Kapitel 1 - Indledning På Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations hjemmeside, findes 'Regeringens strategi mod ghettorisering'. Ministeriet beskriver, hvordan uheldig byplanlægning kan tillægges en del af skylden, for det ministeriet her vælger at kalde ghettodannelser. ”Det har vist sig, at et ensartet udbud af boligtyper i et bestemt boligområde nærmest pr. automatik medfører en ensartet beboersammensætning.” (nyidanmark.dk, Ghettoisering). Her menes, at i socialt belastede boligområder, flytter ressourcestærke borgere væk, hvorimod ressourcesvage bliver boende. Ministeriet anskuer derved de tilbageværende beboere, som ensartede. Boligområdet Mjølnerparken bliver sammenlignet med øvrige områder
i
Danmark
i
en
opgørelse
på
hjemmesiden,
hvor
voksne
overførselsindkomstmodtagere stilles sammen med antal procent af indvandrere og efterkommere i samme område (nyidanmark.dk, Ghettoisering, se bilag 1). I Mjølnerparken gjaldt det ifølge ministeriets opgørelse, at 71,2% voksne i 2002 var på overførselsindkomst og 92,3% af beboerne var indvandrere eller efterkommere i 2003 (Bilag 1). På den måde påpeger ministeriet en sammenhæng mellem modtagere af overførselsindkomst og indvandrere og efterkommere. Det ikke fremgår ikke af opgørelsen, om der er tale om voksne i den erhvervsaktive alder og i så fald, om der er tale om fuldtidsledige eller ledighedsberørte. Opdelingen mellem fuldtidsledige og ledighedsberørte er nødvendig for at kunne se på hvor mange, der er berørt af ledighed og derfor ikke nødvendigvis er ledige på fuld tid, dvs. det der svarer til 7,5 timer om dagen, hvilket er lig med en normal arbejdsuge på 37 timer (Danmarks Statistik, 2009, s. 16). En person, der modtager dagpenge for 18,5 timer om ugen, indgår som en halvt fuldtidsledig (Danmarks Statistik, 2009, s. 16). Tallene fremført på hjemmesiden kan derfor ikke fortælle os, om nogle har opnået deltidsarbejde og derfor stadig står registreret som modtagere af overførselsindkomst, der dækker de resterende timer op til den normale 37 timers arbejdsuge.
Videre bliver opgørelsen over voksne på overførselsindkomst også utydelig, fordi den viser voksne på midlertidig eller varig overførselsindkomst. Det undrer os fordi overførselsindkomst er mange forskellige statslige udbetalinger. Procenterne
kan
derfor
vise
alt
lige
fra
pensionister,
studerende,
kontanthjælpsmodtagere eller førtidspensionister. (Denstoredanske.dk, overførselsindkomster). Det gør det utydeligt for læseren at forstå hvilken form for problematikker, der er i Mjølner-parken.
Som redegjort for ovenstående er regeringens statistikker om etniske minoriteters tilknytning til arbejdsmarkedet i Mjølnerparken for unuanceret.
Arbejdende etniske minoritetskvinder Fordi Mjølnerparken står som et boligområde med højest overrepræsentation af voksne indvandrere på overførselsindkomst (bilag 1), vil vi tage udgangspunkt i dette område i projektet. Videre vil vi gå ind i, at regeringen sætter særligt fokus på etniske minoritetskvinders
manglende
tilknytning
til
arbejdsmarkedet,
fordi
Integrationsministeriet sætter særligt fokus på minoritetskvinderne. Ministeriet fremhæver, at kvinden er essentiel at få integreret bl.a. via arbejdsmarkedet, i et omfang, der svarer til deres forholdsmæssige andel af befolkningen, for at sikre integration af hele familien (ny-i-staten.dk, Integration i staten). En handlingsplan for fokus på etniske minoritetskvinder er Integrationsministeriets Kvindeprogrammet: ”Kvindeprogrammets overordnede formål er at bidrage til, at flere etniske minoritetskvinder bliver aktive medborgere i det danske samfund. Programmet omfatter en række initiativer, der skal styrke kvindernes muligheder for at komme i arbejde, få en uddannelse og deltage i idræts- og foreningslivet.” (nyidanmark.dk, nydanske kvinders ressourcer i fokus) Det kan ses som en mulighed for kvinderne, at de kan få styrket deres færdigheder for at kunne deltage i det danske arbejdsmarked. Det er værd at nævne, at kvantitative undersøgelser fra 2004 viser, at der er større ledighed blandt etniske minoritetskvinder end blandt etniske minoritetsmænd på tværs af nationalitet (Danmarks Statistik, 2004, ss.1-2;
Indvandrers tilknytning til arbejdsmarkedet). Yderligere viser rapporten Indvandrere i Job – marginalisering og beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fra socialforskningsinstituttet, at mænd fra ikke-vestlige lande i 2004 har højere erhvervsfrekvens (60,3 %) end kvinder (46,0 %) (Møller & Rosdahl, 2006, s.33). Procenterne indikerer at der er behov for en indsats, for at få kvinderne på arbejdsmarkedet. Men i en af vores tidligere undersøgelser1 (Lorentzen, m.fl. 2009) interviewede vi en psykolog fra Rehabilitering Center For Torturofre (RCT)2 og en uddannelseskonsulent fra Center for Traume og Torturoverlevere (CETT)3. De fortalte, at mange etniske minoritetskvinder ikke ønsker at arbejde, fordi det ikke har været meningsgivende for dem at arbejde i fortiden. De to interviews fremlagde, at fortidens vaner generelt har stor betydning for nutidige handlemønstre (Lorentzen m.fl., 2009). Via bl.a. nyindhentede interviews vil vi i projektet opnå mere specifik og nuanceret viden om hvilke grunde der kan være til, at en betydelig del af etniske minoritetskvinder ikke arbejder. Problemfelt Det ovenfor forklarede interessefelt, har ledt os til følgende arbejdsspørgsmål: • Kan
der
være
tale
om
ensartethed
baseret
på
oplysninger
om
overførselsindkomst og oprindelse? • Møder etniske minoritetskvinder ifølge vores interviewpersoner udfordringer med regeringens indsats i Danmark? Hvorfor/hvorfor ikke? • Mener vores interviewpersoner, at arbejdsmarkedet er åbent for etniske minoritetskvinder? Ser de, at der er kulturelle begrænsninger?
Ovenstående har ført os til følgende problemformulering: Hvorvidt stemmer den danske regerings indsats for at få flere etniske 1
2 3
Hvor der var fokus på flygtninge og deres fortid. Begge interviewpersonerne er indforstået med, at vi benytter interviewene i videre forskningsøjemed. RCT: Formålet er rehabilitering for flygtninge. CETT: Specialiseret i behandlings- og rehabiliteringstilbud til flygtninge og indvandrere.
minoritetskvinder i arbejde, overens med de interviewede fagpersoners opfattelse af etniske minoritetskvinders arbejdssituation og muligheder?
Forståelse af etniske minoritetskvinder Idet etniske minoritetskvinder er fokus, bliver det essentielt at klarlægge hvordan termen skal forstås i projektet. Danmarks statistik og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration definerer siden første kvartal 2005 etniske minoriteter, som indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande4 (ny-i-staten.dk, Integration i staten). I projektet benytter vi oplysninger fra både Danmarks Statistik og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, hvorfor vil vi benytte samme definition. De etniske minoritetskvinder, vi henviser til i projektet, vil derfor forstås som kvinder fra ikke-vestlige lande, der alene eller sammen med familie er flygtet eller rejst til Danmark med henblik på bosættelse og har opnået opholdstilladelse. Derved bliver det også implicit for os, at de minoritetskvinder vi fokuserer på, er født i et ikkevestligt land, da vi ikke ser på efterkommere af etniske minoriteter. Ud fra litteratur har vi erfaret, at der er andre problematikker forbundet med efterkommere end den først-tilkommende generation. Bl.a. er der fra det danske samfundets side mere fokus på problemer i forbindelse uddannelse eller mangel på samme hos efterkommere (Dahl og Jakobsen, 2005, s. 14).
Opgaveopbygning Udover indledning og problemfelt, består kapitel 1 af vores videnskabsteoretiske grundlag, der vil forklare den socialkonstruktivistiske ramme for vores projekt. Kapitel 2 vil bestå af en overordnet redegørelse af relevant teori. Vi inddrager de tre teoretikere, vi har benyttet i projektet: Vi vil først introducere til Richard Jenkins og hans bog: Social identitet (2006). Han vil være med til at sætte fokus på individet overfor sociale strukturer i samfundet, endvidere hvordan identitet
4
Ikke-vestlige lande er lande uden for EU, Norden, USA, Canada, Australien, New Zealand, Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino, Schweiz og Vatikanstaten. (ny-i-staten.dk, Integration i staten)
bør anskues både individuelt og kollektivt. Vi vil især sætte fokus på den kollektive side, som består i kategorier, magtens betydning og stemplings indflydelse på individet. På den måde kan vi f.eks. se på hvorvidt etniske minoritetskvinder bliver kategoriseret af regeringen og andre autoriteter, samt hvilken betydning det har for de etniske minoritetskvinder. Herefter præsenteres Alfred Schutz' essay: Den Fremmede. Det vil være med til at klarlægge hvilken indflydelse det har på individet, at ankomme til en ny kulturel sammenhæng. I forhold til vores problemstilling er det interessant at se på, idet vi beskæftiger os med etniske minoritetskvinder, der er opvokset i en anden social kontekst end dansk. Det kan have betydning, for om eller hvordan de imødekommer kravet om at arbejde i Danmark. Derudover benyttes indledningen til hans bog: Hverdagslivets sociologi: en tekstsamling (2005), som er skrevet af Birte Bech-Jørgensen5, fordi den giver en god introduktion Schutz' begreber, som han benytter i essayet. Sidst i kapitel 2 præsenteres Zygmunt Bauman og hans bog: Forspildte Liv – Modernitet og dens udstødte (2005). Han opstiller en kritik af det moderne samfund. Ud fra Bauman vil vi se på hvilken betydning arbejde har i det vestlige samfund som følge af globaliseringen. Ifølge Bauman er risikoen, at individet kan ende som et forspildt liv i kraft af at blive ekskluderet, enten fordi det ikke vil arbejde eller fordi det ikke passer ind i de job, der er til rådighed i samfundet. Vores tre teoretikere gør det muligt for at se på handlemønstre og selvfølgeligheder, identitet (primært den kollektive), samt arbejdets betydning i det vestlige samfund. I kapitel 3 introduceres til vores interview- og analysemetode. Kapitlet skal være med til at give indsigt i, hvilke valg vi har truffet i forbindelse med vores
empiriindsamling
og
analysemetode,
samt
hvilke
muligheder
og
begrænsninger, valgene har haft for projektet. I kapitel 4 følger analyserne. Den første er baseret på et interview med Eskild og Lazo, hhv. chefkonsulent på en boligsocial helhedsplan og beskæftigelseskonsulent i
5
Birte Bech-Jørgensen; var professor på Aalborg Universitet frem til 2005, dr.scient.soc. Kultursociolog med hverdagsliv og kultur som forskningsområde. (gerodan.dk)
Jobpatruljen i boligområdet. Vores intention er at få indsigt i deres erfaring, nemlig om de ser, der er problematikker forbundet med at koble etniske minoritetskvinder til arbejdsmarkedet og i så fald hvilke? De to andre interviews er foretaget på Indvandrer Kvindecenteret på Nørrebro, som er en Non-Governmental Organisation (NGO)6. Disse interviews har været med til at give os et bredere perspektiv på emnet. Alle tre interviews bidrager med forskellige vidensperspektiver på emnet og i kapitel 5, vil vi diskutere dem og inddrage ligheder og forskelle fra analyserne. Kapitel 6 fungerer som en opsamling på projektets vigtigste konklusioner. Den udgør besvarelsen af problemstillingen i projektet. Vi inddrager derefter en kritisk vinkel på vores teoretikere og afslutningsvis vil vi se på de perspektiver og muligheder vores projekt lægger op til at undersøge videre.
Videnskabsteoretisk tilgang Socialkonstruktivisme Vores tilgang i projektet er socialkonstruktivistisk. Dette kommer bl.a. til udtryk, idet vi undersøger forskellige konstruktioner af kvindernes rolle. Der er forskellige individer i verden, som er med til at skabe forskellige virkeligheder for dem selv og deres sociale netværk. Alle har et syn på verden gennem deres specifikke viden og opfattelser. Men internt i sociale relationer kan man blive enige om forskellige overensstemmelser, såsom at en stol er en stol. På den måde skaber man en fælles referenceramme, der er genkendelig og sand for de mennesker, der er medlem af fællesskabet. (Lindberg, 2006, s.17) Nogle gange har overensstemmelser været en del af vores verden så længe, at de bliver taget for givet og der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved dem. (Lindberg, 2006, s.17) Kernen i socialkonstruktivistisk perspektiv er, at alt, der betragtes som taget-for-givet viden i en specifik sociokulturel kontekst, konstrueres gennem sprogbrug via interaktionen mellem samfundets 6
NGO er en betegnelse for en frivillig organisation med et interesseområde. NGO'er er karakteriseret ved at være juridisk og organisatorisk uafhængige af statslige myndigheder; formålet bliver på denne måde et supplement til den etablerede politiske proces og medvirker til, at marginaliserede grupper og interesser får større indflydelse. (denstoredanske.dk)
medlemmer, der deler kulturen og sproget. Identitet i socialkonstruktivismen Virkeligheden bliver således skabt via sprogbrug og interaktion mellem mennesker, individet bliver udviklet i de sociale relationer med andre mennesker og identitet er derfor ikke determineret af en kerne (Lindberg, 2006, s.16). I kraft af interaktioner bliver identitet sat til forhandling og kan konstrueres eller dekonstrueres, alt efter hvilke sociale påvirkninger, man bliver udsat for. (Lindberg, 2006, s.18) Men selvom identiteten betegnes som flydende og konstant i udvikling, er det kun i princippet. Det skyldes at i de konkrete sociale sammenhænge, er sociale identiteter, der anerkendes i gruppen, fastsat. (Lindberg, 2006, s.20) For at passe til kulturelle bestemmelser i de enkelte interne grupper og for at blive genkendt af de andre medlemmer, skal der ikke handles for anderledes, ellers bliver man udelukket, når de sociale konventioner ikke overholdes. (Lindberg, 2006, ss. 20-21). Individet kan endvidere have mange roller alt efter den sociale sammenhæng. Rollerne kan være direkte modstridende eller ikke altid hænge sammen. Vi vil fortsat i projektet koncentrere os om identitetsopfattelse og hvorvidt kravet om at etniske minoritetskvinder skal i arbejde, harmonerer med kvindernes egen referenceramme. Men først følger næste kapitel, hvor vi vil beskrive vores teoretikere.
Kapitel 2 - Teori Richard Jenkins Richard Jenkins (f. 1952) er professor i sociologi ved University of Sheffield. Vi benytter os af hans bog Social Identitet, som er et krydsfelt mellem sociologi og socialantropologi (Jenkins, 2005, 32).
Social identitet I bogen er en af hans hovedpointer, at social identitet er en forudsætning for at kunne være en del af den sociale verden (Jenkins, 2005, s. 12). Uden en idé om hvem vi selv eller andre er, kan vi ikke skabe meningsfulde relationer (Jenkins, 2005, s. 12). Identitet er socialt forankret, derfor er det foranderligt og ikke en fast størrelse. I princippet er den altid til forhandling og udvikler sig i sociale sammenhænge. (Jenkins, 2005, s. 29) Når vi møder fremmede mennesker, er det første vi gør at identificere dem ved at placere dem i bestemte kategorier og dertil tilknyttede betydninger. Det, vi aflæser fra hinanden, er den ydre fremstilling, f.eks. sproget og udstrålingen (Jenkins, 2005, s. 30).
Identitetens udviklingsmuligheder Identiteten udvikler sig i takt med livet. Barnet bliver indført i forskellige samfundsoverenskomster, der er konstrueret i den sociale kontekst han vokser op i. Derved formes grundlæggende antagelser om f.eks. køn, i nogle tilfælde race, etnicitet, religion, m.m. (Jenkins, 2005, s. 86). Identitet, der bliver skabt i de spæde barneår, er mindre fleksibel end de, der bliver tilegnet senere hen i livet (Jenkins, 2005, s. 87). Kategorier, der dannes i de tidlige barndomsår, danner det Jenkins kalder selvet (Jenkins, 2005, s. 44). Primære identiteter, som f.eks. køn, er etablerede på så tidligt et tidspunkt i menneskets liv: ”(...)at de burde betragtes som gensidigt implicerede i selvet” (Jenkins, 2005, s. 89). Primær identiteter er derfor mere robust end andre og senere definerede identiteter (Jenkins, 2005, s. 89).
Selvet er individets kropsliggjorte jeg i forhold til social kontekst. Jenkins skelner mellem selvet og identiteten: ”Identiteten er således at forstå som noget, der bygges oven på selvet. Som en konsekvens af sociale samhandlinger og påvirkninger fra institutionelle systemer udvider og transformerer den selvet ved at tilføje det detaljer og nuancer.”(Jenkins, 2005, s. 13).
Indre og ydre kollektividentifikation Indre kollektiv identifikation (gruppeidentitet) skabes gennem en indre kollektiv definition imellem gruppens medlemmer og kategorisering foregår som en ydre identifikation (Jenkins, 2005, s. 47). En gruppe er en realitet, når medlemmerne anerkender, at de tilhører en gruppe og det er internt kollektivt i en gruppe, identificeringen af gruppen finder sted. Vores identitet er bundet og afhængig af anerkendelse fra andre, derfor er anerkendelse lige så vigtigt for et medlem af et kollektiv, som anerkendelse fra andre kollektiver. Det gælder for alle grupper, at andres kategorisering af dem finder sted. (Jenkins, 2005, s. 109). For at der kan være tale om en social kategori skal den være definerbar og medlemmerne af kategoriseringen skal have noget til fælles for det ydre øje (Jenkins, 2005, s. 113). Kategorisering foregår rutinemæssigt og er en måde vi finder mening, orden og forudsigelighed i en kompleks hverdag. ”Når vi taler om 'muslimer', 'amerikanere', 'bøsser' eller 'nynazister', så drejer vores tale sig oftest, om end ofte også indirekte, om identitet.” (Jenkins, 2005, s. 12) Vi forsøger at identificere for at finde ud af hvem de er derved at kunne vide hvordan vi kan interagere meningsfuldt med dem. Kategorisering gør, at vi kan placere en person. Det er med til at skabe illusionen om, at vi ved, hvad vi kan forvente af ham (Jenkins, 2005, s. 108). I det moderne vestlige samfund møder nogle gange mennesker vi ikke umiddelbart kan identificere og det kan være svært at håndtere. ”Vi møder mennesker, hvis identitet eller mentalitet vi ikke klart kan genkende. (...)Fremtiden forekommer ikke længere så forudsigelig (...)” (Jenkins, 2005, s. 36). Man har kategorier at holde orden og sætte mennesker i system. (Jenkins, 2005, s. 18).
Jenkins vil i analyserne bidrage til en forståelse af, at identiteter er afhængige af tid og sted, fordi de skabes i sociale kontekster. Herudover vil han bidrage til hvilken betydning kategorier har for den ydre definerede gruppe. Schutz inddrages i følgende afsnit, hvor kulturmødet vil være i centrum. Hans essay bliver relevant for at kunne diskutere, hvorvidt hverdagen kan blive problematisk ved mødet med en ny kultur.
Alfred Schutz Alfred Schutz (1899-1959) blev født i Wien i Østrig, men flyttede til USA i 1939. Schutz beskæftiger sig som fænomenologisk sociolog med den symbolske interaktionisme,
herunder
hverdagssociologien.
Schutz
studerede
jura
og
socialvidenskab i Østrig i en periode omkring 1. verdenskrig, hvor den metodiske forskel mellem naturvidenskab og socialvidenskab blev diskuteret (Schutz; BechJørgensen, 2005, s. 8).
Hverdagslivet Birte Bech-Jørgensen, som beskæftiger sig med hverdagsliv, skriver i indledningen til Hverdagslivets Sociologi, hvordan mennesket trækker på socialt frembragte lagre af viden: ”Min omverden forekommer givet og naturlig. Den eksisterer her og nu, både for mig selv og andre, og den har en fortid og en fremtid.” (Schutz; Bech-Jørgensen, 2005, ss. 8-9) Denne viden bruges til at genskabe hverdagslivets selvfølgeligheder og vi stoler på at, i kraft af tidligere erfaringer behøver vi ikke at: ”(...)tvivle på hvert et skridt, vi tager, og uden at tvivle på resultaterne af det, vi gør, siger og oplever.” (Schutz; Bech-Jørgensen, s. 9). Hverdagslivet struktureres af vaner, regler og hændelser (Schutz; Bech-Jørgensen, 2005, s. 12). Samtidig er hverdagslivet en intersubjektiv verden, som både er genstand og scenen for vores handlinger og interaktioner. (Schutz; Bech-Jørgensen, 2005, s. 12).
Den fremmede
Fremmedhed og fortrolighed står overfor hinanden, hvor fortroligheden eksisterer i kraft af det, Schutz kalder almene opskrifter på, hvordan vi skal agere i et givent kulturmønster. Det vi ikke fortolker som fortroligt, går hen og bliver fortolket som fremmed. Selvom hverdagslivet kan være usammenhængende og til tider selvmodsigende, fremstår det som forståeligt og selvindlysende, med pålidelige opskrifter på, hvordan vi skal fortolke omverden. (Schutz; Bech-Jørgensen, 2005, s. 10). Det er selve henvendelsen til en ny gruppe, hvor personen forsøger at fortolke og orientere sig i det nye kulturmønster, der skaber en situation af at være fremmed. (Schutz; Bech-Jørgensen, 2005, s. 13). Tænkning-som-sædvanlig Tænkning-som-sædvanlig omfatter selvfølgelige antagelser, selvom der heri også er selvmodsigelser og ambivalens (Schutz, 2005, s. 187). Tænkning-som-sædvanlig kan kun opretholdes ud fra: • Antagelsen om at vi kan stole på den viden vi har. Det gælder også selvom vi ikke umiddelbart kender oprindelsen af vores viden. Viden kommer fra f.eks. forældre, lærere, regeringer, traditioner, vaner m.m. • Håndtering hviler på om vi kender noget til den almindelige form for begivenhed. Det er en nødvendighed, at alt forløber som vi forudser. • Antagelserne er gældende og anerkendes af vores medmennesker (Schutz, 2005, s. 187). Ved afvigelse på ét af punkterne, kan tænkning-som-sædvanlig ikke anvendes længere. Hverdagslivets viden ikke opretholdes, hvis vanens strøm bliver afbrudt i kraft af de ændrede betingelser for viden. Derved bliver tydeligt, at anvendeligheden kun fungerer inden for en bestemt historisk kontekst. (Schutz, 2005, s. 188)
Tænkning-som-sædvanlig hos den fremmede Den fremmede kender ikke den nye befolknings kulturmønster og kan ikke stole på sine forventninger om, hvordan de vil reagere. Han vil være usikker og skeptisk
overfor det, der er selvfølgeligheder for in-gruppen. Selvfølgeligheder, eller opskrifter som også Schutz kalder dem, skal følges, men den fremmede kan ikke forstå
dem.
Han
står
derfor
som
”(...)en
kulturel
hybrid
mellem
to
gruppelivsmønstre.” (Schutz; Bech-Jørgensen, 2005, s. 11). Grundet den manglende forståelse, kan han ikke optage og bruge opskrifterne som sit eget udtryk. Derfor kan han ikke aktivt være en del af gruppen.
Hverdagsliv, tænkning-som-sædvanlig og problemer i kulturmødet mv. vil vi se nærmere på i vores analyse. Men først vil vi introducere til den vestlige verdens konstruktion af arbejde i Baumans optik.
Zygmunt Bauman Zygmunt Bauman er sociolog (f.1925) og er mest kendt for sin kritik af det moderne samfund og dets vilkår. Bauman viderefører således kritisk teori og har bl.a. modtaget Theodor W. Adorne-prisen for samfundskritik i 1998. (leksikon.dk, Zygmunt Bauman) Moderniteten og dens udstødte Vi vil benytte os af Baumans Forspildte liv – Moderniteten og dens udstødte fra 2005. Han skriver ikke specifikt om det danske samfund, men vi mener, at når det kommer til en diagnosticering af det moderne vestlige samfund, er Danmark inkluderet. Tidligere var verden ikke så overfyldt og der var derfor mulighed for, at de overflødige kunne absorberes et andet sted. Modernitetens globale udbredelse er skyld i, at stadig flere mennesker, bliver frataget deres eksistensgrundlag uden mulighed for at finde en ny start på livet et andet sted, for der er ikke plads til dem. På den måde har globaliseringen ifølge Bauman bidraget til, at de overflødige er til overs. (Bauman, 2005, s. 14). Bauman forklarer fortsat, at: ”(…)de [nationalstater] kan stadigvæk gøre fordring på suverænitetens fundamentale
og konstitutive privilegium, nemlig retten til at udelukke.” (Bauman, 2005, s. 45). For
de overflødige kan det lede til følelsen af ”(...)'social hjemløshed´ - og det hermed forbundne tab af såvel selvagtelse som eksistentiel mening(…).” (Bauman, 2005, s. 21).
Befolkningen i de vestlige lande Bauman forklarer vigtigheden af, at alle individer i det moderne samfund skal arbejde (Bauman, 2005, s. 18). Alle er potentielle tabere i det moderne samfund, da der er risiko for at ende som overflødig. (Bauman, 2005, s. 54) Det betegner Bauman som et forspildt liv. Globaliseringen skaber på den måde frygt for ikke at kunne komme op af det dybe hul, som den overfyldte globale verden har skabt. Bauman (2005) mener, at flygtninge i samfundet bliver benyttet som syndebukke: Befolkningen i vestlige modtagerlande, får afløb for deres frygt, som er relateret til moderne livs problemer såsom klima, terror m.m., ved at overføre frygten til flygtninge. Bauman beskriver, at flygtninge og indvandrere er dem ”(...)der kommer ´langtvejsfra´, men alligevel forsøger at slå sig ned i nærmiljøet, nærmest selvskrevne til at bestige bålet som symbolske stedfortrædere for de ´globale kræfter´, der frygtes og afskys, fordi de gør deres virkning uden at rådføre sig med dem, de nødvendigvis må påvirke.” (Bauman, 2005, s. 82). Det, at der er flygtninge i nærmiljøet, føles som endnu en faktor, der gør, ar der opstår en frygt, der påminder én, at man ikke har den fulde kontrol (Bauman, 2005, s. 71).
Vi vil bruge Bauman til at se nærmere på hvilke vilkår, der gælder i det moderne samfund, som etniske minoritetskvinder skal indrette sig under, hvis de ikke vil ende som overflødige.
Kapitel 3 – Interviewovervejelser og analysemetode Kapitel tre vil gøre det mere klart, hvilke overvejelser vi har haft omkring vores interviewguide. Vi inddrager yderligere en række refleksioner omkring vores valg, vedrørende videnskab, metode, personer m.m.. Dernæst vil vi introducere til det analyseteoretiske grundlag, hvorefter analyserne vil komme i det næste kapitel. Interviewguide Vi er blevet inspirerede af to teoretikere, da vi udformede vores interviewguide: Steinar Kvale7 og Grant McCracken8. Kvales bog: Interview – Introduktion til et håndværk9 har bidraget til udførelse af vores semi-strukturerede interviews. Vi har udarbejdet en guide med åbne spørgsmål før interviewene, hvilket gav os et fokus. Derudover var vi lydhøre i dialogen med interviewpersonerne for at få eventuelle nye forståelser. Metoden gør interviewet til en kilde til viden, hvor vi lader det være en mulighed, at få indsigt i viden, som vi ikke havde regnet med og få en anden vinkel på problemstillingen. (Kvale, 2009, s. 151). I McCrackens bog: The Long Interview, beskriver han redskaber til etnografiske kvalitative undersøgelsesmetoder. Herfra har vi valgt at benytte: Floating Prompts i interviewsituationerne. Vi bruger Floating Prompts ved at gentage ord, vi har interesse i, når interviewpersonen siger dem og sammen med kropssproget vise interesse for nøgleordet. Den ønskede effekt er at få interviewpersonen til at fortsætte med at uddybe og forklare (McCracken, 1988, p. 20). Dette redskab hjælper os til bedre ”At se verden gennem interviewpersonens øjne.” (McCracken, 1988, p.
7 8 9
Steinar Kvale (1938-2008) var professor i pædagogisk psykologi og leder af Center for Kvalitativ Metodeudvikling. Grant McCrakcen er antropolog, har Ph.D. fra University of Chicago, han beskæftiger sig med etnografi. Udgivet i samarbejde med Svend Brinkmann på dansk i 2009
14
7). I teoretisk forstand opfatter vi metoden som gavnlig sammen med et semistruktureret interview i forhold til at lade interviewpersonerne komme mere frem. Via den metode forsøger vi også at undgå risikoen for, at vi pga. egen forståelse stiller for ledende spørgsmål, som netop kan hindre, at vi får interviewpersonens erfaring og viden (McCracken, 1988, p. 18). Det var dog i realiteten i interviewsituationerne, svært at benytte nøgleordene og vi formåede ikke at benytte dem alle konsekvent. Dog fungerede de på den måde, at det hjalp os med at bevare fokus for interviewet. Interviewguidens opbygning Vi har udformet vores interviewguide med forsknings og interviewspørgsmål, som vi tog udgangspunkt i, da vi skulle besøge Eskild (chefkonsulent) og Lazo (beskæftigelseskonsulent) i Mjølnerparken (interviewguide 1; bilag 2). Vi omformulerede interviewguiden, inden vi skulle besøge Indvandrer Kvindecenteret, fordi centeret ikke er et beskæftigelsesorgan og vi derfor ønskede et lidt bredere fokus (interviewguide 2; bilag 3). I interviewguiderne er forskningsspørgsmålene markeret med fed, efterfølgende kommer interviewspørgsmålene og derefter nøgleordene. Målet med strukturen er, at forskningsspørgsmålene fungerer som rammesætning, der hjælper os til at formulere de interviewspørgsmål, vi ønskede at stille. Nøgleordene var et yderligere redskab. Vi valgte at have reflekterende spørgsmål sidst i interviewguiden, hvilket skulle være med til at samle op på de emner, der havde præget interviewet.
Videnskabelige overvejelser i forbindelse med vores empiri Fordi vi udfører interviews og har en socialkonstruktivistisk videnskabsteoretisk tilgang, bliver det relevant at inddrage, at der inden for samfundsvidenskaben diskuteres troværdighed, styrke og overførbarhed af viden. De er også kendt under begreberne reliabilitet, validitet og generalisering. Begreberne er ofte afvist af 15
kvalitative forskere, netop fordi de stammer fra den positivistiske tankegang, hvor alt bør måles og vejes. Til kvalitative forskere introducerer Steinar Kvale den uhæmmende og antipositivistiske relativisme (Kvale, 2009, s. 271). Ideen er at komme ud over ekstremer med subjektiv relativisme på den ene side, hvor alt kan betyde flere ting og på den anden side står ideen om den absolutte sandhed: Den objektive mening (Kvale, 2009, s. 267).
Objektivitet, reliabilitet, validering og generalisering Det forsøges igennem objektivitet, validering og generalisering at imødekomme positivistiske krav indenfor samfundsvidenskaberne om at kunne begrunde hvorfor og hvordan en undersøgelse, kan komme med resultater, der kan opfattes som troværdige og gyldige. Kvale introducerer til refleksiv objektivitet i det kvalitative interview. Her tilstræbes objektivitet vedrørende subjektivitet (Kvale, 2009, s. 268). Det er inspireret af hermeneutikken, hvor vi kun kan træffe velinformerede valg på grundlag af vores forforståelser. Derfor bliver det også vigtigt for den refleksive objektivitet, at gøre sig sine forforståelser klart (Kvale, 2009, ss. 268-269). Et stærkt fokus på reliabilitet kan være hæmmende for fornyelser og variabilitet. I en samfundsvidenskabelig forstand argumenteres, at reliabilitet ikke er muligt, fordi interviewet er medvirkende til at både interviewer og interviewpersonen får nye forståelser gennem samtalen (Kvale, 2009). Derfor kommer reliabilitet nærmere til udtryk gennem validering. Sandheden, rigtigheden og styrken består i, at et gyldigt argument er fornuftigt, velbegrundet, forsvarligt og overbevisende. I de tilfælde er en gyldig slutning korrekt udledt af sine egne præmisser. Kvale pointerer, at inden for kvalitativ forskning drejer validitet sig om, om en metode undersøger det, der er dens formål (Kvale, 2009, s. 272).
16
Kvale tager højde for, at selvom interviewpersonen måske ikke siger den endelige sandhed om nogle forhold, er informationen ikke ligegyldig, idet udsagnene alligevel kan udtrykke sandheden om interviewpersonens opfattelse og syn på den sociale verden, der undersøges (Kvale, 2009, s. 278).
Vores interview-forståelse Vi har beskæftiget os med begrebet forforståelser. Her er opfattelsen, at mennesker er subjektivt funderet. Dermed har man en række forståelser, der kommer fra tidligere oplevelser, indtryk m.m., der kan virke hæmmende i et møde med mennesker, der ikke kommer fra ens egen livsverden. Problemet opstår, når forforståelserne står i vejen for åbenhed og ny viden (Kvale, 2009, ss. 268-269). Vi har fra starten, forsøgt at gøre os vores forforståelser klart og nedskrevet refleksioner omkring interviewene (se bilag 4 & 5). Vi har valgt at henvise til vores refleksioner, hvor det bliver relevant i projektet, for at læseren kan få indblik i interviewsituationerne.
Overvejelser omkring metode David Silverman10 understreger, at det at undersøge sociale problemer, som er debatteret i samfundet, udgør en risiko for, at vi som forskere antager den problematik, som opstilles i samfundsdebatten (Silverman, 2006, p. 11). Derfor er det vigtigt at komme omkring emnet og se det på flere måder. Det bevirker, at vi ikke har en antagelse om en løsning, fordi det endelige problem ikke er kendt på forhånd. (Silverman, 2006, p. 10). Vi har valgt at sammenholde vores kvalitative data med statistikker. Det bliver brugbart for at kunne sige noget om tendensen og for at kunne bekræfte eller afvise argumenter (Silverman, 2006, p.8).
10
Førdt 1943, professor emeritus, sociologi. (uk.sagapub.com)
17
McCracken (1988) fremhæver, at man via interviews kan få indsigt i synspunkter og erfaringer, hvilket han stille overfor den kvantitative metode: ”Without a qualitative understanding of how culture mediates human action, we can know only what the numbers tell us.” (McCracken, 1988, p. 9). Projekts formål er ikke at fremlægge almen gyldig viden på baggrund af vores empiri, men at få indsigt i fagpersoners subjektive meningsfortolkninger og erfaringer gennem deres arbejde med etniske minoritetskvinder. Derfor kan vores projekt med god grund udbygges med yderligere undersøgelser, for på denne måde at kunne se flere tendenser og modsætninger. Derudover er den indhentede viden baseret på, hvad vores interviewpersoner tænker i det øjeblik de sidder sammen med os. Havde tiden og stedet været et andet, havde det måske været andre tanker hos interviewpersonen, vi havde fået indsigt i. Derfor kan projektet suppleres med gen-interviews med fagpersonerne, for at kunne se flere aspekter, hvordan de adskiller sig fra de første aspekter og hvad ændringerne eventuelt kan være et udtryk for.
Udvælgelse af informanter Et oplagt valg af informanter ville være etniske minoritetskvinder selv, men vi havde betænkeligheder omkring vores tid og kompetencer, til at etablere en tillidsfuld kontakt til kvinderne. Gennem kontakt til vores interviewpersoner har vi også erfaret, at det kunne blive svært for os, at få kontakt til de etniske minoritetskvinder. Bl.a. understregede Indvandrer Kvindecenteret, at vi ikke kunne tale med brugerne hos dem, fordi centeret er et frirum. I stedet har vi draget gavn af andre kvalitative undersøgelser
om
etniske
minoritetskvinders
dagligdag
og
forhold
til
erhvervsarbejde; bl.a. undersøgelsen Køn, etnicitet og barrierer for integration – Fokus på uddannelse, arbejde og foreningsliv (Dahl og Jacobsen, 2005).
18
Etiske aspekter Vi gjorde det klart i vores henvendelse til Jobpatruljen i Mjølnerparken og Indvandrer Kvindecenteret på Nørrebro, at vi overordnet var interesseret i at få indsigt i deres opfattelse af etnisk minoritetskvinders arbejdsforhold, muligheder og vilkår i Danmark. De har derfor kendt vores interesse fra starten. Det virker i det første interview til, at Lazo er opmærksom på vores interesse, men at Eskild i mindre grad tager højde for at etniske minoritetskvinder, er centrum for samtalen. Vi havde dog mulighed for at spørge ind til Eskilds udsagn, hvor vi fandt det relevant og dermed få uddybet specifikt i forhold til vores interesse. Det tog os lang tid af få oprettet en kontakt til Indvandrer Kvindecenteret og vi har bl.a. fremsendt eksempler på spørgsmål vi ville stille, hvilket var noget Margrethe bad os om. Derudover havde hun under interviewet fokus på vores emne og hun var meget opmærksom på, at vi fik mulighed for at spørge. Med Kvindecenterets medarbejder virkede situationen mere uformel og afslappet, hvor vi fik mere indsigt i hendes hverdagsliv og holdninger. Vi spurgte endvidere vores interviewpersoner, om de vil have deres navn anonymiseret. Det foretrak medarbejderen på Indvandrer Kvindecenteret og vi har valgt at kalde hende Jasmin.
19
Analyse og fortolkning Temaer Vores temaer fungerer som overordnede interesse- og retningslinjer i analysen, som er inspireret af vores teoretiske grundlag: • Referenceramme/hverdagsliv (erfaring, menig, handling, identitet) • Arbejde
(etniske
minoritetskvinders
arbejdsvilkår
og
muligheder,
arbejdsidentitet, kategoriseringer af etniske minoritetskvinder, kontanthjælp kontra arbejde). Derudover har vi selvstændige undertemaer i de enkelte analyser, som er medtaget, fordi interviewpersonerne selv har inddraget emner, som vi også finder relevante for vores problemstilling.
Analysemetode I analyserne er essensen citater fra vores interviews. For at kunne stille spørgsmål på flere plan og derved se flere aspekter i analyserne, benytter vi: Selvforståelse, kritisk commonsense-forståelse og en teoretisk forståelse. (Kvale, 2009, s. 236) Under selvforståelse fremstilles, hvordan vi tolker det, den interviewede har ment med sit udsagn. Dermed er det begrænset og koncentreret omkring hvilke meninger/holdninger, der kommer til udtryk i citatet (Kvale, 2009, s. 236). Dernæst ser vi på kritisk commonsense-forståelse, som rækker udover selvforståelsen og dens fortolkninger, hvilket er vigtigt for at kunne være kritisk over for udsagn i interviewet eller overfor den person, som har deltaget i interviewet. Her spørges ”Hvad siger udsagnet om fænomenet?” (Kvale, 2009, s. 238), hvor almen viden bruges til at gå og tolke på (Kvale, 2009, s. 238). Igennem teoretisk forståelse inddrager vi de tre tidligere
20
introducerede teoretikere: Jenkins, Schutz og Bauman. Herved går vi videre end commonsense-forståelser og interviewpersonene selvforståelse (Kvale, 2009, s. 239), for at skabe et bredere fundament vi kan diskutere på i det efterfølgende kapitel. Yderligere inddrager vi andre undersøgelser11, for at supplere og nuancere den viden vi har indsamlet. I
vores
analyser
er
interviewpersonens
selvforståelse,
commonsense-forståelse og teoretisk forståelse nogle steder adskilt, mens de andre steder er skrevet sammen alt efter sammenhængen (Kvale, 2009, s. 239). Samtidig har det ikke altid været relevant at inddrage alle tre aspekter, da forsøg på det kunne lede til overfortolkninger. Analyserne består primært af tekstnære beskrivelser, hvor vi benytter mange eksempler.
11
Nogle vil være fra Norge og Sverige, da Danmark kan sammenlignes med de to lande, når det kommer til velfærdstaten og dens indretning, indvandringsmønstrer og arbejdsmarkedets funktionsmønstre. De tre lande har yderligere de karakteristika, at de har oplevet arbejdskraftindvandring, herefter familiesammenføringer og siden hen at flere flygtninge er kommet til. Derudover sker indvandringen til disse tre lande fra omtrent de samme lande. (Dahl og Jakobsen, 2005, s. 12)
21
Kapitel 4 - Analyserne Interview i Mjølnerparken
Jobpatruljen og helhedsplanen Mjølnerparken er et boligkvarter, der ligger på ydre Nørrebro. Der er 559 lejligheder, hvor omkring 2500 mennesker bor. (Bilag 7, s.2)
I Mjølnerparken har vi ét samlet
interview med to personer: Lazo (beskæftigelseskonsulent, Jobpatruljen) og Eskild (chefkonsulent, den boligsociale helhedsplan). De har lige fra første mail, været imødekommende og deltagende i at få en interviewdato på plads. Jobpatruljens mål er at være til stede i lokalmiljøet og skabe uformelle og trygge rammer (mjolnerparken.dk, Jobpatruljen). Jobpatruljen står til rådighed en gang ugentlig for Mjølnerparkens beboere. Der er ansat to beskæftigelseskonsulenter til at få Mjølnerparkens beboere i arbejde. Derudover varetager Jobpatruljen at give råd om jobsøgning, jobsamtaler og udarbejdelse af CV (mjolnerparken.dk, Jobpatruljen). Den boligsociale helhedsplan står beskrevet på Mjølnerparkens hjemmeside: ”Planen har til formål at sikre en social, kulturel og beskæftigelsesmæssig udvikling af Mjølnerparken med udgangspunkt i beboernes egne ressourcer. Planen skal således skabe rammer for, at beboerne selv aktivt kan arbejde for at tage initiativer til projekter og ansvar for deres boligområde. Helhedsplanen koncentrerer sig specifikt om indsatsområderne beboere i Mjølnerparken, børn, unge og beskæftigelse.” (mjolnerparken..dk, helhedsplanen) Den boligsociale helhedsplan løber fra 2008 til 2012 og bliver bl.a. finansieret af Københavns
kommune
og
boligforeningen
Lejerbo.
Menupunkterne
på
Mjølnerparkens hjemmeside vidner om mange forskellige klubber såsom, kvindeklubber,
'familieudflugten',
motionsklub,
pigeklub,
sundhedsklub
og
ældreklub. Tiltagene har til formål at organisere kulturelle oplevelser, idræt og andre 22
aktiviteter. (mjolnerparken.dk, helhedsplanen)12 Interviewet med Eskild og Lazo
Om Mjølnerparkens beboere I interviewet fortæller Eskild, at den boligsociale helhedsplans formål er at: ”(...)beboerne oplever et kompetenceløft, som en del af deres kompetencer bliver hævet. Men også at de mentalt får et løft i form af, at de i højere grad selv skal tage ansvar.”(Bilag 7, s. 2). Både Eskild og Lazo har begge fokus på at få etniske minoriteter ud på det danske arbejdsmarked: ”Men primært hovedopgaven er, at flest som muligt, kan komme på arbejdsmarkedet og blive selvforsøgende. Det vil sige de skal væk fra kontanthjælpssystemet.” (Bilag 7, s. 3). Dette fokus er vigtigt, fordi der er et problem i Mjølnerparken med at mange står uden arbejde. Lazo fortæller os at arbejdsløshedsprocenten ”(...)er utrolig høj. Væsentligt højere end andre dele af byen, det er klart. Ligesom de har også andre problemstillinger, (…) det er ikke kun ledigheden, der er deres eneste problem.” (Bilag 7, s. 3). Når regeringen fremlægger, at der er få tilknyttet til arbejdsmarkedet i Mjølnerparken (Bilag 1), anerkender begge interviewpersoner, at ledigheden er et problem for beboerne. Men Lazo påpeger, at udover ledighed har beboerne også andre problemer. Flygtninge Stridspunktet er, når regeringen kun har fokus på, at etniske minoriteter ikke arbejder og ikke på hvorfor. Lazo forklarer, at mange kvinder, som har oplevet at flygte, kan opleve traumer senere end mændene. Han oplever at: ”Hos kvinderne, så er det helbredsmæssige problemer, som så udviklede sig meget senere som Post Traumatisk Syndrom.” (Bilag 7, s. 3). Derved påpeger Lazo, at kvindelige flygtninge kan have hæmninger i forhold til at blive en del af det danske arbejdsmarkedet, idet de risikerer 12
Se bilag 4, for at få indsigt i vores forforståelser og refleksioner, i forbindelse med interviewet med Eskild og Lazo
23
at udvikle traumer. Ifølge behandlings- og rådgivningscenteret OASIS13 indebærer Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD), at personen er i et konstant alarmberedskab pga. tidligere voldsomme og livstruende hændelser, f.eks. tortur eller naturkatastrofer (Oasis-rehab.dk, diagnose). Traumer bliver problematisk for hverdagen i Danmark, når flygtningen har mistet evnen til at skelne mellem, hvad der er farligt og hvad der ikke er. Den PTSD-ramte vil typisk undgå steder, begivenheder og situationer, som kan fremkalde flashback og angst. Derfor isolerer personen sig ofte fra det sociale liv for at beskytte sig. Derudover kan lidelsen også medføre mareridt, manglende tro på fremtiden og koncentrationsbesvær. (Munk-Andersen, 2001, s. 206) Vores interviewperson Lazo fortæller videre, at der er mange flygtninge i Mjølnerparken: ”De fleste af dem er flygtninge, hvor de bærer dyb traumer, der hvor de kommer fra, det er nogle af grundene til, hvorfor de er arbejdsløse.”(Bilag 7, s. 3). Men regeringens mål er at få flere arbejdsløse minoritetskvinder væk fra kontanthjælp, derved er fokus på om den enkelte får penge af systemet. Når Lazo har opnået at få personer væk fra kontanthjælpssystemet, har han levet op til forventningen fra regeringens side. Der skelnes ikke mellem arbejdsløse traumatiserede flygtninge og andre ikke-vestlige indvandrere, der er arbejdsløse, målet er at begge parter skal på arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Hvis fortiden er svær at bearbejde og sætte sig fri af grundet voldsomme oplevelser, nævner Bauman et eksperiment, hvor forskere har formået at få rotter til at glemme deres tidligere handlinger (Bauman, 2005, s.132): ”Hvad bliver det næste? Måske en soldat, der spreder død og ødelæggelse og vader gennem kvinders og børns lig for derefter at skynde sig hjem og gennemgå en pillekur, 'der i løbet af to uger kan gøre ham immun over for et helt livs knusende anger'. Hvorefter soldaten vil kunne begynde forfra.” (Bauman, 2005, s. 132) 13
OASIS er et behandlingscentre som blev dannet i 1987, hvor flygtninge restituerer sig efter krig, tortur, forfølgelse, flugt, tab, eksiltilværelse. Formålet er at opbygge en meningsfuld og tryg tilværelse. (oasisrehab.dk, Om OASIS)
24
Bauman siger i eksempelet, at det ikke er konstruktivt, at gennemgå en pillekur. På den anden side står flygtninge, der i nogle tilfælde har været udsat for soldatens handlinger. Hvis traumatiserede flygtninge kunne tage en pille og glemme fortiden, ville de ikke lide af angst og mareridt på grund af forfærdelige minder. Derved ville de sandsynligvis også bedre kunne koncentrere sig om deres nutid og måske have nemmere ved at påbegynde et erhvervsarbejde. Herudfra kan det diskuteres, om en sådan pillekur er hensigtsmæssig. Det kan argumentere, at det er bedre, at man som menneske får bearbejdet sin fortid i stedet for at slette den, ved hjælp af en pille. Derudover fremhæver Bauman at ”Kritikere påpeger, at dette kun vil gøre det nemmere og mindre bekosteligt at reducere mennesker til affald og skaffe dem af vejen i en fart.” (Bauman, 2005, s. 132-133). Pillekuren ville ´hjælpe´ samfundet, da det så kunne sende flygtninge tilbage. Det kan Danmark ikke nu, fordi hvis asylansøgere bliver anerkendt som flygtninge, har de ret til at opholde sig i landet i en kortere eller længere periode (nyidanmark.dk, Asyl). Regeringen må derfor forholde sig til, at nogle flygtninge bliver borgere i Danmark, hvilket de gør ved at stille krav om, at flygtninge skal blive medborgere og bidrage til samfundet via arbejde. I interviewet forklarer Eskild, at fortiden også har en anden betydning for ens hverdag og traumerne ikke er den eneste udfordring. Han fremhæver, at kulturen man kender stadig forsøges efterlevet, når man flytter til Danmark: ”I et eller andet omfang, kan man sige at flygtningelejerkulturen, den leves videre, nu er lejeren bare et boligområde i København, i stedet for et boligområde nede i Beirut.” (Bilag 7, s. 4). Schutz forklarer, at kulturelle mønstre tages med som en del af den fremmede selv, som ”(...)et produkt af en ubrudt historisk udvikling og et element i hans personlige biografi, som netop af denne grund har været og stadig er den ubestridte referenceramme(...)” (Schutz, 2005, s. 189). I forsøget på at opretholde en form for mening, orden og forudsigelighed i hverdagen, medbringer 25
man vaner og handlemønster fra tidligere i livet. Eskild mener, at dette kan være et problem: ”Når du er opvokset i en flygtningelejer med de grundvilkår, der gælder der, så bliver man ofte, hvad skal man sige, afhængig af at hjælp kommer udefra og sådan skal det ikke være i en dansk boligbebyggelse.” (Bilag 7, s. 2) Det handlemønster, som Eskild beskriver som typisk for en person i en flygtningelejre, duer ifølge ham ikke i en dansk boligbebyggelse. Tænkning-som-sædvanlig er kun brugbar så længe problemerne, som opskrifterne plejede at virke på, er de samme. Endvidere beskriver Jenkins at identitet, der bliver skabt i barneårene, er mindre fleksible end de, der bliver tilegnet personen senere hen i livet. (Jenkins, 2006, s. 87) Så hvis du er vokset op som barn i en flygtningelejer, kan visse mønstre være svære at ændre. Et sådan aspekt bliver ikke medtaget i f.eks. avisen.dk, der skriver: ”Indvandrerkvinder fylder meget i ledighedsstatistikkerne, men det hjælper på beskæftigelsen, hvis de presses til at påtage sig et arbejde. Det er budskabet i en ny rapport, som er lavet for Integrationsministeriet.” (avisen.dk, Mange gider ikke arbejde)
Det
fremstilles
i
artiklen,
at
ugidelighed
er
udbredt
blandt
indvandrerkvinder. Derved anses etniske minoritetskvinder som en gruppe, der har samme motiv for ikke at være arbejdsaktive. Det inddrages ikke, at den enkelte etniske minoritetskvinde måske er flygtet samt hvilken påvirkning, det kan have på hendes muligheder for et hverdagsliv i Danmark. Det er også den holdning, vi ser der arbejdes
ud
fra
i
praksis
i
Mjølnerparken,
når
Lazos
job
er
at
få
kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Derudover giver Eskild også udtryk for, at det ville motivere flere til at arbejde, hvis man fjerner kontanthjælpen helt. (bilag 7, s. 17).
Tilpasning til det danske arbejdsmarked Lazo fortæller os, at mange af Mjølnerparkens kvinder ikke har gennemført en særlig
26
lang uddannelse: ”Mange af dem, har kun fire års folkeskole, der hvor de kommer fra. (…) Så det er ret svært, at lave en ansøgning eller skrive dit CV, du har ikke nogle kvalifikationer (…) så vi underviser bogstaveligt om hvordan søger du job. Så vi har alle mulige forskellige aktiviteter oppefra, det kan godt være der er job, det kan godt være jeg kan få job, vi snakker om sådan et lavt niveau.” (Bilag 7, s. 12) Kvalifikationer og den enkeltes håndtering af hele jobsituationen kan altså være et problem. Eskild fortæller i forlængelse heraf, at han har nogle etniske minoritetsunge ansat, som har skulle lære om feriepenge. Eskild har oplært dem i reglerne omkring hvordan man som arbejdstager skal bede sin chef om ferie; at man ikke bare kan planlægge ferien og antage, at man kan tage af sted i en selvvalgt periode (Bilag 7, s. 14). Herved fremhæves nogle aspekter i det danske samfund, der ikke er åbenlyse for etniske minoriteter. Lazo forklarer, at det kan have noget at gøre med at: ”(...) I bliver oplært siden I er helt små med nogle regler, men de folk, de ved intet om, men vi forventer, det ved de, det bliver aldrig rigtig undervist i det, så det er helt nyt for dem.” (Bilag 7, s. 14) Derved påpeger Lazo, at ubestridte opskrifter ikke fremstår som selvfølgelige for nye medlemmer af samfundet. Eskild forklarer endvidere, at når folk siger, at etniske minoriteter blot skal i arbejde, skal de komme ud og snakke med de etniske minoriteter i Mjølnerparken (Bilag 7, s. 14). Herigennem tror vi, at han appellerer til, at folk udefra, skal forstå, at det ikke er så lige til, fordi nogle etniske minoriteter er langt fra arbejdsmarkedet. Denne antagelse underbygger vi med, at han også siger: ”Hvis man vil lære folk noget, så bliver du nødt til at tage udgangspunkt i hvor folk er, ikke hvor du selv er eller hvor du syntes de burde være, men hvor de er. Så hvis det er her, de er, så tager vi udgangspunkt i det og starter den her og så handler det ikke om vi skal en hel masse andet.” (Bilag 7, s. 14). Så folk udefra i det danske samfund skal anerkende, at etniske minoritetskvinder f.eks. først har brug for en indføring i
27
grundlæggende forståelser og regler, fordi det nye livsmønster ikke står som en selvfølge for dem.
Det gode liv Udover Eskilds fokus på at tage udgangspunkt i hvor de etniske minoriteter er, fremhæver han det, han selv kalder 'det gode liv'. Han mener, at etniske minoriteter skal lære at forstå det via det han kalder 'aha-oplevelser' (Bilag 7, s. 16). Eskild mener, at en sådan oplevelse, er hvor etniske minoriteter får øjnene op for noget, de ikke før har forstået. Vi synes, denne formulering har antydningen af en skæbne, der venter på at blive realiseret, idet han mener, at der ligger mange 'aha-oplevelser', der venter på én i livet, som man skal erfare for at få et bedre liv – i tilfælde med kvinderne vil han gerne have, at etniske minoriteter skal forstå, at det og have et arbejde er godt (Bilag 7, s. 16). Ud fra Schutz (2005) vil en aha-oplevelse nok nærmere blive betegnet som forståelse af en selvfølgelighed. Eskild vil have, at den etniske minoritet skal forstå hvorfor noget er en selvfølgelighed og leve efter samme antagelse. Dette betyder dog ikke, at in-gruppen accepterer den fremmede som en del af gruppen af den grund, fordi selvfølgeligheder er bygget op gennem en fælles historie, som den fremmede ikke har været en del i. (Schutz, 2005, s. 189). Eskild fortæller, at han appeller til, at etniske minoritetskvinder skal se arbejdsmarkedet som en mulighed for at skabe netværk, fordi det gør han selv og det mener han, der er fordele i. Så isolerer etniske minoritetskvinder sig heller ikke i deres lejligheder (Bilag 7, s. 16). Men Eskild synes også at kunne se nogle fordele i, at kvinden går hjemme. Han fortæller, han har været i etniske minoritetskvinders hjem, der var rare og rene at komme ind i: ”(...)og når jeg så kommer hjem til mit eget hjem, fordi min kone også går på arbejde, så er der ikke helt så pænt og ikke helt så rent og der er lidt rodet og der 28
er lidt stress og jag på. Her [i en minoritetskvindes hjem] var ro og afslappet, næsten meditativ stemning. At komme ind i sådan et lokale, så kan man jo diskutere, hvem har det gode liv.” (Bilag 7, ss. 9-10) Derfor er der en tvetydighed i det, Eskild fortæller os: På den ene side ser han arbejde som en mulighed for etniske minoritetskvinder at komme væk fra isolationen i deres lejligheder. På den anden side giver det at være hjemmegående en række muligheder for at holde huset rent og skabe rolig stemning, som han også synes har sine fordele.
Mjølnerparkens minoritetskvinder set som én gruppe? Eskild forklarer, at det kan give problemer i Mjølnerparken, at nogle arbejder og andre ikke gør i Mjølnerparken. Han fortæller os om en kioskejer, som arbejder mange timer om ugen, for at holde sin kiosk kørende. Derfor er han meget væk hjemmefra og kan blive misundelig på dem, der er på kontanthjælp, da de har mere tid hjemme med deres familie end han har: ”(...)det fortæller han til mig; 'så bliver jeg misundelig, så bliver jeg misundelig. Fordi jeg kunne også godt tænke mig at kunne være sammen med min familie og hygge mig med min familie og have det rart, sådan en sommeraften og så videre.' # Og det er [/] der står man så lige i mellem to kulturer, en indvandrer fra et land, hvor kulturen er, at man gør sig umage med at forsørge sig selv og så en flygtning fra en lejer, hvor kulturen er en anden og hjælp, det er noget vi får udefra, det er ikke noget, vi selv bringer.” (Bilag 7, s. 11) Eskild går altså ud fra, at grunden til at nogle arbejder og andre ikke gør, bunder i en kulturel fortid, som stadig har betydning for deres handlemønstre i Danmark. Derved skitseres Mjølnerparkens beboere som en heterogen gruppe, hvor der er intern forskel, da de har forskellige holdninger til om det er meningsgivende at arbejde eller ej. En sådan struktur, hvor manden arbejder meget og kvinden varetager hus og børn, handler måske derfor om forudsigelighed for den enkelte familie, alt efter hvad man er vant til fra sit oprindelsesland og derfor hvordan man bedst skaber orden i sin
29
hverdag. Yderligere beskrives det i bogen Køn, Etnicitet og Barrierer for Integration (2005), at nogle etniske minoritetsmænd ikke ønsker at deres koner arbejder, fordi de føler, at det krænker deres ærbarhed. En grund til at mændene føler sådan, kan være at de er bange for, at de ikke kan være forsørger, som kan være hæmmende for deres stolthed, hvis kvinderne arbejder uden for hjemmet. (Dahl og Jacobsen, 2005, s. 63). For kvindernes vedkommende er de mere tvetydighed, de vil generelt både gerne arbejde og gå hjemme (Dahl og Jacobsen, 2005, s. 65). Det beskrives at en af grundene til at etniske minoritetskvinder ikke vil arbejde, er fordi de ikke har et tæt familienetværk i Danmark, der kan aflaste med børnepasning på tidspunkter, hvor børneinstitutioner har lukket (Dahl og Jacobsen, 2005, s. 9). Uanset sådanne forklaringer på hvorfor nogle etniske minoritetskvinder ikke arbejder, ser den danske samfundsdiskurs umiddelbar klar ud; regeringens kvindeprograms formål er, at etniske minoritetskvinder bør arbejde (jf. indledning, kvindeprogrammet). Eskild mener, at det danske samfund respekterer, at nogle samfundsgruppers hustruer ikke arbejder: ”Blandt højklassen i Danmark, er også [/] man kan heller ikke forstille sig, at Mærsk Mc-Kinney Møllers hustru skulle arbejde.” (Bilag 7, s. 10) En af grundene til det ser sådan ud, kan være fordi de fleste etniske minoritetskvinder er på kontanthjælp. I den forbindelse, siger Eskild, at så ”(...)møder man jo konflikten med samfundet, der siger, at hvis du får kontanthjælp, så skal du jo stå til rådighed for arbejdsmarkedet.” (Bilag 7, s. 4) Dette ser nogle etniske minoritetskvinder som et pres. De vil gerne have førtidspension, så de kan være i fred og ikke blive tvunget til at arbejde og leve et liv, som de selv anser som det gode liv (Bilag 7, s. 8).
Aktivering
30
Kontanthjælpsmodtagere må følge kommunens anvisninger om at stå til rådighed. Dette kan indebære, at man bliver sat i aktivering. Lazo fremhæver en problematik i dette: ”(...)80 % af de aktiveringsforløb, vi har, jeg vurderer, at de rammer forkert, altså det gør de, altså. De er ikke optimale og så nogle af dem, de bliver også trætte af det. De kender alle de forløb, de er blevet sendt ti gange før. (...) Men jeg er ansat på Jobcenteret og så selvfølgelig, så jeg bevarer de interesser, men jeg ved også ofte, selvom de er blevet sendt til aktivering, der kommer ikke noget job ud af det, det ved jeg, altså.”(Bilag 7, s. 11) Så ifølge ham er disse forløb med til at sætte etniske minoritetskvinder i stereotype kasser, fordi de ikke tilgodeser den enkelte og ikke fører til arbejde i sidste ende. Et andet problem, han nævner er, at forløbene tit bliver ændret: ”Men så er det er problem, fordi hver gang vi når hertil [viser på bordet, hvor langt de er i processen], så kommer der et nyt forløb, en ny minister, en anden minister og så siger han, nu sletter vi det her. Jeg skal markere mig og så skyder jeg dig og dig og dig og så begynder vi forfra og skal vi lave noget helt andet og så skal vi sige til vores borger, nu stopper vi, det var fint indtil nu, men nu begynder vi på noget helt andet. Nu skal du være pædagogmedhjælper, glem det der med servicemedarbejder.” (Bilag 7, s. 13) Ud fra eksemplet er de skiftende regler en demotiverende faktor, fordi Lazo ikke har en klar rammesætning over længere tid, om hvordan han bedst muligt hjælper den arbejdsløse etniske minoritetskvinde til at udvikle sig ud fra hendes forudsætninger igennem aktiveringsforløbene. Som tidligere beskrevet, har nogle etniske minoritetskvinder kun fire års skolegang med sig fra deres oprindelsesland (Bilag 7, s.8), som skal suppleres for at få adgang til det danske arbejdsmarked. Da Danmark i højere og højere grad udvikler sig mod at blive et vidensamfund, skal flere og flere i fremtiden leve af at servicere hinanden samt indsamle og bearbejde viden. Danmark er
i
overgangen
til
et
samfund,
der
31
bygger
på
viden
som
råstof.
(undervisningsministeriet.dk, Fra industrisamfund til vidensamfund). Derfor er det også vigtigt at aktiveringsforløbene er hensigtsmæssige for kvinderne, men kritikken af dette område, kommer ikke kun fra Lazo, der er også sat fokus på dette andetsteds: ”Thomssons og Hoflunds undersøgelse viser endvidere, at kvinderne er trætte af det sociale/ arbejdsmarkedspolitiske system, som de oplever som utilfredsstillende. Flere af de ledige indvandrerkvinder beretter, at de har deltaget i mange forskellige tiltag, hvor de har skiftet mellem forskellige kortsigtede praktikjob, kurser og arbejdsløse perioder. De føler, at de går i cirkler og at det er meget svært at planlægge fremad i livet. Dette er i kontrast til, at en del ønsker tryghed og at beskæftige sig med noget, de syntes er meningsfuldt” (Dahl og Jacobsen, 2005, s. 69: jf. Thomsson H og L. Hoflund, 2000)14 En måde de etniske minoritetskvinder aktiveringsforløbene ville blive bedre, var ifølge Eskild, hvis det offentlige gav Jobpatruljen mere frihed til at kunne disponere frit over de penge, der står til rådighed, uden alle de regler der er nu og i højere grad have mulighed for at kunne designe individuelle aktiveringsforløb tilpasset den enkelte arbejdsløse etniske minoritetskvinde og hendes evner (Bilag 7, s. 13).
Arbejdsmarkedet Hvis kvinderne alligevel kommer igennem et aktiveringsforløb eller har egenskaber, der kvalificere dem til at være en del af det danske arbejdsmarked, kan der også være problemer forbundet med dette. Lazo: ”(...)altså nogle kan ikke finde et job, fordi de måske er urealistiske i forhold til deres jobsøgning og nogle har det lidt svært ved at tilpasse sig de regler, der er på arbejdsmarkedet i dag. Skal vi sige nogle kulturelle begrænsninger, (...)samtidig har du arbejdsgiveren, hvor de er så ikke rumlige nok at tage imod folk, der er lidt forskellige på en eller anden måde. Så hvad kan vi sige, det går lidt begge veje, så det er sådan de negative ting i det.” (Bilag 7, s. 3) Der er tale om et kulturmøde, hvor Lazo beskriver, at både arbejdsgiver og 14
Thomsson, H. og L. Hoflund (2000), Vem skal hjälpa vem? En kritisk analyse af arbejdsmarkedspolitiske interesser rettet mod kvinder med indvandrere baggrund
32
arbejdstager skal være rumlig. Begge parter skal være villige til at indgå i en dialog og finde en fælles løsning.
Opsamlende kan det siges, at det handler både om hvorvidt etniske minoritetskvinder kan arbejde, fordi nogle har måske ikke overskuddet til det på grund af traumer. Andre minoritetskvinder har mænd, der arbejder så mange timer ugentligt, at de ikke selv kan, hvis de skal have familielivet til at fungere. For nogle står kulturelle mønstre som en udfordring for at passe ind. De fremhævede betragtninger er nogle af grundene til at beskæftigelses-procenten er lav i Mjølnerparken, men som regeringen ikke inddrager. Konsekvenserne af regeringens politik for etniske minoritetskvinder, vil vi diskutere videre i kapitlet efter analyserne. Her vil vi først inddrage vores to interviews fra Indvandre Kvindecenteret på Nørrebro, der skal være med til at sætte et bredere perspektiv på etniske minoritetskvinder.
33
Indvandrer Kvindecenteret
Kvindecenteret ligger på Nørrebro i en lejlighed på 1. sal og blev stiftet i 1982. (CASA, 2006)
I centeret kommer kvinder med forskellige nationaliteter, religioner
og forskellige etniske tilhørsforhold. Kvinderne, der kommer, bor ikke kun på Nørrebro, vores interview med medarbejderen på centeret fortæller os, at hun endda oplever at kvinder kommer helt fra Holbæk af. (Bilag 9, s. 9) I forlængelse heraf er det også relevant at fremhæve, at centeret bliver kendt via kommunen, men også gennem mund-til-mund metode, hvor én kvindes gode oplevelser med centeret, bliver til en anbefaling til en anden kvinde. (Bilag 9, s. 9) Centeret er en NGO, den er på den måde er afhængig af økonomisk støtte fra privatpersoner og må aktivt søge penge til aktiviteter, de ønsker at udføre. Fakta fra evalueringsrapport Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA)15 har i foråret 2006 indhentet oplysninger til en evalueringsrapport af Indvandrer Kvindecenteret. Evalueringen sætter fokus på hvordan, samt hvor meget centeret bliver brugt og hvilke kvinder der benytter centeret. Over 2 uger har 50 kvinder udfyldt spørgeskemaer, der giver forskellige oplysninger om brugerne. (CASA, 2006, s. 5) Rapporten beskriver centerets kvinder som ”(...) ofte de svagest stillede indvandrer- og flygtningekvinder, som er i en vanskelig social situation. De har et svagt socialt netværk, ringe uddannelsesmæssig baggrund, mangelfulde danskkundskaber og tilhører de laveste sociale lag i det danske samfund og har integrationsproblemer på flere niveauer.” (CASA, 2006, s. 6). De 50 adspurgte kvinder kommer fra forskellige sociale positioner i 15
CASA er et uafhængigt og tværfagligt analysecenter. CASA har over 20 års erfaring med evalueringer, analyser, udredninger, rådgivning og organisationsudvikling inden for brede samfundsrelevante fagområder som socialområdet, arbejdsmarked, arbejdsmiljø, sundhed, miljø og klima. (casa.dk, analyse)
34
hjemlandet og der er en spredning i, hvornår de er ankommet til Danmark: Der er flest af brugerne, der ankom i 90'erne og før, dvs. flest har ved rapportens udarbejdelse været i Danmark i mere end 7 år, nogle mellem 17-26 år eller mere. (CASA, 2006, s. 22) Indvandrer Kvindecenteret som pusterum og rådgivningssted Centerets mål er at fungere som et værested, aktivitetssted samt rådgivningssted. Rapporten fremhæver centeret som et pusterum fra krav. (CASA, 2006, s. 15-16). Centeret yder også rådgivning og vejledning i konkrete spørgsmål om sociale, juridiske og personlige sager, hvor hensigten er hjælp til selvhjælp ved at give kvinderne information om det danske samfund, der gør ”(...)at de bliver i stand til at forstå og klare sig i harmoni med danske normer.” (CASA, 2006, s. 16) Grunden til at det bliver nødvendigt, at centeret også fungerer som rådgivningssted, er, at sagsbehandlerne på kommunen har begrænsede rådgivningsmuligheder, selvom etniske minoritetskvinder, ofte har behov for mere vejledning. (CASA, 2006, s. 10) 21 af de 50 adspurgte, bruger centeret flere gange om ugen, 10 et par gange over 14 dage, 11 et par gange om måneden og 7 bruger det sjældnere end hver 14. dag. Her følger en oversigt, over, hvorfor kvinderne kommer i centeret: For at få rådgivning........................................ For samvær og samtale med andre ................ For at deltage i aktiviteter .............................. For at få juridisk rådgivning .......................... (CASA, 2006, tabel 5.1, s. 29)
41 32 17 9
Nogle kommer sjældent, fordi de kun bruger centeret, når de har brug for rådgivning. (CASA, 2006, s. 22) Der er flest, der søger rådgivning, fordi de har problemer i forhold til deres børn, deres økonomiske situation eller deres bolig situation. (CASA, 2006, s. 33).16 16
Se bilag 5 for at få indsigt i vores forforståelser og refleksioner omhandlende vores interviews med Margrethe og
35
Jasmin.
36
Interviewet med Margrethe Margrethe om Indvandrer Kvindecenteret I vores samtale med lederen Margrethe, fremlægger hun, at formålet for Indvandrer Kvindecenteret på Nørrebro, bl.a. er:”(...)fra den der empowerment tankegang om at vi har alle sammen noget at bidrage med og får vi handlingen i hænderne, har vi noget, netop forventet noget af os, at der er nogle, der tror på, vi kan noget(...)” (Bilag 8, s. 1). Brugerne kan etablere et netværk med de andre kvinder i centeret, (Bilag 8, s. 1), hvilket forhindrer, at de sidder alene derhjemme, isoleret fra omverden. Ud fra Jenkins' (2006) synspunkt, bliver identitet skabt i sociale relationer. Konsekvensen af at sidde derhjemme kan blive, at kvinderne udelukkende har en selvidentitet som familiemedlem. Idet de kommer ud, har de mulighed for at identificere sig selv i forhold til de andre og skabe meningsfyldte relationer i et nyt netværk i Kvindecenteret. Margrethe fortæller os videre, at socialrådgiverne på kommunen ikke har tid til at hjælpe lige så bredt og se det enkelte individ, som de har på Kvindecenteret (Bilag 8, ss.5-6). Samtidig opstiller hun den kritik, at kommunernes socialrådgivere ikke fungerer som stabile hjælpere for kvinderne. Hun mener, at der ofte er en ny socialrådgiver, som skal have fortalt hele kvindernes historier om igen: ”De oplever aldrig nogle lytter til dem, socialcenteret skifter sagsbehandler hver 14. dag, de aner ikke hvem de møder, jobkonsulenten er altid ny og skal sidde og læse sagen igennem og de skal fortælle 37. gang at de er blevet voldtaget eller fik aids af samme grund. (...)det gider man ikke fortælle til en skiftende hele tiden(...)” (Bilag 8, ss. 5-6). Det Margrethe fortæller os, er at sagsbehandlerne tit skifter. Det mener vi, kan stå til hinder for regeringens mål om at få kvinderne integreret på arbejdsmarkedet. Jobkonsulenten er ikke stabile og repræsenterer en magt, der gør kvinderne mener at:
37
”Altså jobkonsulenter, det er djævlen selv, det er noget de virkelig frygter(...)” (Bilag 8, s. 4). Indvandrer Kvindecenteret kan omvendt skabe en stabil kontakt til socialrådgivere og de repræsenterer ikke en autoritær magt som dem på kommunen, der varetager interessen i at få kvinderne i beskæftigelse. Margrethe mener, at de har den fordel i centeret, at de i højere grad møder kvinder som mennesker til forskel fra jobkonsulenterne ”(...)der heller ikke har tænkt sig at høre efter [kvindernes historier], fordi du skal bare have et job, du skal bare i praktik.” (Bilag 8, s. 6). I vores samtale med Margrethe bliver det også tydeligt, at det integrationsperspektiv, der er i centeret, er at give information, sådan at kvinderne får en forståelse af systemet:”(...)meget af det, er jo også at bygge bro tilbage til systemet. Klage, hvis det er det, der skal til eller genskabe kontakten eller være bisidder, hvis man skal på hospitalet og bare ikke forstår, hvad der bliver sagt.” (Bilag 8, s. 1). Centeret skal fungere som ekstra hjælp ved siden af den, det offentlige system kan tilbyde kvinderne, hvilket der ifølge Margrethe er behov for: ”Vi prøver at være dem, der også skaber helhed og have en helhedstilgang (…)” (Bilag 8, s. 1) ”Og det er måske noget at det vi kan som NGO, det er at se mennesket, det prøver socialcenteret selvfølgelig også, men de er et system, der kan vi nok noget andet som en græsrod[sbevægelse].” (Bilag 8, s. 6) Dog er det stadig sådan, at socialrådgiverne på centeret ved henvendelse vil forklare kvinderne nødvendigheden i, at de kommer ud på arbejdsmarkedet. (Bilag 8, s.4) Men det er frivilligt for kvinderne at komme på centeret og bede om hjælp hos socialrådgiver eller juridisk hjælper, hvis de har brug for det. I forlængelse af helhedstilgangen til samfundet afholdes der på Kvindecenteret hver torsdag en café, hvor forskellige emner tages op efter ønsker og behov: ”Og så har vi haft besøg af en sygeplejerske, tandlæge og Sex og Samfund, prævention og om sygdom. Alt faktisk.” (Bilag 9, s. 8). 38
Margrethe understreger nødvendigheden af, at kvinderne forstår og bliver indført bredt i det danske samfund. Integration bliver herved ikke blot et spørgsmål om tilknytning til arbejdsmarkedet, men der er behov for at huske hele mennesket i et integrationsperspektiv. Arbejdsidentitet Margrethe fremhæver i interviewet, hvilken holdning hun selv har og mener mange andre danskere har til erhvervsarbejde i Danmark ”(...)for alle os, der er rigtig vant til at arbejde og har arbejdsidentitet, udover alle grænser og ville gå ned med flaget, hvis vi blev fyret, for os er det jo rigtig svært at forstå, man kan have så lidt arbejdsidentitet, at man bare slet ikke vil arbejde.”(Bilag 8, s. 4) Selvom kvinderne i centeret mødes om en fælles identitet omkring køn, fortæller Margrethe, at der er forskel på hvordan de anser arbejde. Hun taler om et ’os’ og derved tolker vi, at hun henviser til en fælles gruppeidentitet som arbejdende danskere gældende for hende og os interviewere. Da de etniske minoritetskvinder befinder sig i Danmark, forventes de at indgå i en kulturel kontekst, hvor arbejde er centralt: Bauman fremhæver, at der i det moderne samfund, er en opfattelse af at det at ”(...)arbejdsløshed´ er betegnelsen for en midlertidig og abnorm tilstand. Problemet er derfor forbigående og helbredeligt.” (Bauman, 2005, s. 18). Tilstanden som arbejdsløs skal løses i det moderne samfund, fordi han ser det som en kritisk tilstand for det individet. Endvidere forklarer Bauman at ”I vore dage kan man end ikke gøre sig håb om et værdigt og sikkert liv uden en højere uddannelse(...)” (Bauman, 2005, s. 22). Så når kvinderne vurderes ikke at være kvalificerede eller at mangle erfaring med arbejdsmarkedet, sendes de i jobtræning eller aktivering. Men Margrethe mener, at de etniske minoritetskvinder ikke kan rumme arbejdsmarkedet: ”(...)de ryger ind og ud af job eller de skal i arbejdsprøvning og er slet ikke selv med i, hvorfor skal de i 39
denne her arbejdsprøvning eller er hunderæd, fordi nu skal de ud i et industrikøkken på Gammelkøge Landevej.” (Bilag 8, s. 2) Det kan dog være, at der på arbejdspladsen er mulighed for en introduktion til selvfølgeligheder i samfundet via et netværk af kollegaer. Alligevel bliver faldgruppen, at der er tale om en midlertidig placering for den etniske minoritet, der ikke automatisk fører til nogen fast tilknytning. Derfor når kvinderne ikke at opbygge tillid til nogle bestemte kollegaer og skabe et netværk. I forlængelse heraf er det interessant, at Margrethe siger, at kvinder ikke udvikler arbejdsidentitet via aktiveringer: ”(...)så nu bliver de jo hevet ud i fuldstændig hovedløse aktiveringer og har ikke nogen identitet i forhold til arbejdsmarkedet.” (Bilag 8, s. 3) Det kan derfor tænkes, at nogle etniske minoritetskvinder føler at de bliver kastet rundt af systemet i forsøget på at få dem til at passe ind i en kategori som arbejdsaktive.
Konsekvenser for de, der falder udenfor Margrethe fortæller endvidere, at der deles op i hvilken grad personer passer til det danske arbejdsmarked via et match-system:”(…) jo højere match du får, jo længere er du fra arbejdsmarkedet. Match 5, det er psykiske syge eller hospitalsindlagte, nogle der er uden for arbejdsmarkedet. Match 4, de er anerkendt langt fra arbejdsmarkedet, har andre problemer end ledighed.” (Bilag 8, s. 2) De fem match fortæller hun dog er lavet om til tre efter 1. april 2010. Hun mener, der er et problem omkring de, der tilhører de høje match, fordi ”(...)de bliver stadig ramt af det, der hedder 300-timersreglen (...) Hvis de to kontanthjælpsmodtagere ikke [hver] lægger 300, snart 460 [timer] ordinært, ustøttet arbejde, det vil sige ikke et praktikforløb, ikke uddannelsesforløb, ikke en arbejdsprøvning, helt almindeligt regulært arbejde, hvis ikke de lægger det hver, både mand og kone, så tager man den ene kontanthjælp og det ser vi jo her.”(Bilag 8, s. 2) Der er altså økonomiske konsekvenser ved ikke at være erhversaktiv, selvom man er 40
anerkendt som langt fra arbejdsmarkedet. Jenkins har introduceret os for begreberne nominel og faktisk virkelighed. Tanken er, at nominelt kan mennesker anses som tilhørende en bestemt gruppe, men den faktiske virkelighed kan være en anden og have konsekvenser for individet. (Jenkins, 2006, ss. 102-103) Det kan anskues som et problem, at selvom etniske minoritetskvinder nominelt set er placeret i match 4 og derved anerkendes, at de har andre problemer end ledighed, er der faktisk set ingen accept af deres problemer, når de alligevel tvinges til at tage arbejde 460 timer om året. Selvom det kan lyde af få timer, svarer det alligevel til at skulle arbejde ¼ af året. ”Der skal en masse til [for at få dem i arbejde], men alligevel tikker uret og bum så falder hammeren, hvis du ikke har leveret de arbejdstimer, der skal til.” (Bilag 8, s. 2) Konsekvensen hård, for så frafalder retten til bistand: ”Og det er moderne fattigdom, hvis du er mor og far og tre børn og kun én kontanthjælp, er du på vej til at blive sat ud af boligen og der sker også flere og flere udsættelser.” (Bilag 8, s. 2). Så udsættelserne er en realitet i Danmark, samtidig med at nogle ikke formår at få tilknytning til arbejdsmarkedet af forskellige grunde.
Hvorfor falder de udenfor? En grund til at etniske minoritetskvinder ikke passer ind i forventningerne fra samfundet om at arbejde, kan være fordi, de oplever at have fysisk ondt. I nogle tilfælde har de ondt fordi de har måttet tage det arbejde, som arbejdsmarkedet havde at tilbyde dem i form af rengøringsarbejde og kantinearbejde (Bilag 8, s.3), andre fordi de føler smerter fra livets ar: ”(...)så kategoriserer man dem som ondt i livet. Man kan ikke finde, de har ondt i ryggen, de har migræne, de har dårligt knæ. Men går du ind med ontologiske undersøgelser, så er der ikke noget der tilsiger, den dårligdom som de selv føler.” (Bilag 8, s. 3) I en tidligere empirisk undersøgelse vi har foretaget, hvor fokus var på flygtninge og traumer (Lorentzen m.fl. 2009), er vi
41
stødt på begrebet: ondt i livet. Her blev det fremlagt af en psykolog fra RCT, at smerterne kan være psykosomatiske. Derved opleves smerten reelt af personen, men smerten kan ikke påvises ad en positivistisk tilgang (Lorentzen m.fl., 2009, ss. 46-48). Ondt i livet er ikke anerkendt i Danmark som en grund til, at man ikke behøver at arbejde.
Dn
etniske
minoritetskvinders
opfattelse
af
sygdom
og
deres
selvidentifikation som sygdomsramt godtages ikke. Det bliver systemet, der har den endelige magt til identifikation. ”Magt og autoritet er væsentlige for afgørelsen af, hvis definition der tæller.” (Jenkins, 2006, s. 73) Magten til at identificere og afvise eller imødekomme identiteter ligger derfor hos andre end hos den etniske minoritetskvinde selv. Om kvinden integrerer den ydre identifikationen i sin selvidentitet eller ej, vil det stadig være systemets identifikation, der er gældende i samfundet.
Det danske arbejdsmarked Margrethe mener ikke, at det danske arbejdsmarked er åbent nok, det kan ikke rumme de etniske minoritetskvinder, der hvor de er: ”Der er brug for, det man kan kalde et tredje eller fjerde arbejdsmarked, det man kan kalde fleksible vilkår, hvor de kan komme med den rest arbejdsevne, de har, eller det de kan og det de er interesseret i, skabe nogle job de kan honorere.” (Bilag 8, s. 5). Hun stiller altså ikke spørgsmålstegn ved, om kvinderne overhovedet skal arbejde, men ved at arbejdsmarkedet ikke imødekommer de arbejdsevner, som etniske minoritetskvinder har. Hun er ved at oprette en socialøkonomisk virksomhed, for nogle er de etniske minoritetskvinder. ”Så det er dem [match 4], vi prøver at lave noget for. Fordi hvis de vil komme i vores virksomhed og sy og blive oplært i at sy og være med til at sælge, så vil de både blive mere arbejdsmarkedsparate, få en arbejdsidentitet og begynde at tjene penge.” (Bilag 8, s. 3). Denne virksomhed er uafhængig af centeret,
42
men samtidig er Margrethe initiativtager. Hun har en forståelse af, at kvinderne må lære at være arbejdsmarkedsparate og tjene deres egne penge, men via den her virksomhed, som skal imødekomme kvindernes evner og interesser bedre. Derfor kan Margrethes
virksomhedsinitiativ,
ses
som
et
kompromis
mellem
minoritetskvinders ønsker/kvalifikationer og det danske arbejdsmarkeds krav.
43
etniske
Interviewet med Jasmin
Jasmin om Indvandrer Kvindecenteret Jasmin er medarbejder på Indvandrer Kvindecenteret, men er kommet på centeret, før sin ansættelse:”(...)jeg kom som bruger i '83, den [centeret] er åbnet i '82. Og så kom jeg forbi og så har jeg været frivillig, fordi jeg kan både persisk og urdu. Så de har brugt mig som tolk. Og så har jeg arbejdet og stoppet - og så har jeg arbejdet og stoppet. Så nu er jeg fastansat. Jeg har været her seks-syv år.” (Bilag 9, s. 1). I dansk samfundsøjemed har hun som etniske minoritetskvinde haft en fornuftig udvikling, i og med hun er arbejdsaktiv. Men i den sammenhæng er det værd at fremhæve, at der er gået en årrække, før hun er blevet fastansat. Hun beskriver, at generelt har etniske minoritetskvinder svært ved at tilpasse sig Danmark og reglerne: ”Og mange af dem der kommer her, har jo problemer med sproget og med de # nye regler, der kommer og de bliver forvirret og # hvis de ikke kan[/]hvis de får et brev fra kommunen, så ved de ikke hvad de skal gøre, vi[/]selvom nogle af dem kan læse, kan de alligevel ikke forstå, hvad det betyder.” (Bilag 9, s. 1). Margrethe fortæller også i sit interview, at det kan være svært for etniske minoritetskvinder at forholde sig til de breve, der kommer ind ad døren fra kommunen (Bilag 8, s. 4). Det kan skyldes sproget, men Jasmin påpeger også, at nogle ikke forstår, hvad det har af konsekvenser, det der står i brevet (Bilag 9, s.1). Ifølge Schutz er tilpasning til det nye samfund en proces, som tager tid. Den fremmede skal først definere og fanger meningen ved at omdanne sin tænkning-somsædvanlig. (Schutz, 2005, ss. 199-200).
44
Jasmins arbejde i Kvindecenteret Selvom Jasmin har gennemgået aktiveringsforløb og tilpasset sig det danske arbejdsmarked, er det ikke i den ideelle 37-timers stilling. Hun afviger lidt fra normen, idet hun har et flexjob: ”Jeg har haft bækkenløsning og jeg vidste det ikke. (...)Og så det sat sine spor, så jeg er på 12,5 ugen (com%: rømmer sig) [/] timer om ugen.” (Bilag 9, s. 2). Derved er der mulighed for forhandling inden for nogle etablerede kategorier i det danske samfund. Hendes selvidentitet som syg bliver ikke sat til diskussion, så længe hendes tilstand kan bevises fysisk accepteres det, at Jasmin ikke kan have et fuldtidsarbejde. Hun skal derimod tilpasse sig den etablerede kategori; flexjob. Jasmins arbejde består i at være lidt over det hele i centeret; både i køkkenet, på kontoret, i systuen og hun har tidligere fungeret som tolk (Bilag 9, s. 1). Man kan udlede, at hun har et arbejde, der imødekommer hendes evner og gør brug af dem. Hun beskriver endvidere, andre etniske minoritetskvinder, der også arbejder: ”Altså i starten er der selvfølgelig problemer. Indtil de vænner sig til kollegaerne (...) så går det så fint. De er glade for deres arbejde. Og et par stykker af dem er også, øh [/] hvor de passer børn derhjemme, dagplejemor, hvor de har deres egne også. Sådan, så har de søgt hos kommunen og de er så dagplejemor, ik?” (Bilag 9, s. 4). Derved tilpasser kvinderne sig, hvor nogle har fået pasning af børn i hjemmet til at harmonere med kravet om at være i arbejde. Jasmin fortæller videre, at arbejde er attraktivt for nogle etniske minoritetskvinder, fordi så er de ikke afhængige af systemet: ”Øhm, og de skal ikke stå til regnskab for 'hvor skal de hen, hvorfor var du ikke xxx'. Selvfølgelig skal man også det, når man er på arbejde. Hvis nu man er syg, skal man ringe og sige, at man ikke kan komme og sådan noget. Men det er mere frit.” (Bilag 9, s. 5) Så arbejde bliver attraktivt, fordi så forsvinder presset fra kommunen.
45
Det
ovenstående
afsnit
illustrer
at
det
kan
være
en
tilvænningsproces for etniske minoritetskvinder at forstå regler og normer i forbindelse med det danske arbejdsmarked (Bilag 9, s. 1).
Frirum i Kvindecenteret i kontrast til det danske samfund Da Jasmin viser os rundt, beskriver hun Kvindecenteret som et værested, hvor kvinderne kan komme, som de er: ”(…)når der er nogle, der sidder og beder, jamen så går man ind i det andet rum. Eller hvis der er nogle, der spiller musik, så går man hen og siger 'du skal lige skrue ned, fordi jeg skal lige bede.´. Der er ikke noget. (…) Vi snakker om det. (...) Hvis der er nogle, der har problemer med det, så tager vi det op på vores torsdagscaféer, ik'?” (Bilag 9, s. 11) Vi forstår, at hun mener, at der i centeret er en rumlighed og åbenhed for forskellighed og dialog. Hun beskriver endvidere, at indenfor i Kvindecenteret går hun ikke med tørklæde, men det gør hun, når hun går ude på gaden. Hun forklarer, at tørklædet har en betydning for hende og der ikke er andre mænd end hendes egen mand, der skal se hendes hår (Bilag 9, ss. 5-6). Det tolker vi som om, at hun tillægger håret en symbolsk værdi. Tørklædet kan også ses som at hun gerne vil opretholde en distance udadtil. I Jenkins bog Social Identitet inddrager han Erving Goffman17, som mener, at alle har et ´ansigt´ udad til omverdenen (Jenkins, 2006, s. 12) Det kan derudfra forstås som, at Jasmin via sit tørklæde udtrykker, hvordan hun gerne vil have andre ser hende. Hun fortæller om et møde med en muslim. Umiddelbart kunne de forstås som at tilhøre den samme gruppe, fordi begge er tørklædebærende. Men 17
Erving Goffman (1922-82): Amerikansk/canadisk psykolog, benytter begrebet om 'ansigt' i sin teori om front stage og back stage; det offentlige billede og selvbillede. Dette omhandler indtryksstyring i form af performative aspekter ved identitet. ”Goffmans teorier er baseret på observationer fra dagliglivet, og viser hvordan det sociale ego eller selvbilledet er dannet og opretholdes.” (leksikon.org)
46
Jasmin tager afstand ved at omtale hende som 'dansk muslim'. Måden hvorpå den anden kvinde agerer overfor Jasmin, gør at hun i mødet tager afstand fra hende: ”Jeg har været udsat for, at der har været, jeg tror hun har været # dansk muslimer, kom hen til mig, fordi man kunne se noget af mit hår. øh, 'Det er altså ikke rigtig, det tørklæde du har på. Du er muslimer?'. Så sagde jeg 'ja, jeg er muslimer', 'du skal ikke gå sådan, du skal dække det helt til, [så] man ikke se det'. Og så havde hun nederdel på. Så sagde jeg; 'jeg vil hellere gå sådan her i stedet for at vise mine ben frem'. # 'Nej, det er håret.' Så sagde jeg; 'jamen for mig er det ikke'. 'for dig er håret, for mig er det dine ben – du har nederdel og nylonstrømper på.' Ik'? Tja. Så, jamen det var mit [/] altså [/] 'jamen jeg er muslimer, jeg skal sige det til dig', så siger jeg; 'jamen det er også godt, men det er mit valg, jeg går sådan'.” (Bilag 9, ss. 6-7) I eksempelet understreges to måder at fortolke, det at være muslimsk kvinde på. Vores interviewperson understreger tidligere i interviewet, at hun mener, at alle skal have mulighed for at bære tørklæde eller lade være alt efter behag (Bilag 9, ss. 5-6), men samtidig siger hun, at hun ikke synes, at man som muslimsk kvinde bør vise sine ben frem (Bilag 9, ss. 6-7). Videre fortæller hun, at hun heller ikke så godt kan lide at kvinder bærer burqa eller niqab, fordi hun kun kan se deres øjne (Bilag 9, s. 7). Så det tyder på at der internt i gruppen af muslimske kvinder er forskellige måder at anse, hvordan man skal bære tørklæde eller andet beklædning på. Udadtil kategoriseres tørklædebærende, som en samlet gruppe. I hvert fald i en tv-debat på DR2 med Helle Thorning Schmidt (partileder for Socialdemokratiet 2005-)(dr.dk, DR2-Debatten). Her har hun bl.a. fokus på påklædningen for kvinder i Danmark. Hun er med til at definere kategorier i Danmark, fordi hun er en autoritær person og besidder en magtposition, som del af oppositionen. Jenkins forklarer bl.a. om magt, at han mener, at: ”(...)statsmagtens kategoriske perspektiv (Foucaults ´governmentality´18), er kategoriseringen af 18
’Gouvernementalité’ er Foucaults begreb for den styringsrationalitet, der er gennemgående i de moderne vestlige samfund. (filosoffen.dk)
47
mennesker altid en potentiel intervention i deres liv” (Jenkins, 2005, s. 110). I tv-debatten virker det ikke til, at Helle Thorning Schmidt ser tørklædebærende kvinder som forskellige individer, idet hun har en klar antagelse om, hvem disse mennesker er og hele debatten igennem holder hun fast i sin stempling og siger bl.a. ”(...)Når mine børn spørger, 'hvorfor går folk med tørklæde?', så har jeg meget svært ved at forklare det(...).”(dr.dk, Thorning-Schmidt bliver provokeret af børn med tørklæde). Helle Thorning Schmidt forklarer endvidere, at tørklædet strider imod ligestilling og tørklædebærende kvinder, forstyrrer en udvikling af arbejdsidentitet i Danmark (dr.dk, DR2-Debatten). Ifølge Bauman er indvandrere med til at fremskynde en angst, som er svær ved at leve med. (Bauman, 2005, s. 82) På den anden side mener han, at det er meget belejligt at indvandrere er der, for så er nogle, der kan påduttes skylden og kanalisere sin frygt over på. Ellers ville individer i det moderne samfund ikke vide, hvor de skulle rette grunden til deres angst mod: ”(...)hvis der ikke var nogen indvandrere, der bankede på vores dør, ville vi være nødt til at opfinde dem (…) De stiller sig faktisk til rådighed som en ideal ´afvigende anden´, som et kærkomment mål for ´omhyggeligt udvalgte mærkesager´.” (Bauman, 2005, s. 72) Tørklædet står som en mærkesag for Helle Thorning Schmidt og kvinder skal smide tørklædet for at komme ind på arbejdsmarkedet (dr.dk, DR2Debatten). Bauman mener, at det kan ses som et krav, som er typisk for det moderne samfund; at ens identitet skal være omskiftelig og at individet skal tilpasse sig alt efter, hvor det er (Bauman, 2005, ss.143-144). Men selvom Helle Thorning Schmidt fremstiller tørklædet som noget, der er ukendt eller fremmed, forklarer vores Jasmin, at arbejdsmarkedets holdning til tørklæde har udviklet sig: ”Øh, før i tiden, var det meget slemt. Der ville man jo helst ikke ansætte dem. Men det er der ikke i dag. # Altså, selvfølgelig de [/] der er [/] de fejler jo ikke noget oppe i hovedet jo, bare fordi de har
48
tørklæde på. (…) De udfører deres arbejde.”(Bilag 9, s. 7). Dermed mener Jasmin, at arbejdsmarkedet med tiden er blevet bedre til at ansætte etniske minoritetskvinder med tørklæde (Bilag 9, s. 7). Hun ser det som en tilvænning, at arbejdsmarkedet accepterer tørklædet, ligesom hun mener at etniske minoritetskvinder generelt skal have tid til at vende sig til arbejdsmarkedet og deres krav (Bilag 9, s. 4). Derved går tilvænningen begge veje.
Sprog Selvom Jasmin i det ovenstående eksempel beskriver, at arbejdsmarkedet er åbnet mere op for etniske minoritetskvinder med tørklæde, giver hun et eksempel, hvor der finder diskrimination sted: ”Øh. Kun hvis de sender ansøgning, der kan man jo ikke se hvor meget personen kan tale dansk. Øh, når de så kommer til samtale, så kan de jo se og høre, at vedkommende kan det danske sprog og alle de ting de skal. Men øh, hvis du bare sender ansøgninger; og når de ser navnet, så xxx (%com: viser os med hænderne, at noget bliver lagt til side) Når jeg snakker med nogen i telefonen, så tror de ikke, at jeg er fra Pakistan. De kan slet ikke høre det på mig. Men hvis jeg havde sendt en ansøgning med mit navn, så havde jeg nok været den sidste i køen. Og jeg har altid selv været ude og banke på og aflevere ansøgningen. Så kunne man også snakke med personen, ik'?”(Bilag 9, s. 7) Hun beskriver, at arbejdsmarkedet laver en kategorisering, hvis man har et bestemt type navn. Det vil sige at arbejdsmarkedet laver stereotype forestillinger, som ifølge Jenkins finder sted, fordi mennesker er afhængige af rutinemæssige processer, der hjælper med at holde orden og skabe overblik (Jenkins, 2006, s.154). ”Stereotyper er stærke symboler, (...) bevares kun gennem det at erfare et minimum af fragmenter for at danne et maksimum af hypoteser, uden at bekymre sig om at underkaste dem en prøve” (Jenkins, 2006, s.155) Jasmin vil gerne bryde med stereotype opfattelser, derfor vælger hun at opsøge arbejdsgiveren personligt, så de ikke kun ser på hendes 49
navn på ansøgningen (Bilag 9, s. 7). Udover generelle stereotyper, overfører Jenkins dem også direkte til arbejdsmarkedet: ”(...)mange stereotyper er tilstrækkelig generelle til, at de bevirker overensstemmende resultater på tværs af en række uafhængige rekrutteringssituationer. Der foreligger rigelig dokumentation for almene stereotyper kumulative indflydelse på ansættelsesrekruttering i forbindelse med ´race', ´etnicitet´ (...)” (Jenkins, 2006, s. 190) Der er mange undersøgelser, der understeger, at etniske minoriteter stadig er marginaliserede borgere på det danske arbejdsmarked (Hansen, 2003, ss. 235-237). Jasmin nævner, at det danske sprog er vigtigt for hende, når hun skal møde en arbejdsgiver (Bilag 9, ss.7-8). Derudover nævner hun også relevansen af sproget i andre situationer, f.eks. da hun møder to damer i bussen: ”Så det var også efter det der 11. september; 'det er også de der muslimer og teorister'. Øh. Så var der en anden dame, der sagde [/] (...) 'lad være med at sige sådan nogle ting'. Så sagde jeg; 'bare lad hende sige, altså, der sker ikke noget. Det er hende selv, der bliver træt af at sige det.' Så 'nej, taler du dansk?', sagde jeg; 'selvfølgelig gør jeg', bare fordi jeg har tørklæde på. Ik'? Så blev hun en helt anden person, ik'? Hvor hun undskyldte(...)” (Bilag 9, s. 10) Derved er det ikke kun kategoriseringer via føromtalte Helle Thorning Schmidt. Vores interviewperson oplever også i sin nære hverdag, at blive betragtet på én måde på grund af hendes ydre fremtoning. Ifølge Jenkins er kroppen vigtig, når vi definerer os selv og andre: ”Den menneskelige krop er på en og samme tid referencen til individuel kontinuitet, et tegn på kollektiv lighed og forskellighed, og et lærred, hvorpå identifikationen kan lege. Det er umuligt at forstille sig identifikation i isolation fra kropsliggørelse” (Jenkins, 2005, s. 44) I eksemplet ser vi, at for den ene af kvinderne i bussen, er Jasmins tørklæde en identifikation på, at Jasmin hellere ikke kan dansk, men Jasmin modbeviser fordommen og derefter har de sproget tilfælles. Jasmin har i interviewet både en svag og stærk attitude. Hun er et offer, fordi hun er 50
syg og der skal tages særlig hensyn til på arbejdspladsen. På den anden side er hun en overlever, fordi hun tager de konfrontationer, hun møder med den dansk-muslimske kvinde (Bilag 9, ss. 6-7) og damen i bussen vedrørende det danske sprog (Bilag 9, s. 10). Jasmin kan samtidig ses som et forbillede, hvis man ser på regeringens og Mjølnerparkens beskæftigelseskonsulents Lazos vision, fordi hun har et arbejde.
På baggrund af vores analyser vil vi i næste kapitel diskutere problematikker, vores fagpersoner har fremhævet som væsentlige i forhold til etniske minoriteters tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Det første afsnit i diskussionen, vil fungere som opsamling på nogle af de vigtigste pointer i analyserne og videre diskussion af dem.
51
Kapitel 5 - Diskussion Vi vil starte med at diskutere vidensperspektiver, hvor vi vil sætte fokus på interviewpersonernes forskellige faglige tilgange til etniske minoritetskvinder. Derefter vil vi se på arbejde som præmis i det danske samfund. Videre vil vi se på regeringens kategorisering og krav til etniske minoritetskvinder overfor deres egne handlemønster og vaner.
Vidensperspektiv Lazo er ansat af det offentlige som beskæftigelseskonsulent, hvilket betyder, at han varetager statens interesse i at få flere etniske minoritetskvinder i arbejde i Mjølnerparken (Bilag 7, s.11). Eskild har større råderum end Lazo (Bilag 7, s. 2). Eskild har på den måde større indflydelse på, hvordan han vil udføre sit arbejde (Bilag 7, s. 11). Lazo forklarer at, der er penge til rådighed til at udføre arbejdet i Jobpatruljen (Bilag 7, s.15), men aktiveringsforløbene er fastlagt oppefra. Det er til trods for, at Lazo sidder med de arbejdsløse etniske minoriteter personligt og derfor er til stede til at kunne vurdere, hvordan den enkelte bedst muligt kvalificeres. Aktiveringsforløbene erfares af Lazo, som at de oftest rammer forkert, måske fordi kategorien af 'arbejdsløse etniske minoriteter' er for bred. Der kan stilles spørgsmålstegn ved om Lazo, i sit arbejde bliver anerkendt for sine evner og tildelt selvstændighed, eller om han ikke i højere grad ansættes som statens forlængede arm, der kun kan arbejde inden for et snævert opstillet regelsæt. Vores tredje interviewperson Margrethe har en kritik via sin position som leder af en NGO, at beskæftigelseskonsulenters arbejde kun fokuserer på at sende etniske minoriteter i beskæftigelse. Margrethe mener, at Kvindecenteret i højere grad kan se det hele menneske. Det er frivilligt at komme der. Kvindecenteret
52
kan ses som en langsom integration, at man som etnisk minoritetskvinde kan komme og være med til at sætte dagsordenen, hjælp til selvhjælp står klar og erfaringer udveksles mellem kvinderne. Margrethe og Lazo fortæller endvidere, at flygtningekvinder kan have fysiske eller psykiske mén, der gør det svært at varetage et arbejde. Eskild taler mere om kulturelle forskelle som begrundelse for, at flygtninge står som arbejdsløse. Om det er kultur eller mén, ændrer ikke på regeringens krav; fordi deres succeskriterium er at få flest muligt i arbejde og ikke at forholde sig til den enkelte flygtnings historie.
Jasmin og Margrethe uddyber begge to, at etniske
minoritetskvinder generelt let føler sig presset og at de ikke lever op til kravene, fordi de ikke er enige i dem eller ikke forstår ikke dem. Det er her, Kvindecenteret har mulighed for at lære om hinanden med et fælles fundament som kvinde. Køn, der er en primæridentitet og del af selvet, er rimelig fast defineret alt efter, hvilken kontekst du er vokset op i, men på trods af forskellige kulturelle baggrunde mødes kvinderne i centeret omkring nogle fælles aktiviteter, såsom madlavning. (Bilag 8, s. 1). Aktiveringen kan anskues fra Eskilds og Margrethes synspunkt omkring, at det er godt at få kvinderne ud af lejlighederne og i kontakt med andre mennesker – men samtidig er aktiveringen kun midlertidig og uden at kvinden nødvendigvis får nogen tilknytning, fordi både hun og arbejdspladsen begge er klar over, at det er for en begrænset periode. Vi ved fra Lazo, at kvinden sandsynligvis skal i én til aktivering bagefter og hvis den er uden succes; så én til derefter. Ifølge alle interviewpersoner er aktiveringerne ikke en succes mht. muligheder for job bagefter og betegnes som hovedløse. Derfor kan det være svært at forstå, hvorfor regeringen alligevel insisterer på denne tilgang. Derudover er der flere faktorer, som vi mener man må have med i betragtning, når man sender etniske minoritetskvinder ud i aktiveringer. Det vil vi
53
bl.a. komme ind på i de efterfølgende afsnit.
Arbejde som præmis Jasmin er fritaget fra at arbejde fuldtid, fordi hendes sygdom er fysisk og påvist. Selvom Lazo fortæller at etniske minoriteter, der har PTSD har svært ved at varetage et arbejde, bliver der ikke i samme grad taget højde for at man er anset som syg. Man skal møde op hos jobcenteret til de aftalte tidspunkter og arbejde de 300/460 timer om året, ellers bliver der trukket i ens udbetalinger. Det vil sige, at beskæftigelseskonsulenten kan se et mønster i, at en bestemt gruppe forventes at gøre noget, som han erfarer ofte medfører komplikationer. Lazo forklarer videre, at det danske arbejdsmarked ikke er gearet til at modtage dem, da han erfarer, at de færreste arbejdsgivere vil lave særlige vilkår for flygtninge. Eskild fortæller videre om flygtninge, at nogle er rigtig godt behandlet fra RCT og andre ikke er (Bilag 7, s. 1). De, der ikke er, isolerer sig i deres lejligheder og kravene fra regeringen bliver en stressfaktor (hos én der i forvejen lider af PTSD), i stedet for en motivationsfaktor for at arbejde. Hvis du f.eks. som flygtning har en opfattelse, af at du er syg, er det en del af din selvidentifikation, som ikke nødvendigvis ændres, ved at andre har en anden opfattelse. Men den selvidentificerede syges virkelighed bliver alligevel underlagt samfundets identifikationsmagt og deres definition af sygdom. Det gør, at Lazo må forklare den etniske minoritetskvinde, at hendes opfattelse af at hun er syg pga. PTSD ikke kan tages i betragtning og hun må leve op til samfundets krav. Lazo og Eskild fortæller os også, at nogle etniske minoritetskvinder helst vil anerkendes som syg og gå på førtidspension. Et sådan ønske påpeger, at for nogle bliver hverdagen mere overskuelig, når presset fra kommunen forsvinder. Hvis du ikke bliver anerkendt som førtidspensionist, må du på den anden side indrette dig
54
efter, at arbejde er en præmis for at bo i Danmark.
Arbejde er lønnet arbejde Det handler ikke bare om at etniske minoriteter bliver beskæftiget, det handler også om, at de får en bestemt type arbejde; det skal være lønnet arbejde. Når man er kontanthjælpsmodtager, må man ikke have frivilligt arbejde, ellers kan man blive trukket i sin udbetaling (Infomedia.dk, Frivilligt arbejder eller frivilligt bøvl): ”Reglerne siger, at hvis man er arbejdsløs, skal man stå til rådighed på arbejdsmarkedet, og derfor må man ikke udføre frivilligt socialt arbejde, som har med 'drift og vedligeholdelse' at gøre. Ydermere må man heller ikke arbejde mere end fire timer om ugen med sit fag inden for det frivillige arbejde. På trods af skarp kritik fra Frivilligrådet, som er regeringens eget rådgivende organ, vil beskæftigelsesminister Inger Støjberg ikke lave reglerne om” (Infomedia.dk, Frivilligt arbejder eller frivilligt bøvl) Du forventes som kontanthjælpsmodtager at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Via frivilligt arbejde bidrager du ikke til skatteindbetalingen, som med et lønnet arbejde. På den anden side har frivilligt arbejde en række kvaliteter, der er værd at overveje, hvis det ikke er muligt at få et arbejde med løn. Frivilligt arbejde kunne give etniske minoriteter, netværk og indblik i vaner som kan være på en arbejdsplads i Danmark. Det, at man har haft et frivilligt arbejde, vil også vise en kommende arbejdsgiver, at man har erfaringer fra en dansk arbejdskontekst. At det er vigtigt med danske bekendtskaber og arbejdserfaring fra Danmark understøtter rapporten Indvandrere i Job fra Socialforskningsinstituttet fra 2006. Rapporten inddrager, at det at etniske minoriteter taler et godt dansk (vurderet af rapportens interviewer) og har tidligere erhvervserfaring fra Danmark, er et plus for at få en plads på arbejdsmarkedet (Møller og Rosdahl, 2006, s. 8). Frivilligt arbejde kunne ses som et slags skridt på vejen til betalt arbejde på længere sigt. På den baggrund kan det argumenteres, at den danske regering anser arbejde for snævert. 55
Arbejdsmarkedets modtagelse af ikke-vestlige etniske minoriteter I vores tidligere empiriske undersøgelse (Lorentzen m.fl., 2009), fortalte en psykolog fra RCT, at hun oplever ingeniøruddannede etniske minoriteter, der arbejder som kantinemedarbejdere eller i andre ufaglærte job (Bilag 10). ”Der er udpræget diskriminering imod folk som er [/] som har # uddannelsesbeviser fra andre lande end Danmark.”(Bilag 10) Endvidere beskrev hun, at for mange etniske minoriteter gælder det, at de ikke kan få arbejde i Danmark svarende til deres kvalifikationer: ”(...)hvis I spørger rundt omkring i grønthandler-forretninger, hvad folk har af uddannelser, så vil I opdage, at der er mange ingeniører, der sælger æbler og gulerødder.”(Bilag 10) I interviewet i Mjølnerparken beskrives det, at etniske minoritetskvinder skal i aktivering for at få mere viden, fordi de har for få kvalifikationer og derfor har vanskeligt ved at blive en del af det danske arbejdsmarked. Det vil sige at etniske minoriteter kan have svært ved passe ind; der kan være tale om, at de kan har for mange eller for få kvalifikationer for det danske arbejdsmarked. Men Eskild mener, at arbejdspladser med højere uddannede medarbejdere er mere fleksible (Bilag 7, s. 8): Det modstrider det, psykologen fra RCT fortalte os, at højtuddannede (bl.a. ingeniører) bliver ekskluderet og diskrimineret (Lorentzen m.fl., 2009) Endvidere i Køn, Etnicitet og Barrierer (2005) beskrives det, at man generelt ikke skal være for anderledes, hvis man vil have en plads på det danske arbejdsmarked: ”(...)at mange danske arbejdspladser har en forventning og forestilling om, at etniske minoriteter, ud over at mangle teknisk-faglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer, også mangler tilstrækkelige sproglige, sociale og personlige kvalifikationer” (Dahl og Jacobsen, 2005, s. 56). På den baggrund kan det udledes, at det kan godt være, som Eskild forklarer, at nogle arbejdspladser, er
56
mere fleksible, jo højere uddannelse dux har. Men sproglige, sociale, personlige kvalifikationer har også betydning for om man får jobbet. I forlængelse heraf beskrives det i andet litteratur, at tendensen har været at fastholde, at det udelukkede var manglende kvalifikationer, der bevirker, at etniske minoriteter ikke kan finde arbejde. Selvom det er svært at gøre op forklares det endvidere, at der er grund til at have en formodning om at hudfarve og national oprindelse også har betydning for adgangen til det danske arbejdsmarked (Hansen, 2003, s. 235). Hvis det ikke er nok at have faglige, personlige og sociale kvalifikationer, bliver det endnu sværere for dem at opnå arbejde. Eksklusion på grund af hudfarve gør, at der er tale om diskrimination. Den etniske anden kan på ingen måde imødekomme den diskrimination. Diskriminationen har den konsekvens, at det bliver endnu svære for den etniske anden at imødekomme regeringens krav.
Kategoriseringens betydning for etniske minoriteter Som ovenover beskrevet kan hudfarve have betydning for etniske minoriteters arbejdssituation i Danmark. Ligeledes fastholder partileder for Socialdemokratiet Helle Thorning Schmidts i sin debat med to kvinder, der bærer tørklæde, at de er anderledes og modstridende for det ligestillede og moderne arbejdsmarked i Danmark(dr.dk, DR2-Debatten). Helle Thorning Schmidt var ikke interesseret i at gå i dialog med dem og få udfordret sine holdninger. Hun udtaler ” Jeg synes lige så godt man kan vænne sig til, at det her er nogle holdninger, der er i store dele af den danske befolkning. Jeg deler dem. Det er ikke kun Dansk Folkeparti, der har det sådan,(...).” (dr.dk, Thorning-Schmidt bliver provokeret af børn med tørklæde). Så idet Helle Thorning Schmidt blot henviser til tørklædebærende kvinder må lære at forstå og vænne sig til, hvordan danskere kan se på dem, så siger hun også, at danskerne ikke behøver rykke ved deres holdninger. Vi undrer os over, om etniske
57
minoriteter skal assimileres og ikke integreres? Kategorisering fra autoriteter har yderligere indflydelse på hvordan resten af samfundet italesætter etniske minoriteter. I vores forrige empiriske undersøgelse (Lorentzen m.fl., 2009), beskrev vores interviewperson fra CETT, som også selv var etnisk minoritetskvinde, at selvom hun talte godt dansk, opfyldte alle regler og krav i Danmark, oplevede hun stadig, at danskere italesatte, hende og hendes børn, som første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere (Se bilag 11). Derved ses det, at der forsat er en distancetagen til nye borgere og deres børn, der er født og opvokset i Danmark. Hvis Helle Thorning Schmidt, regeringen, de etniske minoritetskvinder og det danske arbejdsmarked ikke er åbne for forandring og dialog, kan det ende med, at alle lever i lukkede enheder, uden åbenhed for at indgå kompromiser, fordi alle holder fast i, at deres opfattelse af verden giver mest mening. Det giver et samfund, hvor folk passer deres eget og kun omgås dem, de er enige med. Derved har regeringen været medvirkende til at skabe det, de selv ønsker at modarbejde: parallelsamfund.
Handlemønstre i hverdagen Margrethe forklarer, at nogle etniske minoritetskvinder ikke har arbejdsidentitet, men at danskere tager denne identitet som en selvfølge. Lazo forklarer, at meget vi lærer når vi er opvokset i Danmark, skal etniske minoriteter først lære, hvordan fungerer i Danmark. Jenkins påpeger, at kønnets roller dannes tidligt i barndommen. For nogle etniske minoritetskvinder hænger hverdagen sammen ved, at det er deres mands opgave at være forsørgeren. Nogle etniske minoritetskvinder finder tryghed i at være hjemmegående, men bliver mødt med den danske opfattelse, som måske bliver en udfordring for selvet, som ellers ligger ret fast. Den etniske minoritetskvinde skal gå på kompromis med eller helt opgive hendes egen opfattelse, for at passe ind i samfundet, fordi det forventes, at alle skal udvikle en identitet som arbejdende. Vi
58
kan undre os over om det er ønskværdigt eller om individer i højere grad bør definere, hvad der er vigtigt i livet for dem? Både Margrethe, Eskild og Lazo mener, at tilknytning til arbejdsmarkedet er en betingelse for at bo i Danmark. De er på det danske arbejdsmarked. For vores interviewpersoner bliver problemet ikke hvorvidt, den danske forståelse af arbejde mangler udfordring, de har mere fokus på at metoderne til at få minoritetskvinderne på arbejdsmarkedet, såsom f.eks. aktiveringsforløbene, måske skal laves om. Derved møder etniske minoritetskvinder en selvfølgelighed i Danmark, omkring hvordan samfundet fungerer for at opretholde velfærdsstaten, der giver lige adgang til læger, uddannelse og biblioteker m.m.. Staten kan på den baggrund argumentere, at en opretholdelse af et sådan system, kræver at borgere betaler til skatten. Selv når kvinderne ikke længere får kontanthjælp, vil resten af velfærdssystemet services stadig tage hånd om hende, hvis hun bliver syg mv.. Men hun vil ikke have råd til at leve: mad, tøj, bolig og andre basale ting. Hvis kontanthjælpen bliver taget fra etniske minoritetskvinder, kalder Margrethe det moderne fattigdom og derved bliver de endnu svagere stillet.
Tilhørsforhold En sidste problematik, vi vil fremlægge, er, hvordan regeringen anser og autoritært definerer etniske minoritetskvinder i Mjølnerparken som én gruppe. Men for kioskejeren, som Eskild forklarer om, gælder det, at han ikke identificerer sig med kontanthjælpsmodtagerne i Mjølnerparken. Samtidig deler han måske heller ikke arbejdsidentitet med den danske majoritet, fordi han arbejder så meget, for at holde sin kiosk kørende og for at kunne forsørge sin familie. Det står i modsætning til Margrethe, der arbejder 50 timer om ugen, fordi hun brænder for det, hun laver. Så selvom kioskejeren lever op til danskernes selvfølgelighed om at arbejde,
59
bliver han ikke nødvendigvis accepteret som et medlem af in-gruppen, fordi ingruppen og han tillægger det at arbejde en forskellig betydning. Konklusionen vil finde sted i næste kapitel på baggrund af den viden, vi har fremlagt i analyserne og diskussionen.
60
Kapitel 6 – Konklusion, kritiske overvejelser & perspektivering Konklusion Vi har i projektet taget udgangspunkt i Mjølnerparken. Boligområdet står øverst i en opgørelse på Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations hjemmeside over socialt belastede områder grundet de høje procenter af voksne etniske minoriteter på overførselsindkomst. Regeringen har endvidere særligt fokus på etniske minoritetskvinder og deres arbejdssituation via initiativer som bl.a. kvindeprogrammet (nyidanmark.dk, nydanske kvinders ressourcer i fokus). Vi ville undersøge hvorvidt regeringens indsats for at få flere etniske minoritetskvinder i arbejde, stemmer overens med de interviewede fagpersoners opfattelse af etniske minoritetskvinders arbejdssituation og muligheder.
Hverdagen i Danmark Flygtning Din baggrund som flygtning, kan have en betydning for din hverdag og arbejdssituation. Eskild fortæller, at flygtninge fra flygtningelejre, ikke er initiativtagende og deres hverdagsmønster inkluderer ikke arbejde. Eskild og Jasmin taler begge om, at etniske minoritetskvinderne kan føle sig for syge eller for gamle til at arbejde. Lazo forklarer at nogle flygtninge er ramt af PTSD, hvilket gør, det svært at indgå i sociale relationer. Men regeringen stiller krav til dem på lige fod med andre etniske minoritetskvinder. Deres 'ondt i livet' kan ikke påvises fysiologisk, hvilket gør, at regeringen ikke anerkender det som sygdom, der gør, at du er mindre arbejdsdygtig. Derfor bliver de ikke berettiget til at falde uden for normen om at blive tilknyttet arbejdsmarkedet. Det vil sige, at etniske minoriteter skal passe ind i en række etablerede kategorier omkring arbejde, som opstilles af det danske samfund.
61
Arbejde De aktiveringstilbud, der er i dag, kalder Margrethe hovedløse og Lazo udtrykker lignende holdning. De siger begge to, at aktiveringerne sjældent fører til job, fordi de er stereotype og tit bliver lavet om. Eskild og Lazo mener, at det ville være bedre, hvis
Lazo
kunne
tilpasse
aktiveringsforløbene
til
den
enkelte
etniske
minoritetskvinde. Det som Indvandrer Kvindecenteret kan som NGO, er at have for øje, at der er flere veje til integration i Danmark via en bredere og frivillig introduktion til det danske samfund, f.eks. via torsdagscaféer. Socialrådgiveren på centeret vil dog stadig fortælle den etniske minoritetskvinde, at det er en god idé at arbejde. Ikke alle etniske minoriteter har samme selvfølgeligheder om at man skal arbejde som danskere, der er vokset op med en sådan social konstruktion. Danskere tænker ikke over deres selvfølgeligheder, men retter ind efter dem og forventer også at deres omgivelser gør det samme. Det ses i vores interviews, hvor f.eks. Eskild taler selvfølgelighedens sag omkring den danske forståelse af at arbejde og mener, at de etniske minoritetskvinder skal have en aha-oplevelse, så de finder ud af at det er positivt at arbejde og finde mening i at udvikle en arbejdsidentitet. En ny kontekst kan omvendt også gøre, at du sætter spørgsmålstegn ved den selvfølgelighed du oprindeligt har: Kioskejeren med høj arbejdsmoral kan komme i tvivl om, hvorvidt han ønsker at fortsætte med at arbejde pga. den interne kultur i Mjølnerparken, derved betvivler han sine egne selvfølgeligheder. Yderligere har vi inddraget Jenkins' syn på hvordan ens selv og derved forestillinger om kønnet som etableret i barndommen, hvilket er svært at ændre senere i livet. Kvinden kan derfor være opvokset med, hvordan hun i sin kontekst bliver f.eks. en god hustru, hvilket ikke for alle inkluderer arbejde. Derved understreges det igen at selvfølgeligheder, der virker i et land og én social kontekst,
62
kan give problemer, i en anden kontekst; i Danmark, er der krav til, at du skal være arbejdsaktiv og selv tjene dine egne penge. Ifølge Eskild ville afskaffelse af kontanthjælpen gøre, at endnu flere etniske minoriteter blev arbejdes aktive. Men Margrethe fremhæver moderne fattigdom som et voksende problem i Danmark, når udbetalingen bliver frataget. Hun oplever, at det sender etniske minoritetskvinder og deres familie på gaden. Dog er det en realitet, at lovgivningen på nuværende tidspunkt presser kontanthjælpsmodtagere ved truslen om fratagelse af kontanthjælp, hvis der ikke handles efter de forskrevne rammer.
Arbejdsmarkedet Jasmin beskriver, at nogle arbejdsgivere diskriminerer og fravælger ansøgere ud fra navnet på ansøgningen. En række undersøgelser, som vi har inddraget i projektet, understreger, at der gode grunde til at tro, at der finder diskrimination sted på danske arbejdspladser, f.eks. at hudfarve og etnicitet har indflydelse på om man bliver ansat eller ej (Hansen, 2003, s. 235). Det bliver derfor paradoksalt, når regeringen i Danmark gerne vil have, at de etniske minoriteter bliver integreret i samfundet via arbejde, men arbejdsmarkedet på den anden side sender signaler om, at de helst er fri for dem. Vi har også arbejdet med undersøgelser, der viser, at indvandrere lettest kommer i arbejde, hvis de har arbejdserfaring fra Danmark, danske sprogkundskaber samt dansk netværk. (Møller og Rosdahl, 2006, s. 8) Men når de ikke får mulighed for at få foden indenfor, er det er svært for etniske minoriteter at få arbejde og opbygge arbejdserfaring. Det er heller ikke tilladt for dem, at tage frivilligt arbejde og derigennem opbygge netværk til danskere og få arbejdserfaring. Margrethe fortæller, at hun har været med til at opstarte en socialøkonomisk virksomhed, fordi hun mener, at der er et behov for forbedring på
63
arbejdsmarkedet i det danske samfund. Meningen er fra Margrethes side, at imødekomme etniske minoritetskvinders forudsætninger og derigennem stille og roligt opbygge en arbejdsidentitet baseret på arbejdsvilkår de kan leve op til.
Gennem projektet har vi erfaret, at det kan være svært for etniske minoritetskvinder at leve op til regeringens krav, fordi de kategoriserer dem som en homogen gruppe, der skal passe ind i nogle fastlagte forløb. Ud fra vores interviews ved vi, at mange falder udenfor, fordi den enkelte minoritetskvinde har sin egen historie, handlemønstre
og
identitet,
hvilket
har
arbejdssituationen i Danmark.
64
indflydelse
på
hverdagen
og
Kritiske refleksioner over teoretikere
Richard Jenkins Richard Jenkins’ bog er ikke en fyldestgørende forklaring på begrebets identitets udvikling har været. Derudover kunne det være gavnligt, hvis han i sin bog i højere grad kom ind på forskellige måder at anskue begrebet identitet på og hvilke konsekvenser, de forskellige opfattelser har for individerne i samfundet. F.eks. når Dansk Folkepartis partileder Pia Kjærsgaard i 2008 indleder deres årsmøde med at sige: ”Giv os Danmark tilbage” (danskfolkeparti.dk, Giv os Danmark tilbage), henviser hun til, at de ønsker, at danskerne skal kunne komme tilbage til nogle kerneværdier, der plejede at være, men som ikke er mere eller som er ved at forsvinde (danskfolkeparti.dk, Giv os Danmark tilbage). Samtidig opfatter vi det som om, at selv samme parti helst så, at nye borgere som etniske minoriteter helt slipper deres kerneværdier og tilpasser sig danske normer og værdier. (danskfolkeparti.dk, Giv os Danmark tilbage) Det kunne være interessant at Jenkins i højere grad diskuterede forskellige identitetsforståelser og måske også med konkrete eksempler, samt hvis han i højere grad overførte sine begreber til flere eksempler fra virkeligheden, ville det måske have givet os som læsere en bredere forståelse.
Alfred Schutz Birte Beck-Jørgensen nævner i indledningen, at hun finder det sandsynligt, at Schutz tager udgangspunkt i sig selv i sit essay Den Fremmede, fordi han selv har erfaret, hvordan det er at leve i eksil. (Schutz, 2005, s. 7) Kritikken heraf kunne være, at han ikke formår at se generelle tendenser, men anskuer problemet entydigt ud fra egne erfaringer. Vi synes dog, han formår at argumentere godt og sagligt i kraft af sin
65
uddannelse som sociolog samt via inddragelse af andre anerkendte teoretikere og derfra viderebygning på egne teorier. Ud fra Den Fremmede får vi ikke så meget at vide om det omgivende samfund og hvordan Schutz definerer in-gruppen mere detaljeret. Endvidere kan man spørge sig selv, om de reaktioner han taler om hos den fremmede, er gældende i alle former for samfund eller om det i højere grad afhænger af det enkelte samfund og dets normer?
Zygmunt Bauman Idet Bauman opstiller en kritik af det moderne samfund, bliver vinklen at problematisere samfundet. Derved kan Bauman ikke benyttes til at se på positive udviklinger i samfundet, hvilket kan argumenteres at have lige så meget ret som kritikken, da man må se på begge sider for at kunne danne sig et helhedsbillede af, hvordan det moderne samfund ser ud i dag. Hans bog Forspildte Liv fokuserer ikke direkte på nye borgere i samfundet, alligevel får vi at vide, at han mener, at indvandrere er oplagte syndebukke. Men vi får ikke at vide, hvordan indvandrere får mulighed for at slippe deres rolle som syndebukke. Derved får vi heller ikke at vide hvornår og om det er muligt at samfundet vil acceptere og måske ikke bebrejde indvandrere. Han skriver meget direkte, så læseren forstår hans budskab. Faren er, at det nogle gange tangerer til at blive dramatisk. Vi vil slutte af med et eksempel: ”Forsøger de [overflødige mennesker] at efterleve samfundets gældende forskrifter, bliver de straks beskyldt for at være arrogante, stille urimelige krav eller forsøge at tilrane sig ufortjente goder – hvis ikke ligefrem for at have kriminelle hensigter. Hvis de åbenlyst tager afstand fra og nægter at respektere de livsformer, de besiddende værdsætter, men som nærmest er den rene gift for dem selv – altså for de
66
besiddelsesløse – udlægges det prompte som en bekræftelse på det, 'den offentlige menig' (eller retter sagt dens udpegede eller selvbestaltede talsmænd) 'hele tiden har sagt' – nemlig at de overflødige ikke blot er fremmedlegemer, men kræftsvulster, der suger næring af samfundets sunde væv, og svorne fjender af 'vores livsstil' og af 'det, vi står for'.” (Bauman, 2005, s. 54).
67
Perspektivering
At tale med kvinderne selv Projektet kunne uddybes med narrative fortællinger fra forskellige etniske minoritetskvinder selv. På den måde ville vi opnå en dybere forståelse af, hvor kvinderne kommer fra, forstå deres selvfølgeligheder bedre. Derved ville vi kunne få indblik i hvordan de selv oplever mødet med kravene om at skulle tilknyttes arbejdsmarkedet. Her ville det også være muligt at få indblik i den enkeltes opfattelse af tilhørsforhold, som kunne bidrage til at udfordre kategoriseringen; ikke-vestlige indvandrer. Med den tilgang ville vi få en række mere nuancerede forklaringer på individplan.
Socialdemokraternes partileder angriber tørklædet Vi finder, det er en oplagt mulighed at fortsætte med en dybere kritik af partileder for Socialdemokratiet Helle Thorning Schmidt (S) og hendes syn på tørklædebærende kvinder som en homogen gruppe med udgangspunkt i debatten (dr.dk, DR2Debatten). Her udtaler hun, at hun ikke kan forsvare for sine børn, at nogle bærer tørklæde, fordi hun forbinder det med undertrykkelse (dr.dk, DR2-Debatten). Til trods for, at hun bliver konfronteret af to tørklædebærende kvinder, der udtrykker, at de mener, at det er deres eget valg og det netop er frihedsberøvende, hvis de ikke kan få lov at gå med tørklæde i Danmark (dr.dk, DR2-Debatten). Hvis en kvinde føler det er hendes eget valg, kan der så være tale om undertrykkelse? De tørklædebærende kvinder argumenterer, at det er et aktivt tilvalg at gå med tørklæde og netop, at de vil have friheden til tilvalg og fravalg. Hvis normen hos tørklædebærende kvinder skulle vise sig at være, at de mener, at det er en forventning i deres sociale kontekst at de bærer tørklæde, er det så lig med
68
undertrykkelse? - for er den forventning meget anderledes end andre kulturelle forskrifter? Helle Thorning Schmidt forbinder tørklædet med noget forældet, der sætter Danmark tilbage i tiden og danskerne er i takt med deres kvindekamp 'kommet videre'(dr.dk, DR2-Debatten). Men man kan også anse det omvendt, hvor det at ´komme videre´ i højere grad kan forstås som, at globaliseringen måske medfører nye kulturelle sammensætninger i Danmark, som netop er en del af en udvikling. Dette kunne være spændende at undersøge nærmere. Endvidere hvorvidt det er et problem, at der er så meget fokus på forskelle f.eks. i den nævnte debat (dr.dk, DR2-Debatten), hvilket måske er med til at øge distancen og yngle et dem/os?
Fattigdom i ghettoer i vækst I
artiklen
Kritik
af
regeringens
ghetto-indsats
fremlægges
det,
at
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) ser stigende problemer med fattigdom i belastede boligområder. Det fremlægges her, at regeringens starthjælp og kontanthjælpslofter blot avler en stigende fattigdom på mellem 25-50 % de sidste par år (Infomedia.dk, Kritik af regeringens ghetto-indsats). På baggrund af artiklen kunne det
være
interessant
at
undersøge,
hvilken
plan
regeringen
har
med
kontanthjælpsloftet? Og hvorfor det ifølge artiklen ikke har den ønskede effekt i praksis? - Er der andre, der deler den samme opfattelse som Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd eller er uenige med dem? (Infomedia.dk, Kritik af regeringens ghettoindsats).
69
