Dianalund UdviklingsRåd – DUR
14. september 2014 pbc-hrc Til Sorø Kommune:
[email protected] Borgmester Gert Jørgensen
Bidrag fra Dianalund Udviklingsråd/DUR til ”Udviklings- og planstrategi 2014” – Sorø Kommunes høring af ”Udviklings- og planstrategi 2014”. I første halvdel af 2014 er der - i et samarbejde og aftale mellem kommunens arkitekt Peter Holm og Dianalund Udviklingsråd - udarbejdet en analyse om 4293 Dianalund – en fortælling om Dianalunds historie og redegørelse for aktuelle forhold som handel, erhverv, det kulturelle liv, sundheds- og velfærdstilbud, befolkningssammensætning og infrastruktur og dermed klarhed over den aktuelle situation i Dianalund med henblik på den helhedsplan for Dianalund, som Sorø Kommune vil iværksætte primo 2015. En helhedsplan som Dianalund Udviklingsråd ser frem til at bidrage med i samarbejde med kommunen. Bosætning er også et element i analysen og aktuelt vil Dianalund Udviklingsråd bidrage til Udviklings- og planstrategien 2014 med forslag til bosætningen i Sorø Kommune. Sorø Kommune skriver om bosætningen: ”Udviklings- og planstrategiens afsæt er Sorø Kommunes vision ”Plads til børn og hele familien”. Visionens overordnede mål er en Sorø Kommune, der er båret af vækst og fremdrift, og som sagtens kan kaldes den mest attraktive bosætningskommune i Danmark. Der er tale om en vision for bosætning, der positionerer Sorø Kommune som kommunen, der giver børnene plads, fordi de fortjener det, og fordi dét er indgangen til de ressourcestærke børnefamilier, som vi ønsker at tiltrække til Sorø Kommune”. Udviklingsrådets bidrag er konkrete og meget operationelle bud på, hvorledes visionen om bosætningen kan udmøntes og vi har forholdt os til 2 hovedelementer:
1
1. Bosætningskampagne, herunder markedsføring. 2. Introduktion af nye borgere. Dele af det materiale, vi fremsender, tager udgangspunkt i Dianalund området, men vores forslag er selvfølgelig, at det udbredes til alle områder af Sorø Kommune. Ad 1. Bosætningskampagne ”Sorø Kommune – midt i naturen” kunne være en overskrift på en kampagne for kommunens bosætning. Helt konkret foreslår vi, at der i foråret 2015 afholdes en bosætnings-event. Det kunne være ”Åbent hus” i kommunen for at tiltrække interesserede nye borgere (samarbejde mellem kommune, lokalråd, ejendomsmæglere o.a.). Altså et fælles fremstød for bosætningen – brug ejendomsmæglernes og lokalrådenes viden og ekspertise. En kampagne, som begynder med udarbejdelse af pjece om eventen til udlevering på større arbejdspladser (Filadelfia, Regionshuset, Gefion m.fl.), annoncering bredt dels i lokale og landsdækkende aviser, togstationer, TV-spot, Facebook. Vi forestiller os, at dagen for eventen (lørdag el. søndag) kunne afvikles således: Velkomst på Sorø Rådhus ved borgmesteren, kort introduktion til kommunen og udlevering af relevant materiale. Derefter rundtur i kommunen, gerne med følge af ambassadører fra lokalråd Udvalgte skoler/daginstitutioner/kulturinstitutioner/fritidstilbud/bibliotek/pengeinstitut for finansiering/ejendomsmæglere holder åbent for fremvisning. ”Åben grund” ved nye udstykninger med deltagelse af medarbejdere fra byggesagsbehandlingen ”Åbent hus” hos lokalråd, udvalgte interesserede borgere (ambassadører), interesserede virksomheder, f.eks. Filadelfia, Højvang, Gefion, Regionshuset m.v. Café som samlingssted for eventen i hvert område af kommunen. En sådan event skal naturligvis evalueres bl.a. med henblik på om det er en model, der skal gentages – under alle omstændigheder er bosætning et fast tema, som kommunen, lokalrådene m.fl. til stadighed skal arbejde med og tilpasse udviklingen i kommunen. I en tid med vigende befolkningstal må der arbejdes aktivt med bosætningen. Visionen er ”Plads til børn og hele familien” og børn og hele familien er en ressource, som det er vigtigt at tiltrække og fastholde af hensyn til udviklingen, skattegrundlaget, næste generationer osv.
2
Markedsføring: Ideen med oplægget er at understøtte og supplere en udvikling omkring bosætningen i kommunen. Tiden indbyder til at oplevelsesøkonomiens aspekter inddrages i processen. Ved hjælp af oplevelsesdesign og konceptudvikling med udgangspunkt i begreberne natur, aktiviteter og familie, skal ideer udarbejdes og virkeliggøres. Troværdighed, ærlighed, design samt ønsket om harmoni i forhold til omgivelserne er det vigtige i budskabet, og det er vigtigt at dette budskab er i overensstemmelse med essensen af dette, ellers bliver det utroværdigt. Købers oplevelse af at blive inddraget frem for ikke at blive det, skal kunne opfattes positivt i processen. Ideen er ikke bare at købe et sted at bo, men også at tilvælge det gode liv. Fokus skal sættes på miljø og værdier som fællesskab, aktiv livsstil, tæt på naturen og et bosted tæt på skoler og indkøbsmuligheder. Der skal udarbejdes en oversigt over de forskellige oplevelsesmuligheder: 1. Der skal udarbejdes et brugervenligt kort over hele Sorø Kommune, indeholdende oplysninger om seværdigheder og deres historie, rastepladser, evt. med informationstavler, borde/stole og evt. toiletter. 2. Beskrivelse af aktivitetssteder som idrætsanlæg, idrætshaller, fittness-centre, ridecenter, golfbaner, roklubber, atletik- og fodboldstations, legepladser og aktivitetsbaner i skovområder, alle foreninger, hvor man kan deltage i fællesskaber omkring aktiviteterne. 3. Beskrivelse af friluftsmuligheder/aktiviteter som steder med mulighed for overnatning i telt eller shelters med bålpladser, mulighed for fisketure, skovstier, hvor publikum må færdes til fods og/eller på cykel. 4. Aktuel oversigt over alle arrangementer i kommunen så som kirkekoncerter, musikarrangementer, teaterforestillinger, udstillinger, festivals, idrætsstævner, regattaer, byfester, loppemarkeder. For at synliggøre Sorø Kommune som en god bosætningskommune skal budskabet ud til personer, der søger boliger: Kan der købes reklameplads som bannere, der popper op, når der søges på boligsider? ”Sorø som attraktiv bosætningskommune med fokus på børnefamilier/erhverv” – vil du vide mere så klik her. Når der klikkes rulles hele historien frem med bosætningsområdet, byggeklare udstykninger (boligog erhverv), oplysninger om skoler, institutioner, infrastruktur osv. osv. Markedsføring via ”søjler” placeret strategiske steder f.eks. på Kbh. hovedbanegård, større trafikknudepunkter, hvor der henvises til Sorø som bosætningskommune.
3
For at tiltrække nye borgere er det også vigtigt, at Sorø Kommune i markedsføringen fortæller, hvilke faciliteter, der er i de enkelte områder især væsentligt for borgere, der ikke kender området i forvejen. Og den fortælling bør være på detaljeret niveau, så potentielle tilflyttere får information om de enkelte områders faciliteter. Bilag 1 vedlægges som eksempel på en sådan beskrivelse – med Dianalund som eksempel. Ad 2: Introduktion af nye borgere: I Dianalund vil vi gerne introducere vores nye borgere til lokalsamfundet, men i lige så høj grad til den kommune, de er flyttet til. Vi vil bevare Dianalund som et attraktivt bosted tæt på Sorø by og vi tror på personlig kontakt som et afgørende element. Vores fokus er på: Tiltrækning: attraktive arbejdspladser, huspriser, nærhed til familie og venner Fastholdelse: integration og tilknytning til nærområdet Netværk: foreningsliv, aktiv fritid, engagér dig i dit nærsamfund Brobygning: velkommen til Dianalund, en del af Sorø Kommune. Velkommen – Hver ny familie/borger bliver mødt af en repræsentant fra Dianalund Udviklingsråd, som udover blomst og et hjerteligt velkommen medbringer 2 foldere: 1. ”Velkommen fra Sorø kommune” – velkomst fra borgmesteren, en præsentation af byrådet, åbningstider på rådhus m.v., invitation til velkomstmøde, introduktion til foreningsliv i Sorø kommune. 2. ”Dit lokalområde”. Her præsenterer vi de lokale klubber og foreninger, erhvervsliver, indkøbsmuligheder og kontaktpersoner. Der orienteres om Dianalund Udviklingsråd, portalen ”Dianalund.dk”, Dianalund på Facebook og der opfordres til at melde sig ind i udviklingsrådet og deltage i områdets udvikling. Evt. opfølgning v. Dianalund Udviklingsråds repræsentant efter en måned. Mere viden om bosætning: Ved det personlige møde mellem Dianalund Udviklingsråd og de nye naboer, er det oplagt at gennemføre et kort interview: hvor kommuner I fra, hvorfor flytter I hertil, hvad kan vi hjælpe Jer med? – Hermed mener vi, at Dianalund Udviklingsråd kan bidrage med vigtig viden til Sorø Kommunes overordnede bosætningsindsats. Gevinst for alle: I Dianalund stiller vi os til rådighed for at afprøve modellen og er indstillet på at måle og registrere resultaterne af interviews og til- og fraflytning. Konceptet er enkelt og kan uden videre kopieres til alle lokalområdet i Sorø Kommune. De nævnte foldere skal være trykt på papir – og bør være ”levende” forstået på den måde, at de opdateres jævnligt, f.eks. tre gange om året, således at aktuelle problemstillinger præsenteres.
4
Sorø Kommunes udviklings- og planstrategi og helhedsplanen bør præsenteres, ligesom igangværende eller kommende anlægsprojekter, samarbejder m.v. Den bør også målrettes borgerne efter alder og behov, evt. print-selv-løsning el. løsblad-system for på den måde at være let tilgængeligt af både andre lokalforeninger, ejendomsmæglere, biblioteker m.v. Vi ønsker, at Facebookgruppen 4293 drives lokalt, men i tæt samarbejde med Sorø kommunes profil på Facebook. Slutbemærkninger: Med ovennævnte forslag/ideer håber vi i Dianalund Udviklingsråd at kunne bidrage til udmøntningen af Sorø kommunes vision og mål som bosætningskommune. Vi ønsker gerne dialog med Sorø kommune omkring de videre detaljer i arbejdet.
På bestyrelsens vegne
Knud Brøchner Formand
[email protected]
Kontaktpersoner: Poul Brøns Christensen,
[email protected] Hanne Ravn Christiansen,
[email protected]
Bilag: Skitse vedr. samarbejde mellem borger og kommune Bilag 1 – Eksempel på beskrivelse af faciliteter I Dianalund I forbindelse med bosætning. .
5