HVAD SKAL JEG MED JESUS? Wilhelm Busch

WILHEM BUSH 

HVAD SKAL JEG MED JESUS? Wilhelm Busch



Originaltitel: Jesus unser Schicksal Copyright ©: Schrif tenmissions-Verlag © for dansk udgave: Dansk Luthersk Forlag, Hillerød Omslag og Lay-Out: www.RonaldGabrielsen.com Tryk: Scandinavian Books 

Indhold: 1. Gud ja, men hvad skal jeg med Jesus? 2. Hvorfor lever jeg? 3. Det gælder livet! 4. Hvad skal jeg gøre for at blive kristen? 5. Hvorfor tillader Gud det onde? 6. At leve livet - når man ikke kan tro 7. At leve livet - med skyld og forsømmelser 8. Kan man være helt sikker i religiøse spørgsmål? 9. Hvad får man ud af et liv med Gud?



Forord:

”Hvad skal jeg med Jesus?”

Bogen du nu sidder med i hånden har haft stor betydning for mange mennesker i mange lande. Det drejer sig både om folk med stort kendskab til kristendommens indhold og andre, for hvem dette budskab har været fremmed. Det er en bog, der har sat og stadig sætter spor. Dette er baggrunden for den nye udgivelse af bogen. Jeg håber, du vil læse bogen, lade dig udfordre af indholdet og efterprøve dens budskab med Bibelens indhold. Bogens forfatter, Wilhelm Busch, var tysk soldat under første verdenskrig og ungdomspræst i Essen under anden verdenskrig. Mens han var ungdomspræst holdt han en lang række foredrag, der blev kendt i store dele af Europa. Det sidste foredrag, kapitel 9 i denne bog, holdt han den 19. juni 1966 i Sassnitz, og på tilbagerejsen dagen efter døde han. Ni af hans foredrag er siden blevet samlet til denne bog under titlen ”Hvad skal jeg med Jesus?” Otte af dem har 

tidligere været udgivet under titlen ”Gud ja! men Jesus?” Bogen er med forskellige titler og på flere sprog blevet solgt i mere end 1,5 millioner eksemplarer i Europa. Vil du vide mere om udgivelsen og se hvor du kan få flere eksemplarer af bogen, kan du gå ind på www.hvadskaljegmedjesus.dk Har du spørgsmål eller kommentarer til indholdet, er du velkommen til skrive på [email protected]

Venlig hilsen Søren Eriksen







Kapitel 1:

Gud ja, men hvad skal jeg med Jesus?

Ser I, sådan en gammel præst som mig, der hele livet har arbejdet i storbyen, hører i tidens løb igen og igen de samme slagord. Et lyder: »Hvordan kan Gud tillade alt det onde?« Et andet er: »Kain og Abel var brødre. Kain slog Abel ihjel. Hvor fik Kain sin kone fra?« Og et af de mest brugte er dette: »Præst, du taler altid om Jesus. Det er jo fanatisk. Det er da lige meget, hvilken religion man har. Det vigtigste er, at man tror på noget højere, noget usynligt.« Ja, det er indlysende, ikke? Det samme har min store landsmand Goethe sagt: »Følelsen er alt; navnet er klang og røg«. Om vi siger Allah, Buddha, Skæbnen eller »højere væsen« er helt ligegyldigt. Det vigtige er, at vi har en tro. Og det er fanatisk at ville præcisere. Jeg ser stadig den gamle dame foran mig, som erklærede: »Å, hr. præst, du med din evindelige Jesus-snak. Har Jesus ikke selv sagt:



»I min faders hus er der mange boliger«? Så er der jo plads til alle!« Kære venner, det er en stor løgn! Jeg var engang i lufthavnen Tempelhof er Feld i Berlin. Før vi kunne gå om bord i flyet, måtte vi endnu engang gennem paskontrollen. Foran mig står en stor herre - jeg ser ham stadig for mig, stor som et to-etages hus og med et stort rejsetæppe under armen - og rækker toldbetjenten sit pas. Men tolderen siger: »Hov, stop! Dit pas er jo udløbet!« Manden svarer: »Vær nu ikke så smålig. Hovedsagen er vel, at jeg har et pas!« »Nej«, siger betjenten fast og bestemt, »hovedsagen er, at du har et gyldigt pas!« Præcis sådan er det med troen. Det kommer ikke an på, om jeg har en eller anden tro. Det har alle. For nylig sagde en til mig: »Jeg tror, at 1 kg oksekød giver en god suppe.« Det er også en tro - selvom den er temmelig tynd. Det kommer ikke an på, om du har en eller anden tro, men på, om du har den rigtige tro. En tro, som du kan leve med, også når alting bliver mørkt omkring dig, en tro, der holder også i store prøvelser, en tro, som du kan dø på. Døden er den store prøve på rigtigheden af vores tro. Der findes kun én rigtig tro, som man virkelig kan leve og dø med. Det er troen på Herren Jesus Kristus, Guds Søn. 10

Jesus har selv sagt: »I min faders hus er der mange boliger.« Men der er kun én dør til Guds boliger: »Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.« Jesus er døren! Jeg ved, at det vil mennesker ikke høre. Man kan diskutere i timevis om Gud. Den ene forestiller sig Gud på én måde og den anden på en anden måde. Men Jesus er ikke noget diskussionsemne. Og jeg siger dig: Kun troen på Jesus, Guds Søn, er en frelsende tro, som man kan leve og dø på! Hvor latterlig denne tro forekommer mennesker, viser en lille oplevelse. Jeg gik for år tilbage gennem byen Essen. To mænd står på fortovet, tydeligvis minearbejdere. Da jeg går forbi hilser den ene: »Goddag, hr. pastor!«. Jeg går hen til ham: »Kender vi hinanden?« Da ler han og forklarer den anden: »Det er pastor Busch! En virkelig fin fyr!« »Tak«, sagde jeg. Og så fortsatte han: »Men han er desværre lidt tosset!« Jeg blev gal: »Hvad er jeg? Hvorfor er jeg lidt skør?« Og så fortsatte han: »Jo, pastoren er en virkelig fin fyr! Men; han taler altid om Jesus!« »Mand«, råbte jeg glad: »Det er ikke skørt. Om hundrede år er du i evigheden. Da afhænger alt af, om du har lært Jesus at kende. Det er dit forhold til ham, der afgør, om du er i Himmelen eller i Helvede. Sig mig: Kender du Jesus?« »Dér ser du,« sagde han og vendte sig leende til den anden: »Nu begynder han igen!«. 11

Jeg vil også nu begynde på det igen! Der er et ord i Bibelen, som jeg må tage frem. Det lyder sådan: »Den, der har Sønnen, har livet.« Du har måske engang lært noget om Jesus i skolen - men du har ham ikke. »Den som har Guds Søn« - hører du: ‘har’! - »han har livet« - her og i evigheden! »Den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet.« Det siger Guds ord! Du kender måske ordsproget: Den som har, han har. Præcis sådan siger dette bibelvers det. Jeg er nødt til at sige det ligeud - for din egen skyld - at du må tage imod Jesus og give ham dit liv. Og nu vil jeg fortælle dig, hvorfor troen på Jesus er den eneste rigtige. Eller lad mig hellere udtrykke mig helt personligt: Jeg skal nu sige dig, hvorfor jeg behøver Jesus og tror på ham. {1} Jesus er Guds åbenbaring

Når nogen siger til mig: »Jeg tror på Gud! Men hvad skal jeg med Jesus?«, så svarer jeg? »Det er da et dumt spørgsmål! Gud er en skjult Gud. Uden Jesus ved vi slet intet om Gud!« Mennesker kan selvfølgelig lave sig en gud, f. eks. den »kære vorherre«, der ikke lader en ærlig mand i stikken, når han bare ikke drikker mere en fem øl om dagen. Men det er ikke Gud! Allah, Buddha - de er projektioner af vores ønsker. Men Gud? Uden Jesus ved vi intet om Gud. 12

Men Jesus er Guds åbenbaring. I Jesus er Gud kommet til os. Jeg vil gøre det tydeligt for dig med et billede: Prøv at forestille dig en tyk væg af tåge. Skjult bag tågen er Gud. Men mennesket kan ikke leve uden Gud. Derfor begynder de at søge ham. De forsøger at trænge ind gennem tågen. Det er religionernes stræben. Alle religionerne er menneskers søgen efter Gud. Og alle har de ét tilfælles: De er faret vild i tågen og har ikke fundet Gud. Gud er en skjult Gud. Det forstod den mand - Esajas hed han - der skreg fra sit inderste: Herre, vi kan ikke komme til dig. Ak, om du splittede tågemuren og kom til os! Og tænk, Gud har hørt dette skrig! Han har splittet tågen og er kommet til os - i Jesus. Da englene på Betlehems mark i kor råbte: »I dag er der født jer en frelser - ære være Gud i det højeste og på Jorden!« - da var Gud kommet til os. Og nu siger Jesus: »Den, der har set mig, har set Faderen«. Uden Jesus vidste jeg intet om Gud. Det eneste sted, jeg kan få vished om Gud, er hos ham. Hvordan kan man så sige: »Jeg klarer mig uden Jesus«? Jeg kan kun gennemgå det kort her og må lade meget ligge. Jeg kunne sige så meget om Jesus. Men nu kommer jeg til det vigtigste punkt i svaret på »Hvorfor Jesus?«: 13

{2} Jesus er Guds frelsende kærlighed

Dette skal jeg forklare dig. For et stykke tid siden havde jeg en samtale med en journalist, der interviewede mig og spurgte: »Hvorfor holder du egentlig disse foredrag?« Jeg svarede: »Dem holder jeg, fordi jeg er bange for, at folk skal komme i Helvede.« Da lo han og fortsatte: »Det findes da ikke!« Men jeg sagde: »Bare vent. Om hundrede år ved du, om du har ret eller om Guds ord har ret. Sig mig,« spurgte jeg ham, »har du nogensinde frygtet for Gud?« »Nej,« svarede han, »den kærlige Gud er man da ikke bange for!« Da forklarede jeg ham: »Nu er du useriøs! Selv den, som kun har en dunkel anelse om Gud, må begribe, at der ikke findes noget skrækkeligere end ham, den hellige og sande Gud, dommeren over vores synder. Tror du, han tier om dine synder? Du taler om ‘den kærlige Gud’? Det siger Bibelen ikke. Bibelen siger meget oftere: »Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.« Har du nogensinde frygtet Gud? Hvis ikke, så er du overhovedet ikke begyndt at se den hellige Guds virkelighed og dit syndige liv endnu. Men når du begynder at frygte Gud, så bliver dit spørgsmål: »Hvordan kan jeg bestå for Gud?« Jeg tror, det er vor tids største dumhed, at man ikke mere frygter Guds vrede. Ja, det er et tegn på forfærdelig 14

afstumpethed, når et folk ikke mere tager den levende Gud og hans vrede over synden alvorligt. Professor Karl Heim fortalte engang, hvordan han på en Kina-rejse også kom til Peking. Da blev han ført op på et bjerg, hvor der helt øverst stod et alter, »Himmelens alter«. Det blev forklaret ham, at på »forsoningsnatten« er dette bjerg fyldt med hundrede tusinder af mennesker, der alle bærer lygter. Og da gik kejseren frem - dengang var det stadig kejseren, der regerede Kina - og bringer forsoningsofferet for sit folk. Da professor Heim fortalte os det, fortsatte han: »Disse folk vidste noget om Guds vrede og så, at mennesket behøver forsoning.« Og den civiliserede mellemeuropæer mener, han kan tale om »den kærlige Gud«, der er lykkelig for at se, at menneskene betaler deres kirkeskat! Kære, lad os igen begynde at frygte Gud! Vi har jo alle syndet. Har du ikke? Naturligvis! Når vi igen lærer at frygte Gud, vil vi spørge: »Hvor er frelsen fra Guds vrede? Hvor er redningen?« Og så må det gå op for os, at Jesus er Guds frelsende kærlighed. »Gud vil, at alle mennesker skal frelses.« Men han kan ikke være uretfærdig. Han kan ikke tie om synden. Og derfor har han givet sin Søn til frelse. 15

Kom med mig til Jerusalem. Der er en høj uden for byen. Her ser vi tusindvis af mennesker. Tre kors rager op over menneskemængden. Manden på det venstre kors er ligesom os, en synder. Ham til højre også. Men i midten! Se på ham, manden med tornekronen, den levende Guds Søn. Hvorfor hænger han der? Dette kors er Guds alter. Og Jesus er Guds lam, som bærer verdens synd og forsoner verden med Gud. Ser du: Så længe du endnu ikke har fundet Jesus, står du under Guds vrede, også selvom du ikke mærker det, eller du fornægter det. Og kun den, som er kommet til Jesus, har del i Guds fred: »Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt«. Lad mig bruge et temmelig dumt eksempel: I første verdenskrig var jeg i artilleriet. Dér havde vi kanoner med beskyttelsesskærme. Engang stod vi uden infanteri foran os. Og samtidig kom et angreb med panservogne. Som hagl slog infanteriskud mod vores beskyttelsesskærm. Men de var så stærke, at vi var sikre der. Jeg tænkte: »Hvis jeg nu stikker hånden ud foran beskyttelsesskærmen, så bliver den gennemskudt, så er jeg fortabt, jeg må forbløde. Men bag beskyttelsesskærmen er jeg i sikkerhed.«

16

Og ser du: Det er, hvad Jesus er blevet for mig. Jeg ved: Uden Jesus går jeg fortabt i Guds dom. Uden Jesus har jeg ingen fred i hjertet, uanset hvad jeg gør. Uden Jesus kan jeg ikke dø uden dødsangst. Uden Jesus går jeg til evig fordømmelse. Der findes en evig fordømmelse, bare vent. Men når jeg står under Jesu kors, er jeg beskyttet som bagved beskyttelsesskærmen. Så må jeg vide Han er min forsoner! Han er min frelser! Jesus er Guds frelsende kærlighed! Hør: »Gud vil, at alle mennesker skal frelses«. Derfor har han givet sin Søn til frelse også for dig! Lad dig ikke få ro, før du har denne fred fra Gud, før du er frelst. {3} Jesus er den eneste, der har løst

vort livs største problem Ved du, hvad vores livs største problem er? De ældre tænker naturligt nok på deres galdesten eller deres hofte eller det, som giver problemer lige nu. Hvilke enorme problemer! Mellem unge er det »pigen« eller »fyren«. Alle har sine problemer. Men tro mig: Det største problem i vores liv er vores skyld over for Gud!

17

Jeg har været ungdomspræst i årtier. Altid søgte jeg nye billeder, som skulle gøre dette klart for de unge. Et af disse billeder skal jeg bruge her. Jeg sagde: »Forestil dig, at vi fra naturens hånd har en jernring om halsen. Og hver gang jeg synder, bliver der sat et kædeled på. Jeg tænker en beskidt tanke - et led; jeg er fræk over for min mor - et led; jeg taler vredt til et andet menneske - et led. En dag uden bøn, som om Gud ikke eksisterede - et led; uærlighed, løgn - et led.« Gennemtænk engang, hvor lang den kæde er, som slæber efter os. Ser du skyldkæden? Så virkelig er vores skyld over for Gud - også selv om man ikke ser denne lænke. Den er meget lang, og vi slæber den med os rundt. Jeg spørger ofte mig selv, hvorfor mennesker ikke er rigtig glade og lykkelige. De har det jo godt. Men er de lykkelige? De kan ikke blive lykkelige. De kan ikke - fordi de bærer rundt på deres skyld-kæde. Og den kan ingen præst, ingen biskop og ingen engel tage væk. Og Gud kan heller ikke tage den fra dem, for han er retfærdig og »Hvad et menneske sår, skal det også høste.« Men nu kommer Jesus! Han er den eneste, som kan klare vores livs største problem: Han er død for min skyld. Han har betalt den, da han døde. Derfor kan han tage min skyldkæde af mig. Han er den eneste, der kan!

18

Jeg må sige dig af erfaring: Det er en befrielse at vide: jeg har tilgivelse for mine synder. Det er den største befrielse i livet - og i døden. I gamle, dø med tilgivelse for jeres synder! Eller gå ind i evigheden og tag hele din skyld med dig. Forfærdeligt! Jeg kender mennesker, der hele livet har sagt: »Jeg er god nok, jeg gør meget godt.« Og så dør de og slipper den sidste hånd - og opdager: Mit livs skib sejler i evighedens mørke storm - mod Gud. De kunne intet tage med sig: Ingen luksus, ingen bankkonto, ingen opsparing - kun skylden. Sådan kommer man til Gud. Forfærdeligt! Men sådan er menneskets død. Og hvis du siger: »Sådan dør jo alle!« - så har du ret. Men det er ikke din eneste mulighed. Jesus giver tilgivelse for synden. Det er den største befrielse, som findes. Jeg var en ung mand på 18 år, da jeg erfarede, hvad tilgivelse for synden er: Kæden faldt af! Jeg ønsker for dig, at du også må erfare dette. Gå til Jesus! I dag. Han venter på dig. Og sig til ham: »Herre, mit liv er helt spoleret og fuldt af skyld. Det har jeg altid fortiet og talt godt om mig selv. Nu lægger jeg det hen til dig. Nu vil jeg tro, at dit blod sletter min skyld.« Det er virkelig en herlig sag: tilgivelsen for synd! 19

Der levede engang en mand i England, som hed Bunyan. Bunyan blev fængslet for sin tros skyld. Sådan har det været til alle tider. Næst efter Guds ord er fængsler det mest stabile, som er i menneskeheden. I fængslet skrev Bunyan en vidunderlig bog, som stadig er aktuel. Han skildrede en kristens liv som en ganske farlig, eventyrlig vandring. Den begynder sådan: »Der boede en mand i byen Verden. Pludselig blev han urolig og sagde noget lignende dette: ‘Det er ikke rigtigt, som det skal være. Jeg er fredløs. Jeg er ulykkelig. Jeg må ud herfra.’ Han taler med sin kone. Hun siger til ham: ‘Du er ude af dig selv. Du har brug for hvile og rekreation.’ Men det hjalp ham slet ikke. Urolig- heden blev ved. Og en dag mærker han: ‘Det hjælper ikke, jeg må ud af denne by!’ Og så flygter han. Da han går af sted mærker han, at han har en byrde på skuldrene. Han vil tage den af, men den vil ikke give slip på ham. Jo længere han går, desto tungere bliver byrden. Før havde han aldrig lagt mærke til byrden. Den var en selvfølgelighed. Men som han fjerner sig fra byen Verden, bliver byrden hele tiden større. Til sidst kommer han simpelthen ikke videre. Han går møjsommeligt på en sti i bjergene. Han kan ikke gå med byrden mere. Da kommer han til et sving, og foran ham træder et kors frem. Næsten bevidstløs synker han ned foran korset, holder sig fast til det og ser opad. 20

I samme øjeblik oplever ham, hvordan byrden løsner sig og ruller ned i afgrunden.« Dette er et vidunderligt billede på det, som et menneske kan opleve ved Jesu kors: Da løfted’ jeg mit blik Og så det Guds lam. Hvordan han blødte der for mig og døde på korsets træ. Da må jeg skamfuldt se: To store ting findes her: hans kærligheds store under og min enorme synd. Tilgivelse for synden er, at den hellige har betalt for mig. Min skyldkæde bliver taget af. Jeg bliver fri for min byrde. Dette kan kun Jesus give os: tilgivelse for synden! Hvad skal jeg med Jesus? Jeg må sige endnu noget om, hvorfor jeg tror på Jesus: {4} Jesus er den gode hyrde

Du har nok erfaret, hvor uendelig ensom man kan være, og hvor tomt livet er. Du mærker pludselig: »Jeg mangler noget! Men hvad?« Jeg vil fortælle dig det: Du mangler den levende frelser! 21

Jeg har tidligere fortalt, at Jesus døde på korset for at betale vores skyld. Læg mærke til denne sætning: »Han blev straffet, for at vi kunne få fred.« Og så lagde man ham i en grav, en klippehule. En stor sten blev rullet hen foran indgangen. Og for at man skulle være helt sikker, forseglede den romerske landshøvding indgangen og satte romerske soldater til at bevogte indgangen. Jeg forestiller mig dem som store mænd, der havde kæmpet i alle lande på jorden: I Gallien - det nuværende Frankrig, i Germanien - altså i Tyskland, i Asien og i Afrika. Det var erfarne mænd. De står altså i morgentågen på den tredje dag med skjoldet på armen, med kastespyd i den højre hånd og med hjelm på hovedet. En romersk soldat holder vagt. Ham kan man stole på. Pludselig bliver det højlys dag omkring dem. Bibelen siger: »For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den.« Og Jesus kom ud af graven! Det er så voldsomt, at soldaterne bliver magtesløse og besvimer. Et par timer senere møder Jesus en fattig kvinde. Bibelen fortæller, at hun havde været besat af syv ånder, som Jesus havde drevet ud. Kvinden græder. Da kommer Jesus til hende. Og kvinden falder ikke om og besvimer. Tværtimod. Hun glæder sig, da hun genkender den

22

opstandne Herre Jesus og siger: »Mester!« Hun er trøstet, fordi hun ved: »Jesus, den gode hyrde, lever og er hos mig!« Og ser du, også derfor behøver jeg Jesus: Jeg behøver en, hvis hånd jeg kan holde fast i. Livet har sendt mig ned i nogle meget mørke huller. Jeg har været i nazistisk fangenskab for min tros skyld. Der var timer, hvor jeg tænkte: »Nu er der kun et skridt til, før det ondskabens rige begynder, som man aldrig mere vender tilbage fra.« Men så kom Jesus! Og alt blev godt. Det kan jeg garantere dig! I fangenskabet oplevede jeg en aften, hvordan det er, når Helvede er løs. En gennemgående transport havde været der og indsat nogle mennesker, som skulle sendes til KZlejre. Mennesker, som slet intet håb havde mere, nogle kriminelle, andre uskyldige mennesker, jøder. Disse mennesker blev grebet af dyb fortvivlelse en lørdag aften. Alle skreg. Du kan ikke forestille dig, hvordan det var. Et helt hus med bare celler, fulde af fortvivlelse, hvor alle skriger og slår mod vægge og døre. Vagterne blev nervøse og slog med revolverne i bordet, løb omkring og slog omkring sig.

23

Og jeg sidder i min celle og tænker: »Sådan bliver Helvede«. Det er umuligt at beskrive. I denne situation faldt det mig ind: »Jesus! Han er her jo!« Så sagde jeg stille - helt stille - i min celle: »Jesus! Jesus! Jesus!« Og på 3 minutter blev der stille. Forstår du: Jeg bad til ham. Det var der ingen mennesker, der hørte, kun ham - og dæmonerne måtte vige! Da sang jeg - hvilket ellers var strengt forbudt - højt og tydeligt: Jesus min ven, mit hjertes glæde. Alle fangerne hørte det. Fangevogterne sagde ikke et ord til, at jeg sang højt: Lad uvejret rase, verden om mig skælve, Jesus er mig nær. Da forstod jeg noget af, hvad det betyder at have en levende frelser. Engang skal vi alle - det vil jeg nu tale om - igennem en meget stor nød, dødens nød. En sagde engang til mig: »I præster gør altid mennesker bange for at dø!« Men jeg svarede: »Det behøver vi ikke gøre mennesker bange for. Det er vi alle bange for!« 24

Der, i døden, må vi holde den gode hyrdes hånd! Nogle siger til mig - og det er rigtigt: »Mennesker i dag har mindre angst for at dø end for at leve. Livet er skrækkeligt, værre end døden!« Men også det findes: En frelser, som man kan have i livet! Jeg må endnu en gang fortælle dig en historie, som jeg ofte har fortalt. Den er utrolig, men sand. Jeg havde i Essen lært en direktør fra erhvervslivet at kende. En veloplagt herre af typen: »Hr. præst, det er godt, at du lærer børnene at gøre det gode. Her har du hundrede kroner til dit arbejde.« Og jeg sagde: »Ja, og dig selv?« »Nej, nej, hr. præst, forstår du, jeg har nu min egen verdens-anskuelse ...« Du ser: En god mand, men så langt fra Gud, som månen fra Sirius. En dag skulle jeg have en vielse. Det er ofte lidt trøstesløst i en stor tom kirke. Der var brudeparret og måske 10 andre mennesker. De sidder der, en smule fortabte i den enorme kirke. Og min veloplagte ven fra erhvervslivet var bryllupsvidne! Den stakkels mand var ked af det. En meget elegant frakke og med hatten i hånden. Og han vidste ikke engang, hvordan man opfører sig i en kirke. Man kunne se på ham, at han spurgte sig selv: »Skal jeg nu knæle ned, eller skal jeg gøre korsets tegn? Hvad er rigtigst?« Vel, jeg hjalp ham lidt, tog hatten fra ham og lagde den på bænken. Der blev sunget en sang. Det havde han ingen anelse om, men det blev der i hvert fald. 25

Kan du forestille dig denne herre? En mand, der passer så godt i verden. Og så sker der noget ganske mærkværdigt: Bruden var medhjælper ved børnegudstjenesterne. Og nu sang ca. 30 små piger fra galleriet ved vielsen. Med deres søde stemmer sang de en ganske enkel børnesang: »Tænk, at jeg er Jesu lam, o, hvor er jeg glad for ham. Sikkert gennem alle farer, han mig leder og bevarer ...« Jeg tænkte: »Hvad sker der dog med ham? Bliver han syg?« Han synker sammen, holder hænderne foran ansigtet og ryster. Jeg siger til mig selv: »Han er syg, jeg må have fat i en læge.« Men så ser jeg: Manden græder, hæmningsløst. »Sikkert gennem alle farer, han mig leder og bevarer, han mig elsker, han mig kender, og han kalder mig ved navn. Ledet af hans stav jeg går, ud og ind og hvile får ...« Og der sidder manden, direktøren fra erhvervslivet og græder! På en gang forstod jeg, hvad der var sket i den kolde kirke. Det gik op for manden: Disse børn har noget, som jeg ikke har: en god hyrde. Men jeg er en ensom, fortabt mand. Du, min læser, kan ikke komme længere i livet end dertil, hvor du kan sige som disse børn: »Jeg glæder mig over, at jeg hører til Jesu Kristi flok, og at jeg har en god hyrde.« Længere kan man ikke komme! Sørg for, at også du kan sige dette. 26

Hvorfor jeg tror på Jesus Kristus? Fordi han er den gode hyrde, den bedste ven og min levende frelser. Hvorfor Jesus? Jeg må sige endnu en sidste ting: {5} Jesus er Livets Konge

Engang for år tilbage holdt jeg ferie i Bøhmerwald. Efter at de unge var rejst af sted fra lejr, skulle jeg vente en dag, før jeg blev hentet i bil. Jeg boede om aftenen i et gammelt jagtslot, som havde tilhørt en eller anden konge. Nu boede der kun en skovfoged. Huset var forfaldent. Der var intet elektrisk lys. Men der var et stort værelse med en åben kamin, hvor der brændte ild. Der blev stillet en petroleumslampe ind til mig og ønsket godnat. Udenfor hylede stormen, regnen piskede i granerne, der omgav huset. Det var et sted til at opleve en rigtig røverhistorie. Og jeg havde undtagelsesvis slet intet at læse med mig. Da finder jeg på kaminhylden en lille brochure. Og den læste jeg under petroleumslampen. Noget så skrækkeligt har jeg aldrig nogen sinde læst. En læge fik i dette skrift hele sin vrede mod døden ud på en raffineret måde. Side op og side ned hed det: »Å, du død, du fjende af menneske- heden! Nu har jeg en hel uge kæmpet for et menneskeliv og troet, jeg havde fået manden over bjerget, og så rejser du dig grinende over sengekanten og slår til - og alt var 27

forgæves. Jeg kan helbrede mennesker, men jeg ved dog, at det er forgæves. Du kommer med din knoglehånd. O, din bedrager, du død, du fjende.« Side op og side ned, bare had mod døden. Og så kom det skrækkeligste: »Du død, du punktum, du udråbstegn!« Og ordret fortsatte han: »Åh, fordømt, hvis du var udråbstegn! Men når jeg ser på dig, så forvandler du dig til et spørgsmålstegn. Og jeg spørger mig selv: Er døden en afslutning, eller er den ikke en afslutning. Hvad kommer efter? Død, du hemmelige spørgsmålstegn!« Og det var det! Slut! Men jeg kan fortælle dig, at alt er ikke slut med døden. Jesus, som ved alt om dette, har sagt: »Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.« Derfor glæder jeg mig over, at jeg har en frelser, der allerede her giver mig livet, som er Livet, og som fører til livet. Det vil jeg så gerne fortælle dig. Under første verdenskrig var jeg en uge ved Verdun, hvor der dengang rasede et stort slag. Mellem linjerne lå lig ved lig. Jeg glemmer aldrig denne sødlige lugt af lig. Og hver gang, når jeg ser et mindesmærke for »de døde for fædrelandet«, husker jeg denne lugt fra Verdun, liglugten. Og når jeg tænker: »Om hundrede år er ingen 28

af os her mere«, så plager dødens rædselsfulde ånde mig igen. Mærker du den ikke? Men i denne dødsverden er der én, der er stået op af døde! Og, tænk dig, han siger: Jeg lever og I skal også leve! Tro på mig! Kom her til mig! Omvend dig til mig! Bliv min ejendom! Jeg fører dig til livet! - Er det ikke vidunderligt? Hvordan kan man overhovedet leve i denne døds-verden uden denne frelser, han som lever og leder til det evige liv? Jeg har i disse dage læst et gammelt brev, som professor Karl Heim har udgivet. Det er et brev fra en kristen soldat, der faldt i anden verdenskrig i Rusland. I brevet står der sådan: »Det er grufuldt at være her! Når russerne skyder med deres Stalinorgler, går der panik i os alle. Og kulden! Og sneen! Grufuldt! Men jeg er slet ikke bange. Hvis jeg skulle falde, ville det være vidunderligt: Så er jeg med et skridt i herligheden. Så viger stormen - og jeg ser min Herre ansigt til ansigt, og hans glans omgiver mig. Jeg har intet imod at falde her.« Og kort efter faldt han. Da jeg læste det, måtte jeg tænke: Hvad er det dog der gør, at en ung mand ingen angst har for døden? Det er, at han kender Jesus! Ja, Jesus er livets konge. Og han giver sine et sikkert håb om det evige liv. Hvorfor Jesus? Fordi alt afhænger af, at du lærer ham at kende. 29

30

Kapitel 2:

Hvorfor lever jeg?

En dag ringede en oprørt leder fra erhvervslivet til mig: »Hr. præst, kom!« Jeg styrtede af sted. Han modtog mig med ordene: »Min søn har skudt sig!« Jeg kendte den unge mand. Han var studerende. Han havde alt, hvad hjertet kunne begære. Han var sund, smuk, ung og rig. Han havde længe haft sin egen bil. Han havde aldrig været i kontakt med dårligt miljø. Og denne unge mand skød sig med en kugle gennem munden! I et brev, som han havde efterladt sig, stod kun: »Jeg kan ikke se, hvad meningen skulle være med at leve videre. Derfor gør jeg det forbi. Mit liv er meningsløst.« Rystende! Spørgsmålet om meningen med vores liv er utrolig vigtigt! Og det er særlig vigtigt, fordi vi kun har ét eneste liv! Har du nogensinde tænkt igennem, hvad det betyder, at vi kun har ét liv? Da jeg gik i skole, var jeg ikke særlig god til matematik. Og min lærer havde slet ingen forståelse for mine løsninger. Når jeg havde løst en matematikopgave gav han mig nogle 31

gange - helt uden respekt for mine evner, til at finde alternative løsninger - mit hæfte tilbage fuldstændig overtegnet med rødt blæk. Det så forfærdeligt ud. Når nu sådan et hæfte var rigtig overtegnet, smed jeg det ofte væk, også selvom det slet ikke var fuldt, og købte mig et nyt og rent. Så kunne jeg begynde helt forfra. Hvis man bare kunne gøre sådan med livet! Tro mig, millioner af mennesker ønsker i det øjeblik de dør: Gid jeg kunne begynde helt forfra. Så ville jeg gøre det hele anderledes. Man kan købe sig et nyt skolehæfte og begynde forfra i det. Men man kan ikke købe sig et nyt liv. Vi har kun ét eneste liv! Hvor forfærdeligt er det ikke, hvis vi forspilder livet eller lever det forkert! Er det forspildt, så er det i al evighed forspildt. Derfor er det, jeg har at sige, dødsens alvorligt. I morges gik en bonde forbi mit hotel med sine dyr. »De køer må være lykkelige,« tænkte jeg, »de behøver ikke bekymre sig om, hvorfor de er i verden. De skal bare give mælk og til sidst ende som oksekød.« Dyr behøver ikke tænke over meningen med livet. Det er forskellen på mennesker og dyr. Derfor er det forfærdeligt, at mange mennesker både lever og dør uden nogen sinde at have spurgt: Hvorfor lever jeg egentlig? De adskiller sig ikke fra dyrene. Grænsen mellem mennesker 32

og dyr er meget skarp. Det, der gør et menneske til menneske er, at han spørger: Hvorfor er jeg her? Hvorfor er jeg menneske? Hvorfor lever jeg? {1} De overfladiske og hurtige svar

Der er forfærdelig mange overfladiske og hurtige svar på spørgsmålet: »Hvorfor lever jeg?«. For år tilbage fik jeg alle disse overfladiske og hurtige svar serveret på én gang. Det var i 1936, altså midt i Hitlertiden. Nogle studerende fra Miinster havde bedt mig komme og tale over emnet: »Hvad er meningen med mit liv?« De sagde ligeud, at de i virkeligheden slet ikke ville høre en tale, men gerne diskutere emnet med mig. »Godt«, sagde jeg, »så begynd I bare! Hvad er meningen med mit liv? Hvorfor lever jeg?« Da diskussionen - som sagt - fandt sted i Hitlertiden, stillede én sig naturligvis hurtigt op og forklarede: »Jeg er her for mit folk. Det er som med bladet og træet. Bladet betyder intet, træet er alt. Jeg lever for mit folk!« Til det svarede jeg: »Smukt! Og hvorfor lever træet så? Hvorfor eksisterer folket?« Pause! Det vidste han ikke. Ser du, det egentlige spørgsmål blev ikke besvaret med det. Det blev bare sendt tilbage igen. Så sagde jeg til dem: »Kære venner, I må ikke give sådanne svar, som kun sender spørgsmålet tilbage igen uden at svare på det.« »Vel, hvad er så meningen med livet? Hvorfor lever jeg?« 33

spurgte jeg på ny. Så forklarede en anden: »Jeg er i verden for at gøre min pligt!« Jeg svarede »Det er jo præcis pointen! Men hvad er så din pligt? Jeg regner det for min pligt at tale Guds ord til jer. Andre regner det for deres pligt at fornægte Gud. Hvad er så »pligt«? En højtplaceret tjenestemand sagde engang til mig: »Hr. præst, mellem os sagt, jeg skriver hver dag mange akt-stykker, men hvis de en dag alle sammen brændte, ville verden gå videre uden at ænse det. Jeg er ked af, at mit arbejde i virkeligheden er så ligegyldigt.« Hvad er din »pligt«? Tusinder af SS-folk i Det tredje Rige dræbte hundrede tusinder af mennesker. Og når man stillede dem for en domstol, sagde de: »Vi gjorde vores pligt! Det var befalet os!« Tror du, det kan være et menneskes pligt at dræbe et andet menneske? Det kan jeg ikke tro. Jeg sagde altså til studenten: »Det er jo præcis pointen! Men hvad er så din pligt? Hvem kan sige mig det? Nu sidder vi igen fast!« Nu blev de unge herrer straks mere eftertænksomme. Så rejste én sig og fortalte stolt: »Jeg stammer fra en gammel adelsslægt. Mine forfædre kan jeg følge 16 generationer tilbage. Det er et langt stamtræ. Er det ikke livsindhold og livsopgave at føre denne slægt videre?« Jeg kunne kun svare: »Unge mand, hvis man ikke ved, hvorfor de 16 generationer før én har levet, så er der heller ikke nogen grund til at tilføje den 17. generation!« 34

Du forstår, der er mange overfladiske og hurtige svar. Her i Tyskland ser man ofte dødsannoncer i avisen med et skrækkeligt ordsprog: »Arbejdet var dit liv, aldrig tænkte du på dig selv, at kæmpe for dine kære, var din højeste pligt.« Kender du det ordsprog? Jeg bliver oprørt, hver gang jeg læser den slags. Det er en dødsannonce for en hest! Ikke sandt? En hest skal bare arbejde. Men jeg tror ikke, mennesket kun er i verden for at slide og slæbe. Det ville være elendigt. Så måtte vi hellere begå selvmord som 10-årige, hvis meningen med vort liv bare var: »Arbejdet var dit liv ...« Det er jo alvorligt! Men nej, heller ikke det er meningen med vort liv. En anden af studenterne forklarede mig dengang: »Ser du, jeg vil være læge. Og hvis jeg kan redde menneskeliv, er det så ikke et smukt livsindhold?« Jeg svarede: »Vel, men hvis du ikke ved, hvorfor mennesket lever, så giver det dog ingen mening at redde menneskelivet. Så giv hellere mennesket en sprøjte, så det kan dø.« Misforstå mig nu ikke: Sig nu ikke, at jeg har sagt, man skal give folk en dødssprøjte. Jeg mener bare, at det er endnu ikke det endelige svar på vores spørgsmål om meningen med livet. Den dag rystede det mig at opdage - det var jo intelligente studerende - hvordan selv de veluddannede lever deres liv uden egentlig at vide, hvorfor de overhovedet er i verden. 35

Lad mig lige i en parentes bemærke: Du irriterer dig måske lidt over den måde, jeg taler på. Jeg kunne naturligvis også bruge indviklede sætninger med mange fremmedord, men så ville du helt sikkert være faldet i søvn, inden der var gået en halv time. Men det er ikke meningen, og derfor bruger jeg hellere de samme ord, som man gør, når man mødes på gaden. Jeg håber det er i orden. Når man sådan har gennemgået det hele - jeg har kun antydet lidt - så kommer det svar, som jeg også dengang fik fra studenterne i Miinster; »Livet har overhovedet ingen dyb mening. Det er en tilfældighed, at jeg blev født. Der er ingen mening bag det. Og derfor er det bedste, vi kan gøre, at nyde livet så godt vi kan.« Det er måske den dybeste krise, et menneske kan komme ud i, når det pludselig går op for én: »Mit liv er meningsløst. Hvis mine forældre ikke var blevet gift, var jeg aldrig blevet født. Det er helt tilfældigt, at jeg er til. I grunden er mit liv helt meningsløst.« Og den, som har et svært liv, er i disse minutter meget nær ved selvmordet. »Hvorfor skulle jeg føre livet videre? Når alt er tilfældighed og meningsløshed, så vil jeg hellere gøre det forbi!« Ved du, at antallet af selvmord er større end antallet af trafikdræbte? Vidste du, at omkring 50 procent af selvmordene er unge mennesker under 30 år? Det er en rystende afspejling af vor tid: Vi ser ingen mening med livet! 36

Jeg har ofte talt med mennesker, der klager: »Livet er så meningsløst. Jeg skubber det væk - enten i fornøjelser og nydelse eller i et selvmord.« Så har jeg svaret: »Men hvis det nu alligevel har en mening? Hvis det nu alligevel har en mening og du har levet, som om det ingen mening havde? Hvordan vil det så gå dig til sidst?« Der er et ord i Bibelen, som kan gå en gennem marv og ben. Det lyder sådan: »... det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes ...« Ser du, dette ord fra Bibelen må man kende for at kunne spørge helt alvorligt: Hvorfor lever jeg. Vi kan jo ikke dø og gå ind for Guds dom, hvis vi har forspildt vores liv! Er spørgsmålet nu tydeligt? Så går jeg et skridt videre: {2} Hvem kan give svaret?

Hvem i hele den vide verden kan give mig svaret på spørgsmålet: »Hvorfor lever jeg?« - Ja, hvem? Kirken? Nej! Præsten? Nej! Han er selv i samme båd. Professorerne? Filosofferne? Heller ikke de kan give os et svar på spørgsmålet »Hvorfor lever jeg?« Kun én eneste kan fortælle os, hvorfor vi lever, nemlig han, som gav os livet, og som har skabt os: Gud! Lad mig bruge et ganske simpelt eksempel: En dag kommer jeg ind i en lejlighed. Der sidder en dreng og leger med ledninger og pærer. Jeg spørger ham: »Hvad er 37

det for en helvedes-maskine, du bygger? Hvad skal det være for noget?« Han forklarer mig det, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke forstår det. Men jeg tænker ved mig selv: »Det kommer ingen andre ved, hvad det skal blive til - kun han, der laver det, kan sige, hvad det skal blive til og hvorfor.« Sådan er det også i vort liv: Kun den, der har skabt os, kan sige, hvad han har skabt os til. Det vil sige: På spørgsmålet om, hvorfor jeg lever, kan jeg kun få svar gennem åbenbaring. Gud må sige det til mig! Hvis jeg ikke allerede havde læst Bibelen, måtte jeg læse den igennem for at finde svar på spørgsmålet. Jeg ville ikke kunne holde ud, ikke at vide, hvorfor jeg er i denne forbandede verden. Er udtrykket »forbandede verden« for stærkt? Vel, det er et udtryk fra Bibelen. Hvis du havde haft et halvt år sammen med en storby-præst, ville du vide, hvad jeg mener: Denne verden er under en skrækkelig forbandelse. Og jeg kan ikke holde ud at leve i den uden at få svar gennem Guds åbenbaring. Gud besvarer i Bibelen vores spørgsmål om meningen med livet. Det er en af grundene til, at Bibelen er så vanvittig vigtig. Jeg kender mennesker, der stolte siger: »Bibelen? Den læser vi da ikke!« Så kan jeg kun svare: »Jeg kan garantere for, at I aldrig alvorligt har gennemtænkt spørgsmålet: Hvorfor lever jeg?«. Men dumhed er en 38

udbredt sygdom - og hvis den gjorde ondt, var verden fyldt med skrig! Jeg vil give jer Bibelens svar i én sætning: Gud har skabt os, for at vi skal være hans børn! Som en far gerne vil spejle sig i sin søn, sådan skabte Gud mennesket »i sit billede«. Gud ønsker, at vi skal blive hans børn, som taler med ham, og som han kan tale med, som elsker ham, og som elskes af ham. Beder du? Hvor er det bittert for en far, når hans barn i årevis ikke taler med ham. Og et menneske, der ikke beder, taler ikke med sin himmelske far! Ser du: Gud ønsker, at vi skal være hans børn, som taler med ham, som han elsker og som elsker ham. Derfor er vi i verden! Forstå mig nu ret: Jeg taler ikke om kirken, om dogmer, om religion og om alt muligt andet, men jeg taler om den levende Gud. Og han har skabt dig, for at du skal være hans barn. Er du det? Nu må jeg gå et skridt videre: Vi skal være Guds børn. Men fra naturens hånd er vi ikke Guds børn. I begyndelsen af Bibelen hedder det: »Gud skabte mennesket i sit billede«. Derefter beretter Bibelen om en meget stor katastrofe. Mennesket blev skabt i fuldstændig frihed - og så vendte mennesket sig væk fra Gud! Det tog af den frugt, der hedder: »Jeg vil selv bestemme! Jeg kan leve uden Gud!« Forstår du: Adam tvivlede aldrig på, at Gud eksisterede - men han gjorde sig fri fra ham: »Jeg vil selv styre mit liv!« 39

Jeg må fortælle en historie til det her. For nylig spurgte en mand mig på gaden: »Pastor Busch, du taler hele tiden om Gud. Men jeg kan ikke se ham. Sig mig engang: Hvordan kan jeg finde Gud?« Da svarede jeg ham: »Hør nu godt efter. Forestil dig, at der fandtes en tidsmaskine, som kunne bringe os årtusinder frem og tilbage i tiden. Med denne tidsmaskine rejser jeg til begyndelsen af menneskehedens historie. En aften går jeg en tur i paradisets have. Du kender vel historien om syndefaldet? Vel, så møder jeg Adam, det første menneske, bag en busk. ‘God aften, Adam,’ jeg hilser på ham, ‘God aften, pastor Busch!’ svarer han. ‘Undrer du dig over at se mig?’ spørger jeg og forklarer ham: ‘Ved en forskydning i verdens- teaterets kulisser, er jeg nu kommet her i paradisets have.’ ‘Ja,’ siger han, ‘hvad er det du tænker på?’ Så svarer jeg Adam: ‘Ser du, jeg tænker lige nu på et spørgsmål, som en mand har stillet, nemlig spørgsmålet: Hvordan kan jeg finde Gud?’ Adam morer sig højlydt og siger: ‘Det er da ikke det, at finde Gud, der er problemet! Han er der jo! Men vær hellere ærlig, pastor Busch, det handler meget mere om, hvordan vi kan blive fri for ham! Det er problemet: At man ikke kan blive fri for ham!’ Har han ret, den kære Adam? Ja, Gud er der! Og man kan finde ham! Men man kan ikke blive fri for ham! Når jeg ser på de sidste 300 års tænkning, hvad har den så handlet om? At blive fri for Gud!

40

Men vi er ikke blevet fri. Min ven, du ved inderst inde, at Gud eksisterer - men du tilhører ham ikke. Du gør som de fleste mennesker: lægger spørgsmålet om Gud på is. Man fornægter ikke Gud - men man tilhører ham heller ikke. Man er ikke Guds fjende - men man er heller ikke Guds ven. Og på den måde lader man sit livs store problem ligge uløst. En schweizisk læge har i en bog påstået: Når et menneske ikke får besvaret de store livsspørgsmål, får det et sjæleligt sår, et trauma. Og han fortsætter: »Vi i Vesten har et sygt forhold til Gud. Vi fornægter ham ikke - men vi tilhører ham heller ikke, ja vi ønsker ham ikke. Derfor har vi et sygt forhold til Gud.« - Det kan jeg kun give ham ret i. Når jeg overalt hører: »Det moderne menneske interesserer sig ikke for Gud!« - så kan jeg kun svare: »Så står det slemt til med det moderne menneske! Vel, jeg er selv et af dem, og jeg interesserer mig for Gud. Og jeg regner mig ikke for nogen oldsag! Men når det moderne menneske over- hovedet ikke interesserer sig for sin frelse, så er det forfærdeligt.« Jeg vil igen bruge et banalt eksempel: Forestil dig en kokkeelev. En dag siger mester: »Han interesserer sig overhovedet ikke for madlavning!« Jeg spørger: »Hvad interesserer han sig så for?« Så svarer mester: »For musik og piger.« »Nå,« siger jeg, »så må I tage hensyn til drengens interesser og fra nu af kun tale med ham om 41

musik og piger.« »Næ, nej!« svarer mesteren, »hvis han ikke interesserer sig for madlavning, så er det en forkert plads, han har fået!« Forstår du: Vores »plads« er at være Guds børn. Og når det moderne menneske ikke interesserer sig for det, går det fejl af hele sin opgave som menneske. Så har det slet ingen mening at tale med ham om alle mulige og umulige ting, som måske interesserer ham. Jeg vil aldrig holde op med at sige: Du begynder først rigtigt at være menneske, når du bliver et barn af den levende Gud! {3} Guds svar på spørgsmålet over alle spørgsmål

Vi er fra naturens hånd ikke Guds børn - men vi er på jorden for at være Guds børn. Derfor må der ske noget i vores liv. Og formålet med dette kapitel er at være med til, at det sker. Jeg skriver ikke for at underholde jer, men for at hjælpe dem, der åbner deres hjerter, med at gøre deres liv meningsfyldt. Vi er altså ikke Guds børn, vi elsker ikke Gud, vi overtræder hans bud, vi bekymrer os ikke om ham. Vi beder ikke - allerhøjst hvis vi er i fare, trækker vi lidt i nødbremsen med en bøn. Derfor er spørgsmålet over alle spørgsmål: Hvordan bliver jeg den levende Guds barn? Nu ville jeg helst dele papir og blyant ud til jer og bede jer om at skrive, hvordan 42

I tror, man bliver et Guds barn. Den ene ville sige: »Ved at være et godt menneske«, en anden ville sige: »At jeg tror på Vorherre!« Men det er alt sammen for lidt. Spørgsmålet over alle spørgsmål er stadig: »Hvordan bliver jeg et barn af den levende Gud?« Svaret på spørgsmålet over alle andre spørgsmål kan jeg også kun få gennem åbenbaring. Hvordan Gud tager mig til sig som sit barn, det må han selv fortælle mig. Det kan heller ikke en præst udtænke. Og Bibelen giver et helt klart svar. Det lyder: Kun gennem Jesus! Når jeg skal til at tale om Jesus, begynder mit hjerte at slå hurtigere og min puls stiger, for så er jeg ved mit livs tema. Når jeg skal blive et Guds barn, så kan det kun ske gennem Jesus! Der er et ord i Bibelen, som ordret oversat lyder sådan: ”Jesus kom fra Guds verden ind i denne verden”. Vi får i dag ofte at vide, at Bibelen har et gammelt og forældet verdensbillede: Oppe er himmelen og hernede er jorden. Det er noget vrøvl. Sådan et verdensbillede har Bibelen slet ikke. Den siger derimod om Gud: »Bagfra og forfra indeslutter du mig.« Det er noget helt andet. Selvom du ville flygte under jorden, var Gud der. Bibelen har det, som vi moderne mennesker kunne kalde et »verdensbillede med flere dimensioner«. 43

Vi lever i en tredimensionel verden: længde, højde og bredde. Men der findes flere dimensioner. Han er helt nær, en håndsbredde fra os. Han går med dig! Han har set dig på din gudløse vej. Men vi kan ikke bryde igennem væggen til den anden dimension. Kun Gud kan bryde igennem den. Og Gud har brudt igennem muren og er kommet til os i Jesus! I Det nye Testamente hedder det videre om Jesus: »Han kom til sit eget,« - verden tilhørte ham! - »og hans egne tog ikke imod ham.« Det er evangeliets historie helt til vore dage: Jesus kommer - og mennesker lukker døren for ham. »Han kom til sit eget og hans egne tog ikke mod ham.« Egentlig burde der nu være punktum. Egentlig burde Guds budskab til menneskene være slut med det. Men mærkværdigvis fortsætter verset alligevel: »Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.« Man bliver altså et Guds barn ved at tage imod Jesus. Har du åbnet dit livs dør for Jesus? »Alle dem, der tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.« Jeg var ung officer i første verdenskrig - langt fra Gud, da jeg opdagede dette og tog imod Jesus. Hele mit liv blev kasseret. Men jeg har ikke fortrudt et øjeblik. For Jesu skyld har jeg måttet gå meget svært igennem. For Jesu

44

skyld har jeg været i fangenskab. Jeg har lidt megen nød for Jesu skyld. Men hvis jeg havde haft 100 liv endnu, ville jeg fra det første minut, jeg kunne tænke, holde mig til dette ord: »Alle dem, der tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn.« Mit liv blev meningsfuldt, da jeg blev et Guds barn. Det er fuldstændig lige meget, hvad jeg er, om jeg er præst eller gadefejer, generaldirektør eller maskinarbejder, husmor eller lærer - mit liv bliver meningsfuldt i det øjeblik, jeg bliver et Guds barn. Altså: du må tage imod Jesus. Så har du fundet meningen med dit liv. Og først da. Det er meget interessant at studere personerne i Det nye Testamente med henblik på dette. Her ser vi f. eks. en kvinde, hvis liv var forfærdelig meningsløst: Maria Magdalene. Bibelen antyder det kun: »Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af.« Jeg kender mange mennesker, der er besat af 12 ånder. Det bliver et forfærdeligt liv: styret af drifterne, bundet. Og de lider under meningsløsheden. Men så kommer Jesus ind i deres liv, frelseren, Guds Søn — og driver ånderne ud. Det kan han, og det gør han! Fra dette øjeblik tilhørte kvinden Herren Jesus. Hendes liv var ikke mere meningsløst. Og så oplever hun, at Jesus bliver hængt på korset og dør. Angsten kommer over hende: »Nu begynder det gamle meningsløse liv igen.« 45

Om morgenen den tredje dag efter korsfæstelsen af Jesus, ligger hun i haven ved Jesu grav og græder. Da hun kom til graven, var den tom, og klippestykket foran indgangen var rullet væk. Liget var der ikke engang mere. Derfor græder hun. Jeg kan godt forstå denne kvinde. Hvis jeg i dag skulle miste Jesus, ville det betyde, at jeg styrtede i en afgrund af tilværelsens meningsløshed. Jeg forstår hende: »Frelseren er væk. Nu er mit liv igen blevet menings- løst.« Men så hører hun pludselig en stemme bag sig: »Maria!« Hun vender sig — og ser ham, Jesus, den opstandne. Jeg ser det for mig, hvordan glædestårerne og lykken og den overvundne fortvivlelse strømmer over ansigtet: »»Rabbuni!« - det betyder Mester.« Gennem denne kvinde bliver det så tydeligt for mig, at man ikke behøver nogen store filosoffer til at svare på spørgsmålet om meningen med livet. De mest jævne mennesker ved det: »Mit liv er meningsløst. Hvorfor lever jeg egentligt?« I det øjeblik denne Maria Magdalene tog imod Jesus, blev spørgsmålet om mening med livet løst for hende, hun blev et barn af den levende Gud, og hendes liv blev stillet ind i lyset af en dyb og stor mening. Og derfor beder jeg dig: Tag imod Jesus! Han venter på dig. Du kan tale med ham derhjemme. Han er dig meget nær. Det er stort, når nogen for første gang beder til Jesus: 46

»Herre Jesus! Mit liv er meningsløst. Kom du til mig, som du kom til Maria Magdalene!« Når vi tager imod Jesus, gennemgår hele vort liv en revolution: Han giver mig del i sin død, det gamle menneske dør. Jeg må stå op med ham til et helt nyt liv som Guds barn. Han giver mig sin Ånd, så jeg fra da af tænker anderledes og får en anden smag. Men det vil du selv opleve. Tag nu først imod Jesus! Men jeg bliver nødt til at sige til dig på forhånd, at når man tager imod Jesus, får man en ny eksistens. At være et Guds barn betyder ikke kun en forandring i tankerne, men en helt ny eksistens. I Westfals levede i forrige århundrede en skomager, der hed Rahlenbeck. Man kaldte ham for »pietist-præsten«, fordi han med stor alvor efterfulgte Jesus. Han var en stærk og velsignet mand. En dag besøgte en ung præst ham. Rahlenbeck sagde til ham: »Hr. præst, dit teologistudium er ingen garanti for, at du er et Guds barn. Du må modtage din frelser!« Da svarede præsten: »Jo, frelseren kender jeg da. Jeg har endda et billede af ham på mit kontor.« Derefter fortsatte den gamle Rahlenbeck: »Ja, på væggen er frelseren ganske stille og fredelig. Men når du lukker ham ind i hjertet og i livet, så bliver der uro!« Jeg ønsker for dig, at du må opleve denne herlige uro, hvor det gamle dør, og man som Guds barn kan prise sin Fader 47

i Himmelen, fordi man ved, hvorfor man er i verden, og at man kan ære sin Fader i Himmelen gennem arbejde, ord og tanker. Det, jeg fortæller dig om, er ikke en religiøs hobby, eller en præsts ideer, men det gælder livet og døden. Det evige liv eller den evige død afhænger af, om du bliver et Guds barn. Jesus siger: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.« Sådan siger Herren Jesus også til dig: »Se, jeg står for døren til dit liv. Luk op. Jeg vil give dit liv mening!« Der kom engang en gammel minearbejder til mig og sagde: »Jeg må tale med dig, præst!« Han var 70 år gammel og fortalte mig: »Da jeg var 17 år, kom jeg en gang til et kristent møde. Og jeg mærkede, at Jesus bankede på hos mig. Men jeg sagde til mig selv: »Hvis jeg virkelig gør det og tager imod ham, vil alle mine kammerater gøre nar af mig. Det er umuligt. Derfor løb jeg væk.« Og han fortsatte: »Nu er mit liv snart forbi. Jeg er blevet gammel. Nu ved jeg, at mit liv var forkert, fordi jeg ikke i tide åbnede døren for Jesus!« Min ven: Vi har kun ét eneste liv, og derfor er spørgsmålet: »Hvorfor lever vi?« livsvigtigt. Gud har givet et klart svar i Jesus, den korsfæstede og opstandne. Luk dit liv op for ham - og du vil aldrig fortryde det! 48

Kapitel 3:

Det gælder livet!

Når jeg kommer susende af sted på motorvejen, tænker jeg ofte: »Giv agt! Livsfare!« Du forstår: I dag dør de færreste mennesker ikke mere gamle og livstrætte i deres seng. I dag forulykker man. Eller man får et hjertestop. Før blev mennesker 90 år gamle og lagde sig så hen for at dø. Sådan sker det ikke mere. I dag eksploderer et fly over oceanet: 80 dødsofre. En bus styrter ud over en skrænt: 60 mennesker døde. En eksplosion i en fabrik: mange døde. I minerne i Ruhrdistriktet omkom der igen og igen mennesker. Og med 20 års mellemrum kommer en stor krig. Der døde i første og anden verdenskrig millioner af mennesker. Vi er bestemt omgivet af farer. Når jeg tænker over det på den måde, må jeg sige: »Vi har faktisk ikke en chance for at dø stille og roligt i sengen.« Forestil dig, at du forulykker i aften klokken 22. Det er da en mulighed, ikke sandt? Hvor er du så klokken 23? Hvad bliver der så af dig? Har du nogen sinde tænkt på det?

49

{1} Situationens alvor

Jeg vil fortælle dig en god historie, som jeg desværre ikke selv har oplevet, men som jeg har hørt fra min bedstefar. Og han kunne virkelig fortælle. Der kom engang en ung mand til sin gamle onkel og sagde: »Onkel, nu må du ønske mig til lykke! Jeg er blevet student!« »Hvor dejligt!« erklærede onklen, »her har du 1000 kroner, køb noget godt til dig selv for dem. Og sig mig så: Hvad skal du så nu?« »Nu vil jeg studere,« svarede den unge, »jeg vil være jurist.« »Godt,« sagde onklen, »og hvad så?« »Så vil jeg være sekretær i byretten i en periode.« »Godt,« sagde onklen, »og så?« »Så vil jeg være bisidder ved landsretten.« »Godt,« sagde onklen, »og så?« »Ja, onkel, så vil jeg se mig omkring blandt landets piger, gifte mig og stifte familie.« »Godt,« sagde onklen endnu engang: »og så?« »Ja, så bliver jeg forhåbentlig engang en stor mand, højesteretsdommer eller offentlig anklager.« »Godt,« sagde onklen, »og så?« »Ja, onkel,« den unge begyndte at blive nervøs, »så bliver jeg også gammel og pensioneret.« »Godt, og hvad så?« »Så trækker jeg mig tilbage i skønne omgivelser, bygger mig et lille hus og dyrker jordbær.« »Godt,« sagde onklen, »og så?« Nu blev den unge ærgerlig: »Ja, så dør man jo.« »Ja,« sagde onklen, »og så?« Den unge ler ikke mere. Han rystes af tanken om døden: »Så dør jeg — og hvad mere?« »Hvad mere?« spurgte onklen. »Onkel,« svarede han, »det har jeg ikke tænkt over endnu.« 50

»Men ...,« sagde onklen, »hvordan hænger det sammen, at du har taget studentereksamen og alligevel er så dum, at du kun har tænkt herfra til døden? Skulle et menneske, som Gud har givet forstand, ikke tænke en lille smule længere? Hvad derefter?« Da fortsatte den unge hurtigt: »Onkel, hvad der kommer efter døden, er der jo ingen, der ved!« »Det passer ikke, min dreng,« sagde onklen, »der findes én, som ved besked med det, som kommer efter døden. Det er Jesus. Og han har sagt: »Bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Efter døden kommer Guds dom. Og man kan enten gå fortabt eller blive frelst. Jeg må ruske i dig og sige til dig: Det er ikke nok, at man lægger planer for sit liv frem til graven. Man må også spørge: Hvad kommer efter døden? Som ungdomspræst har jeg ofte gjort det klart for de unge på denne måde: Hvis jeg vil have repareret et ur, går jeg ikke til automekanikeren. Mekanikeren er et godt menneske, men han forstår sig ikke på ure. Med mit ur går jeg til urmageren! Men hvis min bil har fået en bule, så går jeg ikke til urmageren, men til mekanikeren. Og når jeg vil købe 51

brød, går jeg ikke til slagteren eller fiskehandleren. De er alle sammen dygtige mennesker, men at bage brød, det forstår de sig ikke på. Når jeg vil købe brød, går jeg til bageren. Og når mine vandrør frostsprænges, går jeg til vvs-manden. Det vil sige: Jeg går altid til fagmanden! Men når vi vil vide, hvad der kommer efter døden, så spørger vi i øst og vest eller stiller os tilfreds med vore egne uklare tanker. Skulle vi ikke med dette vigtige spørgsmål om, hvad der kommer efter døden, først og fremmest gå til fagmanden? Og hvem er fagmand? Der er kun én fagmand. Og det er Guds Søn, som kom fra den anden verden og selv har været i dødsriget. Han er død på korset og kommet tilbage. Han ved besked. Og han siger: Du kan komme i Helvede, men du kan også komme i Himmelen! Og selvom 25 professorer i dag kunne bevise, at med døden er alt slut, så siger jeg: »Al respekt for jeres fine titler, men I er ikke fagfolk på dette område. I har nemlig ikke været dernede. Men jeg kender en, som var dernede: Jesus. Og han siger noget andet.« Det er en fare for mennesker i dag, at man lever, som om alt var slut med døden, eller som om man selvfølgelig kommer i Himmelen, når man er døbt og konfirmeret. I Helvede bliver der en vrimmel af mennesker, som er døbt og konfirmeret! Forstår du: Du befinder dig i akut, alvorlig livsfare. Vi skal alle - om kortere eller længere tid - stå for Guds domstol. 52

Jeg vil åbent sige, hvordan det er gået til, at jeg i dag står her, hvor jeg står. Som ung mand havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg engang skulle stå på en prædikestol. Jeg var ung officer i første verdenskrig. Vi havde meget store tab i vores regiment. Jeg var en officer som de fleste, ikke bedre og ikke dårligere. Men hvis én havde sagt til mig: »Du skal engang prædike i kirken«, så ville jeg have leet højt. Jeg må fortælle jer det som et vidnesbyrd: Jeg var langt væk fra Gud. Min far spurgte mig engang: »Tror du ikke på Gud?« Jeg svarede: »Jeg er ikke så dum, at jeg fornægter, at der er en Gud. Til ateismen hører en god portion dumhed, det er tydeligt. Men,« sagde jeg, »jeg har ikke mødt Gud, derfor interesserer han mig ikke.« Det var kort tid efter denne samtale, at jeg sad i en landevejsgrøft ved Verdun sammen med en kammerat, en ung løjtnant. Vi var på fremmarch i Frankrig og ventede på befaling om at rykke frem. Vi fortalte, som alle tidligere soldater ved, sjofle vittig- heder. Så fortalte jeg en vittighed - men kammeraten lo ikke. »Kutscher,« sagde jeg, for sådan hed han, »hvorfor ler du ikke?« Da væltede han omkuld, og jeg så: Han var død! En lille splint fra en granat havde ramt ham direkte i hjertet. Jeg står med mine 18 år ved siden af liget af min kammerat og er først helt uberørt: »Hvor er du uhøflig, min kære, 53

at tage af sted, før jeg har fortalt min vittighed færdig!« Men i samme øjeblik gik det op for mig: »Hvor er han nu?« Jeg kan stadig se mig selv stå i denne grøftekant, når det slår ned i mig som et lyn: »Han står nu foran den hellige Gud!« Og derefter; »Hvis vi havde siddet modsat, havde den ramt mig, og så havde jeg nu stået foran Gud!« Ikke foran en eller anden »vorherre«, men foran den Gud, der har givet sin vilje til kende, som har givet budene, som jeg har overtrådt. Som vi alle sammen har overtrådt! Der er mennesker, hvis synder skriger mod Himmelen, som alligevel siger: »Jeg er god nok og gør ingen fortræd.« Fornægt dog ikke sådan! I det øjeblik vidste jeg: »Jeg har overtrådt alle Guds bud! Og hvis jeg nu bliver skudt, så står jeg foran Gud!« Det stod klart for mig: »Så kommer jeg i Helvede!« Vores rekrutter kom løbende med hestene: »Nu går det fremad.« Jeg steg på hesten. Og der lå min døde ven. Og for første gang i mange år foldede jeg mine hænder og bad: »Kære Gud, lad mig ikke falde, før jeg ved, at jeg ikke kommer i Helvede!« Senere gik jeg til en feltpræst og spurgte: »Hør præst, hvad skal jeg gøre for at undgå at komme i Helvede?« Han svarede: »Hr. løjtnant, først må vi sejre, sejre, sejre.« »Du ved det ikke engang selv!« afbrød jeg ham. 54

Er det ikke rystende, at tusinder af unge mænd gik i døden og ingen kunne fortælle dem, hvordan man bliver frelst? Og det i et kristent folk! Jeg ville helt sikkert være gået ud af mit gode skin af fortvivlelse, hvis jeg ikke en dag var kommet i nærheden af et Ny Testamente. Jeg ser stadig for mig miljøet i det franske bondehus bag fronten, hvor jeg befandt mig. »Et testamente! Der står nok, hvordan man undgår at gå fortabt!« tænkte jeg. Jeg bladrede det hurtigt igennem, for jeg følte mig ikke helt vel tilpas. Mit øje blev hængende ved en enkelt sætning: »Jesus Kristus er kommet til verden for at frelse syndere.« Det var, som om lynet slog ned. »Synder« det var jeg, det var jeg ikke i tvivl om. - Jeg håber, at du også engang kommer til den konklusion, at du må give Gud og mennesker ret: »Jeg er en synder!« Opgiv din falske selvretfærdighed! I dette øjeblik behøvede jeg ingen præst. Jeg var en synder, det var klart. Og frelses ville jeg. Jeg vidste ikke præcist, hvad det var. Jeg forstod bare, at blive frelst betød at komme ud af den tilstand, som jeg var i og finde fred med Gud. »Jesus Kristus er kommet til verden, for at frelse syndere.« Hvis Jesus kunne gøre det, så måtte jeg finde Jesus! Det tog et par uger. Jeg ledte efter nogen, som kunne vise mig Jesus. Men ingen kunne vise mig Jesus. Og så gjorde jeg noget, som jeg kan anbefale alle:

55

Jeg lukkede mig inde i et gammelt fransk bondehus - vi var stadig på fremmarch. Huset var halvt ødelagt og tomt, men et værelse var endnu helt. I døren sad en nøgle. Jeg gik ind, låste døren, faldt på mine knæ og sagde: »Herre Jesus! I Bibelen står der, at du er kommet fra Gud for at frelse syndere. Jeg er en synder. Jeg kan ikke love dig noget for fremtiden, for jeg har en dårlig karakter. Men jeg vil ikke i Helvede, hvis jeg bliver skudt i krigen, og derfor, Herre Jesus, overgiver jeg mig til dig fra hovedet til fødderne. Gør med mig, hvad du vil!« Der lød ingen knald, ingen store bevægelser, men da jeg gik ud derfra, havde jeg fundet min herre, en Herre, som jeg tilhørte. Fra den dag gik det mere og mere op for mig, hvilken uhørt fare menneskene er i. Man lever uden tilgivelse for synderne! Ved du, om dine synder er tilgivet? Hvordan vil du bestå i Guds dom? Mennesket lever uden fred med Gud. Uden at omvende sig. Man har nogle kristelige manerer og skikke, men indeni er hjertet fattigt, fredløst og uomvendt. Hører du: Gud vil ikke, at vi skal komme i Helvede. Gud ønsker det ikke! »Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.« Og derfor sendte han sin Søn. Men vi må også komme til Jesus. Vi må også tilhøre ham. Sådan som mennesker i dag omgås kristendommen og Gud og frelsen i Jesus, kan det ikke gå godt. Det ryster mig. Vi befinder os i stor livsfare, for vi går mod Guds dom! 56

Jeg havde i min ungdomskreds engang en dejlig ung fyr. Han kom først regelmæssigt til vore bibeltimer. Det var i Hitlertiden. Pludselig skulle han gennemgå nationalsocialistiske skolingskurser - og så forsvandt han helt ud. Jeg så ham ikke mere. Men en dag løb jeg ind i ham. »Goddag, Giinter,« sagde jeg. »Heil Hitler!« svarede han. »Giinter! Hvordan går det dig? Jeg har ikke set dig længe?« spurgte jeg ham. Så rettede han sig op og erklærede: »Mit valgsprog er: Jeg gør ret og frygter ingen. Og skulle der være noget i mit liv, som ikke er rigtigt, og skulle der være en Gud, så vil jeg som en ærlig mand svare for det hos Gud. Men jeg behøver ingen synde- buk i Jesus, som dør for mig.« I ånden ser jeg millioner af mænd bag ham, der tænker ligeså: »Jeg gør det rette, og jeg kan svare for mit liv over for Gud.« Kære ven, vi kan ikke kræve nogen ret over for Gud. Og jeg ved, at netop ved at kræve ret over for Gud kommer vi i endnu større livsfare! Du kan være helt sikker på, at vi alle kommer for Guds domstol! Og jeg må advare dig. Jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på, hvordan mennesker går Guds domstol i møde! Vi ved i grunden alle sammen, at vores selvretfærdighed - »Jeg gør ret og frygter ingen« - ikke holder ret længe.

57

Guds dom kommer! Og da vil hele vores egen retfærdighed forgå som dug for solen! Nu ved jeg godt, at dette budskab er upopulært i dag. Når jeg taler om dette: »Uden omvendelse til Jesus kommer du i Helvede«, så får jeg leende til svar: »Helvede! Det er et middelalderligt begreb. Det findes da ikke!« Når jeg hører det, kommer jeg altid til at tænke på en historie, som jeg må fortælle jer. Det var under krigen. Jeg skulle ud på besøg. Mens jeg var undervejs kom et luftangreb. Jeg for ned i den nærmeste bunker og ventede til skyderiet var forbi. Så gik jeg videre og kom til den bebyggelse, hvor jeg skulle på besøg. Bebyggelsen stod endnu! Men jeg fandt vel 20 huse i be- byggelsen helt forladte. Jeg tænkte: Du drømmer! Husene står her - men alle mennesker er forsvundet!« Jeg mødte en vagt og spurgte ham: »Hvorfor er alle mennesker forsvundet?« Han sagde ikke noget, tog mig bare ved armen og førte mig ind i et af husene i bebyggelsen og ledte mig hen til vinduet. Og der så jeg det: Husene stod i en ring om en stor græsplæne - og midt på græsplænen lå en enorm bombe, så stor som kedlen i et damplokomotiv. Jeg sagde: »En forbier!« »Nej,« sagde vagten, »det er ingen forbier! Det er en bombe med tidsindstilling!« Det var en særlig bombe. Den eksploderede ikke ved nedslaget, men 58

måske 5 eller 20 timer senere. Når alle folk er kommet tilbage fra bunkerne, sprænger bomben. »Alle er flygtet,« fortsatte han. »Hører du ikke, hvordan den tikker?« Jo, sandelig kunne man høre tidsindstillingen tikke. Og hvert minut kunne bomben eksplodere. »Kom,« sagde vagten, »her er ikke særlig hyggeligt!« Vi gik et stykke tilbage og stillede os under noget for at have lidt beskyttelse, hvis bomben eksploderede. I det øjeblik så jeg et komisk billede. En sværm af spurve kom flyvende - og landede stille og trygt på bomben. En sad endda på tænderen. Jeg råbte: »Væk! Det er farligt!« Men det var som om spurvene råbte tilbage: »Ha, ha, vi er oplyste. Hvem tror mere på bomber! Totalt ufarlige!« Så dumt spotter mennesker nu til dags. Gud har allerede talt meget alvorligt med os gennem sit ord og gennem historien, også med vores folk. Og Guds Søn er kommet, har ladet sig korsfæste og er opstået fra døden. Så kan dog alle forstå, at Gud eksisterer, og at han er en hellig Gud! Men hvis én kommer og siger: »I er i livsfare! I må søge frelse!«, så ler folk og siger: »Ha, ha, det er der da ingen, der tror på mere!« Bibelen kan også være meget hånlig. Hele ateismen og gudsfornægtelsen behandler den kun en gang og kun i én sætning. Da siger den: »Tåberne siger ved sig selv: »Gud 59

er ikke til!« Sådan taler Bibelen om ateismen. Og så er det sagt, og mere har Bibelen ikke at sige om den. {2} Livet reddes

Gud har allerede én gang sendt en skrækkelig dom over menneskeheden. Dengang blev kun én mand og hans familie reddet. Manden hed Noa. Ham havde Gud forklaret, hvordan han skulle bygge en ark, inden dommen kom. Kender du historien om syndfloden? Hvis du ikke kender den, skal du bare indrømme det. - Før dommen kom, befalede Gud Noa: »Gå ind i arken, du og dit hus!« Noa gik ind og Gud lukkede bag ham. Ser du: Verden går mod Guds dom. Og der er en ark: nåden, som bliver tilbudt os i Jesus. Han kom fra Guds verden ind i vores elendige verden. Han døde for os på korset! — Hører du: Selvom du ikke forstår meget af det, så må du dog begribe, at når Gud lader sin Søn dø en grufuld død på korset, må det også være en forløsning, der kan frelse selv den største synder! — Han opstår fra de døde. Han råber til os gennem den hellige Ånd: Jesus er arken! Derfor, som Gud dengang sagde til Noa: »Gå ind i arken, du og dit hus!«, sådan beder han dig nu gennem mig: Gå ind i Jesu Kristi nåde! Tag skridtet ind i Guds fred! Bryd med alt, som holder dig tilbage! Sig til din frelser:

60

»Her kommer en meget stor synder.« Læg al din skyld under hans kors! Tro, at hans død gælder for dig! Sig til ham: »Herre, jeg giver dig hele mit liv.« Det er at gå ind i arken. »Giv agt! Livsfare!« Hvor mange af os går ikke totalt uomvendte og ubeskyttede frem mod Guds dom! Den store nåde er her. Og tro er at tage et skridt fra Guds dom ind i Jesu nåde. Dette skridt er ikke barnemad. Men det betyder frelse fra livsfaren! Den kendte missionsleder Albert Hoffmann, pioner- missionær på Ny Guinea, fortalte mig engang en historie, som jeg aldrig har glemt. Jeg havde sagt til ham: »Broder Hoffmann, jeg må kæmpe sådan for min kristentro. Det er ikke let, heller ikke for en præst, at høre Jesus til i en verden, som tjener Djævelen og fornægter Helvede.« »Så vil jeg fortælle dig noget«, begyndte han, »vi havde på Ny Guinea den skik, at indbyggerne, når de ville være kristne, fik undervisning, for at de skulle lære Jesus rigtigt at kende. En søndag blev de så døbt. Det var altid en stor fest. Også mange hedninger kom. Men det afgørende skete altid aftenen i forvejen. Et stort bål blev tændt. Dåbs- kandidaterne trådte hen til det. I armene havde de alle deres redskaber fra afgudsdyrkelsen: Renselsesting, gude- billeder, amuletter. De trådte hen til ilden - og smed disse tegn på deres gamle liv i de blussende flammer. 61

Engang betragtede jeg en ung kone. Hun trådte også hen til bålet med hånden fuld af gudebilleder og amuletter. Men i det øjeblik, hvor hun skal smide tingene, kan hun ikke. Hun tænkte nok: ‘Det her har mine forfædre levet med. Hele min historie er forbundet med dette. Det kan jeg jo ikke skille mig af med.’ Hun går tilbage. Men så falder det hende ind: ‘Men så kan jeg ikke tilhøre Jesus.’ Dermed går hun igen tre skridt frem, men kan igen ikke skille sig af med sine ting og går endnu en gang tilbage. Så gik jeg hen til hende,« fortalte missionsleder Hoffmann videre, »og sagde: ‘Det er for svært for dig. Overvej det hellere endnu en gang. Du kan jo melde dig til næste dåbshold igen.’ Hun overvejede det et øjeblik, tog så hurtigt tre skridt frem, smed tingene i ilden og faldt besvimet sammen.« Og jeg glemmer ikke, hvordan missionsleder Hoffman, strålede som en sejrherre, da han sagde til mig: »Jeg tror, at kun den, som selv har oplevet en omvendelse, forstår denne kones kamp.« Min ven, der er kun et skridt ind i arken! Ud af livsfaren - ind i Jesu arme. Men dette skridt er ikke let. Det betyder et brud med hele fortiden. Men mindre gør det ikke! Har jeg talt tydeligt? Det ryster mig stadig at se, hvor mange mennesker, der trods alle advarsler går mod den evige for- dømmelse. Gud ønsker det ikke. Gud vil, at du skal frelses. 62

Derfor har han sendt sin Søn. Derfor har han betalt for din skyld. Nu behøver du kun at erkende din skyld og i tro tage imod Jesu betaling. Da jeg i Nazitiden engang blev anholdt af Gestapo, måtte jeg vente i et rum, hvor der stod høje arkivskabe. I skabene lå sagsmapper i stakkevis. Og ud fra hver journal hang en lille tunge. På denne tunge stod navne: »Meier, Karl« eller »Schulze, Friedrich«. Eftersom jeg måtte vente længe, takkede jeg Gud for, at jeg ikke behøvede at tilbringe mit liv mellem sådanne sagsmapper. Af kedsomhed begyndte jeg at læse navnene. »Meier, Karl«, »Schulze, Friedrich«. Pludselig læste jeg: »Busch, Wilhelm«! Der var en journal om mig! Med et slag var sagsmapperne ikke mere kedelige, det kan du nok forstå. Dér var mine sagsforløb. Jeg ville skrækkelig gerne have taget dem ud og set, hvad soldaterne havde skrevet om mig. Men det turde jeg ikke. Alligevel stod jeg dirrende foran den: »Min journal!« Og ser du: Sådan er det sket for mig med Jesu kors. Der var tider i mit liv, hvor jeg ikke kunne forestille mig noget mere kedeligt end kristendommen, og hvor ethvert maleri var mere interessant for mig. Indtil den dag, da jeg for første gang rigtigt så Jesu kors: »Her handler det om mine sags- mapper! Han er død for min skyld, og for at jeg skulle kunne frelses!« Siden dengang har Jesu kors været det mest 63

interessante for mig. Se på den mand med tornekronen! Han er den store livredder. Der på korset frelste han dit og mit liv. Det angår dig, også selvom du ikke ved det! {3} Fra døden til livet

»Giv agt! Livsfare!« Jeg vil vise dig endnu en side af disse ord. Da de gik igennem mit hoved: »Giv agt! Livsfare! Stop! Menneske, omvend dig! Søg din frelser!« tænkte jeg også: »Det er egentlig kun den, der lever, som kan være i livsfare.« Hvis en bus styrter ud over en skrænt, men alle som sidder indeni er døde, så er de ikke i livsfare. Forstår du, hvad jeg mener? Og nu må jeg sige det på denne måde: Du befinder dig i fare for, at du aldrig kommer til Livet, at du går død igennem verden og til sidst bliver forkastet som død! Udtrykker jeg mig tydeligt nok? Den livsfare, som jeg ser for dig er, at du skal gå glip af Livet. Bibelen siger helt tydeligt: »Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.« For nylig mødte jeg en lærer i fremmedsprog fra Berlin. »Undskyld mig,« sagde jeg til hende, »en præst må godt være uhøflig engang imellem. Mit spørgsmål er: Hvor gammel er du?« Hun svarede uden nølen: »8 år!« - »Et øjeblik!« jeg studsede lidt, »8 år? Du er lærer i tre fremmedsprog - og 8 år gammel?« 64

Da lo hun og forklarede: »For 8 år siden fandt jeg Jesus. Da begyndte livet. Før var jeg død.« Jeg blev forbavset: »Det er sjovt sagt!« Og så sagde hun til mig: »Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.« Og hun fortsatte: »Ser du, før havde jeg ingen frelser, intet rigtigt liv. Dengang tjente jeg bare penge og morede mig, men liv var det ikke!« Er det ikke en dristig påstand? Den, der ikke beslutter sig til at overgive sig til Jesus, har overhovedet intet liv. Ja, uden Jesus har vi slet ingen anelse om livet. Kun den, som har Guds Søn, har livet. Der kom for år tilbage en ung mand til mig. Jeg spurgte: »Hvad vil du?« »Det ved jeg heller ikke!« svarede han, »Det eneste jeg ved er, at det ikke er noget liv, jeg fører!« Overrasket forhører jeg mig: »Hvordan mener du? Du har en god stilling som finmekaniker og tjener mange penge?« »Det er ikke et liv! Mandag finmekaniker, tirsdag finmekaniker, onsdag finmekaniker, torsdag finmekaniker, fredag finmekaniker, lørdag fodbold og søndag biograf og piger, mandag finmekaniker, tirsdag finmekaniker, onsdag finmekaniker, torsdag finmekaniker, fredag finmekaniker, lørdag fodbold og søndag biograf og piger. Det er jo intet liv!« »Unge mand,« sagde jeg, »det har du ret i. Du er allerede nået langt, når du har forstået, at det ikke er noget liv. 65

Jeg vil sige dig, hvad Livet er: I mit liv skete der et vældigt omsving. Jesus fandt mig. Han, som er død for mig og er opstået igen. Han blev min frelser. Da det gik op for mig, gav jeg ham mit liv. Og tænk dig: siden da har jeg haft livet!« Den unge fandt det også. For nyligt mødte jeg ham igen i Freiburg. »Nå,« spurgte jeg ham, »hvordan er det? Er det nu et liv?« Han svarede strålende: »Ja, nu er det et liv!« Han er nu meget levende. Han har fundet livet i Jesus. Forstår du? Du er i livsfare for så vidt, at livet kan passere forbi dig, uden at du får del i det. Du hører ganske vist om kristendommen, men har dog ikke fundet din frelser. Jeg har en ven, som er sælger. For nylig var han på besøg hos en fabrikant. Denne fabrikant havde en flot villa i en vidunderlig have. Der var omkring 100 gæster. Midt i fest- lighederne møder min ven værten og siger til ham: »Hvor har du det godt! Du er som en konge, sådan et hus! Og en stor fabrik! En god kone og henrivende børn!« Fabrikanten svarede: »Ja, du har ret, det går mig godt.« Pludselig blev han meget alvorlig og sagde: »Men spørg mig ikke, hvordan det er herinde.« Han pegede på sit hjerte. Når jeg går på gaden, tænker jeg ofte: Hvis alle mennesker var ærlige, så blev de stående og sagde: »Spørg mig ikke,

66

hvordan det ser ud herinde, her i mit hjerte.« Der er ingen fred. Tankerne anklager dem. Skylden plager dem. Og ser du: Der er kun én, som kan helbrede os. Tænk bare: Gud ser vores elendighed. Vi kan ikke komme herfra til Gud. Men på grund af sin store kærlighed kom Gud til os i Jesus. Det er det fantastiske budskab, jeg skal forkynde: »Så højt elskede Gud verden ... « Jeg har ikke elsket verden; jeg har været med til at skære den igennem på kryds og tværs med jernbaneskinner og fyldt den med skidt, ondskab og dumhed. Men denne verden elskede Gud. Her må min forstand stå af. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Sig mig: Hvad mere skal Gud gøre for dig, end det, at han lod sin Søn dø, for at du skulle have livet?! Jeg vil slutte med en god historie: Efter en prædiken kom en ung mand til den store engelske vækkelsesprædikant Charles Haddon Spurgeon og sagde: »Hr. prædikant, du har ret, jeg vil også finde manden på Golgata og blive et Guds barn. Jeg vil omvende mig en dag.« »En dag?« spurgte Spurgeon. »Ja, senere.« »Senere? Hvorfor ikke i dag?« Så forklarede den unge en smule forlegen: »Jeg vil gerne i Himmelen, og derfor må jeg omvende mig til Jesus, men først vil jeg lige have lidt mere ud af livet.« 67

Da lo Spurgeon højt og sagde: »Unge mand, du er ikke særlig krævende. At ville have »lidt mere ud af livet«, det er for lidt til mig. Jeg vil ikke have »lidt« ud af livet, men selve Livet. Og i min Bibel står (han slog op i Bibelen og fandt stedet): »Jesus siger: Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.« Når sådan et kapitel er slut, har jeg en følelse af, at jeg ikke har fået tingene sagt helt rigtigt. Derfor vil jeg gerne lige fortsætte lidt endnu. Gud lod Jesus dø på korset for os fortabte og fordømte syndere, for at vi her - her og nu - skal have Livet. Når jeg vågner i morgen, så kan jeg synge af glæde over, at jeg er blevet Guds barn, fordi jeg i ham har Livet. Hører du: Jesus er kommet, for at vi her skal have Livet og i evighed skal blive reddet fra Guds dom - og have det evige liv. Så går man glad sin vej. Lad mig bruge et lille billede: Det var en novemberaften. Det skiftevis regnede og sneede. Vinden blæste og det var koldt. På vejen går to mænd. Den ene har ingen frakke, men har jakkens krave slået op. Han er ligeglad med, hvor gennemblødt han bliver og hvor han går hen, for han har intet hjem. Sådan går de fleste mennesker gennem

68

verden. De har intet mål. Hvor bærer det hen for dem? Det er trøstesløst ikke at have noget mål! Den ateistiske filosof Nietzche sagde engang i et digt: »Kragerne trækker mod byen, snart bliver det snevejr. Stakkels den, som ikke har noget hjem!« Har du heller ikke noget evigt hjem? Og så kommer den anden mand gående på landevejen. Han oplever den samme storm, det samme snavs, den samme regn og den samme sne. Men han fløjter en sang og går med raske skridt. Hvorfor? Han ser i det fjerne lyset fra sit hjem! Dér hører han hjemme. Dér er der varmt. Vejret og vejen gør ham ikke noget. Sådan går de mennesker gennem verden, som tilhører Jesus, og som i ham har livet både for tiden og evigheden. Jeg beder dig: Gud sagde til Noa: »Gå ind i arken!« Gå også du ind i det stille! Dér er Jesus! Du kan tale med ham. Og åben dit hjerte for ham! En spurgte mig engang: »Holder du ingen samtalemøder?« Jeg svarede: »Hvorfor skulle jeg det? Mennesker skal ikke tale med mig. De skal tale direkte med Jesus!« Det må du også gøre.

69

70

Kapitel 4:

Hvad skal jeg gøre for at blive kristen?

Jeg får en mængde breve med alle mulige spørgsmål. I et brev stod der for nylig: »Er det egentlig din egen mening, du forkynder, eller er det kirkens lære?« Til det kunne jeg kun svare: »Det er Bibelens lære!« Det fik mig til at tænke, at hvis det er pastor Buschs mening, du læser, så bliver du snydt. Det får du ikke meget ud af. Du må høre Jesu stemme! Jesus kaldte sig »den gode hyrde«, og det er denne gode hyrdes stemme, du skal høre. Jeg kan i al min svaghed kun gøre mit til, at du hører Jesu stemme. Og når vi nu skal behandle temaet: »Hvad skal vi da gøre?«, så er det særligt vigtigt, at vi hører, hvad Herren Jesus selv siger. {1} Forkast din forslidte vantro!

Som mangeårig præst i storbyen har jeg hørt så mange ind- vendinger mod det bibelske budskab og mødt så megen let gennemskuelig vantro, at det første jeg vil sige til dig - og nu gælder det din sjæls frelse - er: Forkast din forslidte vantro! 71

I mellemkrigstiden havde jeg, foruden arbejdet som ungdomspræst, i en periode også præstetjenesten på et stort sygehus. En dag stod jeg foran døren til en sygestue i den mere private afdeling og skulle lige til at banke på. En ung sygeplejerske kommer ned ad gangen og siger lidt forpustet: »Undskyld, men gå ikke ind i på den stue, præst.« »Men hvorfor dog ikke?« spurgte jeg. »Denne mand har meget energisk bedt sig fri for ethvert besøg af præsten! Han ønsker absolut ikke, at du kommer ind til ham! Han vil smide dig ud!« Hun pegede på navneskiltet på døren, og jeg læste navnet på en velkendt forretningsmand, som jeg genkendte fra hans reklamer. »Kære sygeplejerske« sagde jeg, »jeg har efterhånden fået nerver som ståltråd!« - og bankede på. »Kom ind!« råbte en kraftig herrestemme. Jeg gik ind i værelset. I sengen lå en gammel mand med gråt hår. »Goddag,« sagde jeg, »jeg er pastor Busch!« »Åh,« svarede han, »jeg har hørt meget om dig, kom bare nærmere!« Jeg glædede mig over den gode velkomst. Men så fortsatte han: »Men lad mig i fred med din kristendom!« »Hvilken skam!« sagde jeg med et smil, »det var ellers præcis, hvad jeg ville tale med dig om!« »Udelukket!« afslog han, »det kan der ikke være tale om. Jeg er fuldstændig færdig med kristen- dommen! Forstår du: Som dreng blev jeg tvunget til at terpe salmevers. Og når jeg ikke kunne dem, fik jeg prygl.

72

Som voksen sammensatte jeg min egen livsanskuelse, med Darwin, Häckel og Nietzsche som de bærende søjler.« Jeg så rødt! Da jeg desværre ret let bliver oprørt, gik jeg løs på ham: »Hør nu her, gamle mand! Når en pubertetsdreng fortæller mig, at han fx har gjort Nietzsche til sin store profet, så smiler jeg og tænker: »Ja, ja, det er et overgangs-fænomen. Du finder snart ud af, at de moderne filosoffer ikke engang selv tror på deres gamle profeter mere.« Men når jeg møder en gammel mand som dig, der står ved grænsen til evigheden og siger sådan noget til mig, så er det forfærdeligt! Du er dødssyg. Vil du, når du står foran Gud, træde frem med din livsanskuelse? Jeg beder dig!!« Forskrækket ser han på mig. Tonen er tydeligvis ny for ham. Da falder det mig ind, at sådan taler man ikke på et sygehus, her skal man gå på listefødder. Og i det samme får jeg stor medlidenhed med denne stakkels mand. Jeg skifter om på stedet og fortæller ham - på trods af hans tidligere afvisning - om Jesus, som også vil være hans gode hyrde. Han sukker stille: »Ja, det ville være godt! Men hvad skal jeg så gøre med hele min livsanskuelse? Skal jeg kaste alt det over bord, som jeg har troet på et helt liv?« »Ja, lige præcis!« råber jeg glad. »Kære mand, smid alt det over bord, som du ikke kan bruge, når du står ansigt til ansigt med evigheden. Smid det væk, hellere i dag end i morgen! På din let gennemskuelige vantro kan man 73

hverken leve eller dø salig. Og kast dig så i Guds Søns åbne arme, han, som døde for dig og købte dig fri. Denne frelser vil også være din frelser!« Så kom sygeplejersken. Hun undrede sig over at finde os i fortrolig samtale. Så vinkede hun mig ud. Jeg forstod, det var tid til at gå. Jeg trykkede den gamle mand fast i hånden og forlod stille værelset. Jeg ved ikke, om han tog imod det. Om natten døde han. Da gik det op for mig i al sin gru, hvordan selv uddannede mennesker livet igennem påberåber sig Darwin, Häckel og Nietzsche - og med den forslidte vantro holder sig væk fra deres evige frelse. Derfor vil jeg som det allerførste sige: Smid alle dine let gennemskuelige og forslidte argumenter, som du begrunder din vantro med, over bord! Væk med dem! De er ikke en krone værd. I Bibelen står: »For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.« En dag sad jeg over for en mand, der var stor som et trefløjet garderobeskab. Jeg kalder ham altid for Rundhals for mig selv, fordi han havde en trøje med rund hals på - men han hed selvfølgelig noget helt andet. Hans kone døde under bombardementerne. To sønner var faldet i krigen. En stakkels mand! Og så besøgte jeg ham.

74

Jeg havde knap nået at sætte mig ned, så begyndte han: »Præst, hold dig langt væk fra mig med din kristendom! Jeg har været alt for meget igennem, jeg kan ikke tro mere. Jeg har oplevet for meget. Folk kan sige, hvad de vil, jeg tror ikke mere!« Så måtte jeg le og sagde: »Det kan jeg ikke forestille mig! Sig mig, hr. Rundhals, kører du aldrig med tog?« »Jo.« Jeg sagde: »Så går du forhåbentlig hver gang frem til lokomotivføreren og kræver, at han skal vise dig sit kørekort?« »Nej, nej!« mente han, »man må vel kunne stole på, at jernbanens lokomotivførere ...« »Hvordan kan det være?« spurgte jeg, »stiger du på toget uden først at forsikre dig om, at manden i førerhuset nu også kan køre?! Du overlader dit liv til fyren uden at have nogen garanti?! Hør nu, det kalder jeg tro, hr. Rundhals, at betro nogen sit liv. Fra nu af kan du ikke mere sige: »Jeg tror ikke på nogen,« men du må sige: ‘Jeg tror ikke på nogen — undtagen på jernbanens lokomotivførere.’ »Ja ...« Jeg spurgte videre: »Hr. Rundhals, går du nogen sinde på apoteket?« »Ja,« fortalte han, »jeg har altid hovedpine, og jeg henter min medicin mod migrænen på apoteket.« »Men, hr. Rundhals,« sagde jeg, »apotekere sælger også gift. Så du lader vel din medicin undersøge nøje, før du tager den?« »Nej, præst,« svarede han, »sådan en autoriseret apoteker forstår sig jo på det, han bedrager mig da ikke!« »Nå??« jeg undrede mig, »du tager det uden at undersøge det? Du betror dit liv til apotekeren? Du spiser hans 75

medicin, simpelthen i tillid til, at det er det rigtige? Det kalder jeg tro! Kære hr. Rundhals, sig aldrig mere, at du ikke tror på nogen, sig hellere: ‘Jeg tror ikke på nogen - undtagen lokomotivførere og apotekere.’« Og sådan fortsatte jeg. Der kom hele tiden mere frem. Og så vidnede jeg for ham: »Ser du, en dag i mit liv kom den ene til mig, som er udsendt fra Gud, som er opstået fra døden, og som har naglemærker i sine hænder, der fortæller, at han har elsket mig til døden. Ingen i verden har gjort så meget for mig, som Jesus har. Ingen er så tro- værdig som Jesus. Tror du, at Jesus nogen sinde har løjet?« »Nej!« »Undskyld, men det vidnesbyrd ville jeg ikke give nogen andre — kun Jesus! Og da jeg blev klar over det, sagde jeg: ‘Så vil jeg betro mit liv til Jesus!’« Så spurgte han: »Er det så enkelt?« og jeg sagde: »Så enkelt er det, hr. Rundhals. Så enkelt! Du tror på både den ene og den anden, undtagen den ene, som man virkelig kan stole på, ham vil du ikke tro. Smid nu din forslidte vantro over bord og giv dit liv til Herren Jesus!« Jeg sagde engang til hundrede unge: »Jeg vil give 5 millioner kroner til den, som kan finde én, som har fortrudt, at han tog imod Jesus!« Jeg har ingen million, men jeg kan roligt forsikre jeg om, at sådan et menneske ikke findes. Men jeg har mødt mange mennesker, der har fortrudt, at de ikke har taget imod Jesus! 76

Derfor: Opgiv din forslidte vantro. Tro på ham, som har gjort alt for dig. Det er en sag mellem dig og ham. Du må gå ind for dig selv og sige: »Herre Jesus, fra i dag af vil jeg tilhøre dig.« {2} Opgiv din utrolige selvretfærdighed!

I Bibelen står der: »Troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.« Mange mennesker ser stort på dette vers og siger: »Jeg er da ingen synder, jeg er ingen forbryder!« Til dem siger jeg nu: Du lyver! Det skal du kunne stå foran Guds ansigt og sige: ‘Jeg er ingen synder! Jeg har holdt alle dine bud!’ Kan du virkelig sige det? Åh, hold nu op med denne utrolige selvretfærdighed, hvor du indbilder dig, at alt er i orden. Intet er i orden! Intet! Jeg havde for år tilbage en samtale med en ung mand på 20 år, som jeg aldrig har glemt. En dag mødte jeg ham og sagde: »Min kære Heinz, jeg har ikke set dig til vores bibelstudier og i ungdomskredsen?« Han svarede: »Nej, forstår du, præst, jeg har i mellemtiden overvejet tingene lidt. Du taler hele tiden om Jesus, der er død for syndere. Men jeg behøver ingen syndebuk, som går i stedet for mig. Hvis jeg har gjort noget forkert, og hvis der er en Gud, så vil jeg også tage min straf for det. Men det er da latterligt, at jeg skulle behøve en frelser, som dør for mig!« 77

Jeg svarede ham: »Godt, min kære! Du vil altså kræve din ret over for den hellige Gud. Det kan du godt! Du kan skubbe Jesus væk og sige: »Jeg vil have min ret over for Gud! Men, min kære ven, du må lige gøre dig klart: I Frankrig bliver man dømt efter fransk lov, i England efter engelsk lovgivning og foran Gud efter Guds lov! Min ven, jeg håber for dig, at du ikke har overtrådt ét eneste af Guds bud, for så går du fortabt! Farvel!« »Et øjeblik,« sagde han. »Det kan ikke passe!« »Ha!« svarede jeg, »hvordan forestiller du dig den hellige Gud? Forestil dig, at jeg havde levet godt og ordentligt i 50 år og så i tre minutter stjålet et eller andet. Det bliver opdaget, og jeg kommer for en domstol. Jeg stiller mig foran dommeren og forklarer: ‘Hr. dommer, vær nu ikke så smålig! 50 ordentlige, lovlydige år og kun tre minutters tyveri, det opvejer da hinanden! Du vil da ikke være så smålig, hr. dommer!’ Kan du forestille dig det? Så vil dommeren svare: ‘Et øjeblik! Jeg taler ikke om dine 50 lovlydige år, men jeg taler om de tre minutter, hvor du stjal. Loven anklager dig for det!’ Og når en jordisk dommer gør sådan, så vil Gud endnu mere gøre det!« Mener du, at du ikke er anklaget for Gud? Mener du, at du ikke behøver tilgivelse for synder? Mener du ikke, at du er en synder? Åh, opgiv din utrolige selvretfærdighed og søg 78

den Herre, der døde for dine synder på korset og i dit sted har betalt. Modtag ham, bekend dine synder for ham og sig: »Herre, jeg lægger mig og hele min uretfærdighed hen til dig! Nu behøver jeg din nåde! Vask mig ren med dit blod!« {3} Tag det afgørende skridt!

Nu må jeg hellere fortælle endnu en historie for at gøre det tydeligt, hvad jeg mener. Det var i begyndelsen af Hitlertiden, at jeg fik noget at gøre med en »tingel-tangel-bærer«. »Tingel-tangel« kaldte de unge de ordener i sølv og guld, som de højere nazister bar på deres uniformer — som en anden påfugl! Jeg gik med angst og bæven hen til manden, for præster regnedes ikke for noget. Men overraskende nok smed manden mig ikke ganske simpelt ud igen, ja, han var endda venlig og hørte efter. Da vi var færdige, sagde jeg: »Hør engang, det er sjældent sket for mig, at en som dig har behandlet mig venligt. Det vil jeg gerne takke dig for! Og siden du har været så god mod mig, vil jeg give dig en stor gave. Jeg vil give dig mit budskab: »Så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Da så han på mig og forklarede: »Du behøver ikke fortælle mig mere. Mine forældre er fromme, troende mennesker. Dit budskab kender jeg fra min barndom. Men ...« Han lagde et stort, hvidt papir på bordet, tog sin blyant i hånden 79

og slog en streg hen over papiret og fortsatte: »Ser du, præst, jeg kender det hele og jeg ved, at hvis jeg vil have det, så må jeg over sådan en grænse, som jeg har tegnet her, så må jeg tage et skridt over linjen. Jeg står der,« og dermed viste han neden for linjen, »ved denne grænse. Men jeg må vove at tage det afgørende skridt over grænsen!« Og så sagde han lidt forlegen: »Men min samfundsmæssige placering tillader det ikke!« Så gik jeg, meget bedrøvet. Han er for længst død. Hans samfundsmæssige placering vil ikke frelse ham i evigheden! Men han havde forstået: »Hvis jeg vil ind i Guds rige, så må jeg taget et skridt over grænsen.« Har du mod til det? Åh, det betaler sig! Jesus venter dig med åbne arme! Tag det afgørende skridt over grænsen — ind i Jesu åbne arme! {4} Bryd med det, som du ved er synd!

Jeg kender en mand, der lever i utroskab. Jeg har mødt ham og sagt til ham: »Du lever i utroskab! Du gør din kone ulykkelig! Du kommer i Helvede!« Så svarede han: »Sådan noget vrøvl! Nu skal jeg fortælle dig noget: Min kone forstår mig ikke ...« Og så fortalte han mig en lang historie, men han vidste alligevel godt: »Det er synd, det jeg gør.« Der er mennesker, der lever i strid med hinanden og siger: »Den anden begyndte!« Der findes faktisk kun stridig- heder, som den anden har begyndt. Ingen mennesker har 80

selv begyndt, vel? Men jeg må sige: I Guds øjne er strid og skænderier lige så alvorligt som mord! Hvorfor afslutter I det ikke? »Hvad skal vi da gøre,« spørger du. Det vil jeg sige dig: Bryd med den synd, du ved, du har! Gør det, at du tager en pause i dit liv og spørger dig selv: »Hvad i mit liv er ikke, som det skal være? Hvad burde jeg egentlig holde op med at gøre?« Du ved helt nøjagtigt, hvad det er. Tror du, Jesus giver dig sin nåde, for at du skal blive ved med at synde, helt bevidst? I Bibelen står der: »Omvend dig!« Den fortabte søn måtte forlade sit tidligere liv. Du må komme til Jesus, som du er: fuld af laster og vantro. Men derefter må du holde op med det, som fordærver dig, det, som du ganske udmærket ved, er synd! I de mange breve, som jeg hver dag får, sker det igen og igen, at mennesker hidser sig op og siger: »Det er for hårdt, det du siger! Det og det er ikke synd!« Og så bliver der ofte nævnt ting, som jeg slet ikke har sagt noget om. Det viser, hvordan vores bevidsthed gør oprør mod Jesus Kristus som Herre i vores liv. Hør her: Du kan ikke komme til levende tro og leve i en levende tro, hvis du ikke har mod til at give dit liv til 81

Jesus sådan, at du også holder op med det, du bør holde op med. Bryd med det, som du ved er synd! {5} Tal med Gud!

Kan du bede? Du kan måske remse et vers op, men kan du bede? Mange har en forestilling om det at bede, som ville have fået nakkehårene til at rejse sig på mig - hvis jeg stadig havde haft nogen. For nylig var jeg i et hjem. Moderen sagde: »Ja, vi er også gode kristne. Kom her, min skat!« Og så udfordrede moderen sin 4-årige datter: »Du kan jo allerede bede! Bed nu en bøn, så præsten kan høre dig!« Og så begyndte barnet. Jeg afbrød det hurtigt: »Stop! Ikke: ‘bed nu en bøn, så præsten kan høre dig,’ for alt i verden, lad være! Det er da ikke bøn!« At bede er at tale med den levende Gud, som er til stede i Jesus og øse ud af sit hjerte for ham. Har du nogensinde bedt sådan? En mand ved navn Robinson, en engelsk biskop, har skrevet en skrækkelig bog: »Gud er noget andet.« I den siger han, at det moderne menneske overhovedet ikke kan bede mere. Det tror jeg, han har ret i. Men det taler ikke mod det at bede, men imod det moderne menneske! Synes du ikke også? Men biskoppen vil nu lave om på hele kristendommen, fordi det moderne menneske ikke mere kan bede. 82

Jeg vil meget hellere sige: Lad det moderne menneske lære at bede igen! Prøv engang at bede! Sig bare: »Herre, lad mig finde dig!« eller: »Herre, frels også mig!« eller: »Herre, før mig til frelsende tro!« eller: »Tilgiv mig mine synder!« Men begynd! Man kan ikke bede smukt med det samme. Præster beder måske smukt - med en bog i hånden, som de læser af. Men det er slet ikke nødvendigt at bede smukt, når vi bare får begyndt at tale rigtigt med den levende Gud. Begynd bare, så skal du nok lære at bede! Tro er et jeg-du-forhold mellem min Herre og mig. Så hører samtalen med, ikke sandt? Jeg taler med ham - og han taler med mig! Og dermed er jeg ved det næste punkt: {6} Læs i Bibelen!

Hvordan taler Gud da med mennesker? Han taler gennem Bibelen. Derfor er du nødt til at begynde med at læse Bibelen. »Bibelen! I dag er der da ingen, der gider at læse Bibelen!« tænker du. Nej desværre! En forklarede mig engang: De kristne synger ofte Luther-sangen »Vor Gud han er så fast en borg«. Den slutter med: »Guds ord de nok skal lade stå.« Og så lader de det »stå« - på bogreolen! Og de tænker måske endda: »Der står den jo godt!« Men det var ikke sådan, Luther mente det! 83

Ofte når jeg kommer ind i et hjem, er der én, der siger: »Ja, præst, vi har endda en gammel Bibel fra 1722, som har været vores tipoldemors!« Og så kommer de med et møbel af en bibel, som der helt sikkert ikke er nogen, der læser i. Al respekt for gamle Bibler, men jeg anbefaler dig: Køb dig et lille Ny Testamente. Der er nogen, som er mindre end min hånd. Der findes faktisk henrivende udgaver af Det nye Testamente. Køb dig sådan en moderne udgave! Og afsæt dig så en bestemt tid hver dag, hvor du læser i den. Ganske enkelt for at høre. For der taler Jesus nemlig til dig. Måske er der passager, som du slet ikke forstår, men der skal du bare ganske roligt læse videre. Jeg plejer altid at forklare det sådan for mine unge: En landmand fra Brasilien fortalte mig engang, hvordan han fik foræret et stykke jord. Da han beså det første gang, måtte han konstatere, at det var et stykke urskov. Men han fældede træerne, gravede trærødder og store sten op. Og en dag var han kommet så langt, at han kunne spænde to okser for ploven og for første gang begynde at pløje. Da han havde pløjet tre meter, sad hans plov fast. Hvad gjorde han nu? Gik han hjem, hentede dynamit og sprængte sten, plov og okser i luften? Nej! Han førte ploven uden om den store sten og pløjede videre. Da han til sidst var færdig, så det temmelig sølle ud. Men han såede og tjente faktisk lidt på det. Og da han næste år pløjede, 84

var det lidt bedre. Han gravede endnu flere sten og flere rødder op, og det blev allerede meget bedre. Og tredje gang blev endnu bedre. Sådan må du læse Bibelen. Begynd nu. Og når der er noget, du ikke forstår, så spring det over til næste gang. Bare videre, videre. Snart kommer du til et ord i det første kapitel af Det nye Testamente, hvor der står: »han skal frelse sit folk fra deres synder.« Så vil du sige: ‘Det forstår jeg! Det passer jo til mig!’ Sådan skal du lade Gud tale til dig gennem Bibelen. Hver dag må du tage dig lidt tid til Guds ord! Og bed så til ham: »Herre, giv mig lys, lad mig forstå det. Oplys mit hjerte, min forstand og min sjæl.« En ting til: Du skal ikke lade nogen rakke ned på Bibelen for dig! Bibelen er en storartet bog, ja, der findes ikke nogen mere aktuel og spændende bog end Bibelen! Som ung soldat i første verdenskrig lå jeg engang ved Verdun på vagt. Det var om aftenen. Skumringen var på vej. Jeg sad på randen af en kløft. Lige før det bliver rigtigt mørkt, ser jeg pludselig, hvordan et af fjendens feltkøkkener hurtigt passerer gennem et brandbælte i skoven. Vi havde slet ikke tænkt på, at man kunne køre gennem det brandbælte. Men dette feltkøkken, der ikke havde kunnet vente på mørkets frembrud, fortalte os: Her er fjendens stillinger på fremmarch! Da feltkøkkenet havde passeret, kom også 85

infanteri-forstærkning og ammunitions-kolonner gennem brandbæltet til fjendens lejr. Her var forsyningslinjen! Hvad gjorde vi så? Tænkte vi: »Brandbæltet må vi hellere skåne og passe på ikke at skyde derhen!«? Tværtimod: Hele natten holdt vi dette brandbælte under beskydning! Hør nu: Bibelen er forsyningslinjen, den vej, hvor forsyningerne og ammunitionen, hvor Guds forstærkninger kommer til de kristne. Og Djævelen er også så snu, at han sætter denne Guds vej under hård beskydning. Derfor bliver Bibelen »beskudt«. Fra det dummeste barn, der siger: »Pøh, sådan en bog!« til den klogeste professor, der mener at vide, at Bibelen kun er menneskeværk. Forstår du: Her kan man blive enige: Bibelen under bombardement. Men hvis du vil være et Guds barn og blive frelst, må du ikke bekymre dig om det. Lad ingen rakke ned på Bibelen for dig! Bibelen siger, at den er skrevet af mennesker, som var fyldt og ledet af Helligånden. Og hvis du læser i Bibelen, vil du snart mærke, at der er en anden, en guddommelig ånd i den. En klagede engang til mig: »Guds ord er så dødt for mig. Jeg vil så gerne blive frelst, men hans ord siger mig ingen- ting.« Jeg svarede: »Bed du Gud om Helligånden! Bed, hvis det er nødvendigt, et kvarter hver dag: ‘Herre giv mig din

86

Hellige Ånd, så jeg kan forstå dit ord, så jeg bliver levende i troen!’ Tro mig: Gud svarer dig, helt sikkert!« Og så kommer jeg til det sidste, som jeg vil sige til jer: {7} Gå derhen, hvor du kan høre Guds ord!

Gå derhen, hvor du kan høre Guds ord klart. Jeg kommer ikke uden om at sige: Der findes i dag prædikestole, hvorfra man prædiker et fortyndet evangelium. Dér går jeg ikke hen. Jeg har ingen interesse i saftevand, men jeg vil have evangeliets glædesvin! Du finder snart ud af, om det er det glade budskab, du får forkyndt eller ej. Overalt er der præster, prædikanter og folk, der kan forkynde evangeliet. Men gå ind under Guds ord. Hold dig til dem, der tør sige det under alle forhold! For nylig sagde en til mig: »Forstår du: jeg er individualist!« Jeg kan kun sige: »Du vil aldrig kunne blive stående i en levende tro, hvis du ikke holder sammen med andre kristne, og hvis du ikke går derhen, hvor Guds ord bliver forkyndt!« Jeg vil - til sidst - fortælle jer en historie om en gammel dame, som jeg har lært at kende. En ung mand sagde engang til mig: »Fortæl dog ikke historier om gamle damer!« Det var den unges mening. Men denne gamle dame har spillet en stor rolle i mit liv. Jeg mødte tre ingeniører efter 87

hinanden, som var kommet til tro på Jesus gennem hende. Jeg mærkede, at gennem denne dame var der udgået stor kraft, og jeg opsøgte hende, denne enke efter en minearbejder. Hun glædede sig over, at jeg kom, og fortalte mig, hvordan hun var kommet til tro. Hun boede i en forstad, som i dag er vokset sammen med Essen. Den hed Stoppen- berg, men vi kaldte den »slumbakken«. En dag læste hun i avisen, at der skulle indsættes to nye præster i Paulus-kirken. Hun sagde til en veninde: »Der sker altid noget spændende i Essen, kom, lad os gå derhen!« Så gik de over markerne til Essen. Der var langt til Paulus-kirken. Da de ankommer, er den enorme Paulus-kirke allerede propfuld. De stiller sig nede bagest. Så bliver der ført en præst ind, som fik stor betydning i Essen: Julius Dammann. Kvinden fortalte: »Julius Dammann trådte op på præ- dikestolen, for første gang, og læste ordene: ‘Så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.’ Og så bøjede han sig frem og sagde: ‘Af de hundrede tusinde ord i Bibelen frygter jeg intet som ordet fortabes. Man kan gå fortabt, Gud kan forlade os. Det er Helvede!’ Jeg stod som ung pige bagest i den store kirke. Jeg hørte ikke mere. Det slog ned i mig som et lyn: ‘Jeg er jo fortabt! Jeg har jo ingen fred med Gud. Jeg har ingen tilgivelse for mine synder! Jeg er ikke et Guds barn! Jeg er fortabt!’ Jeg gik hjem som i en drøm. Efter tre dage spurgte min far: ‘Er du syg?’« 88

Hun forsøgte at forklare forældrene det. Men de sagde: »Sådan noget vrøvl! Du har dårlige nerver!« Man vil aldrig rigtig kunne forklare mennesker den dødsangst, man føler når man ser, at »jeg er fortabt!« Jeg ønsker jer alt godt, men alligevel - eller måske derfor - ønsker jeg for jer, at I kommer til at opleve det at lære den Hellige Guds virkelighed at kende og vide: »Jeg er fortabt!« Hun fortalte videre: »Jeg gik rundt i fire uger og var fuldstændig ude af stand til noget som helst. Men så læste jeg, at præst Dammann skulle prædike igen. Jeg løb igen fra Stoppenberg til Essen. Så kom hun til Paulus-kirken. Dammann skulle prædike. Alle pladser er optaget, og hun må igen stå bagved. Og så beder hun endnu engang: »Et er nødvendigt, dette ene, lær mig at erkende det ...« Hun fandt den sang frem, der skulle synges. Og til sin store forbavselse var det netop: »Et er nødvendigt, dette ene.« Da tænkte hun: »Når alle beder sådan i sangen, så må der ske noget!« Og så steg pastor Dammann på prædikestolen og læste en tekst fra Johannes-evangeliet: »Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.« Hun fortalte: »Nu var det anden gang, jeg var i kirken og jeg hørte igen intet andet end disse ord, for i det øjeblik stod alt klart for mig: Jesus, den opstandne, er døren til livet! Jeg gik igennem den. Jeg hørte ikke mere af prædikenen, men dette var nok for mig. Jeg gik ind til Livet.« 89

Jeg fortæller ofte den historie, når jeg møder mennesker, som siger til mig: »Årh, jeg går ikke i kirke! Jeg kan ikke lide luften derinde. Jeg tager hellere ud i den grønne skov, hvor de små fugle synger, træerne bruser ...« Så svarer jeg: »Denne kvinde var aldrig kommet til levende tro, hvis hun ikke var kommet ind under Guds ord!« Hvad skal vi da gøre? d Opgiv din forslidte vantro. d Opgiv din utrolige selvretfærdighed! d Tag det afgørende skridt. d Bryd med det, du ved er synd. d Tal med Gud. d Læs i Bibelen og d Gå derhen, hvor du kan høre Guds ord! Jeg skulle besvare spørgsmålet: »Hvad skal jeg gøre for at blive kristen?« - og jeg har givet dig nogle vigtige svar. Men det er uhyre vigtigt for mig her til sidst med nogle få ord at sige det, som faktisk er det allervigtigste: Det afgørende er egentlig ikke, hvad vi gør - hvor vigtigt det end kan være. Det afgørende er det, som Gud har gjort for os - i Jesus. Det er det glade budskab, som jeg har forkyndt dig: »Jesus har gjort alt for alle!« Han er

90

kommet til os, er død for os, er opstået for os. Han sidder for os ved Guds højre hånd. Han er den gode hyrde, der gør alt for sine får. Salmisten i Salme 23 vidner: »Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.« Og så opremser han, hvor uendeligt meget den gode hyrde gør for ham. Ja, jeg ønsker, du også kunne sige: »Herren er min hyrde!«

91

92

Kapitel 5:

Hvorfor tillader Gud det onde?

Der sker forfærdelige ting i verden! Jeg gik engang på gaden i Essen, da en 16-årig dreng kom gående imod mig, helt ude af sig selv. Jeg kendte ham fra mit ungdomsarbejde og spurgte ham: »Hvad er der med dig?« Han svarede: »Jeg blev slæbt hen til sygehuset og steriliseret, fordi min mor er jøde. Og da jeg kom hjem, var mine forældre væk.« Han så dem aldrig igen. Faderen blev anholdt og moderen sendt til Auschwitz i koncentrationslejr! Det eneste jeg kunne gøre var at skaffe drengen til Holland. Derfra kom han videre til Amerika. Men jeg bliver aldrig fri for billedet af den fortvivlede dreng: »Jeg blev slæbt hen til sygehuset og steriliseret, fordi min mor er jøde. Og da jeg kom hjem, var mine forældre væk.« Noget lignende skete med millioner! Så dukker spørgsmålet op: »Og Gud? Hvor er Gud henne? Har han slet ikke noget at sige til dette? Hvorfor tier Gud?«

93

I Köln trænger en forrykt mand ind i en folkeskole med en flammekaster: 12 små børn dræbt! Endnu en gang kommer spørgsmålet: »Og Gud? Hvorfor tier Gud?« Eller jeg tænker på en ung mor, der har kræft. Langsomt og under skrækkelige smerter dør hun fra sine børn. Den, som gennemlever det, må spørge: »Og Gud? Hvorfor tier Gud?« Der er mange mennesker, som kunne fortælle sin historie og slutte med at spørge: »Hvor var Gud henne? Hvorfor tier Gud?« Vores kære tyske digter Friedrich Schiller har en gang digtet en »Sang til glæden«: »Glæde skønne guddoms-gnist, datter fra Elysium ...« I sangen er der en linje: »Broder, over stjernehimlen, må en kærlig fader bo.« Trods alt siger mennesker i dag: »Broder, over stjernehimlen, må en kærlig fader bo!« Den, som oplever, at det går ham sådan, at han må stille spørgsmålet: »Hvor er Gud? Hvorfor tillader Gud dette? Hvorfor reagerer han ikke på alle disse skrækkelige ting?«, kommer måske til et punkt, hvor denne farlige tanke dukker op: »Måske er der slet ingen Gud? Måske er Himmelen tom? Måske har ateisterne alligevel ret?«

94

Min ven, den, som kommer dertil, må forfærdes. Hvis det er rigtigt, at der ikke eksisterer nogen Gud, så er det frygteligt. Så er vi mennesker - vi udyr - helt alene. Så er vi som fortabte børn, som ikke kan finde vejen hjem. Ingen Gud! Det ville være forfærdeligt! Når nogen siger til mig: »Jeg er ateist!«, så siger jeg: »Du aner ikke, hvad du taler om! Intet over os! Helt alene og forladte! Kun os selv!« Intet er værre for menneskene end mennesket, ikke sandt? Romerne havde et ordsprog: »Homo homini lupus.« Det betyder: »Det ene menneske er den andens ulv« - forfærdeligt! Jeg kan umuligt sige dig, hvor mange gange jeg som præst har fået denne sætning at høre: »Hvordan kan Gud tillade alt dette? Hvorfor tier Gud om alt dette?« Og siden jeg bliver spurgt så ofte, vil jeg nu svare på det. Men jeg må lige sige først: Jeg er ikke Guds privatsekretær. Han har ikke betroet mig sine planer eller dikteret dem for mig. Forstår du? Egentlig er det lidt dumt at stille spørgsmålet - som om vi kunne forstå Gud. En gud, som jeg kunne forstå, var højst en provst eller en biskop. Dem kan man forstå. Men en gud, som jeg virkelig kan forstå, ville ikke være en gud. Gud siger et sted i Bibelen: » For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren.« Det er indlysende. 95

Men jeg har alligevel fået en indsigt gennem Bibelen og vil nu, så godt jeg kan, svare på spørgsmålet: »Hvorfor tier Gud?« {1} Et forkert spørgsmål

Det må jeg sige allerførst: Spørgsmålet: »Hvorfor tier Gud?« er stillet forkert. Det er nemlig stillet, som om vi var i en retssal: På dommersædet sidder fru Jensen eller pastor Busch. Og på anklagebænken sidder Gud. Og så siger vi: »Tiltalte Gud, hvordan kan du tillade alt dette? Hvorfor tier du?« Jeg må sige det helt tydeligt: En sådan gud, der lader os sidde på dommersædet og selv sidder på anklagebænken, findes ikke! Jeg mindes en sjov scene fra min tid som ganske ung præst. Jeg var med mine 27 år lige kommet til Essen, da der udbrød en stor strejke blandt minearbejderne, som dengang virkelig satte sindene i kog. En dag kom jeg forbi en åben plads. Der stod en mand på en sæbekasse og råbte gevaldigt til nogle omkringstående. Han talte om sultne børn, udnyttelsesløn og arbejdsløshed. Pludselig ser han mig, genkender mig og brøler løs: »Ha, der har vi jo præsten, kom herhen engang!« Vel, en venlig indbydelse plejer jeg at tage imod. Så jeg gik altså hen til folkemængden. Mændene gjorde plads

96

til mig, så jeg kom op foran taleren. Der stod nok 100 minearbejdere omkring mig. Jeg var en smule underlig til mode. Jeg var ikke blevet forberedt på sådan en situation fra universitetet. Så gik han i gang: »Hør her, præst! Hvis der findes en gud, hvad jeg ikke ved, men det er da muligt, så vil jeg, når jeg dør, træde hen foran ham og sige,« og så skreg han: »Hvorfor har du tilladt, at mennesker sønderrives på slagmarkerne?! Hvorfor har du tilladt, at børn sulter, og andre smider maden væk, fordi de har for meget?! Hvorfor har du tilladt, at mennesker sygner hen af kræft?! Hvorfor? Hvorfor? Og så vil jeg sige til ham: ‘Du gud, forsvind! Væk med dig, forsvind!’« Sådan råbte manden. Så begyndte jeg også at råbe: »Helt rigtigt! Væk med den gud! Væk med den gud!« Pludselig blev det helt stille. Taleren stillede et forbavset ansigt op og sagde: »Et øjeblik! Du er jo præst! Du kan da ikke skrige: ‘Væk med den gud!?’ Jeg svarede: »Hør engang! Den gud, som du kan træde frem for og bruge mund over for på den måde, den gud, som lader sig stille til ansvar over for dig, som du er dommer over, og han er din anklagede - den gud findes kun i din fantasi. Til ham kan jeg også kun sige: ‘Væk med den gud!’ Væk med denne fjollede gud, som vores tid har lavet sig, den gud, vi anklager, skubber til side eller holder tilbage - helt efter vores forgodtbefindende! Den gud findes ikke! 97

Men jeg vil sige dig noget andet: Der findes en anden, virkelig Gud. For ham vil du stå som den anklagede. Du vil ikke engang kunne åbne munden, for han vil spørge dig: »Hvorfor har du ikke æret mig? Hvorfor har du ikke på- kaldt mig? Hvorfor har du levet i urenhed? Hvorfor har du løjet? Hvorfor har du hadet? Hvorfor har du skændtes? Hvorfor har du ...« Sådan vil han spørge dig. Og ordene vil blive siddende i din hals! Af tusind spørgsmål vil du ikke kunne svare på ét eneste! Der findes ingen Gud, som vi kan sige til: »Væk med dig!« Men der findes en hellig, levende og virkelig Gud, der engang kan sige til os: »Væk med dig!« Det vil jeg også sige til dig: Når du i dag møder mennesker, der bebrejder Gud, at han kan tillade det ene eller det andet, så sig til dem: »Det ville være en fjollet, indbildt Gud, som vi kunne anklage! Der findes kun en hellig Gud, som anklager os, dig og mig!« Har du holdt Guds bud? Hvad forestiller du dig så? Gud tager det alvorligt med sine bud. Vi er den anklagede, ikke Gud. Det er det første, som jeg vil sige helt tydeligt: Hele spørgsmålet er stillet forkert. Og nu til det næste:

98

{2} Guds tavshed er hans dom

»Hvorfor tier Gud?« Ja, Gud tier ofte. Og Guds tavshed er den forfærdeligste dom over os! Jeg er overbevist om, at der findes et Helvede. Men Helvede er sikkert ikke sådan, som det bliver fremstillet på mange billeder, at Djævelen brænder sjælene eller noget i den stil. Men jeg tror, at Helvede er, at Gud ikke har mere at sige til menneskene. Der kan de råbe til ham, de kan bede og de kan skrige - han svarer dem ikke mere. Den russiske digter Dostojewski har engang sagt: »Helvede er det sted, hvor Gud ikke mere ser.« Der, hvor vi er ende- gyldigt fri for ham, hvor vi virkelig er forladt af Gud. Ja, Guds tavshed er hans dom. Og ser du: Helvede begynder allerede her, når Gud tier. Lad mig fortælle dig en historie fra Bibelen: Der var to byer, Sodoma og Gomorra. Det var højt kultiverede byer med en forfinet civilisation. Man fornægtede ikke Gud. Der var faktisk også nogle præster, nogle stakler. Men man tog simpelthen ikke Gud alvorligt. Måske ulejligede man sig stadig med den kærlige Gud ved bryllupper og begravelser, men ud over det bekymrede man sig ikke om ham. Man overtrådte alle hans bud.

99

I Sodoma boede en from mand, som hed Lot. Han havde sagt nogle gange: »Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste.« »Årh,« svarede folk, »la’ nu være! Du er da ikke præst! Hold op med at sige sådan noget vrøvl: ‘Hvad et menneske sår, skal det også høste.’« Og så skete det en dag i morgendæmringen - Gud havde reddet Lot ud af byen - at Gud lod ild og svovl regne ned over byen fra himmelen. Hvordan det er, ved vi fra bombningerne. Men Gud kan gøre det uden flyvemaskiner. Jeg kan forestille mig, hvordan folk farer ud af sengen og råber: »Ned i kælderen!« Man løber ned i kælderen. Der bliver gloende varmt i kælderen - som i en bageovn. Man kan ikke holde dét ud mere. Ny parole: »Vi må ud!« Og man farer ud. Men udenfor regner det overalt med ild og svovl. Rådvilde mennesker: Ude kan de ikke være, og i kælderen kvæles de helt. Sådan fortæller Bibelen det. Jeg forestiller mig - det for- tæller Bibelen ikke - at en gruppe mennesker er sammen: En fin ung dame, der indtil nu har anset den kærlige Gud for at være en god mand; en gammel herre, som kan kende alle rødvinsmærker på smagen - han har heller ikke noget imod den kærlige Gud, men han betyder ikke noget for ham. Sådanne mennesker var sammen i en kælder: gode mennesker, ordentlige folk, gode borgere og gode skatteydere.

100

Alle havde de dårlig samvittighed - ligesom alle mennesker i dag. Det bliver hele tiden varmere i kælderen. De vil ud, men kan ikke, for udenfor raser ødelæggelsen. Rædslen griber dem. Så siger den gamle herre pludselig: »Lot havde ret: Gud lever virkelig!« Og den fine dame siger: »Så er der kun én ting, der kan hjælpe os: Vi må bede! Hvem kan bede?« Og så løfter de hænderne, de hænder, der aldrig før har løftet sig til bøn. Så kommer det: »Herre, forbarm dig dog! Vi har syndet, vi har foragtet dig! Men hør os alligevel, du er jo den kærlige Gud, du er jo nådig! Herre, forbarm dig dog!« Men der er stille. Kun ildens flammer og knitren kan høres. Så synker armene ned, og de udbredte hænder knyttes til knytnæver: »Gud, hvorfor tier du?« Men der er stadig stille. Man hører kun ilden. Nu kan de bede eller forbande - Gud svarer ikke mere! Der er en grænse, som et menneske, en by eller et folk kan overtræde - en grænse for ligegyldigheden over for Gud. Fra da af hører eller svarer Gud ikke mere. Man kan bede eller forbande - han svarer ikke mere. Forstår du, at denne tavshed over Sodoma var den gru-sommeste dom over byen? Gud havde ikke mere at sige dem! Og når jeg ser på vores land og den totale ligegyldighed over for Guds sandhed, Guds bud og Guds frelse,

101

så gribes jeg af gru. Måske oplever du det, at du kan bede eller forbande - og Gud har ikke mere at sige dig. Det hedder et sted i Bibelen: »Jeg råbte til jer - og I svarede mig ikke.« Hvorfor tier du, menneske, når Gud råber til dig? Altså: Den tavse Gud er hans skrækkelige dom! Det tredje, jeg vil sige, er dette: {3} Den store afstand forhindrer, at du hører

Når vi har den følelse, at Gud tier, så kan det være, fordi vi er for langt væk fra ham til at høre, hvad han siger. For nylig kom en ung mand til mig og sagde: »Pastor Bush, du gør mig nervøs! Du taler altid om Gud. Jeg løber væk fra ham - og snart begynder du igen om Gud. Jeg hører ikke Gud, og jeg ser ikke Gud. Hvorfor taler du så? Jeg hører intet!« Jeg svarede: »Unge mand, kender du historien om den fortabte søn?« »Nogenlunde!« sagde han. »Nogenlunde er ikke noget. Jeg vil fortælle dig den, en historie, som Jesus selv har fortalt: Der var en rig godsejer, som havde to sønner. Den ene var lidt letsindig. For ham var der lidt for snævert der hjemme - for indelukket. Det passede ham simpelthen ikke. 102

En dag sagde han til sin far: »Far, giv mig min arv, udbetal den til mig nu, for jeg vil ud i verden!« Faderen giver ham den, og sønnen rejser ud i den vide verden. Det siges om ham: »Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv.« Du kan forestille dig, hvordan man på en vidunderlig måde kan bruge sine penge i storbyen. Men så kommer der hungersnød og arbejdsløshed. Han synker håbløst til bunds og ender som svinehyrde. I Israel regnede man svinene for urene. For en israelit var det værste, der kunne ske, at man blev svinehyrde. Men under hungersnøden var han glad, bare han kunne spise af den mad, som svinene åd. Han kunne ikke mere høre faderens stemme. Han var simpelthen for langt væk fra ham. Den fortabte søn kunne sige: »Jeg kan ikke høre fars stemme.« Nej, selvfølgelig kunne han ikke høre faderens stemme. Tillad mig, at jeg her laver et indskud, som jeg forestiller mig historien, men som ikke står i Bibelen. Den søn, som er løbet hjemmefra, sidder mellem svinene. Han er hunde- sulten. Og han begynder at anklage sin far: »Hvordan kan han tillade, at det går mig så dårligt?!« Sådan forekommer verden mig i dag: De har forladt Gud, elendigheden kommer over dem - og de skriger: »Hvordan kan Gud tillade det?! Hvorfor tier Gud?!« - Men Jesus fortæller historien på en anden måde:

103

Der kommer en dag i hans liv, hvor han kommer til sig selv: »Jeg er jo tåbelig! Hos min far er der masser af brød - og jeg er ved at dø af sult. Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham: »Far, jeg har syndet.« Og han rejser sig og vender om! Hans far ser ham i det fjerne og løber ham i møde. Den fortabte søn siger til ham: »Far, jeg har syndet.« Da tager faderen ham i sine arme og råber: »Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne.« Pludselig hørte han faderens stemme. »Hvis du ikke kan høre Guds stemme, så er du for langt væk. Du må omvende dig, det ved du godt,« sagde jeg til den unge mand. Mennesker kan være meget langt væk fra Gud - endda helt til svinene, billedligt talt. Det så jeg tydeligt som løjtnant i første verdenskrig. Jeg vidste det og tænkte: »Jeg burde egentlig omvende mig«. Jeg har endnu aldrig mødt et menneske, der ikke inderst inde vidste med sig selv, at han burde omvende sig. Den selvretfærdige dame sagde: »Jeg er god nok!« Men da jeg snakkede lidt mere med hende, sagde hun alligevel: »Ja, jeg burde egentlig omvende mig. Der er meget skyld i mit liv. Inderst inde er mit hjerte hårdt som sten.«

104

Vi ved alle sammen: »Jeg burde egentlig omvende mig!« Hvorfor gør du det ikke? Omvend dig! Så hører du også faderens stemme! Jeg har endnu et punkt til spørgsmålet: »Hvorfor tier Gud?«: {4} Vi må høre Guds sidste ord!

Kan du holde ud lidt endnu? Eller er jeg kedelig? Hvis det er kedeligt, så er det min skyld, ikke evangeliets. Præster kan gøre evangeliet kedeligt, det vil jeg gerne give dig ret i. Men læs Bibelen uden os. Tro mig: Evangeliet er hårrejsende! Det, jeg nu vil sige dig, er det vigtigste: Når du har den følelse, at Gud tier, så må du høre Guds sidste ord! Altså - nu citerer jeg en linje fra Bibelen, der er så lang, at du egentlig burde læse den to gange. Den står i det første kapitel i hebræerbrevet: »Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne« (gennem Moses og Jeremias f. eks.), »har han nu ved dagenes ende talt til os gennem sin søn.« Ved du, hvem Guds Søn er? Det er Jesus! Jesus! Nu er jeg igen tilbage ved emnet. Mit hjerte slår hurtigere, når jeg kan tale om Jesus. Denne Jesus er det menneske-blevne Guds ord: »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.« Forstår du: Når vi siger et ord, er det 105

allerede væk, som et pust. Gud har ladet et ord blive kød - i Jesus. Og Jesus er Guds sidste ord. Kender du udtrykket: »Mit sidste ord«? Forestil dig, at jeg ville sælge dig en ko. Bare rolig, jeg gør det ikke! Jeg har ingen forstand på at sælge køer. Men forstil dig alligevel, at jeg ville sælge dig en ko. Hvad er en ko værd? Jeg ved det ikke. Lad os sige 3000 kroner. Du siger: »1000 kroner, det vil jeg give for den, ikke mere!« »Men jeg skulle egentlig have haft 3.500 kr. for den!« siger jeg. Så byder du 1.500 kr. Men jeg fortsætter: »3.200 kr., det skal jeg have.« Og så købslår vi, indtil jeg erklærer: »2.500 kr., det er mit sidste ord.« Hvis jeg nu ikke er en sprællemand, så bliver det ved de 2.500 kr., og jeg rokker mig ikke mere. Sådan er Jesus Guds sidste ord. Og hvis du ikke tager imod det, så har Gud ikke mere at sige dig. Forstår du? Når mennesker klager: »Gud siger ikke noget! Hvorfor tier Gud?«, så svarer jeg: »Gud har ikke mere at sige til jer, når I ikke vil høre hans sidste ord!« Du må tage imod Jesus. Du er nødt til det. Der er ikke andre muligheder. Jeg møder ofte mennesker, som siger til mig: »Jeg tror også på den kærlige Gud. Men Jesus?« Hør nu: Jesus er det menneske-blevne ord, som er Guds sidste ord til os! 106

Jeg skal forsøge at forklare lidt mere om, hvad det betyder. Derfor er jeg nødt til at fortælle lidt mere om Jesus. Der er intet, jeg elsker mere end at fortælle om Jesus! Der er en stor mængde mennesker omkring Jesus. Og han taler til dem. Pludselig er der noget bagved, som forstyrrer. Mængden begynder at snakke og blive urolig. Jesus afbryder sin tale: »Hvad sker der?« Der var sket noget forfærdeligt: En spedalsk var kommet. Ved du, hvad spedalskhed er? Mennesket rådner i levende live. Det er grufuldt: bylder, der æder ørerne, næsen og læberne væk. Og spedalskhed er så smitsom, at selv luften smitter. Derfor skulle spedalske leve i ørkenen. De måtte ikke komme i nærheden af mennesker. Og nu kommer sådan en spedalsk ind i folkemængden! Han har hørt om Jesus, og han drives af tanken: »Jeg vil se Jesus!« Nu kommer han. Og han får god plads! Mængden viger. Og så råber de: »Gå væk, du, forsvind!« De tager sten op og truer ham. Men han lader sig ikke true. Jeg kan levende forestille mig, hvordan der bliver en fri passage midt i mængden af forfærdede mennesker. Og gennem den opståede passage går han frem — til han står foran Jesus. Nej, han står ikke foran Jesus. Han synker ned i støvet foran ham og græder hele sin elendighed ud foran ham: Mit liv er ødelagt, fordærvet. Jesus, hvis du vil, kan du gøre mig ren. Hjælp mig! 107

Åh, det ødelagte menneske og frelseren, Guds Søn, må mødes! Sådan skal det være: Vores elendighed skal frem foran Jesus! Jeg ønsker, at du ville kaste din »religiøsitet« fra dig og bringe din elendighed til Jesus. Og der ligger den spedalske foran Jesus. »Hvis du vil, kan du rense mig!« Og nu sker der noget, som jeg synes er uendelig smukt. Jeg kunne forestille mig, at Jesus ville træde et skridt tilbage fra dette ødelagte menneskeliv og sige: »Ja, godt, rejs dig og vær ren!« Men nej, det gør Jesus ikke. Jesus går et skridt frem og lægger sine hænder på det syge hoved! De omkringstående skriger i forfærdelse: »Man rører da ikke ved en spedalsk!« Bibelen fortæller: »Og Jesus rørte ved ham.« Intet snavs var for ækelt for frelseren. Ingen elendighed var for stor for ham. Han lagde sin hånd på ham! Hvis jeg var en anden Wilhelm Busch, tegneren, så ville jeg male: Jesu hænder på den spedalskes ødelagte, halvt forrådnede ansigt. Det er Jesus, tidens store under. Og hvis du er et menneske, som ingen andre vil vide noget af, så lægger Jesus sine hænder på dig og siger: »Jeg har frelst dig, du skal være min!« Og hvis du er én, som det piner, at du er spedalsk af snavs og synd, så lægger Jesus hænderne på dig og siger: »Bliv ren!«

108

I Jesus kommer hele Guds kærlighed til os i vores elendighed, i vores synder, snavs og sygdomme. Jesus er det menneskeblevne Guds ord! Og så siger mennesker: »Hvorfor tier Gud?« Har Gud ikke talt tydeligt og herligt nok til os? Er det ikke Guds tale?! Denne Jesus blev en dag lagt på et kors. Man slog nagler gennem hænderne og fødderne. Og så blev korset hejst op. Rundt om korset stod en rasende folkemængde. Romerske soldater skubbede menneskene væk. Kom med, vi vil slutte os til disse mennesker og stille os under korset. Se på ham, manden på Golgata! Det »hoved højt forhånet, med blodig sår og ve!«, det »hoved, tornekronet, til smerte, spot og spe!« Se på ham! Spørg ham: »Hvorfor hænger du der?« Og han svarer dig: »Fordi du er skyldig over for Gud. Enten betaler du for det i Helvede — eller jeg betaler her for dig. Én må betale! Jeg vil gøre det for dig. Tro nu på mig!« Min ven: Da jeg som ganske ung forstod dette, at dér hænger offerlammet, som bærer verdens synder — også mine, at dér tog Jesus min skyld væk, dér forsonede han mig med Gud, dér betalte han løsepenge for at købe mig fri fra Guds vrede — da lagde jeg mit hjerte under korset og sagde: Jeg takker dig af hjerte, af ganske sind og sjæl. Min frelser, for din smerte, du ville mig det vel. 109

Jesus blev lagt i en klippehule. En sten blev rullet for indgangen. Romerske soldater holdt vagt. Og tidligt om morgenen den tredje dag derefter blev det lyst, som var der eksploderet en atombombe i nærheden. Så lyst, at soldaterne, og det var nogle ordentlige kraftkarle, ikke hysteriske drenge, besvimede. Og Jesus kommer ud af graven i herlighed. Jeg fortæller dig ikke eventyr eller skrøner. Jeg siger det til dig, fordi jeg ved, at Jesus er opstået fra døden. Denne Jesus, som er død for dig, han lever! Og der findes ingen, som Jesus ikke er død for. Denne Jesus lever. Han kalder på dig — som Guds sidste ord! Og det er vort livs afgørende spørgsmål, om vi tager imod ham! »Hvorfor tier Gud?« Gud tier overhovedet ikke, min ven. Han taler jo. Hans ord er: »Jesus!« Og det betyder kærlighed, nåde og medlidenhed. Jeg har gennemlevet forfærdelige timer i mit liv. - I nazifangenskab og under bombekrigen. Jeg mindes en af de forfærdeligste timer. Angstens skrig blev siddende i halsen, da jeg — det var under bombningerne — blev ført ind i en gård. Rundt om mig lå omkring 80 lig, som man havde gravet frem af en begravet bunker. Jeg havde set forfærdelige ting på slagmarken i første verdenskrig. Men dette her var endnu værre. Her lå ikke soldater. Her lå gamle mænd, udslidte kvinder og — børn. Små børn, 110

hvis magre kroppe vidnede om den lange krig. Børn!! Hvad havde de at gøre med denne tåbelige krig? Og da jeg stod mellem disse mange lig — alene med gruen og alene med dødsstilheden - da råbte jeg med hele mit hjerte: »Åh, Gud, hvor er du henne? hvorfor lader du det ske?« Da kom der et vers fra Bibelen til mig: »Så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.« Gud selv må have råbt disse ord i fortvivlelse. Med ét stod korset på Golgata for mig, dér, hvor Gud lod sin Søn forbløde — for os! Jeg forstår ikke Gud. Jeg forstår ikke, hvorfor Gud tillader så meget. Men der er et signal, et tegn, en tankestreg, et fyrtårn, som viser hans kærlighed. Det er Jesu kors. »Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?« Sådan siger apostlen Paulus. Og sådan er det: Når jeg under Jesu kors finder fred med Gud, så har jeg ikke flere spørgsmål. Da mine børn var små, forstod de ikke alt, hvad jeg gjorde, men de stolede på, at far vil gøre alt sådan, som det skal være. Når jeg finder fred med Gud under Jesu kors og bliver et Guds barn, så kan jeg også stole på, at min himmelske far vil gøre alt rigtigt. Så har jeg slet ikke flere spørgsmål. Det kommer alt sammen an på, om du hører Guds sidste ord - Jesus - og tager imod det.

111

{5} Den tavse Gud kan råbes op

Ser du, man kan diskutere i timevis, hvorfor Gud tillader det ene og det andet. Men spørgsmålet bliver først rigtigt aktuelt og akut, når det rammer én selv. Er det ikke rigtigt? Alle de skrækkelige og mørke timer i mit liv er jeg kun kommet igennem ved hjælp af Jesu kors. For nylig sagde en fortvivlet ung pige til mig: »Jeg kan ikke leve videre!« Jeg ved ikke, hvilken situation hun var i, men om de svære og mørke tider i hendes liv måtte jeg sige til hende: »Det gælder ikke om at sige »Hvorfor, hvorfor, hvorfor«, men om at sige: »Til hvad?« Til dette vil jeg til sidst fortælle endnu en historie. Da jeg for år tilbage var præst i en minearbejderby, skete der noget forfærdeligt. En dag hørte jeg om en arbejder, der var forulykket i minen. Et klippestykke var faldet ned på hans lænd, og han var blevet lammet fra lænden og ned, uden noget håb om bedring. Skrækkeligt! Vel, jeg besøgte ham, men dette besøg blev frygteligt, ja, det er det værste besøg, jeg nogen sinde har oplevet. Værelset var fyldt med minearbejdere. Snapsflasken stod på bordet. Den lamme sad i sin kørestol. Da jeg kom ind, steg et brøl mod himmelen: »Din sorte ulykkesfugl, bliv udenfor! Hvor var din Gud, da klippen faldt ned på min lænd? Hvorfor lader Gud det ske?« Og så kom forbandelserne. 112

Det var som Helvede. Jeg kunne ikke sige et ord og gik ud. Jeg havde et par venner blandt minearbejderne i byen, som jeg fortalte om det den følgende aften i »mandekredsen«. Og en uge senere, lige som jeg skulle til at indlede »mandekredsen«, gik døren op med et brag og kørestolen med den lammede mand blev skubbet ind. Vennerne fra mandekredsen havde ganske simpelt hentet ham og taget ham med i vores mandekreds. Jeg ved ikke engang, om de havde spurgt ham, men sandsynligvis ikke. Sådan sad han altså foran mig. Og så talte jeg over ordet: Så højt elskede Gud verden, ikke at han lader det gå os godt, men »at han gav sin søn«. Jeg talte om Jesus, Guds sidste ord, som vi må høre og fortsatte: »... for at alle, som tror på ham, ikke skal fortabes.« Og manden hørte efter. For første gang hørte han efter om Jesus! Med ét så han lys. Jeg vil gøre det ganske kort: Tre måneder senere var han blevet Herren Jesu ejendom. Jeg kan slet ikke sige dig, hvor forandret alt blev. Hans lejlighed kom i orden. Der, hvor man før kun hørte eder og forbandelser, hørte man nu sange om Jesus. De gamle venner trak sig tilbage, og nye kom til i stedet for. Snapsflasken forsvandt, i stedet kom der en Bibel på bordet. Kone og børn livede op. Kort før hans død besøgte jeg ham igen. Det vil jeg aldrig glemme. Han havde sådan et dejligt navn: »Amsel«, som betyder solsort. Han vil sikkert ikke bebrejde mig, at jeg 113

nævner hans navn, han er nu i evigheden. »Amsel,« spurgte jeg, »hvordan går det?« »Ak,« sagde han, »siden mit liv kom til at tilhøre Jesus, siden jeg fik tilgivelse for mine synder, siden jeg blev et Guds barn, da har her været ...« - han overvejede lidt, »hver dag har været som dagen før juleaften.« Det er smukt udtrykt fra sådan en minearbejder, ikke? Og så kom det, som jeg aldrig glemmer: Han sagde: »Busch! Jeg dør snart, det fornemmer jeg. Så går jeg gennem døren og står foran Gud. Det står helt klart for mig: Døden er ikke afslutningen. Når jeg så står i evigheden foran Guds trone, vil jeg falde ned foran ham og takke ham for - at han brækkede min rygsøjle.« »Amsel,« afbrød jeg ham forskrækket, »hvad er det, du siger!« Og så svarede han: »Jeg ved, hvad jeg siger. Ser du, hvis det ikke var sket, hvis Gud havde ladet mig gå videre i min gudløshed, så var jeg kommet direkte i Helvede, i den evige fordømmelse. Gud måtte i sin frelsende kærlighed gribe så hårdt ind og brække min rygsøjle, for at jeg kunne finde Jesus, hans Søn. Gennem Jesus blev jeg et lykkeligt Guds barn. Og derfor vil jeg takke ham for det!« Og så kom en sætning, som har sat sig uløseligt fast i mig: »Det er bedre som lam at tilhøre Jesus og være et Guds barn, end at hoppe i Helvede med to raske ben!«

114

Jeg glemmer aldrig, hvordan han sagde det: »Det er bedre, som lam at tilhøre Jesus og være et Guds barn, end at hoppe i Helvede med to raske ben.« Da fortsatte jeg: »Min kære Amsel! Ser du: Gud har givet dig skrækkelige vanskeligheder. I begyndelsen hadede du ham og sagde: ‘Hvor var Gud? Hvorfor tillader han det?’ Nu har du forstået, hvorfor Gud gjorde det: Han ville lede dig til Jesus, for at Jesus skulle lede dig til ham selv!« Vi skal ikke spørge: »Hvorfor?«, men meget hellere spørge: »Hvortil?« Og til det må jeg sige dig: Jeg tror alle vanskelig- heder i vores liv har det formål, at Gud gennem Jesus vil lede os til ham selv. Så tag da mine hænder og led mig frem, til barnets vandring ender i Faders hjem. Jeg kan ej vandre ene, ej noget sted, det båder mig alene, når du går med. Jeg ville ønske, du også bad sådan.

115

116

Kapitel 6:

At leve livet - når man ikke kan tro

{1} Uden tro kan man ikke leve!

Ja, det må jeg sige dig med det samme: Hvis man ikke kan tro, så kan man overhovedet ikke leve! Så kan jeg heller ikke hjælpe mere. Intet hjælper de mennesker, der ikke kan tro. Jeg skal prøve at gøre det tydeligt for dig, hvorfor det er sådan. Vi bilder os ind, at Gud er et teologisk begreb, en tanke eller en naturkraft eller sådan noget. Min ven, Gud er en person, som virkelig lever og er overalt og i alle. Og hvis jeg ikke har fred med Gud, ikke har mit forhold til Gud i orden, ja, hvis jeg ikke er et Guds barn, så lever jeg uden for virkeligheden. Og det er en alvorlig sag! Det var den bedste time i mit liv, da jeg som ung løjtnant i første verdenskrig pludselig forstod: »Gud er her jo!« Jeg følte mig som en, der var kørt ind i en mur. Jeg havde indtil da sagt: »Jeg tror på Vorherre« - og den slags sludder; men jeg havde ikke forstået, at han var virkelighed. Men pludselig stødte jeg ind i Guds virkelighed. 117

Der er en gribende salme i Bibelen, som taler om det, at Gud er så virkelig, at man umuligt kan løbe væk fra ham. Der står: »Stiger jeg op til himlen, er du dér.« Den amerikanske astronaut Glenn har fortalt, hvordan det var en rystende opdagelse, da det blev klart for ham i rumkapslen: Gud er også her! Farer jeg op til himmelen - eller rejser jeg ud i verdensrummet - så er du der! Gemmer jeg mig i den dybeste minegang - over 1000 meter nede - så er Gud også der! Salmisten siger: »Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.« Da jeg for et stykke tid siden fløj til Californien, havde min kone lagt et vers fra denne salme i min kuffert, som jeg læste, da jeg åbnede kufferten i San Francisco: »Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.« Gud er den store virkelighed! Og når Gud er den store virkelighed, så kan jeg ikke ustraffet lade som om, han ikke eksisterer. Hvis jeg lever, som om Gud ikke er til; foragter hans bud, ikke holder søndagen hellig, bryder ægteskabet, lyver, ikke ærer mine forældre, ikke giver Gud ære, så lever jeg uden for virkeligheden. Og så kan jeg ikke leve det virkelige liv. Se lidt på verden omkring dig: Mennesker bliver ikke tilfredse med livet, ikke engang dem, som tjener mange 118

penge. Inderst inde er de fredløse, det fungerer ikke i deres personlige liv og heller ikke i deres familie. Hvordan kan vi leve livet, hvis vi ikke mere kan tro? Så kan vi ikke leve! Og heller ikke dø rigtigt! Om hundrede år findes ingen af os mere. Da har vi alle sammen smagt døden. Når du siger til mig: »Efter døden er der ikke mere. Så er vi alle døde!« - så overvej først, om du helst vil stole på dit eget hjerte eller på Guds ord. Hvordan kan du se døden i øjnene, når det går op for dig: »Nu kan jeg ikke tage noget som helst med af det, som jeg har samlet mig?« Måske har man bygget sig et lille hus - jeg har ikke, men andre har - jeg har en stor bogsamling! Og af alt det, som jeg har elsket, også de mennesker, som jeg elskede, kan jeg intet eller ingen tage med mig. Kun én ting tager man med sig ind i evigheden: Sin skyld over for Gud. Forestil dig: Du ligger for døden, og pludselig går det op for dig: Jeg må forlade alt - kun mine overtrædelser og synder, helt fra min ungdom af, tager jeg nu med ind for den hellige og dømmende Guds ansigt. Hvordan vil du klare Guds dom - uden tro på ham, som har retfærdiggjort de gudløse? Ham skal du stå foran! Herren Jesus, der er barmhjertig, har sagt: »Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel,« - vi skal ikke være bange for det, 119

mennesker kan gøre, siger Jesus, det er småting! - »Men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.« Og mens det løber os koldt ned ad ryggen, siger Jesus igen: Ja, ham skal I frygte! For år tilbage levede der i Norge en berømt professor, der hed Hallesby. Jeg lærte ham at kende som en vidunderlig mand. En rigtig solid, alvorlig nordmand. Han holdt i en uge andagter i radioen. Jeg kan forestille mig, hvordan han står foran mikrofonen og siger: »Måske går du stille og roligt til ro i aften og i morgen vågner op i Helvede. Jeg må advare dig!« Der rejste sig en storm af protester, for nordmændene hører også til de såkaldt »moderne mennesker«, og det spiller jo en stor rolle for tiden. En journalist fra Oslos største avis skrev en lederartikel, hvor han hævdede: Vi er da ikke i middelalderen! Det kan da ikke være rigtigt, at en moderne institution som radioen, skal benyttes til at udsende sådan noget sludder! Og når en stor avis siger sådan noget, så følger alle de små efter. Og gennem hele blad-verdenen rungede det: Vi er da ikke i middelalderen! Hvordan kan en professor tale om Helvede?! Derfor bad radioen i Oslo professor Hallesby om at forklare sig nærmere og sætte tingene på plads. Og igen trådte professor Hallesby hen foran mikrofonen og sagde: »Jeg skal gøre disse ting klart, og det vil jeg gøre: Det kan 120

være, at du i aften går i seng med fred i sindet og i morgen tidligt vågner op i Helvede. Jeg må advare jer!« Nu kom der virkelig gang i den! Samtlige biskopper i Norge blev spurgt: Findes der et Helvede eller ej? Endda nyhedsmagasinet »Der Spiegel« i Tyskland tog emnet op og bragte en stor artikel om »Helvedesstriden i Norge«. Der var næppe gået et år efter denne »Helvedesstrid«, da jeg holdt foredrag for studenterne i Oslo og offentlige møder om aftenen. Det hele begyndte med et pressemøde. På hotellet var samlet repræsentanter for alle aviserne. Så skete der det underlige, at jeg til højre for mig havde den journalist, der dengang havde begyndt hele spektaklet, og til venstre for mig sad professor Hallesby som repræsentant for den evangeliske presse. Og så gik det naturligvis løs! Journalisten udfordrede mig straks: »Pastor Busch, jeg havde en strid med professor Hallesby. Du er dog et moderne menneske. Hvad mener du: Findes der et Helvede?« »Ja,« svarede jeg, »naturligvis findes der et Helvede! Selvfølgelig!« »Det kan jeg ikke forstå, at du siger,« fortsatte han. »Jeg vil meget gerne forklare dig det,« sagde jeg. »Jeg tror, at der findes et Helvede, fordi Jesus selv har sagt det. Og jeg stoler ubetinget på Jesu ord, han vidste mere end alle kloge mennesker!«Guds ord siger: »Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.« Derfor taler vi om tro, for det er den vej, Gud har vist os til et virkelig lykkeligt liv og en lykkelig død. 121

Hvordan skal vi klare livet, hvis vi ikke mere kan tro? Hvordan skal vi finde os til rette med livet, når vi ikke mere kan tro? Så kan vi slet ikke leve! Lad mig begrunde det på en anden måde. Forestil dig, at du har en sød lille guldfisk. En dag tænker du: »Stakkels lille dig, at du altid skal være i det kolde vand. Nu vil jeg forkæle dig lidt!« Du tager den op af vandet, tørrer dem med et frotté-håndklæde og sætter den i et smukt, gyldent bur. Du giver den det bedste foder - jeg ved ikke, hvad guldfisk æder - tangplanter eller sådan noget. Du giver den altså de bedste og grønneste tangplanter og siger: »Min kære guldfisk, sådan et smukt bur, dejlig mad og frisk luft. Nu har du det godt!« Hvad vil guldfisken gøre? Vil den vifte med finnerne i taknemmelighed og sige »tak, tak«? Nej, det vil den ikke, den vil derimod snappe efter luft og sprælle voldsomt. Og hvis den kunne tale, så ville den sige: »Jeg vil ikke være i dit gyldne bur, jeg vil ikke have dine tangplanter, jeg vil tilbage i mit element, jeg vil i vandet igen!« Og ser du, vores element er den levende Gud, som har skabt himmelen og jorden og os. »Livet strømmer ud fra dig« - sådan begynder den schweiziske nationalhymne. Gud er vores element. Og så længe vi ikke har fred med Gud, kan vi give vores sjæl et gyldent bur - forstår du: Nutidens mennesker giver deres sjæl alt: fornøjelser, 122

rejser, god mad, god vin, alt. Men sjælen spræller og siger: »Jeg vil egentlig ikke ha’ det der. Jeg vil tilbage i mit element, jeg vil ha’ fred med Gud!« Vær dog ikke så grusom ved dig selv! Vores hjerte skriger i os, til det finder ro i den levende Gud! Som fisken vil tilbage i sit element, sådan trænger vores sjæl til at komme tilbage til Gud, som er vores element! Hvordan skal vi klare livet uden troen? Jeg kan kun sige: Du klarer det ikke! Hverken livet, døden eller evigheden. Og hvis du siger: »Jamen mennesker klarer sig da rimeligt godt!« - så må jeg svare dig: Ja, men det er også derefter! Et menneske som Goethe, der var en smuk, klog, og rig minister, og som havde alt, hvad hjertet kunne begære, sagde ved afslutningen af sit liv til Eckermann, at når han talte alle de timer sammen, hvor han havde følt en indre tilfredshed, så blev der ikke engang tre dage ud af det. Så fredløs! Nej, man kommer ikke til at leve et virkeligt liv, hvis man ingen tro har. {2} Det gælder om at have den rigtige tro

Alt afhænger af, om du har den rigtige, frelsende tro! Ethvert menneske har sin tro. Da jeg som ung student engang var hjemme hos min mor, kom en dag en dame, som skulle besøge min mor. Eftersom hun ikke lige var til 123

stede, sagde jeg: »Desværre, hun er her ikke. Du må nøjes med mig så længe.« »Hvor hyggeligt,« sagde hun høfligt. Efter at jeg havde opfordret hende til at tage plads, spurgte hun: »Og hvad laver så du?« Jeg svarede: »Jeg læser teologi.« »Hva’,« råbte hun, »teologi! Hvem nu om dage vil tro? Det er da umuligt!« Og så lod den gamle dame - det var i Frankfurt, hvor Goethe kom fra - den gamle Goethe træde frem på scenen og erklærede stolt: »Vi har Goethes tro! Kristendommen er passé, forældet!« Siden samtaleemnet blev pinligt for mig, og jeg ikke ville begynde et skænderi med damen, skiftede jeg emne: »Undskyld, fru, må jeg spørge dig, hvordan du har det?« Så sagde hun hurtigt - og slog i bordet: »7-9-13. Sådan spørger man da ikke!« Jeg spurgte: »Undskyld mig, men hvad betyder »7-9-13«? »Det forhindrer ulykke!« »Nå,« fastslog jeg, »du har altså forkastet troen på den levende Gud, men tror på »7-9-13« og bank under bordet? Det var dog skørt! Hvilket strålende bytte!« Der gik det op for mig: Alle mennesker har en tro. Spørgs- målet er bare, om det er den rigtige, frelsende tro. Vores tid siger: »Det vigtigste er, at man har noget at tro på!« Og så siger de: »Jeg tror på Vorherre«, »Jeg tror på naturens kræfter«, »Jeg tror på skæbnen« eller »Jeg tror på forsynet«. 124

Nej, nej, min ven, det vigtigste er, at jeg har den sande tro, en tro, der giver fred, fred med Gud og fred i hjertet. Jeg må have en tro, som kan redde fra Helvede, en tro, som jeg kan mærke, fordi den giver mig et nyt liv. Ellers er troen totalt ligegyldig! Mange mennesker troede engang på Tyskland, på »riget« og på »føreren«. Og hvad kom der ud af det?!! Ser I da ikke, at der findes falsk tro? Det gælder om at have den sande, frelsende tro! Den sande, frelsende tro, det er troen — sagt med få ord — på Jesus, den levende Guds Søn. Tro på Jesus Kristus! Ikke på en religionsstifter, dem er der bunkevis af, men på Jesus Kristus, den levende Guds Søn. Og nu vil jeg tale om det, som fører til den frelsende tro på Jesus. I Bibelen fortælles os en vidunderlig historie, hvor denne frelsende tro på Jesus bliver demonstreret for os. Følg med mig i tankerne ca. 2.000 år tilbage, uden for Jerusalems byporte, til Golgata-højen, til »hovedskal- stedet«. Tag dig ikke af menneskemængden, der skriger og råber. Tag dig ikke af de romerske soldater, som holder vagt og rafler om de dømtes tøj! Men se op over det hele. I midten på et kors hænger Guds Søn. Sømmet fast! Ansigtet er blodigt af tronekronen, som er trykket ned over hovedet på ham. 125

Der hænger Gud. Og til højre for ham hænger en morder. Ham havde man også dømt. Og ham til venstre også. Men så bliver det mørkt. Døden kommer nærmere. Så begynder en af disse mordere pludselig at skrige: »Hør her, du har sagt, at du er Guds Søn, du der, i midten. Hvis du virkelig er Guds Søn, og ikke bare en løgner, så gå ned af korset og hjælp også mig!« Jo, det kan man forstå. I dødsangsten siger mennesker ting, som de måske ikke ville have sagt ellers. Men så blander den anden sig. Han taler forbi Jesus og hen til den anden morder og siger: »Og du frygter stadig ikke Gud!« Det er begyndelsen: Man forstår, at Gud er hellig og forfærdelig. Da bomberne faldt ned over vores byer under anden verdenskrig, blev folk ude af sig selv. Måske er det kirkens skyld — kirken havde ikke fortalt, at Gud kan være forfærdelig, og at han kan tage sin hånd tilbage. »Og du, du frygter endnu ikke for Gud!« Man skulle råbe det ud over vores storbyer: »Og I frygter stadig ikke for Gud!« Man skulle skrige det ind i kontorerne og for- retningerne, hvor mennesker træder hen over lig for at tjene penge: »Og I frygter stadig ikke for Gud!« Man skulle sige det til de unge mennesker, som lever i løse parforhold: »Og I frygter ikke Gud, hvordan forestiller I jer, det vil gå? Er I blinde??« Det er begyndelsen til tro, at jeg erkender Guds forfærdelige hellighed. 126

Og så siger denne røver, denne forbryder videre: »Vi er dømt med rette! Vi har jo fortjent det.« Det er det andet, som fører til den frelsende tro: Han bekender sin egen skyld. Jeg har mødt mange mennesker, som siger til mig: »Jeg kan ikke tro!« Jeg spørger dem: »Har du nogensinde forstået, at du er skyldig over for Gud?« »Nej, jeg gør det så godt jeg kan, og mere kan man da ikke forlange.« Så svarer jeg dem: »Så længe du lyver for dig selv på den måde, kommer du aldrig ud i lyset!« For nylig mødte jeg en, som også sagde til mig: »Jeg gør hvad jeg kan, og det er godt nok« Så gik jeg ham i møde og sagde: »Til lykke! Det kan jeg ikke sige. I mit liv er der meget, som ikke er, som det burde være.« Han svarede: »Naturligvis, hvis man tager det meget nøje.« »Nå?« sagde jeg, »Gud tager det nøje! Så lyv dog ikke for dig selv på den måde!« Ser du, du kommer først til den sande, frelsende tro, når du kalder synden for synd, når du kalder dine løse seksuelle forhold for hor, når du kalder dit sidespring for ægteskabs- brud, når du holder op med at kalde dine løgne for snuhed, men kalder dem løgn, når du holder op med at kalde din egoisme berettiget, men indrømmer, at du er din egen gud, og at det er afguderi. 127

Det er det andet skridt, som fører til den frelsende tro, at jeg kalder min synd for synd og træder frem for Gud og siger til ham: »Herre, jeg har fortjent din dom!« Det er forfærdeligt, hvordan vor tid bilder sig selv ind, at alt er i skønneste orden. Engang vil Gud rive masken væk fra vore ansigter! Og nu taler røveren ikke længere forbi Jesus, men siger til Jesus: Du har intet ondt gjort. Hvorfor hænger du her? Og i dette øjeblik går det op for ham: Han hænger jo her for mig! Han bærer min skyld væk! Så kan han kun råbe: Herre, tænk på mig, du konge, når du kommer i dit rige! Det er det tredje: Han tror, at Jesus kan frelse, fordi han dør i vores sted. Og så siger Jesus: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.« Ser du: Det er frelsende tro: At Guds hellighed går op for mig, at jeg anerkender min egen fortabthed, og at jeg ser, at Jesus, der dør på korset for mig, er min eneste chance. Uden denne tro kommer du ikke til virkelig at leve livet. Men med denne tro, kommer du bestemt til at leve et helt og sandt liv. Andet kan jeg ikke sige. Jeg bliver ofte beskyldt for at være »temmelig ensidig«. Jeg kan kun svare: »Undskyld! Men der findes kun denne

128

ene måde at klare livet, døden og dommen på, at jeg – en synder kommer til Jesus, i bod bekender min synd og tror, at: Det flød for mig dit dyre blod, det tror og griber jeg. Det gør for mine synder bod, at Jesus dør for mig. Jeg håber, at du aldrig mere glemmer denne sætning: »Jesus døde for mig!« Når du står op i morgen tidlig, skal du minde dig selv om det igen: »Jesus døde for mig!« Når du i morgen er på arbejde, skal du midt i travlheden tænke: »Jesus døde for mig!« Så vil det ske - af Guds nåde - at du beder til ham og siger: »For mig! Så må jeg også tro!« I det øjeblik, hvor du begriber det, er du et Guds barn. Jesus siger: »Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.« Vel, nu vil jeg sige noget helt tredje: Nu vil jeg komme ind på det, som mange siger til mig: »Ja, pastor Busch, men jeg kan stadig ikke tro det, du siger. Jeg hører det, og det lyder godt, men jeg kan stadig ikke tro.« Det vil jeg nu svare på. De mennesker, der siger sådan, vil jeg dele ind i fire grupper. Først:

129

{3} Mennesker, der ikke kan tro ...

a) ... fordi de ikke er religiøse Til den første gruppe hører de mennesker, som siger til mig: »Jeg kan ikke tro, for jeg er slet ikke religiøs. Du er religiøs, præst, men ikke mig!« Til det siger jeg altid: »Jeg er heller ikke religiøs.« Altså, jeg har ikke meget tilovers for klokkeklang, røgelse og den slags ting. Jeg er glad for, at jeg i de seneste år i Essen altid prædikede i en sal, hvor der kun var et hornorkester. Der var intet orgel og ingen klokker - og jeg har ikke savnet det. Jeg har ikke noget imod den slags, men jeg behøver det ikke. Så lidt religiøs er jeg. Da Jesus, Guds Søn, var her på jorden, var der mange religiøse mennesker. Der var skriftkloge, præster, farisæere - alle sammen meget religiøse mennesker. Saddukæerne var eksempler på mere liberale religiøse mennesker. Det er dem, som i dag siger: »Jeg søger Gud i naturen.« I nazitiden sagde de: »I vores fane flammer Gud.« Men alle er de religiøse! Og disse religiøse mennesker korsfæstede Guds Søn. Han passede ikke i deres kram. Og så var der de totalt i-religiøse mennesker: ludere, sortbørshandlere - Bibelen kalder dem toldere - håndværkere, der måtte kæmpe for det daglige brød, en fornem mand, Zakæus, som havde tjent gode penge. Det var alle sammen helt i-religiøse 130

mennesker. De kom til Jesus. Hvorfor? De vidste: »Vi er skyldige over for Gud. Vores liv er ikke godt. Og dér kommer en frelser, som kan gøre os til Guds børn!« Så troede de på ham. Herren Jesus er ikke kommet for at gøre religiøse mennesker endnu mere religiøse, men Herren Jesus er kommet for at frelse syndere fra døden og Helvede og gøre dem til Guds børn. Og når mennesker siger: »Jeg kan ikke tro, for jeg er ikke religiøs«, så kan jeg sige til dem: »I har den største chance for at blive Guds børn!« At vi er syndere, det ved vi ganske udmærket, men: »Jesus døde for mig!« Jeg siger endnu engang: Jesus er ikke kommet for at gøre religiøse mennesker endnu mere religiøse, men for at gøre fortabte syndere til den levende Guds børn! b) ... fordi de ikke vil tro Den anden gruppe består af dem, som godt nok siger: »Jeg kan ikke tro!« - men som i virkeligheden, hvis de havde været helt ærlige, skulle indrømme: »Jeg vil ikke tro!« Hvis de skulle komme til tro, måtte hele deres liv forandres. Og det vil de ikke. De ved, at alt ikke er, som det skulle være i deres liv. Men hvis de skulle blive Guds børn, så måtte det komme frem i lyset. Nej, det vil de ikke. De ville se dumme ud i kollegernes øjne! Og hvad ville deres familie sige, hvis de pludselig blev kristne? Nej, så hellere lade være. 131

Og hvis du møder mennesker, der siger til dig: »Jeg kan ikke tro!« - så se dem godt an, om de ikke snarere skulle sige: »Jeg vil ikke tro.« Der er en rystende fortælling i Bibelen. Guds Søn, Jesus, sidder på Oliebjerget. Foran ham i dalen ligger byen Jerusalem i et herligt solskin. Og over byen hæver Tempelbjerget sig, hvor det storslåede tempel var, som selv hedningerne sagde burde regnes med til verdens vidundere. Alt dette ligger foran ham. Men pludselig ser hans disciple, hvordan tårerne løber ned ad Jesu ansigt. De ser overraskede og spørgende på ham. Og så udbryder Herren Jesus de ord: »Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.« Nu er I under Guds dom. Jeres by bliver lagt øde. Det er et af de mest rystende vers i Bibelen: »Men I ville ikke!« Jerusalems indbyggere sagde også: »Vi kan ikke tro!« - men de ville ikke tro! Ser du: Den, som ikke vil tro, behøver heller ikke! Lad mig sige det igen: I kirken er der alle former for tvang. Men i Guds rige er der kun fuldstændig frivillighed. Den som vil leve uden Gud, kan gøre det. Gud tilbyder sig til os. Men vi kan afvise ham. Vil du leve uden Gud? Det kan du! 132

Vil du leve uden fred med Gud? Det kan du. Vil du leve uden at bede? Det kan du! Vil du leve uden Bibelen? Det kan du. Vil du overtræde Guds bud? Det kan du. Vil du vanhellige søndagen, hore, drikke, lyve, stjæle? Det kan du. Den, som ikke vil modtage den frelser, Gud har sendt for at frelse syndere, kan afvise ham. Den, som vil til Helvede, kan komme det. Hos Gud er der ingen tvang. Kun skal du gøre dig klart, at du selv må tage konsekvenserne. Gud tilbyder dig gennem Jesus tilgivelse for synderne og fred. Du kan sige: »Det har jeg ikke brug for! Det vil jeg ikke have!« Og så må du leve sådan. Men tro ikke, at du i dine sidste fem minutter af dit liv - når du skal dø - stadig vil kunne tage imod det, som Gud i hele dit liv har tilbudt dig. Du kan afvise Guds fredstilbud i Jesus, men så må du i alle evigheder leve uden fred med Gud. Og det er Helvede! Helvede er det sted, hvor man virkelig endegyldigt er blevet fri for Gud. Der vil han ikke mere indbyde dig. Da kalder han ikke mere på dig. Du vil måske bede, men han hører ikke mere. Du vil måske kalde på Jesu navn, men det falder dig ikke mere ind. Du behøver ikke tage imod det budskab, jeg forkynder dig. Du kan lade være med at omvende dig til Jesus. Men du må gøre dig klart, at du dermed vælger Helvede. Men du har din fulde frihed. 133

»Men I ville ikke!« sagde Jesus til Jerusalems borgere. Han tvang dem ikke. Men det, de valgte, var frygteligt! c) ... fordi de har oplevet for meget Den tredje gruppe af dem, der siger: »Jeg kan ikke tro!« har altid sådan en mærkværdig sætning bagefter. Jeg har aldrig hørt den fra kvinder. Det er mænd, der siger det. Sætningen lyder sådan: »Hr. pastor, jeg har oplevet for meget. Jeg kan ikke tro på noget mere.« Jeg spørger: »Hvad har du da oplevet? Jeg har heller ikke haft noget kedeligt liv!« »Ja ..., jeg har oplevet så meget, at jeg ikke kan tro på noget mere.« Det er en sætning, som bevæger sig rundt i mandeverdenen som et spøgelse. I disse tilfælde plejer jeg at le og sige: »Men du tror vel, hvad der står i køreplanen? Du tror vel de oplysninger, som en politibetjent giver dig?« »Ja.« »Så sig ikke mere: ‘Jeg kan ikke tro på noget mere!’- men sig: ‘Jeg tror ikke på noget - undtagen det, der står i køreplanen, og det, som politiet siger.’« Og sådan kan man fortsætte. Så siger jeg: »Ser du, i mit mørke liv, fuldt af synd og smuds, mørke og fejltagelser kom Jesus. Og da erkendte jeg: Han er Guds Søn, sendt fra Gud! Og så gav jeg mit liv til ham, som har gjort så meget for mig: Jesus. Og selvom du virkelig ikke kan tro på nogen eller noget mere, så kan du alligevel stole på ham, som gav sit liv 134

for dig. Ham kan du stole på; hvad han siger, det kan du tro. Du tror på så meget, men den eneste, som man helt sikkert kan betro sig til, ham, som aldrig har svigtet, til ham siger du: »Nej!« Det er komisk. Og så siger du, at du har oplevet for meget. Du har endnu ikke oplevet nok!« d) ... fordi de tager anstød af noget Den fjerde type af dem, som ikke kan tro, er en noget omstændelig type. Disse mennesker kan angiveligt ikke tro, fordi de f. eks. tager anstød af kirken eller noget i kirkens lære. Foran mig sidder en ung studerende, som forklarer mig: »Jeg studerer naturvidenskab.« Jeg siger: »Godt, frøken, og hvad så?« Så svarer hun: »Hr. præst, jeg har hørt et af dine foredrag. Jeg føler, du har noget, som jeg gerne vil have, men jeg kan ikke tro. Forstår du: Alle dogmerne og hele indretningen af kirken kan jeg ikke sluge. Det er, som om jeg skulle synke et helt bundt hø.« Da ler jeg og siger: »Du behøver ikke at sluge et bundt tørt hø! Har du hørt om Jesus?« »Ja,« siger hun. »Hvad ville du sige, hvis jeg sagde: ‘Jesus er en løgner’?« »Nej,« svarede hun, »det tror jeg ikke!« »Tror du, at Jesus har fortalt sandheden?« »Ja,« sagde hun, »det tror jeg.« Jeg gik videre: »Findes der nogen mennesker, som du ville sige til: ‘Jeg tror aldrig, du har løjet’?« »Næ,« sagde 135

hun, »det ville jeg ikke sige til nogen.« »Ser du,« sagde jeg, »du tror jo allerede. Du har vist din tillid til Jesus. Det er jo tydeligt. Det er begyndelsen. Han siger sandheden. Bibelen siger: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.« Du behøver ikke kæmpe med dogmerne og kirken som institution. Men ud fra verdens tågedis kommer én til dig. Og du ser tydeligere og - tydeligere naglemærkerne og mærkerne fra tornekronen. Han taler om, at han har taget din skyld på sig og har elsket dig, som ingen andre har gjort det. Du må lade dine øjne se på Jesus, når du siger: »Min frelser, min Herre og min Gud!« Tro betyder ikke at sluge dogmer som tørt hø, fordi præsten har sagt det, men tro betyder at kende Jesus Kristus. »Ha,« siger én, »jeg kan ikke tro, for præsterne, præsterne ...«, og så går det løs. Så kommer historierne om præsterne. En har haft et sidespring. En er løbet med pengekassen. Overalt er der sket et eller andet med præsten. »Derfor kan jeg da ikke tro!« Og så bliver jeg rød i hovedet, for jeg kender jo mig selv. Jeg er endnu ikke løbet med kassen, men hvis mennesker kendte mig, så ville de heller ikke tage mig alvorligt. Hvad skal man da sige til det? Pas nu på! Der står ingen 136

steder i Bibelen: »Tro på din præst, så bliver du salig«, men der står i Bibelen: »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.« En præst er - ja, jeg ved, at der også er andre end dem - men når han gør sin pligt, så er han en vejviser til Jesus! Og med en vejviser gør det ikke så meget, om den er lidt krum eller skæv eller er blevet lidt forvasket i regnen. Når man bare kan se, hvor den viser hen. Jeg ville heller ikke høre en præst, som ikke er vejviser til Jesus, den korsfæstede og opstandne Guds Søn. Men jeg ærgrer mig ikke over de vejvisere, der viser mig vejen og målet, men jeg går den vej til målet. Og dette mål er: Jesus, nådens kilde. Vil du på den yderste dag træde frem foran den levende Gud og sige: »Herre, jeg har ikke modtaget din frelse, jeg har ikke taget imod syndernes forladelse, fordi præsterne ikke duede til noget!«? Vil du stå sådan foran Gud? Nej, min ven, det er ikke rigtigt, når nogen siger: »Jeg kan ikke tro!« Der er et stort ord af Jesus i Bibelen. Det lyder sådan: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.« Spørgsmålet er, om jeg vil begynde at bruge den lille erkendelse, jeg har, i mit liv og gøre efter den. Så kommer jeg videre. 137

{4} Hvad skal man gøre, når man ikke kan tro?

Jeg vil til sidst sige det med nogle ganske få ord: a) Bed Gud om lys! Han er jo hos dig. Sig: »Herre lad mig komme til tro. Lad mig dog se dit lys!« Det hører han! b) Regn med Guds svar! Jesus er her! Gå ind i stilheden og sig til ham: »Herre Jesus, jeg vil give dig mit liv.« Sådan har jeg gjort det, da jeg i min gudløshed blev bange for Gud og hørte om Jesus. c) Læs i Bibelen! Brug hver dag et kvarter alene med Jesus! Læs i Bibelen og hør, hvad Gud har at sige dig. Læs lyttende. Og fold så hænderne og sig: »Herre Jesus, jeg har så meget at sige til dig. Jeg kan ikke klare mit liv, hjælp du mig!« d) Søg et fællesskab! Søg fællesskab med mennesker, som også vil tage det alvorligt med kristendommen. Bliv ikke alene. Der findes ingen ene-vandrere på vejen til Himmelen. Søg et fælles- skab med kristne, der går på den samme vej.

138

Kapitel 7:

At leve livet - med skyld og forsømmelser

Hvordan skal vi kunne leve, hvis skyld og forsømmelser bestandig følger os? Man hører ofte en frase, der lyder sådan: »Nu bliver det alvor!« Om det tema, vi har nu, vil jeg også sige: »Nu bliver det alvor!« Spørgsmålet er, hvordan vi kan leve vort liv, hvis skyld og forsømmelser altid følger os. Til det vil jeg først sige: »... hvis skyld og forsømmelser altid følger os« er ikke rigtigt. For det gør de nemlig! Skyld og forsømmelser følger os alle vegne. Og derfor er jeg så lykkelig for, at jeg kan tale om en stor og herlig ting, om en gave, som gør mennesket fantastisk lykkeligt og rigt. Det er ikke noget, der kan købes nogen steder, ikke i noget land på jorden. Selvom du var millionær og ville lægge alle dine penge på bordet - du kunne alligevel ikke købe det. Du kan heller ikke få det gennem gode forbindelser. Ellers er det jo sådan nu om dage, at det, man ikke kan 139

købe, kan man ofte få fat i gennem gode forbindelser. Denne herlige ting, som jeg nu skal tale om, kan du ikke få fat i, uanset hvor gode dine forbindelser er. Der er simpelthen ingen mulighed for, at du selv kan skaffe dig denne herlige ting. Man kan kun få den som gave. Og denne vidunderlige, store og herlige ting, som jeg nu vil tale om, som man hverken kan købe eller skaffe via forbindelser, er: tilgivelse for synd. Jeg ved, at mange er skuffede og tænker: »Tilgivelse for synder?« - og så opstår spørgsmålet: {1} Har jeg brug for tilgivelse?

Jeg er overbevist om, at halvdelen af mine læsere vil sige: »Tilgivelse for synder? Det har jeg ikke behov for!« En ung mand har for nylig forklaret mig det sådan: »Vi lever jo i en tid, hvor behov vækkes af reklamer. Vores bedste- forældre anede intet om tyggegummi eller cigaretter. Gennem uendelige reklamer i dagspressen er vi nu efter- hånden nået dertil, hvor vi f. eks. ikke tror, at vi kan leve uden cigaretter. Der er skabt et behov - og så kan der sælges!« Og så fortsatte den unge mand: »Sådan gør kirken også. Kirken gør det klart for mennesker: I behøver tilgivelser for synd! - og så sælger den det. Forstår du: Vi har ikke behov for tilgivelse - men I skaber først behovet for det, og så kan I sælge varen.«

140

Er det sådan? Hvis du nu standser en på gaden: »Goddag, hvad hedder du?« »Jan Andersen!« »Jan Andersen, har du brug for tilgivelse for synd?« »Vrøvl! Jeg har brug for 6.000 kr., men tilgivelse for synd? Næ ...!« Er det rigtigt? Skaber vi et behov, som ikke var der fra begyndelsen, for at dække det bagefter med Bibelen? Jeg siger dig: Det er en grufuld fejltagelse, en forfærdelig misforståelse. Der er intet, vi har mere brug for, end tilgivelse for synd. Den, som mener, han ikke behøver tilgivelse for synd, kender slet ikke den hellige, skrækkelige Gud. Der er blevet talt så meget om Guds kærlighed, at vi helt har glemt, at Gud - sådan står der i Bibelen - er en hellig Gud! Når jeg pludselig opdager, at Gud er skrækindjagende, så bliver jeg vækket af mit liv i synden. Og den, som siger: »Jeg har ikke behov for syndernes forladelse!« - han har ingen anelse om den levende Gud, der kan ødelægge både krop og sjæl i Helvede. Man kan nemlig gå evigt fortabt. Det siger Jesus, han, som må vide det. Og hvis hele verden siger: »Det tror vi ikke på!« - så vil hele verden gå fortabt! Jesus ved, hvad der er bagved for- hænget. Og han advarer os indtrængende mod fortabelsen. Og nu står vi med vores synder og vover at sige: »Vi har ikke behov for tilgivelse! Kirken vækker bare et behov, som ikke eksisterer!« Dumt sludder! Der er intet, som vi har mere brug for end tilgivelse for synden! 141

Nu må jeg fortælle dig en oplevelse: Jeg holdt et møde i den dejlige by Zürich, i en kongressal. Der var en kæmpe forsamling. Mange måtte stå langs væggen. Jeg lagde specielt mærke til to unge mænd, som morede sig vældigt. Man kunne se på dem, at de var kommet af nysgerrighed. Den ene af dem havde et lille overskæg. Jeg tænkte: »Bare jeg kunne få sådan et overskæg.« Da mit foredrag begyndte, satte jeg mig for, at jeg ville tale sådan, at også de to mænd hørte efter. Og de hørte faktisk interesseret efter. Men da jeg for første gang nævnte »tilgivelse for synd« så jeg, hvordan manden med overskægget lo spottende og hviskede sin sidemand noget i øret. Det var — som nævnt — et meget stort lokale. De var begge to langt væk. Jeg kunne ikke høre, hvad han sagde, men jeg så det på hans ansigtsudtryk. Han sagde omtrent sådan: »Tilgivelse for synden! Typisk præstesludder! Du milde himmel!« Og dermed tænkte han: »Jeg er da ingen forbryder! Jeg behøver da ingen tilgivelse for synd!« Og sådan siger du måske også? »Jeg er ingen forbryder! Jeg har ikke brug for tilgivelse for synd!« - Sådan noget lignende sagde han altså. Jeg blev rasende. Jeg ved, at raseri ikke er godt over for Gud. Jeg blev alligevel rasende. »Et øjeblik,« sagde jeg, »nu holder jeg et halvt minuts pause, hvor I skal svare ja eller nej til det spørgsmål, jeg nu stiller: Vil I for al evighed give afkald på syndernes forladelse, fordi I ikke har behov for tilgivelse for synd? 142

Ja eller nej?« Og så stod jeg helt stille foran de tusind mennesker i et halvt minut. Pludselig så jeg, hvordan manden med overskægget blev helt bleg og endda holdt sig fast til væggen. Så forskrækket blev han. Det gik sikkert op for ham: »Nu siger jeg: ‘Jeg er ingen forbryder!’ Men når det går mod døden, når det bliver alvor, så vil jeg nok alligevel gerne have syndernes forladelse. Jeg må ikke give afkald på det for altid.« Det må du heller ikke! Eller hvad? Der er en sætning, som jeg har hørt utroligt mange gang i mit liv: »Jeg gør, hvad jeg kan og så kan man ikke forlange mere.« Men tro mig: Jeg har aldrig hørt den fra mennesker under 40 år. Den unge ved godt, at hans liv er fuldt af skyld. Først når vi hensynsløst har kvalt vor samvittighed, kan vi få os selv til at sige sådan. Og når nogen altså siger: »Jeg gør, hvad jeg kan, og så kan man ikke forlange mere«, så kan jeg svare: »Du er over 40 år. Det er åreforkalkning, sådan som du taler. Det er en hensynsløst ødelagt samvittighed!« Så længe vor samvittighed endnu ikke er kvalt, ved vi udmærket, at der ikke er noget, vi behøver mere, end tilgivelse for synden. For år tilbage optrådte Bill Haley i Essen. Han er en musiker. Tusinder af unge kom for at høre ham og hans band. Ved det første musikstykke hørte de endnu efter, ved det andet var de allerede i bevægelse, og ved det tredje nummer 143

begyndte de langsomt men sikkert at hærge hele salen. Skaderne løb op i flere millioner kroner. En ung politibetjent fortalte mig: »Jeg sad oppe foran og måtte holde mig fast til stolen for ikke at blive revet med.« Den næste dag gik jeg gennem den indre by. Der ser jeg tre unge stå sammen, som så ud, som om de havde været med aftenen i forvejen. Jeg gik hen til dem og sagde: »Goddag! Jeg vil vædde på, at I også var til Bill Ha-ley-koncert i går aftes!« »Selvfølgelig, hr. præst!« »Nå?« sagde jeg, »kender vi hinanden? Hvor heldigt! Sig mig engang, jeg forstår det ikke: Hvorfor hærgede og ødelagde I hele koncertsalen?« Og så fik jeg til svar: »Åh, pastor Busch, det var af ren fortvivlelse!« »Hva’?« spurgte jeg, »fortvivlelse over hvad?« Så svarede han: »Ja, det ved vi heller ikke.« Den store danske teolog og filosof Søren Kierkegaard fortalte engang fra sit eget liv, at han som barn ofte gik tur med sin far. Undertiden blev faderen stående lidt og så eftertænksomt på sin søn. Så sagde han: »Kære barn, du går rundt i en stille fortvivlelse.« Da jeg læste det, tænkte jeg: Når man har været storbypræst i 40 år, så ved man, hvor rammende det egentlig er. Og nu spørger jeg: Kender du også denne indre fortvivlelse i dit liv? Så vil jeg sige dig, hvor den kommer fra. Lad os foretage en opdagelsesrejse til vores eget hjerte. Jeg vil 144

bruge et billede. Som præst i Ruhr-området har jeg ofte været på tur i minerne. Det er spændende. Man tager arbejdstøj på, får en beskyttelseshjelm på hovedet og så suser man ned i dybet i en elevatorstol f. eks. til ottende etage. Om man kan komme længere ned? Ja, men det gør man ikke, for nedenunder er »sumpen«. Her samler minevandet sig, og det kalder minearbejderne for »sumpen«. Mens jeg var i Essen, skete det engang, at en elevator-line sprang og den susede videre ned i dybet - til sumpen. Forfærdeligt! Denne sump i minegangene er for mig blevet et billede på mennesket. Vi ved alle sammen, at der er flere »etager« i vores liv. Vi kan for eksempel se glade ud og gøre et godt indtryk - men indeni ser det hele anderledes ud. Man kan le - og alligevel være forfærdelig ked af det hele. Sådan kan man lade, som om livet er en leg - men inderst inde i vores sjælsliv, på bunden af vores hjerte, sidder den dybe fortvivlelse. Det siger lægerne, filosofferne, psykologerne og psykiaterne. Film og romaner handler om det. Det er uhyggeligt, hvordan fortvivlelse og angst ind imellem stiger op til overfladen. En psykiater sagde til mig: »Du aner ikke, hvor mange unge mennesker, der sidder i mit konsultationsværelse!« De fleste mennesker spørger ikke, hvor fortvivlelsen og angsten kommer fra. De forsøger bare at blive fri for 145

den - ved at flygte ind i rusen. Men det er klogere at se realiteterne i øjnene. Fortvivlelsen dybt i menneskets indre er efter alt at dømme et billede på vores tid. Det overraskende er bare, at Bibelen allerede for 3000 år siden har beskrevet det. Den siger: »Hvor hjertet er genstridigt og modløst.« Og ser du: Bibelen siger os også, hvorfor det er sådan. Den nævner mange grunde: At vi siden syndefaldet er fjernt fra Gud, at vi siden da har levet uden for vores egentlige element - Gud er vort oprindelige element - at vi inderst inde frygter Guds dom over vores liv. Men den vigtigste grund til den dybe fortvivlelse i vores hjerte er vores skyld over for Gud. Det er det store problem i vores liv, som vi ikke selv kan klare. Og det mærker vi. Og derfor findes denne dybe fortvivlelse i vores hjerter. Har vi brug for tilgivelse for synden? Naturligvis behøver vi tilgivelse for synden! Ja, der er ikke noget, vi har mere behov for, end tilgivelse for vor synd. Hvad er så synd? Synd er adskillelse fra Gud. Vi er allerede fra fødslen syndere. Lad mig bruge et eksempel: Et barn født i England under krigen havde sikkert intet imod os tyskere, men det tilhørte alligevel fjendens lejr. 146

På samme måde bliver vi fra naturen født i den lejr, som er Guds fjende: denne verden. Sådan er vi fra naturen allerede adskilt fra Gud. Og nu fjerner vi os mere og mere fra Gud, idet vi opbygger en mur af skyld. Alle overtrædelser af Guds bud er som sten, vi murer op. Sådan er synden en uhyggelig virkelighed. Nu må jeg fortælle, hvordan det første gang gik op for mig, at synden er en uhyggelig virkelighed, og at man ikke kan gøre sine synder gode igen. Jeg havde en vidunderlig far, som jeg havde et virkelig tæt forhold til. En dag, da jeg arbejdede med en eksamens- opgave på kvistværelset derhjemme, råbte nogen nedefra: »Wilhelm!« - det hedder jeg nemlig. Jeg stak hovedet ud og spurgte min far, som havde råbt efter mig: »Hvad sker der? Hvor brænder det?« Han sagde: »Jeg skal til byen, vil du med? Det er altid hyggeligere at være to!« »Åh, far,« råbte jeg tilbage, »jeg er lige midt i noget meget vigtigt til min eksamen. Det passer mig meget dårligt.« »Så går jeg alene,« sagde han. 14 dage senere var han død. Det var skik hos os, at den døde blev opbevaret i huset, og sønnerne skiftevis sad vagt ved den åbne kiste. Det var en stille aften. Alle sov. Jeg sad alene ved siden af den åbne kiste. Pludselig huskede jeg, hvordan min far 14 dage tidligere bad mig om at følge med ham til byen. Men jeg sagde nej! Jeg så 147

på ham og sagde: »Åh far, spørg mig en gang til! Og hvis du synes, at jeg skal gå 100 kilometer med dig, så gør jeg det!« Men hans mund var lukket. Da gik det op for mig: Denne lille kærlighedsløse handling er en uhyggelig virkelighed, som jeg aldrig nogen sinde kan gøre god igen. Forstår du, hvor megen skyld, der er i vores liv, hvor mange forsømmelser, vi har? Hvordan skal vi kunne leve, når skyld og forsømmelse bestandig følger os? Uden tilgivelse for synden kan vi i virkeligheden ikke leve et lykkeligt liv. Og i døden? Hvad da? Vil du tage al din skyld med ind i evigheden? Jeg har ofte forestillet mig, hvordan det må være. Jeg er jo faktisk tæt på at skulle dø. Man holder måske fast i en elsket hånd. Men så kommer det øjeblik, hvor jeg også må slippe den. Og så sejler mit livs skib i tavshed ind foran Guds ansigt. Tro mig: Engang står du også foran Ham! Med al din skyld og alle dine forsømmelser foran den levende og hellige Gud! Det bliver forfærdeligt, når du opdager: »Hele min skyld og alle mine forsømmelser har jeg taget med mig!« Har vi behov for syndernes forladelse? Der er intet, vi behøver mere — ikke engang det daglige brød! {2} Hvor er der tilgivelse?

Findes der da noget, som kan befri os fra fortiden? Og hvis ja: Hvor findes det da? 148

Jeg har i det foregående fortalt en historie om min far. Jeg kan ikke gøre min skyld god igen. Forstår du? Vi kan ikke gøre vores skyld god igen. Konsekvenserne over for Gud er der stadig. Regningen er der stadig. En mand ved navn Judas havde forrådt sin frelser for 30 sølvpenge. Og så blev det pludselig klart for ham: »Det var forkert!« Han gik til de mennesker, som han havde forrådt sin frelser til, gav dem pengene tilbage og sagde: »Jeg har gjort noget forkert. Tag pengene tilbage. Jeg vil gøre det godt igen!« Men de trak på skuldrene og sagde: »Hvad kommer det os ved? Det er dit problem!« Uanset hvem han vendte sig til, sagde de: »Det er dit problem!« Er det alligevel muligt, at skyld og forsømmelse kan slettes ud og likvideres? Og hvor skulle det så være? Hvor er der tilgivelse for synd? Min ven, nu svarer de bibelske personer i kor - i et jublende, glædesfyldt kor. Fra begyndelsen til slutningen, fra Det gamle til Det nye Testamente er Bibelens melodi: Der findes tilgivelse for synd! Hvor? Gå med mig uden for Jerusalems byporte til Golgata- højen. Tag dig ikke af folkemængden, ikke af de to røvere til højre og til venstre, ikke af de romerske soldater, men læg mærke til manden i midten, der hænger på et kors. Hvem er han? Han er ikke en af os. Han stillede sig 149

engang op foran en folkemængde og sagde: »Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?« Ingen kendte en eneste synd hos ham. Det ville ingen af os risikere at spørge om. Han blev stillet for en domstol, hvor romerske dommere og det jødiske høje råd forhørte ham. Og de fandt stadig ikke noget. Han er ikke en af os. Han har ikke brug for tilgivelse for synd. Men han hænger på korset?! Hvem er den mand? Han er ikke trådt frem fra menneskeverdenen, men han er kommet fra den anden dimension, fra Guds verden til vor. Jeg taler om Jesus, Guds Søn. Og han hænger på korset? Hvorfor? Hvordan? Min ven, Gud er retfærdig: Han må straffe synden. Og så har han lagt vore synder på sin egen Søn og dømt dem med Jesus. »Han blev straffet, for at vi kunne få fred«. Det er Bibelens store budskab: Guds dom ligger på denne Jesus, for at vi skulle få fred! Her er tilgivelse for synd! Hvor kan jeg blive fri for min skyld? Hvor får jeg fred med Gud? Under Jesu kors! »Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.« Det må vi tage imod. Amerikaneren William L. Hull har udgivet en interessant bog. Han var den præst, der besøgte million-morderen Adolf Eichmann 13 gange i hans fangenskab og førte lange samtaler med ham. Det var Hull, der hørte hans 150

sidste ord, der ledte ham til galgen og som var til stede, da hans aske blev strøet ud over Middelhavet. Indholdet i samtalerne med Eichmann har præsten off- entliggjort under titlen »Kampen om en sjæl«. I begyndelsen fortæller han: »For mig gjaldt det om at redde denne skræk- kelige synder fra Helvede. Og det er rystende, hvordan denne mand, der fra sit skrivebord har myrdet millioner af mennesker og har tilført verden grufulde smerter, helt til sidste øjeblik sagde: ‘Jeg behøver ingen, der dør for mig. Jeg behøver ikke tilgivelse for synd. Jeg vil heller ikke have det.’« Vil du gå i Eichmanns spor og dø sådan? Nej? Hvis ikke, så omvend dig af hele dit hjerte til Jesus, Guds Søn, der som den eneste i verden kan tilgive vores synder, fordi han er død for dem og har betalt for dem! Da pastor Hull talte med Eichmann rystede det ham meget at skulle tilbyde dette menneske syndernes forladelse gennem Jesu blod. Kunne sådan en som ham virkelig få forladelse for synden? Ja! Ja!! »Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.« Men jeg må bekende synderne, fortælle Jesus dem og så se på korset og tage imod det: Det flød for mig, dit dyre blod, det tror og griber jeg. 151

Det gør for mine synder bod, at Kristus dør for mig. Bibelen bruger hele tiden nye billeder for at gøre det tydeligt, hvordan den korsfæstede og opstandne Herre Jesus — Jesus blev jo ikke i døden, men stod op på den tredje dag. Det ved du forhåbentlig, at han lever — hvordan han tilgiver synder. Bibelen bruger f. eks. billedet af en kautionist. En kau- tionist forpligter sig til at betale for mig, hvis jeg ikke selv kan betale. Én må betale! Det gælder altid her i livet: Én må betale. Og for hver synd i vores liv, opstår der en forpligtelse over for Gud. Bibelen siger: »Syndens løn er døden«. Guds krav om betaling for vores synd er døden. Og nu kommer Jesus og går i døden for vores synder, for at vi skal have liv. Han bliver vores kautionist over for Gud. Og nu gælder det: Enten betaler du for dine synder i Helvede — eller også kommer du til Jesus og siger: »Herre Jesus, jeg vil tage imod, at du har betalt for mig!« Vidar Kristensen bekender i en sang: Jeg har en ven, som gav sit liv, for at jeg skulle leve. Der findes intet alternativ, 152

det er omsonst selv at prøve, fordi jeg lever så milevidt fra Guds lov, er mit liv fallit. Jeg fik dommen, så lød den: Du skal dømmes til døden. Men når han dræbes uskyldig, bli’r min dødsdom ugyldig. Eller Bibelen bruger billedet med en løskøbelse. Et menneske er kommet i slavehandlerens magt. Han kan ikke selv købe sig fri. Men da kommer en venlig herre til slavemarkedet og ser slaven. Han får medlidenhed med ham og spørger: »Hvad koster han? Jeg køber ham fri!« Fra hvilket øjeblik er slaven fri? Fra det øjeblik den sidste krone er betalt! Og nu kan du modtage det og sige: »Herre Jesus, nu lægger jeg mine synder ned for dig og tror, at du har fjernet dem.« Jesus køber fri! Jesus gør slaver fri fra synden! Guds Søn har gjort mig fri fra Satans tyranni, fra syndestand, fra lovens band, fra dødens skræk og helvedbrand. Hele tiden viser Bibelen nye billeder. Den benytter sig af billedet med forsoningen. Selv den mest uoplyste hedning 153

ved, at han har brug for forsoning. Derfor findes der i alle religioner en hær af præster, der bringer forsoningsofre. Men Gud anerkender kun ét eneste forsoningsoffer: »Se, der er Guds lam, som bærer verdens synd.« Mange præster har bragt mange ofre. Jesus derimod er selv præsten, der forsoner os med Gud. Og han er selv det offer, der forsoner os med Gud. Kun han kan forsone os med Gud. Bibelen bruger også et billede med vask og rensning. Den ene kristne skriver til de andre: »Ham, som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod.« Du kender historien om den fortabte søn, der endte i det værste snavs: hos svinene. Hvor mange er ikke endt sådan hos svinene! Man kan kun sige: Det er synd for dem. Men da kommer den fortabte søn til sig selv igen — og løber, sådan som han er, hjem til sin far igen. Han vaskede sig ikke først, købte nyt tøj og skaffede sig nye sko. Nej, han kom sådan, som han var. Og faderen vaskede ham og gav ham nyt tøj. Mange mennesker mener, de først må blive bedre, før de kan blive kristne. Det er en katastrofal misforståelse. Vi må komme til Jesus lige så ulækre og snavsede vi er og lige så beskidt og mislykket, vores liv er. Kom til Jesus, som du er! Han vasker dig ren! Han gør alle ting nye! »Jesu, hans søns blod, renser os fra al synd.« Sådan vidner apostlen Johannes. Og sådan må vi alle sige det. 154

Vel, jeg kan ikke her fortælle dig om alle Bibelens billeder. Men jeg forestiller mig, at du selv begynder at læse i Bibelen, så du lærer dette herlige budskab om syndernes tilgivelse endnu bedre at kende. Hvordan skal vi kunne leve, hvis skyld og forsømmelser altid følger os? Ja, så kan vi ikke leve. Men jeg kan leve, når jeg finder Jesus og gennem ham erfarer syndernes forladelse! Så forsvinder den dybe fortvivlelse og angst. At overgive sig til Jesus er ikke en mørk, skrækkelig ting, men da bliver du ført fra angstens kælder ud i det lyse forårssolskin fra Guds nåde. Og det ønsker jeg dig af hele mit hjerte! Altså: Har vi behov for syndernes forladelse? Ja! Hvor finder vi den? Hos Jesus, den korsfæstede og opstandne frelser. {3} Hvordan får jeg tilgivelse?

Nu tænker du måske — forhåbentlig! — »Det er jo storartet! Det må virkelig være skønt at få tilgivelse for synden! Men hvordan får jeg det? Der er ingen aviser, der skriver om det, ingen moderne romaner fortæller om det, ingen film skildrer det. Hvordan får jeg det?« Ja, hvordan får vi syndernes forladelse?

155

Vi kan heller ikke hjælpe hinanden særlig meget med dette spørgsmål. Jeg tror det bedste er, at du finder et sted, hvor du er alene og dér taler med Jesus. Han er jo opstanden. Han lever! I Bibelen bliver de mennesker, der er kommet til tro, beskrevet sådan: »for enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. Begynd ganske enkelt at kalde på ham! Kender du udtrykket »påkalde«? Hør nu: Du har en direkte linje til Jesus! Og den har allerede været tavs alt for længe. Du har en direkte linje til Jesus - og måske har du endnu aldrig brugt den? Det er da en skam. Kald på ham. Du behøver ikke vente længe på forbindelse. Bare sig: »Herre Jesus!« — så er han allerede på ledningen. Han er der! Det er nemlig at bede. Og hvad man så siger? Alt, hvad hjertet er fuldt af. Sig: »Herre Jesus, jeg har et dårligt forhold til et menneske. Jeg kan ikke selv komme ud af det. Men jeg ved, at det er synd. Herre Jesus, hjælp mig!« — »Herre Jesus! Der er noget i min forretning, der ikke er, som det skulle være. Selvangivelsen har i årevis været forkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det anderledes uden at gå fallit. Herre Jesus, hjælp du mig!« — »Herre Jesus! Jeg er ikke tro mod min kone. Jeg kan ikke lade være. Herre Jesus, hjælp mig!«

156

Forstår du, at alt det, du ikke kan sige til noget menneske, det kan du betro til Herren Jesus i bønnen. Han hører. Prøv engang! Det er en befrielse. Fortæl ham alle dine synder. Spørg ham: »Herre Jesus, pastor Busch sagde, at gennem dit blod bliver alt godt igen. Er det rigtigt?« Spørg ham om det. Kald på ham i dag. Begynd at bruge den forbindelse, der så længe har været ubenyttet og tal med Jesus. Og lad linjen blive varm! Du kan tale med ham! Bliv et af de mennesker, »for enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses«. »Ja,« siger du, »jeg har fortalt ham alt, men han siger ikke noget til mig!« Hov, hov, pas nu på! Nu vil jeg fortælle dig om den forbindelse, hvor han taler med dig. Tag Det nye Testamente. Det gamle Testamente kan du læse senere, begynd ikke med det, det er for svært at begynde med. Begynd i Det nye Testamente med Johannes-evangeliet. Herefter kan du læse Lukas-evangeliet. Begynd med at læse, ligesom du læser artiklerne i et ugeblad. Så vil du mærke: Nu taler han! Det er dette, der gør Bibelen til noget helt specielt frem- for alle andre bøger: at gennem denne forbindelse taler den levende Herre til mig!

157

En sagde til mig: »Når jeg vil høre Gud, går jeg mig en tur i skoven.« Jeg svarede ham: »Det er da vanvittigt! Når jeg går i skoven, hører jeg bladende rasle, fuglene synge og en lille bæk løbe. Det er smukt. Men om mine synder er forladt, og hvordan jeg får et nyt hjerte, og om Gud er mig nådig, det kan skoven ikke fortælle mig. Det siger Gud kun gennem Bibelen.« Tag dig hver dag et kvarters tid til Jesus. Kald så på Jesus og sig alt til ham: »Herre, i dag har jeg sådan nogle store opgaver. Jeg bliver aldrig færdig alene.« Sig alt til ham! Og åben så dit Ny Testamente og læs et halvt kapitel. »Herre Jesus, nu må du tale!« Og pludselig er der da et ord fra Gud til dig. Du mærker: Det siger han til mig. Understreg det i din Bibel og skriv gerne datoen ved siden af. Som ung kom jeg en dag ind i et hjem. På klaveret lå en bibel. Da jeg tog den i mine hænder, så jeg, hvordan mange steder var understreget med rødt og grønt, og der var datoer ved siden af. Jeg spurgte - det var en stor familie — hvem denne bibel tilhørte. »Den tilhører vores datter Emmi.« Jeg så på Emmi — og giftede mig med hende! Sådan en pige ville jeg have, som havde forstået, at Jesus taler gennem denne forbindelse og ikke gennem noget andet.

158

Jeg får det dårligt, når mennesker skændes og strides om Bibelen. De siger: »Bibelen er også bare skrevet af mennesker« — og andet af den slags vrøvl. Det keder mig! Jeg var i en periode under første verdenskrig telefonist. Det var før de trådløse radioer. Vi havde små apparater, som skulle forbindes med ledninger. En dag skulle jeg til en højtliggende observationspost. Den var endnu ikke opbygget, og jeg lå i græsset og forsøgte at få ledningen til batteriet til at sidde fast. Da kom en lettere såret infanterist over højen. Jeg råbte: »Menneske, smid dig ned! Vi bliver set! Snart bliver vi beskudt!« Han smed sig ned, kom krybende hen til mig og sagde: »Jeg er blevet beskudt og må rejse hjem nu. Hør, det er da et gammelt apparat!« »Ja,« mumlede jeg, »en gammel model.« »Og skruerne er helt løse!« »Ja,« bekræftede jeg, »skruerne er helt løse.« »Og der er gået et stykke af,« sagde han. Så blev jeg rasende: »Så, nu holder du din mund. Jeg har ikke tid til at høre på din kritik! Jeg må lytte til forbindelsen!« Og sådan er det for mig med Bibelen. Jeg vil høre Jesu stemme — og så kommer mennesker og siger: »Bibelen er også kun skrevet af mennesker!« Så kan jeg kun sige: »Så, hold din mund! Jeg hører Jesu stemme!«

159

Forstår du? Lad dem ikke gøre dig forvirret! Han taler til dig gennem Bibelen! Og søg fællesskab med andre, der vil gå den samme vej! Når jeg siger sådan noget ved mine foredrag, svarer folk altid: »Årh, det er for gamle damer. Der er kun gamle mennesker i kirken.« Derfor er jeg glad for at kunne sige, at jeg har været ungdomspræst i mere end 30 år, og jeg har lært mange unge mennesker at kende, som kan bekræfte, hvad jeg har sagt, at der findes tilgivelse for synd, at man kan tale med Jesus, og at han svarer. Søg sådan et fællesskab med andre mennesker, der også har erfaringer med Jesus. Det er muligt at finde andre, der også vil gå med Jesus på vejen til Himmelen. Og nu står Jesus foran dig og siger til dig: Kom hid til mig alle I, som er trætte og tyngede af byrder fordi skyld og forsømmelser bestandig følger jer. Jeg vil give jer hvile! Jeg kan give jer tilgivelse for synderne.

160

Kapitel 8:

Kan man være helt sikker i religiøse spørgsmål?

Vel, det er helt sikkert: I »religiøse spørgsmål« kan man aldrig være helt sikker. »Religion« er den evige søgen efter Gud. Det betyder stadig uro og uvished. Men »evangelium« er noget helt andet. Det er Guds søgen efter os. Derfor vil jeg hellere stille spørgsmålet: »Findes der vished i kristen- dommen?« {1}

Overfor Gud tillader vi os uklarhed og usikkerhed! Det første jeg vil sige er, at vi mennesker af i dag egentlig er komiske. Når det mest solide mandfolk får en lille smule ondt, så løber han til lægen og spørger: »Doktor, det gør ondt her. Hvad er det?« Man vil vide præcist, hvad det er, og hvordan udsigterne er. Eller et andet tilfælde: En familie søger en ung pige i huset. Og der melder sig faktisk en. »Ja,« siger fruen, »du får altså dit eget værelse med rindende koldt og varmt vand, fjernsyn og stereoanlæg. Du har en hel fridag om ugen.« »Ja, det lyder jo godt,« siger pigen, 161

»men jeg må vide, hvad jeg kommer til at tjene - i rede penge.« »Vel,« svarer fruen, »det kan vi tale om en anden gang. Jeg må først se, hvad du duer til.« »Næ, nej,« svarer pigen, »på de vilkår tager jeg ikke pladsen. Jeg må først vide, hvad jeg kommer til at tjene.« Har pigen ret? Selvfølgelig har hun ret! Før vi siger ja til en stilling, er det vigtigste spørgsmål jo: »Hvor høj er lønnen?« eller: »Hvilket løntrin kommer jeg på?« Vi må jo vide præcist, hvordan vi er stillet. I pengesager tåler vi ingen uvished! Ja, i alle forhold vil vi vide, hvordan vi er stillet. Kun på ét eneste område - og det endda det allervigtigste område — tåler vi en mærkværdig uklarhed og usikkerhed, nemlig i vores forhold til Gud. For mange år siden holdt jeg møde i Augsburg, i et telt på en markedsplads. Arrangøren fik en storartet idé. Lørdag aften var der altid fest og glade dage på beværtningerne. Derfor sagde han: »Vi holder et møde lørdag aften klokken 24!« Mødet blev ikke bekendtgjort på forhånd, for så ville alle de kære, nysgerrige kristne, som man ikke ønskede til dette møde, være kommet. Klokken 23.30 kørte mine venner rundt i biler og samlede de nattegæster sammen, der blev smidt ud af værtshusene, der lukkede klokken 24. Der kom tjenere, som var på vej hjem, bardamer, der havde fyraften. Hele tiden kom bilerne til teltet med mennesker. 162

Da jeg klokken 24 trådte op på talerstolen, havde jeg en forsamling foran mig, som jeg sjældent har set mage til. Hvor herligt! Nogle var lettere blålige i ansigtet. En sad lige foran mig, en tyk herre med en halv-tygget cigar i munden. Jeg tænkte: Bare det her går godt! Og så begyndte jeg at tale. Da jeg første gang sagde ordet »Gud«, råbte den tykke mand med melonen: »Han findes ikke!« Alle lo. Jeg bøjede mig ud over talerstolen og spurgte: »Er du helt sikker på det? Helt hundrede procent sikker på, at der ingen Gud findes?« Han kløede sig i nakken, skubbede cigarstumpen over i den anden mundvig og sagde til sidst: »Nå, ja. Helt sikker er der vel ingen, der er.« Da lo jeg til den tykke mand og sagde: »Jo! Jeg er helt sikker!« »Nå?« sagde han, »og hvorfra ved du så noget helt sikkert om Gud?« Så forklarede jeg ham, at jeg vidste helt nøjagtig besked om Gud fra Jesus. Og med ét var der meget stille i forsamlingen. Er du helt sikker i spørgsmålet om Gud? Jeg spørger en kristen: »Kan du sige, at du er helt sikker på, at din skyld er taget væk og at Jesus har betalt for dig?« Og hvad bliver svaret? »Det håber jeg da«! Det er da komisk! Over for Gud finder både hedninger og kristne sig i at leve med stor usikkerhed og uvished. Hvis jeg gik igennem byen og spurgte mændene: »Sig 163

mig, tror du, at der findes en Gud?« Så ville de svare: »Jo, det er nok muligt.« Men hvis jeg så spurgte videre: »Tilhører du ham?« så ville jeg få til svar: »Det ved jeg ikke.« Hvilken uhørt uklarhed voksne mænd accepterer i dette spørgsmål! En af mine unge venner oplevede for nylig det samme. Han er studerende og tjener sine penge i ferierne som murerarbejdsmand på en byggeplads. En dag opdager hans kolleger, at han er engageret i kristent ungdomsarbejde. »Menneske dog,« begyndte de, »kommer du hos pastor Busch?« »Ja!« Og så begyndte de at håne ham: »Så går du måske også i kirke hver søndag?« »Ja!« »Hver søndag?« »Ja, hver søndag.« »Hver søndag! Er du tåbelig?« »Næ,« sagde han, »jeg går også til bibelstudier i løbet af ugen.« »Menneske, du må være gal!« Og så regnede det ned over ham: »Præsterne gør bare folk dumme!« - »Hele kristendommen er forældet og har ikke udviklet sig i 2000 år!« - »Bibelen er én stor selvmodsigelse!« Kort sagt, så hånede de den unge mand. Men han havde hud som en elefants og lod sig ikke gå på af det. Da mændene var færdige, sagde han: »Ja, sådan som I stiller jer til kristen- dommen, kan jeg forstå, at I har meldt jer ud af kirken.« Så vendte det hele en omgang, og en af de gamle svarede: »Hvad mener du med ‘meldt os ud af kirken’? Jeg tror da 164

også på Vorherre! Du lyder, som om du var den eneste kristne. Jeg er også kristen! Jeg tror også på Vorherre.« Og de andre sagde: »Du tror, du er bedre end os andre! Vi er også kristne! Vi tror også på Vorherre!« Pludselig var alt vendt på hovedet, og de stod alle som én og sagde: »Vi tror også på Vorherre, vi er også kristne!« Da de var færdige, sagde min ven: »Ja, men hvorfor håner I mig så?« Svar: »Du gør os så forvirrede, dig kan man ikke snakke med!« Forstår du: Rigtige mandfolk på en byggeplads, håner først alt i kristendommen, men bagefter siger de: »Hov, hov, vi er også kristne!« Hvad gør man så? Er det ikke rystende? I forholdet til Gud er vi meget usikre og uklare. Der er vi snart hedninger, snart kristne. Har jeg ret? Jeg er bange for, at de allerfleste af mine læsere også lever i denne uvished og uklarhed. {2} Bibelen taler om en strålende vished!

Nu spørger du måske temmelig overrasket: »Ja, pastor Busch, men har den kristne tro virkelig noget med vished at gøre? Er det ikke lige præcis pointen i kristendommen, at man ingenting ved, men må tro alt?« For nylig sagde en mand endnu engang den sætning, som jeg har hørt så mange gange: »At to og to er fire, det ved jeg, men i kristendommen kan man intet vide, men man må bare tro.« Her har vi altså den forestilling, 165

at man over for de kristne sandheder må pakke sin forstand ned i en kuffert eller hænge den ind i garderoben og bare tro. Det er de flestes overbevisning. Eller der står en foran mig og siger: »Ja, pastor Busch, I kristne er jo ikke engang selv enige. Der er katolikker og evangelikale. Og hos de evangelikale er der lutheranere, reformerte og mange andre. Hvem har så ret?« Jeg tror, at selv i kristenheden er der en grundlæggende forestilling om, at den kristne tro er uvis og usikker. Men det er en enorm fejltagelse. Ser du: Hvad kristendom er, det kan jeg kun erfare gennem Det nye Testamente. Og dér er hver linje fyldt af en strålende vished! Det vil jeg sige dig! Det er latterligt, at kristenheden lever i uklarhed. Det stammer ikke fra kristendommen. Nej! Hele Det nye Testamente er fyldt af strålende vished. Lad mig sige det kort: Det er helt sikkert, at Gud lever! Ikke et højere væsen, et forsyn eller en skæbne, ikke en »vorherre«, men Gud, Jesu fader. Hvor jeg ved det fra? Han har åbenbaret sig i Jesus! Og derfor kan vi vide det hundrede procent sikkert. Slå op i Bibelen, hvor som helst du vil, her bliver ikke drøftet religiøse spørgsmål, men her bliver det bevidnet: Gud lever! Og han har åbenbaret sig i Jesus! Og det menneske, der lever uden Gud, lever »skævt« og forkert. 166

I Bibelen er der også vished om, at denne Gud, som kan tilintetgøre folkeslag, og som skal holde dom over alle, elsker mig med en brændende kærlighed. Det er ikke noget, Bibelen »regner med« eller »formoder«, men der står i romerbrevets kapitel 8: »For jeg er vis på,« — vished! — »at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende kan skille mig fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.« Guds kærlighed kom til os i Jesus! Og det er ikke noget, vi formoder, det ved vi. Og hvor er Guds kærlighed? Han har elsket os i Jesus. Jesu disciple synger: »Jeg beder om den kærlighedens magt, der blev åbenbaret i Jesus...« Kender du det? Har du en anelse om, hvad det er? De bibelske personer var helt sikre på, at de tilhørte Gud. David siger i Salme 49: ”Gud udløser min sjæl af Dødsrigets hånd, for han tager mig til sig.” Ikke: ”Jeg håber jeg engang bliver frelst, men jeg ved, han tager mig til sig.” Eller: »Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige.« Jesu disciple har oplevet en eksistens-forandring gennem Jesus — og de ved det! Eller: »Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet.« Vi ved! Kan du sige det? Eller: »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.« Her står »er«!

167

Bibelen er fuld af vished. Hvor kommer så denne menings- løse sætning fra: »Jeg ved, at to og to er fire, men når det gælder kristendom kan man intet vide, der må man tro«? At to og to er fire, det ved jeg, men at Gud lever, det ved jeg endnu mere sikkert! At to og to er fire, det ved jeg, men at Gud elsker os i Jesus, det ved jeg endnu mere sikkert! De mennesker, der er omvendt til Gud, siger: »At to og to er fire, det ved jeg, men at vi er blevet Guds børn, det ved vi endnu mere sikkert!« Nu spørger jeg dig: Hvor i den nuværende kristenhed finder vi sådan en strålende vished? Hvor? Her kan vi se, hvordan vi er kommet væk fra Bibelen og må bevæge os tilbage igen. Opgiv denne lille kristendom! Det betaler sig ikke at have en »lille kristendom«. Det betaler sig kun at have en bibelsk kristendom. At være vis på, at Gud lever, at han elsker mig brændende, og at jeg må tilhøre ham, det betaler sig! Men alt andet betaler sig ikke. Jeg har altid ladet mine konfirmander sige: »Nu ved og tror jeg SIKKERT!« Og ved overhøringen råber de det så højt, at alle forældrene hopper på stolene. Jeg vil gerne give det videre til dem, at kristentro ikke er en vandring i tyk tåge, men at virkelig kristentro er sikker og strålende vished! Eller:

168

Den grund, hvorpå jeg bygger, er Kristus og hans død. Jeg ved, på hvem jeg bygger, jeg ved, hvad fast består, når denne verdens skygger som støv og muld forgår. Lad mig nu sige noget helt andet. Vished i kristentroen består i objektivt at vide, at Gud lever, og at hans åbenbaring i Jesus er sand. Også selvom hele verden afviser, at Jesus døde til soning for vore synder og opstod for at frelse syndere, og uanset om der ikke er nogen, der har behov for det. Men vished i kristentroen er også subjektivt at vide, at Gud lever, har åbenbaret sig i Jesus, som er død og opstanden, og at jeg personligt har modtaget det i tro. Selvom 10.000 professorer forklarer en troende ung mand, at Jesus ikke er opstået, så kan han vidne: »Ærede 10.000 professorer! Jeg ved, at min frelser lever!« Og selvom hele verden taler imod det, så siger troen: »Jeg ved, hvem jeg tror på!« Og selvom du overøser mig med videnskabelige modbeviser, så svarer jeg: »Jeg ved det bedst selv!« Og selvom hele verden tvivlede, så ville jeg sige: »Jeg har vished!« Min ven, sådan en vished er der i den kristne tro, der møder os i Bibelen! 169

{3} Har du vished?

Ja, nu må jeg spørge dig: Har du fået denne vished? Eller mangler du den stadig? Hvis du siger: »Jeg troede, jeg var kristen, men det er jeg ikke. Jeg er så usikker på det hele«, så har jeg ikke talt forgæves. Jeg kan huske en ferie sammen med nogle unge mænd i Holland. Om natten klokken to bankede det på døren til mit værelse. Jeg lukkede op. Der stod hele selskabet i nattøj. Jeg spurgte: »Hvad vil I?« En svarede: »Vi troede, vi var kristne, men nu har vi set, at det er vi ikke!« Og det havde gjort dem urolige, så urolige, at de midt om natten måtte have klarhed over det. Det er meget værd, når vi erkender, at vor kristendom er langt fra det, som Bibelen med en strålende vished viser os. Spurgeon, den store engelske vækkelsesprædikant, har engang udtrykt det sådan: »Troen er en sjette sans.« Ser du, vi har fem sanser til at erkende denne verden med: synet, hørelsen, følelsen, smagssansen og lugtesansen. Det er de fem sanser, vi bruger til at erkende denne tredimensionelle verden med. Et menneske, der kun lever med disse fem sanser, spørger: »Hvor skulle Gud være? Jeg kan ikke se ham. Og Jesus kan jeg heller ikke se. Det tror jeg ikke på!« Men når Gud gennem Helligånden giver os lys, så får vi den sjette sans. Så kan vi ikke kun se, høre, føle, smage og lugte, men så kan vi også erkende den anden verden. 170

Bibelen siger: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.« Det kan den sjette sans! For kort tid siden var jeg i Essen hos en stor mand fra erhvervslivet. Han havde kontor i et stort kontorhus, hvorfra man kunne se ud over halvdelen af byen. Efter at have passeret et par forkontorer, sad jeg til sidst foran ham. Det, jeg skulle ham, var snart ordnet. Men så begyndte vi at snakke sammen. Han sagde: »Det er interessant at få besøg af en præst!« »Sikkert,« svarede jeg, »det er det nok.« Så fortsatte han: »Sig mig engang, under krigen gik jeg nu og da til møder på akademiet, men jeg fik det indtryk ...« »Ja?« hjalp jeg ham, »bare fyr løs, jeg har gode nerver!« »Jeg fik det indtryk,« sagde han, »at kristendommen er en meget uklar og tåget ting. Ser du, der blev holdt foredrag om emner som »Den kristne og erhvervslivet«, »Den kristne og oprustningen«, »Den kristne og nedrustningen«, »Den kristne og pengene«, »Den kristne og hans kirke«. Men man har aldrig fortalt mig, hvad en kristen egentlig er. Det ved de åbenbart ikke engang selv!« Der sad jeg altså i det smukke kontor og fik sådan noget stukket lige op i ansigtet: »Det ved de åbenbart ikke engang selv«! »Ah,« svarede jeg, »der tager du fejl!« Overrasket spørgsmål: »Kan du da sige mig, hvad en kristen er?« 171

»Ja, det kan jeg sige dig kort og præcist. Det er der ingen tvivl om.« »Ha,« spottede han lidt, »nogle siger, at en kristen er en, der ikke kommer i konflikt med politiet, andre siger, at en kristen er en, der er døbt og konfirmeret!« Jeg fortsatte: »Hr. generaldirektør, nu skal jeg fortælle dig, hvem der er kristen. Hold dig godt fast! En kristen er et menneske, der af hjertet kan sige: ‘Jeg tror, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen i evighed og tillige sandt menneske, født af jomfru Maria, er min Herre, som har forløst mig fortabte og fordømte menneske.’ Hr. generaldirektør, du ‘fortabte og fordømte menneske’!« Han nikkede. Det forstod han. Det gav han mig ret i, at det er vi. »Godt,« sagde jeg, »... har ‘forløst mig fortabte og fordømte menneske fra alle synder, fra døden og fra Djævelens vold’. Hr. generaldirektør, ‘... fra døden og fra Djævelens magt’!« Han nikkede. Det kendte han. Og jeg fortsatte: »... ‘ikke med guld eller sølv, men med sit hellige, dyre blod og sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal være hans’. Ser du, den, som kan sige det: ‘Jeg er Jesu ejendom. Han har købt mig fra synden, døden og Helvede gennem sit blod. Det ved jeg!’ - han er en kristen, hr. general- direktør.«

172

Der blev et øjebliks stilhed i kontoret. Så spørger han: »Hvordan kommer jeg dertil, hvor jeg kan sige det?« Jeg svarede ham: »Hør her, jeg har fået at vide fra din sekretær, at du skal på ferie. I eftermiddag sender jeg dig et Ny Testamente. Det skal du tage med dig, og hver dag skal du læse et stykke i Johannes-evangeliet og derefter bede. Så kommer du dertil!« Du forstår mig nok: Kristentroen, som den møder mig i Det nye Testamente, er vished om, at de objektive sandheder er sande, og at jeg må tage imod dem subjektivt i troen og blive frelst. Har du denne vished? Jeg ville ikke kunne leve, hvis jeg ikke vidste, om Jesus havde taget imod mig. Men spørger jeg en ung: »Elsker du Jesus?« »Ja!« »Ved du, at han har taget imod dig? Er du hans ejendom?« »Ja ..., helt sikkert ved jeg det ikke. Der er stadig så megen kamp i mit liv.« »Mand!« siger jeg, »sådan kunne jeg ikke leve. Jeg må vide, om han har taget imod mig!« I usikre kristne, der ikke engang ved, om Gud er der eller ej, som ved nøjagtig besked med jeres pengesager, men ikke med Gud, I er slet ikke kristne! Ifølge Ny Testa- mente er kristne dem, der kan sige: »Jeg tror, at Jesus Kristus er blevet min Herre!«

173

Her må jeg indføje en historie, som du måske kender. General von Viebahn har fortalt, hvordan han i Hannover engang red igennem en skov, og en gren tog fat i ham og rev en flænge i hans frakke. Det er ikke godt for en general. Da han om aftenen kommer tilbage til hovedkvarteret, sidder der et par soldater på muren. Han holder hesten an og råber til dem: »Er nogen af jer skrædder?« Straks springer én hen, bøjer sig og siger: »Ja, hr. general, jeg er skrædder.« General von Viebahn svarer: »Så kom med mig ind på mit værelse og sy min frakke.« Men så svarede soldaten: »Det kan jeg ikke.« »Hvorfor kan du ikke det? Du er jo skrædder?« »Undskyld, hr. general,« sagde han, »jeg hedder Skrædder, jeg er ikke skrædder.« Da han fortalte historien, sagde General von Viebahn: »Det kan man sige om de allerfleste kristne. I stastistikkerne står: »evangelisk kristen«, men i virkeligheden skulle de sige: »Jeg hedder Kristen, men jeg er ikke kristen.« Åh, hvilken forfærdelig tilstand! Og hvor farlig er denne tilstand ikke, for så er man overhovedet ikke frelst! Og nu vil jeg gå et skridt videre: {4} Hvordan når man til vished?

Du vil spørge mig: »Hvordan når man til sådan en vished?« 174

Til det er der meget at sige: Bed Gud om vished! Begynd at læse regelmæssigt i Bibelen, brug et kvarter hver dag! Men jeg må sige dig noget temmelig vigtigt først: Man kommer ikke til tros-vished gennem forstanden, men gennem samvittigheden. Altså forstår du: Når man nu om dage kommer i snak med mænd om kristendom, så begynder de straks: »Ja, hr. præst, jeg kan ikke tro. I Bibelen er der så mange modsigelser!« »Modsigelser?« spørger jeg. »Ja, der står fx.: Adam og Eva havde to sønner, Kain og Abel. Kain slog Abel ihjel. Så var han alene tilbage. Og så gik han til et fremmed land og fandt sin kone. Men hvis han var det eneste menneske, så kan han da ikke finde sig en kone! Hr. præst, det kan jeg ikke forstå.« Har du hørt den historie? Med denne historie afviser mange mænd Gud. I de tilfælde plejer jeg at sige: »Det lyder jo interessant. Her har du en Bibel. Hvor står der egentlig, at Kain gik til et fremmed land og fandt sig en kone?« Så bliver han rød i hovedet. »Ja,« fortsætter jeg, »siden du afviser hele Bibelen, som tusindvis af forskellige mennesker er kommet til tro igennem, så må du jo have studeret den grundigt. Hvor står det egentlig?« Og du kan nok forestille dig, at det ved han slet ikke. Og så slår jeg det op til ham. Men der står ikke det, de tror. Der står nemlig: »Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden. Kain lå med sin kone, og hun 175

blev gravid og fødte Enok.« Han havde taget sin kone med sig! Og hvem var så hans kone? Det står tidligere, at Adam og Eva havde mange sønner og døtre. Det var en søster. Det står udtrykkeligt i Bibelen, at Gud ville, at hele menneske- slægten skulle stamme fra én slægt. Så må søskende først gifte sig. Senere forbød Gud søskende-ægteskaber. Er du med? Godt. Jeg slår det fast: »Det, du siger, er noget sludder!« Er manden nu kommet til tro? Ikke tale om! Han har straks et nyt spørgsmål parat: »Hr. præst, sig mig engang ...« — og sådan fortsætter det. Så bliver det tydeligt: Jeg kan besvare hundrede tusinde spørgsmål for en mand — han er lige så vantro som før. Troen kommer ikke gennem forstanden, men gennem samvittigheden. En af mine forgængere i Essen var præsten og vækkelsesprædikanten Julius Dammann. Til ham kom engang en ung mand og stillede spørgsmålet om Kains kone og andre af den slags. Men Dammann affærdigede det hele og sagde: »Unge mand, Jesus Kristus er ikke kommet for at besvare spidsfindige spørgsmål, men for at frelse syndere. Når du er blevet en stakkels synder, så må du komme tilbage.« Mennesker med dårlig samvittighed og mennesker, der ved, at deres liv ikke slår til, at de ikke selv kan klare det, de kan komme til tro på frelseren. Så kommer forstanden bagefter. 176

Jeg kom en dag ind på en sygestue, hvor der lå seks mænd. Da jeg trådte ind på stuen, modtog de mig hjerteligt: »Åh, hr. pastor, hvor er det godt, du kommer. Vi har et spørgsmål.« »Nå?« svarede jeg, »ét spørgsmål, det lyder spændende. Hvilket spørgsmål?« Jeg kunne mærke på dem, at de havde lagt en fælde for mig. Og den ene stiller spørgsmålet, mens de andre lytter spændt: »Du tror vel, at Gud er almægtig?« »Ja, det tror jeg!« »Spørgsmålet er: Kan Gud skabe en sten, der er så stor, at han ikke selv kan bære den?« Kan du se pointen? Siger jeg ja, så er Gud ikke almægtig. Siger jeg nej, er han heller ikke almægtig. »Kan din Gud skabe en sten, der er så stor, at han ikke selv kan bære den?« Jeg overvejede et øjeblik: »Skal jeg forklare ham det?« Men så forekom det mig for dumt. og jeg stillede et modspørgsmål: »Unge mand, lad mig først stille dig et spørgsmål: Har du haft søvnløse nætter på grund af dette spørgsmål?« »Søvnløse nætter?« spørger han forbløffet. »Næ ...« Så sagde jeg: »Ser du, jeg må spare på mine kræfter. Og derfor kan jeg kun svare på spørgsmål, som giver mennesker søvnløse nætter. Unge mand,« fortsatte jeg, »vær så venlig at sige mig: Hvad giver dig søvnløse nætter?« Svaret kom prompte: »Åh, alt det med min pige. Hun venter et barn, og vi kan endnu ikke gifte os.« »Nå,« sagde jeg, »og det får du søvnløse nætter på grund af. Lad os snakke om det!« 177

»Ja,« spurgte han forbløffet, »men har det noget med kristendommen at gøre?« »Ja,« sagde jeg, »det med stenen har ikke noget med kristendommen at gøre, men det har sagen med din pige! Ser du: Du er blevet skyldig! Du har overtrådt Guds bud. Du har forført pigen! Og nu overvejer du, hvordan du ved endnu større synd kan trække dig ud af hele affæren. Forstår du: Du er kørt fast i skyld og synd. Det eneste, der kan hjælpe dig, er, hvis du vender om til den levende Gud og siger: »Jeg har syndet!« Så er der en frelser, som kan hjælpe dig tilrette.« Den unge mand hørte efter. Pludselig gik det op for ham: »Jesus interesserer sig for min belastede samvittighed! Jesus kan hjælpe mig! Han er mit ødelagte livs redning.« Denne mand ville gå gennem forstanden. Det var alt sammen meget dumt. Men da hans samvittighed blev rørt, så blev der pludselig lys. Er det tydeligt for dig? Vi kommer til vished om frelsen, ikke ved at få besvaret spidsfindige spørgsmål, men ved at vi giver vores samvittighed ret og siger: »Jeg har syndet.« Da ser vi frelseren, der hænger på korset. Og da kan man erfare: »Dér blev mine synder tilgivet!« Og videre: »Han har taget imod mig!« Vejen går gennem samvittigheden — ikke gennem fornuften!

178

Ser du, hvis man vil få vished om man er frelst, må man risikere noget. I kirkerne er der ofte farvede glasmosaikker. Hvis du står udenfor på en lys dag, så ser de sorte ud, og du kan knap skimte farverne. Men hvis du går ind i kirken, så lyser farverne op. Og præcis sådan er det med den kristne tro: Så længe jeg vil se på den udefra, forstår jeg intet. Så er alt mørkt. Jeg må gå ind! Jeg må vove det med Jesus! Jeg må overgive mig til denne frelser, betro mig til ham. Så bliver alt lyst. Det er et skridt fra døden til livet — da forstår man med ét hele kristendommen. Det prædikede Jesus om engang. Tusind mennesker hørte ham. Pludselig siger han nogle skrækkelige ord: Sådan som I er, kan I ikke komme ind i Guds rige! I må fødes på ny! Jeres natur, selv den bedste af jer, er ikke god nok for Guds rige! Så er der et par mænd bagest, der rejser sig og siger: »Kom, vi går. Det er jo uforskammet, det han siger!« Og så går de tre mænd. Det ser seks kvinder og siger: »Mændene går. Kom, så går vi også!« Og så går kvinderne også. Det ser nogle drenge og siger: »Mændene går. Kvinderne går. Kom, vi går også.« Og på kort tid smuldrer det hele. Det må være skrækkeligt. Jeg forestiller mig, hvordan det ville være, hvis tilhørerne begyndte at gå alle sammen, mens jeg 179

prædikede. Pludselig stod jeg alene tilbage med nogle få ligesindede! Sådan var det hos Jesus. Skrækkeligt! Pludselig står Jesus alene. Tusinder er gået væk, mens han talte. De ville ikke høre ham mere. Kun de 12 står tilbage endnu. Hvis jeg havde været Jesus, ville jeg have bedt dem: »Åh, I må i det mindste blive hos mig. I må ikke gå fra mig!« Men Jesus handler anderledes. Ved du hvad han siger? Han siger: »I må også godt gå, hvis I vil!« I Guds rige er der ingen tvang. Guds rige er det eneste rige, hvor der ikke er noget politi. Guds rige er det mest frivillige, der findes. »Vil I også gå?« Sådan siger Jesus til sine disciple. Og disciplene overvejede det. Når 6.000 mennesker går væk, så går man gerne med. Og hvis disciplene gerne ville gå med, så siger Jesus: »Værsgo’. Gå.« Han lukker døren op for dem: »I må også gå, hvis I vil! I må gå fortabt. I må være gudløse. I må gå til Helvede! Som I vil!« Peter står og overvejer et øjeblik: »Hvor skal vi da gå hen? Hvor? Et liv med arbejde og slid som en hest eller et liv i syndens snavs? Og til sidst døden og Helvede. Det er jo alt sammen tomt!« Så ser han på Jesus, og noget i ham ved helt sikkert: Livet bliver kun rigtigt godt med Jesus. Så siger han: ”Hvor skulle vi dog gå hen, Herre Jesus? Hvor? Du har jo det evige livs ord, og vi har troet og erkendt (hør: vished!), at du er Kristus, den levende Guds Søn. Vi bliver hos dig!” 180

Min ven: Sådan kommer man til vished. Man ser livs- vejen an og erkender: Jesus er den eneste chance for mig! Åh, hvor jeg ønsker for dig, at du også kommer til den strålende vished: Jeg har troet og erkendt, at du er Kristus, den levende Guds Søn. Helt til sidst må jeg sige nogle særlige ord til den, som er begyndt i troen, som har givet Jesus sit hjerte og alligevel siger: »Jeg har ingen vished om frelsen. Hvordan får jeg frelsesvished? Jeg ser hele tiden mere synd i mit liv!« Til ham vil jeg sige: Tror du, at frelsesvished får man først, når man er syndfri? Så må du vente helt, til du kommer i Himmelen! Til min sidste dag, ja, til mit sidste åndedrag i mit liv, behøver jeg Jesu blod til tilgivelse for min synd! Jeg har tidligere fortalt historien om den fortabte søn. Han kom hjem og sagde: »Jeg har syndet!« Og så tog faderen imod ham, og holdt en fest af bare glæde. Og nu forestiller jeg mig følgende: Næste morgen taber sønnen, uden at ville det, en kaffekop på gulvet. I svinestien var han blevet uvant med dækkede borde. Han taber altså kaffekoppen. Da den knuses med et klir, råber han: »Satans også!« Smider faderen ham nu ud og siger: »Ud, tilbage til svinene med dig!« Tror du det? Nej! Men faderen siger: 181

»Sket er sket!« Han siger nok: »Min søn, sådan gør vi ikke her. Nu må vi arbejde på, at du lærer at lade kaffekopperne stå, ikke bander og i øvrigt lærer at følge husets skikke!« Men han sender ham ikke tilbage til svinene. Og ser du: Når et mennesker overgiver sig til Jesus, så gør han den skrækkelige opdagelse: Den gamle natur er der endnu! Og jeg får hele tiden nye nederlag! Men når du efter din omvendelse oplever et nederlag, så fortvivl ikke med det samme, men fald på dine knæ og bed tre sætninger. Første: »Jeg takker dig, Herre, fordi jeg stadigvæk hører dig til!« Anden: »Tilgiv mig gennem dit blod!« og tredje: »Gør mig fri fra min gamle natur!« Men altså først: »Jeg takker dig, Herre, fordi jeg stadigvæk tilhører dig!« Forstår du: Vished om frelsen består i, at jeg ved: »Jeg er kommet hjem og kæmper nu kampen for at leve helligt som en, der er kommet hjem og ikke som en, der hele tiden flytter ind og ud.« Når det bliver prædiket, at »man må hver dag tage imod frelsen på ny«, så er det en forfærdelig prædiken! Mine børn behøver ikke hver morgen komme og spørge: »Far, må jeg være dit barn i dag?« De er mine børn! Og den,

182

som er blevet et Guds barn, han er et Guds barn og kæmper nu en kamp for at leve helligt som et Guds barn! Og nu ønsker jeg dig af hele mit hjerte, at du må få Guds børns strålende vished!

183

184

Kapitel 9:

Hvad får man ud af et liv med Gud?

Vi kunne også spørge: »Betaler det sig at være kristen?« Til det må jeg først nævne et bibelvers for dig. »Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al himmelens åndelige velsignelse.« Efeserbrevet 1,3 Dette ord taler på en vidunderlig måde om den velsignelse, en kristen har i troen på Jesus. Men før jeg tager hul på dette - og dermed begynder på selve emnet, må jeg gøre nogle forudsætninger klart. Det første, jeg vil sige er: {1} Et liv med Gud er ingen illusion!

Nej, et liv med Gud er virkelig ikke indbildning, ikke illusion! Det vil jeg begynde med. Som præst i storbyen møder man alle mulige interessante mennesker. For nylig mødte jeg en ung mand og sagde til ham: »Hvad kunne der dog ikke blive ud af dig, hvis dit liv tilhørte Gud!« »Så, pastor Busch!« sagde han, »flyv nu ikke højere, end vingerne kan bære!« Kender 185

du udtrykket? Det han ville sige var: »Behold nu begge ben på jorden, der findes jo ingen Gud!« Jeg sagde: »Det er det værste, jeg længe har hørt!« Så sagde han: »Pas nu på! Forstår du: Før i tiden følte mennesker sig meget hjælpeløse over for naturkræfterne, og derfor forestillede de sig mægtige kræfter, som kunne hjælpe dem. Nogle kaldte det Allah’, andre ‘Gud’, en tredje gruppe kaldte det ‘Jehova’, en fjerde kaldte det ‘Buddha’ og nogle helt femte - ja, hvad ved jeg. Men i mellemtiden har det vist sig, at det alt sammen bare var indbildning, og at Himmelen er tom!« Sådan holdt han et smukt foredrag for mig, den unge mand. Da han var færdig, svarede jeg ham: »Ak, min kære unge mand, du kender jo ikke Jesus!« »Jesus?«, spurgte han, »Jesus - det er jo også en af de mange religionsstiftere.« »Nej! Det er en kortslutning!« forklarede jeg ham, »der tager du fejl. Jeg vil fortælle dig, hvem Jesus er. Jeg fandt først for alvor ud af, at Gud lever, efter jeg lærte Jesus at kende! Uden Jesus vidste vi intet om Gud!« Så gjorde jeg det klart for ham, hvem Jesus er. Hvem er Jesus? Jeg vil også gøre det tydeligt for dig gennem et eksempel. Jeg har gennemlevet meget i mit liv. Jeg har ofte været i fangenskab, ikke fordi jeg havde stjålet sølvskeer, men på grund af min tro. I Hitlertiden elskede nazisterne ikke 186

ungdomspræster som mig, og derfor blev jeg sat i et skrækkeligt fangenskab. En gang sad jeg i et særligt forfærdeligt fængsel. Hele bygningen var af beton, og væggene var så tynde, at man kunne høre, når nogen under én hostede, eller når nogen på tredje sal faldt ud af sengen. Jeg sad i en ganske smal celle, da jeg hørte, at der blev smidt en ny fange ind i cellen ved siden af - også en af det hemmelige politis fanger. Manden må have været meget fortvivlet. Gennem den tynde væg hørte jeg ham græde om natten. Jeg hørte, hvordan han vendte sig på briksen. Ofte fornemmede jeg hans undertrykte snøften. Det er skrækkeligt, når en mand græder. I dagtimerne måtte vi ikke ligge på briksene. Så mærkede jeg, hvordan han gik frem og tilbage, to og et halvt skridt frem, to og et halvt skridt tilbage - som et dyr i bur gik han frem og tilbage i sin celle. Nogle gange hørte jeg, hvordan han stønnede. Og jeg havde Guds fred i min celle! Forstår du: Jesus var i min celle. Og da jeg hørte, hvor fortvivlet min nabo var, tænkte jeg: »Jeg må ind til ham! Jeg må tale med ham! Jeg er jo sjælesørger!« Jeg spurgte efter vagten. Han kom. Jeg sagde: »Hør her! Ved siden af er en mand, som er meget fortvivlet. Han vil dø af fortvivlelse! Jeg er præst, lad mig komme ind til ham. Jeg må tale med ham!« Han svarede: »Jeg skal spørge.« Efter en time kom han tilbage: »Det er ikke bevilget, afvist!«

187

Så jeg fik aldrig manden ved siden af at se. Og han var endda kun en håndsbredde fra mig. Jeg ved ikke, hvordan han så ud, om han var gammel eller ung. Jeg følte kun hans dybe fortvivlelse. Kan du forestille dig det? Jeg stod flere gange foran væggen og tænkte: »Hvis jeg dog bare kunne gennembryde denne mur og gå ind til manden!« Men jeg kunne ikke slå væggen ind, selvom jeg havde hamret nok så meget på den. Læg nu godt mærke til dette: Den levende Gud, som har skabt himmelen og jorden, er i samme situation, som jeg var dengang. Vi er lukket inde i den synlige, tredimensionelle verden. Gud er helt tæt på. Bibelen siger: »Fra alle sider indeslutter du mig.« Gud er kun en håndsbredde fra os. Men mellem ham og os er muren til en anden dimension. Og al nøden fra denne verden når Guds øre. Han hører de forbitredes forbandelser, gråden fra de ensomme hjerter, smerten hos dem, der står ved en grav og sukkene fra dem, som lider under uretfærdighed. Alt dette hører Gud, ligesom jeg hørte fortvivlelsen fra manden i cellen ved siden af. Og tænk dig: Gud kunne gøre det, som jeg ikke kunne: Gud gennembrød en dag den mur, som var mellem ham og os, og kom ind i vor synlige verden — i sin Søn, Jesus! I Jesus, Guds Søn, kom Gud til os, i denne verdens nød og elendighed.

188

Efter jeg har lært Jesus at kende, ved jeg, at Gud lever. Jeg plejer at sige: Siden Jesus er kommet er gudsfor- nægtelse i virkeligheden bare uvidenhed! Nu må jeg tale om denne Jesus. Jeg ville allerhelst kun fortælle Jesus-historier, men jeg ville alligevel aldrig blive færdig med dette store og herlige emne. Altså: Jesus blev født i Betlehem, voksede op og blev mand. Man kunne ikke se hans guddommelige herlighed, men alligevel blev mennesker tiltrukket af ham. De mærkede, at i ham kom Guds kærlighed og nåde til os. Kana’ans land, hvor Jesus levede, var dengang besat af fremmede tropper, nemlig romere. I byen Kapernaum var der en romersk officer. Romerne troede i almindelighed på mange guder, men i virkeligheden slet ikke på nogen af dem. For denne romerske officer sker det, at en, som han holder meget af, en af hans tjenere, bliver dødssyg. Han henter læger, men ingen kan hjælpe. Da bliver det klart for ham: »Han dør fra mig!« Det falder ham ind: »Jeg har hørt så meget om denne Jesus. Kan han mon hjælpe? Jeg går til ham!« Så begiver denne hedenske mand sig på vej til Jesus og beder ham: Herre Jesus, min tjener er syg. Vil du ikke nok gøre ham rask? Jo, siger Jesus, jeg vil gå med dig! Men høvedsmanden svarer: »Åh, det er slet ikke nødvendigt, 189

at du går med mig. Når jeg giver en befaling, så bliver den straks udført. Sig kun et ord, så bliver min tjener rask. Med andre ord siger denne hedenske romerske høvedsmand: Du kan gøre det umulige muligt! Du er Gud selv! Da vender Jesus sig om og siger: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.« Det vil sige: Sådan en tro, som hos denne ateist, har jeg ikke fundet i hele kirken. Denne hedenske høvedsmand forstod, at i Jesus er Gud kommet til os. Du må lære historierne om Jesus at kende. Jeg beder dig, ja, jeg appellerer til dig: Køb dig et Ny Testamente. Læs først Johannes-evangeliet for dig selv, derefter de andre evangelier og så videre. Det er vidunderlige fortællinger om Jesus! Jeg kender intet ugeblad, der kan bringe så smukke historier, som Det nye Testamente. Men Jesus, Guds Søn, var ikke kun kommet til verden for at helbrede en tjener eller for at dokumentere og bevise, at Gud eksisterer. Han ville mere. Han kom, for at mennesker skulle få fred med Gud. Mellem Gud og os står ikke kun muren til den anden dimension. Mellem Gud og dig, mellem Gud og mig, rejser sig også en helt anden mur. Og det er vor skyld! Har du løjet? Så har du lagt en sten på muren mellem 190

Gud og dig. Har du levet uden Gud, en dag uden at bede? Endnu en sten. Urenhed, ægteskabsbrud, tyveri, brud på helligdagen, også de tusinde små ting er overtrædelser af budene - og hver gang har vi tilføjet en sten. Alle sammen har vi bygget på den mur, som adskiller mennesker fra Gud. Gud er en hellig Gud. Når jeg siger »Gud«, så dukker spørgsmålet om mine synder og min skyld automatisk op. Dette spørgsmål må være afklaret! Gud tager hver eneste synd dødsens alvorligt! Jeg kender mennesker, der tænker: »Hvor må Gud være glad for, at jeg tror på ham!« Ih, du milde! Det nytter jo intet! Djævelen »tror også på Gud«! Han er bestemt ikke ateist. Han ved meget vel, at Gud lever. Men han har ingen fred med Gud! Fred med Gud har jeg først, når muren af synd og skyld mellem Gud og mig er fjernet. Derfor kom Jesus! Han har fjernet muren af skyld! Derfor lod han sig korsfæste. Han vidste, at én måtte bære den hellige Guds dom over synden — enten menneskene eller ham selv. Wilhelm Busch eller Jesus! Og så tog han, den uskyldige Søn af den levende Gud, Jesus Kristus, min straf. Og også din straf! Nu vil jeg male Herren Jesus for jeres øjne, som han hænger på korset. Det er det billede, jeg elsker mest i verden. Med ham, som hænger der, har Gud gennem- brudt muren og er kommet ind til verdens nød. 191

Dér hænger han, om hvem Bibelen siger: »Herren lod al vor skyld ramme ham.« Dér hænger han, som bærer alle skyld- stenene - vore skyldsten — på sine skuldre. Der hænger han, som gør det, ingen af os kan: Han tager vore skyldsten væk. Du må selv læse det i Bibelen. Der på korset bliver det virkelighed: »Han blev straffet for at vi kunne få fred.« Lad mig gøre det klart på en anden måde. Jeg har en god ven i Schweiz, som jeg har haft nogle vidunderlige ferier sammen med. Når vi har spist middag sammen et eller andet sted, kommer regningen. Da gælder det: »Én må betale! Hvem har den største pung?« Selvfølgelig kunne jeg sige: »Hans, betal du i dag! Læg du ud.« Men du forstår sikkert, hvad jeg mener: Én må betale. Også for vores skyld over for Gud, for alle vores synder og overtrædelser, må én betale. Enten tror du på Jesus, at han har betalt for dig, eller også må du selv engang betale. Men for hver skyld må der betales. Derfor er Jesus så vigtig! Ham holder jeg mig til, for han har betalt for mig! Nu blev denne Jesus ikke i Dødsriget. Nej! Og det er det vidunderlige. Tre dage efter Jesu død stod en mand og grublede: »Hvad nu med Jesus? Nu er han død. Jeg har set, hvordan han blev lagt i klippegraven, og en sten blev rullet hen foran. Var han Guds Søn, eller var han ikke Guds Søn?« 192

Manden hed Thomas. Endnu mens han spekulerer: »Hvad nu med Jesus?«, kommer hans venner og jubler: »Mand! Han lever! Hvorfor ser du stadig så ked ud af det? Han lever!« »Hvem lever?« »Jesus!« »Umuligt!« »Jo, vi har set den tomme grav, det kan vi bevidne! Og - vi har mødt ham!« »Kan det være rigtigt,« tænker Thomas, »at en opstår fra døden? Hvis det er rigtigt, ja, så er han Guds Søn, så har Gud vedkendt sig ham.« Men Thomas er skeptisk: »Jeg er blevet holdt for nar så ofte i mit liv. Jeg tror ikke mere på noget, jeg ikke selv har set.« På en rejse sagde en konduktør, som jeg talte med om Jesus: »Jeg tror kun på det, jeg kan se.« Præcis sådan tænkte Thomas også. Og så siger han til de andre: »Hvis jeg ikke stikker min finger i naglemærkerne i hans hænder og stikker min hånd i det dødssår, de tilføjede ham, så tror jeg det ikke.« Disciplene kunne tale munden i laser — som jeg gjorde i Sassnitz - hele tiden ville Thomas sige: »Jeg tror det ikke!« Otte dage senere er han sammen med alle sine venner. Pludselig står Jesus der: »Fred være med jer!« Og henvendt til Thomas siger han: »Thomas, kom. Ræk din finger frem og se mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i mit dødssår og vær ikke vantro men troende!« Da falder denne stakkels spekulerende tvivler ned på knæ og råber: »Min herre og min Gud!« 193

Nu forstår du, hvorfor jeg siger, at et liv med Gud ikke er nogen illusion. Et liv med Gud er ingen indbildning. Gud er ikke noget uvist: »Et eller andet sted må der være en Gud, men hvordan han er, det ved man ikke.« Nej! At der findes et liv med Gud grunder sig på, at Guds Søn er kommet og er død for mig og er opstået fra de døde. Derfor kan jeg nu vide helt præcis besked om Gud. Det var det første, jeg ville klargøre som forudsætning for vores tema: »Hvad får man ud af et liv med Gud?«: Et liv med Gud er ingen indbildning, ingen illusion! Og nu vil jeg besvare endnu et forudgående spørgsmål, nemlig spørgsmålet: {2} Hvordan får man et liv med Gud?

Hvor ofte har folk ikke sagt til mig: »Pastor Busch, du er en lykkelig mand. Du har noget, som jeg ikke har.« Jeg svarer: »Sig ikke det! Det samme kan du også få! Jesus er også for dig.« Og så kommer spørgsmålet: »Men hvordan får jeg så et liv med Gud?« Bibelen svarer ganske klart med en sætning: Tro på Herren Jesus! Hvis jeg dog bare kunne føre dig til denne tro! Først må jeg forklare, hvad det egentlig er at »tro«. Mange mennesker har nemlig en helt forkert forestilling om det at tro. 194

En kigger på sit ur og siger: »Nu er den præcis 20 minutter over syv. Det ved jeg.« En anden, der ikke har noget ur, siger: »Den er tyve minutter over syv - tror jeg.« Mennesker tror altså, at »tro« er noget lignende en usikker viden. Ikke sandt? Men hvad betyder »tro«, når Bibelen siger: »Tro på Herren Jesus!«? Jeg vil gøre det tydeligt for dig med en oplevelse. Jeg holdt engang møder i Norge, i Oslo. En lørdag morgen skulle jeg flyve hjem, for allerede dagen efter skulle jeg tale ved et stort møde i Wuppertal. Men så let skulle det ikke gå. Maskinen var en time forsinket på grund af tåge. Endelig kunne vi gå om bord med retning mod København, hvorfra vi skulle videre. Men da vi var over København, drejede piloten pludselig fra og fløj mod Sverige. Over højttaleren meddelte han os, at København var dækket af tåge, så vi ikke kunne lande der. Vi fløj mod Malmø i Sverige. Hvad skulle jeg der? Jeg ville til Düsseldorf! Jeg skulle jo tale i Wuppertal! Vi lander i Malmø. Og der ser vi, at hele lufthavnen er fuld af mennesker. Og hele tiden lander den ene maskine efter den anden. Det viste sig, at Malmø var den eneste lufthavn i et stort område, der var fri af tågen. Alle maskiner fløj hertil. Det var kun en lille lufthavn, og der var ikke flere stole at sidde på i lufthavnsbygningen.

195

Jeg havde underholdt mig med en østrigsk sælger. Nu spurgte vi os selv: »Hvad nu? Måske står vi her stadig i morgen tidlig! Benene vil være helt ødelagte!« Alle skældte ud, spurgte, murrede og knurrede som altid i sådanne situationer. Pludselig hørte vi i højttaleren: »Der afgår nu en firemotorers maskine sydpå. Vi ved ikke, om den lander i Hamburg, i Düsseldorf eller i Frankfurt. Men de, som vil sydpå, kan gå om bord!« Det var en noget usikker sag. Ved siden af os råbte også straks en kone: »Jeg går ikke om bord! Det tør jeg ikke satse på!« Jeg sagde: »Kære ven, det behøver du heller ikke. Bliv du ganske roligt her!« Og min østrigske ven sagde: »Hmm. Sådan en tågeflyver! Og når man ikke engang ved, hvor man kommer hen!« I det øjeblik, da konen råbte og østrigeren også gjorde mig en smule usikker, kom piloten forbi i sin blå uniform. Jeg så hans ansigt, et ansigt med dødelig alvor, dybt koncentreret. Man kunne mærke på ham, at han vidste, hvad det handlede om. For ham var det ikke leg. Jeg sagde til min østrigske ven: »Ham kan vi stole på. Kom, vi går om bord! Han er ikke nogen luft-akrobat!« Og så gik vi om bord! Fra det øjeblik, vi gik om bord, var vi overladt til piloten. Men vi stolede på ham. Jeg betroede ham mit liv. Vi landede i Frankfurt, og det varede hele natten, før jeg var hjemme. Men jeg kom til målet! Og det er »tro«! Tro er at betro sit liv til nogen. 196

Hvordan får jeg et liv med Gud? »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.« Jeg vil sige det sådan: Gå om bord hos Jesus! Da vi gik om bord i flyet havde jeg en følelse af, at min østrigske ven gerne ville være blevet med et ben på flyvepladsen og kun ville gå om bord med det andet. Men den går ikke. Han kunne blive udenfor — eller overgive sig med hud og hår til piloten. Sådan er det også med Jesus. Du kan ikke leve med det ene ben uden Jesus og med det andet gå om bord hos ham. Den går ikke. Tro på Herren Jesus, et liv med Gud fås kun, når jeg vil risikere det hele. Jeg må sige til ham: »Tag mit liv, Jesus, tag det hele.« Og nu spørger jeg dig: Hvem ville det være bedre at overlade sig selv til end Guds Søn? Intet menneske i verden har gjort så meget for mig som Jesus. Han har elsket mig så meget, at han er død for mig. Også for dig! Så meget har ingen af os elsket. Og han er opstået fra de døde. Skulle jeg ikke betro mit liv til ham, som er opstået fra de døde? Vi er jo tåber, hvis vi ikke gør det. Men i det øjeblik, hvor jeg giver Jesus mit liv, er jeg gået om bord i livet med Gud. Der er et skønt vers, som jeg så gerne synger: O, herre, til hvem skulle vi dog gå hen? Du ejer jo evighedslivet. Kun du bærer navnet som synderes ven, kun du har dit blod for os givet. 197

Når vi nu er nået hertil, vil jeg komme med en lille tilføjelse. Altså: Hvis du vil give Jesus dit liv og gå om bord hos ham; hvis du vil betro ham dit liv, så sig det til ham! Han er her! Han er ved siden af dig. Han hører dig. Sig til ham: »Herre Jesus, jeg giver dig mit liv!« Da jeg som en forkommen og gudløs ung mand omvendte mig og tog imod Jesus, bad jeg: »Herre Jesus, nu giver jeg dig mit liv. Jeg kan ikke love dig, at jeg bliver god. Du må give mig et andet hjerte, hvis det skal lykkes. Jeg har en dårlig karakter, men det, jeg er, det giver jeg dig. Du må gøre noget ud af mig!« Det var det tidspunkt i mit liv, hvor jeg med begge ben steg om bord hos Jesus og gav ham, som havde købt mig med sit blod mit livs ror. For at komme videre i livet med Gud må man nødvendig-vis bruge de tre »b«-er: Bibelen, bønnen og brødrefællesskabet. Du kan ikke tilhøre Jesus og så ikke have mere med ham at gøre. Du må have en Bibel eller et Ny Testamente og hver dag stille og roligt bruge et kvarters tid på at læse fra en ende af. Det, du ikke kan forstå, lader du bare vente. Men jo oftere du læser, desto herligere bliver det for dig. For mig bliver det ofte til stor glæde, at jeg må tilhøre

198

denne herlige frelser og fortælle om ham. Man får nemlig ikke kun et liv med Gud, man må også give det videre. Til det første »b«, Bibelen, kommer det andet »b«, nemlig bønnen. Jesus hører dig! Du behøver ikke holde smukke taler for ham. Bed du bare ligesom en husmor: »Herre Jesus! I dag er det en dårlig dag: Min mand er i dårligt humør, børnene hører ikke, hvad jeg siger, jeg skal vaske, og jeg mangler 400 kroner. Herre Jesus, nu lægger jeg det hele over til dig. Hjælp mig, at jeg alligevel må være glad i hjertet, fordi jeg har fået livet fra dig. Og hjælp mig også igennem dagen. Herre Jesus, jeg takker dig, fordi jeg må betro mig og alle mine problemer til dig!« Forstår du, jeg kan sige alt det til Jesus, som ligger mig på sinde. Og jeg må også bede: »Herre Jesus, lær mig bedre at kende dig og hele tiden komme til at tilhøre dig mere og mere. Som tredje »b« hører mit liv med Gud også til i brødrefællesskabet, i menigheden. Man finder sammen med andre, som også vil tilhøre Jesus. For nylig sagde én til mig: »Jeg vil tro, men jeg kan ikke komme videre!« Jeg rådede ham til at finde sammen med andre kristne. Han indvendte: »Jeg kan ikke trives sammen med dem!« »Nå,« sagde jeg, »så er der ikke noget at gøre. Hvis du vil være sammen med dem engang i Himmelen, så må du lære det allerede nu. Den kære Gud kan ikke have solo-kristne!« 199

Jeg kendte som ung en bankdirektør i Frankfurt, en gammel mand, som fortalte mig meget fra sine unge år. Da han blev færdig med sin studentereksamen, sagde hans far til ham: »Her har du så og så mange penge, nu kan du rejse rundt til alle Europas hovedstæder.« Forestil dig det: En ung mand på 18 år får sådan en besked. Sådan skulle man have det! Den gamle mand fortalte mig: »Jeg vidste, at nu blev det let for mig at falde i storbyens synd og skam. Men jeg ville tilhøre Jesus. Derfor pakkede jeg mit Ny Testamente ned i bagagen. Og hver dag, før jeg gik ud af hotelværelset, ville jeg høre Jesu stemme og tale med ham. Og hvor jeg kom hen, ville jeg opsøge kristne. Jeg har mødt Jesus-disciple overalt: I Lissabon, i Madrid, i London, i ... Sværest var det i Paris. Jeg spurgte længe efter en, der tilhørte Jesus. Til sidst viste man mig hen til en skomager: »Han læser i Bibelen!« Så gik den fornemme unge mand ned af trappen til værkstedet og spurgte ham: »Kender du Jesus?« Skomagerens øjne lyste til svar. Den unge mand sagde: »Må jeg komme hver morgen til dig, så vi kan bede sammen?« Så vigtigt var det tredje »b« for ham, brødre-fællesskabet med dem, der også vil være kristne. Det var det, jeg ville sige først: Et liv med Gud er ingen illusion, efter at Jesus er kommet. Og: Hvordan får jeg et

200

liv med Gud: »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.« Nu kommer jeg til det egentlige spørgsmål: {3} Hvad får man ud af et liv med Gud?

Kære ven, hvis jeg skulle fortælle dig om alt, hvad man får ud af et liv med Gud og af fællesskabet med Jesus, så skulle jeg tale fra nu af og til juleaften, og jeg ville stadig ikke være færdig. Så meget får man ud af det. Jeg glemmer ikke, hvad min far sagde, da han som 53-årig lå for døden - det var nogle af hans sidste ord: »Du, Wilhelm, sig til alle mine venner og bekendte, hvor lykkelig Jesus har gjort mig - i livet og i døden!« Når man ligger for døden, er det slut med flosklerne, da duer fraserne ikke mere. Og når én i sit sidste åndedrag vidner: »... hvor lykkelig Jesus har gjort mig - i livet og i døden«, så taler det stærkt til den, der hører det Hvordan vil din død blive? Da jeg endnu var ung præst, skete der i Ruhr-distriktet noget skønt: Der var arrangeret et stort møde, hvor en lærd mand i et to timer langt foredrag beviste, at der ikke fandtes nogen Gud. Han havde præsenteret hele sin lærdom. Salen var fuld af mennesker. Der blev ikke sparet på bifaldet: »Hurra, der findes ingen Gud. Vi kan gøre, som vi vil!«

201

Da taleren var færdig efter to timer, rejste arrangøren sig og sagde: »Nu er der åbent for diskussion. Hvis nogen har noget at sige, kan de melde sig.« Selvfølgelig var der ingen, der havde mod til det. Alle tænkte: »Sådan en lærd mand skal man ikke sige imod.« Der var helt sikkert meget, som ikke helt stemte, men hvem havde mod til at stille sig op på podiet, når der sad tusind mennesker og gav ham deres bifald? Og dog! Én meldte sig. Bagest i salen gjorde en bedstemor tegn. Hun var en rigtig gammel bedstemor med en af de små sorte hatte, som der var så mange af i Ruhr-distriktet. Da hun meldte sig, sagde arrangøren: »Bedste, vil du sige noget?« »Ja,« svarede hun, »jeg vil sige noget!« »Så må du komme herop!« »Ja,« sagde hun, »bare rolig, jeg kommer.« Det var en tapper kvinde! Bedstemor marcherede op foran på podiet, stillede sig ved talerstolen og begyndte: »Hr. taler, nu har du i to timer talt om din vantro. Lad mig nu i fem minutter tale om min tro. Jeg må fortælle dig, hvad min Herre, min himmelske far, har gjort for mig. Ser du: Da jeg var en ung kone, forulykkede min mand ved en fest, og de bragte ham død hjem. Der stod jeg nu med mine tre små børn. Dengang var de sociale ordninger meget dårlige. Jeg kunne fortvivle, som jeg stod der ved min mands lig. Men ser du: Der begyndte Gud at trøste mig, som intet menneske kunne trøste. Det, mennesker sagde til mig, gik ind ad det ene øre og ud ad det andet. 202

Men han, den levende Gud, trøstede mig. Og jeg sagde til ham: »Herre, nu må du være en far for mine børn!« Det var gribende, som den gamle kone fortalte. »Ofte vidste jeg ikke om aftenen, hvor jeg skulle få penge fra til at mætte mine børn den næste dag. Da sagde jeg til min frelser: »Herre, du ved jo, hvor elendigt det er, hjælp du mig!« Og så vender den gamle kone sig til taleren og siger: »Han har aldrig ladt mig i stikken. Aldrig! Jeg måtte gå igennem svære tider, men han lod mig aldrig i stikken. Og Gud har gjort endnu mere: Han har sendt sin Søn, Herren Jesus Kristus. Han er død for mig, er opstået og har renset mig med sit blod for alle mine synder!« »Ja,« fortsatte hun, »nu er jeg en gammel kone. Jeg skal snart dø. Og ser du: Han har også givet mig et sikkert håb om det evige liv. Når jeg for sidste gang lukker mine øjne, så vågner jeg op i Himmelen, for jeg tilhører Jesus. Alt det har han gjort for mig. Og nu spørger jeg dig, hr. taler: Hvad har din vantro gjort for dig?« Taleren rejser sig op, klapper den gamle bedstemor på skuldrene og siger: »Åh, sådan en gammel bedstemor som dig vil jeg da ikke tage troen fra. Det er jo kun godt for gamle mennesker at have noget, at tro på.« Så skulle man have set den gamle bedstemor! Energisk fejede hun det væk og sagde: »Næ, næ, sådan kan du ikke komme af med mig! Jeg har stillet et spørgsmål, og du skal svare mig! Jeg har fortalt dig, hvad min Herre har 203

gjort for mig. Og nu skal du sige mig: Hvad har din vantro gjort for dig?« — Stor forlegenhed! Denne bedstemor var en klog kvinde! Og når evangeliet i dag angribes fra alle sider, da spørger jeg: Hvad får I egentlig ud af jeres vantro? Jeg har i hvert fald ikke indtryk af, at de mennesker har fred i hjertet og er blevet lykkelige af det. Nej, min ven! Hvad får man så ud af et liv med Gud? Lad mig sige det helt personligt: Jeg havde slet ikke kunnet holde mit liv ud, hvis jeg ikke gennem Jesus havde fået fred med Gud. Der var timer, hvor mit hjerte ville briste! Der kan så hurtigt komme noget svært over os, hvor man pludselig er færdig med alle store ord og kun rækker hånden ud i mørket og spørger: »Er der da ingen, som kan hjælpe mig!?« Ser du, specielt i de svære timer i livet viser det sig, hvad man har i Jesus! Da jeg giftede mig, sagde jeg til min kone: »Jeg ønsker mig seks sønner, og de skal alle sammen spille horn!« Jeg havde tænkt mig det så smukt: et stort hornorkester i huset. Vel, vi fik seks børn, fire dejlige døtre og to sønner. Men begge mine sønner er ikke mere. Begge blev taget fra mig på skrækkeligste måde, først den ene og så også den anden. Det kommer jeg aldrig over. 204

Jeg har arbejdet hele mit liv som ungdomspræst og haft med unge mænd at gøre — også mine egne børn ... Jeg kan stadig føle, hvordan jeg gik rundt med følelsen af, at en kniv havde skåret mig i hjertet, efter budskabet om min anden søns død. Mennesker kom og sagde trøsteord. Men de nåede ikke mit hjerte, de blev slet ikke opfattet. Jeg var ungdomspræst og vidste: »I aften skal jeg til ungdomsmøde. 150 unge mænd skal jeg glad fortælle Guds ord.« Og mit hjerte blødte! Da lukkede jeg mig inde, faldt på mine knæ og bad: »Herre Jesus, du lever, tag dig dog af din arme præst!« Jeg slog op i mit Ny Testamente og læste: Jesus siger: Min fred giver jeg jer! Jeg vidste, at det, han lover, holder han også. Så jeg bad: »Herre Jesus, jeg kan ikke forstå, hvorfor du har gjort dette, men giv mig din fred. Fyld mit hjerte med din fred!« Og — han gjorde det! Han gjorde det! Det bevidner jeg for dig! Du vil også få brug for ham, når ingen mennesker mere kan trøste dig. Det er herligt: Når ingen mennesker kan hjælpe da at kende Jesus, der købte os med sit blod på korset og er opstået — og at kunne sige til ham: »Herre, giv mig din fred!« Som en stærk strøm flyder den fred, han giver, ind i hjertet. Det gælder også i de sværeste timer i vores liv, når det går mod døden.

205

Hvordan bliver din død? Da kan ingen mennesker hjælpe dig. Selv den kæreste hånd må du slippe. Hvordan bliver det? Du går ind for Guds ansigt! Vil du træde ind dér med alle dine synder? Ak, om du greb din frelsers stærke hånd og vidste: »Han har købt mig med sit dyre blod og tilgivet al min synd!« — så kan man også dø lykkelig! Hvad får man så ud af et liv med Gud? Jeg vil opremse det for dig: Fred med Gud, glæde i hjertet, kærlighed til Gud og næsten, så jeg endda kan have kærlighed til mine fjender, trøst i ulykken, et sikkert håb om det evige liv, Den hellige Ånd, tilgivelse for synderne og skylden — jeg kunne blive ved længe endnu! Det er godt at tro på Jesus! Jeg ønsker dig denne rigdom, denne lykke! Dette er pastor Buschs sidste foredrag, som han holdt den 19. juni 1966 i Sassnitz. På tilbagerejsen fra et evangelisationsfremstød blev han den 20. juni forfremmet til herligheden.

206

207