©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
SUNDHED OG SYGDOM Dansk/Dansk Ordbog
A Aktindsigt I Danmark har du ret til at få aktindsigt i din patientjournal. Dvs. at du kan få indblik i og kendskab til de dokumenter indenfor sundhedsvæsenet, der vedrører dig personligt og det er samtidig muligt at få en kopi af din journal. Akut En sygdom med et heftigt og hurtigt forløb kræver akut behandling, dvs. øjeblikkelig behandling. F.eks. er der tale om akut behandling ved hurtig indlæggelse pga. en blodprop i hjertet. Alarmcentral Alarmcentralen er den telefoncentral, man ringer til, når man har brug for akut lægehjælp. Her bliver der sendt bud efter hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulancetjeneste. Alarmcentralens telefonnummer er 112 i Danmark. Almen medicin En lægeuddannelse tager 6 år og derefter skal alle læger specialisere sig. Den praktiserende læge, som er den læge man henvender sig til i det daglige, har specialiseret sig i almen medicin. Ambulance En ambulance er den bil, der transporterer patienter ved akut opstået sygdom, men ambulancen bruges også i tilfælde af, at patienten ikke selv er i stand til se at komme til hospitalet pga. sygdom. Bilen er indrettet således, at der kan foretages behandling undervejs til hospitalet. Ambulant Med ambulant menes, at der ikke kræves indlæggelse og overnatning på et hospital. Medicinske undersøgelser eller behandlinger kræver ikke indlæggelse på et hospital, og er derved ambulante, men også nogle operationer kan foretages ambulant. Apotek Lægemidler må som hovedregel kun sælges fra apoteker. Apotekerne har eneret til at sælge receptpligtige lægemidler til forbrugerne. Ligeledes må en lang række ikke receptpligtige lægemidler kun sælges på apoteket. Personalet på apotekerne består af farmaceuter og farmakonomer. Derfor kan apotekerne - ud over at sælge lægemidler - hjælpe med at finde svar på de fleste spørgsmål om lægemidler og brugen af lægemidler.
B Behandling Når man er syg, kan man blive behandlet af en læge. Blodprøve Udtagning af en mindre portion blod. Det gøres ved, at der stikkes en kanyle med en nål ind i en blodåre, oftest i armen. Blodet sendes til et laboratorium til undersøgelse. Brystkræft Kræft i brystet. Kræft er en sygdom som skyldes en uhæmmet vækst af unormale celler i en organisme. Borgerservice Kommunalt kontor eller center hvor alle borgere kan henvende sig og blive direkte betjent indenfor forskellige forvaltningsområder. Bivirkning Alle de uønskede virkninger medicin har. Alt ubehag man mærker, når man tager medicin, kan være bivirkninger. Men
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
det kan ligeså vel være et led i ens sygdom. Det kan være vanskeligt at afgøre, hvad der er bivirkninger og hvad der er sygdom. Brok Brok er en udposning af bughulen gennem et svagt sted eller gennem en åbning i bugvæggen. Brokken fremtræder som en bule, når man står oprejst, hoster eller presser maven ud. Brokken kan tiltage i størrelse hvis man ikke kommer i behandling. Brok kan bl.a. komme hvis man har mange tunge løft f.eks. i forbindelse med sit arbejde. Bedøvelse (fuld bedøvelse, lokal bedøvelse) Tilstand af bevidstløshed eller afslappelse, der fremkaldes og kontrolleres af læger i forbindelse med f.eks. en operation. Bedøvelsen kan variere i styrke, alt efter behov og indgreb. Fuld bedøvelse, bedøver hele kroppen, og kan gøre en hel bevidstløs indenfor et kontrolleret tidsrum. Lokal bedøvelse, sker ved at bedøvelsen begrænses til det område hvor indgrebet foretages, f.eks. ved en operation i benet, kan det være det kun er benet og ikke hele kroppen der bedøves. Bookingsygeplejeske Sygeplejersken på hospitalet, der tager imod tider og planlægger hospitalets kalender. Behandlingsgaranti I Danmark har du som patient garanti for behandling. Også hvis ventetiderne ikke overholdes, skal du som patient tilbydes behandling på et andet privat eller offentligt sygehus gratis. Besøgstid Når du er indlagt på hospitalet, har man mulighed for at få besøg af familie og venner. Gæsterne skal dog overholde en besøgstid, altså et bestemt tidsrum de må besøge i, så personalet kan koordinere de besøgende og holde antallet af gæster på den enkelte stue forsvarligt nede, til fordel for patientens og medpatienternes ve og vel.
C Center for forebyggelse og sundhed I nogle kommuner er der oprettet centre til at varetage forebyggende initiativer i forbindelse med sundhed og sygdom. Deres primære virke er at forebygge livsstilssygdomme, som fx overvægt, rygning, sukkersyge og for højt blodtryk eller kolesteroltal. D Diabetes Diabetes, også kaldet sukkersyge, er en livsstilssygdom. Det er en kronisk sygdom, der er karakteriseret ved en nedsat eller helt manglende evne til at omsætte sukkerstoffer i legemet på normal måde og skyldes mangel på eller utilstrækkelig virkning af hormonet insulin. Diabetes2 En form af diabetes også kaldt gammelmandssukkersyge. Personer, der er overvægtige rammes ofte af Diabetes2. Sygdommen vil ofte starte som ikke insulinkrævende, da det er insulinfølsomheden der i første omgang svigter. Dosis Mængde D-vitamin Fedtopløseligt vitamin, der har betydning for knoglernes vækst og for calciumstofskiftet; findes især i fede fisk, kød, æg og mælk, men dannes også i kroppen ved solbestråling af huden. Diagnose Kort betegnelse for en bestemt sygdom eller tilstand. Lægen kan eksempelvis stille en diagnose for en sygdom ud fra undersøgelser og symptomer.
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
E Efterbehandling En medicinanvisning kan være at efterbehandle. Efterbehandle betyder, at selvom sygdommen ikke er synlig eller mærkbar længere, skal man alligevel behandle ifølge den anvisning, man har fået. Der er nogle sygdomme, hvor sygdommen ikke er væk, selvom, den ikke er synlig eller mærkbar.
F Forsikring (private forsikringer) En forsikring er en aftale man indgår, typisk med et forsikringsselskab, herved forpligter forsikringsselskabet til at yde erstatning ved skader eller ulykker der rammer aftalens anden part. Der er både offentlige (f.eks. den offentlige sygesikring) og private forsikringer. I Danmark er alle borgere dækket af den offentlige sygesikring via det gule sygesikringskort. Dette dækker gratis læge- og hospitalshjælp. Sygesikringen gælder i Danmark og i Europa i forbindelse med rejser i op til en måned. Sygesikringen dækker ikke længere transport, hvis du bliver syg og skal hjem fra din rejse. De private forsikringer, er repræsenteret af en række forsikringsselskaber og det er frivilligt om man vil være medlem i disse. Det koster et beløb, der typisk betales årligt, og så bliver du dækket yderligere end blot den offentlige sygesikring. Farmaceut En person med en videnskabelig uddannelse i fremstilling og brug af medicin (cand. pharm.). Farmakonom Faglært person på et apotek, som ekspederer kunder, tager imod recepter og rådgiver om sundhed, sygdom og lægemidler. Forebygge At forebygge en sygdom betyder, at man f.eks. ved at tage noget medicin, kan forhindre, at sygdommen opstår. Fx kan man vaccinere mod børnesygdomme, stivkrampe eller lign. At forebygge kan også være at dyrke motion, spise sundt eller tage et vitamin og mineraltilskud. Forkølelse Forkølelse er en smitsom virussygdom, som rammer de øvre luftveje, primært næse-, bihule- og svælgrummet. Det karakteristiske symptom er, at næsen løber, og bihulerne er som regel også inficeret af virus. Det er sædvanligvis en mild sygdom, der varer en uges tid. Nogle gange kan forkølelsen optræde sammen med andre sygdomme for eksempel influenza. Fysioterapeut En fysioterapeut arbejder på sygehuse og plejehjem, private klinikker, virksomheder og idrætsklubber. Fysioterapeuter arbejder ved hjælp af fysioterapi med muskelgenoptræning, -behandling og vejledning af syge eller skadede patienter i forbindelse med f.eks. arbejdsskader, sportsskader eller lignende. Forbrændinger Forbrændinger er en skade på huden, som opstår efter kontakt med ild, varme, elektricitet, stråling og ætsende kemikalier. Alle forbrændinger bør behandles straks med nedkøling af det forbrændte område, med f.eks. koldt vand. Forstuvning Forstuvninger (forvridninger) opstår ved vrid eller overstrækning af et led. Symptomerne på en forstuvning er smerter, som forværres ved belastning og bevægelse. Det forstuvede led hæver i løbet af kort tid og der kan ses blodudtrædning i huden ud for leddet. Forundersøgelse Før man bliver behandlet på et hospital vil man blive indkaldt til en forundersøgelse. På baggrund af en undersøgelse, diagnosticerer lægen sygdommen og beslutter i samråd med patienten, hvordan sygdommen skal behandles.
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
Fødselsforberedelsesundervisning Når du er gravid, kan man gå til fødselsforberedelsesundervisning. Her bliver du og din partner undervist i, hvordan man kan forberede sig på fødslen, bl.a. vha. vejrtrækningsøvelser. I Danmark er faderen til barnet ofte med til fødselsforberedelsen, som støtte for moderen. Folketinget Folketinget er Danmarks øverste parlamentariske organ. Folketinget består af 179 medlemmer, der tilhører forskellige politiske partier og bliver stemt ind i Folketinget på demokratisk vis ved valg. Folketingets funktion består i lovgivning, kontrol med administration af eksisterende lovgivning og kontrol af regeringen.
G Genoptræning Hvis du f.eks. har haft en skade/sygdom, som har gjort, du ikke har kunnet bruge din krop normalt i nogen tid, er det vigtigt at kroppens funktioner langsomt bygges op igen. Hvis du blot bruger din krop, som du altid har gjort efter en periode med stilstand, er der risiko for, at du vil forårsage yderligere skade på din krop, da den har brug for en langsom tilvænning/motion og genopbygning, før den kan fungere optimalt igen. Graviditetsundersøgelser Graviditetsundersøgelser foregår på hospitalet, jordemodercentre eller privatklinikker og indebærer bl.a. en scanning af livmoderen, for at se og hører om fosteret trives. Graviditetsundersøgelser foretages af en jordemoder. H Helbred Helbred er en bred betegnelse for, hvordan man har det, ens sundhedstilstand. Helbredsundersøgelser En undersøgelse af din generelle sundhedstilstand kan foretages af din praktiserende læge. Henvisning Din praktiserende læge kan give dig en henvisning videre i det danske sundhedssystem. Hvis han f.eks. vurderer, at du skal på hospitalet eller til speciallæge, kan dette ske ved at du får en henvisning. Håndkøbsmedicin Medicin, som ikke er receptpligtig, og som derfor ofte købes uden aftale med lægen. De fleste slags håndkøbsmedicin kan man kun købe på apoteket. Lægemiddelstyrelsen kan dog beslutte, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at sælge håndkøbsmedicin andre steder end på apoteket. Eksempler på dette er nikotinprodukter og hovedpinepiller. Butikker, der sælger håndkøbsmedicin, skal have en særlig tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen (godkendte salgssteder). Hjernerystelse Hjernerystelse er en overstrækning af nervecellerne i hjernen efter et slag mod kraniet. Dette betyder, at dele af hjernens funktioner i større eller mindre grad midlertidigt kobler fra. Kortvarig bevidstløshed med hukommelsestab omkring selve hændelsen er ofte karakteristisk, men man kan godt have haft hjernerystelse selvom man husker det hele. Som regel får man umiddelbart hovedpine, kvalme og kaster måske op. Op til flere uger efter kan man fortsat være plaget af koncentrationsproblemer, usædvanlig træthed, synsforstyrrelser og svimmelhed. Hospital (offentlige hospitaler, private hospitaler) Større bygning eller bygningskompleks hvor patienter, der er syge kan få behandling. Det er muligt at være sengeliggende på et hospital indtil man bliver rask. Her foretages alt fra store operationer til mindre behandlinger. I Danmark findes der både offentlige hospitaler tilknyttet staten, som du har gratis adgang til behandling med en henvisning, og private hospitaler, som du selv skal betale for at blive behandlet. Der er forskellige afdelinger på de forskellige hospitaler, og det kan derfor være nødvendigt at flytte en videre til et andet hospital med lige præcis den specialisering, man søger.
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
I Indlægsseddel Indlægssedlen er en brugsanvisning, der følger med alle lægemiddelpakninger. Den indeholder vigtige oplysninger om: Hvilke stoffer lægemidlet indeholder, hvordan lægemidlet virker, eventuelle advarsler du skal være opmærksom på, hvilken dosis du skal tage, hvilke bivirkninger du kan risikere, og hvordan du skal opbevare lægemidlet. Indlæggelse Anbringelse på et hospital med henblik på undersøgelse og behandling, som f.eks. operation. J
Journal Et dokument hvor din sygdomshistorie løbende bliver opdateret. Hver gang du har været i nogen form for behandling i sundhedsvæsenet, bliver det opdateret i din journal. På den måde ved alle med adgang til din journal, hvad du gennem tiden har fejlet og hvilke behandlinger, du har fået. I Danmark har du selv ret til at kende din journal. Jordmoder Person, der er uddannet til at tilse gravide kvinder under graviditeten og til under fødslen at hjælpe kvinden med at bringe barnet til verden. K Kroniske lidelser Længerevarende og i visse tilfælde vedvarende lidelser. Kvalme Fornemmelse af trangen til at kaste op. Kolesterol Fedtstoffer i kroppen. Kolesterol og et andet fedtstof kaldet triglycerid er vigtige byggesten for vore celler. Kolesterol inddeles i HDL-kolesterol, eller "det gode kolesterol" og "LDL-kolesterol", som er det "dårlige/lede kolesterol, som ofte er forhøjet ved hjertekarsygdomme, sukkersyge og fedme. Totalkolesterol er en samlet betegnelse. Konsekvenser Logisk eller uundgåeligt følge af bestemt handling eller begivenhed. Knogleskørhed Knogleskørhed betyder skrøbelige eller porøse knogler og skyldes, nedsat knoglestyrke og knoglemængde. Sygdommen bevirker, at der kan opstå knoglebrud ved almindelige dagligdags belastninger eller ved fald på gulvet eller jorden. Skelettet opbygges i barne- og ungdomsårene, og skeletmængden er størst i 20 til 30-års alderen. Herefter begynder både mænd og kvinder at miste knogle. Mænd mister cirka 0,5 procent af skelettet per år og kvinder cirka en procent per år. Kvinder kan miste helt op til seks procent om året i årene umiddelbart efter overgangsalderens indtræden. Dette skyldes, at æggestokkene er ophørt med at producere kvindeligt kønshormon. Kiropraktor Kiropraktorer er uddannet til at være specialister i undersøgelse og behandling af symptomer fra alle kroppens led, skellet og muskler, og har samtidig et kendskab til kroppens øvrige organer. Konsultation Et aftalt besøg hos f.eks. din praktiserende læge for en samtale f.eks. om dit helbred. Kommune Danmark er inddelt i regioner og kommuner. Kommunerne varetager politiske og administrative opgaver for indenfor kommunens geografiske område.
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
Komplikationer En omstændighed der forværrer noget. L Livsstilssygdomme Sygdomme, der opstår af det moderne samfunds typiske livsstil. F.eks. diabetes, fedme, stress, kræft og hjerte-karsygdomme. Læge Person, der er videnskabeligt uddannet til at undersøge, behandle og forebygge sygdomme hos mennesker. Lægekonsultation Aftalt besøg hos lægen. Lægevagten Vagttjeneste der er bemandet med en læge, som man kan ringe til på tidspunkter, hvor ens egen læge ikke kan kontaktes, og som kan sørge for, at der kommer en læge ud og tilser den syge. Eller kan henvise til nærmeste åbne vagtkonsultation, hvor man kan møde op. Lægevagten kommer næsten kun ud til børn. Livmoderhalskræft Livmoderhalsen er nederste del af livmoderen og ender i livmodermunden, som kan ses i toppen af skeden ved en gynækologisk undersøgelse. Livmoderhalskanalen forbinder skeden med livmoderhulen. Livmodermunden er dækket af en slimhinde af samme type som i skeden. Slimhinden i livmoderhalsen er af en helt anden type. I overgangszonen mellem de to typer slimhinde kan der opstå celleforandringer, der senere kan udvikles til livmoderhalskræft. Man kan i dag vaccinere mod livmoderhalskræft. Vaccinen er gratis for piger mellem 12 og 15 år. Lysken Område der udgør overgangen mellem bugvæggen og det øverste af lårets forside og inderside. Lyskebrok Et brok er en udposning fra bughulen gennem et svagt sted i bugvæggen. Det hyppigste og bedst kendte er lyskebrok, brok i lysken. Leverbetændelse En sygdom hvor en del af leverens celler går til grunde, og der i levervævet kan påvises betændelsesceller. Lægemiddelstyrelsen Lægemiddelstyrelsen hører under det ministerium, der tager sig af sundhedsområdet. De administrerer al lovgivning for: lægemidler, medicintilskud, apoteker, medicinsk udstyr og euforiserende stoffer. M Motion Regelmæssig fysisk aktivitet med henblik på at holde kroppen og helbredet i form. Medicin Medicin indeholder stoffer, der forebygger sygdom, lindrer eller helbreder sygdomme eller symptomer på sygdomme. Metformin Metformin er et lægemiddelstof som anvendes i tabletter til behandling af sukkersyge (type 2-diabetes), hvor det forhøjede blodsukker ikke kan kontrolleres tilfredsstillende med diæt, vægttab og motion. Denne form for behandling anvendes fortrinsvis til overvægtige personer. Mineraler Grundstof som indgår i levende organismer og har en biologisk funktion. Medicinprofil Medicinprofilen er en samlet oversigt over hver enkelt borgers recepter og køb af medicin på recept. Medicinprofilen
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
giver både borgeren, lægen og apoteket et samlet overblik over den receptordinerede medicin, borgeren er i behandling med. Formålet med Medicinprofilen er at øge kvaliteten i behandlingen af patienterne, og Medicinprofilen skal være med til at forebygge, at borgeren får: forkert medicin, for meget medicin eller medicin, der virker anderledes end ventet sammen med anden medicin. Ministerium Afdeling under statsforvaltningen som administrerer lovgivning m.m. på et bestemt område, og som ledes af en politisk valgt minister. N Narkose Tilstand af bevidstløshed eller afslappethed, der fremkaldes og kontrolleres af læger i forbindelse med operation el.lign. O Ordination Den medicin som lægen udskriver til medicinbrugeren efter et lægebesøg eller en telefonisk henvendelse. Når lægen ordinerer medicin, betyder det, at han eller hun vælger, hvilken medicinsk behandling, medicinbrugeren skal have og evt. skriver en recept på den ordinerede medicin. Offentlig sygesikring Den offentlige sygesikring er du automatisk dækket af gennem dit sygesikringskort/sundhedskort. Med denne kan du blive behandlet gratis af sygehusvæsnet i Danmark og ved udrejse i op til en måned. Operation Et kirurgisk indgreb, hvor man behandler eller helbreder en sygdom ved at fjerne sygdommen fra kroppen, som fx kræftsvulst eller modermærke eller hvor man behandler en sygdom inde i kroppen, som fx en knæoperation, eller udskifter noget, der er slidt eller ødelagt, som fx en ny hofte. P Panodil Smertestillende medicin, bl.a. i pilleform, fås i håndkøbsmedicin på apoteker og udvalgte kiosker og supermarkeder. Patientvejleder En person der vejleder og giver rådgivning til hospitalspatienter. Patientforening Patientforeninger arbejder i patientens interesse uanset sygdommens art, på en rettidig og relevant behandling. Patientombuddet Patientombuddet fungerer som én samlet indgang for patienter, som ønsker at klage over den faglige behandling i det danske sundhedsvæsen. Patientombuddet behandler også klager over tilsidesættelse af patientrettigheder og klager over Patientforsikringens afgørelser om erstatning. Patientforsikring Patientforsikringen træffer afgørelser i erstatningssager, hvor patienter er kommet til skade i forbindelse med behandling eller undersøgelse. Patientforsikringens hovedopgave er at hjælpe patienterne med at få den erstatning, som de har krav på efter loven. Praktiserende læge Den læge, som man er tilknyttet og som står på et sundhedskort er ens praktiserende læge. Praktiserende læger har en praksis, hvor man kommer, når man skal undersøges eller have anvist receptpligtig medicin. Psykolog Person der er uddannet i at beskæftige sig erhvervsmæssigt med patienter med psykiske lidelser. En psykolog behandler gennem samtale. Du kan altid henvende dig til en psykolog, hvis du har noget på hjertet, både store og små problemer. Denne ordning er ikke under sygesikringen, men med en lægehenvisning eller private sygesikringer, kan man få tilskud.
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
Psykiater Speciallæge i psykiatri. En psykiater behandler ligesom psykologen patienter med psykiske lidelser, men har i modsætning til en psykolog lov til at udskrive medicin. R Recept En anvisning fra lægen om hvilket medicin, man skal tage og i hvilken mængde. Recepten skal også indeholde oplysninger om hvilken lidelse medicinen tages mod. Recepten bruges ved afhentning af den receptpligtige medicin. Rettigheder Ret eller beføjelse, som man har eller kan gøre krav på med henvisning til fx gældende love, etiske regler eller tradition. Receptpligtig medicin Al medicin som kræver en recept fra lægen, tandlægen eller hospitalet, for at kunne få udleveret/købe det på apoteket. Når ny medicin bliver godkendt af Lægemiddelstyrelsen, bliver der taget stilling til, om medicinen skal være receptpligtig eller, om den skal være i håndkøb. Refusion Det at refunderer noget, eller få noget refunderet. Tilbagebetaling. Region Et geografisk bestemt område, der udgør en enhed. Der er fem regioner i Danmark. Det er blandt andet regionerne, som tager sig af sygehusvæsenet, de praktiserende læger og speciallægerne. Regering En stats øverste politiske ledelse i Danmark valgt på demokratisk vis ved folketingsvalg. S Samtykke Det at give sin tilladelse til et forslag, en anmodning, en ordning el.lign. Begrebet bliver især anvendt i juridiske sammenhænge. Sundhed Det at være i en god helbredstilstand. Sundhed.dk Danmarks nationale sundhedsportal, som er bygget af stat og regioner i fællesskab. Her kan man f.eks. se sin egen medicinprofil samt få et overblik over sine åbne elektroniske recepter. Sundhedsvæsen Den samlede offentlige indsats til at behandle og forebygge sygdomme samt fremme sundheden i befolkningen. Sundhedsvæsnet dækker hospitaler, læger, tandlæger, apoteker, hjemmepleje, sundhedspleje m.m. Sukkersyge Kronisk sygdom der er karakteriseret ved en nedsat eller helt manglende evne til at omsætte sukkerstoffer i legemet på normal måde skyldes mangel på eller utilstrækkelig virkning af hormonet insulin. Også kaldes diabetes. SKAT En afgift, som alle borgere skal betale til staten. Afgiften går til bl.a. sundhedsvæsenet, skoler, biblioteker, veje m.m. Det er pga. den skat vi betaler, at vi bl.a. kan komme gratis til lægen og få gratis behandling. Sygesikringskort el. Sundhedskort Alle, der er tilmeldt folkeregistret i Danmark, er omfattet af den offentlige sygesikring og får dermed et sundhedskort. Sundhedskortet er et bevis på, at du har ret til ydelser fra den offentlige sygesikring. På kortet står dit navn, cpr-nr. og kontaktoplysninger til din læge. Sundhedskortet skal medbringes, når du er ved lægen, på sygehuset, på kommunen og en række andre steder.
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
”Sygesikringen Danmark” Sygesikringen Danmark er en privat sygesikring, som du frivilligt kan melde dig ind i for at få yderlige tilskud, til de behandlinger der ikke er gratis. Storkebid Storkebid er røde eller rødviolette plamager på huden, som er der fra fødslen. Storkebiddene sidder oftest i panden eller nakken, hvilket også har givet fænomenet dets navn. Mærkerne forsvinder når barnet er i 1-3 års alderen. Skavanker Svaghed eller funktionsnedsættelse. Simvastatin Indholdsstof i visse lægemidler, der virker nedsættende på kolesterol. Sygdomsforløb Den periode du er syg i. Speciallæge En speciallæge er en læge, der har specialiseret sig indenfor et bestemt område. Det kan fx være ørelæge, øjenlæge, psykiater eller gynækolog. Samtaleterapi Terapi gennem samtale. Psykologer bruger denne form for behandling. Sundhedscheck Generelt tjek hvor ens sundhed og helbred bliver vurderet. Skadestuen Afdeling på et hospital, hvor man tager sig af og behandler akutte sygdomme og skader. Symptomer Symptomer er tegn på sygdom, som du selv kan mærke eller se. Når man er syg, kan man have både psykiske og fysiske symptomer som fx. hovedpine, udslæt, tristhed, feber, kvalme etc. Sygeplejerske Person som er uddannet til at pleje syge mennesker på et hospital, plejehjem eller lignende. En mandlig sygeplejerske kaldes en sygeplejer. Screenings Screening betyder ” at sortere”. I sundhedsvæsnet bruges screening til at opdage alvorlige sygdomme hos personer, der føler sig raske. Man undersøger, med en simpel metode, en stor gruppe og finder (sorterer fra), de få der lider af, eller har risiko for at få en alvorlig sygdom. Social- og sundhedsassistenter Social- og sundhedsassistenter (sosu-assistenter) arbejder på hospitaler, i hjemmeplejen eller i bofællesskaber. De tager sig af forskellige typer patienter; både børn, unge, ældre og psykisk syge. De udfører sygeplejeopgaver, planlægger aktiviteter og vejleder social- og sundhedshjælpere. Skolesundhedsplejersken I folkeskolen følger skolesundhedsplejersken eleverne, gennem regelmæssige tjek af deres helbred og vaner. Skolesundhedsplejersken er uddannet sygeplejerske, og har en efteruddannelse med speciale i sundhedsfremme for børn og unge. Sundhedssamtale En samtale med en relevant rådgiver om din sundhed og dit helbred. Skolepsykolog En psykolog, som er tilknyttet skolen, og gratis giver psykologtimer for elever med behov.
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
Stat Geografisk afgrænset befolkning, som udgør en selvstændig politisk enhed under en fælles regering; bruges tillige om et lands regering og centraladministration og da oftest i bestemt form, staten. I Sundhedsstyrelsen Danmarks øverste sundhedsfaglige myndighed. Sundhedsstyrelsens opgaver varetages af en række enheder og centre, der arbejder sammen på tværs inden for faglige områder. Statens Serums Institut Statens Serums Institut er ansvarlige for forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme, medfødte lidelse og biologiske trusler. SSI leverer bl.a. vacciner til det danske børnevaccinationsprogram. T Tablet Pille Tavshedspligt Tavshedspligt betyder, at bestemte oplysninger er fortrolige. Disse oplysninger må ikke røbes til uvedkommende. Patientdata kan videregives uden konkret samtykke fra patienten, når det er nødvendigt for behandlingsforløbet, dog kan patienten på ethvert tidspunkt frabede sig at oplysninger videregives. Tilskud Man kan få tilskud til medicin, hvis man køber medicin for over et vis beløb om året. Tilskuddet udregnes automatisk og kan ses på din kassebon. Tilskuddet får man fra det offentlige. Tilskuddet fra den private sygeforsikring ”Danmark” får man direkte fra ”Danmark”(og ikke fra apoteket) , men man kan på apotekets kassebon, se hvad der er indberettet til den privat forsikring. Telefontid Det tidsrum hvor lægen tager telefonen, og der er muligt at komme i direkte kontakt og rådfører sig med lægen, i stedet for hans sekretær. Temperatur Afmålt tilstand mht. varme og kulde. Tabu Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med, fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed. Tolkebistand Økonomisk støtte til at benytte en tolk. Tolk En tolk er en person som oversætter sprog. Hvis du ikke taler dansk, men har en dansktalende læge, kan en tolk være nyttig til at oversætte jeres samtale. V Vaccine Svækkede eller dræbte bakterier eller virus, der gives som indsprøjtning eller tabletter, for at forebygge den sygdom, de ellers kunne forvolde. Vejledning Rådgivning om et bestemt emne. Vitaminer Organisk stof som mennesker og dyr skal have tilført i små mængder for at undgå en eller flere mangelsygdomme. Ses oftest på pilleform.
©Sfinx Film/TV • Go’dag Danmark • Sundhed og Sygdom • Ordbog
Ø Økonomisk kompensation Økonomisk støtte eller tilskud. Ørelæge Læge specialiseret i ører. Øjenlæge Læge specialiseret i øjne.