Fladjerns Nyt Nr.7
November 2013
Fladjerns Nyt Fladjerns Nyt er et blad for dem, som kan lide at komme ud at køre Nimbus. Bladet bliver sendt på e-mail. Så kan man selv printe bladet ud. Vi vil meget gerne have stof til bladet om ture, løb, træf og Nimbus-historie.
[email protected] Redaktion: Arnth Mørk (reklamer) & Ole K. Sommer (redaktør)
Indhold 3 Kalender 2013/2014 4 Sommer og Sol-Rally … 8 Min første Nimbus 12 Første gang og yngste deltager til natløb 14 Kom til at køre igen 18 JC Nimbus holder åbent hus 19 Fladjernstræf 2014 20 DNTs Museumsløb 21 Skagen Snerally
Forsidebillede John er kommer tilbage fra en prøvetur, og Peter skal prøve sin Nimbus for første gang. Se mere på side 14. Foto Ole K. Sommer
På den anden side ... Så er det tid igen for et blad. Denne gang er bladet landet på 24 sider. Jeg er en blandt mange, som vil komme til at savne JC Nimbus / John i Viborggade på Østerbro, nu hvor værkstedet må lade livet for lejligheder. John holder åbent hus den 13. december. Jeg vil opfordre dig/jer til at komme forbi den dag og få den sidste ”kop kaffe”. John vil også have lidt andet til maven (18). Lisbeth Grothe Petersen har lavet en artikel om en lille omvej til DNT’s årstræf (4). Lars Sørensen har skrevet en artikel om sin start med Nimbus (8). Morten Nyaa Mørk har lavet en artikel om sit første natløb (12). Jeg har skrevet om Peter fra Isle of Man, som var hos JC Nimbus og fik skruet sin Nimbus sammen (14). Fra side 18 til side 21 er der lidt om, hvad man kan køre til. Og så lidt reklamer til sidst. Ole K. Sommer Redaktør 2
Kalender 2013 / 2014 2013 JC Nimbus holder åbent hus Husk at komme forbi den 13. december. John Carlsen vil meget gerne sætte et flot punktum for Nimbus værksted på Østerbro. Der vil også være lidt til maven. Se mere på side 18.
2014 Skagen Sne Rally Den 10.-12. januar. Det er et stempelløb for Nimbusser. Se mere på side 21. www.snerally.dk.
Danmarks Veteran Motorcykleklub Midtsjælland Aftentur til NKT-museet i Brøndby den 26. marts. Alle uanset klubmedlemsskab er velkommen til at deltage i rundtur på museumsudstilling, hvor der blandt andet er udstillet Nimbus og Nilfisk. Der kommer mere om turen i næste blad.
Fladjernstræf 2014 Det bliver den 25.-27. april. Det er for Nimbus. Se mere på side 19 eller www.nimbusabc.dk.
Omø træf Weekend i juni 2014
Danmarks Nimbus Touring DNTs årstræf. dato? Sted: Lolland.
Danmarks Nimbus Touring Museumsløb afholdes i weekenden den 5.-7. september ved Sorø på Sjælland Se mere på side 20.
3
Sommer og Sol-Rally … Af Lisbeth Grothe Petersen Nimbus Træf 2013 i Holbæk, eller nærmere bestemt Tuse lidt vest for Holbæk. I Nimbus Touring regi afholdes om vinteren et Sne Rally-løb, og sidste år blev der lanceret et Sol Rally-løb efter samme principper/regler. Men dog bare på en tid af året, hvor vi er en del flere, der lufter vores Nimbus. Vi prøvede kræfter med det på vej til Årstræf 2012 Skagen, og var enige om, at prøve at køre det igen til Holbæk. Tøset nok, kun hvis vejret var med os. Vi havde besluttet, at blev det dårligt vejr – regn og blæst – så tog vi en kortere vej til Årstræffet. Vi havde en fantastisk tur gennem det meste af Danmark og en hyggelig aften med planlægningen. Løbet foregår på den måde, at der om mandagen kl. 12.00 inden Årstræffet starter, frigives en ”opgave”. I år lød opgaven: ”Et bynavn eller sted, hvor der har været holdt Nimbus Årstræf”. Så må man selv vælge bynavn eller sted. Vi var så kedelige, at vi tog internettet i brug. Der var jo mange muligheder, eftersom dette Årstræf var nr. 40 i rækken. Vi valgte Frederikshavn, hvor Årstræffet blev holdt i 2002. Det var et ord på 13 bogstaver og det længste, vi kunne finde. Løbet går ud på at få stempler/kvitteringer fra byer, der begynder med alle bogstaverne i opgaven. Man får nemlig 50 point for hvert bogstav. Derudover får man 2 point for hver kilometer. Der er den lille finurlighed, at når der måles kilometer, er det ikke den kørte vej der måles, men der sættes nåle i et kort og så trækkes der en snor den korteste mulige vej. Så det drejer sig bogstaveligt talt om at komme ud i hjørnerne. Sejles der med færge trækkes afstanden over vandet fra. Vi bor ved Ringsted og startede vores tur med et stempel der. Vi har en lille bog, hvor hvert bogstav får en side til stempel eller til at klæbe en kvittering (fra tankning eller køb i kiosk/forretning, bare bynavnet står på bonnen) ind. Bogstaverne skal ikke samles i den rækkefølge ordet staves. Det gør opgaven noget nemmere!
4
Så gik turen den nærmeste omvej til Holbæk! Vi kørte hjemmefra tirsdag ca. 16.50. Næste stop var Vordingborg. Dernæst Klintholm Havn, hvor vi spiste en sandwich og fik lidt at drikke. Pausen blev dog ikke så lang, for vi kunne se, at vi kunne nå den sidste færge til Langeland, hvis vi strammede os an. Efter at have stemplet i Nakskov kørte vi til Tårs Færgehavn, hvor vi var tæt på at få dyreryg på Nimbussen. Heldigvis var Bambi hurtigst! Vi havde på www.naturnet.dk set, at der var en primitiv teltplads ved Tårs Lystbådehavn og en shelter ikke langt fra Spodsbjerg. Metrologerne havde lovet regn om natten, så glade var vi, da vi nåede den sidste færge. Og shelteren var heldigvis ledig. Det var et godt valg at ligge der, for om natten åbnede sluserne sig, og der faldt en god regn. Næste morgen, friske og veludhvilede, kørte vi mod Fåborg for at få det næste stempel. Så med færgen til Als, hvor vi ude ved landevejen kunne vinke mod Notmark, hvor Als Nimbusklub holder Sensommertræf. Videre gennem Sønderborg forbi Dybbøl Mølle til Rinkenæs og stemple, for at fortsætte til Esbjerg. Her fik vi en frokostpause, inden vi begav os op ad Vestkysten. Gennem Varde og Nymindegab. Her begynder sommerhuse og turister at fylde meget i landskabet. Det fortsætter op gennem Hvidesande og området ved Søndervig. Vi kørte ad kystvejen så tæt på havet, vi kunne, gennem Harboør til Thyborøn, hvorfra vi sejler til Agger Tange. Så var vi nordenfjords og kom gennem flere smukke klitplantager. I Nationalpark Thy spejdede vi efter ulve i den storslået og barske natur. Herfra til Hanstholm, hvor aftensmaden blev indtaget på Havnecafeen. En utrolig smuk tur på en dejlig sommerdag. Efter aftensmaden kørte vi mod Sæby på Jyllands østkyst. Vi havde talt om at køre til Strandby, men ”nøjedes” med Sæby. Det havde igen noget med overnatning at gøre. På føromtalte hjemmeside havde vi set en shelter ved Dokkedal lige syd for Limfjorden. Den skulle ligge helt ud til Kattegat. Og med vores erfaring med Shelter og regnvejr, ville det være rart at ligge tørt.
5
Billede: Kattegat Foto Knud Erik Pedersen
Det kneb dog lidt med at finde den. Endelig fandt vi vejen, troede vi. Men der måtte ikke køre motorkøretøjer. Så vi slukkede og trak Nimbusserne ned til stranden, for at opdage at vi var kommet ned ad den forkerte vej. Vi kunne kikke over til ”vores” Shelter og kunne se, at den var optaget. Klokken var ved at være 22.30 og det havde været en lang dag. Så vi besluttede at slå lejr med et oversejl spændt ud mellem Nimbusserne. Efter en kop kaffe gik vi til ro og sov dejligt. Næste morgen vågnede vi rimeligt tidligt og kikkede ud under oversejlet mod havet. Vi havde ikke aftenen før tænkt, om det var høj- eller lavvande. Så det syn, der mødte os, var sol over et stille Kattegat, der nu kun var ca. en meter fra os. Jeg var vældig tilfreds med, at det ikke blæste, for så havde vi ikke ligget tørt! Efter morgenmaden kørte vi videre til Ikast og Egtved. For endelig at køre ”hjem” over broen til Dalmose og tanke, inden vi kørte hjem til Kværkeby. Planen var at servicere Nimbusserne og få en nat i vores egne senge, inden vi fredag morgen kørte til Asnæs, for at få det sidste stempel,” derefter til Tuse og slå lejr”.
6
En lang, men meget smuk og dejlig tur gennem Danmark. Så har man tiden, kan det varmt anbefales at deltage i dette lidt uformelle og anderledes løb. Vi håber det fortsætter, og at flere vil deltage og få nogle gode oplevelser med deres Nimbus. Det blev til i alt 1502 km ifølge speedometeret. Men det blev vi vist ikke afregnet for. For vi havde lige overset, at dommerne nok sendte os over Kategat med en færge. Så man skal være vågen, når man planlægger turen.
Billeder: fra PHs Nimbus Service og DNTs årstræf i Holbæk.
Foto. Ole K. Sommer
7
Min første Nimbus Af Lars Sørensen Jeg har været Nimbusejer siden 1982, hvor jeg købte min 1938 af da- og nuværende svigerfar. På købstidspunktet var jeg kun 17 år og måtte vente et ½ år, før jeg fik kørerkort. Min knallert havde jeg solgt for at få råd til Nimbus, så jeg måtte klare mig på cykel og apostelens heste. Det med det manglende kørekort betød dog ikke, at Nimbussen stod stille. Når mine forælder ikke var hjemme, kunne jeg tage en lille tur hen ad vejen eller køre på de grusveje, som bl.a. førte fra vores hus hen til min Bedstefar, der havde haft en Nimbus med varesidevogn på papegøjeplader. Det blev til en del snak om motorcykel i det hele taget med min bedstefar, for han havde kørt på andre motorcykler. Da min bedstefars hus skulle tømmes efter hans død, fandt vi papegøjepladen, som havde siddet på forskærmen. Der var nogle ganske få år, hvor man brugte papegøjeplader på forskærmen. De blev forbudt midt i halvtredserne.
Bedstefars papegøje plade der sad på Nimbus.
Nimbus solo, den er synet så jeg kan tage sigevogn af.
Nimbussen, som jeg købte, var som sagt en 1938, og den var egentlig meget pæn. Den havde fodgear og en masse ukorrekte dele, men det vidste jeg ikke noget om dengang. Jeg kørte bare på den og nød den frihed, det gav, ikke at skulle kigge mig over skulderen efter politiet. Knallerten var ikke helt lovlig. I de glade firsere var der intet internet, og der var ikke udgivet mange bøger om Nimbus, så den viden, jeg kunne få, var ved at spørge og lytte til andre Nimbusejere og kigge på Nimbusser, når jeg kunne komme til det. Jeg har været medlem af Danmarks Nimbus Touring siden 1983, og Nimbus Tiende er stadig et godt sted at hente viden. Jeg brugte Nimbussen som mit daglige køretøj i hele sæsonen 1983 og bestemte mig for at få den malet i 1984. Den blev skilt ad og malet. Desværre viste jeg ikke på det tidspunkt, at hjulene skulle være sorte på en standard, så den 8
blev og er stadig sølvfarvet. Sådan bliver det nok ved med at være. Nimbussen er jo fantastisk til sidevogn, så jeg købte en Bender sidevogn, også af svigerfar, som hjalp med at få den justeret ind. Nu havde jeg Nimbus med sidevogn, og det skulle nydes. Dengang var kørekort til sidevogn en ekstra køreprøve, ikke fordi det var vanskeligt. Den dag, jeg fik mit motorcykelkørekort, var vi 12 personer, som skulle til køreprøve, hvoraf 2 skulle have til sidevogn også. Det tog 20 minutter, så havde vi alle været ude og køre motorcykel og bestået. Den motorsagkyndige stod på fortovet, og så skulle vi køre en runde om en bygning. Alt kunne foregår i 1. og 2. gear, og vi skulle kun dreje til venstre. Jeg viste jo godt, at man skulle passe på, når man skulle dreje til højre, for så ville sidevognen løfte sig, så jeg kørte og øvede mig på alle de små veje hjemme omkring, og efter en weekend gik det faktisk helt godt, lige indtil at farten blev lidt for høj og sidevognshjulet løftede sig, så gik det ligeud. Op ad en skrænt, og motorcykelen væltede og lå på hovedet med mig halvvejs under. Jeg kan stadig huske, at benzinen stod i en tynd stråle ud af åndehullet på tankdækslet, så langt var den rundt. Heldigvis kunne jeg sætte mit ben på motorcyklen og få den sparket på ret køl. Der var ikke de store skade, at se på den, bortset fra at sidevognsskærmen var gået løs. Den blev taget af og så af sted igen. Der skulle helst ikke komme nogen og se mig lige i den situation. Jeg beholdt sidevognen på og blev mere fortrolig med at køre med den og har ikke væltet siden. Som før omtalt brugte jeg Nimbussen dagligt, også om vinteren. Det er skægt at køre med sidevogn, når det er sne og glat, meget af tiden forgik det sidelæns og med sne om ørerne.
Dengang der var vintre og sne til. 9
Hver dag blev den sat i en opvarmet garage, og den var tør næste dag og en gang om ugen blev den vasket i varm vand og tørret af. Så jeg har ikke kunnet se på den, at den skulle være blevet skadet af salt efter vinter kørsel. Jeg aftjente min værnepligt i Søværnet og var på Bornholm. Der var Nimbussen også med, så når jeg havde fri, kørte jeg rundt og så Bornholm. Den blev brugt meget i de år. Efterhånden fandt jeg ud af, at der er flere modeller Nimbus, Standard, Luksus Sport osv., og at min 1938 er en standard. Den manglede lidt for at være en Standard, bl.a. håndgear. Det fik jeg købt, og de dele, som ikke var rigtige, er blevet udskiftet. Der sad et tudehorn fra en VW, det er udskiftet. Jeg har også fået sat et andet topstykke på, da den jeg købte den med, var noget dårlig. Alligevel holdt det ca. 20 år, før det var helt færdigt. Så som den er lige nu, kører den stadig godt, og den er næste en rigtig Standard 1938. I 1991 blev vi gift og fik en Nimbus 1934 i bryllupsgave af svigerfar, og i 1994 fik vi vores første barn, og i 1995 var hun ude og køre Nimbus første gang. Jeg havde fremstillet en lukket top til min Bender sidevogn, og barnestolen kunne spændes fast i den, så hun sad rigtig godt. Der kunne faktisk godt være to barnestole efter hinanden i sidevognen, så jeg har kørt med begge vores piger i den, og de nød det. Da de blev større, kunne de sidde ved siden af hinanden.
Pigerne i sidevogn, Nimbus 1938 med Bender sidevogn.
Grunden til at jeg kom i gang med denne historie er, at jeg blev ringet op af en for mig ukendt mand, der sagde, at han havde for nogle år siden købt en Nimbus, og den har samme stel nr. som min, og at den var indregistreret. Det lød mærkeligt! Hvordan kunne det lade sig gøre? Han havde søgt i det Digitale Motor Register på Nimbus og stelnummeret, og så var min dukket op til hans store overraskelse. Han havde spurt politiet om, hvordan det kunne lade sig gøre, og hvem den anden var. Det ville politiet naturligvis ikke oplyse, men, som han sagde, "så havde jeg lange øjne" og på politimandens skærm kunne han se mit navn. 10
Derved fandt han mig. Vi fik en god snak og fandt ud af, at hans Nimbus var blevet registeret i 1986 og min i 1983. Jeg har en kopi af den gamle registreringsattest, og min motorblok har det samme nr. som stelnummer. I hans registreringspapir står der 31.12. 1938 som første registreringsdato, hvilket betyder, at papirerne er blevet genudstedt. Vi kom frem til, at der var nok en, som havde taget et tilfældigt nummer eller havde stelnummerpladen og brugt det til at få hans registreret med i 1986, og at det nok er min, som er den, hvor stel nummeret altid har været. Alt dette fik mig til at tænke over de år, som jeg har haft min 1938 i, og alle de oplevelser den har givet mig, for det var en underlig fornemmelse, at min Nimbus lige pludselig kunnet have mistet sin identitet og historie før 1983. Nimbussen bliver stadig brugt, og min ældste datter, der, som tidligere fortalt, startede sin MC karriere i sidevognen, kører den nu selv.
Datter bag på og søn i sidevogn. 11
Første gang og yngste deltager til natløb Af Morten Nyaa Mørk Jeg er så heldig, at jeg gennem min far, Arnth Mørk, er kommet til at kende Ole Sommer, som havde inviteret mig med til natløb hos Dvm Midtsjælland. Løbet blev skudt af ved OK-tanken i Ortved, hvor jeg mødte op godt 1½ time før afgang. Jeg havde kørt fra mine bedsteforældre, som bor i Øde Førslev ca. 25 km fra Ortved, en dejlig tur. Da jeg ankom på tanken, var jeg nr. 3, der var ankommet, så jeg VAR i god tid, men så fik man jo lige tid til at strække benene og kigge lidt rundt, mens der stille og roligt kom flere maskiner til.
Foto Ole K. Sommer
Det var hovedsaglig Nimbusser, der troppede op, på nær et par enkelte Royal Enfield’s. Da alle endelig var ankommet, fik vi udleveret vores startnummer og fik en kort intro til, hvad det handlede om, og siden jeg nu var grønskolling, måtte jeg jo tage til eksperterne for at få hjælp med at forstå konceptet. Heldigvis havde jeg fået lov til at køre i gruppe med Ole Sommer, der kørte sammen med sin far, Carsten, og Oles fætter, Jeppe, var også med. Så da vi havde fået læst kortet, og jeg havde lært om de famøse hestesko, var vi klar til start. ”Det var en mørk og stormfuld oktobernat.” Jo, sådan kunne det jo have været. Men vejret var med os, 13 grader og en svag vind, super godt at køre i. Vi gjorde klar til afgang og fik startet maskinerne op, og så gik det derudad. Da vi gjorde vores 12
første sving ud på de små veje, blev jeg en smule nervøs. Jeg havde jo aldrig kørt i mørke på MC og slet ikke på Nimbus med det svage frontlys, men heldigvis lyser 3 Nimbusser mere end 1 ;o) Jeg syntes, det var noget helt specielt at køre i bælgravende mørke. Ens sanser blev skærpet og i stedet for at lægge mærke til farver lagde man mere mærke til dufte. Vi kørte gennem flere skove, hvor duften af nedfaldne blade og benzin-/oliedunst blandede sig omkring en. Turen var lang, meget lang, det syntes min ryg i hvert fald. Men efterhånden blev man mere og mere afslappet, og det hjalp, og man begyndte at tænke på den varme suppe, der ventede. Jeg havde en forventning om, at turen ville vare 1 time ca., men jeg havde ikke taget højde for den lave gennemsnits fart på 27 km/t (pga. våde blade på vejen), så vi landede først ved slutdestinationen efter næsten 2 timer på en Nimbus (Auuv). På slutdestinationen blev der budt på den lækre suppe, som jeg havde tænkt på længe, samt en øl til. Under maden blev vinderne af de 2 klasser (klasse 1 er med fører, klasse 2 er med fører og observatør) kåret samt 2. og 3. pladsen. Jeg blev da noget overrasket, da jeg blev kaldt op som vinderen af 2. pladsen i klasse 2. Dette var da også en fejl, da min far havde fået ondt i ryggen og måtte blive hjemme. Så da jeg kom hjem og konfronterede ham med det, fik jeg sagt i samme åndedrag, at vi sammen måtte gøre come back til næste års natløb ;o) Tak for et godt løb med masser af hyggelige minder!
Billede er Morten Nyaa Mørk med sin Nimbus, ved DNTs årestræf 2014.
Foto Ole K. Sommer
13
Kom til at køre igen Af. Ole K. Sommer I 2011 var vi fire Nimbusrør på Isle of Man. Der snakkede vi med en, der var interesseret i at høre om vores kakkelovnsrør. En af dem, som var interesseret i at høre om Nimbussen, var Peter Astell-Burt, som havde en Nimbus model C derhjemme og havde brug for nogle stumper. Jeg sagde til ham, at han kunne prøve at gå på jcnimbus.dk, så ville John nok hjælpe ham. Et stykke tid efter vi var kommet hjem fra vores tur, kom jeg over til JC Nimbus, hvor John fortalte, at han havde skrevet en del med Peter fra Isle of Man, som ville sende sin motor over til ham. Den kom kort tid efter. Den blev skilt ad, og det viste sig, at den trængte i den grad til en tur på et værksted, som vidste, hvad de havde mellem hænderne. John fik lavet motoren og pakket den i transportkassen. Motoren kom til at stå et godt stykke tid hos John, fordi Peter fandt ud af, at det ville være en god ide at tage resten af Nimbussen over til København og selv tage med. En mandag morgen i september 2013 kom Peter og hans kammerat Robert fra Manchester. Efter en kop morgenkaffe blev stellet hevet ud af varebilen. Det skulle der gøres en del ved. Nogle af nitterne skulle skiftes og andre steder var nitter erstattet med møtrikker. 18 steder skulle der nye nitter i.
John satte Peter og Robert til at bore de gamle nitter ud.
14
Imens begyndte John at kigge på, hvad der ellers var i kasserne. Han hev en skærm op af den ene kasse. Dette var ikke en Nimbusskærm, men en skærm til en engelsk cykel. Der var en anden skærm i kassen. Det var en forskærm til Nimbus, men den var bygget om til en bagskærm, hvor der var skruet en sædepude direkte på skærmen som sæde (til en lille person). John havde heldigvis en bagskærm, og forskærmen blev ført tilbage som forskærm igen.
Så havde de fået boret nitterne ud. Så kunne stellet komme op i stelopretterbænken. Efter en masse larm var der et stel, der kunne bruges.
Så var det forgaflens tur. Ind i pressen, så den blev lige igen. Så blev bøsningerne skiftet, og forgaflen blev monteret på stellet. Nu var den mandag gået. 15
Tirsdag morgen efter morgenkaffen blev motoren lagt i stellet. Så begyndte det at ligne en Nimbus. Der kom sidestativ på, bagskærmen fik baglygte på, forskærmen blev monteret. Peter fik monteret ladelampeglas og nøgleskilt på styret. Så fandt Peter kontrolleren, som havde siddet på cyklen. Det var noget fra en traktor. John fandt en original kontroller til ham. Mens Peter var i gang med styret, var Robert godt i gang med at sætte diverse stumper på Nimbussen.
Sædestativet var sat på med gardinfjedre under sædebetrækket. Der blev fundet de rigtige fjedre, og derefter blev der sat sædebetræk på. Nu var det tid til at finde en forlygte i en af kasserne. Det var vist noget fra en BMW? Lige havde der John ingen lygte, som Peter kunne købe, så den måtte tilpasses. Så var det blevet sent. En kop kaffe og så hjemad.
16
Da vi fik morgenkaffe onsdag, fortalte Peter og Robert, at de havde været ude at spise tirsdag aften på vej hjem til hotellet på en restaurant for bøsser. Det var først gået op for dem under maden, så de havde fået en oplevelse. Sådan et sted havde de ikke været før. Nu var det tid til ledningsnet. Det blev monteret. Der var en udfordring med forlygten, men det kom til at virke. Sidst på eftermiddagen var det tid til at få gang i Nimbussen. John åbnede for benzinen, jokkede et par gange på kickstarteren, drejede startnøglen og jokkede en gang til. Så snurrede motoren.
Hvilken herlig lyd der nu var i gården. Der blev spændt prøvenummerplade på, og John kørte en tur på cirka 10 minutter og kom tilbage med et stort smil. Nu var det Peters tur. Han kom ud på Viborggade, og trafikken gik i stå. Peter skulle lige vænne sig til, at her kører vi i den rigtige side af vejen!! Efter cirka 5 minutter kom Peter kørende ned ad Viborggade igen med et smil fra det ene øre til det andet.
Selvom det var nogle lange dage, syntes Peter, at det var det hele værd. Da vi nu sad og fik en kop kaffe, spurgte jeg Peter, hvordan han havde det med at komme med en Nimbus i fire kasser og en hel del timer efter at kunne køre en tur og have en hel Nimbus med hjem. Peter fik ikke lov til at svare. Robert afbrød og svarede: en hel Nimbus samt 4 kasser med diverse dele retur til Isle of Man. Peter var meget glad og glædede sig til, at den skulle hjem og skilles for at blive malet. Torsdag morgen kom de ned og sagde farvel, inden turen gik hjem. 17
Fredag den 13. december 2013 holder JC Nimbus åbent hus Nu bliver det jul for sidste gang på det gamle Nimbus værksted på Østerbro. JC Nimbus er et af de sidste gamle baggårdsværksteder, som må lade livet for boliger i København. Byen bliver et værksted fattigere, til sidst findes det kun på museum. Husk at komme forbi den 13. december. John Carlsen vil meget gerne sætte et flot punktum for Nimbus værksted på Østerbro. Der vil også være lidt til maven.
Foto Ole K. Sommer
Adr: JC Nimbus ApS, Viborggade 46, 2100 København Ø. 18
Fladjernstræf Den 25-27. april 2014. Sted: Pedersborg Huse 19, 4180 Sorø. Fladjernstræf er et træf for Nimbusser. ( A/B og C-modeller ). Træffet åbner fredag kl.16.00 og lukker søndag kl.11.00. Det koster 375,- kr. for træffet med mad lørdag og søndag. Børn mellem 7-18 år 200,- kr. Der er rum med køjesenge, til max 60 personer. (Husk sovepose). Der er mulighed for at ligge i eget telt. Fredag aften vil der være sat en grill op, som man kan bruge. Husk, I skal selv medbringe mad til fredag aften. Der kan købes drikkevarer på stedet. Lørdag vil der være morgenmad mellem kl.7.30- 9.30. Under morgenmaden er der mulighed for at smøre en madpakke. Fællesturen starter kl.11.00, og ca. kl.12.00 vil vi holde et sted, hvor vi kan spise vores madpakker. Vi forventer at være tilbage på træfpladsen ca. kl. 13.30. Lørdag aften vil der være mad fra kl. 18.00 ( grill med mere). Søndag er der morgenmad fra kl. 7.00. Tilmelding senest 20 april. Ole K. Sommer, tlf. 2534 3136 Arnth Mørk, tlf. 4050 8189
[email protected] betaling på konto: 4420-4420710232. Danske Bank Herlev afd. (husk navn ved betaling ). Tilmeldingen er først gyldig ved Betaling. www.nimbusabc.dk 19
DNTs Museumsløb vil blive afholdt ved Sorø i weekenden den 5-7. september 2014. Løbet afholdes lørdag den 6. september. Vi håber på, I har lyst til at køre orienteringsløb. Og husk, resten af weekenden er der hyggeligt samvær. Her er datoen, så der kan blive sat kryds i kalenderen. Det er os fra Fladjernstræf, der arrangerer Museumsløbet for DNT. 20
I samarbejde med D.N.T. afholdes 37. udgave af Skagen Snerally 10.-12. januar 2014 Adr: Mc.Scavenius klubhus på Vølund Nielsensvej Skagen. Rallyet køres som et orienteringsløb. Man kan også tage turen til Skagen blot som en køretur. Skriv dig ind i historien som barsk vinterkører i lighed med Joseph Koch og mange nulevende Nimbus legender. Info: www.snerally.dk Frits 40966270/Steen 26845000 21
22
23