En julehistorie for børn og voksne samt andre glade sjæle, til hele julen
Kapitel 7. 3. december – En forelsket nisse Et sommerhus i Blåvand Når man har levet så mange år som nisserne, elverne og jeg har, har man jo lært de forskellige menneskestammer rimeligt godt at kende. Min specielle evne som dragemenneske var, at jeg kan kontrollere mine ansigts muskler – ja for den sags skyld alle mine muskler i kroppen. Den evne gjorde, at jeg kunne efterligne alle stemmer og komme til at ligne næsten hvem som helst. Derfor havde jeg sans for et ansigts og en krops strukturer. Der var en befolkningsgruppe som jeg havde svært ved at efterligne. Det var de sydamerikanske indianerstammer. Deres ansigtsknoglestruktur var meget vanskelig at efterligne. Evnen havde givet mig en meget stor viden om de forskellige menneskeracer og derfor kunne jeg til enhver tid genkende en person med indiansk baggrund. Det, at Olaf ikke umiddelbart var den han gav sig ud for at være, fik Lai og Kasper til at kaste sig over deres edb programmer igen, mens Sven høfligt blev holdt udenfor. Det irriterede ham grænseløst. Elverne havde deres Elverråd ligesom vi dragemennesker havde Dragerådet og nisserne Nisserådet. Alle disse råd fulgte altid med i hvad der skete rundt omkring. Hvert Råd havde deres egen efterretningstjeneste. Det som Kasper og Lai gjorde var at de undersøgte de oplysninger som Elverrådet havde om Olaf. En time senere var Kasper og Lai klar. Sven og Viggo havde i mellemtiden lagt alle de data vi havde ind på kommunikationsdimsen, så de kunne vises midt på gulvet. Kasper og Lai´s undersøgelse havde ikke bidraget med flere oplysninger om Olaf end vi allerede kendte. I princippet var det hvad vi vidste om sagen Olaf. De første kilder var fra 1964. Her blev en ung mand på 19 år, indskrevet på et af universiteterne i Moskva. Han påstod at han var fra Tasjkent i 1.
En julehistorie for børn og voksne samt andre glade sjæle, til hele julen
Sovjetunionen. Det var nogle enkelte billeder af han ansigt, billeder som var taget til studiekort, indgangskort til forskellige forskningsfaciliteter, altså officielle fotos. De gav ikke noget særligt godt billede af hvordan Olaf så ud, men det viste dog knoglestrukturen i ansigtet. Der var ingen fuldstændige billeder af ham og han lignede en indianer. På de billeder der var af ham, var aldersprocessen ikke som man kunne forvente. Den var langsommere ligesom tilfældet er med mig og nisser som lever i 500 år. Et billede der var taget af Olaf da han var omkring 40 år, fra en avisartikel, viser en meget ungdommelig mand, men med gråligt hår. På hans gamle lærere, som Olaf ofte refererede til i sin artikelskrivning, fandtes der ingen optegnelser. Dette fordi Olafs gamle lærere og professorer efter sigende også skulle være fra Tasjkent og arkiver fra området var blevet ødelagt af jordskælvet. På de øvrige forskere som Olaf henviste til en gang i mellem, var der masser af optegnelser. Viggo syntes, at det her var ganske underligt, for som han udtrykte det: ”De fleste forskere er linselus, fordi omtale giver flere midler og penge til forskningen.” Her var en forsker, der nærmest undgik at komme i søgelyset. Olaf havde dedikeret hele sit liv til studier i paranormale fænomener. Set med vores mistroiske øjne, var han en mand uden en fortid, for der var intet omkring hans eksistens fra før han var omkring de 19 år og han var helt klart af indiansk afstamning. Ingen i det område hvor han efter sigende skulle være født og opvokset lignede ham.. Klokken var efterhånden blevet mange. Pludselig ringede det på døren. Freja skyndte sig ud og åbnede den. Udenfor stod en glad tyk kvinde, med en kæmpe gryde, hvorfra duften af risengrød bølgede ud.
2.
En julehistorie for børn og voksne samt andre glade sjæle, til hele julen
Duften fra risengrøden ramte Næsetip og Krusepersilles lugtesans. Sekundet efter stod de foran kromutter. Tiden var løbet fra os. Jeg havde helt glemt, at jeg tidligere på dagen havde bestilt mad på Turisthotellet i Oksbøl, en lille by ikke så langt fra Blåvand. Turisthotellet var kendt for sit gode gamle danske køkken. Derfor var maden bestilt der, så jeg vidste at risengrøden var kogt på mælk og ikke lavet i en light version – en fornærmelse mod Næsetiptop og Krusepersille. Jeg vidste at flæskestegen og rødkålen, de brune kartofler og sovsen samt desserten i form af masser af kager, var lavet så en hvilken som helst slankekur ville være ødelagt de næste 14 dage. Kromutter blev vist ind i køkkenet, skarpt forfulgt at to nisser. Hun var en glad person, med friske bemærkninger på læberne, så vi alle sammen kom til at grine. Altså ikke lige i starten, for da forstod vi ikke meget af hvad hun sagde. Hun talte midtjysk og som de københavnerløg vi jo var, var det ikke den dialekt vi var mest bekendt med. Tidligere i mit liv havde jeg selv være fiskekone ved Vestkysten, med det var et sted meget længere oppe mod Skagen, så der var dialekten en helt anden og det var et par hundrede år siden. Da kromutter så at vi ikke fattede meget af det hun sagde, slog hun om til amagerkansk, altså en af dem som bor på Amager. Ikke en af dem der bor i Amerika. Jeg kiggede på Næsetiptop, han stod og så noget så fjoget ud. Så så jeg en ekstra gang på kromutter og kunne faktisk godt se, at hun lignede en kæmpestor glad nissekone, og så kunne hun koge ordentlig risengrød. Så meget Qvinde på en gang, det var mere en Næsetiptops nissehjerte kunne klar, han var forelsket på stedet. Jeg ønskede ham af hjertet held og lykke med kurmageriet, men håbede at han ville være klarhovedet nok til at hjælp, når der var brug for det. Nisser bliver altid meget forelsket. Det blev altid til det jeg vil kalde teenagerforelsker, 3.
En julehistorie for børn og voksne samt andre glade sjæle, til hele julen
fordi nisserne ikke kunne tænke på andet end deres hjertens udkårne. Men modsat en teenager generelt, så holdt nissernes forelskelse sig længe og var den gengældt, varede den hele deres liv. Det var ikke så usædvanligt at nisser giftede sig med mennesker. Vi fik hurtigt dækket bordet og begyndte at spise den gode mad, som bestemt ikke skuffede. Det var en hyggelig aften, selvom vi vist nok fik drillet Næsetiptop lidt med kromutter. Men han tog det nu meget pænt. Lai gik på nettet og fandt en blomsterbutik, så Næsetiptop kunne sende en buket blomster til kromutter. I første omgang med en ”tak for god mad” hilsen. Vi snakkede lidt frem og tilbage om vi skulle give Næsetiptop et menneskeligt kaldenavn, men valgte så at forkorte navnet til Top. Mere hvis det lykkedes for ham at komme videre i sit kurmageri. Efter et hyggelige aftenmåltid, hvor vi alle samme havde spist alt for meget, gik vi en god rask gåtur. Den blev kortere end vi havde regnet med, fordi Vesterhavs vinden bestemt var for kold om næsen på os. Tilbage i huset igen, med røde næser og kolde fingre, nød vi den varme luft fra stuerne, lyden af knitrende brænde i brændeovnen, duften af frisk gran og juleudsmykningen. Så var vi næsten alle samme klar til at gå i gang igen. Elverne forsynede sig med nogle tallerkner med stakke af kager - så var de klar. Freja og Torben fik tjansen med at vaske op og rydde ad bordet, hvilket de syntes var dybt uretfærdigt,” Hvorfor skal de voksne lave alt det sjove og vi alt det sure”, surmulede de. Jeg kontaktede Jakobsen, for at få han til at finde ud af hvor Olaf var i øjeblikket. En times tid senere vendte Jakobsen tilbage med en adresse og et mobilnummer. Jeg ringede Olaf op og forklarede min interesse for artiklen. Jeg spurgte om det var muligt at få en samtale med ham og at jeg selvfølgelig ville betale ham for hans tid. 4.
En julehistorie for børn og voksne samt andre glade sjæle, til hele julen
Det var i det mindste min hensigt, men inden jeg nåede andet end at præsentere mig, så var røret lagt på. Ikke en særlig imødekommende personlighed. Jeg fik Viggo til at ringe igen. Viggo havde da trods alt et navn inden for forskerkredse, så måske kunne han bedre komme i tale med Olaf. Men heller ikke for Viggo lykkedes det, selvom han dog fik ca. 30 sekunder mere end jeg gjorde. Det næste jeg gjorde var, at bestille en flybillet til England, så jeg kunne komme til at tale med Olaf. Afrejse næste dag. Freja og Torben var noget sure over at de ikke kunne komme med, for de var begyndt at små kede sig, og de syntes ikke rigtigt at der var brug for dem til andet end kedelige sager. De gik surmulende tilbage til spisestuen, hvor der var sat et kæmpe fladskærms TV op. Mod forventning hørte jeg ikke at der blev sat en film på, hvilket jeg ellers havde forventet, men jeg kunne høre at de hviskede længe sammen. Så vidste jeg at de var ved at brygge et eller andet sammen. Ganske rigtigt, efter et stykke tid, kom de ind til mig, og forklarede mig hvorfor det var nødvendigt at de kom med til England. De anførte blandt andet, at når to voksne ikke kunne komme i kontakt til Olaf, kunne det være at teenagere måske kunne. Han var måske træt af voksne og alle deres dumme spørgsmål og han kunne måske bedre lide børn. Deres argumenter var mange og rigtig gode samt velgennemtænkte. Derfor blev enden på det hele, at jeg bestilte to billetter mere. Jeg havde forventet et sejershyl fra dem, men det udeblev, i hvert tilfælde til de nåede ind på Torbens værelse, hvor jeg kunne høre en glædesdans blive udført.
I den mellemliggende periode havde Sven, Lai og Kasper arbejdet intenst med at finde ud af mere om UFO gruppen. Selvfølgelig havde vi også her fået en 5.
En julehistorie for børn og voksne samt andre glade sjæle, til hele julen
række materialer fra dragepræsidenten, men vi ville lige være sikre på at der ikke var noget som var blevet overset. Hvor vi med Olaf havde fundet en problemstilling med billederne af Olaf og en aldersproces der ikke var helt som forventet, var der i dette tilfælde væsentlig mere at hente gennem det udleverede materiale. Der var ingen tvivl om, at vi også havde tilgang til mere fortrolige oplysninger. Der var en række billeder af de medlemmer som havde været aktive med at holde mig og min familie under opsyn. Der var også artikler omkring andre af denne lokale gruppes medlemmer. Et af billederne genkendte jeg. En aften havde Freja og jeg gået en aftentur, som af en eller anden grund var blevet kortere end vi havde regnet med, hvorfor vi lige pludseligt var vendt om. Her havde vi mødt en meget forvirret mand, der var ude at gå en aftentur med sin dejlige hund, som Freja fik tilladelse til at nusse med. Han havde virket totalt forvirret, og Freja og jeg havde smågrinet at det på vejen hjem. Nu vidste vi hvorfor han havde været så forvirret. Han havde skygget os, og lige pludselig havde dem han skyggede stået og snakket med ham og nusset hans hund. Men det var blot ganske almindelige borgere. De havde ganske almindelige jobs og levede ganske almindelige liv, men havde en lidt ualmindelige hobby. De var hverken mere eller mindre fanatiske med deres hobby end så mange andre fodboldfans. Hvis vi skulle have UFO gruppen væk fra os, måtte vi erkende, at så måtte det ske gennem Olafs artikler. Det var hans artikler der var en inspirator for denne gruppe. To af vores arbejdsopgaver var nu ved at smelte sammen til en opgave. Vi måtte vide noget mere om Olaf. Vi skulle bare i kontakt med ham. En af præsidentens mænd blev kontaktet – vores kontaktperson. Hans opgave var at undersøge, om de havde nogle muligheder for at sætte et møde i stand
6.
En julehistorie for børn og voksne samt andre glade sjæle, til hele julen
mellem os. Noget tid efter vendte præsidentens mand tilbage og måtte beklage, at de heller ikke kunne gøre noget. Olaf var hverken til at hugge eller stikke i. Nå, men så var det jo godt at jeg havde bestilt billetterne til England. Det blev fortalt til præsidentens mænd. De kunne dog tilbyde en bedre løsning, der ville få os endnu tætter på byen, så vi ville spare en del transporttid. For de havde også adgang til en militær flyveplads. Freja og Torben sad inden i spisestuen og spiste popcorn, mens de så en film, som de havde set mange gange før, men et eller andet skulle de jo ligesom lave, og derfor fulgte de godt med i, hvad der skete i resten af huset. På den måde havde de egentligt et rigtigt godt overblik over hvad der foregik. Pludselig stod de foran mig, og kom med en genial ide. ”Hvorfor ikke bare give ham en anden del af Uurguula’s opskrifter, så må han da reagere.”! Igen ringede jeg til en af præsidentens mænd, for at han kunne give mig en af disse opskrifter, men skrevet ned i kemiske formler. Efter yderlige et stykke tid, ringede han tilbage og sagde ” opskriften er sendt på mail nu”. Et par sekunder efter var den i indbakken. Freja gik i gang med at sms’e hele opskriften og sende den til Olaf. Nu var der kun tilbage, at håbe på at Olaf bed på maddingen. Aftenen gik på hæld og intet svar på Frejas mail. Det var ærgerligt, det var ellers en god ide. Jeg, Freja og Torben gik tidligt i seng Vi skulle trods alt tidligt op, for at komme til lufthavnen. I min halvvågne tilstand, forsøgt jeg at finde forskellige måder, hvorpå jeg kunne komme i kontakt med Olaf. Alt fra et lille hej, til en større operation kidnapning. Vi skulle have ham i tale, men hvordan fik vi det?
7.
