JUNI Polar fronten. For meget miljøgift i blodet. Læs s. 4

LØSSA LGSPRIS 2 5 k r.

UDG I V E T AF DA N S K P O LA R C E N T E R

•

N R. 2 / J U N I 2 0 0 1

Polarfronten

For meget miljøgift i blodet. Læs s. 4

Dansk Polarcenter er en institution under Forskningsmini-

Indhold

steriet og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning.

Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 100H 1401 København K Tlf.: 32 88 01 00 Fax: 32 88 01 01 E-mail: [email protected] Internet: www.dpc.dk

Udkommer 4 gange årligt Oplag: 5.500

Deadline for bidrag til næste nummer: 14. august 2001. Abonnement er gratis og teg-

Et nødvendigt og nyttigt samarbejde Efter 20 års hjemmestyre har unge grønlændere en pragmatisk holdning til samarbejdet med danskerne . . . . . . . . . . . . . . 3

Gift i blodet Nu er det bevist, at østgrønlænderne har uacceptabelt høje koncentrationer af miljøgifte i blodet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

En kilde til værdifulde enzymer Den globale jagt på nye enzymer til brug i industriproduktionen er gået ind . . . . . . 6

Den jomfruelige sø Der kan være ukendte livsformer i Lake Vostok, som ligger skjult under Antarktis’ is . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8

nes gennem Dansk Polarcenter.

Touch down på Tobias Ø Redaktionen:

Efter flere forgæves forsøg er det nu lykkedes at lande et fly på Tobias Ø . . . . . . 10

Henning Thing Ansvarshavende redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Kirsten Caning Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Irene Seiten, layout, DJ

På udkig efter Fatamorgana-øerne Allerede i 1938 var Lauge Koch måske på udkig efter Tobias Ø . . . . . . . . . . . . . . 11

På tynd is Dansk iskerneforsker sætter spørgsmålstegn ved IPCC’s klimadata . . . . . . . . . . . 12

Produktion og tryk: Datagraf Auning AS

Ren besked Biologer slår fast, at renerne i Inglefield Land er noget helt for sig selv . . . . . . . . 14

Forsidefoto: Birger Sandell

Kommentar Til den bitre ende . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning.

Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse.

NOR DI

5

41

MILJØMÆR

ING KN

SK

6 Tr y k s a g 1 6

Den sidste viking Historien om den islandske bonde Ólafur Bergsson og hans elskede hest Blesi . . . . 24

Grønlandske unge:

Et nødvendigt og nyttigt samarbejde Foto: Charlotte Haslund-Christensen

Mere end 20 år efter Hjemmestyrets indførelse, lægger unge grønlændere ikke længere så megen vægt på etniske modsætninger, men ser danskerne som en nødvendig brik i udviklingen frem mod større selvstændighed. Det viser interviewundersøgelse blandt gymnasieelever i Nuuk. Af Poul-Erik Philbert

Et forbud mod at tale dansk fra Grønlands Landstings talerstol finder ikke støtte blandt Grønlands unge. I hvert fald ikke blandt gymnasieungdommen. Tværtimod viser eskimologen Niels Hoedeman i sit speciale fra Institut for Eskimologi på Københavns Universitet, at de unge er imod en sådan styrkelse af det grønlandske sprog, fordi det vil begrænse danskernes muligheder for at deltage i det politiske liv. Moderate holdninger Niels Hoedeman har gennem 14 intensive interviews med gymnasieelever i Nuuk forsøgt at pejle sig ind på, hvordan de unge grønlændere ser på spørgsmålet om selvbestemmelse og forholdet til danskerne i dag godt og vel 20 år efter Hjemmestyrets indførelse. Resultatet er overraskende. Også for Niels Hoedeman. Det er nemlig ikke kun i debatten om sproget i Landstinget, at de unge er moderate. Det samme er tilfældet, når talen falder på det danske sprogs stærke udbredelse i Grønland i det hele taget, danskernes dominans i samfundets ledende lag og mulighederne for løsrivelse fra Danmark. - De unge, jeg har talt med, har en meget pragmatisk indstilling til danskere, siger Niels Hoedeman. De mener, at

danskerne kan være med til at videreudvikle Hjemmestyret, og ser dem dermed som en slags brændstof i processen frem mod større grønlandsk selvstændighed. De unge forklarer deres tolerance med, at danskerne er ‘tilkaldt’ af det grønlandske samfund, og at grønlænderne dermed selv definerer deres rolle i Grønland. Det fremgår også af samtalerne, at det er de danskere, som viser en vilje til at bidrage til det grønlandske samfund, og som bakker op omkring det, der har de unges respekt. De danskere, som kommer for en kort periode for at tjene penge, er derimod ikke særligt velsete. Markant skift siden 70’erne Niels Hoedeman havde forventet en mere kritisk holdning over for Danmark og danskere, da han gik i gang med at interviewe de unge. Hans undersøgelse af debatten op til Hjemmestyrets indførelse i 1979 havde vist, at det etniske spørgsmål dengang spillede en fremtrædende rolle. Grønlænderne følte sig politisk og kulturelt marginaliserede i deres eget land og fremhævede igen og igen modsætningsforholdet mellem danskere og grønlændere som det afgørende problem. - Siden 70’erne er det etniske problem gledet i baggrunden, endda i udpræget grad hos de unge, siger Niels Hoedeman.

Forklaringen må være, at Grønland har opnået en væsentlig grad af selvbestemmelse, og at det i dag er grønlænderne selv, som gennem Hjemmestyrets lovgivning definerer danskernes rolle i landet. Det giver et overskud i forhold til danskerne, som gør det muligt at forholde sig pragmatisk til deres rolle i det grønlandske samfund. Tålmodighed På længere sigt både håber og forventer de unge grønlændere, at danskernes indflydelse vil blive reduceret, og at de bl.a. selv vil overtage de ledende stillinger, som danskerne i dag besætter. Men de ser fremtiden som en udvikling i samarbejde med Danmark og siger, at det kræver tålmodighed at udvikle Grønland til et moderne samfund, som kan stå på egne ben. Samtidig giver de unge udtryk for, at de føler, der er en enorm kløft mellem de grønlandske politikere og befolkningen, og at et øget selvstyre kræver, at befolkningen bliver inddraget i højere grad end i dag.

Kontakt: Niels Hoedeman, tlf. 33 31 00 02, [email protected]

3 • Polarfronten 2 / 01

Gift i blodet Østgrønlænderne har uacceptabelt høje koncentrationer af miljøgifte i blodet, konkluderer miljømedicinsk undersøgelse. Der er ikke nogen akut sundhedsfare, men risiko for cancer, fosterskader og svækket immunforsvar engang i fremtiden får forskerne til at slå alarm.

Af Poul-Erik Philbert Foto: Birger Sandell

Umiddelbart lyder det ikke sandsynligt, at beboerne i de to grønlandske østkystbyer, Ammassalik og Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), skulle være ofre for den industrielle forurening. De ligger ensomt i en uberørt natur langt fra de kendte forureningskilder. Men mistanken om, at østgrønlænderne har store koncentrationer af sværtnedbrydelige miljøgifte i blodet, blev vakt i 1998 efter en mindre pilotundersøgelse. Nu er det så blevet bekræftet af en statistisk sikker og detaljeret undersøgelse af 50 mænd og 50 kvinder i Ittoqqortoormiit. Bag undersøgelsen, som er finansieret af Dancea, står det nyetablerede Center for Arktisk Miljømedicin ved Aarhus Universitet i samarbejde med Lægeklinikken i Nuuk. For meget Undersøgelsen viser, at næsten alle har så store koncentrationer af miljøgifte i blodet, at det giver anledning til bekymring, og at alle kvinderne overskrider bekymringsgrænsen for gravide. Lige omkring halvdelen af alle overskrider desuden den grænse, der er sat for, hvornår der skal gribes aktivt ind (se tabel). Der er ganske vist ikke tale om grønlandske grænseværdier. De findes nemlig ikke. I stedet har forskerne brugt et sæt canadiske grænseværdier for, hvor store

4 • Polarfronten 2 / 01

koncentrationer af PCB, pesticider og andre svært nedbrydelige forureningsstoffer, blodet må indeholde, før alarmklokkerne bør ringe. Med et udsnit på omkring 20% af befolkningen i Ittoqqortoormiit og en besvarelsesprocent på næsten 100 har forskerne nu fået fast grund under fødderne. Miljømedicineren Jens C. Hansen fra Center for Arktisk Miljømedicin ved Aarhus Universitet siger: - Der er ganske vist ikke tale om nogen akut forgiftningsfare, men på længere sigt er det ikke acceptabelt med så høje koncentrationer af miljøgifte i blodet. Det er giftstoffer, som kan være kræftfremkaldende og påvirke både fosterudvikling og immunforsvar, så vi kan simpelthen ikke bare se til. Vi må gøre noget alvorligt for at få belastningen bragt ned. Fare for kræft på længere sigt Foreløbig er miljømedicinerne i gang med komplicerede og tidskrævende analyser af blodprøverne for at se, om de f.eks. kan finde biokemiske ændringer, som kan sættes i forbindelse med forureningen. - Vi leder bl.a. efter tegn på, om miljøgiftene er i gang med påvirke hormonbalancen, siger Jens C. Hansen. Ændringer i hormonsammensætningen kan gribe ind i befolkningens reproduktionsev-

ne, og vi ved også, at hvis f.eks. koncentrationen af PCB går dramatisk op, kan det sætte gang i de processer, som fører til hormonrelaterede kræftformer som brystkræft og prostata- og testikelkræft. Jens C. Hansen håber, at undersøgelserne er færdige i løbet af året, og at man herefter kan udtale sig mere sikkert om forureningens langsigtede konsekvenser for sundhedstilstanden Usikkerhed om kilden Baggrunden for projektet i Itttoqqortoormiit er, at undersøgelser under det store miljøprogram AMAP (Arctic Monitoring and Assessment Programme) i løbet af 90’erne har fundet store koncentrationer af miljøgifte i havpattedyr, som er en vigtig del af den traditionelle, grønlandske kost. Især sæler og isbjørne i Østgrønland indeholder store mængder PCB, og den efterfølgende pilotundersøgelse i 1998 viste da heller ikke overraskende, at befolkningen i Ittoqqortoormiit er udsat for en ekstremt høj belastning af miljøgifte. Forskerne mener stadig, at forureningen stammer fra kosten, men er dog begyndt at ryste lidt på hånden, efter at Henning Sloth Pedersen fra Lægeklinikken i Nuuk har været i Østgrønland for at indsamle blodprøver. Sloth Pedersens indtryk er nemlig, at befolkningen i Ittoqqortoormiit ikke spiser så meget tra-

ditionel kost, som mange andre steder i Grønland. - Hvis befolkningen i Ittoqqortoormiit alligevel har høje koncentrationer af miljøgifte, så kan forklaringen være, at sælerne og isbjørnene i området er meget mere forurenede end andre steder i Grønland, siger Jens C. Hansen. Vi arbejder også med den teori, at østgrønlændere spiser flere sommersæler, som er magre og derfor har en større giftkoncentration i fedtlaget. På Center for Arktisk Miljømedicin håber man at få mere styr på, hvorfra miljøgiftene stammer, når man har bearbejdet de spørgeskemaer om bl.a. kostvaner, som Henning Sloth Pedersen fik udfyldt i Ittoqqortoormiit i forbindelse med blodprøvetagningen. Også analyseresultaterne fra biologiske projekter, som i løbet af 90’erne har undersøgt fangstdyrenes indhold af miljøgifte, kan sandsynligvis være med til at forklare, hvordan forureningen af menneskene har fået et så alvorligt omfang. Undersøgelse af nyfødte Jens C. Hansen understreger, at der ikke er nogen akut risiko for sundheden i Østgrønland. Det er over den næste generation, de alvorlige følger kan vise sig. - Vi skal ikke fare ud med bål og brand. Først skal vi have problemet undersøgt godt og grundigt. Men når det er gjort, er det til gengæld vigtigt, at vi giver Hjemmestyret en grundig rådgivning om, hvad der skal gøres for at forebygge sundhedsskader på længere sigt. Allerede nu har Center for Arktisk Miljømedicin dog tilbudt Ittoqqortoormiit kommune rutinemæssigt at analysere prøver fra alle nyfødte. Ikke fordi man umiddelbart forventer at finde misdannelser forårsaget af miljøgifte. Men skulle en kvinde i Ittoqqortoormiit føde et misdannet barn, vil mistanken hurtigt opstå. I den situation vil en langsigtet overvågning af nyfødte gøre det muligt for forskerne hurtigt af slå fast, om der er tale om en naturlig afvigelse, eller om miljøgiftene kan være synderne. Desuden er en undersøgelse af 50 mænd og 50 kvinder i Ammassalik på trapperne.

Svært nedbrydelige Den grønlandske fødekæde fra plankton til mennesket er invaderet af svært nedbrydelige, organiske miljøgifte, som f.eks. PCB og DDT, der stammer fra produktionen i den industrialiserede verden og med vind og havstrømme bliver ført til de arktiske områder. Allerede i 1970’erne begyndte politikerne at indføre forbud mod giftene, men i dag 30 år senere - slippes stadig store mængder af de organiske miljøgifte ud. Den seneste traktat mod de sundhedsfarlige giftstoffer blev underskrevet af 120 lande i Stockholm i slutningen af maj i år. Traktaten træder dog først i kraft, når 50 af de underskrivende lande har ratificeret den. Det ventes at tage tre år.

Så mange overskrider grænseværdierne for miljøgifte i Ittoqqortoormiit (i %) Grænseværdi/deltagere Bekymringsgrænsen for gravide

50 mænd -

50 kvinder 100

Bekymringsgrænsen for ikke-gravide

94

94

Aktionsgrænsen

44

50

Note: Der findes ingen grønlandske grænseværdier for koncentration af miljøgifte i blodet. Undersøgelsen støtter sig derfor på et sæt canadiske grænseværdier.

Foto: Birger Sandell

Kontakt: Jens C. Hansen, Center for Arktisk Miljømedicin, tlf. 89 42 61 60, [email protected]

5 • Polarfronten 2 / 01

En kilde til værdifulde enzymer Den globale jagt er gået ind på nye enzymer, som efter en tur gennem laboratorierne kan vise sig at være mange penge værd for industrien. Senest har forskere fundet mange helt nye enzymer i de varme kilder på Disko-øen, og det kan vise sig at blive en indtægtskilde for Grønland. Af Poul-Erik Philbert

To biokemikere fra Bioteknologisk Institut i Hørsholm lagde sidste sommer gummihandskerne og kitlerne og fandt vandrestøvlerne frem fra skabsbunden. De finmotoriske sysler med præcisionsisenkrammet i laboratorierne blev for nogle uger udskiftet med et for dem usædvanligt feltarbejde bl.a. på Disko-øen i Vestgrønland, hvor de hentede flere hundrede vandprøver med hjem fra øens varme kilder. Prøverne er siden i laboratorierne blevet finkæmmet for sjældne mikroorganismer og enzymer, som forskerne håber med fordel kan erstatte nogle af dem, som i dag bruges i f.eks. fødevare- og medicinalindustrien. Moderne skattejagt Den minutiøse søgen efter nye enzymer i de varme kilder er en del af det udviklingsarbejde, som 15-20 forskere fra Bioteknologisk Institut, Københavns Universitet og forskningsafdelingerne i Arla Foods, Novozymes og Royal Greenland udfører i samarbejdsprojektet ‘Center for Ekstremofile Mikroorganismer’. De deltager som vor tids skattejægere - man taler ligefrem om bioprospektering - i den globale enzymjagt, som de seneste 4-5 år er blevet stærkt intensiveret. I naturen har enzymerne deres faste opgaver, som f.eks. kan være at forsvare bakterier, gær og svampe mod andre mikroorganismer. Forskernes opgave er at udnytte disse naturlige egenskaber og ved hjælp af gensplejsningsteknologien ‘overtale’ enzymerne til at bruge deres talenter i en anden sags tjeneste. Det kan f.eks. ske ved at tilsætte eller udskifte enzymer, som kan øge brøds hæveevne eller et vaskepulvers vaskeevne. En på skallen Måske kan det helt rigtige enzym også

6 • Polarfronten 2 / 01

hjælpe Royal Greenland af med et affaldsproblem. Rejeskaller, som i dag kun anvendes til foder, indeholder værdifulde råstoffer som f.eks. kitin, det stof, der gør skallerne stive. Centerleder Peter Stougaard fra Bioteknologisk Institut siger: - Vi håber, at vi kan finde nogle bakterier og enzymer, som kan omdanne og opløse den meget stive kitinstruktur, så rejeaffaldet kan forvandles til noget, der kan spises, bruges til papir eller måske til noget helt tredje i forbindelse med farmaceutiske stoffer. Det er en proces, som i dag kan klares med koncentreret syre og base, men brugen af enzymer vil både give mere værdifulde produkter og løse problemerne i Grønland med transport af farligt gods og kemisk affald. Fordele ved at sænke temperaturen Forskerne søger i deres jagt på nye enzymer især til klodens ekstreme, økologiske nicher, sodasøer, gejsere, søer i polarområderne, hvor de forventer, at de mest specielle mikroorganismer gemmer sig. I Grønland finder man på Disko-øen hundredvis af de såkaldte ensvarme kilder, som i virkeligheden ikke er særligt varme - fra 0-5° og op til 12° - men er enestående, fordi de har samme temperatur året rundt. - Vi håber på, at kilderne gemmer på nogle kuldeaktive mikroorganismer og enzymer, som vi i fremtiden kan bruge i industrielle processer i stedet for de nuværende enzymer, som er designet til at fungere ved 20 eller måske helt op til 50-60°C, siger Peter Stougaard. Der er nemlig store fordele for industrien ved at køre produktionen ved en lavere temperatur. Der er først og fremmest mange penge at spare på oliebudgettet, hvis proces-

serne kan foregå uden tilførsel af varme. Men kuldeaktive enzymer kan også forbedre produktionen på en række andre felter. Således er mejeriindustrien f.eks. interesseret i enzymer, som gør det muligt at behandle mælk ved 5°C, fordi en lavere produktionstemperatur bedre be-

Det er et møjsommeligt pillearbejde at isolere mikroorganismerne og afprøve deres virkning. Vandprøverne fra de ensvarme kilder på Disko bliver ledt gennem et ekstremt tyndmasket filter, som kan fange de 1/1000 mm små mikroorganismer, som derpå bliver lagt i en skål med et dyrkningssubstrat (øverste billede). Efter nogle dage i køleskab er der vokset en mængde organismer frem, som nu kan pilles ud og rendyrkes. De bliver placeret i små dyrkningsbakker, så der i nogle små huller ligger en ren bakterie. Når bakterien deler sig og vokser, kan man ved hjælp af nogle små nåle føre bakterien over på en plade, hvor man kan efterprøve virkningen af de forskellige bakterier og enzymer (nederste billede).

Fotos: Peter Stougaard

varer mælkens smagsstoffer, sikrer mod kontamination og er mere rentabel. Et plagsomt pillearbejde Udbyttet af det grønlandske feltarbejde var 4-500 vand- og jordprøver, som sidste efterår gav Peter Stougaard og fire af hans kolleger to måneders møjsommeligt pillearbejde, hvor de har siddet krumbøjet over skålene i laboratoriet for at isolere så mange mikroorganismer som muligt. Belønningen for det plagsomme, ensformige arbejde var 3000 isolerede, rendyrkede mikroorganismer, som i dag ligger i sirligt stablede bakker i instituttets 80° kolde fryser. Det svarer ganske vist kun til 1% af de mikroorganismer, som findes i prøverne, men resten har man endnu ikke fundet en metode til at fremdyrke. For øjeblikket eksperimenteres der med at finde nye enzymer og nyttige anvendelsesmuligheder i produktionen. Foreløbig har forskerne bl.a. fundet et enzym, som kan spalte laktosen i mælk til glukose og galaktose, og det kan blive en fordel for bl.a. den store del af Asiens befolkning, som ikke kan tåle mælk, fordi de ikke kan nedbryde laktose. - Det er svært at sige, om vores foreløbige fund kan bruges direkte, siger Peter Stougaard. Produktionsprocesserne fungerer jo allerede, og det skal efterprøves i detaljer, om de nye enzymer kan gøre produktionen endnu bedre. Men der er bestemt fremtid i kuldeaktive enzymer, som gør det muligt f.eks. at behandle mælken ved lave temperaturer. De grundvidenskabelige resultater er allerede nu overvældende. Af de 3000 rendyrkede mikroorganismer har det nemlig vist sig, at mere end halvdelen er helt nye arter, som ingen forskere tidligere har mødt.

Stougaard har derfor i overensstemmelse med Rio-konventionen indgået en aftale med Grønlands Hjemmestyre, som giver ham lov til at lede efter nye enzymer mod, at man vender tilbage, hvis fundene bliver udnyttet kommercielt. Stougaard er tilbageholdende med at udtale sig mere konkret om de økonomiske perspektiver for Grønland, men siger: - Der kan være mange penge i det for Grønland. Det er i hvert fald sikkert, at man ikke får virksomheder til at investere tocifrede millionbeløb i et projekt, hvis

Peter Stougaard i færd med at indsamle vandprøver fra en af de ensvarme kilder på Disko-øen.

der ikke er en potentiel mulighed for succes. Og finder vi det helt rigtige enzym, så er det millioner, vi taler om. Men skulle det ikke lykkes i første omgang, så får Grønland endnu en chance til sommer, hvor Peter Stougaard og en kollega drager til Østgrønland for at indsamle prøver fra de varme kilder nord og syd for Scoresbysund. Kontakt: Peter Stougaard, Bioteknologisk Institut, tlf. 45 16 44 67, [email protected]

Foto: Flemming Jørgensen

Penge til Grønland Enzym-jagten handler i sidste ende om penge, og for virksomhederne kan der ligge store fortjenester gemt i at finde det rigtige enzym. Sker det, vil det også dryppe økonomisk på oprindelseslandet. På den store biodiversitetskonference i Rio de Janiero i 1992 blev der enighed om, at rettighederne til sjældne enzymer ligger i de lande, hvor de er fundet. Peter

7 • Polarfronten 2 / 01

Den jomfruelige sø Der kan være ukendte livsformer i en vældig sø, som er skjult under isen i sydpolarlandet. Forskere drømmer om at sende sonder ned i vandet, men tøver. Ingen har lyst til at få en gravskrift der lyder: han forurenede Lake Vostok. Af Jens J. Kjærgaard

Liv, som vi ikke kender, det trives måske i en 10.000 km2 stor, mørkelagt sø under den russiske, videnskabelige station Vostok midt inde på Antarktis. Dernede, under et fire kilometer tykt isdække, er der håb om at finde dyr og mikrober lige så besynderlige som de skabninger, der er blevet til i det skoldhede mineralvand omkring de vulkanske kilder i dybhavet, som aldrig oplyses af Solens stråler. Livsformer, som kan give fingerpeg om en evolution, der kan være i gang i solsystemets største ocean, havet under pakisen på Jupiters måne Europa. Skal, skal ikke Forskere fra den amerikanske rumstyrelse NASA brænder efter at sende en flotille af selvtænkende mini-ubåde på togt i de hemmelige grotter under Vostok. Fartøjer af en type, som senere skal sejle under pakisen på Europa - og måske også på nabomånen Callisto. Alverdens glaciologer og biologer kikker gerne med, når det jomfruelige miljø er penetreret. Men indtil videre nøjes de med at gætte. Boret blev sat i stå få meter fra loftet over Vostok Søen. Det videnskabelige samfund har gode argumenter for at frede fauna og flora, som måske, måske ikke, lever i dette enestående miljø. Når der er prikket hul, kan vandet hurtigt blive inficeret med livsformer fra den kendte verden. Og der er sandelig også en risiko for, at der fra dybet hentes farlige bakterier, som kan slå os ihjel, i en epidemi svarende til den massedød, som ramte de sydamerikanske indianere, da europæere med mæslinger indledte deres erobring. Mikroberne i Vostok Søen

8 • Polarfronten 2 / 01

blev måske spærret inde af is for mere end 15 millioner år siden, altså længe før Lucy og andre abemennesker kravlede ned fra træerne og begyndte at gå på to. Lad os vente 20-50 år, siger de forsigtigste lærde. Til den tid har vi formentlig gjort tekniske fremskridt, der udelukker smitte. Indtil da kan vi teste ubåde og andet videnskabeligt isenkram i andre søer. Forskerne har fundet 80. Ingen af dem er så store og dybe som Vostok, men der kan man eksperimentere uden at forvolde varige skader. En sø med låg på Den hemmelige sø ligger skjult under den russiske station Vostok, der blev oprettet nær den magnetiske sydpol i en isørken midt på det antarktiske kontinent i 1957. Et virkelig ubehageligt opholdssted, selv for de mest hårdføre polarfarere. Her blev der sat kulderekord 21. juli 1983, med minus 89° Celsius. Derfor forekommer det utroligt, at der er flydende vand i dybet. Forklaringen kan være, at søen opvarmes nedefra og har låg på den isolerende, fire kilometer tykke iskappe. Videnskabsfolk vil ikke udelukke, at der er vulkanske kilder i bunden svarende til de væld, som kendes i dybhavet og i den store russiske Baikal Sø, som også er opstået i en rift, en sprækkedal, hvor kontinenter glider fra hinanden. Søen blev opdaget, da et britisk fly i 1970 fløj hen over Antarktis for at kortlægge bjergkæder under isen. Nær Vostok blev signalet pludselig fladt. Men der gik mere end 20 år, før mistanken kunne bekræftes af satellitter.

Svaret må vente Antarktis er menneskehedens fælled. Intet land kan plante et flag dernede, al forskning styres af en international kommission kaldet SCAR, Scientific Commitee on Antarctic Research. Så russerne på Vostok Stationen fik med eller mod deres vilje besøg af amerikanere og franskmænd, der kom med masser af penge og avanceret teknologi. De kunne have nået søen, men holdt inde, da deres bor bragte store, klare iskrystaller op i lyset; det var åbenbart ikke levn efter snefald i en fjern fortid, men genfrossen vand fra den mystiske sø, som kan være en biologisk skatkiste. Det blev slået fast i det videnskabelige tidsskrift Science i december 1999, da oceanografen David M. Karl fra University of Hawaii i Honolulu og økologen John C. Priscu fra Montana State Uni-

Lake Vostok er dækket af 4 kilometer is og blev forseglet for måske 15 millioner år siden.

Film på barske vilkår Når bortses fra rumstationerne, er de snedækkede hytter på Vostok Stationen menneskehedens alleryderste forpost. Basen har været bemandet, lige siden den blev etableret i 1957. Den er året rundt hjem for et dusin forskere, som lever langt mere spartansk end folkene på den store amerikanske base McMurdo ude ved kysten, der har 3.000 indbyggere i sommerhalvåret. Kort fortalt er der fra Vostok 1.000 kilometer til den relativt komfortable amerikanske base på selve Sydpolen og lige så langt ud til den russiske kystbase Mirny. I luftlinje. Traktorer med proviant, brændstof og andet livsnødvendigt udstyr bruger et par måneder om turen. Og der kommer kun fly tre gange om året. Det er ikke let at få adgangskort til Vostok Stationen, men den britiske BBC-producer Jonathan Renouf og hans fotograf David Baillie blev inviteret derind af chefen for den russisk-antarktiske ekspedition, Valery Lukin, da de skulle lave en Horizonudsendelse om den skjulte sø, der kun kan erkendes med radar og sonar. Renouf gav en malende beskrivelse af sit kortvarige ophold på Vostok, der ligger

Foto: Verne Pomraning

lige midt i ingenting. Han pruster tungt - og det samme gør hans interview-ofre, for luften er meget tynd, svarende til 5000 meter over havet. Værre endnu var det for David Baillie. Hans kamera svigtede flere gange i den bidende kulde. Men Horizon fik dog gode billeder med hjem. Når vi har vinter i Europa, har Antarktis sommer - og da er Vostok et smukt, næsten surrealistisk skue. Det var højsommer, da BBC-holdet gæstede Vostok - og temperaturen var steget til -35°. Solen gik ikke ned, men den krøb rundt lige over horisonten, og nedslidte køretøjer og gamle boretårne kastede lange skygger, det gav de britiske tv-folk mindelser om et frilandsmuseum. Og respekt for russerne, der lige nu lever fra hånden til munden, på meget sparsomme bevillinger.

versity kunne fortælle om et overraskende fund af bakterier. Var det mon et vidnesbyrd om mikrober i vandet 120 meter længere nede, i evigt mørke og under et tryk på flere hundrede atmosfærer? Og er der mon større væsener dernede, som de skabninger, der er opstået omkring de vulkanske væld i oceanerne? Liv, der eksisterer i kraft af kemosyntese med svovlbrinte som næringskilde - og ikke på lys og fotosyntese som de gammelkendte planter og dyr. Det er et spørgsmål som næppe besvares i dette årti, for der bliver ikke boret fra Vostok Stationen, som umiddelbart forekommer at være det logiske center for den fortsatte forskning. Der er mindst 60 tons frostvæske i hullet, petroleum og freon, som ville forvolde uoprettelig skade - det vil jo spolere mulighederne for at forstå søens naturlige økologi. Den næste boring skal derfor ske et helt andet sted. Men hvor? Det er endnu ikke afgjort, men det videnskabelige samfund sysler med ambitiøse planer, der kan kalde på samvirke mellem 30 nationer.

En steriliseret robot Målet er at undersøge Vostok Søen uden at tilsmudse vandet med bakterier fra vores verden. Man kan for eksempel lade en cryobot, dvs. en selvtænkende sonde smelte sig ned gennem isen med stråler af kogende vand. Lige før målet bader den sig i steriliserende brintoverilte. Vel ankommet, nede i søen, åbnes en luge, og ud sejler en lille ubåd med avancerede instrumenter.

Foto: Verne Pomraning

Robotterne skal blive i deres kolde grav, de skal aldrig op igen. Men de kan transmittere målinger og fascinerende billeder, så hvis alt går efter planen, vil forskerne få ny viden om et virkelig eksotisk habitat, et levested der ikke ligner noget andet her på Jorden. Men måske en jupitermåne?

Under den russiske forskningsstation Vostok i Antarktis gemmer sig en 10.000 km2 stor isdækket sø.

9 • Polarfronten 2 / 01

Touch down på Tobias Ø Efter flere forgæves forsøg er det nu lykkedes at lande et fly på Tobias Ø. Besøget viste, at der er tale om én stor ø og ikke flere små holme.

Foto: J. A. Kristensen, ASIAQ

Af Henrik Højmark Thomsen

Den 28. april 2001 vajede det grønlandske flag og Dannebrog fra en flagstang rejst på et ganske lille, snefrit område på den nye Tobias Ø i Grønlandshavet ud for Nioghalvfjerdsfjorden i Nordøstgrønland på positionen 79°20’N, 15°48’W. Én stor ø Forskere fra ASIAQ (Grønlands Forundersøgelser), Kort- og Matrikelstyrelsen (KMS), og Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) landede på toppen af den lille iskappe på øen, der måler ca. 1 gange 2 kilometer og er 35 meter høj. Iskappen dækker hele øen bortset fra et lille forland med grus og strandvolde, der om sommeren fremstår som småøer i smeltevandssøer. Tobias Ø har derfor tidligere været omtalt som Tobias Øer bestående af flere småholme og en is-ø, men med forårets ekspedition er det nu slået fast, at der er tale om én ø. Landingen på is-øen foregik med et Twin Otter propelfly fra Grønlandsfly udstyret med ski, og det er første gang, at et almindeligt fly er landet på øen. - Øen minder på nogle måder om en miniudgave af de meget flade, delvist isdækkede øer Ile de France nord for Danmarkshavn, Margrethe Ø ved Station Nord og Kvitøya på Svalbard, siger Rene

10 • Polarfronten 2 / 01

Forsberg fra KMS, der var med på ekspeditionen. Den nye ø må snarest komme med på grønlandskortet som en egentlig ø. - Det var vigtigt for os at finde ud af, at vi kan lande med et almindeligt fly på Tobias Ø og ikke kun med helikopter, siger Naja Mikkelsen fra GEUS, der også deltog i de videnskabelige undersøgelser. Det giver os nogle bedre muligheder for at få fløjet boregrej og andet tungt videnskabeligt udstyr ud på øen, når vi senere skal undersøge den nøjere. Besøget på Tobias Ø blev foretaget samtidig med nogle forundersøgelser til GRASP-projektet (se Polarfronten 1/99) og udført i forbindelse med KMS’ flybårne tyngdemålinger i Fram Strædet og Polhavet. Nye brikker til beskrivelsen Under det korte besøg på isøen målte forskerne den helt nøjagtige position af de snebare grus- og stenforhøjninger og opmålte øens højdeforhold med laserscanning fra fly. Samtidig blev der foretaget måling af tyngdekraften og iskappens tykkelse. Tobias Ø og iskappen blev første gang observeret af tyske forskere i 1993. Flere forsøg på at nå frem til øen er siden slået fejl på grund af det notorisk dårlige vejr

i området. Senest har forsvaret i løbet af 2000 på to togter støttet forskerne ved at forsøge at landsætte dem med helikopter fra inspektionsskibe. I juli 1999 lykkedes det dog geologen Ole B. Olsen fra GEUS at lande på øen med en helikopter fra den tyske forskningsisbryder Polarstern. Hans undersøgelser viser, at de tørlagte dele af øen består af vand- og istransporterede sten og grus med sand og silt, og at stenene består af de samme bjergarter som fjeldene på det nordøstgrønlandske fastland vest for øen. Dateringer af muslingeskaller, som Ole B. Olesen fandt, antyder, at øen kan være op til 1450 år gammel. Tobias Ø, der ligger indkapslet i Grønlandshavets tykke havis 70 kilometer fra den nordøstgrønlandske kyst, kan få betydning for Grønland og Danmark ved fastlæggelse af rettighederne til naturressourcer i havet og undergrunden i Grønlandshavet. Tobias Ø er opkaldt efter Tobias Otto Mikael Gabrielsen, der som fanger og slædekusk deltog i Danmark Ekspeditionen 1906-1908.

Kontakt: René Forsberg, KMS, [email protected] Naja Mikkelsen, GEUS, [email protected]

På udkig efter Fatamorgana-øerne Det er ikke første gang Tobias Ø har været i forskernes søgelys. I 1938 gik Lauge Koch på vingerne for at finde nogle øer ud for Grønlands nordkyst. Dog uden held. Af Naja Mikkelsen

De første beretninger om Tobias Ø stammer fra Danmark Ekspeditionen, hvor J.P. Koch og Åge Berthelsen i 1907 mente at have set land øst for Grønland, mens de slædede nordpå fra Danmarkshavn. Også Peter Freuchen beretter i sin bog ‘Min grønlandske barndom’, at han har observeret land ude i havet øst for Grønland. I 1938 besluttede Lauge Koch sig for at undersøge disse Fatamorgana-øer. Inspirationen fik han sent i 1937, da han fik meddelelse om, at nogle russere på en isflage var drevet ned langs Grønlands østkyst og undervejs havde observeret land mellem Grønland og Svalbard. Lauge Koch var allerede fløjet hen over området i 1933 og mente at have set land omtrent dér, hvor det nu blev angivet af russerne. Om flyveturen langs Grønlands østkyst i 1933 skriver Lauge Koch i sin bog ‘Fra Lissabon til Pearyland’: - Vejret var imidlertid ikke godt den Dag; det var byget og der laa Taage-banker til søs, men bag disse mente vi at se høje Fjelde og isfyldte Kløfter. Lauge Koch fandt - opildnet af meddelelsen om, at russerne havde observeret land øst for Grønland - at udforskningen af dette land måtte være en national, dansk opgave, som straks skulle iværksættes. Han udrustede derfor en flyekspedition, og den 10. maj 1938 lettede han og

tre andre med et vandfly fra Svalbard mod Grønlands nordøstkyst for at løse gåden om Fatamorgana-øerne. På flyvningen nåede Koch Nordostrundingen og fløj derfra i 2000 meters højde og i klart vejr mod syd til Mallemukfjeldet. Under flyvningen fik han ikke øje på Fatamorgana-øerne og satte igen kursen mod Svalbard. Koch mente, at øerne muligvis kunne befinde sig nordligere, og den 16. maj 1938 begyndte han derfor sin anden flyvning mod Grønland. Efter denne fantastiske flyvning, som også bragte ham ind over det næsten uudforskede Peary Land, konstaterede Koch, at han ikke kunne finde de omtalte Fatamorgana øer, og at de ikke eksisterede. Her tog den ellers dygtige og klarsynede Koch for en gang skyld fejl. Havde han på sin første flyvning fortsat kursen lidt længere mod syd, kunne han ved selvsyn have bekræftet, at Fatamorgana-øerne lå ud for Nioghalvfjerdsfjordens munding, og dermed kunne han have taget dem i besiddelse for den danske stat. Dette skete så først 63 år senere, efter flere mellemliggende forsøg, da det danske og grønlandske flag den 28. april 2001 blev hejst på Tobias Ø.

Grafik Irene Seiten

Arktiske spejlinger Det kan ikke udelukkes, at de tidligere ekspeditioner, som omtaler Fatamorgana-øerne, har set den relativt lave Tobias Ø som en luftspejling. Luftspejlinger optræder nemlig hyppigt i det arktiske område og kan give anledning til mangt og meget. I 1830 var Scoresby den Ældre og den Yngre på hvalfangst ved Østgrønland og havde aftalt at mødes om efteråret. Den Yngre har utvivlsomt haft en sælsom oplevelse, da han på et tidspunkt pludselig så sin fars skib komme sejlende imod sig - på hovedet. Først langt senere mødtes skibene på helt reglementeret vis. Da Erik Den Røde i 982 e. Kr. flygtede fra Island og satte kurs mod nogle

Kontakt: Naja Mikkelsen, GEUS, tlf. 38 14 23 64, [email protected]

tilsyneladende nærved liggende klippeskær i horisonten, Gunnbjørns Øer, er han måske blevet narret af en luftspejling af Grønland, som ligger 285 kilometer fra Island. Øerne fandt han ikke, for de har aldrig været der, selvom de står omtalt i flere sagaer og beretninger. Men Illustreret Videnskab skriver i nr. 5/2000, at en canadisk forsker ved hjælp af computermodeller har vist, at der kan dannes luftspejlinger af den grønlandske kyst, som er

Lauge Kochs eget kort over flyekspeditionen i 1938. Havde kursen ligget lidt sydligere på flyvningen den 10. maj, ville Koch måske have observeret Tobias Ø.

synlige på Island. Det kan derfor ikke udelukkes, at det var en sådan spejling, som narrede Erik den Røde til Grønland.

11 • Polarfronten 2 / 01

På tynd is Af Poul-Erik Philbert

FN’s klimapanel læner sig i sin nye rapport op ad den såkaldte Mann-kurve, som har glattet de seneste 1000 års klimaudsving ud. Dermed er middelalderens varmeperiode og den såkaldte lille istid forsvundet fra de globale middeltemperaturer. Glaciologen Claus

En kurve over de seneste 1000 års klima på den nordlige halvkugle har fået diskussionen blandt klimaforskerne til at blusse op. Kurven er udarbejdet af den amerikanske klimaforsker Michael E. Mann og viser klimaudvikling fra år 1000 som et let faldende, næsten lineært forløb frem til år 1900 efterfulgt af en voldsom stigning i det 20. århundrede (se fig. 1). FN’s klimapanel, IPCC, bruger i sin foreløbige 2000-rapport til beslutningstagere kurven til at udpege 1998 som det varmeste år, 1990’erne som det varmeste årti og det 20. århundrede som det varmeste århundrede de sidste tusind år. Det er kendsgerninger, der passer som fod i hose med IPCC’s hovedkonklusion, at de stigende temperaturer med meget stor sikkerhed er menneskeskabte.

Hammer mener, at bl.a. iskernedata tyder på, at forskerne bag den nye kurve er på tynd is.

Indirekte temperaturmåling Indtil Mann-kurven blev publiceret, har klimaforskere været relativt enige om, at der har været en varmeperiode i middelalderen og en lille istid i 16-1700-tallet

I et – 23 grader klaprende koldt kølerum på Niels Bohr Institutet opbevares en del af iskernerne fra boringerne på Indlandsisen. Claus Hammer viser her et stykke is fra den meget omdiskuterede middelalder.

12 • Polarfronten 2 / 01

(se figur 2). Med den nye kurve er varmeperioden væk og den lille istid næsten forsvundet, og det er blevet mødt med skepsis af bl.a. forskergruppen omkring de danske iskerneboringer på Grønlands Indlandsis. Blandt kritikerne er professor Claus Hammer, Geofysisk Afdeling på Niels Bohr Institutet, der har taget aktivt del i iskerneboringerne siden starten i 70’erne. Klimaforskerne står med det åbenlyse problem, at der kun eksisterer direkte, pålidelige temperaturmålinger for de seneste godt og vel 100 år. Før den tid må de ty til såkaldte proxy-data, dvs. indirekte data fra f.eks. træringe, koraller, sedimenter og iskerner, hvis de vil rekonstruere fortidens temperaturer. Michael Mann har derfor udvalgt syv datasæt med en geografisk spredning på den nordlige halvkugle, bl.a. data fra de grønlandske iskerneboringer. De forkerte iskernedata Det er paradoksalt nok først og fremmest Manns brug af iskernedata, som kalder panderynkerne frem hos Claus Hammer. Det er tale om temperaturdata, som er konstrueret ud fra isens isotopsammensætning. Sådan har iskernefolkene selv i mange år beregnet fortidens temperaturer. Men i 1999 publicerede Dorthe Dahl-Jensen og en række kolleger fra Geofysisk Afdeling en ny temperaturkurve, som er kommet til verden ved hjælp af direkte temperaturmålinger i det tre kilometer dybe borehul. - Isen gemmer de gamle overfladetemperaturer, så vi f.eks. tydeligt kan registrere kulden i islagene fra sidste istid, som er 10º koldere end isens overflade i dag, siger Claus Hammer. De direkte målinger i borehullet er derfor et meget præcist mål for temperaturudviklingen i det centrale Grønland og langt mere sikker end de tidligere indirekte målinger, som vi har konstrueret ud fra isens iso-

En joker i klimamodellerne Mann benægter ikke eksistensen af middelaldervarmen og den lille istid. Men han mener, det er et nordatlantisk og europæisk fænomen, som ikke slår syn-

Fig. 1: Mann-kurven: temperaturer på den nordlige halvkugle 1000-1998 °C 0,5

0,0

-0,5

År

1200

1400

1600

1800

2000

Kilde: IPCC: Summary for policymakers

Fig. 2: Skematisk fremstilling af den globale temperaturudvikling 1000-1900

varme °C

ligt igennem i de globale middeltemperaturer. Claus Hammer tror ikke på, at de grønlandske temperaturer kan reduceres til et lokalt fænomen: - Der findes dataserier og historiske efterretninger fra vidt forskellige steder på kloden, som viser, at der var mindst lige så varmt i middelalderen som i dag, og at vi har været igennem en lille istid tæt på vores egen tid. Senest har jeg sammen med franske kolleger publiceret en dataserie fra fem forskellige boresteder i Antarktis, hvor vi fandt både middelaldervarmen og den lille istid. Hvis det er rigtigt, at middelaldervarmen har været meget mere udbredt end Mann-kurven viser, svækker det IPCC’s konklusion om den menneskeskabte opvarmning i det 20. århundrede. Forklaringen på kraftigt stigende temperaturer for flere hundrede år siden kan i hvert fald ikke være drivhusgasserne. Vi ved fra isborekernerne, hvor gasserne ligger fanget i små bobler i isen, at koncentrationen af f.eks. CO2-gasser har været relativt stabil frem til industrialiseringens begyndelse og først herefter er begyndt at stige kraftigt. Der må derfor ligge andre kræfter bag fortidens klimaudsving: vulkanisme, solen eller klimaets egne dynamiske ændringer, som klimamodellerne endnu ikke er i stand til at begribe. Claus Hammer mener, at klimamodellerne - selvom de stadig har nogle iøjnefaldende svagheder - er blevet betydeligt bedre: - Modellerne er blevet betydeligt stærkere de seneste år. Men de skal jo også kunne forklare, hvad der er sket de sidste 1000 år, hvis de vil forklare, hvad der sker her og nu. Ellers er man på den, for så er der nogle jokere i klimaet, som modelbyggerne endnu ikke har fat på. Derfor synes jeg, det er farligt at bruge Mann-kurven så bastant i en politisk og mediemæssig sammenhæng, som det er tilfældet. Man skulle have ventet, til der var nogle flere og mere sikre data, slutter Claus Hammer. Kontakt: Claus Hammer, Geofysisk Afd., tlf. 35 32 05 59, [email protected]

Varm periode i middelalderen Lille istid

kulde °C

topindhold. Det interessante i denne sammenhæng er, at middelalderens varmeperiode og den lille istid bliver meget mere markant, når man måler temperaturerne direkte i borehullet. - Sjovt nok ligner kurven over borehulstemperaturerne den kurve, som vi publicerede i Nature over den nordlige halvkugles temperaturer allerede i 1980, tilføjer Claus Hammer. De direkte målinger er mere sikre end isotopmålingerne, fordi et varmere klima ledsages af større snefald om vinteren. Dermed bliver det stigende isotopindhold i isen, som følger med et varmere klima, forplumret af, at sneens lavere isotopindhold trækker i den anden retning. - Derfor kan Mann godt glemme isotopmålingerne fra iskernerne og i stedet bruge de sikre, direkte temperaturmålinger. Hvis han gør det, vil det alt andet lige knække hans temperaturkurve og gøre middelaldervarmen og den lille istid mere synlig, siger Claus Hammer. Hammer har også kig på Manns brug af træringe som stedfortræder for nutidens direkte målinger. Træringene er dannet i vækstsæsonen og afspejler derfor kun væksttemperaturen og ikke den årlige middeltemperatur. For at kunne rekonstruere vintertemperaturerne er forskerne derfor nødt til at se på, hvordan træringe vokser i dag, hvor man kender temperaturerne, og bruge denne viden til at regne sig frem til fortidens vintertemperaturerne. Det er ifølge Claus Hammer en metode, som er forbundet med en vis usikkerhed. - Min hovedindvending mod Mann er, at han har for få data, og at nogle af datasættene er forbundet med usikkerhed eller oven i købet er forkerte som f.eks. hans iskernedata, lyder Hammers konklusion. Men han tilføjer, at Mann og hans kolleger ikke kendte de nye iskernedata, da de publicerede kurven.

1000

1500

1900

År Kilde: DMI: Climate Change Research

Fig. 3: Direkte målinger af borehulstemperaturer på Indlandsisen 0-2000 GRIP

Dye 3

-30

-19

-31

-32 GRIP boring °C

-21

DYE 3 boring °C -33 500

1000

1500

2000

År Kilde: Dorthe Dahl-Jensen et al, Science 1998

FN’s klimapanel, IPCC, bygger sine nyeste konklusioner på Michael Manns temperaturkurve, som beskriver klimaudviklingen på den nordlige halvkugle fra år 1000 som et let faldende, næsten lineært forløb frem til år 1900 efterfulgt af en voldsom stigning i det 20. århundrede (se figur 1). Det bryder med den hidtidige opfattelse blandt klimaforskere, som har været, at der var en varm periode i middelalderen og en lille istid i 16-1700-tallet (se figur 2). En af kilderne til viden om fortidens klima er iskerneboringerne på Grønlands Indlandsis. Her viser resultaterne fra en ny metode med direkte målinger af temperaturerne i borehullerne, at Grønland har oplevet både den varme middelalder og den lille istid (se figur 3).

13 • Polarfronten 2 / 01

Ren besked Naturinstituttets biologer har slået fast, at rensdyrene i Inglefield Land er noget helt for sig selv. Af Henning Thing

d

lan

s re I

me lles

E

Washington Land

Inglefield Land

Thule Grafik: Irene Seiten

Der har levet rensdyr i Inglefield Land i tusindvis af år, og der er i dag en bestand på omkring 2000. Området har i øvrigt fået navn efter den britiske søofficer og polarforsker Edward A. Inglefield, som i 1852-54 uden held søgte efter deltagerne fra den forsvundne Franklin-ekspedition netop her.

14 • Polarfronten 2 / 01

En speciel grønlandsk ren Forskere fra Grønlands Naturinstitut har imidlertid skaffet klarhed over problemerne og givet ren besked: Rensdyrene i Inglefield Land er grønlandske og noget helt specielt grønlandsk. Sammen med fangere fra Qaanaaq drog forskerne med helikopter til den nordlige del af Inglefield Land og nedlagde fem voksne hunrener og en ung buk. Dyrene blev undersøgt indvendigt og udvendigt, målt, vejet og analyseret. Ved hjælp af DNA fra rensdyrene og avanceret laboratorieteknik blev deres ‘genetiske fingeraftryk’ bestemt og derefter sammenlignet med DNA-analyser fra andre rensdyrbestande. Konklusionen var klar: renerne i Inglefield Land er i nært slægtskab med de vestgrønlandske vildrener, men dog noget helt for sig selv. Målingerne af dyrene udvendigt og af udvalgte knogler afslørede desuden tydeligt, at renerne i Inglefield Land har kortere ben end vildrener fra det centrale Vestgrønland, medens kropslængde, brystomkreds og kæbelængde er ens for dyr fra begge områder. Rensdyrene i

Fotos: Arild Landa

I årtusinder har der levet rensdyr i Inglefield Land, dette ‘Ultima Thule’, hvor selv polareskimoerne kun sjældent kommer. Rensdyrene kom vandrende hertil sydfra - i mange små etaper - og blev den yderste forpost mod nord af den vildrenstamme, som stadigvæk lever i den centrale del af Vestgrønland. Inglefield Land byder dyrene højarktiske forhold, og for at overleve her må man tilpasse sig. Det har rensdyrene formået, og det så grundigt, at de i dag må siges at være unikke blandt rener. De har simpelthen specialiseret sig i at trives i netop Inglefield Land.

Et ubeskrevet blad Der har længe hersket uenighed og usikkerhed blandt lægfolk og forskere om rensdyrbestanden i det 6.500 km2 store område. Hvor stor er bestanden? Hvor kom de oprindeligt fra? Er det egentlig canadiske rener på grønlandsk jord? Spørgsmål var der nok af, men det kneb med svarene. Faktisk kom det så vidt i midten af 1990’erne, at rensdyrene i Inglefield Land blev anset for at være af den særlige canadiske race, kaldet Pearyren, indvandret til Grønland fra den nærliggende Ellesmere Island (se kortet). I Canada nyder denne race særlig beskyttelse, og rensdyrene i Inglefield Land blev også fredet.

Ikke som de andre. Renerne i Inglefield Land er blevet vejet og målt og deres genetiske fingeraftryk analyseret.

Inglefield Land har dog større fedtreserver i kroppen og vejer mere end vestgrønlandske rener på samme årstid. Grønlands Naturinstitut har også optalt bestanden af rensdyr i Inglefield Land, og biologerne er kommet frem til, at der i år 2000 levede ca. 2.200 rener på de 6.500 km2 store landområde. Grønland har altså her en levende ressource, der ikke blot trives i dette område, men som også er ekstremt godt tilpasset de højarktiske levevilkår. Inglefield Landrenerne er enestående og kræver særlig opmærksomhed i forvaltning så vel som i forskning. Kontakt: Arild Landa, Grønlands Naturinstitut, [email protected]

Kommentar

Til den bitre ende ‘I dagens moderne Grønland jages, fanges og fiskes der i et omfang, der på ingen måde kan siges at være bæredygtigt, siger Kjeld Hansen i denne kommentar. Der forbruges løs af næsten alle levende resurser, som var den nuværende generation af grønlændere den sidste i Menneskenes Land’. Af Kjeld Hansen, journalist & forfatter

usinder af sælkroppe smides i havet, når skindet er flået af. Hvalkroppe efterlades på isen, efter at den kostbare mattak er fjernet. Skudte moskusokser brændes, dybfrosne lomvier køres på lossepladsen, kroppe af hvalrosser får lov at rådne op, mens tonsvis af rejer og hellefisk kasseres til fordel for ravne og måger. Kødspildet fra den grønlandske fangst er enormt. Tusinder af tons kød fra nedlagte dyr, fugle og fisk udnyttes overhovedet ikke. Trods svimlende mængder af kød kan Grønland kun opvise en selvforsyningsgrad for rødt kød på 24% ifølge det grønlandske landbrugsråd. Det vil sige, at 76% af befolkningens forbrug af kød og kødprodukter fra pattedyr importeres. Men fangere og jægere nedlægger årligt pattedyr og fugle i mængder, der rigeligt kunne forsyne hele det grønlandske samfund med 100% traditionelle fødevarer, og der ville såmænd også være foder til de 25.000 slædehunde! Man behøvede ikke importere et eneste kilogram kød for at mætte samtlige grønlandske maver. Men der er kun ringe interesse for at organisere udnyttelsen af fangsten rationelt. Fangerkulturen er i dag afløst af en støttekultur, der overgår selv de mest groteske støtteordninger i EU. Det medfører et meget stort spild af kød, der er egnet til human konsum. I politisk korrekte kredse hersker der stadig en forestilling om, at grønlændere og andre inuit-grupper lever i perfekt balance med deres naturlige omgivelser. Man fanger kun de dyr, der er absolut nødvendige, og ellers forstyrrer man aldrig fangstdyrene. Kort sagt - inuit er pr. definition bæredygtig. Restriktioner på

T

fangsten er derfor overflødige, fordi den nødvendige fangst i sig selv er bæredygtig. Der er tale om en smuk illusion, skabt af velmenende antropologer og romantiske naturelskere i de vestlige industrilande - understøttet og udnyttet af populistiske, grønlandske politikere og intellektuelle. Så sent som i april 1997 stod præsidenten for de arktiske folks organisation Inuit Circumpolar Conference, Aqqaluk Lynge fra Nuuk, på talerstolen hos De Forenede Nationer i New York og udtalte følgende: - Som folk har vi hverken mistet vor ærbødighed for naturens verden eller vor forpligtelse til at behandle den med respekt. Inuit har praktiseret bæredygtig udvikling i generationer. Det er dette kollektive selvbedrag, der er ved at ødelægge Grønlands natur. I dagens moderne Grønland jages, fanges og fiskes der i et omfang, der på ingen måde kan siges at være bæredygtigt. Der forbruges løs af næsten alle levende resurser, som var den nuværende generation af grønlændere den sidste i Menneskenes Land. Polarlomvie, hvidhval, ederfugl, hvalros, spættet sæl, kongeederfugl, havterne, helleflynder, torsk, laks, kammusling - hver for sig fortæller de den tragiske historie om, hvad årtiers blind udnyttelse af de levende resurser fører til. Siden slutningen af 1960’erne har danske, engelske, canadiske og andre landes videnskabsmænd udtrykt deres bekymringer for overudnyttelsen af Grønlands natur. Men kun med ringe held. Såvel datidens danske koloniherrer som nutidens grønlandske magthavere har hårdnakket vendt det døve øre til. Ødelæggelsen af den biologiske mang-

foldighed i Grønland synes at skulle forsætte til den bitre ende. Fangere og fiskere benægter problemernes eksistens, og kun de færreste politikere har tilsyneladende modet til at gøre det nødvendige. Man betaler hellere millionbeløb i subsidiering til et regulært museumserhverv, der aldrig vil kunne komme til at lønne sig i den moderne verden, som det grønlandske samfund for længst er trådt ind i. Med skræmmende stor sandsynlighed vil det nuværende fangsttryk føre til, at endnu flere bestande reduceres så voldsomt, at de ikke længere kan bidrage til livskvaliteten og økonomien i det grønlandske samfund. Enkelte arter vil utvivlsomt uddø. Hertil kommer de immaterielle tab: kulturen, identiteten og omverdenens agtelse. Den unge generation af grønlændere kommer aldrig til at opleve den overdådighed af liv, som Grønland engang kunne tilbyde. Og deres fædre vil blive husket verden over som dem, der ødslede det hele bort. Stoltheden over det gamle fangersamfund vil blive reduceret til en bitter fortrængning. Rovdriften på den unikke grønlandske fauna er for længst dokumenteret, bl.a. med tørre tal fra Grønlands egne biologer. Jeg har samlet denne dystre viden i bogen ‘Farvel til Grønlands natur’. Hovedbudskabet er, at hvis man fremskriver den negative udvikling med bare 1020 år, vil de fleste fangstdyrs skæbne være beseglet. Derfor haster det, som aldrig før, med at komme i arbejdstøjet for de vankelmodige beslutningstagere. ‘Farvel til Grønlands natur’ udgives af Gads Forlag i september 2001. Den kan forudbestilles gennem forfatteren på: [email protected] eller tlf. 56 52 22 70.

Polarfronten modtager gerne debatindlæg og kommentarer, som vi publicerer i bladet eller på debatsiden på DPC’s hjemmeside (www.dpc.dk).

15 • Polarfronten 2 / 01

Foto: Henning Thing /Polarphotos

Ny rapport tager pulsen på det arktiske økosystem

Af Pernille Toft

Geografisk set er Arktis langt fra tung industri og firesporede motorveje. Men det arktiske økosystem, som er blandt verdens største, er alligevel stærkt påvirket af de miljøproblemer, der følger i kølvandet på en stadigt ekspanderende industri. Sådan lyder hovedkonklusionen i en ny statusrapport om biodiversitet eller biologisk mangfoldighed i Arktis. Bag den står Arktisk Råds arbejdsgruppe CAFF (Conservation of Arctic Flora and Fauna), NSF (National Science Foundation) og mere end 150 forskere. Rapporten - ’Arctic Flora and Fauna: Status and Conservation’ – gør først og

fremmest status over det arktiske økosystems tilstand, men illustrerer også den vigtige rolle, som det spiller i global sammenhæng. Hvor tidligere undersøgelser primært har fokuseret på enkelte arter eller et bestemt geografisk område, samler CAFF for første gang trådene fra hele det cirkumpolare område. Og rapporten er udtalt pessimistisk på det arktiske økosystems vegne. Ikke uventet udråbes den globale opvarmning som en af de helt store syndere. Men også immigration eller tilstrømning af nye plante– og dyrearter påvirker det skrøbelige arktiske økosystem. Et sidste og meget aktuelt problem er forurening fra industri og biler - høje koncentrationer af de giftige stoffer måles nemlig i både mennesker og dyr i hele det cirkumpolare område (se ’Gift i blodet’ s. 4 i dette nummer af Polarfronten). ’Arctic Flora and Fauna: Status and Conservation’ henvender sig til såvel forskere som lægfolk og er holdt i et let forståeligt sprog med geografiske oversigter, illustrationer og fotos. Yderligere informationer findes på CAFF’s hjemmeside www.grida.no/caff/ eller ved henvendelse til det internationale sekretariat på e-mail: [email protected]

Internationalt bioforskningssekretariat til Danmark

Af Pernille Toft

I skarp konkurrence med lande som Spanien, Australien og Holland har Danmark netop sikret sig retten til at huse den nye, prestigefyldte forskningsorganisation GBIF (Global Biodiversity Information Facility). GBIF skal registrere alt, hvad forskere ved om klodens godt 1,8 millioner kendte arter fra pattedyr over planter til mikroorganismer. Det nye bio-forskningssekretariat kom på tegnebrættet i juni 1999, hvor OECDlandenes forskningsministre anbefalede oprettelsen af en gigantisk database med nem adgang til al tilgængelig information om verdens arter og økosystemer. Sekretariatet får til huse i en nybygning ved Zoologisk Museum i København. Yderligere information kan fås på IT- og Forskningsministeriets hjemmeside: www.fsk.dk

Jens Christian Madsen

GRØNLANDSKE BOLIGER - selvbyggeri og typehuse Her registreres 3 årtiers hektisk boligbyggeri i Grønland - perioden fra 1945 til 1975, hvor grønlænderne byggede en lang række én- og to-familieshuse efter typeprojekter. Der vises tegninger og fotos af næsten alle officielle typehusprojekter i denne periode, ligesom der fortælles om de involverede entreprenører, som lånemuligheder, planlægning etc. Altsammen fortalt med et glimt i øjet. Bogen slutter med forslag til eftertanker om den fremtidige boligpolitik i Grønland. ISBN: 87-90393-54-6 240 sider - 347,50 kr. BOX 1009 · 3900 NUUK · GRØNLAND TLF. (00299) 32 17 37 · FAX (00299) 32 24 44

16 • Polarfronten 2 / 01

KASPER CAMP

Kasper Cabin: 7 m2 moderne komfort hvor som helst

En fleksibel og mobil lejrløsning i felten

• • • • • •

Isolerede ydervægge af aluminium Kan modstå vind op til 70 m/s Kort montagetid Cabin er fremstillet i aluminium Kræver ingen særlig vedligeholdelse Cabin vejer 850 kg

Individuel indretning af Cabin til f.eks. • Overnatning med 1, 2, 3 eller 4 sovepladser • Køkken, kontor eller toilet og brusebad • El-radiatorer, oliefyr eller skibsovn • Justerbare ben Kan leveres med f.eks.: • Parabol og antenne til TV og kommunikations udstyr • Mini kraft/varmeværk til opvarmning og strøm • Solceller

Kasper ApS · Strandmarksvejen 1· 3730 Nexø · Denmark Tlf. +45 56 48 84 56 · Fax. +45 56 48 80 08 www.kasper4u.com · [email protected]

The Experts in Arctic Transport

Royal Arctic Line has five modern ice-class vessels, ready to sail the World

DK-3900 Nuuk - Greenland Phone: +299 32 24 20 - Fax: +299 32 24 50 - E-mail: [email protected] - www.ral.gl

17 • Polarfronten 2 / 01

Et grønnere Arktis Foto: Henning Thing /Polarphotos

Vegetationen breder sig på den ellers sparsomt bevoksede tundra nord for Polarcirklen i Alaska. Gennem de seneste 50 år er der i nogle områder sket en fordobling af bevoksningen af småtræer og buske, så tundraen i dag er langt grønnere set fra luften. Det står at læse i en artikel i forskningstidsskriftet Nature fra 31/5-2001. Forskere fra US Army Cold Regions Research & Engineering Laboratory i Alaska har udnyttet, at der fra slutningen af 1940’erne ligger i tusindvis af flyfotos fra arktisk Alaska, som blev optaget i forbindelse med olieefterforskning. I løbet af de sidste par år har forskerne lavet flyoptagelser fra 66 af de oprindelige positioner og derefter sammenlignet de to sæt fotos. Resultatet viser entydigt, at grænsen for hvidgran, dværbirk, el og pil er skubbet nordpå, og at vegetationen blevet højere og tættere i løbet af de sidste 50 år.

Alaska er et af de arktiske områder, som har oplevet stigende temperaturer gennem de seneste årtier, og forskerne forklarer da også hovedparten af tilvæksten af småtræer og buske med klimaændringer. pep

Topografisk Atlas Grønland - langt mere end et atlas "Med nærværende bog i hånden er det muligt, selv for mennesker der ikke har været i Grønland, at finde rundt på denne verdens største, og efter min mening, smukkeste ø". Forfatteren Jørgen Riel i forordet til Topografisk Atlas Grønland, der udkom i forbindelse med Det Naturvidenskabelige Fakultets 150 års jubilæum. Bogen viser en række af Københavns Universitets meget stærke forskningsområder, og giver en opdatering på samlet mere end 80 forskningsområder skrevet af mere end 50 forskere. Den præsenterer fakultetets naturhistoriske fag geografi, geologi, geofysik og biologi i en grønlandsk ramme, sammen med fagene arkæologi, samfundsfag og historie på en fælles rejse, så flot illustreret i Aka Høeghs billede til bogen.

Her er der plads til din annonce!

Aka Høegh "Rejsen"

280 sider, 485 kr.

For yderligere information Kontakt: Pernille M. Toft på Direkte tlf: 32880112 eller e-mail: [email protected]

C.A. Reitzels Forlag Topografisk Atlas Grønland, udgivet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, 2000.

Atuakkianut pissanganartunut aqqutaavugut! Vejen til spændende grønlandske bøger!

Fra den 4. september åbner

Polar Caféen dørene første tirsdag i hver måned kl. 15.00 i Dansk Polarcenter

I Polar Caféen bydes der på populærvidenskabelig formidling til alle, som er fascineret af polarforskning

www.atuakkiorfik.gl Atuakkiorfik A/S · Postboks 840 · 3900 Nuuk tlf. 32 21 22 · fax 32 25 00 · [email protected]

Se programmet lørdagen før i Berlingske Tidendes sektion "Univers" eller kig på www.dpc.dk fra 14 dage før

scanmaps.dk

- hele verden i én butik

Køb online på Nordisk Korthandels website. Her finder du kort, guider, glober, atlas og meget mere.

Sulisa A/S Kuuttartoq B 1077, 4. sal P. O. Box 368 3912 Maniitsoq Greenland Telefon +299 812300 Telefax +299 812400 E-mail: [email protected] Homepage: www.sulisa.gl

Nordisk Korthandel -find de kort du søger

Kalaallit nunaanni inuussutissarsiornermi siunnersorti Sulisa A/S ilinnut suleqatissaalluartoq - ukunannga aallaaveqarluni: 1. Siunnersuineq Aallarnisaasunut siunnersuineq Suliffeqarfinnut pioreersunut siunnersuineq, uani aamma pineqarlutik: - Kinguaariit nikinnerat - Tunisassianik inerisaaneq - Avammut niuerneq 2. Aallarnisaasunut suliffeqarfinnullu pioreersunut aningaasaleeqataaneq 3. Sumiiffinni ataasiakkaani nunallu immikkoortortaani inuussutissarsionermi piorsaaneq ■ ■

Grønlands erhvervsudviklingsselskab Sulisa A/S din naturlige samarbejdspartner - indenfor følgende kerneområder: 1. Rådgivning Iværksætter rådgivning Rådgivning til eksisterende virksomheder, herunder - Generationsskifte - Produktudvikling - Opstart af eksport 2. Kapitalformidling til iværksættere og eksisterende virksomheder 3. Lokal- og regional erhvervsudvikling ■ ■

Nordisk Korthandel - scanmaps.dk Studiestræde 26-30 1455 København K. Telefon: 33 38 26 38 email: [email protected]

KORT NYT Simler på kornet

Med satellitsender på ryggen

Der er nu 140.000 rensdyr i Vestgrønland, og det er så mange, at det er ved at blive en belastning for den grønlandske natur. Biologerne fra Grønlands Naturinstitut anbefaler derfor, at den tilladte fangstkvote forhøjes, så der denne sommer må skydes 24.300 rensdyr. Ifølge eksperterne er det især vigtigt at skyde hunner - simler - for at begrænse tilgangen af kalve og undgå overgræsning af vegetationen.

Forskernes beregninger siger, at det er umuligt for en knortegås at flyve de 3.300 km fra Danmark til Nordøstgrønland. Knortegæssene lytter imidlertid ikke til forskernes advarsler og tilbagelægger den lange flyvetur, så for at få afdækket mysteriet vil syv gæs denne sommer gøre turen med en 30 gram satellitsender monteret på ryggen. Interesserede kan sommeren igennem følge gæssenes lange rejse på Danmarks Miljøundersøgelsers hjemmeside på www.dmu.dk/CoastalZoneEcology/satellite/index.htm

Rent drikkevand Center for Arktisk Teknologi har modtaget en million kroner fra Grønlandsbankens Erhvervsfond. Pengene skal bruges til et projekt, som skal undersøge mulighederne for at hente rent drikkevand op fra jorden gennem sprækker i permafrosten. Hvis det lykkes, vil det give adgang til langt renere vand end det overfladevand, grønlænderne drikker i dag. Kontakt: Arne Villumsen, DTU, [email protected]

Arktisk klimainitiativ Stigende temperaturer i Alaska og i dele af Nordcanada og Sibirien har fået Arktisk Råd til at igangsætte et nyt initiativ, Arctic Climate Impact Assessment (ACIA). ACIA skal undersøge årsagerne til klimaændringerne i Arktis og komme med et bud på, i hvilket omfang de er menneskeskabte. Forskere fra otte arktiske lande tager del i ACIA’s arbejde, som har deltagelse fra Arctic Monitoring and Assessment Program (AMAP), Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF) og International Arctic Science Committee (IASC).

Det var også en nordmand 130 nordmænd udbragte den 12. maj i et chartret fly over Nordpolen en skål i champagne for at fejre 75årsdagen for Roald Amundsens tur til Nordpolen. Baggrunden for den højt anlagte højtidelighed var, at norske forskere nu føler sig overbeviste om, at Roald Amundsen ikke blot var det første menneske på Sydpolen, som han nåede i 1911, men også var den første på Nordpolen, dan han i 1926 i en luftballon overfløj Jordens top. Dermed har nordmændene sået tvivl om ikke blot Frederic Cooks påståede besøg på Nordpolen i 1908, men også Robert Pearys besøg i 1909 og Richard Byrds overflyvning i 1926.

Formand for pengerejserkomité Tidligere minister og forhenværende formand for Folketinget, Svend Jakobsen, har sagt ja til at blive formand for en kommende støttekomité, som skal rejse penge til at etablere en universitetspark i Nuuk. Universitetsparken, som er anslået til at koste 160 millioner kroner, har efter at have været i politisk modvind i foråret fået Landstingets opbakning og en bevilling på 10 millioner til at fortsætte projekteringen.

Nationalmuseet udnævner sin første professor Arkæologen Hans Christian Gulløv er blevet udnævnt til forskningsprofessor på Nationalmuseet for en periode på fem år. Det bliver museets første professorat, og det er tanken, at den nye professor skal være med til at tegne og styrke museets forskningsprofil. Gulløv har i mange år beskæftiget sig med Grønlands arkæologi og kulturhistorie, og det bliver også hans primære arbejdsfelt de næste fem år. Den nye professor tiltræder i august eller september 2001 og vil i den forbindelse holde en tiltrædelsesforelæsning.

Radioforbindelse gennem is For polarforskere er knas på radioforbindelsen på grund af f.eks. magnetstorme en kendt foreteelse. Måske er løsningen på det problem tættere på, end forskerne forestiller sig. Amerikanske forskere fra US Naval Undersea Warfare Center i Newport, Rhode Island har nemlig eksperimenteret med at sende radiobølger gennem isen. Det er lykkedes dem at sende signaler over 500 kilometer, hvilket er seks gange så langt som med normal radiokommunikation.

“

Mr. Kunuk i Cannes 43-årige Zacharias Kunuk fra Nunavut har ved filmfestivalen i Cannes vundet Golden Camera-prisen for førstegangsinstruk tører med sin film ‘Atanarjuat’ (‘Den hurtige løber’). Filmen er en episk fortælling baseret på en 4000 år gammel overleveret myte.

”

Ny rigsombudsmand i Grønland Regeringen har udnævnt administrationschef Peter Lauritzen, Statsministeriet, til ny rigsombudsmand i Grønland fra den 1. april 2002. Peter Lauritzen er 41 år, cand. scient. pol. fra Århus Universitet og har bl.a. været ministersekretær for statsministeren fra 1994 til 1996. Han afløser til sin tid Gunnar Martens, som har været rigsombudsmand siden 1995.

21 • Polarfronten 2 / 01

KORT NYT Se på sæler i sælarium

Knogleskørhed udbredt i Grønland

Nordsømuseet i Hirtshals har åbnet et nyt sælarium til 25 mio. kr. Det nye anlæg er på 6000 kvadratmeter og giver fra et underjordisk udstillingsrum med store vinduer ind til sælariet publikum mulighed for at følge syv spættede sæler og to gråsælunger boltre sig i 800 kubikmeter rent og klart havvand. Se www.north-sea-museum.dk

Knogleskørhed er mere udbredt blandt midaldrende kvinder i Nuuk end i Canada. Det viser en undersøgelse blandt 200 kvinder. Som forklaringer på forskellene peger overlæge Gert Mulvad fra Nuuk på, at de grønlandske kvinder i forhold til deres canadiske medsøstre får mindre motion, ryger mere, får mindre kalkholdigt mad og ikke får hormoner i forbindelse med overgangsalderen.

Ph.d. på eskimologi Eskimologen Arnaq Grove fra Institut for Eskimologi på Københavns Universitet har forsvaret og fået sin ph.d.-grad med et projekt om den nyere grønlandske fortælletradition. Arnaq Grove fortsætter som forskningsadjunkt på Institut for Eskimologi og vil også i fremtiden koncentrere sin forskning om sammenhængen mellem sprog, tone og gestikulation med grønlandske fortællinger som udgangspunkt.

Ekspedition til verdens nordligste boplads Det Kongelige Danske Geografiske Selskab sender i sommeren 2001 en ekspedition af sted til Peary Land i Nordgrønland. Ekspeditionen skal undersøge områdets natur- og kulturhistorie, specielt livsbetingelserne for de mennesker, som levede der for 4250 år siden. Ekspeditionen er bredt fagligt sammensat med både geografisk, arkæologisk og zoologisk ekspertise og er første skud på stammen af en række ekspeditioner støttet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab med fokus på livsvilkår og klimavariationer i det nordøstlige Grønland. Se Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs hjemmeside: www.geogr.ku.dk/dkgs/

Faldende børnedødelighed Børnedødeligheden i Grønland er i løbet af de sidste 10 år faldet med 21% for nyfødte, og 27% blandt børn fra 0-1 år. Det viser en doktorafhandling, som tidligere distriktslæge i Qaqortoq, Birger Aaen-Larsen, har lavet. Det største fald er dog sket blandt de 1-14 årige, hvor dødeligheden er faldet med 34%. Selvom der er sket et fald, er børnedødeligheden i Grønland stadig 4-5 gange større end i Danmark.

Kulturstøtte fra Landsstyret Tidsskriftet Grønland er blandt modtagerne af Landstingets midler til støtte for kulturelle aktiviteter i og vedrørende Grønland. Støtten er givet til sikring af tidsskriftets fremtidige udgivelse. Blandt de øvrige modtagere kan bl.a. nævnes Ivars Silis’ filmprojekt Sofiannguaqs ansigter. De tildelte portioner er på mellem 1.000 og 50.000 kr., og der er tre årlige uddelinger.

Bodelingen er afsluttet De sidste af næsten 35.000 museumsgenstande, som gennem de sidste 17 år er ført fra Danmark til Grønland, er nu ankommet til Nuuk med inspektionsskibet Vædderen. For at markere afslutningen på det store projekt åbner Grønlands Nationalmuseum i juni en udstilling, der bl.a. beskriver det dansk-grønlandske samarbejde med at tilbageføre museumssamlingen.

En tø-op-kalender Ifølge Reuters smed polarforskere fra New Zealand i oktober 2000 i –35 graders kulde de mange lag termotøj for i velgørenhedens tjeneste at lade sig afbilde til en kalender. I Polarfrontens redaktion beklager vi, at arktiske forskere er bagud på dette felt, for som tegningen antyder, kunne de sandsynligvis let stå sig i konkurrencen om den bedste pinup-kalender for kolde forskere. Idéen er hermed givet videre.

Nye bøger Carl Christian Kinze: Havpattedyr i Nordatlanten, Gads Forlag 2001, 191 sider, 229 kr. Denne felthåndbog indeholder først og fremmest ‘portrætter’ af de 51 havpattedyr, som lever i Nordatlanten. Bogen er gennemillustreret med Birgitte Rubæks akvareller og fotos taget af hvalfotografer fra nær og fjern. Kenn Harper: Giv mig min far - Beretningen om New York-eskimoen Minik, Holkenfeldt 2000, 253 sider, 298 kr. Beretningen om drengen Minik fra Thule, som i 1897 sammen med sin far og fire andre rejste med polarforskeren Robert Peary til Amerika. De fire døde efter kort tid i New York, én vendte tilbage til Grønland, og Minik forsøgte efter 20 år igen at vende hjem.

Historiske billeder digitaliseres Dansk Polarcenter og Arktisk Institut har modtaget 1,5 mio. over tre år fra Kulturministeriets andel af tips- og lottomidlerne til sikring og digitalisering af Arktisk Instituts fotosamling. Fotosamlingen består af billeder helt tilbage fra 1860’erne, glaspladenegativer fra omkring århundredskiftet, nitratnegativer samt store samlinger af positiver. Billederne dokumenterer det grønlandske samfund og er derfor af stor historisk værdi. Efterhånden som billederne gennemgås, registreres og skannes, bliver store dele af samlingen i løbet af de næste tre år tilgængelig for søgning på internettet, .

Anne Mette K. Jørgensen, Jes Fenger og Kirsten Halsnæs (red.): Climate Change Research - Danish Contributions, udgivet af Danmarks Meteorologiske Institut (i kommission hos Gads Forlag), 408 sider, 299 kr. I forbindelse med at FN’s klimapanel, IPCC, i år udsender sin tredje store rapport om klimaændringer og deres virkninger, har DMI udgivet denne bog, som giver et bredt billede af den danske klimaforskning og de danske resultater, som indgår i IPCC-rapporten. Ann Savours: The Voyages of the Discovery - The Illustrated History of Scott’s Ship, Chatham Publishing, 160 sider, 20 £. Skibet Discovery blev bygget for 100 år siden til Kaptajn Scotts første Antarktis-ekspedition 1901-1904 og sejlede ind til oplægningen i 1986 hovedsageligt som ekspeditionsskib omkring Antarktis.

Nyt fra DPC Penge fra KVUG Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland (KVUG) har uddelt 794.435 kr. til 18 forskellige projekter. Støtten er givet til aktiviteter, som bidrager til kompetenceopbygning i Grønland og vidensoverførsel fra Danmark til Grønland.

… og direktør-goddag Til posten som ny direktør har forskningsministeren udnævnt forskningschef Hanne Petersen, som kommer fra et job som leder af Afdeling for Arktisk Miljø i DMU. Hanne Petersen er et kendt ansigt i polarforskningskredse i Danmark og Grønland og har gennem årene deltaget i mange internationale sammenhænge. Desuden har hun et mangeårigt kendskab til netop Dansk Polarcenter, hvor hun det seneste års tid har været medlem af centrets bestyrelse. Tidligere har Hanne Petersen flere år siddet i Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland.

DPC-udgivelser Virksomhedsregnskab for Dansk Polarcenter 2000 DPC aflægger årsberetning i form af et virksomhedsregnskab, som følger Økonomistyrelsens retningslinjer. Det er kortfattet, men giver en glimrende oversigt over, hvad der er sket i DPC-regi i løbet af 2000. Virksomhedsregnskabet kan hentes som pdf-fil fra centrets hjemmeside, www.dpc.dk.

©Arktisk Institut

Direktør-farvel Morten Meldgaard har forladt direktørposten i Dansk Polarcenter efter godt og vel 51/2 år i stolen og er flyttet over i det store nabopakhus, hvor han i fremtiden skal være direktør for Den Nordatlantiske Brygge. Dermed bliver han chef for det projekt, som han selv fik idéen til for 5 år siden, og som han siden har været med til at bringe fra tegnebordet til realiteternes verden. Specialkonsulent Henning Thing fungerer som konstitueret direktør i perioden frem til, den ny direktør kan tiltræde.

Resultatkontrakt for Dansk Polarcenter 2001-2004 I maj blev der blevet indgået en resultatkontrakt mellem IT- og Forskningsministeriet og DPC, som beskriver DPC’s visioner for de næste fire år. I kontrakten kan man læse, at DPC udover sin sædvanlige virksomhed bl.a. har planer om at gøre det billigere at forske i Nordøstgrønland og lettere at hente information om Grønland og grønlandsforskningen fra en netportal. Netportalen er dog endnu fremtidsmusik, først skal finansieringen på plads. Resultatkontrakten kan hentes som pdf-fil fra centrets hjemmeside, www.dpc.dk.

23 • Polarfronten 2 / 01

Den sidste viking Islands Pompeji, Þjórsárdalur, har tiltrukket arkæologer gennem mange årtier. Her ligger bonden Ólafur Bergsson begravet i en birkelund side om side med sin elskede hest Blesi. Af Steffen Stummann Hansen

Foto: Björn Johannesson, Reykjavík.

Lidt vest for vulkanen Hekla i det sydvestlige Island ligger dalen Þjórsárdalur. Den var, da skandinaviske vikinger for første gang i slutningen af 800-tallet kom til Island, et af de mest frodige og frugtbare steder for bosættelse. Hård fremfærd mod skovene i dalen i de efterfølgende århundreder samt gentagne udbrud fra Hekla har imidlertid forvandlet dette landskab totalt, således at dalen i dag fremstår som en ørken af vulkansk aske. Spredt i landskabet findes ruiner af vikingetidens og den tidlige middelalders gårde. På gården Skriðufell, den ene af de blot to endnu beboede gårde ved indgangen til dalen, talte den danske antikvar Daniel Bruun fra Danmarks Nationalmuseum med bonden Ólafur Bergsson, som kendte dalen godt. Bruun beskrev efterfølgende turen i meget dramatiske vendinger: - Det er Islands Pompeji, vi her besøge. Med Gru tænkte vi paa, hvilke Rædsler her ere foregaaede, da i Sagatiden Himlen formørkedes af Askeregn, me-

dens Lavaen strømmede ind, altsammen for at ødelægge den Velstand og den Frugtbarhed, som hidtil havde været Betingelsen for de 14-16 Gaardes Eksistens. Nu er alt det forsvundet, thi Græsset vil ikke mere gro her, og Mennesket er for stedse stængt ude af denne Dal, hvor Slægt paa Slægt i sin Tid levede med deres Sorger og Glæder. Dalen og dens ruiner har i mere end hundrede år haft en stor tiltrækning på arkæologer, og dette ‘Islands Pompeji’ blev da også udvalgt som arbejdsmark for et stort anlagt fællesskandinavisk arkæologisk projekt i 1939. Som i 1896 var det Ólafur Bergsson, der førte ekspeditionsdeltagerne ind i dalen. Bergsson var således om nogen indgangen til vikingerne i Þjórsárdalur. Bergsson var en mand af stærke principper. Han havde i mange år en skattet hest, Blesi, som hundredvis af gange havde ført ham rundt i de omkringliggende fjelde. I 1930 rejste Bergsson hele vejen til Þingvellir, hvor man fejrede 1000 års jubilæet for Alþinget oprettelse. Her fik han personligt foretræde for den danske konge Christian X. Han bad om kongens tilladelse til, når den tid kom, ikke at blive begravet i indviet jord, men derimod på et sted i de smukke birkelunde, der lå bag hans gård Skriðufell. Kongen gav Bergsson sit løfte hertil, og i 1944 blev Ólafur i bedste vikingetradition begravet her ved siden af sin elskede hest Blesi, som han selv havde begravet atten år tidligere. Gravsten blev sat på begge grave. Inskrip-

Ólafur Bergsson på sin elskede hest Blesi. Her fotograferet uden for sin gård Skriðufell omkring 1920.

tionen for Blesi lyder: ‘Her hviler den fremragende hest Blesi som døde i 1926’. Biskoppen fandt imidlertid, at dette var en uacceptabel, hedensk skik og bad en lokal leder, Jóhann Kolbeinsson, om at grave Bergsson op og flytte ham til en kristen kirkegård. Jóhann svarede: - Jeg vil hellere lade mit hoved hugge af end flytte min ven Ólafur fra hans grav. Sagen stoppede her. Ólafur forblev i sin grav. Han blev den sidste islænding, der blev begravet med sin hest. Ólafur Bergsson var, i sandhed, den sidste viking i Þjórsárdalur.

Historien om Ólafur Bergsson og hans hest Blesi indgår i en bog om dalen og dens arkæologi, som gæsteforsker ved Dansk Polarcenter, Steffen Stummann Hansen, i øjeblikket er ved at færdiggøre med midler fra Carlsbergfondet. Stummann Hansen gennemfører i øjeblikket selv udgravninger i Þjórsárdalur som led i et større projekt finansieret af Nordisk Forskningsråd.

Foto: Steffen Stumann Hansen