Indhold. Side 1 af 67

Indhold 1. Indledning ...................................................................................................................................................... 3 1.1 Problemstilling ......................................................................................................................................... 5 1.2 Historisk tilbageblik for udviklingsbistanden ........................................................................................... 5 1.3 Danmark i Afrika ...................................................................................................................................... 8 1.4 Danmarks udviklingspolitik ...................................................................................................................... 9 1.5 Bistandsformer ...................................................................................................................................... 11 1.6 Formidling af den danske viklingsbistand.............................................................................................. 12 1.7 Afgrænsning........................................................................................................................................... 14 1.8 Kenya ..................................................................................................................................................... 15 1.9 Kenyas fattigdomsbekæmpelsesstrategi............................................................................................... 16 2. Problemformulering .................................................................................................................................... 18 3. Begrebsafklaring .......................................................................................................................................... 19 3.1 Redegørelse for fattigdom..................................................................................................................... 19 3.2 Hvad er fattigdom.................................................................................................................................. 19 4. Metode ........................................................................................................................................................ 23 4.1 Kilderkritik.............................................................................................................................................. 24 5. Valg af teori ................................................................................................................................................. 26 5.1 Fattigdoms Teorier ................................................................................................................................ 26 5.2 Socialdarwinisme ................................................................................................................................... 26 5.3 Fattigdomskultur ................................................................................................................................... 27 5.4 Strukturel fattigdomsteori ..................................................................................................................... 27 5.5 W. W. Rostow og faseteori .................................................................................................................... 28 5.6 John Friedmann og den alternative udviklingsteori .............................................................................. 29 6. Teori ............................................................................................................................................................. 30 6.1 Vækst- og moderniseringsteorierne ...................................................................................................... 30 6.2 Kritik af faseteorien ............................................................................................................................... 32 6.3 Alternative udviklingsteorier ................................................................................................................. 32 6.4 Den alternative udviklingsteori og fattigdom........................................................................................ 34 6.5 Kritik af den alternative udviklingsteori og John Friedmann................................................................. 36 6.6 Alan Fowler ............................................................................................................................................ 36

Side 1 af 67

6.7 Mikroniveauet ....................................................................................................................................... 36 6.8 Makroniveauet ...................................................................................................................................... 38 6.9 Kobling mellem fattigdomsteori og udviklingsteori .............................................................................. 39 7. Analyse......................................................................................................................................................... 40 7.1 Rostows faseteori .................................................................................................................................. 40 7.1.1 Kenyansk strategi............................................................................................................................ 40 7.1.2 Danidas strategi .............................................................................................................................. 43 7.1.3 Sammenfatning .............................................................................................................................. 46 7.2 Hvordan bidrager Danmarks nuværende udviklingspolitik til halveringen fattigdom i Kenya?............ 49 7.2.1 Makroniveau................................................................................................................................... 49 7.2.2 Microniveau .................................................................................................................................... 52 7.3 Har den kenyanske regering bidraget effektivt til at opnå 2015-mål 1?............................................... 54 8. Konklusion ................................................................................................................................................... 59 9. Litteraturliste ............................................................................................................................................... 64 Bilag 1 .............................................................................................................................................................. 67

Side 2 af 67

1. Indledning Efter årtusindeskiftet er der sket noget nyt, angående udviklingsbistanden, hvor verdensledere i år 2000 blev enige om otte mål for at forbedre livet for de fattigste mennesker i verden. Dette kom på baggrund af, at hvert syvende menneske i verden, ikke havde nok mad, og at der hverdag smittes 7500 mennesker med HIV (Boesen, Jensen, & Nielsen, 2005). Ved FN’s generalforsamling blev 189 stats og regeringsleder enige om de såkaldte 2015 mål, der gik ud på følgende: 1. At halvere fattigdom og sult 2. At alle børn skal i skole 3. At øge ligestilling mellem mænd og kvinder 4. At mindske børnedødeligheden 5. At reducere dødeligheden blandt gravide og fødende 6. At stoppe spredning af HIV/ AIDS og andre sygdomme 7. At sikre en miljømæssig bæredygtig udvikling 8. At øge samarbejde mellem rige og fattige lande når det gælder bistand, miljø, handel og gældseftergivelse (Boesen, Jensen, & Nielsen, 2005). 2015-målene er det officielle danske navn for de ovennævnt otte internationale udviklingsmål, som udsprang af den såkaldte Årtusindeerklæring (united nations millennium declaration). De otte udviklingsmål blev vedtaget af FN i New York i september 2000, hvor der blev afholdt FNs Årtusindetopmøde. På engelsk kaldes målene Millinnium Development Goals, og indeholder udover de otte nævnte mål, 18 delmål og 48 indikatorer for målene (Boesen, Jensen, & Nielsen, 2005, s. 7). 2015-målene er siden 2002 kommet mere og mere i centrum, hvor stort set alle udviklingsaktører og de fleste landes udenrigspolitik inddrager målene i deres arbejde omkring fattigdom. Det fleste mener, at måden, hvorpå målene kan opnås er, at der anlægges et helhedsperspektiv på udvikling, hvor der støttes en hel sektor, frem for at yde bistand til et konkret projektbistand. Dette helhedssyn skaber en fællesskabsfølelse blandt udviklingsaktørerne omkring betydning af 2015-målene, hvor der er sket øget koordinering og samarbejde mellem alle aktører på feltet. Det er FNs udviklingsafdeling, United Nations Development Programme (UNDP), der blev udpeget til at måle løbende, hvordan udviklingen udretter sig. Målene indeholder ikke konkrete

Side 3 af 67

anvisninger på, eller detaljerede planer for, hvordan de otte mål skal præcist opnås (Boesen, Jensen, & Nielsen, 2005, s. 18). UNDP skal blot stå for overvågning og indsamling af data om opfyldelsen af 2015-målene, hvor UNDP skal samarbejde med andre FN organer, regeringer, civilsamfund og forskningsinstitutioner, særligt ved udarbejdelsen af nationale årsrapporter. Professor og økonom, Jeffrey Sachs blev udpeget til at lede milleniumprojektet, som FN har etableret, hvor projektet skal udgive en rapport hver femte år, der analyser, hvordan 2015-målene kan opnås. Derudover udarbejder FNs generalsekretær en årlige statusrapport om hvordan implementeringen af erklæringen har udviklet sig (Boesen, Jensen, & Nielsen, 2005, s. 19). Danmark er ét af de mange lande, der sluttet sig til Årtusinderklæringen, og ifølge daværende udviklingsminister, Ulla Tørnæs, skal dansk udviklingsbistand være med til at mindske fattigdommen i den tredje verden, og dermed opnåelsen af 2015-målene (Danida, september 2008). Her skal Danmark samarbejde med andre donorlande, for at opnå disse mål, og for at opfylde Paris-erklæringen1 der er indgået i 2005 (Danida, september 2008, s. 3). Indenfor 2015målene har vi valgt at tage udgangspunkt i mål 1, der handler om en global fattigdomsbekæmpelse og sult. Mål 1 indeholder mere end hvad vi har valgt at beskæftige os med, nemlig at der også skal ske en halvering af hungersnøden i verden. Selvom om der er sammenhæng mellem sult og fattigdom, er de ikke afhængige af hinanden. En af de elementer der er i vores definition af fattigdom, er at når man er fattig har man ikke råd til at købe mad og vand, og dermed kommer man til at lide af hungersnød. Men man kan også lide af hungersnød uden at være fattig, det kan der være forskellige grunde til, en fejl slagen høst sæson, eller at man på anden måde har mistet alle sine afgrøder. Derfor vælger vi ikke at tage sults spørgsmålet med, fordi det vil tilføje endnu et facet til opgaven, et vi ikke mener, er nødvendigt for at besvare fattigdomsproblemstillingen.

1

Paris-erklæring går ud på at donorlandene skal samarbejde om at opnå 2015-målene. Det enkelte

land, heriblandt Danmark skal, ifølge Paris-erklæringen ikke jagter succes og resultater med ”sin” bistand. (Danida, september 2008, s. 3)

Side 4 af 67

Under mål 1 er der yderlige tre delmål; 1. Halvere andelen af befolkningen i verden der lever for under USD 12 dollar om dagen inden 2015 2. Opnå fuld beskæftigelse og gode arbejdsforhold for alle, inklusive kvinder og unge mennesker inden 2015 3. Halvere andelen af verdens befolkning, som lider under hungersnød inden 2015 Vi vælger her at tage udgangspunkt i det første delmål, ikke fordi de andre ikke er vigtige, eller ikke har betydning for problemet, men fordi det ville ændre retningen vores projekt går i. Vi vil gerne i løbet af projektet finde ud af, hvordan det går med bekæmpelsen af fattigdommen. Da vi har valgt at skrive et eksplorativt projekt, vil elementer af arbejdsløshed komme med ind i vores fattigdomsovervejelser, men ikke arbejdsforhold, fordi det er ikke direkte relateret til fattigdom. Grundene til at vi ikke arbejder ud fra det sidste delmål, er de samme som dem gennemgået oven for. Vi finder det ikke nødvendigt for at besvare problemstillingen, da det er lidt noget andet, som vil gøre at vi skulle udvide vores område.

1.1 Problemstilling Vores motivation for at beskæftige os med fattigdomsbekæmpelsen, er kommet af, at vi ser det problematisk at Danmark yder en del udviklingsbistand til bekæmpelse af fattigdommen i den tredje verden, men der er umiddelbart ingen sammenhæng mellem den mængde udviklingsbistand som Danmark yder til fattigdomsreduceringen og nedgangen i andelen af fattige, især i lande i Afrika syd for Sahara. Dette anser vi som problematisk, dels fordi at der ifølge de fattigdomsbekæmpelses strategierne burde ske en reducering af fattige og dels fordi af humanitære hensyn. Der er mange mennesker der lider under fattigdommen og konsekvenserne heraf og derfor mener vi at problematikken skal tages alvorligt. Siden 2000 har verdenssamfundet forsøgt at finde en løsning på fattigdomsproblematikken og på den baggrund vil vi gerne undersøge hvad der er sket siden hen.

1.2 Historisk tilbageblik for udviklingsbistanden Grunden til at yde udviklingsbistand, har en længere fortid. For at belyse dette skal vi tilbage i tiden, nærmere bestemt i 1940erne. Her har krig og ødelæggelse været en dagligdagskost for det 2

I dag er det USD 1,25

Side 5 af 67

Europæiske kontinent. Nogle år efter den Første Verdens krig, brød Anden Verdens krig ud, hvor Nazi Tyskland med Hitler i spidsen erklæret krig mod alle. Her var prisen høj, idet der var tusinder og atter tusinder uskyldige mennesker der måtte lide under den brutale krig. Krigen varede længe og kostede mange menneskeliv, og efter krigens afslutning lå næsten hele Europa i ruiner. Amerikanerne, der på det tidspunkt var en af de stærkeste økonomier i verden, tilbød nu Europa den såkaldte ”Marshall-hjælp” der i korte træk gik ud på at genopbygge Europa, via økonomisk støtte og dermed få økonomien på rette fod igen. Amerikanerne gjorde dette af flere grunde, nemlig, at amerikanerne havde økonomiske og politiske interesse i et stærkt Vesteuropa, dels fordi, et stærkt Vesteuropa vil kunne være en modvægt mod Sovjetunionen, og kunne svække kommunistpartiernes indflydelse i de enkelte lande, og dels fordi at USA kunne undgå en økonomisk krise, idet USA’s økonomi var også afhænge af et økonomiske stærkt Vesteuropa. Det var startskuddet på udviklingsbistand, og dens grundidé var at yde en tilstrækkelige bistand til de europæiske lande, så landene kom økonomiske på fode igen. Præsident Truman udvidede den amerikanske bistand året efter til også at omfatte u-lande, for at beskytte imod kommunismen, der kunne komme indefra eller udefra, men her var begrundelsen for at yde bistand, officielt, en moralske og humanitære forpligtelse. USA begrundede ydelsen af bistand overfor skatte borgerne med, at hvis man ydede udviklingsbistand til de fattige lande, så vil disse lande udvikler sig økonomisk, ligesom i de vesteuropæiske lande (Degnbol-Martinussen & Engberg-Pedersen, 1999, s. 29 ff.) Lande som Frankrig og Storbritannien havde også i starten ydet udviklingsbistand, officielt, af moralske grunde. Nogle af de store industrilande, som også var tidligere kolonimagter, ydede bistanden til deres tidligere kolonier, hvor regeringerne appellerede til deres befolkning med henvisning til moralske forpligtelser til at hjælpe deres tidligere kolonier, for at de kunne opnå et økonomisk og social fremskridt. Uofficielt var grunden til at yde udviklingsbistand til de tidligere kolonier, en hel anden, nemlig for at pleje økonomiske og kommercielle interesser. Ved at yde udviklingsbistand, kunne de tidligere kolonimagter få adgange til naturressourcer i de respektive lande. Der er ofte, ikke sammenfald med et lands motiver og begrundelserne for at yde udviklingsbistand til de fattige lande. Mens politikkerne officielt formulerede begrundelsen for at yde udviklingsbistand til fattige lande udefra moralske og humanitære grunde, kan motiverne

Side 6 af 67

være kommercielle særinteresser og nationale sikkerhedspolitiske hensyn (Degnbol-Martinussen & Engberg-Pedersen, 1999, s. 29). De fleste nordiske lande, heriblandt Danmark, har begrundet udviklingsbistanden med moralske og humanitære forpligtelser. Her mente man, at de rige industrilande, havde pligt til at hjælpe de fattige lande, med henvisning til opbygning af den universelle velfærdstat i de nordiske lande, som var til gavn for fattige og ressourcesvage befolkningsgrupper (Degnbol-Martinussen & EngbergPedersen, 1999, s. 30). Disse lande havde kanaliseret deres bidrag via FN, idet de mente, at FN kunne spille en vigtig rolle med hensyn til fred og stabilitet i verden, især i efterkrigstiden. Moralske og humanitære motiver har spillet en central rolle i form af multilaterale bistandssamarbejde, hvor de lande der havde disse motiver kunne kanalisere midlerne via FNsystemet. De lande der har valgt at kanalisere deres bistand gennem FN-systemet, havde et ønske om skabe et godt samarbejde staterne imellem. Den danske bistand har siden slutningen af 1990erne udviklet sig, både hvad angår mål og midler (Grøndahl, 2004, s. 38). Den danske udviklingsbistand har hovedsageligt afspejlet sig i den internationale udvikling med hensyn til teorier og strategier, fra moderniseringsteori over afhængighedsteori og til mere sammensatte teorier, hvor partnerskab, empowerment og balance mellem konversation og fordring er i centrum, men den danske udviklingsbistand fulgte også sin egen logik.

Dette skylds at den danske udviklingsbistand har i tidligere stadier haft

fattigdomsbekæmpelse i fokus (Grøndahl, 2004, s. 38). Men siden år 2001 har disse tendenser ændret sig, hvor fattigdomsbekæmpelse ikke længe var i centrum for midlerne. Da Venstre og De konservative kom til magten i 2001 blev midlerne beskåret, på trods af, at en del vestlige lande har sat deres udviklingsbistand op, men også ændrede, hvordan den danske udviklingsbistand skulle prioriteres. Regeringen mente, at nedskæringen af bistandsmidlerne ikke havde noget betydning, i forhold til kvaliteten. Regeringen har også ændrede fokus på udviklingsområdet i forhold til de strategier og planer, der var i gang under SR-regeringen frem til 2001 (Grøndahl, 2004, s. 43). VK-regeringen har i sin ny plan under overskriften ”En verden til forskel”, der udkom i 2003, introducerede de fem centrale udfordringer, der skulle stå centralt i sin udviklingspolitik:  Menneskerettigheder, demokratisering og god regeringsførelse  Stabilitet, sikkerhed og kampen mod terrorisme Side 7 af 67

 Flygtninge, nødhjælp og nærområder  Miljø  Social og økonomisk udvikling Der udover mente VK-regeringen, at fri handel mellem personer, virksomheder og lande, er et af midlerne til øget velstand i verden, og må prioriteres af de industrialiserede lande, men også af udviklingslandene. VK-regeringen havde med henvisning til et ønske om at skabe markedsbaseret vækst, det så kaldte Privat Sektor Program (Grøndahl, 2004, s. 43). I 2000 har Danida gjort udviklingsbistanden en del af sin strategi med hensyn til væbnede konflikter samtidig med at der blev skåret kraftigt ned for udviklingsbistanden. Efter 11. september 2001, er der blev lagt mere fokus på stabilitet og sikkerhed, og heraf terrorismebekæmpelse. Her mente kritikerne, at det vil gå udover de alle fattigste grupper, især dem i Afrika Syd for Sahara (Grøndahl, 2004, s. 44). VK-regeringen mente at der var sammenhænge mellem terrorisme og fattigdommen, og derfor vil regeringen satse på at forebygge terrorisme. Men kritikkerne mente at der ikke var en direkte sammenhænge mellem terrorisme og fattigdom (Grøndahl, 2004, s. 45 ff). Som noget nyt har det især fra EUs side i den senest tid, været et vigtig argument for at yde bistand til mellemøsten og i Afrika, særligt de lande der vil modtage de afviste asylsøgere, men også hvis de forhindrer flygtningestrømme fra mellemøsten og Afrika til Europa (DegnbolMartinussen & Engberg-Pedersen, 1999, s. 36 ff.).

1.3 Danmark i Afrika Siden årtusinderklæringen blev vedtaget i New York, har Danmark arbejde for, at reducere andel fattige i Afrika. Her har man udarbejdet en Afrikastrategi der skal være den overordnede ramme for, Danmarks indsatse i Afrika. Ifølge strategien vil Danmark arbejde for at Afrika kommer med i globaliseringen og dermed bliver en ligeværdig global partner. Derudover vil Danmark arbejde for, at kontinentet bliver mere stabilt ved at øge den regionale integration, der skal være drivkraft for øget sikkerhed og mere sammenhandel, ved at yde bedre bistand med fokus på beskæftigelse og ligestilling. I den forbindelse har Danmark indgået en række udviklingssamarbejdsprojekter med ti lande i Afrika syd for Sahara (Udenrigsministeriet, 2007).

Side 8 af 67

Bekæmpelse af fattigdom er rygraden for Danmarks indsats i de ti udvalgte lande, hvor gennemsnitsindkomsten er på under 10 kr. om dagen. Danmarks prioritering vil basere sig på analyser af udvikling, der udarbejdes i tæt samarbejde med både danske, afrikanske og internationale eksperter på regionen. Danmark og de enkelte lande, indgår et partnerskab, hvor der skabers udviklingssamarbejde med regeringen i de respektive lande, nationale og internationale institutioner og agenturer, den private sektor og civilsamfundet, for at sikre en effektiv

fattigdomsbekæmpelse.

Samarbejdet

mellem

Danmark

og

de

enkelte

programsamarbejdslande, er baseret på, landets egne strategier og politikker, hvor partnerskabet er en hjørnesten i Danmarks udviklingssamarbejde, og dermed opnåelse af 2015-målene (Udenrigsministeriet, 2007). Projektet vil tage udgangspunkt i, samarbejde mellem Danmark og lande i Afrika syd for Sahara. Begrundelsen for valget af denne region skyldes, at der på trods af anstrengelserne fra enkelte lande, men også fra verdenssamfundet, hvor man har forsøgt at reducere fattigdommen i regionen, er der stadig en større andel fattige siden 2015-målene blev indgået. Andre steder, for eksempel sydøst Asien, er målsætningen om halveringen af fattigdommen allerede opnået, hvor disse lande er gået fra 60 % ekstremt fattige i 1990 til 16 % i 2005. Set i lyset af disse resultater, er det ikke en umulig opgave med hensyn til nedbringelsen af ekstrem fattigdom i u-landene. Men i det sydlige Afrika er det altså stadig ikke lykkedes for det enkelte land, ej heller for verdenssamfundet, at reducere ekstremt fattigdom (UNPD, 2010, s. 11ff). Danmark er et af de lande, der er mest aktiv i indsatsen overfor fattigdomsbekæmpelse i Afrika, syd for Sahara. 39 % af alt dansk udviklingsbistand går direkte til bekæmpelse af fattigdom, hvor de 56 % af den danske udviklingsbistand der ydes på verdensplan, går til det Afrika, syd for Saraha. (Danida, 2006). Danmark yder en del udviklingsbistand til Afrika syd for Sahara, og i den forbindelse ser vi det interessent at undersøge hvordan de danske udviklingsbistandsmidler kan være med til at påvirke fattigdommen i regionen. Det vores undren, at lande i Afrika syd for Sahara endnu ikke har opnåede en reducering af fattigdommen.

1.4 Danmarks udviklingspolitik Dansk udviklingsbistand er lovfæstet. Loven om Internationalt udviklingssamarbejde, der blev vedtaget i 1971 af folketinget.

Side 9 af 67

”§ 1. Målet for Danmarks statslige bistand til udviklingslandene skal være gennem et samarbejde med disse landes regeringer og myndigheder at støtte deres bestræbelser på at opnå økonomisk vækst for derigennem at medvirke til sikring af deres sociale fremgang og politiske uafhængighed i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, formål og bærende principper og tillige gennem et kulturelt samarbejde at fremme den gensidige forståelse og solidaritet.” (Hede, 2006, s. 33) Dansk udviklingsbistand har været en del af den danske udenrigspolitik, og består af de problemstillinger og udfordringer som lande i den tredje verden prøver at overkomme. Fattigdomsbekæmpelse

i

det

førnævnte

felt

er

blevet

en

del

af

den

danske

udviklingsbistandspolitik, og vigtigheden af den fremhæves, hvert år, når folketinget fremlægger sine prioriteter for udviklingsbistandsmidlerne. Den danske udviklingspolitik forandrer sig i takt med de forandringer der sker i verden hele tiden, og på den baggrund foretager regeringen hvert år nye prioriteringer af udviklingspolitikken. Grundlaget for dansk udviklingsbistand har været fattigdomsbekæmpelse, men i den senere tid, har nye udfordringer, som migration, klima og sikkerhedspolitik fået en del betydning. Danida er den centrale statelige donor, og er en forkortelse af ”Danish Internationale Development Assistence”, og udover de statslige donor er der også ikke statslige donor. Donorerne har forskellige interesser og motiver når det gælder om hvad udvikling er, og baserer deres udviklingsarbejde på forskellige teorier om, hvad der kan fremme udvikling i udviklingslandene. Dette gør, at disse aktører tit vælger forskellige strategier og arbejdsmetoder. Disse motiver eller interesser kan variere meget, lige fra religiøs overbevisning til humanitære, økonomiske, miljø eller sikkerhedspolitiske interesser, eller en kombination af disse (Grøndahl, 2004, s. 51). Danmark er et af de lande, der yder procentvis, meste udviklingsbistand, sammenlignet med andre donorlande, dog har andelen faldet fra 1,06 % af BNP i 2000 til 0,88 % i 2009 (Udenrigsministeriet, April 2010). Danmark prioriterer multibilaterale samarbejde højt i forhold til andre donorlande, og dette skyldes at Danmarks udviklings- og bistandspolitik har været meget fattigdomsorienteret. Danmark yder både multilaterale og bilaterale bistand, hvor den første nævnte har haft tradition for at blive kanaliseret igennem forskellige FN-organer, men en stigende del af den multilaterale bistand kanaliseres nu via EU-projekter (Grøndahl, 2004, s. 65). Den bilaterale del af bistanden gives direkte, og kommer under den danske ambassade i det respektive land, hvor bistanden ydes til. Det er udenrigsministeriet der direkte administrere den

Side 10 af 67

danske udviklingsbistand, hvor Danida ligger under, og fået pålagt ansvaret (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 102).

1.5 Bistandsformer Der har overordnet set været tre forskellige måder at yde udviklingsbistand på. Danmark kan give udviklingsbistand via en projektbistand, sektorprogramstøtte eller generel budgetstøtte. Der har været traditionen for at Danmark støttede via projektbistand, hvor sektorprogramstøtte, sammen med budgetstøtte i dag er mere populær i Danmark, men også er den form for udviklingsbistand modtagelandene foretrække mest (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 11). Dette skift skyldes, at der har været kritik af, at den traditionelle projektstøtte ikke har været tilstrækkeligt til at bekæmpe fattigdommen. Kritikkerne mente, at projekterne var for små og for spredte til at sætte mærkbare spor der kunne måles. Modtagerlandene følte ikke at projekterne var deres, men levede deres egne danske enklave-liv og blev som regel aldrig en del af de respektive landes institutioner (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 11). Projektstøttemidlerne blev som regel øremærket til bestemte formål, hvor Danmark og det på gældende modtagerland har skrevet under på et dokument der beskrev, hvilke aktiviteter midlerne skulle anvendes til. Der var også krav om, hvilke varer og tjenesteydelser, der skulle indkøbes for midlerne. Dokumentet indeholdte også en redegørelse for, at projektet skal fremme den danske bistandspolitiske målsætning, der sagde, at bistanden skal komme de fattigste befolkningsgrupper til gavn (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 12). Danmark har i tidlige projekter sat et krav om, at modtagerlandet skulle indkøbe hos et dansk firma. Her var midlerne ikke kun øremærket til, hvilke aktiviteter midlerne skulle anvendes til, men også indkøbene skulle foretages i Danmark (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 12). Projekterne, var udover at de var små og usammenhængende, kørte over en kort periode, typisk 2-3 år. Donorlandende havde ikke samarbejde om at løfte opgaven sammen, selvom de var i samme område og arbejdede samme problemstilling. En anden årsag til at projektstøtte ikke blev til en succes skyldes, at det enkelte modtagerland var institutionelle svage, og den ringe politiske opbakning til projekterne gjorde det endnu svære, at der kom noget positiv ud af midlerne (Hertz & BuchHansen, 2007, s. 14 ff). Siden 1980erne har Verdensbanken indførte den politik-betingede bistand. Den politik-betingede bistand, som også kaldes budgetstøtte har Danmark også taget til sig. Budgetstøtte har ikke nogen form for øremærkning, men der følger nogle betingelse af, at de på gældende landes regering skal Side 11 af 67

gennemføre nogle overordnede økonomiske og politiske tiltag. Disse betingelser handlede fra starten om, privatisering af statsvirksomheder, reduktion i de offentlige udgifter og lignende, hvor betingelsen i 2000erne handlede om politik-dialog og politisk-aftaler (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 18). Tilhængerne af budgetstøtte anvender ofte tre argumenter for, hvorfor det er godt at yde general budgetstøtte. For det første mener tilhængerne at u-landene får mere ejerskab og ansvarlighed, idet midlerne ikke er øremærket til en bestemt program. Det er u-landene selv der råder over disse midlerne, og dermed bestemmer selv, hvad midlerne skal anvendes til, men også hvilke varer og tjenester, der skal købes for midlerne og hvor. For det andet, bliver transaktionsomkostningerne mindre, eftersom donorernes midler kommer i den samme kasse. Her skal det enkelte modtagerland ikke administrere og afrapporter til 60 forskellige donorer. For det tredje, kommer da ud af, en større harmonisering og koordinering, når donorlandene yder budgetstøtte, hvor midlerne kommer i den samme kasse. Der sker heller ikke en overlapning, men i stedet en gensidige supplering af hinanden (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 18 ff). Som sagt har udviklingslandene ikke tilstrækkelig kapacitet nok til at forvalte bistanden, idet der var mangel på de fornødne offentlige budget- regnskabs- og revisionsprocedurer. For at imødekomme dette har Danmark startet med at yde sektorprogramstøtte (SPS) i starten af 1990erne. Her var der større ejerskab og reducering af transaktionsomkostningerne, og i slutningen af 2000erne udgjorde sektorprogramstøtten 65 % af Danmarks bilaterale bistand (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 26 ff). Hensigten med sektorprogramstøtten er, at samle bistanden ved at støtte en sektor i sin helhed (Sector-wide aproach, SWAp). Donorerne mente at der vil være et større nationalt ejerskab i modtagerlandene. Sektorprogramstøtte foregår som regel ved at Danmark vælger 2-4 sektorer i de lande, som Danmark samarbejder med. I praksis er de sektorer Danmark vælger, nogle af de traditionelle sektorer, som for eksampel, landbrug, sundhed, uddannelse (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 27).

1.6 Formidling af den danske viklingsbistand Ifølge loven om Internationalt Udviklingssamarbejde, er det Udenrigsministeriet der har ansvaret for den danske udviklingsbistand, men dette betyder ikke at alle aktiviteterne omkring bistanden planlægges og gennemføres af Udenrigsministeriets ansatte.

Der var forholdsvis, en lille

sekretariat under Udenrigsministeriet der i begyndelsen af bistandshistorien forvaltet bistanden. Sekretariats opgave bestod i, dels at betjene udenrigsministeren i sager der havde omhandlede Side 12 af 67

om udviklingsbistanden, og dels at forberede den overordnede tilrettelæggelse af bistanden (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 102). Der udover havde sekretariatet til opgave, at oplyse den danske offentlighed om den danske udviklingsbistand. Der var også sekretariats opgave, at skabe dialog med modtagerlandenes regeringer. Udførelsen af bistandsarbejdet, den løbende faglige dialog med modtagerlandets implementerende organisationer, den faglige tilsyn med implementeringsprocesserne og udførelsen af bistandsaktiviteterne lå i høj grad uden for Udenrigsministeriet. Udførelsen af bistandsarbejdet blev enten udført af projektfolk som Udenrigsministeriet har hyret til opgaven, eller opgaven blev lagt ud til landbrugs- og industriorganisationer og virksomheder i Danmark og til danske NGOer (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 102). Der var ansat en lille gruppe, hvis opgave bestod i, at udelukkende forvalte udviklingsbistanden. Den lille gruppe var fast ansat, og var en vigtig ressourcebase, der havde overblik over produktionstekniskdelen indenfor industrien og landbruget. Den lille stab i Udenrigsministeriet var dem der i højre grad havde til opgave, at etablere den faglige dialog med u-landenes ministerier, styrelser eller lokale administrative enheder i de enkelte samarbejdslande. Konversationen var af meget fagteknisk karakter, og skulle varetage danske erhvervsmæssige interesser, og var kun meget begrænset omfange fattigdomsorienterede (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 102). I løbet af 1970erne og 1980erne voksede den danske udviklingsbistand i både kvantitativt og kvalitativt. Af den baggrund er Danida blevet oprettet som en selvstændig enhed i Udenrigsministeriet, og dermed har ressourcebasen, i både intern og eksterne blevet en del større. De danske ambassader i u-landene er også blevet styrket, hvor der blev ansat en chef fra Danida, der skulle stå for de administrative dele af opgaverne. Selvom Danida chefen var på ambassaden, hørte personen direkte under Danida hovedkontoret i København, og udover personen var der også en speciel Danida medarbejde på ambassaden, der havde til opgave at varetage de fagtekniske opgaver der skulle udføres i det respektive land (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 102). I 1991 er Danida blevet nedlagt som en selvstændig enhed i Udenrigsministeriet, og i den forbindelse er Danida cheferne på ambassaderne afskaffet. Nu var det ambassadørerne der skulle være den øverste ansvarlige på ambassaderne, men også for udviklingsbistanden. Dette betød at,

Side 13 af 67

de administrative funktioner blev en integreret del af de almindelige funktioner i ministeriet. Ansættelser af nye medarbejder til de forskellige udviklingsarbejder, der krævede en specielt viden og ekspertise, er nu blev en del af den generelle rekruttering, hvor ministeriets rotations systemet betyder at ansætte kan enhver tid flyttes til ethvert arbejdsområde indenfor ministeriet (Hertz & Buch-Hansen, 2007, s. 103). På grund af nedskæringen der kom i forbindelse med regeringsskift i 2001, betød færre ansatte i ministeriet. Ifølge Udenrigsministeriets interne personalebase har der været personalereduktion i op til 20 %. Hvad det ovenfor nævnte ændringer har betydet for dialogen med samarbejdslandene, der er så vigtig for både fattigdomsorienteringen og national ejerskabet, er vigtig at finde ud af, og igennem projektet håber vi på at kunne finde sammenhængen mellem disse ændringer og de konsekvenser der måtte opstå med hensyn til national ejerskabet og fattigdomsorienteringen.

1.7 Afgrænsning Danmark yder en del udviklingsbistand i Afrika Syd for Sahara, og har en omfattende indsats for fattigdomsbekæmpelse i ti udvalgte lande i det nævnte område (Udenrigsministeriet, 2007). Vi kan ikke beskæftige os med alle ti lande, og derfor er vi nød til at begrænse os til et land. For at vores undersøgelse om, dansk udviklingsbistand kan påvirke reduceringen af fattigdom, er det vigtigt for os at vælge et land, der har samarbejde med Danmark, men også er politisk stabile. Ved nærmere undersøgelse fandt vi, at Kenya er en mulig kandidat, idet Kenya har siden år 2001 været politisk stabilt. Kenya har haft et demokratisk valgte regering i denne periode, og der er ikke en overhængende fare for borgerkrig, siden sidste uroligheder i forbindelse valget i 2007. Vi vil, ud fra mål 1 undersøge, hvilke tiltag Danmark har taget, for at reducere andelen af fattige i landet, og hvad der kan stå i vejen for at en reducering af andelen af fattige kan finde sted i Kenya. Kenya er et af de lande, der stadig har, en stor andel fattige, på trods af landets politiske og økonomiske fremgang. Danmark har haft et omfattende udviklingssamarbejde med Kenya i de sidste mange år, og derfor er det spændende at se på, hvordan den danske udviklingsbistand, kan og har påvirket bekæmpelse af fattigdommen i Kenya. Mål 1 indeholder også forpligtelser for udviklingslandene, og projektet vil se på, hvad den kenyanske regering har iværksat for at opnå 2015-målene, med særlige fokus på, halvering af fattigdommen. Valget på Kenya er kommet af, at Danmark har et langsigtet udviklingssamarbejde

Side 14 af 67

med Kenya og yderligere ni afrikanske lande, syd for Sahara3. Disse lande tilhører ifølge FN verdens fattigste lande, hvor gennemsnitsindkomsten pr. indbygger ligger på under 10 kr. om dagen. Kenya er også blandt de lande der har mulighed for at udvikle sig økonomiske og politiske, idet der på nuværende tidspunkt ikke er våbnet konflikt i landet (Udenrigsministeriet, 2008). Der udover har Kenya, efter valget i 2002 har været stabile med økonomiske vækst og fremskridt indenfor demokratisering og god regeringsførelse. Ydermere begrundes valget på Kenya, idet Danmarks langsigtede samarbejde med Kenya omfatter blandt andet i bekæmpelsen af fattigdommen (Udenrigsministeriet, 2008).

1.8 Kenya Vi har valgt Kenya som vores case, og valget af Kenya er sket dels fordi det er et af Danmarks samarbejdslande og dermed, er det empiriske grundlag sikrede, og dels fordi Kenya er et af de lande der er blevet demokratiseret, hvilket er med til at øge legitimiteten, idet der ligger en forventning om god regeringsførelse. Kenya er geografisk placeret i det østlige Afrika, med grænser op til Somalia, Tanzania, Etiopien og Sudan. Klimaet er på grund af den store størrelse af landet varierende, det går fra tropisk, over til tørt, nærmest ørken område, hvor i den sydlige del er savanne område. Landets areal er 569.200 km2, altså over 13 gange så meget som det område Danmark råder over. Indbyggertallet er ligeledes langt større end det danske, der bor 30 millioner mennesker i Kenya. Dette tal stammer fra en optælling i 2001, og i det samme år var der 5 millioner indbyggere herhjemme. Forskellen vil blot tage til over de kommende år. Dette skyldes at befolkningstilvæksten er 2,5 % i Kenya, mod blot 0,3 % i Danmark. Dette er målt over en tiårige periode, fra 1991 til 2001 (Pontoppidan, 2003). Hvis man skal se på sygdomsbillede, er der 15 % af den voksne befolkning, der i 2001 havde HIV eller Aids (Pontoppidan, 2003). Andelen af fattige er vokset i Kenya, fra 49 procent i 1990 til 56 procent i 2006. Dette er naturligvis ikke en ønsket udvikling, og regeringen gør en del for at stoppe den udvikling, men som vi komme

3

Udover Kenya, samarbejde Danmark følgende lande: Mali, Benin, Burkina Faso, Ghana, Niger, Mozambique, Tanzania, Uganda og Zambia.

Side 15 af 67

ind på sener, er der mange problemer i vejen for at komme videre i en sådan udvikling (Udenrigsministeriet, 2008). Den politiske situation i Kenya, har udviklet sig i en positiv retning, hvor landet i 2002 fik brudt 24 års udemokratisk styre. Her fik de deres første demokratisk valgte leder, Mwai Kibaki. Dette skrifte betød ligeledes et skift i, hvordan den danske udviklingsbistand blev udnyttet i landet. Rammebetingelserne blev bedre på grund af systemskiftet, hvor samarbejde med både civilsamfundet og den private sektor, blev forbedret (Udenrigsministeriet, 2008). Med system skiftet i 2002, var der en høj forventning om en hurtig sociale, økonomiske og politiske udvikling i landet, dog har dette vist sig at være en svær opgave for den nye regering. Dette skyldes at den nye regering har overtaget en offentlig sektor præget af dårlig regeringsførelse men også med en økonomi der var i en dårlig tilstand. Kenyas BNI pr. capita var i 2005 USD 530, og vækst i BNP pr. capita målt i 2006 var 6,1 % (Udenrigsministeriet, 2008). Kenya var i 2008, det såkaldte moderat forgældet land med en langfristedet offentlige udenlandsgæld i USD 6,0 mia. Kenya modtog DKR 234 mio. i dansk projekt/programbistand fra Danmark i 2007, derudover var samhandlen mellem Kenya og Danmark DKR 136 mio., hvor DKR 107 mio. udgjorde Kenyas import fra Danmark, mens Kenyas eksport til Danmark var på DKR 29 mio. Set med økonomiske briller, er dette ikke godt for Kenyas betalingsbalance. Ifølge det danske udenrigsministerium, modtog Kenya i 2003 en samlede udenlandsbistand, der svare til USD 15 pr. capita.

1.9 Kenyas fattigdomsbekæmpelsesstrategi. Kenya yder selv en indsats for at mindske fattigdommen, det gør de blandt andet fordi det er et af kravene til at kunne indgå i et projektsamarbejde med donorlandene. I juni 2003 kom den kenyanske regering med en strategi, som skulle være med til at genoprette økonomien og få landet ud af fattigdom. Denne strategi blev året efter godkendt af verdensbanken og IMF. Målene i denne strategi er at reducere fattigdommen, ved hjælp af en øget vækst i økonomien og beskæftigelsen. Strategien indeholder også en række reformforslag, som landet skal udføre for at deres mål opnås. De tre del mål er følgende;

Side 16 af 67



Økonomisk vækst som følge af sunde makroøkonomiske politikker og skabelse af et klima, som er gunstigt for private investeringer, understøttet af reformer af den finansielle sektor og større investeringer i infrastruktur.



Lighed og fattigdomsreduktion, der fremmes ved handlinger, som forbedrer de fattiges adgang til basale ydelser (grundskoleuddannelse og primær sundhedspleje), og fornyet vækst i landbruget (herunder udvikling af ASAL)4.



Regeringsførelse gennem reformer i den offentlige sektor, herunder en styrkelse af sikkerheden, retsstaten og korruptionsbekæmpelsen (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 14)

Disse målsætninger er blevet godt modtaget i både de multilaterale og de bilaterale partnerlande, især den fokus der lægges på at øge god regeringsførelse og genoprettelsen af retsstaten medførte glæde hos partnerlandene. Et af de større problemer er, at få disse mål til at skinne igennem i en mellemlang strategi. Dog er dette noget som den kenyanske regering arbejder hårdt på, at blive bedre til at opnå denne integration, hvor målet er, at budgetteringen bliver mere fattigdomsorienteret. En anden vigtig ting, der kommer ud af denne målretning, er mere fokus på sektorpolitik og udvikling på sektorniveau. Dette sker for at nå de nødvendige fremskridt med hensyn til tilpasning af bistanden (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 14 ff.)

4

Arid and Semi-Arid Lands (Ufrugtbare og delvist ufrugtbare områder)

Side 17 af 67

2. Problemformulering Problemstillingen centrerer sig hovedsageligt omkring, hvad de industrialiserede lande gør, eller undlader at gøre, for at 2015-målene kan realiseres, men også hvad lande i den tredje verden gør for 2015 målene kan opnås. Derfor giver det god mening at tage udgangspunkt i mål 1, da mål 1 først og fremmest indebærer forpligtelser for de industrialiserede lande. Da det desuden, er i Afrika syd for Sahara, at der er størst problemer i forhold til opnå 2015-målene, er det nærliggende at beskæftige sig nærmere med et land fra denne region. Vi er derfor kommet frem til følgende problemformulering: Hvordan kan den danske udviklingsbistand være med til at påvirke fattigdommen i Kenya? For at konkretisere problemformuleringen vil vi undersøge Danmarks udviklingspolitik i forhold til Kenya. Desuden ser vi på, hvad den kenyanske regering har gjort for at reducere fattigdommen i landet, men også om der skabes god regeringsførelse og en general udvikling. Ved at undersøge de ovenfor nævnte problemstillinger, håber vi på at kunne kortlægge, hvilke barrierer der hindrer halvering af fattigdom i Kenya. For at besvar vores problemformulering, kom vi frem til følgende underspørgsmål: 

Hvordan bidrager Danmarks nuværende udviklingspolitik til halveringen af fattigdom i Kenya?



Har den kenyanske regering bidraget effektivt til at opnå 2015-mål 1?

Side 18 af 67

3. Begrebsafklaring 3.1 Redegørelse for fattigdom I dette afsnit vil vi redegøre for vores forståelse og anvendelse af begrebet fattigdom. Som vesterlænding, kan det være svært at forestille sig, hvor fattige de faktisk er i Afrika i forhold til de borger der bor i de udviklede lande. Gennemsnits indkomsten per capita i Afrika er kun en tyvende del af, hvad den er i USA, når der er taget forbehold for købekraft, hvilket er en smule til Afrikas fordel. Forskellen er stor, og kan være et problem for landets udvikling, når indkomsten er så lav som den er i de afrikanske lande syd for Sahara. Forståelsen af fattigdommen kan variere, og på den baggrund vil vi kort redegøre for fattigdommen. Fattigdommen der er i Kenya, er den absolutte fattigdom, denne kan ikke bekæmpes ved at tage udgangspunkt i en geografisk opfattelse, man er nød til at se på de menneskeskabte problemer, og forhåbentligt ændre dem til det bedre. Til trods for de geografiske problemer der end måtte være, er det umuligt at over se, de store strukturelle problemer der er at finde i Kenya, så som korruption, mangel på infrastruktur, mangel på menneskelig ressourcer, mangel på empowerment. Vi er bevist om at fattigdommen i Kenya kan skyldes, flere ting, udover de nævnte, men det er ikke muligt at komme omkring dem alle sammen. Vores antagelse er at fattigdommen skyldes et strukturelt problem. Dette er dog ikke ensbetydende med at vi afskriver at der kan være geografiske årsager til nogle af problemerne.

3.2 Hvad er fattigdom Der er ingen gængse eller generelt accepteret definition af fattigdom, idet fattigdommen er, et meget omdiskuteret begreb i både videnskabelige og politiske domæner. Diskussionen handler ikke alene om, definitionen af fattigdommen, men også om hvordan fattigdommen skal måles, og hvor stort et omfang den har, og ikke mindst hvordan fattigdommen skal bekæmpes. Denne diskussion har i århundrede været et samfundsmæssigt stridspunkt. Diskussionen havde karakter af, om fattigdom var selvforskyldt eller snare et samfundsskabt problem (Andersen & Elm Larsen, 1998, s. 184 ff.). Der dog enighed om at fattigdomstilstanden er helt uacceptabel, for et samfund. Dimensionen af fattigdommen og grunden heraf, bestemmer hvilken politik, der skal sættes i værk, men også hvordan fattigdommen skal bekæmpes.

Side 19 af 67

Andersen og Elm Larsen har opstillet tre generelle fattigdoms definitioner nemlig, Ekstrem Elendighed, Eksistensminimum og Relativ fattigdom (Andersen & Elm Larsen, 1998, s. 185). Ekstrem elendighed drejer sig om de tilfælde hvor der opstår krig, eller naturkatastrofer, der kan forårsager hungersnød og ødelæggelse af lokalsamfundet. Her opstår der ifølge definitionen, et akut og katastrofe bestemt problem, der som regel ses over hele verden via TV, dog sker dette tit i den tredje verden, hvor staten, der i forvejen er skrøbelig både økonomisk men også strukturelt. Den anden definition, som Andersen og Elm Larsen opstiller, er eksistensminimum, her er der ifølge definitionen mangel på, indfrielse af grundlæggende basale behov, så som; mad, bolig, tøj, mm. Det er en overlevelsestruende tilstand, hvor den enkelte ikke har formået at arbejde sig ud, på grund af samfundsmæssige og strukturelle omstændigheder. Den sidste definition, som Andersen og Elm Larsen stiller op er, relativ fattigdom. Den står i kontrast til de ovennævnte, da den ikke er en overlevelsestruende tilstand, men handler om eksistensen i det moderne vestlige vældfærdssamfund, hvor den enkelte har dækket de grundlæggende behov, men ikke formår at indfri de socialt opstillede forventninger, og dermed kan de fattige ikke leve op til de sociale roller, der anses som samfundsnormen (Andersen & Elm Larsen, 1998, s. 185 ff.). Ekstrem elendighed og Eksistensminimum kaldes som hovedregel ”Absolut fattigdom”, hvorimod relativ fattigdom betegnes ”relativ fattigdom” Den absolutte handler om fysisk overlevelse, hvor man diskutere hvad der skal til for at den enkelte kan overleve. Den relative drejer sig om, hvordan den enkelte kan have mulighed for at deltage i sociale aktiviteter. Den absoluttes behov er også relative, idet de basale behov er afhængige af klimaet i den geografiske placering. En anden vigtig point i den sammenhæng er at være opmærksom på, at de materielle ressourcers tilstedeværelse ikke alene er nok, hvis det ikke er muligt for den enkelte at udnytte disse ressourcer. Fattigdomsproblematikken kom først rigtigt i søgelyset efter UNPD tog den op i 2015 målene, det er klart man har før dette tidspunkt også været klar over problematikken, men det er først her man går aktivt ind i kampen for at mindske fattigdommen. Der er flere forståelser af hvad fattigdom handler om, men der er en grundlæggende enighed om det materielle indhold i forståelsen af fattigdom. Det drejer sig om mangel på mad, rent vand og sanitet, men der hvor uenigheden opstår, er ved goder der går udover de mest nødvendige. Det er derfor vigtigt at

Side 20 af 67

sondre mellem to former for fattigdom, den relative og den absolutte. Den relative fattigdom er skiftende fra land til land, og er afhængig hvor rigt et land er, men også størrelsen på de enkelte samfundslag. Derfor er den langt svære at sammenligne på tværs af forskellige lande. Den Absolutte fattigdom, er hvor man ikke har råd til at købe de mest basale ting, som nævnt er det mad, rent vand, sanitet og husly (Baylies, Smith, & Owens, 2008, s. 471 ff.). Der er også en hel konkret grænse for hvad UNPD beskriver som ekstreme fattigdom, og den går ved USD 1,25 om dagen ved absolut fattigdom. Grænsen for den relative fattigdom, er langt mere diffus, og varierer fra land til land. Dog skal det noters at de USD 1,25 er med ændringer for købekraften i de enkelte lande. Den penge orienteret definition er vokset frem siden Anden Verdenskrig, sammen med en tiltagende globalisering af den vestlige kultur. Der kan være problemer i at fokusere udelukkende på penge, og ikke på om de materielle behov bliver opfyldt. Dette medfører forklaringsproblemer, i det omfang, fattigdommen handler om, en befolkningsgruppe der lever som et jæger og samler samfund. Disse grupper bliver set som en fattig befolkningsgruppe, til trods for de ikke selv opfatter sig således, og alle deres behov kan sagtens være opfyldt (Baylies, Smith, & Owens, 2008, s. 471 ff.). Definerer man fattigdom ud fra et behovs synspunkt, er dette heller ikke uden problemer. For at have et sammenlignings grundlag er det nødvendigt at regne en pris ud. Hvordan måler man prisen, for den daglige mængde kalorier, som et voksent menneske kræver? Der er mange faktorer der spiller ind på besvarelsen af sådan et spørgsmål, idet der skal både tages hensyn til lokalbefolkningens vaner men også hvilke fødevare der er tilgængelige. Derfor bliver denne metode aldrig til mere end en retorisk måde at måle fattigdom på. Det er svært at lave et generelt mål for fattigdom med så mange variabler, og derfor ender denne metode med at være ligeså meget en politisk fremstillet metode, som en videnskabelig metode (Banerjee, Benabou, & Mookherjee, 2006, s. 6 ff.). Der findes også en anden måde at opgøre hvem der er fattig og hvem der ikke er, denne metode operere dog på lokal plan, og ikke på nationalt plan. NGOerne spørg folk, om de er fattige, eller om deres nabo er, og hvem der efter deres opfattelse er den fattigste i byen. Det er NGOer og deres medarbejder i lokal områderne der fortager denne form for opgørelse, hvor spørgsmålene stilles tit indirekte, mens man opbygger tilliden til en lokal befolkning. Dog er der en del problemer med

Side 21 af 67

denne metode. Bruges opdelingen til at bestemme hvem der skal have hjælp først, vil det hurtigt blive gennemskuet af lokal befolkningen, og de vil blot alle mene de er fattige. Der er også en problemstilling i dele af lokalbefolkningen, kan holde skjult hvor fattige og dårlige de faktisk er eller har det. Omvendt kan nogle være forholdsvis velhavende uden at andre ved det, idet der ikke er tradition for at oplyse ens velstand, af frygt for repressalier. Problemet ved denne metode er, at den er tidskrævende at udføre, og at legitimiteten i den ikke er særligt høj, da det bliver et vurderingsspørgsmål (Banerjee, Benabou, & Mookherjee, 2006, s. 4 ff.). Vi vælger at arbejde ud fra UNPDs definition, hvor grænsen går ved USD 1,25 om dagen, dog er det ikke uden problemer, at vi vælge en løsning der er så konkret og lægger sig op af et penge beløb. Fordi hvordan er grænsen lagt, og kan personer der tjener USD 1,30 om dagen, ikke have det ligeså dårligt, som dem der tjener USD 1,20 om dagen. Ud fra ”the micawber problem” kan det være svært at lave en sådan opdeling uden nogle folk vil komme i klemme. Der findes eksempler på lande, hvor man blot har givet folk der manglede USD 0.01-2 pengene, hvor de penge blev fra taget dem der i forvejen stort set intet havde, men siden at man ikke kunne gradbøje fattigdomsbegrebet, gjorde dette ikke noget da formålet var, at få fattigdomsprocenten til at falde. Derfor opererer man også med et begreb kaldet ”poverty gap”, hvor man dels måler hvor mange fattige der er antalsmæssigt, men også hvor langt fra fattigdomsgrænsen de er. For dermed at bedre kunne sammenligne fattigdommen mellem lokalesamfundene, men også mellem nationer. Denne metode bruges desværre ikke ret meget, fordi den er besværlig, dels at lave, og dels at forklare pressen og befolkningen, og af den grund, bliver det tit ved en optælling (Banerjee, Benabou, & Mookherjee, 2006, s. 7 ff.).

Side 22 af 67

4. Metode Projektet er bygget op omkring en single case, hvor vi har valgt Kenya som vores case. Vi vælger den kliniske case metode, i stedet for den teori skabende eller testede. Dette sker fordi vi vil løse et problem for casen, og dertil er der mange små forslag til hvordan dette kan finde sted. Med denne metode vil vi indsamle informationer om alle relevante punkter. Derefter vil vi tage vores to teorier og se på, hvordan de vil løse problemerne og derefter finde ud af, hvad der er den bedste teori at løse problemerne ud fra. (de Vaus, 2001, s. 219 ff.) Vi vælger at anvende det eksplorative casestudie, idet vi ønsker at skabe et så endegyldigt, men også et mere komplekst billede af problematikken som muligt. Dog er man nød til at se sammenhænget mellem deskriptivt og eksplorativt case studier, fordi uden at have en god deskriptiv case, er det langt svære at lave den ekplorative. Af den grund indeholder vores projekt dele af begge, men det er den eksplorative der er vores udgangspunkt. Casen er i dette tilfælde fattigdommen i Kenya, og den vil blive bygget op af dokumenter og rapporter om det pågældende emne. Vi operere både med holistic og embedded enheder, hvor de embedded enheder er elementer fra andre tilgange, som kan være med til at beskrive fattigdomsproblemet, og de holistiske er dem, som helt konkret har noget med problematikken at gøre. Vores fokus vil derfor være på de holistiske enheder, da det er dem, der udgøre fattigdomsproblematikken, og dermed dem der direkte kan være med til at løse vores problemstilling. (de Vaus, 2001, s. 219 ff.) Der er også et tidsperspektiv i metoden, vi vælger at se fra 2000 og frem til i dag, det gør vi dels fordi vi ikke kan nå at beskrive hvad der er sket de sidste 40år og dels fordi efter demokratiseringen af Kenya er der sket store ændringer, i både hvordan landet selv arbejder med fattigdomsbekæmpelse, men også deres samarbejde med omverden. Der er andre metoder, der ville kunne løse den problemstilling vi tager udgangspunkt i. Ved kun at beskæftig os med en case, har vi en mulighed for at gå i langt flere detaljer. Havde vi fortaget et casestudie med flere cases, ville det være med henblik på at et komparativt case studie, på tværs af flere lande i regionen, dette mener vi ikke er hensigtsmæssigt, da de afrikanske lande er for forskellige. På nogle generelle punkter kan man godt foretage denne komparative casestudie, men i det store hele bliver der store problemer med legitimiteten.

Side 23 af 67

Vi kunne have valgt at opdele Kenyas regioner i forskellige cases og på den måde lave et multipelt casestudie. Men dertil er både dels empirien for bred og dels tidsmæssigt er dette heller ikke en holdbar mulighed. Derfor anses det ikke for en real mulighed. (de Vaus, 2001, s. 219 ff.) Måden vi vælger at gennemføre dette casestudie på er, et dokument analyse af officielle dokumenter. Da vi mener dokumenterne giver en god beskrivelse af fattigdomssituationen, og skulle vi selv lave en førstehånds rapport, ville det kræve mange flere midler. Grunden til valget er faldet på officielle dokumenter og ikke andre kilder er, at dokumenterne er primær kilder, og ikke fortolkninger heraf. Vi er klar over, at officielle dokumenter også kan have en tendens til at indeholde et bias, og det er noget vi har for øje hele vejen igennem analysen. Vi kunne også have valgt at lave interviews, og derefter analysere på disse, men vi mener ikke at vi ville kunne få samme mængde informationer ud af disse interviews, og da vi specifikt vil se på landenes strategier, ville det ikke være hensigtsmæssigt at se bort fra disse. Dog kunne vi have fortaget en kombination af interview og dokument analyse, men på grund af tidsmæssige faktorer blev dette fravalgt. Vi kunne også have valgt en kvantitativ tilgang til empiren, men et stort problem her er, alle de andre faktorer der spiller ind på fattigdommen ikke kommer med ind i en statistik, og der vil derfor være for mange variabler til at kunne sikre legitimiteten. Vi vælger derfor dokument analysen, da de indeholder de informationer vi søger, og vi vælger de officielle dokumenter. (Bryman, 2008, s. 514 ff.)

4.1 Kilderkritik Igennem projektet anvendes der en del forskellige kilder, hvor der kan opstå tvivl om, hvorvidt holdning omkring feltet kan være farvet. Her kan der særligt fremhæves Danida og Mellemfolkeligt samvirke. For Danidas vedkommende kan der opstå tvivl om, hvorvidt Danida-dokumenter kan fremstille Danmarks udviklingspolitik og samarbejdet med u-landene i et positivt perspektiv. Undervejs i vores informationssøgning omkring den danske udviklingsbistand, har vi fundet ud af, at størstedelen af, alt skrevne dokumenter omkring feltet, er blevet udgivet af Danida eller også har Danida direkte eller indirekte støtte udgivelsen heraf. Vi er opmærksom på den problematik der kan være i at Danida og dermed Udenrigsministeriet, direkte eller indirekte er medvirkende til næsten alt skreven materiale, omkring den danske udviklingsbistand. Dette gør nødvendigvis ikke dem mindre legitime, idet vi mener at der er en høj Side 24 af 67

gennemsigtighed i Danidas organisationsstruktur, ligeledes er nogle af de rapporter vi anvender i projektet, kritiske overfor en eller flere af Danidas metoder. Dette inkluderer Danidas egen publikationer som også har en kritisk tilgang til deres arbejdsmetoder. Den kenyanske strategi er lavet af de kenyanske myndigheder, og derfor kan der opstå et legitimitets problem. I og med at strategien er udarbejdet med henblik på at opnå en godkendelse fra IMF og Verdensbanken, med henblik på at opfylde kravene til at få udviklingsmidler fra donorlandene, kan det være tilfældet, at målene og hensigterne i strategien kan være tilpasset til, hvad IMF og Verdensbanken forventer af Kenya. Det er svært at finde uafhængige kilder, og næsten alle de NGOer der ikke indgår i et samarbejde med Danida, kan ikke leve op til Danidas krav. Dermed bliver uafhængigheden også til at paradoks, da de kun er uafhængige, fordi Danida ikke vil indgå i et samarbejde. Det kilder der udgiveres af andre end Danida selv eller også en anden part der samarbejder med Danida, er deres konklusion forholdsvis tæt på Danidas/samarbejdspartners konklusion.

Side 25 af 67

5. Valg af teori Der findes forskellige teorier der omhandler om den tredje verden og hvad der skaber udvikling heraf. De fleste af disse teorier hører til de vækstorienterede, og beskæftiger sig de overordnede muligheder for, hvordan, et land kan skabe økonomisk vækst og udvikling med formelle politiske system og den samordnede økonomi som udgangspunkt. Derudover findes der en række mere alternative udviklingsteorier på dette felt. Her flyttes opmærksomheden væk fra staten, markedet og så videre, og hvor civilsamfundet er i omdrejningspunktet. Som teori har vi valgte at benytte tre teoretiker indenfor udviklingsteori, nemlig Walt Whitman Rostow, John Friedmann og Alan Fowler. Fowler bruges til supplering af Friedmann. Rostow og Friedmann beskæftiger sig med, hvordan et land kan skabe udvikling. Derudover repræsenterer Rostow og John Friedmann to forskellige positioner indenfor udviklingsteorien. W.W. Rostow repræsenter den vækstorienterede del af udviklingsteorien, og John Friedmann repræsenter den alternative del af udviklingsteorien. Vækst – og moderniseringsteorierne beskæftiger sig med, hvordan, et land kan nedbryde de traditionelle livsværdier, holdninger, handlemåder og samfundsstruktur, og erstattes med en mere moderne livsværdier, holdninger, handlemåder og samfundsstruktur (Martinussen, 1994, s. 78).

5.1 Fattigdoms Teorier Der findes flere teoretiske indfaldsvinkler til begrebet fattigdom, Andersen og Elm Larsen sondrer mellem tre forskellige fattigdomsteorier, nemlig; socialdarwinisme, fattigdomskultur og strukturel fattigdom. De tre forklaringstyper definere hver deres måde til, hvad fattigdommen skyldes og hvordan den kan bekæmpes.

5.2 Socialdarwinisme Denne teori repræsenter den mest ekstreme individorienterede fattigdomsforklaring, idet teorien tager udgangspunkt i naturloven om at kun de stærkeste overlever. Teorien argumenter for at det er naturens orden at fattige og svage uddør, og dermed forbedres menneskeracen. I starten af 1900 tallet blev teorien videreført over i en ”racehygiejne” tankegang, hvor der blev dannet ”racehygiejniske selskaber” hvor der blev argumenteret for, at de social afvigere kunne udryddes, ved at fratage dem muligheden for, at reproducere. På grund af forbindelsen til Nazi-Tyskland, Side 26 af 67

under Anden Verdenskrig mistede teorien, sin legitimitet, derfor blev teorien om racehygiejne i midten af 1900tallet erstattet af teorien omkring ”problemfamilien”. Her mente teoretikerne, at man ved at ændre fattigbørns adfærd kunne forhindre at de ville blive sociale afvigere ligesom deres forældre (Andersen & Elm Larsen, 1998).

5.3 Fattigdomskultur Der findes to typer teorier omkring fattigdomskultur, hvor den ene har social-psykologiske påvirkninger som hovedvægt, mens den anden, har hovedvægten på påvirkninger fra ydre materielle forhold. Teorien om fattigdomskultur postuler at de fattige har en afvigende kultur i forhold til resten af samfundet. Oscar Lewis, der er ophavsmand til teorien, har i 1960erne på baggrund af et studie af fattige befolkningsgrupper i Mellemamerika, fremstillede fem punkter der er kendetegnet ved fattigdomskulturen. 1. Fattigdommen udsætter de fattige for særlige levekår 2. For at kunne håndtere disse udvikler de fattige en særlig livsstil 3. Gennem samværet med andre fattige og i delvis isolation fra ikke-fattige udvikles gennem den særlige livsstil fælles værdier, holdninger og adfærd, det vil sige en fattigdomskultur 4. Når først denne fattigdomskultur er opstået, overføres den fra den ene generation til den næste, fordi børnene socialiseres ind i denne kultur 5. Selvom der åbnes muligheder for, at fattige kan forbedre deres situation, er de ude af stand hertil, fordi de ikke kan tilpasse deres værdier og ændre deres adfærd til nye vilkår (Andersen & Elm Larsen, 1998, s. 182). I den kritiske sociologiske fattigdomskulturteori, postulere at fattige har en anderledes livsstil og andre værdier, end den øvrige befolkning. Dette skyldes, ifølge teorien det faktum de er fattige, og ikke fordi de er blevet socialiseret ind i en fattigdomskultur, de fattige har nemlig et ønske om at leve som resten af befolkningen. Dermed afspejler forskellen mellem fattige og ikke-fattige, de fattiges faktiske levevilkår. Denne opfattelse ligger op til at fattigdom er økonomisk og socialt strukturelt bestemt (Andersen & Elm Larsen, 1998, s. 182 ff.).

5.4 Strukturel fattigdomsteori Teorien fremhæver i modsætning i fattigdomskulturen, at fattigdom skyldes politiske og økonomiske forhold. Her ses fattigdommen, som en konsekvens af den kapitalistiske markedets

Side 27 af 67

økonomi der skaber og genskaber, ulighed mellem klasser, køn, racer, etniske grupper, aldersgrupper, med mere. Dette er kommet af, at den traditionelle marxistiske teori, postulere at selve fattigdommen er uløseligt forbundet med kapitalismen, og er dermed udtryk for ekstrem klasse ulighed.

Teorien mener, at den eneste måde, hvorpå fattigdommen og ulighed kan

udryddes, er et socialistisk samfundssystem, her skal økonomien ifølge teorien styres, demokratisk, hvor vældfærds og integrationens målsætninger, profileres frem for profit hensyn (Andersen & Elm Larsen, 1998, s. 182 ff.). Det er samfundets opbygning der er skyld i fattigdommen. Hvor at den geografiske forklaringsmodel er baseret mere på naturligt opståede problemer, er den strukturelle menneskeskabt (Banerjee, Benabou, & Mookherjee, 2006, s. 20). Det er ikke noget nyt i denne tanke gang, John Locke, gjorde sig tanker omkring vigtigheden af et fungerende samfund. Ligeledes er Lov og orden en af grundpillerne af det danske samfund, Jyske Lov starter ud med ”Med lov skal land bygges…” Vi vælger at tage udgangspunkt i en antagelse om at mangel på struktur, er grunden til den massive fattigdom man oplever i Afrika. Ud fra de tre teoretiske udgangspunkter, er vi mere tilhængere af at fattigdommen primært er strukturelt betinget, og dermed skal bekæmpelsen af fattigdommen ske, ved forbedringer af økonomiske og politiske systemer, i det respektive land. Dog er der klarhed om at fattigdomsårsagerne, og konsekvenser heraf kan skyldes, en kombination af flere elementer, hvor både strukturelt, kulturelt og individuel betingelser kan spille ind.

5.5 W. W. Rostow og faseteori Faseteorien blev udviklet af W. W. Rostow og betegnes som en klassisk teori indenfor vækst- og moderniseringsteorierne. Teorien har siden 1960 påvirket debatten om udviklingsteori. Faseteorien er en klassisk vækstøkonomisk teori, og udgør som en god modvægt til Friedmanns alternative udviklingsteori, ved at fremstille nogle andre parametre for, hvordan udvikling skabes. Valget på faseteorien skyldes at, vi vil gerne anvender teorien konkret i forhold til Kenya, og dermed prøve at placere Kenya indenfor en af de fem udviklingsfaser i faseteorien. Ved at placere Kenya indenfor en af de fem udviklingsfaser, kan det muligvis bedrage til, at få en bedre forståelse af, hvor langt Kenya er kommet udviklingsmæssigt, men også de udfordringer som Kenya står overfor på et makroøkonomisk plan. Ved at placere Kenya indenfor en af fem udviklingsfaser, og

Side 28 af 67

dermed klarligger de udfordringer, som Kenya står overfor, håber vi at kunne få et bedre overblik over de barrierer der er i Kenya for at den kenyanske økonomi kan stimuleres og udvikleres. I analysen inddrages, selve den vækst- og moderniseringsteoretiske tankegange, der ligger bag faseteorien.

5.6 John Friedmann og den alternative udviklingsteori Friedmann beskæftiger sig kun med empowerment af husholdningen, og på den baggrund anses han for, at have et snævert perspektiv på civilsamfundet, og derfor valgte vi at anvende Alan Fowler, der fint supplerer Friedmann, idet han løfter perspektivet og dermed er i stand til at se udvikling på både mikro- og makroniveau. En af de centrale teoretikere der har bidraget til formuleringen af den alternative udviklingsteori er

John

Friedmann.

Den

alternative

udviklingsteori

kan

supplere

de

dominerende

udviklingsøkonomiske tilgange, og på den baggrund valgte vi at anvende teorien i projektet (Martinussen, 1994, s. 350). Den alternative udviklingsteori bliver den centrale teori i projektet, og det er vores ønske at inddrage en mere alternativ vinkel på, hvad der kan skabe udvikling i forhold de vækstorienterede teoriers synsvinkler. I modsætning til Rostow, tager Friedmann ikke udgangspunkt i den økonomiske vækst, men derimod i civilsamfundet, og derfor er det interessent at undersøge, om civilsamfundet som helhed bidrager, og dermed indtager en væsentlige plads i de udviklingspolitiske prioriteringer mellem Kenya og Danmark. Efterhånden har den alternative udviklingsteori fået større betydning i de internationale debatter om udvikling, men også i bistandsarbejdet, og dette har også haft betydning for inddragelsen af Friedmann som en central teoretiker i projektet. (Martinussen, 1994, s. 351). Valget på den alternative udviklingsteori, kommer også af, at projektet ikke undersøger den økonomisk og handelsmæssig karakter af udvikling, og i den baggrund er det hensigtsmæssige at beskæftiger sig indgående med en teori der forholder sig til andre aspekter ved udvikling, end makroøkonomiske tilgange.

Side 29 af 67

6. Teori 6.1 Vækst- og moderniseringsteorierne Vækst- og moderniseringsteorierne har det tilfælles, at de modstiller det traditionelle og det moderne, hvor i-landene betragtes som moderne og u-landene som traditionelle. Her mener teorien, at nogle sektorer indenfor det enkelte u-lande anses for at være moderne, mens andre sektorer i økonomien anses for at være traditionelle, og derudover mener teorien at modstillingen også er gældende indenfor de forskellige livsformer som livsværdier og handlemåde. Vækst- og moderniseringsteorierne, interesser sig mest for, hvordan et samfund kan omforme de forskellige traditionelle sektorer til mere moderne, og hvad der kan forhindre disse omformninger. Teorien mener at det vil være godt for både i-landene og ulandene at etablere samhandel, hvor denne samhandel, ifølge teorien vil skabe økonomisk grobund for udvikling i u-landene (Martinussen, 1994, s. 78). Rostows faseteorien har sit afsæt indenfor vækst- og moderniseringsteoretiske ramme. I 1960 udgav Walt Whitman Rostow bogen ”The stages of Economic Growth”. bogen blev en klassiker i den udviklingsteoretiske diskussion i 1960erne, og dermed var Rostow en af de meste kendte liberale udviklingsteoretikere, og her udfoldede han sin faseteori. Teorien beskriver hele den proces, for hvilken et samfund der udvikler sig, går igennem. Faseteorien fremstiller fem forskellige faser, for hvilket, ethvert samfund i udviklingsprocessen må nødvendigvis gennemgå, inden den bliver til et industrialiseret land, der har en produktion der fortsat skaber vækst og rigdom. Rostow opdelte faseteorien i fem punkter: 1. Det traditionsbundne samfund 2. Optakten til ”take-off” fasen 3. Selve ”take-off” fasen 4. udvikling mod modenhed, og 5. masseforbrugets epoke (Martinussen, 1994, s. 88). Faserne har ifølge Rostow nogle bestemte rækkefølger, hvor den først fase, er den traditionsbundne fase. Efter denne traditionsbundne fase, kommer der optaksfasen til ”take-off”

Side 30 af 67

efterfulgte af Selve ”take-off”–fasen, og dernæst kommer der modenhedsfasen, og til slut opnår landet masseforbrugsfasen (Martinussen, 1994, s. 89). I den først fase, befinder samfundet sig i en traditionsbunden udviklingsfase, hvor landbruget er det helt dominerende erhverv. Fase to, som er optakten til ”take-off”, er kendetegnet ved, at produktionen kommer småt i gang, og industrialiseringen begynder at stige. Derudover viser der sig en stigende politisk vilje til økonomisk vækst, ved at det centrale regime opnår mere magt. Begrebet ”take-off” går tilbage i 1950erne og er udarbejdet af den polsk fødte økonom Poul Rosenstein-Rodan, der var en af de tidligere bidrager til teoridannelsen om underudviklings karakter og betingelser for vækst. Det ”store skub” som Rosenstein-Rodan kaldte begrebet, var ifølge ham en vigtig forudsætning for væksten. Dette ”store skub” som han sammenligne med et flys afsæt fra start banen der kræver en hvis minimumsfart for at flyet kan hæve sig. Tilsvarende krævede vækstprocessen, en hvis minimumsfart for at komme i gang, men også at være selvbærende (Martinussen, 1994, s. 80). Herefter kommer ifølge Rosenstein-Rodan selve ”takeoff”-fasen, der er helt afgørende fase, idet der her den positive kædereaktion starter. Før selve ”take-off”-fasen kan finde sted, skal ifølge Rostow opfyldes tre betingelser. A) opsparingskvoten skal stige markant. B) At der etableres særlige vækstsektorer, der kan trække det store læs, således at der opnås en samlet økonomisk vækst. C) At inden, selve ”take-off” – fasen skal den politiske, sociale og institutionelle ramme være på plads. Det er, ifølge Rostow, de ovennævnte tre betingelser, der skal sørge for, at de muligheder der måtte ligge i den moderne sektor, kan udnyttes. For at se, om de enkelte samfund har opnået modenhedsfasen, skal de enkelte samfundets evne til at opretholde en positiv vækst, hvor der er fortsat høje investeringer og produktion, men også industrialiseringen

udvikles

yderigere,

og

dermed

produceres

de

fleste

varer.

I

masseproduktionsfasen har samfundet udviklet sig i både økonomiske og politiske, og at der kan foretages prioriteringer på de vigtige områder, som uddannelse, sundhed og sociale sikkerhed. Dette er betinget af, ifølge Rostow, at den samfundsmæssige produktivitet fortsat skaber vækst og rigdom, og dermed kan samfundet få råd til at prioritere.

Side 31 af 67

Rostow argumenter for at faseteorien har et universel karakter, og derfor er det utvivlsomt, at et hvert samfund vil på et eller andet tidspunkt gå igennem disse faser. Dog mente Rostow, at, om de enkelte samfund gennemgår disse faser, afhænge af, hvornår naturgivne og økonomiske omstændigheder fandt sted. derudover mente Rostow, at de politiske og kulturelle forhold spiller en vigtige rolle i forhold til processernes i gangsætning (Martinussen, 1994, s. 89).

6.2 Kritik af faseteorien Rostow og hans faseteori er bleven kritiseret for at tag et historisk udgangspunkt, hvori han betragter i-landenes historiske udvikling og mener at u-landene vil følge i samme fodspor. Rostow mener nemlig at u-landene vil gå igennem de samme fem faser, som de rige lande i Nordamerika og Vesteuropa har gennemløbet. Rostows faseteori er deterministisk og ser bort fra, at den internationale økonomiske system, for hvilket u-landene befinder sig i, er noget anderledes end da i-landene i sin tid var klar til ”take-off”-fasen. Faseteoriens tankegang er et udtryk for et monoøkonomisk perspektiv, og har ikke opnået særlige erkendelse fra mainstream teoretikere indenfor udviklingsøkonomien (Martinussen, 1994, s. 89). Siden hen var der en del teoretikere der ændrede eller også afviste direkte, flere af Rostows centrale hypoteser i faseteorien. Dog har Rostows faseteori, til trods for al kritikken, blev stående som en central teori indenfor vækst- og moderniseringsteorierne (Martinussen, 1994, s. 90).

6.3 Alternative udviklingsteorier I modsætning til andre udviklingsteorier der beskæftiger sig med den tredje verden, har alternative udviklingsteorier ikke den organiserede økonomi og staten som nogle vigtige parametre, men

fokuser

derimod

på

civilsamfundet. Her

referer

civilsamfundet

til

samfundsborgernes liv og skal forstås i en bred kontekst. Teorien tager udgangspunkt i borgernes selvorganisering og sætte fokusset på enten, lokal eller nærsamfundet. Med andre ord, ser alternative udviklingsteorier nærmere på samfundets borgere, og måden hvorpå disse borgere organiserer sig, deres selvforståelse og de kulturelle og sociale sammenhænge, hvorpå de danner grupper (Martinussen, 1994, s. 374). Teorierne interesser også sig for, hvordan de påvirkninger som økonomisk vækst og politisk forandringer kan pådrage og deres virkning på de forskellige sociale grupper (Martinussen, 1994, s. 350).

Side 32 af 67

Med sin bog ”Empowerment – The politics of alternative Devolopment” som han udgav 1992 der handler om alternativ udvikling, prøver Friedmann at udvide den eksisterende litteratur på feltet, der lægger fokus på økonomisk vækst som det vigtigste parameter til at generere udvikling i den tredje verden. Ifølge Friedmann er det, denne fokusering der er årsagen til at lande i den tredje verden fastholdes i en ond cirkel af lav efterspørgsel og lav innovation (Friedmann, 1992, s. 30). Friedmanns teori beskæftiger sig med den sociale proces og politisk empowerment, der forsøger at balancere magtens struktur i samfundet. Her skal staten, ifølge teorien spille en vigtig rolle ved at tage mere ansvarlige imitative for at styrke civilsamfundet og dens magt til at håndtere deres interesser. Derudover har den alternative udviklingsteori også fokus på mennesker og deres omgivelser, i modsætning til andre udviklingsteorier der fokuserer mere på produktion og profit, idet teorierne mener at nøglen til økonomisk vækst ligger i et lands produktion (Friedmann, 1992, s. 31). Civilsamfundet er en vigtig aktør, hvad angår forandringer af livets tilstand, og er en grundlæggende organisatoriske enhed. Friedmann mener nemlig, at mennesket gennem civilsamfundet, forholder sig til det omkring læggende samfund, og der igennem forbindes alle relationerne til hinanden, der er både markedsøkonomiske og andre økonomiske relationer (Martinussen, 1994, s. 37). Friedmanns alternative udviklingsteori, lægger særlig vægt på empowerment af husholdninger, og mener at husholdningernes vilkår skal styrkes. Friedmann og hans alternative udviklingsteori definerer husholdninger således: ”Households, may be defined as a residential group of persons who live under the same roof and eat out of the same pot. Each household form a polity and economy in miniature; it is the elementary unit of civil society. Persons residing in a household may be blood-related or not.” (Friedmann, 1992, s. 32). Ifølge Friedmanns definition, deltager ethvert medlem af husholdningen i de daglige processer og sammen træffer de rækker beslutninger der kan være væsentlige for fremtidig processer. Arbejdet bliver fordelt mellem disse medlemmer, og hvor fordelingen af arbejdet passeres på traditionen. Friedmann mener her, at måden, hvorpå husholdningen fordeler arbejdet på, skaber ulighed mellem kønnene, og på den baggrund prøver Friedmanns teori om empowerment, at skabe mere lighed i samfundet. En anden vigtig pointe i forhold til husholdningerne er, at de selv skal prøve at forbedre deres levevilkår, og dermed spiller de en vigtig rolle med deres små økonomiske enheder. Friedmann og den alternative udviklingsteori står i kontrast til den neoklassiske teori, der Side 33 af 67

pointer at produktionen i modsætning til den alternative udviklingsteori, finder sted i fabrikker og på kontorer (Friedmann, 1992, s. 32). ”In an alternative development households are treated as both production-centered and public. As producing units they articulate market and nonmarket relations. As political communities they are the terrain of struggle over the allocation of household resources to particular end, and over particular rights, such as property claims. And because as producing and proactive units they require the cooperative actions of others, community relations of households are governed by reciprocity, the most fundamental ethical principle governing social conduct” (Friedmann, 1992, s. 32). Ved at deltag i de relevante sociale og politiske handlinger, der finder sted i husholdninger, søger de enkelte medlemmer af husholdningen empowerment af husholdningen, og her ses den alternative udvikling som proces. For at opnå en passende økonomisk vækst, lighed mellem kønnene og en retfærdighed i samfundet, skal samfundet, ifølge den alternative udviklingsteori foretage en ændring af de eksisterende rationale strategier. Dette kan ske ved at fremme et inkluderende demokrati, hvor teorien søger at inkorporere en politisk dimension i processen.

6.4 Den alternative udviklingsteori og fattigdom Den alternative udviklingsteori fremhæver vigtigheden af, at bekæmpe fattigdommen, og samtidig tydeliggør, hvad der forårsager fattigdommen, og hvilke dele af fattigdommen der skal bekæmpes. Ifølge Friedmann er der nogen, dog meget få der har selv valgte at leve i fattigdom som en livsstil, men udover dette argumenterer han for, at der er både ”urban” og ”rural” fattige. Der kan også være nogle befolkningsgrupper, der ses som fattige, selvom at de ikke opfatter dem selv som værende fattige (Friedmann, 1992, s. 55). Et af elementerne i den alternative udviklingsteori er (dis)empowerment fattigdomsmodellen. Her mener Friedmann at hans model skal ses som en proces, der søger empowerment af husholdningerne og husholdningsmedlemmerne gennem deres engagement i politiske og sociale handlinger (Friedmann, 1992, s. 33). Ifølge Friedmanns fattigdomsmodel, mangle de fattige husholdninger den nødvendige sociale magt til at forandre og dermed forbedre deres livsvilkår (Friedmann, 1992, s. 66).

Side 34 af 67

”Disempowered people, especially those living below the poverty line – though not only they, because exclusion can rest on other grounds as well, such as racism and sexism – lack the requisite social power to meaningfully exercise their political rights. Because they have no excess social power to convert, their political participation depends, in the final instance, on a solution to their subsistence problem. It is poverty that effectively excludes them from the full exercise of their political rights”. (Friedmann, 1992, s. 75) Husholdningernes adgang til forskellige ressourcer, som for eksempel information, finansielle ressourcer og deltagelse i sociale organisationer, er det, der giver dem den sociale magt. Ved opnåelse af disse forskellige ressourcer vil betyde en større kontrol over deres eget liv men også deres livsvilkår. Fattigdomsmodellen indeholder otte ressourcer, der ses nogle af de vigtigste veje til at forandre husholdningernes livsbetingelser. Ressourcerne er forskellige, men er ifølge Friedmann indbyrdes afhængige, og opnår man en af de otte ressourcer5 vil dette medføre en forbedring af den pågældende husholdnings vilkår (Friedmann, 1992, s. 69). Ud over den sociale magt, er der to yderigere magtformer, nemlig politisk og psykologisk magt. Den politiske magt beskæftiger sig med husholdningsmedlemmers mulighed for at få adgang til de processer, hvor de beslutninger, der har betydning for medlemmernes liv men også fremtid bliver taget (Friedmann, 1992, s. 33). Psykologisk magt er et resultat af, de succesfulde handlinger som medlemmerne har oplevet, og har fundet sted i sociale eller politisk domæner. Det vil sige, at styrkelsen af individet medfører en positiv effekt af husholdningernes søgen efter at øge deres sociale og politiske magt (Friedmann, 1992, s. 33). Ifølge Friedmann er tidsbegrebet en betydningsfuld faktor, fordi det er husholdningsøkonomien, der via fordeling af tid til de enkelte medlemmer afgør, hvor lang tid de bruger til de forskellige opgaver. Husholdningen er ikke frit stillet i forhold til fordelingen er opgaverne, idet husholdningerne skal tilfredsstille de mest elementære behov. De bedre stillede husholdninger har bedre muligheder for at deltage aktivt i de politiske fællesskaber. Hos husholdninger i den tredje verden, betyder fordelingen af tid, at de bruger meste af deres tid til husarbejde og uformel økonomisk aktivitet udenfor markedsøkonomien (Martinussen, 1994, s. 374). De fattige husholdninger i den tredje verden vil have svært ved at opnå øgede handlermuligheder på det sociale, psykologiske og politiske plan. Gennem medlemmernes deltagelse af de processer der 5

Se bilag 1

Side 35 af 67

forgår i de tre magtformer, kan de forbedre deres egen eksistens, hvilke betyder empowerment. Måden, hvorpå de tre magtformer påvirker husholdningen, er der forskel. Opnår husholdningen at øge, især den sociale magt, og dertil tilhørende otte ressourcer, vil det have en afgørende betydning for u-landenes fremtid, idet husholdningerne vil få bedre livsvilkår som yderligere vil føre til en reducering af fattigdommen.

6.5 Kritik af den alternative udviklingsteori og John Friedmann Det, den alternative udviklingsteori er blevet kritiserede for er, at Friedmann forholder sig kun til husholdningernes acces for empowerment. Teorien forholder sig kun til, hvad der teoretisk set kan skabe udvikling på mikroniveau, og beskæftiger sig ikke med, hvordan hvad der skaber udvikling på makroniveau. Friedmann beskæftiger sig kun med empowerment af husholdningen, og på den baggrund ses han for at have et snævert perspektiv på civilsamfundet. I den anledning har vi valgte at anvende Alan Fowler, der fint supplerer Friedmann, idet han løfter perspektivet og dermed er i stand til at se udvikling på både mikro- og makroniveau.

6.6 Alan Fowler Fowler har i sin bog ” Striking a Balance: A Guide to Enhancing the Effectiveness of NonGovermental Organisations in International Development” beskrevet, hvilke faktorer der spiller ind i udvikling på et overordnet plan, men også hvordan disse faktorer forholder sig til hinanden, hvor han skelner mellem de faktorer der skaber udvikling på henholdsvis mikro- og makroniveau.

6.7 Mikroniveauet På mikroniveauet argumenter Fowler for, at det snarere er mennesker end teknologi og materiel, der er udgangspunkt for skabelsen af effektiv udvikling. på mikroplanen indgår der, ifølge Fowler tre elementer i mirkoudvikling (Fowler, 1997, s. 8). 1. Improve people´s livelihoods and physical well-being in sustainable way; 2. build up the capacities of the people´s organizations; and 3. Empower in the sense that, individually and collectively, people are able and willing to make claims on development processes, as well as instigating their own.

Side 36 af 67

Ifølge Fowler har de tre elementer, tilsammen en afsmittende virkning på mobiliseringen og styrkelsen af samfundet på mikroniveauet. På dette niveau foregår der flere processer, der ifølge Fowler er med til at styrke den enkelte og der igennem civilsamfundet. Det første element er der, hvor den enkelte har mulighed for at forbedre levevilkår og fysiske trivsel på en bæredygtig facon. Måden hvorpå dette kan realiseres kommer Fowler dog ikke nærmere ind på. Det næste element på mikroniveauet understreger vigtigheden af, at inkorporere og styrke det lokale organisationer, der befinder sig i det felt, hvor udviklingsbistanden skal ydes. Fowler understreger yderligere, at landområderne skal have mere opmærksomhed, idet, det er her de fleste fattige og marginaliserede befolkningsgrupper befinder sig i. Her mener Fowler nemlig, at det er disse grupper selv, der skal skabe deres egen udvikling, og da udvikling, ifølge Fowler er en proces, hvor mennesker individuelt og kollektivt skaber egen potentialer ved at blive aktiv hovedpersoner i deres egen udvikling, skal grupperne styrkes. Staten og bistandsorganisationer skal yde ressourcer, opbakning og vejledning, idet grupperne selv ikke er stand til at klar disse opgave på egen hånd. Dog er det vigtigt, at de lokale grupper selv personificerer, hvad udvikling er (Fowler, 1997, s. 9). Det sidste element der spiller en vigtig rolle på mikroniveauet, fremhæver vigtigheden af empowerment, der i denne sammenhæng har to dimensioner. Den første dimension er psykosocial, der argumenter for, at marginaliserede grupperes selvforståelse, men også syn på deres egen eksistens skal ændres. Den anden dimension, afhænger af den første og fremtoner vigtigheden af, at mennesker får muligheder for at have indflydelse på de eksisterende magtstrukturer eller også at skabe nye. Dette mener Fowler, idet han postulerer at mangel på empowerment i udvikling på mikroniveau, vil alt andet lige medføre at sociale og økonomiske fremskridt vil komme de ressourcestærke grupper til gode eller gå til spild. De ovenfor nævnte elementer er med til at påvirke, mobilisere og styrke civilsamfundet på mikroniveauet. Dette har ifølge Fowler betydning for skabelsen af et socialt retfærdigt og selvbærende samfund, hvor der er en tilregnelig og inklusiv regeringsførelse. Her spiller civilsamfundet en vigtig rolle med hensyn til god regeringsførelse, i det tilfælde, hvor civilsamfundet bliver et samlingspunkt omkring mægling af interne konflikter, hvilket kan mindske Side 37 af 67

de spændinger der kan opstå mellem forskellige grupper i form af interesser og krav om ressourcerne. Fowler ser ikke kun de positive ved styrkelsen af civilsamfundet, idet han også mener at der kan være spændinger mellem de forskellige grupper om ressource fordeling (Fowler, 1997, s. 8).

6.8 Makroniveauet På det makroviveau planen handler det om staten og dens opgave i forhold til styrelsen af civilsamfundet ved at føre gode regeringsførelse. Her kan udviklingsorganisationer spiller en vigtig rolle, ved at ændre ved tingens gang. Dette kan ske ved at udviklingsorganisationer støtte reformer og yde bistand på tre forskellige områder, nemlig: 

At forbedre styreform og regeringsførelse



At afkoble økonomiske og politiske interesser fra hinanden



At gøre offentlige politikdannelse tilgængelige for alle, især de fattige og marginaliserede

Forbedring af styreformer og regeringsførelse skal øge sociale retfærdighed, hvor der skal også ske ændringer på det politiske plan, i form af demokratiske rettigheder, uafhængige domstole og presse- og ytringsfrihed. Derudover, skal økonomien liberaliseres, og der skal være flere partier i den politiske scene, der i det sidste ende skaber tilregnelighed i regeringsførelse indenfor det offentlige. Forbedring i regeringsførelsen, vil have en positive konsekvenser for de fattige og marginaliserede grupper, idet grupperne kunne deltage i det offentlige politik. Grupperne bliver også lige for loven, og tilregnelighed i regeringsførelse vil også øge frivillige organisations autonomi i forhold til staten (Fowler, 1997, s. 10). Afkobling af økonomiske og politiske interesser fra hinanden, vil ifølge Fowler vil også øge de fattige og marginaliserede gruppers mulighed for at deltage i de processer der kan have betydning for deres levevilkår. Fowler mener nemlig at der tit er stærk sammenhæng mellem økonomiske og politiske interesser især når det handler om formulering af offentlige politikker, men også måde hvorpå statsapparatet virker. Ifølge Fowler skal dette ske ved, at yde støtte til de små producenter (Fowler, 1997, s. 10 ff). Det sidste der skal ændres makroniveauet er, den offentlige politikdannelse, der ofte forgår bag lukkede døre, hvor de fattige og marginaliserede ikke har adgang til at tage del i, hvilke forstærker

Side 38 af 67

marginalisering af de fattige og marginaliserede yderligere. Fowler mener her, at regeringerne skal lytte mere til de fattige og marginaliserede, hvor deres erfaringer skal inkorporeres i processerne (Fowler, 1997, s. 11).

6.9 Kobling mellem fattigdomsteori og udviklingsteori Der er et sammenfald i teorierne omkring fattigdom og udvikling, fordi det beskæftiger sig indirekte med de samme emneområder. Når Rostow i hans faseteori snakker om udvikling, er det også en udvikling af befolkningen. Denne udvikling vil også være en udvikling væk fra fattigdom, ligesom det er set i de lande teorien er udviklet ud fra, der var også stor fattigdom i vesten før den gennem gik disse faser, men det er blevet et langt mindre problem, og den absolutte fattigdom er stort set afviklet her. Men da faseteorien er udarbejdet med henblik på en udvikling af samfundet, er der ikke et direkte element af fattigdomsbekæmpelse med heri. Det samme gør sig glædende for Friedmann og hans alternative udviklingsteori, her er, snakker om udvikling i det civile samfund, både husholdninger og de lokale samfund. Der er ikke tale om en direkte fattigdomsbekæmpelse, men det vil være et naturligt følge af denne udvikling, at fattigdommen vil falde. Det samme gør sig glædende hvis vi tager udgangspunkt i den strukturelle fattigdomsteori, idet den kommer med løsningsforslag til hvordan man kan komme væk fra fattigdommen, og dette er en reformering af samfundets strukturelle opbygning. Hvilket må siges at være en udvikling, og her er det klart, at de fattigdomsteorier, der blot forsøger at forklare fattigdommen, ikke kan lave denne kobling, da teorierne ikke forsøger at forklare en udvikling i samfundet.

Side 39 af 67

7. Analyse 7.1 Rostows faseteori Vi vil med denne analyse forsøge at placere Kenya i en af de fem faser, ud fra Rostows faseteori. De forskellige faser indeholder følgende; 1. Landbrugssamfund, man lever af hvad man selv kan gro på sin jord. 2. Der er en stigning i produktionen, industrien og i den politiske vilje 3. Take-off fasen, man er nu klar til at lave det store spring, man har en eller flere sektorer der kan klare det store skub. 4. Modenhedsfasen, samfundet er i stand til at holde en fortsat positiv økonomisk vækst. 5. Masseproduktionsfasen, samfundet er fuldt udviklede og der er plads til at prioritere. Det er vigtigt at pointere at man ikke kan degenerer i faserne. Dette vil ske på den måde, at vi først vil tage udgangspunkt i Kenyas egen officielle strategi, og derefter med udgangspunkt i den officielle danske strategi for Kenya. Afslutningsvis vil vi komme med vores bud på hvor Kenya befinder sig, i forhold til faseteorien, hvor der også vil blive bragt andre rapporter i spil. 7.1.1 Kenyansk strategi

Ud fra den officielle Kenyanske strategi, som også indeholder en god beskrivelse af hvor landet befinder sig udviklingsmæssigt nu, og hvad der skal arbejdes med, for at sikre videre udvikling, på både korter og længer sigt, vil vi nu forsøge at analysere os frem til hvad fase landet finder sig i. Faseteorien er ikke noget de selv arbejder med. Vi er i udgangspunktet klar over at der kan være fare ved at bruge den officielle strategi. Men valget og begrundelsen står mere udførligt i Metode afsnittet. Den første fase, handler om samfundet er et traditionelt landbrugssamfund. Der er ingen tvivl om at for mange personer i Kenya, er dette stadig måden de lever på, hvor de dagligt skal tænke på hvordan de får dagens måltid. Men det går fremad i storstil, ifølge den officielle strategi, er det kommercielle landbrug ved at vinde kraftigt frem. Der er en øget fokus på eksporten af fødevare, samt nationalt salg af fødevare, derfor er Kenya ikke længer at finde i den første fase, dertil er deres landbrug for udviklet (International Monetary Fund, 2010, s. 64 ff.). Det er ikke kun på

Side 40 af 67

landbrugsområdet denne fremgang er sket, men også andre sektorer såsom fiskeri og turisme området. Dette fremskridt er sket til trods for at ”More than 40 per cent of the population lacks access to adequate food due to poverty.” (International Monetary Fund, 2010, s. 65). Der er altså stadig et kæmpe fattigdomsproblem, til trods for fremgangen i landbruget. Det er dog noget, strategien har fokus på, og de vil fremover promovere dyrkelsen af såkaldte ”food crops” i stedet for ”industrial crops”, altså skal der dyrkes flere fødevarer til fordel for fattige i Kenya. Da der er en stigning i produktion, og et øget fokus på eksportfødevare, kan de nødvendigvis ikke længer være i den første fase, da kravene her til er meget små, og dem opfylder Kenya, ifølge den kenyanske strategi. Der er flere elementer der kendetegner at Kenya befinder i den anden fase. Det drejer sig om at produktionen er stigende, på alle fronter i Kenya, dette gælder også konkurrence dygtigheden, som også er stigende på grund af en aftale som er indgået med EU og WTO kaldet ”aid-for-trade” hvor i Kenya får øget deres eksport muligheder, på grund af de gunstige fordele landene får, deriblandt at landenes eksportvare ikke fortoldes, som andre landes importvare. Regeringen gør også hvad de kan for at øge produktionen, og for at nå den ønsket 10 % stigning af BNP. Derfor øger Kenya også deres egen investeringer i landet. Dog er der her tale om hensigter om at gøre det, intet konkret var sket da strategien blev godkendt. ”To meet the growth target of 10 per cent, the level of investments is projected to expand by 9.7 percentage points of GDP, raising the level of investments as a ratio of GDP from an estimated 22.9 per cent of GDP in 2007/08 to 32.6 per cent by 2012/13.” (International Monetary Fund, 2010, s. 11). Hvis disse stigninger faktisk kommer til at finde sted, vil det kunne føre til en øget industrialisering, da det er her at investingerne skal bruges. Et af kravene til den anden fase, er netop denne stigning, men dette viser også at der er en hensigt til den økonomiske vækst, fra en politisk side, men gode hensigter er ikke nok. Andelen af fabriksarbejder er steget kraftigt de seneste år, og skulle efter planen stige endnu mere fremover. Bekæmpelsen af arbejdsløsheden er ligeledes et vigtigt værktøj i fattigdomsbekæmpelsen. ”In 2007, 1.88 million people were employed in both the formal and informal sectors. Employment within the formal manufacturing sector grew by an annual average of 2.6 per cent between 2003 and 2007.” (International Monetary Fund, 2010, s. 74). Her er der faktiske tal på, at der er sket en udvikling, så til trods for at meget af den kenyanske strategi, kan virke som tom snak, sker der

Side 41 af 67

faktisk en udvikling. Om udviklingen ville være sket uden indflydelse fra regeringen er svært at gisne om, men det ville det højst sandsynligt ikke, fordi Kenya er stadig meget topstyret, og der sker ikke meget, som regeringen ikke har en finger med i. Kenya opfylder, ifølge den kenyanske strategi, ligeledes målene for den anden fase, så vi må se til take-off fasen for at se om det er her, at Kenya skal placeres. Take-off fasen, er den næste fase i rækken og det er her at vi mener Kenya skal placeres, ud fra hvad de skriver i deres officielle strategi. Det er her at det store skub, ifølge Rostows faseteori skal finde sted, men der er ingen sektor der kan trække læsset endnu i Kenya. Der er to sektorer, ifølge den kenyanske strategi, som i fremtiden muligvis kan indtage denne position. Turisme og outsourcing er deres egen forslag til, hvad der skal bære dem ind i den næste fase, og længer væk fra fattigdommen. ”Business Process Outsourcing (BPO) is an emerging and growing sector expected to become the sector of choice for employment among the youth and young professionals.” og ”The government has in the past undertaken various measures to improve the BPO sector performance.” (International Monetary Fund, 2010, s. 78). Det er et marked med et kæmpe potentiale, og et marked hvor Kenya har fokus på mulighederne for fremtiden. Rostow ville mene at det er et mere klassisk område der skal bære udviklingen fremad, men man er nød til at være realistisk omkring hvad Kenya formår at gøre, og hvad områder der efterspørgsel på. Det der gør turismen så særlig for Kenya er, at Kenya har en enestående natur og dyre liv, hvor der er få andre lande der kan konkurrere med dem på dette område. ”Kenya is one of the leading tourist destinations in sub-Saharan Africa, a region that has significant potential for tourism growth. Moreover, the country is endowed with a unique combination of tourist attractions comprising of tropical beaches, abundant wildlife in natural habitats, scenic beauty, and geographically diverse landscape.” (International Monetary Fund, 2010, s. 58). Det er altså et marked med store muligheder for udvidelse, men det er også et mere utraditionelt område at have som et af sine primære områder. Dog skal man se på hvor mulighederne er og hvad der efterspørges. Men ved at lade turisme være et af de primære områder, vil dette også medføre en øget lokal omsætning. Både lokalt produceret fødevare, men også lokalt produceret goder og vare.”In addition, tourism, through its multiplier effect has the capacity to promote regional development, create new commercial and industrial enterprises, stimulate demand for locally-produced goods and services and provide a market for agricultural products” (International Monetary Fund, 2010, s. 58) .Den

Side 42 af 67

udvikling der vil følge i kølvandet på en udvidet turisme område, vil derfor være med til at bekæmpe fattigdommen og arbejdsløsheden. Vi vil derfor placere Kenya i take-off fasen, dette sker fordi, at de endnu ikke har fundet den sektor der kan give dem det store skub, og dertil er de heller ikke klar endnu, men hvor længe landet vil blive i denne fase, er svært at spå om. Deres hensigter er uden tvivl at udvikle landet, både politisk, økonomisk og socialt, men om det bliver til mere end hensigter, eller om der faktisk sker noget, kan man godt være skeptisk overfor. Dette skyldes at strategien er fyldt til renden med varm luft, der er få eksempler på konkrete fremskridt, men langt det meste er hensigter, og ting der skal ske fremover. 7.1.2 Danidas strategi

Hvis vi ser på den første fase, findes der stadig bønder som kun har jord nok til at forsørge sig selv og familien. Men til forskel for den officielle kenyanske strategi, stiller Danida spørgsmålstegn ved størrelsen af landbrugssektoren. Kan den virkelig klare det der forventes af den. ”En bredt baseret vækst i landbrugssektoren er vigtig for, at den kenyanske regering kan få succes med at reducere fattigdommen og forbedre befolkningens levevilkår.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 30). Vigtigheden af landbrugssektoren er ikke til at tage fejl af, men er det ensbetydende med at den er sikrede og at en udvikling af sektoren blot vil komme af sig selv, Danida påstår at det ikke vil ske af sig selv. Derfor forsøger Danida at arbejde fra et subsistenslandbrug over til et mere kommercielt landbrug. Dette skal modarbejde fattigdom og arbejdsløshed. ”Det overordnede mål med strategien er at opnå en varig reduktion i arbejdsløsheden og fattigdommen i Kenya, og den største udfordring er overgangen fra subsistenslandbrug til kommerciel produktion i landbruget.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 30). Her er der en hensigt om at ville ændre landbruget, men det er indtil videre ikke sket mere end det. Man kunne derfor argumentere for, at det ifølge Danida er Kenya stadig i den første fase. Danida mener således at der skal ligges meget arbejde i at omlægge landbruget til et større og mere kommercielle landbrug. Industrien er for stort til at man stadig vil kunne kalde Kenya for et landbrugssamfund. Rostows teori postulerer at man ikke kan gå tilbage i udviklingen. Det vil sige når man først er kommet op i en anden fase, kan man ikke degenerere tilbage. Derfor skal vi se i den anden fase, for at vurderer om Kenya er placeret her. For selvom Danida argumenterer for at Kenya stadig er i den første fase, men ifølge fase teorien er tydelige indikationer på at Kenya ikke længer er i den første fase.

Side 43 af 67

Den voksende politiske vilje til at føre befolkningen ud af fattigdommen er en af de vigtigste faktorer der sker i den anden fase. ”I investeringsplanen udtrykker den kenyanske regering, at man ønsker en væsentlig rationalisering af de regeringsinstitutioner, der har med landbruget at gøre, og at allokere en større del af ressourcerne til prioritetsprogrammer.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 30). Det er ikke kun på landbrugsområdet Kenya ønsker at reformere sig og yde en større indsats. Men det er ikke nok blot at lave disse hensigtserklæringer, man er nød til faktisk at ville dette. Der er ingen konkrete beviser på denne vilje, kun en hensigt om naturligvis at ville landet sit bedste, og dette er et gennemgående træk. Et af kendetegnene ved Rostows anden udviklingsfase, er netop en stigende politisk vilje, men det er svært at se om viljen faktisk er stigende her, eller om det bare er gode hensigter, uden noget faktisk indhold. Det ses blandt andet ved en øget fokus på den private sektor, som regeringen også er klar til at støtte langt mere. ”En opblomstring af aktiviteter og investeringer i den private sektor, især udvikling af mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, har en fremtrædende plads i den kenyanske regerings strategi for at øge indkomsterne og produktiviteten.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 32). Netop dette sats på den privatesektor, er også med til at pointere de andre vigtige punkter i den anden fase, nemlig en øget produktion og industrialisering, dog er det vigtigt igen at pointere at det kun er en hensigtserklæring, intet er faktisk sket endnu. Virksomhederne skal have en hvis størrelse for at man vil kalde dem for en industri. Men strategien er også at de skal opnå en størrelse så de kan ansætte folk, og dermed være med til at afhjælpe fattigdomsproblemet. Til trods for alt snakken om reformvenlighed, er der ingen konkrete tal, for fremgang med i Danidas strategi. Dette er naturligvis et problem, og grunden til de manglede tal og konkrete tiltag, kan man kun spekulere på, hvad årsagen er hertil. Det er især på reform og politik området at Danidas strategi er svag, men det er på grund af, at de kilder de bruger, ikke er meget mere end gode hensigter. Til trods for mangel på konkrete tal, mener vi at reform tilgangen til fremtiden, er nok til at vise at der er en politisk vilje, hvilket sikrer dem en plads i take-off fasen. I take-off, er der, hvor vi vælger at placere Kenya, ud fra de informationer vi har fået fra den danske strategi, men de er ikke mere end lige ankommet her, fordi de har store mangler på alle de væsentlige punkter, og fordi man ikke kan degenerer må de nødvendigvis være her. Opsparingskvoten skulle gerne være stigende, men med så stor en mængde fattige i landet, er det meget tvivlsomt om Kenyas opsparingskvote er stigende. Danidas strategi indeholder ingen omtale

Side 44 af 67

af opsparingskvoten, men dette skyldes nok, at den slet ikke er i fokus endnu, da landet stadig er forgældet og andelen af fattige er forholdsvis stor. På den baggrund kan opsparingskvoten ikke være stigende, da der ingen råde rum er til opsparinger. Der mangler også en sektor, der kan levere det store skub. Den private sektor er et af de områder, Danida håber på at vil kunne udfylde denne plads. En anden sektor der muligvis kan være med til at sætte gang i det store skub, er det eksportorienteret landbrug. Man har en målsætning om en stigning over en årrække her ”Reel vækst i landbrugssektorens BNP med 3,1 % pr. år i perioden 2003-2007.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 29). Dette er en ganske realistisk målsætning, og den skal komme primært fra blomster og te dyrkelse. Men er det nok til at kunne klare det store skub, Danida mener ikke at, den industrielle landbrugssektor kan bære udviklingen alene, og derfor mener Danida at der er grund til bekymring. ”Selvom den kenyanske økonomi klarer sig bedre, er der dog nogen bekymring for, at væksten hovedsageligt er koncentreret i nogle få sektorer (blomsterindustrien, te og turisme), mens den bredt funderede vækst, der er behov for, hvis der skal være en bæredygtig økonomisk vækst, mangler.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 22). På grund af den manglende vækst, er det særligt vigtigt, at få støttet op omkring de voksende sektorer, for at sikre en fortsat udvikling af den kenyanske økonomi, så landet kan udvikle en sektor der kan levere det store skub. Danida mener ikke at en eller få sektorer kan sætte gang i dette skub. Det handler mere om at finde et marked med vækst potentiale, end at man forsøger at presse bestemte sektorer til at være mere konkurrence dygtige end de i virkeligheden er. Vigtigst er det at der kommer skred i udviklingen og dermed vil denne fremdrift ske, som nok skal trække de andre sektorer med sig. Sidste betingelse Rostow nævner, er de sociale, institutionelle og politiske rammer, der skal være på plads. Her har Kenya også store problemer. Der er konsensus at det er her de helt store problemer ligger, og dette mener blandt andet Danida og ERSWEC6. ”Korruption er stadig et stort problem i Kenya. ERSWEC anerkender, at dårlig økonomisk regeringsførelse, herunder systematisk korruption og ringe ansvarlighed i den offentlige ressourceforvaltning, er nogle af de største hindringer for økonomisk og social udvikling.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 17). Ifølge Danida kan der ikke herske tvivl om, at mangel på god regeringsførelse er et af de helt store problemer i Kenya. Det er blevet bedre siden indførelsen af demokratiet, men der er stadig mange reformer der skal gennemføres før at dette punkt tilnærmelsesvis er opfyldt. Der er mange hensigter om at ville 6

Economic Recovery Strategy for Wealth and Employment Creation (Den kenyanske regerings økonomiske strategiprogram fra 2003-2008)

Side 45 af 67

foretage ændringer i den offentlige sektor, men ligeså snart at det er reformer der har en forvaltningsmæssigt karakter, går de i vasken af den ene eller anden grund. Dette ses blandt andet med reformer på korruptionsområdet og forfatningsområdet. Ud fra Danidas strategi, kan vi placere Kenya i take-off fasen, men de er meget tidligt i fasen, og mangler at opfylde alle væsentlige punkter. Dette kan lyde som en modsigelse, men det skyldes flere elementer, idet man ikke kan degenerer ifølge teorien og da faserne er få og stærkt opdelt, og landet skal placeres ind i en af faserne, og det må derfor nødvendigvis være take-off fasen, fordi selvom landet ikke endnu er klar til at være her, er de for udviklet til at være i anden fase. Rostows kritikere anser også dette som værende et af de helt store problemer med teorien, nemlig at den ikke nødvendigvis kan anvendes på alle verdenssamfund. 7.1.3 Sammenfatning

I forhold til de to officielle strategier, er der væsentlige forskelle i deres udlægning af faserne i forhold til, hvor Kenya skal placeres, men der er også direkte modsigelser. Så hvor befinder Kenya sig faktisk i udviklingsfaserne, og hvad kan den danske udviklingsbistand gøre for at hjælpe landet videre. Det er hvad vi nu vil diskutere. Den Kenyanske strategi, er noget mere optimistisk når det kommer til landbruget, og hvilken vej samfundet bevæger sig. Danida er ikke helt overbevist om at Kenya ikke stadig ”blot” er et landbrugsland. Kenya er derimod overbevist om at det industrielle landbrug efterhånden er blevet ret stort, og måske endda så stort det er ved at blive et problem. Det skal dog noters her, at de to strategier er lavet med 2 års mellem rum, og dette kan have indflydelse her på. Danida snakker om en øget overgang til netop det industrielle landbrug, hvorimod at den kenyanske strategi, faktisk snakker om det modsatte, nemlig at man skal arbejde hen imod fødevare og væk fra de industrielle afgrøder. Dette skal ske med henblik på, dels at gøre fødevarerne billigere, og dels for at sænke antallet af folk der lever i hungersnød. Man kunne fristes til at tro, at den danske indsats har haft en indflydelse på denne udvikling, idet der ifølge den kenyanske strategi, er sket noget i stil med, hvad Danida arbejdede hen imod. Det er naturligvis meget svært at svare herpå, især når Danidas strategi efterfølgende ikke siger noget herom. Men det kunne være en indikation i den anden retning, nemlig at den danske bistand ikke direkte har haft med stigningen i landbrugssektoren at gøre. Så kan man undres over at Kenya nu vil modarbejde det, ved at tilbage

Side 46 af 67

rulle dele af landbruget. Grunden til dette sker, kan være mange. Den ene af grundene kunne være, en manglende kommunikation mellem Danida og Kenya. En anden grund kunne være at Kenyas regering er ligeglad med hvad den danske strategi siger, og omvendt kunne det også tænkes at Danida er ikke interesseret i at lytte på den kenyanske strategi. Ifølge Stig Jensen ville dette ikke være første Danmark har indgået i et asymmetrisk partnerskab med et Afrikansk land (Jensen, 2005, s. 3). Men det kunne også være at den kenyanske strategi blot er fyldt med tommeløfter og hensigtserklæringer. Uanset hvad grunden til det er, har vi to modsignede udspil. Skyldes det kommunikationsfejl, ville man kunne give den manglende struktur i Kenya skylden for det, idet Danida mener man bør have dette område som hovedfokus, man bør arbejde på at få en virkende infrastruktur, dette mener de er det næste store skridt i Kenyas udvikling. Ud fra strategierne ses det, at de andre sektorer er udviklet nok til at Kenya må befinde sig i mindst den anden fase, da man ikke, ifølge Rostow, kan degenerer tilbage i udviklingsfaserne. Den politiske vilje til at få landet ud af fattigdommen er på papiret større end nogensinde i Kenya, men det virker mest af alt som tomme hensigter. Dog sker der fremskridt på nogle punkter, idet Kenya er blevet bedre og mere stabile til at varetage deres gæld, og endda er Kenya faktisk blevet så gode til dette, at de ikke længer kan søge fritagelse fra deres gæld (Commission for Africa Report, 2010, s. 65). Den Kenyanske strategi er dog mere optimistisk, på trods af at Danida snakker om reformvenlighed og omstillingsparathed, har de stadig en skepsis overfor reformerne. ”Nogle af de foreslåede reformer, ikke mindst med hensyn til bekæmpelse af korruptionen, vil sandsynligvis møde modstand fra indflydelsesrige kredse.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 22). Den kenyanske strategi indeholder, mange reformforslag, men ingen rigtig bekymring for om reformerne kan gennemføres. Men blot en følelse af det er nødvendigt, og derfor må og skal de finde sted. Så den politisk vilje er der, men spørgsmålet er om de lavere stående, men stadig magtfulde og indflydelsesrige personer, vil lade reformerne finde sted. Det vil være svært at overtale folk der nyder godt af, at de og deres familie kan leve endnu bedre i forhold til resten af befolkningen, til at der skal finde reformer sted, der gør at de mister magt, eller gør det umuligt for dem at opkræve bestikkelse. Folkene der sidder på disse positioner, er langt mere magtfulde end resten af befolkningen, og de kunne også nemt tænkes at de selv er aktive på den ene eller anden måde i det politiske spil. Det er nemt nok for den kenyanske regering at love en masse reformer, men netop fordi der ikke står noget om hvordan reformerne skal finde sted, er det

Side 47 af 67

tvivlsomt om det overhovedet vil ske. Dog har Kenya, efter de to officielle strategier er udgivet, reformeret deres forfatning, dette er et stort skridt i den rigtige retning og viser stor politisk vilje (Danida, 2010). I og med at Kenya skal opfylde en række betingelser for at komme i betrækning vil det være fordelagtigt for landet at skrive hensigterne ind i strategien, disse betingelser stilles af IMF og Verdensbanken. Men om de har reel hensigter eller ej, er svært at sige ud fra en strategi. Væksten i produktionen, er noget hvor der er en hvis enighed om at den finder sted, men der er uenighed om hvor dette sker. Den kenyanske strategi ligger op til en øget turisme, men det er noget Danida ikke problemfrit, anser som en mulighed. ”Der har været flere terrorangreb i Kenya, som har påført den kenyanske turistindustri betydelige tab.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 17). Så længe at der er trusler omkring terrorangreb, vil det være meget svært at udvide turisme sektoren til en størrelse, der kan være med til at løfte samfundet. Derfor er man nød til at bruge nogen af midlerne til terrorbekæmpelse. Der udover postulerer Stig Jensen, at måden hvorpå turismesektoren

bygges

op

på,

ofte

er

mere

fattigdoms

skabende,

frem

for

fattigdomsreducerende. Dette begrundes med at mange fattige ofte bliver frataget deres landbrugsjord, uden nogen form for kompensation, dermed mister de fattige deres indkomstgrundlag. ”Altså at de mennesker, der oprindeligt beboede eller udnyttede lokaliteten, der udlægges som naturreservat, udelukkes fra området, often uden nogen form for kompensation.” (Jensen, 2005, s. 19). Den kenyanske strategi fremhæver også BPO som en mulig sektor der skulle kunne trække dette læs. Danida nævner ikke noget om BPO, eller andre udenlandske investeringer, om dette er fordi Danida mener landet har så mange fundamentale problemer, at det kan være svært at satse på outsourcing, eller om det er på grund af andre udfordringer der holder Danida fra at nævne BPO som en mulig sektor med udviklingspotentiale, kan vi kun gisne om. Men Danida bruger tid på at fastlægge de strukturelle og politiske problemer der er i landet, hvor de mener man bør sætte ind. Dog er det ikke den industrielle outsourcing der er tale om her, men en mere specialiseret outsourcing, så investeringerne vil ikke være så høje. Den kenyanske strategi indeholder også nogle betænkeligheder ved at satse på BPO. ”Lack of dedicated BPO facilities which weaken the attractiveness of Kenya as a primary BPO destination.” (International Monetary Fund, 2010, s. 78). Der udover nævner strategien omkostningerne ved energi og telekommunikation er langt højere end de konkurrerende lande, som for eksempel Indien og Kina.

Side 48 af 67

Det er også de problemstillinger Danida mener der er med til at afholde større internationale investeringer, så derfor kan man heller ikke støtte op omkring denne sektor. Vi vælger derfor at placere Kenya i den anden fase, da den politiske vilje er svær at fastlægge om den faktisk eksistere, eller om det blot er på papiret den er der. Der er ingen sektorer der i den nærmeste fremtid vil være i stand til at bære dem ind i næste fase, nemlig take-off fasen. Dette antages på baggrund af de modsigelser der er i de to officielle strategier, hvor strategierne ikke er enige om hvilke sektorer man bør satse på i fremtiden, både på kort og langt stigt. Der er ikke en væsentlig stigning i industrien eller i produktionen, og før at Kenya finder deres niche område, vil Kenya fortsat have det meget svært, på det internationale marked. Den manglede fremgang kan til dels tilskrives de store strukturelle problemer, dels også andre variabler der spiller ind. Dog mener Danida at man skal arbejde for at få bekæmpet de strukturelle problemer først. Man er nød til at blive enig om en fremadrettet strategi, en strategi man faktisk har tænkt sig at holde, og som er realistisk for alle parter, og dermed kan man muligvis få en bæredygtig industri og produktion op at stå.

7.2 Hvordan bidrager Danmarks nuværende udviklingspolitik til halveringen fattigdom i Kenya? 7.2.1 Makroniveau

Den alternative udviklingsteori beskæftiger sig på to planer, nemlig, mikro- og makroniveau i forhold til udvikling af samfundet. For at vurdere om Danmarks udviklingspolitik kan bidrage med reducering af andelen fattige i Kenya, skal der ses på, hvordan den danske udviklingsbistand formidles, og hvor der prioriteres mest, og om disse prioriteringer tager højde for 2015-målene, heraf mål 1. Danmarks udviklingspolitik er ifølge regering fattigdomsorienterede, hvor Danmarks bilaterale bistand primært kanaliseres til en udvalgte gruppe af programsamarbejdslande, her iblandt Kenya. Disse lande er valgt ud fra deres effektivitet og vilje til at foretage en langsigtet og bæredygtig udvikling. På markoniveau har Danmark, i forhold til udvælgelsen af Kenya som et samarbejdsland, begrundet det med, at landet skal være villigt til at foretage sociale, økonomiske og politiske forandringer, der kommer de fattige og marginaliserede gruppe til gode. Et andet parametre, der

Side 49 af 67

spillede en rolle med hensyn til udvælgelsen af Kenya som et programsamarbejdsland var, at Kenya havde, til trods for den økonomiske og politiske fremgange, en stor andel fattige. ”Disse lande lider under stor fattigdom, men lever samtidig op til deres ansvar om at bekæmpe fattigdommen ved at udvikle og gennemføre langsigtede nationale fattigdomsbekæmpelses strategier og samtidig konsolidere demokratiet, respekten for menneskerettighederne og god regeringsførelse” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 9). Kenya skal, ifølge samarbejdsaftalen gennemføre langsigtede nationale fattigdomsbekæmpelses strategier, der kommer de fattige og marginaliserede til gode, samtidig skal landet arbejde på at forbedre styreformen. Forbedring af styreform og god regeringsførelse, er én af faktorerne der ifølge Fowler spiller en vigtig rolle på markoniveauet, og gennemførelse af dette vil medføre øget sociale retfærdigheder. Danmark forlanger af den kenyanske regering, at der skal gennemføres reformer, der er demokratiske og tager hensyn til den enkeltes rettigheder. Dette vil, ifølge Fowler skabe positive konsekvenser for de fattige og marginaliserede grupper i Kenya, idet, grupperne får mulighed for at kunne ytre sig, men også være en del af den offentlige politik. Yderligere vil sådan en reform medføre en anden dimension, der ifølge Fowler, vil forandre gruppernes selvforståelse, idet grupperne, ved deltagelse af det offentlige politiske processer, får indflydelse på de eksisterende magtstrukturer eller skaber nye magtstrukturer. Ifølge regeringen har Danmark valgte at lægge fokusset på fire sektorer: nemlig, sundhed, vand og sanitet, landbrug og til sidst erhverv (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 25). Formidling af midlerne er blevet ændret fra projektmodel til sektorprogramstøtte. Denne ændring er fortaget, selvom den kenyanske regering ikke har kapacitet nok til at varetager opgaven. De fleste sektorer er under forandring og sektorprogramstøtten vil yderligere belaste den i forvejen svage kenyanske stat. Dog har Danmark valgt, i modsætning til andre donorer lande, at yde støtte til den svage kenyanske regering, for at klar opgaven. ”Når kapacitetsproblemer, institutionelle svagheder og/eller mangel på relevante politikker eller håndhævelse ikke er fremmende for gennemførelsen af SPS, vil Danmark aktivt og i tæt samarbejde med andre udviklingspartnere tage sig af disse brister gennem politisk dialog og direkte støtte, herunder teknisk bistand (TA), til reformer i den offentlige administration, ikke mindst økonomistyring.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 21).

Side 50 af 67

Danmark har valgte at støtte den kenyanske regering, ved at styrke de offentlige institutioners kapaciteter for at de kan varetage borgernes interesser. Ifølge den alternative udviklingsteori vil forbedring af styreform og regeringsførelse inden for det offentlige, øge den sociale retfærdighed. Decentraliseringen vil betyde at udførelsen af opgaverne vil finder sted, tætter på de lokale myndigheder og organisationer. Derudover er der lagt op til at civilsamfundet skal være med til at forme udførelsen af udviklingsaktiviteterne. Dette vil, ifølge Fowler styrke ejerskabet af projekterne. Udviklingssamarbejdet mellem Danmark og Kenya bygger, ifølge den danske regering på, den kenyanske regerings udviklingsplaner, hvor det overordnet fælles mål for indsatsen er, at reducere andelen af fattige i Kenya, og skabelse af bæredygtig udvikling. Danmark arbejder også på, at få den kenyanske regering til at foretage reformer af den offentlige styringsform, hvor der skal være mere gennemsigtighed og ansvarlighed. For at dette bliver muligt, skal den kenyanske regering skabe de nødvendige rammer for, at informationerne bliver tilgængelige for alle i samfundet, og om nødvendigt foretage de reformer, der skal til for dette bliver en mulige praksis i det offentlige rum. ” Samarbejdet udformes med henblik på at fremme Kenyas ejerskab til udviklingsprocessen i landet og styrke de nødvendige, men ikke altid populære, administrative og økonomiske reformer. Bedre adgang til information og folkelig deltagelse i beslutningsprocessen vil fortsat være en udfordring i de kommende år” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 20). Ejerskab er et vigtig element i processen, og Danmark opfordrer den kenyanske regering til, at gøre den folkelige deltagelse af beslutningsprocessen mulig. For at dette bliver til en realitet, skal der foretages institutionelle forandring i den offentlige sektor, hvor staten og NGOer skaber de overordnet rammer for at de fattige og marginaliserede får mulighed for at deltage i processerne. Ifølge Friedmann og den alternative udviklingsteori ses udvikling som en proces, og fattigdomsmodellen postulerer, at de fattige og marginaliserede husholdninger mangler den nødvendige sociale magt til at forandre og forbedre deres livsvilkår. Husholdningernes adgange til forskellige ressourcer, som information, finansielle ressourcer men også deltagelse i sociale organisationer, vil give de fattige og marginaliserede sociale magt. Udover ejerskabet og sociale magt, vil de fattige og marginaliserede, ifølge den alternative udviklingsteori, få adgange til de

Side 51 af 67

processer, hvor der tages de beslutninger, der kan have betydning for medlemmernes tilværelse og fremtid. Danmark stiller krav til den kenyanske regering om, at de danske udviklingsmidler og fremtidige udviklingssamarbejde mellem de to lande, er betinget af, om det lykkes for den kenyanske regering at gennemføre reformer. Her skal landet prioritere udviklingsinitiativerne og resultaterne heraf. For at kunne modtage udviklingsmidler fra Danmark, skal landet også forbedre styreformen i form af bekæmpelse af korruption og liberalisering. ”Hvis det lykkes for regeringen at gennemføre sine reformprogrammer, især prioritering af udviklingsinitiativerne, reformerne i statsforvaltningen, korruptionsbekæmpelse og liberalisering samt opnåelse af konkrete, tillidsskabende resultater, er der mulighed for at øge og intensivere udviklingssamarbejdet mellem Kenya og Danmark som beskrevet i nedenstående præsentation. Hvis reformprocessen derimod går i stå eller går langsommere, bliver det næppe muligt at øge det nuværende samarbejde.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 21). Derudover skal landet reformere statsforvaltningen, hvor landet skal følge prioriteterne og forpligtelserne, der blev skrevet i ERSWEC, der postulerer, at Kenya skal fortage vidtrækkende økonomiske, sociale og politiske reformer for at landet kan afhjælpe fattigdommen. En reform af den art vil, ifølge Fowler, medføre positive konsekvenser for de fattige og marginaliserede gruppe i Kenya. Ordet ”liberalisering” blev anvendt i citatet overfor, og her vil Fowler mene, at dette er et vigtigt skridt, idet en liberalisering af den kenyanske økonomi vil medføre at de statslige selskaber kan komme i udbud. De private ejere vil have mulighed for at effektivisere virksomhederne og dermed skaber flere jobs til fordel for arbejdsstyrken og dermed også de fattige og marginaliserede gruppe i landet. 7.2.2 Microniveau

På dette niveau bidrager både Fowler og Friedmann, hvor teorierne har deres fokus på civilsamfundet. Ifølge regeringen, er Danmarks overordnet mål med dansk udviklingspolitik at bekæmpe fattigdommen i den tredje verden. Midlerne skal gå målrettet til de fattige befolkningsgrupper i Kenya, via investeringer i mennesker ved at støtte kritiske investeringer.

Side 52 af 67

”Det overordnede formål med dansk udviklingspolitik er fattigdomsbekæmpelse. Det danske udviklingssamarbejde er målrettet mod at hjælpe fattige befolkningsgrupper ved at sikre kritiske investeringer i mennesker og fremme en bæredygtig udvikling gennem fattigdoms orienteret økonomisk vækst” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 9). Der skal investeres i mennesker og skabs en udvikling, der er til gavn for de fattige i Kenya, ved at fremme en bæredygtig udvikling. Her ses elementer i den alternative udviklingsteori, idet der i programmet arbejdes hen imod empowerment af civilsamfundet, via bæredygtig investeringer. Ved at foretage en bæredygtig investering, vil det ifølge den alternative udviklingsteori, medfører en styrkelse af det enkelte medlem af husholdningen og dermed en økonomisk vækst. Et andet element der ses i den danske udviklingspolitik er, at der tages hensyn til de fattige og marginaliserede gruppe i Kenya, især kvinder og fattige i landområdet. For at dette kan realiseres, har Danmark valgte at inddrage lokalbefolkning i processen, ved at gøre det muligt for grupperne at deltage processerne. Dette vil øge empowerment for de enkelte medlemmer af husholdningen, idet, ved deltagelse af de relevante sociale og politiske handlinger vil styrke magten hos husholdningens medlemmer. ”Til trods for fornyet fokus på forbedring af menneskerettighederne sker der stadig stor diskrimination af kvinder i Kenya. Generelt betyder den komplekse lovgivning og traditionerne, at kvinderne i det kenyanske samfund er mere udsatte end mændene, og at kvindernes deltagelse i beslutningsprocessen er begrænset. For at bidrage til at nedbryde disse skævheder og sikre den størst mulige virkning tages ligestilling mellem kønnene i betragtning, når indsatserne designes, både inden for de udvalgte sektorer og inden for de tematiske indsatsområder samt i hele landeprogrammet.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 27). Hvis det bliver muligt for de fattige og marginaliserede grupper, at deltage i processerne, vil det, ifølge Friedmann medføre en forbedring i gruppernes sociale magt. Derudover vil styrelsen af de fattige kvinder, skaber lighed mellem kønnene, og mere retfærdighed i samfundet. De fattige og marginaliserede grupper, skal selv være med til at administrerer de ydelse der er rettet imod dem selv, og dermed få indflydelse på fordeling af ressourcerne. I og med at grupperne stå svage på grund af mangel på ressourcer, såsom tid, viden og information, er det vigtigt, at den kenyanske stat og projektsamarbejdet skaber de overordnet rammer, der skal til for at grupperne kan deltage i processerne.

Side 53 af 67

På mikroniveauet er der, ifølge Friedmann tre magtformer, nemlig; social, politisk og psykologisk magt, og ved opnåelse af disse magter, vil det styrke husholdningens søgen efter at forbedre deres position i samfundet. Indkomstfordelingen er meget skæv, hvor der er meget få, der er meget rige, og en stor andel der er fattige i Kenya. For at nedbringe dette skel har Danmark opfordrede den kenyanske regering til at mindske kløften mellem rig og fattig, idet Danmark henviser til, at kløften vil medføre konflikt mellem grupperne omkring allokeringen af ressourcerne. Til trods for denne opfordring er skellet mellem rig og fattig større end nogensinde i Kenya. Her ses der elementer i den alternative udviklingsteori, der postulere mangel på retfærdig omfordeling af ressourcerne, vil skabe spændinger mellem de forskellige grupper.

7.3 Har den kenyanske regering bidraget effektivt til at opnå 2015-mål 1? Vi vil i følgende afsnit se på, hvad den kenyanske regering har gjort for opnåelsen af 2015-målene. Underspørgsmålet tager udgangspunkt i del mål 1, omhandlende halveringen af fattigdommen. I den fremgår det, at udviklingslandene, har et ansvar og en forpligtigelse til at medvirke til løsningen af problemstillingen. dette kan ske ved at skabe god regeringsførelse og arbejde for både sociale-, politiske- og økonomiskeudvikling. For at undersøge om dette finder sted, anvendes der to officielle rapporter, nemlig den kenyanske (First Medium Term Plan (2008 - 2012)) og den danske (Kenya – Danmark Partnerskab). Den officielle kenyanske rapport, er den nationale fattigdomsstrategi, der er en del af processen omkring 2015-målene. Den alternative udviklingsteori, ser på to dimensioner i forhold til udviklingen af samfundet, nemlig mikro- og makroniveau. For at kunne se om den kenyanske strategi bidrager positivt til reduceringen af fattigdommen, skal der fokuseres på hvad den kenyanske regering har foretaget og hvad der prioriteres højest og om disse initiativer tager højde for 2015-målene, heraf mål 1. Ifølge den kenyanske regeringen er deres strategi er fattigdomsorienteret, i det hovedformålet er at reducere fattigdommen ved at fremme stærk vækst i økonomien og i beskæftigelsen. I rapporten fremhæver den kenyanske regering vigtigheden af, at landet vil foretage omfattende reformer, med henblik på at opnå deres målsætning. I den alternative udviklingsteori, postuleres det at er snare mennesker end teknologi og materiale, der er udgangspunkt for skabelsen for effektiv udvikling, hvor der indgår tre vigtige elementer i mikroudviklingen. (jf. teoriafsnittet) A. Improve people´s livelihoods and physical well-being in sustainable way; Side 54 af 67

B. Build up the capacities of the people´s organizations; and C. Empower in the sense that, individually and collectively, people are able and willing to make claims on development processes, as well as instigating their own. På det andet plan, nemlig makroniveauet fremhæver Fowler vigtigheden af, at staten styrker civilsamfundet, ved at føre god regeringsførelse, hvor udviklingsorganisationerne, her iblandt Danida må og skal spille en vigtig rolle, ved at ændre den gængse måde, hvorpå arbejdede udføres. Her fremhæver Fowler tre vigtige områder, hvorpå der skal have særligt fokus, nemlig. A. At forbedre styreform og regeringsførelse B. At afkoble økonomiske og politiske interesser fra hinanden C. At gøre offentlige politikdannelse tilgængelige for alle, især de fattige og marginaliserede Som nævnt før, har den kenyanske regering fremhævet vigtigheden af at foretage reformer, og her fremhæves der også tre vigtige områder, der skal styrkes for at opnå målsætningerne og derved tage højde for 2015-målene. A. Økonomisk vækst som følge af sunde makroøkonomiske politikker og skabelse af et klima, som er gunstigt for private investeringer, understøttet af reformer af den finansielle sektor og større investeringer i infrastruktur. B. Lighed og fattigdomsreduktion, der fremmes ved handlinger, som forbedrer de fattiges adgang til basale ydelser (grundskoleuddannelse og primær sundhedspleje), og fornyet vækst i landbruget (herunder udvikling af ASAL). C. Regeringsførelse gennem reformer i den offentlige sektor, herunder en styrkelse af sikkerheden, retsstaten og korruptionsbekæmpelsen. Kenya vil altså satse på, at foretage de nødvendige reformer der skal til, for opnåelse af 2015målene, og dermed en reducering af fattigdommen. Som det ses i punkt A vil den kenyanske regering skabe økonomiske vækst, der vil medføre arbejdspladser ved at tiltrække private investorer. På makroplan vil den kenyanske regering foretage sunde makroøkonomiske handlinger og skabe et klima som er fordelagtigt for investorer. Dette vil ske ved at foretage reformer af den finansielle sektor, men også en væsentligt forbedring af landets infrastruktur. Her ses der

Side 55 af 67

elementer fra den alternative teori, idet der foretages forbedringer af styrerformer og regeringsførelse, dette vil hermed øge den sociale retfærdighed. Dog er den kenyanske regering opmærksom på at listen af udfordringer er lang, da de erkender at på trods af en økonomisk udvikling som beskrevet i ERSWEC, er det ikke lykkes endnu at skabe en langtidsholdbar økonomisk udvikling. ”Despite the achievements made in reviving economic growth and meeting many of the ERS targets, the country is still confronted with major developmental challenges.” (International Monetary Fund, 2010, s. 3). Det er ikke lykkes for landet at reducere arbejdsløsheden og dermed er der heller ikke sket en reducering af fattigdommen. Det andet som den kenyanske regering vil forbedre er infrastrukturen. Selvom der er sket en forbedring af den kenyanske økonomi er det ikke lykkes for den kenyanske regering at forbedre infrastrukturen. Økonomien forberedes til at være det bærende element for den kenyanske udvikling, og ifølge Fowler skal økonomien liberaliseres og der skal flere aktører på banen, med henblik på skabelsen af flere arbejdspladser. Dette vil medføre flere i arbejde, og dermed forbedring af deres levevilkår. Dette vil have virkninger på mikroplan, idet de fattige og marginaliserede kan have mulighed for deltagelsen i de processer der sker på sociale, politiske og økonomiske plan. Det andet punkt som den kenyanske regering, vil satse på er; ”lighed og fattigdoms reduktion” ved at foretage politikker der gør det muligt for de fattige og marginaliserede at få adgang, de basale ydelser, heraf uddannelse og primær sundhedspleje. Den kenyanske regering erkender dog at dette ikke er en let opgave. For som de skriver selv,”… high inequality in income distribution; inequity in gender; considerable disparities in development among the different regions of the country…” (International Monetary Fund, 2010, s. 3). Der er stadig ulighed mellem kønnene, men også mellem de forskellige regioner i landet, dette skyldes ifølge Danida at reformerne i den offentlige sektor er meget træge. Her ses der at den kenyanske hensigtserklæring ikke er blevet til virkelighed endnu. I landområderne er fattigdommen særligt udbredt, især hos husholdninger med en enlig kvinde som overhoved. Folk der bor i landområderne, men også husstande med en enlig kvinde som forsøger, har ikke lige adgang til offentlige ydelser, som vandforsyning og sundhedsfaciliteter. Dette vil ifølge den alternative udviklingsteori forringe de fattige og marginaliserede gruppers mulighed for at deltage

Side 56 af 67

aktivt i det politiske fællesskab. I og med at disse grupper bruger, det meste af deres tid på at tilfredsstille deres basale behov (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 27). Mangel på reformer i den offentlige sektor, og på trods af et fornyet fokus på menneskerettighederne, finder der stadig en stor diskrimination af kvinder sted i Kenya. Grupperne bliver udelukket fra deltagelse i beslutningsprocesserne og dette vil bidrage til en øget skævhed og en større ulighed mellem kønnene, men også mellem de velstillede og de ressourcesvage. Dette vil medføre, ifølge Fowler at den enkelte husholdning får svært ved at forbedre sine levevilkår, men også deres fysiske trivsel på en bærerdygtig facon. I og med at disse grupper ikke kan deltage i beslutningsprocesserne, og dermed skabe deres egen udvikling, vil det have en stor konsekvens for disse gruppers levevilkår, men også deres fremtid. I

den

kenyanske

regeringshensigtserklæring

fremgår

der,

at

de

vil

forbedre

gennemsnitsindkomsten fra USD 650 til over USD 992 senest i 2012. Ligeledes vil de reducere graden af fattigdom til 46,9 % til 28 % senest i 2012. Uligheden mellem land og by skal også reduceres og dette skal senest ske i 2012 (International Monetary Fund, 2010, s. 4). Derudover fremgår det også af målsætningen, at der skal være lige adgang til de basale ydelser for alle borger i landet. Den kenyanske regering har sat massivt ind på grunduddannelsesområdet, dette har ifølge Danida resulteret i en stor stigning i nettoindskrivningen på grundskolerne fra 5.9 millioner børn i 2002 til 7.2 millioner i 2003. Dog siger dette intet om kvaliteten af skolerne og uddannelsen. En anden vigtig sektor der skal hjælpe med at skabe lighed og fattigdomsreduktion er landbrugssektoren, og ifølge den kenyanske strategi er landbruget rygraden for Kenyas økonomi. Her står landbruget for 24 % af BNP, og 60 % af eksport indtjeningen. Derudover udgør landbruget 75 % af industrielle råvarer i og med, at der 85 % af Kenyas befolkning lever i landområderne, hvor de 50 % er fattige husholdninger, mener regeringen at styrkelsen af denne sektor, vil skabe lighed men også reducere fattigdommen. Ifølge den kenyanske strategi er der sket en stigning af fødevare afgrøder, heraf mest i produktionen af majs, hvor der er en stigning fra 2.4 millioner tons i 2003 til 3.2 millioner tons i 2006. Ligeledes var der en stor stigning i produktionen af bønner og ris. På de industrielle afgrøder, såsom te, kaffe, blomster og bomuld mm., er der også sket en stigning i produktion, Side 57 af 67

hvilket resulterer i en stigning i eksport indtjeningen. Der er ligeledes sket en fremgang for fiskeriet og for husdyr produktionen (International Monetary Fund, 2010, s. 64 ff.). Der ses elementer i alternative udviklingsteori, i og med at den kenyanske regering forsøger at forbedre produktionen af fødevare. Dette vil ifølge Fowler komme de fattige og marginaliserede grupper til gode, især dem der lever i landområderne. Ifølge den kenyanske strategi er der sket en stigning i arbejdsstyrken der beskæftiger sig i landbrugssektoren, dette vil alt andet lige også medføre en reducering af andelen af fattige i landområderne. Et andet element der fremgår af den kenyanske strategi, er et reformarbejde med henblik på at øge sikkerheden, en styrkelse af retsstaten og en mindskelse af korruptionen. Her ses også nogle paralleller i forhold til den alternative udviklingsteori hvori, der postuleres at forbedring af styrerformer og regeringsførelses vil øge social retfærdighed. Dog er korruption stadig et stort problem i Kenya, her lykkes det ikke for den kenyanske regering at styrke styringen af den offentlige sektor. Ifølge den kenyanske strategi er der stadig en dårlig økonomisk regeringsførelse, hvor korruption og ringe ansvarlighed finder sted på systematisk vis. Dette er ifølge strategien til hindring for økonomisk og social udvikling i landet. Dog er der sket en forbedring i små korruptioner, blandt de underordnet embedsmænd. Dette skyldes at der er sket en forbedring af de administrative procedurer, hvor der nu anvendes IT. Der er enighed om at korruptionen er den største udfordring for bekæmpelsen af fattigdommen i Kenya.

Side 58 af 67

8. Konklusion For at midlerne bruges bedste, og at der komme et godt resultat ud af indsatserne, skal der udover midlerne være en god ressourcebase i både det land der modtager midlerne, men også de organisationer der udfører arbejdet. Ifølge Hertz og Buch-Hansen, har Udenrigsministeriet ikke den nødvendige viden, og ekspertise der er nødvendig for samarbejdet med u-landene men også for gennemførelsen af indsatserne. Dette at der ikke længer er fag personer tilknyttet til ambassaderne, som der tidligere var tilfældet. I et udviklingssammenhæng står Danida svagt og dermed kan det blive svært at bedrage konstruktivt til empowerment af husholdningen i Kenya. Dette skyldes et skift i måden, hvorpå midlerne fordeles i de respektive lande. Som nævnt før har Danmark gået fra projektstøtte til sektorprogramstøtte, (Jf. Danmarks udviklingspolitik). Dette ser vi som værende problematiske. I og med at de kenyanske institutioner står kapacitetsmæssigt svagt, vil en fag person der kunne rådgive, men også kunne oplære de kenyanske medarbejdere der er ansat i de respektive sektorer, være til stor hjælp for Danida såvel som Kenya. 11 år er der gået siden verdenssamfundet indgik 2015-målene. Vi har forsøgt via vores analyse at diskutere om den danske udviklingsbistand har været og kan være med til at reducere fattigdommen i Kenya. Ydermere har vi også set på hvad den kenyanske regering har gjort for selv at bidrage til opnåelsen af 2015-målene. Danmark yder, ifølge Danidas strategi, en del bistand til Kenya, for blandt andet at afhjælpe fattigdommen, men måden hvorpå Danida gripper fattigdomsbekæmpelsen an på, finder vi ikke optimalt. I analysen fandt vi frem til, at der er en mangel på koordinering af indsatsen, hvilket medfører en masse spildte midler, i det midlerne ikke kommer de fattige og marginaliserede grupper til gode. Den danske indsats mod fattigdom i Kenya, er i overvejende grad præget af en traditionel vækstøkonomiskorienteret tilgang til udviklingen. Dette sker selvom der hverken på den teoretiske eller empiriske front, er en klarhed her om, hvorvidt de traditionelle vækstøkonomiske tilgange i sig selv har en fattigdomsreducerende effekt. Når Danida alligevel vælger at omlægge bistandsformen, formodes det at omlægningen passer ind i de overordnende udviklingspolitiske mål, der er kommet efter regeringsskiftet. Selvom Kenyas økonomi stiger vil dette ikke nødvendigvis medføre forbedringer af livskvaliteten for den store andel fattige i landet. Vi mener ikke at økonomiskvækst i sig selv er noget negativt,

Side 59 af 67

men denne form for vækst er umiddelbart ikke per automatik fattigdomsreducerende. Dette fremgår af, at selvom den Kenyanske økonomi er i forbedring, har dette ikke medført en væsentlig reducering af andelen af fattige i landet, snare tværtimod. Der er enighed om, at der antalsmæssigt er blevet flere fattige i Kenya, men hvordan udviklingen ville have været uden den danske indsats er meget svært at spå om. Vi mener ikke at den vækstøkonomiske fokusering alene kan løse fattigdomsproblematikken, og derfor må understøttes af en fokusering på civilsamfundets empowerment. En forbedring af sammenarbejdet mellem de danske NGOer og den kenyanske regering, vil efter vores vurdering, gøre det letter at skabe en ramme for civilsamfundets empowerment, hvor der skabes en kombination

mellem

vækstøkonomisk

fokusering

og

fokuseringen

på

civilsamfundets

empowerment. Efter vores overbevisning vil sådan en kombination skabe en selv forstærkende cyklus, hvor hovedfokusset skal placeres på forbedring af den enkeltes kompetence udvikling. Dette vil forbedre den enkeltes levevilkår og muligheden for at deltage på arbejdsmarked. For eksempel hvis den enkelte landmand udvikler sine kompetencer omkring dyrkelse af sin jord, vil dette alt andet lige, forøge mængden af fødevare dyrket på det pågældende stykke jord. Der kan være flere faktorer, udover kompetenceudviklingen hos den enkelte bonde, der spiller ind på hvorvidt der faktisk vil ske en øget produktion. Ved analysen af de to officielle dokumenter, fandt vi frem til, en manglende koordinering mellem Danida og den kenyanske regering. Hverken Danida eller den kenyanske strategi kommer ind på problemmastikken, men det er vores formodning at kommunikationsbristen ikke skyldes alene af den ene part. Dette er ligeledes et af de kritik punkter Stig Jensen kommer med i henhold til den overordnet Afrikapolitikken, hvor han ikke mener at Danmark overholder deres egen retningslinjer, udformet som partnerskab 2000. Af Kenya-Danmark partnerskabet fremgår det, at landstrategien er baseret på den kenyanske regerings udviklingsplaner, selvom at er uoverensstemmelser mellem hvordan fattigdomsproblematikken gribes an på i de to strategier. Ligeledes fremgår dette samarbejde heller ikke tydeligt i Danidas strategi, hvor der er noget der tyder på, at Danida udarbejder deres egen strategi, uden kenyansk indflydelse. På makroniveauet er der spor af, at Danida forsøger at styrke de offentlige sektorer via fire udvalgte områder. De fire områder er vigtige at støtte idet Danida mener at en styrkelse af disse

Side 60 af 67

områder vil have en reducerende effekt på fattigdommen i Kenya. Dette valg er ifølge Danida kommet af, at man fra udviklingspolitiskside har ændrede bistandsformen fra projektbistand til sektorprogramstøtte. Dette vil sige, at midlerne gives til en bestemt sektor, der selv kan omfordele midlerne, men dette har dog ikke direkte fattigdomsreducerende virkning. Styrkelsen af landbrugssektoren og virkningerne heraf med hensyn til fattigdomsreduceringen, er de to strategier uenige om. I og med at de er uenige om anvendelsen af landbrugsjorden, med henhold til, hvad der skal producers til fordel for de fattige, har vi svært ved at se, hvordan de danske midler kan have effekt på udviklingen af landbrugssektoren. Danida vil satse på nedsivningsteorien, altså at det vigtigste er en overordnet økonomisk udvikling af landet, som i sidste ende vil reducere fattigdommen. Den kenyanske regering tager derimod udgangspunkt i fødevare produktionen, for at brødføde befolkningen. Hvilket er i overensstemmelse med den alternative udviklingsteori, der postulerer at ved at dække de basale behov, vil man styrke det enkelte medlem af husholdningen. Mangel på koordinering af indsatsen omkring reduceringen af fattigdom, gør det vanskeligt, om ikke umuligt, at skabe politikker som maksimer de danske midler i bekæmpelsen af fattigdommen i Kenya, og dermed opnåelsen af 2015-målene. Vi ser det også som et paradoks, at selvom Danida selv nævner korruption som et af problemerne, hvis ikke det største problem til hindring for fattigdomsreduceringen, har Danida valgt at give sektorprogramstøtte, hvor man lader dele af den kenyanske regering omfordele midlerne. Dette anser vi som et problem, for det første er der en enighed om at de kenyanske offentlige institutioner står kapacitetsmæssigt meget svagt og dermed vil have det svært, om ikke umuligt, at have kompetencerne til at omfordele midlerne, for det andet er de kenyanske offentlige institutioner gennemsyret af systematisk korruption. Dette vil efter vores overbevisning, gøre at midlerne ikke vil komme de svage og marginaliserede grupper til gode. Ud fra ovennævnte pointer, mener vi at de danske udviklingsmidler ikke i den nuværende form har en fattigdomsreducerende effekt i Kenya. Efter vores overbevisning vil empowerment af husholdningen, som den alternative udviklingsteori foreslår, have en styrkende effekt for den enkelte kenyaner, og vil derfor være medvirkende til at muliggøre, at grupperne opnår deltagelse i beslutningsprocesserne. Dog er vi klar over at empowerment af husholdningen alene ikke kan løse fattigdomsproblemmastikken i Kenya.

Side 61 af 67

”I andet halvår af 2003 blev der foretaget en evaluering af seks Danida-projekter i distrikterne Makueni og Taita Taveta. Evalueringen af projekterne var meget positiv, idet man frem hævede det stærke lokale ejerskab, inddragelsen af lokalsamfundet både i planlægningen og gennemførelsen og den store succes med at dele omkostningerne mellem projekterne, de lokale myndigheder og lokalsamfundene” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 11). Danida har selv erkendt at der er opnåede gode resultater ved projekter udført efter metoder der svare til, det den alternative udviklingsteori foreslår, men valgte efterfølgende at afvikle denne form for støtte. Begrundelsen var her, at der ikke kunne opnås en langsigtet bæredygtig udvikling. Vi anser ikke dette argument som værende legitimt, og vi mener at det bruges som undskyldning for at foretage et udviklingspolitisk skift. Danida vil efterfølgende satse på en kapacitetsopbygning af de offentlige institutioner. De offentlige institutioner består af den kenyanske befolkning, og hvis lokal befolkningen ikke føler ejerskab overfor projekterne vil succesraten være mindre. ”Det stod dog klart, at der ikke kunne opnås en langsigtet bæredygtighed med denne projekttilgang. Evalueringen anbefalede, at fremtidige aktiviteter skulle koncentrere sig mere om kapacitet og opbygning af institutioner.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 11). Derfor finder vi det besynderligt at Danida vælger, at afvikle projektstøtten når den giver så gode resultater, samtidig med at de flytter fokusset over på dels kapacitetsopbygning og dels en mere general økonomisk udvikling. Danida ville efter vores overbevisning opnå de bedste resultater ved at bruge projektstøtten til at empower befolkningen, og de vil efterfølgende være mere udviklingsparate. Vi mener derfor ikke at man skal vælge den ene eller den anden tilgang. Men en sammensmeltning af de to tilgange, hvor den alternative udviklingsteori skal gøre befolkningen i stand til at kunne yde hvad der kræves af dem, for at kunne opnå en økonomisk udvikling af landet, så 2015-målene kan realiseres. Det er problematisk, når Danidas strategi på den måde modsiger den kenyanske regering, fordi det medføre også problemer i implementeringsfasen, da Danmark er gået over til at yde sektorprogramstøtte, altså man lader de kenyanske sektorer selv udføre projekterne. Dermed ender de med at være fanget mellem to strategier, hvilket kan medføre konflikter.

Side 62 af 67

”Videreførelse af den positive tendens for konstruktiv dialog med civilsamfundet er stadig uhyre vigtig i den løbende proces med at forbedre regeringsførelsen.” (Udenrigsministeriet, Juni 2006, s. 28). Danida er selv klar over vigtigheden af, at civilsamfundets inddragelse i de processer der finder sted omkring reformerne i de offentlige sektorer. Dog vælger Danida at lade det være op til den kenyanske regering, at inddrage befolkningen i disse processer. Dette sker på trods af, at Danida er klar over, at de kenyanske offentlige organisationer står kapacitetsmæssigt meget svagt, men også at institutionerne har problemer med systematisk korruption. Danida burde, som de selv skriver i strategien, arbejde for empowerment af civilsamfundet, ved at være med til at skabe de rammer der skal være med til, at civilsamfundet inddrages i processerne. Til slut vil vi gøre opmærksom på, at en ting er teoretiseringen af fattigdomsproblematikken, men implementeringen af teorien er straks noget andet.

Side 63 af 67

9. Litteraturliste Andersen, J., & Elm Larsen, J. (1998). Fattigdom. I J. Elm Larsen, & I. H. Møller, Socialpolitik (s. 172-192). København: Hans Reitzels Forlag. Banerjee, A. V., Benabou, R., & Mookherjee, D. (2006). Understanding Poverty. New York: Oxford University Press. Baylies, J., Smith, S., & Owens, P. (2008). The Globalization of World Politics (Fourth edition). New York: Oxford University Press. Boesen, J., Jensen, S., & Nielsen, H. (2005). Mens vi venter på miraklet - Udviklingsmålene mod 2015. København: DIIS. Bryman, A. (2008). Social Research Methods (Third Edition). New York: Oxford University Press. Coicaud, J.-M., & Heiskanen, V. (2001). The legitimacy of international organizations. New York, NY, USA: United Nations University Pres. Commission for Africa Report. (2010). Still Our Common Interest. Danida. (2006). Administrative retningslinier for danske NGO'er med rammeaftale med udenrigsministeriet. Købennhavn K: Kontoret for Humanitær Bistand og NGO-samarbejde. Danida. (2003). Danida Action Plan to Fight Corruption. Danida. Danida. (2009). Danidas NGO-Samarbejde 2008. København K: Kontoret for Humanitær Bistand og NGOsamarbejde. Danida. (september 2008). Fra mål til resultater i dansk udviklingsbistand. København K: Kontoret for kvalitetssikring af udviklingsbistanden. Danida. (6. August 2010). Kenya vedtager ny grundlov - udenrigsministeriet. Hentede 6. Juni 2011 fra Udenrigsministeriet: http://www.um.dk/da/servicemenu/nyheder/udenrigspolitik/kenyavedtagernygrundlov.htm Danida. (2006). Millennium development goals: progress report by Denmark 2006. København K: Ministry of Foreign Affairs of Denmark. de Vaus, D. (2001). Research Design in Social Reseach. London: SAGE Publications. Degnbol-Martinussen, J., & Engberg-Pedersen, P. (1999). Bistand - udvikling eller afvikling. København K: Mellemfolkeligt Samvirke. Degnbol-Martinussen, J., & Engberg-Pedersen, P. (2001). Fattigdom og Udvikling. København K: Mellemfolkeligt Samvirke. Forje, J. W. (2009). The Challenges of Administrative Political and Developmental Renewal in Africa. New York City, NY: Nova Science Publishers, Inc.

Side 64 af 67

Fowler, A. (1997). Striking a Balance: A Guide to Enhancing the Effectiveness of Non-Govermental Organisations in International Development. London: Earthscan Publications Limited. Friedmann, J. (1992). Empowerment, The Alternative Development. Oxford: Blackwell Publisheres Ltd. Grøndahl, M. (2004). Danske udviklingsbistand- fra mission til terrorbekæmpelse. København K: Informations forlag. Hede, K. D. (2006). menneskerrettigheder, demokratisering og good governance i dansk udviklingspolitik. København Ø: Jurist- og Økonomiforbudets Forlag. Hertz, M., & Buch-Hansen, P. (2007). Dansk udviklingsbistand - er der en fremtid? Frederiksberg: Forlager Thorup. International Monetary Fund. (2010). Kenya: Poverty Reduction Strategy Paper. Washington, D.C.: International Monetary Fund - Publication Services. Jacobsen, D. I., & Thorsvik, J. (2002). Hvordan organisationer funger, 1. udgave, 4. opslag. København K: Hans Reitzels forlag. Jensen, S. (2005). Hjælper Danmark afrikas fattigeste - Et kritisk persepktiv på Danmarks afrikapolitik. Danish Institue for International Studies. København: DIIS. Johnson, O. E. (2007). African Economic Development, Cooperation, Wonership and Leadership. Lampeter, Ceredigion, Wales: The Edwin Mellen Press, Ltd. Martinussen, J. D. (1994). Samfund, stat og marked, en kritisk gennemgang af teorier om udvikling i den 3. verden. København K: mellemfolkeligt samvirke. Odhiambo, M. (2009). Paralegals in action against corruption. MS Action Aid Kenya. Pontoppidan, M. (2003). Dansk røde kors - Fakta om Kenya. Hentede 26. April 2011 fra Dansk Røde Kors: http://drk.dk/roede+kors+internationalt/afrika/kenya/fakta+om+kenya Sand, T. (21. Marts 2011). dr.dk/udland. Hentede 07. April 2011 fra dr.dk: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2011/03/21/072655.htm Smith, D. (25. Marts 2011). Madonna's Malawi charity 'squandered millions'. Hentede 4. April 2011 fra The Guardian: http://www.guardian.co.uk/world/2011/mar/25/madonna-malawi-charity-squandered-millions Udenrigsministeriet. ( April 2010). Danidas årsberetning 2009. København K: Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriet. (2007). Danmark i Afrika- et kontinent på Vej. København K: regeringen. Udenrigsministeriet. (Juni 2006). Kenya-Danmark Partnerskab Strategi for udviklingssamarbejdet 20062010. København K: Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriet. (4. Februar 2008). Landefakta Kenya - Udenrigsministeriet. Hentede 27. April 2011 fra Udenrigsministeriet: http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaAfrika/Kenya

Side 65 af 67

Udenrigsministeriet. (13. Marts 2006). Topmøder om udvikling og fattigdom - 2015 målene. Hentede 11. April 2011 fra Udenrigsministeriet 2015 målene: http://2015.danida.dk/da/menu/Baggrunden/Topmoeder1990-2000/ Udenrigsministeriet. (04.. februar 2008). un.dk. Hentede 13.. April 2011 fra udenrigsministeriet: http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaAfrika/Kenya UNDP. (u.d.). Millennium Development Goals: Basic Facts. Hentede 11. April 2011 fra United Nations Development Programme: Millennium Development Goals: http://www.undp.org/mdg/basics.shtml UNPD. (2010). The Millennium Development Goals Report 2010. New York: United Nations.

Side 66 af 67

Bilag 1 Friedmanns fattigdomsmodel

(Friedmann, 1992, s. 67)

Side 67 af 67