Den tvede/te verden 49
KAPITEL4 DEN TVED ELTE VERDEN
Splittet
Dicbotomien mellem sammensætning og sammenhæng ~ det værende givet som mængde eller sekvens af dele og det værende givet som helhed - går igen alle steder. Det kan derfor ikke overraske, at denne dichotomi mellem det elementi~ stiske og det holistiske har sat sig sine tydelige spor i den psykologiske teoridannelse. F.eks. skriver Ulrik Neisser: "Historisk set har psykologien længe anerkendt eksistensen af to forskellige former for psykisk organisering. Derme dualisme har fået mange navne: 'rationel' i modsætning til 'intuitiv', 'hæmmet' i modsætning til 'kreativ', 'logisk' i modsætning til 'prælogisk', 'realistisk' i modsætning til 'autistisk', 'sekundær proces' i modsætning til 'primær proces•.nl "Det kan være vildledende at skrive dem løseligt op i lister", fortsætter Neisser, men det har selvfølgelig ikke forhindret, at de er blevet listet. Vi bringer her en liste, som Bogen2 har opstillet, hvor dichotomien angives ved forskellige begrebspar, som forskellige forskere har anvendt dem:
Akhilinanda
buddi
Assagioli
intellekt
manas intuition
Austin
konvergent
divergent
Bateson & Jackson
digital
analog
Blackburn
intellektuel
følelsesbetonet
Bronowski
deduktiv
imaginativ
Bruner
rationel
metaforisk
Cohen
analytisk
relationsbetonet
DeBono
vertikal
horisontal
Deikman
aktiv
receptiv
Dieudonne
diskret
kontinuert
Freud
sekundær
primær
Goldstein
abstrakt
konkret
Guilford
konvergent
divergent
Hilgru-d
realistisk
impulsiv
Hobbes (ved Murphy)
styret
fri
50 Personlighedens Almene Grundlag I
Humphrey & Zangwill
propositionel
imaginativ
W. James
differentiel
eksistentiel
A. Jensen
transformationel
associativ
Kagan & Mooss
analytisk
relationsbetonet
D. Lee
lineær
nominel
Levi-Strauss
positiv analytisk differentiering relation
Levy & Sperry Lornas & Berkowitz McFie, Piercy
mytisk gestalt
integrering korrelation
(ved Spcarman)
autistisk
McKellar
realistisk
Maslow
rationel
intuitiv
Neisser
sekventiel
multipel
Oppenheimer
historisk analytisk
holistisk andet signal
Ornstein
uden tidsperspektiv
Pavlov
første signal
C.S. Peirce
eksplikativ
ampliativ
Polyani
uden ord
Price
med ord reduktion
Radhakrishnan
rationel
integrerende
Reusch
diskursiv
eidetisk
Scchenov (ved Luria)
successiv
simultan
Schopenhaucr
objektiv
subjektiv
C.S. Smith
atomistisk
helhedsorienteret
Wells
hierarkisk
heterarkisk
komposition
(ved H.Smith)
Neisser har ret. Listen er noget vildledende. På baggrund af det ovenstående kan vi nemlig se, at det bliver lidt af et problem, at der er tale om en tvedeling og ikke en tredeling. At der ikke skelnes imellem den synkrete holisme, det la· veste trin, og den konkrete holisme, det højeste trin. Selv om den gennemgående tendens er, at det holistiske i den anden spalte henviser til holismen på det laveste trin • og dermed til den abstrakte organisering i den første spalte som det højeste niveau ·så er det ikke konsekvent. Ser vi på tendensen snarere end på enkelttilfældene, kan vi dog med vort eget begrebspar sige, at listen er en tvedeling mellem den mekaniske og den ro· mantiske forståelse. Hvorimod den dialektiske ·som syntesen af den romantiske og den mekaniske · næppe er selvstændigt markeret. Men skidt nu med det, vi kan bare glæde os over, at vores tre-trins skema er så anvendeligt, at det kan afsløre denne mangel. At vi ikke alene kan se med venstre og højre øje . og
Den tvedelle verden 51
gøre det samtidigt på den dobbeltsidige måde, som Bogens dualistiske liste er udtryk for, men at vi også kan danne et fusioneret billede af det dobbeltsidige. Hjemens dialektik
At tre-trinsskemaet er så universelt anvendeligt, og at stereoskopi - det vil sige en neural proces, der skaber en syntese af det adskilt givne - er en så fremragende illustration af processen, fører imidlertid til en nærliggende tanke. Det spørgsmål melder sig nemlig, om hele dette spil mellem det abstrakte og det konkrete ikke skulle være et produkt af hjernens virke? Eller for at give spørgsmålet en skarp formulering: Kunne Kant ikke have ret i en mere moderne udformning på den måde, at sammensætningen og sammenhængen som grundlæggende kategorier ikke er en egenskab ved den genstandsmæssige verden, men derimod en egenskab ved vores hjerne? Lad os dele spørgsmålet i to og tage det sidste først. Her er svaret ganske klart. Jo, dichotomien og spillet mellem sammensætning og sammenhæng i erkendelsesprocessen er uløseligt forbundet med hjernens virke. Og modstillingen mellem sammensætning og sammenhæng kommer direkte til udtryk i hjernens neurofysiologiske organisation. I modsætning til psykologien, der først og fremmest må erkende det allerede bekendte (det psykologiske kan jo ikke være ubekendt for mennesket, selv Freuds opdagelse af det ubevidste, der som fortrængt skulle være ukendt, er en opdagelse af noget, mennesket har været bekendt med i umindelige tider), så opdagerneurofysiologien det hidtil virkeligt ukendte. Fra tid til anden er det opdagelser af vidtrækkende betydning også for psykologiens erkendelse. En af de mest betydningsfulde - vi skal senere vende tilbage hertil - var Aserinsky og Kleitmans opdagelse i 1953 af REM-Søvnen.' Men mindst ligeså betydningsfuld er opdagelsen af venstre og højre corticale bernisfæres forskellige funktionsmåde, som tog sin begyndelse med Myers og Sperrys 'split-brain'-eksperimenter ligeledes i SO'ernes begyndelse. Hvis vi til vort formål skal sammenholde resultatet af denne forskning med vor fremstilling, så kan vi meget forenklet sige, at man har opdaget, at venstre hemisfære hos mennesket arbejder med elementer, dvs. det, der kan skilles og sættes sammen, mens højre arbejder med momenter, dvs. det, der er givet i sin helhed. Det er iøvrigt forskellen mellem de to bernisfærers funktionsmåde, som Bogen henviser til med sin dualistiske liste. Den første spalte henviser således til venstre henrisfæres funktion, mens den anden henviser til højre bernisfæres
funktion. Skal vi groft opregne forskellen på de to bernisfærers funktionsmåde, kan vi sige det på denne måde. Den ene hemisfære (højre) arbejder med visuo-spatiale repræsentationer, der er simultant givne eller 'billeder'. Den anden (ven-
stre) arbejder med temporale eller sekventielle repræsentationer, sammensæt-
52 Personlighedens Almene Grundlag I
ninger eller rækkefølger. Den første arbejder intuitivt, spontant og følende. (Fænomenologisk er der knyttet følelsesoplevelser til dens funktion. Man taler også om den emotionelle hemisfære). Den anden er beregnende, abstrakt analyserende eller tænkende. Den ene opfatter kort og godt som sammenhæng, den anden som sammensætning. Eller som vi også kunne sige, menneskets cortex er delt i en mekanisk og en romantL'Ik hemisfære. Det sidste har man gjort et stort nummer ud af efter, at det blev opdaget, at hjernens asymmetriske dobbeltfunktion kan være lateraliseret. Det vil sige, at den ene eller den anden hemisfærefunktion kan dominere hos forskellige individer. Det rygte er således blevet udbredt, at mænd i højere grad bruger venstre hemisfære, hvorfor de er bedre til abstrakt tænkning end kvinderne, der i højere grad bruger den højre, og derfor griber problemerne mere intuitivt og følende an. I hvilket omfang der er empirisk belæg for at hævde sådanne kønsforskelle, skal vi lade være usagt. Skulle det imidlertid vise sig, at det ene køn tænker mere abstrakt end det andet, der til gengæld tænker mere holistisk, så kan det ikke i sig selv føre til den sexistiske konklusion, at kvinders mentale funktion befinder sig på et lavere trin end mænds. Som det fremgår af vores tre-trinsskema, så er den holistiske kognition udtryk for erkendelsens højeste trin og ikke blot for dens laveste. Vil man endelig så splid mellem kønnene, forekommer det derfor ligeså rimeligt at hævde, at kvindernes holistiske tænkning er udtryk for en mere fremskreden erkendelse. At de er mere konkrete og genstandsmæssige i deres tænkning end mænd. Under alle omstændigheder ser vi de uklarheder, det medfører, hvis man reducerer problemet til en simpel tvedeling, som tilfældet er i Bogens liste. Spørger man her, om den ubetvivlelige kendsgerning, at cortex er tvedelt i højre og venstre hemisfære med asymmetriske funktioner, ikke nødvendiggør netop en tvedeling og ikke en tredeling, er svaret meget enkelt. Den corticale tvedeling fordrer en tredeling! Ikke alene eksisterer der nemlig højre og venstre bernisfæres særegne funktioner, der eksisterer også samvirket mellem højre og venstre hemisfære. Og dette samvirke er reglen og kun undtagelsen hos personer, der er så uheldige at have fået deres cerpus callesum overskåret af medicinske og videnskabelige grunde (i en måske ofte uigennemskuelig kombination). Også her findes der altså med tesen og antitesen (højre og venstre hemisfære) også en syntese. Cerpus callosum - et mægtigt fiberbundt der med mere end 200 millioner neuroner forbinder de to corticale hemisfærer Mer den neuM roanatomiske materialisation af denne syntese. Gennem den bliver sammenhængshjernen belært om sammensætningen og sammensætningshjernen
belært om sammenhængen. Og et sådant figur-grund forhold mellem sammensætning og sammenhæng i begge hemisfærer er utvivlsomt en forudsætning for det videre arbejde med såvel sammensætning som sammenhæng.
Den tvede/te verden 53
Med corpus callosuro har vi altså i en meget bogstavelig forstand den indre forbindelse mellem sammensætning og sammenhæng. Det vil sige den dialektiske forbindelse. Har vi kaldt højre hemisfære for romantisk og venstre for mekanisk, så fremstår den dialektiske mulighed altså af deres forenede samvirke. Hjernens struktur og funktionsmåde syntes altså overordnet set at følge vores treMtrinsskema. Remisfærerne i deres specielle samvirke kan derfor næppe være andet end et dialektisk organ. Ligesom leveren - for nu at sætte det på spidsen - producerer galde, producerer hjernens· corticale system dialektiske synteser. Den synkrone og den diakrone betragtning
Hvilket bringer os tilbage til det første spørgsmål. For hvis hjernen i sin organisation og funktion er analyse- og synteseskabende, så må man vel hævde,
at kategorierne - sammensætning og sammenhæng - er egenskaber ved subjektets hjerne og ikke ved genstanden. Eller - som Kant ville sige - det er den måde, vi må erk~nde genstanden på, fordi det er den måde, vi er organiseret på. Hvorfor vi ikke kan vide noget om genstandens egen organisation. Holder man sig i sin undersøgelse til den foreliggende hjerne, som den er lige her og nu, hvilket man kalder en synkron betragtning, så er kantianismen ikke uden videre til at gendrive. Hvis der er nogen som helst sandhed i det, vi lige har fremstillet, så foregår der jo analytiske og syntetiske processer inden for kraniekassen, hvorfor vi lige så godt kan tro, at erkendelsen er en projektion af
indre processer som en genspejling af den ydre objektverdens egenskaber. At beskrive hjernen, som den foreligger lige her og nu, er imidlertid ikke
nødvendigvis den måde, hvorpå man kommer hjernen som konkret genstand nærmest. Selvfølgelig er det meget konkret, når man ved hjælp af scannere og computere kigger direkte ind i den levende hjerne, men det er ikke det samme som at sige, at det er ægte konkret. Det kan meget vel være temmeligt pseudokonkret. (Det forbigår ikke vores opmærksomhed, at termerne synkron og synkret vokser på samme ordstamme.) Til forskel fra den pseudo-konkrete forståelse, der ser tingen, som den umiddelbart foreligger her og nu, så begriber den ægte konkrete erkendelse genstandens nuværende tilstand og egenskaber s.om resultatet af genstandens
udviklingshistorie. Hvilket man kalder en diakron betragtning. Det vil sige, at den konkrete erkendelse ser dybere end den pseudo-konkrete, idet den trænger bagom genstandens fremtræden og tillige ser dens tilbliven. Holder man sig ikke til det synkrone spørgsmål, men spørger diakront om, hvordan hjernen er kommet til at virke, som den gør her og nu, så fordamper den kantianske illusion. Vi ved således, at hjernen - som de øvrige organer - er· et evolutionært
udviklingsresultat Vi ved, at dens nuværende struktur - såvel som de strukturer, hvorigennem den har udviklet sig - til enhver tid har fulgt vejen for opti-
54 Personlighedens Almene Gmndlag I
mal tilpasning. Ikke tilpasning til miljøet, som det ofte alt for forsimplet gengives. Men tilpasning til organismens livsopgaver i et givet miljø.' Den levende organismes livsopgave er noget så enkelt som at opretholde livet. Organismen er en materiel proces/struktur, der opretholder sin egen organisation, hvilket kun er muligt under maksimal hensynstagen til omgivelsernes organisation. Nervesystemets og dermed hjernens udvikling er tilblivelsen af et formidlende mellemled mellem den første og den anden organisation. Nervesystemet organiserer således organismens organisationsbevarende aktivitet, så den er i nøje overensstemmelse med omgivelsernes organisation. Nervesystemet er i den forstand et middel til at short-cutte selve selektionsprocessen, idet det muliggør, at organismen selv kan tilpasse sin adfærd og ikke behøver at overlade det til selektionens brutale tilpasningsmekanisme. Hvad der dog så betyder, at nervesystemets tilpasningseffektivitet selv bliver gjort til genstand for den naturlige udvælgelses afvejning. Heraf følger, at hjernens udviklingskriterium er graden af sandrohed i forhold til udviklingstrinnets konkrete livsopgaver. Eller sagt med andre ord, at hjernens bestemmelse er at gøre organismens virksomhed genstandsnær. Hvis den menneskelige hjerne derfor er udviklet som et organ til analyse og syntese, så kan det derfor kun være fordi, at analyse og syntese er udtryk for en genstandsnær genspejling. Og det kan det alene være, hvis sammenhæng og sammensætning er egenskaber, der kendetegner genstanden selv. Som Ding an sich. Den kendsgerning, at hjernen i sin struktur og proces er analytisk og syntetisk, der fører den synkrone betragtning til kantianismen, fører altså den udviklingslogiske erkendelse til den stik modsatte konklusion. Nemlig at de forskellige genstande selv må være kendetegnet af det dialektiske forholds dynamik. Når hjernen følger vort tre-trins skema, så er det fordi, at verden selv følger dette skema. Hvilket ikke nødvendigvis betyder, at kantianeren opgiver. Også i lyset af evolutionserkendelsens resultater kan kantianismen fastholdes, hvis man tilfører den et pragmatistisk (funktionalistisk) tilskud. Den bliver bare ekstremt anstrengt. Og denne anstrengthed bliver i længden dens bane. For teoretiske synspunkter uddør på nogenlunde samme måde, som dinosaurerne uddøde. Når deres liv bliver så anstrengende, at de ikke længere får unger.' På grænsen til det konkrete Kantianismen - den forestilling at erkendelsens binding til en subjektiv sammenhæng forhindrer, at den kan nå den objektive sammenhæng - er selvfølgelig ikke begrænset til den fysiologiske variant, vi netop har kigget på. Men i kraft af vores hjernesnak kan vi faktisk også eliminere den kantianisme, som p. t er den mest dominerende. Nemlig den påstand, at fordi al erkendelse må betjene
Den tvede/te verden 55
sig af sproget, så kan erkendelsen ikke trænge udover den sprogkulturelle sammenhæng. Genstandserkendelsen må derfor forblive den sprogligt/subjektivt skårne Ding fur uns og kan ikke være Ding an sich. Vi kan nemlig (lidt Erasmus Montanus-agtigt, men lad os se, om det går?) udnytte den kendsgerning, at den menneskelige sprogbehandling neuralt foregår i Brocas og Wernickes område i venstre corticale hemisfære som sekventielle og analytiske pro~ cesser, og sige: Når sproget neuralt set er sammensætning, så kan det ikke binde mennesket i en sproglig sammenhæng. Den sammenhæng, der kommer til udtryk gennem sproget, kan derfor ikke være sprogets egen. Den må komme et andet sted fra. Det vil sige fra den objektive verden, som den afbildes i sproget. Hov! Hov! (den gik altså ikke) lyder det nu. Sproget som sekventiel sammensætning gælder nok det neurale, men sprog kan ikke reduceres til neurale processer. Sproget er et system af betydninger, og det er denne betydningssammenhæng, der er det subjektive bånd på den menneskelige erkendelse. Det er muligt, at denne betydningssammenhæng spiller en mindre rolle, når man studerer sten, hvorfor mineralogen kan komme nærmere Ding an sich, men studerer man menneskelivet, så er det i den grad gennemsyret af kulturelle betydninger, at det er fuldstændigt umuligt at sætte sig herudover. Det er umuligt at gå uden for sproget og studere det udefra som noget fra os adskilt. Det er umuligt at gå ud af traditionen og studere den, som noget vi ikke har del i. Det er umuligt at forlade kulturen og det sociale og studere det udefra som en genstand. Vi kan ikke af-subjektivisere betydningerne, for de er en del af os, og vi er en del af dem. Det var præcis Diltheys argument for den absolutte skelnen imellem naturvidenskab og åndsvidenskab. (Betydning og ånd er i denne sammenhæng temmelig! synonyme). Og heri ligger også årsagen til hans skelnen mellem forklaring- hvordan tingen selv virker-ogforståe/se (Verstehen)- hvad tingen betyder for os. At benægte, at menneskets verden på denne måde skiller sig ud fra naturverdenen, vil naturligvis være halsløs gerning. Wundt selv, der jo satte den naturvidenskabelige betragtningsmåde i psykologien på skinner, var således helt opmærksom på forskellen. Han afgrænsede skarpt de psykologiske fænomener, som eksperimentelt lod sig undersøge, til oplevelser, der var resultatet af en udefra kommende sensorisk påvirkning, og hvis indhold lod sig analysere introspektivt. Og han blev meget harmfuld, da hans elev og assistent Oswald Kiilpe i eget laboratorium i Wtirzburg gav sig til at studere de højere tankeprocesser eksperimentelt. For Wundt var de højeste psykologiske processer kulturprodukter og måtte studeres med (historiske) metoder, der inddrog sprog, traditioner, kunst, institutioner og love i sin forståelse. Wundt kaldte denne anden psykologi for VO!kerpsychologie og helligede den fra år 1900 de sidste tyve år af sit liv. Delingen i en naturvidenskabelig og en kulturvidenskabelig psykologi har splittet psykologien og skabt umådelige vanskeligheder. Men det er vigtigt at forstå, at delingen har været både uomgængelig og nødvendig. Mennesket er
56 Personlighedens Almene Grundlag I
både natur og kultur. Det hører både til fysikken, fysiologien og zoologien. Og samtidig lever det socialt i en verden af kulturelle frembringelser og har sprog. Og her skiller de kulturelle frembringelser sig fra de fysiologiske træk derved, at de første er skabt af mennesker med en hensigt. De er ikke bare objektiv væren, de er også subjektiv og historisk væren. Pyramider har en mening og be· tyder noget. Fodsved bare er og kan forklares som proces og sammensætning (årsag og virkning). Det kan pyramider vanskeligt. De må forstås. Dvs. sættes ind i den rette historiske betydningssammenhæng. Og når der er en sådan forskel, så må den videnskabelige erkendelse begynde med analytisk at fastslå den. Det er det, og det er det, og det er ikke det samme. Splittet i en naturvidenskabelig psykologi og en ånds- og kulturpsykologi er altså udtryk for videnskabens arbejde på det analyserende og abstraherende trin II i vort skema. Hvad der for den synkrete bevidsthed på trin l er en sammenhæng. natur og kultur. bliver nu skilt og sat op som modsætning. Hvad der fører til ensidighedens morlsidige borgerkrig og til dobbeltsidigheden, når man vil løse konflikten igennem en mere fordragelig deling i interessesfærer. Og er Rousseau som en af de mange stridbare kombattanter i natur-kultur konflikten et eksempel på det første, så kan såvel Dilthey som Wundt med deres grænsedragende dualisme ses som eksempler på det sidste. En pris at betale
Abstraktionen (adskillelsen og den mekaniske sammensætning af det adskilte), der på denne måde fører til den klassifikatoriske modsætning mellem en naturvidenskabelig og en åndrvidenskabelig psykologi, er (såvel udviklingslogisk som faktisk historisk) psykologiens første selvstændige videnskabelige skridt. Og derfor også et vældigt erkendelsesmæssig! fremskridt. Men der er en pris at betale for de afgørende vigtige distinktioner, som analysen udskiller på trin II. På dette trin er sondringen tilsyneladende kun mulig som en egentlig adskillelse. Det vil sige ved modsirlighedens gensidige udelukkelse eller dobbeltsidighedens anbringelse i forskellige verdener. Sondringerne på den abstrakte analyses trin bliver til dualismer, og sammenhængen bliver aldeles splintret. Det vil sige, at den tidlige videnskab i en vis forstand mister noget, som den fænomenale forståelse besidder. Den primitive (synkrete) bevidsthed, der opfatter stenen som en sjælsbroder6, er således nok fjernt fra den videnskabelige erkendelse, men een meget vigtig ting har den fuldt fat i. Nemlig at der findes en og kun en verden. Den manglende videnskabelighed i f.eks. den australske jægers verdensbillede ligger således ikke i, at han opfatter drømme som lige så ægte parthavere i virkeligheden som kænguruer og eucalyptustræer, for det åndelige og det materielle er lige virkelige, og ikke alene eksisterer de side om side i den samme virkelighed, de har også noget med hinanden at gøre.
Den tvede/te verden 57
Den primitive bevidstheds uvidenskabelighed ligger i, at den endnu kun kan forstå enheden og sammenhængen synkret og ikke konkret. For at komme fra det synkrete til det konkrete, må man imidlertid gå over det abstrakte og dermed betale den pris, at helhedsverdenen brydes analytisk op og afbildes som ensidigheder. F.eks. den demokritiske ensidighed, der gør det materielle til det eneste virkelige og det ideelle til et skinfænomen, og den omvendte - platoniske ensidighed, der gør det ideelle til det eneste virkelige og det materielle til et skinfænomen. Eller til den eklektistiske dobbeltsidighed, der som Descartes' tvedeling i res extensa (det materielle) og res cogitans (det ideelle) deler verden i to uforligelige sfærer, som det volder uoverstigelige vanskeligheder at få til at hænge sammen. Det sidste problem kalder man det psykofysiske, og det har hærget psykologien i mange varianter. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at det psykofysiske problem er et dualismeproblem og derfor noget karakteristisk for erkendelsen på det abstrakte trin. Det er derfor heller ikke et problem, der i egentligste forstand løses. Det er et problem, der bliver efterladt. Nemiig når videnskaben vokser fra det abstrakte trins opsplittede verden ind i det konkrete trins enhedsverden.
Freuds forsøg Interessant nok i denne forbindelse er, at det første virkelige skridt frem mod en sådan videnskabelig konkretiseringsproces inden for psykologien netop indtraf, da drømme blev anbragt som ægte virkelighed i sammenhæng med biologiske og sociale fænomener. Og vi tænker naturligvis her på Freuds Drømmetydning fra år 1900, der var intet mindre end et videnskabeligt gennembrud. Her blev det abstrakte trins uløselige psykofysiske problem nemiig ganske enkelt forvandlet til et ordinært videnskabeligt genstandsproblem. Samtidig kan man sige, at Freud med sit pionerarbejde bliver bragt tilbage til den australske indfødtes indsigt, hvad drømme angår. (Af de mange kilder Freud trækker på, har overleveringer fra primitive kulturtrin faktisk en stor plads). Men det er en tilbagevenden i den dialektiske betydning (negationens negation). For Freud bringer det med, som den videnskabelige erkendelse har vundet i mellemtiden. Hans erkendelse er derfor i princippet konkret og ikke synkret Nu var Freud naturligvis ikke den første, der forsøgte at binde viden fra mangfoldige erkendeområder (fænomenologiske, antropologiske, filosofiske, psykologiske, biologiske, fysiologiske, kliniske, historiske, etc.) i een buket. Men de talrige forgængere i buketbinderiets kunst formåede ikke i noget tilfælde rigtigt at hæve deres samling over den eklektisistiske - dvs. mekaniske og udvendige - forbindelse. Det er derfor vigtigt at forstå, hvorfor det faktisk lykkedes Freud at ramme det konkrete.
58 Personlighedens Almene Grundlag I
Det lykkedes af den simple grund, at Freud bag foliet havde en genstand, som dikterede ordningens sammenhæng. Denne genstand var den neurotiske patient. Freuds konkrethed udsprang derfor ganske enkelt af genstandens egen konkrethed, som Freud ikke kunne tillade sig at ignorere. Hans levebrød afhang jo afhans evne til at overvinde genstandens genstridighed. Det betød så på den anden side, at den konkrete sammenhæng, som Freud kunne afbilde, var begrænset af den neurotiske patients sammenhæng, der jo vitterlig - qua neurosen - er begrænset. En teori om den fuldt udviklede menneskelige personlighed var derfor alene af den grund uden for hans rækkevidde. Men det forhindrer os ikke i at værdsætte pointen. Nemlig at Freud når det konkrete, fordi han når genstanden. (Som i sin konkrethed netop for Freud er udviklingslogisk j. Ingen teoridannelse har nok i højere grad end Freuds delt psykologien i lejre. Den ovenfor omtalte modsirlighed kommer her så heftigt til udtryk, at teorien enten er tabu (som den var i dansk universitetspsykologi frem til 1968) eller gospel. Årsagerne til denne dobbelte ekstremisme er formentlig så mange, at der skal en hel videnssociologi til at blotlægge dem. En tilhænger vil sikkert sige, at teorien benægtes, fordi den nævner det unævnelige og derfor må for-
trænges. Og det kan jo være. Holder vi os til det, der bliver sagt, snarere end til eventuelle skjulte motiver, så er et gennemgående ankepunkt imidlertid det metodiske. Psykoanalysen lever ikke op til den eksakte videnskabs definitioner og målemetoder og kan derfor næppe kaldes videnskabelig, som Lehrman udtrykker det i en artikel, hvor Kepier, Kopernikns, Newton og Ernst Mach føres frem som eksempler på korrekt videnskabelig metode.' Denne kritik er i vor sammenhæng meget interessant, fordi den præcis er et udtryk for brydninger på grænsen mellem det abstrakte og det konkrete videnskabstrin. Når Freudsvidenskab anklages for ikke at være kvantitativ-analyti!k, så er det den nye videnskab, der bedømmes med de gamle briller. Og følgelig opfattes Freuds kvalitativ-syntetiske bestræbelse som en udskejelse, og Freud bliver den videnskabelige families sorte får. Men det er netop den kvalitativ-syntetiske metode, der indvarsler konkretiseringen (hvilket er noget andet end kvantificeringen) som en ny videnskabelig angrebsvinkel og derfor denne, som man skal forsøge at værdsætte. Hvad Skinner iøvrigt i sin kritik af Freud formår. Han skriver: "Freud demonstrated that many features of behavior hitherto unexplained - and often disrnissed as hopelessly camplex and obscure - could be sbown to be the produet of circumstances in the history of the individual. Many of the eausal relationsbips he so convincingly demonstrated had been wholly unsuspected - unsuspected in particular, by the very individuals whose behavior they controlled. Freud greatly reduced the sphere of accident and caprice in our consideration of human con-
duet. His achievement in this respect appears all the more impressive when we recall that he was never able to appeal to quantitative proofs characteristic of other sciences. He carried the day with sheer persuasion- with the massing of instan-
Den tvede/te verden 59
ces and the deliheation of surprising parallels and analogies among seemingly diverse materiais [min fremhævning. NE]."8 Dette signalment tjener forsåvidt Skinner til ære. Men han tager fejl, hvis han tror, at Freud nåede sine overraskende resultater på trods af metoden. Det var lige præcis på grund af metoden, at Freud nåede det konkrete. Det vil sige selve de kvalitative forhold og deres kvalitative dynamik. Dette kan man ikke fange ved den abstrakte videnskabs kvantitative målinger. Skal man måle - og måling eller sammenligning er en vigtig del af genstandsbestemmelsen - så må man "måle" kvalitativt. Og det er præcis det, som analogien (eller modellen) gør. Hermed ikke sagt, at analogi-slutninger ikke indebærer de risici, som man
har sagt, at de gør. Analogier vejleder nok, men de kan også vildlede. De kan endog gøre begge dele på een gang. Analogien er derfor et risikabelt værktøj, men det er samtidig på den konkrete videnskabs tidligste trin et af de få værktøjer, der tilbyder adgang til sammenhængen. Det Freud vinder, vinder han ved dens hjælp. Der er her en dobbelthed, som det er meget vigtigt at holde sig for øje. Metoderne (de kvantitative) på trin II er udviklet til en høj grad af perfektion, mens trin III's (kvalitative) metoder endnu næsten er parodisk mangelfulde. Men ikke desto mindre er trin III et højere stadie i erkendelsesudviklingen end trin II. Forkaster man derfor Freuds syntetiske metode p.g.a. dens åbenlyse mangler, så er det videnskabens vej til det højere trin, som man spærrer. Denne dobbelthed - at begyndelsen som det nyes fremkomst er epokegørende og dog stadig kun begyndelsen - gælder den genstandsmæssige afbildning i mindst samme grad som metoden. Det er da også her, at en kritik af Freuds teori er mest på sin plads. Det kan nemlig ikke skjules, at den menneskelige personlighed, som Freud tegner den, har mere præg af sammensætning end sammenhæng. Eller rettere, at den konkrete sammenhæng, som Freud vitterligt har fat i, i hans afbildning tager form af en sammensætningens sammenhæng. Under den konkrete syntese ligger altså fortsat den abstrakte analyses opsplitninger. (Det er intet tilfælde, at hans teori kaldes psykoana(ysen.) Det vil sige, at udviklingen af menneskets psykologiske forbindelser for Freud tager form af et systems udvikling (dvs. udviklingen af den ydre forbindelse mellem selvstændige elementer (kræfter) og ikke af et forholds udvikling (dvs. udviklingen af de indre forbindelser mellem momenter). I den forbindelse- da vi har nævnt risikoen ved analogislutninger - kan man bemærke Freuds forkærlighed for netop system-analogier (dampmaskiner og borneostatiske maskiner). Konsekvensen af denne mekanistiske tendens i syntesen var iøvrigt også, at psykoanalysen havner i dualismen mellem natur og kultur med en næsten rousseausk opfattelse (se f.eks. Kulturens byrde fra 1929). Til gengæld må man så sige, at det konkret syntetiske i psykoanalysen kommer til udtryk derved, at den dualistiske strid mellem natur (id) og kultur (overjeg) udspiller sig som en konkret modsætning i genstanden (individet) selv.
60 Personlighedens Almene Grnndlag I
På tærsklen mellem det abstrakte trin II og det konkrete trin III har psykoanalysen (som teori) altså stadig de fleste af trin !l's kendemærker med sig, hvad i et vist omfang formentlig vil gælde alle teorier i overgangsfasen. Karakteristisk for trin II er opsplitningen i modsatrettede kategorier med deraf følgende ensidighed og modsidighed. Psykoanalysen bringer ligefrem denne modsidighed ind i sin teori. den bliver imidlertid også (som ensidighed) mødt af modsidigheden udefra. Fordi det er det mekaniske, som den læner sig kraftigt opad, så er det modsætningen til det mekaniske, som den konfronteres med. Det vil sige det romantiske. (Den vertikale modsætning mellem trin I og trin II kan naturligvis også optræde som en horisontal modsætning inden for trin II. Det er, når det synkret-holistiske fra trin I optræder på trin II som modsætningen til det abstrakt-elementistiske (trin !I's egen form), at vi taler om romantik. Det er dette tilhørsforhold til trin II, der giver romantikken sin karakter af (mekanisk) ensidighed. Det synkret-holistiske på trin I er ikke ensidigt.) Den romantiske reaktion mod det mekaniske hos Freud møder vi i psykologihistorien som den psykoanalytiske skoles opsplitning. Når Freuds disciple i utilfredshed over den klassiske psykoanalyses mekaniske reduktionisme (reduktionen af de menneskelige motiver til biologiske seksualdrifter) vælger at gå deres egen vej, så sker det nemlig som oftest i en romantisk (fænomenalistisk, holistisk, subjektivistisk) retning. C.G. Jung er et eksempel. Han bruger i endnu højere grad end Freud den primitive bevidstheds former som nøgle til en blotlægning af det menneskelige sind. Men følger man ham tilbage til de printilive kulturers drømmebilleder, myter og symboler, så bliver man • trods mange analogier til maskiner, fysisk energi og kraftoverføring ("den psykologiske maskine, der forvandler energi, er symbolet"') - bragt i tvivl om, at der også i Jungs tilfælde er tale om en negationens negation. (Hvad der ikke er en underkendelse af de vigtige sigtelinier, som Jung har etableret til genstanden, hvad vi skal vende tilbage til.) I den forstand forholder Jungs teori sig tilFreudspå temmelig samme måde, som romantikken forholdt sig til den mekaniske naturvidenskab. Hvor Freuds teori bliver en teori om den menneskelige natur, bliver Jungs en teori om den menneskelige ånd. Altså en typisk trin II dualisme, der svarer til Diltheys Naturwissenschaft og Geisteswissenschaft. Som mekanisk konstruktion er Freuds menneskebillede ikke bæredygtigt. Teoretisk er det faldet til jorden, og det kommer ikke op at flyve igen. Men det gør den samtidige Ellehammers flyvemaskine heller ikke. Hvilket ikke forhindrer os i at erkende og værdsætte Ellehammers pionerindsats inden for aviationen. Freuds pionerindsats bør ikke i ntindre grad værdsættes. En sådan anerkendelse er faktisk temmelig vigtig. Ikke for Freuds skyld, han er jo død, men for vor egen skyld. Og vi tænker ikke her på kustodens pietet for det fortidige, men på det fortidige som noget absolut vitalt i det nutidige. Er man nentiig ikke i stand til at genkende de vigtige fremskridt i erkendelsens historie, så afskærer man sin egen tænkning fra dens rødder, hvad der er til stor skade for erkende!-
Den tvede/te verden 61
sens videre udvikling. (En tidligere århusiansk psykologiprofessor udtalte engang, at psykologi fra før 1950 ikke var værd at beskæftige sig med. Det er en forfærdelig fejltagelse.) Hos Freud skal man naturligvis forstå at værdsætte det umådeligt store fond af indsigt (eller sigtemidler), han har tilvejebragt, og som der kan tappes fra meget lang tid endnu. Men det, som vi her har fremhævet som det vigtige, er
værdsættelsen af Freud som stifinder på grænsen til den psykologiske videnskabs konkrete fase. Hvad der kendetegner Freud som videnskabsmand er nemlig en for sin tid exceptionel evne til at fastholde genstanden som konkret genstand. De forbløffende synteser, som Skinner anerkendende tilskriver Freud, udspringer nemlig ikke af noget indre kreativt geni. De udspringer præcis af hans evne til at fastholde genstanden som konkret. Mangfoldigheden af overraskende forbindelser og modsætninger er nemlig genstandens egne egen~ skaber, som den udfolder i sin konkrete udvikling. Man kan derfor sige, at Freud eksemplificerer den for en videnskabsmand afgørende evne. Nemlig evnen til at lade genstanden selv tale og være i stand til at høre, hvad den siger. Kort sagt Jens Marornens konkrete sans. At Freud så også som den psykoanalytiske skoles patriark eksemplificerer det stikmodsatte af den videnskabelige åbenhed over for genstanden, nemlig en næsten skolastisk lukkethed, der resulterer i døvhed og dogmatisme, er så en anden sag. Eller måske den samme sag i sin anden-væren. Alt tyder på, at de større videnskabelige gennembrud forudsætter evnen til konkret (og konsekvent) fastholden. De fleste giver slip for tidligt. Nemlig når genstanden støder imod foliets vante kategorisæt Nyskaberen derimod holder fast, og dermed gennembrydes de kendte kategoriers ramme. Stædig fastholden forbliver imidlertid stædig fastholden. Og hvad der i en sammenhæng er et plus, bliver i en anden et minus. Opdagelsesfasens videnskabelige konsekvens og principfasthed bliver i næste fase let til infleksibilitet og dogmatik. Og hvornår den videnskabelige standhaftighed forvandler sig til fremturen, er ikke let at afgøre i situationen. Det viser sig faktisk først retrospektivt. Som et eksempel på en forsker, der bed sig fast til en stor opdagelse, hvor hans kolleger havde givet slip, men derefter blev trukket på afveje, fordi han ikke kunne give slip, kan nævnes Darwin. 10 Omend hans fremturen antog en anden form end Freuds. Rollen som skolemester og patriark var hans Pickwick-karakter fremmed. Idealisme og materialisme
Skulle vi betegne den konkrete genstandsorientering, som vi her har tilskrevet Freud, med et andet udtryk, kunne vi kalde det videnskabelig materialisme. Dette bringer os ind på et vigtigt forhold, som vi hidtil kun er gået let henover. Den grundlæggende skillelinie i filosofiens historie er modsætningen mellem materialisme og idealisme. Delingen tager sit udgangspunkt i den abstrakte sondring mellem stof og ånd (eller ide) 11 og repræsenterer de to måder, hvorpå
62 Personlighedens Almene Gmndlag l
spørgsmålet om, hvad der er mest virkeligt, kan besvares. Og vi har allerede mødt de to klassiske græske løsninger, nemlig beoboldsvis Dernokrits og Piatons. Den første siger, at det stoflige er det virkelige, mens det ideelle er et epifænomen. Den anden siger det omvendte. Hermed fødes tvillingemodsætningsparret nominalisme og realisme som to modsatrettede svar på spørgsmålet om begrebernes virkelighedsstatus. Den klassiske materialist, der benægter virkeligheden af alt andet end natornerne og det tomme", må også benægte, at vore begreber henviser til noget virkeligt. Det er bare navne (nomen). Omvendt med den klassiske idealist. Ikke alene opfatter han begreberne (ideerne) som virkelige (reale). De er langt mere virkelige end de stoflige ting , eller som man sagde det i middelalderen: universalia sunt realia ante rem. Såvel det klassiske materialistiske som det klassiske idealistiske synspunkt er som trin II dualisme ekstremt ensidigt. Igennem det meste af historien har idealismen været kraftigt dominerende, men i moderne tid er der sket et omsving til fordel for materialismen. Ingen bryder sig idag om at blive kaldt idealist. Hvis der imidlertid blot er tale om et vagtskifte og ikke en egentlig erkendelsesvinding, så er der ikke vundet noget. Har idealismen nemlig med sin anlimaterialisme hul i ryggen, så har den klassiske materialisme med sin anti-idealisme til gengæld hul i hovedet. Det er netop disse graverende handicaps, som nominalisme-realisme delingen giver os en påpegning af. Det modsidige kan også udtrykkes således. Materialismens store fortjeneste er dens genstandsmæssighed (det genstandsmæssige er det virkelige). Idealismens brist er dens mangel på genstandsmæssighed. Idealismens fortjeneste er til gengæld dens begrebsmæssighed (begrebet henviser til det virkelige). Og her har den klassiske materialisme med underkendelsen af begrebernes virkelighed sin store brist. Den klassiske materialismes underkendelse af det begrebsmæssige - samfund, personlighed, moral, kærlighed og mælkebøtte - udspringer af den ekstreme abstraktion. Det virkelige er genstanden, men genstanden er alene den mindste stoflige del, der har udstrækning og masse. Eobver egenskab udover udstrækning og masse er derfor en illusion. Samfund, personlighed, moral, kærlighed og mælkebøtter eksisterer derfor ikke som sammeahængende relationer men i bedste fald kun som sammensætninger af partikler med masse og udstrækning. (l kraft af denne opfattelse kaldes den klassiske materialisme og for den mekaniske materialisme.) Man behøver ikke at være romantiker for at se, at den mekaniske materialisme hermed udelukker sig selv fra en meget stor del af den virkelige verdens forhold. Det gør idealismen til gengæld ikke. Den kan beskæftige sig med de større sammenhænge, som begreberne udtrykker, selv om den placerer begreberne som fantomer i himlen. Det betyder, at det først og fremmest er de idealistiske tænkere, der har stået for udviklingen af vor erkendelse om de større holistiske sammenhænge. Og det vil sige erkendelsen af det meste. Der er
Den tvedelle verden 63
f.eks. ingen materialistisk filosof, der nogensinde er kommet med et bidrag, som det superidealisten Hegel kom med. Verdensånd eller ej. Nu er vi betydeligt heldigere, end man var tidligere, hvor man var nødsaget
til at tage det slette med det gode. N aminalismen med materialismen,
idealis~
men med realismen. Vi behøver ikke idag at vælge imellem den begrebsløse genstandsmæssighed og den begrebsruressige genstandsløshed. På tærsklen til syntesens trin III kan vi søge den begrebsroressige genstandsmæssighed. Det vil sige den erkendelse, der forener materialismens genstandsforankrede styrke
med idealismens åbenbed for mangfoldigheden af kvalitative begrebsroressige sammenhænge. Eller den erkendelse, der i den begrebsroressige rigdom ser en genspejling af den konkrete genstands rigdom af kvalitative egenskaber, som de udvikles igennem dens forbindelser. Kort sagt en erkendelse, der formår at trænge gennem foliet til genstanden uden at ødelægge foliet. Dialektisk materialisme
Har vi i denne forenklede fremstilling sat det genstandsorienterede (det materialistiske) lig med videnskaben, og det folieorienterede (det idealistiske) lig med filosofien, så ser vi også, at denne nye erkendelse betyder videnskabens overflødiggørelse af filosofien, fordi den erkendelse, som filosofien har vogtet over, bliver inkorporeret i videnskaben. Med denne udvikling har vi naturligvis brug for at kunne skelne imellem den gamle materialisme og den nye. Er den klassiske (elementistiske og reduktionistiske) blevet kaldt den mekaniske materialisme, så er det velvalgt at kalde den nye (holistiske og syntetiske) for den dialektiske materialisme. Den dialektiske materialismes videnskabelige karakter fremgår tydeligt af dens erkendelsesteori, der ultrakort kan defineres således: l) Verden eksisterer uafhængigt af vores erkendelse, og 2) den kan erkendes. Denne definition er nemlig intet andet end ekspliciteringen af det genstandsorienterede princip bag al videnskabelig bestræbelse. Vi lægger også mærke til, at det af definitionen ikke fremgår, hvilke egenskaber verden besidder. Hermed adskiller den dialektiske materialisme sig fra den mekaniske, der forlods tilskrev verden ganske bestemte egenskaber (udstrækning og masse) og fraskrev den andre. Ifølge den dialektiske materialisme kan verdens egenskaber ikke udledes forlods (dvs. filosofisk). Hvilke egenskaber verden besidder afgøres alene af den videnskabelige forskning. Det vil sige, at det afgøres gennem omgangen med genstanden og ikke på foliet. Definitionen af den nye materialisme skylder vi Lenin, der i Materialisme og Empirio-kritiscisme fra 1908 fortsatte den bestemmelse af den nye videnskabelige materialisme, som Marx og Engels havde lagt fundamentet til (med sten fra fransk materialisme, mørtel fra Feuerbach og tømmer fra Hegel). Anledningen til, at Lenin gav sig i kast med et sådant videnskabsteoretisk studium, var en voldsom idealistisk bølge (neo-kantianismen), der havde sit ud-
64 Personlighedens Almene Gmndlag I
spring i nye fysiske opdagelser • røntgenstråler 1895, radioaktivitet 1896, elektronen 1897, radium 1898, kvanteteorien 1900 og relativitetsteorien 1905. I disse nye fysiske fænomener så filosofferne nemlig et bevis mod materialismen. (At der i den lærde verden altid har været stærke kræfter, der har villet modbevise materialismen, skyldes, at idealismens og materialismens strid om sandheden altid har spillet en vigtig ideologisk rolle i den økonomiske og politiske strid imellem samfundets klasser".) Modbeviset var rørende enkelt. Materialisme betyder, at virkeligheden er materiel. Materie er stof med udstrækning og masse. Men opdagelsen af fri energi og stråler demonstrerer, at der findes andet mellem himmel og jord end stof med udstrækning og masse. Ergo er materialismen en usand filosofi. Hvorefter - ifølge udelukkelsesmetoden - idealismen må være en sand filosofi. Det er nemt at afsløre tricket bag dette sludder. Man tilskriver modstanderen et synspunkt, han ikke har, som man så "gendriver". Er man selv uvidende om modstanderens egentlige synspunkt, gør det blot demonstrationen endnu mere overbevisende. Om de kritiske filosoffer var uvidende om den moderne materialismes standpunkt, skal vi lade være usagt. Men det er klart, at modbeviset i virkelig· heden var helt uden bid. Den moderne videnskabelige materialisme identificerer ikke verden med masse og udstrækning. Opdager fysikken, at der eksisterer fysiske fænomener med andre egenskaber, så er det helt fint. For den moderne materialisme er det genstanden, der bestemmer. Eller som Lenin udtrykte det: "The sole property of matter with whose recognition philosophical materialism [det vi kalder videnskabelig materialisme, NEJ is bound up is the property of being an objective reality, of existing outside tb e mind." 13 Det kontroversen drejede sig om i 1908 var, hvorvidt en deltager samtidig kan være iagttager. Det vil sige problemet om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed. Modsat Lenin var hans opponenter af den mening, at et sådant forhold mellem subjekt og objekt var en umulighed. Bundet til det subjektive (det psykiske), sagde de, er det umuligt at nå det objektive. Derfor kaldes de neo-kantianere. De gik så vidt, at de benægtede, at det havde mening at tale om den objektive verden overhovedet. Verden eksisterer i kraft af erkendelsen. Hvis der ikke er nogen til at erkende den, eksisterer den ikke. Forespurgt om verden så ikke eksisterede før mennesket var udviklet, kunne Avenarius få sig selv til at svare, at verden fik eksistens, da den første orm fik øjne! Som man nok kan forstå, så åbnede en så subjektiviseret eller psykologiseret verdensopfattelse visse muligheder for den unge psykologiske videnskab. Det kunne den ikke modstå. Den var lige sluppet fri af sin dominante filosofiske moder, nu kunne den vende tilbage og dominere i moderens hus. Resultatet blev, at der i århundredets første tiår på en temmelig usund blanding af fysik og psykologi blev skabt forskellige decideret genstandsnegative idealistiske retninger (f.eks. neo-kantianismen og neo-positivismen).
Den tvede/te verden 65
Også Danmark fik med Københavnerfænomenologien en heftig dosis af den filosofiske medicin. Den frodige genstandsappetit, der havde kendetegnet Alfred Lehmann, stifteren af Københavns Universitets Psykofysiske Laboratorium i 1886, fik en brat ende med efterfølgerne, der nærede mistro til det genstandsmæssige og trak sig tilbage til metode-studier. Derved blev, som Kierkegaard siger, "denne videnskab, der dog fremfor nogen anden har lov til næsten at beruse sig i Livets skummende Mangfoldighed, ... så fastende og asketisk som en Selvplager."14 Det er jo selvfølgelig ikke så godt, for selv om vi ikke skal frakende Københavnerfænomenologien resultater, så kaster en anorexia nervosa lange skygger. Det er således ikke noget sundhedstegn, at Maromen tres (60!) år efter Lenins opgør med empirio-kritiscisterne kan rette principielt den
samme kritik mod E.T. Rasmussen. 15 Samtidens idealistiske sterilitet hører med i vurderingen af Freud. Heller ikke han kunne helt frigøre sig fra suget fra århundredets mekaniske tænkning" og idealistiske filosofi, men han var ingen kostforagter, og han lod ihvertfald ikke kniv og gaffel overskygge maden. Faktisk kan man sige, at den nye materialisme, der)ader genstanden selv bestemme sine egenskaber, tydeligt kommer til udtryk i hans forskning. Røntgenstråler er ikke mindre virkelige (materielle i den nye betydning) end stoflige partikler med masse. Men det er drømme og sindstilstande heller ikke. Også de psykiske fænomener er egenskaber i den materielle verden. Det vil sige, at de er objektive realiteter. Også selv om de tilhører subjektet. For også subjektet er en objektiv realitet. Og som objektive realiteter kan de gøres til genstand for videnskabelig erkendelse, hvis man udvikler metoderne til at undersøge netop denne objektive realitet. Hvilket Freud beviste i sine drømrnestudier, der kan betragtes som den praktiske gendrivelse af kantianismens påstand om, at deltagelse udelukker iagttagelse. Med Freud og Lenin vil vi derfor afvise kantianismer i det hele taget. Også den kantianisme, vi startede med, og som hævede, at vi som deltagere i en kul~ tur af betydninger ikke kan gøre dette betydningsunivers til genstand for objektiv erkendelse. Selv om vi er uløseligt sammenhængende med betydningsverdenen, så indebærer det ikke, at vi ikke samtidig kan adskille os derfra. Og er det en logisk modsigelse, så er det netop den logiske modsigelse, der kendetegner det virkelige forhold mellem subjektet og objektet. Hvordan det skal begribes, kan ikke udledes forlods på foliet, men må afdækkes i det praktiske studium af den konkrete genstand, dvs. subjekt-objekt forbindelsen selv. Det var det, som Freud gjorde, og derfor kalder vi ham videnskabelig materialist. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Freud kommer ud på den anden side af Diltheys tvedeling i naturvidenskab, der forklarer, og åndvidenskab, der forstår. Freuds arbejde er en (ikke helt forløst) syntese af naturvidenskab og åndsvidenskab, og hvornår der skal forklares, og hvornår der skal forstås, lader Freud genstanden bestemme. Hvor der er tale om betydning, mening og hensigt, må begribelsen nemlig blive forstående. Hvor der er tale om
66 Personlighedens Almene Grnndlag l
årsager, må den blive forklarende. Begge dele hører med, for hensigter og årsager hører begge til i den virkelige verdens sammenhæng. Freud er altså kommet længere end Dilthey. Han strider på tærsklen til syntesens trin III, og får han ikke samlet natur og ånd, årsag og hensigt i en ægte syntese (hvad man ikke kan forlange på selve tærsklen), så får han skabt en mekanisk-romantisk sammensætning med så mange indre forbindelser, at det er mere end en eklektiscisme. Eklektiscismen er sjældent mere end et opsummerende katalog. Freuds arbejde er en vejviser, der peger udover sig selv. (Derfor skal man selvfølgelig heller ikke blive hængende ved vejskiltet). Noter til kapitel 4 l.
Neisser,U.: Cognitive Psychology, New Jersey 1966, s.297.
2. Bogen,J.E.:"Nogle pædagogiske konsekvenser af hemisfærespecialiseringen" fra M.C.Wittrock (ed.): Menneskets dobbelthjerne (Orig.: Thc human brain), Kbhvn. 1979, s. 137-154.
3.
Se Engelsted,N.: Evolution, søvn og depression, Kbhvn. 1977, s.52 ff.
4.
Se Engelsted, N.: Springet fra dyr til menneske, Kbhvn. 1984, s. 55 ff.
5.
Det er på denne måde, at Thomas S. Kuhn i The Strncture of Scientific Revolutions, USA 1970, forestiller sig gennembruddet af nye teoretiske forestillinger i erkendelseshistorien og videnskaben. Den nye erkendelse bryder ikke først og fremmest igennem, fordi den hidtidige erkendelses fortalere overbevises. Den bryder igennem, fordi de dør uden arvinger.
6.
Den, der sætter pris på såvel indsigt som en Iæseoplevelse, bør ikke undlade, at læse Vilhelm Gr6nbechs lille essay om Primitiv Religion, Kbhvn. 1948.
7.
Lehrman, N.S.: Precision in Psychoanalysis, American Journal of Psychiatry, 1960, 116, s. 1097-1103.
8.
Skinner,B.F.: Critiquc of psychoanalytic concepts and lheories, Scientific Monthly, 1954, 79, s.
300-305.
9.
J ung, C.G: Ober psychischer Energetik und das Wesen der Triiume, cf. P. Lauridsen (ed.): Personlighedspsykologi, en antologi, Kbhvn. 1977, s. 232.
10.
Darwins Descent of Man (1872) er skrevet som et modspil til de teoretikere {ikke mindst Wallace, medopdageren af evolutionsteorien), der ser andre udviklingsprincipper bag menneskets historiske udvikling end naturlig udvælgelse. Darwin hævder således her, at ingen menneskelig evne eller egenskab er uden fortilfælde i dyreriget (omend i mindre grad), selv hans hund har religiøse følelser {!). Den ufravigelige konsekvens, der fører ham frem til den sande teori om den naturhistoriske udvikling, fører ham dermed frem til en falsk teori om den historiske udvikling.
11. Ånd og ide bliver brugt synomymt, men som vi skal se i Personlighedens almene grundlag bind II, så er det åndelige og det ideelle to helt forskellige begreber. 12. For en populær redegørelse se f.eks. N. Engelsted: Englen og dyret, Kbhvn. 1987.
13. Lenin, V .I.: Materialism and Empirio-Critiscism (1908), Lenin Collected Works, Moskva 1972, vol. 14, s. 260-61. 14. Kierkegaard, Søren: Begrebet Angest {1844). 2. udg., Kbhvn. 1855, ind!.
