RADIO- OG TV-NÆVNET
1. Radio Ellekær 2. Det Nordjyske Fællesnævn for Lokal Trangetvej 14 Radio 9330 Dronninglund Aalborg Kommune Boulevarden 13 9000 Aalborg
København den 21. januar 2005 Radio- og tv-nævnets afgørelse af klage af 3. november 2004 fra Radio Ellekær om afslag på tilladelse til lokal radiovirksomhed. 1.Ved fax af 3. november 2004 klager Radio Ellekær over Det Nordjyske Fællesnævn i Aalborgs afslag på programtilladelse i Dronninglund Kommune. Radio Ellekær kan ikke acceptere begrundelsen for afslaget, idet begrundelsen intet har med virkeligheden at gøre set i lyset af den omgangsrige e-mail korrespondance, man har haft med formanden for fællesnævnet. Radio Ellekær finder denne inhabil, idet formanden er valgt af SID, som har interesser i andre lokalradioer i fællesnævnets område. Det tilføjes, at både formanden og fællesnævnet beskytter Radio ANR´s interesser. Radio Ellekær finder det endvidere betænkeligt, at Dronninglund Nærradio laver udsendelser for SID, hvor Fællesnævnets formand ifølge Radio Ellekærs oplysninger er ansat, samtidig med at han afviser at udstede en programtilladelse til en ny lokalradio i samme sendeområde. Radio Ellekær afviser dernæst, at man ikke har givet et klart svar på en række punkter. Radioen påpeger, at Radio Ellekær har flere gange oplyst, at radioen er ved at indrette et studie på radioens adresse Trangetvej 14, Dronninglund. Radio Ellekær gør i denne forbindelse opmærksom på, at der intet står i loven om, at man skal have et studie i det område, hvori man søger programtilladelse, og at fællesnævnet således stiller et krav, der ikke er lovmæssig dækning for.
Endvidere har Radio Ellekær skriftligt oplyst overfor formanden, at radioen vil overholde kravet om 80 % lokalt produceret stof, selvom Radio Ellekær mener, at også dette er et ulovligt krav, der ikke er dækning for i lovgivningen. Radioen har flere gange overfor Fællesnævnet har gjort opmærksom på dette. Endelig har Radio Ellekær skriftligt gjort opmærksom på, at radioen naturligvis udøver selvstændig programvirksomhed indenfor lovens rammer.
Mediesekretariatet Vognmagergade 10, 1. 1120 København K Telefon: 3318 6868 Direkte: 3318 6854 Telefax: 3318 6869
[email protected] [email protected] www.mediesekretariatet.dk CVR nr. 11 88 46 52 Bank: Jyske Bank Reg.nr. 8109 Konto nr. 1002 295
2
Man har gjort opmærksom på, at radioen naturligvis vil have lov til at benytte bånd og lignende, der er produceret i samarbejde med andre lokalradioer, i et co-produktions-samarbejde, som er fuldt lovligt, og som bl.a. er nævnt i § 27, stk. 3, i bekendtgørelsen om lokal radio og tv samt andre steder i lovgivningen. 2. Fællesnævnet medsender med sit høringssvar af 19. november 2004 en række bilag, der bl.a. indeholder en ganske omfangsrig korrespondance med Radio Ellekær. Fællesnævnet påpeger, at det af materialet klart fremgår, at Radio Ellekær ikke har besvaret de stillede spørgsmål således, at Fællesnævnet har kunnet imødekomme ansøgningen. Efter fællesnævnets opfattelse er svarene i bedste fald dobbelttydige eller forholder sig slet ikke til de i brevvekslingen stillede spørgsmål, som har udgangspunkt i fællesnævnets ”Mediepolitiske Målsætninger” af 31. august 2004. Fællesnævnet anfører videre, at Radio Ellekærs svar mere end antyder, at det er muligt at lave lokalradio fra en mobiltelefon et eller andet sted i kongeriget og udsende det efter redigering et eller andet sted i kongeriget uden at gøre brug af link eller APL forbindelser. I forbindelse med Radio Ellekærs omtale af Fællesnævnets formands arbejde udtaler fællesnævnet følgende: ”Kaj Poulsen er indstillet til det Nordjyske Fællesnævn for Lokal Radio og TV på et møde arrangeret af Fællesnævnet for at imødekomme lovgivningens krav om lokalsamfundets indflydelse på de lokale nævns sammensætning. Kaj Poulsen er ikke medlem eller indstillet af SID, som påstået flere gange i klagen. Kaj Poulsen er indstillet af LO-Aalborg til nævnsarbejdet og Aalborg byråd har godkendt indstillingerne fra det indkaldte møde med lokale foreningers engagement. LO-Aalborg har anparter i Aalborg Medieselskab, som ejes af fagforeninger, sportsklubber, boligforeninger, Aalborg Industri og Handelskammer og forretninger i Aalborg. Aalborg Medieselskab ejer under 5 % af aktierne i A/S Nordjyske. Kaj Poulsen har ikke tillidsposter i hverken Aalborg Medieselskab eller Nordjyske.” Hvad angår Radio Ellekærs anbringender om at forelæggelsen for Fællesnævnet skulle være både ulovlig og uvederhæftig oplyses det bl.a., at Radio Ellekær ikke var til stede på Fællesnævnets møde, men at hele brevvekslingen mellem Radio Ellekær og nævn, som ønsket af radioen var udsendt til nævnets medlemmer i god tid inden mødets afholdelse. 3. Radio Ellekær fremsætter ved fax af 28. november 2004 sine kommentarer til Fællesnævnets høringssvar af 19. november 2004. Radio Ellekær finder det kritisabelt, at formanden, der er under anklage for manipulationer med den første klage, selv besvarer disse anklager på nævnets vegne,
3
da Radio Ellekær betragter formanden som værende inhabil ved den fortsatte behandling af sagen. Radio Ellekær undrer sig endvidere over formandens dobbeltrolle som repræsentant for LO-Aalborg og som byrådsmedlem. Radio Ellekær anfører dernæst en række eksempler på, hvorledes formanden for fællesnævnet efter radioens opfattelse enten bevidst misforstår radioens oplysninger om, hvorledes man vil producere lokale udsendelser, eller om hvorledes formanden stiller en række krav, der teknisk eller på anden måde vil umuliggøre en fornuftig afvikling af programvirksomheden. 4. Det fremgår af den omfattende medsendte korrespondance mellem fællesnævnet og Radio Ellekær, at der tilsyneladende består en ret grundlæggende uenighed parterne imellem om, hvorledes specielt pkt. 1 og 4 i de Mediepolitiske Målsætninger skal forstås i sammenhæng. For at afklare dette forhold bad Radio- og tv-nævnet derfor ved brev af 30. november 2004 fællesnævnet om bl.a. at svare på følgende spørgsmål: ”Radio- og tv-nævnets sekretariat mener at forstå, at følgende citat, jf. bilag 9, er udtryk for fællesnævnets overordnede holdning hertil: ”Når det står beskrevet i De Mediepolitiske Retningslinier for de Nordjyske Fællesnævn, at udsendelser skal være lokalt produceret i et studie beliggende i tilladelsesområdet, er det fordi, det er LOKAL RADIO, vi beskæftiger os med. Der ses ikke at være nogen konflikt mellem ønsket om at optage indslag til udsendelser på bånd i nærområdet, hvorefter det redigeres og produceres i et studie beliggende i tilladelsesområdet. Det afgørende er, at journalisten arbejder for lokale udsendelser og nyheder til at viderebringe til en lokal lytterskare.” Er det en korrekt opfattelse, at dette er udtryk for fællesnævnets holdning?” 5. I besvarelse af Nævnets spørgsmål meddeler fællesnævnet ved brev af 2. december 2004 følgende: ”Fællesnævnet kan fuldt ud bekræfte denne udlægning af De Mediepolitiske Målsætninger. Uanset den megen korrespondance frem og tilbage med Radio Ellekær har det ikke været muligt at få et svar fra dem om, hvorvidt man ville overholde disse målsætninger. Fællesnævnet fornemmer ikke i de ikke særligt fyldestgørende svar, som vi har modtaget, at man ønsker at optage, redigere og udsende via link, APL eller anden form for elektronisk overførsler til direkte udsendelse i Dronninglund-området. De mest præcise svar, vi har fået, er, at disse regler er ulovlige, at de ikke findes andre steder i landet, og slet ikke på Frederiks-
4
berg. Disse svar har ikke kunnet danne grundlag for en positiv stillingtagen til ansøgningen om sendetilladelse til Radio Ellekær.” Radio- og tv-nævnets udtalelse: Radio- og fjernsynsloven opererer med to forskellige former for programtilladelse til lokal radiovirksomhed, nemlig en programtilladelse i henhold til lovens § 52, stk. 1 og en programtilladelse i henhold til lovens § 55, der giver ret til networking, dvs. dels samtidig udsendelse af programmer, herunder udsendelse af programmer med en ubetydelig tidsforskydning, af flere radio- og fjernsynsforetagender, dels faste samarbejdsforhold, der forpligter tilladelseshaverne til at udsende de samme programmer som andre radio- og fjernsynsforetagender. Det skal indledningsvist fastslås, at Radio Ellekær ikke har søgt om en programtilladelse, der giver ret til networking. Fællesnævnets Mediepolitiske Retningslinier og som følge heraf fællesnævnets ansøgningsskema omtaler ikke muligheden for udstedelse af programtilladelser, der giver ret til networking, hvilket formentlig skyldes, at fællesnævnet i De Mediepolitiske Retningslinier prioriterer ansøgere, der tilbyder lokale programmer. Fællesnævnets undladelse af at oplyse om muligheden for networking må Radio- og tv-nævnet som udgangspunkt finde betænkelig, idet § 14 i bekendtgørelsen om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed åbner mulighed for, at et lokalt nævn kan fastsætte retningslinier for, hvorledes et lokalt nævn vil prioritere blandt ansøgere, og herunder kan fastsætte, at man vil prioritere ansøgere, der tilbyder bl.a. lokal nyhedsformidling. En sådan prioritering kan også ske overfor ansøgere, der ønsker networking som en del af programvirksomheden, idet bestemmelsen fastsætter, at lokale nævn som et led i sin forpligtelse til at søge at sikre det enkelte lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig karakter, jf. § 59 i radio- og fjernsynsloven, kan prioritere visse programtyper, herunder lokal nyhedsformidling, samt lægge vægt på lokalt islæt i programvirksomheden. Det fremgår af de fra fællesnævnet indsendte oplysninger, at Fællesnævnets Mediepolitiske Retningslinier er vedtaget på et møde i nævnet den 31. august 2004, hvilket er omkring 1 uge efter at Radio Ellekær indsendte sin ansøgning af 23. august 2004. Dette faktum kunne umiddelbart forekomme betænkeligt, hvis man først efter modtagelse af en ansøgning fastsætter en række kriterier for tildeling af programtilladelser, men Nævnet er vidende om, at retningsliniernes bestemmelser om lokalt stof og om den såkaldte ”20%-regel”, har eksisteret i adskillige år, hvilket vil blive omtalt
5
nedenfor. Nævnet finder således ikke, at der er tale om regler med tilbagevirkende kraft. Hvad angår det forhold, at det i De Mediepolitiske Retningslinier er fastsat i pkt. 1, at programmerne skal være lokalt producerede i et studie beliggende i tilladelsesområdet, skal Nævnet pege på, at muligheden for at stille krav om, at lokale tilladelseshavere skal placere deres studie i lokalområdet ikke er medtaget i den gældende bekendtgørelse om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed, der trådte i kraft pr. 1. januar 2003, hvorimod det var en del af regelsættet under den tidligere radio- og fjernsynslov, at det lokale nævn kunne stille er sådant krav. I Radio- og tv-nævnets afgørelse af 4. september 2004, hvor et krav om et lokalt studie var en del af den pågældende klagesag, udtalte Radio- og tv-nævnet, at man fandt det i nogen grad betænkeligt, hvis et sådant geografisk kriterium alligevel var tillagt en afgørende vægt ved vurderingen af forskellige ansøgere. I samme forbindelse tilføjede Radio- og tv-nævnet dog, at der ikke var fremkommet oplysninger, der indikerede, at netop spørgsmålet om et lokalt studie var en afgørende faktor ved valget mellem tilladelseshavere, ligesom det fremgik af dette nævns lokale mediepolitik, at dette kriterium ikke var ufravigeligt. På denne baggrund fandt Radio- og tv-nævnet ikke, at dette kriterium kunne tillægges afgørende betydning ved vurdering af afgørelsen. I nærværende sag finder Nævnet ikke, at samme vurdering kan anlægges, idet det af pkt. 1 i ”De Mediepolitiske Retningslinier” fremgår, at kravet om, at programmerne skal produceres i et studie beliggende i lokalområdet er et ufravigeligt krav, og at der ikke er muligheder fra at dispensere fra dette. Ydermere er dette krav i suppleret med, at 80 % af programmerne skal være lokalt producerede, altså i praksis fra det lokale studie, selvom man naturligvis ikke helt kan udelukke, at kravet om lokalt producerede programmer kunne opfyldes ved programproduktion fra andre steder i lokalområdet. Nævnet finder således ikke, at fællesnævnets ufravigelige krav om, at programstoffet skal produceres fra et studie beliggende i tilladelsesområdet kan stilles efter revisionen af radio- og fjernsynsloven pr. 1. januar 2003. Da det af Radio Ellekærs ansøgning fremgår, at radioens programvirksomhed skal varetages fra Radio Ellekærs studie på Trangetvej, kan fællesnævnet imidlertid efterfølgende stille krav om, at programvirksomheden afvikles fra dette studie, fordi dette krav baserer sig på det faktum, at radioen har stillet dette i udsigt i sin ansøgning. Det er således i § 15 i bekendtgørelsen om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed fastsat, at et lokalt nævn i forbindelse med udstedelsen af en tilladelse kan stille vilkår om, at programvirksomheden skal udøves i overensstemmelse med ansøgningen.
6
Når fællesnævnet i det medsendte materiale peger på, at bl.a. 20 %-reglen er godkendt i det tidligere Udvalget vedr. Lokal Radio og TV´s afgørelse af 13. marts 2000, skal Nævnet anføre, at denne afgørelse blev truffet under den tidligere radio- og fjernsynslov, hvor man som ovenfor anført havde mulighed for at stille et krav om, at radioens studie skulle være placeret i det lokale område. Da dette krav efter Nævnets vurdering ikke længere kan stilles, giver det ikke længere mening at stille et krav om, at kun 20 % af programstoffet må være ikke-lokalt produceret stof. Fællesnævnet må i stedet, hvis man ønsker at prioritere det lokale stofområde, i henhold til § 14 udforme en lokal mediepolitik, der prioriterer visse programtyper, herunder lokalt nyhedsformidling, ligesom man kan lægge vægt på et lokalt islæt i programvirksomheden. Hvis fællesnævnet fastlægger en lokal mediepolitik med et sådant indhold, vil efter Nævnets vurdering ikke kunne betragtes som en fastlæggelse af retningslinier med tilbagevirkende kraft, da Radio Ellekær allerede i sin ansøgning har erklæret, at man vil prioritere lokalt stof højt. Radio- og tv-nævnet har ikke haft sager om, hvor stor en del af sendetiden, som lokale nævn kan fastsætte, at det lokale stof skal udgøre. Det blev således i udvalgets afgørelse af 13. marts 2000 fastsat, at det fortsat må gælde, at den fastsatte procentsats giver de ikke-kommercielle stationer en reel mulighed for at opretholde en sendevirksomhed. En procentsats for det lokale stof på 10-15 % af sendetiden er ikke usædvanlig, ligesom nogle nævn har fastsat en større procentsats, men Radio- og tv-nævnet har ikke haft lejlighed til at træffe en afgørelse om en overgrænse herfor efter de nye regler. Hvad angår den centrale begrundelse for, hvorfor Fællesnævnet har meddelt Radio Ellekær afslag, nemlig at fællesnævnet ikke mener, at det har været muligt at få klare svar på spørgsmålene om det lokale studie i området, som radioen i sin ansøgning har stillet i udsigt, samt om hvorledes radioen vil tilrettelægge programvirksomheden, skal Nævnet anføre, at den omfattende korrespondance mellem formanden for fællesnævnet og Radio Ellekær efterlader indtryk af to parter, der ikke formår at skabe enighed, og som savner vilje til at nå til en fælles forståelse af, hvad de konkrete spørgsmål drejer sig om. Nævnet finder anledning til specielt i denne forbindelse at fremhæve Radio Ellekærs sprogbrug og forkærlighed for at inddrage nye aspekter i sagen, hvorved muligheden for en klar stillingtagen til de rejste spørgsmål forskertses. Nævnet skal endvidere pege på, at fællesnævnet tilsyneladende ikke har givet oplysninger om radioens økonomi og karakteren af radioens pro-
7
gramvirksomhed (naturligvis bortset fra det lokale aspekt) megen opmærksomhed, idet disse spørgsmål ikke er omhandlet i den omfangsrige korrespondance. Det skal dog samtidig understreges, at bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 3, om disse forhold er fakultativt formuleret, således at nævnet bl.a. kan lægge vægt på disse forhold. Det er således ikke et absolut krav, at bl.a. de økonomiske forhold skal inddrages ved vurderingen af ansøgere, men Nævnet finder det dog bemærkelsesværdigt, at disse aspekter tilsyneladende ikke har haft nogen særlig vægt ved vurderingen af ansøgningen, når henses til, at spørgsmål om programvirksomhedens lokale forankring indtager en endog meget fremtrædende plads i korrespondancen. Nævnet skal således pege på, at spørgsmål om økonomi kunne have kastet noget mere lys over, hvorledes radioen kunne varetage sin programvirksomhed. Hvad angår Radio Ellekærs påstande om, at formanden for fællesnævnet er inhabil, finder Nævnet, at fællesnævnets oplysninger om baggrunden for formandens valg til fællesnævnet må lægges til grund. Formanden er således indstillet til nævnet af LO-Aalborg, der har anparter i Aalborg Medieselskab, der i øvrigt har en bredt sammensat ejerkreds. Det må endvidere lægges til grund af Aalborg Medieselskab ejer under 5 % af aktierne i A/S Nordjyske, der står bag den ene af de to tilladelseshavere i området, Radio ANR. Nævnet finder, at formandens evt. interesse i Radio ANR og dermed hans påståede incitament til at nægte Radio Ellekær en programtilladelse er så fjerntliggende, at der ikke kan etableres en særlig personlig eller økonomisk interesse, der kan bære en påstand om inhabilitet i henhold til § 3, stk. 1, nr. 1, i forvaltningsloven. Nævnet skal endvidere påpege, at heller ikke inhabilitetsbestemmelserne i § 36 i bekendtgørelsen om lokal radio- og fjernsynsvirksomhed, der bl.a. fastsætter, at personer, der er medlemmer af bestyrelsen for et selskab eller lignende, der har eller søger om en programtilladelse eller personer, der deltager i ledelsen af en lokal radio eller tv-station, ikke kan være medlemmer af et lokalt nævn, giver grundlag for en påstand om generel inhabilitet. I sammenhæng med beskyldningerne om inhabilitet rejser Radio Ellekær tillige spørgsmål om formandens dobbeltrolle som både medlem af byrådet og formand for fællesnævnet. Nævnet skal hertil anføre, at radio- og fjernsynsloven ikke indeholder et forbud imod, at et medlem af et lokalt nævn, der udpeges af de lokale foreningsliv, tillige er medlem af en kommunalbestyrelse. Hvad angår Radio Ellekærs påstande om, at formanden har handlet uvederhæftigt og ulovligt, idet han angiveligt skulle have skjult eller fordrejet oplysninger for fællesnævnet, må Nævnet lægge vægt på fællesnævnets oplysninger om at have modtaget alt materiale før møder i fællesnævnet.
8
Nævnet finder således ikke, at Radio Ellekærs oplysninger om formandens uvederhæftighed kan tillægges nogen vægt. Hvad angår Radio Ellekærs påstande om, at de andre radioer i området behandles anderledes og bedre end Radio Ellekær, finder Nævnet ikke, at radioen har dokumenteret sine påstande. Nævnet har ligeledes netop modtaget en kopi af et brev fra én af de radioer, der har fået tilladelse af fællesnævnet, og hvor Radio Ellekær har beskyldt denne for at overtræde 20 %-reglen. Af dette brev fremgår det, at der ikke er sket ændringer i den programflade, på baggrund af hvilken fællesnævnet har udstedt sin programtilladelse, ligesom radioen bekræfter sin overholdelse af 20 %-reglen. Samlet set finder Nævnet, at Fællesnævnets krav i De Mediepolitiske Retningslinier om, at radioens studie skal være placeret i det lokale område ikke er i overensstemmelse med den nugældende radio- og fjernsynslov og i konsekvens heraf, at 20 %-kravet ikke med rimelighed kan hævdes. Nævnet finder således ikke, at man kan acceptere begrundelsen for det af fællesnævnet meddelte afslag på programtilladelse. Nævnet finder tillige, at Radio Ellekærs oplysninger og forklaringer om et muligt samarbejde med andre radioer eller programleverandører er så uklare og dobbelttydige, at et pålæg til fællesnævnet om at udstede en programtilladelse til radioen ikke forekommer velbegrundet, ligesom Nævnet ville finde det hensigtsmæssigt, om andre aspekter ved Radio Ellekærs ansøgning blev underkastet en vurdering. Nævnet finder derfor, at Radioog tv-nævnet i henhold til § 43, nr. 6 b, i radio- og fjernsynsloven bør pålægge Fællesnævnet at tage sagen op igen på det grundlag, der er skitseret ovenfor. På denne baggrund har Radio- og tv-nævnet på sit møde af den 20. januar 2005 truffet følgende afgørelse:
Radio- og tv-nævnet pålægger i henhold til § 43, nr. 6 b, i radio- og fjernsynsloven pålægger Fællesnævnet at tage sagen op igen på det i afgørelsen skitserede grundlag .
Christian Scherfig Formand Henrik Birkvad Nævnssekretær J.nr. 2004-1143-070