CONSENSUS BUILDING IN COMPLEX NETWORKS An analysis of the motives, processes and output within the Danish Mirror Committee
Written by: Louise Trøllund Jensen M.Sc. (IBS) Supervised by: Esben Rahbek Pedersen CBS Center for Corporate Social Responsibility
Master Thesis November 2008 Copenhagen Business School
EXECUTIVE SUMMARY ISO 26000 is the designation of the future International Standard giving guidance on Social Responsibility (SR). It is intended for use by organizations of all types, and therefore, different categories of organizations have participated in the development of the ISO standard on SR – ISO 26000. This process has included various stakeholders from different countries, developing and developed, and it has been a challenging consensus building exercise. In this thesis a fragment of the international ISO 26000 development process – the micro cosmos of the Danish Mirror Committee (DMC) – is investigated. Within this national network the consensus building exercise is analyzed in order to evaluate how the motives, processes and output of the DMC has fostered consensus. Consensus building is a difficult task and there are several factors that influence to which degree consensus can be reached. The motives of the stakeholders in a network may differ, which makes it more challenging to reach consensus. Moreover, the processes that take place within a network are guided by the network structure, which is defined by the ties between actors and the relative position of these. This structure influences the level of consensus within the network. Furthermore, a certain level of critical success factors are required if consensus among members should be reached. If the processes are managed well, it becomes easier for the actors to reach consensus and find a joint solution. Another indicator for the level of consensus is the realization of expected output of being part of a network. Members may have different expectations, but their evaluation of the level of realized expectations indicate that a certain level of consensus has been reached if realization is possible. These different factors are important indicators when determining the success of the consensus building exercise that takes place among members in a network. This has led to an interest in how consensus is fostered within networks. Therefore, the consensus building exercise of the DMC network is the focal point of this investigation. Furthermore, it constitutes the problem field which is analyzed in this thesis. Thus, the motives, processes and output are analyzed to evaluate how these three components foster consensus in a network.
ACKNOWLEDGEMENTS The author of this thesis wishes to thank Maibritt Agger at Danish Standards for providing valuable insights on the ISO 26000 standard on Social Responsibility. She has helped the author to gain an overview of the development of the standard and has continuously kept the author updated on recent developments in the international process guided by the International Organization for Standardization as well as developments in the Danish Mirror Committee. Moreover, she has helped the author to gain access to the participants of the Danish Mirror Committee, which is essential for the preparation of the thesis. The author gratefully acknowledges the members of the Danish Mirror Committee for their willingness to participate in the case study of this thesis and their helpful comments and suggestions. The author also wishes to express her gratitude to Esben Rahbek Pedersen for theoretical inspiration in the beginning of the process, and for further inspiration and supervision throughout the writing period. Moreover, the author wishes to thank the two reviewers, Julie Trøllund Jensen and Sofie Norsker, for their insightful comments on earlier drafts of the thesis. Last, but not least, the author acknowledges Tommy Bindslev for his provision of a quiet and inspiring environment, without which the thesis may never have been written.
Copenhagen, November 17, 2008: ___________________________ Louise Trøllund Jensen
This thesis is set in Times New Roman (font size 12) and contains 181.494 characters including spaces and tables, which is equal to 79,8 normal pages.
TABLE OF CONTENT 1
Introduction
1
2
Problem Identification
2
3
Structure
4
4
Methodology
6
4.1
Methodological Positioning
6
4.2
Operationalizing the Methodology
7
4.3
Theoretical Methodology
8
4.4
Stakeholder Theory
8
4.5
Social Network Analysis
9
4.6
Stakeholder Network Theory
4.6.1 Rowley’s ‘Network Theory of Stakeholder Influences’
11
4.6.2 Network Theory of Stakeholder Influences’ as Methodology
12
4.7
Network Management
4.7.1 Network Management as Methodology
5
10
13 13
4.8
Theoretical limitations
13
4.9
Practical Methodology
14
4.9.1 Research Approach
15
4.9.2 Research Strategy
15
4.9.3 Data Collection
16
4.9.4 Sampling
17
4.9.5 The Trinity of Generalizability, Reliability and Validity
17
4.10 Limitations
18
Setting the Scene
20
5.1
Why Private standards?
20
5.2
Introduction to ISO 26000
20
6
Analysis
24
6.1
The Danish Mirror Committee
24
6.2
Part I: The Motives
29
6.2.1 Motives According to Stakeholder Group 6.2.1.1 Industry
30
6.2.1.2 NGOs
32
6.2.1.3 Government
32
6.2.1.4 Labor
33
6.2.1.5 Consumer
33
6.2.1.6 Service, Support, Research and Others (SSRO)
34
6.2.2 Summary of Part I: The Motives 6.3
Part II: The Network Structure and Processes
6.3.1 Network Structure
35 36 36
6.3.1.1 Density
37
6.3.1.2 Centrality
38
6.3.2 Network Processes
39
6.3.2.1 The Number of Actors
39
6.3.2.2 Diversity within Networks
42
6.3.2.3 Closed Nature of Networks
44
6.3.2.4 Conflict of Interests
45
6.3.2.5 Costs of Network Management
47
6.3.2.6 Political and Social Context
48
6.3.2.7 Leadership and Commitment Power
50
6.3.2.8 Skills
51
6.3.3 Summary of Part II: The Network Structure and Processes 6.4
30
Part III: The Output
6.4.1 Summary of Part III: The Output
52 53 57
7
Discussion
59
7.1
Why is there a lack of conflicts in the DMC network?
59
7.2
Summary of Arguments in the Discussion
63
8
Conclusion
64
9
Implications
66
10 Future Research Avenues
67
11 Bibliography
68
12 Appendices
72
LIST OF FIGURES Figure 2.1 – Parameters of Consensus
3
Figure 4.1 – Methodological Position
6
Figure 4.2 – The Structure of the Analysis
7
Figure 5.1 – Project Plan for development of ISO 26000 on SR
21
Figure 6.1 – Members of the DMC Network
26
Figure 6.2 – The Structure of the DMC Network
27
Figure 6.3 – The Complex DMC Network
37
Figure 6.4 – Preconditions for Consensus
53
INTRODUCTION Corporate Social Responsibility (CSR1) is an issue that is working its way into many policy debates and corporate agendas. As several organizations decide that they must address the principles of CSR, there is a growing need for tools to help them define and address what CSR means and how to implement the concept in practice throughout the organizations. The International Organization for Standardization 2 (ISO) decided that the time had come to consider developing a management standard on CSR (IISD 2008). The term CSR is traditionally connected to business activities, but ISO has recognized that different types of organizations, and not just those in the business world, have responsibilities for the environment and the welfare of society, and for contributing to sustainable development (ISO 2007). By acknowledging that various organizations can play an active role in ensuring social responsibility, ISO has converted CSR into SR (Social Responsibility) and thereby indicated that not only the business world, but all types of organizations have the ability to take actions to ensure sustainable development, a sustainable environment and the welfare of society (ISO 2007). ISO 26000 is the designation of the future International Standard giving guidance on SR. It is intended for use by organizations of all types, in both public and private sectors, in developed and developing countries. The standard is also intended to apply to NGOs and trade unions. It will assist organizations in their efforts to operate in the socially responsible manner which society increasingly demands and will stress better performance on SR. ISO 26000 contains guidelines, not requirements, and therefore cannot be applied as a certification standard. It will not describe a (formal) management system, although the goal is to provide issue-specific guidance as well as guidance on how to address these issues in an organizational context (Somo 2007).
1
See p.73 for a list of abbreviations and acronyms. For reader-friendly purposes the appendix is constructed as a foldout which enhances clarity while reading 2 ISO, the world’s leading developer of International Standards, began operating in 1947. It has a membership of 156 national standards bodies from countries large and small, industrialized and developing, in all regions of the world (ISO 2006).
PROBLEM IDENTIFICATION The international scene has been set for developing an ISO standard on SR - ISO 26000, which is a difficult consensus building exercise. Through the different development stages it has become evident that many stakeholders have questioned the process and asked themselves whether it is possible to build consensus at all. The sixth ISO meeting3 enjoyed record participation from some 400 experts representing six different stakeholder group from 48 developing and 28 developed countries (CI 2008) and 37 independent liaison organizations4 (ISO 2008). The various stakeholders that participate in the development process seek to build consensus by balancing their interests with the interests of other stakeholder groups. This is the basis for the negotiation process that takes place in the international multi-stakeholder forum hosted by ISO (ISO 2006). The consensus building exercise constitutes the problem field, because it has generated a general wonder at the possibilities of reaching consensus among such different stakeholders. However, the focus is narrowed down to a fragment of the ISO process – the micro cosmos of the Danish Mirror Committee (DMC) and the consensus building exercise that has taken place within this network. ISO encourages all national standardization bodies to set up so-called mirror committees which are national networks for sharing information, exchanging views on standardization proposals and ‘mirror’ the process (ISO 2006). These mirror committees should involve all interested stakeholders and the national standardization body should ensure that all stakeholder groups are represented (ISO 2006). The DMC is established by Danish Standards (DS) and consists of 18 members representing all stakeholder groups. The DMC has gone through a consensus building exercise, and therefore, this thesis evaluates consensus within the DMC network by analyzing the motives of the members, the processes that take place within the network and the members’ expected and realized output. This leads to the following problem statement:
How do the motives, processes and output build consensus in the DMC network?
3 4
In Santiago, Chile, September 2008 See Appendix 3 for a full list of liaison members of the WG
This problem is investigated through three supplementing research questions which each represent a building block and thereby step-wise answer the main problem. Part I: Which motives do the members have for participating in the DMC network and do these motives vary according to stakeholder group? Part II: How is the DMC network structured and how are the parameters of consensus accommodated in the complex network? Part III: How does the realized output of the DMC network tally with the expectations of the network members? Consensus is a crucial term and therefore it is necessary to elaborate on this to understand how the concept is used. Figure 2.1 shows the parameters of consensus and presents the required level of each of the parameters that are necessary to obtain and maintain consensus in the network. These preconditions are presented to evaluate how the motives, processes and output foster consensus in the DMC network. Figure 0.1 - Parameters of Consensus
STRUCTURE This section presents the structure of the thesis, which is illustrated below. Therefore, the following outline is a ‘route map’ to guide the readers through the thesis to provide brief details on the content of each of the thesis’ chapters and furthermore, to present an overview of how the different chapters unfold5. The introductive chapters (chapters 1, 2 and 3) specify the central issues, and state why these issues are relevant to study. As presented above the introduction winds up in an identification of the problem, which the thesis explores. In the first two chapters relevant details about ISO and the DMC are presented. This is done to create a common playing field, and a solid base for further analysis of the issues evolving from the research field. The introduction only provides a short presentation of the main concepts, since ISO and the DMC are more thoroughly outlined in later chapters. Chapter four covers the methodology; firstly, the methodological position is outlined followed by an explanation of the theoretical methodology, before the practical methodology is presented. The theoretical foundation is described to develop the analytical tool that is used when analyzing and evaluating the level of consensus in the network. The second part of this chapter describes the practical methodology in detail, including an explanation of the research approach, research strategy, data collection and sampling before the reliability, validity and generalizability of the findings are evaluated. Finally, the limitations of the methodology are presented. Chapter five sets the scene, hence it is important to stress that this section presents information, which is necessary for further analysis. The first part of this chapter is a brief discussion of why there has been an increased interest and a need for private standards, which is the rationale for an international standard on SR. The following section is based on secondary data and provides an overview of the development process of the ISO 26000 standard. Chapter six is an analysis of the DMC network, which is the basis for chapter seven, which is a discussion of why the level of conflicts in the network is paradoxically low. The chapters are empirically based on the findings in chapter five and the primary data collected among the network members. The analysis in chapter six is divided into three parts based on the structure of the 5
See p.73 for an illustration of the structure of the thesis. For reader-friendly purposes the appendix is constructed as a foldout for the reader to follow the development of the thesis while reading
interviews; first, the motives of each organization participating in the network are presented. Secondly, the network structure is identified, followed by an evaluation of the processes that take place within the network. Finally, the last part of the analysis evaluates whether or not the DMC members have realized their expected output, before the low level of conflicts is discussed. Chapter eight concludes on the findings in the previous chapters and is a demonstration of the answers to the research questions and the problem statement. Chapter nine presents the implications for business, researchers and policy makers based on the findings in the previous chapters. Chapter ten is a short presentation and discussion of further research perspectives that have come up during the analysis of data. This chapter specifies further research topics that could create alternate approaches or another viewpoint when seeking to explore stakeholder networks.
METHODOLOGY The purpose of this chapter is to describe and argue for the chosen methodological approach. First a variety of theoretical arguments are presented to identify the theoretical foundation. This leads to the development of an analytical tool for analyzing and evaluating the level of consensus. The analytical tool is a combination of theoretical components and a practical framework. The latter is an extension of the theory, because it proposes additional parameters, which enables a thorough investigation of the consensus building exercise. Furthermore, the following sections present the practical methodology including a presentation of the research strategy and approach, the data collection and sampling and an evaluation of the reliability and validity of the findings. Last the methodological limitations are presented.
METHODOLOGICAL POSITIONING This section outlines the path that guides the methodology chosen for this thesis. Figure 4.1 illustrates how the theoretical framework is developed through this chapter: Figure 0.1 - Methodological Position
The figure shows how the theoretical foundation is developed through Social Network Analysis (SNA) and Stakeholder Theory which amalgamated provide inputs for Stakeholder Network Theory (SNT). Based on the theoretical foundation, an analytical tool is developed. This tool is a combination of Timothy Rowley’s ‘Network Theory of Stakeholder influences’ and Kickert & Koppenjan’s ‘Critical Success Factors’. Rowley presents two important concepts; network density and centrality, which are introduced as parameters of consensus. Kickert & Koppenjan’s eight critical success factors are identified as additional parameters of consensus, which are added to Rowley’s two. Their framework is developed from a network management perspective, where focus, among others, is put on interdependence between organizations and interactions between network members (Kickert & Koppenjan 1997). This complements Rowley’s definition of networks and stakeholders, thus Kickert & Koppenjan’s framework extends his theory. These two approaches are combined in the construction of the analytical tool that identifies ten parameters, which are used to evaluate how consensus is fostered in the network.
OPERATIONALIZING THE METHODOLOGY The previous section has briefly outlined the theoretical methodology, and therefore this section explains the operationalization of the chosen methodology. Figure 0.2 - The Structure of the Analysis
The analysis of the DMC network is divided into three parts; Part I is an analysis of motives of the 18 members of the DMC network. In this part, the motives of the members are identified. Furthermore, this analysis evaluates whether or not the motives differ according to stakeholder group. Part II starts by clarifying the network structure by identifying Rowley’s two parameters; network density and centrality. This is done to understand the network structure before analyzing the processes of cooperation that take place within. For this purpose Kickert & Koppenjan’s framework of critical success factors is applied as parameters to evaluate how consensus is fostered
in the network. Part III is an analysis of the degree of realized expectations, which indicates the level of consensus in the network.
THEORETICAL METHODOLOGY The following sections outline the theoretical foundation that frames the analysis. First, Stakeholder Theory is briefly explained followed by a description of SNA which combined form the basis for SNT, which is accounted for later in this chapter. Rowley’s ‘Network Theory of Stakeholder Influences’ is a part of SNT, and since it constitutes a part of the analytical tool, it is thoroughly outlined in a later section. Kickert & Koppenjan’s identification of critical success factors is not considered a theory; however the framework, which is explained in the end of this chapter, extends Rowley’s theory. The two approaches establish the analytical tool, which is used to evaluate how consensus is fostered in the network. Finally, the limitations of the analytical tool are presented.
STAKEHOLDER THEORY The theoretical underpinning of stakeholder theory arises from Freeman’s ‘Strategic Management: A Stakeholder Approach’ (1984), but it is acknowledged that the concept of stakeholders dates back to the 1930s (Rowley 1997). In the traditional conception of the relationship between the organization and its stakeholder, a discrete dyadic perspective is prevailing. Freeman (1984) defines stakeholders as ‘any group or individual who can affect or is affected by the achievement of an organization’s objectives’ (Freeman 1984:46). Many scholars have enhanced Freeman’s work (Brenner & Cochran 1991; Hill & Jones 1992; Donaldson & Preston 1995), and have used his approach to construct a theory of the firm predicting how firms respond to stakeholders (Brenner & Cochran 1991). Developing stakeholder theory has focused on classifying stakeholders to understand how individual stakeholders influence firms (e.g. Carroll 1989). These classifications focus on the dyadic ties between an organization and each of its stakeholders. A common criticism of early stakeholder theories is that they do not capture the potential complex interactions among the various actors within the network (Frooman 1999; Frooman & Murrell 2005; Rowley 1997). Furthermore, they are at odds with reality when stakeholders have conflicting interests. To resolve such conflicts between stakeholders they prescribe a one-way communication strategy that is controlled by the focal organization (Vandekerckhove & Dentchev 2005; Frooman 1999). This critique is taken further by other researchers arguing that stakeholder groups are not independent actors contending for managerial attention and resources, but may also interact, cooperate and form alliances with other stakeholder groups and thereby form a network (Frooman 1999; Rowley 1997;
Neville & Menguc 2006). Neville & Menguc (2006) develop this perspective further by conceptualizing that stakeholder groups sometimes compete against and sometimes complement each other. Moreover, stakeholders may form strategic alliances or cooperate to increase their aligned persuasive power. Finally, stakeholders’ potential to influence other stakeholders and the organization is often determined by the particular nature of their role as a stakeholder within the network (Neville & Menguc 2006). The above mentioned approaches to stakeholder theory argue that stakeholders do not only act as individual firms or organizations, but also form alliances to gain more influence on firms. In order for stakeholders to gain power they often need to form alliances or become a part of a stakeholder network, which is why stakeholder theory is linked to network theory. Therefore, to understand the structure and processes that take place among stakeholders it is necessary to integrate stakeholder theory with network theory. Therefore the following section briefly outlines SNA to provide the necessary insights for SNT that is a merger between stakeholder theory and SNA.
SOCIAL NETWORK ANALYSIS Network theory is a very exhaustive field of research, which is not within the scope of this paper to explain thoroughly. However, SNA is briefly explained to understand the interactions between actors in a network. The notion of social networks focuses on relationships among social entities; it is therefore neither a method nor a metaphor, but rather a fundamental tool for studying social structures. In order to understand structural analysis it is important to recognize that social structures can be represented as networks and a set of ties depicting the interconnections between the involved entities (Wellman & Berkowitz 1988). Furthermore, it involves an analysis of the patterns and implications of those social relationships (Wasserman & Faust 1994). According to Wasserman & Faust there are some basic assumptions about actors, relationships and the structure of these relationships between actors. In their view, actors and the actions of these are seen as interdependent rather than independent, and the ties between actors are the channels for transferring resources such as money or information. Furthermore, network models focusing on individuals view the network structural environment as providing opportunities for or constraints on individual actions. SNA bridges the gap between the micro-level – the individuals taking part in a network – and the macro-level – the network itself – and the identification of the structural positions and components of the entire network (Galaskiewicz & Wasserman 1994).
The relationships within the network are associated with power and the power structure within the network. Theoretically, actors in a central position have greater access to, and potential control over, relevant resources, such as money or information. When central actors are able to control those resources, they increase other actors’ dependence on them, and thereby acquire power (Krackhardt & Brass 1994). A number of researchers have demonstrated a positive correlation between power and centrality, but these findings must be handled with care, since the effects may depend on the measure of centrality. However, most researchers agree that it is not necessarily the level of resources that determines the power of an organization, but rather a set of resources that actors are able to mobilize through their existing set of social relationships (Mizruchi & Galaskiewicz 1994) SNA offers valuable insights for researchers within the field of stakeholder theories. Since network theories provide frameworks for analyzing interdependence and relationships between actors through analysis of dyadic relationships and their impact on actors or organizations’ opportunities, constraints or behavior, stakeholder theories are an obvious extension of network theories. From a network perspective the relevant environment is much larger than the internal actors and their behavior. Therefore stakeholder theories are linked to SNA. The network analysis approach has potential for stakeholder researchers, because they can use SNA to examine central elements from a stakeholder perspective and thereby move their research in a valuable direction. Network theories conceptualize an organization’s environment as a set of social actors; which is also the traditional point of view for the stakeholder theorist. However, stakeholder researchers have not examined stakeholder influence beyond the dyadic level, which network analysis provides the means for. Therefore, SNA adds to stakeholder theories, since they provide a framework for examining the interaction of interactions, by analyzing the patterns of relationships in a stakeholder environment, which influences the behavior of an organization (Rowley 1997).
STAKEHOLDER NETWORK THEORY SNT has integrated the critique of stakeholder theory by acknowledging that looking at the dyadic ties between an organization and its individual stakeholders does not correspond with reality. SNT goes beyond classification of individual stakeholders and their influence on the organization and acknowledges that they do not act upon each stakeholder individually, rather they respond to the interaction of multiple influences from the entire set of stakeholders (Frooman 1999; Rowley 1997). Therefore, stakeholder network theorists have merged stakeholder theory and SNA and thereby
developed a new perspective in which focus has moved from the individual stakeholder and its tie to an organization towards the network of various stakeholders and their individual and accumulated influences on an organization (Rowley 1997). Frooman (1999) states that stakeholders may attempt to influence organizations directly or indirectly through alliances with other stakeholders. Frooman (1999) argues that even though stakeholders lack sufficient power to influence organizations, they may manage to influence by creating alliances with other, more powerful, stakeholders. The four strategies presented by Frooman (1999) are developed on the basis of resource dependence theory (Pfeffer & Salancik 1978), and the concept of power. The balance of power determines which of the four strategies a stakeholder will choose. These complex interactions between stakeholders are based on Oliver (1991) referring to ‘stakeholder multiplicity’, defined as ‘the degree of multiple, conflicting, constituent expectations exerted on an organisation’ (Oliver 1991:162). Whereas Frooman (1999) develops strategies for stakeholders to influence a firm, Rowley (1997) develops strategies for the Focal Organization (FO) by creating a matrix of high/low density and high/low centrality. Thereby a specific role for the FO can be identified. Rowley’s theory is outlined thoroughly in the following section because his theoretical approach establishes a frame for the analysis.
ROWLEY’S ‘NETWORK THEORY OF STAKEHOLDER INFLUENCES’ In ’Moving Beyond Dyadic Ties: A Network Theory of Stakeholder Influences’ Rowley (1997) develops a SNT by combining stakeholder theory with SNA which enables him to move beyond Freeman’s (1984) dyadic relationships of an FO and its stakeholders. In his article, he constructs a theory of stakeholder influences, which accommodates multiple, interdependent stakeholder demands which predicts how organizations respond to the simultaneous influence of multiple stakeholders. Hereby, Rowley states that stakeholders do not only affect and are affected by an FO, but also interact with each other in a stakeholder network. This line of thinking is an extension of stakeholder theories outline in section 4.4, where stakeholders are identified as actors in a network rather than individual actors that form alliances or networks to gain influence on a firm or other organizations. Rowley introduces two main characteristics to identify the structure of the network; network density and network centrality. These characteristics traditionally belong to SNA, where e.g. Wasserman &
Galaskiewicz (1994) introduce the concept of centrality and Krankhardt & Brass (1994) emphasize that when central actors are able to control resources they thereby increase other actors’ dependence on them, and thereby they acquire power. Network density is based on Wellman & Berkowitz’s (1988) identification of network ties, and the importance of exploring these ties to understand the structure of the network. Rowley (1997) uses the term ‘density’ to denote the interconnectedness of the surroundings, which is introduced by Christine Oliver (1991), who argues that interconnectedness of relational network influences an organization’s degree of resistance to institutional pressures (Oliver 1991). Density of a network is measured as the relative number of ties in a network that link actors together. It is calculated as a ratio of the number of relationships that exist in a network compared with the total number of possible ties if each network member were tied to every other member (Rowley 1997). Therefore, higher density includes a relatively more efficient communication structure within the network, where ‘stakeholders can coordinate their efforts to monitor and punish the focal organization, and the focal organization can influence the formation of expectations’ (Rowley 1997:901) The term ‘centrality’ refers to an individual actor’s position in the network relative to others. Brass & Burkhardt (1994) argue that people in central network positions have greater access to and potential power over, relevant resources such as information. Therefore, actors that are able to control the relevant resources, and thereby increase other actors’ dependence on them, are in a position to acquire power over other actors. The greater the centrality of a firm in a network, the more the firm will be able to resist pressure from other stakeholders. The level of density and centrality is used by Rowley to create a matrix, which provides four strategies, which show how an FO handles stakeholder pressure.
‘NETWORK THEORY OF STAKEHOLDER INFLUENCES’ AS METHODOLOGY This section explains Rowley’s (1997) network theory of stakeholder influences with regards to the applicability of the theory as methodology. Thus, Rowley’s concepts; network density and centrality are used to describe the structure of the DMC network, and furthermore, it is a way to understand and create a clear overview of the network in question. This is necessary for further analysis of the processes that take place within this structure and to analyze these Kickert &
Koppenjan’s (1997) framework of critical success factors supplement Rowley’s theory to evaluate whether or not the DMC network has reached consensus.
NETWORK MANAGEMENT Network Management is based on the concept of networks and the analysis of these in order to find strategies for effective network management. Therefore, this line of thinking belongs to traditional network theory, which is the rationale for using this framework as an extension of SNT. Empirical studies of network management and its effects are scarce, and there is a lack of systematic research on the effectiveness and success of network management. However, many authors have emphasized various preconditions and critical success factors for network management. The factors provide a framework for analyzing the processes that take place within a complex networks, and provide conditions for network management. These factors are identified as: the number of actors; diversity within networks; the closed nature of networks; conflicts of interests; the costs of network management; the political and social context; leadership and commitment power and skills (Kickert & Koppenjan 1997). The success of a network is therefore based upon the relationships and factors not only within the network, but also the external environment. When added to Rowley’s theory, and the notions of centrality and density, these eight factors are chosen to establish an analytical tool for evaluating the level of consensus.
NETWORK MANAGEMENT AS METHODOLOGY Kickert & Koppenjan’s (1997) identification of critical success factors form a framework for studying the processes in the DMC network, and therefore this framework is applied after the network structure is identified using Rowley’s theoretical approach. The critical success factors are introduced as means for analyzing the network to answer the research questions concerning the processes that take place within the network.
THEORETICAL LIMITATIONS Rowley’s (1997) theory results in an identification of four network configurations and firm strategies, which are based on the interaction of density and FO centrality. These attributes produce different types of networks, which influence the power relations between the FO and its stakeholders. Since this thesis does not focus on an FO, and therefore does not seek to identify organizational responses to stakeholder pressure, the four strategies of the FO are not valuable for the analysis of the DMC network. This focus is not appropriate in the thesis, since the focus here is
based on the network of many organizations, of which none are seen as focal. However, the concepts of density and centrality are very valuable for the analysis of the DMC network, and therefore these have been applied to analyze the network focusing on ties between the actors. It is however, acknowledged that the theory presented by Rowley (1997) has a different purpose than this thesis, since it identifies strategies of an FO. The author is aware of the limitations, the different use of the theory creates. The aim of this analysis is not to identify strategies, but to identify network density and centrality to analyze the network structure and evaluate the level of consensus in the network. Thus, Rowley’s theory does not provide a sufficient basis for analysis, which is why Kickert & Koppenjan’s framework of critical success factors of network management is added. This creates an analytical tool for evaluating the fostering of consensus. However, Kickert & Koppenjan’s framework also has its limitations. First of all, they identify eight conditions for network management, which are preconditions for the method and also potential success factors. These eight factors; the number of actors, diversity within networks, closed nature of networks, conflict of interests, cost of network management, political and social context, leadership and commitment power and skills are important when analyzing networks in general. In the case of the DMC, they are all considered equally important, even though some might have greater impact on consensus than others. Furthermore, the critical success factors are developed as means to evaluate the management of complex networks in the public sector. However, the DMC is a private network initiated by a private company, DS, to provide inputs to another private company, ISO. It is, however, considered irrelevant whether or not the network is private or public when using the ten parameters of consensus. They are only used to create a frame for analyzing the processes within the DMC network, and therefore it is irrelevant that they are developed for public sector purposes.
PRACTICAL METHODOLOGY The following paragraph discloses the practical methodology used. The selected path eliminates certain directions the thesis might have taken, since the chosen strategy and approach create a specific frame which is followed throughout the thesis. The eliminated directions are accounted for in the last part of this section, where the limitations of the methodological directions are considered. In addition this section provides a route-map to understand how the data has been collected and which consequences this has for the analysis and the conclusions of this thesis.
RESEARCH APPROACH The primary approach chosen for this thesis is abduction, however some inductive and deductive elements occur. The starting point of this approach is the empirical setting, in this case the DMC network, which is analyzed through an identification of the factors that lie behind the observed object: the network and explains the structure and relations within the network (Olsen & Pedersen 2003). The abductive approach is chosen to build and generate implications for future network settings on basis of the core themes and findings from the analysis, which are based on the qualitative interviews conducted for this thesis. Therefore, the abductive approach forces the researcher to discuss the empirical findings in relation to the arguments grounded in the theory (Saunders et al. 2003). In the abductive perspective the sampling is purposive, where the critical case is chosen to analyze and explore the DMC network to find implications for future network setups (Saunders et al. 2003). The abductive approach combines elements from deduction and induction, because the initial approach is to move from theory to data, since the analysis is based on a theoretical framework, however, the thesis also has an empirical purpose as it provides implications based on the findings in the analysis (Olsen & Pedersen 2003). The theoretical frame gives the project the possibility of keeping focus on the main purpose, namely determining the fostering of consensus in the complex DMC network. The abductive approach offers a research approach which is based on an iterative process, where the researcher first explains some causal relationships between variables such as critical success factors and an evaluation of the consensus in the network. Consequently a problem statement is developed, which is answered through a thorough data collection via interviews with DMC members. The researcher is required to develop a highly structured methodology to ensure reliability, thus the involved concepts in the analysis must be operationalized, so the facts can be measured and analyzed to find answers to the proposed problem statement (Saunders et al. 2003).
RESEARCH STRATEGY After choosing the appropriate research approach, a suitable research strategy must be designed. There is a large variety of different strategies, which are not mutually exclusive. However, the research strategy selected for this thesis is based on a case study of the DMC network. According to Robson (2002) a case study is ‘a strategy for doing research which involves an empirical investigation of a particular contemporary phenomenon within its real life context using multiple
sources of evidence’ (p.178). The study is of explanatory character, and therefore the in-depth interview is the most appropriate way to collect information (Saunders et al. 2003).
DATA COLLECTION First, the interviewer has emailed an enquiry to the respondents and presented the theme of the thesis (Appendix 4) to ensure that the respondents did not accept to participate in the case study on false terms. In two cases the questions were emailed to the respondents beforehand to enable them to prepare the answers, but this was not requested and therefore not considered necessary in the remaining interviews. After conducting the interviews the interviewer transcribed the interviews and emailed them to the respondents for them to check and correct any misunderstandings or misinterpretations. Furthermore, the specific sections, where quotes and references to specific interviews are made, have been sent to the respondents to avoid misinterpretations and ensure that the quotes are presented in the correct context. Thus, the chance of misinterpretations should be limited and the aim is that both questions and answers are received and interpreted as intended by the interviewer and respondents respectively. This ensures validity and reliability of the questions, the answers and the interviews in general. The interview form used in the case study of the DMC is constructed as structured interviews, which are based on a predetermined and standardized set of questions (Appendix 7), where the interviewer physically meets with the respondents and asks the questions face to face (Kvale 1996). The structured interview form, based on a standardized schedule of questions, is chosen since the study has explanatory and analytical character, which examines and explains relationships between variables. This interview form ensures a higher response rate than if having used another approach, such as if for example an email questionnaire, was chosen. The interview form is chosen due to the length of the questionnaire, as these are best presented as a structured interview. In addition, using this type of interviews enables the interviewer to include more complicated questions, since she will be able to elaborate on the questions if needed to clarify obscurity or ambiguity. By being present the interviewer can ensure that the question is understood by the respondent in the way intended by the interviewer and the answer given by the respondent must be understood by the interviewer in the way intended by the respondent (Saunders et al. 2003). The interviewer reads out each question and record the response on a standardized schedule. In order to avoid biases the interviewer must
ensure that the questions are read out loud using the same tone of voice for all interviews (Kvale 1996). One interview is due to logistical matters conducted as a telephone interview, but the structure of the interview does not differ from the face to face interviews. In addition, another interview is conducted as an email-questionnaire as requested by the respondent, since this respondent did not have time to schedule an interview. This interview differs slightly from the others since the answers are shorter and less elaborated on than the recorded oral answers.
SAMPLING The DMC network consists of Maibritt Agger from DS, who organizes the network by forwarding information from ISO, sending reports and summaries from meetings, and initiating meetings in cooperation with the chairman and the group of experts (MAII:A126). Since her position is rather different from the other members, she is not a part of the general sample, but has provided valuable information about the ISO process, the network in general and her special position within the network through in-depth interviews, which differs from the standardized questionnaire used to conduct the remaining interviews (Kvale 1996). The total population consists of 18 members besides Maibritt Agger from DS; eight industry stakeholders, four NGOs, two government representatives, two Service, Support, Research and Others (SSRO) stakeholders, one labor representative and one consumer stakeholder. Of the total population most organizations have agreed to participate in the case study. The current member of the network from the consumer stakeholder group, Mette Boye, has not attended any meetings, and therefore she would rather not participate in an interview, as she evaluated her knowledge of the network too limited (Appendix 25). The lack of one respondent does however mean that the sample does only represent 94.4 per cent of the total population, which is considered acceptable to obtain validity.
THE TRINITY OF GENERALIZABILITY, RELIABILITY AND VALIDITY In modern social science the concepts of generalizability, reliability and validity have reached a status of a scientific holy trinity (Kvale 1996). The issue of generalization has been treated in relation to case studies, and according to Kvale (1996) there are three types of generalizability; 6
References to appendices are provided as follows: the first two letters refer to the abbreviation of the name of the DMC member (in this case MAII: Maibritt Agger second interview) and AXX refers to a specific page in the appendices.
naturalistic, statistical and analytical generalization. The latter kind of generalization involves a reasoned judgment about the extent to which the findings of one study can be used as a guide to what might occur in other situations. The case study of the DMC network can to some extent be used as a case example, and therefore, it may help predict what may happen in other network situations. Furthermore, since the stakeholder engagement approach is somewhat new to ISO and DS, implications from this study are considered important in future situations, where network management is appropriate. Therefore, the findings of this thesis is subject to generalization, and can be used to create a guide to what might happen in other situations when a network approach is chosen (Kvale 1996). Reliability pertains to the consistency of the research findings. There are several issues concerning reliability that emerge during the interview process, i.e. when transcribing and analyzing the data. In order to ensure reliability of the data, the interviews were conducted in Danish, as this is the mother tongue of the interviewer and all but one of the interviewees. Danish was chosen to avoid misunderstandings and language barriers that may occur when operating in a foreign language. Secondly, the interviewer expects that the answers are somewhat more eloquent, when the questions are answered in the mother tongue. Furthermore, since both the interviewer and the interviewees are familiar with Danish culture as members of Danish society, it is considered that cultural misunderstandings do not occur (Kvale 1996). Validity refers to the truth and correctness of a statement and is ensured by providing sufficient information about the questions to the interviewees prior to the interview (Kvale 1996). When designing the interviews for this thesis there has been a thorough attempt to overcome biases, since the enquiry sent to the interviewees included a brief introduction to the themes this thesis explores (Appendix 4). In addition, to ensure validity a pilot interview was conducted to ensure that the questions were correctly understood by the interviewees, and sent to three impartial persons to be certain that the questions were clear and easy for the interviewees to understand. Concluding, great effort has been put into ensuring generalizability, reliability and validity by choosing a methodology that best overcomes potential biases.
LIMITATIONS The following section presents the limitations that may occur as a result of the chosen methodology. Quotations marked with ’*’ are the author’s translation of the interviewees’ answers. These were
given in Danish, however, since these quotations are translated into English, misunderstandings may occur. Therefore, the reader must be aware that the ‘*’-marked quotes are translations and not the direct presentation of the interviewees’ answers. In order to avoid such misunderstanding, the paragraphs where direct quotations are used, have been sent to the interviewees to control that they have been quoted correctly and within the right context. Access to the network was gained through the author’s student job at DS. In this case it is important to consider potential biases, while if not considered they may occur automatically as a result of information and data collection through DS. However, the author seeks to avoid biases that may occur through the direct contact to DS, and this is done partly by choosing a topic that is not within the job description for the students at DS. The author explained her connection to DS in the enquiry (Appendix 4), which may have helped gaining access to the respondents, but besides that, the author has not used her connection to DS during the interview process. The representative at DS, Maibritt Agger, has provided relevant knowledge about the ISO system, and ensured access to the network. However, the first interview with Maibritt Agger, DS (Appendix 5) was solely arranged to obtain knowledge of the ISO 26000 process and gain access to the DMC members. To avoid biases the last interview (Appendix 6) was conducted subsequent to the interviews with the regular DMC members to avoid being biased by her answers. The fact that consumers lack representation in the case study eliminates the ability to cover all stakeholder groups equally. This problem has been overcome by using information from DS explaining why the Consumer Council chose to participate in the DMC in the first place and because one of the industry representatives used to be a consumer representative and therefore explained some of their motives during his interview. Therefore, attempts to overcome this bias have been made to provide a full analysis covering all stakeholder groups. The last limitation is known as the ‘social desirability bias’, which refers to the fact that respondents are often unwilling or unable to report accurately on sensitive topics. The result is data that are systematically biased toward respondents' perceptions of what is "correct" or socially acceptable. Not only is social desirability bias pervasive, but it can lead to the reporting of spurious or misleading research results (Fisher 1993). These limitations are kept in mind, but are considered of less importance to the analysis and the conclusions, because precautions are taken to avoid biases due to these limitations.
SETTING THE SCENE The following chapter sets out to explore the scene of the case study and starts by examining the rationale behind private standards such as the ISO 26000. The subsections that follow include an introduction to the ISO 26000 and the line of thinking behind the establishment of mirror committees.
WHY PRIVATE STANDARDS? The ISO 26000 is a private standard, and before entering the zone of standardization it is important to rest upon the question why private standards are needed, when a large number of national, regional and international standards already exist (Pedersen & Neergaard 2006). There has been a shift from the government intervention in the decades after the Second World War, where states governed the markets by economic regulations. From the 1980s onwards there has been a paradigm shift towards privatization, removal of trade barriers and thus less government intervention. The declining public sector has caused a rise in private actions from companies and industries, where they use private self-regulation. Self-regulation has its shortcomings, because it leaves responsibility to the morality of the individual organization. Furthermore, private regulation in relation to SR can be an attempt of ‘greenwashing’, hence companies seek to satisfy stakeholders to avoid damaging their reputation by violating human rights etc., it can be difficult to monitor their actions and control their reporting (Neergaard & Pedersen 2003). Additionally, the reliability and validity of private self-regulation and private labeling can be of questionable quality, which may undermine the original intention of the company (Pedersen & Neergaard 2006). The large number of more or less reliable standards and labels is the reason why ISO has decided to create a standard on SR. A strategic advisory group (SAG) sat out to investigate whether or not there was a demand for an international standard, and by 2004 a WG was established to create a new international standard for SR based on a multi-stakeholder process to engage as large a number of stakeholder as possible (ISO 2004b).
INTRODUCTION TO ISO 26000 SR has been the focus of many researchers and business scholars for the past two decades. Both proponents and opponents of SR have presented strong arguments; Proponents such as business scholar Michael Porter advocates the need for a proper balance in the discussion of CSR, where CSR activities are not connected to a fixed trade-off between economy and ecology. Furthermore,
the belief that for instance environmental regulation will destroy competitiveness still prevails (Porter & van der Linde 1995). However, Porter’s win-win arguments are questioned by opposing scholars, such as Walley & Whitehead (1994), who are more skeptical towards the notion of solely positive financial returns of CSR. There has been a shift in the agenda for the need for CSR in the business press. The magazine ‘The Economist’ has investigated and analyzed CSR for many years and previously the point of interest was to question whether or not CSR is necessary. In that line of arguments surveys have been conducted, which have concluded that CSR was very ineffective and not a value-add to the company (Economist 2005). However, this agenda has shifted recently, and in January 2008, ‘The Economist’ printed a survey in favor of CSR, stating that CSR needs to be on the business agenda, as it is necessary for companies to do good to do well (Economist 2008). There are many suggestions on how to do good in the best possible way, and ISO is in the process of developing their version on how to do good – better, an international standard on SR – the ISO 26000. The standard is created on the basis of the general recognition that SR is fundamental to organizational sustainability. This recognition is expressed not only through the research of business scholars, but also through the general concern of the public, and the increased attention given to issues related to sustainability, environmental and health-and-safety issues that have been on the agenda at national, regional and international levels. The development of the standard has been an extensive process, which is illustrated below: Figure 0.1 - Project Plan for development of ISO 26000 on SR
Adapted from Schmiedeknecht (2008)
The ISO council initiated the standard in 2001 by establishing SAG, which concluded that ISO should go ahead and develop the standard, and provided a set of key conditions that had to be met (ISO 2004b). A multi-stakeholder conference held in Stockholm 2004 led to the same conclusion as the SAG; a WG was established and the work towards an international standard on SR began (ISO 2006). The development process for the standard on SR is an unfamiliar approach for ISO, because it involves engagement of multiple stakeholder groups and therefore requires an adaptation of ISO’s normal working methods (ISO 2004a). In January 2005, 32 of 37 voting members of ISO voted for developing a standard on SR and agreed on the basic guidelines for developing the standard (ISO 2006). The standard should: -
-
Assist organizations in addressing their social responsibilities while respecting cultural, societal, environmental and legal differences and economic development conditions. Provide practical guidance related to: o Operationalizing social responsibility o Identifying and engaging with stakeholders, and o Enhancing credibility of reports and claims made about social responsibility Emphasize performance results and improvement; Increase confidence and satisfaction in organizations among their customers and other stakeholders; Be consistent with and not in conflict with existing documents, international treaties and conventions and existing ISO standards; Not be intended to reduce government’s authority to address the social responsibility of organizations; Promote common terminology in the social responsibility field; and Broaden awareness of social responsibility
ISO (2004a) In addition to the ISO 26000 is expected to foster greater awareness and wider observance of agreed sets of universal principles; these principles are conventions and declarations made by the United Nations, in particular the Universal Declaration of Human Rights, but also including the Global Compact. Furthermore, The International Labour Organization’s Declarations on Fundamental Principles and Rights at Work are implemented as significant principles of the standard. Environmental and developmental conventions and declarations are also added to the core
principles of the standard, primarily based on The Rio Declaration on Environment and The United Nations’ Convention Against Corruption7 (ISO 2004a). The establishment of the WG is based on national standardization bodies’ nomination of up to six experts, one representing each stakeholder category; Consumer, Government, Industry, Labor, NGOs, and SSRO (ISO 2004a). Furthermore, the national standardization bodies are expected to establish national mirror committees to consider the national positions on the successive drafts developed by the WG. Furthermore, the mirror committees should be well-balanced, and ‘comprising a balance of all national interests and stakeholder categories’ (ISO 2004a:18). This should ensure that all stakeholder categories are represented at the mirror committee meetings, and if possible, all six stakeholder categories should be represented in the national delegation at the international ISO 26000 meetings. Furthermore, a number of experts can attend the meetings. These experts are either appointed by an ISO member body or an external liaison organization8, but it must be clear that he or she acts according to his or her capacity in the stakeholder category and thus not necessarily as an official representative of the national body that appointed him or her. However, the WG recommends that the nominated experts stay in close contact with the national ISO member to assure that information and the various opinions in the WG are passed on to the national body (ISO 2004a). This on-going contact between the experts and the national body is essential to reach consensus within the WG. Stakeholder Consensus within the WG has been reached at the sixth international meeting in Chile in September 2008, which enables ISO 26000 to move up in development status to stage three (in Figure 5.1) and is now a Committee Draft (ISO 2008). When the committee draft is accepted, the final draft of the international standard is prepared and all comments integrated, which enables the final voting round, where the full backing of the liaison organizations is sought before the new International Standard, ISO 26000 will be published (ISO 2004a).
7 8
See Appendix 1for a full list of SR initiatives, conventions and declarations See Appendix 2 for a full list of potential liaison organizations
ANALYSIS The analysis of the DMC is based on the 20 interviews9 conducted among 17 of the 18 members of the network and the network initiator from DS, who have worked together for up till four years on the ISO 26000 project. Some of the members have attended meetings since the beginning of the process, while others have just recently registered their organization as member of the network. The following chapter starts with a presentation of the DMC which leads to a tripartite analysis, which is structured according to the framework of the interview guide. First, the organizations’ motives for participating in the DMC are explored as it is expected that different organizations have different motives for cooperating in a standardization-network. Secondly, the network structure is outlined before the processes that take place within are analyzed. Lastly, the expectations of the members are investigated to evaluate to which degree the expected output has been realized. The tripartite analysis is a study of the different mechanisms within a network that aim at reaching a common goal: An effective and satisfying development of an international standard on SR, ISO 26000. Thus, the network must have built consensus if this goal is reached.
THE DANISH MIRROR COMMITTEE The members of the national mirror committee in Denmark have followed the development process of the ISO 26000 as outlined in the previous sections. This section, however, presents the members of the DMC, and their positions in the Danish network. The term ‘Mirror Committee’ is defined by the WG because ‘it is expected that the member bodies which nominate experts will also establish national mirror committees and that these mirror committees will establish national positions on the successive drafts developed by the working group.’ (ISO 2004a:16) Furthermore, the mirror committees are established for sharing information in the national network and exchange views on standardization projects and proposals, and thereby ‘mirror’ the development and ensure a balanced stakeholder representation. An additional task for the mirror committee is to establish the national viewpoint on work being carried out within ISO and ‘mirror’ the process both within the task groups and the WG (ISO 2006). Furthermore, the national standardization bodies are invited to nominate up to six experts to serve on the WG, one for each of the stakeholder categories (ISO 2004a). The national standardization bodies can also nominate observers, who have the right to follow the proceedings of the WG (ISO 2006). 9
The author has made one interview with each of the members, and two interviews with the network initiator and organizer, Maibritt Agger, DS.
ISO strongly encourages the national standardization bodies to form mirror committees to monitor and generate new insights for the national delegations at the international meetings. DS took this encouragement seriously from the beginning of the process, and prior to the meeting in Stockholm in 2004; DS invited 150 organizations to participate in an information meeting about ISO 26000. The 150 organizations were selected on the basis of presumed interests in the SR field. DS estimated that this approach would attract the most interested organizations, and thereby establish a solid ground for creating a mirror committee (MAI:A8). Furthermore, a ‘group of experts’ was established as a team varying from 6-12 experts, each representing a stakeholder group, who were appointed experts and observers and were expected to participate in the Danish delegation at the international WG meetings (MAI:A11). DS specifically invited organizations that had shown particular interest in the DMC, and launched a specific section on their homepage that also aimed at attracting interested organizations. Furthermore, PR activities resulted in a full-page article in Berlingske Tidende, which resulted in more press coverage. It is, however, not easy to find articles and reports within the Danish media that covers the development of ISO 26000 and the work of the DMC10. On the other hand, DS has assessed that other initiatives would attract organizations that would show more interest in the field. Therefore, Maibritt Agger, DS, hosts network forums for interested organizations and individuals (MAI:A8). However, according to some of the present members of DMC, the most effective form of recruitment for the network is a process of word-of-mouth, because the members know each other from other networks and work within the national CSR context (BBN:A60). The network was little by numbers in the beginning of the process, and according to the chairman ‘there is no doubt that as soon as it became a question of paying for the membership, many organizations decided not to participate. Many of the industry-stakeholders considered that they were already represented through DI, and for others it was a question of resources, such as working hours*’ (AGL:A18). The network has increased in number of members, and currently it consists of 18 members representing the six required stakeholder groups, and the network initiator, Maibritt Agger from DS.
10
The author of this thesis has searched for ‘ISO 26000’ in the archives of relevant newspapers in Denmark; JyllandsPosten, Berlingske Tidende, Berlingske Business, Politiken, Information, Børsen and Erhvervsbladet from 1 January 2004 till 1 November 2008, and only 3 hits were found in Berlingske Business and Erhvervsbladet
Figure 0.1 - Members of the DMC
1
The members that are underlined are experts participating internationally Villy Dyhr was previously employed at Danish Consumer Council, which he represented in the DMC. He is now an observer for the industry-group 3 Mette Boye did not participate in the case study for this thesis 2
In the light of the respondents’ answers the author has broken the network into smaller groups according to the degree of their participation. Four subgroups have been identified within the network. This division of members is important to understand the structure of the network and the processes that take place within. Figure 6.2 shows that there are very different levels of engagement among the members. Arne Jensen, Dansk Metal states that 20 per cent of the members contribute with 80 per cent of the inputs, however, he adds: ‘I do not have the feeling that anyone is left out or experience that they cannot get through with their points of view*’ (AJ:A55). The division within the network is commented upon by several members: ‘those who have become experts and participate in the international work, they have a special role, and have certain knowledge […] that others do not have*’ (KS:A36). Furthermore, Birgitte B. Nielsen, IFU, adds that ‘the experts are
more dominant since they are the ones that know what goes on in the international working group, and many of the other members only attend the [national] meetings to listen*’ (BBN:A63). Figure 0.2 - The Structure of the DMC Network
Kim Christiansen states that there is an imbalance in the network since some of the dominant members also attend other networks such as Anne G. Larsen, Novo Nordisk A/S, Majbritt Agger, DS and Birgitte B. Nielsen, IFU, who are also members of another CSR network – ‘Overskud med Omtanke’, which has given them competencies that other members do not have (KC:A46). On the contrary most respondents note that the members are on equal terms with regards to being heard while attending the meetings. Arne Jensen, Dansk Metal states that members ‘are evaluated on the basis of what they say and not on who they are*’ (AJ:A50), but he also adds that the experts are more dominant, and especially the chairman Anne G. Larsen, plays a very central role because she has knowledge from her background at Novo Nordisk A/S to draw upon. Furthermore, Kim Christiansen plays a double role since he is employed at DS and is a DN activist, and therefore knows both sides well, as he combines the NGO points of view with the basic knowledge about standardization. Kirsten Schmidt, AAU represents the consultant-perspective, which is very valuable in the network, and Arne Jensen represents the labor stakeholders (AJ:A55). Consumers have lost their strong representation since their first member, Villy Dyhr switched from the Danish Consumer Council to Dong Energy A/S and now attends meetings with a more moderate mandate, since he is no longer appointed expert for the Danish delegation at the international meetings, and thus attends as observer (KS:A35).
Most members add that the dominant members only affect the network positively since they have a good grasp of the development of the standard and also know which arguments usually work in the international forum (MHK:A68; MB:A128; SG:A108; LL:A114). Marie Busck, Danish Institute for Human Rights, adds that the dominance is well-deserved, because the dominant members have read the documents and comments thoroughly, and are better prepared because they know what happens internationally (MB:A128). The dominance is linked to the resources each organization has invested in the network; Novo Nordisk A/S has invested many resources not only through their chairmanship in the DMC, but also internationally. From the starting point they were willing to undertake the role as chairman for the international WG (AGL:A18), which ended up as a twining arrangement between the national standardization bodies in Sweden and Brazil (ISO 2006). Furthermore, Novo Nordisk A/S has contributed to the ISO Trust Fund, which enables developing countries to attend the international meeting and set up national mirror committees (AGL:A25). This large investment of resources; membership fee, trust fund donations, working hours spend on planning, preparing and attending meetings nationally and internationally is noted by many respondents as the reason for dominance which is a natural consequence of a large dedication to the project. In the other end of the spectrum, the organizations that do not invest as heavily in the DMC, accept that they are not dominant actors of the network. Claus Frier, Novozymes A/S, responds that it is a question of priorities, because attending international meetings and going deeper into the network requires extra resources, which some organizations are not willing to devote (CF:A75). The more peripheral members are aware of their position (CF:A75; MB:A127; CP:A104; LL:A115), and they do not consider it a problem for the network and their influence on the development of the standard. To understand the structure of the network that has been explained and illustrated above, it is important to remember that the group of experts is formally constructed according to ISO principles, which imply that it consists of maximum one expert nominated from each of the six stakeholder groups plus maximum two nominated observers (ISO 2004a). Some of the six experts were obvious candidates since they were the only member of their stakeholder group, whereas others like e.g. Industry, SSRO and NGOs had more members to choose from, therefore, a little mingling ensured that all interested actors were nominated experts, ‘It is not my impression that there are members [of the DMC], who wanted to attend the international meetings, but did not have the opportunity. Conversely, I would argue that we have had trouble filling the posts*’ (KS:A35).
Since ISO has dictated the structure the formal network, informal networks and lobbyism may have great importance and keeping ISO’s principles in mind, the DMC structure seems to have developed from the formal rules and into an informal network, where all members are not equally dominant, but they each have a saying in most matters. The next chapter is a thorough analysis of the DMC, the motives of the members, an identification of the network structure, and the processes that take place within, and finally, the members’ expected and realized output. The tree parts of the analysis each represent a building block for analyzing the network with regards to the motives, processes and output to evaluate consensus building in the network.
PART I: THE MOTIVES The first part of the analysis is an exploration of the motives that the DMC members have for participating in the network. This section sets out to explore the motives of the 18 members of the DMC network. The aim of this section is first of all to clarify the various motives the different members have for network participation, and furthermore to find out whether these motives vary across stakeholder groups. Therefore this section takes another step towards finding the answer to the problem statement of this thesis by answering the following question: Which motives do the members have for participating in the DMC network and do these motives vary according to stakeholder group? The different organizations represent different stakeholder groups, thus it is difficult to imagine that organizations as different as the Institute of Human Rights or the labor-union Dansk Metal have the same motives as companies like Carlsberg Breweries A/S, Coloplast A/S or Novo Nordisk A/S. However, Maibritt Agger at DS, who is initiator of the DMC, states that for all members of the DMC it is both the end product in shape of the standard and the network in itself that are important motives (MAI:A8). For example, Kirsten Schmidt, AAU states that being a part of the network is ‘an investment in knowledge […] and people, I would like to work with and a network I would like to maintain*’ (KS:A34). This statement is complemented by Birgitte B. Nielsen, IFU: 'I want to be a part of the process, because it means a lot to get an international network [...] In my job I need to
know about the international agenda, and I get this knowledge through the ISO co-operation*' (BBN:A64).
MOTIVES ACCORDING TO STAKEHOLDER GROUP Each organization belongs to one of the six stakeholder groups, and therefore it is interesting to investigate whether or not the different stakeholder groups have different motives for participating in the network. First, it is important to explore whether or not the organizations in a specific stakeholder group have similar motives or if these also vary among the individual organizations. Therefore the following section explores the members’ motives, first to find out if these are mainly individual motives, and secondly, to find out whether they vary according to stakeholder group. Industry The industry stakeholder group consists of the following eight representatives; Anne G. Larsen, Novo Nordisk A/S; Villy Dyhr, Dong Energy A/S; Claus Frier, Novozymes A/S; JAnda Campos, Carlsberg Breweries A/S; Annemarie Meisling, DI; Christian Honoré, Coloplast A/S; Jes Faltum, Lego System A/S and Lars Ludvigsen, PR Partner. These organizations are very different when looking at management, products/services, organizational structure, employees etc. However, their motives for participating in the DMC are quite similar. Anne G. Larsen states that Novo Nordisk A/S’s motives are based on the fact that they as a company have practical experience with SR. She adds that it is not because the company is in desperate need for a standard, but rather because they believe in the partnership element and in stakeholder engagement. Novo Nordisk A/S has a strong reputation, at least in a Danish context, and along with their SR-experience they want to support the development of the standard by adding their reputation, experience and resources (AGL:A18). Dong Energy’s representative has a special role in the network since he started as consumer representative, who also participated internationally in the early beginnings of the standard because he represented Consumers International in the SAG which examined whether or not ISO should develop a standard in this field (VD:A70). Therefore, Villy Dyhr has both personal motives along with the motives of his organization, Dong Energy A/S. Villy Dyhr used to be a very active member, but he switched job and became member of the industry stakeholder group, of which Anne G. Larsen was nominated expert. Therefore, Villy Dyhr cannot attend the international meetings as Danish expert, but since the Danish delegation had a vacant observer position, he attends the international meetings as observer (KS:A35). About his position in the DMC he notes that he does not try to dictate the course of the development, but that he just follows it and adds his opinion
when needed (VD:A70). Furthermore, he adds that he convinced the management at Dong Energy A/S to let him continue his work in the DMC, because he wants to participate in the network. It is important for Dong Energy to know what happens and when it happens, and since Villy Dyhr has been part of the development since the beginning he thereby gives his company a chance to influence the standard. However, he does not mark the network significantly, but attempts to keep the development on track and thereby ensure that Dong Energy’s interests are taken care of (VD:A70). Claus Frier, Novozymes A/S’s representative adds that Novozymes A/S like Dong Energy wants to know what goes on in the SR field. Therefore the company has a strong interest in following the development and the national and international discussions, because these express the line of thinking about SR, which Novozymes A/S can learn from. The company is already highly engaged in SR, and ‘standards and common guidelines have always been a significant corner stone when talking about CSR*’ (CF:A74). Since Novozymes A/S like Novo Nordisk A/S has a strong SR profile, the company has great interest in a standard that follows the line of thinking of their organizations (CF:A74). Janda Campos adds that her organization, Carlsberg Breweries A/S, wants to be a part of a network that gathers the different initiatives and thereby create transparency about SR. Carlsberg Breweries A/S wants to take part in the development of a global standard that is acknowledged worldwide. Furthermore they have decided to participate in the network to be aware of what goes on in the SR field (JC:A84). Her predecessor in the DMC network, Knud Hedeager, adds that ‘Carlsberg participates in the [net]work about ISO 26000 to exchange knowledge and experience with other companies and organizations. It should promote the development of guidelines and tools, which can create an optimal frame for organizations’ practical work with [C]SR*‘ (DS 2006:12). In addition, Christian Honoré from Coloplast A/S states that he attended the network of two reasons: partly, because Coloplast A/S wants to contribute to the development of new standards, as this is a part of their CSR strategy, and partly because they want to follow the development and try to influence the standard to ensure that it fits with Coloplast A/S’s already established CSR strategy (CH:A88). DI assesses that it was very important to participate and influence the process. Annemarie Meisling, DI, adds that ‘fundamentally, it was an important work that [we] wanted to take part in, and try to influence*’ on behalf of the Danish business community (AM:A95). Lars Ludvigsen, the director of PR Partner, has slightly different motives than the rest of the group, because he wanted to learn about the discussion of terminology between CSR on one hand and sustainability on the other. SR was a field that consisted of various schools and unclear terminologies, and Lars Ludvigsen wanted to learn how the Danish network would define and work
with SR. His motives were personal, since he wanted to learn more and thereby be able to advise his clients about SR and how to communicate about it (LL:A112-113). Lego System A/S’ motives on the other hand were similar to the first group of industry stakeholders, because Lego System A/S already works with other types of standards, which made it natural for Lego to participate in the network. They wanted to influence the development of a global standard that would ease their cooperation with suppliers, and furthermore to make it easier for the company to audit and report on SR (JF:A121). NGOs There are four representatives in the NGO stakeholder group; Kim Christiansen & Christian Poll representing DN; Sarah Gregersen, R-92 Gruppen and Marie Busck, Danish Institute for Human Rights. Kim Christiansen is employed at DS and is a DN activist, and his motives are most importantly to make sure that the environment is taken into consideration in the standard. He has a lot of experience with standardization, which makes him an obvious candidate for the group of experts (KC:A44-45). Christian Poll, the second representative from DN, adds that his organization has been generally active within standardization, and since the 1990s it has been one of the organizations that have pushed for more environmental aspects into standards both regionally on European level and nationally in Denmark (CP:A102). Sarah Gregersen represents R-92 Gruppen, which is an umbrella organization representing around 20 organizations (KC:A45). R-92 Gruppen is an environment- and development organization and therefore it was obvious for the organization to participate in the DMC network, since some of its members already were engaged in other CSR networks (SG:A108). Danish Institute for Human Rights has worked with CSR for quite some time, and when they discovered the DMC network they decided to participate mainly to follow the development of the standard (MB:A125). All NGOs agree that they have chosen to participate because they want to learn about the standard and the development within the SR field, and furthermore they argue that they have specific knowledge, which they can add to the discussions in the DMC and the development of the ISO 26000 (KC:A44; CP:A102; SG:A108; MB:A125). Government The government stakeholders are Birgitte B. Nielsen, IFU and Mette H. Kristensen, Danish Commerce and Companies Agency. Birgitte B. Nielsen from IFU have been member of the DMC network since the beginning, and have attended the majority of meeting both nationally and internationally, whereas the latter organization has only been very active during the last year
(BBN:A61). Birgitte B. Nielsen has previously attended other standardization networks, and therefore she was an obvious candidate when IFU chose to participate in the DMC. She participates in the network because she has a lot of experience with and interest in standardization. Her job is to maintain IFU's CSR-policies and by being part of the ISO 26000 development process through the group of experts, she gains access to an international network, experience and knowledge about the international agenda on SR, which is valuable for executing her job (BBN:A64). The Danish Commerce and Companies Agency has slightly different motives and as their representative Mette H. Kristensen notes: ‘E&S (Danish Commerce and Companies Agency) entered [the network] to keep us informed about the standard to begin with*’ (MHK:A67). The second motive for the agency is to attract attention to Denmark’s promotion of CSR by becoming hosts of ISO’s last WG meeting (MHK:A67) in combination with an international summit for sustainability in 2010 (E&S 2008a). Labor There is only one labor representative in this stakeholder group; CO-Industry represented by Arne Jensen, Dansk Metal. Dansk Metal has previously participated in networks developing management standards, and Arne Jensen has worked with environmental standards and occupational health and safety management, and therefore, Dansk Metal chose to participate in the development of an SR standard. Arne Jensen represents Dansk Metal on behalf of CO-Industry in the DMC, whereas all national labor organizations are represented by the International Labour Organization at negotiations at the international meetings (AJ:A50). Consumer The consumer stakeholder group has only one member, Danish Consumer Council, but they have had a high turnover of staff, and therefore their representation has not been stabile, and they have not participated in interviews conducted for this thesis. The previous consumer member of the DMC, Grit Munch, who recently left her job at the Danish Consumer Council and therefore is no longer member of the DMC, stated in the information brochure from DS about ISO 26000: ‘As a private consumer it is […] impossible to see through the production conditions behind the many thousands of products we are introduced to unless we receive help from different tools. A standard would be an important part of the development of such tools. Therefore, The Danish Consumer Council has actively joined the [net]work in order to influence the coming standard to make sure that also the consumers’ interests are looked after in the standard*’ (DS 2006:8). According to this
statement, the consumer stakeholder group has two important motives for participating in the network. First of all, they wish to influence the development of the standard to ensure that consumer interests are managed in the standard, and thereby make sure that consumer interests and other stakeholder groups’ interests are equally important within the scope of ISO 26000. Secondly, the Danish Consumer Council wishes to help develop a tool that helps to create a more transparent shopping situation for the consumer by creating a standard that provides a label that consumers can trust, which makes it possible for them to see through it and become assured that ethical considerations have been made and that the products marked with this label have been produced under decent production conditions. Therefore, the consumer stakeholder’s motives are based upon the wish for a trustworthy standard for consumers worldwide.11 Service, Support, Research and Others (SSRO) There are two representatives from the stakeholder group representing SSRO; Trine Erdal (TE) from FORCE Technology who entered the DMC in 2005 and Kirsten Schmidt (KS) from AAU who has been a member of the DMC since the beginning. Trine Erdal notes that FORCE Technology chose to participate in the network because SR is of high interest to the company and therefore they are willing to invest substantial resources in gaining access to the network and influence the development of the standard (TE:A78). According to Trine Erdal there are two interesting approaches for FORCE Technology: ’One is the management system approach – despite the fact that ISO 26000 is not a management standard. FORCE Technology is already engaged in other management system standards including quality, environment, occupational health and safety etc. Therefore it was obvious to follow the development of this standard. The other approach is sustainability, which is interesting from a thematic angle, which has got to do with the specific topics that are included in the standard*’ (TE:A78). Kirsten Schmidt, AAU, who originally started as a representative for FORCE Technology, seconds the motives described by Trine Erdal above. She adds that FORCE Technology is a consultancy, which aims at selling services within this area, and therefore they expected to gain knowledge and influence that would be beneficial for the company in future (KS:A35). She adds that AAU would not have attended the network if she wasn’t already member when she shifted job, but she convinced the university that it would be beneficial for an educational institution to gain knowledge about the standard, because SR is a 11
It must be noted that this section is not based on an interview, and therefore one could imagine that there would be other motives for the Danish Consumer Council or maybe personal motives for its representative for attending the network
research field, which has experienced growth the last decades. The university is a ‘knowledge institution’ which aims at gathering knowledge and distribute it to the students and therefore, Kirsten Schmidt hopes that being part of this network would lead to more education, work shops and research alliances (KS:A39). The motives of the SSRO representatives vary, mostly because this group represents the ‘rest’ who may have very different motives for entering a standardization network. FORCE Technology participates because they, as a consultancy, expect to integrate this standard in their current portfolio of management system standards. AAU’s motives are different; they would not have entered the network if Kirsten Schmidt was not already a member, however, she argues that the university as a knowledge institution can use her membership to broaden their educational field on CSR.
SUMMARY OF PART I: THE MOTIVES Part I presented the motives of the different members of the DMC, and therefore the section has sought to answer the following research question: Which motives do the members have for participating in the DMC network and do these motives vary according to stakeholder group? The motives are very different not only across stakeholder groups but also between the individual organizations. The industry stakeholders have similar motives, which includes the desire to learn from other industry representatives and obtain information about the international SR agenda. A second motive is to influence and learn about the content of the standard to make sure that it can be integrated with the CSR strategies that the companies already have. The NGOs have different motives from the industry stakeholders because their primary motive is to make sure that their specific cause is maintained in the standard. The government stakeholders’ motives are similar to the industry stakeholders’ motives because they want to learn about the international agenda and get informed about the development of the standard. Furthermore, Birgitte B. Nielsen, IFU, wants to establish an international network, whereas the Danish Commerce and Companies Agency wants to attract the next ISO meeting to Denmark. The labor stakeholder wants to be part of the process because it was an obvious choice, because Arne Jensen has much experience with standardization. The consumers want a global trustworthy tool and a common language and thereby make sure that the consumers’ interests are looked after in the standard. The motives of the SSRO representatives
differ not only from the motives of the other stakeholder groups but also within the SSRO group, because FORCE Technology wants to make the standard fit into their business unit, whereas AAU wants to use the knowledge gained from the network to extend their educational field. Concluding; Part I presented the various motives and has shown that they vary across stakeholder groups. The findings show a high level of differentiation of the motives, which makes consensus more challenging to reach.
PART II: THE NETWORK STRUCTURE AND PROCESSES The second part of the analysis investigates the processes that take place within the DMC network and to evaluate the parameters that are critical for consensus building. The first section of Part II provides an illustration of the network, which leads to an identification of the density and centrality of the network. These two concepts explain the network structure, which is the basis for further analysis of the processes and the evaluation of level of consensus according to eight critical success factors identified by Kickert & Koppenjan (1997). This is done to evaluate how these ten factors are accommodated within the complex network. Therefore, Part II of the analysis provides input to answer the problem statement by answering the following research question: How is the DMC network structured and how are the parameters of consensus accommodated in the complex network?
NETWORK STRUCTURE The following section identifies the network structure, and for that purpose Rowley’s (1997) terms Density and Centrality are used to provide an overview of the structure, and furthermore, creates a base for further analysis of the processes that take place within the network. Figure 6.3 shows the complex network, and as illustrated there are many ties between the various members:
Figure 0.3 - The Complex DMC Network
Inspired by Rowley (1997) Figure 6.2 shows an illustration of the complex network of the DMC members. The figure shows that the chairman, Anne G. Larsen (illustrated as the large blue circle), has ties to all other members of the network, furthermore, the experts (shown as the medium-sized circle with different colors according to their stakeholder group) have ties to all other experts and that they have ties to ordinary members from the stakeholder group they represent. In addition, there are ties between all members from a particular stakeholder group, and furthermore, some members have ties to each other because they are involved in other networks or forums, and therefore have ties across stakeholder groups. Density Network density defines the interconnectedness of relational networks and an organization’s degree of resistance to pressures from the surroundings (Oliver 1991). Network density is used in SNA and in stakeholder theory to describe the structure of the network. As network density increases, communication across the network becomes more efficient, as more ties facilitate information exchange between members of the network. In more sparsely connected networks members may
become isolated, and therefore information flows become more unstructured and inefficient. Furthermore, Galaskiewicz & Wasserman (1994) argue that when the ties in a network are extensive, actors form similar patterns of behavior, and therefore, when networks become denser, behavior becomes more similar across networks. Calculating network density using Rowley’s (1997) formula, this particular network equals a density of 0.512, which is neither considered high nor low. As illustrated in Figure 6.2 above the experts has close ties to each other, and furthermore they have ties to other members from their stakeholder category. In addition the figure shows that the industry has ties to each other, as noted by Kim Christiansen as a fraction, coordinating agendas (KC:A49). The NGOs experience a similar situation, since they to some extent also coordinate their agendas. (SG:A110; CP:A105; KC:A49). There are 86 ties; and especially the close ties between the experts, and the coordination between stakeholder groups result in the large amount of ties. Since the network is very complex, but consists of organizations from within the same national context, it seems reasonable to believe that the density is considered to be higher than actually reported due to the fact that many members attend other networks as well (KC:A45; CF:A77). Therefore, it can be concluded that the density in this network is considered high using Rowley’s terminology. This implies that the members of the network has a high ratio of ties between them, which creates more efficient information flows across the network, and also enhances the formation of coalitions in the network, which strengthens the homogeneity of the network, and also makes unified members with similar behavioral patterns (Rowley 1997). Centrality Whereas density characterizes the network as a whole, centrality describes the individual member’s position relative to the others. Centrality measures the central member’s direct ties to other actors, the independent access to others, and control over other members. As Figure 6.4 above illustrates, the chairman of the DMC is tied to all the other members in the network, and therefore, her position is considered central, which in Rowley’s terms result in a high centrality. Thereby the centrality of the chairman’s position in the network is illustrated in Figure 6.2, which is also supported by most of the other members of the network during the interviews. The chairman, Anne G. Larsen from Novo Nordisk A/S is the central actor within the network (KC:A54). In cooperation with Maibritt Agger from DS she sets the agenda for the network and controls the meetings (MAII:A13). She maintains the position as chairman, ‘who tries to set the necessary agendas*’ (VD:A71) and control 12
Density is calculated as the number of possible ties within the network divided by the number of actual ties (Rowley 1997). For this network the density is calculated as 86/171=0.503
the structure of the meetings (JF:A121). Commenting on the chairman, Annemarie Meisling adds that ’she is very good at managing the process even though it is very difficult, and in that way she makes sure that we cover all the subjects we have planned and at the same time she makes sure that people feel that they have been heard*’ (AM:A96). Therefore, the chairman is in a central position and is linked to all other members, which indicate that the centrality of the DMC network is high. The combination of high density and high centrality of the network result in a structure, where the members have shared expectations and where information exchange between the members is easy. However, due to the high centrality the information that is exchanged is controlled by the chairman and the secretary because they are the direct links to ISO, and therefore they control the information flow. In a highly dense network stakeholders are able to constrain the central actor, whereas in a network with high centrality the central actor has control over other actors and are able to resist stakeholder pressure.
NETWORK PROCESSES The network processes are analyzed through eight critical success factors, which provide a framework for analysis. The processes that take place within the network are very complex, and therefore it is necessary to analyze these within a framework to obtain an overview of the processes, which is why this particular framework is chosen. The following sections will guide the readers through eight factors that are critical for consensus building and thereby analyze the processes that take place within the DMC to evaluate consensus building in the network. The Number of Actors A common understanding is that the more members a network has, the more difficult it becomes to reach agreement. This is, however, also a common misunderstanding since the number of actors is not the crucial factor which promotes cooperation within networks. Of course, network management is not a case of ‘the more the merrier’, but rather of finding an adequate number of actors (Kickert & Koppenjan 1997). The DMC network consists of the secretary from DS, Maibritt Agger plus 18 members, of which 17 have agreed to participate in the case study. At the DMC meetings it is, however, of great variation how many members actually show, but at most meetings participation is around 15 people, which is acceptable according to Maibritt Agger (MAII:A14) and makes it possible for every member to contribute to the plenary discussions. Therefore, 15 members from different stakeholder groups may be sufficient when receiving mixed inputs and different comments from the various stakeholders, which is very important to ensure a multi-stakeholder
process. Therefore, it is important that all stakeholder groups are represented at the meetings, nationally and internationally (MAII:A14; VD:A70; MHK:A67; CF:A74; AM:A95; CP:A102; MB:A125). There is a common notion from all members that the network could be of broader representation, but as Claus Frier, Novozymes A/S notes ‘I would argue that it is the right organizations […] There are both ‘green’ organizations and development organizations, industry-organizations and single organizations, one could almost not demand the network to be broader represented*’ (CF:A74). However, most members note that the network is not optimal; in the current situation, the consumers have lacked representation for a while, which has also affected the outcome of this thesis, since they have not agreed to participate in an interview. Due to a high turnover of staff the consumer representative has not attended the last few network meetings, and did not take part in the international meeting in Chile in September 2008 (MAI:A14). This situation has restricted an optimal network, since one of the main goals is to include all stakeholder groups (ISO 2004). Some members note that the network does not include as many members as could be wished for, but the fact that all stakeholder groups at some point have been represented must be considered a serious step towards full representation (KS:A34). However, as Kirsten Schmidt, AAU, notes some of the stakeholder groups are represented by larger number than others, and especially the industry group has strong representation compared to the other stakeholder groups (KS:A34; JF:A121). Most of the members note that the number of actors within the network is not adequate, and that there will always be room for more members. Maibritt Agger, DS, responds that there is a lack of SMEs in the network, which would create another forum for discussion since SMEs have another focus than the global companies, which already have strong CSR-profiles and know what goes on in the field (MAII:A12; CH:A91; KC:A45, TE:A78). The network started off on a broad basis, but there is no doubt that when it came to the point where members had to pay to participate in the network, a lot of the interested organizations abandoned the initiative (AGL:A18). Furthermore, many of the industry-stakeholders meant that they were already represented by DI, and therefore many, especially industry stakeholders, decided not to participate after all (AGL:A18). Other members note that the network is getting closer to reaching the optimal representation, because it is much broader, than it was in the beginning. It is, however, peculiar that it is the usual crowd. It is the same organizations that always take part in networks such as this (BBN:A60). Others note that there is a lack of NGO representation (JC:A84; SG:A108), even though R-92 Gruppen is an umbrella organization representing 20 NGOs. However, Kim Christiansen, DS and DN, expected to see more
international NGOs such as Amnesty International, Friends of the Earth and WWF to be a part of the ISO process, and represent their national organizations in the mirror committees (KC:A45). Arne Jensen, Dansk Metal adds to this perspective: ‘Ideally, the group is not optimal; it should be considerably larger than it is. We especially miss representation from the NGO perspective, as I gladly saw turned out in larger numbers, because there are some NGO points of view that are not put forward because they are represented by the DN and one single human rights organization*’ (AJ:A50). He also states that he is disappointed by the representation of industry stakeholders since it is only a few companies from the production-sector and none from the service sector. Furthermore, Kim Christiansen argues that some of the industry-locomotives, like Novo Nordisk A/S and Coloplast A/S are represented, but the network could have been broader seen from the industry-perspective (KC:A45). Other organizations are only registered as members, but have never attended meetings (MAII:A12). Furthermore, PriceWaterhouseCoopers and Rambøll Management participated in another Danish CSR initiative; ‘Overskud med Omtanke’, but have decided not to participate in the DMC, which may seem a little strange (KC:A45). The main problem is the level of resources membership requires, this does not only include the yearly fee of 22.500 DKK, but also the amount of working hours required to keep track of the development of the standard. Arne Jensen from Dansk Metal concludes ‘You cannot force people to attend a committee, especially if they are expected to pay for the membership*’ (AJ:A50). Even though many members argue that the network is not sufficient neither in number nor commitment, then many respondents argue that the group is broader than in many other countries (VD:A70; MB:A125; CP:A102). Birgitte B. Nielsen, IFU, adds that in comparison with other countries Denmark’s stakeholders are relatively well represented, but with regards to Danish traditions for involvement of all interested parties, the DMC is under-represented (BBN:A61). All stakeholder groups are represented, however, many members express their concerns for the broadness of the groups, which show that the process has not been sufficient in attracting members and therefore the network has suffered from missing representation, which influence the processes in the network. Birgitte B. Nielsen, IFU, adds that it is difficult to engage people in the process; they usually wait for the result and a chance to criticize it rather than taking part from the beginning, and thereby making sure that their viewpoints are represented (BBN:A60). Furthermore, she notes that the Danish government, represented by the Danish Commerce and Companies Agency has been
surprisingly invisible in the process, and only recently have they shown interest in the network and the ISO 26000 standard. Recently the Danish government has included the standard in their CSR Plan of Action, which was introduced in May 2008 (E&S 2008a). The Danish government has undergone a three-year development phase, in which their representatives have changed their attitude towards CSR, and have discovered that CSR is not just a subject for companies to take care of, but also an opportunity for the governments to play a role. Now that also the government has chosen to take active part in the network, the DMC is fairly well represented, especially compared to Mirror Committees in other countries. However, if one should consider the Danish tradition for involvement of all parties, then the DMC is not well represented (BBN:A60). To sum up, according to the members of the DMC the network does not have its ideal structure and composition. First of all, the network should be broader by including more stakeholders from each of the six groups, and especially the groups with only one representative. Secondly, the network should include more NGOs, both nationally and internationally, and there is also a lack of SMEs that are currently only represented by DI, which also represent larger companies. However, most members agree that the network has developed in a positive direction, since it has become broader than it was in earlier phases and also because the level of engagement from the government stakeholder group has increased substantially. However, the number of actors in the network cannot be considered optimal; but it has been improved, which may result in a higher degree of consensus in the network. Diversity within Networks The complexity of networks finds expression in the multiformity of the members, therefore consensus depends on the extent to which efforts to influence networks take account of the diversity of the network and the members within (Kickert & Koppenjan 1997). As previously described the members are divided into four groups according to their commitment to the network (see section 6.1). This division represents diversity to a lesser degree, because some members have achieved a special role, and thereby hold specific knowledge about ISO 26000 that other members do not have. Therefore, it becomes evident that there is a certain level of diversity among the members of the DMC, since the experts have more knowledge about the details of the standard and has developed a tighter relationship (AJ:A51; JF:A121; LL:A115). Furthermore, Lars Ludvigsen adds that the members are not equal, because the chairman is very skillful and dominant, and seems a little more competent than the rest of the network (LL:A115). According to members that are not part of the
group of experts, this diversity does not cause problems, and in fact they argue that all members are valued equally even though they do not participate internationally, and they assume that the experts value the fact that they have a supportive base (CF:A75). Contrarily, there are some very competent members from the industry group that are not nominated experts, but handle SR issues in their everyday life at work, which is why they have specific knowledge in regards to this (KS:A36; KC:A46). There are some organizations that represent specific interests like human rights or the environment. Of course, they have specific knowledge in these areas, yet others have specific knowledge about developing standards, and yet some have company-specific SR knowledge. The individual organizations speak from specific positions, and therefore certain issues have different value for the different members (CH:A89). At the meetings, the industry representatives are very active, but their goals are slightly different, since some represent front-runner companies, who already are highly engaged in SR and pressure for a strong standard, whereas DI is more withdrawn in their ambitions (KC:A46). The division is evident, though, which implies that there is certain diversity, especially between the experts and the rest of the members. The first have more specific knowledge about processes, context and content of the standard (AM:A96; VD:A70; KS:A36; KC:A46). There is also diversity within the network since most members know each other in various ways (see Figure 6.2) and the members also engage in other networks that give them specific knowledge and competencies that other members do not have access to (CF:A78; KC:A46). According to Birgitte B. Nielsen, IFU, Denmark has a tradition for decision making based on consensus in many circumstances (BBN:A63). The members of the network are used to work within this context. Therefore, they listen to each other, and negotiate on how all groups can achieve what they want simultaneously and thereby make sure that all members are satisfied with the solution, or at least consider it acceptable for all parties (KS:A36). In addition to this, Denmark is a welfare state, and therefore, many of the SR issues are already integrated into Danish society, which is why ISO 26000 does not inflict with any Danish laws or regulations compared to other countries, where SR issues are not integrated in national laws (BBN:A63). The fact that Danish society is based upon consensus means that imbalances between members occur, but relative to other mirror committees the members of the DMC appears united and equal; the members are valued mainly according to what they say and to a lesser degree according to their title or position within the network (AM:A96; CP:A104; SG:A108; MHK:A67; KC:A46; MAII:A14; TE:A79). This implies that the members in the network are equal and that the tone they use among themselves is very informal. Thus, the DMC appears as one unit, and not as separate individual stakeholder
groups (BBN:A61), and therefore the diversity of the network does not cause trouble for the network to reach agreement, which is why it can be concluded that the network has efficiently managed the diversity within, which creates a sound level for discussion among the diverse members of the DMC. Closed Nature of Networks Closedness represents an important issue regarding the success of a network. The concept of closedness refers to the way networks process the inputs provided by the surrounding environment. While coping with disturbances from the surrounding environment closed networks refer only to themselves, and in such situations network management opportunities are limited (Kickert & Koppenjan, 1997). The DMC network is not characterized by closedness, the members attain their information and inputs from various sources, since they come from very different situations and positions in companies, NGOs, governmental institutions, labor organizations or educational institutions and consultancies. Meetings are scheduled 3-5 times a year and the members participate on different levels of engagement (DS 2006), which means that the members only see each other randomly, which decreases closedness of the network. However, many members argue that since the network has existed for more than three years, the members, and especially the experts know each other well (KS:A36; AJ:A51), a fact that increases the closedness of the network. Contrarily, the ‘ordinary’ members, who do not participate internationally, state that they receive their inputs from other networks and sources (CF:A78; AM:A97; TE:A81). There are several initiatives in a Danish context that require attention from the members of the network. The Danish Ministry of Economic and Business Affairs has established the initiative ‘CSR Kompasset’ in cooperation with DI and the Danish Institute for Human Rights (DS 2006), and The Danish Commerce and Companies Agency have initiated ‘Overskud med Omtanke’13, a project in which both IFU, DS and Novo Nordisk A/S took part, which have given them a network and competencies that the rest of the DMC members do not posses (KC:A46). Furthermore, another initiative concerning CSR and corruption has been established, which includes some of the members of the DMC (DS 2006). In addition, the Danish Institute for Human Rights has established a project called ‘Human Rights & Business’ as a close cooperation with DI and IFU (DS 2006:14). These different initiatives and networks imply that the members of the DMC receive inputs from various sources, and therefore the network cannot be characterized by closedness. 13
’Overskud med Omtanke’ was terminated December 2007 (E&S 2008b), however the participants have benefitted from the network, and inputs are not terminated even though the project is no longer operating.
On the other hand, the network is initiated by Maibritt Agger at DS, who has asked Anne G. Larsen, Novo Nordisk A/S to chair the network, which means that management of the network is shared between the two organizations (KC:A45). However, Maibritt Agger, DS, states that she, besides being the initiator, takes care of the practical tasks (MAII:A12), whereas the chairman runs the meetings (KC:A45; LL:A115). According to most members, the network is organized well and the members seem very engaged in the network (MHK:A68). The process have been long and very text-intensive, which may seem difficult to manage, but the impression of the members is that the network has been run well (TE:A79; CH:A90; JC:A85; CP:A104-5; MB:A126). This structure enables the network to cope with disturbances from the surrounding because the members receive their inputs from various sources and bring them into the network. Villy Dyhr, however, states that the network is very loosely linked, there are many issues to discuss, and the chairman tries to set agendas and manage the network (VD:A71). To sum up, even if there are some differences between the perceptions of the different members, the network is not considered closed, but rather open to inputs and capable of coping with disturbances from the surrounding environment. Conflict of Interests The absence of sharp conflict of interests is considered a precondition for the success of a network. In situations where interests clash, reaching consensus may seem impossible. Therefore, the scope for finding a joint solution is far greater than may be inferred from the reference to conflict of interest, because interests are not an objective fact but are defined by the members in the course of interaction processes (Kickert & Koppenjan 1997). The author expected that a network consisting of very different stakeholders with very different positions to SR would result in a high degree of conflict of interests. However, the case study has shown that this is not the case for the DMC network. The members of the network have responded that they have not experienced many conflicts between the different members. Few have experienced fractions, and even the expected traditional conflicts between labor organizations and industry, or large, global companies and SMEs, or industry and NGOs, have not occurred in this network. Certification is one of the issues that the DMC has agreed to work for internationally (CP:A107), however, the Danish delegation have not succeeded achieving this task since the standard is not created for certification, but is only a guidance document in its current version. There is certain concern among the SMEs that if the standard becomes more than a guidance document and becomes an actual standard ready for implementation and certification, then it will also become a
requirement that they follow the guidelines of the standard, which will be costly for SMEs that have not wholly developed CSR strategies compared to the global companies (AGL:A25). Contrarily, the large global companies in the network agree that they want at standard, which will give them a certificate. Since no one knows the final version of the standard, the companies are reluctant to proclaim whether or not they plan to implement the full standard or only parts of it. However, they all agree that they will definitely look at the standard, and use it, if is seems appropriate to align it with their already established CSR-strategies (JF:A123; AGL:A30; CH:A93). The members of the DMC argue that the conflicts of interests have decreased after it became evident that the standard was only going to be a guidance document and not a standard for certification. The traditional conflicts between NGOs and industry concerning the environment and environmental management are not an issue for the DMC network (AGL:A26). Most of the companies in the industry stakeholder group are already certified according to environmental management systems like ISO 14000, and are considered front-runner companies in this area as well as in CSR, and therefore the NGOs and companies do not experience differences in opinion concerning these issues (VD:A70; CH:A88; AGL:A32). Of course, there is a difference in the radicalism of the effort put into environmental management, and of course the DN and R-92 Gruppen would like the companies to do even more for the environment, and the Danish Institute for Human Rights would like the companies to do more for workers rights, child labor or general human rights. These are not issues in Denmark, because of the welfare state and the strong regulations, and therefore these conflicts of interests are not subject for heavy debate, since the organizations agree on the topics in general (BBN:A47; CH:A91). It is, however, issues that Danish companies must consider when engaging with other companies worldwide; and especially when engaging with suppliers in developing countries. The lack of conflicts of interests will be covered more thoroughly in the discussion of this thesis (chapter 7), but this section will briefly cover the agenda setting. During the interviews the members of the DMC were asked whether each organization has its own agenda or the network has a joint agenda. The answer was clear, first of all the network through interaction has developed a joint agenda, which the experts bring to the international meetings. Contrary to most other mirror committees the DMC send jointly designed comments on the working drafts to the WG (AGL:A29; KS:A39; AJ:A55; TE:A81). Secondly, some members note that they, of course, have their own agendas as well (MHK:A69; VD:A72; JC:A86; CP:A105), but the main goal is shared among all members; to take part in the development of the best possible standard that includes all relevant
issues and is viable and useful, when organizations seek to integrate it into their existing management systems (KC:A49; MAI:A10). To sum up, one of the preconditions for consensus is met since very little conflicts of interests have been identified in the DMC network. Costs of Network Management There are costs involved in network management, and the higher these costs, the fewer members will be inclined to take the role upon themselves. Therefore, the success of a network depends partly on the way in which the costs are implemented (Kickert & Koppenjan 1997). The DMC secretary, Maibritt Agger notes that at the first information meeting 150 interested organizations participated, but as soon as membership fees were introduced most of these organization were not as interested as before (MAI:A9). Therefore, the DMC currently only consist of 18 members, but only the industry, government, labor, and SSRO stakeholders pay membership fees, whereas the consumers and NGOs’ fees are covered by DS (MAI:A8). The chairman’s company Novo Nordisk A/S has also agreed to make donations to the ISO Trust Fund (AGL:A21), which is established to support experts and observers from developing countries, to ensure that all stakeholders are represented at the international meetings (MAI:A10). The cost of membership is therefore even higher for the chairman’s company, but since they have agreed to chair the network, they have considered these costs appropriate (AGL:A20). The financial costs of participation appear as an important factor and according to some members, these costs are very relevant to discuss (BBN:A61; AJ:A50). It seems inappropriate that organizations should pay to participate with their specific knowledge and help develop a standard, that ISO at some future point in time may use for certification and thereby use it as a source of income (AJ:A50; BBN:A61). However, the organizations in the DMC have considered the costs of participation and have found it acceptable compared to the output they expect to gain from participation. There are other costs involved with the membership other than financial, because many members note that they spend many working hours preparing and attending meetings (AGL:A24; KS:A38; KC:A48; BBN:A63). Especially, the experts invest heavily in the membership. For some experts their costs are not covered by their organizations. They have to seek funds elsewhere if they want to participate internationally, and one of experts notes that he had to use a week of vacation at one of the international meetings (KS:A38). The ‘ordinary’ members, who do not take part internationally, also respond that they invest a lot of resources in the network, and that it is important for them to be at the meetings, and be prepared even though it involves a lot of working hours to read through the
massive load of documents (AGL:A24; KS:A38; TE:A80). The number of actors have decreased since the first information meeting, however, the members in the network today, are therefore more engaged (some more than others) and have considered the benefits larger than the costs of the resources they have invested in the membership. To the question: ‘Has it been valuable for your organization to participate in the network?’ all members have responded positively, and thus the conclusion must be that they have evaluated the network and found the financial and human resource investment appropriate compared to the output, they have received from being members of the DMC (Appendix 8-24). Concluding, the implementation of the costs of participating in the DMC network most be considered sufficient, and therefore this critical factor is sufficiently met when considering consensus building in the network. Political and Social Context The role of the political and social environment of networks has been stressed as an important and
critical factor to the success of the network. These two factors may underpin the course of the interaction processes within the network, but they may also serve as disturbing factors. It is essential for the success of networks that it reflects the network environment and confronts the members with perceptions from the outside world (Kickert & Koppenjan 1997). This factor is linked to another critical success factor of network management, namely the diversity of the network (see section 6.3.2.2), in which the Danish context was discussed. The democratic tradition and search for consensus were mentioned as one of the conditions for the lack of direct conflicts of interests. Furthermore, ISO’s international context and the international meetings, which some of the experts attend, are also a factor the DMC is highly dependent on, since the international agenda sets the framework for the discussions in the national network. There are many conflicts at the international meetings, mostly between the stakeholder groups and between countries dependent on the size of the country, the cultural background, development stage etc. (MAI:A10; KS:A43; AJ:A56), but these conflicts have not been reflected in the Danish network. The international conflicts of interests have resulted in a weaker standard, e.g. since the experts and observers have not reached an understanding about creating management standard, but only a guidance document on SR (KS:A42). However, many of the Danish members state that they expect other certification bureaus to use the standard for certification (MAI:A9) and Maibritt Agger notes that DS will develop a Danish version of the standard implemented with the management system of ISO 90041 and other relevant standards (KC:A49; MAI:A9), which means that they will be able to use the Danish version of the standard for certification. Other members of the DMC note that they expect
ISO to develop a standard for certification after this guidance document has proven itself effective and useful (AJ:A58; BBN:A66; CH:A93). In that case, the process will be prolonged and it will take ISO at least three years to develop a standard that can be used for certification (CH:A93). Anne G. Larsen, Novo Nordisk A/S, adds that ISO has done itself a bad turn not to develop a standard for certification, because there are consultancies etc. that are willing to certify after ISO 26000 and make a living out of doing so (AGL:A23). However, she argues that it was necessary to reduce the DMC’s ambitions to get the standard through the process, and develop a useable document. Therefore, the political and social context have had a highly degree of influence on the development of the standard, and certain interests asking for a guidance document in stead of a ‘real’ standard have been successful in their lobbyism. The Danish delegation and the DMC have not been successful in pushing their agenda for a standard for certification-use through the international system, and therefore this critical factor has not increased consensus in the network, because the social and political context internationally was working against the goal of the Danish network. Even though there has been a joint agenda within the Danish context, this has not created a spill over effect on the international agenda. However, the Danish experts imply that they have had some degree of influence on the development of the standard (KS:A41; AGL:A30). Kim Christiansen and Birgitte B. Nielsen have fought two battles; the first is to clearly state that this standard is not for companies only, but is useful for all organizations, government agencies, NGOs, consumer agencies or educational institutions. In fact all organizations can use ISO 26000 as a guidance for their behavior (BBN:A66). The second battle is to create a reasonable 'how' chapter in the standard, specifying which actions organization should be taking to ensure that the SR principles are implemented and maintained throughout the organization and its supply chain and that SR issues are dealt with in an appropriate manner (BBN:A65).These are concrete sections of the standard where Danish fingerprints have been set. On the other hand, some experts argue that the standard is a product of a long and intense process where many different stakeholders have had a saying in what the final wording should be. Therefore, it is impossible to state that the specific wording is a direct effect of the Danish agenda (KS:A41; AGL:A30). However, most members of both the group of experts and the general network argue that the Danish agenda to some extent has been successful internationally, but the most important issue - certification – has not been possible for the Danish experts to get through. Therefore, there has not been coherence between the international and the Danish agenda, and thus,
the political and social context of the network has hampered the Danish agenda. The surrounding context has not proven itself positive for consensus building in the DMC network. Leadership and Commitment Power The result of network management is determined by the capacity of the members to demonstrate leadership in interactions and succeeding in getting their organization to keep to the agreed procedures. Therefore, the success of a network depends on the quality of the leadership and the commitment power possessed by the representatives of the involved organizations (Kickert & Koppenjan 1997). The leadership of the DMC network is evaluated by most members as being of high quality (LL:A114; AM:A96), and the precondition for consensus is present in the DMC network. In addition, Lars Ludvigsen, PR Partner adds that ‘there is a very skillful and dominant chairman in the Danish group, and it is my view that she seems a bit more competent than the others*’ (LL:A114). However, the commitment of the involved organizations differ very much, especially between the experts and the ‘ordinary’ members, who in general invest less resources, both financially and in terms of working hours, than the experts (KS:A37; KC:A46; AJ:A54). Furthermore, many members express that they experience the other members as competent, even though they posses different positions and represent different stakeholder groups (LL:A114; KS:A36). The members are considered very engaged, skillful and well informed. Furthermore, the members posses a great amount of knowledge concerning SR and represent different angles; industry representatives have their everyday knowledge of how their company works with CSR, NGOs have their agendas concerning how they want companies and other organization to work with CSR, including environment and human rights, labor organizations have the notion of how workers’ right should be approached; Government have their agendas on how to regulate on SR issues; and the rest, the consultancies and the educational institutions have their notion of how they each want to promote SR in their fields. All stakeholder groups are engaged and show commitment, it is however, different to which extent they invest in their commitment (KS:A37). The difference in commitment between the members is touched briefly upon in an earlier section of this thesis, which is illustrated in Figure 6.2 showing how the network is divided into four groups. The first group is the experts, who attend all international and national meetings, the second is the rest of the experts, who attend most of the international and national meetings, third is the ‘ordinary’ members, who attend all national meetings, and last, the fourth group of members, who occasionally attend national meetings. This
division illustrates how the commitment and engagement of the members differ. These different levels of engagement make it more difficult to manage the network, since not all members are willing to commit substantial resources into the network (CF:A75; MB:A126). Some members are willing to invest heavily in the network, such as the chairman’s organization, and the other experts, who are not always paid to attend the meetings and have to spend their spare time preparing for both international and national meetings (KS:A34 & A38; BBN:A61). The commitment of the chairman is very important for the network, and the organization behind her have agreed to invest in the network not only by granting money for the ISO Trust Fund, but also by engaging heavily in both the international and the national network. Novo Nordisk A/S does not only invest financially, they also put substantial human capital into the network (AGL:A24), which has resulted in strong leadership, and a well organized network. This critical factor is therefore a precondition for consensus building in the DMC network. Skills The skills and qualities of the network manager constitute a crucial precondition for success and consensus building (Kickert & Koppenjan 1997). This critical factor is linked to the previous section. As mentioned earlier, most members of the DMC consider the network well organized, and many mention the chairman and the secretary as crucial factors for consensus building in the network. Furthermore, as previously mentioned the chairman is considered very skillful and the network is evaluated by most members as being well organized due to the chairman and the secretary. The experts has achieved a lot of specific knowledge, that other members do not have (KS:A37; KC:A46; AJ:A54; BBN:A63), and therefore they may seem more skillful concerning the development of the standard. This, however, does not mean that the rest of the members are less skillful, they just approach the making of the standard from a different perspective, and most, especially the industry stakeholders look for a viable standard, they can use and to some extent use and implement as a part of their CSR strategy (CH:A93; TE:A82; JC:A87, CF:A76; JF:A123). As mentioned in the previous section the members consider each other skillful, and there is no doubt who the dominant actors are, and whether or not the network is well organized. They consider the network manager very skillful, engaged and committed to the network (Appendix 8-24). All members, of course, aim for the best result, a viable standard, but a functional network is a necessity when seeking a joint solution, and therefore, since the members only provided positive answers concerning the network’s chairman, it can be concluded that she, in cooperation with the
secretary, manage the network well in their quest for the optimal and joint solution for the DMC network.
SUMMARY OF PART II: THE NETWORK STRUCTURE AND PROCESSES This section sums up on the second part of the analysis and answer the research question: How is the DMC network structured and how are the parameters for consensus accommodated in the complex network? It can be concluded that first of all, using Rowley’s (1997) terms the network is characterized by having a combination of high density and high centrality. This implies that the network has an efficient communication structure between members and produces shared behavioral expectations. Further, the chairman is in a central position and is capable of influencing information flows. Thus, the members and the chairman are able to impact each other, and thereby create a joint solution. This implies that the goal is to negotiate a mutually satisfactory position, which at least minimally appeases the expectations of the members, and achieves a predictable environment in which the network’s other members unlikely oppose the chairman’s actions collectively. The chairman organizes the network and make sure that there is a common goal, and aims at reaching a joint solution. The network has reached this common goal, and has established a Danish position to the standard (KS:A39). One might add that the reported success only concerns the joint Danish solution, since it has not been possible for the experts to fulfill all criteria in the Danish ‘Position Paper’ (KS:A39) internationally, and thereby not all Danish requirements are met in the latest version of ISO 26000. Furthermore, consensus building in the network is evaluated through the eight critical success factors as defined by Kickert & Koppenjan (1997). The Figure below illustrates how the parameters have had a positive or negative effect on consensus building in the DMC network.
Figure 0.4 - Preconditions for Consensus
To conclude on the findings shown in the figure above, there has been a prevailing positive effect, since the preconditions for consensus has been met in eight of the ten factors. This does not mean that the optimal network has been reached concerning structure, processes and outcome, however, the network has been partly successful in the consensus building exercise to reach a joint solution and a positive outcome of the membership.
PART III: THE OUTPUT The last part of the analysis is an evaluation of the expected and realized output of the membership of the DMC network. This section therefore explores the output as the members experience it at the end of the process after being part of the network during the development of the standard. The output of the network has been evaluated by the members in the last section of the interview, where they have been asked whether or not the membership has met their expectations. Furthermore, they
have been asked whether or not the agenda of the DMC is in coherence with the international agenda, which also provides inputs to an evaluation of the extent to which membership of the DMC has met the expectations of the members. Thus, the posed questions make it possible to answer the final research question: How does the realized output of the DMC network tally with the expectations of the network members? The network organizer, Maibritt Agger, DS, is very clear in her evaluation: ‘The cooperation in the Danish group has been much better than I had expected. I have never experienced a group before that has been so close-knit*’ (MAII:A15). Kim Christiansen, DS and DN, adds that the DMC is relatively more efficient compared to mirror committees in other countries (KC:A47). Other members add that cooperation between members, and especially between the experts, has been extraordinary and has developed from being strictly professional to also including personal ties (MAII:A15; KS:A36). Kirsten Schmidt adds that the network includes ’people with whom I thrive, and who I find interesting to work with, and […] from whom I can learn something*’ (KS:A34). Furthermore, Birgitte B. Nielsen states that she ‘simply wants to be a part of the process because it means something for [her] to have the network and get a feeling of where other people’s points of view are*’ (BBN:A64). On the contrary, Arne Jensen from Dansk Metal argues that the personal relations between the experts has also resulted in frictions between the experts on one side and the ’ordinary’ members on the other, because the group of experts has become too close-knit (AJ:A51). Most members note that there are very few frictions in the network in general, even though some may occur occasionally. When evaluating the expected output from being a part of the network, Kirsten Schmidt from AAU adds that her personal expectations has been met, but ’at this point it has not met my professional expectations, which is also related to the fact that I haven’t had time and opportunity to use it in my work yet. It has been an educational process, and it is very interesting, but I’m still missing a breakthrough in which I feel I get paid for the effort I have made*’ (KS:A37). Concluding, the members evaluate that their personal expectations to the network and the cooperation within have been met, however, their professional expectations have not been realized (yet). Even though the cooperation within the DMC has been better than expected the expectations to the development of the standard has not been realized. Kim Christiansen states that ‘The standard does not follow the development the Danish committee had in mind, because it cannot be used for
certification*’ (KC:A47). Janda Campos, Carlsberg Breweries A/S, evaluates the coherence between the expected and the realized output: ’In the long term we expect to have a standardsystem*’ (JC:A87), however, the standard is not yet a ‘real’ standard but only a guidance document and can therefore not be used for certification. Christian Honoré, Coloplast A/S, adds that he hopes that ’we get a standard out of it, which is easy to integrate in our company, and which helps us to become even more socially responsible*’ (CH:A92). The result has not been a standard that can be used for certification, and therefore this expected output has not been realized. Annemarie Meisling from DI argues that the result is a strange product, because it is a guideline and not a standard like many wanted it to be (AM:A97). Birgitte B. Nielsen from IFU adds that there is a lack of coherence between the DMC and the international agenda because ‘a Danish view point has been that we wanted a standard that can be used for certification from the beginning, and we don’t get that. We have had other victories that also have been worth fighting for, and I think we have left some fingerprints*’ (BBN:A62). She also adds that personally she doesn’t benefit much from being part of the DMC, rather she benefits from participating at the international meetings, and she notes that being part of the group of experts has been valuable, but ‘isolated is hasn’t been valuable to be a part of the Danish committee*’ (BBN:A65). Villy Dyhr states that he expects that if the product of the ISO process is a standard that makes sense, then Dong Energy A/S will use it to document that the company is socially responsible (VD:A72). Therefore, the expected output depends on the standard, because the standard will only be useful if it makes good sense for a company to implement. Besides the expected output of a standard that can be used for certification, Janda Campos from Carlsberg Breweries A/S presents another expected output of the membership: ‘What I expect is a frame, […] that we can use, and also communicate to our cooperation partners. Then we expect to get a tool and a common language*’ (JC:A87). Another industry-representative, Christian Honoré from Coloplast A/S, adds that he ’expects to get a good tool to become more socially responsible and to be able to communicate about it.*’ (CH:A92). The members of the DMC expect the output to be a tool that can be used worldwide, which presents a common understanding about SR. However, this output is only partly realized. The realization is linked to the above mentioned expectation that the standard can be used for certification. The problem is that if ISO does not provide a framework for certification, then other organizations will. As Annemarie Meisling states: ’there will be some consultancies that will try to certify according to this guideline, and that sets us back to square one, because then in reality we will not have anything. I think that is very frustrating
because then we will be left with the fact that we do not have a uniform idea of how we will define this field*’ (AM:A97). The paradox about the expected and realized output is that those who wanted a standard to use for certification have not realized their expectations, and those who did not want a standard for certification have not realized their expectations either, because other organizations, besides ISO, will use it for certification even though it is only a guidance document (AM:A100). To some extent the members have realized the expectation about getting a global understanding about SR, because even if the standard cannot be used for certification it still provides a framework that defines SR. This definition has been developed in a multi-stakeholder forum in which both industry, labor, consumer, government, NGOs and other stakeholders from developed and developing countries are represented and have provided inputs and voted for the outcome of the standard. However, since the standard is not finished yet, it is not possible to say whether or not the expected output has been realized. Some members state that they expected to become a part of a network discussing SR, and thereby to follow the development within this field (BBN:A64; KS:A34). Since the ISO process is based on a multi-stakeholder approach involving various stakeholders from both developed and developing countries the experts have realized this expected output. They have participated in the international meetings where they have given and gotten new inputs concerning SR, and furthermore they have been able to influence the development of the standard to some extent. On the other hand, the ‘ordinary’ members are not part of the group of experts, but their expectations were not to be a part of the international forum, but rather to receive the newest information and inputs from the international forum, which they get from the experts at the DMC-meetings (CF:A74; TE:A78; JF:A123). Jes Faltum from Lego System A/S adds that ‘it has been valuable for us to follow the process and get the information we wanted*’ (JF:A123). Therefore the expected outcome has been realized for both experts and the ‘ordinary’ members even though they have different expectations concerning information access and ability to influence the development of the standard. Other members argue that they expected the process to be much more efficient than it has been. Several members note that the process has been a lot slower and ineffective than they expected (VD:A71; TE:A80; JC:A85-6; CH:A90; AM:97). Christian Honoré, Coloplast A/S, states that ’the cooperation [in the DMC] has met my expectations, but the actual work has not. […] the entire process has been extremely long-winded*’ (CH:A90). Trine Erdal, FORCE Technology A/S, adds that the process has been very slow, but the general work of the DMC has been fine (TE:A80). This
statement is complemented by Arne Jensen, Dansk Metal, who argues that the ISO process has been surprisingly slow and much more complicated than expected. He is however, even more disappointed about ISO’s professional team, because he had expected that they would have a multifacetted understanding of the process. ISO’s Secretariat has not spent sufficient resources on thinking the process through before entering it. Arne Jensen adds that ‘they could have send representatives to follow the discussions that take place in UN every week about this topic. They could have sent people to New York to listen, and try to talk to people and ask them about the things they don’t understand*’ (AJ:A51). The members have not realized their expected output concerning an efficient process, because they have experienced it as very slow and inefficient.
SUMMARY OF PART III: THE OUTPUT The third part of the analysis answers the following research question: How does the realized output of the DMC network tally with the expectations of the network members? To sum up the members of the DMC have outlined what they expected the output of their membership of the network to be. These expectations can be divided into five categories; the members expected: 1) an effective network, 2) a standard that can be used for certification, 3) a standard that would provide a global understanding of SR, 4) an ability to influence the development of the standard, and 5) an effective system in which the standard should be developed. Some of these five categories of expected output have been realized, whereas others have not: The first category is an evaluation of the networks effectiveness based on the level of cooperation in the network. Most members consider the network and the cooperation between members better than expected, and therefore it can be concluded that this expected output has been realized. The second expected output has not been realized as the DMC members agree that they want a standard that can be used for certification and for now ISO 26000 is only a guidance document that provides an overview of the different elements that should be considered by an organization when it seeks to become socially responsible. Therefore, the second expected output has not been realized. The DMC members expected a standard that should provide a common definition of SR and the elements that this subject contains, thus the ISO 26000 should become a tool for a global understanding of SR. This expectation has only been partly realized; first because the final version
of the standard has not been accepted and presented yet, and second, the standard looses integrity and impact because it cannot be used for certification. Even though the guidance document is developed through a multi-stakeholder process that ensures that various voices are heard, it is still questionable whether or not it becomes a global frame in which SR can be understood and defined. The members of the DMC want to be a part of an SR network. The experts want to enter an international network in which they have the ability to influence the development of the standard whereas the ‘ordinary’ members want to participate in a network in which they can follow the recent developments in the SR field. This expected output is realized because the ordinary members receive inputs from the international meeting when the experts returns, and furthermore, they get to discuss recent developments with other SR experts within the DMC. The experts’ expectations are only realized to some extent, because they have had influence on the development of the standard to some extent, but they have not been able to lobby for and become involved in developing a standard for certification, which means they have not been able to influence all parts of the standard. However, the experts argue that they have left several fingerprints in the document that at some point becomes the final standard. Therefore this expected output has been partly realized. The last category of expected output contains the expectations that the ISO process is a part of an effective system. This expectation has not been realized, because most members note that the process has been a lot slower than they expected and that they consider the ISO process very ineffective. Some expected output of DMC membership has not been realized, whereas others has, however most members answer that it has been valuable for their organization to participate in the network. Consensus building in the network is evaluated via the amount of expected output that has been realized, therefore, a high level of realization indicates a high level of consensus. Concluding, the level of realization of the expected output of the DMC members is only moderate, because only half of the expected output has been realized, which indicates a moderate level of consensus.
DISCUSSION This section is a discussion of some of the findings from the analysis. As mentioned in section 6.3.2.4, the author expected to find several conflicts of interest between members of DMC. This was expected because the network consists of different stakeholders that must be expected to have diverse interests and motives for participating in the network. However, the analysis has shown that despite different motives, the members agree on the general terms of the standard. Thus, this section is an investigation of why the level of conflicts is surprisingly low in the DMC.
WHY IS THERE A LACK OF CONFLICTS IN THE DMC NETWORK? The establishment of mirror committees is an ISO initiative, and the WG encourages the national standardization bodies to invite all six stakeholder groups to ensure that as many interests as possible are represented (ISO 2006). Since membership is voluntary, the national standardization bodies are not able to ensure execution of the representation criteria, as no stakeholder can be forced to participate against his will. Furthermore, membership fees are costly, and participation requires extra resources in employees and working hours, and therefore, not all stakeholders consider it a sound investment to participate. The membership fee is 22.500 DKK per year (MAI:A8) which is a rather small amount for large companies like Novo Nordisk A/S, Carlsberg Breweries A/S or Lego System A/S. For organizations with less than 10 employees the fee is only 11.250 DKK, and this cannot be considered the main reason for choosing not to participate. Furthermore, consumers and NGOs do not pay membership fees, because DS has chosen to cover their expenses to secure their participation (MAI:A8), and thus the fee is not an obstacle for these organizations. However, the analysis has shown that resources such as working hours is a larger investment, and that membership requires a rather large amount of hours spent on meetings and preparation. This may be the main reason why many potential organizations choose not to be a part of the network. Birgitte B. Nielsen adds that ‘It is difficult to engage people in the process, in stead they wait for the result*’ (BBN:A62). The selection of members can be seen as one of the most crucial factors when investigating why no conflicts occurred in the network. There have been two selection-rounds; first there has been the selection of organizations to participate in the network. DS invited 150 organizations, many of which actually attended the first information meeting, but eventually the number of organizations
decreased to the current level of 18 members. Many of the current members criticize the attendance (AJ:A50; KC:A45), but others add that representation has improved through the years, and that the network is getting closer to the optimal structure and representation (BBN:A61). The second selection-round has taken place within the individual organizations. They had to choose who to send as their representative. In most cases it is not members of top-management, but SR-staff that attend the meetings. This has to do with two things; firstly, it indicates that SR is not wholly integrated in the core of the organization (LL:A116), and secondly, it indicates that SR does not have sufficient importance for organizations to send top managers as representatives. In addition, the selection of representatives is linked normative isomorphism; the members of DMC are each others’ network in many other situations, and therefore, they are influenced by each other. Especially the industry representatives have similar backgrounds as Head of CSR departments in their organizations (Appendix 26). Normative isomorphism can be seen as the theoretical reason for the lack of conflicts within the network of the DMC. The network is created through informal channels and thereby attracts representatives within the same field of interests. As Birgitte B. Nielsen, IFU expresses it: ‘I don’t remember how I became member, but it must have been the workings of the network of networks*’ (BBN:A60) Normative isomorphism originates from the professionalization of the organizational field, and is stimulated when people are recruited from the same professional networks and educational backgrounds (DiMaggio & Powell 1983). This may have a positive impact on the actors within the CSR-field, and therefore common perceptions may create common attitudes towards SR. Therefore, normative isomorphism affects the level of conflicts within the network. Had the organizations sent managers from different functions; one could imagine that conflicts would have occurred more frequently and that it had been more challenging to establish a common Danish position. The initial selection process is a step towards elimination of conflicts, as only organizations that are committed enough to invest in the network without knowing the outcome would participate. Therefore, many organizations that represent much differentiated interests chose not to become members; only two NGOs are currently DMC-members, and therefore only human rights and the environment are represented as key issues. Amnesty International, Friends of the Earth etc. are not members on neither international nor national level, and therefore their interests are not represented. Furthermore, the consumers are formally represented, but in reality the representative from the Danish Consumer Council has not participated in the last DMC meetings, and has not participated
in the international meetings either (MAII:A14). The network has experienced a lack of commitment from both the NGOs and the consumers even though they are excused to pay for membership. This decreases the level of conflict, since these stakeholders do not participate, and therefore do not use their right to influence the standard and push the development in their direction. Subsequently, the initial process has been evaluated, and the chairman of the DMC states that ‘next time, DS should consider how they ensure that they attract all interested parties, both with regards to the invitation and the guidelines of participation*’ (AGL:A19). The evaluation of whether the network is optimal shows that even though DS has embraced the encouragement of ISO, it is questionable whether they have approached the establishment of the network in the most efficient way, and DS ‘should definitely consider other methodologies, if the aim is to secure full stakeholder engagement*’ (AGL:A18). The reason for the lack of conflict can also be found in the Danish traditions for consensus building, which decreases the level of conflicts. Furthermore, section 6.3.2.2 showed that the Danish welfare state is also a crucial factor when seeking to explain the lack of conflicts, because SR regulations are already incorporated within Danish law. In addition, the Danish labor market, where relations between employers and trade unions are thoroughly regulated by collective agreements, has been integrated in Danish society since the September Compromise in 1899 (LO 2008). This ensures workers’ rights and therefore a standard on SR does not impose new regulations in this area. The analysis showed that the network structure is characterized by a high level of density and centrality. A high density refers to a high level of interconnectedness within the network, which results in an easier information flow through the network. Furthermore, the high level of density is caused by the large number of ties between the different stakeholders. Many members noted that they have ties to each other through other networks, which also increases the density of the network. The level of conflicts is therefore decreased because of the high level of density in the network. Network centrality is also a factor that influences the level of conflicts. The analysis showed that the members consider the chairman and the secretary very competent and skillful, which result in a well organized network. Many members argue that the chairman manages the network competently; she sets the agendas and tries to control the discussion to make sure that they follow the agendas (MAII:A15; AJ:A54; AM:A96; CP:A104; LL:A114; JF:A121). The high level of density also
decreases the level of conflicts, because the agenda is strictly followed, and the chairman seeks to find the compromise (CP:A105). The analysis of the network structure showed that there is a certain hierarchy in the network; this is illustrated by the four sub-groups (Figure 6.2). This division shows that some actors are more committed to the network and therefore they attend more meetings. This hierarchy indicates a certain division of power; which is linked to the concept of centrality as explained above. Power is a notion which can be defined in various ways (Mitchell et al. 1997), however in discussion the different definitions of power will not be elaborated on, in stead knowledge is considered power; where ‘power is the ability of those who posses power to bring about the outcomes they desire’ (Salancik & Pfeffer 1974:3 in Mitchell et al. 1997:865). The desired outcomes of the network are defined in the ‘position paper’, which is agreed upon by all members of the network, and therefore all members have the same general goal. The process to reach this goal may be somewhat different among the members; those who possess knowledge about standardization, the international agenda and CSR hold power. In short, the central actors in the network hold power. Especially the experts who participate in the international network hold power, because they possess knowledge from the international meetings that the ‘ordinary’ members do not. The high level of centrality indicates the high level of power possessed by the chairman. She possesses knowledge about the international meetings, but she also sets the agenda (in cooperation with the secretary) at the national meetings. Another factor that leads to a low level of conflicts is the ‘position paper’ – a document developed by the members in 2005 to formulate the general Danish position to the standard (KS:A39). The fact that a ‘position paper’ is developed in the beginning of the process shows two things in relation to the level of conflicts. First, if the members are able to agree on a ten point definition of their goals for the development of the standard, then conflicts about it either do not occur or have been eliminated during the development of this ‘position paper’. Second, if such a ‘position paper’ is developed early in the process, then conflicts are less likely to occur later in the process because all members have agreed on a common goal. In addition, the experts note that they have developed a personal relationship to the others because they are each other’s network when they attend international meetings. The relationship among the experts has become more close-knit and therefore these close ties may eliminate conflicts. In relation to this, the social desirability bias may also have influenced the interviews because the experts want to make the network seem even more efficient than it is.
SUMMARY OF ARGUMENTS IN THE DISCUSSION The discussion provided several arguments in an attempt to answer the question: why is there a lack of conflict in the DMC network? There are several reasons for the low level of conflict; first the selection process which eliminates some of the critics; this is caused by imposing fees and requiring a substantial level of other resources invested in the network. Secondly, normative isomorphism causes that many members hold similar positions in their organizations, and are integrated in other SR networks. Thirdly, the Danish context is a factor that decreases the level of conflicts, because of the welfare state, the traditions for consensus and the Danish labor market. A fourth argument is that the network structure has limited the number of conflicts; the high density caused by the fact that the members are engaged in other networks and know each other from other contexts eases information flows; the high centrality of the network refers to a strong central actor, the chairman who sets agendas and cooperates with the group of experts, who control the information flow between the international ISO network and the DMC. The ‘position paper’ that was agreed upon in the beginning of the process is the last argument for the lack of conflicts in the DMC network.
CONCLUSION This chapter aims at presenting the findings of the tripartite analysis to provide answers to the problem that has guided the thesis. This problem concerns consensus fostering in the DMC network. It guides the readers through an investigation of the level of consensus in the DMC network when considering the motives of the members of the network, the processes that take place within the network and the realization of expected output. The analysis is divided into three parts; Part I presents the motives of the different members of the DMC, Part II investigates first the structure of the network and then the processes that take place within, and Part III evaluates the realized compared to the expected output. The findings of Part I result in a presentation of the various motives the DMC members have had for participating in the network. These motives are very different not only across stakeholder groups but also between the individual organizations, which show that different organizations have diverse interests in a standardization network. Furthermore, these findings indicate the challenging process of attaining and maintaining consensus in a network because the different organizations have very different motives for participating in the network. The findings in Part I provide a basis for the following analysis in Part II, because the different motives should be aligned to create fruitful processes to ensure consensus in the network. Part II of the analysis evaluates the accommodations of ten parameters of consensus, and starts by identifying the structure of the network before analyzing the processes that take place within. The network is characterized by a high level of density and centrality, which result in a structure, where the members have shared expectations and where information exchange between the members is easy. However, due to the high centrality the information flow is controlled by the chairman and the secretary because they are the direct links to ISO. Furthermore, eight critical success factors have been evaluated and show prevailing positive effects. Therefore, the required level of each of the ten parameters of consensus has been reached in eight cases. This does not mean that the optimal network has been reached concerning structure, processes and outcome, however, consensus building has been rather successful, which has increased the ability of the members of the network to reach a joint solution. Part III of the analysis is an evaluation of the extent to which the members’ expectations tally with the realized output of the network. This part provides further insights to evaluate consensus building
in the network, because if the level of realized expectations is high, the level of consensus is high. The expectations have, however, only been partly realized, but it should be noted that the standard is not yet finished and therefore some of the expectations are difficult to evaluate in the current development phase. However, many members note that it has been valuable for their organizations to participate in the network. The author had expected that different organizations with diverse motives would result in a high level of conflicts, but the analysis showed that this was not the case. The selection process; normative isomorphism; the high levels of density and centrality; and last the ‘Position Paper’ constituted the arguments for the lack of conflicts. After discussing the low level of conflicts, it becomes evident that this is a strong indicator of consensus building. The findings from the tripartite analysis and the discussion show that the network has reached consensus to a certain extent. Consensus is defined by several parameters; first, an identification of a common goal despite these different motives indicate a high level of consensus; second, ten parameters of consensus building, of which eight have been reached; third, a high level of realization of the expected output of the network can only be reached if consensus exists. Therefore, when evaluating consensus building in the network it can be concluded that even though the members have different motives for participating in the network, the processes that have taken place within have been positively evaluated by the members. This is due to the fact that eight of the ten parameters of consensus are accommodated, which indicates that the network has built consensus to a certain extent. Furthermore, the expectations have only been realized partly, which indicates a certain level of consensus. Concluding, the result of the network has been a joint solution, which is effectuated by the development of the ‘position paper’ which is developed and accepted unanimously by all members of the DMC network and clarifies the Danish position to the ISO 26000 standard, which indicates consensus in the network. The findings of the analysis, which provide answers to solve the main problem on consensus building in the DMC network, show that consensus has been established to a certain extent. Most parameters have been accommodated, and the network has reached agreement and developed a joint solution. However, only some of the expectations have been realized and the network has not succeeded in influencing an international standard on SR that can be used for certification. Therefore, the network has not built absolute consensus, but has only partly obtained the parameters for consensus.
IMPLICATIONS This section is a brief presentation of the implications of the findings. The analysis showed that despite the different motives, it is possible for a network to work together and develop a joint solution. Therefore, it is necessary to pay attention to different organizations when obtaining and maintaining a network, and engage a variety of different stakeholders to ensure that different interests are represented. This thesis demonstrated that it is possible to integrate differentiated motives in a network, and agree on a common goal, and reach it. The processes that take place within a complex network can be managed effectively, however, a specific structure and a certain level of parameters are required to reach consensus. Moreover, the thesis demonstrated that it is possible to realize some of the expectations members have for participating in a network. Therefore, it has been confirmed that it is possible for a network to reach consensus despite the actors’ differentiated interests.
FUTURE RESEARCH AVENUES A natural extension of this research is an integration of the international perspective. Maud Schmiedeknecht (2007; 2008) has made two empirical studies of the international ISO 26000 process. She emphasizes the implications of the international process, and her international focus can extend the scope of this thesis. In the interviews many of the experts note that they have experienced a high level of conflicts of interest in the international forum. One avenue for future research could be an investigation of the international network, identifying the network structure and analyzing the processes that take place within the network. There are conflicts ‘between the American versus the European mindset […]. The countries have developed differently, not just within the stakeholder groups, but also within the countries themselves*’ (JC:A86). However, this requires substantial resources since the international network consists of more than 400 experts and representatives from both developed and developing countries, which calls for a different methodological approach than the one chosen for this thesis. Another future research avenue is a comparative analysis of two or more national mirror committees. ‘I am sure that some of the other countries have much larger challenges in their mirror committees […] In other countries one could imagine that there would be some industry-interests who do not want it [the standard] at all, and who’d try to oppose. Clearly, this creates some completely different potentials for conflicts*’ (KS:A38). Other mirror committees may be differently structured compared to the DMC, and therefore the processes will also be different. Further research could involve a comparative analysis of the processes in the DMC and another mirror committee from another developed country, which have completely different approaches to the standard than the DMC has. This could be the American or Australian mirror committee: ‘The Danish position is, as far as I understand it, rather different compared to the American or the Australian, in which it is about pulling down the standard to a level where it almost does not matter*’ (CH:A89).
BIBLIOGRAPHY Brass, D.J. & Burkhardt, M.E. (1994): ‘Potential Power and Power Use: An Investigation of Structure and Behaviour’, Academy of Management Journal, 36, p.441-70 Brenner, S.N. & Cochran, P.L. (1991): ‘The Stakeholder Theory of the Firm: Implications for Business and Society Theory and Research’, In: Mahon, J.F. (ed.) (1991): Preceedings of the Second Annual Meeting of the International Association for Business and Society, San Diego, p.205-10 Carroll, A.B. (1989): Business and Society: Ethics and Stakeholder Management, Cincinnati: South-Western Consumers International (CI) (2008): ‘ISO 26000 – Latest Developments’ [online] (cited 15 November 2008) available from Dansk Standard (DS) (2006): ‘ISO 26000 Social Responsibility’, Charlottenlund: Dansk Standard DiMaggio P.J. & Powell, W.W. (1983) ‘The Iron Cage Revisited: Institutional Isomorphism and Collective Rationality in Organizational Fields’, American Sociology Review, 48, 2, p.147-60 Donaldson, T. & Preston, L.E. (1995): The Stakeholder Theory of the Corporation: Concepts, Evidence, and Implications, Academy of Management Review, 20, p.65-91 Economist, The (2005): ‘The Good Company. A Survey of Corporate Social Responisbility’, The Economist, Jan. 20 2005, p.3-18 Economist, The (2008): ‘Just Good Business. A Special Report on Corporate Social Responsibility’, The Economist, Jan. 19 2008, p.1-24 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (E&S) (2008a): ’CSR Handlingsplan’[online] (cited 15 2008) available from Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (E&S) (2008b): ’Projekt Overskud med Omtanke’ [online] (cited 15 2008) available from Fisher, R.J. (1993): ‘Social Desirability Bias and the Validity of Indirect Questioning’, Journal of Consumer Research, 20, 2, p.303-15
Freeman, R.E. (1984): Strategic Management: A Stakeholder Approach, Boston: Pitman Frooman, J. (1999): ‘Stakeholder Influence Strategies’, Academy of Management Review, 24, 2, p.191-205 Frooman, J. & Murrell, A. (2005): ‘Stakeholder Influence Strategies: The Roles of Structural and Demographic Determinants’, Business & Society, 44, 1, p.3-31 Galaskiewicz, J. & Wasserman, S. (1994): ‘Introduction: Advances in the Social and Behavioural Sciences from Social Network Analysis’, In: Wasserman, S. & Galaskiewicz, J. (eds) (1994): Advances in Social Network Analysis, London: Sage, p.xi-xvii Hill, C.W. & Jones, T.M. (1992): Stakeholder-agency Theory, Journal of Management Studies, 29, p.131-54 IISD (2008): ‘ISO 26000 (CSR Guidance)’ [online] (cited 15 November 2008) available from ISO (2004a): ‘New work item proposal - Social responsibility’ [online] (cited 15 November 2008) available from ISO (2004b): ‘Working Report on Social Responsibility’ [online] (cited 15 November 2008) available from ISO (2006): ‘Participating in the future International Standard ISO 26000 on Social Responsibility’ [online] (cited 15 November 2008) available from ISO (2007): ‘Guidance on Social Responsibility’ [online] (cited 15 November 2008) available from ISO (2008): ‘Stakeholder Consensus enables ISO 26000 on Social Responsibility to move up in development status’ (cited 15 November 2008) [online] available from
Kickert, W.J.M. & Koppenjan, J.F.M. (1997): ‘Public Management and Network Management: An Overview’, In: Kickert, W.J.M., Klijn E-H. & Koppenjan, J.F.M. (eds) (1997): Managing Complex Networks – Strategies for the Public Sector, London: Sage, p.35-61 Krackhardt, D. & Brass, D.J. (1994): ‘Intraorganizational Networks: The Micro Side’, In: Wasserman, S. & Galaskiewicz, J. (eds) (1994): Advances in Social Network Analysis, London: Sage, p.207-30 Kvale, S. (1996): InterViews – An Introduction to Qualitative Research Interviewing, Thousand Oaks: Sage LO (2008): ‘The September Compromise’ [online] (cited 15 November 2008) Available from Mitchell, R.K., Agle, B.R. & Wood, D.J. (1997): ‘Toward a Theory of Stakeholder Identification and Salience: Defining the Principle of Who and what really Counts’, Academy of Management Review, 22, 4, p.853-86 Mizruchi, M.S. & Galaskiewicz, J. (1994): ‘Networks of Interorganizational Relations’, In: Wasserman, S. & Galaskiewicz, J. (eds) (1994): Advances in Social Network Analysis, London: Sage, p.230-54 Neergaard, P. & Pedersen, E.R. (2003): ‘Corporate Social Behaviour – Between the Rules of the Game and the Law of the Jungle’, Journal of Corporate Citizenship, 12, Winter, p.43-57 Neville, B. & Menguc, B. (2006): ‘Stakeholder Multiplicity: Toward an Understanding of the Interactions between Stakeholders’, Journal of Business Ethics, 66, 4, p.377-91 Oliver, C. (1991): ‘Strategic Responses to Institutional Processes’, Academy of Management Review, 16, 1, p.145-79 Olsen, P.B. & Pedersen, K. (2003): Problemorienteret Projektarbejde – En Værktøjsbog, Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag Pedersen, E.R. & Neergaard, P. (2006): ‘Caveat Emptor – Let the Buyer Beware!: Environmental Labelling and the Limitations of ‘Green’ Consumerism, Business Strategy and the Environment, 15, 1, p.15-29 Pfeffer, J. & Salancik, G.R. (1978): The External Control of Organizations: A Resource Dependence Perspective, New York: Harper & Row
Porter, M.E. & van der Linde, C. (1995): ’Green and Competitive: Ending the Stalemate.’ Harvard Business Review, 73, 5, p.120-34 Robson, C. (2002): Real World Research (2nd ed.), Oxford: Blackwell Rowley, T.J. (1997): ‘Moving Beyond Dyadic Ties: a Network Theory of Stakeholder Influences’, Academy of Management Review, 22, 4, p.887-910 Saunders, M., Lewis, P. & Thornhill, A. (2003): Research Methods for Business Students, 3rd ed., Harlow: Prentice Hall Schmiedeknecht, M. (2008): ‘ISO 26000 - Reflecting the Process of a Multi-stakeholder Dialogue – An empirical study’, KleM Working Paper, No. 29/2008, p.1-27 Schmiedeknecht, M. & Wieland, J. (2007): ‘ISO 26000 as a Network Discourse. An empirical study’, In Wieland, J. (ed.) (2007): Governanceethik und Diskursethik - ein zwangloser Diskurs, Marburg: Metropolis, p.137-71 Somo (2007): ‘The ISO Working Group on Social Responsibility: Developing the future ISO SR 26000 Standard’ [online] (cited 15 November 2008) available from Vandekerckhove, W. & Dentchev, N.A. (2005): ‘A Network Perspective on Stakeholder Management: Facilitating Entrepreneurs in the Discovery of Opportunities’, Journal of Business Ethics, 60, 3, p.221-32 Wasserman, S. & Faust, K. (1994): Social Network Analysis: Methods and Applications, New York: Cambridge University Press Walley, N. & Whitehead, B. (1994): ‘It’s not easy being Green’ Harvard Business Review, 72(3), p.46-52 Wellman, B. & Berkowitz, S.D. (1988): ‘Introduction: Studying Social Structures’, In: Wellman, B. & Berkowitz, S.D. (eds.) (1988): Social Structures: A Network Approach, Cambridge: Cambridge University Press, p.1-15
ABBREVIATIONS & ACRONYMS AAU
Aalborg University
CSR
Corporate Social Responsibility
DI
Dansk Industri
DMC
Danish Mirror Committee
DS
Danish Standards
DN
The Danish Society for Nature Conservation (Danmarks Naturfredningsforening)
FO
Focal Organization (in Rowley’s Network Theory of Stakeholder Influences)
IFU
The Industrialisation Fund for Developing Countries (Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene)
ISO
International Organization for Standardization
NGO
Non-Governmental Organization
SAG
Strategic Advisory Group (ISO’s advisory group recommending the development of ISO 26000)
SME
Small & Medium-sized Enterprises
SNA
Social Network Analysis
SNT
Stakeholder Network Theory
SR
Social Responsibility
SSRO
Service, Support, Research and Others
WG
The ISO Working Group on Social Responsibility (ISO TMB /WG SR)
THE STRUCTURE OF THE THESIS
APPENDICES Appendix 1: SR Initiatives, Conventions and Declarations
A80
Appendix 2: Potential Liaison Organizations
A83
Appendix 3: Liaison members of the Working Group
A84
Appendix 4: Enquiry sent to DMC members
A85
Appendix 5: Maibritt Agger, Danish Standards I - Resume
A86
Appendix 6: Maibritt Agger, Danish Standards II
A89
Appendix 7: Questionnaire for the DMC members
A94
Appendix 8: Anne Gadegaard Larsen, Novo Nordisk A/S
A96
Appendix 9: Kirsten Schmidt, Aalborg Universitetscenter
A112
Appendix 10: Kim Christiansen, DS & DN
A122
Appendix 11: Arne Jensen, CO-industri
A128
Appendix 12: Birgitte Bang Nielsen, IFU
A138
Appendix 13: Mette Haugaard Kristensen, E&S
A145
Appendix 14: Villy Dyhr, Dong Energy A/S
A148
Appendix 15: Claus Frier, Novozymes A/S
A152
Appendix 16: Trine Erdal, Force Technology A/S
A156
Appendix 17: Janda Campos, Carlsberg Breweries A/S
A162
Appendix 18: Christian Honoré, Coloplast A/S
A166
Appendix 19: Annemarie Meisling, Dansk Industri
A173
Appendix 20: Christian Poll, DN
A180
Appendix 21: Sarah Gregersen, R-92 Gruppen
A186
Appendix 22: Lars Ludvigsen, PR Partner A/S
A190
Appendix 23: Jes Faltum, Lego System A/S
A199
Appendix 24: Marie Busck, Danish Institute for Human Rights
A203
Appendix 25: Mette Boye, Danish Consumer Council
A209
Appendix 26: Titles of the DMC-Members
A210
APPENDIX 1: SR INITIATIVES, CONVENTIONS AND DECLARATIONS Name of Standard or Initiative Sponsoring Organization
Name of Standard or Initiative Sponsoring Organization
ISO 14000 Management ISO System Standards British Standards British Standard 8800 on Occupational Health and Safety Institution Management Systems SIGMA Project on British Standards Sustainability -- Integrated Institution; Forum for the Guidelines for Management Future; AccountAbility OHSAS 18001 Specifications and Guidance for Occupational Health and Safety Management Systems Draft SII 1000 Standard on Standards Institution of Social Responsibility and Israel Community Involvement Standard on Corporate Social Standards Australia Responsibility
Global Compact
United Nations
International Bill of Human Rights
United Nations
Universal Declaration of Human Rights
United Nations
Convention on the Rights of the Child
United Nations
Draft Standard on Ethical Financial Instruments PNE 165001
Spanish Standards Organization (AENOR)
Guidelines on Corporate Social Responsibility (SD 21000) Draft Standard on Fair Trading Draft Management System for Social Responsibility and Integrity
French Association for Standardization (AFNOR) French Association for Standardization (AFNOR) Mexican Association for Standardazation (IMNC)
Code of Labor Practice
ICFTU
BNQ Certification Protocol NQ 9700-950 on Corporate Social Responsibility CSR Management System Guidelines for Multinational Enterprises Convention on Combating Bribery of Foreign Public Officials in International Business Transactions,
Bureau de Normalisation du Quebec, Canada Det Norske Veritas OECD OECD
International Covenant on Civil United Nations and Political Rights International Covenant on United Nations Economic,Cultural and Social Rights Core Conventions on Labor International Labour Standards (Conventions No. Organization 29, 87, 98, 100, 105, 111,131, 138, 155, 182) Conventions No. 107 and 169 International Labour on Indigenous Peoples Organization Declaration on Fundamental International Labour Principlesand Rights at Work Organization Tripartite Declaration of International Labour PrinciplesConcerning Organization Multinational Enterprises and Social Policy Guidelines on Occupational International Labour Safety and Health Management Organization Systems Business Code of Conduct Asian-Pacific Economic Cooperation
Voluntary Principles on U.K. and U.S. Security and Human Rights Governments (Extractive and Energy Industries) U.S. Model Business Practices U.S. Department of Commerce Green Paper on Promoting a European Framework for Corporate Social Responsibility Eco-Management and Audit Scheme (EMAS) Standard on Corporate Social Responsibility Ethical Conduct Resolutions European Convention on Human Rights Eco-Label Scheme The CERES Principles
Nordic Partnership Voluntary Codes: The Regulatory Norms of a Globalized Economy? Q-Res project Ethos CSR indicators
International Environmental Conventions (Pollution from Ships; Transboundary Air Pollution; Transboundary Movement of Hazaradous Wastes; Montreal Protocol; Kyoto Protocol; Biological Diversity; Desertification; Climate Change) Fairtrade Labels
European Union
European Union European Union European Union European Union European Union Coalition of Environmentally Responsible Economies (CERES) Danish division of World Wide Fund for Nature Schulich School of Business,York University University of Castellanza (Italy) Ethos Institute for Corporate Social Responsibility
Model code of conduct
Workers Rights Consortium
Global Reporting Initiative Global Reporting (GRI)Sustainability Reporting Initiative Guidelines Domini 400 Social Responsibility Index
Dow Jones Sustainability Group Indexes Calvert Social Index FTSE4Good Index Consumer Charter for Global Business Social Accountability 8000 The Business Principles for Countering
AccountAbility 1000 Bench Marks for Measuring Business Performance Global Sullivan Principles of Social Responsibility Ethics Compliance Management System Standard 2000
SAM Indexes GmbH The Calvert Group
Consumers International Social Accountability Transparency International and Social Accountability International Institute of Social and Ethical AccountAbility Interfaith Center for Corporate Responsibility Reverend Leon Sullivan Reitaku University (Japan) Business Ethics and Compliance Research Model code of conduct Workers Rights Consortium Center
National Laws on human rights, workplace and employee aspects, unfair business practices, governance, environmental marketplace and consumer community aspects, and social development aspects Fairtrade Labelling Organization
Global Sustainability Models
Future500
Charter Agreement on Labor Practices The Base Code Sunshine Standards for Corporate Reporting to Stakeholders Human Rights Guidelines for Companies
Fair Labor Association
Designing a CSR Structure Human rights from the perspective of business and industry - a checklist
Business for Social Responsibility Confederation of NorwegianBusiness and Industry
Corporate actors in Zones of Conflict - responsible engagement The Worldwide Responsible Apparel Production (WRAP) program Standard - Investors in People.
Confederation of Norwegian Business and Industry The Worldwide Responsible Apparel Production Investors in People
GoodCorporation,
GoodCorporation, ltd.
Code of Labour Practices for the Apparel Industry Including Sportswear Storebrand's programme for CSR EcoValue environmental /sustainability rating reports Standard for payment facilitating Oekom-Quality standard
Clean Clothes Campaign
Oekom
Sustainability and CSR
Five Winds International
Sustainability Tool
GEMI
Ethical Trading Initiative The Stakeholder Alliance
Amnesty International
Storebrand Investments Innovest Trace
Business Conduct Management U.S. Ethics Officer System Standard Association Principles for Business CAUX Roundtable Business Charter for The International Sustainable Development Chamber of Commerce Business in Society; Making a International Chamber of Positive and Reponsible Commerce Contribution Sustainable Forestry Principles Forest Stewardship and Criteria Council International Code of Ethics for Insert names of Canadian Businesses companies; Canadian Minister of Foreign Affairs Keidanren Charter for Good Corporate Behavior
Japan Business Federation
American Apparel Manufacturers Association Code Exploring Pathways to a Sustainable Enterprise: Sustainable Development Planner The Values Management System Principles and Constituents for Sustainability Management Winning with Integrity - A Guide to Social Responsibility
American Apparel Manufacturers Association Global Environmental Management Initiative
Model Code of Conduct
Centre for Business Ethics
Business in the Community, U.K.
World Federation of Sporting Goods Industry Standards of Corporate Social Social Venture Network Responsibility Standard for Sustainable Marine Stewardship Fishing Council Responsible Care American Chemistry Council Rules of Conduct to Combat International Chamber of Extortion and Bribery Commerce
APPENDIX 2: POTENTIAL LIAISON ORGANIZATIONS Category International Chamber of Commerce (ICC) International Federation of Consulting Engineers (FIDIC) International Council of Chemical Associations (ICCA) International Council on Mining and Metals International Federation of Standards Users (IFAN) International Organisation of Employers (IOE) World Business Council for Sustainable Development (WBCSD) World Economic Forum Labour International Confederation of Free Trade Unions (ICFTU) Trade Union Advisory Committee to the OECD (TUAC) Government European Commission International Labour Organization (ILO) Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD) UNCSD UNCTAD UNDP UNEP UN Global Compact UNHCR UNIDO World Bank WTO Consumer Consumers International NGOs African Institute of Corporate Citizenship Amnesty International Centre for Corporate Social Responsibility Human Rights Watch International Institute for Environmental and Development (IIED) International Institute for Sustainable Development (IISD) International Social and Environmental Accreditation and Labelling (ISEAL) Alliance IUCN- The world Conservation Union WWF International Others Business for Social Responsibility (BSR) Caux Round Table Global Environmental Management Initiative (GEMI) Global Reporting Initiative Institute of Social and Ethical Accountability Social Accountability International (SAI) Industry
APPENDIX 3: LIAISON MEMBERS OF THE WORKING GROUP Liaison members of the Working Group Accountability African Institute of Corporate Citizenship The Business and Industry Advisory Committee to the OECD Centre for Corporate Social Responsibility Consumers International European Commission Ecologists Linked for Organizing Grassroots Initiatives and Action Foundation & ethical Investment Research Services Ltd Ethos Institute Forum Empresa Global Reporting Initiative Institute for Energy and Environment of the French speaking countries International Chamber of Commerce International Confederation of Free Trade Unions International Council of Mining and Metals Institute for Energy and Environment of the French speaking countries International Federation of Standards Users International Institute for Environmental and Development International Institute for Sustainable Development International Labour Organization Inter American CSRNetwork International Organization of Employers International Petroleum Industry Environmental Conservation Association International Social and Environmental Accreditation and Labelling European Office of Crafts, Trades and SME for Standardization Organization for Economic Cooperation and Development International Association of Oil and Gas Producers Red Puentes Social Accountability International Transparency International United Nation Division for Sustainable Development United Nations Conference on Trade and Development UN Global Compact United Nations Industrial Development Organization World Business Council on Sustainable Development) World Health Organization
Acronym AICC BIAC CCSR CI EC ECOLOGIA EIRIS
GRI IEPF ICC ICFTU ICMM IEPF IFAN IIED IISD ILO CSRNetwork IOE IPIECA ISEAL Alliance NORMAPME OECD OGP SAI UNSD UNCTAD UNIDO WBCSD WHO
APPENDIX 4: ENQUIRY SENT TO DMC MEMBERS Kære Jeg er Cand.Merc-studerende ved CBS, og er i øjeblikket ved at skrive speciale om den nye ISO 26000 standard. Maibritt Agger fra Dansk Standard har henvist mig til dig som interessent i det danske ISO 26000 standardiseringsudvalg, og derfor vil jeg meget gerne have lov at lave et interview med dig. Jeg arbejder som studentermedhjælper hos Dansk Standard og det er i den forbindelse at jeg har stiftet bekendtskab med ISO 26000-arbejdet. Fokusområdet for mit speciale er hvordan interessenter søger at influere et givent netværk, og jeg håber jeg i den forbindelse kan få lov at stille dig en række spørgsmål om ’s motiver for at deltage i ISO 26000 samarbejdet. Derudover vil jeg spørge til din vurdering af processen indtil nu, samt de forventninger har til samarbejdet og den færdige standard. Jeg forventer at interviewet tager mellem en halv og en hel time, så jeg håber ikke jeg skal ulejlige dig alt for meget, men det ville være en stor hjælp, hvis du ville afsætte tiden til mig. Jeg foreslår som udgangspunkt at jeg kommer til Lad mig vide, hvorvidt dato og tidspunkt passer ind i dine planer.
På forhånd tak Med venlig hilsen Louise Trøllund Jensen Stud.Cand.Merc / Dansk Standard
APPENDIX 5: MAIBRITT AGGER, DANISH STANDARDS I - RESUME 1:
Hvordan er udvalget nedsat?
SV: Mange forskellige kanaler: 1. Informations møde med 150 inviterede organisationer (udvalgt efter formodet interesse) 2. Særlig invitation til de, der viser interesse 3. DS hjemmeside har tiltrukket organisationer 4. PR/ helsides i Berlingske Tidende – presse omtale 5. Dansk Standard hosting Network fora for interesserede (deltagelse med indlæg på relevante SR konferencer) 6. Kontakt via eksisterende udvalgsmedlemmer 2: Hvordan finansieres netværket? SV: Medlemmerne betaler selv 22.500 kr/år Deltagelsen af forbruger- og NGO repræsentanter er vigtig (og mange andre lande har ikke denne gruppe repræsentanter med), så disse stakeholdergrupper deltager gratis i arbejdet. Derudover finansierer DS rejser for forbrugerrepræsentanten og fremover også for en NGO repræsentant. 3: Hvordan er den internationale gruppe repræsenteret? SV: Myndigheder: begge organisationer er repræsenteret Industrien: både Novo Nordisk & DONG NGO: Danmarks Naturfredningsforening Forbruger: Forbrugerrådet SSRO: Aalborg Universitetscenter Arbejdstagere: CO Industri 4: Hvordan blev det netop disse medlemmer, der kom med i den internationale gruppe? SV: Disse medlemmer er som udgangspunkt udvalgt som repræsentant for deres stakeholdergruppe, da der i begyndelsen var der flere der gerne ville deltage end vi havde mulighed for at stille i den danske delegation. Situationen nu er sådan, at det helt automatisk har givet sig selv hvem der har ressourcer og engagement til at deltage i det internationale samarbejde. 5: Hvad er medlemmernes bevæggrunde for at deltager i samarbejdet? SV: For disse medlemmer er det både slutproduktet (standarden) og selve netværket, der er vigtigt.
6: Hvad forventes det at resultatet bliver af ISO-samarbejdet? SV: Formålet med ISO 26000 er at vejlede omkring flg: 1. hvilke emner, der skal tages op og implementeres, hvis organisationen skal være social ansvarlig 2. hvordan man implementerer og indarbejder SR elementer i den daglige ledelse af en organisation Det der bl.a. adskiller denne standard fra andre initiativer, er at stakeholderne selv har været med til at skabe standarden, og derfor burde den varetage flere interesser (de fleste andre er industry-based) Målet som udgangspunkt er ikke en ’standard’ der kan certificeres efter, men alligevel er det formodentlig resultatet (der er allerede rygter om rådgivningsvirksomheder, der arbejder med certificering efter standarden). Der er overvejende sandsynlighed for at vi fra dansk side vælger at benytte ISO 26000 som udgangspunkt for en certificerbar ledelsessystemstandard, hvor elementerne fra ISO 26000 er integreret (integreret i ex. ISO 9004).Dansk Standard vil derefter overveje mulighederne for at afholde kurser og rådgive omkring implementering af ISO 26000 i ledelsessystemer (evt. bygge den ind i ISO 9004). 7: Hvordan ser resten af ISO-processen ud fra nu? SV: Juni-August 2008: godkendelse af /kommentarer til WD 4.1. i de nationale standardiseringsudvalg Møde i Chile September: WD 4.2., der godkendes af alle stakeholders, således at CD (committee Draft kan påbegyndes) CD udfærdiges og sendes til afstemning i de nationale standardiseringsudvalg (DMC), men her er der dog indskrevet en klausul om at stakeholdergrupper, såfremt de er fundamentalt uenige i de nationale kommentarer, kan indsende deres kommentarer direkte til ISO/WG SR sekretariatet, således at der her kan vurderes hvorvidt dette er et issue for mange stakeholders (hvis der er et entydigt billede af modstand i en hel stakeholdergruppe, må en revideret udgave af standarden (fx CD.2) udarbejdes). 8: Hvordan har den tidligere del af processen været organiseret? SV: Første del af processen er opdelt i stakeholderkommentering (indtil CD). Anden del af processen er mere fokuseret på det nationale standardiseringsudvalg, hvor der forsøges at opnå en national konsensus, der ligger til grund for afstemningen om CD (med mindre de enkelte stakeholders ønsker at bruge klausul-rettigheden)
9: Hvilke konflikter er der opstået internationalt? SV: ILO har underskrevet MoU, men er skeptiske gennem hele processen, de har dog valgt at deltage aktivt, for at sikre indflydelse Amnesty har valgt ikke at deltage, muligvis for dermed at kunne påberåbe sig retten til at kritisere når ISO 26000 er færdig. Dermed er deres interesser som international NGO ikke varetaget i selve standarden. Udviklingslandene (der er flere developing end developed lande med i det internationale samarbejde): For at sikre deres deltagelse er der oprettet trustfunds, der yder støtte til at etablere de nationale standardiseringsudvalg (MCs) Nogle udviklingslande anser processen som en handelshindring, mens andre ser det som et løft af deres samfund. Ikke blot et løft til industrien i disse samfund, hvis de overholder standarderne, men også som pression på regeringerne til at øge lovgivningen, og dermed bliver hele samfundet løftet. 10: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: DS arbejder også med at skrive en dansk version af ISO 26000, der er implementerbar og dermed afholde kurser og rådgive omkring implementering af ISO 26000 i ledelsessystemer (evt. bygge den ind i ISO 9004) og dermed lave en ny dansk standard, der kan certificeres efter. 11: Hvilke konflikter er der opstået i den danske gruppe? SV: Netop implementerbarheden er et af de få konfliktområder i det danske udvalg, idet DI, der repræsenterer SMEs ikke arbejder mod en konkret standard, der kan implementeres som ledelsessystem, idet der er en vis bekymring blandt SME'erne om, hvorvidt det vil blive et krav, som bliver pålagt dem fremover. 12: Hvad kan denne standard som lignende initiativer ikke tilbyder? SV: Mange CoCs o.lign. er branchespecifikke, og derfor vil den nye internationale standard give bedre mulighed for en bredere reference og give mere vejledende retningslinjer for virksomheder, der ønsker at profilere sig som socialt ansvarlige.
APPENDIX 6: MAIBRITT AGGER, DANISH STANDARDS II Siden sidst 1: Er der kommet flere nye medlemmer i gruppen? SV: Der var to nye med på sidste møde. Det var dansk Tekstil og Beklædning og ALECTIA A/S, som skulle overveje hvorvidt de ønskede at deltage. Jeg har ikke fået nogen endelige tilbagemeldinger, men Dansk Tekstil og Beklædning har i hvert fald givet udtryk for, at de gerne vil deltage, så det er muligt at de kommer med i fremtiden. 2: Er der nogen medlemmer, der har trukket sig ud af samarbejdet? SV: Vi har konsulenten Arne Grove i Kaliningrad, som vi ikke har hørt fra længe, og som kun har deltaget i tre møder. Jeg tror han er ude af samarbejdet nu. 3: Er prisen stadig den samme for at deltage i gruppen? SV: Ja, prisen for medlemskabet er stadig 22.500 kr./år, og det vil det også være til næste år. NGO'erne og forbrugerne har stadig gratis medlemskab, og det bliver de også ved med at have, mens resten af stakeholdergrupperne fortsat skal betale for medlemskabet. Processen 4: Hvor langt er I kommet med draft 4.2. mht. kommentarer fra den danske gruppe? SV: På sidste møde, 2008-06-23, tog vi en runde, hvor alle medlemmer fik mulighed for at byde ind. Der var en generel holdning til, at det var blevet bedre, og at det kunne accepteres, at draftet går videre til det, der hedder Committee Draft. Det er sådan set status inden mødet i Santiago i september. Man syntes dog ikke at det var perfekt, og der er stadig nogle ting, der gerne sås ændret, men hele vejen rundt var der enighed om at draftet var acceptabelt. På mødet blev vi enige om at der var nogle få hovedpunkter, som vi ville koncentrere os om, og fokusere vores kommentarer omkring. Vi tog bordet rundt, hvor folk fik lov at sige hvilke områder, de havde kommentarer til, og det blev så delt op i nogle hovedpunkter, og det er så dem, vi har lavet de samlede kommentarer til. De skal så sendes samlet afsted og repræsenterer altså den samlede danske gruppe, og derfor skulle alle også være enige om det, der stod. Vi har et møde igen i august, som er et for-møde inden det internationale møde i Santiago, og så har vi også et formøde i 'rejseholdet', hvor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er trådt endnu mere i karakter og er blevet mere involverede i forhold til den strategi, de har, hvor denne standard er indskrevet som en del af deres CSR handlingsplan. De har derfor involveret flere medarbejdere for at det kan lykkes at få gennemført deres strategi på ISO 26000 området, der går ud på, at Danmark skal være vært ved det sidste internationalt møde om ISO standarden - formentlig i 2010. Vi holder altså både et 'rejseholdsmøde og et s-udvalgsmøde i august, hvor vi forbereder medlemmerne til mødet i Chile, så det bliver nemmere for de andre at gå til, og at vi på den måde forbereder det vi skal snakke om dernede. Det bliver et halvdagsmøde for s-udvalget, hvor temaet primært vil være mødet i Chile, men hvor der også kan være andre ting, vi skal diskutere. Der er selvfølgelig nogle områder, som 'rejseholdet' ønsker at diskutere eftersom de er mest inde i det, og hvis der er noget, vi synes skal op at vende, så vil vi sørge for at det også bliver diskuteret i det forum.
5: Er i kommet nærmere en beslutning om, at Danmark skal være værtsland? SV: Vi hører lidt fra de andre landes stakeholdergrupper og hvad deres holdning er, og det lyder som om der er overvejende positiv holdning til at arbejde videre mod et CD, der er selvfølgelig stadig nogen, som er imod, men det bliver spændende at se, og vi ved i hvert fald ikke mere før mødet i Santiago. Til det møde håber vi at få en afklaring på det, og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er talstærkt med derovre for at arbejde for den danske holdning. 6: Tror du det er realistisk at opnå en CD efter Chile-mødet? SV: Ja, jeg tror da det er realistisk. Jeg vil da tro at der vil være omkring 80 % chance for at det bliver godkendt. Generelt 7: Hvad er din rolle i den danske gruppe? SV: Det er jo Dansk Standard, der 'ejer' processen som national standardiseringsorganisation, på den måde skal alle interesserede gå gennem os for at komme til at deltage i både de danske og de internationale møder. Det er også os, der skal udpege dem som eksperter, så vi har i hvert fald en rolle, som de enkelte medlemmer ikke kan komme udenom. Det er DS der har taget initiativet til at få nedsat gruppen og har samlet dem, og det er derfor også mig, der er tovholder på hele processen. Det sker i samarbejde med formanden for gruppen, men jeg varetager en del af de praktiske ting, f.eks. at sende dokumenterne ud til medlemmerne, og få kommentarerne retur, forberede møderne, sende dagsordener ud og lave referater fra møderne og samtidig sørge for at opdatere medlemslisten, og sørge for at opdatere vores bibliotek på livelink, hvor forskellige dokumenter er samlet. Jeg står for alle de administrative og praktiske ting, der gør, at det fungerer. Jeg er tovholder, for jeg har ikke den samme faglige ekspertise som medlemmerne, selvom jeg har lært en masse hen ad vejen, men det er ikke min rolle at skulle sidde og blande mig voldsomt i diskussionerne. Jeg giver selvfølgelig min mening tilkende, men min hovedfunktion er ikke at skulle sidde og beslutte hvordan kommentarerne skal udformes. Det er i stedet at sørge for at alt det andet fungerer, og derudover har jeg også til opgave at kommunikere ud omkring det arbejde, der sker. På den måde skal jeg sørge for at få så mange med i udvalget som muligt, og sørge for at det er så bredt repræsenteret som muligt. I den situation handler det om at jeg får udvalgets arbejde præsenteret alle de steder, hvor der er mulighed for det. Det er både i medierne, og jeg er også med i nogle netværk, og bl.a. er jeg medlem af en lukket CSR gruppe, hvor der sidder en masse danske virksomheder, hvor jeg forsøger at gøre opmærksom på standarden, og fortæller om den når jeg synes det er relevant, så jeg på den måde forsøger at sprede viden omkring den gennem andre kanaler også. Nogle gange er det journalisterne selv, der ringer og spørger til den, og andre gange er det mig, der står for det opsøgende arbejde, for at sørge for at få spredt viden ud. Jeg varetager en normal projektleder funktion, hvor temaet i denne gruppe er et emne, der en meget fokus på for tiden i forhold til andre emner, og derfor er der også andre faktorer, der spiller ind, og derfor bliver min funktion mere omfangsrig end normalt netop fordi der er meget fokus på det. Det gælder også hos DS internt, hvor vi også arbejder med SR. Jeg er også med til de internationale møder, hvor jeg mest har været involveret i den gruppe, der skulle skrive procedurer for denne type arbejde. Det er jo også en ny proces for ISO med stakeholdergrupper og stakeholder involvering, så der har været en masse, der skulle specificeres. Det har været meget spændende, men også en meget langsommelig proces. Målet har været at lave nogle nye procedurer, som også kan bruges
på andre områder. Det er vigtigt at få det prøvet af i denne sammenhæng, så vi kan se om det kan bruges på andre områder også. 8: Er du aktivt medlem af den danske gruppe? SV: Jeg er aktiv, og blander mig i diskussionerne, hvis jeg selv mener, jeg har noget relevant at bidrage med. Jeg står selvfølgelig mest for det praktiske og holder styr på arbejdsplaner og lister osv, men kan også godt blande mig i det faglige, for jeg har jo også mine egne ideer. Det er jo ikke et emne, hvor der er en facitliste, så der er rigtig mange, der kan have en relevant mening om det, og der er ikke nogen, der er fagspecialist på hele CSR-området. Jeg er dog ikke den der siger mest på møderne, men jeg laver referater, udsender dokumenter og sidder sammen med formanden og styrer mødet sammen med hende. 9: Hvad er din rolle på de internationale møder? SV: I starten var jeg en del af den gruppe, der hedder SSRO, hvor de fleste standardiseringsorganisationer var med. Undervejs blev definitionerne ændret, fordi der var mange, der syntes at det var lidt misvisende at de nationale standardiseringsorganisationer sad som en del af en stakeholdergruppe. Det er jo netop vores opgave at være neutrale og repræsentere det samlede nationale udvalg og de samlede nationale synspunkter, og er derfor ikke en del af en eller anden stakeholder-holdning. Det ser jeg i hvert fald ikke som min rolle, så hvis jeg skal komme med noget på de internationale møder, så skal det være bredt og komme fra hele den danske gruppe, som jeg skal repræsentere. Derfor vil jeg helst ikke sidde i en stakeholdergruppe, og derfor synes jeg det kunne være fint, hvis man i stedet lavede et forum, der hed nationale standardiseringsorganisationer. I den gruppe kunne vi så snakke om standarden ud fra vores synspunkt, og diskutere hvordan vi implementerer den, og på den måde kan vi have noget erfaringsudveksling omkring hvad vi kan bruge standarden til. Samtidig kan vi løbende diskutere hvad vi kan bidrage med. ISO har ikke ville lave en ny stakeholdergruppe midt i processen, så de nationale standardiseringsorganisationer har ikke fået deres egen gruppe, men ISO har gjort det, at de har lavet en speciel kategori uden for SSRO, hvor man har lov til at give sin mening tilkende i TG1, TG2 og TG3, som er forskellige grupper omkring kommunikation og regler, og hvor man så kan fungere som observatør i disse grupper. Jeg deltager også i nogle af indholdsgrupperne, hvis jeg finder det relevant eller mener, jeg har tid til det. Jeg sidder dog primært som tovholder for den danske gruppe, og sørger for at koordinere mellem dem mens vi er på mødet, ligesom jeg bidrager med viden om standardiseringsprocessen, regler osv. Den danske spejlgruppe (DMC)
10: Får DS/ISO fat i de rette organisationer? SV: Det ville være rigtig godt, hvis eksempelvis Dansk Tekstil og Beklædning kom med i gruppen, for emnet er jo meget relevant for dem. De kan samtidig repræsentere nogle af de mindre virksomheder, for problemet er, at det stadig er de store virksomheder, der er med i gruppen. Dansk Industri sidder i gruppen og skal repræsentere alle de små- og mellemstore virksomheder, men det er ikke meget kun at have en repræsentant for alle de virksomheder, og DI repræsenterer jo også andre end blot de små og mellemstore. På den front kunne udvalget sagtens styrkes. Jeg vil også fortsætte med at arbejde mod at få flere folk med, og heldigvis kommer der også stadig henvendelser, fordi nu er vi nået så langt, at nu kan virksomhederne se hvad det konkret er, vi arbejder med. Gruppen bliver ikke lukket på noget tidspunkt, men det er svært at få de små virksomheder med, for det er svært at finde nogen, der har ressourcer til at deltage. Vi har nogle små med, men det er som oftest konsulenter, men deres rolle er en anden, for de skal bruge det færdige produkt, som de skal ud at sælge. Realistisk set, så har vi nok fået de virksomheder med nu, som har interesse i at deltage, og det er fx også positivt at vi nu trods alt har fået DI med, som ellers ikke var så interesserede i starten. 11: Er det et passende antal medlemmer i gruppen? SV: Ja, det synes jeg. Det er lidt forskelligt hvor mange, der dukker op til møderne, men vi er da som oftest omkring 15 personer, og det er et okay antal, for det er nok til at man kan gå bordet rundt, og alle kan få lov til at blive hørt og komme med deres kommentarer. Det er samtidig også nok til, at vi kan få lidt blandede input og forskellige kommentarer. Vi ville sagtens kunne være lidt flere også uden det ville gøre noget. Det er vigtigt at alle stakeholdergrupperne er repræsenterede, og forbrugerne har vi savnet i et stykke tid, fordi der har været udskiftning af deres repræsentanter hen ad vejen. De har ikke deltaget i de sidste par møder, og skal heller ikke deltage i mødet i Chile, så det er lidt ærgerligt, at vi ikke har den stakeholdergruppe repræsenteret og at de ikke har været så aktive, for vi ville gerne have den side repræsenteret også. De har været lidt ramt af jobskifte, barsel mv., og vi har bare været glade for, at de så har udpeget nogle nye hver gang. Det er lidt svært med den gruppe, for der er ikke så mange andre end forbrugerrådet, som reelt set kan repræsenterer forbrugerne. 12: Er alle medlemmer lige? SV: Der er lavet nogle retningslinier, der siger, at hvis der sidder én stakeholder-repræsentant, så har den person lige så meget at sige, som de andre grupper. Altså f.eks. har én forbrugerrepræsentant lige som meget at skulle have sagt som hele industri-gruppen selvom der sidder seks repræsentanter i den gruppe, fordi man taler pr. stakeholdergruppe, og det er det princip, der skal være bagvedliggende. Det er dog ikke noget, vi tænker meget over, for der er ikke nogen, der ikke bliver taget seriøst. Der er altid nogen, der siger mere end andre, og nogen, der har en erfaring, der gør at de har mere at bidrage med. Det er dog ikke sådan, at der er nogen, der har mere at skulle have sagt end andre, for der bliver lyttet hele vejen igennem. Det betyder også meget, at det er nogle gode repræsentanter, de forskellige grupper har, som følger med, og har noget at byde ind med og gør det når det er relevant. Der er ikke nogen der lurepasser, og jeg synes faktisk det fungerer rigtig godt.
13: Er der nogen medlemmer, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Der er da nogen, der er mere aktive og mere dominerende end andre, men det er baseret på den viden, de har. Vi har dog en god ordstyrer i vores formand, der sidder udførligt og laver lister over hvem der har taleret, og dermed forsøger at være neutral, og sørge for at alle får plads. 14: Hvordan vurderer du sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Vi lavede fra starten et holdningsdokument, hvor vi har nogle mærkesager, som den danske gruppe gerne ville arbejde for eller i hvert fald forsøge at påvirke i retning af. Vi har forsøgt at holde fast i mærkesagerne og havde det med på mødet sidste gang, hvor vi tog udgangspunkt i det 2-3 år gamle dokument, og så på det udkast af standarden, der ligger idag. Ud fra dette vurderede vi så hvad vores kommentarer skulle være, hvis vi stadig skulle arbejde hen mod vores mærkesager. Det var faktisk en meget god ide, og derfor har vi også bibeholdt vores oprindelige udgangspunkt, og har derudfra forsøgt at fokusere vores kommentarer på hvad vi fandt væsentligt i stedet for bare at sende en hel bunke kommentarer afsted. I stedet fokuserede vi på, hvad der er vigtigt for os, og kunne dermed sige at der var en stor gruppe, der støttede op omkring disse punkter. På den måde sørger vi også for at der er sammenhæng fra start til slut, og selvom vi godt ved at der er nogle af tingene som vi ikke får gennemtrumfet, men derfor kan vi jo godt arbejde på at få det beskrevet så godt som muligt. Vi må sætte nogle lidt mindre ambitiøse mål, og gå efter dem i stedet. 15: Har samarbejdet i den danske gruppe levet op til dine forventninger? SV: Samarbejdet i den danske gruppe har været meget bedre end jeg havde forventet. Jeg har aldrig tidligere oplevet en gruppe, der har været så fasttømret, det har selvfølgelig også skyldtes at det har været en intensiv proces, hvor der har været mange møder. Vi holder fem udvalgsmøder om året, og der er 1-2 internationale møder om året, og specielt i den lille gruppe - 'rejseholdet' hvor vi holder for-møder, der ser vi hinanden rigtig meget, hvilket gør utrolig meget for gruppesammenholdet. Særligt blandt den gruppe, der har rejst med ud og deltaget i de internationale møder er der kommet et utrolig godt sammenhold, hvor det faktisk er blevet så godt, at vi faktisk ses privat engang imellem også. Det viser netop, at vi har fundet noget, der går på tværs af stakeholdergrupperne, der har gjort at vi fungerer rigtig godt sammen for vi er jo meget forskellige, og der er en god kemi og det håber jeg vi kan spejle ud til resten af udvalget. Det bliver selvfølgelig et andet forhold man får til folk, man mødes med i tre timer, end dem, man rejser ud sammen med i en hel uge et eller andet sted. Indenfor dette område er det dog 'Tordenskjolds soldater', så mange af den kender hinanden fra andre sammenhænge, og de fleste af dem har en masse forskellige relationer. Derfor tror jeg også at de fleste synes det er rart at komme til møderne og udveksle erfaringer.
APPENDIX 7: QUESTIONNAIRE FOR THE DMC MEMBERS 1.
Navn, Organisation Motiver Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg?
2.
Hvorfor valgte I at tilmelde jer?
3.
Hvordan vil du vurdere indkaldelsen/tilmeldingen?
4.
Er den effektiv?
5.
Får DS/ISO fat på det rette organisationer?
6.
Er din organisation certificeret efter andre standarder?
7.
Hvis ja, hvilke?
8.
Hvis nej, hvorfor ikke?
9.
Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg?
10. Hvordan vil du karakterisere din egen position i det danske standardiseringsudvalg? 11. Er alle medlemmer lige? 12. Hvordan vil du karakterisere din organisations engagement i samarbejdet? 13. Hvilken stakeholder gruppe tilhører din organisation? 14. Mener du din organisation repræsenterer hele stakeholdergruppen? Processer 15. Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? 16. Hvordan vil du vurdere selve organisationen af det danske standardiseringsudvalg? 17. Er det en velorganiseret gruppe? 18. Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? 19. Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? 20. Deltager din organisation i det internationale samarbejde? 21. Hvor mange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 22. Økonomisk? 23. Arbejdstimer? 24. Personer? 25. Hvordan er selve samarbejdsprocessen? 26. Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? 27. Er der modstridende interesser? 28. Hvis ja, hvordan blev disse tacklet?
29. Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? 30. Hvordan vil du karakterisere de danske medlemmer? 31. Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? 32. Er nogle medlemmer mere aktive/dominerende i udvalget end andre? 33. Hvis ja, hvem? 34. Hvorfor? 35. Er der fraktioner indenfor udvalget? Output 36. Hvad forventer du din organisation får ud af samarbejdet? 37. Hvordan vil du vurdere din organisations indflydelse på udviklingen af den internationale standard? 38. Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? 39. Har I planlagt at implementere standarden? 40. Hvis ja, hvordan? 41. Hvis nej, hvorfor ikke? 42. Alt i alt, hvordan vil du så vurdere det danske standardiseringsudvalg? 43. Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? Generelt 44. Hvordan tror du, ISO 26000 vil udvikle sig? 44. Bliver standarden implementerbar? 45. Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør?
APPENDIX 8: ANNE GADEGAARD LARSEN, NOVO NORDISK A/S Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Novo Nordisk blev kontaktet af Dansk Standard tilbage i forsommeren 2004 før mødet i Stockholm, hvor det skulle besluttes hvorvidt man skulle sætte et standardiseringsudvalg i gang. Dansk Standard spurgte om vi havde lyst til at deltage, og om vi kunne have lyst til at tage formandsposten, og dermed også at Novo Nordisk som formand var med til at søge om at Danmark skulle have formandskabet for ISO 26000. Vi har været med i samarbejdet fra Day One, men har dog ikke været med til diskussionerne i Advisory gruppen (SAG), som var grundlaget for Stockholm-mødet, men siden da har vi været med. 2: Hvorfor valgte I at deltage? SV: Grunden til, at vi valgte at deltage var, og det er vi blevet bekræftet i mht. indholdet af standarden, at de ting og principper, og måden man ønsker at arbejde med SR på, er den måde, vi gør det i Novo Nordisk i forvejen. Vi så muligheden for at sige, at fordi vi i forvejen har praktisk erfaring med det, og har et vist renomme i Danmark, og vi vil kunne bringe den erfaring og det renomme med videre både i formandskabet og som en aktiv industri-stakeholder i det internationale arbejde. Vi ville formodentlig også have et andet perspektiv end så mange andre industri-stakeholders. Alt det, er vi blevet bekræftet i, så man kan ikke sige, at vi sidder og råber og skriger og mangler en standard for samfundsmæssigt ansvar, men fordi vi tror på partnerskabselementet og det, at man skal lave stakeholder-engagement, som er et vigtigt element i standarden, og at alle organisationer skal bidrage med noget, så følte vi at vi ville støtte op med vores erfaring, vores renomme og vores ressourcer. Vi har dog siddet i Danmark og har talt om hvor glade vi var, for at vi ikke fik formandskabet, for det har ikke været andet end hårdt arbejde. Jeg må virkeligt tage hatten af for dem, der har siddet og skulle administrere det. Vi er utrolig glade for, at det ikke blev os.
3: Hvordan vil du vurdere indkaldelsen? SV: Der har været budt bredt ud, og i forbindelse med Stockholm-mødet afholdt Dansk Standard et informationsmøde, hvor der var rigtig mange deltagere. Jeg havde ikke enorm erfaring med standarder og ISO, men det har jeg selvfølgelig nu, idet jeg har været med siden 2004, men jeg har ikke været med i 15-20 år, sådan som nogle af de andre har. Der er ingen tvivl om, at så snart det blev et spørgsmål om at man skulle betale for at deltage i udvalget, så var der en del, der faldt fra. Mange industri-stakeholders mente, at de var repræsenterede af Dansk Industri, og for andre var det et spørgsmål om tid, det var ikke så meget at man skulle betale for det, selvom det selvfølgelig også er et parameter, men mere den tid, der forventes man bruger på det, og hvad det egentlig er, man diskuterer. Det er godt for 'rejseholdet' at have et sounding board derhjemme, men det er meget svært at holde tråden, eller momentum i de danske diskussioner, fordi der kommer til at foregå så meget ind imellem, som den danske gruppe ikke er med i, fordi de udelukkende vælger at koncentrere sig om de 'danske' diskussioner. Det er enormt svært at styre en diskussion, og et engagement i sådan en gruppe, fordi de forskellige medlemmer har et forskelligt informationsniveau. Der er også forskellige interesser i, hvor stor indflydelse man ønsker at have på den internationale proces. Der er nogle helt klare overvejelser, som Dansk Standard bør have fremover, hvis ISO igen ønsker at lave stakeholder-engagement projekter igen. ISO 26000 er første gang, de forsøger sig med en organiseret stakeholder-engagement proces på det her niveau. Næste gang skal Dansk Standard overveje hvordan de sikrer, at de får alle med, både i fht. indbydelsen og retningslinierne for at være med. Det er ikke kun et spørgsmål om differentieret betaling, der er også andre elementer, der bør overvejes, så man fra standardpolitisk udvalg kan vurdere, hvad der fungerer i Danmark. Den traditionelle måde, hvor man betaler, det er ikke nødvendigvis det mest hensigtsmæssige i sådan en situation. Det kan også være, at det optimale ikke er et standardiseringsudvalg, men at man i stedet afholder nogle store møder, laver en konference eller forsøger at sætte det sammen på den helt anden måde, så folk ikke føler, de sidder med i en 8-årig lang standardiseringsproces, men at der i stedet bliver skræddersyet et diskussionsprogram, hvor man inviterer bredt, og så må man forsøge at styre efter det. Man børe i hvert fald overveje nogle andre metodikker, hvis man vil sikre fuld stakeholder-engagement. 4: Er din organisation certificeret efter andre standarder? SV: Fordi vi er en pharma-virksomhed, så er vi certificeret indenfor alle mulige områder. Vi er ISO 9001, ISO 14001, OHSAS 18000. Det er hvad vi har af ISO-standarder, men lever også op til GMPregler, FDA-requirements og meget andet. Vi er stort set certificeret efter alt hvad vi kan certificeres efter. Det er ikke sandsynligt, og det må vi i øvrigt heller ikke endnu, men vi bliver nok ikke certificeret efter ISO 26000. Når der kommer en dansk udgave af ISO 26000, som man kan blive certificeret efter, så er det ikke sikkert, at Novo Nordisk vil det. Det kan selvfølgelig godt være, men vi har ikke truffet beslutning om det endnu. Det er mig, der skal lave en anbefaling, eller i hvert fald styre processen om at få lavet en anbefaling, som ledelsen skal træffe beslutning om.
5: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Novo Nordisk er formand for det danske udvalg, og jeg har været det siden 2004. Rent personligt har det også været en læringskurve for mig at sidde som formand for udvalget, og det har været enormt udfordrende at få gjort debatten relevant, når vi sidder til møderne. Det er fordi, dem, der rejser ud og deltager i de internationale diskusstioner, som jeg altså er en af, vi har så meget mere viden omkring processerne. Diskussionerne omkring indholdet er ligeså meget baseret på diskussionerne omkring processerne som det er en reel diskussion om hvilke principper, det skal integreres. At få oversat diskussionerne så de ikke bliver alt for procesorienterede, det har været enormt svært, og i den forbindelse har vi haft nogle ups and downs i det danske udvalg. Vi er ved at lande på et forholdsvist godt niveau, men det har krævet at dem, der rejser ud lægger en ekstra arbejdsindsats. Vi er nødt til at sætte os ned og forberede hvilke diskussionsspørgsmål, vi kan hive ud af det udkast af standarden, der ligger lige nu. På den måde styrer vi debatten meget mere, fordi vi sørger for at vores diskussioner har basis i standarden. Det har været en læring for mig, at få det på plads, og samtidig lære hvordan man styrer en gruppe, hvor man har nogle meget talende mennesker, og nogen, der ikke siger så meget, og andre igen, der brøler op og går. Det er alle typer, ikke kun alle typer stakeholders, men også alle typer mennesker. Generelt er der ikke mange konflikter, men der er lidt omkring at der er en mening om, at nogen snakker for meget og så har der været nogen, der har været utilfredse med at vi ikke har kunnet få konkretiseret diskussionerne. Det er dog ikke sådan, at vi er dybt uenige om indholdet, det har mere været processen omkring det, og hvordan vi diskuterede det. Det kan da godt være, at vi ikke allesammen synes, at der skal være 'precautionary principles' som et af principperne for standarden, men det er ikke så vigtigt et punkt, at nogen kan finde på at sige, at hvis ikke det kommer med, så gider jeg ikke være med mere. Medlemmerne er ikke så konfrontationssøgende, så i det store hele, så kan vi godt blive enige. Joken har hele tiden været, at hvis Danmark skulle sætte sig ned og skrive standarden, så kunne vi hurtigt være blevet enige om 10 principper, og få dem skrevet ind i et ledelsessystem, og så var det arbejde slut. Tricket er selvfølgelig, at det tager lang tid før man får alle medspillere med. På den generelle bane er vi absolut enige, og der er ikke nogen konflikter. Udfordringen har været at gøre den internationale debat relevant lokalt. Det afspejler også, at vi i Danmark ikke er uenige. Det kan godt være vi er uenige om, hvor meget der skal reguleres, og hvor meget ansvar andre organisationer har. De uenigheder vi har i Danmark er vand i forhold til det internationale billede. Internationalt startede man ud med, at der sad nogle industri-repræsentanter, der forsøgte at få stoppet processen. De har nu forstået, at det ikke kan lade sig gøre, og de forsøger nu at påvirke processen, så de får det mindst bindende indhold. Det har været et helt andet spektrum af uenighed internationalt i forhold til Danmark. Det kan være svært at forstå, at når vi er så enige i Danmark, hvorfor er det så svært at få det gennemført internationalt. Det er derfor man er nødt til at have forklaringen omkring processen med, så man kan forstå at finde en balance. 6: Hvordan vil du karakterisere din egen position/indflydelse i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg forsøger at holde mig objektiv, men jeg har selvfølgelig også en Novo Nordisk-holdning, som også skal på banen. Som formand skal jeg alt andet lige forsøge at styre denne gruppe af mennesker, og sørge for at vi har fremdrift, mere end at det er Novo Nordisk's holdning der skal frem. Det kan man sige er nemt, fordi vi stort set er enige stakeholder grupperne imellem.
7: Er alle medlemmer lige? SV: Det kommer an på hvordan man måler om man er lige. Alle har lige meget at skulle have sagt, og lige meget hvad folk siger, så bliver alle holdninger og meninger taget i betragtning. Udgangspunktet er at opnå konsensus, det vil dog typisk være sådan, at hvis der er en, der står alene med sin mening, så vil konsensus være det, som flertallet mener. Den måde, hvorpå vi arbejder med konsensus-princippet er der ikke nogen, der har haft svært ved at acceptere. Jeg vil sige, at alle som udgangspunkt er lige, men hvis man måler på ressourcer og den tid, de enkelte har været parat til at putte i det, så er alle ikke lige. Der er nogen der har tid og ressourcer til at møde op til møderne og har læst bilagene før et møde, og så er der nogen, der sidder med og diskuterer hele vejen igennem. 8: Hvordan vil du karakterisere din organisations engagement i samarbejdet? SV: Novo Nordisk er forholdsvis meget engageret, vi har været formand gennem hele processen, og havde også sagt ja til at lede hele den internationale proces. Vi har doneret penge til ISO's Trust Fund, der hjælper så andre kan deltage internationalt. Jeg vil vurdere at vores engagement er forholdsvist stort i dette arbejde. 9: Hvilken stakeholdergruppe tilhører din organisation? SV: Vi tilhører industri-gruppen, og jeg er ret sikker på at mange af de andre medlemmer i den internationale industri-gruppe har tjekket om Novo Nordisk er en industri eller en NGO, for vi er absolut ikke enige om hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. 10: Mener du, din organisation tilhører hele stakeholdergruppen? SV: Vi repræsenterer ikke hele industri-stakeholder gruppen internationalt, men i den danske kontekst gør vi. Vi har forsøgt at holde et enkelt møde, hvor kom industri-repræsentanterne i Danmark var med, men vi fik ikke nok ud af det, til at vi kan bruge det til noget. Det hænger nok også sammen med, at hvis man virkelig vil det, så skal man også kaste nogle ressourcer i det. Det har selv jeg, svært ved at få prioriteret en gang imellem. Jeg synes , jeg repræsenterer hele gruppen, men jeg ved, at der er nogen punkter, som jeg ikke er enig med dansk industri om, men det har ikke været kardinalpunkter. Processer
11: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: På den generelle bane, synes jeg det er rigtig fint, men der er selvfølgelig nogle opmærksomhedspunkter, som vi gennem årene har forsøgt at håndtere, så vi får en debat, som alle synes er konstruktiv nok til at de gider være med. Danmark er ikke særlig stor, og der har da været én, der har haft svært ved at forstå hvorfor vi bliver ved med at snakke og at det da ikke kan være rigtigt, at udvalget ikke kan blive enigt. Jeg har også deltaget i et andet regi, hvor man forsøgte at blive enige om nogle regler for samarbejde. Det, der sker, er at når man så mødes to gange om året, så er det nye repræsentanter, som enten har nye holdninger eller skal have hele baggrundshistorien en gang til. Da måtte jeg bagefter gå hen til denne person, der ytrede sig omkring langsommeligheden, og sige at det her var 45 mennesker fra de nordiske lande, der forsøgte at blive enige, så prøv at forstille dig 400 mennesker i et internationalt regi, der skal prøve at blive enige om noget, der er noget mere kompliceret end vores samarbejdsregler i denne lille gruppe. Pointen er at der er en årsag til, at det trækker i langdrag, når vi forsøger at blive enige om, hvilken form for information, der skal være i denne vejledning. 12: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Der er adgang for alle, dem, der vil have hele pakken, alle emails, og kontakter til stakeholder grupper og alt muligt andet. Det er der dog ikke nogen, der har tilvalgt at dem, der sidder i rejseholdet, som er dem, der tager ud og repræsenterer. Jeg vil sige, gruppen er velorganiseret, vi har holdt flere møder, i perioder, hvor der har været arbejde omkring standarden, men så holder vi ikke møder, i det mellemliggende perioder, hvor der ikke er noget at gøre. Vi holder ikke møde, bare for at holde møde. Nu forsøger vi i forbindelse med mødet d. 23.6, at afholde et heldagsmøde, hvor vi også har andre ting på agendaen, så der også bliver noget andet med, som også har relevans. Vi vil forsøge at få DanWatch med, og få dem til at fortælle, hvad de gør, og dermed sætte et anderledes program sammen, for at gøre det lidt interessant. Vi holder et forberedelsesmøde, hvor vi diskuterer hvad det er, vi synes der skal på banen, og hvad der skal diskuteres. Vi vil forsøge at sørge for, at folk går hjem efter den dag, og føle de har fået noget ud af det, andet end at have siddet tre timer og diskuteret to ord. Vi vil forsøge at se på, om det kan lade sig gøre at organisere det anderledes.
13: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Medlemskabet har absolut levet op til mine forventninger, selvom vi selvfølgelig er rigtig ærgerlige over, at processen har trukket ud, så jeg hvert år skal bede om lov til at forlænge i forhold til ressourcer, både penge og min tid. Det er ikke noget, vi kan gøre noget ved, så på den måde lever det op til forventningerne. Jeg synes Dansk Standard gør en fortrinlig indsats i at koordinere og sørge for, at vi bliver hørt ind de rigtige steder. Vi har også den fordel, at vi tidligere har haft et medlem i TMB, og at vi nu har formanden for TMB fra Danmark. Det benytter vi os af, i den udstrækning, det er ansvarligt og i orden. Vi udnytter det ikke, men vi gør vores pointer klar, og går også den vej igennem med dem. Jakob Holmblad (Formand for TMB) gør også brug af os, idet vi også klæder ham på, så det går begge veje i forhold til at holde Jakob orienteret. Det er rejseholdet, der står for kontakten til Jakob Holmblad. Den danske gruppe er delt op i tre dele. Alle medlemmerne skal ses som en fuld population, og ud af den population er der en del, der deltager i det internationale arbejde, som er lidt mere aktive. Ud af den gruppe er der nogle hard core medlemmer, der har været med fra starten, og som også har nogle debatter og et fællesskab, de andre ikke er en del af. Det er denne sidste gruppe, der er aktuel når vi diskuterer TMB og de mere politiske ting. Det hænger også sammen med at restmængden af dem, som ikke er med i gruppe tre, det er dem, der med til at finansiere Dansk Standard. Derfor er der nogle ting omkring hvem, der kan sidde med i den sidste gruppe, således at der ikke bliver bragt nogen i spil på et tidspunkt, hvor det kunne være uhensigtsmæssigt. 14: Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Udviklingen af ISO 26000 og hvad Dansk Standard i øvrigt laver, så er det absolut relevant, hvad der foregår i det danske udvalg. Alle har haft snakket om, hvad man skal gøre, og hvad der skal være overlægger til hvad, og skal ISO 26000 integreres i ledelsesstandarder, og hvad der så skal være i dem. Lige nu er arbejdsmiljø, miljø og bæredygtighed ude som et tillæg, men hvis man gerne vil have det integreret, så skal det jo i under management i en eller anden form, fordi alle de informationer er med til at lede organisationen på den bedst mulige måde. Det synes jeg fungerer rigtig godt, men man kan spørge om vi måske tidligere skulle have truffet beslutningen om, at vi ville lave en dansk vejledning. Det nytter dog ikke noget, at vi kommer til at lave noget, der ser meget anderledes ud, så derfor er vi nødt til at vente til standarden når et niveau, hvor den næsten er færdig. Derefter kan vi så få lavet en dansk udgave af den, og finde ud af hvad SR betyder i dansk sprog og i dansk kontekst for en organisation. Tanken er, at det så skal være en certificerbar standard. Vores tanke allerede fra mødet i Stockholm var, at standarden skal være certificerbar, og man ser også allerede at forskellige organisationer bruger den som referenceramme, og beder deres leverandører rapportere hvordan de lever op til kravene fra ISO 26000. Vi er også af den holdning, at ISO skyder sig selv i foden, ved ikke at lave den certificerbar, fordi der vil være konsulentfirmaer og andre, der vil sige, at når standarden kommer på banen, så vil de gerne certificere organisationer efter ISO 26000 og bekræfte at en organisation følger ISO 26000s principper. Hvis ISO ikke selv på forhånd går ind og redegør for, hvad der skal til for at organisationer kan tillade sig sige, de er ISO 26000 certificerede, så bliver det udvandet fra starten. Så vil forskellige organisationer reagere, fordi de som udgangpunkt troede at en ISO 26000 certificering betød sådan og sådan, men så har den certificerede organisation alligevel problemer med de og de issues. Vi tror derfor, at ISO har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at
lave et guidance-dokument, men det var et kompromis, der var nødvendigt, for at få standarden igennem. Derfor er det nødt til at være sådan, selvom det er ærgerligt. 15: Deltager din organisation i det internationale samarbejde? SV: Vi deltager i det internationale arbejde, men der er et enkelt møde i Portugal, som jeg ikke har været med til, men ellers har jeg været der hver gang. Jeg har også deltaget i nogle af de underudvalg, der har været, hvor der skulle ligge en ekstra indsats. Jeg er reserve for formanden for industri-stakeholder gruppen, hvilket betyder, at hvis han gik hen og fik et andet job, og ikke længere skulle sidde med i ISO 26000 processen, så ville det være os, der havde formandskabet i den internationale industrigruppe. Jeg er ret sikker på at han bliver ved med at sidde på formandsposten, for han repræsenterer den amerikanske arbejdsgiverorganisation, og de SKAL blive ved med at have deres mandat i den gruppe. 16: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 17: Økonomisk? SV: Vi har betalt det årlige kontingent, og vi har betalt til ISO Trust Fund 18: Arbejdstimer? SV: Jeg har ikke gjort det op, men det er rigtig mange timer. Det er også flere timer, end jeg havde regnet med, og derfor er jeg glad for at jeg ikke fik det internationale formandskab. Det ville have været svært at håndtere i sammenhæng med alle de andre forpligtigelser, jeg har. Jeg har hørt, at næstformanden næsten bruger et årsværk på arbejdet, selvom han kun var næstformand og ikke skulle bruge så meget tid på det. Det er selvfølgelig alt, alt for meget tid, men der er simpelthen så meget politik i det og så mange mennesker man skal forsøge at få til at blive enige. Der er så mange bilaterale processer, ikke bare under møderne, men også mellem møderne, og ting, der skal diskuteres. Det næste udkast skulle være kommet idag, men i stedet kom der en mail om, at det bliver forsinket. Vi har et møde i planlægningsgruppen, og det giver os altså mindre tid til at læse og forberede os til næste møde. 19: Personer? SV: Det er kun mig, der har deltaget som person.
20: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Der er ikke mange konflikter i den danske gruppe, fordi vi er enige om hvad SR betyder. Det er meget et spørgsmål om ord, for i Danmark er samfundsmæssig ansvarlighed alt, det er miljø, det er arbejdsforhold, arbejdsmiljø og meget mere som kan tilføjes under den overordnede bjælke. Der har været nogle debatter omkring ordene, hvad de indebærer og hvad man skal sørge for de kommer til at betyde. F.eks. har miljø-NGO'erne, Danmarks Neturfredningsforening sagt, at det er meget vigtigt, at der står at man stræber mod bæredygtig udvikling. Det har ikke været et kardinalpunkt, så det har Danmark støttet op om, og det har vi arbejdet for. internationalt har man så besluttet, at det ikke skal være et princip, men at det skal være en del af introduktionen. Når man som organisation vil arbejde med denne standard, så har man en hensigtserklæring om at arbejde mod et bæredygtigt samfund. Det der er så svært internationalt, men samtidig er grunden til at vi ikke har de samme konflikter i Danmark, er at vi har en fælles retorik, en fælles forståelsesramme og en ens kulturel baggrund, dertil kommer at CSR og bæregdygtighed er som begreber rimelig udviklet i Danmark. Vi syntes jo mange gange, at diskussionerne internationalt var baseret på banaliteter. Et eksempel kan være at når Frankrig siger 'SR', så er det ikke miljø, for i Frankrig tror folk ikke at SR indeholder miljø. I den sammenhæng mener vi, at det må være det franske udvalgs opgave at sørge for at det det bliver gjort helt klart at SR handler om det hele, når de laver den franske version af standarden. Det er en læringsproces, som franskmændene skal huske at udpensle hvad SR er, at man både har medansvar for sine medarbejdere, og at det skal bidrage positivt til økonomien, og ved at betale sin lovpligtige skat, man gererer et overskud, og at man forsker og udvikler, og at man har ansvar for at man ikke sviner miljøet, og at man har ansvar for at samarbejde med sine stakeholders, så man finder den bedst mulige løsning. Man skal sørge for at bruge hele paletten, for at få et bredt og holistisk perspektiv. Vi gjorde det, at vi for at undgå diskussioner på den store falde, at vi fik lavet et dokument, der indeholdt ti punkter, som er de ti kardinalpunkter, som vi vil arbejde for i det danske udvalg. Vi vil arbejde for at standarden bliver certificerbar, selvom vi godt ved at det ikke er muligt, men det vil stadig være et punkt vi vil blive ved med at arbejde med hver gang vi får en lejlighed til det. Dette dokument var en overordnet ramme for, hvad vi vil arbejde for. Vi syntes også der skal være assurance med, selvom det også er en af de ting, der har været diskuteret meget. Det fik vi talt på plads fra dansk side allerede i 2006, og fik lavet dette dokument, hvilket vil sige, at vi har opnået enighed om de ti kardinalpunkter. Der har i den sammenhæng ikke været nogen, der har arbejdet imod, og eksempelvis sagt at standarden ikke skal indeholde assurance eller at den ikke skal være cerificerbar, selvom man godt kunne forvente at det ville være Dansk Industri's standpunkt. De kan dog også godt se fordelen i, at man som dansk leverandør er certificeret efter denne standard, så ville man kunne bruge det, og det ville være nemmere end at man fik 25 questionnaires, man skulle svare på for at dokumentere at man overholdt nogle bestemte krav.
21: Er der modstridende interesser? SV: Vi forsøger at sige, at når vi sender kommentarer til standarden, så er det alle stakeholders i Danmark, der er enige om det. Vi har ikke på noget tidspunkt haft nogen, der har sagt, at de gerne ville have at en bestemt kommentar bliver gennemføre bare for en enkelt stakeholder gruppes skyld. Der, hvor vi har haft de største udfordringer har været når vi har siddet ved de internationale møder, hvor der er nogle stakeholder grupper, der er organiseret på en måde, så der er en meget stor global koordinator eller interesse-organisation. Det vil sige, at den danske repræsentant er forpligtet via sit mandat fra den organisation, til at følge hvad den internationale organisation siger. Vi har to stakeholder grupper, labor og consumers, hvor det er tilfældet, hvilket gør, at nogen af de ting, man vælger at støtte op om fra deres side på de internationale møder, ikke altid er i tråd med det Danmark mener. Det er vi nødt til at respektere fordi man sidder der som individuel ekspert, og ikke som dansk ekspert. Det er svært, men man er nødt til at have forståelse for det. Det gør, at vi har nogle udfordringer ind imellem. Det kan være lidt svært at forstå, hvad den danske indflydelse i virkeligheden er, hvis den danske repræsentant er nødt til at rette ind til højre og følge hvad den internationale organisation siger. Den situation er også med til at vise kompleksiteten for ISO. Jeg tror, de tog udgangspunkt i, at der bare var seks grupper, der skulle blive enige, og sådan har det slet ikke været. Det er stadig 400 eksperter, der skal blive enige, fordi man inden for de enkelte stakeholder grupper ikke er enige. Forbrugerne og Labor, og for så vidt også industrien forsøger, selvom de absolut ikke er enige, men især hos de to andre har det været sådan, at der er to personer, der udtaler sig på vegne af alle. Fordi det er sådan, at det er, så er der ikke nogen, der stiller sig op og modsiger det. Hos industrien kan der godt være nogen, der rejser sig op og modsiger det industri-repræsentanten siger, og retter og siger, at det jo ikke er det, man tidligere blev enige om. Det kan kun lade sig gøre fordi vi ikke har en international organisation, man på den måde er forpligtiget overfor. Selvom man hedder International Organization of Employers. De forstår ikke at Novo Nordisk ikke engang er medlem af Dansk Industri, som er den danske Organization of Employers, for det forstår de slet ikke at man ikke nødvendigvis behøver at være. Det vigtigste er at vi får snakket om det, og at alle forstår, at det er sådan, det er. Det kan jo være, at der kommer en situation, hvor den enkelte ekspert er uenig med stakeholder gruppen, og så er man nødt til at melde det ud, så resten af gruppen ved det, for man må jo holde sig for øje, at alle taler sammen på en molekylær måde, så man får ofte informationer fra 15 forskellige kilder inden man får den officielle information. Det vigtigste er at orientere hinanden, og det vil jeg mene, vi er rigtig gode til, det kan selvfølgelig altid optimeres, men det er ikke sådan at vi bliver fanget i noget, hvor man ikke kender de andre danske stakeholders' position. I den danske gruppe har vi været rigtig gode til at orientere hinanden, hvis vi har været nødt til at fravige den danske holdning. Ofte kan det være pga. et kompromis, at man bliver nødt til at fravige for at få noget andet igennem. Mht. generelle traditionelle interessekonflikter, så har jeg det sådan, at hvis der er noget man er uenige i, så må man melde ud. I den sammenhæng har Dansk Industri ikke sagt, at der er noget, de er uenige i, så ud fra det må jeg jo konkludere at de traditionelle interessekonflikter, f.eks. mellem os og DI ikke har været noget problem. Hvis vi satte os ned og snakkede alle detaljerne igennem, og diskuterede hvor meget man vil investere i sådan en standard, så ville der sikkert være ting, vi ikke var enige i, men det har aldrig været nogen problemer, der har været rejst. Der er selvfølgelig det historiske perspektiv, at Novo Nordisk ikke er medlem af DI, hvilket medfører, at det ikke er alt, vi
kan snakke om. Dansk Industri har været inde på, at det skal være muligt, også for små og mellemstore virksomheder at leve op til kravene i sådan en standard. I den forbindelse har vi snakket om, at der generelt arbejdes på det i processen, men der, hvor vi kan gøre en forskel er når vi laver den danske udgave. Der kan vi gøre standarden relevant for alle organisationer, også de små og mellemstore virksomheder, så standarden ikke kommer til at indeholde alle mulige avancerede krav til hvordan man skal opfylde det ene og det andet. I stedet skal man sende budskabet om, at det standarden indeholder et eksempel på 'god husførelse', og basalt set, så ved man godt hvad der er ens væsentligste påvirkninger. Der er stort set ikke en organisation, der kan sige de ingen medarbejdere har, og lige mht. industrien så, der hvor det ofte er et problem, er om man skal have et stort papirbaseret system, fordi man skal kunne lave en vejledning, som man skal kunne blive certificeret efter. Hvis man ser nøgternt på det, så er det jo at Dansk Standard har en interessekonflikt, idet de stadig har en del af huset, der går ud og certificerer organisationer. Så længe Dansk Standard har det, har de jo også en latent interessekonflikt, for så er de jo også interesserede i, på standardudviklingssiden, at det bliver så kompliceret som muligt, så de kan tjene så mange penge som muligt på at certificere. Det er en konflikt, de bliver nødt til at håndtere, men jeg mener, at man burde kunne lave en fem siders vejledning til hvordan man laver SR for organisationer, så man lavede en række spørgsmål, og når man kunne svare ja til dem, kunne man blive certificeret. Man kunne lave et diagram; 'har du dette problem, ja/nej', og så et løsningsforslag med eksempelvis fem aktiviteter, man kunne overveje. Man skulle dog sikres at hver organisation selv kunne bestemme, hvad der var relevant for den. Man skal derfor sende budskabet om at man skal kunne prioritere, det er jo det vigtigste, at man ikke skal kunne gøre det hele på én gang.
22: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Hvis man overhovedet skal snakke om fraktioner, så har det mere været i forhold til opdelingen af klasse 1, 2 og 3 i det danske udvalg. Fraktionerne er der i forhold til hvor meget viden, den enkelte har, og hvor vigtigt man synes det er at diskutere. Det er ikke fraktioner, sådan at vi er modstandere, men mere om hvilken indsigt man har i forhold til de diskussioner, der bliver taget. Det kan godt virke som fraktioner, fordi der sidder nogen, og stiller spørgsmål ved om en givent emne er relevant, fordi de ikke selv har deltaget i de internationale møder, og derfor ikke ved, hvad det går ud på. Vi havde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med på sidste møde i Wien, og da gik det op for dem, hvorfor man kommer til at bruge så meget tid på det. Det handler også om, at når vi nu er blevet lovet at skulle afholde det sidste møde i Danmark, og når det pt. stadig er uafklaret om det overhovedet kan lade sig gøre, så handler det om at vi snakker med forskellige mennesker til fra det internationale samarbejde og får eksempelvis lov til at holde oplæg osv. Det hele handler om at det er en meget blandet forsamling, og fordi det er på så mange forskellige niveauer, og man er nødt til at styre de forskellige grupper. Basalt set, så er det hele jo baseret på en form for lobby-virksomhed. Når vi fra Danmark kommer med vores 10 punkter, som vi gerne vil have kørt igennem, så er det lobby-virksomhed man laver over for sin egen stakeholder gruppe, og overfor den store gruppe af stakeholders, og overfor de individer man snakker med i pauserne. Man skal forsøge at finde sine medspillere og sine modspillere, og forsøge at finde ud af hvem det er man skal forsøge at samle omkring sig når der skal stemmes om hvem der skal repræsenterer nogen. Man skal lige rundt og tale med sine medspillere, og aftale, at hjælpes ad med at sørge for at der bliver samlet stemmer for eller imod nogen eller noget. Omvendt er alt rosenrødt i Danmark, vi er selvfølgelig ikke enige, men der er slet ikke på samme måde som internationalt tale om retorik-fraktioner. Alt andet lige, så er der en fælles retorik i Danmark, og folk kalder en sveske for en sveske, og smider den på disken, hvis der er noget der skal diskuteres, hvilket selvfølgelig kan gøres på mere eller mindre elegante måder. Vi har dog formået at håndtere alle de forskellige måder folk ligger op til diskussion, også de måder, der er knap så elegante.
23: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Vi har en forholdsvis fælles agenda, som også bunder i, at vi havde diskussionen og er blevet enige om de væsentligste punkter. Jeg vil ikke sige at hver organisation har sin egen agenda, men at f.eks. Danmarks Naturfredningsforening har en stærk miljøagenda, og vil gerne have 'forsigtighedsprincippet' med når det drejer sig om bæredygtig udvikling. På den måde er der blandt de forskellige stakeholders nogle områder, man gerne vil have særlig opmærksomhed på. Industrien ville egentlig bare gerne have at standarden blev et ledelsessystem, så der var retningslinier for hvordan man implementerer den, og at det var de rigtige principper, der var med. Det er ikke sådan, at der sidder nogen i det danske udvalg, der siger at det kun er det her, de vil have og ikke andet. Den situation bliver også meget mere kompleks, når vi snakker om det internationale samarbejde, for der har bla. været en svensk NGO, der arbejder med seksuelt misbrugte børn, der selvfølgelig er et meget vigtigt, men også et meget konkret og småt emne. Fordi der har været nogle repræsentanter fra nogle meget små niche-organisationer, så er der kommet nogle kæpheste med i standarden, som i forhold til niveauet er alt for konkret og alt for specifikt i forhold til den overordnede samfundsmæssige ansvarlighed. I sådanne tilfælde har man mistet lidt fokus for hvad der er relevant, når man ser på standarden som et hele. Hos Novo Nordisk skal vi selvfølgelig også forholde os til seksuelt misbrugte børn, men det behøver måske ikke være et issue, man skal forholde sig til. Det der er vigtigst for os som industri-virksomhed at forholde os til, er at vi, hvis vi vil producere i lande, hvor der er sandsynlighed for børnearbejde, så skal vi sikrer at det sker under ordentlige vilkår. Børnearbejde er jo ikke altid dårligt, fordi det kan være grundlaget for familiens indtægter, men at man i hvert fald har forholdt sig til hvordan man vil forholde sig til det, og derunder vil hensynet til seksuelt misbrugte børn også komme. Mht. disse børn er vi ude i tredje-fjerde led i forhold til hvordan man definerer hvad der er relevant. Der er nogle emner, der er blevet båret igennem, og har fået lov til at få en plads i standarden, som har været uhensigtsmæssig. Det er jo netop disse niche-områder som modstanderne af standarden falder over, fordi hvis standarden er ude i sådan et konkretiseringsniveau, så vil det jo ikke være relevant for alle, og hvordan kan man så argumentere for at det overhovedet skulle være relevant for nogen. Det er ikke altid en rimelig argumentation, men modstanderne bruger den på den måde. Output
24: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Vi forventer at vi overfor alle, også internationalt, kan vise, at der også er industri-virksomheder, der gerne vil det her med en SR standard, og faktisk synes det er en god ide. Vi vil også vise, at vi allerede arbejder med 'forsigtighedsprincippet', som ellers har været en af de store diskussioner indenfor industri-gruppen. Vi vil vise, at det godt kan lade sig gøre, og dermed vil vi indirekte brande Novo Nordisk som en god TBL eller CSR virksomhed. Vi vil også bruge stakeholder engagement til at høre, hvad det er folk snakker om, hvad er det, der er relevant og 'hot' lige nu, og det tager vi så med tilbage til vores organisation og sørger for at det er noget vi er opmærksomme på. Der har ikke rigtig været nogen nye punkter, som vi ikke kendte til i forvejen, så det har mere været for at fange drejningerne og komme tilbage og sige, at nu er ISO 26000 eksempelvis blevet et leverandør-krav. Det kan også være, at vi har kunnet se en ændring i amerikansk industri, og at de er blevet mere medgørlige og begynder at kunne se pointen i, hvad CSR betyder for industrien. Vi har kunnet tage nogle generelle trends med tilbage til Novo Nordisk, og vores samarbejde i den danske gruppe. 25: Hvordan vil du vurdere din organisations indflydelse på udviklingen af den internationale standard? SV: Vi har haft nogen indflydelse, det er der ingen tvivl om. Vi var f.eks. med til at lave indholdsfortegnelsen på et tidspunkt, den er efterfølgende blevet justeret. I forhold til at Danmark er et lille land, og at Novo Nordisk er en lille virksomhed i international sammenhæng, så har vi faktisk haft rigtig god indflydelse på, hvordan standarden ser ud lige nu. Jeg er selvfølgelig spændt på at se næste udkast, men som standarden så ud sidst, så har vi faktisk haft forholdsvist stort fingeraftryk på den. 26: Har I planlagt at implementere standarden? SV: Det er endnu uafklaret hvorvidt Novo Nordisk vil implementere standarden når den kommer. Vi har haft snakket med vores folk, der laver leverandørevalueringer, vores quality-folk, og de har sagt, at core issues som sådan ville måske være en rigtig god liste for dem at arbejde ud fra. På den måde kan de, når de skal ud og auditere Novo Nordisk's leverandører, så er den liste og de spørgsmål rigtig gode og man kunne sige, at man havde hentet sin inspiration i ISO 26000. Vi er nødt til at tilpasse standarden til, hvad vi har brug for Pharma-mæssigt, men som udgangspunkt vil det så være disse 'core issues' vi arbejder med. Det ville give dog mening for vores auditorer at gøre det på den måde. 27: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Alt i alt, så har det været værdifuldt for Novo Nordisk at deltage, men det har i hvert fald været værdifuldt for mig personligt at deltage i de internationale møder, og sidde som formand for det danske udvalg. I forhold til Novo Nordisk, så har det primært været at vi jo gerne vil investere i at fortælle andre om, hvordan man også kan gøre det når man snakker CSR. Vi synes mere det har været en investering for os, som vi ikke nødvendigvis har fået et udbytte ud af. Sådan er det jo engang imellem, hvis man virkelig gerne vil tage ansvar for sådan noget, så er man også nødt til at opbygge nogle kompetencer på mange forskellige områder, og ISO 26000 samarbejdet har altså været et af de projekter, hvor vi har investeret i kompetence-opbygning. Generelt
28: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? 29: Bliver standarden implementérbar? SV: Det synes jeg, at den gør. Så længe man principperne om væsentlighed, fuldstændighed og stakeholder engagement med og at man husker at vende tilbage til sine stakeholders, og at man så ud fra det definerer, hvordan man arbejder med det. Det er selvfølgelig rart med noget vejledning i, hvordan man skal gribe tingene an, men i vores retorik, så ville man kunne nøjes med det. Hvis man siger til en organisation, at de skal kigge på deres væsentligste påvirkninger, og der hvor det er væsentligt for os, har jeg prioriteret disse fire ting, og indenfor de fire ting, har jeg valgt at arbejde med det og det først pga. sådan og sådan, og jeg har sorteret de tre ting fra pga. det og det. På mit prioriterede og udvalgte område gør jeg sådan og sådan, og så rapporterer jeg en gang om året, og jeg har implementeret det på følgende måde. Hvis standarden indeholder den proces, og det gør det, så synes jeg den er implementerbar. Jeg kan dog godt se, at hvis man aldrig tidligere har gjort sig disse overvejelser, så kan processen godt virke lidt besværlig, fordi standarden gør opmærksom på at man skal det og det og det og det, hvilket godt kan virke uoverskueligt at arbejde med den. Det er derfor det er så vigtigt at vi sender budskabet om at man som organisation udvælger de elementer, man vurderer er væsentlige for netop den type organisation, man tilhører, og derefter prioriterer. Det er i orden at man ikke tager det hele med hver gang. Det, der altid er balancen, er at der nu hvor der lige har været et par sager med Ericsson og Telenord og deres problemer med leverandørerne, at man ikke går ud og 'claimer' mere end man mener, for så får man ørene i maskinen. Det er også et spørgsmål om at man skal finde de rigtige ting, og gennemføre dem, det nytter ikke noget at tage på Vesterbro og uddele sandwich, for så ved man ikke hvad man så skal finde på i morgen. Man skal have tænkt sine initiativer igennem, og sørge for at gøre det på den rigtige måde. Det er rigtig svært, særligt når man skal have det ned på skrift. Det handler om en trosretning og en overbevisning om, hvad det er, der gør en forskel. Hvis man tror, at man som organisation får meget værdi ud af at tage på Vesterbro og uddele sandwich, så er det rigtig god employee-engagement, men der er ingen tvivl om, at når organisationerne begynder at blive mere og mere avancerede, så vil sådan en aktion føles som at tisse i bukserne. Resultatet er at man har én god dag, hvor man uddelere sandwich, men så tager man hjem på sit kontor og arbejder videre og så er det glemt dagen efter. Man er nødt til at være vedholdende, og man er nødt til at investere i kompentence-opbygningen der hvor man får noget ud af det. Man skal også sørge for at man dækker hele paletten, og derfor er det ikke nok at uddele sandwich, for man skal forsøge at investere i de rigtige ting og forsøge at leve op til ånden i loven om at betale en rigtig skat og alle de andre ting, der også hører med. Det er en utrolig bred palet, og her ligger problemet hos mange organisationer. Der var faktisk et land, der skrev tilbage i en kommentar til princippet om at man skal overholde lovgivningen, at hvis de er uenige i lovgivningen, så ville de ikke følge den. Når man ser sådan en kommentar, der kan virke overflødig i Danmark, så ved man hvorfor det er nødvendigt, at have sådan et princip i standarden. I dansk kontekst ville man jo sige at lovgivningen var minimumsniveauet, og selvfølgelig følger vi det, og tilføjer lidt, hvis man skal tage et ekstra ansvar, men sådan er det altså ikke i alle lande. Og derfor er vi nødt til at starte med at sige, at man som organisation skal overholde landets lovgivning. I den forbindelse er vi en smule imperialistiske når vi har et princip om at overholde den nationale lovgivning, for hvis vi overholdt lovgivningen i Kina, så lavede vi ikke fagforeninger. Det gør vi så heller ikke, men med standarden implementerer vi andre
mekanismer, der gør, at medarbejderne har de rettigheder, de ville have i en fagforeningskultur uden for Kina, som f.eks. handler om at kunne forhandle sin egen løn mm. På den måde er standarden ikke i modstrid med lovgivningen, og giver mulighed for organisationer for at overholde lovgivningen, men omvendt går den ind og indfører nogen andre mekanismer, som man godt kunne diskutere om de var i strid med national lovgivning, samtidig med at de er i compliance med internationale standarder og forventninger til hvad man gør. Ud fra ovenstående vil standarden være implementerbar, men jeg vil også sige, at hvis man startede fra scratch, så ville jeg i hvert fald blive træt når jeg læste den. Jeg kender en stor dansk virksomhed, der har været inde og redefinere deres CSR-arbejde fornyligt, og faktisk har taget standarden og sagt, at den er brugbar og at de vil følge den. Det var rigtig dejligt, at se, at standarden er brugbar. Det er en organisation, der er med i ISO-arbejdet, men det er ledelsen, der har taget beslutningen ud fra, at de har læst standarden fra scratch, som den lå i det udkast på det tidspunkt, og det er meget rart at vide for mig, at standarden er brugbar og til at implemetere. 30: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Det, der også har været processen omkring ISO 26000 er at alle har haft snakket om hvad SR er. Der har været mange forskellige definitioner på det begreb, men det denne standard kan gøre, er at den kan skabe 'one point of entry' hvor man kan læse om de ting, og se definitionerne. Det er det, jeg tror denne standard kan gøre, som mange andre standarder ikke kan. I stedet for at sige, at man kan bruge ISO 14000 eller arbejdsmiljø eller alt muligt andet, så kan man i stedet starte ved ISO 26000, og så kan man få det holistiske perspektiv, som er det, jeg synes man bør have fra starten. Det kan godt være, at den enkelte organisation vælger at prioritere kvaliteten af sine produkter til at starte med, men der er ting, som man ikke kan gøre når man arbejder med kvaliteten, som ville være dumt at gøre uden at tage miljø, arbejdsmiljø og sociale aspekter i betragtning også. Standarden kommer til at tilbyde ét sted, hvor man har haft diskussionerne og som skaber en fælles referenceramme, og allerede nu, er der mange, der refererer til ISO 26000. Den bliver simpelthen referencerammen når man snakker Social Responsibility, og definerer hvilke principper man skal se på i den sammenhæng. ISO har den fordel, at det er et kendt organ. Der er mange steder ISO er negativt associeret, men det er ikke desto mindre et kendt organ, og der er en hvis troværdighed omkring det, så hvis de kommer med denne vejledning omkring SR, så er der også en troværdighed omkring det. Jeg har en forventning om, at det vil være med til at udbrede antallet af organisationer, der arbejder med SR. Det betyder måske ikke så meget herhjemme i Danmark, men i udlandet. Det har også været et interessant perspektiv, at der er mange tredjeverdens lande, der har sagt, at de vil have en standard, og at den skal være certificerbar fra starten. De vil have lov til at sige, at de er certificerede efter ISO 26000, og derfor gør vi alle de ting, vi skal gøre, og behøver derfor ikke udfylde 25.000 questionnaires, fordi vi har et certifikat, der siger, at vi er en samfundsmæssig ansvarlig organisation. Man kunne forvente at netop den type organisationer ville se standarden som en handelsbarriere, men det har faktisk været nogle andre, der har ment at den er en handelsbarriere. Jeg har det med standarden, at nu skal den bare ud, vi kommer ikke til at lave den perfekt i denne omgang alligevel, så den skal ud og prøves af. Når den så er blevet prøvet af, så vil man have en erfaring, man kan hente ind, og opdatere standarden på den baggrund. Så kan man vurdere hvilke mangler og gode elementer, der er i den, og så få den strømlinet derefter. Men nu skal den bare ud, så folk kan komme til at
arbejde med den, for før folk har prøvet at arbejde med den konkret, så ved de ikke hvad det er, den skal indeholde før den er helt i vinkel. Man siger jo, at der er lovens bogstav og så er der praksis dertil, altså hvordan udleves det så. Sådan vil det også være med ISO 26000, der vil være en række guidelines i standarden, men det er endnu ikke klart hvordan den enkelte organisation fortolker dem, og arbejder med dem. Derfor skal der være noget erfaring med standarden som selvfølgelig vil påvirke hvordan den vil udvikle sig, men som er nødvendige for at lave en god standard næste gang. Der kommer til at være masser af erfaringer, som skal evalueres til næste gang vi skal lave en standard. De mange forskellige erfaringer er også et billede på hvor komplekst det bliver, for hvis folk har en interessekonflikt i forhold til at gøre det mere eller mindre kompliceret. Et eksempel kan være at vi hos Novo Nordisk har en revision, der gerne vil have at vi rapporterer så meget som overhovedet muligt, og her ligger en interessekonflikt, fordi jo mere arbejde, vi laver, jo mere er der også for vores revision at gennemgå og jo flere penge kan de tjene på os. Det er jo en forhandling, fordi vi helst vil have så lidt arbejde som muligt, så vi har styr på det, og og så fordi det ikke altid er nødvendigt at lave så meget arbejde. Det er en forhandling mellem to parter, problemet er bare, at hvis dem, der kommer ud og skal sælge standarden, gør det så kompliceret og siger at det er så stor en opgave, så vil der være nogen som ikke vil føle de er i stand til at leve op til kravene. Grunden til at jeg tog eksemplet med revision op, er at det handler om det samme. Hvis sælgerne af standarden snakker assurance, og den kæmpe opgave det tager, at løfte den, så lyder det som om det koster mange penge. Mht. vores revision, så er det altså ikke så mange penge, vi har betalt i forhold til hvad vores erklæring siger. Det kræver at man har indsigt i hvad der er 'need to have' og hvad der er 'nice to have'. Det bliver svært at kommunikere, og det bliver en Dansk Standard opgave og en ISO opgave, og det bliver os, der sidder med som eksperter, der skal være med til at sikre, at man ikke får standarden kørt op på et niveau, hvor den ikke vil få den udbredelse, den fortjener og som har været meningen med den.
APPENDIX 9: KIRSTEN SCHMIDT, AALBORG UNIVERSITETSCENTER Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Det er lidt specielt, for det er ikke fordi Ålborg Universitet har meldt sig til denne her proces. Det kommer sig af, at min tidligere arbejdsplads, Force Technology, som er en konsulentvirksomhed, var interesseret i at være med i standardiseringsarbejde, inden for områder, hvor man forventer, at komme til at sælge konsulentydelser. Så betaler man simpelthen det, det koster, at være med, for er man med og har medindflydelse, så har man også kontakter til nogle virksomheder, og man får også noget af den første viden, omkring hvad der sker. Det er der en forventning om, at man kan omsætte den viden man får, til rådgivning og tjene penge på det. Så for en konsulentvirksomhed, der går ind i det her, så er der som regel nogle motiver til, at man kan være lidt på forkant med den nyeste viden, og det er jo det, man skal, når man sælger rådgivning. Derfor går man altså ind i samarbejder som dette. Jeg var altså først med for Force, og da jeg så flyttede til Ålborg Universitet, så spurgte jeg, om de var interesserede i, at jeg fortsatte. Universiteter er jo altid interesserede i at opbygge ny viden, og det her er jo et område, som forventes at blive mere og mere indarbejdet i universitetets arbejde. Derfor er man interesserede i at have en person, som deltager i det her arbejde, men det er altså ikke andet prioriteret, end at jeg selv skal skaffe penge til rejser og desuden betaler universitetet heller ikke for at jeg deltager i arbejdet som alle andre, så jeg har fået en personlig friplads i det danske spejludvalg fordi jeg leverer et stykke arbejde. Dertil kommer så at tiden, jeg bruger på det, faktisk er min egen fritid. Universitetet var næppe gået ind i arbejdet fra scratch, hvis det var. Jeg har også nogle personlige motiver, for jeg synes, det er et utrolig spændende indsatsområder og nu har jeg haft fingrene nede i det, og kan ikke give slip igen. Det betyder også noget, at der er et godt netværk både i den danske gruppe, men også internationalt. Der er nogen mennesker, som jeg trives sammen med og som jeg synes er spændende at arbejde sammen med, og som jeg kan blive klogere af, og lære noget af. For mig er det altså en investering i noget viden jeg gerne vil have, og i nogle mennesker jeg gerne vil arbejde sammen med, og et netværk, som jeg gerne vil vedligeholde. 2: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: De seks stakeholder-grupper er repræsenteret, men nogen af grupperne er dog repræsenteret med større vægt end andre. Der er flest industri-repræsentanter, og der var en meget aktiv forbruger-repræsentant, som skiftede job, og kom til at repræsentere en virksomhed. Der er dog blevet presset på, så der nu er kommet en anden repræsentant for forbrugerne. Der sidder også en fra arbejdstager-gruppen, men han er så den eneste, der sidder der fra sin gruppe. Myndighedssiden er heller ikke særlig godt repræsenteret, mens NGO'erne har 2-3 pladser. SSRO har 3 pladser, mens resten af pladserne er industrier. Det er dog ikke nogen stor gruppe i det hele taget.
3: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Rent formelt, så er jeg valgt til at være en af de danske eksperter, så jeg er den danske SSRO-ekspert. Det er gruppen, der har vedtaget, hvem der skulle sendes afsted som dansk repræsentant. Sådan en proces foregår ved at dem, der er interesserede i at være dansk repræsentant, de melder sig. I nogen sammenhænge er der kun én repræsentant, og så giver det sig selv. I vores sammenhæng med SSRO, så var vi faktisk tre som konkurrerede om pladsen. De to andre er ret erfarne inden for standardiseringsarbejde, mens det for mig var første gang. Selvom min chef meget gerne ville have at jeg blev valgt, så kunne jeg da godt se at sandsynligheden for at det blev mig ikke var særlig stor, fordi de andre beviseligt havde større kompetencer end mig. Ikke at jeg ikke mente jeg havde noget at byde ind med, for selvfølgelig har jeg det, for ellers ville jeg jo ikke have meldt mig i sådan en proces. Der var en af de andre SSRO-medlemmer, som jeg vidste havde en tæt NGO-tilknytning, og havde mulighed for at komme med den vej rundt, og det er han så også kommet. Den anden lavede jeg simpelthen en aftale med, hvor jeg sagde at jeg trækker mig, og gerne vil støtte dig i det, hvis du så til gengæld vil støtte mig i at få mulighed for at komme med i en af de undergrupper, som jeg gerne ville ind i. Sådan blev det, og folk i spejlgruppen var faktisk ret glade for at jeg meldte ud, og sagde hvordan jeg syntes det skulle være. På den måde slap udvalget for at skulle stemme, fordi når man stemmer, så vælger man selvfølgelig en, men man vender jo samtidig tommelfingeren ned for dem, der ikke bliver valgt. Det er jo ikke motiverende, og i sådan en proces som denne, er det vigtigt, at der er nogen, der kan og vil bruge masser af ressourcer på det, for det er meget, meget tidskrævende. At sidde og læse alle kommentarer igennem, og selv at forholde sig til hvad man synes, og tilføje sine egne meninger, det tager rigtig lang tid. Derfor handler det heller ikke om at presse nogen ud, men om at holde fast i dem, der gerne vil. Derfor mingelerede vi det frem, sådan at alle i virkeligheden kom til fadet, og senere har det så passet sådan at hende, der oprindelig blev valgt som SSRO-ekspert har skiftet job, og repræsenterer nu myndighederne, der ikke tidligere havde en repræsentant. På den måde fik jeg hendes ekspert-plads, da det kom til at betyde noget. I al væsentlighed, så kom kabalen til at gå op alligevel, så de folk, som gerne ville deltage i det internationale samarbejde, de er også kommet til det. Det er ikke mit indtryk, at der sidder nogen i udvalget idag, som gerne ville have været med internationalt, men som ikke er kommet til det. Omvendt vil jeg sige, at vi har måttet kæmpe lidt for at få alle pladserne besat. Lige bortset fra ham, der oprindelig var forbrugerrepræsentant, men som faktisk er den i det danske udvalg, der har været med langt før det egentlig blev besluttet at det skulle være en standard, og har deltaget i de indledende undersøgelser. Da han så skiftede job, og kom til at sidde i en regulær virksomhed, som gerne ville være med i processen igen. Så kan han jo ikke længere være dansk ekspert, for der sidder allerede en på den plads, men han er så blevet observatør i stedet, så han kan deltage i møderne, men han har ikke stemmeret direkte, men han har mulighed for at øve indflydelse. Det kan han, og det gør han, og det vil han, fordi han jo netop har så mange kontakter fra det oprindelige arbejde. Jeg tror ikke, det er den helt store skandale for ham at han ikke kan stemme direkte. Han finder ud af det alligevel.
4: Er alle medlemmer lige? SV: At være på lige fod er jo mange ting, men jeg vil sige, at dem, der er blevet eksperter og deltager i det internationale arbejde, de har en særlig rolle, og sidder også inde med noget viden og noget fornemmelse for alt det her, som de andre ikke har. Til gengæld sidder der også en del repræsentanter, ikke mindst for virksomhederne, som er meget kompetente, og som arbejder med de her problemstillinger til dagligt. Derfor kan man ikke sige, at de ikke ved noget om emnet, men de ved måske knap så meget om selve standardiseringsprocessen. Så omkring processerne, og hvad der kan lade sig gøre, der er der forskel. Der er nogen, der sidder med mere viden end andre. I forhold til selve indholdet i standarden, og i forhold til hvad begrebet ’SR’ er, og hvordan man arbejder med det, der er vidensniveauet generelt bredere. Processer 5: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Generelt har vi et godt samarbejde og en god tone, men samarbejde er jo mange ting. Der er den snævre gruppe, der rejser ud sammen og vi har et rigtig godt samarbejde, mødes også mellem de fælles møder for at koordinere og planlægge, og har også mødtes privat til en hyggemiddag. Vi spiller rigtig godt sammen, også socialt. Det betyder meget, fordi vi jo et stykke hen ad vejen er hinandens netværk, også når vi er ude i den store vide verden. Vi har enormt stor tillid til hinanden, og det er vigtigt i sådan en proces, at ingen er ude på at spænde ben for de andre, men at alle forsøger at fremme sine egne interesser, men også respekterer andres. Det synes jeg vi er rigtig gode til i den gruppe. Når man så ser på samspillet mellem dén gruppe og den store danske gruppe, så er der en tendens til at det er ekspertgruppen, der informerer de andre om, hvad der foregår, og fremlægger nogle aspekter til diskussion og til beslutning. Det fungerer også ganske udmærket, der er selvfølgelig diskussioner ind imellem, men vi sidder ikke og er rygende uenige. Man skal også tænke på at vi alle er danskere, og arbejde i en dansk kontekst og har den danske måde at leve og være på. Der er jo masser af dansk velfærd, som er det, man også arbejder med i CSR. Derfor er Danmark og den danske tilgang naturligt blandt dem, der er fremme i skoene omkring CSR og gerne vil fremad, for det er jo det vi plejer at gøre. Ikke, at vi ikke kan gøre det bedre, og der kan også sagtens være nogen områder hvor andre lande gør det meget bedre end vi gør, men ikke for at fremhæve os selv, men grundlæggende i strukturtilgange, i måden at håndtere det på. Det ses bla. i den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor man har forhandlinger, nu er der så strejke i øjeblikket, men det er baseret på forhandlinger, og på gensidighed. Danmark er jo et konsensus-land, og meget af det der sker, det handler jo om konsensus, og om at lytte til hinanden, og finde ud af hvordan jeg kan få mine behov dækket, samtidig med at du også kan få dine behov dækket, så vi begge to går herfra og er glade, eller i hvert fald kan leve med det. Det gør, at der er en generel fælles forståelse i det danske spejludvalg for, hvad man arbejder hen imod. Folk kan sagtens sidde med deres enkelte tilspidsede områder, som de gerne vil sætte et særligt aftryk på, og det prøver vi så at fange op. Generelt synes jeg, at det kører godt, men der er også engang imellem, specielt efter vi har været afsted til et af de internationale møder, og så skal fortælle de andre derhjemme, hvad der er sket, så kan der godt være lidt mere knas. Det kommer dels fordi vi kan blive lidt for detaljerede og så sidder de andre og keder sig, og dels fordi de andre ikke har relationerne og ikke har kendskabet til menneskene, og ikke nødvendigvis kan fortolke, hvad der bliver sagt. Jeg skal dog sige med det samme, at det er småsten i skoene, det er slet ikke nogen store problemer overhovedet. Det kan være svært for andre at følge med i, for vi kan godt blive lidt for indspiste, for det er en udfordring for os, at få tingene formidlet på en måde, så de andre finder det relevant. Det kan også give lidt diskussioner hvis man har brugt noget krudt hjemmefra, og er en af dem, der ikke er med til de internationale møder, men har forberedt noget man gerne ville, kommet med indspil, og har brugt tid på det. Når man så
bagefter finder ud af, at det ikke rigtig er kommet i spil på det internationale møde, så kan man godt blive lidt irriteret. Det kan jeg godt forstå, men her kommer forskellen på og den store gruppe frem. Vi kommer til de internationale møder og har noget med i bagagen hjemmefra, og forsøger at få det spillet ind på banen. Det er jo ikke sikkert, at det lykkes for os. Det er slet ikke sikkert, at det overhovedet er muligt for os. Det kan være fordi vi så ikke er dygtige nok eller måske fordi det simpelthen ikke kan lade sig gøre, fordi det går så meget imod hvad der i øvrigt sker. Hvis man begynder at insistere for meget på at ville have nogle ændringer ind, så kan man jo risikere at kaste grus i maskineriet for sig selv på andre områder. Det er hele tiden et spørgsmål om at finde en balance, for det er en give-and-take situation, og det kan selvfølgelig godt give nogle problemer. Særligt hvis man har haft et lille hjertebarn og gerne vil gøre noget, og så oplever at det ikke rigtig er kommet i spil, så bliver man skuffet og irriteret. Det har vi da haft en episode med, men det er kun en enkelt gang, det er sket. Det er ikke noget, der er stort, men det er bare et eksempel på, at der er forskel på rejseholdet og de øvrige medlemmer. Rejseholdet er den lille gruppe, der er inde i sagerne og arbejder med det, og så er der den store gruppe, som sidder der dels for at holde sig orienteret om hvad der foregår, og dels for at sikre, at der ikke er noget, der er på vej i en retning, som de ikke kan leve med. 6: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Jeg ved faktisk ikke hvilke forventninger, jeg havde, men jeg synes, det har været en spændende proces, og jeg har ikke fortrudt det, og har heller ikke fortrudt at jeg lægger så meget tid i det. På den måde må man sige, at det i al væsentlighed har levet op til mine forventninger. På nuværende tidspunkt har det endnu ikke levet op til mine faglige forventninger, hvilket også handler om, at jeg ikke har haft tid og mulighed for at bruge det i mit arbejde endnu. Det er en lærerig proces, og det er meget spændende, men jeg mangler stadig et gennembrud, hvor jeg føler, jeg får udbetalt gevinsten af den indsats, jeg har ydet. Jeg håber og tror på, at det kommer, for ellers er der jo ingen grund til at fortsætte. Det er også et spørgsmål om, at jeg har så mange bolde i luften, at jeg ikke har haft tid til at gøre en indsats for at få gevinsten, for den kommer jo ikke af sig selv. I universitetsregi handler det om, at jeg skal forsøge at få et forskningsprojekt op at stå eller få noget uddannelse igang, hvor jeg kan bruge noget af den viden, jeg har tilegnet mig. Det kommer ikke af sig selv, så jeg skal lave ansøgninger og forslag, og finde alliancepartnere, og det har jeg ikke haft tiden og mulighederne for endnu. 7:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Det er svært at svare på, for det kan ofte føles som temmelig meget 'op ad bakke', hvor man andre gange har mere medvind. Det er rigtig svært at vurdere om de to udviklinger har fulgtes ad, for så længe tingene stadig er under forhandling, og bliver bearbejdet i forskellige arbejdsgrupper, så bliver de lavet om. Noget, man troede var på plads i én version af standarden, det kan være fuldstændig ændret i den næste version. Fra dansk side var vi nok mere ambitiøse, og ønskede at standarden skulle være mere konkret, mere specifik og mere forpligtende end den er blevet. Jeg tror dog ikke, at der er nogen indholdsmæssige emner, som den danske gruppe ikke kan stå inde for. 8:
Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet?
9: Arbejdstimer? SV: Der er to årlige internationale møder af en uges varighed, og i den forbindelse er der altid noget forberedelse før og efter, og der kommer nogen udkast ind imellem. I gennemsnit på et år har jeg nok brugt seks uger på det. Det er en stor arbejdsindsats, og man skal brænde for det, for at gide det. Jeg er overbevist om, at for os, der sidder i ekspertgruppen, så dækker vores arbejdsgiver ikke fuldt ud den tid, vi bruger på det. Nogen i udvalget kan dog lave noget i deres arbejdstid og arbejdsgiveren betaler også deres rejser. Sådan var det også i mit tidligere job, hvor jeg fik dækket en væsentlig del af det, men jeg brugte nok stadig noget fritid på det også. Jeg ved, at der er én af de andre i ekspertgruppen, der måtte bruge en uges ferie på at tage med på et af de internationale møder. Det er nok det, der er forskellen på os i ekspertgruppen og resten af spejludvalget. Ekspertgruppen brænder lidt mere for det, og har investeret sig selv lidt mere i det. Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, men udover en faglig interesse, så tror jeg, at det er de personlige interesser, der tæller. Det er spændende at komme ud og møde andre mennesker, og chancen for at møde folk igen, og pleje sit netværk. Det er der jo mange som synes er rart og meget vigtigt. 10: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Nej, det synes jeg ikke. Vores største problem er i virkeligheden, at vi sammenlignet med nogen af vores nabolande, er en meget lille gruppe. Der er ikke særlig stor bevågenhed i Danmark omkring denne standard, og arbejdet med den. Vi kunne da godt have ønsket, at der var flere, der havde meldt sig ind i spejlgruppen, så vi havde nogen flere at diskutere med. F.eks. at der i de enkelte stakeholder-grupper var mulighed for mere gruppedannelse, og diskussioner kun for denne stakeholder gruppe. Meget af udviklingen internationalt er foregået i stakeholder grupper, og derfor ville det have været rart, at have haft 4-5 andre som man har kunnet spille sammen med om det. Sådan er situationen desværre ikke i Danmark; der sidder måske en eller to i grupperne ud over eksperten, og i nogle grupper sidder der kun en ekspert, og så må man jo finde ud af at diskutere det i sit eget bagland på anden vis. 11: Er der modstridende interesser? SV: Grundlæggende er der ikke modstridende interesser. I den sammenhæng har den danske kontekst stor indflydelse, vi har et fælles basisniveau, som vi ikke har svært ved at blive enige om. Der kan godt være lidt skarpe ordvekslinger ind imellem, for der kan sagtens sidde nogen fra NGO-siden, der VIL have at det skal være sådan og sådan, hvorimod industrien siger, at det ikke er realistisk, og at de ikke kan arbejde med det. Den slags konflikter kommer også, men vi sidder ikke og river hovederne af hinanden. Synspunkterne kommer frem og vi forsøger at tage dem op, og sige 'hvad betyder det egentlig og hvordan kan vi arbejde med det?' Vi har en meget god måde at arbejde på, dermed ikke sagt, at vi altid er 100 % enige, for det er vi ikke, og det tror jeg aldrig nogensinde man kan regne med at være. Jeg er dog helt sikker på, at man i nogen af de andre lande har meget større udfordringer i deres spejlgrupper. I Danmark trækker industriinteresserne i spejlgruppen i den positive retning, fordi de gerne vil det her. I andre lande kan man forestille sig, at der sidder nogle industri-interesser, der slet ikke vil det og som forsøger at modarbejde. Det er klart, at det giver nogle helt andre konfliktpotentialer.
12: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Ja, det synes jeg vi har. Vi lavede for et par år siden et 'position paper', hvor vi forsøgte at skrive ned hvilke punkter, vi syntes var vigtige. Hvad det var, vi fra dansk side syntes var værd at slås for. Det har vi brugt som en guideline i vores arbejde. Det var et stykke papir, der blev diskuteret og rettet til og hvor det ikke kun var eksperterne, der skrev på det, men hvor de øvrige medlemmer også var med til at skrive og komme med input. Vi lavede et stykke fælles udgangspunkt, og det er det, vi stadig arbejder efter i det omfang det er muligt. Der er selvfølgelig nogen af diskussionerne, der er passé i det internationale arbejde, for man har jo ikke fokus på alle punkter til enhver tid, og det går lidt op og ned hvad det nu lige er, diskussionerne kører efter. Nogen gange er det strukturdiskussioner, og andre gange er det bestemte emner, der er i fokus. Atter andre gange kan det være omkring processer og minimumskrav. Der er mange typer af spørgsmål, som indgår i standardudvikling. 13: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Når vi går ud internationalt, så arbejder vi med en dansk dagsorden, men vi er jo afsted som individuelle, personlige eksperter. Jeg hæfter i princippet som ekspert ikke for andet end min egen mening. Jeg arbejder alt hvad jeg kan for de danske synspunkter, men basalt set, så hæfter jeg kun for hvad jeg selv kan stå inde for. Den danske spejlgruppe kan ikke sige til mig, at jeg ikke må fremføre et bestemt synspunkt. Jeg kan godt vælge at sige, at jeg er meget uenig i noget, og så arbejde med min egen dagsorden, men det vælger jeg ikke at gøre. Det er heller ikke mit indtryk, at det sker blandt de andre i den danske gruppe, fordi vi jævnligt snakker sammen og har et godt fælles udgangspunkt. Nuancerne ligger nærmere på, at nogen er gode på nogen felter, mens andre har kompetencer på andre områder. Det handler også om, at vi er forskellige som mennesker, og arbejder på forskellig måde. Nogen er meget direkte og resultatorienterede, mens andre er mere indirekte og procesorienterede. På langt sigt, så får vi trukket i samme retning på hver vores måde. Output 14: Hvad forventer du din organisation får ud af samarbejdet? SV: Jeg kan ikke tale for hvad Aalborg Uni forventer at få ud af det, for det har jeg simpelthen ikke diskuteret nok med andre fra Universitetet, så det kan jeg simpelthen ikke sige. Jeg kan kun sige, at for mit eget vedkommende forventer jeg at få udvidet mit vidensområde. Universitetet er jo en vidensinstitution, de lever jo af at opsamle og formidle viden til studerende osv. – og det her, det er et vidensområde, og det forventer jeg, at det bliver ved med at være. I hvert fald så længe, jeg er der og arbejder med det. Jeg ved, der også er andre, der er interesserede, men det er ikke kommet så meget på dagsordenen endnu, at det er kommet ind som et reelt forskningsområde, men det håber jeg det kommer. Det vil afhænge af om jeg finder nogle ressourcer til at arbejde for det. Sådan foregår det utrolig meget i universitetsregi, at det er hvad du selv har ressourcer til, altså at slås for din sag simpelthen, eller at få nogen til at synes det er interessant. Fordi jeg også laver ph.d og forskelligt andet, har jeg simpelthen ikke haft ressourcerne til at gå ind i endnu. Jeg håber da, at det kommer, men jeg har ikke gjort det endnu. I universitetsregi er det meget lig selve den her standardiseringsproces; du skal putte noget ind i det, før du får noget ud af det. Jeg håber derfor også at jeg kan komme til at fortsætte mit arbejde, og brede det ud, sådan at det ikke kun handler om at deltage i standardisering, men at det faktisk også kan føre til noget mere undervisning, workshops og forskningssamarbejde.
15: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Rundt omkring er der nok noget, men det, jeg synes, gør det så svært, er at vi stadigvæk er i en proces, hvor ting bliver skrevet om. Man ser en version og tænker ’Yes, det er lige præcis det!’ og så når man ser næste version, så er det skrevet så meget om, at alt det man syntes var godt er ude igen. Jeg vil dog sige, at der er ét område, som jeg er helt sikker på bliver holdt fast i standarden. Det er et område, som har været vigtigt for os, og handler om den holistiske tilgang. Det, at man ikke bare kan shoppe rundt i standarden og plukke lidt hist og pist og arbejde med det, man nu synes er interessant, men at man rent faktisk er nødt til at forholde sig til det i en helhed. Hvor stærkt det kommer til at slå igennem i den endelige version, det er jo svært at vide, men jeg er ret sikker på, at det vil være der i et eller andet omfang. Vi har også været meget stor fortaler for, at man har stakeholder-engagement, så det bliver tydeligt, at der er forskel på at engagere sig med stakeholders, og så bare at holde dem informerede. Den er heller ikke landet helt endnu, men jeg er helt sikker på, at der bliver nogle kraftige elementer af stakeholder-engagement i den endelige version. Der, hvor man kan sige, at standarden svinger meget, det handler om certificerbarheden. I den forrige version (WD 3-rev.) var der nogen, der havde arbejdet på, at der skulle stå noget om forskellige muligheder, ikke at der ville stå at hvis du skal certificeres så sådan og sådan, men bare at der blev lukket op for at der er forskellige måder at arbejde med troværdigheden på, derunder også at man fik en 3. parts udtalelse eller hvad man nu skal kalde det. Det er der så nogen, der her senere har siddet og efterbearbejdet, og hele det afsnit er senere blevet slettet. Det bliver der så arbejdet på at få ind igen, ikke kun fra dansk side, men det er altså en af de der uafklarede ting. Vi håber da på, at det stadigvæk er der, eller at det i hvert fald kommer med i en eller anden form. Og så vil jeg da også sige, at vi ønsker fra dansk side, at der godt må være nogle forpligtende ting i den, at der ligesom er noget minimums noget, som man er nødt til at forholde sig til og gøre noget ved. Det er virkelig et af de virkelig store slagsmål, det er jo lige præcis der, hvor der sidder nogle andre fra andre steder rundt i verden og ikke ønsker at der skal være noget som helst forpligtende, altså de vil jo egentlig allerhelst have, at det her bare er en eksempelsamling på hvad man kunne gøre, hvis man nu skulle få lyst til det. For nu at trække den meget firkantet op. Det bliver sandsynligvis et eller andet sted mellem de to ydersynspunkter, og hvor meget det lykkes at få trukket det hen i retning af, at der skal være noget mere forpligtende versus at det bliver der slet ikke noget af, det kan jeg simpelthen ikke gennemskue på nuværende tidspunkt. Det er muligt, at nogen af dem, der har mere erfaring med standardiseringsarbejde i den danske gruppe, har en bedre fornemmelse af, hvor det ender henne. Det kan jeg simpelthen ikke vurdere. Generelt 16: Bliver standarden implementerbar? SV: Det tror jeg såmænd nok, men om det bliver et ’hyggedokument’ man kan læse for sin interesses skyld, og så hente lidt inspiration eller om det bliver et dokument, der, hvis man beslutter sig for arbejde på det her felt, og følge standarden, så vil der også ligge nogle aspekter som man skal forholde sig til og skal gennemgå. Så det ikke kun er ’det her, der KAN man gøre’, men ’her, der er der noget, du SKAL gøre’, hvis du altså vælger at gå ind i det her, selvfølgelig. Det er jo frivilligt om man overhovedet vil det. Hvor den præcist ender, det sådan lidt en tovtrækningsøvelse på tid, og på et eller andet tidspunkt når gong-gongen lyder, præcis hvem der så har fået hevet tovet til sig og hvor langt over linien, det er kommet, det kan ikke siges endnu. Og jeg er ikke kapabel til at vurdere vores chancer i det endelige løb, for det er jeg simpelthen ikke dreven nok i det spil til. Det handler også om, hvilke alliance-partnere vi har og hvor stærke de er.
17: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Det er et godt spørgsmål. Hvis du ser på enkelt-elementerne, der indgår, så tror jeg ikke der indgår nogen konkrete enkelt-elementer, som du ikke kan finde nogen af de andre steder. Men det her, det tror og håber jeg kommer til at bidrage til at man får skabt en overordnet paraply med nogle definitioner og rammer for, hvad det egentlig er, vi snakker om, når vi snakker social ansvarlighed. Det tror jeg er et meget stort bidrag. Og så tror jeg noget af det vigtigste ved dette her, er selve processen, for man kan sige, at hvis det bare handlede om at få en standard frem, så ville mange af os vurdere, at vi let kunne sætte os ned og bruge 14 intensive dage, og så kunne vi i virkeligheden have en klar, færdig og fin standard. Når det nu kommer til at tage 4-5 år, så ville man måske spørge om det ikke bare har været spild af tid, og da er svaret helt klart NEJ, fordi for det første, så har der været mange flere tredjeverdens lande, der har været med og er med i udviklingen end der plejer at være i standardiseringsarbejde. Der har været afholdt og bliver afholdt møder ude omkring også i Afrika, Latinamerika, Mellemøsten osv. Dvs. at hele processen omkring det har fået flere ind på banen, som ikke plejer at være det, den har fået skabt noget synlighed ude omkring i verden, den har været med til at opbygge viden og forståelse rundt omkring om hvad det handler om. Alle de mennesker, der har deltaget i processen på en eller anden måde, har fået lejlighed til at forstå hinandens baggrund lidt bedre. Det handler også meget om at opbygge gensidig tillid til hinanden i denne gruppe. Når man sidder og diskuterer, så behøver man ikke altid sidde med paraderne oppe og tro at de andre er ude på at angribe én. De første møder, de var meget præget af skepsis, hvor det møde, der var i Sydney, da det blev rundet af, da sagde ordstyreren faktisk at dette Sydney-møde sagtens, set bagud i processen, kunne blive det allermest vigtige fordi der skete et holdningsskred på det møde. På det møde vandt tilliden og det konstruktive mere frem. Ikke at vi nødvendigvis blev mere enige, det kunne man se på de flere tusinde kommentarer, der efterfølgende kom, men det, der skete på det møde, var at nogle af de største skeptikere og kritikere blev bedt om at holde bøtte, altså ’hvis ikke du synes, at denne her standard skal udvikles, så hold dig væk’. ’Er du her, så er det fordi du er her for at bidrage til at nå frem til et resultat’. Og den tillidsskabende ting, og det, at man når frem til at kunne sige sådan nogle ting til hinanden, og man kan lave sjov med hinanden og man kan spise frokost med hinanden på kryds og tværs, det er vigtigt. Skeptikerne stak altså piben lidt ind. Der sidder stadig nogen, der er skeptiske, det kan vi se på arbejdet, men de har ændret strategi i forhold tidligere at være direkte, frontalt angribende, så prøver de nu at trække i nogle andre tråde med at udvande nogle ting, og arbejde imod med kommentarerne eller hvad det nu måtte være. Det er en langsommelig proces, men processen i sig selv er mindst lige så vigtig som resultatet. Selve resultatet, tror jeg ikke ender med at blive imponerende, i det øjeblik man står med en færdig standard, og kigger på den, så tror jeg ikke man vil klappe i hænderne og sige ’wow, det her det er virkelig noget, der rykker’. Det tror jeg ikke, men det har en vigtig funktion, fordi det er med til at skabe forståelse, viden og kendskab. Hele processen, altså hele anerkendelsen af at man har forskellige holdninger, og at det handler om at få enderne til at mødes osv., den er vigtig. Hvis jeg nu skal se på, hvad jeg som person har bidraget med, så ved jeg, at jeg i nogen sammenhænge har spillet en aktiv rolle i det forum jeg har været, og det har i høj grad været som proceskonsulent i virkeligheden. Jeg har siddet i sådan en gruppe, hvor folk stort set har været ved at flå hovederne af hinanden, stor uenighed og negativ stemning. Da har jeg i nogen sammenhænge gået ind og har sagt: ’kunne vi ikke gøre sådan’ eller ’hvad siger i til et eller andet’ og på den måde har forsøgt at lægge nogle tråde omkring noget, man kunne arbejde konstruktivt omkring, i stedet for at sidde og kappe hovederne af hinanden. Det har jeg fået megen positiv tilbagemelding på, og det kan bruges som eksempel på, at processen altså også er vigtig for at nå frem til et resultat. Det er noget af det, vi faktisk er gode til i Danmark, det er processer. Det tænker vi måske ikke så meget over, men jeg tror det er en af fordelene ved vores danske tankesæt, og at vi på vores uddannelser bliver
opfordret til at tænke selv. Og at vi i det hele taget er et ’konsensus-samfund’. Det er derfor vi har så meget leverpostej herhjemme, der er ikke så meget, der er direkte sort eller hvidt. Vi er et ’konsensussamfund’, hvilket vil sige, at det ligger naturligt for os at arbejde for en konsensus. Modsat handler det i nogen andre lande, om hvem, der er stærkest eller hvem, der har det største magtapparat, eller hvad det nu kan være. At den stærkeste vinder, eller at vinderen taget det hele, det er jo ikke den holdning, vi kommer med. Den er vigtig i denne proces, og jeg tror, det er en af grundene til, at der bliver lyttet til, hvad vi siger, fordi vi demonstrerer, at vi er indstillet på konsensus og på at finde nogle gode løsninger, og at det ikke nødvendigvis handler om at stå stejlt på nogle ting. Vi står selvfølgelig også stejlt på nogle ting ind imellem, der er også tidspunkter, hvor vi er oppe at markere os, og sige, at det her er uacceptabelt. Det er altså ikke fordi vi ikke slås for noget, men der er forskellige måder at gøre det på. Den allerførste gang, jeg var med til et af de internationale møder, det var meget frustrerende for alle de ting, der kørte, forstod jeg ikke meget af, jeg havde ikke værktøjerne til at afkode, hvad det var folk sagde. Det her med forståelse, det havde for mig tre niveauer: Når man sidder i sådan en stor sal, godt nok er der mikrofoner osv., men lydkvaliteten er alligevel ikke den bedste. Den første udfordring er overhovedet at høre hvad der blev sagt, næste udfordring gik på, at selvom arbejdssproget er engelsk, så kan engelsk tales på usandsynlig mange måder, så den næste udfordring var at forstå hvad der blev sagt. Det er jo også et kulturelt spørgsmål, det er jo også en del af det hele, at øve sig i at lytte og forstå hvad kineseren, inderen eller sydafrikaneren siger. Den sidste og nok så vigtige udfordring var at forstå meningen med det, der blev sagt. Det er jo netop alle de kulturelle forudsætninger, der ligger bagved, og som taget tid at opnå forståelse for, fordi vi kommer fra forskellig kontekst. Vi danner vores mening ud fra forskellige erfaringer, så når én bestemt person giver udtryk for ét bestemt synspunkt, det, som han lægger i det, er ikke nødvendigvis det samme som det, jeg opfatter. Jeg tolker det ind i den kontekst som jeg nu kender. Det er det, der er udfordringen og meget lærerigt, og hvis endelig jeg skal sige noget, jeg også får ud af denne proces, så er det at få udvidet min egen horisont. Jeg synes det er ufattelig spændende at være ude i de internationale sammenhænge, og snakke med folk, ikke kun formelt på møderne, men også i pauserne, og når man mødes på hotellet eller spiser frokost sammen. Det er enormt lærerigt, og det er helt klart en drivkraft for mig i at investere tid i det. Det første møde, hvor jeg ikke syntes jeg kunne bidrage med noget som helst, da vendte jeg tilbage, og var enormt negativ, og var meget frustreret, for jeg følte mig dum, for jeg forstod ikke hvad der foregik. Da tænkte jeg over, om det overhovedet var umagen værd, at jeg sad som ekspert i det her udvalg, fordi jeg ikke følte jeg kunne bidrage med noget. Det var mest fordi meget af det handlede om tovtrækkerier omkring struktur, hvor det var de der, der var vant til at køre standardiseringsarbejde, det var dem, der kunne gå ind og gøre noget i den sammenhæng. På det tidspunkt var vi slet ikke i gang med at diskutere indhold for alvor. Senere har jeg fundet ud af at jeg har da noget viden, men der sidder da masser af mennesker rundt omkring i verden, som har meget mere viden end jeg har på det her felt, og som, når vi snakker indhold og perspektivering, sikkert har meget mere at bidrage med, men jeg er stensikker på, at jeg har kunnet bidrage i denne proces lige præcis ved at være ’procesmager’. Ved at hjælpe til med at skabe rum til de her diskussioner, og sørge for at de kom til at foregå på en ordentlig måde, så man kunne nå frem til et resultat. Altså at man kunne nå frem til noget at arbejde med, i stedet for at sidde i hvert sit hjørne med korslagte arme. Det har netop været en spøjs gruppe den der, med en ledelse, der har været alt for svag. Det er også det der har været så meget frustration over, fordi det ikke har fungeret. Det kræver virkelig kompetente ledere at styre arbejdsgrupperne. Kompetencen i den sammenhæng er balancen mellem at kunne lytte og
omsætte noget, og så at have pondus til at slå igennem og sige at nu er det altså det her, vi arbejder med. Det er der helt klart nogen, der er bedre til end andre. Og ham, der har siddet i den gruppe, jeg har siddet i, han har altså ikke været suveræn på det felt. Jeg siger dermed ikke at han har været enormt dårlig og dum, for han kan helt sikkert også nogle ting, men præcis i denne sammenhæng, da har han ikke været velfungerende på det niveau, som havde været optimalt. Alle ledere af de forskellige grupper og undergrupper, de er valgt, og det er foregået på den måde, at de er blevet indstillet af de forskellige stakeholder-grupper. For de større lederposter har der været en vurdering af dem og de skulle komme med et cv, og på den måde godtgøre, at de er i stand til at løfte opgaven. Derefter har der været afstemning, hvis der har været flere kandidater, så er der blevet stemt om, hvem man ønskede. Alle, der er anerkendt og formelt noteret som eksperter har været med til at vælge de ledere, der er. Men man kan sige, at hele den proces, der er gået forud, hvem der overhovedet er blevet indstillet, det er en af de opgaver, der foregår under toppen af isbjerget. I nogen sammenhænge har der ikke været flere kandidater at vælge imellem, da har der været opstillet en, som man så ikke har kunnet gøre andet end at godkende eller nedlægge veto, men man nedlægger jo kun veto mod en kandidat hvis man har en kvalificeret holdning til at vedkommende ikke duer. Hvis det er en person man ikke kender, er det jo svært at sige hverken ja eller nej til. Konsensus i ISO-sammenhænge er ikke nødvendigvis enighed, det er defineret som mangel på ’sustained opposition’, så med mindre nogen nedlægger veto, så er der konsensus. I virkeligheden er det en nødvendighed, for det vil aldrig nogensinde være muligt at sidde 300-400 mennesker sammen og blive enige om alting. Nogle gange må man leve med, at det ikke er det optimale, men at det godt kan gå alligevel. Det er i de situationer, at du, med mindre du ikke kan leve med det, for så må du nedlægge veto eller sige jeg har ’sustained opposition’, så er forhandlingerne stadig åbne. Så må man arbejde videre indtil man når et kompromis, hvor der ikke længere er nogen der siger, at det her kan de ikke leve med. Man kan sagtens ende med at der ikke er nogen, der for alvor er rigtig glade, men så længe der ikke er nogen, der siger ’det her kan jeg ikke leve med’. Så er der grundlag for, at det så er det man har. Det er ISO’s måde at lave standarder på. Det er simpelthen en ISO regel. Mange af de forskellige folk, der er kommet med i det her arbejde, har det jo ligesom mig, de har aldrig deltaget i sådan noget før. Så bare det, med at få det til at fise ind på lystavlen hos folk, at det altså er sådan spillereglerne er, det er jo også en udfordring og en læreproces for alle. Derfor er det også sådan, at da der jo er udskiftning af eksperterne, så det jo ikke nødvendig er den samme gruppe, der kommer hver eneste gang, så er der nogen, der ikke kan, og så kommer der nogen nye til, så derfor har det også været sådan hidtil, at til alle internationale møder, så er der en dag inden selve mødet starter, hvor man gennemgår hvad standardiseringsarbejde er for noget, og de her forskellig spilleregler osv., sådan at de, der ikke kender til det, de har mulighed for at få lidt introduktion til det. Det er glimrende. Når man ved, hvad det handler om, så er det dødssygt at sidde og høre på, men hvis ikke man har været til det mindst en gang, eller kender til det på anden vis, så er det glimrende at deltage.
APPENDIX 10: KIM CHRISTIANSEN, DS & DN Hvem repræsenterer du i det danske standardiseringsudvalg? Danmarks Naturfredningsforening. Det gør jeg af historiske årsager, idet jeg har været frivillig i DN (Danmarks Naturfredningsforening), og især centralt siddet i nogle forskellige udvalg. DN havde et projekt for en del år siden omkring NGO'ers deltagelse i standardiseringsarbejde, hvor jeg kom med i en følgegruppe, hvor jeg lærte Pia Olsen at kende, som på det tidspunkt var kandidat til formandsposten i SF, som nu sidder i Folketinget for SF. Pia havde et projekt i forlængelse af det om NGO'er og standardisering som omhandlede internationalt standardiseringsarbejde, hvor jeg deltog, og bl.a. var ude at rejse med nogle af hendes kolleger. Da SR-arbejdet startede op og Pia ikke kunne deltage i det første møde, så foreslog jeg, at jeg tog det for hende mod at de (DN) betalte min rejse. Den ordning har sådan set kørt videre siden. Da jeg startede herude hos Dansk Standard var en af forudsætningerne for at jeg sagde ja, var at jeg kunne fortsætte og dermed kunne gøre SR arbejdet færdigt. I og med at DS har mange egeninteresser i sagen, så er det klart at jeg sidder midt imellem. Det vi har gjort, er at vi har aftalt, at en del af de timer, jeg bruger på det bliver betalt af DS. Og derfor er det selvfølgelig også i orden, at de får noget udbytte af min indsats. Giver det konflikter, at du 'sidder på to stole'? Nej, det synes jeg ikke. Jeg har altid haft en 'blandet profil' fordi jeg både er miljøaktivist og miljøingeniør. Det er meget sjældent, at de to er uenige. Derfor betyder det ikke så meget, hvilken kasket, jeg har på, for de synspunkter, jeg har, har jeg ud fra min overbevisning og den faglige viden, jeg har. Og de tilpasser sig ikke om jeg nu er i den ene eller den anden situation. Det er klart, at hvis man er ude som rådgiver, så er der grænser for hvad man siger, og har en mening om, og tilsvarende som NGO'er er der også nogle bestemte ting, som man ikke ytrer sig om, men i det store hele, synes jeg godt det kan lade sig gøre at holde balancen og så fordi jeg har været i standardiseringsarbejdet i så mange år, så har jeg en ide om hvad det handler om og kan bruge den erfaring som rettesnor. Til dette billede hører også, at hvis jeg er i tvivl om et eller andet, så lytter jeg til min rygmarvsfornemmelse. Det er ikke så tit, jeg udtaler mig om noget, jeg ikke har forstand på. Det er noget, der kommer med årene Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Fra starten har SR-arbejdet hos ISO været defineret som en multi-stakeholder-proces, hvor man har defineret seks grupper, som skal være repræsenteret. Dansk Standards er et af de nationale standardiseringsorganer, som har taget den opgave til sig fra dag 1 og prøvet at arbejde med at sikre, at forskellige interessenter kom med. Fra starten har forbrugerrådet, Institut for menneskerettigheder og DN været med, og så har vi fået Natur og Ungdom med for godt et år siden. På den måde synes jeg Danmark har været på banen fra starten, hvilket også skyldes at det projekt som DN kørte bl.a. også var et samarbejde med Dansk Standard. Der var altså en slags tradition for det, og oven i hatten kommer så, at jeg har været med i spejludvalget for miljøledelsessystemer, som jeg meget passende er projektleder for her hos DS. Da har jeg altså været med som rådgiver gennem alle årene som konsulent og menigt medlem af det udvalg og som dansk ekspert til mange af de internationale møder. Da har jeg underhånden repræsenteret DN i den forstand at jeg havde en aftale med dem om, at hvis de skulle sende en repræsentant, så kunne jeg sørge for at de som NGO kom til orde, da DNs synspunkter mange gange er de samme som mine.
2: Får ISO/DS fat på de rette organisationer? SV: Nej, jeg synes der er nogle organisationer, der mangler. Nu er vi i den heldige situation, at vi har en paraplyorganisation for natur og menneskerettighedsorganisationerne som hedder 92-Gruppen, som blev etableret i forbindelse med Rio Earth Summit i 1992, og har eksisteret siden. Det er en paraplyorganisation for omkring 20 organisationer, og i 92-Gruppen har vi en CSR-gruppe som blev startet lidt parallelt til SR-arbejdet. Den kom jeg med i som DN repræsentant, og så tog jeg ISO 26000 med ind i diskussionen. Da snakker vi meget virksomhedsorienteret, vi snakker meget Corporate Accountability og så snakker vi også om ISO 26000, og hvordan det går med den proces. Det er en baggrundsgruppe for Sarah (92-Gruppen) og jeg i forhold til spejludvalget. På den måde har vi en del organisationer med indirekte, men WWF, Friends of the Earth og Amnesty International og andre af de store organisationer burde være med i spejludvalget. Så på den måde er det ikke optimalt. Jeg vil også sige, at vi har et par af industri-lokomotiverne med, Novo Nordisk, Novozymes, Coloplast etc., men der kunne godt have været flere. Nu har vi fået Lego med, Mærsk er med på papiret, men kommer sjældent til møderne. Carlsberg har været gennem en re-organisering, og på den måde kan man sige, at der har været lidt ind- og udskiftning. Og derudover har vi kørt en slags parallel-arbejde i 'Overskud med Omtanke' som erhvervsministeriet har kørt, hvor nogen af dem, der også burde være med, nemlig PriceWaterhouseCooper og Rambøll Management, der ikke er med i spejludvalget, men er derimod hovedentreprænører på det største CSR-projekt, der overhovedet kører i Danmark. Det virker lidt underligt. PWC er med i et tre-årigt projekt, hvor de har bevilget penge til en undersøgelse omkring CSR, men samtidig siger de at de ikke har ressourcer til at deltage i ISO 26000 udvalget. Det er lidt for dårligt, for i Danmark har vi været tidligt ude med nogle af de her initiativer, og har en regering, der ikke elsker at være tidligt ude, så de skal presses, men nu er de kommet med CSR-handlingsplanen, som er meget mere ambitiøs end den var bare for et år siden. Dengang var det 'pluk fra hylden, hvad du har lyst til, og så er du godkendt', men nu kommer der krav til årsrapportering osv. På den måde er det ærgerligt, at når nu vi er relativt langt fremme i Danmark, at det så ikke bliver brugt mere intensivt f.eks. med udgangspunkt i spejludvalget. 3: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Det er sådan, at vi har en formand og en sekretær, og så har vi noget vi kalder 'rejseholdet', som er de 5-6 personer, der har været med til de fleste af de internationale møder. I forbindelse med Wien-mødet (Nov. 2007) skete der en kraftig omrystning af posen, idet nogle af de faste kræfter ikke kunne deltage, og så kom der nogle nye folk med. Men 'rejseholdet' har holdt sammen og bruger hinanden som backinggruppe, og jeg er klart en af de politik-førende, hvis ikke dén politik-førende. Så er der nogle diskussioner om hvad Danmark synes, så har vi hvert vores område, hvert vores issue. Så er der nogen, der tager sig af 'governance', nogen der tager sig af 'society development, og andre tager sig af 'human rights' og jeg tager mig af 'miljø'. Indholdsmæssigt er det primært miljø, jeg deltager i, men resten af standarden og ikke mindst kapitel 7, som er en sammenskrivning af de 'gamle' kapitler 6 og 8 er da mit barn sammen med Birgitte Nielsen (IFU) Det er os to, der har været eksperter på det her. Men strukturen på standarden, som det så ud efter mødet i Sydney. Det måtte ikke ligne et ledelsessystem, så der er nogen, der har haft kraftigt tag i dokumentet, så man skal vide det, for at kunne se, hvad det var vi oprindeligt havde skrevet. Men på den måde har jeg været med i processen. På mødet i Wien i november 2007 var Anne vores danske delegationsleder, nødt til at tage hjem, og da var jeg med til at presse kraftigt på at vi fik et CD (Committee Draft) ud af mødet, men det fik vi altså ikke. Da brugte jeg temmelig lang tid på lobbyarbejde, snakken i pauserne, og forsøg på at overbevise andre, om at det godt kunne lade sig gøre.
Men sådan er standardiseringsarbejdet, og det er noget, jeg kan gøre fordi jeg har været i det i så mange år som ekspert. 4: Er alle medlemmer lige? SV: Jeg vil sige, at nogen er mere lige end andre. 'Rejseholdet' er klart begunstiget af at bruge meget mere tid på forberedelsen, så på den måde kan man sige, at der er to niveauer. Blandt dem, som ikke er med på 'rejseholdet', da er det tydeligt, at det er industri-repræsentanterne, der ytrer sig på møderne. Der er det meget forskelligt, hvad de går med til, og hvor ambitiøse, de er. De industrier, der allerede har det her som en del af deres forretning, de presser på, mens Dansk Industri som notorisk skal repræsentere de små og mellemstore virksomheder, de gør det modsatte. Det er lidt ærgerligt, for det ville have været en mulighed for Dansk Industri for at gå ind og tage føringen, på samme måde som Dansk Erhverv har taget over med deres store konference. Og da kan man sige at der ikke er stor forskel på -i og -e (i DI og DE), deres grundholdning omkring frivillighed og at der ikke må være krav, dem deler de. Det handler om hvem der løber med laurbærrene i øjeblikket. Der er en anden skævhed i udvalget; der er dels dem, der er med på rejserne, og så dem, der af den ene eller den anden årsag er med i ’Overskud med omtanke´. Maibritt Agger fra DS, Birgitte Bang fra IFU og Anne Gadegaard fra Novo Nordisk har alle været med på kurser i ’Overskud med omtanke’. Men de har alle fået et netværk den vej rundt, som også giver dem nogle kompetencer, som det øvrige udvalg ikke har. Omvendt kan man sige, at det er enormt svært at lave en common playground som alle lige gode til. Jeg synes vi engang imellem burde bruge noget mere tid på læring, men det er svært i standardiseringsudvalg, hvor man typisk har et udkast, og så går tiden med at diskutere det, hvorimod det der med at have erfaringsudveksling, det lykkes ikke altid så godt. Processer 5: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Det fungerer godt, men det er præget af en hårdhændet arbejdsdeling. Det er 'rejseholdet', der typisk lægger op til diskussionerne, og det er i høj grad én-mands aktiviteter, hvor vi har hvert vores område. På den måde er jeg lidt heldig, idet Birgitte (Bang Nielsen) interesserer os for standardisering, og forholder os til den del. Og det burde være på samme måde med miljødelen, hvor både Sarah (Gregersen) og jeg deler synspunkter. Men ellers er det jo præget af, at man deltager i diskussionen omkring principper og hovedområder med udgangspunkt i sit eget, og uden at have detaljeret viden om de andres. Det er selvfølgelig en udfordring, men tonen og samarbejdsklimaet er rigtig godt. Man kan godt mærke at det er et udvalg, der har tilbragt mange timer sammen. Vi kender hinanden godt, og vi kommunikerer, vi er ikke enige, det må man ikke tage fejl af; Dansk Industri og jeg, vi har typisk nogen ting, vi mener om hinanden, men det er jo en del af spillet. Jeg vil ikke sige at samarbejdet er optimalt, men det fungerer.
6: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Ja, sammenlignet med nogle af de andre spejlgrupper i andre lande, som jeg har kendskab til, så har vi en bedre tone. Typisk fremsender Danmark kommentarer som er godkendt af hele spejludvalget, hvor man i andre lande har hver stakeholder-gruppe til at sende deres gruppes kommentarer, så har vi i den danske gruppe så meget tillid til, at den der skriver kommentarer gør det på vegne af hele gruppen. Vi vender selvfølgelig det, vi har tænkt at indstille med gruppen, og diskuterer det frem og tilbage. Man skal selvfølgelig også være loyal overfor sit udvalg, og sige at det ikke kan være Kim Christiansen's private meninger, men at det må være en modificeret model, i hvert fald. Og det synes jeg faktisk også har fungeret okay. Vi har typisk en fælles dansk holdning. 7:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Standarden følger ikke den udvikling, som det danske udvalg havde tænkt, for den er ikke certificerbar. Den må ikke ligne et ledelsessystem, og må ikke indeholde ord, der minder om ledelsessystemer. Da har den danske grundholdning - 80% - været at et ledelsessystem, der ikke kan certificeres efter, er totalt uinteressant for danske organisationer. Hvis ikke den kan bruges, kan det jo være ligemeget. Østrigerne har gjort det, at de har lavet en vejledning for ca. et år siden, som nu er oversat til dansk. Du kan tage en 9001 (kvalitetsstandard) eller en 14001 (miljøstandard) og erstatte kvalitets- og miljø-ord med SR. Da har vi fra dansk side, og vi står ikke alene med det. Da har ISO understreget med stor tusch at standarden ikke må være certificerbar, så på den måde er vi ikke tilfredse. Der er en anden ting, som især har været et NGO-synspunkt, er at det hele ikke kun skal handle om system-præstationer, men at det også skal handle om faktuelle forbedringer og resultater. Det er ikke nok at blive bedre til at tjekke afvigelser, eller sikre at interne audits bliver overholdt. Der skal konkrete beviser på bordet, vi vil se, at CO2 niveauet faldet, eller hvad vi nu måler på. Fra NGO-side har vi sagt, at det krav vil vi have til ISO 26000, at der skal være noget konkret at måle forbedringer på. Det andet er, at man som minimum skal leve op til lovkrav, og da har vi sagt, at det skal være 'beyond legal compliance' og det har egentlig været med i new work proposal fra starten, men det er til evig diskussion, for hvad betyder 'beyond legal compliance', hvis man nu har nogle internationale aftaler, der ikke er implementeret i den nationale lovgivning overruler man så national lovgivning? Da har vi så sagt, at så må man gå ind på de syv issues, som man har defineret (udgangspunktet var jo arbejdstagerrettigheder, menneskerettigheder og miljørettigheder). Så må man gå ind under de enkelte områder og definere hvad der hører under de enkelte delområder, og i disse afsnit skrive sig ud af hvad er så det internationale niveau, eller hvad skal praksis være på det område. På den måde kan man så få defineret et minimumsniveau, for hvis man bare kan gå ud og påstå hvad som helst, uden at man reelt mander sig op, så synes vi, at det bliver for tyndt. Den diskussion, den kører stadigvæk. Ikke mindst fordi der er nogle af områderne, som er meget velbeskrevne, men andre er meget tyndt beskrevet. Det skulle gerne være sådan, at de syv områder ligger på niveau med hinanden. Det er sådan ambitionerne er mht. resultaterne. 6:
Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet?
7: Arbejdstimer? SV: De internationale møder varer typisk fem dage, og jeg bruger nok det dobbelte på forberedelse. Da der er møder 2 gange om året, så er det jo seks uger. Derudover er der møder i det danske udvalg, det har vi fire gange årligt, plus møderne i 92-Gruppen og forberedelse til det. Det er mange timer, men det er jo så blevet til, at jeg kan bruge nogen af mine arbejdstimer hos Dansk Standard på det. Man kan sige, at omkring ISO 26000 er der sket det, at op til WD 3.1. blev skrivearbejdet lavet af skrivegrupper under de tre task groups 4, 5 og 6. Jeg har været med i gruppe 6 hele vejen igennem. I Wien (Nov. 2007) sidder vi stadig på TG-niveau og redigerer, men i Wien bliver der nedsat en 'Integrating Drafting Task Force' (IDTF), hvor der bliver valgt repræsentanter ind fra stakeholderne, og de skal overtage skrivearbejdet. Efter Wien bliver der lavet en WD 3.2. som bliver inputtet til IDTF, og det er i høj grad nogle enkelt personer, som oven på mødet i Wien skal føre draftet videre. De sætter sig ned og skal skrive noget, der er mere konsistent, ikke så langt, nemmere at forstå og som retter sig til alle typer af organisationer, og som ikke må være en ledelsessystemsstandard. Resultatet af deres arbejde er WD 4.1. som i hvert fald på nogen områder er meget svært genkendeligt, ikke mindst kapitel 7, der blev til kapitel 6 og 8. Det kommer der nogle meget stærke reaktioner på, ikke mindst fra den gamle TG 6-medlemmer. Da er det blevet sådan, at udgave 4.2., der kommer ud til høring blandt de nationale standardiseringsorganer, den vil gå et skridt tilbage, sådan at kapitel 6 udelukkende bliver om stakeholder-engagement og resten 'operational' kommer så i kapitel 8. Det har jeg argumenteret for at, selvom jeg hellere vil have det gamle kapitel 7 tilbage, så kan jeg godt leve med den nye model. Stakeholder-engagement er om noget, særkende ved denne standard. Det at man skal have alle interessenterne med og at man skal have dialog med dem fra dag 0, det har været et meget stærkt dansk, og for den sags skyld også NGO-synspunkt i hele processen. Så det, at det får sit eget kapitel, det er lovende. Vi har selvfølgelig ikke set teksten endnu, så vi ved ikke hvor meget de kan leve op til det, men det spil, der har kørt der, da har det i valget til IDTF, da stillede jeg op som NGO repræsentant, og taber som sædvanligt, men blev en ærefuld nummer tre, så jeg er suppleant, hvilket betyder, at alt hvad der kommer af også bliver sendt til mig, og at jeg i NGO-gruppen hjælper de to repræsentanter mere end gennemsnittet. Så på den måde har det også givet lidt ekstra indflydelse og arbejdstid. 8: Hvordan tackles konflikter i udvalget? SV: Vi har en konsensus-skabende dialog, vi prøver at diskutere frem og tilbage, og da Maibritt (Agger) skriver referatet, så kommer det til at stå der, og så kan man som kommentator tage bestik af, og så må man som udvalgsmedlem reagere, hvis der står noget, som man ikke er enig i. Det er klart, at jeg har haft nogle ideer om indholdet, og Kirsten Schmidt har også haft nogle ideer, og så har vi Claus Frier fra Novozymes, han har også leveret ideer omkring det konceptuelle. Resten har mest diskuteret fremad, så på den måde kan man ikke sige, vi har haft de store slagsmål. Vi havde et møde på Carlsberg, der blev lidt højrøstet. Men efterfølgende blev den 'fælles front' formuleret, og der er ikke nogen, der er blevet desideret uvenner over det her, og det ser man i andre udvalg, at de simpelthen ikke kan blive enige. På den måde kan der godt være nogle økonomiske, standardiseringsmæssige interesser bag, der kommer til udtryk.
9: Er der fraktioner indenfor udvalget? SV: Der er en industri-fraktion, den er ikke entydig, der er forskellige holdninger i industrigruppen. Der er en arbejdstager-fraktion, der dog kun består af et medlem. Der er en NGO-fraktion, men industri-gruppen er nok den fraktion, der både i international sammenhæng og i Danmark som bruger mest tid på at koordinere og være nogenlunde ens i mælet. Det er klart at når man har både lokomotiver og Dansk Industri, så har enderne ofte svært ved at mødes. Output 10: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Ja, jeg håber der stadig er rester tilbage i kapitel 8. Det vil jeg sige, der er. Jeg har dog ikke set noget direkte på tekst, som jeg har skrevet, der har været for mange inde og redigere i det. Men i selve strukturen vil jeg synes der er noget. Generelt 10: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: Med tiden bliver der lavet en certificerbar standard, det er jeg sikker på. Den bliver baseret på ISO 9004, som er en vejledning omkring kvalitetsledelse, hvor man kan have alt med. Det bliver altså den struktur, som den bliver baseret på, og så tager vi ISO 26000 og putter ind med de indholdsmæssige ting. Selvfølgelig skal kapitel 6 og 8, som er det, der i ISO 26000 bliver ledelsessystemet, det skal selvfølgelig afstemmes. Men det er min grundholdning at vi bruger strukturen fra 9004, fordi mange virksomheder allerede har et kvalitetsledelsesystem. Så man kan sige til dem, at det rent systemteknisk ikke er noget problem, at SR-sikre dem. Der er selvfølgelig nogle indholdsmæssige ting, de skal tage højde for, men alt det systemtekniske, det er allerede klaret. Hvis vi gik ud med endnu et alternativt system, så ville vi få problemer. Miljø og arbejdsmiljø-regulering i Danmark er godt defineret i de danske lovgivende systemer. De er begge copy-pastede fra 9001, da har man et ledelsessystem og så kobler man nogle ekstra områder på, men de skal ikke bruge tid på at lave nye systemer. ISO 26000 bliver færdig inden for et par år, der er stadig noget, der skal laves om, nogle af underoverskrifterne der skal ændres, men den begynder at ligne noget. Vi satser på at få et CS efter næste møde i Santiago, og fra da af bliver ændringerne færre, er jeg ret sikker på. Den skal nok komme i land, men den kommer i land som en frivillig standard, og med et indholdsmæssigt minimumsgrundlag, for der er stadig diskussioner om de internationale normer er internationel nok, og skal de være refererede eller være i et anneks. Hele den diskussion kører stadig, og da er standardiseringssystemet sådan, at der bliver skåret igennem og indgået et kompromis. I den sammenhæng vil jeg sige, at der stadig er nogen af interessenterne, der vil være utilfredse med slutresultatet, særligt for NGO'erne. Hvis de ikke får nogle helt basale krav opfyldt, så bliver de meget utilfredse, og den fare er der selvfølgelig stadig. Samtidig kan man sige, at industrien kan argumentere for at denne fællesnævner er alt for lav, og på den måde er de seks interessenter stadig i spil. De helt specielle for Dansk Standard er at Jakob Holmblad nu er formand for TMB, og SR området er et af problembørnene, som han har arvet, og det giver ham nogle sparringspartnere i processen om hvordan han nu skal komme ud af det her. For TMBs og formandsskabets side er der et stort pres på at få et godt resultat. For stakeholderne er der vel 75 % chance for at de bliver tilfredse.
APPENDIX 11: ARNE JENSEN, CO-INDUSTRI Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Vi har tidligere været medlem af udvalg, der havde med ledelsesstandarder at gøre. Jeg har arbejdet med miljøledelsesstandarder, og har været ude og sprede informationer omkring kvalitetsstyring, og har arbejdet med indførelsen af arbejdsmiljøledelse i Danmark. Da diskussioner kom op, om hvorvidt ISO kunne spille en rolle i det nyopdukkede område, der hedder samfundsmæssigt ansvar, så syntes vi det var naturligt også at være med der. Vi var ikke med i den allertidligste fase, fra dansk fagbevægelses side, men da det første møde blev afholdt på Trinidad tilbage i 2002, da var vi ikke med. Men vi har været med fra konferencen i Stockholm i 2004 og videre frem. Vi har lavet den arbejdsdeling, at Dansk Metal følger arbejdet på vegne af CO Industri. Det er egentlig mest i det danske udvalg, jeg repræsenterer Dansk Metal, for på de internationale møder har vi fagbevægelsen repræsenteret på internationalt plan med vores fælles interesseorganisation, og der er det dem, der repræsenterer os. 2: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Ideelt set, nej, så er det ikke den optimale gruppe, den burde jo være væsentlig større end den er. Der, hvor vi særligt savner repræsentanter er dels på NGO-siden, som jeg gerne så mere talstærkt repræsenteret, for der er nogen NGO-synspunkter, som nok ikke kommer så godt frem, fordi NGO-siden er repræsenteret ved Danmarks Naturfredningsforening og en enkelt menneskerettighedsorganisation. Det er ikke fordi de ikke forsøger at gøre et godt stykke arbejde, og forsøger at være brede, men meget naturligt er alle områderne jo ikke deres kerneområder. Jeg er også skuffet over virksomhedsdeltagelsen, dels at den ikke er større end den er, og dels at det kun er nogle få industri-virksomheder. Jeg kunne godt tænke mig at se ISS og andre fra servicesektoren, for hele den del, mangler repræsentation. Omvendt kan man jo ikke tvinge folk til at gå ind i udvalgsarbejde, og især ikke hvis det forventes at man betaler for det. 3: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg er medlem på lige fod med alle andre, jeg er en del af den lille kernegruppe, 'rejseholdet', som er dem, der deltager i ISO-møderne. Vi fungerer måske til en vis grad som en slags uformelt forretningsudvalg. 4: Er alle medlemmer lige? SV: Jeg oplever klart, at alle medlemmer er på lige fod, man bliver klart vurderet på, hvad man siger, og ikke så meget på hvem man er. Jeg oplever ikke at der er nogen skævheder. 5: Hvordan vil du karakterisere din organisations engagement i samarbejdet? SV: Vi har selvfølgelig også meget andet at lave, og det er mig, der tager sig af ISO 26000 her i huset. Ud over at jeg tager mig af en masse andre områder som f.eks. energipolitik, regulerende erhvervspolitik m.m., så jeg bruger nok hvad der svarer til en halv dag om ugen på ISO 26000. I vores system er det er højt engagement, men sammenlignet med Novo Nordisk som har en reel CSR-afdeling, så er det et meget lille engagement her i huset. Processer
6: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: jeg synes samarbejdet har været godt, der har været nogle gnidninger, hvilket hænger sammen med at 'rejseholdet' er blevet lidt for indspiste, de fælles oplevelser vi har haft på vores ture til de internationale møder, gør jo at vi kan komme med nogle vitser mm., som de andre overhovedet ikke forstår. Vi er måske også lidt tilbøjelige til at snakke internt, men eller synes jeg samarbejdet fungerer. Vi er i en proces nu, hvor det er svært at inddrage folk, der ikke deltager i de internationale møder på samme måde som man har kunnet i de andre arbejdsgrupper jeg har siddet i. Der er ikke samme rytme og regularitet i hvornår der kommer nye versioner, og hvordan forslag bliver behandlet. Det er svært at inddrage dem, der ikke er direkte med. Jeg har en opfattelse af at dem, der sidder som 'menige' medlemmer, stiller spørgsmålstegn ved hvorfor de overhovedet sidder i udvalget. De betaler et beløb for at være med, og så går der måske tre-kvart år, hvor der ikke er noget møde fordi der ikke sker noget ISO-mæssigt det næste stykke tid. Vi kan selvfølgelig godt mødes og diskutere gamle papirer, men det er der jo ingen grund til. I en proces, der i øjeblikket er meget indadrettet, er det meget svært at overholde Dansk Standards koncept om at sælge informationer, for der er ikke mange af medlemmerne, der er 100 % med på hvad der foregår. 7: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Det er svært at svare på, men jeg vil sige, at samarbejdet i den danske delegation har fuldt ud levet op til mine forventninger, og samarbejdet i den faglige delegation til de internationale møder har været som jeg havde forventet, ligeså søgende som jeg havde forventet, og som det er i mange andre sammenhænge. Der er jo forskellige faglige traditioner, og forskellige økonomisk udviklingsniveau, og forskellige prioriteter, men alligevel kontrollerbar fordi vi har en organisation i spidsen, som ved, hvordan der fungerer. Selve ISO-processen synes jeg har været overraskende langsom, og meget mere kompliceret end mange havde troet. Der hvor jeg i virkeligheden er skuffet, er jeg havde forventet at ISOs professionelle hold havde haft en mere nuanceret forståelse af selve processen. I den forbindelse snakker jeg ikke om convenors, men om ISOs centrale sekretariat, som får stillet spørgsmål til ting, som der helt åbentlyst ikke er taget stilling til i ISO-regi. Svaret de giver er: 'det kan vi ikke svare på, for det har vi ikke taget stilling til', og de har heller ikke taget stilling til hvorvidt stakeholder grupperne selv må opfinde nye regler for området. Jeg synes, at ISO-sekretariatet ikke har gjort deres benarbejde godt nok, de har ikke brugt tid nok på at gennemtænke processen inden den startede. De kunne have sendt folk afsted for at følge de diskussioner, der foregår i FN hver uge omkring dette område. De kunne have sendt folk til New York for at sidde og lytte, og forsøge at snakke med folk, og spørge om de ting, de ikke forstår. I stedet har holdningen været, at ISO 26000 er en traditionel standard med lidt krummelurer. Det, jeg frygter, er at man i ISO sidder og glæder sig over at et af de næste skridt er en afstemning, for så bliver det ligesom det var i gamle dage. Jeg har en lille frygt for, at vi får lavet en standard på mødet i Santiago som bliver sendt til afstemning, og så falder med et brag. Hvis det sker, så er jeg bange for at ISO vil trække sig ud af arbejdet med samfundsmæssigt ansvar og så er muligheden lukket for, at der i hvert fald de næste 10-15 kommer en standard inden for dette område. Hvis ISO vil overleve på at lave standarder som de altid har gjort, så lad dem endelig, og så må vi andre jo finde på noget andet. Fagbevægelsens grundlæggende holdning til det her og som vi har haft mange diskussioner om, er at vi i virkeligheden ikke havde brug for ISO fordi holdningen i store dele af fagbevægelsen var at vi havde FN systemet. Og at vi har ILO, som er en tre-parts
organisation, der består af arbejdstager, arbejdsgiver og regeringer. Alt hvad der vedrører arbejdspladserne tager fagbevægelsen og arbejdsgiverne sig af, og alt hvad der vedrører resten tager regeringerne sig af. I virkeligheden burde der ikke være noget i ISO-arbejdet som ikke kan dækkes af ILO og deres konventioner, men vi er nødt til at acceptere at vi ikke har alle stakeholders med i ILO. Vi har ikke miljøbevægelserne, forbrugerne, oprindelige folk eller menneskerettighedsorganisationerne med, og selvom arbejderne og deres vilkår er væsentlige, så er det ikke hele verden. Det eneste organ man kunne forstille sig kunne løfte denne opgave, var ISO. Vi kunne ikke bruge GRI eller OXFRAM eller nogen af de andre, der har arbejdet på dette område, fordi de jo snakker menneskerettigheder ud fra 'hattedamesynspunktet', det drejer sig simpelthen om velgørenhed og så er det nogle principper, som man skal leve op til. Derfor siger vi, at det handler om dialog med medarbejderne, respekt for de ansatte, overenskomster og kollektive rettigheder og løsninger, og de elementer er ikke med i de andre initiativer. Hvorfor skulle GRI stille krav til nogle ting i en standard, hvor de ved, at en stor del, at dem, der er certificerede ikke ønsker at opfylde. Tilsvarende meninger har enhver af de andre grupperinger kunnet rette mod ILO, og spørge hvorfor de skal godtage ILOs beslutninger, når der f.eks. ikke sidder forbruger med i beslutningsprocessen hos ILO? Vi mener jo, at de sidder der gennem regeringerne, men det gør de jo ikke. Der var ikke andre organer end ISO og derfor er min konklusion, at hvis ikke ISO kan løfte opgaven, så må vi finde et organ, der kan. 8:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Arbejdet i udvalget har afspejlet hvilke temaer, der har været oppe i selve standardsudviklingsprocessen. Det har været blandet med dialog om, hvad der i øvrigt sker i samfundsmæssigt ansvars-sammenhæng ude i verden. Mange af de temaer, der kører i den danske debat er slet ikke relevante i ISO-sammenhæng. Det der har været debatteret i Danmark har f.eks. været hele debatten omkring det rummelige arbejdsmarked. Den kan genfindes i ISOsammenhæng, men den fylder ikke mange linier. Derfor har der nok været noget forventningstilpasning i det danske udvalg, men jeg synes at formandskabet i Danmark har kørt meget loyalt i forhold til ISO-projektet, og sørget for at det har været det, der har været i fokus. 9: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 10: Økonomisk? SV: Vi betaler det årlige kontingent. 11: Personer? SV: Det er kun mig, der tager sig af ISO 26000, men vi har også nogle andre medarbejdere, der tager sig af andre dele af det, fordi for os er samfundsmæssigt ansvar er jo mange forskellige områder og foregår i hele den internationale verden gennem ILO, og så er der selvfølgelig folk, der tager sig af det.
12: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Der er ikke mange kurer på tråden i det danske udvalg, der er uenighed om helt konkrete ting, men for 90 % er der jo faktisk enighed om hvad samfundsmæssigt ansvar er i en dansk kontekst. Det er klart, at hvis man ser på det fra fagbevægelsens synspunkt, så er prioriteringerne anderledes end hvis man ser det fra miljøbevægelsernes synspunkt. Der har da været nogle diskussioner, men ikke værre end almindelig faglig uenighed. Der har været nogle forskelle i, hvordan vi opfatter processerne, hvad der kommer til at virke og hvad der ikke gør, og så hvad den danske strategi skal være. Jeg oplever det sådan, at dem, der traditionelt er vant til konsensus, de har den holdning, at man skal gå efter at blive 'convenor', for i den position træffer man konklusionerne. Omvendt hvis man tager forhandlingstilgangen til det, har man den holdning at man absolut ikke skal være 'convenor', for så skal man være neutral og kan ikke varetage dine egne interesser. Det har givet nogle forskelle i meningsholdningen i det danske udvalg. I forhold til de oplevelser, jeg har haft i andre sammenhænge, så er der en god kemi i 'rejseholdet', som gør, at man under dække af vittigheder kan sige de frygteligste ting til hinanden, så det fungerer. Der er generelt ikke mange konflikter, men der er dog diskussioner omkring involveringen af stakeholders, der er lidt for meget traditionel ledelsesstil i det som industrien og miljøorganisationerne siger. Tankegangen at det er organisationens egen ledelse, der afgør hvilke punkter, de synes er interessante og derefter går de ud og taler med deres stakeholders og får inputs, hvorefter det er ledelsen igen, der sorterer hvad der er vigtigt og hvad der ikke er. Jeg har en anden holdning, idet jeg mener, at man også skal have en mekanisme fra den anden side, der vurderer vigtigheden. En mekanisme, der er med til at afgøre hvilke ting, der er vigtige og siger; 'det kan godt være i ikke synes det er vigtigt, men det er mig, det går ud over, og derfor er det mig, der bestemmer, hvorvidt det er vigtigt eller ej.' Spørgsmålet er hvem det er, der definerer hvad der er vigtigt? Yderligheden i den debat er selvfølgelig den amerikanske model, hvor det er Coca Cola, der vurderer hvad der er vigtigt, fordi Coca Cola ved, hvad der er vigtigt for verden. Det modsatte synspunkt er så, at det er udskovsindianeren, der ved om det er et problem hvorvidt et træ skal fældes eller ej.
13: Er der modstridende interesser? SV: De traditionelle modstridende interesser mellem arbejdsgivere og arbejdstagere er det ikke i nær den grad, men kunne forvente. Det hænger meget sammen med at det, vi forsøger at arbejde os hen imod for de arbejdstager-relevante dele af ISO-standarden, det minder meget om den danske model for samarbejde mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det er information, retten for medarbejderne til at vælge repræsentanter, frihed for forfølgelse pga. medlemskab af bestemte fagforeninger osv. Det er ting, som vi i Danmark opfatter som meget banale, men som ikke er banale i international sammenhæng. De konflikter har vi ikke, men vi har måske nærmere konflikter på den faglige led, altså hvilke dele af CSR-konceptet der skal være fokus på. Skal det være på erne, beskæftigelse og økonomisk udvikling eller skal der være fokus på miljø og livscyklus. Vi håndterer sådanne konflikter ved at finde ud af hvorfor hver især mener, det de mener, og så forsøger vi i den sammenhæng på bedste ISO-maner, at finde en formulering som alle kan tilslutte sig. Sommetider oplever vi, at ordene betyder noget forskelligt for forskellige stakeholders, hvad betyder f.eks. virksomhedernes indflydelsessfære, altså hvad dækker begrebet over? Jeg har en tilgang til det at indflydelsessfæren for virksomhederne i virkeligheden er meget langtrækkende, hvor Kim (Christiansen) siger, at vi er nødt til at konkretisere det, og forklare hvad begrebet præcist dækker. Omvendt mener jeg, at hvis vi kan skrive at virksomhederne skal fremme samfundsmæssigt ansvar indenfor deres indflydelsessfære, så vurderer jeg det som langt stærkere end hvis der i stedet er nogle helt konkrete ting, de skal gøre. Jeg har altid ment at ordet 'bør' er langt stærkere end ordet 'skal', men du er nødt til at have nogle forhandlingsteknikker osv. før du får den opfattelse. i normalt sprogbrug ville man sige, at 'bør' er en udvanding, og at der skal stå 'skal', hvis det skal tages alvorligt. 14: Hvordan er konflikterne blevet tacklet? SV: Vi er nok kommet til et punkt, hvor vi kender og respekterer hinanden, og bare accepterer, at der er nogle områder, hvor vi ikke er enige, og så må det være sådan. Derefter begynder vi at forhandle og handle; 'hvad vil du give mig, hvis jeg lader som om jeg er enig med dig?' 15: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Det er 'rejseholdet', der er dominerende, og nogen mere end andre. Vores formand, Anne (Gadegaard Larsen) spiller en meget central rolle, idet hun har sin erfaring fra Novo Nordisk og har hele det system at trække på. Kim (Christiansen) er utrolig værdifuld i det her og han spiller samtidig en dobbeltrolle, idet han både sidder for Danmarks Naturfredningsforening og har hele 'standard-rygsækken' på. Kirsten (Schmidt), der tidligere var med fra Force Technology, og nu er med fra AUC kommer med den faglige konsulent-vinkel. Jeg pipper lidt op, når jeg synes det kommer for tæt ind på noget der har med overenskomster og kollektive aftaler at gøre. Forbrugerne er også med en gang imellem, men deres repræsentation har været lidt handicappet af, at de har skiftet folkene ud. Da det var Villy Dyhr, der sad der i sin tid, var det en helt anden, og mere markant linie, end det er nu. Resten er nogen, der pipper lidt op en gang imellem. Claus (Frier) fra Novozymes kommer ind med nogle meget velformulerede input en gang imellem. Der er også nogen, hvor man kan undre sig over, hvorfor de sidder i udvalget; der sidder en privat konsulent, men jeg har ikke rigtig forstået hvad han forventer at få ud af samarbejdet. Det er 20% af udvalgsmedlemmerne, der leverer 80% af inputtet. Jeg har ikke fornemmelsen af, at der er
nogen, der bliver holdt ude, eller har oplevelsen af at de ikke kan trænge igennem. 16: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Jeg vil ikke kalde det fraktioner, men det er lidt drilleri mellem Novo Nordisk og Novozymes, og så er der noget drilleri mellem Dansk Industri og Novo Nordisk, idet Novo Nordisk bevidst ikke er med i DI. Men jeg vil ikke kalde det fraktioner, for det er kun på drilleri-plan. 17: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Vi har opnået en samlet dansk holdning, for det, der styrer billedet, er at vi skal være glade, hvis vi internationalt får 10 % af de danske holdninger igennem. At der så er nogle af de øvrige 90 % vi er lidt uenige omkring detaljerne er sådan set ret ligegyldigt. 18: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Der er helt klart en fælles dagorden, primært baseret på, at vores diskussioner er detaljespørgsmål i forhold til langt de største diskussioner, der foregår i ISO-sammenhæng, og sådan tror jeg billedet vil være de næste mange år, hvis processen fortsætter. Output 19: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Vi har to forventninger til samarbejdet. Det ene er, at vi forventer at kunne gøre en forskel, så arbejdstager forhold ikke bliver glemt i standarden, at det ikke bliver muligt at snakke samfundsmæssigt ansvar uden samtidig at snakke grundlæggende ILO konventioner. Det andet er, at vi forventer at kunne bidrage til at få en afklaring af, hvad samfundsmæssigt ansvar er. Det er et modeord, og det er lidt ligesom 'fred' og 'miljø', det er svært at finde nogen, der er modstandere af det. Men derfra også så til at finde ud af, hvad det i virkeligheden betyder, det tror vi er det væsentligste bidrag ved ISO 26000. Det, at der bliver skabt en fælles forståelse af, hvad det egentlig er, vi snakker om. bagefter kan vi så finde ud af, om vi så kan blive enige om det.
20: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Jeg føler der bliver lyttet til hvad den danske delegation siger på de internationale møder. Der hvor jeg kan udøve indflydelse, det er ikke i den danske delegation eller ved at tage ordet i plenum, det er ved at sidde i labour-gruppen og varetage det stakeholder synspunkt. Det tror jeg har været svært for alle, især dem, der tilhører standardiseringsverdenen. Pludselig må de indse, at standardiseringsarbejdet er blevet en proces, hvor man forhandler, hvor der sidder stakeholder grupper og forhandler med hinanden. ISO-folkene sidder i toppen og forsøger at opnå konsensus, og forstår ikke rigtigt at der faktisk bliver handlet. De har svært ved at forstå forhandlingerne, hvor nogle stakeholders er nødt til at acceptere andre gruppers formuleringer mod at de så omvendt for andre formuleringer godkendt i samarbejde med andre stakeholders. Den proces, er der ikke nogen af de 'convenors', vi har haft, som var trænede i at organisere. Det har givet konflikter og misforståelser fordi der dels er den konsensus-søgende flok, der bliver valgt som convenors, og dels er der de benhårde forhandlere, enten det er fra Consumers International eller det er fagbevægelsen, så er de vant til at forhandle, det er jo det de lever af til dagligt. På den anden side, sidder der en mand fra brasiliansk standard eller Skanska i Sverige og skal pludselig finde ud af om det er overenskomstforhandlinger eller er det noget andet? Jeg vil mene, at der er et dansk fingeraftryk, eller i hvert fald et skandinavisk fingeraftryk. Det hænger sammen med at SR er et område, hvor traditionerne for det og traditionerne for at diskutere det på nationalt plan ikke er ret veludviklede. Hvis man skal analysere, hvem der har haft indflydelse på den færdige standard, så tror jeg i virkeligheden, at bortset fra USA og måske noget skandinavisk, så kan man ikke finde ret mange nationale fingeraftryk. Man vil kunne finde afsnit, der bevidst er skrevet til og af bestemte stakeholder grupper. Det er det, der er problemet med hele standarden, den måde at tænke på kan ISO ikke. De kan ikke håndtere det. 21: Har ISO håndteret processen godt nok? SV: Helt ærligt, så vil jeg sige at processen ikke er velorganiseret, men jeg kan ikke se hvordan man skulle have gjort det anderledes. Ulempen for ISO er, at de bevæger sig ind på et helt nyt territorium. Det er en organisation, der er vant til at tænke på lande, og at lande møder op med velforberedte synspunkter hjemmefra, og så er det en convenors opgave at forsøge at tilpasse de her ting ind i en standard. Når én fra Brasilien har sagt noget, så er det det Brasilien mener. I ISO 26000-processen møder man op både med nationale delegationer, og samtidig med stakeholder grupper. Nogle af stakeholder grupperne har, som vi f.eks. har haft i Labour gruppen og som har været vores styrke, en international organisation, der varetager labour gruppens interesser. Vi ved, at når repræsentanten fra International Trade Union er til stede, så er det ham, der leder vores møder, det er ham, der drager konklusionerne, det er hans organisation, vi allesammen er medlemmer af. Man går derfor ikke udenfor det han mener, med mindre man på forhånd har orienteret om, at man har et standpunkt, og har fortalt hvordan man vil håndtere det. NGO'erne opfatter ikke sig selv som en samlet pakke, de har måske gruppevis samarbejde, men kunne forstille sig, at de har et vist samarbejde inden for miljøorganisationerne, og menneskerettighedsorganisationerne lyttede til hvad Amnesty International sagde, dengang de stadig var en del af processen. På tværs af NGO stakeholder gruppen er der ingen traditioner for samarbejde. De skal først opfinde en samarbejdsmodel, og finde ud af hvem de kan have tillid til, og hvem der skal være formand. Det er svært at have stakeholder repræsentanter fra stakeholder grupper, som aldrig har set hinanden før, det fungerer ikke rigtig. ISO har også lavet det geniale, at
de har oprettet en stakeholder grupper der hedder 'resten' (SSRO), og det er fuldstændig urealistisk at forvente, at de nogensinde kan blive enige om andet end at de ikke er enige. Den gruppe har i realiteten koblet sig ud, de holder deres møder, og de kommer med deres synspunkter, men der er ingen, der tager dem alvorligt. Vi andre ved ikke, om det er konsulenterne, standardiseringsverdenen eller den finansielle sektor, der taler. Det er tre vidt forskellige grupper med tre vidt forskellige holdninger. Jeg deltager også i andre forløb, bla. et i FN systemet omkring Klimakonferencen, og når man snakker bæredygtighed her, så er der veldefinerede stakeholder grupper, som har eksisteret i FN systemet i over 20 år, og som har procedurerne for beslutningstagningen og meget andet på plads, og jeg kan undre mig over at ISO ikke har brugt det. Det virker lidt som om at man fra ISOs side har besluttet at melde ud, og så har man på første møde fundet ud af at der er kommet folk fra forskellige grupper, og så har man derefter forsøgt at inddele dem i forskellige stakeholder grupper. I forhold til hvordan FN systemet fungerer, så synes jeg det er bemærkelsesværdigt, at der f.eks. ikke er en stakeholder gruppe for oprindelige folk, eskimoer, inuitter og amazone-indianere. Jeg synes det er bemærkelsesværdigt at landbruget ikke har deres egen stakeholder gruppe eller at der ikke er en gruppe, der fokuserer på kvinders forhold, det ville der typisk være i FN systemet. Nogen ville også mene at det forskningsmæssige miljø skulle være en selvstændig stakeholder gruppe. Det virker som om beslutningen om at dele de forskellige stakeholders ind i grupper, det er en beslutning, der er kommet ad hoc, efter man så hvem det var der mødte op. Jeg tror det er kommet bag på ISO hvor kompliceret processen i virkeligheden har været. De har nok haft det udgangspunkt, at de ville lave en almindelig ISO-proces, hvor landene bestemmer hvilke beslutninger, der skal tages, og så afholder vi nogle stakeholder møder. I realiteten har processen vist sig at være den stik modsatte, hvor det er stakeholderne, der driver processen. Det, der er min frygt, det er at det nu ser ud som om at ISO-ledelsen forsøger at presse processen til at komme ud med en egentligt afstemningsversion af standarden. I det situation ved vi, at nogle lande vil skære stakeholder processen væk i det øjeblik, den officielle standardiserings organisation skal til at stemme. I Danmark tror jeg ikke der vil være nogen problemer, men i Malaysia, ikke fordi der er noget i vejen med det land, men det er standardiseringsorganisationen en statslig organisation, og derfor stemmer de som deres government-repræsentant synes de skal stemme. Vi har også nationale gruppe, hvor nogle af stakeholder grupperne slet ikke er repræsenterede, hvor consumers ikke er med, eller hvor miljø- eller fag-bevægelsen ikke er med, men hvor det er industrien og de officielle standardiseringsfolk, der sidder også bliver enige om den nationale holdning. Skal vi respektere deres stemme? Kan man overhovedet respektere en stemme fra et land, hvor der er en stakeholder gruppe, der har været udelukket fra samarbejdet? Jeg mener ikke man kan respektere sådan en stemme, men ISO systemet står og faldet med at man mener ja i den situation. Hvis man mener nej får man heller ikke alle lande med, men omvendt hvad gør det, hvis alle stakeholders i stedet er repræsenteret? Problemet er også at dem, der betaler og driver ISOprocessen, er de nationale standardiseringsorganer, der betaler for medlemskabet af ISO. Hvis jeg sad i ISO systemet så ville jeg sige at det er afgørende for ISOs eksistens at vi finder ud af det her. Denne standard og processen er den første af en hel bølge. Alt hvad der kommer til at ske de næste tredive år på bæredygtigheds- og klimaområdet kræver at man finder ud af at håndtere dialogen med civilsamfundet. Hvis man så stadig tror, at det handler om lande, der kan stemme sig igennem, og hvis ISO ikke kan løfte denne opgave, så må vi opfinde et organ, der kan. Og så
bliver det en del af FN systemet, og set fra en forretningsstrategisk synsvinkel så må ISO til at tage sig sammen. 22: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Ja, det har været værdifuldt for os at deltage. Det danske arbejde bliver vigtigt fordi vi har de internationale input at diskutere og forholde os til. Samtidig tror jeg, at grunden til at vi har noget at bidrage med internationalt er at nogen af de konflikter, der ligger mellem stakeholder grupperne har vi fået afdebatteret i den danske gruppe. Vi ved om det er et nationalt emne, eller om det er en grundlæggende forskel i det internationale miljø. Det er en samlet proces, hvor man ikke kan prioritere det ene frem for det andet, man får ikke meget ud af at deltage i det internationale, hvis ikke også man havde den danske baggrund. Omvendt tror jeg heller ikke der er meget ved at være en del af den danske baggrundsgruppe, og kun modtage informationer fra ISO uden at have været med til de internationale møder. Generelt 23: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: Der er to muligheder, den ene er, at standarden falder med et brag, den anden mulighed er, at vi får lempet en lettere udvandet ISO 26000 igennem, som bliver god i revision 2. Det, den i virkeligheden står og falder med, er at der er stor ideologisk modstand mod at den kan bruges til certificering, samtidig med, at alle ved, at hvis ikke man kan opnå et certifikat gennem standarden, hvorfor så overhovedet investere i at implementere noget fra den. Jeg forestiller mig, at vi får en ISO 26000, og så får vi en periode på 3-4 år, hvor standarden ligger der. I løbet af de 34 år vil der være de første 50 certificeringsordninger, der tager udgangspunkt i ISO 26000, hvor de erstatter 'bør' med 'skal' og laver en tjekliste, og så kan man få et certifikat. I løbet af de 3-4 år, så vil det kun være 5 ud af de 50, der er accepterede. Så får man en ISO 26001, som erstatter ISO 26000, og som bliver certificerbar. Det bliver så i 2020, det kan virke som en lang tidsperiode, men inden for fagbevægelsen er vi vant til at arbejde i overenskomstperioder, der varer 3 år. For os er det ikke langt at tænke tre overenskomstperioder frem. Da man i overenskomstforhandlingerne omkring 1990 begyndte at snakke arbejdsmarkedspension, da lå det i kortene, at når man nåede frem i 2005-6 at da ville lønmodtagerne have en 10-15% pensionsordning. Mange sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, og at de på det tidspunkt ville være gået på pension, men det er deres børn jo ikke. Så det tager lang tid, og det har denne proces jo også gjort. Det, jeg er bekymret for, er at folk ikke har forståelse for, hvor lang tid det tager, og at ISO-systemet ikke er klar til at forstå, at det faktisk er dem, der skal lære mest af denne proces. Det er ikke stakeholderne, der sidder i salen, men det er dem, der sidder øverst oppe. Så længe ISOs centrale ledelse ikke har fattet hvad der foregår, så kommer det til at vare endnu længere tid.
24: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Ja, den tilbyder 'åbenhed', 'gennemsigtighed' og så går den på tværs af alle interessegrupper. Det vi kan bebrejde GRI og mange af de andre initiativer for, det er at det er bestyrelsen hos f.eks. GRI, der beslutter hvilke områder, de ønsker at tjekke. Det er for mig at se ikke et spørgsmål om hvorvidt de er kommercielle eller ej, for folk, der tjener penge kan også være ærlige, men det er 'åbenheden', 'gennemsigtigheden' og muligheden for at deltage på tværs, der gør forskellen for ISO standarden. Dertil kommer så erkendelsen af, at hvis man vil tænke internationalt, så kan man ikke lade landene bestemme.
APPENDIX 12: BIRGITTE BANG NIELSEN, IFU Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg har siddet i forskellige ISO samarbejder siden 1992, og for IFU har jeg siddet i ISO 26000 udvalget i 2 år, men har været udpeget som ekspert for Dansk Standard i mange år, og den position tog jeg med da jeg blev ansat hos IFU. Jeg har været med til at lave ISO 14001, ISO 14063 og mange af miljøstandarderne. Da ISO 26000 startede blev det så også aktuelt for mig at sidde i den gruppe. Jeg sidder der ikke fordi det har noget med IFU at gøre, men jeg sidder der fordi jeg har erfaring med at udvikle standarder. Derudover kan man sige, at IFU får noget benefit af det alligevel, fordi jeg så er på forkant med hvad der foregår i standardiseringen. Gennem det arbejde får man et kæmpe netværk i forhold til GRI eller Global Compact eller hvem, der nu ellers er af forskellige deltagere, der er med. På den måde har jeg en masse kontakter, der kan hjælpe på mange forskellige områder. Hvis jeg f.eks. får brug for den mexicanske standard for CSR, så har jeg kontaktinformationer på én der kan hjælpe mig i Mexico. Det er på den måde, IFU kan drage nytte af mit medlemskab. Jeg kan ikke huske hvordan jeg blev medlem, men det må være netværkenes netværk, der har virket her. Jeg blev stand-in for min chef på et tidspunkt, og så fortsatte jeg i udvalget derefter.
2: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Vi nærmer os den optimale gruppe, for det bliver da bedre og bedre. Det er da noget bedre nu, end det var i starten, men man kan da godt ærgre sig over, at det er 'Tordenskjolds soldater', der tropper op. Det er svært at engagere folk i processen, de sidder i stedet og venter på resultatet. Så kan de komme til at kritisere det, og man kunne godt tænke, at de så i stedet kunne have deltaget i processen. Det er 'Tordenskjolds soldater' hvis man kigger på virksomhedslisten, så er det jo ikke tilfældigt at det netop er de medlemmer, der er og ikke nogle andre. Der sidder dog mange virksomheder, der beder om at få nogle retningslinier for hvad de skal gøre, og så gør de det. Det er nok fordi de ikke orker at bruge ressourcer på at deltage i processen. NGO'erne har vi fået nogenlunde med fordi Dansk Standard tilbyder dem gratis medlemskab, mens vi andre skal betale for at sidde i udvalget. Det kan godt virke lidt bagvendt, at man skal betale for at deltage og være med til at sørge for at få et dansk fingeraftryk på standarden, det kan godt virke lidt mærkeligt. Det kan også føres videre til regeringen, som har fjernet tilskuddet til Dansk Standard til at udvikle standarder. Man kan spørge hvad det er for et signal at sende, kan det være et signal om at man ikke ønskede at ISO 26000 skulle have et dansk fingeraftryk? Det er dog de færreste, der gider arbejde om natten for det her. Der er nemlig stor forskel på, hvem af os, der kan lave noget i arbejdstiden, og hvem der ikke kan. Det er utopisk at tro på, at man kan lave så stort et stykke arbejde, og så oveni købet forvente at folk skal gøre det i deres fritid. Arbejdet bliver lidt derefter, og så er der altid nogen, der faktisk synes det er sjovt. Vi har fået en kernegruppe, hvor vi har det rigtig sjovt, og det giver selvfølgelig også noget energi til at gå ind til. Mht. tilslutningen, så er der én fra arbejdstagerorganisationerne, og der kunne man da godt have ønsket sig, at der var nogen af de andre der også meldte sig på banen. Staten har været bemærkelsesværdigt langt væk, det er først i løbet af det sidste år, at det er lykkedes os, at få dem på banen. Nu er det så pludselig blevet skrevet ind i regeringens CSR-handlingsplan, at Danmark gerne vil afholde det sidste ISO 26000-møde. Der har kørt en 'læreproces' fra for tre år siden, og til idag, hvor statens repræsentanter markant har ændret holdning til CSR, og har fundet ud af, at de faktisk også har en rolle, og at CSR ikke kun er noget for virksomhederne, men også er noget, staten skal forholde sig til. Det har været en lang proces at finde ud af hvilke ministerier CSR hører under, om det er Udenrigsministeriet, Erhvervsministeriet eller Socialministeriet. Der har kørt en lang proces, hvor de syv ministerier har skullet finde fælles fodslag, så de kunne lave regeringens CSRhandlingsplan, der blev lanceret for nylig. Nu er staten ved at være med i processen. Forbrugerne er med, så i forhold til andre lande, så er Danmarks stakeholders forholdsvist godt repræsenteret. I forhold til danske traditioner for demokrati og inddragelse af alle, er gruppen underrepræsenteret. 3: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg sidder i 'rejseholdet', og tager med til de internationale møder og repræsenterer i den forbindelse stats-stakeholderne. Det har jeg gjort fra starten fordi jeg kunne, fordi man godt kan kalde IFU en statsvirksomhed, og den position var ledig, idet der ikke var andre statsorganisationer, der var interesserede i det internationale samarbejde.
4: Er alle medlemmer lige? SV: Vi er meget danske, for vi er utrolig lige og uformelle i forhold til eksempelvis Japan og USA, som er meget hierarkisk og formelt opbygget, og som kommer med særstandpunkter. I den sammenhæng fremstår Danmark som helhed, og ikke som hver enkelt stakeholder gruppe for sig. Processer 5: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Samarbejdet har fungeret rigtig fint i den danske gruppe. 6: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Gruppen er organiseret som sådan noget nu engang plejer at være organiseret, for nogen vil det være meget uformelt, og det kan være svært at komme udefra, og ikke vide noget om standarder og selve standardiseringsprocessen. Så kræver det et par møder inden man forstår sproget, forkortelser og de procedurer, vi arbejder ud fra. Når standarden er så forsinket, som den er, hænger også sammen med at det har været en udfordring for ISO at lave en standard på en anden måde, end man plejer at gøre ved at have de her seks stakeholder grupper. Normalt plejer ISO ikke at arbejde med stakeholder grupper, der plejer bare at være en gruppe, som oftest vil være industri-medlemmer og eksperter. Engang imellem har der være få NGO'er med i processen omkring miljøstandarder, men slet ikke i det omfang som med denne standard. 7: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Medlemskabet har været som jeg havde forventet. 8:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Der er ikke sammenhæng, for et dansk synspunkt har været at vi gerne ville have en certificerbar standard fra starten, og det får vi ikke. Vi har haft nogle andre sejre, som også har været værd at kæmpe for, og jeg synes vi får sat et fingeraftryk. Der er en del af den europæiske dagsorden, som kommer til at fremgå i standarden, og den bliver mindre amerikansk end amerikanerne havde håbet på. Og det kan godt gå hen og være en stor sejr i sig selv. Det der i det hele taget kommer til at være en stor sejr med standarden er at så mange stakeholder grupper fra så mange lande har sat sig sammen og har kunnet blive enige om et dokument, det er i sig selv en sejr. Vi får defineret hvad SR er, for den har indtil nu ikke eksisteret. Nu bliver den så defineret i et forum, der spænder så vidt som det her gør, hvilket burde gøre, at det så bliver den definition man så bruger. Det lyder banalt, men spørger man rundt omkring i verden er der stor forvirring om, hvad SR er. Mine oprindelige ambitioner er faldet gennem processen da det gik op for mig hvor langt vi var fra hinanden, så hvis vi blot kan opnå en fælles definition, sådan at hvis man spørger én person i Vietnam, Columbia eller Sverige, så vil de henvise til det samme sted. Det har taget mig et stykke tid at forstå hvilken sejr det i virkeligheden er, og hvor svært det kan være at definere sådan et begreb. 9: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? SV: IFU betaler det årlige kontingent, og de betaler også for mine rejser til de internationale møder.
10: Arbejdstimer? SV: Der er to møder om året, så det er de første 14 dage, og så går der i hvert fald 14 dage ud over det til forberedelse, men jeg har ikke timetal på hvor mange mails jeg svarer på eller hvor mange aftener, jeg sidder med det. Jeg har ikke lyst til at tælle sammen, for det er mange ressourcer, der bliver brugt på det. 11: Personer? SV: Det er bare mig. 12: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Nej, det synes jeg ikke der er. Der er klare meningsudvekslinger, men det er relativt få. Hvis det var blevet en certificerbar standard og ikke bare en vejledning, så kunne det godt være at fronterne var blevet trukket skarpere op. Idet, standarden bliver en forholdsvis overordnet præsentation, som alle kan være enige i, selvom man hver især kunne have håbet på noget mere i den ene eller anden retning, så skaber den ikke de store konflikter. Den kommer ikke til at udfordre Novo Nordisk, Novozymes, Coloplast eller Carlsberg på nogen måde. 13: Er der modstridende interesser? SV: Det er ikke noget, der kommet til udtryk på møderne. De konflikter, der kunne være ligger på et meget mere konkret niveau og hvis man tager hele arbejdstager-området, så kommer vi fra en velfærdsstat, hvor mange af tingene er aftalt på forhånd, så på den måde kommet standarden ikke ind og rører ved noget, der kunne skabe konflikter. Vores miljølovgivning er også så detaljeret, og standarden rører ikke noget, som ikke allerede er reguleret et andet sted. Det er jo et helt andet emne i Afrika, Kina eller for den sags skyld i USA, hvor man kan sidde og diskutere hvorvidt denne standard kan træde i stedet for en lov. For selvfølgelig kan den ikke det, de må istedet se at få lavet deres lovgivning og få den implementeret. Standarden kan slet ikke gå ind og diskutere arbejdstid i Danmark, for den er fastsat til 37 timer om ugen. De danske virksomheder ligger også vægt på noget andet, nu når de kan se, hvor standarden bærer hen, der var masser af usikkerhed i starten, men nu er det også i deres interesse, at der kommer noget universelt, så vi får det samme sprog og de samme definitioner. Det, det handler om, er at få lavet en 'level playing ground', for når en dansk virksomhed flytter til Kina, så tager den som regel sine egne værdier og CSR krav med, men idet den så ligger lige ved siden af en lokal leverandør, ses det tydeligt, at der er kæmpe forskel på deres CSR-standarder. De kinesiske myndigheder gør intet for at få den lokale virksomhed op på niveau med den danske nabo. På den måde kan alle se, at det har en betydning, at der kommer sådan et dokument, der skaber en fælles forståelse. Der kommer også andre dokumenter, så om det bliver ISO 26000 eller et andet dokument, der får betydning, det må være noget vi får at se 14: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Rejseholdet er mere dominerende, for det er os, der ved hvad der foregår, og så er der de andre, hvor mange mest er der for at lytte. 15: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Det virker ikke som om der er fraktioner inden for gruppen.
16: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Jeg ved ikke om virksomhederne koordinerer deres dagsorden, men det tror jeg de gør. Mange af stakeholder grupperne har kun én repræsentant, så de koordinerer ikke med andre, mens NGO'erne har holdt nogle fælles møder, for at koordinere deres synspunkter. Output 17: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Jeg får ikke så meget ud af at være medlem af det danske udvalg, for jeg kommer der jo primært for at rapportere til resten af udvalget, og så får jeg selvfølgelig respons på, om vi nu har valgt den rigtige retning på det møde, vi rapporterer fra. Det er dog ikke det danske udvalg, der er vigtigt for mig, det vigtige er at deltage i processen ved de internationale møder. Jeg vil simpelthen være en del af processen, for det betyder noget for mig at få netværket og få fornemmelsen af, hvor andres synspunkter er, fordi jeg skal holde IFUs CSR-politik ajour, og i den forbindelse er det vigtigt at vide hvad der foregår rundt i verden, især fordi vi arbejder med udviklingslande. Jeg skal kende til den internationale dagsorden, og den får jeg kendskab til gennem ISO-samarbejdet.
18: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Jeg har kæmpet to kampe, den ene har været at få det tydeliggjort at statslige institutioner har en lige så stor rolle at spille indenfor CSR som virksomhederne og NGO'erne. Da standarden startede hed den CSR, og så ville industrien gerne af med C'et, og det var fint for mig, fordi det tydeliggjorde at stater f.eks. også skal tage nogle initiativer, præcis som den danske regering nu har gjort med CSR-handlingsplanen. I begyndelsen når government-stakeholder gruppen skulle mødes til de store plenary-meeting, så sad vi 'tre ludere og en lommetyv' og nu er vi et ret stort forum. Det har virkelig været nødvendigt, at få folk til at forstå, at det ikke var en standard for virksomhederne, men at det var en standard for alle stakeholder grupper, og derfor skulle regeringerne også møde op. Det er de så heldigvis også begyndt på nu, men tidligere har der ikke været en forståelse for at SR var en statsopgave. Det var en standard for de 'grimme' virksomheder, der udnytter arbejdskraften i Afrika, og sviner floden til i Vietnam, det var dem, man skulle henvende sig til. Forståelsen af at hvis vi skal have løst de sociale, miljømæssige og fattigdoms- problemer, særligt i udviklingslandene, så har vi brug for alle kræfter, og så kan staterne ikke bare stille sig udenfor. Det kæmper vi med til dagligt hos IFU, når vi arbejder med virksomheder, der f.eks. opererer i Vietnam, og ikke kan få deres spildevandstilladelse uden at der skal følge lidt penge med, eller at vi ikke kan være sikre på om arbejdsmiljøreglerne bliver overholdt, fordi myndighederne ikke kommer og fører tilsyn, fordi de er så svage, og ikke har ressourcerne til det. Da er det selvfølgelig stadig vigtigt, at Danida gør noget, fordi vi stadig har et højt ulandsbidrag, og Udenrigsministeriets politikker stiller krav til god regeringsførsel, og det er mindst lige så vigtigt for regeringerne som for de multinationale selskaber at tage det her alvorligt. Virksomhederne som A.P Møller eller Carlsberg kan ikke fungere optimalt i sådanne samfund, hvor tingene ikke fungerer. Vi vil gerne have opbygget den tre-parts måde at arbejde på, som både ILO og den danske regering arbejder med, at vi har staten, arbejdsgivere og arbejdstagere, som indbyrdes aftaler hvordan tingene skal være. Jeg tror i virkeligheden, der er mange virksomheder, der gerne vil have modspillet fra fagforeningerne eller staten, men de instanser er desværre så svage i de dele af verden. Hvis man har onde hensigter, så er det nemt at tromle derudaf, men omvendt hvis man har godt hensigter, så er det meget svært at finde en sparringspartner. Den anden ting, jeg har arbejdet for er kapitel 7 i dokumentet. Det afsnit der handler om 'how', der er nogle 'hvad' kapitler og så er der et 'how'kapitel til sidst. Det har været mit ansvar, at det afsnit skulle være fornuftigt, i det sidste dokument, er det afsnit blevet fornuftigt igen, efter at have haft bevæget sig væk fra den retning, jeg arbejdede i. Lige i øjeblikket er vi det bedste sted, vi nogensinde har været, men der er jo også nogen, der ikke ønsker det afsnit skal være der overhovedet, så jeg ved ikke hvor det ender, men der skal kæmpes lidt. 18: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Ja, det, der har givet det værdi, har været at være en del af 'rejseholdet', isoleret set har det ikke været værdifuldt for mig at være en del af det danske udvalg. Generelt
19: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: ISO har en helt formel proces, der siger, at når et færdigt dokument har ligget et stykke tid, ca. 3 år, så tager man det op igen og vurderer hvorvidt det skal revurderes. Det bliver dette dokument helt sikkert også, og på det tidspunkt kan det gå hen og blive mere certificerbart. Det bliver så i 2013, så det er der meget lang tid til. Der kan man sige, at der var nogen der sov i timen helt tilbage i 2005, for der blev der ikke lobby'et nok for en certificerbar standard. Det kommer til at ske nogle andre ting, og det kommer op andre steder fra. Der bliver nogle klare definerede krav fra andre instanser, der sidder f.eks. en særligt udpeget kommissær for FN's Menneskerettighedsudvalg, som arbejder med at tydeliggøre menneskerettighedserklæringen for virksomhederne og hvordan de så kan være omfattede af den. Der hvor dagsordenen bliver strammet, det kommer ikke til at komme fra ISO, men fra andre steder som f.eks FN, indtil ISO er klar igen. Der sker så meget i øjeblikket, hvoraf det meste går i den rigtige retning, og hvilket initiativ, der vinder over et andet, det må tiden vise. 20: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: For det første er ISO 26000 et multistakeholder instrument, og det lyder måske banalt, men bare det at få defineret hvad SR er, for hvis det slår igennem, så ville det i visse dele af udviklingsverdenen og i visse dele af den amerikanske verden ske det, at SR bliver ophævet til noget højere og mere omfattende end 'charity'. Med ISO får vi beskrevet hvilke emner, der er med, for der findes stadig dele af verden, hvor man tror at miljøet ikke er omfattet af SR. Begrebet SR bliver forhåbentlig meget klarere og hvis vi kan opnå konsensus omkring det, så er vi kommet rigtig langt. Processen i denne sammenhæng ender med at have været vigtigere end resultatet. Der er kommet så mange forskellige organisationer til at sidde rundt om bordet sammen for første gang, og som er ved at nå en større fælles forståelse end de nogensinde har troet de ville nå. Det udvalg på 350-400 mennesker, det startede i hvert sit verdenshjørne, og kan nu faktisk sidde rundt om bordet og tale pænt sammen. Det var det, der var så chokerende for mig, at vi startede så langt fra hinanden. Mange troede vi kunne tage ISO 14001 og erstatte 'miljø' med 'SR', det kunne vel ikke være så svært at skrive en management standard. Da kom vi med alle mulige forskellige baggrunde fra alle mulige steder i verden, sociologer, teknikere, revisorer og advokater, der pludselig skulle sætte sig sammen, og jeg tror vi alle er gået hjem til vores eget bagland med en større forståelse som vi kan sprede ud, og sørge for det drypper ud som ringe i vandet. Det tror jeg bliver et af de fingeraftryk standarden kommer til at sætte.
APPENDIX 13: METTE HAUGAARD KRISTENSEN, E&S Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Da det blev besluttet at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (E&S) skulle arbejde mere omfattende med CSR, blev området og de forskellige fora for CSR undersøgt. ISO 26000 blev vurderet som en relevant frivillig, global standard på området og processen omkring den er interessant. 2: Hvorfor valgte I at tilmelde jer? SV: E&S ville gerne følge debatten og arbejdet med CSR på forskellige niveauer og fora. I den danske spejlgruppe sidder fx mange erhvervsfolk med stor erfaring indenfor CSR. E&S blev tilmeldt for at holde sig informeret om standarden i første omgang. Senere har vi set en anden mulighed ved at deltage nemlig at det sidste arbejdsmøde skal afholdes i KBH og tiltrække opmærksomhed i forhold til Danmarks arbejde med CSR. 3: Er indkaldelsen effektiv? SV: Så vidt jeg ved, blev E&S tilmeldt via Maibritt, og det fungerede fint. 4: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Ja stort set. Gruppen er aktiv og er bredt repræsenteret. 5: Hvordan vil du karakterisere din egen position/indflydelse i det danske standardiseringsudvalg? SV: Da E&S blev tilmeldt sad vi med på sidelinjen, fordi der allerede var/er en kompetent Govermentrepræsentant fra IFU til stede som har fulgt standarden fra starten. Fagligt er det derfor primært IFU der melder tilbage på indholdet, mens E&S har en ”lobby-rolle” i forhold til at få ISO 26000 arbejdsgruppen til KBH og udvise national interesse for standarden. 6: Er alle medlemmer lige? SV: Ja, det er de faglige argumenter der tæller i debatten om standardens indhold. 7: Hvordan vil du karakterisere din organisations engagement i samarbejdet? SV: E&Ss engagement er præget af en interesse for standardens udvikling både indholdsmæssigt og i forhold til at promovere danske virksomheders og regeringens arbejde med CSR. 8: Hvilken stakeholdergruppe tilhører din organisation? SV: Government. E&S deltager i de internationale møder men IFU er primær ordfører for vores fælles holdning 9: Mener du, din organisation tilhører hele stakeholdergruppen? SV: Ja (i form af den nuværende regerings holdning til måden at arbejde med CSR på). Processer 10: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg kan kun tale på vegne af ISO 26000-gruppen. I den danske spejlgruppe er samarbejdet godt. Vi taler os som regel til rette om en fælles ”dansk” holdning (til forskel fra andre lande i processen). En fælles holdning som vi så er meget loyale overfor på de internationale møder.
11: Hvordan vil du vurdere selve organisationen af det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg kan kun tale på vegne af ISO 26000-gruppen. 12: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Ja, ISO 26000 gruppen er velorganiseret og engageret. 13: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Ja, i høj grad. 14: Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Jeg er ikke sikker på hvilken dagsorden du tænker på? 15: Deltager din organisation i det international samarbejde? SV: Ja. 16: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 17: Økonomisk? SV: Abonnementspris og rejseomkostninger (1 uge Wien) 18: Arbejdstimer? SV: 1 uge for 2 personer fuldtid til internationale møder + danske møder (+ ca. 2 timers forberedelse pr. Møde ca.) 19: Personer? SV: 2 stk. (se arbejdstimer) 20: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Nej, det er ikke min opfattelse. 21: Er der modstridende interesser? SV: Ja, og det vil der altid være (virksomheder kan ikke altid bruge den mængde ressourcer på CSR som NGO’er kunne tænke sig). 22: Hvorledes bliver eventuelle konflikter tacklet? SV: I gruppen finder man et kompromis (den danske holdning), men hver part kan naturligvis have egen holdning og sammen holdning som sin øvrige stakeholdergruppe. 23: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: De der har været med fra starten er måske dominerende på den positive måde fordi de har overblik over udviklingen af standarden og hvilke argumenter der ”plejer at virke” i den internationale gruppe. 24: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Ikke kritiske for processen efter min opfattelse. 25: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Ja stort set.
26: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Hver stakeholdergruppe kan have sin egen dagsorden. Det er ikke mit indtryk at hver organisation har det. Output 27: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: E&S vil som nævnt gerne have det sidste arbejdsmøde til KBH og dermed promovere os selv og danske virksomheder. Derudover får vi viden om forskellige holdninger til CSR ud af at deltage etc. 28: Hvordan vil du vurdere din organisations indflydelse på udviklingen af den internationale SV: standard? Begrænset. Men som nævnt er den danske Governmant-holdning godt repræsenteret via IFU (Birgitte Bang Nielsen) 29: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Nej. 30: Har I planlagt at implementere standarden SV: Det kommer helt an på den endelige standard (afsnittet om implementering) og om tonen /overordnede budskaber stemmer med regeringens holdning til vores arbejde med CSR. 31: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Ja, det har/ er meget interessant at deltage og diskutere området med mange forskellige interessentgrupper. Generelt 32: Bliver standarden implementerbar? SV: Ikke i sin nuværende form – svært at sige om den bliver det. 33: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Primært et dybdegående overblik over hvad begrebet indeholder efter min mening.
APPENDIX 14: VILLY DYHR, DONG ENERGY A/S Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg har arbejdet med ISO i mange år. Tidligere var jeg i Forbrugerrådet, og da sad jeg i 'Consumers International', i det udvalg, der skulle forberede standarden. Da var jeg forbrugerrepræsentant, og inden da var jeg med 'consumers international' i Chairman's Advisory Group (SAG). Så skiftede jeg position, og kom herud (til Dong Energy), og jeg tænkte, at det arbejde er så vigtigt, så det vil jeg fortsætte med. Vi har altså selv valgt at tilmelde os spejlgruppen. 2: Hvorfor valgte I at tilmelde jer? SV: Dong Energy har valgt at lade mig fortsætte, fordi jeg gerne vil tage del i samarbejdet. Jeg har overbevist mine chefer om, at deltagelse er vigtig for Dong. Det er vigtigt at vide, hvad der sker, og hvornår det sker. Fordi jeg har fulgt udviklingen så godt som jeg har, så giver det også Dong mulighed for at få indflydelse bedre end hvis man bare springer ind og deltager i nogle få møder. Jeg kender jo mange af de folk, der er med. Men jeg har det sådan, at vi ikke præger udvalget voldsomt. Vi gør hvad vi kan for at holde det på det spor, vi nu ønsker. Den danske gruppe er relativt enige om hvor vi skal hen. I mange andre lande er der forskellige opfattelser af hvor man skal hen. 3: Får ISO/DS fat på de rette organisationer? SV: Ja, der er mange NGO'er med, så er der nogen 'frontrunner' virksomheder med og andre virksomheder, der bare forsøger at følge lidt med. Så sidder det nogle embedsmænd, så jeg synes faktisk, at det er de rigtige, der er med. Gruppen er bredere end de fleste andre, tror jeg. 4: Er din organisation certificeret efter andre standarder? SV: Vi er ikke certificerede efter andre CSR-standarder, men vi har ISO 14000 og OHSAS 18000, men de aftaler vi har, er ikke engang 2 år gamle. Vi har jo overtaget nogle af de gamle energiselskaber, og der var ikke rigtig nogen af dem, der arbejdede med CSR, så på den måde er det helt nyt. 5: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg forsøger ikke at give det kurs, jeg følger det kun, og giver selvfølgelig min mening med, også fordi jeg kender mange af de andre, som jeg også er i kontakt med, og jeg synes egentlig det fungerer fint. Birgitte (Bang Nielsen) sidder også i stakeholder gruppen, og Anne (Gadegaard Larsen) sidder der, og Kim (Christiansen) har også rigtig meget styr på det, og han stiller også op. Jeg tror faktisk den danske gruppe er meget aktiv i forhold til andre. Jeg kan sagtens tage fat i forbruger-gruppen, og da tror jeg faktisk vi er så godt med som vi kan blive. Hvis man skal se det i det store billede, så tror jeg vi prøver at styre industrigruppen, for det er dem, vi er mest uenige med. De vil ikke noget, og vi vil godt noget. 6: Er alle medlemmer lige? SV: Der er en klasse 1 og en klasse 2. Klasse 1 er dem, der deltager i de internationale møder. De er mere inde i sagerne, de arbejder tættere sammen og snakker mere sammen. Når man nu tilbringer en uge sammen, ja, så kender man jo også hinanden bedre. De tegner billedet, men klasse 2 så er de resterende.
7: Hvilken stakeholdergruppe tilhører din organisation? SV: Vi tilhører industri-gruppen, for som virksomhed er det jo meget fornuftigt. Det er også derfor at alle danske virksomheder i udvalget syntes at være meget fornuftige. De er med for at få noget de kan bruge, og noget de kan sammenligne sig på. De har jo ikke noget imod, at standarden bliver certificerbar, det er simpelthen en fælles dansk holdning Processer 8: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Der er selvfølgelig uenigheder i gruppen, hvor arbejdstagerne gerne vil passe på ILO-området, og jeg har jo også mine interesser at pleje. Det gør selvfølgelig, at vi har nogle diskussioner. 9: Hvordan har gruppen tacklet uoverensstemmelser? SV: Så sidder vi og snakker lidt, og diskuterer frem og tilbage. Fordelen med gruppen er, at der er flere ud over Maibritt (Agger) der er meget inde i systemet, og hvordan man gør, og det hjælper også meget på det. Det er klart, at de også taler med en større autoritet. Der er selvfølgelig nogle formalia vi er enige om 10: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Nej, det er jo et løst-koblet system, og selvom Maibritt (Agger) forsøger at holde styr på det, så har hun jo også mange andre ting hun også skal holde styr på. Hvis hun ikke var der, så hang det slet ikke sammen. Så er der Anne (Gadegaard Larsen), der forsøger at sætte de dagsordner, der skal til. Der er meget forskellige opfattelser af hvordan det fungerer. 11: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Jeg har det sådan med standardiseringsarbejde generelt; det er forfærdelig kedeligt, det er forfærdelig langsommeligt, og det er forfærdelig vigtigt. Det er selvfølgelig derfor jeg er der. Det er også derfor jeg nogle gange sidder, og tænker 'lad os nu komme videre'. Det gør man ikke i den danske gruppe og heller ikke i den internationale gruppe. I den danske gruppe, da synes jeg ikke at man behøver at have mere 'konsensus' 12: Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Der er kommet fingeraftryk fra den danske gruppe. Det er selvfølgelig svært at sidde 400 mennesker til de internationale møder, og dem, der råber højst, de regner med at blive hørt, og det ender tit med, at man ikke når nogen beslutning. Jeg kan ikke sige, at det og det og det er fra den danske gruppe, men man kan sige, at der fra dansk side har været et tryk i den rigtige retning. 13: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 14: Økonomisk? SV: Vi betaler det årlige kontingent
15: Arbejdstimer? SV: Lige i de her dage, da har jeg faktisk brugt noget tid på det, fordi skrivegruppen, der skal komme med alle rettelserne fra Sydafrika, har lavet en rapport ud af det, som jeg har læst, for at holde mig opdateret. Så har vi et heldagsmøde d. 23. juni, hvor jeg bruger en hel dag på det. For at gøre det, er jeg også nødt til at forberede mig. For at forstå hvor konflikterne ligger, så er man nødt til at forberede sig. Jeg overvejer nu, om jeg også skal tage med til de internationale møder fremover, for det er jo en hel uge. Men det er noget, jeg har lyst til, men det næste møde ligger i Chile og det er selvfølgelig langt væk. Man kan selvfølgelig passe sit arbejde om natten imens, men det er meget at gøre ud af sådan en begivenhed. Det afhænger lidt af hvordan processen ser ud, hvis der ikke er sandsynlighed for at man kommer over i noget der er mere end et working draft, så tror jeg ikke jeg vil med. Det er også fordi, der er nogen, industrien og fagforeningerne har brugt alle de her møder til at 'stale' processen, fordi de ikke ønsker standarden bliver færdig, og hvert år der går, er godt for dem. Hvis det bare er det, det handler om på næste møde, så gider jeg ikke spilde min tid på det. Jeg har ikke spurgt min chef om Dong vil betale for at jeg deltager i næste møde, men hvis jeg vurderer, at det kan betale sig, så vil de gerne. 16: Personer? SV: Én, det er mig, der følger det. 17: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Der er de føromtalte klasse 1 og klasse 2, og i klasse 1 tror jeg også at der er nogen der snakker mere sammen end andre. Dem, der har været med i hele ISO 14000 processen snakker mere sammen, Maibritt (Agger) og Anne (Gadegaard Larsen) snakker også meget sammen. Det handler selvfølgelig også om kemi, og hvem man snakker godt sammen med når man er en del af sådan nogle processer. 18: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Ja, vi er enige i Danmark, men det er det, der giver lidt problemer på de internationale møder, fordi i Danmark sidder alle stakeholder-grupper i spejludvalget, men på de internationale møder bliver man opdelt i stakeholder-grupper. Der bruger vi vores tid på at koordinere mellem spejlgrupperne og i hvert fald de nordiske, og så sidde i stakeholder-grupperne. Det meste foregår sådan, at man står i pauserne og snakker med andre og finder allierede. 19: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Hver organisation har sin dagsorden. Dansk Standards dagsorden er at få standarden færdig, så man kan få et produkt som man kan certificere efter og som kan bruges. Fagforeningerne har det sådan, at hvis de kan sørge for at standarden ikke går ind over deres område, for de vil ikke reguleres mere end de er allerede. NGO'erne er lidt delte, alt efter hvor rabiate, de er. I Danmark har vi nogle konsensus-søgende NGO'er med. De har nogle mærkesager mht til greenwashing, så de vil undgå at der kommer en standard, som virksomhederne kan bruge, men som reelt ikke betyder noget. Mht. virksomhederne, så kommer man ikke uden om, at det er en standard man skal leve op til og som de kan levere selvstændige input til. Output 20: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Hvis der kommer en standard ud af det, som giver god mening, så er det noget, vi godt vil bruge, så vi overfor omverdenen kan dokumentere at vi er ansvarlige.
21: Har I planlagt at implementere standarden? SV: Det har vi faktisk ikke taget stilling til. Det bliver en cost-benefit analyse, vi har vores forretningsområder er jo allerede 14000 og 9000 certificerede, mens Dong Energy som koncern ikke er certificeret. Vi har den holdning, at vi på koncernniveau også lever op til de her standarder, men vi har ikke brug for at fortælle det til nogen. Men der, hvor vi synes at pengene kommer igen, der er vi certificerede. 22: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Idet jeg har den der lidt specielle situation, så er det faktisk lidt svært at sige. Jeg tror, at hvis jeg ikke havde fulgt med i kraft af mit tidligere engagement, men bare havde arbejdet lidt med CSR, så havde det nok været interessant at høre hvad der sker på området, men det ville ikke kunne bære et større ressourceforbrug end de møder, der er. Det er selvfølgelig godt at vide, at det er på vej, men fordi der er alle de diskussioner, og søgen efter konsensus, så ville det ikke kunne bære mere end det. Generelt 23: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Ja, det er en ISO standard, og det det handler om, det er at f.eks. SA8000, som har en meget amerikansk tilgang til tingene, og den indeholder derfor nogen ting, som ikke er aktuelle i Danmark. ISO er noget, som er globalt anerkendt, og kendt af både små, mellemstore og store virksomheder, og har et meget professionelt setup. Det gør, at sådan noget skal ske i ISO-regi når det ikke er lovgivning, så er ISO et rigtig godt sted at supplere, fordi det er den organisation, der er kendt og anerkendt af virksomhederne. Dertil kommer, at der er mulighed for at det kan bliver puttet direkte ind i de ledelsessystemer, som virksomhederne allerede kender.
APPENDIX 15: CLAUS FRIER, NOVOZYMES A/S Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af udvalget? SV: Jeg kan ikke huske præcist hvordan vi blev opmærksomme på det, men vi vidste jo at tingene skulle foregå. Og så tror jeg, at Dansk Standard inviterede forskellige virksomheder og organisationer til at deltage. Og det sagde vi ja til. 2: Hvorfor valgte I at deltage? SV: Altså hvorfor vi vælger at deltage i den slags? Der er flere ting, jeg vil sige, at for Novozymes da har standarder og fælles retningslinier altid været en væsentlig hjørnesten når vi snakker CSR. Så en ISO standard var egentlig i tråd med den indstilling, vi altid har haft til tingene. Det var den ene ting, den anden ting er så, at når der bliver lavet en standard, så vil vi gerne være med til at præge den. Nu er CSR og sustainability ikke et nyfødt begreb, det har jo formet sig og er noget idag. Og da er det jo vigtigt for Novozymes at man ikke bare kaster alt hvad man har opnået væk og integrerer nogle af de gode ideer man har fået undervejs. Så der er en stor interesse for at præge det og på den anden side er der også en stor interesse for at følge diskussionerne, fordi de diskussioner, der foregår i gruppen og i ISO sammenhæng er jo også et udtryk for hvordan der bliver tænkt rundt omkring, og det kan vi lære en masse af. 3: Er det muligt for jer at integrere de gode tiltag i allerede er i gang med i ISO 26000? SV: Ja, vi har mange af de samme fokusområder, som også er implementeret i standarden. Den svarer meget godt til hvordan social ansvarlighed ledes nu om dage i virksomhederne 4: Hvordan vil du vurdere indkaldelsen/tilmeldingen? SV: Det er jo længe siden, vi fik invitationen fra Dansk Standard, så jeg kan ikke huske hvordan de formulerede sig, da de henvendte sig, men jeg har da ikke noget at udsætte på den proces. 5: Får ISO/DS fat på de rette organisationer? SV: Gruppen kunne sagtens være bredere, men omvendt vil jeg sige, at det da er de rette organisationer, der er med. Der er jo både de grønne organisationer og udviklingsorganisationerne, industriorganisationer og enkelt organisationer, man kan næsten ikke forlange, at den skal være bredere. 6: Er din organisation certificeret efter andre standarder? SV: Hvis vi snakker CSR, så er Novozymes ikke certificeret efter andre standarder. Men vi bruger flere standarder og guidelines, eksempelvis når vi har PwC til at lave assurance i forbindelse med vores årsrapport, så bruger vi den standard, der hedder AA1000. Derudover har vi skrevet under på Global Compact, som jo også er en form for guidelines/standard mht. hvad det er virksomheder skylder det internationale samfund på princip-siden. Når det handler om vores generelle ledelsessystem, så er vi gennemcertificerede både med ISO 9001 og ISO 14001. Måden hvorpå vi integrerer sustainability på, er at vi integrerer det i det eksisterende ledelsessystem. Da læner vi os altså meget op ad guidelines og standarder, der findes på området. F.eks. når det handler om leverandører eller menneskerettigheder, så har den standard, der hedder SA8000 været en væsentlig inspiration. I vores værdigrundlag forpligter vi os til nogle internationale konventioner og principper derfra, og det indgår altså også som en del af vores ledelsessystem.
7: Hvilken position besidder du i det danske udvalg? SV: Jeg er bare med som ordinær ekspert, jeg er ikke med i gruppens rejsehold til de internationale ISO møder 8:
Er alle medlemmer lige? Og betyder det noget, at nogle af gruppens medlemmer er mere engagerede i det internationale samarbejde end andre? SV: Det betyder jo at nogen af medlemmerne er mere inde i de formelle procedurer, men jeg synes sagtens vi kan bidrage, selvom vi ikke er med til de internationale møder. Jeg tror desuden, at de, der rejser ud er glade for at have et bagland at tage tilbage til og diskutere med. Processer 9: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske udvalg? SV: Nu er samarbejdet jo forløbet over tre år, og set fra min stol, så er der sket et skifte. I starten var det meget policy- og proces-orienteret, og det var det af gode grunde, fordi hele ISO-gruppen skulle finde sine egne ben. Og man kunne fornemme en positionering, en politiseren, og en diskuteren om processer og procedurer, og da sad man som virksomhedsrepræsentant og CSR specialist sådan lidt på sidelinien, og kunne hverken gøre fra eller til. Der blev sådan set ikke diskuteret ret meget substans når det kom til hvordan standarden skulle komme til at se ud. I starten forekom det mig meget ineffektivt. Men nu, hvor der ligger noget konkret som man kan diskutere, så er processen jo helt anderledes. Det startede altså ineffektivt, men nu kører det sådan, at man faktisk føler, man kan bidrage med noget. 10: Har du haft direkte indflydelse på selve formen af standarden? SV: Vi diskuterede også formen af standarden i starten, det fyldte jo også en lille smule. Sådan at vi diskuterede de store linier, indholdsfortegnelsen, og hvad selve standarden skulle indeholde og hvad den ikke skulle indeholde. Det var også vigtige diskussioner i starten, men de fyldte måske kun 10% af møderne, mens diskussionerne om al den politik, der var i ISO, fyldte de sidste 90%. Det var også nødvendigt, det skulle jo gøres, men set fra min stol, så kunne jeg ikke bidrage 11: Kunne de andre organisationer bidrage i den process? SV: Ja, bestemt, her kunne rejseholdet bidrage, dels har de den nødvendige indsigt, og dels er de med på de internationale møder, og kender derfor baggrunden. 12: Deltager din organisation i det internationale samarbejde? SV: Nej, og det er simpelthen et prioriteringsspørgsmål, det koster jo også ekstra ressourcer. 13: 14: SV: 15: SV:
Hvor mange ressourcer har din organisation sat af til samarbejdet? Økonomisk? Vi betaler det årlige kontingent (22.500 kr/år) Arbejdstimer? Det er meget svært at sige, det kommer an på situationen. Men op til et møde, kan man jo godt bruge en 5-6 timer på at forberede sig. Og så tager et møde en halv dag. Så alt i alt går der knap to dage per møde. 16: Personer? SV: 1 person
17: Hvordan vil du vurdere ressourceforbruget? SV: Det er passende, mht. arbejdstimerne, så kan man godt føle man går seriøst til værks 18: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres i gruppen? SV: Ja, der er mange konflikter, men der er nogle meget konstruktive diskussioner, så på den måde fungerer det godt. 19: Er det så et tegn på at gruppen er godt sammensat på trods af de mange forskellige stakeholders? SV: JA 20: På trods af disse konflikter, er det så muligt at arbejde frem mod en fælles dansk position? SV: Ja, vi har fundet et dansk standpunkt ifht. standarden. Det har vi faktisk gjort flere gange, sådan fra gang til gang på forskellige områder. 21: Har i en fælles dagsorden i den danske gruppe eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Både og. Man er der jo for at pleje egne interesser, og jeg ser da helst at standarden kommer til at match måden, vi tænker på. Men selvfølgelig sidder Novozymes ikke med vetoret, og det er der jo ingen der gør. Og alle er jo interesserede i, at få det bedst tænkelige resultat ud af det. Vi er i øvrigt også meget åbne for at lytte, det er jo også en af grundene til, at vi overhovedet er der. Det er for at høre hvordan der tænkes og diskuteres, så det er altså begge dele. Output 22: Hvad forventer du din organisation får ud af DMC samarbejdet?, Forventer du at samarbejdet fortsætter? SV: En stor del af gruppen har allerede et netværk i forvejen, og vil også bevare det. Men gruppen som sådan, tror jeg helt sikkert vil gå i opløsning. Men man har da fået nogen kontakter til nogle organisationer, som man ikke havde så meget kontakt med tidligere. 23: Hvordan vil du vurdere din organisations indflydelse på udviklingen af den internationale standard? SV: Det har jeg svært ved at fornemme, da er det de folk med indsigt, som kender diskussionerne, der ved det. Det er jo sjældent, at ens synspunkter repræsenteres ordret i det, der kommer. Men det kan da godt være, at de, som et led i et kompromis, faktisk er med for en stor dels vedkommende. Det faktum at der er så mange mennesker med fra hele verden gør jo også at næsten ingen vil kunne finde sig selv i den færdige standard. Det er virkelig et kompromis'ets kunst. Du ved jo hvor mange høringssvar, der har været til det udkast, der ligger nu. Det er jo helt formidabelt. 24: Har I planlagt at implementere standarden? SV: Vi vil bruge den som vejledning. Det forpligter jo ikke at bruge en vejledning, man kan jo lade sig vejlede og tage det bedste, og det der ikke falder i ens smag, kan man jo lade ligge. Jeg er sikker på, at vi vil bruge standarden vejledende. Når der så ligger en ISO standard, så er jeg sikker på, at fordi ISO har så meget gennemslagskraft, så vil man også kunne bruge det som virksomhed ved at sige, at man har taget udgangspunkt i ISO standarden i den og den og den sammenhæng. Og på den måde bruge det i sin kommunikation. Jeg er sikker på vi vil bruge det, særlig det sidste dokument, jeg har læst, det tegner godt.
25: Hvis det på et tidspunkt bliver en 'rigtig' standard, vil i så også implementere den? SV: Det ved jeg ikke, men Novozymes har været meget certificerings- og standardsorienteret, så hvis det er en rigtig god standard, så kunne man da godt forstille sig det. Men vi skal jo se en nytte af det. Hvis man f.eks. tager miljøledelsesstandarden 14001: for det første, så får man styr på sin miljøledelse, og for det andet, så giver den omverdenen en tryghed i forhold til virksomheden. 'Nå, de har ISO 14001 miljøledelse, jamen så har de jo styr på miljøet' . Hvis det samme kom til at gøre sig gældende for CSR-standarden, så tror jeg vi ville blive certificerede efter ISO 26000. Men det fordrer jo så, at standarden får en vis anseelse 26: Er standarden implementérbar? Eller er den ligesom Global Compact 'bare' principper? SV: Global Compact skal bare være principper, og principper er ekstremt vigtige. Global Compact skal jo ikke være en ledelsesstandard, der skal være principper, og så må man underlæggende de principper lave sit ledelsessystem. Så jeg tror det er meget vigtigt at skelne mellem den fælles vision. f.eks. den fælles vision om bæredygtig udvikling; Brundtland-rapporten og en udvikling, som tilgodeser nuværende generationers behov uden at tilsidesætte fremtidige generationers behov. Det er jo en flot vision og et godt princip. Og på samme måde, Global Compact, de principper, der er trukket ud af internationale standarder, det er gode universelle værdier, som man så kan bygge et ledelsessystem på. Hvis man tager et af miljøprincipperne eller et af menneskerettighedsprincipperne, og vil forsøge at efterleve, så må man spørge sig selv, hvordan ledelsessystemet skal se ud 27: Ville i foretrække at standarden forblev vejledende fremfor at være direkte implementérbar? SV: Nej, sådan vil jeg ikke sige det. Global Compact har sin rolle, ISO guidance har en anden rolle og en ISO ledelsesstandard på CSR vil have en tredje rolle. En ISO standard vil aldrig kunne erstatte Global Compact’s principper. Man ville ikke skrive en menneskerettighed, som f.eks. noget om børnearbejde ind i en ledelsesstandard om CSR. Det hører til på princip-niveau og på det politiske niveau. 28: Er det en fordel at denne standard indeholder flere konkrete implemeterbare retningslinier? SV: Ja, det er en fordel, sådan skal guidance være. Det skal vejlede om hvordan man gør. 29: Alt i alt, hvordan vil du så vurdere medlemskabet af den danske ISO 26000 gruppe? SV: Det har været givende, men hertil kommer dog, at vi får vores input fra mange andre kilder også. Novozymes er medlem af flere netværk og organisationer på CSR-området, hvor vi også får gode input, og hvor vi har rigtig gode diskussioner. Vi behøver altså ikke gå til ISO for at være en del af et netværk, der diskuterer CSR.
APPENDIX 16: TRINE ERDAL, FORCE TECHNOLOGY A/S Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Vi blev medlem før min tid her, men det var Force, der besluttede sig for at gå ind i arbejdet. Der er jo nogle fees forbundet med at være en del af sådan en netværksgruppe, men det blev vurderet at SR er et område som Force interesserer sig for, og som de gerne ville lægge en investering i, og dermed få muligheden for at udvikle og påvirke arbejdet. Jeg mener, at Force gik med i samarbejdet fra starten, og var med allerede da gruppen blev nedsat. I forhold til det område, som standarden dækker er der for Force to interessante indfaldsvinkler: Det ene er ledelsessystem-delen, der er interessant selvom ISO 26000 ikke bliver en ledelsesstandard, men den vinkel er væsentlig idet vi beskæftiger os med alle typer af ledelsessystemer både inden for kvalitet, miljø og arbejdsmiljø og derfor var det oplagt også at følge, hvad der sker med denne standard. Den anden vinkel er bæredygtighed, der er interessant inden for en tematisk vinkel, der omhandler de temaer, der er omfattet af standarden. Det er temaer vi beskæftiger os med på alle leder og kanter, bl.a. omkring miljøansvar og mange andre områder. De to indfaldsvinkler er vores primære i forhold til at deltage i samarbejdet 2: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: I forhold til dem, der sidder i udvalget nu, så er det de organisationer, der beskæftiger sig med området, og som er relativt langt fremme på området. Det gælder i hvert fald når vi snakker virksomhedsrepræsentanter, og også når vi snakker andre, så er det helt sikkert de repræsentanter, der er aktive på den ene eller den anden måde. Således er det både på NGOsiden, virksomheds-siden og myndigheds-siden, hvor det er nogle repræsentanter, der har fingeren på pulsen og som også har noget at byde på i forbindelse med udviklingen af standarden. 3: Er din organisation certificeret efter andre standarder? SV: Vi bruger standarder i vores daglige arbejde; vi bruger dem på to måder, dels har vi Force Certification, som er vores uafhængige certificeringsbureau, som laver certificeringer på kvalitet, miljø og arbejdsmiljø, og en masse andre mere tekniske standarder, som ikke er ledelsessystemstandarder. Dels har vi også en rådgivningsdel, hvor vi arbejder med standarderne ud fra en anden vinkel. De to afdelinger er og skal være uafhængige og adskilte. I Force Certification certificerer man direkte ud fra standarderne, og da er det ISO standarder, der bliver brugt når det er ledelsessystemer. På rådgivningssiden kan det være, at man bruger ISO standarder som udgangspunkt og andre gange bruger man standarderne fuldt ud. Vi uddanner eksempelvis lead auditorer, og i den forbindelse bruger man standarderne meget.
4: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg har beskæftiget mig med CSR-området i rigtig mange år, helt tilbage fra 1995 hvor Karen Jespersen lancerede kampagnen 'Ansvar for Alle', hvor CSR dengang omhandlede rummelighed, og 'det rummelige arbejdsmarked'. I årenes løb har man bredt det meget ud, så CSR er blevet et internationalt begreb, og hvor Danmark også er kommet med i den diskussion, som er meget bredere end den var oprindelig omkring 'det rummelige arbejdsmarked.' Jeg har beskæftiget mig med CSR på forskellige ledder og kanter gennem de seneste 10 år, med fokus på de forskellige temaer, der ligger under CSR. Nogle gange har det været smalt, for jeg beskæftiger mig ikke med alle områder på en gang, og andre gange har det været mere tværgående, men det er systemtænkningen, der også på analyse-siden, der har været gennemgående. Det har været min indfaldsvinkel for at deltage i denne gruppe. 5: Er alle medlemmer lige? SV: Altså om nogen har mere at skulle have sagt end andre? Alle har lige muligheder for at sige noget, og i den sammenhæng synes jeg det har fungeret meget fint, og det er ikke sådan, at der er nogen, der overruler andre og alle er meget åbne for at melde ind. Der skal selvfølgelig drages nogle konklusioner, med det sker ikke på deres eget eller et spinkelt grundlag, det synes jeg ikke. Samarbejdet fungerer altså fint. 6: Hvilken stakeholdergruppe tilhører din organisation? SV: SSRO, så vi tilhører den gruppe, der hedder 'others'. Processer 7: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Den del af processen, som jeg har deltaget i, synes jeg har fungeret meget fint. Man kan jo vælge at deltage på det niveau, man har lyst til og mulighed for. Vi har været to repræsentanter fra Force, for det er jo sådan, at når der kommer kommentarer til de forskellige drafts af standarden, så kan der jo være op til 40.000 kommentarer, så hvis man skal gennemgå alle de kommentarer og alle processerne, så kan det virke helt uoverskueligt. Kirsten (Schmidt) som også har deltaget i det internationale samarbejde, han også fulgt udviklingen tættere end jeg har, og har primært fulgt udviklingen af selve standarden, og har derefter informeret mig og sendt mig diverse dokumenter. Det samarbejde er dog blevet afbrudt, idet Kirsten har forladt Force i efteråret. 8: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Det har været en meget tekst-intensiv og langvarig proces, og i den sammenhæng synes jeg de ansvarlige, som primært er Maibritt (Agger) og Anne (Gadegaard Larsen) kører samarbejdet utrolig fint. Særligt det der med at få præsenteret noget, man skal forholde sig til på møderne, sådan at det er allerede er tygget igennem første gang, og at der er lavet nogle mellemdokumenter, der samler op på udviklingen siden sidst. Det er vigtigt for at gøre det muligt for de øvrige medlemmer at deltage, så man ikke drukner i dokumenter og ting, man skal forholde sig til. De sørger for at der er en indsnævringsproces forud for møderne, og det synes jeg de gør utrolig godt.
9: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Selve deltagelsen i gruppen synes jeg har været meget fint, selvom standardiseringsarbejde er utrolig langsommeligt, og at der er mange kommaer, der skal flyttes mange gange, det kræver selvfølgelig tålmodighed. Hvis man tænker mere på gruppen overordnede arbejde, så synes jeg, det har kørt fint, og sådan som man kunne forvente i forhold til processen. Det er ikke en proces, der rykker nogle kæmpe skridt fra gang til gang, men der sker alligevel noget uddeling, og det er i den forbindelse jeg synes at Maibritt og Anne har styret det meget fint. 10: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 11: Økonomisk? SV: Vi betaler det årlige kontingent for at være med i udvalget. 12: Arbejdstimer? SV: Ud over det årlige kontingent, så ligger der også en masse tid, der bliver investeret. Det gælder både selve møderne og forberedelsen, og det er lidt forskelligt, for møderne er halv-dagsmøder, og der er 3-4 møder årligt, og det er så den tid, der går fra den almindelige arbejdstid. Som rådgivningsvirksomhed vil den tid jeg bruger på ISO-samarbejdet, være tid, der går fra noget andet. Det er selvfølgelig vilkårene, men det er jo vigtigt, at vi følger med, og dermed også investerer den tid, der skal til. Generelt bruger jeg arbejdstid på det, og møder ligger også i arbejdstiden. Det er ikke noget problem, og vi har samtidig valgt at når man siger A, så siger man nødvendigvis også B, for når man vælger som organisation at gå ind i sådan et samarbejde, så er man også villig til at en medarbejder bruger tid på det. 13: Personer? SV: P.t. er det kun mig fra Force, der deltager, hvor det tidligere var både Kirsten og jeg. Jeg trådte ind i gruppen i 2005, og siden da har vi kørt sådan en konstellation, hvor Kirsten, som har været med i det internationale, har fulgt det meget, meget tættere end jeg har, Jeg har været med på sidelinjen, og har kommenteret, men har ikke fulgt alle detaljerne. Jeg har fundet et niveau, hvor jeg ikke har været helt nede i kommentarerne fra eksempelvis Brasilien om dette eller hint om et lille underpunkt. Jeg har valgt et detaljeringsniveau, og idet vi har været to, så har der ikke været behov for, at vi begge to har fulgt det helt ned i detaljen på alle punkter. Det har dog ikke betydet det helt store, at jeg sidder alene for Force nu, for standarden er så langt nu, så et eller andet sted så passer det meget fint. Nu er udformningen så vidt, at Force har vurderet, at det er fint nok at jeg følger den videre udvikling på det niveau, jeg gør. 14: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Ikke umiddelbart til de møder, jeg har været til. Der synes jeg faktisk, der har været temmelig stor konsensus i den danske gruppe, og konflikterne mere har gået på det internationale samarbejder. Der har måske været et enkelt eksempel, men i store træk har vi relativt hurtigt kunnet nå til enighed. Det kan godt være, at der har været nogle tidspunkter undervejs, men det har ikke været sådan, at man har siddet og været markant uenige, og har siddet i to eller tre lejre, og har diskuteret. Relativt hurtigt har vi kommet til en eller anden form for konsensus-løsning, og har fundet det, der skal være vores samlede tilbagemelding til projektet.
15: Er der modstridende interesser? SV: Man kunne typisk forestille sig traditionelle konflikter mellem virksomhederne og NGO'erne, men i den danske gruppe har det faktisk ikke været udtalt, men der har været noget i det internationale samarbejde mellem de forskellige stakeholders. I den danske gruppe sidder der nok nogle 'strammere' og nogle 'slappere' i forhold til indholdet af standarden, men heller ikke her synes jeg det har været særlig udtalt i den danske gruppe. Det er ikke noget, der har givet anledning til, at man er fundamentalt uenige, og vi har hele tiden kunnet finde en fælles løsning, der bliver meldt tilbage til det internationale samarbejde. Vi ved godt, at der er nogle af vores danske holdninger, der ikke kan lade sig gøre at gennemtrumfe i det internationale samarbejde, og derfor har der måske også været noget pragmatik i den danske gruppe. 16: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Der er nogen, der er betydelig mere aktive, forstået på den måde, at gruppen har været relativ stor til at starte med, og er siden indsnævret til faktisk at være meget lille. Det er en lille kerne, der deltager på møderne, det er de samme medlemmer, der kommer hver gang. Det er ca. 10, der kommer hver gang, hvor den officielle gruppe faktisk er noget større. Det kan ses på forholdet mellem dem, der bliver indkaldt til møderne, og dem, der så rent faktisk kommer. Der er altså en mindre gruppe, der kommer hver gang, og følger udviklingen nøje og deltager i diskussionerne på møderne. Jeg har været med hovedparten af gangene siden jeg indtrådte i gruppen, der har kun været en enkelt eller to gange, hvor jeg ikke har haft mulighed for at deltage. 17: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Der er ikke rigtig nogen fraktioner, men det hænger meget sammen med, at folk kender hinanden fra miljøet. Medlemmerne omgås i mange andre sammenhænge også, så derfor er det måske også meget dansk, og ikke så opdelt. 18: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Det er mit indtryk, at der er en fælles dansk position, men også her er jeg lidt tilbageholdende med at udtale mig for kategorisk fordi jeg ikke har fulgt det så tæt som Kirsten har, og derfor synes jeg det er vigtigt, at få tillagt hendes vurdering større vægt, idet hun har fulgt det længere og tættere. 19: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Det er ikke mit indtryk at forskellige organisationer kommer med deres egne kæpheste, der er ikke nogle markante sager, hvor medlemmer er kommet med deres egen dagsorden og på den måde skabt konflikter, hvis ikke det blev godtaget. Det er egentlig mit indtryk, at der har været relativ konsensus i den danske gruppe med de diskussioner, der selvfølgelig skal til for at opnå konsensus, men når de er overstået og vi er blevet enige, så melder vi fælles tilbage. Output
20: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: For det første, hvis man ser på det fra en faglig vinkel, så handler det om at følge med i hvad der sker undervejs, hvad der er på bedding og hvilken retning CSR udvikler sig i. Det er vigtigt at følge med, og når der nu er en ny standard på vej, så skal vi vide hvad den indeholder. Det er altså helt generelt for at holde fingeren på pulsen og følge den faglige udvikling. Det er også interessant at følge den retning det udvikler sig i, og melde ind, hvis man synes, det udvikler sig i en uhensigtsmæssig retning. Det er helt nede på detail-niveauet at man kan trække i nogle tråde hist og pist, eller melde noget ind her og der. Der kører et politisk spil i forbindelse med hele udviklingen af standarden internationalt, og handler om alt muligt forskelligt omkring timing, relationer og meget andet i forhold til at få sine holdninger igennem. 21: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Idet processen er international, så er det også i det internationale samarbejde, man får sit fingeraftryk, så det kan jeg næsten ikke svare på, for det kan Kirsten bedre vurdere, om det lige præcis er os, der er kommet med et bestemt fingeraftryk eller om det blot er et led i hvordan udviklingen generelt har været, og om en masse andre lande også mener netop det, vi mener. 22: Har I planlagt at implementere standarden SV: Nu bliver det jo ikke en implementerbar standard, og det bliver ikke en ledelsesstandard, men det er klart at når standarden engang bliver færdigudviklet, så vil det være oplagt for os at bruge den, fordi vi også arbejder med andre ledelsessystemer. Når den får sin endelige form, så vil det være oplagt for os at bruge den, og så er det klart, at det at følge den på sidelinjen gør, at man også ved hvordan den kommer til at se ud når den endelig engang bliver færdig. 23: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Det synes jeg bestemt, det har været. Det er en meget bred standard fordi den favner så mange temaer, så på alle ledder og kanter synes jeg bestemt det har været værdifuldt for os at deltage. Generelt 24: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: Man arbejder nu mod det slutprodukt, der skal udgøre den færdige standard, men hvad der præcist kommer til at blive flyttet af små passager og kommaer, og om man vælger at tage noget ud eller tilføje noget, det ved jeg ikke. Jeg tror dog ikke det bliver markante ændringer, vi er ved at være på finpudsnings-niveauet efterhånden. 25: Bliver standarden implementerbar? SV: Selvom det ikke er en ledelsesstandard, og selv om den ikke er certificerbar, så tror jeg helt sikkert, at der skal komme virksomheder, der kommer til at arbejde med den, og laver audits på baggrund af den. På længere sigt, tror jeg, at der vil komme en eller anden form for certificering, selvom standarden ikke er udformet med den hensigt. Der ligger dog ikke nogen planer om hvorvidt Force vil arbejde med at bruge standarden aktivt og certificere efter den. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om det kommer på et tidspunkt ude i fremtiden, men på nuværende tidspunkt ligger der i hvert fald ingen planer om det.
26: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Det denne standard gør, er at den samler og bygger på en række af de ting, der allerede findes. Der er forskellige del-værktøjer og del-initiativer rundt omkring, der er Global Compact og på rapporteringssiden er der GRI, og AA1000 omkring stakeholders, og forskellige andre tiltag, så det der gør denne standard anderledes, er at den er tiltænkt at skulle stå på en platform af de andre værktøjer, tilgange og initiativer. Denne standard skal altså forsøge at favne det, og det gør den ved at være så bred og stor, idet den har så mange temaer under sig. Man kan vælge at arbejde med den delvist og gradvist på forskellige ledder og kanter, og på den måde kan den fungere fint i forhold til at være et værktøj, der samler og favner, og forsøger at lægge en linje på det, at agere samfundsmæssig ansvarligt.
APPENDIX 17: JANDA CAMPOS, CARLSBERG BREWERIES A/S With assistance from Simon Hoffmeyer Boas, Carlsberg Breweries A/S
1: SV:
Motiver Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? Det kan jeg ikke svare på, for jeg er først kommet med for ikke så forfærdelig længe siden, og da havde Carlsberg været medlem et stykke tid. Jeg vil gerne spørge Knud (Hedeager), som har siddet i udvalget tidligere.
2: SV:
Hvorfor valgte I at tilmelde jer? Der er ufattelig meget på dette område, og rigtig mange initiativer, Global Compact, GRI, Accountability, og hvis man kunne finde en organisation, der kunne samle de forskellige trin, og klargøre, at det er på denne måde, der arbejdes, selvom det selvfølgelig er en løbende proces, så vil vi gerne være en del af det. Altså en global standard, som er anerkendt, det vil vi gerne være med i. F.eks. ISO 14001, det ved folk, hvad står for. Man har de her professionelle netværk, som mødes til forskellige netværksarrangementer, og som går til mange af de samme ting, og som også snakker sammen til hverdag og som man vidensdeler med. Derudover var det nok også ud fra et nysgerrighedssynspunkt, 'tænk hvis der kunne komme en standard for det her, som vi alle sammen arbejder med' og som har været forholdsvis uhåndgribeligt for mange og som der er så mange forskellige definitioner på. Tænk hvis det kunne blive ensartet på en eller anden måde, så vi alle kunne blive enige om, hvad det var vi gjorde, hvordan vi gjorde det og hvorfor vi gjorde det. Netop også for at spare alle leverandører for forskellige standarder og standardiseringsprocesser. Vi deltog også til for at se hvad det var for en fisk.
3: SV:
Tilmeldte i jer selv eller blev i inviteret? Jeg tror vi blev inviteret. I og med man er Carlsberg, så bliver man inviteret til alt. Sandsynligheden for at Knud selv ville vælge at tilmelde sig er ikke så stor, så vi blev nok inviteret. Det er jo også en god ting for ISO at have Carlsberg med ved bordet, og hvis man kan sige at Carlsberg er med, så er det måske også nemmere at få nogen mindre spillere med også. Det er jo en af luksus-tingene ved at være en stor virksomhed
4: SV:
Får ISO/DS fat på de rette organisationer? Jeg ved, de har Danmarks Naturfredningsforening med og en anden NGO, men der kunne godt mangle nogle flere NGO'er. Men det virker ikke som om det er et problem
5: SV:
Er din organisation certificeret efter andre standarder? Nej, ikke inden for CSR, men alle vores 'major owns', der hvor vi ejer 50% eller derover, de har en målsætning om, at de skal være ISO 14001-certificerede inden 2011. Alle de vesteuropæiske er sådan set allerede certificerede. Derudover ved jeg, at der er nogle ekstra quality-standarder, som vi også er certificerede efter. Vi har skrevet under på Global Compact i sidste uge (uge 20), men det er ikke noget vi vil gå ud og lave et kæmpestort mediecirkus omkring, men det er noget vi bare vil inkorporere. Vi er først lige startet med denne enhed, 1. marts var skæringsdatoen for CSR-enheden, så der har ikke tidligere været en konkret enhed for det. CSR er dog ikke et nyt begreb for Carlsberg, hvis man tænker på grundlæggeren J.C. Jacobsen: Hele ideen med det, hvis man tænker på humlebyen, så er det er eksempel på at virksomheden har et ansvar overfor samfundet, og den kultur er indbegrebet af hvad Carlsberg er. På den måde er det ikke nyt, og vores datterselskab i Lithauen har lige fået en CSR-pris, så der sker også meget rundt omkring i landene. Det har dog ikke tidligere været så organiseret som det er nu.
6: SV:
Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? Carlsberg hører til industrigruppen, men vi er hverken observatører eller eksperter internationalt, for vi kan ikke afsætte tiden til det.
7: SV:
Processer Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? Det er svært at sige, når jeg ikke har deltaget i nogen møder endnu. Jeg skulle have deltaget i møderne i mit tidligere job hos Dansk Industri, men heller ikke der lykkedes det mig at komme med. Men for en, der har fulgt det fra sidelinien, for det er det jeg har gjort, så er det mit indtryk at den danske gruppe er forholdsvis god til at kommunikere og få input fra hinanden. Det ses på måden, de kommunikerer internt og koordinerer indsatsen. Udefra har jeg et ret godt indtryk af det arbejde, de lægger i det.
8: SV:
Er det en velorganiseret gruppe? Ja, det virket absolut som en velorganiseret gruppe. Der er ingen tvivl om, at hele systemet er uoverskueligt, men den danske gruppe, synes jeg virker som en velorganiseret gruppe.
9:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? Maibritt (Agger) og Anne (Gadegaard Larsen) har været her forbi og fortælle om det, og det virker som om de har et godt fodfæste i det internationale samarbejde og hvad der foregår. Jeg kan godt forstå at det her er et forsøg, altså med stakeholder-dialog, det virker lidt omstændeligt og omfattende. Kan det overhovedet lade sig gøre, og jeg vil også stille spørgsmålstegn ved hvor mange timer, der er blevet brugt til det. Hvor langt ville man være nået, hvis man selv havde valgt at sige, at nu vælger vi selv nogle forskellige stakeholders, og så laver vi det selv. Det ved jeg ikke, men man kan måske tænke tanken.
SV:
10: SV:
Hvormange arbejdstimer har din organisation investeret i samarbejdet? Den tidligere repræsentant har ikke haft det som fuldtidsjob, men han har været med til møderne og læst materialet, og vi har faktisk også involveret andre af vores medarbejdere i det. Hvor meget tid, der er brugt, er svært at sige, men der er brugt tid. Og dertil kommer at vi har haft en beslutning om at vi vil følge de anbefalinger, der kommer. Så på den måde kommer vi også til at bruge tid på at forstå det, og arbejde med de 7 'core areas', så vi har valgt, at vi gerne vil arbejde med det.
11: SV:
Personer? Vi har 4 personer involveret i opgaven, i hvert fald mere eller mindre direkte.
12: SV:
Hvordan er selve samarbejdsprocessen? Man kunne godt få indtryk af, at processen var en smule ineffektiv, fordi der blev holdt så mange møder, og fordi alting skulle diskuteres i detaljer. Når man er helt nede på mikroniveau, om hvorvidt der skal stå 'og' eller ikke 'og' i dokumenterne, så blev det en smule ineffektivt. Men det blev også fremhævet på mødet, som problemet ved at skulle involvere alle stakeholders, hvor man vil møde en eller anden form for bureaukratisk masse, hvor det bliver ineffektivt på et eller andet tidspunkt. Det er jo det, der er hele projektets formål, det er at høre en masse folk og få en masse holdninger ind i denne ISO standard. Så derfor er det et nødvendigt onde. Det kan godt være, der er nogen konflikter, som jeg ikke var vidne til, men ellers føltes det som om folk var ret enige.
13: SV:
Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? Jeg ved, at der er nogle konflikter, bl.a. mellem den amerikanske versus den europæiske tankegang. Hvad med ansvar og hvordan afgrænser man det. Landene har udviklet sig meget forskelligt, ikke kun i stakeholdergrupperne, men også indenfor selve landene. Sådan som jeg så det, så var der mange konflikter internationalt, men ikke nationalt. I den danske gruppe var det folk, der kendte hinanden professionelt. I hvert fald til det møde, jeg var med til. Jeg var kun til et møde, men da føltes det som om, at de her folk, de havde en eller anden forståelse af at det var sådan tingene skulle være, og at det var den vej vi arbejdede hen imod. De snakkede mere om 'de andre' som de andre nationale udvalg, som dem, hvor der var mange konflikter. Fordi de omtalte det som om, at der var nogen der, der pushede nogle agendaer, og at der var mange indforståede blikke osv.
14: SV:
Er der modstridende interesser? Ja man kunne forestille sig konflikter, men f.eks. mellem store globale virksomheder, og de små virksomheder, repræsenteret ved Dansk Industri kunne man også forestille sig det omvendte. Carlsberg er også meget afhængig af de små virksomheder, fordi de jo også er leverandører til os. Kan vi få dem allesammen med i samme retning, så ville det jo også være bedre for os. På den måde er der ikke nødvendigvis konflikter, men omvendt, hvis du siger vi skal have nogle krav om hvad standarden skal indeholde, så kunne det godt være at behovet er større eller mindre de forskellige steder, men langt hen ad vejen så vil jeg tro og mene, at vi er enige.
15: SV:
Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? Nej, sådan opfattede jeg det ikke. Det føltes som om, de var ret enige om hvilken vej de arbejdede.
16: SV:
Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? Vi kommer hver især med vores dagsorden, men på den anden side handler det også om hvad vi kan få gennemtrumfet, og det kan vi kun hvis vi gør det som Danmark. Jeg tror ikke der nogen, der ignorerer at de har et mandat hjemmefra. Men jeg tror også, at medlemmerne ved, at hvis de holder for meget fast i deres mandater, så er der ikke noget der kommer igennem. Jeg tror, medlemmerne har et pragmatisk forhold til det, de har deres mandat hjemmefra, men målet, og det, at vi trods alt skal have noget igennem, det er større. Output
17: SV:
Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? Det er ganske simpelt, vi ønsker at implementere de 7 core areas i vores forretningsgrundlag. Det jeg forventer, det er nogen rammer, nogle måder at arbejde på, som vi kan bruge, men som vi også kan kommunikere til vores samarbejdspartnere. Så vi forventer at få et værktøj og et fælles sprog. På længere sigt, forventer vi også at få et standard-system, men det er vigtigere for os at være på forkant med det, og allerede nu få det med ind i vores arbejde.
18: SV:
Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? Nej, jeg ved der var nogen ting, der var meget vigtige for Knud at få igennem, men hvorvidt der var andre der også syntes det var vigtigt eller ej, og hvor meget han har kæmpet for det, det ved jeg ikke.
19: SV:
Har I planlagt at implementere standarden? Jeg tror vi vil lade os inspirere rigtig stærkt af den langt hen ad vejen, og afhængig af hvornår og hvor vi er, så vil vi bruge den.
20: SV:
Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? Jeg synes faktisk det har været værdifuldt for os at deltage.
21: SV:
Generelt Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? Ja, fordi den måske ikke er helt så langt ned i terminologien, som jeg kunne ønske mig, men den når dog længere ud end f.eks. Global Compact gør. I Global Compact er der jo 'kun' 10 principper, og det, at der er en metode med til denne standard, gør, at jeg synes den når rigtig langt ned. Det gør, at det er nemmere at guide folk omkring, og det er det, jeg håber at få ud af det. Om jeg får det, det ved jeg endnu ikke. Derudover håber jeg den kan blive et værktøj for vores selskaber rundt omkring i verden, så det ikke bare bliver noget vi gør, men at det bliver noget alle kan forholde sig til. Og det kan denne standard bedre end de andre standarder. GRI er et rapporteringsværktøj, man kan dog vende den om og bruge den som en guideline, men det er ikke godt nok. Og det synes jeg ISO 26000 kan, det er ledelsessystemet i ISO 26000, der gør forskellen.
APPENDIX 18: CHRISTIAN HONORÉ, COLOPLAST A/S Jeg har været i Coloplast i snart fire år som ansvarlig for vores corporate responsibility. Inden da var jeg seks år hos KPMG, hvor jeg arbejdede med corporate responsibility som konsulent. Før det kom jeg fra Handelshøjskolen, hvor jeg var forskningsassistent. Motiver 1. Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg har været med så længe Coloplast har været med i udvalget. Jeg tror vi blev medlem fordi jeg sagde til Maibritt (Agger) at vi gerne ville deltage. Jeg tror de havde haft et par møder, da jeg startede i Coloplast. Så vidt jeg husker, var jeg ikke med til de første par møder. Udvalgsarbejdet var så småt gået igang, og idet jeg kom fra KPMG så kendte jeg jo mange af dem, der sad og arbejdede med det, og vidste godt at arbejdet var i gang. Så på den måde var ikke nogen overraskelse. Derefter tror jeg bare, at jeg snakkede med Maibritt, som jo havde til opgave at få en masse stakeholders sat sammen. 2. Hvorfor valgte I at tilmelde jer? SV: Dels bruger vi ISO 14000, ISO 9000 og en række andre standarder. Coloplast er jo en virksomhed, der består af ingeniører og sygeplejersker, og de er meget glade for standarder. Som stor virksomhed er en del af vores strategi om corporate responsibility at bidrage til udviklingen af nye standarder inden for dette område. Dels er vi også med i udvalget for at følge med i hvad der sker. Det er altså en flersidet interesse; dels det, at vi gerne vil bidrage når der skal laves nye standarder, og dels det, at vi gerne vil følge med og forsøge at påvirke standarden så den kommer til at passe os. Vi er helt klart mest interesserede i, at der kommer en rigtig god og levedygtig standard ud af det, som kan lette noget af vores arbejde. 3. Hvordan vil du vurdere indkaldelsen? 4. Er den effektiv? SV: Det kan jeg simpelthen ikke huske. Jeg ved ikke om vi fik en formel henvendelse, men indkaldelsen må jo have været effektiv nok til at få os med i udvalget. 5. Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Tja… Det ville ikke gøre noget, hvis der var nogle flere med. Hvis man ser på virksomhedssiden, så er de store virksomheder repræsenteret, og det er primært dem, der i forvejen har erfaringer med dette område, så på den måde virker det fornuftigt. På NGO-siden synes jeg godt der kunne have været nogle flere organisationer med, og så kunne det også godt være, at der havde været nogle flere konflikter eller diskussioner omkring forskellige ting. På de første møder, jeg husker, var vi rigtig mange, hvorimod vi på de sidste par møder, jeg har været til, ikke har været så mange. 6. Er din organisation certificeret efter andre standarder? SV: Vi bruger Global Compact, som danner rammen for vores CSR-arbejde, og det er også ud fra den vi har udviklet vores egen strategi for hvordan vi arbejder med dette område.
7. Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Det burde du nok spørge de andre medlemmer om, for jeg ved ikke hvordan min position er. Jeg synes der er nogle gode diskussioner, og vi kender efterhånden også hinanden temmelig godt. Jeg synes der er nogle fine diskussioner på kryds og tværs, men hvordan min egen position er, det ved jeg ikke. Jeg har desværre ikke deltaget i alle møderne, fordi jeg har haft en del rejser, og møderne har ligget på de tidspunkter, hvor jeg har rejst. 8. Er alle medlemmer lige? SV: Det er et svært spørgsmål, for man kan sige, at vi taler med forskellig vægt på nogle forskellige områder. Uanset om standarden skal gælde alle organisationer, så er det stadig min holdning, at det mest bliver de store virksomheder, der kommer til at bruge den. Det er jo os der har erfaringen med hvordan sådan noget virker, og det har nogle af de andre og mindre organisationer ikke. Omvendt taler de fra nogle andre positioner, som f.eks. kan være ud fra en bestemt interesse, f.eks. menneskerettighederne eller naturen, hvor de snakker med mere vægt og viden omkring disse emner. Der er også en anden gruppe, der er meget inde i selve standardiseringsarbejdet, og de har selvfølgelig igen nogle helt andre positioner omkring det taktiske niveau og hvordan man fra dansk side skal lægge taktikken. Det er et område, jeg ikke har den store interesse indenfor. Selvfølgelig interesserer jeg mig for at få tingene igennem, men vi snakker fra nogle forskellige positioner, og tingene har forskellig vægt hos de forskellige medlemmer. 9. Hvordan vil du karakterisere din organisations engagement i samarbejdet? SV: Vi vægter samarbejdet, men som sagt, så har der været nogle gange, hvor jeg desværre har været forhindret i at være med. Jeg synes, det er vigtigt, at man, når man indgår i et netværk, forsøger at deltage hver gang. Jeg er med i en del forskellige netværk, og der er ikke noget mere irriterende end at det kun er halvdelen eller en tredjedel, der kommer hver gang. Når man melder sig ind i noget, så skal man også vægte det, for eller kan man lige så godt melde sig ud. Det der med bare at komme en gang imellem og give et lille pip, det er ikke i orden. Men jeg må indrømme, jeg er ikke det bedste eksempel, fordi der har været nogle rejser, der har gjort, at jeg er gået glip af nogle møder, men sådan er hverdagen jo for de fleste af os. Det er ikke altid det langsigtede arbejde, der kommer til at stå øverst på prioriteringslisten, fordi der også er nogle problemer i hverdagen, der skal løses. 10. Hvilken stakeholdergruppe tilhører din organisation? SV: Vi tilhører industry-gruppen. 11. Mener du, din organisation repræsenterer hele stakeholdergruppen? SV: Jeg tror nok, at de større danske virksomheder er nogenlunde enige om, hvordan vi gerne vil have, at tingene skal være. Vi har også diskuteret det udenfor denne gruppe, og hvis der har været noget, har vi taget en runde om hvad vi synes om det ene eller det andet i forskelligt regi, og i forskellige andre netværksgrupper. Jeg tror, vi repræsenterer den generelle industry-holdning i Danmark, men ikke hvis vi snakker hele verden. Den danske holdning er, så vidt jeg kan forstå, temmelig anderledes i forhold til den amerikanske eller australske, hvor det handler om at trække standardens niveau så langt ned, at den næsten ikke betyder noget. I Danmark vil vi alle gerne have en god, brugbar, certificerbar standard. Det er nok fordi, at vi, i hvert fald ifølge os selv, er langt fremme på responsibility-området, og at det derfor er nemmere for os at få en certificerbar standard og dermed få muligheden for at tvinge nogle af vores konkurrenter, der ikke er så langt, til at skulle lægge tid og ressourcer i arbejdet, hvilket giver os en fordel.
Det er min opfattelse, at det er den holdning de fleste danske virksomheder har. Processer 12. Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg synes samarbejdet har været fint, Dansk Standard har lavet et godt stykke arbejde, men jeg må indrømme, at jeg synes, at selve standardiseringsarbejdet, og måske særligt den type arbejde, der er multistakeholder-orienteret, har været alt for bureaukratisk og har båret præg af petitesse-rytteri til tider. I starten gik der meget lang tid før vi kom igang med selve substansen i standarden, men sådan er det åbenbart. Vi har brugt utrolig lang tid på at diskutere, hvad der for mig virker som relativt ligegyldige ting. Det har ikke så meget med samarbejdet at gøre, for det har sådan set fungeret rigtig godt. 13. Er det en velorganiseret gruppe? SV: Ja, jeg synes det er en velorganiseret gruppe. Der er nogen medlemmer, som kommer så meget som muligt, og jeg synes vi får god besked. Vi har været ved at drukne i papirer, men det synes jeg også er blevet mindre nu. Det er dog ikke muligt for mig i min hverdag at læse 5000 kommentarer til et oplæg, der kommer. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, men det er der så heldigvis nogen andre der tager sig af. 14. Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Ja, samarbejdet har levet op til mine forventninger, men selve arbejdet har ikke. Det bureaukratiske arbejde med at alle skal have en mening og alle skal være med, hvor der i starten var mange dokumenter i spil, der kørte rundt, og hvor man første gang rigtig skulle igang med at få noget ned på skrift. Nu er vi nået dertil at vi har fået noget at forholde os til, og nu er det heldigvis kun kommentarer, men hele den proces har været ekstremt omstændelig. 15. Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Der har været nogenlunde sammenhæng. Vi har taget udgangspunkt i hvad vi gerne ville have. Det er klart at der har været nogen, der skulle fremføre nogle særsynspunkter, men overordnet tror jeg at den danske gruppe har været enige om, at det er bedre at få en standard, vi kan bruge end at der er et eller andet særstandpunkt, der bliver fremført på bekostning af hele standarden. Jeg synes der har været en fin sammenhæng, og vi ville jo stadig gerne have at standarden skal være certificerbar, men det ser ikke ud til at ske i første omgang, men det sker så i anden omgang. 16. Deltager din organisation i det internationale samarbejde? SV: Nej 17. Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 18. Økonomisk? SV: Vi betaler det årlige kontingent. 19. Arbejdstimer? SV: Det er mine arbejdstimer mht. deltagelse i møder og forberedelse. Det er svært at sige, hvor mange timer jeg har brugt, men der bliver da brugt en del timer på at læse dokumenter.
20. Personer? SV: Det er kun mig. 21. Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Nej, det synes jeg ikke, og det har der heller ikke været tidligere i processen. Når man arbejder i en multistakeholder-gruppe, så er der selvfølgelig nogle særsynspunkter, der skal løftes, og alle skal høres, men grundlæggende synes jeg ikke, der har været konfliktområder. 22. Er der modstridende interesser? SV: Det synes jeg ikke rigtig der har været, DI repræsenterer både store og små virksomheder, og det er svært for dem på dette område, det er da klart. Som jeg ser standarden, bliver den ikke orienteret mod små og mellemstore virksomheder, men bliver primært til store virksomheder. De små og mellemstore virksomheder kan måske bruge standarden til at få lidt inspiration, så på den måde synes jeg ikke der har været konflikter mellem DI og os som stor virksomhed. DI har ikke forfægtet det synspunkt, at den ikke skal være certificerbar, selvom man kunne sige at det ville være et klassisk industri-synspunkt. I den sammenhæng, ved jeg godt, at danske virksomheder har en fordel hvis de kunne smække en CSR-mærkat på ved siden af de andre standarder, de i forvejen har. På den måde ville det være relativt let, for der skal ikke så meget til, fordi vi er så godt med i forvejen på dette område. De virksomheder, der sidder i udvalget, er allesammen nogen, der har valgt at være pro-aktive omkring virksomhedens ansvar, så derfor er de lige så interesserede i at finde en god måde at gøre det på når de arbejder i Kina osv. som fagbevægelsen og menneskerettighedsbevægelserne er. Der er ikke så mange modstridende konflikter omkring formålet med standarden, men mere omkring hvor radikal den skal være. Det er på det område, at udvalget ikke altid er enigt om hvad der virker. Det har dog ikke givet nogle meget kraftige debatter, men der har da været nogle diskussioner om hvorvidt det skulle være det ene eller det andet. I praksis, synes jeg desværre at de fleste af diskussionerne har gået på taktikker i forhold til videreudviklingen af standarden, og mindre på selve substansen. 23. Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Ja, det er der, men det giver ikke nogen problemer for samarbejdet, for der er udmærket plads til alle. Det er dog klart, at alle har forskellig spillestil og spillemåder, hvorpå vi fremfører vores holdninger og forhandler vores standpunkter, og indimellem er der selvfølgelig en form for forhandling. Det som jeg har opfattet som den største konflikt har været mellem dem, som har været meget inde i hele standardiseringsarbejdet, og som gerne ville diskutere taktik og form, og så typer som mig, der mere repræsenterer dem, der hellere vil diskutere substans. Vi vil hellere lade det andet lægge, og i stedet diskutere, hvad det er, vi mener omkring indholdet. Der har været nogle gange, særligt i starten, hvor jeg var temmelig træt af at bruge så lang tid på at sidde og diskutere forskellige taktikker til de internationale møder. Det synes jeg heldigvis vi er ved at være ude over nu. Der er forskel på dem, der deltager i det internationale arbejde, og dem, der ikke gør, idet dem, der deltager har nogle referencer som de andre ikke har. De kan referere til noget, der er foregået på de internationale møder, som måske ikke har den store relevans i det danske udvalg, og i den forbindelse var der meget taktik-diskussioner, og det er klart, at hvis man har arbejdet meget med udviklingen af standarder, som nogen af dem har, så har man måske også mere blik for det.
24. Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Nej, det synes jeg ikke. 25. Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Ja, det tror jeg nok. Der er selvfølgelig nogen, der har nogle bestemte områder, der ligger højere på ønskelisten end andre, men det er dog min opfattelse at vi har opnået en fælles holdning, og et fælles billede af, hvordan standarden bør se ud. 26. Hvordan vil du karakterisere de danske medlemmer? 27. Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Vi har en fælles dagsorden på det niveau, der hedder at det er bedst for os alle sammen, hvis der kommer en brugbar standard. Når jeg kigger på standarden, så ser jeg selvfølgelig på, om det ser ud som noget, der kan implementeres effektivt i forhold til den indsats, vi lægger i det hos Coloplast. Vil det være en standard, jeg kan bruge i mit arbejde omkring at gøre Coloplast mere socialt ansvarlig? Jeg tror, de fleste virksomheder vurderer at det vil standarden hjælpe dem til. Omvendt er der nogle ting, der er unødigt besværlige og bureaukratiske, som vi vurderer, at vi ikke får noget ud af eller bliver mere socialt ansvarlige af. Hvis der blot er tale om formalisme, så vil vi forsøge at arbejde mod noget andet. Det kan også være, at vi vurderer, at det vil give os store problemer, hvis vi vælger at bruge nogle bestemte ord eller begreber, fordi det betyder noget andet der hvor vi kommer fra, og så vil vi selvfølgelig ikke arbejde med det. Der sidder også nogle andre stakeholders, som har nogle smallere interesser, som f.eks. institut for menneskerettigheder, der skal sørge for at menneskerettighederne er repræsenteret, og er så synlige som muligt. Fagbevægelsen skal sørge for at arbejdstagerrettighederne er på dagsordenen, hvorimod Danmarks Naturfredningsforening skal sørge for at det er naturen som interesse, der bliver varetaget. Det er måske nogle smallere områder, som disse organisationer kigger på, men de vil også helst have noget, der bliver udbredt og det gør standarden kun, hvis den bliver god, og hvis virksomhederne kan bruge den. På den måde har vi alle en fælles interesse i at lave en god standard, og der sidder ikke nogen, der har en interesse i at forpurre udviklingen eller udvande standarden. Der er altså en kombination af en fælles dagsorden og nogle særstandpunkter, som man skal forfægte, hvis man kommer fra en interesseorganisation, så særinteresserne bliver så synlige som muligt. Hvis ikke de gør det, så er de i hvert fald ikke deres løn værd. Output 28. Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Vi har jo tilmeldt os udvalget for at være med på sidelinien, og hos Coloplast arbejder vi aktivt med CSR, og derfor ville det være tåbeligt for os at gå en helt anden retning end en international standard. Vi vil jo helst arbejde indenfor internationale standarder, da vi jo er en global virksomhed. Derfor håber vi at vi får en standard ud af det som er nem at integrere i vores virksomhed og som hjælper os til at blive endnu mere socialt ansvarlige. Vi forventer at få et godt redskab til at blive mere socialt ansvarlig og til nemmere at kunne kommunikere omkring det. Det bliver nemmere at sige at vi er ISO-certificerede fordi det betyder en hel masse. Det er jo også derfor vi bruger Global Compact fordi det er nemmere at kommunikere, fordi andre mennesker, der kender til Global Compact, ved hvad det betyder, når vi siger vi arbejder med det og det. De ved selvfølgelig ikke hvordan vi arbejder med det, men på den måde kan ISO måske hjælpe med at forklare at vi har systematiseret vores Social Responsibility, for det er ikke noget krav med Global Compact. Da behøver man blot at sige man har skrevet under på det, og så er det
fint. 29. Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Det er svært at sige, fordi jeg ikke er nok nede i materien til at kunne følge udviklingen fra gang til gang omkring de ændringer, vi har haft med fra dansk side. Da vi startede med arbejdet havde jeg det sådan, at der kun kunne være ganske få måder, standarden kunne komme til at se ud på, hvis den skulle være fornuftig. Jeg synes vi er godt på vej i den retning, men om det så er fordi vi har haft en masse indflydelse eller om det er fordi at de fleste andre også har tænkt på den måde, det er svært at sige. Jeg håber på det første, men tror nok mest på det sidste. 30. Har I planlagt at implementere standarden? SV: Hvis det er et godt værktøj, så gør vi det selvfølgelig, men det må vi vurdere når standarden er endelig færdig. Vi synes stadig at en certificerbar standard ville være det bedste, men vi vil helt klart kigge efter den uanset om vi vil implementere det hele eller om vi tager den i bidder. Vi er igang med at implementere OHSAS 18001, og det ville være naturligt at lægge ISO 26000 ovenpå, og få den integreret. Det kræver dog at vi føler den hjælper os, det skal ikke bare være for at få en mærket eller for at sige, at vi nu bruger ISO 26000. Der skal være en fornuftig værdi i forhold til omkostningerne. 31. Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Ja, det synes jeg. Det vigtigste og det som ISO kan, som andre ikke kan og som også til tider har gjort samarbejdet frustrerende, er at når standarden bliver færdig, så er der næsten ikke nogen mennesker, der ikke har haft en holdning til den fordi den er bredt legitimeret ved at have været igennem den enormt brede stakeholder-proces. På den måde har det været værdifuldt i sig selv at have diskussionerne mellem virksomhederne og andre stakeholdere. Generelt 32. Bliver standarden certificerbar? SV: Der sker det, at når ISO ikke tilbyder en certificering, så vil der være mange andre, der er villige til at skrive under på at forskellige organisationer har fulgt standarden, og på den måde vil vi få et hav af forskellige certificeringer. ISO vil så sige, at det vil de ikke kunne leve med, og at de er nødt til at lave én standard, og så går der bare tre år eller mere før der er en certificerbar ISO standard. For mig at se var der kun en måde at lave sådan en standard på, og det er samme måde som man har lavet alle mulige andre standarder og så har man bare puttet nogle SR relevante ord og begreber ind, og det er faktisk også sådan den er kommet til at se ud nu. 33. Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: For det første har ISO 26000 en blanding af proces og substans på hvad der næsten er hele SR-området. Processen skal sørge for at virksomheden selv finder ud af hvordan de skal behandle de områder, der ikke er taget substantielt med i standarden. Det gør denne standard til den mest omfattende, hvor de andre standarder har et meget mere specifikt formål. Hvis man eksempelvis tager SA8000, så går den typisk på mindre leverandører og på arbejdstagerrettigheder efter laveste fællesnævner. Det jeg kan frygte lidt med ISO 26000 er at den kan dræbe kreativiteten inden for dette område, fordi det ingeniør-sprog som standarder er skrevet i måske ikke altid er befordrende for at tænke over hvordan tingene gøres på en helt ny måde. Kreativitet og nytænkning er også nødvendigt, hvis SR-området skal komme med et rigtig positivt bidrag til en bedre verden. Det er nødvendigt at der er nogen, der tænker helt ud af boksen, og
det fordrer standarden ikke. For det andet tilbyder standarden det, at den er bredt legitimeret og at alle stakeholdergrupper er repræsenteret og sørger for at det er bredt funderet.
APPENDIX 19: ANNEMARIE MEISLING, DANSK INDUSTRI Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Det ved jeg faktisk ikke, men Dansk Industri har en interesse i ISO-samarbejdet. Fra starten vidste man ikke hvad det ville ende med, men jeg tror, man havde forventet, at det blev en reel ISOstandard. Jeg var i Verdensbanken dengang, da ISO processen startede, hvor jeg var en lille smule tilknyttet ISO-processen, og da havde vi en forventning om, at det ville blive en certificerbar standard. Dengang, tror jeg, at man fra DI's side, ligesom fra så mange andre erhvervsorganisationers side, vurderede at det var et rigtig vigtigt arbejde at tage del i, og forsøge at påvirke den proces. Hvad de præcise motivationer var, det ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at det var fordi man vurderede at det grundlæggende set var et rigtig vigtigt arbejde som man gerne ville tage del i, og gerne ville forsøge at påvirke. Man kan sige, at DI's rolle er at påvirke en masse instanser på vegne af erhvervslivet, og ISO samarbejdet er et oplagt sted at gøre det. 2: Er indkaldelsen effektiv? SV: Det ved jeg ikke, men man kan sige, at vi jo i sidste ende blev medlem, så derfor må man jo vurdere at den har virket efter hensigten. Jeg ved ikke præcist hvordan det foregik, om det var nogen fra DI, der tog kontakt, men jeg går ud fra, at vi fik en invitation til at deltage fra Dansk Standard, som vi så sagde ja til. Jeg ved dog ikke hvordan detaljerne omkring det var. 3: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Ja, det synes jeg egentlig. Så vidt jeg har forstået det, så er der flere måder at gøre det på, for det er en sjov spejgruppe fordi vi har alle stakeholders repræsenteret i den danske gruppe, i stedet for at vi f.eks. udelukkende snakkede med andre fra erhvervslivet, men arbejdstagere kun sad og snakkede med andre arbejdstagere, og NGO'erne kun med andre NGO'er. Jeg synes det er meget frugtbart, at man har en spejlgruppe, hvor alle er repræsenterede, og hvor alle snakker med alle. På den måde lærer man for alvor noget af hinanden og tager de konfrontationer, der måtte være, up-front, i stedet for at tage dem på internationalt plan. Jeg synes umiddelbart, at det er en meget fin sammensætning af gruppen, men jeg har ikke tænkt igennem om der mangler nogle repræsentanter. Jeg har mere tænkt over at vi selv er der, og om erhvervslivet er repræsenteret. I den henseende har gruppen en forholdsvis god repræsentation gennem os og en gruppe af aktive virksomheder, og så er der også de andre erhvervsorganisationer, så jeg synes egentligt, at det har været meget godt organiseret. 4: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg repræsenterer erhvervslivet, og det er så fra den vinkel vi forsøger at se på udvalget. Fra vores side har vi egentlig været meget godt tilfredse med, at standarden ikke blev certificerbar, fordi som det ligger nu, ville det blive alt for bredt. Det har været industriens holdning og også vores holdning, men vi har ikke været lige så aktive som nogle af de andre erhvervsorganisationer i at presse den agenda frem, men på den måde har vi været på niveau med dem.
5: Hvordan vil du karakterisere din egen position/indflydelse i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg har kun været med på møderne to gange, og jeg har ikke været meget aktiv, fordi jeg kom ind sent i processen, og på det tidspunkt var der mange ting, der allerede var fastsat. Jeg kan ikke sige, hvor aktive, vi var inden jeg kom med, for det er jeg ikke sikker på. Man kan dog sige, at muligheden for at spille en aktiv rolle har været der, på den måde har det været en demokratisk proces, for hvis man vil det, så er der også mulighed for det. Vi kunne sagtens være meget mere aktive, og melde os til mange flere forskellige steder, og tage mere fat i vores søsterorganisationer i udlandet, men det har vi valgt ikke at være. Muligheden for det har dog været der, hvis vi ville. Jeg tror at hvis det havde været en certificerbar standard, så tror jeg, der ville have været endnu mere kamp om formuleringerne end det er tilfældet nu. Det er jo kun en guideline, og skal være det på alle mulige områder, så derfor er folk en smule mere åbne. 6: Er alle medlemmer lige? SV: Som udgangspunkt er alle lige, men der er selvfølgelig nogen, der er medlem af de internationale grupper, og de har selvfølgelig mere at skulle have sagt. Det kunne vi fra DI også have været, hvis vi havde valgt det på et tidligere tidspunkt. Selvfølgelig er der nogen, der har mere styr på det, for meget af det handler om der er nogen, der har været med i samarbejdet så længe, og virkelig har styr på detaljerne og kan huske historierne om, hvordan man kæmpede om en bestemt formulering. Som ny i den proces har man ikke mulighed for at vide den slags, så på den måde har nogen af dem, der er med i skrivegrupperne måske en anelse mere at skulle have sagt. Jeg føler dog ikke på noget tidspunkt, at jeg ikke har fået lov at bidrage med det jeg ville. På den måde synes jeg processen har været meget åben. 7: Hvordan vil du karakterisere din organisations engagement i samarbejdet? SV: Jeg tror egentlig ikke vores engagement har været så aktivt, vi har selvfølgelig været med i gruppen, men jeg tør ikke sige hvor aktiv en rolle DI spille inden jeg kom med som repræsentant. Vi har dog ikke været med på nogle af de internationale konferencer, og på den måde har vi ikke været så aktive. Vi har været med i den danske spejlgruppe, og fulgt med i processen, og netop fordi det kun er en guideline har vi valgt at ikke at være så aktive. Men bliver det en standard, så tror jeg vi vil gå dybere ind i processen. Processer 8: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Det er selvfølgelig svært for mig at udtale mig om, idet jeg kun har været med to gange, men samarbejdet har været fint de gange jeg har været med. Jeg synes det har været hyggeligt, og jeg synes formanden, Anne fra Novo Nordisk, har gjort det rigtig godt, og jeg kan rigtig godt lide de folk, som er i gruppen. Det er som sagt svært for mig at vurdere, for vi har også haft en del udskiftning i repræsentationen fra vores side, så på den måde, er der en del institutionel hukommelse, der er gået tabt. De to møder, jeg har deltaget i, synes jeg har været meget fine, og det er bl.a. pga. formanden, som er meget dygtig. Hun snakkede også om at hun har lært meget af processen, og hun er meget god til at køre processen selvom den er meget tung, og på den måde sørge for at vi kommer alle de ting igennem som vi har planlagt, og samtidig sørge for at folk føler, de er blevet hørt.
9: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Jeg føler at gruppen er meget velorganiseret, særligt pga. formanden. Jeg kender mange af de folk, der sidder i gruppen fordi vi mødes i alle mulige andre sammenhænge, og gruppen kender jo efterhånden også hinanden, så det er en hyggelig gruppe. Man sidder sammen med mennesker, der har forskellige interesser, men så forskellige er de heller ikke, og vi laver også fælles danske kommentarer og holdninger. 10: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Ja, den samarbejdet i den danske gruppe har levet op til mine forventninger, men jeg må sige, at hele ISO-samarbejdet og processen omkring ISO 26000 har været for tung. Resultatet har heller ikke været en standard, sådan som mange gerne ville have haft det, og det har bestemt noget med processen at gøre. Resultatet nu er et underligt produkt, for nu har vi så fået en guideline, som dækker hele verden. Det er klart at der vil være nogle konsulenthuse, der vil forsøge at certificere efter denne guideline, og så er vi sådan set tilbage ved square one, for så har vi reelt set ingenting. Det synes jeg er rigtig frustrerende, for så er vi tilbage ved det, at vi ikke har en ensartet ide om, hvad vi vil definere dette område til at være. På den måde synes jeg, at ISO processen har været for træg, men det gælder ikke for den danske gruppe, for vi har haft det hyggeligt. 11: Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Jeg er ikke helt sikker på, at den danske gruppe har fået det igennem internationalt, som den ville. Den internationale proces har været meget tung, og den danske gruppe ved selvfølgelig godt, at hvis de skal have noget igennem, så skal det være meget få ting. jeg har også indtryk af at man er blevet enige om nogle ting, som man syntes skulle igennem, men det er man ikke nødvendigvis kommet igennem med internationalt fordi der er så mange forskellige interesser og mange forskellige spillere. 12: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? SV: Jeg føler ikke vi har investeret så mange ressourcer, og vi kunne sagtens have investeret flere, men i hvert fald efter at jeg er kommet til, og eftersom standarden ikke er certificerbar, så har vi valgt ikke at investere så mange ressourcer. Vi skal heller ikke med til Santiago, hvilket vi jo også kunne vælge at gøre, men det har vi bevidst fravalgt. Vi kommer til de danske møder, og har forberedt os til det, men så heller ikke mere. Vi har også kun en person involveret i processen. Det skal dog siges, at jeg forbereder mig i forhold til industrien, en ting er, at vi får meddelelser fra spejlgruppen, men vi får også holdninger fra den amerikanske industri og OECD, der også sender deres holdninger rundt til industrigruppen. På den måde bruger jeg lang tid på at læse de mange dokumenter igennem, så jeg lægger da nogle timer i det, for der er ekstremt mange forskellige dokumenter, der flyder rundt. Det er selvfølgelig også en del af forberedelsen af sørge for at få de rigtig dokumenter i de rette versioner, og læse holdningerne fra andre organisationer inden for industrien.
13: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Folk er meget civiliserede, så jeg ser det ikke som konfliktområder, men det er klart, at der er en masse uenigheder blandt de forskellige fronter, og mellem de forskellige organisationer. F.eks. er NGO'erne mere interesserede i at få nogle ting ind i teksten, som andre ikke er så interesserede i. Jeg synes dog ikke, at det er hard core konflikter, og i den danske gruppe tager man diskussionen, og så ser man efterhånden om der er enighed, og ellers må man erklære sig uenig. Det ville dog undre mig, hvis vi var helt enige om alt, for vi kommer fra meget forskellige baggrunde, men idet stemningen er god, kommer der også en fin diskussion ud af det. 14: Er der modstridende interesser? SV: Det er klart, at der er nogle grundlæggende forskelle. Generelt vil jeg sige at inden for industrigruppen er vi enige, men det er klart at nogle af de store industrier er meget længere fremme mht. CSR end de små virksomheder. De mindre virksomheder vil sandsynligvis slet ikke bruge denne guideline, den er jo alt for tyk og er slet ikke brugbar, hvilket selvfølgelig er en skam. Det er klart at nogle af NGO'erne har en anden holdning end f.eks. industrien har til hvordan man bør lægge kravene i sådan et dokument. Til sidste møde havde vi Danwatch inde, og i den forbindelse var det første gang, der var virkelig, virkelig diskussion. Det var en meget interessant diskussion, vi havde med Danwatch, og de er for mig indbegrebet af nogen, der ikke er med i gruppen. Deres synspunkter var så langt ude i forhold til hvad der er realistisk, at man godt kunne mærke, at de aldrig havde haft diskussionen med industrien eller arbejdstagerorganisationerne. Derudover synes jeg, der var mange steder, hvor deres argumenter ikke holdt, hvorimod man i spejlguppen kan mærke, at folk har diskuteret så længe, at man virkelig kender hinandens argumenter. Folk har lært enormt meget af at sidde rundt om bordet, og på den måde tror jeg på multistakeholderargumentet, fordi man lærer af hinanden, og man ved hvor hinanden kommer fra, og det synes jeg, der er en fin respekt omkring. Folk ved hvor industrien står, og på den måde fungerer det meget godt, og da tror jeg man har rykket sig siden begyndelsen. Det synes jeg også man kunne se i forbindelse med Danwatch, som for mig at se bevægede sig langt væk fra hvor CSR-diskussionen er i Danmark. 15: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Det er klart at dem, der tager med på de internationale møder, og også sidder med i skrivegrupperne, er mere aktive. Der er dog en fin diskussion til spejlgruppemøderne, og jeg har aldrig følt, at jeg ikke fik det sagt, jeg gerne ville sige. Jeg tror faktisk vi går hele vejen rundt om bordet, og så har alle muligheden for at sige, hvad de vil. Det benytter de fleste sig af, og det tror jeg også vi kan takke formanden for, idet hun er god til at styre møderne. Vi kommer i hvert fald frem med de budskaber vi gerne vil frem med.
16: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Jeg vil ikke kalde det fraktioner, men jeg kunne forestille mig, at der tidligere, inden beslutningen om hvorvidt standarden skulle være certificerbar eller ej, har været nogle forskellige interesser. Hvis der er nogle problemer, så tager vi en diskussion omkring det, og så ender vi alligevel med at have en fælles dansk holdning. Hvis man skal tale om fraktioner, så er det mere interessant at kigge på om de internationale grupperinger passer sammen med de danske holdninger. Det kunne være interessant at studere, for det er ikke altid det passer sammen. Der er i hvert fald stor forskel her i verden om man er fra Danmark eller fra et andet land, hvor der klart er nogle sjove interesse-modsætninger. Der kan sagtens have været nogle fraktioner i den danske gruppe tidligere, men det kan jeg ikke sige, idet jeg ikke har været med gennem hele processen. Lige nu føler jeg, at der er en fælles stemning mod at nu skal vi have processen afsluttet. 17: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Ja, vi sender fælles danske holdninger afsted, og det er meget interessant, at man har organiseret sig sådan i Danmark, at man kan det, og at det er så konsensus-orienteret, at man kan sende fælles holdninger afsted. Det har man ikke gjort i mange af de andre lande, for der er man jo organiseret på interesse-basis. Jeg tør ikke sige, hvordan de har organiseret sig i andre lande, og om de selvom de er organiseret på baggrund af deres interesse, har den samme dialog. Jeg tror dog, at den dialog, der er i Danmark har gjort at de forskellige lejre har fundet større forståelse for hinanden. 18: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: I Dansk Industri kigger vi på hvad de andre industri-organisationer mener. Hvad de andre virksomheder gør, må du spørge dem om, men jeg har indtryk af, at de selvfølgelig ikke har de samme holdninger som industri-organisationerne hele vejen igennem, men vi kigger i hvert fald efter hvad hele den internationale industri mener. Jeg har indtryk af, at der ikke er så mange forskellige dagsordner, men vores dagsorden er primært at få gjort det her arbejde færdigt. Jeg kom med i gruppen på et tidspunkt, hvor det var alt for sent at komme med en ny dagorden. Det hele gælder om at vi nu får det her gjort færdigt, for det begynder at blive mere og mere pinligt, ikke for den danske gruppe, men for ISO. Det er efterhånden blevet en pinlig proces, så derfor er vores overordnede dagsorden, at vi skal have det lukket, og se hvor vi kommer til og lad os se om det så alligevel bliver en certificerbar standard ad bagdøren, og hvis det bliver det, så synes jeg, det er meget mere relevant at hive fat i den diskussion end det er på nuværende tidspunkt, lige inden det hele skal lukkes, at komme med en ny dagsorden. Derfor er vores dagorden at få processen afsluttet. Jeg påtager mig den rolle at være mere fleksibel her i sidste time i stedet for at starte en diskussion om forskellige små ord. Jeg har det også sådan, at jeg ikke synes vi skal sidde i den danske spejlgruppe og diskutere en masse små ord og bruge en masse tid og ressourcer på det, og så det alligevel ikke får nogen betydning internationalt. Det synes jeg er spild af tid, og på den måde tror jeg, jeg er mere pragmatisk indstillet. Det hænger også sammen med, at den stor beslutning om det skulle være en certificerbar standard eller ej er taget, og det var for alvor der, der var nogle forskellige dagsordner. Output
19: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Vi forventede at komme til at påvirke udviklingen, og det synes jeg også at vi har gjort. Vi kunne sagtens have påvirket processen endnu mere, hvis vi havde villet, og vi kunne have været meget mere aktive også overfor industrien internationalt. Det underlige ved denne proces er at nu slutter den, men alle forventningerne går på hvad der kommer til at ske bagefter. Det er jeg temmelig spændt på, og på den måde ved jeg ikke om mine forventninger er blevet indfriet. Hvis vi siger, at vi blev enige om at lave en standard, så er mine forventninger ikke blevet indfriet, for det har vi ikke opnået. Det var ikke vores hensigt, men det har man altså ikke opnået. Omvendt, hvis holdningen var, at vi ikke skulle lave en standard, der skulle være certificerbar, så har vi jo i virkeligheden heller ikke opnået det, fordi der alligevel vil være nogen, der forsøger at certificere efter den. Mente man det ene eller det andet, så er der i virkeligheden ingen der har fået indfriet den forventning, man måtte have haft, fordi det hverken er blevet fugl eller fisk. Hvad der egentlig er kommet ud af det, kan vi jo altså først se når hele processen er slut. Det er så spørgsmålet om der så kommer en helt ny proces, fordi der alligevel er nogen, der ønsker at certificere efter ISO 26000, og så sker det i nogle år, og så må man sætte sig til bordet igen og vurdere hvorvidt man alligevel reelt har skabt en certificerbar standard, for så burde man have lagt nogle andre krav ned i den standard. På den måde synes jeg, det er blevet et meget underligt produkt. 20: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Det er svært for mig at sige, for jeg ved ikke præcist hvad vi har sagt inden, så det kan jeg ikke udtale mig om. 21: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Slutproduktet er tvivlsomt, så selvom det har været interessant at deltage i den danske spejlgruppe, så er vi i tvivl om hvad det er der kommer ud af det. Vi er i en venteposition for at se hvad der sker med standarden. Jeg synes dog, at den måde den danske gruppe har været organiseret på har været okay. Der er jo flere måder at påvirke på, der er jo både den danske spejlgruppe og den internationale industri, og vi har brugt begge kanaler. Generelt 22: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: Det er det, jeg er mest fokuseret på. Jeg tror, at der er konsulenthuse, der vil tage standarden op, og vil begynde at certificere efter den. Dansk Standard meldte ud til sidste møde, at de også ville se på muligheden for at lave en dansk udgave af standarden. Sker det, så synes jeg, vi er tilbage til square one, så det er jeg meget obs på, hvad der egentlig kommer til at ske på den front. Det er det, jeg tror, kommer til at ske, og så må man tage det op igen, og se på om det er det vi vil, og så tror jeg, at det er på den måde kommer til at køre i ring.
23: Bliver standarden implementerbar? SV: Det bliver den, men det bliver på en underlig måde. Altså på en måde, som jeg ikke tror er den bedste, fordi man på den måde kommer til at gøre det på hver sin måde i Danmark, Portugal og i andre lande, og der er enkelte konsulenthuse, der vil forsøge at certificere på deres egen måde. På den måde får vi igen en masse forskellige måder at gøre det på, og så er der igen ikke nogen, der ved hvad der er hvad. Det vil vi i hvert fald holde meget øje med, og vi vil klart være engagerede i den proces, for at holde øje med hvor det ender. Det er det, man kan se allerede nu, at folk ikke vil acceptere at det blot er guidelines, og vil alligevel forsøge at bruge det til at certificere efter alligevel, det bliver så desværre ikke i ISO-regi. 24: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Det er klart at formålet med ISO 26000 var at lave en CSR ISO standard, som er meget mere konkret og fast, idet det er ligesom alle mulige andre standarder indenfor ISO-samarbejdet. Det er meget forskelligt fra f.eks. Global Compact som er ti overordnede principper, som ingenting siger om hvordan man egentlig skal gå ind og gøre. ISO 26000 er meget mere konkret og i detaljen, så på den måde er den sit eget unikke instrument
APPENDIX 20: CHRISTIAN POLL, DN I Danmarks Naturfredningsforening har vi en speciel situation i vores medlemskab af standardiseringsudvalget, idet vi har to pladser. Vi har både Kim Christiansen, som nu også arbejder for Dansk Standard, som er den aktive repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening og deltager i alle møder, både nationale og internationale, mens jeg kun har været med til tre af de danske møder, og følger udvalget pr. email. Vi har det dobbelte mandat fordi jeg er ansat her hos DN, og i vores arbejdsprogram fylder denne aktivitet meget lidt, så derfor kan det faktisk kun lade sig gøre at vi deltager ved at der er en frivillig, der påtager sig initiativet, og det er det, Kim har valgt at gøre. Det er meget prisværdigt, og meget af vores arbejde fungerer faktisk på den måde. Der er nogle frivillige, der påtager sig en opgave, og hvis vi så er enige med deres meninger, så kan de gøre det på vores vegne. Hvis Kim (Christiansen) ikke havde gejsten og ville bruge sin fritid på det, så ville vi nok prioritere standardiseringsudvalget lavere og i stedet ringe og spørge hvordan det nu går ind imellem, fordi det ikke ville være noget, vi ville have ressourcer til at arbejde grundigere med. Det giver ikke problemer, at vi er to, for Kim (Christiansen) og jeg arbejder fint sammen om det. Det er Kim, der kører det, og ind imellem spørger han mig om noget, men ellers så kører det af sig selv. Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Vi blev medlem før jeg blev ansat, og jeg har været her i snart tre år, men jeg ved, at vi generelt har været meget aktive indenfor standardisering. Vi havde en periode i slutningen af 1990'erne, hvor vi var en af organisationerne, der var med til at få skubbet miljøaspekterne i standardisering helt frem, både på europæisk og på dansk plan. Dansk Standard har været med på, at DN naturligvis skulle være med i det arbejde. DS synes også det er rimeligt, at vi i DN får hjælp til det, fordi vi er en organisation, der ikke har en direkte interesse i tingene. De andre rundt om bordet i standardiseringsudvalget har en økonomisk interesse i en eller anden forstand. Det er det, der ofte er skyld i at der er skævheder i standarderne, fordi det ender med, at dem, der har flest kræfter i udvalget som regel får deres produktstandard ind. Det er dog ikke mit indtryk, at situationen er sådan med dette udvalg og denne standard. ISO 26000 er en helt anden type standard, fordi den handler om en mere abstrakt størrelse. Det danske udvalg har faktisk været meget enig om, at det burde være en certificerbar standard, fordi hvis det skal batte noget, hvis virksomhederne skal kunne gå ud og bruge den aktivt i deres markedsføring, så bør det være sådan, at de kan sige, at de er ISO 26000-certficerede. Det internationale samarbejde og ISO's topledelse har holdt meget hårdt på at standarden ikke skulle være certificerbar. 2: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Ja, jeg vil mene, at det er den rette sammensætning af organisationer i den danske gruppe. Det har været et godt sammensat udvalg. Det har bestået af NGO'er som er interesserede i miljø, som f.eks os i DN, og andre sociale NGO'er. På industri-siden har der været nogle front-runner virksomheder med formanden (Anne Gadegaard Larsen fra Novo Nordisk) i spidsen. Der har været nogle konsulenter, som også har været meget vidende og indsigtsfulde omkring standarden. På
den måde synes jeg, det har været en godt sammensat gruppe. 3: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg har primært været med på sidelinien, i praksis har jeg nok været et slags suppleant for Kim (Christiansen). Jeg har en plads i udvalget, og får tilsendt alt materialet og bliver indbudt til møderne, men har kun været med 2-3 gange. Jeg har følt mig meget overbevist om, at Kim har fuldstændig styr på det, og derfor ville det være spild af ressourcer, hvis jeg også deltog på samme måde som han gør. 4: Er alle medlemmer lige? SV: Lige og lige… Jeg har været meget med i standardiseringsarbejde, også tidligere da jeg sad i Miljøstyrelsen, så derfor har jeg kendskab til det på kryds og tværs. Det pudsige ved standardiseringsarbejde er at det minder om foreningsarbejde. Af dem, der møder op, så har man meget at sige, hvis man kommer med meget, har forberedt sig, og har tænkt tingene igennem. I sådanne tilfælde har man også meget at skulle have sagt til et møde, men hvis man ikke er helt med på hvad der foregår eller ikke har tænkt det hele igennem, så har man mindre at skulle have sagt. Det er fordi der ikke er den formelle stemmeret i sådan et udvalg, sådan som der ellers ville være i eksempelvis et EU-udvalg, hvor landene har en stemme hver. I det arbejdende udvalg er det mange gange sådan, at dem, der tager teten, det er dem, der også får magten, og sådan er det også i foreningsarbejdet. Derfor tror jeg at Kim eksempelvis har haft en stor betydning for udvalget, for han har været på, og har haft nogle klare ideer om hvad der skal ske. Min forgænger, Pia Olsen, havde også meget at sige om miljøagendaen. Dengang for 4-5 år siden var udvalgsarbejdet højere prioriteret hos DN end det er idag. Da deltog både Kim og Pia på møderne også i internationalt regi. At det er prioriteret lavere idag end dengang har noget at gøre med DNs generelle sag. DNs repræsentantskab synes, at SR ligger ret langt ude i kanten af, hvad der er vores kernesag. DNs sag er mere og bedre natur i Danmark, og selvfølgelig også i Europa, og de ting, der fremmer den sag, er selvfølgelig klimasagen og miljøsagen generelt, men det er mere de nære ting, end det er de meget abstrakte ting omkring hvordan en virksomhed skal gebærde sig og vise at den tager samfundsmæssigt ansvar. De emner ligger ret langt ud i forhold til, hvad det er vi vurderer hører direkte til naturfredningen. Jeg tror dog ikke at den lavere prioritering har haft indflydelse på hvor meget DN har haft at skulle have sagt i udvalget. Vi lagde et stærkt spor fra starten, og Kim forsøger nu at føre det spor videre. Der er stor respekt i det danske udvalg om hvad Kim har at sige, og vi bliver også støttet af de andre NGO'er. Generelt er udvalget enige, også om den sag at standarden skal være certificerbar, og derfor har vi generelt meget stærk opbakning. Det er først når vi kommet til de internationale møder, at vi får kam til vores hår. Processer 5: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Samarbejdet har været meget positivt, og jeg tror faktisk ikke der er noget negativt at sige om det. 6: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Ja, gruppen virker velorganiseret. Den er godt ledet, og sekretæren er også god.
7:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Fra dansk side har vi klart været 'strammere', men vi har samtidig været en faglig og aktiv 'strammer'. Vi er ikke bare dem, der sidder og siger udtaler sig negativt, men vi kommer i stedet med konstruktive forslag, og ideer til alternative formuleringer, der efter vores mening kan styrke standarden. Fra dansk side er vi meget professionelle og strategiske i vores indspark til de internationale møder. 8: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 9: Økonomisk? SV: Vi betaler ikke for at være med i udvalget fordi vi er en NGO. Det er en af de ting, vi har kæmpet generelt for, at NGO'er skal have gratis adgang, fordi de ikke har en kommerciel interesse i det. VI får også en form for refusion for rejseudgifterne. 10: Arbejdstimer? SV: Hvis man ser på et ugentligt gennemsnit, så har jeg ikke brugt så mange timer. Jeg har været i udvalget i 2-3 år, og har deltaget på tre møder, som er lige med 1,5 dag, og så har jeg læst noget hen ad vejen, så jeg har nok brugt tre dage på 2-3 år. Omvendt har Kim brugt langt mere tid, han har deltaget i alle møderne, som er en halv dag hver gang, og forberedt sig til møderne, og deltaget i de internationale møder, som jo er en uge hver gang. 11: Personer? SV: Det er mest Kim, og så er jeg med på sidelinien. 12: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Nej, jeg tror nærmere, det har været præciseringer frem for diskussioner. I udvalget har vi været rimelig enige om den overordnede linie. Det har nærmere været noget med, hvordan vi bliver enige om at kunne formulere det, og hvem der gør hvad, der kan skubbe i den rigtige retning. Der har også været en arbejdsdeling i udvalget, sådan at når vi har nået til bestemte afsnit, hvor bestemte medlemmer havde deres kompetencer, så er de blevet spurgt i den sammenhæng. F.eks. når vi nåede til kapitel 7.14, der handlede om miljø, så var det Kim, der blev spurgt, hvorimod hvis der er noget om, hvordan det overordnet skal ledes, så ville det være Kirsten, der kom på banen. På den måde har man haft den faglige respekt for medlemmerne, og delt bordet mellem sig, så den, der havde kompetencerne på et bestemt område tog sig af det. 13: Er der modstridende interesser? SV: Der er generelt den modsætning, der går på, at en organisation som Dansk Industri, som er en brancheforening, hvilket vil sige, at de er interesserede i at finde en laveste fællesnævner for deres medlemmer. Vi er altid interesserede i at gøre det så skarpt som muligt, så kravene bliver så præcise og bindende som muligt. I forbindelse med ISO 26000 tror jeg faktisk ikke at den konflikt har været der. Det hænger nok sammen med at Dansk Industri's position har været modsvaret af de fremmeste virksomheder, som faktisk har stået for meget af det som vi i DN står for. Når Novo Nordisk sidder som formand for udvalget, så er det Anne (Gadegaard Larsen), der kan ligge dagsordenen og sige at vi selvfølgelig gerne vil have et certificerbart system, så vi ved hvad det er vi skal leve op til for at kunne kalde os en SR virksomhed. Den laveste fællesnævner ville være at
sige, at vi gerne vil have noget løst og at der ikke er noget, der binder os på nogen måde. Erhvervslivet i Danmark er i stigende grad ved at finde ud af at 'grønvaskning' er farligt. Det dur ikke at påstå, at man gør en helt masse, og så komme i medierne bagefter fordi nogen har fundet ud af at man ikke overholder sine egne principper. Der har lige været en sag igen, hvor telemasterne er blevet produceret af medarbejdere i tredjeverdens lande, der går og tramper i krombade, og derfor skal der være hold i det man går ud og påstår. Den erkendelse er Dansk Industri generelt ved at komme nærmere og nærmere. Skal man have værktøjer til det, så bliver det noget med, at hvis en virksomhed påstår at den er samfundsmæssig ansvarlig, så betyder det, at den bliver nødt til at lave et vist antal uanmeldte besøg hos leverandørerne, hvor den kontrollerer visse punkter. På den måde kan virksomheder dække sig ind, og forsøge at leve op til de principper, de har. 14: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Ja, det er det bestemt, men det er mit indtryk, at alle rundt om bordet til møderne sagde noget, men nogen er selvfølgelig mere velforberedte og har mere de vil frem med end andre. 15: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Ja, der er da fraktioner, f.eks. en industri-fraktion eller en NGO-fraktion, men formanden er rigtig god til at finde kompromis'et i den situation. Fraktionerne er ikke særlig skarpe. 16: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Ja, det er mit indtryk at man går ud til de internationale forhandlinger med et mandat, der er rimelig opbakning omkring, og som også DN kan stå inde for. 17: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Hver organisation har altid sin egen dagsorden, og hos DN vil vi selvfølgelig forsøge at stramme den så meget som muligt, så der vil være noget at falde tilbage på. Det er dog mit indtryk at det ikke er særlig meget vi hos DN behøver at slække på vores egen dagsorden for at opnå en fælles dansk holdning. Jeg tror dog, det er lidt specielt for dette udvalg i forhold til nogle mere konkrete udvalg der eksempelvis handler om emissioner fra græsslåmaskiner, så tror jeg kampen ville være langt hårdere. Output
18: Hvad forventer du din organisation får ud af samarbejdet? SV: DN har for en del år tilbage besluttet at træde ind i standardiseringsarbejdet, fordi vi kunne se at meget europæisk lovgivning går efter 'ny metode'. Ny metode ender som oftest ud med et løst direktiv, som så skal implementeres ved hjælp af en række standarder. Vi ser det som en trussel mod demokratiet, fordi man i tilvejebringelsen af et direktiv har repræsentation hele vejen rundt, men når direktivet så ryger ud i det private standardiseringsforum, så falder den brede repræsentation væk, og i stedet kommer de private interesser ind med fuld styrke, og derefter har NGO'erne meget lidt at skulle have sagt. Det er ikke så meget fordi de ikke ved hvad de skal sige, eller ikke kan sige det, men jeg tror man siger, at der er ca. 8000 udvalg igang hele tiden, og hvis vi skulle sidde med i alle de udvalg, så kunne vi ikke lave andet, for det er langt mere end hvad vi har af ressourcer. Den generelle sag, der hedder miljø, den bliver simpelthen ikke dækket i de udvalg. Derfor har vi valgt at træde ind i hele standardiseringssagen, og siger, at det er vigtigt at vi sørger for at de generelle interesser bliver varetaget, også i standardisering, fordi det er en del af det demokratiske apparat. Det er grundet til at vi er med i udvalg i det hele taget, men når vi så er med i netop dette udvalg, så er det fordi vi kan se, at miljøledelse har haft sin storhedstid, og bliver ved med at brede sig ud, og at det faktisk kører meget godt. Det giver en masse fordele især internt i virksomhederne at implementere miljøledelse, de får bedre styr på nogle ting, de ikke havde styr på tidligere. Det er usikkert om man kan måle, hvorvidt miljøledelse rent faktisk er bedre for miljøet, men det gør i hvert fald, at der kommer mere styr på nogle ting indenfor virksomheden. Næste bølge inden for standardisering er så SR, og det skal vi også være med til for at forme udviklingen. Vi mener, at SR er noget mange virksomheder vil kaste sig ud i når det er, og vi ved, at mange allerede nu gør det vha. Global Compact, GRI eller andre systemer. Hvis vi så kan være med til at lave en standard, der er global og som er certificerbar i Danmark, så vil vi kunne skabe noget, der er ret stærkt. Noget, som danske virksomheder vil kunne sætte sig ind i og vil føle sig trygge ved. Det er rart for dem at have nogle retningslinier, for hvordan de skal gøre, og hvis det så er i orden, så er der en god chance for, at de kan opnå et certifikat. 19: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Ja, der er direkte fingeraftryk. Fra starten er DN gået aktivt ind i skriveprocessen, hvor det var muligt. Vi har sagt ja til at være 'skriverkarle' på afsnit 7 og 22, altså helt ned i detaljen. Det startede længe før jeg kom til. For en 4-5 år siden, hvor Kim og Pia (Olsen) var med på de første internationale møder og kom med en masse forslag til bestemte formuleringer. Den udvikling forsøger Kim at følge nu, han prøver så vidt muligt at være med i skriveprocessen, så der er helt klart fingeraftryk fra DN.
20: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Ja, det synes jeg det har været. Jeg tror det ud med at have været en succeshistorie, men det har også været en dyr succeshistorie. Kim har lagt mange timer i det, men det har været hans egne timer, og sådanne timer burde efter vores opfattelse i DN betales af standardiseringsapparatet. Vi mener ikke, at det er nok, at vi får gratis adgang til udvalget, men mener faktisk at det burde være sådan, at vi får betaling for at komme med vores hjælp, fordi vi ikke har nogen økonomisk interesse i at sidde der. Vi har kun en interesse i at passe på vores verden og det burde man blive betalt for. Det har været en dyr omgang at være med, og vi har også betalt en stor del af rejserne selv. Jeg kan ikke huske om det er den fulde rejsepris eller om det er en delvis rejsepris, men jeg tror vi selv har betalt det fulde beløb. Der har været nogle store udlæg og ISO-møderne er over hele kloden, så Lissabon har været det nærmeste Generelt 21: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: Jeg hører fra Kim, at der sker nogle mærkelige ting med standarden ind imellem. I en lang periode går det den rigtige vej støt og roligt, men pludselig tager ISOs topledelse fat, og så bliver der lavet noget helt om, og så er det ligesom at starte forfra igen med diskussionerne omkring formuleringerne. Der er stærke lobby-kræfter fra industriens side, der påvirker ISOs topledelse til at stoppe processen, hvor standarden bliver for konkret og sørge for at den ikke bliver certificerbar. Den danske spejlgruppe arbejder mod at standarden skal være konkret, og at det skal være muligt at opnå certificering efter den, så man kan bruge den i praksis. Det er svært at sige, hvad det ender med, for den industrielle lobby er stærk, og vi er mus i elefanternes spil. Det kan måske blusse op i noget mediedækning, men den internationale medieverden er meget større og mere kompleks end den vi er vant til. 22: Bliver standarden implementérbar? SV: Jeg tror man vil lave en certificerbar version af standarden i Danmark, så er spørgsmålet bare om den bliver præcis nok. Jeg kunne forstille mig, at det danske udvalg går ind og laver et dokument ved siden af, som vejleder i forhold til standarden. Dette dokument kunne så forklare og udspecificere forskellige løsninger på at opfylde standardens principper 23: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: For det første tror jeg den væsentligste forskel er at denne standard er en ISO-standard. Det har en anden klang i erhvervslivet verden over. ISO-standarder er anerkendt som de tekniske standarder, man vælger at følge. Det tror jeg er nummer et. Jeg ved ikke om man ender med nogle tekster, der er mere præcise, men det har da været vores mål, at standarden skal være mere præcis end Global Compact eller GRI.
APPENDIX 21: SARAH GREGERSEN, R-92 GRUPPEN Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg repræsenterer 92-gruppen som er en miljø- og udviklingsorganisation, et netværk eller en samarbejdsorganisation, der har eksisteret siden Rio i 1992. Blandt vores medlemmer har der været flere organisationer, der i længere tid har arbejdet med CSR, og sidste år lavede vi en undersøgelse af hvordan NGO'er arbejder med CSR og om der er noget vi kan være fælles om. Tidligere har der været en klimagruppe og en handelsgruppe, som har lavet nogle konkrete tiltag, men ellers har det været meget baseret på lobbyisme. Så derfor lavede vi undersøgelsen, og det viste sig, at det var WWF, der har masser af partnerskaber med industrien, og Greenpeace, der har været mere kritiske mht. deres alliancer med industrien. Efterfølgende lavede vi en CSR-gruppe, og her spottede vi hvad der findes af interessante tiltag. Jeg var til et oplæg mens CSR-gruppen under 92-gruppen stadig var under opbygning, og da der blev meldt ud at der var meget få NGO'er med, og jeg gjorde opmærksom på, at det var oplagt, at vi deltog, når vores CSR-gruppe var blevet formelt formet. Derefter talte vi i 92-gruppen om hvordan vores mandat skulle være, og hvad det egentlig gik ud på. Og derefter kom vi så med i udvalget. 2: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Det ser ud som om, at gruppen er meget mere balanceret nu, end den var i starten. Det ville have været ærgerligt, hvis der gennem hele processen kun havde siddet én fra Danmarks Naturfredningsforening som den eneste NGO'er. Det er også godt, at Økonomi- og Erhvervsministeriet har meldt sig på banen, så repræsentationen er mere bred end den var bare for et år siden. Det kunne være godt, hvis der var flere NGO'er, for det er svært at sidde for 92-gruppen fordi det i forvejen er et netværk, hvor DN i forvejen sidder, men det er jo meget bredt hvad de siger til forskellige områder. Det kunne være godt at have flere NGO'er tilstede, men ellers virker det okay. Det er svært at komme ind så sent i processen, som jeg har gjort, og så virkelig få fat i det hele når vi nu aldrig har arbejdet med standardisering før. Der er nogen i 92-gruppen, der har arbejdet med standardisering, men jeg har ikke. 3: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg er menigt medlem, og sidder ikke i 'rejseudvalget' 4: Er alle medlemmer lige? SV: På selve møderne er alle lige, men dem, der har været med i mange år og dem, der er inde i hvordan standardiseringsarbejdet fungerer, er dem, der trækker læsset, så på den måde kan man godt sige, at alle ikke er lige. I forhold til at blive hørt, så er der ikke noget hierarki. Hvis man ikke giver sig selv lov til at være dum og naiv, og spørge, hvis der er noget man ikke forstår, så lærer man jo heller ikke noget, og det er der også plads til. Der kan dog godt være lidt ulighed, fordi dem, der ikke har været med på de internationale møder, har mindre indsigt i alt hvad der sker der. Der er en masse procedurer mv. som man naturligt har mindre indsigt i, men det giver ikke problemer for samarbejdet.
5: Hvordan vil du karakterisere din organisations engagement i samarbejdet? SV: Når der skal laves rettelser mv. så sender jeg det til 92-gruppens CSR-arbejdsgruppe, og så afholder vi møder om hvorvidt de rettelser er noget som vi kan stå inde for, og om det er den retning vi vil. Der bliver diskuteret en masse ting, fordi vi kommer fra forskellige organisationer, og efterfølgende skal jeg så tage de ting med videre til udvalgsmøderne Processer 6: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg synes samarbejdet har fungeret fint. 7: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Jeg er lidt mere på sidelinien, fordi jeg ikke har været med på rejseholdet, så på den måde virker det som om der er en gruppe indenfor gruppen, der kommunikerer meget mere. Det er jo fint, at der er en organisation, der bare kører derudaf. 8: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Det synes jeg faktisk det har. Der er selvfølgelig nogle helt konkrete indholdsmæssige ting, som jeg har været uenig i, men det har ikke noget med proceduren at gøre. 9:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Det virker faktisk som om den danske gruppe har fået rimelig mange ting med i selve standarden og har været rigtig dygtig til at blive hørt. Det er meget flot, for der er jo mange andre, der også skal have noget indført. Der er også en god forståelse i den danske gruppe internt, selvom der sidder forskellige mennesker, der ellers har deres primære 'venner' et andet sted. Det virker som om der er en meget harmonisk forståelse af hvor det er vi skal hen, på trods af at vi sidder både virksomheder og NGO'er ved samme bord. 10: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? SV: Vi betaler ikke noget for at deltage i udvalget 11: Arbejdstimer? SV: Jeg bruger en del timer op til møderne, hvor jeg skal læse alle dokumenterne igennem. I gennemsnit er det vel en time om ugen. Det er jo en del af alt det andet, jeg laver, og ofte er det de samme mennesker jeg kommunikerer med. Jeg bruger noget af mine arbejdstid på det, men der er bestemt også noget ud over arbejdstiden, men jeg synes jo det er spændende. 12: Personer? SV: Det er kun mig, der kommer til udvalgsmøderne, men inden da har vi i 92-gruppen afholdt møder, hvor vi sidder 5-8 mennesker i CSR arbejdsgruppen
13: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Der er selvfølgelig nogle helt klare ting, som vi er uenige om. F.eks. miljøspørgsmålet, hvordan det skal formuleres. Den helt store hurdle er hvorvidt det skal være bindende eller ej, og det virker umiddelbart helt umuligt at det bliver resultatet. Men der er selvfølgelig nogle uenigheder, for ellers ville tingene se anderledes ud, for ellers ville NGO'erne og virksomhederne jo være helt enige om hvad de mener når de siger 'bæredygtighed'. De konflikter, der har været, er blevet tacklet meget fint, og så må man jo bare erklære sig uenig i tingene, og så må det være sådan. 14: Er der modstridende interesser? SV: Der er selvfølgelig nogle interesser som er forskellige, men jeg tror også det handler om, at det er svært at gennemskue hvad konsekvenserne af tiltagene bliver. Der er meget forskellige opfattelser af hvad konsekvenserne af sådan en standard er. 15: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Der er nogle medlemmer, der er der hver eneste gang, mens andre stort set ikke har været der. Bare i det, er der jo en gruppe, der er mere dominerende end andre. Der er også nogen, der er mere inde i sagerne end andre, dem der har været med i lang tid, eller har lavet standardiseringsarbejde før. 16: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: På en måde er der, idet Kim (Christiansen) fra Danmarks Naturfredningsforening er der, og samtidig arbejder sammen med mig i 92-gruppen, så har vi jo en slags fraktion, men ellers synes jeg ikke. Flere af virksomhederne arbejder jo med CSR på vidt forskellige måder, men det virker ikke som om det er NGO'erne mod virksomhederne. 17: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Der er måske ikke en fælles dansk holdning, men der er en fin forståelse. Nogen af møderne har været med mange deltagere, mens andre har været temmelig lav deltagelse, når der er rigtig mange med, så er det også lidt sværere at blive enige, men så bliver det så forhåbentlig også bedre i sidste ende. 18: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Det er mit indtryk at der er en rimelig god fælles dagsorden, og der blev koordineret mellem folk, og uden at have været med til de internationale møder, så lød det som om det havde været fint både før, efter og under, og at man havde kunnet gøre nogle ting sammen i den danske gruppe. Det virker som om de enkelte organisationer koordinerer deres dagsorden, og der var rimelig stor enighed om hvad der skulle med og hvad der ikke skulle med, og så er der nok nogen, der trækker lidt mere på en dagsorden end en anden. Det virker ikke som om organisationerne primært er med for at pleje egne interesser. Output 19: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Vores formål med at være med er i høj grad at forsøge at påvirke standarden til at være noget andet en bare 'luft', vi kunne godt tænke os, at den blev mere bindende og ikke være frivillig. Det er derfor vi gerne vil være med, og forsøge at påvirke det i den retning. Det handler for os også om at følge processen og se hvordan de her ting bliver koordineret og stykket sammen, og finde ud af hvilke organer, der er virkningsfulde.
20: Hvordan vil du vurdere din organisations indflydelse på udviklingen af den internationale standard? SV: Der var et møde, hvor der blev truffet nogle beslutninger om at skære nogen ting ud, og hvor bæredygtigheden blev lidt vagere formuleret, det var meget ærgerligt, men jeg føler ikke at vi så slet ingen indflydelse har haft, for det er en lang, lang proces, og debatten har kørt i lang tid. Det er svært at finde konkrete eksempler, men vi er i hvert fald blevet lyttet til og hørt. 21: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Ja, jeg synes faktisk det har været værdifuldt at deltage, især for på NGO-siden, at opbygge noget mere viden om hvad der sker, og hvor standarden bevæger sig hen. Generelt 22: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig?, Bliver den implementerbar? SV: Jeg håber standarden bliver certificerbar, om ikke andet så bare i Danmark. Det kommer selvfølgelig an på hvordan den bliver tolket når den kommer ud på den anden side, for arbejdet med at flytte rundt på afsnit i dokumentet osv. er rigtig vigtigt, fordi det netop handler om hvordan den bliver tolket i den anden ende. Det er dog svært at gennemskue om standarden virkelig kommer til at rykke, og det er jo derfor det i høj grad handler om hvilken proces, det er der fører hen til den endelig standard. Og hvilke andre standarder, der også tilbydes, og så bliver det spændende at se om det bliver ISO 26000, der bliver den dominerende eller om det bliver noget andet. 23: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Der, hvor jeg synes ISO 26000 er rigtig værdifuld, er der, hvor den lægger op til at virksomheder skal gå ud og involvere deres stakeholders, og det synes jeg er en rigtig fornuftig tilgang, og så tror jeg, hvis det bliver taget alvorligt, så bliver kan processer, der bliver sat igang ved det, føre til noget mere. Det kan godt være standarden ikke bliver certificerbar, men den fører så til at der er nogle virksomheder, der involverer nogle flere mennesker, og det kan forhåbentlig højne arbejdet omkring CSR. Det er selvfølgelig svært at sige, før man ser, hvordan standarden bliver taget imod. Standarden har også en kvalitet idet den ikke er så konkret, og er meget bred og involverer mange aspekter, hvilket både er forvirrende, men også med til at synliggøre hvor bredt feltet er, og hvis man virkelig skal noget med det felt, så skal det gøres bredt.
APPENDIX 22: LARS LUDVIGSEN, PR PARTNER A/S Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Det er kun mig, der er medlem, og det blev jeg da jeg kontaktede udvalget. Det gjorde jeg i første omgang fordi jeg ønskede at vide mere om den terminologi-diskussion, der var mellem CSR og bæredygtighed. Jeg er jo uddannet indenfor kommunikation, og rådgiver virksomheder i hvordan de kommunikerer deres bæredygtighedsbudskab. Bæredygtighed består af de tre ben, det miljømæssige, det sociale og det økonomiske, og det er vi ret hidsige med i de afdelinger, der snakker bæredygtighed. Jeg troede tidligere, at CSR-folk var lide mere 'letbenede', og så CSR ud fra den amerikanske version med fokus på velgørenhed, men jeg er heldigvis blevet klogere. Virksomhedernes sociale ansvar var efter min opfattelse et område, der bestod af mange forskellige retninger og terminologier, der ikke var afklarede. Det er måske frækt at kalde CSR-folk 'letbenede', men der fandtes mange 'letbenede' indenfor de folk, der talte om CSR, og jeg talte en del med journalister fordi jeg er mellemmand mellem virksomhederne og medierne. Siden 2006 har jeg forsøgt at forklare journalisterne hvad CSR er, og det er mest erhvervsjournalister, jeg har snakket med, og de havde altså ikke forstået konceptet. De syntes dengang at CSR var noget pjat, de mente, at det var virksomhedernes forsøg på at pynte sig med lånte fjer når de talte om deres sociale ansvar og miljøtiltag. Jeg var redaktør på en rapport, hvor der deltog mange af de store virksomheder i Danmark, og de brugte terminologien 'bæredygitighed', og de ville ikke høre tale om 'CSR' i medierne. Men når man trak lister ud fra mediernes omtale, så var der flere der talte CSR end bæredygtighed. Jeg tror at 'bæredygtighed' er en overlevering fra 1970'erne og Agenda 21 omhandlende 'frøer i vandhuller' og lign. Forretningsfolk har den opfattelse, at det var et outdated koncept. Der er mere 'business' over begrebet 'CSR', fordi det har en tre-bogstavsforkortelse, og det plejer man at have inden for management. Derfor er det mere managementagtigt at tale CSR. Jeg begyndte derfor at søge på 'CSR' via nettet og vidste altså ikke før midten af 2007, at der fandtes en ISO 26000. Det støder man selvfølgelig på, når man søger på 'CSR', og da tænkte jeg, at jeg var nødt til at have fat i dem. Så begyndte jeg at læse diverse working drafts på nettet, og der så jeg til min store positive overraskelse, at de faktisk også havde den tre-benede deling, og derfor kontaktede jeg dem så, og spurgte om jeg kunne få flere informationer. Jeg talte med Maibritt Agger, som tilbød at jeg kunne deltage i et møde, og evt. være med i gruppen, for de kunne godt bruge sådan en profil som mig. Derefter deltog jeg i et møde, hvorefter jeg blev indlemmet i gruppen. Jeg er altså kommet sent med i gruppen, og måske med en anden interesse end de andre, fordi jeg ikke repræsenterer andre interesser end mine egne. Gruppen har taget meget venligt imod mig, og hvis jeg skal placere mig under en af grupperne må det være 'industry'. Jeg spurgte de andre om det på mødet, men ingen svarede, så derfor er jeg ikke med i 'industry'-gruppen som sådan, men er kun med på nationalt plan og ikke til de internationale møder. Der er ret god dækning på industri-gruppen, men jeg tror også at de kan se, at når processen kommer lidt længere hen, og der skal til at kommunikeres nogen ting, så kan jeg komme til at spille en aktiv rolle, i og med jeg er kommunikationsrådgiver. Jeg har faktisk kun deltaget i det ene møde, fordi de andre møder er blevet udsat, og der kommer først et møde igen
i juni. Jeg har dog haft fornøjelsen af at få en masse filer tilsendt 2: Hvorfor valgte du at tilmelde dig? SV: Det var pga. en nysgerrighed, og fordi jeg var interesseret i at blive klogere på området, så jeg ville kunne rådgive mine egne kunder om det og hvordan man kommunikerer om det. Det er en slags idealistisk tilgang til det, at få muligheden for at opdatere min egen viden. Jeg føler ikke jeg skal forsvare nogen særlige interesser i gruppen. 3: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Jeg har ikke deltaget i andre standardiseringsgrupper, så jeg ved det faktisk ikke. Det, der slog mig på mødet var de var meget engagerede, dygtigt og velorienterede. Medlemmerne havde meget større faktuel viden end jeg selv havde. Der var stadig et stort engagement i gruppen selvom den havde været igang i nogle år. Standardiseringsarbejdet, og det der med at rette kommaer, det er ikke noget, der ligger lige til højre benet, i hvert fald ikke for mig. Derfor troede jeg også at medlemmerne var nogle 'papirnussere' og bureaukrater. Og meget rigide i den måde, de repræsenterede deres stakeholder-gruppe på. Men mit indtryk var, at den danske fungerede godt sammen, og det blev også nævnt på mødet, at det var et kendetegn ved arbejdet at den nationale danske gruppe var mere enige end man var i andre geografiske områder. F.eks. i USA. Det har jeg også kunnet se selv, for en af de virksomheder, jeg arbejder for er en meget stor amerikansk virksomhed, der efter egen opfattelser er en af pionererne inden for bæredygtighed. De har en grundlægger, der har arbejdet med bæredygtighed siden 1973 i det små, og for alvor siden starten af 1990'erne. Det er meget lang tid siden, og derfor er han også et forbillede for nogen. I USA optræder han på lister over 'miljøhelte', og der står han altid sammen med Al Gore, og han har også fungeret som mentor for Al Gore og for Wal-Mart's direktion, der er gået meget ind i bæredygtighed. De er objektivt set meget langt fremme og er for nyligt blevet kåret af GlobeScan, der laver sådan en liste over de mest bæredygtige virksomheder i verden. Undersøgelse har haft hovedvægt i USA, og de er ikke så kendte i Europa. De er dog ikke gået ind i ISO arbejdet, og jeg spurgte dem om, hvorvidt det var en forglemmelse. Svaret var, at de ligesom i mange andre virksomheder, at de ikke er særlig interesserede i ISO samarbejdet. Det er nok typisk amerikansk, for der er ingen der skal standardisere USA, de er enten over standarden eller laver selv standarden, og derfor er de ikke særlig interesserede i ISO. Det er selvfølgelig min fortolkning af det, det er ikke den forklaring, de selv har givet. Jeg tror det er en generel opfattelse i virksomhederne, og derfor er det jo rart, at den danske gruppe fungerer godt på tværs af interessemodsætninger. Men det er vi jo gode til i Danmark, for det er jo den danske model, som også kommer til udtryk der.
4: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Jeg befinder mig et pænt sted ude i periferien, og har ikke engang mødt alle medlemmerne endnu. Jeg har heller ikke været inde i nogen slagsmål eller interessekonflikter med nogen, så jeg spiller ikke den store rolle i ordlyden i de arbejdsdokumenter, der ligger. Jeg har også kun været med til at vurdere et working draft, jeg er ikke nogen petitesse-rytter, men jeg var positivt overrasket over det WD, jeg så. Jeg blev så glad over, at der var sammenfald mellem opfattelserne, og at der ikke var den terminologi-konflikt, som jeg ellers havde forudset, der kunne blive. Derfor syntes jeg som udgangspunkt, at det var godt, men bagefter kan jeg godt se, at der er nogle forskellige grupper og nogle 'hanbavianer', der har været oppe at markere sig. Der er også nogen, der forbinder større personlig prestige i sådan nogle projekter, det gør jeg ikke, jeg er sådan en slags tilskuer, og det ligger sådan set også i min rolle, idet jeg er rådgiver. Jeg tror, jeg vil få en lidt større involvering senere i processen når standarden skal kommunikeres. Det kunne jeg godt tænke mig at få, for det er nødvendigt, for jeg kender ikke nogen, der har hørt om ISO 26000. Jeg har spurgt folk, mine kolleger fra andre bureauer, marketingdirektører og adm. direktører, som jeg snakker med. En gang imellem fortæller jeg dem at jeg er med i ISO-gruppen, og der er simpelthen ikke nogen, der kender den. Min rolle i gruppen er perifær, og jeg tror ikke jeg vil komme til at sætte nogen afgørende fingeraftryk i selve teksten, jeg vil i stedet få den funktion, at jeg skal være med til at kommunikere den når den kommer tættere på. Man kunne også godt gøre det med det samme, men det har de en strategi om at man ikke gør, eller også mener de at der bliver kommunikeret godt nok. Det er jo svært for en kommunikationsperson at sige, at der ikke bliver kommunikeret godt nok, for en kommunikationsrådgiver bliver ofte opfattet som en sælger, men på et eller andet tidspunkt, kan man da forestille sig, at det hemmelige udvalgsarbejde skal bredes ud. 5: Er alle medlemmer lige? SV: Nej, det er de ikke. Der er en meget dygtig og dominerende formand i den danske gruppe, og efter min opfattelse virker hun en tand mere kompetent end de andre. Hun er en dominerende formand i gruppen, men det ser jeg ikke som noget negativt. I den anden ende kan jeg konstatere at der er nogen, der udebliver fra alle møder, de er der vel kun for syns skyld, og for at få et hak på deres CV eller for at pleje nogen interesser, men det er selvfølgelig bare gætterier. Processer 6: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Der er ikke meget samarbejde udenfor møderne, ikke noget jeg har deltaget i, i hvert fald. Der er fin orientering fra Maibritt Aggers side, som er tovholder i projektet. Det møde, jeg deltog i, blev afholdt i usædvanlig god stemning, og var meget givende og meget informativt. Ud fra det jeg kender til det, vil jeg sige, at der er et positivt samarbejde. Jeg snakkede med nogle af de andre efter mødet, og det virker som en samling af kompetente mennesker, hvilket var lidt overraskende, fordi jeg troede, det var sådan nogen, der kun sad og pegede fingre. 7: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Ja, gruppen virker velorganiseret
8: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Det har været overraskende kompetente mennesker 9:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Jeg har kun været med i den sidste del af forløbet, men det virker som om det går en anelse langsommere end det behøvede internationalt. Jeg tror hurtigere den danske gruppe ville kunne strikke sådan et dokument sammen og få det afklaret. Sådan ville det sikkert også være i nogle andre lande, men det ser ud som om der er noget territorie-afpisning inden for de enkelte grupper og mellem grupperne. Det ser ud som om der er noget mellem industri-gruppen og government. Det ser ud som om, at government i den sidste proces har forsøgt at stikke en kæp i hjulet, måske bare for at gøre det. De forsøger at redegøre for at de skal være en vigtigere interessent-gruppe end andre. Om det har indflydelse på ordlyden i dokumentet, det er ikke sikkert, men i den proces ville jeg nok blive lidt utålmodig, hvis jeg havde været med i processen i tre år. Sådan lød det også som om nogen af repræsentanterne i den danske gruppe havde det, men det er man nok nødt til at finde sig i. Hvis det lange mål er godt, og man kan blive enige om en standard, så er det vel til at leve med. Jeg tror den danske gruppe kan blive mere utålmodige her til sidst, fordi der er en ide om at et ISO-standarden skal være en aktivitet til klimatopmødet i 2009. Den danske gruppe har kæmpet for, at man skulle have det afsluttende dokument til den tid. Det har jeg svært ved at se skulle være specielt vigtigt, det er en 'andedamsbetragtning', sådanne interesser har de andre lande også, og der vil sikkert også være nogle lande, der vil forsøge at skyde den ud. Sådan som jeg har forstået det, så bliver standarden heller ikke færdig i 2009, men først i 2010. Danskerne vil gerne have, at der bliver en stor afslutning inden Danmark afholder klimakonferencen, men det synes jeg er decideret usmart at kæmpe så hårdt for det, for jeg kan ikke se hvorfor ISO 26000 skal være underordnet en klimadagsorden. Klimaområdet er et delområde under CSR eller SR og bæredygtighed. Klima en kun en del af miljødelen, og er dermed kun en underafdeling af et af de tre ben, så jeg kan ikke se fordelen ved at køre en overordnet agenda ind under et meget underordnet emne som klima. Jeg ved godt klima antager meget store proportioner i øjeblikket, og vi er meget fokuserede på det, og man siger, det er verdens vigtigste problem, men det synes jeg jo ikke det er. Det er et vigtigt problem, men jeg synes netop at det er helhedstankegangen, som ISO 26000 kan være med til at fremme, som er det vigtigste. Det er det man skal se på, så man ikke får alle mulige delagendaer. Derfor ville jeg aldrig have foreslået, hvis jeg havde været kommunikationsstrateg på ISO 26000-gruppens vegne, have foreslået at man skulle køre så hårdt på det. ISO 26000 skal være over klimetopmødet, og ydermere, så er sandsynligheden for at få en klimaaftale i København vel ikke særlig stor, sådan som jeg vurderer det. Det er jo bare nummer 15 i en lang møderække, som bliver ved. I Danmark har vi en tendens til at tro, at det er her år 0 starter, og det er lidt noget pjat. Selvfølgelig skal der være en afløser for Kyoto-aftalen, men den behøver jo ikke blive underskrevet i Danmark. Det er et kæmpe prestige-projekt for Danmark, men det er en 'andedamsbetragtning'. Der synes jeg måske de tager lidt fejl i den danske gruppe, i og med de kører så hårdt på med det, og at alle interessentgrupperne slår sig sammen, og siger, at det er meget vigtigt, for det er det jo ikke. Derimod ville det være meget vigtigt, hvis man i stedet tog fat i det økonomiske ben, det er der ingen, der har taget ordentligt fat på. Alle er enige om de tre ben, det miljømæssige, det sociale og det økonomiske, men initiativerne ligger på det sociale og det miljømæssige, og hvis man får tænkt de
to sammen, så er det også fint nok. Men økonomi-benet kommer bare til at sidde og stritte, så man siger at hvis man har styr på de to andre elementer, så kommer man også til at tjene penge. Der er ikke nogen, der i sig selv går ind og forsøger at definere hvad en økonomisk ansvarlig praksis er. Den bliver enten underordnet de andre eller fredet. Man bliver nødt til at have almindelig økonomi som vi nu engang har, og så kan man gøre det andet hvis man har råd, eller også vender man argumentationen om, og siger, at hvis man gør det her, fordi der er stor efterspørgsel, så får man pengene til at passe. Det er fordi bæredygtighedstankegangen i gamle dage var en politisk agenda. Det var en økonomisk politisk kritik af det etablerede kapitalistiske samfund, men det er der ikke nogen, der går op i mere, for kapitalismen har vundet, og alle accepterer markedsøkonomi. Det er jo ikke mere end 20 år siden, at verden så anderledes ud, hvor halvdelen af de intellegente mennesker i Danmark, der havde gået mere end 12 år i skole, de var socialister i deres tankegang. Derfor brugte man bæredygtighed til at lave en samfundskritik, men det gør man ikke mere, for alle er enige og alle har den samme agenda. Men selv sådan en træmand som Anders Fogh Rasmussen har erklæret at miljø er noget af det vigtigste, det gjorde de allesammen efter 2007 efter Stern-rapporten og da FNs klimapanel fortalte at klimaforandringerne er menneskeskabte, så blev alle europæiske politikere fra ethvert parti miljøforkæmpere. Før havde man gjort nar af det, i hvert fald i Danmark i den regering, der sidder nu, men nu er de allesammen enige, og der vil ikke være en eneste, der ville sige at miljø ikke er et vigtigt spørgsmål. Man kan sige, at etablishementet har stjålet det fra kritikerne, som er forsvundet og nu sidder som embedsmænd og rådgivere i styrelser og kommuner. Når jeg f.eks har interviewet miljøforskere til den rapport, jeg lavede i 2006 om det her område, så siger de, at vi er nødt til at finde os i den markedøkonomiske verdensorden, og så ligger de det som en præmis, og 'hvad gør vi så derefter?' Men det betyder, at man ikke tager ordentligt fat i hvad bæredygtig økonomi er. Man kunne tage fat i bankernes måde at drive banker på, ventureinvesteringer, hedgefonde og investeringsaktiviteter, driver de deres økonomi bæredygtigt, eller kører de bare ud af det almindelige økonomispor? Det er der ikke så mange, der tager fat i, det er som om den sidder og hænger der. Man hører om sociale projekter og miljøprojekter, men hvad er 'bæredygtig økonomi?' Problemet er, at dem, der er inde i det her område er de 'varme hjerter', det er dem, der sidder på det sociale område, og godt vil have opbygget nogle landsbyer i Afrika, og gøre noget for de fattige. Mennesker, der normalt ville arbejde for nødhjælpsorganisationer, og så alle miljøfolkene, der består af mange teknikere og ingeniører, mens økonomerne indtil videre har holdt sig fri af denneher diskussion. Der mangler nogle økonomer i det her område, de bliver jo kun fanget, hvis der er desiderede overtrædelser af menneskerettighederne. I øjeblikket er der hetz mod teleselskaberne fordi de har samlet noget udstyr i Bangladesh, hvor der har været børn med i arbejdsprocessen. For et par måneder siden var det marmorproduktion i Asien og Jysk har været involveret i noget med arbejdsforhold, og så er der de forskellige vagthundsfunktioner. De tager som regel fat i noget, det går ud over børn eller kvinder, fattige og svage grupper, og så siger man, at det kan de ikke tillade sig, når de tjener så mange penge. Så går man ind fra økonomi-siden og stiller spørgsmålstegn ved hvordan deres investering fungerer. De medarbejdere, der sidder indenfor CSR er ikke økonomer, de er miljøteknikere, biologer og sociologer, de har ikke forstand på penge.
10: Hvor mange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? SV: Jeg betaler det årlige kontingent. 11: Arbejdstimer? SV: Det har jeg ikke talt op, jeg ejer jo min egen virksomhed, og der er to medarbejdere, og nogle freelancere tilknyttet. Vi arbejder på den måde, at vi ikke laver timerapportering, det er muligvis derfor vi ikke er en velhavende virksomhed, men i stedet har vi nogle helhedsbetragtninger, og så har vi samarbejder med vores kunder på længere sigt, der så bliver vurderet efter om kunden er tilfreds, og om vi kan overleve, men det kan kun lade sig gøre, fordi det er en lille virksomhed. Jeg har tidligere været ansat i store virksomheder, hvor man lavede timerapportering, og det var en af årsagerne til at jeg etablerede min egen virksomhed, for jeg ikke brød min om timerapportering. Mht til ISO 26000, så har jeg siddet meget ved min computer, og læst filerne, og jeg kan se, at når der kommer en ind fra Maibritt Agger med vedhæftede filer, så er der ofte mange dokumenter, man så skal have læst. Jeg har i hvert fald brugt mange timer, og havde jeg kunnet fakturere dem videre til en kunde, så var jeg blevet rig. 12: Personer? SV: Det er kun mig, for mine medarbejdere er knap så interesserede i det, som jeg selv er. Jeg diskuterer det med andre i mit netværk, f.eks. andre bureau-direktører eller rådgivere rundt omkring. De er som oftest mere lav-praktisk økonomiske, og kunne ikke finde på at tilmelde sig sådan en gruppe. De orienterer sig via nettet, og jeg forsøger at opdatere dem, og starte nogle diskussioner om bæredygtighed. 13: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Nej, det synes jeg ikke. Ikke i den danske gruppe. 14: Er der modstridende interesser? SV: Jeg tror, der er nogen af medlemmerne, der er bevidste om, at de skal repræsentere nogle interesser. Men ud over det, så er der stor enighed. Engang imellem er medlemmerne nok nødt til at sige noget, de har fået besked på hjemmefra. F.eks. at der skal holdes lidt igen med noget. Umiddelbart er det dog temmelig konsensus-orienteret. 15: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Nej, jeg synes egentlig ikke der er fraktioner. 16: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: Det er mit indtryk, at der er en fælles dansk position, men det kan jeg dog ikke dokumentere, idet jeg ikke har været med i hele perioden, og faktisk heller ikke har mødt alle medlemmerne. 17: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har hørt en enkelt sige, at der er nogle enkelte ting, man er nødt til at holde igen med. Når man repræsenterer en organisation, at man så ikke skal pådutte virksomheder noget, der strammer for meget. Output
18: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Min virksomhed får ikke noget ud af at være medlem af gruppen, men jeg får en indirekte effekt, idet jeg bliver klogere på området, og dermed bliver jeg bedre til at rådgive de virksomheder, jeg samarbejder med, i hvordan de skal håndtere bæredygtighed. På den måde er det meget godt for mig at være orienteret om hvad der foregår på 'bjerget'. På et tidspunkt kunne man forestille sig, at det kunne give en fordel. De virksomheder, der lægger vægt på at have en rådgiver, der er velorienteret. Men en fordel der umiddelbart kan gøres op i penge, den kan jeg ikke se. Det, jeg oplever med de virksomheder, jeg arbejder med, og det er ikke så mange ud af den samlede virksomhedsmængde, fordi vi arbejder meget med at have tætte samarbejdsrelationer, og derfor har vi ikke så mange kunder. Vi har måske kun en 15-16 kunder, og det betyder jo ikke noget i det store billede. Vi snakker med alle vores kunder om bæredygtighed, og vi orienterer dem om hvad vi mener der er tendensen og vi har også holdninger til hvad man skal gøre. De virksomheder, jeg har kendskab til, udover dem, der er tæt på at være verdensmestre inden for bæredygtighed, teknologi- og industri-virksomheder, de er meget lidt langt fremme og der er knap bevidsthed om bæredygtighed. De har opdaget, at der bliver skrevet om klima i aviserne, men de fleste virksomheder skubber det væk, under en forklaring på, at det ikke har noget med dem at gøre. Enten er virksomheden for lille, eller også er det noget, der hører til i andre brancher. Eller også er det noget, vi kigger på, på et senere tidspunkt. De spørger hvad de kan få ud af at kommunikere det, og svaret til dem er, at de ikke skal kommunikere det hvis ikke i mener det. Det skal ikke være som 'glasur', sådan som andre PR bureauer råder dem til. De står på nakken af hinanden for at råde virksomheder til at kommunikere ethvert klima- eller miljø-tiltag, fordi så kommer de i aviserne. Det kan man selvfølgelig ikke sige, er forkert, for i den sidste tid har man set artikler i aviserne om 'grøn revision' og 'grøn IT i banken', som jo ikke er dårlige initiativer, men det er perifere aktiviteter når Danske Bank profilerer sig på at lave 'grøn IT'. Det er ikke dårligt, at de skruer ned for lyset og varmen i datacentret, og men det er perifert at profilere sig på 'grøn IT' når man er en bank. I stedet skulle man gå ind i kernen af sin bankvirksomhed, og spørge hvordan vi så kan være socialt ansvarlige, og der kunne man lade sig inspirere af Mercur-bank, som er en lille bank, men som arbejder med bæredygtighed. Man kan ikke bare lade sin hovedforretning køre i det spor, den altid har gjort, og så tage noget ind i periferien og kalde virksomheden 'grøn'. 'Grøn IT' er IT-virksomhederne, der skal tage sig af det. Det må istedet være f.eks. hvis IBM laver nogle tiltag i deres driftscenter, der bruger mindre strøm, så skal de have lov at profilere sig på det. Det er noget, jeg taler meget med journalisterne om, det er ikke noget der i sig selv giver mine kunder omtale, men jeg forsøger i det små, at opdrage mine journalist-kontakter til at se, hvad der er rigtigt og forkert. Vi er med i et internationalt netværk, hvor jeg kan se at der er flere, der har taget den lille linie med i bunden af deres email, hvor der står 'think responsibly before you print', det er ikke i sig selv dårligt, det er bare ikke noget, der rykker ved noget. Et PR-bureau skulle gå ind og sige, hvordan laver bæredygtig kommunikationsrådgivning til vores virksomheder? Det gør vi ikke ved at spare på printet, og sige, at nu er vi bæredygtige, som ikke i sig selv er forkert, men som bare ikke er godt nok. Det skal ind i kernen af ydelserne. Det er det, jeg forsøger at få journalisterne til at forstå, og jeg har haft lange diskussioner med Finn Mortensen på Berlingske Business, som jeg måske har haft en opdragende effekt på fordi han nu er blevet direktør for Klimakonsortiet, og det er ikke mere end et halvt år siden, at han syntes at bæredygtighed var noget pjat. Det siger jeg for at fremhæve, at journalisterne har haft meget svært ved at bedømme
det, og derfor kommer de let til at skrive en periferi-historie. 'Grøn revision' i PriceWaterhouseCoopers er i medierne blevet profileret ved at have et forsidebillede af 5 slipseklædte konsulenter, der sidder i en cykeltaxi, fordi de nu vil begrænse antallet af møder ude i byen, og når de kører derud, vil de køre to i en bil eller måske køre på cykel, hvis det kan lade sig gøre. Direktøren vil muligvis afskaffe sin store lexus, og anskaffe sig en lidt mindre bil. Det er fint, at de gør det, men det gør dem ikke til en virksomhed, der laver bæredygtig revision. I stedet skulle de måske tilslutte sig de overordnede Ækvator-principper. Det er 19 principper, som gælder for bank- og investeringsprincipper og som er vedtaget af verdensbanken. I 2006, hvor jeg lavede min rapport, da var det ca. 80% af de penge, der blev investeret i udviklingsaktiviteter, bliver foretaget af virksomheder, der har skrevet under på Ækvator-principperne. Det er mægtig godt, men problemet er, at de virksomheder, der skriver under ikke altid overholder principperne. Principperne er en slags udvidet Global Compact, der er specielt konstrueret til finansvirksomheder, men de kan sagtens bruges af andre typer virksomheder også. Når man kigger på danske virksomheder, så er der tre, der har skrevet under på Ækvator-principperne, det er Nordea, Eksportkreditfonden og en til. Nordea investerer i nogle 'dumme'projekter i Sydamerika, som aldrig ville passe med Ækvator-principperne. Revisionsvirksomheder ville også kunne være med, og kunne tilslutte sig de charters, der er omkring anti-korruption. Så man eksempelvis ikke rådgiver sine kunder om hvordan man kan slippe afsted med at handle med virksomheder og lande, der er korrupte, og bare synes det er ok. Korruptionslovgivningen i Danmark er kun fra 2004, og alle de store virksomheder i Danmark, der var med i Irak-skandalen, skrev rast væk under på RBE, Rådet for bæredygtigerhvervsudvikling i Danmark, som er grundlagt af 20 af Danmarks største industrivirksomheder. En tredjedel af dem, der havde skrevet under var indblandet i Irak-skandalen, fordi de siger, at selvom det er et korrupt land, så handler de andre med dem, og det vil vi også gøre. På den måde holder det ikke, og det er derfor man skal have fat i økonomi-sporet. Der er 54 virksomheder, der er medlem er Global Compact. Det er altså ikke noget, der har en stor udbredelse i Danmark. Generelt
19: Bliver standarden implementérbar? SV: Den ene bekymring jeg har, er om standarden bliver rådgivende, fordi så bliver den mindre vigtig for virksomhederne. Den anden bekymring er over ISO-standarder i almindelighed, og handler om at de kan blive lidt for formalistiske, ligesom kvalitetsstandarderne. Da de kom frem i 1980'erne var der mange virksomheder, der snakkede om kvalitetsstandarder, og der var mange, der blev forvirrede over, at kvalitet ikke nødvendigvis betød 'godt', men blot betød det, man havde defineret i forvejen. Derfor var McDonald's lig med superkvalitet, fordi de havde sagt, at de ville lave en rund bolle, hvor der stak ost ud, og når bollen så kom ud, så så den faktisk sådan ud. Kvalitet betød sådan set bare 'som forventet', og derfor blev den almindelige opfattelse af 'kvalitet' undermineret. Der opstod en diskrepans mellem ISO's definition på kvalitet, og det, den almindelige person opfattede som kvalitet. Mht. ISO 26000 kan man have den samme frygt for at standarden bliver for formalistisk, og at virksomhederne, der bruger ISO 26000 blot er i stand til at opfylde nogle bestemte formalia, i stedet for at gøre det ordentligt. Det er en frygt jeg har, at ISO 26000 ikke bliver en måde at skabe forandringer i virksomhederne på, og dermed indarbejde social ansvarlighed i virksomhedens kerne, så man bedriver virksomhed på en anden måde, men at det i stedet bliver en tjekliste og dermed ikke kommer ind under huden på virksomheden. De to bekymringer er giften for ISO 26000, dels at den ikke er certificerbar, og dels at den bliver brugt for formalistisk. 20: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: ISO 26000 er mere omfattende og mere forpligtende, Global Compact er 10 bud, man skriver under på, og så skal man lave en rapport en gang om året, og der er ikke andre formalia til denne rapport, end at den bare skal laves. Jeg synes Global Compact er god, og jeg opfordrer alle til at skrive under på den, men derefter skal man jo også have en holdning til ISO 26000 når den kommer, og den vil jo være mere forpligtende og mere omfattende. Derfor er den god, men det kræver, at den ikke får en rigid struktur, og bliver uvigtig ligesom 9001. Kvalitetsledelse var meget hypet i 1980'erne, da ISO 9001 kom, men nu betyder det reelt ingenting. Nu er det bare en forudsætning af man også har sådan en, og en virksomhed skiller sig ikke ud ved at have sådan en certificering. Indenfor nogle produktionsvirksomheder er det et krav, at man har den, men så får man den bare, og tager den ekstraomkostning, der er forbundet med certificeringen, men det er ikke noget, der betyder noget for virksomheden.
APPENDIX 23: JES FALTUM, LEGO SYSTEM A/S Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Lego arbejder allerede med standarder på legetøjsområdet, og derfor er der tradition for at arbejde med den slags, og derfor var det også naturligt for Lego at deltage i ISO 26000 samarbejdet. Lego har været medlem af udvalget fra starten, men tidligere var det David Hartz, der varetog pladsen, men da jeg blev ansat i oktober 2007 overtog jeg pladsen i udvalget. 2: Hvorfor valgte I at tilmelde jer? SV: Vi ønskede fra starten en certificerbar standard, men det opnår vi desværre ikke. Samtidig ville en international standard lette vores arbejde med leverandører, og dermed også gøre det lettere for os at auditere og rapportere. 3: Hvordan vil du vurdere indkaldelsen? SV: Det ved jeg ikke, idet jeg ikke har været med i udvalget fra starten. 4: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Gruppen er ok, der er en overvægt at industri-stakeholders, men det er ikke noget, der har den store betydning for samarbejdet. Alle medlemmer vil gerne have den bedst mulige standard, og ønsker at den skal være certificerbar. 5: Er din organisation certificeret efter andre standarder? SV: Lego er certificeret efter mange forskellige standarder, på alle primære sites har vi eller arbejder vi på at få ISO 9001, ISO 14001 og OHSAS 18001. Vores holdning er, at alle primærer sites skal være certificeret. Mht. CSR, så bruger vi GRI-indikatorerne i vores rapportering, og vi har også skrevet under på Global Compact, herunder også på Caring for Climate initiativet. 6: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Lego er med som almindeligt medlem, og desuden er vi også med i DI, og dermed også repræsenteret den vej igennem. Vi er der for at følge processen og læse diverse udkast. Vi er godt klar over at vi ikke kommer til at sætte markante fingeraftryk på selve standarden, men det er stadig vigtigt for os at bakke op om sådanne initiativer, og samtidig sørge for at processen ikke kører af sporet. Jeg har dog været overrasket over den lange proces, men det kan også hænge sammen med at jeg ikke tidligere har deltaget i andre standardiseringsprocesser. 7: Er alle medlemmer lige? SV: Alle medlemmer er ikke helt lige, for den internationale gruppe har større kendskab til detaljerne omkring standarden og selve udviklingen. Det betyder dog ikke, at vi ikke har en god debat, hvor alle byder ind. Der er også ofte nye medlemmer med til møderne, og de har også mulighed for at spørge ind og debattere noget igen, som allerede har været debatteret tidligere. Selve strukturen på møderne bliver styret med hård hånd af formanden (AGL).
8: Hvordan vil du karakterisere din organisations engagement i samarbejdet? SV: Vi er primært med som almindeligt medlem, og er dermed ikke drivkraften i udvalget. Vi støtter processen og afventer en afslutning og en færdig standard. Processer 9: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Samarbejdet fungerer ok, og der er en god stemning 10: Hvordan vil du vurdere selve organisationen af det danske standardiseringsudvalg? SV: Udvalget er godt organiseret, og det fungerer fint med indkaldelse, fremsendelse af referater mm. Det eneste problem er mængden er papir, der godt kan virke lidt overvældende. 11: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Ja. 12: Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Det virker som om der er nogenlunde sammenhæng mellem udviklingen af standarden og den danske dagsorden. Vi får feedback efter alle de internationale møder, hvor den største hurdle har været, at den danske gruppe ønskede en certificerbar standard, som vi altså ikke har fået. Til gengæld tyder alt på, at der kommer en dansk version af standarden, som bliver certificerbar. 13: Deltager din organisation i det internationale samarbejde? SV: Lego deltager ikke i de internationale møder, men det er et spørgsmål om prioritering. 14: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 15: Økonomisk? SV: Lego betaler det årlige kontingent 16: Arbejdstimer? SV: Det er et begrænset antal timer, som jeg har investeret i udvalget indtil videre, men jeg forventer timeantallet bliver stigende i takt med at standarden bliver mere og mere færdig. Vi regner dog ikke med at få mulighed for at påvirke standarden så snart der ligger et Committee Draft (CD), i stedet vil vi til den tid hellere finde ud af hvordan vi skal fortolke standarden og bruge den her hos Lego. 17: Personer? SV: En person lige nu, men hvis vi skal implementere standarden eller dele af den, så bliver der flere involverede. 18: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Der er ikke mange konflikter, det kan nok nærmere kaldes en sund debat. Vi er jo mange gange enige med NGOerne, og derfor opstår konflikterne ikke.
19: Er der modstridende interesser? SV: Der har været uenighed omkring nogle få detaljer, bl.a. standardens afsnit 7 omkring udvælgelse af stakeholders. Det virker dog som om, at der er nogle spørgsmålstegn omkring processens operationalitet i den næste fase, hvor udviklingen af standarden bliver lagt i CD gruppens hænder, og stakeholdergrupperne og spejlgrupperne får sværere ved at gennemskue udviklingen. Det er som om standarden bliver lagt i en 'black box', hvor det bliver sværere at påvirke udviklingen. Det er dog i alles interesse at få en god standard, og derfor bliver det fint, når vi får en færdig standard, og får mulighed for at prøve den af i praksis. 20: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Den internationale gruppe er mest dominerende, og af dem er Kim Christiansen mest dominerende, men formanden (AGL) er god til at styre ham og holde debatten i fokus. Output 21: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Lego vil gerne være med til at lave en brugbar standard, og vi ville også gerne have haft, at den var certificerbar, og derfor understøtte processen. 22: Hvordan vil du vurdere din organisations indflydelse på udviklingen af den internationale SV: standard? Vores indflydelse er begrænset. 23: Har I planlagt at implementere standarden SV: Det kommer helt an på resultatet om vi vil implementere standarden. Det bliver dog spændende at se en ny dansk version af standarden. 24: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Det har været værdifuldt for os at følge med og få den orientering, vi ønskede. Vi ville gerne teste om Legos måde at arbejde med CSR på ligner måden, hvorpå andre arbejder med dette område på. Vi ønsker på den måde få information om hvordan de gør det. Vi er dog også med i andre CSR initiativer, bl.a. CSR Forum, DI's CSR netværk og Global Compacts Nordic Network. Generelt 25: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: Det er mit håb at standarden bliver verificerbar, og at vi får en international standard inden så længe. Sådan som udviklingen går, så tyder det dog på, at vi muligvis får en lokal standard før den internationale. Vi håber dog at rev. 26001 bliver en certificerbar international standard. Det bliver dog spændende at se hvad forskellen på en dansk og en international version af standarden kan være. Det er dog ikke særlig hensigtsmæssigt at have to forskellige standarder, en dansk og en international, men det tegner ikke desto mindre som om det er det, der bliver resultatet af det, for det er nok for ambitiøst at forvente at der kun kommer een version, sådan som det ser ud lige nu.
26: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Standarden skulle gerne blive en international standard, der samler CSR begrebet, hvor GRI er en rapporteringsstandard med mange indikatorer. At standarden er lavet af ISO er en kvalitetsstempling, der gør standarden lettere at gå for virksomheder, der i forvejen har ISO standarderne implementeret. Mange organisationer har i forvejen kendskab til ISO systemet, så selv om denne standard er anderledes end de andre, så er det alligevel indenfor et kendt system. Processen har dog været rigtig lang, og derfor har det været en udfordring at have den nødvendige tålmodighed og vente på det færdige resultat. Det har dog været vigtigt at skabe konsensus, idet det er meget svært at rumme hele 'bæredygtighedsagendaen'.
APPENDIX 24: MARIE BUSCK, DANISH INSTITUTE FOR HUMAN RIGHTS Motiver 1: Hvordan blev din organisation medlem af det danske standardiseringsudvalg? SV: Institut for Menneskerettigheder har siden 1999 arbejdet med virksomheder, det er både danske og udenlandske virksomheder. Vores primære opgave er at rådgive virksomhederne, og samarbejder med de virksomheder, der ønsker at samarbejde med os. Vi monitorerer ikke virksomheder eller laver kampagner, men vi forsøger at udvikle nogle redskaber, rapporter og analyser, som giver information til virksomhederne og kan hjælpe dem til at blive bedre til at inkorporere menneskerrettighederne. Grunden til, at vi kom med i ISO samarbejdet, var at vi blev opmærksomme på udvalget, og spurgte så, om vi ikke måtte være med. Vi var ikke med til de første møder i spejlkomiteen, men da vi så blev opmærksomme på det, kunne vi godt tænke os at komme med for at følge udviklingen. Vi er ikke aktive i den forstand, at vi tager med de internationale møder, men er aktive ved at deltage i spejlgruppens møder og kommer i det omfang, vi kan nå. Her kan vi bidrage med det, vi finder relevant inden for menneskerettighedskomponenten. Vi bidrager også med den erfaring, at vi har arbejdet med virksomheder over en lang årrække, og derfor er vant til hvordan de forsøger at arbejde med menneskerettigheder. 2: Får DS/ISO fat på det rette organisationer? SV: Det er generelt set en god dansk spejlgruppe, det er både nogle gode virksomheder, der er med og kommer med gode input. Der er både virksomhederne og Dansk Industri med, mens Dansk Erhverv ikke er med. Der er også miljøorganisationer, men man kan sige, at jo bredere gruppen er, jo bedre. Men der er repræsentanter fra de forskellige stakeholders, så det er egentlig udmærket. Det, der er relevant for sådan et projekt, er at få så meget virksomhedsinput, som muligt, for så sikrer man, at det endelige resultat faktisk vil blive brugt af virksomhederne, sådan at det ikke ender med at menneskerettigheds- eller miljøorganisationerne til sidst står og skal diktere hvad, virksomhederne skal gøre. Det er vigtigt at man mødes i løbet af processen, og på den måde er spejlgruppen udmærket, selvom man godt kunne have haft nogle flere forskellige virksomheder med.
3: Hvilken position besidder din organisation i det danske standardiseringsudvalg? SV: Nu bliver det ikke en ledelsesstandard som de andre ISO standarder, hvilket er lidt ærgerligt, men det er tiden bare ikke moden til. Generelt er det den danske spejlgruppes holdning, at man gerne have set at standarden blev certificerbar, men det bliver det ikke, og derfor så bidrager vi med at skubbe udviklingen i den rigtige retning på en positiv måde, og så længe vi kan det, vil vi gerne være med. Hvis det skulle gå så galt, at vi ikke kunne stå inde for det, der står i standarden, så ville vi overveje at trække os ud. Vi har en pragmatisk tilgang det, både når vi samarbejder med virksomhederne og laver rapporter, så længe vi bidrager til noget godt, og når det har en positiv indvirkning og hjælper til at virksomhederne bliver skubbet i den rigtige retning, så vil vi gerne være med. Det er også vores holdning til at være med i spejlgruppen, selvom vores deltagelse i spejludvalget er tidsbegrænset, idet det er mig, der deltager, og at det er noget, jeg gør ud over alle de andre arbejdsopgaver, jeg har. Der er ikke mere tid og flere penge til at jeg skal bruge flere ressourcer på det. Derfor er jeg ikke inde i hver eneste lille kommentar eller alle dele af standarden. Vi ville sige, at man sagtens kunne lave en stærkere standard og forsøge at formulere nogle minimumsstandarder, men det er bare ikke forumet for at gøre det. 4: Hvilken stakeholdergruppe tilhører din organisation? SV: Vi hører til NGO-stakeholder gruppen, nu er Institut for Menneskerettigheder er en national menneskerettighedsorganisation, så vi er ikke en NGO som sådan, men vi ville nok alligevel ryge ind under den stakeholder kategori. Processer 5: Hvordan vil du vurdere samarbejdet i det danske standardiseringsudvalg? SV: Vi har ikke været så aktive, men ud fra det synes jeg det fungerer godt. Der er en god interaktion mellem medlemmerne, der er en god, uformel og ærlig dialog, og sammenlignet med andre sammenhænge, hvor man godt kan være lidt på vagt, og det synes jeg ikke, jeg har mærket i dette udvalg. 6: Er det en velorganiseret gruppe? SV: Ja, gruppen virker velorganiseret 7: Har medlemskabet levet op til dine forventninger til samarbejdet? SV: Ja, den har levet op til mine forventninger. 8:
Hvordan vil du vurdere sammenhængen mellem det danske standardiseringsudvalgs dagsorden og udviklingen af ISO 26000? SV: Det er svært at svare på, fordi jeg ikke har været med til de internationale møder, og fordi jeg ikke følger udviklingen på så tæt hold. 9: Hvormange ressourcer har din organisation investeret i samarbejdet? 10: Økonomisk? SV: Vi betaler ikke for medlemsskabet.
11: Arbejdstimer? SV: Vi kommer til spejlgruppe-møderne, og dem forbereder jeg mig til, og det gør jeg ved at skimme standarden igennem, og læse menneskerettighedsdelen grundigere. Enkelte gange er jeg kommet med kommentarer til menneskerettighedsdelen. Det er måske et par timers forberedelse til hvert møde. 12: Personer? SV: Det er kun mig, der er involveret. 13: Har i mange konfliktområder, der skal diskuteres? SV: Det synes jeg faktisk ikke der er. Der er ikke konflikter mellem os og f.eks. virksomhederne, fordi de virksomheder, der sidder med, er de 'gode' virksomheder, så derfor er der generel stor enighed. Medlemmerne er meget på bølgelængde, og der har ikke været anledning til hårdt opridsede linier, hvor industrien sidder på den ene side, og NGO'erne på den anden side. Der er heller ikke grundlæggende interessekonflikter. 14: Er der nogle af medlemmerne, der er mere aktive/dominerende end andre? SV: Der er nogen, der er mere aktive, idet de har det internationale arbejde med. De er selvfølgelig også mere dominerende i den forstand, at de har læst dokumenterne mere grundigt, og har læst alle kommentarerne. De er dog ikke dominerende i den uheldige forstand, men er det bare fordi de har forberedt sig bedre. Derfor er det en fuldstændig velfortjent dominans. Der er ikke nogen, der automatisk har mere at skulle have sagt end andre, og alle er interesserede i at høre den specialviden, som jeg f.eks. sidder med omkring menneskerettighederne, og på samme måde med miljøorganisationerne, og kommer man med et udspil, så vil hele gruppen gerne høre industriens input. Det karakteriserer møderne, at de er dygtige til at få alle synspunkter frem på bordet. 15: Er der opstået fraktioner mellem medlemmerne? SV: Det har jeg ikke indtryk af, men det kan da godt være, at der foregår noget under det internationale arbejde, og der er også nogle møder, jeg ikke har været med til, så det kan selvfølgelig godt være, men umiddelbart, så er der ikke nogen fraktioner. 16: Har I opnået en samlet dansk position i forhold til det internationale samarbejde? SV: JA
17: Har de en fælles dagsorden eller har hver organisation sin egen dagsorden? SV: Samlet set er der en fælles dagsorden, men selvfølgelig er der individuelle dagsordner. Jeg kommer jo fra en menneskerettighedsorganisation, og derfor ønsker jeg, at de bliver sat i højsædet, men samtidig ønsker jeg også at standarden bliver god samlet set, og også adresserer andre områder. På den ene side repræsenterer jeg en organisation, og skal varetage dens interesser, men samtidig er jeg også med fordi jeg med den erfaring, jeg kan bidrage med, har den holdning at man ikke kun skal have en standard, der omhandler menneskerettigheder, men at det samlet set giver mening. De forskellige organisationer vil selvfølgelig gerne have deres områder varetaget på bedst mulige måde, men samtidig er de klar over, at det indgår i en større helhed, og skal integreres således at man får en standard, der fungerer på den bedst mulige måde. Det er der generel stor enighed om på spejlgruppe-møderne. Output 18: Hvad forventer du din organisation får ud af det danske standardiseringsudvalg samarbejdet? SV: Der er flere ting i det; for det første er det interessant for os at følge arbejdet, fordi vi har interesse i, at der kommer noget mere på det her område. Der er selvfølgelig allerede en masse intiativer, men vi ser en fordel i at det kommer til at ligge i ISO-regi, og derfor er vi også interesserede i at følge det arbejde i det omfang, det er muligt og sørge for at menneskerettighederne bliver rigtigt inkorporeret. Det er selvfølgelig en kæmpestor multistakeholder opgave med stakeholder fra rigtig mange lande, så i virkeligheden ved jeg ikke hvor meget indflydelse, vi reelt får, men vi vil i hvert fald forsøge at gøre vores til at komme med input. Selve det at følge arbejdet, fordi det er interessant, og så fordi det giver os en mulighed for at lobby for menneskerettighederne. Det bliver dog begrænset, dels pga. vores engagement i spejlgruppen, og dels fordi der er så mange andre initiativer. 19: Har din organisation sat sit fingeraftryk på selve standarden? SV: Nej, der er ikke nogen konkrete fingeraftryk. 20: Har det været værdifuldt for din organisation at deltage? SV: Det har været værdifuldt bare at følge med i selve processen, og mht det internationale arbejde er det vigtigt for mig, at der er kommet meget fokus på ISO standarden. Der er måske ikke så meget fokus i Danmark, men internationalt er det vigtigt, at der er fokus på ISO 26000, og derfor er det vigtigt for os at være med, og kunne følge den udvikling og vide hvad der står i standarden. Generelt
21: Hvordan tror du ISO 26000 vil udvikle sig? SV: Det ved jeg faktisk ikke. Der er hele debatten omkring hvorvidt det skal være en ledelsesstandard eller bare en guidance, men som virksomhed skal man jo alligevel have nogle retningslinier når man rapporterer, og ISO 26000 læner sig meget op ad nogle standarder og initiativer, der i forvejen findes omkring menneskerettighederne og ILO principper og Global compact principper. ISO 26000 vil ikke revolutionere og sige noget nyt, som ikke allerede er blevet sagt før, men den samlet det hele i en standard, og det har måske noget godt. Jeg tror heller ikke man kan undgå, at der vil være nogen rundt omkring i verden, der vil bruge standarden og gøre den certificerbar, og udstede certifikater, der følger ISO 26000, men man kan kun gisne om den på et tidspunkt bliver en certificerbar ledelsesstandard. 22: Bliver standarden certificerbar? SV: Det ville være svært at gøre standarden certificerbar, for sådan som det foreligger lige nu, så er det på menneskerettighedsdelen nogle relativt generelle formuleringer, som ikke specificerer hvad man som organisation skal gøre for at være i overensstemmelse med ISO 26000. I øjeblikket er den meget generel, så man ville være nødt til at udvikle nogle indikatorer på hvordan man lever op til standarden. På menneskerettighedsdelen skal der i hvert fald være nogle mere klart definerede standarder for hvad det kræver for at man kan blive certificeret. Det er kun på børnediskriminationsområdet, at man nævner konkrete krav, men ellers stilles der ikke konkrete krav om noget.
23: Tilbyder denne standard noget andre standarder ikke gør? SV: Idet standarden kommer i ISO-regi, så kan den noget, idet de i forvejen har miljøstandarder og andre standarder, men det er en kæmpe svaghed, at ISO 26000 ikke bliver en ledelsesstandard som de andre ISO-standarder, men kun bliver et guidance-dokument. Der er også en fordel i, at den samler en masse områder. Jeg kender ikke udviklingsprocessen fra andre ISO standarder, men processen med denne standard, hvor man samler mange forskellige stakeholder fra både nordlige og sydlige lande, det ser jeg som noget meget positivt. Det er fordi man formår at sætte gang i nogle debatter, dialog og samarbejder på tværs af forskellige stakeholder grupper. Selve den proces er værdifuld i forhold til at bringe os det videre i forhold til hvad man kan forvente af virksomheder. Jeg ser meget processen som værende værdifuld, og så må vi se hvad der med selve standarden, hvordan den rent faktisk kommer til at se ud, og hvordan den så rent faktisk kommer til at blive brugt af forskellige virksomheder. Vi ville nok ikke bruge den, for det første fordi den går ind på nogle områder, som vi ikke er eksperter på. Vi er f.eks. ikke miljøeksperter, det er alt for teknisk et område, som vi slet ikke har ekspertise til, og så er standarden alt for vag på menneskerettighedsdelen. Vi har nogel redskaber, der er meget mere omfangsrige end ISO 26000. Helt overordnet indeholder den mange af de ting, vi ville anbefale virksomheder at se på, men det kræver lidt mere end at behandle menneskerettigheder på 3-5 sider. Problemer med standarden er at den henvender sig til både store og små virksomheder, til regeringer, NGO'er og internationale hjælpeorganisationer. Når vi taler med virksomhederne, så giver de udtryk for, at de ønsker nogel redskaber, der specifikt omhandler de problemer, der kan opstå i den specifikke situation, de er i, i det specifikke land. Om det er en tekstilvirksomhed eller en medicinalvirksomhed, så er der stor forskel på hvor man har berøring i et bestemt område, så på den måde er det svært for ISO 26000 og bidrage med så meget nyt, hvis man kigger på den trend. Overordnet set, og ikke på menneskerettighedsdelen, hvor standarden er for generalistisk og for vag, men i definitionen af CSR og de områder, der hører derunder er standarden god. Når vi skal rådgive virksomheder, ville det være fint at bruge standarden til at vise hvad det er vi snakker om, når vi taler CSR, og det indeholder de og de emner, og der er de og de krav, som virksomhederne bliver stillet til ansvar overfor. Det vil man kunne se i sådan en ISO standard som er resultatet af en længerevarende proces, og det har jo værdi i sig selv, at der findes en ISO standard som et resultat af en lang proces.
APPENDIX 25: METTE BOYE, DANISH CONSUMER COUNCIL Email from Mette Boye, sent Monday, May 5, 2008 9:55 pm KÆre Louise Jeg er lige meldt ind i arbejdet, har aldrig deltaget i møder, så jeg er vist desværre ikke til meget hjælp Beklager og mvh mette Med venlig hilsen Mette Boye Forbrugerrådet Afdelingschef, Forbrugerpolitisk center Danish Consumer Council Fiolstræde 17, postboks 2188, 1017 Kbh. K
APPENDIX 26: TITLES OF THE DMC-MEMBERS The positions of the DMC members at their respective organizations Abbr. Name MA Maibritt Agger
Organization Danish Standards
Title Afdelingschef; Afdeling for Samfund, Sundhed og Sikkerhed
AGL
Anne Gadegaard Larsen
Novo Nordisk A/S
Specialist; Corporate Stakeholder Relations
KS
Kirsten Schmidt
Aalborg Universitetscenter
Research Assistant; Institut for samfundsudvikling og planlægning
KC
Kim Christiansen
Danish Standards + Danish Society for Nature Conservation
AJ BBN
Arne Jensen Birgitte Bang Nielsen
Danish Standards: Projektleder; Center for byggeri og miljø Danish Society for Nature Conservation: Miljøfagligt udvalg Dansk Metal Konsulent Industrialiseringsfonden for Head of Corporate Social Responsibility Udviklingslandene (IFU)
MHK Mette Haugaard Kristensen
Danish Commerce and Companies Agency
Fuldmægtig; Center for Samfundsansvar
VD CF TE JC CH AM CP
Villy Dyhr Claus Frier Trine Erdal Janda Campos Christian Honoré Annemarie Meisling Christian Poll
Dong Energy A/S Novozymes A/S Force Technology A/S Carlsberg Breweries A/S Coloplast A/S Dansk Industri Danish Society for Nature Conservation
Direktør; Afdeling for CSR og miljø Manager; Sustainability Development Center Senior projektleder; Chef for forretningsudvikling Group Corporate Responsibility Manager Head of Corporate Responsibility Konsulent Miljøsager, miljørigtige produkter, energi, miljømærkning, Miljøfagligt Udvalg, Agenda 21 netværk
SG LL JF MB
Sarah Gregersen Lars Ludvigsen Jes Faltum Marie Busck
R-92 Gruppen PR Partner Lego System A/S Danish Institute for Human Rights
Procesleder & CSR rådgiver Director Corporate Social Responsibility manager Advisor
*
Mette Boye
The Danish Consumer Council
Afdelingschef; Forbrugerpolitisk center
