvornår det skete. Ifølge beretningen i "2. Mosebog" stod levitterne parate - organiserede allerede inden, Moses efter sit ophold på Sinai-bjerget for første gang fremlagde påbudet om at gøre levitterne til præster: De var på forhånd udskilt og skulle afvente Moses. Levitterne var da også den eneste gruppe, der ikke deltog i folkets fest ved Guldkalven. Moses har især skullet bruge en gruppe omkring sig, som han kunne stole på. Også derfor bestod denne gruppe mest af hans egne egyptiske landsmænd, formentlig anset for mindre solidariske med hebræernes "genstridighed". Lignende kendes gennem historien: Romerkejsernes personlige legionærgarde var mest germanere, som romerne ellers bekrigede. Vikinger var bodyguards for byzantinske kejsere; janitsharer var garde for sultanen; schweizere er det stadig for Paven, og shikher for
133
Indiens hinduistiske præsident. Princippet ses fortsat effektivt, hvor regenters garde, gendarmer og politi gerne rekrutteres fra fjerne provinser. Ydermere, idet israelitterne for manges vedkommende bestod af tidligere delvis "trællearbejdere", gjorde Moses' organisering af dette folk det nødvendigt, at han også måtte have en uddannet og scenevant styregruppe af loyale folk. Levitterne skulle hos Moses også fungere som politi og generalstab ud over at kunne blive præster og "tjene regenten". Dette genkendes senere hos kong David, ifølge "1. Krønikebog" (26,3032). Men den tidlige tradition er egyptisk og er videregivet af Moses - og peger igen tilbage på hans egyptiske baggrund og kongelige status. At de øvrige israelitterstammer bestod af så store antal slægtsbundne medlemmer kunne virke hindrende for, at nogen af disse folk ville have dræbt løs blandt deres egne. Hvorimod levitterne som "fremmede" mere ubundet gennemførte straffedrabet på mange af de øvrige israelitter efter de pågældendes medvirken i optrinet med Guldkalven som beskrives i "2. Mosebog". Levitterne, der alle havde holdt sig borte fra festen, blev højligen rost for deres politi-indsats, idet de her: "...ikke skånede deres brødre og søstre...". Disse var, med vanlig egyptisk og semitisk talemåde, netop de øvrige israelitter - for deres kødelige brødre og søstre var det ikke. En nærmere analyse af denne begivenhed og af det faktum, at den senere oprører Ko'rah endda selv var en levit - dvs. også oprør fra egne rækker med kritik af Moses for at stå over alle andre - giver indtryk af ulmende utilfredshed: Et oprør imod at Moses var deres leder. Alment demonstreredes stemningen bl.a. ved en afstandtagen fra ham ved ikke at omtale ham som en af deres egne, men som: "...denne Moses, der førte os ud af Egypten...". Senere bibelredaktører, især Ezra, kan sandsynligvis i højere grad, end der oprindelig var dækning for, have overdimensioneret problemet med Guldkalv-kulten som forklaring på drabet af "3.000", dvs. reelt blot et antal som hos tre "storgrupper" af israelitterlejrens folk. Men at Moses var egypter - hvilket allerede Jethros datter omtalte - og slet ikke var hebræer, ses også i "2. Mosebog" (4,14), hvor Moses spørges: "...Har du ikke din broder Ahron, levitten?...". Her er Moses end ikke en Levi-efterkommer, idet "broder" ikke afgjort betød en slægtning, men nok så ofte ven eller kollega; det var typisk egyptisk at bruge den omtaleform for personer i en fælles generation.
Arkens hemmelighed - vogtet af levitisk specialkorps? I hele Mellemøsten kendtes i forskellig form habiru, 'hebræer', som betegnelse for fremmede, flygtninge af enhver art, særlige nomadestammer, omstrejfere, stratenrøvere, banditter og lejetropper. På egyptisk betød apiru (hebræer) 'servicefolk, der lejer sig ud til ar-
134
bejde', 'skibsbesætning', 'trællearbejdere', 'fremmedarbejdere' og 'fjender fra nord', idet disse arbejdere ofte var efterkommere af krigsfanger, der var bragt ind i landet fra nord. Så godt som alle betydninger af dette ord for "indvandrende fremmede" fra Kanaan, samt leje- eller trællearbejdere, passer med med hebræernes status i Egypten. Derfor kunne en medårsag til betegnelsen 'hebræere' være, at denne indvandrede gruppe i Egypten blev benævnt her som apiru. Det er bemærkelsesværdigt, at kort efter den tid, hvor de indvandrede hebræere/israelittere var udvandret fra Egypten, har faraonerne i deres inskriptioner om felttog og raids i Kanaan-området omtalt apiru (hebræere). Netop denne betegnelse er meget karakteristisk, fordi hebræerne ved udvandringen også optrådte som oprørere, fjender og siden delvis som omstrejfergruppe i ørkenen. Dvs. de omtales her som folkegruppe ligesom andre folk i Kanaan og Jordan-landet. Senere forekommer også navnet "Israel" i en egyptisk inskription, som farao Merneptah lod udføre cirka 1230 f.Kr., nogle hundrede år efter udvandringen (jf. s. 180). Idet levitterne, som påpeget, ikke nødvendigvis var hebræere, og dermed heller ikke efterkommere af Jakob, og deres ringe antal ikke tåler sammenligning med de øvrige udvandrende stammer, må alt det ses i relation til: At allerede Levi selv - enten en reel eller symbolsk figur i Bibelens omtale af ham næsten fra starten var så meget ude af billedet, at "1. Mosebog" kun giver en eneste oplysning om ham, og det er netop i forbindelse med omskæring. Og i "1. Mosebog"s (kap. 49) symbolske fortællinger om Jakobs velsignelse af de 12 stammer/sønner, siger Jakob om sit forhold til levitterne, at: "...min sjæl tager ikke del (i Levis gruppe)...". Hermed understreges yderligere Levi(gruppen)s manglende samhørighed med Jakobs familie. Og Jakob tilføjer: "...jeg spreder dem i Israel...". Ifølge dette var de ikke integrerede. Dette at assimileres i Israels folk var således noget, der først skulle komme. Bibelens "Deborahs Sang" fra tiden efter invasionen omtaler Israels stammer, men nævner bl.a. ikke Levi, Også Moses indrømmer i "5. Mosebog"s kapitel 33 i sin velsignelse af de 12 stammer, at: "...Levi... sagde om sin fader: Jeg så ham aldrig...". Her synes yderligere indikeret, at levitterne næppe var af Jakobs slægt dvs. et mindre tæt eller måske intet familieskab, der gav sig udslag i, at disse mindre samhørige levitter - stadig ifølge denne bibeltekst: "...ikke brød sig om sine brødre..." - men at de (vel ud fra deres anderledes baggrund og forudsætninger): "...skal lære Israel loven...". Folkets betaling til levitternes levebrød blev sikret gennem faste pligt-
135
mæssige afgifter. Levitterne blev en særlig klasse. Den høje status fremgår af "2. Mosebog" (19,6), en status der understreges for folket ved Jahwehs udsagn om dets fremtid: "...I skal blive mig et kongerige af levitter og et helligt folk...". Så hvad kunne den egentlige baggrund være for denne fremhævelse af levitterne? Havde dette Moses' egyptiske specialkorps en særlig opgave? Det fremgår allerede ved udvandringen, at flere levitter var specialtrænet til at anvende, beskytte og transportere den særlige Pagtens Ark/kiste med dens - ud over Lovens tavler - ikke kendte indhold. I nogle tilfælde omtales, at arken fik fjender til at dø eller blive ramt af hvad der ud fra beskrivelsen mest af alt ligner symptomer på strålingsskader. Tidligere skrev respekterede forskere om Pagtens Ark (jf. Bibliografien: 8,II,3); men efter Hollywoods Indiana Jones-films undgås at berøre emnet. Men det ville i forbindelse med levitterne være forkert at undlade omtale, også selv om vi i dag ikke ved, hvad der lå bag, når levitter tilmed var instrueret i at beskytte sig selv imod Pagtens Ark; ved Jerikoslaget befaledes israelitterne at holde sig 2.000 fod væk fra den. Pagtens Ark med det hemmelige indhold bestyredes altså af Ahronfamilien. Var det hele propaganda, eller indgik der f.eks. egyptisk teknologi og viden? Især den fremhævede familie brugte, som nævnt, egyptiske navne. Det blev aldrig tilladt de øvrige israelitter at få del i den hemmeligholdte viden. I Bibelen siger Jahweh: "...levitterne skal være mine...". En dag i 587 f.Kr., lige før det første tempels (Salomons tempels) ødelæggelse, forsvandt Pagtens Ark, som i flere hundrede år havde været opbevaret der. Ifølge "2. Makkabæerbog" lod profeten Jeremias den fjerne til et sikkert skjul i Nebobjerget. Her ved israelitternes sidste base, før indvandringen i Kanaan, var Moses død og gravsat, ifølge efterskriften til "5. Mosebog". Også det tilhørende gravgods, uundgåeligt skjult her (et forhold så ejendommeligt uomtalt hos forskerne), må have givet respekt for stedet. Ifølge israelske aviser op til junikrigen 1966 havde jødiske studerende på en diskret ekspedition opdaget ældgamle rester af nogle træobjekter godt gemt just ved Nebobjerget. Pagtens Ark kom nu på tale i udokumenterede "avisfantasier", og krigen afskar videre udforskning. Efter det andet tempels ødelæggelse i året 70 e.Kr. forsvandt jødernes præsteskab for altid (rabbinerne var heller ikke dengang præster). Med kendskab til den imponerende mundtlige tradition er det ikke utænkeligt, at der blandt udspredte levitfamiliers efterkommere findes enkelte, der formåede at bevare en, også oprindelig egyptisk, viden om Pagtens Ark.
136
17. KAPITEL
Nederlaget
Moses trængt afgørende bort Kun under de to faraoner Tuthmosis III og Amenhotep II - dvs. netop på Moses' tid - kendes der til særdeles vidtgående organiserede former for koordination af opstande mellem de indbyrdes så fjerne lande nord og syd for Egyptens grænser som Kanaan-Syrien og Nubien. Et så dristigt strategisk projekt vides ikke tidligere iværksat, det overstiger langt hyksosfolkets tidlige samarbejde med nubierne. Og næppe nogen anden havde haft motivationen og evnen såvel som nogen rimelig chance for i Egyptens nabolande at gennemføre en formidling og storstilet organisation på dette niveau, uden netop Moses. Den kanaanæiske del af det koordinerede oprør nåede ikke frem i tide til undsætning af Moses' folk i Egyptens grænsebyer. Dette at de udvandrende israelitiske grupper derfor fra starten bøjede bort fra en nordlig flugtrute og gik mere østover, har i de første dage forsinket Amenhotep II's lynaktion mærkbart, men derefter fik han det indhentet. Det forårsagede, at Amenhotep også måtte bøje væk fra nordruten for at forfølge israelitterne på strækningen ud til det Røde Hav, således at hans tropper måtte bevæge sig frem og tilbage flere gange i stedet for en mere konstant og direkte aktion mod nord. En vigtig kilde er Amenhotep II's inskriptioner. Heri berettes om en episode kort efter, at han allerede i 2. måned efter felttogets start måtte dreje af for at redde nogle af sine overrumplede tropper i den revolterende by Ikathi i syrisk-kanaanæisk område; dvs. bag linjerne i et distrikt, han ellers mente at have besejret. Men igen vandt han. Med andre ord, Amenhotep II's lynhurtige militære indsats havde hermed taget brodden af kanaanæernes angreb, inden de var begyndt at få fodfæste i selve Egypten. Og det synes netop at være dette, der, allerede inden koalitionen kom rigtig i gang, straks gjorde ende på Moses' folks forbliven i de pågældende befæstede byer i Nedre Egypten. Til gengæld opnåede Moses og israelitterne et pusterum under deres tilflugt til Sinais ørken, imens oprørskoalitionens styrker med den herefter mindre offensive, men stadig nøje koordinerede indsats i Kanaan - og Nubien - legede kispus med Amenhotep II's tropper. Disse blev herved holdt fuldt beskæftiget i 4 måneder eller mere, og derefter måtte de drage sydpå og tilbringe mindst lige så lang tid ved grænsen til Nubien.
137
Dette samlede tidsrum på otte-ni måneder, hvor Amenhotep II's hær var blevet fastholdt af kampene i de kanaanæiske områder, svarer præcis til det for Moses og israelitterne mere fredelige tidsrum, hvor de under de nye forhold på Sinai organiserede sig i en nomadelignende tilværelse med periodisk guerillakrigsførelse. Alene den lange periode, hvor israelitternes lejr befandt sig ved foden af Sinai-bjerget - hvor Moses opholdt sig i tre omgange af hver 40 dage - varede således fire måneder. Dertil kom yderligere en fase, om hvilken der nærmere redegøres i Bibelen, nemlig israelitternes næsten 60 dages vandring inden etableringen af denne lejr. Således gennem udvandringens første seks måneder, nemlig fra påskens fuldmåne ved forårsjævndøgn cirka 21. marts frem til efterårsjævndøgn 23. september - og faktisk ydermere en halv måned for at kunne fejre løvhyttefest på dette sted foran bjerget - var faraos hær særdeles optaget andetsteds: I stridighederne med Kanaans samarbejdende oprørsstyrker. Bemærk, at disse helt ens tidsrum synes at vise et forbavsende sammenfald mellem Moses-beretningen og de egyptiske optegnelser. Så selv om Moses og israelitterne ikke straks behøvede at frygte forfølgelse, mens farao var stærkt engageret i Kanaan og Nubien, var de lukket ude fra Egypten. Det skulle vise sig at blive for altid!
De allieredes modstand opløses - Moses står alene Israelitterne kunne i exodus' første halve år her på Sinai i fred og ro omstille sig til ørkenlivet og etablere deres religionskultus sammen med indførelse af Moses' lovkompleks. I denne fase blev Moses støttet og rådgivet af Jethro og efterhånden også af en rådgivende gruppe sammensat fra stammernes ældste medlemmer. Det berettes i "2. Mosebog" (12,5-7), at Jethro pludselig dukkede op ved lejren sammen med nogle ledsagere, deriblandt Moses' hustru og to sønner. Ifølge teksten havde de været "sendt bort" - åbenbart for at blive gemt i sikkerhed hos Jethro på Sinai, mens krigshandlingerne stod på i Nedre Egypten. Jethros ankomst til lejren formede sig på en mærkelig måde, idet han ifølge flere rabbinerskrifter lod skyde pile ind i lejren. Og et af disse skrifters ("Midras Tanchuma") forklaring til omtalte bibelsted tyder da på, at lejren var befæstet eller i det mindste skarpt bevogtet: "...det var ikke sådan, at han (Jethro) kunne komme hen til Moses. Hvad gjorde han? Han skrev et brev og bandt det på en pil - og pilen kom frem til Moses. Og Moses læste det, og han gik ud for at møde sin svigerfar (Jethro)...". Jethro synes her at have haft bevæbnede midianitter med sig til sin beskyttelse, men situationen på Sinai har været for farlig for ham - efter omfattende rådgivning til Moses rejste han bort fra Sinai. Bibelen meddeler blot, at han "rejste til sit eget land", men rabbiner-
138
ne omtaler yderligere dette som besiddelser han erhvervede i et fredeligere distrikt, det nuværende Kefar Hittim nær Galilæasøen. I det sydlige Palæstina, i Lachish (mere omtale i Appendiks 1), er der fundet en delvis religiøs inskription med Sinai-alfabetet tilføjet hieroglyffer med bl.a. Amenhotep II's navn. Sinai-alfabetet har således få år efter dets opfindelse - jf. oldtidsforfatterne hævder, at Moses er opfinderen - allerede været i brug hos Moses' forbundsfæller i Kanaan. Men andre af koalitionens deltagere i disse egne nær det akkadiske (babyloniske) rige brugte stadig babylonisk kileskrift, der fra ældre tid var "internationalt" kommunikationssprog: - En særlig begivenhed syntes allerede få år efter starten af udvandringen at have fremkaldt den afgørende standsning af de koordinerede oprør. På en stele med optegnelser fra Amenhotep II's felttog i hans år 7 regnet fra hans tiltrædelse som medregent - og dermed cirka fire år efter starten af udvandringen - angives, at han i Palæstina fik opsnappet en hemmelig forsendelse. Budbringeren blev taget til fange, og under hans forklædning blev der fundet en lille lertavle bundet til hans hals. På tavlen fandtes en inskriberet meddelelse fra kongen af Naharim (syrisk område helt ned til syd for Kadesh-fæstningen) bestemt for denne konges allierede. Koordineringen mellem oprørernes aktioner var herved blevet brudt. Og den forblev ødelagt ved Amenhotep II's optrævling af sagen med efterfølgende indsats af hans hær, der blev sendt ud på straffeekspeditioner. Af Amenhotep II's steler i Theben og Memphis fremgår, at denne farao under sit næste togt - i hans år 9 - blandt de fanger, han tog fra flere forskellige folkeslag i hele området Palæstina, Libanon, Syrien og Jordan, også tog "...3.600 hebræere..." til fange (jf. s. 120). Dette er en af de ældste kendte omtaler af hebræere i Kanaans totale område. De egyptiske tropper må derfor have foretaget raids mod israelitternes (hebræernes) grupper på et mindre beskyttet sted end KadeshBarnea (Petra) i syd. Bibelen omtaler ikke, hvad der foregik i de 37-38 år mellem de første og sidste år af udvandringens periode på cirka 40 år. Det pågældende felttog i Amenhotep II's år 9 var det sidste af hans togter inden for hans 26 år lange regeringstid. Der var ikke brug for flere aktioner - de allierede oprørere i Kanaan og Syrien var blevet effektivt slået. Således i dette Amenhoteps år 9 - og dermed, når hans co-regentskab er inkluderet i dette tidsrum, var det bare syv år efter udvandringens start, at Moses' rolle som medvirkende og koordinator i oprøret mod Egypten må anses for endeligt udspillet. Herefter var Moses og hans gruppe overladt til deres egen skæbne: - de kunne ikke vende tilbage til Egypten, deres allierede var slået, og de
139
ejede ikke selv land at bosætte sig i. Israelitterne var fra nu af dømt til en uvis omflakken - og den skulle blive langvarig...
Fanget i en fælde - af ørkenen og af internt oprør Status: Allerede under udvandringens første dage havde israelitterflokken endnu i selve Egypten måttet ændre planer og undlade at marchere mod nord, hvor filistrene viste sig fjendtlige. Disse var tidligt respekteret som farlige, bl.a. havde de fra hittitterne et monopol på jern og jernvåben. Israelitterne beordredes i stedet at nå frem til (Røde) Havet. Ifølge "2. Mosebog" er der direkte tale om en taktik, der skulle lokke farao til at forfølge dem: Moses har tydeligt villet vinde tid, så hans kanaanæiske allierede, der dog ikke omtales i Bibelen, kunne trænge ned i Egypten, hvor det som nævnt var lettere at slå egypterne. Det mislykkedes, da farao forfulgte israelitterne klogt nok kun i tre dage og - efter at have mistet tropper ved overgangen i det Røde Hav - hastede videre. Farao Amenhotep II kom derved, som hans inskriptioner konkret viser, kanaanæerne i forkøbet i deres eget land. Moses proklamerede for israelitterne sin beslutning om at anvende en taktik, der skulle få farao til at tro, at israelitterne flakkede forvildet rundt i ørkenen og var et let bytte. Til denne proklamation har der også været anvendt orakel, hvor Jahweh skulle stå bag. Selve beretningen herom indledes i "2. Mosebog" (14,1) med: "...så talte Jahweh til Moses, idet han sagde...". Videre fremme (14,3) midt i denne teksts koncentrerede fortælleform optræder en vis ændring i udtryksmåden, der her synes at have været mundtlig, ikke-tekstagtigt, en form ikke ukendt ved orakler, nemlig: "...de er forvirret omflakkende i landet. Ørkenen har spærret dem inde...". Vel langt mere end nogen forstillede sig - ved disse orakelord allerede inden for udvandringens første tre dage - kom det til at gå i opfyldelse. Israelitterne kunne hverken vende tilbage eller gå ind i Kanaan og var regulært som fanget i en fælde i ørkenen, hvor de nu måtte tilbringe hele 40 år på ørkenvandring. Og den i oraklet omtalte "forvirring" gav sig gang på gang udslag i disciplinkrise og åbent oprør hos dette folk. Der var blandt israelitterne en klar opposition, endda forskellige grupper med navngivne ledere, der havde vendt sig imod Moses og hans planer. De bestred hans rang og føreskab, og opfordrede til mytteri. De hidsede hinanden op, så lejren den ene gang efter den anden summede af utilfredshed, og under denne eksplosive stemning blev endda Ahron og Miriam revet med. Bl.a. kritiseredes Moses stærkt for sit ægteskab med en fremmed kvinde. Allerede kort efter starten, ved den ophidsede situation hvor Moses slog vand af klippen, kaldte han direkte israelitterne for rebeller. Der var
140
også oprøret ved Guldkalven, og siden hen Ko'rahs, Da'tans og A'birams oprør - og ekstra bittert: at Ko'rahs oprør endda kom fra Moses' særlige, betroede gruppe, levitterne. Desuden blokerede israelitterne hans plan om senere at gå direkte ind i Kanaan fra syd, og under uenigheden ville de stene Moses (Sigmund Freud anså ham endda for myrdet her). Moses har haft det utroligt hårdt med den isolerede og ofte genstridige gruppe. Med alles overlevelse som overordnet hensigt har han måttet håndhæve magten, og var i samme situation som kaptajnen på et skib. Men problemet kan blive så politisk, at en leder for at holde magten (som Henry IV rådgav sin søn i Shakespeares stykke) kan dække sig ved at mobilisere gruppens kræfter mod andres eller fremmedes angreb - og kan endda selv ligefrem have arrangeret dette. Da Moses' spioner kom fra Kannaan og lod deres negative opfattelse brede sig, lod han - "via Jahweh" - folket straffe. Af Moses' trængsler at dømme eksisterer den mulighed, at dette var udtryk for den tids "pressecensur" ved i en krigssituation at undertrykke negative nyheder. Israelitternes forsøg derefter på trods at indtage Kanaan blev til ydmygende nederlag. Modsat fremgangsmåden på den tid bandt israelitterne sig ikke til at adlyde Moses som deres leder, men i stedet adlyde overhøjheds-traktater: Loven, nemlig pagten med Jahweh, hvilken de var bundet til at følge - med retningslinjer, der var tilskrevet Jahweh. Hermed havde Moses færre muligheder for "personligt" at foranstalte repressalier, men ved nu at få de alvorlige misforhold betragtet som religiøs krænkelse, kunne dette udløse folkets reaktion til at støtte lovens opretholdelse. Et kort overblik: Trods en velorganiseret opstand mislykkedes alligevel det store projekt for Moses med at genopnå sin adkomst til Egyptens trone. Dette især fordi den nye, handlekraftige farao Amenhotep II fortsat opererede - støttet af egyptisk præsteskabs massive magt som Egyptens største kapitalbesidder med uudtømmelige ressourcer, også til krig. Det har stærkt medvirket til, at denne farao blev nær uovervindelig. Som tidligere fremlagt, var der ikke kun tale om udvandring, der til en begyndelse søgtes tilbageholdt af farao, men derefter også lige så meget en flugt, hvor farao kastede dem ud af landet. Farao har hermed ønsket at få ryggen fri til hurtigt at kunne foregribe de alvorligt truende kanaanæiske raids, der var i udbrud. Efter faraos militære manøvre var det indlysende, at Moses' gruppe ikke kunne regne med at gå uantastet ind i det kanaanæiske område sydfra og endnu mindre være i sikkerhed dér på længere sigt. Og på kortere sigt var problemet den risiko, at israelitterne i så fald bevægede sig, som nævnt, langs en hovedrute for faraos hær, når denne forfulgte kanaanæiske styrker i samme sydpalæstinensiske område. Som også omtalt blev Moses og israelitterne efter ankomsten til Sinai i begyndelsen ladt i fred takket være de koordinerede oprøreres an-
141
greb på Egypten i nord og syd; det har holdt Amenhotep II og hans hær fuldt beskæftiget og således afholdt den fra videre forfølgelse af udvandrerne. Og det var på grund af den egyptiske hærs lynhurtige indsats og sejrrige tilbageslag af de nordfra kommende kanaanæiske tropper, at Moses blev afskåret for altid fra sit mål i Egypten. Hvorefter han og israelitterne befandt sig isolerede på Sinai. Bemærk: - Ud fra den situation synes det først at være på dette tidspunkt, at ideen om israelitternes lovede eller "forjættede" land mere konkret formede sig. Dvs. at Kanaans land først herefter blev til det egentlige mål! Men så længe Moses ikke helt havde opgivet at genvinde sin position i Egypten, kan der heller ikke på den baggrund have været udvist større travlhed med at trænge ind til et nyt land i Kanaan. Dette kunne være en af årsagerne til første del af den lange venteperiode, hvor man fra starten gav sig god tid ved opholdet i den beskyttende Sinai-dal. Igen og igen kaldes israelitterne for "nomader" af nutidens teologer, skønt folket ifølge alle beretninger kom fra Egyptens byer og landbrugsdistrikter. At det ikke var et "primitivt ørkennomadefolk" fremgår af: 1) at dette folk havde præster, samt 2) en selvstændig skrift, alfabetet, som deres beretning blev nedskrevet med, og 3) at deres anfører Moses som erfaren landsadministrator og hærfører lod foretage folketællinger. Desuden havde de 4) en organiseret lovgivning, bl.a. landbrugslove - og 5) da de invaderede Kanaan, slog de sig ned mere som fastboende bønder end nomader og hyrder: Præcis modsat da hyksosfolket erobrede Nedre Egypten og aldrig blev et regulært landbrugsfolk. Ingen af de nævnte forhold kendes hos nomader, men tilhører decideret bymæssig civilisation. En autoritet som W.F. Albright understreger i sin opsats i "The Biblical Archaeologist" (vol. 36, 1973, s. 55), at: "...Den ide, at israelitterne på den tid var et ignorant nomadisk folk, er nonsens...". Dog har mange forsket ud fra den opfattelse, at de var nomader. Men det modsiges af Bibelen (henholdsvis "4. Mosebog" 11,4 og "2. Mosebog" 12,38), hvor israelitterne - nemlig hebræerne samt de mange såkaldte "proselytter", der på lige fod deltog i udvandringen - alle omtales som: "...den sammenløbne hob ('asafsuf) hos dem..." - såvel som de kaldes for: "...en talrig blandet flok ('ereb rab)...". Men udtrykket ereb indgår som tidligere nævnt også i Arabien (Araba); f.eks. har malke ha'ereb i "1. Kongebog" (10,15) betydningen 'kongerne fra Arabien'. Derfor betød ovenfor citerede 'ereb rab (flertalsform), at den brogede flok israelitter også kan opfattes som "en samling arabere" - og her vil der være tale om daværende Arabah/Arabien: netop strækningen syd for det Døde Hav, dvs. med Petra som strategisk center (se kap. 11), hvor israelitterne opholdt sig i længere tid.
142
Alt dette stemmer med Manethos oplysninger om den meget brogede flok, hvori befandt sig mange personer af høj stand eller rang, og som i Egypten først var blevet gennet til stenbruddene som spedalske, dvs. det omtalte påskud for at bringe dem af vejen som politiske fanger. Blandt de udvandrende israelitter har flertallet næppe været trænede krigere eller haft nogen synderlig erfaring med at leve i ørkenen - og heller ikke senere. Som nævnt, ikke engang efter 40 år i ørkenen var de nogensinde dét, der forstås ved nomadefolk. Denne uhomogene flok, der har lignet en blanding af improviseret oprørsstyrke og omvandrende flygtningelejr, kunne ikke på længere sigt forblive i sikkerhed på Sinai - hvorefter hele denne store gruppe først ikke havde noget reelt sted at drage hen! Da Moses og israelitterne herefter var i defensiven og endda temmelig sårbare i tilfælde af angreb fra egyptiske hærafdelinger, var der i deres situation netop ikke meget andet valg end at lade ørkenen beskytte sig og foreløbig - forblive derude...
De historisk kendte betingelser Efter israelitternes næsten fire måneders ophold ved selve Sinai-bjerget var der stadig ingen mulighed for hverken tilbagevenden til Egypten, indtrængen i Kanaan eller forbliven på stedet. Deres ophold og færden blev ganske vist efterhånden ekstremt forlænget til "40 år i ørkenen" men det blev et andet sted end her (jf. kap. 11). Allerede under udvandringens første år - og med udgangspunkt i en talemåde, der ses anvendt af bl.a. nomaden Abraham, beskrev Moses sig selv i "2. Mosebog" (18,3) måske med en forudanelse om, at hans situation - bl.a. med langvarige ophold i baselejre i ørkenen - blev uafvendelig: "...En fastboende udlænding er jeg i et fremmed land...". Ved oprørets og udvandringens start havde Moses nået en høj alder, men var atter engang parat til at overtage magten i Egypten. Et ikke ukendt fænomen i historien: At eksilerede konger og ledere, uanset hvor høj deres alder var, fortsat holdt sig parat til at vende tilbage til deres lands trone, som de fra barnsben har været opdraget til at skulle overtage som deres livs vigtigste målsætning. Dog, Moses' projekt for (gen)erobring af tronen, ved oprør støttet af allierede kræfter fra udlandet, fremstår hverken som urealistisk eller uden for rækkevidde. Moses' gruppe har, som tidligere påpeget, højst bestået af 6.000 mand, måske færre. Og langt færre af disse har været kampduelige af alder, erfaring og fysisk konstitution. Men f.eks. den spanske conquistador, eventyreren Cortez, tog i 1519 det mexicanske kæmperige fra aztekerne med kun 400 mand. Og i 1532 tog Pizzaro med kun 187 mand det store Inkarige, det yderst smalle Peru med dets 80.000 krigere. Dog hav-
143
de erobrergrupperne avancerede våben. Jf. at efter 2. verdenskrig udbredtes en kommunistisk aktionsdoktrin, der var realistisk i praksis (bl.a. overrumplingen af Tjekkoslovakiets regering i 1949): At kun ti procent af et lands indbyggere behøves som tilhængere til at erobre magten, hvis en revolution skulle lykkes. Lidt over 300 år før udvandringen havde hyksosfolket med netop en ikke-betydelig rytterhær (her i 1700-tallet f.Kr. var hest og stridsvogn meget avanceret og ikke indtil da i brug hos egypterne selv) rendt en stor del af landet over ende fra deres nye baser, de befæstede byer i Nedre Egypten. Herfra undertryktes resten af landet. Ligeledes da (kalif) Omar med sin islamiske hær erobrede Egypten fra det byzantisk-romerske rige i 639 e.Kr., benyttede han ikke mere end 5.000 mand - mest arabiske ryttere - til at erobre det langstrakte land; dog lettede det, at grupper i befolkningen ikke var dem fjendtligt stemt. I 1798 overvandt Napoleon med sin franske hær (dog af betydelig størrelse, fordi den skulle videre og erobre Indien fra englænderne) de semi-tyrkiske tropper, der i århundreder havde haft herredømmet i Egypten. Og Napoleon indtog da hele Egypten på kun tre uger. Allerede i oldtiden var problemet, at en egyptisk hær ikke let kunne opretholde et forsvar. Det beroede bl.a. på Egyptens specielle topografi, det uendeligt langstrakte land med dets byer og templer og tillige de fleste beboede og dyrkede områder på den snævre strækning langs Nilen. Derfor var Egypten inden for sine grænser både sårbar og svær at forsvare, fordi en indtrængende mindre og mobil hærs formåen ofte kunne opveje en langt større forsvarshær. Denne vil ikke kunne bruge sin fulde styrke, når de fleste aktioner med opmarch og operation nødvendigvis ofte foregik inden for Nil-flodbreddernes smalle syd-nord-gående areal. En sammenfatning af alt dette viser, at Moses i realiteten havde opfyldt, hvad der krævedes for at kunne opnå at blive Egyptens erobrer. Han havde både skaffet sig en basis i nord og støtte fra de hurtige kanaanæiske hære med deres store rytteri og stridsvogne samt havde aktiveret forskellige oprør til at skabe uro på strategiske steder.
Hvorfor gik det så galt? Det var et yderst gennemtænkt træk af Moses at rejse fremmedarbejdere til oprør. En del af dem kunne formentlig være motiveret ved at være undertrykte og utilfredse. Desuden måtte de bedre end nogen anden part under et opgør kunne samarbejde med deres beslægtede folk, de kanaanæiske kongers tropper, som skulle angribe Egypten nordfra. Og til forskel fra en fremmed erobrer stod Moses næppe helt uden tilhængere i landet samt var fra fødslen en tronkandidat - kongeblod kan give adgang til tronen, men også til fortsat at beholde den. Dertil omtaler både Bibelen og rabbinerskrifterne Moses' mægtige anseelse hos fa-
144
raos ansatte og hos folket; dvs. støtte trods mange års fravær. Yderligere havde han formået at få de ofte meget forskelligartede angribere koordineret i en genial strategi, hvad det i stor skala aldrig var lykkedes for nogen før eller siden i den tids historie. Chancerne har da været yderst lovende. (Jf. bind 5's kap. 4 og 5 om Moses som strateg). For forsvaret af Egypten gjaldt det om, på grund af de omtalte geografiske omstændigheder, hurtigst muligt at rykke frem og udkæmpe slagene uden for landets grænser. Det var derfor, at både Amenhotep II - og i sin tid Tuthmosis III - måtte foretage en så ekstraordinært hurtig indsats med at få hæren til hurtigt udfald over grænsen, når de større fjendtligheder truede udefra. Og netop dét indså erobreren Napoleon, da han i 1799 ved lynhurtigt at drage ud af Egypten - og ad samme rute som faraonerne - kom en tyrkisk hær på vej fra Libanon i forkøbet. Moses befandt sig herefter - med hele den store og langsomt bevægelige folkeflok langt ude i ørkenen - i den isolerede position. Som regulær fange af en desperat situation, afskåret fra samtlige allierede, måtte det med chokerende alvor have stået ham klart, at der nu og for altid ikke mere var nogen vej tilbage! Herefter måtte han af al kraft og erfaring opbygge et nyt samfund af den brogede flygtningeskare - og under dette ekstraordinære og langvarige eksil påtage sig at etablere en national bevidstgørelse hos denne gruppe af statsløse, som endnu ikke hørte til i noget land. Årsagen til at Moses' betydelige og velplanlagte indsats med alle gode chancer og fordele alligevel slog fejl til sidst, er stadig uigennemskuelig - også fordi der tilsyneladende yderligere var uforklarlige svigt eller endog forræderi med i spillet hos enkelte forbundsfæller.
Igennem hele 2000 år skulle ingen hedde Moses I oldtiden søgtes ikke kun rationel forklaring - idet der for efterkommerne af en af de største israelitiske stammer, jøderne, i deres senere religionsopfattelse ikke kunne være tvivl om, at det var et resultat af Guds hensigt. Mens det for de gamle egyptere klart har skyldtes den stærke forbandelse, der var kastet på Moses ved hans skinhenrettelse. Denne tilstand vil under alle omstændigheder kunne have forvoldt ham en prestigemæssig skade, der i sig selv alene ville være tilstrækkelig til, at engagementet hos hans støtter kunne svigte i afgørende situationer. Magi var tidligt benyttet som en magtfaktor - ofte som skræmmemiddel - men er stort set ubehandlet af historikerne. Egypterne havde, ud over at indsætte store hærstyrker, i betydelig grad mobiliseret deres præstelige troldmænds magiske kræfter til at forstærke den storstilede forbandelse over hovedfjenden Moses og alle, der hjalp ham. Den kendsgerning, at mange dengang troede på magi, var nok til at give en person udsat for magi den nævnte uheldige prestige i
145
andres og i egne øjne, hvorved virkningen heraf blev selvbekræftende. En yderligere forstærkende faktor kunne være den i videnskaben så velkendte "Rosenthal-effekt", observeret på talrige laboratoriers forsøgsdyr, der hhv. helbredes eller bliver syge, alt efter om personalet blot handler ud fra selv den indstilling, at dyrene har modtaget helbredende eller sygdomsfremkaldende præparater - dvs. en indgribende "overført" påvirkning. Og de egyptiske magikeres forbandelse kan betegnes som en art negativt tankegods af skadelige forestillinger, for at lade modtageren nedbryde sig selv indefra. Ifølge traditionen kunne det gives en virkning ubegrænset af afstand og tid. Kunne en egypter fra den tid med sin tro på egyptisk magi have anskuet dette historisk, kunne han ikke usandsynligt have bedømt, at hos det folk, som blev Moses' hjælpere, blev her grundlagt et problem, der godt kunne strække sig langvarigt, uafhængigt af sted og epoke. Moses havde oprindeligt lovet israelitterne eget land i frihed. Det største udbytte for dem blev imidlertid den religion og de love, han gav dem. Han nåede ikke sine andre mål, hverken at få Egyptens trone eller at give israelitterne land. Moses' liv blev en kæde af tyngde og problemer; og hjælperne, israelitterne og deres efterkommere (jøderne), kunne ifølge den gamle opfattelse anses for at være underkastet forbandelse på grund af Moses. Dette perspektiv kan endda have bidraget til, at endnu i 2.000 år efter hans tid opkaldte ingen israelit eller jøde sine børn med navnet 'Moses'. Problemerne hos dem, der hjalp Moses, dvs. israelitterne - og på den anden side dette, at Moses gjorde israelitternes ønske om Kanaans jord ekstra holdbart ved at proklamere, at det var deres jord, givet dem af Jahweh - synes at have lagt grunden til en fremtid med megen ufred. Især når tilmed andre historiske folk i Mellemøsten i cirka samme historiske periode også "fik" lande - undertiden overlappende hinanden - tildelt af deres guder(!). Proklamation af en guds sanktion af territoriale krav var dengang almindeligvis gjort for at skabe respekt, især også i egne rækker, for de påståede rettigheder, der blev gjort krav på. Ideen om "Guds udvalgte folk" og om "det forjættede land, med en territorial pagt mellem (én) Gud og ét folk, israelitterne" har en yderligere baggrund således åben for udforskning. Blandt senere fortolkninger er blevet foreslået, at dette gamle udsagn også, eller i stedet, kan forstås i overført betydning - som en åndelig pagt mellem Gud og mennesker...
Var de 40 års ørkenvandring realistisk? Den egyptisk-græske historiker Manetho, 280 f.Kr., daterede helt korrekt israelitternes udvandring til at være sket under farao Amenhotep II, kendt fra inskriptionerne som "den hårde farao". Det indtryk genkendes i Bibelen. Det er bemærkelsesværdigt, at Manetho fremlagde et egyptisk
146
materiale, hvor begivenhederne ses fra Egyptens side: Moses omtales som ekstremist og fjende, og hans rebelske hjælpere som udskud. Dvs. næppe afskrifter fra jødiske tekster, men funderes i uafhængige, genuine informationer - fra egyptiske tempelarkiver som farao Ptolemæus lod tvangsinddrive. Dog har forskere i senere tider tvivlet på beretningen om Moses' og israelitternes årelange ophold i ørkenen. Men i moderne tid kendes et lignende eksempel: i Kina, da Mao Tze Dong og hans regeringsfjendtlige tropper og deres tilhørende grupper af familier gennemførte fra 19341935 den såkaldte "lange march", som strakte sig reelt over 15 år i alt, til denne leder i 1949 havde erobret sidste rest af "det lovede land". De første år med flugt ud i ødemarken - hvor han kunne samle tropper og reorganisere dem - er i princippet også tilsvarende som hos Moses. Det var en af Moses' største bedrifter, at han på trods af de mange umulige, hårde omstændigheder fik vendt situationen til et så konstruktivt resultat. Flere principper i hans lovgivning anvendes stadig 3.400 år efter i store dele af verden. Flere kanaanæiske og syriske småkonger havde nødvendigvis haft traktater med forskellige indbyrdes aftaler, længe inden Moses - som foran beskrevet - forenede dem i en ikke før set storstilet koalition mod egyptisk overherredømme: En koalition, der havde vist sig stærkt funktionsdygtig bl.a. i kampen mod Tuthmosis III i Megiddo og Kadesh. Efter erfaringen med det store forbund, ses denne ide genoplivet blandt enkelte grupper af de små bystater. Fra historien vides, at disse igen blev underlagt Egypten, men Egypten svigtede sin beskytterrolle, så de selv måtte søge at standse fremmedes invasioner. Herunder netop israelitternes indtrængen anført af Moses' efterfølger Joshua. Forinden, til sin realiserede sammenslutning eller federation af de 12 israelitiske hovedklaner, havde Moses opnået betydelig erfaring - mere end nogen anden - til at kunne lovgive for denne nye nation Israel. Her kan Moses' forordninger for sit folks forbund således i flere tilfælde ses som en videre udbygning af enklere former, der ikke var ukendte blandt bystater såvel som halvnomadesamfund i Syrien og Kanaan, og allerede anvendt dér gennem århundreder. Selve antallet af 12 israelitiske stammer, hvilket senere bl.a. via Josefus kendes sat i forbindelse med zodiakens 12 stjernebilleder, er ikke spekulativt funderet. For grundlæggende var systemet, som tidligere anført, tilknyttet årets 12 måneder, hvor disse stammer efter tur med en måned hver om året afmønstrede fra flere af føderationens fælles administrative, militære og religiøse pligter. Men til trods for senere stridigheder blandt landets forskellige folkeslag - såsom kanaanæere, filistre, hittitter, fønikier, syrere etc. samt israelitter inklusive de sidstnævntes optagelse af fremmede (proselytter) -
147
var der ud fra Bibelens beretning dog tale om et undertiden dog tåleligt fungerende multietnisk samfund. Dette var, og er, normaltilstand i Mellemøsten (mens det i en delvis lignende situation i nutidens Israel er et længe uløst problem). Moses havde oprindelig haft sine egne formål med aktionen - og israelitterne havde haft deres. Den utvivlsomt store skuffelse for Moses ved efter starten at måtte opgive sit oprindelige forehavende - og derefter håbløsheden ved isolationen i ørkenen og frafaldet af støtte fra de koordinerede oprørere, foruden de udmarvende problemer med ulmende oprør hos utilfredse grupper inden for lejren, samt angrebene udefra af krigeriske nomadestammer - afløstes nu af hans ansvarsbevidste hensigt: At fremme dette folks overlevelsesevne. For Moses havde sat dette i israelitterne: at leve som frie - som et selvstændigt folk - og nu yderligere med sigte på at få eget land. Der skulle vise sig at gå flere hundrede år, før de fik egen konge. Men grundlæggende havde Moses ikke alene givet dem håb, men også et mål. RESUMÉ
Sinai Bjerget skærmer en stor slette og fåreflokkene..
· Farao Amenhotep II's inskriptioner om sine hærtogter synes i tid og sted at passe med de bibelske og rabbinske kilders beretninger om Moses' og israelitternes færden under begyndelsen af exodus. · Flere oplysninger om episoder i israelitterlejren viser tegn på, at Moses og hans folkegruppe både sad fast i ørkenen og var svækket af interne oprørsforsøg. · Trods store fordele i starten blev nederlaget ved ikke at nå de oprindelige mål efterhånden en realitet. Men Moses formåede at vende den store modgang til på længere sigt en række fordelagtige forhold for folket.
3. DEL
Egyptens guvernører og byfyrster i Kanaan skrev disse kileskrift-breve til farao (i bl.a. Amarna) om at få militær hjælp mod invaderende apru/hebræere.
18. KAPITEL
Og byens mur skal falde sammen –
Hvor gammel blev Moses? Status: Da Moses søgte at tilbageerobre sin kandidatur til Egyptens trone, forsøgte han først med skræmmeaktion - "Egyptens ti plager" - men den nye farao gav sig næsten ikke. Moses allierede sig med især hebræiske fremmedarbejdere, og med kanaanæiske tropper udefra. Farao besejrede straks kanaanæerne, hvorefter Moses og hebræerne/israelitterne undslap til Sinai. Efter nogle års kløgtigt spil imod farao isoleredes de i ørkenen - desperate og oprørske - og satsede på et nyt land. Og senere, i exodus' afsluttende fase: Efter cirka 40 års ørkenvandring trak Moses sig tilbage fra lederskabet, inden israelitterne påbegyndte invasionen i Kanaan, ifølge "5. Mosebog" (31,2). Det fremgår af Bibelen, at Moses døde på bjerget Nebo øst for Jordanfloden, og at Joshua begravede ham i dalen ved dette bjerg over for Bet-Peor. Men det anføres samtidig, at ingen kender Moses' grav. Dens konkrete lokalitet er et mysterium. Ved sin afsked med folket udtalte Moses, at han var 120 år gammel. Dette kunne enten være en talemåde for den status at være særlig gammel. Men det kunne også tydes som at være bogstaveligt sandt. På den tid da udvandringen satte i gang, oplyser Josefus, at Moses var "i sit 80. år" - dvs. 79 år gammel. Og hvis angivelsen af Moses' endelige livslængde på 120 år tages bogstaveligt, er den ikke nogen biologisk umulighed. En alder på over 100 år var bestemt ikke usædvanlig. Moses' medarbejder, hans såkaldte "bror" Ahron, døde ifølge "4. Mosebog" 123 år gammel, åbenbart seks måneder før Moses. Og i "5. Mosebog" (34,7) oplyses om Moses som cirka 120-årig, at: "...hans øje var ikke svækket, hans livskraft ikke svundet...". Også i nutiden kendes i flere lande til livskraftige personer med en alder langt over 100 år - især i Kaukasus og Brasilien. Biologisk er dette ikke umuligt, selv om mennesket biologisk er et af de få pattedyr, der ikke lever seks gange så længe som sin fulde "udvokse-periode", hvilken er cirka 25 år for mennesket. Det er veldokumenteret, at den danske astronom Tycho Brahes husholderske Live Larsdatter var 124 år, da hun døde i 1693. Ifølge "Guiness' Book of Records" fyldte Jeanne Calment i Arles i Frankrig 122 år, 21. februar 1997 og registreredes til sin død 5 mdr. senere som verdens
151
ældste nulevende person. Men alene at en så høj alder er mulig, er ikke bevis for, at Moses nåede at blive så gammel. Uklarheden om Moses' alder ved sin død udnyttedes senere af bibelredaktører til at formalisere årsantallet for at kunne lægge begivenhederne ind i 40-års cykler: hvor Moses gik i eksil som 40-årig, anførte udvandringen som 80-årig og døde som 120-årig. For at passe i dette cyklusmønster synes udtrykket "Moses' 120. år" - dvs. 119 år, nemlig ovennævnte 79 år plus 40 år under udvandringen næsten umærkeligt ændret til at omtale ham som direkte 120 år gammel. Da alle tal i Bibelen staves ud som talord og aldrig angives med cifre, kunne den ændring netop være foregået ved, at en i sammenhængen mindre iøjnefaldende hebraisk præposition "be" foran talordet 120 som ordenstal ("det 120. år") er gledet ud. Til denne mindre kendte mulighed synes en yderligere grund til at have ladet "119 år" formalisere til 120 år at være en tilpasning til et udsagn i "1. Mosebog" (6,3), at: "...120 år er det blevet givet mennesket at leve...". En principielt lignende talemåde findes i litteraturen fra det gamle Egypten 1900 f.Kr., hvor det med et kendt egyptisk mundheld lød: "...110 år er alderen for en vïs mand...". Og ifølge Bibelen opnåede den vise Josef netop i Egypten, som faraos vise rådgiver, at blive 110 år gammel; ligesom senere hen i øvrigt også Joshua blev 110 år. Denne egyptiske talemåde synes da at betragtes som hædrende for en ældre person mere end at være præcist tal for den høje alder. Således kunne der oven på dette demonstreres, at Moses var den viseste af alle og derfor levede ti år længere end "blot" en vïs mand. I værket "Historiae Augustae" fra 300 e.Kr. har Trebillius Pollio, forfatteren til afsnittet "Divius Claudius" (25,2,4-5) - efter at beklage den korte regeringstid, der var kejser M. Aurelius Claudius Augustus' skæbne (268-270 e.Kr.) - påpeget kontrasten til Moses: "...De lærdeste astrologer har angivet, at 120 år er det blevet givet mennesket at leve, og at ingen er blevet lovet mere. Men de tilføjer, at alene Moses - Guds ven, som han bliver kaldt i jødernes bøger - levede 125(!) år. Da han beklagede sig over, 'at han døde så ung', siges det, at svaret, 'ingen skulle kunne leve længere', blev givet ham af en ukendt gud...". Udtrykket "en ukendt gud" synes at have relation til, at jødernes gud ikke måtte afbildes og gudens navn helst ikke udtales. I Bibelen fremtræder teksten med Moses' 120 år noget sammentrængt, så det ved nøjere læsning viser sig ikke at fremgå direkte, om Moses døde med det samme efter at have trukket sig tilbage. Et rabbinerskrift, en Midrash med titlen "Petiret Mosheh", 'Moses' død', beretter endda "om Moses' uvillighed til at dø". Men om hvorvidt "120 år"
152
også var en talemåde, må belyses ved, at udtrykket i "5. Mosebog" (31,2): "...i dag er jeg (Moses) 120 år..." - også er anvendt forinden, men i en anden kontekst, nemlig om starten på invasionen i Kanaan, til hvilket (9,1) der berettes: "...hør Israel, du går i dag over Jordan...". Derfor kan "i dag/nu" ikke være Moses' fødselsdag, der var i starten af februar (adar). Joshua og folket sørgede i 30 dage efter Moses' død, og invasionen foregik derefter i påsken i marts-april. Alligevel læres i nogle af nutidens rabbinerskoler (flere steder i Østeuropa), at hebraisk hayom, 'i dag', 'nu' bogstaveligt betyder, at Moses døde på sin 120-års fødselsdag. Dog, en rabbinerskrifttradition fra senere tider, Aggada-teksterne, har sat hans dødsdag til den 7. dags eftermiddag i månemåneden adar. Mens det var 1. adar ifølge Josefus. Efter senere opfattelse kunne en stor og hellig mands liv være lagt efter en harmoni, symmetrisk på enhver måde. Den ide vil ligge bag, at Moses' liv blev, som før nævnt, inddelt i de bestemte cyklusser, 3 gange 40 år f.eks. ("parallelt" med de 3 gange à 40 dage han var på Sinaibjerget) - hvorfor i enkelte af rabbinerskrifterne ligeledes hans dødsdag blev lagt hen på hans fødselsdato. Men ifølge enkelte rabbinerskrifter synes der forløbet nogle år efter Moses' død, inden invasionen begyndte. Joshua var for længst valgt til at være leder efter Moses' død. Derfor foreligger den mulighed, at udtrykket "Moses' 120. år" oprindelig kunne have tjent som en veritabel tidsangivelse for invasionen, dvs. en tidsregningsform. Eventuelt kan Moses have fundet sin død på Nebo-bjerget ved en tidligere lejlighed, og israelitterflokken kan under de 40 års vandringer have passeret dette bjerg adskillige gange. I selve bibelteksten om hans død ses der ikke nogen indikation (som det ellers senere ofte blev fortolket), om at hans død skete på dette tidspunkt - dvs. lige før han havde fuldført at lede folket det allersidste trin frem til Kanaan - og at det derfor skulle være et udtryk for "straf", at han ikke nåede at opleve invasionen. En eventuel afstand i tid mellem hans død og invasionen synes da fortrængt ved naturlig sammentrækning af teksten. I så fald kunne Moses' mumie (ligesom i tidligere omtalte tilfælde med den for længst afdøde Josef) være transporteret af israelitterne, indtil de begravede ham nær deres genialt strategiske og beskyttede invasionsbase: Nebobjerget (802 m) med et enormt udsyn ind i Israel (fra Nebo ses Jeriko som den første store by, endda detaljeret). - "5. Mosebog" (34,6) lyder: "...og han (Joshua) begravede ham i dalen i Mo'abs land over for Bet-Pe'or (Nebo), og ingen kender hans grav den dag i dag...". Den tyske teologiske forsker Martin Noth mener, at denne bibeltekst om lokaliteten af Moses' begravelse overhovedet er det eneste konkrete (og
153
endda ikke særlig konkrete), der oplyses om denne efter mange forskeres opfattelse meget mytiske skikkelse. At "ingen kender hans grav" er ejendommeligt, når gravtraditioner spillede en så stor rolle i hele Mellemøsten, og efter opfattelsen i de gamle kulturer var det en grusom skæbne ikke at blive givet en ordentlig begravelse. Ifølge traditionen eksisterer endda Jethros grav i Kefar Hittim, hvor han stadig helligholdes af især druziske og islamiske pilgrimme hvert år på den 23. april. Men hos Moses findes der ingen steder tale om nogen form for gravkult, og det kan have været hans hensigt netop at undgå en sådan. Dette har i så fald været et enestående usædvanligt træk - der også kan give næring til den opfattelse, at han og hans flok under de 40 års "ørkenvandring" i Mellemøsten nåede vidt omkring bl.a. i Irak og Persien og helt til Kashmir, hvor han ifølge den lokale tradition er begravet (jf. kap. 4). Mysteriet kan være skabt for at beskytte Moses’ særlige gravgods. Den gennem rabbi Abrabanel overleverede information angiver tiden for Moses' fødsel som "...tre år efter den store konjunktion i Fiskenes stjerner...". Her kan fødselsåret bestemmes astronomisk til 1534 f.Kr. Ud fra Moses' 79 år ved starten på udvandringen kan årstallet for denne start fastsættes (1534 minus 79) til 1455 f.Kr. Efter de 40 års ørkenvandring kan året for israelitternes invasion fastsættes (1455 minus 40) til 1415 f.Kr. Invasionens datering er ikke afhængig af året for Moses' død, men bestyrkes også ved hjælp af andre dateringer, bl.a. ved astronomi (se det følgende kapitel).
Slaget om Jeriko - endeligt dateret? Da Joshua efterfulgte Moses ved dennes død og bl.a. erobrede Jeriko, ødelagde han denne by særdeles grundigt. I tidens tradition synes byens destruktion ved opbrænding også foretaget som et offer. Sandsynligvis for at byen ikke igen skulle tjene egypterkongerne som fremskudt bastion, udstedte Joshua effektivt forbud mod bosættelse - og kastede sin forbandelse over alle, der fremtidigt ville bygge her. Først på Kong Davids tid næsten 400 senere omtales, at folk atter har slået sig ned igen på stedet ("2. Samuels Bog" 10,5); og på kong Akabs tid - 500 år efter Joshuas forbandelse - lagde Hiel, der kom fra Bethel, fundament til byporten (og prøvede at ophæve forbandelsen). Således bør emner af en karakter ligesom Joshuas forbandelse tages alvorligt af forskningen, netop fordi de daværende folk gjorde det. Joshua var oplært og instrueret af Moses; og ikke alene ved hans fremmedartede ritualer foran Jeriko før murenes omstyrtning (se tidl., i kap. 12), men også i samtidens kontekst og af antikkens forfattere ansås han for at være kraftfuld bag forskellig magisk udfoldelse. Bibelens Joshuaberetning er et godt eksempel på, hvilken effekt man tidligere tillagde
154
magisk krigsførelse, idet det hedder, at Joshua blot ved konstant at pege mod fjenderne med et særligt spyd kunne tvinge dem til nederlag - næsten på linje med ideerne (i kap. 3) omkring Tuthmosis III's magiske krigskølle. Forbandelsen mod at bygge i Jeriko har været betragtet som så stærk - netop fordi man troede på den - at Hiel senere har måttet modgå den meget kraftigt ("1. Kongebog" 16,34). Til at ophæve denne forbandelse har Hiel ment at måtte opfylde den! Han har da anvendt semitisk skik med ofring af børn. Hans førstefødte og hans yngste søn blev rituelt ofret og lagt under hhv. fundamentet og porten. Indtil da havde det været vanskeligt at få udviklingen i gang igen i Jeriko, skønt den havde en så vigtig placering. Overensstemmende hermed er det nu påvist gennem udgravninger af Jeriko, at i en periode på flere hundrede år efter ødelæggelsen var der netop heller ingen, der byggede og levede i denne udbrændte bys tomter. Følges derimod en datering ud fra den teori, at Moses og Joshua levede i en flere hundrede år senere periode end en tidlig tidsregning (som i bogen), ville der ikke have været nogen Jeriko-by at indtage, da Joshua ankom, men alene en øde ruinhøj. Dette udelukker, at Joshuas erobring af Jeriko foregik på Ramses II's tid, hvilket hidtil har været den mest udbredte tidsmodel for Moses-tiden. Jeriko er en af Jordens ældste endnu eksisterende byer - næsten 9.000 år gammel - og har været omstyrtet flere gange. Det var den såkaldte Jeriko-by nr. 4, som Joshua lagde øde. Joshua lod byen brænde totalt ned. Og den sammenstyrtede Jerikoby nr. 4 viser sig netop at være dækket af et udbrændt lag med ti gange så mange rester af især grene og trærødder end nødvendigt for husenes konstruktion, hvilket trærødder i øvrigt var uegnede til. De vældige mængder af træ var placeret som brænde på alle hensigtsmæssige steder og viser, at det var en af den tids så velkendte holocaust, en tilrettelagt offer-afbrænding! Efter de cirka 40 år i ørkenen havde israelitterne næsten intet metal, så Joshua beordrede inden afbrændingen, at byen først skulle ribbes for alt, hvad der var af metalgenstande ("Joshua" 6,19 og 6,24). Helt samstemmende viser udgravningen sig blandt de afbrændte rester af Jerikoby nr. 4 at være totalt blottet for metalfund - i modsætning til de øvrige arkæologiske lag af byen før og efter. I laget fra byens ødelæggelse har den engelske arkæolog John Garstang fundet segl med Amenhotep III's navn, dvs. fra cirka 1400 f.Kr. Efter flere års udgravning af Jeriko i 1930rne kom han til det resultat, at invasionsåret og ødelæggelsen af byen havde fundet sted omkring år 1400 f.Kr. - jf. John & J.B.E. Garstang's "The Story of Jericho" (London 1940). Dette blev senere anfægtet af andre arkæologer - især af hans landsmand
155
Kathleen M. Kenyon, skønt hendes udgravning (fra 1950erne), som hun bedømte ud fra, var på et langt mere begrænset areal. Men hun anerkendte dog, at bymuren var sammenstyrtet og selve byen voldsomt destrueret ved brand.
Arkæologiske fund i Jeriko genkendes i Bibelen Bedre, nyere dateringsmetoder er siden anvendt og bestyrkede igen Garstangs resultat: Især den engelske arkæolog John J. Bimsons "Redating the Exodus and the Conquest" (2nd ed., Sheffield 1981). Hans forskning ud fra en vidt omfattende keramisk datering viser at samstemme nøjagtigt med det astronomisk daterede invasionsår - 1415 f.Kr. - og han har også undersøgt alle tidligere udgravnings-data. Mens Kenyons arbejdsmetode kendes at være af ofte svingende standard. På ny analyserer Bryant G.Wood materialet i sin "Jericho - A New Look on the Archaeological Evidence" (1990): Konklusionen er en rehabilitering af Garstangs datering med indicier for, at Joshua ødelagde byen. Garstang anvendte afrundede tal i sit tidsoversigtsskema - bl.a. 1400 f.Kr. for selve invasionen - men det var usædvanlig præcist af en arkæolog med 1930rnes ringere måleteknik og på 3.400 års afstand at ramme så nøjagtigt inden for en margin på kun 14-15 år. Og indtil nu har ingen kunnet anfægte Garstangs resultat, hvad angår både: At ingen del af "Jeriko-by nr. 4" forblev eksisterende efter faraonerne Amenhotep III's og IV's tid, og at han har dateret selve murens fald korrekt. Men da kritikerne ikke har skelnet fra punkt til punkt, blev han på uvidenskabelig vis generelt tilsidesat, blot fordi man - især via Kenyons udgravningsarbejde - forvekslede hans datering af murens fald med murens alder. At Jerikos mur af mange eksperter blev dateret til mellem-bronzealder, er blevet tolket, som at det ikke var den mur, der hos Joshua nogle hundrede år efter, i sen bronzealder, omtales at være væltet. Men der er naturligvis intet modstridigt i, at Jerikos mur var af ældre dato end selve det tidspunkt, da den væltede. I Israel modgik Yigael Yadin i sin arkæologiske artikel i "Biblical Archaelogical Review" (vol. 9, 1983, s. 16-23) afvisningen af bibelberetningen om Jerikos fald: "...at man ikke har fundet en bymur fra sen-bronzealderen, er ikke bevis...". Yadin anfører yderligere, at ingen by fik en ny mur i hver periode eller under hver en ny konge. Arkæologerne har erfaret det naturlige og normale, at de fleste byer havde mure, der var op til flere hundrede år ældre end tidspunktet for deres ruintilstand. Der er stadig et stærkt forskelligt syn på dateringen, ydermere spiller ofte politiske og religiøse hensyn ind - og hyppigt anvendes uholdbare data fra en forældet arkæologisk teknik. Fra forskningens ældre da-
156
teringshypotese anføres, at invasionen foregik så sent som i 1200-tallet f.Kr. Og da f.eks. Garstang ikke daterede Jeriko-murene i overensstemmelse hermed, har dette været set som en mulig trussel mod denne bibelberetnings troværdighed, hvorved alene derfor mange ikke ønskede, at kritisere den ældre forsknings 1200-tals-hypotese. Men det "forsvar" for Bibelen er unødvendigt, fordi dens tekster også i dette tilfælde er i fuld overensstemmelse: For det overses, at en del af Garstangs opdagelse blev tilsidesat, idet han fandt, at ringmuren om byfæstningen Jeriko var en dobbeltmur, hvor den ydre bymur var den ældste. Det viser også, at byerne bevarede bymure fra ældre perioder. Ved sine udgravninger fandt Garstang, at der omkring 1400 f.Kr. var bygget huse på Jerikos mur. Det både kaster lys over og bestyrker Bibelens specifikke oplysning om, at Rahabs hus var bygget på muren. Tværs over den i virkeligheden dobbelte murs mellemrum var der til ekstra afstivning lagt tømmerstokke, endda med huse ovenpå, andre steder var der bygget gedigne, ligeledes tværgående, stenmure. Garstang fandt bymuren reelt sammenstyrtet, hvilket igen stemmer med Bibelens beretning i "Joshuas Bog" (6,5) om, at dette foregik således, samt at det fremstår som forudsagt ved angrebets planlæggelse, at: "...byens mur skal falde sammen..."! Men Garstang fandt også, at byens således dobbelte mure var styrtet om hver sin vej, henholdsvis udefter og indefter - og at de desuden havde en mængde revner og brud. Alt dette er netop typisk, når tunge murkonstruktioner udsættes for jordskælv, hvilket allerede Garstang registrerede og drog sin konklusion af. Jeriko ligger i en jordskælvszone forbundet med en forkastning, der strækker sig op gennem Persien og videre over Himalaya og Tibet. Jordskælv har ligeledes, som så mange gange siden - sidst i 1927 - for en kort tid standset Jordans flodstrøm, bl.a. ifølge "New Scientist" (6. July 1991, s. 45-48). Og israelitterne kunne, som Bibelen beretter, gå tørskoet over; og i forvejen er floden i den tørre tid kun 10 m bred ved vadestedet nær Jeriko.
Joshua og invasionen omtalt i breve til farao? Det er naturligt, at der ikke i sig selv findes de helt voldsomme spor af nogle - om end kun "halvnomadiske" - indvandrere nu efter 3.400 år, fordi folk på gennemfart ofte efterlader sig forsvindende lidt. Især da israelitterne, som tidligere påvist, højst har udgjort cirka 6.000 mand - skønt dette har været et betydeligt antal ud fra den tids normer. Og arkæologien viser, at en erobring beviseligt foregik i den periode. Ifølge Bibelen tog det Joshua i alt 21 år at erobre landet (bemærk tallet). Ydermere fandt arkæologer (fra 1887 og frem) i Egypten i de kongelige arkiver i Tell el-Amarna 358 breve fra en periode på tilsvarende
157
20-25 år i tiden omkring 1400 f.Kr. De var til (og fra) Egyptens konger - både Amenhotep III og senere hans efterfølger Akhenaton - afsendt af enkelte mesopotamiske konger. Det største antal breve var fra egyptiske guvernører og nogle af Egypten underlagte småkonger i kanaanæiske byer, også i Tyrus og Sidon, men flest i det centrale og sydlige højland, Næsten alle breve fra regenterne i sidstnævnte område fortæller om umiddelbart truende katastrofer forårsaget af fremgangsrige opstande. I brev efter brev trygles der om, at egypterkongen skal sende hærstyrker for at standse indtrængerne. I begyndelsen angreb nogle grupper fra nord; de kaldtes Sa-Gaz - og var muligvis amoritterne under deres storhøvding Abd-Ashirta og hans søn Aziru. De gjorde fælles sag med hittitterne, og hvert folk erobrede dele af Syrien og Libanon i nordøst, hvilket vides fra dokumenter fundet i hittitternes hovedstad ved Boghazköy. Hårdt trængt af mange raids fra nord blev der i årenes løb afsendt 53 breve til farao fra Rib-Addi, guvernør i Gebal (Gubli, dvs. Byblos), der i Libanon var et egyptisk kolonicenter med egyptisk tempel. Senere omtales i andre breve fra flere med Egypten forbundne byregenter, at hebræerne (apiru) nu - i ly af den gradvis forstærkede uro i landet - trængte fra området Seir (She-e-ri) ind i Kanaans sydlige dele og hærgede Negev og Sydpalæstina. Her angreb hebræerne/israelitterne byerne en efter en, og var en trussel endda for Jerusalem; hvorefter de siden hen også erobrede landets nordlige dele. Udtrykket "hebræere" nævnes ikke i brevene fra nord, men kun i disse senere breve fra syd, hvor - også netop ifølge Bibelens oplysninger at hebræerne først trængte ind. Og hebræerne kom for at blive. Men hjælpen kom aldrig. Egypten havde netop stået på sin højde, men der opstod nu svaghed ved midten af Amenhotep III's regeringstid. Svækkelsen var gennemtrængende under den interne religionsstrid hos efterfølgeren, Akhenaton (Amenhotep IV), med sin selvidealiserede, men uvirksomme laissez-faire udenrigspolitik. Herved tabte Egypten helt sit kontrollerende greb om det store kanaanæiske område fra Negev i syd til Libanon i nord, hvorfor en blot nogenlunde velorganiseret fremmed styrke var i stand til at tage landet i besiddelse. Præcis her var det det eneste tidspunkt i flere hundrede år, hvor israelitterne havde kunnet gennemføre en erobring - nemlig denne egyptiske svækkelse, som de havde måttet vente på i 40 år. Derfor blev landet invaderet netop nu af de hebræiske/israelitiske indtrængere. I intet brev trygles der om mere end nogle hundrede soldater, hvilket var rigeligt til forstærkning i befæstede byer, når disse ikke blev angrebet af regulære armeer med masser af udrustning. Det synes igen at underbygge, at Bibelens angivelse af israelitternes antal først senere blev misforstået til at være urealistisk store (jf. kap. 11).
158
Navne og steder i breve til farao ses i Joshua-teksten Skriftsproget i disse breve fra faraos arkiver i Tell el-Amarna er babylonisk (akkadisk), den tids internationale sprog; ligesom ikke en eneste af de 2.500 stumper af breve, der blev fundet i Boghazköy, er skrevet på noget andet sprog end babylonisk. En af de mesopotamiske (babyloniske) fyrster sendte endda farao en tolk til oversættelseshjælp. I Tell el-Amarna-brevene - som Egyptens udenrigskontorer ofte lod blive sendt via syriske havnebyer - viser navnene på egypternes indsatte guvernører og småkonger, at disse mest var lokale folk, kanaanæere. Hvad enten det skyldes omflytninger i senere afskrifter af Joshua-beretningen eller direkte omposteringer af guvernører mellem nogle af byerne indbyrdes gennem de cirka 21 år, som landets erobring varede, er det afgørende, at der i Bibelen kan genkendes flere af de i brevene omtalte navne på disse ledere. Eksempelvis brevenes Japahi (her stavet på babylonisk), som var konge i Gezer, genkendes som Joshua-beretningens Lachish-konge Japhia (den hebraiske ekvivalent til Japahi). Mens brevenes Jabni-ilu, bykonge af Lachish, genkendes uden tilføjelsen ilu ('gud') som Joshua-beretningens Hazor-bykonge Jabin. Mere end 40 år forinden havde Moses sluttet forbund med kongen af Jerusalem, men da egyptisk overherredømme derefter var på sit højeste, var flere lokale konger blevet udskiftet med guvernører. Den allertidligste konge af Jerusalem nævnt af Bibelen er Melchi-zedek, 'retfærdighedens konge'. Denne titel for kongen synes forbundet med Jerusalems lokale tradition, idet Bibelens "Joshuas Bog" omtaler regenten på tidspunktet for invasionen som Adoni-zedek, 'retfærdighedens herre'. Det var stadig en titel - mens, ifølge Tell el-Amarna-brevene, selve personnavnet på denne Jerusalems regent var Abdi-Khiba (Khiba var fra en hittittisk gudinde). Da vasalkongerne under presset fra de stadigt mere påtrængende, invaderende fremmede blev klar over, at egypterne ikke kom til undsætning, gik en efter en over til fjenden for simpelthen at få del i plyndringerne - eller for at undgå en ond skæbne, hvilket netop også stemmer overens med Joshua-beretningen. Mange intrigerede - for at klare sig - som også brevet, vi nu skal se, afspejler; og selv faraos højkommisær Janhamu var mistænkt for i visse tilfælde at spille de lokale herskere ud mod fjenderne. Breve fra flere fyrster taler om den anti-egyptiske indstilling, der voksede frem flere steder i stærk kontrast til de regenter, der fortsat var loyale over for Egypten. Brødre splittedes fra hinanden, regenter intrigerede mod hinanden, ledere skiftede hyppigt side - alt imens de invaderende fremmede tog byer og hele distrikter. I et brev fra Tunips guvernør oplyses, at dette var gået for sig i hele
159
20 år på denne måde: dvs. igen i overensstemmelse med den i Bibelen angivne tidslængde for Joshuas erobring - som føromtalt 21 år! I brevet læses, at ingen hjælp blev sendt fra Egypten i al den tid. Den norske assyrolog J.A. Knudtzon har oversat samtlige breve: "Die el-Amarna Tafeln" i Vorderasiatische Bibliothek II (Band 1-2, 1907-1915). Jerusalems Abdi-Khiba skrev mange breve til sin herre, ovennævnte egyptiske farao, om den trængte situation og tryglede forgæves om hjælp, bl.a. kashi-lejetropper, dvs. fra kush, 'Etiopien', til forstærkning af de få lokale tropper (Knudtzon, brev No. 287): "...lad kongen (farao) vide, at alle landområder er gået sammen i fjendskab imod mig. Lad kongen derfor passe på sit land - Gezri-området (Gezer), Ashkaluna-området (Ashqelon), byen Lakisi (Lachish) har leveret dem olie, mad og forsyninger... Dette er sat i værk af Milki-ili og Labajas sønner, som har overgivet kongens land til hebræerne (habiru) ..Send endnu i dette år en garnison ud til mig...". Ingen breve viser, at der overhovedet nogensinde kom hjælp til nogen som helst. Tendensen bag dette citerede brev fra Jerusalems regent genkendes i "Joshuas Bog" (10,1-4), hvor der omtales præcis de samme lokale forhold og hermed også, at nogle af parterne skiftede over til fjendens side: "...Så snart Adoni-zedek, kongen i Jerusalem, hørte, at Joshua havde indtaget Ai og derpå viet den til udslettelse, samt at han havde behandlet Ai og dens konge, ligesom han havde gjort ved Jeriko og dens konge - og at indbyggerne i Gi'beon havde sluttet fred med israelitterne og fortsat var midt iblandt dem - blev han meget bange... ...(og han) sendte da bud (til andre konger:) ...kom op til mig og hjælp mig...". Et andet brev fra Jerusalem (Knudtzon, No. 290) omtaler desuden "keila-folk" - disse synes at kunne være Kalebs folk. Kaleb-gruppen - var tilsluttet israelitterne og fik ifølge Bibelen territorier i områder syd for Jerusalem. I dette brev skriver Abdi-Khiba igen til farao, stadig mere desperat, at: "...kongens (faraos) landområder er tabt til hebræerne (habiru). Og nu er endda en by i Jerusalem-territoriet, Beth-Ninib, tabt til keilah-folk. Lad kongen lytte til Abdi-Khiba, din tjener, og send tropper, der kan genetablere kongens land for kongen. Men hvis ikke der er tropper, vil kongens land mistes til hebræerne...". Hvordan kunne de, der har skrevet "Joshuas Bog" vide, at Jerusalems regent sendte bud/breve efter hjælp hos andre forbundne konger ligesom han sendte bud til farao, når sidstnævnte korrespondance først blev fundet i 1890erne i Tell el-Amarna? Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi begivenhederne virkelig er foregået og fandt sted på det pågældende tidspunkt.
160
En egyptisk repræsentant med det egyptisk-semitiske navn MutBaal rapporterer i et brev til ovennævnte højkommissær Janhamu, at en række byer i Gari, især syd og sydvest for Jerusalem, er truet eller direkte faldet. "Gari" er Kharu, det egyptiske navn for det sydlige Palæstina, og er opkaldt efter (k)horitterne, der boede her i århundreder. Byerne i Mut-Baals rapport genkendes alle fra Bibelen(!), bl.a. disse omkring Hebron: Udumu (bibelsk Duma, nu ed-Dôme), Aduri (bibelsk Adoraim, nu Dûrâ), Hanjanabi (bibelsk Anab, nu 'Anâb), Hawini (bibelsk 'Anim, nu Ghuwen) og Magdalim (nu Tell Mejadil). Da (h)apiru også kunne betegne andre 'omstrejfere' end israelitterne, er Mut-Baals brev en værdifuld, præcis rapport. Nemlig en kanaanæisk version, der stemmer med og direkte supplerer Bibelens beretning om, at den første indtrængen skete just i sydområdet. Dvs. netop de fjendtlige fremmede, der i Jerusalem-guvernørens breve kaldes hebræere. Mens der kom breve fra Jerusalem, er der ingen fra de omliggende vigtige byer Jeriko, Gibeon, Beersheba, Hebron og Bethel. Også dette genkendes direkte i Bibelen: Især da disse byer var blandt de første, der allerede kort efter invasionens start var blevet erobret - de blev reelt overrumplet - af de fremadstormende hebræere. Først efter en større og længere varende cirkelbevægelse i syd fortsatte hebræerne på deres videre erobringstogt nordpå.
Breve med ligheder i Exodus-teksten ignoreres Selv om også en hel del detaljer i brevene ikke umiddelbart kan sættes i relation til "Joshuas Bog", bl.a. fordi denne ikke er en udtømmende beskrivelse, den er også politisk-religiøs og har modstridigheder - og i næsten enhver "samtidshistorie" opstår ofte fejl fra starten. Så dette er ikke tilstrækkeligt grundlag til, som teologer har gjort: Nemlig blot at afvise de forbløffende overensstemmelser, der vitterlig findes (hvoraf flere er fremlagt her). Disse arkæologisk fundne breve er blevet undervurderet eller ignoreret som bevismateriale for invasionstidspunktet. De omtalte hebræere har hidtil af flere forskere været bedømt som "de er nok ikke de samme hebræere som dem, der omtales i Bibelen". Skønt navne som Benjamin, Job og endda Joshua (Iashuia) findes i disse breve, blev reaktionen glemsel, eller at "det er nok ikke den samme Joshua som i Bibelen, da de øvrige navne ikke er præcis mage til Bibelens". Den afvisning af nogen mulig sammenhæng skete uanset, at flere af navnene er genkendelige, og at fundet af navnet Joshua i sig selv er af værdi, der ikke kan udelukkes i helhedsbilledet. Ændret stavning vil bero på, dialektforskelle og mangel på faste staveregler. (Om fundet af navnet Job, se bind 4's kap. 10). Forskningspolitiske holdninger fik sagen til at hvile - og bevirker, at den stadig ikke er revurderet.
161
Det ses hævdet inden for teologien, ofte uden tilstrækkelig professionel fundering i arkæologi og antropologi, at: Selve indvandringen er en sen - og tvivlsom - ide, der af det jødiske præsteskab er blevet selviscenesat, sammenkonstrueret ud fra "folkeminder" om nogle outsidergrupper, som blot infiltrerede sig og efterhånden overtog landet. Men hvilket folk ville finde på at konstruere eller antage en forhistorie om, at folket oprindelig var slaver i et fremmed land og forlod det anført af en leder med et egyptisk navn, Moses, og derefter måtte erobre deres nuværende land - hvis ikke det var sandt? Hvilket folk ville som hellig bog have en tekstsamling, der ofte satte forfædrene og deres ledere i dårligt lys? Og hvem ville uden videre opfinde en så speciel person som f.eks. Joshua, uden at der var en kerne af sandhed bag? At bynavnene er nævnt både i Bibelen og brevene, er i sig selv sensationelt. Og visse ombyttede bynavne i Joshua-beretningen er blot naturligt under den voldsomme turbulens i landet under erobringen. En del andre byer nævnes ikke ved invasionen, men bibelberetningen giver på intet sted udtryk for at være en altomfattende kilde. Det kan på hele ovenstående baggrund ikke på nogen måde tydes, som om denne invasion ikke fandt sted eller fabrikeredes af skribenter tusinde år senere - også fordi disse typer "fejl" så netop ikke ville optræde. Israelitterne erobrede under Joshuas ledelse byen Ai, men da udgravninger viser, at en ruinby, som af semitologen W.F. Albright antages at have været Ai, ikke eksisterede på det tidspunkt, er det stadig af mange andre forskere blevet taget afgørende til indtægt for, at invasionen ikke fandt sted. Alt dette skønt intet som helst viser, at den udgravede by, nu benævnt Et-Tell, er den by, der omtales i Bibelen. Ai betyder blot 'ruin', og gamle anonyme ruinbyer er der mange af. Joshua-beretningen (12,9) angiver, at: "...Ai ligger ved siden af Bethel..." - men Et-Tell ligger ikke nær Bethel. Beretningen (8,11) nævner, at: "...de slog lejr nord for Ai, med dalen mellem sig og Ai..." - men der eksisterer ingen dal nord for Et-Tell. Desuden beretter Joshua (7,3) om antallet af Ais indbyggere, at: "...de er (kun) få..." - mens Et-Tell er ruiner af en meget stor bybebyggelse. Og Joshua (8,28) udtalte endvidere, at han: "...brændte Ai og gjorde den til en ruinhøj for stedse, en ødemark indtil den dag i dag..." - men Et-Tell var aldrig en ruin i tiderne efter invasionen. Alligevel - set i lyset af alt dette - "anvendes" udgravningen af Et-Tell, som om byen var den autentiske Ai-by, både af tilhængere af den uplausible, sene Mosesdatering under Ramses II i 1200-tallet f.Kr. og af tilhængere af hypotesen om, at Moses og invasionen slet ikke har eksisteret!
162
Det store Palæstina-område blev sluttelig efterladt af egypterne og var herefter i flere perioder overladt i nogen grad til sig selv. Men en af de få byer, der i virkeligheden undslap de invaderende fremmede, mens de andre byer blev nedkæmpet, var Jerusalem: - I givet fald har Joshua og hans israelitterfolkehær opgivet denne by, der længe før Tell el-Amarna-tiden var bygget på en bjergtop med 10 m tykke massive mure og tårne; dvs. dengang næsten umulig at indtage. Således forblev Jerusalem og dens omliggende distrikt i dens beboeres, jebusitternes, besiddelse; - og fortsatte på denne måde de følgende 400 år. Ligesom det også skete med distrikterne nord for Karmel og i filistrenes Gaza-område, blev Jerusalem en enklave uden for israelitternes domæne - dvs. igen helt i overensstemmelse med Bibelens beretninger. RESUMÉ
· De gamle teksters angivelse af Moses' meget høje alder kan ud fra flere realistiske muligheder netop være en historisk korrekt oplysning. · Hypotesen om at hebræerne/israelitterne ikke erobrede Jeriko, fordi byen var en ruin i 1200-tallet f.Kr., var længe et ukritisk cirkelbevis. Men ved arkæologen Garstang's udgravning af Jeriko blev der fundet et overbevisende materiale fra en erobring af byen nær 1400 f.Kr. - med en række data, der kan vise direkte relation til Bibelens "Joshuas Bog". · Brevene i faraos bibliotek i Tell el-Amarna fra samtiden rummer oplysninger om invaderende hebræere i Kanaan - med specifikke detaljer, ord til andet genkendt i "Joshuas Bog". Dette er stort set ignoreret.
Arkæologen Garstangs fund af Jerikos to sammenstyrtede bymure; tværprofil.
19. KAPITEL
Den dag da Solen stod stille
Astronomiske data i bibelteksten om 'Solen stod stille' Ved Joshuas ledelse af israelitternes invasion overskred denne folkehær Jordanfloden ved påsketid og foranledigede hurtigt byen Jerikos fald. Under invasionens videre forløb ved det berømte slag ved Gibeon et par måneder efter nævnte slag ved Jeriko i 1415 f.Kr. - omtales i Bibelens "Joshuas Bog" (10,12-13) et ejendommeliget astronomisk forhold. Den information kan udnyttes til datering. Joshua marcherede hele natten fra nordøst og overrumplede fjenderne, som da har måttet kæmpe blændet af morgensolen i øjnene. De flygtede, forfulgtes af Joshuas mænd og kom igen i kamp, der varede hele dagen. Så manede Joshua: "...Sol stå stille over Gibeon, og Måne stå stille over Ajjalons dal...". "...Så stod Solen stille, og Månen blev stående, indtil folket havde hævnet sig på dets fjender... og Solen blev stående midt på himlen og hastede ikke med at gå ned henved en hel dag...". Dette usædvanlige himmelfænomen i 1415 f.Kr. synes nu astronomisk at kunne bestemmes som en total måneformørkelse, endda af speciel art. At der overhovedet var tale om formørkelse synes også indikeret ad anden vej i bibelteksten, hvor der som en optakt til dette himmelfænomen berettes om "en regn af sten fra himlen". Større hagl(sten) kan i de gamle tekster ses omtalt som en regn af sten: I det for israelitterne også sprogligt og kulturelt nærstående Babylon fandtes et udtryk for formørkelse, der ligesom ved astronomisk formørkelse af Solen eller Månen anvendtes ved beskrivelser af, at en regn af haglsten formørkede himlen. Jf. at et nytestamentligt apokryft skrift omtaler, at da apostlen Stefan blev stenet til døde af en folkemængde, blev Solen på himlen formørket af en regn af sten. Den nævnte talemåde ses her i brug og vil betegne en i så fald samtidig solformørkelse (der kunne datere hændelsen). Astronomisk set synes det muligt at gå direkte ud fra Joshuas udtalelse om Solen og Månen. Byen Gibeon er arkæologisk kendt som et gammelt kanaanæisk kultsted netop for Solen. Og det ligeledes citerede Ajjalon er ikke alene en stedbetegnelse, men også et hebraisk udtryk, der betyder 'kiddet', hvilket yderligere kunne bruges for den senere mere velkendte betegnelse 'Stenbukkens stjernetegn' - der også kendes fra babyloniske billeder. Episoden kan vise præg fra babylonisk stjernelære og
164
er den ældste kendte brug af denne stjerne-terminologi. Hertil viser astronomiske beregninger, at i 1415 f.Kr. på det tidspunkt (efter forårsjævndøgn), hvor der først muligt kunne være forekomst af en formørkelse, befandt Månen sig netop i begyndelsen af Stenbukkens stjernetegn. At teksten oprindelig skulle forstås just sådan, viser sig ved, at hvis ordene tages bogstaveligt, er det noget sludder, idet Månen ikke i denne sammenhæng kan "stå over" Ajjalon, hvilket ligger stik vest for Gibeon - vest er nedgangstedet for alle himmellegemer. Derimod var Månen på vej op i øst, netop mens Solen var på vej ned i vest, hvad der også vil fremgå af det følgende. Atmosfærens luftlag er tættest inderst ved Jorden og virker her som en bøjet lysleder eller prisme. Astronomerne kalder fænomenet for "refraktionen". Denne lysbøjning bevirker, at det synlige billede af Måne og Sol løftes næsten en halv buegrad over horisonten (en halv grad på himlen er som bredden af fuldmånens skive). Således vil f.eks. den opstigende Måne "løftes" og herved opleves at stå op, før den egentlig er nået op over horisonten; ligesom Solens billede forbliver på himlen nogen tid, efter at den i virkeligheden er gået ned. En himmel-observation foretaget 500 m over havets overflade, f.eks. på en højslette eller et bjerg, kan herved "sænke" horisonten med yderligere en halv buegrad eller mere. Området, hvor Joshuas slag fandt sted, ligger endda 600 m over havniveau. Højdeniveauet og refraktionen kan således tilsammen forøge Solens og Månens tilsyneladende højde over horisonten med mere end en buegrad. Dette både fremmer og forlænger tiden for disse himmellegemers direkte synlige tilstedeværelse på himlen. Under en måneformørkelse farves Månen næsten altid mørk rød, og da Månen i denne tilstand steg op i øst, var den - på grund af refraktionen - allerede synlig nogen tid før den i virkeligheden dukkede op. Dette skete nøjagtigt samtidigt med, at Solen i sin aftenrøde tilstand var på vej ned i vest, men alligevel stadig kunne ses oppe over horisonten ligeledes på grund af refraktionen. Det særlige ved denne måneformørkelse har været, at da den rødligt formørkede Måne kunne ses på vej op i østhorisonten, og da den både af farve og størrelse lignede en sol med dennes karakteristiske farve under nedgang, var dens fremtoning ligesom en "ekstra sol". Hertil har det efter den "rigtige" Sols nedgang set ud, som om der fortsat var "en sol" på himlen - netop som teksten udtrykte det ved at "den hastede ikke med at gå ned". Dette fordi "den" (Månen) var rød, så længe formørkelsen varede. Oldtidens mennesker kendte naturligvis udmærket forskel på Solen og Månen, så en sådan begivenhed var anset for en symbolsk foreteelse, da særlige himmelfænomener ofte blev opfattet som tegn fra guden.
165
Kleomedes' fænomen - ekstremt sjældent Ifølge den gamle babyloniske astronomiske inddeling af himlen, stadig brugt i nutiden, vil Stenbukkens stjerner generelt betegne himmelområdet "syd" (uafhængig af Jordens verdenshjørner). Hermed angiver dette felt midten af himlen mellem dennes østlige og vestlige del. Følgelig kan resultatet ses således, at den nævnte formørkede og derved "sollignende" Måne i eller ved Stenbukken nu, ifølge bibelteksten: "...blev stående midt på himlen...". Når Månen på formørkelsestidspunktet kan beregnes at have befundet sig i eller ved Stenbukkens område, og når Solen ved en måneformørkelse altid er placeret direkte modsat Månen - måtte Solen i dette tilfælde befinde sig i en position modsat/over for himlens omtalte sydlige område. Hermed indkredses tidspunktet til juni-juli. Det samstemmer med Bibelens angivelse af, at slaget fandt sted få måneder efter påsken! Ud fra disse oplysninger viser astronomisk beregning, at den særlige måneformørkelse ved Gibeon fandt sted præcis ved solnedgang 25. juni (efter nutidig kalender) 1415 f.Kr. Og dette tidspunkt af døgnet solnedgangen - har relation til, hvad Joshua-teksten netop bringer på bane: At Solen ikke hastede med at gå ned, og at Månen kunne ses. At regne præcise månefaser så langt bagud i tid kræver brug af en formel-række, med f.eks. én formel der går bagud til ca. 1600, en anden der går helt tilbage ca. 400 f.Kr., og en tredje som går yderligere tilbage. En alternativ regnemetode med f.eks. kun én fælles formel ses ellers ofte brugt til hurtigt at opnå et overblik og til beregninger knap så langt tilbage i tid, og kan godt vise, at en formørkelse indtræffer en bestemt dag, men kan give flere timers difference fra ovenfor anvendte metode. - Uanset metode indtraf der en formørkelse den pgl. dag; at beregne den præcis ved solnedgang kræver det optimale. Overtro var knyttet til formørkelser - og denne stod i fjendernes synsfelt og har skræmt dem. Det specielle ved himmelfænomenet i "Joshuas Bog" viser sig at være, at både Solen og den formørkede Måne kunne ses samtidig; - den ene i vesthorisonten og den anden i østhorisonten - til trods for, at de stod nøjagtigt over for hinanden på hver sin side af Jorden. Dette er en astronomisk situation, der normalt vil medføre, at det kun er muligt at se det ene himmellegeme ad gangen. Men den pågældende type måneformørkelse, hvor både Sol og (fuld)Måne er synlige samtidig, er da også et så uhyre sjældent fænomen, at "Joshua Bogen"s tekst derefter roligt kan lade forstå, at: "...en sådan dag er aldrig forekommet før eller siden..."! Men 1.600 år efter Joshua-episoden har den græske astronom Kleomedes (200-tallet e.Kr.) omtalt et sjældent fænomen som det netop beskrevne, der engang blev observeret ved det Kaspiske Hav. Han bereg-
166
nede dets sandsynlighed og dets uhyre sjældenhed. Det kræver nemlig: 1. - at der er helt specifikke astronomiske forhold, ikke kun en partiel, men en mere total formørkelse, og at der samtidig er en optimal refraktion, som forlænger tiden for Solens og Månens synlighed over horisonten; 2. - at begge himmellegemer befinder sig i hver sin horisont, dvs. at det sker ved enten solopgang eller solnedgang; 3. - at der er meget specielle geografiske forhold, f.eks. et højdedrag eller en højslette - som netop i tilfældet med Joshuas slagmark - for yderligere at forstærke den omtalte refraktionsvirkning. "Kleomedes' fænomen" viser sig kun inden for et begrænset geografisk område og kunne næppe observeres meget mere end en snes kilometer derfra, hvor den er synlig. Hvorved der i princippet kan gå millioner af år, før det fænomen vil forekomme præcis i den pågældende egn igen. Sagt på en anden måde, "Kleomedes' fænomen" kan optræde ved enhver total formørkelse af Månen, men der er geografisk næsten altid lidet fordelagtige forhold tilstede, f.eks. når et bjerg spærrer for udsyn, eller stedet er for lavt, f.eks. på havet, så fænomenet ikke er observerbart. Kun undtagelsesvis under gunstige betingelser på bestemte steder kan det observeres, og det er det sammentræf, der er sjældent. "Kleomedes' fænomen" er så vidt vides kun registreret to gange i nutiden, nemlig observeret i Paris 16. december 1880 ved solnedgang sidst på eftermiddagen - samt et århundrede senere på Hawaii ved solnedgang 16. juli 1981. Sidstnævnte tilfælde var endda ikke nogen total formørkelse, og er beskrevet og fotograferet i det astronomiske tidsskrift "Sky & Telescope" (December 1981) af en amerikansk astronom, William M. Sinton. Han opnåede den nødvendige ekstra refraktionsvirkning ved at se på det usædvanlige himmelsyn fra Mauna Kea's 4,2 km høje bjergtop - efter at have ventet i årevis på en chance for at overvære fænomenet fra et eller andet velegnet sted på Jorden. Fænomenet er så sjældent og lidet kendt, at Sinton ikke nævner og rimeligvis end ikke har hørt om hverken Kleomedes' beretning eller Paris-formørkelsen.
Tegnet fra himlen At et sådant himmelfænomen forekom under Joshuas slag ved Gibeon, måtte uundgåeligt opfattes som en særlig symbolik. Efter at den rødligt formørkede Måne var steget op over horisonten med et udseende som en ny sol, ændredes, efter en times tid, som nævnt dens røde farve - stadig ligesom en sol - til fuldt klart lys, hvorpå den som total fuldmåne forblev og oplyste himlen om natten også næsten som en sol. Bibelfortolkere gennem tiderne har ved dette "tegn fra himlen" under Joshuas slag gerne villet se et mirakel - ofte udlagt på en måde som
167
om Solen yderligere "forblev på himlen resten af døgnet". Dette indgik senere som misforstået argument i kirkens fordømmelse af både astronomen Copernicus' teori om det virkelige verdensbillede med Solen placeret som centrum for planeternes baner, og af Galilæis skrifter om dette dengang så revolutionerende system. Dertil skrev Martin Luther - i 1500-tallet - i sin publikation "Tischreden" i forbindelse med sit angreb på Copernicus' teori: "...Folk lytter til en opkomling af en astrolog (Copernicus), der anstrenger sig for at vise, at Jorden bevæger sig rundt, ikke himlen og firmamentet, Solen og Månen. Hvem som helst, der vil fremstå som dygtig, må hitte på et eller andet nyt system, og af alle systemer vil især dette naturligvis være det bedste. Denne dåre vil vende op og ned på hele den astronomiske videnskab - men Den Hellige Skrift siger, at Joshua befalede Solen at stå stille og ikke Jorden...". Fortolkninger af lignende karakter, f.eks. udført af fundamentalistisk troende har gennem tiderne hæmmet forsøg på forståelse af, hvad der egentlig lå bag himmelfænomenet ved Gibeon. Men bl.a. fra de mange jødiske grupper bosatte i arabiske lande modtog araberne betydelig indflydelse og viden fra den jødiske religion og dens tilhørende overleveringer. En del tekster om Moses er overleveret ad denne vej. Således i den berømte "Verdenshistorie" af den arabiske historiker al-Tabari, 839-932 e.Kr. - jf. H. Sotenberg: "Chronique de Abou-Djafar-Mohammed ben Djarir al-Tabari" (tome 1-4, Paris 18671874). Tabari fortæller, hvad der nu vil vise sig som en oprindelig, mere fuldkommen overlevering, at omtalte himmelfænomen under Joshuas slag ved Gibeon "bevirkede en times forlængelse af dagen". Tilsvarende angives i rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s.140): "...Så forlængede Herren dagen med en time, for at give plads til fuldendelsen af sejren...". Dette stemmer præcist med astronomisk beregning af det pågældende tidspunkt og sted (25. juni 1415 f.Kr.): ifølge hvilke, Månen under formørkelsen - i sin rødfarvede tilstand ligesom en "sol" - forblev i horisonten en hel time efter solnedgangen. Og derefter blev den altså som en "normal" fuldmåne af samme størelse som Solen, en stor del af natten.
Faraos hebræiske fanger passer med Moses' tidsalder Der er endnu ikke efter snart 200 års forskning fremlagt holdbare indicier for, at Moses-tiden kan henføres til 1200-tallet f.Kr., og hermed til bl.a. Ramses II's regeringstid. Der foreligger absolut intet herom, ingen plausible relationer, men kun spekulative antagelser: som f.eks. når byen Ramessum i "2. Mosebog" optræder inden for samme epoke, hvor Moses i Egypten omtales, blev dette af tidlige forskere opfattet så misvisende, som om byen oprindelig var bygget af Ramses II.
168
Hypoteserne om Moses på Ramses II's tid kan bl.a. spores tilbage til en oprindelig misforståelse i 1840rne af den tyske egyptolog Richard Lepsius' dengang ukorrigerede årstal for Ramses II. Denne farao havde Lepsius placeret cirka 300 år for tidligt og sammenholdt med Moses' tid - som Lepsius allerede tidsfæstede korrekt, nemlig ved 1500-tallet f.Kr. Men da Ramses II's tid siden hen blev korrigeret, blev sammenkædningen med Moses automatisk og ukritisk flyttet med til 1200-tallet f.Kr. De fleste leksika og mange historiske og teologiske opslagsværker angiver stadig, at Moses levede i 1200-tallet f.Kr. Men efter de præcise astronomiske dateringer kan dette nu forkastes: - Her kan resumeres, at Bibelen fortæller om faraotronskifte ved tiden for starten på udvandringen, hvilket præcis stemmer med, at Egypten fik en ny farao, Amenhotep II (1457-1426 f.Kr.), på dette tidspunkt. Som også omtalt: På et felttog nordpå tog denne farao Amenhotep II ifølge sine inskriptioner fanger fra forskellige folkeslag og heriblandt 3.600 hebræiske fanger. Denne overhovedet ældste egyptiske omtale af hebræere i de kanaanæiske områder - flere hundrede år før Ramses II kan vise, at de må være udvandret til nord for Egypten, før Amenhotep II foretog sine "raids". Ellers kunne han umuligt have bragt dem som fanger derfra og nævnt dem på linje med andre folkeslag. Egyptiske optegnelser viser, at også i senere tider - efter israelitternes invasion i Kanaan - tog egypterne hebræiske fanger og holdt dem som slaver. Derfor kan der evt. være forekommet senere "opbrud" hos visse "slave"grupper, hvilket yderligt kunne medvirke til en sivende indvandring til Kanaan også i længere tid efter, at landet var erobret af Joshua. Ved exodus blev Egypten drænet for en større arbejdsstyrke: jf. helt usædvanligt fik Amenhotep II i sine 26 år næsten intet byggeri udført. Kun ved en sen exodus-datering bliver Ramses II den undertrykkende farao - og hans søn Merneptah den nye "hårde farao", under hvem udvandringen ofte påstås gennemført. Men den datering har aldrig kunnet forklare, at Merneptah på sin sejrsstele (fundet af Flinders Petrie i 1896) fra sit 5. regeringsår kunne nævne følgende om sine togter ind i Kanaan: "...Ashqelon er taget til fange(r)... Gezer er taget... Israel er ødelagt...". Merneptah regerede i ti år (1224-1214 f.Kr.), så hvordan kunne Israel omtales ligesom en nation eller et folk i Kanaan, når israelitterne ifølge den udbredte, og netop nævnte, sen-dateringshypotese endnu ikke havde bosat sig i landet, hvilket de først gjorde efter cirka 40 år? Allerede forud herfor har Merneptahs farfar, farao Seti I (1306-1290 f.Kr.), på en sejrsliste for erobrede byer i Kanaan og Syrien omtalt området Asar (ì-s-r). Det menes at være egypternes forsøg på hieroglyfstavning af navnet på den israelitiske stamme Asher, hvis territorium var ifølge Bibelen beliggende i Nordkanaan, hvilket passer med listen.
169
Det er ikke let at afgøre fuldt sikkert, om der her er tale om Asher; dog er det kun blevet kraftigt bestridt, fordi stavningen ikke er totalt ens - s for sh - skønt veldokumenteret og naturligt mellem de to sprog. Ifølge "1. Mosebog" (15,16) og senere slægtsregistre i Bibelen - og også hos Josefus - opholdt israelitterne sig i kun fire generationer i Egypten. "1. Kongebog" (6,1) angiver konkret, at kong Salomons tempel byggedes 480 år efter udvandringen. Således ud fra Bibelen kan det beregnes direkte, at templet påbegyndtes - i en dateringsmæssigt mere velfunderet periode - cirka 980-970 f.Kr. Men, uforståeligt, afvises ofte at tage dette i Bibelen angivne antal på 480 år alvorligt, til trods for at udvandringsåret i 1455 f.Kr. og de 480 år giver præcis året 975 f.Kr. Men med hypotesen om, at Moses anførte udvandringen i 1200-tallet f.Kr. under 19. dynastis farao Ramses II, har mange forskere fulgt tendensen til at være ofte automatisk afvisende over for tidlig datering, men næsten ukritisk åben for sen datering. Sådanne holdninger viser sig bag de mange påstande om, at den i Bibelen omtalte 480 års periode "må være en forkert overleveret oplysning", "en skrivefejl" o.lign.
Tidsmæssige krydspunkter og astronomisk datering Hypoteser om exodus under Ramses II modstrider oldtidsforfatternes oplysninger: Manetho og Chaeremon (og Josefus) angiver, at israelitternes udvandring skete under farao Amenophis (kendt som Amenhotep II). Kirkehistorikeren Eusebius angiver nær samme tid - stadig i 18. dynasti. Også den franske egyptolog E. Lefébure var imod teorien om Moses på Ramses II's tid. Allerede omkring 1895 kom han til det resultat, at udvandringen fandt sted under Amenhotep II. En finsk forsker, bibliotekaren Valter Henrik Juvelius, har i sin doktorafhandling, "Judarnes Tideräkning" (Helsingfors Universitet, udgivet i Kuopio 1906), beregnet Bibelens kronologi ved at sammentælle kongernes regeringstider og andre bibelske tidsangivelser - både fra den Hebraiske, den Græske ("Septuaginta") og den Samaritanske Bibel - minutiøst nøjagtigt ud fra dage og månemåneder. Også hans resultat er, at Joshuas indtog foregik præcis i året 1415 f.Kr. Eksakt datering er et generelt problem ved tidlig kulturhistorisk datering. Der må ofte inddeles i typologiske fremfor eksakte årstalsgrænser. Ligeledes ved naturvidenskabelig datering v.h.a. stratografi (arkæologiske lag), kulstof-14 og dendrokronologi (årringe i træ). Men astronomisk datering er den mest præcise, der kendes. På den internationale kongres i Göteborg i 1987 om "Absolut Kronologi" (se Appendiks 3) var astronomien bekræftende for en tidlig - high - datering. Arkæolog og historiker James K. Hoffmeier analyserer bibelske data i sit værk "Israel in Egypt" (Oxford 1997), der fører til at bekræfte exodus' autenticitet. Nærværende bogs sammenføring af astronomi og oldtidskilders tids-
170
data viser fuld overensstemmelse både her og med nutidig forskning: 1. Bibelens angivelser - bl.a. oplysningen om de 480 år fra starten på udvandringen og frem til påbegyndelsen af bygningen af Salomons tempel (cirka 975 f.Kr.). 2. Oldtidsforfatternes (bl.a. Manetho og Josefus) informationer fra ældre kilder. 3. Egyptologisk forskning, f.eks. allerede Lefébures tidsangivelser. 4. Kronologisk forskning af Juvelius med hans tidsangivelser. 5. Arkæologiskedata fra Garstang verificeret af Bimson og B.G. Wood. 6. Astronomiske beregninger bekræfter præcist både rabbi Abrabanels gamle overleveringer og den første påskes særlige astronomiske forhold samt "Kleomedes' fænomen" ved Gibeon. Således forefindes her seks forskellige veje, der fører til samme resultat: Når seks separate forskningsområder - uafhængig af hinanden med seks forskellige metoder og fra hver sine forudsætninger - alligevel peger på samme resultat, er et vigtigt princip for videnskabelig metode opfyldt. I Appendiks 2 er der for et større overblik på ét sted samlet alle hidtil fremlagte astronomiske tidsdata og deres baggrund - til en vurdering i større sammenhæng. Resumé af de tre nøgledateringer: •
• •
1534 f.Kr.: Rabbi Abrabanels gengivelse af oldtidens overleveringer i jødisk tradition om en storkonjunktion af planeterne samlet i og ved Fiskenes himmelsektor 3 år før Moses fødsel. (Selve konjunktionen kan beregnes detaljeret, den kunne observeres i 1537 f.Kr.). 1455 f.Kr.: Exodus, israelitternes udvandring fra Egypten, under Moses' lederskab. Beregnet fra forskellige historiske og jødiske kalendermæssige oplysninger samt et veldokumenteret faraoskifte. 1415 f.Kr.: Israelitternes invasion af Kanaan, med "Solen over Gibeon" som astronomisk fikspunkt, bestyrkes af Jeriko-arkæologien.
Herved er der manifesteret en række konkrete historiske årstal i Moses' liv - essentielt ved en opklaring af attentatet på Moses. RESUMÉ
· Der forefindes et overbevisende antal sammenfaldende dateringer fremlagt af en række forskere fra hvert sit felt, og som desuden passer med bogens astronomiske daterings-række. · Bibelens omtale af Joshua og fænomenet 'Solen stod stille' rummer astronomiske data, der kan beregnes for episodens tidspunkt 1415 f.Kr. · Der kan nu etableres et udbygget tidsdata-mønster, som detaljeret og præcist afspejler forløbet for Moses og exodus i 1400-tallet f.Kr.
171
Kleomedes’ fænomen, fotogaferet ved Månens fremkomst 16. juli 1981 på Hawaii.
At Joshuas invaderende israelitterhær skulle gå i procession 7 gange rundt om Jerikos bymur – som styrtede sammen ved et sandsynligt forventet jordskælv - var et magisk ritual. I den forbindelse kan bemærkes træk af en på visse måder lignende handling, der kendtes i princippet allerede fra en rituel begivenhed i Egyptens traditioner: - Egyptologen Adolf Erman’s kopi af en egyptisk frise med en triumferende procession med et ceremonielt spil af deltagerne på march rundt om Memphis’ bymur (S.H. Hooke: Myth and Ritual, Oxford 1933). Dette åbne mysteriespil skulle i en rituel krigsscene undervejs støtte guden Horus’ sejr. Fremdrevne kvæghjorde og æsler i optoget repræsenterer krigsbytte taget fra fjenden.
20. KAPITEL
Moses' historiske eksistens genetableret Moses' isolerede position fremmede den ny religion Allerede fra begyndelsen af hebræernes/israelitternes oprør i Egypten var der et problem, som også omtales i Bibelens Moses-beretning: Først skulle Moses overbevise sig selv om den ide at være anfører for denne folkegruppe, som han dernæst måtte overtale til at følge sit projekt. Og endelig skulle han ved forhandlinger presse farao til at give efter for kravet om samling af disse hebræere/israelitter ude i et egyptisk ørkenområde, hvor de skulle deltage i en religiøs flerdagesfest. Hændelserne ved udvandringens igangsættelse viste, at Moses og israelitterne fra starten kun delvis var interesseret i at forlade Egypten, og kun som en sidste udvej, fremfor at opnå friere forhold ved at tage styret fra farao. Men efter at deres oprør ved den pågældende farao Amenhotep II's magtovertagelse slog fejl og efterfølgende blev standset afgørende, var der ikke meget mere for Moses i ørkenen at gøre med sit projekt. Han og hans israelitiske oprørsstyrke kunne endda have gået hver til sit, nu da dette folk var undsluppet egypterne og havde opnået frihed. Og i stedet for at Moses med sin høje byrd og sine mangeårige gode udlandsforbindelser kunne have fundet sig et behageligt eksil i en af nabostaterne, bliver det klart, at han påtog sig ansvar for dette folk. At det efterhånden udviklede sig til et "kald" demonstreredes også flere gange senere under "skænderierne med Jahweh", sådan som det fremstilles i Bibelen, hvor Moses gang på gang tog dette "genstridige folk", som Jahweh kaldte det, i forsvar. Da han ved hvert af sine dygtige forsøg på at generobre "sit kongerige" Egypten blev standset i opløbet, har han herefter kunnet bruge sin store viden og erfaring til at hjælpe dette folk uden land til at overleve bedst muligt under de givne betingelser. Mange forhold i Moses' reformerende religionsopfattelse er genkendelige som udsprunget af hans egyptiske kultiske og religiøse baggrund. Mosebøgerne giver ikke udtryk for nogen speciel religiøs "følelse", men præges af et mere kontant forhold til "det guddommelige", netop som det almindeligvis forekom dengang. Men Moses' baggrund inden for den egyptiske religions indvielseskulter og mysterielærdomme - og i forbindelse med, hvad han kan have haft af f.eks. transcendente psykiske eller åndelige oplevelser (lige fra
173
sin åbenbaringsoplevelse ved "den brændende tornebusk" til de i Bibelen refererede åbenhjertige diskussioner med Jahweh) - har sammen med hans psykiske og spirituelle kvaliteter præget hans virke for israelitterne. Dette gjorde ham senere kendt som den største profet i israelitternes og jødernes historie. Ifølge "The Cambridge Ancient History" (vol. 2, part 1, 3rd ed., Cambridge 1973) viser særlige aspekter inden for religionsopfattelsen sig at gå tilbage til netop disse år i Egyptens historie ved optakten til Amenhotep II's regeringstid; og dermed netop op til 1455 f.Kr. Dvs. at religionsideen om "kun én gud" reelt var kendt i Egypten ved tiden for Moses' og israelitternes udvandring midt i 1400-tallet f.Kr. Manetho lader forstå, at allerede i fæstningsbyerne havde Moses fremlagt en art program med en religionsreform. Manetho fortæller endvidere, at Moses rykkede ind som leder af oprøret via byen Heliopolis (beliggende i Nil-deltaet nær Memphis og nuværende Cairo). Heliopolis, dvs. 'Sol(guds)byen', er det senere græske navn for byen On, hvor den egyptiske solgud Re især dyrkedes. Det er bemærkelsesværdigt, at ideen om "én (skaber)gud", der dokumenteres helt fra 5. dynasti 2500 f.Kr., nu i 1400-tallet f.Kr. på visse områder fik fornyet opmærksomhed. Men én side af ideens gennembrud i større skala i selve Egypten skete først for alvor mere end hundrede år senere, men nu i form af en fornyelse af kulten for netop Solguden under betegnelsen Aton, 'solskiven'. Dette blev indført af farao Akhenaton (Amenhotep IV) i 1300-tallet f.Kr. under sit politiske oprør "fra oven" mod det magtfulde Amonpræsteskab. Derimod i Moses' reform med revolution mod den hidtidige religionsform findes en forandring af religionsforholdet, bl.a. med indførelse af en række ofte konsekvente leveregler. Disse hjalp også til at fremme israelitternes overlevelse under de hårde konditioner i ørkenen. Netop overlevelsesevnen blev siden kendt som et fremherskende træk hos dette folk. Understøttet af Moses' lovgivning blev overlevelse forbundet med sammenhold og atter sammenhold. Det måtte nødvendigvis medføre en stram organisation, der var temmelig ufleksibel, fordi enhver afvigelse kunne blive yderst farlig for dem alle - og kunne derfor næppe tolereres. Dog kan nogle af de stramme regler også være resultat af skærpelser fra en senere dato, der blev indført ved Ezras redaktion af bibelteksterne efter jødernes eksil i - og påvirkning fra - Babylon efter 500-tallet f.Kr.
Arven fra Moses I flere henseender synes hebræerne/israelitterne helt frem til tiden for udvandringen ikke engang selv at have opfattet sig som en sammenhørende gruppe. Moses blev den, der grundlæggende sammenføjede de måske undertiden beslægtede, men mere eller mindre forskelligartede
174
grupper, til et mere konsistent folkeslag. Herefter fremstår det klart, at Moses var den israelitiske nations arkitekt, F.eks. har - ved cirka 330 f.Kr. - den egyptisk-græske historiker, filosof, kritiker, grammatiker og etnograf Hekataios af Abdera som den første kendte ikke-jøde skrevet om jøderne og deres historie. Han fremstillede Moses som "grundlæggeren af den jødiske nation". Uanset sin status som egyptisk tronkandidat har Moses kunnet inspirere israelitterne til at gøre sig moralsk bevidst som nation eller folk; en ekstraordinær bedrift også i betragtning af de mange problemer, som dette folk selv forvoldte i forholdet til Moses. Bibelberetningen lægger netop ikke skjul på, at folket optrådte på en til tider konfliktsøgende facon. Det har heller ikke gjort dette folk nemmere for ham at styre, at det også samtidig skulle opfatte sig som "det udvalgte folk". Men påvirkningen fra Moses' lederskab af denne nye nation gennem de næsten 40 års ørkenvandring var på længere sigt medvirkende til, at efterkommere af dette folk havde baggrund og styrke til først i Mellemøsten og siden hen bl.a. i Europa at virke på verdenshistorisk plan som kulturel løftestang inden for religion, filosofi, lovgivning, moral samt hygiejnelære (både kropsligt og ernæringsmæssigt), indretningen af kalenderen, etc. Moses' indstiftelse af en ny religion gør ham til en ophøjet skikkelse inden for jødisk religion, islam og kristendom. Mange oprindelige principper i Moseloven er blevet kendte over hele Jorden. Senere i historien fik f.eks. de oldgræske stater i realiteten afprøvet forskellige styreformer såsom monarki, hieraki (præstestyre), plutokrati (de riges styre), tyranni (diktatur), demokrati, samt overgangsformer. Men allerede 800 år forinden havde Moses med sin erfaring fra Egypten og de omliggende landes forhold, udviklet en egen samfundsmodel med udgangspunkt i israelitternes minisamfund i ørkenen. Grundtrækkene heri var så overlevelsesdygtige, at de i princippet uændret mellem israelitternes forskellige styreformer blev bevaret i funktion gennem 1.500 år. Ifølge "5. Mosebog" udstak Moses retningslinjerne for, at dette styre endda blev så fleksibelt udformet, at israelitterne senere i deres land efter eget valg kunne have enten dommer- eller kongestyre. Her var dommerne en slags folkets valgte tillidsmænd, lærde mænd uden "partiprogram" - det var personen i sig selv, der skulle være tillid til. Og israelitternes første konge, kong Saul (cirka 1025 f.Kr.) er verdenshistoriens første kendte folkevalgte, konstituerede konge. Åbenbart naturligt belært af erfaringerne fra især Egypten havde Moses, som tidligere nævnt, sørget for at skille præstemagten effektivt fra statsmagten ved at forbyde præsterne at eje jord - sandsynligvis for at unddrage dem økonomisk magt. Herved skulle præsterne ikke i sam-
175
me store omfang som i Egypten kunne udøve pres imod folket og kongemagten. Denne i virkeligheden avancerede forordning var helt enestående for et præsteskab og var ikke kendt i noget andet land.
Den gådefulde holdningsændring over for Moses Moses' ry og hans værk blev senere så stort i Middelhavsområdet og Mellemøsten, at selv oldtidsforfattere, der ikke havde adgang til Bibelen og andre jødiske eller kristne skrifter, alligevel kunne berette væsentligt meget om Moses og om hans storhed. Men på større afstand - næsten 2.000 år efter Moses' tid, dvs. i 400tallet e.Kr. - udvikledes tendenser til at betragte de ældste rabbinerskrifters omtale af hans meriter som en art eksotiske fabler af symbolsk eller underholdende karakter. Også i nogle af nutidens rabbinerskoler underbetones ofte disse skrifters historisk værdifulde informationer. I det kristne Europa var det næsten helt frem til nyere tid ikke sjældent, at ikke-teologer beskæftigede sig med Moses. I 1500-tallet nævner den italienske magtanalytiker Machiavelli i sin bog "Fyrsten" kortfattet en skarpsindig og ikke-teologisk karakteristik af Moses og hans ledelsesform og taktik. I 1700-tallet blev Goethe, der var et multitalent ligesom Moses, inspireret til at beskæftige sig med Moses som leder for et folk fremfor mest som stifter af en religion. Den samme optagethed gælder senere personligheder af vidt forskellig baggrund, lige fra psykoanalysens pioner Sigmund Freud til Englands leder under 2. verdenskrig Winston S. Churchill samt den amerikanske nationaløkonom Henry George og de tyske forfattere Rainer Maria Rilke og Thomas Mann - alle med publikationer om Moses. Karakteristisk stod alle disse personer fjernt fra både kirkens og den ortodokse jødedoms rækker, og formåede at placere sig i nogen afstand fra disse institutioners traditionelle Moses-billede. Allerede blandt de gamle israelitter kendtes Moses' eftermæle på følgende måde: "...Og der fremstod ikke siden hos Israel en profet som Moses hvem Jahweh kendte ansigt til ansigt - både hvad angår alle de tegn og undere, som Jahweh sendte ham til at udføre i Egypten for farao og alle hans tjenere og hele hans land, og hvad angår hele den store styrke, der lå i hans hånd, og hvad angår alle de store og frygtindgydende gerninger, som Moses udførte for øjnene af hele Israel...". Disse er de afsluttende ord i "5. Mosebog", og de står dermed som efterskrift for alle Mosebøgernes optegnelser vedrørende Moses' liv og virke. Men hvor sande disse vægtige ord end måtte være, er de alligevel med til at undertrykke den øvrige information om ham. Hvem ville herefter finde på at forbinde Moses med en landflygtig egyptisk kronprins - eller f.eks. alfabetets eventuelle opfinder? Kort sagt, Mosebøgerne - i den redigerede form fra cirka 400-tallet
176
f.Kr. - overleverer en form, der skulle blive en senere tids indtryk af Moses. Nemlig hans rolle som den store lederskikkelse samt som stor lovgiver og populær nationalhelt. Men hans storhed og indsats på alle øvrige områder ses udeladt: F.eks. som opfinder, arkitekt, skriftkyndig, mystiker, filosof etc., hvilket i højere grad er kendt gennem især oldtidsforfatterne, men er i Bibelen påfaldende underbetonet eller mangler i store træk. Denne ændring i holdningen til Moses ses også udtrykt ved redaktionen af resten af Bibelen og er særligt iøjnefaldende ved, at David omtales fem gange oftere end Moses - selv Ahron nævnes hyppigere. Holdningsændringen vil allerede kunne findes i forbindelse med Israels ændrede religiøse forhold, især under Davids tilpasning af religionen til de lokale hittitters kult. Netop med påvirkningen fra David-tiden, omkring 1000 f.Kr., udmøntedes de senere mere fremtrædende ideer om "en messias", hvad der var aldeles fremmed for Moses' lære - i Mosebøgerne antydes blot en senere, kommende "profet". At den største profet i jødernes forhistorie var egypter og hermed en repræsentant for "slaveriets land", kunne især senere, efter jødernes andet fangenskab om end denne gang i Babylon, være sværere af acceptere. Mange blandt de senere israelitter/jøder havde bibelske navne som Jakob, Joshua etc. Men, som omtalt, i 2.000 år efter Moses opkaldte ingen israelit henholdsvis jøde sine børn med navnet "Moses", Og nu, 3.400 år efter Moses, hævdede en af zionismens fædre, Ahad Ha-Am (1856-1927), at Moses i den skikkelse, han siden blev kendt, er "en opfindelse skabt af det jødiske folk". Samtidig var den akademiske forskning af den historiske Moses længe et ikke-jødisk forehavende. Babylon var et førende jødisk lærdomscenter i 400-tallet f.Kr. til 200tallet e.Kr. Åbenbart som følge af de i Babylon bosatte jødiske lederes aftagende fokus på Moses, reduceredes han fra sit reelle volumen og virke til en dog mere begrænset rolle. Ikke mindst hans herefter usammenhængende fremtræden i skyggen af denne forringede status, har medvirket til, at grene af nutidig forskning anser Moses for ikke-virkelig og blot en mytefigur. Det bliver overset, at teologien reelt ikke er (historie)videnskab, om end den benytter videnskabernes resultater og tildels metoderne. Dog, den nuværende store viden fra mange forskningsområder skulle i konsekvens heraf invitere til revision af opfattelsen af Moses, denne første konkrete, store personlighed på tærsklen til vores ældre historie.
Viden om Moses' baggrund bevaret uden for Bibelen Idet Bibelens beretninger om Moses ikke omfatter mange af hans personlige forhold og egenskaber direkte (som prins og tronkandidat, strateg, alfabetopfinder etc.), synes dette at have været mindre vedkommen-
177
de for hensigten med Ezras redigering af Bibelen i 300-tallet f.Kr. Bl.a. fremstår det nu i teksterne, at hele forløbet med Moses' indsats konstant var bestemt og stramt styret ved guddommens kontante indgriben. På den baggrund kan der i Bibelens beretninger om Moses opleves mange tilfælde af inkonsekvens. Hertil foreligger der efterrationaliseringer i visse traditioner, ofte i indbyrdes strid på flere punkter. En årsag til den pågældende redaktion af Bibelen må bl.a. søges i, at der til den senere religiøse anvendelse af teksterne ikke var brug for Moses' private problemer omkring den tabte faraotrone. Bibelens tekster blev sammenredigeret først og fremmest, men ikke udelukkende, som et religiøst skrift frem for en historisk afhandling - konstrueret ud fra de ældre materialer - og var i den form oprindelig til brug for jøderne efter deres babyloniske eksil fra 500-tallet f.Kr. Således blev denne tekstredaktion ifølge Bibelens egen oplysning udført af præsten Ezra under hans genskrivning af Bibelen. Hertil brugtes et hebraisk, der på hans tid, især efter jødernes mange års ophold i Babylon, formentlig sjældent var talesprog, idet dagligsproget ofte nu var aramaisk. Men i denne og den følgende periode - dvs. 1.000-1.500 år efter Moses - videregav som omtalt egyptiske, græske og romerske samt enkelte jødiske forfattere yderligere oplysninger om denne store skikkelse. Deres tekster kom i lighed med rabbinerskrifterne til at fungere "uden for" Bibelen.
Forbandelsen ophævet De fleste af sådanne overleverede oplysninger om Moses blev glemt hos almenheden. Men senere i kirkeligt regi udvikledes et idealiseret Mosesbillede, der blev til noget af en kliché, som stadig findes i bedste velgående, f.eks. i filmindustrien, og som også i nogen grad er indgået i opfattelsen blandt teologi- og historieforskere. Eksempelvis i kirkens tradition afbildes Moses med patriarkskæg, hvilket er direkte modstridende med virkelighedens glatbarberede mennesker under egyptisk kultur. Han ændrede næppe sit glatragede egyptiske ydre til fordel for langt skæg, der var typisk hos fremmede, en kanaanæisk skik fra et land han ikke nåede ind i - lige så lidt som han ændrede sit egyptiske navn Moses til et hebraisk navn. Den "identitetsdestruktion" - der ved hemmelige magiske riter blev påført Moses af præsterne i Egypten, og som det var for skik også ramte hans statuer og inskriptioner - skulle efter deres opfattelse indeholde, som tidligere omtalt, en stærk forbandelse af ham. Den skulle ramme ham således, at "han ikke officielt måtte eksistere" hverken i samtiden eller eftertiden; og at alle, der hjalp ham, ville blive ramt. I så fald også hjælperne, israelitterne. Netop angående datidens opfattelse kunne det
178
være af værdi, om de gamle egypteres metafysiske praksis nu via oldtidens overleverede viden blev gjort til genstand for videre forskning. Ud fra sin erfaring og fremsynethed har Moses kunnet skønne, at en anonym gravsætning af ham var bedst for den nye nation, så at dannelse af gravkult blev undgået. Det har sandsynligt skabt præcedens - for også ved senere begravelser af israelitiske konger høres der intet om forberedelse til gravkult, Men Moses selv blev end ikke begravet i det land, som han havde anvendt en væsentlig del af sit liv på at lede folket frem til. Ikke bare forblev hans grav ukendt - også hans øvrige historiske spor forsvandt simpelthen som ved et mysterium. Og i nutiden har man som nævnt ikke hidtil ment at kunne finde pålidelige og konkrete tegn på, at han har eksisteret som andet end sagnhelt eller mytefigur. Attentatet på Moses viser sig i virkeligheden at være foregået kontinuerligt gennem mere end tretusinde år. Dette forløb kommer til udtryk i fire hovedpunkter: Moses' identitet som prins og tronarving blev - 1) destrueret i Egypten, - 2) delvis fortrængt og omformet hos israelitter/ jøder, - 3) ændret i udtryk af kirken, - og sluttelig 4) omformet igen, eller helt negligeret, blandt teologer og historikere. Selve hans identitet fremstår som udslettet; med virkning helt frem i nutiden næsten tre og et halvt årtusinde efter hans død. En dyb mystik omgiver hændelserne med Moses: Som om der lagde sig et slør over forholdene, således at de, der søgte at nærme sig den konkret-historiske Moses' identitet og tidsfæste ham, blev ført på afveje, Således søgte forskerne i stedet efter en person med et andet navn end det, han brugte i sit egyptiske liv; og søgte tilsvarende forgæves i et andet århundrede end det, hvori hans liv ser ud til at have udspillet sig. Reduktionen af Moses i de senere bibelskrifter og gennem jødiske religionsreformer under Josias og Ezra har gennem de følgende årtusinder farvet opfattelsen af Moses (delvis undtaget er tekster hos gnostikerne og senere renæssancens hermetikere). Der findes religionsstiftere og profeter som f.eks. Buddha og Zarathustra, der kun kendes mindre konkret gennem overleveringer af deres talte ord, videregivet gennem disciple. Men deres eksistens betvivles ikke. Derimod er Moses den ældste kendte indstifter af en religion - og her har vi langt flere konkreter: f.eks. omtaler Bibelen utallige gange at han har nedskrevet dens (ældste) tekster. At han alligevel er betragtet af mange som en myte og som værende ikke-eksisterende, kan allerede på den baggrund forekomme absurd. Hidtil har Bibelen stået som hovedkilde, ofte endda eneste kilde, for en stor del af forskningen om Moses; mens rabbinerskrifter og oldtidsforfattere har været anset som mindre historisk anvendelige - hvis de overhovedet tages i betragtning - skønt der aldrig er givet noget ægte bevis for, at den type tekster var af mindre historisk værdi.
179
Overvældende mange af Bibelens og rabbinerskrifternes oplysninger af individuel og specifik karakter om Moses er nu, som påvist, fundet ofte overbevisende korrekte i deres overensstemmelse med nutidens arkæologiske fund og astronomiske datering; hvilket yderligere må rehabilitere disse skrifter som historisk værdifulde overleveringskilder. Desuden har ikke-jødiske oldtidsforfattere og egyptiske historikere tidligt - f.eks. Hekataios af Abdera, 330 f.Kr., og Manetho 280 f.Kr. bl.a. ved brug af overleveringer fra Alexandria-bibliotekets og templernes arkiver, uafhængigt omtalt Moses' historiske eksistens i Egypten. Således kan de gamle beretninger med konkrete oplysninger om Moses ikke længere henvises til blot at være en "trossag". Moses kan heller ikke fortsat indpasses i de trends i historisk og politisk forskning, der kun ser "store mænd" som redskaber for anonyme kræfter og massebevægelser. Og tilmed på baggrund af nutidens astronomisk præcise datering kan Moses for alvor bestyrkes som historisk tidsfæstet. Attentatet på Moses udførtes som nævnt på flere niveauer og gennem flere årtusinder. Denne i sig selv skjulte gåde fra oldtidens mørke synes omsider at have kunnet belyses. Og med alt dette omsider lagt frem i mange forhold kan det siges, at "forbandelsen" er ophævet, Ikke mindst har en række af oldtidens vigtige politiske aspekter været fremherskende i denne bog. Dog, gennem hele exodus-tiden viser teksterne, at hans egen religiøse forståelse i omfattende grad har været drivmidlet. Denne side af ham vil kræve at blive særligt belyst: - Moses som religionsstifter. Hvad det dengang og senere hen medførte ved indførelsen af Moses' nye religion for én gud, åbner for flere nye historiske perspektiver... hvilket vil blive afdækket i det følgende bind.
Dette er den ældste inskription med navnet ISRAEL - fra farao Mernephta’s basalt-stele med en liste over denne faraos overvundne folk og byer i Kanaan i 1200-tallet f.Kr. Netop disse hieroglyffer er med til at sandsynliggøre, at exodus skal dateres tidligt, idet israelitterne synes at stå her som et allerede etableret folk i Kanaan.
Appendiks
Sfinx fundet ved Serabit el-Kadim’s lille tempel på Sinai. Her menes Moses at have opholdt sig. Inskription fra 1400-tallet f.Kr. med verdens ældste alfabet, i nederste linje.
APPENDIKS - 1
Alfabetet - brugt som kode af Moses og hans allierede? Nedenstående tekst supplerer især kap. 4-5 og 14. (En specialafhandling om emnet bringes i bind 5's kap. 16-18). Bemærk Bibliografiens stærkt udvidede afsnit 10 vedr. Sinai-indskrifterne og alfabetet.
Moses var velkendt som alfabetets opfinder Bibelen er verdens ældste værk, der er skrevet med alfabetet. Og ifølge ældgamle traditioner er Moses hovedforfatteren til Bibelens ældste dele. En række forhold kan tyde på, at allerede under hans oprør synes alfabetet anvendt. Idet rabbinerskrifterne beretter om, at farao havde udnævnt den unge Moses til regeringens modtager af udenlandske udsendinge, foruden om hans omfattende uddannelse fra udenlandske lærere, kan Moses have opnået nogen indsigt i fremmedsproglig og skriftlig erfaring. Her skimtes der en baggrund for at udvikle et genialt enklere system end datidens rebus-agtige billedtegn-baserede (piktogrammiske) skrifter, nemlig vores lydbaserede alfabet. Historikere og forfattere i oldtiden og antikken angav samstemmende, at Moses er alfabetets opfinder: Eupolemos (160 f.Kr.), Aristobulos af Panea (150 f.Kr.), Artapanos (100 f.Kr.) og kirkehistorikeren Eusebius af Cæsarea (300 e.Kr.); også i Quranen omtales det. Endda Platon (400 f.Kr.) oplyste, at alfabetets opfinder var en egypter, Thoth (Moses' egyptiske tilnavn iflg. flere rabbinerskrifter), som færdedes ved hoffet, og at det foregik, da Theben var Egyptens hovedstad (hvilket ophørte i nogen tid under Tuthmosis III og også i flere senere dynastier). Desuden angiver Platon overensstemmende, at denne opfindelse fremkom først i Egypten, men blev mødt afvisende og ses derfor ikke anvendt dér. I nutiden blev også lignende ideer fremlagt om Moses som alfabetets opfinder (jf. bind 5, kap. 16-18), hvilket blev antydet selv af autoriteter som den tyske egyptolog Kurt Sethe og hans landsmand, semitologen Hubert Grimme. Under alle omstændigheder blev alfabetopfindelsen et enkeltmandsværk, idet der ikke er sket en gradvis udvikling: Alfabetet foreligger - på Sinai - allerede første gang i en direkte færdig form. Således findes den overhovedet ældste udgave af alfabetet i inskriptioner på Sinai-halvøen i Serabit el-Khadim ved dette steds egyptiske tempel og i de omliggende klippers mineskakter. De fleste forskere daterer disse inskriptioner til Hatshepsuts tid 1500 f.Kr. (og hermed på Moses' tid). Da Moses var flygtet fra Egypten, opholdt han sig først forskellige steder, ifølge rabbinerskrifterne og oldtidsforfatterne, bl.a. de mange år i Etiopien. Senere
183
holdt han til på Sinaihalvøen. Dette var strategisk et særligt velegnet sted, midtvejs for ruter til Etiopien og Mellemøsten. Rabbinerskrifterne angiver, at den landflygtige Moses næsten som en fange måtte afstå fra at forlade sit skjulested i "skakter i klipperne" nær præsten Jethros opholdssted. Og Jethros sted må være det egyptiske tempel, der dengang var det eneste tempel på Sinai. Således gennem flere af Moses' sidste eksil-år gemte Jethro ham bort af frygt for, at farao skulle få underretning om opholdet. Lokalitetens særlige geografiske forhold sandsynliggør, at Moses' skjulested i skakterne har været de lokale mineskakter fyldt med inskriptionerne med verdens ældste alfabetindskrift. Det er i Bibelen netop på Sinai, at brug af skrift nævnes første gang overhovedet - idet Moses anvendte skrivning, mens Jahweh gives æren for skriften - da Moses og israelitterne senere passerede stedet Dof'ka ('udsmeltning'). Det var i dette lokalområde, hvor kobberudvinding ifølge mange arkæologiske fund blev udsmeltet direkte uden for mineskakterne. Moses' lovtavler omtales i Bibelen som værende første gang præsenteret netop på Sinai. Det er den ældste omtale, hvor det kan udledes, at alfabetet har været anvendt, idet der ikke kendes udvidet brug af andre skriftsystemer i israelitternes historie. Hieroglyffer kunne ikke godt bruges til hebraisk, især ville den egyptiske skrifts mange gudebilled-tegn bryde Moselovens forbud mod at afbilde guder! Dette var udgangspunktet, om end arkæologien kan vise, at forbudet undertiden senere blev brudt i praksis i det gamle Israel. Lovens tavler var af sten, og da skriften skulle indhugges, er det evident, at der kun var kort vej til stenhuggere ved Serabit el-Khadims tempel og miner - og ligeledes kort hen til metalsmelterne ved støbning af Guldkalven. Den engelske arkæolog Flinders Petrie, der i 1905 på Sinai som en af de første beskrev denne ældste alfabetskrift, omtaler i sin bog "Researches in Sinai" (London 1906) det forhold, at: "...det (Sinai-alfabetet) modbeviser endegyldigt den hypotese, at israelitterne, som færdedes gennem denne region ind i Egypten og tilbage igen, ikke kunne have anvendt (alfabet)skrift...". Talrige arkæologiske vidnesbyrd angiver her, at det lille tempel i Serabit el-Khadim på Sinai-halvøen hovedsagelig var tilegnet den egyptiske himmelko-gudinde Hathor. Idet Hathor opfattedes som en udgave af Isis, dyrkedes hun på dette sted under sit semitiske navn Balith. Denne himmelko-gudinde dyrkedes altså netop her på Sinai, hvor også dyrkelsen af Guldkalven fandt sted. Det foregik endda omkring det tidspunkt hvert år, der senere kendtes som lovgivningstidspunktet for israelitterne (cirka i maj i nuværende kalender), og senere som de kristnes pinse - og som dengang netop var Hathor-kultens festivaldage!
184
Alfabet-inskription med Moses' navn? I de alfabetiske indskrifter ved Sinai-templet og skakterne ses omtale af et ritual ved en bestemt tempelsøjle, der i den sammenhæng kunne have symboliseret Verdenssøjlen (Verdens-aksen). Nutidens manglende kendskab herom har gjort det svært for oversætterne at få større mening i flere af disse alfabetinskriptioner på Sinai. Men i enkelte af disse inskriptioner synes der tydet en omtale af en person med navnet Moses: - Hvis denne Moses er identisk med Bibelens Moses under sit eksil på Sinai, har han ifølge teksten - i Hubert Grimmes oversættelse - bl.a. været "...administrator af tempelskatten...". Her omtales også, at den pågældende Moses-benævnte person "...sov ved søjlen..." - hvilket ud fra en ikke uvanlig praksis var at forstå, at han i templet modtog åbenbaringer under sin søvn ved søjlens fod. Hubert Grimmes tydning af Sinai-inskriptionen med navnet Moses blev bekriget af andre, der tydede navnet som Manasseh, det betyder 'den, der forårsager at glemmes'; var det i så fald et ordspil på Moses' skæbne? Kun en virkelig hieroglyfkyndig kunne have udviklet alfabetet, men måtte også have haft et motiv for denne indsats - hvilket netop Moses havde. Hvorimod en "almindelig" skriftlærd egypters hele verden var låst fast i de allerede på den tid mere end 1700-årige hieroglyffer. Sinai-skriftens bogstaver ses i de indhuggede inskriptioner anvendt til semitisk sprog, men selve bogstavtegnene, som vort alfabet også visuelt er udviklet fra, var hovedsagelig et lån fra egyptiske hieroglyffers grafiske form. Opfinderen af alfabetet må derfor være en person, der havde kendskab til begge sprog. Ifølge rabbinerskrifternes overleveringer havde Moses som nævnt opnået betydelige flersproglige kundskaber. Og alfabetets 22-25 lyde (lydtegn) fandtes i forvejen blandt egypternes mere end 800 hieroglyffer. Således skrev den græske forfatter Plutarch, 48-122 e.Kr., i sit værk "De Iside et Osiride" (kap. 56), at: "...de egyptiske "bogstavers" antal er femogtyve...". Disse lyde, der blev til vores konsonantbogstaver og senere også vokaler, fandtes således parat, lige til for en hieroglyfkyndig opfinder at lade indgå med direkte anvendelse i den nye alfabet-skrift. En af de små sfinxskulpturer (No. 345) i Serabit el-Khadim på Sinai bærer en inskription både på egyptisk og (proto)semitisk. Denne semitiske tekst er ordret oversættelse af den egyptiske - og er skrevet netop med alfabetet. Teksten gengiver et navn for en farao og omtaler ham som "...elsket af Hathor...". Faraonavnet er skrevet med alfabetet og dateres følgelig også ud fra dette. Men faraonen er ukendt og findes ikke - ifølge eksperten Kurt Sethe - i Egyptens velkendte kongerække for den epoke! Men rabbinerskrifterne og oldtidsforfatterne hævder, at længe før Moses måtte flygte til et eksil, var han som prins på forhånd blevet kronet til farao.
185
Idet alfabetet oprindelig kun findes inskriberet hér, hvor Moses havde opholdt sig og gemt sig - nemlig ved mineskakterne - kunne dette føre frem til, at ovennævnte ukendte faraonavn netop tilhørte Moses, og at han på grund af sin flugt ikke fik det taget i brug i praksis i selve Egypten. Også andre bibelske navne, kendt som navne også på Moses' fæller Hur og Kaleb, findes på Sinai, og også i Gezer, skrevet med Sinai-alfabetet.
Oksen og det første alfabet Da Kadmos, Europa og Danaos rejste ud fra Egypten samtidig med Moses' flugt, må flere af disse af hans tilhængere også have kendt til hans alfabetopfindelse - alfabetet fra Sinai, hvor også guldkalven optrådte. Det blev i hvert fald især en af dem Kadmos - der huskedes i eftertiden for at have medbragt alfabetet til grækerne. Hans rejse via Fønikien betyder ikke, at alfabetet kom fra denne lokalitet. Græske myter omtaler Kadmos' indførelse af det oprindelige alfabet til grækerne (i Bootien) og forbinder ham på forskellig direkte og indirekte måde med tyrekult (: ankomst til Bootien, 'okselandet', via Tyros, der i en græsk form som tauros betyder 'tyr'). Skønt grækerne allerede tidligt havde tyrekult, er der her tegn på, at den vide udbredelse af Moses' alfabetopfindelse og en netop modificeret version af tyrekult fulgtes ad i flere tilfælde. I alt dette synes det ikke tilfældigt, at de ældste alfabeters første bogstavs navn aleph betyder 'tyr', 'okse' og er udformet som et oksehoved(!) - der senere på græsk lydmæssigt såvel som i grafisk form blev til bogstavet 'A'. I "2. Mosebog" omtales netop dobbelttydigt, at der til bearbejdning af den støbte Guldkalv anvendtes 'en mejsel': Biblens hebraiske ord herfor betyder - bl.a. ifølge Martin Noth - lige såvel 'en griffel', som bruges til inskription. Under grækernes brug af det importerede "Sinai-alfabet" kom efterhånden alle dette alfabets mange mulige skriveretninger i brug, idet disse inskriptioner på Sinai både findes som lodret og vandret og i sidste tilfælde yderligere i begge retninger, dvs. såvel fra højre som fra venstre. Af disse skriveretninger brugte grækerne i en tidlig periode især den to-vejs vandrette retning, hvor man skrev, og læste, skiftevis hveranden linje fra højre og hveranden linje fra venstre. Den sidstnævnte måde, hvor der læstes i den "baglæns" retning, fik også bogstaverne drejet i denne samme retning, dvs. spejlvendt. Denne to-vejs skriveretning kaldtes boustrophedon, dvs. 'pløjning med okser' (som pløjer i furer frem og tilbage - just ligesom vores senere udtryk "kovending"). Det synes således muligt at skimte en baggrund for, at alfabetet - kort efter 1500 f.Kr. - på én gang dukker op på Sinai og snart efter på den fønikiske kyst. Her skete denne videreførelse både i Tyros i Libanon og i det distrikt, der skulle blive Danstammens hjemegn ved Jaffa; og desuden i flere græske områder.
186
Alfabetet også som hemmelig kode Den hidtidige mangel på meget tidlige tekster med græsk alfabetskrift kan i flere kulturer desuden skyldes en af dens vigtigste funktioner, nemlig at skriften i lang tid også var hemmelig; og følgelig kun anvendtes af en fåtallig elite - til koder, religiøst og mysteriekultisk brug hos grækerne. At alfabetet allerede fra starten i sin grundform fik så stor udbredelse vil i så fald ikke mindst skyldes Moses' stridigheder med Tuthmosis III's regime. Til flere af sine forskelligtsprogede forbundsfæller i udlandet må Moses have anvendt sin alfabetopfindelse som et kommunikationsmiddel, der var "ensartet" forståeligt, idet det, i modsætning til den egyptiske hieroglyfskrift, netop meget let kunne bruges på alle sprog. Desuden var det let og hurtigere at lære end f.eks. det babyloniske kileskriftsprog, der i vid udstrækning anvendtes som diplomatsprog i vestsemitiske lande, og krævede færdighed og specialuddannelse. Generaler, stormænd og konger, der til tider eventuelt ikke selv kunne læse og skrive, måtte have professionelle skrivere som mellemled. Bortset fra f.eks. Etiopien, der i forvejen brugte et egyptisk influeret hieroglyfsystem, samt ligeledes Kreta og eventuelt Cypern, blev alfabetet hermed allerede på Moses' tid - faktisk med ét slag - introduceret blandt en række af Egyptens omgivende og flere hidtil skriftløse folk, hebræere/israelitter, fønikiere, kanaanæere og visse græske folk. En af netop Kadmos' samtidige naboer, Palamedes, en pelasger fra et distrikt nær Argos, omtales endog af Homer i forbindelse med alfabetopfindelsens introduktion i de græske områder. Således var denne nyskabelse, alfabetet, overlegen i brug både til almindelig kommunikation samt til kodeskrift - anvendelig hos alle Moses' forskelligtsprogede udenlandske allierede, idet egypterne - hvis de skulle have held til at opsnappe meddelelser i denne udførelse - ikke kunne læse det. For ifølge Platon fik opfinderen af alfabetet som nævnt afvist sin opfindelse hos egypterne. Den 19 år lange koordination af forskellige folkeslags opstande mod Tuthmosis III synes, med Moses' formodede mellemkomst, også at have beroet på dette nye kommunikationsmiddel, samtidens nye skriftform: alfabetet. En sådan tidlig anvendelse af den nye fleksible skriftform hos kanaanæerne kendt som Moses' første forbundsfæller - ses i så fald afspejle sig i indskrifter med Sinai-alfabetet uden for Sinai, i Palæstina: - Bl.a. er der i Gezer fundet det omtalte Kaleb-navn. Der er også fundet en inskription på en genstand af ler fra Lachish med Amenhotep II's navn plus Amon-Re og Ptah: alle med hieroglyffer. Men på genstandens bagside er der med alfabetet inskriberet et kultisk navn ('l dw gt, nu transkriberet:) el dú gitti, hvilket ligeledes kan genfindes i Serabit el-Khadim på Sinai. Disse omstændigheder: Kalebs navn foruden navnet på "den nye hårde farao" Amenhotep synes også at indikere, at koalitionens samarbejde yderligere fortsattes i nogen grad også efter udvandringen, især i de første år.
187
Selve udbredelsen af opfindelse af det rent lydbaserede skriftsystem - alfabetet - der siden blev kommunikationsfremskridt på verdensplan, synes her at være sammenkædet med Egyptens udenrigspolitik i perioden, da Moses fra sit eksil oprettede baser og dannede forbund med nabolandene under sine forsøg på at overtage Egyptens trone. Moses kan i en periode som påvist have haft en terminalbase i Sinais mineskakter, hvor det ældste alfabet findes, og hvor, som omtalt fra flere rabbinerskrifter, at "han i flere år var skjult for farao", lukket inde af sikkerhedshensyn, mens "Zipporah hemmeligt bragte ham mad". Dette beskrives i Baring-Gould's rabbinerskriftsamling "Old Testament Characters" (II, London 1871, s. 87-88). Et godt skjul - historisk set vides, at en udstationeret egyptisk minedrift på Sinai på det tidspunkt var ophørt. I det hele taget har en så stor og uens sammensat koalition som Tuthmosis III's modstandere ikke kunnet fungere så effektivt i praksis uden at være i besiddelse af et velfungerende kommunikationsmiddel - alfabetskriften. Militæranalytisk er det uomtvisteligt, at opfindelsen og den faktuelle, hurtige udbredelse af alfabetet på netop den tid forklarer meget om koalitionens langvarige eksistens og dens muligheder for sin imponerende formåen. (Jf. at gennem historien kendes mange tekniske fremskridt, der oprindelig startede som militære hemmeligheder). At formålet med alfabetet - et hovedpunkt i forståelsen af manglen på meget tidlige græske indskrifter - til en begyndelse har skullet ikke mindst fungere som både militært og religiøst kodesprog, er der ikke noget mærkeligt ved. Eksempelvis udviklede Egyptens præsteskab senere et særligt sprog, som kun præsterne selv forstod, hvilket styrkede "præstekasten"s sammenhold og ydre magt samt skulle beskytte dens hemmeligheder over for det voksende antal fremmedes indflydelse i landet. Udover Bibelen med verdens ældste alfabetiske tekst blev netop religionerne blandt de væsentligste bærere af de mest udbredte skriftsystemer i verden. Moses' og hans fællers flugt fra Egyptens regime under Tuthmosis III var lige såvel en flugt af kulturbærere. I de fremmede lande, hvor de slog sig ned, har de virket som en opvækkende kraft, både kultisk-religiøst og ved skrivekunsten. Effekten kan sammenlignes med senere i verdenshistorien, i 1453, da mange lærde flygtede fra islamiske tyrkeres erobring af Byzans - samt fra inkvisitionen i Spanien - til ny tilværelse især i Italien; disse grupper blev nu en kulturinjektion, der medvirkede til at bane vej for renæssancen. Det voksende historiske materiale om skriften må før eller siden medføre et ændret syn på alfabetopfindelsen. Bl.a. har forskeren Aaron Demsky måttet flytte både alfabetopfindelsen og dens udbredelse hos grækerne (se nedenfor) længere tilbage i tiden end det fønikiske alfabet. Han omtaler hertil, at en oldkanaanæisk inskription (med Sinai-alfabetet?) med store ligheder med det græske alfabet er fundet i det gamle danitter-kystområde nær ved filistrenes by Aphek. Alt dette fremgår af Demsky's afhandling "A Proto-Canaanite Abecedary Dating from The Judges and Its Implications for the History of the Alphabet", i arkæologitidsskriftet Tel Aviv (No. 4, 1979), hvori han konkluderer, at: "...grækerne allerede har lånt alfabetet fra kanaanæerne på et tidligere trin
188
af dets udvikling - sandsynligt omkring slutningen af det andet årtusinde. Rimeligvis var sø-folket (bl.a. danaere og pelasgere, ed.) redskabet for overbringelsen af alfabetskriften på dette tidlige tidspunkt fra Kanaan til de græske øer...".
Fra Moses' bogstaver til Kadmos' bogstaver Det er karakteristisk for de af oldtidssprogene, der før alfabetets opfindelse anvendte skrift, at hvert sprog havde sit eget skriftsystem, der i reglen ikke var indrettet på at kunne bruges til noget andet sprog. De pågældende skriftsystemer havde også den store ulempe, at der ofte krævedes eller anvendtes 1.000-2.000 - og eventuelt flere - forskellige skrifttegn i modsætning til alfabetets kun 22-24 bogstaver. Opfindelsen af alfabetet med fleksibilitet, forenkling og udvidede muligheder til anvendelse på alle sprog var en så eftertragtet nyskabelse, at det lynhurtigt smittede af også længere østpå, idet alfabetet ejendommeligt nok næsten samtidig her i 1400-tallet f.Kr. dukkede op i Indien. (Her blev det udvidet fra cirka 24 til 50 lydtegn, idet hver af lydene som hovedprincip kan udtales på to forskellige måder. Denne form inspirerede til lignende alfabeter i Tibet, Mongoliet, Korea og Japan). I Indien skete dette i en periode samtidig med, at landets okser ophøjedes til "hellige køer". Der behøver ikke nødvendigvis at findes en sammenhæng, men i det samlede billede kunne noget tyde på, at det ikke var tilfældigt, at alfabetopfindelsen blev udbredt samtidig med udbredelsen af, at tyre/okse-kultiske riter bliver særlig udbredt i Middelhavsområdet. Forskerne har endnu ikke i græske områder fundet alfabetindskrifter, der er ældre end 900-800 f.Kr. I et græsk klima har det ellers udbredte papyrusskrivemateriale ikke kunnet overleve så længe som i Egyptens tørre klima. Men i et Ramses IIIpalads i Nildeltaet fandt egyptologen E. Naville tidligt byggesten med græske inskriptioner fra midten af 1100-tallet f.Kr. Og en forhastet konklusion - opstået for hundrede år siden, hvor arkæologi og historisk viden var mindre udviklet end nu - vil stadig hævde, at fønikierne indførte alfabetet hos grækerne først ved den netop nævnte sene tid. Men der er aldrig givet et eneste bevis på, at fønikierne opfandt alfabetet. For allerede netop i 900-800-tallet f.Kr. kendtes alfabetet hos grækerne, endda i udviklet form. Bl.a. var her visse bogstaver omdannet til vokaler, som var nødvendige til de græske (såvel som til andre indoeuropæiske) sprog; mens vokaler i stort omfang ikke fandtes, og også sagtens kunne undværes, i de semitiske konsonantskriftsprog, som f.eks. just hos fønikierne. Det græske alfabets grafiske former er netop ikke tæt på det fønikiske, hvorfor en påstand om en direkte alfabetimport fra Fønikien ikke er plausibel. Forholdet er mere komplekst, idet grækerne, længe før fønikisk skrift kendtes, bl.a. havde udviklet bogstaverne chi og psi, der i forskellige græske landsdele var nødvendige for at kunne udtrykke disse lokale dialekters specielle lyde. Følgelig må "Kadmos' bogstaver", Kadméia grammata - som også historikeren Herodot allerede hævdede, at den tidligste græske skrift bestod af - have en forhi-
189
storie og dermed have haft ældre former, sådanne som kendtes på Moses' og Kadmos' tid. Bl.a. på øen Thera (Santorini), der i den tidligere omtalte tradition (jf. kap. 4-5) har en forbindelse til Kadmos, findes inskriptioner med det græske alfabets ældste og mest arkaiske bogstavformer. Også til Spanien ankom alfabetet - af runeagtigt udseende ligesom Sinai-alfabetet og de tidligste græske alfabetformer - og menes indført af iberere tidligere end af fønikierne. Betegnelsen iberere menes sandsynligt at kunne tydes som 'hebræere' og tænkes i så fald at tilhøre de grupper, der emigrerede eller direkte flygtede til søs (med deres bohave, på den tid inklusiv det afrikanske æsel, til Andalusien) under Moses' eksilperiode og det store opbrud ved udvandringen. At den grafiske udformning af de gamle græske alfabeter viser sig direkte i familie med det originale Sinai-alfabet og dermed de egyptiske hieroglyftegns former - som indgår i dette Sinai-alfabet fremfor at stamme fra fønikisk alfabet - påvistes tidligt af den engelske egyptolog Alan H. Gardiner. Den engelske forsker Martin Bernal har om "Kadmos' bogstaver" i sit værk "Cadmean Letters; The Transmission of the Alphabet to the Aegean and Further West Before 1400 BC" (Winona Lake 1991) punkt for punkt - endda uden der er gjort nye fund med ældre skrift, der yderligere kunne støtte ham, men alene ved at bruge velkendte facts og data - påpeget dette: At det græske alfabet går tilbage til 1300-tallet f.Kr., eller tidligere endnu. Dvs. til en mere direkte overførelse fra Sinaialfabetet.
Det ældste alfabet Der kan her resumeres nogle specielle træk ved episoden med israelitternes kult omkring Guldkalven (jf. kap. 14 samt bind 4's kap. 15-18). Det er, som allerede påpeget, her just på Sinai, at der optræder en særlig, til dels hemmelig skrift, verdens ældste alfabet, vort alfabets urform. Denne skrift netop fra perioden 1500-1400 f.Kr. og således fra samme egn, hvor ifølge bibelteksten Guldkalv-dyrkelsen fandt sted. Både Bibelen og rabbinerne befordrer det indtryk, at Moses også under sit langvarige eksil stadig betragtedes i Egypten som en mægtig mand, der kunne komme farao på tværs. Moses havde desuden sit ry som en af oldtidens store strateger - blot en beskeden del af det omdømme, der tidligt i historien bragte hans skæbneberetning helt ud til Indien. Og hvad angår det ry Moses i oldtiden havde som alfabetets opfinder, er det bemærkelsesværdigt, at dateringen af Kadmos, der blev vidt kendt bl.a. for at have medbragt alfabetopfindelsen til de græske områder, netop passer præcist med tiden for udførelsen af denne opfindelse på Sinai i 1400-tallet f.Kr. Flg. kan opsummeres: 1) I egyptiske og græske overleveringer gengives, at alfabetet opfindes i Egypten, hvor ideen blev undfanget i Theben. 2) Det er et faktum, at alfabetopfindelsen eksisterer pludseligt uden noget forudgående udviklingsforløb, dvs. skabt af en person og ikke ved en historisk proces. Det er ligeledes et faktum, at opfinderen havde egyptisk baggrund. 3) Alfabetet var let at indføre til brug hos hidtil skriftløse folk (som netop israelit-
190
terne og derefter hos nogle af de græske folk), men som ved sin "internationalt" egnede anvendelighed og smidighed desuden kunne bruges til koder. 4) Bibelen er det ældste bogværk der kendes, som fra starten er skrevet med alfabetet. Skrivningen påbegyndtes, ifølge Bibelen selv, af Moses netop på Sinai ganske kort fra det sted, hvor det endda samtidige alfabet - det nu således benævnte Sinai-alfabet - er fundet i klippeinskriptioner. Kort sagt, uanset hvordan oldtidsforfatternes omtale af Moses og alfabetet ses, var det ham teknisk, sprogligt og geografisk muligt at kunne være opfinderen.
Alfabetets udvikling fra egyptisk inspirerede tegn, fundet på Sinai og i Kanaan, gik videre i to hovedretninger: hhv. græsk og hebraisk alfabet.
APPENDIKS - 2
Kontroversielt historisk krydspunkt Supplerer især kap. 9 og 19 (jf. også Appendiks 3)
Sjældne astronomiske hændelser daterer Moses Til et grundigere overblik kan det være hensigtsmæssigt på ét sted at få samlet alle hidtil fremlagte (astronomiske) tidsdata - som derfor bringes nedenfor - for at vurdering kan foretages inden for den større sammenhæng. En ekstra gevinst ved den astronomiske datering af Moses er, at den kan bidrage til fastlæggelse af den egyptiske kongerække inden for Egyptens 18. dynasti (cirka 1585-1310 f.Kr.) - hidtil vurderet forskelligt med op til 30 års udsving. Ud fra fastlagt datering af israelitternes udvandring, hvor Amenhotep II på den tid var kommet på tronen efter først to år som medregent indtil Tuthmosis III døde, kan dette faraoskifte yderst præcist dateres til nævnte udvandringsår 1455 f.Kr. - og er i så fald en første konkret datering for 18. dynasti. Der foreligger nu hele tre (fire) uafhængige astronomisk verificerbare checkpoints for Moses-tiden - de kan præcist sættes i relation til årene for for a) Moses' fødsel, b) udvandringen fra Egypten og c) invasionen i Kanaan: 1.
Rabbi Abrabanels overleverede oplysning (givet i 1497 fra jødisk tradition) om Moses' fødsel tre år efter den store planetkonjunktion i Fiskenes himmelområde - den eneste forekommende storkonjunktion i dette område i mange hundrede år og den største i et årtusinde - kan beregnes til februar i 1537 f.Kr. Dermed skete Moses' fødsel i februar 1534 f.Kr. Det stemmer helt med rabbinerskrifterne om Moses' fødsel i den jødiske måned adar (februar/marts).
2.
Israelitternes udvandring skete ifølge Josefus i "Moses' 80. år", dvs. Moses var 79 år gammel. Ved disse 79 år efter Moses' fødsel i 1534 f.Kr. skete israelitternes udvandring fra Egypten i året 1455 f.Kr. (jf. kap. 9). Datoen for denne første påske beregnes astronomisk: a) - Forårsjævndøgn(punktet) 1455 f.Kr. kan beregnes til et tidspunkt svarende i nutidig kalender ved den 21. marts om aftenen cirka kl. 22 lokal tid i Theben og Memphis; (mere om astronomiske forhold, se s. 204). b) - Den første påske er i Bibelen bestemt ud fra den første fuldmåne i den første forårsmåned, dvs. første fuldmåne efter forårsjævndøgn; og denne fuldmånes kulmination kan beregnes indtruffet tidlig morgen den 21. marts (men stadig inden for samme døgn ifølge jødisk kalendertradition, hvor hvert døgn starter foregående dags aften efter solnedgang).
192
Kommentar (til pkt. 2): De astronomiske forhold i denne første påske var yderst sjældne, idet både forårsjævndøgn, midnat og fuldmånen indtraf med relativt få timers mellemrum omkring den 21. marts 1455 f.Kr. Det samstemmer med, at rabbinerskrifterne oplyser - se bl.a. Rabbi Zvi Mond's "Exodus, I" (Toronto 1982) - at aktionen skete inden for få timer omkring midnat. For her gav Moses en forvarsling om tidspunktet for hele udvandringsaktionen: Moses understregede over for faraos astrologer - "så de ikke skulle tro, at han regnede galt - at denne aktion ikke ville foregå præcis ved midnat". Disse forhold falder inden for Bibelens stadigt gældende kalenderregler for fastlæggelse af den altid kalendervariable jødiske påske. I den såkaldt "metoniske" månecyklus, en 19-årig cyklus med 235 måneskifter, sker fuldmånens kulmination i 235 faste himmelpositioner set i forhold til stjernerne. Kun i én af positionerne (der er cirka 1,5 buegrader mellem hver position) kulminerer fuldmånen ved forårsjævndøgnets position. I gennemsnit vil kun hveranden af årets fuldmåner vise sig i døgnets nattetimer; derfor kun én gang hvert 38. år (2 x 19) vil en kulminerende fuldmåne ses i natten i selve forårsjævndøgnet. Da forårsjævndøgn har et kvart døgns (f.eks. en halv nats) forskydning pr. år, er chancen for en kulminerende fuldmåne i forbindelse med både forårsjævndøgn og inden for en (hel) nat: hvert 76. år (2 x 2 x 19). Tilsammen tilstrækkelig sjældent til en pålidelig datering af udvandringen. (Bemærk, at ved beregning så langt bagud i tid ses i andre værker ofte brugt blot én formel i stedet for den nødvendige formel-række. Denne mangel kan give en difference på flere timer ved f.eks. en formørkelse eller præcis nymåne). 3.
Joshuas slag ved Gibeon, hvor "...Solen stod stille..." ("Joshuas Bog" 10,12-13) i israelitternes invasionsår 1415 f.Kr., kan beregnes at være foregået under en sjælden form for total måneformørkelse, "Kleomedes' fænomen", den 25. juni ved solnedgang. Det år passer desuden med, at ørkenvandringens cirka 40 års periode startede i året 1455 f.Kr.
Ovenstående tre astronomiske fænomener på Moses' tid i år 1537, 1455 og 1415 f.Kr. vil ikke på én gang i mange tusinde år gentage sig eller have samme intervaller, hhv. 79 og 40 år. Derfor fremstår dateringens præcision med ekstraordinær styrke. (4) Tilføjelse: I denne bogseries bind 2 analyseres verdens ældste stjernekort, i Theben. Kortet tilhørte Senmut, Egyptens mægtigste mand under Hatshepsut, den kvindelige farao med bl.a. titlen Faraos Datter. Stjernekortet viser en sjælden konstellation med næsten alle planeterne omkring stjernen Sirius, hvilket beregnes astronomisk til begyndelsen af maj 1534 f.Kr. Dette synes at passe med Bibelen, hvor Moses tre måneder efter fødslen (fra februar til maj, "oversat" fra jødisk tradition) blev modtaget på Nilen af Faraos Datter.
193
APPENDIKS - 3
Egyptisk datering forbedres - også i relation til stjernene Uklar egyptisk tid - versus astronomisk præcision Forskningens store problemer med at bestemme årstal for den periode, hvor Moses havde sit udgangspunkt i Egypten, hidrører bl.a. fra følgende forhold: - Der har generelt manglet en i detaljer realistisk præcis tidsramme for faraonernes regeringstider i Egyptens 18. dynasti, 1500-1300-tallet f.Kr. Der findes en del usikkerhed om egyptiske herskeres historiske årstal før 1000 f.Kr., og dermed før 21. dynasti. F.eks. har datering af Hatshepsut og Tuthmosis III svinget med op til 50 år, alt efter forskellige egyptologers hypoteser. Idet datering af faraonerne i 18. dynastis første del hidtil har været ubestemmelig, mærkes et særligt problem. Nemlig at egypterne ikke i deres tidsregning havde noget fast udgangspunkt f.eks i lighed med vores (vesterlandske) brug af "Kristi fødsel" som fast tidsmarkeringspunkt. De usikre resultater ved datering af faraoner i den omhandlede periode i det hele taget har medført, at i gennem egyptologiens egen historie er dateringerne udsat for løbende justeringsforsøg og flyttet varierende cirka hvert 20. år. I den forbindelse har en række egyptologer opstillet hver sin årstalsteori for kongeregeringstiderne - med flere store indbyrdes differencer. Det har resulteret i nogle for Egypten konstruerede tidsskalaer, hvis forskelligheder betegnes high-, middle- og lowdatering. Disse skalaer er ofte opbyggede over anstrengte kompromisser og har en mangel på faktorer, der fast kunne afgøre, om en datering er korrekt. I en årrække har tendensen således været, at Egyptens dynastier før 1000-tallet f.Kr. helst placeres senest muligt, altså som den såkaldte lowdatering. Herved er dateringen 20-50 år senere end ofte hos de forrige forskergenerationer; hvorimod de tidligste egyptologer undertiden har placeret kongerne 100 år tidligere. En lowdatering, der foreslår Tuthmosis III's start i 1479 f.Kr. er en aktuel trend hos flere egyptologer, men er altså stadig fiktiv og hypotetisk; Faktum er, at der i den sag aldrig er fundet noget konkret bevis for en bestemt datering. I virkeligheden er der en stor indbyrdes uenighed om dateringen dominerende; og egyptologien står ikke som en enig front; f.eks bruger den omfattende franske egyptologi ofte en highdatering - så ofte anerkendes ikke 1479-datoen her. I konsekvens af situationen har f.eks. det amerikanske egyptologi-tidsskrift KMT ladet deres forfattere anvende de forskellige kronologier, de individuelt går ind for. Hvad angår dateringsmetoder generelt, findes der bl.a. keramisk datering, hvor vekslende mode for mønstre, glasurteknikker og deres kemi kan indkredse epoker-
194
ne. En anden metode er termoluminiscens, der daterer ud fra kvartskorn i keramik, og stadig flere metoder findes: Til de store tidsspand kan der, ud over at bruge geologiske lag, anvendes zirkon-krystaller fra f.eks vulkansk aske. Glaciologisk datering - ud fra udborede iskerner i arktisk indlandsis - kan angive et specielt år i gamle snelag med særlige vandmolekyleforhold eller bestemte typer nedfald (f.eks dateres vulkankatastrofen på den græske ø Santorini med dens spor i Grønlands is til cirka 1645 f.Kr. - jf. kap. 10). Pollenanalyse og palæobotanik kan indkredse en periode. Kulstof-14 metoden (C-14) kan markere tid inden for f.eks +/- 50 år. Datering med dendrokronologi (optælling af årringe i træ) kan vise et bestemt år og eventuelt årstiden. F.eks. medfører et stort vulkanudbrud hyppigt kold vinter - evt. flere år efter - og kan, men ikke bestemt altid, give frost(år)ringe i træer. Men astronomi er den mest præcise tidsbestemmelsesmetode, der kendes. I bedste fald kan en beretning, hvor der omtales solformørkelse, dateres til både det korrekte år og måned, samt dagen og endda selve timen. Datering af meget gammelt historisk materiale må ofte bero på brug af flere dateringsmetoder i samspil. F.eks. er det problematisk i den egyptiske kulturs tidlige perioder, at C-14-datering mister præcision ved voksende alder - trods kalibrering. I arkæologien viser C-14-metoden desuden sensibilitet, så resultaterne kan blive misvisende (f.eks blot forårsaget ved en arkæologs tobaksrygning ved udgravningen) og især dette, at en C-14 årscyklus ikke er præcis ét år: Efter de seneste større justeringer, bl.a. ud fra dendro- og glaciokronologi, er flere gamle fund nu C-14-dateret op til 700-800 år ældre. Parallelt hermed har Ötztahl-mumiet og dets ejendele fra 5.300 f.Kr. (fundet i Alperne i 1994) bevist brugen af kobber 1.000 år førend hidtil antaget! Også ved anatomiske- samt røntgen-undersøgelser af egyptiske kongers mumier kan eksperterne være ret uenige i fiksering af kongernes alder, der bl.a. bedømmes ud fra sammenvoksninger i kranierne, og ud fra knoglevæksten. Tuthmosis-kongernes periode synes som nævnt placeret 20-50 år for sent, hvis mange egyptologers nuværende lowdatering følges. Tilmed viser samarbejdet med naturvidenskaberne, at i helhed er lowdatering endda dårligst funderet. Ligeledes har den engelske arkæolog James Mellaart for længst påpeget i sin afhandling "Egyptian and Near Eastern Chronology - a Dilemma?", i Antiquity (53, 1979), at denne, som det skulle vise sig, "ulyksalige teori" (lowdateringen) her har forurenet dateringen i et halvt århundredes forskning. Problemet er mindre angående Egyptens sene dynastier (se i det flg.), hvor flere begivenheder kan kalibreres med forskellige veldaterede forhold. Men til dateringer tidligere end den nævnte, cirka 1000 f.Kr., har det været nødvendigt at nøjes med relative kronologier, dvs. ikke-absolutte årstal.
'Tronforvirringen' Hvis det blev muligt at opnå en præcis astronomisk datering af blot enkelte Tuthmosis-kongers regeringstider, vil det bidrage til bedre datering af hele 18. dynasti. Men her havde forskningen desuden længe problemer med endog at få selve række-
195
følgen af disse herskere på plads. Den deraf opståede opfattelse af "tronforvirring" afspejledes i et vigtigt værk netop med titlen "Die Thronwirren unter den Nachfolgern Königs Thutmosis' I", fra 1898, af den store tyske egyptolog Kurt Sethe. Det præsenterede materiale gav ham i første omgang det indtryk, at Tuthmosis III regerede før Hatshepsut og endda før Tuhmosis II (tallene efter kongenavnene er moderne tilføjelser). Men han måtte 34 år senere revidere sin opstilling i sin nyere afhandling "Das Hatchepsut-Problem noch einmal untersucht, ihr Verlauf und Bedeutung" i 1932. Mange af netop de betydeligste egyptologer var optaget af problemerne, og bl.a. Naville, Winlock og Eduard Meyer accepterede ikke Sethes første version af rækkefølgen. Derimod Sethes nye, reviderede tese kunne i begyndelsen af 1930'erne bekræftes som den korrekte, af egyptologen William Edgerton. Edgerton kunne bestemme kongerækkefølgen ud fra et nærstudium af disse kongers indhugne navne. Han observerede, at i mange tilfælde fandtes Hatshepsuts navne skjult ved at befinde sig i delvis slettet tilstand under et senere faraonavn - oftest Tuthmosis III, der havde ladet sit navn hugge ovenpå den oprindelige indskrift. Edgerton udførte også stilstudier af genstande, på hvilke navnene var inskriberet. F.eks. ved sarkofager af ældre stil og som havde et slettet navn nedenunder et andet senere påført navn, kunne navnenes aldersmæssige rækkefølge vurderes ud fra, at det først inskriberede (underliggende) navn kunne dateres nærmest tidspunktet for sarkofagens fremstilling og stilmæssige udforming. Det var hermed de nøje studier "ude i marken" fremfor skrivebordsteorier, der afgjorde sagen. Edgertons bevisførelse ud fra de konkrete kendsgerninger blev yderligere konfirmeret, ligeledes ved konkrete feltstudier, af hans amerikanske kollega Willam C. Hayes, den senere kyndige direktør for Metropolitan Museums egyptologiske samlinger. Senere har den tyske egyptolog Wolfgang Helck skarpsindigt påvist i tekststudier, hvordan den egyptiske historiker Manethos kongerækkeopstilling sandsynligvis var fordelt på flere tekstspalter i et papyrusmanuskript og kunne i så fald læses i forskellig rækkefølge, alt efter om spalterne læstes vandret eller lodret. Oldtidens kopiskrivere havde derved taget fejl af retningerne. Den rekonstruerede rigtige retning viser nemlig præcis den korrekte rækkefølge. Men det var altså Edgertons indsats ved arkæologi i praksis, der i stor udstrækning løste egyptologiens 150 års betydelige problemer på dette område - en kæmpesejr. Dog, efter farao-rækkefølgen var klarlagt, var selve dateringsproblemerne stadig ikke blevet løst. Komplikationer opstod på lignende måde som netop omtalt, fordi kronologien hertil ofte ses mest baseret på arbejdshypoteser.
Astronomiske dateringsfund overset På den internationale videnskabelige kongres om "absolut kronologi" i 1987 påvistes, at astronomien bekræfter en tidlig, high, dateringsramme! - og er den mest præcise metode; jf. "International Colloquium on Absolute Chronology" på Göteborg Universitet (jf. Bibliografi, gruppe 12a: Kitchen et al.).
196
Ældre fund, som astronomisk datering kan foretages ud fra, kendes især fra oldtidens Babylon. Her har præsternes detaljerede optegnelser år efter år af planeternes vekslende positioner i forhold til stjernerne gjort det muligt at datere de samtidige babyloniske kongers regeringsperioder korrekt. Eksempelvis da babyloniske lertavle-arkiver blev udgravet og nu tydet, fandt forskerne blandt de løbende astronomiske optegnelser en omtale af "kongens død" ved en bestemt dato. Således gengivet i Sachs & Hunger's "Astronomical Diaries and Related Texts From Babylonia", (Wien 1988, pp. 206-207). Denne afgørende babyloniske dato svarer til 10. juni 323 f.Kr. En nu foretaget astronomisk efterberegning viser, at dette tidspunkt, der optegnedes for mere end 2.300 år siden, svarer nøjagtigt til en bestemt dato for Alexander d. Stores død i Babylon. Nemlig en dato (makedonisk kalender) tilsvarende optegnet i Plutarchs Alexander-biografi, skrevet i et helt andet land for cirka 1.900 år siden. Det er i virkeligheden en videnskabelig sensation, at Plutarchs dato kan bestyrkes som pålidelig - men endnu vides dette hverken kendt eller udforsket. I Egypten, hvorfra der ikke er overleveret astronomiske optegnelser med samme omfang og metodik som i Babylon, blev historikernes problemer med datering af visse faraoner dog mindsket på grund af fund af korrespondance med netop babyloniske konger. Især flere senere faraoners regeringstider har været mulige at kalibrere med samtidige babyloniske konger, hvis regeringsperioder som nævnt er kendt fra deres præsters astronomiske optegnelser og oversigter. Men et 3.500 år gammelt egyptisk stjernekort fra Hatshepsuts tid er nu blevet astronomisk dateret. Dette kan få værdi som et fast tidsreferencepunkt, der især savnes for 18. dynastis epoke. Herom mere i det følgende.
Lokalisering af Fugl Føniks' redeplads Igen: astronomien er den hidtil mest præcise dateringsmetode og kan i flere tilfælde anvendes i forbindelse med egyptisk kalender. Den kalender havde udgangspunkt i forhold til stjernen Sirius, der hvert år - efter ikke at have været synlig i en periode på 70 dage - igen dukker op på himlen kort før solopgang ved egyptisk nytår. Herfra ses senere inspiration til andre Middelhavskulturers kalendere; romerne kaldte de følgende 30 dage efter Sirus' genkomst for "hundedagene" ud fra et andet udbredt navn for denne stjerne, Hundestjernen. Med romersk synkretisme fejredes genkomsten som "Tammuz' (den babyloniske Adam) genopstandelse", dvs. Tammuz-festen (babylonisk-syrisk skik), når Solen gik ind i Løvens stjerner. I den æra faldt festen på samme dag som egyptisk nytår. Plutarch beskrev delvis i myteform, at også Alexanders fødselsdag var just på denne dag. I Egypten vil en præcis astronomisk datering af det ovenfor omtalte stjernekort i et gravanlæg i Theben, udført cirka 1495 f.Kr. af Senmut, kunne indkredse en datering af flere Tuthmosis-kongers regeringstider. Dette skulle hermed kunne bidrage til en meget forbedret præcision af dateringen af 18. dynasti. Et hidtil upåagtet forhold på dette stjernekort: Kortets himmel-inddeling i særlige kolonner, "dekaner", angiver årets opdeling i 10-dages uger. Mellem Sirius' pla-
197
cering og kolonnen med nytårsdekanet viser kortet syv reelle dekaner. Disse dekaner/10-dages uger udgør i den pågældende himmelsektor præcis de 70 dage mellem Sirius' forsvinden og genkomst. Egyptiske kalenderes år var på 12 måneder à 30 dage plus 5 skuddage. De af egypterne anvendte kalenderformer havde - modsat nutidig kalender - ikke en (ekstra) skuddag hvert fjerde år til at udligne for det kvarte døgn, der indeholdes i årets sande længde på i alt 365 og et kvart døgn. Derfor flyttede kalendermånederne sig i tidens løb langsomt fra deres pladser i forhold til årstiderne. Da dette var upraktisk til hverdagsbrug, anvendtes der også en "almindelig" (men på andre måder ufuldstændig) kalender. En hel "Sirius-cyklus", med månederne på plads igen, varer 1.456-1.460 julianske år. Videnskabshistorie-forskeren Otto Neugebauer tvivlede på den kalenders eksistens. Derimod omtaler Herodot 400 f.Kr. store (Føniks)cykler med en fornyelse hvert cirka 500 år. Dette antal kunne antyde en tredeling af hele cyklusperioden - i princip som den tredelte egyptiske årscyklus. Samme Herodot kalder cyklens udgangspunkt for Fugl Føniks' redeplads. Denne fugl kaldte egypterne Benu, og hidtil gådefuldt var det også deres navn for planeten Venus. Men Venus er afbildet som Benu og placeret - både på Senmuts og senere stjernekort - i det sidste dekan, ifølge kortenes læseretning fra højre mod venstre. Dvs. netop i det dekan, der markerer det egyptiske nytår netop hvor hver ny årscyklus begyndte: Føniks symboliserer død og genfødsel. En 1.456-årscyklus' start er optegnet af en romersk autoritet, Censorinus, i 139 e.Kr. Lignende startår kan beregnes at være forekommet ved 1317 f.Kr. og 2773 f.Kr., der ligeledes menes anvendte som faste udgangspunkter. Herudfra angiver den engelske egyptolog Alan H. Gardiner i sin "Egyptian Grammar" (3rd rev. ed., London 1965, p. 205), at: "...tre optegnelser for Sirius' opgang er overleveret os (bl.a. i "Ebers Medical Papyrus"), nemlig et uangivet år hos Tuthmosis III (11. måned, dag 28), og år 9 hos Amenhotep I (11. måned, dag 9) samt år 7 hos Sesostris (7. måned, dag 25). Kombinationen af disse datoer med de tidligere nævnte (år 139 e.Kr. samt 1317 f.Kr. og 2773 f.Kr., ed.) giver som resultat for nærmeste korresponderende år: 1469, 1545 og 1877 f.Kr. De to første af disse datoer passer beundringsværdigt godt med andre forhold, mens enkelte (forskere, ed.) anser den tredje for at give et for lille interval mellem det 12. og 18. dynasti...". Det sidste forbehold synes mindre relevant nu, hvor rammerne for denne sene og efterhånden bedre definerede tid er bredere accepteret. Men flere egyptologer blev ved datering af ovennævnte Amenhotep I fanget af kun at have undersøgt tiden efter 1530 f.Kr. Det gælder f.eks. den tyske egyptolog von Beckenrath med sin afhandling "Königslisten" (1959). De pågældende forskere opnår herved en meget sen datering som resultat.
198
Sirius-kalenderspørgsmålet Ovenstående gælder også en anden tysk egyptolog, Rolf Krauss i sin "Sothis, Elephantine..." (1981). Han undlader at datere Sirius' opgang ved Theben, et af præsteskabets hovedsæder (bl.a. med observatoriet på taget af Khonsu-templet). I stedet daterer han med geografisk forskydning til øen Elephantine i Øvre Egypten. Men denne lokale, mere sydlige breddegrad vil da give en ikke-sandsynlig tidsforskydning for kalenderen. Andre har foreslået Memphis i nord - og får ligeledes en forskydning. Man forsøgte at få lowdatering til at passe. Endnu et eksempel: I det autoritative internationale standardværk "The Cambridge Ancient History" (3rd ed.) angiver den engelske ægyptolog T.G.H. James i 1973 i værkets bind 2 (part 1, p. 308): "...Amenhotep I's regeringsår 9 er astronomisk fastsat ("fixed") til 1537 f.Kr...". James henviser til samme værks bind 1 (part 1, p. 187), der er fra 1970 (3rd ed.); men heri skriver den amerikanske egyptolog William C. Hayes blot, at dette tidspunkt er "højst sandsynligt" ("highly probable"). Dog, herfra henviser Hayes yderligere bagud til sin amerikanske kollega William F. Edgerton's "Chronology of the Early 18th Dynasty" fra 1937, i American Journal of Semitic Languages and Literatures (vol. 53, p. 193). Men i dén afhandling har Edgerton opstillet sine beregninger ud fra en egyptisk astronomisk kalender i "Ebers Medical Papyrus", hvis indhold går tilbage til 1500-1400-tallet f.Kr. Og det er disse dateringer fra Edgertons evalueringer, der således blev "ukontrolleret" genbrugt i op til 33 år efter, og var for hver gang ubeføjet forstærkende tillagt en ekstra grad af "sandsynlighed". Ærgeligt at se i et så respekteret værk. Når der her er tale om astronomisk datering ud fra Sirius-cyklen, synes der i nogle af ovennævnte tilfælde begået en ikke ualmindelig fejl ved uvant behandling af negative tal (årstal f.Kr.): - Ved Amenhotep I synes (hos ovennævnte T.G.H. James) de omtalte cirka 9 år at være trukket fra den citerede Sirius-datering 1545 f.Kr. (jf. ovenfor, Alan H. Gardiner) i stedet for "baglæns" at lægge dem til for at kunne gå bagud i f.Kr.-årstalrækkens voksende talstørrelser. En række hidtidige dateringer ser ud til at være baseret på en mindre præcist beregnet Sirius-cyklus, hvor der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til langtidsastronomiske faktorer: Bl.a. at Jord-aksens såkaldte præcessionsbevægelse er ujævn, samt selve Sirius-stjernens store egenbevægelse, foruden den julianske kalenders voksende unøjagtighed. Især overses det, når en Sirius-cyklus afsluttes og en ny påbegyndes, at dette ikke sker i ét og samme år, men det varer fire år, idet et år er på 365 og et kvart døgn. Altså først efter fire år er det kvarte døgn blevet til et fuldt døgn, hvorved månederne det efterfølgende (femte) år nu kan observeres at være forskudt med én dag i forhold til tidligere. Og først da kan den nye cyklus reelt siges at være i gang. Den astronomiske matematiker Theodor Opholzer, der udarbejdede flere beregningstabeller om stjerne- og planetforhold til brug for historikere, var (i 1884)
199
den første, der beregnede Sirius' position særlig korrekt. I 1904 anvendte historiker og egyptolog Eduard Meyer disse kalkulationer for at finde de bestemte startår for Sirius' cyklusser. Hans årstal var længe en anvendt dateringsbasis hos hans kolleger. Dog, i mere moderne astronomiske beregninger (bl.a. i 1969) inddrages flere senere opdagede faktorer, her næsten alle de ovenfor nævnte. Resultatet blev, at den Sirius-cyklus, der endte i 139 e.Kr., omfattede 1.453 år, mens den, der gik forud herfor, varede 1.456 år. Således bliver cyklus-årene bagud fra 139 e.Kr.: 1314 f.Kr. og 2770 f.Kr. Men disse årstal er fortsat ikke helt ekstremt korrekte og kan sandsynligvis stadig finjusteres. Mange egyptologer fortsætter da også med at anvende de hidtidige tal, der f.eks. stadig kan være brugbare inden for visse rammer i generelle tids-oversigter. Men den tyske egyptolog Wolfgang Helck er tilhænger af lowdateringen, og har på tidligere nævnte International Colloquium hævdet det anvendelige Amenhotep I's år 9 til at være så sent som 1495 f.Kr.: Især ses tyske forskere at foretrække lowdatering, og den skole har domineret debatten. Derimod ses highdatering, længe før dette begreb udmøntedes, anvendt af bl.a. Gardiner og Neugebauer. Begge er nær Sirius-dateringens resultat - ligesom mange franske egyptologer, men disse ses sjældnere(!) citeret i amerikanske og tyske værker.
Relativ kronologi versus absolut kronologi Selv den amerikanske egyptolog og kalenderekspert Richard A. Parker har i sin afhandling "The Lunar Dates of Thutmose III and Ramesses II" - i Journal of Near Eastern Studies (vol. 16, 1957, pp. 39-43) - ved forsøgsvis at anvende lowdateringen sammen med Sirius-kalenderen ikke kunnet datere en inskription om Tuthmosis III ud fra omtalen af en nymåne uden ved brug af betænkeligt mange hypotetiske "hjælpeforudsætninger". Således må Parker flere gange indsætte "suppose...", "assuming...", og "a possible error..." m.v. (f.eks som efter dette princip: "hvis vi nu antager, at den, der observerede eller registrerede, tog fejl af nymånens første dag..."). Af det generelle billede fremgår, at selv om mange forskere i teorien anser relativ årstalsangivelse som en foreløbig arbejdsmodel, glemmes det let, at dens baggrund er "flydende", hvilket ofte medfører et fænomen, der er velkendt inden for andre fag: Der bygges på en hypotese, konceptet udvides mere og mere, og snart ses hypotesens påstand (her om årstal) behandlet i praksis som var det en konkret kendsgerning. Det er et faktum, at der aldrig konkret er leveret et eneste håndgribeligt og afgørende bevis for lowdateringen. Derimod findes en løsning ved "absolut kronologi", der ud over astronomisk datering foreløbig kun fås fra dendro- og glaciokronologi og evt. termoluminiscens. Den tyske teologiforsker, Martin Noth - skønt tilhænger af hypotesen om, at Bibelen består af sammensyede kilder af ret sen dato - har fremhævet i sit værk "The Old Testament World" (1966, s. 272), at "...astronomisk bekræftelse kan konvertere en relativ kronologi (der blot viser historiske begivenheders rækkefølge) til en absolut kronologi, der er i
200
stand til at specificere (hændelsernes tidspunkter) til et system af datoer relateret til vor kalender...". Problemet er, at astronomiske oplysninger i gamle kilder er sparsomme, og at de ofte ikke indeholder tilstrækkeligt af brugbare data til at kunne beregnes.
Koordinering med datering i omgivende lande Ud over førnævnte babylonisk datering kan nævnes en yderligere indfaldsvinkel: Adskillige gange er det forsøgt at sammenføre egyptisk historie tidsmæssigt med andre forsøg på at datere den formodede israelitiske udvandring, exodus, fra Egypten. Da flere byer, som Bibelen omtaler ved israelitternes invasion i Kanaan, ikke eksisterede så sent som 1200-1100 f.Kr., hvor en lowdatering hypotetisk placerer exodus - så hævder flere forskere hertil, men ved cirkelslutning, at invasionen og hovedpersonerne er en myte: - Men skønt også de kongelige brevarkiver i Tell el-Amarna i Egypten 1400 f.Kr. omtaler, at hebræere ødelægger byer i Kanaan, bliver det som et hovedargument imod dette tidspunkt til stadighed anført: At Bibelens omtale af, at byen Ai ('ruin') i Palæstina destrueredes ved invasionen, er urigtig. For Ai påstås af disse forskere (først af Albright) at være nuværende Et-Tell, '(ruin)højen', selv om Et-Tell allerede var en ruin før den invasion, som de med hypotetisk lowdatering fastholder at være sket i 1200-tallet f.Kr. "Joshuas Bog" (12,9 samt 7,3 og 8,11) fortæller - som nævnt i nærværende kap. 18 - at byen Ai var placeret tæt ved Bethel og kun havde få indbyggere, samt at der var en dal nord for Ai. Men den nu valgte ruinby, Et-Tell, ligger ikke ved Bethel, der er ingen nordlig dal, den udgravede store bebyggelse var til mange indbyggere og var ikke en ruin før således efter 1400 f.Kr. (på Joshuas tid). Også den engelske arkæolog John J. Bimson's værk "Redating the Exodus and Conquest" (Sheffield 1978) har for længst leveret yderligere konkrete beviser især ud fra en enestående keramisk datering: - Nemlig at byer, som Joshua erobrede eller udslettede, netop eksisterede frem til denne tid ved 1400 f.Kr. - og først herefter lå øde. Bimson har også bekræftet beviserne for J. Garstangs arkæologiske datering af Jeriko-bymurenes omstyrtelse cirka 1400 f.Kr., hvilket var blevet tilsidesat af arkæologen Kathleen M. Kenyon. Men hendes konklusioner og teknik afvises nu ved senere fund og af en fagligt forbedret nyere arkæologi. I sin anden afhandling "Redating the Exodus", i Biblical Archaeology Review (vol. 8, 1987, pp. 40-68), modgik Bimson arkæologen Nelson Gluecks dateringshypoteser, der havde farvet megen forskning helt fra begyndelsen af 1930erne. Bimson påviste her: "...det vigtige punkt er - hvilket er blevet bestyrket igen og igen i de sidste årtier - at Gluecks indledende konklusioner var afgjort forkerte, og det er skuffende at finde forskere citere dem, som om de stadig var valid evidence imod en tidlig datering af exodus. Alt for ofte er (deres) 1200-talsdatering af exodus blevet udbredt ved den ufunderede gentagelse af forældede antagelser...".
201
Egyptisk datering skal justeres bagud Dernæst, idet Egyptens dengang mere end tusindårige græske interrelationer er velkendte, og da funderingen af græsk datering er yderligere forbedret, må denne datering i sig selv supplerende kunne bistå den egyptiske: - Baseret på efterhånden talrige fund af bl.a. højtudviklet græsk keramik fra 1200-800 f.Kr. - en periode hidtil ofte kaldet "den mørke tidsalder" på grund af tidligere sparsomme informationer om perioden - blev en lignende opfattelse som Bimsons allerede udtrykt af den amerikanske arkæolog Evelyn Lord Smithson i 1960erne: - Hendes britiske kollega J.N. Coldstream har støttet dette og påvist, at perioden, der nu har vist sig særdeles blomstrende, er ud fra de pgl. fund mulig at datere med absolut kronologi. Han påpeger, at "dateringen bør undgå at blive håndteret på samme måde som den egyptiske kronologis seneste udgave", idet denne "ikke har videre substantiel argumentation for sine dateringer"! Under alle omstændigheder lader Coldstream forstå i sin afhandling "The Rich Lady of the Areiopagos", i Hesperia (vol. 64;4, 1995, p. 392f), at de 30 års græske arkæologiske fremskridt: "...kalder på ...en hovedjustering af egyptisk kronologi...". En indtil fornylig overset dateringskilde i Egypten er verdens ældste kendte stjernekort, som ovenfor omtalt. Det tilhørte dronning/farao Hatshepsuts vesir, Senmut. Den internationale videnskabsjournal Centaurus Magazine of The History of Astronomy, Science, and Mathematics, 2000 (vol. 42;3, s. 159-179) har publiceret en afhandling af Ove von Spaeth: "Dating the Oldest Egyptian Star Map". Her påvises, at dette 3.500 år gamle kort rummer eksakte data funderet i de afbildede himmelfænomener, hvis præcise tidspunkter kan kontrolleres objektivt ved moderne astronomisk beregningmetode. I den pågældende epoke under de første Tuthmosis-konger og Hatshepsut kan den omstridte kronologi herved tilføres en mere pålidelig tidsreference, selv om det kan betyde, at flere hidtidige dateringshypoteser, nemlig de kun relative dateringer for disse faraoner, må justeres cirka 30 år baglæns. Den i kap. 10 omtalte forskergruppe, Hammer et al. fra Niels Bohr Instituttet i København, daterede (i 1987) den gæske ø Santorinis gigantiske vulkanudbrud med afgørende præcision til 1645 f.Kr. Det skete ved glacio-kronologisk analyse af årtusindgamle kemiske levn fra askenedfald, gemt i Grønlands indlandsis, hvis årlige tilvækst i lag kan optælles gennem alle årene. Vulkanudbruddet blev et centralt referencepunkt for historisk og arkæologisk forskning i landene i det østlige Middelhavsområde! Forskergruppen har fastslået ud fra den hermed præciserede datering, at den minoiske og egyptiske hidtil usikre kronologi nu kan justeres mere fast, hvorved de må flyttes en del bagud inden for den pågældende epoke. Lignende resultater er fremkommet ved datering ud fra årringe i oldtidens træer i dette græske (og tyrkiske) område samt ud fra kemien i de gamle kulturfolks keramikglasurer. Erfarne forskere erkender bredt disse konklusioner om en baglæns flytning af den omtalte periode i Egyptens historie. Flere ligeledes uafhængige, eksakte meto-
202
der - nu empirisk bestyrkede - har, som det fremgår, længe peget i samme retning. Ovennævnte stjernekorts egne data fremstår som yderligere bekræftelse for en nødvendig revidering med justering bagud af egyptisk kronologi. Herved placeres dateringen igen tæt på omtalte high datering af 18. dynastis begyndelse med farao Ahmosis ved 1575-1580 f.Kr. Det er alt for længe blevet ignoreret, at allerede autoriteter inden for egyptologi og kronologi som Allan H. Gardiner samt Neugebauer & Parker netop bifaldt dette tidspunkt. Førnævnte Eduard Meyer (se kap. 2) fremhævede i 1928 Tuthmosis III's problemer med bestemte syriske konger. Mange egyptologer har overset, at når egyptisk datering skal passe til disse konger, må den også derfor flyttes baglæns.
Mere konkrete årstal for 18. dynastis første faraoner Manglen på objektivt, entydigt bevis for lowdateringernes gyldighed har, som det fremgik, ikke hindret, at lowdateringerne uheldigvis har sat sig grundigt fast i litteraturen og anvendes derfra som om det i sig selv var videnskabelige fakta. Men i modsætning hertil ses, at når en række eksperter (Juvelius, J.H. Gardiner, Mellart, J.J. Bimson, J.K. Hoffmeier, B.G. Wood m.fl.) fra helt forskellige fag (arkæologi, historie, kronologi etc.) ved deres individuelle metoder, uafhængigt af hinanden, dog opnår resultater helt overensstemmende - er et flertal af grundlæggende kriterier for konkluderende videnskabelig analyse opfyldt. Med andre ord, Bimsons keramiske datering, ud fra hvilken tiden for starten af exodus vil være placeret under Amenhotep II, stemmer da med Garstangs arkæologiske datering og er også ret tæt på Gardiners Sirius-årstal: Tilmed harmonerer det med Manetho og Josefus. Dertil kan datering af den tids konger yderligere på astronomisk baggrund nu kontrolleres bedre end tidligere. Kort sagt fremgår, at Bimsons samt Garstangs egen placering af Moses-tiden under Tuthmosis-kongerne også stort set samstemmer med Gardiners egyptiske årstal - foruden i overbevisende grad med nærværende bogs astronomiske dateringer. Og følgelig også med: at Moses blev født inden for Thuthmosis d.1.'s regeringsperiode. Som allerede påvist i bogseriens bind 1 og 2, forekom der januar-februar 1537 f.Kr., kort før Tuthmosis I's periode, det særprægede astronomiske fænomen, der i jødiske kilder (rabbi Abrabanel) beskrives som værende indtruffet "3 år før Moses' fødsel". Fødslen kan ud fra det fænomen fastsættes til 1534 f.Kr. Ydermere: Israelitternes formodede udvandring fra Egypten fandt med (den nu gennem mere end 50 år rehabiliterede) Josefus' præcisering sted "i Moses' 80. år". Og det skete ifølge Bibelen lige efter en farao døde. Hvorefter "Moses' 80. år" (= 79 år) ved exodus, som denne bog påviser, passer nøjagtigt med Tuthmosis d.3.'s død i 1455 f.Kr. Dette kan i virkeligheden også udledes af den egyptiske præst og historiker Manetho's værk "Aegyptiaca", baseret på dennes studier i Alexandrias bibliotek og tempelarkiver cirka 280 f.Kr. (Loeb Classical Library, No. 350, 1940/1956). Denne (ligeledes mere rehabiliterede) Manetho oplyser i samme værk, at Moses' oprør og ledelse af folkets udvandring skete under Amenhotep (II); denne farao
203
er veldokumenteret som Tuthmosis III's søn og efterfølger. Flere egyptologer, der har ladet sig fastbinde af high/lowdateringens kunstige overgrænse ved cirka 1530 f.Kr., har overset: at Amenhotep I's år 9 - som et af hovedpunkterne i egyptisk datering ud fra Sirius - (også ifølge Allan H. Gardiner, tidl. citeret) skal beregnes længere bagud. Sammenholdes dette med Manethos kongelister og især inskriptioner og papyrustekster om de respektive kongers regeringstidslængder - bl.a. findes kilder samlet ved de pågældende konger i Eberhard & Helck's "Lexicon der Ägyptologie" (vols. 1-7, 1975-1992) - resulterer det i nedenstående kongerække (se også s. 253): Amenhotep I
- 20 år 7 mdr. : 1556/55-1535/34 f.Kr.
Tuthmosis I
- 12 år 9 mdr. : 1535/34-1522 f.Kr.
Tuthmosis II
- ca. 13 år
Hatshepsut
- 21 år 9 mdr. : 1509-1487 f.Kr.
: 1522-1509 f.Kr.
Tuthmosis III - 53 år 7 mdr. : 1509-1455 f.Kr. (de første 21 år og 9 mdr. tilhørte Hatshepsuts regentskab) Amenhotep II - 25 år 9 mdr. : 1457/55-1431/29 f.Kr. (de første 2 år i co-regentskab med Tuthmosis III)
ASTRONOMISK-TEKNISK INFORMATION
Specifikationer for elementer i bogens anvendte teknologi til astronomisk datering Astronomiske beregninger er fra RCCO Ltd., E-29100 Coín, Spanien. - Computer: Hewlett-Packard. Præcision: fra 15 til 395 decimaler, hvilket normalt ville anses for overkapacitet til historiske undersøgelser; men den opnåede store præcision er vigtig til f.eks. solformørkelser, og i jødisk kalender hvis nymånen indtræder ved solnedgang. For at undgå små afvigelser, der kan akkumulere til grovere fejl gennem de store tidsspand tilbage til før 3500 f.Kr., er i programmet for himmellegemernes bevægelser brugt anerkendte planetbaneelementer opbygget som analytiske formler, dvs. analytisk rækkeudvikling (i stedet for brugen af numeriske formler) for at udnytte kapaciteten bedre. Der opnås således - selv om formel-led på under et halvt buesekund er udeladt - en præcision fra under en tiendedel ned til en hundrededel buegrad. I programmet er anvendt tabeller og perturbationsformler (Fourrier-serier) af LeVerrier og Galliot fra Observatoire de Paris (1855-1913), formler fra Connaissance du Temps (1954), samt Brown's formler for Månen (1895) inkl. senere officielle korrektioner (1925 og 1960) fra Stanford University, USA (og Jet Propulsion Laboratory, Pasadena, California, USA). De stadigt forbedrede resultater fra astronomisk forskning, den stadigt forstærkede computerkapacitet og de stadigt forbedrede programmer - kan præcisere detaljer yderligere, men ændrer ikke analysens basale resultater.
204
Bibliografi
Standardforkortelser internationalt for flg. videnskabelige værker og tidsskrifter: AJSL
: American Journal of the Semitic Languages and Literatures, (Chicago U.P.).
ASAE : Annales du Service des Antiquités de l'Egypte. ATD
: Das Alte Testament Deutsch, (Göttingen).
BASOR : Bulletin of the American Schools of Oriental Research, (Jerusalem / Baghdad). BMMA : Bulletin of The Metropolitan Museum of Art, (New York). CAH
: The Cambridge Ancient History, vols. 1-12, 3rd edition (Cambridge
IDB
: The Interpreter's Dictionary of the Bible, vols. 1-4, (Nashville 1962) + Suppl.
JAOS
: Journal of the American Oriental Society.
1969-1988). (1976). JARCE : Journal of the American Research Center in Egypt. JBL
: Journal of Biblical Literature, (Philadelphia).
JEA
: The Journal of Egyptian Archeology, (London).
JNES
: Journal of Near Eastern Studies, (Chicago U.P.).
JSOT
: Journal for Study of The Old Testament, (Sheffield).
HTR
: Harvard Theological Review, (Harvard U.P., Cambridge, Mass.).
LA
: Lexicon der Ägyptologie, (Eberhard & Helck) Band 1-7 + Suppl. (Wiesbaden
PSBA
: Proceedings of The Society of Biblical Archæology, (London).
PW
: Paulys Real-Encyclopädie der classischen Altertumswissenschaft, Band 1-84,
RGG
: Die Religion in Geschichte und Gegenwart, Band 1-7, (Tübingen 1960).
VT
: Vetus Testamentum, (Leiden).
ZÄS
: Zeitschrift für Ägyptische Sprache und Altertumskunde, (Berlin).
ZAW
: Zeitschrift für die Alttestamentliche Wissenschaft.
1975-1992).
(Stuttgart 1894-1980).
ZDMG : Zeitschrift der Deutschen Morgenländischen Gesellschaft, (Leipzig).
Bibliografi De i teksten løbende angivne kilder findes også i Bibliografien, der er udvidet med sekundær- og baggrundslitteratur - og udgør da den forløbing mest omfattende samling af tekster om Moses. Samlingen er anvendt til alle seriens 5 bind . Bibliografiens mange supplerende værker om især egyptologi, antropologi, religionshistorie, arkæologi og astronomisk datering har dertil vist sig afgørende for at optimere et tværvidenskabeligt helhedsbillede, og samtidig fremme større overordnet sammenhæng end ellers muligt (f.eks. hvis hovedvægten var lagt på tekstforskning alene). INDHOLD: OBS. Søg evt. i flere områder, f.eks. ved egyptologiske emner: se også under kongemytologi og kronologi. Standardforkortelser for internationale værker og tidsskrifter 206 1: Speciallitteratur om Moses: a) Specialværker; monografier 208 b) Biografiske og bibliografiske oversigter 212 c) Artikler i fagskrifter; essays; kommentarer 213 d) Freud og anden litteratur om Moses; samt Dokumentarisk fiktion 220 e) Vedr. navnet 'Moses' 221 f) Rabbinerskrifterne, vedr. Moses' alder 221 2: Oldtidsforfattere om Moses: a) Indeholdt i oldtidsværker 221 b) Afhandlinger og kommentarer til oldtidskilder 221 c) Oldtidsforfattere om Moses, bl.a. citeret fra andre oldtidsforfattere 222 d) Andre oldtidskilder om Moses (Qumran-tekster, Quranen m.v.) 222 3: Tekstversioner af Bibelen 222 4: Bibelforskning, eksegese m.v. 223 5: Rabbinerskrifterne: Talmud, Midrash, Aggada 225 6: Samaritaner-tekster 226 7: Kenitter, "qainitter", midianitter og Sinaifolk 226 8: Kongemytologi, religion og antropologi 226 9: Egyptologi / palæstinologi / arkæologi: a) Egyptologi 232 b) Specielt Hatshepsut, Senmut og Tuthmosis I, II og III 234 c) Egypten og bibelteksterne 236 d) Palæstinologi 237 10: Sinai-indskrifterne 238 11: Oldtidsastronomi og stjernemytologi 240 12: Kronologi samt astronomisk datering 244
207
1: Speciallitteratur om Moses a) SPECIALVÆRKER; MONOGRAFIER I: MOSES OG EGYPTEN Assmann, Jan: Moses the Egyptian: The Memory of Egypt in Western Monotheism, Harvard U.P., Cambridge, Mass., (and London) 1997. Aziz, Philippe: Moïse et Akhenaton, les énigmes de l'univers, Paris 1980. Bock, Emil: Moses: From the Mysteries of Egypt to the Judges of Israel, (transl.), 1986. Davis, John J.: Moses and the Gods of Egypt, Studies in the Book of Exodus, Grand Rapids (Michigan) 1971. Ebers, Georg: Ägypten und die Bücher Mose's. Sachlicher Commentar zu den ägyptischen Quellen in Genesis und Exodus, Leipzig 1868. Greenberg, Gary: The Moses Mystery; The African Origins of the Jewish People, Birch Lane 1990. Noerdlinger, Henry S.: Moses and Egypt. Documentation for "The Ten Commandments", (Cecil B. DeMille), Los Angeles 1956. Osman, Ahmed: Moses, Pharaoh of Egypt: The Mystery of Akhenaten Resolved, London 1990. Völter, Daniel: Jahwe und Moses im Licht aegyptischer Parallelen, 2. ed., Leiden 1918. -- : Moses und die aegyptischen Mythologie, Leiden 1912. Werding, Hans: Moses war Tutenchamun. Versuch des biblische Geschichte mit der altägyptischen zu synchronosieren, (Nachdruch) 1994. a II: MOSES OG EXODUS (se også grupperne: 1c,II samt 4,II og 12,III) Auld, A. Graeme: Joshua, Moses and the Land. Tetrateuch-Pentateuch-Hexateuch in a Generation Since 1938, Edinburgh, 1980. Coats, George W.: Rebellion in the Wilderness;: The Murmuring Motif in the Wilderness Traditions of the Old Testament, Nashville/New York 1968. Daiches, David: Moses: The Man in the Wilderness, London 1975. Gunn, David M.: The Hardening of Pharaoh's Heart: Plot, Character and Theology in Exodus "Art and Meaning: Rethoric in Biblical Literature" (ed. David J.A. Clines & David M. Gunn & Alan J. Hauser), JSOT Supplement Series, 19, Sheffield 1982. Pearlman, Moshe: Aus der Wüste brachen sie auf: Auf den Spuren des Moses, Freiburg im Breisgau, 1973. Schmidt, Werner H.: Exodus, Sinai und Moses, Erträge der Forschung, Band 191, Darmstadt 1983. a III: MOSES OG LOVEN Grimme, Hubert: The Law of Hammurabi and Moses, (transl. W.T. Pilter) London 1907. Jeremias, Joachim: Moses und Hammurabi, Leipzig 1903. Kessler, Brad, & John Collier: Moses the Lawgiver, New York 1998. a IV: MOSES OG RELIGIONEN Allis, O.T.: God Spake by Moses, London 1951. Buber, Martin: Moses. The Revelation and the Covenant, (deutsch, Zürich 1948), Oxford (1946) 1988. Burns, Rita J.: Has the Lord Indeed Spoken Only Through Moses?: A Study of the Biblical Portrait of Miriam, Society of Biblical Literature, Dissertation Series 84, Atlanta (Georgia) 1980/1987. Bäschlin, Karl: Moses. Der Verkünder des "Ich bin", Bern 1962. Duvernoy, C.: Moses. Die grossen Religionsstifter, (hgg. P. Kamnitzer), Paris/Gütersloh (o.J.: ca. 1975) Köln 1977. Freud, Sigmund: Drei Abhandlungen: Der Mann Moses und die monotheistischen Religion - se: gruppe 1d. Micheaud, Robert: Moïse, histoire et théologie, Paris 1979. Sellin, Ernst: Mose und seine Bedeutung für die israelitisch-jüdische Religionsgeschichte, Leipzig 1922.
208
a V: MOSES' KVAD (se også gruppe: 1c,V) Budde, Karl: Das Lied Moses, Deutn. 32, Tübingen 1920. a VI: MOSES' FØDSEL (se også gruppe: 1c,VI) Cohen, J.: Origin and Evolution of the Moses Native Story, Numen Books Series, 1992. a VII: MOSES' DØD OG GRAVSÆTTELSE De-Benedetti, Salvatore: Vita e morte de Mose, Pisa 1879. Kushelevsky, Rella: Moses and the Angel of Death, Studies on Themes and Motifs in Literature, vol. 4, 1995. Matlock, Gene D.: Jesus and Moses Are Burried in India, 1971. Olson, Dennis T.: Deuteronomy and the Death of Moses: A Theological Reading, Overtures to Biblical Theology, 1994. a VIII: MOSES' APOKALYPSE Kautzch, E. (Übers. u. Herausg.): Liber Profetiae Moysis / Assumptio Moysis, "Die Apokryphen und Pseudoepigraphen des Alten Testaments - in Verbindung mit Beer, Blasz, Clemen..." (1-2), Tübingen 1900, pp. 311-331. Nyssensus, Gregor (Gregor af Nyssa): Der Aufsteig des Moses, ("De Vita Moysis"), Übstz. Manfred Blum, (English, "Gregory of Nyssa: The Life of Moses", 1979), Freiburg im Breislau 1963. Rosenfeld, M.: Der Midrash Deuteronomium Rabba Par. IX und XI, 2-10, über den Tod Moses, vergleichen mit der Assumptio Mosis, (mit einem Anhang über den Tod Moses in der hebräischen Poesie des Mittelalters), Berlin 1899. Selvon, Sam: Moses Ascending, London 1989. a IX: MOSES SOM PROFET Hölscher, Gustav: Die Propheten. Untersuchungen zur religionsgeschichte Israels, Leipzig 1914. Meeks, Wayne A.: The Prophet King: Moses Traditions and the Johannine Christology, Supplements to Novum Testamentum, vol. 14, Leiden 1967. a X: MOSES I RABBINSK OG JUDAISTISK TRADITION Abraham, Meyer: Légende juives apocryphes sur la vie de Moïse, Paris 1925. Gaster, Moses: The Asâtîr. The Samaritan Book of the "Secrets of Moses", London 1927. Jellinek, A.: 'Chronik des Moses' (Divrei ha-Yamin le-Moshe Rabbenu) Beit ha-Midrasch, 1-2, (Leipzig 1853, 1877) 1938. Rosmarin, Aaron: Moses im Lichte der Agada, Inaugural Dissertation: Die Bayerischen JuliusMaximilians-Universität zu Würtzburg, New York 1932. Strugnell, John: Moses Pseudoepigrapha at Qumran: 4Q375, 4Q376 and Similar Works, Archaeology and History in the Dead Sea Scrolls: The New York University Conference in Memory of Yigael Yadin (ed. Lawrence H. Schiffman), Sheffield 1990. Wünsche, August: Der Midrash Shemot Rabba des zweiten Buches Moses, Leipzig 1882. a XI: MOSES OG DET NYE TESTAMENTE Allison Jr., Dale C.: The New Moses: A Matthean Typology, 1994. D'Angelo, Mary Rose: Moses in the Letter to the Hebrews, Society of Biblical Literature, Dissertation Series 42, Misoula 1979. Heine, Ronald E.: Perfection in the Virtuous Life: a Study in the Relationship Between Edification and Polemical Theology in Gregory of Nyassa's De Vita Moysis . Johnson, Alan F.: Jesus and Moses: Rabbinic Backgrounds and Exegetical Concerns in Matthew 5 as Crucial to the Theological Foundations of Christian Etics, "The Living and Active Word of God", Studies in Honor of Samuel J. Schultz (ed. Morris Inch & Ronald Youngblood), Winona Lake, 1983. Stockhausen, Carol Kern: Moses' Veil and Glory of the New Covenant. The Exegetical Substructure of II Cor. 3,1-4,6, Analecta Biblica, vol. 116, Pontificio Instituto Biblico, Roma 1989.
209
von Wellnitz, Marcus: Christ and Patriarchs - New Light from Apocryphal Literature and Tradition: Adam, Moses, Abraham, Noah, Bountyful (Utah) 1981. a XII: MOSES FRA SEN-ANTIKKEN TIL NUTIDEN Clericus, J.: Moses prophetae libri quattuor; Exodus, Leviticus, Numeri et Deuteronomium, Tübingen 1733. Coats, George W.: The Moses Tradition, JSOT Supplement Series, 161, Sheffield 1993. Dorion, J.H.: Moïse dans la tradition biblique, grecque, latine, et égyptienne, 1898-1899. Droge, Arthur J.: Homer or Moses? Early Christian Interpretations of the History of Culture, Hermeneutische Untersuchungen zur Theologie, Band 32, Tübingen 1989. Gager, John G.F.: Moses in Graeco-Roman Paganism, Society of Biblical Literature, Monograph Series, vol. 16, Nashville / New York 1972. Halévy, M.: Moïse dans l'histoire et dans la légende, Paris 1927. Mellinkoff, Ruth: The Horned Moses in Medieval Art and Thought, California Studies in History and Art, 14, Berkely, Los Angeles 1970. Rowley, Harold Henry: From Moses to Qumran, Studies in the Old Testament, London 1963. Warburgton, W.: The Devine Legation of Moses, 1-3, London 1738. a XIII: MOSES-MONOGRAFIER Aurelius, Erik: Der Fürbitter Israels. Eine Studie zum Mosebild im Alten Testament, (Disputats, Lunds Universitet 1988) Coniectana Biblica; Old Testament Series 27, Stockholm 1988. Barzel, Hillel: Moses: Tragedy and Sublimity, "Literary Interpretations of Biblical Narratives" (ed. Kenneth R.R. Gros Louis et al.), Nashville, 1974. Beegle, Dewey M.: Moses, the Servant of Yahweh, Grand Rapids (Michigan) 1972. Beer, Georg: Mose und sein Werk, Giessen 1912. Bock, Emil: Moses und sein Zeitalter. Beiträge zur Geistesgeschichte der Menschheit, (Reihe 1: Das Alte Testament und die Geistesgeschichte...), Band 2, (1935) Stuttgart 1961. Bork, Paul E.: The World of Moses, Nashville 1978. Campbell Jr., E.F.: Moses and the Foundation of Israel, Interpretation, 29, 1975, pp. 141-154. Coats, George W.: Moses: Heroic Man. Man of God, JSOT Supplement Series, 57, Sheffield 1988. Daiches, David: Moses: The Man and the Vision, New York 1975. D'Humy, Fernand Emile: What Manner of Man Was Moses?, New York 1955. Doane, Pelagie: The Story of Moses, Philadelphia 1958. Fleg, Edmond: La vie légendaire de Moïse, (deutsch, "Mose", Kuppenheim 1948; English, "The Life of Moses", transl. Stephen Haden Guest, 1995), Paris 1926. Foulke-Ffeinberg, F.X.: Moses and His Masters, Edinburgh 1990. Gelin, Albert (ed.): Moïse, l'homme de l'alliance, Cahiers Sioniens 8, 1954 (deutsch, "Moses in Schrift und Überlieferung", hgg. F. Stier & E. Beck, Düsseldorf 1963), Tournai 1955. Gressmann, Hugo: Mose und seine Zeit. Ein Kommentar zu den Mose-Sagen, Forschungen zur Religion und Literatur des Alten und Neuen Testaments, NF 18, Göttingen 1913. Grewel, H.: Mosesgeschichten, Handbuch für den Religionsunterricht, 9, 1971. Huffnagel, Wilhelm Friederich: Moseh, wie er sich selbst zeichnet in seinen fünf Büchern Geschichte, Frankfurt a.M. 1822. Kirsch, Jonathan: Moses: A Life, New York 1998. Lauth, Franz Joseph: Moses der Ebräer. Nach zwei ägyptischen Papyrus-Urkunden in hieratischer Schriftart zum ersten Male dargestellt, München 1868, Leipzig 1869. -- : Moses Hosarsyphus Sali 'Hus-Levites a' Haron frater Ziphorah-Debariah..., Leipzig 1879. Lehmann, Johannes: Moses - Der Mann aus Ägypten. Religionsstifter, Gesetzgeber, Staatsgründer, Hamburg 1983. Luker, A.M.S.: The Figure of Moses in the Plague Traditions, Dissertation (Madison), Drew, 1968. Martin, Jacques: Moïse, Homme de Dieu, Paris 1952. Martin-Archard, R. (ed.): La figure de Moïse. Ecriture et relectures. Labor et fides, Paris 1978. Meyer, Frederick Brotherton: Moses, the Servant of God, Grand Rapids 1954. Mulhall, Michael M.: Aaron and Moses: Their Relationship in the Oldest Sources of the Pentateuch, Thesis (Dissertation), Catholic University of America, Sacred Theology, 2nd. Ser. 244, Washington DC, 1973.
210
Neher, André: Moïse et la vocation juive (deutsch, "Moses in Selbstzeugnissen und Bilddokumenten", Hamburg 1964), Paris 1956. Petterson, Olof (& Ingmar Ström & Erland Sundström & Håkan Wall): Moses, Stockholm 1976. Philo, Judæus: De vita Mosis, I-IV, Loeb Classical Library, 6, London 1935. Porter, J.R.: Moses and Monarchy: A STUdy in the Biblical Tradition of Moses, Oxford 1963. von Rad, Gerhard: Mose, Wege in die Bibel, Band 3, (English: "Moses", London 1960), Göttingen 1940. Schmid, Herbert: Mose, Überlieferung und Geschichte, Beiheft zur ZAW, Band 110, Berlin 1968. Seebass, H.: Mose und Aaron, Sinai und Gottesberg, Abhandlungen zur evangelischen Theologie, Band 2, Bonn 1962. Silver, Abba Hillel: Moses and the Original Torah, New York 1961. Silver, Daniel Jeremy: Images of Moses, New York 1982. Van Seters, John: The Life of Moses: The Yahwist as Historian in Exodus-Numbers, Philadelphia/ Louisville 1994. von Spaeth, Ove: De Fortrængte Optegnelser: Moses' Ukendte Egyptiske Baggrund, Attentatet på Moses, 1, København 1999. -- : Gåden om Faraos Datters Søn: Moses' Identitet og Mysterium Revurderet, Attentatet på Moses, 2, København 2000. -- : Den Forsvundne Tronarving: Moses' Skjulte Krig før og under Exodus Genopdaget, Attentatet på Moses, 3, København 2001. -- : Den Hemmelige Religion: Moses og Arven fra Egypten i Fortid og Nutid, Attentatet på Moses, 4, København 2002. -- : Profeten som Ukendt Geni: Nye Fakta om Moses' Avancerede Pionergerning, Attentatet på Moses, 5, København 2002-3. Volz, Paul: Mose und sein Werk. Ein Beitrag zur Untersuchung über den Ursprung der israelitischen Religion, (1907); 2. rev. ed., Tübingen 1932. Völter, Daniel: Wer war Mose?, Leiden 1913. Weisfeld, Israel H.: This Man Moses, New York 1966. Wildavsky, Aaron: The Nursing Father: Moses as a Political Leader, Alabama U.P. 1984. Zeligs, Dorothy F.: Moses: A Psychodynamic Study, - cf. gruppe 1d,II. a XIV: MOSES OG FORSKNINGEN (se også gruppe 1c,XVII og gruppe 4) Browne, E.Z.: Let's Return to the Mosaic Autorship of the Pentateuch, New York 1942. Cazelles, Henri: A la recherche de Moïse, Paris 1979. Chambers, T.W. (ed.): Moses and His Recent Critics, New York 1889. Hoberg, Gottfried: Moses und der Pentateuch, Biblische Studien, 10,4, Freiburg in Breislau, 1963. Kyle, Melvin Grove: Moses and the Monuments. Light From Archaeology on Pentateucal Times, The L.S. Stone Lectures of Princeton Theological Seminary 1919, London and Oberlin (Ohio) 1920. Osswald, Eva: Das Bild des Mose in der kritischen alttestamentlichen Wissenschaft seit Julius Wellhausen, Theologische Arbeiten, Band 18, Berlin (o. J.) 1962. Polzin, Robert M.: Moses and the Deuteronomist. - Deuteronomy, Joshua, Judges, (Polzin:) "A Literary Study of Deuteronomic History", Part 1, New York 1980. Schmid, Herbert: Die Gestalt des Mose: Probleme alttestamentlicher Forschung unter Berücksichtigung der Pentateuchkrise, Erträge der Forschung, Band 237, Darmstadt 1986. Schmidt, J.M.: Aaron und Mose. Ein Beitrag zur Überlieferungsgeschichte des Pentateuch, Dissertation, Hamburg 1963. Schnutenhaus, Frank: Die Entstehung der Mosetraditionen, Dissertation, Heidelberg Universität, Heidelberg 1958, (se også Theologische Literaturzeitung, 85, 1960, pp. 692ff). Smend, Rudolf: Das Mosebild von Heinrich Ewald bis Martin Noth, Beiträge zur Geschichte der biblischen Exegese, Band 3, Tübingen 1959. Thompson, Robert John: Moses and the Law in a Century of Criticism Since Graf, Supplements to VT, vol. 19, Leiden 1970. Weimar, Peter: Die Berufung des Mose. Literaturwissenchaftliche Analyse von Exodus 2,23-5,5, Orbis Biblicus Orientalis, Band 32, Freiburg (Schweiz)/Göttingen 1980.
211
a XV: ANDRE MOSES-STUDIER (se også gruppe 1c,XVII og gruppe 4) Budde, Karl: Das Segen Moses, Deutn. 33, Tübingen 1922. Courtney, Richard: The Birth of God: The Moses Play and Monotheism in Ancient Israel, American University Studies, Series Xxvi, Theatre Arts, vol. 26, 1997. Dunlop, L.: The Intercession of Moses. A Study of the Pentateuch-Tradition, Dissertation, Roma 1970. Galbiati, Enrico: Los Patriarcas y Moises, La Biblia: Historia de un Pueblo/The Patriarchs and Moses, 1983. Holm-Nielsen, Sven, & Bent Noack & Sven Tito Achen (ed.): Fra Moses til David: Det Gamle Testamente; Skabelse og Vandringstid, "Bibelen i Kulturhistorisk Lys", I, København 19791980. Kraus, Otto: (Moses der Erfinder.) Mosche, der Erfinder der Buchstaben, der Ziffern + der Null, Zürich 1953. Newman Jr., Murray Lee: The People of the Covenant: A Study of Israel from Moses to the Monarchy, Abingdon 1962. Norhnberg, James: Like Unto Moses: The Constituting of an Interruption, Indiana Studies in Biblical Literature, 1995. Sobel, I.S.: se nedenfor: Wiesel, Elie, 1999. Thompson, Thomas L., & Dorothy Irwin: The Joseph and the Moses Narratives, Israelite and Judean History (ed. John H. Hayes & J. Maxwell Miller), Philadelphia, Westminster 1977. Wiesel, Elie, & Laureate Elie Wiesel & Ilene Smith Sobel: Moses and The Angels, Dtp, USA, 1999. Winnett, Frederick V.: The Mosaic Tradition, Toronto 1949.
b) BIOGRAFISKE OG BIBLIOGRAFISKE OVERSIGTER Beegle, Dewey M.: Moses, Encyclopædia Britannica, vol. 24, 'Macropædia', Chicago University 1986, pp. 487-490. Ebach, Jürgen: Mose, LA, Band 4, Wiesbaden 1982, col. 210-211. Engnell, Ivan: Mose, Svensk Bibliskt Uppslagsverk, band 2, Stockholm 1963, col. 140-152. Greenberg, Moshe (col. 371-388), & Israel Abrams & Batja Bayer & Louis Jacobs & Avshalom Ronack & David Winston: Moses, Encyclopaedia Judaica, vol. 12, Jerusalem 1971, total: col. 371-413. Gunkel, H.: Mose, RGG, Band 4, (Tübingen 1912, pp. 516ff); 1930, pp. 230ff. Heinemann, I.: Moses, PW (Pauly/Wissowa), Band XVI,1, Stuttgart l933, col. 359-375. Hirschberg, Haïm Z'ew: Moses in the Tradition of Islam, Encyclopaedia Judaica, vol. 12, Jerusalem 1971, col. 402-404. Hoffmeier, James K.: Moses, International Standard Bible Encyclopedia (1979-1988), 3, pp. 417ff. Jeremias, Joachim: Moyses, Theologishes Wörterbuch zum Neuen Testament (ed. Gerhard Kittel), Band 4, Stuttgart 1942. Johnson, Robert Francis.: Moses, IDB, III, 1962, pp. 441-450. Kitchen, Kenneth A.: Moses, New Bible Dictionary, 2. ed., Leicester (Illinois) 1982, pp. 794-799. Kristianpoller, A.: Moses, Jüdisches Lexikon, 4, (ed. Herlitz & Kirschner) Berlin 1930, col. 303314. Lauterbach, J.Z., & K. Kohler: Moses, Jewish Encyclopaedia, vol. 9, 1905, pp. 44-57. Meeks, Wayne A.: Moses in the New Testament, IDB, Supplement volume, 1976, pp. 605-607. Newman, Murray: Moses, IDB, Supplement volume, 1976, pp. 604-605. Osswald, Eva: Mose, RGG, Band 4, 1960, col. 1151-1155. Van Seters, John: Moses, The Encyclopedia of Religion, (ed. Mircea Eliade), vol. 10, New York 1987, pp. 115-121. Ska, Jean-Louis: Moïse, Le Monde de la Bible, tome 41, 1985, pp. 31-34. Wellhausen, Julius: Moses, Encyclopaedia Britannica, vol. 16, 1883.
212
c) ARTIKLER I FAGSKRIFTER; ESSAYS; KOMMENTARER c I: MOSES OG EGYPTEN (art.) (se også grupperne: 8,II samt 9c og 9d) Kitchen, K.A.: Moses: A More Realistic View, Christianity Today, 21, June 1968, pp. 8-11 (920-923). McCarthy, Dennis J.: Moses' Dealings With Pharaoh. Ex 7,8-10,27, Catholic Biblical Quarterly, vol. 27, 1965, pp. 336-347. Rosenstrauch-Königsberg, Edith: Var Moses en ægyptisk præst, Alef 14-15, 1993, pp. 103-110. Schmidt, Werner H.: Jahweh in Ägypten. Unabgeschlossene historische Spekulationen über Moses Bedeutung für Israels Glauben, Kairos, NF 18. Jahrgang, 1976, pp. 43-54. cII: MOSES OG EXODUS (art.) (se også grupperne: 1a,II samt 4,II og 12,III. Coats, George W.: Moses Versus Amalek. Aetiology and Legend in Exodus 17,8-16, Vetus Testamentum Supplements, vol. 28, 1974, pp. 29-41. -- : The King's Loyal Opposition: Obedience and Authority in Exodus 32-34, "Canon and Authority" (ed. G.W. Coats & B.O. Long), to W. Zimmerli, Philadelphia 1977, pp91-109. Eissfeldt, Otto: Israels Führer in der Zeit vom Auszug aus Ägypten bis zur Landnahme, Studia Biblica et Semitica, Wageningen 1966, pp. 62-70. von Goethe, Johan Wolfgang: (Moses in) Israel in der Wüste, (Goethe:) "Noten und Abhandlungen zu besserem Verständnis des West-östlischen Divans", (April-Maj 1797) 1819, pp. 319ff. Gross, Heinrich: Der Glaube an Moses nach Exodus (4,14; 4,19), Festschrift für W. Eichrodt, Abhandlungen zur Theologie des Alten und Neuen Testaments, Band 59, 1970, pp. 57-65. Horn, S.H.: What We Don't Know About Moses and Exodus, Biblical Archaeologist Review, 3, 1977, pp. 21-31. Moran, William L.: Moses und der Bundessluss am Sinai, Stimmen der Zeit, 170, 1961/62, pp. 120-133. Morgenstern, Julian: The Despoiling of the Egyptians, JBL, 86, 1949, pp. 1-28. Ogden, Graham S.: Moses and Cyrus. Literary Affinities Between the Priestly Presentation of Moses in Exodus 6-8 and the Cyrus song in Isaiah 44,24-45,13, VT, vol. 28, 1978, pp. 195-203. Segert, Stanislaw: Crossing the Waters: Moses and Hamilcar, JNES, 53, 1994, pp. 195-203. Smith, P.J.: Yahweh und Moses in the Story of Exodus According to Ex 14, Die Ou-Testamentiese Werkgemeenskap in Suider-Afrika, 1982. Tengström, Sven: Mose, Sinai und Horeb, Religion och Bibel - Nathan Söderblom-Sällskapets årsbok 1994, 53. årg., Lund 1994, pp. 3-24. c III: MOSES OG LOVEN (art.) Hyatt, James Philip: Moses and the Ethical Decaloge, Encounter, 26, 1965, pp. 199-206. Naville, Édouard: The Law of Moses, Expository Times, London (1920) 1922. Nowack, W.: Der erste Dekalog, Göttingen 1917. Rowley, Harold Henry: Moses and the Decalogue, Bulletin of the John Ryland's Library, 34, 1951, pp. 81-118. Schmidt, Hans: Mose and der Dekalog, Eicharisterion: Herman Gunkel zum 60. Geburtstage..., Studien zur Religion und Literatur des Alten und Neuen Testaments, Band 36, NF 19,1-2, Göttingen 1923, pp. 78-119. Timpe, D.: Moses als Gesetzgeber, Saeculum, Jahrbuch für Universalgeschichte, Band 31, München 1980, pp. 66-77. Ulonska, H.: Die Doxa des Moses, Evangelische Theologie, 26, 1966, pp. 378-388. c IV: MOSES OG RELIGIONEN (art.) Albright, William Foxwell: Moses in Historical and Theological Perspective, "Magnalia Dei: The Mighty Acts of God" (ed. Frank M. Cross et al.), Garden City 1976. Arden, Eugene: How Moses Failed God, JBL, vol. 76, 1957, pp. 50-53. Bentzen, Aage: Messias Moses redivivus Menschensohn. Skizzen zum Thema Weissagung und Erfüllung, Zürich 1948. Bloch, Ernst: Stifter, der zu der Frohbotschaft bereits selber gehört: Moses, sein Gott des Exodus, (Bloch:) "Das Prinzip von Hoffnung" 1-2, Gesamtausgabe, Band 5, Frankfurt a.M 1965, pp.
213
1450-1464. Coats, George W.: Healing and the Moses Traditions, "Canon, Theology, and Old Testament Interpretation": Essays in Honor of Brevard S. Childs (ed. Gene M. Tucker et al.), Philadelphia 1988. Coppens, J.: La prétendue aggression nocturne de Jahvé contre Moïse, Sephorah et leur fils, Eph. Theol. Lov. 1941, pp. 68ff. Dus, J.: Die Stierbilder von Bethel und Dan und das Problem der 'Moseschar', Annali dell'Instituto (Universitario) Orientale di Napoli, NS 18, 1968, pp. 105-137. -- : Moses or Joshua? On the Problem of the Founder of the Israelite Religion, Radical Religion 2, 2,III, 1975, pp. 26-41. Eissfeldt, Otto: Jakobs Begegnung mit El und Moses Begegnung mit Jahwe, Orientalische Literaturzeitung, 58, 1963, 325-331. Favre, P.: Entretien de Moïse avec Dieu sur le Monte Sinaï. Gunneweg, Antonius H.J.: Mose - Religionsstifter oder Symbol?, Der evangelische Erzieher, 17, 1963, pp. 41-48. Hossfeld, Paul: Moses und Zarathustra, Zeitschrift für Religions- und Geistesgeschichte, 27, 1975, pp. 330-345. Jaros, K.: Des Moses 'Strahlende Haut'. Eine Notiz zu Ex 34,29-30; 34,35, ZAW, 88, 1976, pp. 275-280. König, Eduard: Mose, der Medizinmann, ZDMG 67, 1913, pp. 660ff. Lohfink, Norbert: Die priesterschriftliche Abwertung der Tradition von der Offenbarung des Jahwenames an Mose, Biblica, vol. 49, 1968, pp. 1-8. Mann, Thomas W.: Theological Reflections on the Denial of Moses, JBL, 98, December 1979, pp. 481-494. Morgenstern, Julian: The Ark, the Ephod and the 'Tent of the Meeting', Hebrew Union College Annual, vol. 17, 1942-1943, pp. 153-265; - and vol. 18, 1943-1944, pp. 1-52. -- : Moses With the Shining Face, Hebrew Union Collage Annual II, 1925, pp. 1-27. Reinach, Ad.: La lutte de Yahvé avec Jacob et Moïse et l'origine de la circumcision, REES (Repertoire d'Epigraphique Sémitique, 8. anné), Paris 1908, 338-362. Rendtorff, Rolff: Mose als Religionsstifter?, Theologische Blätter, 57, Leipzig 1975, pp. 152-171. Rowley, Harold Henry: Mose und der Monotheismus, ZAW, Band 69, 1957, pp. 1-21. Saito, T: Mose und der Monotheismus ZAW, Band 69, 1957, pp. 1-21. -- : Der Stand der Moseforschung, Judaica, 21. Jahrgang, Zürich 1965, pp. 194-221. Schoeps, Hans Joachim: Moses, (Schoeps:) "Gottheit und Menschheit. Die grossen Religionsstifter und ihre Lehren", Stuttgart 1950 (Darmstadt/Genf 1954), pp. 25-42. Wiener, H.M.: Religion of Moses, Bibliotheca Sacra, 76, 1919, pp. 323-358. c V: MOSES' KVAD (art.) Albright, William Foxwell: Some Remarks on the Song of Moses in Dt. 32, VT, 9, 1959, pp. 339346. Boston, James R.: The Wisdom Influence Upon the Song of Moses, JBL, 87, 1968, pp. 198-202. Baumann, Eberhard: Das Lied Mose's (Dt. 32,1-43) auf seine gedankliche Geschlossenheit untersucht, VT, vol. 6, Leiden 1956, pp. 414-424. Cassuto, Umberto: La cantida de Moses, Atti del XIX Congresso Internationale degli Orientalisti Roma 23.-29. Settembre 1935, Roma 1938, pp. 480-484. Coats, George W.: Historia and Theology in the Sea Tradition, "Studia Thoelogica", 29, Oslo 1975, pp. 53-62. -- : The Song of the Sea, Catholic Biblica Quaterly, 31, 1969, pp. 1-17. Cross, Frank Moore: The Song of the Sea and the Canaanite Myth, Journal for Thoelogy and the Church, 5, 1968, pp. 1-25. Eissfeldt, Otto: Das Lied Moses, Dtn. 32,1-43, und das Lehrgedicht Asaphs, Psalm 78, samt einer Analyse der Umgebung des Moses-Liedes, Berichte über die Verhandlungen der sächsischen Akademie der Wissenschaften zu Leipzig, Philologisch-historische Klasse, Abhandlung 104, Heft 5, Berlin 1958. -- : Die Umrahmung des Mose-Liedes Dtn. 32,1-43 und des Mose-Gesetzes Dtn. 1-30 in Dtn. 31,932, 31,47, (Eissfeldt:) "Kleine Schriften", Band 3, (1954/55) Tübingen 1966, pp. 322-334. Hay, L.S.: What Really Happened at the Sea of Reeds?, JBL, 83, 1984, pp. 399ff.
214
Sellin, Ernst: Wann wurde das Moselied Dtn. 32 gedichtet?, ZAW, NF 2, 1925, pp. 161-173. Skehan, P.W.: The Structure of the Song of Moses, Catholic Biblical Quarterly, vol. 13, 1951, pp. 153-163. Stoebe, H.J.: Mosesegen, Moseslied und Meerlied, RGG, Band 4, 1960, col. 1155-1157. Strauss, H.: Das Meerlied des Moses - ein "Siegeslied" Israels? (Bemerkungen zur Theologische Exegese von Ex 15,1-19. 20f.), ZAW, Band 97, 1985, pp. 103-109. Winther, P.: Begriff der Söhne Gottes im Moselied, ZAW, NF 26, 1955, pp. 440-48. c VI: MOSES' FØDSEL (art.) Ackerman, James S.: The Literary Context of the Moses Birth Story (Exodus 1-2), Literary Interpretations of Biblical Narratives (ed. K.R.R. Gros Louis), vol. 1, Nashville 1974. Childs, Brevard S.: The Birth of Moses, JBL, 84, 1965, pp. 109-122. Lacoque, A.: La naissance de Moïse, Veritatem In Caritate 6, Hague 1961, pp. 111-120. Meyer, Eduard: ("Moses" in:) Die Israeliten und ihre Nachbarstämme, Halle 1906, pp. 46ff. Rank, Otto: ("Moses" in:) The Myth of the Birth of the Hero (Rank: "Die Mythus von der Geburt des Helden, Schriften zur angewandten Seelenkunde", Herausgeb. von Sigmund Freud, Heft 5, Leipzig 1909), New York 1952. Redford, Donald B.: ("Moses" in:) The Literary Motif of the Exposed Child, Numen, 14, 1967, pp. 209-228. Wiedemann, A.: On the Legends Concerning the Youth of Moses, Part 1 and 2, PSBA, vol. 11, 1889, pp. 29-43 & 267-282. c VII: MOSES I MIDIAN (art.) Abramsky, S.: On the Kenite-Midianite Background af Moses' Leadership, Nielson Glueck Memorial Volume, (publ.: B. Mazar) 1975. Coats, George W.: Moses in Midian, JBN, 92, March 1973, pp. 3-10. Gunneweg, Antonius H.J.: Moses in Midian, Zeitschrift für Theologien und Kirche, 61, Tübingen 1964, pp. 1-9. Nielsen, Ditlef: Mose in Midian; (und) Am Siani, "Die altarabische Mondreligion", Strassburg 1904, pp. 125-221. Robinson, B.P.: Zipporah to the Rescue: A Context Study of Exodus iv 24-26, VT, 36, October 1986, pp. 447-461. c VIII: MOSES' DØD OG GRAVSÆTTELSE (art.) Baumgärtel, Friedrich: Der Tod des Religionsstifters, Kerygma und Dogma, 9. Jahrgang, Göttingen 1963, pp. 223-233. Budde, Karl: Goethe zu Mose's Tod, ZAW, Band 50, Giessen/Berlin 1932, pp. 300ff. Coats, George W.: Legendary Motifs in the Moses Death Reports, The Catholic Biblical Quarterly, vol. 39, Washington DC 1977, pp. 34-44. Haacker, Klaus, & Peter Schäfer: Nachbiblischen Traditionen vom Tod des Moses, Josephus-studien, Untersuchungen zu Josephus, dem antiken Judentum in dem Neuen Testament. Otto Michel zum 70. Geburtstag gewidmet (hgg. Otto Betz), Göttingen 1974, pp. 147-174. Koch, Klaus: Der Tod des Religionsstifters. Erwägungen über das Verhältnnis Israels zur Geschichte der altorientalischen Religionen, Kerygma und Dogma, 8. Jahrg., Göttingen 1962, pp. 100-123. Löwy, A.: A Legend on the Death of Moses; Old Jewish Legends on Biblical Topics, PSBA, 9, 1887. Lissner, Ivar: The Tomb of Moses is Still Undiscovered, The Biblical Archaeologist, vol. 26, 1963, pp. 106-108. Malter, Heinrich: Der Tod Moses in der äthiopischen Überlieferung, Monatsschrift für Geschichte und Wissenschaft des Judentums, vol. 51, 1907, pp. 707-717. Rilke, Rainer Maria: Der Tod Moses - se: gruppe 1d. Schwertner, Siegfried: Erwägungen zu Moses Tod und Grab in Dtn 34,5-6, ZAW, Band 84, 1972, pp. 25-46.
215
c IX: MOSES' APOKALYPSE (art.) Brandenburger, Egon: Himmelfahrt Moses, "Jüdische Schriften aus hellenistisch-römerscher Zeit" (hgg. Werner Georg Kümmel), Band 5, Lief. 2, Gütersloh, 1976/1983. Charles, R.H. (transl.): The Assumption of Moses, London 1897. Gaster, Moses: The Revelation of Moses, Studies and Texts in Folklore, Magic, Medieval Romance, Hebrew Apocryphia and Samaritan Archaeology, London 1925-1928. Rist, Martin: The Assumption of Moses, IDB, III, 1969, pp. 450-451. Schultz, Joseph P.: Angelic Opposition to the Ascension of Moses and the Revelation of the Law, The Jewish Quarterly Review, vol. 61, Philadelphia 1961, pp. 282-307. Wallace, David H.: The Semitic Origin of the Assumption of Moses, Theologische Zeitschrift, 11, 1955, pp. 321-328. c X: MOSES SOM PROFET (art.) Duhm, Bernhard: ("Mose" in) Israels Propheten, (1916) 2nd. ed. Tübingen 1922. Heller, Bernhard: Musa, der biblische Prophet Moses, Enzyklopaedie des Islam, Band 3, Leiden und Leipzig 1936, pp. 797-798. Margalit, M.: Numbers 12. The Character of Moses' Prophecy, Beth Mikra, 25, 1980, pp. 139-149. Haam, Achad: Moses der Prophet, "Moses", Berlin 1905. Heschel, Abraham J.: The Prophets, New York 1962. Meinhold, D.: Die Propheten in Israel von Moses bis Jesus, Pädagogisches Magazin, 383, Langensalza 1909, pp. 1-127. O'Rourke, William J.: Moses and the Prophetic Vocation, Scripture, 15, 1963, No. 30, pp. 41-48. Penna, A.: Mosé "Profeta e più que profeta", Bibliotheca Orientalis 12, 1970, pp. 145-162. Perlitt, Lothar: Mose als Prophet, Evangelishe Theologie, 31, 1971, pp. 588-608. Schneider, Heinrich: Moses, die grosse Mittlergestalt des Heils; Gott rettet und formt sein Volk durch Moses; Moses, Prophet Jesus Christi, Bibel und Kirche, 61, 1964, pp. 1-9. c XI: MOSES-VELSIGNELSEN (art.) Burkit, F.C.: On the Blessing of Moses, The Journal of Theological Studies, vol. 35, Oxford 1934, pp. 68ff. Cross Jr., F.M., & D.N. Freedman: The Blessing of Moses, JBL, vol. 67, 1948, pp. 191-210. Phytian-Adams, W.J.: On the Date of the Blessing of Moses, Journal of Palestine Oriental Society, vol. 3, 1923, pp. 158-166. c XII: EN 'BLODBRUDGOM' (art.) de Groot, J.: The Story of the Bloody Husband, OTS II, 1943, pp. 10-17. Hehn, Johannes: Der "Blutbrautigam" Ex 4,24-26, ZAW (Band 50), NF Band 9, 1932, pp. 1-8. Junker, R.: Der Blutbräutigam, Nötscher Festschrift, 1951, pp. 120-128. Kosmala, Hans: The "Bloody Husband", VT, 12, January 1962, pp. 14-28. Schmid, Herbert: Mose, der Blutbräutigam, Judaica, 22. Jahrgang, Zürich 1966, pp. 113-118. c XIII: MOSES I RABBINSK OG JUDAISTISK TRADITION (art.) Baring-Gould, S. (ed.): Moses..., "Legends of Old Testament Characters from Talmud and Other Sources", vols. 1-2, London 1871. Beer, B.: Leben Moses nach Auffassung der jüdischen Sage, Jahrbuch für die Geschichte der Juden und des Judentums, 3, Leipzig 1863, pp. 11-64. Bin-Gorion, Micha Josef (= Micha Josef Berdiczewski): Mose... (Gorion:) "Die Sagen der Juden", Frankfurt a.M. (1926) 1962. Bloch, Renée: Quelques aspects de la figure de Moïse dans la tradition rabbinique, "Moïse, l'homme de l'alliance" (ed. A. Gelin), (deutsch: "Die Gestalt des Moses in der rabbinischen Tradition", in 'Moses in Schrift und Überlieferung', Düsseldorf 1963, pp. 95-171), (Cahiers Sioniens 8, 1954), Tournai 1955, pp. 93-167. Geyer, J.B.: The Joseph and Moses Narrative: Folk Tale and History, JSOT, 15, 1980, pp. 51-56. Ginzberg, Louis (ed.): Moses... , "The Legends of the Jews", vols. 1-7, Philadelphia 1909-38. Josephus, Flavius: ("Moses" in) Antiquitates Judaicae, Loeb Classical Library, 1-9, London 19301955.
216
Krauss, Samuel: A Moses Legend, Jewis Quartely Review, New Series, vol. 2, Number 3, Philadelphia 1912, pp. 339ff. Philo, Judæus: Vita Mosis, cf. 1a,XIII (monografier). Qumran-fragments, secret astrological teachings ascribed to Moses (J.T. Milik, i Revue Biblique 63, 1956, 6,1). Rajak, Tessa: Moses in Ethiopia. Legend and Literature, The Journal of Jewish Studies, 29, 1978, pp. 111-122. Sellin, Ernst: Zu dem Judasspruch im Jaqobsegen Gen. 49,8-12 und im Mosesegen Dtn. 33,7, ZAW, NF 19, 1944, pp. 57-67. Silver, Daniel Jeremy: Moses and the Hungry Birds, Jewish Quarterly Rewiew, 64, 1973/74, pp. 123-153. Wünche, August (transl.): Mose..., (Wünsche:) "Aus Israels Lehrhallen. Kleine Midraschim zur späteren legendarischen Literatur des Alten Testaments", 1.-3. Band, Leipzig 1907-1910. c XIV: MOSES OG DET NYE TESTAMENTE (art.) Allen, E.L.: Jesus and Moses in the New Testament, Expository Times, 67, Edinburgh 1955-1956, pp. 104-106. Bonwetsch, N.: Die Mosessage in der slavischen kirchlichen Literatur, NGG, Philologisch-historische Klasse, Göttingen 1908, pp. 503-607 (mit Übers. eines schlavischen Lebens Mosis). Christe, Y., & F. Wüest: La figure de Moïse dans l'art paléochrétien, "La figure de Moïse" (ed. R. Martin-Archard), 1978, pp. 99-127. Daniélou, Jean: Moses bei Gregor von Nyssa. Vorbild und Gestalt - se under 1aXIII: A. Gelin (ed.) "Moïse...", Deutsch "Moses in Schrift und Überlieferung", Düsseldorf 1963, pp. 289-306. Démann, Paul: Moses und das Gesetz des Paulus - se under 1aXIII: Albert Gelin (ed.): "Moïse..."; deutsch, "Moses in Schrift und Überlieferung", Düsseldorf 1963, pp. 205-262. Descamps, Albert: Moses in den Evangelien und der apostolischen Tradition - se: A. Gelin (ed.): "Moïse..."; Deutsch, "Moses in Schrift und Überlieferung", Düsseldorf 1963, pp. 185-204. Herrmann, Siegfried: Mose, Evangelische Theologie, 28, NF 23, München 1968, pp. 301-328. Luneau, August: Moses und die lateinischen Väter - se under 1aXIII: Albert Gelin (ed.): "Moïse..."; Deutsch, "Moses in Schrift und Überlieferung", Düsseldorf 1963, pp. 307-330. Saito, T: Die Mosevorstellungen im Neuen Testament, Einleitung in die Heilige Schrift, 23/100, 1977. Schulz, F.: Die Decke des Moses - Untersuchungen zu einer vorpaulinischen Überlieferung in 2 Cor. iii 7-18, Zeitschrift für neutestamentliche Wissenschaft, 49, 1988, pp. 1-30. Umhau, H.: Moses in the Christian and Islamic Tradition, Journal of the Bible and Religion, 27, 1959, pp. 102-108. Vermès, Géza: La figure Moïse au tournant des deux Testaments, "Moïse, l'homme de l'alliance" (ed. Albert Gelin), (Cahiers Sioniens 8, 1954), Tournai 1955, pp. 61-92. c XV: MOSES FRA SEN-ANTIKKEN TIL NUTIDEN (art.) Carmoly, E.: La légende de Moïse, Revue Orientale, vol. 1, Bruxelles 1941, pp. 373-382. de Caprona, P.: Moïse dans l'islam, "La figure de Moïse" (ed. R. Martin-Archard), Paris 1978, pp. 129-141. Cazelles, Henri: Moïse devant l'historie, "Moïse, l'homme de l'alliance" (ed. Albert Gelin), (Cahiers Sioniens 8, 1954), Tournai 1955, pp. 11-27. Goulet, Richard: Porphyre et la datation de Moïse, Revue de l'Histoire des Religions, 192, 1977, pp. 137-164. Leist, Fritz: Moses, Sokrates, Jesus. Um die Begegnung mit der biblischen und antiken Welt, Frankfurt a.M. 1959. Notowitch, Nicolas: Mossa..., (Notowitch:) "La Vie Inconnue de Jésus-Christ" (English, "The Unknown Life of Jesus Christ", New York 1894, London 1895), Oldendorf 1894. Regensteiner, Henry: Moses in the Light of Schiller, Judaism (American Jewish Congress), vol. 43 (1), no. 169, 1994, pp. 61-65. Tonneau, Raymond Marie: Moses in der syrischen Tradition - se gruppe 1aXIII: Albert Gelin (ed.): "Moïse...", Deutsch "Moses in Schrift und Überlieferung", Düsseldorf 1963, pp. 267-287.
217
c XVI: BIOGRAFISKE OG KOMMENTERENDE AFHANDLINGER (art.) Albright, William Foxwell: From Patriarchs to Moses. Moses out of Egypt, Biblical Archaeologist, vol. 36, February 1973, pp. 48-75. Barth, C.: Mose, Knecht Gottes, Parrhesia, Karl Barth zum achtzigsten Geburtstag, Zürich 1966, pp. 68-81. Bori, Pier Cecare: Moses, the Great Stranger, in Bori: "From Hermeneutics to Ethical Consensus among Cultures", Atlanta 1994, pp. 155-164. Botte, Bernard: Das Leben des Moses bei Philo - se under 1a: Albert Gelin (ed.): "Moïse...", deutsch, "Moses in Schrift und Überlieferung", Düsseldorf 1963, pp. 173-181. Campbell, E.F. Jr.: Moses and the Foundation of Israel, Interpretation, 29, 1975, pp. 141-154. Churchill, Winston S.: Moses, The Leader of a People, (Churchill:) "Thoughts and Adventures", London 1932, pp. 283-302. Coats, George W.: The Failure of the Hero: Moses as a Model for Ministry, ATJ, 41, 1986, pp. 15-22. -- : Humility and Honor: A Moses Legend in Numbers 12, "Art and Meaning: Rethoric in Biblical Literature" (ed. David J.A. Clines & David M. Gunn & Alan J. Hauser), JSOT Supplement Series, 19, Sheffield 1982, pp. 97-107. -- : What Do We Know About Moses?, "Interpretation: A Journal of Bible and Theology", 27/28, January 1974, pp. 91-94. Daiches, David: The Quest for the Historical Moses, The Robert Cohen Memorial Lecture, London 1974, pp. 5-25. Deissler, Alfons: Moses, Lebendige Kirche, 3, 1959, pp. 1-24. Eissfeldt, Otto: Mose, (Rezension, Elias Auerbach: "Moses"), Orientalische Literaturzeitung, 48, 1953, col. 490-505. Feilchenfeldt, Wilhelm: Die Entpersönlichung Moses in der Bibel und ihre Bedeutung, ZAW, (Band 64), NF Band 23, 1952, pp. 156-178. de la Fuente, O. Garcia: La figura de Moisés en Ex 18,15 y 33,7, Estudios Biblicos, 29, 1970, pp. 353-370. Gelin, Albert: Moses im Alten Testament, Bibel und Leben, 3, 1962, pp. 97-110, (jf. A. Gelin: Moses im Alten Testament, "Moses in Schrift und Überlieferung" (ed. A. Gelin), Düsseldorf 1963, pp. 31-37). George, Henry: Moses, (An Address Delivered in Glasgow Dec. 28, 1884), "Memorial Edition of the Writings of Henry George", vol. 1, New York 1898, (1900). Gruffydd, W.J.: Moses in the Light of Comparative Folklore, ZÄW, 46, 1928, pp. 228-270. Heuret, Charles: Moïse, était-il prêtre?, Biblica, 40, 1959, pp. 509-521. James, Fleming: Moses, "Personalities of the Old Testament", London 1939, pp. 1-44. Jepsen, A.: Mose und die Leviten. Ein Beitrag zur Frühgeschichte Israels und zur Sammlung des alttestamentlichen Schrifttums, VT, vol. 31, 1981, pp. 318-323. Jirku, A.: Die Gesichtsmaske des Mose, Zeitschrift des Deutschen Palästina-Vereins, Band 67, Leipzig 1945, pp. 43-45. Kapelrud, Arvid S.: How Tradition Failed Moses, JBL, vol. 76, 1957, pp. 242ff. Kittel, Rudolf: ("Mose", in) Gestalten und Gedanken in Israel, Geschichte eines Volkes in Charakterbildern, Leipzig 1925, pp. 430-441. Meek, Theophile James: Moses and the Levites, AJSL, vol. 56, 1939, pp. 113-120. Meyer, Eduard: Die Mosesagen und die Lewiten, Sitzungsberichte der Königlich preussischen Akademie der Wissenschaften, Band 31, Berlin 1905, pp. 640-652. Nielsen, Eduard: Moses and the Law, VT, vol. 32, 1982, pp. 87-98. Perreau, Pietro: Leggende sulla verga di Mosé, Il Vessillo Israelitico, vol. 36, 1888, pp. 366-369, 411-413, + vol. 37, 1889, pp. 4-6. Raglan, Lord (= Fitzroy Richard Sumerset): Moses..., (Raglan:) "The Hero. A Study in Tradition, Myth, and Drama", London 1936. Schreiner, Josef: Moses, der "Mann Gottes", Bibel und Leben, 8, Düsseldorf 1967, pp. 94-110. Smend, Rudolph: Moses als geschichtliche Gestalt, Historische Zeitschrift 260, 1995, pp. 1-19. Speyer, Heinrich: Moses..., (Speyer:) "Die biblischen Erzählungen im Qoran", Darmstadt 1961. Susman, Margrete: Die biblische Mosesgestalt, (Susman:) "Deutung biblischer Gestalten", Stuttgart 1955, pp. 9-54. Widengren, Geo: What Do We Know About Moses?, "Proclamation and Presence", Old Testament
218
Essays in Honour of Gwynne Henton Davies, London 1970, pp. 21-47. Wiesel, Élie: Moïse: Portrait d'un chef, Célébration Biblique: Portraits et Légendes, Paris 1975, pp. 149-177. Wilms, Franz-Elmar: Die Frage nach dem historischen Moses. Der Stand der Mose-Forschung, Tübingen Theologische Quartalsschrift, 153, 1973, pp. 353-363. Zivotofsky, Ari Z.: The Leadership Qualities of Moses, Judaism (American Jewish Congress), vol. 43 (3), no. 171, 1994, pp. 258-269. c XVII: MOSES OG FORSKNINGEN (art.) (se også gruppe 1a,XIV og gruppe 4) Butler, Trent C.: The Anti-Moses Tradition, JSOT, vol. 12, 1979, pp. 9-15. Engnell, Ivan, & A. Fridrichsen (ed.): Mosebökerna, Svensk Bibliskt Uppslagsverk, vol. 2, Stockholm 1952, pp. 324-342. Gordis, R.: Critical Notes on the Blessing of Moses, Journal of Theological Studies, vol. 34, 1933, pp. 390-392. Hamburger, Käte: Thomas Manns Mose-Erzählung "Das Gesetz" auf dem Hintergrund der Überlieferung und der religionswissenschaftlichen Forschung, in Thomas Mann: "Des Gezetz", Ullstein Buch Nr. 5017, Frankfurt a.M. 1964, pp. 57-207. Holladay, W.L.: The Background of Jeremiah's Self-Understanding: Moses, Samuel, and Psalm, JBL, vol. 83, 1964, pp. 153-164. -- : Jeremiah and Moses: Further Observations, JBL, vol. 85, 1966, pp. 17-27. Keller, Carl A.: Von Stand und Aufgabe der Moseforschung, Theologische Zeitschrift, 13, 1957, pp. 430-441. Munk, Elie (ed.): The Call of the Torah. An Anthology of Interpretation and Commentary on the Five Books of Moses, (Munk: "La voix de la Thora", 1969), 1-3, Jerusalem 1980-1992. Noth, Martin: Das zweite Buch Mose, Exodus, übersetzt und erklärt, ATD 5, (English, "Exodus: A Commentary", Philadelphia 1962), Göttingen 1959. -- : Das dritte Buch Mose, Leviticus, ATD, Band 6, Göttingen 1962. -- : Das vierte Buch Mose, Numeri, ATD, Band 7, (English, "Numbers: A Commentary", Philadelphia 1968), Göttingen 1966. von Rad, Gerhard: Das erste Buch Mose; Genesis, ATD, Band 2-4, (1953) (10:) 1976. -- : Das fünfte Buch Mose, Deuteronomium, ATD, Band 8, Göttingen 1964. -- : Beobachtungen an der Moseerzählung Ex 1-14, Evangelische Theologie, 31, 1971. c XVIII: ANDRE MOSES-STUDIER (art.) (se også gruppe 1a,XIII og gruppe 4) Ahlström, G.W.: Another Moses Tradition, JNES, vol. 39, 1980, pp. 65-69. Coats, George W.: The Kings Loyal Opposition: Obedience and Revolution in the Moses Tradition, "Canon and Authority in the Old Testament" (ed. G.W. Coats & B.O. Long), Philadelphia 1977, pp. 91-109. Le Déaut, R.: Miryam, soeur de Moïse, et Marie, mère de Messie, Biblica, vol. 45, 1964, pp. 198219. Gaster, Moses: The Sword of Moses, Reprint of The Royal Asiatic Society's Journal, London 1896. Greenberg, Moshe: Moses' Intercessory Prayer (Exod. 32,11-13; 32,31-32; Deut. 9,26-29), Tantur Yearbook 1977/78, pp. 21-35. Israel, Abrahams: The Rod of Moses, and Its Legendary Story, Jewis Chronicle, London 1887, pp. 28-30. May, H.G.: Moses and the Sinai Inscriptions, The Biblical Archaeologist, 8, 1945, pp. 93-99. Shalit, L.: How Moses Turned a Staff into a Snake and Back Again, Biblical Archaeologist Rewiev, 9, 1983, pp. 72-73. Stucken, Eduard: Moses, "Astralmythen; Religionsgeschichtliche Untersuchungen", Leipzig 1907, pp. 433-441. Ubach, B.: Le tombeau de Marie soeur de Moïse à Cadés, Revue Biblique, 42, 1933, pp. 562-568. Walkenhorst, K.H.: Warum beeilte sich Moses niederzufallen? - Zur literarischen Einheit von Ex 34,8f., Biblische Zeitschrift, Jahrgang 28 NF, Freiburg 1984, pp. 185-213. Zuhdi, Omar: (review) Gary Greenberg: The Moses Mystery, KMT 8,3 (fall) 1997, pp. 81-83.
219
d) DOKUMENTARISK FIKTION; SAMT FREUD M.FL. OM MOSES d I: DOKUMENTARISK FIKTION OG ANDEN LITTERATUR OM MOSES Auerbach, Elias: Moses, Amsterdam/Heidelberg 1953 (English, "Moses", Detroit 1975). Asch, Schalom: Moshe, (deutsch, "Moses", Amsterdam/Zürich/Stuttgart 1951) 1951. Baron, David, & Lynette Padwa: Moses in Management: 50 Leadership Lessons from the Greatest Manager of All Time, PocketBooks USA, 1999. Birnbaum, Uriel: Moses, München 1928. Crocker, Elizabeth: Baby Moses, Abingdon Press, 1996. Grant, Joan: So Moses Was Born, London 1960. Fast, Howard: Moses: The Epic Story of His Rebellion in the Court of Egypt, Simon & Shuster, USA, 2000. -- : Moses, Prince of Egypt, 1958. Hart, Heinrich: Mose, (Hart:) "Gesammelte Werke", Band 2, Berlin 1907. Hurston, Zora Neale: Moses, Man of the Mountain, New York 1939. Jansen, Werner: (Moses in:) Die Kinder Israel, Berlin (1927) 1941. Kugler, Frantz Xavier: Von Moses bis Paulus, Münster 1922. Lawrence, Joan: Scapegoat: Interpretation of Moses, London 1988. Lester, Julius, & Paula Wieseman: Pharaoh's Daughter: The Mother of Moses, San Diego 2000. Mann, Thomas: Das Gesetz, Los Angeles 1944 (English, New York 1943), (Mann:) "Gesammelte Werke", 8, 1960. Olrik, Ingeborg: Manden med stentavlerne, København 1971. Rilke, Rainer Maria: Der Tod Moses, (Rilke:) "Sämtliche Werke", Band 2, 1956, pp. 102f. Roberts, Ursula: A Story of Moses, London 1995. von Schiller, Friedrich: Die Sendung Moses, (1790), "Sämtliche Werke", 4: Historische Schriften, München 1968, pp. 737-757. Schönberg, Arnold: Textbuch: Moses und Aaron. Oper in drei Akten, Mainz 1957. Slosman, Albert: Moïse l'égyptien, La trilogie du passé / 1, Paris 1981. Steck, O.H.: Moses und Aaron. Die Oper Arnold Schönbergs und der biblische Stoff, KT 56, 1981. Visotzky, rabbi Burton L.: (Moses in:) The Road to Redemption: Lessons from Exodus on Leadership and Community, New York (1998) 1999. d II: FREUD OG MOSES Bernstein, Richard: Freud and the Legacy of Moses, Cambridge U.P. 1998. Blum, E.: Über Sigmund Freuds: Der Mann Moses und die monotheistische Religion, Psyche, 10, 1956-57, pp. 367-390. Bori, Pier Cesare: Il 'Mosè' di Freud: per una prima valutazione storico-critica, in Bori: "L'estasi del profeta ed altri saggi tra Ebraismo e Cristianismo", Bologna: Il Molino 1989, pp. 179-222. Faessler, M.: Le nom de Moïse et le nom de Dieu. L'interprétation Freudienne et son dépassement théologique possible, "La figure de Moïse" (ed. R. Martin-Archard), 1978, pp. 143-156. Freud, Sigmund: Drei Abhandlungen: Der Mann Moses und die monotheistischen Religion, Wien 1934-38, (English, "Moses and Monotheism", London 1939; transl. Katherine Jones, 1987). -- : The Moses of Michelangelo, Standard Edition, 13, (1914) 1955, pp. 211-238. Goldstein, Bluma: Reinschribing Moses: Heine, Kafka, Freud and Schoenberg in a European Wildernes, Harvard U.P., Cambridge, Mass., 1992. Gubrich-Simitis, Ilse: Freuds Moses-Studie als Tagtraum: ein Bibliographisher Essay, Die Sigmund-Freud-Vorlesungen, Band 3, Weinheim, 1991. Koehler, Ludwig Hugo: Freud und Moses..., Neue Zürcher Zeitung, No. 667, 16. april 1939. Levy-Valensi, E. Amado: Le Moïse de Freud ou la référence occultée, Monaco 1984. Paul, Robert A.: Moses and Civilization: The Meaning Behind Freud's Myth, 1996. Rice, Emanuel: Freud und Moses: The Long Journey Home, New York, U.P., 1990. Robert, Marthe: D'Oedipe à Moïse: Freud et la conscience juive, (transl. "From Oedipus to Moses", London 1977), Paris 1974. Rosenvasser, Abraham: Egipto e Israel y el monoteismo Hebreo: A proposito del libro Moisés y la religión monoteista de Sigmund Freud, 2nd ed., Buenos Aires U.P., 1982.
220
Schorske, Carl E.: (Moses in) Freud's Egyptian Dig, The New York Review of Books, May 27, 1993, pp. 35-40. Stemberger, Brigitte: Der Mann Moses' in Freuds Gesamtwerk, Kairos, 16, 1974, pp. 161-225. Yerushalmi, Yosef Hayim: Freud's Moses: Judaism Terminable and Interminable, Yale U.P., New Haven and London, 1991. Zeligs, Dorothy F.: Moses: A Psychodynamic Study, "Psychoanalysis and the Bible: A Study in the Depth of Seven Leaders", New York (1974, 1986), 1988.
e) VEDR. NAVNET 'MOSES' Albright, William Foxwell: The Biblical Period, Oxford 1952, pp. 8ff. Cerny, Jaroslav: Greek Etymology of the Name Moses, ASAE, tome 41, 1942, pp. 352ff Gardiner, Alan H.: The Egyptian Origin of Some English Personal Names, JAOS, 56, 1936, pp. 189-197. Griffiths, J. Gwyn: The Egyptian Derivation of the Name Moses, JNES, 12, 1953, pp. 225-231. Hösl, I.: Zur Orientalischen Namenkunde: Maria - Moses - Aaron: Eine philologische Studie, Serta Monacensia: Franz Babinger zum 15. Januar 1951 als Festgruss dargebracht (ed. H.J. Kissling & A. Schmaus), Leiden 1952, pp. 80-83. Lauth, Franz Joseph: Moses-Osarsyph, ZDMG, Band 25, Leipzig 1871, pp. 139-148.
f) RABBINERSKRIFTERNE, VEDR. MOSES' ALDER Seder Hadorot, ed. Warschaw, S. 77,92. Mechilta, ed. Weiss. Megilla . Gersonides zu Chukkat, ed. Amsterdam, S. 227b. Ibn Ezra zu Deutoronomium 1,2 . Esther r. 7,11 . Kimchi zu Josua 3,2.
2: Oldtidsforfattere om Moses a) INDEHOLDT I OLDTIDSVÆRKER Cicero: De Divinatione, Loeb Classical Library, London 1923. Diodorus, I & XXXIV & XXXX, Loeb Classical Library, London 1923-1957. Eusebius (& Pamphilius): Evangelica Praeparatio, tome 1-4, Oxonii (Oxford) 1903. Justin: Epitome XXXVI. Josephus, Flavius: Antiquitates Judaicae - se: Josephus under gruppe 1c,XIII. -- : Contra Apionem, Loeb Classical Library, London 1926. Origenes: Contra Celsum . Philo Judæus: De Vita Mosis, se: Philo under gruppe 1a,XIII (monografier). -- : Hypothetica, Loeb Classical Library, 9, London 1951. Pseudo-Philo: Liber Antiquitatum Biblicarum . Pollio, Trebillius: Divus Claudius, (u. forf.:) "Scriptores Historiae Augustae", vol. 3, Loeb Classical Library, 263, London 1968, pp. 152-191. Manetho: Aegyptiaca, Loeb Classical Library, 350, London (1940) 1956. Tacitus: Historia V,3, Loeb Classical Library, (vol. 2), London 1931.
b) AFHANDLINGER OG KOMMENTARER TIL OLDTIDSKILDER Haacker, Klaus: Nachbibl. Traditionen v. Tod des Moses, Josephus-studien - se: gruppe 1c. Rappaport, Solomo: Agada und Exegese bei Flavius Josephus, Frankfurt a.M. 1930. Wacholder, Ben Simon: Eupolemus. A Study of Judeo-Greek Literature, Hebrew Union College/Jewish Institute of Religion, Cincinnati, New York, L.A., Jerusalem 1974.
221
c) OLDTIDSFORFATTERE OM MOSES, BL.A. CITERET FRA ANDRE OLDTIDSFORFATTERE Alexander Polyhistor. Apion (jf. gruppe 2a: Josephus "Contra Apionem"). Apollonios Molon (jf. i gruppe 2a: Josephus "Contra Apionem" & Eusebius "Evangelica Praepratio"). Artapanos (jf. gruppe 2a: Eusebius "Evangelica Præparatio"). Cedrinus: Synophis Historion (1057 e.Kr.). Celsus (jf. gruppe 2a: Origenes "Contra Celsum"). Chaeremon. Ezechielis Judaei: Exagogae (jf. gruppe 2a: Eusebius "Evangelica Praeparatio"). Eupolemos (jf. gruppe 2a: Eusebius "Evangelica Praeparatio"). Demetrius af Phaleron. Galenos. Lysimachos (jf. gruppe 2a: Josephus: "Contra Apionem"). Hekataios af Abdera (jf. i gruppe 2a: bl.a. "Diodorus" I,29 & 54). Julian. Justus af Tiberias. Leon af Pella. Nicarchus (jf. Ptolemaios Chennos af Alexandria, samt Helladius). Popeius Trogus. Porphyros. Posidonius af Apamea (jf. i gruppe 2a: "Diodorus" bl.a. I, 94 & Strabo XVI, 35,). Pseudo-Longinus: ( Sublim. IX, 9).
d) ANDRE OLDTIDSKILDER OM MOSES Qabbalah (Kabbalah) (jf. bl.a. G. Scholem: Ursprung und Anfänge der Kabbala, 1962). al-Quran (Moses især i: 2,48-130, 7,101-160, 10,76-88, 20,8-93, 26,9-65, 28,2-76 & 40,24-56): "The Coran, Interpreted", transl. Arthur J. Arberry, New York 1955. at-Tabarï, Abu Jafar Mohammad Ibn Djarir: Ta'arïkh, (Tekmilet ta'rikh at-Tabari) -- : Tafsïr, (Tafsir al Qoran) - (jf. i grupperne 1b & 4: Hirschberg, & i 1c: Speyer).
3: Tekstversioner af Bibelen Bibelen, 1895/1907, 1931/1948 (GT/NT), Det danske Bibelselskab, København 1907, 1948. Bibelen, rev. ed. 1992 (GT + NT), Det danske Bibelselskab, København 1992. De Fem Mosebøger (ny oversættelse fra hebraisk af Bent Melchior), bind 1-5, København 197787. The Interliner Bible. Hebrew-Greek-English, (ed. & transl. Jay P. Green, Sr.), with Strong's Word Numbers, Peabody (Massachusetts) 1985. King James' Bible, rev. Oxford 1936. The Koren Edition of the Masoretic Text: Torah, Neverim, Kertuvim, (ed. Goldsmith), Jerusalem 1983. Septuaginta, The Old Testament in Greek According to The Septuagint, (ed. Henry Barclay Swete), Cambridge U.P. 1901. Biblia Hebraica Stuttgartensia, Stuttgart 1976-77. Mosebøgerne 1-5 med tilhørende Haftaroth, (oversat fra hebraisk af Abraham Alexander Wolff), Kjøbenhavn 1894. The Soncino Chumash. The Five Books of Moses With Haptharoth, (ed. A. Cohen), Hindhead, Surrey, 1947.
222
4: Bibelforskning, eksegese m.v.
(se også grupperne: 8, 9c og 9d)
I: VEDR. EGYPTEN Craigie, P.C.: An Egyptian Expression in the Song of the Sea (Exodus XV 4), VT, 20, 1970, pp. 8386. Hermann, Siegfried: Israels Aufenhalt in Ägypten, Stuttgart 1970. Hoffmeier, James K.: Israel in Egypt: The Evidence for the Autenticity of the Exodus Tradition, Oxford U.P. 1997 Kitchen, Kenneth Anderson: Ancient Orient and the Old Testament, London 1966. -- : Historical Method and Early Hebrew Tradition, Tyndale Bulletin, 17, 1966, pp. 63-97. -- : (Review:) J. Vergote: 'Joseph en Égypte', JEA, vol. 47, 1961, pp. 158-164. Lefkowitz, Mary: Not Out of Africa: How "Afrocentrism" Became an Excuse to Teach Myth as History, Basic Books, 1997. Spiegelberg, W.: Aegyptologishe Randglossen zum Alten Testament, Strassburg 1904. Yahuda, A.S.: The Accuracy of the Bible, London 1934. -- : Die Sprache des Pentateuchs in ihre Beziehungen zum Aegyptischen, (English, "The Language of the Pentateuch in its Relation to Egyptian", vol. 1, Oxford 1933), Berlin 1929. II: VEDR. EXODUS (se også grupperne: 1a,II, 1c,II, 9c og 12,III) Beer, Georg: Exodus, Handbuch zum Alten Testament, 1. Reihe, 3. Band, Tübingen 1939. Childs, Brevard S.: The Book of Exodus, Philadelphia 1964. -- : Exodus. A Commentary, London 1974, pp. 95-101. -- : A Traditio-Historical Study of the Reed Sea Tradition, VT, vol. 20, 1970, pp. 406-418. Grønbæk, Jakob: Juda und Amalek. Überlieferungsgeschichtlische Ervägungen zu Exodus 17, VT, vol. 18, 1964, pp. 26-45. Hulse, E.V.: The Nature of Biblical 'Leprosy' and the Use of Alternative Medical Terms in Modern Translations of the Bible, Palestine Exploration Quarterly, 107th Year, 1975, pp. 87-105. Japhet, Sara: Conquest and Settlement in Chronicles, JBL, vol. 98, 1979, pp. 205-218. Loewenstamm, S.E.: The Tradition of the Exodus in its Development, Jerusalem 1965. Nicholson, E.W.: Exodus and Sinai in History and Tradition, Oxford 1973. Oven, E.D.: How Not to Create a History of the Exodus: A Critique of Professor Goediche's Theories, B.A.R., Nov.-Dec. 1981. Redford, Donald B.: An Egyptological Perspective on the Exodus Narrative, in: "Egypt, Israel, Sinai: Archaeological and Historical Relationships in the Biblical Period", ed. A.F. Rainey, Tel Aviv U.P., 1987, pp. 150ff. Rowley, Harold Henry: From Joseph to Joshua, The Schweich Lectures of The British Academy 1948, London 1950. Sarna, Nahum M.: Exploring Exodus, New York 1980. Shanks, H.: The Exodus and Crossing the Red Sea, According to Hans Goediche, B.A.R., Sept.Oct. 1981. Wood, Bryan G.: Did the Israelites Conquer Jericho: A New Look at the Archaeological Evidence, Biblical Archaeology Review, 16, no. 2, 1990, pp. 44-59. Yadin, Yigael: Is the Biblical Account of the Israelite Conquest of Canaan Historically Reliable?, B.A.R., March-April 1982. III: BIBELEN OG HISTORIEN Albright, William Foxwell: From Stone Age to Christianity, Baltimore 1940. Barlett, John: The Bible: Faith and Evidence. A Critical Enquiry into the Nature of History, British Museum, London, ed. 1994. Bilde, Per: Josefus som historieskriver, Bibel og Historie 1, København 1983. Gordon Cyrus H., & Gary A. Rendsburg: The Bible and the Ancient Near East, 4th ed., New York 1997. Graham, L.M.: Deceptions and Myths of the Bible, 1997. Johnson, Paul: The History of the Jews. The Jewish Legacy, London, 1987. Hirschberg, J.W.: Jüdische und christliche Lehren im vor- und frühislamischen Arabien. Ein Beitrag zur Entstehungsgeschichte des Islam, Mémoires de la Commission Orientaliste, No. 32,
223
Krakôw 1939. Keller, Werner: The Bible as History, 2nd rev. ed., New York 1981. Kugel, James L.: The Bible as It Was, Harvard U.P., Cambridge, Mass., 1997. Porter, J.R.: Pre-Islamic Arabic Historical Traditions and the Early Historical Narratives and the Old Testament, JBL, vol. 87, 1968, pp. 17-26. Schaeder, Hans H.: Esra der Schreiber, Beiträge zur historische Theologie 4-6, 1929-1930. Skorechi, Karl, & Sara Selig & Shraga Blazer: Y-Chromosones of Jewish Priests, Nature, No. 6611, vol. 385, January 2, 1997, p. 32. de Vaux, Roland: The Early History of Israel, (transl. by David Smith) Philadelphia 1978. Widengren, Geo: Oral Tradition and Written Literature among the Hebrews in the Light of Arabic Evidence with Special Regard to Prose Narrative, Acta Orientalia, 23, 1959, pp. 201-262. Windschuttle, Keith: The Killing of History: How Literary Critics and Social Theorists are Murdering Our Past, 1998. Whitelam, Keith W.: The Invention of Ancient Israel: The Silencing of Palestinian History, London 1997. Yeivin, Shemuel: The Age of the Patriarchs, Revista degli Studi Orientali, vol. 38, Roma 1963, pp. 277-302. IV: BIBELSTUDIER OG TEKST-HYPOTESER (se også grupperne: 9c og 9d) Bentzen, Aage: Introduction to The Old Testament, vols. 1-2, 5th ed., Copenhagen 1959. Bright, John: A History of Israel, 3rd ed., Philadelphia 1981. Brettler, Marc Zvi: Creating of History in Ancient Israel, London 1998. Cullen, J.: The Book of the Covenant in Moab: A Critical Inquiry into the Original Form of Deuteronomy, Glasgow 1903. Dillmann, August: Numeri, Deuteronomium und Josua; Kurzgefasstes exegetisches Handbuch zum Alten Testament, Leipzig 1886. Friedman, Richard E.: Who Wrote the Bible?. 1997. de Geus, C.H.J.: The Tribes of Israel: An Investigation into Some of the Presuppositions of Martin Noth's Amphictony Hypothesis, Studia Semitica Neerlandia, vol. 18, 1976. Gordon, Cyrus H.: Homer and the Bible, Hebrew Union College Journal, 26, 1955, pp. 43-108. -- : Higher Critics and Forbidden Fruit, Christianity Today, 4, 1959-60, pp. 131ff. -- : & Gary A. Rendsburg: The Bible and the Ancient Near East, 4th ed., New York 1997. Goshen-Gottstein, M.H.: The History of the Bible-Text and Comparative Semitics. - A Methodological Problem, VT, vol. 7, 1957, pp. 195-201. Gottheil, Richard J.H.: Some Early Jewish Bible Critisism, JBL, 23, 1904, pp. 1-12. Hyatt, James Philip: Were There an Ancient Historical Credo in Israel and an Independent Sinai Tradition?, Translating and Understanding the Old Testament, Essays in Honor of H.G. May, Nashville 1970, pp. 152-170. Kittel, Rudolf: Geschichte des Volkes Israel, Handbücher der alten Geschichte, Serie 1, Abteilung 3, (5.-6. rev. ed.), Band 1-3,1/2, Gotha 1923-1929. Kramer, Samuel Noah: Sumerian Literature and the Bible, JBL, vol. 67, 1948, pp. 185-204. Lemche, Niels Peter: Det gamle Israel, København 1989 ("Ancient Israel", Leiden 1988). -- : The Israelites in History and Tradition, Westminster/Louisville 1988. Mohwinckel, Sigurd: Tetrateuch-Pentateuch-Hexateuch, Berlin 1964. Möhlenbrinck, Kurt: Die Levitischen Überlieferung des Alten Testaments, ZAW, (Band 52) NF Band 11, Berlin 1934. Nielsen, Eduard: Oral Tradition, London 1954. Noth, Martin: Das System der zwölf Stämme Israels, Stuttgart 1930. -- : Überlieferungsgeschichte des Pentateuchs, (Stuttgart 1948) Darmstadt 1966. Pedersen, Johannes: Israel, vols. 1-4, (København 1934) 2. ed., London 1940. Polzin, Robert M.: Biblical Structuralism: Method and Subjectivity in the Study of Ancient Texts, Semeia Supplements, Philadelphia/Missoula 1977. von Rad, Gerhard: The Problem of the Hexateuch and Other Essays, (transl. E.W. Trueman Dicken), New York 1966. Reicke, Bo: Analogier mellan Josef-berättelsen i Genesis och Ras Shamra texterna, SEÅ (Svensk Exegetisk Årsbok), band X, 1945, pp. 11ff.
224
Rendtorff, Rolf: Das Alte Testament. Eine Einführung, Neukirchen-Vluyn 1983. Rudolph, Wilhelm: Der 'Elohist' von Exodus bis Josua, Berlin 1938. Rylaarsdam, J. Coert, & Linwood Fredericksen & Robert F. Faherty & Nahum M. Sarna & H. Grady Davis & Krister Stendahl & Emilie T. Sander & Robert M. Grant: Biblical Literature and Its Critical Interpretation, The New Encyclopædia Britannica, 'Macropædia', vol. 14, Chicago 1987, pp. 754-858. Thompson, Thomas L.: The Early History of the Israelite People, Leiden 1992. -- : The Mythic Past; Biblical Archaeology and the Myth of Israel, London 1999. Tur-Sinai, N.H. (H. Torczyner): The Book of Job. A New Commentary, Jerusalem 1957. Wellhausen, Julius: Die Composition des Hexateuchs und der historischen Bücher des Alten Testaments, 3. Auflage, Berlin (1890) 1899. Wicke, Donald W.: The Literary Structure of Exodus 1:2-2:10, JSOT, vol. 24, 1982, pp. 99-107. Woods, F.H.: Hexateuch, A Dictionary of the Bible, vol. 2 (ed. J. Hastings & J. Selbie & A.B. Davidson & S.R. Driver & H.B. Swete), London 1899, pp. 363-376. Östborn, Gunnar: Tora in The Old Testament. A Semantic Study, Inaugural dissertation, Lunds Universitet, Lund 1945. V: VEDR. BIBELENS HEBRAISK OG GRÆSK Chaim, Rabin: A Short History of the Hebrew Language, Jerusalem 1979. Gesenius, Wilhelm: Hebräisches und Aramäisches Handwörterbuch über das Alte Testament, (bearb. von Frants Buhl), 17. Auflage, (Leipzig 1915) Unverän. Neudr., Berlin 1962. Knauf, Axel: War "Biblisch-Hebräisch" eine Sprache?, Zeitschr. f. Althebraistik, Band 3, 1990, pp. 11-23. Koehler, Ludwig Hugo, & Walter Baumgartner (ed.): Hebräisches und Aramäisches Lexicon zum Alten Testament, Leiden 1967-1983. Liddell, H.G., & R. Scott: A Greek-English Lexicon, Rev. ed. with a supplement, Oxford 1968. Meek, Theophile J.: Translating the Hebrew Bible, JBL, vol. 79, 1960, pp. 329-335. Ullendorff, Edward.: Is Biblical Hebrew a Language?, Studies in Semitic Language and Civilizations, Wiesbaden, 1971. Zerwick, M.: Biblical Greek, (English ed., transl. & adapt.: Joseph Smith), Roma 1963. IV: ANDET VEDR. BIBELTEKST OG TOLKNING Bowman, Raymond A.: Old Testament Between the Great Wars. The Study of the Bible Today and Tomorrow, Chicago U.P., 1947, pp. 3-31. Rips, Eliyahu, & Doron Witztum & Yoav Rosenberg: Equidistant Letter Sequences in the Book of Genesis, Statistical Science, vol. 9, no. 3, 1994, pp. 429-438. de Vaux, R.: Ancient Israel, Its Life and Institutions, (transl.), London, New York 1961. Yaure, L.: Elymas; Nehelamite; Petheor, JBL, vol. 79, 1960, pp. 297-314.
5: Rabbinerskrifterne TALMUD, MIDRASH, AGGADAH M.V. Abrabanel, Isaac: Ma'ajnej haj-jeshu'ah, (1497), Amsterdam 1647, Stettin 1760. Baring-Gould, S.: Legends of Old Testament Characters... - se: Baring-Gould i gruppe 1c,XIII. Bin-Gorion, Micha Josef (ed.): Sinai und Garizim; Über den Ursprung der israelitischen Religion, Berlin 1926. Childs, Brevard S.: Midrash and the Old Testament, Understanding the Sacred Text: Essays in honor of Morton S. Enslin on the Hebrew Bible and Christian Beginnings (ed. John Reumann), Valley Forge, Pa., 1972, pp. 45-59. Cohen, A. (transl.): Sotah, London 1936. Einstein, J.D. (ed.): Ozar Midrashim. A Library of 200 Minor Midrashin, New York 1915. Finkelstein, Louis: The Oldest Midrash: Pre-Rabbinic Ideals and Teachings in the Passover, HTR, vol. 312, 1938, pp. 291-317. Freedman, H., & Maurice Simon (transl.): Midrasch Rabbah, London 1939.
225
Ginzberg, Louis: The Legends of the Jews - se: Ginzberg under gruppe 1cXIII. Goldschmidt, L. (transl.): Der Babylonische Talmud: Hulin, Bekhoroth, Arakhin, Berlin 1936. Gorion, M.J.: Sinai und Garizim, cf. bin-Gorion, ovenfor. Hacohen, Rabbi M.: Haggada, New York 1987. Hertz, J.H. (transl.): The Pentateuch and Haftorahs, London 1935. Mond, Rabbi Zvi: Exodus. A Commentary, vols. 1-2, Toronto 1982-87. Scholem, G.: Ursprung und Anfänge der Kabbala, 1962. Sefer ha-Yashar (jf. bl.a. I. Tishby: Mishnat ha-Zohar, 2, 1961, pp. 657ff - og desuden G. Vajda: L'Amour de Dieu dans la Théologie Juive du Moyen Age, 1957, p. 181n). Simon, Maurice, & Israel Slothi (transl.): Baba Bathra, London 1938. Wünsche, August: Der Midrash Shemot Rabba..., se: Wünsche, gruppe 1aX. Vermès, Géza: Scripture and Tradition in Judaism, Haggadic Studies, Studia Post Biblica, vol. 4, Leiden 1961.
6: Samaritaner-tekster von Gall, A.: Der hebräische Pentateuch der Samaritaner, 1-4, Giessen 1914-18. Goldberg, L.: Das samaritanische Pentateuch Targum, Stuttgart 1935. Macdonald, J.: Theology of the Samaritans, London 1964. -- : The Samaritan Chronicle no. 2 (Sefer ha-Yamin) - From Joshua to Nebuchadnezzar, ZAW, Band 107, Beiheft, 1969. Montgomery, J.A.: The Samaritans, The Bohlen Lectures for 1906, Philadelphia 1907, repr. 1968.
7: Kenitter, 'qainitter', midianitter og Sinaifolk Albright, William Foxwell: Jethro, Hobab, and Reuel in Early Hebrew Tradition, Catholic Biblical Quarterly, vol. 25, 1963, pp. 1-11. Bayerlin, Walter: Herkunft und Geschichte der ältesten Sinaitischen Traditionen, Tübingen 1961. Beltz, Walther: Die Kaleb-Traditionen oder Ein Beitrag zur theoretischen Diskussion in der Religionswissenschaft, Inaugural-Dissertation, Berlin 1966. Eisler, Robert: Das Qainszeichen der Qeniter, Le Monde Oriental, 23, Leipzig 1929. Gabriel, Johannes: Die Kainsgenealogie, Biblica, vol. 40, Roma 1959, pp. 409-427. Klemm, Peter: Kain und die Kainiten, Zeitschrift für Theologie und Kirche, 78. Jahrgang, Tübingen 1981, pp. 391-408. Mazar, B.: The Sanctuary of Arad of the Family of Hobab the Kenite, JNES, vol. 24, 1965, pp. 297ff. Schmökel, Hartmut: Jahwe und die Keniten, JBL, vol. 52, 1953, pp. 212-229. de Vaux, R.: Sur l'origine kénite ou madianite du Yahvisme, Eretz-Israel, vol. 9, Jerusalem 1969, pp. 28-32.
8: Kongemytologi, religion og antropologi
(jf.: 4, 9 og 11 (stjernemytologi)).
I: EGYPTISK KULT OG MYTOLOGI Albright, William Foxwell: Historical and Mythical Elements in the Story of Joseph, JBL, vol. 37, 1979, pp. 35-38. Allen, James P.: The Celestial Realm, "Ancient Egypt" (ed. David P. Silverman), New York 1997, pp. 114-131. Altenmüller, Hartwig: Zur Lesung und Deutung des Dramatischen Ramssespapyrus, Jaarbericht van het Vooraziatisch-Egyptisch Genootschap (Gezelschap) 'Ex Oriente Lux', 19, Leiden 1965-66, pp. 421-442. -- : Dramatische Ramesseumpapyrus, LA, vol. 1, 1975, col. 1132-1140.
226
Assmann, Jan: Egyptian Solar Religion in the New Kingdom: Re und Amun: the Crisis of Polytheism in New Kingdom Egypt, Studies in Egyptology, London 1995. -- : Ma'at: Gerechtigkeit und Unsterblichkeit im Alten Ägypten, (repr.:) 1995. Barta, Winfried: Der Dramatische Ramesseumpapyrus als Festrolle beim Hebsed-ritual, Studien zur Altägyptishen Kultur, Band 4, 1976, pp. 31-43. von Bissing, Fr.W.: Osiris im Boot, ZÄS, Band 67, 1931, pp. 15-19. Bonnet, Hans: Die Bedeutung des Räucherungen im ägyptischen Kult, ZÄS, 67, 1931, pp. 20-28. Brunner, Hellmut: Die Geburt des Gotteskönigs, Ägyptologische Abhandlungen, Band 10, Wiesbaden 1964. Brunner-Traut, Emma: Die Wochenlaube, Mitteilungen des Institut für Orientforschung, 3, Berlin 1955. Budge, E.A. Wallis: Egyptian Ideas of the Afterlife (/the Future Life), repr. New York 1995. -- : From Fetish to God in Anciet Egypt, Oxford 1934. -- : Legends of the Egyptian Gods: Hieroglyphic Texts and Translations, repr. New York 1994. Campbell, Colin: The Miraculous Birth of King Amon-Hotep III and other Egyptian Studies, Edinburgh 1912. Cerny, Jaroslav: Ancient Egyptian Religion, London 1962. -- : Egyptian Oracles - se nedenfor: Richard A. Parker: "A Saite Oracle Papyrus...". David, Rosalie: Cult of the Sun: Myth and Magic in Ancient Egypt, London 1980. Demaré, R.J. (ed.): Gleanings From Deir el-Medina, Egyptologisch Uitgaven, 1, 1981. DuQuesne, Terence: Anubis Master of Secrets (hry-sst3) and the Egyptian Conseption of Mysteries, Discussions in Egyptology, 36, 1996, pp. 25-38. Erman, Adolf: Die Religion der Ägypter, ihr Werden und Vergehen in vier Jahrtausenden, Berlin und Leipzig 1934. Eschweiler, Peter: Bildzauber im alten Ägypten: Die Verwendung von Bildern und Gegenständen in magischen Handlungen nach den Texten des Mittleren und Neuen Reiches, Orbis Biblicus et Orientalis, 137, Freiburg 1994. Fairman, H.W.: The Kingship Rituals of Egypt - se nedenfor: Hooke's "Myth, Ritual and...". Faulkner, Raymond O.: The Ancient Egyptian Book of the Dead, New York 1972. -- : The Ancient Egyptian Pyramid Texts, I-II, Oxford 1969. -- : The King and the Star-Religion in the Pyramid Texts, JNES vol. 25, 1966, pp. 153-161. Festugière, A.-J.: Corpus Hermeticum, I-IV, Paris (1945-)1950-1954. Fowden, G.: The Egyptian Hermes, Cambridge 1986. Frankfort, Henri: Kingship and the Gods, Chicago 1948. Gardiner, Alan H.: The Baptism of Pharaoh, JEA, vol. 36, 1950, pp. 3-12. -- : The Coronation of King Haremhab, JEA, vol. 39, 1953. -- : The Dakhleh Stelae, JEA, vol. 19, 1935. -- : The House of Life, JEA, vol. 24, 1938. -- : Professional Magicians in Ancient Egypt, PSBA, vol. 39, London 1917. -- : (review) James Frazer: The Golden Bough, JEA, vol. 2, 1915, pp. 121-126. Grall, E.: Isis, PW, Band IX,2, Stuttgart 1916, col. 2084-2133. Griffiths, J. Gwyn: The Conflict of Horus and Seth, Liverpool 1960. Holzhausen, Jens: Der "Mythos vom Menschen" im hellenistischen Ägypten, Theophaneia, 33, 1994. Hooke, S.H. (ed.), & H.W. Fairman & H.H. Rowley & Geo Widengren et al.: Myth, Ritual and Kingship, Essays on the Theory and Practice of Kingship in the Ancient Near East and in Israel, Oxford 1958. Hornung, Erik: The Discovery of Akhenaten and His Place in Religion, Journal of American Research Center in Egypt, 29, 1992, pp. 43-49. -- : Echnaton: Die Religion des Lichtes, Zürich 1995. -- : Das Totenbuch der Ägypter, Zürich und München 1979. -- : Der ägyptische Mythos von der Himmelskuh, Freiburg 1982. Iversen, Erik: The Cosmogony of the Shabaka Text, Studies in Egyptology; Presented to Miriam Lichtheim, vol. I, Jerusalem 1990, pp. 485-493. -- : Egyptian and Hermetic Doctrine, Opuscula Graecolatina Vol 27, Copenhagen 1984. -- : The Reform of Akhenaten, Göttinger Miszellen, 155, Göttingen 1996.
227
Jacobsohn, H.: Die dogmatische Stellung des Königs in der Theologie der alten Ägypten, Ägyptologische Forschung, Heft 8, 1939, pp. 29ff. Junker, H.: Die Götterlehre von Memphis, Abhandlung der Preussischen Akademie, Philologischhistorische Klasse, Num. 23, Berlin 1940. Kerstin, Holger: Jesus lebte in Indien, Knaur 1984. L'Orange, H.P.: Studies on the Iconography by Cosmic Kingship in the Ancient World, Oslo 1953. Lucas, A.: Notes on Myrrh and Stacte, JEA, vol. 23, 1937, pp. 27-33. Luckert, K.W.: Egyptian Light and Hebrew Fire, New York 1991. Lamy, Lucy: Egyptian Mysteries, London 1981. Martin, Geoffrey Thorndyke: The Royal Tomb at El-'Amarna, II, Archaeological Survey of Egypt, 39th Memoir, London 1989, pp. 45-48. Mazar, Amihai: Bronze Bull Found in Israelite 'High Place', Biblical Archaeology Rewiew, vol. 9, No. 5, 1983 pp. 34-40. Meyerowitz, Eva L.R.: The Divine Kingship in Ghana and Ancient Egypt, London 1960. Morentz, Siegfried: Die Zauberflüte. Eine Studie zum Lebenszusammenhang Ägypten - Antike Abenland, Münster/Köln 1952. Murray, Margaret A.: Ancient Egyptian Legends, London 1913. -- : The Cult of the Drowned in Egypt, ZÄS, Band 51, 1914, pp. 127-135. -- : The Divine King in England. A Study in Anthropology, London 1954. -- : Evidence for the Custom of Killing the King in Ancient Egypt, Man, vol. 14, 1914. -- : The God of the Witches, London 1933. -- : Nawruz, or the Coptic New Year, Ancient Egypt, vol. F, 1920-1921, pp. 79-81. von Oefele, Felix: Astrologisches in der altägyptischen Medicin, ZÄS 42. Band, 1905, pp. 117125. Parker, Richard A.: A Saite Oracle Papyrus From Thebes in the Brooklyn Museum, Brown Egyptological Studies IV, Providence (Rhode Island) 1962. Pettazzoni, Raffaele: Sarapis and his "Kerberos", Essays on the History of Religions, Leiden 1954, pp. 164-170. Pinch, Geraldine: Magic in Ancient Egypt, British Museum Press, London 1994. Plutarch: De Iside et Oriside, in Plutarch: "Moralia, 5", Loeb Classical Library, Cambridge, Mass. 1962. Pritchard, James B.: Ancient Near Eastern Texts in Relation to the Old Testament, 3rd ed., Princeton U.P., 1969 (& 1978), p. 378f. Ranke, Hermann: Ägypter als 'Götterkinder', Corolla, Ludwig Curtius zum sechzigsten Geburtstag dargebracht, Stuttgart 1957, pp. 180-182. Raven, M.J.: Wax in Egyptian Magic and Symbolism, Oudheidkundige Mededelingen het Rijksmuseum van Oudheden te Leiden, 64, Leiden 1983. Reeder, Greg: Running the Heb Sed, KMT 4,4 (winter) 1993/1994, pp. 60-71. -- : (review) R.A. Schwaller de Lubicz: The Temple of Man, KMT 10,2 (summer) 1999, p. 87. Rendsburg, Gary A.: The Egyptian Sun-God Ra in the Pentateuch, Henoch, 10, 1988, pp. 3-15. Ritner, Robert Kriech: The Cult of the Dead, "Ancient Egypt" (ed. David P. Silverman), New York 1997, pp. 132-147. -- : The Mechanics of Ancient Egyptian Magical Practice, Chicago U.P. 1993. Roeder, Günter: Kulte, Orakel und Naturverehrung im alten Ägypten, Stuttgart 1960. Sander-Hansen, C.E.: Das Gottesweib des Amun, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Historisk-filologiske Skrifter, Bind 1, Nr. 1, København 1940. Schwaller de Lubicz, René Adolphe: The Temple in Man, I-II, (transl. Deborah & Robert Lawlor), New York (1977) 1998. Schweizer, Andreas: Seelenführer durch den verborgenen Raum: Das ägyptische Unterweltsbuch Amduat, 1994. Sellers, Jane B.: The Death of the Gods in Ancient Egypt, London 1992. Sethe, Kurt: Dramatische Texte zur altägyptischen Mysterienspielen / Der dramatische Ramesseumpapyrus: ein Spiel zur Thronbesteigung des Könings, Untersuchungen zur Geschichte und Altertumskunde Aegyptens, Band 10, Leipzig 1928. Silverman, David P.: The Lord of the Two Land, "Ancient Egypt" (ed. David P. Silverman), New York 1997, pp. 106-113.
228
Spiegelberg, Wilhelm: Der ägyptische Mythus vom Sonnenauge: Nach dem Leidener demotische Papyrus I, 384, (1917) repr.: 1994. Staehelin, Elisabeth: Zum Motiv der Pyramiden als Prüfungs- und Einweiungsstätten, Studies in Egyptology; Presented to Miriam Lichtheim, vol. II, Jerusalem 1990, pp. 889-932. Steindorff, George: Die blaue Königskrone, ZÄS, Band 53, 1919, pp. 65. Teeter, Emily: The Life of Ritual, "Ancient Egypt" (ed. David P. Silverman), New York 1997, pp. 148-165. Troy, Lana: Patterns of Queenship in Ancient Egyptian Myth and History, Uppsala 1986. Vernur, Pascla: Omnia calendérique et comptabilités d'offrandes sur une tablette hiératique de la XVIIIe dynastie, Revue d'Egyptologie, 33, 1981, pp. 89-124. van Voss, Matthieu Herma: Horus-Kinder, LA, vol. 3, 1986, col. 52-53. Wainwright, G.A.: The Sky Religion in Egypt, Cambridge 1938. Wente, Edward F.: Mysticism in Pharaonic Egypt?, JNES, vol. 41, 1982, pp. 163-176. West, John Anthony: Serpent in the Sky: The High Wisdom of Ancient Egypt, New York 1978. Westendorf, Wolfhart: Horus-Auge, LA, vol. 3, 1980, col. 48-51. Wilkinson, Richard H.: Symbol and Magic in Egyptian Art, London 1994. II: ISRAELITISK OG PALÆSTINSK KULT OG MYTOLOGI 1. Ahron, Aaron: Aberbach, M., & L. Smolar: Aaron, Jeroboam, and the Golden Calves, JBL, 86, 1967, pp. 129140. Auerbach, Elias: Das Ahron-Problem, VT, S 17, 1969, pp. 37-63. Cody, A., & M. Brocke: Aaron/Aaronitisches Priestertum, TRE, Band 1, Berlin/New York 1977, pp. 1-7. Kennett, R.H.: The Origins of the Aaronite Priesthood, Journal of the Theological Studies, 6, Oxford 1905, pp. 165-167. Westphal, G.: Aaron und die Aaroniden, ZAW, 26, 1906, pp. 201-230. Yarden, L.: Aaron, Bethel and the Priestly Menorah, JJS, 26, 1975/1976, pp. 39-47. 2. Guldkalven: Aberbach, M.: Golden Calf, Encyclopaedia Judaica, vol. 7, Jerusalem 1971, col. 709-713,. -- : The Golden Calf Episode in Postbiblical Literature, HUCA 39, 1968, pp. 91-116. Albright, William F.: The Golden Calf and the Cherubim, JBL, 57, 1938, pp. xviii ff. Bailey, L.R.: The Golden Calf, in: HUCA, 42, 1971, pp. 97-115. Baudissin, W.W.: Kalb, goldenes, RE (=PW),3, Band 9, 1901, pp. 704-713. Beke, Ch.T.: The Idol of Horeb: Evidence that the Golden Image at Mount Sinai was a Cone, and not a Calf, London 1871 (British Museum 3126 cc. 18). Benzinger, J.: Calf, Golden, EB(C), vol. 1, 1899, col. 631f. Bernhard, Karl-Heinz: Kalb, BBH, Band 2, 1962-1966. Bin-Gorion, E.: Goldnes Kalb, Encyklopädie Judaica, Band 7, 1931, col. 472-474. Coats, G.W.: The Golden Calf in Ps. 22: A Hermeneutic of Change, Horizons in Biblical Theology, 9,I, 1987. Davenport, J.W.: A Study of the Golden Calf Tradition in Exodus 32, Dissertation (DissAb 34 1973 3524-3525), Princeton, New Jersey 1973. Demircioglu, H.: Der Gott auf dem Stier; Geschichte eines religiösen Bildtypus, 1939. Diestel, L.: Kalb, goldenes, "Handwörterbuch des Biblischen Altertums, Band 1, Bielefeld/Leipzig 1893, pp. 824-826. Dus, J.: Die Stierbilder von Bethel und Dan... - se: J. Dus i gruppe 1c,IV. Eberharter, A.: Die Verehrung des Goldenen Kalbes, in: PastB, 41, 1930, pp. 103-109. Eissfeld, Otto: Lade und Stierbild, ZAW, 58, 1940/1941, pp. 190-215. Farrar, F.W.: Was there a Golden Calf in Dan?, Expository Times, 8, 1893, pp. 254-265. Fensham, F.C.: The Burning of the Golden Calf and Ugarit, Israel Exploration Journal, 16, Jerusalem 1966, pp. 191-193. Gradwohl, R.: Die Verbrennung des Jungstiers, Theologische Zeitung 19, 1963, pp. 50-52. Gressmann, Hugo: Goldnes Kalb, RGG, band 2, 1910, col. 1518. Hahn, Joachim: Das 'Goldene Kalb', Frankfurt a.M., 1981, (især analyse pp. 142-143 & 266).
229
Harrelson, W.J.: Calf, Golden, IDB, vol. 1, New York/Nashville 1962, pp. 488-489. Hitti, Philip K.: (The Golden Calf in:) The Origins of the Druze People and Their Religion, Columbia University Oriental Studies, vol. 28, New York 1928. Kennedy, A.R.S.: Calf, Golden, DB(H), 4th ed., vol. 1, Edinburgh/New York 1901, pp. 340-343. -- : Calf, Golden, "A Dictionary of the Bible" (ed. J. Hastings), London 1910, p. 109. Kitchen, Kenneth A.: Calf, Golden, New Biblical Dictionary, (ed. J.D.Douglas), London 1962. Mazar, Amihai: Bronze Bull Found in Israelite 'High Place', Biblical Archaeology Rewiew, vol. 9, No. 5, 1983 pp. 34-40. Noth, Martin: Zur Anfertigung des "Goldenen Kalbes", VT, 9, 1959, pp. 318-322. Oswalt, J.N.: The Golden Calves and the Egyptian of Deity, EvQ 44, 1972, pp. 13-20. Perdue, L.G.: The Making and Destruction of the Golden Calf - A Reply, Biblia, 54, 1973, pp. 237246. Petuchowsky, V.T.: Nochmals "zur Anfertigung des 'Goldenen Kalbes'", VT, 10, 1960, p. 74. Sasson, J.M.: Bovine Symbolism in the Exodus Narrative, VT, vol. 18, 1968, pp. 380-387. -- : The Worship of the Golden Calf, Orient and Occident, Essays presented to Cyrus H. Gordon, AOAT 22, Neukirchen/Vlynn 1973, pp. 151-159. Seebrook, William B.: The Golden Calf of The Druzes, Asia, March 1926, New York, pp. 220-27 & 250-53. Smolar, W.: Calf, Golden, IDB (S), Nashville 1976, pp. 123-124. von Soden, W.: Stierdienst, RGG (3. Ausg.), Band 6, col. 372f. (Stager, Lawrence E., & Rachel Starch:) A Golden Calf, Time Magazine, August 6th, 1990. Volbeding, J.E.: Goldenen Kalb, AEWK (hgg. J.S.Ersch & J.G.Gruber), 1. Section, 73. Teil, Leipzig 1861, p. 241. Wainwright, G.A.: The Bull Standards of Egypt, JEA, vol. 19, 1933, pp. 42-52. Waterman, L.: Bull Worship in Israel, AJSL, 31, 1914/1915, pp. 229-255. Weippert, M.: Gott und Stier, Zeitschrift des Deutschen Palästina-Vereins, Leipzig/Wiesbaden 1961, pp. 93-117. -- : Stier, "Bibel-Lexikon", (hgg. H. Haag), Einsiedeln/Zürich/Köln 1968, col. 1647-1648. 3. Andre israelitiske og palæstinske kult- og myteforhold: Albright, William Foxwell: The Oracles of Balaam, JBL, vol. 63, 1944, pp. 207-233. Day, John: Molech: A God of Human Sacrifice in the Old Testament, University of Cambridge Oriental Publications, Number 4, Cambridge, England 1989. Driver, G.R.: Canaanite Myths and Legends, Old Testament Studies, 3, Edinburgh 1956. Eissfeldt, Otto: Jahwe als König, ZAW, Band 46, Neue Folge 5, Giessen 1928, pp. 81-105. Frazer, James G.: Folk-lore in The Old Testament. Studies in Comparative Religion, Legend and Law, vols. 1-3, London 1919. Gressmann, Hugo: Die Lade Jahves und das Allerheiligste des Salomonischen Tempels, Berlin/ Stuttgart/Leipzig 1920. Hayes, John H.: The Usage of Oracles Against Foreign Nations in Ancient Israel, JBL, vol. 87, 1968, pp. 81-92. Heider, George C.: The Cult of Molek: A Reassessment, JSOT Supplement Series, 43, Sheffield 1986. Joines, Karen R.: The Bronze Serpent in the Israelitic Cult, JBL, 87, Sept. 1968, pp. 245-256. Kaufmann, Yehezkel: The Religion of Israel From Its Beginnings to the Babylonian Exile, (transl. Moshe Greenberg), (1937) London 1961. Key, A.F.: Traces of the Worship of the Moon God Sin Among the Early Israelites, JBL, 84, 1965, pp. 20-26. Kraus, H.J.: Worship in Israel. A Cultic History of the Old Testament, Richmond 1965. Lipinski, E.: 'Urim and Tummîm, VT, vol. 20, 1970, pp. 495-496. McKay, J.W.: Helel and the Dawn-Goddess, VT, Vol 20, 1970, pp. 451-464. Müller, Hans Peter: Der Begriff "Rätsel" im Alten Testament, VT, vol. 20, 1970, pp. 465-489. Norden, Eduard: Die Geburt des Kindes. Geschichte einer religiösen Idee, Leipzig 1924. Ogden, Graham, S.: Prophetic Oracles Against Foreign Nations - and Psalms of Communal Lament, JSOT, vol. 24, 1982, pp. 89-97. Pfeiffer, R.H.: Images of Jahwe, JBL, 45, 1925, pp. 211-222.
230
Steinemueller, John E.: Sacrificial Blood in the Bible, Biblica, Roma (Vatican), 1959, pp. 556-557. Terrien, Samuel: The Omphalos Myth and Hebrew Religions, VT, vol. 20, 1970, pp. 315-338. Torczyner, H.: Die Bundeslade und die Anfänge der Religion Israels, (1922) Berlin 1930. Vernur, Pascla: Omnia calendérique et comptabilités d'offrandes sur une tablette hiératique de la XVIIIe dynastie, Revue d'Egyptologie, 33, 1981, pp. 89-124. Völter, D.: Die Herkunft Jahves, ZAW, 37, 1917/1919, pp. 126-133. Welten, P.: Kulturhöhe und Jahwetempel, ZDPV, 88, 1972, pp. 19-37. -- : Slange, BRL (hgg. K. Galling), 1977, pp. 280-282. Wright, G.R.H.: Mythology of Pre-Israelite Shechem, VT, vol. 20, 1970, pp. 75-82. III: ANDRE KULTISKE OG MYTOLOGISKE STUDIER Biallas, Leonard J.: Myths, Gods, Heroes, and Saviors, Connecticut 1986. Bonser, Wilfrid: Animal-Skins in Magic and Medicin, Folklore, vol. 73(-74), 1963, pp. 128-129. Brown, Shelby: Late Carthaginian Child Sacrifice and Sacrificial Monuments in Their Mediterranean Context, JSOT / American Schools of Oriental Research Monograph Series, Number 3, Sheffield 1991. Brueton, Dianah: Many Moons. The Myth and Magic, Fact and Fantasy of Our Nearest Heavenly Body, Fireside Books, 1991. David-Neel, Alexandra: Mystique et magiciens du Tibet, Les grands documents Plon, Paris (1929) 1968. Dawkins, Peter: Arcadia, The Francis Bacon Research Trust Journal, Series I, vol. 5: Festival of Unification, Alderminster/Stratford-upon-Avon 1988. Derchain, Ph.: Les plus anciens témoignages de sacrifices d'enfant chez les sémites occidenteaux, VT, vol. 20, 1970, pp. 351-355. Dieterich, Albrecht: Eine Mithras-Liturgie, Leipzig 1910. -- : Mutter Erde, 3. erweiterte Auflage, Leipzig 1925. Eliade, Mircea: Histoire des croyances et des idées religieuses, tome 1, Paris 1976. Frazer, James G.: The Dying God, London 1936. -- : The Golden Bough. A Study in Magic and Religion, vols. 1-2, 3rd ed., repr., London 1932. -- : The Scapegoat, London 1913. Grundtvig, N.F.S.: Nordiske Sagn, København 1849. Harding, M. Esther: Woman's Mysteries, C.G. Jung Foundation, (New York 1955) London 1989. Herodot(us): Historia, 1-4, (transl. A.D. Godley), Loeb, no. 117-120, repr., London 1963-1971. Holmberg, Uno: Der Baum des Lebens, Annales Academiae, Serie B, tome XVI, Helsinki 192223, pp. 23ff. Hopfner, Theodor: Mittel- und neugriechische Lekane-, Lychno-, Katoptro- und Onychomantien, ('Sternen-Magie'), "Studies Presented to F.Ll. Griffith", London 1932, pp. 218-232. James, E.O.: The Tree of Life. - An Archaeological Study, Leiden 1966. Jeremias, Alfred: Die Weltanschauung der Sumerer, Der Alte Orient, Band 27, Heft 4, Leipzig 1929. -- : & Hugo Winckler et al.: Mythologische Bibliothek, Gesellschaft für vergleichende Mythenforschung, Leipzig 1907-1908. Jung, Carl Gustav: Psychologie und Alchemie, Zürich (1944) 1972, pp. 53f og 377. -- : Symbole der Wandlung, I-II, 4. Aufl., Zürich 1954. Kerstin, Holger: Jesus lebte in Indien, Knaur 1984. Klinz, Adolf: Hieros Gamos, Inaugural-Dissertation, Halle, 1933. -- : Hieros gamos, PW, Pauly/Wissowa Supplement VI, Stuttgart 1935, col. 107-113. Lauring, Palle: Danmarks Håb og Horn, København 1954. Lewis, Brian: The Sargon Legend: A Study of the Akkadian Text and the Tale of the Hero Who was Exposed at Birth, ASOR, Diss. Series, vol. 4, Cambridge, Mass., 1980, pp. 1-10. Ratzinger, J.: Stellvertretung, Handbuch theologischer Grundbegriffe (hgg. H. Fries), Band 2, München 1963. Rose, Herbert Jennings: Herakles and the Gospels, HTR, vol. 31, 1938, pp. 116ff. Sakellarakis, Yannis, et al.: Drama in a Minoan Temple, National Geographic Magazine, vol. 159, February 1981, pp. 205-221. de Santillana, Giorgio, & Hertha von Dechend: Hamlet's Mill, London (1960) 1970.
231
Smith, George: Early History of Babylonia, Transactions of the Biblical Society, vol. 1, London 1872, pp. 28-51. -- : The Chaldean Account of Genesis, Transactions of the Biblical Society, vol. 4, London 1876, pp. 295-301. Talbot, H.F.: A Fragment of Ancient Assyrian Mythology, Transactions of the Biblical Society, vol. 1, London 1872, pp. 271-280. Temple, Robert K.G.: The Sirius Mystery, New York 1976. Thompson, Stith: Motiv-Index of Folk-Literature, Indiana, ed. 1957. Van Buren, E. Douglas: Concerning the Horned Cap of the Mesopotamian Gods, Orientalia, vol. 12, Nova Series, Pontificium Institutum Biblicum, Roma 1943, pp. 318-327. Wellhausen, Julius: Reste arabischen Heidentums, Berlin 1897, pp. 40-44 & 115. Widengren, Geo: Hieros gamos och underjordsvistelse, Religion och Bibel - Nathan SöderblomSällskapets årsbok, 7. årg., Lund 1948, pp. 17-46. -- : The Kings and the Time of Life in Ancient Near Eastern Religion, Uppsala Universitetets Årsskrift, 4, Uppsala 1951. Wundt, Wilhelm: Völkerpsychologie, Band 2,3, Leipzig 1909. Yasin, Mohammad: Mysteries of Kashmir, Kesar Publications, Shrinagar 1972. Zimmern, Heinrich: Die Babylonische Neujahrsfest, Der Alte Orient, Band 25, 3, Leipzig 1926.
9: Egyptologi / palæstinologi / arkæologi a) EGYPTOLOGI (se også grupperne: 8, 9b, 9c, 11 og 12) Arnold, Dieter: Building in Egypt; Pharaonic Stone Masonry, Oxford U.P. 1991. -- : Der Tempel des Königs Mentuhotep von Deir el-Bahari, I: Arkitechtur und Bedeutung, Archäologische Veröffentlichungen; Deutsches Archäologishe Institut, Mainz a.M. 1974. -- : The Temple of Mentuhotep at Deir el-Bahari, BMMA Egyptian Expedition Publication, vol. 21, New York 1979. Baines, John, & Jaromír Málek: Atlas of Ancient Egypt, Oxford 1980, New York 1996. Barns, John W.B.: The Ostracon of Sinuhe, Griffith Institute/Ashmolean Museum, London 1952. von Bissing, Fr.W.: Denkmäler ägyptischer Sculptur, Band 1-3, München 1914. van den Boorn, Guido: The Duties of the Vizier: Civil Administrtion in the Early Kingdom, London 1988. Breasted, James Henry: Ancient Records of Egypt, 1-5, (Chicago 1906) New York 1962. -- : A History of Egypt, New York 1919. Brugsch, Heinrich: Egypt Under the Pharaohs, reprint London 1996. Brunner, Hellmut: Der "Gottesvater" als Erzieher des Kronprinzen, ZÄS, 86, 1961, pp. 90-100. Bryan, Betsy M.: The Title "Foster Brother of the King", Journal of the Society for the Study of Egyptian Antiquites, vol. 9, Toronto 1978-1979, pp. 117-123. Budge, E.A. Wallis: An Egyptian Hieroglyphical Dictionary, vols. 1-2, New York 1960. Cerny, Jaroslav: Manetho, LA, Band 3, Wiesbaden 1980. Chandler, David G.: The Campaigns of Napoleon (in Egypt: pp. 219-245), London 1966. Clagett, Marshall: Ancient Egyptian Science, I: Knowledge and Order, American Philosophical Society, Memoirs 184, Philadelphia (1989) 1992. David, R., & A.E. David: Biographical Dictionary of Ancient Egypt, London 1992. Davies, W. Vivian, & Louise Schofield (eds.): Egypt, the Aegean and the Levant: Interconnections in the Second Millenium BC, (International Colloquium held at the British Museum 1992), British Museum Publications, London 1995. Dodson, Aidan: Messuy, Amasa, and Amenmesse, JARCE, 34, 1997, pp. 41-48. Edel, Elmar: Die ägyptisch-hethitische Korrespondenz aus Boghazköi, Band 1-2, Abhandlungen der Rheinish-Westfälischen Akademie der Wissenschaften 77, Band 1-2, Oplanen 1994. Erman, Adolf, & Hermann Grapow: Wörterbuch der Aegyptischen Sprache, Band 1-7, (Leipzig 1925-1931) Berlin 1971. Frandsen, Paul John: ("brødre" og "søstre" i:) Prinsen, Skæbnen og Sprogvidenskaben, Festskrift til Johan Strange/60 år, Forum for Bibelsk Eksegese 5, Københavns Universitet 1994, p.76f.
232
Gardiner, Alan H.: The Astarte Papyrus, Studies Presented to F.Ll. Griffith, London 1932, pp. 7485. -- : Egyptian Grammar, 3. rev. ed., London 1960. -- : Egypt of the Pharaohs, Oxford 1961. -- : The Memphite Tomb of the General Haremhab, JEA, vol. 39, 1953, pp. 3-12. Habachi, Labib: King Amenmesse and the Viziers Amenmesse and Kha'entore, MDAIK, 34, 1979, pp. 66-67. Hayes, William C.: A Statue of the Herald Yamu-Nedjed in the Egyptian Museum Cairo and Some Biographical Notes on Its Owner, ASAE, tome 32, 1932, pp. 6-16. -- : The Scepter of Egypt, A Background for the Study of the Egyptian Antiquities in the Metropolitan Museum of Art, vols. 1-2, New York 1953/1959. Helck, Hans Wolfgang: Der Einfluss der Militärführer in der 18. ägyptischen Dynastie, Untersuchungen zur Geschichte und Altertumskunde Aegyptens, Band 14, Leipzig 1939. -- : Zur Verwaltung des Mittleren und Neuen Reiches, Leiden 1958. Holm-Rasmussen, Torben: Det gamle Egypten, København 1980. Iskander, Zaky, & Alexander Badaway: Brief History of Ancient Egypt, Cairo 1949. Iversen, Erik: Canon and Proportions in Egyptian Art, rev. ed., Warminster 1975. -- : Canon and Proportions in Egyptian Art - a Supplement and a Summary, Copenhagen 1996. -- : The Myth of Egypt and Its Hieroglyhs - in European Tradition, (1961), Princeton U.P. 1993. -- : Papyrus Carlsberg Nr. VII, Fragments of a Hieroglyphic Directory, Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, Historisk-Filologiske Skrifter, vol. 3, No. 2, København 1958. James, T.G.H.: An Introduction to Ancient Egypt, British Museum Publ., London 1979. Kees, Hermann: Ein Sonnenheiligtum im Amontempel in Karnak, Orientalia, 18, 1949, pp. 427-442. Kemp, Perry J.: Ancient Egypt. Anatomy of a Civilization, London and New York 1989. Kitchen, Kenneth Anderson: Amenmesses in Northern Egypt, Göttinger Miszellen, 1987, pp. 2325. -- : Pharaoh Triumphant; the Life and Times of Ramesses II, Missisauga/ Warminster 1982. -- : The Twentieth Dynasty Revisited, JEA, 68, 1982, pp. 116-125. Krauss, Rolf: Untersuchungen zu König Amenmesse, 1. & 2. Teil, Studien zur Altägyptischen Kultur, vol. 4: 1. Teil, 1976, pp. 161-199; vol. 5: 2. Teil. 1977, pp. 131-174. Lange, K., & M. Hirmer: Egypt, London 1961. Lesko, Leonart H. (ed.): Pharaoh's Workers: the Villagers of Deir el Medina, Cornell U.P., 1994. Loprieno, A.: Ancient Egyptian: A Linguistic Introduction, Cambridge U.P., 1995. Maspero, Gaston: Le Musée Égyptien, tome 2, Le Caire 1907. -- : Popular Stories of Ancient Egypt, London 1911. -- : (tekster i:) Recueil de Travaux Relatifs à la Philologie et à l'Archéologie Égyptiennes et Assyriennes pour servir de Bulletin à Mission Française du Caire, Paris (vedr. egyptisk i bibelteksterne, se i flg. årgange:) 1910-1918. Meyer, Eduard: Geschichte des Altertums, Band 2, (2. Ausg.), Stuttgart/Berlin 1928. Moran, William L.: The Tel el-Amarna Letters, John Hopkins U.P., Baltimore (repr.:) 1994. Murnane, William J.: Ancient Egyptian Coregencies, Studies in Ancient Oriental Civilization, The Oriental Institute, Chicago 1977, pp. 32-44. -- : The Sed Festival: A Problem in Historical Method, Mitteilungen des Deutschen Archäologischen Institut, Abteilung Kairo, 37, 1981, pp. 369-376. Müller, Max: Zeitschrift für Assyriologie, Band 9, 1894, p. 394f. Néhret, Gilles (ed).: Description de l'Égypte, (1825) repr. Taschen Verlag, Köln 1984. Nims, Charles F.: Thebes of the Pharaohs: Patterns for Every City, London 1965. Nunn, John F.: Ancient Egyptian Medicine, British Museum Press, London 1996. O'Connor, David (ed. Bruce Trigger): Ancient Egypt. A Social History, Cambridge U.P. 1983. -- : Egyptian Architecture, (ed. David P. Silverman) "Searching for Ancient Egypt", Seattle/Philadelphia 1997, pp. 155-161. Otto, Eberhard: Der Gebrauch des Königstitels "btjt", ZÄS, Band 85, 1960. Peet, T. Eric: Papyrus Harris 500, JEA, vol. 11, 1925 pp. 225ff. Perry, B.E.: The Egyptian Legend of Nectanebus, Transactions of the American Philological Association, vol. 97, 1966. Petrie, William M. Flinders: A History of Egypt, vols. 1-3, London 1894-1905.
233
Porter, Bertha, & Rosalind L.B. Moss: Topographical Bibliography of Ancient Egyptian Hieroglyphic Texts, Reliefs, and Paintings, II: 'Theban Temples', 2nd rev. ed., Oxford 1972. Roeder, Günther: Die Herstellung von Wachsmodellen zu ägyptischen Bronzefiguren, ZÄS, Band 69, 1933, pp. 45-67. Römer, Malte: Gottes- und Priesterherrschaft in Ägypten am Ende des Neuen Reiches, Ägypten und Altes Testament, 21, xxxvii, 1994. Scott, J.W.: Autopsy of an Egyptian Mummy, Canadian Medical Assoc. Journal, vol. 117, 5, 1977, pp. 464-479. -- : Lessons Learned From the Autopsy of an Egyptian Mummy, Canadian Medical Assoc. Journal, vol. 117, 5, 1977, pp. 415-418. Schmitz, Bettina: Untersuchungen zum Titel S3-NJSWT "Königsohn", Dissertationsdruche, Reihe Ägyptologie, Band 2, Bonn 1976. Sethe, Kurt: Die aegyptischen Ausdrücke für rechts und links und die Hieroglyphenzeichen für Westen und Osten, Nachrichten von der Königlichen Gesellschaft der Wissenschaften zu Göttingen 1922, Philologisch-historischer Klasse, Berlin 1923, pp. 197-243. -- : Urkunden des ägyptischen Altertums, Band 1-4, Leipzig 1906-1910. Spalinger, Anthony: Aspects of the Military Documents of the Ancient Agyptians, Yale Near Eastern Researches, 9. Spiegelberg, Wilhelm: Studien und Materialien zum Rechtswesen des Pharaonenreiches, 1882. van Voss, Matthieu Herma: Horuskinder, LA, vol. 3, 1986, col. 52-53. West, John Anthony: The Traveller's Key to Ancient Egypt, London 1985. Wilson, John A.: The Burden of Egypt: An Interpretation of Ancient Egypt Culture, Chicago U.P. 1951. Winlock, Herbert E.: The Rise And Fall of the Middle Kingdom in Thebes, New York 1942. Yurco, Frank J.: Was Amenmesse the Viceroy of Kush, Messuwy?, JARCE, 34, 1997, pp. 49-56.
b) ISÆR HATSHEPSUT, SENMUT OG TUTHMOSIS I, II og III (jf. 8, 9a, 11 og 12) Aldred, Cyril: The Foreign Gifts Offered to Pharaoh, JEA, vol. 56, 1970, pp. 105-116. Altenmüller, Brigitte: Horus, Herr der Harpunierstätte, LA, vol. 3, 1980, col. 36-37. Arnold, Dieter: Deir el-Bahari, III, LA, vol. 1, 1975, col. 1017-1025. Bierbrier, M.L.: How Old was Hatshepsut?, Göttinger Miszellen 144, 1995, pp. 15-19. Bjorkman, G.: Kings at Karnak; a Study of the Monuments of Royal Predecessors in the Early New Kingdom, Acta Universitatis Upsaliensis, Uppsala 1971. Bryan, Betsy M.: The Reign of Thutmose IV, John Hopkins U.P., Baltimore 1991. Callender, Gae: Problems in the Reign of Hatshepsut, KMT 6,4 (winter) 1995/1996. Carter, Howard: A Tomb Prepared for Queen Hatshepsuit Discovered by the Earl of Carnavon Oct. 1916, ASAE, tome 16, 1916, pp. 179-182. -- : A Tomb Prepared for Queen Hatshepsuit and Other Recent Discoveries at Thebes, JEA, vol. 4, 1917, pp. 107-118. Davies, Norman de Garis: The Tomb of Puyemré, Egyptian Expedition Publications: Robb de Peyster Memorial Series; Metropolitan Museum of Art: vols. 2-3, New York 1922. -- : The Tomb of Rekh-Mi-Ré at Thebes, I-II, Egyptian Expedition Publications; Metropolitan Museum of Art: vol. 11, New York 1943. Dodson, A.: Crown Prince Djhutmose and the Royal Sons of the Eighteenth Dynasty, JEA, 76, 1990, pp. 87-96. -- : Hatshepsut and Her 'Father' Mentuhotpe II, JAE, 75, 1989, pp. 224-226. Dorman, Peter F.: The Monuments of Senenmut. Problems in Historical Methodology, London 1988. -- : The Tombs of Senenmut. The Architecture and Decoration of Tombs 71 and 353, New York 1991. -- : & Catharine Roehrig: Senimen and Senemut: A Question of Brothers, Varia Aegyptiaca, vol. 3, 1987, pp. 127-134. Drioton, Étienne: Deux cryptogramme de Senenmout, ASAE, 38, 1938, pp. 239-246. Faulkner, Raymond O.: The Euphrates Campaign of Tuthmosis III, JEA, vol. 31, 1945, pp. 39ff. Freed, Rita: Pharaohs of the Sun. KMT 10,4 (winter) 1999/2000, pp. 33-47.
234
Forbes, Dennis C.: Akheperure. The 2nd Amenhotep, KMT 8,3 (fall) 1997, pp. 36-52. -- : Menkheperre Djehuthymes. Thutmoses III, A Pharaoh's Pharao, KMT 9,4 (winter) 1998/1999, pp. 44-65. -- : The Queen's Minion Senenmut, KMT, 1,1, 1990, pp. 16ff -- : Red Chapel Images, KMT 10,4 (winter) 1999/2000, pp. 66-71. Gardiner, Alan H.: The Tomb of Amenemhet, High-Priest of Amon, ZÄS, 47, 1910, pp. 87-99. Gauthier, H., & Éd. Naville & Th. Davis: The Tomb of Hatshopsitu, London 1906. Gitton, Michel: Le palais de Karnak, Bulletin de l'Institut Français d'Archéologie Orientale, tome 74, Le Caire 1974, pp. 63-73. Giveon, Raphael: Ancient Egyptian Mining Centers in South-Sinai, pp. 53-60 - se: Giveon, gruppe 9c. Graefe, Erhardt: Das sogenannte Senenmut-Kryptogramm, Göttinger Miszellen, 38, Göttingen 1980, pp. 112-113. Hansen, Kathy: The Chariot in Egypt's Age of Chivalry, KMT 4,1 (spring) 1994, pp. 50-61 & 83. Hansen, Scott Peter: Thutmose III, KMT 3,1 (spring) 1992, p. 72. Hayes, William C.: Egypt: Internal Affairs from Tuthmosis I to the Death of Amenhophis III, CAH, vol. 2, part 1, (3rd ed.) Cambridge 1973, pp. 313-416. -- : Varia from the Time of Hatshepsut, Mitteilungen des Deutschen Archäologisches Institut Kairo, Band 15, Wiesbaden 1957, pp. 78-90. Helck, Hans Wolfgang: Die Opferstiftung des Sn-mwt, ZÄS, Band 85, 1960, pp. 23-34. -- : (Review:) Suzanne Ratié: "La Reine Hatshepsout: Source et problèmes", Orientalisches Literaturzeitung, Band 79, 1984, pp. 24-26. -- : Urkunden IV der 18. Dynastie. Übersetzung zu den Heften 17-22, Berlin 1961. -- : Zum Thebanischen Grab Nr. 353, Göttinger Miszellen, 24, Göttingen 1977, pp. 35-40. Hornung, Erik: Das Grab Thutmosis' II, Revue d'Égyptologie, 27, 1975, pp. 125-131. Johnson, George B.: Reconsideration of Kings' Valley Tomb 42, KMT 10,3 (fall) 1999, pp. 20-33. Kitchen, K.A.: Punt and How to Get There, The Orientalist, 40, 1971, pp. 184-207. Larché, François: The Reconstruction of the So-Called 'red Chapel' of Hatshepsut and Thutmose III, KMT 10,4 (winter 1999/2000), pp. 56-65. Lesko, Barbara Switalski: The Senmut Problem, JARCE, vol. 6, 1967, pp. 112-118. Lipinska, Jadwiga: Relief-Fragments From the Temple of Thutmose III at Deir el Bahari, KMT 7,2 (summer) 1996, pp. 47-51. -- : Names and History on the Sanctuaries Built by Thutmoses III at Deir el-Bahari, JEA, vol. 53, 1967, pp. 25-33. Lorton, David: The Aswan/Philae Inscription of Thutmosis II, (Presented to Miriam Lichtheim), vol. II, Studies In Egyptology, II, Jerusalem 1990, pp. 669-679. Margetts, E.L.: The Masculine Character of Hatshepsut, Queen of Egypt, Bulletin of the History of Medicine, 25, 1951, pp. 559-661. Meyer, Christine: Senenmut: Eine Prosopographische Untersuchung, Hamburger Ägyptologische Studien, 2, Hamburg 1982. -- : Neferure, LA, vol. 4, 1980, col. 382-383. Murray, Margaret: Queen Hatshepsut, in W. Brunton: "Kings and Queens in Ancient Egypt", London 1923, pp. 63ff. Müller, W. Max: The Great List of Cities of Northern Syria, Conquered by Thutmosis III, Karnak, Egyptological Researches, Washington DC 1906, pp. 39-40. -- : The Tomb of Sen-mut in Western Thebes and the Earliest Representation of Aegean Ambassadors, Egyptological Researches, Washington DC 1906, pp. 12-18. Naville, Édouard: (The Temple of) Deir el-Bahari, I-VII, 12th Memoir of the Egypt Exploration Fund, London 1895-1908 (1913). Nelson, Harold Hayden: The Battle of Megiddo, Dissertation, University of Chicago, Chicago 1913. Petty, William: Hatshepsut & Thutmose III Reconsidered. Some Thoughts on the Nature of Their Relationship, KMT 8,1 (spring) 1997, pp. 44-53. Redford, Donald B.: Tuthmosis III, LA, vol. 6, Wiesbaden 1986, col. 540-548. Reisner, G.A., & M.B. Reisner: Inscribed Monuments From Gebel Barkal, ZÄS, Band 69, 1933. Ratié, Suzanne: La Reine-Pharaon, (deutsch, "Hatschepsut - die Frau auf dem Thron der Pharao-
235
nen", Wiesbaden 1976), Paris 1972. -- : La Reine Hatchepsout. Sources et problèmes, (diss.), Orientalia Monspeliensia, I, Leiden 1979. Riecke, Herbert: Ein Tempel mit Pfeilerumgang Thutmoses' III und Hatshepsuts in Karnak, ASAE, vol. 37, 1937, pp. 71-78. -- : Das Katmutef-Heiligtum Hatshepsuts und Thutmoses' III in Karnak, Beiträge zur Altägyptischen Bauforschung und Altertumskunde Kairo, 3, Glückstad 1954. Romer, John: Tuthmosis I and the Bibân el-Molûk: Some Problems of Attribution, JEA, vol. 60, 1974, pp. 119-133. Schulman, Alan Richard: Military Rank, Title, and Organization in the Egyptian New Kingdom, Münchner Ägyptologische Studien, 6, Berlin 1964. -- : Some Remarks on the Alleged "Fall" of Senmut, JARCE, vol. 8, 1968-1970, pp. 29-48. Simpson, William K.: Senenmut, LA, Band 5, Wiesbaden 1984, p. 849-851. Soliman, Isabella, & George B. Johnson: KV43 - the Tomb of Tuthmoses IV, KMT 3,1 (spring) 1993, pp. 40-49. Van Siclen, Charles C. III: A New Document for Senenmut, Varia Aegyptiaca, 2, 1986, pp. 151154. Teeter, Emily: Hatshepsut, KMT 1,1 (spring) 1990. Tefnin, Roland: L'an 7 de Toutmosis III et d'Hatshepsout, Chronique d'Égypte, vol. 48, 1973, pp. 232-242. -- : La statuaire d'Hatshepsut: Portrait royal et politique ous la 18e dynastie, Monuments Aegyptiaca; Fondation Égyptologique Reine Élisabeth, 4, 1979. Tildesley, Joyce: Hatchepsut, the Female Pharaoh, London 1996. -- : Nefertiti. Egypts Sun Queen, New York 1998. Weigall, Arthur E.P.: A Report on the Excavation of the Funeral Temple of Thoutmosis III at Gurneh, ASAE, vol. 7, 1906, pp. 134-135. Wells, Evelyn: Hatshepsut, New York 1969. Wente, Edward F.: Genealogy of the Royal Family, "An X-Ray Atlas of The Royal Pharaohs", (ed. James E. Harris & Edward F. Wente), Chicago 1980, pp. 163-176. -- : Some Graffiti from the Reign of Hatshepsut, JNES, vol. 43, 1984, pp. 47-54. Werbrouck, Marcelle: Le temple d'Hatshepsout à Deir el Bahari, Fondation Égyptologique Reine Élisabeth, Bruxelles 1949. Winlock, Herbert E.: Excavation at Deir El Bahari, 1911-1931, New York 1942. -- : Notes on the Reburial of Thutmosis I, JEA, vol. 15, 1929, pp. 56-68. -- : The Egyptian Expedition, 1925-1927 / 1927-1928, BMMA, vol. 23 Section 2, 1928. Woodward, Scott: Genealogy of New Kingdom Paraohs and Queens, Archaeological Institute of America, 1996. Wysocki, Zygmunt: The Temple of Queen Hatshepsut; Results of the Investigations and Conservations of the Polish-English Archaeological Mission, 1968-1970, Warshaw 1979. -- : The Temple of Queen Hatshepsut at Deir el Bahari; Its Original Form, Mitteilungen des Deutschen Archäologisches Institut Kairo, 42, 1986, pp. 213-228.
c) EGYPTEN OG BIBEL-TEKSTERNE (se også gruppe: 4,II, 11 og 12,II) Aling, Charles F.: Egypt and Bible History: From Earliest Times to 1000 B.C., Michigan 1981. Bimson, John J.: Merneptah's Israel and Recent Theories of Israelite Origins JSOT, 49, 1991, pp. 20-23. Gardiner, Alan H.: The Delta Residence of the Ramesides, JEA, vol. 5, 1919, pp. 127-138, 179200, 242-271. -- : The Geography of the Exodus, JEA, vol. 10, 1924, pp. 87-96. Giveon, Raphael: The Impact of Egypt on Canaan: Iconographical and Related Studies, Orbis Biblicus et Orientalis, vol. 20, Göttingen 1978. Goedicke, Hans: The Canaanite Illness, Studien zur altägyptischen Kultur (Festschrift Wolfgang Helck, 70. Geburtstag), Band 11, Hamburg 1984, pp. 91-105. Griffiths, J.S.: The Exodus in the Light of Archaeology, 1923. Helck, Hans Wolfgang: Die Beziehungen Ägyptens zu Vorderasien im 3. und 2. Jahrtausend v. Chr.,
236
Ägyptische Abhandlungen, Band 5, 2. verbess. Auflage, Wiesbaden 1971. -- : Briefsammlung aus der Verwaltung des Amuntempels, JARCE, 7, 1976, pp. 119-128. -- : Twk und die Ramses-Stadt, VT, vol. 15, Leiden 1965. Hoch, James E.: Semitic Words in Egyptian texts of the New Kingdom and Third Intermediate Period, Princeton U.P., 1994. Horn, S.H.: Jericho in a Topographical List of Ramses II, JNES, 12, 1953, pp. 201-203. James, T.G.H.: Egypt: From the Expulsion of the Hyksos to Amenophis I, CAH, vol. 2, part 1, (3rd ed.), Cambridge 1973, pp. 289-312. Kitchen, Kenneth Anderson: The Bible in Its World, Exeter 1977. -- : The Tabernacle - A Bronze Age Artefact, Eretz-Israel 24, The Avraham Malamat Volume, 1993, 119*-129*. Knutzon, J.A.: Die el-Amarna Tafeln, Vorderasiatische Bibliothek, II, Band 1-2, Leipzig 19071915. Labib, Pahor: Die Herrschaft der Hyksos in Ägypten und ihr Sturz, Glückstadt 1937. Lambdin, Thomas O.: Egyptian Loan Words in the Old Testament, JAOS, 73, 1953, pp. 149ff. Lepsius, Karl Richard: Reise vom Theben..., Berlin 1845 (London 1853). Modrzejewski, Joseph Mélèze: The Jews of Egypt: From Rameses II to Emperor Hadrian, Philadelphia/Jerusalem 1995. Naville, Édouard: Archaeology of the Old Testament, London 1913. -- : The Egyptian Name of Joseph, Society of Biblical Archaeology, 25, 1903, pp. 157-161. -- : The Geography of Exodus, JEA, vol. 12, 1926, pp. 16-18. Peet, T. Eric: Egypt and the Old Testament, London 1922. Petrie, William M. Flinders: Egypt and Israel, London 1911. Ranke, Hermann: Die ägyptischen Personennamen, Glückstadt 1935. Sourazian, Houris: Qui est le pharaon de l'Exode?, Le Monde de la Bible, 41, 1985, pp. 35-38. Stager, Lawrence E.: Merenptah, Israel and the Sea Peoples: New Light on an Old Relief, EretzIsrael, 18, 1985, pp. 61ff. Steindorff, George, & Keith Seele: When Egypt Ruled the East, 2. ed., Chicago 1957, pp. 41-46.
d) PALÆSTINOLOGI (se også gruppe: 4 og 8,II) Albright, William Foxwell: Archeology and Christian Humanism, in: History, Archaeology and Christian Humanism, (New York 1964) London 1965. -- : Archaeology and the Religion of Israel, (Baltimore 1946), 1953. -- : Biblical Archaeologist, vol. 36, 1973, pp. 55ff. -- : The Biblical Period from Abraham to Ezra, (1958) New York 1963. Bimson, John J.: The World of the Old Testament, London 1988. Birhan, Avraham, & Joseph Neveh: An Aramaic Stele Fragment from Tel Dan, Israel Exploration Journal, 43, no. 2-3, 1993, pp. 1-18. - - & - - : The Tel Dan Inscription: A New Fragment, Israel Exploration Journal, 45, 1995, pp. 1-15. Callaway, Joseph A.: New Evidence on the Conquest of 'Ai, JBL, vol. 87, 1968, pp. 312-320. Caquot, A., & S. Lemaire: Les textes Araméenne de Deir 'Alla, Syria, 54, 1977, pp. 189-208. Cornfeld, Gaalyah: Archaeology of the Bible (ed. David Noel Freedman) San Fransisco, (1976) 1982. Drews, Robert. The Coming of the Greeks: Indo-European Conquests in the Aegean and the Near East, Princeton U.P. 1988. Drower, Margaret S.: Syria c. 1500-1400 B.C., CAH, vol. 2, part 1, 1973, pp. 417-525. Eissfeldt, Otto: The Hebrew Kingdom, CAH, vol. 2, part 2, (3rd ed.) 1975, pp. 537-606. - - & H.J. Franken: Palestine in the Time of the Nineteenth Dynasty, CAH, vol. 2, Part 2, (3rd ed.) Cambridge 1975, pp. 307-337. Fitzmeyer, J.A.: (Rewiev:) Hoftijzer & Kooij: Aramaic Texts From Deir 'Alla, Catholic Biblical Quaterly, vol. 40, 1978, pp. 93-95. Free, Joseph P.: Archaeology and Bible History, Wheaton (Ilinois), 1950. Garstang, J., & J.B.E. Garstang: The Story of Jericho, London 1940. Greenberg, Moshe: The Hab/piru, American Oriental Society, New Haven, Connecticut, 1955, pp. 139-148.
237
Hannestad, Niels: Tradition in Late Antique Sculpture, Acta Jutlandica, 69:2, Aarhus U.P. 1994. Hoffmeier, James K.: The Recently Discovered Tell Dan Inscription: Controversy and Confirmation, Archaeology in The Biblical World, 3, no. 1, 1995, pp. 12-15. Hoftjizer, J., & G. van der Kooij: Aramaic Texts from Deir 'Alla, Leiden 1976. Kammerer, A.: Pétra et la Nabatène, Paris 1929. Kenyon, Kathleen M.: Archaeology in the Holy Land, London 1960. -- : The Bible and Recent Archaeology, British Museum Publications, London 1978. -- : Digging Up Jericho, London 1957. -- : Palestine in the Time of the Eighteenth Dynasty, CAH, vol. 2, Part 1, 1971, pp. 526-556. Koening, J.: La localisation du Sinaï et les traditions des scribes, Revue d'Histoire et de Philosophie Religieuses, 43, 1963, pp. 2-31. Lapp, Paul W.: The Tell Deir 'Allâ Challenge to Palestinian Archaeology, VT, vol. 20, 1970, pp. 243-256. Lemaire, André: House of David's Restored Moabite Inscription, Biblical Archaeologial Review, vol. 20, no. 3, 1994, pp. 30-37. MacCarter Jr., P. Kyle: The Balaam Texts From Deir 'Alla: The First Combination, BASOR, Num. 239, 1980, pp. 49-60. Moscati, Sabatino: The Phoenicians, New York 1989. Noth, Martin: The History of Israel, ("Geschichte Israels, 1954) 2. ed., London 1960. Redford, Donald B.: Contact Between Egypt and Jordan in the New Kingdom, Studies in the History and Archaeology of Jordan, vol. 1 (ed. A. Hadidi), Amman: Department of Antiquities, 1982. Ringgren, H. Bileam och inskriften från Deir 'Alla. Religion och Bibel, 36, 1977, pp. 88ff. Rhodius, Apollonius: Argonautika, IV,1694-1698. Schürer, Eduard: The History of the Jewish People in the Age of Jesus Christ, rev. ed., I-III, ed. G. Vermes et al., Edinburgh 1973-1987. Shryoch, Andrew J.: Nationalism and the Genealogical Imagination. Oral History and Textual Authority in Tribal Jordan, University of California Press, 1997. Stager, Lawrence E.: The Philistines, Biblical Archaeological Review, May/June 1991. Stubbings, Frank H.: The Expansion of the Mycaean Civilization, CAH, vol. 2, part 1: "History of the Middle East and the Aegaean Religion c. 1800-1350 B.C.", (3rd ed.) Cambridge 1973. Wainwright, G.A.: Some Sea Peoples, JEA, vol. 47, 1961, pp. 71-90. Yasin, Mohammad: Mysteries of Kashmir, Shrinagar 1972.
10: Sinai-indskrifterne Albright, William Foxwell: The Early Alphabetic Inscriptions from Sinai and their Decipherment, BASOR, 110, 1948, pp. 6-22. -- : The Early Evolution of the Hebrew Alphabet, BASOR, 63, 1936, pp. 8-12. -- : Exploring Sinai with the University of California, BASOR, 109, 1949, pp. 5-20. -- : The Proto-Sinaitic Inscriptions and their Decipherment, 2nd ed. additional, Cambridge, Mass., 1969. -- : Review of Grimme: Altsinaitische Forschungen, 1937, Jewish Quarterly Review, 28, 19371938, pp. 333-335. -- : Some Observations on the New Material for the History of the Alphabet, BASOR, 134, 1954, p. 26. -- : Some Suggestions for the Decipherment of the Proto-Sianitic Inscriptions, Journal of the Palestine Oriental Society, 15, 1935, pp. 334-340. Bernal, Martin: Cadmean Letters - The Transmission of the Alphabet to the Aegaen and Further West Before 1400 BC, Wiona Lake 1991. -- : On the Transmission of the Canaanite Alphabet to Greece before 1500 B.C., Abstracts of the 193rd Meeting of the American Oriental Society, Baltimore 1983, pp. 2-3. Birnbaum, S.A.: The Hebrew Scripts, vol. I (text), Leiden 1971.
238
van den Branden, A.: Nouvel d'essai d'interprétation des inscriptions protosinaitic, Biblia e Oriente, 21, 1979, pp. 155-252. Butin, Ralph F.: Some Egyptian Hieroglyphs of Sinai and their Relationship to the Hieroglyphs of the Proto-Sinaitic Semitic Alphabet, Mizraim II, 1936, pp. 52-56. -- : & K. Lake & R.P. Blake: The Serabit Inscriptions, Harvard Theological Review, 21, 1928, pp. 1-67. -- : & R.S.F. Starr: Excavations and Proto-Sinaitic Inscriptions at the Serabit el Khadem, Studies and Dokuments VI, London 1936. Cerny, Jaroslav: Semites in Egyptian Mining Expeditions to Sinai, Archive Orientální, 7, 1935, pp. 384-389. Coldstream, J.N.: Greeks and Phoenicians in the Aegean, Phönizier im Westen (ed. H.G. Niemeyer), (Madrider Beiträge 8), Mainz 1982, pp. 261-275. Cross, Frank More: The Evolution of the Proto-Canaanite Alphabet, BASOR, 134, 1954, pp. 1524. -- : The Origin and Early Evolution of the Alphabet, Eretz-Israel, 8, 1967, pp. 8*-24*. -- : Early Alphabetic Scripts, Symposia Celebrating the Seventy Fifth Anniversary of the Founding of the American Schools of Oriental Research (1900-1975), Cambridge, Mass. 1979, pp. 97-123. -- : Phoenician in the West: The Early Epigraphic Evidence, Studies in Sardinian Archaeology II: Sardinia in the Mediterranean (ed. M.S. Barlmuth), Ann Arbor 1986, pp. 116-131. -- : & Thomas O. Lambdin: A Ugaritic Abecedary and the Origins of the Proto-Canaanite Alphabet, BASOR, 160, 1960, pp. 21-26. Demsky, Aaron: A Proto-Canaanite Abecedary Dating from the Period of the Judges and Its Implications for the History of the Alphabet, Tel Aviv, 4, 1977, pp. 14-27. Eisler, Robert: Die kenitischen Weih-Inschriften der Hyksoszeit im Bergbaugebiet der Sinaihalbinsel, Freiburg im Breisgau 1919. Gardiner, Alan H.: The Egyptian Origin of the Semitic Alphabet, JEA, vol. 3, 1916, pp. 1-16. -- : Once Again the Proto-Sinaitic Inscriptions, JEA, 48, 1962, pp. 45-48. -- : & T. Eric Peet & J. Cerny: The Inscriptions of Sinai, I-II, 2. ed., London 1952. Gelb, I.J.: A Study of Writing, 2nd ed., Chicago 1963. Giveon, Raphael: A New Kingdom Stela from Sinai, Israel Exploration Journal 31, 1981, pp. 168171. Gomme, A.W.: The Legend of Cadmus and the Logograph, The Journal of Hellenic Studies, vol. 33, London 1913, pp. 53-72 og 223-245. Gordon, Cyrus H.: Evidence for the Minoan Language, Ventnor, N.J., 1966. -- : The Ugaritic ABC, Orientalia, 19, 1950, pp. 374-376. Greenstein, E.L.: A Phoenician Inscription in Ugaritic Script?, Journal of the Ancient Near Eastern Society of Colombia University, 8, 1976, 49-57. Grimme, Hubert: Althebräische Inschriften vom Sinai, Darmstadt/Hannover 1923. -- : Die altkanaanäische Buchstabenschrift zwischen 1500 und 1200 v.Chr., Archiv für Orientforschung, 10, pp. 267-281. -- : Die altsinaitischen Buchstaben-Inschriften auf Grund einer Untersuchung der Originale, Berlin 1929. -- : Altsinaitische Forschungen, epigraphisches und historisches, Paderborn 1937. -- : Zu der altsinaitischen Inschrift Nr. 363, Archiv für Orientforschung, 12, 1939, pp. 59-61. -- : Südpalästinische Inschriften in altpalästinischer Schriftform, Le Muséon 55, 1942, pp. 48-55. Helck, Hans Wolfgang: Zur Herkunft der sog. 'phönizischen' Schrift, Ugarit-Forschungen, 4, 1972, pp.41-45. May, H.G.: Moses and the Sinai Inscriptions - se: May under gruppe 1c,XVI. Mendelhall, George A.: A New Chapter in the History of the Alphabet, Bulletin du Musée de Beyrouth, 24, 1971, pp. 13-18. Millard, A.R.: The Canaanite Linear Alphabet and Its Passage to the Greeks, Kadmos, 15, 1976, pp. 459-460. Naveh, J.: Early History of the Alphabet, Jerusalem 1982. -- : Proto-Canaanite, Achaic Greek, and the Script of the Aramaic Text on the Tell Fakhariyan Statue, Ancient Israelite Religion, Essays in Honor of F.M. Cross (eds. Miller, Hanson & McBri-
239
de) Philadelphia 1987, pp. 101-113. -- : Thamudic Inscriptions from the Negev, Eretz-Israel, 12, 1975, pp. 129-131. Petrie, William M. Flinders: The Alphabet in the XIIth Dynasty, Ancient Egypt, 6, 1921, pp. 1-3. -- : Researches in Sinai, London & New York 1906. Sass, Benjamin: The Date of the Proto-Sinaitic Inscriptions, Seventh Archaeological Conference in Israel: Abstracts of Lectures, Jerusalem 1980, p. 23. -- : The Genesis of the Alphabet and Its Development in the Second Millenium B.C., Ägypten und Altes Testament, Band 13, Wiesbaden 1988. -- : Notes on Some Proto-Sinaitic and Egyptian Inscriptions from Sinai, Egyptological Studies (ed. S.I. Groll), Scripta Hierosolymitana Xxviii, Jerusalem 1982, pp. 360-370. -- : Sinai 527 - A Proto-Sinaitic Inscription? Bibliche Nitizen, 26, 1985, pp. 18-21. -- : Two Previously Unknown Proto-Sinaitc inscriptions, Tel Aviv, 5, 1978, pp. 183-187. Sethe, Kurt: Die neuendeckte Sinai-Schrift und die Entstehung der semitischen Schrift, Nachrichten der königlichen Gesellschaft der Wissenschaften zu Göttingen, philologisch-historische Klasse, 1917, pp. 437-465. -- : Der Ursprung des Alphabets, Nachrichten der königlichen Gesellschaft der Wissenschaften zu Göttingen, geschäftliche Mitteilungen, 1916, pp. 88-161. -- : Vom Bilde zum Buchstaben. Die Entstehungsgeschichte der Schrift, Leipzig 1928. Ventris, M., & J. Chadwick: Documents in Mycaean Greek, Cambridge 1956. Wallenfels, R.: Redating the Egyptian Inscriptions, Journal of the Ancient Near Eastern Society of Columbia University, 15, 1983, pp. 79-118. Yeivin, S.: The Canaanite Inscriptions and the Story of the Alphabet, The World History of the Jewish People: Patriarchs (ed. B. Mazar), Tel Aviv, 8, 1979, 24-34.
11: Oldtidsastronomi og stjernemytologi
(se også grupperne: 8 og 12)
I: EGYPTISK ASTRONOMI-TRADITION Allen, David H.: An Astronomer's Impression of Ancient Egyptian Constellations, Sky and Telescope 1977, pp. 15-19. Badawy, Alexander: The Stellar Destiny of Pharaoh and the So-Called Airshafts of the Cheops' Pyramid, Mitteilungen des Instituts für Orientforschung der Deutschen Akademie der Wissenschaft zu Berlin, Band 10, 1964, pp. 198-206. Barton, Tamsyn: Ancient Astrology, Sciences of Antiquity, London 1994. Bauval, Robert G.: The Master Plan for the Three Pyramids of Giza based on the Configuration of the Three Stars of the Belt of Orion, Discussions in Egyptology, 13. -- : & Adrian Gilbert: The Orion Mystery, London/New York 1994. Bigel, Rebekha Aleida: Zur Astrognosie der Alten Ägypten, Inaugural-Dissertation, Zürich Universität, 1921. Borchardt, Ludwig: Altägyptische Sonnenuhren, ZÄS, vol. 48, 1911. -- : Altegyptische Zeitmessung, Berlin 1920. -- : Ein altägyptisches Instrument, ZÄS, vol. 37, 1899, pp. 10-17. Brugsch, Heinrich: Thesaurus inscriptorum aegyptiacarum, Abteilung 1: "Astronomische und astrologische Inschriften altägyptischer Denkmäler", Leipzig 1883. -- : Über ein neu entdecktes astronomisches Denkmal aus der Thebanischen Nekropolis, Zeitschrift der Deutschen Morgenländischen Gesellschaft, 14, 1860, pp. 15-28. Bull, Ludlow S.: An Ancient Egyptian Ceiling-Decoration, BMMA, vol. 18, 1927, pp. 283-286. Capart, J.: Tables astronomiques d'Assiout, Chronique d'Égypte, No. 15, Bruxelles 1933, pp. 6977. Chadwick, Robert: The So-Called 'Orion Mystery', KMT 7,3, (fall) 1996, pp. 74-83. Chatley, Herbert: Egyptian Astronomy, JEA, 26, 1940, pp. 120-126. -- : The Egyptian Celestial Diagram, The Observatory, No. 790, May 1940, pp. 70-73. Cook, Robin J.: The Horizon of Khufu: The Pyramids of Giza and the Geometry of Heaven, London 1996.
240
- - : A Note on the Geometry of the Star-Shafts in the Pyramid of Khufu, Discussions in Egyptology, 36, 1996, pp. 21-23. - - : The Stellar Geometry of the Great Pyramid, Discussions in Egyptology, 29, 1994. Cumont, Frans: L'Égypte des Astrologues, Bruxelles 1937. Dalgas Christiansen, H.: Decanal Star Tables for Lunar Houses in Egypt?, Centaurus, vol. 35, 1992, pp. 1-27. Daressy, Georges: Une ancienne liste de decans égyptiens, ASAE, vol. 1, Le Caire 1900, pp. 7990. -- : Deux clepsydres antiques, Bulletin de l'Institut d'Égypte, sér. 5,9, 1915, pp. 5-16. -- : L'Égypte céleste, Bulletin de l'Institut francais d'archaéologie orientale du Caire, 12, 1915, pp. 1-34. Davis, Virginia Lee: Identifying Ancient Egyptian Constellations, Achaeo-Astronomy, No. 9 (The Journal of History of Astronomy, vol. 16), 1985, pp. S102-S104. Festugière, A.-J.: L'Astrologie et les Sciences Occulte (La Révélation d'Hermès Trismégiste, vol. 1, 1950), se: gruppe 8,I: Festugère: Corpus Hermeticum I-IV. Flechenstein-Gallo, Joachim-Otto: Papyrology and Sources in Astronomical History, Vistas In Astronomy, vol. 9, 1966, pp. 151-155. Fourier, Jean Babtiste Joseph: Premier mémoire sur les monumens astronomique de l'Égypte, Description de l'Égypte, (tome 2, Paris 1818, pp. 71-86), 2. ed., vol. 9, Paris 1829, pp. 43-74. Gensler, F.W.C.: Thebanischen Tafeln Stündlicher Sternaufgänge, Leipzig 1872. Gingerich, Owen: Ancient Egyptian Sky Magic, Sky and Telescope, vol. 65, pp. 418-420, 1983. Gundel, Wilhelm: Dekane und Dekansternbilder. Ein Beitrag zur Geschichte der Sternbilder der Kulturvölker, Studien der Bibliothek Warburg, 19, Glückstadt 1936. -- : Neue astrologische Texte des Hermes Trismegistos, Abhandlung der Bayerische Akademie Akademie der Wissenschaften, Philologisch-historische Abteilung, Neue Folge: Heft 12, München 1936. -- : Sirius, PW, 2. Reihe, Band II.A.1, Stuttgart 1927, col. 314-351. Hönig, Werner: Cheopspyramide: Der Sonnenweg an 12 Stunden des Tages, Discussions in Egyptology, 36, 45-47. Jones, Alexander: More Papyrus Horoscopes, (from Egypt), (review: "Oroscopi Greci", Messina 1992), The Journal of History of Astronomy, vol. 28, 1997, pp. 89-90 Kàkosy, Làszlo: Sothis, LA, vol. 5, 1984, col. 1110-1117. Krauss, Rolf: Astronomische Koncepte und Jenseitsvorstellungen in den Pyramidentexten, Wiesbaden 1997. Krupp, E.C.: From Here to Eternity, Sky & Telescope, February 2000, pp. 87-89. Lange, H.O., & Otto Neugebauer: Papyrus Carlsberg No. 1. Ein hieratisch-demotischer kosmologischer Text, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Historisk-filologiske Skrifter, Bind 1 Nr. 2, København 1940. Legon, John A.R.: The Orion Correlation and Air-Shaft Theories, Discussions in Egyptology, 33, 1995, pp. 45-56. -- : Robin Cook: The Horizon of Khufu... the Geometry of Heaven, Discussions in Egyptology, 37, 1997, pp. 119-126. Leitz, Christian: Studien zur Ägyptischen Astronomie, Ägyptologische Abhandlungen, 2. verbesserte Auflage, Band 49, Wiesbaden (1989) 1991. -- : Tagewälerei: Das Buch "h3t nhh ph dt" und verwandte Texte, Ägyptologische Abhandlungen, Band 55, Wiesbaden 1994. Locher, Kurt: The Ecliptic in Ancient Egypt, (review: Rolf Krauss "Astronomische Koncepte..."), The Journal of History of Astronomy, vol. 30, 1999, pp. 75-76. -- : Probable Identifications of the Ancient Egyptian Circumpolar Constellations, ArchaeoAstronomy, No. 9, (The Journal of History of Astronomy, vol. 16), 1985, S152-S153. Málek, Jaromír: Orion and the Giza Pyramids, Discussions in Egyptology, 30, 1994, pp. 101-114. Neugebauer, Otto: Astronomical Cuneiform Texts, vols. 1-3, London 1955. -- : Astronomical Papyri and Ostraca: Biographical Notes, Proceedings of the American Philosophical Society, vol. 106, 1962, pp. 383-381. -- : Astronomy and History, Selected Essays, Berlin/New York 1983. -- : Demotic Horoscopes, Journal of the American Oriental Society, 63, 1943, pp. 115-127.
241
-- : The Egyptian Decans, Vistas In Astronomy, vol. 1, 1955, pp. 47-51. -- : Egyptian Planetary Texts, Transactions of the American Philosophical Society, NS vol. 32,II, Philadelphia 1942, pp. 205-250. -- : The Exact Sciences of Antiquity, (Copenhagen 1951), 2nd ed., Brown U.P., Providence (Rhode Island) 1957. -- : The History of Ancient Mathematical Astronomy, vols. 1-3, Berlin/New York 1975. -- : On Some Astronomical Papers and Related Problems of Ancient Geography, Transactions of the American Philosophical Society, NS vol. 32,II, Philadelphia 1942, pp. 251-263. -- : & Richard A. Parker: Egyptian Astronomical Texts, vols. 1-3, Brown Egyptological Studies 3, 5 & 6, Providence (Rhode Island) 1960, 1964 & 1969. Osing, Jürgen: Monat, Monatsgötter, LA, Band 4, 1982, col. 191-192. Pannekoeck, A: ("Egypt" in:) A History of Astronomy, (1951/1961) Dover Publ. 1989, pp. 82-85. Parker, Richard A.: A Vienna Demotic Papyrus on Eclipse- and Lunar Omnia, Brown Egyptological Studies 3, Providence (Rhode Island), 1959. -- : in F.R. Hobson (ed.): The Place of Astronomy in the Ancient World, Oxford 1974, pp. 54 ff. Pogo, Alexandre: The Astronomical Ceiling-Decoration in the Tomb of Senmut, 18th Dynasty, Isis, vol. 14, 1930, pp. 301-325. -- : Egyptian Waterclocks, Isis, vol. 25, 1936, pp. 403-425. -- : Zum Problem der Identifikation der nördlichen Sternbilder der alten Ägypter, Isis, vol. 16, 1931, pp. 102-114. Renouf, Peter le Page: Astronomical Observations in the Fifteenth Century Before Christ, "The Life-Work of Sir Peter le Page Renouf", vol. 3, Paris 1905, pp. 85-96. -- : The Eclipse in Egyptian Texts, "The Life-Work of Sir Peter le Page Renouf", vol. 2, Paris 1903, pp. 295-303. -- : The Bow in the Egyptian Sky, "The Life-Work of Sir Peter le Page Renouf", vol. 3, Paris 1905, pp. 289-293 & 278ff. Roeder, Günther: Eine neue Darstellung des gestirnten Himmels in Aegypten aus der Zeit um 1500 v.Chr., Das Weltall, 28. Jahrgang, Berlin-Treptow 1928, pp. 1-5. -- : Sothis und Satis, ZAS, 45. Band, Leipzig 1908-1909, pp. 22-30. Römer, Malte: Auf dem Himmelgewässer: Den ägyptischen Astronomen war die Ekliptic schon bekannt, Frankfurter Allgemeine Zeitung, Mittwoch, 14. Dezember 1994, Nr. 290, Seite N6. Sloley, R.W.: Ancient Clepsydrae, Ancient Egypt, 1924, pp. 43-50. -- : Primitive Methods of Mesuring Time, JEA, vol. 17, 1931, pp. 174-176. Slosman, Albert: L'astronomie selon les Égyptiens, Paris 1983. Spiegelberg, W.: Ein ägyptisches Verzeichnis der Planeten und Tierkreisbilder, Orientalische Literaturzeitung, 5, 1902, col. 6-9. -- : Die ägyptischen Namen und Zeichen der Tierkreisbilder in demotischer Schrift, ZÄS, 48, 1910, pp. 146-151. -- : Ein neuer astronomischer Text auf einem demotischen Ostracon, ZÄS, 48, 1910, col. 223-225. Stegemann, Victor: Über Astronomisches in den koptischen Zaubertexten, Orientalia, Nova Series vol. 4, Roma 1935, pp. 391-410. Thompson, H.: Demotic Horoscopes, Proceedings of the Society of Biblical Archaeology, 34, 1912, pp. 227-233 & Pl. 28. Trimble, Virginia: Astronomical Investigation Concerning the So-Called Airshafts of the Cheops' Pyramid, Mitteilungen des Instituts für Orientforschung der Deutschen Akademie der Wissenschaft zu Berlin, Band 10, 1964, pp. 183-187. Ungnad, Arthur: Ursprung und Wanderung der Sternnamen, Breslau 1923. Wainwright, G.A.: Iron in Egypt, JEA, vol. 18, 1936, pp. 11-15. -- : Letopolis, JEA, vol. 18, 1936, pp. 165ff. -- : Orion and the Great Star, JEA, vol. 22, 1936, pp. 44-46. -- : A Pair of Constellations, Studies Presented to F.Ll. Griffith, Egypt Exploration Society, London 1932, pp. 373-383. van der Waerden, B.L.: Babylonische Methoden in ägyptischen Planetentafeln, Vierteljahrsschrift d. Naturf. Ges., Zürich, vol. 105, 1960, pp. 97-114. Zinner, Ernst: Die Sternbilder der alten Ägypter, Isis, vol. 16, 1933, pp. 92-101.
242
II: ISRAEL OG ASTRONOMI-TRADITIONEN Hertz, H.: The Astral Terms in Job 19, 9, and 38.31-33, Journal of Theological Studies 56, vol. 14, 1913. Knox, Wilfred Lawrence: Abraham and the Quest for God, HTR, vol. 28, 1935, pp. 50-56. Schiaparelli, Giovanni V.: Astronomie im Alten Testament, (übers. Willy Lüdtke) Gieszen 1904. Stucken, Eduard: Astralmythen; Religionsgeschichtliche Untersuchungen, Leipzig 1907, ("Moses" pp. 433-441). III: ANDEN OLDTIDSASTRONOMI Allen, Richard Hinckley: Star Names, Their Lore and Meaning, (London 1899) rev. ed. Dover Books, New York 1963. Barton, Tamsyn: Ancient Astrology, Sciences of Antiquity Series, London 1994. Bischoff, Erich: Babylonisch-Astrales im Weltbilde des Thalmud und Midrash, Leipzig 1907. Boll, Francis: Astronomische Beobachtungen im Altertum, neue Jahrbücher für das klassische Altertum, PW, Band XXXIX,1, 1917, pp. 25-27. -- : Fixsterne, PW, Band XII, 1909, col. 2416. -- : Sphaera. Neue griechische Texte und Untersuchungen zur Geschichte der Sternbilder, Leipzig 1903. -- : & Wilhelm Gundel: Sternbilder, Sternglaube und Sternsymbolik bei Griechen und Römern, Rocher-Lexicon der griechischen und römischen Mythologie, vol. 6, Leipzig 1937, col. 8671072. Bouché-Leclercq, A.: L'astrologie grecque, Paris 1899. Cumont, Frans: Astrology Among the Greeks and Romans, (1912) repr. New York 1963. Drower, Ethel Stefana S.: Sfar Malwasia, ('The Book of the Zodiac of the Mandaeans'), Royal Asiatic Society, Oriental Translation Fund, vol. 36, London 1949. Eisler, Robert: The Royal Art of Astrology, London 1946. -- : Weltenmantel und Himmelzelt, München 1910. Gingerich, Owen: The Origin of The Zodiac, Sky and Telescope, vol. 67, pp. 218-220, 1984. Gressmann, Hugo: Gilgamesh-Epos - und die Astral-Mythologie, Forschungen zur Religion und Literatur des Alten und Neuen Testaments, Göttingen 1911. Gundel, Hans Georg: Zodiakos. Die Tierkreis in der antiken Literatur und Kunst, München 1972, ("Zodiakos", PW, 2. Reihe Band 19 (Band X), München 1972, col. 462-709). Gundel, Wilhelm, & Hans Georg Gundel: Astrologumena, Die astrologische Literatur in der Antike und ihre Geschichte, Sudhoffs Archiv, Beiheft 5, Wiesbaden 1966. Gössmann, Felix: Planetarium Babylonicum, Scripta Pontificii Instituti Biblici, Roma 1950. Hartner, Willy: Oriens-Occidens. Ausgwählte Schriften zur Wissenschaft und Kulturgeschichte, Festschrift zum 60. Geburtstag, Band I-II, Hildesheim (I) 1968 & (II) 1984. Hunger, Hermann und David Pingree: MUL.APIN. An Astronomical Compendium in Cuneiform, Archiv für Orientforschung, Beiheft 24, 1989. Jensen, P: Die Kosmologie der Babylonier; Studien und Materialen, Strassburg 1890. King, L.W.: Babylonian Boundary Stones and Memorial Tablets in the British Museum, London 1912. Krupp, F.C.: Beyond the Blue Horizon. Myth and Legends of the Sun, Moon, Stars and Planets, New York 1991. -- : The Search of Ancient Astronomics, London 1979. -- : Skywatchers, Shamans and Kings. Astronomy and Archeology of Power, New York 1997. Kugler, Franz Xavier: Sternkunde und Sterndienst in Babel, I, Babylonische Planetenkunde, Münster 1907. Lewy, Hans: Aristoteles and the Jewish Sage, HTR, 31, 1938, pp. 216ff. Lockyer, Norman: The Dawn of Astronomy, London (1895) 1964. Manilius: Astronomica, Loeb Classical Library, No. 469, London 1977. Maternus, Firmicus: Ancient Astrology - Theory and Practice, Matheseos Libri 8, Noyes Classical Studies, Park Ridge (New Jersey) 1975. Moesgaard, Kristian Peder: The Full Moon Serpent. A Founding Stone of Ancient Astronomy?, Centaurus, Honor of Olaf Pedersen 60th Birthday, vol. 24, 1980, pp. 51-96. Neugebauer, Otto, & H.B. Van Hoesen: Greek Horoscopes, Memoires of the American Philosophical Society, vol. 48, Philadelphia 1959.
243
Pingree, David, & Erica Reiner: Enuma Anu Enlil Tablets, Malibu 1981. Ptolemaeus (Ptolemy), Claudius: (Almagest); Syntaxis Mathematica, ed. J.L. Heiberg, Band 1-2, Leipzig 1898-1903. -- : Tetrabiblos, Loeb Classical Library, No. 435, London 1970. von Spaeth, Ove: (Review:) Deborah J. Warner: "The Sky Explored. Celestial Cartography 15001800", Astronomisk Tidsskrift, Årg. 14, 1981, pp. 177-179. Thiele, Georg: Antike Himmelsbilder, Berlin 1898. Thompson, Reginald Campbell: Reports of the Magicians and Astrologers of Niniveh and Babylon in The British Museum, vols. 1-2, London 1900. Thorndyke, Lynn: The True Place of Astrology in the History of Science, Isis, vol. 46, 1955, pp. 273-278. Unger, Arthur: Besprechungskunst und Astrologie in Babylonien, Archiv für Orientforschung, Band 14, 1944, pp. 251-284. van der Waerden, B.L.: Die Anfänge der Astronomie, Erwachende Wissenschaft, II, Groeningen 1966 (English transl.: "Science Awakening, II: The Birth of Astronomy", New York 1974). Werner, Helmut: Problems and Results of Comparative Studies of the Celestial Constellations, Vistas In Astronomy, vol. 9, 1966, pp. 135-143. de Wohl, Louis: A Method in the Madness, (London 1946/1950?). Yeomans, Donald K.: The Long-term Motion of the Comet Halley, Monthly Notices of the Royal Astronomical Society, London 1981, pp. 637-644. Zinner, Ernst: Geschichte der Sternkunde, Berlin 1930.
12: Kronologi samt astronomisk datering
(se også gruppe: 11)
I: EGYPTISK KRONOLOGI Baillie, M.G.L.: Difficulties Associated with any Radical Revision of Egyptian Chronology: A Reply to Bernard Newgrosh, Journal of Ancient Chronology Forum, vol. 3, 1989/1990, pp. 2936. Barta, Winfried: Thronbesteigung und Krönungsfeier als unterschiedliche Zeugnisse königlicher Herrschaftsübernahme, Studien zur altägyptischer Kultur, 8, 1980, pp. 33-53. von Becherath, Jürgen: Chronologie den ägyptischen Neuen Reiches, Hildesheimer Ägyptologische Beiträge, 39, Hildesheim 1994. -- : Die ägyptischen Königslisten des Manetho, Orientalischer Literatur Zeitung, 54, 1959, pp. 6-11. -- : Nochmals zu den Thronbesteigungsdaten Ramses'V. und VII., Göttinger Miszellen, Heft 157, Göttingen 1997, pp. 7-10. Berger, R.: Ancient Egyptian Radiocarbon Chronology, Philosophical Transactions of the Royal Society, A 269, London 1970, pp. 23-36. Boehme, R.M., & G. Dreyer, & B. Kromer: Einige frühzeitliche 14C-Datierungen aus Abydos und Uruk, MDAIK, 49, 1993, pp. 63-68. Borchardt, Ludwig: Die Annalen und die zeitliche Festlegungen des alten Reiches der ägyptischen Geschichte, Berlin 1917. -- : Die Mittel zur zeitlichen Festlegung von Punkten der ägyptischen Geschichte und ihre Anwendung, Kairo 1935. -- : Versuche zu Zeitbestimmungen für die späte, grechisch-römische, Zeit der ägyptischen Geschichte, Kairo 1938. -- : Der zweite Papyrusfund von Kahun und die zeitliche Festlegung des mittleren Reiches der ägyptischen Geschichte, ZÄS, 37, 1899, pp. 91ff. Faulkner, Raymond O.: The Battle of Megiddo, JEA, vol. 28, 1942, pp. 2-15. Borneer, Oscar: Athens in the Late Bronze Age, Antiquity, vol. 30, 1956, pp. 16f. Clayton, Peter A.: Chronicle of the Pharaohs: The Reign-by-Reign Record of the Rulers and Dynasties of the Ancient Egypt, London 1994. Coldstream, J.N.: "The Rich Lady of Areiopagos, Hesperia: Journal of the American School of Classical Studies at Athens, vol. 64, part 4, 1995, pp. 391-403. Edgerton, William F.: Chronology of the 12th Dynasty, JNES, vol. 1, 1942, pp. 307-312.
244
-- : Critical Note: On the Chronology of the Early 18th Dynasty (Amenhotep I to Thutmose III), AJSL, vol. 53, 1937, pp. 188-197. -- : The Thutmosid Succession, Chicago 1933. Edwards, I.E.S.: Absolute Dating from Egyptian Records and Comparison With Carbon-14 Dating, Philosophical Transactions of the Royal Society, A 269, London 1970, pp. 11-18. Gabolde, L: La chonologie du règne de Thoutmosis II, Studien zur Altägyptischen Kultur, 14, 1987, pp. 61-81. Gauthier, Henri: Encore le Problème de Hatchepsout, ASAE, tome 33, 1933, pp. 190-192. -- : Les fêtes du dieu Min, Cairo 1931. Harris, J.R.: How Long Was the Reign of Horemheb, JEA, vol. 54, 1968, pp. 95-99. Hassan, Fekri A.: Radiocarbon Chronology of Archaic Egypt, JNES, 39, 1980, pp. 203-207. Hayden: Dictionary of Dates . Hayes, William C.: Chronology: Egypt - to the End of Twentieth Dynasty, CAH, vol. 1, part 1, (3rd ed.) Cambridge 1970, pp. 173-200. Helck, Wolfgang: Bemerkungen zu den Thronbesteigungsdaten im Neuen Reich, JBL, vol. 67, 1948, pp. 113-129. -- : Die Datierung der Gefässaufschriften aus der Djoserpyramide, ZÄS, 106, 1979, pp. 131ff. -- : Das Datum der Schlacht von Megiddo, Mitteilungen des deutschen Archäologischen Instituts, Abteilung Kairo, 28, 1972. -- : Untersuchungen zur Manetho und den ägyptischen Königslisten, Untersuchungen zur Geschichte und Altertumskunde Ägyptens, 18. Band, Berlin 1956. Hornung, Erik: Untersuchungen zur Chronologie und Geschichte des Neuen Reiches, Ägyptologische Abhandlungen, Band 2, Wiesbaden 1964. James, T.G.H.: Egypt: From the Expulsion of the Hyksos to Amenophis I, CAH, 3rd. ed., vol. 2, part 1, 1973, pp. 289-313 (p. 308). Kemp, Barry: Egyptian Radiocarbon Dating: A Reply to James Mellaart, Antiquity, vol. 54, 210, 1980, pp. 25-28. Kitchen, Kenneth A., & Wolfgang Helck & Erik Hornung et al.: High, Middle or Low?, I-II, Acts of International Colloquium on Absolute Chronology Held at the University of Gothenburg 20th-22nd August 1987, Studies in Mediterranean Archaeology and Literature, Book 56, Gothenburg 1987. Krauss, Rolf: Das Ende der Amarnerzeit: Beiträge der Geschichte und Chronologie des Neuen Reiches, Hildesheimer ägyptologische Beiträge, Nr. 7, Hildesheim 1978. Lepsius, Richard: Chronologie der Aegypter, I, Berlin 1849, 58ff. Long, Ronald D.: Ancient Egyptian Chronology, Radiocarbon Dating and Calibration, ZÄS, Band 103, Berlin 1976, pp. 30-48. Luft, Ulrich: Die Chronologische Fixierung des ägyptischen Mittleren Reiches nach dem Tempelarchiv von Illahun, Wien 1992. Macnaughton, Duncan: A Scheme of Egyptian Chronology, London 1932. Manetho: Aegyptiaca, - se: Manetho, gruppe 2a. O'Mara, Patrick F.: The Chronology of Palermo and Turin Canons, Studies in Structural Archaeology of Ancient Egypt, II, La Canada, Calif. 1980, pp. 55ff. Mellaart, James: Egyptian and Near Eastern Chronology: a Dilemma?, Antiquity, vol. 53, 207, 1979, pp. 6-18. Meyer, Eduard: Ägyptische Chronologie, Philosophische und Historische Abhandlungen der Königlichen Preussischen Akademie der Wissenschaften, Berlin 1904. Murnane, William J.: Ancient Egyptian Coregencies, SAOC, 40, 1977, pp. 8-23, 117-123. -- : Once Again the Dates for Thutmosis III and Amenhotep II, Journal of the Ancient Eastern Society of Columbia University, vol. 3, 1970-1971. -- : On the Accession Date of Akhenaten, Studies in Honor of George R. Hughes, Studies in Ancient Oriental Civilization, No. 39, 1976-77, pp. 166-167. Nims, Charles F.: The Date of the Dishonoring of Hatshepsut, ZÄS, 93, 1966-1967, pp. 97-100. Read, John G.: Chronological Placement for Thutmose III, Amenhotep II, Rameses II, and the Third Dynasty, Discussions in Egyptology, 36, 1996, pp. 103-117. -- : Placement of el-Lahun Lunar Dates and Resulting Chronology, Discussions in Egyptology, 33, 1995, pp. 87-113.
245
-- : Early Eighteenth Dynasty Chronology, JNES, vol. 29, 1970, pp. 1-11. Redford, Donald B.: The Coregency of Thutmosis II and Amenhophis II, JEA, vol. 51, 1965, pp. 108-121. -- : On the Chronology of the Egyptian 18th Dynasty, JNES, 25, 1966, pp. 113-114. -- : History and Chronology of the Eighteenth Dynasty of Egypt, seven studies, Toronto 1967. Rowton, M.B.: Comparative Chronology of at the Time of Dynasty XIX, JNES, 19, 1960, pp. 15ff. -- : Manetho's Date for Ramesses II, JEA, 34, 1948, pp. 69ff. Schott, Siegfried: Altägyptische Festdaten, Akademie der Wissenshaften und Literatur, Jahrg. 50, No. 10, Wiesbaden 1950. -- : Zum Krönungstag der Königin Hatschepsut, Nachrichten der Wissenschaften in Göttingen, 1, Philologisch-historische Klasse Nr. 6, Göttingen 1955. Sethe, Kurt: Altes und Neues Geschichte der Thronstreitigkeiten unter den Nachfolgern Thutmosis' I, ZÄS, Band 36, 1898, pp. 24-81. -- : Das Hatschepsut-Problem noch einmal untersucht, ihr Verlauf und ihre Bedeutung, Abhandlungen der Preussischen Akademie der Wissenschaften Berlin, Philologisch-historische Klasse, Abhandlung 4, Berlin 1932. -- : Sethos I. und die Erneuerung der Hundsternperiode, ZÄS, Band 66, 1931, pp. 1-7. -- : Die Thronwirren unter den Nachfolgern Königs Thutmosis' I, Leipzig 1896. Spalinger, Anthony: Dates in Ancient Egypt, Studien zur altägyptischen Kultur, Band 15, Hamburg 1988, pp. 255-276. Van Siclen, Charles C.: New Data on the Date of the Defacement of Hatshepsut's Name and Image on Chapelle Rouge, Goettinger Miszellen, 107, 1989, pp. 85-86. Thomas, H.L.: Historical Chronology and Radiocarbon Dating, Ägypten und Levante, Band II, Wien 1992, pp. 143-155. Weill, Raymond: Bases, méthodes et résultats de la chronologie égyptienne, Paris 1926. Weinstein, James: Palestinian Radiocarbon Dating: a Reply to James Melaart, Antiquity, vol. 54, 210, 1980, pp. 21-24. Weisburd, S.: Santorini Volcanic Ash Found in Egypt, Science News, vol. 128, 1985, pp. 294ff. Uphill, E.S.: A Joint Festival of Thutmosis III and Queen Hatshepsut, JNES, 20, 1961, pp. 248-251. Wente, Edward F.: Thutmosis III's Accession and the Beginning of the New Kingdom, JNES, vol. 34, 1975, pp. 265-272. -- : & Charles C. Van Siclen III: A Chronology of the New Kingdom, Studies in Honor of George R. Hughes, Studies in Ancient Oriental Civilization, No. 39, 1976-77, pp. 217-261. Weisburd, S.: Santorini Volcanic Ash Found in Egypt, Science News, vol. 128, 1985, pp. 294ff. Yeivin, Shemuel: Amenophis II's Asiatic Campaigns, JARCE, vol. 6, 1967, pp. 119-128. Yoyotte, Jean: La date supposée du couronnement d'Hatshesout, Kêmi, 18, 1968, pp. 85-91. Zuhdi, Omar: Manetho, KMT 3,1 (spring) 1992, pp. 22-30. II: EGYPTEN - ASTRONOMISK DATERING OG KALENDERE von Becherath, Jürgen: Neue Überlegungen zum ägyptischen Kalender, Saeculum, Jahrbuch für Universalgeschichte, Band 37, Freiburg 1986, pp. 1-7. Casperson, Lee W.: The Lunar Dates of Thutmose III, JNES, 37, 1986, pp. 143ff. Clagett, Marshall: Ancient Egyptian Science, II: Calendars, Clocks, and Astronomy, American Philosophical Society, Memoirs 214, Philadelphia 1995. Fotheringham, D.R.: Some Considerations Regarding Professor Petrie's Egyptian Chronology, PSBA, vol. 18, London 1896, pp. 99-102. Gardiner, Alan H.: Reginal Years and Civil Calender in Pharaonic Egypt, JEA, 31, 1945, pp. 1128. Helck, Wolfgang: Erneut das angebliche Sothis-datum des Pap. Ebers und die Chronologie der 18. Dynastie, Studien zum Altägyptichen Kultur, Band 15, Hamburg 1988, pp. 149-164. Huber, Peter J.: Dating by Lunar Eclipse Omina. With Speculations on the Birth of Omen Astrology, Essays on the Exact Sciences Presented to Asger Aaboe (ed. J.L. Berggren & B.R. Goldstein), Acta Historica Scientiarum Naturalium et Medicinalium, vol. 39, Copenhagen 1987, pp. 3-13. Ingham, M.F.: The Length of the Sotic Cycle, JEA, vol. 55, 1969, pp. 36-40. Kral, J.: Der Kalender des Papyrus Ebers, Recueil de Travaux, 6me ann., Paris 1885.
246
Krauss, Rolf: Sothis, Elephantine und d. altägypt. Chronologie, Göttinger Miszellen, 50, pp. 71-80. -- : Sothis- und Monddaten: Studien zur astronomischen und technischen Chronologie Altägyptens, Hildesheimer ägyptologische Beiträge, Nr. 20, Hildesheim 1985. Leitz, Christian: (Datierung:) Das Grab des Senenmut - se gruppe 11,I: Leitz' "Studien zur Ägyptischen Astronomie", 1991, pp. 327-320. Lello, Glenn: Thutmosis III's First Lunar Date, JNES, vol. 37, 1978, pp. 327-330. Long, Ronald D.: A Re-examination of the Sotic Chronology of Egypt, Orientalia, NS vol. 43, Roma 1974, pp. 261-274. Lortet, M.: Calendrier Cophte, Mémoirs de l'Académie des Sciences... de Lyon, Nouvelle Série, Classe des Sciences, tome 2, Lyon 1852, pp. 25-49. Luft, Ulrich: Zur Chronologischen Verwertbarkeit des Sothisdatums aus Illahun, Illahunstudien IV, Studien zur Altägyptischen Kultur, 16, 1989, pp. 226ff. -- : Sothisperiode, LA, vol. 5, 1984, col. 1117-1124. Mahler, E.: Étude sur le calendrier égyptien, Paris 1907. -- : Sothis und Monddaten der alten Aegypter, Actes du XIVe Congrès international des orientalistes, II, No. 4, Paris 1907, pp. 39-41. O'Mara, Patrick F.: Can the Giza Pyramids be Dated Astronomically? Logical Fundations for an Old Kingdom Astronomical Chronology, Discussions in Egyptology, 1996, vol. 33: pp. 73-85, vol. 34: pp. 65-82, vol. 35: pp. 97-112. Murnane, William J.: Ancient Egyptian Coregencies, SAOC, 40, 1977, pp. 8-23. -- : Once Again the Dates for Thutmosis III and Amenhotep II, Journal of the Ancient Eastern Society of Columbia University, vol. 3, 1970-1971. -- : On the Accession Date of Akhenaten, Studies in Honor of George R. Hughes, Studies in Ancient Oriental Civilization, No. 39, 1976-77, pp. 166-167. Nims, Charles F.: The Date of the Dishonoring of Hatshepsut, ZÄS, 93, 1966-1967, pp. 97-100. Neugebauer, Otto: Die Bedeutungslosigkeit der 'Sothisperiode' für die älteste ägyptische Chronologie, Acta Orientalia, vol. 17, 1938, pp. 169-195. -- : The Origin of the Egyptian Calendar, JNES, vol. 1, 1942, pp. 346-403. von Oppolzer, Theodor: Über Sothisperiode und das Siriusjahr der Aegypter, Wien 1884. Parker, Richard A.: The beginning of the Lunar Month in Ancient Egypt, JNES, vol. 29, 1970, pp. 217-220. -- : The Calendars of Ancient Egypt, Studies in Ancient Oriental Civilisation, vol. 26, Chicago 1950. -- : The Lunar Dates of Thutmosis III and Ramses II, JNES, vol. 16, 1957, pp. 37-43. -- : The Name of the 16th Day of the Lunar Month, JNES, vol. 12, 1950. -- : Once Again the Co-regency of Thutmosis III and Amenhotep II, Studies in Honor of John A. Wilson, Studies of Ancient Oriental Civilizations No. 35, Chicago 1969, pp. 75-82. -- : Sotic Dates and Calendar 'Ajustment', Revue Égyptologie, tome 9, 1952, pp. 101-108. -- : The Sothic Dating of the Twelfth and Eighteenth Dynasties, Studies in Honor of George R. Hughes, Studies in Ancient Oriental Civilization, No. 39, 1976-77, pp. 177-189. Pellat, Ch.: Cinq calendriers égyptienes, Texte Arabes et Études Islamiques, 26, Le Caire 1986. Pogo, Alexandre: Calendars on Coffin Lids From Asyut. (Second half of the third millennium), Isis, vol. 17, 1932, pp. 6-24. -- : Der Kalender auf dem Sargdeckel des Idy in Tübingen, (W. Gundel:) "Dekane und Dekansternbilder", Studien der Bibliothek Warburg, 19, 1936, pp. 22-26. -- : Three Unpublished Calendars From Asyut, Osiris, vol. 1, Brussel 1936, pp. 500-509. Renouf, Peter le Page: Calendar of Astronomical Observations Found in Royal Tombs of the XXth Dynasty, "The Life-Work of Sir Peter le Page Renouf", vol. 3, Paris 1905, pp. 97-119. Rose, L.E.: The Astronomical Evidence for Dating the End of The Middle Kingdom of Ancient Egypt to the Early Second Millenium: A Reassesment, JNES, 53, 1994, pp. 237ff. Schoch, Karl: Die Länge der Sothisperiode, Berlin-Steiglitz 1928. -- : Syzygientafeln von K. Schoch, (rev. P.V. Neugebauer), Astronomische Abhandlungen, Ergänzungshefte zu den Astromischen Nachrichten, Band 8, Nr. 2, Altona 1930. Serjeant, R.B.: Star-Calendars and an Almanach from South-West Arabia, Anthropos, 49, 1954, pp. 433-459. Sethe, Kurt: Die Zeitrechnung der alten Aegypter im Verhältnis zu der anderen Völker, Quellen und
247
Forschungen zur Zeitbestimmung, II, Kairo 1935. von Spaeth, Ove: Dating the Oldest Egyptian Star Map, Centaurus International Magazine of the History of Mathematics, Science, and Technology, vol. 42;3, 2000, pp. 159-179. van der Waerden, B.L.: Aegyptische Planetenrechnung, Centaurus, vol. 16, 1974, pp.65-91. -- : Egyptian 'Eternal' Tables, Proceedings: Koninklijke Nederlandsche Akademie van Wettenschappen, No. 50, 1947, pp. 536-547 & 782-788. -- : Greek Astronomical Calendars. IV.: The Egyptians and Their 'Perpetual Tables', Archive for History of Exact Sciences, vol. 32,II, 1985. -- : The Motion of Venus in Greek, Egyptian and Indian Texts, Centaurus, 31,2, 1988, pp. 105-113. Winlock, Herbert E.: The Origin of the Ancient Egyptian Calender, Proceedings of the American Philosophical Society, 83, 1940, pp. 458ff. Winter, E.: Zur frühesten Nennung der Epagomenentag und deren Stellung am Anfang des Jahres, Wiener Zeitschrift für die Kunde des Morgenländes, 56, 1960, pp. 262ff. III: EXODUS OG KRONOLOGI Abrabanel, Isaac: Ma'ajnej haj-jeshu'ah, (1497), se: gruppe 5. Bimson, John J.: Redating the Exodus and Conquest, JSOT Supplement Series, vol. 5, Sheffield (1978), 2. ed. 1981. -- : & David Livingston: Redating the Exodus, Biblical Archaeology Review, vol. 13, No. 5, 1987, pp. 40-68. Bruins, H.J., & J. van der Plicht: The Exodus Enigma, Nature, 382, 18 July 1996, pp. 213-214. Jack, J.W.: The Date of the Exodus, Edinburgh 1925. Juvelius, Valter Henrik: Judarnes tideräkning i ny belysning, Dissertation (Helsinki Universitet), Kuopia 1906. Naveh, J.: The Date of the Deir 'Alla in Aramaic Inscription, Israel Exploration Journal, 17, 1967, pp. 266ff. Rasmusen, H. Quade: Halleys komet og israelitternes udvandring af Ægypten, Astronomisk Tidsskrift, Årg. 17, 1984, 1, pp. 44. Rowley, Harold Henry: Israel's Sojourn in Egypt, Bulletin of The John Ryland Library, vol. 22, Manchester 1938, pp. 243-290. Rutherford, Adam: Hebrew Chronology, London 1939. Shea, William H.: Exodus, Date of the, International Standard Bible Encyclopedia, 2, 1982, pp. 233-237. Stiebing, W.H.: Should the Exodus and the Israelite Settlement be Redated?, B.A.R., Washington Jul.-Aug. 1985. Weinstein, James: Palestinian Radiocarbon Dating: a Reply to James Melaart, Antiquity, vol. 54, 210, 1980, pp. 21-24. de Wit, Constant: The Date and Route of the Exodus, London 1960. Joshua og Sol-fænomenet Dietrich, M. & O. Loretz & J. Sanmartín: Sonnenfinsternis in Ugarit, PRU 2,162, Das älteste Dokument über eine Totaleklipse, Ugarit-Forschungen, Band 6, Neukirschen-Vluyn 1974, pp. 464-465. Dus, Jan: Gibeon - eine Kultstätte des SMS (Sonne) und die Stadt des benjaminitischen Schicksals, VT, vol. 10, 1960, pp. 353-374. Holladay, John S.: The Day(s) the Moon Stood Still, JBL, vol. 87, March 1968, pp. 166-178. Kleomedes: Die Kreisbewegung der Gestirne, (Überz.: Dr. Arthur Czwalina), Leipzig 1927. Larsson-Leander, Gunnar: En morgon med två gryninger, Astronomisk Tidsskrift, Årg. 20, 1987, pp. 70-71. Pritchard, James B.: Gibeon, Where the Sun Stood Still. The Discovery of the Biblical City, Princeton U.P., 1962. Sawyer, John F.A.: Joshua 10:12-14 and the Solar Eclipse of 30 September 1131 B.C., Palestine Exploration Quarterly, 104th Year, January-June 1972, pp. 139-145. Sinton, William M.: Sun, Moon, Eclipse: All at Once, Sky & Telescope, vol. 62, 1981, No. 6, p.551. Stephenson, F.R.: Astronomical Verification and Dating of Old Testament Passage Referring to Solar Eclipses, Palestine Exploration Quarterly, 107th Year, January-June 1975, pp. 107-120.
248
IV: ANDRE KALENDERE, STJERNETABELLER OG SOL-FORMØRKELSER Bretagnon, Pierre, & Jean-Louis Simon: Planetary Programs and Tables from -4000 to +2800, Richmond (Virginia) 1986. Ginzel, F.K.: Handbuch der mathematischen Chronologie, Band 1-3, Berlin 1906-1914. -- : Spezieller Canon der Sonnen- und Mondfinsternisse... 900 v.Chr. bis nach 600 n.Chr., Berlin 1899. Hawkins, Gerald S., & Shosanna K. Rosenthal: 5,000- and 10,000-Year Star Catalogs, Smithsonian Contributions to Astrophysics, vol. 10, No. 2, Washington D.C. 1967. Ideler, Christian L.: Handbuch der matematischen und technischen Chronologie, I, 1825, pp. 124ff. Kudlek, Manfred, & Eric H. Mickler: Solar and Lunar Eclipses of the Ancient Near East From 3000 BC to 0 With Maps, Alter Orient und Altes Testament, Sonderreihe, Band 1, NeukirchenVluyn, 1971. Liu, Bao-Lin, & Alan D. Fiala: Canon of Lunar Eclipses 1500 B.C.-A.D. 3000, Richmond (Virg.) 1992. Meeus, Jean: Canon of Solar Eclipses, London and New York 1966. -- : & Hermann Mucke: Canon of Lunar Eclipses -2002 to +2526, Astron. Büro, Wien 1979. Moesgaard, Kristian Peder: Elements of Planetary-, Lunar- and Solar Orbits 1900 BC to AD 1900, Tabulated for Historical Use, Centaurus, vol. 19, 1975, pp. 157-181. -- : & (appendix:) Leif Kahl Kristensen: The Bright Stars of the Zodiac. A Catalogue for Historical Use, Centaurus, 1976, vol. 20, pp. 129-158. Neugebauer, Otto: A Babylonian Lunar Ephemeris From Roman Egypt, "A Scientific Humanist; Studies in the Memory of Abraham Sachs", (ed. E. Leichty et al.), Occasional Publications of the Samuel Noah Cramer Fund, 9, Philadelphia 1988, pp. 301-304. Neugebauer, Paul V.: Astronomische Chronologie, I-II, Berlin 1929. -- : Hilfstafeln zur technischen Chronologie, II: Das Wandeljahr und das gebundene Mondjahr, Astronomische Nachrichten 261, Nr. 6261, Kiel 1936-1937, pp. 377ff. -- : Tafeln zur astronomischen Chronologie..., Band 1-3, Leipzig 1912-1925. Stahlmann, William, & Owen Gingerich: Solary and Planetary Longitudes for the Years -2500 to +2000 by 10-Day Intervals, Madison 1963. Tuckerman, Brian: Ephemeris (vol. 1:) 650 BC - 600 AD / (vol. 2:) 600-1650 AD, American Philosophical Society, Philadelphia 1965-1975. V: SUPPLERENDE KRONOLOGI-STUDIER Hammer, Claus U., & H.B. Clausen & W.L. Friedrich & H. Taubert: The Minoan Eruption of Santorini in Greece Dated to 1646 BC?, Nature, vol. 328, 1987, pp. 517-519. Kunholm, Peter Ian, et al.: Anatolian Tree Rings and the Absolute Chronology of the Eastern Mediterranean 2220-718 BC, Nature, 381, 17 June 1996, pp. 780-783. Munn-Rankin, Margaret: Mesopotamian Chronologie: A Reply to James Mellaart, Antiquity, vol. 54, 211, 1980, pp. 6-18. Parker, Richard A., & W.H. Duberstein: Babylonian Chronology 626 B.C. - A.D. 75, Brown University Studies, 19, Providence (Rhode Island) 1956. Rasmusen, H. Quade: Om komet Halley og andre periodiske kometer, Astronomisk Tidsskrift, Årg. 16, 1983, pp. 15-22. Rosenberg, Roy A.: The 'Star of the Messiah' Reconsidered, Biblica, 53, Roma 1972, pp. 105-109. Sachs, A.J., & Hermann Hunger: Astronomical Diaries and Related Texts from Babylonia, vol. 1: 652 BC-262 BC, Österreichsche Akademie der Wissenschaften, Philosophische Klasse, Denkschrift 195, Wien 1988. Sinnot, Roger W.: How Long Is a Lunar Month?, Sky and Telescope, November 1993, pp. 76-77. von Spaeth, Ove: Astronomisk Dateringsnøgle Skjult i Digtet, Appendix for Peter Zeeberg: "Tycho Brahes Urania Titania. Et Digt om Sophie Brahe", Renæssancestudier, vol. 7, Museum Tusculanum/Københavns Universitet 1994, pp. 311-321, incl. diagrammer. Yeomans, Donald K.: The Long-term Motion of the Comet Halley, Monthly Notices of the Royal Astronomical Society, London 1981, pp. 637-644. Zotenberg, H.: Chronique de Abou-Djafar-Mohammed ben Djarir al-Tabari, tome 1-4, Paris 1867-1874.
249
Indeks
Abrabanel, Rabbi 171, 182 Abraham 43, 90, 115, 123, 125, 143 Ahron 112, 112, 118, 136, 140, 151 Aischylos 37 Akhenaton 158, 174 Albright, W.F. 130, 142, 162 Alexander d. Store 35, 111, 131, 197 Alexandria 32, 35, 93, 116, 180, 204 Amenemheb 25, 27, 29, 30, 76, 84 Amenhotep I 197-199, 204 Amenhotep II 18, 19, 31, 33, 52, 5868, 76, 77, 80-84, 87-89, 95, 105, 108-112, 116, 124, 126, 137-142, 145, 169, 187, 203, 204 Amenhotep III 47, 156, 158 Amon 28, 44, 117, 187 apru (se også hebræer) 68, 135 Argos 37, 39, 40, 50, 118 Aristoteles 98 Asmann, Jan 46 Asqhelon 38, 50, 53, 117, 127, 160, 169 Athen 43, 45, 120 Avaris 66, 67, 87, 95, 96, 110
Chaeramon af Alexandria 65, 66, 116, 170 Churchill, Winston S. 176 Cæsar, Julius 96 Dan, danaer 43, 47-56, 117, 119, 121, 127 Danaos 32, 36-40, 45-48, 67, 116 Danaë, Dana 48, 56, 118 Delfi 91 Diodorus Siculus 36, 47 Djehuti (Thuity) 27, 29 Dof’ka 184 Donau 49 Dor 38, 52 Drews, Robert 32, 55 druzer, druser 119, 120 Ebers, Georg 75, 76 Edgerton, William 196, 199 Eisler, Robert 91 Elias 106 Eratosthenes 37 Erictonios 43 Erman, Adolf 70, 117, 172 Etiopien 24, 29, 55, 59, 63, 109, 160, 184, 187 Eufrat 18, 30, 38, 124 Europa (skikkelse) 36, 39-45, 48, 106 Eusebius af Caesarea 36, 183 Ezra 116, 133, 134, 174, 178
Baal (Belos) 47 Babylon 38, 47, 56, 164, 174, 177, 197 Belit 70 Bernal, Martin 190 Beth-peor 35, 151, 153 Bilha 47 Bimson, John J. 32, 51, 171, 201, 203 Boghazkoy 38, 159 Byzans 91
Faulkner, Raymond O. 25 Filistre 46-53, 117, 125, 187, 188 Freud, Sigmund 141, 175 Gad 42-44, 48, 51 Gardiner, Allan H. 6, 15, 25, 32, 47, 53, 190, 198, 200-204
Caesarea 52 Carpenter, Rhys 46
250
Garstang, John 155, 157, 168, 171, 203 Galilea, Galileo 168 Gaza 20, 38, 117, 125, 127 Gebel Barkal 18, 31 Giza 61 Goedike, Hans 97 Goshen 82 Grimme, Hubert 183, 185 guldkalv 50, 117-120, 127, 133, 141, 184, 186, 190
Kadesh-barnea 21, 104, 139 Kadmeion 45 Kadmos 32, 36-48, 51, 67, 186, 189, 190 Kanaan 24, 43, 48, 59, 67, 89, 97, 102, 103, 113-116, 123-128, 135, 137, 139-142, 147, 150, 153, 158, 169, 171, 187, 201 Karkemish 30 Karnak (se også egyptiskTheben) 52 Kashmir 34, 35, 103 Kekrops 36, 39, 40, 43, 48, 55 Kenyon, Kathleen M. 156 Kleomedes 164, 167, 171, 172 Ko’rah 141 Korinth 45 Kreta (Kaphtor) 38, 39, 51, 54, 187
Hagar 43 Hammer, Claus U. 41, 97, 202 Hatshepsut 16, 19, 20, 23, 29, 30, 37, 55 56, 78, 83, 194-197, 204 Hayes, William C. 196, 199 hebræer (apru) 62, 68, 82, 120, 134, 139, 160, 173 Hekataios af Abdera 36, 42, 47, 51, 175, 180 Helck, Wolfgang 54, 61, 105, 120, 196, 200, 204 Herodes Antipas 81 Herodot 41, 47, 48, 148 Horus 37, 63, 101, 120, 172 Hoffmeier, James K. 170
Ladak 34, 35 Ledon 44 Lepsius, Richard 85 Libanon 23, 39, 83, 139, 145, 158, 186 Linar-B 44 Louvre 27 Luther, Martin 168 Manetho 25, 28, 34, 37, 47, 51, 60, 6366, 86, 110, 123, 146, 170-173, 180, 196, 204 Mann, Thomas 176 Maspero, Gaston 42 Medien 39 Megiddo 20, 38, 147 Melkizedek 68, 169 Memphis 25, 38, 59, 81, 82, 139 Mendelhall, G.E. 100 Merneptah 47, 169 Meyer, Eduard 25, 26, 196 Minos , minoisk 36, 41 Miriam 113, 130, 140 Mitani 23, 25, 26 Mond, Rabbi Zvi 72, 193 Montgomery 30 Mopsus 44, 52 Mykaene 38, 39, 51 Müller, Max 51
Ialysos 36 Illion (se også prins Paris) 37 Israel 68, 107, 118, 119, 133, 156, 169, 171, 175, 180 Jahweh 70, 90, 117, 140, 141, 173, 175 Jaffa (Joppa) 21, 30, 49, 51, 119, 127 Jeriko 38, 154-156, 161, 163, 171, 172 Jerusalem (Salem) 25, 38, 68, 118, 125, 127, 158, 160, 163-167, 203 Jesus 73 Jethro 14, 126, 138, 154, 184 Johannes Døber 82, 83 Josefus 37, 52, 53, 65, 66, 84, 102, 147, 151, 170, 171, 192 Joshua 15, 52, 107, 154-176, 193, 201 Kadesh 20-23, 38, 104
251
Napoleon 31, 122, 144 Naville, Edouard 189, 196 Nebo (bjerget) 35, 101-104, 136, 153 Negev 21, 23, 25, 108, 158 Nero 65 Nestor 45 Neugebauer, Otto 198, 200 Noth, Martin 200 Notovitch, Nicholas 34 Nubien 21-26, 31, 88, 109, 137
109, 110, 124, 137, 139, 147, 158, 169 Serabit el-Kadim 127, 182, 185 Sethe, Kurt 60, 61, 183, 185, 196 Shrinagar 35 Sikhem (Sechem) 21, 35, 115, 123 Sinai 15, 17, 25, 38, 59, 63, 70, 80, 87, 90, 91, 94, 97, 101, 102, 107, 122, 127, 137, 142, 143, 148, 183, 184, 186, 190 Sinai-alfabet 139, 184, 186, 191 Sinuhe 43 Sirius 73, 114, 193, 197, 199, 203, 204 Sofokles 145 Strabo(n) 52 Suez 67, 122 Suk’kot 67, 87 Syrien 21, 24, 30, 31, 39, 89, 105, 109, 110, 124, 137, 139, 147, 158, 169
Ogygios 44 Odysseus 29 Orontes 109 Osarsif 66 Pagtens Ark 136 Palæstina 23, 24, 28, 50, 63, 67, 89, 110, 117, 124, 125, 139, 163 Paris, prins 37, 46 Parker, Richard A. 61, 81, 200 Peet, T. Eric 20, 116 pelasgere - se filistre Pelusium 38-40, 67, 87, 127 Perseus 44, 48 Petrie, Flinders 169, 184 Petra 18, 38, 102-104, 139, 142 Philo 25, 34, 53, 93 Pi’tom 34, 66 Platon 183, 187 Plinius d. Ældre 118 Plutarch 111, 185, 197 Pritchard, J.B. 52 proselytter 43, 130
Tabari 60, 62, 168 Tacitus 118 Tanit 56 Tell el-Amarna 157, 159, 160, 168 Theben (egyptisk) 37, 44, 52, 88, 120, 125, 139 Theben (græsk) 35, 44, 45 Thera - se Santorini Troja 29, 36, 37, 49, 53 Tutankhamon 78 Tusind og En Nat 30 Tuthmosis I 30, 31, 196, 203, 204 Tuthmosis II 16, 83, 196, 204 Tuthmosis III 15, 18-31, 39, 52-55, 59, 60, 64, 68, 76, 77, 80,-84, 87-89, 105, 107, 112, 124, 145, 155, 187, 188, 192, 194, 196, 200, 203, 204 Tuthmosis IV 68, 204 Tyros 39, 41, 52, 86
Qumrantekster 84 Ramses II 8, 15, 66, 85, 168-170, 200 Ramses III 47, 51-54 Ra’mses (byen) 34, 66, 87 Rekmire 88 Røde Hav 87, 92-95, 110, 140
Vatikanet 28 Vergil 49
Samson 45, 49, 125 Santorini (Thera) 38, 41, 97, 190, 202 Semele 44 Senmut 22, 25, 30, 31, 39, 89, 105,
Wainwright, G.A. 32, 49 Wood, Bryant G. 156, 171, 203 Yadin, Yigal 33, 49, 51, 156
252
FARAONER I 18. DYNASTI - UDSNIT 1581-1420 f.Kr.: Amosis
- 25 år
: 1581-1556/55 f.Kr.
Amenhotep I
- 20 år 7 mdr
: 1556/55-1535/34 f.Kr.
Tuthmosis I
- 12 år 9 mdr.
: 1535/34-1522 f.Kr.
Tuthmosis II
- ca. 13 år
: 1522-1509 f.Kr.
Hatshepsut
- 21 år 9 mdr
: 1509-1487 f.Kr.
Tuthmosis III - 53 år 7 mdr. : 1509-1455 f.Kr. (de første 21 år og 9 mdr. tilhørte Hatshepsuts regentskab) Amenhotep II - 25 år 9 mdr. : 1457-1431 f.Kr. (de første 2 år i co-regentskab med Tuthmosis III) Tuthmosis IV
- ca. 11 år
: 1431-1420 f.Kr.
Egyptens 18. dynasti, det første i det "Nye Rige", herskede cirka fra 1580 til 1315 f.Kr. Ovenstående udvalgte faraoners individuelle regeringslængder og årstal følger en særlig high-datering baseret på kendte data hos egyptologerne Alan H. Gardiner (: "Egypt of the Pharaohs") og Suzanne Ratié (: "La Reine-Pharaon") - og passer bl.a med arkæologen John J. Bimson (: "Redating the Exodus"); samt ligger nær datering hos især fransk egyptologi foruden nærværende bogs præcisering ved astronomisk metode. Dertil berøres dette 18. dynastis hidtil mindre klarlagte specifikke dateringer også senere i Appendiks.
Orientering: Fra Egypten kendes bl.a. tre vigtige tidsobservationer, hvilke nu ses anvendt som udgangspunkter for farao-dateringen. Således kendes en astronomisk observation af stjernen Sirius i farao Amenhotep I's 9. regeringsår på den 11. måneds dag 9, men det er ikke nok til at fæstne hans regeringstids nøjagtige placering, for det pågældende himmelbillede kan ifølge beregningerne optræde cyklisk med flere års mellemrum ved en lignende kalenderdato. Men visse skoler inden for 1970-1990ernes egyptologi følger en trend med hypoteser om en relativ sen datering af disse egyptiske regenter. Her har de pågældende egyptologer valgt kun at anvende de tider, hvor sådanne cykliske "datoer" optræder i en sen periode (fremfor f.eks. i 1545 f.Kr., jf. Alan Gardiner). Dette leverer en datering, hvor bl.a. Amenhotep I og hans nærmeste efterfølgere skulle have levet på tilsvarende sene tidspunkter. Derved kan disse farao-dateringer - der konstant i egyptologiens egen historie har været (og fortsat er) underlagt ændringer - muligt have en forskydning på op til 30 år eller mere, f.eks. i forhold til tidsregningen i nærværende bog.
253
Af seriens 5 bind er også disse planlagt eller udkommet. Kan læses indbyrdes uafhængigt:
Ove von Spaeth: De Fortrængte Optegnelser ATTENTATET PÅ MOSES *1 - genopdagede beretninger afslører, at Bibelens største profet var født til at blive egyptisk tronfølger - men at fjender ved hoffet og præsteskabet forhindrede, at han blev farao. Et utraditionelt materiale er her for første gang samlet og fremlagt i en helhed. Heri afsløres det omvæltende og skjulte attentat på Moses, og at hans liv og position var overraskende anderledes end hidtil antaget. Sjældne overleveringer bekræfter Bibelens største profets egyptiske basis, mens episoden med barnet i sivkurvbåden overalt i oldtiden var et kendt og veldefineret ritual praktiseret for kongelige tronarvinger. Via astronomisk datering, der kan efterprøves objektivt på basis af moderne videnskabelig astronomi, genetableres kendskabet til Moses' tidsalder og status; flere gåder og mindre gennemskuelige bibelske forhold finder nu deres løsning. "...det mest originale, men på flere punkter måske også det mest velunderbyggede bud på Moses-spørgsmålet inden for den moderne forskning... En storslået syntese ...Man føler sig ikke blot intellektuelt oplyst, men også menneskeligt beriget...". Jens-André P. Herbener, projektleder ved ny, videnskabelig oversættelse af Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente) til dansk.
Ove von Spaeth: Gåden om Faraos Datters Søn ATTENTATET PÅ MOSES *2 - ny realitet bag myten om Moses, oprindelig en egyptisk faraoprins der blev udstødt som tronarving - og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret. Det har undret historikere, at Moses ikke skulle have efterladt sig noget spor i Egypten. Forbedret dateringssikkerhed, nu ud fra astronomisk metode og ny information fra samtidens stjernekort (verdens ældste) samt forøget arkæologisk viden, bl.a. fund af hemmelige begravelsesanlæg, gør det muligt at fremlægge betydelige indicier, der kan konkretisere Moses' eksistens i det gamle Egypten. Denne bog er den første, der i omfattende egyptisk sammenhæng kan påvise, hvordan synet på Moses' identitet må revideres. Bogen giver en hovednøgle til afdækning af en, ved Egyptens hof, storstilet politisk intrige med betragtelige historiske konsekvenser. De "tavse år" i Moses' liv har nu fået tale. "...den moderne forsknings resultater helt op til dato er anvendt og diskuteret i forbløffende grad ...velformuleret, tankevækkende ...vil kunne ændre i vort nuværende syn på det historiske forløb i Den nære Orient i 2. årtusind f.Kr. ...". Leo Hjortsø, (nu afdøde) universitetslektor i klassisk filologi, Kbh.s Universitet (Afhandlingen: Det egyptiske stjernekort:) "...indeholder ny og værdifuld information...". Erik Iversen dr.phil. h.c., tidl. Ægyptologisk Institut, Københavns Universitet
254
Ove von Spaeth: Den Hemmelige Religion ATTENTATET PÅ MOSES *4 - Moses var den første grundlægger af en religion, og hans lære præger flere religioner i verden - gamle kilder afslører, at den også oprindelig indeholdt 'mysterieguldet' fra Egypten og gudsnavnets hemmelighed. Eksklusiv kultisk viden fra en mysterie- og kosmologisk overbygning i Moses' religion kan stadig spores i Bibelen, og med sammenhænge det ikke tidligere har været muligt at vise. En indviet elite fastholdt gennem tiderne denne hemmelige, delvis egyptiske lære, som Moses havde videregivet til israelitterne. Her anvendtes Bibelen også som mysterietekst, hvortil udvikledes et særligt sprog "inde i" Bibelens tekster. Dette blev siden glemt - men kendte andre end de gamle præster bibelkoderne? I senere århundreder stod Bibelen øverst på kirkens sorte liste. Forinden var den skjulte lære genopdukket hos Egyptens gnostikere og i antikkens kulter, og siden i Hermeslæren der fødte renæssancen - og i nyere tid. "...i sandhed et revolutionerende værk ...og adjektivet 'usædvanlig' skal tages i den mest positive forstand, man kan forestille sig. Det er BOGEN om Moses ...bydende nødvendigt, at værket kan blive vurderet i hele sin epokegørende fortolkning!...". Jes P. Asmussen, dr.phil. et theol., Carsten Niebuhr Instituttet, Kbh.s Universitet (Separat, kapitlet: Striden om bibelkilderne:) "...fint og logisk opbygget - jeg må komplimentere...". Bent Melchior, tidl. overrabbiner, præst ved Det mosaiske Trossamfund i Kbh.
Ove von Spaeth: Profeten som Ukendt Geni ATTENTATET PÅ MOSES *5 - kontroversielle tekster om Bibelens største profet, der med en fortid som højtuddannet egyptisk kronprins skabte en avanceret lovgivning - mens hans øvrige revolutionerende nyskabelser senere blev ham frakendt. Ny viden om manden bag myten og hans fortsat betydningsfulde indflydelse i vor tids kultur. Oldtiden vurderede Moses højt for hans mangesidige talent: general, filosof, stjernekyndig, mystiker - endog magiker, healer og opfinder. Moseloven har overraskende nutidige principper: - miljølove, sociallove, menneskerettighedslove, asylret, gældssanering, dyrs beskyttelse, militær etik. Bogen viser en astronomisk baggrund for Moses-tekster, der omtaler stjerner og himmellegemer, og for hans kalender til israelitterne. - Der gives den hidtil mest omfattende fremlæggelse af de historiske relationer til Jordens første alfabet, Sinaiskriften, der også indiceres i Bibelen, den ældste bog skrevet med alfabetet. "...en betagende skildring af et menneske, der stod lige på grænsen mellem historie og forhistorie - og som ifølge denne kongeniale skildring selv skabte denne grænse. ...kilderne formidles, så læseren kan springe over lange afstande i tid og rum...". Leo Hjortsø, (nu afdøde) universitetslektor i klassisk filologi, Kbh.s Universitet (Separat, kapitlerne om Moseloven:) "...anerkendelse for mange fine iagttagelser og detaljer…". Stig Jørgensen, professor, dr.jur., Institut for Retslære, Aarhus Universitet
255
