ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 1: Indledning 20 januar 2001 så 246.000 danske Tv-seere det første interaktive danske tvprogram Rene ord for Lommepengene (ROFL). De af dem, som havde en set-topboks, kunne som de første i Danmark bruge fjernbetjeningen til at gætte med i quizzen, vælge mellem forskellige videospor og deltage i en undersøgelse af unges lommepenge. En revolution i dansk tv, der aldrig bliver det samme igen…eller hvad? ROFL er lukket, og det er uvist, hvornår vi vil se den næste interaktive satsning fra danske kanaler. Det skorter imidlertid ikke med forsøg på at pege frem mod de kommende forandringer. En formelig eksplosion i konsulentbureauer med et bud på, hvor meget brugerne vil købe via fjernbetjeningen, hvad seerne gerne vil med deres TV, og hvor stor omsætningen for interaktivt TV vil være i 2011. Spådommene er mere eller mindre kvalificerede gæt, oftest desværre det sidste. Samtidig har man stort set ingen viden om, hvorvidt folk overhovedet har lyst til at interagere med deres TV. Mængden af rapporter og investeringer afspejler dog en ting. Uanset om seerne har lyst til at slippe kræfterne løs i deres TV, vil de få tilbuddet - igen og igen. I øjeblikket kanaliseres en del af de bristede (økonomiske) forhåbninger fra Internettet over i TV’et, men digitalt interaktivt TV virker endnu meget langt fra den ”killer-applikation”, som PC’en har haft i skriveprogrammet og Internettet i e-mailen. Mens set-top-producenter og netværksoperatører skyder skylden på mangel på indhold, skyder indholdsproducenterne skylden netværksoperatørernes manglende vilje til investering. Skyttegravskrigen er til en vis grad forståelig, al den stund at såvel indhold som muligheder pt. er yderst begrænsede, og begge dele er rasende dyre i etableringsfasen, men samtidig har den skygget for forsøgene på at udvikle features og services, der reelt kan øge TV’s værdi. Det er samtidig slående, at en forsvindende lille del af litteraturen om digitalt TV beskæftiger sig med de indholdsmæssige muligheder. Det er karakteristisk, at langt de fleste ideer om services enten er baseret på industriens forventninger om nye indtjeningsmuligheder eller ligger på metaniveau, dvs. den kontekst som Tv-programmerne indgår i. Der er en tendens til at glemme, at TV ikke først og fremmest er et funktionelt performativt objekt, men en leverandør af oplevelser; fakta, fiktion, virkelige såvel som fiktive personligheder og handlinger, der træder direkte ind i dagligstuen. Samtidig vil digitalt interaktivt TV i lande som Danmark, hvor udbredelsen af PC med Internetadgang allerede er relativt bred, ikke være det første digitale netværksmedie. Herhjemme har PC’en indtil videre sat sig tungt på den funktionelle del af de digitale netværk, og spørgsmålet er, hvor meget TV kan ændre på dette. Dette speciale tager udgangspunkt i, at TV’s killerapplikation er indhold og forsøger i loyalitet med TV at finde retninger for digitale interaktive Tv-programmer.
Side 1 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
1.1 Specialets baggrund Samtidig viste det sig under arbejdet med specialet yderst vanskeligt overhovedet at finde en fornuftig tilgang til interaktivt digitalt TV, fordi det som digitalt konvergensmedie kun vanskeligt lader sig fange. En stor del af specialet er derfor blevet dedikeret til at finde en meningsfuld forståelse af såvel digitale medier som interaktivetetsbegrebet. Afsnit Klausuleret
Side 2 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
1.2 Problemformulering Det endelige mål med dette speciale er at diskutere muligheder for interaktivitet på programniveau i digitalt TV. Både interaktivitet og digitalisering stiller imidlertid analysen af medier over for udfordringer, som de traditionelle tilgange ikke kan dække, og en stor del af specialet er derfor dedikeret til at finde et brugbart teoretisk standpunkt som ramme for analysen. Specialet tager derfor form som dels en teoretisk diskussion af digitale medier og interaktivitetsbegrebet og dels en analyse, der tager udgangspunkt i resultaterne af denne diskussion. Dermed falder specialets erkendelsesinteresser i to dele: A) Teoretisk vil jeg opbygge en forståelse for og et begrebsapparat til undersøgelsen af digitale og interaktive medier. Herunder: -
Hvilke udfordringer stiller computeren som medie til medieanalysen: Er det muligt at finde stabile træk i digitale medier.
-
Kan interaktivitsbegrebet defineres som en betegnelse for en særlig omgang med medietekster og i så fald hvordan.
B) Empirisk er målet med specialet at afprøve denne forståelse i en analyse af interaktivitet i forbindelse med digitalt TV. Herunder: -
En kortlægning af centrale karakteristika ved analogt broadcast TV og en diskussion af disse i forhold til de muligheder, som åbner sig ved digitalt TV.
-
En diskussion af kombination af interaktivitet og TV på et generelt plan.
-
En diskussion af mulighederne for interaktivitet programniveau (herefter kaldet iTV) ud fra 3 eksempler.
1.3 Specialets opbygning I dette speciale vil jeg diskutere blandingen mellem digitalt TV og interaktivitet, og som sådan forsøge at give et bud på en mulig udvikling af TV’s former i den kommende tids digitalisering af mediet. Det ultimative mål er at pege på interaktivitetens rolle i fremtidens digitale Tv-programmer, men problemet er åbenlyst, at på det tidspunkt de interaktive muligheder realiseres, er også den referenceramme forandret, som nutidens programmer udgør,. I forsøget på at pege på interaktive muligheder har det derfor været nødvendigt at bygge en kontekst op omkring dem. Jeg har derfor lagt en stor vægt på diskussionen af, hvordan man kan (be-)gribe digitaliseringen af medier og hvilke holdepunkter, man kan finde i analysen af fremtidens medier. Specialets form er i kraft af fokuseringen på fremtiden diskuterende i højere grad end konkluderende, og det dobbelte fokus på opbygningen af forståelsesramme og anvendelse af denne gør den afsluttende analyse til i lige så høj grad et forsøg på at teste forståelsesrammen som et forsøg på at skue fremad. Opbygningen ser ud som følger:
Side 3 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Specialet falder i 5 hoveddele: 1) I første del vil jeg med udgangspunkt i den såkaldte medium theory diskutere de udfordringer, som digitalisering og konvergens stiller til den måde vi opfatter medier på. Denne del falder i to hovedafsnit, hvor jeg i første omgang vil diskutere medium theory (kapitel 2) i forhold til traditionelle medier og i anden omgang med udgangspunkt i Niels Ole Finnemann’s opfattelse af computeren pege på de problemer, det giver at overføre medium theory til digitale medier (kapitel 3). Sluttelig vil jeg pege på konsekvenserne af dette og argumentere for, at en medieanalysens fremtid ligger i at fokusere på de symbolske udtryks karakteristika og omgangen med terminalen. 2) I specialets anden hoveddel vil jeg i kapitel 4 starte med at gå i dybden med selve interaktivitetsbegrebet. Jeg vil diskutere forskellige opfattelser af interaktivitet og med Espen Aarseth argumentere for, at interaktivitet er et begreb, som bedst kan forstås og anvendes i forholdet mellem bruger og tekst. På grundlag af diskussionerne i de to første dele vil jeg derefter i kapitel 5 beskrive den analytiske ramme, som resten af specialet vil udfolde sig indenfor. 3) I første del af den analyserende del af specialet bliver analogt broadcast TV i kapitel 6 diskuteret som den historiske refererenceramme, interaktivt digitalt TV vil udfolde sig i. Ud fra teknologisk baseret karakteristik af mediet, vil jeg fremhæve hovedtræk ved Tv-brug og -æstetik. 4) Anden del har karakter af en overgang, hvor jeg i kapitel 7 opridser og diskuterer udviklingen mod digitalt TV. Dette vil munde ud i en diskussion af de nye muligheder set i relation til de karakteristika ved traditionelt TV, som blev fremhævet i den foregående del. 5) Endelig vil 3. og sidste del af analysen gribe fat i kombinationen af TV og interaktivitet som en særlig mediegenre (fremover kaldet iTV), der kombinerer interaktivitet med programmer. Denne del vil være delt i to hoveddele: a) I den første del vil jeg på et generelt plan diskutere interaktivitet overfor Tv-sening og pege på modsætninger og muligheder. (Kapitel 8) b) I anden del vil jeg anvende den tilgang, som er udledt af diskussionen om interaktivitet, og analysere et eksempel på hver af de tre former for interaktivitet. Dette vil i blive relateret til konkrete erfaringer med services. (Kapitel 9)
Side 4 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
1.4 Specialets forudsætninger og begrænsninger Specialets centrum er forholdet mellem Tv-seer og iTV-bruger i forhold til de digitale muligheder, men samtidig forsøger jeg i specialet at opbygge en realistisk kontekst omkring seeren og brugeren. Opbygningen af denne kontekst er naturligt begrænset af specialets omfang, og jeg har måttet foretage en række beskæringer i, hvad der behandles. Først og fremmest handler det om (i)TV. Jeg vil kun i meget begrænset omfang inddrage den konkurrence, som TV allerede på nuværende tidspunkt møder fra andre digitale medier. Mediemarkedet lades således generelt ude af betragtning. Det gælder også industriens incitament og indtjeningsmuligheder i interaktivt digitalt TV, som i hovedtræk skåret bort. Den del af udviklingen, som er drevet af industriens forventninger, er dækket ganske glimrende andre steder. Jeg har i relation til dette også fravalgt en diskussion af omkostningerne til programmering og drift af forskellige services. Jeg begrænser mig til at skelne på et overordnet plan mellem det økonomisk realistiske og det urealistiske. Dette fravalg skal ikke ses som en negligering af de økonomiske faktorers betydning, men ligger i tråd med specialets forsøg på at fokusere på modtageren og oplevelsen. Samtidig er specialets fokus på Tv-programmerne. Den digitale Tv-terminal vil sandsynligvis være centrum for en lang række forskellige services fra Internet surfing og 2. generations tekst-TV over home-banking1 og t-shopping til en lang række forskellige spil. Grænserne mellem de forskellige services og tilbud vil ikke være statisk; ofte vil den være fuldstændig udefinerbar. Dette ligger i tråd med en anden af specialets begrænsninger. Selvom specialet sigter mod at pege på træk ved TV, der vil blive videreført i det digitale miljø, er udgangspunktet uundgåeligt TV, som vi kender det i dag. I sidste ende er det umuligt at sige, hvordan nye generationer opvokset med computeren vil nærme sig TV, ligesom ændringer i samfundets struktur på både mikro- og makro-niveau kan få stor betydning. En fokusering på Internettet eller computerspil ville sandsynligvis have givet et andet billede. Dette forbehold ligger dog i tæt forlængelse af specialets overordnede udgangspunkt. Erfaringerne hidtil har vist, at det er yderst vanskeligt at revolutionere folks Tv-vaner fra den ene dag til den anden, og interaktive services og indhold er derfor nødt til at tage udgangspunkt i det eksisterende univers. Stort set alle realiseringer af det fulde digitale bredbåndsunivers fra den ene dag til den anden har resulteret i fiasko (se eksempelvis Carey, 1999, for en oversigt), og grunden, til at Europa pt. er længere fremme i realiseringen af digitalt TV end USA, skal sandsynligvis findes i, at de europæiske spillere har valgt at lave mere glidende ______________________________________________________________________________ 1
Jeg beklager den omfattende brug af engelske udtryk som homebanking, communities, chat etc. i specialet. Diskursen om nye medier foregår ganske enkelt på engelsk, og der findes ikke tilsvarende ord på. Et forsøg på at oversætte dem ville være både menings- og læseforstyrrende.
Side 5 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
overgange end deres amerikanske kolleger. Udgangspunktet er, at analogt broadcast TV har vist sig som en utrolig magtfuld medieform, og at det kan fungere som et pejlemærke for muligheder og succeser i fremtidens digitale TV. Det betyder ikke, at jeg ser iTV som den centrale drivkraft i udbredelsen af digitalt TV; ikke engang i forhold til seernes motiver til at anskaffe sig de nødvendige set-top-bokse. Hvad der driver udviklingen er i denne sammenhæng mindre væsentligt end, hvordan den kan udnyttes. Fokuseringen i dette speciale er på et interessant hjørne af mulighederne; der er talrige andre. Endelig skal det nævnes, at specialets tidshorisont er begrænset, men i øvrigt ikke nærmere defineret. Det er ganske enkelt umuligt at forudsige udviklingens hastighed, fordi så mange faktorer spiller ind. 1.5 Empiriens rolle i specialet Afsnit Klasuleret 1.5.1 Det empiriske grundlag
Afsnit Klausuleret 1.5.1.1 iTV-undersøgelser
Afsnit Klausuleret 1.5.1.2 Materialet
Afsnit Klasuleret
Side 6 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 2: Medieanalysen 2.1 Introduktion: At definere et medie Joshua Meyrowitz opridser i artiklen ”3 paradigmer i medieforskningen” (Meyrowitz 1997) tre metaforer i diskussionen af medier: Kanalmetaforen, Sprogmetaforen og Miljømetaforen. I Kanalmetaforen opfattes medietypen som neutral og passiv og gennem metaforen fokuseres på det formidlede indhold, hvad der formidles, og hvordan det modtages. Metaforen er fremherskende i den populære debat om medier, og i sagens natur ligger fokus især omkring relationerne til den virkelige verden (ikke blot fakta, men også f.eks. fiktionens over- og misrepræsentationer af vold/kvinder/etniske grupper o.l.). Igennem sprogmetaforen undersøges mediets grammatiske struktur og konstruktion og fokuseringen ligger på (udnyttelsen af) de semantiske og syntaktiske muligheder, som ligger i mediet. Sprogmetaforen bruges ofte i relation til mediers muligheder for manipulation og fordrejning, men kan også fungere som neutral beskrivelse af mediers strukturering af indholdet, som i f.eks. produktionshåndbøger. I sagens natur knytter metaforen ofte an til afsenderleddet, fordi det er her, de grammatiske valg foretages. Hvor man inden for kanalmetaforen ofte vil gå på tværs af medier, behandles oftest et enkelt medie, når sprogmetaforen anvendes. Endelig ses med miljømetaforen på selve medietypen, de træk som adskiller det fra andre medier og konsekvenserne af disse strukturer. Her fokuseres på medierne hver for sig (eller evt. samspillet mellem medier), og analyseområdet er de rammer, som medietyper bærer i sig og skaber omkring sig. De tre metaforer bør ikke ses som gensidigt udelukkende tilgange, da det er oplagt, at en given kommunikationssituation både inkluderer mediets karakteristika samt grammatiske og indholdsmæssige valg. Meyrowitz formål med artiklen er da også at bygge bro mellem de forskellige tilgange, og han ser dem derfor netop som metaforer, der hver især bærer deres fokuseringer og blinde pletter. Ikke desto mindre er der en klar adskillelse mellem på den ene side kanal- og sprogmetaforen og på den anden side miljømetaforen. Til forskel fra de to øvrige metaforer fokuseres ved miljømetaforen ikke på de parametre, som er valgbare for aktørerne, (hvad der kommunikeres og hvordan), men i stedet på de faktorer, som ligger uden for aktørernes indflydelse. Meyrowitz kalder den sidste tilgang ”Medieanalyse” (Oversættelsen er fra Meyrowitz 1997. Den engelske betegnelse er ”medium theroy” med ”medium” i ental fordi udgangspunktet er det enkelte medies karakteristika), og det vil også være
Side 7 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
betegnelsen i dette speciale. Det centrale spørgsmål for medieanalyse ses af Meyrowitz som:
“What are the relatively fixed features of communicating and how do these features makes the medium physically, psychologically, and socially different from other media and from face-toface- interaction.” Meyrowitz 1994, s. 51
Meyrowitz ser medieanalysens formål som rettet mod analyser af mediets effekt på samfundet som helhed (makroperspektiv) eller på specifikke interaktioner (mikroperspektiv). Harold Innis’ analyser papyrussens rolle i romerrigets administration (Innis,1975) er et eksempel på fokuseringen på mediernes rolle i samfundets organisering som helhed, mens Meyrowitz egen tilgang forsøger at dække begge områder ved at se på den daglige interaktion mellem mennesker som samfundets grundpille. 2.2 Medieanalysens forudsætninger Som ovenstående citat viser forudsætter medieanalyse to afgørende kriterier for at kunne fungere i praksis: ¾ Det skal være muligt at afgrænse medierne i forhold til hinanden for at kunne udskille det enkelte medies karakteristika; de rammer det bærer i sig og skaber omkring sig. ¾ Det skal være muligt at identificere (relativt) faste egenskaber ved medier, og dermed implicit skelne mellem hvilke egenskaber, der er stabile og hvilke der er variable. Disse stabile træk ligger således i hjertet af medieanalyse, og i forlængelse af ovenstående to kriterier melder to centrale spørgsmål sig: ¾ Hvordan defineres et medie og hvilke træk kan undersøges for at identificere de stabile træk? ¾ Hvordan er forholdet mellem de stabile træk og de valgbare parametre. (hvor determinerende er et medies teknologi og opbygning?). 2.2.1 Teknologiens rolle
Besvarelse af spørgsmålet om teknologi må siges at være en forudsætning for besvarelse af det andet, da det behandler spørgsmålet om de stabile træks karakter og betydning. Her ligger spørgsmålet om forholdet mellem teknologi/medie og aktør i centrum, fordi medieanalysen i sin fremhævning af mediers betydning i sig selv, tillægger selve mediet en agerende rolle, et perspektiv, der har dannet basis for en vedvarende kritik for teknologideterminisme. Meyrowitz indrømmer selv denne fare, og som modtræk peger han dels på, at egenskaberne kun betragtes som ”relatively fixed” og dels på behovet for at kombinere medieanalyse med andre traditioner for at få et mere nuanceret billede. Men udover erkendelsen af, at området er
Side 8 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
underbelyst i medieanalyse, kommer Meyrowitz ikke med et mere konkret bud på forholdet mellem aktør og teknologi. 2.2.1.1 Teknologiens kræfter
Raymond Williams har i flere værker diskuteret spørgsmålet om teknologiens udvikling, og han berører det også i sit værk om TV, hvor han især kritiserer Marshall McLuhan’s perspektiv2. Han opridser en række forskellige opfattelser med den rene teknologideterminisme i den ene ende og en opfattelse af, at teknologien finder sin anvendelse ”symptomatisk”, dvs. som et produkt af sociale processer, i den anden. Begge yderpunkter ser selve teknologien som selvgenererende, men hvor teknologideterminismen slår på, at sociale forandringer er et resultat af (selvgenereret) teknologisk udvikling, vil den symptomatiske opfattelse se brugen af teknologien som et resultat af samfundets behov. I sin kritik tager Williams afstand fra begge yderpositioner, fordi de ser teknologiudviklingen som agerende i sig selv, og i stedet vil han installere intentionen i forskning og udvikling. Williams underbygger dette med en redegørelse for udviklingen af broadcastmedierne og konkluderer:
It is especially characteristic of the communications system that all were foreseen – not in utopian ways, but in technical ways – before the crucial components of the developed systems had been developed and refined. In no way is this a history of communications systems creating a new society or new social conditions. Williams 1979, s. 19
Williams går videre i sin analyse og placerer realiseringen af brugen af Tvteknologien (og andre massemedier som radio og aviser) som et resultat af sociale og politiske forandringer. Udviklingen af en centraliseret repræsentativ politisk magt gav behov for transmission af nyheder og baggrund; et behov, som de eksisterende institutioner (på den ene side det autoritære kommandosystem og på den anden side ideologibaserede institutioner som kirke og skole) ikke kunne opfylde. Samtidig skabte en øget (fysisk) mobilitet i samfundet et behov for kommunikation over afstand, som også drev udviklingen. Williams lokaliserer således årsagen til de moderne kommunikationsmidlers fremkomst og form i udviklingen af det moderne samfund. At Williams ser determination som en rent social proces betyder ikke, at han ser den som kontrolleret. De sociale kræfter ”set limits and exerts pressures” (Williams 1979, s.130), men kan hverken fuldt kontrollere eller forudsige udfaldet. ______________________________________________________________________________ 2
Marshall McLuhan er da også den af medieanalytikerne, der er mest åben for angrebene om teknologideterminisme, hvad alene hans mest kendte frase; ”The medium is the message”, antyder. Williams’ primære kritik retter sig dog mod, at McLuhan (især i sit introducerende afsnit) bruger begreberne medie og teknologi uden betydningsforskelle, og mod, at hans opfattelse af medier som forlængelse af sanserne ikke levner meget plads til intentionel brug af teknologi og medier.
Side 9 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Uanset om man accepterer Williams’ konklusioner eller ej, må man konstatere, at han blander grundene til mediets fremkomst med effekterne af dets eksistens. Det er klart, at selve udviklingen af Tv-systemet ikke viser effekterne af mediet, men det betyder ikke, at TV ikke har haft en effekt. Svaret på, hvilke konsekvenser et medie har haft, behøver ikke at have sammenhæng med de kræfter, som spillede en rolle i etableringen af det3. I diskussionen om teknologiens rolle er det først og fremmest nødvendigt at skelne mellem udviklingen af teknologi og dens betydning, når den først er der4. Williams opponerer samtidig primært mod McLuhan, fordi McLuhan ikke ser på de sociale praksisser forbundet med medier, men ophæver en æstetisk teori til en social forståelse5. Denne fokusering på de sociale praksisser må ikke forveksles med Joshua Meyrowitz inddragelse af mikro-sociale forhold til forståelse af mediers betydning. Williams udgangspunkt er samfundet, og den idealistiske baggrund for hans projekt og kritik af McLuhan er først og fremmest orienteret mod samfundets kontrol og mulighed for at styre og påvirke medierne. Williams’ insisteren på de sociale kræfters betydning i skabelsen og udbredelsen af teknologi er en vigtig påmindelse om, at teknologi intet er i sig selv uden en social kontekst, og at den ikke opstår i et tomrum. Samtidig forhindrer hans konsekvente afvisning af teknologiens betydning i samfundsforandringer dog en nærmere forståelse af mediers (og anden teknologis) rolle i selvsamme samfund. Uanset at de moderne medier opstod og vandt udbredelse som en konsekvens af ændrede samfundsforhold, vil det være vanskeligt at fastholde, at medierne ikke har haft betydning i den videre etablering og udvikling af det moderne samfund. Samtidig undersøger Williams selv den æstetiske dimension i TV’s ”former” (i.e. forskellige genrer), men det er karakteristisk, (som blandt andet påpeget af Laing, 1991), at der ikke er megen forbindelse mellem de to dele af Williams’ analyse. Et udtryk for dette er hans kontrastering af det amerikanske og det engelske TVsystem, hvor han ikke peger på andet end gradsforskelle i TV’s former på trods af hans fokusering på institutionelle faktorer. Disse gradsforskelle kan ikke siges at være forskellige fra Meyrowitz’ opfattelse af, at medier opfordrer (”encourage”) til bestemte reaktioner.
______________________________________________________________________________ 3
Medmindre man som f.eks. James R. Beniger ser en fælles kraft i udviklingen. Beniger analyserer de moderne kommunikationsmidler fra telegrafen til de moderne massemedier og argumenterer for at se udviklingen i kommunikationsteknologien som et symptom på et behov for kontrolmekanismer. (Beniger, 1976). En sådan findes dog ikke hos Raymond Williams. 4 Skillelinien mellem udvikling og effekt kan ikke siges at være helt ren, da teknologi til stadighed udvikles, modificeres og forfines, men den giver mening, så længe de to kriterier, som blev fastslået i afsnit 2.2, er opfyldt. 5 Williams’ anstødssten er her især den tidlige Mcluhans eksplicitte adoptering af æstetisk teori fra især de franske symbolister.
Side 10 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ 2.2.1.2 Netværk
Bruno Latour har på mere sofistikeret vis udforsket området med udgangspunkt i et radikalt semiotisk perspektiv, hvor mennesker og maskiner kan skifte plads på samme måde som agenter i tekster (Johnson/ Latour 1988). Den proces, Latour beskriver, består i, at mennesker uddelegerer funktioner til maskiner med det formål at gøre en besværlig proces nemmere. Denne uddelegering forudsætter en forsimpling i form af en operationalisering og oversættelse af opgaven, så maskinen kan ”forstå” den. Dette betegnes ”Translation”. Konsekvensen af denne oversættelse er, at maskinens udførelse af opgaven virker tilbage på menneskets omgang med den. For at omgås maskiner er man nødt til at kende og indrette sig efter deres måde at fungere/opføre sig på (deres ”moral og etik”). Dette betegnes ”Prescription”. For eksempel erstatter en telefon en rejse for at mødes face-to-face, men omkostningen er, at al kommunikation skal gøres auditiv. Latour’s hovedpointe er, at både maskiner som mennesker sætter rammer for situationer, og det er nødvendigt at studere forholdet i de netværk, de indgår i. Man behøver ikke acceptere Latour’s radikale perspektiv6 for at anerkende værdien af hans mere nuancerede opfattelse af teknologiens placering. Jay David Bolter og Richard Grusin bruger også Latour’s opfattelse som grundlag i deres bog om mediemekanismer (Bolter & Grusin, 1999). Udgangspunktet er Latour’s kritik af det modernes forsøg på at adskille subjekt, objekt og sprog, (Latour, 1996) hvor han i stedet argumenterer for, at ingen af de tre dele er mere virkelig end de øvrige, men at det virkelige kun opstår i mødet mellem de tre (en ”hybrid”). Ifølge Latour er medier altså lige så virkelige, som de ting, de medierer, og herudfra argumenterer Grusin og Bolter for, at man ikke er tvunget til at tage afstand fra hverken Williams’ sociale determination eller McLuhan’s elementer af teknologideterminisme. Parallelt med Latour argumenterer de for, at medier opstår i netværk bestående af sociale, kulturelle, lingvistiske, økonomiske og teknologiske faktorer, og at de skal studeres i sådanne. Skal man forstå medier, er man således nødt til ikke udelukkende at tage udgangspunkt i de sociale og økonomiske faktorer, som driver udviklingen og implementeringen, men også i de rammer og muligheder, som teknologiudviklinger bærer i sig. Mediet og dets anvendelse må betragtes under samme analytiske tag, men det betyder ikke, som i den yderste konsekvens af Latour’s perspektiv, at de enkelte faktorer ikke kan adskilles; dette vil f.eks. gøre det umuligt at forklare forskellige anvendelser af den samme teknologi. 2.3 Medier i kontekst De forskellige udnyttelser af medier er netop Niels Ole Finnemann udgangspunkt i artiklen ”Kommunikative Rum”, hvor han mere stringent end Meyrowitz forholder sig ______________________________________________________________________________ 6
Latours mål er at ophæve skellet mellem aktør og artefakt i et system af netværk og gensidig aktion. Efter min mening blokerer dette perspektiv imidlertid for en forståelse af såvel aktør og artefakt som det samspil de indgår i, da det umuliggør en nærmere analyse af teknologi/mediers stabile egenskaber og deres betydning.
Side 11 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
til medieanalysens centrale problematikker. I stedet for miljømetaforen vælger Finnemann termen ”Kommunikative Rum” som beskrivelse af de kommunikationsmuligheder, der knytter sig til et givent medie (eller en konstellation af medier). Finnemann bruger termen mediematrix som betegnelse for det univers af forskellige medier, der findes på et givent tidspunkt, og han inddeler kommunikationshistorien i 5 perioder, afhængigt af hvilke medier, der er til rådighed på det pågældende tidspunkt. Således bestod 1900-tallets mediematrix af en kombination af tale, håndskrift, trykte medier samt analoge elektroniske medier, og vi må siges allerede at være i den 5. matrix bestående af talte, skrevne, trykte medier samt analoge og digitale elektroniske medier. Finnemann påpeger, at der i analysen af mediers effekter oftest fokuseres på brudfladerne i mediehistoriens udvikling. Overgangene fra rent orale samfund til skriftens fremkomst, fra håndskriften til trykpressen samt de elektroniske mediers fremvækst i det 20. århundrede er typiske analysefelter. Finnemann’s pointe er her, at et medie kan have forskellige egenskaber inden for forskellige konstellationer, og dermed giver han et bud på en mere kompleks opfattelse af både det interne forhold mellem medier og deres effekt på det omkringliggende samfund. Han påpeger, at ved at se på den samlede mediematrix forskydes fokus delvist fra de teknisk invariante karakteristika for de enkelte medier til en undersøgelse af forholdet mellem medier og af mulighederne for at omgå mediets begrænsninger f.eks. ad organisatorisk vej.
”Medievidenskaben beskæftiger sig altså med fænomener, hvor forholdet mellem det invariante og det variable selv er variabelt, hvor de parametre, der er konstante rammebetingelser på et tidspunkt, forvandles til valgbare parametre på et andet tidspunkt.” Finnemann, 1997, s.3
Finnemann’s hovedpointe er, at for at forstå et givent medies funktion og rolle, er man nødt til at forholde sig til hvilke andre medier, der er til rådighed. Finnnemann fastholder medieanalysen som relevant, fordi den stiller vigtige spørgsmål, men med ”forsigtighed og forbehold”, fordi en for striks kategorisering og opstilling af invariable parametre ikke er holdbar. Han peger her på det problem, at vi ikke med sikkerhed kan forudsige, hvilke invarianter, der vil blive variable ved tilkomsten af et nyt medie i matrixen. Han giver dog et bud på mekanismerne ved tilføjelsen af nye medier i matrixen, og her er det en væsentlig pointe, at ældre medier sjældent forsvinder, fordi der kommer nye til. Rygterne om skriftens død pga. af elektroniske medier må siges at være kraftigt overdrevne, og på samme måde forsvandt radioen ikke, fordi TV kom frem. I stedet kan man tale om en forskydning af forholdet mellem medierne og deres funktioner; et medie kan ”aflastes” ved fremkomsten af et nyt. Det enkelte medies funktion og indholdsformer afhænger med andre ord af, hvilke andre
Side 12 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
medier, der er til rådighed. Den indlysende pointe her er, at tilføjelsen af et nyt medie i matrixen ikke blot er kumulativ, men især transformativ.
Hovedreglen i mediehistorien er altså den, at gamle medier består, men får ændret deres funktioner og anvendelse, når et nyt medie kommer til, fordi det nye medie aflaster det gamle, der derved bliver disponibelt for nye anvendelser. Finnemann, 1997, s. 8
Undtagelsen fra denne hovedregel er naturligvis, når et nyt medie overgår det gamle på alle punkter, et klassisk eksempel er skrivemaskinens nederlag til computeren. Denne undtagelse er imidlertid interessant i denne sammenhæng, fordi digitale elektroniske medier, som det vil fremgå, vil erstatte de analoge, og at overtagelsen ikke er værdineutral. Det er oplagt, at f.eks. den mere flydende grænse mellem skrivning og redigering har haft konsekvenser for vores måde at skrive på7. Under alle omstændigheder er Finnemann’s perspektiv på aflastningen af gamle medier ved nye mediers8 tilkomst både relevant og givende, både for analyser af hvilke services og funktioner medier har i en given matrix, og for de mekanismer, der danner grundlag for ændringer. Men Finnemann er først og fremmest interesseret i det dynamiske udviklingsperspektiv og giver ingen bud på, hvilke træk, man kan inddrage for at forstå et medies betydning i et statisk perspektiv. 2.4 Mediers egenskaber Det gør imidlertid Niels Brügger, der i et arbejdspapir bygger videre på forholdet mellem et medies træk og dets konkrete form (Brügger 1999). Samtidig opstiller han et udkast til, hvilke områder man kan se på i karakteristikken af mediers egenskaber. Brügger’s udgangspunkt er hans eget begreb mediatet, dvs. mediets måde at være medie på (sml. Brügger, 1999 s. 8). Her opererer han med en skelnen mellem mediets potentiale og dets aktualitet. Brügger sammenligner denne forskel med en volume-knap. Potentialet er knappen sat på fuld styrke med realiseringen af alle de muligheder, som mediets materiale åbner for. Aktualiteten er den form og funktion, hvor mediet reelt finder sin plads; den realisering af muligheder, der er i et fungerende medie. Brügger’s skelnen ligger i samme spor som Finnemann’s både i pointeringen af helhedsperspektivet og i opfattelsen af mediers relative stabilitet. Brügger’s skelnen mellem potentiale og aktualitet implicerer nemlig en inddragelse ______________________________________________________________________________ 7 En interessant konsekvens kan måske ses i udviklingen i håndbøger til opgaveskrivning, hvor det processuelle perspektiv har fået mere vægt i de seneste år på bekostning af tidligere tiders fokusering på stringent planlægning inden skriveprocessen. Dette kan ses som en konsekvens af omskrivninger er mindre krævende i computere end i håndskrift/maskinskrift. 8 Anvendelsen af modstillingen mellem nye og gamle medier skal i denne sammenhæng ikke relateres til den ofte anvendte brug af kategoriseringerne som hhv. digitalt baserede medier og alle andre, men blot som et rent tidsmæssigt perspektiv, hvor nye medier er kommet til senere end gamle.
Side 13 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
af de faktorer, som former mediet, og studiet af medier i netværk ligger således centralt i hans tilgang. Brügger’s bud på, hvordan aktualiseringen kommer i stand i dette netværk er et dialektisk samspil mellem mediets muligheder og begrænsninger og de faktorer i konteksten9, som har indflydelse på dette. Mediet sætter bestemte rammer for sin brug (”framesetting”), og det virker tilbage (konteksten har således en ”aktualiserende” funktion). Det er dog her vigtigt at pointere, at hverken konteksten eller relationerne til mediet er ifølge Brügger en del af mediets mediatet. De har indflydelse på, hvordan mediateten kommer i stand, men denne lokaliserer Brügger udelukkende i selve mediet. Samtidig argumenterer Brügger’s for at opfatte medierne ikke som entydige størrelser, men snarere som tilhørende mere eller mindre faste kategorier eller typer fastlagt efter fællestræk10. Selve det, vi definerer som et givent medie, er en kompleks struktur af flere sammenhængende teknologier, og i forståelsen af dem er en vis åbenhed over for mulige forskelle og ændringer i de enkelte dele nødvendig. Brügger’s fokusering på muligheder og begrænsninger i mediet er velegnet som grundlag for at forstå, hvad et givent medie tilbyder, og ikke mindst hvad det ikke kan, men hans fokusering på materialiteten er en følsom konstruktion, der viser, hvor vanskeligt det er at isolere generelle parametre for typologiseringen af medier. Dette ses af Brügger’s forslag til områder, der skal undersøges i en søgen efter mediers mediatet. Brügger’s forslag implicerer et meget stort antal analysefelter (i yderste konsekvens 96), der skal undersøges for at finde et medies mediatet, og hans kategorier fremstår endnu underdefinerede og foreløbige. Brügger’s meget abstrakte tilgang viser sig således meget vanskelig at placere i forhold til konkrete medier, simpelthen fordi et konsistent indhold i hans kategorier først skal bygges op. I forhold til studiet af medier tilbyder han dog et nyttigt perspektiv igennem sin fokusering på dialektikken imellem de teknologiske muligheder og begrænsninger og det netværk, som aktualiserer anvendelsen.
______________________________________________________________________________ 9
Brügger opererer her med en model over medieuniverset med de forskellige instanser i medieuniverset, men detaljerne er ikke relevante her. Det centrale er mekanismerne mellem mediatet og kontekst. 10 Her ligger Brügger i tråd med Meyrowitz, som også påpeger, at medier er i konstant udvikling, og at deres karakteristika kan ændre sig. ”Således refererer de navne vi kalder forskellige medier, ofte til en klynge af lignende, men ikke identiske, underkontekster af kommunikation.” (Meyrowitz, 1997, s. 69)
Side 14 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 3: Nye medier og medieanalysen Den klassiske medieanalyse repræsenterer en tilgang til broadcast TV, som i kraft af mediets stabilitet kan give et mere eller mindre tidløst billede af mediet. Dette er dog kun et skridt i specialet, da det endelige mål med specialet ikke er at give en karakteristik af TV, men at bruge denne som grundlag for diskussion af digitalt, interaktivt TV. Som et digitalt medie stiller dette imidlertid medieanalysen over for en udfordring, da anvendelsen af medieanalysen problematiseres i digitale medier. Dette vil være omdrejningspunktet for dette kapitel, hvor jeg gennem en karakteristik af computeren vil diskutere medieanalysens anvendelse på de såkaldte ”nye medier” og pege på en vej fremad. 3.1 Digitale medier Niels Ole Finnemann står for det hidtil mest elaborerede og anvendelige forsøg på at definere computeren som medie (Finnemann, 1999). Hans undersøgelse af computeren går dybt ned i den konkrete fysiske og matematiske opbygning, men denne redegørelse vil primært bevæge sig på et mere overordnet niveau og fokusere på Finnemann’s konklusioner. Lad os starte med at tage forbehold for selve ordet computer, både i betydningen ”regnemaskine” og i den alment brugte form med mus, tastatur og skærm. I mangel af bedre fastholder jeg ordet, men medmindre andet er angivet, henviser det til den digitale proces. Finnemann starter ved den binære11 notation som omdrejningspunkt for den digitale proces og sammenligner den med alfabetet, der i princippet også kan siges at være digitalt. Alfabetet rummer et antal ikke-betydningsbærende elementer (bogstaverne og i princippet også sammensætningen af dem til stavelser), der kan kombineres i det uendelige til betydningsbærende enheder (ord, sætninger, skrifter etc.). Den binære notation går dog et skridt videre. Mens enhederne i alfabetet har en betydning i sig selv (her tænker jeg ikke på den onomatopoietiske betydning, men på forskellene mellem vokaler og konsonanter og det faktum, at nogle bogstaver kan have semantisk betydning i sig selv, f.eks. å og ø), er computerens bits blottet for kvaliteter og består af uinstantierede enheder, der udelukkende får betydning gennem deres relative position. Derfor skal betydningen kodes ind i dem, og her ligger samtidig grænsen for, hvad computeren kan repræsentere: Det skal kunne beskrives med et endeligt antal binære manifestationer. Det andet væsentlige punkt ligger logisk i den praktiske brug, som må siges at være gældende for alle medier. Computeren må manifestere sig for brugeren igennem et ______________________________________________________________________________ 11
I princippet behøver den digitale proces ikke at foregå ved binær notation, da antallet af enheder i notationen ikke er afgørende. Finnemann bruger generelt termen informationel notation for at indikere dette, men i praksis er det dog den standard, der i dag er valgt, og da den er bygget ind i computerens hardware, står den ikke til at ændre, når computeren først er bygget. Forskellen mellem informationel notation og binær notation er derfor ikke relevant i denne sammenhæng, og jeg skelner ikke mellem dem.
Side 15 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
sansegenkendeligt symbol, ellers må den betragtes som uanvendelig. Det centrale ligger i, at den mekaniske binære proces i computeren er styret af en eller anden form for algoritmisk syntaks, der giver enhederne og deres placering betydning, så de omformes til sansegenkendeligt output. Som Finnemann påpeger, er en computer uden software til at styre processerne blot et varmeapparat. Opsummerende kan man altså sige, at computeren altid må have 3 træk:
1. Enhver proces skal repræsenteres af den mekaniske proces i det digitale alfabet. 2. Enhver proces skal styres af en form for algoritmisk syntaks. 3. Enhver proces er styret af et interface, som bestemmer det semantiske indhold af den syntaktiske proces. sml. Finnemann, 1999, 354
Den centrale forskel fra andre medier ligger i det andet punkt. I analoge elektroniske medier kan data kun fortolkes på en måde, når de først er indkodet, deres fortolkning er fastlagt i den funktionelle arkitektur12, og de rummer således en klar invariant13 adskillelse mellem mekanik og symbol. Det samme gælder ikke for computeren, her fastlægges det symbolske udtryk på det syntaktiske niveau. I daglig tale finder vi dette i forskellen mellem hardware og software, en skelnen, der ikke er relevant i elektroniske medier, fordi processen her er rent styret af hardwaren. En given streng af informationer kan altså fortolkes forskelligt; det klassiske eksempel er ”screen dumps” af en tekst, hvor skriftenheder omformes til repræsentationer af pixels på en skærm. Det giver ikke blot mulighed for at få læst sine ”simple-tekst”-dokumenter op, men giver også mulighed for at tilføje nye funktionaliteter og modificere de eksisterende uden at ændre på den funktionelle arkitektur. Computeren ophæver derved den tidligere invariante adskillelse mellem den materielle maskine og det materiale, der behandles. I traditionelle medier er forholdet mellem tegn og behandling af disse fast, men i computerens symbolske hierarki, som beskrevet ovenfor, er reglerne altid regulerbare, idet alle regler behandles på samme niveau som de data, de regulerer.
It is therefore not possible - as is a precondition in mechanical theory - to define any invariant borderline between the machine and the material processed in the machine, between the rule and the regulated, between programme and data and between the knowledge implemented in the functional architecture of the machine and the knowledge processed in this architecture.
______________________________________________________________________________ 12
Det skal nævnes, at Finnemann’s begreb om funktionel arkitektur betegner selve computerens opbygning og ikke de redskaber, der bruges i omgangen med den (f.eks. skærm, tastatur og mus i PC’en). 13 Finnemann bruger begrebet invariant til at betegne mekanisk fastlagte grænser, og det minder således om Meyrwitz’ Meyrowitz’ stabile træk, men er mere konkret baseret på den teknologiske struktur.
Side 16 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Finnemann 1999b s.9
For at forstå konsekvenserne af dette kan man vende tilbage til opfattelsen af, at nye medier erstatter gamle, hvis de overgår dem på alle punkter. Man må gå ud fra, at analoge elektroniske medier vil forsvinde til fordel for digitale, da den digitale behandling af data er langt mere effektiv end den analoge. Kun nostalgi (som med vinylpladen nu hvor cd’en er kommet til) kan begrunde analoge elektroniske mediers overlevelse i et digitalt miljø, da der ikke findes funktionaliteter, der ikke kan overtages af computeren. Det vil dog være forkert at se denne udvikling som blot en effektivisering og tilføjelse af nye services. I stedet er der tale om, at de analoge elektroniske medier erstattes med en simulation igennem computeren, da de mekaniske invariante træk, der kendetegner tv og radios struktur, i computeren bliver tekstualiserede og rent symbolsk definerede. Derved kan man pege på de to muligheder, som Finnemann ser som nyskabelser i computeren: ¾ Muligheden for at forandre, moderere, tilpasse og ændre på alle tidspunkter i processen. (dette er Finnemann’s begrundelse for at kalde computeren interaktiv). ¾ Fjernelsen af den invariante forbindelse mellem symbolsk udtryk og funktionel arkitektur, og derigennem muligheder for at lave glidende overgange mellem udtryksformer. Det er denne sidste egenskab, der ligger til grund for, at computeren betegnes som et multimedie. Opfattelsen af computeren som et ”interaktivt multimedie” hænger altså tæt sammen med et meget foranderligt medie, som muliggør en matrix af muligheder, som indbefatter en lang række af de egenskaber, vi normalt forbinder med adskilte medier. 3.2 Konvergens Sideløbende med computerens udvikling og fremvækst ligger desuden en anden udvikling, der er delvist betinget af digitaliseringen, men også rækker ud over denne. Det drejer sig om den udvikling, der kaldes konvergens. Som ordets betydning antyder (konvergens betegner to (eller i princippet flere) ting, der nærmer sig hinanden) ligger begrebets betydning i en udvikling mod sammensmeltning af medier eller dele af medier. Normalt tales om 4 dimensioner af konvergens: Netværkskonvergens, terminalkonvergens, tjenestekonvergens og markedskonvergens.14 Men som det pointeres i den danske rapport om konvergens (IT & Forskningsministeriet, 2001), ______________________________________________________________________________ 14
Markedskonvergensen lader jeg dog ude af betragtning, da den falder uden for specialets fokus.
Side 17 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
er det i stigende grad vanskeligt at skille de 4 dimensioner ad, især i forhold til hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Det ligger imidlertid fast, at til grund for de 4 dimensioner ligger computerens egenskab af et interaktivt multimedie i ovenstående forstand, hvad Jens F. Jensen har betegnet teknologisk konvergens: At alle data repræsenteres i den binære notation15. De 4 dimensioner af konvergensen er en række udviklinger, som i vid udstrækning kan ses som en konsekvens af digitaliseringen, men samtidig har deres egne forudsætninger og udviklinger. I den danske konvergensrapport illustreres dette ved at inddrage Internettet som en sideløbende udvikling (IT & Forskningsministeriet 2001, s. 19), men Internettet kan blot siges at være én slags manifestation af konvergensen. Internettet eksemplificerer imidlertid den anden centrale udvikling, der ligger til grund for konvergensen, nemlig udviklingen i infrastrukturen, det der normalt betegnes netværkskonvergensen. Netværkskonvergensen kan betegnes som muligheden for at levere de samme informationstyper og services over samme netværk. Hidtil har de forskellige former for kommunikativ infrastruktur været dedikeret til bestemte former for services; i.e. telenettet til telefoni, terrestrisk frekvensspektrum til TV & radio etc. Dette er i opbrud allerede i dag, hvor Internet, TV og radio i princippet kan leveres via både kabel, satellit, det terrestriske frekvensspektrum og telenettet. Den teknologiske konvergens i digitaliseringen betyder, at der principielt bliver mulighed for at bære alle slags data i alle slags kommunikative netværk. Med til dette hører dog samtidig en udbygning og/eller effektivisering af den kommunikative infrastruktur, idet forskellige services kræver forskellige ting af netværket i form af båndbredde og struktur. I forhold til netværkskonvergens kan man opsummere 2 væsentlige egenskaber ved karakteristikken af forskellige netværk: ¾ Netværkets kapacitet: Her lægger man normalt skillelinien ved det såkaldte bredbånd, som oftest defineres som forbindelser med en kapacitet på +2mbit/s. I en foreløbig delrapport af den danske konvergensrapport påpeges det dog, at for at levere TV i normal kvalitet kræves 5-6 Mbit/s og for at levere til full-service (direkte download eller 3-5 kanaler samtidig til flere terminaler kræves 20-30 Mbit/s.) (IT & Forskningsministeriet 2000, s. 5) ¾ Netværkets struktur: Først og fremmest distributivt vs. kommunikativt, dvs. envejs vs. tovejs, men også netværkets generelle sammenbinding af enheder (eks. Internettet decentrale struktur over for broadcastings faste en-til-mange-struktur). ______________________________________________________________________________ 15
Man kan som en underkategori til datakonvergensen også tale om et software-aspekt i konvergensen, som betegner integrationen af behandlingen af forskellige data og programmeringsformer i fælles standarder.
Side 18 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Det fuldt konvergerede netværk kan betegnes som det mest fleksible netværk, hvilket vil sige decentrale kommunikative net med bredbåndskapacitet begge veje, men som det vil fremgå er der også fordele ved centraliserede netværksstrukturer, og det er sandsynligt, at der fortsat vil være flere veje til forbrugeren. Det centrale i forhold til netværkskonvergensen er imidlertid, at der åbnes mulighed for at levere samme tjenester og data ad forskellige veje. I centrum af konvergensudviklingen ligger dermed en langt større fleksibilitet og mobilitet i levering og brug af services på forskellige platforme. Dette implicerer en udvikling i terminalerne fra at være specialiserede til bestemte services til at være multi-funktionelle. Terminalkonvergensen betegner således ikke sammensmeltningen af alle tjenester i en enkelt terminal, men derimod den fleksibilitet og bevægelighed, som bliver mulig qua digitalisering, udviklingen i infrastrukturen og naturligvis en udbygning af terminalerne. Dette skaber mulighed for en lang række nye services, og det vil derfor være utilstrækkeligt at se konvergensen som en bevægelse mod samling af medier og services. Mens der kan være logiske grunde til at samle selve den bagvedliggende digitale teknologi (og netværket bag) i en enkelt enhed eller standard, er der stadig så væsentlige forskelle på for eksempel tekstproduktion og Tv-sening, at det ikke giver mening at forene computerskærmen og Tv-apparatet. Det centrale ligger i muligheden for at overføre egenskaber mellem tidligere adskilte medier, og derigennem moderere eksisterende services og skabe helt nye. Ligesom den digitale behandling af data, udvider konvergensen som helhed fleksibiliteten for medier og services og bidrager dermed til udviskningen af grænserne mellem hidtil adskilte medier. 3.3 Medienalysen på digitale medier i et konvergeret miljø Den stabilitet, som medieanalysen forudsætter, problematiseres selvsagt af digitalisering og konvergens på grund af den fleksibilitet, som de to ting tilsammen medfører. Vanskelighederne kommer tydeligt frem, hvis man betragter Internettet, da det i princippet rummer mulighederne for alle former for symbolske udtryk og alle former for distribution kun afhængigt af softwaren og de muligheder for output, som terminalerne giver16. Det ses af Niels Brügger’s indplacering af Internettet i forhold til hans mediatetsparametre, som afslører en implosion af parametrene, fordi computeren dækker hele spektret i alle parametre. Stig Hjarvard’s summariske model over forskellige mediers muligheder viser samme karakteristika, og det samme gælder Meyrowitz’ forslag. Vi står altså her med et medie, som ikke umiddelbart kan indplaceres i forhold til de stabile parametre, som medieanalysen peger på, hvad også Finnemann’s analyse af computeren peger på. Grænserne for ______________________________________________________________________________ 16
Der eksperimenteres løbende med at udvide de sanser som computeren kan håndtere. Virtual reality er et oplagt eksempel, men også f.eks. ”force feedback” hvor kontrolenheder til spil afgiver følelige reaktioner til brugeren, og løbende eksperimenterer med duft (Se eksempelvis www.digiscents.com) er eksempler på udvidelser af sansespektret.
Side 19 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
mediets potentiale giver således ikke længere en brugbar ramme for analyse af mediets form eller funktion, udover i et aktuelt perspektiv, som fjernelsen af hidtidige begrænsninger for det enkelte medie. Det betyder ikke nødvendigvis, at medieanalysen bliver ubrugelig, men tilgangen må tage højde for den øgede foranderlighed og finde et mere dynamisk perspektiv. Som det blev fastslået i afsnittet om digitalisering kan man tale om, at det, vi i dag kalder TV, bliver erstattet af en simulation i computeren. Løsningen kan ligge i en omvending af forholdet mellem medier og deres anvendelse, dvs. at aktualiseringen bliver mere interessant end potentialet. Hvor medieanalysen generelt fokuserer på stabile træk i selve mediet, må man digitale mediers foranderlighed taget i betragtning søge stabiliteten i det netværk, de indgår i. 3.3.1 Regeldannende systemer
Niels Ole Finnemann arbejder netop ud fra dette perspektiv i en diskussion af videnskabelige sandhedsparadigmer med computeren som baggrund (Finnemann, 1997). I sin tilgang til computeren placerer han den sammen med genrebegrebet (og andre systemer som eksempelvis sproget og lovgivningen) under, hvad han kalder regeldannende systemer. Finnemann lancerer regeldannende systemer som modstykke til regelbestemte systemer, dvs. systemer, hvori enkelteksempler er en konsekvens af systemets regler og undtagelser betragtes som støj eller systemets sammenbrud; matematikken er et eksempel. Han argumenterer for, at regeldannende systemer ikke skal opfattes som mindre objektive eller sande end regelbestemte, forskellen ligger i stabilitetsbetingelserne. Hvor regelbestemte systemer kan betragtes som stabile i sig selv, da betingelserne for reglerne er invariante, kan regeldannende systemers stabilitet ikke forstås udelukkende ud fra reglerne. Regeldannende systemer har således et andet forhold til undtagelsen, idet de er karakteriseret ved, at reglerne dannes gennem brugen, og at hændelser og nye regler kan opstå uden at være afledt af tidligere regler. Undtagelsen er således ikke en afkræftelse af reglen, da enhver hændelse ikke behøver være baseret på en eksisterende regel, men i stedet kan være afsæt for nye regler. Finnemann’s eksempel er slangudtrykket ”børneren”, der opstod i 70erne som et udtryk for ”børnehaven”. Udtrykket dannede en generel regel for ”eren”-endelsen i f.eks. ”fritteren”, ”døgneren” og ”fjerneren”. Ud fra dette eksempel udleder Finnemann en generel mekanik for regeldannelse igennem første forekomst (en eller anden har brugt endelsen) til accept gennem gentagelse og derefter tilskrivning af betydning manifesteret i, at endelsen overføres til andre hændelser, og således skaber sproglige nydannelser. Finnemann’s lokalisering af stabilitetsbetingelserne for disse systemer ligger i redundans-begrebet. Normalt opfattes redundans som overflødige gentagelser, men Finnemann peger på redundansens stabiliserende funktion netop gennem
Side 20 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
gentagelsen. I det ovenstående slang-eksempel forudsætter forståelsen af udtrykket en fælles reference til livssituationen, der både skaber mulighed for en udtryksreduktion og mindre grad af formalisering. Redundansen ligger altså her dels i, at det omtalte (børnehaven, fritidshjemmet etc.) har en fælles position i livssituationen, og dels i at udtrykket indgår i en bestemt uformel kommunikativ kontekst (som Finnemann selv nævner, er det karakteristisk, at det optræder på Politikens bagside, men ikke inde i bladet). Det centrale ligger i, at regeldannelsen ikke foregår isoleret i systemet (i dette tilfælde i sproget), men i et komplekst samspil baseret på meningsredundans i systemet og dets kontekst. Udviklingen kan siges at have karakter af en ”vanedannelsesproces”, hvor det kendte univers danner basis for innovation og ændring i mødet med det nye. Opfattelsen levner plads til, at den enkelte hændelse kan føre til nye regler, men også kan stå alene som et enkeltstående tilfælde. Samtidig ser vi af Finnemann’s eksempel det dynamiske samspil mellem den kommunikative hændelse (”børneren”) og selve kommunikationen, hvor udtrykket er muligt (eller mere modereret: succesfuldt eller forståeligt) på grund af den uformelle kommunikative ramme, men indgår samtidig, når det er etableret, som et element til identifikation af det uformelle. 3.4 Sammenfatning: De digitale mediegenrer Det er med denne baggrund, man skal forstå Finnemann’s gentagne omtale af digitale ”mediegenrer”, idet genrebegrebet som (masse-)medieforskningen mest brugte regeldannende system, kan bruges til forståelse af digitale medier. Skal man forstå medier som genrer i de digitale medier, er det imidlertid nødvendigt at bevæge sig ud over det rent symbolske perspektiv, der ligger i genrebegrebet, og inddrage praksisser og artefakter i analysen. Her må man insistere på, at oplevelsen af medier strækker sig ud over det formidlede indhold, og i stedet betragte omgangen med medier som en manifesteret oplevelse i sig selv. Et TV er en fysisk artefakt og at se TV er en reel handling i dagligdagen. Denne dobbelthed er netop baggrunden for Finnemann’s begreb om ”kommunikative rum”, som
…på den ene side er et imaginært eller symbolsk defineret rum, men samtidig manifesteret i og begrænset af en objektiv ydre realitet, som et specifikt sæt af artefaktiske, fysisk realiserede medier. Finnemann, 1997, s. 9.
Her kan man finde et par omdrejningspunkter for diskussionen af fremtidens medier, og det er her en vigtig pointe, at de symbolske udtryk, vi har og bruger, ikke i sig selv vil ændre karakteristika, fordi de integreres i computeren. Billeder, levende billeder, skrift og lyd vil stadig have deres karakteristika og betingelser for omgang med dem, selvom de vil indgå i nye kontekster. Levende billeder er f.eks. netop
Side 21 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
levende: De er karakteriseret ved tidsmæssig progression. Medieanalysens karakteristik af de enkelte informationsformers karakteristika har således stadig relevans, uanset at det ikke giver mening at knytte dem til specifikke medier i traditionel forstand. Hvad computeren ændrer, er den kontekst, de forskellige symbolske former optræder i og de muligheder, der er forbundet med dem. Man kan se dette som en mulighed for aflastning i Finnemann’sk forstand i kraft af, at de enkelte former i højere grad kan specialiseres ved ikke at være bundet til bestemte begrænsninger i distribution og databehandling. Hvis man forudsætter, som det ligger i Finnemann’s dynamiske perspektiv på aflastningen, at mediers muligheder vil blive udnyttet efter deres kulturelle anvendelighed, forskydes fokus fra mediets muligheder til de faktorer, der spiller ind i aktualiseringen af mediet. Man kan se dette som en frigørelse af de symbolske udtryksformer. Konvergensen fjerner den (invariante) forbindelse mellem services og terminaler, og frigørelsen fra de betingelser og begrænsninger, som de symbolske former hidtil har optrådt under, giver mulighed for at målrette såvel terminaler som services tættere til konkrete situationer og deraf følgende behov og brugsformer. Det mest oplagte eksempel er mobiltelefonen, som netop er kendetegnet ved at være - mobil. Uanset fortolkning fremstår en tekst fremstår som en reel fysisk enhed både i indkodningen og i afkodningen. Netop i forhold til digitale medier symbolske foranderlighed kan den artefaktiske omgang med medierne tilbyde et holdepunkt i en omgangen med terminaler og symbolske udtryk. Det betyder et øget fokus på det netværk, medietekster udspiller sig i, ikke i forhold til distribution eller repræsentation som tidligere, men især i forhold til produktion og forbrug af tekster. Samtidig må man inddrage computerens grænser i analysen. Computerens behandler information; den er ikke baseret på mening. Som eksempel kan nævnes forskellen mellem alfabetet og billeder. hvor det i alfabetet er muligt at finde og identificere faste betydende enheder (i.e. bogstaver, stavelser, ord etc.), findes sådanne ikke for billeder (streger, cirkler, ansigter etc. har ingen faste betydninger). Det har væsentlige implikationer for brugen af dem, hvor navigationen imellem billeder er afhængig af metainformation i form af skrift (eller for levende billeders vedkommende også tid). Kan man i den sammenhæng tale om, at computeren har en bias i forhold til symbolske udtryk er denne tekstualisering et væsentligt træk. I kraft af, at alt i computeren skal repræsenteres i mekanikken i den binære proces giver den symbolske udtryk, der er baseret på samme logik, flere muligheder end andre. Forskellen mellem alfabetet og billeder er eksemplarisk i denne sammenhæng, fordi billeder i modsætning til sproget ikke kan nedbrydes til faste mindsteenheder. Roland Barthes så dette i sin billedanalyse, og brugte det som basis for at give den skriftlige metainformation overhånd i fortolkningen (Barthes, 1980). Tilgangen kan diskuteres i forhold til den menneskelige forståelse, men ikke i forhold til computeren, fordi billeders analoge struktur gør dem umulige at nedbryde i betydningsbærende mindsteelementer. Dette problem vil computeren ikke løse; at billeder her grundlæggende repræsenteres digitalt, ændrer ikke ved deres analoge
Side 22 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
karakteristika i betydningsdannelsen. Jeg argumenterer ikke for, at det betyder en ny skriftlig dominans, men for at forskellen mellem sprog (og de former, der basererer sig på dette) og andre symbolske udtryk (mest relevant i denne sammenhæng billeder) er central også i digitale medier. Computeren kan konvertere skrift til tale og omvendt, men at ændre et billede til skrift giver ikke mening. Det såkaldte ”random access”-princip (direkte adgang til alle punkter), der ofte fremhæves ved computeren, er således langt mere anvendeligt internt i skriftlige tekster end internt i (levende) billeder, fordi der i skriftlige tekster kan søges på betydningsbærende enheder i selve teksten, mens der i billeder altid kun vil kunne søges på metainformation, dvs. beskrivelser af indhold17. Det er således i dialektikken mellem omgangen med symbolske udtryk, herunder de fysiske forudsætninger for omgangen med dem, og den kontekst medier bruges og forbruges i, at vi har mulighed for at finde et holdepunkt i forudsigelserne af, hvilke implikationer digitalisering og konvergens har for mediegenrerne. Dette perspektiv må nødvendigvis være dynamisk, fordi medier på en gang anvendes i brugerens dagligdag, og er en faktor, der kan medvirke til at ændre denne. For at undersøge konsekvenserne af denne udvikling ligger der en væsentlig opgave i forsøget på at finde de enkelte mediers kommunikative karakteristika, og kortlægge forholdet mellem de rammer, mediet sætter gennem sin konkrete udformning og udnyttelsen af disse rammer.
______________________________________________________________________________ 17
Der eksperimenteres til stadighed med digital billedidentificering f.eks. i filtre til Internettet, men sådanne filtre vil ikke nå samme præcisionsniveau, som frasortering af ord.
Side 23 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 4: Interaktivitet En del af omgangen med mediet beskrives af begrebet interaktivitet, der er et svært håndterbart begreb, der som det vil fremgå, rummer flere dimensioner. Mere end nogle andre begreber er interaktivitet et buzzword, når det kommer til digitale medier. Det er efterhånden blevet normen, at ethvert firma med respekt for sig selv hedder ”noget” med interaktivitet, hvis det blot perifert beskæftiger sig med digitale medier. Som blandt andre Jens F. Jensen har påpeget (Jensen 1997a), fremstår interaktivitet i dag som et overanvendt og underdefineret begreb. Forvirringen skyldes dog ikke blot den hype, der omgiver begrebet, men også at begrebet stammer fra forskellige traditioner. I sin gennemgang af interaktivitetsbegrebets anvendelse (Jensen 1997a) identificerer Jensen da også 3 forskellige baggrunde for begrebet: Sociologien, massekommunikationsforskningen og informatikken. Den sociologiske baggrund ligger ikke direkte i begrebet ”interaktivitet”, men snarere i interaktion. På et basalt niveau er interaktion den elementære sociale enhed, hvor mennesker mødes og tilpasser deres opførsel efter hinanden. Sociologiens begreb om interaktion ligger således i en gensidig påvirkning af og samspil mellem mennesker i en given situation (jf. bibetydningen af interaktion som ”møde”). I dette møde spiller den symbolske udveksling af mening (kommunikation) en central rolle, som det, der muliggør interaktionen. Inden for medieforskningen bruges interaktionsbegrebet på flere forskellige måder, men den dominerende anvendelse er beslægtet med fortolkning som en beskrivelse af de processer, der er på spil mellem tekst/produkt og modtager18. Som Jens F. Jensen påpeger, er det dog problematisk at anvende sociologiens begreb om interaktion om rent psykologiske processer i forståelsen af tekster, da samspillet mellem tekst og læser i meningsdannelsen ikke rummer reel gensidighed eller udveksling. Uanset at det er nødvendigt at acceptere, at tekster ikke er entydige, endsige kan siges at give mening uden en modtager, er det logisk at begrænse interaktivitetsbegrebet til reelle påvirkninger af teksten, dvs. ekstroverte handlinger. Som Jensen også påpeger, er det karakteristisk, at brugernes mulighed for reelt at påvirke medietekster ikke betegnes som interaktivitet, men derimod enten med andre begreber som eksempelvis returvej, eller ses i en større organisatorisk kontekst som brugernes muligheder for påvirkning af og adgang til massemedier.
______________________________________________________________________________ 18
Som Jens F. Jensen beskæftiger jeg mig her primært med den del af medieforskningen, der handler om massemedier og ikke eksempelvis forskning i medieret menneske-til-menneske-kommunikation, som eksempelvis telefoner og breve.
Side 24 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Informatikkens begreb om interaktivitet kan umiddelbart siges at ligge mellem de to, idet den primært omhandler forholdet mellem menneske og maskine (den såkaldte HCI – Human Computer Interaction, hvor kommunikation mellem mennesker via computer betegnes CMC – Computer Mediated Communication). HCI fokuserer ikke på fortolkning, men på reelle påvirkninger. Forskningen i interaktivitet inden for informatikken spænder bredt fra meget konkrete analyser af effektiv navigation og design (eksempelvis Schneiderman, 1998), over brugernes muligheder for kontrol og styring til forskningen i kunstig intelligens, hvis ultimative mål er den totale simulation af den sociologiske interaktions kriterier (f.eks. Sherry Turkle diskuterer dette i Turkle 1996). Informatikkens (HCI) interaktivitetsbegreb må siges at ligge i spændingsfeltet mellem idealet om intuitiv gensidighed og samspil forbundet med kunstig intelligens og opfattelsen af interaktivitet som brugerens mulighed for kontrol og styring. De tre forskellige opfattelser af interaktivitetsbegrebet skal ikke ses som reelt modstridende, men snarere som en konsekvens af de 3 retningers forskellige genstandsfelter. HCI-forskningen er baseret på computeren som genstand, og først opkoblingen af computere i netværk giver plads til at inddrage computer-medieret interaktion. På samme måde er massekommunikationen kendetegnet ved, at modtagerens kontrol og påvirkning af indholdet stort set udelukkende findes på det symbolske fortolkningsplan. Adskillelsen mellem interaktion mellem mennesker (medieret eller umedieret), brug og fortolkning af tekster og forholdet mellem computer og bruger har således indtil for nylig været relativt fast. Forskellig brug af begreberne interaktivitet/interaktion er derfor lige så naturlig, som at begrebet i de seneste år inden for alle tre områder er i opbrud. 4.1 Interaktivitetens dimensioner Jens F. Jensen argumenterer for, at det er hensigtsmæssigt at bibeholde (eller genetablere) interaktionsbegrebet som et sociologisk begreb, der dækker ”gensidigt mod hinanden orienterede menneskelige handlinger”, og i stedet bruge interaktivitetsbegrebet til mediebrug og medieformidlet kommunikation. Samtidig ekskluderer han implicit den medievidenskabelige brug af interaktion som ”aktiv reception”. Derved når han frem til interaktivitet som:
”et mål for mediets potentielle muligheder for at lade brugeren øve indflydelse på den medieformidlede kommunikations indhold og/eller form”. Jensen, 1997a, 54
Som det fremgår af citatet, argumenterer Jensen samtidig for, at man må opfatte interaktivitet som et kontinuum (et mål), og ikke som et kriterium, fordi opfattelsen af interaktivitet som kriterium (dvs. enten er et medie interaktivt eller også er det ikke) dels gør det umuligt at differentiere mellem forskellige former eller niveauer af interaktivitet og dels ikke er fleksibel nok til at opfange den teknologiske udvikling inden for medier.
Side 25 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Med udgangspunkt i en model til klassifikation af ”tele-informations-services” udviklet af Bordewijk og Kaam, opstiller Jensen herefter en model over forskellige former for interaktivitet. Bordewijk og Kaam’s model er overordnet set baseret på en skelnen mellem center og modtager og fokuserer på produktion af indhold og kontrol med distribution.
Distribution kontrolleret
Information produceret
Information produceret
af center
af forbruger
TRANSMISSION
REGISTRERING
KONSULTATION
KONVERSATION
af center Distribution kontrolleret af forbruger
Herudfra udleder19 Jensen 4 interaktivitetsformer: 1) Transmittativ: Brugerens mulighed for at vælge mellem strømme af informationsudbud 2) Registrerende: Mediets mulighed for at registrere brugerinformation og tilpasse sig denne. 3) Konsultativ: Mediets muligheder for at lade brugeren vælge via anmodning mellem et eksisterende forproduceret udbud 4) Konversationel: Mediets muligheder for at lade brugeren producere input og stille dem til rådighed for andre. Sml. Jensen, 1997a. Jensens åbner mulighed for at kombinere de forskellige dimensioner i modellen i en 3-dimensionel20 kubus, således at det er muligt med eksempelvis konversativ interaktivitet med eller uden registrering. (se Jensen 1997a, s. 53). De 4 (i praksis reduceret til 3) dimensioner udgør således hver deres kontinuum, som kan kombineres med de øvrige dimensioner.
______________________________________________________________________________ 19 Det forbliver i vid udstrækning uklart, hvordan Bordewijk og Kaams dimensioner er overført til Jensens model. Jensen bruger modellen som udgangspunkt, men som det vil fremgå, er hans dimensioner ikke helt kongruente med de præmisser som Bordewijk og Kaams model implicerer. Mest markant opererer Bordewijk og Kaam i tråd med deres fokus på magt ikke med, hvem der producerer informationen, men hvem der ejer den. (Bordewijk & Kaam, 1986). 20 Jensen placerer konsultativ og transmittativ interaktion i samme dimension, da begge omhandler brugerens valgmulighed.
Side 26 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ 4.1.1 Trafik eller interaktivitet
Jensens tilgang er illustrativ, men tydeliggør samtidig problemerne med at anvende de klassiske medie-videnskabelige opsplitninger på nye medier. Først og fremmest giver Jensens opfattelse af interaktivitet som et medies ”potentielle” muligheder for brugerindflydelse ikke mening for computeren, da det som tidligere nævnt i princippet altid er muligt at manipulere med reglerne. Hackere er et grænseeksempel, men ikke desto mindre et klart eksempel på dette, og problemet skinner tydeligt igennem i Jensens egne eksempler, hvor han blander medier som telefonen med services som mail og chat. Samtidig med at Jensen forsøger at kortlægge interaktivitet i forhold til de enkelte medier, har han således ingen definition af et ”medie”, og den fleksibilitet og udvikling som digitale services rummer, begrænser hans omfattende kortlægningsprojekt til i bedste fald et billede af aktuelle services. Problemerne med mediets karakter træder også frem i Jensens indplacering af de enkelte services (eller medier) i modellen, da det forbliver uklart, hvad centeret er. I nogle sammenhænge (eksempelvis word-programmer) er centeret en isoleret computer, mens det i andre tilfælde er en decideret afsender (som f.eks. i Broadcast). Samtidig er spørgsmålet her, hvilken mening det giver at tale om et center i den konversationelle interaktivitet, hvor informationen er både produceret og kontrolleret af brugerne21. Problemerne afspejler i vid udstrækning, at kilden til Jensens opsplitning, Bordewijk & Kaam’s diskussion af tele-informationsservices, intet har med interaktivitet at gøre, men i stedet er en kortlægning af de forskellige services’ ”magtrelationer” (”social power relations”, Bordewijk & Kaam 1986, s.16) med særligt henblik på de lovgivningsmæssige udfordringer, som konvergensen stiller samfundet overfor. Derfor giver det i deres sammenhæng mening at splitte afsender og modtager op som et redskab til at kortlægge trafikmønstre, men interaktivitet og trafik kan ikke sidestilles. Problemerne tydeliggøres også ved, at Jensen repræsenterer transmittativ og konsultativ interaktivitet inden for samme dimension, fordi begge hidrører brugerens valgmulighed. Når det er muligt her at lade kontrollen med distributionen gå ind over samme dimension kan det undre, at det ikke er ikke også er muligt for registrerende og konversationel interaktivitet. Problemet ligger i, at den opsplitning, Jensen lægger mellem transmittativ og konsultativ interaktivitet, er placeret i anmodningen og i forbindelse hermed eksistensen af en returkanal. Forskellen mellem registrerende og konverserende interaktivitet ligger derimod et andet sted, nemlig dels i forskellen mellem, hvorvidt brugerens input bruges af tilpasning af mediets output eller stilles til rådighed for andre brugere og dels i forskellen mellem, hvorvidt ______________________________________________________________________________ 21
Bordewijk og Kaam påpeger her, at der i selve telefoncentralen både kan findes en konsulterende trafik gennem selve opkaldet og et registrerende mønster som er en nødvendighed for udarbejdelsen af regninger. De fastholder således et centrum også i konversationen. (Bordewijk & Kaam 1986, s.18.)
Side 27 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
brugerens input består af valg (registrerende) og produktion af eget indhold (konversationel22). Det er således vanskeligt at finde konsistensen i Jensens dimensioner, da han blander trafikmønstre, brugerens muligheder og konsekvenserne af brugerens handlinger inden for de enkelte dimensioner. Hans model rammer således også dimensioner, der ligger udover hans egen generelle definition af interaktivitet, og arven fra Bordewijk og Kaam’s magtperspektiv virker forstyrrende. Selvom Jensen når bredt omkring og formår at pege på vigtige aspekter af interaktivitetsbegrebet, er blandingen af mediesystem og den konkrete brug og udnyttelse af dette mediesystem uheldig. Især i et digitalt konvergeret mediemiljø blokerer det for en nærmere forståelse af interaktivitetsbegrebet i forhold til udnyttelsen af mulighederne. Jensens modellering af interaktivitetsbegrebet peger samtidig på en generel betydningsglidning i interaktivitetsbegrebet, der også blev antydet i foregående afsnit. Fra at dække omgangen med computeren, hvor begrebet i vid udstrækning brugte sociologiens interaktionsbegreb metaforisk, er de to begreber i stigende grad smeltet sammen i kraft af at computeren i stigende grad bruges til interpersonel kommunikation,. I konvergensudviklingen har telefonnettets to-vejs-struktur dannet basis for en række nye muligheder for reel udveksling af kommunikative handlinger mellem mennesker. Dette har gjort den sociologiske forståelse af interaktionsbegrebet relevant for en række medier, måske mest tydeligt gennem virtuelle communities som f.eks. de såkaldte MUD’s (multiple user dungeons), hvor brugerne bevæger sig rundt i virtuelle landskaber og interagerer med hinanden og med softwaren23. Dette er imidlertid problematisk, fordi anvendelsen af begrebet i så fald risikerer ikke at kunne skelne mellem de kommunikerende parter og mediet. 4.1.2 Interaktivitet og tekster
Jeg foreslår i stedet ikke at betragte interaktivitet som et kommunikativt begreb, men i stedet lade det betegne en særlig omgang med tekster, som inkluderer handlinger fra brugerens side. I forlængelse af dette foreslår jeg at splitte begrebet op i en mediesystemisk dimension og en dimension, der skal forsøge at karakterisere brugerens omgang med teksten. Begge dimensioner er inkluderet i ______________________________________________________________________________ 22
Jensen har i anden sammenhæng (Jensen, 1997b) brugt Bordewijk og Kaams model til at klassificere services på Internettet uden at knytte den til interaktivitet. I den sammenhæng tilføjer Jensen en tidsmæssig dimension til Bordewijk og Kaams oprindelige matrix ved at skelne mellem asynkron og synkron, og gør det således klart, hvad skridtet fra Bordewijk og Kaams 2-dimensionelle model til hans egen 3-dimensionelle er, men som det fremgår kan samme skridt ikke siges at ligge til grund for hans modellering af interaktivitetsbegrebet. 23 MUDs er langt fra det eneste eksempel, der kan fremdrages. Jeg vil senere komme ind på relevansen i forhold til interaktivt TV, men vil her nøjes med at pege på de omfattende spor, som brugere bevidst efterlader på nettet igennem chats, communities, spil (eks. highscorelister), hjemmesider, e-mailkorrespondancer etc Hele dette kompleks af mere eller mindre personlige udtryk kan anskues på samme måde som MUDs.
Side 28 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Jensens model, men inkluderingen af netværket og opsplitningen mellem centrum og bruger gør det umuligt at indplacere mediets rolle i interaktiviteten. Opsplitningen har umiddelbart den uheldige konsekvens, at vi ender med et begreb, som henviser til flere forskellige ting, men da begrebet bruges i begge sammenhænge, har jeg i stedet for at opfinde et nyt begreb til den ene af dimensionerne valgt at fastholde begrebet om begge. Med udgangspunkt i Niels Ole Finnemann’s karakteristik af computeren som interaktivt medie foreslår jeg at lade den mediesystemiske dimension af begrebet referere til et mediesystem, som muliggør en udnyttelse af computerens egenskaber. Derved ekskluderes trafikmønstrene og kommunikationen fra interaktivitetsbegrebets centrum, og der sættes fokus på omgangen med selve mediet og teksten.
…interactivity becomes a property inherent in the serial substructure and available as an optional choice for the user, limited only by his or her skills and intentions. Finnemann 1999, s. 367
Det må dog stå klart, at i denne forståelse er interaktivitetsbegrebets anvendelighed af begrænset varighed. Det kan først og fremmest benyttes til beskrivelse af den digitale databehandlings muligheder. Jeg mener i stedet, det interessante ved interaktivitetsbegrebet ligger i den konkrete udnyttelse af disse muligheder i brugerens omgang med teksten. 4.2 Ergodisk litteratur Espen Aarseth tilbyder her et af de mest interessante perspektiver ved netop at tage udgangspunkt i tekster og ikke kommunikation. Aarseth tager dog kraftigt afstand fra interaktivitetsbegrebet, som han karakteriserer som et for vagt begreb, der ikke besidder analytisk kraft. Den betydning af interaktivitetsbegrebet, som Aarseth afviser24 er betydningen ”Responding to input and producing output to which a user can respond”:
Er en spade interaktiv? Du stikker spaden i jorden, og dersom du støter mot stein, må du prøve et annet sted. Spaden gir deg tilbakemelding, som du kan gå videre med. Hva med et egg, eller en dørvrider? Problemet med en slik definisjon er at den ikke sier noe om forskjellen mellom interaktive og ikke-interaktive objekter, men overgenraliserer til det ikke blir noen interessant forskjell igjen. ______________________________________________________________________________ 24
Det skal dog nævnes, at Aarseth’s kritik af interaktivitetsbegrebet også er baseret på, at begrebet anvendes på vidt forskellige måder i industrien. Det faktum, at interaktivitetsbegrebet især i kommercielt øjemed bruges til at betegne en række vidt forskellige fænomener, fordi begrebet har fået status af et plusord i forhold til nye medier, virker dog som en svag begrundelse for at afskrive muligheder for præcisering af begrebets betydning. Hvis alle begreber, som er blevet prostitueret af industrien og reklamebranchens behov for positive konnotationer skulle afskrives, ville den akademiske verden stå overfor et markant behov for nye ord.
Side 29 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Aarseth 2000, 37-38.
Aarseth’s pointe er essentiel, fordi den peger på, at definitionen af interaktivitet ikke kan nøjes med at knytte sig til processen input-output, i så fald mister begrebet sin mening; medmindre man da accepterer Latour’s radikale synspunkt og ophæver skillelinien mellem aktør og artefakt. Det er baggrunden for, at Aarseth tager udgangspunkt i teksten i stedet for i mediet som objekt i sin egen begrebsopbygning. Espen Aarseth’s udgangspunkt er derfor ikke interaktivitet, men cypertekster, hvilket afspejler, at han anskuer aspektet fra en tekstuel og ikke en kommunikativ vinkel. Selvom Aarseth afviser selve interaktivitetsbegrebet, udgør hans opfattelse af cybertekster et frugtbart perspektiv på den interaktive proces, og jeg vil bibeholde interaktivitet som betegnelse for den proces, der finder sted i brugen af cybertekster. Aarseth’s tilgang er baseret på, at tekster skal studeres som information, hvoraf han udleder 3 fokusområder: Teksten som den fysisk fremstår, dvs. de synlige tegn og rum og tekstens struktur og den praksis, der omgiver brugen af den. Sidstnævnte er ligger meget tæt på genrebegrebet, men drejer sig ikke om fortolkning, men konkrete praksisser forbundet med teksttyper. (Aarseth, 1994, s. 53-54). Aarseth’s perspektiv på tekster er således funktionelt i stedet for fortolkningsorienteret (eller semiotisk), og det er her hans begreb om cybertekster placerer sig. Begrebet cypertekst refererer til tekster25, hvor brugerens selektive bevægelse gennem teksten er en del af den fysiske konstruktion, som selve begrebet læsnings fortolkningsmæssige perspektiv ikke kan dække over; med andre ord: Læseren deltager med ekstroverte handlinger i konstruktionen af teksten. Herudfra udleder Aarseth sit begreb om det ”ergodiske” (udledt af de græske ord ergon=arbejde og hodos=sti) som en betegnelse for den indsats, hvorigennem brugeren konstruerer teksten i den cybertekstuelle proces26. Teksten ses som en maskine i reel mekanisk forstand til produktion og forbrug af tegn. Den ”finder sted” i et samspil mellem operatør (menneske27), tegn og medie. ______________________________________________________________________________ 25
Aarseth’s tekstbegreb dækker en bred vifte af sammensætninger af tegn fra billeder og skulpturer over digte, romaner og MUDs til computerprogrammer og databaser. 26 Det er vanskeligt i Aarseth’s hovedværk (Aarseth, 1997) at se forskellen mellem cypertekster og ergodiske tekster. Aarseth knytter cybertekstbegrebet til de mekanismer, som styrer teksten og det ergodiske aspekt til læseren/brugeren, men skillelinien er ikke konsekvent, og jeg skelner derfor ikke mellem de to. Jeg vil derimod senere berøre det kypernetiske aspekt ved cypertekst/ergodiske tekster. 27 ”Operatøren” er i Aarseth’s begrebsverden et menneske. Derfor bruger jeg den gængse betegnelse for et sådant i forbindelse med aktiv mediebrug; nemlig bruger, en betegnelse Aarseth også selv benytter i kontrasten med læseren.
Side 30 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Hver dels funktionalitet går i samspil med de andre for at producere en tekst. Aarseth illustrerer dette ved nedenstående model.
Operatør
Verbale Tegn
Medie
De tre dele overlapper delvist hinanden, men det centrale er, at teksten kun kan finde sted i et funktionelt samspil mellem de tre dele ved at kombinere mulighederne inden for hvert element til en aktualiseret tekst. Dette implicerer en samtidig en skillelinie mellem teksten (eller mere præcist tekstmaterialet) og systemet28, som behandler teksten. Cyberteksten er således ikke en tekst, før den realiseres igennem brugen af den tekstuelle maskine, den bliver med andre ord til under brugen. Det betyder, at der er en essentiel forskel mellem den potentielle tekst og den realiserede tekst. Aarseth kalder tekstelementerne i den potentielle tekst (dvs. alle de tekstelementer som den tekstuelle maskine rummer) for tekstoner (”textons”) og tekstelementerne i den realiserede tekst for scriptoner. I modsætning til almindelige tekster, er antallet af tekstoner ikke nødvendigvis lig antallet af scriptoner. Aarseth’s syn på forskellen mellem almindelige tekster og ergodiske tekster kan illustreres ved to forskellige typer labyrinter: ¾ Den uni-cursale, hvor et enkelt snørklet spor fører gennem labyrinten. ¾ Den multi-cursale med flere spor valgmulighederne altså har betydning.
(og
evt.
blindgyder),
hvor
Ergodiske tekster ligger naturligvis i det multi-cursale, hvor enten sporet eller resultatet er af afgørende betydning for meningsproduktionen. Kravet for cyberteksten er, at læseren skal foretage ikke-trivielle valg, som har betydning for skabelsen af teksten. Heraf følger Aarseth’s definition af et ergodisk værk: ______________________________________________________________________________ 28
Aarseth kalder dette ”traversal functions”, som en betegnelse for mulighederne for sammenbinding af tekstoner. Min brug af termen systemet er dog bredere end Aarseth’s, fordi det også inkluderer mulighederne (eller de manglende muligheder) for tilføjelse af tekstoner.
Side 31 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
The ergodic work of art is one that in a material sense includes the rules for its own use, a work that has certain requirements built in that automatically distinguishes between successful and unsuccessful users. Aarseth 1994, s.179.
Som Aarseth selv efterfølgende påpeger, er definitionens anvendelighed først og fremmest begrænset af selve afgrænsningen af ”værket”, idet selve det ergodiske bryder med de grænser inden for hvilke man normalt definerer et værk29. Aarseth påpeger da også gentagne gange, at cypertekst i lige så høj grad er et perspektiv på tekster som et kategoriseringsredskab til tekster, men samtidig må det stå klart, at som et rent udtryk for en fokusering er cypertekst-begrebet utilfredsstillende, al den stund det i så fald ikke kan sige meget om cyperteksters karakteristika. Aarseth’s cybertekstbegreb lægger således op til en analyse af de regelsæt, der omgiver teksten; som definerer brugerens valg og betydningen af disse, og derved betinger mulighederne for en succesfuld interaktion. 4.2.1 Den digitale cybertekst
Selvom Aarseth afviser, at cybertekstbegrebet er knyttet til bestemte medier, rummer hans redegørelse meget klare paralleller til computeren, som den blev karakteriseret i afsnit 3.1. Dette fremgår tydeligt i et senere værk af Aarseth, hvor han mere klart gør rede for den tekstuelle maskines forbindelse til kybernetikken ved at se på medierne bag ergodiske tekster.
Siden disse mediene er aktive i en annen forstand enn sekvensielle medier, kan vi også si at de inneholder en slags maskin: det som får handlingen til å utvikle seg. Dette kan være en menneskelig eller digital inngripen, eller en kombinasjon av begge deler. Vi kan derfor kalle dem for kybernetiske medier, eller kybermedier. I et kybermedium finner det sted en aktiv utvelgelse av tegn, slik at det som produseres, er resultatet av en prosess i bruksøyeblikket. Aarseth, 2000, s. 41.
Det er her, parallellen mellem Aarseth’s referencer til kybernetikken og Finnemann’s analyser af computeren ligger. Kybernetikken beskæftiger sig netop med kommunikative kontrolmekanismer baseret på feed-back og de to teoretikere bruger således samme grundlag30 ved at fokusere på den kybernetiske del af teksten, som styrer dens tilblivelse. En nærmere forståelse af dette kræver en kort ekskurs tilbage til computerens karakteristika og interaktiviteten som begreb.
______________________________________________________________________________ 29
Internettets hyperlinks er et oplagt eksempel, da et enkelt link i en tekst i princippet kan gøre den uendelig. Det skal dog nævnes, at Finnemann afviser den kybernetiske traditions ambition om at se feedback som grundlaget for en forening af videnskaberne og hans analyser bygger da også primært på Claude Shannons videreudvikling af kybernetikken ved hjælp af begreberne redundans og entropi. Aarseth’s position er langt mindre stringent og matematisk orienteret, hvilket også er en del af baggrunden for hans understregning af, at cybertekster er et perspektiv på tekster; i.e. en fokusering på kontrolmekanismerne. 30
Side 32 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ 4.2.2 Computeren som tekstuel maskine
Som tidligere nævnt, ser Finnemann computeren som interaktiv i kraft af, at det altid er muligt at moderere reglerne. Han påpeger dog selv, at computeren i praksis præsenterer sig gennem programmer, som reducerer den kompleksitet, der er forbundet med at dykke ned i computeren:
Programmes are used in reducing the huge number of possible choices to a restricted number of relevant choices which are meaningful for one or another purpose. Finnemann 1999a, s.13
Programmerne spiller åbenlyst en nødvendig rolle i udbredelsen af computeren, og de er værd at undersøge nærmere i denne sammenhæng, fordi selve reduktionen af valgmuligheder er basis for forståelsen af omgangen med computeren. Det væsentlige i denne sammenhæng er, at programmers kompleksitetsreduktion er intentionelle: Computeren rummer i sig selv ingen intentionalitet (forstået i Latour’sk forstand som prescription), denne skal kodes ind, og det sker ved programmernes kompleksitetsreduktion i forhold til relevante valg med et bestemt formål. Computerens software leverer således en i princippet ubegrænset række af forskellige regelbaserede kontekster, hvor tekstens betingelser kan varieres. Dette gælder naturligt også brugerens handlinger, hvis betydning fastlægges inden for den model, som det enkelte program tilbyder. Som Aarseth beskriver i sin eksemplificerende analyse af designprogrammet Hypercard (Aarseth, 1997, s.174), kan disse kontekster sameksistere på flere planer. Udvikleren, der bruger Hypercard, er på én gang bruger i forhold til designerne af Hypercard og forfatter i forhold til brugerne af slutresultatet. Her er der samtidig altid mulighed for at ændre positioner ved at ændre på programmeringen bag Hypercard og derved fungere som medforfatter på et andet plan. Computerens potentiale i forhold til cybertekster skal ses ud fra, at betydningen af tegnene er syntaktisk defineret, og som sådan indeholder computeren altid en række syntaktiske regler, der danner grundlag for omgangen med tegnene. Aarseth’s eksempler på ikke-digitale ergodiske tekster er da også alle baseret på, at brugeren følger instruktionerne, reglerne er kun vejledninger. I computerens univers kræver det en decideret ændring af koden for at bryde reglerne. Selvom parallellen mellem computeren og Aarseth’s tekstuelle maskine er klare, må det ikke skygge for, at computerens regler for brugerens omgang med teksten (inden for den enkelte kontekst) er faste. Ikke-digitale medieprodukter kan gøre brug af samme mekanismer, men jeg vil holde diskussionen inden for computerens univers. I stedet for Aarseth’s tekstuelle maskine, ser min model derfor således ud:
Bruger System Side 33 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Materiale Overførslen kræver en kommentar både i forhold til computerens egenskaber og Aarseth’s model. Som tidligere nævnt er computeren netop kendetegnet ved, at tegn og behandlingen af tegn fastlægges på samme niveau. Modellen afspejler således ikke niveauer i computeren, men at brugeren skal igennem systemet (eller softwaren) for at nå til teksten. Systemet sætter betingelserne for adgangen, og den direkte forbindelse mellem tegn og bruger er således betinget af handlinger fra brugerens side; den går gennem systemet. Derved kommer systemet i centrum for diskussionen af cyberteksten som det, der betinger forholdet mellem tekst og bruger. 4.2.3 Ergodiske tekster
Derved bliver også opfattelsen af mediets rolle tydeligere. Mediet er ikke et medie i klassisk forstand, men det regelunivers, der danner basis for brugerens muligheder i forhold til teksten. Skal man studere tekstens betingelser i cybertekster, er man nødt til at acceptere, at der bag dette univers ligger en intentionalitet rettet mod, hvad brugerens spillerum er, og hvad formålet med interaktionen er i form af konsekvenser af brugernes handlinger. Heri ligger netop det gensidige ved interaktiviteten. Det betyder ikke, at enhver omgang med digitale medier kan betegnes som interaktivitet. Hvor Finnemann’s karakteristik af computeren som interaktiv er knyttet til mediets potentialer, er det cybertekstuelle interaktivitetsbegreb knyttet til konkrete realiseringer af tekster, som fordrer meningsfulde valg fra brugeren. Derved består dobbeltheden i begrebet. Aarseth inkluderer i denne sammenhæng et illustrativt eksempel i sin diskussion af cybertekster, nemlig William Gibsons Agrippa: A Book of the Dead (1992). Agrippa er en skriftlig tekst indkodet digitalt til at ”scrolle” på en skærm i et fast tempo. Konceptet er interessant, dels fordi det repræsenterer en inkonsistens i Aarseth’s parallelle brug af begreberne cybertekst og ergodisk tekst, og dels fordi det peger på den centrale forskel mellem Aarseth’s cybertekstbegreb og interaktivitetsbegrebet. Agrippa er karakteriseret ved totalt at fjerne brugerens frihed og valgmuligheder, og som sådan kan den næppe betegnes som ergodisk. Til gengæld er der klart en kybernetisk mekanisme på spil i selve indkodningen og krypteringen af teksten. Betydningen af dette står klart, hvis man ser på forskellen mellem skrift og levende billeder. For skriftlige tekster er en sådan kybernetisk mekanisme speciel (og man kan tilføje kuriøs og uanvendelig), ved totalt at fjerne brugerens frihed, mens det for levende billeder er trivielt. Eksemplet tydeliggør en
Side 34 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
forskel på ergodisk og cybertekst, hvorigennem man kan indplacere interaktiviteten. Hvor cyberteksten er bredt forstået som tekster, hvor et omgivende regelsæt (systemet) gør tekstens struktur ikke-triviel, dvs. anderledes end andre tekster og derigennem betydningsfuld, kan det ergodiske ses som en særlig genre af cybertekster, hvor tekstens realisering fordrer handlinger med betydning fra brugeren. Det er her, jeg vil placere interaktiviteten som omgangen med cybertekster, hvor brugerens handlingers har indflydelse på tekstskabelsen og har betydning for den mening, der dannes31. Grundlaget for interaktivitet er således den ergodiske teksts karakteristika, som beskrevet i definitionen på foregående side, og cybertekstbegrebet er betegnelsen for den mekanisme, der ligger bag. 4.2.4 Den ergodiske genre
Den ergodiske genres karakteristika kan yderligere præciseres ved at se nærmere på samspillet mellem tekst og interaktivitet. Et udgangspunkt er Niels Ole Finnemann’s perspektiv på hyperteksten, hvor han definerer den som genre ved at se samspillet mellem konstruktion og læsning som hypertekstens grundlæggende karakteristika.
The modal changes can be varied according to a number of different parameters, which may be more or less relevant depending on the content and possible purposes of the system. But they will always be a significant part of the system. The change of modality is the raison d’être of a specific kind of systems. Why not call them hypertext systems. Finnemann, 1999a, s. 30
Som Finnemann påpeger, introduceres der med valgmuligheder både et refleksivt og et selv-refleksivt element hos modtageren. Dvs. ikke bare spørgsmål, om hvad brugeren skal gøre, men også overvejelser om systemets karakter og formålet med interaktionen. Det er denne refleksivitet, som er systemets berettigelse i forhold til teksten, og dermed forøges ”forfatterens” rolle i kraft af forsøget på at indtænke brugerens mulige interesser i konkret manifesterede muligheder. Dette gælder også i spørgsmålet om, hvor langt valgene fjerner brugeren fra teksten; hvor stor en kognitiv (og evt. fysisk) indsats, valgene kræver. Finnemann beskriver dette i forhold til de modale skift som et kontinuum fra den sømløse eller intuitive handling, hvor brugeren vælger mere eller mindre pr. refleks til fremmedgørelse eller selvrefleksivitet, hvor brugeren må stoppe op og overveje sin position i forhold til teksten. (Finnemann 1999a s. 28 & 32). Jesper Juul har i sit speciale om kombinationen af computerspil og fortælling arbejdet ud fra samme perspektiv, men tilføjer en tidslig dimension og skelner ______________________________________________________________________________ 31
Dette skal igen ses i lyset af, at Aarseth understreger, at cybertekstbegrebet er et særligt perspektiv på tekster, hvilket korresponderer med, at han opererer med variable indenfor de enkelte kategoriseringsparametre i undersøgelsen af forskellige tekster. Men det ændrer ikke ved, at han fra første side eksplicit forbinder cybertekster med ekstroverte handlinger fra brugerens side og således underminerer undersøgelsens åbenhed for ”låste tekster” som Agrippa.
Side 35 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
mellem interaktive passager og narrative passager. (Juul, 1998, s. 69-70). Med den ændring, at de ikke-interaktive passager ikke nødvendigvis er narrative32 men snarere at karakterisere som ”læse-perioder”, er Juul’s tilføjelse en nyttig modificering i anvendelsen af begrebet modale skift i forhold til levende billeder, idet tid her spiller en central rolle. 4.3 De ergodiske genrer
4.3.1 Oplevelsen af cyberteksten
Som en overordnet genrebeskrivelse tilbyder fokuseringen på de modale skift således et grundlag, mens en nærmere diskussion af prismerne til analysen af dem kræver, at vi vender tilbage til Aarseth’s cybertekst ved at se på cybertekstens ontologiske status.
…there is a systematic contract between text and user, like the causal on the exists in the real world and which unlike fictions, can be empirically tested… Simulations are somewhere in between reality and fiction: they are not obliged to represent reality, but they do have an empirical logic of their own, and therefore they should not be called fictions. Unlike fictions, which simply present something else, cybertexts represent something beyond themselves. Aarseth 1994, s. 79 Forfatterens kursivering
Simulationen er ikke baseret på hverken den virkelige verdens regler eller fiktionens transcendering af disse, men på en kausal logik i universets regler, der kan betragtes analogt med virkelighedens regler, men i øvrigt er uden nogen relation til disse. Reglerne i cyberteksten kan i større eller mindre grad korrespondere med verden omkring, men er ikke påtvunget af denne omverden, og udgør deres eget univers. Aarseth placerer i stedet den ergodiske teksts repræsentation i selve handlingen, fordi brugeren igennem denne handling investerer en del af sig selv med risiko for at blive afvist. Dette er i modsætning til læserens position som ”safe, but impotent”. Som et selvstændig univers med kausal logik, definerer systemet i første omgang brugerens mulige handlinger i simulationen. Dvs. hvad brugeren kan og har indflydelse på i system og materiale. Succes og fiasko kan på dette plan defineres rent konkret som, hvad der er muligt for brugeren, og hvad der forårsager ”systemfejl”. Dette kan i forhold til omgangen med teksten ses ud fra et kontinua: ¾ Brugeren kan vælge mellem påvirke/producere tekstoner
tekstoner
Î
Brugeren
kan
Dette definerer samtidig den ergodiske teksts grænser. I den ene ende skal der være valg af betydning og dermed regler, og i den anden kan brugeren ikke ______________________________________________________________________________ 32
Juul’s terminologi er en logisk konsekvens af hans fokus på kombinationen af fortællingen og spillet, men denne begrænsning er ikke relevant her.
Side 36 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
producere alle tekstoner eller konstant ændre systemets regler efter behag. I så fald er der ingen tekst at arbejde ud fra eller meningsfuldt system. Den anden centrale del af simulationens regler er betingelserne for sammenbindingen af tekstelementer, dvs. fastlæggelsen af konsekvenserne af brugerens handlinger i tekstskabelsen. Dermed må man også understrege, at interaktivitet og frihed ikke er det samme. Som for computerens programmer kan interaktivitet ikke blot ses som øget frihed for brugeren; dette kan ikke engang siges at være formålet med interaktiviteten; kravene og begrænsningerne af brugerens muligheder er den væsentligste dimension. Mere komplekst er imidlertid spørgsmålet om, hvad det er brugeren investerer og hvorfor; det er vel næppe muligheden for systemfejl, der trækker33. Dette område kan naturligvis ikke fastlægges entydigt, det følgende drejer sig da også snarere om at finde en analytisk indgang til det. 4.3.2 Refleksivitet
Finnemann’s påpegning af refleksiviteten som systemets raison d’être i forhold til teksten kan her ses som et omdrejningspunkt i oplevelsen.
…because of the optional character of the relationship between nodes implies that the user considers a number of possible options which brings him into a meta-textual relation towards each node. The introduction of links implies the introduction both of a reflexive and a selfreflexive mode: Finnemann, 1999a, 30.
Dette giver et udgangspunkt til forståelse af investeringen ved at se den som et resultat af enten et refleksivt eller et selv-refleksivt modus. I en simplificeret model kan det refleksive relateres til omgangen med systemet, hvor betydningen ligger fast. Spil er et eksempel på dette. Spil er performativt rettet mod konkurrence og målet en del af regelsystemet; det gælder om at vinde og reglerne for dette er klare. Det skal dog samtidig pointeres, at vejen til målet ikke er klar på forhånd for deltageren, i så fald er der intet at spille om. Som sådan retter investeringen sig i spillet mod forholdet mellem handlinger og systemets logik; hvorvidt handlingerne vil være hensigtsmæssige i forhold til målet. Referencerammen er systemet, og brugerens investerer sine evner. Det betyder samtidig, at materialet og brugerens handlinger her udelukkende behandles efter de værdier, systemet tillægger dem, og ikke er genstand for fortolkning. Dette sætter samtidig en grænse for, hvilke brugerinput der kan behandles i denne dimension, i ______________________________________________________________________________ 33
Undtaget måske, som Aarseth’s også selv påpeger, det underholdende i, når systemets fejl kommer op til overfladen med absurde konsekvenser, mest tydeligt i forsøgene på at skabe computergenereret litteratur eller digitale samtalepartnere. (Aarseth 1997, 131).
Side 37 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
og med at de må have en fast kvalitativt defineret betydning. Det refleksive retter sig med andre ord mod, hvordan systemet hænger sammen, og hvad brugerens handlinger betyder inden for dette. Det selv-refleksive kan relateres til de dele af systemet, hvor meningen ikke ligger fast. Sherry Turkle ser netop (selv-)refleksiviteten som omdrejningspunktet for computerens simulerede verden ved at se den som et univers af ”objects to think with” (Turkle 1996, s.47), hvor forståelsen kommer gennem handlinger og systemets feedback og ikke gennem fortolkningen af tegn. Turkles analyseområde er koncentreret omkring empiriske studier af virtuelle verdener (de såkaldte MUD’s34), og hun fokuserer især på identitetsskabelse via skærmen. For Turkles MUD-brugere er Internettet basis for en lang række forskellige virtuelle karakterer og identiteter, der ofte kører samtidig i forskellige vinduer. Spillerne bygger deres identiteter gennem deres valg og præferencer i den virtuelle verden, og skaber således identiteter, der er frigjort fra den fysiske verden, men er absolut virkelige og personlige inden for konteksten: Turkles MUD-brugere er ansvarlige for deres karakterers handlinger. Disse fællesskaber er præget af en række fællestræk med interaktioner i den fysiske verden, idet deltagerne opbygger deres virtuelle karakterer i en verden, hvor deres handlinger har (ganske vist kun symbolske, men absolut væsentlige) konsekvenser for både dem selv og andre. Derved er det vel nok mere korrekt at se handlingerne som omdrejningspunktet, som ”actions to think with”. Det selv-refleksive knytter sig spørgsmålet om, hvad den enkelte bruger får ud af handlingerne som en iterativ meningsdannelse. Selvom der er kan identificeres en kvalitativ forskel mellem de to systemer (som i øvrigt korresponderer med forskellen mellem stabilitetsbetingelserne for regeldannende systemer vs. regelbestemte systemer), er forskellen for cybertekster i lige så høj grad et udtryk for en fokusering. De to systemformer må nødvendigvis sameksistere i den enkelte cybertekst. Cyberteksten vil altid inkludere muligheden for succes/fiasko; som mindstemål i definitionen af det mulige og det umulige. De MUD’s, som Turkle beskriver, indeholder samtidig også oftest ekspliciterede mål i form af forskellige former for pointsystem. Omvendt må omgangen med cyberteksten altid have en dimension, der rækker ud over systemet, alene igennem materialet. Både fodbold og ludo er mere end den betydning, der findes gennem reglerne; et fortolkningsmæssigt aspekt, der basalt set er, hvad der gør det værd at spille/se på. De to dimensioner kan således kun adskilles af analytiske hensyn, men det er også formålet i denne sammenhæng, hvor de udgør nyttige prismer til diskussionen af brugerens handlinger. ______________________________________________________________________________ 34
Jeg skelner her ikke mellem de forskellige kontekster, hvor computerbrugeres virtuelle karakterer mødes og interagerer. Der findes et utal af forskellige afarter af MUDs/MOOs/MUSHs/MUSEs; kategoriseringerne er baseret på den anvendte software, men forskellene er ikke relevante her.
Side 38 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
4.4 Sammenfatning Diskussionen af interaktivitetsbegrebet afspejler, at det til en vis grad kan betegnes som et skizofrent begreb, hvis man da kan tale om et sådant. Computeren kan betegnes som et interaktivt medie, konvergensen udvisker grænserne mellem interpersonel interaktion, massemedier og omgang med computeren og interaktive tekster fordrer handling. Spændvidden i begrebet er meget stor, for stor vil ikke være for meget sagt. Med en vis ret afskriver Aarseth derfor begrebet på grund af dets manglende analytiske kraft. Mit problem ligger i, at jeg, mens jeg delvist må give Aarseth ret, ikke mener, der findes alternativer til interaktivitetsbegrebet. Anvendelsen af Aarseth’s eget begreb om ergodiske tekster vil fjerne mig fra diskursen om interaktivt TV, og det mener jeg ikke er hensigtsmæssigt. I stedet har jeg forsøgt at præcisere interaktivitetsbegrebets indhold ved i første omgang at ekskludere den mediesystemiske dimension. Sammenbindingen mellem interaktivitet, kontrol og trafik gør det umuligt at skelne medie, interpersonel kommunikation og tekst. Jeg mener, man med Finnemann kan tale om computeren som et interaktivt medie, men på et principielt niveau, igennem muligheden for altid at ændre på alle tidspunkter i processen. Som et sådant begreb, bliver interaktivitet et generelt karakteristika ved computeren, men dermed mister det også sin analytiske kraft. I stedet har jeg nærmet mig interaktivitetsbegrebet gennem Espen Aarseth’s diskussion af cyberteksten og den tekstuelle maskine. Som perspektiv og analyseredskab indebærer dette en fokusering på de betingelser teksten udfolder sig i forhold til tekstens produktion og forbrug. Som definition beskriver dette en særlig tekstgenre, hvor brugerens ekstroverte handlinger indgår i en simultan produktion og forbrug af tekster. Studiet af interaktive tekster retter sig dermed dels mod systemets struktur og dels mod betydningen af brugerens handlinger.
Side 39 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 5: Analytisk Ramme Specialets resterende del vil tage form af en analyse af kombinationen af TV og interaktivitet. Inden da er det nødvendigt med en opsamling på den teoretiske ramme og en karakteristik af den måde, den vil blive brugt som basis for analysen. Jeg har i den teoretiske ramme argumenteret for følgende: 1) Den fleksibilitet, som digitalisering og konvergens medfører, problematiserer de skillelinier, vi normalt bruger til at adskille medier. I praksis betyder dette, at en række begrænsninger for de enkelte medier ophæves, og at der opstår nye muligheder både for kombinationer af medier og nye services. 2) Det betyder, at mediers stabilitetsbetingelser skal søges i det netværk, de indgår i og her er især de to led i netværket, som er baseret på menneskets konkrete omgang med mediet af betydning, det vil sige produktion og forbrug. Samtidig har jeg dog peget på to fikspunkter, nemlig computerens grænser og de symbolske udtryks karakter. 3) Interaktivitetsbegrebet lægger sig i forlængelse af dette som et særligt perspektiv på tekstens materielle fremtoning, dens struktur, og de konkrete praksisser, som omgiver den. Samtidig karakteriserer begrebet en særlig form for tekster, hvor produktion og forbrug foregår simultant på basis af brugerens handlinger. Jeg har her diskuteret en række mulige perspektiver og muligheder for analyse af disse tekster. I diskussionen af TV’s fremtid vil jeg bruge disse brikker til at pege fremad. Dette sker i to hoveddele. Den første sigter til at opbygge en kontekst for de fremtidige interaktive udfoldelser, og den anden sigter til den mulige udnyttelse af denne kontekst. Omdrejningspunktet er i tråd med specialets genstandsfelt Tvprogrammer som den centrale tekstlige enhed i TV, og den første del af analysen sigter til omgangen med disse i hhv. analogt broadcast TV og digitalt TV Udgangspunktet er derfor en karakteristik af analogt broadcast TV baseret på den traditionelle medienalyses parametre, dvs. mediets muligheder og begrænsninger. Grundlaget er en teknologisk baseret beskrivelse af broadcast TV, og karakteristikken sigter til at beskrive udnyttelsen af mediets muligheder ud fra den traditionelle medieanalyses parametre, men med særligt henblik de områder, jeg har peget på som centrale for interaktivitetsbegrebet, dvs. produktion, forbrug og tekstens struktur35. I centrum er forholdet mellem medie, tekst og bruger, og jeg har ______________________________________________________________________________ 35
Jeg vil dog fremhæve, at jeg har fundet inspiration i Meyrowitz skitsering af de parametre, medieanlytikere har anvendt (Meyrowitz, 1997, s. 67’), Niels Brüggers parametre, Stig Hjarvards summariske oversigt over medietyper (Hjarvard, 1997), samt i Anders Foss glimrende oversigt over forskellene mellem Broadcast TV og Internettet. (Foss, 1999)
Side 40 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
forsøgt at samle den væsentligste del af den (begrænsede) litteratur, der diskuterer dette. Det næste skridt er at undersøge den mediesystemiske dimension af digitalt TV ved en beskrivelse af de ændringer, digitaliseringen medfører, og betingelserne for brugen af computerens egenskaber. Dette foregår ikke i frit fald som en beskrivelse af et totalt konvergeret mediemiljø med alle muligheder, men med et konkret udgangspunkt i de muligheder, der tegner sig på nuværende tidspunkt. Målet er en diskussion af i hvor meget ændringerne vil betyde for de karakteristika ved TV, som var resultatet af diskussionen om analogt broadcast TV. Den afsluttende diskussion af interaktivitetens muligheder i Tv-programmer vil være todelt. I den første del vil jeg med udgangspunkt i kortlægningen af TV og ændringerne i digitalt TV definere iTV som mediegenre og diskutere det spillerum, som brugerens aktivitet udfolder sig i. I anden del vil jeg benytte de dimensioner af interaktivitetsbegrebet, der blev fremlagt i foregående afsnit, som basis for en diskussion af potentialer for interaktivitet i Tv-programmer. Jeg vil her benytte de prismer til analysen, som jeg har diskuteret i forhold til interaktivitet. Jeg har valgt at henlægge den konkrete analytiske ramme til denne del i forbindelse med selve analysen (Kapitel 9).
Side 41 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 6: TV At definere TV er i sagens natur en vanskelig opgave. TV står ingenlunde stille og har aldrig nogensinde gjort det, og samtidig må det fra start konstateres, at TV indgår i mange sammenhænge, trækker på mange forskellige slags indhold fra forskellige producenter og spiller mange forskellige roller både i folks dagligdag og i samfundet som helhed. Denne analyse hverken kan eller vil dække alle aspekter af TV eller hele spektret af realiseringer, undtagelser og digressioner, der findes rundt om i verden. Analysen er fokuseret på en prototypisk model af TV, som dækker de 3 hovedtransmissionsformer (terrestrisk, kabel og satellit), og jeg behandler primært TV i en konkurrencesituation. 6.1 TV’s grundlag Det første skridt må være at finde de karakteristika, som kan siges at definere TV som medie. Det er oplagt, at TV i denne sammenhæng er mere end det apparat i hjemmet, som også betegnes TV. Teknologisk set inkluderer TV først og fremmest en distributionsform (kaldet broadcast) og brugen af levende billeder og lyd. Det giver os 2 grundlæggende karakteristika som udgangspunkt: 1) Symbolske udtryk: Levende billeder og lyd. Lav definition af billede. 2) En distributionsform: Broadcast Dette grundlag må siges at være et minimum til at definere TV, men er samtidig nok til at adskille TV fra alle andre medier, og de to dele må siges at være selve mediets grundlag. Jeg vil i det følgende afsnit redegøre nærmere for de to dele. 6.1.1 Billede og Lyd
For indholdet (levende billede og lyd) har TV først og fremmest en markant forskel fra det andet store audiovisuelle medie, filmen, i såvel billede36 som lyds kvalitet. Uanset om modtagerapparatet er 12 eller 30 tommer, er kvaliteten begrænset af den datamængde, som (kan) distribueres og af videoteknologiens tendens til at forfladige billedets dybde. 6.1.2 Broadcast
Mens levende billeder og lyd er et umiddelbart forståeligt træk ved TV, er broadcast et mere komplekst begreb, der imidlertid kan siges at rumme en række faste træk. I Encyclopedia Britannica sættes betydningen af ”broadcast” generelt til det mere skødesløse: ”cast or scattered in all directions”, en betydning, der oprindeligt knytter ______________________________________________________________________________ 36
Der er forskellige standarder for billedernes kvalitet. Den amerikanske NTSC-standard opdeler billeder i 525 horisontale linier og sender 30 billeder i sekundet, mens den mest udbredte standard i Vesteuropa (PAL) kun giver 25 billeder pr. sekund. Forskellene skyldes blandt andet, at antallet af billeder pr. sekund af tekniske årsager oftest er halvdelen af cyklussen i strømsystemet (60 hz. i USA og 50 i det meste af Europa).
Side 42 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
sig til landbruget. For TV kan broadcast ikke siges at være en 100% ensidig teknologisk størrelse, men snarere en generel betegnelse for en række fællestræk ved Tv-distribution. Der ligger dog en fælles bagvedliggende teknologi i de elektroniske data og i brugen af bølgelængder. 6.1.2.1 Teknologisk basis
Teknologisk set foregår broadcast-transmissionen ved, at billede og lyd scannes til et elektrisk billede, der omsættes til serier af elektroniske signaler. Disse signaler transmitteres med lysets hastighed gennem frekvenser (bølgelængder), hvor signalets styrke rummer billedet og små frekvensvariationer lyden, hvorefter de i modtagerapparatet igen oversættes til billeder og lyd. Det er en central problematik i denne transmissionsform, at frekvenser er en naturligt begrænset ressource. Det anvendelige frekvensspektrum strækker sig ganske vist strækker sig fra ca. 3 kHz37 til 300 gHz, men dels er der andre anvendelser end TV og radio (eksempelvis militær anvendelse, mobiltelefoni og transportorienteret kommunikation for skibe og fly), og dels har de forskellige frekvenser forskellige egenskaber, der betyder, at de ikke egner sig lige godt til alle data og transmissionsformer38. Transmission af information kræver ikke blot en enkelt frekvens, men et frekvensbånd, hvis bredde afhænger af informationstætheden, dvs. hvor mange data, der skal overføres hvor hurtigt. Eksempelvis kræver hi-fi-lyd en bredde på ca. 20.000 Hz., mens standard TV kræver op til 5 MHz. Da signalerne samtidig er følsomme overfor støj (interferens), skal der være en vis afstand (frekvensbredde) mellem dem. Baggrunden for den kanalstruktur stort set al TV er baseret på, skal i første omgang findes i det behov for centralisering, som eksisterede via støjproblematikken og begrænsningen i frekvensspektret. I praksis er dette problem blevet løst på international basis med fordeling af frekvensområder til hvert land, og på national basis med licensiering af delområder inden for landets frekvensområde i faste kanaler. Dette gælder især på det terrestriske sendenet, men strukturen gør sig også gældende i kabel- og satellit-transmission. 6.1.3 Karakteristika ved broadcast-TV
Af broadcast-TV’s form kan siges at følge en række karakteristika, som sjældent er udforsket systematisk, men ikke desto mindre (eller måske er netop dette grunden) må siges at være relativt indlysende og entydige. I det følgende vil jeg beskrive de væsentligste karakteristika, som naturligvis på flere punkter hænger tæt sammen, men som udgangspunkt er vigtige at holde sig for øje39. ______________________________________________________________________________ 37
En hertz (hz) er målenheden for frekvenser. Den betegner antallet af cykluser pr. sekund. Som en generel tommelfingerregel gennemtrænger de laveste de frekvenser nemmere forhindringer og bruges derfor eksempelvis i u-både. De midterste er ustabile over længere afstande og de højeste egner sig bedst til fri sigtelinie (eksempelvis satellittransmission). 39 Jeg står i dette afsnit i gæld til Anders Foss for en glimrende oversigt over broadcast-TV’s karakteristika. Foss, 1999 38
Side 43 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ 1) Broadcast er envejskommunikation
Uanset om det er kabel, satellit eller terrestrisk distribution, er der intet i TV’s distributionsnet, der tillader brugeren at sende inputs tilbage. Alle data går kun en vej. Dette er indbygget i såvel hardware (TV-apparat) som distributionen. Signalet spredes over et større (eller evt. mindre som i eksempelvis transmission via mikrobølger) område og er i princippet ignorant overfor, om det nogensinde bliver modtaget. Broadcast ligger i luften, men informationerne går udelukkende den ene vej. 2) Broadcast er en-til-mange-kommunikation
Hver Tv-station er baseret på en vis mængde potentielle og reelle brugere. Ser man på den samlede mængde Tv-kanaler, er der naturligvis flere centre, men den enkelte kanal er baseret på ren en-til-mange-kommunikation. Dette kan naturligvis delvist relateres til den begrænsning i især det terrestriske frekvensspektrum, som fordrer en central styring af frekvensbrugen, men kabel og satellit-transmission rummer i praksis samme karakteristika. 3) Tv-teksten kan ikke ændres, når den først er transmitteret
Teknisk set er der ingen mulighed for at ændre de analoge signaler, når de først er kodet ind40. Dette punkt inkluderer 2 underpunkter. 3.1) Broadcast-teksten er kontinuerlig og irreversibel
Broadcast-teksten er som den analoge strøm af elektroniske impulser der ligger bag, fastlagt i et kontinuerligt og irreversibelt tidsforløb, som ikke kan ændres, når det først er sendt af sted. Der er ingen mulighed for tidsmæssig navigation i TV, og brugerens valg står mellem at se den, når den er der eller gå glip af den. 3.2) Broadcast-teksten er ens for alle
Broadcast-teksten er (igen inden for den enkelte kanal) ens for alle modtagere; der er som i det tidsmæssige aspekt ingen mulighed for brugeren for at ændre den afsendte tekst. Brugeren har kun fortolkningsmæssigt spillerum i skabelsen af teksten. Det er naturligvis muligt at slukke eller skifte kanal og derved så at sige skabe sin egen tekst, men dette må betegnes som navigation mellem tekster og ikke en ændring af den enkelte tekst. Samlet kan vi udlede af de to punkter, at TV samler seerne (inden for den enkelte kanal), til den samme tekst på samme tid, selvom de befinder sig på forskellige steder. ______________________________________________________________________________ 40
Det gælder undtaget signalforstyrrelser, der ikke kan betragtes som meningsfulde ændringer. Indstillinger i lydstyrke, billedindstillinger etc., er ikke ændringer i selve signalet, men indstillinger af modtagerapparatet.
Side 44 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ 4) Broadcast-TV afsendes, modtages og forbruges samtidig
TV-signaler transmitteres med lysets hast, og kombineret med ovenstående punkt betyder det, at der i praksis ingen tidsmæssig forskel er på afsendelse og forbrug. Samtidig har TV en mulighed for simultan optagelse og transmission, såkaldt liveTV, hvor også udsigelsen er simultan med forbruget. Som modpol til dette har TV muligheden for at forskyde udsigelsen fra udsendelsen; TV rummer altså både muligheden for tidsmæssigt sammenfald og forskydning mellem udsigelse og forbrug, men ingen mulighed for tidsmæssig forskel på afsendelse og forbrug. 5) Broadcast-transmission foregår i ”kanaler”
Endelig kan vi tilføje kanalstrukturen som et karakteristika ved Broadcast TV. Punktet adskiller sig fra de øvrige ved at have karakter af en institutionel løsning på et teknologisk problem, men kanalstrukturen er gennemgående for al Broadcast verden over. Vi kan definere en kanal som en fast bid af frekvensspektret, der er tildelt og bruges af en (eller flere) institution(er) i længere tid. 6.1.4 TV’s univers
Ovenstående 5 karakteristika inklusive underkarakteristika kan sammen med det faktum, at TV er levende billeder og lyd, siges at være generelle betingelser for TV, og tilsammen karakteriserer de TV’s muligheder og begrænsninger på et meget konkret plan. Det er straks vanskeligere at sætte TV ind i et bredere perspektiv, hvis man skal karakterisere det univers, som omgiver TV. TV’s mangfoldige udtryk taget i betragtning er det næppe muligt at ramme mere end hovedtendenser og generelle vilkår, men med et forbehold for forsimplinger vil dette også være tilstrækkeligt. Jeg vil i det følgende undersøge TV’s form i selve broadcast-teksten og derfra trække trådene ud til de rammer, TV indgår i. 6.2 Broadcast-teksten Udgangspunktet fra start er, at TV er audiovisuelt indhold. Som Meyrowitz påpeger, er adgangstærsklerne på modtagersiden lave, fordi forståelsen af audiovisuelt indhold41 ligger tæt på den primære erfaring og i mindre grad end eksempelvis skrift kræver indlæring af kompetencer. Modsat er det væsentligt at pointere, at den lave adgangstærskel modsvares af en høj adgangstærskel på produktionssiden. Produktion af audiovisuelt indhold er i langt mindre grad end skrift en almen kompetence, og samtidig dyrt at producere både i kraft af de mange led i processen, og fordi råmaterialet er levende mennesker. Det gælder især billedsiden, som dels kræver fysisk nærhed for at blive optaget, og dels er det langt vanskeligere at fortælle historier med end skrift og tale.
______________________________________________________________________________ 41
Termen audiovisuelt indhold går igen igennem specialet i betydningen levende billeder med lyd. Dette er ukompliceret i forhold til analogt TV, men kompliceres i iTV, fordi indholdet her kan forstås på flere planer. Jeg vil berøre denne problematik i forbindelse med diskussionen af iTV
Side 45 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Derudover er broadcast-teksten først og fremmest præget af en meget stor diversitet i indholdet. I denne sammenhæng ligger fokus dog ikke på selve indholdet, men på relationen mellem indhold og medie. Her ligger opfattelsen af TV som flow som et nøglebegreb. Flowbegrebet kan ikke som ovenstående kriterier siges at være en fast betingelse for broadcast, men snarere en samlende opfattelse af en række karakteristika ved broadcast-TV og samtidig et perspektiv til forståelse af TV. Flowbegrebet er en givtig prisme for forståelsen af broadcast og vil derfor blive undersøgt nærmere i de følgende afsnit. 6.2.1 Flow
Flowbegrebet blev introduceret af Raymond Williams i 1974, som efter et møde med amerikansk TV blev opmærksom på, at Tv-mediet42 rummede et afgørende nyt element i forhold til andre kommunikationsmidler. Bøger og aviser udgør konkrete adskilte enheder, og såvel et teaterstykke som en biograf-film er, uanset at fremvisningen ofte indeholder supplerende elementer (som eksempelvis præsentationer, reklamer og trailers) en klart afgrænset helhed i tid og rum. Indtil Williams’ introduktion af flowbegrebet var TV også blevet set som bestående af enkelte programmer43, men Williams placerede TV’s distinktive træk i netop det at tilbyde en strøm af sekvenser:
It is that the real programme that is offered is a sequence or set of alternative sequences of these and other similar events, which are then available in a single dimension and in a single operation. Williams 1979, s. 86
Dette danner basis for Williams’ begreb om ”flow”, der betegner Tv-fladens sekventielle sammensætning, men det er vigtigt at holde fast på, at Williams ikke vil ekskludere programmet fra Tv-analysen. De to syn på TV (program & flow) ses ikke som gensidigt udelukkende, men som to forskellige perspektiver på broadcastteksten. Williams’ interesse ligger først og fremmest i den forvirring og sammenblanding af mening, som han oplevede ved sit møde med amerikansk TV, og det er mere end noget andet dette aspekt, der fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved opfattelsen af, at programmerne var det primære ved TV.
______________________________________________________________________________ 42
Williams ordvalg i denne sekvens er ”broadcast” og ikke TV, så selvom analyseobjektet er TV, udelukker han ikke radio, hvor flowbegrebet er lige så relevant, om end dets karakter ikke er helt det samme. 43 Stuart Hall diskuterer i en artikel fra 1971 (Hall 1971) med baggrund i TV’s ”assembly process”, TVæstetikkens fragmenterede og serialiserede form i en karakteristik, der minder om Williams’, men Williams refererer ikke til Halls diskussion, og det er tvivlsomt, om den har dannet baggrund for Williams’ flowbegreb.
Side 46 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
…it may be even more important to see the true process of flow: the replacement of a programme series of timed sequential units by a flow series of differently related units in which the timing, though real, is undeclared, and in which the real internal organisation is something other than the declared organisation. Williams 1979, s. 93
Flow er altså på en gang et karakteristika ved TV og et begreb til forståelse af TV, et aspekt der understøttes af, at opfattelsen af TV som flow har haft markant indflydelse på selve tilrettelæggelsen af Tv-fladen. Williams understreger da også selv i tråd med sin kritik af teknologideterminismen, at flowet er planlagt, og han relaterer det således primært til institutionelle faktorer. Samtidig forbinder han det dog generelt med oplevelsen af TV, og finder det selv hos public servicebroadcasteren BBC, som ikke er underlagt de institutionelle faktorer, der ligger til grund for planlægningen. Det intentionelle perspektiv, der begrundes i institutionelle faktorer mister derved sin status som den eneste forklaring, da det ikke formår at forklare, hvorfor flowet har vist sig så succesfuldt i forhold til konkurrencen om seerne. Som blandt andre Henrik Søndergaard har påpeget, er Williams’ flowbegreb således komplekst, da det ikke blot rækker ind over flere dele af Tv-systemet, men også bruges i forskellige betydninger. Søndergaard peger på, at Williams bruger begrebet i 4 betydninger: 1) En markedsføringsstrategi for bestemte typer af TV. Her Søndergaard på fremtrædende flowkanaler som MTV og CNN.
peger
2) En udviklingstendens, hvor programtankegangen erstattes af fokus på flowmekanismerne. 3) Et karakteristika ved fjernsynets æstetik, begrundet i TV’s kulturelle og sociale organisering. 4) En oplevelsesmåde, som er karakteristisk for TV. Sml. Søndergaard, 1994, s. 32 Det skal dog pointeres, at den betydning af markedsføringsstrategi, som Søndergaard tillægger Williams, ikke er helt præcis. Markedsføringen ser Williams som en af grundene til flowet, og hans påpegning af forskellene mellem forskellige typer er først og fremmest baseret på, at nogle genrer (i.e. hans eget primære analyseobjekt ”nyheder”) er mere flowbaserede end andre. Der er altså snarere tale om en gradsdistinktion inden for forskellige former for Tv-genrer og/eller en generel branding af de enkelte kanaler. Søndergaards dissekering af Willams’ brug af flowbegrebet afslører, at flowbegrebet på den ene side (i punkt 3 & 4) fremtræder som et generelt karakteristikon ved TV og på den anden side en gradsforskel i forhold til
Side 47 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
udviklingstendenser eller genrer (punkt 1 & 2). Denne skillelinie er vigtig at holde fast på i en diskussion af årsagerne til flowet. 6.2.2 Flowets udtryk
Williams peger på to æstetiske udtryk af flowet i programfladen. For det første udfyldes pauser i mellem programmer for at sammenbinde programfladen til et hele. Den bagvedliggende opfattelse er, at pauser i programfladen stort set automatisk vil få seerne til enten at slukke eller gå på jagt på andre kanaler. For det andet fragmenteres det enkelte program pga. af reklameafbrydelser, trailers o.l. Fragmenteringen af programmet er den vigtigste baggrund for Williams’ karakteristik (og kritik) af flowoplevelsen. Med Henrik Søndergaards præcise betegnelser kan man se de to dele som hhv. kontinuitet og fragmentering.
Flowet kan altså betragtes som en sammenføjning af tre forskellige sekvenser i et tidsligt kontinuum, nemlig 1) programmer, 2) reklamer, 3) trailers og andre former for continuity. Søndergaard, 1994, s. 34.
Ud fra dette perspektiv udvider Søndergaard, Williams’ opfattelse af flow på et vigtigt område ved at påpege, at selve serialiseringen af sendefladen skaber samme samspil mellem kontinuitet og fragmentering44. I serierne nedbrydes sammenhængende forløb i mindre narrative enheder, hvor et større episk forløb nedbrydes i delforløb45, men samtidig skaber serierne en kontinuitet dels ved simpelthen at fortsætte og dels ved løbende at henvise til tidligere og kommende episoder. Selve sendefladens serielle struktur må siges at være et generelt karakteristikon ved TV i dag, hvor enkeltstående programmer udgør en forsvindende lille del af fladen. John Ellis har mest markant peget på betydningen af denne struktur. Han mener, TV via serialiseringen har specialiseret sig i en fortælleform, som han kalder ”continuity-with-a-difference”. Det enkelte program udfolder sig i et spændingsfelt mellem genkendelse og fornyelse i kraft af den serielle kontekst, det indgår i. Desuden tilfører den serielle struktur, som blandt andet Poul Erik Nielsen har påpeget (Nielsen 1999, s. 66) en fortælleøkonomisk gevinst, fordi universet og karaktererne er etableret, så det bliver muligt at gå direkte i gang med det mere umiddelbart fængende narrative forløb. ______________________________________________________________________________ 44
Søndergaard peger samtidig på den kaleidoskopiske programtype, som var meget fremme i 90erne (og delvist i 80erne), nemlig magasinprogrammer og de såkaldte fladeprogrammer (Eleva2eren o.l). Siden er fladeprogrammer dog blevet marginaliseret i sendefladen efter flere fiaskoer, og i dag er der stort set kun TV 2’s Morgen-TV tilbage. 45 Fremstillingen her er forenklet, da den ikke tager højde for, at en stor del af TV-serierne består af enkeltstående episoder, der afsluttes hver gang (hvad både John Ellis og Raymond Williams betegner ”serials”). Jeg vil senere gå nærmere ind i dette, her skal blot konstateres, at også serials kan ses som en del af et større sammenhængende forløb.
Side 48 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Ellis går dog videre og argumenterer for, at samme struktur findes på mikroniveau, hvor det enkelte program er delt op i små narrative sekvenser på ca. 5 minutter. Grundene til dette finder Ellis dels i inkorporeringen af reklamebreaks i programproduktionen og dels i receptionssituationen, hvor de små segmenter betyder, at seerne når som helst kan hoppe ind i programmet og hurtigt blive fænget af det. Samspillet mellem fragmentering og kontinuitet kan altså siges at være centralt placeret på alle niveauer af fladen, afspejlet i en cyklisk struktur. Hvad Ellis ikke berører er, at TV ikke blot opererer med hurtigt at skulle fange seerens opmærksomhed, men også med at holde seeren fanget. Netop op til reklameblokkene er det essentielt at vække interessen for det, der følger efter for at få seeren til at blive. ”Cliffhangeren” er netop en Tv-opfindelse, som både bruges til at holde seeren fanget gennem reklameblokkene og til det næste afsnit i fortsatte programserier46. 6.2.3 Flowets baggrund
Williams er, som det fremgår, mest interesseret i de institutionelle faktorer, der ligger til grund for flowets udbredelse. Her er reklamefinansieringen en vigtig baggrund, da den altovervejende grund til flowets fremmarch er den øgede konkurrence og det deraf følgende behov for broadcasterne for at fastholde seerne. Dette træder mest tydeligt frem i forhold til reklamefinansieringen, hvor den økonomiske struktur ikke ligger i at sælge programmer til seerne, men i at sælge seere til annoncørerne. Denne økonomiske struktur gør det afgørende, at folk reelt ser ikke blot programmerne, men også reklamerne; jo flere seere, jo større reklameindtægter. Kravet om konstant maksimering af seertallene ligger derfor som grundstenen i reklamefinansieret TV, og af forskellige årsager har samme mekanismer, om end i mindre grad, vist sig at gøre sig gældende for licensfinansieret TV47. Den programinterne fragmentering i kraft af reklamespots kan altså ses som en markant accelerering af programfladens flow-karakter, men kan ikke siges at være et kriterium for, at man kan tale om flow. Det skal nævnes, at der bag disse mekanismer også ligger et andet argument, nemlig at selvom den bagvedliggende grund er risikoen for, at seerne skifter kanal, er deres træghed i disse skift en lige så vigtig præmis. Seerne har en tendens til at blive på den kanal, de er på, hvilket er en væsentlig årsag til kampen om seerne i timerne op til prime-time; det såkaldte lead-in. Williams formår i sin analyse at slå ned på en række institutionelle faktorer som baggrund for flowet og dets æstetiske udtryk, mest markant forbindelsen til ______________________________________________________________________________ 46
At Ellis ikke berører dette, skyldes sandsynligvis, at han, som han selv påpeger i en revidering af hovedværket Visible Fictions (Ellis 1995), fokuserer for meget på nyhedsgenren. 47 Allerede Williams påpegede dette for BBC’s vedkommende, og herhjemme har de talrige analyser af DR i 90erne efter introduktionen af konkurrence enstemmigt peget på, at DR har nærmet sig markedets præmisser, især hvad angår struktureringen af programfladen som et flow. Se Søndergaard, 1994 for en nærmere behandling af baggrundene.
Side 49 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
reklamefinansieringen og afbrydelserne af programmet, og hans insisteren på, at flowet er planlagt, er rigtig, hvis man udelukkende fokuserer på afsenderen. Det må dog også være klart, at der er klar parallel mellem flowet og TV’s egenskaber, og at Williams placering af flowet som det distinkte træk ved TV ikke blot kan ses som en konsekvens af institutionelle omgivelser. Det ses mest tydeligt af, at alle broadcasts enheder er tilgængelige i en dimension (tid), og adskillelsen mellem dem er kun symbolsk defineret. Ser man med dette perspektiv på flowet i forhold til TV’s egenskaber, er det oplagt at drage forbindelsen mellem flowoplevelsen og TV’s irreversible tidsforløb, som skrider fremad uden brugerens aktivitet. Samtidig er der, som Williams selv påpeger, ikke blot en enkelt strøm af billeder og lyd tilgængelige for seerne, hver kanal udbyder sit eget spor. Samtidig må det dog også stå klart, at flowet på ingen måde eliminerer programmet, hverken hos afsender eller modtager. TV er redigeret og tilrettelagt og den centrale enhed er programmet, som er forudsætningen for såvel planlægningen af TVseningen som for forståelsen af, hvad der ses. Henrik Søndergaard påpeger, at den overordnede logik i flowets kontinuitet umiddelbart opfordrer til en homogen programflade, hvor seeren kan følge det ene program ind i det næste, men understreger samtidig, at programfladen også kan ses som et resultat af ”struktureret heterogenitet”, blandt andet i kraft af tilpasningen til seernes hverdagsrytme (Søndergaard 1994, s. 49). Den helhed, som impliceres i flowtankegangen, rummer således risikoen for en betydelig forsimpling og fordrejning af både TV-seningen og TV-seeren. Det er her en vigtig pointe, at selvom diskussionen om ”continuity” ofte fokuserer på de sammenbindende elementer, er et lige så vigtigt formål selve adskillelsen og brandingen af programmer og programserier i særskilte annonceringer48. Dette afspejler en vigtig forskel i flowets strukturelle udtryk, og dets indholdsmæssige dimension. Ellis’ påpegning af, at TV’s centrale enhed er 5-minutters segmentet, skal således ses i tæt sammenhæng med selve muligheden for at identificere segmentet som en del af et bestemt program og i større sammenhæng som en del af en bestemt serie. Dette perspektiv forudsætter naturligt ikke blot fællestræk inden for den enkelte serie, men også forskelle mellem de forskellige serier. Flowtankegangen skal således ikke overskygge, at Tv-kanaler stadig brandes og positionerer sig gennem de individuelle programmers og programseriers karakteristika. Der er desuden tegn på, at selve brandingen af programmer og programserier har fået større betydning i dansk TV siden Henrik Søndergaards ______________________________________________________________________________ 48
Edward Buscombe har argumenteret overbevisende for, hvordan den omkringliggende continuity spiller en væsentlig rolle i etableringen af forskellige seerpositioner i storgenrerne fakta og fiktion peget på. (Buscombe, 1980)
Side 50 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
analyse i midten af 90erne. De kommercielle kanalers satsninger på flagskibe som Robinson og Big Brother tyder sammen med de såkaldte flowprogrammers død på, at Tv-stationerne i stigende grad med succes satser på stærke enkeltprogrammer på bekostning af det homogene flow. Skal man undersøge betydningen af dette for seerne, kan man, som Klaus Bruhn Jensen (Bruhn Jensen, 1996), har foreslået, skelne mellem 3 typer flow: Kanalflow er det flow, som en Tv-station fastlægger på den enkelte kanal. Dette er Williams’ fokusering. Superflowet er den samlede mængde af kanalflows til rådighed, og endelig er seerflowet den specifikke sammensætning af en tekst, som en seer skaber ved sine valg inden for superflowet. Opsplitningen udbygger Williams’ opfattelse ved at pege på, at flowet kan ses i flere dimensioner som en generel tilgang til TV-sening, og det er klart, at hverken superflowet eller seerflowet er planlagt på samme måde som kanalflowet. Bruhn Jensens opsplitning sætter fokus på selve Tv-oplevelsen i et mere stringent perspektiv end Williams, og det bringer os til et centralt område, nemlig forståelsen af omgangen med Tv-apparatet og indholdet. 6.3 Seernes TV Indledende skal det pointeres, at dette afsnit ikke handler om flowets betydning for seernes forståelse eller tolkning af Tv-indholdet, men i stedet om de muligheder og vilkår for Tv-seningen, som eksisterer på modtagersiden. Derfor læner dette afsnit sig ikke op ad receptionsanalysens fokusering på fortolkninger, men snarere op ad kontekstuelle analyser af seernes omgang med TV. 6.3.1 TV-sening
Lad os starte med det basale: TV-sening er i altovervejende grad er et domestisk fænomen. TV-sening foregår inden for hjemmets 4 vægge, og TV er at karakterisere som et fritidsmedie. Lige så vigtigt og basalt er det, at TV er levende billeder og lyd. Sammenlignet med radioens brug af høresansen, som ikke er retningsbestemt, fordrer TV (om end det ikke altid får) en retningsbestemt opmærksomhed, og en højere grad af opmærksomhed ved at spille på flere sanser. TV kan på den måde siges at være et mere opmærksomhedskrævende medie end f.eks. radioen. Samtidig tillader TV flere brugeres samtidige brug af et enkelt TV. Dette er et kendetegn, som må siges at ligge fundamentalt i TV’s form, først og fremmest i kraft af, at TV’s ”brugsradius” tillader simultan brug49, men også fordi ”læsehastigheden” er fast defineret for alle brugere. Et ofte overset faktum, der forstærker muligheden for kollektiv brug, er desuden, at kontrol og navigation i TV er så begrænsede, som ______________________________________________________________________________ 49
I modsætning til eksempelvis skrift, hvor læseren skal så tæt på, at det i praksis er meget vanskeligt at være flere læsere om samme objekt samtidig.
Side 51 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
de er, da seernes muligheder udelukkende ligger i kanalskift og tænd/sluk samt modificeringer af lyd og billedindstillinger. Selvom selv disse begrænsede muligheder har betydning, går de ikke som i andre medier50 markant ud over mulighederne for flere brugeres simultane brug af et enkelt Tv-apparat. Den danske journalist og forfatter John Carlsen rammer her præcist ned i TVseernes forhold til, det der foregår på skærmen, ved at karakterisere det som ”distraktivt medløb”.
At kigge TV medfører ofte en underlig tilstand af halvkoncentration, hvor man godt kan drikke kaffe, udveksle korte bemærkninger med familien, klappe hunden eller lægge kabale, samtidig med at man naturligvis mener, at man følger med og følger alligevel ikke med i programmet. Man følger med og følger alligevel ikke med. Carlsen 1984, s. 95
Selvom Carlsen’s karakteristik (bevidst) er sat på spidsen, betegner den et generelt vilkår for Tv-produktionen. Afsenderen har ganske vist fuld kontrol over, hvad der sendes og hvornår det ses, men i kraft af at selve receptionen foregår i hjemmets løse rammer, har han meget lidt kontrol over, hvordan der ses TV; f.eks. om der er en enkelt eller flere seere i lokalet. Det er modsat eksempelvis biografen, hvor receptionssituationen kun har marginale afvigelser, men peger også på en forskel til eksempelvis skriftlige medier, som oftest kan regne med en forholdsvis høj koncentrationstærskel fra deres læsere uanset den kontekst, de bruger dem i. Dette danner basis for Carlsen’s opfattelse af TV’s forhold til modtageren i hans begreb om massehenvendelsen:
...det at et Tv-program kan dukke op i ethvert hjem, overalt, til alle, betyder at det principielt skal kunne ses af alle. Carlsen, 1984, 66
Til Carlsen’s karakteristik kan man desuden med Ellis’ pointering af TV’s 5minutters sekvenser i baghovedet tilføje, at Tv-produceren heller ikke kan regne med, at seerne ser programmet fra start. Uden at bruge begrebet flow placerer Carlsen en del af begrundelsen for flowet i netop betingelserne for receptionssituationen ved at argumentere for, at den fragmenterede (Carlsen’s referenceramme er her kalejdoskopiske magasinprogrammer) form kun kan kaperes, fordi seeren ikke er tilstede med sit fulde jeg. Man kan diskutere Carlsen’s opfattelse af seernes grænse, og pointen har da også mere mere vægt, hvis det ______________________________________________________________________________ 50
Det implicitte sammenligningsgrundlag er naturligvis primært computeren (og i videre forstand Internettet), som fordrer et højere aktivitetsniveau, der vanskeliggør flerbrugersituationen. Enhver der har surfet eller skrevet tekst sammen med andre, kender det irritationsmoment, der ligger i dette.
Side 52 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
vendes om. Seernes utilregnelighed kan ses som en væsentlig grund til TV’s fragmenterede form. John Ellis analyserer i samme spor som Carlsen, og hans generelle karakteristik af TV’s æstetik er baseret på tilpasningen til ”de omstændigheder, som det anvendes under” (Ellis 1995, s. 111) Ellis pointerer, at TV ikke kan regne med samme opmærksomhed som filmen, hvor modtageren er ”fikseret” i en position med blikket rettet mod skærmen51. Her peger Ellis på lydens centrale rolle på TV som det, der i kraft af, at hørelsen ikke er retningsbestemt, kan trække seerens opmærksomhed til skærmen. Lyden giver her dels mulighed for at markere skift, der kræver modtagerens opmærksomhed, en opfattelse Carlsen også udleder, og som han kalder en ”stop-go-funktion”. Ellis peger også på lyden som kontinuitetsskabende, da den netop tillader brugeren at vende blikket andre steder hen og stadig følge med. ”Tale-TV” er altså ikke blot, som Carlsen tenderer til at mene, en konsekvens af, at mediet ikke har frigjort sig fra radioen, men har relationer til den måde TV, bruges på52. Ellis går endog et skridt videre ved at karakterisere Tv-billedet som ”stripped of detail and excess of meaning” (Ellis 1995, s. 129). Tv-billeder er enkle og i kraft af dette står deres mening eller formål tydeligt frem. Ellis mener, at TV’s balance mellem billede og lyd i forhold til biograffilmen, hvor den centrale mening oftest ligger i billedet, giver lyden den centrale meningsskabende rolle. Uanset at Ellis’ pointe, som han selv understreger, er meget generaliserende og mere udtryk for en kvantitativ end kvalitativ forskel, er den vigtig i forståelsen af TV’s æstetik53. Umiddelbart er dette karakteristika mest tydelig i faktagenren og i særlig grad nyheder, men et blik over nogle af TV’s dominerende genrer viser, at den også findes andre steder. Talkshowets visuelle enkelhed og base i dialogen er et eksempel, et mindre oplagt men ikke desto mindre meget karakteristisk eksempel, er den ekstremt succesfulde situationskomedies meget få enkle scener, som også hviler i dialogen. Denne visuelle enkelhed har naturligvis også sit grundlag i produktionsøkonomiske faktorer, men det forklarer ikke succesen hos seerne. Man kan i denne sammenhæng pege på en ”rumlig” enkelhed i Tv-fortællingen i kraft af begrænsningerne i sceneantallet, som korresponderer med den fortælleøkonomiske gevinst, Poul Erik Nielsen tillægger serialiseringen. Seerne kender ofte det rum, Tvserierne opererer i, og kan hurtigt identificere det.
______________________________________________________________________________ 51
Ellis’ diskussion af TV-seerens ”glance” i modsætning til biografgængerens ”gaze” ligger da også meget tæt op ad Carlsen’s opfattelse af ”distraktivt medløb”. 52 Dette underbygges empirisk i øvrigt i den undersøgelse af TV-sening, som vil blive diskuteret senere i dette kapitel (Bruhn Jensen et. al. 1993), hvor respondenter både peger på, at de bruger TV sideløbende med andre aktiviteter, og at de følger med via lyden. (Bruhn Jensen et. al. 1993, 45 & 70-72). 53 Ellis’ argumentation er også baseret på TV-billedets lave definition, og har således paralleller til Marshall McLuhans karakteristik af TV som et ”cool” medie. (McLuhan, 1967) Ellis ser først og fremmest denne ”coolness” som et æstetisk valg, hvilket implicit ligger i McLuhans opfattelse af, at medier kan ”afkøles.
Side 53 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Vi ser med Ellis, at flowets samspil mellem kontinuitet og fragmentering også strækker sig ind i produktionen af det enkelte program og dets fortællestruktur, og at man samtidig kan drage vigtige paralleller til selve Tv-seningens kontekst. 6.3.1 Seernes position
Ellis tenderer dog alligevel til at placere seeren i en entydig position. Han argumenterer med baggrund i TV’s henvendelsesformer for, at TV-seeren uddelegerer sit blik til de repræsentationer, som TV tilbyder. Konsekvensen er, at Ellis ser seeren som ”isoleret normalborger”, en position, der som Henrik Søndergaard påpeger (1994, s. 48), gør det vanskeligt at forstå, hvad det attraktive ved TV-sening består i. Det skal dog nævnes, at Ellis i en senere revidering indrømmer, at han ved at fokusere på nyheder, ikke var opmærksom på TV’s talrige forskellige former (Ellis, 1995, s. 273). Stig Hjarvard nærmer sig i en artikel (Hjarvard 1997) seerens omgang med TV-et fra en anden vinkel. I debatten om TV fokuseres ofte på, at det i høj grad er muligt at lave ingenting. TV-seeren ses ofte som inkarnationen af dovenskab, udtryk i omtalen af seeren som ”sofakartoffel”. Ser man bort fra værdiladningen rammer karakteristikken et vigtigt element ved TV-sening, fordi TV ikke kræver (fysisk) aktivitet eller inputs fra sin modtager. Stig Hjarvard peger på modtagerens manglende mulighed for at producere feed-back som basis for en ”aflastning” i brugen af massemedier:
Modtageren skal ikke som i interpersonel kommunikation også koncentrere sig om at yde gensvar på de rigtige steder, men kan hellige sig afsenderens budskab. Man kan i lyset heraf fremsætte den hypotese, at en vigtig attraktion ved massemediernes kommunikation – på tværs af medier og genrer, består i denne aflastning. Dvs. at kunne deltage i kommunikation, der er tilrettelagt for én, uden at man behøver have ansvar for kommunikationens afvikling. Hjarvard 1997, s. 13
Stig Hjarvard placerer altså en del af attraktionen ved TV-sening i den uforpligtende og afslappede omgang med mediet, uden derved at indskrive en uengageret eller isoleret seer i omgangen med indholdet. Spørgsmålet er desuden, om ikke man af den sidste sætning i citatet kan udvide Stig Hjarvards konklusioner ud fra aspektet omkring kommunikationens afvikling. I bøger, aviser og de fleste digitale medier, er kommunikationens afvikling faktisk brugerens ansvar. Det kræver aktivitet at vende en side eller klikke på et hyperlink. Det gælder ikke for broadcast TV, hvor signalet netop er kendetegnet ved at fortsætte uanset brugerens aktivitet; brugerens fysiske aktivitet i forhold til, hvad der ses, ligger udelukkende i tænd/sluk og eventuelle kanalskift. Som det måske
Side 54 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
vigtigste er der ingen konsekvenser forbundet med TV-sening54, udover at tiden går, og at seeren måske får noget ud af det. TV-sening fordrer naturligvis valg, men konsekvenserne af disse er udelukkende lokaliseret i brugerens oplevelse, og eventuel videre brug af denne oplevelse. Dette er klarest manifesteret i, at selvom TV-sening generelt koster penge, er dette ikke placeret i den enkelte TV-session. Betalingen er uafhængig af den faktiske sening. 6.3.2 Seernes flow
En gruppe danske medieforskere undersøgte i midten af 90erne TV-seningens plads i danske TV-seeres hverdag (Bruhn Jensen et. al.1994) . Undersøgelsen er et af de få eksempler på kvalitative undersøgelser af TV som en konkret foreteelse i dagligdagen. Samtidig er den, som undersøgerne selv bemærker, speciel ved kvalitativt at undersøge seernes omgang med TV ud fra flow-begrebet, og den tager dermed udgangspunkt i omgangen med og brugen af mediet, hvilket gør den interessant i denne sammenhæng55. Den danske analyse er her suppleret med en amerikansk undersøgelse med samme fokus. (Bruhn Jensen 1996)56 Først og fremmest bekræfter undersøgelserne opfattelsen af, at TV ses på mange måder og i mange sammenhænge. De viser en markant spredning ikke blot respondenterne imellem, men også store variationer inden for de enkelte respondenters brug af forskellige genrer på forskellige tidspunkter. Ikke desto mindre træder en række karakteristika tydeligt frem. I første omgang finder vi en klar betydning af, at TV ofte ses af flere, da valgene ofte har karakter af kompromiser familiemedlemmerne imellem57. Samtidig peges på den ”tidsøkonomiske” faktor, som betyder, at lange programmer ofte fravælges, fordi seernes tid til TV-sening er begrænset. Langt størsteparten af TV’s programmer er enten en ½ time eller 1 time lange (dvs. i praksis på grund af reklamer og continuity hhv. 25 & 50 minutter), og således markant kortere end film. Undersøgerne peger også på en faktor, som er velunderbygget i andre sammenhænge, og som danner basis for en god del af Tv-stationernes manøvrering i medielandskabet. Det er, at seerne, uanset hvor mange kanaler de har adgang til, kun bruger et begrænset antal (max 4 i det danske studie, mens den amerikanske undersøgelser peger på max 7 kanaler, der anvendes regelmæssigt). Dette mønster har dannet baggrund for begrebet om ”kanalloyalitet”, et begreb som ______________________________________________________________________________ 54
Naturligvis undtaget de lidt over 2000 deltagere i Gallups TV-metersystem, hvis handlinger i forhold til TV-sening har markante konsekvenser for resten af landets befolkning. 55 Det skal pointeres, at dette perspektiv er sjældent i litteraturen om TV. Der er talrige kvalitative undersøgelser af seernes forståelse af TV-programmer og af omgangen med TV som en del af dagligdagen, men knytningen mellem mediets karakteristika og omgangen med indholdet er næsten udelukkende blevet studeret kvantitativt. 56 Den danske undersøgelse er modelleret efter den amerikanske, og Klaus Bruhn Jensen har deltaget i begge. 57 Undtagelserne her ligger naturligvis i husstande bestående af kun en enkelt person samt delvist i familier med flere TV-apparater.
Side 55 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
blandt andre Henrik Søndergaard kritiserer kraftigt som ”ønsketænkning hos Tvstationernes programlæggere”. (Søndergaard 1994, s. 41-42) Det mønster, undersøgelserne peger på, er dog anderledes end den konstruktion Søndergaard kritiserer, da det ikke indskriver loyalitet hos seerne, men nøjes med at konstatere, at kanalerne har betydning hos seerne. Undersøgelserne viser, at kanalflowet har betydning ikke blot ved at fastholde seerne, men også i kraft af, at kanaler i brugernes bevidsthed til en vis grad optræder som en helhed, der rækker ud over specifikke genrer (som eksempelvis temakanaler som CNN og MTV). Denne faktor har vundet markant indpas i Tv-kanalernes markedsføring både i kraft af satsninger på bestemte stofområder eller andre profileringer (udtrykt i slagord som ”Danmarks nye sportskanal” (TvDanmark), ”TV med mere” (DR2)) eller gennem fravalg af stødende programmer for at undgå, at kanalen identificeres med disse (mest oplagt er pornografiske programmer). 6.3.3 Programmer
Dette ligger i tråd med undersøgelsernes konklusioner omkring motivationerne for seernes fra- og tilvalg af, hvad de ser. Selvom det pointeres, at det er vanskeligt at komme med generelle, almengyldige konklusioner på området, peger undersøgelserne på en række generelle tendenser. Der skelnes her naturligt mellem tilvalg af enkelte programmer og fravalg af uinteressante (eller decideret stødende programmer), men for det fulde billede er det nødvendigt at inddrage baggrunden for valgene. Her ligger den afgørende forskel i, hvorvidt TV-seningen er planlagt på forhånd (om programmerne er udvalgt) eller om der er tale om spontane skift. Ingen af respondenterne tegner sig ensidigt for den ene eller den anden type, men undersøgelserne peger på en række baggrunde for valgene. Forhåndsudvælgelsen af programmer er naturligvis først og fremmest et tilvalg, om end der kan ligge sammenligninger med samtidige programmer bag. Det er især interessant i denne sammenhæng, at udvælgelsen ikke blot sker på baggrund af konkret programinformation, men gennem, hvad undersøgerne kalder ”den indre programplan”. Den indre programplan bunder i seerens kendskab til de enkelte kanalers udbud, både generelt (mest markant ved temakanaler) og på specifikke tidspunkter af døgnet og ugen. Forudsætningen for dette er naturligvis en konsistens i de enkelte kanalers rytme, som betyder, at de sender de samme genrer eller serier på bestemte tidspunkter. I ”den indre programplan” finder vi også en væsentlig del af begrundelsen for, at seerne holder sig til et begrænset antal kanaler. Der er simpelthen grænser for, hvor meget de kan holde styr på. Implicit i diskussionerne om programvalget ligger seernes informationskilde til både specifikke programmer og deres sendetidspunkt. Den indre programplan kan sammen med kendskabet til serier og faste slots (som f.eks. nyheder) kun siges at henvise til det allerede kendte univers. Problematikken vedrører informationen om
Side 56 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
TV’s indhold, hvad man kan kalde metainformation58. Klaus Bruhn Jensen peger på, at metainformationen er begrænset, og sætter problematikken på spidsen:
In effect viewers can only make a negative choice, knowing what they are changing from, but not what they are changing to Bruhn Jensen, 1996, s. 193, (forfatterens kursivering)
Bruhn Jensens problemstilling er central, men han rammer den ikke ret præcist. For det første må det siges at være et generelt problem i omgangen med tekster, at man ikke fuldt ud kan vide, hvad man vælger, før man har set/læst eller hørt det, og det gælder således også delvist fravalgene, at man ikke kan vide, hvad der sker om et øjeblik. For det andet er det væsentlige næppe, som det er Bruhn Jensens pointe, om detaljeringsgraden i programbeskrivelserne er høj nok til, at seerne kan lave ”informed choices”. Problemet ligger snarere i karakteren af den information, der er til rådighed for seerne. Hvis man udelukkende ser på førstegangsudsendelser, har seerne kun mulighed for at høre afsenderens omtale af programmet. Set i forhold til film, bøger, teater o.l., er der ikke for TV samme adgang til vurderingskilder, mest klart udtrykt i Tv-anmeldelser som en mærkelig genre, der giver oplysninger om, hvad man er gået glip af aftenen før59. TV’s massive udbud taget i betragtning er det samtidig tvivlsomt, hvor meget der reelt ville blive vurderet eksternt, hvis det var muligt. Vi ser tydeligt mønsteret i ugeblade og avisers omtaler af den kommende tids TV: Biograf-film i sendefladen vurderes, mens kun meget få Tv-programmer fremhæves. Her finder vi endnu en grund til, at serierne kan betragtes som fikspunkter hos TVseeren. Seriernes konsistens fungerer som et kvalitetsstempel (positivt eller negativt), og samtidig gør deres opbygning det muligt at hoppe på i løbet af udsendelsesrækken. Det afgørende punkt i denne sammenhæng er imidlertid, at TV tillader spektret fra den spontane brug, hvor seerne kan springe mellem programmer midt i forløbene, til den planlagte brug, hvor programmer udvælges og ses som helheder. I forhold til kanalskiftene peger undersøgelser af amerikansk TV60, her på det interessante ______________________________________________________________________________ 58
I denne sammenhæng bruges metainformation i en snæver betydning, som kun dækker seernes mulige viden om programmerne. Der findes også metainformation i afsenderleddet, og først og fremmest er metainformation et centralt element i stort set enhver tale om digitale medier, hvor det har en funktion i selve den elektroniske databehandling. Termen metainformation bruges alligevel i dette afsnit på grund af manglen på et mere passende ord, men i ovennævnte begrænsede betydning. 59 Man kan naturligvis diskutere anmeldelsers betydning for de nævnte medier, men princippet er også gældende for andre kilder til information, f.eks. vurderinger fra venner og bekendte. 60 Der hersker en vis forvirring om disse undersøgelser. I den danske undersøgelse refereres til konklusioner om ens sening af reklamekanaler og betalingskanaler, som en åbning for metodiske fejl i de hidtidige undersøgelser (Bruhn Jensen et. al. 1993, 13), mens de i den amerikanske undersøgelse får lov at stå som en underbygning af konklusionerne (Bruhn Jensen, 1996, 193). Da de to tekster lapper over hinanden (selve den
Side 57 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
aspekt, at der også på (film)betalingskanaler i højere grad blev set segmenter end hele film. Det indikerer kraftigt, at omgangen med TV’s indhold ikke udelukkende er baseret på, at indholdet lægger op til ”segmenteret sening”61. 6.4 Tid og rum: Live Samtidig rummer TV dog også karakteristika, der ikke fanges af flowperspektivet, og jeg vil i det følgende afsnit behandle TV’s særlige forhold til tid og rum. Det gælder i særlig grad muligheden for simultan produktion og brug, hvad der normalt kaldes ”Live”. Stig Hjarvard opfatter i sin bog om TV-nyheder live-begrebet således:
”Live” betegner ikke nogen særlig genre eller programform. På tværs af de fleste genrer bortset fra film og fiktionsserier kan der være anvendt ”live”-form. Som sådan udtrykker begrebet en kvalitet, der kan appliceres på tværs af en række genrer, på programmer som helhed eller på enkelte indslag. Denne kvalitet består mere præcist i, at der reelt skabes en tidsmæssig enhed mellem den empiriske udsigelse og reception og den primære iscenesatte udsigelse. Hjarvard, 1995, s. 359 (forfatterens kursiveringer)
”Live62” er ikke i denne opfattelse en æstetisk dimension, men en produktionsmæssig faktor i et reelt tidsmæssig sammenfald mellem det behandlede stof og seningen af det. Denne ”TV’s grundlæggende live-form” var indtil udbredelsen af videomaskinerne (i Europa i årene omkring 1960) den eneste mulighed for Tv-transmission, men er stadig på trods af mulighederne for efterbehandling et markant karakteristikon for TV. Som Hjarvard påpeger er ”live”formen en kvalitet, der kan findes i hele eller dele af Tv-programmer (og samtidig ofte anvendes i continuity). Live-formen er dog, udover Stig Hjarvards analyseobjekt nyheder, fortrinsvis anvendt på transmissioner af planlagte begivenheder som sportstransmissioner og amerikanske undersøgelse er lavet først, men teksten om den er af senere dato end den danske), er det vanskeligt at forklare forskellen. 61 Det såkaldte ”fideliy”-indeks i TV-metersystemet beskriver, hvor meget seerne har set af et givent program (kriteriet er 15 s. ophold hos programmet). Der laves ikke (i hvert fald ikke i Danmarks Radio) generelle oversigter over fidelity-indekset fordelt på programtyper, men ifølge medieforsker Alexander P. Nielsen fra Danmarks Radio viste et forsøgsvist studie, at ”fidelity”-indekset lå højere i fiktionsgenren end i faktagenren (hhv. ca. 50% &.ca. 40%). Dette tyder på, at indholdet har en vis betydning for seerne, da man som tommelfingerregel kan gå ud fra, at fiktionsprogrammer i højere grad end faktaprogrammer lægger op til sening af helheder i kraft af den narrative progressions betydning i fiktionsgenren. (Personlig samtale med Alexander P Nielsen, 13/7-2001. 62 Hjarvard pointerer dog, at denne ”grundlæggende ”live”-form” ikke er nok til at man kan tale om ”egentlig ”live”-virksomhed”. Hjarvard skelner mellem studieværtens udsigelsestid og ”det stof, som udsagnet behandler”. I egentlig live-virksomhed skal ikke blot studieværtens tid, men også ”stoffets” tid være sammenfaldende med udsendelsen. Hjarvards skelnen mellem det behandlede stof og studieværten implicerer en problematisk adskillelse af studieværtens virkelighed og en ekstern virkelighed, men årsagen skal findes i hans analysefelt nyheder, hvor studieværten altid er ”live”, mens ”stoffets” tid kan variere. Hjarvards skelnen skal derfor ses som en pragmatisk skelnen, der muliggør en nærmere analyse af behandlingen af stoffet i nyheder, specielt i forhold til inddragelsen af rummets betydning ved ”live”-reportager fra eksterne begivenheder.
Side 58 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
større begivenheder af samfundsmæssig (eller nyfigen) betydning, og han ser oplevelsen af live-transmissioner som havende karakter af deltagelse, hvilket må forstås som en deltagelse som tilskuer. I kvaliteterne ved live-formen, må man også inddrage selve det uforudsigelige som et centralt element i live-oplevelsen. Forventningen om, at det uventede (dramatiske) kan ske, ligger netop i at ingen (heller ikke afsenderen) ved, hvad der kan ske om et øjeblik. TV-seeren er således ikke blot tilskuer, men også som sådan øjenvidne. Blandt andre John Carlsen har peget på overførslen af den uforudsigelighed i produktionsprocessen, der ligger i ”live”-optagelsen”, som korresponderer med oplevelsen af ”livet selv” (Carlsen 1984, s. 126). Carlsen’s refererer her udelukkende til produktionsprocessen og ikke til, hvorvidt programmet udsendes live, og hans (sandsynlige) tese er, at dette skinner igennem til seerens oplevelse63. Live-formen kan imidlertid også ses i et mere generelt æstetisk perspektiv, som ikke er begrænset til den reelle samtidighed mellem udsigelse og reception. John Ellis ser med baggrund i TV’s live-muligheder på dette i sin opfattelse af TV’s immidiacy:
The immidiacy of the broadcast TV image does not just lie in the assumption that it is live, it lies more in the relation that the image sets up for itself. Immidiacy is the effect of the directness of the TV image, the way it constitutes itself and its viewers as held in a relationship of co-present imtimacy. Ellis, 1995, s. 132.
Ellis lokaliserer først og fremmest immidiacy-effekten som resultat af en æstetisk dimension, mest markant i den direkte henvendelse, men immidiacy-effekten har også en tæt sammenhæng med TV’s tid og rum. For det første giver selve sammenfaldet mellem udsendelsestid og modtagelse i sig selv en aktualitet, som hænger sammen med immidiacy-effekten; et karakteristikon der forstærkes yderligere af muligheden for live-transmission. For det andet er selve receptionssituationen i hjemmet en manifestation af omverdenen i hjemmet, hvor Hjarvard peger på, at personliggørelsen af kommunikationen giver Tv-billedet en karakter af primær erfaring64 og intimitet. Det er indiskutabelt, at TV understøtter disse faktorer i sin æstetik, selvom TV for længst har bevæget sig væk fra den tid, hvor hovedparten af udsendelserne var direkte. Samtidig med, at man må holde fast på, at der er en forskel på, om programmer er live eller ej, må man også konstatere, at TV både i produktion og æstetiske virkemidler udnytter den intensitet, ______________________________________________________________________________ 63
Hanne Bruun ser igennem brugen af begrebet ”uforudsigelighed” som det ene ben af hendes analyse af talkshowet, det samme aspekt som et bærende element i genrens intensitet. (Bruun 1999). 64 Man kan også tilføje selve brugen af levende billeder og lyd til dette, idet oplevelsen af billeder og lyd ligger tættere på den primære erfaring end for eksempel skrift.
Side 59 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
som ligger i live-elementet, både i efterbearbejdede65 programmer og i den såkaldte continuity. Ellis ser dette som udtryk for, at TV ser sig selv i nutid, da TV, til trods for at kun en mindre del af TV reelt er live, til stadighed påpeger sin egen nutid. Dette er på sin vis rigtigt, men igen dækker Ellis ikke TV’s ønske om at holde på seeren. Liveformens uforudsigelighed er netop rettet mod fremtiden, hvad der fremgår med al ønskelig tydelighed i kommenteringen til transmissioner. På samme måde er ”cliffhangeren” eller mere generelt det man inden for filmdramaturgien kalder ”setup’et” netop rettet mod fremtiden, og også TV’s fokusering på det narrative kan ses i samme lys. Meget forenklet udtrykt kan man sige, at TV’s deskriptive niveau og forholdet til og mellem seeere retter sig mod nutiden, mens TV’s fremdyrkning af det narrative og live-formen er rettet mod fremtiden. Dette kan ses i lyset af, at afsenderen på TV har en fuld kontrol over tekstens forløb og fordelingen af viden. Det betyder, at dette vidensfald kan dyrkes, fordi udfaldet ikke er tilgængeligt for andre end afsenderen66. 6.5 Sammenfatning De foregående afsnit har peget på en række generelle træk ved TV’s former og brugen af mediet, og her skiller en række tendenser sig ud, og jeg vil her især pege på 3 centrale dimensioner. ¾ Massehenvendelsen: John Carlsen’s opfattelse af massehenvendelsen som princip for TV beskriver, at afsenderen må henvende sig til mange mennesker på samme måde og på samme tidspunkt uden at kunne tage højde for de mange forskellige kontekster, som Tv-programmerne udfolder sig i for den enkelte seer. Selvom afsenderens kontrol over Tvseningen i forhold til indhold og tidspunkt er markant for TV, er det væsentligt, og ofte overset, at den faktisk er modsvaret af en markant frihed for modtageren i den konkrete omgang med indholdet. TV’s simultane udsendelse og forbrug kan ses som en del af baggrunden for dette, fordi det betyder, at afsenderen må tage højde for bredden i omgangen med indholdet, og modtageren til gengæld må acceptere afsenderens tidsmæssige præmisser.
______________________________________________________________________________ 65 Igen kan man fremdrage en paradoksal genre som situationskomedien, som betoner og udnytter, at den optages foran et levende publikum. Denne blanding af teater og film må siges at være unik for broadcastmedier, og dens tilsyneladende ubrydelige succes må ses som udtryk for en særlig vellykket udnyttelse af broadcasts særlige kommunikative karakteristika. 66 Dette træder tydeligst frem i en sammenligning med bøger og aviser, og selvom det ikke udnyttes i alle programmer, er f.eks. Robinson-konceptet et glimrende eksempel, som oven i købet rummer et eksempel på det ramaskrig, der lyder, når hemmelighederne slipper ud.
Side 60 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
¾ Fragmentering og kontinuitet: Flowbegrebets æstetiske dimension kan til dels ses som en konsekvens af massehenvendelsen, hvor TV på en gang har specialiseret sig i det umiddelbart fængende og forståelige i øjeblikket og dyrket fortællemekanismer til at holde seeren fanget. Den cykliske fortællestruktur i de fleste af TV’s genrer må fremhæves som det mest iøjnefaldende eksempel på denne tilpasning, idet TV ofte kan springe det deskriptive lag over og gå direkte til den narrative progression. ¾ Live: TV’s dyrkelse af live-aspektets mange facetter både i forhold til deciderede transmissioner og i den simultane udsendelse og forbrug er et afgørende træk ved TV, og kan anskues både ud fra den konkrete mulighed for live-transmissioner, fra TV’s æstetiske dyrkelse af liveformen og i muligheden for at gøre udsendelser til begivenheder i kraft af, at alle ser det samme samtidig. Disse træk kan, som det løbende er blevet påpeget, i vid udstrækning relateres til TV’s grundlæggende muligheder og begrænsninger, men som de foregående afsnit forhåbentligt har demonstreret, er det samtidig slående, at udnyttelsen af de begrænsninger, som Tv-mediets egenskaber sætter, samtidig rummer væsentlige oplevelsesmæssige styrker. Den magtesløse seer er aflastet fra at skulle producere input og samtidig har omgangen med indholdet vide rammer. I tråd hermed har den kombination af fragmentering og kontinuitet, som i vid udstrækning kan relateres til massehenvendelsen, manifesteret sig i en yderst effektiv fokusering på det narrative. Disse karakteristika skal ikke forstås som en naturlig konsekvens af TV’s egenskaber, det interessante i denne sammenhæng er spørgsmål, hvad der sker, når man fjerner en række begrænsninger, som har været med til at skabe TV som vi kender det i dag. Betydningerne af dette vil blive diskuteret i det følgende.
Side 61 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 7: Digitalt TV Jeg vil i det følgende kapitel behandle den udvikling, der ligger bag mulighederne for interaktivt TV og skitsere de centrale tekniske problematikker i denne udvikling. Målet er en forståelse af den kontekst, interaktivt Tv-indhold skal udfolde sig i. Den centrale udvikling ligger naturligvis i digitaliseringen, men selve brugen af digitale data i stedet for analoge, giver ikke i sig selv mulighed for at udnytte computerens muligheder. Det kræver først og fremmest hardware på modtagersiden, den såkaldte set-top-boks. Det er derfor muligt at have digitalt TV uden interaktive muligheder, men specialets fokusering taget i betragtning har jeg valgt at inkludere set-top-boksen som en naturlig del af digitalt TV. Dette åbner populært sagt en ladeport i TV, fordi kombinationen af computerens muligheder og TV tillader, at en i princippet uendelig række af services kan leveres til Tv-skærmen. I denne sammenhæng er problemet dog ikke større, end at TV stadig som mindstemål må kunne afgrænses til services, hvis omdrejningspunkt er levende billeder og lyd leveret til hjemmet, og formålet er ikke at nå til en fast afgrænsning af TV i et digitalt miljø. Jeg vil senere indkredse iTV som mediegenre, og dette kapitel handler først og fremmest om ændringerne i den kontekst, Tv-programmerne indgår i. Kapitlet starter med en kort beskrivelse af digitaliseringen af TV og konsekvenserne af dette, hvorefter jeg vil diskutere de muligheder, som digitaliseringen åbner for i forhold til distribution og udnyttelsen af computerens egenskaber gennem den såkaldte set-top-boks. Jeg vil i forbindelse hermed diskutere konsekvenserne af den væsentligste ændring i omgangen med TV’s indhold, nemlig muligheden for syntaktisk sammenbinding af programmer igennem navigationssoftware som den elektroniske programguide. 7.1 Digitalt TV Udviklingen af digitalt TV (DTV) var oprindeligt drevet af forsøgene på at forbedre kvaliteten af Tv-billedet (såkaldt HDTV: High Definition TeleVision), men efterhånden som teknikken blev udviklet og computeren gik sin sejrsgang over det meste af verden, stod det klart, at mulighederne strakte sig videre end en forbedring af billed- og lydkvalitet. Først og fremmest er digitale data en langt mere effektiv transmissionsform, der ikke blot er mere stabil end analoge data, men også fylder langt mindre i frekvensspektret67. Den digitale transmission foregår som en strøm af bits dvs. som ”enten/eller” (populært kaldet 1-taller og nuller) data. Heri ligger i første omgang en øget stabilitet. Analoge elektroniske vibrationer kan blive forstyrret af interferens, og støj og hvis signalet støder ind i forhindringer kan refleksioner af det blandes med ______________________________________________________________________________ 67
Jeg vil for variationens og sproglighedens skyld ikke skelne mellem en bedre udnyttelse af båndbredden og det mere mundrette ”mere båndbredde”. Selvom sidstnævnte udtryk er misvisende i den forstand, at der ikke er tale om mere båndbredde, men om en bedre udnyttelse af den eksisterende, er det anvendt.
Side 62 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
det oprindelige signaler og give skyggesignaler. Den digitale transmission har ikke disse problemer; enten er signalet der, eller også er det der ikke. Af større betydning er det imidlertid, at digitale data kan komprimeres, så de fylder langt mindre end analoge. I en simplificeret forklaring foregår dette, ved at signalet kan registrere hvilke data, der forandres fra billede til billede, og hvilke der ikke ændres. Dermed kan man så at sige nøjes med at sende ændringerne i billedet. I praksis ændrer DTV forbindelsen mellem frekvens og signal. DTV udsendes gennem standarden68 DVB (Digital Video Broadcasting), en international69 standard baseret på den digitale videokompressionsteknologi MPEG2. DVB udsendes i en såkaldt multiplex-blok, oftest en del af frekvensspektret, som svarer til det, der er allokeret til en analog Tv-kanal, dvs. 6-8 MHz. I en multiplex er der med den nuværende standard plads til 4 digitale kanaler70 af normal kvalitet eller én kanal med meget høj kvalitet (HDTV). Forskellen mellem de enkelte programmer i en multiplex identificeres ikke som for analogt TV ved at befinde sig inden for et bestemt frekvensområde, men på at data ”ved”, hvor de hører til. Det betyder, at den entydige sammenhæng mellem program og frekvens, som vi kender den i dag, delvist opløses i DTV, idet flere indholdsleverandører kan dele samme multiplexblok. I første omgang betyder DTV altså en markant forøgelse i den mængde indhold, der kan transmitteres ad gangen og/eller en markant forøgelse af kvaliteten i Tv-billede og –lyd, og begrænsningen i båndbredde mister derved en del betydning71. Man kan diskutere betydningen af multiplex-aspektet. Umiddelbart indfører det et ekstra centrum mellem broadcasteren og modtagerne, et aspekt der fokuseres på i de redegørelser om DTV, som kulturministeriet og forskningsministeriet har stået bag72. Centralt i diskussionen ligger den såkaldte ”statistiske multiplexing”. Statistisk multiplexing udnytter, at komprimeringen er baseret på sammenligning af billeder, hvilket betyder, at jo flere forandringer, der er fra det ene billede til det næste, jo flere data skal transmitteres. Det betyder, at eksempelvis fodboldkampe med meget bevægeligt kamera og forandringer i billedet kræver noget mere båndbredde end et billede af en nyhedsoplæser. Ideen med statistisk multiplexing er at bruge dette til dynamisk at allokere båndbredde efter behov til de enkelte programmer, så hver ______________________________________________________________________________ 68
Som det vil fremgå, er der standarder på flere niveauer. DVB er en standard til distribution af levende billeder og lyd. 69 Se http://www.dvb.org/standards/index.html for et overblik over brugen af DVB. 70 Tallet varierer fra 4-6; i Danmark regnes der dog normalt med 4. Der er imidlertid flere muligheder for at ændre på dette. For det første udvikles kompressionsteknologien løbende og muligheden for at forbedre DVB’s kompression er til stede. For det andet ligger der muligheden for statistisk multiplexing, som forklares i det følgende. 71 Dette skal ses i sammenhæng med en generel effektivisering af teknologien bag transmission af elektroniske data (modulationsteknologien), som også har givet (og stadig giver) en bedre udnyttelse af båndbredden. 72 IT & Forskningsministeriet 2001, Kulturministeriet 2000 & Kulturministeriet 1998.
Side 63 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
broadcaster ikke altid har en fast mængde båndbredde. Problemerne opstår imidlertid åbenlyst, hvis alle kanaler sender fodboldkampe på samme tid. Det er meget vanskeligt at forestille sig en koordinering mellem indholdsudbyderne i en multiplex, så de ikke sender båndbredde-krævende programmer på samme tid. Dette vil netop bryde med den flowtankegang, som dominerer tilrettelæggelsen af programfladen inden for den enkelte kanal73, og det er vanskeligt at forestille sig broadcasterne indrette sig efter hinanden. Multiplex-funktionen vil således i sig selv næppe få markant indflydelse på hverken indhold eller distribution, men rummer stadig en markant forskel i fjernelsen af den mekaniske definition af kanalerne, som den analoge udsendelse er baseret på. 7.1.1 Distribution
I første omgang påvirker DTV således først og fremmest Tv-markedet ved at udvide den flaskehals, som hidtil har ligget i infrastrukturen, så båndbredden må forventes at falde kraftigt i pris. Samtidig åbner DTV muligheden for individuel levering af indhold (bredt betegnet video-on-demand VOD) til den enkelte forbruger, en radikalt anderledes distributionsmetode end broadcast. Den er dog tvivlsom som realistisk erstatning for TV74, og da den indtil videre snarere hører hjemme under videomarkedet, har jeg valgt at lade den ude af betragtning. 7.1.2 Mere indhold
Hvordan den ekstra båndbredde vil blive benyttet står hidtil hen i det uvisse, men jeg betragter det som usandsynligt, at vi vil se den eksplosion af indhold, som ofte annonceres og vil kort redegøre for hvorfor. For det første er transmissionen langt fra det dyreste ved TV. Selve produktionen er langt dyrere, og de sætter grænser for, hvor små seergrupperne kan blive. Dette er især af stor betydning på et lille marked som det danske. Faldet i prisen på båndbredde har således ikke den store betydning for omkostningerne. For det andet viser erfaringerne fra kabel- og satellit-TV’s store udbud, at branding og størrelse har stor betydning i et marked med meget indhold, hvilket afspejles i, at seerne kun bruger 4-7 kanaler regelmæssigt. Mindre attraktivt indhold risikerer meget nemt at blive yderligere marginaliseret, når udbuddet er stort. Dette element forstærkes af, at den øgede tidsmæssige frihed i forbruget, som DTV kan betyde, rummer potentialet til at fjerne de ”indholdsdøde” perioder (dvs. uden for primetime), som det mindre attraktive indhold profiterer på.
______________________________________________________________________________ 73
Vi har senest set en parallel problematik i forhold til diskussion om alsidighed på tværs af Danmarks Radios to TV-kanaler; DR1 og DR2. De oprindelige ønsker om at koordinere programmerne, så seerne altid kunne vælge mellem et underholdningsprogram og et oplysningsprogram, faldt til fordel for hensynet til de enkelte kanalers flow. 74 Dette er hovedsagelig baseret på, at downloads er en højst uøkonomisk transmissionsform, da hver levering er individuel, hvilket vil medføre en markant belastning af hovednettet.
Side 64 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
For det tredje møder finansieringen af Tv-indhold konkurrence fra flere faktorer. For det første fra nye interaktive medier som Internet og computerspil, både i forhold til seernes tid og penge og i forhold til annoncørernes jagt på nye markeder. For det andet er de nye features, som kommer med DTV langt fra billige at producere, og denne ekstra-udgift skal naturligvis finansieres. To forbehold skal nævnes. For det første har den bedre udnyttelse af båndbredden stor betydning for den terrestriske distribution, da mætningspunktet må formodes at ligge langt over den nuværende kapacitet. Her medfører digitaliseringen en mærkbar udvidelse af markedet. For det andet er det sandsynligt, at den lavere båndbreddepris vil give adgang til en række forskellige flowbaserede lavbudget-kanaler, som vi eksempelvis har set fra SVTs nye digitale nyhedskanal SVT24. Man kan også forestille sig forskellige former for mere eller mindre uredigerede transmissioner fra f.eks. Folketinget, firmaer eller private75 og fra begivenheder af begrænset varighed. Med basis i ovenstående argumentation, mener jeg dog, at disse kanaler vil have minimal betydning i mediebilledet. Det er således yderst tvivlsomt, om den ekstra båndbredde vil blive modsvaret af en markant stigning i indholdet, i hvert fald hvis man ser det i forhold til forbruget. Selve de nye muligheder i distributionen er mere betydningsfulde. 7.1.3 Mere broadcast
Som det fremgår, er det sandsynligt, at broadcast-transmissionen fortsætter med at være dominerende for audiovisuelt indhold. Det betyder imidlertid ikke, at den fortsætter uændret, da den ekstra båndbredde vil blive udnyttet til en øget cirkulation af indhold. Dette skal ikke nødvendigvis forstås som et øget antal broadcastere. Den ekstra båndbredde åbner mulighed for at flere lokale kanaler kan distribueres globalt. Dette perspektiv gennemhulles dog effektivt af Richard Parker i hans diskussion af de økonomiske perspektiver ved DTV.(Parker, 1999). Parker slår fast, at lokale kanaler sjældent har vist sig attraktive udover hjemmemarkedet, og at selv decideret globale kanalers markedsandel er forsvindende lille. Selvom det er forholdsvist billigt at udbrede kanaler til andre markeder, er der næppe grund til at tro, at deres betydning vil stige i et Tv-marked med større udbud og flere muligheder. Den fremherskende model vil sandsynligvis i stedet være at bruge den ekstra båndbredde til at sende samme programmer med tidsforskydning ved at bruge flere ______________________________________________________________________________ 75
Dette aspekt har væsentlig politisk opbakning pga. idealerne om public access, som det ses af kulturministerens interesse for TVropas forslag om at reservere en af de terrestriske multiplexer til 200 lavkvalitets-kanaler. Hvilke 500 udbydere, der skulle have interesse i dette og hvilke seere, der skulle se dem, er et åbent spørgsmål, men løsningen vil være i overensstemmelse med visionerne. (se eksempelvis Mediawatch 20/6 2001 eller Bitconomy 27/6 2001.
Side 65 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
”kanaler” (en større del af multiplexen). Dette kaldes normalt Near-Video-OnDemand (NVOD76), og tilbyder brugeren en vis tidsmæssig valgfrihed, og med lave distributionsomkostninger er dette en attraktiv måde for broadcastere at maksimere udbyttet af deres indhold. Der er således ikke grund til at tro, at det indholds-kaos, som spås med DTV vil blive realiseret, men snarere at jagten på attraktivt indhold bliver intensiveret. Dette har vi allerede set et eksempel på i de enorme stigninger på priser på sportstransmissioner. Den øgede cirkulation og genbrug af indhold er allerede i gang i et mere globaliseret marked for Tv-programmer. Eksempelvis har Danmarks Radio oplevet en eksplosiv stigning i salget af indhold, som ikke udelukkende kan henføres til stigende kvalitet eller bedre salgsmetoder77. Denne stigning kan næppe henføres til DTV, men snarere til en generel udbygning af infrastrukturen både til nye markeder og med satellit og kabel-TV. DTV ligger i forlængelse af denne udvikling og det er sandsynligt, at udbudet ikke har toppet, men grænsen for hvor små seertallene kan blive, og hvor mange penge folk kan og vil bruge på TV, sætter også her sin naturlige begrænsning. Som Big Brother og Baren har vist, giver den ekstra båndbredde desuden nogle nye muligheder for at bygge programkontekster op, men det er en væsentlig pointe, at transmissionerne fra de to steder ville have været uinteressante uden Tvprogrammernes samling af trådene og selve den konceptuelle baggrund, der drev udviklingen. 7.2 Computeren & TV Muligheden for at udnytte computerens egenskaber kan ses ud fra et simpelt hardware-perspektiv på modtagersiden, som kombinationen af et Tv-apparat med en set-top-boks og evt. en returvej. Derudover forudsættes naturligvis indhold og software til anvendelsen. Jeg vil i det følgende diskutere set-top-boksen og de muligheder, den tilbyder, specielt i forhold til programudvælgelse. 7.2.1 Terminalen: Set-top-boks
Stort set alle Tv-apparater er i dag stadig analoge, og gennembruddet for det fuldt digitale Tv-apparat lader vente på sig. I praksis kræver modtagelsen af DTV derfor en konverteringsenhed, en såkaldt set-top-boks (simpelthen: en boks oven på fjernsynet). Set-top-boksen var oprindeligt tænkt som en overgangsordning inden Tv-apparaterne blev digitale og betragtes stadig ofte som sådan. Den naturlige apparatudskiftning skulle langsomt gøre set-top-boksen overflødig, forudsat at folk købte digitale Tv-apparater i stedet for analoge. Vi har dog stadig til gode at se de ______________________________________________________________________________ 76
NVOD bruges normalt som en mindre avanceret udgave af VOD og først og fremmest om film. Min brug af betegnelsen refererer dog ikke til indholdet, men til mekanismen med at bruge flere kanaler til tidsforskydninger i transmissionen. 77 I perioden 1996-2000 blev Danmarks Radios salg af programmer til udenlandske TV-stationer mere end 12-doblet fra 1723 minutter i 1996 til 20.904 minutter i 2000. (Jydske Vestkysten 3/6-01).
Side 66 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
første digitale Tv-apparater i et realistisk prisleje, og der er gode grunde til at tro, at set-top-boksen er kommet for at blive. Ser man på set-top-boksen som en ren konverteringsenhed, virker det logisk, at den erstattes af det digitale Tv-apparat, men dermed mister man i praksis de funktionaliteter, som DTV åbner for, bortset fra flere kanaler og/eller bedre billed- og lydkvalitet. Disse funktioner er bundet op på computerens muligheder og kræver derfor en computer med et interface. Da udviklingen inden for computerens processorkraft og lagringskapacitet går langt hurtigere end udviklingen inden for skærmteknologien, vil processorkraft inkorporeret i Tv-apparatet forældes langt hurtigere end selve skærmen. Computeres ”levetid” er således markant kortere end Tv-apparaters. Den mulige integration af andre funktionaliteter i set-top-boksen (eksempelvis rummer flere af de nuværende modeller DVD-afspillere og på længere sigt kan man måske forvente en kombination af spilkonsoller og set-top-bokse78) giver også en række fordele i fleksibilitet og prisdiffentiering af modellerne. Der er således intet, der tyder på, at set-top-boksen vil blive integreret i Tv-apparatet, tværtimod tyder alt på, at vi vil se samme opsplitning mellem skærm og processor som kendes fra PC’en. 7.2.1.1 Fjernbetjening
Grundlaget for omgangen med set-top-boksen er som for Tv-apparatet en fjernbetjening, og det må betragtes som sandsynligt, at den afløser Tv-apparatets fjernbetjening. Fjernbetjeningen har en begrænset funktionalitet, men er til gengæld ”handy” og kan ikke blot bruges i enhver position, men er også til en vis grad mobil. Sammenligner man med PC’ens inputredskaber, tastaturet og musen, giver de hhv. mulighed for at producere inputs og navigere frit på skærmen, og kombinationen har vist sig fantastisk succesfuld og fleksibel. Betjeningen af DTV har stadig til gode at udvikle lige så effektive redskaber, der samtidig skal opfylde kravene om at kunne bruges i ”fri hånd”. Der eksperimenteres også løbende med at skabe DTV’s pendant til musen som brugerens virtuelle dobbeltgænger, men det er usandsynligt, at resultatet vil være lige så brugervenligt som musen79. Succesen med SMS’er på mobiltelefonen tyder dog på, at det er muligt at lære brugerne at skrive på mindre tastaturer, om end det naturligvis begrænser beskedernes længde. Under alle omstændigheder er det næppe sandsynligt, at DTV-brugeren vil have en lige så intuitiv og fleksibel omgang med indholdet, som PC’ens mus og tastatur giver.
______________________________________________________________________________ 78
Spilkonsoller og set-top-bokses hardware er så lig hinanden, at en sammenblanding kun vil kræve lette modifikationer. Der ligger to grunde til, at en sammensmeltning er realistisk: For det første har spilkonsoller i modsætning til set-top-bokse vist sig at kunne sælges, og for det andet kan en integration af set-top-boksen i spilkonsollerne være springbrættet for udbydere som Microsoft og Sony til at etablere en gunstig position på det nye TV-marked. 79 De hidtidige eksperimenter har været koncentreret omkring dækket infra-rød pointer, piletaster med pointer og track-ball, som kendes fra bærbare PC’er. Her er den sidste indtil videre den mest lovende løsning, men selv denne model er langt mindre brugervenlig end musen; især i fri hånd.
Side 67 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ 7.2.1.2 Returvejen
Et væsentligt element, der ligger imellem set-top-boksen og infrastrukturen, er returvejen. Alle de eksisterende bokse rummer muligheden for tilkobling af returvej gennem telefonnettet, oftest i form af et indbygget modem. Denne form for begrænset returvej kaldes ofte ”Internet enhanced DTV80”. Returvejen er imidlertid ikke en forudsætning for alle funktionaliteter, eksempelvis skønnes det, at kun 5070%81 af dem, der har TDCs Selectorboks, har tilsluttet de indbyggede modem. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at der har manglet funktionaliteter, der gjorde brug af returvejen, men afspejler samtidig, at udbyttet af en set-top-boks ikke nødvendigvis forudsætter en returvej. Det kan således ikke betragtes som et kriterium for interaktive muligheder, at der findes en returvej. I industrien skelnes ofte mellem ”Enhanced (udvidet) Television”, som betegner DTV med nye funktionaliteter, men uden returvej, og ”Interactive Television”, som implicerer (brug af) returvej (Branderud 1999). Skillelinien giver mening i den forstand, at der er en forskel på, hvorvidt DTV indgår i et to-vejs kommunikationsnet mellem afsender og bruger eller ej (og potentielt mellem modtagere), men at ekskludere begrebet interaktivitet fra omgangen med selve den computer, som set-top-boksen er, modstrider klart interaktivitsbegrebets betydning. Som PC’en i sig selv giver interaktive muligheder, således også med set-topboksen. I et brugerperspektiv giver det heller ikke mening at fastlægge interaktiviteten i forhold til, om data behandles hos udbyderen eller i set-top-boksen. Dermed ikke sagt, at returvejen ikke har betydning, men i forhold til interaktivitet er den især interessant som en forudsætning for, at brugernes handlinger kan have konsekvenser ud over selve TV-seningen. Alle kendte set-top-bokse har da også mulighed for returvej, og en stor del af indtjeningsmulighederne ved DTV er naturligt baseret på, at brugerens handlinger skal have konsekvenser i form af penge82. Til gengæld må det betragtes som usandsynligt, at returvejen foreløbig bryder med centralens monopol på levende billeder. På forbrugersiden prioriteres trafikken ”downstream” (modtagne data) generelt langt lavere end upstream (sendte data), et eksempel er ADSL (Asymmetric Digital Subscriber Line) hvis forholdsvis høje hastighed down-stream (1.5-9 Mbit/s) er muliggjort af en tilsvarende lav kapacitet up-stream (16-640kbit/s). 7.2.1.3 Terminaludvikling
Det må antages, at vi befinder os i slutningen af 1. generation af terminaler, herhjemme først og fremmest repræsenteret ved TDC’s selector-boks. Denne 1. generation er karakteriseret ved minimal harddisk uden lagringskapacitet, minimal ______________________________________________________________________________ 80
Se eksempelvis Branderud, 1999 for en sådan definition. Klausuleret 82 Det gælder eksempelvis handel via TV-terminalen (”t-shopping”), betaling for indholdsenheder (Pay-perview) og spil på sportsbegivenheder. 81
Side 68 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
processorkraft parret med en basal fjernbetjening, som indeholder stort set samme knapper som Tv-apparatets. Teknologien eksisterer allerede for 2. generations set-top-bokse, og de første er på markedet83. De indeholder rigeligt med processorkraft (i praksis et stykke under en standard PC, stor harddisk med lagringskapacit til op til 15 timers TV. (dvs. 20-40 gigabyte). Dette vil i praksis betyde, at set-top-boksen erstatter videoen. Resten af udviklingen er mere differentieret, og man må allerede på nuværende tidspunkt sige, at det ikke er i terminalernes teknologi, vi finder flaskehalsene. Med udviklingen inden for hard-diske må man formode, at lagringsbegrænsningen snart bliver af mindre betydning, og udviklingen inden for fjernbetjeninger er i højere grad et designspørgsmål end et teknologisk problem. I praksis er forskellen mellem 1. og 2. generations terminaler i dag først og fremmest et pris-spørgsmål, hvor 2. generation er high-end-modellerne og 1. er low-end. 7.3 Set-top-boksens funktioner Som det fremgår, er set-top-boksen i praksis langt mere end en konverteringsenhed. Den indeholder en lang række afviklingssoftware84, og danner basis for udnyttelsen af computerens muligheder i DTV. Jeg vil i denne sammenhæng fokusere på to områder: Den elektroniske programguide (EPG’en), som repræsenterer DTV’s radikalt anderledes forhold til Tv-kanaler og muligheden for tidsforskydning. 7.3.1 EPG
EPG’en er ikke en entydig størrelse, men en løst defineret applikation, der dækker over navigationssoftware, og den er som sådan brugernes indgang til det audiovisuelle indhold. Dette ses som en nødvendighed i det øgede kanaludbud, som DTV tilbyder, fordi det simpelthen ikke er muligt for brugeren at overskue det samlede udbud på alle kanaler. Problemet har også eksisteret for kabel- og satellitdistribution, men har ikke været muligt at løse i analogt TV, og problemet vil samtidig blive større i DTV, fordi udnyttelsen af den ekstra båndbredde vil forøge den mængde indhold, der er tilgængeligt for brugeren på et givent tidspunkt. Det skal nævnes, at forholdet mellem EPG og set-top-box ofte betragtes som ”entil-en”, dvs. som en fast software i den enkelte set-top-box, styret af udbyderen. Dette er det nuværende scenario, men det kan ikke betragtes som en selvfølge. Dels er der mulighed for (som f.eks. Internettets søgemaskiner og portaler, der har en lignende funktion), at brugeren kan vælge mellem flere EPG’er, eller at der vil ______________________________________________________________________________ 83
Se eksempelvis www.tivo.com eller www.metabox.de. Det meste af dette er samlet under den såkaldte Applikation Programming Interface (API). APIen svarer groft sagt til styresystemet i en PC, og er ikke omfattet af DVB-standarden, men i kraft af at de nordiske lande i marts 2001 blev enige om en fælles standard fra udgangen af 2002 (DVB-MHP: Digital Video Broadcasting - Multimedia Home Platform), er API’ens betydning på tilbagetog. 84
Side 69 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
være et stort antal EPG’er til rådighed for download. Dels har broadcasterne et oplagt incitament til at udbyde ”underEPG’er”, der retter sig mod deres eget univers. Som for broadcast (og Internet) har alle parter en interesse i at holde brugerne inden for deres eget univers, selvom Internettets udvikling hidtil har vist, at det er vanskeligt for både udbydere og portaler at holde brugerne inden for bestemte universer. Den generelle søgefunktion er hidtil forblevet det mest benyttede redskab på Internettet, og den såkaldte ”walled garden”-strategi, hvor brugeren holdes inden for et enkelt univers uden eksterne links eller søgefunktioner har kun sjældent haft succes. Dette aspekt har spillet en central rolle for den danske rapport om konvergens (IT & Forskningsministeriet 2001) og den tilgrundliggende konsulentrapport (KPMG 2000), hvor spørgsmålet om lukkede vs. åbne universer er grundlaget for opstillingen af tre mulige scenarier. Dette afspejler, at grænserne mellem de forskellige applikationer i den digitale verden langt fra er klare. Mulighederne for at gøre brug af Internettets linkstruktur betyder, at grænsen mellem EPG, forskellige tillægsfunktioner og andre features som eksempelvis 2. generations tekst-TV (og visse former for iTV) pr. definition er uklar. EPG’en kan således bedst sammenlignes med en af Internettets portaler, dvs. som en generel indgang til indholdet. Uanset hvilket niveau man betragter det på, er EPG’en baseret på kombinationen af software og transmission af data om programmerne (metadata), og kan betragtes som manifesteringen af et radikalt brud med kanalstruktureren som basis for navigationen mellem Tv-programmer. I stedet for at være mekanisk defineret (som skift mellem frekvenser) bliver navigationen symbolsk defineret, og mulighederne for navigation kan i princippet dække samme spektrum som på Internettet. Den elektroniske programguide repræsenterer det mest betydningsfulde nye centrum i DTV, og selvom de nuværende EPG’er begrænser sig til at give seeren bedre overblik over kanalerne, vil mere avancerede EPG’er i fremtiden få en væsentlig selvstændig funktion i udvælgelse af indhold til den individuelle bruger. Det centrale er, at hvor indholdet på TV hidtil udelukkende har været bundet sammen i tid som en strøm af billeder og lyd, åbner den syntaktiske definition af indholdet muligheder for sammenbindinger af indhold på tværs af den tidsmæssige dimension og på tværs af kanaler. Dette har væsentlig betydning for forholdet mellem kanalflow og seerflow, hvor seerens planlægning af et flow tidligere har været betinget af konkrete studier af programplanen eller brugen af ”den indre programplan”. Kanalflowets struktur er baseret på ønsket om at holde seeren på den enkelte kanal, men EPG’en indfører et niveau mellem kanalflow og seerflow, hvis muligheder ikke er betinget af dette. EPG’en repræsenterer en markant udvidelse af brugerens overblik og hukommelse, og som navigationssoftware er EPG’en et performativt redskab, der vil blive bedømt på, hvor præcist og hurtigt den kan hjælpe brugeren i selektionen af indhold. Som sådan kan EPG’en betragtes som den individuelle brugers redaktør, en redaktør, som i vid udstrækning vil konkurrere med broadcasteren.
Side 70 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ 7.3.1 Tidsforskydning
Set-top-boksens mulighed for tidsforskydning ligger i muligheden for at lagre indhold på harddisken. Som sådan er den her at betragte som en avanceret udgave af videoens potentiale som ”time shifting device”, og videoen udgør derfor et interessant pejlemærke i den kommende udvikling, som fordrer en kort digression. Raymond Williams diskuterer i afslutningen af sin karakteristik af TV mulighederne for, at nye udviklinger i mediematrixen vil ændre TV. Han peger på en lang række udviklinger, som kan få betydning heriblandt videoen. Ellis og Carlsen skriver i begyndelsen af videoens udbredelse, og begge påpeger også diskussionerne af videoens påvirkning af TV. Den danske undersøgelse af Tv-brug (Bruhn Jensen et. al. 1993) inkluderede brugen af videoen i forbindelse med TV, og fundene er interessante. Overordnet set peger de fleste respondenter på, at deres brug af videoen har været faldende85. Dette kan delvist henføres til, at video er underlagt samme tids-økonomiske mekanismer som TV og flere af de undersøgte familier fandt ud af, at de ikke fik set ret meget video. Mere væsentligt er det sandsynligvis, at i et multi-kanalsamfund er der simpelthen færre ”døde” perioder, hvor der ikke sendes noget af interesse, hvilket peger på den interessante tendens, at videoen så at sige taber terræn i forhold til den almindelige Tv-brug. Dette ligger i tråd med mønsteret i programvalget, som veksler mellem planlægning og spontanitet. Videoen er så afgjort et planlægningsmedie (selvom selve seningen af video er frit, er man nødt til at optage programmet), og det begrænser tilsyneladende dens anvendelse i forhold til TV-sening. Selvom muligheden for at omgå afhængigheden af både TV’s faste tidsplan og det udsendte indhold, må siges at have potentialet for en markant revolution af TV, må man i dag konstatere, at det er yderst vanskeligt at finde videoens spor i Tv-billedet. Videoen har endog ikke fået fjernet spillefilmene fra TV; selvom der sjældent er langt til den nærmeste videokiosk, har filmudbudet på dansk TV næppe nogensinde været større end i dag. Set-top-boksen har dog muligheder for at skabe en mere markant ændring end videoen, i første omgang fordi det er markant nemmere at optage på en harddisk end på bånd. Mere markant er dog mulighederne for, at lagringen kan indgå i kombinationer med EPG’en ved at basere optagelser og overblik på programmernes metadata. Det vil være markant nemmere for brugeren at finde det indhold, som skal optages og forprogrammere optagelsen. Samtidig kan EPG’ens udvælgelse af programmerne give mulighed for automatisk lagring af programmer; hvor attraktiv en sådan service vil være, afhænger naturligt af EPG’ens effektivitet. ______________________________________________________________________________ 85
Ifølge undersøgerne peger en kvantitativ svensk undersøgelse af videobrug peger på samme tendens. I 1980 brugte hver 3. videoen hver dag, i 1990 kun hver 10.
Side 71 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Derudover åbner set-top-boksen mulighed for ”lokal” kontrol med indholdet. Dette er baseret på, at det modtagne materiale løbende lagres (og senere slettes), så det er muligt i begrænset omfang at spole tilbage i udsendelser eller pause dem. Det er endnu for tidligt at finde indikationer på, hvor meget dette vil betyde for TVseningen i hjemmet. Det er kun high-end-modellerne, der tilbyder disse services, og derfor er udbredelsen begrænset. Samtidig er der er ingen data tilgængelige, om hvor meget tidsforskydningsfunktionerne bliver brugt. 7.4 DTV vs. TV Med diskussionen af DTV’s rammer, er det blevet tid til at se på mulighederne i forhold til de karakteristika for TV, som blev diskuteret i kapitel 4. Det skal nævnes, at en sammenligning mellem DTV og TV kun giver mening med det forbehold, at TV er et fast etableret medie og DTV en genre i et digitalt univers, som er under stadig udvikling. I ovenstående perspektiv forstås DTV først og fremmest som en overbygning til traditionelt TV, en overbygning, der dels kan give helt nye funktionaliter og dels modificerer en række af TV’s karakteristika. De centrale ændringer i forhold til det audiovisuelle indhold, som blev skitseret i ovenstående kan sammenfattes som følger: 1) En ny symbolsk defineret navigation mellem indhold gennem EPG’en, der bryder med den kombination af kanaler og tidsmæssig struktur, som var basis for traditionelt TV’s navigationsmuligheder. 2) Mulighed for i begrænset omfang at bryde med TV’s tidsstruktur enten lokalt eller gennem tidsforskydning. Denne funktion er i princippet parallel med videoens muligheder, men i DTV har brugeren langt flere muligheder og brugen faciliteres og integreres i set-top-boksen. Hertil kan tilføjes muligheden for NVOD. 3) Endelig ligger muligheden for delvist at bryde med TV’s envejskommunikation gennem en returvej. Dette åbner mulighed for, at seernes handlinger i forhold til teksten kan have konsekvenser ud over selve TV-seningen. De tre områder repræsenterer alle et brud med broadcasts egenskaber, som de blev fremlagt i 5.1.2. Envejskommunikation, irreversibel tekst, simultan udsendelse og forbrug samt kanalstruktur brydes alle i varierende grad. 7.4.1 Delkonklusion: Konsekvenser
Det følgende afsnit er et forsøg på at give en række bud på konsekvenserne af disse brud. Som fremtidsperspektiver er de ikke konkluderende, men har diskussionens åbenhed.
Side 72 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Den mest sandsynlige konsekvens er, at TV’s evne til at samle hele nationen vil fortsætte med at erodere. I takt med at modtagernes frihed forøges både i forhold til tid, udbud og aktivitet, vil seertallene for den enkelte udsendelse af programmerne falde. Det betyder ikke, at Tv-udsendelserne ikke stadig kan samle masserne, men masserne bliver mindre. Den mest eksplosive cocktail her er vel kombinationen af EPG’en og lagringskapaciteten i muligheden for automatisk optagelse af den enkeltes foretrukne programmer. Det er samtidig en udbredt tankegang, at øgede valgmuligheder for seeren vil betyde en højnelse af det kunstneriske og kreative niveau i TV. George Gilder argumenterer for, at TV’s ”vulgaritet” er begrundet i massehenvendelsen og argumenterer for, at konvergensen vil betyde en frigørelse af de kreative kræfter (Gilder, 1992). Gilders håb om TV’s mindre vulgære fremtid virker dog mere som en karakteristik af monopol-systemets public service-TV, og det er vanskeligt at finde tegn på, at flere valgmuligheder betyder, at TV bliver mindre præget af ”formulaic banality or near-pornographic pandering” (Gilder 1992, s. 34). Pornografiens triumftog på Internettet taler heller ikke for, at Gilders håb bliver til virkelighed. Det er samtidig interessant, at udviklingen inden for satellit- og kabel-TV gennem forøget konkurrence fortrinsvis må konstateres at have forstærket de æstetiske træk, som Williams påpeger for flowet. Det er også en udbredt tese, at udbudet af smalt indhold vil forøges, fordi disse programmer enten kan rykkes ind på mere attraktive tidspunkter eller gøres mindre afhængige af fælles-seningens kompromiser ved at blive lagret til senere (individuel) brug. Muligheden eksisterer, men målgrupperne må stadig være store nok til at dække produktionsomkostningerne. Der er næppe tvivl om, at der vil opstå en mængde udbydere af forskellige former for audiovisuelt indhold fra web-cams til forskellige former for egne produktioner af indhold, men jeg har meget vanskeligt ved at forestille mig, at disse skal udgøre en reel konkurrent til TV. Ændringerne kan i stedet komme i TV’s fortællestrukturer. Måske undtaget den forskudte sening, må det betragtes som yderst tvivlsomt, at seerne i højere grad vil se hele programmer. Der er ingen tegn på, at flere muligheder (her ikke blot i forhold til andre programmer, men også andre services på Tv-terminalen), gør det nemmere at holde på seeren. Modsat kan man, som det blev diskuteret i kapitlet om TV, se TV’s cocktail af det umiddelbart forståelige og samtidig fængende i relation til seernes træghed til at skifte kanal, og det er oplagt, EPG’en kan mindske mulighederne for at holde på seeren ved at gøre det mere synligt for (og evt. påpege over for) seeren, hvad der foregår på de andre kanaler. Samtidig giver returvejen industrien en række nye muligheder for indtjening, mest oplagt i betaling for TV-sening gennem registrering af brugen, men en lang række muligheder åbner sig. Parallelt med dette ligger den mulighed, den forskudte TV-sening giver seerne for at skippe reklamerne, som, hvis denne form bliver udbredt, kan erodere finansieringsgrundlaget. Under alle
Side 73 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
omstændigheder er finansieringsformen med salg af seere vanskelig i forskudt sening; uanset om seerne ser dem eller ej, er det vanskeligt at registrere. Dette kan erodere reklamernes betydning for Tv-finansiering og dermed deres betydning for produktionen af Tv-programmer. Som det fremgår afhænger meget af, i hvor høj grad set-top-boksens muligheder for forskudt sening vil blive udnyttet. Dette afhænger igen af EPG’ens effektivitet, og af hvor meget det betyder, at optagelse og udvælgelse bliver nemmere. Dette er imidlertid ikke et område, det er muligt at spå om. Det har ikke været muligt at fremskaffe tal fra feltforsøg med dette, og jeg vil ikke vove mig ud i spekulationer om det. Derimod vil jeg pege på to af TV’s karakteristika, som jeg mener det er muligt at spå om. For det første er den grundlæggende (redigerede) live-form et af TV’s stærkeste kort, fordi den er baseret på simultan produktion og forbrug og henter en stor del af sine oplevelsesmæssige kvaliteter og betydning fra denne øjeblikkelighed. I modsætning til det producerede program er live-formens krav til seeren således ikke baseret på en teknisk begrænsning, og seernes øgede tidsmæssige frihed har kun minimal betydning for live-formen. At live-formen samtidig er et af de områder, hvor industriens indtjeningsmuligheder er størst, understøtter tesen86. For det andet er det sandsynligt, at TV’s serielle struktur vil fortsætte. Dette punkt er umiddelbart mindre indlysende, men begrundelserne skal findes i kombinationen af EPG’en og øgede valgmuligheder for seeren. Det øgede udbud giver et større behov for branding, og da EPG’en forskyder fokus fra broadcasteren til programmerne, er det på dette niveau, brandingen må finde sted. Det er imidlertid problematisk at brande enkeltprogrammer, da det samme Tv-program kun bruges en gang, og her tilbyder programserierne et holdepunkt. Man kan argumentere for, at netop personaliseringen af EPG’en giver mulighed for, at seeren selv kan definere sine præferencer på tværs af programmer og derigennem blive præsenteret for enkeltprogrammer, der passer til disse præferencer. I praksis er en sådan løsning imidlertid af begrænset værdi, fordi det praktisk talt er umuligt at operationalisere smagsparametre, og i øvrigt meget svært for brugeren at forholde sig til på et generelt plan. Programserierne tilbyder således det mest stabile holdepunkt i udvælgelsen af programmer87.
______________________________________________________________________________ 86
Jeg vil i senere kort berøre dette i forhold til mulighederne for betting, men vil her pege på, at større (sports)begivenheder er et væsentligt område for pay-per-view. 87 Det skal også nævnes, at den klart mest effektive måde at ramme brugerens smag på, de såkaldte komparative filtre, hvor brugerens konkrete valg eller vurderinger sammenlignes med andre brugeres, ikke er mulig for førstegangsudsendelser for TV. Det skyldes simpelthen, at ingen har set dem, og der således ikke er nogen brugere at sammenligne med. Et simpelt eksempel på komparative filtre er Amazon’s forslag ”Customers who bought this also bought:…, som er den enkeltfeature, der genererer mest salg (www.amazon.com). Et mere avanceret eksempel på komparative filtres effektivitet kan findes på filmsitet
Side 74 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 8: iTV-genren iTV som genre er en kompleks sag, ikke blot fordi mulighederne er talrige, men også fordi ændringerne i mediesystemet, som det fremgik af foregående kapitel, også rykker grundlæggende ved selve (broadcast-)TV’s form og præmisser. Der ligger en lang række muligheder i kombinationen af computeren og Tv-apparatet, da Tv-apparatet derved i yderste konsekvens reduceres til en skærm, stort set på linie med computerskærmen. Skal man undersøge mediegenrens muligheder i forhold til brugeren, er det derfor nødvendigt med en kraftig afgrænsning af genstandsfeltet, hvilket er formålet med dette afsnit. iTV lader sig som genre ikke definere endegyldigt, men det er oplagt at søge en arbejdsdefinition ved at se på spillerummet mellem de to elementer: TV og interaktivitet. Formålet med denne arbejdsdefinition er i første omgang at udskille de faktorer, som adskiller iTV fra traditionelt TV (en slags ”nedre grænse”), og i anden omgang at forsøge en afgrænsning af feltet ved at se på, hvad der adskiller iTV fra andre interaktive medieformer (en ”øvre grænse”). Det sidste punkt må siges at være det absolut vanskeligste, fordi iTV som konvergensmedie vil have flydende grænser. Lad os med baggrund i diskussionen af interaktivitet på et overordnet plan slå fast, at iTV er en TV-genre, som integrerer brugerens handlinger og disses konsekvenser i tekstskabelsen. Interaktivitetens nutid er desuden en vigtig dimension, fordi den netop udskiller brugernes generelle repræsentation i medietekster, f.eks. i vox-pop-genren; iTVbrugeren er på samme tid tilskuer og medskaber. En lang række kendte features ved (live-)TV-programmer kan falde ind under iTV , phone-ins, afstemninger etc., uanset om det foregår analogt eller digitalt. I kraft af, at DTV rykker ved TV, er det imidlertid nødvendigt med en præcisering af Tv-delen ved iTV. Det giver som sagt ikke mening udelukkende at definere dette i forhold til selve Tv-apparatet, fordi man i så fald kan blive nødt til at inkludere eksempelvis Internetbrug, t-shopping, computerspil etc. I stedet er det naturligt at knytte iTV til levende billeder og lyd struktureret i programmer og leveret til hjemmet, fordi det er det nærmeste, vi kommer en definition af TV i et konvergeret mediemiljø. Jeg foreslår følgende:
www.moviecritic.com, hvor software baseret på komparative filtre kan give meget præcise bud på brugerens vurderinger af film, når denne har vurderet en række film.
Side 75 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
¾ iTV’s omdrejningspunkt er levende billeder struktureret i programmer. ¾ iTV er interaktive multimedieservices. ¾ iTV relaterer til broadcast-TV. Ud fra det interaktivitetsbegreb, jeg har arbejdet med, betyder definitionen, at jeg ikke ser brugerens tidsmæssige kontrol i sig selv som interaktivitet, men snarere som en forandring i den kontekst, iTV udfolder sig. Begrundelsen er, at denne tidsmæssige kontrol ikke er integreret i teksten, men forbliver navigation. Sat på spidsen er NVOD blot en avanceret form for genudsendelse, der udelukkende benytter sig af den bedre udnyttelse af båndbredden. Det samme gælder i forhold til de forskellige former for brug af set-top-boksen som videomaskine; videomaskinen betegnes sjældent som et interaktivt medie, og der er ingen grund til at betragte tekstskabelsen i den digitale udgave som mere meningsfuld. Det tredje punkt kan ses som en teoretisk ”gummiparagraf”, som tillader forskellige fokuseringer på broadcasts karakteristika, men samtidig er det et væsentlig element som det centrale i genrens historiske dimension. Som det blev fastslået i foregående kapitel, er det heller ikke sandsynligt, at broadcast TV vil forsvinde. Det andet punkt er imidlertid det vigtigste, fordi det problematiserer programmets grænser. De interaktive muligheder i set-top-boksen vil med garanti blive brugt til at skabe sideløbende aktiviteter til Tv-oplevelsen, aktiviteter som kun har løs eller ingen forbindelse til programmerne. Forskellige former for interpersonel kommunikation med chatrum eller direkte mellem forskellige brugere vil sandsynligvis allerede på kort sigt blive integreret i TV. Mens et traditionelt tvprogram er klart identificerbart som en annonceret enhed, er det et åbent spørgsmål hvilke interaktive services, der hører med til iTV. Gråzonerne er talrige, fordi de enkelte services på Tv-skærmen kan relatere til hinanden på uendelig mange måder; et link fra et tv-program til en internetside kan gøre denne til en del af iTV, og en opfordring til brugeren om at stoppe Tv-programmet bryder grænserne mellem betydningsløs navigation og meningsfuld interaktivitet. Grænsen mellem kontekst, applikation og indhold er ikke statisk i iTV. iTV lader sig således som andre genrer, ikke afgrænse entydigt, medmindre man udelukkende ser iTV, som handlinger, der påvirker selve det audiovisuelle spor, og en sådan definition vil udelukke langt de fleste muligheder. Jeg stiller mig derfor i denne sammenhæng tilfreds med at se iTV som tekstskabelse, hvor interaktivitet og Tv-programmer danner en integreret helhed. Prismen er under alle omstændigheder vigtigere end definitionen, fordi målet er at diskutere, hvordan de to dele kan spille sammen i brugerens oplevelse.
Side 76 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
8.1 iTV’s Spillerum Udgangspunktet for iTV er, at modtageren på en gang er seer og bruger88, og det er i spændingsfeltet mellem disse to, at iTV skal finde sin plads. Diskussionen om interaktivitet koncentrerede sig om forskellene mellem de to i forsøget på at karakterisere den interaktive tekst og isolere brugerens oplevelse, men i denne afsluttende del af specialet handler det om den mulige genforening af de to. 8.1.1 Potentialer
Omdrejningspunktet for iTV er broadcast, og derfor er det første spørgsmål, hvad det er, TV tilbyder de interaktive applikationer. Først og fremmest er dette naturligvis indhold og de oplevelser som ligger heri, audiovisuelle programmer en masse. Interaktivitetens muligheder i forhold til dette er omdrejningspunktet i kapitlet om forskellige former for interaktivitet. Derudover ligger broadcasts væsentligste styrke i samlingen af en stor mængde potentielle brugere på samme tid, og et omdrejningspunkt ligger i udnyttelsen af de masser, som samtidig ser det samme program. Selvom størrelsen af dette samtidige publikum falder, vil det stadig være unikt sammenlignet med andre medier, og brugen af dette giver TV en mulighed for at inddrage disse masser hurtigt og effektivt i polls, konkurrencer eller noget helt tredje. Vi ser dette i ROFL (og i lignende programmer som Rene ord for Pengene). Vindere, tabere, seernes holdninger etc. afgøres hurtigt inden for et enkelt programs tidsforløb. Modsat tilbyder interaktiviteten naturligvis TV at udnytte dette ved at realisere det implicitte fællesskab mellem seere, der på samme tid ser det samme. Desuden rummer TV og interaktivitet et interessant fællestræk i live-aspektet. Det ligger både i TV’s simultane udsendelse og forbrug og i den deciderede live-form, at teksten for brugeren udfolder sig i øjeblikket. og det korresponderer med interaktivitetens tekstaktualisering i brugen. TV’s live-effekt har vist sig som et effektivt virkemiddel, og interaktiviteten kan spille sammen med dette i en form for live, uanset om det audiovisuelle indhold er optaget på forhånd eller transmitteres direkte. iTV kan på denne måde forstærke live-fornemmelsen ved TV-sening ved at skabe et levende rum omkring Tv-programmet, hvor forløb og resultat afgøres undervejs. Heri ligger samtidig en klar problematik, da de muligheder for tidsforskydning, som tilbydes af set-top-boksen og NVOD underminerer dette fællesskab. Selv små forskydninger for den enkelte bruger betyder, at vedkommende ikke kan deltage i de features, der baserer sig på dette tidsmæssige fællesskab. Interaktivitet, der er baseret på programmernes tidsmæssige progression, vil ofte være klart mest ______________________________________________________________________________ 88
I sagens natur gør dette det vanskeligt at skelne seeren fra brugeren i iTV. Jeg bruger derfor begge de to termer i det følgende, men indikerer gennem mine specifikke valg af term, hvilken af dem, der er væsentligst i sammenhængen. Deraf følger til tider en opfattelse af en skizofren bruger i omgangen med TV-apparatet, men brugen af de forskellige termer er illustrativ i kraft af, at det er foreningen af de to, der er målet.
Side 77 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
interessante ”live” første gang programmerne sendes. Dette kan ses i relation til den kontrol, afsenderen (eller ”ingen” i tilfælde af ”Live”) har med viden i TV, som blev pointeret i afsnit 5.489. Dette problem står dog langt fra alene. Kombinationen af TV og (inter-)aktivitet møder en række andre problemer, som vil blive diskuteret i det følgende 8.1.2 Fremadlænet/Tilbagelænet
Forskellen mellem TV-sening og brugen af interaktive medier illustreres ofte af begrebsparret90 ”lean forward” (fremadlænet) og ”lean backward” (tilbagelænet), som henviser til brugerens fysiske position under brugen af de forskellige terminaler. Begrebsparret er et illustrativt og nyttigt startsted, og selv om det ikke er almengyldigt91, sætter det fokus på betydningen af kravene til brugeren. PC’en opfattes som et fremadlænet medie, hvor brugeren er aktiv, eksemplificeret ved PC’ens placering på skrivebordet. Modsat er TV medie, hvor brugeren oftest sidder behageligt tilbagelænet, og en af de praktiske implikationer ved dette så vi i forhold til problemerne med inputredskaber til set-top-boksen. Begrebsparret fremadlænet/tilbagelænet bruges oftest til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt iTV er realistisk og møder som sådant en del berettiget kritik. For det første er brugerne ikke nødvendigvis passive; som både Ellis og Carlsen påpeger, foregår TV-sening ofte i sociale sammenhænge eller sideløbende med andre gøremål, hvor brugeren næppe kan betegnes som passiv. For det andet viser spilkonsollernes succes, at det er muligt og endog attraktivt at omgås aktivt med Tvapparatet. For det tredje er der ingen undersøgelser af, om brugerens position overhovedet har nogen betydning i praksis. Modargumenterne har mening i den forstand, at der ikke findes en fast omgang med Tv-apparatet, og det derfor er en forsimpling at tale om en modtager, der er fastlåst i sofaen. Det gælder især, når Tv-terminalen i stigende grad bliver centrum for andre aktiviteter end TV-sening. Det er mere præcist at lægge snittet i forholdet mellem tekst og interaktivitet. Spørgsmålet er således snarere, hvilke problemer kombinationen af oplevelsen af ______________________________________________________________________________ 89
Dette gælder åbenlyst i forhold til eventuelle muligheder for at vinde præmier i quizzer og lignende. Jeg har trods intens efterforskning ikke kunnet opspore begrebsparrets oprindelse. Selv mødte jeg det første gang i 1999, men siden har det vundet indpas som en dominerende omtale i industrien som visualisering af især Broadcastmedier vs. interaktive medier. Det er optræder jævnligt i pressen. (eks. Mediawatch 15/5-01 ”Canal Digital på PC-skærmen”, og bruges også i den danske konvergensrapport. (IT & Forskningsministeriet 2001, s. 44) 91 Begrebsparret er primært anvendt om PC vs. TV og er her illustrativt, mens det er mere vanskeligt at bruge det på medier som ikke bruges i en fast fysisk kontekst eksempelvis radio eller mobiltelefoner. Det er dog de to førstnævnte apparater, der er i centrum her, og derfor er problemerne med de andre medier af mindre betydning i denne sammenhæng. Som det vil fremgå, består problemerne med begrebsparret ikke desto mindre også for TV. 90
Side 78 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
TV’s levende billeder og lyd og (inter)aktivitet møder, end om Tv-terminalen generelt kan fungere som basis for interaktive oplevelser. Sameksistensen af de to betyder, at iTV’s modtager ikke er hverken fremadlænet eller tilbagelænet, men skiftende mellem de to positioner, hvilket tidligere blev beskrevet som ”modale skift”. Dette afgørende punkt for iTV kan anskues fra to perspektiver: Den enkelte brugers skift og problemerne i kombinationen af interaktivitet og TV’s massehenvendelse. 8.1.3 Krav og Frihed
Brugeren kan ses ud fra spillerummet mellem krav og frihed. Interaktivt TV opfattes ofte som en forøgelse af brugerens frihed, men dette refererer især til mediesystemet (DTV), og den mulighed for større valgfrihed, som udnyttelsen af den ekstra båndbredde og den tidsmæssige frihed brugen af set-top-boksen som video, kan give. Desuden vil iTV tilbyde forskellige former for individuelt ”design” af Tv-billedet f.eks. i form af picture-in-picture og ikke mindst fravalg af grafiske overlay, som eksempelvis de info-bokse og chatstreamers, som præger MTV’s programmer. Men samtidig må det slås fast, at når det gælder iTV er interaktivitet og øget frihed for brugeren ikke nødvendigvis det samme, hvilket kan ses ved at undersøge de krav, interaktiviteten stilller til brugerne. Krav kan umiddelbart forstås ud fra 2 grundlæggende parametre: Hvor ofte skal brugeren være interaktiv, og hvor meget kræver det at producere input. Tv-meterets registrering af seermønstre er et eksempel på, at almindelig92 TV-sening kan producere data, hvis der kobles en digital registrering til, og alene i kraft af inputredskabernes begrænsede funktionalitet, er det simple at foretrække. Mere interessant i denne sammenhæng er imidlertid, hvor stort brugerens spillerum inden for disse krav er, og her er især den tidsmæssige faktor af betydning. Brugerens frihed mindskes og kontrasten til Tv-seningens aflastning træder tydeligt frem, når iTV kræver, at brugeren leverer input, når det passer ind i ”konversationen”. Set i lyset af Tv-seningens aflastning er det umiddelbart oplagt at tilstræbe de mindst mulige krav og den størst mulige frihed for brugeren, men som det vil fremgå, er der ofte gode grunde til at knytte interaktivitet og program sammen i tid. Skal program og interaktivitet spille sammen, er det ofte nødvendigt eller i det mindste attraktivt at knytte applikationerne til det audiovisuelle indholds tidsmæssige progression. Det betyder, at de modale skift bliver dikteret af teksten. Ser man på den enkelte modtager, er en ”skizofren” karakteristik det mest rammende: Spørgsmålet er ikke blot, om man kan få seeren til at være aktiv, men ______________________________________________________________________________ 92
Det skal for en ordens skyld nævnes, at de husstande, som indgår i TV-meterundersøgelserne, også bliver bedt om at producere input udover de data, der produceres ved zapning. Det gælder f.eks. indtastning af, hvem der er tilstede i lokalet og vurderinger af programmer.
Side 79 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
også om man så at sige kan få brugeren til at være passiv. Lige så vel som seeren kan blive irriteret over at skulle være aktiv, kan brugeren blive irriteret og utålmodig over at skulle vente passivt på næste input. Dette vekselspil er et omdrejningspunkt for iTV, som forstærkes af risikoen for at overbelaste brugeren, så seeren mister tråden i det audiovisuelle indhold. Samtidig må man gå ud fra, at brugen næppe vil være indstillet på at bruge særlig lang tid på at sætte sig ind i det interaktive lags funktioner. Dels har TV specialiseret sig i det umiddelbart fængende, og dels vil høj kompleksitet gøre det vanskeligt for brugen at følge med i selve programmet. Dette forstærkes af, at der ikke er nogen fast funktion knyttet til fjernbetjeningens taster; betydningen fastlægges i softwaren, og derfor vil betydningen af tasterne skifte93. 8.1.4 Massehenvendelse og interaktivitet
Denne kontrast mellem Tv-seningens aflastning og iTV ’s krav til brugerne træder tydeligt frem i forhold til massehenvendelsen, fordi denne ikke korresponderer med krav om bestemte aktiviteter fra brugerens side. Design af interaktive applikationer opererer ud fra mere konkrete præmisser for brugeren end produktion af TVprogrammer. Det er markant mindre betydningsfuldt for Tv-programmer end for interaktive applikationer, hvorvidt modtageren stryger, spiser, snakker med andre personer i rummet eller går ud for at lave kaffe. På samme måde er det oftest ligegyldigt for Tv-brugen, om en eller flere bruger Tv-apparatet (ser TV) samtidig, naturligvis forudsat at de kan blive enige om valg af program. Dette gælder ikke altid for interaktive applikationer; et åbenlyst eksempel er multiplayer-funktioner, hvor flere i samme rum spiller mod hinanden. Et mere generelt problem er kontrollen med fjernbetjeningen, som får langt større betydning i iTV end for TV, og kampen om fjernbetjeningen kan blive en kilde til stor irritation. Det er stadig de færreste mennesker, der er voldsomt interesserede i at se på, at andre mennesker spiller, surfer eller chatter. Det er derfor yderst vanskeligt at forestille sig Tv-programmer, hvor udbyttet er betinget af aktivitet fra brugeren, fordi dette vil betyde, at programmets målgruppe indsnævres markant. Dette understøttes af den frihed, der ligger i, at de fleste Tvprogrammer giver mulighed for at springe ind i programmet når som helst pga. de faste skabeloner i programserierne og den cykliske fortællestruktur; samme mulighed er ikke nødvendigvis tilfældet med iTV-applikationer. Et banalt eksempel er quizzer som i Rene Ord For Lommepengene, hvor muligheden for at vinde præmier, forudsætter, at seeren har været med fra start. iTV løber således risikoen for, at programmets værdi for seere, der hopper ind midt i programmet, vil være begrænset. ______________________________________________________________________________ 93
Dette gælder ikke blot for forskellige iTV funktioner, men også inden for de forskellige kontekster, som ITV vil tilbyde. EPG’en kan have én konfiguration af tastefunktioner, t-shopping en anden og aktuelle iTVapplikationer en tredje.
Side 80 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Med andre ord er der faktorer, der taler for, at Tv-programmer vil række bredere ud end interaktiviteten forbundet med dem, fordi interaktiviteten ikke altid på samme måde som TV-seningen er fleksibel over for modtageren. Det er vanskeligt at spå om, hvorvidt iTV-programmer kan blive så attraktive, at der kompenseres for dette, men de øgede produktionsomkostninger taget i betragtning er det et næppe sandsynligt94. Jeg vil derfor gå ud fra, at det er en generel præmis, at iTVprogrammer skal fungere både analogt (dvs. uden interaktivitet) og interaktivt, uanset udbredelsen af set-top-bokse. Dette har meget stor betydning for udviklingen af interaktive koncepter, fordi det sætter grænser for, hvordan programmet kan tilpasses interaktiviteten. I praksis betyder det, at de interaktive applikationer i vid udstrækning må tilpasses det analoge programs præmisser og ikke omvendt. Interaktiviteten vil dermed i langt de fleste tilfælde fungere enten som et supplement til den ”analoge” oplevelse uden konsekvenser i det audiovisuelle lag (som eksempelvis betting på sportsbegivenheder) eller også må de interaktive elementer indgå som en integreret del af programmets generelle drivkraft og struktur (som eksempelvis quizzerne i ROFL og Rene ord for Pengene). Dette skaber selvsagt yderligere problemer for iTV. Ikke blot skal der tages hensyn til både brugeren og seeren i den enkelte modtager, men det audiovisuelle lag skal samtidig fungere på seerens præmisser. Igen kan tiden her fremhæves som et centralt område, fordi brugen af iTV kun i meget begrænset udstrækning kan blive performativ i fysisk forstand95, og handlinger derfor tager tid. Et eksempel er quizprogrammer, hvor den tidsmæssige afstand mellem spørgsmål og svar skal give brugeren tid til at tænke sig om og handle. Dette konflikter ofte med den almindelige seers krav om tempo96. 8.1.5 TV og interaktivitet
Kombinationen af TV og interaktivitet er, som det fremgår, ikke ligetil, men det foregående tager ikke højde for mulighederne for at løse disse problemer. Her må man for det første huske på, at Tv-programmer ikke er ens. Det enkelte programs struktur og indhold har en naturlig betydning for, hvor meget opmærksomhed teksten kræver, og det er langt fra alle Tv-programmer, som kræver, at seeren skal være opmærksom hele tiden.
______________________________________________________________________________ 94 Dette gælder især på de mindre markeder som Danmark, hvor TV’s produktionsomkostninger parret med omkostningerne til de interaktive features, gør det yderst vanskelige at finansiere features, som indsnævrer målgruppen. Det er en mulighed, at større markeder som f.eks. det amerikanske kan bære indsnævringen af målgruppen. 95 Det skal nævnes, at Quizzen i Rene Ord For Pengene i en vis udstrækning kan siges at være performativ i fysisk forstand, fordi den endelige vinder af præmien er den første, der ringer med det rigtige svar. 96 Klausuleret
Side 81 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
For det andet er det ikke nødvendigvis en forudsætning, at brugeren skal være aktiv under programmet. Handlinger og konsekvenser kan adskilles; tipning er et eksempel på, at brugeren producerer sine input inden programmerne og får feedback i løbet af programmet. Dette kræver dog, at TV-seningen (og interaktiviteten) er planlagt. For det tredje giver TV’s serielle struktur brugeren mulighed for at sætte sig ind i applikationerne i løbet af serien. Tilvænningen kan komme med tiden, ligesom kendskabet til TV’s serier. Som for Tv-programmer ændrer det dog næppe ved, at applikationerne i udgangspunktet skal være forståelige og fængende. Sidst men ikke mindst er Tv-programmer i vid udstrækning baseret sig på en slags kybernetisk regelsæt for det enkelte programs udvikling. Seriernes faste fortælleskabeloner og den fælles konceptuelle ramme for programmerne i serien kan ses som en sådan mekanisme. Det er samtidig klart, at nogle genrer er baseret på mere faste regelsæt end andre. Gameshows, sport og quiz-programmer er alle bygget op omkring en fast ”konceptmaskine”, der danner basis for programmernes forløb. Deltagere, præstationer og handlinger inden for reglerne kan variere, men selve koncepternes konsistens er skabt af et omkringliggende regelunivers. Disse programmer kan ses som simulation baseret på et univers af regler, men samtidig er de uomtvisteligt virkelige i den forstand, at handlingen reelt udspiller sig. Det er naturligt, at det er disse genrer, de fleste eksperimenter med iTV har rettet sig mod, fordi muligheden for at lægge sig tæt op ad dette regelsæt er en nem måde at skabe konsistens mellem det audiovisuelle og det interaktive. Stadig stiller modsætningerne dog store krav til sammentænkningen af bruger og seer, og nogle af konsekvenserne blev skitseret i de foregående to afsnit. Her vil jeg nøjes med at pointere, at den klareste løsning på problemerne må være, at sammenhængen mellem Tv-program og interaktivitet skal være klar, tæt og logisk, så de modale skift falder let ind i TV-seningen. Producentens opgave bliver således markant udvidet til på et meget konkret plan at forsøge at forudsige, hvad TVseeren reelt har lyst til at gøre i forbindelse med TV-seningen.
Side 82 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 9: Aktiviteter og programmer Som det blev beskrevet i introduktionen til dette speciale, ligger iTV i fremtiden, og der er meget få erfaringer med services. Indtil videre har specialet forsøgt at ridse såvel teoretiske som praktiske rammer for iTV op ved at se på: ¾ Broadcast-TV som medie med særligt fokus på brugen af det. ¾ Digitale mediers karakteristika og de særlige muligheder, de giver. ¾ Interaktivitet som tekstskabelse igennem Aarseth’s perspektiv på ergodiske tekster. ¾ Den konkrete teknologiske ramme for DTV og de centrale ændringer i forhold til den kontekst det audiovisuelle indhold udfolder sig i. ¾ iTV's spillerum i forholdet mellem brugeren og seeren. Jeg vil i specialets afsluttende kapitel bruge disse tråde til at diskutere konkrete applikationer og muligheder i kombinationen af Tv-programmer og interaktivitet. Målet er at finde områder ved TV, som kan udnyttes til interaktivitet og pege på de centrale problematikker i forbindelse med denne udnyttelse. Jeg vil her identificere en række pejlemærker, dvs. erfaringer, der peger frem mod muligheder og succes i iTV, og vil diskutere disse i forhold til den ramme specialets hidtidige diskussioner udgør. Det vil ske gennem en eksemplificerende analyse af konkrete erfaringer med services, som kan pege fremad mod mulige og attraktive iTV -services. 9.1 Analytisk Ramme Udgangspunktet for den analytiske ramme er den tekstuelle maskine og opsplitningen mellem materiale og system. Sammenhængen mellem materiale og system er imidlertid komplekst i iTV, da der oftest så at sige vil være mere end én tekst og et system. De levende billeder vil sjældent stå alene i iTV, en del af interaktiviteten vil foregå gennem grafiske og tekstlige elementer, endog oftest uden at selve det audiovisuelle spor påvirkes. Man kan således skelne mellem to former for indhold: Selve det audiovisuelle program og forskellige former for grafisk eller tekstligt interface. Skillelinien er vigtig af flere årsager. For det første fordi de interaktive muligheder i vid udstrækning være valgfrie; den enkelte seer kan selv bestemme, om de skal være på skærmen eller ej, det audiovisuelle program vil stadig have en selvstændig oplevelsesværdi. For det andet vil det selve programdelen stadig være underlagt andre betingelser end de grafiske og tekstlige elementer. En del af programmerne vil stadig være produceret på forhånd, og her har brugeren ingen mulighed for at påvirke skabelsen af tekstoner, men maksimalt vælge mellem indhold. Det audiovisuelle vil samtidig stadig være betinget af manuel produktion; det kræver mennesker. Softwaren kan således behandle et i princippet uendeligt antal input, men der er naturlige grænser for hvor mange forskellige data, der kan indgå i
Side 83 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
produktionen af det audiovisuelle indhold. Da produktionen af det audiovisuelle finder sted hos afsenderen, fordrer påvirkning af denne tekst en returvej og en nødvendig konsekvens er, at teksten her er ens for alle modtagere. Dette giver en logisk problematik: Selvom mulighederne for at påvirke teksten eksisterer for alle brugere, er der kun et spor at påvirke. Uanset hvor mange, der benytter sig af muligheden for at komme igennem til Tvprogrammerne og uanset, hvordan de gør det, vil deres indflydelse på forløbene stadig kun kunne foregå enten gennem de udvalgte få (som i phone-ins) eller som en del af en masse. Samtidig kræver dette naturligt, at programmerne er live eller i det mindste produceres efter brugernes input. Massemediets indbyggede problem med følsomhed over for det enkelte individ har dog også en forside, fordi muligheden for deltagelse (og derved eksponering og evt. indflydelse) netop er interessant i kraft af, det udskiller den enkelte fra massen. Massemediets belønninger i form af indflydelse eller eksponering er attraktive i kraft af de selektionsmekanismer, som betyder, at muligheden ikke er til stede for alle. Produktionsfaktorernes rolle omgås ikke af iTV, men selve deltagelsen i tekstskabelsen en attraktiv konsekvens af interaktivitet. iTV ændrer således ikke produktionsbetingelserne i programmerne. Nyskabelserne ligger i faciliteringen af brugerindflydelsen (såvel for brugeren som i behandlingen af data) og mulighederne for at inddrage bruge computerens interaktive potentiale til at skabe interessante kontekster til brugeren. Det er sidstnævnte muligheder, der er i centrum for den afsluttende diskussion. 9.2 Tilgang Som pointeret i diskussionen af interaktivitsbegrebet, er det vanskeligt at lægge sig fast på brugerpositioner uden et solidt empirisk fundament og et sådant findes ikke på nuværende tidspunkt. Jeg har derfor valgt en række eksempler ud til diskussion og vil her inddrage den empiriske viden fra DR, som blev fremlagt i afsnit 1.2.1.2 og der henvises i øvrigt til bilagene. Desuden vil jeg diskutere en form, som er blevet anvendt i en række forsøg i England. Jeg vil her diskutere 3 forskellige eksempler på iTV: ¾ Quizzer. ¾ Afstemninger. ¾ Beboet TV (Inhabited Television): Et forsøg på at kombinere virtuelle communities og TV. De 3 eksempler er udvalgt i et tentativt forsøg på at dække et bredt spektrum i forhold til de parametre, som blev diskuteret i forhold til interaktivitet, dvs. sammenbindingen af tekstelementer, brugerens investering og refleksivitetens retning.
Side 84 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Quizzen repræsenterer spillet som et performativt system, hvor målet er klart. Afstemningen er et eksempel på en form, hvor der ikke indgår nogen bedømmelse af brugerens input, og målet med handlingerne retter sig dermed mod enten seeren eller konsekvenser uden for systemet. Endelig er Beboet TV et (fremtids-)eksempel på en form for inddragelse af brugerne i den audiovisuelle tekstskabelse, en form som ikke er baseret på faste mekanismer, men er en avanceret simulation, hvor de konkrete muligheder står åbne. Behandlingen af de tre vil være forskellig som følge af, at de dækker forskellige aspekter af iTV. Som simple og standardiserede kybernetiske mekanismer vil quizzen og afstemningen i første omgang blive behandlet ud fra en beskrivelse af de kybernetiske mekanismer, der ligger bag. Dvs. ud fra 3 hovedspørgsmål: ¾ Hvad er sammenhængen mellem valg og konsekvens? ¾ Hvad repræsenterer brugerens valg? ¾ Hvad investerer brugeren? Derefter skiller sporene. Da quizzen udgør en autonom enhed, vil forholdet til selve Tv-programmet blive diskuteret særskilt ud fra spørgsmålet om, hvordan quizzen kan fungere i forhold til oplevelsen af programmet. Afstemninger vil derimod blive behandlet i forhold til, hvordan de kan bruges i programmerne som en del af et regelsæt, og hvad betingelserne for dette vil være. Beboet TV kan ikke udskilles som én særskilt mekanisme, men er først og fremmest en mulighed for at inddrage seerne aktivt i programskabelsen og vil blive diskuteret som sådan. Her drejer det sig først og fremmest om mulighederne for at kombinere den interpersonelle oplevelse med Tv-mediets massekommunikation.
Side 85 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
9.3 Quizzer
Afsnit Klausuleret 9.3.1 Investeringen og programmet
Afsnit Klausuleret 9.4 Afstemninger
Afsnit Klauseleret 9.4.1 Afstemninger i programmer
Afsnit Klausuleret 9.5 Beboet TV Tim Regan fra British Telecom beskriver i en artikel (Regan, 1999) to forsøg med kombinationen af TV og communities (kaldet ”CVE’s” ”Collaborative Virtual Environments”) i, hvad han kalder ”Beboet TV (”Inhabited television”). De to forsøg falder ind under en række lignende forsøg i England, hvor chat og avatars (dvs. grafiske repræsentationer af brugerne) blev kombineret med begivenheder på Tvskærmen og Internettet:
… The producers define a sophisticated audio-visual framework, but it is the audience interaction and participation that brings it to life. Professional content mixes with social conversation in a rich graphical environment. A community develops around celebrity characters, staged events, and chance encounters. Regan 1999, s. 147
De to forsøg, Regan beskriver, havde forskellig sammenhæng mellem Tv-delen og CVE-delen. ”The Mirror” var en Internetbaseret virtuel verden bygget op omkring 6 tema-programmer på BBC i foråret 1997. Tv-programmerne blev brugt som motor i The Mirror ved, at Tv-programmerne blev fulgt op af debatter o.l. i den virtuelle verden, og omvendt blev redigerede uddrag af handlingerne i den virtuelle verden brugt som indhold i Tv-programmerne. De to dele var dog adskilt i tid. ”Heaven & Hell – Live” var mere radikal i sin opbygning. Omdrejningspunktet var et live-program sendt på den engelske Channel 4, kl. 01.00 d. 19 August 1997. Programmet var et game-show i et studie, hvor to kendte gæster ledet af en vært dystede i et grafisk computermiljø, hvor seerne kunne logge sig ind, designe deres karakterer og deltage. I programmet skulle gæsterne i programmet bruge og alliere sig med brugerne i CVE’en i en række forskellige konkurrencer. 6 billedstrømme fulgte handlingen fra det grafiske computermiljø, og blev kombineret med billeder fra studiet. Som et eksempel på, at Tv-programmer kan trække trafik på Internettet, er The Mirror mere eller mindre trivielt i dag, bortset fra at CVE’en indgik i Tvprogrammerne. Heaven & Hell – Live er derimod specielt ved direkte at bruge den virtuelle verden som indhold i programmet og lade brugerne her deltage aktivt i programmets handling.
Side 86 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
I et notat97 om Beboet TV med udgangspunkt i de to forsøg skitseres 3 ”deltagelsesniveauer” (”layers of participation”; Benford et al. 1999, s. 1). På det inderste niveau er deltagerne i programmet, i det mellemste brugerne/beboerne med adgang til den virtuelle dels muligheder for at kommunikere med hinanden og interagere med objekter og yderst seerne uden indflydelse. Almindeligt broadcast TV er baseret på kombinationen af deltagere og seere, og den er centrale udfordring ligger i integrationen af det mellemste i forhold til de to andre. 9.5.1 Broadcast og CVE
Beboet TV nedbryder grænserne mellem interpersonel kommunikation og massekommunikation, men massekommunikationen fungerer som det fælles referencepunkt, og som en væsentlig del af indholdet i den interpersonelle kommunikation. Modsat kan det grafiske miljø i CVE’s indgå som en del af indholdet på Tv-skærmen, hvilket betyder, at ethvert møde og enhver konversation i dette miljø principielt kan blive vist på Tv-skærmen. Samtidig og lige så væsentligt tilbyder CVE-indhold en frigørelse fra produktionsbetingelserne i den fysiske verden. Det gælder både friheden fra de geografiske afstande og fra de fysiske konsekvenser for deltagerne, som lægger en alvorlig begrænsning på, hvad traditionelt TV kan udsætte sine deltagere for. Endelig giver Beboet TV mulighed for at skabe et regelbaseret univers, hvor brugernes handlemuligheder kan defineres fast, og både forløb og datagenerering kan automatiseres, hvilket gør det praktisk (og økonomisk) muligt at inddrage store mængder brugere. Dette inkluderer naturligvis de muligheder for interaktivitet, der er beskrevet i det foregående. Denne umiddelbare tiltrækning kan dog ikke skjule, at konceptet ikke er ligetil. For det første viser billederne fra forsøgene klart, at det ”sophisticated audio-visual framework”, som Regan nævner, ikke har ligget i det visuelle udtryks detaljeringsgrad eller æstetiske værdi98, hvilket gik markant ud over seernes indlevelsesevne (Benford et al. 2000, s. 542). Selvom man må gå ud fra, at det grafiske udtryk kan forbedres allerede i dag, ændrer det ikke ved seernes bevidsthed om, at avatars ikke er virkelige. For det andet løser teknikken ikke fuldt ud massemediets problemer med deltagelse, som det fremgår af følgende evaluering af 3 af forsøgene:
It proved difficult to establish a productive engagement between the inhabitants and the performers in all three events. At one extreme, the inhabitants were unable to get a word in ______________________________________________________________________________ 97 Der findes en række artikler om Beboet TV koncentreret om 4 engelske forsøg med genren. Artiklerne er skrevet af den samme personkreds og rummer kongruente konklusioner. University of Nottingham’s Communication Research Group (CRG) var involveret i projekterne, og en række af disse artikler findes på http://www.crg.cs.nott.ac.uk/research/publications/#all., men i øvrigt henviser jeg til de konkrete artikler i sammenhængen. 98 Se for eksempel http://www.crg.cs.nott.ac.uk/research/applications/itv for eksempler på den noget primitive grafik.
Side 87 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ edgeways, as the performers dominated the interaction. At the other, the inhabitants spent all their time chatting to one another and ignored the performers. Benford et al. 2000, s. 521
For det tredje viste forsøgene vanskeligheder med at kombinere den interpersonelle kommunikations tempo og Tv-programmernes, hvilket forstærkes af brugen af brugen af skrift som basis for interaktionen (og vil blive yderligere forstærket, hvis set-top-boksens input-redskaber skal anvendes). For det fjerde var det vanskeligt for brugerne at følge med i de koordinerede handlinger, som Tv-programmerne forudsatte, mest markant i Heaven & Hell – Live’s gameshow. De tre sidste problemer afslører, at Beboet TV møder stort set nøjagtig de samme vanskeligheder med at inddrage brugerne i skabelsen af teksten, som broadcast TV generelt. Problemerne med at skabe et interessant forløb Tv-forløb til seerne er vanskeligt foreneligt med den frihed og individualitet, som denne form for brugerindlydelse forudsætter. Samtidig er det en naturlig problematik, som ikke behandles i rapporterne om Beboet TV, at den samtidige TV-sening og interaktion i CVE’en er vanskelig for den enkelte, fordi det fordrer opmærksomhed to steder på en gang. Udviklingen i infrastruktur, processorkraft og software kan hjælpe med at løse nogle af problemerne, men det må stå klart, at Beboet TV er vanskeligt foreneligt med broadcast TV. Man kan også, som et par af deltagerne i et forsøgene påpegede (Benford et al. 2000, s. 544), stille spørgsmålstegn ved, om de traditionelle Tvformater som gameshows overhovedet passer til denne form for iTV. Disse programtyper er, som påpeget, i sig selv en form for simulationer, men fordrer en meget striks struktur for at kunne produceres til et tilfredsstillende resultat, og dette konflikter med, at inddragelsen af brugerne i den tekstoniske programkonstruktion fordrer mere tid end den rene reaktion. Jeg vil dog pege på, at forsøgene med Beboet TV hidtil ikke har udnyttet TV’s serielle struktur. De har enten været enkeltstående forsøg eller som i ”The Mirror” adskilt Tv-delen og CVE-delen. I stedet kan man betragte den serielle struktur som et grundlag for at skabe forskellige former for live-events i CVE’en og udnytte livemomentet i produktionen af konkrete programmer. TV’s evne til som massemedie at skabe begivenheder kombineret med Internettets græsrodsstruktur, hvor brugerne skaber begivenhederne, kan måske indgå i et samspil i kombinationen af det uventede og det fast genkendelige og annoncerede. Beboet TV kan her ses som en parallel til Big Brother og Baren; som en slags iscenesatte laboratorieforsøg med Tv-dækning af udvalgte højdepunkter. Dette ændrer ikke ved, at Tv-delen af Beboet TV stadig må være struktureret og centreret omkring et begrænset antal deltagere eller hovedpersoner (det inderste deltagelsesniveau), men det vil i højere grad give
Side 88 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
mulighed for, at det mellemste deltagelsesniveau kan fungere som en dynamisk og meningsfuld kontekst for programmerne. 9.6 Sammenfatning Dette kapitel giver qua sin karakter af punktnedslag ikke mulighed for at samle generelt op omkring fremtidige iTV-muligheder. Jeg har i stedet givet 3 eksempler på kybernetiske mekanismer, der kan indgå i samspil med TV. Fælles for de tre er, at de inddrager brugeren i tekstskabelsen, men i en automatiseret tekstproduktionsproces, der kan eksistere som et supplement til det audiovisuelle eller inddrages i det. Fælles for de tre er også, at de ikke er karakteriseret ved at øge seernes frihed, men tværtimod i varierende grad vil stille krav til brugerne. Som en generel appetikvækker til indholdet er forskellige quizformer et bud på en feature, som seerne vil blive udsat for i talrige programmer. Hvornår mætningspunktet for seerne nås er vanskeligt at spå om, men det må forventes, at fascinationen ved at deltage vil mindskes med tiden. Forbindelsen mellem interaktivitet og forskellige former for ”virkelige” simulationer er ikke til at overse. Brugen af interaktivitet som effekt eller som integreret del af simulationernes regelunivers er måske der, hvor iTV har den største fremtid; mest tydeligt manifesteret i Big Brother og Baren samt succeserne med betting. Skal man pege på en ændring i TV’s fortælleformer vil en (endnu) større brug af simulationer som basis for programmer være et godt bud. Den vanskeligste og mest radikale form for interaktivitet er så absolut den tekstoniske indflydelse i beboet TV, og den vil næppe blive realiseret tilfredsstillende i de næste par år; om overhovedet. De hidtidige problemer med genren viser med al tydelighed, at selv avancerede kybernetiske mekanismer har vanskeligt ved at bygge bro mellem den interpersonelle kommunikation og massemediet. Til gengæld kan mindre avancerede former for udnyttelse af kontinuiteten i TV i forhold til interaktivitet være med til at øge seernes loyalitet over for programmerne, highscore-lister for quizzer er et meget simpelt eksempel. I dette speciale har jeg fokuseret på den samtidige seer og bruger som en afgrænsning af genstandsfeltet, men i et bredere perspektiv på tekstskabelsens nutid er det oplagt, at iTV også har et væsentligt (sandsynligvis større end i den del, der er blevet diskuteret i dette speciale) potentiale i at inddrage seeren undervejs i udsendelsesrækken. Big Brother og Baren er eksempler på dette. En sådan form vil så afgjort give bedre muligheder for brugerindflydelse og mindsker samtidig problemerne med de modale skift. Områdets potentiale er blevet antydet, men en nærmere undersøgelse må vente til en anden gang.
Side 89 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kapitel 10: Samlet konklusion Det er blevet tid til at samle specialets tråde. Specialets projekt har rettet sig mod to dele, og jeg vil her først vurdere specialets teoretiske projekt og dets konstruktion som helhed, inden jeg samler op på diskussionen om iTV’s fremtid. TILGANG
Jeg har i dette speciale forsøgt at se digitaliseringen fra Tv-seerens vinkel, og det ligger i et sådant valg, at perspektivet på fremtiden er konservativt. Det er svært at forestille sig seeren anderledes, og dette har spillet ind på specialets bud på fremtiden. Det ser jeg ikke som et problem; enhver fremskrivning har sine blinde pletter, og diskussionen om de digitale muligheder tager alt for sjældent højde for, at mennesker sjældent ændrer adfærd fra dag til dag, og det har ikke været hensigten med specialet at tegne det fulde billede af digitalt og interaktivt TV. Jeg vil tværtimod hævde, at det er i denne del, specialets styrke ligger. Diskussionen af TV-seeren har givet et godt grundlag for forståelsen af, hvordan de nye muligheder kan bruges inden for det hjørne, som specialet har dækket. Den anden hjørnesten i denne dimension er forsøget på at diskutere levende billeder og digitalisering. Digitaliseringen betragtes oftest implicit eller eksplicit ud fra skriftens præmisser, men billeder har en anden form for betydningsdannelse, som ikke er direkte oversættelig til verbale tegn. Dette gav vanskeligheder med interaktivitetsbegrebet, idet Aarseth’s (og i vid udstrækning også Finnemann’s) begrebsverden er bygget op omkring skriften, og viste sig vanskeligt overførbar til levende billeder. Problemet med, at der er to tekster på spil i interaktivt TV, gør det vanskeligt at placere interaktiviteten og anvende begrebet, og det fungerer så afgjort bedst i spillets lukkede univers, hvor fokuseringen på reglerne kommer til sin ret. Derimod er det straks vanskeligere med de faktorer, som rækker ud over systemet. Dette hænger især sammen med, at fokuseringen på broadcast TV’s generelle karakteristika vs. de digitale muligheder var vanskeligt foreneligt med det specifikke fokus på iTV’s muligheder. Det var ikke muligt at underbygge relationen mellem audiovisuelt indhold og de interaktive muligheder tilstrækkeligt, fordi TV’s mange forskellige genrer giver forskellige oplevelser og opererer under forskellige præmisser. Jeg opererer i specialet med en generaliseret udgave af seeren, men det er klart, at der ikke er lige store muligheder i alle genrer, og at indholdet er af væsentlig betydning for både de interaktive muligheder og oplevelsen af dem. En mere detaljeret og nuanceret analyse af TV’s fortælleformer ville have givet et bedre grundlag, men specialets omfang gav ikke mulighed for at gå nærmere ind i dette. Den manglende viden om brugerne forhindrede en analyse, der udelukkende var rettet mod konkrete applikationer og programmer, og specialets ramme og den afsluttende analyse havde derfor svært ved at mødes.
Side 90 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
TV’S FREMTID
Med disse problemer in mente, mener jeg ikke desto mindre at have peget på et par retninger for TV’s fremtid. Det er ud fra dette perspektiv vanskeligt at pege på store forandringer i TV’s former; Meget afhænger af EPG’en og de forbedrede muligheder for tidsforskydning, men især liveformen og TV’s serielle struktur står med gode muligheder i det nye mediemiljø. I forhold til kombinationen af interaktivitet og Tv-programmer møder den i første omgang vanskeligheder, fordi design af interaktive applikationer korresponderer dårligt med den diversitet i omgangen med terminalen, som TV muliggør. iTV vil i varierende grad stille konkrete krav til brugerne på bestemte tidspunkter. At der således eksisterer modsætninger mellem broadcast TV og interaktivitet står forhåbentlig klart; at der også er områder, hvor de to kan mødes og styrke hinanden, mener jeg at have demonstreret gennem opfattelsen af interaktiviteten som en investering fra brugerens side. I dette perspektiv handler iTV ikke om at kombinere fortællinger og brugerindflydelse eller for den sags skyld om en demokratisering af mediet, men snarere om at udnytte brugerens handling som effekt til at involvere seeren, mest tydeligt i forbindelsen mellem set-up’et/pay-off og handling/konsekvens. Herudfra udgør såvel live-formen som den serielle struktur et godt grundlag for interaktiviteten. At det er vanskeligt at kombinere mere avancerede interaktive miljøer med Tv-programmer kan næppe overraske, men dette syn er også en konsekvens af fokuseringen på Tv-terminalen som basis for interaktivitet samtidig med TV-seningen. Det er langt fra givet, at det er her, de største interaktive muligheder ligger, den fælles referenceramme, som TV udgør, er et oplagt omdrejningspunkt for skabelsen af interaktive fællesskaber. Specialet har kun forsøgt at afdække et særligt hjørne af de interaktive muligheder; et hjørne der næppe rummer digitalt TV’s killer-applikation, men som kan give gode oplevelser.
Side 91 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Litteraturliste Aarseth, Espen
Nonlinearity and Literacy Theory i Landow, George P. (Red.), Hyper/Text/Theory, John Hopkins University Press, USA, 1994.
Aarseth, Espen
Cybertekst – Perspectives on Ergodic Litterature The John Hopkins University Press, USA, 1997.
Aarseth, Espen
Interaksjon som utopi – er der forskel på skjerm og papir i Dyndahl, Peter, Klempe, Roar & Kulbrandstad, Lars Anders (Red.), Tekst og tone på Internett e-tekst-udgave fra http://www.hihm.no/publikasjon/rapport/2000/01.htm
Andersen, Christine L.
ROFL – Brugertests af det digitale program Intern Rapport, ROFL, Danmarks Radio 2001.
Barthes, Roland
Billedets retorik i: Visuel Kommunikation bind 1, Fausing/Larsen (red.), Medusa Forlag, Kbh., 1980
Benford, Steve
Broadcasting On-line Social Interaction as Inhabited Television Notat til: 6th European Conference on Computer Supported Co-operative Work (ECSCW'99), Copenhagen, September, 1999. e-tekst-udgave fra: ftp://ftp.mrl.nott.ac.uk/pub/papers/ECSCW99ootw.pdf
(et. al.)
Benford, Steve (et. al.)
Broadcasting Interaction from within Collaborative Virtual Environments i Benford et. al. (red.), ACM Transactions on Human Computer Interaction, nr. 7 (special issue), 2000. E-tekstudgave fra ftp://ftp.mrl.nott.ac.uk/pub/papers/TOCHI-BI.pdf
Beniger, James R.
The control Revolution, Harvard University Press, USA, 1986
Bolter, Jay David & Grusin Richard
Remediation - Understanding New Media The MIT Press, Cambridge, 1999.
Bordewijk, Jan L. & Kaam, Ben van
Towards a New Classification of Tele-information Services i Intermedia vol. 14, no. 1, International Institute of Communication, England, 1986.
Brandrud, Rolf
Digital TV and Public Service in the Nordic Countries i Jensen, Jens F.& Toscan, Cathy (Red.), Interactive Television, Aalborg University Press, Aalborg, 1999
Brügger, Niels
Theoretical Reflxions on Media and Media History
Side 92 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
i Brügger, Niels & Kolstrup, Søren, Media History. Theories, Methods, Analysis, (Under udarbejdelse. Planlagt publicering august 2001 på Aarhus Universitetsforlag, Århus) Bruhn Jensen, Klaus (et. al.)
Når danskerne ser TV Samfundslitteratur, København, 1993
Bruhn Jensen, Klaus
Reception as flow i Corner, John & Harvey, Sylvia, Television Times - A Reader, Arnold, GB, 1996
Bruun, Hanne
Talkshowet: Portræt af en TV-genre Borgen, København 1999.
Buscombe, Edward
Creativity in Television Screen Education 35, 1980.
Carey, John
Content And Services For The New Digital TV Environment e-tekstudgave fra: http://www.columbia.edu/cu/business/courses/download/ B9201-XX/carey/content_for_digital_tv.pdf
Carlsen, John
Det gode fjernsyn Centrum, Danmark, 1984.
Ellis, John
Visible Fictions Routledge, GB, 1995.
Essendrup, Ulla (et. al)
Rene ord om Interaktivt TV Upubliceret Studenteropgave fra Medievidenskab Aarhus Universitet, 2001.
Finnemann, Niels Ole
Kommunikative Rum Arbejdspapirer, Center for Kulturforskning, Aarhus, 1997.
Finnemann, Niels Ole
Hypertext and the Repræsentational Capacities of the Binary Alphabet Arbejdspapirer, Center for Kulturforskning, Aarhus, 1999a.
Finnemann, Niels Ole
Thought, Sign, Machine 1999b, e-teskt-udgave fra http://www.hum.au.dk/ckulturf/pages/publications/nof/ts m/tsm.pdf
Finnemann, Niels Ole
Modernity Modernised Arbejdspapirer, Center for Kulturforskning, Aarhus, 1999c. e-tekst-udgave fra: http://www.hum.au.dk/ckulturf/pages/publications/nof/m om.pdf
Side 93 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Foss, Anders
Mutual Sense of place Upubliceret Studenteropgave fra Medievidenskab Aarhus Universitet, 1999.
Gilder, George
Life After Television W.W.Norton & Co., USA, 1992.
Hall, Stuart
Technics of the medium i Corner, John & Harvey, Sylvia, Television Times - A Reader, Arnold, GB, 1996
Hjarvard, Stig
Internationale TV-nyheder Akademisk Forlag, Danmark, 1995.
Hjarvard, Stig
Simulerede Samtaler i Mediekultur 26, SAMS, Danmark, 1997
IT- & Forskningsmin. & Kulturministeriet
Konvergens i netværkssamfundet Udvalget vedr. konvergens i netværkssamfundet, , København, 2001. e-tekst-udgave fra http://www.moga.dk/konvergens
IT- & Forskningsmin. & Kulturministeriet
Konvergensudredning – Delrapport Udvalget vedr. konvergens i netværkssamfundet, København, 2000.
Innis, Harold
Empire and communications University of Toronto Press, Toronto, 1975
Jensen, Jens F.
”Interaktivitet” – på sporet af et nyt begreb i medie- og kommunikationsvidenskaberne i Mediekultur 26, SAMS, Danmark, 1997a.
Jensen, Jens F.
Vejkort til informationsmotorvejen Mediekultur 27, SAMS, Danmark, 1997b.
Jensen, Jens F.
Kommunikationsforskning efter Mediasaurus’en TV’s Æstetik, Århus, 1998
Jensen, Jens F.
The Concept of ”Interactivity” i. Jensen, Jens F.& Toscan, Cathy (Red.), Interactive Television, Aalborg University Press, Aalborg, 1999
Juul, Jesper
En kamp mellem spil og fortælling Speciale i Dansk, Københavns Universitet, 1998. e-tekst-udgave fra http://www.jesperjuul.dk/speciale
KPMG Consulting
Kortlægning af og scenarier for konvergensudviklingen inden for IT-, tele- og medieområderne IT & Forskningsministeriet & Kulturministeriet, 2000. etekst-udgave fra http://www.fsk.dk/fsk/div/konvergens/kpmg.pdf
Side 94 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Kulturministeriet
DVB - Fremtidens TV (Arbejdsgruppen vedrørende jordbaseret digital radio og tv), Kulturministeriet, København, 1998. e-tekst-udgave fra http://www.kum.dk/kum.asp?lang=1&color=34&file=/./dk/ 34_IND.asp
Kulturministeriet
Alternative distributionsformer for digitalt TV (Arbejdsgruppen vedrørende digitalisering af TV-sendernet), Kulturministeriet, 2000. e-tekst-udgave fra http://www.kum.dk/kum.asp?lang=1&color=34&file=/./dk/ 34_IND.asp
Laing, Stuart
Raymond Williams and the cultural analysis of television Media Culture and Society 13, 1991.
Johnson, Jim
Mixing Humans and Nonhumans Together - The Sociology of a Door-closer i: Social Problems, årg. 35,3, 1988.
(i.e. Latour, Bruno) Latour, Bruno,
Vi har aldri vært moderne Spartacus, Oslo, 1996.
McLuhan, Marshall
Mennesket og Medierne Gyldendal, København, 1967
Meyrowitz, Joshua
No sense of Place Oxford University Press, Oxford, 1985.
Meyrowitz, Joshua
Medium Theory i D. Crowley & D. Mitchell (red), Communication Theory Today, Polity Press, UK, 1994
Meyrowitz, Joshua
Tre paradigmer i medieforskningen i Mediekultur 26, SAMS, Danmark, 1997
Nielsen, Poul Erik
Bag Hollywoods Drømmefabrik Licentiatafhandling, Foreningen Nye Medier, Århus, 1999.
Parker, Richard
The Economics of Digital TV’s Future i Gerbarg, Darcy (Red.), The Economics, Technology and Content of Digital TV, Kluwer Academic Publishers, USA, 1999
PriceWaterhouseCoopers Game on – sports investment for European media companies PriceWaterHouseCoopers 2001. Regan, Tim
Beyond Viewing and Interacting – Inhabited TV i Gerbarg, Darcy (Red.), The Economics, Technology and Content of Digital TV, Kluwer Academic Publishers, USA, 1999
Side 95 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________
Schneiderman, Ben
Designing the user interface Addison-Wesley, USA, 1998
Søndergaard, Henrik
DR i TV-konkurrencens tidsalder Samfundslitteratur, København, 1994.
Turkle, Sherry
Life on the Screen Weidenfeld & Nicolson, UK, 1996.
Williams, Raymond
Television – Technology and Cultural Form Fontana/Collins, GB, 1979
Artikler Mediawatch 20/6 2001
Kulturminister lufter digitale tanker
Bitconomy 21/5 2001
Interaktivt TV er et turn-off
Bitconomy 27/6 2001
TVropa vil have reklame-frihed
Jydske Vestkysten 4/6 2001
Udlandet vil se dansk tv
The Times 6/4 2001
BSkyB Sees £700m In Online Betting
Interactive TV today 9/5 2001
Nyhedsbrev 9/5 2001 (Ingen titel)
Websites
DTV-Standarder
Nordig
www.nordig.org
DVB
www.dvb.org
Set-top-bokse
TIVO
www.tivo.com
Metabox
www.metabox.com
Selector (TDC)
www.selector.dk/selector
Side 96 af 97
ITV: TV MED MERE
______________________________________________________________________________ Indhold
ROFL:
www.dr.dk/rofl
Beboet TV:
http://www.crg.cs.nott.ac.uk/research/publications/#all.
Afstemninger:
www.vote.com
SVT24
http://www.svt.se/nyheter/svt24/
SKY-Digital
http://www1.sky.com/skydigital/
Omtalte DTV-kanaler:
Side 97 af 97
