Erindringer Skrevet af Henning Taankvist
Første del - Landsbyen og min barndomstid. Indledning ............................................................................................................ side 2 Landsbyen ............................................................................................................ side 3 Livet på landet ...................................................................................................... side 9 Barndommens land .............................................................................................. side 13 Skolen................................................................................................................... side 31
Anden del – Læretid og ungdomstid.
Første del. Indledning. Det hænder en gang imellem, at jeg kører igennem min barndomsby. Jeg har ikke gjort ophold, for at se mig om, for selv en langsom gennemkørsel har givet mig en fornemmelse af at befinde mig i en teaterkulisse efter tæppefald. Godt nok ligner byen sig selv, for alle huse og gårde er der endnu – næsten da, og der er også kommet enkelte nye huse til, ellers er der, overfladisk set, ikke sket de store forandringer. Men der er intet liv! Engang var der masser af mennesker og lyde. Det kunne være skolebørn, som havde frikvarter. Det kunne være husmødre eller tjenestepiger på vej til eller fra brugsen eller bageren. Det kunne være landmænd eller tjenestekarle på vej til smeden med landbrugsmaskiner, der skulle repareres, eller med heste, som skulle skos. Eller det kunne være folk, som tilfældigt traf hinanden på vej til eller fra og som benyttede lejligheden til en lille snak, inden dagens arbejde igen kaldte. Og endelig kunne det være legende børn, som endnu ikke var i skole. I dag er der ingenting. Brugsen og bageren og smeden er væk, skolen er bortrationaliseret og tjenestekarle og tjenestepiger er en uddød race. Gårdene er lagt sammen til stordrift, som passes af en enkelt mand og kvinderne er udearbejdende langt fra hjemmet. Det er trist, men min by adskiller sig ikke fra andre landsbyer, og livet på landet er i dag, i 2010, fuldstændig anderledes, end det var tilfældet i min barndom. For ligesom landsbyerne er stille og uddøende, så er det samme tilfældet med det åbne land. Før i tiden var der altid mennesker og dyr på markerne fra forårsarbejdet begyndte til efterårsarbejdet var afsluttet. Når frosten var af jorden skulle der pløjes og harves, kornet skulle sås og efterfølgende skulle markerne tromles. Når kornet var i jorden kom turen til roerne. Når de var sået, skulle kvæget på græs efter en hel vinter i stalden. Derefter kom arbejdet med at rense og udtynde roemarkerne første gang, Så var det efterhånden blevet tid for høhøsten, og når den var bragt i hus, eller stak, skulle roerne renses og hakkes anden gang. Så blev det tid for kornhøsten og efter den skulle markene klargøres til næste år og vintersæden skulle sås. Så skulle roerne tages op og køres i roekulen og endelig skulle de sidste marker pløjes inden frosten satte ind. Alle gårde og småejendomme havde dyr på markerne. Nogle få køer eller et par heste for de mindre ejendomme og lidt større besætninger for de større gårde. I dag er der langt mellem dyrene på markerne, og når de er der, er der tale om store besætninger, for også på dette område er specialisering og centralisering trængt igennem. Nej, alt har ændret sig, men det er vel også kun naturligt over en periode på 60 år. Min far sagde ofte, at han troede, at hans generation var den, der havde oplevet de største ændringer. På en måde havde han nok ret, for han oplevede jo, at biler og flyvemaskiner blev en del af dagligdagen ligesom radio, fjernsyn og telefon. Han oplevede også begyndelsen på rumfart og it-teknologi, selv om disse fænomener var uforståelige for ham. For ham var mekaniseringen af landbruget nok den væsentligste ændring, men jeg er ikke sikker på, at han så den som en medvirkende årsag til det, som efter min mening er den største ændring, nemlig overgangen fra landbrugsland over industrisamfund til informationssamfundet, som vi ser det nu. Jeg tror også, at han ville have været ked af at se landboog landsbykulturen gå fuldstændig til grunde til fordel for den åndeløse, og til tider også åndløse, bykultur. Han ville næppe kunne forstå, at der i dag lever mange mennesker, som er fuldstændig uden forståelse for livet på landet, ja, som i mange tilfælde ikke aner hvordan en ko ser ud, eller som i hvert fald ikke aner, at den mælk, man køber i supermarkedet stammer fra sådan et dyr. Jeg vil prøve med disse erindringer at give et billede af livet i en dansk landsby i de første år efter 2. verdenskrigs ophør og hvordan landsbykulturen langsomt gik i opløsning i takt med, at land2
brugssamfundet langsomt blev erstattet af et industrisamfund og hvordan disse forandringer påvirkede mig og min generation og var med til at forme det, som blev min tid og mit liv
Landsbyen.
Landsbyen er ikke min fødeby, for jeg blev født på et sted, der hedder Lading Mark, hvor mine forældre havde et lille husmandssted. Jeg blev født i september 1941 og i 1942 købte mine forældre så en lidt større ejendom i det, som skulle blive min barndomsby. Landsbyen hedder Skjoldelev, og den er særpræget derved, at den ligger langt fra alfarvej, og man kommer kun til byen ad små sogneveje. Byen er bygget op over en korsvej. Én af vejene går mod 3
sydøst og fører til Mødal (Himmerig), hvor den støder til Randers – Skanderborg landevejen – vej 511, vejen hedder i dag Mødalsvej. En anden vej, som i dag hedder Skjoldhøjvej, fører mod vest og går til Lading, hvor den støder til Aarhus – Viborg landevejen – vej 26. To veje fører mere eller mindre mod nord, den ene, i dag Hovvej, bøjer af mod nordvest og fører til Markusminde og videre til Hammel, mens den anden, Hummeluhrevej, fører til Hummeluhre og derfra videre mod øst til Højvang, hvor den også støder til Randers – Skanderborg landevejen. Det siger sig selv, at med den beliggenhed, er trafikken til og fra byen begrænset. Det var den, da jeg var barn, og det er den vist fortsat. På et landkort kan man se, at Skjoldelev er beliggende nogenlunde midt mellem Aarhus og Hammel; der er 16 km til Aarhus og 11 km til Hammel. Selv om Skjoldelev altså ligger isoleret, har den skam været en betydelig by engang. Forfatteren Arne Gammelgaard skriver i sin bog ”Fund og fortid” følgende om stednavne: ”Om endelsen – lev i Skjoldelev er der ingen tvivl. Det betegner arv og ejendom, arvegods. Forleddet er næsten altid et personnavn, og det menes at være kvindenavnet Skuld, det her drejer sig om. Karakteristisk for landsbyer med – lev er, at de er store. Det harmonerer fint med, at gårdene i Skjoldelev i deres oprindelse er større end i nogen anden af den halve snes landsbyer, vi her holder os til. Landsbyer med – lev skulle være opstået i folkevandringstiden, altså i det 5. – 6. århundrede efter Kristi fødsel.” Arne Gammelgård har ret i, at gårdene i Skjoldelev var store. Jeg skriver med vilje var, for udviklingen har medført, at mange af gårdene er forsvundet som selvstændige enheder. Det er lidt mærkeligt at opleve, når man tænker på, at man i begyndelse af 1900-årene udstykkede mange godser og oprettede statshusmandsbrug på de udstykkede jorder. Disse husmandsbrug var vel på 10 – 15 tdr. land, og det var et tilstrækkeligt grundlag for en familie. I dag kan man ikke leve af de gårde, som dengang var på 60 – 70 tdr. land, enkelte helt op til 100 tdr. land, og ved sammenlægninger gendanner man igen store gårde, eller godser, på 1000 tdr. land eller mere. I min barndom bestod Skjoldelev af 11 – 12 større gårde og en del mindre ejendomme. Desuden lå der et par mindre ejendomme ude ved det, vi kaldte Svinget, og der lå ligeledes et par mindre brug i Mødal. Endelig lå der en del husmandsbrug i Markusminde, men om de hørte med til Skjoldelev kunne jo nok diskuteres. Det indsatte kort i begyndelsen af dette afsnit viser placeringen af de større gårde og navnene på dem. Der mangler et par stykker hvoraf den ene hed Højgård, mens jeg ikke kender navnet på den sidste. I øvrigt brugte vi ikke gårdnavnene, det er faktisk først her i forbindelse med disse skriverier, at jeg har fundet ud af, at alle gårdene havde så fine navne. Næ, vi brugte gårdmandens navn, i et enkelt tilfælde konens, fordi hun var enke. Jeg skal forsøge at give et billede af byen, som jeg husker den fra min barndom. Ganske vist har det nok kun interesse for stedkendte, men det giver måske et billede af, hvordan en dansk landsby så ud i midten af 1900-årene. Hvis man tager udgangspunkt på torvet og går mod syd, så er der en blind vej, som fører op til Aage Overgaards gård. Den har ingen navn på kortet, men det er muligvis den, der hedder Højgård; den ligger i hvert fald højest af alle gårdene. På højre hånd, på vejen op til Aage Overgård, ligger et hus, hvor byens skomager boede. Han var en driftig mand, som ud over skomageriet også var frisør og handelsmand og meget mere, i sine sidste år også købmand. På vejen ligger der er et par andre huse, som nok nærmest var aftægtsboliger. Desuden blev der i min barndom udgravet en branddam, som meget hensynsfuldt blev udformet som et støbt svømmebassin med varierende bunddybde. I dag er der på det sted indrettet en legeplads for børnene. Vender man tilbage til torvet og går ud ad Skjoldhøjvej mod Lading, så passerer man først Skjoldelevgård på højre hånd. Det var byens største gård og ejeren hed Aage Nielsen. På den anden side af Skjoldhøjvej ligger en række små huse. Et par stykker var oprindeligt fodermesterboliger for de store gårde og de øvrige arbejderboliger. Lidt ude ad Skjoldhøjvej går endnu en blind vej mod syd. Den fører op til Lyngbygård, eller som vi altid sagde: ”Op til Skovsens”, da ejeren hed Rasmus Skovsen. Længst mod vest ligger Kærsgård. Den blev altid kaldt for ”den bette skjoldelevgård”, hvad der godt kunne virke forvirrende, for dens ejer hed også Aage Nielsen lige som ejeren af 4
Skjoldelevgård. En kilometer længere ude ad Skjoldhøjvej, eller måske 1½, kommer vi til ”Svinget”, kaldet sådan fordi vejen her svinger brat mod syd. Her ligger 2 ejendomme, som altid er blevet betragtet som hørende til Skjoldelev. Forsætter man videre ad Skjoldhøjvej, ender man i Lading og er dermed ude ved Århus – Viborg landevejen, i dag rute 26. Tilbage på Torvet, kan man vælge at gå mod nordvest ud ad Hovvejen. Så passerer man på højre hånd, det der var Skjoldelev skole. Bygningen ligger der endnu og ligner sig selv med legepladsen omkranset af lindetræer og, i min barndom, også et stakit. På nordsiden af legepladsen ligger forsamlingshuset, og da det også blev brugt som gymnastiksal for skolen, var der også indgang fra legepladsen. På den anden side af vejen lå et lille hus og derefter det, der var Skjoldelev kro. Længere ude ad vejen gik der en lille sti, som førte ned til Hummeluhrevej og desuden er der en blind vej, som fører indtil et hus, som hørte til Nedergård, og ellers førte vejen videre ind til en mark, som var stillet til rådighed af ejeren til Nedergård og som blev brugt til idrætsplads. Endnu et stykke længere ude ad Hovvej passerer man så Nedergård på højre hånd og en tre – fire arbejderboliger på venstre hånd. Dengang hed ejeren af Nedergård Søren Spanner. Han var sognefoged, og han var i øvrigt den eneste af byens gårdmænd, der lod sig titulere proprietær. Det hed sig, at Nedergård var lidt større end Skjoldelevgård, men jeg ved ikke om det passer. Endnu længere ude passerer man Vestergård på venstre hånd. Den blev altid omtalt som ”ude ved Martine” fordi ejeren hed Martine Møller Hansen. Fortsætter man lidt endnu ad Hovvej, drejer den skarpt mod syd og fører til Markusminde og videre til Hammel og, ikke mindst til Frisenborg Gods, som jo var den direkte årsag til, at vejen hedder Hovvej. I svinget ligger et lille hus, som dengang var fodermesterbolig til Vestergård og som i øvrigt oftest var ubeboet. Hovvej drejer som sagt af mod syd, men i svinget er der endnu to veje. Den ene er en blind vej, som fører ind til Vesterkær, mens den anden fører over til Hummeluhrevej. Hvis man fra Torvet går mod nordøst ad Hummeluhrevej, passerer man den tættest bebyggede del af byen. På venstre hånd ligger forsamlingshuset med indgang fra skolepladsen, derefter følger smedjen og imellem disse to bygninger lå bybrønden. I min barndom var der faktisk stadigvæk en pumpe og alle folk havde ret til at hente vand ved brønden. Det var nu vist nok kun smeden, der brugte brønden, når han skulle bruge vand i smedjen. Lige over for bybrønden, på vejens højre side, ligger et hus, hvor der var noget så fint som en konfektureforretning. Husets ejer hed Bakkestrøm og forretningen blev aldrig kaldt for andet end ”nie’ hos fru Bakkestrøm”. Der blev solgt is og chokolade og kager, og stedet var samlingssted for byens ungdom, uanset om man købte noget eller ej. Lige over for smedjen lå et hus, hvor byens smed oprindeligt boede, men huset rummede også telefoncentralen, før den blev flyttet til Lading. Det var i øvrigt praktisk, da telefonisten så kunne se hvem der gik forbi på vej til brugsen eller bageren. Dengang ringede man op til centralen og bad om at tale med f.eks. skomageren. ”Ja, men han er lige gået i brugsen” kunne telefonisten så sige, og det er jo en service, som vi ikke kender i dag! Efter smedjen blev der i min barndom bygget et nyt hus. Det var byens nye smedemester, der var bygherre, og det viste sig, at byggegrunden var det sted, hvor byens branddam oprindeligt havde ligget. Udgravningen til husets kælder bragte mange sære ting for dagens lys, men arkæologerne blev nu aldring blandet ind i det. På vejens højre side lå endnu et par huse, det ene var fodermesterbolig for Nedergård, og derefter kommer man til højre til en bivej, der fører om til Mødalsvej. Vejen hedder Graven fordi Skjoldelev Kirke og kirkegården engang lå her. Udover nogle få arbejderboliger, lå der to mindre ejendomme og desuden Præstegården, hvis ejer hed Aksel Nielsen. I dag er der bygget flere nye parcelhuse. Forsætter man ad Hummeluhrevej, lå til venstre bageriet med bageriudsalg og bolig for byens bager. Overfor på vejens højre side lå Skjoldelev Brugs. Endnu et par huse afsluttede den egentlige by, men vejen fortsatte til Hummeluhre. Her, ved et vejkryds ligger Hummeluhregård, ejeren dengang hed Niels Hummeluhre. I vejkrydset går vejen videre mod øst, den hedder Højvangsvej og fører op til Randers – Skanderborg vejen, i dag vej 511. Her ligger der en gård, der hedder Højvang, ejeren hed Albrekt Pedersen. På Hummeluhrevej modsat Højvangsvej fører den tidligere omtalte stikvej over til Hovvej og 5
desuden fører en bivej op til gården Vesterkær, ejeren af Vesterkær hed Aage Thomsen. Hummeluhrevej fortsætter som blind vej nordpå til to gårde, som ligger meget tæt på hinanden. Det er Nørregård, hvis ejer hed Peter Krogh og Østergård, der ejedes af Niels Langballe. Vender man tilbage til torvet, mangler der nu kun én vej. Den hedder Mødalsvej og fører mod sydøst. Først ligger et hus, som blev beboet af vognmand Ejnar Just, dernæst møder man til venstre den tidligere omtalte Graven. På hjørnet lå byens tømrer-snedkerforretning, hvor der også var savværk, tømmerlade m.v. Her var min ældste bror i tømrerlære, og det kom jeg også efter min konfirmation i 1956. På højre side lå en gård, hvis navn jeg ikke kender, men gården ejedes af Erik Eliassen. Gården er nu nedrevet og jorden vel solgt til anden side. Overfor Eliassens gård, på vejens venstre side, ligger en ejendom, som var mit barndomshjem og både den og to andre ejendomme, som lå længere ude ad vejen, er i dag omdannet til gartnerier. Fortsætter man ad Mødalsvej, passerer man Bjergeskoven og Bjergebakken og kommer så til Mødal eller Himmerig, som vi kaldte det, hvor der dengang lå tre mindre ejendomme og endelig kommer man til Randers – Skanderborg vejen. Ovenstående var en gennemgang af Skjoldelev By, som jeg husker den. Som tidligere nævnt findes det meste af byen uændret, men der er dog blevet bygget en del parcelhuse, og der er blevet oprettet store gartnerier på en del af ejendommene. I begyndelsen af dette afsnit har jeg indsat et luftfoto af Skjoldelev by, som den ser ud i dag. Det er ganske interessant at se hvordan gårdene er placeret i forhold til deres jordtilliggender. Man aner sporene efter landboreformerne i slutningen af 1700-årene. Skjoldelev er skam også at finde på internettet, og jeg har fundet et par artikler om byen. Dels en artikel skrevet af Arne Olsen, som fortæller en del af byens historie, og dels en artikel om Nilles Kro, som jo oprindelig opstod som et anneks af Skjoldelev kro. ”Blade af Skjoldelev bys historie” af Arne Olesen. Skjoldelev kan som de fleste andre landsbyer føre sin oprindelse langt tilbage i tiden. Hvornår de første bebyggelser skete, er der ingen der ved, men før reformationen var Skjoldelev et selvstændigt sogn med egen kirke og præstegård. Præsten dengang betjente fire sogne, nemlig foruden Skjoldelev også Lading, Sabro og Fårup sogn. Efter reformationen blev Skjoldelev kirke revet ned – en skæbne der overgik mange andre kirker. Sognet blev lagt under Lading, dog har der helt op til vor tid været sognefoged både i Skjoldelev og Lading. Sabro – Fårup fik egen præst i 1903, så nu var Lading kun et lille pastorat med kun en kirke. Ind imellem har der været forskellige ordninger med Hammel, således at præsten fra Lading har gjort tjeneste i Hammel sogns tre kirker. Præstegården i Skjoldelev har været bolig for præsten indtil 1916, da daværende sognepræst i Lading fik tilladelse til for egen regning at købe villa i Fajstrup. Denne fungerede som tjenestebolig indtil 1925, da den nuværende præstebolig blev bygget på et lod udstykket fra Lading byskole. Fra gammel tid har præstegårdens jorder nok været præstens eneste indtægt, plus hvad der kom ind fra menigheden som offer ved de forskellige højtider. Efter at præsterne blev aflønnet af staten blev mange præstegårdsjorder forpagtet ud, således også her i byen. Der blev opført en forpagterbolig til præstegården, og forpagteren har muligvis betalt lidt til menighedsrådet, men var også forpligtet til at stille befordring til rådighed for præsten når denne skulle ud i embeds medfør – med kusk. Da præsten flyttede til Fajstrup blev præstegården solgt. Det var en temmelig stor gård – ca. 100 tdr. land, med gode avlsbygninger og et anseeligt stuehus af bindingsværk med smukt stråtag. Gården blev solgt til udstykning, og der blev bygget tre nye ejendomme med hver 10 tdr. land jord - to ejendomme med lidt jord grænsende op til gården fik henholdsvis syv og ni tdr. land. 12 tdr. land blev solgt til en lille ejendom midt i byen, der førhen havde været en gård med det meste af jorden liggende langt uden for byen - disse 12 tdr. land lå midt imellem to af de nye gårde. Et par tdr. land var udnyttet til grusgrav og beplantet med træer. 6
Jens Lyngby – sådan hed manden der ejede de 12 tdr. land - solgte jorden omkring 1943 til de to ejendomme (Mødalsvej 17 og Mødalsvej 19) så de nu blev på henholdsvis 14 og 16 tdr. land. Ejeren til den ene af de små ejendomme, der fik tillægsjord da præstegården blev udstykket, solgte noget af jorden igen (tre tdr. land) til ejeren af den tredje ejendom der blev udstykket (ved RandersSkanderborg landevejen). Mødalsvej 7 købte tre tdr. land, og resten (en tdr. land + en tdr. land eng i Mødal) købte ejeren af præstegården. Han købte senere ejendommen ved landevejen, solgte bygningerne fra og lagde jorden under præstegården igen. De tre husmandsbrug Mødalsvej nr. 7 – 17 og 19 blev senere til Frilandsgartneri, Gartneri og Planteskole – i dag er kun planteskolen tilbage. Som nævnt var Skjoldelev engang et selvstændigt sogn. I 1688 da jorden blev matrikuleret var der 10 gårde i Skjoldelev og 4 i Hummeluhre, en af dem var præstegård - en anden, Skjoldelev Vestergård, lå mellem Skjoldelev og Lading, den blev senere betegnet som ødegård og dens jorder blev overladt til gårdmændene i Skjoldelev imod at disse betalte skatter, landgilde og hovafgift af den. Formentlig er de to ejendomme der ligger i ”Svinget” mellem Skjoldelev og Lading bygget på noget af den jord. Byen hørte under Frijsenborg gods og beboerne var især fæstebønder der gjorde hoveri på godset, i 1846 afløstes hoveriet af en fast årlig afgift. I 1850erne købte fæsterne deres gårde til fri ejendom. Af byens gårde var der et par stykker der havde bevaret deres selvejendomsret - Nedergård og Skjoldelevgård. Skjoldelevgård var en meget stor gård, der desuden var kgl. privilegeret kro. Senere er kroen skilt fra. Fra byen blev også udstykket to gårde i Markusminde – Elhøjgård og Christiansbjerg – disse to blev senere udstykket til små husmandsbrug.(1914-15 og 1925-26) Den 28. maj 1881 blev byen hjemsøgt af en stor ildebrand der lagde 5 gårde, et boelssted og 10 huse i aske. Ilden opstod i den ejendom der i dag er Mødalsvej nr. 7 ved at en askeskuffe blev tømt på møddingen, gløder antændte noget tørt halm og da der den dag blæste en hård sydøstlig storm, alle gårde og huse var stråtækte og lå tæt sammen, så ilden havde let spil. Gårdene blev genopbygget mere spredt og med større afstand for at undgå en gentagelse. Som nævnt gjorde fæstebønder hoveri på Frijsenborg, derfor hedder vejen mod Frijsenborg Hovvejen, det gør den indtil Postvejen (Vejen mellem Hammel og Hinnerup). Vejen mod Lading hedder Skjoldhøjvej, vistnok efter en høj der har ligget på markerne et sted – måske en gravhøj der med tiden er blevet sløjfet. Sagnkongen Skjold har måske ligget begravet der. Graven har sit navn fra kirkens tid. Hummeluhrevej og Mødalsvej, de navne giver sig selv, Højvangsvej mod Højvang (Foldby sogn) 95 m over havet. Siden 1834 har Skjoldelev været valgsted for Stænder og Folketing (Skjoldelevkredsen) folk kom kørende langvejs fra for at stemme og blev indlogeret på kroen og andre steder hvor der var plads, også til hestene. Skolepladsen var samlingssted hvor man kunne høre de forskellige kandidaters valgtaler. Der vankede af og til gode drikkepenge til karlene på gårdene for at hjælpe tilrejsende med heste og køretøjer. Der røg også et par dramme under vesten, det kunne så give ekstra drikkepenge – ikke alle er kørt ædru hjem. Festdage har det sikkert været. Til Folketingsvalg hørte 17 sogne til Skjoldelevkredsen, hovedsalig østover mod Århus, Lystrup og Elev (Djursland). I 1915 kom der ny grundlov hvor kvinderne fik stemmeret, der kom flere valgsteder i hvert sogn så man ikke skulle bevæge sig så langt for at komme til at stemme til Lands- og Folketingsvalg. Fra gammel tid har der i landsbyerne også været olderlaug, hvor man i fællesskab drev jorden fordi jorden til de forskellige gårde lå meget spredt. Bønderne samledes for at tage bestemmelse om hvornår der skulle sås, høsten og pløjes, hvilket alle havde at rette sig efter. Der valgtes en oldermand, hvis opgave det var at sikre alle bestemmelser blev overholdt. Olderlauget ansatte f.eks. også bysmeden, som sørgede for den lokale branddam og brandsprøjte. Dette har fungeret til engang sidst i 1940erne. En del byjord og fællesjord har der været, i Mødal ved Bjergeskoven var der en grav el. skrænt hvor man kunne hente ler til byggeri. 7
Skjoldelev skole Ifølge optegnelser har der været skolegang i Skjoldelev siden 1785. Skolen blev nedlagt d. 01-071964 hvor den overgår til Sabro Korsvejskolen der blev bygget i fællesskab af 3 kommuner: SabroFårup, Borum-Lyngby og Lading. Ved kommunesammenlægningen i 1970 flyttede Lading til Hammel og de to andre til Århus. Sidste lærer i Skjoldelev var Jacob Wrang. Han virkede fra 1926 og fulgte med til Sabro, hvorfra han gik på pension i 1968. Skjoldelev kro Blev bygget i 1854 og drevet som kgl. privilegeret. Lukket ca. 1960 og drevet videre som Nilles kro på Hadstenvej. Kroen blev en overgang i 1930-erne drevet som afholdskro, det fortælles dog at ølkasserne stod under tagdryppet, så etiketterne var væk når øllet blev serveret. Brugsforening Fra 1887 til 1965 derefter købmand til 1979. Der var flere forretninger i Skjoldelev, i dag ingen. Forsamlingshuset Der er fra omkring 1909 fungerede udover at blive brugt til fester også som gymnastiksal for skolen. Bruges i dag stadigvæk til fest og andre arrangementer. Et andet kapitel om Skjoldelevs udvikling er såmænd skrevet af ejerne af ”Montra Nilles Kro”. Historien fortæller om hvordan den gamle Skjoldelev Kro blev flyttet ud til Randers – Skanderborg landevejen og blev til ”Nilles Kro”. Beretningen følger her: ”Historien omkring Kroen” Kroen ligger ved landevejen. Det er en rigtig landevejskro; men Montra Nilles Kro er også en ældgammel landsbykro! - Hvordan det? Jo, det hænger sådan sammen: Landsbyen Skjoldelev ligger nogle hundrede meter vest for kroens nuværende placering, og Nilles Kro er en direkte videreførelse af Skjoldelev Kro, og den er stadig en del af denne landsby - om end beliggende alleryderst mod øst. “Hvor der er en kirke er der også en kro”, siger en gammel talemåde. I Skjoldelev var der en kirke, og kroen - kongelig privilegeret - lå lidt vest for den. Kirken forsvandt, men kroen levede videre. Fra 1834 var Skjoldelev centrum for en valgkreds, som omfattede 14 kommuner i nabolaget. Indtil 1901 foregik valgene ved håndsoprækning. Folk kom i hundredvis til Skjoldelev ved hjælp af heste eller med “apostlenes”. Forud for valgdagen gik gerne nogle dage med politisk og praktisk forberedelse. Når valget havde fundet sted, fejrede man sejren i kroen, og der gik gerne flere dage, inden folk i Skjoldelev og de sædvanlige rejsende igen havde den for sig selv. Med kommunalreformen i 1970 ophørte Skjoldelevs status som valgkreds. En anden sæsonbegivenhed var den årlige markering af sommerens begyndelse. Nogle hundrede meter øst for landevejen ligger inde i skoven det berømte voldsted med Niels Ebbesens Eg. (Niels Ebbesen, en Nordjysk herremand, der i kampen mod Holstenerne, var fører for en lille flok der 1. april 1340 dræbte Den kullede greve). Pinsemorgen valfartede - og det sker såmænd stadig - ungdommen fra Skjoldelev og fra nabolaget i øvrigt her til for at se “pinsesolen danse”. Fra 1952 hed kromanden Niels Christian Andersen. Han blev kaldt “Nille”. Han ville gerne være behjælpelig med at stille tørsten og etablerede et midlertidigt udskænkningssted netop her ved landevejen på en grund som tilhørte Skjoldelev Kro. Det fik permanent karakter som sommerrestauration ved landevejen Randers-Skanderborg. Da der blev flere og flere biler samtidig med, at der blev færre og færre mennesker i landsbyerne, blev kroen i Skjoldelev nedlagt men genopstod i årene efter 1954 som en Fugl Fønix i form af Nilles Kro. Nille fik bevilling som gæstgiver og beværter. I nye og smukke omgivelser, efterhånden også i nye og smukke bygnin-
8
ger, men med Skjoldelev Kros tradition i ryggen kan Montra Nilles Kro være til gavn og glæde for gæsten, som den har været det i århundreder.
Livet på landet. Når jeg skal skrive om min barndom, er det vist nødvendigt først at skrive lidt om, hvordan livet på landet, og især i en lille landsby, blev levet omkring 1950, for det var fuldstændig anderledes, end det liv vi lever nu, og ingen af mine efterkommere vil vide, hvad jeg taler om, hvis jeg ikke på forhånd giver en lille forklaring. Men allerførst en lille beskrivelse af mit barndomshjem. Det var en af de mindre ejendomme i byen, et husmandsbrug, som man kaldte det. Ejendommen er den, som Arne Olsen i et tidligere afsnit omtalte som Mødalsvej nr. 7. Så vidt jeg ved, har der oprindeligt været bageri i ejendommen, og det var vist, mens det var tilfældet, at en uforsigtig pige hældte aske ud på møddingen og derved startede en større ildebrand, der bredte sig til flere gårde i landsbyen. Mine forældre købte ejendommen i 1942. Dengang var den på 10 tdr. land, senere blev der så købt 3 tdr. land mere, og de 13 tdr. land var alt hvad mine forældre havde at leve af, men det kunne også lade sig gøre dengang, selv om der bestemt ikke var råd til de større udskejelser. Far havde en kvægbesætning på en halv snes køer og desuden nogle få ungkreaturer. Desuden var der en lille svinebesætning og endelig 2 heste. Mor supplerede så med høns, ænder og gæs. Hønseæggene blev solgt til ”æggemanden”, som kom en gang om ugen og købte ugens produktion. Ænder og gæs blev slagtet op mod Mortensaften eller op mod jul og derefter solgt, enten privat eller til slagteren. Fjer og dun fra ænder og gæs blev omhyggeligt gemt og enten brugt privat, eller solgt. Udover fjerkræet havde mor en stor nyttehave, hvor hun avlede jordbær, kartofler og kål i store mængder. Produkterne blev solgt, enten til private, eller til Brugsen. Indtægterne fra fjerkræ og have var mors og de betalte husholdningen og tøj til hende selv og til os børn. Fars landbrug var vist meget traditionelt. Jeg tror, han brugte det, der kaldes vekseldrift. Det vil sige, at markerne på skift blev brugt til korn, roer og græs. Markerne lå i en lang stribe fra ejendommen og øst på mod Randers – Skanderborg landevejen. Det gjorde det jo nemt at passe dem, og det var også nemt at få kreaturerne ud og hjem. De fleste landbrug dengang var i øvrigt tæt på at være det, der i dag kaldes for økologiske brug. Det var stærkt begrænset, hvad der blev brugt af kunstgødning, og på de fleste ejendomme var husdyrholdet afpasset efter jordtilligendet. Selve ejendommen var en lille vinkelbygning. Desværre havde man vendt bygningerne forkert fra starten. Beboelsesfløjen vendte mod syd, mens udhusfløjen var bygget til mod vest, ud mod Mødalsvej. Det var ikke særlig hensigtsmæssigt, fordi al trafik ud i markerne måtte gå over gårdspladsen, også af køerne, når de skulle ud og ind. Det betød, at gårdspladsen altid var mudret og oprodet. Jeg tror nu ikke mine forældre tænkte så meget over det, ikke far i det mindste, men jeg har ofte undret mig over, at mor ikke protesterede mere over det. Nå, hun har vel tænkt, at det ikke kunne nytte noget, forholdene var, som de var. Jeg ved egentlig ikke hvor mange m2, vi havde til rådighed i stuehuset, stort var det ikke. Ud mod gårdspladsen lå køkken, baggang med trappe til loftet og spisekammer/bryggers. Mod havesiden lå to små stuer og forgangen og et pulterrum, som senere blev til badeværelse. Senere blev en del af laden, som også vendte mod syd, inddraget til soveværelse for mine forældre. I tagetagen, eller på loftet, som vi sagde, var der et stort kvistværelse, som oprindeligt var soveværelse. Desuden var der et lille gavlværelse, hvor mine brødre og jeg sov. Selv om vi ikke tænkte over det dengang, så var forholdene meget primitive set i forhold til nu. Badeværelse var der ikke noget af før senere. Der var ganske vist indlagt vand, men det indskrænkede sig til en hane over køkkenvasken og en i bryggerset. Desuden var der en hane i kostalden og en i gården over et vandingstrug til kreaturerne, ”kjaldtruget” blev det kaldt. Varmt vand var der ikke noget af, det skulle varmes over komfuret, men det vender jeg tilbage til. Opvarmning var der ikke så meget af, der var brændekomfuret i køkkenet og så en kakkelovn i hver af de to stuer, alt 9
andet, bl.a. soveværelserne var uopvarmede. Det var et større arbejde for mor, når der skulle fyres op. Asken fra tidligere skulle ryddes ud og brænde skulle hentes ind. I de første år, jeg husker, bestod brændselet af træ og tørv, senere blev det så til koks til kakkelovnene. Træet blev hentet i skovene omkring Skjoldelev. Det skulle skæres op i passende længder, det skete hos den lokale tømrer, og derefter skulle det så kløves. Det arbejde blev besørget af mine brødre og mig. Efter kløvningen blev træet stakket fint, så der ikke kunne komme for meget regnvand til det, og så stod det og tørrede og afventede fyringsperioden. Det er klart, at med så meget arbejde for at skaffe brændsel, så blev der fyret mindst muligt. I sommerhalvåret fra 1. april til 1. oktober blev der kun fyret i komfuret i køkkenet. I vinterhalvåret blev der så også fyret i dagligstuen, til gengæld blev der kun fyret i komfuret, når der blev lavet mad. Når der en gang imellem var gæster, blev der selvfølgelig fyret noget mere, bl.a. blev der så også fyret op i ”den pæne stue”, som ellers ikke blev brugt. Det var nu ikke så lige en sag at varme den stue op. Sådan et rum, der måske har stået uopvarmet i flere måneder, skal bruge meget varme før gulv og vægge, for ikke at tale om møblerne er varmet op. Det var ikke specielt behageligt at opholde sig i den pæne stue, for ud over at der var halvkoldt, så var der også fugtigt; det bliver der jo, når der ikke er fyret konstant. Men alligevel var det en begivenhed, når stuen blev åbnet, nok mest fordi der så skete noget ud over det sædvanlige. Det var blandt andet tilfældet juleaften, for da stod juletræet i den pæne stue, og det var der vi sad og sang julen ind. Det jeg her har skrevet om mit barndomshjem er ikke beretningen om noget usædvanligt, for som det var hos os, sådan var det de fleste steder. Dengang, i midten af forrige århundrede, var Danmark endnu et typisk landbrugssamfund. Det vil sige, at de fleste mennesker var beskæftiget ved landbruget, eller ved noget, som havde med landbruget at gøre, og det gjaldt i hvert fald alle, som levede på landet og i landsbyerne, og det gjaldt også Skjoldelev. Som jeg fortalte i forrige kapitel, var der i Skjoldelev en 11 – 12 større gårde og en hel del mindre ejendomme. På gårdene var der, ud over familien, både karle og piger. Som regel var der 2 karle og 1 pige, men de største gårde kunne have 3 karle og 2 piger. Desuden var der på de større gårde som regel en fodermester, men han og hans familie boede for sig selv i en fodermesterbolig, som tilhørte gården. Karle og piger derimod boede på gårdene, og det betød, at der var tale om store husholdninger. Det betød så også, at der egentlig var et temmelig stort antal unge mennesker i byen. Arbejdsdagene var lange dengang og også lørdag var en almindelig arbejdsdag, men selv om også søndagene ind imellem blev inddraget, f.eks. i høstens tid, så var der jo alligevel en del fritid, som skulle bruges. Fritidstilbud var der ikke mange af, for fritidsklubber og den slags opholdssteder var ukendte begreber, men til gengæld havde vi Skjoldelev Boldklub, som arrangerede udendørs håndbold om sommeren og gymnastik og badminton i forsamlingshuset om vinteren. Klubhus og badefaciliteter var der ikke noget, der hed, så vi måtte opholde os udendørs om sommeren, og bade? Ja, det var der vist ikke så meget af; det blev i de fleste tilfælde klaret om lørdagen, hvis det da overhovedet blev klaret! For mange af karlene på gårdene gjaldt, at der ikke var bademuligheder. Karlekamrene var mange steder placeret i udhusene, og mange af dem var meget primitive. De fleste steder var der kun koldt vand til rådighed, og det er nu ikke altid lige tillokkende. Det kunne så også godt, en gang imellem både ses, og måske især lugtes, særligt når ungdommen mødtes til krobal eller andre sammenkomster, hvor temperaturen kunne blive høj. Så kunne der brede sig en umiskendelig duft af landbrug. Mange kvinder har siden hen berettet om den lidelse, det kunne være, at danse med ildelugtende karle. For pigernes vedkommende var forholdene lidt bedre. Pigekamrene var som regel placeret i stuehuset og pigerne havde nok også lidt bedre adgang til varmt vand og andre faciliteter. Desuden har piger og kvinder vist altid været lidt mere renlige end mændene. På et tidspunkt fik vi, som nævnt en branddam i byen. Den kunne bruges som badebassin om sommeren, men dels var vandet jo altså uopvarmet, dels kunne det hverken renses eller udskiftes, så hygiejnen var tvivlsom. Skulle vi rigtig bade om sommeren, så tog vi til Lading sø. Der var forholdene bedre 10
og større, og det var en yndet sport blandt karlene at vise sig over for hinanden, og ikke mindst overfor pigerne, ved at svømme tværs over søen og tilbage igen. Det har jeg nu aldrig turdet vove som barn, og som voksen blev søen ikke brugt mere – forureningen var også nået dertil! Når jeg nu er ved at skrive om renlighed og den slags ting, så vil det nok være på sin plads at omtale andre forhold, som var gældende dengang, og som var fuldstændig anderledes end forholdene i dag. Toiletforholdene f.eks. Badeværelser og vandklosetter var ikke almindelige, ja, jeg tror faktisk, at den form for luksus kun fandtes på de allerstørste gårde, og selv der blev de kun brugt af familien. I mit barndomshjem fik vi først badeværelse da jeg var omkring 12 år. Der fik vi så ganske vist både vandkloset og håndvask og brusebad, men der var intet varmt vand. Skulle man i bad, skulle der først tændes op i den badeovn, der var installeret. Det siger sig selv, at det kun skete én gang om ugen, som regel lørdag. Skulle vi bruge varmt vand derudover, skulle det først varmes på komfuret ude i køkkenet. Men indtil vi fik badeværelse, vaskede vi os ved køkkenvasken og lørdagsbadet for vi børn skete i en stor zinkbalje på køkkengulvet. Hvad mor og far gjorde, ved jeg ikke, hvad det end har været, så skete det, når vi børn var kommet i seng. Hvad så med wc? Ja, mor insisterede på at bruge det, der i dag kaldes et tørkloset, men som andre kaldte for lokummet. Det var ikke et udtryk, der faldt i mors smag, så vi kaldte det simpelthen for vc-et. Det var et lille skur ude i gården bygget til gavlen af hønsehuset. I skuret var der det sædvanlige podium af træ med et hul i, og underneden en spand og på væggen et søm med afrevet avispapir eller en gammel telefonbog. Det tjente sit formål, men særlig hygiejnisk var det vel ikke, og en varm sommerdag, var man ikke i tvivl om anvendelsen. Og så var der spanden; den skulle jo tømmes en gang imellem og indholdet blev hældt ud på møddingen og dækket med det, der i forvejen fandtes der. Far ville ikke bruge vcet, men det var nu vist mest fordi han ikke ville stå for tømningen af spanden. Han brugte i stedet grebningen bag køerne til både stort og småt. Det gjorde mine brødre og jeg også, indtil vi fik badeværelset. Nu her mange år efter må jeg indrømme, at det, der dengang føltes naturligt, nu virker temmelig uæstetisk og ubehageligt. Det kunne i øvrigt også godt være lidt af et risikabelt foretagende, for der var jo ingen garanti for, at den ko man sad bagved ikke pludselig lettede på halen. Så var det bare med at komme væk, og det lykkedes da også som regel, men ikke altid! Som sagt kunne den personlige hygiejne være mangelfuld dengang i min barndom, men det er selvfølgelig set i forhold til det, der er gældende i dag hvor et dagligt bad, er normen for de fleste og hvor den fuldautomatiske vaskemaskine gør det nemt at få rent tøj, så tit man ønsker det. Tøjvask var dengang en anderledes arbejdskrævende opgave, end vi kender. Det var hårdt arbejde, og alt var manuelt. Min mor vaskede storvask, som vi kaldte det, én gang om måneden, men så tog det også 3 dage at få det overstået. Første dag blev arbejdstøjet sat i blød for at opløse det værste snavs. Dagen efter blev både arbejdstøjet og andet tøj så kogt i gruekedlen, derefter skrubbet på vaskebrættet og efterfølgende behandlet i den gammeldags vuggevaskemaskine. Både vaskebræt og vuggevaskemaskine kan man i dag se på museerne. Så blev tøjet hængt til tørre på tørresnoren udenfor og tredjedagen blev det så strøget og rullet og lagt sammen og på plads alt efter type og behov. Det var et kolossalt arbejde, og så var mor endda heldig, at vi havde indlagt vand, andre steder måtte man hente alt vandet ved brønden. Det store arbejde betød så selvfølgeligt, at der blev sparet på det rene tøj. Undertøj blev normalt kun skiftet én gang om ugen, og arbejdstøj og sengetøj endnu sjældnere. Når jeg nu tænker tilbage, kan jeg se, at meget af kvindearbejdet var ved at skifte karakter i de år, hvor jeg var barn. Jeg har nævnt storvasken ovenfor, men på de store gårde var man gået sammen om at investere i en elektrisk vaskemaskine. Ikke en fuldautomatisk maskine, som vi kender dem i dag, langt fra, men alligevel et kæmpe fremskridt. Andre steder kunne man leje sådan en vaskemaskine, men ikke i Skjoldelev. Jeg mener, at mor engang prøvede, om hun kunne leje den maskine, som var ejet af gårdene. Svaret var et tydeligt nej, og det var nok til at gøre mor sur. Så kan vi selv, sagde hun, og så blev der købt en vaskemaskine af en model, som jeg aldrig har set hverken før eller siden. Den var lavet af teaktræ, og den kunne selvfølgelig ikke varme vandet op, det skulle stadigvæk bringes i kog i gruekedlen, men den var elektrisk og kunne vaske tøjet og så var der end11
da en elektrisk drevet vridemaskine påmonteret. Mor var stolt af sin maskine, og det var en stor hjælp for hende i det daglige. Der er for resten en sjov historie i forbindelsen med denne vaskemaskine. Af en eller anden grund, som jeg ikke kender, var der på et tidspunkt udbrudt mælkestrejke, dvs. at der ikke kunne leveres mælk til mejeriet. Sådan noget er jo et stort problem, for køerne skulle jo alligevel malkes, og hvad skulle man gøre ved mælken? Noget blev brugt til grise og kalve, men der var alligevel en del tilbage. Far og mor kunne ikke få sig selv til at smide mælken ud, og derfor fandt mor på at hælde det i vaskemaskinen, og så lade den arbejde indtil der kom smør ud af det. Det var egentlig ganske fikst, men også et godt eksempel på, at man ikke dengang, uden videre kasserede noget, som kunne bruges. Selv om mekaniseringen så småt var begyndt, så var ”brug og smid væk samfundet” endnu langt borte. Vaskemaskinen var ikke det eneste eksempel på at tingene blev lidt lettere for kvinderne. Malkemaskinen f.eks., indtil den kom måtte køerne malkes med håndkraft to gange om dagen. Det var normalt kvindernes arbejde, selv om far og mor nu hjalp hinanden med det. Efter vi fik malkemaskine, kunne far klare malkningen alene. Hvor glad han så var for det, ved jeg ikke, men mor har engang udtalt, at hun syntes det var den største lettelse, hun havde haft. Vaskemaskine og malkemaskine var ikke de eneste lettelser mor fik. På et tidspunkt blev der oprettet et frysehus i Lading. Der kunne man leje en boks, og det betød, at kød og andre produkter kunne opbevares der i fersk tilstand. Indtil da havde vi kun spisekammeret og saltkaret, for det var nødvendigt at nedsalte kød, for at det kunne holde sig. Til gengæld måtte man så tage det op af saltkarret i god tid, før det skulle bruges, for at få det afsaltet. Det var et stort fremskridt, at man nu kunne nedfryse kødvarerne, også selv om frysehuset lå i en anden by tre kilometer væk. De fælles frysehuse blev bygget over hele landet, og man kan endnu se bygningerne rundt omkring, selvom anvendelsen nok gik i stå, da hjemmefryserne blev almindelige. Det var ikke alene kvinderne, der fik det lidt lettere, også mændene blev lettet lidt efter lidt, f.eks. da traktorerne blev almindelige. Igen var det selvfølgelig de store gårde, der lagde for, og jeg kan huske, da den første traktor kom til Skjoldelev. Det var Skjoldelevgården, der fik en Ferguson – en af de små grå. Den havde ikke meget tilfælles med de kæmpemaskiner, man ser i dag, men den var ikke så lidt af et mirakel dengang. Det virkede uoverkommeligt for små landbrug at tænke på at få en traktor, men der gik nu alligevel ikke så mange år, før også far havde anskaffet en. Det var ingen Ferguson, men en lille Massey Harris Pony. Den kunne trække en enkeltfuret plov, men det var alligevel en lettelse, og for et barn som mig, var det jo et rent eventyr. Far og mor var i øvrigt gode til at følge med udviklingen, når det drejede sig om lettelser i hverdagen. Jeg har nævnt ovenfor, at det fælles frysehus var et stort fremskridt, fordi man tidligere måtte nedsalte kød, for at det skulle kunne holde sig. I dag går man i supermarkedet og køber de kødvarer man skal bruge i større eller mindre portioner efter behov. Tilsvarende køber man de fleste øvrige fødevarer og mange er endda på vej til at købe færdiglavede retter. Sådan var det ikke i min barndom på landet. I byerne købte man selvfølgelig det man skulle bruge hos købmanden, slagteren eller grønthandleren, men på landet lavede man stort set alting selv. Gæs og ænder, høns og kyllinger og grise blev slagtet på gården eller ejendommen og husmoderen skulle kunne udskære og behandle og opbevare disse kødvarer på en måde, så det passede til familiens behov. Tilsvarende skulle hun kunne bage alt det brød, man skulle bruge, og hun skulle kunne lave mad helt fra bunden, så familien og eventuelle ansatte hver dag fik sulten stillet. Tøjvask har jeg allerede nævnt og ud over alle disse gøremål, skulle hun holde hus og have og, på de mindre ejendomme, også ofte deltage i markarbejdet og i stalden med fodring af dyrene og malkning. Kvindearbejdet var meget hårdt, og det er fuldt forståeligt, at blandt andet mor glædede sig meget, når arbejdet blev lettet ved hjælp af nye maskiner. Det er klart, at der kunne skrives meget mere om dagliglivet på landet, men dels vil jeg nok komme lidt ind på det i de næste kapitler, dels kan jeg henvise til min forældres erindringer. Både far og 12
mor var flittige skribenter i deres otium, og vi er så heldige at have deres erindringer om det liv, der blev levet på landet i den første halvdel af det 20. århundrede. Barndommens land. Som nævnt blev jeg født i 1941, så de første år af min barndom fandt sted under 2. verdenskrig. Det var nu ikke fordi vi børn vidste meget om det og uden at vide det, tror jeg Skjoldelev var et forholdsvis fredeligt sted. Jeg har ikke, hverken dengang eller senere, hørt om særlige episoder. Selvfølgelig var tiden præget af mangel på både det ene og det andet, men det opfattede vi børn jo bare som noget normalt, uden at forbinde det med en krig, som vi dårligt vidste noget om. Alligevel må vi på en eller anden måde have fornemmet noget utrygt, noget som kunne gøre os bange, for jeg kan huske to episoder, som i hvert fald gjorde mig bange. Den ene drejede sig om, at mine brødre og jeg en aften var alene hjemme. Det har nok været i efteråret 1944, hvor jeg så har været 3 år og min ældste bror 13 år. Da bankede det på døren og to tyske soldater spurgte, om de kunne købe æg og flæsk, ja, vi forstod jo ikke hvad de spurgte om, men det blev efterfølgende opklaret, fordi de også havde været inde andre steder. Min bror gav dem nogle æg, og dem gik de så med, men jeg husker, at vi var bange, og jeg tror nok vore forældre blev hentet hjem. Den anden episode skete en dag, jeg var med far nede i byen. På vejen hjem mødte vi en deling tyske soldater, som kom marcherende imod os. Jeg var bange og spurgte far, om vi ikke skulle gå en anden vej, men det var han nu ikke indstillet på, og der skete os da heller ikke noget. Det var sådan set alt det, jeg mærkede til krigen, bortset fra en episode nogle år senere, men mere om det, når jeg skriver om skoletiden. Hvornår begynder man at kunne huske? Det er vist forskelligt fra person til person og selv om enkelte hævder, at de kan huske jordmoderen, som tog imod dem, så er det nu nok alligevel sådan, at man skal være et sted mellem to og fire år, før man rigtigt kan huske enkelte begivenheder, og så skal der vist endda være tale om noget, som har gjort et stort indtryk på én. Min første erindring stammer fra en gårdbrand. Det var en udhuslænge på Kærsgård, som brændte, og jeg kan huske, at far tog mig ved hånden og tog mig med derud. Det har nu nok været noget af en vandring for sådan en lille gut, men det husker jeg ikke, og jeg husker heller ikke så meget af branden, kun at der var en masse mennesker og en masse børn. Særlig det sidste blev betydningsfuldt, for de børn blev mine legekammerater og skolekammerater gennem alle årene, indtil voksenlivet skilte os. Der var faktisk også ganske mange børn i byen. Jeg havde f.eks. 5 – 6 kammerater, som var nogenlunde jævnaldrende med mig, og der var da en del drenge, som var både ældre og yngre, og så var der selvfølgelig alle pigerne. De er ikke nævnt sidst for at være kønsdiskriminerende, men det var stort set utænkeligt, at drenge og piger kunne lege sammen dengang. Vi gik ganske vist i skole sammen, men selv der var der intet samvær, heller ikke i frikvartererne. Der var ikke noget der hed vuggestuer og børnehaver. Børn blev for det meste født i hjemmet, og der blev de også passet, indtil de kom i skole. Det kunne lade sig gøre, fordi det dengang, til forskel for nu, var sådan, at kvinderne var hjemmearbejdende. Det betød så, at vi børn havde stor frihed til at lege, fordi der altid var voksne i nærheden, men ikke så nær, at vi følte os overvågede. Og som vi dog legede. Der var jo stort set ingen trafik, så vi kunne færdes overalt. Vi legede på vejene og i skovene og på markerne og rundt omkring på gårdene. Og hvad legede vi så? Ja, det er egentlig lidt svært at svare på, for det var sjældent de mere kendte lege. Som regel var det noget, vi selv fandt på, inspireret af de bøger, vi læste. Det var vel forskellige variationer over ”røvere og soldater” kombineret med ”skjul”, eller ”put”, som vi kaldte det. Det var også på den tid, at indianer- og cowboylitteraturen fra USA kom på mode, og vi børn var voldsomt inspireret af Hopalong Cassidy, Wyat Earp, Cit Carson og alle de andre fra ”Det vilde vesten”. Også indianerne kunne inspirere os, og bøger som ”Den sidste Mohikaner” og Edward S. Ellis’ bøger om Nordamerikas indianere var meget populære. 13
Når jeg nu er i gang med at nævne bøgerne, så må jeg sige, at netop bøgernes verden har haft stor betydning for mig. Man skal huske på, at forholdene var helt, helt anderledes, end de er nu. Der var ganske vist radio dog kun ét program, og det var nu mest for de voksne, selv om der om eftermiddagen var børnetime. Det var nu mest noget ”pussenusseri” for de mindre børn og ikke noget, som kunne inspirere de lidt større drenge. Fjernsyn var der ikke noget af, vi skulle helt op i midten af 1960-erne før de første fjernsyn kom til Skjoldelev. Komputere og internet og mobiltelefoner eksisterede slet ikke. Vi kunne godt komme i biografen, men så skulle vi enten til Hammel eller til Hinnerup, og det var en cykeltur på henholdsvis 11 eller 7 km., og så kostede det jo penge, og dem havde vi næsten ingen af. Nej, vi måtte bruge vores egen fantasi, og til det var bøgerne en mægtig inspirationskilde. Vi var heller ikke særlig informeret om verden omkring os, i det mindste ikke i detaljer, og Afrika og Amerika var meget, meget langt væk, og vi kunne sagtens forestille os, at man der kunne finde eventyrlige riger og lande, hvor man kunne opleve de mærkeligste ting. Gode eksempler på det er bl.a. Tarzan-bøgerne og H. Rider Haggard’s bøger fra Afrika, ”Kong Salomons miner” og ”Det hvide folk”. Jeg kan endnu se mig selv som barn liggende på gulvet i stuen med en finger i hvert øre og fuldstændig opslugt af en bog. Jeg ved ikke om børn stadigvæk kan opleve det, men hvis ikke, er det synd for dem, men de har selvfølgelig så mange andre muligheder, som vi andre ikke havde. Jeg fik aldrig noget nært forhold til min far, vi lærte aldrig rigtig at tale sammen, men på et punkt lignede vi hinanden, nemlig ved glæden over de gamle børnebøger. Far havde en del af dem fra sin egen barndom, og mine brødre og jeg læste dem til laser, indtil mor til sidst begik den forbrydelse at brænde dem under grubekedlen – det har jeg aldrig tilgivet hende, hvilket hun ofte fik at vide, men selvfølgelig havde hun ret; de var blevet meget simple og var efterhånden kun løsblade. Selv om det var mor, der stod for alt i hjemmet, blandt andet også indkøb af gaver til jul og fødselsdage, så husker jeg alligevel med stor glæde, at far engang selv havde købt en gave til mig. Det var bogen ”Falkevinge”, som han selv havde læst som barn og som han nu syntes, at jeg skulle lære at kende. Jeg har bogen endnu, og i det hele taget har jeg bevaret de fleste af mine drengebøger, og jeg læser dem faktisk også nu og da. Mine egne børn har også læst en del af dem, men jeg tror faktisk ikke nutidens børn læser dem. De har jo også et helt andet og mere fuldstændigt indtryk af verden, end vi havde dengang. Den ene af mine brødre havde gennem årene samlet næsten alle de gamle børnebøger og han glædede sig meget til, at hans børnebørn skulle læse dem, men da det kom til stykket gad de ikke. Det var en stor skuffelse for ham. Tilbage til legene: Der var og er en del skovområder omkring Skjoldelev. Nærmest ligger Bjergeskoven og lidt længere væk Hareskoven. Især den førstnævnte var tumleplads for børnene. Der er blevet udkæmpet mange kampe mellem ”cowboys og indianere” eller ”røvere og soldater” i den skov. Vi kendte efterhånden hver vej og sti, men kunne alligevel altid finde nye udfordringer. Selv om vi ikke tænkte så meget over årstidernes skiften, så kunne vi godt synes, det var pænt når anemonerne blomstrede om foråret, og vi kunne også spise masser af ”skovsyre”, når den kom frem. På samme måde var efterårets jagt på nødder i skovbrynet en sikker beskæftigelse. Børn, og vel især drenge, har som regel en umættelig appetit, og vi havde den fordel, at der var masser af spiselige ting omkring os. Som nævnt skovsyre og nødder i skoven, æbler og pærer i haverne og ikke langt fra Bjergeskoven lå der nogle bevoksede skrænter, som vi kaldte Lyngbakkerne. Der kunne vi plukke moreller og kirsebær, men vi skulle være forsigtige, for der gik rygter om, at der var hugorme i disse bakker. Det var nu vist nok noget de større drenge bildte os ind, jeg har i alt fald aldrig set hverken hugorme eller andre krybdyr der på stedet. Bjergeskoven ligger op ad en mose og gennem den løber der en bæk eller måske nærmere en lille å. Jeg ved faktisk ikke hvor åen udspringer eller hvor den udmunder, men den løber som sagt gennem mosen og videre gennem nogle engarealer, og alt dette var en del af vores tumleplads. Det er egentlig forbavsende, at vi aldrig kom galt af sted, når vi legede. Jeg tror da ikke jeg ville være tryg ved at se mine børnebørn lege de samme steder uden opsyn. Men jeg tror nok, at vi godt vidste hvad der kunne være farligt og hvad vi skulle passe 14
på. Som regel var vi jo en flok børn af forskellige aldre, og de lidt ældre passede på de yngre og lærte dem, hvad der kunne være farligt. Mange gange var der jo også tale om ældre og yngre søskende. Skjoldelevs vandværk lå i udkanten af Bjergeskoven ned mod mosen. Der er for øvrigt vandudvinding den dag i dag, men nu er boringerne med til at forsyne Århus med vand. Dengang var det kun det private vandværk i Skjoldelev, der skulle forsynes. Vandet blev pumpet op til en stor vandbeholder, der var placeret hos Aage Overgaard, men oprindeligt blev det pumpet op til et stort, støbt vandtårn, som var placeret i et markskel nogenlunde midtvejs mellem skoven og byen. I min drengetid var vandtårnet sat ud af drift, men det blev en pragtfuld ramme om vores lege. Det kunne bruges som fængsel, eller røverborg alt efter hvad vi legede, og der har stået mange drabelige slag omkring det tårn. Jeg har for nylig kørt igennem Skjoldelev, og vandtårnet eksisterer skam stadigvæk, men det bliver nok ikke brugt på samme måde mere. Nutidens børn leger ikke frit som vi gjorde. Ud over Bjergeskoven og Hareskoven havde vi også Ristrupskovene. Det hedder de nu vist nok ikke, men herregården Ristrup ejer en del af skovområdet, og så ligger navnet jo lige for. Det er for øvrigt ikke så lang tid siden jeg blev klar over, at Frijsenborg gods ejer halvdelen af dette skovområde. For vi mindre børn var det ukendt land. Det var såmænd ikke fordi nogen forbød os at gå derned, men skovene ligger et pænt stykke fra Skjoldelev, så vi magtede det ikke rigtig. Først da vi blev større, blev Ristrupskovene en del af vores domæne, og det var spændende. Skovene er store, og man kunne godt fare vild i dem, når man ikke rigtig var kendt, og så var der to steder, der rigtig kunne tale til fantasien. Det var ”Niels Ebbesens eg”, eller ”Egen”, som den bare blev kaldt, og ”Hangheden”. I skovens udkant over mod Norringkanten ligger et gammelt voldsted, og der stod der dengang et vældigt stort og vældigt gammelt egetræ. Der blev fortalt, at Niels Ebbesens gård havde ligget ved voldstedet og at egen var blevet plantet af Niels Ebbesens far, da Niels blev født! Hvem var Niels Ebbesen spørger I måske. Jeg må nøjes med at sige, at det var ham, der slog den kullede greve ihjel i Randers, resten må I læse jer til i Danmarkshistorien. Om det nu er rigtigt, at Niels Ebbesen boede her, ved jeg ikke, men egens alder kunne godt tyde på det. Det er klart, at sådan et sted måtte tale til vores eventyrlyst, og voldene egnede sig glimrende til at cykle op og ned ad. Vi havde ganske vist ingen Mountain Bike dengang, men almindelige cykler kunne også bruges. Så var der i øvrigt en ting mere ved Egen: Pinselørdag samledes egnens ungdom der på stedet. De kom fra både Sabro, Norring og Skjoldelev, og dengang var det ikke så almindeligt, at man mødte hinanden fra de byer, så det kunne godt ende med slagsmål mellem karlene, når de kom op at toppes lidt om pigerne. Som regel var der en eller flere, der havde musikinstrumenter med, og så gik dansen inde mellem voldene. Det kunne også ske, at en havde medbragt øl og vand, som han så solgte. Det gjorde jo ikke humøret mindre. Vi lidt større børn havde megen fornøjelse af at lure på kæresteparrene, når de gik tur i skoven; det kunne man lære en del af! Et stykke fra Egen, men også i skovens udkant lå Hangheden. Det var en ødegård, som vist nok hørte under Ristrup. Det er klart, at sådan et sted lige var noget for en flok drenge. Der kunne fantasien rigtig komme til udfoldelse, og det var også en smule uhyggeligt, for gården lå helt for sig selv og der var ikke andre bebyggelser at se. Desuden fik vi fortalt, at navnet Hangheden kom af, at man i gamle dage brugte stedet derude som retterplads, det vil sige, at man hængte forbrydere derude. Om det er rigtigt skal jeg ikke kunne sige, men vi børn troede på det og både den fabel og ensomheden derude gjorde, at vi nok skulle sørge for at komme derfra, inden det blev mørkt. Et eksempel på, at vi godt vidste hvad der var farligt, og hvad vi skulle holde os fra stammer fra ”Hangheden”. En af min kammerater gik i realskole i Aarhus, og på hans fødselsdag havde han inviteret både sine tidligere og nuværende skolekammerater. Han boede ikke så langt fra ”Hangheden” og selvfølgelig endte vi der for at lege og nok også for at imponere Aarhusdrengene. Fødselsdagen var midt om vinteren og der var is på vandpytterne og også på den ajlebeholder, som hverken var afdækket eller afskærmet. Pludselig opdagede vi, at nogle af Aarhusdrengene var gået ud på isen på ajlebeholde15
ren, og vi fik meget travlt med at få dem væk derfra. Vi vidste, at sådan et sted absolut ikke var en legeplads. Min kone og jeg har mange barndoms- og ungdomsminder fra Ristrupskoven, og for nogle få år siden, på vores 40 års bryllupsdag, gik vi en tur i skoven, og vi kunne da konstatere, at Niels Ebbesens eg var væltet i stormen. Nu ligger kun stammen tilbage; den er indhegnet og fredet og skal have lov at forgå på naturens egne præmisser. Hangheden var også borte, stedet ejes af Ristrup, som har fjernet alle bygninger og i det hele taget alt, der kan minde om, at der engang har ligget en gård der. Nu er der så kun minderne tilbage, men dem har man da også lov at ha’, som der står i sangen. Det var ikke kun sommeren, der dannede rammen om vore lege, det gjorde vinteren også – måske endda endnu mere. Sne har altid kaldt på et eller andet i mennesker og ikke mindst på børn. Det er muligt min erindring svigter mig, selvom jeg nu ikke tror det, men der var altid masser af sne i de år, jeg var barn, og som vi dog tumlede os i det. Kælke og slæder, ski og skøjter var konstant i brug fra den første sne faldt, til den forsvandt igen. Nu havde vi også gode forhold til det, for egnen omkring Skjoldelev er meget kuperet. Når jeg tænker tilbage, er det mærkeligt, at ingen af os nogensinde kom galt af sted, for en del af det, vi gjorde var nu temmelig farligt. For eksempel er der ved Bjergeskoven en temmelig lang og temmelig stejl bakke, Bjergebakken hedder den. Den kunne vi finde på at køre nedad på kælken, og når vi så var næsten ned ved bakkens fod, hvor vejen begynder at dreje, kunne vi køre ud over vejkanten med et elegant hop og fortsætte ned over markerne, helt ned til bækken. Bakken er som sagt stejl og marken ligeså, så vi fik en gevaldig fart på og syntes selvfølgelig, at det var vældig skægt, risikoen var der ingen der tænkte på. Jeg kan huske, at min ældste bror fortalte, at han havde gjort det samme, sammen med sine kammerater. En af disse kammerater havde en meget lang kælk, som blev kaldt for strygebrættet, vist nok fordi sædet faktisk var lavet af et gammelt strygebræt. Der kunne sidde mange på den, og så kunne der for alvor blive fart på ned ad bakken. Det traf sig nu sådan, at den kælk blev fundet oppe på loftet af et hus, som den stedlige skomager købte, og da han var barnløs, og jeg stod mig godt med ham, fik jeg kælken. Det var jeg meget stolt af, og det var rigtigt, at den virkelig kunne få fart på. En anden leg vi kunne finde på med vore kælke og slæder foregik på byens torv. Det var dengang, og er det fortsat, en temmelig stor, åben plads. Dengang stod der et vejskilt midt på pladsen, som i øvrigt havde et svagt fald mod nordøst, så pladsen egnede sig glimrende til ”søslag” mellem kælkene. Vi var forsynede med træstager med et søm i enden, og med dem kunne vi stage både op og ned på pladsen. Legen gik så ud på at deles i to hold og ved hjælp af stagerne at forsøge at vælte hinanden. Var man først væltet, gik man over på modstanderens parti og fortsatte der. Legen sluttede først når alle var på samme parti. Det kunne godt gå temmelig voldsomt til, men det var absolut forbudt at slå eller støde hinanden med stagerne, og den regel overholdt vi altid. I dag kan man måske undre sig over, at vi sådan kunne kælke på offentlige veje og pladser. Var der da ikke gruset eller saltet, kan I spørge? Nej, det var der ikke, ikke de første år i hvert fald. Man skal huske, at der praktisk taget ingen trafik var. Der var jo stort set kun landbrug i Skjoldelev og i vinterperioden havde de ikke brug for at færdes ret meget på vejene. Skete det endelig var det jo med hestevogne, og det var almindeligt, at hestene var skoet med brodder, dvs. hestesko med pigge, så hestene kunne sagtens stå fast. Alligevel husker jeg, at der en vinter blev gruset på torvet og på vejene omkring. Det tog vi meget unådigt op, så vi hentede koste og fejede det hele væk igen. Det kunne vi jo ikke blive ved med og til sidst måtte vi finde andre steder at lege. Som jeg har sagt, var der altid meget sne i de vintre, hvor jeg var barn. Den skulle selvfølgelig ryddes, så den smule trafik der trods alt var, kunne komme frem; det gjaldt blandt andet og især mælkekusken, for mælken skulle jo transporteres til mejeriet. I dag er det jo store lastvogne og traktorer, der kører med sneplovene, det var det ikke dengang. Byen ejede én stor sneplov af træ. Når den var i brug blev den trukket af en hel flok heste – jeg tror faktisk der var seks heste eller flere spændt for den. Jeg husker, at jeg engang var meget tæt på at blive slået ihjel af den sneplov. Det skete ved, at man ville køre igennem porten ind til Skjoldelevgården. Der kunne ploven lige præcis 16
køre igennem, men der var absolut ikke plads til en nysgerrig dreng ved siden af. Nå, jeg blev reddet i sidste øjeblik og fik en kæmpe skideballe af dem, der kørte ploven. Selv med de mange heste spændt for, var der alligevel grænser for, hvor meget sne man kunne køre igennem. Så måtte man kaste sne med håndkraft. Al snerydning blev bestemt af en ”snefoged”. Det var en af byens gårdmænd, som fik det job, vistnok for et år ad gangen. Det var på forhånd bestemt hvor mange mænd hver gård og ejendom og også huse skulle stille med. Så når snefogeden kom og bankede på, var det bare med at få fat i en skovl og så se at komme i gang. Fra gårdene var det jo selvfølgelig karlene, der blev sendt, men fra de små ejendomme og husene var det manden selv. Jeg har faktisk også prøvet det, da jeg kom i lære. Da blev der en dag kaldt ud til snerydning, og så måtte jeg af sted på min mesters vegne. Når jeg nu vender tilbage til at skrive om vinterens lege, så husker jeg, at det en gang imellem var det skiene, der trak. Der var som sagt mange bakker omkring Skjoldelev, som egnede sig til skiløb, og et sted var der en gammel grusgrav, hvor vi kunne lave styrtløb ned ad skrænterne. Det lyder farligt og var det også, men der var nu ingen, der kom galt af sted, selvom det i vore øjne kunne lignes med Palnatokes løb ned ad Kullen. Hvis I vil vide hvem Palnatoke var, så må I igen læse i Danmarkshistorien, der kan i læse om både ham og om Niels Ebbesen, og det er spændende beretninger. Hvis ikke det var kælken eller skiene vi brugte, så var det skøjterne. Som jeg har omtalt tidligere, blev der på et tidspunkt lavet en støbt branddam i Skjoldelev. Om sommeren kunne den bruges som friluftsbadebassin og det tiltrak børn og unge mennesker langvejs fra, men om vinteren, når den var frosset til, brugte vi den til skøjteløb. Det var sådan set udmærket, men hvis vi virkelig skulle løbe på skøjter, så skulle vi længere væk fra byen. Et langt stykke uden for Skjoldelev, på vej mod Markusminde, lå der dengang et meget stort engareal, som vi kaldte Tyrekæret. Det hændte, at vi legede der om sommeren, men om vinteren stod store arealer på flere tønder land under vand, og så blev det pludselig til den mest pragtfulde skøjtebane, jeg har kendt. Arealet var selvfølgelig ikke fuldstændig fladt, og det betød, at der var små øer rundt omkring. Mange af dem var bevoksede og alt i alt var det en helt vidunderlig tumleplads for en flok raske drenge. De lege, vi legede om sommeren, blev nu koreograferet om til noget der egnede sig til skøjteløb, og det kunne vores fantasi også sagtens tillade os. Jo, vinterens lege var herlige, men hvor har jeg ofte tænkt på, når jeg ser mine børnebørns vinterpåklædning, at havde vi dog bare haft sådan noget tøj. Vandtætte flyverdragter, forede støvler, varme vanter og huer – hvor må det være dejligt at kunne lege i sådan noget tøj. Det vi havde, var kun vores normale tøj med hjemmestrikkede strømper, trøjer og vanter og så måske en jakke eller frakke, der som regel var omsyet af noget gammelt voksentøj. Vi kendte jo ikke andet, og det var ens for os alle, men hvor kunne vi dog fryse, når vi havde været ude det meste af dagen og tumlet i sneen. Tøjet var gennemblødt og fingre og tæer var blåfrosne, og når vi så kom ind i varmen, begyndte det at snurre i dem på en måde, så vi ind imellem græd over det. Mor havde et godt gammelt husråd. Det gik på, at vi skiftevis dyppede hænderne i meget varmt vand og i meget koldt vand. Den vekselvirkning dæmpede smerterne, men der kunne gå lang tid, før det var gået helt over. De ubehageligheder var nu på ingen måde i stand til at holde os inde. Allerede næste dag var vi på farten igen og så kunne det hele begynde forfra, når vi kom hjem. Det var også et farligt mas for vore mødre at få vores tøj tørt. Under 2. verdenskrig og i flere år efter, var det meget vanskeligt at købe tøj, så det vi havde, var gerne arvestykker fra ældre søskende. Noget slidt var det vel også, og vi havde heller ikke ret meget. Så det hele blev hængt op ved komfuret eller kakkelovnen og så var det kun at håbe på, at det var tørt næste dag, ellers måtte vi bruge det, som det var. Nu skal mine læsere ikke forfalde til den tro, at vi kun legede i min barndom. Næ, vi måtte skam også arbejde, og især de af os, der kom fra gårdene eller ejendommene, måtte hjælpe til derhjemme. Det var nu ikke altid med lige stor glæde, man gjorde det, og der var især et par ting, som jeg afsky17
ede af et godt hjerte. Det var for det første at hakke roer, eller tynde roer, som det vist hedder. Jeg tror det er det arbejde, jeg gennem tiderne har hadet mest. Ikke fordi det var særlig svært eller anstrengende, tværtimod, men nok mest fordi det var så uendelig ensformigt og kedsommeligt. Det er vist ikke noget, man gør længere, dels fordi man ikke bruger ret mange roer mere, dels fordi man i dag kan så dem som enkeltplanter med den korrekte afstand. Det kunne man ikke dengang, så man såede frøene tæt i lange rækker, og så måtte man bagefter, når planterne kom op af jorden fjerne de overflødige, så der blev plads til at de tilbageblevne kunne udvikle sig og blive til store, gode roer. Far og mor kunne godt lide at gå i roerne. Det var jo i sommertiden og som jeg tidligere har fortalt, var der altid mange mennesker i markerne omkring os, så der kunne altid blive en lille snak, når man mødtes ved skellene. Jeg tror de fandt arbejdet afslappende og de kunne ikke forstå, hvor meget jeg hadede det. Først mange år efter, da jeg var blevet voksen, og vi kom til at tale om det, forstod de, hvor dybt det ligger i mig. Da blev de lidt kede af det, for der var jo så meget andet, de kunne have sat mig til. På en landbrugsejendom er der altid noget, der skal gøres. Det andet arbejde jeg ikke brød mig om var tærskning. Hvad er nu det for noget kan I spørge, for det er et arbejde, som ikke eksisterer mere. Nu kører mejetærskerne overalt og høster og tærsker kornet i én arbejdsgang. Det gjorde man ikke, da jeg var barn, da høstede man kornet med selvbinder, som samlede det høstede korn i passende størrelser og bandt det sammen til neg, som blev kastet ud på marken efterhånden. Bagefter gik man og samlede negene sammen og lænede dem mod hinanden 2 og 2, så de kunne stå og tørre i ”hæs”, som vi kaldte dem. Sådan et hæs indeholdt 10 neg og der skulle 6 hæs til en ”trave”, som altså var det samme som 60 neg. Når kornet så var tørt, blev det læsset på vognen og kørt hjem på ejendommen, hvor det, hos os, blev sat ind på loftet over kostalden. Andre steder, især på de større gårde, blev negene sat i stak udenfor, tæt ved gården, indtil de skulle tærskes. Det blev gjort af et ”damptærskeværk”, som nok hed sådan, fordi det oprindeligt var en dampmaskine, der leverede kraften til tærskeværket. Det var nu ikke tilfældet i min barndom, da var dampmaskinen blevet afløst af en dieselmotor og senere af en stor traktor med remskive. Men i begyndelsen var det altså en stor motor. Det var lidt af en festdag, når damptærskeværket kom til byen. Den gård, der skulle have tærsket leverede heste, som skulle hente maskineriet fra den forrige gård. Det var et helt optog, først hestene, jeg tror der var fire, så det store tærskeværk, derefter en presser, som pressede det tærskede halm til halmballer og så, til sidst, motoren. Når det hele var ankommet til gården, hvor der skulle tærskes, blev det stillet op ved kornstakkene, og så gik man ellers i gang. Der skulle bruges mange mænd til at holde tærskningen i gang, for det skulle jo gå stærkt, så man kunne blive færdige og komme videre til den næste gård. Én mand stod oppe i ladet på tærskeværket, hans opgave var at skære snorene på negene over og derefter lade negene glide ned i tærskeværket i en jævn strøm. Her blev de så tærsket, så kornet kom ud af nogle tude hvor der var spændt sække på, ukrudtsfrø blev sorteret fra og kom ud et andet sted og halmen kom ud af enden på tærskeværket og blev ført over i presseren, som så lavede det til baller. Ud over manden i tærskeværket skulle der to mand til at lange negene op til ham, én mand skulle sørge for at sætte nye sække på udløbstudene og fjerne de fulde sække, og andre mænd skulle køre de fulde sække væk og sætte halmballerne i stak. Det var et spændende skuespil og vi børn sværmede omkring og passede på ikke at gå i vejen. Der blev så også gerne serveret både formiddags- og eftermiddagskaffe. Det blev bragt ud enten af konen på gården eller en pige, hvis der var sådan en på gården. Som regel var der også tænkt på os børn med et stykke kage og et glas saftevand. Nu jeg tænker tilbage var der altid plads til børnene. Vi sværmede jo rundt om, når der skete noget spændende. En gang imellem gik vi selvfølgelig i vejen, til andre tider kunne vi give en hånd med, når noget skulle laves, men jeg husker ikke, at vi nogensinde blev jaget bort. Det er også et forhold, som jeg synes, man savner i dag. Vi fik lov at se, hvordan tingene blev gjort og deltog også i dem, dels på gårdene, hvor de fleste af os jo kom fra, men vi så også hvordan byens håndværkere lavede tingene. Det var altid spændende at se når smeden skoede en hest, eller når han lagde en ny jernring om et træhjul til en landbrugsvogn. Hos tømreren kunne man se hvordan træstammer blev savet op 18
til planker og brædder for derefter at blive sat til tørring i tømmerladen. Det var i øvrigt et pragtfuldt sted at lege, vi måtte ganske vist ikke være der, men tømreren var en venlig gammel mand, som ventede længe med at gribe ind. Vi kunne også se skomageren reparere fodtøj og seletøj, og så var han desuden frisør og klippede de fleste af os. Meget af det vi oplevede dengang laves ikke mere og i hvert fald ikke så nutidens børn kan se hvordan det sker. Det er egentlig lidt synd for både børn og voksne. Jeg tror vi børn lærte meget af det, og jeg tror også de fleste voksne kunne lide at fortælle om deres arbejde. Damptærskeværket kom ikke hos mine forældre. Det kunne nok ikke betale sig på så lille en ejendom og far havde selv et lille tærskeværk, som var placeret på loftet over stalden. Det var egentlig ret avanceret, for som jeg tidligere har fortalt, blev kornet kørt ind og placeret på loftet ved siden af tærskeværket. I begyndelsen var det mor, der læssede negene op i lugen til loftrummet. Her stod far og tog imod dem og stuvede dem så af vejen, så de fyldte mindst muligt. Senere fik vi en transportør, som blev drevet af en elmotor. Det lettede mors arbejde, for nu kunne hun nøjes med at vælte negene ned i tranportøren, som så kørte dem op til lugen. Nu var så kornet placeret på loftet og igennem efterår og vinter blev der tærsket det, der var nødvendigt til dyrefoder. Det var som regel en gang om ugen, hvor far kom og sagde: Vi skal lige tærske en trave. En trave bestod som sagt af 60 neg, og det lyder jo overkommeligt og var det vel også, men jeg kunne ikke fordrage det, for man blev lavet godt til af byghas og støv, og som jeg tidligere har nævnt, var vask og renlighed ikke så fremtrædende. I starten skulle man også tage den løse halm fra tærskeværket og stuve den af vejen. Senere fik vi en blæser, som tog imod halmen og blæste den hen i den anden ende af loftet, hvor den så lå, indtil den blev brugt til foder og strøelse i stalden. Selv om blæseren var en lettelse, så blev støvplagen absolut ikke mindre. Nå, men der var jo også arbejder, jeg godt kunne lide. Det var mest markarbejde, for arbejdet med dyrene var heller ikke rigtig noget for mig, men jeg kunne godt lide at pløje, harve og tromle. Vi fik først en traktor, da jeg var 10 – 11 år, indtil da brugte vi heste. Min mor har i sine erindringer skrevet et kapitel om de heste, mine forældre havde gennem årene. Dem jeg husker, var gule Nordbagger, eller norske fjordheste, som vist er det rigtige navn. Den ene af dem, Prins, havde vi i mange år og indtil kort før vi fik traktor. Den anden hest blev skiftet ud et par gange på grund af sygdom, men det meste af den tid, jeg husker, og hvor jeg kørte med dem, havde vi en, der hed Musse. Jeg kunne godt lide hestene, og jeg tror også, de kunne lide mig, for jeg havde aldrig vrøvl med dem. Far havde f.eks. svært ved at få fat i dem, når de gik på græs i indhegningen. De vidste nok hvad det gjaldt, når han kaldte på dem, og så måtte han nogle gange hente mig. Jeg kunne så til gengæld kalde dem til mig, og jeg behøvede ikke engang lægge grime på dem for at få dem med hjem, de traskede troligt i hælene på mig. Jeg har vel ikke været mere end omkring ni år, da far lærte mig at pløje. I begyndelse var det nok mest for sjov, men han opdagede vist, at jeg havde talent for det, og så begyndte det at blive alvor. Far havde jo selv i hele sit liv arbejdet med heste, og dengang kendte man en dygtig karl på, at han kunne pløje en lige fure. Det gik far meget op i, og jeg fik lært at pløje helt lige som efter en lineal. Selv om det kan lyde lidt mærkeligt, tror jeg egentlig, at hestene hjalp mig. Prins gik altid i plovfuren, men Musse gik oppe på det upløjede. Prins var rolig og stabil og var selv i stand til at holde retningen uden ret meget hjælp fra mig, så i fællesskab lavede vi et pænt stykke arbejde. Dengang var der ofte såkaldte markvandringer, hvor landmænd fra andre ejendomme kom og så på forholdene i marken. De diskuterede hvordan korn og roer stod og hvordan man kom frem til at få den bedste avl, og på den måde lærte de af hinanden. De så selvfølgelig også på hvor velplejet marker og bygninger var, og jeg tror nok, far var lidt stolt af mig, for han fortalte gerne, at det var mig, der havde pløjet marken. Det var selvfølgelig godt nok, men resultatet blev så, at jeg fremover stod for en del af pløjningen. Far satte mig i gang, og så gik han hjem til andet arbejde. Sådan blev det så også, da vi fik traktor, men det var jo i sig selv spændende for en stor dreng at køre med sådan en. 19
Jeg ved ikke, om jeg tænkte så meget over det dengang, men jeg har en erindring om, at jeg syntes det var rart og frit at gå bag hestene eller sidde på traktoren. Selv om man var alene, så var der meget at se på. Der var alle fuglene, især lærker og viber kunne man høre hele tiden, og når man pløjer eller harver, så varer det ikke længe før måger i stort tal slår sig ned på marken og søger efter orme og biller. Så var der jo også hestene, en gang imellem holdt man et lille hvil, så de kunne puste lidt ud. Så kunne man gå hen og snakke lidt med dem, og det elskede de. Heste er dejlige dyr, og når man behandler dem ordentlig, er de tillidsfulde. Det var nok også grunden til, at jeg fik lov til at køre så meget med dem på egen hånd. Ikke alene i marken, men også på vejene. Far købte foderstoffer i brugsen i Markusminde, og jeg blev tit sat til at køre ud efter dem. Det er alligevel en tre kilometer ud og lige så meget hjem. Ganske vist var der ikke meget trafik, men alligevel! Jeg kan ikke forestille mig, at mine børnebørn fik lov til det, ikke alene fordi der er langt mere trafik nu, end der var dengang, men også fordi børnene nok bliver langt mere beskyttede nu om dage, end vi blev, da jeg var barn. Det kan vel være både godt og skidt. Godt fordi tilværelsen i det hele nok er mere risikabel, end den var før i tiden. Skidt fordi børnene ikke lærer at tage vare på sig selv og ikke får lov til at vise, hvad de kan. Ind imellem alt det rutinemæssige og til tider lidt sure arbejde, kunne der også være sjove oplevelser i dagligdagen. En af de mere specielle, jeg husker, var i forbindelse med et dyrskue i Hammel. Ligesom der blev afholdt markvandringer, hvor man talte om de bedste måder at dyrke markerne på, så blev der afholdt dyrskuer rundt omkring i landet. Ved dyrskuerne kunne landmændene komme med deres dyr – køer, heste, grise osv. – og få dem vurderet og bedømt. På den måde lærte man at fremavle gode og robuste dyr, som kunne være med til at give et bedre udbytte af en ejendom. Nu var der, som sagt, dyrskue i Hammel, og far havde en kvie, som han var stolt af, og som han gerne ville vise frem på dyrskuet og få bedømt der. Kvien skulle jo transporteres til Hammel, og det har jo nok været dyrt at få den med en lastvogn, så far fik den ide, at jeg kunne trække kvien derop. Nu var der altså 11 km. til Hammel, og jeg har ikke været mere end 10 – 11 år, så det var jo alligevel noget af en opgave at give sådan en ”bette knejt”. Jeg tror, at mor heller ikke var særlig glad for det, men det blev til, at jeg fik en skolekammerat til følge med. Så var vi to om ansvaret, og to om at holde modet oppe. Vi startede tidligt om morgenen og gik så ad Hovvejen mod Hammel. Det var før kommunevejene var asfalteret, og det var en dejlig sommerdag, så det blev jo noget af en støvet affære, inden vi kom til vejs ende. Når voksne mennesker går i normalt tempo, så kan de holde en hastighed på 4 – 5 km. i timen, men børn, der har en ko på slæb, kan nok ikke klare mere end 3 - 4 km. i timen, så vi har nok alligevel været ca. 4 timer om at klare turen. Det var nok et par lidt trætte drenge og også en træt ko, der langt om længe nåede byen, og så meldte det næste spørgsmål sig: Hvor var dyrskuepladsen? Det var der ikke nogen, der havde fortalt os, men heldigvis mødte vi min bedstefar – mors far – som var ude at gå en lille tur. Han fulgte med os og viste vej, og jeg tror nok, han var lidt forbavset over, at vi var blevet sat til at gå den lange vej med kvien. Jeg tror også, at han greb ind over for far og måske til og med betalte for at få kvien transporteret hjem igen, for både vi drenge og kvien slap for at gå tilbage. I øvrigt fik kvien en ærespræmie på dyrskuet, og det var far meget stolt over. Han fortalte i øvrigt mange år efter, at denne kvie, sammen med to andre, som var lige så gode, dannede grundstammen i den fine jerseybesætning, han efterhånden fik grundlagt. Det skete ved, at der engang kom sygdom i den besætning vi havde. Det var noget, der kaldes kalvekastning, det betyder, at køerne aborterede i stedet for at føde levende kalve. Sygdommen var smitsom, og der var lov for, at ramte besætninger skulle slås ned. Det skete også for fars besætning, og det var selvfølgelig et stort tab, selv om han fik en vis erstatning. Den kvie, der havde været på dyrskue og de to andre havde imidlertid gået for sig selv yderst på marken og havde ikke været i berøring med den øvrige besætning. Det blev deres redning, og de blev, som sagt, grundstammen i en ny besætning, som var fars stolthed i mange år. Det jeg netop har berettet ovenfor var også en del af barndommen i min generation. Vi vidste udmærket, når det ikke gik så godt. At drive landbrug har altid været en risikabel levevej. Der skulle 20
ikke meget til før dårligt vejr, eller sygdom, kunne ødelægge økonomien i lang tid fremover. Det gjaldt også i mit barndomshjem. Der var ikke meget overskud til luksus, men det forstod vi også godt. Jeg kan huske, at jeg så forfærdeligt gerne ville have gået til klaverundervisning, da jeg var barn. Far og mor var ikke uforstående overfor det, far spillede selv violin, men der var ikke penge til undervisning og endnu mindre til et klaver, så det måtte blive ved ønsket, i stedet fik jeg så en lille harmonika, som jeg lærte mig selv at spille på. På et tidspunkt ville jeg også gerne have gået på realskole, men det skulle man også selv betale for dengang, og så ville det også betyde, at jeg skulle gå i skole langt ud over konfirmationsalderen. På den tid, i midten af 1950-erne, var det stadig sådan, at børn efter konfirmationen kunne komme ud at tjene på gårdene eller, for de heldige, måske komme i lære som håndværker, og i begge tilfælde hjalp det jo på økonomien i barndomshjemmet. Jeg fik aldrig lært at spille klaver, og jeg kom aldrig på realskole, men jeg har nu aldrig været bitter på mine forældre på grund af det. I min barndom var der heller ikke rigtig noget, der hed ferier. Jo, vi havde nok ferie fra skolen et par gange om året, men det betød egentlig bare, at vi ikke gik i skole. Dagligdagen derhjemme ændrede det ikke så meget på. Selvfølgelig var der nogle oplevelser gennem året, der var med til at bryde ensformigheden. Der er særlig tre tilbagevendende begivenheder, jeg vil fortælle lidt om. Det var begivenheder, som fyldte meget i vores tilværelse og jeg husker dem stadigvæk med glæde og kan endnu føle lidt af den forventning der var omkring dem. Det drejer sig om juletiden og om fastelavn og den årlige rejse til Hjørring, hvor farfar og farmor boede. Jeg vil fortælle lidt om dem hver især, men det træffer sig sådan, at jeg allerede tidligere har skrevet en del om både juletiden i min barndom og om fastelavn, så disse indlæg gengiver jeg her. I 1989 var jeg gildemester for 1. Sct. Georgs Gilde her i Skive. En 5 – 6 gange om året afholdt vi noget, vi kaldte for en gildehal. Der foregik en del ting, som jeg ikke skal komme ind på her, men én af dem bestod i, at gildemesteren holdt en gildemestertale over et emne, som han selv havde valgt. Ved julegildehallen i december 1989 valgte jeg at fortælle om min barndoms jul, og talen følger her: Gildemestertale: December - december er årets sidste måned og samtidig den første vintermåned. December rummer årets korteste dag og mange forventningsfulde børn vil sværge på, at den også rummer årets længste. For december er jo først og fremmest julemåneden og for mange af os er julen familiens og traditionernes fest. I mit barndomshjem var der mange traditioner i julemåneden, og dem vil jeg fortælle lidt om. Far skulle helst være færdig med efterårsarbejdet i marken inden 1. december, og hvis det ikke var tilfældet, så havde han i hvert fald travlt med at blive det, inden vinteren satte ind. Efterårets travlhed havde ikke levnet megen tid til sysler i stald og lade, så det, der manglede her, blev ordnet nu, så alt kunne være i orden til jul. Mor hjalp også til med markarbejdet og det betød jo, at det derhjemme måtte udsættes lidt, men jeg skal love for, at det blev der rådet bod på i slutningen af november og begyndelsen af december. Der skulle gøres grundigt rent og der skulle vaskes storvask og der skulle slagtes. Det var nu ikke så rart, når ænder og høns, for ikke at tale om julegrisen, skulle lade livet, men vi var jo vant til det, og når jeg skal være ærlig, så var vi nok mere interesseret i resultatet, nemlig rullepølser og medisterpølse og hvad der ellers hørte sig til. Og så skulle der bages, og det var mindst syv slags småkager og dertil både klejner og pebernødder og andet godt. Der var ikke så mange rede penge til rådighed, så alt det, der kunne laves i hjemmet, det blev lavet der, som det altid var skik i en landhusholdning. Men lidt skulle der jo købes, også ud over de 21
almindelige husholdningsartikler, som naturligvis blev købt i brugsen. Så midt i december var det skik, at vi tog med rutebilen til Århus. Hvilken oplevelse. Alle de mange mennesker, der var på juleindkøb, de mange forretninger, lys overalt og så det utrolige udbud af alle mulige varer. Jo, der var sandelig nok, der kunne få et landbobarns øjne til at stå på stilke. Og så de pakker, som far og mor forsøgte at gemme, og som de helst ikke talte om og som altid var væk, når vi vel hjemme igen gjorde indkøbene op. En af Einsteins relativitetsteorier udsiger, at når hastigheden nærmer sig lysets, da går tiden mod nul. Den der forventningsfuld ser frem til juleaften vil nok sige, at når kalenderen nærmer sig den 24. december, da går tiden i stå. Mor prøvede jo at bøde lidt på det. Julekalendere var ikke så almindelige, men en stor kartoffel med 24 tændstikker i kunne gøre den samme gavn, den kaldte vi en kartoffelgris, og når den først gik hen og blev trebenet, så var det godt nok lige før, og så skulle der laves julekonfekt. Det var spændende når mor fandt marcipan og essenser og chokolade og andet frem fra gemmerne, men mest spændende var naturligvis det, man selv fik lov til at lave. Det var de særeste figurer og farvesammensætninger, der kom ud af det, altid beundret af mor, som utvivlsomt ville have fået en stor fremtid i diplomatiet, hvis hun havde valgt at gå den vej, frem for at blive landhusmor. Så blev det da endelig juleaften. Når far var færdig i stalden og var vasket og klædt om, så havde mor julemiddagen færdig. Det var den eneste dag på året, hvor vi spiste varm mad om aftenen, så det var i sig selv en oplevelse. Vi fik andesteg eller gåsesteg og noget så fint som ris a' la mande og den eneste grund til, at jeg spiste det, var jo nok muligheden for at få mandelgaven. Det skete i øvrigt ikke så sjældent; jeg har til tider haft mor mistænkt for at have en finger med i spillet, men indrømmet det, har hun aldrig. Tænk, når vi så havde spist, så hjalp far med at tage af bordet, det var ellers ikke almindeligt, men mor insisterede på, at der skulle vaskes op inden juletræet blev tændt og jeg tror såmænd, at vi alle sammen var lige ivrige for dog at få det overstået. Vi har aldrig brugt at danse om juletræet i mit barndomshjem, men både far og mor holdt af at synge, og så sang vi da julen ind med alle de gamle julesalmer, altid mange og altid med alt for mange vers! Det er dejligt at få gaver, men egentlig tror jeg, at der er lige så stor glæde ved at få lov til at give en gave. I hvert fald kan jeg huske spændingen, når de andre skulle pakke op for de småting, man selv, omhyggeligt, havde sparet sammen til, og glæden og stoltheden, når de blev glade - eller lod som om de blev det. Efter juleaften kom så de stille juledage, og hos os varede de frem til den 6. januar, som er fars fødselsdag. I den tid blev der kun lavet det nødvendigste. Dyrene skulle selvfølgelig passes, men derudover var der ikke mange pligter. Til gengæld havde vi gæster, eller var selv inviteret. Vi fik først bil derhjemme, da jeg var en 13 - 14 år, så når vi skulle i byen før den tid, så var det i hestevogn, eller rettere sagt jumbe. Jeg vil aldrig glemme, når vi sent om eftermiddagen kørte hjem igen, så sad man der, varmt og trygt, mellem far og mor godt pakket ind i tæpper og lyttede til hestens klip - klap foran vognen. Det var både beroligende og søvndyssende, og vi kunne såmænd også godt tage en lille lur alle sammen, for hesten kunne så udmærket finde hjem på egen hånd. 22
Min barndoms jul afviger jo nok ikke meget fra det i andre har oplevet, i hvert fald de af jer, som er opvokset på landet. Jeg har fortalt om det, fordi en stor del af mine mest dyrebare barndomsminder er uløseligt knyttede til begreberne december og jul. Jeg har spekuleret på, hvorfor det egentlig har gjort så stort et indtryk. Var det gaverne? Ja, det var det måske nok. Det vil i hvert fald være forkert at sige, at de slet ikke betød noget, men det er nu langt fra hele forklaringen. De gaver, der var tale om, var såmænd ikke så overvældende og der var mange "bløde" pakker imellem. De fleste af dem er glemt og alle er for længst gået til. Hvad var der ellers? Jo, jeg tror forklaringen skal findes i den form for tilværelse, vi havde dengang. Den var ikke altid lige idyllisk, slet ikke, der var skam mange sure pligter ind imellem, men den var enkel og overskuelig, og også et barn kunne se sammenhængen mellem det arbejde, der blev udført i det daglige og så de muligheder, det gav. Vi vidste så udmærket, at var der misvækst i marken et år, eller sygdom i besætningen, ja så måtte livremmen spændes ind. En anden ting var, at der var brug for os børn. Vi deltog i det daglige arbejde, ikke altid med lige stor glæde, det skal jeg gerne indrømme, men alligevel, vi kunne se, at det arbejde vi blev sat til, det skulle udføres og hvis ikke vi gjorde det, ja så måtte en anden gøre det. Jeg tror, vi ubevidst følte glæden ved, at årets arbejde nu var afsluttet. Vi havde i fællesskab sået og høstet og passet alt det øvrige arbejde på en landbrugsejendom. Nu var arbejdet gjort, så godt vi kunne. Nu var der kun at vente på et nyt forår. Samtidig var det vel den eneste ferie vi havde. Far og mor arbejdede altid så hårdt, og det, at de nu havde tid til at slappe lidt af gav en anden stemning i hjemmet, end vi var vant til. Nu var der pludselig tid til lidt spil og leg og højtlæsning. Det var ved de lejligheder, jeg, blandt meget andet, stiftede bekendtskab med H.C. Andersens og brødrene Grimms folkeeventyr. Jo, det var dejlige timer, men den verden er forsvundet og eksisterer kun i erindringen. Den verden, vi nu lever i, er meget anderledes, ikke nødvendigvis ringere, for alt taget i betragtning, tror jeg ikke jeg ville bytte. Men jeg tænker ofte på, om vore børn og børnebørn får lov at opleve den samme tryghed og glæde og fornemmelse af samhørighed, som vi den gang følte. Det håber jeg; det synes jeg er værdifuldt. En gang imellem skulle vi måske tænke på, at meget af det, vi foretager os, engang bliver en del af vore børns og børnebørns barndomsminder. Så er der måske en anden, der engang om mange år med glæde og taknemmelighed mindes juletiden sammen med far og mor, eller bedstefar og bedstemor. Fra gildeledelsen ønsker vi jer og jeres familier en rigtig god jul og vi takker jer for alt godt samvær i det år, som nu snart rinder ud. Vi vil lade Sissel synge den svenske julesalme "O Hellige nat ...". Hun synger så smukt, at man kun kan blive glad ved at lytte til det. God jul til jer alle. Det var lidt om traditionerne omkring julen, men også nytårsaften havde sine traditioner. Jeg tror ikke, det er så almindeligt mere, men dengang lavede vi, både børn og voksne karle, nytårsløjer. Det gik på, at vi ud over at skyde nytårsskyts af også lavede razzia rundt omkring på gårde og ejendomme og huse for at finde redskaber eller andet, som stod ude. Det var en uskreven lov, at alt hvad der stod under tag var fredet og ikke måtte røres, men alt øvrigt måtte fjernes og placeres på et nyt sted. Det gik ikke ud på at gemme tingene, så de ikke kunne findes, tværtimod næsten, som regel blev tingene anbragt, så de var meget iøjnefaldende eller stod i vejen, men også 23
sådan, at det kunne være noget besværligt for ejeren at få sine ting hjem. F. eks. var det meget brugt at hejse ting og sager op i flagstængerne. Ejeren af flagstangen kunne så selvfølgelig nok se, at den spand eller skovl, eller hvad det nu kunne være, ikke hørte hjemme i hans flagstang, men hvem ejeren så var, kunne godt være besværligt at hitte ud af. Og de, der havde flyttet rundt på tingene sagde selvfølgelig ikke noget, men gik rundt og så uskyldige ud. Den groveste sag jeg erindrer, var nok da nogle voksne karle fandt en arbejdsvogn på en af gårdene. Det var en såkaldt stiv vogn med skrå sidefjæle og træhjul med jernringe om. Den skilte de ad og bar stumperne op på taget af kroens ladebygning, hvor de samlede den igen. Det var et stolt syn at se den stå deroppe næste dag og skræve over tagryggen, og folk kiggede jo noget, men smilede også, for der var jo ikke noget ondt i det. Ejeren af vognen var for øvrigt proprietær Søren Spanner, og det var ikke tilfældigt, for han brugte hvert år at lade noget stå ude, så børnene og karlene havde noget flytte rundt med. Til gengæld havde han heller aldrig besvær med at få det bragt hjem igen, for det hjalp vi ham gladelig med. Nej, der blev aldrig ødelagt noget, og selv om vi jo altså gjorde ulejlighed, så forsøgte vi også at være hensynsfulde. Jeg husker, at far en nytårsaften ikke kunne få gummivognen sat under tag. I stedet fyldte han den så med roer og parkerede den derefter ved roelemmen i udhuset, han havde nok en ide om, at så lod man vognen stå. Det gjorde man nu ikke, men før man flyttede vognen, blev roerne læsset ind i roehuset. Det passede far udmærket og næste dag var det jo nemt at hente vognen hjem igen. Omtalte Søren Spanner var i øvrigt en god mand for byens ungdom. Som det vist tidligere er fremgået, var det ham der, vist nok uden beregning, stillede et areal til rådighed til idrætsplads og boldbaner. Nu om stunder er den slags jo et kommunalt anliggende, men dengang var det helt afhængig af enkeltpersoner. Vi børn og byens unge vidste godt, at Spanner var os venligt stemt, og når det en gang imellem hændte, at han havde brug for lidt hjælp, var der mange, der var villige. Jeg kan huske, at han et år var meget plaget af rotter i svinestalden. Det var ikke så nemt at lægge gift der, for grisene skulle jo gerne overleve, og af samme grund kunne fælder heller ikke bruges. Han fandt da på at tilbyde børn og unge penge for at udrydde rotterne, jeg tror vi fik 10 eller 25 øre pr. død rotte. Jagten foregik på den måde, at vi om aftenen mødtes ved svinestalden. Her indtog vi flere stadepladser, nogle, det var børnene, var forsynet med lommelygter, mens karlene var forsynet med skovle, spader, eller andre slagvåben. Vi stod så en tid i mørket, uden at bevæge os, og når der var faldet ro over grisene, kunne vi høre rotterne pusle i halmen. Så blev lommelygterne tændt og så gik det, så at sige, slag i slag. Vi børn syntes selvfølgelig, det var evigt skægt, og så fik vi oven i købet betaling for det! I 1985 skulle forfatteren Arne Gammelgaard skrive en artikel om en meget gammel fastelavnstradition, som fandtes i Østjylland og kun der. Traditionen bestod i, at drenge fra en landsby eller et sogn optrådte som fastelavnssoldater, eller ”gik fastelavn”, som det blev kaldt. Arne Gammelgaard beskriver hvordan det at gå fastelavn gøres i forskellige byer, men også hvor meget det ligner hinanden fra by til by. Gammelgaard forsøger også at finde frem til, hvor gammel traditionen er, men kan ikke komme det nærmere, end at den første gang er omtalt i ”Dansk Bondeliv” i 1889, så der må være tale om en tradition, der er væsentlig ældre. At ”gå fastelavn” blev også brugt i Skjoldelev og Arne Gammelgaard, der kendte mine forældre, spurgte om de kunne bidrage med nogle oplysninger. Mor spurgte mig, om jeg ville skrive nogle notater, som Arne Gammelgaard kunne bruge. Det blev så til en sammenhængende beretning om hvordan vi gjorde tingene i Skjoldelev. Det viste sig så, at Gammelgaard havde brugt mit indlæg uændret i hans artikel, som blev bragt i ”Folk og Kultur” Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab 1985, udgivet af Foreningen Danske Folkeminder, København 1985. Gammelgaard kalder sin artikel ”Med liden forandring”, ”Fastlavnssoldater”. Mit indlæg følger herunder i let redigeret form. Oprindeligt var der ingen billeder med, og jeg havde heller ikke gengivet fastelavnssangen i sin helhed. Det første billede viser soldaterne på rundturen i Skjoldelev by. Jeg står umiddelbart til venstre for den venstre fane. Det andet billede viser kongens og dronningens dans ved aftenfesten. Jeg har æren af at være konge det år, og dronningen var min klassekammerat Anne Grethe Langballe. 24
Fastelavn: I Skjoldelev og i byerne i nærheden var det skik, at drengene ”gik Fastelavn”. Det var kun drengene, der gik, pigerne deltog ikke. Det var ligeledes drengene, der forestod alle arrangementet i alle detaljer – lige fra bestilling af musik, bestilling af krosal, kaffe, brød m.v. til ansvaret for økonomien. Jeg mindes ikke, at nogen voksen blandede sig i disse forhold, men de har jo selvfølgelig nok diskret overvåget det hele. Planlægningen begyndte gerne i januar måned. Nogle af de ældste drenge snakkede sammen i skolefrikvartererne og fik fordelt opgaverne – de små drenge blev betragtet som et nødvendigt onde og havde ikke meget at sige. Jeg deltog i årene 1948 – 1956, og i de første af disse år var der stadig problemer med rationeringer. Derfor startede vi nogle dage i forvejen med at samle kaffemærker ind – og vistnok også sukkermærker, og vi samlede også brændsel til opvarmning af krosalen. Når alle de praktiske ting var klaret, ventede vi spændt på fastelavnssøndag – og hvor var vi spændte. Tidlig søndag morgen, jeg tror så tidligt som ved 7-tiden, startede drengene i de 4 ældste skoleårgange så på rundturen til alle gårde og huse i Skjoldelev by og opland. Først alle beboelser i oplandet. Turen gik til ”Svinget”, videre, over markerne, til Skjoldelev Mark, så til Vesterkær, Hummeluhre, Højvang, Mødal og endelig Skjoldelev – en spadseretur, der nok skal være sine ca. 15 km, så det var faktisk nogle ret trætte og forkomne drenge, der vendte tilbage. Og sultne! – det var skik, at alle spiste hos ”kronprinsen”, og det var ikke så få frikadeller og kartofler, der blev sat til livs ved disse lejligheder. Efter middagen fortsatte vi så rundturen i Skjoldelev by, og nu deltog de 3 mindste årgange også. Som regel var vi færdige ved tre-halvfiretiden. Hvad gik det så ud på? Ja, det drejede sig jo om at samle penge ind til den fest, der blev holdt samme aften, og hvor både børn og voksne deltog, men mere om det senere. Vi var først og fremmest udklædte som soldater. På rundturen indskrænkede det sig nu til sabel og skråhue og måske et par ordener, for vi skulle jo også være varmt påklædt – det var i øvrigt lidt af et problem dengang for nogle af os – så der var jo grænser for den uniformering, vi kunne klare. Selv syntes vi selvfølgelig, vi var flotte, men billeder fra dengang afslører jo, at det var en forpjusket og forfrossen flok, der vandrede rundt. Vi var organiseret med konge, kronprins, kasserer, fanebærere og generaler og resten som menige. Posterne blev vel fordelt efter den hakkeorden, der nu engang findes alle steder. Valget af kronprins var for så vidt det vigtigste, dels fordi der jo skulle spises i hans hjem, og dels fordi han så året efter blev konge, og det var da noget vi alle gerne ville opnå, men som kun de færreste, ifølge sagens natur, nåede. Vi havde 2 faner og en pengetaske, og disse ting blev altid opbevaret hos den, der skulle være konge i det kommende år. Det var også ham, der skulle sørge for at få gang i tingene i god tid før fastelavn. Så startede vi altså vores rundtur. Vi stillede op med fanerne forrest, så kongen alene, dernæst de menige 2 og 2 efter alder og sidst kronprinsen – generalerne gik på siden af geleddet og skulle sørge for ro og orden og at alle fulgte med. Når vi gjorde holdt ved huse og gårde, stillede vi op med front mod stuehuset og med fanerne på højre fløj, og så sang vi fastelavnssangen, som lyder sådan her:
Goddag i gode venner, vi jer besøge vil, thi vi har taget skade, vil I kun høre til. Vor gryde, den blev borte, som guldbeslagen var og med de ædle stene, så smuk som gryden var.
200 rigsdaler vi for den givet har, og derfor er vi kommen, til eder åbenbar. 25
Vi beder eder alle, så venlig og så from, at I en gave giver, alt som I synes om. ----------------------------For gaven I har givet, I tak nu have skal. Vi byder eder alle, i aften til vort bal. Og nu skal hatten svinges med glade hurraråb, en hilsen vi jer bringe fra Skold’levs unge håb.
Mens vi sang, kom beboerne ud på trappen og lyttede, og efter andet vers kom kassereren frem og modtog den pengegave, man ønskede at give, og derefter takkede vi med at synge tredje vers, hvorefter vi fortsatte til næste hus eller ejendom, hvor det hele gentog sig. Når vi ud på eftermiddagen var færdige, talte vi pengene op, og nu var det spændende, om de slog til. Det gjorde de nu altid, og der kunne endda være et lille overskud, som så blev delt ligeligt mellem drengene. Det 26
kan måske undre, at pengene altid slog til, men dels vidste folk jo godt hvad tingene kostede, og dels var priserne vel nogenlunde ens fra år til år. Når økonomien var på plads, gik vi hver til sit, og nu blev det for alvor spændende, for nu skulle stadstøjet prøves og være klar til festen samme aften. Vi var i hvid skjorte og mørke bukser. Vi havde skråhue med kvast og en sabel i skuldergehæng, og vi havde epauletter og ordener og guldgaloner syet på bukserne. Alt i alt har vore mødre haft et frygteligt mas med vores udstyr, men det tænkte vi nu ikke meget over. Kongen og kronprinsen bar for øvrigt guldkroner i stedet for skråhuer. Så oprandt aftenen. Alle soldaterne samledes i et sidelokale til krosalen, hvor forældre, bedsteforældre, søskende og karle og piger sad på bænke langs væggene og ventede. Når alt var klart gik fløjdørene op, og mens musikken spillede, marcherede vi rundt i salen, mens vi sang fastelavnssangen. Så kom aftenens højdepunkt, for nu skulle dronningen og kronprinsessen krones. Først dronningen, og det foregik på den måde, at kassereren gik hen til den udvalgte pige og kronede hende, hvorefter han førte hende over til kongen. De to, kongen og dronningen, dansede nu salen rundt og under fanerne, som dannede spalier. Derefter skulle kassereren krone den pige, der var blevet udpeget til kronprinsesse og føre hende over til kronprinsen, som så, sammen med hende, dansede salen rundt under fanerne. Derefter inklinerede de øvrige drenge for hver sin dame til resten af denne dans. Derefter var der almindelig dans resten af aftenen, og der blev serveret kaffe og fastelavnsboller for de voksne og sodavand og fastelavnsboller for børnene. Alt betalt af de penge, vi havde samlet ind. Traditionen med at krone dronning og kronprinsesse kan nok fortjene et par ord mere. Selv om piger og drenge gik i skole sammen, så var der ikke meget samkvem. Drengene kunne jo ikke lege med ”tøserne” og omvendt. Alligevel var de ældste jo begyndt at skæve lidt interesseret til hinanden, men meget diskret for ikke at blive drillet. Ligesom kronprinsen avancerede til konge, var det som regel den samme pige, der blev først kronprinsesse og året efter dronning. Det var lidt af et prestigetab, hvis denne regel ikke blev fulgt, og det tog vi faktisk meget hensyn til. Derfor var valget af kronprinsesse særlig interessant, og det var genstand for indgående drøftelser på forhånd mellem de store drenge med ”følere” til pigernes kreds for at være sikker på, at den udvalgte indvilligede i valget. Det var altså nøje planlagt, og alligevel kunne der blive problemer. Jeg husker, at ”min” dronning var blevet sky og i lang tid sad i garderoben, før hun ved hjælp af kraftige overtalelser fra de andre piger ville indfinde sig i salen. Enhver kan sikkert forstille sig mine følelser, mens det stod på. Nå, det faldt i lave, og det er sjovt nu at tænke tilbage på. På rundtur i Skjoldelev.
27
Ak ja, det var dengang!
Som jeg tidligere skrev, havde vi jo ferier fra skolen et par gange om året, men det var ikke det samme som at have ferie fra dagligdagen. Ferier som vi kender dem i dag med skiferier og udlandsrejser kendte vi slet ikke, vi skulle frem til midt i 1960-erne før de første charterrejser til Mallorca og endnu længere frem før de blev almindelige. Så var der også det, at far og mor jo havde en landbrugsejendom med heste og køer og grise og høns, og alle disse dyr skulle jo selvfølgelig passes hver dag og fodres og malkes og så videre, så det var meget svært at slippe fri for det. Alligevel lykkedes det at få nogen til at passe bedriften én gang hvert år, hvor vi så tog til Hjørring i et par dage. Der boede min fars forældre på en lille landbrugsejendom lidt uden for Hjørring. Det var et eventyr for et landbobarn, der midt i forrige århundrede, at komme på sådan en rejse. Husk på, vi kom jo næsten aldrig nogen steder, måske til Hammel en gang imellem, når vi skulle besøge familien der. En sjælden gang til Århus, men så var der heller ikke tale om mere, bortset fra skoleudflugterne, men mere om dem senere. Man skal også huske, at en rejse til Hjørring var omstændelig og noget der tog lang tid, for i de første år, rejste vi jo med toget. Dengang kørte der tre togtyper. Der var for det første lyntogene, så var der eksprestogene, og så var der endelig lokaltogene, eller bumletogene, som de blev kaldt. Det var udelukket, at vi skulle køre med lyntog eller eksprestog, dels var det alt for dyrt, dels skulle man til Århus for at komme med dem. Næ, vi tog til Hinnerup, vistnok på cykel, og tog med bumletoget. Både eksprestog og bumletog blev trukket af damplokomotiver, og det var et fantastisk syn at se disse store maskiner komme rullende ind på jernbanestationen, mens røg og damp stod om dem, det kunne nok få en drengs øjne til at stråle. Togvognene var såkaldte kupévogne, dvs. at der i hele vognens længde var en gang i den ene side, fra gangen var der adgang til kupéerne, der var indrettet med to sæder overfor hinanden. Jeg tror der kunne sidde otte personer i sådan en kupé. Det var en dejlig vogntype, og jeg har egentlig aldrig kunnet forstå, at man er gået bort fra den. Det var rart at kunne rejse sig og gå ud i gangen og måske gå lidt frem og tilbage der. Man kunne også gå fra den ene vogn til den anden, eller gå på toilettet uden at forstyrre en hel vogn. Sådan et bumletog holdt ved alle stationerne, så rejsen tog tid, men det gjorde nu ikke så meget, for der var altid meget at 28
se på. Det var før biltrafikken rigtig tog til, så der var masser af rejsende med toget, og der var også meget gods, der skulle læsses af eller på. Det gav anledning til meget liv på stationerne i modsætning til nu, hvor der kan virke helt uddødt. I de større byer var der endnu mere liv. Det var skik, at konduktørerne gik langs toget, når det holdt ved perronen, og råbte navnet på stationen, jeg kan endnu høre, når der blev råbt Ha-sten – Ha-sten. Der kørte også kioskvogne på perronerne i de større byer. Manden, der gik med vognen, falbød sine varer med høj stemme, noget i retning af: Aviser og blade – is, tobak og chokolade. Så kunne man handle med ham gennem kupevinduet, men han havde travlt, for han skulle jo helst nå langs hele toget, inden det kørte igen. Jo, man kedede sig ikke på sådan en togtur, og far havde stor fornøjelse af at lære mig navnene på alle stationerne hele vejen fra Hinnerup til Hjørring. Det kunne vi også få en del tid til at gå med. De største stationer på turen var banegårdene i Randers og i Aalborg. Der var der virkelig liv og røre, flere tog fra forskellige sidebaner og et mylder af mennesker. I Aalborg var der, af en eller anden grund, altid et ophold på mindst en time. Jeg tror det skyldtes, at man skulle vente på et tog fra en sidebane. Så var der mulighed for at komme ud og strække benene lidt. Banegården i Aalborg ligger ved siden af et anlæg, hvor der dengang lå en restaurant, der hed Kilden. Den var kendt over hele landet, fordi der dengang var middagskoncert i radioen, enten fra restaurant Wiwex i København eller fra restaurant Kilden i Aalborg. Det passede altid, at vi nåede Aalborg ved middagstid, og så kunne vi gå ad en gangbro direkte fra perronen over til anlægget, og der kunne vi så høre musikken fra restauranten. Jeg kan huske at mor og jeg engang stod på gangbroen og lyttede til musikken. Hvad der gik af os ved jeg ikke, men vi gav os i alt fald til at danse. Det har jo nok set mærkeligt ud, men for mig blev det altså til et barndomsminde. Endelig, efter det lange ophold i Aalborg, kunne vi fortsætte rejsen til Hjørring. Der blev vi modtaget af bedstefar, som var kørt derind i hestevogn. Det vil sige, vognen var nu en jumbe, som blev trukket af én hest, det var en nordbagge, og den hed Lise. Det kan godt være, at I ikke ved hvad en jumbe er, men det er altså en lille vogn på to store hjul. I vognen er der sæder over for hinanden, og man sidder med siden til kørselsretningen. Jeg tror der kan sidde 4 – 6 personer i sådan en jumbe, og man kan se den på mange af vore museer. Når både vi og vores bagage var anbragt i jumben, gik turen ud til Bredkær lidt uden for Hjørring By. Her lå bedstefar og bedstemors ejendom og her blev vi modtaget af bedstemor, som havde aftensmaden parat. De voksne havde jo selvfølgelig meget at tale om, men for mit vedkommende var jeg træt efter rejsen, og jeg blev lagt tidligt i seng. Bedstefar og bedstemor havde et loftværelse, som blev brugt som gæsteværelse og her sov både far og mor og jeg. Jeg sov når far og mor gik i seng og de var også stået op, når jeg vågnede. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme hvordan det var at vågne på det fremmede sted. I min erindring var der altid solskin, og det der havde vækket mig, var vist bedstefars snak med mælkekusken. De talte jo rigtig vendelbomål, men det havde jeg hørt fra jeg var helt lille, så det virkede ikke så fremmed på mig, men jeg har det stadigvæk sådan, at når jeg hører vendelbomål, så mindes jeg de morgener, hvor jeg vågnede op ved at høre bedstefar tale med naboen eller mælkekusken. På en eller anden måde giver det mig en fornemmelse af tryghed og glæde. Nu var alt jo ikke lige rart og morsomt. Der var også et område, der hed sygdom. Jeg var ofte syg som barn, dels fik jeg jo de almindelige børnesygdomme, dels også mere alvorlige. Dengang vaccinerede man jo ikke for børnesygdommene, og jeg fik dem alle efter tur. Det var mæslinger og røde hunde, det var også skoldkopper og fåresyge, og hvad de nu ellers hedder. Desuden led jeg ofte af nældefeber, det giver sig til kende med store kløende og hævede plamager i ansigtet og på kroppen. Jeg tror det stammer fra en slags overfølsomhed, men heldigvis slap jeg for det, da jeg blev ældre. De mere alvorlige sygdomme startede med blindtarmsbetændelse, da jeg var tre år. Jeg kan ikke selv huske så meget, men jeg har en erindring om, at jeg skulle prøve at tælle til ti; det må vel have været i forbindelse med operationen. Det må i øvrigt have været lidt af en amatør, der opererede mig, for jeg har den dag i dag et stort ar, som er vokset med mig. En læge sagde engang til mig, at jeg burde få det fjernet, men det er nu aldrig blevet til noget, og det generer mig ikke. Næste sygehusophold var mere alvorligt. Det startede med, at min mellemste bror, Harry, fik nyrebetændelse, da jeg var fire år. Det må have været alvorligt, for det førte til den ene af de to 29
gange, jeg har set min far græde; anden gang var da mor døde. Jeg kan huske, at ambulancen kørte med Harry og far stod i gården og græd. Det fik også mig til at græde, og jeg gemte mig bag trappen, hvor de så fandt mig efter nogen tid. Jeg ved ikke, hvad der foranledige, at Harry fik nyrebetændelse. Måske skyldtes det noget vi har spist, for kort tid efter fik jeg det selv og kom også på sygehuset. Det har nok ikke været så sjovt for vore forældre at have to børn på sygehuset på samme tid uden sikkerhed for hvordan sygdommen ville udvikle sig. Jeg har senere hørt, at man egentlig ikke havde nogen kur mod nyrebetændelse. Det eneste var en form for diæt, og det betød, at vi fik fisk hver eneste dag, altid i form at enten fiskefrikadeller eller fiskeboller. Og det skulle spises, der var ingen kære mor, til gengæld fik vi så et glas kærnemælk med fløde og sukker samt et stykke nybagt kringle om eftermiddagen. Fiskediæten har så i øvrigt medført, at hverken Harry eller jeg har rørt fiskefrikadeller og fiskeboller siden. Det er ellers ikke så meget, jeg kan huske fra det ophold, som, har jeg senere fået at vide, varede fire måneder. Harry og jeg lå ikke på sammen stue, men juleaften, hvor vi stadig var indlagt, blev min seng kørt ind på Harrys stue, og så holdt vi jul der sammen med mor og far og Holger. Jeg kan svagt huske det, og mor har fortalt, at jeg begejstret sagde, at ”jeg har fået en hel sengfuld gaver”. Både Harry og jeg kom over betændelsen og kom hjem igen, men det var vist ikke altid, det gik så godt. Jeg husker, at vores nabo havde en noget ældre søn, som fik kronisk nyrebetændelse, så vi var nok heldige. Det var jeg vist også næste gang, jeg kom på sygehuset. Omkring 1950 var Danmark ramt af en stor polioepidemi. Børnelammelse kaldte man det i daglig tale, og det fik jeg. Det var meget alvorligt, for mange fik livsvarige lammelser, oftest i benene, og nogle døde af det. Det startede med, at jeg havde ondt over det hele og blev sendt i seng mens der blev ringet efter lægen. Han kom, og dengang var man opdraget til at være høflig, så jeg forsøgte at sætte mig op i sengen. Det fik ham til, aldeles omgående, at sige: ”Det er børnelammelse” og så for han ind til telefonen og ringede efter ambulancen. Den kom, og så gik det ellers ba-bu ba-bu til Marselisborg hospital, som var indrettet til epidemisygehus. Mine forældre har aldrig fortalt mig om, hvad de tænkte og følte, men det må have været slemt for dem, for der var som sagt meget stor risiko for varige men eller det, der var værre. Jeg fyldte ti år mens jeg var indlagt, så jeg kan huske rigtig meget fra dengang. Jeg blev først indlagt på en 2-sengs stue, hvor der lå en anden dreng. Far og mor måtte ikke komme ind på stuen og de første dage måtte de stå uden for vinduet, hvor vi så kunne se hinanden. En dag blev min stuekammerat flyttet, og jeg fik at vide, at han var blevet sendt hjem. Far og mor har senere fortalt, at de fra anden side fik at vide, at han var død af sygdommen. Det viser hvor farligt det kunne være, og jeg kan tænke mig, at mine forældre har været stærkt urolige. Der var ingen kur mod sygdommen, senere blev man jo vaccineret, men havde man først fået sygdommen, så var der kun at ”vente og se”, mens man var isoleret fra andre. Efter nogle dage må risikoen for forværring være formindsket, for jeg blev flyttet ind på en stue med en fire fem andre drenge. Vi havde det vældigt fornøjeligt, for vi syntes jo ikke selv, vi var syge og havde ingen ide om, hvor alvorligt det kunne være. Det vil sige, det havde vi måske nok alligevel på en måde, for på en stue i nærheden lå en dame, som var totalt lammet. Hun lå i respirator, for hun kunne heller ikke trække vejret selv. Hun ville gerne havde besøg, så vi blev egentlig opmuntret til at gå ind til hende, så hun kunne snakke lidt med os. Vi var børn og tænkte ikke meget over det, vi var mere interesserede i, hvordan en respirator virkede, men siden hen har jeg naturligvis tænkt på, hvor forfærdeligt det må have været. Den skæbne kunne være blevet min, men heldigvis slap jeg uden men og kom hjem igen efter 3 – 4 uger. Jeg kan huske far og mor hentede mig, den dag jeg blev udskrevet, og de må nok have ment, at jeg fortjente en opmuntring, for de tog mig med i Tivoli Friheden, hvor jeg fik lov at prøve nogle af forlystelserne, bl. a. pedalbådene. Det var nu ikke nogen stor succes, for jeg blev så træt, så jeg næsten græd over det. Der må jo i øvrigt nok stadig have været en vis smitterisiko, for jeg måtte ikke gå i skole, eller lege med mine kammerater i nogen tid efter min hjemsendelse. Det havde jeg forstået på den måde, at jeg ikke måtte forlade ejendommen, men ellers nok måtte færdes udenfor. Så mine kammerater og jeg mødtes ved hegnet om græsmarken, og der sad vi så og snakkede. Det var jo nok ikke lige den form for isolering, der var tænkt på, men heldigvis fik jeg ikke smittet nogen. Som sagt, jeg var nok heldig at slippe for 30
lammelser, men her på min ældre dage, lider jeg stærkt af ledsmerter, og jeg har læst, at det kan skyldes børnelammelsen i min barndom. Jeg kunne sikkert fortsætte med at fortælle om oplevelser fra min tidligste barndom, for jo mere jeg skriver desto mere dukker frem af erindringen, men der er jo også så meget andet, der skal skrives ned, blandt andet om skoletiden, så det skal det næste kapitel handle om. Skolen. For tiden (2010) pågår der voldsomme diskussioner om Folkeskolen. Det hævdes, at den er verdens dyreste skole, men ikke desto mindre viser internationale undersøgelser, at folkeskolens elever langtfra er placeret i toppen, når det gælder viden og kundskaber. Det hævdes ligeledes, at op imod 14 – 15 % af eleverne forlader skolen som såkaldte funktionelle analfabeter, hvad det så betyder, rart lyder det ikke. Den nuværende regering under ledelse af Lars Løkke Rasmussen vil gøre noget ved sagen og har bestilt et såkaldt 360° serviceeftersyn af folkeskolen. En gruppe meget kloge mennesker har rejst rundt i hele landet og har besøgt skoler i alle egne. Der er kommet en rapport ud af det og en af påstandene går på, at skoler skal op på mindst 600 elever for at være virkelig effektive! Yderligere tales om små og store klassekvotienter og behovet for hjælpelærere i klasserne og meget, meget mere. Det er med nogen undren, at folk i min generation, især de af os, som er opvokset på landet, følger debatten. Kontrasten til min barndoms landsbyskole er så stor, at man ikke fatter, at der kan være tale om skoler i det samme land. Det er måske også dårligt nok tilfældet, for som jeg har skrevet tidligere, så eksisterer landbo- og landsbysamfundet ikke mere. Udviklingen har overhalet det og gjort det utidssvarende. Det gik først ud over landsbyerne, derefter stationsbyerne og i øjeblikket er det de mindre købstæder, der står for tur. Man centraliserer og når institutioner og arbejdspladser koncentreres i de større bysamfund, ja så bosætter folk sig også der. På den måde tømmes landdistrikterne for liv og den kultur, der tidligere trivedes der, dør ud og tilbage er kun erindringerne hos os, der oplevede den. Andre må gå på museum for at få et indtryk af forholdene, som de var. For mig er det en lidt underlig oplevelse, at min barndom er kommet på museum. Det er min skole også, eller rettere, skolestuerne, som de så ud dengang, kan i dag ses på flere af vore museer, og det kan godt virke lidt vemodigt at se dem der. Skjoldelev skole var ikke stråtækt, men det kunne den såmænd godt have været. Faktisk var og er det en temmelig smuk og robust bygning, hvor læreren dengang boede i den ene ende og hvor der var skolestue i den anden. Der var kun den ene skolestue, for vi havde kun én lærer. Han hed Jacob Wrang og han var altså alene om at undervise alle landsbyens børn fra skolestart til de gik ud af skolen. Det klarede han på den måde, at de fire ældste årgange gik i skole om formiddagen, vistnok fra kl. 8 til kl. 12 – også om lørdagen. Om eftermiddagen kom så de tre yngste årgange fra kl. 13 til kl. 16. Når man tænker på, at en lærer i dag kan have svært ved at overkomme en enkelt klasse af samme årgang i en time, som altså kun er på 45 minutter, så kan man undre sig over, at den tids lærere kunne undervise fire årgange i samme klasseværelse og på samme tid. Nu skal det siges, at det heller ikke altid lykkedes. Hvis læreren ikke havde den nødvendige autoritet, kunne det gå helt galt, og det gjorde det så somme tider. Men ikke i Skjoldelev, lærer Wrang var en meget dygtig lærer, og han havde ikke besvær med disciplinen. Dengang måtte en lærer slå eleverne, og nogle brugte både lussinger og spanskrør. Det gjorde Wrang ikke, han kunne måske godt stikke en lussing ud, men det var sjældent, og som regel var vi heller ikke i tvivl, at den var fortjent, hvis det skete. Når læreren havde den autoritet, som han til de fleste tider havde, så hænger det sammen med hans position i landsbyen. Lærer Wrang hørte til byens honoratiores, man var De’s med ham og han kom privat sammen med byens ”spidser”. Det betød så, at forældrene bakkede ham op, når der, ind imellem, opstod problemer i skolen. Der blev sagt, og det var ikke helt forkert, at hvis man havde fået ”en på kassen” i skolen, så skulle man ikke gå hjem og 31
sladre, for så risikerede man at få en til. Jeg kan huske, at jeg en dag efter skoletid stod sammen med en kammerat og så på forsamlingshusvæggen, hvor der var skrevet forskellige, ikke lige pæne, ting med kridt. Lærer Wrang kom forbi, og han må jo nok have ment, at det var min kammerat og mig, der havde skrevet på væggen, i hvert fald beordrede han os til at få det vasket af. Dengang gav man sig ikke til at diskutere med læreren, så vi løb hjem til min mor og beklagede os. Det hjalp ikke, ”i har såmænd ingen skade af at vaske det af”, sagde hun, og så blev vi forsynet med en spand vand og en børste, og så kunne vi værsgo bare gå i gang. Det tror jeg ikke hverken børn eller forældre ville finde sig i i dag. Det er min opfattelse, at mange af de problemer, der er i nutidens skoler skyldes manglen på respekt og disciplin, og det skyldes måske så igen, at læreren har mistet den autoritet, han/hun havde før i tiden. For mig at se, er det i nogen grad selvforskyldt, mange lærere har gennem tiden og især i tresserne og halvfjerdserne haft for travlt med at gøre sig lige med eleverne. Forældrene er heller ikke uden skyld, for ofte tager de børnenes parti, når konflikter opstår og mange steder er den hjemlige opdragelse af børnene mangelfuld, hvis der overhovedet er tale om opdragelse. Nå, der er sikkert også meget godt at sige om vore dages skole, og i det mindste er eleverne langt mere frie, end vi var, og de ved også langt mere om verden, end vi gjorde. Til gengæld tror jeg nok, at vi var bedre rustet med de grundlæggende færdigheder, end man er i dag. De fleste af os kunne læse, tale og skrive et nogenlunde korrekt dansk, når vi forlod skolen, og vi kunne også lægge to og to sammen og få fire ud af det – eller fem, hvis der var behov for det! Midt i al vores tale om vidensamfund og højere uddannelse, skal man ikke glemme, at vores velfærdssamfund er grundlagt af mennesker, som kun havde en skolegang mage til min, eller i generationen før, kun havde gået i skole hver anden dag. Viden er grundlaget for udvikling, men sund fornuft og menneskelighed er ofte de egenskaber, der sætter ting i gang. Jeg har i et tidligere afsnit beskrevet, at Skjoldelev skole lå midt i landsbyen. Foran bygningen var der en stor, perlegrusbelagt legeplads, som vendte ud mod torvet. Pladsen var omgivet af lindetræer og også af et hvidmalet stakit, et af dem med lodretstående træstave, der ender i en spids. Stakittet var ikke ret højt, så man kunne sagtens skræve over det og ud mod torvet var der en stor åbning, så stor, at en lastbil kunne køre ind. Så stakittet var der altså ikke for at holde folk ude, eller børnene inde, men nok mest for at sætte skel mellem offentlig vej og legeplads. Alt i alt var det egentlig et ganske kønt anlæg som jeg husker det, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den gamle sang ”Degnens vise”, hvor der i første vers står: ”Det går atter hjemad til den lille by, hvor min skole ligger lunt i lindes ly …”. Netop sådan husker jeg min barndoms skole, som et smukt sted, men først og fremmest som et trygt sted. Jeg var aldrig ked af at gå i skole, måske mest fordi jeg så var fri for at lave noget derhjemme, men også fordi jeg syntes, det var spændende at lære noget, som jeg kunne bruge, f.eks. at læse. Desuden var lærer Wrang en glimrende pædagog. Han kunne supplere sin undervisning med mange gode råd og praktiske oplysninger, det må vel egentlig have været det, man i dag kalder integreret undervisning. Desuden var der jo det, at fire årgange blev undervist samtidig. Havde den ene årgang regning, så havde en anden måske historie, og kedede man sig ved det ene, ja, så var der mulighed for at lytte til det andet. I virkeligheden skete der vel det, at vi kom igennem det normerede pensum 4 gange i den tid, vi gik i ældste klasse, eller ”stuer klas”, som vi kaldte det. Lad os se lidt på, hvordan en skoledag egentlig foregik. Vi mødte selvfølgelig i god tid, at komme for sent kunne hverken læreren eller vore forældre tolerere og skulle det endelig ske, fik man en eftersidning. Når vi kom, kunne vi sætte vore skoletasker ind i forgangen til klasseværelset, og der kunne vi også opholde os, hvis det var regnvejr, men ellers skulle vi være på legepladsen. Når klokken så slog otte, bankede læreren på sit stuevindue, som vendte ud mod legepladsen. En eller flere hørte signalet og så blev der råbt: ”Ind – ind”. Det vil sige, så let gik det nu ikke, for vi skulle først stille op i flere geledder, årgang for årgang. Når der så var ro og orden, gik vi i gåsegang ind gennem forgangen, hvor vi skiftede vore udesko, der ofte var træsko, med indesko, som ofte var hjemmelavede kludesko og derefter forsatte vi ind i klasselokalet, eller skolestuen, som den jo egentlig blev kaldt. Den tids skolestue kan ses rundt omkring på mange museer, og de 32
fleste er indrettet som min var. På den ene endevæg hang den store, sorte tavle og i loftet over den hang der flere ruller med landkort, som kunne trækkes ned ligesom et rullegardin. Foran tavlen stod lærerens kateder på en forhøjning. På den modsatte endevæg var døren ind til lærerens privatbolig og desuden var der skabe hvor folkebibliotekets bøger stod – vores lærer var også bibliotekar og havde biblioteket åbent en eller to aftener om ugen. Lokalets ene langvæg vendte mod syd og bestod af høje vinduer, som gav et godt lys til hele lokalet og den anden langvæg vendte ud mod forgang og mellemgang og ud over døren til mellemgangen var kakkelovnen også placeret på den væg. På gulvet stod så skolepultene i fire rækker, en til hver årgang. Pultene var den klassiske type med fast bænk og en skråtstillet bordplade over en skuffe, eller en hylde. Foran bordpladen, som kunne løftes, var der et fast stykke. Her var der ud for hver plads en lille fordybning, hvor vore skrivegrejer kunne ligge, og desuden var der et fælles blækhus – en lille glasbeholder, som var forsænket i pladen. Pultene var forsynet med en rist til fødderne, så vi ikke sad og sled på gulvet. De var beregnet til to personer, og det var utænkeligt, at en dreng og en pige kunne dele pult. Det kunne dog ske, hvis der var for meget uro, så kunne læreren finde på at lade en pige og en dreng bytte plads, og så skulle der nok blive ro, for vi vidste, hvad der ville ske i frikvarteret! Nu var vi så kommet på plads i skolestuen, og når der var blevet nogenlunde ro, kom læreren ind. Så rejste vi os op og stod ved siden af skolepulten, han sagde godmorgen, og vi svarede godmorgen. Værsgo at sætte jer sagde han, og det gjorde vi så. Derefter sang vi en morgensang og vi bad Fadervor i kor. Derefter gik vi over til at høre dagens salmevers. Vi havde salmevers for hver dag, og det skulle læres udenad. Vi blev så, på skift, sat til at fremsige salmeverset, og lærer Wrang var ikke nådig, hvis vi ikke kunne det. Det kunne give eftersidning. Jeg havde dengang ret nemt ved at lære og var også god til at huske. Så når jeg gik i skole om morgenen, havde jeg salmebogen i hånden, og så kunne jeg lige nå at lære salmeverset inden skoletid. Det gik til de fleste tider også fint, men en enkelt gang svipsede det, og så måtte jeg sidde efter, indtil jeg havde lært verset. Til gengæld kan jeg det så endnu, og det lyder: ”Paradisets vin og brød, styrker os i liv og død; kæmpeskridt vi gør opad til den hellige Guds stad”. Det var den eneste gang, jeg sad efter, i min skoletid, men det virkede altså. Man har ofte siden hen hørt folk sige: ”Hvad skulle al den udenadslære til?” Næ såmænd, men mon det alligevel ikke var med til at gøre det nemmere for os at huske, og samtidig lærte vi så mange af vore smukke salmer, og det var jo heller ikke så dårligt. Morgensang, Fadervor og salmevers var faste programpunkter hver dag. Efter dem kom så den egentlige undervisning, som altså kunne være forskellig for de fire årgange. Og hvad lærte vi så? Ja, der var slet ikke tale om alle de mange forskellige fag, som nutidens skolebørn har. Det var dansk, regning, bibelhistorie, danmarkshistorie, verdenshistorie og geografi og ikke så meget andet. Matematik, fysik, kemi, biologi og sprog var ukendte størrelser. Skulle disse fag være en del af ballasten, så måtte man i mellemskolen og realskolen, og det foregik ikke i Skjoldelev. Det er klart, at de forskellige fag var tilpasset årgangene. I de yngste årgange, som jo gik i skole om eftermiddagen, var det de helt grundlæggende færdigheder, der skulle læres. Nu var det sådan, at de fleste af os faktisk havde lært noget hjemmefra. Så vidt jeg husker, kunne jeg allerede læse noget, da jeg kom i skole, og jeg kendte også de fleste af tallene. Jeg husker lidt fra min første skoledag, for da spurgte Wrang, om vi kunne skrive tallene fra 1 til 100 (det tror jeg faktisk ikke, man byder børnene i dag). Jeg havde fået en kugleramme i julegave, og den havde jeg fået lov til at tage med i skole og på foden af den stod netop tallene fra 1 til 100, så jeg spurgte Wrang, om jeg måtte skrive af efter den. Det fik jeg så lov til. Jeg tror nok, men er ikke helt sikker på det, at vi i starten, i en kort overgang, brugte tavler og grifler, når vi skulle skrive, men senere fik vi jo skrive- og regnehæfter. Jeg har en ide om, at vore forældre betalte for disse hæfter, men helt sikker er jeg heller ikke på det. Vi lærte at læse efter bogen Ole, Bole, A B C, og vi lærte at skrive skråskrift efter lærerens oplæg på tavlen. Desuden var skrivebøgerne forsynet med linjer, der markerede bogstavernes størrelse samt med skrålinjer, der viste den hældning, de skulle have. Alligevel var det svært, og vi trænede vældigt med det, både i skolen og hjemme. Somme tider måtte læreren have fat om vores 33
skrivehånd og hjælpe med at finde den rigtige rytme. Jeg er født venstrehåndet, eller kejthåndet, som det dengang blev kaldt. I dag får man lov til at bruge den hånd, man vil, men det gjorde vi ikke i min barndom, hverken hjemme eller i skolen. Hjemme var far meget striks med vores bordskik: ”Sid ordentlig på stolen og ret ryggen”, eller ”brug den rigtige hånd”, eller ” lad være med at lægge albuerne på bordet”. I skolen lød det også: ”tag blyanten i den rigtige hånd”. Jeg er sikker på, at den tvang har været med til at ødelægge min håndskrift, men til gengæld fik mine brødre og jeg lært at sidde ordentlig ved et bord, og det har vi haft nytte af siden hen. Det hænder, at man i fjernsynet viser noget fra en skoleklasse i dagens Danmark. Intet kan være mere forskelligt fra min skoletid. Man har indtrykket af, at eleverne sjældent sidder på deres pladser ret længe ad gangen, og stilhed er åbenbart en glemt disciplin. I min barndom var vi vant til at ”børn skal ses, ikke høres” og sådan var det også i skolen. Vi sad pænt på vore pladser, og ville vi spørge om noget, eller blev vi spurgt af læreren, så rejste vi os pænt op og stod ved siden af skolepulten. Vi kunne selvfølgelig godt finde på at hviske lidt med sidemanden, men der skulle ikke meget til, før læreren greb ind og påbød stilhed. Vi havde selvfølgelig frikvarter sådan ca. hver time, men der var ingen klokke, der ringede ud og ind. Læreren styrede det selv, nok lidt efter hvor langt vi var nået i undervisningen, eller måske også efter om posten var kommet, eller han var kaffetørstig. Når han sagde, at der var frikvarter, rejste vi os op ved siden af pulten og gik så stille og roligt ud i forgangen række for række. I forgangen skiftede vi så til udefodtøj og så opholdt vi os ellers på legepladsen, kun hvis det regnede måtte vi være inde i forgangen. Når frikvarteret var forbi bankede læreren på stuevinduet, hvorefter vi igen stillede op i rækker efter årgang og marcherede ind. Det forventedes, at vi blandt andet brugte frikvarteret til at forrette vores nødtørft. Til det brug lå der en selvstændig bygning bag skolen, der var toiletter for henholdsvis piger og drenge. Der var ikke tale om vandklosetter, men om tørklosetter, hvor spanden altså skulle tømmes engang imellem. Jeg har sidenhen tænkt på hvem der mon stod for det job. Var det læreren? Det har jeg lidt svært ved at tro og hvad gjorde man ved indholdet? På gårde og ejendomme kom det jo på møddingen eller blev gravet ned. Jeg ved det som sagt ikke, men inden jeg forlod skolen, fik vi installeret vandklosetter i den omtalte bygning, og vi fik sørme også installeret en håndvask i klasseværelset. Sådan en luksus havde vi ikke haft før. Jeg gik i skole i 8 år fra 1948 til 1956. skolen var ellers normeret til 7 år, men mor fik overtalt lærer Wrang til, at jeg måtte begynde et år før tiden, nok mest for, at jeg så kunne følges med mine kammerater. Selv om vi børn ikke var bevidste om det, skete der vist en del omvæltninger i skolesystemet i disse år. For eksempel blev den nye retstavning indført, det vil sige, at å blev indført i stedet for aa og kunne, skulle og ville skulle ikke længere staves kunde, skulde og vilde og navneord skulle ikke længere staves med stort begyndelsesbogstav. Det var ikke alene fagene der blev ændret, det gjaldt også skolen som sådan. Man var begyndt at tale om at nedlægge landsbyskolerne og så lave centralskoler i stedet. Det blev nu ikke realiseret i min skoletid, men man begyndte så i stedet at modernisere forholdene lidt. Jeg har nævnt ovenfor, at Skjoldelev skole fik installeret vandklosetter som gårdtoiletter og håndvask i klasselokalet. Vi fik også pludselig udleveret skrueblyanter som erstatning for de træblyanter, vi ellers brugte. Skrueblyanterne skulle ganske vist blive i klasselokalet, men det var jo alligevel et lille fremskridt, ikke mindst for læreren, som så slap for at skulle spidse vore træblyanter. Vi fik også lov til at bruge fyldepenne i stedet for de penneskafter med løse penne, vi ellers brugte, men fyldepennene måtte vi selv anskaffe os. Jeg husker, at far på et tidspunkt vandt en rejse til England. Det var Hammel Slagteri, hvor han sad i repræsentantskabet, der hvert år trak lod om et par rejser. Far var altså heldig at vinde, ja, faktisk vandt han 2 gange, men man kunne kun komme med én gang, så anden gang måtte han forære rejsen til en anden. Nå, men da han kom hjem igen efter turen til England, havde han gaver med hjem, og jeg fik et fint skrivesæt bestående af en skrueblyant og en fyldepen. Det var en meget stolt dreng, der medbragte dem i skolen til stor misundelse fra kammeraterne. Apropos fyldepenne så var kuglepennen ikke kommet på markedet endnu, og da den endelig kom, måtte den ikke bruges. Forstå det hvem der kan. Om det så var de gode gamle skolepulte, så blev de pludselig skiftet ud med løse borde og stole i forskellige størrelse; man var så småt begyndt at tænke på siddestillinger for børnene. Det kan godt være, det var et fremskridt, men der forsvandt 34
nu også noget af hyggen i klasselokalet, da pultene forsvandt. Jeg kan især huske første skoledag efter sommerferien. Da var klasselokalet sat i stand og gulvene ferniseret. Pultene var repareret for eventuelle skader, og de mærker der var i skrivepladen var spartlet ud og pladen omhyggeligt sortmalet. Det var med en vis ærefrygt, vi tog lokalet i brug, men det fortog sig nu hurtigt! Der var jo ikke de store variationer i skoledagene. Undervisningen foregik, som jeg har beskrevet den ovenfor. Den største ændring i skoletiden var selvfølgelig overgangen fra ”bette klas” til ”stuer klas”. Det var en dag, man så frem til, for så blev man regnet til de store drenge. Ganske vist gik man fra at høre til de ældste i ”bette klas” til de yngste i ”stuer klas”, men det kunne man nu godt leve med; vi kendte jo alle sammen i hinanden i forvejen, og måske kom man endda til at gå sammen med en ældre bror eller søster. Ellers gik skoledagene deres stille gang uden de store variationer, men en gang om året var der eksamen, eller overhøring, som det vist hed. Det blev betragtet som en festdag. Vi var alle sammen nyklippede og i pænt tøj, og som den eneste dag i året, fik vi en 25 øre med hjemmefra, så vi kunne gå i brugsen og købe et kræmmerhus bolsjer. Jeg kan endnu se uddeleren stå og lave et papirskræmmerhus og fylde det med blandede bolsjer. Jeg tror nok, vi så rigeligt fik bolsjer for vores 25 øre. Overhøringen foregik på den måde, at skolekommissionen kom på besøg i klassen og sad nede bagved på stole fra lærerens spisestue. Det var en flok mørkklædte mænd med sognepræsten som formand. Det kan nok være, vi var benovede og kunne sidde stille. Vores lærer stillede så spørgsmål, som vi besvarede efter bedste evne. Præsten kunne også finde på at stille spørgsmål, og først når han var tilfreds, forlod skolekommissionen klasseværelset og vi fik fri. Jeg tror egentlig der lige så meget var tale om en slags kontrol af læreren som af eleverne, men sådan foregik det altså; karakterer var der ikke tale om. Selv om forholdene på mange måder var ret primitive, så var der alligevel forhold, der var bedre, end det vist er tilfældet i dag. For eksempel skoleudflugter. Jeg husker ikke præcist hvordan reglerne var, men jeg mener, vi én gang om året var i Aarhus, enten i Aarhus Teater eller i biografen. Desuden tror jeg nok at ”stuer klas” hvert år havde en tur længere væk. Jeg husker i hvert fald, at vi var både i Aalborg, Odense og København. Desuden var vi ofte på Himmelbjerget. En tur jeg ikke let glemmer gik til Vesterhavet, nærmere bestemt til Hvide Sande. Det har nok været i 1952 – 53 altså ikke så længe efter krigen. Vi var nogle drenge, der havde fået lov til at løbe ned på stranden, men kun i kort tid, hvorefter vi skulle vende tilbage til badehotellet. Der skete så det, at vi pludselig ikke helt var klar over, hvor vi var – den ene klit ligner jo den anden, men efter nogen søgen fik vi øje på badehotellet på den anden sidde af en indhegnet mark. Glade var vi, og vi klatrede over hegnet og satte i løb mod hotellet. Ganske vist kunne vi se lærer Wrang, der stod og fægtede med armene og råbte, men vi troede, det betød, at vi skulle skynde os. Da vi kom over på den anden side klatrede vi igen over hegnet, hvorefter jeg fik den ene af de to lussinger, jeg fik i min skoletid. Det viste sig, at den indhegnede mark ikke helt var renset for miner, og da det gik op for os, forstod jeg faktisk godt, at jeg havde fortjent den lussing, jeg fik. Tænk hvis der var sket noget. Det havde været skrækkeligt for Wrang at vende hjem til Skjoldelev med den besked. Jeg har ikke tidligere skrevet noget om 2. Verdenskrig, selvom min første barndom jo faldt sammen med krigsårene. Det skyldes selvfølgelig, at små børn ikke rigtig fatter krig og ufred, når det ikke lige er en del af hverdagen. Og det var det ikke i Skjoldelev. Jeg ved ikke om der var nogle i byen, der deltog i modstandskampen, jeg har i det mindste aldrig hørt om det. Alligevel må der have været noget, som satte skræk i os, for jeg husker to episoder, som gjorde mig bange. Den ene skete en aften hvor far og mor var i byen og mine brødre og jeg var altså alene hjemme. Min ældste bror, Holger, er ti år ældre end mig, og han må så nok have være en 13 – 14 år. Pludselig bankede det på døren, og det var så to tyske soldater, som forlangte noget, som vi ikke forstod. Vi fandt senere ud af, at de ville have kød og æg, og Holger forstod vel så meget, at han gav dem nogle æg, hvorefter de gik. I TV-serien Matador er der en scene, hvor der kommer et par tyske soldater til grisehandler Larsens ejendom. De vil netop købe lød, men bliver afvist. Det er nok på samme måde, det gik til hos os. Den anden episode, jeg husker skete en dag, hvor jeg gik ned i Skjoldelev by sammen med far. Der mødte vi en gruppe tyske soldater, og jeg spurgte far, om vi 35
ikke skulle skynde os at gå hjem. Det mente han nu ikke, der var nogen grund til, og der skete os da heller ikke noget. Jeg har, som sagt, ikke mange erindringer fra krigsårene, heller ikke fra befrielsen, men i min mors erindringer er der en smuk beskrivelse af oplevelserne den 4. og 5. maj 1945. Jeg er ikke i tvivl om, at det har været en gribende oplevelse for mine forældre og for alle andre, der oplevede og var bevidste om krigen. Jeg kom, som nævnt ovenfor, i skole et år for tidligt. Det betød, at jeg kunne gå i klasse sammen med mine kammerater, men det betød jo så også, at jeg ikke kunne blive konfirmeret samme år som dem. Det var selvfølgelig træls at se kammeraterne træde ud i voksenlivet, mens man selv fortsatte som skoledreng, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Der var en pige i klassen, Anne Grethe Langballe, som havde det på samme måde, så hun og jeg kom sådan set til at udgøre en klasse for os selv. Det var egentlig ikke uinteressant for dels blev vi sat til at hjælpe vore yngre skolekammerater, bl.a. også ved at sørge for ro og orden, når læreren var borte, dels fik vi adgang til hans private bogsamling, hvor vi kunne læse om forskellige begivenheder i verdenshistorien, som vi så senere skrev fristil om. Det var på mange måder både interessant og belærende, og jeg tror nok, at min interesse for historie stammer derfra. Jeg husker særlig en opgave, vi fik. Den drejede sig om at finde oplysninger om verdens syv underværker og så beskrive dem. Det var spændende, og jeg husker, jeg fik ros for min fremstilling. Det var selvfølgelig en glæde. Det ekstra skoleår gik jo også og så var det min tur til at blive konfirmeret. Det blev jeg så i marts måned 1956. Nu var det sådan, at konfirmationerne dengang var fastsat i forhold til Påsken og Påsken faldt tidligt i 1956, men skoleåret sluttede jo først den 31. marts, så til min store forbitrelse måtte jeg blive ved med at gå i skole i et par uger efter min konfirmation. Dengang var det sådan, at når man var konfirmeret og kommet ud af skolen, ja så var man voksen og skulle klare sig selv – sådan da. Det var nu ikke noget, jeg havde tænkt særligt meget over, men jeg blev jo klar over, at nu var det alvor. Det almindelige for mange af os var, at vi kunne komme ud at tjene på en af gårdene i byen eller i omegnen. Men jeg havde absolut ikke lyst til at blive landmand og heldigvis var tiderne blevet sådan, at mine forældre kunne tillade mig at blive noget andet. Jeg havde ikke begreb om, hvad det så skulle være, men min ældste bror var jo blevet tømrer, og Harry var blevet kommis, så det lå jo lige for at prøve en af disse muligheder. Det endte så med, at jeg fik en læreplads hos købmanden i Røgen, en landsby, der ligger en 10 – 15 km. fra Skjoldelev. Men min ungdomstid og læretid, vil jeg berette om i det efterfølgende afsnit.
36
37
